Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 21
Offentligt
2088715_0001.png
Vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge
(Vejledning til lov om voksenansvar for anbragte børn og unge samt bekendtgørelse om voksenansvar for
anbragte børn og unge)
Indholdsfortegnelse
(Indholdsfortegnelsen referer til punkter i vejledningen)
Kapitel 1
Regelgrundlag og formål
Indledning
Regelgrundlag
Formål
Supplement til vejledningen
Virkning
Kapitel 2
Anvendelsesområde og personkreds
Anvendelsesområde
Særligt om anbringelse af strafferetlige årsager
Unge over 18 år anbragt i hht. strafferetlig dom eller kendelse
Uden for anvendelsesområdet
Personkreds
Typer af anbringelsessteder
Almene Pplejefamilier
Forstærkede plejefamilier
Specialiserede Kommunale
plejefamilier
Netværksplejefamilier
Egne værelser, kollegier eller kollegielignende værelser
Opholdssteder
Døgninstitutioner
Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner
Særligt om delvis lukkede afdelinger
Sikrede døgninstitutioner
Særligt sikrede afdelinger
Interne skoler
Aflastningstilbud og efterværn
Efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling
Kapitel 3
Snitflader til anden lovgivning
Generelt
Lovgivningsmæssige snitflader til sundhedsområdet
Lovgivningsmæssige snitflader til skoleområdet
Lovgivningsmæssige snitflader til retssystemet.
Retsplejeloven
Retsplejeloven
Straffeloven. Nødværge og nødværge
25
26
27
28
29
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
1
2
3
4
5
1
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0002.png
Straffeloven. Ungdomssanktion
Straffeloven. Straffuldbyrdelsesloven
Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
Lovgivningsmæssige snitflader til udlændingeloven
Kapitel 4
Børn og unges rettigheder
Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Internationale konventioner
Børnekonventionen
Handicapkonventionen
Rettighedernes indhold
Generelle principper for indgreb i rettigheder
Kapitel 5
Voksenansvar
Forholdet mellem forældre og børn
Voksenansvar i forhold til anbragte børn og unge
Særligt i forhold til børn og unge med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne
Grænseflade mellem fysisk magt og omsorg
Kapitel 6
Særligt i forhold til plejefamilier og netværksplejefamilier
Anvendelsesområde
Plejefamiliers voksenansvar
Adgang til at fastsætte og opretholde regler i eget hjem
Nødværge
Særligt i forhold til
specialiserede kommunale
plejefamilier
Kapitel 7
Husorden
på opholdssteder og åbne døgninstitutioner
Generelt
Bekendtgørelse af husorden
Håndhævelse
af husorden på opholdssteder og åbne døgninstitutioner
Kapitel 8
Husorden på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Obligatorisk og skriftlig
Indhold
Passende reaktioner
Kapitel 9
Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede
afdelinger
Generelt om udbetaling af lommepenge
Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge
Gentagne eller grovere overtrædelse af reglerne i en husorden
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
2
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0003.png
Kapitel
108
Anvendelse af rusmiddeltest
De overordnede rammer
Generelt samtykke
Samtykke til aflæggelse af rusmiddeltest i en konkret situation samt orientering af
forældremyndighedsindehaveren
Tilbagekaldelse af generelt samtykke
Særlig krav til anvendelse
Kapitel
119
Fysisk guidning
Generelt
Betingelse for at anvende fysisk guidning
Grænsefladen mellem fysisk guidning og magtanvendelse
Særligt omkring tilsyn
Kapitel
1210
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
Generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
Forbud mod nedværdigende og hånende behandling mv.
Kapitel
1311
Afværgehjælp
Generelt
Årsager der kan begrunde afværgehjælp
Kortvarig fastholdelse og føren
Kapitel
1412
Fysisk magtanvendelse
De overordnede rammer
Betingelser for at anvende fysisk magt
Særligt om fysisk magtanvendelse ved overtrædelse af husorden på delvis lukkede døgninstitutioner og
delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Kapitel
1513
Tilbageførsel ved rømning
Generelt
Definition af tilbageførselBetingelser for tilbageførsel
Politiets bistand
Gentagne rømninger
Kapitel
1614
Tilbageholdelse i forbindelse med eller under en anbringelse
Tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse
Tilbageholdelse under en anbringelse
Årsager der kan begrunde tilbageholdelse
Foreløbige afgørelser
71
72
73
74
67
68
69
70
65
66
62
63
64
60
61
56
57
58
59
51
52
53
54
55
3
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0004.png
Opretholdelse af tilbageholdelse i op til yderligere 14 dage
Kapitel
1715
Anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner
Afgørelse om anbringelse
Målgruppe
Tilbageholdelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling
Fastholdelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling
Kapitel
1816
Anbringelse på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Afgørelse om Aanbringelse
på sikrede døgninstitutioner
Anbringelse på en sikret døgninstitution af socialretlige årsager
Nærmere om rammer og vilkår for anbringelse på sikrede døgninstitutioner
Dispensation fra aldersgrænsen
Anbringelse af strafferetlige årsager
Anbringelse på sikret
døgninstitutionafdeling
i varetægtssurrogat
Anbringelse på en sikret døgninstitution som led i afsoning af straf
Anbringelse på en sikret døgninstitution som led i en ungdomssanktion
Ophold på sikrede døgninstitutioner for udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark
Midlertidig overførsel fra åben til sikret døgninstitution
Anbringelse på særligt sikrede afdelinger
Særligt sikrede afdelinger
Midlertidig overførsel fra sikret døgninstitution til særligt sikret afdeling
Screening af børn og unge på sikrede institutioner og særligt sikrede afdelinger
Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger for børn og unge under 15 år
Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger for
børn og
unge over 15 år
Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner
som led i varetægtssurrogatved anbringelse af
strafferetlige årsager
Varighed af ophold ved afsoning af dom på en sikret døgninstitution
Varighed af ophold for børn og unge idømt en ungdomssanktion
Ophold uden for sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger samt adgang til frisk luft
Særligt for unge anbragt som led i en strafferetlig afgørelse
Udgang for børn og unge, der er anbragt i varetægtssurrogat
Udgang for børn og unge, der afsoner ubetinget frihedsstraf
Udgang for unge idømt en ungdomssanktion
Klagemuligheder vedrørende udgang
Aflåsning af værelser om natten på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Generelt om isolation på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Betingelser for isolation på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Kapitel
1917
Kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation
De overordnede rammer
Særligt om kontrol af brevveksling
Særligt om kontrol med telefonsamtaler
Særligt i forhold til e-mails
Undtagelser til kontrollen
Foreløbige afgørelser
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110
111
112
113
4
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0005.png
Kapitel 20
Begrænsning af adgang til ekstern kommunikation på sikrede døgninstitutioner og særligt
sikrede afdelinger
Generelt
Kommunikationskontrol
Passende reaktioner ved overtrædelse
Kapitel
2118
Undersøgelse af person og opholdsrum
Undersøgelse af person og opholdsrum, når der er bestemte grunde
Særligt om adgang til undersøgelse ved anbringelse, besøg og fravær på sikrede døgninstitutioner og
særligt sikrede afdelinger
Særligt om undersøgelse af person
Særligt om undersøgelse af opholdsrum
Fremgangsmåde ved undersøgelse af person og/eller opholdsrum
Tilbageholdelse af effekter
Kapitel 22
Særligt om undersøgelse af person og opholdsrum på sikrede døgninstitutioner og særligt
sikrede afdelinger
Adgang til undersøgelse ved anbringelse, besøg og fravær
Adgang til kropsvisitation
Kapitel 23
TV-overvågning af indendørs fællesarealer på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede
afdelinger
Obligatorisk på indendørs fællesarealer
Meddelelse om tv-overvågning
Behandling af personoplysninger
Kapitel 24
Døralarmer til værelserne på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Anvendelse af døralarmer
Kapitel
2519
Anvendelse af alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk
funktionsevne
Generelt
Målgruppe
Supplement til pædagogisk indsats
Ikke kontinuerlig overvågning
Personligt system
Samtykke
Ansøgning
Frivillig bestemmelse
Betingelser for iværksættelse
Periode
Fornyet ansøgning
Klage
114
115
116
117
118
119
120
121
122
123
124
125
126
127
128
129
130
131
5
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0006.png
Kapitel
2620
Særlige bestemmelser for unge anbragt i varetægtssurrogat, som led i afsoning eller
ungdomssanktion
Særligt om besøgs-, brev-, telefonkontrol m.v. for unge i varetægtssurrogat
Besøgskontrol
for unge i varetægtssurrogat
Brevveksling mv.
for unge i varetægtssurrogat
Telefonsamtaler eller anden kommunikation
for unge i varetægtssurrogat
Indgreb i
den anbragtes
adgang til internet og telefon
for unge, der er anbragt i henhold til en strafferetlig
dom eller kendelse
Påhøring eller overvågning af den anbragtes brug af internet og telefon
Foreløbige afgørelser
Foreløbige afgørelsers anvendelsesområde
Kapitel 27
Pligt til anmeldelse af personfarlig kriminalitet
Generelt
Kapitel
2821
Registrering og indberetning
Generelt
Registrering og indberetning
Inddragelse af barnet eller den unge
Indberetning til den anbringende kommune
Indberetning til socialtilsynet
Orientering af forældremyndighedsindehaveren
Indberetning til skolekommune
Orientering af kommunal eller regional driftsherre
Registrering og indberetning af en handling, der kan være undergivet (offentlig) påtale
Kapitel
2922
Tilsyn
Det personrettede tilsyn
Det driftsorienterede tilsyn
Socialtilsynet
Særligt om henvendelse til socialtilsynet
Anbragte børns mulighed for at henvende sig anonymt til socialtilsynet
Snitflader mellem det personrettede og driftsorienterede tilsyn
Det kommunale tilsyn
Ombudsmandens tilsyn
§ 71-tilsynet
Kapitel
3023
Klageadgang samt særlig adgang til domstolsprøvelse mv.
Generel klageadgang
Klage over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen og børn og unge-udvalget
Klager over anvendelse af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
Klagefrister
Advokatbistand, aktindsigt mv.
157
158
159
160
161
149
150
151
152
153
154
155
156
140
141
142
143
144
145
146
147
148
132
133
134
135
136
137
138
139
6
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0007.png
Orientering om retten til aktindsigt og til at udtale sig
Dækning af transportomkostninger
Særlig adgang til domstolsprøvelse
Bilag
1
Bilag 1: Eksempel på en Hhusorden på opholdssted eller åben døgninstitution
Bilag 2: Eksempel på en husorden på delvis lukket døgninstitution, delvis lukket afdeling på
døgninstitution, sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling
Kapitel 1
Regelgrundlag og formål
162
163
164
Indledning
1.
Vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge henvender sig primært til personalet på
anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, de kommunale sagsbehandlere på børne- og ungeområdet samt
socialtilsynet.
Vejledningen beskriver grænseflader mellem omsorg og magt og beskriver herunder også voksenansvaret i al
almindelighed i forhold til forældre, plejefamilier og personale på opholdssteder og institutioner.
Regelgrundlag
2.
Reglerne om voksenansvar, magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for anbragte børn
og unge er fastsat i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, jf. lovbekendtgørelse nr.
764614
af
18.
augustjuni
20196
som ændret ved lov nr. 1543 af 13. december 2016, lov nr. 1544 af 13. december 2016 og lov
nr. 1662 af 20. december 2016
(herefter voksenansvarsloven), §§ 63 a-63 c i lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr.
7981270
af
724. augustoktober
20196,
med senere ændringer
(herefter serviceloven) samt
bekendtgørelse nr.
8101707
af
1320. augustdecember
20196 om voksenansvar for anbragte børn og unge (herefter
voksenansvarsbekendtgørelsen).
Formål
Voksenansvarsloven
§ 1.
Formålet med loven er at fastsætte rammer for plejefamilier og personales adgang til som led i
varetagelsen af den daglige omsorg at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges
selvbestemmelsesret og at sikre de anbragte børn og unges retssikkerhed i forbindelse hermed.
3.
Formålet med voksenansvarsloven samt den underliggende bekendtgørelse er, som beskrevet i lovens § 1, at
fastsætte rammer for plejefamilier og personale på anbringelsessteders adgang til, som led i varetagelsen af den
daglige omsorg, at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børns og unges selvbestemmelsesret, og at
sikre de anbragte børns og unges retssikkerhed i forbindelse hermed.
I forlængelse af formålsbestemmelsen skal Rreglerne
om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten over for anbragte børn og unge
skal
først og fremmest beskytte anbragte børn og unge
mod overgreb og forebygge unødvendig magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Reglerne
beskriver således i hvilke situationer, der undtagelsesvist må anvendes magt, herunder på hvilke anbringelsessteder,
der under nærmere angivne kriterier, kan anvendes magt og foretages de nødvendige former for indgreb. Reglerne
indeholder endvidere en række procesregler om registrering, indberetning, tilsyn og klage.
Samtidig skal reglerne bidrage til, at plejefamilier og personale på anbringelsesstederne har de nødvendige
redskaber i deres arbejde til at fremme de anbragte børns og unges trivsel og den socialpædagogiske behandling.
7
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0008.png
Formålet med vejledningen er at vejlede om og skabe større klarhed om reglerne på området, så plejefamilier og
personale på anbringelsessteder ikke overskrider deres beføjelser over for et barn eller en ung. Samtidig sikres det,
at plejefamilier og personale ikke undlader at yde den tilstrækkelige omsorg af frygt for at overskride deres
beføjelser. Dette skal også styrke retssikkerheden for plejefamilier og personale på anbringelsesstederne.
Vejledningen beskriver således de generelle rammer for voksenansvar, herunder magtanvendelse og andre indgreb
i selvbestemmelsesretten, inden for hvilke plejefamilier og personale skal varetage den daglige omsorg for børnene
og de unge. Det må altid afvejes i den konkrete situation, hvilke tiltag der er nødvendige inden for regelgrundlagets
rammer, og det skøn skal udøves i en konkret opstået situation.
Supplement til vejledningen
4.
Som supplement til vejledningen er der på Socialstyrelsen hjemmeside www.socialstyrelsen.dk lagt materiale
med formidling af viden om metoder til forebyggelse af magtanvendelse, bl.a. via filmklip, cases og andet materiale,
som kan understøtte anvendelsen af reglerne i praksis. Desuden er der links til undervisningsmaterialer, eksempler
på husordener og indberetningsskemaer mv.
Vejledningen om voksenansvar for anbragte børn og unge skal ses i sammenhæng med den samlede fremstilling af
Social- og IndenrigsBørne- og Socialministeriets
vejledninger til serviceloven og lov om socialtilsyn, herunder:
- Vejledning nr. 1 om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven.
- Vejledning nr. 2 om hjælp og støtte efter serviceloven.
- Vejledning
nr. 3
om særlig støtte til børn og unge og deres familier.
- Vejledning om socialtilsyn.
Virkning
5.
Vejledningen har virkning fra offentliggørelsen.
og vedrører regler, som træder i kraft den xx1. xxjanuar 201x7.
Kapitel 2
Anvendelsesområde og personkreds
Anvendelsesområde
6.
Det fremgår af voksenansvarsloven for anbragte børn og unge, at reglerne finder anvendelse over for børn og
unge, der er anbragt på et anbringelsessted, der drives af en kommune, en region eller en privat leverandør efter
servicelovens § 66, stk. 1, jf. voksenansvarslovens § 2, stk. 1, med de begrænsninger, der følger af de enkelte
bestemmelser.
Voksenansvarsloven
§ 2.
Loven finder med de begrænsninger, der følger af de enkelte bestemmelser, anvendelse over for børn og
unge, der er anbragt på et anbringelsessted, der drives af en kommune, en region eller en privat leverandør, jf.
§ 66, stk. 1, i lov om social service.
Stk. 2.
Loven finder dog ikke anvendelse over for børn og unge, der er anbragt på efterskoler, frie fagskoler og
frie grundskoler med en kostafdeling, jf. § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service.
Stk. 3.
§§ 4, 5, 7-9, 12-14,
15 a,
16-16
b
og 19-24 finder endvidere anvendelse over for unge over 18 år, hvis
den pågældende er anbragt i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse.
Stk. 4.
§§ 6, 8 og 9 finder anvendelse på interne skoler tilknyttet anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og
6, i lov om social service.
Stk. 5.
§§ 4-16 b og 21-24 finder anvendelse over for en uledsaget mindreårig udlændinge, der er anbragt på
et anbringelsessted efter udlændingelovens § 62 l, jf. §§ 62 m-62 o.
8
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0009.png
Stk. 6.
§§ 3-16 b og 21-24 finder anvendelse over for børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted efter
§ 14, jf. §§ 15-17, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
6.
Loven finder
således
anvendelse på kommunale, regionale og private anbringelsessteder, i det omfang de er
nævnt i de enkelte bestemmelser i voksenansvarsloven. Der er dermed parallelitet mellem, hvilke leverandører,
barnet eller den unges handlekommune kan samarbejde med i forhold til at løfte sit forsyningsansvar på det sociale
område, og hvem der kan udføre magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.
Alle anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 1-76, er omfattet af reglerne om voksenansvar efter
voksenansvarslovens § 3.
Reglerne gælder således almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede
plejefamilier, netværksplejefamilier, egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, opholdssteder og
døgninstitutioner. Det gælder således også almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede
plejefamilier, netværksplejefamilier og egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder.
7.
KommunaleSpecialiserede
plejefamilier efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 3, er endvidere omfattet af
voksenansvarslovens § 6 om fysisk guidning, § 8 om afværgehjælp samt af de generelle principper for
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i § 7.
Almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier
og netværksplejefamilier har ikke adgang til at anvende magt efter voksenansvarslovens kapitel 3.
8.
Opholdssteder og døgninstitutioner efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
er
endvidere
omfattet af
voksenansvarslovens
§§ 3, § 4, stk. 1 og 3 om en husorden, §§ 5-6 om hhv. rusmiddeltest og fysisk guidning, § 8
om afværgehjælp, § 9, stk. 1-2 om fysisk magtanvendelse, §§ 10-11 om hhv. tilbageførelse ved rømning og
tilbageholdelse,
§ 15
om telefon- og brevkontrol,
§ 16, stk. 1, 4 og
56-7 om undersøgelse af person og opholdsrum,
§ 17
om anvendelse af alarm- og pejlesystemer, og
§§
19-21 om hhv. adgang til kommunikation, foreløbige
afgørelser og registrering/indberetning, §§ 22-24 om hhv. tilsyn, klageadgang og domstolsprøvelse samt af de
generelle principper om for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i § 7.
Foruden hvad der gælder for opholdssteder og døgninstitutioner er Ddelvis
lukkede døgninstitutioner og delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner
er
derudover
også
omfattet af voksenansvarslovens §
4, stk. 2-5 om en
lovpligtig husorden, § 4 a om nedsættelse/fratagelse af lommepenge, § 9, stk. 3 om fysisk magtanvendelse ved
overtrædelse af husorden, §§
12-13 om
hhv.
tilbageholdelse og fastholdelse,
§ 15 a, §§ 16 a-b hhv. tv-overvågning
og døralarmer og § 21 a om pligt til anmeldelse af personfarlig kriminalitet.
Foruden hvad der gælder for opholdssteder og døgninstitutioner er Ssikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede
afdelinger
derudover også er endvidere
omfattet af voksenansvarslovens §
4, stk. 2-5 om en lovpligtig husorden, §
4 a om nedsættelse/fratagelse af lommepenge, § 9, stk. 3 om fysisk magtanvendelse ved overtrædelse af husorden,
§
14
om isolation, § 15 a om begrænsning af ekstern kommunikation, og
§ 16, stk. 2,
-og
3
og 5 om undersøgelse
af person og opholdsrum , §§ 16 a-b om tv-overvågning og døralarmer, § 18 om besøgs-, brev- og telefonkontrol,
§ 21 a om pligt til anmeldelse af personfarlig kriminalitet.
Voksenansvarslovens § 6 om fysisk guidning, § 8 om afværgehjælp,
og
§ 9 om fysisk magtanvendelse
samt § 7
om de generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
finder anvendelse på
interne skoler på opholdssteder og døgninstitutioner efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
jf.
voksenansvarslovens § 2, stk. 4.
Interne skoler på dagbehandlingstilbud er således ikke omfattet af reglerne i
voksenansvarsloven.
9.
Det bemærkes, at reglerne i voksenansvarsloven ikke er knyttet til det fysiske anbringelsessted (matriklen), men
til anbringelsesstedet som organisation/pædagogisk enhed. Reglerne er altså også gældende, når børnene og de
unge opholder sig i en særforanstaltning/et enkeltmandsprojekt eller i et sommerhus med pædagoger fra
anbringelsesstedet. Ligeledes gælder reglerne, når børn og unge er på ture uden for anbringelsesstedet med
plejefamilien eller anbringelsesstedet personale.
9
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0010.png
Endelig bemærkes det, at børn og unge anbragt på åbne anbringelsessteder ikke må låses inde, men det udelukker
ikke, at anbringelsesstedet kan låses af, således at uvedkommende ikke kan komme ind. De låste døre skal altid
kunne låses op indefra.
Særligt om anbringelse af strafferetlige årsager
107.
Børn og unge under 18 år, der er anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution efter servicelovens § 66,
stk. 1, nr.
65
og
76,
af strafferetlige årsager, er ligeledes omfattet af de bestemmelser, der finder anvendelse for
det pågældende anbringelsessted. Det vil være tilfældet, når opholdet på et opholdssted eller en døgninstitution
træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje, når opholdet sker som led i afsoning på
baggrund af en idømt foranstaltning efter straffeloven, jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, eller når opholdet
er
et
led
et
i en idømt foranstaltning efter § 74 a i straffeloven.
For unge, der er anbragt som led i varetægtssurrogat, afsoning eller ungdomssanktionen gælder endvidere en
række særlige bestemmelser i voksenansvarslovens §§ 18-20.
Unge over 18 år anbragt i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 1.
Ophold på et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, i lov om social service, skal være påbegyndt før det fyldte
18. år.
Stk. 2.
Ophold på et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service, kan dog i medfør
af § 74 a i straffeloven, påbegyndes efter det fyldte 18. år.
8.
Ophold på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, skal være begyndt før det fyldte 18 år. Ophold på
opholdssteder og døgninstitutioner efter servicelovens § 66, stk.1, nr. 65 og 76, kan dog i medfør af straffelovens
§ 74 a påbegyndes efter det fyldte 18. år, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 1, stk. 2.
Voksenansvarslovens §§ 4, 5, 7-9, 12-14, 15 a, 16 – 16 b og 19-24 finder anvendelse over for unge over 18 år, hvis
den pågældende er anbragt i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse, jf. voksenansvarslovens § 2, stk. 3.
11.
Voksenansvarsloven finder også anvendelse for unge over 18 år, hvis den pågældende er anbragt i henhold til
en strafferetlig dom eller kendelse, jf. voksenansvarslovens § 2, stk. 3.
Bestemmelsen sikrer, at der også kan
anvendes magt efter de relevante bestemmelser i voksenansvarsloven over for unge over 18 år, der er anbragt af
strafferetlige årsager på et anbringelsessted for børn og unge efter serviceloven. Det vil således være tilfældet, når
opholdet på et opholdssted eller en døgninstitution efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
træder i stedet for
varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje, når opholdet sker som led i afsoning på baggrund af en idømt
foranstaltning efter straffeloven, jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, eller når opholdet er led i en idømt
foranstaltning efter § 74 a i straffeloven. Fx kan det være nødvendigt at foretage undersøgelse af person og
opholdsrum efter voksenansvarslovens § 16 eller at anvende fysisk magt efter voksenansvarslovens § 9.
Uden for anvendelsesområdet
129.
Voksenansvarsloven finder ikke anvendelse over for børn og unge, der er anbragt på efterskoler, frie fagskoler,
og frie grundskoler med kostafdeling efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
87,
jf. voksenansvarslovens § 2, stk. 2.
Der vil således ikke kunne anvendes magt eller foretages andre indgreb efter voksenansvarsloven over for de børn
og unge, der er anbragt på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdelinger efter en afgørelse om
anbringelse efter servicelovens §§ 52 og 58. Dette gælder uanset om efterskolen, den frie fagskole eller den frie
grundskole med kostafdeling er konkret godkendt som anbringelsessted i forhold til et eller flere angivne børn eller
unge af den anbringende kommune efter servicelovens § 66 a, stk.
87,
eller generelt godkendt efter
socialtilsynslovens § 5 af vedkommende socialtilsyn.
10
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0011.png
Efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler er i øvrigt heller ikke omfattet af reglerne i bekendtgørelse nr. 697 af
23. juni 2014 om fremme af god orden i folkeskolen.
1323.
Børn og unge kan, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, som led i en aflastningsordning, jf. servicelovens §
55, stk. 2, få ophold i en netværksplejefamilie, en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en
døgninstitution, jf. servicelovens § 66, stk. 1.
Børn og unge, der er i aflastning på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, er ikke omfattet af reglerne
i voksenansvarsloven. Unge, der er fyldt 18 år og anbragt i efterværn efter
servicelovens
§ 76, i serviceloven er
heller ikke omfattet af reglerne i voksenansvarsloven.
Personkreds
1410.
I praksis vil det være plejefamilier samt ledere og personale på anbringelsesstederne, der foretager indgreb
i selvbestemmelsesretten eller anvender magt.
Ved personale på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
forstås personale, der udfører
pædagogisk arbejde, har gennemført en pædagogisk uddannelse, eller som indgår i gennemførelsen af alment
pædagogisk arbejde og varetager andre pædagogiske arbejdsopgaver på døgninstitutionen eller opholdsstedet.
Adgangen til at foretage indgreb efter loven omfatter således ikke øvrigt personale på døgninstitutionen eller
opholdsstedet, fx køkkenmedarbejdere, pedeller eller rengøringspersonale.
Ved personale på interne skoler på anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
forstås
personale, der udfører pædagogisk arbejde eller undervisning på interne skoler på anbringelsessteder.
Typer af anbringelsessteder
Serviceloven
§ 66.
Anbringelsessteder for børn og unge kan være
1) almene plejefamilier,
2) forstærkede plejefamilier,
3) specialiserede plejefamilier
4) netværksplejefamilier,
5) egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder,
6) opholdssteder for børn og unge,
7) døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner
samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller
8) pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Stk. 2
. Det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om anbringelse af børn og unge efter § 52, stk. 3,
nr. 4, 5 eller 7, i et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter § 66 b, stk. 1, § 66 e, stk. 1 eller
§ 66 f, stk. 1, eller efter § 5 i lov om socialtilsyn.
Stk. 3. Døgninstitutioner kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 4, eller af regioner, jf. § 5, stk. 1, nr. 3 og 4,
og stk. 7, eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
1511.
Nedenfor beskrives de forskellige typer af anbringelsessteder, som er omfattet af reglerne i
voksenansvarsloven.
Det bemærkes, at reglerne i voksenansvarsloven ikke er knyttet til det fysiske anbringelsessted (matriklen), men til
anbringelsesstedet som organisation/pædagogisk enhed.
11
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0012.png
Reglerne er altså også gældende, når børnene og de unge opholder sig uden for anbringelsesstedet, herunder
f.eks.fx
når børn og unge er på ture udenfor anbringelsesstedet med det dertilhørende personale.
Serviceloven
Anbringelsessteder for børn og unge
Serviceloven
§ 66.
Anbringelsessteder for børn og unge kan være
1) plejefamilier,
2) kommunale plejefamilier,
3) netværksplejefamilier,
4) egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder,
5) opholdssteder for børn og unge,
6) døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner
samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger eller
7) pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Stk. 2. Det er en betingelse for, at der kan træffes afgørelse om anbringelse af børn og unge efter § 52, stk. 3,
nr. 4, 5 eller 7, i et anbringelsessted, at anbringelsesstedet er godkendt efter § 66 a, stk. 1, nr. 2, stk. 2, 6 eller
7, eller efter § 5 i lov om socialtilsyn.
Stk. 3. Døgninstitutioner kan oprettes og drives af kommuner, jf. § 4, eller af regioner, jf. § 5, stk. 1, nr. 3 og 4,
og stk. 7, eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftale med.
Plejefamilier
Serviceloven
§ 66 a.
Plejefamilier og kommunale plejefamilier for børn og unge, jf. § 66, stk. 1, nr. 1 og 2, skal være
godkendt
1) som generelt egnede af den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for socialtilsyn for det geografiske
område, hvor plejefamilien bor, jf. §§ 2 og 5 i lov om socialtilsyn, eller
2) som konkret egnede i forhold til et eller flere nærmere angivne børn eller unge af den anbringende
kommune.
Almene plejefamilier
1612.
Almene plejefamilier er plejefamilier, der er godkendt til at levere en grundlæggende indsats bl.a. i form af
et omsorgsfuldt familieliv, en forudsigelig hverdagsstruktur og et stort engagement til et sårbart eller udsat barn
eller ung med lettere til moderate støttebehov, jf. servicelovens § 66 a, stk. 1, nr. 1. Det kan f.eks. være et barn
eller en ung med forsinket sproglig eller motorisk udvikling. Almene plejefamilier kan sikre udvikling og trivsel for
barnet eller den unge, håndtere omsorgsopgaver, opdragelse og et uproblematisk eller lettere problematisk
forældresamarbejde. Almene plejefamilier kan også samarbejde med eksterne fagpersoner og understøtte
iværksatte supplerende støtte- eller behandlingsindsatser i hverdagen med barnet.
Almene plejefamilier skal være i stand til at forstå, sætte sig ind i og bakke op om den støtte- eller
behandlingsindsats, der er iværksat over for barnet i dagligdagen, men ikke i en grad, der forudsætter en særlig
viden eller bestemte faglige kompetencer. Almene plejefamilier er ikke godkendt til børn med svære problematikker.
Der kan undtagelsesvist opstå behov for i en bestemt periode at indgå aftale med en almen plejefamilie om hel eller
delvis erhvervsbegrænsning, hvis der er særlige forhold hos barnet eller den unge, der tilsiger dette. Det gælder
eksempelvis, hvis der er tale om anbringelse af et spædbarn.
12
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0013.png
En plejefamilie kan defineres som en familie, der på foranledning af en kommune tager imod børn og unge, der
anbringes i plejefamiliens eget hjem.
Efter servicelovens § 66 a, stk. 1, skal plejefamilier være godkendt som generelt egnede af socialtilsynet eller
godkendt som konkret egnede i forhold til et eller flere nærmere angivne børn eller unge af den anbringende
kommune . En plejefamilie kan kun have én type godkendelse ad gangen.
Se nærmere
om almene plejefamilier
i
vejledning
nr. 3
om særlig støtte til børn og unge og deres familier og i vejledning om socialtilsyn.
Forstærkede plejefamilier
17.
Forstærkede plejefamilier er plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, som har moderate
til svære støttebehov, jf. servicelovens § 66 a, stk. 1, nr. 2. Det kan f.eks. være et barn eller en ung med
angstproblematikker, selvskadende adfærd eller selvmordstanker. Forstærkede plejefamilier har viden om børn med
særlige behov og/eller børn, der viser tegn på mistrivsel. Forstærkede plejefamilier skal kunne spille en mere aktiv
rolle i forhold til at følge indsatsen op i hverdagen med barnet, f.eks. under vejledning fra professionelle behandlere
eller tilbud.
Forstærkede plejefamilier ligger i forhold til specialiseringsgrad og kompetencer et niveau over almene plejefamilier
og et niveau under specialiserede plejefamilier. Forstærkede plejefamilier kan, ligesom specialiserede plejefamilier,
modtage børn i pleje, der ud over et behov for en hverdag i familielignende rammer også har et behov for mere
specialiseret støtte eller behandling samtidig med, at de bor i plejefamilien. Forstærkede plejefamilier skal dog som
udgangspunkt ikke selv kunne yde egentlig specialiseret støtte eller behandling. Denne skal i stedet gives af
fagprofessionelle udefra som en supplerende indsats samtidig med, at barnet bor i plejefamilien. Det kan – i perioder
– være nødvendigt med en aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning, hvis der er særlige behov hos barnet,
der tilsiger dette.
Se nærmere om forstærkede plejefamilier i vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier og i
vejledning om socialtilsyn.
Kommunale Specialiserede
plejefamilier
1813.
Specialiserede plejefamilier er plejefamilier, der er godkendt til at have børn og unge i pleje, der har svære
støttebehov jf. servicelovens § 66 a, stk. 1, nr. 2. Det vil sige, at der er tale om børn og unge, der har mere
specialiserede behov og/eller viser tegn på mistrivsel, men som samtidig vurderes at have gavn af at bo i
familielignende rammer. Det kan fx være et barn med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, eller et barn, der
har været udsat for massivt omsorgssvigt.
Specialiserede plejefamilier har særlige kompetencer og kvalifikationer, som gør dem i stand til at samarbejde med
eksterne fagpersoner og tilbud samt indgå i supplerende støtte og behandling i forhold til barnet. Der kan f.eks.
være tale om plejefamilier med solid erfaring med arbejdet med udsatte børn og unge eller plejefamilier, som har
særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer. Specialiserede plejefamilier kan håndtere et kompliceret
forældresamarbejde, og det kan være nødvendigt, at der laves aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning.
Se nærmere om specialiserede plejefamilier i vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier og i
vejledning om socialtilsyn.
Kommunale plejefamilier er plejefamilier, som i kraft af deres kompetencer og kvalifikationer er godkendt til at have
børn eller unge i pleje, som har et mere omfattende støttebehov, end børn og unge i plejefamilier normalt har.
Udover at de kommunale plejefamilier, i lighed med andre plejefamilier, kan tilbyde barnet eller den unge en
opvækst i et familielignende omsorgsmiljø, kan den kommunale plejefamilie på grund af de kompetencer og
kvalifikationer, der ligger til grund for godkendelsen, løfte en større indholdsmæssig opgave i indsatsen overfor
barnet eller den unge.
13
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0014.png
Der vil typisk være tale om plejefamilier med særlige forudsætninger, fx lang erfaring med familieplejehvervet
og/eller særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer. Derudover vil der typisk også være tale om plejefamilier, der
har en aftale om hel eller delvis erhvervsbegrænsning som følge af, at der er behov for at anvende mere tid sammen
med det anbragte barn eller den unge, end hvad der almindeligvis kræves.
Der gælder samme regler for godkendelse og tilsyn mv. for de kommunale plejefamilier som for plejefamilier. Se
nærmere i vejledning nr. 3 om særlig støtte til børn og unge og deres familier samt vejledning om socialtilsyn.
Netværksplejefamilier
Serviceloven
§ 66 a.
…
Stk. 2.
Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en
bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune. Netværksplejefamilier skal have dækket
deres omkostninger i forbindelse med barnets eller den unges ophold og kan efter en konkret vurdering få hel
eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.
1914.
Netværksplejefamilier har på forhånd en relation til barnet og er en plejefamilie, der er rekrutteret fra det
anbragte barns netværk. Det kan f.eks. være barnets eller den unges bedsteforældre eller andre familiemedlemmer,
men det kan også være barnets SFO-pædagog, en klassekammerats familie eller andre med kontakt til barnet.
Netværksanbringelser er anbringelser hos familiemedlemmer eller andre fra barnets eller den unges netværk. Ordet
netværksanbringelser anvendes – i stedet for slægtsanbringelser – for at understrege, at der ikke nødvendigvis skal
være et biologisk bånd mellem barn og plejeforældre.
Netværksplejefamilier skal være konkret godkendt
af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune
som
konkret
egnede i forhold til
det konkrete barn, jf. servicelovens § 66 b. et bestemt barn eller en bestemt ung af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
En netværksplejefamilie vil godt kunne godkendes til flere børn
eller unge samtidig,
f.eks.fx
søskende. Netværksplejefamilien skal i de tilfælde have en godkendelse for hvert enkelt
barn.
Se nærmere om netværksplejefamilier i vejledning
nr. 3
om særlig støtte til børn og unge og deres familier.
Egne værelser, kollegier eller kollegielignende værelser
Serviceloven
§ 66 a.
...
Stk. 6.
Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder, hvor den unge selv råder over sin egen
bolig, jf. § 66, stk.1, nr. 4, skal være godkendt som konkret egnede i forhold til den pågældende unge af
kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
15.
Unge kan anbringes på eget værelse eller kollegium efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 54.
20.
Egne værelser, kollegier og kollegielignende værelser er kendetegnet ved, atI kollegier eller kollegielignende
opholdssteder, hvor
den unge selv råder over en bolig i form af en lejlighed eller et værelse.,
Her
anses den enkelte
bolig eller det enkelte værelse for et anbringelsessted, og disse anbringelsessteder skal være konkret godkendt af
den anbringende kommune, jf.
servicelovens
§ 66
ea, stk. 6.
Det gælder uanset, om der er visse fælles faciliteter,
eller om der ydes en begrænset personlig støtte til de unge.
Opholdssteder
2116.
Opholdssteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65,
er et anbringelsessted for børn og unge, som har
ophold uden for hjemmet. Et opholdssted yder et samlet tilbud, der typisk omfatter socialpædagogisk behandling
og bolig.
14
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0015.png
Et opholdssted skal være godkendt efter § 5 i lov om socialtilsyn.
Døgninstitutioner
2217.
Døgninstitutioner efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
76,
er anbringelsessteder for børn og unge, som er
anbragt uden for hjemmet. Døgninstitutioner for børn og unge omfatter åbne institutioner og afdelinger, delvis
lukkede afdelinger og døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger. Se nærmere under
punkt
23-2618-21
nedenfor.
Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 4.
…
2318.
En delvis lukket døgninstitution og en delvis lukket afdeling på en åben døgninstitution er en døgninstitution
eller en afdeling, hvor det er muligt i perioder at aflåse yderdøre og vinduer
jf. servicelovens § 63 a.
Delvis lukkede
døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger er målrettet børn og unge med en negativ og udadreagerende adfærd,
misbrugsproblemer eller kriminel adfærd med behov for længerevarende behandlingsforløb.
Indsatsen på delvis lukkede døgninstitutioner kan tilrettelægges mindre indgribende, end det er tilfældet på en
sikret afdeling, idet tilbageholdelse og fastholdelse kan begrænses til de perioder, hvor barnet eller den unge har
behov for en insisterende indsats for at kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling.
Delvis lukkede institutioner og delvis lukkede afdelinger
er
beregnet til døgnophold for børn og unge mellem 12 og
17 år
og
må kun anvendes i de situationer, hvor det er af afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling
at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder, eller at barnet eller den unge kan fastholdes fysisk, hvis der er risiko
for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af:
1) kriminel adfærd hos barnet eller den unge,
2) misbrugsproblemer hos barnet eller den unge eller
3) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Dørene til børns og unges værelser må ikke aflåses på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling.
Se nærmere i vejledning
3
om særlig støtte til børn og unge og deres familier samt vejledning om socialtilsyn.
Særligt om delvis lukkede afdelinger
2419.
I forhold til de delvis lukkede afdelinger på åbne døgninstitutioner, skal der ske en særskilt godkendelse af
selve afdelingen, da det er et selvstændigt anbringelsessted. Socialtilsynet skal således i forbindelse med
godkendelsen forholde sig til både personalets forudsætninger for at anvende de øgede former for magt, og til
hvorvidt afdelingens fysiske rammer understøtter dette.
I forbindelse med den fysiske indretning af den delvis lukkede afdeling på døgninstitutionen skal det sikres, at de
fysiske rammer er i orden, så det er muligt for de anbragte børn og unge at vide, hvornår de opholder sig på den
åbne del af institutionen og den delvis lukkede, herunder at de øgede muligheder for fast- og tilbageholdelse ikke
anvendes over for de øvrige børn og unge på den åbne del af døgninstitutionen.
Det skal således sikres, at de fysiske rammer er i orden, herunder at det kun er børn og unge, over for hvem der er
truffet en afgørelse om tilbageholdelse i op til 5 dage af gangen, som rent faktisk tilbageholdes. Der må således
ikke herske tvivl om, hvorvidt man opholder sig på en delvis lukket afdeling eller på en åben døgninstitution.
Det er op til den enkelte kommune at vurdere, hvor mange pladser der er behov for på en delvis lukket afdeling. I
perioder med tomme pladser kan kommunalbestyrelsen anvende den delvis lukkede afdeling som en del af den
åbne døgninstitution med det formål at undgå tomme pladser. I sådanne situationer er det dog vigtigt,
at døralarmer
15
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0016.png
ikke bruges samt
at vinduer og døre ikke er aflåste, da det kun er i de tilfælde, hvor et barn eller en ung er anbragt
efter servicelovens § 63 a, at
brug af døralarmer efter voksenansvarslovens § 16 b og
tilbageholdelse efter
voksenansvarslovens § 12 kan finde sted.
Ligeledes vil den obligatoriske husorden på delvis lukkede
døgninstitutioner heller ikke kunne gælde og dermed heller ikke kunne håndhæves med passende reaktioner og
fysisk magtanvendelse mv. i sådanne situationer.
Den delvis lukkede afdeling vil også være omfattet af pligten til at tv-overvåge indendørs fællesarealer. Denne pligt
vil dog ikke gælde i situationer, hvor tomme pladser bruges til åbne anbringelser.
Se nærmere i vejledning
3
om særlig støtte til børn og unge og deres familier samt vejledning om socialtilsyn.
Sikrede døgninstitutioner
250.
Ved eEn
sikret døgninstitution
forstås er
en døgninstitution med en eller flere afdelinger, hvor det er tilladt at
have yderdøre og vinduer konstant aflåst
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 6.
En sikret døgninstitution kan have
en eller flere åbne afdelinger
og/eller
en eller flere delvis lukkede afdelinger.
Sikrede døgninstitutioner kan endvidere have en eller flere særligt sikrede afdelinger, som modtager børn og unge
i de tilfælde, hvor anbringelse i almindelig sikret afdeling ikke er eller vil være tilstrækkelig, jf. vejledningens punkt
2621,
nedenfor.
I forbindelse med tværgående aktiviteter skal der altid tages højde for sikkerheden, hensynet til efterforskning mv.
på den sikrede døgninstitution. Det betyder, at børn og unge, der sidder fx er anbragt i varetægtssurrogat i
forbindelse med den samme straffesag, i nogle tilfælde ikke kan undervises sammen. Ligeledes skal der tages
hensyn til børn og unge, som ikke magter at deltage i fx holdundervisning.
Se nærmere i vejledning
3
om særlig støtte til børn og unge og deres familier samt vejledning om socialtilsyn.
Særligt sikrede afdelinger
2621.
En Ssærligt
sikretde afdelinger er målrettet børn og unge, som ved en forudgående voldelig eller psykisk
afvigende adfærd, har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret døgninstitution uforsvarlig, jf.
servicelovens
§ 63
c, stk. 2.,
i serviceloven.
En særligt sikret afdeling adskiller sig i forhold til almindelige sikrede døgninstitutioner ved, at rammerne
understøtter, at den særligt sikrede afdeling kan modtage børn eller unge, der har et mere vidtgående behov for
hjælp og støtte end de børn og unge, der placeres på almindelige sikrede afdelinger. Fx kan personalenormeringen
også være anderledes.
Særligt sikrede afdelinger skal være fysisk adskilt fra almindelige sikrede afdelinger
jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 8.
Den fysiske adskillelse mellem sikrede og særligt sikrede afdelinger er ikke til
hinder for, at de anbragte børn og unge i sikrede og særligt sikrede afdelinger kan deltage i undervisning i hold på
tværs af afdelingerne, så længe ordensbestemmelser overholdes og sikkerhedshensyn iagttages.
Der gælder de samme magtanvendelsesregler for de særligt sikrede afdelinger, som for de sikrede afdelinger,
bortset fra, at isolation i sikrede døgninstitutioner maksimalt må vare 2 timer, mens den på særligt sikrede afdelinger
maksimalt må vare 4 timer, jf. voksenansvarslovens § 14, stk. 2.
Se også vejledningens punkt xx om brug af isolation.
Se nærmere i vejledning
3
om særlig støtte til børn og unge og deres familier samt vejledning om socialtilsyn.
Interne skoler
2822.
Efter folkeskolelovens § 20, stk. 5, kan specialundervisning indrettes på opholdssteder eller døgninstitutioner
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76.
Dette betegnes som interne skoler.
16
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0017.png
Kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen kan efter overenskomst med et i kommunen beliggende
opholdssted eller en døgninstitution henvise elever til specialundervisning på en intern skole på institutionen, jf.
folkeskolelovens § 22, stk. 5, 2. pkt.
En elev kan henvises af en kommune til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand på en intern skole
på en institution, hvis eleven er anbragt på en institution, og det vil være mest hensigtsmæssigt at undervise eleven
i kortere eller længere tid på en intern skole på denne eller en anden institution, fx på grund af elevens svære
adfærdsvanskeligheder, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 702 af 23. juni 2014 om specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.
Begrebet interne skoler omfatter således de tilfælde, hvor
én eller flere
elever er henvist til specialundervisning eller
anden socialpædagogisk bistand på et opholdssted eller en døgninstitution, herunder på en sikret døgninstitution
efter overenskomst med den stedlige kommune. En intern skole skal være normeret til mindst 10 elever ved
skoleårets begyndelse, jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 702 af 23. juni 2014 om specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.
Henvisning af en elev til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i et privat,
herunder
selvejende
opholdssted
eller
en
regionalt
opholdssted eller
døgninstitution er betinget af, at der på forhånd mellem
institutionen/opholdsstedet og kommunalbestyrelsen i beliggenhedskommunen er indgået overenskomst om
undervisningens omfang, indhold og tilrettelæggelse. Det samme gælder kommunale
opholdssteder eller
døgninstitutioner, der er beliggende i en anden kommune, jf. § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 702 af 23. juni 2014.
Undervisningen på de interne skoler tilrettelægges efter folkeskolelovens regler om specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand.
I alle andre forhold end undervisningen på den interne skole vil det være reglerne i lov
om voksenansvar over for anbragte børn og unge, der gælder i forhold til magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten.
Reglerne i voksenansvarslovens §§ 6, 8 og 9 finder anvendelse på interne skoler, der er tilknyttet anbringelsessteder
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76. Det er kun over for
de børn og unge, der er anbragt på det pågældende
anbringelsessted, hvortil den interne skole er tilknyttet,
eller har et tilsvarende anbringelsesgrundlag på et andet
opholdssted eller døgninstitution, der er omfattet af reglerne om magtanvendelse.
Børn og unge, der alene er indskrevet på den interne skole
og ikke har et tilsvarende anbringelsesgrundlag,
er
således ikke omfattet af reglerne efter denne lov.
Over for disse børn og unge vil det i stedet være reglerne i
bekendtgørelse nr. 697 af 23. juni 2014 om fremme af god orden i folkeskolen, der finder anvendelse, jf. pkt. 27
for en nærmere beskrivelse af adgangen til magtanvendelse.
Reglerne i voksenansvarsloven finder ikke anvendelse
ipå
interne skoler i dagbehandlingstilbud.
Aflastningstilbud og efterværn
Serviceloven
§ 55.
Under et døgnophold efter § 52, stk. 3, nr. 4, 5 og 7, og efter § 76, stk. 3, nr. 1 og 3, og § 76 a, stk. 2,
modtager barnet, den unge eller de vordende forældre omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning
og behandling. Ved særlige behov kan der endvidere foretages undersøgelser og observation samt ydes terapi
eller anden behandling.
Stk. 2.
Et aflastningsophold, som ydes under et døgnophold, indgår som en ydelse efter stk. 1.
Stk. 3.
Hjælp efter stk. 1 kan ydes af det sted, hvor barnet, den unge eller de vordende forældre har
døgnophold, eller på anden måde.
23.
Børn og unge kan, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5, som led i en aflastningsordning, jf. servicelovens § 55,
stk. 2, få ophold i en netværksplejefamilie, en plejefamilie, på et godkendt opholdssted eller på en døgninstitution,
jf. servicelovens § 66, stk. 1.
17
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0018.png
Børn og unge, der er i aflastning på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, er ikke omfattet af reglerne
i voksenansvarsloven. Unge der er fyldt 18 år og anbragt i efterværn efter § 76 i serviceloven er heller ikke omfattet
af reglerne i voksenansvarsloven.
Efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling
24.
Efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling kan anvendes som en særskilt type
anbringelsessted med fokus på undervisning efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 87.
Børn og unge, som er anbragt på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med en kostafdelinger, der er
godkendt af socialtilsynet som anbringelsessted, jf. § 66, stk. 1, nr. 87, i serviceloven, er ikke omfattet af reglerne i
voksenansvarsloven, jf. § 2, stk. 2 i voksenansvarsloven.
Kapitel 3
Snitflader til anden lovgivning
Generelt
2925.
Reglerne om voksenansvar, magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for børn og
unge har snitflader til en række andre lovgivninger. Det drejer sig bl.a. om sundhedsloven, lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien
m.v.,,
folkeskoleloven, straffeloven, retsplejeloven, lov om fuldbyrdelse af straf,
ungdomskriminalitetsloven
og udlændingeloven.
Lovgivningsmæssige snitflader til sundhedsområdet
3026.
På sundhedsområdet drejer det sig
fx bl.a.
om sundhedsloven (lovbekendtgørelse nr.
12861188
af 24.
novemberseptember
20186 med senere ændringer),)
og
lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v.
(lovbekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015 med senere ændringer) og bekendtgørelse nr. 1338 af 2.
december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger
samt lov om
anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (lovbekendtgørelse nr. 126 af 27. januar 2019).
Sundhedsloven indeholder bl.a. regler om patienters retsstilling (Afsnit III), herunder reglerne om informeret
samtykke.
Ifølge sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede
samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af sundhedslovens §§ 17-
19.
For børn og unge gælder særlige regler om informeret samtykke.
Efter sundhedslovens § 17, stk.Børn og unge
under 18 år er under forældremyndighed, medmindre de har indgået ægteskab, jf. forældreansvarslovens § 1. Dette
indebærer efter forældreansvarslovens § 2, stk. 1, at forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet
og træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Det er dermed
forældremyndighedsindehaveren, der bestemmer, om barnet eller den unge, der ikke er fyldt 18 år, skal undergives
behandling eller ej. Dette almindelige udgangspunkt er fraveget i Efter sundhedslovens § 17, stk. 1, kan
patienterhvorefter patienter, der er fyldt 15 år, selv kanEfter sundhedslovens § 17, stk. 1, kan patienter, der er fyldt
15 år, selv
give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal dog inddrages i den
mindreåriges stillingtagen. Hvis sundhedspersonen vurderer, at den mindreårige ikke er i stand til at forstå
konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give samtykke til behandling, jf.
sundhedslovens § 17, stk. 2.
Er patienten under 15 år,
gælder udgangspunktet om, at det
er
det
forældremyndighedsindehaveren, der skal give
samtykke.,
men Bbarnet
eller den unge skal
dog
informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang
barnet eller den unge forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade barnet eller den unge,
og der skal
lægges vægt på den under 15-åriges tilkendegivelser, jf. sundhedslovens § 20.
18
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0019.png
Der henvises i øvrigt til sundhedslovens kapitel 5 om patienters medinddragelse i beslutninger og kapitel 6 om
selvbestemmelse i særlige tilfælde.
Der skal lægges vægt på den under 15-åriges tilkendegivelser, jf. sundhedslovens § 20.
Sundhedsloven
indeholder giver
ikke hjemmel til at anvende tvang i forbindelse med
somatisk
behandling.
Siden
den 1. januar 2018 har det imidlertid være muligt at anvende tvang ved somatisk behandling af
varigt inhabile
patienter efter reglerne i Llov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile . indeholder
imidlertid hjemmel til at anvende tvang under visse betingelser.
Loven finder anvendelse på patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke
til behandling, jf. § 18 i sundhedsloven, jf. lovens § 3, stk. 1. Loven gælder ikke for patienter, der er omfattet af
reglerne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Det betyder, at reglerne ikke kan anvendes over for patienter,
der er indlagt på psykiatrisk afdeling efter psykiatriloven, eller over for patienter, der efter § 13 i psykiatriloven
behandles på en somatisk afdeling.
Loven finder anvendelse inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed
af sundhedspersoner, jf. § 2 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.
Efter lovens § 4, stk. 1, kan en læge eller tandlæge beslutte at tvangsbehandle en patient, som i ord eller handling
modsætter sig en sundhedsfaglig behandling, jf. sundhedslovens § 5, som en værge, en nærmeste pårørende eller
en fremtidsfuldmægtig har givet samtykke til efter § 18, stk. 1, i sundhedsloven, eller som en anden sundhedsperson
med faglig indsigt på området eller Styrelsen for Patientsikkerhed har givet sin tilslutning til efter § 18, stk. 2 og 4,
i sundhedsloven. Dette kan ske, hvis en undladelse af at behandle patienten ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil
føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand, behandlingen anses for nødvendig for at
forhindre denne væsentlige forringelse og det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for
patienten at gennemføre behandlingen. Det er desuden en betingelse for beslutninger om tvangsbehandling, at
patientens værge, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig giver samtykke til, at behandlingen kan
gennemføres ved tvang, eller at en anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området, som ikke tidligere har
deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning dertil, jf. lovens § 4, stk.
2. Der er desuden i lovens § 5 fastsat en række principper for tvangsbehandling.
Efter lovens § 6, stk. 1, kan tvangsbehandling gennemføres ved anvendelse af tvangsindgreb, hvis tvangsindgrebet
er nødvendigt for at gennemføre tvangsbehandlingen. Det er en betingelse for beslutninger om tvangsindgreb, at
patientens værge, nærmeste pårørende eller fremtidsfuldmægtig giver samtykke til tvangsindgrebet, eller at en
anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i
behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning dertil, jf. § lovens 6, stk. 2. I lovens kapitel 3 er der
fastsat nærmer regler og principper for tvangsindgreb.
Lægens eller tandlægens beslutning om anvendelse af tvang tilføres en tvangsprotokol med angivelse af
beslutningens indhold og begrundelse.
Der henvises desuden til Styrelsen for Patientsikkerheds informationsmateriale om loven ”Anvendelse af tvang ved
somatisk behandling af varigt inhabile - Information til personale. Hvad betyder reglerne for dig?” fra maj 2019.
Herudover skal der henvises til vejledning nr. 9079 af 12. februar 2015 om ordination og håndtering af lægemidler,
bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt
sundhedsfaglig virksomhed) (nr. 1219 af 11.december 2009) og den dertil knyttede vejledning (nr. 115 af 11.
december 2009) om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt
sundhedsfaglig virksomhed).
31.
Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v. (herefter ”psykiatriloven”)
finder alene anvendelse i forbindelse
med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling, jf.
lovens psykiatrilovens
§ 1, stk. 1.
Der foreligger tvang i psykiatrilovens forstand, når der anvendes foranstaltninger uden patientens informerede
samtykke, jf. reglerne herom i
sundhedslovens kapitel 5. Mindreårige og varigt og midlertidigt inhabile patienter er
19
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0020.png
som udgangspunkt ikke retlig kompetente til at give et informeret samtykke.sundhedsloven.
Et
legalt
informeret
samtykke kan i tilfælde af
patientensbehandling af mindreårige patienternspatientens inhabilitet (mindreårighed)
hvile på et samtykke fra forældremyndighedsindehaveren,
jf. reglerne heromheromheromkapitel 5herom i
sundhedslovensom beskrevet ovenfor. .
Det følger af sundhedslovens samtykkeregler og Ppsykiatrilovens tvangsdefinition og henvisningen til
sundhedslovens kapitel 5 betyder, når et barn ikke er fyldt 15 år, vil et stedfortrædende samtykke fra
forældremyndighedens indehaver medføre, at behandlingen af barnets psykiske sygdom ikke anses som tvang i
psykiatrilovens forstand, selvom barnet modsætter behandling. Dette er præciseret i psykiatrilovens § 1, stk. 4,
hvorefter tvang ikke foreligger i de tilfælde, hvor 1) en patient er under 15 år, og 2) der foreligger informeret
samtykke fra forældremyndighedens indehaver.Det følger af sundhedslovens samtykkeregler og psykiatrilovens
tvangsdefinition, at der ikke foreligger tvang i psykiatrilovens forstand, når forældremyndighedsindehaveren afgiver
et informeret samtykke til behandlingen/foranstaltningen af et barn under 15 år. Dette betyder, at en foranstaltning,
som forældremyndighedsindehaveren giver samtykke til, men den mindreårige protesterer imod, ikke vil blive
betragtet som tvang i psykiatrilovens forstand, men som magtanvendelse. Brug af magtanvendelse skal indberettes,
jf. psykiatrilovens § 20.
Mindreårige patienter mellem 15-17 år kan derimod selv give et informeret samtykke til behandlingen, og er omfattet
af psykiatrilovens regler på samme måde myndige patienter. Der skal ikke foretages en modenhedsvurdering af de
15-17 årige, men forældremyndighedsindehaveren skal dog som hovedregel have information og inddrages i den
mindreåriges beslutninger, jf. sundhedslovens § 17.
Af
bekendtgørelseBEK
nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på
psykiatriske afdelinger
(herefter ”bekendtgørelsen om anvendelse tvang”),,
som senest ændret ved bekendtgørelse
nr. 1107 af 11. september 2015, fremgår det, at tvangsbehandling kun må anvendes over for personer, der er
indlagt på psykiatrisk afdeling og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10 i lovbekendtgørelse nr.
1160 af 29. september 2015 om anvendelse af tvang i psykiatrien. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af
overlægen, og i tilfælde hvor overlægen ikke er til stede af dennes stedfortræder. I sådanne tilfælde skal overlægen
efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen om behandling.
Tvangsmedicinering må kun anvendes over for indlagte patienter på psykiatriske afdelinger, når andre
behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige.,
jf. § 1 i bekendtgørelsen om anvendelse af tvang.
Tvangsmedicinering forudsætter, at der er gjort vedvarende forsøg på at forklare patienten behandlingens
nødvendighed, bortset fra akutte situationer hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller
helbred,
jf. § 2.
Tvangsmedicinering, hvor der ikke er tale om en akut situation, forudsætter, at patienten og
patientrådgiveren er fuldt informerede om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.
I situationer hvor der anvendes tvangsmedicinering, skal der altid være en læge til stede. Dette gælder også i
forhold til børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Det er således ikke tilladt at tvangsmedicinere ved at
skjule medicinen i fx mad.
Ifølge lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
m.v.
§ 5 må tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse,
jf. § 10, kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles
hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet,
eller
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i lovens § 5 er opfyldt.
Ifølge psykiatrilovens § 7, må tTvangsindlæggelse må
kun gennemføres på baggrund af en lægeerklæring, som
hviler på lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på den aktuelle indlæggelse. Erklæringen må ikke være
udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelsen
20
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0021.png
skal finde sted. Det er politiet, der træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand
hertil.
Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet med den, der skal
tvangsindlægges.,
jf. psykiatrilovens § 8..
Det er overlægen på den psykiatriske afdeling, der træffer den endelige
afgørelse om, hvorvidt patienten skal tvangsindlægges.
Ifølge psykiatrilovens § 4 må tvang generelt ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at patientens
medvirken, ligesom det fremgår, at anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, søges opnået ved
tvangsindgrebet (mindste middels princippet).
Klage over tvangsindlæggelse kan indbringes for Det Psykiatriske Patientklagenævn,
jf. lovens § 35 ved
Statsforvaltningen.
