Sagsnr.
2019 - 6859
Doknr.
147249
Dato
14-01-2020
Status for det videre arbejde med den Socialøkonomiske
Investeringsmodel (SØM)
Dette notat giver en status for arbejdet med videreudviklingen af den
Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), herunder udvidelse af modellen med
aldersgruppen 0-5 årige. Desuden gøres der kort rede for de aktiviteter, der er igangsat
i relation til udbredelse og forankring af modellen i kommunerne. Endelig giver
notatet et overblik over endnu ikke udmøntede midler afsat til videreudvikling af
modellen.
Udvidelse af modellen med 0-5-årige
I efteråret 2018 blev der offentliggjort en ny version af SØM, hvor der som noget nyt
blev udvidet med målgrupper på området for udsatte børn og unge. I forbindelse med
kvalitetssikringen af den udvidede model havde der vist sig nogle særlige udfordringer
knyttet til estimering af budgetøkonomiske konsekvenser af indsatser til børn i
aldersgruppen 0-5 år. Udfordringerne knytter sig især til, at målgrupperne for udsatte
0-5-årige generelt er små, og at der er mangel på registerbaserede succesmål for disse
målgrupper. Derfor anbefalede leverandøren (VIVE og Incentive), at modellen i første
omgang kun inkluderede aldersgrupperne 6-13 år og 14-17 år. Socialstyrelsen, hvor
SØM organisatorisk er forankret, valgte at følge denne faglige anbefaling.
På den baggrund nedsatte det daværende Børne- og Socialministerium ultimo 2018 en
arbejdsgruppe med medarbejdere fra Socialstyrelsen og departementet med henblik
på at afdække mulige løsninger i forhold til at udvide modellen med 0-5 årige.
Arbejdet bestod i første omgang i en bred afdækning af mulige løsningsspor.
VIVE blev som ekstern leverandør bestilt til at undersøge og udarbejde faglige
anbefalinger til, hvilke af de afdækkede løsningsspor, der reelt vurderedes at have
potentiale i forhold til at udvide SØM med aldersgruppen 0-5 årige, herunder
løsninger der ville kunne implementeres relativt hurtigt.
På baggrund af dette arbejde har VIVE vurderet, at det er muligt at udvide SØM med
én målgruppe for udsatte børn i alderen 0-5-år:
Børn i alderen 0-5 år med psykiske vanskeligheder
VIVE har således vurderet, at en samlet målgruppe af 0-5-årige med psykiske
vanskeligheder har en tilstrækkelig stor størrelse til, at det data- og metodemæssigt er
muligt at estimere troværdige budgetøkonomiske konsekvenser af indsatser til børn i
målgruppen. Socialstyrelsen vil drøfte implementeringen af den anbefalede løsning
med VIVE med henblik på, at der kan offentliggøres en ny version af SØM udvidet
med 0-5-årige med psykiske vanskeligheder i foråret 2020.