SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 158: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Afskaffelse af tvungen delt bopæl og refleksionsperioden samt opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.), fra social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 158
Offentligt

Social- og Indenrigsministeriet

4. februar 2020

J.nr. 2019-4803/lth

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset,

lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love

(Afskaffelse af tvungen delt bopæl og refleksionsperioden samt opfølgning på etableringen af det nye

familieretlige system m.v.)

Social- og Indenrigsministeriet

§1

I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, foretages følgende ændringer:

§ 2

indsættes som

nr. 18:

»18) Lov om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere, transfusionssmittede m.fl.«

§ 4, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Sager omfattet af § 2, nr. 1-11, visiteres efter §§ 5-7, og disse sager behandles og afgøres efter denne lov

og bestemmelserne i den lovgivning, der i øvrigt gælder for den pågældende sag. § 8 finder anvendelse på

sager omfattet af § 2, nr. 12-18.«

§ 8

ændres »nr. 12-17« til: »nr. 12-18«.

Efter § 11 indsættes:

»§ 11 a.

Er en part tilsluttet Digital Post, sender Familieretshuset meddelelser i sager omfattet af denne lov

til parten gennem postløsningen Digital Post, jf. lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Familieretshuset

sender meddelelser til en part, der ikke er tilsluttet Digital Post, med brevpost. Familieretshuset kan dog

anvende en anden meddelelsesform end efter 1. og 2. pkt., hvis det i den konkrete situation er mere

hensigtsmæssigt.

Stk. 2.

Familieretshuset anmoder retten om at forkynde en meddelelse for en part, der ikke er tilsluttet

Digital Post, hvis der er behov for forkyndelse, og Familieretshuset enten ikke har fået bekræftelse på, at

parten har modtaget en meddelelse efter stk. 1, eller partens bopæl eller opholdssted ikke kan oplyses.

Stk. 3.

Er en eventuel frist i en meddelelse efter stk. 1 og 2 udløbet, og har den pågældende part ikke

besvaret meddelelsen, kan Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggende grundlag.«

§ 22

ophæves.

§ 27, stk. 1, nr. 1,

ændres »§§ 11, 14, 15 og 15 a« til: »§§ 11 og 14«.

§ 34, stk. 2,

udgår »tidligere eller«.

§ 37, stk. 1, nr. 3,

affattes således:

»3) Afgørelse efter § 52 og § 53, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning om ændring af aftaler

og afgørelser om bidragspligt.«

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 158: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Afskaffelse af tvungen delt bopæl og refleksionsperioden samt opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.), fra social- og indenrigsministeren

§ 37, stk. 1,

indsættes som

nr. 5:

»5) Afgørelse efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven.«

§2

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019, foretages

følgende ændringer:

§ 24, stk. 1, nr. 1-3,

ændres »han« til: »ægtefællen«.

§ 24, stk. 1, nr. 4,

ændres »hvis han« til: »hvis den pågældende ægtefælle«, »at han« til: »at den

pågældende ægtefælle« og »ham« til: »den pågældende ægtefælle«.

§ 29, 2. pkt.,

ophæves.

§ 42 a

ophæves.

§ 43 a

indsættes som

stk. 2:

Stk. 2.

Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58, hvis betingelserne i § 448 h i retsplejeloven er

opfyldt.«

§ 58 d, stk. 2,

ophæves nr. 4 og 6.

Nr. 5 og 7-11 bliver herefter nr. 4-9.

§3

I lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019, foretages

følgende ændringer:

§ 59, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »indgivelse« til: »indbringelse«.

§ 59, stk. 1, 3. pkt.,

indsættes efter »ikke«: »ansøgninger og«.

§4

I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7. august 2019, foretages følgende ændringer:

§ 3, stk. 1, 3. pkt.,

udgår »§ 17, stk. 3, eller«.

§ 6, stk. 2, nr. 1,

§ 7, stk. 3,

ændres »dom« til: »afgørelse«.

§ 13, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en af barnets forældre aftale at have fælles

forældremyndighed.«

§ 15, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Dør en forælder, der har forældremyndigheden alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have

forældremyndigheden. En efterlevende forælder og andre kan anmode om forældremyndigheden. Er der

fælles forældremyndighed, og dør begge forældre, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.«

§ 17, stk. 3

ophæves.

§ 23

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1 bortfalder, når barnet er

midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven. Dette har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen

m.v. modtager meddelelse om, at barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven.«

§ 27

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får forældremyndigheden alene, gælder, indtil der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får forældremyndigheden alene, bortfalder

1) 4 uger efter afgørelsen, medmindre anmodning om afgørelse om forældremyndigheden inden da er

indgivet til Familieretshuset, jf. § 31,

2) hvis sag omfattet af nr. 1 efter indgivelsen tilbagekaldes eller afvises, eller

3) hvis forældrene genoptager samlivet.«

§5

I lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser),

jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019, foretages følgende ændring:

§ 10, stk. 1,

udgår »til den, som barnet tilbageholdes fra«.

§6

I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 7. august 2019, som ændret ved § 27 i lov nr. 1533 af 19.

december 2017, foretages følgende ændringer:

§ 16

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Stk. 1-4 gælder ikke ved ansøgning om navngivning og navneændring, der indgives i forbindelse

med anmodning om udstedelse af adoptionsbevilling.«

§ 19

indsættes efter »adoptionsbevilling«: », der udfærdiges af Familieretshuset eller Ankestyrelsen«.

§ 21, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt.,« til: »loven«.

§7

I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, foretages følgende ændringer:

§ 7, stk. 1,

indsættes efter »registreret«: »inden 4 uger efter fødslen«.

§ 14, stk. 9,

ændres »ved retten« til: »af Familieretshuset eller familieretten, jf. § 32 a, stk. 2«.

§8

I lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser og om ændring af lov om

anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav foretages følgende ændringer:

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om anerkendelse af nordiske afgørelser om faderskab og medmoderskab«.

§ 3, nr. 1,

affattes således:

»1) hvis dommen eller fastsættelsen er i strid med en afgørelse, der har bindende virkning her i landet, og

sag herom blev indledt, før den anden retssag blev anlagt, eller før fastsættelsen fandt sted,«.

Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a.

§§ 1-4 finder tilsvarende anvendelse på medmoderskab.«

§9

I lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 2. juni 2017, som ændret ved § 25 i

lov nr. 503 af 23. maj 2018, lov nr. 747 af 8. juni 2018, § 39 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og § 4 i lov

nr. 1722 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:

§ 8, stk. 3, nr. 4,

udgår », dog ikke når barnet har delt bopæl efter § 17, stk. 3, i

forældreansvarsloven«.

Justitsministeriet

§ 10

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. september 2019, foretages følgende ændringer:

Efter § 448 g indsættes før overskriften før § 449:

»§ 448 h.

Sager efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning kan behandles her i riget, hvis

sagsøgte har hjemting her, jf. § 235, eller hvis det følger af § 246.

Stk. 2.

Stk. 1 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.«

§ 478, stk. 1, nr. 7,

udgår »og«.

§ 478, stk. 1, nr. 8,

ændres »tvistløsningsorganer.« til: « tvistløsningsorganer, og«.

§ 478, stk. 1,

indsættes som

nr. 9:

»9) afgørelser og forlig efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der er truffet af eller indgået

for Familieretshuset.«

§ 488, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 478, stk. 1, nr. 1-3«: »og 9«.

§ 11

I lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr.

635 af 15. september 1986, som ændret ved § 3 i lov nr. 209 af 29. marts 1995 og § 10 i lov 389 af 14. juni

1995, foretages følgende ændringer:

§ 3, nr. 1,

ændres »faderskabsafgørelser« til: »afgørelser om faderskab og medmoderskab«.

§ 5, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »eller om ret til personligt samkvem med et barn« til: », om barnets bopæl

eller om samvær«.

§ 9, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Anmodning om fuldbyrdelse efter § 5 indgives dog til familieretten, jf. retsplejelovens kapitel 42 b.«

§ 9, stk. 6,

ændres »fogedretten« til: »retten«.

Sundheds- og Ældreministeriet

§ 12

I lov nr. 217 af 28. april 1993 om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere,

transfusionssmittede m.fl., som ændret ved § 28 i lov nr. 386 af 22. maj 1996 og § 11 i lov nr. 542 af 24.

juni 2005, foretages følgende ændringer:

§ 4, 1.

2. pkt.,

og i

§ 5, 3. pkt.,

ændres »statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.

Efter § 5 indsættes:

»§ 5 a.

Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan påklages til Civilstyrelsen.«

§ 13

Loven træder i kraft den 1. juli 2020.

§ 14

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§§ 1-9 og 11 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de

ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§ 11 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som

de færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Situationen for børn ved samlivsophævelse og skilsmisse

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Tvungen delt bopæl

2.1.1.2. Refleksionsperioden

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Familieretshusets afgørelser og det familieretlige system

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Det familieretlige system

2.2.1.2. Familieretshusets afgørelser

2.2.1.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

2.2.1.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidragsafgørelser

2.2.1.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset

2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.2.2.1. Det familieretlige system

2.2.2.2. Familieretshusets afgørelser

2.2.2.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

2.2.2.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidragsafgørelser

2.2.2.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Aftaler om fælles forældremyndighed

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Internationale børnebortførelser

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

2.4.1.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

2.4.1.3. Den nordiske domslov

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.4.2.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

2.4.2.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

2.4.2.3. Den nordiske domslov

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Opfølgning på ændringerne i 2019 af reglerne om adoption uden samtykke

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Adoption uden samtykke

2.5.1.2. Orienteringsretten

2.5.1.3. Barnets navn

2.5.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.5.2.1. Orienteringsretten

2.5.2.2. Barnets navn

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Ændring af vilkår for separation og skilsmisse

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. Navneloven

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

2.8. Faderskab og medmoderskab

2.8.1. Gældende ret

2.8.1.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

2.8.1.2. Den nordiske faderskabslov

2.8.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.8.2.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

2.8.2.2. Den nordiske faderskabslov

2.8.3. Den foreslåede ordning

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Den 27. marts 2018 blev der indgået en aftale om etablering pr. 1. april 2019 af et nyt familieretligt system,

bestående af Familieretshuset og familieretten. Aftalen blev udmøntet ved lov om Familieretshuset og lov

om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love

(Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter

forældreansvarsloven).

Som led i aftalen om det nye familieretlige system blev der som en nyskabelse indført en såkaldt tvungen

delt bopæl, som indebærer, at et barn i en periode på tre måneder efter forældrenes samlivsophævelse har

bopæl hos begge forældre. Formålet med dette var at sikre ro om barnet i perioden lige efter en

samlivsophævelse. Samtidig blev der også med fokus på barnet indført en refleksionsperiode på 3 måneder,

der betyder, at ægtefæller, der anmoder om direkte skilsmisse, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18

år, først kan blive skilt efter denne periodes udløb, og efter at de har gennemført et digitalt læringsforløb.

Intentionen med refleksionsperioden var at sikre tid til forståelse hos forældrene af børns reaktion på

samlivsophævelse og skilsmisse og at skærme børnene bedst muligt mod følgerne af samlivsophævelse og

skilsmisse. Samtidig blev der skabt mulighed for at deltage i en rådgivnings- og afklaringssamtale. De

centrale aktører, der beskæftiger sig med børn i brudte familier, har imidlertid ud fra et børneperspektiv

kritiseret ordningerne og fremhævet, at de ikke virker efter hensigten, når forældrene er enige om at bryde

relationen mellem dem hurtigst muligt. Aktørerne har påpeget, at ordningerne i mange situationer unødigt

optrapper og forlænger konflikten mellem forældrene til skade for deres børn. Det foreslås derfor, at begge

ordninger afskaffes. Da hensynene til at skærme børn bedst muligt mod følgerne af samlivsophævelse og

skilsmisse først og fremmest varetages gennem den støtte, som forældrene i dag tilbydes i

refleksionsperioden, foreslås det, at disse tilbud i form af digitale læringsforløb og rådgivnings- og

afklaringssamtaler opretholdes som generelle tilbud til alle forældre, der bryder med hinanden. Forældrene

vil således fortsat kunne hente hjælp til håndteringen af deres og børnenes situationen i forbindelse med en

samlivsophævelse, separation og skilsmisse.

Etableringen af det nye familieretlige system bygger på en stor og kompleks lovpakke, der indeholder en ny

hovedlov for Familieretshusets opgavevaretagelse og betydelige ændringer af den familieretlige lovgivning.

Der har efterfølgende vist sig behov for at justere denne lovgivning på enkelte punkter. Dette lovforslag

indeholder forslag til gennemførelsen af disse justeringer. Der er i vid udstrækning tale om justeringer af

lovteknisk karakter. Det er således ikke formålet med lovforslaget at ændre på de grundlæggende elementer

i det nye familieretlige system.

Lovforslaget indeholder bl.a. præcisering af reglerne om virkningstidspunkterne for Familieretshusets

afgørelser samt af reglerne om international kompetence til at behandle sager om ændring af vilkår for

separation og skilsmisse og om fuldbyrdelse af sådanne afgørelser. Samtidig foreslås det, at

Familieretshusets meddelelser i konkrete sager, hvor en parts adresse ikke kan findes, ligesom meddelelser i

retssager kan forkyndes i Statstidende.

Endvidere vil lovforslaget betyde, at behandlingen af sager om forældremyndighed ved en

forældremyndighedsindehavers død ændres således, at nogle af disse sager kan afgøres af Familieretshuset,

navnlig sager der ikke indeholder en tvist, fordi der kun er én, der ansøger om at få forældremyndigheden.

Dermed bringes behandlingen af disse sager i overensstemmelse med princippet om, at sager, hvor der ikke

skal tages stilling til en tvist mellem to private parter, ikke afgøres af familieretten, men af Familieretshuset,

hvis afgørelser kan prøves af familieretten.

Lovforslaget indeholder desuden forslag, der retter op på uhensigtsmæssigheder i det familieretlige system.

Eksempelvis gøres registreringen af faderskab i forbindelse med barnets fødsel mere smidig således, at

overflødig sagsbehandling kan undgås, og en forældremyndighedsindehaver får mulighed for at aftale fælles

forældremyndighed med en af barnets forældre, forudsat at dette er til barnets bedste. Samtidig sikres det,

at reglerne for tilbagegivelse af bortførte børn er i overensstemmelse med

Haagerbørnebortførelseskonventionens ordlyd, hvilket giver mulighed for mere fleksible løsninger til barnets

bedste.

