SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 111
Offentligt

Socialpolitisk Redegørelse

2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Socialpolitisk Redegørelse

2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Socialpolitisk Redegørelse

2019

I tabeller kan afrunding medføre,

at tallene ikke summer til totalen.

Henvendelse om publikationen

kan ske til:

Social- og Indenrigsministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

T 33 92 93 00

Omslag:

Tryk:

Oplag:

Pris:

ISBN:

Socialpolitisk Redegørelse 2019

Rosendahls-Schultz Grafisk

500 eks.

100 kr. inkl. moms

978-87-971298-0-7

Elektronisk Publikation:

ISBN:

978-87-971298-1-4

Publikationen kan hentes på

Social- og Indenrigsministeriets hjemmeside:

www.sim.dk

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Forord

Danmark skal være verdens bedste land at være barn i.

Også for de børn, der har fået en svær start på livet, fordi deres forældre ikke formår at

tage sig ordentligt af dem. De fortjener en tryg barndom og en fremtid med muligheder

som alle andre børn.

I Danmark er vi i kraft af vores stærke fællesskab og fælles velfærdsinstitutioner nået

langt, når det kommer til, at barndommen ikke bliver en dom over barnet. Men ikke

langt nok. Vi kan stadig alt for ofte forudse et barns livsbane blot ved at se på foræl-

drene. Det er måske den største uretfærdighed, der findes.

Socialpolitisk Redegørelse sætter i år særligt fokus på anbragte børn og unge. Den giver

blandt andet nye svar på, hvordan anbragte børn klarer sig i skolen, og hvordan går det

dem i den første tid som voksne.

Svarene er ikke opløftende. Børn og unge, der anbringes i en sen alder, klarer sig for ofte

dårligt i skolen. Og anbragte børn har mere fravær end deres klassekammerater ved af-

slutningen af skolen. Når vi ser på de unge hjemløse, er hver tredje tidligere anbragt.

Hvis et udsat barn ikke skal ende som en udsat voksen, skal vi som samfund sætte langt

tidligere og mere konsekvent ind.

I Regeringen tror vi på, at vi skal investere i mennesker helt fra begyndelsen. ”Børn skal

slå rod, før de kan vokse”, som Anbragtes Vilkår siger. Det giver god mening både men-

neskeligt og økonomisk at investere i, at udsatte og anbragte børn får et godt børneliv

som alle andre. Det viser Socialpolitisk Redegørelse 2019.

God læselyst!

Astrid Krag

Social- og Indenrigsminister

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Indhold

1. Sammenfatning ................................................................................................................. 9

1.1

1.2

1.3

1.4

1.5

1.6

1.7

1.8

1.9

Målgrupper og udgifter på socialområdet ............................................................... 12

Anbragtes faglige niveau og udvikling i skolen ....................................................... 20

Plejeforældres karakteristika .................................................................................. 23

Sammenhænge mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes

resultater i skolen ................................................................................................... 25

Børn og unge med handicap .................................................................................. 26

Hvad kendetegner unge i hjemløshed? .................................................................. 28

Investeringer i virksomme indsatser ....................................................................... 30

Kommunalt oplevede udfordringer på børne-/ungeområdet ................................... 33

Viden om tidlige indsatser ...................................................................................... 34

2. Målgrupper og indsatser på det sociale område .............................................................. 39

2.1

2.2

2.3

2.4

Målgrupper for sociale indsatser............................................................................. 40

Målgrupper og indsatser på børne- og ungeområdet .............................................. 44

Underretninger om børn og unge ........................................................................... 53

Målgrupper og indsatser på voksenområdet ........................................................... 58

3. Udgifter til sociale indsatser............................................................................................. 69

3.1

3.2

3.3

Samlede offentlige udgifter til sociale indsatser ...................................................... 70

Udgifter til udsatte børn og unge ............................................................................ 73

Udgifter til voksenområdet ...................................................................................... 77

4. Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen .......................................... 89

4.1

4.2

4.3

4.4

Anbragte børn og unge i grundskolen..................................................................... 91

Fagligt niveau og udvikling blandt anbragte børn og unge i de almene

grundskoleklasser................................................................................................... 93

Anbragte børn og unges videre uddannelse ........................................................... 95

Årsager til dårlige skoleresultater blandt anbragte børn og unge i de

almene grundskoleklasser ...................................................................................... 97

5. Karakteristik af plejeforældre ......................................................................................... 111

5.1

5.2

5.3

Anbringelse i plejefamilie ...................................................................................... 112

Kobling af anbragte børn og plejeforældre ........................................................... 115

Plejeforældres baggrundskarakteristik.................................................................. 115

Bilag 5.1 Opgørelse af plejefamilier ............................................................................... 133

6. Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes

skolegang ...................................................................................................................... 137

6.1

6.2

Plejeforældres betydning for anbragtes resultater i grundskolen, og for at

anbragte børn og unge gennemfører en ungdomsuddannelse ............................. 138

Sammenhæng mellem forhold hos anbragte børn og plejefamiliers

beskæftigelse – deskriptiv analyse ....................................................................... 139

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Indhold

6.3

6.4

Betydningen af plejeforældres beskæftigelsesforhold på anbragtes resultater

i grundskolen – regressionsanalyse...................................................................... 145

Betydning af plejeforældres beskæftigelsesforhold for at gennemføre en

ungdomsuddannelse ............................................................................................ 151

Bilag 6.1 Forløbsundersøgelse – populationen ............................................................. 155

Appendiks 6.1 Regressionsanalyse............................................................................... 159

7. Børn og unge med handicap ......................................................................................... 165

7.1

7.2

7.3

7.4

7.5

7.6

Indledning ............................................................................................................. 167

Børn og unge med handicap ................................................................................ 170

Diagnosebillede .................................................................................................... 172

Overgang fra ung til voksen .................................................................................. 177

Uddannelsesstatus som ung voksen .................................................................... 184

Forsørgelsesgrundlag som ung voksen ................................................................ 189

8. Hvad kendetegner unge i hjemløshed? ......................................................................... 199

8.1

8.2

8.3

8.4

Den overordnede hjemløsesituation ..................................................................... 201

Hvem er unge i hjemløshed? ................................................................................ 205

Anbringelser og forebyggende foranstaltninger for hjemløse unge ....................... 211

Forskel i udsathed blandt hjemløse unge ............................................................. 214

9. Investeringer i virksomme sociale indsatser .................................................................. 223

9.1

9.2

9.3

9.4

9.5

Udviklings- og investeringsprogrammerne ............................................................ 224

Samarbejdet om UIP’erne .................................................................................... 229

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) ................................................ 230

SØM – også et værktøj til faglig refleksion ........................................................... 234

Uddannelse af kommuner i SØM.......................................................................... 235

Bilag 9.1 Forudsætninger og uddybning af resultater i beregningseksemplet med

Cool Kids ....................................................................................................................... 237

10. Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet ............................... 241

10.1 Aktuelle udfordringer ............................................................................................ 242

10.2 Udfordringer med specifikke målgrupper på området ........................................... 243

10.3 Udfordringer på tværs af området ......................................................................... 246

10.4 Virksomme indsatser og praksisser ...................................................................... 248

Bilag 1 Dokumentation af enhedsudgifter ............................................................................ 253

Bilag 2 Udsatte børn og unge .............................................................................................. 262

Bilag 3 Modtagere på voksenområdet ................................................................................. 264

Bilag 4 Diagnosegrupper ..................................................................................................... 274

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Indhold

Bilag 5 Opgørelse af børn og unge med handicap .............................................................. 277

Litteraturliste ....................................................................................................................... 281

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Socialpolitisk Redegørelse sætter i år fokus på børn og unge i det danske samfund, der

har brug for særlig hjælp og støtte. Det gælder både børn og unge, der oplever sociale

problemer i familien eller mistrives af andre grunde, og børn med forskellige former for

handicap. Fælles for dem er, at samfundet må træde til med en social indsats for at sikre

deres trivsel og udvikling, og for en del af dem vil det være nødvendigt med en anbrin-

gelse uden for hjemmet.

Hvad enten der er tale om en anbringelse eller andre sociale foranstaltninger over for

barnet eller familien, vil det ofte have afgørende betydning for en succesfuld social ind-

sats, at der sættes ind så tidligt som muligt. Her handler det i høj grad om at sætte ind

hurtigt og på den rigtige måde, når et barn eller en ung er i mistrivsel som følge af soci-

ale problemer. Det kan eksempelvis være en tidlig anbringelse eller et fokus på at akti-

vere ressourcer i barnets nærmiljø i løsningerne. Det stiller i høj grad krav til kommu-

ners arbejde med opsporing af børn og unge, hvor der for eksempel er sociale problemer

i hjemmet.

Samtidig stiller det krav om, at der fortsat opbygges viden om resultaterne og effekterne

af kommunerne nuværende indsatser, hvor der i dag mangler viden og forskning, som

belyser effekterne af kommunernes tidlige indsatser til udsatte børn og unge, herunder

de mere langsigtede effekter på uddannelse og beskæftigelse i voksenlivet. Det vil være

viden, der vil kunne bidrage til at forbedre beregningspræcisionen i Den Socialøkonomi-

ske Investeringsmodel, SØM, som for den enkelte kommune kan regne på, hvad der kan

spares i fremtiden både på socialområdet og andre velfærdsområder, når der iværksæt-

tes en social indsats her og nu. Det vil hjælpe kommunerne med at tænke mere tværgå-

ende og langsigtet i socialpolitikken.

Samtidig er der behov for løbende og i tæt samarbejde med kommunerne at udvikle nye

og bedre, mere virksomme, sociale indsatser, som kan udbredes og forankres kommu-

nalt. Her efterspørger kommunerne i dag både socialfaglige metoder, der retter sig mod

særlige sociale problemstillinger og målgrupper af børn og unge, og bedre måder at or-

ganisere den samlede sociale indsats, så den bliver mere helhedsorienteret og sammen-

hængende på tværs af forvaltninger og sektorer.

Kommunernes arbejde med tidligere indsatser og hele investeringstankegangen er tæt

knyttet til vidensdagsordenen, der er et centralt pejlemærke for socialpolitikken. Viden

om, hvilke indsatser der virker, hvordan de virker, og hvad de koster, samt grundlæg-

gende viden om de forskellige målgrupper af børn og unge på socialområdet er grundla-

get for, at der kan investeres de rigtige steder og på den rigtige måde, samt forudsætnin-

www.oim.dk

beregnes et afkast af investeringer i tidlige indsatser.

gen for, at der kan

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Her bidrager dette års socialpolitiske redegørelse blandt andet med ny – grundlæggende

– viden om anbragte børn og unges skolegang, der bl.a. viser, at mange af de anbragte,

som ikke gennemfører 9. klasse først er blevet anbragt i en sen alder og ofte har et højt

skolefravær. I redegørelsen er der også helt ny viden om børn med handicap, blandt an-

det om nogle af de udfordringer de som unge kan møde i overgangen til voksenlivet. Re-

degørelsen bidrager også med ny viden om gruppen af unge hjemløse, hvoraf mange tid-

ligere har været anbragt eller modtaget andre sociale foranstaltninger. Desuden kortlæg-

ger redegørelsen for første gang systematisk, hvilke oplevede udfordringer kommunerne

står over for, når de lokalt skal tilrettelægge indsatserne over for børn og unge i netop

deres kommune.

Endelig gør redegørelsen status for Social- og Indenrigsministeriets strategiske arbejde

med vidensdagsordenen og investeringstankegangen, og den dokumenterer, at der fort-

sat mangler meget viden om effekterne og afkastet af tidlige indsatser i Danmark.

Hovedkonklusionerne i redegørelsen er:

•

Sammenlagt modtog omkring 183.400 personer en social indsats i 2017. Grup-

pen kan opdeles i tre overordnede målgrupper: børn og unge, udsatte voksne,

herunder voksne med psykiske vanskeligheder, og voksne med handicap. I lø-

bet af de seneste tre år er antallet af registrerede modtagere af sociale indsatser

steget på tværs af de tre målgrupper, med omkring 14.800 personer. Stignin-

gen har været størst blandt børn og unge.

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser skønnes at udgøre lige under

50 mia. kr. i 2018. Indsatserne til udsatte børn og unge udgør 16,5 mia. kr.,

mens indsatser til udsatte voksne og voksne med handicap udgør 33,3 mia. kr.

Børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres opvækst,

klarer sig generelt markant dårligere i skolen end deres jævnaldrende. Selv når

der ses bort fra anbragte børn, der får specialundervisning, klarer anbragte

børn og unge sig stadig relativt dårligere end øvrige børn og unge ved afgangs-

prøverne. Samtidig viser analyserne, at de anbragte børn og unge som ikke af-

lagde alle bundne prøver i 9. klasse har et væsentligt højere fravær end andre.

Samtidig kan vi se, at de børn og unge, som anbringes i en sen alder, er i særlig

risiko for ikke at aflægge afgangsprøverne i 9. klasse. Blandt anbragte børn og

unge i de almene grundskoleklasser, som ikke aflagde alle bundne prøver i

dansk og matematik i 9. klasse i 2018, er det omkring 60 pct., som blev anbragt

uden for hjemmet i alderen 14-17 år.

Der er med dette års redegørelse for første gang foretaget en kortlægning af

plejeforældre på baggrund af registerdata. Dette giver en ny, unik indsigt i ple-

jefamiliernes karakteristika. Analyserne viser, at der er sket markante ændrin-

ger blandt plejeforældre over tid, når man ser på bopæl, alder og beskæftigelse.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

•

I løbet af de seneste ti år er andelen af 30-65-årige, som er plejeforældre, steget

markant i Vestjylland, på Bornholm og i Nordjylland. Omvendt har andelen

været faldende i Hovedstadsområdet og i Østsjælland. Siden år 2000 er den

gennemsnitlige alder for plejeforældre steget med seks år, og færre plejeforæl-

dre er i beskæftigelse ud over at være plejeforældre.

Anbragte børn og unge i plejefamilier, hvor begge plejeforældre har anden be-

skæftigelse ud over at være plejeforældre, klarer sig bedre i grundskolen end

øvrige anbragte børn og unge i plejefamilier. En større andel aflægger afgangs-

prøven i 9. klasse, og de opnår i gennemsnit højere karakterer.

Når anbragte børn og unge i plejefamilier med beskæftigelse klarer sig bedre

end øvrige anbragte børn og unge, kan det hænge sammen med, at de har et

mindre støttebehov end børn anbragt i andre plejefamilier. Hvis der –så vidt

muligt – tages højde for forskelle i støttebehov, viser resultaterne dog, at an-

bragte i plejefamilier, hvor begge plejeforældre har anden beskæftigelse, stadig

klarer sig bedre i grundskolen end øvrige anbragte i plejefamilier.

I dette års redegørelse gives også for første gang svar på en række grundlæg-

gende spørgsmål om hvor mange børn og unge med handicap, der er i Dan-

mark, herunder hvordan det går dem, når de bliver voksne. Resultaterne peger

på, at der for mange unge med handicap er udfordringer forbundet med over-

gangen til voksenlivet, ikke mindst i forhold til at få fodfæste i uddannelsessy-

stemet og på arbejdsmarkedet.

Overgangen fra barn til voksen indebærer, at man overgår fra at være omfattet

af reglerne på børne- og ungeområdet til at være omfattet af voksenbestemmel-

serne i serviceloven. Samlet set modtager godt halvdelen af gruppen af unge

med handicap på 19-20 år fortsat hjælp efter serviceloven, efter de er blevet 18

år. Blandt dem, der har modtaget en social foranstaltning på grund af et handi-

cap eventuelt i kombination med andre former for støtte til familien, er det i

størrelsesordenen 70-80 pct., der fortsat modtager en indsats som voksne.

En høj andel af de unge i hjemløshed har været anbragt som børn eller modta-

get forebyggende foranstaltninger. Andelen af hjemløse unge, som har været

anbragt uden for hjemmet, er 34 pct., hvor det er under 5 pct. af unge som hel-

hed. Det samme mønster tegner sig, når man ser på, om den unge har modta-

get forebyggende foranstaltninger.

Unge i hjemløshed, som tidligere har været anbragt, er blandt de mest udsatte

unge hjemløse. Denne gruppe har et lavere uddannelsesniveau og har svagere

tilknytning til arbejdsmarkedet end andre hjemløse unge. Derudover er de of-

tere i stofmisbrugsbehandling.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

•

Som led i arbejdet med udviklings- og investeringsprogrammerne på socialom-

rådet er der for første gang lavet en systematisk afdækning af kommunernes

oplevede udfordringer på det specialiserede børne- og ungeområdet. Resulta-

terne af undersøgelsen viser blandt andet, at kommunerne oplever en række

udfordringer relateret til en stigende gruppe af psykisk sårbare børn og unge

samt børn og unge med autisme, ADHD eller lignende problematikker. Samti-

dig er der nogle generelle tværgående udfordringer på børne- og ungeområdet.

Det gælder blandt andet i forhold til at sikre sammenhæng i indsatsen på tværs

af fagområder.

•

Der har gennem en længere årrække været et stærkt fokus på tidlige indsatser i

socialpolitikken, særligt over for børn og unge. Mange kommuner har på den

baggrund arbejdet målrettet med en omlægning af socialpolitikken over mod

tidligere og mere forebyggende indsatser. Omlægningen er tæt knyttet til en in-

vesteringstankegang, da den typisk medfører øgede udgifter til forebyggende

foranstaltninger på kort sigt, mens de potentielle økonomiske gevinster – ek-

sempelvis ved færre anbringelser eller en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet

– først viser sig på længere sigt.

SØM er i høj grad med til at fremme investeringstankegangen på socialområ-

det, blandt andet ved at synliggøre de økonomiske gevinster, der kan være for-

bundet med investeringer i forebyggelse og vidensbaserede indsatser. Der

mangler dog fortsat meget viden, særligt når det gælder effekter af tidlige ind-

satser, både på kort og langt sigt, samt viden om det potentielle økonomiske af-

kast indsatserne.

•

1.1 Målgrupper og udgifter på socialområdet

Modtagere af sociale indsatser er en bred og meget forskelligartet gruppe. Gruppen kan

opdeles i tre overordnede målgrupper: børn og unge, udsatte voksne, herunder voksne

med psykiske vanskeligheder, og voksne med handicap.

Det er kommunerne, som har ansvaret for langt de fleste af indsatserne. De kommunale

indsatser spænder vidt og kan have meget forskellig karakter og omfang alt efter den en-

keltes behov for hjælp og støtte. Fælles for målgrupperne er, at de modtager støtte og

hjælp efter serviceloven eller sundhedsloven (alkoholbehandling) på grund af sociale

problemer, psykiske vanskeligheder eller et handicap.

Sammenlagt modtog omkring 183.400 personer en social indsats i 2017, som er det se-

neste år, hvor der foreligger data for alle modtagere i de tre overordnede målgrupper, jf.

figur 1.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.1

Samlet antal modtagere af sociale indsatser, 2017

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Børn og unge

Udsatte voksne

Voksne med handicap

I alt

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Anm.: Se kapitel 2. Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret 1. januar 2018. Personer kan

indgå i flere målgrupper, og i alt er derfor ikke summen af de tre målgrupper.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Da det ikke er alle modtagere af indsatser efter serviceloven, der er fuldt dækket af regi-

sterdata, vil den samlede gruppe af modtagere være undervurderet. Eksempelvis indgår

personer med handicap, der alene modtager støtte i form af et hjælpemiddel i udgangs-

punktet ikke i opgørelsen. Ligeledes vil de dele af den forebyggende indsats, der ikke for-

udsætter visitation eller registrering, ikke blive belyst. Dette gælder blandt andet støtte-

/kontaktpersonordningen til udsatte voksne.

Personer, der modtager sociale indsatser på et givet tidspunkt, vil kun udgøre en del af

den samlede målgruppe på socialområdet. Blandt udsatte voksne vil det eksempelvis

kun være en del af den samlede gruppe af personer med stofmisbrug, som er i behand-

ling på et givet tidspunkt. Desuden vil der være personer i målgruppen, der helt eller

delvist finder hjælp til at håndtere de udfordringer, de står med, i personlige netværk,

eller de vælger at søge hjælp i privat regi, fx alkoholbehandling, som de selv finansierer.

Samtidig favner de forskellige velfærdsordninger i det danske samfund mange menne-

sker med forskellige sociale eller handicaprelaterede problemstillinger. Det kan være på

det almene område, fx i dagtilbud og på skoler, på uddannelsessteder og i sundhedssy-

stemet. Eller på det specialiserede socialområde, som denne redegørelse omhandler.

De forskellige velfærdsordninger skal ses i sammenhæng med civilsamfundsorganisatio-

ner – frivillige foreninger og NGO’er m.fl. – der står for en lang række frivillige sociale

indsatser, hvoraf en del også understøttes økonomisk af det offentlige, både kommunalt

og med centralt afsatte midler.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Fra 2015 til 2017 er antallet af registrerede modtagere af sociale indsatser steget på

tværs af de tre målgrupper med omkring 14.800 personer. Stigningen er sket på tværs af

alle tre målgrupper, men den har været størst blandt børn og unge med en stigning på

ca. 7.100 personer, jf. figur 1.2 og 1.3.

Figur 1.2

Samlet antal modtagere af sociale indsatser,

2015-2017

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

2015

2016

2017

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Figur 1.3

Ændring i antallet af modtagere af sociale

indsatser opdelt på målgrupper, 2015-2017

1.000 personer

Børn og unge

Udsatte

voksne

Voksne med

handicap

I alt

1.000 personer

Anm.: Se kapitel 2. Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Kvinder med op-

hold på kvindekrisecentre indgår ikke i opgørelserne af udviklingen, da data herom først findes fra 2017 og

frem.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når der er registeret flere modtagere af sociale indsatser, kan det skyldes, at der er kom-

met flere udsatte og mennesker med handicap de senere år. Men det kan også afspejle,

at kommunerne løbende har styrket indsatsen på området, herunder en mere opsøgende

indsats. Kommunernes arbejde i regi af Social- og Indenrigsministeriets datastrategi,

der blandt andet tager sigte på at forbedre kommunernes registreringspraksis, herunder

i forhold til udsatte børn og unge der modtager familierettede foranstaltninger, kan også

have bidraget til, at der registreres flere modtagere. Kapitel 2 ser nærmere på modtagere

af sociale indsatser og udviklingen de senere år.

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser skønnes at udgøre lige under 50 mia.

kr. i 2018. Indsatserne til udsatte børn og unge tegner sig for 16,5 mia. kr., mens indsat-

ser til udsatte voksne og voksne med handicap udgør 33,3 mia. kr., jf. figur 1.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.4

Samlede offentlige udgifter på det sociale område, 2018

Udsatte børn og unge

16,5 mia. kr.

Voksenområdet

33,3 mia. kr.

I alt 49,7 mia. kr.

Anm.: Se kapitel 3. 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. Udgifter til børn og unge med handicap indgår

delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT.

Summen afviger fra totalen som følge af afrunding.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Selvom det er kommunerne, der har det fulde myndigheds- og finansieringsansvar på

det specialiserede socialområde, er det ikke den enkelte kommune, som bærer den fulde

økonomiske byrde af udgifterne til sociale indsatser. Eksempelvis refunderer staten på

nogle områder dele af kommunernes udgifter. På andre områder er der delvis brugerbe-

taling, fx for kost og logi ved døgnophold.

Desuden bliver kommunerne kompenseret af staten for særligt dyre enkeltsager. Endelig

hører det med til det samlede billede, at det kommunale tilskuds- og udligningssystem

bidrager til at udjævne forskelle mellem kommunerne. Det medvirker således til, at

kommunerne uanset deres befolkningssammensætning og indtægtsgrundlag har mere

ensartede muligheder for at tilbyde samme serviceniveau på de forskellige velfærdsom-

råder, herunder socialområdet.

De samlede udgifter til udsatte børn og unge har ligget på omtrent samme niveau i en

længere årrække, men er dog steget med ca. 0,7 mia. kr. over perioden 2012-2018. Ud-

giftsudviklingen dækker over, at udgifterne til anbringelser har været faldende, mens

udgifter til forebyggende foranstaltninger har været stigende, jf. tabel 1.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Tabel 1.1

Samlede offentlige udgifter til sociale foranstaltninger til børn og unge, 2012-2018

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

------------------------------------------ Mia. kr. ---------------------------------------

Anbringelser

Forebyggende foranstaltninger

Særlige dagtilbud og klubber

I alt

10,2

4,3

1,1

15,7

10,2

4,6

1,1

15,8

4,8

15,8

9,9

5,3

16,1

9,7

5,5

0,9

16,2

9,6

5,8

0,9

16,3

9,6

0,9

16,5

Anm.: Se kapitel 3. 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. Summen kan afvige fra totalen som følge af af-

runding. Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Der er

ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

De faldende udgifter til anbringelser og stigende udgifter til forebyggende foranstaltnin-

ger skal blandt andet ses i lyset af en omlægning i kommunerne over mod flere forebyg-

gende foranstaltninger og færre anbringelser. Herudover anbringer kommunerne i min-

dre grad end tidligere på døgninstitutioner mv., som gennemsnitligt er den dyreste an-

bringelsesform.

For så vidt angår udgifter til voksenområdet er opgørelsen ændret fra og med 2018, hvor

den kommunale kontoplan er omlagt således, at kommunerne fremadrettet konterer ud-

gifterne til henholdsvis ældre- og handicapområdet mv. hver for sig. Tidligere har udgif-

ter været konteret samlet, hvorfor det kun været muligt at foretage en skønsmæssig af-

grænsning af udgifterne til de to områder.

Den nye kontoplan gør det muligt at foretage en mere entydig opgørelse af udgifterne til

voksenområdet, men ændringen betyder samtidig, at udgifter før og efter 2018 ikke kan

sammenlignes på grund af databrud, jf. tabel 1.2.

Tabel 1.2

Samlede offentlige udgifter til sociale indsatser til voksne med handicap og udsatte voksne,

2014-2018

2014

2015

2016

2017

Databrud

2018

--------------------------------------- Mia. kr. ---------------------------------------

I alt

31,3

31,1

30,7

30,4

33,3*

Anm.: Se kapitel 3. 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter * Udgifterne til voksenområdet og i alt for 2018

kan ikke sammenlignes med i tidligere år. Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af DUT.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Selvom det ikke er muligt at foretage sikre og præcise opgørelser over udgifterne til vok-

senområdet over tid, oplever en række kommuner udfordringer med at styre udgifterne

til området i disse år. Dette skyldes blandt andet et oplevet udgiftspres i forhold til ud-

gifter til socialpædagogisk støtte, der for eksempel kan omfatte hjælp til udvikling af so-

ciale og andre færdigheder.

Kapitel 3 ser nærmere på udgifterne til sociale indsatser.

Bedre data om målgrupper, indsatser og udgifter på socialområdet er afgørende for, at

der kan skabes ny og mere viden, som understøtter det strategiske og systematiske ar-

bejde med udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser samt investeringstan-

kegangen, herunder videreudviklingen af Den Socialøkonomiske Investeringsmodel

(SØM).

Med Social- og Indenrigsministeriets datastrategi for socialområdet arbejdes der målret-

tet mod at etablere data for flere modtagere af sociale indsatser. Visionen er, at der for

alle større målgrupper skal indsamles dækkende og aktuelle data af høj kvalitet om,

hvem, der modtager, hvilke indsatser, hvornår og til hvilken pris. Det er en præmis for

hele datastrategien, at kommunerne samlet set ikke skal registrere og indberette mere,

end de gør i dag.

Boks 1.1 gør kort rede for status og det videre arbejde med datastrategien.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.1

Status for datastrategien på socialområdet

Social- og Indenrigsministeriet har med datastrategien for 2016-2020 lagt en ambitiøs plan for flere og bedre

data på socialområdet. Datagrundlaget på socialområdet er som følge heraf forbedret betydeligt de seneste

år, og der er taget en række væsentlige skridt i retning af målsætningen om at sikre dækkende og aktuelle

data om de centrale målgrupper på området.

Gode data giver åbenhed og gennemsigtighed bl.a. for den enkelte borger om, hvad kommunerne leverer på

socialområdet, og styrker mulighederne både nationalt og kommunalt for at pege på, hvad der virker, og hvor

der er behov for en mere effektiv socialpolitisk indsats. Samtidig giver gode data bedre muligheder for at er-

faringsudveksle på tværs af kommuner.

I 2019 har arbejdet under datastrategien fortsat haft fokus på at sikre en vellykket implementering af strate-

giens tidligere igangsatte initiativer. Der er samtidig i det seneste år opnået flere væsentlige resultater i for-

bindelse med udmøntningen af strategien:

Lancering af ny forbedret Tilbudsportal:

Med den nye Tilbudsportal er der sikret en større

brugervenlighed, samt at portalen i højere grad er anvendelig som et aktivt informations- og sty-

ringsredskab for kommunerne. Det skal bl.a. styrke brugen af Tilbudsportalen blandt sagsbehand-

lere og derved højne datakvaliteten i portalen, understøtte gennemsigtighed om indsatserne og

styrke viden på området.

Udvikling af bedre data på det familieretlige område:

Som led i reformen af det familieret-

lige system er der udarbejdet et monitorerings- og evalueringsredskab, der giver mulighed for at

følge borgeres forløb på det familieretlige område og koble oplysningerne med andre relevante data-

kilder. Herved bliver det muligt at skabe mere generel viden om familierne på området, herunder

hvordan det går de involverede børn fremover.

Styrket samarbejde om bedre data med KL:

Gode data på socialområdet er en fælles og vigtig

dagsorden for både KL og Social- og Indenrigsministeriet. Derfor er det eksisterende samarbejde om

at sikre gode data videreført og styrket yderligere. Samarbejdet er forankret i et nyt kommissorium.

Sanering i statistikken om personer med stofmisbrug:

Der er gennemført en større forenk-

ling af statslige indberetningskrav for personer i stofmisbrugsbehandling. Således er antallet af ind-

beretningskrav mere end halveret. Samtidigt er der udviklet et rapporteringsværktøj, som gør det

muligt for kommunerne at trække hovedtal fra stofmisbrugsdatabasen, og lave egne beregninger og

analyser.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.1 (fortsat)

Status for datastrategien på socialområdet

Permanent finansiering af hjælpemiddelstatistikken:

Der er sikret finansiering til en ny na-

tional statistik om personer med handicap, der modtager støtte i form af hjælpemidler. Der er i peri-

oden 2017-2019 gennemført et pilotprojekt med indhentelse af hjælpemiddeldata fra en lang række

kommuner. Resultater og erfaringer herfra skal nu omsættes til en permanent statistik, som frem-

over kan sikre mere viden om målgruppen og danne et bedre grundlag for opgørelse af den samlede

gruppe af personer med handicap.

Finansiering af nye socialt institutionsregister:

Der er sikret finansiering til et nyt landsdæk-

kende institutionsregister på socialområdet, som skal gøre det muligt at koble oplysninger om mod-

tagere af en indsats med oplysninger om indsatsens indhold, og derved styrke mulighederne for at

pege på, hvad der virker, og hvor der er behov for en mere effektiv socialpolitisk indsats.

Kobling af individbaserede udgifts- og aktivitetsdata:

Ministeriets koblingsprojekt har til

formål at tilvejebringe sammenlignelige enhedsudgifter på det specialiserede voksenområde. De fo-

reløbige resultater viser store forskelle i de deltagende kommuners enhedsudgifter. Ministeriet vil

derfor i foråret 2020 foretage en dybdegående afdækning af den kommunale praksis og brugen af de

ydelser, som indgår i projektet. Afdækningen skal nuancere og kvalificere grundlaget for kommunale

sammenligninger på baggrund af enhedsudgifter.

De følgende afsnit sammenfatter hovedkonklusionerne i redegørelsens temakapitler og

gør rede for Social- og Indenrigsministeriets strategiske arbejde med investeringer i

virksomme indsatser på socialområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

1.2 Anbragtes faglige niveau og udvikling i skolen

En god skolegang er det bedste afsæt for en ungdomsuddannelse og et godt voksenliv,

men børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres opvækst, kla-

rer sig generelt markant dårligere i skolen end deres jævnaldrende. Det gælder både fag-

ligt og trivselsmæssigt. Det hører dog med til billedet, at anbragte som helhed har et

langt større støttebehov i skolen end øvrige børn og unge. Mere end 40 pct. af anbragte

børn går på specialskole eller i en specialklasse, mens det er under 5 pct. blandt øvrige

børn.

På den baggrund ser redegørelsens første temakapitel nærmere på anbragte, der ikke

modtager specialundervisning. Kapitlets fokus er således på anbragte børn og unge, der

umiddelbart har samme undervisningsmæssige udgangspunkt som øvrige børn.

Analyserne i kapitlet viser blandt andet, at denne gruppe af anbragte børn allerede er

fagligt bagud tidligt i skolen. Hvor det er op mod 20 pct. blandt disse anbragte børn, der

har dårlige resultater i dansk i 2. klasse, gælder det under 10 pct. blandt de øvrige elever.

Tendensen til, at denne gruppe af anbragte børn klarer sig betydeligt dårligere end deres

jævnaldrende, fortsætter hele vejen frem til grundskolens afslutning. Ved afgangsprø-

verne i 9. klasse ligger anbragte i de almene grundskoleklasser i størrelsesordenen to ka-

rakterpoint under gennemsnittet for øvrige elever.

Samtidig er det i størrelsesorden 20-25 pct. af de anbragte i de almene grundskoleklas-

ser, som ikke aflægger alle de bundne prøver i dansk og matematik. Det gælder kun 5

pct. blandt øvrige børn og unge.

Selv når der tages højde for det faglige niveau tidligt i grundskolen, klarer anbragte børn

og unge sig stadig relativt dårligere end øvrige børn og unge ved afgangsprøverne. An-

bragte børn med gode resultater i 4. klasse ligger således mere end én karakter lavere

ved afgangsprøverne end øvrige børn med gode resultater i 4. klasse, jf. figur 1.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.5

Karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i 9. klasse efter fagligt niveau i 4. klasse

Karaktergennemsnit

Dårligt resultat i 4. klasse

Anbragte børn og unge

Jævnt resultat i 4. klasse

Godt resultat i 4. klasse

Øvrige børn og unge

Karaktergennemsnit

Anm.: Se kapitel 4. Resultater i de bundne prøver i dansk og matematik ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve i

2018 blandt børn og unge, der var indskrevet i en almen grundskoleklasse ved udgangen af 2017, og som

ikke modtog specialundervisning. Fagligt niveau i 4. klasse er baseret på elevens resultater i de nationale

tests i dansk i 2013 og er opgjort efter den kriteriebaserede skala.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring

Der kan være flere forklaringer på, at anbragte børn og unge klarer sig dårligere i grund-

skolen end øvrige børn og unge, og i kapitlet ses der bl.a. på forekomsten af diagnoser og

på en række faglige og personlige kompetencer blandt børnene.

I analysen ses der også på fraværet. Ser man på antallet af fraværsdage blandt elever i de

almene grundskoleklasser, så ligger anbragte børn og unge nogenlunde på niveau med

de øvrige elever i 1.-7. klasse. Indtil 7. klasse har anbragte børn faktisk færre fraværsdage

i gennemsnit om året end øvrige børn. Mod grundskolens afslutning stiger antallet af

fraværsdage imidlertid betydeligt. Hvor anbragte børn og unge i de almene grundskole-

klasser i gennemsnit har 18 fraværsdage i 9. klasse, har øvrige elever godt 12 fraværs-

dage.

Der ses også en tydelig sammenhæng mellem antallet af fraværsdage og elevernes resul-

tater ved afgangsprøverne i 9. klasse. Det gælder særligt for de elever i 2018, der ikke af-

lagde alle bundne prøver i dansk og matematik. Her steg det årlige antal fraværsdage fra

22 dage i 7. klasse til 45 dage i 9. klasse. Ser man omvendt på de anbragte børn og unge,

som aflagde alle bundne prøver i dansk og matematik, så har antallet af fraværsdage lig-

get markant lavere og nogenlunde stabilt på omkring 10-15 fraværsdage i gennemsnit fra

7.-9. klasse, jf. figur 1.7.

Børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder bliver oftest anbragt i en senere al-

der end børn og unge i plejefamilier. Blandt anbragte i de almene grundskoleklasser er

det mere end 55 pct. blandt unge på døgninstitutioner og opholdssteder, som blev an-

bragt uden for hjemmet, da de var i alderen 14-17 år. Til sammenligning er det mindre

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

end 20 pct. blandt anbragte i plejefamilier. Her er det omvendt en markant større andel,

der er blevet anbragt i 0-4-årsalderen, jf. figur 1.6.

Figur 1.6

Anbragte børn og unge i 9. klasse efter alder

ved første anbringelse og anbringelsessted

Pct.

0 - 4 år

5 - 9 år

10 - 13 år

14 - 17 år

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

Pct.

Ikke aflagt

alle prøver

0 - 4 år

5 - 9 år

4-7

10 - 13 år

14 - 17 år

Figur 1.7

Resultater ved afgangsprøverne i 9. klasse

efter alder ved første anbringelse

Pct.

100

Pct.

100

Anm.: Resultater ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøver blandt anbragte børn og unge, der var indskrevet i en

almen grundskoleklasse ved udgangen af 2017, og som ikke modtog specialundervisning.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der ses også en tydelig sammenhæng mellem alder ved første anbringelse og elevens re-

sultater ved afgangsprøverne i 9. klasse. Det vedrører særligt de elever, som ikke aflæg-

ger afgangsprøverne. Blandt anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser, som

ikke aflagde alle bundne prøver i dansk og matematik i 9. klasse i 2018, er det omkring

60 pct., som blev anbragt uden for hjemmet i alderen 14-17 år, jf. figur 1.7.

Resultaterne indikerer, at de børn og unge, som anbringes i en sen alder, er i særlig ri-

siko for ikke at aflægge afgangsprøverne i 9. klasse. Heraf er størstedelen anbragt på en

døgninstitution eller et opholdssted mv. Når mange af de unge, som anbringes sent, ikke

aflægger afgangsprøverne i 9. klasse, kan det skyldes, at de unge har nogle udfordringer,

fx psykiske vanskeligheder, som både er årsagen til, at de anbringes, og at de ikke aflæg-

ger afgangsprøverne.

Samlet understreger resultaterne i analysen, at det er vigtigt at få opsporet de fagligt

svage elever tidligt i grundskolen, så de kan få den rette støtte og hjælp i tide til at blive

løftet fagligt. En tidlig indsats målrettet anbragte børn og unge i grundskolen bør både

handle om at styrke barnets faglige færdigheder og samtidig at få støttet op om og udvik-

let barnets faglige og personlige kompetencer, herunder koncentrationsevne, samar-

bejdsevne, selvtillid og selvværd mv.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

1.3 Plejeforældres karakteristika

I kapitel 5 foretages der for første gang en kortlægning af plejeforældre og plejefamilier

på baggrund af registerdata. Dette giver en ny unik indsigt i plejefamiliernes baggrunds-

karakteristika. Analyserne viser, at der er sket markante ændringer blandt plejeforældre

i de senere år når man ser på bopæl, alder og beskæftigelse.

Analyserne i kapitlet viser blandt andet, at der er en betydelig variation mellem de en-

kelte landsdele i forhold til, hvor stor en andel af befolkningen, som er plejeforældre.

Københavnsområdet har eksempelvis en markant lavere andel plejeforældre, end de re-

sterende landsdele. Omvendt har Vest- og Sydsjælland den højeste andel plejeforældre.

Ser man på udviklingen i promille af befolkningen, som er plejeforældre, på tværs af

landsdele fra 2007 til 2017, er der sket en markant stigning i Vest- og Nordjylland samt

på Bornholm. I Vestjylland er andelen af 30-65-årige som er plejeforældre steget med

knap 50 pct., på Bornholm er andelen steget med ca. 40 pct. og i Nordjylland er andelen

steget med ca. 70 pct. Omvendt har andelen været faldende i Hovedstadsområdet og i

Østsjælland, jf. figur 1.8.

Figur 1.8

Andel af 30-64 årige der er plejeforældre fordelt på landsdele, 2007 og 2017

Promille

Byen

Københavns

København

omegn

Øst-

sjælland

Nord-

sjælland

Øst-

jylland

Syd-

jylland

Fyn

Vest-

jylland

Bornholm

Nord-

jylland

Vest- og

Sydsjælland

2007

2017

Anm.: Figuren omfatter plejeforældre, som havde et eller flere anbragte børn eller unge i alderen 0-17 år boende

ultimo året samt hele befolkningen i den erhvervsaktive alder. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddy-

bet i kapitel 5.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I gennemsnit er plejeforældrene blevet seks år ældre siden 2000, og gennemsnitsalde-

ren er steget fra 46 år til 52 år i 2017. I 2000 var lidt over 2/3 af plejeforældrene under

50 år, og den resterende 1/3 over 50 år. I 2017 er det omvendt blot ca. 1/3 af plejeforæl-

drene som er under 50 år, mens 2/3 er over 50 år, jf. figur 1.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.9

Aldersfordeling blandt plejeforældre i hhv. 2000, 2009 og 2017

Pct.

25-29 år

30-34 år

35-39 år

2000

40-44 år

45-49 år

50-54 år

2009

55-59 år

60-64 år

2017

65-70 år

Over 70

Pct.

Anm.: Omfatter plejeforældre der havde et eller flere plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo året i hhv. 2000.

2009 og 2017. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i kapitel 5.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen i plejeforældrenes alder kan ikke forklares af en sammenfaldende udvikling

i de anbragte børn og unges aldersgennemsnit, da gennemsnitsalderen blandt anbragte

børn og unge i plejefamilier har været uændret siden 2000. Fra 2000 til 2017 har gen-

nemsnitsalderen blandt de anbragte børn og unge i plejefamilier således været omkring

10 år.

En stigende andel af plejeforældrene har ikke beskæftigelse ved siden af familiepleje-

hvervet. Ser man på udviklingen i beskæftigelsesstatus for alle plejefamilierne, har der

siden 2000 været et fald i andelen af plejefamilier, hvor begge plejeforældre er beskæfti-

get ud over at være plejeforældre. Faldet er blevet modsvaret af en stigning i både ande-

len af plejefamilier, hvor kun den ene plejeforælder er i beskæftigelse ved siden af pleje-

forældrehvervet samt andelen af plejefamilier, hvor ingen af plejeforældrene er i beskæf-

tigelse ved siden af plejeforældrehvervet.

I analysen undersøges uddannelsesniveauet blandt plejeforældre også. Det kræver i ud-

gangspunktet ikke en særlig uddannelse at være almindelig plejeforældre, alligevel er en

betydelig del af plejeforældrene uddannet inden for pædagogik. I over en tredjedel af

plejefamilierne har mindst en plejeforælder en pædagogisk uddannelse som højest fuld-

førte uddannelse. Dette er opgjort uden pædagogiske kurser, heriblandt det obligatori-

ske kursus som alle godkendte plejefamilier skal gennemføre.

Resultaterne i analysen peger samlet på, at der er tegn på en stigende professionalise-

ring af plejefamiliehvervet. For det første har en stigende andel af plejeforældrene ikke

anden beskæftigelse ved siden af at være plejeforældre. For det andet udgør vederlaget

en stigende andel af plejefamiliernes samlede indkomst. Og for det tredje har plejefami-

lierne oftere flere plejebørn end tidligere.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

1.4 Sammenhænge mellem plejeforældres beskæftigelses-

forhold og anbragtes resultater i skolen

Det er veldokumenteret, at anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i skolen

og videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet end øvrige børn og unge. Men

det vides ikke om forhold omkring plejefamilien, herunder fx deres beskæftigelsesstatus,

har betydning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig i uddannelsessystemet un-

der og efter anbringelsen.

Med afsæt i kortlægningen af plejeforældres karakteristika undersøges det derfor i kapi-

tel 6, om der er sammenhænge mellem bl.a. plejeforældres beskæftigelsesforhold og an-

bragte børn og unges resultater i grundskolen og videre ind i ungdomsuddannelserne.

Anbragte børn og unge i plejefamilier, hvor begge plejeforældre har anden beskæftigelse

ud over at være plejeforældre, klarer sig bedre i grundskolen end øvrige anbragte børn

og unge i plejefamilier. En større andel aflægger afgangsprøven i 9. klasse og de opnår i

gennemsnit højere karakterer i dansk og matematik. Anbragte børn og unge i plejefami-

lier, hvor begge plejeforældre har været i anden beskæftigelse, opnår i gennemsnit højest

karakterer i 9. klasse, efterfulgt af anbragte i plejefamilier, hvor den ene af plejeforæl-

drene har været i anden beskæftigelse, jf. figur 1.10.