Det Psykiatriske Patientklagenævn
ved Statsforvaltningen
skal efter anmodning fra patienten
eller patientrådgiveren indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Klage over manglende overholdelse af sundhedslovens regler om patienters retsstilling kan indbringes for Styrelsen
for Patientsikkerhed.
Der kan endvidere henvises til vejledning nr.
97789427
af 20.
augustjanuar
20161 om forhåndstilkendegivelser,
behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning m.v. for patienter indlagt på psykiatriske
afdelinger.
Lovgivningsmæssige snitflader til skoleområdet
3227.
Når anbragte børn og unge undervises i folkeskoler, efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med
kostafdeling, er de ikke omfattet af voksenansvarslovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten.
Dertil er børn og unge på interne skoler i dagbehandlingstilbud heller ikke omfattet af
voksenansvarsloven.
I stedet finder reglerne i bekendtgørelse nr. 697 af 23. juni 2014 om fremme af god orden i folkeskolen anvendelse
over for såvel anbragte som øvrige børn og unge på skolerne. Efterskoler, fri fagskoler og frie grundskoler med
kostafdeling er dog heller ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 10, stk. 1, at en elev, over for hvem der anvendes magt for at afværge, at eleven
udøver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting, af det undervisende personale omgående
kan udelukkes fra klassen. Udelukkelsen er betinget af, at eleven i udelukkelsestiden er under fornødent tilsyn.
Det fremgår endvidere af § 10, stk. 2, at underviseren ved udelukkelse af en elev fra klassen omgående skal
underrette skolens ledelse, hvorefter ledelsen træffer beslutning om de nødvendige videre foranstaltninger. Det
fremgår af § 10, stk. 3, at det i øvrigt er lovgivningens almindelige regler om nødværge, nødret og lovlig
retshåndhævelse, jf. straffeloven og retsplejeloven, der gælder.
Endelig fremgår det, at legemlig afstraffelse og nedværdigende behandling ikke er tilladt, og at der i fornødent
omfang kan anvendes magt for at afværge, at en elev øver vold mod sig selv eller andre, eller ødelægger eller
beskadiger ting.
Lovgivningsmæssige snitflader til retssystemet
33.
Reglerne i voksenansvarsloven har snitfalder til en række lovgivninger i retssystemet. Det drejer sig om
retsplejeloven, straffeloven, straffuldbyrdelsesloven og ungdomskriminalitetsloven, som beskrives enkeltvist
nedenfor.
Retsplejeloven
21
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0022.png
3428.
Efter § 762 i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 128457 af 143.
novemberoktober
20186, med senere
ændringer er det dommeren, der afgør, om en sigtet skal varetægtsfængsles. Når det drejer sig om unge under 18
år, skal de som udgangspunkt anbringes i varetægtssurrogat på en sikret døgninstitution, hvis den unge samtykker
heri, jf. retsplejelovens § 765.
Unge under 18 år, som har ophold på en sikret døgninstitution i varetægtssurrogat, er omfattet af de bestemmelser
i voksenansvarsloven, der finder anvendelse for denne type anbringelsessted. Lovens §§ 4, 5, 7-9,
12-14, 15 a,
16-
16 b
og 18-924 finder anvendelse over for unge over 18 år, som er anbragt på et anbringelsessted, jf. servicelovens
§ 66, nr.
65
og
76,
i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse.
Unge, der efter reglerne i retsplejeloven er anbragt på sikrede døgninstitutioner i stedet for varetægtsfængsling, er
omfattet af reglerne i retsplejelovens § 771 og § 772, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt. vedrørende besøg og brevveksling
m.v.
Straffeloven
Nødværge og nødret
3529.
Plejefamilier og personale på anbringelsessteder vil i medfør af reglen om nødværge efter straffelovens §
13, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156052 af
204. septemberjuli
20186, under visse nærmere omstændigheder straffrit
kunne afværge et uretmæssigt påbegyndt eller overhængende angreb på sig selv eller andres liv, legeme eller i helt
særlige tilfælde ejendom, såfremt handlingen er nødvendig og forsvarlig.
Nødværge kan kun anvendes mod den eller dem, der foretager det uretmæssige angreb. Det uretmæssige angreb
kan fx være et angreb på en person eller på ting.
Nødværge kan også anvendes mod et barn eller en ung, hvis vedkommende er under den kriminelle lavalder.
Det er en betingelse for straffrihed, at nødværgehandlingen er både nødvendig og forsvarlig. En nødværgehandling
er nødvendig, når handlingen er det, der skal til for at afværge det uretmæssige angreb. Hvis det uretmæssige
angreb kunne være afværget på en mindre indgribende måde, har nødværgehandlingen ikke været nødvendig.
Om en nødværgehandling er forsvarlig er navnlig et spørgsmål om proportionalitet. Der skal være et rimeligt forhold
mellem nødværgehandlingen, og det eller den, der er udsat for et uretmæssigt angreb, og som nødværgehandlingen
skal beskytte.
Ved vurderingen af forsvarligheden skal der tages hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det
angrebne retsgodes betydning.
Straffelovens § 14 om nødret er i praksis kun aktuel, når bestemmelsen om nødværge ikke finder anvendelse. Det
fremgår af bestemmelsen, at en handling, der ellers ville være strafbar, ikke straffes, når den var nødvendig til
afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen må anses for at være af forholdsvis
underordnet betydning.
Nødretshandlingen skal være nødvendig for at afværge en skade.
I modsætning til nødværgesituationerne kan handlinger i nødretssituationer rettes mod tredjepersoners gods eller
værdier.
Ungdomssanktionen
3630.
Straffelovens § 74 a, giver mulighed for, at retten kan bestemme, at en ung, der på gerningstidspunktet ikke
var fyldt 18 år, og som har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal idømmes
en ungdomssanktion. En ungdomssanktion er en dom til en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling
af to års varighed. En ungdomssanktion består typisk af tre faser:
22
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0023.png
Fase 1: Et indledende ophold i en sikret afdeling.
Fase 2: Et ophold i en døgninstitution eller et egnet opholdssted.
Fase 3: En periode i ambulant regi med tilsyn af de sociale myndigheder.
Under ophold på en sikret afdeling i fase 1 og på en døgninstitution eller et egnet opholdssted i fase 2 vil den unge
være omfattet af de bestemmelser i voksenansvarsloven, der finder anvendelse for den pågældende type
anbringelsessted.
For unge over 18 år er det kun voksenansvarslovens § 4, § 5, §§ 7-9, §§ 12- 14, § 15 a §§ 16-16
b og §§ 19-24, der finder anvendelse. §§ 12 og 13 i voksenansvarsloven finder anvendelse, hvis den unge opholder
sig på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling.
Straffuldbyrdelsesloven
3731.
Straffuldbyrdelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
14911242
af 131.
november december
20175, med senere
ændringer, giver mulighed for, at unge under 18 år, der skal afsone en straf, bl.a. kan anbringes på institutioner,
herunder
på sikrede
døgninstitutioner
ellerog
opholdssteder, jf. § 78 i straffuldbyrdelsesloven.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, anbringes dømte, der er under 18 år, i institution m.v. uden for
Kriminalforsorgen, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel og
arresthus.
Unge under 18 år, som idømmes ubetinget frihedsstraf, kræver ofte en massiv socialpædagogisk indsats, der som
udgangspunkt bedst kan varetages i særlige sociale institutioner uden for Kriminalforsorgens regi.
Når den unge har fået en ubetinget dom, vurderer Kriminalforsorgens lokale afdeling, om den unge skal anbringes
på en institution i socialt regi eller i Kriminalforsorgens regi.
Vurderes det, at den unge skal anbringes i et anbringelsessted efter reglerne i serviceloven, tager Kriminalforsorgens
lokale afdeling kontakt til den unges opholdskommune.
Afsoner den unge en dom på en sikret døgninstitution eller i en af Kriminalforsorgens institutioner, betaler
kommunen en fast takst for opholdet på den sikrede døgninstitution eller for den unges ophold på en af
Kriminalforsorgens institutioner, jf.
§§ 19 og 24 i
bekendtgørelse nr. 1017674 af 196.
augustdecember
20176 om
finansiering af visse ydelser og tilbud eller lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgnents
institutioner
(finansieringsbekendtgørelsen) §§ 15 og 17,
mens kommunen afholder udgifterne, når den unge
afsoner en dom på en ikke sikret døgninstitution eller et opholdssted, jf. finansieringsbekendtgørelsens § 16. Delvis
lukkede afdelinger, der er oprettet i tilknytning til en sikret døgninstitution er ikke omfattet af bestemmelsen om
takstfinansiering i finansieringsbekendtgørelsens §§ 195
og 17.
Her finder § 16 i finansieringsbekendtgørelsen
anvendelse.
Det er Kriminalforsorgen der, på baggrund af indstilling fra den lokale afdeling, afgør, hvorvidt den ubetingede
fængselsstraf kan udstås på en institution uden for Kriminalforsorgens regi i henhold til straffuldbyrdelseslovens §
78, stk. 2, jf. stk. 1. Endvidere godkender Kriminalforsorgen anbringelsesstedet og vilkårene for anbringelsen.
Vilkårene for anbringelsen vil altid fremgå af Kriminalforsorgens beslutning om anbringelse efter
straffuldbyrdelseslovens § 78.
Som hovedregel er der altid knyttet det vilkår til afsoningen, at den pågældende skal undergive sig tilsyn af
Kriminalforsorgen. Herudover vil den unge være underlagt de regler, der gælder på anbringelsesstedet.
Som eksempler på yderligere vilkår ved anbringelse på et anbringelsessted kan fx nævnes:
– at den pågældende kun må forlade anbringelsesstedet med ledsagelse af personalet,
– at den pågældende kun må forlade institutionen efter forudgående aftale med NN,
– at den pågældende kun må forlade anbringelsesstedet efter nærmere bestemmelse.
23
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0024.png
Når unge under 18 år har ophold på et anbringelsessted efter reglerne i serviceloven, er de omfattet af reglerne om
voksenansvar for anbragte børn og unge.
Lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
38.
Med lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er der oprettet et landsdækkende Ungdomskriminalitetsnævn.
Ungdomskriminalitetsnævnet træffer afgørelse om straksreaktioner og forbedringsforløb i sager om børn og unge i
alderen 10 til 17 år, der er mistænkt eller dømt for personfarlig kriminalitet og børn og unge i alderen 10 til 17 år,
der er mistænkt eller dømt for anden alvorlig kriminalitet og samtidig vurderes at være i særlig risiko for at begå
yderligere kriminalitet. I sådanne sager er ansvaret for behandlingen af sagerne løftet væk fra kommunerne og over
i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Efter ungdomskriminalitetslovens § 14 kan Ungdomskriminalitetsnævnet træffe afgørelse om anbringelse uden for
hjemmet af barnet eller den unge som led i et forbedringsforløb.
Kravene til anbringelse uden for hjemmet med eller uden samtykke i ungdomskriminalitetslovens § 14 er identiske
med kravene hertil i servicelovens §§ 52 og 58, og skal administreres i overensstemmelse med disse bestemmelser.
Bestemmelsens stk. 1, 1
.
og 2. pkt., fastslår således, at et barn eller en ung som led i et forbedringsforløb kan
anbringes uden for hjemmet på et anbringelsessted, når det af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for
støtte må anses for at være af væsentlig betydning, og der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaverne
og den unge, hvis denne er fyldt 15 år. Bestemmelsens kriterier svarer dermed til kriterierne for anbringelse efter
servicelovens § 52, stk. 3. nr. 7.
Bestemmelsens stk. 2 slår fast, at der kan ske anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke
fra forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 15 år, når der er en begrundet formodning for, at
barnets eller den unges problemer ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet, og der
er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, overgreb, misbrugsproblemer eller andre svære
sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller
den unge. Bestemmelsens kriterier svarer således til kriterierne for anbringelse efter servicelovens § 58.
Under en anbringelse uden for hjemmet som led i et forbedringsforløb fastsat af Ungdomskriminalitetsnævnet vil
barnet eller den unge være omfattet af de bestemmelser i voksenansvarsloven, der finder anvendelse for den
pågældende type anbringelsessted.
Lovgivningsmæssige snitflader til udlændingeloven
3932.
Udlændingelovens regler om frihedsberøvelse fremgår af §§ 35-37, jf. lov nr.
239412
af
109. martsmaj
20196, med senere ændringer.
Udlændingelovens § 35 omhandler varetægtsfængsling. Kompetencen til at træffe afgørelse herom hører under
domstolene.
Efter udlændingelovens § 35, stk. 1, kan en udlænding varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse
varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel,
indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når:
1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har
begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24.
2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.
Efter udlændingelovens § 35, stk. 2, kan en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør
af § 7 (asyl), og som er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, varetægtsfængsles med henblik
på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.
24
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0025.png
40.
Udlændingelovens § 36 omhandler tilfælde, hvor politiet har kompetence til at træffe afgørelse om
frihedsberøvelse (administrativ frihedsberøvelse).
Det fremgår af voksenansvarsbekendtgørelsens § 15, at opholdet
på en sikret døgninstitution for udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark, kan finde sted på baggrund
af politiets afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.
Det følger af udlændingelovens § 36, stk. 1, at frihedsberøvelse anvendes til at sikre muligheden for afvisning,
udvisning eller overførsel af en udlænding eller for udsendelse af en udlænding, der i øvrigt ikke har ret til at opholde
sig her i landet.
Det er generelt set en forudsætning for afgørelse om frihedsberøvelse, at de foranstaltninger, der fremgår af
udlændingelovens § 34 (dvs. deponering af pas m.v., sikkerhedsstillelse, tage ophold efter politiets nærmere
bestemmelse, meldepligt hos politiet) ikke er tilstrækkelige for at sikre udlændingens tilstedeværelse eller
medvirken.
Herudover følger det af udlændingelovens § 36, at politiet kan eller skal frihedsberøve udlændinge i en række
nærmere angivende tilfælde, jf. udlændingelovens § 36, stk. 2-8.
Det følger yderligere af voksenansvarsbekendtgørelsens § 15, stk. 2, at et sådant ophold skal være så kortvarigt
som muligt og højst må vare tre døgn efter frihedsberøvelsens oprindelige iværksættelse.
41.
Udlændingelovens § 37 omhandler domstolskontrol af den administrative frihedsberøvelse. Efter
udlændingelovens § 37, stk. 1, skal en udlænding, der er frihedsberøvet efter lovens § 36, inden tre døgn fremstilles
for retten, som tager stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og opretholdelse.
Rettens bestemmelse om opholdets
varighed vil være gældende, men det samlede ophold på en sikret døgninstitution må højst vare to måneder, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 15, stk. 2.
Det følger af udlændingelovens § 37, stk. 10, 1. og 2. pkt., at frihedsberøvelse efter § 36 med henblik på afvisning
eller overførsel efter reglerne i Dublinforordningen, udsendelse eller af udlændinge, der ansøger om asyl, skal finde
sted i særlige faciliteter. Hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøvede holdes adskilt fra almindelige indsatte.
Udlændingelovens regler om frihedsberøvelse omfatter alle udlændinge uanset alder. Uledsagede mindreårige må
dog ikke frihedsberøves i fængsler, jf. udlændingelovens § 37, stk. 10, 3. pkt.
Voksenansvarslovens §§ 4-10, 14, 16 og 19-24 finder anvendelse for frihedsberøvede udlændinge under 15 år, der
er anbragt på en døgninstitution.
42.
Det følger af voksenansvarslovens § 2, stk. 5, at §§ 4-16 b og 21-24 i voksenansvarsloven finder anvendelse
over for en uledsaget mindreårig udlænding, der er anbragt på et anbringelsessted efter udlændingelovens § 62 l,
jf. §§ 62 m-62 o.
Efter udlændingelovens § 62 l kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om anbringelse af uledsagede
mindreårige udlændinge på delvis lukkede døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger,
jf. udlændingelovens § 62 m-o. Dette gælder uanset om de uledsagede mindreårige udlændinge opholder sig i
landet på processuelt ophold eller har ulovligt ophold i Danmark.
Anbringelsen af uledsagede mindreårige udlændinge vil være betinget af, at der er risiko for, at den uledsagede
mindreårige udlændings sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af kriminel adfærd, misbrugsproblemer
eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer. Betingelserne for anbringelse vil vedrøre barnets adfærd og vil svare
til betingelserne efter servicelovens §§ 58, stk. 1, nr. 3 og 4 og 63 a-63 c. Anbringelse vil således kunne ske, hvis
udlændingen har sådanne adfærds- og tilpasningsproblemer, der ville kunne begrunde tvangsmæssig anbringelse
efter serviceloven.
Kapitel 4
25
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0026.png
Børn og unges rettigheder
Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
4333.
Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK) indeholder en række
frihedsrettigheder, der sætter grænser for, hvilke indgreb staten kan foretage i borgernes frihed. I relation til
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for anbragte børn og unge er de i praksis mest
relevante bestemmelser grundlovens § 71 om frihedsberøvelse og § 72 om boligens ukrænkelighed. De i praksis
mest relevante bestemmelser i EMRK er artikel 3 om forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf, artikel 5 om frihedsberøvelse, artikel 8 om retten til privat- og familieliv og artikel 2 i den 4.
tillægsprotokol til konventionen om retten til bevægelsesfrihed.
Internationale konventioner
4434.
Derudover er særligt to internationale konventioner relevante på området: FN’s konvention af 20. november
1989 om barnets rettigheder (herefter Børnekonventionen) og FN’s konvention af 13. december 2006 om rettigheder
for personer med handicap (herefter Handicapkonventionen), som begge indeholder en række rettigheder for børn
og unge, herunder for børn og unge med funktionsnedsættelser. Danmark er som ratificerende stat forpligtet til at
respektere og træffe passende foranstaltninger for at sikre konventionsrettighederne.
Børnekonventionen
4535.
I relation til magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for anbragte børn og unge er
de vigtigste principper i Børnekonventionens artikel 3, som forpligter staterne til at sikre, at barnets bedste kommer
i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn, artikel 12 om barnets ret til at blive hørt, og til at barnets
synspunkter tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets alder og modenhed, artikel 13 om
informations- og ytringsfrihed, herunder retten til at søge, modtage og videregive oplysninger, artikel 16 om retten
til privat- og familieliv og til respekt for sit hjem eller brevveksling, artikel 17 om adgang til information og beskyttelse
mod oplysninger, der kan skade barnets velfærd eller sundhed, artikel 20 om udsatte børns ret til særlig beskyttelse
og bistand fra statens side, herunder i form af anbringelse, og artikel 37 om at frihedsberøvelse kun må ske som en
sidste udvej og i kortest muligt passende tidsrum.
Handicapkonventionen
4636.
Børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser har derudover i medfør af
Handicapkonventionen en række særlige rettigheder, som har til formål at sikre dem beskyttelse, mens de vokser
op. Det drejer sig bl.a. om artikel 7, som forpligter medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger, så
børn med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod
med andre børn, artikel 14 om at eksistensen af et handicap ikke i sig selv kan danne grundlag for frihedsberøvelse,
artikel 16 om medlemsstaternes forpligtelse til at beskytte personer med handicap mod udnyttelse, vold og misbrug,
og artikel 17 om, at enhver, som har et handicap, har ret til respekt for sin fysiske og psykiske integritet på lige fod
med andre.
Rettighedernes indhold
4737.
Ethvert barn og enhver ung har således ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance. Børn og unge har ret til at vokse op under omsorgsfulde og trygge forhold og til at udvikle sig
gennem skole og fritid. Børn og unge har ligeledes ret til inddragelse, selvbestemmelse og personlig integritet,
herunder ret til beskyttelse mod indgreb over for barnets eller den unges integritet. Børn og unge har ret til at ytre
sig og modtage information, herunder gennem elektroniske medier. Børn og unge har samtidig ret til beskyttelse
mod kommunikation, der skader barnets eller den unges velfærd. I alle foranstaltninger vedrørende børn skal
barnets bedste komme i første række. Anbragte børn og unge har de samme rettigheder som alle andre børn og
unge.
Det er helt centralt, at barnet eller den unges synspunkter altid inddrages i tilrettelæggelsen af indsatsen i
overensstemmelse med barnets alder, funktionsniveau og modenhed, og at såvel den konkrete tilrettelæggelse som
26
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0027.png
gennemførelse af foranstaltninger så vidt muligt sker i dialog med barnet eller den unge. Dog kan der i den daglige
omsorg for barnets eller den unge opstå situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem barnets eller den unges
ønsker og plejefamiliens vurdering eller personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den pågældende.
I sådanne situationer skal der ske en afvejning af barnets og den unges ret til med- og selvbestemmelse over for
barnets eller den unges ret til omsorg. Indgreb kan være påkrævede for at sikre et anbragt barns eller en ungs ret
til omsorg. Indgrebet skal i så fald ske ud fra en konkret afvejning af barnets eller den unges ret til omsorg over for
barnets eller den unges ret til selvbestemmelse m.v.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal således altid ske i overensstemmelse med de
grundlæggende rettigheder, der følger af grundloven, EMRK, Børnekonventionen m.fl.
Generelle principper for indgreb i rettigheder
4838.
Der vil, afhængigt af et indgrebs karakter, være tale om enten magtanvendelse eller andre indgreb i
selvbestemmelsesretten, hvis et indgreb berører anbragte børns og unges rettigheder, som beskrevet ovenfor, og
barnet eller den unge ikke samtykker hertil.
Der må ikke foretages vilkårlige indgreb i anbragte børns og unges rettigheder. Det er et almindeligt uskrevet
legalitetsprincip i dansk ret, at indgreb i frihedsrettigheder normalt kræver en klar og sikker hjemmel. Efter EMRK
stilles der krav om, at et indgreb skal have et retsgrundlag i national ret, der er tilgængeligt for individet og så klart
og præcist, at individet med rimelig sikkerhed kan forudsige sin retsstilling.
Det følger af det almindelige proportionalitetsprincip, at magtanvendelse eller andre indgreb i
selvbestemmelsesretten ikke må gennemføres, såfremt der efter indgrebets formål og den krænkelse eller det
ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Endvidere gælder et
skånsomhedsprincip, hvorefter magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader. Indgreb i et barn eller en ungs rettigheder skal således altid være
proportionalt, udføres skånsomt og udgøre den sidste udvej i forsøget på at hjælpe barnet eller den unge.
Indgreb i børns og unges rettigheder kan derfor kun ske, når betingelserne i voksenansvarsloven er opfyldt, og
indgrebet sker under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel 120.
Kapitel 5
Voksenansvar
Voksenansvarsloven
§ 3.
Ansvaret for at varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene til plejefamilierne og personalet på
anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, i lov om social service, når et barn eller en ung anbringes uden for
hjemmet. Dette ansvar indebærer bl.a., at plejefamilierne og personalet som led i varetagelsen af denne
omsorg kan foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets
eller den unges interesser, herunder sikre, at barnets eller den unges fysiske og psykiske behov opfyldes, og at
barnet eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring.
Stk. 2.
Omsorgen for et barn eller en ung skal varetages ud fra en konkret afvejning af barnets eller den unges
grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til barnets eller den unges alder, modenhed og
funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, jf. § 7.
Forholdet mellem forældre og børn
27
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0028.png
4939.
Det er efter § 2, stk. 1, i lov om forældreansvar, jf. lovbekendtgørelse nr.
12561820
af
723.
novemberdecember
20182015,
(herefter
forældreansvarsloven),
som
udgangspunkt
forældremyndighedsindehaverne,
der
skal
drage
omsorg
for
et
barn
eller
en
ung,
og
forældremyndighedsindehaverne som kan træffe beslutninger om barnets eller den unges personlige forhold ud fra
dennes interesser og behov.
Alle børn og unge har ret til omsorg og tryghed og skal behandles med respekt for sin person. Børn og unge må
ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling. Dette fremgår direkte af
forældreansvarslovens § 2, stk. 2.
Børn og unge er undergivet forældremyndighed, fordi de har behov for, at der er nogen, som passer på dem.
Forældremyndighed indebærer således en pligt til at tage ansvar og drage omsorg over for barnet eller den unge.
Som forældremyndighedsindehaver har man en ret og en pligt til at træffe beslutninger om barnets eller den unges
forhold, herunder også om hvordan barnet eller den unge skal opdrages.
Denne pligt til at drage omsorg fremgår ikke direkte af § 2, stk. 1, i forældreansvarsloven, men det er almindeligt
antaget, at forældremyndighedsindehaveren har pligt til at sikre, at barnet og den unges fysiske og psykiske behov
bliver opfyldt, og at barnets eller den unge bliver socialiseret og modtager læring.
Hvis en forældremyndighedsindehaver overlader det fuldstændig til barnet eller den unge selv at bestemme over
dets person, kan der efter omstændighederne være tale om passiv fysisk eller psykisk omsorgssvigt. Voksenansvaret
og omsorgspligten må derfor modsvares af en vis handleret for forældremyndighedsindehaveren til at beslutte,
hvordan barnets eller den unges behov bedst opfyldes og tilgodeses.
Retten til at træffe beslutninger omkring barnet eller den unge gælder alene den, der har forældremyndigheden
over barnet, og ikke andre voksne.
For at omsorgspligten kan få et egentlig indhold, må forældremyndighedsindehaveren således kunne foretage visse
dagligdags ting over for barnet eller den unge, herunder handle mod vedkommendes vilje. Forældreansvarslovens
§ 2, stk. 1, er dog ikke udformet som en positiv hjemmel i forhold til, hvilke magtmidler der kan bruges og i hvilken
udstrækning, ligesom bestemmelsen ikke regulerer ansvaret, hvis forældrene går for langt i deres adgang til at
træffe beslutninger og anvende magt.
Hvor meget forældre kan gribe ind afhænger af det aktuelle beskyttelses- eller opdragelseshensyn og barnets eller
den unges alder, modenhed og funktionsevne. For mindre børn, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres
handlinger eller undladelser, må der antages at være en forholdsvis vid adgang til at anvende magt.
Adgangen til magtanvendelse – særligt i opdragelsesøjemed – er omvendt generelt mere begrænset i forhold til
større børn. Således må det af hensyn til barnets eller den unges integritet indgå i vurderingen, hvilken alder,
modenhed og funktionsevne barnet eller den unge har. Der skal foretages en proportionalitetsvurdering, hvor
magtanvendelsen skal vejes op mod barnets forudgående adfærd og det formål, der søges opnået med indgrebet.
Manglende iagttagelse af omsorgspligten er ikke direkte sanktioneret i forældreansvarsloven, men utilstrækkelig
omsorg kan medføre reaktioner i det sociale system og kan i yderste konsekvens sanktioneres i det strafferetlige
system.
Hvis forældre ikke varetager omsorgen for deres barn, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om iværksættelse
af hjælp i form af frivillig anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, i lov om
social service eller i yderste konsekvens med tvang efter servicelovens § 58.
Voksenansvar i forhold til anbragte børn og unge
Voksenansvarsloven
28
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0029.png
§ 3.
Ansvaret for at varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene til plejefamilierne og personalet på
anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, i lov om social service, når et barn eller en ung anbringes uden for
hjemmet. Dette ansvar indebærer bl.a., at plejefamilierne og personalet som led i varetagelsen af denne
omsorg kan foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets
eller den unges interesser, herunder sikre, at barnets eller den unges fysiske og psykiske behov opfyldes, og at
barnet eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring.
Stk. 2.
Omsorgen for et barn eller en ung skal varetages ud fra en konkret afvejning af barnets eller den unges
grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til barnets eller den unges alder, modenhed og
funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, jf. § 7.
5040.
Plejefamilier og personalet på anbringelsesstederne varetager efter forholdets natur i praksis forældrerollen
over for de anbragte børn og unge, og deres ansvar for at yde omsorg må derfor tage udgangspunkt i det, som
anses for at være god og forsvarlig forældreomsorg med henblik på at sikre barnet eller den unges bedste.
Voksenansvarslovens
§ 3 i voksenansvarsloven tydeliggør, at ansvaret for at varetage den daglige omsorg overgår
fra forældrene til plejefamilierne og personalet på anbringelsesstederne, når et barn eller en ung anbringes uden
for hjemmet.
Anbringelsesstedernes ansvar indebærer, at plejefamilierne og personalet, som led i varetagelsen af den daglige
omsorg, kan foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller
den unges interesser, herunder sikre at barnets eller den unges fysiske og psykiske behov opfyldes, og at barnet
eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring.
Nogle af de elementer, som ansvaret for varetagelsen af den daglige omsorg over for børn og unge indebærer, er
bl.a. at sikre, at barnets eller den unges følelsesmæssige, sundhedsmæssige og hygiejnemæssige behov tilgodeses,
og at barnet eller den unge lærer at gebærde sig i forhold til sociale normer, modtager læring og har adgang til
fritidsinteresser og samvær med familie og øvrigt netværk.
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, er det i praksis plejefamilierne eller personalet på
anbringelsesstederne efter servicelovens § 66, der skal sikre, at barnet eller den unge modtager den nødvendige
omsorg og personlige støtte efter servicelovens § 55.
Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå
de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende, jf.
servicelovens § 46.
Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne ressourcer, og barnets eller den unges
synspunkter skal inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder, modenhed og funktionsevne.
Formålet med støtten er at sikre barnets eller den unges bedste.
Støtten skal bygge på barnets eller den unges egne
ressourcer, og barnets eller den unges synspunkter skal inddrages med passende vægt i overensstemmelse med
alder, modenhed og funktionsevne.
Det antages i almindelighed, at alle anbringelsessteder, som led i varetagelsen af den daglige omsorg over for de
anbragte børn og unge, kan foretage visse handlinger over for et barn eller en ung. Fx kan man anvise barnet eller
den unge til at foretage bestemte handlinger eller lægge en arm om skulderen på barnet eller den unge for at
angive, at man ønsker, at vedkommende skal følge med.
Vurderingen af, hvordan omsorgen for et barn eller en ung bedst varetages, skal ske ud fra en konkret afvejning af
barnets eller den unges grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til barnets eller den unges alder,
modenhed og funktionsevne.
Det er alene ansvaret for at varetage den daglige omsorg, der overgår til plejefamilierne og personalet under
anbringelsen. Barnets eller den unges forældremyndighedsindehavere bevarer således fortsat bl.a. ansvaret for at
udøve barnets eller den unges rettigheder på vegne af barnet eller den unge, herunder partsbeføjelser i forhold til
administrative myndigheder og domstole.
29
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0030.png
51.
Med bestemmelsen i
voksenansvarslovens
§ 6
i voksenansvarsloven fastslås det, at kan
personalet på
opholdssteder og døgninstitutioneranbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6,
og
specialiseredekommunale
plejefamilier
efter § 66, stk. 1, nr. 2,
fysisk
kan
guide et barn eller en ung. Denne adgang
svarer til det, forældre kan gøre over for deres egne børn, men henset til den professionelle relation mellem
anbringelsesstedet og barnets eller den unge er det nødvendigt at regulere rammerne for den fysiske guidning.
For
uddybning af bl.a. betingelserne for at anvende fysisk guidning henvises til vejledningens kapitel 11.
For så vidt
angår plejefamilier henvises til vejledningens kapitel 6.
For plejefamilier og personale på opholdssteder og døgninstitutioner kan det være svært at definere grænsen
mellem omsorg og magt. Usikkerheden kan især opstå, når behovet for støtte kolliderer med barnets eller den unges
grundlæggende rettigheder, herunder retten til selvbestemmelse, og dermed potentielt medfører begrænsninger i
disse rettigheder.
Plejefamilier og personalet på anbringelsesstederne varetager efter forholdets natur i praksis forældrerollen over for
de anbragte børn og unge, og deres ansvar for at yde omsorg må derfor tage udgangspunkt i det, som anses for at
være god og forsvarlig forældreomsorg med henblik på at sikre barnet eller den unges bedste.
§ 3 i voksenansvarsloven tydeliggør, at ansvaret for at varetage den daglige omsorg overgår fra forældrene til
plejefamilierne og personalet på anbringelsesstederne, når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet.
Anbringelsesstedernes ansvar indebærer, at plejefamilierne og personalet som led i varetagelsen af den daglige
omsorg kan foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller
den unges interesser, herunder sikre, at barnets eller den unges fysiske og psykiske behov opfyldes, og at barnet
eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring.
Vurderingen af, hvordan omsorgen for et barn eller en ung bedst varetages, skal ske ud fra en konkret afvejning af
barnets eller den unges grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til barnets eller den unges alder,
modenhed og funktionsevne.
Endvidere vil proportionalitetsprincippet skulle iagttages. Voksenansvaret skal endvidere ses i sammenhæng med
bestemmelsen i § 46 i lov om social service, hvorefter indsatsen skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den
unges bedste.
Det er alene ansvaret for at varetage den daglige omsorg, der overgår til plejefamilierne og personalet under
anbringelsen. Barnets eller den unges forældremyndighedsindehavere bevarer således fortsat bl.a. ansvaret for at
udøve barnets eller den unges rettigheder på vegne af barnet eller den unge, herunder partsbeføjelser i forhold til
administrative myndigheder og domstole.
52.
Formålsbestemmelsen i voksenansvarslovens § 1 og bestemmelsen om voksenansvar i § 3 lægger således
tilsammen en overordnet ramme for lovens øvrige bestemmelser om magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten.
Bestemmelserne indebærer, at voksenansvaret bl.a. medfører, at plejefamilierne og personalet på
anbringelsesstederne, som led i varetagelsen af den daglige omsorg, kan foretage nødvendige indgreb i barnets
eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges interesser, herunder at fysiske og psykiske
behov opfyldes, og at barnet eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager
læring.
Nogle af de elementer, som ansvaret for varetagelsen af den daglige omsorg over for børn og unge indebærer, er
bl.a. at sikre, at barnets eller den unges følelsesmæssige, sundhedsmæssige og hygiejnemæssige behov tilgodeses,
og at barnet eller den unge lærer at gebærde sig i forhold til sociale normer, modtager læring og har adgang til
fritidsinteresser og samvær med familie og øvrigt netværk.
Dette voksenansvar indebærer, at plejefamilier og personalet i beskyttelsesøjemed, herunder i situationer hvor
barnet eller den unge ikke selv ønsker det, kan være nødsaget til at foretage visse indgreb over for barnet eller den
unge. Det gælder både i faretilfælde, fx hvor en voksen må holde barnet tilbage fra at løbe ud på vejen, lege med
30
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0031.png
en kniv eller kravle op på en høj stol. Men også på mere daglig basis, fx i forbindelse med tandbørstning, hvis barnet
eller den unge ikke tager tilstrækkeligt med tøj på eller ikke vil spændes fast under en køretur osv.
Ansvaret indebærer endvidere, at plejefamilier og personalet i opdragelsesøjemed i dagligdagssituationer kan hjælpe
barnet eller den unge med at sidde pænt ved bordet, få et mindre barn ind og ud af en bil eller i et afgrænset
tidsrum sende barnet eller den unge ind på sit værelse og lign.
Endelig har plejefamilier og personalet et særligt ansvar som følge af, at barnet eller den unge kan være særligt
udsatte og sårbare. Det er derfor centralt, at anbringelsesstedet, som led i udøvelsen af denne omsorg, beskytter
barnet eller den unge mod konkrete risikofaktorer, som barnet eller den unge kan være særligt sårbar over for.
Dette kan fx gøre sig gældende i forhold til kriminelle miljøer eller netværk, hvis det er præget af misbrug eller
andre former for adfærd, som er skadeligt for barnet eller den unges udvikling.
Omsorgen for et barn eller en ung skal altid varetages ud fra en konkret afvejning af barnets eller den unges
grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne.
Endvidere vil proportionalitetsprincippet skulle iagttages.
53.
Hvor meget og med hvilke indgreb, plejefamilier eller personale skal gribe ind som led i den daglige omsorg
over for et barn eller en ung, vil således afhænge af det nødvendige og aktuelle beskyttelses- og opdragelseshensyn
sammenholdt med barnets eller den unges øvrige rettigheder, som der potentielt sker indskrænkninger i. Det må af
hensyn til barnets eller den unges integritet indgå i vurderingen, hvilken alder, modenhed og funktionsevne barnet
eller den unge har.
For mindre børn, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger eller undladelser, må der antages at
være en forholdsvis vid adgang til at foretage indgreb. Adgangen til at foretage indgreb over for større børn i
opdragelsesøjemed er omvendt generelt mere begrænsede.
Det kan især over for mindre børn under skolealderen eller over for børn og unge med funktionsnedsættelser være
nødvendigt at anvende fysisk guidning i større udstrækning for at undgå, at barnets sundhed og udvikling lider
skade. Det kan
f.eks.fx
være relevant i situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem barnets eller den unges
ageren og ønsker og
den specialiserede
plejefamilien
eller og
personalets faglige vurdering af, hvad der er det
bedste for den pågældende.
Det kan også være i situationer, hvor barnet eller den unge ikke er i stand til selv at varetage fx hygiejne, og hvor
det henset til omsorgspligten er nødvendigt at gribe ind og sikre, at barnet eller den uge fx kommer i bad eller får
skiftet ble. I sådanne situationer kan der således være behov for at fastholde barnet eller den unge. Som eksempel
på
hvilke
andre omsorgshandlinger kan nævnes, at
hjælpe
barnet eller den unge
hjælpes
med at få børstet tænder,
blive badet
eller ,
få klippet hår og negle.
eller få skiftet ble.
Særligt i forhold til børn og unge med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne
5441.
Der er ikke nogen særskilt regulering om magtanvendelse over for børn og unge med fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse på det sociale område. Serviceloven indeholder således ikke bestemmelser om fx
fastspænding af børn og unge til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at forhindre fald,
fastholdelse i hygiejnesituationer eller fysisk guidning i form af en omsorgshandling som at lægge en arm om
skulderen på et barn eller en ung for at angive, at man ønsker, at vedkommende skal følge med.
Dog er der i voksenansvarsloven fastsat særskilt regulering om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer
over for børn og unge, der er anbragt i døgninstitution eller opholdssted, og som har betydeligt og varigt nedsat
psykisk funktionsevne.
Der henvises her til vejledningens kapitel xx.
55.
I forhold til børn og unge med nedsat funktionsevne kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at beskytte barnet
eller den unge mod at lide personskade, hvis der fx er risiko for at barnet eller den unge falder ud af en seng eller
ned af en stol eller et toilet. Personalet kan i sådanne tilfælde anvende en stofsele for at hindre fald og personskade.
31
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0032.png
Hvis der er risiko for, at et barn eller en ung vil blive udsat for væsentlig personskade, må det i det enkelte tilfælde
vurderes, om det som led i omsorgen for det enkelte barn eller den enkelte unge, vil være nødvendigt at fastgøre
vedkommende til en kørestol, seng eller andet hjælpemiddel, fx at bruge sengeheste, stol, særlige seler til bilkørsel
eller toilet med stofseler, jf.
servicelovens
§ 55, stk. 1,
i serviceloven,
jf. voksenansvarslovens § 3, hvorefter børn
og unge, der har ophold i en døgninstitution eller et opholdssted, bl.a. skal modtage omsorg. Det skal dog altid
overvejes, om det er muligt at bruge andre mindre indgribende metoder, fx hvis et barn med dårlig balanceevne og
delvise lammelser eller hyppige spasmer kan forhindres i at falde ud af sengen ved at anbringe madrassen tæt ved
gulvet.
For børn og unge med funktionsnedsættelser kan der være behov for fysisk støtte, fastholdelse og guidning til
eksempelvis bad, tandbørstning og påklædning også til større børn og unge.
Sådanne omsorgstiltag og handlinger skal i lighed med fysisk guidning efter voksenansvarslovens § 6 ikke registreres
og indberettes som magtanvendelse.
Brugen af stofseler skal være begrundet i omsorgspligten for barnet eller den unge og må ikke gå videre, end
formålet tilsiger. Kommunen skal derfor altid sikre sig, at der er fagligt belæg for, at anvendelsen af stofseler er
nødvendig af hensyn til varetagelsen af omsorgspligten i forhold til det enkelte barn eller den unge.
Brugen af
stofseler vil ikke kunne erstatte tilstedeværelsen af voksne, der kan påse, at barnet eller den unge ikke kommer til
skade eller lider overlast.
Hvis barnet eller den unge ikke aktivt modsætter sig denne støtte fysisk, verbalt eller ved anden kommunikation,
betragtes støtten ikke som omfattet af reglerne om magtanvendelse men som led i den almindelige omsorg for
barnet. Modsætter barnet eller den unge sig derimod, skal den fysiske støtte eller fastholdelse betragtes som
omfattet af reglerne om magtanvendelse. I disse tilfælde skal der arbejdes på, at omsorg og støtte kan ydes på en
måde, så magtanvendelse undgås, ligesom der skal ske en registrering og indberetning.
Der vil løbende skulle foretages en afvejning af, om indgrebet fortsat er proportionalt, hvis situationen eskalerer, og
barnet eller den unge gør modstand. Som eksempel her på kan nævnes, hvis barnet eller den unge modsætter sig
tandbørstning fysisk, så skal det overvejes, om den øgede fastholdelse, der så vil være behov for, står mål med det,
der søges opnået.
Grænseflade mellem fysisk magt og omsorg
5642.
Grænsefladen mellem fysisk magt samt omfanget af barnets eller den unges modstand er væsentlige kriterier
for vurderingen af, om der er tale om omsorgshandlinger eller egentlig magtanvendelse. Voksenansvarsloven skal i
den forbindelse ses som den overordnede ramme for, hvor grænserne går.
Overordnet set er det voksenansvaret over for barnet eller den unge, der i sig selv kan retfærdiggøre, at der handles
og gribes ind. Vurderingen af, hvornår der er tale om anvendelse af magt eller en omsorgshandling, kan dog i nogle
tilfælde være vanskelig.
Det kan fx anses for en omsorgshandling at lægge en arm om skulderen på et barn eller en ung for at angive, at
man ønsker, at vedkommende skal følge med, jf.
voksenansvarslovens
§ 6 om fysisk guidning
i lov om voksenansvar.
Hvis barnet eller den unge følger med, anses det fortsat som en omsorgshandling. Hvis barnet eller den unge yder
aktiv modstand, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre. Dog gælder dette ikke, hvis barnet eller den unge
udsættes for fare, hvis man slipper taget. Fx hvis man står ved en vej, og barnet eller den unge ellers ville løbe ud
på vejen.
I forhold til børn og unge med funktionsnedsættelser skal der være særlig opmærksomhed på barnet eller den
unges kommunikation og signaler, da det for børn og unge med kognitive og kommunikative funktionsnedsættelser
kan være vanskeligere at yde aktiv modstand eller sige fra.
Det er vigtigt, at der på anbringelsesstederne konstant arbejdes på, at børnene og de unge motiveres til at modtage
den socialpædagogiske behandling, støtte og omsorg, således at konfliktsituationer begrænses.
32
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0033.png
Personalet bør, i det omfang det er forsvarligt under hensyn til barnets eller den unges bedste, sammen med barnet
eller den unge, finde måder at yde støtten på, som barnet eller den unge kan acceptere. Ligeledes skal det tilstræbes,
at konflikter håndteres gennem dialog, hvor barnet eller den unge i fællesskab med de voksne finder en
hensigtsmæssig og for alle parter acceptabel løsning. Det gælder også situationer, hvor barnet eller den unge
nægter eller modsætter sig handlinger, der ud fra en faglig vurdering anses for nødvendige i forhold til
omsorgspligten. Der skal lægges stor vægt på at forebygge, at uoverensstemmelser eller tilsvarende konflikter
udvikler sig til tilspidsede og fastlåste konfliktsituationer, som i sidste ende kan resultere i anvendelse af magt.
Modsætter et barn eller ung sig gentagne gange at modtage en nødvendig omsorg, skal anbringelsesstedet gå i
dialog med forældremyndighedsindehaveren, den anbringende kommune og eventuelt andre involverede parter om
løsningsmuligheder. Dette kan fx være aktuelt, hvis barnet eller den unge ikke vil tage sin medicin, modsætter sig
at gå i skole, eller hvis vedkommende jævnligt rømmer fra anbringelsesstedet.
Brist i kommunikationen mellem barn og voksen, barnets eller den unges oplevelse af ikke at blive forstået eller
barnets eller den unges oplevelse af usikkerhed om sin egen situation og fremtid, er nogle af de forhold, der kan
give anledning til konflikter i det daglige arbejde på anbringelsesstederne. I bestræbelserne på at undgå tilspidsede
situationer, der kan udvikle sig til magtanvendelse, må der ved gentagne konflikter med et konkret barn eller en
ung ses nærmere på de forhold, der har indflydelse på konflikternes opståen.
En del børn og unge i døgninstitutioner og på opholdssteder kan reagere meget voldsomt med følelsesudbrud,
frustrationer og aggressioner. Det er derfor væsentligt, at børnene og de unge mødes med forståelse for deres
følelser og frustrationer. Der bør arbejdes på, at disse børn og unge lærer at håndtere deres voldsomme følelser og
konflikter med voksne og andre børn og unge. Hvilke metoder, der er hensigtsmæssige, vil afhænge af pågældende
barn eller unge og af den samlede børne- og ungegruppe på anbringelsessteidet.
Der bør lægges stor vægt på, at den pædagogiske indsats over for barnet eller den unge på anbringelsesstedet
udøves af voksne, som barnet eller den unge har tillid til, og som har et godt kendskab til barnets eller den unges
særlige behov og reaktionsmønstre, herunder eventuelle baggrunde for disse.
Forudsigelighed er et væsentligt element i opbygningen af et trygt miljø på anbringelsesstederne og er derfor også
vigtigt i forebyggelsen af konflikter og magtanvendelse. Forudsigelighed for børn og unge, der har ophold i en
døgninstitution eller på et opholdssted, forudsætter, at institutionen eller opholdsstedet tilbyder en hverdag med
klare og faste rammer, herunder at der sikres en kommunikation, som giver barnet eller den unge (reel) mulighed
for at forstå baggrunden for de rammer, der er opstillet det pågældende sted.
Udover at det er ledelsen på anbringelsesstedernes ansvar, så bør også tilsynsmyndighederne, som en naturlig del
af tilsynet, være opmærksomme på, hvorledes omsorgen over for børnene og de unge håndteres, om der er særlige
problemer, og om der er generelle mønstre i konflikter og indgreb.
Kapitel 6
Særligt
om voksenansvar
i forhold til plejefamilier
og netværksplejefamilier
Serviceloven
§ 66 a.
Ved anbringelse af et barn eller en ung i en plejefamilie skal kommunalbestyrelsen vælge den
plejefamilie, der imødekommer barnets eller den unges behov for støtte. Kommunalbestyrelsen kan vælge en
netværksplejefamilie, jf. § 66 b, eller en af følgende plejefamilietyper:
1) Almene plejefamilier: familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn
og unge med lette til moderate støttebehov.
2) Forstærkede plejefamilier: familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre trivsel og udvikling for
børn og unge med moderate til svære støttebehov.
3) Specialiserede plejefamilier: familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel
for børn og unge med svære støttebehov.
33
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0034.png
§ 66 b.
Netværksplejefamilier skal være godkendt som konkret egnede i forhold til et bestemt barn eller en
bestemt ung af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.
Stk. 2.
…
Stk. 3.
…
Stk. 4.
…
Stk. 5.
…
Stk. 6.
…
Anvendelsesområde
5743.
De generelle regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten gælder ikke for
almene,
forstærkede, specialiserede og netværksplejefamilier
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 1-43.
Dog er Kun
enkelte
af beføjelserne
er
udvidet til også at omfatte de
kommunalespecialiserede
plejefamilier,
jf. servicelovens § 66 a, stk.
1, nr. 3., der er godkendt som generelt egnede efter § 66, stk. 1, nr. 32, jf. § 66 a, stk. 1, nr. 31, i lov om social
service.
Plejefamiliers voksenansvar
44.
Plejefamilier, herunder de kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier, antages, i de familielignende
rammer i deres eget hjem, at have en videre adgang end de øvrige anbringelsessteder, til med pædagogiske indgreb
at påvirke de anbragte børn og unges adfærd i lighed med, hvordan de efter forældreansvarsloven ville håndtere
tilsvarende opførsel fra deres egne børn.
58.
Plejefamilier, som overtager den daglige omsorg over for et barn, har i vidt omfang samme handlemuligheder
som forældrene. For en nærmere beskrivelse heraf henvises til kapitel 5,
punkt. xx afsnit
om forholdet mellem
forældre og børn.
Plejefamilier er, som de øvrige anbringelsessteder, omfattet af voksenansvarslovens § 3. Voksenansvaret indebærer
bl.a., at plejefamilierne som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan foretage nødvendige indgreb i barnests
eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges interesser, herunder sikre, at barnets eller
den unges fysiske og psykiske behov opfyldes, og at barnets eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i
sociale relationer, trives og modtager læring. For en nærmere beskrivelse af adgangen til at foretage sådanne
indgreb henvises til punkt
xx40
om rækkevidden af voksenansvaret i forhold til anbragte børn og unge.
Det antages, at plejefamilier kan foretage de samme omsorgshandlinger og indgreb over for barnet eller den unge,
som forældre kan over for deres egne børn. Forældre og plejefamilier kan således som led i varetagelsen af den
daglige omsorg foretage visse indgreb over for et anbragt barn eller en ung, herunder
f.eks.fx
ved at lægge en arm
om skulderen på barnet eller den unge for at angive, at man ønsker, at vedkommende skal følge med eller andre
lignende omsorgstiltag.,
Omsorgshandlinger og indgreb over for barnet eller den unge skal endvidere ske under
hensyntagen til barnets integritet, alder og modenhed, jf. som er beskrevet i
vejledningens kapitel 5.
Henset til, at der netop er tale om forhold i en familie og et privat hjem, er der ikke behov for at regulere denne
adgang direkte i lovgivningen, ud over hvad der følger af den generelle bestemmelse om voksenansvar i lovens §
3. Plejefamilierne, med undtagelse af de
generelt godkendte kommunalespecialiserede
plejefamilier, er således ikke
omfattet af
voksenansvarslovens
§ 6
i voksenansvarsloven. For så vidt angår de generelt godkendte kommunale De
specialiserede
plejefamilier
er, der
henset til deres
særlige opgave, mere professionelle relation er
omfattet af
bestemmelserne om fysisk guidning og afværgehjælp på linje med opholdssteder og døgninstitutioner.
Der ,
henvises
her
til punkt 47.
Hvis der mod forventning anvendes magt i almene, forstærkede og netværksplejefamilier, skal det registreres og
indberettes via bilag 1 b i voksenansvarsbekendtgørelsen (se vejledningens kapitel xx) og dertil bør den ansvarlige
kommune også overveje, om barnet eller den unge i stedet bør anbringes på et andet anbringelsessted.
34
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0035.png
Adgang til at fastsætte og opretholde regler i eget hjem
5945.
Plejefamilier har den samme adgang til at fastsætte og opretholde regler i deres eget hjem over for anbragte
børn og unge, i lighed med hvad der gælder i almindelige familier. Plejeforældrene kan
f.eks.fx
stoppe og irettesætte
børn, der kaster med mad, løber rundt med mudrede sko osv.
De kan også opstille regler for brug af mobiltelefon, herunder at denne
f.eks.fx
ikke må benyttes under måltider
eller om natten.
Nødværge
6046.
Alle typer plejefamilier vil - i lighed med personale på de øvrige anbringelsessteder – i medfør af reglen om
nødværge efter straffelovens § 13, under visse nærmere omstændigheder straffrit kunne afværge et uretmæssigt
påbegyndt eller overhængende angreb på sig selv eller andres liv, legeme eller i helt særlige tilfælde ejendom, når
handlingen er nødvendig og forsvarlig. For en nærmere beskrivelse heraf henvises til kapitel 3, afsnit om
lovgivningsmæssige snitflader til retssystemet, straffeloven.
Særligt i forhold til
kommunalespecialiserede
plejefamilier
6147.
SpecialiseredeKommunale
plejefamilier efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
32,
er familier, som i kraft af
deres kompetencer og kvalifikationer, er godkendt til at have børn og unge i pleje med et mere vidtgående
støttebehov, end børn i
almene, forstærkede og netværksplejefamilier ellers normalt
har.
For at sikre at de
specialiseredekommunale
plejefamilier kan udøve den nødvendige omsorg over for anbragte børn
og unge, er de omfattet af bestemmelserne om fysisk guidning og afværgehjælp i §§ 6 og 8 i voksenansvarsloven.
KommunaleSpecialiserede
plejefamilier vil bl.a. i kraft af deres uddannelse
ellerog
erfaring
kunne løfte en
indholdsmæssigt større og udfordrende opgave, samt indgå i et samarbejde med andre fagprofessionelle om
supplerende støtte eller specialiseret behandling til barnet. Der kan være tale om børn og unge med fysiske og
psykiske funktionsnedsættelser eller børn og unge, der har været udsat for massive omsorgssvigt. Dertil kan de
have en udadreagerende adfærd. indtræde i en mere professionel relation til barnet eller den unge, og jo mere
professionel relationen er mellem en voksen og et barn eller en ung, jo større Som følge heraf
er
der
behovet for,
at der skal være
en klar lovhjemmel, før indgreb kan foretages.
Adgangen til at anvende fysisk guidning og afværgehjælp vil således være den samme for
kommunalespecialiserede
plejefamilier, der er godkendt
som generelt egnede
efter § 66, stk. 1, nr.
32,
jf. § 66 a, stk. 1, nr.
31,
i serviceloven,
som for personale på opholdssteder og døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i serviceloven. For en
nærmere gennemgang af disse indgrebsmuligheder henvises til kapitel
119
og 131.
I det omfang der er behov for at anvende yderligere magt over for et anbragt barn eller en ung, end der er adgang
til i
specialiseredekommunale
plejefamilier, bør
kommunen overveje, om
barnet eller den unge i stedet
bør
anbringes
på et opholdssted eller en døgninstitution. I forbindelse med anbringelse af et barn eller en ung, bør den ansvarlige
handlekommune således overveje, hvilke former for hjælp og støtte
vedkommendebarnet eller den unge
har behov
for,
og om anbringeslsesstedet har lovhjemmel til at foretage de nødvendige indgreb over for barnet eller den
unge.herunder om vedkommende er særligt udadreagerende.
Kapitel 7
Husorden på opholdssteder og åbne døgninstitutioner
Voksenansvarsloven
§ 4.
Lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service kan fastsætte en
husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på institutionen,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
…
35
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0036.png
Stk.
32.
Børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted, som har fastsat en husorden, jf. stk. 1
eller 2,
skal gøres bekendt med denne.
Stk. 4.
…
Stk. 5.
…
Generelt
6248.
For at sikre gode og stabile forhold på institutioner og opholdssteder kan det være hensigtsmæssigt at
udforme en husorden med dertilhørende husregler, der udstikker retningslinjer for dagligdagen.
Når flere skal bo
og arbejde under samme tag, kan det være nødvendigt med nogle spilleregler for, hvad der er acceptabelt i fælles
rum og på institutionen eller opholdsstedet som helhed for at sikre, at anbringelsesstederne kan varetage deres
opgaver og funktioner bedst muligt i fællesskab med de anbragte børn og unge.
Bestemmelsen i voksenansvarslovens § 4, stk. 1, angiver, at det er anbringelsesstedets leder, der har kompetence
til at beslutte, om der skal fastsættes en husorden det pågældende sted. Bestemmelsen er en såkaldt kan-
bestemmelse, og det er således op til det enkelte anbringelsessted at afgøre, om de vil benytte sig heraf. I en
husorden kan fastsættes generelle ordens- og husregler, som er nødvendige for at få anbringdelsesstedet til at
fungere i dagligdagen.
På særligt sikrede, sikrede og delvis lukkede døgninstitutioner/afdelinger er der dog en pligt
til at fastsætte en husorden. Her henvises til vejledningens kapitel 8.
Det kan være hensigtsmæssigt at udarbejde en husorden, der udstikker retningslinjer for den fælles dagligdag, og
som sætter ord på, hvad der er acceptabelt samt ikke-acceptabelt på fællesarealer samt på institutionen som helhed.
En husorden kan endvidere være et redskab til at lære anbragte børn og unge at begå sig i fælleskabet med de
andre og understøtte, at personalet kan varetage deres opgaver bedst muligt. En husorden kan således med fordel
udarbejdes under inddragelse af personalet og de anbragte børn og unge, der skal efterleve den, samt evt. deres
forældre, da husordenen i så fald vil blive et fælles ansvar. Det er vigtigt, at der en god dialog omkring husordenen,
og at de anbragte børn og unge kan stille spørgsmål til denne og komme med forslag til ændringer.
Opstilling af faste og klare rammer kan medvirke til at skabe en forudsigelig hverdag for de anbragte børn og unges
opvækst, trivsel og udvikling samt medvirke til at forebygge konflikter og magtanvendelse.
63.
Husordenen kan fx beskrive standarder for varetagelsen af hygiejnemæssige minimumskrav, rygeregler,
regulering i forhold til mobiltelefon, hvornår børnene og de unge skal i seng, hvornår der skal være ro på værelserne,
regler vedrørende måltider, fjernsynskiggeri, besøgstider, computeranvendelse, hvornår man kan have besøg såvel
som retningslinjer for aktiviteter, som anbringelsesstedet har uden for matriklen.
Det kan
f.eks.fx
af hensyn til fællesskabet være nødvendigt at fastsætte regler om, at samtale i mobiltelefon ikke
skal foregå i fællesrum, men derimod kan ske på børnenes og de unges værelser.
I forbindelse med besøg kan anbringelsesstedet fastsætte rammerne herfor,
f.eks.fx
at børnene og de unge normalt
ikke må have besøg i forbindelse med måltider og i skoletiden. Derudover kan anbringelsesstedet fastsætte regler
for gæsternes ophold og færden på stedet.
Anbringelsesstederne har imidlertid ikke kompetence til at afskære barnet eller den unge fra kontakt med netværket.
64.
Ordensreglerne skal altid være båret af saglige hensyn. Reglerne må således ikke gå videre, end hvad hensynet
til anbringelsesstedets formål og virke tilsiger, og må heller ikke udgøre en uforholdsmæssig begrænsning i de
anbragte børn og unges rettigheder. En husorden kan fx ikke fastsætte regler, der helt afskærer de anbragte børns
og unges adgang til fx bevægelsesfrihed, samvær med eller besøg af andre eller til elektronisk kommunikation og
medier.
36
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0037.png
Fastsatte husordner skal som udgangspunkt gælde for alle på
ianbringelsesstedet,
medmindre der er saglige grunde
til at gøre forskel. Fx kan sengetider afhænge af alder, og der kan tages særlige hensyn til børn og unge med
funktionsnedsættelser.
Reglerne skal endvidere altid tage højde for, at børn og unge med funktionsnedsættelser kan have særlige
udfordringer i forhold til at kunne leve op til en husorden. Hvis barnet eller den unge har en kommunikativ eller
kognitiv funktionsnedsættelse skal det derfor sikres, at barnet eller den unge er blevet gjort bekendt med reglerne
på en for den enkelte forståelig og tilgængelig måde.
Bekendtgørelse af husorden
6549.
Det fremgår af voksenansvarslovens § 4, stk.
32,
at børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted,
skal gøres bekendt med husordenen. Husordenen bør således være nedskrevet og skal være kendt af de personer,
som forventes at overholde reglerne. Bekendtgørelsen af en husorden kan med fordel ske ved, at husorden
udleveres til barnet eller den unge samt forældremyndighedsindehaverne i forbindelse med selve anbringelsen. Hvis
reglerne efterfølgende ændres, bør såvel de anbragte børn og unge som deres forældre orienteres herom.