Endelig følger det af lovforslaget, at forældres ret til orientering om deres barn efter forældreansvarsloven

vil bortfalde, når forældrenes forældremyndighed over barnet bortfalder, fordi barnet midlertidigt anbringes

hos en adoptivfamilie med henblik på adoption. Dette forslag er en opfølgning på loven om kontinuitet og

enkle forløb for børn, der adopteres uden samtykke, og ændrer ikke de grundlæggende regler om adoption

uden samtykke.

2. Lovforslagets hovedpunkter

Lovforslaget indeholder forslag om indholdsmæssige ændringer af følgende love:

–

Lov om familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019 (Familieretshusloven).

–

Lov om ægteskabets indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019

(ægteskabsloven).

–

Lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019

(ægtefælleloven).

–

Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7. august 2019.

–

Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser),

jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019 (børnebortførelsesloven).

–

Navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019, som ændret ved § 27 i lov nr. 1533 af 19.

december 2017.

–

Børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019.

–

Lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser og om ændring af lov om

anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav (den nordiske faderskabslov).

–

Retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. september 2019.

–

Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr.

635 af 15. september 1986 med senere ændringer (den nordiske domslov).

–

Lov nr. 217 af 28. april 1993 om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere,

transfusionssmittede m.fl. (HIV-bløderbørnsloven).

–

Lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 2. juni 2017 med senere ændringer

(CPR-loven).

De foreslåede ændringer beskrives i punkt 2.1.-2.8.

Bestemmelserne i lovforslagets § 2, nr. 1, 2 og 6, § 3, § 4, nr. 2 og 4, § 7, nr. 2, § 8, nr. 2, § 9 og § 11, nr.

1, indeholder alene lovtekniske justeringer, der kun beskrives i bemærkningerne til de enkelte

bestemmelser.

Af særlig betydning for flere af elementerne i lovforslaget er lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring

af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer

som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter

forældreansvarsloven), der i lovforslaget kaldes 2018-følgeloven. Denne lov indeholder en række

konsekvensændringer af de familieretlige love som følge af etableringen af det nye familieretlige system.

2.1. Situationen for børn ved samlivsophævelse og skilsmisse

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Tvungen delt bopæl

Har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold efter §

3, stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl

hos, kan efter bestemmelsens 2. pkt. træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv,

herunder hvor i landet bopælen skal være. Bopælsforælderen kan således selvstændigt tage stilling til større

spørgsmål af dagligdags karakter, såsom beslutninger vedrørende daginstitution og spørgsmål om barnets

daglige velbefindende, herunder om barnet skal gå til skolepsykolog, deltage i en børnegruppe, modtage

børnesagkyndig rådgivning eller lignende.

Har barnet delt bopæl, følger det af § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven, at afgørelse om overordnede

forhold i barnets daglige liv efter § 3, stk. 1, 2. pkt., kræver enighed mellem forældrene.

Delt bopæl kan etableres på to måder: Efter § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven har et barn af samlevende

forældre med fælles forældremyndighed delt bopæl i de første 3 måneder efter forældrenes

samlivsophævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl, og efter lovens § 18 a, stk. 1, kan

forældre, der har fælles forældremyndighed, aftale, at barnet har delt bopæl.

Delt bopæl indebærer, at ingen af forældrene er bopælsforælder i forældreansvarslovens forstand med den

virkning, at forældrene i deres indbyrdes forhold i relation til den familieretlige lovgivning skal være enige

om alle beslutninger om barnet. Formålet med delt bopæl er således at give forældre med fælles

forældremyndighed et ligeværdigt forældreskab med ligelig indflydelse på barnets hverdag. Dette

understreger princippet i forældreansvarsloven om forældrenes fælles ansvar for deres børn.

Det følger af § 17, stk. 1, i forældreansvarsloven, at når forældre har fælles forældremyndighed, og de ikke

er enige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, kan der træffes afgørelse herom.

Efter lovens § 17, stk. 3, har et barn af samlevende forældre med fælles forældremyndighed delt bopæl i de

første tre måneder efter forældrenes samlivsophævelse, medmindre forældrene er enige om barnets bopæl.

I denne periode kan der indledes en sag om samvær, men der kan ikke indledes en sag om barnets bopæl

efter § 17, stk. 1. Der kan således heller ikke træffes en midlertidig bopælsafgørelse efter § 26 i

forældreansvarsloven. Denne ordning, der kaldes

”tvungen delt bopæl”, indebærer, at

ingen af forældrene

har status som bopælsforælder efter forældreansvarsloven med de særlige beføjelser, der følger heraf.

Forældrene skal således i overensstemmelse med § 3, stk. 1, 3. pkt., i forældreansvarsloven være enige om

alle beslutninger om barnet, herunder om ændring af barnets bopæl.

Lovens § 17, stk. 3, gælder for både gifte og ugifte forældre, der ophæver samlivet. For gifte forældre

gælder bestemmelsen uanset, om der i forbindelse med samlivsophævelsen ansøges om separation eller

skilsmisse.

Efter lovens § 17, stk. 4, 1. pkt., har barnet uanset bestemmelsen i § 17, stk. 3, 1. pkt., ikke delt bopæl,

hvis afgørende hensyn til barnets bedste taler imod dette, eller hvis begge forældre flytter fra den adresse,

hvor barnet havde folkeregisteradresse på tidspunktet for forældrenes samlivsophævelse. I tilfælde omfattet

af § 17, stk. 4, 1. pkt., følger det af bestemmelsens 2. pkt., at der kan indledes sag om barnets bopæl efter

§ 17, stk. 1, inden for 3 måneder efter samlivsophævelsen. § 17, stk. 4, finder f.eks. anvendelse, hvis den

ene forælder har udsat den anden forælder eller barnet for vold, hvis der er frygt for, at barnet udsættes for

vold, seksuelle krænkelser eller andre grænseoverskridende handlinger, eller hvis barnets psykiske eller

fysiske velfærd er truet. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis forældrene på grund af et højt

konfliktniveau ikke kan træffe fælles beslutninger af væsentlig betydning for barnet, som af hensyn til

barnets trivsel ikke kan udsættes, eller der er andre forhold hos forældrene, såsom utroskab, der har så stor

betydning for barnet og dets trivsel, at det ikke er til barnets bedste, at der er delt bopæl.

Hensigten med tvungen delt bopæl er at sikre ro om barnet i perioden lige efter en samlivsophævelse og at

udskyde den endelige beslutning om barnets bopæl.

2.1.1.2. Refleksionsperioden

Det følger af § 29, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægtefæller har ret til skilsmisse uden forudgående

separation, når de er enige om det. Dette kaldes direkte skilsmisse. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan direkte

skilsmisse dog i visse situationer først bevilges efter en refleksionsperiode, jf. lovens § 42 a.

Efter § 42 a i ægteskabsloven kan der for ægtefæller, som anmoder om skilsmisse uden forudgående

separation efter lovens § 29, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først udstedes bevilling til

skilsmisse efter en refleksionsperiode på tre måneder fra Familieretshusets modtagelse af anmodningen. Det

er endvidere bl.a. en betingelse for udstedelse af skilsmissebevilling i disse situationer, at begge ægtefæller

har gennemført et digitalt forløb. Dette digitale forløb stiller Familieretshuset efter § 22, stk. 1, i

Familieretshusloven til rådighed for ægtefællerne.

Det digitale forløb, der kaldes ”SES – For børnenes skyld”,

har til formål at lære skilsmisseforældre at hjælpe sig selv, undgå konflikter og blive bedre til at forstå og

støtte deres børn. Det digitale forløb giver den enkelte forælder mulighed for at arbejde med sin relation til

den anden forælder og til at blive bedre til at forstå børns reaktion på en samlivsophævelse eller skilsmisse.

I refleksionsperioden skal Familieretshuset efter § 22, stk. 2, i Familieretshusloven endvidere bl.a. tilbyde

ægtefællerne en rådgivnings- og afklaringssamtale. Rådgivnings- og afklaringssamtaler er specifikt rettet

mod et brud i en familie, hvor der er fælles børn under 18 år. Formålet med samtalerne er at styrke

forældrenes samarbejde efter samlivsophævelse eller skilsmisse ved at give dem mulighed for at arbejde

med deres indbyrdes relationer. Samtalerne skal således hjælpe forældrene til at etablere et stabilt grundlag

for deres fremtidige samarbejde om deres børn og dermed forebygge konflikter mellem forældrene.

Samtalerne har tillige til formål at give forældrene viden om samlivsophævelsens og skilsmissens betydning

for barnet og om den bedste måde at støtte barnet på både i perioden umiddelbart efter samlivsophævelsen

og på længere sigt.

En rådgivnings- og afklaringssamtale kan afholdes med den ene forælder alene, hvis den anden forælder

ikke ønsker at deltage i samtalen.

Efter § 22, stk. 3, i Familieretshusloven kan ugifte forældre med fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, i tre

måneder efter en samlivsophævelse benytte tilbuddet om en rådgivnings- og afklaringssamtale efter § 22,

stk. 2, i Familieretshusloven. I praksis tilbyder Familieretshuset rådgivnings- og afklaringssamtaler til alle

forældre, der skønnes at ville have gavn heraf.

Efter § 21, stk. 1, i Familieretshusloven tilbyder Familieretshuset parterne støtte, navnlig i form af rådgivning

og konflikthåndtering, herunder børnesagkyndig rådgivning, samarbejdskurser og digitale værktøjer, med

henblik på, at parterne støttes til at finde en løsning på deres uenighed, eller konflikten mellem dem

dæmpes.

Støtte i forn af rådgivning eller konfliktmægling, der også omfatter rådgivnings- og afklaringssamtaler, ydes

med henblik på, at parterne forliges, eller at deres konflikt dæmpes. Det er herunder også et mål, at

parterne rustes til at kunne håndtere fremtidige uenigheder bedre. I sager, der involverer børn, er det

således også et formål med rådgivning og konfliktmægling, at parterne støttes i at finde løsninger, der er til

gavn for deres barn, og at barnets trivsel sikres ved, at forældrene finder løsninger i fællesskab, eller at

forældrenes konflikt dæmpes. Familieretshuset tilbyder alene rådgivning eller konflikthåndtering, hvis det må

forventes, at rådgivningen eller konflikthåndteringen vil kunne medvirke til at forlige parterne eller til at

dæmpe deres konfliktniveau. Familieretshuset skal endvidere afslutte rådgivningen eller

konflikthåndteringen, når det vurderes, at der ikke vil komme noget ud af yderligere rådgivning eller

mægling.

Støtte i form af digitale værktøjer kan f.eks. dreje sig om onlinekurser som det digitale forløb efter § 22, stk.

1, i Familieretshusloven. De digitale værktøjer er åbne tilbud til de forældre, der har behov for det.

Forældre kan få oplysninger om tilbud efter § 21 i Familieretshusloven på Familieretshusets hjemmeside.

Refleksionsperioden blev indført af hensyn til ægtefællernes børn og har som hovedsigte at skabe forståelse

hos forældrene for børns reaktion på samlivsophævelse og skilsmisse og for at skærme børnene bedst

muligt mod følgerne af samlivsophævelse og skilsmisse. Refleksionsperioden giver også ægtefællerne

mulighed for at få en bedre forståelse af deres egne reaktioner og indbyrdes relationer.

Selvom ægtefællerne har fælles børn under 18 år, finder refleksionsperioden ikke anvendelse, når

ægtefællerne er enige om skilsmisse efter at have været separeret i seks måneder, jf. § 30, stk. 2, i

ægteskabsloven. Refleksionsperioden finder heller ikke anvendelse, når ægtefællerne er uenige om

skilsmissen, eller når der søges om direkte skilsmisse efter §§ 32-36 i ægteskabsloven. Efter disse

bestemmelser har en ægtefælle ret til skilsmisse uden forudgående separation, hvis samlivet har været

ophævet i to år, eller der foreligger utroskab, vold, seksuelle overgreb, bigami eller børnebortførelse.

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Tvungen delt bopæl og refleksionsperioden blev som nævnt indført for at skærme børn bedst muligt mod

følgerne af samlivsophævelse og skilsmisse. De centrale aktører, der beskæftiger sig med børn i brudte

familier, har imidlertid ud fra et børneperspektiv kritiseret ordningerne og fremhævet, at de ikke virker efter

hensigten, når forældre er enige om at bryde relationen mellem dem hurtigst muligt. Aktørerne har påpeget,

at ordningerne i mange situationer unødigt optrapper og forlænger konflikten mellem forældrene til skade

for deres børn. Endvidere medfører ordningerne nogle praktiske problemer, idet forældrene ofte ikke vil

kunne finde ny bolig, før de kender deres familiesituation og dermed deres økonomiske situation. I praksis

betyder ordningerne også, at nogle par føler sig nødsaget til at bo blive boende under samme tag trods et

måske højt konfliktniveau, mens de venter på, at de kan indlede en sag om barnets bopæl og få en

afgørelse herom, eventuelt en midlertidig afgørelse, da de er bange for at komme til at stå dårligt i

bopælssagen.

På den baggrund finder ministeriet, at det af hensyn til barnet er nødvendigt at afskaffe tvungen delt bopæl

og refleksionsperioden.

Da hensynene til at skærme børn bedst muligt mod følgerne af samlivsophævelse og skilsmisse først og

fremmest varetages gennem den støtte, som forældrene i dag tilbydes i refleksionsperioden, foreslås det, at

disse tilbud i form af digitale læringsforløb og rådgivnings- og afklaringssamtaler opretholdes som generelle

tilbud til alle forældre med fælles børn under 18 år, der bryder med hinanden. Forældrene vil således fortsat

kunne hente hjælp til håndteringen af deres og børnenes situationen i forbindelse med en

samlivsophævelse, separation og skilsmisse.

Afskaffelsen af begge ordninger vil medvirke til, at forældrene efter en samlivsophævelse hurtigere kan få

afklaring af deres situation. Dermed kan konflikterne mellem dem mindskes, hvilket vil være til gavn for

børnene.

Herudover vil afskaffelsen af tvungen delt bopæl betyde, at forældre, der ved samlivsophævelse er uenige

om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, straks kan henvende sig til Familieretshuset og få hjælp til at

løse uenigheden om bopælen, herunder ved at der bliver truffet en afgørelse om bopæl, eventuelt

indledningsvist ved en midlertidig afgørelse. Forældrene vil således ikke længere opleve sig fastholdt på

grund af den tvungne delte bopæl og vil dermed kunne forfølge beslutningen om at bryde med hinanden

som par, samtidig med at de dermed må forventes at kunne blive mere modtagelige for hjælp til at løse

uenighederne om barnet.