Figur 1.10

Karaktergennemsnit i matematik og dansk ved afgangsprøven i 9. klasse fordelt efter plejefor-

ældrenes beskæftigelsesforhold

Karakter

Ingen i anden beskæftigelse

En i anden beskæftigelse

Begge i anden beskæftigelse

Karakter

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, som har aflagt afgangsprøve i dansk og matema-

tik i 9. klasse, og som har været anbragt i den samme plejefamilie i mindst 5 år, og som blev anbragt i alderen

0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i kapitel 6.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ud fra figur 1.9 kan man imidlertid ikke sige noget om, hvorvidt forhold omkring pleje-

familierne har betydning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig. Altså om pleje-

forældres karakteristik direkte påvirker anbragte børn og unges præstationer i grund-

skolen.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

For nærmere at isolere betydningen af plejeforældrenes baggrundskarakteristik på de

anbragtes karakterer, opstilles der i kapitlet en regressionsmodel, som tager højde for

væsentlige faktorer, som direkte eller indirekte kan påvirke, hvordan de anbragte børn

og unge klarer sig. Resultaterne viser, at anbragte børn og unge klarer sig bedre til af-

gangsprøven i 9. klasse, hvis deres plejeforældre er i beskæftigelse, ift. hvis ingen af ple-

jeforældrene er i beskæftigelse.

På den ene side kan resultaterne tolkes således, at plejeforældre med anden beskæfti-

gelse har en positiv indvirkning på anbragte børn og unges resultater i skolen. På den

anden side, er det ikke muligt fuldt ud at kontrollere for betydningen af barnets samlede

støttebehov i valget af plejeforældre, og derfor kan det ikke entydigt konkluderes, at år-

sagssammenhængen går denne vej.

Resultaterne viser også, at anbragte børn og unge i plejefamilier bestående af par opnår

signifikant højere karakterer, ligesom karaktererne er signifikant højere, hvis mindst en

af plejeforældrene har en pædagogisk eller lang videregående uddannelse.

Resultaterne fra denne analyse er på nuværende tidspunkt, det nærmeste man er kom-

met på at isolere en ’effekt’ af plejeforældres karakteristik på, hvordan anbragte børn og

unge klarer sig i grundskolen. For at kunne sige noget mere sikkert om årsagssammen-

hængen, er der behov for bedre data om barnets støttebehov, og viden om, hvilken rolle

støttebehovet spiller i forhold til, hvilken plejefamilie barnet anbringes i. Det vil kunne

danne grundlag for flere mere nuancerede analyser, der i forlængelse af denne analyse

kan underbygge årsagssammenhænge og effektstørrelser.

1.5 Børn og unge med handicap

Børn og unge med handicap er en sammensat gruppe, der kan have behov for mange

forskellige former for hjælp og støtte, og der findes ikke en entydig definition af, hvem

børn og unge med handicap er. Analyserne i dette temakapitel er baseret på oplysninger

om børn og unge, der får indsatser efter serviceloven. Kapitlet giver for første gang svar

på en række grundlæggende spørgsmål om dels hvor mange børn og unge med handi-

cap, der er i Danmark, dels hvordan det går dem, når de bliver voksne.

Børn og unge med handicap er omfattet af en række forskellige ydelser efter servicelo-

ven. Det gælder merudgiftsydelse, tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer eget

barn med handicap, og sociale indsatser som foranstaltninger og anbringelser af børn og

unge. Samlet set skønnes der at være i størrelsesordenen 30-35.000 børn og unge, der

modtager hjælp efter serviceloven på grund af et handicap. Der er tale om et minimums-

skøn, da der ikke findes data om alle typer af indsatser til børn og unge med handicap.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Analyserne i kapitlet viser blandt andet, at fire gange så mange unge med handicap ikke

er i gang med en ungdomsuddannelse som 19-20-årige sammenlignet med andre unge.

Hvor omkring 5 pct. blandt alle 19-20-årige ikke er i gang med eller har gennemført en

ungdomsuddannelse, er det 20 pct. af unge med handicap, der hverken er i gang med en

ordinær ungdomsuddannelse eller en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), jf.

figur 1.11.

Figur 1.11

Ungdomsuddannelse for 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven pga. handicap

som 16-17-årige og for befolkningen, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Børn og unge med handicap

Ordinær (gennemført eller igangværende)

Alle børn og unge

STU (gennemført eller igangværende)

Afbrudt

Ikke påbegyndt

Anm.: Se kapitel 7. Har personen både ordinær ungdomsuddannelse og STU, er personen opgjort under ordinær

ungdomsuddannelse. STU retter sig mod unge med udviklingshæmning og andre unge med særlige behov,

der ikke har mulighed for at gennemføre en anden (ordinær) ungdomsuddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er samtidig store forskelle i de unges forsørgelsesgrundlag. Hvor omkring 40 pct. af

de 19-20-årige, der har modtaget indsatser på grund af et handicap, er i beskæftigelse

eller uddannelse, er tallet for alle unge voksne med samme alder 82 pct. Samlet set er 15

pct. af de 19-20-årige med handicap bevilget førtidspension, hvilket er væsentligt flere

end blandt alle unge, hvor tallet er 1 pct.

Overgangen fra barn til voksen indebærer, at man overgår fra at være omfattet af reg-

lerne på børne- og ungeområdet til at være omfattet af voksenbestemmelserne i service-

loven. Samlet set modtager godt halvdelen af gruppen af unge med handicap på 19-20 år

fortsat hjælp efter serviceloven, efter de er blevet 18 år.

Der er en sammenhæng mellem den type af hjælp, man har fået som ung, og hvorvidt

man fortsætter med at modtage hjælp som voksen. Blandt børn og unge, hvor familien

alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste eller alene merudgiftsydelse, er det hhv. 22

og 39 pct., der fortsat modtager en indsats efter serviceloven efter de fylder 18 år. Hvis

familien både har modtaget tabt arbejdsfortjeneste og merudgiftsydelse er det 49 pct.,

der overgår til en indsats som voksen. Blandt dem, der har modtaget en social foran-

staltning på grund af et handicap eventuelt i kombination med andre former for støtte til

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

familien, er det i størrelsesordenen 70-80 pct., der fortsat modtager en indsats som

voksne, jf. 1.12.

Figur 1.12

Indsats efter serviceloven til 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven som 16-17-

årige pga. handicap efter indsatskombination, 2014-2016

Pct.

100

Pct.

100

Alene tabt

arbejdsfortjeneste

Alene merudgiftsydelse

Både merudgiftsydelse

og tabt arbejdsfortjeneste

uden social foranstaltning

Indsats som 16-17-årig

Alene

social foranstaltning

Social foranstaltning og

merudgiftsydelse el. tabt

arbejdsfortjeneste

Anm.: Se kapitel 7. 19-20-årige ultimo 2016. Se anm. til figur 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Samlet set peger resultaterne i kapitlet således på, at der for mange unge med handicap

er udfordringer forbundet med overgangen til voksenlivet, ikke mindst i forhold til at få

fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Her kan der være behov for et

bedre samspil mellem de sociale indsatser og indsatserne på andre velfærdsområder,

bl.a. i beskæftigelsessystemet.

1.6 Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Selvom antallet af unge i hjemløshed er faldet i den seneste hjemløsetælling, udgør unge

i alderen 18-29 år fortsat den største gruppe af hjemløse personer. Analyserne i dette ka-

pitel sætter fokus på gruppen af hjemløse unge, deres baggrund og forskelligheden af

graden af udsathed inden for gruppen.

Hjemløse personers situation varierer betydeligt alt efter deres alder. Unge i hjemløshed

overnatter i højere grad hos familie og venner og sjældnere på forsorgshjem og herberg

end hjemløse personer generelt. For hjemløse personer mellem 18 og 29 år er andelen,

som overnatter hos familie og venner, 46 pct., mens 27 pct. af de unge benytter forsorgs-

hjem og herberg.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

En høj andel af de unge i hjemløshed har været anbragt som børn eller modtaget fore-

byggende foranstaltninger. Andelen af hjemløse unge, som har været anbragt uden for

hjemmet, er 34 pct., hvor det er under 5 pct. af unge som helhed, jf. figur 1.13. Det

samme mønster tegner sig, når man ser på, om den unge har modtaget forebyggende

foranstaltninger. Her har 46 pct. af hjemløse unge modtaget forebyggende foranstaltnin-

ger, mens det kun gælder 8 pct. af unge generelt, jf. figur 1.14.

Figur 1.13

Andel der har været anbragt

Pct.

Figur 1.14

Andel der har modtaget forebyggende foran-

staltninger

Pct.

Hjemløse personer (18-29 årige)

Befolkningen (18-29 årige)

Hjemløse personer (18-29 årige)

Befolkningen (18-29 årige)

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. 18-29 årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan

genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt alle 18-29 årige personer i befolkningsregistreret i

2017. Alderen er opgjort ultimo 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Analysen viser også, at unge i hjemløshed ofte har en række problemer udover hjemløs-

hed. Eksempelvis har unge i hjemløshed oftere haft kontakt til psykiatrien eller været i

stofmisbrugsbehandling end andre unge. Lidt over 57 pct. af de hjemløse unge har en di-

agnose, der kan være relateret til psykiske vanskeligheder eller et fysisk eller psykisk

handicap. Derudover har 16 pct. af de unge hjemløse været i stofmisbrugsbehandling i

2017.

Samlet peger analysen på, at unge i hjemløshed, som tidligere har været anbragt, er

blandt de mest udsatte unge hjemløse. Denne gruppe har et lavere uddannelsesniveau

og har svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre hjemløse unge. Ligeledes er de

oftere i stofmisbrugsbehandling og har en større risiko for at være i hjemløshed i to

hjemløsetællinger i træk. Samtidig er de den gruppe blandt hjemløse unge, som oftest

har modtaget efterværn. Hele 57 pct. af hjemløse unge, som har været anbragt, har mod-

taget efterværn, efter de fyldte 18 år. Det samme er gældende for 19 pct. af gruppen, som

tidligere har modtaget forebyggende foranstaltninger eller har en diagnose. Dette kan

indikere, at der er behov for en anden tilgang til de unge med de mest komplekse proble-

mer for at forebygge hjemløshed.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

1.7 Investeringer i virksomme indsatser

Sociale indsatser kan ses som investeringer, der – i det omfang de virker efter hensigten

– kan give både bedre liv og færre offentlige udgifter på sigt.

Et strategisk og systematisk arbejde med udvikling og udbredelse af virksomme indsat-

ser er helt afgørende for at løfte investeringsdagsordenen på socialområdet. Hjørneste-

nene i Social- og Indenrigsministeriets arbejde med virksomme indsatser og investe-

ringstankegangen er

Udviklings- og investeringsprogrammerne på socialområdet

(UIP’erne) og

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel

(SØM).

Der er samlet afsat ca. 500 mio. kr. på finansloven til UIP’erne på socialområdet. Mid-

lerne er permanente og udmøntes over fire år, således at der årligt udmøntes i størrel-

sesordenen 60-70 mio. kr. til henholdsvis voksenområdet og børne- og ungeområdet.

Handicapområdet er dækket af begge programmer.

UIP’erne indeholder tre spor:

Et udviklingsspor, der dels omfatter modning af nye socialfaglige metoder, dels

afprøvning af nye metoder og indsatser i kommunerne.

Et udbredelsesspor med investering i udbredelse og forankring af virksomme

og omkostningseffektive metoder i kommunerne.

Et dataspor med investering i data, der understøtter viden om, hvad der virker.

Formålet med UIP’erne er at understøtte en mere vidensbaseret og effektfuld socialpoli-

tik med afsæt i socialfaglige metoder og indsatser, som efterspørges i kommunerne. Der-

for udvikles nye virksomme indsatser under UIP’erne i tæt samarbejde med kommu-

nerne, og der vil i den sammenhæng også indgå overvejelser om, hvorvidt projekter i

regi af UIP’en kan implementeres inden for rammerne af de kommunale serviceni-

veauer. Et centralt formål med UIP’erne er desuden at bidrage til videreudviklingen af

SØM.

Samlet set skal UIP’en bidrage til, at sociale indsatser gør en reel og positiv forskel for

børn, unge og voksne med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger, og så vidt

muligt frigøre ressourcer i kommunerne gennem en mere omkostningseffektiv anven-

delse af midlerne på socialområdet. Selvom UIP’erne først og fremmest retter sig mod

socialområdet, kan de også omfatte projekter med snitflader til andre velfærdsområder,

hvor projekterne eksempelvis går på tværs af social- og beskæftigelsesområdet.

UIP’erne står på

Strategi for udvikling af sociale indsatser.

Kernen i strategien er en fa-

semodel, der skal sikre, at centralt afsatte midler til udvikling af virksomme indsatser

anvendes så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt, jf. figur 1.15.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.15

Sammenhængen mellem

Strategi for udvikling af sociale indsatser

og sporene i UIP’erne

Screening

Modning

Afprøvning

Udbredelse

Spor

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet.

Spor 2

UIP’ens spor 1 omfatter de tre første faser; screening, modning og afprøvning. Mens

spor 2 omfatter udbredelsesfasen. Ved overgang fra en fase til den næste, skal der ud fra

fastlagte faglige kriterier træffes beslutning om, hvorvidt udviklingsarbejdet kan fortsæt-

tes, eller om de foreløbige erfaringer viser behov for at forlænge en fase, gøre den om el-

ler helt stoppe udviklingen af indsatsen. Kriterierne er:

•

Virkning

Økonomi

Implementering

Efterspørgsel

Realistisk drift

Det handler grundlæggende om, at indsatsen skal have en positiv effekt for målgruppen,

og at der skal være viden om omkostningerne til indsatsen og - om muligt - de økonomi-

ske konsekvenser, som kan være afledt af indsatsen, jf. boks 1.2 om SØM. Indsatsen skal

kunne implementeres i kommunerne, herunder skal der være viden om de nødvendige

kompetencer og organisatoriske rammer. Desuden skal indsatsen være efterspurgt i for-

hold til de udfordringer og behov, kommunerne oplever på det sociale område. Endelig

skal der være et realistisk perspektiv i fortsat drift i kommunerne, efter at indsatsen er

modnet og afprøvet, fx så det over tid er muligt at opretholde et bæredygtigt fagligt miljø

i kommunen.

SØM kan være relevant i alle faser, men særligt i afprøvningsfasen, jf. boks 1.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.2

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel

SØM skal fremme investeringstankegangen på socialområdet, blandt andet ved at synliggøre de økonomiske

gevinster, der kan være forbundet med investeringer i forebyggelse og vidensbaserede indsatser. Den første

version af SØM blev offentliggjort i januar 2018, og i oktober 2018 blev der offentliggjort en udvidet model,

som omfatter børne- og ungeområdet.

SØM består af to dele:

•

En beregningsramme, hvori man får en samlet opgørelse over budgetøkonomiske nettoresultater

relateret til en konkret social indsats og baseret på de tal og antagelser om effekter, priser og øko-

nomiske konsekvenser, brugerne selv indtaster.

En vidensdatabase, der indeholder en række effektstudier og viden om priser og økonomiske

konsekvenser for udvalgte målgrupper. Vidensdatabasen kan bruges som inspiration til beregnin-

ger i SØM’s beregningsramme.

•

Effektstudierne og de estimerede priser og konsekvenser kan bidrage til at kvalificere brugernes skøn over

størrelsen af effekten på den konkrete indsats, som der regnes på. Det er ikke muligt med modellen at sige,

om de beregnede konsekvenser rent faktisk følger som resultat af den konkrete indsats. Det skal ses i lyset af,

at der generelt ikke findes viden om de afledte økonomiske konsekvenser af sociale indsatser i dag. SØM’s

vidensdatabase indeholder viden og estimater for 7 hovedmålgrupper på børne- og ungeområdet, som er un-

deropdelt på alder, hhv. 6-13 årige og 14-17 årige. Der arbejdes på, at 0-5 årige også kan inkluderes i model-

len. På voksenområdet omfatter modellen 10 hovedmålgrupper.

SØM er således en budgetøkonomisk model, der kan anvendes til at beregne de økonomiske konsekvenser af

konkrete sociale tiltag og indsatser lokalt i en kommune, baseret på antagelser om, hvad effekten af en ind-

sats kan være. Arbejdet med at udvikle, konsolidere og forbedre modellen fortsætter i de kommende år.

SØM er udviklet af VIVE og Incentive for Socialstyrelsen, og siden lanceringen af SØM i januar 2018 har 76

kommuner modtaget uddannelse i eller introduktion til at anvende modellen (november 2019).

Status for UIP’erne er, at 60 kommuner aktuelt (november 2019) samarbejder med So-

cial- og Indenrigsministeriet om udvikling eller udbredelse af virksomme sociale indsat-

ser i regi af UIP’erne på socialområdet. Siden 2017 er der sammenlagt gennemført og

igangsat 21 initiativer inden for UIP’erne.

Med etableringen af Den Sociale Investeringsfond i 2019, er der kommet et helt nyt red-

skab i den socialpolitiske værktøjskasse. Fonden skal fremme investeringstankegangen

bredt på velfærdsområderne, og der er tæt kobling mellem UIP’erne, SØM og fonden, jf.

boks 1.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.3

Den Sociale Investeringsfond og UIP’erne

Som en del af aftalen om satspuljen for 2018 blev det besluttet at etablere Den Sociale Investeringsfond

(DSI), der skal investere i sociale og andre indsatser bredt på velfærdsområderne. Fonden er opdelt i to un-

derfonde:

•

En investeringsfond, som skal investere i sociale investeringsprogrammer

En udviklingsfond, der skal udvikle og modne sociale investeringsprogrammer

De sociale investeringsprogrammer skal sikre, at indsatserne både skaber bedre resultater for modtagerne af

de forskellige indsatser og mindsker de offentlige udgifter. Programmerne er bl.a. inspireret af en række EU-

og OECD-lande, herunder Finland, hvor der de seneste år er udviklet nye former for offentligt-private part-

nerskaber baseret på resultatkontrakter med en række aftalte resultatmål for forskellige indsatser. Fonden

har en startkapital på 78 mio. kr., hvor 50 mio. kr. er afsat til investeringsfonden og 28 mio. kr. er afsat til

udviklingsfonden.

Der er en tæt sammenhæng mellem DSI og UIP’erne, hvor begge har til formål at udvikle og investere i soci-

ale indsatser, hvor fokus er på at udbrede virksomme og omkostningseffektive indsatser. Det fremgår såle-

des også af satspuljeaftalen for 2019, der etablerede UIP på børne- og ungeområdet, at ”programmet skal

ses i relation til Den Sociale Investeringsfond, hvor der kan ske en større udrulning af indsatser, der efter en

gennemafprøvning i Udviklings- og Investeringsprogrammet, har vist sig særligt effektfulde.” Som med

UIP’erne er en del af formålet med DSI ligeledes at bidrage til videreudviklingen af vidensdatabasen i Den

Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).

Læs mere om Den Sociale Investeringsfond på www.dsi.dk.

Læs mere om UIP’erne, SØM og Social- og Indenrigsministeriets strategiske arbejde

med at udbrede og forankre investeringstankegangen i kommunerne i kapitel 9.

1.8 Kommunernes oplevede udfordringer på børne-

og ungeområdet

Kommunerne har det samlede ansvar for det sociale område, og langt de fleste sociale

indsatser finder sted i kommunerne. Det kommunale perspektiv på udfordringer på

området er derfor helt centralt i vurderingen af, hvor der er behov for nye virksomme

sociale indsatser.

Som led i arbejdet med UIP’erne har Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for

Velfærd (VIVE) på opdrag af Social- og Indenrigsministeriet gennemført en spørgeske-

maundersøgelse, der for første gang – systematisk – afdækker kommunernes oplevede

udfordringer på det specialiserede børne- og ungeområde. Der blev i 2018 gennemført

en lignende survey på voksenområdet.

Resultaterne af undersøgelsen viser overordnet, at kommunerne især oplever en række

udfordringer relateret til nogle specifikke målgrupper på det specialiserede børne- og

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

ungeområde. Det gælder i særlig høj grad udfordringer i forhold til en stigende gruppe af

psykisk sårbare børn og unge samt børn og unge med autisme, ADHD eller lignende

problematikker. Samtidig er der nogle generelle tværgående udfordringer på børne- og

ungeområdet. Det gælder blandt andet i forhold til at sikre sammenhæng i indsatsen på

tværs af fagområder.

Undersøgelser viser blandt andet også, at omkring halvdelen af kommunerne oplever

udfordringer i forhold til at understøtte skolegang og modvirke fravær blandt børn og

unge. Det gælder både socialt udsatte børn og unge og børn og unge med handicap samt

udfordringer med målgruppen af unge med meget komplekse problemstillinger

De udfordringer og behov, som kommunerne oplever, er dog ikke nødvendigvis de

samme, som opleves af andre interessenter og aktører. I overvejelserne omkring

prioriteringen af centralt afsatte midler til udvikling og udbredelse af virksomme

indsastser vil der af blandt andet den grund også indgå andre elementer som

eksempelvis andre aktørers perspektiver og viden om målgrupper og sociale

problemstillinger fra forskning og analyser mv., herunder i regi af Socialpolitisk

Redegørelse.

Der kan ligeledes være væsentlige socialpolitiske hensyn at tage til mindre målgrupper

med særlige behov, hvor progressionspotentialet kan være begrænset, og hvor de sociale

indsatser først og fremmest vil tage sigte på at undgå en forværring af problemer og for-

bedre den enkeltes livskvalitet. I sidste ende vil det altid være en politisk beslutning,

hvilke sociale problemstillinger og målgrupper, der prioriteres i forhold til udvikling af

nye virksomme sociale indsatser.

Læs mere om VIVE’s nye undersøgelse mv. i kapitel 10.

1.9 Viden om tidlige indsatser

Der har gennem en længere årrække været et stærkt fokus på tidlige indsatser i socialpo-

litikken, særligt over for børn og unge. Tidlige indsatser er dog i høj grad også relevante

på voksenområdet, blandt andet i forhold til at forebygge en forværring af problemet,

eksempelvis et misbrug, der fører til hjemløshed eller andre sociale problemer.

Mange kommuner har på den baggrund arbejdet målrettet med en omlægning af social-

politikken over mod tidligere og mere forebyggende indsatser gennem en årrække. Om-

lægningen er tæt knyttet til en investeringstankegang, da den typisk medfører øgede ud-

gifter til forebyggende foranstaltninger på kort sigt, mens de potentielle økonomiske ge-

vinster – eksempelvis ved færre anbringelser – først viser sig på længere sigt.

Kommunernes arbejde med denne omlægning af socialpolitikken afspejler sig også i

VIVE’s nye undersøgelse, jf. ovenfor, der viser, at det langt fra er alle kommuner, som i

dag oplever store udfordringer i forhold til det tidlige og forebyggende indsatser over for

udsatte børn og unge. Ikke desto mindre giver flere kommuner udtryk for, at en udfor-

dring i forhold til investeringer i tidlige og forebyggende indsatser netop er, at de økono-

miske gevinster ligger længere ude i fremtiden. Ligeledes kan det være en udfordring, at

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

de økonomiske gevinster falder på andre områder, end hvor investeringerne er foreta-

get, hvilket både kan være i andre forvaltninger i kommunen end socialforvaltningen,

eller i andre sektorer, regionerne eller staten.

En af de kommuner, der er gået foran på området, er Herning Kommune. Det er sket

med inspiration fra erfaringer i Sverige. Blandt andet har kommunen ansat flere social-

rådgivere for at nedbringe antallet af sager pr. sagsbehandler og stillet krav om en tæt-

tere opfølgning, end serviceloven kræver, når det gælder sociale indsatser over for ud-

satte børn og unge. Det samme gælder et styrket tværfaglige samarbejde mellem social-

rådgivere, PPR og sundhedsplejersker, samt brug af evidensbaserede forbyggende ind-

satser, jf. boks 1.4.

Grundtanken er at bringe udsatte børn tættere på et almindeligt hverdagsliv. Støtten til

udsatte børn skal sikre, at børnene kan opnå de samme muligheder for personlig udvik-

ling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. En vigtig del af

hverdagslivsperspektivet er, at der sættes aktivt ind i forhold til at aktivere ressourcer i

barnets nærmiljø i løsningerne. Det er således centralt, at personer i barnets nærmiljø

kan bidrage til udviklingen af gode løsninger, samt at der sker en tæt inddragelse af net-

værket i forbindelse med et indsatsforløb. Både familien, netværket og barnet selv skal

involveres i tilrettelæggelsen af indsatsen og forløbet, da det er med til at skabe motiva-

tion og ejerskab for forløbet hos både barnet og familien – og på den måde øge sandsyn-

ligheden for et succesfuldt forløb.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.4

Herning Kommunes Sverigesprogram

Med afsæt i blandt andet erfaringer fra Sverige begyndte Herning Kommune i 2013 en omlægning over mod

tidligere og mere forebyggende indsatser til udsatte børn og unge. Målet var en indsatsomlægning, hvor flere

udsatte børn modtager en virksom indsats, og hvor der sættes ind tidligere i problemudviklingen for at fore-

bygge en senere anbringelse uden for hjemmet. Samtidig var målet at sikre, at udsatte børn kommer så tæt

på et almindeligt hverdagsliv som muligt, herunder at børn, hvis behov tillader det, i højere grad anbringes i

en plejefamilie frem for på en døgninstitution.

Det er en central tanke i modellen, at børn og familier får den rette indsats på det rette tidspunkt. I den for-

bindelse tages der udgangspunkt i indsatstrappen. Det grundlæggende princip bag indsatstrappen er, at der

altid skal sættes ind med støtte på det trin, der matcher behovet hos barnet og familien på det givne tids-

punkt. Modstykket er altid først at sætte ind med de mindst indgribende indsatser og så ”trappe op” i mere

og mere omfattende/intensive indsatser, hvis det ikke virker. Tilgangen indebærer desuden, at indsatsen

over for barnet kan nedjusteres med henblik på at komme tættere på et almindeligt hverdagsliv.

Herning Kommunes Sverigesprogram indeholdt fem overordnede elementer:

Grundtanke:

Alle børn, der er i en socialt udsat position eller er i risiko for at komme det, har ret

til at leve et så almindeligt hverdagsliv som muligt.

Færre sager pr. socialrådgiver:

Socialrådgivernes sagsantal skulle nedbringes til højst 25 sager i

gennemsnit ved at ansætte flere sagsbehandlere.

Tættere opfølgning:

Der blev stillet krav om væsentligt hyppigere opfølgning, end hvad servicelo-

ven kræver. Dette ud fra en tankegang om, at en tæt og hyppig opfølgning er en forudsætning for

at sætte ind med den rette indsats på det rette tidspunkt.

Styrket tværfagligt samarbejde:

Socialrådgivere, PPR-psykologer og sundhedsplejersker skulle

samarbejde i tværfaglige teams, ligesom der også skulle samarbejdes mellem special- og almen-

området i skolerne.

En bred og målrettet tilbudsvifte:

Tilbudsviften skulle understøtte indsatstrappen, hvorfor der

skulle tilbydes en række forskellige evidensbaserede forebyggende indsatser.

Resultaterne af den afsluttende evaluering i 2018 af det såkaldte Partnerskabsprojekt, hvor Herning, Hvid-

ovre og Haderslev Kommune indgik i et partnerskab med Socialstyrelsen, der fagligt understøttede kommu-

nernes omlægning over mod tidligere og mere forebyggende, jf. Sverigesprogrammet, viste bl.a.:

•

Alle tre kommuner lykkedes med at lave flere forebyggende foranstaltninger.

Antallet af anbringelser faldt i Herning og Hvidovre kommuner, mens der skete en stigning i Ha-

derslev. Fordelingen af de anbragte børn har samtidig bevæget sig over mod flere anbragte i ple-

jefamilier frem for på institutioner i Herning og Hvidovre.

Alle tre kommunerne oplevede en stigning i antallet af sager, hvilket har været en konsekvens af

tidlig opsporing og tidligere og flere forebyggende indsatser.

Udgifterne til flere socialrådgivere samt til forebyggende indsatser steg, mens udgifterne til an-

bringelser faldt i Herning og Hvidovre.

Resultaterne viste også, at der ikke var nogen entydig positiv eller negativ udvikling i den sociale og faglige

trivsel og i forhold til skolefravær blandt udsatte børn og unge i kommunerne. Det kan muligvis skyldes, at

effekterne i forhold til sådanne parametre har et lidt længere aftræk og derfor først viser sig på længere sigt.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet og Socialstyrelsen (2018).

•

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 1

Sammenfatning

Resultaterne i VIVE’s spørgeskemaundersøgelse skal ligeledes ses i lyset af, at der i Dan-

mark over de seneste 10-15 år er introduceret forskellige evidensbaserede socialfaglige

metoder i det tidlige og forebyggende arbejde over for udsatte børn, som flere kommu-

ner gør brug af i dag, jf. Socialpolitisk Redegørelse 2017 (se kapitel 4 om socialfaglige

metoder).

VIVE’s undersøgelse ændrer imidlertid ikke på, at der fortsat mangler meget viden, sær-

ligt når det gælder effekter af tidlige indsatser, både på kort og langt sigt, samt viden om

det potentielle økonomiske afkast af indsatserne. Dette er også blevet tydeliggjort af lan-

ceringen af SØM på børne- og ungeområdet. Her har der blandt andet vist sig særlige

udfordringer knyttet til at inkludere de yngste aldersgrupper i modellen (0-5-årige), og

det er endnu ikke muligt at beregne langsigtede effekter af sociale indsatser på model-

len.

Viden om effekterne og det potentielle økonomiske afkast er helt afgørende i forhold til

at fremme investeringstankegangen i socialpolitikken.

Med udmøntningen af den såkaldte forskningsreserve er der i 2020 afsat 21 mio. kr. til

forskning i effekter af tidlige indsatser, jf. boks 1.5.

Boks 1.5

Midler til forskning i effekter af tidlige indsatser (forskningsreserven)

Med udmøntningen af forskningsreserven for 2020 er der afsat 21 mio. kr. til forskning i tidlige indsatser.

Midlerne skal bl.a. bidrage til at dokumentere effekten af forskellige former for tidlige og forebyggende ind-

satser, som kan understøtte børn og unges trivsel, udvikling og læring.

Midlerne skal desuden gå til at kvalificere viden om effekten af forskellige tidlige og forebyggende indsatser

og derigennem understøtte, at alle børn og unge får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Her er en

prioritet, at forskningsindsatsen også inddrager praksisorienterede forskningsmiljøer. Forskningen skal her-

udover, hvor det er relevant, kvalificere anvendeligheden af den socialøkonomiske investeringsmodel (SØM).

Forskningsreserven i 2020 udgør i alt 1.925 mio. kr. og er udmøntet i enighed af alle Folketingets partier.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet (2019).

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Modtagere af sociale indsatser er en bred og meget forskelligartet gruppe. Gruppen kan

opdeles i tre overordnede målgrupper: udsatte børn og unge, udsatte voksne, herunder

voksne med psykiske vanskeligheder, samt voksne med handicap.

Fælles for målgrupperne er, at de modtager støtte og hjælp efter serviceloven eller sund-

hedsloven (for så vidt angår alkoholbehandling) på grund af sociale problemer, psykiske

vanskeligheder eller et handicap.

I dette kapitel belyses målgrupper og indsatser på det sociale område nærmere.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Der var ca. 183.400 børn, unge og voksne, der modtog sociale indsatser i 2017,

som er det seneste år, der foreligger data om modtagere inden for alle tre mål-

grupper. Disse personer modtager en bred vifte af sociale indsatser, der alt-

overvejende er forankret i kommunerne.

Gruppens samlede størrelse er dog underestimeret, da det ikke er alle modta-

gere af indsatser efter serviceloven, der er fuldt dækket af registerdata. Eksem-

pelvis indgår personer med handicap, der alene modtager støtte til hjælpemid-

ler, ikke i opgørelsen. Ligeledes er der dele af den forebyggende indsats, der ik-

ke forudsætter visitation eller registrering, og som derfor ikke er fuldt belyst.

Der har været en stigning i antallet af registrerede modtagere af sociale indsat-

ser på omkring 14.800 personer fra 2015 til 2017. Stigningen i antallet af regi-

strerede modtagere kan skyldes, at der er kommet flere udsatte mennesker og

mennesker med handicap. Men stigningen kan også skyldes en styrket indsats

fra kommunernes side, herunder en mere opsøgende indsats, samt arbejdet i

regi af Social- og Indenrigsministeriets datastrategi med at forbedre kommu-

nernes registreringspraksis.

I løbet af 2017 modtog ca. 70.500 børn og unge i 0-22-årsalderen en social for-

anstaltning i form af en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foran-

staltning eller anbringelse uden for hjemmet. Det svarer til 4,6 pct. af alle børn

og unge i Danmark.

•

I 2017 var familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser den mest

udbredte type af sociale foranstaltninger til børn og unge. Omkring 47.400

www.oim.dk

unge var omfattet af en familierettet forebyggende foranstaltning eller

børn og

•

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

indsats, mens ca. 18.800 modtog en personrettet forebyggende foranstaltning.

Ca. 14.300 børn og unge var anbragt uden for hjemmet, og omkring 11.400 un-

ge modtog en social foranstaltning i 18-22-årsalderen som led i et efterværn,

enten i form af en anbringelse eller en forebyggende foranstaltning.

•

Der er flere anbragte børn i plejefamilier end i døgninstitutioner og opholds-

steder mv. Siden 2007 er antallet af anbringelser på døgninstitutioner og op-

holdssteder mv. faldet fra ca. 8.700 i 2007 til 5.600 i 2018. Samtidig er antallet

af anbringelser i plejefamilie steget fra 7.000 i 2007 til 8.700 i 2018.

Underretninger udgør en central rolle i kommunernes arbejde med tidlig op-

sporing af børn og unge, der kan have behov for særlig støtte. I 2018 modtog

kommunerne ca. 127.200 underretninger om børn og unge, fordelt på 75.000

børn og unge. Det er en stigning på ca. 16.000 børn og unge siden 2015. Stør-

stedelen af underretningerne om bekymringer for trivslen og udviklingen

blandt børn og unge kommer fra fagpersoner i skoler, dagtilbud og sundheds-

væsnet.

I alt var der omkring 116.800 voksne modtagere af sociale indsatser efter ser-

viceloven i 2018, som er det seneste år, der foreligger data for udsatte voksne

og voksne med handicap.

Siden 2015 er antallet af voksne modtagere af sociale indsatser steget med ca.

11.200 personer. Det er særligt socialpædagogisk støtte, som der er flere, der

modtager. Således er der i 2018 ca. 6.600 flere voksne, der modtager socialpæ-

dagogisk støtte, end der var i 2015. Stigningen er særligt sket i gruppen af per-

soner med sociale problemer og derudover på tværs af alle aldersgrupper.

•

2.1 Målgrupper for sociale indsatser

Der var sammenlagt omkring 183.400 personer, der modtog en social indsats i 2017,

som er det seneste år, hvor der foreligger data for alle modtagere i de tre overordnede

målgrupper på socialområdet: børn og unge, udsatte voksne og voksne med handicap, jf.

figur 2.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.1

Samlet antal modtagere af sociale indsatser, 2017

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Børn og unge

Udsatte voksne

Voksne med handicap

I alt

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Anm.: Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Personer kan indgå i flere mål-

grupper, og i alt er derfor ikke summen af de tre målgrupper. Blandt 0-17-årige er antallet opgjort på lands-

plan. Blandt personer på 18 år eller derover er antallet opgjort på baggrund af 51 kommuner, der har god-

kendt deres indberetninger til registret om stofmisbrugsbehandling og De Kommunale Serviceindikatorer i pe-

rioden 2015-2018. Tallene er opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Da det ikke er alle modtagere af indsatser efter serviceloven, der er fuldt dækket af regi-

sterdata, vil størrelsen på gruppen af modtagere være underestimeret. Eksempelvis vil

personer med handicap, der modtager støtte i form af hjælpemidler, i udgangspunktet

ikke indgå i opgørelsen. Ligeledes vil de dele af den forebyggende indsats, der ikke for-

udsætter visitation eller registrering, ikke blive belyst. Dette gælder blandt andet støtte-

kontaktpersonordningen til udsatte voksne.

Fra 2015 til 2017 er antallet af registrerede modtagere af sociale indsatser steget på

tværs af de tre målgrupper med omkring 14.800 personer. Stigningen er sket i hver af de

tre målgrupper og er størst blandt børn og unge, hvor antallet er steget med ca. 7.100

personer, jf. figur 2.2 og 2.3. Det er dog uklart, om udviklingen kan henføres til egentlige

ændringer i aktivitetsudviklingen på området, eller om udviklingen er et resultat af mere

dækkende data og bedre registreringspraksis i kommunerne.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.2

Samlet antal modtagere af sociale indsatser,

2015-2017

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

2015

2016

2017

1.000 personer

200

180

160

140

120

100

Figur 2.3

Ændring i antallet af modtagere af sociale

indsatser opdelt på målgrupper, 2015-2017

1.000 personer

Børn og unge

Udsatte

voksne

Voksne med

handicap

I alt

1.000 personer

Anm.: Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Se også anmærkningen til figur

2.1 og bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet. Kvinder med ophold på kvindekrisecen-

tre indgår ikke i opgørelserne, da data herom først findes fra 2017 og frem. Der knytter sig forbehold til opgø-

relsen af udsatte voksne i stofmisbrugsbehandling i 2015, jf. bilag 3. Tallene er opregnet til landsplan på bag-

grund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i antallet af modtagere af sociale indsatser fra 2015 til 2017 kan skyldes, at

der er kommet flere udsatte mennesker og mennesker med handicap. Men stigningen

kan også afspejle en styrket indsats fra kommunernes side, herunder en mere opsøgende

indsats samt arbejdet i regi af Social- og Indenrigsministeriets datastrategi med at for-

bedre kommunernes registreringspraksis, særligt i forhold til at få mere dækkende data

for udsatte børn og unge, der modtager familierettede foranstaltninger. Det er i Aftale

om kommunernes økonomi for 2020 mellem regeringen og KL aftalt at undersøge, hvad

der ligger bag aktivitetsudviklingen på socialområdet.

I denne redegørelse er analyserne baseret på centralt indsamlet registerdata om perso-

ner, der modtager sociale indsatser efter serviceloven. Gruppen af personer, der modta-

ger sociale indsatser på et givent tidspunkt, udgør dog kun en del af det samlede antal

personer, der har sociale eller handicaprelaterede problemer. Dette skyldes, at der også

er personer med sociale problemer eller handicap, som ikke modtager en social indsats

efter serviceloven.

I Danmark findes en række forskellige velfærdsordninger, der er til for, at borgere med

sociale eller handicaprelaterede problemstillinger kan få hjælp. Ordningerne findes

blandt andet på det almene område, fx i dagtilbud og på skoler, på uddannelsessteder og

i sundhedssystemet. Eller på det specialiserede socialområde, som denne redegørelse

handler om.

Dertil kommer den frivillige sociale indsats, hvoraf en del understøttes økonomisk med

både kommunalt og centralt afsatte midler. Endelig vil nogle personer med sociale pro-

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

blemer eller handicap modtage hjælp fra deres personlige netværk eller gennem private

selvfinansierede ordninger.

Når der i denne redegørelse er valgt en afgrænsning med udgangspunkt i personer, der

modtager indsatser efter serviceloven, skyldes det flere forhold. For det første skal ana-

lyserne i redegørelsen understøtte politikudviklingen på det specialiserede socialområde

ved at skabe mere viden om den socialpolitiske indsats og resultaterne af de mange res-

sourcer, som anvendes på området. For det andet findes der ikke nogen entydig definiti-

on af, hvad det vil sige at være socialt udsat eller at have et handicap, og det vil derfor

være svært at lave en opgørelse ud fra andre definitioner end modtagere af ydelser. For

det tredje findes der som hovedregel kun registerbaserede oplysninger om udsatte voks-

ne, herunder voksne med psykiske vanskeligheder, og voksne med handicap, hvis de

modtager en ydelse efter service- eller sundhedsloven.

Selvom der ikke findes præcise opgørelser over personer med sociale eller handicaprela-

terede problemstillinger, er det muligt at foretage skøn for en række målgrupper ud fra

forskellige typer af oplysninger, herunder spørgeskemaundersøgelser. Særligt for hjem-

løse udgør hjemløsetællingerne, der er gennemført hvert andet år siden 2007, et godt

grundlag for at skønne over gruppens samlede størrelse, jf. kapitel 8.

Når det gælder skøn over forskellige grupper med sociale eller handicaprelaterede pro-

blemstillinger mv. i befolkningen, skal man være opmærksom på, at der kan være store

forskelle i data- og metodegrundlaget for opgørelsen af grupperne. Det betyder, at man

skal være varsom med at foretage direkte sammenligninger af gruppernes størrelse.

Tabel 2.1 viser eksempler på skøn, der er foretaget over størrelsen på grupper af perso-

ner med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger mv.

Tabel 2.1

Eksempler på skøn på størrelser for grupper med sociale eller handicaprelaterede problemstil-

linger mv.

Grupper

Hjemløse*

Personer med selvvurderet større

handicap eller længerevarende

helbredsproblemer

Personer, der prostituerer sig**

Personer udsat for fysisk vold fra

en partner***

Skøn

6.400

381.000

Mindst 2.900

57.000

Skønnet er foretaget i:

2019

2016

2013-2014

2017

Note: *) Kortlægningen foretages som en tælling i én uge og giver derfor et øjebliksbillede af omfanget af hjemløs-

hed. Antallet af personer, berørt af hjemløshed i løbet af året, er derfor højere end det registrerede antal i tæl-

lingsugen. **) Skønnet over antallet af prostituerede er et minimumsskøn. ***) Personer udsat for fysisk vold

fra en partner omfatter skøn for både mænd (ca. 19.000 personer) og kvinder (ca. 38.000 personer).

Kilde: VIVE (2019a). Socialstyrelsen (2015), Statens Institut for Folkesundhed (2018), og SFI (2017).

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

I de følgende afsnit ses der nærmere på antallet af modtagere af sociale indsatser blandt

udsatte børn og unge, udsatte voksne og voksne med handicap, herunder udviklingen de

senere år, samt underretninger om børn og unge.

2.2 Målgrupper og indsatser på børne- og ungeområdet

Udsatte børn og unge er i denne redegørelse afgrænset til børn og unge i 0-22-

årsalderen, der modtager en social foranstaltning inden for rammerne af kapitel 3 (§ 11)

samt kapitel 11 og 12 i serviceloven.

Hvis et barn eller en ung person under 18 år har brug for særlig støtte, skal kommunen

undersøge forholdene og iværksætte en eller flere relevante foranstaltninger. Det kan

enten være en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foranstaltning eller en an-

bringelse uden for hjemmet.

Eksempler på forebyggende foranstaltninger er familiebehandling, aflastningsophold og

fast kontaktperson. Tidlige forebyggende indsatser er indsatser efter § 11 i serviceloven

og dækker blandt andet over netværks- og samtalegrupper, rådgivning om familieplan-

lægning og økonomisk støtte til fritidsaktiviteter. Kommunernes indberetninger af fore-

byggende indsatser efter § 11 er frivillig, og brugen vil derfor være undervurderet i regi-

strene. Anbringelser uden for hjemmet kan eksempelvis være i en plejefamilie, på en

døgninstitution eller på et socialpædagogisk opholdssted. Behovet for støtte kan skyldes

forhold i familien, fx at forældrene af forskellige årsager ikke kan varetage omsorgen for

barnet, eller forhold, der knytter sig til barnet eller den unge selv, fx adfærdsmæssige

vanskeligheder eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Udsatte unge, der modtager en foranstaltning i 18-22-årsalderen, omfatter personer i

såkaldt efterværn. Her handler den sociale indsats primært om at sikre en god overgang

til et selvstændigt voksenliv. Den unge kan fx få rådgivning og hjælp fra en fast støtte- el-

ler kontaktperson, eller der kan være tale om en gradvis udslusningsordning fra et tidli-

gere anbringelsessted.

Børn og unge, der i 2017 modtog en social foranstaltning eller indsats i 0-22-årsalderen,

udgjorde 4,6 pct. af alle børn og unge i Danmark, jf. figur 2.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.4

Udsatte børn og unge i 2017

Udsatte børn og unge

4,6 pct.

(70.500 personer)

Øvrige

95,4 pct.

