Kære Anni
Først og fremmest: Rigtig godt nytår. Jeg håber, det har været en jul som du/I ønskede jer og at
der har været mulighed for at tænke andre tanker end politik. Nu er helligdagene slut og vi står på
kanten af et helt nyt år med alle de muligheder, det åbner op for.
Personligt vil jeg fortsætte min kamp for nogle af de svageste borgere i vores land - nemlig de
handicappede. Havde I spurgt mig i år 2007 om det var det, jeg skulle bruge al min ledige tid på
her i 2020, så havde jeg nok lignet et stort spørgsmålstegn. For sagen er den, at før
kommunalreformen og før budgetloven, da behandlede vi vores svageste borgere anstændigt.
Erik Bonnerup, som selv var én af strukturreformens fædre, udtaler i dag, at der i forbindelse med
denne kommunalreform
“skete et meget stort svigt af de handicappede”. Og han ser tilbage på den
store reform med en vis fortrydelse.
“Det var de handicappede, der blev Sorteper i det store spil”, siger han. Det blev dengang et
slagsmål, kommunerne imellem, om at overtage det, der tidligere havde været amtslige opgaver,
med det uheldige resultat, at en masse viden og ekspertise gik tabt, og at man glemte at holde
fokus på, hvad der var bedst for borgeren.
Dette er altså udtalt af én af arkitekterne af strukturreformen, en kløgtig mand, som desuden har
stået i spidsen for adskillige ekspertkommissioner for skiftende regeringer.
Og jeg, som ganske almindelig borger i Danmark, med handicap tæt inde på livet, kunne ikke være
mere enig. Jeg er daglig tilskuer til den systematiske nedbrydning af hele handicapområdet, som
foregår lige for øjnene af os allesammen. Det lyder overdrevet voldsomt, men kære politiker, det er
det ikke. De vilkår, vi i dag tilbyder vores svageste borgere, er vilkår, man ikke kan tillade sig at
byde nogle mennesker overhovedet - handicap eller ej.
Så sidder jeg her i juledagene og læser et opslag på Handicapaktivisternes Facebook side -
skrevet af Hanne Sørensen. Det opslag fik mig til at skrive til dig/jer.
I din egenskab af at sidde i regeringens socialudvalg er jeg sikker på, at du kan hjælpe mig med et
svar. Hanne Sørensen skriver:
Socialudvalget
(i Kbh.)
besluttede på sit møde i november, at forvaltningen skal arbejde videre med
flg.:
At der skal afsættes en pulje til uforudsete udgifter og/eller pulje til udgifter, der ikke
dækkes i budgettet. Det kræver, at udvalget finder besparelser der kan finansiere puljen.
At det skal afklares om der er opgaver forvaltningen ikke længere skal løfte - hvilket
betyder at forvaltningen kun skal løfte skal-opgaver.
At forvaltningen øger hjemtagningen af borgere til egne tilbud.
At der udarbejdes en Business Case til at vurdere om ansættelsen af flere jurister kan
nedbringe omgørelsesprocenterne.
At indføre egenbetaling på kan-tilbud.
Jeg ved, det er et kommunalt anliggende, men jeg kan jo ikke spørge kommunen selv, det er jo
dem, der har lavet forslagene. Og da jeg stadig er behørigt rystet over den seneste sag, hvor 19
kommuner har ansat konsulenter, der provisionslønnes efter, hvor store besparelser, de kan finde
på handicapområdet, får mig til at agere en slags “whistleblower”.
Jeg vil aller høfligst opfordre dig til at se på, hvordan økonomien i Københavns Kommune, år efter
år, er blevet forringet - især overfor de handicappede. Det er meget voldsomt.
Hvis man ser på 6-by samarbejdet, så taler tallene her deres eget helt tydelige sprog.
Det var jo ikke det, der var meningen med den store kommunalreform eller med budgetloven.
Tværtimod.