Samtidig vil afskaffelsen af refleksionsperioden betyde, at det igen vil være muligt for enige ægtefæller med

fælles børn under 18 år at blive skilt umiddelbart efter ansøgning herom og uden at skulle anføre en særlig

grund herfor. Det betyder, at ægtepar, der er enige om at søge skilsmisse og om vilkårene herfor, via en

digital ansøgningsproces vil kunne få bevilget skilsmisse.

Af hensyn til børnene bør afskaffelsen af tvungen delt bopæl og refleksionsperioden have virkning straks ved

lovens ikrafttræden og også omfatte forældre, der har ophævet samlivet inden for tre måneder inden

ikrafttrædelsestidspunktet, og ægtefæller med fælles børn under 18 år, der har søgt om direkte skilsmisse

inden for tre måneder inden ikrafttrædelsestidspunktet.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om afskaffelse af tvungen delt bopæl foreslås gennemført ved, at § 17, stk. 3 og 4, i

forældreansvarsloven ophæves, og ved, at henvisningen til § 17, stk. 3, i § 3, stk. 1., 3. pkt., i

forældreansvarsloven udgår. Forslaget om afskaffelse af tvungen delt bopæl har ikke betydning for reglerne

om aftalt delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 1 og 5.

Forslaget om afskaffelse af refleksionsperioden foreslås gennemført ved, at § 29, 2. pkt., og § 42 a i

ægteskabsloven samt § 22 i Familieretshusloven ophæves. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og § 2,

nr. 3 og 4.

Forslaget om at opretholde tilbuddene om et digitale forløb og om en rådgivnings- og afklaringssamtale som

generelle tilbud til alle forældre kræver ikke lovgivning, da disse tilbud er omfattet af Familieretshusets

generelle tilbud om rådgivning og konflikthåndtering efter § 21 i Familieretshusloven.

Forslaget om, at afskaffelsen af tvungen delt bopæl og refleksionsperioden skal have virkning straks ved

lovens ikrafttræden, foreslås gennemført ved ikrafttrædelsesbestemmelsen i lovforslagets § 13, hvorefter

loven træder i kraft den 1. juli 2020.

2.2. Familieretshusets afgørelser og det familieretlige system

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Det familieretlige system

Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familieretshuset efter Familieretshusloven behandler sager, i det

omfang det følger af de i bestemmelsen opregnede love og bestemmelser m.v.

Efter § 4 i Familieretshusloven visiterer Familieretshuset på baggrund af en indledende screening en sag til

behandling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8.

Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven og børnebidragsloven. Disse sager

visiteres til videre behandling efter bestemmelserne i §§ 5-7 i Familieretshusloven, der inddeler sagerne i tre

kategorier: Enkle sager, mindre enkle sager og komplekse sager efter forældreansvarsloven.

Familieretshusloven finder fuldt ud anvendelse på disse sager, idet lovens kapitel 8-10 dog indeholder

særregler om behandlingen af sager inden for hver af de tre sagskategorier.

Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at disse sager behandles og afgøres

efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den enkelte sag. Det følger videre af § 8, at

herudover finder kapitel 3 i Familieretshusloven, der indeholder enkelte generelle sagsbehandlingsregler,

anvendelse ved behandlingen af sådanne sager.

De sager, der er omfattet af Familieretshusloven, overtog Familieretshuset ved nedlæggelsen af

Statsforvaltningen pr. 1. april 2019, jf. § 46 i Familieretshusloven. Det fremgår af HIV-bløderbørnsloven, at

Statsforvaltningen varetager visse opgaver i relation til godtgørelser, der efter lovens § 1 udbetales

kulancemæssig til umyndige HIV-positive blødere m.v. Ved en fejl blev der ikke taget stilling til, hvilken

myndighed der skal varetage til Statsforvaltnings opgaver efter HIV-bløderbørnsloven efter nedlæggelsen af

Statsforvaltningen. Statsforvaltningens opgaver efter HIV-bløderbørnsloven drejer sig om samtykke til den

umyndiges erhvervelse m.v. af fast ejendom eller ydelse af lån m.v. for godtgørelser omfattet af HIV-

bløderbørnsloven. Statsforvaltningens afgørelser efter HIV-bløderbørnsloven kan på ulovbestemt grundlag

påklages til Civilstyrelsen.

2.2.1.2. Familieretshusets afgørelser

2.2.1.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

Efter § 7, jf. § 32, i Familieretshusloven behandles sager om forældremyndighed, der er komplekse, af

Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse.

Tilsvarende følger det af § 6, stk. 1, jf. § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, i Familieretshusloven, at sager om

forældremyndighed, der er mindre enkle, behandles af Familieretshuset, der efter sagsoplysning og

konflikthåndtering m.v. indbringer sagerne for familieretten til afgørelse.

De sager om forældremyndighed, der er omfattet af disse to regelsæt, vedrører sager efter § 11 i

forældreansvarsloven om opløsning af fælles forældremyndighed, sager efter § 14 i forældreansvarsloven

om etablering af fælles forældremyndighed og overførsel af eneforældremyndighed fra den ene forælder til

den anden forælder, og sager efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter en

forældremyndighedsindehavers død.

Efter § 6, stk. 2, nr. 11, i Familieretshusloven afgøres sager, hvor der ikke skal tages stilling til en tvist

mellem to private parter, med enkelte undtagelser af Familieretshuset efter § 26 i Familieretshusloven.

Sager, der ikke vedrører forældremyndighed eller andre spørgsmål om forældreansvar, behandles efter § 26

i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning

og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse

i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag for familieretten til

afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Inden etableringen af det nye familieretlige system pr. 1. april 2019 blev afgørelser om forældremyndighed

efter §§ 11 og 14 i forældreansvarsloven truffet af domstolene, mens afgørelser om forældremyndighed

efter en forældremyndighedsindehavers død efter lovens §§ 15 og 15 a blev truffet af Statsforvaltningen

med mulighed for domstolsprøvelse.

Grunden til, at det tidligere var Statsforvaltningen, der traf afgørelse i dødsfaldssagerne, var, at disse sager

forudsætter en række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative end retlige. Det drejer sig navnlig

om at fastslå, hvem der ønsker at få forældremyndigheden. Hertil kommer, at der i nogle sager ikke er

nogen, der søger om at få forældremyndigheden, hvorfor Statsforvaltningen i samarbejde med kommunen

skulle prøve at finde en egnet forældremyndighedsindehaver. Det følger således af § 57 i lov om social

service (serviceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 7. august 2019 med senere ændringer), at hvis ingen

har forældremyndigheden over et barn, skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at der

udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Endvidere skal kommunalbestyrelsen i fornødent

omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Familieretshuset til

brug for behandlingen af en sag efter § 15 a, stk. 1, i forældreansvarsloven anmoder kommunalbestyrelsen

herom.

Resultatet af sådanne undersøgelser kan være, at der er en, to eller flere, der ansøger om

forældremyndigheden. Er der kun én ansøger, skal der alene tages stilling til, om det er bedst for barnet, at

forældremyndigheden tillægges den pågældende. Der skal således i disse situationer ikke tages stilling til en

tvist mellem to private parter.

Efter § 34 i Familieretshusloven har en afgørelse truffet af Familieretshuset virkning fra

afgørelsestidspunktet. Det følger dog af lovens § 37, at visse afgørelser truffet af Familieretshuset som

udgangspunkt har virkning to uger efter, at afgørelsen er truffet. Bestemmelsen omfatter alene afgørelser,

som inden etableringen af det nye familieretlige system blev truffet af domstolene. Baggrunden for

bestemmelsen er, at det fremgår af § 480, stk. 1, i retsplejeloven, at domme kan fuldbyrdes, når

fuldbyrdelsesfristen er udløbet, medmindre dommen forinden er anket. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage efter

dagen for dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen. Efter § 37 i Familieretshusloven

gælder der samme fuldbyrdelsesfrist for de omhandlede afgørelser, uanset om afgørelsen træffes af

Familieretshuset eller familieretten.

2.2.1.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidragsafgørelser

Efter § 34, stk. 1, i Familieretshusloven har afgørelser truffet af Familieretshuset som udgangspunkt virkning

fra afgørelsestidspunktet. Det følger af lovens § 38, at når en afgørelse har virkning efter § 34, kan den

fuldbyrdes. Med bestemmelsen blev retstilstanden forud for den 1. april 2019 opretholdt i forhold til

Statsforvaltningens afgørelser om bl.a. børne- og ægtefællebidrag, der havde virkning og kunne fuldbyrdes

fra afgørelsestidspunktet.

Efter § 34, stk. 2, i Familieretshusloven kan Familieretshuset dog i en afgørelse om f.eks. børnebidrag

bestemme, at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt. Det fremgår af bemærkningerne

til bestemmelsen, at det med § 34, stk. 2, foreslås, at det i en afgørelse omfattet af § 34, stk. 1, kan

bestemmes, at afgørelsen har virkning fra et andet tidspunkt end afgørelsestidspunktet. Det kan f.eks. i en

afgørelse om børnebidrag bestemmes, fra hvilket tidspunkt bidraget skal betales. Der henvises til

Folketingstidende 2018-19, A, L 90 som fremsat, side 134.

Efter reglerne om ændringstidspunkter i kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 285 af 20. marts 2019 om børne- og

ægtefællebidrag (bidragsbekendtgørelsen) har en ændring af et børne- eller ægtefællebidrag som

udgangspunkt virkning fra den første forfaldsdag efter afgørelsen. I en række situationer har ændringen dog

virkning fra et tidligere tidspunkt. Det fremgår af bekendtgørelsens kapitel 3, at børnebidrag og

ægtefællebidrag som udgangspunkt skal betales fra den relevante ændring i barnets eller ægtefællens

forhold, der udløste ansøgningen om bidrag, f.eks. samlivsophævelse, hvis ansøgningen er indgivet inden to

måneder efter den pågældende begivenhed. Overholdes denne frist ikke, skal bidraget som udgangspunkt

betales fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtog ansøgningen om bidrag.

Efter § 37, stk. 1, i Familieretshusloven har en række af Familieretshusets afgørelser som udgangspunkt

virkning to uger efter, at afgørelsen er truffet. Efter bestemmelsens nr. 3 gælder dette bl.a. for afgørelser

efter §§ 52 og 53 i ægteskabsloven om ændring af størrelsen af ægtefællebidrag. Efter lovens § 52 kan en

af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets størrelse ændres, såfremt det på grund

af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen. Efter lovens § 53, stk. 1, kan en

afgørelse om ægtefællernes bidragspligt efter separation og skilsmisse ændres, såfremt væsentligt

forandrede forhold og særlige grunde i øvrigt taler herfor. Efter bestemmelsens stk. 2 kan en afgørelse om

bidragets størrelse ændres, såfremt omstændighederne taler derfor.

Indtil etableringen af det nye familieretlige system pr. 1. april 2019 blev afgørelser efter § 52 i

ægteskabsloven om ændring af en aftale om ægtefællebidrag og efter lovens § 53, stk. 1, om ændring af en

ægtefælles bidragspligt truffet af domstolene, mens afgørelse efter lovens § 53, stk. 2, om ændring af en

afgørelse om bidragets størrelse blev truffet af Statsforvaltningen.

Efter de dagældende bestemmelser i § 454, stk. 1, 1. pkt., og § 480, stk. 1, i retsplejeloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, var ankefristen for domme efter bl.a. § 52 og § 53, stk.

1, i ægteskabsloven fire uger, men dommene kunne fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen på 14 dage var

udløbet, medmindre dommen forinden var anket. Den familieretlige lovgivning indeholdt ikke bestemmelser

om, fra hvilket tidspunkt de afgørelser, som Statsforvaltningen traf, havde virkning, men det er fast antaget,

at de havde virkning fra afgørelsestidspunktet.

2.2.1.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset

Ved etableringen af det nye familieretlige system fik Familieretshuset afgørelseskompetence i sager, hvor

afgørelsen hidtil blev truffet af domstolene. Det drejer sig navnlig om sager, hvor ægtefællerne ikke er enige

om separation og skilsmisse, samt faderskabssager, hvor ingen anerkender faderskabet, og der derfor skal

træffes afgørelse herom. Der henvises til § 26 og § 27, stk. 2, i Familieretshusloven, der er beskrevet i punkt

2.2.1.2.1.

Når sager om separation og skilsmisse behandles hos domstolene, kan meddelelser til modparten, f.eks.

stævningen, forkyndes. Der henvises til kapitel 17 i retsplejeloven, der indeholder bestemmelser om

forkyndelse af meddelelser som stævninger og mødeindkaldelser m.v. Forkyndelse foretages som

udgangspunkt ved digital kommunikation (Digital Post), ved brev- eller postforkyndelse, ved stævningsmand

eller telefonisk. Disse forkyndelsesformer forudsætter, at den pågældende part enten er tilsluttet Digital Post

eller har kendt bopæl eller opholdssted.

Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet uden at være tilsluttet Digital Post, sker

forkyndelse efter § 158 i retsplejeloven ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved

konvention eller ved vedkommende lands lov. Efter bestemmelsen kan der bl.a. ske forkyndelse efter

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og

udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af

Rådets forordning nr. 1348/2000 (forkyndelsesforordningen) og Haagerkonventionen af 15. november 1965

om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle

spørgsmål (Haagerforkyndelseskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 15 af 13. februar 1970, Lovtidende C.

Efter § 159, stk. 1, i retsplejeloven kan retten foretage forkyndelse i Statstidende, efter bestemmelsens nr. 1

såfremt den pågældendes bopæl eller opholdssted eller hans arbejdssted her i landet ikke kan oplyses, eller

efter bestemmelsens nr. 2 hvis vedkommende fremmede myndighed nægter eller undlader at efterkomme

en anmodning om forkyndelse efter § 158.

Forkyndelse i Statstidende efter § 159, stk. 1, sker efter bestemmelsens stk. 2 ved, at en bekendtgørelse

indeholdende et uddrag af meddelelsen og en bemærkning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til

retten, indrykkes i Statstidende. I bekendtgørelsen skal endvidere anføres, af hvilken grund denne

forkyndelsesform anvendes.

I situationer omfattet af § 159, stk. 1, nr. 2, skal meddelelsen efter § 159, stk. 3, tillige tilsendes den

pågældende med post.

Forkyndelser skal foretages i så god tid, at den pågældende part har mulighed for at varetage sine

interesser i sagen.

Efter § 3, stk. 1, i lov nr. 419 af 31. maj 2000 om Statstidende (Statstidendeloven) optages i Statstidende

alle meddelelser, som i henhold til lovgivningen skal offentliggøres i Statstidende.

Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere

ændringer, at når en part ikke kan antages at være bekendt med, at en myndighed er i besiddelse af

bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er

til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan

fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Det følger af § 19, stk. 2, nr. 5, i forvaltningsloven, at partshøringspligten i bestemmelsens stk. 1 bl.a. ikke

gælder, hvis partshøringen over oplysningerne m.v. vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder.

Bestemmelsen indebærer, at partshøring kan undlades, hvis partens bopæl eller opholdssted er ukendt, og

parten ikke er tilsluttet Digital Post. Dette forudsætter dog, at myndigheden har udfoldet rimelige

bestræbelser på at kontakte parten, herunder har forsøgt at finde frem til partens bopæl eller opholdssted.

Kan der ikke foretages partshøring, kan afgørelsen ikke meddeles parterne, men dette er ikke til hinder for

at træffe afgørelsen.

Partshøringspligten efter § 19 i forvaltningsloven suppleres af en ulovbestemt videregående

partshøringsregel i sager, der indeholder en partstvist. I disse sager består der således efter

omstændighederne en pligt til at give begge parter adgang til at udtale sig om hele afgørelsesgrundlaget.

Familieretshuset foretager normalt partshøringer gennem Digital Post eller, hvis parten ikke er tilsluttet

Digital Post, ved at sende et brev til partens adresse, eventuelt med modtagelsesbevis. Bor parten i et land,

der er omfattet af forkyndelsesforordningen eller Haagerforkyndelseskonventionen, kan Familieretshuset

anmode retten om at forkynde partshøringen efter reglerne i forordningen eller konventionen. Partshøringer

kan også foretages på et møde med den pågældende part eller telefonisk eller på mail, dog forudsat at det

sker gennem en sikker forbindelse, der overholder databeskyttelseslovgivningen.

Samme fremgangsmåde anvendes ved meddelelse af afgørelser.

En afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed har først retsvirkning, når den bekendtgøres for dens

adressat(er), og eventuelle klagefrister løber først fra dette tidspunkt.

Med hensyn til Digital Post henvises til lov om Digital Post fra offentlige afsendere, jf. lovbekendtgørelse nr.

801 af 13. juni 2016 med senere ændringer. Loven finder efter dens § 1 anvendelse på digital

kommunikation i postløsningen Digital Post mellem offentlige afsendere og fysiske personer, der er tilsluttet

postløsningen efter lovens §§ 3 og 4. Fysiske personers tilslutning efter §§ 3 eller 4 medfører, at offentlige

afsendere har ret til at afsende kommunikation til de pågældende i Digital Post med de retsvirkninger, der

følger af lovens § 10.

Efter lovens § 3, stk. 1, skal fysiske personer, der er 15 år eller derover, og som har bopæl eller fast ophold i

Danmark, tilsluttes Digital Post, medmindre personen fritages for obligatorisk tilslutning efter lovens § 5.

Hvis en fysisk person, der er tilsluttet Digital Post efter lovens § 3, stk. 1, ikke længere har bopæl eller fast

ophold i Danmark, følger det af bestemmelsens stk. 4, at tilslutningen fortsætter uændret, medmindre den

pågældende anmoder om fritagelse.

Efter lovens § 4, stk. 1, kan fysiske personer, der er fritaget for obligatorisk tilslutning til den digitale

postløsning efter lovens § 5, frivilligt tilslutte sig postløsningen med de retsvirkninger, der følger af § 10. En

fysisk person, som frivilligt har tilsluttet sig postløsningen, er bundet af tilslutningen, medmindre den

pågældende fritages for tilslutningen efter § 5 og regler udstedt i medfør heraf.

I medfør af lovens § 5 er udstedt bekendtgørelse nr. 1553 af 18. december 2013 om fritagelse af fysiske

personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v. Efter bekendtgørelsens § 3 kan en fysisk person bl.a.

fritages fra tilslutning til Digital Post på grund af kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, manglende

adgang til computer i eget hjem, udrejse af Danmark, registrering i CPR uden fast bopæl eller fast

opholdssted og sproglige barrierer.

Efter lovens § 7 kan offentlige afsendere anvende Digital Post til kommunikation med fysiske personer, der

er tilsluttet postløsningen efter lovens § 3 med de retsvirkninger, der følger af lovens § 10. Ved

kommunikation forstås afsendelse af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgørelser.

Meddelelser, der sendes under anvendelse af Digital Post, anses efter § 10 for at være kommet frem på det

tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten i postløsningen.

Efter § 154 a, stk. 1, nr. 2, i retsplejeloven kan domstolene anvende digital kommunikation, hvis modtageren

ikke er fritaget for Digital Post, og meddelelsen sendes til den digitale postløsning, som anvises efter lov om

Digital Post fra offentlige afsendere.

Familieretshusets partshøringer indeholder normalt en svarfrist samt meddelelse om, at Familieretshuset vil

træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, medmindre parten inden udløbet af fristen har fremsat

indsigelser herimod eller har fremsendt oplysninger, der medfører, at Familieretshuset skal genoverveje

sagen. Dette gælder både ved partshøring over en ny ansøgning og partshøring, der foretages under

behandlingen af en sag.

Den familieretlige lovgivning indeholder ikke særregler om, hvordan partshøringer skal foretages, eller

hvordan en afgørelse skal meddeles, når der ikke kan fremskaffes oplysninger om en parts adresse, eller

parten bor i et land, hvor det ikke er muligt at fremsende meddelelser pr. post eller gennem det

internationale forkyndelsessamarbejde.

Familieretshuset kan ikke forkynde meddelelser som f.eks. partshøringer eller meddelelser om trufne

afgørelser gennem Statstidende, fordi der ikke er særskilt hjemmel hertil.

2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.2.2.1. Det familieretlige system

Den gældende ordning om visitation af Familieretshusets sager, hvorefter sagerne ved visitationen

indledningsvist inddeles i sager, der er omfattet af det nye familieretlige system, dvs. sager omfattet af § 2,

nr. 1-11, i Familieretshusloven, og i sager efter de øvrige bestemmelser i lovens § 2, der ikke er omfattet af

det nye familieretlige system, bør lovfæstes. Tilsvarende bør det lovfæstes, at for så vidt angår sager

omfattet af det nye familieretlige system, foretages visitationen efter lovens §§ 5-7, mens de øvrige sager

visiteres efter lovens § 8.

Endelig bør den gældende ordning, hvorefter sager omfattet af det nye familieretlige system behandles og

afgøres efter Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning, der i øvrigt gælder for den

pågældende sag, lovfæstes. Dette er det samme, som efter lovens § 8 gælder for de øvrige sager, der er

omfattet af loven.

Med § 46 i Familieretshusloven blev Statsforvaltningen nedlagt pr. 1. april 2019. De opgaver, som

Statsforvaltningen indtil nedlæggelsen varetog efter HIV-bløderbørnsloven, har nær sammenhæng med de

opgaver efter værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 med senere ændringer,

som Familieretshuset overtog fra Statsforvaltningen pr. 1. april 2019, jf. § 17 i 2018-følgeloven.

Familieretshuset bør derfor også overtage Statsforvaltningens opgaver efter HIV-bløderbørnsloven. I den

forbindelse bør den ulovbestemte klageadgang for afgørelser efter HIV-bløderbørnsloven lovfæstes således,

at Familieretshusets afgørelser efter loven kan påklages til Civilstyrelsen.

2.2.2.2. Familieretshusets afgørelser

2.2.2.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

Sager om forældremyndighed efter en forældremyndighedsindehavers død bør som udgangspunkt afgøres

af Familieretshuset. Dette skyldes, at disse sager forudsætter en række sagsbehandlingsskridt, der er mere

administrative end retlige. Det drejer sig navnlig om at fastslå, hvem der ønsker at få forældremyndigheden,

eventuelt i samarbejde med kommunen. Endvidere er der i flere af sagerne kun én ansøger, hvorfor der ikke

skal tages stilling til en tvist mellem to private parter. Der henvises i den forbindelse til § 6, stk. 2, nr. 11, i

Familieretshusloven, hvorefter afgørelsen i en sag altid træffes af Familieretshuset, når der ikke skal tages

stilling til en tvist mellem to private parter.

Nogle af dødsfaldssagerne indeholder en partstvist, men blandt dem vil der være sager, hvor der ikke er

tvivl om, hvem der skal have forældremyndigheden. Det drejer sig bl.a. om sager, hvor der er afholdt en

samtale med barnet, der klart og utvetydigt har givet udtryk for, hvem det ønsker som

forældremyndighedsindehaver, samt sager, hvor den ene ansøger gennem længere tid har haft en nær

tilknytning til barnet, f.eks. den afdøde forældremyndighedsindehavers samlever, og den anden ansøger kun

i begrænset omfang har haft kontakt med barnet. Der er ikke noget til hinder for, at sådanne sager kan

afgøres af Familieretshuset.

Der vil dog også blandt dødsfaldssagerne kunne være sager, der er komplekse og dermed omfattet af § 7 i

Familieretshusloven, og sager, der indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger, jf. § 27,

stk. 2, nr. 1, i Familieretshusloven. Sådanne sager bør Familieretshuset fortsat indbringe for familieretten til

afgørelse efter henholdsvis § 32 og § 27, stk. 2, nr. 1, i Familieretshusloven.

Som konsekvens af forslaget om at tillægge Familieretshuset kompetence til at træffe afgørelse i visse sager

om forældremyndighed ved død foreslås det, at virkningstidspunktet for disse afgørelser omfattes af § 37 i

Familieretshusloven. Forslaget indebærer, at afgørelserne i lighed med familierettens

forældremyndighedsafgørelser har virkning 14 dage efter afgørelsen.

2.2.2.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets bidragsafgørelser

§ 34, stk. 2, i Familieretshusloven indeholder efter dens forarbejder en sammenblanding af to regelsæt. Det

første regelsæt drejer sig om, fra hvilket tidspunkt en afgørelse får virkning sådan, at afgørelsen kan

tvangsfuldbyrdes. Det andet regelsæt drejer sig eksempelvis om, fra hvilket tidspunkt en afgørelse om

størrelsen af et børne- eller ægtefællebidrag har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt bidragsbetaleren skal

betale bidraget.

Da bidragsbekendtgørelsen indeholder bestemmelser om, fra hvilket tidspunkt en fastsættelse eller ændring

af et børne- eller ægtebidrag har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt bidraget skal betales, er der ikke behov

for, at Familieretshuset efter § 34, stk. 2, i Familieretshusloven kan bestemme, at en afgørelse har virkning

fra et tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet. Det bemærkes videre, at der heller ikke i relation til

andre afgørelsestyper er behov for at kunne bestemme, at en afgørelse har virkning fra et tidligere tidspunkt

end afgørelsestidspunktet. Dette skyldes, at en afgørelse ikke kan fuldbyrdes m.v., før den er truffet

(afgørelsestidspunktet).

Familieretshuset bør således alene have mulighed for efter § 34, stk. 2, at bestemme, at en afgørelse har

virkning fra et senere tidspunkt end afgørelsestidspunktet. En sådan bestemmelse vil betyde, at afgørelsen

først kan fuldbyrdes fra det tidspunkt, hvor den får virkning. § 34, stk. 2, i Familieretshusloven bør

præciseres i overensstemmelse hermed.

Dette vil ikke påvirke bestemmelserne i bidragsbekendtgørelsen om, fra hvilket tidspunkt en bidragsbetaler

skal betale et fastsat eller ændret bidrag.

Endvidere bør det fremgå klart af Familieretshusloven, at de afgørelser om ændring af aftaler og afgørelser

om størrelsen af et ægtefællebidrag, som Familieretshuset træffer, i lighed med andre afgørelser om

størrelsen af ægtefællebidrag har virkning fra afgørelsestidspunktet, jf. § 34 i Familieretshusloven.

2.2.2.3. Forkyndelse af meddelelser fra Familieretshuset

Ligesom domstolene kan forkynde meddelelser om retssager i Statstidende, bør Familieretshusets

meddelelser i konkrete sager ligeledes kunne forkyndes i Statstidende, hvis en part ikke er tilsluttet Digital

post, og partens bopæl eller opholdssted ikke kan oplyses, eller hvis det ikke er muligt at foretage

forkyndelse for en part, der har bopæl eller opholdssted i udlandet.

De meddelelser, der forkyndes, vil typisk indeholde en partshøring eller en orientering om, at

Familieretshuset har truffet afgørelse i den pågældende sag.

Indeholder meddelelsen en partshøring med en svarfrist, bør Familieretshuset kunne afgøre sagen på det

foreliggende grundlag, når svarfristen er udløbet, og den pågældende part ikke har besvaret høringen.

Indeholder meddelelsen orientering om, at Familieretshuset har truffet afgørelse i den pågældende sag,

løber fristen på fire uger i § 41, stk. 1, i Familieretshusloven for at anmode om, at Familieretshuset

indbringer afgørelsen for familieretten til prøvelse, fra den dag, hvor meddelelsen blev forkyndt.

2.2.3. Den foreslåede ordning

De foreslåede justeringer af reglerne om visitation m.v. af Familieretshusets sager foreslås for det første

gennemført ved, at der i § 4, stk. 1, i Familieretshusloven som 2. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter

sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven visiteres efter lovens §§ 5-7, og hvorefter disse sager

behandles og afgøres efter Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den

pågældende sag. Dernæst foreslås justeringerne gennemført ved, at der i § 4, stk. 1, i Familieretshusloven

som 3. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter § 8 i Familieretshusloven finder anvendelse på de

resterende sager omfattet af § 2 i Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

Den foreslåede overførsel af Statsforvaltningens opgaver efter HIV-bløderbørnsloven foreslås gennemført

ved, at henvisningerne i loven til Statsforvaltningen ændres således, at der i stedet henvises til

Familieretshuset. Samtidigt indsættes der i loven som § 5 a en bestemmelse, hvorefter Familieretshusets

afgørelser efter loven kan påklages til Civilstyrelsen. Som led i overførslen indsættes der i oversigten over

Familieretshusets opgaver i § 2 i Familieretshusloven en henvisning til HIV-bløderbørnsloven, og en

tilsvarende henvisning indsættes i § 8 i Familieretshusloven om Familieretshusets behandling af sager, der

ikke er omfattet af det nye familieretlige system. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og 3, og § 12.

Den foreslåede ændring af kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndighed ved en

forældremyndighedsindehavers død foreslås gennemført ved, at henvisningerne i § 27, stk. 1, nr. 1, i

Familieretshusloven til §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter død udgår. Den

foreslåede bestemmelse om virkningstidspunktet for Familieretshusets afgørelser om forældremyndighed

efter død foreslås indsat i § 37 i Familieretshusloven som stk. 1, nr. 5. Der henvises til lovforslagets § 1, nr.