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i 0-22-årsalderen var anbragt uden for hjemmet eller modtog en fore-

byggende foranstaltning eller indsats i løbet af 2017, og som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Alde-

ren er opgjort ultimo året, hvorfor nogle i gruppen er fyldt 23 år på opgørelsestidspunktet. Se i øvrigt bilag 2

for opgørelse af udsatte børn og unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Børn og unge med handicap, der modtager tidlige forebyggende indsatser, forebyggende

foranstaltninger eller er anbragt uden for hjemmet, indgår også i opgørelsen over udsat-

te børn og unge, idet de modtager indsatser efter de samme lovbestemmelser. Børn og

unge med handicap kan også modtage indsatser, som er specifikt tilrettelagt til denne

målgruppe, eksempelvis særlige dagtilbud. Ikke alle disse indsatser indgår i de eksiste-

rende registerdata.

I kapitel 7 er der set nærmere på børn og unge, der modtager sociale foranstaltninger,

hvor der er indikationer på et handicap.

I 2017 var familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser, den mest udbredte

type af sociale foranstaltninger til børn og unge. Omkring 47.400 børn og unge var om-

fattet af en familierettet forebyggende foranstaltning eller indsats, mens ca. 18.800

modtog en personrettet forebyggende foranstaltning. Cirka 14.300 børn og unge var an-

bragt uden for hjemmet, og omkring 11.400 unge modtog en social foranstaltning eller

indsats i 18-22-årsalderen som led i et efterværn, enten i form af en anbringelse eller en

forebyggende foranstaltning, jf. figur 2.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.5

Antal udsatte børn og unge efter type af foranstaltning i 2017

1.000 personer

Anbragte

Forebyggende foranstaltning,

personrettede

Forebyggende foranstaltning,

familierettede

Efterværn

1.000 personer

Anm.: Udsatte børn og unge omfatter alle, der i 0-22-årsalderen var anbragt uden for hjemmet eller modtog en for-

byggende foranstaltning eller indsats i løbet af 2017, og som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Den

samme person kan have modtaget flere forskellige typer af foranstaltninger i løbet af året. Se i øvrigt an-

mærkningen til figur 2.4

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Som det fremgår af det store antal familierettede forebyggende foranstaltninger og ind-

satser, går den sociale indsats til udsatte børn og unge ofte gennem familien. Praktisk og

pædagogisk støtte i hjemmet eller anden familieorienteret rådgivning, er eksempler på

familierettede indsatser, som skal klæde forældrene bedre på i forhold til at varetage

forældrerollen, så de kan understøtte barnets behov bedst muligt. Der er stor forskel på,

hvor indgribende en forebyggende foranstaltning er, og forebyggende foranstaltninger

er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er store sociale problemer i hjemmet. Indsat-

serne har også i høj grad til formål at undgå, at små problemer vokser sig store.

Antallet af børn og unge, der modtager en social indsats efter serviceloven, stiger grad-

vist med alderen. Især i 15-18-årsalderen stiger antallet, der modtager en social foran-

staltning, jf. figur 2.6. Den store stigning af udsatte børn og unge fra 15-18-årsalderen

kan skyldes, at nogle sociale problemer først opstår eller bliver tydelige i teenageårene.

Det kan eksempelvis være udadreagerende adfærd, psykiske vanskeligheder, misbrug el-

ler kriminel adfærd. Ligeledes kan det være udtryk for, at der indledningsvist har været

iværksat støtte efter anden lovgivning end serviceloven, men at det efter en periode vur-

deres at være nødvendigt med særlig støtte efter serviceloven. Når børn får iværksat en

social foranstaltning i en meget tidlig alder, kan det i mange tilfælde skyldes, at foræl-

drene har svært ved at magte forældrerollen og ikke i tilstrækkelig grad kan sikre bar-

nets udvikling og trivsel.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.6

Antal udsatte børn og unge efter alder ultimo 2017

1.000 personer

Anm.: Børn og unge i alderen 0-22 år, som har været anbragt uden for hjemmet eller modtaget en forebyggende

foranstaltning eller indsats på et tidspunkt i løbet af 2017. Sociale foranstaltninger som et led i efterværn er

medregnet, mens indsatser på voksenområdet ikke indgår. Alderen er opgjort ultimo året. Det bemærkes, at

en stor del af de 18-årige ultimo 2017 har modtaget en foranstaltning eller indsats, før de fyldte 18 år i 2017.

Der er i opgørelsen set bort fra omkring 700 personer, der har modtaget en indsats som 22-årige, men er fyldt

23 år ultimo 2017. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Andelen blandt udsatte børn og unge, som i løbet af året har været anbragt uden for

hjemmet, stiger ligeledes med alderen. Omkring 19 pct. af de udsatte børn i 0-11-

årsalderen har været anbragt uden for hjemmet, mens de resterende 81 pct. alene har

modtaget en forebyggende foranstaltning eller indsats. Blandt unge, der har modtaget

en social foranstaltning, op til de fylder 18 år, har 37 pct. været anbragt uden for hjem-

met, jf. figur 2.7.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.7

Antal udsatte børn og unge efter type af foranstaltning og alder ultimo 2017

Pct.

100

Pct.

100

Anbragte

Forebyggende foranstaltninger

Anm.: Hvis en person både har været anbragt uden for hjemmet og modtaget en forebyggende foranstaltning eller

indsats i løbet af 2017, indgår personen under ”anbragte” i opgørelsen. Alderen er opgjort ultimo året. Perso-

ner på 18 år omfatter kun personer, der har været anbragt eller modtaget en forebyggende foranstaltning eller

indsats som 17-årige.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når omfanget af anbringelser er størst blandt unge i 17-18-årsalderen, kan det skyldes,

at de kan have mere omfattende problemer, som kræver en anbringelse uden for hjem-

met, fx udadreagerende adfærd, herunder kriminalitet.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

2.2.1 Udviklingen i antal udsatte børn og unge

Samlet set er antallet af børn og unge, der modtager en social foranstaltning steget fra

omkring 58.300 børn og unge i 2014 til omkring 70.500 i 2017, hvilket er en stigning på

omkring 12.200 personer, jf. figur 2.8.

Figur 2.8

Antal udsatte børn og unge, 2014-2017

1.000 personer

2014

2015

2016

2017

1.000 personer

Anm.: Se anmærkningen til figur 2.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen i den samlede gruppe af udsatte børn og unge kan ikke opgøres længere til-

bage i tiden end til 2014, fordi der ikke findes centralt tilgængelige registerdata for fami-

lierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser før 2014.

Stigningen i antallet af udsatte børn og unge fra 2014 til 2017 skyldes især en stigning i

antallet, der modtager en familierettet forebyggende foranstaltning eller indsats. Antal-

let af børn og unge, der modtager en familierettet foranstaltning eller indsats er således

steget fra ca. 36.000 i 2014 til ca. 47.400 i 2017. Derimod er antallet af 0-17-årige børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet faldet en smule, mens der er sket en svag stig-

ning i antallet, der modtager en personrettet forebyggende foranstaltning, jf. figur 2.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.9

Antal udsatte børn og unge efter type af for-

anstaltning, 2014-2017

1.000 personer

Anbragte

Forebyggende Forebyggende

foranstaltning, foranstaltning,

personrettede familierettede

Efterværn

Figur 2.10

Antal børn og unge omfattet af en familieret-

tet forebyggende foranstaltning i 2014-2017

1.000 personer

Familierettet foranstaltning, Familierettet foranstaltning,

inklusiv § 11

eksklusiv § 11

2014

2017

1.000 personer

2014

2017

Anm.: Familierettede indsatser efter § 11 er tilbud, som kommunerne kan benytte i det tidlige forebyggende arbejde

med børn og unge. En person kan have modtaget forebyggende familierettede foranstaltninger eller indsatser

efter flere forskellige paragraffer i serviceloven. Forskellen i opgørelsen af familierettede foranstaltninger og

indsatser inklusiv og eksklusiv § 11 er derfor ikke udtryk for det samlede antal personer, der har modtaget en

familierettet indsats efter § 11. Opgørelsen af indsatser efter § 11 beror alene på kommunernes frivillige ind-

beretninger. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.4

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i de familierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser skyldes i høj

grad en stigning i antallet af tidlige forebyggende indsatser efter servicelovens § 11. Disse

indsatser kan eksempelvis omfatte familieorienteret rådgivning, herunder rådgivning og

støtte til børn og unge, der vokser op i hjem med sociale problemer. Det kan imidlertid

også omfatte støtte og hjælp til forældre med børn, der har en funktionsnedsættelse.

Kommunerne har ikke indberetningspligt, når de giver støtte efter servicelovens § 11, og

opgørelser af disse indsatser beror alene på kommunernes frivillige indberetninger. Ud-

over at kommunerne i højere grad anvender forebyggende indsatser efter § 11 som led i

det tidlige forebyggende arbejde med udsatte børn og unge kan en del af forklaringen på

stigningen derfor også være, at kommunerne i højere grad vælger at indberette disse

indsatser til Danmarks Statistik.

Hvis man ser bort fra de frivillige indberetninger af indsatser efter § 11, er antallet af

børn og unge, der har modtaget en familierettet forebyggende foranstaltning, steget

svagt fra omkring 31.300 personer i 2014 til 33.200 personer 2017, jf. figur 2.10.

Med afsæt i satspuljeaftalen for 2019 vil Social- og Indenrigsministeriet gøre det obliga-

torisk for kommunerne at indberette forebyggende indsatser efter § 11, så der tilveje-

bringes et mere retvisende billede af, hvor mange og hvilke forebyggende indsatser

kommunerne iværksætter.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Ser man isoleret på anbragte børn og unge, er det muligt at følge udviklingen over en

længere periode. Det samlede antal anbragte børn og unge er faldet fra ca. 15.800 i 2007

til 14.300 i 2018, jf. figur 2.11.

Figur 2.11

Antal anbragte børn og unge efter type af

anbringelsessted, 2007-2018

1.000 personer

2008

Plejefamilie

2010

2012

2014

2016

2018

I alt

Døgninstitution/opholdssted mv.

1.000 personer

Plejefamilie

66 pct.

Døgninstitution/

opholdssted mv.

34 pct.

Figur 2.12

Anbragte børn og unge efter type af anbrin-

gelsessted ultimo 2018

Anm.: Figur 2.11 omfatter børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i alderen 0-17 år i løbet af et givet

år. Nogle børn og unge har både være anbragt i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i

samme år og kan således indgå to gange i opgørelsen. Figur 2.12 er opgjort pr. 31. december 2018.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Siden 2007 er antallet af anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder mv. faldet

fra ca. 8.700 i 2007 til 5.600 i 2018. Samtidig er antallet af anbringelser i plejefamilie

steget fra 7.000 i 2007 til 8.700 i 2018.

Ved udgangen af 2018 var 66 pct. af de anbragte således anbragt i en plejefamilie, mens

34 pct. var anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder mv., jf. figur 2.12.

Der er siden 2007 sket et fald i antallet af iværksatte anbringelser, jf. figur 2.13. Faldet er

drevet af et fald i antallet af iværksatte anbringelser på døgninstitutioner og opholdsste-

der mv. En iværksat anbringelse er ikke nødvendigvis første gang barnet eller den unge

bliver anbragt. I perioden 2007-2013 faldt antallet af iværksatte anbringelser på døgnin-

stitutioner og opholdssteder mv. med 900 anbringelser. Siden 2013 er der hvert år

iværksat omkring 1.600 anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder mv. Ses der

på anbringelser i plejefamilie, er der i perioden 2007-2018 hvert år iværksat i størrelses-

ordenen 1.000-1.300 anbringelser, jf. figur 2.14.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.13

Antal iværksatte anbringelser af børn og un-

ge, 2007-2018

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

2008

2010

2012

2014

2016

2018

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Figur 2.14

Antal iværksatte anbringelser af børn og un-

ge efter type af anbringelsessted, 2007-2018

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

2008

2010

2012

2014

2016

2018

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

1.000 iværksættelser

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Opgjort på baggrund af børn og unge med iværksat anbringelse, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året.

For så vidt angår opgørelsen af anbringelser efter type i figur 2.14, har enkelte personer både fået iværksat

en anbringelse i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i samme år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Når der iværksættes flest anbringelser på døgninstitutioner/opholdssteder mv., og der

samtidig er flest anbragte børn og unge i plejefamilier, skyldes det, at det især er de helt

unge børn, der anbringes i plejefamilier, og at disse anbringelser typisk har længere va-

righed.

Størstedelen af de iværksatte anbringelser på døgninstitutioner og opholdssteder mv. er

anbringelser af 12-17-årige. Det er også for denne gruppe, at der er sket det største fald i

antallet af iværksatte anbringelser. I 2007 blev der iværksat ca. 2.000 anbringelser af

12-17-årige på døgninstitutioner og opholdssteder mv. I 2018 var tallet faldet til 1.200.

Samtidig er der sket et fald i iværksatte anbringelser på døgninstitutioner og opholds-

steder mv. for de yngre aldersgrupper. For de 0-5-årige og 6-11-årige er faldet i størrel-

sesordenen 100-130, jf. figur 2.15.

Antallet af iværksatte anbringelser i plejefamilie er forholdsvis ens for alle aldersgrupper

og på tværs af år. I 2018 blev der iværksat 350-400 anbringelser i plejefamilie for de 0-

5-årige, 6-11-årige og 12-17-årige, jf. figur 2.16.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.15

Antal iværksatte anbringelser af børn og un-

ge, døgninstitutioner og opholdssteder mv.

Iværksatte anbringelser

2.500

Iværksatte anbringelser

2.500

Figur 2.16

Antal iværksatte anbringelser af børn og un-

ge, plejefamilier

Iværksatte anbringelser

2.500

Iværksatte anbringelser

2.500

2.000

1.500

1.000

500

0-5 år

2007

6-11 år

2013

12-17 år

2018

0-5 år

2007

6-11 år

2013

12-17 år

2018

Anm.: Alder er opgjort ved iværksættelsestidspunktet. Børn, hvor anbringelsen er registeret før fødslen, er opgjort

som 0-årige. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.13 og 2.14.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

En del af de børn og unge, der fik iværksat en anbringelse i 2018, har været anbragt tid-

ligere. Ser man udelukkende på førstegangsanbragte i 2018, var der i alt 2.000 børn, der

fik iværksat en anbringelse, som ikke tidligere har været anbragt. Knap 700 af disse børn

var 15 år eller ældre. Det svarer til godt 1/3 af alle iværksatte førstegangsanbringelser, jf.

figur 2.17.

Figur 2.17

Antal iværksatte anbringelser af børn og unge i 2018

Iværksatte anbringelser

1.200

1.000

800

600

400

200

0-2 år

3-5 år

Alle iværksatte anbringelser

6-8 år

9-11 år

12-14 år

15-17 år

Iværksatte førstegangsanbringelser

Iværksatte anbringelser

1.200

1.000

800

600

400

200

Anm.: Alder er opgjort ved iværksættelsestidspunktet. Børn, hvor anbringelsen er registeret før fødslen, er opgjort som

0-årige. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.13 og 2.14.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

2.3 Underretninger om børn og unge

Alle borgere har pligt til at underrette kommunen, hvis de er bekymrede for, om et barn

eller ung lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare. Fagperso-

ner som eksempelvis lærere og sundhedsplejersker har skærpet underretningspligt, der

går forud for deres tavshedspligt. De har pligt til at underrette kommunen, hvis de får

kendskab til eller har grund til at antage, at et barn eller ung har behov for særlig støtte,

jf. boks 2.1. Underretninger udgør derfor en central rolle i kommunernes arbejde med

tidlig opsporing af børn og unge, der kan have behov for særlig støtte.

Når en kommune modtager en underretning, er de forpligtede til inden for 24 timer at

vurdere, om der er behov for at iværksætte en akut foranstaltning over for barnet eller

den unge. Endvidere skal kommunen vurdere, om barnet eller den unge har behov for

hjælp eller støtte af kommunen. Denne støtte kan gives med hjemmel i serviceloven, ek-

sempelvis i form af en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foranstaltning eller

anbringelse uden for hjemmet, men kommunen har også mulighed for at hjælpe børn og

unge på andre måder end efter serviceloven. De kan blandt andet iværksætte støtte med

hjemmel i dagtilbudsloven eller folkeskoleloven.

I 2018 modtog kommunerne ca. 127.200 underretninger om børn og unge. Det er en

stigning på knap 30.000 underretninger siden 2015, jf. figur 2.18. Den store stigning

kan afspejle et øget fokus på tidlig opsporing, men skal samtidig ses i lyset af en forbed-

ring af datakvaliteten fra 2016 og frem.

Figur 2.18

Antal underretninger om børn og unge,

2015-2018

1.000 underretninger

140

120

100

2015

2016

2017

2018

1.000 underretninger

140

120

100

Figur 2.19

Antal børn og unge, der er modtaget under-

retninger om, 2015-2018

1.000 personer

140

120

100

2015

2016

2017

2018

1.000 personer

140

120

100

Anm.: Underretninger om 0-18-årige børn og unge. Opgørelsen omfatter også underretninger om ufødte børn samt

børn og unge med uoplyst alder. Der kan være foretaget flere underretninger om samme barn eller ung.

Danmarks Statistik bemærker, at antallet af underretninger er underestimeret for enkelte kommuner. Dan-

marks Statistik oplyser også, at man ved sammenligning af data for 2015-2018 skal være opmærksom på, at

kvalitetssikringen af data løbende er blevet mere intensiv. Horsens har ikke indberettet data for 2018. Det

samlede antal underretninger for Horsens for 2018 i totalen er estimeret som niveauet for Horsens 2017.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1 og UND2).

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Kommunerne kan modtage flere underretninger om samme barn. De 127.200 underret-

ninger i 2018 var fordelt på 75.000 børn og unge, hvilket er en stigning på 16.000 børn

og unge siden 2015, jf. figur 2.19.

Hvis kommunen modtager en underretning om et barn eller ung, for hvem der allerede

er iværksat en foranstaltning eller indsats, skal kommunen genvurdere sagen. I genvur-

deringen af sagen, skal der deltage en medarbejder, som ikke tidligere har deltaget i be-

handlingen af sagen.

Antallet af underretninger stiger i takt med, at børnene og de unge bliver ældre, og top-

per blandt børn og unge i 15-årsalderen. Når der bliver underrettet mest om de 13-17-

årige børn og unge, afspejler det blandt andet, at nogle problemer typisk optræder eller

bliver særligt tydelige i teenageårene. Der kan fx være tale om udadreagerende adfærd,

psykiske vanskeligheder, misbrug eller kriminel adfærd.

I 2018 var der omkring 8-11.000 underretninger for hver årgang blandt børn og unge i

13-17-årsalderen. Blandt børn i alderen 0-5 år var der mellem 2.300 og 5.300 underret-

ninger for hver årgang, jf. figur 2.20.

Figur 2.20

Antal underretninger om børn og unge efter alder, 2018

1.000 underretninger

Ufødt

1.000 underretninger

Anm.: Opgørelsen omfatter ikke underretninger, hvor alderen er uoplyst (ca. 800 underretninger). Alder er opgjort ul-

timo året. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.18.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

Størstedelen af underretningerne om bekymringer for trivslen og udviklingen blandt

børn og unge kommer fra fagpersoner fra skoler, dagtilbud og sundhedsvæsnet. Blandt

børn i 0-5-årsalderen er det især sundhedsvæsnet, der underretter myndighederne,

mens det blandt børn i skolealderen også i høj grad er skolerne, der underretter, jf. tabel

2.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Tabel 2.2

Underretninger om børn og unge i 2018 efter hvem, der har underrettet myndighederne

0-5 år

6-11 år

12-18 år

0-18-år i alt

-------------------------- Pct. --------------------------

Skole

Sundhedsvæsenet, herunder

sundhedsplejerske el. tandlæge

Familie, barn selv eller bekendt-

skabskreds

Politi eller domstol

Dagpleje, daginstitution, fritidshjem,

klub eller SFO

Mellemkommunal underretning el-

ler anden kommunal forvaltning

Forening, frivillig organisation eller

krisecenter

Anbringelsessted

Anonym underretning

Øvrige

I alt

100

Anm.: 0-5-årige omfatter også ufødte børn, hvis der er underrettet om vordende forældre. I alt omfatter også børn og

unge med uoplyst alder. Eventuelle differencer skyldes afrundinger til nærmeste heltal. Se i øvrigt anmærk-

ningen til figur 2.18.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

Fordelingen af, hvem der underretter myndighederne, har ligget forholdsvist konstant i

perioden 2015-2018. Dog med undtagelse af andelen af mellemkommunale underret-

ninger, som er steget, mens andelen af underretninger fra ”øvrige” er faldet, jf. tabel 2.3.

Hvis en familie flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen vurderer,

at barnet har brug for særlig støtte, har kommunen pligt til at underrette tilflytnings-

kommunen herom. Stigningen i andelen af mellemkommunale underretninger kan

skyldes et øget fokus på underretninger kommunerne imellem, men det kan også være

en konsekvens af en forbedring af datakvaliteten i perioden 2015-2018.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Tabel 2.3

Udviklingen i underretninger fra 2015 til 2018 efter hvem, der har underrettet myndighederne

2015

2018

---------------- Pct. ----------------

Skole

Sundhedsvæsenet, herunder sundhedsplejerske el.

tandlæge

Familie, barn selv eller bekendtskabskreds

Politi eller domstol

Dagpleje, daginstitution, fritidshjem, klub eller SFO

Mellemkommunal underretning eller anden kommunal

forvaltning

Forening, frivillig organisation eller krisecenter

Anbringelsessted

Anonym underretning

Øvrige

I alt

100

Anm.: Opgørelsen omfatter også børn og unge med uoplyst alder. Danmarks Statistik oplyser også, at man ved

sammenligning af data for 2015-2018 skal være opmærksom på, at kvalitetssikringen af data løbende er ble-

vet mere intensiv. Eventuelle differencer skyldes afrundinger til nærmeste heltal. Se i øvrigt anmærkningen til

figur 2.18.

Kilde: Danmarks Statistik (Statistikbanken UND1).

Den store andel underretninger fra skole, dagtilbud og sundhedsvæsenet skal blandt an-

det ses i lyset af, at fagpersoner har skærpet underretningspligt.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Boks 2.1

Lovgivning om underretninger om børn og unge

En underretning er en henvendelse til en relevant myndighed, der indeholder en bekymring for et barns

eller en ungs trivsel og udvikling. Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal finde sted, og der

kan således underrettes både skriftligt og mundtligt.

Der er forskellige kriterier for, hvornår der skal underrettes alt efter, om man er fagperson eller en alminde-

lig borger. Den generelle underretningspligt efter servicelovens § 154 indebærer, at enhver, der får kendskab

til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller

nedværdigende behandling, eller som lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare,

har pligt til at underrette kommunen.

For fagpersoner gælder en skærpet underretningspligt efter servicelovens § 153, hvormed personer, der

udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, har pligt til at underrette kommunen, hvis de under udøvel-

sen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage:

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte

at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres

forhold

at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den un-

ges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten

at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

Kommunen skal senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning vurdere, om barnets eller den unges

sundhed eller udvikling er i fare, og om der derfor er behov for straks at iværksætte akutte foranstaltninger

over for barnet eller den unge.

Kommunen skal endvidere sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering af alle indkomne

underretninger med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Støtten kan

fx omfatte pædagogisk støtte, familiebehandling, psykologhjælp eller anbringelse uden for hjemmet i en ple-

jefamilie eller på en institution.

2.4 Målgrupper og indsatser på voksenområdet

På voksenområdet er målgruppen for sociale indsatser voksne med brug for hjælp og

støtte til at kunne klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvalite-

ten. I redegørelsen skelnes der mellem udsatte voksne og voksne med handicap.

Udsatte voksne,

der modtager en social indsats, omfatter personer på 18 år eller derover

som, grundet psykiske vanskeligheder eller særlige sociale problemer, modtager hjælp

og støtte efter serviceloven eller sundhedsloven (for så vidt angår alkoholbehandling).

Blandt udsatte voksne, der modtager en social indsats, er eksempelvis personer, der er i

behandling for stofmisbrug, eller kvinder med ophold på et kvindekrisecenter, fordi de

har været udsat for vold. Socialt udsatte voksne og voksne med psykiske vanskeligheder

kan også modtage eksempelvis socialpædagogisk støtte i eget hjem og aktivitets- og

samværstilbud. Udsatte voksne er en meget forskelligartet gruppe af personer. For nogle

er der tale om en enkeltstående og afgrænset social problemstilling, som ikke umiddel-

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

bart har økonomiske, uddannelsesmæssige eller arbejdsmæssige konsekvenser. For ek-

sempel er ikke alle borgere i alkoholbehandling nødvendigvis socialt udsatte. For andre

har de sociale problemer en karakter, der i mange tilfælde vil kræve en intensiv og ved-

varende støtte.

Voksne med handicap,

der modtager en social indsats, omfatter personer på 18 år eller

derover, som får hjælp eller støtte efter serviceloven på grund af en fysisk eller kognitiv

funktionsnedsættelse. Fysiske handicap kan blandt andet være forskellige former for

syns- og hørenedsættelser. Det kan også være mobilitetshandicap, såsom muskelsvind

og rygmarvsskader, der påvirker evnen til at bevæge sig. Kognitive funktionsnedsættel-

ser kan eksempelvis være ADHD, autisme, hjerneskade og udviklingshæmning. Indsat-

serne, rettet mod voksne med handicap, omfatter blandt andet socialpædagogisk støtte,

beskyttet beskæftigelse, ledsageordning og forskellige former for botilbud.

Opgørelserne omfatter ikke alle udsatte voksne og voksne med handicap, da det, som

tidligere nævnt, ikke er alle personer med sociale eller handicaprelaterede problemer,

der modtager en social indsats efter serviceloven. Derudover er det ikke alle voksne, der

har modtaget en social indsats, som indgår i opgørelsen. Særligt blandt personer med

handicap er der tale om et underkantsskøn, idet det ikke er alle indsatser og ydelser til

personer med handicap, der skal indberettes til den statistik, der udgør datagrundlaget

for opgørelsen. Eksempelvis er det ikke obligatorisk for kommunerne at indberette visi-

tation af hjælpemidler.

Som led i Social- og Indenrigsministeriets datastrategi er der i 2018 indhentet data fra

kommunerne om tildeling af hjælpemidler. Der er tale om et pilotprojekt, og data er ak-

tuelt ved at blive analyseret og vil forventeligt indgå i analyser i 2020. Det er planen, at

disse oplysninger på sigt kommer til at danne grundlag for opgørelsen af den samlede

gruppe af personer med handicap. Registerdata, omhandlende kvinder med ophold på

kvindekrisecentre, findes kun for 2017 og fremefter. Derfor er kvinder med ophold på

kvindekrisecentre ikke medtaget i figurer, der viser udviklingen de senere år. I tabeller

og figurer, der udelukkende tager udgangspunkt i modtagere af sociale indsatser i 2017

eller 2018, er kvinder med ophold på kvindekrisecentre medtaget.

I 2018 er der registreret omkring 116.800 voksne, svarende til omkring 2,5 pct. af den

danske befolkning på 18 år eller derover, der modtager sociale indsatser efter servicelo-

ven på grund af et handicap, psykiske vanskeligheder eller særligt sociale problemer, jf.

figur 2.21.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.21

Voksne modtagere af sociale indsatser, 2018

Modtager social

indsats

2,5 pct.

(116.800 personer)

Figur 2.22

Samlet antal modtagere af sociale indsatser

i 2018, opdelt efter målgruppe

1.000 personer

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

1.000 personer

Øvrige

97,5 pct.

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Man kan

modtage flere forskellige indsatser og dermed indgå i flere målgrupper. Målgrupperne fysisk handicap, kogni-

tivt handicap og psykiske vanskeligheder er opgjort på baggrund af de 57 kommuner, der har godkendt deres

indberetninger til De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2015-2018. Voksne med sociale problemer er

opgjort pba. 51 kommuner, jf. figur 2.1. Se i øvrigt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområ-

det. Tallene er opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt de voksne modtagere af sociale indsatser udgør personer med kognitivt handicap

og sociale problemer de to største grupper med omkring 40-45.ooo personer, mens der

er i størrelsesordenen 30.000 personer med psykiske vanskeligheder. Særligt antallet i

målgruppen med fysisk handicap er et underkantsskøn, da personer, der alene er mod-

tagere af hjælpemidler, ikke indgår i datagrundlaget, jf. ovenfor.

Indholdet af og formålet med de sociale indsatser for voksne modtagere afhænger i høj

grad af den enkelte borgers konkrete livssituation og behov. For at belyse den store for-

skellighed inddrages der i redegørelsen en række udvalgte diagnoser, stillet i forbindelse

med kontakt til sygehusvæsenet.

Opgørelserne af diagnoser tager udelukkende udgangspunkt i de personer, der er regi-

streret som modtagere af indsatser efter serviceloven. Det er langt fra alle med fx ADHD

eller epilepsi, der modtager en indsats efter serviceloven, og disse vil derfor ikke indgå.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan laves en entydig kobling mellem en

diagnose og borgerens konkrete funktionsnedsættelse. At borgeren på et tidspunkt har

fået stillet en diagnose, kan heller ikke kobles direkte til, at borgeren aktuelt har en funk-

tionsnedsættelse, der betyder, at det er nødvendigt for vedkommende at modtage hjælp

og støtte. Det er altid en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funkti-

onsevne, der er udgangspunktet for, at borgeren visiteres til en indsats efter serviceloven

og aldrig en diagnose i sig selv.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Endelig skal man være opmærksom på, at der ikke indgår kontakter til og behandling

hos egen læge og privatpraktiserende speciallæge, samt brug af lægemidler i opgørelsen

over diagnoser. Derfor kan forekomsten af nogle af diagnoserne være undervurderet. På

trods af disse forbehold kan diagnoserne dog give et indblik i nogle af de forskelle, der er

blandt voksne, der modtager støtte og hjælp efter serviceloven.

I gruppen af personer med fysisk handicap er der flest, der har fået stillet diagnoserne

erhvervet hjerneskade, epilepsi og udviklingshæmning, Derudover udgør celebral parese

også en stor diagnosegruppe blandt personer med fysisk handicap. Blandt personer med

kognitivt handicap har omkring 30 pct. fået diagnosen udviklingshæmning, og derud-

over har mange modtaget diagnoserne autisme og epilepsi, jf. tabel 2.4.

Tabel 2.4

Udvalgte diagnoser blandt voksne modtagere af sociale indsatser efter målgruppe, 2018

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

----------------------------- Pct. -----------------------------

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese

Downs

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning

Psykiske lidelser pga. alkohol eller

stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

I alt*

Note: *) Den samme borger kan have modtaget flere diagnoser, hvorfor diagnosegrupper ikke summer til i alt.

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo 2018. ADHD,

autisme, cerebral parese, Downs, epilepsi, erhvervet hjerneskade og udviklingshæmning er baseret på kon-

takter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perioden 1995-2017. Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer

mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv., spiseforstyrrelser mv. og personlighedsforstyrrelser mv. er

baseret på kontakter til psykiatriske sygehuse i perioden 2013-2017. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.21

og 2.22, samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt personer med psykiske vanskeligheder er der inden for de seneste fem år om-

kring 37 pct., der har fået stillet en diagnose i kategorien skizofreni mv., mens omkring

31 pct. har fået en diagnose i kategorien angst mv. Derudover er de store diagnosegrup-

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

per blandt personer med psykiske vanskeligheder depression mv., psykiske lidelser pga.

alkohol eller stoffer og personlighedsforstyrrelser mv. For gruppen af personer med so-

ciale problemer er den største diagnosegruppe psykiske lidelser pga. alkohol eller stof-

fer, efterfulgt af angst mv.

Der er mange indsatser efter serviceloven, som i udgangspunktet ikke er rettet mod én

specifik målgruppe, men som har et tværgående sigte. Dette gælder eksempelvis social-

pædagogisk støtte og botilbud, som kan gives til både personer med handicap og udsatte

voksne.

I det følgende belyses de hyppigste indsatser til udsatte voksne og voksne med handicap.

Personer med fysisk og kognitivt handicap bliver opgjort samlet som voksne med handi-

cap, da der er relativt få i gruppen med fysisk handicap. Dette skyldes blandt andet, at

personer som udelukkende modtager hjælpemidler som nævnt ikke indgår i datagrund-

laget.

Omkring 47.000 personer modtog i 2018 socialpædagogisk støtte, og det er dermed den

indsats, som flest modtager. Mens ca. 23.000 personer modtog indsatsen på grund af et

handicap, modtog ca. 22.900 personer indsatsen på grund af psykiske vanskeligheder.

Botilbud er den næsthyppigste indsats. Botilbud omfatter her både midlertidige og læn-

gerevarende botilbud, samt borgere der er registreret som modtagere af socialpædago-

gisk støtte på et botilbud. I 2018 blev botilbud givet til omkring 27.100 personer, hvoraf

omkring 19.900 modtog indsatsen på grund af et handicap. De øvrige antalsmæssigt sto-

re indsatser er stofmisbrugsbehandling, aktivitets- og samværsydelse og alkoholbehand-

ling efter sundhedsloven, jf. tabel 2.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Tabel 2.5

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet 2018, opdelt efter målgrupper

Handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

Samlet

----------------------------- Antal -----------------------------

Modtagere i alt

Udvalgte indsatser:

Socialpædagogisk støtte

Botilbud

Stofmisbrugsbehandling

Aktivitets- og samværstilbud

Alkoholbehandling

Ledsageordning

Beskyttet beskæftigelse

Herberg og forsorgshjem

Kvindekrisecentre

23.000

19.900

13.800

10.800

8.200

22.900

7.200

3.200

300

1.400

6.300

2.400

18.500

600

15.300

200

300

6.400

1.900

47.000

27.100

18.500

16.900

15.300

11.100

9.500

6.400

1.900

52.700

31.400

46.100

116.800

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Personer-

ne kan modtage flere forskellige indsatser og vil dermed indgå i flere af målgrupperne. Se i øvrigt anmærk-

ningen til figur 2.21 og 2.22, samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet. Tallene er

opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ses der på aldersfordelingen blandt voksne modtagere af indsatser efter serviceloven, er

der flest 18-29-årige, som udgør omkring 28 pct. af modtagerne, jf. tabel 2.6. Derudover

er modtagerne jævnt fordelt over aldersgrupperne.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Tabel 2.6

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet 2018, opdelt efter alder

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-59 år

60 år eller

derover

I alt

------------------------------------ Pct. ------------------------------------

Modtagere i alt

Udvalgte indsatser:

Socialpædagogisk støtte

Botilbud

Stofmisbrugsbehandling

Aktivitets- og samværstilbud

Alkoholbehandling

Beskyttet beskæftigelse

Ledsageordning

Herberg og forsorgshjem

Kvindekrisecentre

100

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Der er tale

om udvalgte indsatser, der således ikke summer til modtagere i alt. Personerne kan modtage flere forskellige

indsatser og vil dermed indgå i flere af målgrupperne. Se i øvrigt anmærkningen til figur 2.21 og 2.22, samt bi-

lag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er særligt mange unge blandt personer i stofmisbrugsbehandling, i botilbud og på

kvindekrisecentre. I disse tilbud er over en tredjedel af modtagerne 18-29 år. Alkoholbe-

handling er den eneste indsats, hvor der er færrest 18-29-årige.

Antallet af voksne, der modtager sociale indsatser, er steget med omkring 11.200 perso-

ner mellem 2015 og 2018, jf. figur 2.23. Stigningen er sket på tværs af alle målgrupper,

og er størst i antallet af personer med kognitivt handicap og sociale problemer, jf. figur

2.24.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.23

Udvikling i samlet antal voksne modtagere

af sociale indsatser, 2015-2018

1.000 personer

120

100

2015

2016

2017

2018

1.000 personer

120

100

Figur 2.24

Antal voksne modtagere af sociale indsatser

i 2015 og 2018, opdelt efter målgruppe

1.000 personer

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

1.000 personer

2015

2018

Anm.: Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året Se anmærkningen til figur 2.21

og 2.22, samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet. Kvinder med ophold på kvinde-

krisecentre indgår ikke i opgørelserne, da data herom først findes fra 2017 og frem. Der knytter sig forbehold

til opgørelsen af udsatte voksne i stofmisbrugsbehandling i 2015, jf. bilag 3 Tallene er opregnet til landsplan

på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i antallet af personer, der modtager sociale indsatser, kan skyldes, at der er

kommet flere udsatte mennesker og mennesker med handicap. Det kan også afspejle, at

kommunerne har styrket indsatsen, eksempelvis inden for det opsøgende arbejde. Det

kan desuden skyldes en forbedring af kommunernes registreringspraksis.

Det stigende antal modtagere af sociale ydelser ses på tværs af næsten alle aldersgrup-

per. Det er kun antallet af personer på 40-49 år, der er stort set uændret mellem de to

år, jf. figur 2.25. Ses der på andelen af befolkningen, der modtager sociale ydelser, er

den største stigning sket blandt de 18-29-årige og 30-39-årige. I 2018 var andelen af 18-

29-årige, der modtog en social indsats, 3,4 pct., mens andelen for de 30-39-årige var 2,9

pct., jf. figur 2.26.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.25

Samlet antal voksne modtagere af sociale

indsatser i 2015 og 2018, opdelt efter alder

1.000 personer

18-29 år

30-39 år

2015

40-49 år

50-59 år

2018

60 år eller

derover

1.000 personer

Figur 2.26

Andel af befolkningen, der modtager sociale

indsatser i 2015 og 2018, opdelt efter alder

Pct.

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

18-29 år

30-39 år

2015

40-49 år

50-59 år 60 år eller

derover

2018

Pct.

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Se anmærkningen til figur 2.21,

2.22, 2.23 og 2.24, samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet. Tallene er opregnet til

landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i antallet af voksne modtagere af sociale indsatser fra 2015 til 2018 kan sær-

ligt tilskrives, at der er ca. 6.600 flere personer, der modtager socialpædagogisk støtte,

hvilket svarer til en stigning på omkring 16 pct. Der er samtidigt sket en stigning i antal-

let af modtagere af botilbud, som er steget med omkring 2.200 personer, svarende til 9

pct., jf. figur 2.27 og 2.28.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 2

Målgrupper og indsatser på det sociale område

Figur 2.27

Ændring fra 2015 til 2018 i antallet af voksne

modtagere af udvalgte sociale indsatser

1.000 personer

Social-

pædagogisk

støtte

Botilbud

Alle indsatser

1.000 personer

Figur 2.28

Ændring fra 2015 til 2018 i antallet af voksne

modtagere af udvalgte sociale indsatser,

pct.

Pct.

Social-

pædagogisk

støtte

Botilbud

Alle indsatser

Pct.

Anm.: Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. En person kan have modtaget

flere forskelige indsatser. Socialpædagogisk støtte, botilbud og aktivitets- eller samværsydelse udgør de tre

indsatser, hvor der har været den største stigning. Der har også været en mindre stigning for andre indsatser,

hvorfor stigningen i de tre nævnte indsatser ikke summer til i alt. Se anmærkningen til figur 2.21, 2.22, 2.23,

2.23, samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet. Tallene er opregnet til landsplan på

baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Stigningen i antallet af modtagere af socialpædagogisk støtte er særligt sket i gruppen af

personer med sociale problemer, jf. figur 2.29. Derudover er stigningen sket på tværs af

alle aldersgrupper, jf. figur 2.30.

Figur 2.29

Modtagere af socialpædagogisk støtte i 2015

og 2018, opdelt efter målgruppe

1.000 personer

Fysisk

handicap

Kognitivt

handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

Figur 2.30

Modtagere af socialpædagogisk støtte i 2015

og 2018, opdelt efter alder

1.000 personer

18-29 år

30-39 år

2015

40-49 år

50-59 år

2018

60 år eller

derover

1.000 personer

2015

2018

Anm.: Opgørelsen omfatter personer, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Se anmærkningen til figur 2.21

og 2.22, samt bilag 3 om modtagere af sociale indsatser på voksenområdet. Tallene er opregnet til landsplan

på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Dette kapitel giver et samlet overblik over de offentlige udgifter til sociale indsatser efter

serviceloven. I kapitlet ses også nærmere på forskelle i udgifterne til forskellige typer af

indsatser og det individuelle udgiftstræk for borgere, der modtager sociale indsatser.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser vurderes at udgøre lidt under 50

mia. kr. i 2018. Indsatserne til udsatte børn og unge tegnede sig for 16,5 mia. kr.,

mens indsatser til udsatte voksne og voksne med handicap udgjorde 33,3 mia. kr.

Det er udgifterne til anbringelser, der udgør hovedparten af de samlede udgifter til

udsatte børn og unge. Ud af de samlede udgifter gik 9,6 mia. kr. til anbringelser,

mens udgifterne til forebyggende foranstaltninger udgjorde 6,0 mia. kr. Herudover

kommer udgifter på 0,9 mia. kr. til særlige klub- og dagtilbud.

De samlede udgifter til udsatte børn og unge har ligget på omtrent samme niveau i

en længere årrække. Udgiftsudviklingen dækker over, at udgifter til anbringelser har

været faldende, mens udgifterne til forebyggende foranstaltninger har været sti-

gende.

Forebyggende indsatser er generelt markant billigere end anbringelser. For de mest

almindelige forebyggende foranstaltninger varierer enhedsudgifterne fra lidt under

85.000 kr. pr. år til op mod 225.000 kr. pr. år, mens de gennemsnitlige enhedsud-

gifter til en anbringelse på en almindelig døgninstitution eller et socialpædagogisk

opholdssted ligger på ca. 1,1 mio. kr. om året.

På tværs af kommuner er der imidlertid variation i, hvad det koster at anbringe børn

og unge. Sammenlignes enhedsudgifterne til en anbringelse i plejefamilie, som er

den mest udbredte anbringelsesform, ligger mange kommuner omkring gennem-

snittet, men det varierer fra ca. 400.000 kr. i den kommune, der har de laveste ud-

gifter, til ca. 600.000 kr. i den kommune, der har de højeste udgifter.

Forklaringen på forskellene mellem kommunerne skal bl.a. søges i, at der på tværs

af kommunerne kan være forskelle i sammensætningen af gruppen af anbragte i for-

hold til tyngden af problemer. Men de kommunale forskelle vil formentlig også – i

en vis udstrækning – være udtryk for, at indsatserne er mere omkostningseffektive i

nogle kommuner end andre.

De samlede udgifter til voksenområdet udgjorde 33,3 mia. kr. i 2018. Opgørelsen af

udgifterne er ændret fra 2018, da den måde, kommunerne skal kontere udgifter på i

den kommunale kontoplan, er blevet omlagt. Det betyder, at udgifter før og efter

2018 ikke kan sammenlignes.

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

•

Over halvdelen af udgifterne til voksenområdet består af udgifter til botilbud, der i

2018 udgjorde 17,8 mia. kr.

Der er stor variation i enhedsudgifterne til de forskellige typer af indsatser til

voksne. Mens enhedsudgifterne til eksempelvis ledsagerordninger, ambulant stof-

misbrugsbehandling og socialpædagogisk støtte ligger på under 100.000 kr. pr. år,

så er enhedsudgifterne til længerevarende botilbud og BPA-ordninger på over 1 mio.

kr. pr. år.

Som et led i udviklingen af bedre viden om, hvilke sociale indsatser der virker, og

hvad de koster, samarbejder Social- og Indenrigsministeriet med en række kommu-

ner om at etablere et datagrundlag, der gør det muligt at koble oplysninger om ud-

gifter med indsatser på personniveau. Med bedre viden om prisen på de sociale ind-

satser bliver det lettere at understøtte grundlaget for, at både kommuner og staten

kan prioritere og investere i en effektiv indsats.

Foreløbige resultater fra projektet viser, at der umiddelbart er god overensstem-

melse mellem de gennemsnitlige enhedsudgifter, der kan opgøres på baggrund af

nationale data og de individbaserede enhedsudgifter, der på nuværende tidspunkt

er opgjort på baggrund af projektet. Der er dog fortsat betydelige forskelle mellem

de to opgørelsesmetoder for nogle kommuner. Det understreger behovet for fortsat

at arbejde på at sikre et ensartet datagrundlag på tværs af kommuner på socialom-

rådet.

•

3.1 Samlede offentlige udgifter til sociale indsatser

Kommunerne har siden kommunalreformen i 2007 haft det fulde finansierings- og for-

syningsansvar på det sociale område. Derfor kan udgifterne til sociale indsatser opgøres

på baggrund af de kommunale regnskaber for alle tre hovedmålgrupper; udsatte børn og

unge, udsatte voksne og voksne med handicap.

Forsyningsansvaret indebærer, at kommunerne som udgangspunkt skal stille de nød-

vendige sociale tilbud til rådighed for borgerne. Kommunerne kan dog vælge at samar-

bejde med andre kommuner og regioner eller med en privat leverandør på det sociale

område, fx et privat socialpædagogisk opholdssted for børn og unge eller et døgnbe-

handlingssted for personer med stofmisbrug om at levere tilbuddene. Særligt i forhold

til mere specialiserede tilbud kan det mange gange være en fordel for mindre kommuner

at indgå i et samarbejde med andre, hvis de ikke selv har mulighed for at levere en til-

strækkeligt specialiseret indsats til en særlig målgruppe.