Husordenen bør løbende tages op til revision på baggrund af erfaring ved brug i praksis, da forholdene på
institutionen eller opholdsstedet kan ændre sig.
Håndhævelse
af husorden på opholdssteder og åbne døgninstitutioner
6650.
Der kan opstå situationer, hvor der er behov for at håndhæve reglerne i husordenen. Hvis barnet eller den
unge ikke overholder reglerne i husordenen, skal personalet gå pædagogisk til værks og tale med barnet eller den
unge om, hvorfor barnet eller den unge har brudt reglen, og hvordan det kan rettes op. Husordner kan kun
håndhæves ved brug af magt i det omfang de særskilte kriterier
for fysisk magtanvendelse
herfor er opfyldt, jf.
voksenansvarslovens § 9lovens øvrige bestemmelser.
Dette kan være tilfældet, hvis brud på reglerne i husordenen
pludselig skaber en farlig situation.
Når der gribes ind over for børn og unge på anbringelsesstedet med henblik på håndhævelse af reglerne i en
husorden, skal der ske en konkret og saglig vurdering af, om fx en hånd på skulderen og en pædagogisk indgriben,
herunder dens intensitet, er nødvendig ud fra varetagelse af anbringelsesstedets formål.
Derudover gælder mindsteindgrebsprincippet. Dvs. at et indgreb – verbalt eller fysisk – kun må anvendes, hvis der
ikke findes andre pædagogiske og mindre indgribende måder, der er lige så velegnede.
Hvis formålet med et indgreb alene er at håndhæve husregler, må det ikke have en sådan karakter, at der er tale
om en egentlig (fysisk) magtanvendelse, dog kan betingelserne for at foretage undersøgelse af person og
opholdsrum i voksenansvarslovens § 16 være opfyldt. Institutionen eller opholdsstedets ledelse bør løbende tage
husreglerne op til overvejelse i forhold til, hvorvidt de er nødvendige, eller om de evt. er mere vidtgående, end
institutionens eller opholdsstedets formål tilsiger. I denne proces bør der være en dialog med medarbejderne og
evt. børnene og de unge om reglernes anvendelse og håndhævelse i praksis. Ligeledes forudsættes det i forbindelse
med godkendelsen og tilsynet, at tilsynsmyndighederne er opmærksomme på institutionens eller opholdsstedets
husregler, deres formål samt udøvelse og håndhævelse i praksis.
Der henvises til bilag 1, hvor der er givet et eksempel på, hvordan en husorden kan udformes.
Kapitel 8
Husorden på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt
sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Voksenansvarsloven
37
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0038.png
§ 4.
Lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om social service kan fastsætte en
husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på institutionen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Lederen af en delvis lukket døgninstitution, en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, en sikret
døgninstitution og en særlig sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, skal fastsætte en
skriftlig husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på institutionen.
Stk. 3.
Børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted, som har fastsat en husorden, jf. stk. 1 eller stk. 2,
skal gøres bekendt med denne.
Stk. 4.
På delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, kan personalet
ved et anbragt barns eller en anbragt ungs overtrædelse af reglerne i en husorden, som er fastsat efter stk. 2,
fastsætte passende reaktioner over for barnet eller den unge.
Stk. 5.
Social- og indenrigsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om
indholdet af husordener efter stk. 2.
Obligatorisk og skriftlig
67.
For at skabe ensartede rammer og regler for de anbragte børn på tværs af de respektive institutionstyper skal
lederen på disse institutioner fastsætte en husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på
institutionen. Dvs. at der på særligt sikrede, sikrede og delvis lukkede døgninstitutioner/afdelinger er en pligt til at
fastsætte en husorden. Disse klare rammer og regler skal være med til at sikre ro og orden og samtidig understøtte
tryghed, trivsel og udvikling for de anbragte børn og unge.
Den fastsatte husorden skal som udgangspunkt gælde for alle på anbringelsesstedet, med mindre der er saglige
hensyn til at gøre forskel. F.eks. kan sengetiderne afhænge af det anbragte barns eller den unges alder, og der kan
også tages særlige hensyn til børn og unge med funktionsnedsættelser. Lederen eller dennes stedfortræder kan
derfor også beslutte, at reglerne i husordenen kan fraviges for det enkelte anbragte barn eller den unge, hvis der
er særlige forhold, der taler herfor.
Det fremgår af voksenansvarslovens § 4, stk. 3, at børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted, skal gøres
bekendt med husordenen. Husordenen bør således være nedskrevet på en forståelig og tilgængelig måde for barnet
eller den unge. Man kan med fordel udlevere en skriftlig husorden til barnet eller den unge samt
forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med selve anbringelsen. Det gælder også at hvis reglerne
efterfølgende ændres, bør såvel de anbragte børn og unge som deres forældre orienteres herom.
Reglerne skal også tage højde for, at børn og unge med funktionsnedsættelser kan have særlige udfordringer i
forhold til at kunne leve op til en husorden. Hvis barnet eller den unge har en kommunikativ eller kognitiv
funktionsnedsættelse, skal det derfor sikres, at barnet eller den unge er blevet gjort bekendt med reglerne på en
forståelig og tilgængelig måde.
68.
På en åben døgninstitution med en delvis lukket afdeling gælder den obligatoriske husorden kun for den delvis
lukkede afdeling, og dermed også kun for de børn og unge, der er anbragt på den delvis lukkede afdeling, jf.
servicelovens § 63 a. For børn og unge, der er anbragt på den åbne del af institutionen, kan der udformes en
husorden efter voksenansvarslovens § 4, stk. 1. Se mere i vejledningens kapitel 7.
Indhold
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 2.
Lederen af en delvis lukkede døgninstitution, delvis lukket afdeling på en døgninstitution, sikret
døgninstitution og særligt sikrede afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, skal fastsætte en
husorden, der angiver nærmere retningslinjer for ophold på institutionen, jf. § 4, stk. 2, i lov om voksenansvar
for anbragte børn og unge.
38
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0039.png
Stk. 2.
Husordenen skal som minimum indeholde regler for de anbragte børn og unge om
1) vækketid mellem kl. 06 og 09 i hverdagene,
2) vækketid mellem kl. 08 og 11 i weekender,
3) sengetid mellem kl. 21 og 23 i hverdagene,
4) sengetid mellem kl. 21 og 23 i weekender,
5) ro på værelserne mellem sengetid og vækketid, jf. nr. 1-4,
6) mødepligt til undervisning, behandling og andre fastlagte aktiviteter,
7) god adfærd på fællesarealer, forstået som adfærd, der ikke er til gene for fællesskabet eller for de anbragte
børn og unges sikkerhed og tryghed, og en adfærd med fravær af uacceptabel sprogbrug, og hvor voldelig,
krænkende og larmende adfærd er uacceptabel,
8) forbud mod indtagelse og besiddelse af alkohol og euforiserende stoffer,
9) rygeforbud, med undtagelse af nærmere bestemte udendørs arealer på institutionens område, og
10) besøg, herunder tidsrum, varighed, og god adfærd hos de besøgende.
Stk. 3.
På delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner efter § 66, stk. 1,
nr. 7, i lov om social service, skal husordenen endvidere indeholde regler om begrænsninger for besiddelse og
brug af mobiltelefoner og andet elektronisk kommunikationsudstyr, herunder at de anbragte børn og unge som
udgangspunkt skal aflevere mobiltelefoner i forbindelse med aktiviteter, der kræver deres fulde
opmærksomhed, herunder undervisning, behandling og andre fastlagte aktiviteter.
Stk. 4.
På sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service,
skal husordenen endvidere indeholde regler om, at telefonsamtaler og anden elektronisk kommunikation kun
må finde sted på nærmere afgrænsede områder på institutionen og i bestemte tidsrum. Husordenen kan
endvidere indeholde regler om, at de anbragte børn og unge skal aflevere deres egne mobiltelefoner og andet
elektronisk kommunikationsudstyr til personalet, som kan opbevare det under anbringelsen.
Stk. 5.
Reglerne om vækketider og sengetider i stk. 2, nr. 1-4, kan fraviges i ferieperioder.
Stk. 6.
Lederen eller dennes stedfortræder kan beslutte at reglerne i husordenen, jf. stk. 2-5, kan fraviges for
det enkelte anbragte barn eller den enkelte anbragte unge, når særlige forhold taler herfor.
69.
Bestemmelsen i voksenansvarsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, fastsætter en række lovpligtige krav til indholdet i
husordenen, der gennemgås nedenfor. Derudover kan lederen af institutionen også fastsatte andre regler i
husordenen, men lederen kan kun træffe passende reaktioner over for barnet eller den unge ved overtrædelse af
de lovpligtige krav, jf. voksenansvarslovens § 4, stk. 4. Se også vejledningens punkt 78 nedenfor.
70.
En husorden skal indeholde regler for de anbragte børn og unge om senge- og vækketider på følgende
tidspunkter, der dog kan fraviges i ferieperioder:
1)
2)
3)
4)
vækketid mellem kl. 06 og 09 i hverdagene,
vækketid mellem kl. 08 og 11 i weekender,
sengetid mellem kl. 21 og 23 i hverdagene,
sengetid mellem kl. 21 og 23 i weekender,
I forlængelse heraf følger det også af bestemmelsen, at der skal være ro på værelserne mellem de fastsatte
sengetider og vækketider.
71.
En husorden skal indeholde regler om mødepligt til undervisning, behandling og andre fastlagte aktiviteter.
Ved behandling forstås f.eks. psykologsamtaler.
Ved andre fastlagte aktiviteter forstås f.eks. måltider eller fællesarrangementer, hvor det kan forventes, at barnet
eller den unge er til stede.
72.
En husorden skal indeholde regler om god adfærd på fællesarealer, forstået som adfærd, der ikke er til gene
for fællesskabet eller for de anbragte børn og unges sikkerhed og tryghed, og en adfærd med fravær af uacceptabel
sprogbrug, og hvor voldelig, krænkende og larmende adfærd er uacceptabel.
Ved fællesarealer forstås arealer, hvor de anbragte børn og unge i almindelighed tager ophold og færdes sammen,
herunder f.eks. et opholdsrum eller spiselokale.
39
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0040.png
73.
En husorden skal indeholde regler om forbud mod indtagelse af og besiddelse af alkohol og euforiserende stoffer
samt om rygeforbud, med undtagelse af nærmere bestemte udendørs arealer på institutionens område.
Ved nærmere bestemte udendørs arealer forstås f.eks. et rygeskur.
74.
En husorden skal indeholde regler om besøg, herunder tidsrum, varighed og god adfærd hos de besøgende.
Der kan f.eks. fastsættes regler om, at de besøgendes adfærd – ligesom de anbragte børn og unges adfærd – ikke
må være til gene for fællesskabet eller for andres sikkerhed og tryghed. Ligeledes kan der fastsættes regler om at
de besøgende skal have et acceptabelt sprogbrug og ikke være voldelig, krænkende eller larmende i deres adfærd.
Derudover kan der fastsættes regler, der begrænser besøgene til bestemte tidsrum på dagen.
75.
På delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner skal husordenen også
indeholde regler om begrænsninger for besiddelse og brug af mobiltelefoner og andet elektronisk
kommunikationsudstyr. Som udgangspunkt betyder det, at de anbragte børn og unge som udgangspunkt skal
aflevere deres mobiltelefoner i forbindelse med aktiviteter, der kræver deres fulde opmærksomhed. Det gælder
f.eks. undervisning og behandling samt andre fastlagte aktiviteter.
76.
På sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger skal husordenen indeholde regler om, at
telefonsamtaler og anden elektronisk kommunikation kun må foregå på nærmere afgrænsede områder på
institutionen og i bestemte tidsrum. Derudover kan husordenen også indeholde regler om, at de anbragte børn og
unge skal aflevere deres egne mobiltelefoner og andet elektronisk kommunikationsudstyr til personalet, som kan
opbevare det under anbringelsen.
Der gælder dog særlige regler for elektronisk kommunikationsudstyr for unge, der er anbragt af strafferetlige
årsager. Der henvises her til vejledningens kapitel xx om særlige bestemmelser for unge anbragt i
varetægtssurrogat, som led i afsoning eller ungdomssanktion.
77.
Reglerne i husordenen skal altid være båret af saglige hensyn og må ikke gå videre, end hvad hensynet til
anbringelsesstedets formål tilsiger. Der må derfor ikke være en uforholdsmæssig begrænsning i de anbragte børn
og unges rettigheder. Der kan f.eks. ikke fastsættes regler, der helt afskærer de anbragte børn og unges adgang til
f.eks. bevægelsesfrihed, samvær med eller besøg af andre eller til elektronisk kommunikation og medier.
Der henvises til bilag 2, hvor der er givet et eksempel på, hvordan en husorden kan udformes.
Passende reaktioner
78.
Personalet på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger kan træffe passende reaktioner over for barnet eller den unge ved
overtrædelse af reglerne i husordenen. Dette skal være med til at sikre, at de anbragte børn og unge bliver mødt
af klare rammer og regler og oplever, at brud på de fælles regler bliver mødt med en passende reaktion.
Der kan alene træffes afgørelse om passende reaktioner ved overtrædelse af de regler, som lederen af institutionen
har pligt til at fastsætte i en husorden efter § 2 i voksenansvarsbekendtgørelsen. Det betyder, at overtrædelse af
eventuelt øvrige husordensregler, som ikke er obligatorisk fastsat efter bekendtgørelsen, ikke kan medføre passende
reaktioner.
De passende reaktioner kan variere i intensitet afhængig af bl.a. barnets eller den unges personlige forhold og
overtrædelsens karakter. Passende reaktioner kan efter omstændighederne omfatte en advarsel, et forbud mod at
deltage i bestemte aktiviteter i en periode eller fratagelse af tv eller spillekonsol i en periode. Passende reaktioner
vil derfor heller ikke have karakter af, at personalet er fysisk over for barnet eller den unge. I tilfælde af at dette
måtte være nødvendigt, er der tale om håndhævelse af husordenen med fysisk magtanvendelse, jf.
voksenansvarslovens § 9, stk. 3, der skal indberettes. Se mere under vejledningens punkt xx.
40
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0041.png
Reaktionen skal fastsættes ud fra overtrædelsens karakter, institutionstypen og den unges personlige forhold i øvrigt
og under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter
§ 7 i voksenansvarsloven, herunder især proportionalitetsprincippet og mindsteindgrebsprincippet. Det er
væsentligt, at reaktionen står i et rimeligt forhold til overtrædelsens karakter, og at foranstaltningen ikke anvendes,
hvis mindre indgribende tiltag er tilstrækkelige.
Reaktionen skal have et pædagogisk og opdragende formål. Det betyder, at der skal være en rimelig sammenhæng
mellem den konkrete overtrædelse og den fastsatte reaktion, så barnet eller den unge forstår den reaktion, han/hun
bliver mødt med og dermed kan lære af den. En passende reaktion kan f.eks. være et forbud mod at se film om
aftenen på værelset i en periode, hvis en anbragt ung gentagne gange ikke overholder reglerne om vækketider,
fordi han/hun ser film til sent ud på natten og derfor ikke er udhvilet om morgenen.
Kapitel 9
Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Voksenansvarsloven
§ 4 a.
Kommunalbestyrelsen kan, medmindre særlige forhold taler imod det, træffe afgørelse om nedsættelse
eller fratagelse af lommepenge i en nærmere afgrænset periode, når et barn eller en ung, der er anbragt på en
delvis lukket døgninstitution, en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, en sikret døgninstitution eller en
særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service, har begået grovere eller gentagne
overtrædelser af reglerne i en husorden fastsat efter § 4, stk. 2.
Generelt om udbetaling af lommepenge
79.
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, overtager kommunen den fulde forsørgelse af barnet
eller den unge. Forældremyndighedsindehaveren kan ikke længere modtage børnetilskud, børnebidrag eller børne-
og ungeydelse. Det indebærer, at nogle af de ydelser, som forældre normalt ville give til deres børn, må afholdes
af kommunen under anbringelsen. Det gælder f.eks. lommepenge til børnene og de unge og kommunen må ligeledes
sørge for, at børnene eller de unge kan blive forsynet med en passende beklædning under opholdet.
Hensigten med at udbetale lommepenge er at ligestille anbragte børn og unge med hjemmeboende børn og unge,
og derved også kunne bidrage til at give barnet eller den unge en forståelse for, hvordan penge skal administreres.
Det er den anbringende kommune, som træffer afgørelse om, hvilke beløb børn og unge, der er anbragt uden for
hjemmet, skal have til rådighed i lommepenge og til beklædning. Se også KL’s årlige vejledende satser herfor.
Beløbet tilpasses barnet eller den unges alder. I praksis er det anbringelsesstedet, hvor barnet eller den unge bor,
der afholder udgifterne som led i driften. Lommepengene udbetales her kontant til børnene og de unge.
Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge
80.
Hvis en barn eller en ung, der er anbragt på en delvis lukket døgninstitution, delvis lukket afdeling på en
døgninstitution, sikret døgninstitution eller særlig sikret afdeling, begår grovere eller gentagne overtrædelser af
reglerne i en husorden kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om nedsættelse eller fratagelse af lommepenge
i en nærmere afgrænset periode. Denne afgørelse kan kun træffes af kommunalbestyrelsen og kan således ikke
træffes af lederen eller personalet på institutionen.
Der kan alene træffes afgørelse om nedsættelse i eller fratagelse af lommepenge ved grovere eller gentagne
overtrædelser af de regler, som lederen af institutionen har pligt til at fastsætte i en husorden efter § 2 i
voksenansvarsbekendtgørelsen. Det betyder, at overtrædelse af eventuelt øvrige husordensregler, som ikke er
obligatorisk fastsat efter bekendtgørelsen, ikke kan medføre træk i lommepenge. Nedsættelsen eller fratagelsen af
41
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0042.png
lommepenge skal altid ske på baggrund af en konkret vurdering af grovheden af den udviste adfærd og barnets
eller den unges individuelle forhold.
Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge vil ikke kunne ske, hvis særlige forhold, herunder hensynet til barnets
tarv, taler imod. Det kan f.eks. være at barnets eller den unges alder, modenhed samt psykiske og fysiske
funktionsevne gør, at det vil være urimeligt eller nedværdigende at nedsætte eller fratage den pågældendes
lommepenge. Det vil f.eks. kunne tale imod træk af lommepenge, hvis et barn eller en ung har en betydelig nedsat
kognitiv funktionsevne, der gør, at han/hun ikke er i stand til at forstå reglerne i husordenen eller ikke er i stand til
at korrigere sin adfærd efter reglerne.
Kommunalbestyrelsens adgang til at nedsætte eller fratage lommepenge skal i det væsentlige administreres efter
samme principper som modregning ved erstatningsansvar. Det betyder, at barnet eller den unge ikke må forhindres
i at få hensigtsmæssig beklædning eller dækket visse personlige fornødenheder eller i at lære at administrere egne
penge. Det vil således ikke være muligt at fratage børnenes eller de unges samlede tøjpenge og lommepenge i en
længere periode, men det vil være muligt at nedsætte beløbet eller fratage hele beløbet i en kortere periode.
Afgørelsen om nedsættelse i eller fratagelse af lommepenge træffes af den anbringende kommune. Da der er tale
om en afgørelse vil forvaltningslovens almindelige regler om partsaktindsigt, partshøring, begrundelse og
klagevejledning mv. vil finde anvendelse i sådanne sager.
Gentagne eller grovere overtrædelse af reglerne i en husorden
81.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om nedsættelse i eller fratagelsen af lommepenge kan som udgangspunkt kun
ske, hvis der er tale om grove eller gentagne overtrædelser af de regler i husordenen, som er begrundet i ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn. Det vil f.eks. være, hvis et barn eller en ung har indtaget euforiserende stoffer på
døgninstitutionen eller gentagne gange har brudt reglerne for god adfærd på fællesarealer i en sådan grad, at det
går ud over trygheden for de øvrige anbragte børn og unge.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om nedsættelse i eller fratagelse af lommepenge vil altid skulle ske efter en konkret
vurdering af grovheden af den udviste adfærd og barnets eller den unges individuelle forhold. Desuden vil afgørelsen
altid skulle administreres under iagttagelse af mindsteindgrebsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. § 7 i
voksenansvarsloven. Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge bør således kun ske, når det ikke er tilstrækkeligt
med mindre indgribende tiltag, herunder passende reaktioner, efter voksenansvarslovens § 4, stk. 4. Der henvises
her til vejledningens kapitel 8, punkt xx.
Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge må heller ikke stå alene og skal derfor knyttes sammen med en
pædagogisk samtale med barnet eller den unge om, hvordan ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn er blevet brudt,
og hvordan den barnet eller den unge kan rette op på det fremover.
Nedsættelse eller fratagelse af lommepenge kan kun ske i en begrænset periode. Ved afgørelse om hvor lang en
periode, nedsættelse eller fratagelse af lommepenge skal strække sig over, skal proportionalitetsprincippet også
iagttages.
Kapitel
108
Anvendelse af rusmiddeltest
Voksenansvarsloven
§ 5.
Personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service kan anvende en
rusmiddeltest, når et barn eller en ung har et misbrug eller der er konkrete grunde til at antage, at barnet eller
den unge har indtaget rusmidler. Barnet eller den unge skal forinden have afgivet et generelt samtykke til
42
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0043.png
anvendelse af rusmiddeltest. For børn under 12 år skal forældremyndighedsindehaveren have afgivet et
generelt samtykke til, at barnet i konkrete situationer kan samtykke til at aflægge en rusmiddeltest.
Stk. 2.
Barnet, den unge og forældremyndighedsindehaveren skal informeres om reglerne for aflæggelse af
rusmiddeltest forud for afgivelse af generelt samtykke til anvendelse af rusmiddeltest.
Stk. 3.
Anvendelse af rusmiddeltest kan kun ske, når barnet eller den unge medvirker frivilligt til aflæggelsen
heraf.
Stk. 4.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af rusmiddeltest efter stk.
1-3, herunder om fremgangsmåden og om krav til indholdet af samtykket.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 3.
Forud for aflæggelse af en rusmiddeltest efter § 5 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, skal
barnet eller den unge have afgivet et generelt samtykke til anvendelse af en rusmiddeltest i en konkret
situation til anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder. For børn under 12 år skal samtykket afgives
af forældremyndighedsindehaveren
eller af den uledsagede mindreårig udlændings repræsentant, jf.
udlændingelovens § 56 a, stk. 1, jf. udlændingelovens § 62 n, stk. 3.
Stk. 2.
Samtykket skal være informeret, frivilligt og udtrykkeligt. Samtykket kan afgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3.
Samtykke efter stk. 1 afgives for en ubegrænset tidsperiode men kan altid tilbagekaldes af barnet eller
den unge samt af forældremyndighedsindehaveren til børn under 12 år, jf. lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge
jf. § 5, stk. 1. eller af den uledsagede mindreårig udlændinges repræsentant, jf.
udlændingelovens § 56 a, stk. 1, jf. udlændingelovens § 62 n, stk. 3.
Stk. 4.
Tilbagekaldelse af generelt samtykke skal ske udtrykkeligt til anbringelsesstedets leder eller i dennes
fravær det øvrige personale.
Stk. 5.
Forældremyndighedsindehaveren
og den uledsagede mindreårig udlændinges repræsentant, jf.
udlændingelovens § 56 a, stk. 1,
skal orienteres om de tilfælde, hvor der er anvendt en rusmiddeltest, herunder
om testens resultat. Den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold på
anbringelsesstedet, jf. §§ 9 og 9 a, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal
ligeledes orienteres med henblik på at sikre overensstemmelse med barnets eller den unges handleplan, efter §
140 i lov om social service.
Stk. 6.
Barnet eller den unge skal medvirke frivilligt til, at rusmiddeltesten aflægges i den konkrete situation.
Hvis barnet eller den unge afviser at medvirke til en rusmiddeltest i en konkret situation, kan rusmiddeltesten
ikke gennemføres.
Stk. 7.
Aflæggelse af rusmiddeltest skal altid ske efter almindelige sundhedsfaglige forskrifter.
De overordnede rammer
8251.
Anbragte børn og unge er i en yderst sårbar situation, når de bliver anbragt uden for hjemmet og påvirkes
af de omgivelser, de færdes i. Flere af dem har måske stiftet bekendtskab med rusmidler på anbringelsestidspunktet,
og enkelte har måske allerede et egentligt misbrug, når de bliver anbragt.
Anbringelsesstederne har pligt til at udvise omsorg og sikre tryghed for det anbragte barn eller den unge såvel som
for andre personer på anbringelsesstedet. Dette medfører, at der kan være et behov for at kontrollere, om barnet
eller den unge benytter sig af rusmidler, herunder fx hash. Først og fremmest af hensyn til den omsorgspligt
personalet skal løfte i forhold til det konkrete barn eller den unge, samt hensynet til de øvrige børn og unge på
anbringelsesstedet.
Det er vigtigt at sikre et godt og stabilt miljø på et anbringelsessted, hvor der ikke forekommer euforiserende stoffer
m.v.
43
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0044.png
Forud for enhver test bør personalet på anbringelsesstedet dog gøre sig klart, hvordan man vil forholde sig til et
evt. positivt resultat, herunder hvilke konsekvenser det evt. må få i forhold til den socialpædagogiske indsats over
for barnet eller den unge.
Et samtykke til en rusmiddeltest kan omvendt også støtte barnet eller den unge i at holde sig fra rusmidler under
henvisning til, at et evt. misbrug kan blive opdaget. Det er dog vigtigt, at barnet eller den unge ikke føler sig presset
til at samtykke til aflæggelse af en rusmiddeltest, hvilket betyder, at der stilles særlige krav til samtykket for at
beskytte barnets eller den unges personlige integritet, jf. nedenfor.
Anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
kan anvende rusmiddeltests i nærmere angivne
situationer, hvis barnet eller den unge har meddelt et generelt samtykke hertil, jf. lov om voksenansvar § 5, stk. 1.
Se nærmere herom under pkt. 52 nedenfor.
Ved nærmere angivne situationer forstås, at personalet kan anvende en rusmiddeltest, når et barn eller en ung har
et misbrug, eller der er konkrete grunde til at antage, at barnet eller den unge har indtaget rusmidler. Det er således
en betingelse for anvendelse af rusmiddeltest, at barnet eller den unge har et fastslået misbrug, eller der er konkrete
grunde til at antage, at et barn eller en ung har indtaget rusmidler.
Det kan fx være barnets eller den unges adfærd i den konkrete situation, der giver mistanke om rusmiddelpåvirkning.
Det bør også give anledning til mistanke, hvis et barn eller en ung generelt begynder at udvise en ændret adfærd
og fx begynder at omgås andre børn eller unge med et kendt misbrug, ofte tager ind i nærheden af et sted, som er
kendt for, at man kan købe stoffer der, eller hvis barnet eller den unge begynder at sælge ud af sine ejendele for
at finansiere et potentielt misbrug. Endelig kan kendskab til barnets eller den unges baggrund og årsag til
anbringelsen, herunder viden om eventuelt tidligere misbrug indgå i vurderingen.
Det er ikke muligt at anvende rusmiddeltests rutinemæssigt på anbringelsesstederne. Det må heller ikke få negative
konsekvenser for barnet eller den unge, at vedkommende ikke ønsker at samtykke generelt til rusmiddeltest, eller
at vedkommende nægter i en konkret situation, jf. nedenfor.
Anvendelse af rusmiddeltest kan kun ske, når barnet eller den unge medvirker frivilligt til aflæggelse heraf. Det skal
således altid være muligt for barnet eller den unge ved sine ord eller handling at modsætte sig aflæggelsen af en
konkret rusmiddeltest, uden at dette får negative konsekvenser for barnet eller den unge efterfølgende.
Endvidere vil det generelle samtykke efter stk. 1 altid kunne trækkes tilbage, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
2, stk. 3, jf. nedenfor.
Generelt samtykke
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 2.
Forud for aflæggelse af en rusmiddeltest efter § 5 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, skal
barnet eller den unge have afgivet et generelt samtykke til anvendelse af en rusmiddeltest i en konkret
situation til anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder. For børn under 12 år skal samtykket afgives
af forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 2. Samtykket skal være informeret, frivilligt og udtrykkeligt. Samtykket kan afgives mundtligt eller skriftligt.
Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 afgives for en ubegrænset tidsperiode men kan altid tilbagekaldes af barnet eller
den unge samt af forældremyndighedsindehaveren til børn under 12 år, jf. lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge, jf. § 5, stk. 1.
Stk. 4. Tilbagekaldelse af generelt samtykke skal ske udtrykkeligt til anbringelsesstedets leder eller i dennes
fravær det øvrige personale.
Stk. 5. Forældremyndighedsindehaveren skal orienteres om de tilfælde, hvor der er anvendt en rusmiddeltest,
herunder om testens resultat. Den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold på
anbringelsesstedet, jf. §§ 9 og 9 a, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal
ligeledes orienteres med henblik på at sikre overensstemmelse med barnets eller den unges handleplan, efter §
140 i lov om social service.
44
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0045.png
Stk. 6. Barnet eller den unge skal medvirke frivilligt til, at rusmiddeltesten aflægges i den konkrete situation.
Hvis barnet eller den unge afviser at medvirke til en rusmiddeltest i en konkret situation, kan rusmiddeltesten
ikke gennemføres.
Stk. 7. Aflæggelse af rusmiddeltest skal altid ske efter almindelige sundhedsfaglige forskrifter.
8352.
Barnet eller den unge skal forinden anvendelsen af rusmiddeltesten have afgivet et generelt samtykke til
aflæggelse heraf, jf. voksenansvarslovens § 5, stk. 1, 2. pkt. Samtykket afgives for en ubegrænset tidsperiode, men
vil altid kunne trækkes tilbage, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
32,
stk. 3.
Samtykket skal afgives til anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens
§
32,
stk. 1, 1. pkt.
For børn under 12 år
skal samtykket afgives af forældremyndighedsindehaveren, er det
forældremyndighedsindehaveren, der skal afgive samtykke,
jf. voksenansvarslovens § 5, stk. 1, og
voksenansvarsbekendtgørelsens §
32,
stk. 1, 2. pkt., jf. nedenfor,
eller af den uledsagede mindreårig udlændings
repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, jf. udlændingelovens § 62 n, stk. 3.
Samtykket skal være informeret, frivilligt og udtrykkeligt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
32,
stk. 2, 1. pkt.
Ved informeret samtykke forstås, at barnet, den unge,
eller
forældremyndighedsindehaveren
eller den uledsagede
mindreårig udlændings repræsentant
skal informeres grundigt om reglerne for aflæggelse forud for afgivelse af et
generelt samtykke til anvendelse af rusmiddeltest. Der skal således informeres om muligheden for at aflægge
rusmiddeltest, reglerne for afgivelse af samtykke samt om de praktiske forhold vedrørende gennemførelsen af en
sådan test.
Informationen skal være fyldestgørende, så barnet,
eller
den unge,
og
forældremyndighedsindehaveren
eller den
uledsagede mindreårig udlændings repræsentant
bliver bevidst om og på forhånd kan tage stilling til, hvad han eller
hun giver samtykke til, hvis der senere opstår behov for aflæggelse af en rusmiddeltest i en konkret situation.
Ved frivilligt forstås, at barnet eller den unge ikke må tvinges direkte eller indirekte til at samtykke. I den forbindelse
skal det nævnes, at det aldrig må få negative konsekvenser for barnet eller den unge, at vedkommende ikke vil
samtykke. Hverken generelt eller konkret.
Personalet kan således fx ikke beslutte, at vedkommende ikke må mødes med venner efter skoletid eller lign., hvis
vedkommende ikke afgiver samtykke.
Ved udtrykkeligt forstås, at der ikke må opstå tvivl om, hvorvidt der er givet et egentligt samtykke. Samtykket kan
være mundtligt eller skriftligt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
32,
stk. 2. Dog er et skriftligt samtykke nemmere
at bevise efterfølgende, men det er op til det enkelte anbringelsessted at beslutte, hvordan man håndterer og sikrer
samtykkeproceduren på stedet.
Information om de generelle regler for rusmiddeltest vil med fordel kunne indgå som led i den generelle information
om relevante regler for anbringelsen, herunder fx anbringelsesstedets eventuelle husorden, som gives til barnet
eller den unge og forældremyndighedsindehaveren i forbindelse med anbringelsen.
For børn under 12 år skal forældremyndighedsindehaveren
eller den uledsagede mindreårig udlændings
repræsentant
have afgivet et generelt samtykke til, at barnet eller den unge kan aflægge en rusmiddeltest i en
konkret situation, jf. voksenansvarslovens § 5, stk. 1.
Forældremyndighedsindehaverens
eller den uledsagede mindreårig udlændings repræsentants
samtykke kan med
fordel indhentes i forbindelse med anbringelsen, men også undervejs i anbringelsesforløbet kan der indhentes
45
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0046.png
samtykke, hvis dette ikke tidligere er afgivet, og det efterfølgende vurderes, at der kan opstå behov for at kunne
anvende en rusmiddeltest.
Det generelle samtykke er kun gældende på det konkrete anbringelsessted. Hvis barnet eller den unge anbringes
på et andet sted, skal der indhentes et nyt generelt samtykke.
Samtykke til aflæggelse af rusmiddeltest i en konkret situation samt orientering af
forældremyndighedsindehaveren
8453.
Når der opstår en konkret situation, hvor anbringelsesstedets personale vurderer, at betingelserne for at
aflægge en rusmiddeltest er opfyldt, skal barnet eller den unge medvirke frivilligt til, at testen foretages.
Testen må ikke foretages ved tvang, hvis barnet eller den unge modsætter sig, jf. bekendtgørelsens §
32,
stk. 6.
Dette gælder uagtet, at der er afgivet et generelt samtykke. Hvis barnet eller den unge nægter og modsætter sig
aflæggelse af en test, må personalet respektere dette. Dette gælder uanset om det sker ved ord eller handling.,
Forældremyndighedsindehaveren til et barn eller en ung
eller den uledsagede mindreårig udlændings repræsentant
skal altid orienteres om, at der er anvendt en rusmiddeltest i en konkret situation, herunder om testens resultat, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens §
32,
stk. 5.
Det samme skal barnet eller den unges handlekommune, jf. §§ 9 og 9 a, i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område. Det er vigtigt, at handlekommunen løbende sikrer, at der er overensstemmelse mellem de
faktiske forhold omkring barnet og den unge samt handleplanen efter servicelovens § 140.
Orientering til forældremyndighedsindehaveren samt handlekommunen kan ske mundtligt.
Tilbagekaldelse af generelt samtykke
8554.
Et generelt samtykke til anvendelse af rusmiddeltest kan altid tilbagekaldes.
I situationer, hvor det generelle samtykke er trukket tilbage, vil betingelserne for at anvende rusmiddeltest ikke
længere være opfyldt.
Tilbagekaldelsen skal ske udtrykkeligt over for anbringelsesstedets leder eller i dennes fravær det øvrige
personale, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
32,
stk. 4. Tilbagekaldelsen kan ske mundtligt eller skriftligt.
Der kan efter omstændighederne være tvivl om, hvorvidt barnets eller den unges adfærd m.v. skal forstås
således, at barnet eller den unge har trukket sit generelle samtykke tilbage, eller om barnet eller den unge blot
ønsker at modsætte sig en konkret rusmiddeltest. I sådanne situationer vil der ikke kunne gennemføres en
rusmiddeltest, og der vil – når barnet eller den unge ikke længere vurderes at være påvirket af euforiserende
stoffer – skulle gennemføres en samtale med barnet eller den unge om, hvorvidt barnet eller den unge ønsker at
trække sit generelle samtykke tilbage.
Særlige krav til anvendelsen af rusmiddeltest
8655.
Anvendelse
af
en
rusmiddeltest
voksenansvarsbekendtgørelsens §
32,
stk. 7.
skal
altid
ske
efter
sundhedsfaglige
forskrifter,
jf.
For information vedrørende misbrug mv. kan der henvises til stofinfo.sst.dk. På Sundhed.dk er der ligeledes en
beskrivelse af forhold omkring rusmiddeltests.
Anvendelsen af testen skal ligeledes ske under ordnede forhold, hvor barnet eller den unge ikke krænkes. Hvis der
fx anvendes en urintest, skal barnet eller den unge kunne aflægge denne på et toilet i fred og ro, hvor vedkommende
ikke bliver forstyrret og udstillet.
46
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0047.png
Der er ikke krav om, at anbringelsesstederne skal anvende en bestemt type test, men det forudsættes, at der
udelukkende må anvendes rusmiddeltests, der er godkendt til formålet.
En række af de tests, der kan anvendes, er meget følsomme. Det betyder, at hvis der blot er den mindste smule af
et stof, der ligner et rusmiddel, vil testen blive positiv. Der er endvidere stor forskel på, hvor længe forskellige stoffer
kan spores i urinen.
Et falsk positivt testresultat er problematisk, når testen anvendes i et pædagogisk øjemed, for der er risiko for, at
man mistror en ung, som reelt ikke har indtaget rusmidler for nyligt. Dette er således vigtigt at have for øje, når
personalet anmoder barnet eller den unge om at aflægge en test i en konkret situation.
Kapitel
119
Fysisk guidning
Voksenansvarsloven
§ 6.
Personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service og
kommunale
specialiserede
plejefamilier, der er godkendt
som generelt egnede
efter § 66, stk. 1, nr.
32,
jf. § 66
a,
stk.
21,
nr. 1,
i lov om social service, kan fysisk guide et barn eller en ung.
Stk. 2.
Det er en betingelse for fysisk guidning efter stk. 1, at det vurderes at være nødvendigt af hensyn til
anbringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg efter § 3 eller af hensyn til tryghed og trivsel på
anbringelsesstedet i tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udøver chikane over for de øvrige
anbragte børn og unge, personalet, den kommunale plejefamilie eller andre, der opholder sig på
anbringelsesstedet.
Generelt
8756.
Personalet på
opholdssteder og døgninstitutioner samt specialiserede plejefamilier anbringelsessteder efter
servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, samt kommunale plejefamilier, der er godkendt som generelt egnede,
kan
fysisk guide et barn eller en ung, jf. voksenansvarslovens § 6.
Ligeledes kan Ppersonalet,
der udfører pædagogisk
arbejde eller undervisning på interne skoler på anbringelsessteder efter
servicelovens
§ 66, stk. 1, nr.
65
og
76, i
serviceloven,
er tillige omfattet af bestemmelsen om fysisk guidning.
Fysisk guidning er ikke magtanvendelse. Ved fysisk guidning forstås, at man ved fysisk kontakt med barnet eller
den unge angiver, fx ved at lægge en hånd på skulderen, at barnet eller den unge fx skal følge med eller standse.
Det kan især over for mindre børn under skolealderen eller over for børn og unge med funktionsnedsættelser være
nødvendigt som led i det pædagogiske arbejde at anvende fysisk guidning i større udstrækning for at undgå, at
barnets sundhed og udvikling lider skade.
I den fysiske guidning ligger også, at man kortvarigt kan fastholde barnet eller den unge. Begrebet kortvarigt retter
sig mod varigheden af selve guidningen fra personalets eller de
specialiserede kommunale
plejefamiliers side og
ikke mod den situation, som barnet eller den unge fjernes fra. Det er ikke muligt at definere en øvre tidsgrænse for,
hvad der anses som kortvarigt. Det vil bero på en individuel vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder
barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, jf.
voksenansvarslovens § 7. Det vil fx falde inden for bestemmelsens anvendelse kortvarigt at fastholde et mindre
barn, den tid det tager at børste barnets tænder eller hjælpe barnet i tøjet.
I den fysiske guidning er det også muligt at bortvise barnet eller den unge fra fællesskabet. Ved bortvisning forstås,
at barnet eller den unge vises bort fra en situation, før den eskalerer yderligere. Det kan fx ske ved, at man kortvarigt
lægger en arm om skulderen på barnet eller den unge og på den måde får barnet eller den unge til at følge med
væk fra episoden. Barnet eller den unge kan dog ikke bortvises fra selve anbringelsesstedet, men man kan fx sende
barnet ind på sit værelse og evt. følge vedkommende derind.
47
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0048.png
Brug af fysisk guidning som led i det pædagogiske arbejde kan bl.a. være relevant i situationer, hvor der er
uoverensstemmelse mellem barnets eller den unges ageren og ønsker og den
specialiserede kommunale
plejefamilies eller personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den pågældende i en konkret situation.
Det kan fx være tilfældet, hvis et barn eller en ung er ved at fremprovokere eller optrappe en konflikt med andre
anbragte børn og unge, den
specialiseredekommunale
plejefamilie eller personalet på anbringelsesstedet, og den
specialiserede kommunale
plejefamilie eller personalet vurderer, at barnet eller den unge har brug for komme væk
fra situationen og falde lidt til ro. I et sådan tilfælde vil den
specialiseredekommunale
plejefamilie eller personalet
kunne vise barnet eller den unge, der provokerer, bort fra situationen af hensyn til den pågældende selv og de
andre børn og unge for at undgå, at konflikten eskalerer.
Betingelser for at anvende fysisk guidning
8857.
Anvendelse af fysisk guidning efter voksenansvarslovens § 6 kan ske, når det vurderes at være nødvendigt
af hensyn til anbringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg efter voksenansvarslovens § 3, eller af
hensyn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet i tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udøver chikane
over for de øvrige anbragte børn og unge, personalet, den
specialiseredekommunale
plejefamilie eller andre, der
opholder sig på anbringelsesstedet.
Ved betingelsen om at anvendelse af fysisk guidning skal være nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets ansvar
for at varetage den daglige omsorg, forstås, at
specialiseredekommunale
plejefamilier eller personale kan gribe ind
over for barnet eller den unge som led i varetagelsen af den daglige omsorg over for det enkelte barn eller en ung,
jf. voksenansvarslovens § 3.
Det vil fx falde inden for bestemmelsens anvendelse kortvarigt at fastholde et mindre barn for at få iklædt barnet
en flyverdragt, inden det skal ud i vintervejret. Det vil imidlertid ikke være tilladt at udføre den samme handling
over for en normaludviklet 17-årig, da der er tale om et næsten voksent individ, der selv vil kunne forstå
konsekvenserne af at gå uden for i for lidt tøj.
Beskyttelseshensynet og adgangen til at gribe ind for at varetage den daglige omsorg vil således typisk være større,
jo yngre et barn der er tale om.
Ved betingelsen om at anvendelse af fysisk guidning skal være nødvendigt af hensyn til tryghed og trivsel på
anbringelsesstedet, forstås, at personale og
specialiseredekommunale
plejefamilier kan gribe ind i tilfælde, hvor et
barn eller en ung generer eller udøver chikane over for de øvrige anbragte børn og unge, personalet eller den
kommunalespecialiserede
plejefamilie.
Det kan således være nødvendigt at gribe ind og foretage mindre begrænsninger over for et enkelt barn eller en
ung af hensyn til de øvrige børn og unge, som er en del af fælleskabet på anbringelsesstedet, og hvis rettigheder
og grænser også skal respekteres.
Der kan
f.eks.fx
være tale om tilfælde, hvor et barn eller en ung under et måltid opfører sig provokerende over for
de andre børn og unge, personalet eller den
specialiseredekommunale
plejefamilie verbalt eller ved at kaste med
maden eller sætte benene op på bordet. Her vil barnet eller den unge kunne blive bedt om at forlade spisesituationen
og eventuelt med en hjælpende hånd på skulderen følges væk derfra, indtil den pågældende er faldet til ro og kan
vende tilbage til fællesskabet.
Tilsvarende situationer vil kunne opstå i forbindelse med bl.a. sports- eller andre fællesaktiviteter. Hvis et anbragt
barn eller en ung fx bliver ved med at være for voldsom og tackle de andre, vil vedkommende kunne blive bedt om
at tage en time-out på 5 minutter på bænken og eventuelt fysisk følges derhen.
Anvendelse af fysisk guidning skal ikke registreres og indberettes. Det vil imidlertid være naturligt, at personalet
eller den
specialiseredekommunale
plejefamilie løbende reflekterer over tilbuddets pædagogiske praksis og
anvendelsen af magt og fysisk guidning. Det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted,
fører som led heri tilsyn med bl.a. brugen af fysisk guidning. Se nærmere herom under pkt. 59.
Grænsefladen mellem fysisk guidning og magtanvendelse
48
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0049.png
8958.
Der er kun tale om fysisk guidning, så længe barnet eller den unge ikke gør fysisk modstand mod fx at blive
ført et andet sted hen, dvs. at barnet eller den unge følger med uden at gøre modstand. Gør barnet eller den unge
fysisk modstand mod den fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal gøre, skal
den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre, medmindre situationens karakter ændrer sig, så der opstår fare for barnet
eller den unge selv, andre børn og unge eller personalet. I sådanne tilfælde vil der kunne anvendes fysisk magt
efter voksenansvarslovens § 9, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Det kan fx være tilfældet, hvis barnet eller den unge pludselig bliver meget vred og reagerer med vold eller fysiske
trusler mod personalet eller andre børn og unge, når personalet forsøger at få vedkommende væk fra en konfliktfyldt
situation. Det kan også være tilfældet, hvis et barn eller en ung chikanerer et andet barn eller ung og i en sådan
grad, at vedkommende fremprovokerer en konflikt, hvor de to kommer op og toppes, og der er optakt til et regulært
slagsmål. I så fald vil det være nødvendigt, at personalet anvender fysisk magt for at få parterne skilt ad. Se
nærmere om fysisk magtanvendelse under kapitel 142.
Tilsvarende kan der være situationer, hvor en konflikt udvikler sig, så det bliver nødvendigt at afværge, at barnet
eller den unge ødelægger eller beskadiger ting i et ikke uvæsentligt omfang. Det kan fx være, hvis et barn eller en
ung bliver bedt om gå ind på sit værelse og falde til ro, fordi vedkommende generer de andre børn under
aftensmaden, og barnet så i et pludseligt raserianfald kaster med anbringelsesstedets service. I et sådan tilfælde
kan det efter omstændighederne være nødvendigt, at personalet fører barnet eller den unge væk fra situationen,
jf. voksenansvarslovens § 8 om afværgehjælp. Se nærmere om afværgehjælp under kapitel 131.
Hvis anvendelse af fysisk guidning i en konkret situation udvikler sig til en situation, hvor det er nødvendigt at
anvende afværgehjælp eller fysisk magt efter lovens §§ 8 og 9, skal episoden registreres og indberettes efter
bestemmelserne i voksenansvarslovens § 21.
Særligt omkring tilsyn
9059.
Det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted, jf. § 2 i lov om socialtilsyn, fører
som led heri tilsyn med anbringelsesstedets anvendelse af reglerne i voksenansvarsloven, herunder også om brugen
af fysisk guidning.
Kapitel
1210
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
Voksenansvarsloven
§ 7.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, i lov
om social service må kun ske undtagelsesvis og må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats.
Stk. 2.
Forud for enhver form for magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal
plejefamilien eller personalet afsøge alle muligheder for at opnå barnets eller den unges frivillige medvirken til
en nødvendig foranstaltning.
Stk. 3.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal stå i rimeligt forhold til det, der søges
opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Stk. 4.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal udøves så skånsomt og kortvarigt, som
omstændighederne tillader, og med størst mulig hensyntagen til barnets eller den unges personlige integritet.
Der skal endvidere i magtanvendelsen eller indgrebet tages hensyn til andre tilstedeværende, således at der
ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Fiksering og ydmygende, hånende eller anden nedværdigende
behandling er ikke tilladt.
Generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
49
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0050.png
9160.
Reglerne om magtanvendelse bygger på en række generelle principper, som fremgår af voksenansvarslovens
§ 7.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten må kun anvendes undtagelsesvist og må aldrig erstatte
omsorg og en socialpædagogisk indsats.
Udgangspunktet er som hovedregel, at der ikke skal anvendes magt over
for anbragte børn og unge. Anvendelse af magt kan dog være påkrævet for at sikre anbragte børns og unges ret til
omsorg, hensynet til personalet, andre anbragte børn og unge eller ting.
Børn og unge under 18 år har ret til medinddragelse, medbestemmelse og selvbestemmelse. Det er derfor helt
centralt, at barnets eller den unges synspunkter altid inddrages i tilrettelæggelsen af den nødvendige indsats i
overensstemmelse med barnets eller den unges alder, funktionsevne og modenhed, og at såvel den konkrete
tilrettelæggelse som gennemførelsen af de nødvendige foranstaltninger så vidt muligt sker i dialog med barnet eller
den unge.
I den daglige omsorg for barnet eller den unge kan der dog opstå situationer, hvor der er uoverensstemmelse
mellem barnets eller den unges ønsker og plejefamiliens eller personalets faglige vurdering af, hvad der er det
bedste for den pågældende. I sådanne situationer skal der altid ske en afvejning af barnets og den unges ret til
med- og selvbestemmelse over for barnets eller den unges ret til omsorg og det voksenansvar, som personalet eller
plejefamilien skal udøve.
Udgangspunktet er som hovedregel, at der ikke skal anvendes magt over for anbragte børn og unge. Anvendelse
af magt kan dog være påkrævet for at sikre anbragte børns og unges ret til omsorg, hensynet til personalet, andre
anbragte børn og unge eller ting.
Indgrebsmulighederne i loven beskriver således, i hvilke situationer der undtagelsesvist må anvendes magt og
foretages indgreb i selvbestemmelsesretten i form af udøvelse af voksenansvaret for barnet eller den unge.
Magt må ikke anvendes forebyggende eller rutinemæssigt, fx i tilfælde hvor et barn eller en ung tidligere har udvist
en adfærd, hvor det var nødvendigt at foretage et indgreb. Det bør i stedet tilstræbes at afdække årsagerne til
barnets eller den unges adfærdsmønstre, der ledte op til magtanvendelsen, og søge at undgå situationer, hvor
behovet for magtanvendelse kan opstå, fx ved at ændre på rutiner og tilgange til barnet eller den unge.
Magt kan
således kun anvendes som en sidste udvej i forsøget på at hjælpe et barn eller en ung, efter alle øvrige pædagogiske
muligheder er udtømt,
og optræk til konflikter skal altid forsøges afværget ved brug af socialpædagogiske metoder..
I den forbindelse skal anbringelsesstederne altid følge op på eventuelle magtanvendelser med henblik på løbende
læring og forbedring af indsatsen.
Optræk til konflikter skal altid forsøges afværget ved brug af socialpædagogiske metoder.
Magt kan således kun
anvendes som en sidste udvej i forsøget på at hjælpe et barn eller en ung, efter alle øvrige pædagogiske muligheder
er udtømt.
Anbringelsesstederne skal i den forbindelse altid søge at arbejde ud fra en pædagogisk tilgang, der forebygger
magtanvendelser, så de så vidt mulig undgås, samt følge op på eventuelle magtanvendelser med henblik på løbende
læring og forbedring af indsatsen.
Det fremgår af voksenansvarslovens § 7, stk. 2, at personalet eller
den specialiserede
plejefamilien forud for enhver
form for magtanvendelse og andre indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret skal afsøge alle
muligheder for at opnå barnets eller den unges frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.
Anbringelsesstedet skal således altid først forsøge gennem dialog og pædagogiske virkemidler at få barnet eller den
unge til frivilligt at samarbejde om en påkrævet indsats. Det kan fx ske ved, at man forsøger at forklare
vedkommende, hvorfor der er behov for at iværksætte den aktuelle indsats, og hvad den nærmere indebærer,
herunder hvorfor det er nødvendigt med den pågældendes medvirken. Der skal i den forbindelse altid tages hensyn
til barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne.
92.
I henhold til voksenansvarslovens § 7, stk. 3, skal magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
endvidere altid stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Herved forstås, at hvis mindre foranstaltninger er
50
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0051.png
tilstrækkelige, skal disse anvendes. Bestemmelsen er et udtryk for, at enhver magtanvendelse skal ske under
iagttagelse af det såkaldte proportionalitetsprincip.
Ved anvendelse af enhver form for magt og indgreb skal der tages højde for de konkrete omstændigheder, og der
skal foretages en konkret afvejning og vægtning af hensynet til det omhandlende barns eller den unges rettigheder,
der gøres indgreb i og nødvendigheden og forholdsmæssigheden af de hensyn, der begrunder indgrebet.
Den anvendte magt skal stå mål med det formål, der ligger bag indgrebet i barnets eller den unges rettigheder. Der
skal løbende foretages en vurdering af, om betingelserne for et iværksat indgreb fortsat er til stede. Når det ikke
længere er tilfældet, skal indgrebet straks bringes til ophør.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal udøves så skånsomt og kortvarigt, som
omstændighederne tillader, og med størst mulig hensyntagen til barnet eller den unges personlige integritet.
Personalet eller den kommunale plejefamilie skal også tage hensyn til andre tilstedeværende på anbringelsesstedet,
så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe for andre, jf. voksenansvarslovens § 7, stk. 4. Dette kan være
særligt vigtigt, hvis der på anbringelsesstedet er børn og unge, der er særligt sensitive og følsomme over for
konfliktfyldte situationer.
Forbud mod nedværdigende og hånende behandling mv.
9361.
Fiksering og ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling er ikke tilladt, jf
voksenansvarslovens § 4. Ved fiksering forstås anvendelse af mekanisk tvangsmiddel i form af bælte, håndremme,
fodremme eller livsstykke samt anden form for mekanisk fastspænding.
Brug af magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten er ikke tilladt i straffe- eller
behandlingsøjemed. Det betyder, at man ikke må anvende magt med det formål at straffe et barn eller en ung. Det
betyder også, at man ikke med magt kan tvinge et barn eller en ung til at deltage i pædagogiske eller andre
behandlingsmæssige tiltag. Magt kan således kun anvendes, når de særskilte kriterier i medfør af bestemmelser i
loven er til stede.
Ved personlig integritet forstås, at børn og unge skal beskyttes mod indgreb i den fysiske integritet i form af
f.eks.fx
udnyttelse, ydmygelse og krænkelse. Børn og unge skal endvidere behandles med respekt for deres person,
herunder beskyttes mod følelsesmæssige overgreb og offentlig udlevering.
Der skal tages højde for evt. andre tilstedeværendes overværelse af episoden. Dette skyldes hensynet til det
omhandlede barn eller unge, så magtanvendelsen ikke krænker den pågældende unødigt og får karakter af
ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling.
Ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling er karakteriseret ved, at nogen tilsigtet eller utilsigtet nedgør
et barn eller en ung i vedkommendes egne og eventuelt også andres øjne. Ydmygelsen forøges endvidere, hvis den
finder sted i offentligheden og dermed potentielt overværes af andre.
Som eksempler på ydmygende, hånende eller nedværdigende behandling kan nævnes at omtale barnet eller den
unge eller deres forældre i negative vendinger i barnets eller den unges samt eventuel andres påhør, at gøre grin
med et barn eller en ung over for andre, at undlade at gribe ind og påtale, at andre gør grin med barnet eller den
unge, at vedvarende kommentere og korrigere eller konsekvent behandle eller omgås et barn eller en ung negativt.
Opremsningen er ikke udtømmende, men blot eksempler herpå.
Der eksisterer ligeledes et hensyn til de andre anbragte børn og unge på anbringelsesstedet, for hvem overværelsen
af magtanvendelse kan være en voldsom oplevelse. Det kan fx være, at der blandt de øvrige anbragte kan være
børn og unge, der er anbragt pga. omsorgsvigt i form af vold i hjemmet. I så fald skal personalet eller den
kommunale plejefamilie være opmærksomme på, hvorledes en given situation påvirker andre, herunder børn og
unge der er særligt sårbare.
51
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0052.png
Kapitel
1311
Afværgehjælp
Voksenansvarsloven
§ 8.
Personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service og
kommunale
specialiserede
plejefamilier, der er godkendt som generelt egnede efter § 66, stk. 1, nr.
32,
jf. § 66, stk.
21, nr.
1,
i lov om social service, kan kortvarigt fastholde eller føre et barn eller en ung væk fra en situation, når det er
nødvendigt for at afværge, at barnet eller den unge ødelægger eller beskadiger ting i et ikke ubetydeligt
omfang.
Generelt
9462.
Det hænder, at der på et anbringelsessted opstår situationer, hvor et anbragt barn eller ung i fx et anfald af
raseri ødelægger egne eller andres ting. I langt de fleste tilfælde vil barnet eller den unge kunne tales fra den
pågældende handling og på denne måde forhindres den forestående tingsskade. Men der kan opstå situationer,
hvor barnet eller den unge i den konkrete situation ikke kan nås med dialog og pædagogiske tiltag.
Når det er nødvendigt for at afværge, at barnet eller den unge ødelægger eller beskadiger egne eller andres
genstande i et ikke ubetydeligt omfang, kan Ppersonalet
på
opholdssteder og døgninstitutioner anbringelsessteder
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6,
samt
kommunalespecialiserede
plejefamilier,
der er godkendt som
generelt egnede, efter servicelovens § 66, stk. 1 nr. 2, jf. § 66 a, stk. 1, nr. 1, kan derfor
kortvarigt fastholde eller
føre et barn eller en ung væk fra
en
situationen.,
når det er nødvendigt for at afværge, at barnet eller den unge
ødelægger eller beskadiger egne eller andres genstande i et ikke ubetydeligt omfang, jf. voksenansvarslovens § 8.
BestemmelsenVoksenansvarslovens § 8
omfatter også personale på evt. interne skoler på anbringelsesstederne, jf.
voksenansvarslovens § 2, stk. 4.
Formålet med bestemmelsen er først og fremmest at hindre, at barnet eller den unge ødelægger eller beskadiger
egne eller andres ting i ikke ubetydeligt omfang og eventuelt pådrager sig et stort erstatningskrav eller får forårsaget
skade på noget af høj affektionsværdi enten for dem selv eller for andre. Begrebet afværgehjælp dækker således
over adgangen til at afværge materielle skader i et ikke ubetydeligt omfang.
Afværgehjælp kan være relevant i en situation, hvor et barn i et anfald af raseri fx er ved at ødelægge fjernsynet i
opholdsstuen på anbringelsesstedet, men kan også være relevant i en situation, hvor barnet eller den unge i et
raserianfald kaster med anbringelsesstedets service. Gentagen eller omfattende ødelæggelse af ting af mindre
værdi, fx billige drikkeglas, er også omfattet af bestemmelsen.
Afværgehjælp vil desuden kunne anvendes for at afværge tingskade, allerede før en ting ødelægges. Det afgørende
er, at der foreligger en reel fare og risiko for, at barnet eller den unge vil foretage gentagen ødelæggelse eller
beskadigelse af en eller flere ting af en ikke ubetydelig materiel eller affektionsmæssig værdi.
Årsager der kan begrunde afværgehjælp
9563.
Det er en betingelse for at kunne anvende afværgehjælp efter voksenansvarslovens § 8, at det er nødvendigt
for at afværge en skade på en genstand. Der skal således foretages en konkret vurdering af, om der foreligger en
reel fare for, at barnet eller den unge vil ødelægge eller beskadige den pågældende genstand. Det er herudover en
betingelse for anvendelse af afværgehjælp, at barnet eller den unge vil påføre en skade på en materiel genstand i
et ikke ubetydeligt omfang. Ikke ubetydeligt omfang dækker både over genstande af høj økonomisk værdi, af
affektionsmæssig værdi samt over gentagen eller omfattende ødelæggelse af genstande, der ikke nødvendigvis er
af hverken høj økonomisk eller affektionsmæssig værdi.