6 og 9.

Forslaget om, at Familieretshusets meddelelser i konkrete sager kan forkyndes i Statstidende, foreslås

gennemført ved, at der som § 11 a indsættes en bestemmelser herom i Familieretshusloven. Det foreslås, at

bestemmelsen skal regulere, hvordan Familieretshuset generelt kommunikerer med parterne. I

bestemmelsen foreslås det således, at når en part er tilsluttet Digital Post, sender Familieretshuset

meddelelser i sager til parten gennem Digital Post, og at meddelelser til en part, der ikke er tilsluttet Digital

Post, sendes med brevpost. Bestemmelsen giver dog Familieretshuset mulighed for at anvende en anden

meddelelsesform, hvis det i den konkrete situation er mere hensigtsmæssigt. Hvis Familieretshuset ikke får

bekræftelse på, at en part har modtaget en meddelelse, eller hvis partens bopæl eller opholdssted ikke kan

oplyses, og der som eksempelvis i skilsmissesager er behov for forkyndelse, anmoder Familieretshuset retten

om at forkynde meddelelsen for parten, herunder eventuelt i Statstidende. Endelig følger det af

bestemmelsen, at når en eventuel frist i en meddelelse fra Familieretshuset er udløbet, og den pågældende

part ikke har besvaret meddelelsen, kan Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 4.

Videre foreslås det, at forslaget om, at Familieretshuset ikke skal kunne bestemme, at afgørelser om børne-

og ægtefællebidrag m.v. har virkning fra et tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet gennemføres ved

ændring af § 34, stk. 2, i Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7.

Endelig foreslås ændringen af virkningstidspunktet for Familieretshusets afgørelse om ændring af aftaler og

afgørelser om bidragspligten gennemført ved, at anvendelsesområdet for § 37, stk. 1, nr. 3, i

Familieretshusloven ændres således, at bestemmelsen alene finder anvendelse på afgørelser efter § 52 og §

53, stk. 1, i ægteskabsloven om ændring af henholdsvis aftaler og afgørelser om pligten til at betale

ægtefællebidrag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8.

2.3. Aftaler om fælles forældremyndighed

2.3.1. Gældende ret

§ 13, stk. 1, i forældreansvarsloven giver forældre mulighed for at aftale, at forældremyndigheden skal

overføres fra den ene forælder til den anden. Aftalen skal anmeldes til Familieretshuset for at være gyldig.

Er en sag om forældremyndighed indbragt for familieretten, kan anmeldelse ske hertil.

Efter lovens § 13, stk. 2, kan forældremyndigheden ved aftale godkendt af Familieretshuset eller

familieretten overføres til andre end forældre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar eller et

samlevende par i forening, herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever.

Bestemmelsen giver også en forælder, der har forældremyndigheden alene, mulighed for at aftale fælles

forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever.

Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, giver således mulighed for at indgå aftaler om placeringen af

forældremyndighed på en række forskellige måder. Bestemmelserne indeholder imidlertid ikke hjemmel til at

aftale fælles forældremyndighed i alle situationer. Eksempelvis giver bestemmelserne ikke mulighed for at

aftale fælles forældremyndighed i følgende situation: Den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever

har fået fælles forældremyndighed efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven. Hvis denne forælder, der har

del i forældremyndigheden, dør, kan den afdøde forælders ægtefælle eller samlever, der efter dødsfaldet

efter § 15 i forældreansvarsloven har forældremyndigheden alene, ikke indgå aftale om fælles

forældremyndighed med den anden forælder.

Det følger af § 15, stk. 2, i forældreansvarsloven, at når en forælder dør, og forældrene ved dødsfaldet

havde fælles forældremyndighed, kan andre i forbindelse med dødsfaldet anmode om

forældremyndigheden, hvis barnet ved dødsfaldet ikke havde bopæl hos den efterlevende forælder. Det

følger af bestemmelsens stk. 3, at når en forælder, der har forældremyndigheden alene, dør, kan en

efterlevende forælder og andre anmode om forældremyndigheden. Begge bestemmelser giver mulighed for

at etablere fælles forældremyndighed.

2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven giver mulighed for at indgå aftaler om

placeringen af forældremyndighed i en række forskellige situationer, men bestemmelserne giver ikke

tilstrækkelig mulighed for at aftale fælles forældremyndighed. Efter en konkret vurdering kan det

eksempelvis være bedst for et barn, at en forældremyndighedsindehaver, der ikke er forælder til barnet, har

mulighed for at aftale fælles forældremyndighed med en af barnets forældre, der hverken er

forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever. På den måde sikres det, at der er to personer,

der har ret og pligt til at drage omsorg for barnet og til at træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra

barnets interesse og behov. Forældreansvarsloven indeholder ikke hjemmel til, at der kan indgås en sådan

aftale, men efter ministeriets opfattelse bør loven ikke være til hinder for sådanne ordninger, når de er bedst

for barnet. Forældreansvarsloven bør derfor indeholde mulighed for at indgå sådanne aftale, forudsat at

aftalen godkendes af Familieretshuset eller familieretten.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om udvidelse af adgangen til at aftale fælles forældremyndighed over et barn foreslås gennemført

ved, at der i § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven som 3. pkt. indsættes en bestemmelse, der giver en

forældremyndighedsindehaver mulighed for ved en aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten at

aftale fælles forældremyndighed med en af barnets forældre, der hverken er

forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 3.

2.4. Internationale børnebortførelser

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

Børnebortførelsesloven indeholder bl.a. regler om behandlingen af anmodninger om tilbagegivelse efter

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser

(Haagerbørnebortførelseskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 110 af 21. november 1991, Lovtidende C, af

børn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat. Loven fastlægger også i overensstemmelse

med konventionen betingelserne for at tilbagegive et bortført barn.

Formålet med konventionen er at sikre, at bortførte børn tilbagegives med henblik på, at afgørelsen om

uenigheden mellem forældrene om forældreansvaret i forhold til barnet kan blive afgjort til barnets bedste i

det land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet. Det må således ikke være muligt for en forælder at

bortføre et barn til et andet land, hvor den pågældende forælder har bedre muligheder for få

forældreansvaret over barnet.

Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn, som ulovligt er ført her til landet, eller som

ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis

barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt

Haagerbørnebortførelseskonventionen. Det er således udgangspunktet, at et bortført barn skal tilbagegives.

Ved § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven er artikel 8 i Haagerbørnebortførelseskonventionen blevet

inkorporeret i dansk ret. Det fremgår af artikel 8, at enhver person, institution eller anden myndighed, som

gør gældende, at et barn er blevet bortført eller tilbageholdt i strid med forældremyndigheden, kan anmode

centralmyndigheden enten i den stat, hvor barnet har bopæl, eller i enhver anden kontraherende stat om

bistand til at sikre, at barnet tilbagegives. Det fremgår dog ikke af artikel 8, til hvem et bortført barn skal

tilbagegives, hvis betingelserne for tilbagegivelse er opfyldt.

Efter konventionens artikel 13, stk. 1, litra b, der er inkorporeret i dansk ret ved § 11 i

børnebortførelsesloven, kan tilbagegivelse af et bortført barn bl.a. nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for,

at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte

barnet i en situation, som barnet ikke bør tåle. Bestemmelsen finder f.eks. anvendelse, hvis der er risiko for,

at den forælder, som barnet er bortført fra, efter en eventuel tilbagegivelse af barnet vil udøve vold m.v.,

herunder psykisk vold, over for barnet eller den anden forælder.

Ud over betingelserne i § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven skal en afgørelse om tilbagegivelse af et barn

altid være til barnets bedste.

Sager om tilbagegivelse af børn, der er bortført til Danmark, behandles af familieretten. Tilbagegives barnet,

er det op til myndighederne i det land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet, at tage stilling til, hvad

der er bedst for barnet i relation til placeringen af forældreansvaret over for barnet, herunder at træffe

midlertidige afgørelser herom under behandlingen af forældremyndighedssagen.

2.4.1.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser om midlertidige afgørelser om

forældremyndighed.

Efter § 26 i forældreansvarsloven kan den myndighed, der behandler en sag om forældremyndighed, efter

anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes. Afgørelsen bortfalder, hvis anmodningen om,

at der træffes afgørelse om forældremyndighed, tilbagekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager

samlivet. Midlertidig forældremyndighed efter § 26 gælder således kun under behandlingen af

forældremyndighedssagen.

Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om

barnets personlige forhold, afgør Familieretshuset efter § 28 i forældreansvarsloven, hvem

forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer. Det følger af bestemmelsen, at

forældremyndigheden automatisk ophører, når forhindringen ikke længere er til stede, dvs. når den hidtidige

forældremyndighedsindehaver igen er i stand til at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold.

Endelig indeholder § 27 i forældreansvarsloven en bestemmelse om midlertidig forældremyndighed,

når forældrene har fælles forældremyndighed, og der er risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af

landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden. I disse situationer kan social- og

indenrigsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, midlertidigt tillægge den anden forælder

forældremyndigheden alene.

Lovens § 27 anvendes alene, når den ene forælder er i færd med at bortføre et barn til udlandet, og der

derfor er et akut behov for at tillægge den anden forælder forældremyndigheden alene. Dermed får denne

forælder efter § 3 i forældreansvarsloven mulighed for som eneforældremyndighedsindehaver at bestemme,

hvor barnet skal opholde sig, og kan anmode om politiets bistand til at bringe bortførelsen af barnet til

udlandet til ophør. Grundlaget for politiets indgriben er § 215 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af

17. september 2019 med senere ændringer, hvorefter den, som unddrager en person under 18 år forældres

eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg, kan straffes.

I praksis forudsætter anvendelse af § 27 i forældreansvarsloven, at det ikke er muligt for Familieretshuset

eller familieretten at træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter § 26 i

forældreansvarsloven, typisk fordi det akutte behov for en forældremyndighedsafgørelse opstår uden for

Familieretshusets eller familierettens kontortid. De afgørelser, som social- og indenrigsministeren træffer

efter § 27, træffes uden sædvanlig sagsoplysning, fordi der er meget kort tid til at tage stilling til

anmodningen om eneforældremyndighed.

Bestemmelsen i § 27 finder anvendelse, uanset om der verserer eller ikke verserer en sag om

forældremyndigheden over barnet hos Familieretshuset eller domstolene.

En afgørelse om eneforældremyndighed efter § 27 har samme retsvirkninger som andre

forældremyndighedsafgørelser.

Efter § 30 i forældreansvarsloven kan social- og indenrigsministeren ændre en midlertidig afgørelse truffet

efter lovens § 27.

Afgørelser efter § 27 i forældreansvarsloven kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, men

afgørelserne kan indbringes for domstolene efter § 63 i grundloven.

Bestemmelsen i § 27 indeholder ikke bestemmelser om, hvor længe en forældremyndighedsafgørelse truffet

i medfør af bestemmelsen gælder. Det antages imidlertid, at en afgørelse efter § 27 bortfalder, når der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, når en eventuel

sag om forældremyndigheden tilbagekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager samlivet. Dette

indebærer, at en afgørelse efter § 27 kan være gældende i en længere periode, hvis ingen af forældrene

indleder en forældremyndighedssag.

2.4.1.3. Den nordiske domslov

Den nordiske domslov indeholder i § 5 bestemmelser om fuldbyrdelse i Danmark af retsafgørelser,

administrative afgørelser og forlig, herunder at midlertidig afgørelser, der er truffet i Finland, Island, Norge

eller Sverige, om forældremyndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem med et barn, eller som

i øvrigt går ud på, at et barn skal udleveres, kan fuldbyrdes her i landet.

Efter lovens § 9, stk. 1, indgives anmodning om fuldbyrdelse til fogedretten. Efter bestemmelsens stk. 6 skal

dokumenter, som er affattet på andre sprog end dansk, norsk eller svensk, ledsages af en bekræftet

oversættelse til et af disse sprog, medmindre fogedretten bestemmer andet.

Fuldbyrdelsen foretages efter lovens § 10 efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af danske

afgørelser uden hensyn til, hvad afgørelsen eller forliget måtte indeholde om tvangsmidler. Denne

bestemmelse betyder, at sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. efter lovens § 5 behandles af

familieretten efter reglerne om fuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. i kapitel 42 b i retsplejeloven.

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.4.2.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

Ordlyden af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven svarer ikke til ordlyden af artikel 8 i

Haagerbørnebortførelseskonventionen. § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven bør derfor bringes i

overensstemmelse med konventionens artikel 8 således, at artikel 8 er korrekt inkorporeret i dansk ret. Det

bør derfor ikke længere fremgå af bestemmelsen, at et bortført barn, der skal tilbagegives, skal tilbagegives

til den, som barnet tilbageholdes fra. Ved afgørelser om, at et bortført barn skal tilbagegives, skal

familieretten således kunne bestemme, til hvem og hvordan barnet skal tilbagegives. Med den foreslåede

ændring får familieretten således bedre muligheder for at træffe afgørelse om tilbagegivelse af et bortført

barn til barnets bedste.

En tilbagegivelse kan eksempelvis foregå på den måde, at bortføreren tager med barnet tilbage til det land,

hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet. Hvis der er behov for det, kan der i det pågældende land

træffes foranstaltninger til beskyttelse af barnet og/eller bortføreren mod voldelige overgreb m.v. fra den

anden forælder, f.eks. i form af mulighed for ophold på en hemmelig adresse eller et krisecenter.

Tilbagegivelsen kan endvidere ske til myndighederne i det land, hvor barnet boede på

bortførelsestidspunktet således, at disse myndigheder sikrer, at barnet ikke udsættes for vold m.v.

Tilbagegivelsen kan også foregå på andre måder, der sikrer, at barnet og/eller bortføreren ikke udsættes for

vold m.v.

Det bemærkes, at den foreslåede ændring ikke er til hinder for, at tilbagegivelsen sker til den forælder, som

barnet blev bortført fra, forudsat at retten vurderer, at tilbagegivelse på denne måde ikke vil være til skade

for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke

bør tåle.

2.4.2.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

Den tidsmæssige udstrækning af afgørelser om midlertidig forældremyndighed efter § 27 i

forældreansvarsloven bør som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med den gældende ordning. En

afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter § 27, bør således kun gælde, indtil der foreligger

en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes. Herudover bør en afgørelse

efter § 27 bortfalde, hvis en forældremyndighedssag tilbagekaldes eller afvises af Familieretshuset eller

domstolene, eller hvis forældrene genoptager samlivet.