Det er også kommunen, der på baggrund af serviceloven, herunder forsyningsforpligtel-

sen samt eventuelle politisk fastsatte lokale serviceniveauer og kvalitetsstandarder, træf-

fer afgørelse om at yde en social indsats. Der kan derfor være forskel fra kommune til

kommune på, hvilken støtte og hjælp borgere med lignende behov modtager. Samtidig

har kommunerne en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt. Det betyder,

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

at kommunalbestyrelsen både skal inddrage faglige og økonomiske hensyn, når der træf-

fes afgørelse om en social indsats. Økonomiske hensyn må aldrig stå alene. En afgørelse

skal altid være baseret på en konkret, individuel vurdering af den enkelte borgers behov.

Den enkelte kommune bærer imidlertid ikke den fulde økonomiske byrde af udgifterne

til sociale indsatser. Eksempelvis refunderer staten på nogle områder dele af kommu-

nernes udgifter. Det gælder bl.a. udgifter til forsorgshjem og herberger for hjemløse. Det

skal bl.a. ses i lyset af, at der er selvmødeprincip på dette område, hvor det er forstande-

ren på det enkelte forsorgshjem eller herberg, der afgør, om en person skal have en

plads, når han eller hun møder op, hvilket gør det vanskeligt for kommunerne at styre

udgifterne på området. På andre områder er der delvis brugerbetaling, fx for kost og logi

ved døgnophold.

Desuden bliver kommunerne kompenseret af staten for særligt dyre enkeltsager. Her vil

der mange gange være tale om en borger, der modtager flere forskellige indsatser efter

serviceloven på samme tid. Det er de samlede udgifter til den enkelte borger, der afgør,

om der ydes statsrefusion. Der er forskellige satser, hvor den højeste sats på 50 pct. ydes

ved (den del af) en samlet udgift, der overstiger 1,97 mio. kr. i 2018.

Endelig hører det med til det samlede billede, at det kommunale udligningssystem bi-

drager til at udjævne forskelle mellem kommunerne. Det medvirker således til, at kom-

munerne uanset deres befolkningssammensætning og indtægtsgrundlag har mere ensar-

tede muligheder for at tilbyde samme serviceniveau på de forskellige velfærdsområder,

herunder socialområdet.

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser vurderes at udgøre ca. 49,7 mia. kr. i

2018. Udgifterne til udsatte børn og unge tegner sig for omkring en tredjedel af de sam-

lede udgifter, mens udgifterne til voksenområdet tegner sig for omkring to tredjedele, jf.

figur 3.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.1

Udgifterne på det sociale område, 2018

Udsatte børn og unge

16,5 mia. kr.

Voksenområdet

33,3 mia. kr.

I alt 49,7 mia. kr.

Anm.: 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgif-

terne til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af Det Udvidede Totalbalance-

princip (DUT), hvor staten og kommuner fx aftaler, at kommunerne skal løse bestemte meropgaver. Udgif-

terne summerer ikke til i alt pga. afrunding. Se også boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Udgifter til børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og

unge. Det gælder bl.a. udgifter til særlige dagtilbud og klubber til børn og unge med va-

rige funktionsnedsættelser samt forebyggende foranstaltninger og anbringelser af børn

og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det skyldes, at kommunerne ikke

har udskilt udgifter til børn og unge med handicap mv. særskilt i deres regnskaber ved-

rørende forebyggende foranstaltninger og anbringelser. Se i øvrigt kapitel 7 om børn og

unge med handicap.

Boks 3.1 uddyber opgørelsen af de samlede udgifter til modtagere af sociale indsatser.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Boks 3.1

Opgørelse af de samlede udgifter til modtagere af sociale indsatser

De samlede udgifter til socialområdet er opgjort på baggrund af kommunernes regnskaber for 2018 fra den

kommunale kontoplan. Udgifterne er opgjort som de samlede offentlige nettodriftsudgifter (dranst 1 i konto-

planen). Der er ikke korrigeret for meropgaver som følge af Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT), hvor

staten og kommuner fx aftaler, at kommunerne skal løse bestemte meropgaver. Udgifterne er opgjort ekskl.

tjenestemandspensioner og refusion for særligt dyre enkeltsager.

Udgifter til udsatte børn og unge er opgjort som udgifterne på hovedfunktion 5.28 i den kommunale konto-

plan. Det omfatter udgifter til opholdssteder mv. for børn og unge (5.28.20), forebyggende foranstaltninger

for børn og unge (5.28.21), plejefamilier (5.28.22), døgninstitutioner for børn og unge (5.28.23), sikrede

døgninstitutioner mv. for børn og unge (5.28.24) og særlige dagtilbud og særlige klubber (5.28.25 fra 2016,

5.25.17 før 2016).

Udgifter til voksenområdet omfatter i 2018 funktionerne 5.38.38-5.38.59. Det omfatter udgifter til hjælp til

personer med handicap og udsatte voksne, herunder udgifter til personlig og praktisk hjælp og madservice

(5.38.38), personlig støtte og pasning (5.38.39). rådgivning (5.38.40), hjælpemidler, forbrugsgoder, boligind-

retning og befordring (5.38.41), botilbud for personer med særlige sociale problemer (5.38.42), alkoholbe-

handling (5.38.44), behandling af stofmisbrugere (5.38.45), botilbud til længerevarende og midlertidige op-

hold samt botilbudslignende tilbud (5.38.50-5.38.52), kontaktperson og ledsagerordninger (5.38.53), beskyt-

tet beskæftigelse (5.38.58) og aktivitets- og samværstilbud (5.38.59).

Administrative udgifter er medregnet i det omfang, de indgår på de ovennævnte funktioner. Det drejer sig

bl.a. om udgifterne til administration på de enkelte tilbud. Der er imidlertid også administrative udgifter for-

bundet med socialområdet, der ikke er medregnet, herunder administrative fællesudgifter til den kommunale

forvaltning og myndighedsudøvelse, fælles it mv.

Nogle ydelser på socialområdet indgår ikke i opgørelsen. Det gælder eksempelvis nogle kontantydelser, her-

under udgifter til dækning af merudgifter (§§ 41 og 100), udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste (§ 42), der

konteres under hovedfunktion 5.57 vedrørende kontante ydelser, og udgifter forbundet med forældres hjem-

metræning af deres børn (§ 32). Udgifterne til genoptræning efter serviceloven (§ 86) indgår ikke fuldt ud i

opgørelsen, idet en del af udgifterne konteres på hovedkonto 4 vedrørende sundhedsområdet.

3.2 Udgifter til udsatte børn og unge

Udgifter til anbringelser udgør hovedparten af de samlede udgifter til udsatte børn og

unge. Ud af de samlede udgifter på 16,4 mia. kr., blev der brugt 9,6 mia. kr. på anbrin-

gelser, mens udgifterne til forebyggende foranstaltninger udgjorde 6,0 mia. kr. i 2018, jf.

figur 3.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.2

Samlede offentlige udgifter til udsatte børn og unge efter type af foranstaltning, 2018

Særlige dagtilbud og

klubber

0,9 mia. kr.

Forebyggende

foranstaltninger

6,0 mia. kr.

Anbringelser

9,6 mia. kr.

16,5 mia. kr.

Anm.: 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Udgifter til

børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for op-

gaveændringer i medfør af DUT. Se også boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

De samlede udgifter til udsatte børn og unge har ligget på omtrent samme niveau i en

længere årrække, men er dog steget med ca. 0,7 mia. kr. over perioden 2012-2018. Ud-

giftsudviklingen dækker over, at udgifterne til anbringelser har været faldende, mens

udgifter til forebyggende foranstaltninger har været stigende, jf. tabel 3.1.

Tabel 3.1

Samlede offentlige udgifter til sociale foranstaltninger til børn og unge, 2012-2018

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2018

------------------------------------------ Mia. kr. ---------------------------------------

Anbringelser

Forebyggende foranstaltninger

Særlige dagtilbud og klubber

I alt

10,2

4,3

1,1

15,7

10,2

4,6

1,1

15,8

4,8

15,8

9,9

5,3

16,1

9,7

5,5

0,9

16,2

9,6

5,8

0,9

16,3

9,6

0,9

16,5

Anm.: 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter. Summen afviger fra totalen som følge af afrunding. Udgifter til

børn og unge med handicap indgår delvist i udgifterne til udsatte børn og unge. Der er ikke korrigeret for op-

gaveændringer i medfør af DUT. Se også boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

De faldende udgifter til anbringelser og stigende udgifter til forebyggende foranstaltnin-

ger skal blandt ses i lyset af en omlægning i kommunerne over mod flere forebyggende

foranstaltninger og færre anbringelser. Herudover anbringer kommunerne i mindre

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

grad end tidligere på døgninstitutioner mv., som gennemsnitligt er den dyreste anbrin-

gelsesform, jf. også kapitel 2 om udviklingen i antal anbringelser af børn og unge.

3.2.1 Enhedsudgifter for børn og unge

Enhedsudgiften angiver, hvad en indsats gennemsnitligt set koster pr. år. Der er tale om

en beregnet udgift, hvor man opgør hvad en indsats i gennemsnit koster for en person,

der modtager indsatsen et fuldt kalenderår. I bilag 1 er opgørelsen af enhedsudgifterne

uddybet.

De forebyggende indsatser er generelt billigere end anbringelser. På samme måde er an-

bringelser i plejefamilie generelt billigere end anbringelser på døgninstitution eller på et

socialpædagogisk opholdssted, jf. figur 3.3.

Ved de mest almindelige forebyggende foranstaltninger varierer enhedsudgifterne fra

83.000 kr. pr. år for en fast kontaktperson, der kan være tilknyttet enten barnet eller

hele familien, til ca. 223.000 kr. pr. år for et aflastningsophold på et anbringelsessted.

Figur 3.3

Enhedsudgifter til forskellige typer af forebyggende foranstaltninger

1.000 kr.

250

200

150

100

Fast kontakt-

person (barn/familie)

Praktisk,

pædagogisk eller

anden støtte

i hjemmet

Familie-

behandling

Aflastnings-

ordning

1.000 kr.

250

200

150

100

Anm.: 2019-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning pr. år.

Det bemærkes, at de beregnede enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er behæf-

tet med usikkerhed som følge af datagrundlag. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

De gennemsnitlige enhedsudgifter vil imidlertid dække over betydelig variation inden

for de enkelte foranstaltninger. Derfor skal enhedsudgifterne også tolkes med varsom-

hed. For eksempel kan prisen for en aflastningsordning variere meget, alt afhængigt af

om barnet eller den unge modtager aflastning i en plejefamilie eller på en døgninstitu-

tion.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Enhedsudgifterne til de mest almindelige anbringelsesformer varierer fra ca. 135.000 kr.

for en anbringelse i en netværksplejefamilie til mere end 1,1 mio. kr. pr. år for en anbrin-

gelse på en almindelig døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted, jf. figur

3.4.

Figur 3.4

Enhedsudgifter til forskellige typer af anbringelser

Mio. kr.

Netværks-

plejefamilie

Almindelig plejefamilie

Kommunal plejefamilie

Døgninstitution

Socialpædagogisk

opholdssted

Anm.: 2019-pl. Enhedsudgiften er en opgørelse af de gennemsnitlige driftsudgifter til en given foranstaltning pr. år.

Det bemærkes, at de beregnede enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne bl.a. er behæf-

tet med usikkerhed som følge af datagrundlag. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Den store variation i enhedsudgifterne til anbringelser skal ses i lyset af, at en netværks-

plejefamilie som hovedregel kun får dækket omkostninger til almindelige fornødenhe-

der, herunder kost og logi. Almindelige plejefamilier får udbetalt et vederlag, mens

døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder betales med en takst, der dækker

lønudgifter til personale mv.

Når en hel familie får et døgnophold sker det med henblik på at undgå en egentlig an-

bringelse af barnet eller den unge. På samme måde som et aflastningsophold minder

indsatsen således både om en anbringelse og en forebyggende foranstaltning. Døgnop-

holdet kan omfatte alle i familien eller kun enkelte medlemmer i en tidsbegrænset peri-

ode. Prisen kan derfor variere meget, fx afhængigt af antallet af familiemedlemmer, der

modtager indsatsen.

Forskellene i enhedsudgifterne til både forebyggende foranstaltninger og anbringelser

betyder, at der er meget store variationer i det individuelle udgiftstræk blandt børn og

unge, der modtager indsatser efter serviceloven.

På tværs af kommuner er der imidlertid også variation i, hvad det koster at anbringe

børn og unge. Sammenlignes enhedsudgifterne til en anbringelse i plejefamilie, som er

den mest udbredte anbringelsesform, ligger mange kommuner omkring gennemsnittet

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

på ca. 490.000 kr. Men det varierer fra ca. 400.000 kr. i den kommune, der har de lave-

ste udgifter, til ca. 600.000 kr. i den kommune, der har de højeste udgifter, jf. figur 3.5.

Figur 3.5

Kommunal variation i enhedsudgifter til en anbringelse i plejefamilie

Pris i 1.000 kr. pr. helårsanbringelse

800

Pris i 1.000 kr. pr. helårsanbringelse

800

600

400

200

Kommuner

Anm.: 2019-pl. Enhedsudgifter i kr. for en helårsanbringelse i plejefamilie i 2017 (inkl. kommunale plejefamilier og

ekskl. netværksplejefamilier). Opgørelsen omfatter 48 kommuner, der har haft mindst 60 helårsanbragte børn

og unge i almindelige og kommunale plejefamilier i 2017. Se bilag 1 for beregninger af enhedsudgifter.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forklaringen på forskellene mellem kommunerne skal bl.a. søges i, at der på tværs af

kommunerne kan være forskelle i sammensætningen af gruppen af anbragte børn og

unge i forhold til tyngden af problemer. Derfor vil gruppen af anbragte børn og unge i

nogle kommuner have behov for en mere omfattende og intensiv social indsats end

samme målgruppe i andre kommuner. Herudover kan der være variation i politisk be-

sluttede serviceniveauer, visitationspraksis og indsatstilrettelæggelse mv.

De kommunale forskelle vil også kunne – i en vis udstrækning – være udtryk for, at ind-

satserne er mere omkostningseffektive i nogle kommuner end andre. Mere omkost-

ningseffektive indsatser og en bedre ressourceudnyttelse kan i den sammenhæng både

bidrage til at mindske udgiftspres og frigøre midler til andre indsatser mv., herunder til

tidlig opsporing og forebyggende indsatser.

3.3 Udgifter til voksenområdet

Sociale udgifter til voksenområdet omfatter udgifterne til den kommunale indsats for

voksne med handicap, psykiske vanskeligheder og særlige sociale problemer. De sam-

lede udgifter til voksenområdet udgjorde 33,3 mia. kr. i 2018, jf. tabel 3.2

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Tabel 3.2

Samlede offentlige udgifter til sociale indsatser til voksne med handicap og udsatte voksne,

2014-2018

2014

2015

2016

2017

Databrud

2018

--------------------------------------- Mia. kr. ---------------------------------------

I alt

31,3

31,1

30,7

30,4

33,3*

Anm.: 2019-pl. * Udgifterne til voksenområdet og i alt for 2018 kan ikke sammenlignes med tidligere år. Opgjort som

de samlede offentlige nettodriftsudgifter. I opgørelsen af udgifterne på voksenområdet (udsatte voksne og

personer med handicap) før 2018 er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning af udgifterne til ældre- og

handicapområdet baseret på fordelingsnøgler, jf. Socialpolitisk Redegørelse 2018. Der er ikke korrigeret for

opgaveændringer i medfør af DUT. Se også boks 3.1.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Opgørelsen af udgifterne er ændret fra 2018, da man har omlagt den måde kommunerne

skal kontere udgifter på i kontoplanen. Det betyder, at udgifter før og efter 2018 ikke

kan sammenlignes, idet der er et databrud, jf. boks 3.2.

Det er vigtigt at understrege, at databruddet mellem 2017 og 2018 alene omfatter en tek-

nisk revision i forhold til at sikre retvisende opgørelser af udgiftstal. Den nye opgørelses-

metode har ikke medført, at der er sket justeringer i de faktiske udgifter, som kommu-

nerne bruger til personer med handicap mv.

Før 2018 blev udgifter til voksenområdet opgjort ved en skønsmæssig afgrænsning af

udgifterne i forhold til ældreområdet. Det skyldes, at kommunerne i deres kontering af

udgifter før 2018 ikke adskilte udgifter til ældre og personer med handicap mv. i den

kommunale kontoplan. Udviklingen i udgiftstallene i perioden 2014-2017 skal således

tages med forbehold.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Boks 3.2

Ændring af opgørelsen af udgifter til voksenområdet

Det har før 2018 ikke været muligt at udlede kommunernes udgifter til hhv. ældre- og voksenhandicapområ-

det direkte af de kommunale regnskaber. For at kunne opgøre de samlede udgifter til hhv. ældre- og handi-

capområdet mv. er der før 2018 foretaget en skønsmæssig afgrænsning af udgifterne baseret på centrale for-

delingsnøgler defineret i 2007 af det daværende Socialministerium, KL og Finansministeriet.

For 2018 er der foretaget en revision af den måde, kommunernes handicap- og ældreudgifter adskilles på i de

kommunale regnskaber. Den nye kontoplan indebærer et databrud, idet man har omlagt den måde kommu-

nerne skal opgøre udgifterne på. Udgifterne i 2018 er dermed ikke sammenlignelige med udgifterne i tidli-

gere år.

Ser man på udgifterne til konkrete indsatser som opgjort i fx Socialpolitisk Redegørelse 2018, er der sket et

niveauskift for særligt botilbud og socialpædagogisk støtte. Mens udgifterne til botilbud udgjorde 11,7 mia.

kr. (2018-pl) i 2017 på baggrund af den tidligere kontoplan, er udgifterne i 2018 baseret på den reviderede

kontoplan nu 17,8 mia. kr. (2019-pl). Det markante niveauskifte skal ses i lyset af, at der med kontoplanen fra

2018 er oprettet en ny funktion vedrørende botilbudslignende tilbud til voksne med særlige behov. De botil-

budslignende tilbud omfatter eksempelvis tilbud, hvor boligerne er opført efter almenboligloven, men hvor

der udgår hjælp og støtte efter serviceloven til beboerne fra områder tilknyttet boligerne. De senere år er der

sket en omlægning af botilbudsområdet. Frem for at give et botilbud efter serviceloven, renoverer eller opfø-

rer kommunerne boliger til personer med handicap mv. efter almenboligloven, hvor borgeren bl.a. kan mod-

tage støtte i form af socialpædagogisk støtte efter serviceloven.

Udgifterne til botilbudslignende tilbud blev før 2018 formentligt overvejende konteret som socialpædagogisk

støtte. Omlægningen af botilbudsområdet udgør én af årsagerne til, at man på baggrund af den tidligere kon-

toplan så en kraftig vækst i udgifterne til socialpædagogisk støtte i perioden 2012-2017, jf. også Socialpolitisk

Redegørelse 2018.

Med den nye kontoplan ser man derfor også et markant niveauskifte i udgifterne til socialpædagogisk støtte.

Baseret på den tidligere kontoplan var de samlede ældre- og voksenudgifter til socialpædagogisk støtte ca. 7,4

mia. kr. (2018-pl) i 2017. På baggrund af den nye kontoplan er udgifterne til socialpædagogisk støtte på vok-

senområdet nu 2,7 mia. kr. (2019-pl) i 2018. Det er ikke muligt at opgøre udgifter til socialpædagogisk støtte

til ældre separat, da udgifterne på ældreområdet konteres sammen med hjemmehjælp.

En række kommuner oplever i stigende grad udfordringer med at styre udgifterne til

voksenområdet. Dette er blandt andet forårsaget af et oplevet udgiftspres, herunder i

forhold til udgifter til socialpædagogisk støtte.

I Socialpolitisk Redegørelse 2018 er der foretaget en analyse af udviklingen i udgifterne

til socialpædagogisk støtte og botilbud i perioden 2012 til 2017. Analysen viste, at de sti-

gende udgifter til socialpædagogisk støtte ikke kan betragtes isoleret, idet udgifterne til

botilbud er faldet i samme periode på grund af en omlægning af botilbudsområdet, jf.

også boks 2 ovenfor. Betragter man udgifter til socialpædagogisk støtte og botilbud un-

der ét er der imidlertid også tale om stigende udgifter i perioden. Der er samtidigt en

tendens til, at kommuner, som har oplevet en stigning i antallet af modtagere af botilbud

og socialpædagogisk støtte, også har oplevet en stigning i de samlede udgifter til de to

indsatser. Det indikerer et reelt udgiftspres.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Med den nye kontoplan i 2018 er der som nævnt et databrud i forhold til tidligere år. Det

er endnu ikke muligt at opgøre udviklingen siden 2018 i udgifterne på baggrund af den

nye kontoplan, da der kun er regnskabstal for 2018. Regnskabstal for 2019 forventes of-

fentliggjort ultimo april 2020. Resten af kapitlet ser derfor udelukkende på fordelingen

af udgifterne til voksenområdet i 2018 og på, hvad den enkelte indsats koster.

Over halvdelen af udgifterne på voksenområdet består af udgifter til botilbud, hvor de

samlede udgifter var 17,8 mia. kr. i 2018, jf. figur 3.6.

Figur 3.6

Samlede offentlige udgifter til voksne med handicap og udsatte voksne, 2018

Forsorgshjem og kvindekrisecentre

1,2 mia. kr.

Misbrugsbehandling

1,4 mia. kr.

Hjælpemidler mv.

1,7 mia. kr.

Beskyttet beskæftigelse og

aktivitets- og

samværstilbud

3,8 mia. kr.

Øvrige 0,8 mia. kr.

Botilbud

17,8 mia. kr.

Personlig støtte

og praktisk hjælp

6,6 mia. kr

I alt 33,3 mia. kr

Anm.: 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter på baggrund af de kommunale regnskaber. Botilbud er opgjort

som funktion 5.38.50-5.38.52. Personlig støtte og praktisk hjælp er opgjort som funktion 5.38.38-5.38.39. Be-

skyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud er opgjort som funktion 5.38.58-5.38.59, Hjælpemidler

mv. (inkl. forbrugsgoder, boligindretning og befordring) er opgjort som funktion 5.38.41. Misbrugsbehandling

er opgjort som funktion 5.38.44-5.38.45. Forsorgshjem og kvindekrisecentre er opgjort som funktion 5.38.42.

Øvrige omfatter rådgivning (funktion 5.38.40), kontaktperson og ledsagerordninger (funktion 5.38.53) og sær-

lige pladser på psykiatrisk afdeling (funktion 5.38.54). Der er ikke korrigeret for opgaveændringer i medfør af

DUT. Udgifterne summerer ikke til i alt pga. afrunding.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

Nedenfor er de to største udgiftsposter, botilbud og personlig støtte og praktisk hjælp,

uddybet.

Udgifter til botilbud omfatter udgifter til længerevarende og midlertidige botilbud efter

serviceloven samt såkaldte botilbudslignende tilbud. De botilbudslignende tilbud omfat-

ter eksempelvis tilbud, hvor boligerne er opført efter almenboligloven, men hvor der ud-

går hjælp og støtte efter serviceloven til beboerne fra områder tilknyttet boligerne. Ud-

gifterne til de botilbudslignende tilbud udgør 7,1 mia. kr., mens udgifterne til længereva-

rende og midlertidige botilbud udgør hhv. 6,0 mia. kr. og 4,8 mia. kr. i 2018, jf. figur 3.6.

Den næststørste udgift på voksenområdet på 6,6 mia. kr. består af personlig støtte og

praktisk hjælp efter serviceloven. Det omfatter udgifter til en række forskellige former

for hjælp, bl.a. socialpædagogisk støtte, BPA- og hjælperordninger samt hjemmehjælp

og rehabilitering efter serviceloven, jf. figur 3.7.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.7

Udgifter til botilbud til voksne med handicap

og udsatte voksne

Botilbudslignede tilbud

7,1 mia. kr.

Længerevarende

botilbud

6,0 mia. kr

Figur 3.8

Udgifter til personlig støtte og praktisk hjælp

til voksne med handicap og udsatte voksne

Øvrige 0,3 mia. kr

Hjemmehjælp

og rehabilitering

1,4 mia. kr

Socialpædagogisk

støtte

2,7 mia. kr

Midlertidige botilbud

4,8 mia. kr.

I alt 17,8 mia. kr.

BPA og tilskud

til hjælpere

2,1 mia. kr

I alt 6,6 mia. kr.

Anm.: 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter på baggrund af de kommunale regnskaber. Figur 3.7: Længe-

revarende botilbud (§ 108) opgjort som funktion 5.38.50. Midlertidige botilbud (§ 107) opgjort som funktion

5.38.52. Botilbudslignende tilbud (omfattet af socialtilsyn) opgjort som funktion 5.38.51. Figur 3.8: Socialpæ-

dagogisk støtte (§ 85) opgjort som funktion 5.38.39 gruppering 3-5. BPA og tilskud til hjælpere (§§ 95-96) op-

gjort som funktion 5.38.39 gruppering 1-2. Hjemmehjælp og rehabilitering (§ 83) opgjort som funktion 5.38.38.

Øvrige opgjort som funktion 5.38.39 gruppering 6-8, 10-13, 200 og 999 omfattende behandling (§ 102), pas-

ning af nærtstående (§ 118), tidsbegrænset og gruppebaseret socialpædagogisk støtte (§ 82a-b), sociale

akuttilbud (§82c) samt ledelse og administration og uautoriserede grupperinger. Udgifterne summerer ikke til i

alt pga. afrunding.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

De samlede offentlige udgifter til voksne med handicap og udsatte voksne opgjort pr.

indbygger i alderen 18-64 år er 9.500 kr. på landsplan i 2018. Det dækker over en bety-

delig variation mellem kommunerne fra omkring 8.000 kr. pr. indbygger til omkring

14.000 kr. pr indbygger, jf. figur 3.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.9

Samlede offentlige udgifter til voksne med handicap og udsatte voksne pr. indbygger (18-64

år), 2018

Anm.: 2019-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter på baggrund af de kommunale regnskaber opgjort pr. indbyg-

ger i kommunen i alderen 18-64 år.

Kilde: Danmarks Statistik (Kommunernes regnskaber) og egne beregninger.

De kommunale variationer afspejler bl.a., at nogle kommuner har relativt mange bor-

gere med behov for hjælp og støtte efter serviceloven, mens andre har relativt få. Der-

med har kommunerne forskellige rammer og vil derfor også i vid udstrækning have for-

skellige udgifter til socialområdet. Forskellene i udgifter kan dog også skyldes elementer,

som den enkelte kommune har mulighed for at påvirke, fx visitation og indsatstilrette-

læggelse samt forskelle i indsatsernes effektivitet og kvalitet.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

3.3.1 Enhedsudgifter på voksenområdet

Der er stor variation i enhedsudgifterne til de forskellige typer af indsatser og ydelser til

voksne med handicap, psykiske vanskeligheder og særlige sociale problemer. Mens ud-

gifterne til eksempelvis ledsagerordninger, ambulant stofmisbrugsbehandling og social-

pædagogisk støtte ligger på under 100.000 kr. pr. år, så er udgifterne til længerevarende

ophold og BPA-ordninger på over 1 mio. kr. pr. år, jf. figur 3.10.

Figur 3.10

Enhedsudgifter for udvalgte sociale indsatser til voksne, 2018

1.000 kr. pr. år

1.400

1.200

1.000

800

600

400

200

Ledsager-

ordning

Stofmisbrugs-

behandling

(dag/ambulant)

Social-

pædagogisk

støtte

Forsorgshjem

og hergberger

Midlertidige

ophold

Stofmisbrugs

behandling

(døgn)

Længere-

varende

ophold

BPA

1.000 kr. pr. år

1.400

1.200

1.000

800

600

400

200

Anm.: 2019-pl. De beregnede enhedsudgifter skal tolkes med varsomhed, da opgørelserne er behæftet med usik-

kerhed som følge af datagrundlag mv. Se bilag 1.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Variationen afspejler blandt andet, at de forskellige indsatser er rettet mod meget for-

skellige målgrupper, der har vidt forskellige behov. Eksempelvis kan længerevarende

ophold omfatte borgere med handicap, der har omfattende og betydelige støttebehov til

mange forskellige daglige aktiviteter døgnet rundt. Indsatser, der ikke omfatter ophold,

kan derimod være begrænset til et bestemt antal timer pr. uge eller måned. Når en led-

sageordning er blandt de billigste indsatser – med en enhedsudgift på omkring 25.000

kr. pr. år – er det bl.a. et udtryk for, at der maksimalt kan ydes ledsagelse i 15 timer pr.

måned inden for rammerne af ordningen.

Samtidig kan der være forskel på behovet for personale og andre ressourcer afhængig af

målgruppen og ydelsens karakter. Eksempelvis er enhedsudgifter til forsorgshjem og

herberger lavere end til døgnbehandling for stofmisbrug og for botilbud (midlertidige og

længerevarende ophold). De dyreste former for indsatser er borgerstyret personlig assi-

stance (BPA), hvor den årlige udgift er op mod 1,2 mio. kr. Det skal ses i lyset af, at mål-

gruppen for BPA er borgere med handicap, der har et omfattende behov for hjælp og

støtte.

Beregningerne af enhedsudgifter er dog forbundet med usikkerhed og skal tolkes med

varsomhed. Enhedsudgifterne er baseret på en kombination af to forskellige datakilder.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Udgifterne stammer fra summerede oplysninger fra kommunernes regnskaber, mens

oplysninger om antal af helårspersoner stammer fra registerdata, jf. bilag 1 for en gen-

nemgang af opgørelsen af enhedsudgifterne og forbeholdene.

Som et led i Social- og Indenrigsministeriets datastrategi, der skal sikre grundlaget for

bedre viden om hvilke indsatser, der virker, og hvad de koster, samarbejder Social- og

Indenrigsministeriet med en række kommuner om at etablere et datagrundlag, der gør

det muligt at koble oplysninger om udgifter og indsatser på personniveau og dermed

gøre det muligt at lave mere retvisende enhedsudgifter, jf. boks 3.3 for en nærmere be-

skrivelse af projektet.

Flere og bedre data om kommunernes indsatser og resultater på socialområdet er helt

afgørende, hvis kommunerne skal have bedre forudsætninger for at prioritere udgifterne

på en kvalitetsbevidst og omkostningseffektiv måde og fremover i endnu højere grad til-

rettelægge arbejdet ud fra et investeringsperspektiv. Bedre data på socialområdet er

blandt andet også en helt afgørende forudsætning for at gøre anvendeligheden i kommu-

nerne af den socialøkonomiske investeringsmodel SØM bedre.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Boks 3.3

Social- og Indenrigsministeriets samarbejde med kommuner om kobling af udgifts- og aktivi-

tetsdata

Mange kommuner efterspørger bedre styringsmuligheder på det specialiserede voksenområde. Grundlaget

for bedre styring er systematisk viden om målgrupper, indsatser, omkostninger og resultater. Større gennem-

sigtighed både i den enkelte kommune og på tværs af kommunerne forudsætter, at oplysninger om aktiviteter

og udgifter kan kobles på individniveau. I dag er det imidlertid alene aktivitetsdata om ydelser, som kommu-

nerne indberetter på individniveau til Danmarks Statistik, mens udgiftstal indberettes til Danmarks Statistik

på kommuneniveau.

Derfor er der igangsat et projekt, der har til formål at styrke de statslige og kommunale analyse- og styrings-

muligheder ved at tilvejebringe et datagrundlag om sammenlignelige enhedsudgifter på det specialiserede

voksenområde i udvalgte kommuner på baggrund af individbaseret data om aktiviteter og udgifter.

I alt 18 kommuner deltager i projektet:

Ballerup, Brønderslev, Favrskov, Fredensborg, Gentofte, Hjørring, Holstebro, Horsens, Høje-Taastrup, Hel-

singør, Randers, Ringkøbing-Skjern, Ringsted, Rudersdal, Skanderborg, Slagelse, Vesthimmerlands og Vor-

dingborg kommuner.

Projektet løber fra 2017 til2020 og indebærer, at de deltagende kommuner, foruden indberetning af aktivi-

tetsdata til Danmarks Statistik, også indberetter individhenførbare udgiftsoplysninger. Social- og Indenrigs-

ministeriet udarbejder på den baggrund i projektperioden en række analyser, der kan give kommunerne et

vidensgrundlag, der også kan anvendes som ledelsesinformation lokalt.

Projektet skal styrke de deltagende kommuners styringsgrundlag, og erfaringerne fra projektet skal samtidig

give input til Social-og Indenrigsministeriets videre arbejde med datastrategien.

Samtidig skal projektet ses i tæt sammenhæng med udviklingen af Den Socialøkonomiske Investeringsmodel

(SØM), hvor udgiftsdata af høj kvalitet er et helt afgørende input for at kunne udføre retvisende beregninger

på modellen. SØM skal fremme investeringstankegangen på socialområdet og er en budgetøkonomisk model,

der kan anvendes til at beregne de budgetøkonomiske konsekvenser over tid af konkrete sociale indsatser

lokalt i en kommune, jf. også kapitel 9.

Der er overensstemmelse mellem de gennemsnitlige enhedsudgifter opgjort på lands-

plan på baggrund af registerdata og kontoplanen og de enhedsudgifter, der på nuvæ-

rende tidspunkt er opgjort på baggrund af projektet med kobling af udgifts- og aktivi-

tetsdata på individniveau, jf. figur 3.11.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 3

Udgifter til sociale indsatser

Figur 3.11

Enhedsudgifter for udvalgte sociale indsatser efter opgørelsesmetode på tværs af kommuner,

2018

1.000 kr.

1.400

1.200

1.000

800

600

400

200

Social-

pædagogisk

støtte

Beskyttet

beskæftigelse

Aktivitets- og

samværstilbud

Botilbuds-

lignende

tilbud

Midlertidige

ophold

Længere-

varende

ophold

BPA

1.000 kr.

1.400

1.200

1.000

800

600

400

200

Registerdata og kontoplan

Koblingsprojekt (kommunale data)

Anm.: 2019-pl. Figuren omfatter de indsatser, der indgår i koblingsprojektet. Socialpædagogisk støtte og BPA er

frivilligt at indberette i koblingsprojektet og baseret på færre kommuner. De beregnede enhedsudgifter skal

tolkes med varsomhed, da opgørelserne er behæftet med usikkerhed som følge af datagrundlag mv. Se bilag

1 for opgørelse af enhedsudgifter på baggrund af kontoplan og registerdata. Se også boks 3.3 om koblings-

projektet

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er dog fortsat betydelige forskelle mellem de to opgørelsesmetoder for de enkelte

kommuner. Selvom de gennemsnitlige enhedsudgifter på tværs af kommuner giver re-

sultater, der ligner hinanden, kan der være store forskelle i de enhedsudgifter, der kan

opgøres for den enkelte kommune på baggrund af hhv. centrale registerdata og regn-

skabstal på den ene side og de individbaserede udgiftsdata på den anden. Det understre-

ger behovet for fortsat at arbejde på at sikre en mere ensartet registreringspraksis på

tværs af kommuner for at få et bedre datagrundlag på socialområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvik-

ling i skolen

Børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet i løbet af deres opvækst, klarer

sig generelt markant dårligere i skolen sammenlignet med øvrige børn og unge. Det

hænger blandt andet sammen med, at anbragte børn og unge samlet set har et større

støttebehov i skolen end øvrige børn og unge. Mere end 40 pct. går i et specialskoletil-

bud eller en specialklasse, hvor det til sammenligning er under 5 pct. blandt øvrige børn

og unge.

I dette kapitel ses der udelukkende på anbragte børn og unge i almene grundskoleklas-

ser. Der ses altså bort fra de anbragte børn og unge, der går på en intern skole, special-

skole, i specialklasse eller modtager specialundervisning i mindst 9 timer i en almen

grundskoleklasse. Analyserne ser nærmere på deres faglige udvikling i skolen og videre

ind i en ungdomsuddannelse og sammenligner med øvrige børn og unge.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser er fagligt bagud tidligt i

skolen. Hvor det er op mod 20 pct. blandt disse anbragte børn, der har dårlige

resultater i dansk i 2. klasse, gælder det under 10 pct. blandt de øvrige elever.

Ved afgangsprøverne i 9. klasse ligger anbragte børn og unge i de almene

grundskoleklasser ca. to karakterpoint under gennemsnittet blandt de øvrige

elever. Samtidig er det i størrelsesordenen 20-25 pct. af de anbragte i de al-

mene grundskoleklasser, som ikke aflægger alle de bundne prøver i dansk og

matematik. Det gælder kun 5 pct. blandt øvrige børn og unge.

Når der tages højde for det faglige niveau tidligt i grundskolen, klarer anbragte

børn og unge sig stadig relativt dårligere end øvrige børn og unge ved afgangs-

prøverne. Anbragte børn med gode resultater i 4. klasse ligger således mere end

én karakter lavere ved afgangsprøverne end øvrige børn med gode resultater i

4. klasse.

•

Der ses også en tydelig sammenhæng mellem anbragte børn og unges resulta-

ter ved afgangsprøverne i 9. klasse og deres videre vej i uddannelse. Blandt an-

bragte i de almene grundskoleklasser med et karaktergennemsnit over 7 er det

knap 95 pct., som enten er i gang med, eller som har afsluttet en ungdomsud-

dannelse fire år senere. Til sammenligning er det 50 pct. blandt anbragte med

et gennemsnit under 4, og blot 40 pct. blandt anbragte, som ikke aflægger alle

de bundne

www.oim.dk

prøver i dansk og matematik.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

•

Det er særligt anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder

mv., som afslutter grundskolen med dårlige færdigheder. Her er det næsten

halvdelen, 45 pct., som ikke aflægger alle de bundne afgangsprøver i dansk og

matematik. Til sammenligning er det lidt over 10 pct. blandt anbragte i plejefa-

milier.

Når børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder, klarer

sig fagligt dårligt, skal det blandt andet ses i lyset af, at det er op mod 25 pct.,

som tidligere har gået i et specialskoletilbud eller en specialklasse, hvilket indi-

kerer et større støttebehov. Til sammenligning gælder det 13 pct. blandt an-

bragte i plejefamilier og kun 2 pct. blandt øvrige børn og unge.

Det kendetegner desuden anbragte børn, som klarer sig fagligt dårligt, at de of-

test har et større skolefravær. Samtidig peger resultaterne på, at anbragte børn

og unge, der allerede har et højt skolefravær i 7. og 8. klasse, er i særlig risiko

for ikke at aflægge afgangsprøverne i 9. klasse. Det samme gælder anbragte

børn og unge, som anbringes i en sen alder, hvoraf de fleste er anbragt på en

døgninstitution eller et opholdssted.

Resultater fra den nationale trivselsmåling peger også på, at anbragte børn og

unge ofte har færre faglige og personlige kompetencer i form af koncentrations-

og samarbejdsevner samt troen på egne evner. Det er kompetencer, som kan

være en vigtig forudsætning for at klare sig fagligt godt i skolen. Der ses blandt

andet en klar sammenhæng mellem elevernes evne til at koncentrere sig i 6.

klasse og deres resultat ved afgangsprøverne tre år senere.

Men selv når der tages højde for en række af de risikofaktorer, der ofte kende-

tegner anbragte børn og unge, og man alene ser på elever i de almene grund-

skoleklasser, der blev anbragt i en plejefamilie i en tidlig alder, som ikke har

gået i et specialskoletilbud eller en specialklasse, og som ikke har skiftet an-

bringelsessted, så klarer de sig stadig relativt dårligere ved afgangsprøverne

end øvrige børn og unge.

De relativt få anbragte børn og unge, der har et karaktergennemsnit over 7 ved

afgangsprøverne i 9. klasse, er især kendetegnet ved et højt fagligt niveau tidligt

i grundskolen. Her er der imidlertid også et sammenfald med ovenstående risi-

kofaktorer, og de er i mindre grad kendetegnet ved højt fravær, skift i anbrin-

gelsen mv.

Resultaterne understreger, at det er vigtigt at få opsporet de fagligt svage elever

tidligt, så de kan få den rette støtte og hjælp i tide til at blive løftet fagligt. En

tidlig indsats bør både handle om at styrke barnets faglige færdigheder og sam-

tidig at få støttet op om og udviklet barnets faglige og personlige kompetencer,

herunder koncentrationsevne, samarbejdsevne, selvtillid og selvværd mv.

•

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

4.1 Anbragte børn og unge i grundskolen

Ved udgangen af 2017 var der ca. 8.400 børn og unge i alderen 6-17 år, der var anbragt

uden for hjemmet, og som var indskrevet på en grundskole. Det svarer til omkring 1 pct.

af alle elever i grundskolen. I Socialpolitisk Redegørelse 2018 kapitel 6 fremgik det, at

anbragte børn og unge oftere modtager specialundervisning sammenlignet med øvrige

børn og unge, jf. boks 4.1.

Boks 4.1

Opsummering af Socialpolitisk Redegørelse 2018 kapitel 6: Anbragte børn og unges skole-

gang

Anbragte børn og unge klarer sig samlet set markant dårligere i skolen end andre børn og unge. Allerede på

de små klassetrin er anbragte børn fagligt bagud.

Anbragte børn og unge modtager oftere specialundervisning. Ved udgangen af 2016 gik mere end 40 pct. af

de anbragte børn og unge i et specialskoletilbud, en specialklasse eller modtog specialundervisning som

støtte i mindst 9 timer om ugen i en almen klasse. Til sammenligning var det under 5 pct. blandt øvrige børn

og unge i grundskolen.

Der er en klar sammenhæng mellem skoletilbud og andelen af de anbragte børn og unge, der har en diagnose

relateret til et handicap eller psykiske vanskeligheder. Mens 15-18 pct. blandt anbragte børn og unge i den

almene grundskole i 2016 havde en diagnose, der kan være relateret til et handicap eller psykiske vanske-

ligheder, var det 50-75 pct. blandt anbragte børn og unge, der gik i et specialskoletilbud eller en specialklasse.

Når anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i grundskolen end andre børn og unge, skal det såle-

des ses i lyset af, at en stor andel har en diagnose, der kan være relateret til en psykisk vanskelighed eller et

handicap, og at næsten halvdelen modtager specialundervisning i skolen, hvilket kan være en indikation på

indlæringsmæssige vanskeligheder.

Kilde: Børne- og Socialministeriet (2018), Socialpolitisk Redegørelse 2018

Sammenligner man det faglige niveau blandt elever, der modtager specialundervisning,

så er der kun meget små forskelle mellem børn og unge, der er anbragte, og øvrige børn

og unge. Blandt anbragte børn og unge, der modtager specialundervisning, er det i stør-

relsesorden 45-50 pct., som har dårlige

resultater i dansk i 4.-8. klasse. Til sammenlig-

ning er det omkring 45 pct. blandt øvrige børn og unge, der modtager specialundervis-

ning, jf. figur 4.1.

Baseret på resultater fra de nationale test. ”Gode resultater” dækker over resultaterne ”God”, ”Rigtig god”, eller

”Fremragende” præstation. ”Dårlige resultater” dækker over resultaterne ”Mangelfuld” og ”Ikke tilstrækkelig”

præstation.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Figur 4.1

Andel børn og unge med specialundervis-

ning, der har dårlige resultater i dansk

Pct.

2. klasse

4. klasse

6. klasse

8. klasse

Anbragte børn og unge

Øvrige børn og unge

Pct.

Figur 4.2

Andel børn og unge uden specialundervis-

ning, der har dårlige resultater i dansk

Pct.

2. klasse

4. klasse

6. klasse

8. klasse

Anbragte børn og unge

Øvrige børn og unge

Pct.

Anm.: Elever, der deltog i de nationale tests i dansk i første halvår 2018. ”Anbragte” omfatter børn og unge anbragt

uden for hjemmet pr. 31. december 2017. Elever med ”dårlige resultater” er opgjort som elever, der har fået

resultatet ”Mangelfuld præstation” eller ”Ikke tilstrækkelig præstation” i dansk. ”Specialundervisning” omfatter

elever i specialskoletilbud, specialklasser samt elever, der modtager specialundervisning i en almindelig

grundskoleklasse i mindst 9 timer om ugen. For en nærmere afgrænsning se boks 4.3 bagerst i kapitlet.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Ser man derimod på elever i de almene grundskoleklasser, som ikke modtager special-

undervisning, så klarer anbragte børn og unge sig betydeligt dårligere fagligt end andre

elever. På de fleste klassetrin er det mere end 20 pct. blandt de anbragte børn og unge,

der har dårlige resultater i dansk. Til sammenligning er det 10 pct. eller mindre på de

fleste klassetrin blandt øvrige børn og unge. Andelen med dårlige resultater blandt an-

bragte børn og unge er således ofte mere end dobbelt så stor sammenlignet med de øv-

rige elever i de almene grundskoleklasser, jf. figur 4.2.