52
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0053.png
Det antages, at ”skade på en genstand” også omfatter skade på dyr. I strafferetlige sammenhænge (hærværk) og
erstatningsretlige sammenhænge anses dyr for at være ”ting”. Der kan således anvendes afværgehjælp efter § 8 i
voksenansvarsloven, hvis et barn eller en ung er voldsom mod fx institutionens kæledyr.
Kortvarig fastholdelse og føren
9664.
.
Ved kortvarig fastholdelse og føren af et barn eller en ung forstås, at barnet eller den unge fysisk kan
fastholdes kortvarigt eller føres væk fra situationen, når de ovenstående betingelser er opfyldt. Der henvises i den
forbindelse til kapitel 142 om fysisk magtanvendelse for yderligere beskrivelse af mulighederne for indgreb i form
af fastholdelse og føren. Det skal i den forbindelse dog bemærkes, at den fysiske fastholdelse, der kan foretages i
forbindelse med afværgehjælp, kun kan være af kortvarig karakter, idet der alene er tale om ødelæggelse af
materielle genstande i modsætning til fysisk magtanvendelse efter § 9, hvor der er tale om, at barnet eller den unge
udviser en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og unge, personalet eller
andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.
Ved kortvarig fastholdelse forstås således, at man kortvarigt tager fat i eller holder fast om barnet eller den unge
for at markere, at den uønskede adfærd skal bringes til ophør.
Begrebet kortvarigt retter sig derfor mod varigheden af selve indgrebet fra personalets eller de kommunale
plejefamiliers side og ikke mod den situation, som barnet eller den unge fjernes fra. Det er ikke muligt at definere
en øvre tidsgrænse for, hvad der anses som kortvarigt. Det vil bero på en individuel vurdering af de konkrete
omstændigheder, herunder til barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne samt under iagttagelse af
proportionalitetsprincippet.
Hvis barnet eller den unge undervejs i en kortvarig fastholdelse begynder at gøre markant fysisk modstand, vil
barnet eller den unge kun kunne fastholdes og føres til et andet opholdsrum, hvis betingelserne for fysisk
magtanvendelse i øvrigt er opfyldt, jf. voksenansvarslovens § 9. Ved markant forstås, at indgrebet kan udvikle sig
til en situation, hvor der kan opstå et egentligt håndgemæng mellem personalet og barnet eller den unge.
Ved føren væk fra en situation forstås, at barnet eller den unge fjernes fra den konkrete situation, så den
igangværende handling øjeblikkeligt afbrydes. Det vil afhænge af en konkret vurdering, hvor barnet eller den unge
skal føres hen for at afbryde den igangværende handling, men typisk kan vedkommende føres ind på sit værelse
eller til et andet opholdsrum.
Afværgehjælpen skal foretage så skånsomt som muligt og under iagttagelse af de generelle principper for
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i voksenansvarslovens § 7. Indgrebet må ikke være
mere indgribende end nødvendigt. Hvis det er muligt at hindre skaden på en mindre indgribende måde, fx ved at
tale barnet eller den unge fra det, er der således ikke adgang til at anvende afværgehjælp.
I de tilfælde, hvor de
kommunalespecialiserede
plejefamilier eller personalet på anbringelsesstedet anvender
afværgehjælp, skal der ske registrering og indberetning af episoden.
Proceduren for registrering og indberetning er
beskrevet i vejledningens kapitel xx. til barnets eller den unges handlekommune samt til socialtilsynet efter
bestemmelserne i voksenansvarslovens § 21. I den forbindelse skal forældremyndighedsindehaveren ligeledes
orienteres om episoden, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens 22, stk. 3.
Kapitel
1412
Fysisk magtanvendelse
Voksenansvarsloven
§ 9.
Personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service kan fastholde eller
føre et barn eller en ung til et andet opholdsrum,
når barnet eller den unge udviser en adfærd, der er til fare
for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og unge, personalet eller andre, der opholder sig på
anbringelsesstedet.
.
53
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0054.png
Stk. 2.
Det er en betingelse for fysisk magtanvendelse efter stk. 1, at barnet eller den unge udviser en adfærd,
herunder vedvarende chikane, der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og unge,
personalet, eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.
Stk. 3.
Personalet på delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service, kan ud over de i
stk. 2 nævnte tilfælde anvende fysisk magt efter stk. 1, når barnet eller den unge overtræder regler i en
husorden fastsat efter § 4, stk. 2, og magtanvendelsen er nødvendig for at bringe overtrædelsen til ophør.
De overordnede rammer
9765.
Det er vigtigt, at personalet på opholdssteder og døgninstitutioner har – og anvender – de nødvendige
redskaber, som kan hjælpe det anbragte barn eller den anbragte unge tilbage på sporet, når barnet eller den unge
handler i strid med rammerne for opholdet på anbringelsesstedet. Det betyder bl.a., at personalet i nogle tilfælde
skal kunne anvende fysisk magt over for barnet eller den unge, når det er nødvendigt.
Personalet
på
anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 65 og 76,
kan beslutte at fastholde eller føre et barn eller en
ung til et andet opholdsrum.,
En betingelse for fysisk magtanvendelse er, atnår
barnet eller den unge udviser en
adfærd,
herunder vedvarende chikane,
der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn og
unge, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet, jf. voksenansvarslovens § 9,
stk. 1-2. Formålet
med indgrebet er, at barnet eller den unge forhindres i at skade sig selv eller andre, og fysisk magt kan således
anvendes, hvis barnet eller den unge står lige over for eller er i færd med at skade sig selv eller andre.
Bestemmelsen giver personalet på anbringelsessteder adgang til at anvende fysisk magt, når personalet vurderer,
at betingelserne herfor er opfyldt.
Der skal ikke gives forudgående tilladelse fra anbringelsesstedets leder, dennes
stedfortræder eller kommunen til, at der kan anvendes fysisk magt. Det er det pågældende personale på
anbringelsesstedet, der vurderer, hvorvidt betingelserne for at foretage indgrebet er opfyldt.
Bestemmelsen Voksenansvarslovens § 9
omfatter også personale på interne skoler på anbringelsesstedet, jf.
voksenansvarslovens § 2, stk. 4.
Ved fastholdelse forstås, at et barn eller en ung kan fastholdes fysisk fx ved at holde fast om barnet eller den unge
i form af, at man lægger armene omkring det, mens man står stille. Fastholdelse af barnet eller den unge må aldrig
omfatte vold, herunder voldelige førergreb, slag eller spark. Personalet må heller ikke lægge sig på oven på barnet
eller den unge og fastholde vedkommende med sin kropsvægt.
Ved føren til et andet opholdsrum forstås, at et barn eller en ung kan føres til et andet lokale på anbringelsesstedet,
fx vedkommendes værelse. Når det drejer sig om mindre børn vil fastholdelse og føren kunne ske ved, at barnet
bæres til et andet opholdsrum. Når det drejer sig om større børn eller unge vil fastholdelse og føren fx kunne ske
ved, at barnet eller den unge holdes fast om hånden og føres til det andet opholdsrum. Man kan også føre barnet
eller den unge, mens man har armene rundt om barnet.
Det aAfgørende
er, at barnet eller den unge ikke lider
nogen overlast.
Hvis barnet eller den unge opholder sig uden for anbringelsesstedet, fx i et sommerhus, kan barnet eller den unge
føres til et andet værelse i sommerhuset. Hvis barnet eller den unge fx er på tur med andre børn og unge fra
anbringelsesstedet og udviser en adfærd omfattet af voksenansvarslovens § 9, kan barnet eller den unge føres bort
fra de andre børn og unge af personalet, indtil vedkommende er faldet til ro.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at barnet eller den unge låses inde.
98.
Den fysiske magtanvendelse skal altid afpasses forholdene i den konkrete situation og det enkelte barn eller
den unge.
Det vil sige, at fysisk magtanvendelse skal være afpasset barnets eller den unges alder, modenhed og
funktionsniveau. Der vil derfor også altid skulle foretages en konkret og individuel vurdering, og en bestemt adfærd
vil således ikke automatisk medføre en bestemt reaktion.
Som al anden magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten skal anvendelse af fysisk magt ske under iagttagelse af de generelle principper, der fremgår
54
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0055.png
af voksenansvarslovens § 7
(se også vejledningens kapitel 12). Det betyder, at magtanvendelsen skal stå i rimelig
forhold til det, der søges opnået, og at magtanvendelsen skal udøves så skånsomt og kortvarigt, som
omstændighederne tillader og med størst mulig hensyn tagen til barnets eller den unges personlige integritet. Der
skal også tages hensyn til andre tilstedeværende, så der ikke sker unødig krænkelse eller ulempe. Fikserende og
ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling er ikke tilladt.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten må derfor kun ske undtagelsesvis og må aldrig erstatte
omsorg og socialpædagogisk indsats. Forud for enhver form for magtanvendelse eller andre indgreb i
selvbestemmelsesretten skal personalet afsøge alle muligheder for at opnå barnets eller den unges medvirken til en
frivillig foranstaltning.
Magtanvendelse skal ligeledes altid kombineres med tryghedsskabende foranstaltninger, herunder en hurtig
forebyggende indsats med beroligende tiltag. Generelt gælder, at afledning ofte vil kunne forhindre tilspidsede
situationer.
Anvendelse af fysisk magt skal registreres og indberettes efter voksenansvarslovens § 21.
Proceduren for
registrering og indberetning er beskrevet i vejledningens kapitel xx.
I den forbindelse skal
forældremyndighedsindehaveren ligeledes orienteres om episoden, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens 22, stk. 3.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at barnet eller den unge låses inde.
Betingelser for at anvende fysisk magt
9966.
Fysisk magt i form af fastholdelse eller føren af et barn eller en ung til et andet opholdsrum kan anvendes,
når barnet eller den unge udviser en adfærd,
herunder vedvarende chikane,
der er til fare for barnet eller den unge
selv, de øvrige anbragte børn og unge eller personalet, og formålet med indgrebet er, at barnet eller den unge
dermed forhindres i at skade sig selv eller andre.
Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, sigtes
på situationer, hvor barnet eller den unge står lige over for, eller er i gang med at skade sig selv. Det kan fx være
selvskadende adfærd som at snitte eller skære i sig selv. Det er således ikke tilstrækkeligt, at personalet har en
formodning om, at barnet eller den unge vil foretage sig noget, der kan udsætte barnet eller den unge for skade.
Indgriben fra personalets side skal
have det formål atsåledes direkte
forhindre, at barnet eller den unge faktisk
forvolder skader på sig selv eller andre.
Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise en adfærd, der er til fare for øvrige anbragte børn, personalet
eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet, sigtes på situationer, hvor barnet eller den unge truer med eller
udøver vold over for den ovenfor nævnte gruppe. Der skal i den enkelte situation være tale om en reel og begrundet
risiko for, at det omhandlende barn eller den unge vil foretage handlinger, der er til skade for de andre børn og
unge,
eller
personalet
eller andre, fx besøgende, der opholder sig på institutionen.
Chikanerende eller provokerende opførsel er ikke i sig selv nok til at udgøre en risiko.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet eller den unge pludselig bliver meget vred og reagerer med vold eller
fysiske trusler mod personalet eller andre børn og unge, når personalet forsøger at få vedkommende væk fra en
konfliktsituation.
Det kan f.eks. også være tilfældet, hvis et barn eller en ung chikanerer et andet barn eller ung i en sådan grad, at
der fremprovokeres en konflikt, som kan være optakt Som eksempel kan nævnes situationer, hvor to anbragte børn
eller unge er kommet op at toppes, og at der er risiko for, at det udvikler sig
til et regulært slagsmål,
hvis der ikke
gribes ind. Indgriben fra personalets side skal således forhindre, at barnet eller den unge fx skader sig selv, de
andre børn og unge eller personalet. I så fald kan det være nødvendigt, at personalet anvender fysisk magt for at
skille parterne ad.
Det kan ligeledes være tilfældet, hvis personalet efter voksenansvarslovens § 6 fysisk guider et anbragt barn eller
en anbragt ung, der chikanerer eller udøver chikane over for de øvrigt anbragt børn og unge, personalet eller andre,
55
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0056.png
der opholder sig på anbringelsesstedet, og guidningen ikke virker efter hensigten, hvorefter situationen eskalerer
eller ændrer karakter på en måde, så betingelserne for fysisk magtanvendelse er opfyldt.
For begge kriterier i voksenansvarslovens § 9I alle tilfælde
gælder, at barnet eller den unge skal være insisterende
og vedholdende i sin udtryksform og adfærd og ikke vise tegn på at ville ændre adfærd.
Hvis barnet eller den unge opholder sig uden for anbringelsesstedet, fx i et sommerhus, kan barnet eller den unge
føres til et andet værelse i sommerhuset. Hvis barnet eller den unge fx er på tur med andre børn og unge fra
anbringelsesstedet og udviser en adfærd omfattet af voksenansvarslovens § 9, kan barnet eller den unge føres bort
fra de andre børn og unge af personalet, indtil vedkommende er faldet til ro.
Den fysiske magtanvendelse skal altid afpasses forholdene i den konkrete situation og det enkelte barn eller den
unge. Som al anden magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal anvendelse af fysisk magt ske
under iagttagelse af de generelle principper, der fremgår af voksenansvarslovens § 7.
Magtanvendelse skal ligeledes altid kombineres med tryghedsskabende foranstaltninger, herunder en hurtig
forebyggende indsats med beroligende tiltag. Generelt gælder, at afledning ofte vil kunne forhindre tilspidsede
situationer.
Anvendelse af fysisk magt skal registreres og indberettes efter voksenansvarslovens § 21. I den forbindelse skal
forældremyndighedsindehaveren ligeledes orienteres om episoden, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens 22, stk. 3.
Særligt om fysisk magtanvendelse ved overtrædelse af husorden på delvis lukkede døgninstitutioner, delvis
lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
100.
Efter voksenansvarslovens § 9, stk. 3. kan personalet på delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger anvende fysisk magt, når
barnet eller den unge begår overtrædelser af denen husorden, der er fastsat efter voksenansvarsbekendtgørelsens
§ 2, og når magtanvendelse er nødvendig for at bringe overtrædelsen til ophør. Magtanvendelsen må alene
anvendes for at bringe overtrædelsen af husordenen til ophør og må således ikke anvendes som en sanktion over
for barnet eller den unge.
Der kan alene anvendes fysisk magt ved overtrædelse af de regler, som lederen af institutionen har pligt til at
fastsætte i en husorden efter voksenansvarsbekendtgørelsens § 2. Det betyder, at overtrædelsen af eventuelt øvrige
husordensregler, som ikke er obligatorisk fastsat i voksenansvarsbekendtgørelsen, ikke kan medføre anvendelse af
fysisk magt, med mindre overtrædelsen i det konkrete tilfælde indebærer en fare for barnet eller den unge selv, de
øvrige anbragte børn og unge, personalet, eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet, og at dette sker på
en måde, der gør magtanvendelse nødvendig efter voksenansvarslovens § 9, stk. 2.
Da den obligatoriske husorden kun gælder for børn og unge, der er anbragt på delvis lukkede døgninstitutioner,
delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, kan der alene
anvendes fysisk magt for at bringe overtrædelsen til ophør over for de børn og unge, der er omfattet af den
obligatoriske husorden. Bestemmelsen gælder dermed ikke for børn og unge anbragt på en åben afdeling, der ligger
i tilknytning til en delvis lukket afdeling.
Der skal ikke gives forudgående tilladelse fra anbringelsesstedets leder, dennes stedfortræder eller kommunen til,
at der kan anvendes fysisk magt ved overtrædelse af husordenen. Det er det pågældende personale på
anbringelsesstedet, der vurderer, hvorvidt betingelserne for at foretage indgrebet er opfyldt.
Bestemmelsen omfatter ikke personale på interne skoler ved delvis lukkede afdelinger, delvis lukkede
døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, jf. voksenansvarslovens § 2, stk. 4, da de
interne skoler ikke er omfattet af voksenansvarslovens § 4, stk. 2, om en obligatorisk husorden på de nævnte
anbringelsessteder.
56
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0057.png
Anvendelse af fysisk magt ved overtrædelse af husordenen skal registreres og indberettes efter voksenansvarslovens
§ 21. Proceduren for registrering og indberetning er beskrevet i vejledningens kapitel xx.
101.
Før der anvendes fysisk magtanvendelse ved overtrædelse af de obligatoriske regler i husordenen skal
personalet afsøge alle muligheder for at opnå barnets eller den unges frivillige medvirken til en mindre indgribende
reaktion. Da anvendelse af fysisk magt ved overtrædelse af husordenen vil være den mest indgribende reaktion, er
personalet forpligtet til at afsøge alle andre muligheder, før der skrides til fysisk magtanvendelse. Er mindre
indgribende foranstaltninger tilstrækkelige – såsom passende reaktioner efter voksenansvarslovens § 4, stk. 2, skal
de i stedet anvendes. Der henvises her til vejledningens kapitel xx, punkt xx.
Ligesom ved al anden magtanvendelse skal de generelle principper for magtanvendelse iagttages når der anvendes
magt ved overtrædelse af husordenen (se kapitel 12). Det betyder bl.a., at magtanvendelsen ved overtrædelse af
en husorden skal være nødvendig og stå i rimelig forhold til det, der søges opnået. Det indebærer også, at det i
almindelighed kun vil være grovere overtrædelser af husordenen, der kan føre til anvendelse af fysisk magt. Det vil
f.eks. være tilfældet, hvis et barn eller en ung gentagne gange ikke overholder reglerne sengetider og ro på
værelserne i nattetimerne ved at forlade sit værelse midt om natten. I sådanne situationer vil personalet kunne føre
barnet eller den unge ind på barnets eller den unges værelse, forudsat at betingelserne for at anvende fysisk magt
i øvrigt er opfyldt, herunder at det i den konkrete situation er proportionalt.
På samme måde vil børn og unge, som konsekvent ikke overholder husordenens bestemmelser om at møde til
undervisningen, efter omstændighederne kunne føres hen til undervisningslokalet i institutionen.
Kapitel
1513
Tilbageførelse ved rømning
Voksenansvarsloven
§ 10.
Personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om social service kan som led i
omsorgspligten tilbageføre et anbragt barn eller en anbragt ung, der rømmer, når barnet eller den unge udviser
en adfærd, der medfører en risiko for skade på barnet eller den unge selv eller på andre.
Generelt
10267.
Tilbageførelse af et barn eller en ung er et indgreb i barnet eller den unges grundlæggende ret til
bevægelsesfrihed, som beskrevet i kapitel 4. Tilbageførelse af anbragte børn og unge må derfor kun ske, når
betingelserne herfor i voksenansvarslovens § 10 er opfyldt, jf. nærmere nedenfor.
En tilbageførelse skal gennemføres under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og andre
indgreb i selvbestemmelsesretten, som fastsat i
voksenansvarslovens
§ 7.
Der henvises her til vejledningens kapitel
12. i voksenansvarsloven og som beskrevet i kapitel 10.
Efter
voksenansvarslovens
§ 10
i voksenansvarsloven
kan personale på opholdssteder og døgninstitutioner,
herunder
delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og
særligt sikrede afdelinger, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 65 og 76,
som led i omsorgspligten, tilbageføre et
anbragt barn eller en ung, der rømmer, når barnet eller den unge udviser en adfærd, der medfører en risiko for
skade på barnet eller den unge selv eller på andre.
57
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0058.png
Ved tilbageførelse forstås, at personalet kan fastholde og føre et barn eller en ung tilbage til anbringelsesstedet.
Mulighederne for indgreb i form af fastholdelse og føren svarer til indgrebsmulighederne i forbindelse med fysisk
magtanvendelse efter voksenansvarslovens § 9, jf. kapitel 14 for en uddybende beskrivelse heraf.
En tilbageførsel skal ske så skånsomt som muligt og på en måde, som varetager hensynet til barnet eller den unges
integritet. Det konkrete indgreb skal således ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet og skal være
afpasset forholdene i den konkrete situation og begrænses til det strengt nødvendige, jf. voksenansvarslovens § 7.
Betingelser for tilbageførelse
103.
Det er en betingelse for at kunne anvende muligheden for at tilbageføre et barn eller en ung, at barnet eller
den unge er rømmet fra institutionen og ikke har til hensigt at vende tilbage. Det er således ikke tilstrækkeligt, at
barnet eller den unge bare har forladt anbringelsesstedet for en stund eller ikke er vendt tilbage til institutionen som
aftalt. Der kan være mange årsager til, at barnet eller den unge ikke er vendt tilbage, herunder at barnet eller den
unge er blevet forsinket, har glemt tiden, har valgt at være ude længere end aftalt eller lignende.
I de situationer, hvor barnet eller den unge har forladt anbringelsesstedet eller ikke er kommet tilbage som aftalt,
er det således vigtigt, at personalet snarest prøver at finde årsagen til fraværet.
Ofte vil personalet på institutionen kunne få kontakt til barnet eller den unge og af denne vej forsikre sig om, at
barnet eller den unge har det godt og vil returnere til institutionen senere. I andre tilfælde har barnet eller den unge
ikke intentioner om at vende tilbage til institutionen, men her må personalet ved en socialpædagogisk indsats og
dialog med barnet eller den unge overbevise den pågældende om at returnere til det pågældende anbringelsessted.
Det er en betingelse for at kunne anvende muligheden for at tilbageføre barnet eller den unge, at barnets eller den
unges adfærd kan medføre en risiko for skade på barnet eller den unge selv eller på andre. Hvorvidt barnets eller
den unges adfærd udgør en sådan risiko afhænger af en konkret vurdering, hvor barnets eller den unges alder,
modenhed og funktionsevne vil skulle tages i betragtning.
Tilbageførelse vil således
f.eks.fx
være relevant i en situation, hvor en 8-årig stikker af fra anbringelsesstedet midt
om natten, eller en 13-årig stikker af for at drikke øl med nogle venner. I begge situationer er beskyttelsesbehovet
stort, idet børnene har en alder, hvor de ikke kan forventes at forstå konsekvenserne af deres handlinger. Situation
ville være anderledes, hvis der var tale om en normaludviklet 17-årig, som må forventes at kunne forstå
konsekvenserne af sine egne handlinger.
I de få tilfælde, hvor barnet eller den unge ikke kan overbevises om at vende tilbage til institutionen, og personalet
vurderer, at barnets eller den unges adfærd kan medføre skade på barnet eller den unge selv eller andre, kan der
være brug for, at en eller flere medarbejdere på institutionen som led i omsorgspligten opsøger barnet eller den
unge for at bringe vedkommende tilbage.
Anbringelsesstedet bør i disse tilfælde orientere den anbringende kommune og barnet eller den unges
forældremyndighedsindehavere og, hvis det skønnes nødvendigt, varsle politiet, jf. § 2 i lovbekendtgørelse nr. 956
af 20. august 2015 af lov om politiets virksomhed, med senere ændringer (herefter politiloven).
Personalet skal så vidt muligt forsøge at bringe barnet eller den unge frivilligt med tilbage. Følger barnet eller den
unge ikke frivilligt med, er der adgang til at tilbageføre barnet eller den unge mod dennes vilje ved at føre eller
fastholde barnet eller den unge.
I situationer, hvor et barn eller en ung er rømmet langt væk fra anbringelsesstedet, vil barnet eller den unge kunne
fastholdes og føres ind i et transportmiddel. Dog kan personalet ikke fastholde barnet eller den unge under selve
transporten i længere tid.
58
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0059.png
104.
I situationer hvor et barn eller en ung endnu ikke er rømmet institutionen, men hvor det er klart for personalet,
at barnet eller den unge har til hensigt at rømme, og at barnet eller den unges adfærd kan medføre en risiko for
skade på barnet eller den unge selv eller på andre, er betingelserne for tilbageførsel ikke til stede, da barnet eller
den unge endnu ikke har forladt anbringelsesstedet.
Personalet vil
i stedet
kunne anvende bestemmelsen om fysisk magt ved at fastholde eller føre barnet eller den
unge til et andet opholdsrum efter voksenansvarslovens § 9, hvis barnet eller den unge udviser en adfærd, der er
til fare for barnet eller den unge selv.
Der sigtes her på situationer, hvor barnet eller den unge står lige over for,
eller er i gang med at skade sig selv, og
Ddet er således ikke tilstrækkeligt, at personalet har en formodning om, at
barnet eller den unge vil foretage sig noget, der kan udsætte barnet eller den unge for skade. Indgriben fra
personalets side skal således direkte forhindre, at barnet eller den unge faktisk forvolder skader på sig selv eller
andre, jf.
vejledningens kapitel 14,
ovenfor under punkt 66.
Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, sigtes
på situationer, hvor barnet eller den unge står lige over for, eller er i gang med at skade sig selv.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at personalet har en formodning om, at barnet eller den unge vil foretage sig
noget, der kan udsætte barnet eller den unge for skade. Indgriben fra personalets side skal således direkte forhindre,
at barnet eller den unge faktisk forvolder skader på sig selv eller andre, jf. ovenfor under punkt 66.
Definition af tilbageførsel
68.
Ved tilbageførelse forstås, at personalet kan fastholde og føre et barn eller en ung tilbage til anbringelsesstedet.
Mulighederne for indgreb i form af fastholdelse og føren svarer til indgrebsmulighederne i forbindelse med fysisk
magtanvendelse efter voksenansvarslovens § 9, jf. kapitel 142 for en uddybende beskrivelse heraf.
En tilbageførsel skal ske så skånsomt som muligt og på en måde, som varetager hensynet til barnet eller den unges
integritet. Det konkrete indgreb skal således ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet og skal være
afpasset forholdene i den konkrete situation og begrænses til det strengt nødvendige, jf. voksenansvarslovens § 7.
I situationer, hvor et barn eller en ung er rømmet langt væk fra anbringelsesstedet, vil barnet eller den unge kunne
fastholdes og føres ind i et transportmiddel. Dog kan personalet ikke fastholde barnet eller den unge under selve
transporten i længere tid.
Politiets bistand
10569.
Det er væsentligt, at personalet på anbringelsesstederne er opmærksomme på ikke at anvende adgangen
til tilbageførelse, hvis det medfører, at personalet vil blive bragt i situationer, der potentielt kan optrappe den
konkrete konflikt eller bringe personalet i fare.
I de tilfælde, hvor personalet vurderer, at tilbageførelse er nødvendig, men hvor de ikke finder det forsvarligt selv
at gennemføre den, kan de anmode politiet om at bistå med tilbageførelsen.
Efter politilovens § 2 har politiet bl.a. til opgave at yde andre myndigheder bistand efter gældende ret og udføre
opgaver, der følger af gældende ret eller i øvrigt har en naturlig tilknytning til politiets virksomhed. På anmodning
fra personalet på institutionerne vil politiet således kunne deltage i en tilbageførsel med henblik på at beskytte
personalet.
Politiets bistand vil ikke rette sig mod barnet eller den unge, medmindre der foreligger en konkret faresituation for
barnet. Politiets rolle er således subsidiær og består i ved foreløbige foranstaltninger at bistå personalet, som har
det primære ansvar over for barnet eller den unge i den konkrete situation.
I situationer, hvor et barn eller en ung stikker af fra institutionen for at foretage handlinger, der falder ind under
politiets ansvarsområde, herunder fx for at begå kriminalitet, er personalet på institutionen ikke forpligtet til at
stoppe barnet eller den unge men kan i stedet kontakte politiet.
59
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0060.png
Gentagne rømninger
10670.
Hvis et barn eller en ung gentagne gange rømmer fra et anbringelsessted, og det vurderes at være
nødvendigt at sørge for, at barnet eller den unge forbliver i et socialpædagogisk behandlingsforløb, må den
anbringende kommune overveje, om der, som opfølgning på tilbageførelserne, er behov for en anden pædagogisk
tilgang over for barnet eller den unge, om det vil være relevant at søge børn og unge-udvalgets tilladelse til
tilbageholdelse efter voksenansvarslovens § 11, eller om barnet eller den unge skal anbringes på et andet
anbringelsessted.
Det kan
f.eks.fx
være på et anbringelsessted, der anvender nogle andre pædagogiske metoder, eller på en delvis
lukket afdeling/,
en delvis lukket døgninstitution, jf. servicelovens § 63 a,
eller en sikret døgninstitution, hvor der er
en udvidet adgang til at tilbageholde barnet eller den unge, bl.a. i form af mulighed for at aflåse yderdøre og vinduer,
jf. servicelovens
§§
63
a og
b.
Anvendelse af tilbageførelse skal registreres og indberettes
efter voksenansvarslovens § 21. Proceduren for
registrering og indberetning er beskrevet i vejledningens kapitel xx. til den anbringende kommune og socialtilsynet
efter reglerne i voksenansvarslovens § 21, jf. kapitel 291. I den forbindelse skal forældremyndighedsindehaveren
ligeledes orienteres om episoden, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens 22, stk. 3.
Kapitel
1614
Tilbageholdelse i forbindelse med eller under en anbringelse
Voksenansvarsloven
§ 11.
Børn og unge-udvalget
eller Ungdomskriminalitetsnævnet
kan træffe afgørelse om, at et barn eller en
ung, der er anbragt på et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service, kan
tilbageholdes i op til 14 dage i forbindelse med anbringelsen på det pågældende opholdssted eller den
pågældende døgninstitution.
Stk. 2.
Børn og unge-udvalget kan endvidere træffe afgørelse om, at et barn eller en ung kan tilbageholdes i op
til 14 dage under anbringelsen.
Stk. 3.
Tilbageholdelse efter stk. 1 og 2 kan ske, når det må anses for at have afgørende betydning for at
imødekomme et barns eller en ungs særlige behov for støtte og det vurderes at have afgørende betydning for
den socialpædagogiske behandling.
Stk. 4.
Afgørelse efter stk. 1 og 2 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75, stk. 1, i lov om social service, når
betingelserne heri er opfyldt.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om opretholdelse af tilbageholdelse efter stk. 2 i op til 14
dage yderligere, når særlige forhold gør sig gældende.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen fastsætter i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1, 2 og 5 de nærmere rammer
for tilbageholdelse.
Stk. 7.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om procedurer og vilkår for
tilbageholdelsen og om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte nærmere rammer herfor.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
43.
På anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service, kan tilbageholdelse af et
anbragt barn eller en ung ske, når børn og unge-udvalget
eller Ungdomskriminalitetsnævnet
har truffet
afgørelse om, at barnet eller den unge kan tilbageholdes i op til 14 dage i forbindelse med eller under
anbringelsen, eller hvis kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om opretholdelse af en igangværende
tilbageholdelse, jf. § 11, stk. 1, 2 og 5, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, hvor mange dage inden for den maksimale periode på 14
dage, der kan ske tilbageholdelse, jf. § 11, stk. 6, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
60
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0061.png
Stk. 3.
Personalet på anbringelsesstedet kan inden for de rammer om tilbageholdelse, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. stk. 2, i en konkret situation tilbageholde barnet eller den
unge.
Stk. 4.
Tilbageholdelse efter stk. 1 kan alene ske ved, at barnet eller den unge fastholdes fysisk for at forhindre
vedkommende i at forlade anbringelsesstedet.
Lov om bekæmpelse af Ungdomskriminalitet
§ 18.
Ungdomskriminalitetsnævnet kan i forbindelse med en afgørelse om anbringelse, jf. § 14, træffe
afgørelse om tilbageholdelse i forbindelse med anbringelsen efter reglerne i § 11, stk. 1, jf. stk. 3, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 2.
…
Tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse
71.
Børn og unge-udvalget eller Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der
er anbragt på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan tilbageholdes i op til 14 dage i
forbindelse med anbringelse på det pågældende opholdssted eller den pågældende døgninstitution, jf.
voksenansvarslovens § 11, stk. 1.
Afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1, i de første 14 dage af
anbringelsen kan træffes igen, hvis fx et sammenbrud i anbringelsen betyder, at den unge flyttes til et nyt
anbringelsessted.
107.
Afgørelsen om tilbageholdelse kan træffes i forbindelse med en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet
på en døgninstitution eller et opholdssted. Det gælder, uanset om der er givet samtykke til anbringelsen eller ej, jf.
servicelovens
§ 58,
jf. § 52, stk. 3, nr. 7, i serviceloven og ungdomskriminalitetslovens § 14, stk. 1 og 2.
Det er efter voksenansvarslovens § 11, stk. 3, en betingelse, at tilbageholdelsen må anses for at have afgørende
betydning for at imødekomme et barns eller en ungs særlige behov for støtte, og at det vurderes at have afgørende
betydning for den socialpædagogiske behandling. Det kan f.eks. være, når der i starten af anbringelsen er behov
for at skabe ro omkring barnet eller den unge med henblik på at få mulighed for at etablere relationer mellem barnet
eller den unge og de voksne på institutionen eller for at skabe ro til at motivere barnet eller den unge til at indgå i
socialpædagogisk behandling på institutionen. Børn og unge-udvalgets afgørelse om tilbageholdelse forudsætter, at
den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i serviceloven og handleplanen efter servicelovens § 140 viser, at en
tilbageholdelse på op til 14 dage har afgørende betydning for barnets eller den unges særlige behov for støtte samt
afgørende betydning for den socialpædagogiske indsats, der skal iværksættes. Dette indebærer bl.a., at indgrebet
skal stå i rimeligt forhold til det, der opnås med indgrebet. Indgrebet skal således begrænses til det absolut
nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand.
Tilbageholdelsen af barnet eller den unge kan ske ved, at personalet fysisk fastholder barnet eller den unge, i lighed
med hvad personalet kan efter voksenansvarslovens § 9 om fysisk magtanvendelse, for at forhindre barnet eller den
unge i at forlade anbringelsesstedet. Fysisk magt må dog ikke anvendes, hvis risikoen for, at barnet eller den unge
forlader anbringelsesstedet, kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende.
61
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0062.png
Tilbageholdelsen skal afpasses forholdene i den konkrete situation, og indgrebet i den pågældendes
bevægelsesfrihed skal således begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk
bistand.
Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvor mange dage inden for den maksimale periode på 14
dage, der kan ske tilbageholdelse, når der er truffet afgørelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1 og 2, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. Omfanget af tilbageholdelsen afhænger således af den konkrete
situation. Efter kommunalbestyrelsen har taget stilling til det samlede antal dage, kan personalet på
anbringelsesstedet inden for rammerne af afgørelsen foretage en konkret tilbageholdelse, såfremt der opstår et
behov herfor, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 4, stk. 3.
En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage i forbindelse med anbringelsen kan påklages til
Ankestyrelsen, jf. voksenansvarslovens § 23, stk. 2 og ungdomskriminalitetslovens § 55, samt kræves forelagt for
retten, jf. voksenansvarslovens § 24 og ungdomskriminalitetslovens § 56.
108.
Der er en særlig regulering af adgangen til tilbageholdelse af børn og unge anbragt på delvis lukkede
døgninstitutioner og afdelinger i voksenansvarslovens § 12, hvorfor der ikke er behov for at træffe afgørelse herom
efter § 11, stk. 1. Der henvises her til vejledningens kapitel 17, punkt xx.
Henset til karakteren af sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger vil der heller ikke være behov for at
træffe afgørelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1 i forbindelse med en anbringelse på en sikret døgninstitution
eller en særligt sikret afdeling.
Det vil således alene være relevant at overveje § 11, stk. 1, i sager, hvor barnet eller den unge anbringes på enten
et opholdssted, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6 eller en åben døgninstitution, jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 7.
En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage i forbindelse med anbringelsen kan påklages til
Ankestyrelsen, jf. voksenansvarslovens § 23, stk. 2 og § 55, samt kræves forelagt for retten, jf. voksenansvarslovens
§ 24 § 56.
Hvis der er behov for at tilbageholde et barn eller en ung ud over det, der er tilladt efter voksenansvarslovens § 11,
må den anbringende kommune overveje, om det er relevant at anbringe vedkommende et andet sted. Det kan fx
være på et anbringelsessted, der anvender andre pædagogiske metoder eller på en delvis lukket døgninstitution,
hvor man i perioder kan aflåse yderdøre og vinduer.
Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvor mange dage inden for den maksimale periode på 14
dage, der kan ske tilbageholdelse, når der er truffet afgørelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1 og 2, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 43, stk. 2. Omfanget af tilbageholdelsen afhænger således af den konkrete
situation.
Efter kommunalbestyrelsen har taget stilling til det samlede antal dage, kan personalet på anbringelsesstedet inden
for rammerne af afgørelsen foretage en konkret tilbageholdelse, såfremt der opstår et behov herfor, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 43, stk. 3.
109.
Tilbageholdelsen skal ligesom anden magtanvendelse stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået med
indgrebet. Indgrebet i den pågældendes bevægelsesforhold skal begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig
erstatte omsorg og pædagogisk bistand.
Tilbageholdelsen af barnet eller den unge kan ske ved anvendelse af fysisk magt efter voksenansvarslovens § 9,
stk. 1 i form af at fastholde barnet eller den unge for at forhindre barnet eller den unge i at forlade
anbringelsesstedet. Fysisk magt må dog ikke anvendes, hvis risikoen for, at barnet eller den unge forlader
anbringelsesstedet, kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende.
62
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0063.png
Tilbageholdelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation. Indgrebet i den pågældendes
bevægelsesfrihed skal således begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk
bistand.
Såfremt der sker tilbageholdelse af barnet eller den unge, skal dette registreres og indberettes efter
reglerne i
voksenansvarslovens § 21.
Proceduren for registrering og indberetning er beskrevet i vejledningens kapitel xx., jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 22. Personalet kan indenfor rammerne af den afgørelse, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, tilbageholde barnet
eller den unge, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 3, stk. 3.
Hvis der er behov for at tilbageholde et barn eller en ung ud over det, der er tilladt efter voksenansvarslovens § 11,
må den anbringende kommune overveje, om det er relevant at anbringe vedkommende et andet sted. Det kan fx
være på et anbringelsessted, der anvender andre pædagogiske metoder eller på en delvis lukket døgninstitution,
hvor man i perioder kan aflåse yderdøre og vinduer.
I forbindelse med en afgørelse om ændring af anbringelsessted til et andet opholdssted eller åben døgninstitution
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, vil der på ny kunne træffes afgørelse om at tilbageholde et barn eller en
ung i de første 14 dage af anbringelsen efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1.
Tilbageholdelse under en anbringelse
11072.
Børn og unge-udvalget kan endvidere træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der er anbragt på et
opholdssted eller døgninstitution
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6,
kan tilbageholdes i op til 14 dage under
anbringelsen, jf.
voksenansvarslovens
§ 11, stk. 2. Det kan
f.eks.fx
være relevant i situationer, hvor en pludselig
opstået begivenhed i barnet eller den unges liv gør det nødvendigt at kunne tilbageholde barnet eller den unge for
at beskytte vedkommende mod at foretage handlinger, der kan medføre risiko for vedkommendes sundhed eller
udvikling,
f.eks.fx
kriminalitet, stofmisbrug m.v.
En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage under anbringelsen, kan træffes igen, hvis et
sammenbrud i anbringelsen betyder, at barnet eller den unge flyttes til en ny institution.
Det er efter voksenansvarslovens § 11, stk. 3 en betingelse, at tilbageholdelsen må anses for at have afgørende
betydning for at imødekomme et barns eller en ungs særlige behov for støtte, og at det vurderes at have afgørende
betydning for den socialpædagogiske behandling. Det kan f.eks. være, at de indledende 14-dage ikke har været
tilstrækkelige til at skabe ro omkring barnet eller den unge med henblik på at etablere relationer mellem barnet eller
den unge og de voksne på institutionen, eller at der sker særlige hændelser i barnets eller den unges liv, som
medfører, at barnet eller den unge bliver særlig rømningstruet.
Børn og unge-udvalgets afgørelse om tilbageholdelse i op til 14 dage under anbringelsen forudsætter, at der er
overensstemmelse mellem den trufne afgørelse om tilbageholdelse og den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i
lov om social service samt handleplanen efter § 140 i lov om social service. I disse er der bl.a. krav om, at indgrebet
skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed, herunder imødekomme barnets eller den unges særlige
behov for hjælp og støtte, der er af afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling.
111.
Tilbageholdelsen skal ligesom anden magtanvendelse stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået med
indgrebet. Indgrebet i den pågældendes bevægelsesforhold skal begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig
erstatte omsorg og pædagogisk bistand.
Tilbageholdelsen af barnet eller den unge kan ske ved anvendelse af fysisk magt efter voksenansvarslovens § 9,
stk. 1 i form af at fastholde barnet eller den unge for at forhindre barnet eller den unge i at forlade
anbringelsesstedet. Fysisk magt må dog ikke anvendes, hvis risikoen for, at barnet eller den unge forlader
anbringelsesstedet, kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende.
63
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0064.png
Tilbageholdelsen skal afpasses efter forholdene i den enkelte situation. Indgrebet i den pågældendes
bevægelsesfrihed skal således begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk
bistand.
Tilbageholdelsen af barnet eller den unge under anbringelsen kan ske ved anvendelse af fysisk magt efter lovens §
9 i form af at fastholde barnet eller den unge for at forhindre barnet eller den unge i at forlade anbringelsesstedet,
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 3, stk. 4. Fysisk magt må dog ikke anvendes, hvis risikoen for at barnet eller
den unge forlader anbringelsesstedet, kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende.
Tilbageholdelsen skal afpasses forholdene i den enkelte situation. Indgrebet i den pågældendes bevægelsesfrihed
skal således begrænses til det absolut nødvendige og må aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand.
En afgørelse om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 dage under anbringelsen kan ligeledes påklages til
Ankestyrelsen, jf. voksenansvarslovens § 23, stk. 2, samt kræves forelagt for retten, jf. voksenansvarslovens § 24.
Årsager der kan begrunde tilbageholdelse
73.
Tilbageholdelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1 og stk. 2, kan ske, når det må anses for at være af
afgørende betydning for at imødekomme et barns eller en ungs særlige behov for støtte, og det vurderes at have
afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling. Fx kan der i starten af en anbringelse være behov for
at skabe ro omkring barnet eller den unge med henblik på at få mulighed for at etablere relationer mellem barnet
eller den unge og personalet på institutionen eller for at skabe ro til at motivere barnet eller den unge til at indgå i
socialpædagogisk behandling på anbringelsesstedet.
Foreløbige afgørelser
11274.
Afgørelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1 og 2, kan træffes foreløbigt af formanden eller i dennes
fravær næstformanden for børn og ungeudvalget efter reglerne i
servicelovens
§ 75,
stk. 1 i serviceloven, jf.
voksenansvarslovens § 11, stk. 4,
når hensynet til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at
sagen behandles i børn og unge-udvalget.
Opretholdelse af tilbageholdelse i op til yderligere 14 dage
11375.
Kommunalbestyrelsen kan efter voksenansvarslovens § 11, stk. 5, træffe afgørelse om opretholdelse af
tilbageholdelse efter § 11, stk. 2, i op til 14 dage yderligere, når særlige forhold gør sig gældende i forhold til barnet
eller den unge.
Yderligere tilbageholdelse kan fx være relevant i en situation, hvor et barn eller en ung har været anbragt i længere
tid på en institution og pludselig begynder at udvise en adfærd, der kan medføre risiko for barnets eller den unges
sundhed eller udvikling, fx kriminalitet, stofmisbrug m.v. I en sådan situation kan børn og unge-udvalget træffe
afgørelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 2, om tilbageholdelse i op til 14 dage under anbringelsen.
Hvis det viser sig, at den konkrete tilbageholdelse har haft en positiv indvirkning på barnets eller den unges adfærd,
men at der er behov for at kunne tilbageholde barnet eller den unge i en yderligere periode, vil det af hensyn til
kontinuiteten i anbringelsen være muligt for kommunalbestyrelsen at træffe afgørelse om tilbageholdelse af barnet
eller den unge i yderligere 14 dage efter voksenansvarslovens § 11, stk. 5.
Det er efter voksenansvarslovens § 11, stk. 3 en betingelse, at tilbageholdelsen må anses for at have afgørende
betydning for at imødekomme et barns eller en ungs særlige behov for støtte, og at det vurderes at have afgørende
betydning for den socialpædagogiske behandling. Det kan fx være, når der i starten af anbringelsen er behov for at
skabe ro omkring barnet eller den unge med henblik på at få mulighed for at etablere relationer mellem barnet eller
den unge og de voksne på institutionen eller for at skabe ro til at motivere barnet eller den unge til at indgå i
socialpædagogisk behandling på institutionen. Ligesom med en afgørelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 1 og
64
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0065.png
2, forudsætter en afgørelse efter stk. 5, at der er overensstemmelse mellem den trufne afgørelse efter § 11, stk. 5,
og den børnefaglige undersøgelse efter § 50 samt handleplanen efter § 140 i lov om social service. Det er endvidere
et krav, at tilbageholdelsen har afgørende betydning for at imødekomme et barns eller en ungs særlige behov for
støtte, at det vurderes at have afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, og at indgrebet står i
rimeligt forhold til det, der ønskes opnået med indgrebet.
En afgørelse efter voksenansvarslovens § 11, stk. 5, om at tilbageholde et barn eller en ung i op til 14 yderligere
dage kan lige som afgørelserne i voksenansvarslovens § 11, stk. 1 og 2, påklages til Ankestyrelsen, jf.
voksenansvarslovens § 23, stk. 2, samt kræves forelagt for retten, jf. voksenansvarslovens § 24.
Kapitel
1715
Anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner
Afgørelse om anbringelse
Serviceloven
§ 63 a.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og
delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, jf. § 52, stk. 3, nr.
76,
jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne
i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2.
Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge
mellem 12 og 17 år efter § 66, stk. 1, nr. 7, må alene anvendes, når det er afgørende for den
socialpædagogiske behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet
eller den unge fysisk. Der skal endvidere være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider
alvorlig skade på grund af
1) kriminel adfærd hos barnet eller den unge,
2) misbrugsproblemer hos barnet eller den unge eller
3) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår for tilbageholdelse og
fastholdelse under den konkrete anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på en
døgninstitution, jf. §§ 12 og 13 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 4.
Social- og indenrigsministeren Børne- og socialministeren
kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen
af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner,
og at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i stk. 2
i særlige situationer i forhold til børn under 12 år.
Ungdomskriminalitetsloven
§ 15.
Anbringelse efter § 14 kan for unge i alderen 12 til 17 år ske på en delvis lukket døgninstitution eller
delvis lukket afdeling på døgninstitution, når
1) det er afgørende for den socialpædagogiske behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller
at kunne fastholde den unge fysisk og
2) der er risiko for, at den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af kriminel adfærd,
misbrugsproblemer eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos den unge.
Stk. 2.
Bestemmelsen i § 63 a, stk. 3, i lov om social service finder anvendelse.
Stk. 3.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene under en
anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, herunder at
Ungdomskriminalitetsnævnet i særlige situationer kan træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i
stk. 1 i forhold til børn under 12 år.
65
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0066.png
Udlændingeloven
§ 62 m.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og
delvis lukkede afdelinger, jf. § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2.
Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner for børn og unge
mellem 12 og 17 år efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service må alene anvendes, når det er afgørende for
den socialpædagogiske behandling at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde den
uledsagede mindreårige udlænding fysisk. Der skal endvidere være en åbenbar risiko for, at udlændingens
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) kriminel adfærd hos udlændingen,
2) misbrugsproblemer hos udlændingen eller
3) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos udlændingen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor indkvarteringsstedet ligger, træffer afgørelse om de
nærmere rammer og vilkår for tilbageholdelse og fastholdelse under den konkrete anbringelse på en delvis
lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på en døgninstitution, jf. §§ 12 og 13 i lov om voksenansvar
over for anbragte børn og unge.
Stk. 4.
Udlændinge- og integrationsministeren kan efter forhandling med social- og indenrigsministeren
fastsætte regler om, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i stk. 2
i særlige situationer i forhold til udlændinge under 12 år.
Stk. 5.
Social- og indenrigsministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene under en anbringelse på delvis lukkede
døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på en døgninstitution.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 5.
Ved en delvis lukket døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr.
76,
i lov om social service, forstås en
døgninstitution for børn og unge mellem 12 og 17 år, hvor der i perioder kan ske tilbageholdelse i form af
aflåsning af yderdøre og vinduer og fysisk fastholdelse, når betingelserne i henholdsvis § 12, stk. 2, og § 13,
stk. 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge er opfyldt.
Stk. 2.
Ved en delvis lukket afdeling på en døgninstitution forstås en afdeling for børn og unge mellem 12 og 17
år, hvor der i perioder kan ske tilbageholdelse i form af aflåsning af yderdøre og vinduer samt fysisk
fastholdelse, når betingelserne i henholdsvis § 12, stk. 2, og § 13, stk. 2, i lov om voksenansvar for anbragte
børn og unge, er opfyldt.
Stk. 3.
Børn og unge, der tilbageholdes i en delvis lukket døgninstitution eller på en delvis lukket afdeling på en
døgninstitution ud over 24 timer, skal have adgang til at opholde sig i frisk luft i mindst 1 time dagligt.
Stk. 3.
Børn og unge-udvalget og Ungdomskriminalitetsnævnet kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra den
aldersgrænse, der er nævnt i § 63 a, stk. 2, i lov om social service, og i § 15, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet, i forhold til børn under 12 år.
11476.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en ung på en delvis lukket
døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution når det sker efter servicelovens § 63 a eller
udlændingelovens § 62 m.afdeling på en åben døgninstitution eller en delvis lukkede døgninstitution, når
anbringelsen sker af sociale årsager, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1 og § 58, jf. § 63 a, stk. 1.
Børn og unge-
udvalgets stillingtagen til spørgsmålet om anbringelse sker på baggrund af en indstilling fra kommunalbestyrelsen.
Ligeledes kan Ungdomskriminalitetsnævnet træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung på en delvis
lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling på en døgninstitution som led i et forbedringsforløb, jf. §§ 14
og 15 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
For nærmere definition af
en delvis lukket døgninstitution og delvis lukket afdeling på en døgninstitution henvises
der til vejledningens kapitel 2, punkt 18.de to institutionsformer henvises der til punkt 18 ovenfor.
Børn og unge-udvalgets stillingtagen til spørgsmålet om anbringelse sker på baggrund af en indstilling fra
kommunalbestyrelsen.
66
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0067.png
115.
Børn og unge-udvalget
eller Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelse om anbringelse på en delvis lukket
afdeling eller institution kan træffes på samme møde, som børn og unge-udvalget
eller Ungdomskriminalitetsnævnet
træffer afgørelse om
selve
anbringelsen uden for hjemmet uden samtykke.
Selve aAfgørelsen
om anbringelse uden
for hjemmet skal dog træffes først og efter en selvstændig indstilling fra kommunen efter reglerne i servicelovens
§§ 58 og 59.
Hvis der er tale om en anbringelse uden for hjemmet med samtykke, skal børn og unge-udvalget
eller
Ungdomskriminalitetsnævnet
tage stilling til, om betingelserne for anbringelse på en delvis lukket døgninstitution
eller en delvis lukket afdeling er opfyldt, jf. serviceloven § 63 a, stk. 2
eller § 15 i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet. , mens kommunalbestyrelsen træffer Selve
afgørelsen om
selve
anbringelsen med samtykke
efter , jf.
servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7
træffes af kommunalbestyrelsen, mens afgørelsen om anbringelse med
samtykke efter § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet træffes af Ungdomskriminalitetsnævnet.
Unge kan også anbringes på en delvis lukket døgninstitution eller på en delvis lukket afdeling som led i afsoning, jf.
straffuldbyrdelseslovens
§ 78,
stk. 2 a, i lov om fuldbyrdelse af straf mv.,
og som led i en ungdomssanktion, jf.
straffelovens § 74 a.
Målgruppe
11677.
Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner efter servicelovens § 66,
stk. 1, nr.
76,
kan anvendes for børn og unge mellem 12 og 17 år, jf. servicelovens § 63 a, stk. 2,
udlændingelovens
§ 62 m, stk. 2 og ungdomskriminalitetslovens § 15, stk. 1.
Institutionstypen må alene anvendes, når der er risiko
for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af kriminel adfærd,
misbrugsproblemer eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer.
Det skal endvidere være afgørende for den socialpædagogiske behandling, at yderdøre og vinduer kan aflåses i
perioder, eller at der er mulighed for at fastholde barnet eller den unge fysisk.
Det skal vurderes påkrævet, at barnet
eller den unge kan tilbageholdes eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor der er behov for det. Det kan fx være,
hvis barnet eller den unge har givet udtryk for at ville rømme fra anbringelsesstedet, eller hvis barnets eller den
unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for fastholdelse eller tilbageholdelse, og en socialpædagogisk indsats og
dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til at overbevise barnet eller den unge om at opgive sit forehavende.
117.
Institutionstypen kan
som udgangspunkt således
kun anvendes for børn og unge fra 12 år og til og med 17
år og er målrettet børn og unge med negativ og udadreagerende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd
med behov for et længerevarende behandlingsforløb.
Børn og unge-udvalget og Ungdomskriminalitetsnævnet kan
dog i særlige situationer træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen på 12 år i forbindelse med anbringelse
af børn og unge på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner. Dispensationen
vil f.eks. kunne være relevant ved anbringelse af børn under 12 år, hvor muligheden for at tilbageholde barnet i et
positivt pædagogisk og behandlingsmæssigt forløb på en åben døgninstitution vurderes utilstrækkeligt, og det
vurderes uforholdsmæssigt indgribende i barnets frihed at anbringe barnet på en sikret døgninstitution.
118.
Kriterierne for anvendelse af delvis lukkede døgninstitutioner eller delvis lukkede afdelinger på åbne
døgninstituttioner er således knyttet til barnet eller den unge selv og ikke til forhold i hjemmet eller hos forældrene.
Formålet med denne type institution er at standse udviklingen af et uheldigt adfærdsmønster hos et barn eller en
ung ved at få barnet eller den unge gennem et længerevarende behandlingsforløb, hvor der er fokus på en
socialpædagogisk indsats.
Det skal vurderes påkrævet, at barnet eller den unge kan tilbageholdes eller fastholdes fysisk i de perioder, hvor
der er behov for det. Det kan fx være, hvis barnet eller den unge har givet udtryk for at ville rømme fra
anbringelsesstedet, eller hvis barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for fastholdelse eller
tilbageholdelse, og en socialpædagogisk indsats og dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til at overbevise
barnet eller den unge om at opgive sit forehavende.
67
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0068.png
Det er ikke en forudsætning for en afgørelse om anbringelse på institutionstypen, at den anbringende kommune
tidligere har forsøgt anbringelse af barnet eller den unge på en åben døgninstitution eller et opholdssted, eller at
barnet eller den unge tidligere er rømmet eller har begået kriminalitet.
Fordelene ved anbringelse på en delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling er, i modsætning til
anbringelse på en sikret døgninstitution, at tilbageholdelsen kan begrænses til de perioder, hvor barnet eller den
unge har behov for en intensiv indsats for at kunne fastholdes i den socialpædagogiske behandling, og at der kan
ske fastholdelse i andre situationer end dem, der følger af voksenansvarslovens § 9 om fysisk magtanvendelse.
Tilbageholdelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling
Voksenansvarsloven
§ 12.
På delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner kan anbragte børn
og unge tilbageholdes, ved at yderdøre og vinduer aflåses i perioder.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at barnet eller den unge kan tilbageholdes efter stk. 1,
når det har afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge ikke rømmer
fra institutionen, og der er risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i
forbindelse med en rømning.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen fastsætter i forbindelse med en afgørelse efter stk. 2 de nærmere rammer for
tilbageholdelse. Tilbageholdelse kan højst udgøre 5 sammenhængendende dage og maksimum 30 dage i alt på
1 år.
Stk. 4.
Lederen eller dennes stedfortræder kan inden for de rammer om tilbageholdelse, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. stk. 3, tilbageholde barnet eller den unge, når betingelserne i
stk. 2 er opfyldt. Lederen eller dennes stedfortræder kan beslutte, at tilbageholdelsen skal begrænses til
bestemte tidspunkter i døgnet.
Stk. 5.
Afgørelse om tilbageholdelse efter stk. 2 og fastholdelse efter § 13, stk. 2, er en samlet afgørelse og
træffes for 1 år ad gangen.
78.
Anbragte børn og unge på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger kan tilbageholdes ved,
at yderdøre og vinduer aflåses i perioder, jf. voksenansvarslovens § 12, stk. 1.
119.
I praksis vil mMuligheden
for at kunne tilbageholde det enkelte barn eller den unge
kan i praksis
ske ved, at
der på institutionen er en afdeling, hvor det er muligt
i
at aflåse yderdøre og vinduer. Fleksibiliteten sikrer derved,
at barnet eller den unge kan forblive på samme institution, uanset at der i perioder er behov for at tilbageholde
barnet eller den unge, og at andre af de anbragte børn og unge på institutionen frit skal kunne komme og gå.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tilbageholde barnet eller den unge efter voksenansvarslovens §
12, stk. 2, når det har afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge ikke
rømmer fra institutionen, og der er risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade
i forbindelse med en rømning. Det kan
f.eks.fx
være i situationer, hvor barnet eller den unge har givet udtryk for at
ville rømme fra institutionen, eller hvis barnets eller den unges adfærd i øvrigt tilsiger et behov for tilbageholdelse
(og evt. fastholdelse), og en socialpædagogisk indsats og dialog ikke vurderes at være tilstrækkeligt til at overbevise
barnet eller den unge om at opgive sit forehavende.
Ved tilbageholdelse forstås, at barnet eller den unge anbringes på en afdeling, hvor døre og vinduer kan aflåses.
Personalet tager således ikke fysisk fat i barnet eller den unge ved en tilbageholdelse på en delvis lukket
døgninstitution eller en delvis lukket afdeling. Det modsatte er tilfældet i voksenansvarslovens § 11, hvor
tilbageholdelsen sker ved brug af egentlig fysisk magt.
Det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter de nærmere rammer og vilkår for afgørelsen om tilbageholdelse i
forbindelse med, at der er truffet en afgørelse om tilbageholdelse efter voksenansvarslovens § 12, stk. 2, jf. § 12,
stk. 3.
68
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0069.png
Som eksempel på en adfærd, der kan begrunde en tilbageholdelse kan nævnes et barn eller en ung, der er kommet
i et dårligt selskab af andre unge mennesker, og hvor kriminalitet og stoffer er almindeligt. I så fald vil barnet eller
den unge kunne tilbageholdes i konkrete situationer, hvor personalet på institutionen formoder, at vedkommende
vil opsøge dette dårlige selskab, så det undgås, at barnet eller den unge
f.eks.fx
tager stoffer eller begår indbrud
den pågældende dag.
120.
Tilbageholdelsen kan højst udgøre 5 sammenhængendende dage og maksimum 30 dage i alt på et år. Ved en
afgørelse om tilbageholdelse i flere perioder af højest 5 sammenhængende dage ad gangen må perioderne ikke
ligge i umiddelbar forlængelse af hinanden. Det er således ikke muligt at tilbageholde et barn eller en ung i
f.eks.fx
10 sammenhængende dage ad gangen.
En afgørelse om tilbageholdelse træffes pr. påbegyndt dag, hvilket betyder, at der ikke kan træffes afgørelse om
tilbageholdelse på time- eller minutbasis.
Lederen eller dennes stedfortræder kan
i den forbindelseendvidere
beslutte, at tilbageholdelsen skal begrænses til bestemte tidspunkter i døgnet. Det vil således være muligt for barnet
eller den unge fortsat at deltage i fællesaktiviteter med øvrige unge anbragt på institutionen, herunder fællesspisning
og undervisning. Det vil i nogle tilfælde også være muligt for barnet eller den unge evt. at deltage i aktiviteter uden
for institutionen, hvis det vurderes, at barnet eller den unge kan overholde indgåede aftaler og dermed kun være
tilbageholdt i dele af døgnet.