Endelig bør det sikres, at afgørelser efter § 27 ikke er gældende i en længere periode, hvis ingen af

forældrene indleder en forældremyndighedssag. Afgørelserne bør derfor bortfalde fire uger efter

afgørelsestidspunktet, medmindre en af forældrene inden da har indgivet en anmodning om en afgørelse om

forældremyndigheden til Familieretshuset.

2.4.2.3. Den nordiske domslov

Anvendelsesområdet for § 5 i den nordiske domslov om fuldbyrdelse af afgørelser m.v. om

forældremyndighed m.v. bør udvides til også at omfatte afgørelser om barnets bopæl, der er truffet i et af

de andre nordiske lande. Dette skyldes, at både i Danmark og internationalt træffes der i dag, ud over

afgørelser om forældremyndighed og samvær, også afgørelser om barnets bopæl. Sådanne afgørelser kan

bl.a. indebære, at der ikke er behov for at ophæve fælles forældremyndighed for at træffe afgørelse om,

hvem af forældrene et barn skal bo hos efter en skilsmisse. Der henvises til kapitel 3 i forældreansvarsloven.

Samtidigt bør bestemmelsens henvisning til personligt samkvem ændres til samvær. Dette skyldes, at

begrebet samkvem i dansk ret er afløst af begrebet samvær. Der henvises til kapitel 4 i

forældreansvarsloven.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om at bringe § 10 i børnebortførelsesloven i overensstemmelse med artikel 8 foreslås gennemført

ved, at § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven ændres således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, at et

bortført barn, der tilbagegives, skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra. Der henvises til

lovforslagets § 5.

Forslaget om tidsbegrænsning af afgørelser om midlertidig forældremyndighed i bortførelsessager efter § 27

i forældreansvarsloven foreslås gennemført ved, at der i § 27 som stk. 2, for det første indsættes en

bestemmelse, hvorefter en afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter § 27, gælder, indtil der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, dog med

forbehold for den foreslåede bestemmelse i stk. 3. For det andet foreslås forslaget gennemført ved, at der

som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter en afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter

§ 27, for det første bortfalder fire uger efter afgørelsestidspunktet, medmindre en af forældrene inden da

har indgivet en anmodning om en afgørelse om forældremyndigheden til Familieretshuset efter § 31 i

forældreansvarsloven, og for det andet bortfalder, hvis den førnævnte forældremyndighedssag tilbagekaldes

eller afvises af Familieretshuset eller domstolene, og for det tredje bortfalder, hvis forældrene genoptager

samlivet. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 7.

Forslagene vedrørende den nordiske domslov foreslås gennemført ved, at § 5 i den nordiske domslov

udvides til også at omfatte afgørelser om barnets bopæl, der er truffet i et af de andre nordiske lande, og

ved, at begrebet personligt samkvem i bestemmelsen ændres til begrebet samvær. Endvidere præciseres

det i lovens § 9, stk. 1, at anmodning om fuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. efter lovens § 5 indgives

til familieretten, jf. kapitel 42 b i retsplejeloven, og i § 9, stk. 6, i den nordiske domslov om oversættelser

ændres henvisningen til fogedretten til en henvisning til retten således, at bestemmelsen finder anvendelse

på både fogedretten og familieretten. Der henvises til lovforslagets § 11, nr. 2-4.

2.5. Opfølgning på ændringerne i 2019 af reglerne om adoption uden samtykke

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Adoption uden samtykke

Efter § 2 i adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 7. august 2019, må adoption kun bevilges, når

adoption efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne

enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig

grund til adoptionen.

Adoption af et barn kræver efter § 7 i adoptionsloven som udgangspunkt samtykke fra barnets forældre,

men loven indeholder navnlig i §§ 9-11 bestemmelser om adoption uden forældresamtykke.

Adoption uden forældresamtykke kan efter § 10, jf. § 9, stk. 2 og 3, i adoptionsloven meddeles, hvis

betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i serviceloven er

opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for

barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet.

Herudover kan adoption i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for

barnet, taler for det, eksempelvis i situationer hvor barnet har været anbragt uden for hjemmet i en længere

årrække, og hvor barnets forældre ikke ønsker at have kontakt til barnet.

Ved lov nr. 497 af 1. maj 2019 om ændring af adoptionsloven, lov om social service og forskellige andre love

(Kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden samtykke) blev behandlingen af sager om adoption

uden samtykke forenklet. I den forbindelse blev kompetencen til at træffe afgørelse om adoption uden

samtykke overført fra Familieretshuset til Ankestyrelsen.

Der blev endvidere indført en ny ordning, hvorefter et barn midlertidigt placeres hos en adoptionsansøger,

når Ankestyrelsen efter § 10, jf. § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven har truffet afgørelse om, at barnet skal

adopteres uden forældresamtykke. Forældrene kan inden 14 dage anmode om domstolsprøvelse af

Ankestyrelsens adoptionsafgørelse. Der kan først udstedes adoptionsbevilling, når adoptionsafgørelsen er

endelig. Der henvises til § 11, stk. 3-5, i adoptionsloven.

Under den midlertidige placering, der ophører ved udstedelse af adoptionsbevilling eller ophævelse af

Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, har adoptionsansøgeren forældremyndigheden over barnet. Der henvises

til § 32 a i adoptionsloven.

Formålet med den midlertidige placering af barnet hos en adoptionsansøger, inden adoptionen er endelig, er

at give mulighed for, at barnets tilknytning til adoptanten kan starte så tidligt i barnets liv som muligt med

deraf følgende forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst.

Adoptionsnævnet finder efter anmodning fra Ankestyrelsen den rette adoptant til barnet blandt de

adoptionsansøgere, der er godkendt til at adoptere et barn efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven. Barnets

forældre er ikke part i den del af adoptionssagen, der handler om, hvem der skal adoptere barnet, og

forældrene har derfor efter hverken forvaltningsloven eller lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i

forvaltningen ret til oplysninger om adoptionsansøgeren, herunder ansøgerens navn og adresse.

2.5.1.2. Orienteringsretten

Efter § 23, stk. 1, i forældreansvarsloven har en forælder, som ikke har forældremyndighed, ret til at få

orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private

sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. En sådan forælder har desuden ret til at få udleveret

dokumenter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner.

Efter lovens § 23, stk. 2, kan de nævnte institutioner m.v. nægte at give konkrete oplysninger og udlevere

dokumenter om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet. Endvidere kan

Familieretshuset efter bestemmelsens stk. 3 i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af

forældremyndigheden eller fra en af de nævnte institutioner m.v. fratage den forælder, der ikke har

forældremyndighed, adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter bestemmelsens stk. 1.

Forældres ret til orientering m.v. bortfalder, hvis barnet adopteres, herunder ved adoption uden

forældresamtykke. Det følger således af § 16 i adoptionsloven, at ved adoption indtræder samme retsforhold

mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet

mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt.

Derimod mister barnets forældre ikke retten til orientering m.v., når barnet efter § 32 a i adoptionsloven

midlertidigt placeres hos en adoptionsansøger, der får forældremyndigheden over barnet.

Efter adoptionen har barnets oprindelige forældre mulighed for at få tilsendt anonymiserede

opfølgningsrapporter om barnet ca. hvert tredje år, indtil barnet fylder 18 år, dog forudsat at adoptanterne

udarbejder disse rapporter.

2.5.1.3. Barnets navn

Efter § 16, stk. 1-4, i navneloven indgives ansøgning om navngivning og navneændring til

personregisterføreren. Sagerne afgøres som udgangspunkt af personregisterførerne, men visse sager

videresendes til Familieretshuset. De sager, der videresendes til Familieretshuset, afgøres efter § 26, jf. §

27, stk. 2, i Familieretshusloven som udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbringer dog

navnesager, der indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger, for familieretten til

afgørelse.

Efter § 16 a, stk. 1, i navneloven skal ansøgning om navngivning og navneændring indgives digitalt til

personregisterføreren.

Det følger af § 19 i navneloven, at navneændring og navngivning endvidere kan ske ved adoptionsbevilling.

Efter § 1, stk. 1, i adoptionsloven meddeles adoption ved bevilling, der som udgangspunkt udfærdiges af

Familieretshuset. Bevilling til adoption udfærdiges dog af Ankestyrelsen, når det drejer sig om meddelelse af

adoption uden forældresamtykke. Sager om navngivning og navneændring i forbindelse med adoption

behandles således ikke af personregisterførerne, og navneansøgningen indgives derfor i praksis til den

myndighed, der skal udfærdige adoptionsbevillingen, dvs. Familieretshuset eller Ankestyrelsen.

2.5.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.5.2.1. Orienteringsretten

Når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn kan adopteres uden forældresamtykke, og

Ankestyrelsen har placeret barnet midlertidigt hos en adoptionsansøger, der har fået forældremyndigheden

over barnet, er de første væsentlige skridt henimod at gennemføre et fuldstændigt familieskifte for barnet

taget. Med den midlertidige placering kan barnets tilknytning til adoptanten starte så tidligt i barnets liv som

muligt med deraf følgende forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst.

I de omhandlede situationer er barnets forældre ikke enige i adoptionen, og nogle af disse forældre kan

opsøge barnet eller de kommende adoptanter og dermed modarbejde det kommende familieskifte. Dette er

ikke til barnets bedste, og det er ministeriets opfattelse, at det er vigtigt at kunne beskytte barnet herimod.

De oplysninger, som forældrene behøver for at kunne opsøge barnet og adoptanterne, kan de få gennem

orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven.

Som følge heraf foreslås det, at en midlertidig placering af et barn efter § 32 a i adoptionsloven også

indebærer, at orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven bortfalder. På den måde sikres det, at

familieskiftet kan foregå anonymt, således at forældre ikke efter den midlertidige placering kan få

oplysninger om barnet, der giver forældrene mulighed for at opsøge barnet uden adoptionsansøgernes

samtykke.

Hvis retten ophæver Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, og fristen for at anke dommen er udløbet,

genindtræder forældrenes forældremyndighed over barnet, hvorefter forældrene som

forældremyndighedsindehavere har ret til oplysninger om barnet.

2.5.2.2. Barnets navn

Den gældende ordning, hvorefter ansøgning om navngivning eller navneændring i forbindelse med adoption

ikke indgives til personregisterføreren, men til den myndighed, der skal udfærdige adoptionsbevillingen, bør

efter ministeriets opfattelse lovfæstes. Det bør ligeledes lovfæstes, at afgørelse om navngivning og

navneændring i forbindelse med adoption træffes af den myndighed, der skal udfærdige

adoptionsbevillingen, dvs. Familieretshuset eller Ankestyrelsen.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om bortfald af orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven, når et barn midlertidigt

anbringes hos en adoptionsansøger efter § 32 a i adoptionsloven, foreslås gennemført ved, at der i § 23 i

forældreansvarsloven som stk. 4 indsættes en bestemmelse herom. Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 6.

Forslaget om behandling af ansøgninger om navngivning og navneændring i forbindelse med adoption

foreslås gennemført ved, at der i § 16 i navneloven som stk. 5 indsættes en bestemmelse, hvorefter

bestemmelserne i § 16, stk. 1-4, ikke gælder ved ansøgning om navngivning og navneændring, der indgives

i forbindelse med anmodning om udstedelse af adoptionsbevilling, og ved, at § 19 i navneloven ændres

således, at det fremgår af bestemmelsen, at den finder anvendelse, uanset om adoptionsbevillingen

udfærdiges af Familieretshuset eller Ankestyrelsen. Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 1 og 2.

2.6. Ændring af vilkår for separation og skilsmisse

2.6.1. Gældende ret

Efter § 58 i ægteskabsloven kan en aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, som

ægtefæller har indgået med henblik på separation eller skilsmisse, ændres eller erklæres for uforbindende,

såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse. Bestemmelsen

omfatter alle økonomiske aftaler, der er indgået med henblik på en forestående separation eller skilsmisse.

Henvisningen til andre vilkår er således ikke knyttet an til de vilkår for separation og skilsmisse, der følger af

§ 42, jf. §§ 49 og 55, i ægteskabsloven, der drejer sig om pligten til at betale ægtefællebidrag efter

separation og skilsmisse og om retten til fortsættelse af et eventuelt beboelseslejemål.

§ 58 i ægteskabsloven finder ikke anvendelse, i det omfang en sag om ændring af en aftale er omfattet af

en særregel, eksempelvis § 17 i børnebidragsloven om ændring af aftaler om børnebidrag. § 58 i

ægteskabsloven omfatter heller ikke aftaler om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.

Ændring af sådanne aftaler behandles efter bestemmelserne herom i forældreansvarsloven.

Indtil den 1. april 2019 blev afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven, der er placeret i lovens kapitel 5, truffet

af domstolene, men det følger nu af § 58 a, stk. 2, nr. 4, i ægteskabsloven, at i sager omfattet af kapitel 5 i

ægteskabsloven træffer Familieretshuset eller familieretten afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-

10 i Familieretshusloven. Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven, navnlig § 26 og § 27, stk. 2, nr. 1, at

det som udgangspunkt er Familieretshuset, der træffer afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven.

Familieretshuset indbringer dog sager efter § 58 for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder

komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Indtil den 1. april 2019 blev sager efter § 58 i ægteskabsloven betragtet som ægteskabssager, hvorfor

domstolenes internationale kompetence til at behandle disse sager fulgte af den tidligere bestemmelse i §

448 c i retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018.

Efter den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven kunne sag om ægteskab, herunder om

separation, skilsmisse, omstødelse af et ægteskab eller et ægteskabs beståen samt efter § 58 i

ægteskabsloven, behandles her i riget, såfremt sagsøgte havde bopæl her, eller sagsøgeren havde bopæl

her og enten havde boet her i de sidste to år eller tidligere havde haft bopæl her. Sagen kunne endvidere

behandles her i riget, hvis sagsøgeren var dansk statsborger, og det blev godtgjort, at sagsøgeren på grund

af sit statsborgerskab ikke kunne anlægge sagen i det land, hvor sagsøgeren havde bopæl, eller hvis begge

parter var danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsatte sig indbringelse af sagen for dansk domstol.

Endelig kunne sagen behandles her i riget, hvis skilsmisse blev søgt på grundlag af separation meddelt her i

landet inden for de sidste fem år.

Efter den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 2, i retsplejeloven kunne sag om separation og skilsmisse

mellem to personer af samme køn også behandles her i riget, når ægteskabet var indgået her, og ingen af

ægtefællerne boede i et land med en lovgivning om ægteskab mellem to personer af samme køn, der

svarede til den danske.

Det fulgte af bestemmelsens stk. 3, at sag om et ægteskabs omstødelse eller beståen også kunne indbringes

for retten her i riget, når ægteskabet var indgået her.