I 2017 gik 53 pct. af de anbragte børn og unge i en almen grundskoleklasse og modtog

ikke specialundervisning. I den resterende del af dette kapitel ses der nærmere på denne

gruppe af anbragte børn og unge og på de forskelle, der er mellem anbragte og øvrige

børn og unge i almene grundskoleklasser. Der ses altså bort fra børn og unge, der går på

en intern skole, specialskole, i specialklasse eller modtager specialundervisning i mindst

9 timer i en almen grundskoleklasse. Formålet er, at belyse det faglige niveau blandt an-

bragte børn og unge, der går i de almene grundskoleklasser og ikke modtager specialun-

dervisning.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

4.2 Fagligt niveau og udvikling blandt anbragte børn og unge

i de almene grundskoleklasser

Anbragte børn og unge, der går i en almen klasse, og som ikke modtager specialunder-

visning, klarer sig betydeligt dårligere allerede på de små klassetrin, og den tendens fort-

sætter hele vejen frem til grundskolens afslutning. Hvor det var i størrelsesordenen 20-

25 pct. blandt anbragte børn og unge, som ikke aflagde alle bundne prøver i dansk og

matematik ved afgangsprøverne i 9. klasse i 2018, var det 5 pct. blandt øvrige børn og

unge. Samtidig er det kun lidt over 10 pct. af de anbragte, som opnår et karaktergen-

nemsnit over 7, hvilket er betydeligt mindre end de 45 pct. blandt øvrige børn og unge,

jf. figur 4.3.

Figur 4.3

Karakterfordeling ved afgangsprøverne i

dansk og matematik i 9. klasse for elever i

de almene grundskoleklasser, 2018

Pct.

Ikke aflagt

alle prøver

4-7

Pct.

Figur 4.4

Karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i

dansk og matematik i 9. klasse for elever i

de almene grundskoleklasser, 2018

Karaktergennemsnit

Anbragte børn og unge

Øvrige børn og unge

Karaktergennemsnit

Anbragte børn og unge

Øvrige børn og unge

Anm.: Resultater i de bundne prøver i dansk og matematik ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve i 2018 blandt

børn og unge, der var indskrevet i en almindelig grundskoleklasse ved udgangen af 2017, og som ikke mod-

tog specialundervisning. Karaktergennemsnittet er beregnet som et simpelt gennemsnit for elever, der har

aflagt alle 6 bundne prøver i dansk og matematik. ”Anbragte” omfatter børn og unge anbragt uden for hjem-

met pr. 31. december 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det samlede karaktergennemsnit i dansk og matematik blandt anbragte børn og unge

var ca. 5 ved afgangsprøverne i 9. klasse 2018, mens det lå i gennemsnit ca. to karakter-

point højere hos øvrige børn og unge, der havde et gennemsnit på 7, jf. figur 4.4.

På baggrund af resultater fra de nationale tests er det muligt at følge de enkelte elevers

faglige udvikling i løbet af grundskolen. Her gælder det for både anbragte og øvrige børn

og unge, at der er en sammenhæng mellem elevernes resultater ved afgangsprøverne og

deres faglige niveau tidligt i skolen. For de anbragte børn og unge, som havde dårlige re-

sultater i dansk i 4. klasse, lå det samlede karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i 9.

klasse på 3,4. Ser man derimod på de anbragte børn og unge, der havde gode resultater i

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

dansk i 4. klasse, så lå deres samlede karaktergennemsnit på 6,2. Der er således en gen-

nemsnitlig forskel på næsten tre karakterpoint mellem de elever, der hhv. klarer sig fag-

ligt godt og fagligt dårligt i 4. klasse, jf. figur 4.5.

Figur 4.5

Karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i 9. klasse i 2018 efter fagligt niveau i 4. klasse

Karaktergennemsnit

Dårligt resultat i 4. klasse

Anbragte børn og unge

Jævnt resultat i 4. klasse

Godt resultat i 4. klasse

Øvrige børn og unge

Karaktergennemsnit

Anm.: Resultater i de bundne prøver i dansk og matematik ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøve i 2018 blandt

børn og unge, der var indskrevet i en almen grundskoleklasse ved udgangen af 2017, og som ikke modtog

specialundervisning. ”Anbragte” omfatter børn og unge anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2017.

Figur 4.5 er opgjort for de anbragte børn og unge, hvor anbringelsen var iværksat, før de startede i 4. klasse.

Fagligt niveau i 4. klasse er baseret på elevens resultater i de nationale tests i dansk i 2013 og er opgjort efter

den kriteriebaserede skala.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Billedet er stort set identisk blandt øvrige børn og unge, om end de ligger gennemsnitligt

højere ved afgangsprøverne sammenlignet med anbragte børn og unge. Ser man eksem-

pelvis kun på de elever, der havde gode resultater i 4. klasse, så ligger anbragte børn og

unge mere end én karakter lavere i gennemsnit ved afgangsprøverne i 9. klasse end øv-

rige børn og unge.

Det bemærkes samtidig, at man formentlig vil kunne opspore de faglige forskelle endnu

tidligere end i 4. klasse. Det har dog ikke været muligt at følge de samme elever over en

længere årrække baseret på de eksisterende registerdata fra de nationale tests. Tidligere

undersøgelser har imidlertid fundet en sammenhæng mellem børns sprogniveau alle-

rede i 3-årsalderen og deres resultat ved afgangsprøverne (Bleses, 2016).

Når der ses en tydelig sammenhæng mellem det faglige niveau tidligt i skolen og resulta-

terne ved afgangsprøverne i 9. klasse, så er det udtryk for, at det ikke altid lykkes at løfte

de fagligt svage elever. Blandt anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser,

som gik i 9. klasse i 2018, var det lidt over 10 pct., som både havde dårlige resultater i

dansk i 4. og 8. klasse. Samtidig var 5 pct. faldet fra gode eller jævne resultater i 4. klasse

til dårlige resultater i 8. klasse. Det hører dog med til billedet, at det også lykkes at give

nogle af de fagligt dårlige elever et løft. Omkring 12 pct. blandt anbragte børn og unge

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

gik således fra dårlige resultater i 4. klasse til jævne eller gode resultater i 8. klasse, jf.

figur 4.6.

Figur 4.6

Udvikling i fagligt niveau i dansk fra 4. til 8.

klasse blandt anbragte børn og unge

Dårlige resultater i

Falder til 4. og 8. klasse

10,7 pct.

dårlige

resultater i 8.

klasse

4,7 pct.

Løftet til

jævne/gode

resultater i

8. klasse

11,8 pct.

Figur 4.7

Udvikling i fagligt niveau i dansk fra 4. til 8.

klasse blandt øvrige børn og unge

Falder til dårlige

resultater i 8. klasse

3,0 pct.

Løftet til

jævne/gode

resultater i 8.

klasse

6,8 pct.

Dårlige resultater i 4.

og 8. klasse

3,3 pct.

Gode eller jævne

resultater i 4. og 8.

klasse

72,8 pct.

Gode eller jævne

resultater i 4. og 8.

klasse

87,0 pct.

Anm.: Udvikling i fagligt niveau i dansk fra 4. til 8. klasse. Opgørelsen er baseret på børn og unge, der var indskre-

vet i en almindelig grundskoleklasse ved udgangen af 2017, og som ikke modtog specialundervisning. ”An-

bragte” omfatter børn og unge anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2017, og hvor anbringelsen var

iværksat, før de startede i 4. klasse. Fagligt niveau i 4. og 8. klasse er baseret på elevens resultater efter den

kriteriebaserede skala i de nationale tests i dansk i hhv. 2013 og 2017. Opgørelsen omfatter kun de børn og

unge, der deltog i de nationale test i både 2013 og 2017, og som var indskrevet i grundskolen på det pågæl-

dende klassetrin samme år.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Blandt øvrige børn og unge er det omkring 3 pct., der havde dårlige resultater i dansk i

både 4. og 8. klasse, 3 pct. er gået fra jævne eller gode resultater i 4. klasse til dårlige re-

sultater i 8. klasse, mens 7 pct. har fået et fagligt løft, så de ikke længere havde dårlige

resultater i 8. klasse, jf. figur 4.7.

Det er således en betydeligt større andel blandt anbragte børn og unge i de almene

grundskoleklasser, som har dårlige resultater i både 4. og 8. klasse. Det kan skyldes, at

de har nogle andre udfordringer, som de skal håndtere samtidig med skolen, og som

derfor går ud over deres faglige niveau. Det bemærkes samtidig, at opgørelsen ikke om-

fatter de børn og unge, der er blevet fritaget fra de nationale tests på grund af faglige el-

ler andre hensyn. Det forventes derfor, at andelen med dårlige resultater i både 4. og 8.

klasse er er underestimeret.

4.3 Anbragte børn og unges videre uddannelse

Når anbragte børn og unge oftest klarer sig markant dårligere i grundskolen end andre

børn og unge, så har de også et dårligere udgangspunkt for at påbegynde en ungdoms-

uddannelse og på sigt at skabe sig et godt og selvstændigt voksenliv. Der ses en tydelig

sammenhæng mellem elevernes resultater ved afgangsprøverne, og andelen, der senere

påbegynder en ungdomsuddannelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Ser man på den samlede andel blandt elever i de almene grundskoleklasser, som kom-

mer i gang med en ungdomsuddannelse efter grundskolen, så klarer anbragte børn og

unge sig betydeligt dårligere end øvrige børn og unge. Her er det kun omkring 60 pct.

blandt anbragte, som enten er i gang med, eller som har afsluttet en ungdomsuddan-

nelse fire år efter afgangsprøverne. Til sammenligning er det mere end 85 pct. blandt øv-

rige børn og unge, jf. figur 4.8.

Blandt anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser med et karaktergennem-

snit over 7 ved afgangsprøverne i 9. klasse 2014, var det stort set alle, knap 95 pct., som

enten var i gang med, eller som havde afsluttet en ungdomsuddannelse i 2018. Til sam-

menligning var det blot 50 pct. blandt anbragte børn og unge med et karaktergennem-

snit under 4, jf. figur 4.9.

Figur 4.8

Andel med igangværende/afsluttet ung-

domsuddannelse fire år efter afgangsprø-

verne i 9. klasse

Pct.

100

Anbragte børn og unge

Øvrige børn og unge

Pct.

100

Figur 4.9

Andel med igangværende/afsluttet ung-

domsuddannelse efter resultat ved afgangs-

prøverne i 9. klasse

Pct.

100

Ikke aflagt

alle prøver

4-7

Pct.

100

Anbragte børn og unge

Øvrige børn og unge

Anm.: Børn og unge, der enten var i gang med eller som havde afsluttet en ungdomsuddannelse i 2018, opgjort ef-

ter resultater ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøver i 2014 blandt børn og unge, der var indskrevet i en

almen grundskoleklasse ved udgangen af 2013, og som ikke modtog specialundervisning. ”Anbragte” omfat-

ter børn og unge anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2013. Opgørelsen omfatter også særlige tilret-

telagte ungdomsuddannelser (STU).

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt øvrige børn og unge ses der ligeledes en sammenhæng mellem resultaterne ved

afgangsprøverne og andelen, der påbegynder en ungdomsuddannelse. Dog kommer en

større andel af de fagligt svage elever i uddannelse. Blandt øvrige børn og unge, der ikke

aflægger afgangsprøverne i 9. klasse, er det op mod 60 pct., som enten er i gang med, el-

ler som har afsluttet en ungdomsuddannelse fire år efter afgangsprøverne. Det gælder

kun 40 pct. blandt de anbragte børn og unge, som ikke aflægger afgangsprøverne i 9.

klasse, jf. figur 4.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Der tegner sig således et samlet billede af, at der er en sammenhæng mellem anbragte

børn og unges faglige niveau tidligt i skolen, deres resultater ved afgangsprøverne og de-

res videre vej i uddannelse.

Billedet er stort set identisk blandt øvrige børn og unge. Anbragte børn og unge i de al-

mene grundskoleklasser ligger imidlertid betydeligt lavere ved afgangsprøverne, selv når

man tager højde for det faglige niveau tidligt i grundskolen. Anbragte med gode faglige

resultater i 4. klasse klarer sig ikke tilnærmelsesvist lige så godt ved afgangsprøverne,

som øvrige børn og unge, der havde gode resultater i 4. klasse. Det indikerer, at anbragte

børn og unges faglige potentiale ikke bliver indfriet i samme grad, som tilfældet er hos

andre børn og unge. Næste afsnit ser nærmere på mulige forklaringer på disse forskelle.

4.4 Årsager til dårlige skoleresultater blandt anbragte børn

og unge i de almene grundskoleklasser

Dette afsnit ser nærmere på, hvad der karakteriserer de grupper af anbragte børn og

unge, der hhv. klarer sig fagligt godt og fagligt dårligt ved afgangsprøverne i 9. klasse

blandt elever i de almene grundskoleklasser. Der kan være flere forklaringer på, at an-

bragte børn og unge klarer sig dårligere i grundskolen end øvrige børn og unge.

Ser man på de ca. 600 anbragte børn og unge, der var indskrevet i en almen grundskole-

klasse i 9. klasse ved udgangen af 2017, var det omkring hver tredje, 32 pct., som boede

på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted mv. De resterende 68 pct.

var anbragt i en almindelig plejefamilie, en netværksplejefamilie eller en kommunal ple-

jefamilie, jf. figur 4.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Figur 4.10

Anbragte i de almene grundskoleklasser i 9.

klasse efter anbringelsessted

Døgninstitution

eller

opholdssted

mv.

32,3 pct.

(200)

Figur 4.11

Karakterfordeling ved afgangsprøverne i 9.

klasse i 2018 efter anbringelsessted

Pct.

Ikke aflagt

alle prøver

600 børn og unge i alt

Plejefamilie

67,7 pct.

(400)

4-7

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

Anm.: Resultater ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøver i 2018 blandt børn og unge, der var indskrevet i en al-

men grundskoleklasse i 9. klasse ved udgangen af 2017, som ikke modtog specialundervisning, og som sam-

tidig var anbragt uden for hjemmet. Anbragte i plejefamilier omfatter anbringelser i almene plejefamilier, net-

værksplejefamilier og kommunale plejefamilier. Anbragte på Døgninstitution/opholdssteder mv, omfatter børn

og unge, der var anbragt på døgninstitutioner, socialpædagogiske opholdssteder, kostskole, efterskoler,

skibsprojekter, eget værelse, kollegier eller kollegielignende opholdssteder.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder klarer sig betydeligt dårli-

gere ved afgangsprøverne end børn og unge i plejefamilier. Hvor det er op mod 45 pct.

blandt anbragte på døgninstitutioner og opholdssteder, som ikke aflægger afgangsprø-

verne i 9. klasse, gælder det i størrelsesordenen 10-15 pct. blandt anbragte i plejefami-

lier, som går i en almen grundskoleklasse. Samtidig er det under 5 pct. blandt anbragte

på døgninstitutioner og opholdssteder, som opnår et karaktergennemsnit på over 7. Til

sammenligning er det lidt over 15 pct. blandt anbragte i plejefamilier, jf. figur 4.11.

Nogle børn og unge vil imidlertid have behov for hjælp, som en plejefamilie i udgangs-

punktet ikke kan give dem, og her kan en anbringelse på et socialpædagogisk opholds-

sted eller en døgninstitution være den bedste løsning. Når børn og unge på døgninstitu-

tioner og opholdssteder mv. klarer sig relativt dårligere i skolen, skal det blandt andet

ses i lyset af, at de generelt kan have et større støttebehov uden for skolen sammenlignet

med anbragte i plejefamilier, hvilket også vil påvirke deres resultater i skolen. Det ses

der nærmere på i næste afsnit.

4.4.1 Forekomst af diagnoser blandt anbragte børn og unge

Forekomsten af diagnoser relateret til handicap eller psykiske vanskeligheder er størst

blandt anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder, jf. boks 4.2 for op-

gørelsen af diagnoser.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Boks 4.2

Opgørelse af diagnoser

Følgende diagnoser inddrages for at belyse handicap:

•

ADHD

Autismespektrumforstyrrelser

Cerebral parese (spastisk lammelse)

Downs syndrom

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Muskelsvind

Sklerose

Udviklingshæmning (mental retardering)

Følgende diagnoser inddrages for at belyse psykiske vanskeligheder:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol el. stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Diagnoser, der kan være forbundet med et handicap, baseres på indlæggelser, ambulante besøg og skadestue-

kontakter på sygehuse i perioden 1995-2017. Forekomsten af diagnoser kan være undervurderet, da kontak-

ter til egen læge og privatpraktiserende speciallæge ikke indgår. Listen af diagnoser er endvidere ikke udtøm-

mende, idet der findes mange andre diagnoser og helbredsmæssige udfordringer, der kan være forbundet

med et handicap. Diagnosegrupperne er udarbejdet af Social- og Indenrigsministeriet i forbindelse med en

beskrivelse af voksne modtagere af indsatser efter serviceloven med handicap. Diagnoser, der kan være for-

bundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kontakter til den regionale sygehuspsykiatri, over en fem-

årig periode (2013-2017). I analysen benyttes samme inddeling af diagnoser, som blev anvendt i forbindelse

med afrapporteringen fra styringsgennemgangen af psykiatrien (Sundheds- og Ældreministeriet 2018: Ind-

blik i psykiatrien og sociale indsatser).

Blandt børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder, der var indskrevet i en al-

men 9. klasse ved udgangen af 2017, havde 27 pct. en diagnose, der kan være relateret til

et handicap eller psykiske vanskeligheder. Til sammenligning var det 17 pct. blandt børn

og unge i plejefamilier, jf. figur 4.12.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Figur 4.12

Andel med en diagnose blandt børn og unge

i 9. klasse

Pct.

Anbragte på

døgn-

institutioner og

opholdssteder

mv.

Alle

anbragte

Anbragte i

Øvrige

plejefamilier (ikke anbragte)

Figur 4.13

Karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i

9. klasse i 2018 efter anbringelsessted og di-

agnose

Karaktergennemsnit

Pct.

Døgninstitution/ Døgninstitution/ Plejefamilie,

Plejefamilie,

opholdssted,

opholdssted, med diagnose uden diagnose

med diagnose uden diagnose

Anm.: Resultater ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøver i 2018 blandt børn og unge, der var indskrevet i en al-

men grundskoleklasse i 9. klasse ved udgangen af 2017, og som ikke modtog specialundervisning. ”An-

bragte” omfatter børn og unge anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2017. For en nærmere afgræns-

ning af diagnoser se boks 4.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Karaktergennemsnittet ved afgangsprøverne i 9. klasse er imidlertid stort set identisk

for elever hhv. med og uden en diagnose, når man opdeler anbragte børn og unge efter

type af anbringelsessted. Når børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder i de

almene grundskoleklasser klarer sig dårligere ved afgangsprøverne end anbragte i pleje-

familier, så ser det altså ikke ud til, at forklaringen ligger i, at en større andel har en di-

agnose, jf. figur 4.13. Karakterforskellene mellem anbragte børn og unge i plejefamilier

og på døgninstitutioner og opholdssteder ser derimod i højere grad ud til at afspejle, at

børn og unge, der vurderes at have et større støttebehov, i højere grad anbringes på

døgninstitutioner og opholdssteder. Dermed er anbringelsesstedet muligvis en bedre in-

dikator for støttebehovet, end hvorvidt de anbragte har fået stillet en af udvalgte diagno-

ser.

4.4.2 Anbragte børn og unge, der tidligere har gået i specialklasse

eller specialskole

Børn og unge, hvis faglige udvikling kræver en særlig hensyntagen, kan modtage forskel-

lige former for støtte i grundskolen. For nogle børn og unge, hvor støttebehovet er min-

dre, kan det være tilstrækkeligt at understøtte barnets læring gennem undervisningsdif-

ferentiering, holddannelse, tolærerordninger eller undervisningsassistenter, som både

kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed. De kan også modtage supplerende

undervisning eller anden faglig støtte, eksempelvis gennem en fokuseret læseindsats hos

en læsepædagog eller lignende.

100

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Børn og unge med et mere omfattende støttebehov skal tilbydes specialundervisning el-

ler anden specialpædagogisk bistand i specialklasser eller specialskoler i en kortere eller

længere periode. Specialundervisningen tager dog oftest sigte mod, at eleven skal tilbage

til folkeskolens almene undervisning med den nødvendige støtte og de rette hjælpemid-

ler.

Blandt anbragte børn og unge, der går i en almen 9. klasse i grundskolen, er det mere

end 15 pct., som tidligere har gået i et specialskoletilbud eller i en specialklasse. Til sam-

menligning er det 2 pct. blandt øvrige børn og unge. Opdeler man endvidere anbragte

børn og unge efter deres anbringelsessted, så er det omkring 25 pct. blandt børn og unge

på døgninstitutioner og opholdssteder, som tidligere har gået på en specialskole eller i

specialklasse, mens det gælder 13 pct. blandt børn og unge i plejefamilier, jf. figur 4.14.

Figur 4.14

Andel anbragte børn og unge i 9. klasse, der

tidligere har gået i specialklasse/special-

skole

Pct.

Anbragte på

døgn-

institutioner og

opholdssteder

mv.

Alle

anbragte

Anbragte i

Øvrige

plejefamilier (ikke anbragte)

Figur 4.15

Resultat ved afgangsprøverne i 9. klasse i

2018 for anbragte, der tidligere har gået i

specialklasse/specialskole

Karaktergennemsnit

Døgninstitution eller

Plejefamilie

opholdssted mv.

Tidligere elev i specialklasse/specialskole

Har ikke gået i specialklasse/specialskole

Karaktergennemsnit

Pct.

Anm.: Resultater ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøver i 2018 blandt børn og unge, der var indskrevet i en al-

men grundskoleklasse i 9. klasse ved udgangen af 2017, og som ikke modtog specialundervisning. ”An-

bragte” omfatter børn og unge anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2017. Tidligere elev i special-

skole/specialklasse er opgjort for perioden 2013-2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Anbragte børn og unge, der tidligere har gået i et specialskoletilbud eller i en special-

klasse, klarer sig samtidig fagligt dårligere ved afgangsprøverne i 9. klasse. Blandt børn

og unge, der er anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder, varierer karaktergen-

nemsnittet fra 3,7 for elever, der tidligere har gået i specialklasse eller specialskole, til

4,3 blandt øvrige elever. For anbragte børn og unge i plejefamilier er forskellen endnu

større. Her ligger de børn og unge, som ikke har gået i et specialskoletilbud eller en spe-

cialklasse, mere end én karakter højere i gennemsnit ved afgangsprøverne, jf. figur 4.15.

Resultaterne indikerer, at elever, der tidligere har gået i specialklasse/specialskole, ef-

terfølgende ikke har fået tilstrækkelig støtte i skolen til at løfte dem til samme niveau

som øvrige elever.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

101

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

4.4.3 Faglige og personlige kompetencer blandt anbragte børn og

unge

Tidligere undersøgelser har vist, at anbragte børn og unge i større grad mangler en

række personlige kompetencer, der kan være en vigtig forudsætning for at klare sig fag-

ligt godt i skolen. Det handler blandt andet om elevernes koncentrationsevne, samar-

bejdsevne, selvtillid og selvværd (VIVE 2018, Tordön et al. 2014).

Hvis man ser på eleverne i de almene grundskoleklasser, så er der også en større andel

blandt anbragte børn og unge, som oplever koncentrationsbesvær, og som har vanskeligt

ved at samarbejde med andre elever, ligesom en større andel mangler troen på egne ev-

ner. Hvor det er i størrelsesorden 40-45 pct. blandt anbragte børn og unge, der tit eller

meget tit kan koncentrere sig i timerne, gælder det 60 pct. blandt øvrige børn og unge.

Samtidig er det mere end 80 pct. blandt øvrige børn og unge, der tit eller meget tit ople-

ver, at de kan klare det, de sætter sig for. Til sammenligning gælder det kun 60-65 pct.

blandt anbragte børn og unge, jf. tabel 4.1.

Tabel 4.1

Faglige og personlige kompetencer blandt elever i de almene grundskoleklasser, målt på ud-

valgte spørgsmål i 9. klasse

Kan du koncentrere dig i timerne?

Aldrig eller sjældent

En gang imellem

Tit eller meget tit

----------------------------------- Pct. ----------------------------------

Anbragte på døgninstitutioner mv.

Anbragte i plejefamilier

Øvrige børn og unge

19,3

14,8

9,3

35,1

42,3

30,5

45,6

42,9

60,2

Hvor tit kan du klare det,

du sætter dig for?

Anbragte på døgninstitutioner mv.

Anbragte i plejefamilier

Øvrige børn og unge

Aldrig eller sjældent

10,3

4,2

2,2

En gang imellem

27,6

31,2

16,1

Tit eller meget tit

62,1

64,6

81,7

Jeg er god til at arbejde sammen

med andre i skolen

Anbragte på døgninstitutioner mv.

Anbragte i plejefamilier

Øvrige børn og unge

Aldrig eller sjældent

16,9

7,4

3,7

En gang imellem

30,5

32,4

19,3

Tit eller meget tit

52,5

60,1

77,0

Anm.: Elever i de almene grundskoleklasser i 9. klasse ved udgangen af 2017, som ikke modtog specialundervis-

ning, og som har deltaget i den nationale trivselsmåling i foråret 2018. ”Anbragte” omfatter børn og unge an-

bragt uden for hjemmet pr. 31. december 2017.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

102

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Når anbragte børn og unge klarer sig fagligt dårligere i skolen, så kan en del af forklarin-

gen således godt være, at de har relativt færre personlige kompetencer, som kan være en

vigtig forudsætning for læring. Det kan blandt andet skyldes, at de ikke har fået den for-

nødne støtte til at udvikle deres personlige kompetencer, fx på grund af en belastet op-

vækst. Ligeledes kan det have stor betydning for udviklingen og adgangen til læringsfæl-

lesskaber for børn med særlige behov, hvordan de voksne omkring børnene oplever og

italesætter deres særlige behov. Sammenholder man elevernes besvarelser fra den natio-

nale trivselsmåling i 6. klasse med deres resultater ved afgangsprøverne, så er der også

en klar tendens til, at de elever, der bedst kan koncentrere sig i timerne, ligeledes er de

fagligt dygtigste elever tre år senere. Blandt de anbragte børn og unge, der sjældent eller

aldrig har kunne koncentrere sig i timerne i 6. klasse, var det samlede karaktergennem-

snit ved afgangsprøverne i 9. klasse under 4. Til sammenligning var det næsten to karak-

terpoint højere blandt de anbragte børn og unge, der tit eller meget tit kunne koncen-

trere sig i timerne 6. klasse, jf. figur 4.16 og 4.17.

Figur 4.16

Andel anbragte, der kunne koncentrere sig i

timerne i 6. klasse, efter karakterfordeling

ved afgangsprøverne i 9. klasse, 2018

Pct.

100

Ikke aflagt

alle prøver

Tit eller meget tit

4-7

Aldrig eller sjældent

Pct.

100

Aldrig eller sjældent En gang i mellem

Tit eller meget tit

Figur 4.17

Anbragtes resultat ved afgangsprøverne i 9.

klasse i 2018, efter, om de kunne koncen-

trere sig i 6. klasse

Karaktergennemsnit

En gang i mellem

Anm.: Anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser i 9. klasse ved udgangen af 2017, som ikke modtog

specialundervisning, og som har deltaget i den nationale trivselsmåling i 6. klasse i foråret 2015. Opgørelsen

er baseret på elevernes svar på spørgesmålet ”Kan du koncentrere dig i timerne?”.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Billedet er stort set identisk, når man sammenholder anbragte børn og unges tro på egne

evner i 6. klasse og deres resultater ved afgangsprøverne i 9. klasse. Her er der også en

betydeligt større andel blandt de fagligt dygtigste elever, som oplever, at de kan klare

det, de sætter sig for, jf. figur 4.18 og 4.19.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

103

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Figur 4.18

Anbragte med tro på, at de kan klare det, de

sætter sig for, efter resultat ved afgangsprø-

verne i 9. klasse

Pct.

100

Ikke aflagt

alle prøver

Tit eller meget tit

4-7

Aldrig eller sjældent

Pct.

100

Figur 4.19

Anbragtes resultat ved afgangsprøverne i 9.

klasse efter tro på, om de kan klare det, de

sætter sig for

Karaktergennemsnit

Aldrig eller sjældent En gang i mellem

Tit eller meget tit

Karaktergennemsnit

En gang i mellem

Anm.: Anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser i 9. klasse ved udgangen af 2017, som ikke modtog

specialundervisning, og som har deltaget i den nationale trivselsmåling i 6. klasse i foråret 2015. Opgørelsen

er baseret på elevernes svar på spørgesmålet ”Hvor tit kan du klare det, du sætter dig for?”.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

4.4.4 Fravær blandt anbragte børn og unge

Tidligere undersøgelser har peget på, at anbragte børn og unges dårlige skoleresultater

blandt andet hænger sammen med et højere skolefravær. En rundspørge blandt kom-

munerne fra 2019 viser også, at mange skoler oplever udfordringer med udsatte børn og

unge, der udebliver fra undervisningen (VIVE 2019b).

Ser man på antallet af fraværsdage blandt elever i de almene grundskoleklasser, så ligger

anbragte børn og unge nogenlunde på niveau med de øvrige elever i 1.-7. klasse. Indtil 7.

klasse har anbragte børn faktisk færre fraværsdage i gennemsnit om året end øvrige

børn. Mod grundskolens afslutning stiger antallet af fraværsdage imidlertid betydeligt.

Hvor anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser i gennemsnit har 18 fraværs-

dage i 9. klasse, har øvrige elever godt 12 fraværsdage, jf. figur 4.20.

104

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Figur 4.20

Fravær blandt elever i 1.-9. klasse, 2018

Antal årlige fraværsdage

1. klasse

3. klasse

5. klasse

7. klasse

9. klasse

Anbragte børn og unge

Øvrige børn og unge

Antal årlige fraværsdage

Figur 4.21

Fravær blandt anbragte i 7.-9. klasse efter re-

sultat ved afgangsprøverne i 9. klasse

Antal årlige fraværsdage

Ikke aflagt

alle prøver

7. klasse

4-7

8. klasse

9. klasse

Antal årlige fraværsdage

Anm.: Antal årlige fraværsdage i gennemsnit blandt børn og unge, der var indskrevet i en almen grundskoleklasse

ved udgangen af 2017, og som ikke modtog specialundervisning. ”Anbragte” omfatter børn og unge anbragt

uden for hjemmet pr. 31. december 2017. Figur 4.21 er kun opgjort for de elever, hvor der foreligger oplysnin-

ger om elevens fraværsdage på alle klassetrin i 7.-9. klasse.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Der ses også en tydelig sammenhæng mellem antallet af fraværsdage og elevernes resul-

tater ved afgangsprøverne i 9. klasse. Det gælder særligt for de elever i 2018, der ikke af-

lagde alle bundne prøver i dansk og matematik. Her steg det årlige antal fraværsdage fra

22 dage i 7. klasse til 45 dage i 9. klasse. Ser man omvendt på de anbragte børn og unge,

som aflagde alle bundne prøver i dansk og matematik, så har antallet af fraværsdage lig-

get markant lavere og nogenlunde stabilt på omkring 10-15 fraværsdage i gennemsnit fra

7.-9. klasse, jf. figur 4.21.

Det kan imidlertid være svært at afgøre det kausale forhold mellem et højt skolefravær

og dårlige resultater. Der kan være tale om gensidigt forstærkende fænomener, idet fag-

lige udfordringer også kan være en medvirkende årsag til lav trivsel og til, at nogle elever

udebliver fra undervisningen. Resultaterne indikerer dog, at anbragte børn og unge, der

allerede har et højt skolefravær i 7. og 8. klasse, er i særlig risiko for ikke at aflægge af-

gangsprøverne i 9. klasse.

Når antallet af fraværsdage stiger ret markant fra 7.-9. klasse for nogle anbragte børn og

unge, så skal det også ses i lyset af, at en forholdsvis stor andel bliver anbragt i en rela-

tivt sen alder. Der kan således være en sammenhæng mellem elevernes høje skolefravær

og de faktorer, som fører til, at de bliver anbragt uden for hjemmet.

4.4.5 Alder ved første anbringelse

Børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder bliver oftest anbragt i en senere al-

der end børn og unge i plejefamilier. Blandt anbragte i de almene grundskoleklasser er

Socialpolitisk Redegørelse 2019

105

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

det mere end 55 pct. blandt unge på døgninstitutioner og opholdssteder, som blev an-

bragt uden for hjemmet, da de var i alderen 14-17 år. Til sammenligning er det mindre

end 20 pct. blandt anbragte i plejefamilier. Her er det omvendt en markant større andel,

der er blevet anbragt i 0-4-årsalderen, jf. figur 4.22.

Figur 4.22

Anbragte børn og unge i 9. klasse efter alder

ved første anbringelse og anbringelsessted

Pct.

0 - 4 år

5 - 9 år

10 - 13 år

14 - 17 år

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

Pct.

Ikke aflagt

alle prøver

0 - 4 år

5 - 9 år

4-7

10 - 13 år

14 - 17 år

Figur 4.23

Resultater ved afgangsprøverne i 9. klasse

efter alder ved første anbringelse

Pct.

100

Pct.

100

Anm.: Resultater ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøver blandt anbragte børn og unge, der var indskrevet i en

almen grundskoleklasse ved udgangen af 2017, og som ikke modtog specialundervisning.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der ses også en tydelig sammenhæng mellem alder ved første anbringelse og elevens re-

sultater ved afgangsprøverne i 9. klasse. Det vedrører særligt de elever, som ikke aflæg-

ger afgangsprøverne. Blandt anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser, som

ikke aflagde alle bundne prøver i dansk og matematik i 9. klasse i 2018, er det omkring

60 pct., som blev anbragt uden for hjemmet i alderen 14-17 år, jf. figur 4.23.

Resultaterne indikerer, at de børn og unge, som anbringes i en sen alder, er i særlig ri-

siko for ikke at aflægge afgangsprøverne i 9. klasse. Heraf er størstedelen anbragt på en

døgninstitution eller et opholdssted mv. Når mange af de unge, som anbringes sent, ikke

aflægger afgangsprøverne i 9. klasse, kan det skyldes, at de unge har nogle udfordringer,

fx psykiske vanskeligheder, som både er årsagen til, at de anbringes, og at de ikke aflæg-

ger afgangsprøverne.

4.4.6 Anbragtes faglige niveau efter forskellige risikofaktorer

Ud over anbringelsessted, alder ved anbringelse, fravær og specialundervisning, som er

belyst ovenfor, peger litteraturen også på, at skole- og anbringelsesskift kan have betyd-

ning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig i skolen. Sammenholder man flere af

de risikofaktorer på én gang, så tegner der sig et billede af, at det særligt er de elever, der

tidligere har gået i et specialskoletilbud eller en specialklasse, som klarer sig dårligst ved

afgangsprøverne. Ved afgangsprøverne i 2018 havde de et samlet karaktergennemsnit

106

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

på omkring 4, uafhængigt af typen af anbringelsessted. Børn og unge, der blev anbragt i

en plejefamilie i en tidlig alder er omvendt blandt de børn og unge, som klarer sig fagligt

bedst. Det gælder særligt børn og unge i plejefamilier, som havde rigtig gode eller frem-

ragende resultater i 4. klasse. Ved afgangsprøverne i 9. klasse i 2018 havde de et samlet

karaktergennemnit på 7,6, jf. figur 4.24.

Figur 4.24

Karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i 9. klasse for forskellige grupper af anbragte børn

og unge

Karaktergennemsnit

Døgninstitution/

opholdssted,

inklusionselev

Plejefamilie,

inklusionselev

Plejefamilie,

anbragt tidligt,

ikke inklusions-

elev

Døgninstitution/

opholdssted,

ikke inklusionselev,

gode resultater

i 4. klasse,

ikke højt

skolefravær

Plejefamilie,

anbragt tidligt,

ikke inklusionselev,

kontinuitet i

anbringelsen,

ikke højt

skolefravær

Plejefamilie,

anbragt tidligt,

gode resultater

i 4. klasse,

kontinuitet i

anbringelsen

Plejefamilie,

anbragt tidligt

rigtig gode

eller fremragende

resultater i 4. klasse

Karaktergennemsnit

Øvrige børn og unge

Alle anbragte

Anm.: Resultater ved folkeskolens 9. klasses afgangsprøver blandt anbragte børn og unge, der var indskrevet i en

almen grundskoleklasse ved udgangen af 2017, og som ikke modtog specialundervisning. ”Anbragte” omfat-

ter børn og unge anbragt uden for hjemmet pr. 31. december 2017. ”Anbragte tidligt” omfatter børn anbragt

før 6-årsalderen. ”Kontinuitet i anbringelsen” omfatter børn, hvor der ikke er indikationer på skift eller midlerti-

dige ophør i anbringelsen. For en nærmere afgrænsning heraf se boks 4.3 bagerst i kapitlet. ”Ikke højt fravær”

omfatter elever med mindre end 20 dages skolefravær i 9. klasse i skoleåret 2017/2018. ”Gode resultater” i 4.

klasse er baseret på resultater fra de nationale tests i dansk i foråret 2013 og omfatter elever, der har opnået

resultatet ”God”, ”Rigtig god” eller ”Fremragende” præstation.

Kilde: Egne beregninger på registerdata fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.

Når børn og unge, der blev anbragt i en tidlig alder, klarer sig bedre end andre anbragte

børn og unge, er det ikke ensbetydende med, at en tidlig anbringelse i sig selv fører til

bedre faglige resultater. Mange børn, der anbringes i en tidlig alder, anbringes fordi de-

res forældre har nogle udfordringer, hvorimod børn og unge, der anbringes i en sen al-

der, ofte anbringes, fordi de selv har nogle udfordringer, som også kan have indflydelse

på deres skolegang.

Det bemærkes også, at opgørelsen af anbragte børn og unge i plejefamilier med rigtig

gode eller fremragende resultater i dansk i 4. klasse er baseret på relativt få børn og

unge. Samlet set udgjorde de mindre end 5 pct. af alle anbragte børn og unge i de al-

mene grundskoleklasser i 9. klasse i 2018. Det understreger imidlertid pointen om, at

det kun er en meget lille andel blandt anbragte børn og unge i de almene grundskole-

klasser, som afslutter grundskolen med et fagligt resultat, der ligger på niveau med an-

dre børn og unges.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

107

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 4

Anbragte børn og unges faglige niveau og udvikling i skolen

Opgørelsen viser også, at selv når man tager højde for en række af de risikofaktorer, der

ofte bliver fremhævet i litteraturen om anbragtes skolegang, så klarer anbragte børn og

unge sig stadig relativt dårligere ved afgangsprøverne end andre børn og unge. Ser man

eksempelvis kun på anbragte børn og unge i de almene grundskoleklasser, der blev an-

bragt i en tidlig alder i en plejefamilie, som ikke har gået i et specialskoletilbud eller en

specialklasse, som ikke har haft mange skift i anbringelsen, og som heller ikke havde et

højt skolefravær i 9. klasse, så lå deres karaktergennemsnit ved afgangsprøverne i 2018

på 6,0. Altså betydeligt lavere end øvrige børn og unge, hvor det samlede karaktergen-

nemsnit var 7.

Boks 4.3

Opgørelse af skoletilbud

Elever i grundskolen er i dette kapitel opgjort på baggrund af elevregistret (KOTRE) og omfatter alle børn og

unge, der var indskrevet på en grundskoleuddannelse (inkl. 10. klasse) ved udgangen af 2017 i alderen 6-17

år, jf. Danmarks Statistiks opgørelsesmetode. Det omfatter elever i almene folkeskoler, efterskoler, friskoler,

private grundskoler, specialskoler samt børn og unge i specialundervisningstilbud på anbringelsessteder og

dagbehandlingstilbud.

Specialklasser er opgjort på baggrund af registret UDSP. Da start- og sluttidspunktet ikke er indrapporteret

for alle elever, er specialklasser opgjort som alle børn og unge, der på et tidspunkt i løbet af skoleåret

2017/2018 var tilmeldt undervisning i en specialklasse.

En intern skole er et specialundervisningstilbud på en døgninstitution, et socialpædagogisk opholdssted eller

et dagbehandlingstilbud, der er etableret efter overenskomst med den stedlige kommune. Ifølge elevregistret

er alle interne skoler kategoriseret som ”dagbehandlingstilbud og behandlingshjem”. Det er ikke muligt på

baggrund af elevregistret at opdele interne skoler på hhv. anbringelsessteder og dagbehandlingstilbud. So-

cial- og Indenrigsministeriet har derfor selv foretaget en manuel gennemgang af alle interne skoler med hen-

blik på at kunne lave en præcis opgørelse.

Opgørelse af specialundervisning

Børn og unge kan modtage forskellige former for støtte i grundskolen. Elever, der har brug for støtte i mindre

end ni undervisningstimer ugentligt skal have støtte inden for den almene undervisning. Her kan der blandt

andet være tale om undervisningsdifferentiering, holddannelse, tolærerordninger og undervisningsassisten-

ter, som både kan hjælpe den enkelte elev og klassen som helhed. Disse former for støtte er ikke analyseret

nærmere i dette kapitel.

Specialundervisning omfatter i dette kapitel alle elever, der modtager undervisning på en specialskole, i en

specialklasse eller på en intern skole. Hertil kommer elever, som modtager støtte til undervisningen i en al-

mindelig klasse, og som i gennemsnit får mindst ni klokketimers specialundervisning om ugen.

Opgørelse af kontinuitet i anbringelsen

Kontinuitet i anbringelsen er i dette kapitel opgjort som skift i anbringelsessted. Det regnes for et skift i an-

bringelsesstedet, hvis der har været en iværksættelse af ændret anbringelsessted, eller hvis en anbringelse er

ophørt, og der sidenhen er iværksat en ny anbringelse. Ophør af anbringelsessted uden en efterfølgende an-

bringelse regnes dermed ikke som et skift i anbringelsessted.

108

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Ved udgangen af 2017 var omkring 7.600 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt i en

plejefamilie, hvilket svarer til 65 pct. af alle anbragte børn og unge. De fleste af disse er

anbragt i omkring 4.000 såkaldte almindelige eller kommunale plejefamilier.

Dette kapitel ser nærmere på, hvem plejefamilierne er, hvad der karakteriserer famili-

erne samt plejeforældrene. Analysen er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik,

og er den første analyse, der foretager en kortlægning af plejefamilier og plejeforældre

på baggrund af registerdata.

Hovedkonklusioner i kapitlet er:

•

Der er tegn på en stigende professionalisering af plejefamiliehvervet, da en øget

andel af plejeforældrene ikke har anden beskæftigelse ved siden af at være ple-

jeforældre. Blandt plejeforældre bestående af par, havde begge plejeforældre

beskæftigelse ud over plejefamiliehvervet i ca. 44 pct. af familierne i 2000,

mens det kun gjaldt 29 pct. af plejefamilierne i 2017. Faldet i andelen, hvor

begge plejeforældre er i beskæftigelse ved siden af at være plejeforældre, er ble-

vet modsvaret af en stigning i andelen af familier, hvor kun den ene plejeforæl-

der er i beskæftigelse, samt en stigning i andelen af familier hvor ingen af pleje-

forældrene er i beskæftigelse ud over plejefamiliehvervet.

Gennemsnitsalderen for plejeforældre er steget med 6 år siden 2000 og pleje-

forældrenes biologiske børn er i langt flere tilfælde end tidligere flyttet hjem-

mefra. I takt med at færre har egne hjemmeboende børn, har en større andel af

plejefamilier mere end ét barn i pleje. Fx havde 30 pct. af plejefamilierne mere

end ét plejebarn i 2000, mens ca. 45 pct. havde mere end ét plejebarn i 2017.

Dette betyder blandt andet også, at andelen af plejefamiliernes samlede ind-

komst, der kommer fra plejefamilievederlag er steget siden 2000.

Der er betydelige forskelle på tværs af landsdelene i hvor stor en andel af be-

folkningen, som er plejeforældre. I Syd- og Vestsjælland er der relativt flest ple-

jeforældre, hvor ca. 6 ud af 1.000 personer i den erhvervsaktive alder er pleje-

forældre. I og omkring København er det under 1 ud af 1.000 personer i den er-

hvervsaktive alder, der er plejeforældre. Disse forskelle kan blandt andet være

indikation på, at visse kommuner har svært ved at rekruttere plejefamilier i

nærområdet. Der er i hvert fald en sammenfaldende tendens til, at de lands-

dele, der anbringer meget i plejefamilier, oftest også har flere ledige plejefami-

lier.