En tilbageholdelse på f.eks. to dage kan således godt indebære, at barnet eller den
unge, i løbet af de to dage, deltager i fællesaktiviteter med de andre anbragte børn og unge.
Når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om tilbageholdelse i et nærmere bestemt antal dage, kan lederen af
institutionen eller dennes stedfortræder, inden for de rammer om tilbageholdelse som kommunalbestyrelsen har
truffet afgørelse om, jf. voksenansvarslovens § 12, stk. 3, tilbageholde barnet eller den unge, når betingelserne i
voksenansvarslovens § 12, stk. 2, er opfyldt. Det vil i praksis være gældende, når der er en begrundet formodning
om, at barnet eller den unge vil rømme, og det i den konkrete situation er afgørende for den socialpædagogiske
behandling, at barnet eller den unge ikke rømmer, samt at der er risiko for, at barnet eller den unges sundhed og
udvikling vil lide alvorlig skade i forbindelse med en rømning.
Alle de tre nævnte betingelser skal være opfyldt, for at tilbageholdelsen kan gennemføres. Det er således op til
lederen eller dennes stedfortræder at vurdere, hvornår der er behov for at tilbageholde den enkelte unge, herunder
om betingelserne for tilbageholdelse er opfyldt.
Som eksempel på en adfærd, der kan begrunde en tilbageholdelse kan nævnes et barn eller en ung, der er kommet
i et dårligt selskab af andre unge mennesker, og hvor kriminalitet og stoffer er almindeligt. I så fald vil barnet eller
den unge kunne tilbageholdes i konkrete situationer, hvor personalet på institutionen formoder, at vedkommende
vil opsøge dette dårlige selskab, så det undgås, at barnet eller den unge fx tager stoffer eller begår indbrud den
pågældende dag.
Lederen eller dennes stedfortræder kan endvidere beslutte, at tilbageholdelsen skal begrænses til bestemte
tidspunkter i døgnet. Det vil således være muligt for barnet eller den unge fortsat at deltage i fællesaktiviteter med
øvrige unge anbragt på institutionen, herunder fællesspisning og undervisning.
Det vil i nogle tilfælde også være muligt for barnet eller den unge evt. at deltage i aktiviteter uden for institutionen,
hvis det vurderes, at barnet eller den unge kan overholde indgåede aftaler og dermed kun være tilbageholdt i dele
af døgnet.
I forbindelse med sådanne beslutninger bør barnet eller den unge altid inddrages og høres.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om tilbageholdelse og evt. fastholdelse efter voksenansvarslovens § 13, er en
samlet afgørelse, der træffes for et år ad gangen.
Det medfører, at der skal træffes én samlet afgørelse, der både tager stilling til tilbageholdelse og til fastholdelse af
barnet eller den unge samt de øvrige vilkår og rammer, jf. § 12, stk. 5, i voksenansvarsloven.
Fastholdelse på en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling¨
69
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0070.png
Voksenansvarsloven
§ 13.
På delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner kan anbragte børn
og unge fastholdes fysisk, uanset om betingelserne for at anvende fysisk magt efter § 9 er opfyldt.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung kan fastholdes efter stk. 1, når
det har afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, at barnets eller den unge fastholdes, og
der er risiko for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, og hvis
1) barnet eller den unge tidligere har rømmet fra åbne anbringelsessteder og det må formodes, at den
pågældende igen vil rømme fra anbringelsesstedet,
2) barnet eller den unge tidligere har begået kriminalitet og det må formodes, at den pågældende vil begå ny
kriminalitet,
3) barnet eller den unge tidligere har indtaget euforiserende stoffer og det må formodes, at den pågældende vil
indtage euforiserende stoffer, eller
4) barnet eller den unge tidligere har skadet sig selv og det må formodes, at den pågældende vil skade sig selv
alvorligt.
Stk. 3.
Lederen eller dennes stedfortræder kan inden for de rammer om fastholdelse, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. stk. 2, i en konkret situation fastholde barnet eller den unge.
Stk. 4.
Afgørelse om fastholdelse efter stk. 2 og tilbageholdelse efter § 12, stk. 2, er en samlet afgørelse og
træffes for et 1 år ad gangen.
12179.
Med fastholdelse efter voksenansvarslovens § 13 menes, at der i akut opståede situationer kan anvendes
fysisk magt i form af fastholdelse i situationer, der ligger ud over de kriterier, der fremgår af voksenansvarslovens
§ 9 om fysisk magtanvendelse.
På en delvis lukket døgninstitution eller en delvis lukket afdeling kan personalet anvende fysisk fastholdelse for at
forhindre, at et barn eller en ung forlader institutionen, hvor barnet eller den unge fx handler i affekt eller vrede og
vil stikke af fra institutionen.
Med anvendelse af fysisk magt menes, at der fysisk tages fat i barnet eller den unge i en kortere periode til
vedkommende er faldet til ro, eller at barnet eller den unge kan mandsopdækkes - fx ved at personalet stiller sig i
døren, så barnet eller den unge ikke kan komme ud.
Det er ikke tilladt at slå, sparke eller tage hårdt fat i barnet
eller den unge. Personalet må heller ikke lægge sig oven på barnet eller den unge eller fastholde vedkommende
med sin kropsvægt.
Fastholdelsen skal endvidere altid afpasses forholdene i den enkelte situation, den må ikke gå
ud over det strengt nødvendige, og den skal stå i et rimeligt forhold til det, der ønskes opnået med fastholdelsen.
Det er ikke tilladt at slå, sparke eller tage hårdt fat i barnet eller den unge. Personalet må heller ikke lægge sig oven
på barnet eller den unge eller fastholde vedkommende med sin kropsvægt.
Fastholdelsen skal endvidere altid afpasses forholdene i den enkelte situation, den må ikke gå ud over det strengt
nødvendige, og den skal stå i et rimeligt forhold til det, der ønskes opnået med fastholdelsen.
122.
Det er kommunalbestyrelsen, der kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung kan fastholdes efter § 13,
stk. 1, når det har afgørende betydning for den socialpædagogiske behandling, at barnet eller den unge fastholdes,
og der er risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade og hvis:
1) barnet eller den unge tidligere har rømmet fra åbne anbringelsessteder, og det må formodes, at den
pågældende igen vil rømme fra anbringelsesstedet,
2) barnet eller den unge tidligere har begået kriminalitet, og det må formodes, at den pågældende vil begå ny
kriminalitet,
3) barnet eller den unge tidligere har indtaget euforiserende stoffer, og det formodes, at den pågældende vil
indtage euforiserende stoffer, eller
4) barnet eller den unge tidligere har skadet sig selv, og det formodes, at den pågældende vil skade sig selv
alvorligt.
Kommunalbestyrelsen skal således tage stilling, i hvilke konkrete situationer barnet eller den unge kan fastholdes.
70
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0071.png
En afgørelse om fastholdelse medfører, at barnet eller den unge, inden for de rammer om fastholdelse, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, jf. voksenansvarslovens § 13, stk. 2, i en konkret situation kan
fastholdes.
Afgørelsen om tilbageholdelse efter voksenansvarslovens § 12, stk. 2, og fastholdelse efter voksenansvarslovens §
13, stk. 2, er en samlet afgørelse, der træffes for et år ad gangen, jf. voksenansvarslovens § 13, stk. 4. Der skal
således træffes én afgørelse, der både tager stilling til tilbageholdelse og til fastholdelse af barnet eller den unge
samt andre øvrige vilkår og rammer.
Kapitel
1816
Anbringelse på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Afgørelse om aAnbringelse
på sikrede døgninstitutioner
80.
Anbringelse af et barn eller en ung på en sikret døgninstitution er et indgreb i det pågældende barn eller den
unges grundlæggende ret til personlig frihed, som beskrevet i kapitel 4. Anbringelse af børn og unge på sikrede
døgninstitutioner må derfor kun ske, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere nedenfor. En anbringelse på
en sikret døgninstitution skal gennemføres under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og
andre indgreb i selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel 120.
Serviceloven
§ 63 b.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe børn og unge mellem 12 og 17 år på
sikrede døgninstitutioner, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i stk. 2, nr. 1-3, er
opfyldt.
Stk. 2.
En sikret døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 6, må alene anvendes til børn og unge, når
1) det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for
skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler,
2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre
socialpædagogiske behandling,
3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode efter nr. 2 fastslås, at det er absolut påkrævet, at
der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution,
4) opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje,
5) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., og betingelserne i nr. 1, 2 eller
3 samtidig er opfyldt,
6) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven, eller
7) der er tale om udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark, jf. §§ 36 og 37 i udlændingeloven.
Stk. 3.
Er betingelserne i stk.
12, nr. 1-3, eller § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
opfyldt
for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en åben døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 6,
hvortil der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af den åbne døgninstitution eller dennes
stedfortræder, uanset hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbringelsen uden for hjemmet,
træffe midlertidig beslutning om overførsel til den sikrede døgninstitution. Overførslen kan iværksættes straks.
Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf. stk. 1,
jf. § 74, stk. 1, nr. 6.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete
anbringelse på en sikret døgninstitution.
Stk. 5.
Social- og indenrigsministeren Børne- og socialministeren
kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen
af sikrede døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer
og vilkår for den konkrete anbringelse, og at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra
aldersgrænsen i stk. 1 i særlige situationer i forhold til børn under 12 år.
71
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0072.png
Ungdomskriminalitetsloven
§ 16.
Anbringelse efter § 14 kan for unge i alderen 12 til 17 år ske på en sikret døgninstitution, når
1) det er absolut påkrævet for at afværge, at den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for skade ikke på
forsvarlig måde kan afværges ved andre, mere lempelige forholdsregler,
2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre
socialpædagogiske behandling eller
3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode fastslås, at det er absolut påkrævet, at der
iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.
Stk. 2.
Bestemmelsen i § 63 b, stk. 4, i lov om social service finder anvendelse.
Stk. 3.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af sikrede
døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for
den konkrete anbringelse, og om, at Ungdomskriminalitetsnævnet i særlige situationer kan træffe afgørelse om
at dispensere fra aldersgrænsen i stk. 1 i forhold til børn under 12 år.
Udlændingeloven
§ 62 n.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på sikrede døgninstitutioner, jf. § 66, stk.
1, nr. 6, i lov om social service, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2.
En sikret døgninstitution for børn og unge mellem 12 og 17 år efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social
service må alene anvendes, hvis der er en åbenbar risiko for, at den uledsagede mindreårige udlændings
sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre
adfærds- eller tilpasningsproblemer hos udlændingen, jf. § 62 m, stk. 2, nr. 1-3, og når
1) det er absolut påkrævet for at afværge, at udlændingen skader sig selv eller andre, og risikoen for skade
ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre, mere lempelige forholdsregler,
2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre
socialpædagogiske behandling eller
3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode efter nr. 2 fastslås, at det er absolut påkrævet, at
der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete
anbringelse på en sikret døgninstitution.
Stk. 4.
Udlændinge- og integrationsministeren kan efter forhandling med børne- og socialministeren fastsætte
nærmere regler om, at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra aldersgrænsen i stk. 2
i særlige situationer i forhold til udlændinge under 12 år.
Stk. 5.
Social- og indenrigsministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene på sikrede døgninstitutioner, herunder om
kommunalbestyrelsens ret til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 6.
Børn og unge-udvalget
og Ungdomskriminalitetsnævnet
kan træffe afgørelse om at anbringe et barn eller
en ung, der er fyldt 12 år, på en sikret døgninstitution, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, og § 69 i lov om social service,
når der forud herfor foreligger en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, nr. 7, eller § 58
i lov om social service
og § 16, stk. 1, nr. 1-3, og § 21, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Stk. 2.
Børn og unge-udvalget
og Ungdomskriminalitetsnævnet
kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra den
aldersgrænse, der er nævnt i § 63 b, stk. 1, i lov om social service,
og § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1 træffe afgørelse om, på hvilken
institution/afdeling anbringelse på sikret døgninstitution skal finde sted, hvis der ikke allerede er truffet
afgørelse herom.
72
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0073.png
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold, der træder i stedet for
varetægtsfængsling efter § 765 i lov om rettens pleje, træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en ung på
en sikret døgninstitution, hvor opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 4, i lov om
social service. Kommunalbestyrelsen skal herunder træffe afgørelse om, på hvilken institution/afdeling
anbringelsen skal finde sted, hvis der ikke allerede er truffet afgørelse herom.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold som led i afsoning efter
§ 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en ung på en
sikret døgninstitution, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 5, i lov om social service, herunder om, på hvilken
institution/afdeling anbringelsen skal finde sted. Kommunalbestyrelsens afgørelse om anbringelse på en sikret
døgninstitution skal tiltrædes af Kriminalforsorgen.
Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold i henhold til en dom til
ungdomssanktion i medfør af straffelovens § 74 a træffe afgørelse om, på hvilken institution/afdeling
anbringelsen skal finde sted, når det følger af dommen, at barnet eller den unge skal anbringes på en sikret
døgninstitution, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 6,
i lov om social service.
Stk. 7.
Kommunalbestyrelsen skal, i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold som led i en idømt
sanktion efter straffelovens § 74 a i henhold til dommen, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge skal
forblive i, overføres til eller tilbageføres til en sikret døgninstitution, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 6, i lov om social
service.
Stk. 8.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelsen på en
sikret døgninstitution, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker.
123.
Anbringelse af et barn eller en ung på en sikret døgninstitution er et indgreb i det pågældende barn eller den
unges grundlæggende ret til personlig frihed, som beskrevet i kapitel 4. Anbringelse af børn og unge på sikrede
døgninstitutioner må derfor kun ske, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere nedenfor. En anbringelse på
en sikret døgninstitution skal gennemføres under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og andre
indgreb i selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel 12.
124.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en ung på en sikret døgninstitution
når der er truffet afgørelse om anbringelse med samtykke efter servicelovens § 52, stk. 1, eller uden samtykke efter
servicelovens § 58, når en af betingelserne i servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1-3 er opfyldt. Ligeledes kan børn og
unge-udvalget træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en ung på en sikret døgninstitution efter
udlændingelovens § 62 n, når betingelserne herfor er opfyldt.
Derudover kan Ungdomskriminalitetsnævnet træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en ung på en sikret
døgninstitution som led i et forbedringsforløb, jf. ungdomskriminalitetslovens §§ 14 og 16. Afgørelsen træffes med
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og en ung, der er fyldt 15 år. Anbringelse på en sikret døgninstitution
kan også ske uden samtykke efter ungdomskriminalitetslovens § 14, stk. 2, når betingelserne herfor er opfyldt.
Anbringelse på en sikret døgninstitution af socialretlige årsager
81.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 1, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at anbringe børn og unge
mellem 12 og 17 år på en sikret døgninstitution, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7, når der er truffet afgørelse om
anbringelse med samtykke efter servicelovens § 52, stk. 1, eller uden samtykke efter servicelovens § 58, når en af
betingelserne i § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, er opfyldt.
125.
Børn og unge-udvalget og Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en
ung, der er fyldt 12 år på en sikret døgninstitution af socialretlige årsager. De socialretlige årsager fremgår af
servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1-3.
Anbringelse af børn og unge på sikrede døgninstitutioner af sociale årsager kan
således
ske på baggrund af en af følgende tre betingelser:
1) det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og faren ikke på
forsvarlig måde kan afværges ved andre lempeligere forholdsregler (farlighedskriteriet), eller
2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre
socialpædagogiske behandling (observation), eller
73
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0074.png
3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode, jf. nr. 2, er slået fast, at det er absolut påkrævet, at
iværksætte et længerevarende behandlingsforløb på en sikret døgninstitution (længerevarende pædagogisk
behandling).
Betingelsen om, at børn og unge kan anbringes på sikrede døgninstitutioner af sociale årsager, når det er absolut
påkrævet, indebærer
ikke nødvendigvis,
at andre lempeligere foranstaltninger
ikke nødvendigvis
skal have været
prøvet, hvis de på forhånd vurderes at være utilstrækkelige. Anvendelse af en sikret døgninstitution kan således
eksempelvis være relevant i forbindelse med meget udadreagerende børn og unge, som kan være vanskelige at
rumme på åbne anbringelsessteder.
126.83.
Børn og unge-udvalget
og Ungdomskriminalitetsnævnet
kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra
aldersgrænsen for de 12-17 årige, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen §
76,
stk. 2, så børn under 12 år helt
ekstraordinært kan anbringes på en sikret døgninstitution. Det kan fx være i helt særlige tilfælde, hvor et barn på
11 år gentagne gange har rømmet fra anbringelsessteder og gang på gang har udsat andre for fare. I sådanne
særlige tilfælde vil der kunne være behov for at fastholde barnet for at kunne udarbejde en socialpædagogisk
observation efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 2, med henblik på at tilvejebringe et grundlag for den videre
socialpædagogiske behandling.
127.
Børn og unge-udvalget
og Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelser om anbringelse på
en
sikret
døgninstitution efter servicelovens § 63 b
eller § 16 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
kan indbringes for
Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 168
og ungdomskriminalitetslovens § 55, stk. 2, nr. 4.
Klage til Ankestyrelsen skal
ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 1. Barnet
eller den unge over 12 år samt forældremyndighedsindehaveren har ret til advokatbistand under såvel udvalgs- som
klagebehandlingen, jf. servicelovens § 72.
Det samme gælder for sager, der behandles af
Ungdomkriminalitetsnævnet, jf. § 46 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
Nærmere om rammer og vilkår for anbringelse på sikrede døgninstitutioner
12882.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 4,
ungdomskriminalitetslovens § 16, stk. 3 og udlændingelovens § 62 n,
stk. 3,
er det kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete
anbringelse på en sikret døgninstitution.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted, jf. servicelovens § 68 b, stk. 1, i
overensstemmelse med handleplanen efter servicelovens § 140. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der
tages stilling til barnets eller den unges skolegang. Der henvises her til vejledning om særlig støtte XXXX.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, på hvilken institution/afdeling anbringelse på sikret døgninstitution skal
finde sted, jf. § 6, stk. 3, i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse på en sikret
døgninstitution, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker, jf. § 6. stk. 8 i
voksenansvarsbekendtgørelsen.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted, jf. servicelovens § 68 b, stk. 1, i
overensstemmelse med handleplanen efter servicelovens § 140. Samtidig med valg af anbringelses-sted skal der
tages stilling til barnets eller den unges skolegang.
Dispensation fra aldersgrænsen
83.
Børn og unge-udvalget kan i ganske særlige tilfælde dispensere fra aldersgrænsen for de 12-17 årige, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsen § 6, stk. 2, så børn under 12 år helt ekstraordinært kan anbringes på en sikret
døgninstitution. Det kan fx være i helt særlige tilfælde, hvor et barn på 11 år gentagne gange har rømmet fra
anbringelsessteder og gang på gang har udsat andre for fare. I sådanne særlige tilfælde vil der kunne være behov
74
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0075.png
for at fastholde barnet for at kunne udarbejde en socialpædagogisk observation efter servicelovens § 63 b, stk. 2,
nr. 2, med henblik på at tilvejebringe et grundlag for den videre socialpædagogiske behandling.
Anbringelse af strafferetlige årsager
12984.
Anbringelse af børn og unge på sikrede døgninstitutioner kan efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 4-6, ske
i stedet for:
– varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 765,
– som led i afsoning, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, når betingelserne i servicelovens § 63 b, stk. 2, nr.
1, 2 eller 3, samtidig er opfyldt, eller
– når opholdet er et led i en idømt foranstaltning, jf. straffelovens § 74 a.
For
børn og
unge, hvor der ikke i forvejen er udarbejdet en børnefaglig undersøgelse og en handleplan, jf.
servicelovens
§ 50 og § 140
i lov om social service,
skal der udarbejdes en børnefaglig undersøgelse og en
handleplan i forbindelse med anbringelse på en sikret døgninstitution.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 4, er det kKommunalbestyrelsen, der træffer
– uanset anbringelsesgrundlaget –
afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse på en sikret
døgninstitution, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 7, stk.
8.
De tre forskellige muligheder for anbringelse på en sikret døgninstitution af strafferetlige årsager beskrives nedenfor.
130.
Voksenansvarslovens §§ 4-, § 5, § 7-9, §§ 12-14, 15 a, 16-16 b og §§ 19-24 finder anvendelse over for unge
over 18 år, hvis den pågældende er anbragt i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse, jf.
voksenansvarslovens § 2, stk. 3.
Bestemmelsen sikrer, at de relevante indgrebsmuligheder også finder anvendelse over for unge over 18 år, der er
anbragt af strafferetlige årsager. Det vil være tilfældet, når opholdet på et opholdssted eller en institution efter
servicelovens § 66, stk. 1, nr. 65 og 76, træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje, hvis
opholdet sker som led i afsoning på baggrund af en idømt foranstaltning efter straffeloven, jf. § 78, stk. 2 i
straffuldbyrdelsesloven, eller hvis opholdet er led i en idømt foranstaltning efter § 74 a i straffeloven
Anbringelse på
en
sikret
afdeling døgninstitution
i varetægtssurrogat
75
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0076.png
85.
Efter serviceloven § 63 b, stk. 2, nr. 4, kan børn og unge anbringes på sikrede døgninstitutioner, når opholdet
træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 765.
Retsplejeloven
§ 765.
Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens
øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet
for varetægtsfængsling bestemmelse derom.
Stk. 2.
Retten kan således bestemme, at sigtede skal
1) undergive sig et af retten fastsat tilsyn,
2) overholde særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, anvendelse af fritid og samkvem med
bestemte personer,
3) tage ophold i egnet hjem eller institution,
4) undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller
lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution,
5) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter,
6)
hos politiet
deponere pas eller andre legitimationspapirer
hos politiet,
7) stille en af retten fastsat økonomisk sikkerhed for sin tilstedeværelse ved retsmøde og ved fuldbyrdelsen af
en eventuel dom.
Stk. 3.
…
Stk. 4.
…
Stk. 5.
…
Stk. 6.
…
131.
Efter serviceloven § 63 b, stk. 2, nr. 4, kan børn unge anbringes på sikrede døgninstitutioner, når opholdet
træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 765.
Dommeren afgør, om en sigtet skal varetægtsfængsles efter § 762 i retsplejeloven. Når det drejer sig om unge
under 18 år, skal de som udgangspunkt anbringes i varetægtssurrogat på en sikret døgninstitution, hvis den unge
samtykker heri, jf. retsplejelovens § 765, medmindre der foreligger særlige grunde til at påstå almindelig
varetægtsfængsling. Unge under 18 år, som har ophold på en sikret
afdeling døgninstitution
i varetægtssurrogat,
er omfattet af reglerne i voksenansvarsloven.
Der henvises her til vejledningens kapitel 3, Se nærmere under
punkt
28.
Varetægtsfængslede unge skal så vidt muligt overføres til varetægtssurrogat på en sikret døgninstitution.
Varetægtssurrogat kan
kun anvendes med samtykke fra sigtede. Selv om sigtede er under 18 år, må samtykke fra
pågældende unge anses for tilstrækkeligt, jf. retsplejelovens § 765. Samtykke fra forældremyndighedens indehaver
er således ikke nødvendigt.
Når dommeren har truffet afgørelse om, at den unge skal varetægtsfængsles i surrogat, er det kommunalbestyrelsen
i den unges opholdskommune, der træffer afgørelse om, på hvilken sikret døgninstitution anbringelse skal finde
sted, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens
§
76,
stk. 4,
i voksenansvarsbekendtgørelsen
i henhold til retsplejelovens
§ 765.
I praksis foregår det ved, at politiet inden grundlovsforhøret vurderer, om
et barn eller
en ung skal anbringes på en
sikret
døgninstitution
i varetægtssurrogat. I nogle tilfælde vil politiet rette henvendelse til kommunen, som derpå
tager kontakt til den sikrede
døgninstitution,
hvor den unge ønskes placeret, mens politiet i andre tilfælde vil tage
kontakt direkte til den sikrede
døgninstitution.
Er der ikke plads på denne
døgninstitution,
overtager den pågældende
døgninstitution
opgaven med at finde den bedst egnede alternative placering.
Hvis retten beslutter, at den unge skal anbringes i varetægtssurrogat, anbringes den unge i varetægt i arresthus,
indtil placering i sikret døgninstitution kan finde sted. Retten har tillige mulighed for at beslutte, at den unge skal
varetægtsfængsles i en af Kriminalforsorgens institutioner. Politiet sørger for, at den unge bliver transporteret til
den sikrede
døgninstitution.
76
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0077.png
Hvis den unge under opholdet på den sikrede
døgninstitution
skal afhøres, henter og bringer politiet den unge.
Ligeledes er det politiet, der ledsager den unge i forbindelse med nødvendig udgang, fx i forbindelse med
mentalundersøgelse, lægebesøg og lign.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 4, er det kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om de nærmere rammer og
vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution.
Kommunalbestyrelsen skal i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold, der træder i stedet for
varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 765 træffe afgørelse om at anbringe et barn eller en ung på en sikret
døgninstitution, hvor opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, herunder om på hvilken institution/afdeling
anbringelsen skal finde sted, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 6, stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse på en sikret
døgninstitution, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens
§
76,
stk. 8.,
i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Varetægtsfængslede unge skal så vidt muligt overføres til varetægtssurrogat på en sikret døgninstitution.
Anbringelse på
en
sikret døgninstitution som led i afsoning af straf
13286.
Efter serviceloven § 63 b, stk. 2, nr. 5, kan
børn og
unge anbringes på sikrede døgninstitutioner, når
opholdet er led i afsoning af straf efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, og betingelserne i nr. 1, 2 eller 3
samtidig er opfyldt.
Straffuldbyrdelsesloven
§ 78.
Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at den dømte midlertidigt eller for
hele eller resten af straffetiden anbringes på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution, når
1) den dømte har behov for særlig behandling eller pleje, som i væsentlig grad kan tilgodeses i den
pågældende institution m.v.,
2) der på grund af den dømtes alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder er særlige grunde
til ikke at anbringe eller beholde den dømte i fængsel eller arresthus og
3) afgørende hensyn til retshåndhævelsen ikke taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus
Stk. 2.
Dømte, der er under 18 år, anbringes i institution m.v. som omhandlet i stk. 1, medmindre afgørende
hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel og arresthus.
En ung under 18 år, der skal afsone en ubetinget frihedsstraf, kan udstå straffen på en sikret døgninstitution. Det
er en forudsætning for anbringelse efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 5, at Kriminalforsorgen meddeler tilladelse,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 78.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 4, er det kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om de nærmere rammer og
vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution.
Kommunalbestyrelsen skal, i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold som led i afsoning
efter
straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2,
træffe afgørelse om at anbringe
et barn eller
en ung på en sikret
døgninstitution, herunder om på hvilken institution/afdeling anbringelsen skal finde sted, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens §
76,
stk. 5. Kommunalbestyrelsens afgørelse om anbringelse på en sikret
døgninstitution skal tiltrædes af Kriminalforsorgen, jf. §
76,
stk. 5, i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Når Kriminalforsorgen har tiltrådt kommunalbestyrelsens afgørelse om anbringelse i en sikret døgninstitution, skal
kommunalbestyrelsens afgørelse meddeles det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. §
2 i lov om socialtilsyn.
77
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0078.png
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse på en sikret
døgninstitution, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker, jf. §
76,
stk. 8, i voksenansvars-
bekendtgørelsen.
Anbringelse på en sikret døgninstitution som led i en ungdomssanktion
Straffeloven
§ 74 a.
Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet
eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret,
kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at
forebygge yderligere lovovertrædelser.
Stk. 2.
…
13387.
Efter serviceloven § 63 b, stk. 2, nr. 6, kan
børn og
unge anbringes på sikrede døgninstitutioner, når
opholdet er
som
led i en idømt foranstaltning efter straffelovens § 74 a.
Straffeloven
§ 74 a.
Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet
eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret,
kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at
forebygge yderligere lovovertrædelser.
Stk. 2.
…
Et Oophold
på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, skal som udgangspunkt være påbegyndt før det
fyldte 18. år, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 1, stk. 1.
Hvis en ung er idømt en ungdomssanktion i medfør af
straffelovens § 74 a, kan Oopholdet
på et opholdsstedsted eller en døgninstitution
dog , herunder en sikret
døgninstitution efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, kan dog i medfør af straffelovens § 74 a
påbegyndes
efter det fyldte 18. år, hvis kriminaliteten er begået inden det fyldte 18. år, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 1,
stk. 2.
Når et barn eller en ung er blevet idømt en ungdomssanktion, jf. § 74 a i straffeloven, er det de sociale myndigheder,
der skal iværksætte fuldbyrdelsen af dommen. De sociale myndigheder skal i den forbindelse påse, at
foranstaltningerne i henhold til dommen ophører senest to år efter endelig dom, samt at tidsgrænserne for den
idømte ungdomssanktion overholdes, jf.
vejledningens
punkt
xx98.
Kommunalbestyrelsen skal i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold i henhold til en dom til
ungdomssanktion i medfør af straffelovens § 74 a træffe afgørelse om, på hvilken institution eller afdeling
anbringelsen skal finde sted, når det følger af dommen, at den unge skal anbringes på en sikret døgninstitution, jf.
§ 7, stk. 6, i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse på en sikret
døgninstitution, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker, jf. § 7, stk. 8, i voksenansvars-
bekendtgørelsen.
Voksenansvarslovens §§ 4-, § 5, § 7-9, §§ 12-14, 15 a, 16-16 b og §§ 19-24 finder anvendelse over for unge over
18 år, hvis den pågældende er anbragt i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse, jf. voksenansvarslovens §
2, stk. 3.
Bestemmelsen sikrer, at de relevante indgrebsmuligheder også finder anvendelse over for unge over 18 år, der er
anbragt af strafferetlige årsager. Det vil være tilfældet, når opholdet på et opholdssted eller en institution efter
servicelovens § 66, stk. 1, nr. 65 og 76, træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje, hvis
78
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0079.png
opholdet sker som led i afsoning på baggrund af en idømt foranstaltning efter straffeloven, jf. § 78, stk. 2 i
straffuldbyrdelsesloven, eller hvis opholdet er led i en idømt foranstaltning efter § 74 a i straffeloven.
Når et barn eller en ung er blevet idømt en ungdomssanktion, jf. § 74 a i straffeloven, er det de sociale myndigheder,
der skal iværksætte fuldbyrdelsen af dommen. De sociale myndigheder skal i den forbindelse påse, at
foranstaltningerne i henhold til dommen ophører senest to år efter endelig dom, samt at tidsgrænserne for den
idømte ungdomssanktion overholdes, jf. punkt 98.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 4, er det kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om de nærmere rammer og
vilkår under den konkrete anbringelse på en sikret døgninstitution.
Kommunalbestyrelsen skal i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold i henhold til en dom til
ungdomssanktion i medfør af straffelovens § 74 a træffe afgørelse om, på hvilken institution eller afdeling
anbringelsen skal finde sted, når det følger af dommen, at barnet eller den unge skal anbringes på en sikret
døgninstitution, jf. § 76, stk. 6, i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse på en sikret
døgninstitution, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker, jf. § 76, stk. 8, i voksenansvars-
bekendtgørelsen.
134.
En ungdomssanktion består typisk af
tre3
faser.
Se nærmere herom underDer henvises her til
vejledningens
kapitel 3,
punkt
xx30.
Fase 1 består i et ophold på en sikret døgninstitution for børn og unge.,
jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr. 76.
Formålet
med denne fase er at tilvejebringe grundlaget for det videre anbringelsesforløb. Har
barnet eller
den unge under
sagens behandling været anbragt i varetægtssurrogat på en sikret døgninstitution, og er der gennemført en
pædagogisk observation, der viser, at den pågældende ikke har behov for at være
påi
en sikret døgninstitution i 1.
fase af ungdomssanktionen, er der ikke noget til hinder for, at det indstilles til retten, at
barnet eller
den unge
anbringes direkte i fase 2 på et åbent opholdssted eller døgninstitution.
135.
Kommunalbestyrelsen skal i forlængelse af en strafferetlig afgørelse om ophold som led i en idømt sanktion
efter straffelovens § 74 a i henhold til dommen træffe afgørelse om, at
barnet eller
den unge skal forblive i, overføres
til eller tilbageføres til en sikret døgninstitution,
jf. § 63 b, stk. 2, nr. 6 i serviceloven,
jf. §
76,
stk. 7, i
voksenansvarsbekendtgørelsen.
Forbliven i, overførsel til eller tilbageførsel til en sikret døgninstitution kan f.eks. ske, når der forekommer ny
kriminalitet, i forbindelse med rømninger, eller når det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere
lovovertrædelser, fx i forbindelse med voldelig optræden.
Er der behov for, at
barnet eller
den unge overflyttes til en anden
sikret døgninstitution
end den, hvor
barnet eller
den
unge
indledte
sanktionen,
kan
kommunalbestyrelsen
træffe
afgørelse
herom,
jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens §
76,
stk. 7. Det kan eksempelvis være hensigtsmæssigt, at
barnet eller
den unge
kommer tættere på sin hjemegn. En anden årsag til overflytning kan være konflikter mellem
barnet eller
den unge
og personalet eller mellem
barnet eller
den unge og de øvrige børn og unge på institutionen.
Kommunalbestyrelsen kan tillige beslutte, at
barnet eller
den unge skal forblive på en sikret døgninstitution. I
dommen kan
barnet eller
den unge i henhold til straffelovens § 74 a, stk. 2, 1. pkt., pålægges at overholde
kommunens nærmere bestemmelser om den socialpædagogiske behandling og at efterkomme pålæg om
opholdssted, herunder fortsat anbringelse på sikret døgninstitution ud over, hvad der umiddelbart er fastsat i
dommen. Dog skal anbringelsen stemme overens med de generelle længstetider, der er fastsat i straffelovens § 74
a, stk. 2.
Der henvises her til punkt xx.
Endelig kan kommunen beslutte at tilbageføre
et barn eller
en ung:
– fra et åbent opholdssted eller døgninstitution i fase 2 til en sikret døgninstitution,
79
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0080.png
– fra den ambulante fase 3 til et åbent opholdssted eller døgninstitution i fase 2 eller
– fra fase 3 til en sikret døgninstitution.
Tilbageførsel til en sikret døgninstitution kan ske, hvis det viser sig, at den pågældende (endnu) ikke kan håndtere
de friheder, der er forbundet med ophold i en almindelig (ikke sikret) døgninstitution.
En tilbageførsel kan også ske
hvis barnet eller den unge er overgået til den ambulante fase, men det viser sig at være nødvendigt at tilbageføre
barnet eller den unge for at gennemføre den socialpædagogiske behandling.
Tilbageførsel til sikret døgninstitution kan således ikke alene ske af pædagogiske grunde.
Forbliven i, overførsel til eller tilbageførsel til en sikret døgninstitution kan fx ske, når der forekommer ny kriminalitet,
i forbindelse med rømninger, eller når det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser,
fx i forbindelse med voldelig optræden.
Tilsvarende kan barnet eller den unge tilbageføres til et opholdssted eller en døgninstitution efter at være overgået
til den ambulante fase, hvis det viser sig nødvendigt for at gennemføre den socialpædagogiske behandling.
136.
Kommunen har pligt til at oplyse barnet eller den unge om, at barnet eller den unge kan kræve afgørelser om
overførsel til en sikret døgninstitution og afgørelser om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på et
godkendt opholdssted eller døgninstitution indbragt for retten til prøvelse.
For yderligere information om ungdomssanktionen henvises til Håndbog om ungdomssanktionen, Socialstyrelsen,
(2008), som findes på www.socialstyrelsen.dk samt til vejledning
3
om
indsatser og
særlig støtte til børn og unge
og deres familier.
Ophold på sikrede døgninstitutioner for udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark
137.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 7, kan udlændinge uden lovligt ophold i Danmark anbringes på sikrede
døgninstitutioner på baggrund af politiets afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsen § 15, stk. 1.
80
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0081.png
Udlændingeloven
§ 36.
Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for
udvisning efter § 25, nr. 2, §§ 25 a, 25 b og 25 c, for overførsel eller tilbageførsel eller for udsendelse af en
udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan
politiet bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves. Politiet kan bestemme, at en udlænding skal
frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1. Har udlændingen fast bopæl her i
landet, kan den pågældende alene frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25. En
udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter den i §
53 b, stk. 1, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel vurdering frihedsberøves, såfremt det er
påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34
nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige.
Politiet kan bestemme, at en udlænding, som ansøger om
opholdstilladelse efter § 7, frihedsberøves i forbindelse med indrejsen med henblik på at fastlægge
udlændingens identitet, foretage registrering og fastlægge grundlaget for ansøgningen.
Stk. 2.
…
…
§ 37.
En udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, skal, medmindre den pågældende forinden løslades,
inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten, der tager stilling til spørgsmålet om
frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Er frihedsberøvelsen iværksat for at sikre muligheden
for udvisning efter § 25, nr. 1, skal spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og eventuelt fortsatte
opretholdelse inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse indbringes for retten, uanset om den
pågældende forinden løslades. Er frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat umiddelbart i forlængelse af en
frihedsberøvelse efter lov om politiets virksomhed, regnes fristen fra tidspunktet for frihedsberøvelsen efter lov
om politiets virksomhed. Rettens prøvelse af en frihedsberøvelse, der er iværksat for at sikre muligheden for
udvisning efter § 25, nr. 1, behandles efter kapitel 7 b. Er frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat umiddelbart i
forlængelse af en anholdelse efter retsplejelovens kapitel 69, regnes fristen fra tidspunktet for anholdelsen.
Fremstillingen skal ske for retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt, jf. dog 4. pkt.
Stk. 2.
…
…
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 14
...§
15.
Ophold på en sikret døgninstitution kan for udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i
Danmark finde sted på baggrund af politiets afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.
Politiet giver det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med den sikrede døgninstitution, jf. § 2 i lov
om socialtilsyn, meddelelse om afgørelsen.
Stk. 2.
Ophold efter stk. 1 skal være så kortvarigt som muligt. Opholdet må højst vare 3 døgn efter
frihedsberøvelsens oprindelige iværksættelse. Hvis en udlænding, der er frihedsberøvet efter
udlændingelovens § 36, har været fremstillet for retten, jf. udlændingelovens § 37, vil rettens bestemmelse
om opholdets varighed dog være gældende. Det samlede ophold på en sikret døgninstitution må dog højst
vare 2 måneder.
Stk. 3.
Bestemmelserne i §§ 4-10, 14, 15 a, 16- 16 b og 19-24, i lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge, gælder tillige for udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark, der er anbragt efter § 63 b,
stk. 2, nr. 7, i lov om social service.
88.
Efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 7, kan udlændinge uden lovligt ophold i Danmark anbringes i sikrede
døgninstitutioner på baggrund af politiets afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsen § 154, stk. 1.
Politiet skal give det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med den sikrede døgninstitution, jf.
socialtilsynsloven
§ 2
i lov om socialtilsyn,
meddelelse om afgørelsen.
Ophold på den sikrede døgninstitution skal være så kortvarigt som muligt. Opholdet må som udgangspunkt højst
vare 3 døgn efter frihedsberøvelsens oprindelige iværksættelse. Hvis en udlænding, der er frihedsberøvet efter
udlændingelovens § 36, har været fremstillet for retten efter udlændingelovens § 37, vil rettens bestemmelse om
81
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0082.png
opholdets varighed dog være gældende. Det samlede ophold på en sikret døgninstitution må dog højst vare 2
måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 154, stk. 2.
Bestemmelserne i voksenansvarslovens §§ 4-10, §§ 14,
15 a,
16-16
b
og §§ 19-24,
i lov om voksenansvar for
anbragte børn og unge,
gælder tillige for udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark,
der er anbragt
efter servicelovens § 63 b, stk. jf.2,
nr.
7, i lov om social service, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsen § 154, stk. 3,
og udlændingelovens §§
36 og
37.
Midlertidig overførsel fra åben til sikret døgninstitution
Serviceloven
§ 63 b.
…Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe børn og unge mellem 12 og 17 år på
sikrede døgninstitutioner, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i stk. 2, nr. 1-3, er
opfyldt.
Stk. 2.
…En sikret døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 6, må alene anvendes til børn og unge, når
1) det er absolut påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og risikoen for
skade ikke på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler,
2) det i en indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for den videre
socialpædagogiske behandling,
3) det på baggrund af den indledende iagttagelsesperiode efter nr. 2 fastslås, at det er absolut påkrævet, at
der iværksættes et længerevarende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution,
4) opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. § 765 i lov om rettens pleje,
5) opholdet er led i afsoning, jf. § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., og betingelserne i nr. 1, 2
eller 3 samtidig er opfyldt,
6) opholdet er led i en idømt foranstaltning, jf. § 74 a i straffeloven, eller
7) der er tale om udlændinge under 15 år uden lovligt ophold i Danmark, jf. §§ 36 og 37 i udlændingeloven.
Stk. 3.
Er betingelserne i stk.
1 2, nr. 1-3, eller § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
opfyldt for et barn eller en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en åben døgninstitution, jf. § 66, stk.
1, nr. 6, hvortil der også er knyttet en sikret døgninstitution, kan lederen af den åbne døgninstitution eller
dennes stedfortræder, uanset hvilket anbringelsesgrundlag der ligger til grund for anbringelsen uden for
hjemmet, træffe midlertidig beslutning om overførsel til den sikrede døgninstitution. Overførslen kan
iværksættes straks. Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til
afgørelse, jf. stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 6.
Stk. 4.
…Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete
anbringelse på en sikret døgninstitution.
Stk. 5.
…Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af sikrede
døgninstitutioner, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår
for den konkrete anbringelse, og at børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at dispensere fra
aldersgrænsen i stk. 1 i særlige situationer i forhold til børn under 12 år.
13889.
Det følger Aaf
servicelovens § 63 b, stk. 3,
følger,
at lederen
(eller dennes stedfortræder)
af en åben
døgninstitution, hvortil der også er knyttet en sikret døgninstitution
eller afdeling,
jf. servicelovens § 66, stk. 1, nr.
76, eller dennes stedfortræder, kan træffe midlertidig beslutning om overførsel til den sikrede døgninstitution eller
afdeling,
hvis betingelserne i servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1-3
eller ungdomskriminalitetslovens § 16, stk. 1,
er
opfyldt for
et barn eller
en ung, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på den åbne døgninstitution.
, kan træffe
midlertidig beslutning om overførsel til den sikrede døgninstitution.
Dette gælder uanset hvilket
anbringelsesgrundlag, der ligger til grund for anbringelsen uden for hjemmet.
For
børn og
unge idømt en ungdomssanktion kan kommunalbestyrelsen efter bemyndigelse i dommen træffe
beslutning om, at
barnet eller
den unge skal tilbageføres til eller forblive på en sikret døgninstitution, også selv om
dette indebærer, at
barnet eller
den unge kommer til at tilbringe mere tid
påi
den sikrede døgninstitution end
oprindelig forudsat i dommen, jf. §
76,
styk. 7, i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Børn og Uunge
i
ungdomssanktionen må dog maksimalt som led i sanktionen være anbragt på døgninstitution, herunder opholdssted
82
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0083.png
eller sikret døgninstitution i 18 måneder, heraf højst 12 måneder i sikret regi, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
109,
stk. 2.,
Der henvises her til nedenstående punkt xx om og nærmere nedenfor under
varighed af ophold af
strafferetlige årsager på sikrede døgninstitutioner.
Overførslen kan iværksættes uden ugrundet ophold.
Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf. servicelovens
§ 74, stk. 1, nr.
76.
139.
Overføres
et barn eller
en ung fra en åben døgninstitution, hvortil der også er knyttet en sikret døgninstitution,
til den sikrede døgninstitution, sker der en ændring af barnet eller den unges anbringelsessted i henhold til
servicelovens § 69, stk. 1, og
barnet eller
den unge skal derfor i henhold til samme lovs § 48, stk. 1, så vidt muligt
høres og have mulighed for at udtale sig i overensstemmelse med
barnet eller
den unges alder og modenhed, inden
der træffes afgørelse. Jf. servicelovens § 69, stk. 2, kan ændring af anbringelsessted kun finde sted med samtykke
fra forældrene og den unge, der er fyldt 12 år. Kan der ikke opnås samtykke, kan børn og unge-udvalget træffe
afgørelse efter § 58, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. servicelovens § 63, stk. 3.
Afgørelse om valg af anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen.
Anbringelse på særligt sikrede afdelinger
14090.
Anbringelse af et barn eller en ung på en særligt sikret afdeling er et indgreb i det pågældende barns eller
den unges grundlæggende ret til personlig frihed, som beskrevet i kapitel 4. Anbringelse af børn og unge på særligt
sikrede afdelinger må derfor kun ske, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere nedenfor.
En anbringelse på en særligt sikret afdeling skal gennemføres under iagttagelse af de generelle principper for
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel 120.
Serviceloven
§ 63 c.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om at anbringe børn og unge mellem 12 og 17 år på
særligt sikrede afdelinger, jf. § 52, stk. 3, nr. 7, jf. § 52, stk. 1, og § 58, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2.
En særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 6, må alene anvendes til børn og unge, når
1) der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2,
2) anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet barnet eller den unge ved en
forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret
afdeling eller døgninstitution uforsvarligt, og
3) der i forhold til barnet eller den unge med psykisk afvigende adfærd foreligger en skriftlig lægefaglig
vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.
Stk. 3.
Er betingelserne i stk. 2
eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet
opfyldt for et
barn eller en ung, der er fyldt 15 år, kan lederen af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder,
uafhængigt af om der på den sikrede døgninstitution er en særligt sikret afdeling, træffe midlertidig beslutning
om overførsel til en særligt sikret afdeling. Beslutningen herom skal straks forelægges børn og unge-udvalget i
opholdskommunen til afgørelse, jf. stk. 1, jf. § 74, stk. 1, nr. 7.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete
anbringelse på en særligt sikret afdeling.
Stk. 5
.
Børne- og socialministeren Social- og indenrigsministeren
kan fastsætte nærmere regler om forholdene
på og anvendelsen af særligt sikrede afdelinger, herunder om kommunalbestyrelsens adgang til at fastsætte
de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse samt om orientering af forældremyndighedens
83
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0084.png
Udlændingeloven
§ 62 o.
Børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om anbringelse på særligt sikrede afdelinger, når
betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
Stk. 2.
En særligt sikret afdeling for børn og unge mellem 12 og 17 år efter § 66, stk. 1, nr. 7 i lov om social
service må alene anvendes for uledsagede mindreårige udlændinge, når
1) der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 62 n, stk. 2,
2) anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet den uledsagede mindreårige
udlænding ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort ophold eller fortsat
ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt, og
3) der i forhold til den uledsagede mindreårige udlænding med psykisk afvigende adfærd foreligger en skriftlig
lægefaglig vurdering af, at udlændingen udviser aktuelle symptomer på en diagnose.
Stk. 3.
Er betingelserne i stk. 2 opfyldt for en uledsaget mindreårig udlænding, der er fyldt 15 år, kan lederen
af en sikret døgninstitution eller den, vedkommende bemyndiger dertil, uafhængigt af at der på den sikrede
døgninstitution er en særligt sikret afdeling, træffe midlertidig beslutning om overførsel til en særlig sikret
afdeling. Beslutningen skal straks forelægges børn og unge-udvalget i den kommune, hvor
indkvarteringsstedet, jf. § 42 a, stk. 5, ligger, til afgørelse.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete
anbringelse på en særligt sikret afdeling.
Stk. 5.
Udlændinge- og integrationsministeren kan efter forhandling med social- og indenrigsministeren
fastsætte nærmere regler om orientering af repræsentanten for den uledsagede mindreårig udlænding, jf. §
56 a, stk. 1.
Stk. 6.
Social- og indenrigsministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af og forholdene på særligt sikrede afdelinger, herunder om
kommunalbestyrelsens ret til at fastsætte de nærmere rammer og vilkår for den konkrete anbringelse.
Ungdomskriminalitetsloven
§ 17.
Anbringelse efter § 14 kan for unge i alderen 12 til 17 år ske på en særligt sikret afdeling, når den unge
opfylder betingelserne for anbringelse efter § 16, men anbringelse på en sikret døgninstitution ikke vil være
tilstrækkelig, idet den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd har gjort
ophold eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt. Er der tale om en ung med
psykisk afvigende adfærd, skal der foreligge en skriftlig lægefaglig vurdering af, at den unge udviser aktuelle
symptomer på en diagnose.
Stk. 2.
Bestemmelsen i § 63 c, stk. 4, i lov om social service finder anvendelse.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
87.
Ved en særligt sikret afdeling, jf. § 66, stk. 1, nr.
76,
i lov om social service, forstås en afdeling på en
sikret døgninstitution, der fysisk er adskilt fra de øvrige sikrede afdelinger på døgninstitutionen, og hvor
rammerne gør, at afdelingen kan modtage børn eller unge, der har et mere vidtgående behov for hjælp og
støtte grundet mere omfattende problemer end de børn og unge, der placeres på de almindelige afdelinger i
den sikrede døgninstitution, herunder f.eks. psykisk afvigende eller særlig voldelig adfærd.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, på hvilken særligt sikret afdeling anbringelse skal finde
sted.
Stk. 3
. Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse i en
særligt sikret afdeling, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker.
14191.
Efter serviceloven § 63 c, stk. 1
,
kan børn og unge-udvalget Børn og unge-udvalget kan
træffer afgørelse
om at anbringe
et barn eller en ungbørn og unge,
der er fyldt 12 år, på
en
særligt sikretde afdelinger, jf.
servicelovens
§ 52, stk. 3, nr. 7, jf.
servicelovens
§§ 52, stk. 1 og
§
58
eller når det sker efteri medfør af
udlændingelovens § 62 o.
Der kan ikke dispenseres fra aldersgrænsen.
84
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0085.png
Derudover kan Ungdomskriminalitetsnævnet træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung på en særlig
sikret afdeling som led i et forbedringsforløb, jf. ungdomskriminalitetslovens §§ 14 og 17.
142.
Af servicelovens § 63 c
,
stk. 2, følgerDet fremgår af servicelovens § 63 c, stk. 2, udlændingelovens § 62 o,
stk. 2 og ungdomskriminalitetslovens § 17,
at en særlig sikret afdeling efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
76,
alene
kan anvendes:
1)–
når der foreligger et grundlag for anbringelse på en sikret døgninstitution efter serviceloven § 63 b, stk. 2,
2)–
når anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, på grund af forudgående særlig
voldelig eller psykisk afvigende adfærd, som har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret døgninstitution
uforsvarligt, og
3)–
der i forhold til unge med psykisk afvigende adfærd, foreligger en skriftlig, lægefaglig vurdering af, at den
unge udviser aktuelle symptomer på en diagnose.
En særligt sikret afdeling adskiller sig fra almindelige sikrede døgninstitutioner ved, at afdelingen kan modtage børn
eller unge, der har et mere vidtgående behov for hjælp og støtte, end de børn og unge, der placeres på almindelige
sikrede døgninstitutioner. Der kan fx være tale om børn og unge, der har en psykisk afvigende adfærd, eller som
er særligt voldelige. Se nærmere under pkt. 21.
Børn og unge, som anbringes på en særligt sikret afdeling som følge af deres psykiske lidelser, skal forud for
anbringelsen både have psykiske lidelser, hvor der foreligger en skriftlig lægelig vurdering af, at den unge udviser
aktuelle symptomer på en diagnose og ved særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd have gjort ophold eller
fortsat ophold på en sikret døgninstitution uforsvarligt.
Børn og unge-udvalget
og Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelser om anbringelse på særligt sikret afdeling kan
indbringes for Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 168
og ungdomskriminalitetslovens § 55, stk. 2, nr. 5.
Klage til
Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. retssikkerhedslovens
§ 67, stk. 1. Barnet eller den unge, der er fyldt 12 år samt forældremyndighedsindehaveren har ret til advokatbistand
under såvel udvalgs- som klagebehandlingen, jf. servicelovens § 72
og ungdomskriminalitetslovens § 55, stk. 6.
Efter servicelovens § 63 c, stk. 4,
udlændingelovens § 62 o, stk. 4 og ungdomskriminalitetslovens § 17, stk. 2,
kan
kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om de nærmere rammer og vilkår under den konkrete anbringelse på en
særligt sikret afdeling. Når børn og unge-udvalget
eller Ungdomskriminalitetsnævnet
har truffet afgørelse om
anbringelse uden for hjemmet og afgørelse om anvendelse af en særlig institutionstype, er det
kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om valg af det konkrete anbringelsessted på baggrund af barnets eller
den unges handleplan efter reglerne i servicelovens § 68 b. Kommunalbestyrelsen skal således træffe afgørelse om,
på hvilken særlig sikret afdeling anbringelse skal finde sted, jf. voksenansvars-bekendtgørelsens §
87,
stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse i en særligt sikret
afdeling, og så vidt det er muligt, inden denne anbringelse sker, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
87,
stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen s § 24, stk. 2.
Midlertidig overførsel fra sikret døgninstitution til særligt sikret afdeling
14392.
Af servicelovens § 63 c, stk. 3, følger, at lLederen
af en sikret døgninstitution eller dennes stedfortræder
kan træffe midlertidig beslutning om overførsel af en ung, der er fyldt 15 år
eller den uledsagede mindreårige
udlænding,
til en særligt sikret afdeling,
jf. servicelovens § 63 c, stk. 3, når betingelserne i servicelovens § 63 c, stk.
2, udlændingelovens § 62 o, stk. 32 eller ungdomskriminalitetslovens § 17, stk. 1, er opfyldt.
Beslutningen herom
skal straks forelægges børn og unge-udvalget i opholdskommunen til afgørelse, jf. servicelovens § 74, stk. 1, nr. 7.
Det er ikke afgørende for muligheden for at træffe afgørelse om midlertidig overførsel, hvorvidt der på den konkrete
sikrede døgninstitution er en særlig sikret afdeling.
Overføres et barn eller en ung fra en sikret døgninstitution til en anden sikret døgninstitution i forbindelse med, at
barnet eller den unge anbringes på en særligt sikret afdeling, sker der en ændring af barnet eller den unges
anbringelsessted i henhold til servicelovens § 69, stk. 1, og barnet eller den unge skal derfor i henhold til samme
lovs § 48, stk. 1, så vidt muligt høres og have mulighed for at udtale sig i overensstemmelse med barnet eller den
85
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0086.png
unges alder og modenhed, inden der træffes afgørelse, jf. tillige servicelovens § 69, stk. 2, om, at ændring af
anbringelsessted kun kan finde sted med samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 12 år.
Kan der ikke opnås samtykke, kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse efter servicelovens § 58 om anbringelse
uden samtykke, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. servicelovens § 69, stk. 3. Afgørelse om valg af
anbringelsessted træffes herefter af kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted, jf. servicelovens § 69, stk. 1, kan indbringes for
Ankestyrelsen af forældremyndighedsindehaveren og af børn og unge, der er fyldt 12 år. Klagen har ikke opsættende
virkning.
Kommunalbestyrelsen skal altid underrette forældremyndighedens indehaver om anbringelse i en særligt sikret
afdeling, og så vidt det er muligt inden denne anbringelse sker, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
87,
stk. 3.
S
creening af børn og unge på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 13.
Alle bBørn
og unge,
der er anbragt
på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
efter § 63
b, stk. 2, eller § 63 c, stk. 2, i lov om social service, eller § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet, og somder
ikke allerede har fået foretaget en psykiatrisk udredning, skal tilbydes
screening med henblik på at få afdækket et eventuelt behov for psykiatrisk udredning, jf. § 57 d, stk. 2, i lov
om social service.
Stk. 2.
Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der
er fyldt 15 år.
Stk. 3.
I forbindelse med anbringelsen fremsender kommunen til den sikrede døgninstitution eller særligt
sikrede afdeling sagsakter, der har relevans for screeningen.
Stk. 4.
Screeningen skal være påbegyndt senest 1 måned efter anbringelsen på den sikrede døgninstitution
eller den særligt sikrede afdeling.
Stk. 5.
Screeningen skal foretages af en psykolog, en sygeplejerske med kendskab til psykiatri eller en person
med lignende baggrund eller efteruddannelse. Screeningen skal have et omfang og en kvalitet, der kan
angive, om der er behov for en psykiatrisk udredning.
14493.
Alle børn og unge på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, der ikke allerede har fået
foretaget en psykiatrisk udredning, skal tilbydes screening med henblik på at få afdækket et eventuelt behov for
psykiatrisk udredning, jf. servicelovens § 57 d, stk. 2, og voksenansvarsbekendtgørelsen § 143, stk. 1.
Screeningen skal foretages af en psykolog, en sygeplejerske med kendskab til psykiatri eller en person med lignende
baggrund eller efteruddannelse. Screeningen skal have et omfang og en kvalitet, der kan angive, om der er behov
for en psykiatrisk udredning, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 143, stk. 5.
Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 15
år, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 143, stk. 2.
I forbindelse med anbringelsen fremsender kommunen til den sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling
sagsakter, der har relevans for screeningen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 143, stk. 3.
Screeningen skal være påbegyndt senest 1 måned efter anbringelsen på den sikrede døgninstitution eller den
særligt sikrede afdeling, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 143, stk. 4.
86
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0087.png
Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger for børn og unge under 15 år
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
98.
Ophold på en sikret døgninstitution må, når anbringelsen sker efter § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om
social service,
eller § 16, stk. 1, nr. 1 eller 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
højst vare 3
måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra 3 måneders grænsen for en ny periode på højst 3
måneder, hvis betingelserne for anbringelsen på en sikret døgninstitution forsat er opfyldt. For børn og unge,
der ikke er fyldt 15 år og er anbragt på en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om
social service,
eller § 16, stk. 1, nr. 1 eller 2 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
kan der alene
dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.
Stk. 2. Ophold på en sikret døgninstitution må, når anbringelse sker efter § 63 b, stk. 2, nr. 3, i lov om social
service,
eller § 16, stk. 1, nr. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
for børn og unge, der er fyldt 15
år, højst vare 6 måneder og for børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, højst vare 3 måneder.
Kommunalbestyrelsen kan dispensere herfra, hvis betingelserne for anbringelsen på en sikret døgninstitution
forsat er opfyldt. For børn og unge, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en sikret døgninstitution efter §
63 b, stk. 2, nr. 3, i lov om social service,
eller § 16, stk. 1, nr. 3, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet,
vil der alene kunne dispenseres fra 6 måneders grænsen for én ny periode på højst 6
måneder. For børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, og som er anbragt på en sikret døgninstitution efter § 63
b, stk. 2, nr. 3, i lov om social service,
eller § 16, stk. 1, nr. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.
Stk. 3. Ophold på en særligt sikret afdeling må, når anbringelsen sker efter § 63 c, stk. 2,
i lov om social
service, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
og der foreligger et grundlag for
anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2,
i lov om social service, eller § 16, stk.
1, nr. 1 eller 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
højst vare 3 måneder, jf. dog stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra 3 måneders grænsen for en ny periode på højst 3 måneder, hvis
betingelserne for anbringelsen på en særligt sikret afdeling fortsat er opfyldt. For børn og unge, der ikke er
fyldt 15 år og er anbragt på en særligt sikret afdeling efter § 63 c, stk. 2,
i lov om social service, eller § 17,
stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3
måneder.