Endelig fremgik det af bestemmelsens stk. 4, at reglerne i stk. 1-3 kunne fraviges ved overenskomst med

fremmed stat.

Danmark har ikke indgået en overenskomst omfattet af den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 4, i

retsplejeloven i relation til sager omfattet af § 58 i ægteskabsloven bortset fra de bestemmelser i Rådets

forordning nr. 4/2009/EF af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (underholdspligtforordningen), der gælder her i

landet, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 20. december 2006 om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske

retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1282

af 14. november 2018. Forordningen indeholder bestemmelser om den internationale kompetence til at

behandle sager om underholdspligt, herunder ændring af aftaler om underholdspligt. Disse bestemmelser

havde i relation til sager om underholdspligt forrang for de tidligere gældende bestemmelser i § 448 c, stk.

1-3, i retsplejeloven.

Ved § 15, nr. 15, i 2018-følgeloven blev den tidligere § 448 c i retsplejeloven ophævet, og bestemmelsen

blev videreført som § 448 f i retsplejeloven. Der blev i den forbindelse foretaget enkelte redaktionelle

ændringer af bestemmelsen, og herudover blev bestemmelsens anvendelsesområde ændret fra

ægteskabssager til sager om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab eller et ægteskabs beståen.

Som en utilsigtet konsekvens af denne ændring er den internationale kompetence til at behandle sager efter

§ 58 i ægteskabsloven ikke omfattet af § 448 f i retsplejeloven, og der findes i den familieretlige lovgivning

ikke andre bestemmelser om international kompetence i relation til behandlingen af disse sager.

Efter § 43 a i ægteskabsloven kan Familieretshuset behandle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse

af ægteskab eller et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er opfyldt.

Derimod findes der ikke regler om Familieretshusets internationale kompetence til at behandle sager efter §

58 i ægteskabsloven.

Efter § 478, stk. 1, nr. 1 og 2, i retsplejeloven kan tvangsfuldbyrdelse bl.a. ske på grundlag af domme og

retsforlig, herunder også domme og retsforlig efter § 58 i ægteskabsloven. Lovgivningen indeholder derimod

ikke grundlag for, at afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven, der er truffet af Familieretshuset, kan

tvangsfuldbyrdes. Det samme gælder forlig efter § 58 i ægteskabsloven, der er indgået for Familieretshuset.

Det bemærkes, at de afgørelser m.v. truffet af Familieretshuset, der kan tvangsfuldbyrdes efter § 478, stk.

1, nr. 3, i retsplejeloven, alene omfatter afgørelser m.v. efter forældreansvarsloven. Det bemærkes videre,

at afgørelser, hvorefter der skal betales børne- og ægtefællebidrag, kan inddrives (tvangsfuldbyrdes) efter

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 med senere

ændringer.

2.6.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Retsplejeloven indeholder i dag ikke regler om den internationale kompetence til at behandle sager efter §

58 i ægteskabsloven om ændring af en aftale indgået med henblik på separation eller skilsmisse om

fordelingen af formuen eller om andre vilkår for separationen og skilsmissen. Der bør derfor indsættes en

bestemmelse herom i retsplejeloven.

Det bør fremgå af denne bestemmelse, at sådanne sager alene bør kunne behandles her i riget, hvis

sagsøgte har hjemting her efter § 235 i retsplejeloven, eller hvis det følger af § 246 i retsplejeloven om

adgangen til at anlægge retssag i Danmark mod personer, der ikke har hjemting i Danmark. Det bør dog

være muligt at fravige dette ved overenskomst med fremmed stat.

I forhold til behandlingen af sager efter § 58 i ægteskabsloven begrænses anvendelsesområdet for den

foreslåede bestemmelse, idet bestemmelsen i overensstemmelse med den gældende ordning ikke vil

omfatte sager om underholdspligt. Dette skyldes, at danske myndigheders internationale kompetence til at

behandle sager om underholdspligt, herunder sager om ændring af aftaler om underholdspligt, er reguleret

af bestemmelserne herom i underholdspligtforordningen.

Den foreslåede bestemmelse bør overordnet set videreføre den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 1, nr. 1,

i retsplejeloven, hvorefter en sag efter § 58 i ægteskabsloven kunne behandles her i riget, hvis sagsøgte

havde bopæl her.

Derimod bør en sag efter § 58 i ægteskabsloven ikke kunne behandles her i riget alene fordi, sagsøgeren

har bopæl her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her, at sagsøgeren er

dansk statsborger, og det godtgøres, at sagsøgeren på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge

sag i sagsøgerens bopælsland, eller at begge parter er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter

sig, at sagen indbringes for dansk domstol. Endvidere bør en sag efter § 58 ikke kunne behandles her i riget,

selvom der er tale om ægteskab indgået i Danmark mellem to personer af samme køn, og ingen af

ægtefællerne bor i et land med en lovgivning om ægteskab mellem to personer af samme køn, der svarer til

den danske.

Henvisningen til § 246 i retsplejeloven medfører en vis udvidelse i adgangen til at få behandlet en sag efter

§ 58 i forhold til den gældende ordning. Efter bestemmelsen kan der således anlægges retssag i Danmark

mod personer, der ikke har hjemting i Danmark, hvis f.eks. sagsøgte ved stævningens forkyndelse opholder

sig her eller har gods her. Det er uden betydning for kompetence efter § 246 i retsplejeloven, om sagsøger

bor eller opholder sig i Danmark, og parternes statsborgerskab er ligeledes uden betydning.

Begrundelsen for forslaget om ændring af kompetencereglerne i forhold til den tidligere ordning er, at sager

efter § 58 i ægteskabsloven er sager om økonomiske forhold, og at der bør gælde samme kompetenceregler

i forhold til sådanne sager som i forhold til andre sager om økonomiske forhold, der efter § 235 i

retsplejeloven som udgangspunkt alene kan behandles i Danmark, hvis sagsøgte har hjemting her. En sag

efter § 58 bør således ikke kunne behandle her i riget alene fordi, sagsøger har bopæl her, parterne har

dansk statsborgerskab, eller sagsøger er dansk statsborger og på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne

anlægge sag i sagsøgerens bopælsland. Dog bør en sag efter § 58 kunne behandles her i riget, selvom

sagsøgte ikke har hjemting her, hvis de almindelige betingelser i § 246 i retsplejeloven for sagsanlæg mod

sagsøgte uden hjemting i Danmark er opfyldt.

Samtidig bør der i § 43 a i ægteskabsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kan

behandle en sag efter § 58 i ægteskabsloven, hvis betingelserne i den nye foreslåede bestemmelse i

retsplejeloven er opfyldt.

Endelig bør Familieretshusets afgørelser og forlig efter § 58 i ægteskabsloven kunne fuldbyrdes af

fogedretten på lige fod med domme og retsforlig efter § 58 i ægteskabsloven.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse om international kompetence til at behandle sager omfattet af

§ 58 i ægteskabsloven indsættes i retsplejeloven som § 448 h. Samtidig foreslås der som § 43 a, stk. 2,

indsat en bestemmelse i ægteskabsloven, hvorefter Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58 i

ægteskabsloven, hvis betingelserne i den foreslåede § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.

Det foreslås videre, at forslaget om etablering af mulighed for fuldbyrdelse af Familieretshusets afgørelser

og forlig efter § 58 i ægteskabsloven gennemføres ved indsættelse en bestemmelse herom som nr. 9 i §

478, stk. 1, i retsplejeloven. Der foretages lovtekniske ændringer af retsplejeloven som konsekvens af dette

forslag.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 5, og § 10.

2.7. Navneloven

2.7.1. Gældende ret

Det fremgår af navneloven, at Familieretshuset træffer afgørelse om navngivning og navneændring i en

række situationer. Efter lovens § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., drejer det sig om nogle af de

navneansøgninger, der indgives til personregisterførerne, og som personregisterførerne videresender til

Familieretshuset til afgørelse. Efter lovens § 19 drejer det sig om afgørelse om navngivning og

navneændring i forbindelse med Familieretshusets udstedelse af adoptionsbevilling efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i

adoptionsloven. Det drejer sig videre om de afgørelser om navne, som personregisterføreren træffer, og

som efter § 21, stk. 1,1. pkt., i navneloven kan påklages til Familieretshuset.

Videre følger det af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven og § 39 i Familieretshusloven, at Familieretshusets

afgørelser efter § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., i navneloven kan indbringes for familieretten til prøvelse

efter bestemmelserne herom i Familieretshusloven. Det følger dog af § 448 d, stk. 2, i retsplejeloven, at

familieretten kan afvise at behandle en sag om en afgørelse, som Familieretshuset har truffet som

klageinstans efter § 21, stk. 1, 1. pkt., i navneloven, hvis sagen ikke er principiel eller har generel betydning.

Efter ordlyden af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven finder bestemmelsen ikke anvendelse på de

navneafgørelser, som Familieretshuset træffer efter § 19 i navneloven, ligesom § 21, stk. 1, 2. pkt., heller

ikke finder anvendelse, når Familieretshuset træffer afgørelse i en sag, hvor en navneafgørelse truffet af

personregisterføreren er blevet påklaget til Familieretshuset. I disse to situationer kan Familieretshusets

afgørelser således alene prøves af domstolene efter § 63 i grundloven. En sådan retssag skal den

pågældende part selv anlægge mod Familieretshuset, og sagen behandles ikke af familieretten, men af de

almindelige domstole. Parten kan således ikke nøjes med at anmode Familieretshuset om at indbringe sagen

for familieretten til prøvelse.

2.7.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Navneloven bør ændres således, at alle de navneafgørelser, som Familieretshuset træffer, kan indbringes for

familieretten til prøvelse efter bestemmelserne herom i Familieretshusloven, dog med de begrænsninger der

følger af § 448 d, stk. 2, i retsplejeloven. Der er således ikke grund til, at de navneafgørelser, som

Familieretshuset træffer i forbindelse med udstedelse af adoptionsbevilling og ved behandlingen af klager

over personregisterførernes navneafgørelser, ikke er omfattet af reglerne om, at Familieretshusets afgørelser

kan indbringes for familieretten til prøvelse.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om, at alle de navneafgørelser, som Familieretshuset træffer, kan indbringes for familieretten til

prøvelse efter bestemmelserne herom i Familieretshusloven, foreslås gennemført ved, at § 21, stk. 1, i

navneloven ændres således, at bestemmelsen omfatter alle Familieretshusets navneafgørelser. Der henvises

til lovforslagets § 6, nr. 3. Der henvises endvidere til lovforslagets § 6, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.8. Faderskab og medmoderskab

2.8.1. Gældende ret

2.8.1.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

Børneloven indeholder i kapitel 1 og 1 a regler om registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse

med et barns fødsel.

Faderskab registreres som udgangspunkt af personregisterførerne. Registreringen er reguleret af to

regelsæt.

Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde, der er gift med en mand. I så fald anses kvindens

ægtemand som udgangspunkt som far til barnet efter pater est-reglen i § 1, stk. 1, i børneloven.

Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvinde. Her anses en mand efter § 2, stk. 1, i

børneloven som far til barnet, hvis han og moren skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og

ansvaret for barnet. Registrering af faderskabet foretages af personregisterføreren i forbindelse med

registreringen af barnets fødsel på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, som begge parter har

underskrevet.

Registrering af faderskab foretages i enkelte situationer af Familieretshuset. Det drejer sig om situationer,

hvor et barn fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret partner. I disse situationer

registreres sæddonoren som far til barnet efter § 1 a, stk. 1, i børneloven, når kvinden er behandlet med

assisteret reproduktion af en sundhedsperson, barnet må antages at være blevet til ved denne behandling,

og manden skriftligt har erklæret, at han skal være barnets far.

Registrering af medmoderskab foretages altid af Familieretshuset. Registreringen er reguleret af to regelsæt.

Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret

partner. I disse situationer kan ægtefællen eller partneren registreres som medmor til barnet efter § 3 a,

stk. 1, i børneloven, når kvinden er blevet behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson,

barnet må antages at være blevet til ved denne behandling, og ægtefællen og partneren skriftligt har

erklæret, at hun skal være barnets medmor. Registreringen af medmoderskabet foretages af

Familieretshuset i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvinde. I disse situationer anses en kvinde efter § 3

b, stk. 1, i børneloven som medmor til barnet, hvis hun og moren skriftligt erklærer, at de sammen vil

varetage omsorgen og ansvaret for barnet, kvinden er blevet behandlet med assisteret reproduktion af en

sundhedsperson, barnet må antages at være blevet til ved denne behandling, og kvindens partner skriftligt

har erklæret, at hun skal være barnets medmor. Registreringen af dette medmoderskab foretages af

Familieretshuset i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Det fremgår af § 2, stk. 1, og § 3 b, stk. 1, i børneloven, at registrering af faderskab og medmoderskab på

grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring foretages i forbindelse med registreringen af barnets fødsel

hos personregisterføreren. Det er i forarbejderne til børneloven forudsat, at faderskabet og medmoderskabet

kun kan registreres inden for to uger efter fødslen. Når et faderskab eller et medmoderskabet ikke er blevet

registreret inden for denne frist, rejser Familieretshuset efter § 7, stk. 1, i børneloven sag om faderskab og

medmoderskab efter bestemmelserne i kapitel 2 i børneloven. Der henvises til Folketingstidende 2015-16, A,

L 76 som fremsat, side 20.

2.8.1.2. Den nordiske faderskabslov

Efter § 1 i den nordiske faderskabslov har retskraftig dom om faderskab, der er afsagt af en finsk, islandsk,

norsk eller svensk domstol, bindende virkning her i landet. Med dom ligestilles retsforlig. Fastsættelse af

faderskab i de nævnte lande på anden måde end ved dom har efter lovens § 2 ligeledes bindende virkning

her i landet.

En udenlandsk faderskabsdom efter lovens § 1 eller en fastsættelse af faderskab i udlandet efter lovens § 2

har efter lovens § 3 dog ikke bindende virkning her i landet i visse situationer. Det drejer sig bl.a. efter

lovens § 3, nr. 1, om situationer, hvor den udenlandske faderskabsdom eller -fastsættelse er i strid med en

dom, der har bindende virkning her i landet, og som er afsagt i en sag, som var blevet anlagt, før den

udenlandske retssag blev anlagt, eller før den udenlandske fastsættelse fandt sted.

Verserer retssag om faderskabet i Finland, Island, Norge eller Sverige, skal en i Danmark senere anlagt

faderskabssag efter lovens § 4 afvises eller udsættes, indtil der er afsagt retskraftig dom i den udenlandske

sag.