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

111

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

5.1 Anbringelse i plejefamilie

Hvis et barn eller en ung har brug for særlig støtte, kan kommunen iværksætte en an-

bringelse uden for hjemmet. En anbringelse i en plejefamilie vil i mange tilfælde være at

foretrække, fordi en plejefamilie kan give børn en opvækst i stabile, familielignende

rammer og et trygt omsorgsmiljø med nære relationer til voksne.

Nogle børn vil imidlertid have behov for hjælp, som en plejefamilie i udgangspunktet

ikke kan give dem. Det kan fx være børn og unge med en svær psykisk sygdom. Her kan

en anbringelse på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted være den

bedste løsning.

De seneste 10 år har der været en stigning i antallet af børn og unge anbragt i en plejefa-

milie fra ca. 7.000 i 2007 til ca. 8.700 i 2017, mens antallet af anbragte på døgninstituti-

oner og opholdssteder mv. er faldet, jf. figur 5.1. Denne udvikling betyder, at ved udgan-

gen af 2017 var omkring 65 pct. af alle anbragte børn og unge anbragt i en plejefamilie,

jf. figur 5.2.

Figur 5.1

Antal anbragte børn og unge efter type af

anbringelsessted, 2007-2017

1.000 personer

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017

Figur 5.2

Anbragte børn og unge efter type af anbrin-

gelsessted ultimo 2017

Plejefamilie

65 pct.

Døgninstitution/

opholdssted mv.

35 pct.

1.000 personer

Plejefamilie

Døgninstitution/opholdssted mv.

I alt

Anm.: Figur 5.1 omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som har været anbragt uden for hjemmet i løbet af et givent

år. Nogle børn har både været anbragt i en plejefamilie og på en døgninstitution/opholdssted mv. i samme år,

således at antal anbragte i plejefamilie og på døgninstitution/opholdssted mv. ikke summerer til anbragte i alt.

Figur 5.2 er opgjort d. 31. december 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

De fleste anbringelser i plejefamilier sker i såkaldte almindelige plejefamilier, som om-

fatter omkring 83 pct. af alle anbragte børn og unge i plejefamilier. Derudover er ca. 13

pct. anbragt i netværksplejefamilier og 4 pct. i kommunale plejefamilier, jf. figur 5.3. De

forskellige typer plejefamilier er nærmere beskrevet i boks 5.1.

112

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.3

Anbragte børn og unge i plejefamilier, efter typen af plejefamilie, 2017

Kommunal plejefamile

4 pct.

Netværksplejefamilie

13 pct.

Almindelig plejefamilie

83 pct.

Anm.: Omfatter børn og unge i alderen 0-17 år, som var anbragt i plejefamilier d. 31. december 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

113

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Boks 5.1

Typer af plejefamilier

Efter Barnets Reform, som trådte i kraft 1. januar 2011, skelnes der overordnet mellem tre forskellige typer

plejefamilier: almindelige plejefamilier, kommunale plejefamilier og netværksplejefamilier.

Almindelige plejefamilier

er familier, der får vederlag for at have et plejebarn boende. Det kræver ikke en

særlig uddannelse at blive plejeforældre, men for at blive plejeforældre skal man gennemføre et obligatorisk

grundkursus, og der er krav til løbende supervision og efteruddannelse.

Kommunale plejefamilier

adskiller sig fra almindelige plejefamilier ved at være godkendt til at have børn og

unge i pleje med svære problemstillinger, i kraft af særlige kompetencer og kvalifikationer. Kommunale ple-

jefamilier har derfor ret til mere supervision og efteruddannelse end andre plejefamilier.

Netværksplejefamilier

er familier som har en personlig eller familiær relation til det barn, der skal anbringes.

Det kan være en slægtning eller andre i barnets eller den unges netværk, som påtager sig ansvaret for barnets

omsorg og opdragelse. Modsat almindelige og kommunale plejefamilier modtager netværksplejefamilier in-

gen vederlag for at have et plejebarn boende, men alene et beløb til dækning af udgifter forbundet med pleje-

barnets forsørgelse. Der stilles samme krav om grundkursus, supervision og efteruddannelse som til almin-

delige plejefamilier.

Nye typer af plejefamilier pr. 1. juli 2019

Fra 1. juli 2019 trådte en ny kategorisering af plejefamilier i kraft. Den nye kategorisering skal blandt andet

sikre, at plejefamilierne matcher bredden i de behov, som børn i plejefamilier har. Samtidig skal den nye ty-

pologi understøtte kommunernes arbejde med at matche barn og plejefamilie ved at gøre det klart, hvad der

kendetegner de forskellige plejefamilietyper og de opgaver, de godkendes til at kunne varetage. Med afsæt i

den nye kategorisering kan der overordnet skelnes mellem fire typer af plejefamilier:

Almene plejefamilier

er familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for

børn og unge med lette til moderate støttebehov. Det kan fx være et barn eller en ung med forsinket sproglig

eller motorisk udvikling. Almene plejefamilier kan sikre udvikling og trivsel for barnet eller den unge, hånd-

tere omsorgsopgaver, opdragelse og et uproblematisk eller lettere problematisk forældresamarbejde.

Forstærkede plejefamilier

er familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel

for børn og unge med moderate til svære støttebehov. Det kan fx være et barn eller en ung med angstproble-

matikker, selvskadende adfærd eller selvmordstanker. Forstærkede plejefamilier har viden om børn med

særlige behov og/eller børn, der viser tegn på mistrivsel.

Specialiserede plejefamilier

er familier, der er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel

for børn og unge med svære støttebehov. Det kan fx være et barn med fysisk eller psykisk funktionsnedsæt-

telse, eller et barn, der har været udsat for massivt omsorgssvigt. Specialiserede plejefamilier har særlige

kompetencer og kvalifikationer, som gør dem i stand til at samarbejde med eksterne fagpersoner og tilbud

samt indgå i supplerende støtte og behandling i forhold til barnet.

Netværksplejefamilier

er familier, som har en personlig eller familiær relation til det barn, der skal anbrin-

ges. Det kan fx være slægtninge eller andre i barnets eller den unges netværk, der påtager sig ansvaret for

barnets omsorg og opdragelse.

114

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

5.2 Kobling af anbragte børn og plejeforældre

Med denne analyse foretages der for første gang en kortlægning af plejeforældre og ple-

jefamilier på baggrund af registerdata. Dette giver en ny unik indsigt i plejefamiliernes

baggrundskarakteristika. At sådan en kortlægning ikke tidligere er lavet skyldes, at det i

anbringelsesstatistikken ikke er muligt at koble anbragte børn og unge med deres re-

spektive plejeforældre, og at der ikke findes et samlet nationalt register over, hvem der

er plejeforældre.

Trods datamæssige udfordringer forbundet med at identificere plejeforældre, er det på

baggrund af eksisterende registerdata, om blandt andet branche og adresseoplysninger,

muligt analytisk at lave en foreløbig opgørelse, som denne analyse bygger på. Metoden

er ikke fuldt dækkende for alle plejefamilier, men dækker 82-90 pct. af alle plejefamilier

i årene 2000-2017, hvilket uddybes i boks 5.2.

Boks 5.2

Opgørelsen af plejeforældre som modtager vederlag

Opgørelsen baserer sig på plejeforældre, som har modtaget vederlag for at være familiepleje i løbet af et gi-

vent år, og som har haft et eller flere anbragte børn boende på adressen ultimo årene 2000-2017. Ved at sam-

menkøre registeroplysninger om anbragte børns bopælsadresser, hustanden, indkomster og brancher er det

muligt, hvert år siden, 2000 at identificere plejeforældre til mellem 82-90 pct. af alle anbragte børn og unge i

almindelige og kommunale plejefamilier. Fremgangsmåden og dækningsgraden er beskrevet i bilag 5.1 og

indebærer nogen usikkerhed.

I størstedelen af plejefamilierne er det kun én person, som modtager vederlag for at have børn i pleje. Men i

mange plejefamilier vil der i praksis være to plejeforældre til det anbragte barn. I denne analyse er registre-

rede partnere og ægtefæller til personer, som modtager vederlag, med samme bopæl, derfor på lige fod be-

tragtet som plejeforældre. Metoden er uddybet i bilag 5.1.

Analysen tager udgangspunkt i at beskrive almindelige og kommunale plejefamilier og

kobler derfor kun børn og unge, som er anbragt i en almindelig eller kommunal plejefa-

milie med deres respektive plejefamilie. Netværksplejefamilier er ikke med i analysen,

da de adskiller sig ved at have familiære eller andre nære bånd til det anbragte barn,

samt ved at de ikke bliver honoreret med vederlag, men alene modtager et beløb til dæk-

ning af udgifter forbundet med plejebarnets forsørgelse og daglige fornødenheder.

5.3 Plejeforældres baggrundskarakteristik

I 2017 var der i alt omkring 4.000 almindelige og kommunale plejefamilier, som havde

et eller flere anbragte børn boende ultimo året. Der er en betydelig variation mellem de

enkelte landsdele i forhold til, hvor stor en andel af befolkningen, som er plejeforældre.

Københavnsområdet har eksempelvis en markant lavere andel plejeforældre, end de re-

sterende landsdele, jf. figur 5.4. Omvendt har Vest- og Sydsjælland den højeste andel

plejeforældre på knap 6 promille af alle personer i alderen 30-64 år, jf. figur 5.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

115

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.4

Procent af 30-64 årige der er plejeforældre fordelt på landsdele, 2007 og 2017

Promille

Byen

Københavns

København

omegn

Øst-

sjælland

Nord-

sjælland

Øst-

jylland

Syd-

jylland

Fyn

Vest-

jylland

Bornholm

Nord-

jylland

Vest- og

Sydsjælland

2007

2017

Anm.: Figuren omfatter plejeforældre, som havde et eller flere anbragte børn eller unge i alderen 0-17 år boende

ultimo året samt hele befolkningen i den erhvervsaktive alder. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddy-

bet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ser man på udviklingen i promille af befolkningen, som er plejeforældre, på tværs af

landsdele fra 2007 til 2017, er der sket en markant stigning i Vest- og Nordjylland samt

på Bornholm. I Vestjylland er andelen af 30-65-årige, som er plejeforældre, steget med

knap 50 pct., på Bornholm er andelen steget med ca. 40 pct., og i Nordjylland er andelen

steget med ca. 70 pct. Omvendt har andelen været faldende i Hovedstadsområdet og i

Østsjælland, jf. figur 5.4.

Der kan være flere forklaringer på den betydelige variation. På tværs af kommuner og

landsdele er der blandt andet forskelle i hvor stor en andel af den samlede børnegruppe,

som anbringes uden for hjemmet, samt forskelle i brugen af plejefamilier i forhold til

døgninstitutioner mv. (se evt. Velfærdspolitisk Analyse nr. 21 (Social- og Indenrigsmini-

steriet, 2019) omkring kommunal variation på anbringelsesområdet).

Ligeledes kan der være forskelle i de anbragte børn og unges støttebehov pga. socioøko-

nomiske forskelle, som har betydning for beslutning om anbringelsesstedet.

En anden væsentlig forklaring kan være, at visse kommuner og landsdele har sværere

ved at rekruttere plejefamilier end andre. Denne forklaring understøttes af en sammen-

faldende tendens til, at der er et højere antal ledige plejefamilier i landsdele, hvor ande-

len af plejefamilier er relativt høj, jf. figur 5.5. Der er særligt mange ledige plejefamilier i

Nord-, Vest-, og Sydjylland, på Fyn samt i Vest- og Sydsjælland, mens der omvendt er få,

eller ingen, ledige plejefamilier omkring Hovedstadsområdet og Nordsjælland. (Se mere

om dette i Velfærdspolitisk Analyse nr. 21 (Social- og Indenrigsministeriet, 2019).

116

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.5

Antal ledige plejefamilier i kommunen, 2017

Anm.: Antallet af plejefamilier i kommunen, der ifølge Tilbudsportalen havde mindst én ledig plads registreret pr. 31.

december 2017. Opgørelsen omfatter almindelige og kommunale plejefamilier, der er generelt godkendte af

socialtilsynene, og som levede op til kravene om at komme på Tilbudsportalen. Opgørelsen omfatter ikke

konkret godkendte plejefamilier, herunder netværksplejefamilier. Tilbudsportalen er et søgeværktøj primært

henvendt til sagsbehandlere, som bl.a. indeholder en oversigt over ledige plejefamilier.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Tilbudsportalen.

Eksempelvis må det formodes, at den høje andel af personer i alderen 30-64 år, der er

plejeforældre i Vest- og Sydsjælland, hænger sammen med, at der er en stor efterspørg-

sel på plejefamilier i nærheden af København, hvor andelen af plejeforældre er meget

lav. Blandt børn og unge fra København og omegn, der var anbragt i en plejefamilie ved

udgangen af 2017, var det næsten 40 pct., som var anbragt i en plejefamilie i Vest- eller

Sydsjælland. Til sammenligning var det blot 4 pct., som var anbragt på Fyn eller i Jyl-

land (Social- og Indenrigsministeriet, 2019).

Socialpolitisk Redegørelse 2019

117

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

5.3.1

Plejeforældre er blevet ældre

Størstedelen af plejeforældrene er i dag mellem 45-59 år og betydeligt ældre end i år

2000, jf. figur 5.6. I 2000 var lidt over 2/3 af plejeforældrene under 50 år, og den reste-

rende 1/3 over 50 år. I 2017 er det omvendt blot ca. 1/3 af plejeforældrene, som er under

50 år, mens 2/3 er over 50 år.

Figur 5.6

Aldersfordeling blandt plejeforældre i hhv. 2000, 2009 og 2017

Pct.

25-29 år

30-34 år

35-39 år

2000

40-44 år

45-49 år

50-54 år

2009

55-59 år

60-64 år

2017

65-70 år

Over 70

Pct.

Anm.: Omfatter plejeforældre der havde et eller flere plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo året i hhv. 2000,

2009 og 2017. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I gennemsnit er plejeforældrene blevet seks år ældre siden 2000, og gennemsnitsalde-

ren er steget fra 46 år til 52 år i 2017, jf. figur 5.7. Denne stigning i gennemsnitsalderen

er sket gradvist henover årene.

Udviklingen i plejeforældrenes alder kan ikke forklares af en sammenfaldende udvikling

i de anbragte børn og unges aldersgennemsnit, da gennemsnitsalderen blandt anbragte

børn og unge i plejefamilier har været uændret siden 2000. Fra 2000 til 2017 har gen-

nemsnitsalderen blandt de anbragte børn og unge i plejefamilier således været omkring

10 år.

En mulig forklaring på aldersudviklingen blandt plejeforældrene, kan være en øget efter-

spørgsel efter plejeforældre med en vis erfaring, der gør dem i stand til at modtage børn

og unge med særlige vanskeligheder. De seneste 10 år er flere børn blevet anbragt i en

plejefamilie frem for på døgninstitutioner og opholdssteder mv., jf. tidligere, hvilket kan

betyde, at børn og unge med særlige vanskeligheder i større omfang end tidligere er ble-

vet placeret i en plejefamilie.

Denne udvikling skal blandt andet ses i lyset af Barnets Reform og indførslen af kommu-

nale plejefamilier, der skal sikre, at alle anbragte vokser op i stabile, familiære rammer.

118

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.7

Udvikling i plejeforældres gennemsnitsalder, 2000-2017

Alder

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Anm.: Omfatter plejeforældre der havde en eller flere plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo året, 2000-2017.

Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

5.3.2

Plejeforældrenes civilstatus

Plejefamilierne består primært af to voksne, der bor og lever sammen som par, ifølge

Danmarks Statistiks definition

. I 2017 bestod 93 pct. af plejefamilierne af par, mens 7

pct. bestod af en enlig familieplejer, jf. figur 5.8.

Der har været en lille stigning i andelen af plejefamilier, der består af en enlig familieple-

jer, med 2 pct.-point fra 2000 til 2017, jf. figur 5.9.

Størstedelen af de enlige plejeforældre er kvinder. Nærmere bestemt var det i 2017 om-

kring 80 pct. af de enlige plejeforældre, som var kvinder.

Et par er i denne sammenhæng defineret som to personer, der bor sammen og danner par af en af følgende fire

typer: 1) ægtepar 2) registreret partnerskab 3) samlevende par og 4) samboende par. Samlevende par er defineret

som to personer, der hverken er gift eller lever i et registreret partnerskab, men bor sammen og har mindst ét fæl-

les barn. Samboende par defineres som to personer af hvert sit køn med under 15 års aldersforskel, som bor sam-

men uden at være nært beslægtede eller at have fælles børn. Det er desuden en forudsætning, at der i husstanden

kun findes to personer.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

119

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.8

Andel af plejefamilier der består af hen-

holdsvis par eller enlig, 2017

Enlig

7 pct.

Figur 5.9

Andel af plejefamilier der består af enlige,

2000-2017

Pct.

Par

93 pct.

2000 2002 2004 2006 2008 2010 2012 2014 2016

Anm.: Figur 5.8 omfatter plejeforældre, der havde en eller flere plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo 2017. Fi-

gur 5.9 omfatter plejeforældre, der havde en eller flere plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo året i hhv.

2000-2017. Par består af to personer, som bor sammen og danner par af en af følgende fire typer: 1) ægtepar

2) registreret partnerskab 3) samlevende par og 4) samboende par. Opgørelsesmetoden af plejefamilier er

uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ser man nærmere på de enlige plejeforældres civilstatus, er 72 pct. af dem fraskilte eller

enker/enkemænd, 20 pct. er ugifte og 10 pct. er gift, jf. figur 5.10. At 10 pct. af de enlige

familieplejere er gift skyldes, at der er tilfælde, hvor plejeforælderen ikke bor på samme

adresse som sin ægtefælle.

Størstedelen af plejeforældrene, som var enlige i 2017, var ikke enlige, da de modtog ple-

jebørn. Næsten to ud af tre af plejeforældrene, som var enlige i 2017, levede som par på

anbringelsestidspunktet for barnet eller børnene, som de havde i pleje i 2017. Der er

altså mange af de enlige plejeforældre, der er blevet skilt, efter at de modtog plejebørn.

Blandt plejefamilier bestående af par er 93 pct. af plejeforældrene gift, 4 pct. er ugift og

3 pct. er fraskilte, jf. figur 5.11.

120

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.10

Civilstatus blandt enlige familieplejere, 2017

Gift

10 pct.

Figur 5.11

Civilstatus blandt plejeforældre bestående af

par, 2017

Ugift

4 pct.

Fraskilt/enke

3 pct.

Ugift

19 pct.

Fraskilt/enke

72 pct.

Gift

93 pct.

Anm.: Figurer 5.10 omfatter enlige plejeforældre, der havde plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo 2017. Figur

5.11 omfatter plejeforældre der levede i et parforhold, der havde plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo

2017. Plejeforældre er defineret til at leve i et parforhold, hvis de bor sammen med en anden og danner par af

en af følgende fire typer: 1) ægtepar 2) registreret partnerskab 3) samlevende par og 4) samboende par. Op-

gørelsesmetoden af plejefamilier er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

5.3.3

Erfaring blandt plejeforældrene

Blandt de omkring 4.000 plejefamilier, som havde børn og unge anbragt ultimo 2017,

havde de fleste flere års erfaring med at have plejebørn, jf. figur 5.12. Over halvdelen af

plejefamilierne havde således haft plejebørn boende i over 5 år. Heriblandt havde om-

kring ¼ af plejefamilierne mellem 6 og 11 års erfaring, mens den resterende ¼ af pleje-

familierne havde over 11 års erfaring.

Figuren viser ikke præcist, hvor mange års erfaring plejeforældrene i 2017 havde, da op-

gørelsen kun bygger på data tilbage til 2000. Dette betyder, at der ikke tages højde for,

at flere af plejefamilierne har haft plejebørn inden år 2000. Således er plejeforældrenes

erfaring potentielt noget længere, end det fremgår af figuren.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

121

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.12

Antal år plejefamilier i 2017 har haft plejebørn (andele)

Pct.

0-2 år

3-5 år

6-8 år

9-11 år

12-14 år

≥15

år

Pct.

Anm.: Omfatter plejefamilier, som havde et eller flere børn i alderen 0-17 år anbragt pr. 31. december 2017. Antal år

plejefamilierne har haft plejebørn er beregnet på baggrund af data tilbage til 2000, således tages der ikke

højde for, om plejeforældrene har haft plejebørn før 2000. Nogle af plejeforældrene har dermed haft plejebørn

boende i flere år end angivet i denne opgørelse. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

5.3.4

Plejeforældrenes biologiske børn

Langt de fleste plejeforældre har biologiske børn, jf. figur 5.13. Omkring 40 pct. af pleje-

forældrene har to biologiske børn, ca. 25 pct. har tre børn, mens ca. 15 pct. har ét barn,

jf. figur 5.14.

Figur 5.13

Andelen af plejeforældre som har biologiske

børn, ultimo 2017

Har ikke

biologiske

børn

8 pct.

Figur 5.14

Andel af plejeforældre fordelt efter antal bio-

logiske børn

Pct.

2000

Antal biologiske børn

2009

≥4

2017

Har

biologiske

børn

92 pct.

Anm.: Omfatter plejeforældre, som havde et eller flere plejebørn i alderen 0-17 år boende ultimo 2017. Biologiske

børn indeholder her både biologiske og adopterede børn, hvoraf under 1 pct. af plejeforældrene har adopte-

rede børn. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

122

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Selvom størstedelen af plejefamilierne har mere end ét biologisk barn, så er der en ud-

bredt tendens til, at plejefamilierne ikke har hjemmeboende børn. I 2017 havde ca. 55

pct. af familierne ingen hjemmeboende biologiske børn, mens 40 pct. af plejefamilierne

havde ét hjemmeboende barn, og 5 pct. havde mere end ét barn boende hjemme, jf. figur

5.15. Således tyder det på, at plejefamilierne primært får plejebørn, når deres biologiske

børn flytter hjemmefra eller er blevet ’store’.

Denne tendenser blevet mere udbredt siden 2000 hvor andelen uden hjemmeboende bi-

ologiske børn er steget fra 39 pct. til 55 pct., jf. figur 5.15.

Figur 5.15

Andel af plejefamilier fordelt efter antal hjemmeboende egne børn

Pct.

2000

Antal hjemmeboende børn

2009

2 eller flere

2017

Pct.

Anm.: Se anmærkning til figur 5.13 og 5.14.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata

5.3.5

Plejefamilierne har flere plejebørn end tidligere

De fleste plejefamilier har ét plejebarn boende, jf. figur 5.16. Dog er der en tendens til, at

andelen, som har mere end ét barn anbragt, er stigende. Andelen af plejefamilier med

mere end ét plejebarn er således steget fra 30 pct. i 2000 til 43 pct. i 2017.

Kun omkring 10 pct. af plejefamilierne havde i 2017 mere end to plejebørn anbragt.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

123

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.16

Andel af plejefamilier fordelt på antallet af plejebørn

Pct.

2000

Antal plejebørn

2009

2017

≥

Anm.: Figuren omfatter plejefamilier, som havde en eller flere anbragte i alderen 0-17 år boende den 31. december

2017. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

At en øget andel af plejefamilierne har mere end et plejebarn, kan skyldes flere forhold,

fx et øget behov fra kommunernes side om at finde plejefamilier, da antallet af anbragte

børn og unge i plejefamilier er steget siden 2007.

En anden forklaring er, at plejefamilierne har fået mere plads til at modtage flere an-

bragte børn, i takt med at flere plejefamilier ikke har hjemmeboende børn. Færre hjem-

meboende børn kan potentielt frigive mere tid og plads hos plejeforældrene, hvilket åb-

ner muligheden for at modtage flere plejebørn.

En tredje mulig forklaring er, at der er sket en øget professionalisering blandt plejefami-

lier, hvor det at være plejeforælder i stigende grad anses for at være en fuldtidsbeskæfti-

gelse. Dette er uddybet i næste afsnit omkring plejeforældrenes beskæftigelsesstatus.

5.3.6

Plejefamiliernes beskæftigelsesstatus

Plejefamilier får ikke løn for at have børn anbragt, men honoreres i vederlag og får der-

udover ydelser til dækning af plejefamiliens omkostninger til fx kost, logi og andre dag-

lige fornødenheder. Plejevederlaget fungerer som en slags løn, hvoraf plejefamilien skal

betale skat, på linje med af lønindkomst, mens godtgørelsen for plejefamiliens omkost-

ninger er skattefri. Plejevederlagets størrelse fastsættes ud fra den indsats, opgaven som

plejefamilie kræver, hvilket blandt andet vurderes ud fra plejebarnets støttebehov, krav

om kompetencer til plejeforældrene, om plejeforælderen kan varetage et fuldtidsjob el-

ler ej samtidig med plejeopgaven mv.

124

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Selvom plejefamilier honoreres med et plejevederlag, er de fleste plejeforældre i lønnet

beskæftigelse udover at være plejeforældre, selvom en stigende andel ikke har beskæfti-

gelse ved siden af familieplejehvervet. Blandt plejefamilier bestående af to plejeforældre

i 2017 var begge i beskæftigelse udover at være plejefamilie i 29 pct. af plejefamilierne, i

51 pct. af plejefamilierne var én af plejeforældrene i beskæftigelse udover at være pleje-

forælder, og i 20 pct. af familierne var ingen af plejeforældrene i beskæftigelse ud over at

være plejeforældre, jf. figur 5.17. Blandt enlige plejeforældre, var 54 pct. i beskæftigelse

ud over at være plejeforældre, mens 46 pct. af de enlige plejeforældre ikke havde be-

skæftigelse ud over at være plejeforældre, jf. figur 5.18.

Den ret høje andel blandt plejeforældre, som ikke har beskæftigelse ved siden af familie-

plejehvervet, tyder på, at mange enten betragter plejeforældrerollen som en fuldtidsbe-

skæftigelse, eller at plejevederlagets størrelse ikke motiverer til at have beskæftigelse ud

over at være plejeforældre.

Figur 5.17

Beskæftigelse udover at være plejeforældre

for plejefamilier bestående af par, 2017

Ingen i

beskæftigelse

20 pct.

Begge i

beskæftigelse

29 pct.

Figur 5.18

Beskæftigelse udover at være plejeforældre

for plejefamilier bestående af enlige, 2017

Ikke i

beskæftigelse

46 pct.

Én i

beskæftigelse

51 pct.

I beskæftigelse

54 pct.

Anm.: Figur 5.17 omfatter plejefamilier, som består af to plejeforældre, som havde et eller flere anbragte børn i alde-

ren 0-17 år boende ultimo 2017. Figur 5.18 omfatter plejefamilier, som består af en enlig familieplejer, som

havde et eller flere anbragte børn i alderen boende ultimo 2017. Beskæftigelsesstatus er dannet på baggrund

af plejeforældrenes samlede lønindkomst fratrukket plejevederlag, da plejevederlaget indgår i Danmarks Sta-

tistiks opgørelse af lønindkomsten. Personer, som får plejevederlag og har en årlig lønindkomst ekskl. pleje-

vederlaget på under 50.000 kr., er defineret til ikke at være i beskæftigelse ud over plejeforældrehvervet. Op-

gørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I den følgende figur betragtes plejefamilier bestående af par og enlige sammen. Således

er enlige plejeforældre, som er i beskæftigelse ved siden af være familieplejer inkluderet

i gruppen af plejeforældre, hvor ”begge er i beskæftigelse”, mens enlige plejeforældre

som ikke er i beskæftigelse, er inkluderet i gruppen af plejefamilier, hvor ”ingen er i be-

skæftigelse”.

Ser man på udviklingen i beskæftigelsesstatus for alle plejefamilierne, har der siden

2000 været et fald i andelen af plejefamilier, hvor begge plejeforældre er beskæftiget ud

Socialpolitisk Redegørelse 2019

125

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

over at være plejeforældre, jf. figur 5.19. Andelen af plejefamilier, hvor begge er i be-

skæftigelse, er faldet fra 43 pct. i 2000 til 31 pct. i 2017. Faldet er blevet modsvaret af en

stigning i både andelen af plejefamilier, hvor kun den ene plejeforælder er i beskæfti-

gelse ved siden af plejeforældrehvervet samt andelen af plejefamilier, hvor ingen af ple-

jeforældrene er i beskæftigelse ved siden af plejeforældrehvervet, jf. figur 5.19.

Figur 5.19

Udvikling i plejefamiliernes beskæftigelse udover at være plejeforældre, 2000-2017

Pct.

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Begge i beskæftigelse

Én i beskæftigelse

Ingen i beskæftigelse

Anm.: Omfatter plejefamilier, som havde en eller flere anbragte børn og unge boende i alderen 0-17 år ultimo året.

Plejefamilier, der består af både par og enlige, er med i opgørelsen. Hvis den enlige plejeforælder er uden

arbejde ud over familieplejehvervet, er personen inkluderet i ’Ingen arbejder’, hvis den enlige derimod er i ar-

bejde, er personen inkluderet i ’Begge arbejder’. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata

Ser man på kønsfordelingen inden for de enkelte plejefamilier, hvor kun den ene af to

plejeforældre er i beskæftigelse, så er det typisk kvinden, som ikke er i beskæftigelse ud

over at være plejeforælder, jf. figur 5.20. Samme billede tegner sig, når man ser på køns-

fordelingen tilbage over de seneste 17 år, jf. figur 5.21.

126

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.20

Kønsfordeling blandt hjemmegående i fami-

lier, hvor kun én af plejeforældrene er i be-

skæftigelse, ultimo 2017

Mænd

24 pct.

Figur 5.21

Kønsfordeling blandt hjemmegående i fami-

lier, hvor kun én af plejeforældrene er i be-

skæftigelse

Pct.

120

100

Pct.

120

100

2000 2002 2004 2006 2008 2010 2012 2014 2016

Mænd

Kvinder

76 pct.

Anm.: Figurerne omfatter plejefamilier bestående af par, hvor den ene plejeforælder har haft beskæftigelse i løbet af

et givent år, ud over at være plejeforælder, mens den anden ikke har. Hjemmegående henviser til plejeforæl-

dre, som ikke har beskæftigelse ud over at være plejeforældre. Opgørelsesmetoden af plejeforældre er uddy-

bet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne indikerer, at plejefamilierne er blevet mere professionaliserede de sidste 17

år, hvor det at være plejeforælder i højere grad end tidligere betragtes som en fuldtids-

beskæftigelse. Der kan være forskellige forklaringer på denne udvikling. En åbenlys for-

klaring er udviklingen i antal plejebørn blandt plejefamilierne, hvor det er blevet mere

normalt at have mere end ét plejebarn. Flere plejebørn kræver flere ressourcer fra pleje-

forældrene, og det vil samtidig give plejefamilien en mere solid indtægt i form af plejeve-

derlag.

En anden mulig forklaring kan være det øgede fokus, blandt andet i forlængelse af Bar-

nets Reform i 2011, på at anbringe i plejefamilier fremfor på døgninstitutioner og op-

holdssteder mv. samt den absolutte stigning i antallet af børn og unge, som anbringes i

plejefamilie. Det har muligvis medført, at flere børn og unge med forholdsvis komplekse

problemer anbringes i en plejefamilie, fremfor på døgninstitution eller opholdssted mv.,

end tidligere.

Jo mere komplekse det anbragte barns eller den unges problemstillinger er, jo mere

tids- og ressourcekrævende vil det være at være plejeforældre, hvilket vil bidrage til, at

det kan være sværere at have et arbejde ved siden af.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

127

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Denne forklaring underbygges af, at der er en tydelig tendens til, at plejefamilier, som

har børn med diagnoser

anbragt, sjældnere har beskæftigelse ved siden af at være pleje-

forældre, jf. figur 5.22. Figuren viser, at blandt plejefamilierne, som har anbragte børn

med en eller flere diagnoser, arbejder begge plejeforældre ved siden af kun i 20 pct. af

familierne, mens det gælder 32 pct. af plejefamilierne, som ikke har børn eller unge med

diagnoser anbragt. Derudover er der færre kommunale plejeforældre, som har beskæfti-

gelse ud over plejefamiliehvervet end almindelige plejeforældre, hvilket kan være tegn

på, at sværere problemstillinger hos barnet kan være medvirkende til, at plejeforældre

ikke har beskæftigelse ved siden af at være plejeforældre.

Hvis det voksende antal anbragte børn og unge i plejefamilier siden 2007 er udtryk for,

at kommunerne blandt andet anbringer flere børn og unge med mere komplekse pro-

blemstillinger end tidligere, fx flere med diagnoser, kan det også være medvirkende til,

at man ser en øget professionalisering blandt plejefamilierne.

Figur 5.22

Beskæftigelse udover at være plejefamilie, fordelt efter om plejebarnet har en diagnose*, 2017

Pct.

120

100

Ingen diagnose

Begge i beskæftigelse

Én i beskæftigelse

Diagnose

Ingen i beskæftigelse

Pct.

120

100

Note: *) Inkluderer kun udvalgte diagnoser, som ADHD, autisme, cebral parese, Downs, epilepsi, erhvervet hjerne-

skade og udviklingshæmning, psykiske lidelser pga. alkohol og stoffer mv., skizofreni mv, depression mv.,

spiseforstyrrelser mv. og personlighedsforstyrrelser mv.

Anm.: Omfatter plejefamilier bestående af to plejeforældre, som havde ét eller flere anbragte børn i alderen 0-17 år

boende ultimo 2017. Blandt plejefamilierne er det ca. 27 pct., som havde et eller flere plejebørn med en diag-

nose ultimo 2017. ADHD, autisme, cebral parese, Downs, epilepsi, erhvervet hjerneskade og udviklingshæm-

ning er baseret på kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perioden 1995-2016. Psykiske lidelser

pga. alkohol og stoffer mv., skizofreni mv, depression mv., spiseforstyrrelser mv. og personlighedsforstyrrel-

ser mv. er baseret på kontakter til psykiatriske sygehuse i perioden 2012-2016. Opgørelsesmetoden af pleje-

forældre er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata

Opgørelsen inkluderer følgende udvalgte diagnoser: ADHD, autisme, cebral parese, Downs, epilepsi, erhvervet

hjerneskade og udviklingshæmning, psykiske lidelser pga. alkohol og stoffer mv., skizofreni mv, depression mv.,

spiseforstyrrelser mv. og personlighedsforstyrrelser mv.

128

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

I Danmarks Statistiks registerbaserede arbejdsstyrkestatistik er det muligt at se plejefor-

ældrenes årsindkomst fra at være beskæftiget inden for branchen ’familiepleje’. I de fle-

stes tilfælde svarer indkomsten fra ’familiepleje’ til vederlaget, de har modtaget for at

have anbragte børn boende, mens det for andre muligvis også inkluderer vederlag for at

have børn i aflastning i løbet af året. Den samlede indkomst fra beskæftigelse inden for

familiepleje kan afhænge af flere ting, blandt andet hvor mange måneder af et givent år

plejefamilien har haft et barn anbragt, antallet af børn som har været anbragt i løbet af

året samt det anbragte barns støttebehov.

Med denne opgørelsesmetode modtog plejefamilierne i 2017 i gennemsnit 510.220 kr. i

vederlag før skat. Plejeforældre med ét plejebarn boende ultimo 2017 modtog i gennem-

snit 375.728 kr., plejefamilier med to plejebørn modtog i gennemsnit 624.594 kr., mens

plejefamilier med tre plejebørn i gennemsnit modtog 887.480 kr. i 2017. Til sammenlig-

ning var den årlige gennemsnitsløn blandt danske lønmodtagere i 2017 408.736 kr. før

skat.

Plejevederlagets andel

af plejefamiliernes samlede lønindkomst er fra 2000 til 2017 ste-

get fra ca. 48 pct. til knap 60 pct., jf. figur 5.23, hvilket er en stigning på ca. 25 pct.

Figur 5.23

Andel af plejefamiliens samlede lønindkomst* som kommer fra plejevederlag, 2000-2017

Pct.

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Pct.

Note: *) Lønindkomsten er inklusiv plejevederlaget, jf. i Danmarks Statistiks indkomstregister (IND)

Anm.: Omfatter plejefamilier der havde et eller flere anbragte børn eller unge i alderen 0-17 år boende ultimo året.

Opgørelsesmetoden af plejefamilier er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Andelen er beregnet som plejevederlagets størrelse divideret med plejefamiliens lønindkomst inklusiv plejeve-

derlaget, således vil andelen være 100 pct. for plejefamilier, hvor ingen har beskæftigelse ud over at være plejefor-

ældre.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

129

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Udviklingen i plejevederlagets størrelse som andel af familiens samlede lønindkomst af-

spejler, som tidligere beskrevet, en tendens til at plejefamilierne er blevet mere professi-

onaliserede. Derudover kan udviklingen forklares af, at plejeforældrene har oplevet en

stigende indtægt i form af vederlag per plejebarn, de har boende, jf. figur 5.24.

Figur 5.24

Udvikling i realløn (vederlag) for plejeforældre, 2015-pl

1.000 kr.

1.200

1.000

800

600

400

200

2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017

Et barn

To Børn

Tre børn

Mere end tre

1.000 kr.

1.200

1.000

800

600

400

200

Anm.: 2015-pl. Omfatter plejefamilier der havde et eller flere anbragte børn eller unge i alderen 0-17 år boende ul-

timo året. Opgørelsesmetoden af plejefamilier er uddybet i bilag 5.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

5.3.7

Plejeforældrenes uddannelse

Det kræver i udgangspunktet ikke en særlig uddannelse at være almindelig plejeforæl-

dre. Alligevel er en betydelig del af plejeforældrene uddannet inden for pædagogik. I 36

pct. af plejefamilierne har mindst en plejeforælder en pædagogisk uddannelse som hø-

jest fuldført uddannelse, jf. figur 5.25. Andelen, som har en pædagogisk uddannelse, kan

potentielt være højere, da opgørelsen kun baserer sig på plejeforældrenes højest fuld-

førte uddannelse. Derudover inkluderer opgørelsen ikke pædagogiske kurser, heriblandt

det obligatoriske kursus alle godkendte plejefamilier skal gennemføre.

Siden 2000 har der været en stigning i andelen af plejefamilier, hvor minimum en af

plejeforældrene har en pædagogisk uddannelse på 3 pct.-point, jf. figur 5.26.

130

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.25

Andel af plejefamilier, hvor en eller begge

plejeforældre har en pædagogisk uddan-

nelse, 2017

Figur 5.26

Udvikling i andel af plejefamilier, hvor en el-

ler begge plejeforældre har en pædagogisk

uddannelse, 2000, 2009, 2017

Pct.

Pædagogisk

uddannelse

36 pct.

Ingen

pædagogisk

uddannelse

64 pct.

2000

2009

2017

Anm.: Figurerne omfatter plejefamilier, som havde en eller flere anbragte børn og unge i alderen 0-17 år boende

den 31. december i et givent år. Opgørelsesmetoden af plejefamilier er uddybet i bilag 5.1. Pædagogisk ud-

dannelse omfatter alle typer pædagogiske uddannelser på forskellige uddannelsesniveauer. Opgørelsen ta-

ger udgangspunkt i højest fuldført uddannelse. Plejeforældre, som dermed er i gang med en pædagogisk ud-

dannelse, eller som har en pædagogisk uddannelse og en anden uddannelse på et højere niveau, vil ikke

indgå i opgørelsen af personer med en pædagogisk uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ser man på plejeforældrenes uddannelsesniveau i forhold til den generelle befolknings i

alderen 30-64 år, er der blandt plejeforældrene en større andel, som har en gymnasial

eller erhvervsfaglig uddannelse, samt flere som har en mellemlang videregående uddan-

nelse, jf. figur 5.27. Omvendt er der blandt plejeforældrene betydeligt færre, som har en

lang videregående uddannelse eller en forskergrad end blandt den generelle befolkning.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

131

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Figur 5.27

Uddannelsesniveau blandt plejeforældre og 30-64-årige, 2017

Pct.

Grundskole

Gymnasial eller

erhvervsfaglig

30-64-årige

Kort videregående

Mellemlang videregående

Plejeforældre

Lange videregående

og ph.D.

Pct.

Anm.: Figuren omfatter plejeforældre, som ultimo 2017 havde et eller flere anbragte børn i alderen 0-17 år boende,

samt hele befolkningen i den erhvervsaktive alder. Opgørelsesmetoden af plejefamilier er uddybet i bilag 5.1.

Uddannelsesniveau angiver højest fuldførte uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Plejeforældrenes uddannelser afspejler, at plejeforældrerollen synes at appellerer mere

til nogle grupper i befolkningen end andre. At få plejeforældre eksempelvis har en lang

videregående uddannelse, kan hænge sammen med den geografiske variation i, hvor i

landet der er plejeforældre. Personer med lange videregående uddannelser bor mere

ofte i og omkring storbyerne, hvor der er en lav andel af plejeforældre.

132

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Bilag 5.1 Opgørelse af plejefamilier

Dette bilag viser antallet af plejefamilier, som indgår i analysen, og som har haft an-

bragte børn eller unge i alderen 0-17 år boende, se tabel 1.1. Derudover gives en detalje-

ret beskrivelse af, hvordan plejeforældre er opgjort i analysen.

Tabel 5.1

Antal plejefamilier og plejebørn som er med i analysen

Antal plejefami-

lier, i analysen

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

3.741

3.829

3.879

3.772

3.863

3.915

3.493

3.299

3.386

3.452

3.473

3.746

3.835

3.788

3.824

3.836

3.925

3.886

Antal plejebørn, i

analysen

5.042

5.177

5.277

5.149

5.259

5.326

4.728

4.560

4.707

4.907

5.003

5.397

5.603

5.565

5.660

5.767

5.966

5.992

Antal plejebørn,

jf. registre

5.999

6.274

6.317

6.235

6.196

6.098

5.491

5.537

5.730

5.891

6.004

6.259

6.454

6.483

6.477

6.499

6.629

6.637

Dækningsgrad

(pct.)

84,0

82,5

83,5

82,6

84,9

87,3

86,1

82,4

82,1

83,3

86,2

86,8

85,8

87,4

88,7

90,0

90,3

Anm.: Tabellen angiver antallet af børn og unge i alderen 0-17 år, som ultimo året, 2000-2017, var anbragt i en kom-

munal eller almindelig plejefamilie. Derudover angiver tabellen, hvor mange af disse børn og unge, samt de-

res respektive plejefamilier, som er med i analysen. Der er databrud mellem 2009 og 2010 i anbringelsesstati-

stikken. Før 2010 benyttes forløbsregistret BUAF, mens fra 2010 og frem benyttes statusregistret BUAS til at

opgøre antallet af anbragte børn og unge.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Plejefamilier i analysen omfatter almindelige og kommunale plejefamilier og er opgjort

på årsbasis på baggrund af tilgængelige registre fra 2000 til 2017. For hvert år er plejefa-

milier identificeret ud fra to hovedoplysninger:

Et eller flere anbragte børn eller unge i aldersgruppen 0-17 år har haft adresse

hos familien.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

133

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 5

Karakteristik af plejeforældre

Minimum én person i familien har været beskæftiget inden for branchen ”fami-

liepleje” i løbet af året og modtaget vederlag.

Bopælsoplysninger

Ved at koble anbringelsesregistret og befolkningsregistret kan man finde anbragte børn

og unges bopælsadresser, samt hvilke personer det anbragte barn eller den unge deler

adresse med.

Anbringelsesregistret er opgjort ultimo hvert kvartal, mens befolkningsregistret indehol-

der oplysninger om befolkningens adresse den 1. januar hvert år. Dette betyder eksem-

pelvis, at man for børn og unge, som var anbragt den 31. december 2017, har oplysnin-

ger om deres adresse den 1. januar 2018, samt hvilke personer de delte adresse med pr.

1. januar 2018.

Beskæftigelsesoplysninger

Plejeforældrene på adressen er identificeret ud fra beskæftigelsesoplysninger omkring

branche og indkomst, fra den registerbaserede statistik (RAS). Personer på adressen,

som har en indkomst i løbet af året i forbindelse med beskæftigelse inden for branchen

”familiepleje” defineres som plejebarnets plejeforældre.

I størstedelen af plejefamilierne, er det kun én person som modtager vederlag for at

have børn i pleje. Men i mange plejefamilier, vil der i praksis være to plejeforældre til det

anbragte barn. I denne analyse betragtes derfor registrerede partnere og ægtefæller, på

samme adresse til personer som modtager vederlag, som plejeforældre.