Stk. 4. Ophold på en særligt sikret afdeling må, når anbringelse sker efter § 63 c, stk. 2,
i lov om social
service, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
og der foreligger et grundlag for
anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 3, i lov om social service,
eller § 16, stk. 1, nr. 3,
i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
for børn og unge, der er fyldt 15 år, højst vare 6 måneder, og
for børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, højst vare 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere herfra,
hvis betingelserne for anbringelsen på en særligt sikret afdeling fortsat er opfyldt. For børn og unge, der er
fyldt 15 år, og som er anbragt på en særligt sikret afdeling efter § 63 c, stk. 2, i lov om social service,
eller §
17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, kanvil
der alene kunne dispenseres fra 6 måneders
grænsen for én ny periode på højst 6 måneder. For børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, og som er anbragt
på en særligt sikret afdeling efter § 63 c, stk. 2,
i lov om social service, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse
af ungdomskriminalitet,
kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.
Stk. 5. I beregningen af opholdstiden på den sikrede døgninstitution eller særlig sikrede afdeling efter stk. 1-4
medregnes ikke den tid, hvor barnet eller den unge uden tilladelse har været fraværende fra
døgninstitutionen, hvis der er tale om fravær i en sammenhængende periode på over 24 timer.
Stk. 6. Efter forlængelse, jf. stk. 1-4, må den samlede varighed af ophold på en sikret døgninstitution, jf. § 63
b, stk. 2, nr. 1-3,
i lov om social service, og § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
og en
særligt sikret afdeling, jf. § 63 c, stk. 2, i lov om social service,
og § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet,
for børn og unge, der er fyldt 15 år, ikke overstige 12 måneder. For børn og unge, der
ikke er fyldt 15 år, må den samlede varighed af ophold på en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 1-
3,
i lov om social service, og § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
og en særligt sikret
afdeling, jf. § 63 c, stk. 2, i lov om social service,
og § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet,
ikke overstige 9 måneder.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ophør af et barns eller en ungs anbringelse på en sikret
døgninstitution eller en særligt sikret afdeling når afgørelsen er truffet efter § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, eller § 63 c,
stk. 2, i lov om social service,
eller § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
87
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0088.png
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 98.
Ophold på en sikret døgninstitution må, når anbringelsen sker efter § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om
social service, § 16, stk. 1, nr. 1 eller 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 n, stk. 2, nr. 1
eller 2, i udlændingeloven, højst vare 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra 3 måneders
grænsen for en ny periode på højst 3 måneder, hvis betingelserne for anbringelsen på en sikret
døgninstitution forsat er opfyldt. For børn og unge, der ikke er fyldt 15 år og er anbragt på en sikret
døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om social service, § 16, stk. 1, nr. 1 eller 2 i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 n, stk. 2, nr. 1 eller 2, i udlændingeloven, kan der alene
dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.
Stk. 2. Ophold på en sikret døgninstitution må, når anbringelse sker efter § 63 b, stk. 2, nr. 3, i lov om social
service, § 16, stk. 1, nr. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 n, stk. 3, i
udlændingeloven, for børn og unge, der er fyldt 15 år, højst vare 6 måneder og for børn og unge, der ikke er
fyldt 15 år, højst vare 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere herfra, hvis betingelserne for
anbringelsen på en sikret døgninstitution forsat er opfyldt. For børn og unge, der er fyldt 15 år, og som er
anbragt på en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 3, i lov om social service, § 16, stk. 1, nr. 3, i lov
om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 n, stk. 3, i udlændingeloven, vil der alene kunne
dispenseres fra 6 måneders grænsen for én ny periode på højst 6 måneder. For børn og unge, der ikke er
fyldt 15 år, og som er anbragt på en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 3, i lov om social service, §
16, stk. 1, nr. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 n, stk. 3, i udlændingeloven, kan der
alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.
Stk. 3. Ophold på en særligt sikret afdeling må, når anbringelsen sker efter § 63 c, stk. 2, i lov om social
service, § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 o, stk. 2, i udlændingeloven, og
der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om
social service, § 16, stk. 1, nr. 1 eller 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 n, stk. 2, nr. 1
og 2, i udlændingeloven, højst vare 3 måneder, jf. dog stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra 3
måneders grænsen for en ny periode på højst 3 måneder, hvis betingelserne for anbringelsen på en særligt
sikret afdeling fortsat er opfyldt. For børn og unge, der ikke er fyldt 15 år og er anbragt på en særligt sikret
afdeling efter § 63 c, stk. 2, i lov om social service, § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
eller § 62 o, stk. 2, i udlændingeloven, kan der alene dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.
Stk. 4. Ophold på en særligt sikret afdeling må, når anbringelse sker efter § 63 c, stk. 2, i lov om social
service, § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 o, stk. 2, i udlændingeloven, og
der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 3, i lov om social
service, § 16, stk. 1, nr. 3, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 n, stk. 2, nr. 3, i
udlændingeloven, for børn og unge, der er fyldt 15 år, højst vare 6 måneder, og for børn og unge, der ikke er
fyldt 15 år, højst vare 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan dispensere herfra, hvis betingelserne for
anbringelsen på en særligt sikret afdeling fortsat er opfyldt. For børn og unge, der er fyldt 15 år, og som er
anbragt på en særligt sikret afdeling efter § 63 c, stk. 2, i lov om social service, § 17, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 o, stk. 2, i udlændingeloven, kanvil der alene kunne
dispenseres fra 6 måneders grænsen for én ny periode på højst 6 måneder. For børn og unge, der ikke er
fyldt 15 år, og som er anbragt på en særligt sikret afdeling efter § 63 c, stk. 2, i lov om social service, § 17,
stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller § 62 o, stk. 2, i udlændingeloven, kan der alene
dispenseres for én ny periode på højst 3 måneder.
Stk. 5. I beregningen af opholdstiden på den sikrede døgninstitution eller særlig sikrede afdeling efter stk. 1-4
medregnes ikke den tid, hvor barnet eller den unge uden tilladelse har været fraværende fra
døgninstitutionen, hvis der er tale om fravær i en sammenhængende periode på over 24 timer.
Stk. 6. Efter forlængelse, jf. stk. 1-4, må den samlede varighed af ophold på en sikret døgninstitution, jf. § 63
b, stk. 2, nr. 1-3, i lov om social service, § 16, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og § 62 n,
stk. 2, i udlændingeloven, og en særligt sikret afdeling, jf. § 63 c, stk. 2, i lov om social service, § 17, stk. 1, i
lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og § 62 o, stk. 2, i udlændingeloven, for børn og unge, der er
fyldt 15 år, ikke overstige 12 måneder. For børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, må den samlede varighed af
ophold på en sikret døgninstitution efter § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, i lov om social service, § 16, stk. 1, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og § 62 n, stk. 2, i udlændingeloven, og en særligt sikret afdeling, jf. §
63 c, stk. 2, i lov om social service, § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og § 62 o, stk.
2, i udlændingeloven, ikke overstige 9 måneder.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ophør af et barns eller en ungs anbringelse på en sikret
døgninstitution eller en særligt sikret afdeling når afgørelsen er truffet efter § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, eller § 63 c,
stk. 2, i lov om social service, § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
eller § 62 n, stk. 2, eller § 62 o, stk. 2, i udlændingeloven.
88
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0089.png
Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger for børn og unge under 15 år
14594.
For Som udgangspunkt må ophold på en sikret døgninstitution for
børn og unge under 15 år,
der er anbragt
på en sikret døgninstitution på baggrund af farlighedskriteriet, observation eller som led i et længerevarende
behandlingsforløb efter når anbringelsen sker efter
servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1-3
eller 2, eller
ungdomskriminalitetslovens § 16, stk. 1, nr. 1-3 1-3 1-3 eller udlændingelovens § 62 n, stk.
2, nr.
1-3 på baggrund
af farlighedskriteriet eller observation,
højst vare 3 måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk. 1
og 2.
Kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune kan dispensere fra tidsgrænsen på tre måneder og forlænge
opholdet for alene én ny periode på højst tre måneder for børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, hvis betingelserne
for anbringelsen på en sikret døgninstitution fortsat er opfyldt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 9, stk. 1 og 2.
For børn og unge under 12 år gælder samme regler for varighed af opholdet som for 12-14-årige, hHvis
børn og
unge-udvalget
eller Ungdomskriminalitetsnævnet
har truffet afgørelse om at fravige aldersgrænsen
(se pkt. xx),
således at et barn under 12 år er anbragt på en sikret døgninstitution, må opholdet ligeledes højst vare tre måneder,
og kommunalbestyrelsen kan ligeledes også forlænge opholdet for alene én ny periode på højst tre måneder, hvis
betingelserne for anbringelsen på en sikret døgninstitution fortsat er opfyldt. i servicelovens § 63 b, stk. 1,
De samme regler om varighed af ophold på en sikret døgninstitution gælder også for uledsagede mindreårige
udlændinge under 15 år, der er anbragt på en sikret døgninstitution, jf. § 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1019 af
28. august 2017 om ro og orden på indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge
uden for indkvarteringsstederne.
For børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, og er anbragt på en sikret døgninstitution efter servicelovens § 63 b, stk.
2, nr. 3, som led i et længerevarende behandlingsforløb, kan opholdet på en sikret døgninstitution højst vare 3
måneder. Herefter kan kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune alene dispensere for én ny periode på
højst 3 måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 9, stk. 2, 4. pkt.
146.
I forhold til anbringelse på en særligt sikret afdeling efter servicelovens § 63 c, stk. 2, Ffor
børn og unge,
der
ikke er fyldt under
15 år,
der er anbragt på en særlig sikret afdeling efter servicelovens § 63 c, stk. 2 eller,
ungdomskriminalitetslovens § 17, stk. 11111 eller udlændingelovens § 62 o, stk. 2, og når der foreligger et grundlag
for anbringelse i en sikret døgninstitution efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2,
må opholdet på den særligt
sikrede afdeling højst vare
tre3
måneder
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 9, stk. 3 og 4. Det gælder, at der
skal foreligge et grundlag for anbringelse på en sikret døgninstitution på baggrund af farlighedskriteriet, observation
eller som led i et længerevarende behandlingsforløb.
Kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune kan
herefter dispensere
fra tidsgrænsen på tre måneder
for
alene
én ny periode på højst
tre3
måneder, hvis
betingelserne for anbringelsen fortsat er opfyldt, jf.
98,
stk. 3, 3. pkt., i voksenansvars-bekendtgørelsen.
De samme regler om varighed af ophold på en særlig sikret afdeling gælder også for uledsagede mindreårige
udlændinge under 15 år, der er anbragt på en særlig sikret afdeling, jf. § 18, stk. 3, i bekendtgørelse om ro og
orden på indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for
indkvarteringsstederne.
Anbringelse på en særligt sikret afdeling efter servicelovens § 63 c, stk. 2, må, når der endvidere foreligger et
anbringelsesgrundlag på en sikret døgninstitution efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 3, lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet § 16, stk. 1, nr. 3, eller udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 3, om behandling, højst vare 3
måneder, for de børn og unge, der ikke er fyldt 15 år, jf. § 8, stk. 4, 1. pkt., i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune kan herefter dispensere for tidsgrænsen for én yderligere
periode på højst 3 måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 8, stk. 4, 4. pkt.
147.
Efter forlængelse må den samlede varighed af ophold på en sikret døgninstitution og en særlig sikret afdeling
ikke overstige ni måneder for børn og unge under 15 år, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 9, stk. 6.
Efter forlængelse, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 8, stk. 1 og 2, må den samlede varighed af ophold på en
sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, og servicelovens § 63
c, stk. 2, for børn og unge under 15 år, ikke overstige 9 måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 8, stk. 6.
89
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0090.png
Den samlede varighed på
ni9
måneder kan nås, hvis et barn eller en ung har været anbragt efter forskellige kriterier.
Det kan f.eks. være tilfældet hHvis
barnet eller den unge
fx
har opholdt sig på en sikret døgninstitution i
seks6
måneder efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1 (farlighedskriteriet) eller nr. 2 (observation), fordi der er givet
dispensation
éen
gang,
så vil kan
opholdet
kunne
forlænges med yderligere
tre3
måneder,
hvis der træffes afgørelse
om anbringelse på en sikret døgninstitution som led i et længerevarende behandlingsforløb, efter servicelovens §
63 b, stk. 2, nr. 3 efter nr. 3
(behandling), da der
således
er tale om et nyt anbringelseskriterium.
I beregningen af opholdstiden på den sikrede døgninstitution medregnes ikke den tid, hvor barnet eller den unge
uden tilladelse har været fraværende fra døgninstitutionen, hvis der er tale om fravær i en sammenhængende
periode på over 24 timer, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen §
98,
stk. 5.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ophør af et barns eller en ungs anbringelse på sikret døgninstitution
eller en særligt sikret afdeling, når afgørelsen er truffet efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, eller
servicelovens
§ 63 c, stk. 2,
ungdomskriminalitetslovens § 16, stk. 1 eller § 17, stk. 1 eller udlændingelovens § 62 n, stk. 2 eller
§ 62 o, stk. 2,
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk.
7, og § 18, stk. 8 i bekendtgørelse om ro og orden på
indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for indkvarteringsstederne.7.
Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger for
børn og
unge over 15 år
14895.
For unge, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en sikret døgninstitution på baggrund af farlighedskriteriet
eller observation efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2 eller, ungdomskriminalitetslovens § 16, stk. 1, nr. 1
eller 2 eller udlændingelovens § 62 n, stk. 2, nr. 1 eller 2, må opholdet højst vare tre måneder, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 9, stk. 1. Kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune kan dispensere fra
tidsgrænsen på tre måneder og forlænge opholdet for en ny periode på højst tre måneder, hvis betingelserne for
anbringelsen på en sikret døgninstitution fortsat er opfyldt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 9, stk. 1. Denne
dispensationsmulighed er ikke begrænset til én ny periode – som det er tilfældet for børn og unge under 15 år – og
det betyder, at der kan dispenseres for flere nye perioder på tre måneder.
Som udgangspunkt må ophold på en sikret døgninstitution for unge, der er fyldt 15 år, når anbringelsens sker efter
servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2 (på baggrund af farlighedskriteriet eller observation), højst vare 3 måneder,
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, 1. pkt.
Kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune kan dispensere fra tidsgrænsen på 3 måneder og forlænge
opholdet for en ny periode på højst 3 måneder, hvis betingelserne for anbringelsen på en sikret døgninstitution
fortsat er opfyldt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 98, stk. 1, 2. pkt. Dispensationsmulighederne er for unge,
der er fyldt 15 år, ikke begrænset til én ny periode, som for børn og unge, der ikke er fyldt 15 år. Dvs. at der kan
dispenseres for flere nye perioder på 3 måneder.
For unge, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en sikret døgninstitution
som led i et længerevarende
behandlingsforløb
efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 3,
eller ungdomskriminalitetslovens § 16, stk. 1, nr. 3 eller
udlændingelovens § 62 n, stk. 3(på baggrund af længerevarende behandlingsforløb),
må opholdet som
udgangspunkt højst vare
seks6
måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk. 2. Kommunalbestyrelsen i
den anbringende kommune kan dispensere fra
seks6
måneders grænsen, hvis betingelserne for anbringelsen på en
sikret døgninstitution fortsat er opfyldt. For unge, der er fyldt 15 år, kan der således dispenseres fra
seks6
måneders
grænsen for
alene
én ny periode på højst 6 måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk. 2.,
3. pkt.
De samme regler om varighed af ophold på en sikret døgninstitution gælder også for uledsagede mindreårige
udlændinge over 15 år, der er anbragt på en sikret døgninstitution, jf. § 18, stk. 2, i bekendtgørelse om ro og orden
på indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for indkvarteringsstederne.
149.
For unge, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en særligt sikret afdeling
efter, jf.
servicelovens § 63 c, stk.
2,
eller ungdomskriminalitetslovens § 17, stk. 11111 eller udlændingelovens § 62 o, stk. 2, og hvor der samtidig
foreligger et grundlag for anbringelse på en sikret døgninstitution på baggrund af farlighedskriteriet eller
observation, må opholdet højst vare tre måneder og når der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret
døgninstitution efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1 eller 2, må varigheden af opholdet højst vare 3 måneder.
Kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune kan dog dispensere fra tidsgrænsen på
tre3
måneder
og
90
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0091.png
forlænge opholdet for
en ny periode på højst 3 måneder, hvis betingelserne for anbringelsen på en særligt sikret
afdeling fortsat er opfyldt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk. 3.,
2. pkt.
Dispensationsmulighederne er
således ikke begrænset til én ny periode,
hvilket betyder, at der kan dispenseres for flere nye perioder på tre
måneder.
For unge, der er fyldt 15 år, og som er anbragt på en særligt sikret afdeling
efter, jf.
servicelovens § 63 c, stk. 2,
ungdomskriminalitetslovens § 17, stk. 1 eller udlændingelovens § 62 o, stk. 2,
og hvor der
samtidig
foreligger et
grundlag for anbringelse på en sikret døgninstitution
efter servicelovens §§ 63 b, stk. 2, nr. 3, (på
baggrund af
længerevarende behandlingsforløb), må opholdet som udgangspunkt højst vare
seks6
måneder, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk. 4, 1. pkt.
Også her er det muligt for kKommunalbestyrelsen
i den
anbringende kommune
kan at
dispensere fraor tidsgrænsen på
seks6
måneder
og forlænge opholdet for alene én
ny periode på højst seks måneder, . Kommunalbestyrelsen kan således dispensere for én ny periode på højst 6
måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 98, stk. 4, 3. pkt.,
hvis betingelserne for anbringelsen
på en særlig
sikret afdeling fortsat er opfyldt, jf.efter
voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk. 4.,
fortsat er opfyldt.
De samme regler om varighed af ophold på en særlig sikret afdeling gælder også for uledsagede mindreårige
udlændinge over 15 år, der er anbragt på en særlig sikret afdeling, jf. § 18, stk. 4, i bekendtgørelse om ro og orden
på indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for indkvarteringsstederne.
150.
Efter forlængelse,
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 8, stk. 3-4,
må den samlede varighed af ophold på en
sikret døgninstitution og
særligt sikret afdeling for
for
unge, der er fyldt 15 år, ikke overstige 12 måneder, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk. 6.,
1. pkt.
I beregningen af opholdstiden på den sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling, medregnes ikke den tid,
hvor barnet eller den unge uden tilladelse har været fraværende fra døgninstitutionen, hvis der er tale om fravær i
en sammenhængende periode på over 24 timer, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen §
98,
stk. 5.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ophør af et barn eller
den ungesen ungs
anbringelse på sikret
døgninstitution eller særligt sikret afdeling, når afgørelsen er truffet efter servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, eller
§ 63 c, stk. 2,
ungdomskriminalitetslovens § 16, stk. 1 eller § 17, stk. 1 eller udlændingelovens § 62 n, stk. 2 eller
§ 62 o, stk. 2,
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
98,
stk.
7 og § 18, stk. 8 i bekendtgørelse om ro og orden på
indkvarteringssteder og om anbringelse af uledsagede mindreårige udlændinge uden for indkvarteringsstederne7.
Varighed af ophold på sikrede døgninstitutioner
ved anbringelse af strafferetlige årsager som led i
varetægtssurrogat
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 10.
Ophold på en sikret døgninstitution må, når anbringelse sker som led i afsoning efter § 63 b, stk. 2, nr.
5, i lov om social service, højst vare 14 måneder.
Stk. 2.
For unge idømt en foranstaltning, jf. straffelovens § 74 a, må ophold på en sikret døgninstitution, jf. §
63 b, stk. 2, nr. 6, i lov om social service, sammenlagt højst vare 12 måneder. Ophold på en sikret
døgninstitution sammenlagt med ophold på et godkendt opholdssted eller døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 5
eller 6, i lov om social service, må højst vare 18 måneder. Ved ny kriminalitet kan retten dog forlænge
foranstaltningen, herunder længstetiderne, med indtil 6 måneder.
Stk. 3.
I beregningen af opholdstiden på den sikrede døgninstitution efter stk. 1 og 2 medregnes ikke den tid
hvor barnet eller den unge uden tilladelse har været fraværende fra døgninstitutionen, hvis der er tale om
fravær i en sammenhængende periode på over 24 timer.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ophør af et barns eller en ungs anbringelse på en sikret
døgninstitution, når afgørelsen er truffet efter § 63 b, stk. 2, nr. 5, i lov om social service.
Kommunalbestyrelsen træffer tillige afgørelse om ophør af en ungs anbringelse på en sikret døgninstitution,
når anbringelse er sket efter § 63 b, stk. 2, nr. 6, i lov om social service, dog inden for de rammer der er
fastsat i dommen.
91
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0092.png
15196.
Et ophold på en sikret døgninstitution kan træde i stedet for varetægtsfængsling, jf. servicelovens § 63 b,
stk. 2, nr. 4. En Ddommeren
afgør, om en sigtet skal varetægtsfængsles efter § 762 i retsplejeloven,
og . Nnår
det
drejer sig om unge under 18 år, skal de som udgangspunkt anbringes i varetægtssurrogat på en sikret
døgninstitution, hvis den unge samtykker heri, jf. retsplejelovens § 765, medmindre der foreligger særlige grunde
til at påstå almindelig varetægtsfængsling. Unge under 18 år, som har ophold på en sikret afdeling i
varetægtssurrogat, er
således også
omfattet af reglerne i voksenansvarsloven. Se nærmere under punkt 85.
Varigheden af opholdet afgøres af dommeren.
Når opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, er Dder er
ikke
fastsat en længstetid på varigheden af opholdet i voksenansvarsbekendtgørelsen.,
når det sker som led i
varetægtssurrogat, jf. servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 4.
Varighed af ophold ved afsoning af dom på en sikret døgninstitution
15297.
Et ophold på en sikret døgninstitution kan ske som led i afsoning, jf. servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 5.
En
ung under 18 år, der skal afsone en ubetinget frihedsstraf, kan
derfor
udstå straffen på en sikret døgninstitution,
jf.
servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 5. Det er Dderudover er det
en forudsætning, at Kriminalforsorgen meddeler
tilladelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78,
og at betingelserne i servicelovens § 63 b, stk. 2, nr. 1, 2 eller 3, er
opfyldt.
Se nærmere under punkt. 87.
Et Oophold
på en sikret døgninstitution må, når anbringelse sker som led i afsoning efter
servicelovens
§ 63 b, stk.
2, nr. 5,
i lov om social service,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, højst vare 14 måneder, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens §
109,
stk. 1.
Varighed af ophold for børn og unge idømt en ungdomssanktion
15398.
Et ophold på en sikret døgninstitution kan ske som led i en idømt foranstaltning, jf. servicelovens § 63 b,
stk. 2, nr. 5.
Når en ung er blevet idømt en ungdomssanktion, jf. § 74 a i straffeloven, er det de sociale myndigheder,
der skal iværksætte fuldbyrdelsen af dommen. De sociale myndigheder skal i den forbindelse påse, at
foranstaltningerne i henhold til dommen ophører senest to år efter endelig dom, samt at tidsgrænserne for den
idømte ungdomssanktion overholdes.
For unge idømt en ungdomssanktion, jf. straffelovens § 74 a, må ophold på en sikret døgninstitution, jf. § 63 b, stk.
2, nr. 6, i lov om social service, sammenlagt højst vare 12 måneder. Ophold på en sikret døgninstitution sammenlagt
med ophold på et godkendt opholdssted eller døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr.
65
eller
76,
i lov om social service,
må højst vare 18 måneder. Ved ny kriminalitet kan retten dog forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne
med indtil 6 måneder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
109,
stk. 2.
I beregningen af opholdstiden på den sikrede døgninstitution som led i afsoning af en ungdomssanktion medregnes
ikke den tid, hvor den unge uden tilladelse har været fraværende fra døgninstitutionen, hvis der er tale om fravær
i en sammenhængende periode på over 24 timer, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
109,
stk. 3.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om ophør
af
en ungs anbringelse på en sikret døgninstitution, når
anbringelse er sket efter
servicelovens
§ 63 b, stk. 2, nr. 6,
i lov om social service,
dog inden for de rammer, der er
fastsat i dommen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
109,
stk. 4.
Ophold uden for sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger samt adgang til frisk luft
92
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0093.png
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
1312.
Under ophold på en sikret døgninstitution eller i en særligt sikret afdeling kan institutionens leder
tillade, at barnet eller den unge beskæftiges uden for døgninstitutionen.
Stk. 2.
Børn og unge, der er anbragt på en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling ud over 24
timer, skal have adgang til at opholde sig i frisk luft mindst 1 time dagligt.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges opholdskommune kan efter indstilling fra institutionens
leder træffe afgørelse om, at barnet eller den unge under sit ophold på en sikret døgninstitution eller en
særligt sikret afdeling, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 1-3 og 5, eller § 63 c i lov om social service,
eller § 16, stk. 1, eller
§ 17 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet,
for en kortere periode kan tage ophold uden for
institutionen eller afdelingen, hvis opholdet sker under tæt kontakt med voksne. Afgørelse herom kan for
unge, der er anbragt som led i afsoning efter § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf mv., jf. § 63 b, stk. 2,
nr. 5, i lov om social service, kun iværksættes med samtykke fra Kriminalforsorgen.
Stk. 4.
For unge, der er anbragt på en sikret døgninstitution, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 4 og 6, i lov om social
service, i stedet for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 765, eller i henhold til straffelovens § 74 a, stk.
1, gælder reglerne i bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller
institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af et farlighedsdekret.
154.
Når barnet eller den unge er anbragt på en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling kan barnet
eller den unge tage ophold uden for institutionen, idet lederen af institutionen kan tillade, at barnet eller den unge
beskæftiges uden for institutionen, f.eks. ved arbejde eller skole.
Ligeledes kan institutionens leder indstille til kommunalbestyrelsen i barnet eller den unges opholdskommune, at
barnet eller den unge, der er anbragt af socialretligt årsager (se pkt. xx) for en kortere periode kan tage ophold
uden for døgninstitutionen eller afdelingen, hvis opholdet sker under tæt voksenkontakt. Hvis der er tale om unge,
der er anbragt som led i afsoning kan dette kun iværksættes med samtykke fra Kriminalforsorgen.
Dertil kommer at de børn og unge, der er anbragt på en sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling i mere
end 24 timer, skal have adgang til at opholde sig uden for i frisk luft mindst 1 time dagligt.
99.
Under ophold på en sikret døgninstitution eller i en særligt sikret afdeling kan institutionens leder tillade, at
barnet eller den unge beskæftiges uden for institutionen ved fx arbejde eller skole, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 132, stk. 1.
Børn og unge, der er anbragt på en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling ud over 24 timer, skal have
adgang til at opholde sig i frisk luft mindst 1 time dagligt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 132, stk. 2.
Placering for en kortere periode uden for døgninstitutionen eller afdelingen kan forekomme under forudsætning af
tæt voksenkontakt.
Kommunalbestyrelsen
i
barnet
eller
den
unges
opholdskommune
kan
efter
indstilling
fra
døgninstitutionen/afdelingens leder træffe afgørelse om, at barnet eller den unge under sit ophold på en sikret
døgninstitution eller en særligt sikret afdeling, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 1-3, og 5 eller 63 c, stk. 2, i lov om social service,
for en kortere periode kan tage ophold uden for døgninstitutionen eller afdelingen, hvis opholdet sker under tæt
voksenkontakt, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 132, stk. 3.
Afgørelse herom kan for børn og unge, der er anbragt som led i afsoning efter § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af
straf mv., jf. § 63 b, stk. 2, nr. 5, i lov om social service, kun iværksættes med samtykke fra Kriminalforsorgen.
Der er ikke sat en fast grænse for, hvornår der er tale om en kortere periode. Døgninstitutionen/afdelingens leder
eller dennes stedfortræder skal foretage en afvejning af den konkrete situation, herunder af hvornår formålet med
en sådan placering anses for opnået. Som et eksempel på en placering kan nævnes en uges ophold i sommerhus
med tæt voksenkontakt.
93
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0094.png
Formålet med placering uden for døgninstitutionen/afdelingen kan være et forsøg på at etablere en bedre kontakt
til barnet eller den unge eller at adskille en meget voldelig ung fra de øvrige unge på døgninstitutionen/afdelingen.
Særligt for unge anbragt som led i en strafferetlig afgørelse
155100.
For
børn og
unge, der er anbragt på en sikret døgninstitution i stedet for varetægtsfængsling efter
retsplejelovens § 765, i henhold til straffelovens § 74 a, stk. 1, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 4 og 6, eller som led i afsoning,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, jf. § 63 b, stk. 2, nr. 5, i serviceloven, gælder reglerne i bekendtgørelse om
udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller
i medfør af et farlighedsdekret ( herefter udgangstilladelsesbekendtgørelsen), jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
12, stk. 4.
Udgang for børn og unge, der er anbragt i varetægtssurrogat
Udgangstilladelsesbekendtgørelsen
§ 7.
Personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i institution eller hospital på åben afdeling, herunder indlagt
til mentalobservation, må ikke uden rettens godkendelse forlade institutionens eller hospitalets område.
Stk. 2.
Personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i institution eller hospital på lukket eller sikret afdeling,
herunder indlagt til mentalobservation, må ikke uden rettens godkendelse forlade afdelingen.
Stk. 3.
Når særlige omstændigheder taler derfor, kan hospitalets eller institutionens ledelse dog med politiets
samtykke give tilladelse til udgang med ledsager for et kortere tidsrum fra afdelingen eller fra institutionens
eller hospitalets område.
156101.
Børn og Uunge,
der er anbragt i varetægtssurrogat, må ikke uden rettens godkendelse forlade
døgninstitutionens område, jf. § 7 i
bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til personer,
der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret (herefter
udgangstilladelsesbekendtgørelsen). udgangsbekendtgørelsen.
Når særlige omstændigheder taler for det, kan døgninstitutionens ledelse med politiets samtykke give tilladelse til
udgang med ledsager fra døgninstitutionen områder for et kortere tidsrum. Særlige omstændigheder kan fx være
behandling på hospital, indbringelse til skadestuen eller dødsfald eller alvorlig sygdom hos nærmeste familie.
Tilladelse til udgang er betinget af, at
barnet eller
den unge ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger
udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenstlige for at undgå
misbrug af udgangstilladelsen.
Udgang for
børn og
unge, der afsoner ubetinget frihedsstraf
157102.
Ved afgørelser af, om der bør gives tilladelse til udgang, skal der – ud over hensynet til den
socialpædagogiske behandling – navnlig lægges vægt på hensynet til retssikkerheden, herunder om der er risiko
for, at den unge i forbindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, rømme eller på anden måde misbruge
udgangstilladelsen.
For dømte i institution m.v. uden for fængsel og arresthus, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, gælder, at
Kriminalforsorgen i forbindelse med en anbringelse kan fastsætte særvilkår om bl.a. udgang fra døgninstitutionen.
I de tilfælde, hvor der findes et regelsæt for udgang på døgninstitutionen, kan Kriminalforsorgen fastsætte vilkår
om, at barnet eller den unge underkaster sig disse regler, uanset reglerne om udgang på døgninstitutionen.
Er der ikke fastsat vilkår om udgang, kan barnet eller den unge og døgninstitutionens personale fx aftale:
– at den unge kun forlader døgninstitutionen efter forudgående aftale med personalet,
– at den unge kun forlader døgninstitutionen under ledsagelse af personalet, eller
94
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0095.png
– at den unge kun forlader døgninstitutionen efter personalets nærmere bestemmelse.
Der må ikke forekomme udgang i videre omfang end svarende til reglerne om udgang fra åbent fængsel, medmindre
dette fremgår af de vilkår, der er fastsat i den konkrete sag. Der henvises i denne forbindelse til bekendtgørelse nr.
1821034
af
2623. februarjuni
201916 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i
kriminalforsorgens institutioner
(udgangsbekendtgørelsen).
For unge der afsoner dom, og hvor der er fastsat særlige vilkår i forbindelse med opholdet, kan udgangen, med
henblik på at undgå misbrug, betinges af andre vilkår, jf. udgangstilladelsesbekendtgørelsens § 6. Der kan fx stilles
krav om, at den unge medvirker til en alkoholtest, afgiver en urinprøve før udgangstilladelsen gives, eller ikke tager
ophold andre steder end på udgangsadressen.
Overholdes vilkårene for en anbringelse efter straffuldbyrdelseslovens § 78 ikke, skal de ansvarlige sociale
myndigheder indberette overtrædelsen til den institution i Kriminalforsorgen, der er udpeget som moderinstitution.
Indberetningen kan eventuelt ske via tilsynsmyndigheden.
Udgang for unge idømt en ungdomssanktion
158103.
For unge, der er idømt ungdomssanktion, kan justitsministeren efter forhandling med
social- og
indenrigsministerenbørne- og socialministeren
fastsætte regler om meddelelse af udgangstilladelse m.v. til unge,
der har ophold på en sikret
afdelingdøgninstitution,
jf. straffelovens § 74 a, stk. 4. Reglerne er fastsat i
udgangstilladelsesbekendtgørelsen.
For unge, der har ophold på en sikret døgninstitution som led i en dom til ungdomssanktion efter straffelovens § 74
a, træffer lederen af den sikrede afdeling, jf. § 4, stk. 1, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen, afgørelser om udgang
i følgende tilfælde:
1) Uden ledsagelse uden for døgninstitutionens område af højst 3 timers varighed inden for samme døgn.
2) Med ledsagelse, herunder af nærtstående, uden for døgninstitutionens område af mere end 3 timers varighed
uden overnatning, når tilladelserne gives enkeltvis.
3) Med henblik på uopsættelig indlæggelse på hospital. Den politidirektør, i hvis kreds sagen er behandlet,
underrettes herom.
Herudover kan politidirektøren, jf. § 4, stk. 2, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen, efter indstilling fra lederen af
den sikrede døgninstitutionen, træffe afgørelse om udgang i følgende tilfælde:
1) uden ledsagelse uden for døgninstitutionens område i mere end 3 timer, men uden overnatning,
2) med ledsagelse, herunder af nærtstående, uden for døgninstitutionens område af mere end 3 timers varighed
uden overnatning, når der er tale om en generel tilladelse,
3) med en eller flere overnatninger på besøg hos pårørende eller lignende,
4) til arbejde m.v. om dagen uden for døgninstitutionens område, og
5) med henblik på indlæggelse på hospital, når det ikke drejer sig om uopsættelig indlæggelse.
I andre tilfælde end i de ovenfor nævnte træffer statsadvokaten efter indstilling fra lederen af den sikrede afdeling
afgørelse om udgang, jf. § 4, stk. 3, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen.
159.
Ved afgørelse af, om der bør gives tilladelse til udgang m.v., skal der – ud over hensynet til den
socialpædagogiske behandling – navnlig lægges vægt på hensynet til retssikkerheden, herunder om der er risiko
for, at den unge i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, undvige eller på anden måde misbruge
udgangstilladelsen, jf. § 5, stk. 1, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen.
Bortset fra hospitalsindlæggelser kan lederen af døgninstitutionen og politidirektører tidligst give den unge tilladelse
til udgang efter 30 dage. Er der behov for, at den unge tages ud af den sikrede døgninstitution, fx i forbindelse med
besøg på et kommende fase 2 anbringelsessted, kan tilladelse hertil gives af Statsadvokaten. Statsadvokaten tager
stilling på baggrund af indstilling fra institutionens leder.
95
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0096.png
Dette gælder også i tilfælde, hvor den unge tilbageføres til den sikrede afdeling. Når særlige omstændigheder taler
for det, kan statsadvokaten fravige tidsfristen på 30 dage, fx hvis det drejer sig om indlæggelse på et sygehus jf. §
5, stk. 2, og 3, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen.
Tilladelse til udgang er betinget af, at den unge under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger
udgangstilladelsen, jf. § 6, stk. 1, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen.
Tilladelsen til udgang kan endvidere betinges af andre vilkår, jf. § 6, stk. 2, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen,
som findes formålstjenlige for at undgå misbrug af tilladelsen, herunder at den dømte:
1) ikke indtager alkohol eller euforiserende stoffer under udgangen,
2) ved tilbagekomsten medvirker til en alkoholtest eller afgiver en urinprøve, eller
3) ikke tager ophold andre steder end på udgangsadressen.
Klagemuligheder vedrørende udgang
160104.
Døgninstitutionslederens afgørelse om udgang til unge, der er idømt ungdomssanktion og unge, der er
anbragt i varetægtssurrogat, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 132, stk. 3, kan ikke påklages, jf. § 14 i
udgangstilladelsesbekendtgørelsen om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution
i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, ændret ved bekendtgørelse nr. 1184 af 6.
december 2012.
Afgørelser om udgang i forbindelse med ungdomssanktionen truffet af Politidirektøren, jf. ovenstående punkt, kan
påklages til Statsadvokaten, jf. § 14, stk. 3, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen . Statsadvokatens afgørelser efter
§ 4, stk. 2, i udgangstilladelsesbekendtgørelsen kan ikke påklages til rigsadvokaten.
Statsadvokatens afgørelser om udgang efter udgangstilladelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 3, § 4, stk. 3, og § 5, stk.
3, i forbindelse med ungdomssanktionen kan påklages til rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelser kan ikke
påklages til Justitsministeriet, jf. § 14, stk. 2, 2. pkt., i udgangstilladelsesbekendtgørelsen.
Aflåsning af værelser om natten på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
1110.
Det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med en sikret døgninstitution eller en særligt
sikret afdeling, jf. § 2 i lov om socialtilsyn, kan give tilladelse til at aflåse værelserne om natten af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk. 2.
Hvis tilladelse efter stk. 1 udnyttes, skal barnet eller den unge kunne komme i kontakt med personalet i
det tidsrum, hvor værelset er aflåst.
161105.
Aflåsning af værelser om natten er et indgreb i de pågældende børn og unges grundlæggende ret til
personlig frihed, som beskrevet i kapitel 4. Aflåsning af værelser om natten må derfor kun ske på sikrede
døgninstitutioner eller særligt sikrede afdelinger, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere nedenfor. Aflåsning
af værelser skal gennemføres under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel 120.
På sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger kan det socialtilsyn, der i medfør af § 2 i lov om socialtilsyn
fører det driftsorienterede tilsyn med en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling, give tilladelse til, at
værelserne på døgninstitutionen/afdelingen kan aflåses om natten, når det sker af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 110, stk. 1.
96
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0097.png
Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvilket nøjagtigt tidsrum natten omfatter, da det vil afhænge af døgnrytmen
på den enkelte sikrede døgninstitution eller særligt sikrede afdeling. Ved natten forstås således fra normal sengetid
og frem til næste morgen. Tidspunkter herfor kan være fastsat i døgninstitutionens/afdelingens eventuelle husorden.
Socialtilsynet skal i forbindelse med vurdering af, om tilladelse til aflåsning af værelser om natten kan gives, påse
de fysiske rammer på døgninstitutionen/afdelingen, herunder om indretningen af værelserne muliggør aflåsning.
Børn og unge, der låses inde på deres værelser om natten, skal kunne komme i kontakt med personalet på
døgninstitutionen/afdelingen i løbet af natten, i tilfælde af at de får brug for hjælp, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 110, stk. 2. Dette gælder også i forhold til toiletbesøg mv.
Aflåsning af værelser om natten er ikke isolation, jf. § 14, stk. 2, 3. pkt., i voksenansvarsloven.
Generelt om isolation på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
162106.
Isolation af et barn eller en ung er et væsentligt indgreb i det pågældende barn eller den unges
grundlæggende ret til personlig frihed, som beskrevet i kapitel 4.
Isolation af anbragte børn og unge må derfor kun ske i særligt afsondrede isolationsrum på sikrede døgninstitutioner
eller særligt sikrede afdelinger, og når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere nedenfor.
Isolation skal gennemføres under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i
selvbestemmelsesretten,
som beskrevet nærmere i kapitel 120.. Der henvises her til vejledningens kapitel 12.
Betingelser for isolation på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Voksenansvarsloven
§ 14.
Lederen af en sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr.
76,
i lov om social
service eller dennes stedfortræder kan beslutte at anbringe et barn eller en ung i et særligt afsondret
isolationsrum, når der er overhængende fare for, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre.
Stk. 2.
Isolation efter stk. 1 skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må ikke vare længere end 2
timer på en sikret døgninstitution og 4 timer på en særligt sikret afdeling. Aflåsning af værelser om natten er
ikke isolation.
Stk. 3.
Der skal løbende føres tilsyn med et barn eller en ung, der er anbragt i isolation.
Stk. 4.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af isolation, herunder
rammerne for isolation og tilsyn med barnet eller den unge samt aflåsning af værelser om natten.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
12.11.
… (Betingelser for isolation på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger) Ved isolation
på en sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling forstås afsondring i et særligt indrettet rum i kortere
eller længere perioder.
Stk. 2.
Ved isolation på en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling efter § 14, stk. 1, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge skal der løbende føres tilsyn med barnet eller den unge for at sikre,
at barnet eller den unge ikke gør skade på sig selv. Der skal være mulighed for, at barnet eller den unge kan
tilkalde personalet på institutionen eller afdelingen under hele isolationen.
Stk. 3.
Ved isolation af børn og unge med psykiske lidelser skal der i umiddelbar forbindelse med beslutningen
herom tilkaldes en psykiatrisk speciallæge, der er tilknyttet afdelingen, eller hvis dette ikke er muligt en
alment praktiserende læge. Lægen skal via løbende tilsyn tage stilling til, hvorvidt en indlæggelse af den
pågældende på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling er nødvendig.
97
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0098.png
107.
Efter § 14, stk. 1, i voksenansvarsloven kan lederen af en sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling, jf.
servicelovens § 66, stk. 1, nr. 76, eller dennes stedfortræder, beslutte at anbringe et barn eller en ung i et særligt
afsondret isolationsrum, når der er overhængende fare for, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre.
163.
Isolation af et barn eller en ung må
således
kun ske, når døgninstitutionens/afdelingens leder eller dennes
stedfortræder har truffet beslutning herom. Beslutningen kan kun træffes, når der er overhængende fare for, at et
eller en ung skader sig selv eller andre. I forbindelse med anbringelse i isolation bør barnet eller den unge altid
høres, ligesom spørgsmålet om ophævelse af isolation bør drøftes med barnet eller den unge under
isolationsforløbet.
Det skal være klart for personalet på en sikret døgninstitution/særligt sikret afdeling, hvem der er stedfortræder for
lederen. Hvis lederen og en evt. souschef ikke er til stede, skal det således på ethvert tidspunkt være
dokumenterbart, hvilken tilstedeværende medarbejder der i stedet er udpeget som stedfortræder og dermed har
beslutningskompetencen.
Ved isolation på en sikret døgninstitution eller særlig sikret afdeling forstås afsondring i et aflåst rum i kortere eller
længere perioder, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 121, stk. 1. Isolation må kun ske i dertil særligt indrettede
isolationsrum.
Isolationen skal være så kortvarig og skånsom som muligt. For børn og unge, der er anbragt på en sikret
døgninstitution, må isolationen ikke udstrækkes udover 2 timer. For børn og unge, der er anbragt på en særligt
sikret afdeling, må isolationen ikke udstrækkes udover 4 timer, jf. voksenansvarslovens § 14, stk. 2.
Der skal løbende føres tilsyn med et barn eller en ung, der er anbragt i isolation, jf. voksenansvarslovens § 14, stk.
3. Formålet med tilsynet er at sikre, at barnet eller den unge ikke gør skade på sig selv. Der skal være mulighed
for, at barnet eller den unge kan tilkalde personalet på institutionen eller afdelingen under hele isolationen, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsen § 121, stk. 2.
Under anbringelse i isolation skal barnet eller den unge have adgang til toiletbesøg efter behov og efter en konkret
vurdering af, om det er forsvarligt af hensyn til barnet eller den unge selv eller andre at lade barnet eller den unge
komme ud af isolationsrummet.
Ved isolation af børn og unge med psykiske lidelser skal der i umiddelbar forbindelse med beslutningen herom
tilkaldes en psykiatrisk speciallæge tilknyttet afdelingen, eller hvis dette ikke er muligt en almen praktiserende læge.
Lægen skal tage stilling til, hvorvidt det er nødvendigt med en indlæggelse af det pågældende barn eller den
pågældende unge på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Hvis dette ikke er tilfældet, skal lægen løbende
føre tilsyn med barnet eller den unge under isolationen for at kunne tage stilling til, om der i løbet af isolationen
sker en udvikling med barnet eller den unges tilstand, som gør en indlæggelse på en børne- og ungdomspsykiatrisk
afdeling nødvendig, jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 121, stk. 3.
Kapitel
1917
Kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation
98
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0099.png
Voksenansvarsloven
§ 15.
Børn og unge-udvalget kan uden retskendelse træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges
brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen
under barnets eller den unges ophold på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social
service, når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling. Afgørelsen træffes
for en bestemt periode.
Stk. 2.
Der kan ikke foretages kontrol med korrespondance m.v. mellem barnet eller den unge og offentlige
myndigheder eller en eventuel advokat.
Stk. 3.
En afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter reglerne i § 75, stk. 1, i lov om social service, når
betingelserne heri er opfyldt.
Stk. 4.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol med brevveksling,
telefonsamtaler og anden kommunikation.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
1615.
Personalet på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service, kan uden
retskendelse foretage kontrol af et anbragt barn eller en ungs brevveksling, telefonsamtale og anden
kommunikation med nærmere angivne personer uden for institutionen, når børn og unge-udvalget har truffet
afgørelse efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, om, at det i en bestemt periode
er nødvendigt af hensyn til barnet eller den unges sundhed og udvikling. Ved anden kommunikation forstås
blandt andet elektronisk kommunikation via mobiltelefon og internet.
Stk. 2.
Åbning af indgående og udgående breve og anden skriftlig henvendelse kan kun finde sted med
samtykke fra og i overværelse af barnet eller den unge. Kontrol af telefonsamtaler i form af medhør kan kun
finde sted med samtykke fra barnet eller den unge. Hvis medhør finder sted, skal den person, med hvem
telefonsamtalen føres, gøres opmærksom herpå.
Stk. 3.
Ønsker barnet eller den unge ikke, at et indgående brev eller en anden skriftlig henvendelse åbnes og
læses, kan dette uåbnet returneres til afsenderen eller slettes. Afsenderen skal orienteres herom. Ønsker
barnet eller den unge ikke, at et udgående brev eller anden skriftlig henvendelse åbnes, tilintetgøres brevet
eller henvendelsen.
Stk. 4.
Ønsker barnet eller den unge ikke, at der sker medhør ved en indgående telefonsamtale, kan
telefonsamtalen afbrydes med en forklaring til den, der har ringet op. Ønsker barnet eller den unge ikke, at
der sker medhør ved en udgående telefonsamtale, føres samtalen ikke.
Stk. 5.
Stk. 1-4 gælder dog ikke breve og andre henvendelser til og fra offentlige myndigheder og til og fra en
eventuel advokat, jf. lov om voksenansvar for anbragte børn og unge § 15, stk. 2.
De overordnede rammer
164108.
Som udgangspunkt må brev- og telefonkontrol ikke finde sted. Der findes dog situationer, hvor en sådan
kontrol på døgninstitutioner og opholdssteder kan være nødvendig af hensyn til barnets eller den unges sundhed
og udvikling, eller af hensyn til politiets efterforskning.
Alle børn og unge under 18 år, der er anbragt på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
56
og
67,
er omfattet af voksenansvarslovens § 15, hvorefter børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 74, stk. 1 nr. 10, kan
træffe afgørelse om kontrol med barnets eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation
med nærmere angivne personer uden for anbringelsesstedet, hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den
unges sundhed eller udvikling.
Bestemmelsen i voksenansvarslovens § 15 indebærer, at kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden
kommunikation med omverden kun kan ske i forhold til nærmere angivne personer.
Ved anden kommunikation forstås
f.eks.fx
brug af mobiltelefon og internet.
99
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0100.png
Bestemmelsens stk. 1 slår fast, at børn og unge-udvalget, uden retskendelse kan træffe afgørelse om kontrol med
barnet eller den unges brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne personer
uden for institutionen under barnet eller den unges ophold på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 65 og 76, i
serviceloven, når det er nødvendigt af hensyn til barnet eller den unges sundhed og udvikling.
Afgørelsen om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation træffes for en bestemt periode.
Denne bestemmelse gælder også for børn og unge, der er idømt en ungdomssanktion eller afsoner en ubetinget
fængselsdom på et anbringelsessted, jf. § 78, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven.
For unge i varetægtssurrogat på en sikret
døgninstitution afdeling
gælder herudover særlige regler, jf. § 771 og §
772, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven, jf. voksenansvarslovens § 18.
Ved anden kommunikation forstås fx brug af mobiltelefon og internet.
165.
Det er alene Bbørn
og unge-udvalgets,
der, afgørelse sker
på baggrund af
kommunalbestyrelsens
indstilling
fra kommunalbestyrelsen, uden retskendelse kan træffe afgørelse om kontrol med brevveksling og telefonsamtaler
og anden kommunikation, jf. voksenansvarslovens § 15, stk. 1..
Kommunalbestyrelsens vurdering af, hvorvidt det
af hensyn til barnet eller den unges sundhed eller udvikling er nødvendigt med kontrol af den pågældendes
kommunikation med personer uden for anbringelsesstedet, kan foretages i forbindelse med anbringelsen eller under
anbringelsen.
Vurderes det under anbringelsen, at det er nødvendigt at kontrollere et barns eller en ungs kommunikation med
personer uden for anbringelsesstedet, bør dette ske på baggrund af en dialog med anbringelsesstedet.
Børn og unge har ifølge Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention en grundlæggende ret til
at kommunikere med omverden, som nævnt ovenfor i kapitel 4. Retten til at kommunikere kan alene kontrolleres,
når der er klar lovhjemmel til dette. Børns og unges ret til at kommunikere kan ikke begrænses alene af hensyn til
behovet for at kunne kontrollere andre børns og unges kommunikation, herunder unge anbragt i varetægtssurrogat.
Det er alene børn og unge-udvalget der, på baggrund af kommunalbestyrelsens indstilling, uden retskendelse kan
træffe afgørelse, jf. voksenansvarslovens § 15, stk. 1, om kontrol med brevveksling og telefonsamtaler og anden
kommunikation. Voksenansvarsloven indeholder dog særlige regler for unge i varetægtssurrogat, jf. ovenfor.
Afgørelser om kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation truffet af børn og unge-udvalget
kan indbringes for Ankestyrelsen af den unge, der er fyldt 12 år, og af forældremyndighedens indehaver samt den
af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, hvis afgørelsen vedrører denne part, jf. servicelovens § 168,
stk. 1 og 2.
166.
Har børn og unge-udvalget i barnets eller den unges opholdskommune truffet afgørelse om kontrol med et
barns eller en ungs telefonsamtaler, brevveksling og anden kommunikation på anbringelsesstedet, skal barnet eller
den unge give samtykke til åbning af breve og medhør ved telefonsamtaler. Barnet eller den unge skal i øvrigt også
overvære kontrollen. Ved kontrol af telefonsamtaler skal også den person, der tales med, give sit samtykke til, at
samtalen overhøres.
For opholdssteder, åbne og delvis lukkede døgninstitutioner gælder det, at iInstitutionen
eller opholdsstedet
ikke
selv
kan
ikke selv -indføre
husregler, der fx medfører, at breve skal kontrolleres eller at en ansat skal lytte med, når
barnet eller den unge har kontakt med omverdenen. Kontrol kan kun ske på baggrund af en afgørelse fra børn og
unge-udvalget.,
jf. § 123, stk. 2, og § 71, stk. 5, i serviceloven.
Anbringelsessteder efter serviceloven har
i
ikke lovhjemmel til at træffe afgørelse om at fratage børn og unge deres
mobiltelefon eller nægte dem adgang til internettet m.v. Der kan imidlertid, som led i at barnet eller den unge har
ophold på en døgninstitution eller et opholdssted, opstilles regler for brugen af mobiltelefon og internet. Denne
regulering kan ske i en husorden efter voksenansvarslovens § 4.
100
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0101.png
Det kan fx dreje sig om, at mobiltelefoner ikke må bruges (dvs. mobiltelefonen sættes på lydløs eller efterlades på
værelset), når børnene og de unge spiser i fællesskabet, eller at adgangen til internettet skal være lukket ned kl.
23. Der henvises i den forbindelse til kapitel 7 om adgangen til at fastsætte husordener
på opholdssteder og åbne
døgninstitutioner.
Dog kan lederen af en sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling fastsætte regler herom i en husorden (se
pkt. xx), Der henvises i den forbindelse til kapitel 8 om lovpligtige krav til indholdet i en husorden på sikrede og
delvis lukkede døgninstitutioner.
Særligt om kontrol af brevveksling
167109.
Kontrol af brevveksling sker i praksis ved, at en ansat åbner brevet i overværelse af barnet eller den unge,
efter at barnet eller den unge har givet samtykke hertil, eller at en ansat åbner og læser det brev, barnet eller den
unge har skrevet til den af børn og unge-udvalget angivne person, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 165, stk.
2.
Ønsker barnet eller den unge ikke, at et indgående brev åbnes, kan dette uåbnet returneres til afsenderen med
forklarende ledsageskrivelse. Ønsker barnet eller den unge ikke, at et udgående brev åbnes, tilintetgøres brevet, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 165, stk. 3.
Særligt om kontrol med telefonsamtaler
168110.
Kontrol af telefonsamtaler sker ved, at en ansat med samtykke fra barnet eller den unge, lytter med, når
barnet eller den unge taler i telefon med de af børn og unge-udvalget angivne personer. Ønsker barnet eller den
unge ikke, at der sker medhør ved en indgående telefonsamtale, kan telefonsamtalen afbrydes med en forklaring til
den, der har ringet op. Ønsker barnet eller den unge ikke, at der sker medhør ved en udgående telefonsamtale,
føres samtalen ikke, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 165, stk. 4.
Særligt i forhold til e-mails
169111.
Det kan være svært for personalet i praksis at føre kontrol med barnets eller den unges kommunikation
via e-mail. I praksis vurderes det at kunne ske ved, at personalet sammen med barnet eller den unge kigger i
vedkommendes indbakke i forhold til, hvem der er afsender.
Barnet eller den unge må sammen med personalet vurdere, hvilke af de indkomne e-mails, personalet må se, eller
hvilke der skal slettes, uden at de åbnes. Hvis en e-mail slettes, må personalet give besked herom til afsenderen,
jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 165, stk. 3.
Undtagelser til kontrollen
170.
Bestemmelsen i voksenansvarslovens § 15, stk. 2, slår fast, at der ikke kan foretages kontrol med
korrespondance m.v. mellem barnet eller den unge og offentlige myndigheder eller en eventuel advokat. I sådanne
tilfælde kan barnet eller den unges korrespondance således ikke underkastes nogen form kontrol, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 16, stk. 5.
Foreløbige afgørelser
171113.
Voksenansvarslovens § 15, stk. 3, slår fast, at en afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt efter
servicelovens § 75, stk. 1, når betingelserne heri er opfyldt. Formanden for børn og unge-udvalget, eller i dennes
fravær næstformanden for børn og unge-udvalget, kan således træffe en foreløbig afgørelse, når hensynet til
barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.
101
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0102.png
Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsen af den unge, der er fyldt 12 år, og af forældremyndighedsindehaveren
samt den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, hvis afgørelsen vedrører denne part, jf.
servicelovens § 168, stk. 1 og 2, jf. § 23, stk. 1 og 2, i voksenansvarsloven.
Kapitel 20
Begrænsning af adgang til ekstern kommunikation på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede
afdelinger
Voksenansvarsloven
§ 15 a.
Lederen af en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om
social service skal fastsætte regler i husordenen efter § 4, stk. 2, der begrænser de anbragte børns og unges
adgang til telefonsamtaler og anden elektronisk kommunikation til at kunne finde sted på nærmere
afgrænsede områder på institutionen og i bestemte tidsrum.
Stk. 2.
Regler efter stk. 1 kan omfatte bestemmelser om, at de anbragte børn og unge skal aflevere egne
mobiltelefoner og andet elektronisk kommunikationsudstyr til personalet, som kan opbevare det under
anbringelsen.
Stk. 3.
Lederen eller dennes stedfortræder kan beslutte, at de fastsatte regler efter stk. 1 kan fraviges for
anbragte børn eller unge, når særlige forhold taler herfor
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 2.
…
Stk. 4.
På sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social
service, skal husordenen endvidere indeholde regler om, at telefonsamtaler og anden elektronisk
kommunikation kun må finde sted på nærmere afgrænsede områder på institutionen og i bestemte tidsrum.
Husordenen kan endvidere indeholde regler om, at de anbragte børn og unge skal aflevere deres egne
mobiltelefoner og andet elektronisk kommunikationsudstyr til personalet, som kan opbevare det under
anbringelsen.
Generelt
172.
På sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger har lederen en pligt til at fastsætte regler om, at de
anbragte børn og unges adgang til telefonsamtaler og anden elektronisk ekstern kommunikation kun kan finde sted
på nærmere afgrænsede områder på institutionen. De nærmere regler skal fastsættes i den lovpligtige husorden
efter voksenansvarslovens § 4, stk. 2. Der henvises her til vejledningens kapitel 8.
Ved elektronisk ekstern kommunikation forstås kommunikation i form af mobiltelefoni eller internet. Der vil både
kunne være tale om kommunikation ved hjælp af det anbragte barns eller den anbragte unges eget
kommunikationsudstyr eller ved hjælp af kommunikationsudstyr, der er tilgængeligt på institutionen.
Ved nærmere afgrænsede områder på institutionen forstås, at et barn eller en ung vil kunne henvises til at foretage
telefonsamtaler og lignende i et bestemt fællesrum, i et aflukket lokale, eget værelse, på et kontor eller lignende.
Ved bestemte tidsrum forstås, at et barn eller en ung vil kunne henvises til at foretage telefonsamtaler og lignende
inden for fastsatte tidsrum, der som udgangspunkt skal være daglige.
Derudover kan husordenen indeholde regler om, at de anbragte børn og unge skal aflevere deres mobiltelefoner og
andet elektronisk kommunikationsudstyr til personalet, som kan opbevare det under anbringelsen.
Kommunikationskontrol
102
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0103.png
173.
Ved fastsættelsen af disse regler, skal der tages højde for anbragte børn og unge, der ikke er underlagt
kommunikationskontrol, da de skal have adgang til at føre telefonsamtaler og foretage anden elektronisk
kommunikation, uden at kommunikationen påhøres eller overvåges af personalet eller andre anbragte børn og unge.
Der skal også tages højde for, at børn og unge, der er underlagt kontrol med, eller er genstand for, begrænsning
af adgangen til kommunikationen, skal have adgang til at føre ukontrollerede telefonsamtaler og anden elektronisk
kommunikation med offentlige myndigheder, advokat eller forsvarer mv. Det skal derfor også sikres, at de anbragte
børn og unge har mulighed for at henvende sig anonymt til det socialtilsyn, som fører driftsorienteret tilsyn med
anbringelsesstedet.
Lederen eller dennes stedfortræder vil dog kunne beslutte at fravige fra reglerne for det enkelte barn eller ung, hvis
der er særlige forhold, der taler for dette. Dette gælder særligt hensynet til barnets eller den unges tarv, og kan
være relevant, hvis det f.eks. vurderes at en barn eller en ung har behov for hyppig kontakt med forældre eller
øvrig familie eller netværk under anbringelsen. Det kan bl.a. være begrundet i barnets eller den unges støttebehov
ved anbringelse eller i pludseligt opståede begivenheder i barnets eller den unges liv under anbringelse, f.eks. ved
sygdom eller dødsfald i familien.