Den nordiske faderskabslov finder ikke anvendelse på medmoderskab, men det antages, at medmoderskab

etableret i et af de andre nordiske lande anerkendes i Danmark på ulovbestemt grundlag, dog med de

undtagelser der følger af lovens § 3.

Den sidste del af lovens titel skyldes, at loven i § 5 indeholder en ændring af lov nr. 300 af 8. juni 1977 om

anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven.

2.8.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.8.2.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

Familieretshuset modtager et større antal sager om faderskab til behandling fra personregisterførerne, bl.a.

fordi forældre ikke husker at foretage det nødvendige i forhold til en registrering af faderskabet hos

personregisterføreren inden to uger efter barnets fødsel. Registreringsfristen bør forlænges sådan, at flere af

disse forældre kan få faderskabet registreret hos den myndighed, der har til opgave at sørge for registrering

af faderskab i forbindelse med barnets fødsel. Dermed kan registreringen også foretages på et tidligere

tidspunkt, end hvis faderskabet først fastslås efter, at Familieretshuset har rejst faderskabssag. Samtidig kan

det undgås, at personregisterførerne skal orientere Familieretshuset om, at der er født et barn, hvor der ikke

er registeret et faderskab, og at Familieretshuset således modtager sager, som Familieretshuset ikke

behøver at behandle, fordi betingelserne for registrering af faderskabet er opfyldt.

2.8.2.2. Den nordiske faderskabslov

Da der i Danmark og de øvrige nordiske lande er indført mulighed for etablering af medmoderskab, der har

samme retsvirkninger som faderskab, bør den nordiske faderskabslov ændres således, at medmoderskab fra

et andet nordisk land anerkendes efter den nordiske faderskabslov på lige fod med faderskab.

Som konsekvens heraf bør lovens titel ændres således, at den afspejler, at loven også vedrører

medmoderskab. Samtidig bør henvisningen i titlen til lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske

afgørelser om privatretlige krav udgå som overflødig.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om forlængelse af fristen for registrering af faderskab og medmoderskab hos

personregisterførerne og Familieretshuset foreslås gennemført ved, at § 7, stk. 1, i børneloven ændres

således, at det fremgår af bestemmelsen, at Familieretshuset først skal rejse en sag om faderskab, hvis

faderskab eller medmoderskab ikke er blevet registreret inden fire uger fra barnets fødsel. Der henvises til

lovforslagets § 7, nr. 1.

Forslaget om udvidelse af anvendelsesområdet for den nordiske faderskabslov til også at omfatte

medmoderskab foreslås gennemført ved, at der er i loven som § 4 a indsættes en bestemmelse, hvorefter

lovens §§ 1-4 finder tilsvarende anvendelse på medmoderskab. Samtidig foreslås lovens titel ændret. Der

henvises til lovforslagets § 8, nr. 1 og 3.

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Den familieretlige lovgivning indeholder enkelte bestemmelser, hvor en part defineres som mand, selvom

parten også kunne være en kvinde. Det følger således af § 24, stk. 1, i ægteskabsloven, at et ægteskab kan

omstødes efter påstand af den ene ægtefælle i en række situationer. Det drejer sig bl.a. om situationer,

hvor

”han”

ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle

fornuftsmæssigt.

Det foreslås, at § 24, stk. 1, i ægteskabsloven ændres således, at bestemmelsen bliver kønsneutral. Der

henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for det offentlige. Da lovforslaget alene indeholder

justeringer af allerede eksisterende ordninger, har det heller ikke implementeringskonsekvenser af betydning

for de involverede myndigheder.

Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lovgivning, idet det bemærkes, at lovforslaget alene

indeholder justeringer af allerede eksisterende ordninger.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Den foreslåede afskaffelse af tvungen delt bopæl vil betyde, at forældre, der ved samlivsophævelse er

uenige om, hos hvem af dem barnet skal have bopæl, straks kan henvende sig til Familieretshuset og få

hjælp til at løse uenigheden om bopælen, herunder ved at der bliver truffet en afgørelse om bopælen,

eventuelt indledningsvist ved en midlertidig afgørelse. Samtidig vil den foreslåede afskaffelse af

refleksionsperioden betyde, at det vil være muligt for enige ægtefæller med fælles børn under 18 år at blive

skilt umiddelbart efter ansøgning herom. Det betyder, at ægtepar, der er enige om at søge skilsmisse og om

vilkårene herfor, via en digital ansøgningsproces vil kunne få bevilget skilsmisse.

Herudover har lovforslaget ingen administrative konsekvenser for borgerne af betydning.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 4. februar 2020 til 4. marts 2020 været sendt i høring hos

følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Adoption & Samfund,

Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrådet, Amnesty International,

Ankestyrelsen, byretterne, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns

Vilkår, Copenhagen Business School (Juridisk Institut), Danmarks Bløderforening, Danmarks Provsteforening,

Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske

Advokater, Danske Arveretsadvokater, Danske Familieadvokater, Den Danske Dommerforening, Den Danske

Præsteforening, Departementet for Sociale Anliggender og Justitsvæsenet (Grønland),

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Familieretshuset,

Et barn to forældre, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige,

Foreningen af DJØF’ere i

Familieretshuset, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD),

Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, Forhandlingsfællesskabet, ForældreLANDSforeningen FBU,

Godfar, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Institut for Menneskerettigheder, KL, Kvinderådet,

Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen

Børn og Samvær, Landsforeningen BOPAM, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK),

Landsforeningen for børn og forældre, Landsforeningen LEV, LGBT Danmark, LGBT Komiteen, Mandecentret,

Mødrehjælpen, Plejefamiliernes Landsforening, Red Barnet, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden,

Rigsombudsmanden i Grønland, Rådet for Socialt Udsatte, Socialministeriet (Færøerne), Syddansk

Universitet (Juridisk Institut), TABUKA, Tænketanken Adoption, Vestre Landsret og Østre Landsret.

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser og

implementeringskonsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de principper for

implementering af erhvervsrettet

EU-regulering/Går videre end

minimumskrav i EU-regulering

(sæt X)

Ingen

Negative

konsekvenser/merudgifter (hvis

ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

[Familieretshusloven]

Til nr. 1

Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familieretshuset efter Familieretshusloven behandler sager i det

omfang, det følger af de i bestemmelsen opregnede love og bestemmelser m.v.

Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven og børnebidragsloven. Disse sager

visiteres til videre behandling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-7, der inddeler sagerne i tre kategorier:

Enkle sager, mindre enkle sager og komplekse sager efter forældreansvarsloven. Familieretshusloven finder

fuldt ud anvendelse på disse sager, idet lovens kapitel 8-10 dog indeholder særregler om behandlingen af

sager inden for hver af de tre sagskategorier.

Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at disse sager behandles og afgøres

efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for sagen. Det følger videre af § 8, at herudover finder

kapitel 3 i Familieretshusloven, der indeholder enkelte generelle sagsbehandlingsregler, anvendelse ved

behandlingen af sådanne sager.

Det foreslås, at Familieretshuslovens anvendelsesområde udvides til også at omfatte de sager, som

Statsforvaltningen hidtil har behandlet efter HIV-bløderbørnsloven. Det drejer sig om tilladelse til visse

dispositioner over godtgørelser, som en umyndig har modtaget efter HIV-bløderbørnsloven. Dette forslag

gennemføres ved, at der i

§ 2

i Familieretshusloven som

nr. 18

indsættes en henvisning til HIV-

bløderbørnsloven.

Forslaget er en konsekvens af den ved lovforslagets § 12, nr. 1, foreslåede ændring af HIV-

bløderbørnsloven, hvorefter Familieretshuset overtager Statsforvaltningens hidtidige opgaver efter HIV-

bløderbørnsloven. Der henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2., samt til lovforslagets § 1, nr. 3, og

bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Efter § 4 i Familieretshusloven visiterer Familieretshuset på baggrund af en indledende screening en sag til

behandling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8.

Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familieretshuset efter Familieretshusloven behandler sager i det

omfang, det følger af de i bestemmelsen opregnede love og bestemmelser m.v.

Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven og børnebidragsloven. Disse sager

visiteres til videre behandling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-7, der inddeler sagerne i tre kategorier:

Enkle sager, mindre enkle sager og komplekse sager efter forældreansvarsloven. Familieretshusloven finder

fuldt ud anvendelse på disse sager, idet lovens kapitel 8-10 dog indeholder særregler om behandlingen af

sager inden for hver af de tre sagskategorier.

Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at disse sager behandles og afgøres

efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for sagen. Det følger videre af § 8, at herudover finder

kapitel 3 i Familieretshusloven, der indeholder enkelte generelle sagsbehandlingsregler, anvendelse ved

behandlingen af sådanne sager.

Det foreslås for, at der i

§ 4, stk. 1,

i Familieretshusloven som

2. pkt.

indsættes en bestemmelse, hvorefter

sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven visiteres efter lovens §§ 5-7, og hvorefter disse sager

behandles og afgøres efter Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den

pågældende sag. Endvidere foreslås det, at der som

3. pkt.

indsættes en bestemmelse, hvorefter § 8 i

Familieretshusloven finder anvendelse på de resterende sager omfattet af § 2 i Familieretshusloven.

Med forslaget lovfæstes den gældende ordning, hvorefter sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i

Familieretshusloven visiteres efter lovens §§ 5-7, og hvorefter disse sager behandles og afgøres efter

Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den pågældende sag.

De foreslåede ændringer af § 4, stk. 1, i Familieretshusloven skyldes for det første, at det fremgår af

bestemmelsen, at Familieretshuset på baggrund af en indledende screening visiterer en sag til behandling

efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8. §§ 5-8 indeholder imidlertid to sæt af visitationsregler: §§ 5-7 finder

anvendelse på sager omfattet af det nye familieretlige system, dvs. omfattet af § 2, nr. 1-11, i

Familieretshusloven, mens § 8 finder anvendelse på de sager, som Familieretshuset behandler, men som

ikke er omfattet af det nye Familieretlige system. Der fremgår imidlertid ikke af § 4, at loven indeholder

dette tostrengede visitationssystem.

Ændringerne af § 4, stk. 1, i Familieretshusloven skyldes for det andet, at i relation til sager omfattet af § 8

fremgår det af bestemmelsen, at sagerne behandles og afgøres efter bestemmelserne i den lovgivning, der

gælder for sagen, mens Familieretshusloven ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse i relation til sager,

der ikke er omfattet af § 8.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.

Til nr. 3

Efter § 8 i Familieretshusloven finder lovens kapitel 3, der indeholder enkelte generelle

sagsbehandlingsregler, anvendelse ved behandlingen af en sag, der er omfattet af lovens § 2, nr. 12-17.

Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familieretshuset efter Familieretshusloven behandler sager i det

omfang, det følger af de i bestemmelsen opregnede love og bestemmelser m.v. Ikke alle de sager, som

Familieretshuset behandler, er omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig navnlig om sager om

værgemål og adoption. Det er alene sager omfattet af lovens § 2, nr. 1-11, der er omfattet af det nye

familieretlige system.

Det foreslås, at

§ 8

i Familieretshusloven ændres således, at den også omfatter den ved lovforslagets § 1,

nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 18, i Familieretshusloven.

Den foreslåede ændring af § 8 betyder, at bestemmelsen også finder anvendelse på de sager efter HIV-

bløderbørnsloven, som Statsforvaltningen hidtil har behandlet, og som Familieretshuset fremover skal

behandle efter den ved lovforslagets § 12, nr. 1, foreslåede ændring af HIV-bløderbørnsloven, jf. også den

ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 18, i Familieretshusloven.

Ændringen af § 8 er en konsekvens af den ved lovforslagets § 12, nr. 1, foreslåede ændring af HIV-

bløderbørnsloven, hvorefter Familieretshuset overtager Statsforvaltningens hidtidige opgaver efter HIV-

bløderbørnsloven. Der henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.

Til nr. 4

Ved etableringen af det nye familieretlige system fik Familieretshuset afgørelseskompetence i sager, hvor

afgørelsen hidtil blev truffet af domstolene. Det drejer sig navnlig om sager, hvor ægtefællerne ikke er enige

om separation og skilsmisse, samt faderskabssager, hvor ingen anerkender faderskabet, og der derfor skal

træffes afgørelse herom. Der henvises til § 26 og § 27, stk. 2, i Familieretshusloven, der er beskrevet i de

almindelige bemærkninger, punkt 2.2.1.2.1.

Når sager om separation og skilsmisse behandles hos domstolene, kan meddelelser til modparten, f.eks.

stævningen, forkyndes. Der henvises til kapitel 17 i retsplejeloven, der indeholder bestemmelser om

forkyndelse af meddelelser som stævninger og mødeindkaldelser m.v. Forkyndelse foretages som

udgangspunkt ved digital kommunikation (Digital Post), ved brev- eller postforkyndelse, ved stævningsmand

eller telefonisk. Disse forkyndelsesformer forudsætter, at den pågældende part enten er tilsluttet Digital Post

eller har kendt bopæl eller opholdssted.

Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet uden at være tilsluttet Digital Post, sker

forkyndelse efter § 158 i retsplejeloven ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved

konvention eller ved vedkommende lands lov. Efter bestemmelsen kan der bl.a. ske forkyndelse efter

forkyndelsesforordningen og Haagerforkyndelseskonventionen.

Efter § 159, stk. 1, i retsplejeloven kan retten foretage forkyndelse i Statstidende, efter bestemmelsens nr. 1

såfremt den pågældendes bopæl eller opholdssted eller hans arbejdssted her i landet ikke kan oplyses, eller

efter bestemmelsens nr. 2 hvis vedkommende fremmede myndighed nægter eller undlader at efterkomme

en anmodning om forkyndelse efter § 158.

Forkyndelse i Statstidende efter § 159, stk. 1, sker efter bestemmelsens stk. 2 ved, at en bekendtgørelse

indeholdende et uddrag af meddelelsen og en bemærkning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til

retten, indrykkes i Statstidende. I bekendtgørelsen skal endvidere anføres, af hvilken grund denne

forkyndelsesform anvendes.

I situationer omfattet af § 159, stk. 1, nr. 2, skal meddelelsen efter § 159, stk. 3 tillige tilsendes den

pågældende med post.

Forkyndelser skal foretages i så god tid, at den pågældende part har mulighed for at varetage sine

interesser i sagen.

Efter § 3, stk. 1, i Statstidendeloven optages i Statstidende alle meddelelser, som i henhold til lovgivningen

skal offentliggøres i Statstidende.

Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, at når en part ikke kan antages at være bekendt med, at en

myndighed er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige

vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne

eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for

sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.