Dækningsgrad

Den beskrevne metode til at opgøre plejefamilier er ikke fuldt dækkende for alle plejefa-

milier, jf. tabel 1. Men i hvert år fra 2000-2017 dækker analysen plejefamilier til mellem

82 og 90 pct. af alle anbragte børn og unge i alderen 0-17 år, som var anbragt ultimo

året.

Når dækningsgraden ikke er 100 pct. i analysen, kan dette blandt andet skyldes, at de

anvendte registre er opgjort på forskellige tidspunkter: anbringelsesstatistikken er op-

gjort den 31. december, befolkningsregistret med adresseoplysninger er opgjort den 1.

januar og den registerbaserede statistik med branche-, arbejdssted- og lønoplysninger er

opgjort ultimo november.

Det betyder blandt andet, at hvis en plejefamilie først har modtaget et plejebarn i de-

cember måned, da vil plejefamilien ikke indgå i analysen, da de ikke har modtaget ve-

derlag i løbet af året. Derudover vil plejefamilier, som har et plejebarn anbragt den 31.

december, men som ikke længere har plejebørn i den efterfølgende måned (i januar)

ikke være med i opgørelsen, da det anbragte barn ikke vil have adresse hos plejefamilien.

134

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigel-

sesforhold og anbragtes skolegang

Det er veldokumenteret, at anbragte børn og unge generelt klarer sig dårligere i skolen

og videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet end øvrige børn og unge. Men

det vides ikke om forhold omkring plejefamilien, herunder fx deres beskæftigelsesstatus,

har betydning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig i uddannelsessystemet un-

der og efter anbringelsen.

Med afsæt i forrige kapitel om plejeforældres karakteristika undersøges det derfor i

dette kapitel, om der er sammenhænge mellem blandt andet plejeforældres beskæftigel-

sesforhold og anbragte børn og unges resultater i grundskolen og videre ind i ungdoms-

uddannelserne

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Anbragte børn og unge i plejefamilier, hvor begge plejeforældre har anden be-

skæftigelse ud over at være plejeforældre, klarer sig bedre i grundskolen end

øvrige anbragte børn og unge i plejefamilier. En større andel aflægger afgangs-

prøven i 9. klasse, og de opnår i gennemsnit højere karakterer i dansk og mate-

matik.

Flere anbragte børn og unge i plejefamilier, hvor begge plejeforældre har anden

beskæftigelse, har desuden gennemført en ungdomsuddannelse, når de er 22 år

end de øvrige anbragte børn og unge i plejefamilier.

Uddannelsesniveauet blandt plejeforældre har også en betydning for, hvordan

det anbragte barn eller unge klarer sig i skolen. Anbragte børn og unge i pleje-

familier, hvor mindst en af plejeforældrene har en pædagogisk eller lang vide-

regående uddannelse, klarer sig bedre i grundskolen end øvrige anbragte børn

og unge i plejefamilier.

Når anbragte børn og unge i plejefamilier med beskæftigelse klarer sig bedre

end øvrige anbragte børn og unge, kan det hænge sammen med, at de i gen-

nemsnit har et mindre støttebehov end børn anbragt i plejefamilier, hvor kun

én af plejeforældrene eller ingen af plejeforældrene er i beskæftigelse ved siden

af plejefamiliehvervet. De anbragte børn og unge i disse plejefamilier har fx

sjældnere indikation på handicap og går sjældnere i specialklasse.

•

www.oim.dk

137

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

•

Når der så vidt muligt, med de datamuligheder, der er tilgængelige, tages højde

for forskelle i støttebehov, og at de anbragte børn og unge ikke er ens i ud-

gangspunktet, viser resultaterne stadig, at anbragte i plejefamilier, hvor begge

plejeforældre har anden beskæftigelse, klarer sig bedre i grundskolen end øv-

rige anbragte i plejefamilier.

Det indikerer umiddelbart, at plejeforældre med anden beskæftigelse har en

positiv indvirkning på de anbragte børn og unges resultater i skolen. Det er dog

ikke muligt fuldt ud at kontrollere for betydningen af barnets samlede støttebe-

hov i valget af plejeforældre, og derfor kan det ikke med sikkerhed konklude-

res, at årsagssammenhængen går denne vej.

Resultaterne fra denne analyse er på nuværende tidspunkt, det nærmeste man

er kommet på at isolere en ’effekt’ af plejeforældres karakteristik på, hvordan

anbragte børn og unge klarer sig i grundskolen. For at kunne sige noget mere

sikkert om årsagssammenhængen er der behov for bedre data om barnets støt-

tebehov og viden om, hvilken rolle støttebehovet spiller i forhold til, hvilken

plejefamilie barnet anbringes i. Det vil kunne danne grundlag for mere nuan-

cerede analyser, der i forlængelse af denne analyse kan underbygge årsagssam-

menhænge og effektstørrelser.

•

6.1 Plejeforældres betydning for anbragtes resultater i grund-

skolen, og for at anbragte børn og unge gennemfører en

ungdomsuddannelse

Kortlægningen af plejefamilier i kapitel 5 viste, at der er færre plejeforældre i lønnet be-

skæftigelse ved siden af plejeforældrehvervet end tidligere. Det giver anledning til at un-

dersøge, om plejeforældres beskæftigelsesforhold har betydning for, hvordan det går an-

bragte børn og unge i uddannelsessystemet.

Først og fremmest undersøges det, om der er forskelle på, hvordan anbragte børn og

unge klarer sig til afgangsprøven i 9. klasse, afhængig af plejeforældrenes beskæftigel-

sesforhold. Desuden undersøges sammenhængen mellem plejeforældrenes beskæftigel-

sesforhold og sandsynligheden for, at anbragte børn og unge har gennemført en ung-

domsuddannelse som 22-årig.

Der er dog en lang række forhold ud over plejeforældrenes beskæftigelsesforhold, der

har betydning for, hvordan barnet klarer sig. Det gælder eksempelvis, hvornår barnet er

blevet anbragt, og hvor længe barnet har været anbragt. For at sikre en nogenlunde ens-

artet gruppe af anbragte børn og unge i analysen er undersøgelsen derfor begrænset til

at omfatte 3.477 børn fra fødselsårgangene 1990-2000, som har været anbragt i en ple-

jefamilie, inden de er fyldt 11 år, og som minimum har boet hos den samme plejefamilie

i 5 år, jf. bilag 6.1, der giver en detaljeret beskrivelse af populationen og populationsud-

vælgelsen.

138

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Der ses altså kun på en mindre delmængde af alle anbragte børn i plejefamilier for at

sikre, at gruppen af børn i undersøgelsen ikke er meget forskellige. Undersøgelsens da-

tamæssige grundlag af tidligere anbragte i kommunale og almindelige plejefamilier vil i

det efterfølgende blive refereret til som ”de anbragte". Se kapitel 5 boks 5.1 for en defini-

tion af kommunale og almindelige plejefamilier.

En undersøgelse af betydningen af plejeforældres beskæftigelsesstatus for, hvordan an-

bragte børn og unge klarer sig i skolen, kan derudover kun lade sig gøre, hvis det er no-

genlunde tilfældigt, om et barn anbringes i en plejefamilie, hvor plejeforældrene har an-

den beskæftigelse end plejeforældrehvervet eller ej. Det vil sige, at forhold omkring det

anbragte barn, fx alder på anbringelsestidspunktet eller grad af omsorgssvigt, ikke har

direkte betydning for plejeforældrenes beskæftigelsesforhold.

Derfor undersøges det først i afsnit 6.2, om der er systematiske forskelle mellem de

børn, som anbringes i plejefamilier i beskæftigelse ud over familieplejehvervet i forhold

til anbragte i plejefamilier uden anden beskæftigelse. Det gøres først ved en deskriptiv

analyse af forskellen på anbragte børn i plejefamilier afhængigt af, om plejeforældrene

har anden beskæftigelse eller ej. Dernæst opstilles der en regressionsmodel, der samlet

tester, om der er systematiske forskelle mellem anbragte børn i plejefamilier uden anden

beskæftigelse og med anden beskæftigelse.

Efterfølgende, i afsnit 6.3, undersøges det, om plejeforældrenes karakteristika har be-

tydning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig i skolen. Dette gøres først deskrip-

tivt, hvor de anbragtes resultater i skolen sammenholdes med, om plejeforældrene har

anden beskæftigelse. For at komme nærmere på at isolere betydningen af plejeforældre-

nes baggrundskarakteristika på de anbragtes karakterer opstilles der efterfølgende en

regressionsmodel, som tager højde for væsentlige faktorer, som direkte eller indirekte

kan påvirke, hvordan de anbragte børn og unge klarer sig.

Afslutningsvist, i afsnit 6.4, undersøges det på tilsvarende vis, om plejeforældrenes ka-

rakteristika har betydning for, hvorvidt anbragte børn og unge har gennemført en ung-

domsuddannelse som 22-årig.

6.2 Sammenhæng mellem forhold hos anbragte børn og ple-

jefamiliers beskæftigelse – deskriptiv analyse

I dette afsnit gennemgås først en deskriptiv analyse af de 3.477 anbragte børn, som ind-

går i denne analyse. Som nævnt ovenfor betegnes denne gruppe af børn som ”de an-

bragte”. Plejefamilier, hvor ingen af plejeforældrene er i lønnet beskæftigelse ud over fa-

milieplejehvervet, vil i det følgende refereres til som ”uden anden beskæftigelse” mens

plejefamilier, hvor begge plejeforældre er i lønnet beskæftigelse ud over plejefamilie-

hvervet, refereres til som ”i anden beskæftigelse” og plejefamilier hvor én plejeforælder

er i beskæftigelse refereres til som ”én i anden beskæftigelse”.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

139

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Knap halvdelen af de anbragte børn og unge er vokset op med én plejeforælder, som har

været i anden beskæftigelse, 32 pct. er vokset op med to plejeforældre i anden beskæfti-

gelse, mens 21 pct. er vokset op med plejeforældre, som ikke har været i anden beskæfti-

gelse, jf. figur 6.1.

Figur 6.1

Anbragte efter plejeforældrenes beskæftigelsesforhold i løbet af anbringelsen

Ingen i anden beskæftigelse

21 pct.

Begge i anden beskæftigelse

32 pct.

Én anden beskæftigelse

47 pct.

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, jf. opgørelsesmetoden i bilag 6.1. Plejeforældre-

nes beskæftigelsesforhold er defineret ud fra hvilket forhold, der har været dominerende i løbet af anbringel-

sen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I gennemsnit var de anbragte børn ca. 5 år gamle, da de blev anbragt i plejefamilie. Ple-

jeforældre i anden beskæftigelse modtager i gennemsnit lidt yngre børn i pleje, men der

er ikke store forskelle på barnets alder på anbringelsestidspunktet, alt efter hvilken be-

skæftigelsesforhold plejefamilien har, jf. figur 6.2.

140

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Figur 6.2

Alder på anbringelsestidspunktet efter pleje-

forældrenes beskæftigelsesforhold

Figur 6.3

Andelen af de anbragte som var 0-1 år på an-

bringelsestidspunktet efter plejeforældrenes

beskæftigelsesforhold

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, jf. opgørelsesmetoden i bilag 6.1. Beskæftigelses-

forhold angiver det forhold, som har været dominerende i løbet af anbringelsen. For at tage højde for sam-

menfaldende tidstrends i beskæftigelsesforhold og alder, er aldersgennemsnit og andelen beregnet som et

gennemsnit over hver årgang. Dvs. at fx andelen som var 0 år og 1 år., født i 1990, blandt anbragte i plejefa-

milier uden beskæftigelse, først er beregnet for sig. Dette er gjort for alle årgange, hvorefter gennemsnittet af

andelene for alle årgange er beregnet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Den lille forskel, der er, skyldes, at en lidt større andel er mellem 0-1 år, når de anbrin-

ges i plejefamilier, hvor begge plejeforældre er i anden beskæftigelse, sammenlignet med

anbragte i plejefamilier uden anden beskæftigelse, jf. figur 6.3.

Anbringelse i en meget tidlig alder kan indikere, at anbringelsen i højere grad skyldes

forhold hos barnets forældre frem for hos barnet selv. Diagnoser og adfærdsmæssige

vanskeligheder bliver oftere mere udtalt og oftere diagnosticeret, jo ældre barnet er.

Derfor kan aldersforskellen, blandt børn anbragt i plejefamilier i anden beskæftigelse og

børn anbragt i plejefamilier uden anden beskæftigelse, i nogle tilfælde hænge sammen

med, at kommunen i højere grad er villig til at anbringe helt små børn hos to plejeforæl-

dre i beskæftigelse ud over plejefamiliehvervet.

6.2.1 Betydning af anbragtes støttebehov

Det er sandsynligt, at anbragte børns støttebehov kan have indflydelse på, om plejefor-

ældrene er i anden beskæftigelse, da et større støttebehov kan kræve flere ressourcer fra

plejeforældrene i hjemmet og dermed også betyde højere plejevederlag.

Det vederlag, plejeforældrene modtager, afhænger af barnets støttebehov, ligesom nogle

plejefamilier er godkendt til en højere belastningsgrad end andre. Data om, hvilken be-

lastningsgrad plejefamilierne er godkendt til, og størrelsen af det vederlag, de modtager

for det enkelte barn, er dog ikke tilgængelige, og indgår derfor ikke i denne analyse.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

141

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Som indikation på graden af støttebehov anvendes i denne analyse i stedet registeroplys-

ninger om indikation på handicap

, jf. opgørelsen i kapitel 7. Selvom dette ikke er en

fuldt dækkende indikation på graden af det anbragte barns støttebehov, vurderes det at

være en brugbar indikator i denne sammenhæng. Indikatoren kan dog ikke differentiere

mellem forskellige grader af støttebehov inden for gruppen.

Anbragte børn og unge, som er vokset op med to plejeforældre i beskæftigelse, har lidt

sjældnere ADHD eller indikationer på handicap end anbragte børn og unge, som er vok-

set op med plejeforældre, hvor ingen eller den ene har været i anden beskæftigelse. Der-

imod er der umiddelbart ingen forskel i andelen, som har indikation på handicap eller

ADHD mellem anbragte børn i plejefamilier, hvor én er i anden beskæftigelse og an-

bragte børn i plejefamilier uden anden beskæftigelse, jf. figur 6.4 og 6.5.

Figur 6.4

Andel af de anbragte med et handicap* for-

delt på plejeforældres beskæftigelsesforhold

Pct.

Figur 6.5

Andel af de anbragte med ADHD fordelt på

plejeforældres beskæftigelsesforhold

Pct.

Ingen i

beskæftigelse

Én i

beskæftigelse

Begge i

beskæftigelse

Ingen i

beskæftigelse

Én i

beskæftigelse

Begge i

beskæftigelse

Note: *) Angiver

indikation

på et handicap, jf. definition i kapitel 7.

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, som har været anbragt i den samme plejefamilie i

mindst 5 år og som blev anbragt i alderen 0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Plejeforæl-

drenes beskæftigelsesforhold angiver det forhold som har været dominerende i løbet af anbringelsen.

For at tage højde for tilstedeværelse af sammenfaldende tidstrends i beskæftigelsesforhold og diagnoser/han-

dicap, er andelene beregnet som et gennemsnit af andelene for hver årgang, se anm. til figur 6.2 for en mere

uddybende forklaring.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

En anden indikation for graden af støttebehov er oplysninger om, hvorvidt de anbragte

har gået i specialklasse.

Her er der en sammenhæng mellem plejeforældrenes beskæftigelsesforhold og andelen

af de anbragte, som i 9. klasse gik i specialklasse, jf. figur 6.6. Dette indikerer, sammen

med figur 6.4 og 6.5, at plejeforældrenes beskæftigelsesforhold i en vis grad er afhængig

Børn og unge med et handicap er opgjort som personer, der enten har modtaget merudgiftsydelse i løbet af deres

barndom eller har en diagnose (inden de er 16 år) for cerebral parese, udviklingshæmning, Downs syndrom, er-

hvervet hjerneskade, muskelsvind eller autisme. Dvs. at det antages, at hvis barnet eller den unge har modtaget

merudgiftsydelse eller har en af de nævnte diagnoser, så er der tale om et barn eller en ung med et handicap.

142

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

af forhold omkring barnet. Det tyder på, at jo større støttebehov det anbragte barn eller

unge har, jo sjældnere vil plejeforældrene have beskæftigelse ud over at være plejeforæl-

dre.

Figur 6.6

Andel af de anbragte som gik i specialklasse i 9. klasse fordelt på plejeforældrenes beskæfti-

gelsesforhold

Pct.

Ingen i beskæftigelse

Én i beskæftigelse

Begge i beskæftigelse

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, som har været anbragt i den samme plejefamilie i

mindst 5 år, og som blev anbragt i alderen 0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Plejeforæl-

drenes beskæftigelsesforhold angiver det forhold som har været dominerende i løbet af anbringelsen.

For at tage højde for tilstedeværelse af sammenfaldende tidstrends i beskæftigelsesforhold og antal der går i

specialklasse, er andelene beregnet som et gennemsnit af andelene for hver årgang, se anm. til figur 6.2 for

en mere uddybende forklaring.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

6.2.2 Betydning af forældre til de anbragte børn og unge

Forhold hos anbragte børns biologiske forældre har betydning for kommunens beslut-

ning om at anbringe. Derudover kan forhold hos de biologiske forældre have betydning

for anbragte børns støttebehov fx i forhold til graden af omsorgsvigt, som barnet har op-

levet.

Der er ikke tydelige tegn på, at forhold omkring de biologiske forældre til de anbragte

børn, som fx kriminalitet og snitflader til psykiatrien, har betydning for, hvilken type

plejefamilie, der modtager deres barn i pleje, jf. tabel 6.1.

Mødrene til anbragte børn i plejefamilier med beskæftigelse, har dog i lidt højere grad

været indlagt på et psykiatrisk sygehus og i højere grad fået en dom. Men det samme

billede gør sig ikke umiddelbart gældende hos fædrene, da fædre til børn anbragt i fami-

lier

uden

anden beskæftigelse fx har den højeste forekomst af psykiatriske indlæggelser.

Trods forskelle i forekomsten af kriminalitet og psykiatriske indlæggelser mv., er for-

skellene mellem de tre grupper af anbragte således stadig relativt små.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

143

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.1

Psykosociale forhold hos biologiske forældre til de anbragte

Anbragte i plejefa- Anbragte i plejefa- Anbragte i plejefa-

milier, hvor ingen milier, hvor én ple- milier, hvor begge

plejeforældre er i

jeforælder i be-

plejeforældre er i

beskæftigelse

skæftigelse

beskæftigelse

--------------------------------- Pct. ---------------------------------

Biologisk mor

Ingen oplysninger*

Har fået en dom**

Teenagemor

Indlagt på en psykiatrisk afdeling **

1,1

3,8

11,4

20,3

0,4

5,6

11,8

22,7

0,6

6,2

12,4

25,6

Biologisk far

Ingen oplysninger

Har fået en dom

Teenagefar

Indlagt på en psykiatrisk afdeling

3,7

8,9

3,7

14,2

6,5

6,9

4,1

11,9

7,1

10,3

4,3

12,7

Note: *) Hvis de anbragte børn aldrig har haft registreret en biologisk mor/far i fertilitetsregistret. **) Angiver om foræl-

drene har fået en dom for en overtrædelse af straffeloven, færdselsloven eller øvrige særlove, eller været ind-

lagt på et psykiatrisk sygehus inden barnet er fyldt 10 år.

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, som har været anbragt i den samme plejefamilie i

mindst 5 år og som blev anbragt i alderen 0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Plejeforæl-

drenes beskæftigelsesforhold angiver det forhold som har været dominerende i løbet af anbringelsen. Pro-

centerne er udregnet på baggrund af de anbragte børn som har oplysning om forældre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Flere af de anbragte børn og unge har ikke oplysninger om en biologisk far, særligt

blandt anbragte i plejefamilier i anden beskæftigelse. Omkring 7 pct. af de anbragte børn

i plejefamilier, hvor begge plejeforældre er i beskæftigelse, har ikke angivet en biologisk

far, mens det gælder for ca. 4 pct. blandt de anbragte i plejefamilier, hvor ingen af pleje-

forældrene er i beskæftigelse.

6.2.3 Opsummering – deskriptiv analyse

Den samlede konklusion for den deskriptive analyse af sammenhænge mellem plejefor-

ældres beskæftigelsesforhold og forhold omkring anbragte børn og unge, er, at der ikke

er betydelige systematiske forskelle på de anbragte børn, som er anbragt i plejefamilier

henholdsvis i anden beskæftigelse eller ej, når der fokuseres på ovenstående forhold om-

kring biologiske forældre, alder og indikation på handicap.

For yderligere at undersøge, om der er systematiske sammenhænge, er der opstillet en

statistisk probit-regression, jf. bilag 6.1 for en uddybet forklaring samt resultater. For-

målet med regressionen er at undersøge, om sandsynligheden for, at et barn anbringes i

en plejefamilie uden anden beskæftigelse, er afhængig af barnets karakteristika.

144

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Resultaterne af regressionsanalysen viser, at der ikke generelt kan findes en sammen-

hæng. Det er således kun alder på anbringelsestidspunktet og fødselsvægt, der øger

sandsynligheden lidt for at blive anbragt i en plejefamilie uden anden beskæftigelse.

Derudover er der ikke andre observerbare forhold, som har en signifikant sammenhæng

med at blive anbragt i en plejefamilie uden anden beskæftigelse.

Det er, jf. ovenfor, ikke muligt at få et fuldt dækkende billede af de anbragtes støttebe-

hov, da det afhænger af mange faktorer, som der ikke findes registerbaserede oplysnin-

ger om, eksempelvis omsorgssvigt og den samlede tyngde af barnets problemer. Derfor

kan det ikke helt afvises, at tyngden af anbragtes støttebehov i gennemsnit kan være

størst blandt anbragte i plejefamilier, hvor ingen af plejeforældrene er i anden beskæfti-

gelse.

6.3 Betydningen af plejeforældres beskæftigelsesforhold på

anbragtes resultater i grundskolen – regressionsanalyse

I dette afsnit undersøges det, om der blandt de anbragte i analysen er sammenhænge

mellem resultater i skolen og plejeforældrenes beskæftigelsesforhold. I første omgang

undersøges det deskriptivt og dernæst med en regressionsanalyse.

Anbragte børn og unge opnår generelt lavere karakterer i grundskolen end øvrige børn

og unge. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at en stor andel modtager specialundervis-

ning i skolen eller går i en specialklasse, hvilket er indikation på indlæringsmæssige van-

skeligheder og særlige støttebehov. Derudover viser tidligere analyser, at der er markant

færre anbragte børn og unge, som ved grundskolens afslutning aflægger afgangsprøven i

9. klasse.

Blandt de anbragte børn og unge i denne undersøgelse er det eksempelvis mellem 24 og

30 pct., som ikke har aflagt afgangsprøve i dansk eller matematik, jf. figur 6.7. Blandt

børn og unge i 2017, som ikke var anbragt uden for hjemmet, var det kun omkring 10

pct., som ikke aflagde afgangsprøve i 9. klasse.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

145

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Figur 6.7

Andel af de anbragte som ikke har aflagt afgangsprøve i 9. klasse, fordelt efter plejeforældre-

nes beskæftigelsesforhold

Pct.

Ingen i beskæftigelse

Én i beskæftigelse

Begge i beskæftigelse

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, som har været anbragt i den samme plejefamilie i

mindst 5 år, og som blev anbragt i alderen 0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Plejeforæl-

drenes beskæftigelsesforhold angiver det forhold som har været dominerende i løbet af anbringelsen. For at

tage højde for tilstedeværelse af sammenfaldende tidstrends i beskæftigelsesforhold og andelen af unge som

aflægger afgangsprøven, er andelene beregnet som et gennemsnit af andelene for hver årgang, se anm. til

figur 6.2 for en mere uddybende forklaring.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er relativt flest, som har aflagt afgangseksamen blandt anbragte i plejefamilier, hvor

begge plejeforældre har været i anden beskæftigelse.

Anbragte børn og unge i plejefamilier, hvor begge plejeforældre har været i anden be-

skæftigelse, opnår i gennemsnit højeste karakterer i 9. klasse, efterfulgt af anbragte i ple-

jefamilier, hvor den ene af plejeforældrene har været i anden beskæftigelse, jf. figur 6.8.

146

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Figur 6.8

Karaktergennemsnit i matematik og dansk ved afgangsprøven i 9. klasse fordelt efter plejefor-

ældrenes beskæftigelsesforhold

Karakter

Ingen i beskæftigelse

Én i beskæftigelse

Begge i beskæftigelse

Karakter

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, som har aflagt afgangsprøve i dansk og matema-

tik i 9. klasse, og som har været anbragt i den samme plejefamilie i mindst 5 år, og som blev anbragt i alderen

0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Plejeforældrenes beskæftigelsesforhold angiver det for-

hold som har været dominerende i løbet af anbringelsen.

For at tage højde for tilstedeværelse af sammenfaldende tidstrends i beskæftigelsesforhold og karakterer, er

andelene beregnet som et gennemsnit af andelene for hver årgang, se anm. til figur 6.2 for en mere uddy-

bende forklaring.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Den deskriptive analyse af de anbragtes resultater ved afgangsprøven i 9. klasse tilsiger

således, at der er en sammenhæng med plejeforældres beskæftigelsesforhold. Sammen-

hængen skal blandt andet ses i lyset af, at det gennemsnitlige støttebehov blandt an-

bragte børn og unge i plejefamilier uden anden beskæftigelse sandsynligvis er højere end

hos anbragte børn og unge i plejefamilier, hvor begge plejeforældre er i anden beskæfti-

gelse.

Den deskriptive analyse kan imidlertid ikke sige noget om, hvorvidt forhold omkring

plejefamilierne har betydning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig. Altså om

plejeforældres karakteristik direkte påvirker anbragte børn og unges præstationer i

grundskolen.

For nærmere at kunne isolere betydningen af plejeforældrenes baggrundskarakteristik

på de anbragtes karakterer, opstilles derfor i dette afsnit en regressions-model, som ta-

ger højde for væsentlige faktorer, som direkte eller indirekte kan påvirke, hvordan de

anbragte børn og unge klarer sig. Metoden er nærmere beskrevet i boks 6.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

147

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Boks 6.1

Regressionsanalyse - metode og forbehold

Undersøgelsen anvender lineær regression til at estimere sammenhængen mellem plejeforældres beskæfti-

gelse og anbragtes karakterer i 9. klasse. Modellen estimerer den statistisk forventede forskel i karaktergen-

nemsnit i dansk og matematik, hvis et barn anbringes i en plejefamilie, hvor plejeforældrene er i anden be-

skæftigelse, i forhold til hvis barnet blev anbragt i en plejefamilie uden beskæftigelse ved siden af familieple-

jehvervet.

Regression

Ved regression forsøger man at estimere sammenhængen mellem en ”behandling” og et givent udfald. For at

undgå selektionsproblemer forsøger man at inkludere information om observerbare karakteristika (fx køn,

alder etc.), der kan korrigere for systematiske forskelle i fx støttebehovet for hhv. behandlingsgruppen (fx

anbragte i plejefamilier i anden beskæftigelse) og ikke-behandlingsgruppen (fx anbragte i plejefamilier uden

anden beskæftigelse). Se appendiks 6.1 for den fulde model og alle kontrolvariable.

Regressionsresultaterne belyser sammenhænge, som ikke

nødvendigvis

er kausale (dvs. årsagssammen-

hænge).

Signifikans

Ud for estimationsresultaterne fra regressionerne angives signifikansniveauer med *, (* angiver p<0,10, **

angiver p<0,05 og *** angiver p<0,01.) Signifikansniveau angiver risikoen for, at resultatet er fremkommet

som en tilfældighed. Jo lavere signifikansniveau jo mindre er sandsynligheden statistisk set for, at resultatet

er tilfældigt.

Forbehold

Resultaterne skal tolkes med varsomhed, pga. betydelige forbehold i data omkring de tidligere anbragte. Det

er sandsynligt, at der ikke fuldt ud kontrolleres for relevante faktorer hos de anbragte børn, som har betyd-

ning for, hvordan de klarer sig. Eksempelvis kender vi ikke børnenes præcise støttebehov, da de anvendte

kontrolvariable såsom specialklasse og indikation på handicap kun er proxyvariable for børnenes støttebe-

hov.

Når det kommer til at undersøge effekten af indsatser på det sociale område, er det generelt meget vanskeligt

at kontrollere for ”tyngden” af støttebehov hos modtageren af indsatsen. I de fleste tilfælde er det - som her –

kun muligt at finde indikationer på ”tyngden” af støttebehov, fx ved brug af registerdata om diagnoser. Her

gælder det imidlertid, at der vil være en stor spændvidde også inden for den samme diagnosegruppe; et kon-

kret eksempel kunne være diagnoser inden for autismespektrum. De andre anvendte registerbaserede indi-

katorer vil ligeledes være forbundet med lignende eller andre problemstillinger, der gør det vanskeligt at sige

noget om ”tyngden” af problemer med stor præcision og sikkerhed.

Andre forbehold drejer sig om bortfald i populationen. Blandt andet er der et stort bortfald i populationen,

når der ses på karakterer i 9. klasse, da en væsentlig andel ikke har aflagt afgangsprøven.

Forbehold drejer sig ligeledes om datakvaliteten, eksempelvis i forhold til at der for nogle i populationen

mangler oplysninger om forhold omkring dem selv (fx oplysning om specialklasse, fødselsvægt, diagnoser,

uddannelsesniveau som 22-årig osv.), eller om deres biologiske forældre.

Resultaterne viser, at anbragte børn og unge klarer sig signifikant

bedre til afgangsprø-

ven i 9. klasse, hvis deres plejeforældre er i beskæftigelse, ift. hvis ingen af plejeforæl-

drene er i beskæftigelse, jf. tabel 6.2.

At et regressionsresultat er statistisk signifikant siger noget om, at resultatet ikke anses for at være tilfældigt. Se

boks 6.2 for en uddybet forklaring.

148

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Resultatet er relativt robust. Hvis populationen udvides til tidligere anbragte børn og

unge fra årgangene 1985-2000, eller hvis der blot kigges på unge, der blev anbragt i al-

deren 0-5 år, opnås der samme resultat, jf. appendiks 6.1.

Resultaterne skal dog tolkes med varsomhed, da det i en regressionsanalyse ikke er mu-

ligt at kontrollere for alle betydende faktorer. Der kan således være forhold, der påvirker

barnets resultat, som det ikke er muligt at inkludere i analysen. Derudover formår meto-

den ikke at tage højde for, hvis plejebørnenes støttebehov direkte påvirker valget af ple-

jefamilie, i forhold til plejeforældrenes beskæftigelsesforhold.

Se også boks 6.1 for nærmere gennemgang af forbehold.

På den ene side kan resultaterne altså tolkes således, at plejeforældre med anden be-

skæftigelse har en positiv indvirkning på anbragte børn og unges resultater i skolen. På

den anden side, er det ikke muligt fuldt ud at kontrollere for betydningen af barnets

samlede støttebehov i valget af plejeforældre, og derfor kan det ikke entydigt konklude-

res, at årsagssammenhængen går denne vej.

Resultaterne viser også, at anbragte børn og unge i plejefamilier bestående af par opnår

signifikant højere karakterer, ligesom karaktererne er signifikant højere, hvis mindst en

af plejeforældrene har en pædagogisk eller lang videregående uddannelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

149

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.2

Regressionsresultater for karaktergennemsnit i dansk og matematik, 9. klasses afgangsprøve

Variable

Begge plejeforældre i anden beskæftigelse

Én plejeforælder i anden beskæftigelse

Par

Forældre har givet samtykke til anbringelsen

Specialklasse

Pædagogisk uddannelse

Faglært

Kort videregående uddannelse

Mellemlang videregående uddannelse

Lang videregående uddannelse inkl. Ph.D

Kontrolvariable

Parameterestimat

0,47***

0,18

0,40**

-0,38***

-1,21***

0,29**

0,17

-0,18

-0,05

0,40**

Note: 1) Kontrolvariable inkluderer bl.a. informationer om anbragtes køn, fødselsår og alder på anbringelsestidspunk-

tet. For en udførlig oversigt over kontrolvariable se appendiks 6.1.

*) p<0,10 **) p<0,05 ***) p<0,01.

Anm.: Lineær regression med robuste standardfejl, se appendiks 6.1 for at se alle variable som indgår i modellen.

Omfatter undersøgelsens population af anbragte, jf. opgørelsesmetoden i bilag 6.1, med undtagelse af de

som ikke har aflagt afgangsprøven i 9. klasse i dansk og matematik, samt de som ikke har oplysninger om

fødselsvægt, N= 2.284, svarende til et bortfald på ca. 34 pct., hovedsageligt pga. antallet som ikke har aflagt

afgangsprøven. Resultaterne af uddannelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene er ufaglærte, mens re-

sultaterne af beskæftigelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene begge ikke er i beskæftigelse. Uddannel-

sesniveau angiver den højeste uddannelse inden for plejefamilien, hvis en af plejeforældrene har en pædago-

gisk uddannelse, fremgår denne som højest uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Desuden viser resultaterne, at forældres samtykke til anbringelsen har en signifikant ne-

gativ sammenhæng med karakterer i 9. klasse, hvilket umiddelbart betyder, at anbragte

børn og unge klarer sig bedre i dansk og matematik, hvis deres forældre ikke har givet

samtykke til anbringelsen.

Der kan være flere årsager til denne negative sammenhæng. En mulig forklaring er, at

forældre sandsynligvis i højere grad samtykker til en anbringelse, hvis deres barn har et

særlig stort støttebehov, fx pga. udadreagerende adfærd, handicap eller lign. En under-

søgelse lavet af Ankestyrelsen pegede blandt andet på, at det er nemmere for forældre at

give samtykke til en anbringelse, hvis barnet har en udadreagerende adfærd (Ankesty-

relsen, 2019b).

Den negative sammenhæng mellem samtykke og karakterer kan således være et udtryk

for, at regressionsmodellen ikke i tilstrækkelig grad tager højde for graden af barnets

støttebehov ved kun at inkludere variable omkring handicap, specialklasse og ADHD.

150

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Til sammen peger resultaterne på, at der er en sammenhæng mellem forhold omkring

plejefamilien, og hvordan anbragte børn og unge klarer sig i grundskolen: Har plejefor-

ældrene anden beskæftigelse, har de en pædagogisk eller lang videregående uddannelse,

og er anbringelsen sket uden samtykke, er der en positiv sammenhæng med det an-

bragte barn ellers unges karakter i skolen. Som beskrevet ovenfor, er det dog ikke muligt

at tage fuldt højde for betydningen af barnets samlede støttebehov i valget af plejeforæl-

dre, og det kan derfor ikke entydigt konkluderes, hvilken vej årsagssammenhængen går.

Trods de nævnte forbehold er resultaterne fra denne analyse på nuværende tidspunkt,

det nærmeste man er kommet på at isolere en ’effekt’ af plejeforældres karakteristik på,

hvordan anbragte klarer sig i grundskolen. For at komme endnu tættere på en opgørelse

af effekten, er der behov for bedre data om barnets støttebehov og viden om, hvordan

støttebehovet spiller en rolle i forhold til, hvilken plejefamilie barnet anbringes i. Dertil

er der fortsat behov for flere nuancerede og avancerede analyser, der i forlængelse af

denne analyse kan underbygge årsagssammenhænge og effektstørrelser.

6.4 Betydning af plejeforældres beskæftigelsesforhold for at

gennemføre en ungdomsuddannelse

I dette afsnit undersøges det, om der også kan findes sammenhænge på længere sigt

mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold, og hvordan det anbragte barn klarer sig.

Konkret ses der på, om den anbragte har gennemført en ungdomsuddannelse som 22-

årig samt på den socioøkonomiske status.

Ligesom at anbragte børn og unge i plejefamilier med beskæftigelse klarer sig bedre i

grundskolen end øvrige anbragte børn og unge, er der betydeligt flere i denne gruppe af

anbragte, som har gennemført en ungdomsuddannelse, når de er 22 år, jf. figur 6.9.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

151

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Figur 6.9

Andelen af de anbragte som har gennemført en ungdomsuddannelse som 22-årig

Pct.

Ingen i beskæftigelse

Én i beskæftigelse

Begge i beskæftigelse

Anm.: Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-1994, og som har været anbragt i den samme plejefami-

lie i mindst 5 år, og som blev anbragt i alderen 0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Plejefor-

ældrenes beskæftigelsesforhold angiver det forhold som har været dominerende i løbet af anbringelsen.

N =1.470.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forskellen i andelen, som har færdiggjort en ungdomsuddannelse, skal igen ses i lyset

af, at støttebehovet kan være mindre blandt gruppen af anbragte børn og unge i plejefa-

milier, hvor begge plejeforældre er i anden beskæftigelse, end blandt de øvrige to grup-

per.

Tages der højde for forskelle mellem grupperne af anbragte børn og unge, tyder det dog

også på, at der er en positiv sammenhæng mellem, at plejeforældre er i anden beskæfti-

gelse, og hvordan tidligere anbragte børn og unge klarer sig i uddannelsessystemet, jf.

tabel 6.3.

Hvis begge plejeforældre er i anden beskæftigelse, er der en øget sandsynlighed for, at

det anbragte barn eller den unge senere vil gennemføre en ungdomsuddannelse, end

hvis ingen af plejeforældrene er i anden beskæftigelse.

Omvendt er der ingen sammenhæng mellem plejeforældrenes uddannelsesforhold, og

om tidligere anbragte børn og unge gennemfører en ungdomsuddannelse.

Samlet er der en mindre tydelig sammenhæng mellem plejeforældrenes karakteristika,

og om det anbragte barn eller unge gennemfører en ungdomsuddannelse end med den

anbragtes karakterer i skolen. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at undersøgelsens

population af anbragte børn og unge er halveret i forhold til undersøgelsen af resultater

ved afgangsprøven i 9.klasse, og at der er relativt få af de anbragte børn og unge, som

har gennemført en ungdomsuddannelse. Dertil kommer, at plejeforældrene formentlig

har mindre indflydelse på de anbragte børn og unge, når de er 22 år, og størstedelen er

flyttet væk fra plejefamilien, end da de gik i 9. klasse.

152

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.3

Regressionsresultater for sandsynligheden for at have gennemført en ungdomsuddannelse

som 22-årig

Variable

Begge plejeforældre i anden beskæftigelse

Én plejeforælder i anden beskæftigelse

Par

Forældre har givet samtykke til anbringelsen

Specialklasse

Pædagogisk uddannelse

Faglært

Kort videregående uddannelse

Mellemlang videregående uddannelse

Lang videregående uddannelse inkl. Ph.D

Kontrolvariable

Parameter estimat

0,10***

0,02

0,03

-0,10***

0,01

-0,02

-0,04

-0,03

Note: 1) Kontrolvariable inkluderer bl.a. informationer om anbragtes køn, fødselsår og alder på anbringelsestidspunk-

tet. For en udførlig oversigt over kontrolvariable se appendiks 6.1.

*) p<0,10 **) p<0,05 ***) p<0,05.

Anm.: Lineær sandsynligheds regression med robuste standardfejl, se appendiks 6.1 for at se alle variable som ind-

går i modellen. Omfatter undersøgelsens population af anbragte fra årgangene 1990-1994, jf. opgørelsesme-

toden i bilag 6.1, med undtagelse af de som ikke har oplysninger om fødselsvægt. N= 1.411, svarende til et

bortfald på ca. 60 pct. pga. at det kun er anbragte børn fra årgangene 1990-1995, som kan følges til de er 22

år. Resultaterne af uddannelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene er ufaglærte, mens resultaterne af

beskæftigelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene begge ikke er i beskæftigelse. Uddannelsesniveau

angiver den højeste uddannelse inden for plejefamilien, hvis en af plejeforældrene har en pædagogisk uddan-

nelse, fremgår denne som højest uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forskellene i uddannelsesniveau blandt de tidligere anbragte børn og unge afspejler sig

igen i deres socioøkonomiske status som 22-årige. En større andel blandt tidligere an-

bragte børn og unge i plejefamilier, hvor begge plejeforældre har været i anden beskæfti-

gelse, er enten under uddannelse eller i arbejde som 22-årige end øvrige anbragte børn

og unge, jf. figur 6.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

153

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Figur 6.10

Socioøkonomisk status som 22-årig fordelt efter plejeforældres beskæftigelsesstatus

Pct.

Førtidspension

Kontanthjælp og andre

midlertidige ydelser

Beskæftiget

En i anden beskæftigelse

Sygedagpenge

Under uddannelse

Ingen i anden beskæftigelse

Begge i anden beskæftigelse

Anm.: Omfatter tidligere anbragte fra årgangene 1990-1994, som der er oplysninger på omkring socioøkonomisk

status når de er 22 år. N = 1.274. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Søjlerne angiver hvor stor en

andel af de anbragte børn som er henholdsvis under uddannelse, på kontanthjælp osv. fordelt på plejefamili-

ens beskæftigelsesforhold i løbet af anbringelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

En regressionsanalyse af sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold,

og om tidligere anbragte børn og unge er i beskæftigelse eller under uddannelse som 22-

årig, viser dog umiddelbart ikke signifikante sammenhænge.

Resultaterne fra undersøgelsen peger altså samlet på, at plejeforældres karakteristik,

heriblandt beskæftigelsesforhold, hænger sammen med, hvordan anbragte klarer sig i

grundskolen og videre i uddannelsessystemet. Men jo længere frem i tid fra selve an-

bringelsen, jo mindre sammenhæng synes der at være med plejeforældrenes karakteri-

stik.

154

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Bilag 6.1 Forløbsundersøgelse – populationen

Dette bilag beskriver de anbragte børn og unge, som indgår i forløbsundersøgelsen. Der-

til gives en detaljeret beskrivelse af, hvordan undersøgelsens population er udvalgt.

Forløbsundersøgelsen følger personer, som har været anbragt i en plejefamilie i løbet af

perioden 1992-2000, som er født i 1990-2000, så det er muligt at følge personerne, frem

til de er 17 år. Dette giver mulighed for at undersøge, om de har aflagt afgangsprøven i 9.

klasse.

De anbragte børn skal yderligere leve op til følgende kriterier for at indgå i undersøgel-

sen:

Anbragt i plejefamilien i alderen 0-10 år

Minimum anbragt i 5 år i den samme plejefamilie

Disse udvælgelseskriterier skal sikre, at plejefamilien har haft en vis indflydelse på det

anbragte barn. Jo yngre og jo længere et barn har været anbragt i den samme plejefami-

lie, jo mere forventes det, at plejefamilien direkte har påvirket barnets opvækst.

På baggrund af ovenstående udvælgelseskriterier opnås en population på i alt 3.477 tid-

ligere anbragte børn og unge, jf. tabel 6.4.

Tabel 6.4

Populationsudvælgelse

Kriterie

1. Anbragt i løbet af 1992-2017 i en plejefamilie

2. Født i perioden 1990-2000

3. Under 11 år på anbringelsestidspunktet

4. Anbragt i minimum 5 år i samme plejefamilie

Antal

23.615

8.228

4.840

3.477

Anm.: Antal angiver antal personer, som lever op til de oplistede kriterier, og hvor plejefamilien kan identificeres. Se

kapitel 5 om plejeforældres karakteristik for en beskrivelse af opgørelsen af plejefamilier.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Beskrivelse af populationen

Undersøgelsens population er nogenlunde jævnt fordelt ud på de 10 fødselsårgange, jf.

tabel 6.5.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

155

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.5

Populationen delt op på fødselsårgange

Fødselsår

1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

1999

2000

Antal personer

329

323

287

253

278

319

321

378

355

316

318

Andel af populationen

9,5

9,3

8,3

7,3

8,0

9,2

10,9

10,2

9,1

Anm.: Omfatter alle tidligere anbragte som er med i forløbsundersøgelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Deles populationen af tidligere anbragte op på alder på anbringelsestidspunktet, ses det,

at alle aldersgrupper er nogenlunde ligeligt repræsenteret, med nogle få undtagelser, jf.

figur 6.11. Gruppen af 0-årige er den største med 455 personer, mens gruppen af 4-årige

er den mindste med 245 personer.

Antal år i plejefamilien varierer fra 5 år til 18 år, jf. figur 6.12. Antal år i plejefamilien af-

hænger ikke mindst af alderen på anbringelsestidspunktet, men kan også afhænge af

brud i anbringelsen, fx som følge af at plejefamilien trækker sig, eller at det anbragte

barn eller unge flytter hjem til sine forældre.