Passende reaktioner ved overtrædelse
174.
Da fastsættelsen af reglerne indgår i den lovpligtige husorden efter voksenansvarsbekendtgørelsens § 2, kan
overtrædelsen håndhæves med passende reaktioner, træk i lommepenge eller fysisk magtanvendelse, når
betingelserne herfor er opfyldt. Der henvises her til vejledningens kapitel 8 og 9.
De generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder bl.a.
proportionalitetsprincippet og mindsteindgrebsprincippet, vil også altid skulle iagttages.
Kapitel
2118
Undersøgelse af person og opholdsrum
103
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0104.png
Voksenansvarsloven
§ 16.
Lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service eller den, der
bemyndiges dertil, kan uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af et anbragt barns
eller en anbragt ungs person eller opholdsrum, hvis der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den
unge er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan
iagttages, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
…Ud over tilfælde nævnt i stk. 1 kan lederen af en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling
efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service eller den, der bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at
der skal foretages undersøgelse af, hvilke effekter et barn eller en ung, der er anbragt i afdelingen eller på
døgninstitutionen, har i sin besiddelse på sin person eller i sit opholdsrum, hvis en sådan undersøgelse er
nødvendig for at sikre, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn iagttages.
Stk. 3.
…Undersøgelse efter stk. 2 kan foretages, når barnet eller den unge anbringes på en sikret
døgninstitution eller en særligt sikret afdeling, før og efter besøg og før og efter fravær fra den sikrede
døgninstitution eller særligt sikret afdeling.
Stk. 4.
Ved undersøgelse af barnets eller den unges person efter stk. 1 eller 2 må der foretages klap uden på
tøjet og undersøgelse af lommer og sko. Personalet kan kræve, at barnet eller den unge tager sit overtøj, sin
hovedbeklædning og sine sko af.
Stk. 5.
…
Stk.
64.
Lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service eller den, der
bemyndiges dertil, kan uden retskendelse beslutte at tage effekter, der findes i barnets eller den unges
besiddelse, i bevaring, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Stk.
75.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelsen af en undersøgelse
af barnets eller den unges person eller opholdsrum samt effekter taget i bevaring i forbindelse hermed.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§
1716.
På anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr.
6 og 75 og 6,
i lov om social service, kan lederen, eller
den der bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af barnet eller
den unges person eller opholdsrum, jf. § 16, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, hvis der
er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører,
at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan iagttages, jf. dog lov om voksenansvar for anbragte børn
og unge § 16, stk. 2 og 3, om undersøgelse af person og opholdsrum i forbindelse med anbringelse på en
sikret døgninstitution, før og efter besøg samt før og efter fravær.
Stk. 2.
Inden en undersøgelse af et barns eller en ungs person eller opholdsrum efter § 16, stk. 1 og 2, i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge foretages, har barnet eller den unge ret til at få oplyst grunden
til, at undersøgelsen iværksættes, medmindre særlige omstændigheder taler imod dette.
Stk. 3.
Der skal altid deltage mindst 2 ansatte ved undersøgelsen af barnet eller den unges person eller
opholdsrum efter § 16, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Hvis særlige
omstændigheder gør det nødvendigt, kan undersøgelsen dog gennemføres af en enkelt ansat. Der må ikke
være andre børn og unge til stede under undersøgelsen af barnet eller den unges person eller opholdsrum.
Stk. 4.
Undersøgelsen af, hvilke effekter barnet eller den unge har i sin besiddelse på sin person, må kun
undtagelsesvis foretages og overværes af personer af et andet køn end barnet eller den unge.
Stk. 5.
Hvis en undersøgelse af barnet eller den unges opholdsrum indebærer en gennemgang af barnet eller
den unges genstande i opholdsrummet, skal barnet eller den unge have tilbud om at overvære undersøgelsen
eller efterfølgende straks have gennemgået undersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige
omstændigheder taler mod dette. Tilbuddet om gennemgang af undersøgelsen kan eventuelt gives skriftligt
samtidig med en orientering om, at undersøgelsen har fundet sted.
Stk. 6.
Med opholdsrum menes i denne bekendtgørelse værelse, skabe eller andre rum, som den unge råder
over. Med genstande menes f.eks. kommoder, opbevaringsbokse, tasker og poser i opholdsrummet.
104
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0105.png
Undersøgelse af person og opholdsrum, når der er bestemte grunde
175114.
Undersøgelse af et barns eller en ungs person og/eller opholdsrum er et indgreb i barnet eller den unges
grundlæggende ret til privatliv, som beskrevet i kapitel 4. Undersøgelse af anbragte børns og unges person og
opholdsrum må derfor kun ske, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. nærmere nedenfor. Undersøgelse af person
og opholdsrum skal
derfor også
altid gennemføres under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse
og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel 120.
Efter voksenansvarslovens § 16, stk. 1, kan lederen af et opholdsstedsted eller en døgninstitution efter servicelovens
§ 66, stk. 1, nr. 5 og 6, eller den der bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en
undersøgelse af et anbragt barns eller en ungs person eller opholdsrum, hvis der er bestemte grunde til at antage,
at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn ikke kan iagttages.
Efter bestemmelsen
i voksenansvarslovens § 16, stk. 1,
er det
således
en forudsætning for at igangsætte en
undersøgelse af et barn eller en ungs person og/eller af et opholdsrum, at der er bestemte grunde til at antage, at
barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, som betyder, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan
iagttages. Det kan
f.eks.fx
være genstande som barberblade, knive eller andet, der kan bruges som våben.
Bestemte grunde efter voksenansvarslovens § 16, stk. 1, kan være, at barnet eller den unge virker påvirket af
euforiserende stoffer eller alkohol, at der mangler skarpe genstande i opholdsstedets eller døgninstitutionens køkken
eller værksted, eller at der af opholdsstedets eller døgninstitutionens personale i øvrigt er gjort observationer, der
gør det nærliggende for opholdsstedets eller døgninstitutionens leder, eller den der bemyndiges dertil, at antage,
at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn ikke kan iagttages. Det kan
f.eks.fx
være situationer, hvor personalet observerer, at der på værelset er
ridset i væggen, og hvor det må formodes, at genstanden, som er brugt til at ridse, er skarp eller spids, eller i
tilfælde, hvor den unges handlemønstre vurderes at være væsentlig anderledes end normalt.
Ordensbestemmelser i en husorden kan endvidere håndhæves ved brug af bestemmelsen om undersøgelse af
person og opholdsrum, hvis betingelserne i voksenansvarslovens § 16 i øvrigt er opfyldt, jf. ovenfor. Der er ikke
adgang til at foretage undersøgelse af person og opholdsrum rutinemæssigt.
Der gælder særlige regler for undersøgelse af person og opholdsrum på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede
afdelinger ved anbringelse, besøg og fravær på institutionen. Der henvises her til vejledningens kapitel xx.
Særligt om adgang til undersøgelse ved anbringelse, besøg og fravær på sikrede døgninstitutioner og særligt
sikrede afdelinger
115.
Efter voksenansvarslovens § 16, stk. 2, kan lederen af en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 6, eller den der bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at der skal
foretages undersøgelse af, hvilke effekter et barn eller en ung, der er anbragt i afdelingen eller på den sikrede
døgninstitution, har i sin besiddelse på sin person eller i sit opholdsrum, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig
for at sikre, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn iagttages.
Efter voksenansvarslovens § 16, stk. 3, kan undersøgelse efter stk. 2 foretages, når barnet eller den unge
anbringes på en sikret døgninstitution, eller en særligt sikret afdeling, før og efter besøg og før og efter fravær fra
den sikrede døgninstitution eller den særligt sikrede afdeling. Opremsningen af situationer, hvori den sikrede
døgninstitution eller særligt sikrede afdeling kan undersøge barnets eller den unges person eller opholdsrum uden
særlige grunde, er udtømmende. Bestemmelsen kan således ikke anvendes i andre situationer end de nævnte.
Adgangen til at undersøge barnet eller den unges opholdsrum og person er således udvidet på sikrede
døgninstitutioner samt særligt sikrede afdelinger i forhold til den almindelige adgang efter voksenansvarslovens §
16, stk. 1. Undersøgelsen kan gennemføres på en række nærmere fastsatte tidspunkter, uden at der er konkret
mistanke om, at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, der kan betyde, at ordensbestemmelserne ikke
kan overholdes. Det er dog et krav, at undersøgelsen er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelserne på
anbringelsesstedet overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.
105
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0106.png
Særligt om undersøgelse af person
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 17.
Ved undersøgelse af barnet eller den unges person menes indgreb, hvor der ikke sker nogen
indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet. Der må alene foretages klap
uden på tøjet og undersøgelse af lommer og sko. Institutionens personale kan dog kræve, at barnet eller den
unge tager sit overtøj, hovedbeklædning og sko af.
Stk. 2. Undersøgelsen af, hvilke effekter barnet eller den unge har i sin besiddelse på sin person, må kun
undtagelsesvis foretages og overværes af personer af et andet køn end barnet eller den unge.
176116.
Efter voksenansvarslovens
§ 16, stk. 4bekendtgørelsens § 17 erforstås ved
”undersøgelse af barnet eller
den unges person” et indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig
beføling af legemet. Der må
derfor
alene foretages klap uden på tøjet og undersøgelse af lommer og sko.
Opholdsstedets/døgninstitutionens personale kan dog kræve, at barnet eller den unge tager sit overtøj,
hovedbeklædning og sko af.
Ved undersøgelsen af barnet eller den unges person eller opholdsrum, skal der altid deltage mindst to ansatte efter
voksenansvarsbekendtgørelsens § 17, stk. 3. Hvis særlige omstændigheder gør, at det ikke er muligt, kan
undersøgelsen gennemføres af én ansat. Derudover må undersøgelsen Undersøgelse af hvilke effekter barnet eller
den unge har i sin besiddelse, må
som udgangspunkt kun foretages og overværes af personer af samme køn,
og
må derfor også kun undtagelsesvis foretages og overværes men hvis dette ikke er muligt, kan dette også ske
af
personer af det modsatte køn end det pågældende barn eller den unge, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 17,
stk.
42.
Ved undersøgelsen må der ikke være andre børn og unge til stede.
Særligt om undersøgelse af opholdsrum
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 18.
Hvis en undersøgelse af barnet eller den unges opholdsrum indebærer en gennemgang af barnet eller
den unges genstande i opholdsrummet, skal barnet eller den unge have tilbud om at overvære undersøgelsen
eller efterfølgende straks have gennemgået undersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige
omstændigheder taler mod dette. Tilbuddet om gennemgang af undersøgelsen kan eventuelt gives skriftligt
samtidig med en orientering om, at undersøgelsen har fundet sted.
Stk. 2. Med opholdsrum menes i denne bekendtgørelse værelse, skabe eller andre rum, som den unge råder
over. Med genstande menes f.eks. kommoder, opbevaringsbokse, tasker og poser i opholdsrummet.
177117.
Efter voksenansvarsbekendtgørelsens §
1718,
stk.
62,
omfatter ”opholdsrum”, værelse, skabe eller andre
rum, som barnet eller den unge råder over på opholdsstedet eller døgninstitutionen. Ved ”genstande” forstås
f.eks.fx
kommoder, opbevaringsbokse, tasker og poser i opholdsrummet.
Hvis undersøgelsen af barnets eller den unges opholdsrum indebærer en gennemgang af den pågældendes
genstande, skal opholdsstedet/døgninstitution som udgangspunkt, medmindre særlige omstændigheder taler mod
dette, tilbyde barnet eller den unge enten at overvære undersøgelsen eller straks herefter give barnet eller den
unge tilbud om at få gennemgået undersøgelsen og dens eventuelle resultater, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens
§
1718,
stk.
51.
106
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0107.png
Tilbuddet om gennemgangen kan eventuelt gives skriftligt samtidig med en orientering om, at undersøgelsen har
fundet sted, jf. §
1718,
stk.
51,
2. pkt.
Fremgangsmåde ved undersøgelse af person og/eller opholdsrum
178118.
Inden en undersøgelse af et barns eller en ungs person eller opholdsrum efter voksenansvarslovens § 16,
stk. 1 og 2 foretages, har barnet eller den unge ret til at få oplyst grunden til, at undersøgelsen iværksættes,
medmindre særlige omstændigheder taler imod dette, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
1716,
stk. 2.
Der skal altid deltage mindst
to2
ansatte i forbindelse med undersøgelsen af barnets eller den unges person eller
opholdsrum efter voksenansvarslovens § 16, stk. 3. Undersøgelsen kan dog foretages af en enkelt ansat på
anbringelsesstedet, hvis særlige omstændigheder nødvendiggør dette, og der må ikke være andre børn og unge til
stede mens undersøgelsen af barnet eller den unges person eller opholdsrum foretages, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens §
1716,
stk. 3.
Undersøgelse af person eller opholdsrum skal som nævnt ovenfor gennemføres under iagttagelse af de generelle
principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel
1210.
Inden
undersøgelsen iværksættes skal barnet eller den unge derfor så vidt muligt altid høres og opfordres til af egen vilje
at aflevere eventuelle effekter.
Undersøgelse af, hvilke effekter barnet eller den unge har i sin besiddelse på sin person eller i sit opholdsrum, skal
desuden foretages så skånsomt som omstændighederne tillader, så barnet eller den unge i mindst muligt omfang
oplever at blive krænket. Undersøgelsen må ikke have karakter af et uforholdsmæssigt indgreb, hvor det ubehag
eller den krænkelse, som undersøgelsen må antages at forvolde, overstiger indgrebets formål.
Såfremt det er muligt at foretage undersøgelse af person eller opholdsrum med tekniske eller elektroniske
hjælpemidler, der er mindre indgribende, vil dette være muligt inden for de gældende regler. Det kan fx være ved
brug af en metaldetektor, scannere og lignende.
Undersøgelsen
efter voksenansvarslovens § 16, stk. 1 og 2,
vil ligeledes kunne gennemføres ved hjælp fra private
hundeførere. Der er alene tale om, at hundeføreren benyttes til at stå for den praktiske del af undersøgelsen. Det
er fortsat anbringelsesstedets leder eller det bemyndigede personale, der vurderer, om kriterierne for at foretage
undersøgelsen er til stede, og om der er grundlag for at tilbageholde effekter efter voksenansvarslovens § 169.
Der er således ikke tale om delegation af myndighedsudøvelse eller afgørelseskompetence til private. Den private
aktør, der benyttes, skal have den fornødne fagkyndige ekspertise til at forestå undersøgelsen. Det følger af
straffelovens § 152 a, at lovens § 152 om tavshedspligt for offentlige ansatte også gælder for den, som i øvrigt er
eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med offentlige myndigheder.
Tilbageholdelse af effekter
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 19.
Lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, eller den, der bemyndiges hertil, kan uden
retskendelse beslutte at tage effekter, der findes i barnet eller den unges besiddelse i bevaring, hvis det
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, jf. lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge § 16, stk. 4.
Stk. 2.
Hvis genstande, som tilhører et barn eller en ung, tilbageholdes, skal anbringelsesstedet udfærdige en
liste over de genstande, der tilbageholdes. Barnet eller den unge skal orienteres om tilbageholdelsen og have
udleveret en kopi af listen.
179119.
Efter voksenansvarslovens § 16, stk.
64,
kan lederen af et opholdssted eller en døgninstitution
efter
servicelovens § 66, stk. 1, nr. 65 og 76,
eller den, der bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte at tage effekter,
der findes i barnets eller den unges besiddelse i bevaring, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn.
107
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0108.png
Det følger yderligere af voksenansvarsbekendtgørelsens § 18, stk. 2, at Hvis effekter, som tilhører et barn eller en
ung, tilbageholdes af personalet, skal
opholdsstedet eller døgninstitutionen
skal
udfærdige en liste over de
genstande, der tilbageholdes,
hvis genstandene tilhører et barn eller en ung.
Barnet eller den unge skal orienteres
om tilbageholdelsen og have udleveret en kopi af listen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens §
1819,
stk. 2.
Hvis en genstand tilhører opholdsstedet eller døgninstitutionen
voksenansvarsbekendtgørelsens §
1819,
stk. 3.
Kapitel 22
Særligt om undersøgelse af person og opholdsrum på sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede
afdelinger
kan den
umiddelbart inddrages,
jf.
Voksenansvarsloven
§ 16.
Lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om social service eller den, der
bemyndiges dertil, kan uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af et anbragt barns
eller en anbragt ungs person eller opholdsrum, hvis der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den
unge er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan
iagttages, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Ud over tilfælde nævnt i stk. 1 kan lederen af en sikret døgninstitution eller en særligt sikret afdeling
efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service eller den, der bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at
der skal foretages undersøgelse af, hvilke effekter et barn eller en ung, der er anbragt i afdelingen eller på
døgninstitutionen, har i sin besiddelse på sin person eller i sit opholdsrum, hvis en sådan undersøgelse er
nødvendig for at sikre, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn iagttages.
Stk. 3.
Undersøgelse efter stk. 2 kan foretages, når barnet eller den unge anbringes på en sikret
døgninstitution eller en særligt sikret afdeling, før og efter besøg og før og efter fravær fra den sikrede
døgninstitution eller særligt sikret afdeling.
Stk. 4.
Ved undersøgelse af barnets eller den unges person efter stk. 1 eller 2 må der foretages klap uden på
tøjet og undersøgelse af lommer og sko. Personalet kan kræve, at barnet eller den unge tager sit overtøj, sin
hovedbeklædning og sine sko af.
Stk. 5.
Ved undersøgelse af barnets eller den unges person efter stk. 1 eller 2 på sikrede døgninstitutioner og
særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service kan der foretages kropsvisitation i
form af undersøgelse af kroppens overflader samt gennemsøgning af tøjet. Personalet kan til brug for
undersøgelsen af tøjet kræve, at barnet eller den unge tager sit tøj af.
108
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0109.png
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 17.
På anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om social service kan lederen eller den, der
bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af barnet eller den unges
person eller opholdsrum, jf. § 16, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, hvis der er
bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan iagttages, jf. dog lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge § 16, stk. 2 og 3, om undersøgelse af person og opholdsrum i forbindelse med anbringelse på en sikret
døgninstitution, før og efter besøg samt før og efter fravær.
Stk. 2.
Inden en undersøgelse af et barns eller en ungs person eller opholdsrum efter § 16, stk. 1 og 2, i lov
om voksenansvar for anbragte børn og unge foretages, har barnet eller den unge ret til at få oplyst grunden
til, at undersøgelsen iværksættes, medmindre særlige omstændigheder taler imod dette.
Stk. 3.
Der skal altid deltage mindst 2 ansatte ved undersøgelsen af barnet eller den unges person eller
opholdsrum efter § 16, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Hvis særlige
omstændigheder gør det nødvendigt, kan undersøgelsen dog gennemføres af en enkelt ansat. Der må ikke
være andre børn og unge til stede under undersøgelsen af barnet eller den unges person eller opholdsrum.
Stk. 4.
Undersøgelsen af, hvilke effekter barnet eller den unge har i sin besiddelse på sin person, må kun
undtagelsesvis foretages og overværes af personer af et andet køn end barnet eller den unge.
Stk. 5.
Hvis en undersøgelse af barnet eller den unges opholdsrum indebærer en gennemgang af barnet eller
den unges genstande i opholdsrummet, skal barnet eller den unge have tilbud om at overvære undersøgelsen
eller efterfølgende straks have gennemgået undersøgelsen og dens resultat, medmindre særlige
omstændigheder taler mod dette. Tilbuddet om gennemgang af undersøgelsen kan eventuelt gives skriftligt
samtidig med en orientering om, at undersøgelsen har fundet sted.
Stk. 6.
Med opholdsrum menes i denne bekendtgørelse værelse, skabe eller andre rum, som den unge råder
over. Med genstande menes f.eks. kommoder, opbevaringsbokse, tasker og poser i opholdsrummet.
Adgang til undersøgelse ved anbringelse, besøg og fravær
180.
Lederen af en sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling – eller den der bemyndiges dertil – kan uden
retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af, hvilke effekter et barn eller en ung, der er anbragt
i afdelingen eller på døgninstitutionen, har i sin besiddelse på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig
for at sikre, at ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn iagttagelse.
Personalet kan foretage undersøgelsen af et anbragt barns eller en anbragt ungs person, når barnet eller den unge
anbringes, før og efter besøg, og efter fravær fra den sikrede døgninstitution eller særligt sikret afdeling. Adgangen
til en sådan undersøgelse gælder også, hvis et anbragt barn eller en anbragt ung f.eks. har haft ophold sammen
med et anbragt barn på en åben eller delvis lukket afdeling på samme institution. Ligeledes vil der også kunne
foretages en undersøgelse af personen, hvis et anbragt barn eller ung på en sikret døgninstitution har haft besøg
af et barn eller ung, der er anbragt på en åben eller delvis lukket afdeling på samme institution.
Der er dermed en udvidet adgang til at undersøge barnet eller den unges opholdsrum eller person på sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger i forhold til den almindelige adgang efter voksenansvarslovens § 16,
stk. 1, der er beskrevet i kapitel xx. Det betyder, at undersøgelsen kan gennemføres ved anbringelse, besøg eller
fravær, uden at der er konkret mistanke om, at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, der kan betyde, at
ordensbestemmelserne ikke kan overholdes. Det er dog et krav, at undersøgelsen skal kunne begrundes ud fra et
ordens- eller sikkerhedsmæssigt hensyn.
Adgang til kropsvisitation
181.
Ved undersøgelser af et anbragt barns eller en anbragt ungs person på sikrede døgninstitutioner og særligt
sikrede afdelinger, må der ske kropsvisitation i form af undersøgelse af kroppens overflader samt gennemsøgning
af tøjet. Personalet kan i den forbindelse også kræve, at barnet eller den unge tager sit tøj af. Det betyder at der
kan ske en egentlig kropsvisitation. Undersøgelse af kroppens overflader kan ske ved beføling af det ydre legeme
uden indtrængen i det menneskelige legeme, herunder i mundhule samt øvrige kropsåbninger.
109
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0110.png
Denne undersøgelse af et barns eller en ungs person skal altid gennemføres under iagttagelse af de generelle
principper for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten og skal stå i et rimeligt forhold til det,
der søges opnået. Hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal disse anvendes. Derudover skal
undersøgelsen udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til, at der ikke
forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Fiksering og ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling
er ikke tilladt. En undersøgelse af et anbragt barns eller ungs person kan ikke tvinges igennem med fysisk magt.
Hvis personalet har en mistanke om at barnet eller den unge er i besiddelse af effekter, der vil kunne bruges til at
skade sig selv eller andre, og barnet eller den unge nægter at lade sig kropsvisitere, kan personalet tilkalde politiet.
Det vil altid skulle bero på en konkret og individuel vurdering, om det er nødvendigt at foretage en undersøgelse af
et anbragt barns eller ungs person, og i givet fald hvilken form for undersøgelse der vil være proportional at
gennemføre i det enkelte tilfælde. Såfremt det er muligt at foretage undersøgelse af barnet eller den unge ved
hjælp af tekniske eller elektroniske hjælpemidler, der er mindre indgribende, bør dette ske. Det kan f.eks. være ved
brug af metaldetektorer, scannere og lignende. Det vil i så fald ikke være nødvendigt med fuld afklædning. Klæder
barnet eller den unge sig af, så kroppens overflader er fuldt synlige, vil det tilsvarende som udgangspunkt ikke være
nødvendigt med berøring af kroppen for at lokalisere eventuelle genstande.
Inden undersøgelsen har barnet eller den unge ret til at få oplyst grunden til, at undersøgelsen iværksættes, med
mindre særlige omstændigheder taler imod dette.
Undersøgelsen skal gennemføres uden tilstedeværelse af andre børn og unge. Ved undersøgelsen skal der altid
deltage to ansatte af samme køn som barnet eller den unge. Hvis særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan
undersøgelsen dog gennemføres af en enkelt ansat. Undersøgelsen må også kun undtagelsesvist foretages og
overværes af personer af et andet køn end barnet eller den unge.
Det er væsentligt, at der ved vurderingen af, om der er grundlag for at foretage en undersøgelse, og hvordan den
i givet fald bør gennemføres, tages særligt hensyn til bl.a. børn og unge, der har været udsat for vold eller seksuelle
overgreb under opvæksten, og for hvem afklædning og berøring kan opleves særligt voldsomt. Hvis det i disse
tilfælde skønnes nødvendigt med fuld afklædning og/eller eventuel berøring af kroppens overflader, bør der i lyset
af indgrebets karakter altid deltage to ansatte af samme køn som barnet eller den unge af hensyn til omsorgen for
barnet eller den unge og af hensyn til retssikkerheden for barnet eller den unge og de ansatte.
Hvis det skønnes nødvendigt med fuld afklædning og/eller eventuel berøring af kroppens overflader, skal
undersøgelsen indberettes efter voksenansvarslovens § 21, stk. 1 ved brug af bilag 1 c i bekendtgørelsen.
Kapitel 23
TV-overvågning af indendørs fællesarealer på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede
afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
Voksenansvarsloven
§ 16 a.
På delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service skal indendørs
fællesarealer tv-overvåges.
Obligatorisk på fællesarealer
182.
På delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner samt sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger er der en pligt til at opsætte tv-overvågningsudstyr på de indendørs
fællesarealer. Der skal foretages overvågning døgnet rundt, men personalet skal kun gennemse tv-overvågningen,
når der er konkret grundlag herfor.
Ved indendørs fællesarealer forstås fælles indendørs områder, hvor de anbragte børn og unge i almindelighed vil
tage ophold, herunder f.eks. tv-stue, køkken mv.
110
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0111.png
Fælles toiletter, omklædningsrum mv. er ikke omfattet af pligten til tv-overvågning.
Afgrænsningen af indendørs fællesområder, der bl.a. ikke omfatter toiletter, omklædningsrum mv. skal sikre, at tv-
overvågningen står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til
databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende
rettigheder og interesser.
Tv-overvågningen kan aldrig erstatte personalets mulighed for selv at holde øje med de anbragte børns og unges
adfærd, herunder også at fornemme, hvis der f.eks. sker optræk til uro. Tv-overvågningen er derfor alene et
supplement til personalets opmærksomhed over for de anbragte børn og unge, når de opholder sig samlet på de
indendørs fællesarealer.
Administrationen af den obligatoriske tv-overvågning af indendørs fællesarealer vil indgå i Socialtilsynets løbende
tilsyn med institutionerne og deres anvendelse af reglerne i lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge,
jf. lovens § 22.
Regler om tv-overvågning herudover reguleres ikke i voksenansvarsloven. I hvilket omfang, det ellers er muligt at
tv-overvåge fællesarealer, vil i stedet bero på en konkret vurdering i henhold til tv-overvågningsloven,
databeskyttelsesloven samt databeskyttelsesforordningen.
Meddelelse om tv-overvågning
183.
Døgninstitutioner, herunder delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner
samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, kan oprettes og drives af kommuner, jf. servicelovens
§ 4, eller af regioner jf. servicelovens § 5 eller som selvejende institutioner, som kommunalbestyrelsen eller
regionsrådet har indgået aftale med.
Institutioner, der etableres og drives af en kommune eller en region, er en offentlig myndighed, uanset at der ikke
er almindelig offentlig adgang. Institutionerne er derfor omfattet af tv-overvågningslovens § 3 a, stk. 1, hvorefter
der ved skiltning eller på anden tydelig måde skal gives oplysning om, at der foretages tv-overvågning.
I medfør af § 3 b i lov om tv-overvågning skal der gives oplysning om tv-overvågning efter
databeskyttelsesforordningens regler, hvilket betyder, at der som udgangspunkt skal gives meddelelse om
overvågningen til hver enkelt ansat og de børn og unge, der er anbragt på institutionen eller afdelingen. Meddelelsen
skal indeholde de oplysninger, som følger af forordningens artikel 14, stk. 1 og 5. Tidspunktet for, hvornår
meddelelsen om overvågning skal gives, følger af forordningens artikel 14, stk. 3.
Såfremt udefrakommende psykologer, læger og andre fagpersoner i forbindelse med udredning af eller behandling
af de anbragte børn og unge har deres gang på den del af institutionerne, der er tv-overvåget, må det antages, at
disse fagpersoner også skal orienteres. Tilsvarende gælder for besøgende til de anbragte børn og unge samt
kommunale sagsbehandlere, tilsynsmedarbejdere mv.
Behandling af personoplysninger
184.
Pligten til tv-overvågning medfører, at der vil ske en behandling af personoplysninger omfattet af
databeskyttelsesloven. Den regionale eller kommunale driftsherre af institutionen er i medfør af reglerne i
databeskyttelsesforordningen dataansvarlig for behandling af personoplysninger, der finder sted som følge af tv-
overvågningen, og som derved er ansvarlig for iagttagelsen af de registreredes rettigheder.
Efter databeskyttelsesforordningens artikel 5 skal personoplysninger være tilstrækkelige, relevante og begrænset
til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles.
Tv-overvågningen skal ske i overensstemmelse med gældende lovgivning og under iagttagelse af eventuelt pålæg
fra politidirektøren med hensyn til kvaliteten af optagelser af billeder på videobånd, film eller lignende samt med
hensyn til opbevaring af sådanne optagelser, jf. tv-overvågningslovens §§ 4 a og 4 b.
111
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0112.png
Da tv-overvågningen aldrig må erstatte personalets mulighed for selv at holde øje med de anbragte børns og unges
adfærd er det hensigten, at optagelserne alene lagres i en afgrænset periode. Der vil derfor også sjældent være
behov for at gennemse og eventuelt videregive overvågningsoptagelser.
185.
Efter tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 4 skal optagelser efter § 4 c, stk. 1, slettes senest 30 dage efter, at
optagelserne er foretaget. 30-dages fristen skal bl.a. ses i lyset af, at det for efterforskningen af visse former for
kriminalitet i praksis kan være nødvendigt at have adgang til optagelser, som ligger en vis kortere periode forud for
selve det tidspunkt, hvor kriminaliteten er begået. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor en anbragt ung forud for en
kriminel handling har foretaget forberedelser hertil. I alle tilfælde er der en ret til at opbevare optagelser i 30 dage,
men samtidig tilsiger det almindelige databeskyttelseshensyn, at der skal ske sletning på et tidligere tidspunkt, hvis
den dataansvarlige vurderer, at der ikke er behov for yderligere opbevaring.
Slettefristen omfatter kun billed- og lydoptagelser. Den dataansvarlige kan derfor godt opbevare andre oplysninger,
som f.eks. skriftlige notater om optagelsen i et længere tidsrum. For sådanne oplysningers vedkommende vil
databeskyttelsesforordningens almindelige sletningsregel i artikel 5, stk. 1, litra e, finde anvendelse.
Videregivelse af personoplysninger, der hidrører fra tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, vil skulle
ske i overensstemmelse med tv-overvågningslovens § 4 c. Det følger heraf, at billed- og lydoptagelser med
personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed kun må
videregives, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke, videregivelsen følger af lov eller sker til politiet
i kriminalitetsopklarende øjemed.
Ved billed- og lydoptagelser forstås såvel stilbilleder som levende billeder med tilhørende optagelse af lyd.
Bestemmelsen omfatter også billeder uden lyd og efter omstændighederne lyd uden billeder optaget med tv-
overvågning.
Samtykkekravet svarer til, hvad der gælder for offentlige myndigheders videregivelse af oplysninger om strafbare
forhold efter bestemmelserne i databeskyttelseslovens § 8, stk. 2. Udtrykkeligt samtykke skal således forstås på
samme måde som samtykkekravene i databeskyttelsesforordningens kapitel 4, nr. 11 og artikel 7. Samtykkekravet
indebærer, at der skal indhentes samtykke fra samtlige de personer, der er på optagelsen. I tilfælde, hvor der er
flere personer på optagelsen, skal der således foreligge samtykke fra dem alle. I modsat fald må den dataansvarlige
enten begrænse videregivelsen til den del af optagelsen, hvor de personer, som har givet samtykke eller foretage
anonymisering af den eller de personer, som den dataansvarlige ikke har kunnet få samtykke fra. Anonymisering
kan f.eks. ske ved billedbeskæring.
For personoplysninger videregivet til brug for politiets efterforskning vil lov om retshåndhævende myndigheders
behandling af personoplysninger finde anvendelse for politiets behandling af personoplysningerne.
Datatilsynet fører tilsyn med enhver behandling af personoplysninger omfattet af tv-overvågningslovens § 4 c.
186.
Det er forventningen, at der som udgangspunkt alene vil ske behandling af ikke-følsomme personoplysninger
omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Såfremt der helt undtagelsesvist skulle ske behandling af
følsomme personoplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 9, vurderes det, at behandlingen på
baggrund af formålet med overvågningen – at forebygge kriminalitet og øge sikkerheden på institutionerne – er
nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser.
I det omfang, at der vil ske behandling af oplysninger om strafbare forhold, som reguleret i databeskyttelseslovens
§ 8, vurderes det, at behandlingen vil være nødvendig for at kunne politianmelde de begåede strafbare forhold, jf.
§ 21 a om pligt til at anmelde personfarlig kriminalitet begået på institutionen, og for politiets behandling heraf i
medfør af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.
Kapitel 24
Døralarmer til værelserne på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner samt sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger
112
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0113.png
Voksenansvarsloven
§ 16 b.
På delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede
døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service skal der være
døralarm ved indgangen til de anbragte børns og unges værelser.
Stk. 2.
Lederen og dennes stedfortræder på delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om
social service, skal beslutte, at der skal ske anvendelse af døralarm efter stk. 1, når det er nødvendigt for at
sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.
Stk. 3.
Social- og indenrigsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler
for anvendelse af døralarmer.
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 19.
Lederen eller dennes stedfortræder på delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner, sikrede institutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social
service, skal beslutte, at der skal anvendes døralarmer, når det er nødvendigt for at sikre, at
ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedsmæssige hensyn iagttages, jf. § 16 b, stk. 2, i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 2.
Døralarmer skal altid anvendes
1) når det af hensyn til barnets eller den unges egen sikkerhed eller sikkerheden for de øvrige anbragte børn
eller unge, personalet eller andre, der opholder sig på døgninstitutionen, er nødvendigt,
2) når der på døgninstitutionen har været fysiske konflikter mellem de anbragte børn, der gør fortsat ophold
på fællesarealerne uforsvarligt,
3) når det kan forhindre risikosituationer i at udvikle sig til fysiske konflikter, overgreb eller lignende, eller
4) når der er konkret mistanke om rømningsrisiko for et anbragt barn eller en ung.
Stk. 3.
Pligten til at anvende døralarmer, jf. stk. 2, gælder ikke i perioder, hvor sikrede døgninstitutioner eller
særligt sikrede afdelinger har tilladelse til at aflåse værelserne om natten, jf. § 11.
Anvendelse af døralarmer
187.
På delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner
og særligt sikrede afdelinger skal der være opsat døralarmer ved indgangen til de anbragte børns og unges værelser
døgnet rundt.
Døralarmerne vil dog kun skulle anvendes, hvis der efter en konkret vurdering af forholdene på institutionen eller
afdelingen i en given situation vurderes at være nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde. Det er
lederen eller dennes stedfortræder, der skal beslutte, at der skal ske anvendelse af døralarmer. Der skal derfor altid
være udpeget en stedfortræder for lederen af institutionen blandt det tilstedeværende personale, der kan træffe
beslutning om anvendelse af døralarmer. Døralarmer skal dermed være opsat døgnet rundt, men skal kun tændes
når det er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde.
I medfør af voksenansvarsbekendtgørelsen vil døralarmerne dog altid skulle anvendes, når det er nødvendigt af
hensyn til barnets eller den unges egen sikkerhed eller af hensyn til sikkerheden for de øvrig anbragte børn eller
unge, personalet eller andre, der opholder sig på døgninstitutionen, når der har været fysiske konflikter mellem de
anbragte børn, der gør fortsat ophold på fællesarealerne uforsvarligt, når det kan forhindre risikosituationer i at
udvikle sig til fysiske konflikter, overgreb eller lignende eller når der er konkret mistanke om rømningsrisiko for et
anbragt barn eller en ung.
Alarmerne skal registrere, om nogen går ind eller ud af dørene, men ikke hvem det er. De skal fungere således, at
personalet får en melding, når døren til et værelse åbnes, så personalet har mulighed for hurtigt at følge op på, om
der foregår uhensigtsmæssigheder såsom forsøg på rømning eller sammenstød mellem de anbragte børn og unge
og i givet fald nå at gribe ind og afværge det i tide.
Døralarmer skal anvendes under iagttagelse af de generelle principper for magtanvendelse efter § 7 i
voksenansvarsloven. Det indebærer, at indgrebet skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre
113
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0114.png
indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Indgrebet skal endvidere være så kortvarigt og
skånsomt som muligt og må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk indsats. Heraf følger også, at anvendelse
af døralarmer ikke kan begrundes alene i hensynet til personalemæssige ressourcer på institutionen eller afdelingen.
Døralarmer må derfor ikke begrundes i vagtskifte, personalemøder og lignende.
Ved anvendelse af døralarmer bør der løbende ske en vurdering af, om grundlaget for anvendelsen fortsat er til
stede.
Overholdelsen af de gældende regler i voksenansvarsbekendtgørelsen for hvornår der altid skal anvendes
døralarmer, indgår i Socialtilsynets løbende tilsyn med institutionerne og deres anvendelse af reglerne i
voksenansvarsloven, jf. § 22.
Kapitel
2519
Anvendelse af alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne
Generelt
Voksenansvarsloven
§ 17.
Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning fra et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov
om social service i særlige tilfælde træffe afgørelse om for en afgrænset periode at anvende personlige alarm-
eller pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne,
når
1) der er risiko for, at barnet eller den unge ved at forlade anbringelsesstedet skader sig selv eller andre,
2) det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at afværge denne risiko og
3) forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke til anvendelsen af det personlige alarm- eller
pejlesystem.
Stk. 2.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af alarm- eller
pejlesystemer, herunder om udstrækningen af den periode, hvor der kan anvendes alarm- eller pejlesystemer,
og hvilke typer alarm- eller pejlesystemer der kan anvendes. Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere
regler om kommunalbestyrelsens behandling af ansøgninger om anvendelse af alarm- eller pejlesystemer.
Voksenansvarsloven
§ 20.
Lederen af anbringelsesstedet og lederens stedfortræder kan træffe foreløbige afgørelser om indgreb,
jf. § 19, i tilfælde, hvor iværksættelse af indgrebet er uopsætteligt og ikke kan afvente, at sagen
færdigbehandles af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2.
En foreløbig afgørelse, jf. stk. 1, skal snarest muligt forelægges til godkendelse hos
kommunalbestyrelsen, jf. § 19, stk. 1.
114
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0115.png
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 20.
Kommunalbestyrelsen skal ved behandling af en ansøgning fra et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service, om tilladelse til at anvende et personligt alarm- eller pejlesystem i forhold til
et anbragt barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne påse, at betingelserne i §
17, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, er opfyldt.
Stk. 2.
Ved vurderingen af, om betingelserne i lovens § 17, stk. 1, er opfyldt, skal kommunalbestyrelsen sikre,
at der foreligger følgende:
1) Den nødvendige faglige dokumentation for den pågældendes nedsatte funktionsevne.
2) En gennemgang af, hvilke pædagogiske metoder, der har været forsøgt anvendt forud for ansøgningen om
anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem, herunder oplysninger om hvordan metoderne har vist sig
utilstrækkelige til at opnå formålet.
3) En gennemgang af, hvilke pædagogiske metoder der sideløbende med anvendelse af et personligt alarm-
eller pejlesystem vil blive anvendt til at forsøge at gøre barnet eller den unge i stand til at færdes uden for
anbringelsesstedet på egen hånd.
Stk. 3.
Ved vurdering af, om betingelserne for anvendelse af et alarm- eller pejlesystem er opfyldt, skal
kommunalbestyrelsen endvidere påse, om barnet eller den unges synspunkter er tillagt passende vægt i
overensstemmelse med den pågældendes alder, modenhed og funktionsevne, jf. lov om voksenansvar for
anbragte børn og unge § 3, stk. 2.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan give godkendelse til anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem for
en periode af højst fire måneders varighed. Perioden skal fastsættes på baggrund af en konkret vurdering i
det enkelte tilfælde. Anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem skal ophøre, hvis betingelserne for
godkendelsen ikke længere er opfyldt.
Stk. 5.
Adgangen til at træffe afgørelse om anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem efter lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge § 17, stk. 1, omfatter ikke udstyr, som er egnet til kontinuerligt at
overvåge barnet eller den unges færden.
120.
Kapitel 19 uddyber § 17 i voksenansvarsloven om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer over for
børn og unge betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der er anbragt i døgninstitution eller på opholdssted.
Målgruppe
188121.
Det er efter voksenansvarslovens § 17, stk. 1, muligt i særlige tilfælde at anvende personlige alarm- eller
pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, når der er
risiko for, at barnet eller den unge ved at forlade anbringelsesstedet udsætter sig selv eller andre for personskade.
Der kan bl.a. være tale om større børn med betydelige kognitive funktionsnedsættelser, herunder med
udviklingshæmning eller autisme, som reelt fungerer som et mindreårigt barn, og som derfor er nødt til at have en
voksen person med sig for at færdes sikkert i trafikken og på andre farebetonede steder som togstationer, ved søer,
moser, åer og havebassiner samt ved broer eller under hensyn til vejrforhold.
Der er tale om en adgang til at anvende et personligt alarm- eller pejlesystem i særlige tilfælde over for en bestemt
person, når en række betingelser er opfyldt. Der er således ikke tale om en adgang til at anvende alarm- eller
pejlesystemer over for alle anbragte børn og unge.
Supplement til den pædagogiske indsats
18922.
Døgninstitutioner og opholdssteder har med § 17, stk. 1, i voksenansvarsloven mulighed for i særlige
tilfælde at supplere den pædagogiske støtte og den omsorgsmæssige indsats med brug af personlige alarm- eller
pejlesystemer over for målgruppen for at undgå personskader hos de pågældende børn og unge samt hos andre
borgere, fx trafikanter.
Personlige alarm- eller pejlesystemer giver ikke barnet eller den unge en større trafiksikkerhed, men er et redskab
til at lokalisere barnet eller den unge og dermed et redskab, der kan bidrage til at afværge risikoen for alvorlig
personskade.
115
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0116.png
Personlige alarm- eller pejlesystemer hverken kan eller må erstatte det pædagogiske arbejde på
anbringelsesstederne, og der skal løbende arbejdes med den pædagogiske indsats i forhold til barnet eller den unge,
så der udvikles pædagogiske metoder, der i videst muligt omfang kan erstatte anvendelsen af alarm- eller
pejlesystemet i det konkrete tilfælde.
Ikke kontinuerlig overvågning
190123.
Voksenansvarslovens § 17, stk. 1, omhandler to former for systemer:
1) personlige alarmsystemer, der kan advare personalet eller pårørende, hvis barnet eller den unge forlader
boligen, og
2) personlige pejlesystemer, der kan anvendes til at lokalisere barnet eller den unge, hvis denne er bortkommet
fra døgninstitution eller opholdssted.
Der er således en afgrænsning af de systemer, som lovligt kan anvendes for at begrænse eller holde øje med barnet
eller den unges udgang fra anbringelsesstedet.
Det er derfor ikke lovligt at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer eller andre former for udstyr, der er egnet
til kontinuerligt at overvåge en persons færden, som f.eks.:
– videokameraer eller lignende,
– kodelåse, der forudsætter indtastning af en særlig kode for, at døren kan åbnes, når barnet eller den unge
ikke har forudsætninger for at indtaste koden, eller
– aflåsning af udgangsdøren med henblik på at tilbageholde barnet eller den unge på anbringelsesstedet.
Der er ikke tale om et generelt forbud mod aflåsning af hoved- eller gadedøre. Det afgørende er, at barnet eller den
unge kan komme ud, når han eller hun ønsker det.
Hoved- og gadedøre kan aflåses indefra i det omfang, disse døre normalt er låste i almindelig beboelse for at
forhindre tyveri eller besøg af uvedkommende. Dette gælder både i dag- og nattetimer.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at aflåsning af en hoveddør kan være ensbetydende med, at alle børn og
unge på anbringelsesstedet er forhindret i at gå ud, hvis de ønsker det. Er dette tilfældet, er der tale om
frihedsberøvelse, medmindre det er muligt at forlade boligen gennem en eller flere centralt placerede udgangsdøre.
Hvis dette er tilfældet, er reglerne ikke til hinder, for at andre og mindre centralt placerede udgangsdøre aflåses.
Personligt system
191124.
Det er endvidere en betingelse for anvendelse af alarm- eller pejlesystemer, at der er tale om personlige
systemer, herunder GPS. Herved forstås, at systemerne kun må registrere den enkeltes udgang fra døgninstitutionen
eller opholdsstedet eller færden uden for disse.
Der er ikke efter bestemmelsen hjemmel til at anvende systemer, som kortlægger samtlige beboeres færden.
En dørklokke eller lignende, som gør opmærksom på færdsel - indkommende og udgående - ved hoveddøren eller
havedøren, er ikke registrering af beboernes færden.
Samtykke
192125.
Det er en betingelse for anvendelse af alarm- eller pejlesystemer efter
voksenansvarslovens
§ 17, stk. 1,
i voksenansvarsloven,
at der foreligger samtykke. Det er forældremyndighedsindehaveren, der skal give samtykke
til iværksættelse af foranstaltningen.
Ved afgørelse om anvendelse af alarm- eller pejlesystemer skal barnets eller den unges synspunkter tillægges
passende vægt i overensstemmelse med den pågældendes alder og modenhed.
116
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0117.png
Når et barn eller en ung har en kommunikativ eller kognitiv funktionsnedsættelse, kan der være et særligt behov
for at give barnet eller den unge støtte og kompensation med henblik på at blive hørt.
Ansøgning
193126.
Det følger af
voksenansvarslovens
§ 17, stk. 1,
i voksenansvarsloven,
at det er anbringelsesstedet, der
ansøger kommunalbestyrelsen om i særlige tilfælde at træffe afgørelse om, at der i den konkrete situation og for
en afgrænset periode kan anvendes personlige alarm- eller pejlesystemer over for det enkelte barn eller den enkelte
unge, der er anbragt på et anbringelsessted efter
servicelovens
§ 66, stk. 1, nr.
56
og
76.
Kommunalbestyrelsen kan således ikke pålægge det enkelte anbringelsessted at anvende personlige alarm- eller
pejlesystemer over for børn eller unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, ligesom
forældremyndighedsindehavere ikke selv kan ansøge kommunalbestyrelsen om, at der skal anvendes personlige
alarm- eller pejlesystemer over for deres børn på anbringelsesstedet.
Frivillig bestemmelse
194127.
Voksenansvarslovens
§ 17, stk. 1,
i voksenansvarsloven
er en frivillig bestemmelse. Det er således op til
kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, hvorvidt bestemmelsen skal finde anvendelse i den pågældende
kommune, jf. også voksenansvarsbekendtgørelsens § 20.
Betingelser for iværksættelse
195128.
Hvis kommunalbestyrelsen har besluttet, at
voksenansvarslovens
§ 17, stk. 1,
i voksenansvarsloven
skal
finde anvendelse i den pågældende kommune, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om anvendelse af et
personligt alarm- eller pejlesystem i forhold til børn eller unge i målgruppen.
Kommunalbestyrelsen skal påse, at følgende betingelser er opfyldt:
– Der foreligger en beskrivelse af, hvorfor der er risiko for, at barnet eller den unge ved at forlade
anbringelsesstedet skader sig selv eller andre, jf. lovens § 17, stk. 1, nr. 1.
– Der foreligger en beskrivelse af, hvordan det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at afværge
denne risiko, jf. lovens § 17, stk. 1, nr. 2.
– Der foreligger den nødvendige faglige dokumentation for den betydelige og varige nedsatte psykiske
funktionsevne, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 20, stk. 2, nr. 1.
– Der foreligger en beskrivelse af, hvilke pædagogiske metoder, der har været forsøgt anvendt før indstilling om
iværksættelse af foranstaltningen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 20, stk. 2, nr. 2.
– Der foreligger en beskrivelse af, hvilke pædagogiske metoder, der sideløbende med foranstaltningen vil blive
anvendt til at forsøge at gøre barnet eller den unge i stand til at færdes uden for anbringelsesstedet på egen
hånd, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 20, stk. 2, nr. 3.
– Der foreligger oplysninger, som kan belyse, om barnets eller den unges synspunkter er tillagt passende vægt
i overensstemmelse med den pågældendes alder og modenhed, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 20, stk. 3.
– Der foreligger en beskrivelse af, hvilken periode, der ansøges om, dog maksimalt fire måneder ad gangen, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 20, stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal, før der gives tilladelse til iværksættelse af foranstaltningen, være opmærksom på om
det er muligt at skabe alternativer til alarm- eller pejlesystemer, som er mindre indgribende og samtidig
tryghedsskabende. Det kan for eksempel være anvendelse af socialpædagogiske metoder eller sociale tilbud,
herunder sociale relationer og menneskelig kontakt. Muligheden for at benytte sådanne alternativer skal indgå i
overvejelserne om, hvorvidt personlige alarm- eller pejlesystemer er påkrævet i de enkelte tilfælde.
Endvidere bør anbringelsesstedets geografiske beliggenhed indgå i overvejelserne om, hvorvidt det personlige
alarm- og pejlesystem i væsentligt omfang kan bidrage til at mindske risikoen for personskade.
Periode
117
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0118.png
196129.
Afgørelser om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer kan maksimalt fastsættes for en periode
på op til fire måneder ad gangen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 20, stk. 4.
Perioden bør i det konkrete tilfælde afspejle barnets eller den unges mulighed for at lære at færdes sikkert uden for
anbringelsesstedet og må aldrig være længere end højst nødvendigt. Hvis betingelserne for iværksættelse af
foranstaltningen bortfalder i løbet af perioden, skal foranstaltningen ophøre.
Fornyet ansøgning
197130.
Anbringelsesstedet kan efter en periodes udløb på ny ansøge kommunalbestyrelsen om iværksættelse af
foranstaltningen. Hvis betingelserne fortsat er opfyldt, kan foranstaltningen således fastsættes for flere på hinanden
følgende perioder. Kommunalbestyrelsen kan dog maksimalt træffe afgørelse for en periode på op til fire måneder
og først derefter på baggrund af en ny ansøgning vurdere, om betingelserne fortsat er opfyldt. Der kan dermed ikke
træffes afgørelse om, at foranstaltningen automatisk kan iværksættes ved periodens udløb, hvis betingelserne
fortsat er opfyldt.
Kommunalbestyrelsen skal dermed med jævne mellemrum vurdere, om indgrebet er nødvendigt, og om der er fokus
på, at der hele tiden skal arbejdes på at udvikle pædagogiske metoder i forhold til det enkelte barn, der i videst
muligt omfang kan træde i stedet for den indgribende foranstaltning, som et personligt alarm- eller pejlesystem er.
Klage
198131.
Anbragte børn og unge, der er fyldt 12 år, og forældremyndighedsindehavere kan klage over kommunens
afgørelse om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer efter
voksenansvarslovens
§ 23.
i
voksenansvarsloven.
Når et barn eller en ung har en kommunikativ eller kognitiv funktionsnedsættelse, kan der være et særligt behov
for at give barnet eller den unge alders- og handicaprelevant støtte og kompensation til at blive hørt.
Kapitel
2620
Særlige bestemmelser for unge anbragt i varetægtssurrogat, som led i afsoning eller
ungdomssanktion
Voksenansvarsloven
§ 18.
For unge, der efter § 765 i retsplejeloven er anbragt på sikrede døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr.
76,
i lov om social service, gælder § 771 og § 772, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven tilsvarende.
Stk. 2.
Social- og indenrigsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler
om besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.
118
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0119.png
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 21.
For unge, der efter § 765 i retsplejeloven er anbragt i varetægtssurrogat på en sikret døgninstitution
efter § 66, stk. 1, nr.
76,
i lov om social service, kan politiet foretage kontrol med besøg, brevveksling,
telefonsamtaler og anden kommunikation, når kontrollen sker som led i politimæssige foranstaltninger efter
retsplejeloven, jf. lov om voksenansvar for anbragte børn og unge § 18. Ved anden kommunikation forstås
blandt andet elektronisk kommunikation via mobiltelefon og internet.
Stk. 2.
Den unge har ret til ukontrolleret brevveksling mv. med og besøg af kommunalbestyrelsen i den unges
opholdskommune samt det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 2 i lov om
socialtilsyn.
Stk. 3.
Udover de i stk. 3 nævnte myndigheder m.v. har den unge ret til ukontrolleret brevveksling m.v. med
andre offentlige myndigheder og med medlemmer af Folketinget.
Stk. 4.
Udover de i stk. 3 nævnte myndigheder m.v. har den unge ret til ukontrolleret brevveksling m.v. med
andre offentlige myndigheder og med medlemmer af Folketinget.
Stk. 5.
En udenlandsk ung har tillige ret til ukontrolleret brevveksling m.v. med hjemlandets diplomatiske eller
konsulære repræsentanter, medmindre politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig
det på grund af ganske særlige omstændigheder. Hvis politiet har fastsat brevkontrol efter § 772, stk. 1, i
retsplejeloven, sendes brevene gennem politiet.
Stk. 6.
Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en ung i varetægtssurrogat
fører telefonsamtaler eller anden kommunikation. Politiet kan endvidere stille krav om, at telefonsamtaler og
anden kommunikation overhøres.
Stk. 7.
Den unge skal underrettes om politiets beslutning efter stk. 6 og kan forlange den forelagt for retten til
afgørelse, jf. retsplejelovens § 773.
Særligt om besøgs-, brev-, telefonkontrol m.v for unge i varetægtssurrogat
132.
Efter voksenansvarslovens § 18, stk. 1, gælder retsplejelovens § 771 og § 772, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.
tilsvarende for unge, der efter retsplejelovens § 765 er anbragt på sikrede døgninstitutioner efter servicelovens §
66, stk. 1, nr. 6.
Bestemmelsen indebærer, at retten efter retsplejelovens regler kan bestemme, at unge, der er anbragt i sikrede
døgninstitutioner som surrogat for varetægtsfængsling, helt eller delvis afskæres fra kontakt med andre gennem
besøg, brevveksling og telefonsamtaler samt anden kommunikation, når kontrollen sker som led i politimæssige
foranstaltninger efter retsplejelovens § 771 og § 772, stk. 1, 2. pkt.
Ved anden kommunikation forstås blandt andet elektronisk kommunikation via mobiltelefon og internet.
Besøgskontrol
for unge i varetægtssurrogat
199133.
Politiet kan under hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at en ung, der er anbragt i
varetægtssurrogat, modtager besøg, eller
politiet
kan forlange, at besøg finder sted under kontrol, jf. retsplejelovens
§ 771, stk. 1.
En ung i varetægtssurrogat kan
således
kun modtage besøg i det omfang, opretholdelse af ro, orden
og sikkerhed på den sikrede døgninstitution tillader det.
Politiet kan under hensyn til varetægtsfængslingens øjemed
modsætte sig, at en ung, der er anbragt i varetægtssurrogat, modtager besøg, eller kan forlange, at besøg finder
sted under kontrol, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1.
Træffer politiet beslutning om besøg eller krav om kontrol i
forbindelse med besøg, skal den unge underrettes om beslutningen, og han eller hun kan forlange, at beslutningen
forelægges for retten til afgørelse.
Den unge har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.
Den unge har tillige altid ret til ukontrolleret besøg af kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune samt
af
det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med den sikrede
døgninstitution
efter
socialtilsynslovens
§ 2
i
lov om socialtilsyn,
jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens
§ 21, stk. 2.,
i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Brevveksling mv.
for unge i varetægtssurrogat
119
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0120.png
200134.
En ung i varetægtssurrogat har som udgangspunkt ret til at modtage og afsende breve m.v. Politiet kan
forlange at gennemse breve mv. inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller
sende breve mv., medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og
sikkerhed på den sikrede afdeling. Tilbageholdes et brev eller anden kommunikation, skal spørgsmålet om, hvorvidt
tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal
afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse,
jf. retsplejelovens § 772, stk. 1. Hvis politiet har fastsat brevkontrol efter retsplejelovens § 772, stk. 1, sendes
brevene mv. gennem politiet.
Den unge har dog altid ret til ukontrolleret brevveksling m.v. med kommunalbestyrelsen i den unges
opholdskommune samt det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med den sikrede institution, jf.
socialtilsynslovens
§ 2
i lov om socialtilsyn
samt
voksenansvarsbekendtgørelsens
§ 21, stk. 2.,
i
voksenansvarsbekendtgørelsen.
Den unge har endvidere altid ret til ukontrolleret brevveksling m.v. med Procesbevillingsnævnet, forsvareren,
anklagemyndigheden,
justitsministeren
og
politiet,
Folketingets
Ombudsmand,
Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN’s Menneskerettighedskommission og FN’s
Torturkomité, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens
§ 21, stk. 3.,
i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Herudover har den unge ret til ukontrolleret brevveksling mv. med andre offentlige myndigheder og medlemmer af
Folketinget jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens
§ 21, stk. 4.,
i voksenansvarsbekendtgørelsen.
En udenlandsk ung har tillige ret til ukontrolleret brevveksling m.v. med hjemlandets diplomatiske eller konsulære
repræsentanter, medmindre politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig dette på grund af
ganske særlige omstændigheder, jf. retsplejelovens § 772, stk. 2, 1. pkt., samt
voksenansvarsbekendtgørelsens
§
21, stk. 5.,
i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Telefonsamtaler eller anden kommunikation
for unge i varetægtssurrogat
201135.
Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed endvidere modsætte sig, at en ung i
varetægtssurrogat fører telefonsamtaler eller anden kommunikation eller betinge telefonsamtale og anden
kommunikation af, at samtalen overhøres. Den unge skal underrettes om, at politiet har truffet beslutning om kontrol
med telefonsamtaler eller anden kommunikation, og at politiets beslutning om kontrol med telefonsamtaler eller
anden kommunikation kan forlanges forelagt for retten til afgørelse.
Den unge har i forbindelse med indgreb efter bestemmelsen ret til ukontrolleret telefonkontakt med sin forsvarer.
Den unge har tillige altid ret til ukontrolleret telefonsamtale eller anden kommunikation med kommunalbestyrelsen
i den unges opholdskommune samt det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med den sikrede institution
efter § 2 i lov om socialtilsyn, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens
§ 21, stk. 2.,
i voksenansvarsbekendtgørelsen.
Indgreb i
den anbragtes
adgang til internet og telefon
for unge, der er anbragt i henhold til en strafferetlig dom
eller kendelse
120
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0121.png
Voksenansvarsloven
§ 19.
Kommunalbestyrelsen kan uden retskendelse træffe afgørelse om, at personalet på anbringelsessteder
efter § 66, stk. 1, nr.
65
og
76,
i lov om social service kan foretage indgreb efter stk. 2 og 3 over for unge
over og under 18 år, hvis de pågældende er anbragt på et anbringelsessted i henhold til en strafferetlig dom
eller kendelse.
Stk. 2.
Der kan træffes afgørelse om, at den anbragtes brug af telefon og internet i et konkret tilfælde skal
påhøres eller overvåges, når dette skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder
for at forebygge eller forhindre kriminalitet.
Stk. 3.
Der kan træffes afgørelse om, at den anbragtes adgang til at benytte telefon og internet afbrydes eller
forhindres, hvis det er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller
forhindre kriminalitet.
Stk. 4.
Stk. 2 og 3 omfatter ikke den anbragtes kommunikation med offentlige myndigheder, advokater,
værger eller bistandsværger.
Stk. 5.
Stk. 1 omfatter ikke unge over og under 18 år, som bliver boende på anbringelsesstedet, efter den
strafferetlige foranstaltning er ophævet.
202136.
Efter voksenansvarslovens § 19, stk. 1, kan Kkommunalbestyrelsen kan
uden retskendelse træffe
afgørelse om, at personalet på opholdssteder og døgninstitutioner
efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 65 og 76,
kan
foretage indgreb i adgangen til internet og telefon efter
voksenansvarslovens § 19, bestemmelsens
stk. 2 og 3 over
for unge over og under 18 år, hvis de pågældende er anbragt i henhold til en strafferetlig afgørelse eller kendelse.
Bestemmelsen omfatter ikke den anbragtes kommunikation med offentlige myndigheder, advokater, værger eller
bistandsværger. Bestemmelsen slår således fast, at den anbragtes kommunikation med offentlige myndigheder,
advokater, værger eller bistandsværger hverken kan påhøres, overvåges, afbrydes eller forhindres af hensyn til den
anbragtes retssikkerhed, jf. voksenansvarslovens § 19, stk. 4.
Bestemmelsen omfatter ikke unge over og under 18 år, som bliver boende på opholdsstedet eller
døgninstitutionen efter den strafferetlige foranstaltning er ophævet. Indgreb efter denne bestemmelse kan således
ikke foretages længere, selv om der måtte opstå et behov herfor, medmindre den unge får en ny strafferetlig
kendelse eller dom, jf. voksenansvarslovens § 19, stk. 5.
Påhøring eller overvågning af den anbragtes brug af internet og telefon
203137.
Kommunalbestyrelsen kan efter voksenansvarslovens § 19, stk. 2, træffe afgørelse om, at den anbragtes
brug af telefon og internet i et konkret tilfælde skal påhøres eller overvåges, når dette skønnes nødvendigt af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge og forhindre kriminalitet.
Bestemmelsen tager sigte på de situationer, hvor personer, der er anbragt på opholdssteder og døgninstitutioner
anvender telefon og internet til kriminelle formål. Det kan for eksempel være i situationer, hvor der er tale om en
anbragt, der er dømt for pædofili og kontakter børn over internettet. Det kan også være situationer, hvor den
anbragte bruger telefonen til at bestille hash eller andre rusmidler med videresalg for øje. Bestemmelsen kan også
anvendes, når det skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Det er en betingelse for at træffe afgørelse om indgreb, at formålet med indgrebet ikke hensigtsmæssigt kan opnås
ved mindre indgribende initiativer, jf.
vejledningens
kapitel
1210
om generelle principper for magtanvendelse og
andre indgreb i selvbestemmelsesretten.
Hvis en overvågning af den anbragtes brug af telefon og internet, herunder i kombination med en socialpædagogisk
indsats, hvor den pågældende påvirkes til at undlade at bruge telefon og internet, ikke er tilstrækkelig til at opnå
formålet, kan voksenansvarslovens § 19, stk. 3, anvendes. Se nærmere nedenfor.
Det bemærkes, at bestemmelsen om overvågning ikke giver personalet mulighed for at gennemtvinge det foreslåede
indgreb under anvendelse af fysisk magt. Hvis den anbragte modsætter sig indgrebet på en sådan måde, at dette
121
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0122.png
ikke kan udføres uden anvendelse af magt, må personalet således om nødvendigt tilkalde politiet med henblik på at
lade indgrebet gennemføre ved politiets foranstaltning.
Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelsen voksenansvarslovens § 19, stk. 3, træffe afgørelse om, at den
anbragtes adgang til at benytte telefon og internet afbrydes eller forhindres, hvis det er nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge og forhindre kriminalitet.
Hvis en overvågning af den anbragtes brug af telefon og internet efter voksenansvarslovens § 19, stk. 2, herunder
i kombination med en socialpædagogisk indsats, hvor den pågældende påvirkes til at undlade at bruge telefon og
internet, ikke er tilstrækkelig, kan der træffes afgørelse om indgreb efter denne bestemmelse.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke giver personalet mulighed for at gennemtvinge de foreslåede indgreb under
anvendelse af fysisk magt. Hvis den anbragte modsætter sig indgrebet på en sådan måde, at dette ikke kan udføres
uden anvendelse af magt, må personalet således om nødvendigt tilkalde politiet med henblik på at lade indgrebet
gennemføre ved politiets foranstaltning.
Foreløbige afgørelser
204138.
Efter voksenansvarslovens § 20, stk. 1, kan lederen af et opholdssted eller en døgninstitution efter
servicelovens § 66, stk. 1, nr.
56
og
67,
og lederens stedfortræder, træffe foreløbige afgørelser om indgreb efter
lovens § 19 i tilfælde, hvor iværksættelse af indgrebet er uopsætteligt og ikke kan afvente, at sagen
færdigbehandles af kommunalbestyrelsen.
Voksenansvarsloven
§ 20.
Lederen af anbringelsesstedet og lederens stedfortræder kan træffe foreløbige afgørelser om indgreb,
jf. § 19, i tilfælde, hvor iværksættelse af indgrebet er uopsætteligt og ikke kan afvente, at sagen
færdigbehandles af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2.
En foreløbig afgørelse, jf. stk. 1, skal snarest muligt forelægges til godkendelse hos
kommunalbestyrelsen, jf. § 19, stk. 1.
Foreløbige afgørelser
205139.
Bestemmelsens anvendelsesområde er alene de konkrete situationer, hvor det er nødvendigt med det
samme at træffe afgørelse om indgreb efter voksenansvarslovens § 19, som beskrevet nærmere ovenfor.
Bestemmelsen tager bl.a. sigte på en situation, hvor der er tale om, at en anbragt, der er dømt for pædofili, kontakter
børn og unge over internettet, og hvor øjemedet forspildes, hvis der ikke kan gribes hurtigt ind.
Hvornår en sag er uopsættelig, afhænger af den konkrete situation. Et indgreb er uopsætteligt, hvis formålet med
indgrebet vil forspildes. Hvis indgrebet ikke fortages, kan øjemedet, afhængig af den konkrete situation, forspildes.
Uopsættelige situationer kan opstå om aftenen og i weekender, hvis der ikke er mulighed for, at lederen, lederens
stedfortræder eller personalet på opholdsstedet eller døgninstitutionen kan tilvejebringe kommunalbestyrelsens
afgørelse om indgrebet, uden at øjemedet forspildes.
Den foreløbige afgørelse om indgreb må ikke være mere indgribende, end formålet tilsiger, og skal bringes til ophør,
når betingelserne for at iværksætte indgrebet ikke længere er til stede, jf. de generelle principper for
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, som beskrevet i kapitel 120.
Afgørelser om foreløbige indgreb efter voksenansvarslovens § 20 skal registreres og indberettes, jf. kapitel 291.
Afgørelse om indgreb truffet af kommunalbestyrelsen kan påklages til Ankestyrelsen, jf. voksenansvarslovens § 23,
stk. 2, som nærmere beskrevet i kapitel
3123.
122
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0123.png
Foreløbige afgørelser efter voksenansvarslovens § 20, stk. 1, skal snarest muligt efter iværksættelsen af afgørelsen
forelægges til godkendelse i kommunalbestyrelsen, jf. voksenansvarslovens § 20, stk. 2.
Lederen af anbringelsesstedet eller lederens stedfortræder kan således have truffet en beslutning om indgreb, som
efterfølgende underkendes af kommunalbestyrelsen. En underkendelse vil bl.a. betyde, at indgrebet straks må
bringes til ophør, og at lederen fremover ikke må træffe lignende afgørelser, hvis samme situation opstår.
Kapitel 27
Pligt til anmeldelse af personfarlig kriminalitet
Voksenansvarsloven
§ 21 a.
Lederen af en delvis lukket døgninstitution, en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, en sikret
døgninstitution eller en særligt sikret afdeling efter § 66, stk. 1, nr. 7, i lov om social service eller dennes
stedfortræder har pligt til at politianmelde personfarlig kriminalitet, der har fundet sted på institutionen.
Generelt
206.
På en delvis lukket døgninstitution, en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, en sikret døgninstitution
eller en særlig sikret afdeling har lederen eller dennes stedfortræder pligt til at politianmelde personfarlig kriminalitet,
herunder vold og trusler, der har fundet sted på institutionen. Pligten gælder uanset om den forurettede i sagen er
et andet anbragt barn eller en anden anbragt ung, en ansat eller en anden, der opholder sig på institutionen,
herunder fagpersoner eller almindelige besøgende.
Ved personfarlig kriminalitet forstås overtrædelse (og forsøg på overtrædelse) af bestemmelser omfattet af
straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, kapitel 26 om forbrydelse mod den personlige frihed, §
119 om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste eller hverv, § 123 om vidnetrusler, § 180 om ildspåsættelse
under skærpede omstændigheder, seksualforbrydelser omfattet af §§ 216-225, § 226 om trusler, § 281 om
afpresning og § 288 om røveri.
Politianmeldelsen skal foretages af lederen af institutionen eller afdelingen eller dennes stedfortræder. Der skal
derfor altid være en udpeget stedfortræder for lederen af institutionen eller afdelingen blandt det tilstedeværende
personale, der har beføjelse til at anmelde den personfarlige kriminalitet. Stedfortræderen behøver ikke at være
egentlig stedfortræder (f.eks. souschef) for lederen, men skal altså have konkret beføjelse til at foretage
politianmeldelsen i lederens fravær.
Politianmeldelserne skaber et overblik over omfanget af personfarlig kriminalitet, der er begået på institutionen.
Dette skal indgå i institutionens løbende overvejelser om, hvorvidt der er iværksat de fornødne tiltag på institutionen
i forhold til at sikre de anbragte børn og unges samt personalets sikkerhed og tryghed.
Overholdelsen af pligten til at anmelde personfarlig kriminalitet vil indgå i Socialtilsynets løbende tilsyn med
institutionerne og deres anvendelse af reglerne i voksenansvarsloven, jf. § 22.
Kapitel
2821
Registrering og indberetning
123
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0124.png
Voksenansvarsloven
§ 21.
Magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter §§ 8-14, 16 og 19 og
magtanvendelse i øvrigt skal registreres og indberettes af anbringelsesstedet til den kommunalbestyrelse, der
har ansvaret for barnets eller den unges ophold på anbringelsesstedet, jf. §§ 9 og 9 a i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område, og til det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med
anbringelsesstedet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn.
Stk. 2.
Barnet eller den unge, der har været udsat for magtanvendelse eller andre indgreb i
selvbestemmelsesretten, skal gøres bekendt med indberetningen og have lejlighed til at udtale sig om
episoden.
Stk. 3.
Ved magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter stk. 1, der har fundet sted på
en intern skole på et opholdssted eller en døgninstitution efter § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, i lov om social service,
skal anbringelsesstedet endvidere foretage indberetning til kommunalbestyrelsen i anbringelsesstedets
beliggenhedskommune.
Stk. 4.
Ved magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter stk. 1, der har fundet sted på
et kommunalt eller regionalt anbringelsessted, skal anbringelsesstedet endvidere orientere den kommunale
eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.
Stk. 5.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering og indberetning efter stk.
1-4.
Generelt
207140.
Det fremgår af voksenansvarslovens § 21, stk. 1, samt af voksenansvarsbekendtgørelsens § 22, at
magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter §§ 8-14, §§ 16 og § 19 samt magtanvendelse i
øvrigt skal registreres og indberettes af anbringelsesstedet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnet
eller den unges ophold på anbringelsesstedet, jf. retssikkerhedslovens §§ 9 og 9 a, og til det socialtilsyn, der fører
driftsorienteret tilsyn med anbringelsesstedet, jf.
socialtilsynslovens
§ 2.
i lov om socialtilsyn.
Fastsættelse af passende reaktioner over for et anbragt barn eller en ung på en delvis lukket døgninstitution, delvis
lukket afdeling på en døgninstitution, sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling efter voksenansvarslovens §
4, stk. 4, anvendelse af rusmiddeltest efter voksenansvarslovens § 5, Ffysisk
guidning af et anbragt barn eller en
ung på et anbringelsessted efter voksenansvarslovens § 6 og
brug af døralarmer til et værelse på en delvis lukket
døgninstitution, delvis lukket afdeling på en døgninstitution, sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling efter
voksenansvarslovens § 16 b anvendelse af rusmiddeltest efter voksenansvarslovens § 5
skal ikke registreres og
indberettes.
Det er anbringelsesstedet, der skal registrere og indberette episoden til henholdsvis den anbringende kommune,
socialtilsynet og eventuelt kommunalbestyrelsen i anbringelsesstedets beliggenhedskommune samt orientere den
eventuelle kommunale eller regionale driftsherre.
Generelt godkendte kommunaleSpecialiserede plejefamilier skal registrere og indberette deres anvendelse af
afværgehjælp, jf. voksenansvarslovens §§ 8 og 21.
208.
Der er udarbejdet et standardskema til brug for anbringelsesstedernes registrering og indberetning. Formålet
er at smidiggøre processen fremadrettet samt at understøtte en ensartet praksis på anbringelsesstederne og i de
fem socialtilsyn. Dette medfører, at indberetningsskemaerne i bilag 1 a,
og
1 b
og 1 c
skal anvendes på de enkelte
anbringelsessteder.
Bilag 1 a skal anvendes af opholdssteder og døgninstitutioner til registrering og indberetning af
magtanvendelse, bilag 1 b skal anvendes af de , herunder også i de specialiseredekommunale
plejefamilier
til
registrering og indberetning af magtanvendelse, og bilag 1 c skal anvendes af de sikrede døgninstitutioner og særligt
sikrede afdelinger til registrering og indberetning af undersøgelse af person og opholdsrum ved anbringelse, besøg
eller fravær..
Det er kun felterne, der er markeret med blå, som skal udfyldes og videresendes til de i loven angivne parter.
Felterne med grøn kan udfyldes på anbringelsesstedet til eget brug med henblik på fx refleksion og socialpædagogisk
udvikling.
124
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0125.png
Med indberetning til både den anbringende kommune og socialtilsynet sikres det, at de ansvarlige myndigheder for
henholdsvis det personrettede og det driftsorienterede tilsyn orienteres om den foretagne magtanvendelse.
Indberetning og registrering af foretagne magtanvendelser skal ske under iagttagelse af de almindelige regler om
offentligt ansattes tavshedspligt efter § 27 i forvaltningsloven. Det fremgår heraf, at den, der virker inden for den
offentlige forvaltning, har tavshedspligt, når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private.
Hvis en offentlig ansat bryder sin tavshedspligt, kan vedkommende straffes efter § 152 i straffeloven.
Registrering og indberetning
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 22.
Ved magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter §§ 8-14, 16 og 19 i lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge, samt ved magtanvendelse i øvrigt, skal anbringelsesstedets leder
eller dennes stedfortræder eller den
kommunale specialiserede
plejefamilie inden for 24 timer registrere
hændelsen på det indberetningsskema, der fremgår af bilag 1 a,
eller
1 b
eller 1 c.
Stk. 2.
Barnet eller den unge, der har været involveret i episoden, der udløste magtanvendelsen, skal gøres
bekendt med registreringen, jf. stk. 1, og have lejlighed til at ledsage denne med sin egen redegørelse for
episoden.
Stk. 3.
Anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder eller den
kommunale specialiserede
plejefamilie
skal uden ugrundet ophold sende kopi af indberetningsskemaet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret
for barnet eller den unges ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område, samt orientere forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 4.
Anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder eller den
kommunale specialiserede
plejefamilie
skal ved månedens udgang indsende kopi af indberetningsskemaerne sammen med eventuelle relevante
kommentarer til det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 2 i lov om
socialtilsyn.
Stk. 5.
Anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder skal endvidere orientere den kommunale eller
regionale driftsherre ved månedens udgang, hvis indgrebet har fundet sted over for et barn eller en ung i et
kommunalt eller regionalt tilbud.
Stk. 6.
Socialtilsynet skal gennemgå de indkomne indberetningsskemaer og vurdere, om de giver anledning til
tilsynsmæssige overvejelser.
209141.
Det fremgår af voksenansvarsbekendtgørelsens § 22, at ved magtanvendelse eller andre indgreb i
selvbestemmelsesretten efter voksenansvarslovens §§ 8-14, 16 og 19, skal anbringelsesstedets leder eller dennes
stedfortræder eller den
kommunalespecialiserede
plejefamilie inden for 24 timer registrere hændelsen på det
indberetningsskema, der fremgår af bilag 1 a
eller 1 c
i forhold til anbringelsessteder efter § 66 stk. 1, nr.
65
og
76,
eller bilag 1 b i forhold til de
kommunalespecialiserede
plejefamilier efter servicelovens § 66, stk. 1, nr.
32.
Det er et krav, at registreringen foretages indenfor 24 timer. Dette er først og fremmet af hensyn til barnets eller
den unges retssikkerhed men også af hensyn til det involverede personale. Barnet eller den unge, der har været
involveret i episoden, skal gøres bekendt med registreringen og have lejlighed til at ledsage denne med sin egen
redegørelse for episoden, jf. nedenfor under pkt. 142.
Efter den foretagne registrering på de anførte bilag 1 a,
1 b
eller 1
cb,
skal anbringelsesstedets leder eller dennes
stedfortræder eller den
kommunalespecialiserede
plejefamilie uden ugrundet ophold sende kopi af indberetnings-
skemaet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnet eller den unges ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 a,
retssikkerhedsloven, samt orientere forældremyndighedsindehaveren, se nærmere herom nedenfor under pkt. 140
og 142.
Ved ugrundet ophold forstås, at skemaerne skal sendes hurtigst muligt inden for 24 timer, når registreringen er
fuldendt. Lederen eller dennes stedfortræder skal således sende indberetningen samme dag, som den er færdig.
125
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0126.png
Ved månedens udgang indsender anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder eller den
kommunalespecialiserede
plejefamilie kopi af alle indberetningsskemaerne sammen med eventuelle relevante
kommentarer til det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn.
Anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder
eller den kommunale plejefamilie
skal endvidere orientere den
kommunale eller regionale driftsherre ved månedens udgang, hvis indgrebet har fundet sted over for et barn eller
en ung i et kommunalt eller regionalt tilbud.
Socialtilsynet gennemgår de indkomne indberetningsskemaer og vurderer, om de giver anledning til tilsynsmæssige
overvejelser.
Inddragelse af barnet eller den unge
210142.
Bestemmelsen i voksenansvarslovens § 21, stk. 2, fastslår, at barnet eller den unge, der har været udsat
for magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten, skal gøres bekendt med indberetningen og have
lejlighed til at udtale sig om episoden.
I forbindelse med udfyldelsen af indberetningsskemaet skal personalet
eller den specialiserede plejefamilie
således
som led i omsorgspligten tale med barnet eller den unge om hændelsen, årsagen m.v. Formålet er, at personalet
får forklaret barnet eller den unge, hvorfor det var nødvendigt at anvende magt i den konkrete situation.
Barnet eller den unge får mulighed for at sætte ord på, hvordan situationen blev oplevet af den pågældende.
Personalet kan sammen med barnet eller den unge finde en løsning på, hvorledes magtanvendelse kan undgås
fremover i lignende situationer. Personalet skal i den forbindelse tage hensyn til barnets eller den unges alder,
modenhed og funktionsevne.
Hvis barnet eller den unge har en kommunikativ eller kognitiv funktionsnedsættelse, skal der være særlige
opmærksomhed på, at barnet eller den unge skal have alders- og handicaprelevant støtte til at afgive sine
bemærkninger, eller at der på anden vis tilvejebringes en beskrivelse eller tolkning af barnet eller den unges signaler
og reaktioner.
Hvis barnets eller den unges eventuelle udtalelse om episoden ikke kan komme med, inden indberetningen sendes
til vedkommendes handlekommune, kan udtalelsen eftersendes. Der kan være mange årsager til, at dette ikke kan
nås inden for 24 fristen. Fx hvis barnet eller den unge er for oprørt og lige skal have nogle dage til at falde ned.
Indberetning til den anbringende kommune
211143.
Indberetningen til den anbringende kommune har til formål at give det personrettede tilsyn efter
servicelovens § 148 mulighed for at vurdere, om anbringelsesstedet fortsat er det rette for barnet eller den unge,
eller om anvendelsen af magt giver anledning til at overveje ændringer i den iværksatte indsats over for barnet eller
den unge.
Hvis et anbringelsessted ofte anvender magt over for et barn eller en ung, kan det således fx betyde, at barnet eller
den unge er anbragt på et anbringelsessted, der måske ikke er i stand til at håndtere barnets eller den unges behov.
I disse tilfælde må kommunen derfor vurdere, hvorvidt der er behov for at anbringe barnet eller den unge på et
andet anbringelsessted, hvor personalet fx har en øget adgang til at anvende magt eller har andre
socialpædagogiske færdigheder, som kan være nødvendig for, at der ydes en korrekt indsats over for barnet eller
den unge.
Indberetninger om magtanvendelse skal ligeledes indgå i den anbringende kommunes løbende overvejelser,
herunder om der er ændringer i barnets eller den unges forhold, der påvirker vurderingen af om vedkommende er
anbragt det rigtige sted.
Indberetning til socialtilsynet
126
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0127.png
212144.
Indberetningerne til socialtilsynet giver tilsynet mulighed for at vurdere, om der er grundlag for
tilsynsmæssige overvejelser, herunder om det giver anledning til en dialog med et konkret anbringelsessted om
deres pædagogiske praksis.
Det kan fx omhandle behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet på anbringelsesstedet, så anvendelsen af
magt reduceres mest muligt.
Socialtilsynet skal ikke træffes afgørelse om lovligheden af de enkelte foretagne magtanvendelser.
Orientering af forældremyndighedsindehaveren
213145.
Forældremyndighedsindehaveren skal uden ugrundet ophold orienteres om, at der er anvendt magt, jf.
voksenansvarsbekendtgørelsens § 22, stk. 3, og § 23, stk. 3. Uden ugrundet ophold vil sige, at der skal ske
orientering umiddelbart efter registreringen af den foretagne handling. Ofte vil barnet eller den unge kontakte
forældremyndighedsindehaveren efterfølgende, og den hurtige orientering vil derfor gavne dialogen og samarbejdet
mellem forældre og personalet eller den
kommunalespecialiserede
plejefamilie.
Forældremyndighedsindehaveren skal ikke have tilsendt indberetningsskemaet. En mundtlig orientering i telefonen
eller en e-mail er tilstrækkelig.
Indberetning til skolekommunen
214146.
Ved magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten, der har fundet sted på en intern skole
på et opholdssted eller en døgninstitution efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, skal anbringelsesstedet – ud
over indberetning til den anbringende kommune og socialtilsynet – foretage en indberetning til kommunalbestyrelsen
i anbringelsesstedets beliggenhedskommune (skolekommunen), jf. voksenansvarsloven § 21, stk. 3.
Indberetningen til skolekommunen har til formål at sikre, at kommunen har et overblik over omfanget af anvendelse
af magt på den interne skole til brug for deres tilsyn med undervisningen på skolen.
Skolekommunen fastsætter de nærmere regler om registrering og indberetning i den overenskomst, der er indgået
mellem opholdsstedet eller døgninstitutionen i forbindelse med driften af den interne skole, jf. § 14, stk. 1, nr. 6, og
§ 15, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 702 af 23. juni 2014 om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
efter folkeskoleloven i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.
Orientering af kommunal eller regional driftsherre
215147.
Efter voksenansvarslovens § 22, stk. 5, skal anbringelsesstedet ved månedens udgang endvidere orientere
den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.
Orienteringen har til formål, at driftsherren løbende kan følge med i, om omfanget af magtanvendelser giver
anledning til ændringer i driften af institutionen, herunder fx de personalemæssige kompetencer mv.
Registrering og indberetning af en handling, der kan være undergivet ( offentlig) påtale
127
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0128.png
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 23.
Hvis der er begrundet mistanke om, at der er foretaget en handling, der er undergivet påtale, herunder
et eventuelt strafansvar, skal anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder eller den
kommunale
specialiserede
plejefamilie straks registrere hændelsen på det skema, der fremgår af bilag 1 a,
eller
1 b
eller 1
c,
og uden ugrundet ophold sende indberetning herom til det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn
med tilbuddet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn. Socialtilsynet skal vurdere, om indberetningen giver anledning til
tilsynsmæssige overvejelser, herunder, om der er rettet henvendelse til politiet.
Stk. 2.
Barnet eller den unge, der har været involveret i episoden, der udløste magtanvendelsen, skal gøres
bekendt med registreringen, jf. stk. 1, og have lejlighed til at ledsage denne med sin egen redegørelse for
episoden.
Stk. 3.
Anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder eller den
kommunale specialiserede
plejefamilie
skal samtidig med indberetningen til socialtilsynet sende kopi af denne til den kommunalbestyrelse, der har
ansvaret for barnet eller den unges ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 a i lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område, samt orientere forældremyndighedsindehaveren.
Stk. 4.
Anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder skal endvidere orientere den kommunale eller
regionale driftsherre, hvis indgrebet har fundet sted over for et barn eller en ung i et kommunalt eller
regionalt tilbud.
216148.
Hvis der er en begrundet mistanke om, at der på et anbringelsessted er foretaget en handling, der kan
være undergivet påtale, herunder offentlig, er proceduren for registrering og indberetning en anden end efter
voksenansvarsbekendtgørelsens § 22. Det er anbringelsesstedet leder, eller dennes stedfortræder, der har det
overordnede ansvar for at vurdere, om registreringen og indberetningen skal ske efter § 22 eller § 23 i
voksenansvarsbekendtgørelsen. Den
kommunalespecialiserede
plejefamilie skal selv foretage vurderingen.
Det afhænger af en konkret vurdering, hvorvidt en given situation falder ind under reglerne i
voksenansvarsbekendtgørelsens § 23, og det er lederen af anbringelsesstedet eller dennes stedfortræder, der tager
stilling hertil.
Hvis det vurderes, at der på anbringelsesstedet er foregået et indgreb, som kan medføre påtale, skal episoden straks
registreres og indberettes til det pågældende socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet efter §
2 i lov om socialtilsyn, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 23, stk. 1.
Påtalen kan være offentlig i form af et egentligt strafansvar, men der kan også være tale om en driftsmæssig påtale,
som kan få ansættelsesretlige konsekvenser for den pågældende medarbejder eller for anbringelsesstedet generelt.
Socialtilsynet skal ved modtagelsen vurdere, om indberetningen giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser,
herunder om der er rettet henvendelse til politiet. Det involverede barn eller den unge skal gøres bekendt med
registreringen og have lejlighed til at komme med bemærkninger hertil, jf. pkt.
xxx142
ovenfor.
Barnet eller den unges handlekommune skal have tilsendt en kopi af indberetningsskemaet i forbindelse med at
dette oversendes til socialtilsynet, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 23, stk. 3.
Forældremyndighedsindehaveren skal ligeledes orienteres om det hændte, jf. pkt.
xxx145
ovenfor.
Endelig skal den regionale eller kommunale driftsherre orienteres om indgrebet, hvis hændelsen har fundet på en
kommunalt eller regionalt anbringelsessted, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 23, stk. 4, som beskrevet i pkt.
144 xxx
ovenfor.
Hvis
socialtilsynet
har
kommentarer
til
hændelsen,
forældremyndighedsindehaveren orienteres om dette.
Kapitel
2922
Tilsyn
bør
barnets
handlekommune
samt
128
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0129.png
Det personrettede tilsyn
217149.
Kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune skal løbende føre tilsyn med barnets
eller den unges forhold under opholdet uden for hjemmet, jf. servicelovens § 148, stk. 1.
Tilsynet efter servicelovens § 148, stk. 1, skal omfatte mindst to årlige tilsynsbesøg på anbringelsesstedet, hvor
kommunen taler med barnet eller den unge, jf. servicelovens § 70, stk. 2. Samtalen skal så vidt muligt finde sted
uden tilstedeværelse af ansatte fra anbringelsesstedet. Barnet eller den unge kan dog efter eget valg medbringe en
bisidder eller en anden person til samtalen, hvis barnet eller den unge ønsker dette.
Ovenstående gælder uanset, hvilken type anbringelsessted barnet eller den unge er anbragt på.
Kommunalbestyrelsen skal ud over minimumskravet altid vurdere, hvor ofte samt hvordan, der skal føres tilsyn. Det
vil i hvert enkelt tilfælde bero på det enkelte barns eller den unges behov.
Det personrettedelaterede tilsyn giver mulighed for at tale med barnet eller den unge om eventuelle foretagne
magtanvendelser.
Børn og unge og deres forældre har personlige og direkte oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse
fungerer. Derfor kan der fra børn og unge samt deres forældre komme vigtig viden, herunder signaler om, at der
kan være noget galt, og at der er behov for forbedringer.
Det er væsentligt, at kommunalbestyrelsen, når tilsynsvirksomheden prioriteres og planlægges, er særlig
opmærksom på den hjælp, der er rettet mod børn og unge, hvor det kan være vanskeligt at tale med barnet eller
den unge om deres situation, herunder magtanvendelser, og som ikke – eller kun meget vanskeligt – selv kan
reagere over for urimelige forhold.
Det kan i den forbindelse overvejes at bruge andre metoder til kommunikation og/eller observationer.
Det personrettede tilsyn giver den anbringende kommune mulighed for at vurdere, om anbringelsesstedet fortsat
er det rette, eller om der er anledning til at overveje ændringer i den iværksatte indsats over for barnet eller den
unge. Hvis et anbringelsessted ofte anvender magt over for et barn eller en ung, kan det således tyde på, at barnet
eller den unge er anbragt på et anbringelsessted, der ikke er i stand til at håndtere barnets eller den unges behov.
I disse tilfælde må kommunen vurdere, hvorvidt der er behov for at anbringe barnet eller den unge på et andet
anbringelsessted.
Det driftsorienterede tilsyn
218150.
Socialtilsynet har ansvaret for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med såvel kommunale og
regionale som private sociale tilbud, herunder døgntilbud efter
servicelovens
§ 66, stk. 1, nr.
56
og
76, i serviceloven
og
almene, forstærkede plejefamilier
og
specialiseredekommunale
plejefamilier efter
servicelovens
§ 66, stk. 1, nr.
1,
og
2
og 3, i serviceloven,
jf.
socialtilsynslovens
§ 4
i lov om socialtilsyn.
Socialtilsynet
Voksenansvarsloven
§ 22.
Det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted, jf. § 2 i lov om socialtilsyn,
fører som led heri tilsyn med anbringelsesstedernes anvendelse af reglerne i denne lov.
219151.
Voksenansvarslovens § 22 fastsætter, at det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med et
anbringelsessted, jf.
socialtilsynslovens
§ 2
i lov om socialtilsyn,
som led heri fører tilsyn med anbringelsesstedets
anvendelse af reglerne i denne lov. Det følger af § 7 i lov om socialtilsyn, at socialtilsynet fører det driftsorienterede
129
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0130.png
tilsyn med godkendte sociale tilbud, herunder anbringelsessteder, for at sikre, at de fortsat har den fornødne kvalitet,
blandt andet i forhold til målgrupper, metoder og resultater samt kompetencer.
Socialtilsynet fører blandt andet tilsyn med, at anbringelsesstederne har en pædagogisk indsats, der forebygger
magtanvendelser, så magtanvendelse så vidt mulig undgås. Tilsynet ser også på, om anbringelsesstederne
dokumenterer og følger op på eventuelle magtanvendelser med henblik på løbende læring og forbedring af
indsatsen.
Det driftsorienterede tilsyn består både af en kontrol af forholdene på anbringelsesstedet og en dialog mellem
socialtilsyn og anbringelsessted, som skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten på anbringelsesstedet.
Socialtilsynet skal ved varetagelsen af tilsynsopgaven indhente relevant information, herunder ved at aflægge mindst
ét årligt besøg på anbringelsesstedet, inddrage oplysninger fra modtagne indberetninger om magtanvendelse,
oplysninger fra personalet og anbragte børn og unge på anbringelsesstedet samt fra andre relevante personer og
udveksle oplysninger med de kommuner, som har ansvaret for de enkelte borgeres ophold på anbringelsesstedet i
henhold til §§ 9-9 a i retssikkerhedsloven.
220.
Socialtilsynene skal, hvis forholdene på det enkelte anbringelsessted tilsiger det, træffe afgørelse om skærpet
tilsyn og samtidig udstede et påbud med henblik på, at anbringelsesstedet som betingelse for fortsat godkendelse
inden for en tre måneders frist skal rette op på de omfattede forhold, jf.
socialtilsynslovens
§ 8
i lov om socialtilsyn.
Det kan fx være relevant, hvis et anbringelsessted har uforholdsmæssigt mange magtanvendelser sammenlignet
med et lignende anbringelsessted med en tilsvarende målgruppe eller gentagne gange indberetter handlinger, der
er undergivet påtale, herunder et eventuelt strafansvar, som tilladt magtanvendelse. Socialtilsynet kan da give
anbringelsesstedet påbud om at tilvejebringe en handlingsplan for at undgå unødig magtanvendelse i fremtiden.
Det kan fx omhandle behov for ændringer i tilrettelæggelsen af arbejdet med den pædagogiske praksis på
anbringelsesstedet, så anvendelsen af magt reduceres mest muligt.
Endelig kan socialtilsynet træffe afgørelse om ophør af godkendelse, hvis anbringelsesstedet ikke ændrer praksis og
dermed vurderes ikke længere at have den fornødne kvalitet, jf. § 5, stk. 5, jf.
socialtilsynslovens
§ 6
i lov om
socialtilsyn.
For en nærmere gennemgang af reglerne om generel godkendelse af og driftsorienteret tilsyn med generelt
godkendte anbringelsessteder, herunder
plejefamilier, kommunale almene, forstærkede og specialiserede
plejefamilier, opholdssteder og døgninstitutioner for børn og unge, se lov om socialtilsyn, bekendtgørelsen om
socialtilsyn samt vejledning om socialtilsyn.
Særligt om henvendelse til socialtilsynet
221152.
Socialtilsynet skal etablere en særlig adgang for personale, anbragte børn og unge, pårørende og andre
til at henvende sig anonymt til socialtilsynet om bekymrende forhold på et anbringelsessted, jf. socialtilsynslovens
§ 11, stk. 1. Efter bestemmelsen skal socialtilsynet som minimum have et telefonnummer og en e-postadresse
særskilt hertil.
Alle kan henvende sig til socialtilsynet, hvis de oplever bekymrende forhold på et anbringelsessted, og tilsynet skal
som offentlig myndighed altid tage henvendelsen alvorligt og vurdere, om den giver anledning til at foretage sig
nærmere, uanset på hvilken måde og i hvilken form henvendelsen modtages.
Den, der har henvendt sig anonymt til socialtilsynet om bekymrende forhold i tilbuddet, kan over for socialtilsynet
samtykke i, at socialtilsynet over for tilbuddet eller andre oplyser, at socialtilsynet har modtaget henvendelsen.
Vedkommende kan samtykke i, at socialtilsynet over for tilbuddet eller andre oplyser navnet på den, der har rettet
henvendelse. Vedkommende kan helt eller delvis samtykke i, at socialtilsynet over for tilbuddet eller andre
videregiver henvendelsens indhold.
Bestemmelsen skal sikre, at bekymrende forhold kan nå frem til socialtilsynet og således sikre socialtilsynet det
bredest mulige oplysningsgrundlag for varetagelsen af tilsynsopgaven. Samtidig skal ordningen give anbragte børn
og unge, pårørende, ansatte og andre, der er i daglig kontakt med anbringelsesstedet, sikkerhed for, at de ved,
hvor de kan rette henvendelse, hvis de oplever en ubehagelig tone eller andre uhensigtsmæssigheder i et tilbud.
130
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0131.png
Anbragte børns mulighed for at henvende sig anonymt til socialtilsynet
Voksenansvarsbekendtgørelsen
§ 25.
Det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn med anbringelsesstedet, jf. § 2 i lov om
socialtilsyn, skal oplyse de anbragte børn og unge om adgangen til at henvende sig anonymt til socialtilsynet
om bekymrende forhold på anbringelsesstedet, jf. lov om socialtilsyn § 11.
222153.
Socialtilsynet skal oplyse anbragte børn og unge om muligheden for at rette henvendelse til socialtilsynet,
jf. voksenansvarsbekendtgørelsen § 25. Dette kan
f.eks.fx
ske ved opslag på en fælles opslagstavle, på
socialtilsynets hjemmeside, i en informationspjece om tilbuddet eller på anden måde, hvor såvel de anbragte børn
og unge som pårørende og andre har adgang til oplysningerne.
For en nærmere gennemgang af reglerne om henvendelser til socialtilsynene, herunder anonyme henvendelser,
socialtilsynets reaktionsmuligheder, tavshedspligt under strafansvar, politianmeldelse og underretning henvises der
til vejledning om socialtilsyn.
Snitflader mellem det personrettede og driftsorienterede tilsyn
223154.
Socialtilsynet skal underrette de anbringende kommuner, hvis de i forbindelse med deres tilsyn bliver
opmærksom på bekymrende forhold på et anbringelsessted, og når de bekymrende forhold kan berøre de anbragte
børn og unge, hvis anbringelse kommunen har ansvar for, jf.
lov om socialtilsynsocialtilsynslovens
§ 10.
Det kan
f.eks.fx
være, at anbringelsesstedet ikke (længere) har kompetencer til at behandle/støtte en bestemt
målgruppe og har fået påbud om at sikre, at de nødvendige kompetencer er til stede som betingelse for fortsat at
være godkendt til denne målgruppe, hvortil et allerede anbragt barn eller en anbragt unger hører.
Parallelt med socialtilsynenes pligt til at underrette de anbringende kommuner, har de anbringende kommuner en
pligt til at underrette socialtilsynet, hvis de i forbindelse med udførelsen af det personrettede tilsyn bliver
opmærksom på bekymrende forhold på anbringelsessteder, jf. serviceloven § 148, stk. 3. Det kan fx være, hvis de
bliver opmærksomme på oplysninger om magtanvendelse, som ikke bliver indberettet, eller oplysninger om
uhensigtsmæssig adfærd fra anbringelsesstedets ansatte.
Det kommunale tilsyn
224155.
Efter
retssikkerhedslovens
§ 15
i retssikkerhedsloven
har kommunalbestyrelsen ansvaret for og beslutter,
hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter
den sociale lovgivning.
Det fremgår af § 16 i samme lov, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale
opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddene, og den måde opgaverne udføres på.
Det fremgår desuden af retssikkerhedslovens § 16 a, at kommunalbestyrelsen fører et kriminalpræventivt tilsyn med
personer, som i henhold til dom eller kendelse eller vilkår som tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal undergives
tilsyn af de sociale myndigheder. Dette tilsyn føres af den kommune, der har pligt til at yde hjælp, jf.
retssikkerhedslovens
§§ 9 og 9 a
i retssikkerhedsloven.
Ombudsmandens tilsyn
225156.
Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med den offentlige forvaltning. Ombudsmandens primære opgave
er at bedømme, om myndigheder eller personer, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, handler i strid
med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl og forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver, jf.
§ 21 i lov nr. 349 af 22. marts 2013 om folketingets ombudsmand (herefter ombudsmandsloven).
131
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0132.png
Ombudsmanden kan også inspicere enhver institution og ethvert tjenestested, der hører under ombudsmandens
virksomhed. Inspektionerne foretages navnlig på steder, hvor borgerne er berøvet deres frihed, herunder sikrede
afdelinger.
Ombudsmanden kan i forbindelse med undersøgelser fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte
sin opfattelse af en sag. Såfremt ombudsmandens undersøgelse af en sag viser, at der i den offentlige forvaltning
må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal ombudsmanden give meddelelse om
sagen til Folketingets Retsudvalg. Ombudsmanden skal endvidere give meddelelse om sagen til vedkommende
minister, kommunalbestyrelse eller regionsråd, jf. ombudsmandslovens § 24.
Herudover blev det i 2012 besluttet at oprette et særligt børnefagligt kontor under Folketingets Ombudsmand for
at styrke børns rettigheder. Ombudsmandens Børnekontor skal være med til at sikre og overveje børns rettigheder
efter FN’s Børnekonvention.
De centrale funktioner for Ombudsmandens Børnekontor er:
– At behandle klager der vedrører børn.
– At aflægge besøg på institutioner, hvor børn opholder sig og føre kontrol med myndigheder i forhold, der
vedrører børn.
– Tage sager op af egen drift samt gennemføre generelle undersøgelser.
– At medvirke til at overvåge implementeringen af børns rettigheder i henhold til FN’s konvention om Barnets
Rettigheder i lovgivningen og i myndighedernes praksis.
§ 71-tilsynet
226.
§ 71-tilsynet er nedsat i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, og fører tilsyn med personer, der er
underkastet administrativ frihedsberøvelse, herunder fx tvangsanbragte børn og unge anbringelse uden samtykke.
§ 71-tilsynet kan ikke træffe afgørelser, men alene give udtryk for sin vurdering af forholdene for de administrativt
frihedsberøvede. Vurderingen kan blandt andet have form af kritiske bemærkninger, anbefalinger og henstillinger.
§71-tilsynets behandling af en sag kan give anledning til, at en institution får besøg af § 71-tilsynet, som på baggrund
heraf offentliggør en rapport om tilsynets vurdering af forholdene på institutionen.
Kapitel
3023
Klageadgang samt særlig adgang til domstolsprøvelse mv.
Voksenansvarsloven
§ 23.
Anbragte børn og unge, der er fyldt 12 år, og forældremyndighedsindehavere kan klage over afgørelser
truffet efter denne lov.
Stk. 2.
Klager over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget eller kommunalbestyrelsen i medfør af denne
lov kan indbringes for Ankestyrelsen.
Stk. 3.
Klager over anvendelsen af magt eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter reglerne i denne
lov eller regler fastsat i medfør heraf kan indbringes for kommunalbestyrelsen.
Stk. 4.
Klage til Ankestyrelsen skal ske, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. §
67, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 5.
Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen, jf. stk. 2, har ikke opsættende virkning. Dog kan direktøren
under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har
truffet afgørelse i sagen.
Stk. 6.
Ved behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 72 og 73 og § 74, stk. 2 og 3, i lov om social service
anvendelse.
Stk. 7.
I forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har forældremyndighedens indehaver og den
unge over 12 år ret til at få dækket udgifter til transport til møder i Ankestyrelsen.
Stk. 8.
Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om klageadgang.
132
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0133.png
Generel klageadgang
227157.
Anbragte børn og unge der er fyldt 12 år samt forældremyndighedsindehavere kan klage over afgørelser
truffet efter voksenansvarslovens, jf. voksenansvarslovens § 23, stk. 1, som udtømmende slår fast, hvem der kan
klage.
Der skal i den forbindelse altid tages særlige hensyn til børn og unge med nedsat funktionsevne i forhold til deres
forudsætninger for at kunne påklage afgørelser.
Lederen af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr.
65
eller
76,
i lov om social service, skal i forbindelse med en
anbringelse oplyse barnet eller den unge samt forældremyndighedsindehaverne om deres rettigheder i relation til
magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder adgangen til at klage til henholdsvis
Ankestyrelsen og kommunalbestyrelsen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, jf. voksenansvarslovens §
23, stk. 2 og 3, og kapitel 10 i retssikkerhedsloven.
Den kommune, der har ansvaret for et barns eller en ungs ophold på et anbringelsessted, jf. §§ 9 og 9 a i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, skal i forbindelse med en anbringelse hos en
kommunalspecialiseret
plejefamilie, der er godkendt
som generelt egnet
efter § 66, stk. 1, nr.
32,
jf. § 66
a,
stk.
21, nr. 1,
i lov om social service, oplyse barnet eller den unge samt forældremyndighedsindehaverne om deres
rettigheder i relation til magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder adgangen til at klage
til henholdsvis Ankestyrelsen og kommunalbestyrelsen, jf. voksenansvarsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, jf.
voksenansvarslovens § 23, stk. 2 og 3
,og retssikkerhedslovens
kapitel 10
i retssikkerhedsloven.
Klage over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen og børn og unge-udvalget
228158.
Klager over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget eller kommunalbestyrelsen i medfør
voksenansvarsloven kan indbringes for Ankestyrelsen, jf.
voksenansvarslovens
§ 23, stk. 2,
i voksenansvarsloven.
Børn og unge-udvalget træffer følgende afgørelser, jf. voksenansvarsloven:
•
•
–
Afgørelse om tilbageholdelse, jf. § 11, stk. 1 og 2.
Afgørelse om kontrol med breve, telefonsamtaler og anden kommunikation, jf. § 15.
Træffer Ungdomskriminalitetsnævnet afgørelse om tilbageholdelse efter ungdomskriminalitetslovens § 18, stk. 1,
kan denne afgørelse også indbringes for Ankestyrelsen, jf. ungdomskriminalitetslovens § 55, stk. 2, nr. 6.
Kommunalbestyrelsen træffer følgende afgørelser jf. loven:
•
•
–
Afgørelse om opretholdelse af tilbageholdelsen af børn og unge i op til yderligere 14 dage under anbringelsen
efter voksenansvarslovens § 11, stk. 5.
–
Afgørelse om de nærmere rammer og vilkår for tilbageholdelse og fastholdelse under den konkrete
anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på åbne døgninstitutioner efter
voksenansvarslovens §§ 12 og 13.
–
Afgørelse om anvendelse af personlige alarm -eller pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har
betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne efter § 17.
Afgørelse efter § 19 om indgreb i dømtes adgang til telefon og internet.
•
•
Ankestyrelsens afgørelse vedr. tilbageholdelse efter § 11, stk. 5, kan kræves forelagt for retten, jf.
voksenansvarslovens § 24.
Der gælder ikke særregler om indbringelse for retten for de øvrige af kommunalbestyrelsens afgørelser, der kan
indbringes for Ankestyrelsen, jf. modsætningsvist § 73 i retssikkerhedsloven.
Klager over anvendelse af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
133
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0134.png
229159.
Klager over anvendelsen af magt eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter reglerne i loven eller
regler fastsat i medfør heraf kan indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. voksenansvarslovens § 23, stk. 3.
Det er anbringelsesstedets leder, den, der bemyndiges hertil, eller personalet, der ud fra en konkret vurdering
beslutter, om betingelserne for at anvende magt er opfyldt i en konkret situation. Der skal således ikke indhentes
en forudgående tilladelse fra kommunen.
Kommunalbestyrelsens afgørelse af en klage over anvendelse af magt eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten
kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.
Klagefrister
230160.
Klage til Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf.
voksenansvarslovens § 23, stk. 4, jf. § 67, stk. 1, i retssikkerhedsloven.
Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen har ikke opsættende virkning, jf. voksenansvarslovens 23, stk. 5. Dog kan
direktøren for Ankestyrelsen under ganske særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse ikke må
iværksættes, før Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Advokatbistand, aktindsigt mv.
231161.
Voksenansvarslovens § 23, stk. 6, slår fast, at servicelovens §§ 72 og 73 og § 74, stk. 2 og 3, finder
anvendelse ved behandling af sagen i Ankestyrelsen.
Barnet og den unge samt forældremyndighedsindehaveren har således ret til advokatbistand under
klagebehandlingen af en sag om tilbageholdelse, jf. voksenansvarslovens § 11, stk. 1, 2 og 4, og i sager om brev
og telefonkontrol efter voksenansvarslovens § 15, stk. 1, jf. servicelovens § 72, stk. 1.
Under en sag om brev- og telefonkontrol efter voksenansvarslovens § 15, som vedrører den af forældrene, der ikke
har del i forældremyndigheden, skal denne have tilbud om gratis advokatbistand, jf. servicelovens § 72, stk. 3.
I forhold til salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt
fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31, jf. servicelovens § 72, stk. 4.
Orientering om retten til aktindsigt og til at udtale sig
232162.
Inden der træffes afgørelse , påhviler det kommunalbestyrelsen at gøre indehaveren af
forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens
akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, jf. servicelovens § 73, stk. 1.
Kommunalbestyrelsen har en tilsvarende forpligtelse over for den af forældrene, der ikke har del i
forældremyndigheden, i en sag om brev og telefonkontrol med denne, jf. servicelovens § 73, stk. 2. Inden der
træffes afgørelse i sagen, skal indehaveren af forældremyndigheden, barnet eller den unge, advokaten og eventuel
anden bisidder for forældremyndighedsindehaveren eller barnet eller den unge have lejlighed til at udtale sig.
Tilbuddet til barnet eller unge om at udtale sig kan undlades, hvis barnet er under 12 år, eller hvis det må antages
at være til skade for barnet eller den unge, jf. servicelovens § 74, stk. 2.
Den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden i en sag om brev og telefonkontrol med denne, skal
tilsvarende have lejlighed til at udtale sig, jf. servicelovens § 74, stk. 3.
Dækning af transportomkostninger
233163.
Forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, har ret til at få dækket udgifter til
transport til møder i Ankestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen.
134
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0135.png
Særlig adgang til domstolsprøvelse
Voksenansvarsloven
§ 24.
Ankestyrelsens afgørelse i sager om klager over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget og om
klager over afgørelser efter § 11, stk. 5, truffet af kommunalbestyrelsen efter § 23, stk. 2, kan ved
henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger efter klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kræves forelagt
for retten, jf. § 169, stk. 2, og §§ 170-172 i lov om social service.
234164.
Ankestyrelsens afgørelse i sager om klager over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget og afgørelser
efter voksenansvarslovens § 11, stk. 5, truffet af kommunalbestyrelsen efter voksenansvarslovens § 23, stk. 2, ved
henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4 uger efter klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan kræves forelagt
for retten, jf. § 169, stk. 2, og §§ 170-172 i serviceloven, jf. voksenansvarslovens § 24.
Hvis Ankestyrelsens afgørelse er stadfæstet ved dom, kan en fornyet prøvelse for retten kun kræves, hvis sagen på
ny har været forelagt Ankestyrelsen til afgørelse.
Byretten tiltrædes under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem,
der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi. Sagerne behandles efter reglerne om borgerlige
sager i bekendtgørelse nr. 128457 af 143.
novemberoktober
20186 af lov om rettens pleje (retsplejeloven), herunder
kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel.
Som parter i retssagen anses forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år, uanset om den
pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.
Retten kan bestemme, at retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten
eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for af de under
sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde. Ved afgivelse af dissens angives dommerens navn ikke.
Byrettens afgørelser kan ikke indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til anke, hvis
sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til
nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen
indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.
De sagkyndige retsmedlemmer beskikkes af
indenrigsministerenbørne- og socialsministeren.
Domstolsstyrelsens
efter
forhandling
med
social-
og
Domstolsstyrelsen fastsætter antallet af sagkyndige retsmedlemmer og træffer bestemmelse om vederlag og
rejsegodtgørelse. De beskikkede skal være myndige, må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller
under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Endelig skal de være uberygtede og vederhæftige.
Beskikkelsen gælder for 4 år. En sagkyndig afgår ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fylder 70
år. Ingen, der opfylder ovennævnte betingelser, kan afslå at modtage beskikkelse, medmindre den pågældende er
over 65 år eller har anden rimelig fritagelsesgrund. Udtagelsen for den enkelte sag blandt de beskikkede sagkyndige
foretages af retsformanden.
Ingen kan udtages, som ifølge §§ 60 og 61 i retsplejeloven ville være udelukket for at handle som dommer i sagen.
Børne- og SocialministerietSocial- og Indenrigsministeriet,
den
xx.xx. 2019 21. december 2016
Mai MercadoAstrid Krag
135
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0136.png
/ Dan Theolander Holmgreen
Bilag 1
Eksempel på
et udkast til
en husorden
på opholdssted eller åben
døgninstitution.
Eksempel på et udkast til en husorden.
Udkast til en husorden
XX skal være et trygt og rart sted for alle børn og unge, personale og gæster. Husordenen beskriver retningslinjer
og regler for den fælles dagligdag på XX. Reglerne gælder alle børn og unge, personale og gæster. Husordenen
har til formål at sikre trivsel i hverdagen og opretholde almindelig ro og orden.
Husordenen hænger på den fælles opslagstavle, så den er synlig for alle.
Aktiviteter uden for huset
– Det er vigtigt, at personalet ved, hvor alle børn og unge opholder sig i løbet af dagen. Husk derfor, at
aktiviteter uden for huset i fritiden skal aftales med personalet på forhånd. Hvis der opstår noget i løbet af
dagen, er det vigtigt at give besked til personalet.
Besøgstider
– Besøg af venner og familie skal aftales nærmere med personalet.
– Gæster må opholde sig på alle fællesarealer samt på barnets eller den unges eget værelse.
– Det er som udgangspunkt ikke tilladt at have besøg efter kl. 21.30.
Husmøde
– Der er husmøder hver 14. dag, hvor børn, unge og personale drøfter aktuelle spørgsmål på XX. Referat bliver
efterfølgende sendt ud til alle børn, unge samt personalet og hængt op på den fælles opslagstavle.
Måltider
– Alle hjælper til ved måltiderne. Der udarbejdes en ugeplan, hvor af det fremgår, hvem der har ansvaret for fx
planlægning, forberedelse og tilberedning af måltiderne samt borddækning og oprydning efter maden.
Nye beboere
– Det er vigtigt, at alle kender husorden. Husordenen skal gennemgås med og udleveres til børn og unge samt
deres forældre ved indskrivning.
Rengøring og tøjvask
– Alle har et medansvar for, at der ser ordentligt ud på XX, og at der er rent både indenfor og udenfor. Alle vil
derfor blive inddraget i rengøring både af fællesarealer og værelser.
– Det forventes, at børn og unge selv holder egne værelser rene og pæne.
Rygning, alkohol og euforiserende stoffer
136
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0137.png
– Her på stedet er der en klart defineret rygepolitik, som følger ” Lov om røgfri miljøer ”. Disse regler gælder
både børn og unge, personale samt gæster på stedet. Rygepolitikken hænger synligt på opslagstavlen og i
rygeskuret. Rygepolitikken kan ligeledes udleveres på anmodning.
– Kun unge med forældrenes tilladelse kan få en rygetilladelse.
– Det er kun tilladt for unge med rygetilladelse at ryge udenfor på særligt anviste steder, herunder i
rygeskuret.
– Det er IKKE tilladt at drikke alkohol eller at indtage euforiserende stoffer på stedets matrikel.
– Det er heller IKKE tilladt at være i besiddelse af alkohol eller euforiserende stoffer.
Sengetider
– For at sikre den bedst mulige indlæring er det vigtigt, at alle børn og unge er udhvilede og får ro. Der laves
derfor individuelle aftaler om sengetider - afhængigt af alder m.v.
– Der skal dog generelt være ro på værelserne kl. 21.30.
Mobiltelefoner
– Mobiltelefoner må anvendes med fornuft og omtanke for de øvrige børn og unge. Der kan laves individuelle
regler om brugen af disse - afhængigt af alder m.v.
– Mobiltelefoner skal som hovedregel være slukket om natten.
– Mobiltelefoner skal gemmes væk ved spisning, husmøder, undervisning eller andre situationer, hvor det
virker forstyrrende.
–
TV, computer og musik
– Der er mulighed for at se TV, film, spille spil og lave andre indendørsaktiviteter i fællesrummet.
– Der er trådløs internetadgang i fællesrummet samt på alle værelserne. Der kan laves individuelle aftaler
omkring adgang til internet – afhængigt af alder m.v.
– Der må spilles musik på værelserne frem til sengetid, dog på et acceptabelt lydniveau af hensyn til de øvrige
beboere.
Bilag 2
Eksempel på en husorden på delvis lukket døgninstitution, delvis lukket afdeling på
døgninstitution, sikret døgninstitution eller særlig sikret afdeling
Senge- og vækketider
Det er vigtigt at alle børn og unge er udhvilede om dagen og derfor også får ro til at sove.
- På hverdage skal alle børn og unge ligge i deres senge kl. 22.30 og alle vækkes kl. 7.00 om morgenen.
- I weekenderne er der sengetid kl. 23.30 og alle vækkes kl. 9.00.
Det er vigtigt, at der er ro på værelserne efter sengetid og indtil morgenvækningen, så alle har mulighed for, at få
ro til at sove.
137
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0138.png
Mødepligt til undervisning, behandling og andre fastlagte aktiviteter
- Det er vigtigt, at alle børn og unge har nogle faste rammer under deres ophold på institutionen. Der er derfor
mødepligt til en række fastlagte aktiviteter:
- Undervisning
- Behandling, der f.eks. kan være psykologsamtaler
- Måltider, herunder morgenmad, frokost og aftensmad
Brug af telefoner, computere, iPad mv. [på delvis lukket døgninstitution]
-
Det er vigtigt, at alle børn og unge giver deres fulde opmærksomhed, når de deltager i fastlagte aktiviteter på
institutionen. Mobiltelefoner, computere, iPads m.v. skal derfor afleveres til personalet ved undervisning,
behandlingsaktiviteter, måltider eller andre aktiviteter, der kræver den unges fulde opmærksomhed.
Brug af telefoner, computere, iPad mv. [på sikret døgninstitution/særligt sikret afdeling]
Det er vigtigt, at den unge bliver afskærmet fra et belastende og dårligt miljø under opholdet, så der er bedst
mulige forudsætninger for at hjælpe den unge på rette vej.
- Mobiltelefoner, computere, iPads mv. skal derfor opbevares af personalet under opholdet på institutionen. Når
barnet eller den unge har brug for en telefonsamtale med f.eks. sine forældre, kan man låne institutionens
telefon.
- Der er daglige telefontider mellem kl. 16 og 18, hvor der foretages telefonsamtaler.
- Telefonsamtalerne skal foretages i telefonrummet eller på personalets kontor.
God adfærd
Det er vigtigt, at alle føler sig trygge, mens de er på institutionen og at alle børn og unge lærer, at dette er et
fælles ansvar. Der accepteres derfor heller ikke adfærd, der er til gene for andres sikkerhed og tryghed. På
institutionens fællesarealer skal alle derfor:
- snakke pænt til hinanden
- opføre sig pænt uden at være larmende, voldelig eller truende over for andre
- undgå at være krænkende over for andre
Rygning, alkohol og euforiserende stoffer
Her på institutionen er der klare regler om rygning, alkohol og euforiserende stoffer, som følger af lovgivningen på
området. Det betyder:
- der må kun ryges i det udendørs rygeskur.
- der må IKKE drikkes alkohol eller indtages euforiserende stoffer på institutionen.
- det er heller IKKE tilladt at være i besiddelse af hverken alkohol eller euforisende stoffer.
138
 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 21: Orientering om høring over vejledning om voksenansvar for anbragte børn og unge, fra social- og indenrigsministeren
2088715_0139.png
Besøgstider
Hvis der ønskes besøg fra familie eller venner, skal dette aftales med personalet på forhånd.
- Den unge kan få besøg en gang om ugen.
- Besøg skal ske inden for tidsrummet 17-21
- Besøg kan vare op til tre timer.
- Der gælder samme regler for god adfærd for de besøgende på institutionen. Det vil sige, at der skal snakkes
pænt til hinanden og besøgende må heller ikke være larmende, voldelige, truende eller krænkende over for andre.
Dette er vigtigt for at sikre alles sikkerhed og tryghed.
139