156

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Figur 6.11

Alder på anbringelsestidspunktet

Personer

500

Personer

500

Figur 6.12

Antal år i plejefamilien

Personer

400

Personer

400

300

400

300

200

100

200

100

200

100

Alder

9 10 11 12 13 14 15 16 17 18

Antal år i plejefamilien

Anm.: Omfatter undersøgelsens population delt op på alder på anbringelsestidspunktet i plejefamilien, og antal år de

har boet hos plejefamilien. Alderen er opgjort på baggrund af oplysninger om anbringelsestidspunkt. Nogle få

børn har imidlertid ingen oplysninger om anbringelsestidspunktet i plejefamilien, hvor alderen i stedet er op-

gjort pr. datoen for første observation af at barnet har adresse hos plejeforældrene.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Sandsynligheden for at blive anbragt i en plejefamilie uden anden beskæftigelse

Sandsynligheden for at et barn anbringes i en plejefamilie uden anden beskæftigelse, af-

hængig af barnets observerbare baggrundskarakteristika, er estimeret ved at opstille en

lineær sandsynlighedes regression samt en probit regression. Resultaterne fremgår i ta-

bel 6.6.

Tabel 6.6 angiver, at der er meget få signifikante resultater, hvilket betyder, at der er

meget få observerbare faktorer omkring barnet, som har en betydning for, om de an-

bringes i en plejefamilie uden beskæftigelse.

Alder på anbringelsestidspunktet har en signifikant positiv sammenhæng med sandsyn-

ligheden for, at blive anbragt i en plejefamilie uden beskæftigelse. Det betyder, at jo æl-

dre barnet er, jo større er sandsynligheden for at blive anbragt i en plejefamilie uden an-

den beskæftigelse.

Derudover er der en minimal negativ sammenhæng med barnets fødselsvægt, samt en

negativ signifikant sammenhæng med, om moderen har fået en dom.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

157

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.6

Regressionsresultater for sandsynligheden for at blive anbragt i en plejefamilie uden anden

beskæftigelse

Parameter-

estimat

Anbragte, karakteristik

Dreng

Alder på anbringelsestidspunktet

Fødselsvægt

ADHD

Handicap

Psykiatrisk diagnose

Specialklasse

Standardfejl

Parameter-

estimat

Standardfejl

---------- Model 1 ----------

0,01

0,01***

-0,00***

0,01

-0,02

0,00

0,04

(0,01)

(0,00)

(0,02)

(-0,03)

(0,02)

---------- Model 2 ----------

0,02

0,03***

-0,00***

0,03

-0,06

0,01

0,12

(0,05)

(0,01)

(0,00)

(0,07)

(0,09)

(0,08)

Forældre, karakteristik

Teenagemor

Mor kriminel

Far kriminel

0,00

-0,07**

0,02

-0,01

0,28***

3.323

(0,02)

(0,03)

(0,02)

(0,05)

-0,01

-0,27**

0,06

-0,02

-0,57***

3.323

(0,08)

(0,12)

(0,09)

(0,08)

(0,15)

Givet samtykke til anbringelsen

Konstant

Dummies for fødselsår

Note: 1) Handicap, ADHD og psykiatrisklidelse er baseret på kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perio-

den 1995-2016 inden de fyldte 16 år. Se anm. til figur 6.4 for en uddybning af handicap. Psykiatrisk diagnoser

omfatter psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv., spisefor-

styrrelser mv., personlighedsforstyrrelser mv., se bilag 4 om diagnosegrupper 2) Angiver specialklasse i 9.

klasse. 3) Angiver om forældrene havde fået en dom inden anbragte fyldte 10 år. p<0,10 **) p<0,05 ***)

p<0,05.

Anm.: Model 1 er en lineær sandyligheds model med robuste standardfej, mens model 2 er en probit-model. Omfat-

ter undersøgelsens population af anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

158

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Appendiks 6.1 Regressionsanalyse

Dette bilag præsenterer analysens estimationsresultater af betydningen af forhold om-

kring plejeforældre på anbragte børns præstation i uddannelsessystemet.

Resultater ved afgangsprøven i 9. klasse

Dette afsnit tager udgangspunkt i hovedresultaterne, som fremgik i tabel 6.2 i afsnit 6.3

Derudover vises et robusthedstjek af estimationen i form af resultaterne af en delunder-

søgelse, der kun ser på effekterne hos dem, som blev anbragt i alderen 0-5 år, og resulta-

terne fra en udvidet undersøgelse, der også inkluderer anbragte fra årgangene 1985-

1989.

Hovedresultaterne

Analysens hovedresultater kan aflæses i tabel 6.7, nedenfor. Model 1 er den samlede mo-

del, som tabel 6.2 i afsnit 6.3 er et udsnit fra. Model 2 adskiller sig kun fra model 1 ved

ikke at ikke at have en dummy for specialklasse med i regressionen.

Delundersøgelse af anbragte i alderen 0-5 år

Tabel 6.8 viser estimationsresultater for en delundersøgelse, hvor der kun ses på de per-

soner i undersøgelsens population, som blev anbragt i alderen 0-5 år. Delundersøgelsen

indikerer, at hovedresultaterne er robuste over for ændringer i alderskriterierne blandt

de anbragte børn.

Dog ses det, at hvorvidt anbragte børn og unge vokser op hos en enlig plejeforælder, ikke

længere har en signifikant betydning i modellen. Dette skal blandt andet ses i lyset af en

mindre population og meget få observationer med enlige plejeforældre, hvilket kan

medføre insignifikante resultater.

Delundersøgelsen peger på, at anbragte børn og unge i plejefamilier, hvor én af plejefor-

ældrene er i beskæftigelse, får bedre karakterer end anbragte børn og unge i plejefami-

lier uden beskæftigelse.

Udvidet undersøgelse med anbragte fra årgangene 1985-2000

Tabel 6.9 viser estimationsresultater for en udvidet undersøgelse, hvor populationen er

udvidet med tidligere anbragte børn og unge fra årgangene 1985-1989. Således indgår

der i regressionsanalysen i alt 16 fødselskohorter.

Den udvidede undersøgelse indikerer ligesom delundersøgelsen, at hovedresultaterne er

robuste, da der stadig ses en signifikant positiv betydning af plejeforældrenes beskæfti-

gelse og uddannelse på anbragte børn og unges karakterer.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

159

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.7

Regressionsresultater for karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangsprøven i 9.

klasse (anbragte i alderen 0-10 år)

Parameter-

estimat

Plejefamilie, karakteristik

Begge i anden beskæftigelse

Én i anden beskæftigelse

Par

Pædagogisk uddannelse

Faglært

Kort videregående udd.

Mellemlang videregående udd.

Lang videregående udd.

Antal plejebørn

Anbragte, karakteristik

Dreng

Fødselsvægt

ADHD

Standardfejl

Parameter-

estimat

0,53***

0,20*

0,38**

0,28**

0,2

-0,16

-0,03

0,35*

Standardfejl

---------- Model 1 ----------

0,47***

0,18

0,40**

0,29**

0,17

-0,18

-0,05

0,40**

(0,13)

(0,12)

(0,16)

(0,11)

(0,12)

(0,23)

(0,32)

(0,19)

(0,06)

---------- Model 2 ----------

(0,13)

(0,12)

(0,16)

(0,12)

(0,23)

(0,33)

(0,20)

(0,06)

-0,14

0,000

-0,22

-0,04

-0,03

-1,21***

(0,09)

(0,00)

(0,15)

(0,14)

(0,18)

(0,14)

-0,19**

0,000

-0,48***

-0,29**

-0,02

(0,09)

(0,00)

(0,16)

(0,14)

(0,18)

Handicap

Psykisk diagnose

Specialklasse

Forældre, karakteristik

Teenagemor

Mor kriminel

Far kriminel

-0,01

0,08

-0,07

-0,38***

0,16

4.24***

2.284

(0,15)

(0,18)

(0,16)

(0,14)

(0,10)

(0,40)

-0,02

0,06

-0,13

-0,41***

0,17*

4,22***

2.284

(0,15)

(0,18)

(0,16)

(0,14)

(0,10)

(0,41)

Givet samtykke til anbringelsen

Indlagt på psykiatrisk afd.

Konstant

Dummies for alder

Dummies for fødselsår

Dummies for længde

Note: 1) Handicap, ADHD og psykiatrisklidelse er baseret på kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perio-

den 1995-2016 inden de fylder 16 år. Se anm. til figur 6.4 for en uddybning af handicap. Psykiatrisk diagnoser

omfatter psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv., spisefor-

styrrelser mv., personlighedsforstyrrelser mv., se bilag 4 om diagnosegrupper 2) Angiver specialklasse i 9.

klasse. 3) Angiver om forældrene havde fået en dom inden den anbragte fyldte 10 år. 4) Baseret på oplysnin-

ger fra landspatiensregistret om

indlæggelser

inden anbragte fyldte 10 år. p<0,10 **) p<0,05 ***) p<0,05.

Anm.: Lineær regression med robuste standardfejl. Omfatter undersøgelsens population af anbragte, jf. opgørelses-

metoden i bilag 6.1, med undtagelse af de som ikke har aflagt afgangsprøven i 9. klasse i dansk og matema-

tik, samt de som ikke har oplysninger om fødselsvægt. Resultaterne af uddannelse skal ses ift. hvis plejefor-

ældrene er ufaglærte, mens resultaterne af beskæftigelse skal ses ift. hvis plejeforældrene begge ikke er i

beskæftigelse. Uddannelsesniveau angiver den højeste uddannelse inden for plejefamilien, hvis en af pleje-

forældrene har en pædagogisk uddannelse, fremgår denne som højest uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

160

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.8

Regressionsresultater for karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangsprøven i 9.

klasse (anbragte i alderen 0-5 år)

Parameter-

estimat

Plejefamilie, karakteristik

Begge i anden beskæftigelse

Én i anden beskæftigelse

Par

Pædagogisk uddannelse

Faglært

Kort videregående udd.

Mellemlang videregående udd.

Lang videregående udd.

Antal plejebørn

Anbragte, karakteristik

Dreng

Fødselsvægt

ADHD

Standardfejl

Parameter-

estimat

0,50***

0,33**

0,23

0,40**

0,15

-0,04

-0,27

0,31

0,02

Standardfejl

---------- Model 1 ----------

0,46**

0,28*

0,27

0,39**

0,11

-0,09

-0,34

0,32

0,03

(0,18)

(0,16)

(0,20)

(0,15)

(0,17)

(0,33)

(0,38)

(0,25)

(0,09)

---------- Model 2 ----------

(0,18)

(0,16)

(0,20)

(0,16)

(0,17)

(0,32)

(0,39)

(0,25)

(0,09)

-0,2

-0,25

-0,04

-1,18***

(0,12)

(0,00)

(0,20)

(0,24)

(0,19)

-0,25**

0,00*

-0,47**

-0,48**

-0,07

(0,12)

(0,00)

(0,21)

(0,20)

(0,24)

Handicap

Psykiatrisk diagnose

Specialklasse

Forældre, karakteristik

Teenagemor

Mor kriminel

Far kriminel

0,16

0,05

-0,21

-0,48***

0,14

4,31***

1.202

(0,19)

(0,24)

(0,23)

(0,18)

(0,14)

(0,54)

0,15

0,03

-0,35

-0,52***

0,14

4,26***

1.202

(0,20)

(0,24)

(0,23)

(0,18)

(0,14)

(0,54)

Givet samtykke til anbringelsen

Indlagt på psykiatrisk afd.

Konstant

Dummies for alder

Dummies for fødselsår

Dummies for længde

Note: 1) Handicap, ADHD og psykiatrisklidelse er baseret på kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perio-

den 1995-2016 inden de fyldte 16 år. Se anm. til figur 6.4 for en uddybning af handicap. Psykiatrisk diagnose-

omfatter psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv., spisefor-

styrrelser mv., personlighedsforstyrrelser mv., se bilag 4 om diagnosegrupper. 2) Angiver specialklasse i 9.

klasse. 3) Angiver om forældrene havde fået en dom inden anbragte fyldte 10 år. 4) Baseret på oplysninger

fra landspatiensregistret om indlæggelser inden anbragte fyldte 10 år. p<0,10 **) p<0,05 ***) p<0,05.

Anm.: Lineær regression med robuste standardfejl. Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1990-2000, som

har aflagt afgangsprøve i dansk og matematik i 9. klasse, og som har været anbragt i den samme plejefamilie

i mindst 5 år, og som blev anbragt i alderen 0-5 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Resultaterne

af uddannelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene er ufaglærte, mens resultaterne af beskæftigelse skal

ses i forhold til hvis plejeforældrene begge ikke er i beskæftigelse. Uddannelsesniveau angiver den højeste

uddannelse inden for plejefamilien, hvis en af plejeforældrene har en pædagogisk uddannelse, fremgår denne

som højest uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

161

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Tabel 6.9

Regressionsresultater for karaktergennemsnit i dansk og matematik ved afgangsprøven i 9.

klasse (årgange 1985-2000)

Parameterestimat

Plejefamilie, karakteristik

Begge i anden beskæftigelse

Én i anden beskæftigelse

Par

Pædagogisk uddannelse

Faglært

Kort videregående uddannelse

Mellemlang videregående uddannelse

Lang videregående uddannelse

Antal plejebørn

Anbragte, karakteristik

Dreng

Fødselsvægt

ADHD

Standardfejl

(0,11)

(0,10)

(0,13)

(0,09)

(0,10)

(0,18)

(0,25)

(0,17)

(0,05)

0,37***

0,08

0,14

0,18*

0,11

-0,22

0,01

0,30*

-0,04

-0,24***

0,00*

-0,26*

-0,03

-1,20***

(0,07)

(0,00)

(0,15)

(0,13)

(0,17)

(0,14)

Handicap

Psykisk diagnose

Specialklasse

Forældre, karakteristik

Teenagemor

Mor kriminel

Far kriminel

0,02

0,07

-0,06

-0,36***

0,23***

(0,12)

(0,16)

(0,14)

(0,12)

(0,08)

Givet samtykke til anbringelsen

Indlagt på psykiatrisk afd.

Konstant

Dummies for alder

Dummies for fødselsår

Dummies for længde

4.62***

3.094

(0,38)

Note: 1) Handicap, ADHD og psykiatrisklidelse er baseret på kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perio-

den 1995-2016 inden de fylder 16 år. Se anm. til figur 6.4 for en uddybning af handicap. Psykiatriske diagno-

ser omfatter psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv., spise-

forstyrrelser mv., personlighedsforstyrrelser mv. 2) Angiver om den unge gik i specialklasse i 9. klasse. 3) An-

giver om forældrene havde fået en dom inden det anbragte barn er fyldt 10 år. 4) Baseret på oplysninger fra

landspatiensregistret om indlæggelser inden det anbragte barn er fyldt 10 år.

Anm.: Lineær regression med robuste standardfejl. Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgangene 1985-2000, som

har aflagt afgangsprøve i dansk og matematik i 9. klasse, og som har været anbragt i den samme plejefamilie

i mindst 5 år, og som blev anbragt i alderen 0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Resulta-

terne af uddannelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene er ufaglærte, mens resultaterne af beskæfti-

gelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene begge ikke er i beskæftigelse. Uddannelsesniveau angiver den

højeste uddannelse inden for plejefamilien, hvis en af plejeforældrene har en pædagogisk uddannelse, frem-

går denne som højest uddannelse

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

162

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 6

Sammenhængen mellem plejeforældres beskæftigelsesforhold og anbragtes skolegang

Ungdomsuddannelse som 22-årig

Tabel 6.10

Regressionsresultater for sandsynligheden for at have færdiggjort en ungdomsuddannelse

som 22-årig

Parameter-

estimat

Plejefamilie, karakteristik

Begge i anden beskæftigelse

Én i anden beskæftigelse

Par

Pædagogisk uddannelse

Faglært

Kort videregående udd.

Mellemlang videregående udd.

Lang videregående udd.

Antal plejebørn

Anbragte, karakteristik

Dreng

Fødselsvægt

ADHD

Standardfejl

Parameter-

estimat

0,32***

-0,01

0,07

0,03

0,02

-0,05

-0,17

-0,10

-0,09

-0,24***

-0,00

-0,26*

-0,70***

-0,23

-0,43**

-0,09

-0,07

0,03

0,06

-0,49

1.411

Standardfejl

---------- OLS ----------

0,10***

0,00

0,02

0,01

0,00

-0,02

-0,04

-0,03

-0,02

-0,07***

-0,00

-0,06**

-0,15***

-0,03

-0,10***

-0,02

-0,03

0,00

0,03

0,29***

1.411

(0,03)

(0,04)

(0,03)

(0,07)

(0,08)

(0,05)

(0,02)

(0,00)

(0,03)

(0,04)

(0,03)

(0,05)

(0,04)

(0,09)

---------- Probit ----------

(0,12)

(0,11)

(0,14)

(0,10)

(0,11)

(0,21)

(0,29)

(0,17)

(0,06)

(0,08)

(0,00)

(0,15)

(0,14)

(0,20)

(0,21)

(0,12)

(0,17)

(0,16)

(0,14)

(0,34)

Handicap

Psykisk diagnose

Specialklasse

Teenagemor

Mor kriminel

Far kriminel

Forældre, karakteristik

Givet samtykke til anbringelsen

Konstant

Dummies for alder

Dummies for fødselsår

Dummies for længde

Note: 1) Om de anbragte har et handicap, ADHD eller en psykiatrisklidelse inden de fylder 16 år er baseret på kon-

takter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perioden 1995-2016. Se anm. til figur 6.4 for en uddybning af

handicap. Psykiatriske diagnoser omfatter psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., de-

pression mv., angst mv., spiseforstyrrelser mv., personlighedsforstyrrelser mv. 2) Angiver om den unge gik i

specialklasse i 9. klasse. 3) Angiver om forældrene havde fået en dom inden det anbragte barn er fyldt 10 år.

Anm.: Lineær regression med robuste standardfejl og probit-regression. Omfatter anbragte i plejefamilier fra årgan-

gene 1990-1995, som har været anbragt i den samme plejefamilie i mindst 5 år, og som blev anbragt i alde-

ren 0-10 år. Opgørelsesmetoden er beskrevet i bilag 6.1. Resultaterne af uddannelse skal ses i forhold til hvis

plejeforældrene er ufaglærte, mens resultaterne af beskæftigelse skal ses i forhold til hvis plejeforældrene

begge ikke er i beskæftigelse. Uddannelsesniveau angiver den højeste uddannelse inden for plejefamilien,

hvis en af plejeforældrene har en pædagogisk uddannelse, fremgår denne som højest uddannelse

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

163

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Børn og unge med handicap er en sammensat gruppe, der kan have behov for mange

forskellige former for hjælp og støtte. I kapitlet gives for første gang svar på en række

grundlæggende spørgsmål om dels hvor mange børn og unge med handicap, der er i

Danmark, dels hvordan det går dem, når de bliver voksne. Der findes ikke en entydig de-

finition af, hvem børn og unge med handicap er. I dette kapitel er der tale om børn og

unge, der modtager støtte efter serviceloven pga. handicap.

Kapitlet viser, at overgangen fra barn til voksen for gruppen af unge med handicap er

mere vanskelig end for andre unge. Blandt andet kommer langt færre unge med handi-

cap i gang med en uddannelse og beskæftigelse sammenlignet med andre unge og flere

overgår til at modtage kontanthjælp mv. Desuden modtager unge med handicap kon-

tanthjælp mv. i længere tid end andre unge. Gruppen af unge med handicap i kontant-

hjælpssystemet omfatter unge med kognitive handicap som ADHD, autisme og udvik-

lingshæmning.

Overgangen fra barn til voksen indebærer, at man overgår fra at være omfattet af reg-

lerne på børne- og ungeområdet til at være omfattet af voksenbestemmelserne i service-

loven. Samlet set modtager godt halvdelen af gruppen af unge med handicap på 19-20 år

fortsat hjælp efter serviceloven, efter de er blevet 18 år.

Kapitlets hovedkonklusioner er:

•

Over 30.000 børn og unge modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap i 2016.

Det svarer til ca. 25 ud af 1.000 børn og unge mellem 0 og 18 år. Der er tale om et

underkantsskøn, da der ikke findes data om alle indsatser.

Det er en sårbar gruppe. Mange børn og unge med handicap har fået diagnoser for

fysiske eller psykiske lidelser i sygehusregi. For børn og unge i alderen 13-18 år, der

modtager en forebyggende foranstaltning eller anbringelse pga. handicap, har 46

pct. en diagnose for autisme, 37 pct. har ADHD og 27 pct. har udviklingshæmning.

De tilsvarende andele blandt alle 13-18-årige er 1-3 pct. Samlet set har i størrelsesor-

denen 80-90 pct. af børn og unge med handicap modtaget en eller flere af de handi-

caprelaterede eller psykiatriske diagnoser, der indgår i analysen. Det tilsvarende tal

for alle børn og unge er 11 pct.

Samlet set er det 55 pct. af unge med handicap, der fortsat modtager forskellige for-

mer for hjælp efter serviceloven, når de er blevet 18 år. Enten i form af en indsats ef-

ter servicelovens voksenbestemmelser eller i form af efterværn.

Unge, der har modtaget sociale indsatser pga. handicap, fortsætter i langt højere

grad med at modtage hjælp efter serviceloven end unge, hvor familien alene modtog

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

165

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

økonomisk kompensation. Det ligger i forlængelse af lovgivningen, hvor kriterierne

for dækning af merudgifter er mere restriktive for voksne end for børn og unge, lige-

som dækning af tabt arbejdsfortjeneste kun kan ydes til forældre, indtil barnet bli-

ver 18 år. Blandt børn og unge, hvor familien alene har modtaget tabt arbejdsfortje-

neste eller merudgiftsydelse, er det hhv. 20 og 40 pct. af de unge, der fortsat modta-

ger en indsats efter serviceloven, efter de bliver 18 år. Har barnet modtaget sociale

foranstaltninger er det i størrelsesordenen 70-80 pct., der fortsætter med at mod-

tage hjælp efter serviceloven.

•

Fire gange så mange unge med handicap er ikke i gang med en ungdomsuddannelse

som 19-20-årige sammenlignet med andre unge. Hvor omkring 5 pct. blandt alle 19-

20-årige ikke er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse, er det 20

pct. af unge med handicap, der hverken er i gang med en ordinær ungdomsuddan-

nelse eller en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), der er en ungdomsud-

dannelse rettet mod unge med handicap.

Der er store forskelle i de unges forsørgelsesgrundlag som 19-20-årige. Samlet set er

ca. 40 pct. af de unge med handicap enten i beskæftigelse eller i ordinær uddan-

nelse, 30 pct. modtager kontanthjælp mv., 15 pct. er blevet bevilliget førtidspension,

mens 11 pct. er selvforsørgende, hvilket blandt andet kan omfatte personer, der for-

sørges af familie.

Gruppen på kontanthjælp mv. må betragtes som en særligt udsat gruppe, hvor der

er et potentiale for at forbedre den samlede indsats og overgangen fra barn til vok-

sen. Unge med handicap overgår omkring fem gange oftere til kontanthjælp mv.

sammenlignet med alle unge. Mens 30 pct. af unge med handicap modtager kon-

tanthjælp mv. som 19-20-årige, er det tilsvarende tal 6 pct. for alle unge med tilsva-

rende alder.

Nogle unge med handicap i kontanthjælpssystemet er tilknyttet en Særligt Tilrette-

lagt Ungdomsuddannelse (STU). Når man tager en STU, modtager man ikke SU,

men bibeholder det forsørgelsesgrundlag, man i øvrigt er berettiget til. Opgøres

kontanthjælp mv. eksklusiv tiden, hvor den unge er indskrevet på en STU, er det

samlet set 17 pct. af de 19-20-årige med handicap, der modtager kontanthjælp mv.,

mens det er knap 5 pct. for alle unge. Det svarer til, at unge med handicap 3-4 gange

oftere modtager kontanthjælp mv.

De unge med handicap modtager kontanthjælp mv. i længere tid end andre unge.

Blandt de unge med handicap, der har modtaget kontanthjælp mv. i mindst én uge i

2016, er det 62 pct., der samlet set modtager ydelsen i over ét år i perioden 2016-

2017 (opgjort ekskl. tid på STU). Blandt alle 19-20-årige, der har modtaget kontant-

hjælp mv. i 2016, er det tilsvarende tal 44 pct.

Blandt de 19-20-årige med handicap, der modtager kontanthjælp mv. har 36 pct.

ADHD, 36 pct. har autisme, 25 pct. har udviklingshæmning og 24 pct. har angst mv.

Der er således tale om et bredt spektrum af særligt psykiske handicap.

•

166

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

7.1 Indledning

Børn og unge med handicap og deres forældre kan modtage hjælp efter servicelovens be-

stemmelser om handicapkompenserende ydelser. Støtten omfatter fx hjælp til dækning

af tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af barnet hjemme eller til dækning af merudgifter

pga. barnets handicap, eksempelvis udgifter til medicin, kost, kurser mv.

Ud over de direkte handicapkompenserende indsatser er børn og unge med handicap og

deres familier også en del af målgruppen for servicelovens bestemmelser om forebyg-

gende foranstaltninger og anbringelser uden for hjemmet. Eksempler på forebyggende

foranstaltninger er familiebehandling, aflastningsophold af hensyn til barnet og en fast

kontaktperson. Anbringelser uden for hjemmet kan eksempelvis være i en plejefamilie

eller på en døgninstitution.

Der findes i dag ikke et samlet nationalt register over, hvor mange børn og unge med

handicap, der modtager hjælp efter serviceloven. Det indgår som en central del af So-

cial- og Indenrigsministeriets datastrategi, at der skal arbejdes for at skabe et bedre da-

tagrundlag om målgruppen.

Det er dog muligt på baggrund af eksisterende registerdata analytisk at lave en foreløbig

opgørelse. Børn og unge, der modtager indsatser efter serviceloven pga. handicap omta-

les som børn og unge med handicap af formidlingsmæssige årsager.

Kapitlet er baseret på oplysninger om modtagere af tre forskellige typer af indsatser:

•

Merudgiftsydelse til børn og unge med handicap

Tabt arbejdsfortjeneste til forældre mv., der passer et barn eller en ung med handi-

cap

Sociale foranstaltninger i form af forebyggende foranstaltninger og anbringelser af

børn og unge.

•

Man kan på baggrund af de nuværende registerdata ikke umiddelbart opgøre en samlet

gruppe af børn og unge med handicap, der modtager de tre typer af indsatser. Det skyl-

des flere forhold.

For det første registrerer mange kommuner tabt arbejdsfortjeneste på forældrene og

ikke på barnet. Har forældrene flere børn, er det ikke umiddelbart muligt at identificere

barnet med handicap.

For det andet indeholder registrene om forebyggende foranstaltninger og anbringelser

ikke oplysninger om, hvorvidt indsatsen gives på grund af handicap eller fx sociale pro-

blemer i familien. Det vil sige, at det ikke umiddelbart er muligt at afgøre, hvorvidt ind-

satsen skyldes et handicap hos barnet, sociale forhold hos barnet eller i familien eller en

kombination. Boks 7.1 uddyber de tre nuværende datakilder.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

167

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Boks 7.1

Nuværende datakilder for opgørelse af børn og unge med handicap

Datakilde

Registreres på barnet?

Ja. Næsten alle sager (97 pct.) er

registreret på et barns cpr-num-

mer

Kun til børn med handicap?

Merudgiftsydelse til børn og unge

Tabt arbejdsfortjeneste til forældre

mv., der passer et barn eller en

ung med handicap

Nej, ikke konsekvent. 26 pct. af

sagerne er registreret på et barn

Forebyggende foranstaltninger og

anbringelser af børn og unge

Nej. Både børn og unge med

handicap og socialt udsatte børn

og unge

Det er dog muligt analytisk at indkredse gruppen af børn og unge med handicap ved at

samkøre registeroplysninger om børn, forældre, hustanden, ydelser efter serviceloven og

diagnoser fra sygehuse.

Børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger eller er anbragt pga. handi-

cap, er opgjort som modtagere af de to indsatser, der enten har modtaget merudgifts-

ydelse inden for de seneste fem år eller har en diagnose for cerebral parese, udviklings-

hæmning, Downs syndrom, erhvervet hjerneskade, muskelsvind eller autisme. Dvs. at

det antages, at hvis modtageren af den forebyggende foranstaltning eller anbringelse har

modtaget merudgiftsydelse eller har en af de nævnte diagnoser, så er der tale om et barn

eller en ung, der modtager indsatsen pga. handicap.

Børn og unge, hvor forældrene modtager tabt arbejdsfortjeneste opgøres ved at sam-

menkøre oplysninger om forældrene, der modtager ydelsen, med oplysninger om bar-

net, merudgiftsydelse, de ovennævnte diagnoser og adresseoplysninger. Samlet set iden-

tificeres et barn eller en ung med handicap for knap 75 pct. af modtagerne af tabt ar-

bejdsfortjeneste.

Merudgiftsydelse er hovedsageligt registreret på barnets cpr-nummer, og her er det der-

for direkte muligt at identificere barnet eller den unge med handicap.

Tilgangen indebærer nogle usikkerheder og er ikke fuldstændigt dækkende. Opgørelsen

og usikkerhederne er uddybet i boks 7.2.

168

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Boks 7.2

Opgørelsen af børn og unge med handicap, der modtager hjælp efter serviceloven

Opgørelsen af børn og unge med handicap baserer sig på oplysninger om modtagere af merudgiftsydelse til

børn og unge, tabt arbejdsfortjeneste og forebyggende foranstaltninger og anbringelser i 2016. Nogle børn

og unge modtager flere af ydelserne. Merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste er begge ydelser, der er

målrettet børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende

kronisk eller langvarig lidelse. Merudgiftsydelse er hovedsageligt registreret på barnets cpr-nummer, og her

er det derfor muligt at identificere barnet eller den unge med handicap direkte i registret.

For tabt arbejdsfortjeneste er det ikke muligt direkte at opgøre barnet, idet mange kommuner registrerer

ydelsen på en af forældrene. Ved at sammenkøre registeroplysninger om børn, forældre, hustanden, merud-

giftsydelse og diagnoser er det dog muligt at identificere omkring 75 pct. af de børn og unge, hvis forældre

modtager tabt arbejdsfortjeneste. Fremgangsmåden er beskrevet i bilag 1 og indebærer nogle usikkerheder.

Kommunerne registrerer i dag ikke, om forebyggende foranstaltninger skyldes et handicap eller fx sociale

problemer i familien eller en kombination. For anbringelser er der en registrering af årsag, men den vurde-

res ikke at være dækkende. Ankestyrelsen har for Social- og Indenrigsministeriet i foråret 2019 undersøgt

kommunernes registrering af forebyggende foranstaltninger og anbringelse pga. handicap. Kortlægningen

viste, at foranstaltninger til børn og unge pga. handicap registreres og indberettes til Danmarks Statistik på

samme måde som foranstaltninger af øvrige årsager, eksempelvis sociale problemer i familien.

For at opgøre børn og unge, der får forebyggende foranstaltninger eller er anbragt pga. handicap, benyttes

oplysninger om diagnoser fra sygehuse kombineret med oplysninger om merudgiftsydelse. Det antages, at

hvis barnet enten har modtaget merudgiftsydelse inden for de seneste fem år eller har en diagnose for cereb-

ral parese, udviklingshæmning, Downs syndrom, erhvervet hjerneskade, muskelsvind eller autisme, så er

der tale om et barn eller en ung med et handicap.

Fremgangsmåden indebærer nogle oplagte usikkerheder. Blandt andet er det ikke sikkert, at barnet modta-

ger den sociale foranstaltning pga. udviklingshæmning eller autisme, selvom barnet tidligere har fået en di-

agnose. Der kan også være børn, som får forebyggende foranstaltninger på baggrund af en funktionsnedsæt-

telse, men som hverken har en af de nævnte diagnoser eller modtager merudgiftsydelse. Ligeledes vil der

være børn og unge, der både har et handicap og sociale problemer i familien, hvorfor det uanset opgørelses-

metode fortsat vil være et skøn, hvordan de indplaceres.

Endeligt skal det også understreges, at valget af diagnoser kan diskuteres. Eksempelvis ville man identificere

flere modtagere af forebyggende foranstaltninger og anbringelser, hvis en diagnose for ADHD blev inklude-

ret. Uden ADHD har ca. 21 pct. af børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger eller anbrin-

gelse i 2016 en indikation på handicap. Med ADHD er det 29 pct. Den samlede gruppe af børn og unge, der

modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap, ville da stige med i størrelsesordenen 5.400 personer sva-

rende til en stigning på ca. 16 pct., hvis ADHD indgik. Eksemplerne illustrerer, at en analytisk tilgang til op-

gørelsen af børn og unge, der modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap, er forbundet med usikkerhe-

der. Social- og Indenrigsministeriet arbejder på at forbedre datagrundlaget om målgruppen.

Opgørelsesmetoden er uddybet i bilag 5.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

169

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Det er ikke alle indsatser til børn og unge med handicap, der i dag er registerdata om.

Eksempelvis er der ikke cpr-baserede oplysninger om modtagere af særlige dagtilbud og

klubber, hjemmetræning, afløsning og aflastning, ledsagerordning for 12-18 årige og

hjælpemidler. Social- og Indenrigsministeriet har igangsat et udviklingsarbejde i forhold

til at oparbejde data om modtagere af hjælpemidler, der også omfatter børn og unge.

Kapitlet handler kun om børn og unge med handicap, der modtager udvalgte former for

hjælp efter serviceloven. Børn og unge med funktionsnedsættelser, der eksempelvis ude-

lukkende modtager specialundervisning i grundskolen, indgår ikke.

7.2 Børn og unge med handicap

På baggrund af foreløbige opgørelser skønnes det, at der er i størrelsesordenen 30-

35.000 børn og unge, der modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap i 2016. Den

største enkeltydelse er merudgiftsydelse, der omfatter i størrelsesordenen 20.000 børn

og unge, jf. figur 7.1.

Figur 7.1

Skøn over børn og unge med handicap, der modtager hjælp efter serviceloven, 2016

1.000 personer

Merudgiftsydelse

Tabt

arbejdsfortjeneste

Forebyggende

foranstaltning

Anbringelse uden for

hjemmet

Børn og unge med hjælp

efter serviceloven pga.

handicap i alt

1.000 personer

Anm.: Det enkelte barn og familie kan modtage en eller flere af de fire ydelser merudgiftsydelse, tabt arbejdsfortje-

neste, forebyggende foranstaltning og anbringelse. Antallet af børn og unge med hjælp efter serviceloven

pga. handicap i alt omfatter det samlede antal børn og unge på tværs af de fire ydelser. Merudgiftsydelse og

tabt arbejdsfortjeneste omfatter 0-18 årige ultimo 2016. Forebyggende foranstaltning og anbringelse omfatter

0-23-årige ultimo 2016. Se boks 7.2 og bilag for opgørelsesmetode.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er tale om et underkantsskøn, da der ikke findes data om modtagere af alle indsat-

ser. Blandt andet indgår børn og unge, der alene modtager hjælpemidler eller særlige

dag- og klubtilbud efter serviceloven ikke. Det skal også nævnes, at det ikke med sikker-

hed kan siges, at barnet eller den unge modtager den forebyggende foranstaltning eller

anbringelsen pga. handicap, jf. også boks 7.2. Skønnet er derfor behæftet med usikker-

hed.

170

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Antallet af børn og unge med handicap, som modtager hjælp efter serviceloven, er sti-

gende med alder. Der vurderes kun at være få hundrede 0-årige, der modtager hjælp ef-

ter serviceloven på grund af et handicap, mens der vurderes at være i størrelsesordenen

2-3.000 personer på hvert af alderstrinene 10-18 år (alderen opgjort ultimo året), jf. fi-

gur 7.2.

Figur 7.2

Børn og unge med handicap, der modtager hjælp efter serviceloven efter alder, 0-18-årige,

2016

1.000 personer

Anm.: 0-18-årige ultimo 2016. Se boks 7.2 og bilag for opgørelsesmetode.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Samlet set skønnes det på baggrund af de tilgængelige data, at omkring 25 ud af 1.000

børn og unge mellem 0 og 18 år modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap.

Der er væsentlige forskelle i aldersprofilen, når man ser på henholdsvis modtagere af

merudgiftsydelse, tabt arbejdsfortjeneste og sociale foranstaltninger hver for sig.

Blandt de mindste børn er det tabt arbejdsfortjeneste og merudgiftsydelse, der er flest

modtagere af. Omkring 7 ud af 1.000 5-årige har således forældre, der modtager tabt ar-

bejdsfortjeneste, mens ca. 11 børn ud af 1.000 5-årige modtager merudgiftsydelse. Kun 3

ud af 1.000 børn modtager sociale foranstaltninger pga. et handicap blandt de 5-årige.

De forebyggende foranstaltninger og anbringelser blandt børn og unge med handicap

stiger dog kraftigt med alderen og topper blandt de 16-17-årige, hvor i størrelsesordenen

20-25 unge ud af 1.000 modtager en forebyggende foranstaltning eller anbringelse pga.

et handicap, jf. figur 7.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

171

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Figur 7.3

Promille af alderstrin, der modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap, 0-18-årige, 2016

Promille af alderstrin

Merudgiftsydelse

Tabt arbejdsfortjeneste

Forebyggende foransaltning og anbringelse

Promille af alderstrin

Anm.: 0-18-årige ultimo 2016. Se boks 7.2 og bilag for opgørelsesmetode.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Dele af stigningen i de forebyggende foranstaltninger og anbringelser med barnets alder

kan ses i lyset af, at de særlige dag- og klubtilbud efter serviceloven ikke indgår i opgø-

relsen. Efterhånden som barnet ikke længere er i aldersgruppen for de særlige dag- og

klubtilbud, kan barnet eller den unge overgå til andre sociale tilbud, eksempelvis fami-

liebehandling, en fast kontaktperson eller ophold på en døgninstitution.

Faldet blandt de 17-18-årige (alder ultimo året) kan ses i lyset af, at merudgiftsydelse ved

forsørgelse i hjemmet af et barn og kompensation til forældre for tabt arbejdsfortjeneste

kun ydes til familier, hvor barnet er under 18 år og hjemmeboende. Hertil kommer, at

anbringelser og forebyggende foranstaltninger som udgangspunkt ophører, når den

unge fylder 18 år. Ydelser efter servicelovens voksenbestemmelser, eksempelvis merud-

giftsydelse til voksne, botilbud, socialpædagogisk støtte eller hjælperordninger, indgår

ikke i opgørelsen af børn og unge, der modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap.

7.3 Diagnosebillede

Børn og unge med handicap er en meget forskelligartet gruppe. I dette afsnit belyses he-

terogeniteten ved at se på udvalgte diagnoser, der kan være forbundet med et fysisk eller

psykisk handicap eller psykiske vanskeligheder.

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der ikke kan laves en entydig

kobling mellem en diagnose og barnets eller den unges konkrete funktionsevne. Der kan

ikke sættes lighedstegn mellem det forhold, at barnet eller den unge på et tidspunkt har

fået stillet en diagnose, og så det forhold, at barnet aktuelt har en nedsat funktionsevne,

der gør det nødvendigt at modtage hjælp efter serviceloven. Det er altid en konkret og

172

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

individuel vurdering af den samlede funktionsnedsættelse og de deraf affødte hjælpebe-

hov, der er udgangspunktet for, at man visiteres til en indsats efter serviceloven og al-

drig en diagnose i sig selv.

Forekomsten af de udvalgte diagnoser er undervurderet, da kontakt til og behandling

hos egen læge og privatpraktiserende speciallæger ikke indgår. Er barnet eksempelvis

alene i behandling hos en privatpraktiserende speciallæge i psykiatri, vil det ikke fremgå

i denne opgørelse, der alene er baseret på kontakter til offentlige sygehuse.

Tabel 7.1 viser diagnosefordelingen blandt børn og unge med handicap og alle børn og

unge i befolkningen. Tabellen er opgjort for børn og unge i alderen 13-18 år. Som frem-

hævet ovenfor er der relativt få helt små børn, der modtager hjælp efter serviceloven

pga. handicap. En aldersmæssigt afgrænset gruppe uden de mindste børn giver derfor

en mere retvisende sammenligning.

Det skal understreges, at de udvalgte diagnoser ikke udgør en udtømmende liste, og at

der kan være stor forskel på de fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, de enkelte li-

delser kan give anledning til hos den enkelte. Det skal også nævnes, at barnet eller den

unge kan have flere diagnoser. I analysen nedenfor er fokus på de enkelte diagnosegrup-

per opgjort for sig. Se boks 7.3 nedenfor for yderligere om diagnoserne.

For børn og unge i alderen 13-18 år, der modtager sociale foranstaltninger pga. handi-

cap, har 46 pct. diagnosen autisme, 37 pct. har ADHD, 27 pct. har udviklingshæmning

og 23 pct. har angst mv. Blandt børn og unge, hvis forældre modtager tabt arbejdsfortje-

neste, har 37 pct. autisme, 22 pct. ADHD og 19 pct. udviklingshæmning.

Børn og unge med diabetes-1 og cøliaki (glutenintolerance) har mulighed for at søge om

støtte til dækning af merudgifter til eksempelvis medicin og diæt. Diabetes-1 og cøliaki

inddrages for at belyse bredden i den samlede gruppe af børn og unge med handicap.

Men det skal understreges, at der er tale om lidelser, der er meget anderledes end ek-

sempelvis Downs syndrom og udviklingshæmning, og at familierne ikke nødvendigvis

selv vil vurdere, at deres barn har et handicap. Tallene viser, at blandt modtagere af

merudgiftsydelse til børn og unge har 16 pct. diabetes-1 og 9 pct. cøliaki (glutenintole-

rance).

Forekomsten af de udvalgte diagnoser er betydeligt større for børn og unge med handi-

cap end for alle 13-18-årige. I størrelsesordenen 80 pct. af børn og unge, der modtager

hjælp efter serviceloven, har én eller flere af de udvalgte diagnoser. Det tilsvarende tal er

11 pct. for alle 13-18-årige i befolkningen, jf. tabel 7.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

173

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Tabel 7.1

Udvalgte diagnoser blandt børn og unge med handicap og i befolkning, 13-18 år, 2016

Merudgifts-

ydelse

Tabt

arbejdsfor-

tjeneste

Social for-

anstaltning

Befolkning

(13-18 år)

----------------------- Pct. af kolonne -----------------------

Handicaprelaterede diagnoser

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese

Epilepsi

Muskelsvind

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning

Diabetes-1

Cøliaki

Psykiatriske diagnoser

Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Udvalgte diagnoser i alt *

Antal i alt **

8.920

3.659

8.120

409.808

Note: *) Den samme borger kan have modtaget flere diagnoser, hvorfor diagnosegrupperne ikke summer til i alt. **)

Den samme borger kan modtage flere af de tre ydelser.

Anm.: 13-18 år ultimo 2016. ADHD, autisme, cerebral parese, epilepsi, erhvervet hjerneskade og udviklingshæmning

(inkl. Downs), diabetes-1 og cøliaki er baseret på alle kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perio-

den 1995-2016. Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv.,

spiseforstyrrelser mv. og personlighedsforstyrrelser mv. er baseret på kontakter til psykiatriske sygehuse i

perioden 2012-2016. Se også boks 7.2 og 7.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er ikke alle diagnoser i tabel 7.1, der indgår i den analytiske opgørelse af børn og

unge, der modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap. Det er kun diagnoserne ce-

rebral parese, udviklingshæmning, Downs syndrom, erhvervet hjerneskade, muskel-

svind og autisme, der benyttes som en indikation på, at eksempelvis en forebyggende

foranstaltning gives pga. handicap. Se også boks 7.2 ovenfor for mere om opgørelsen af

selve målgruppen.

174

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Boks 7.3 giver en uddybning af opgørelsen af diagnoserne.

Boks 7.3

Diagnoser i analysen

Følgende diagnoser inddrages for at belyse handicaprelaterede diagnoser, der kan optræde blandt børn og

unge med handicap:

•

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese (spastisk lammelse)

Downs syndrom

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning (mental retardering)

Diabetes-1

Cøliaki

Listen er ikke udtømmende, idet der findes mange andre diagnoser og funktionsnedsættelser, der kan være

forbundet med et handicap. Diagnosegrupperne baserer sig på indlæggelser, ambulante besøg og skadestue-

kontakter på sygehuse i perioden 1995-2016.

Diagnoser, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kontakter til den regionale sy-

gehuspsykiatri over en femårig periode (2012-2016). I analysen benyttes samme inddeling af diagnoser, som

blev anvendt i forbindelse med afrapporteringen fra styringsgennemgangen af psykiatrien (Sundheds- og

Ældreministeriet, 2018). Der inddrages følgende diagnosegrupper:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol el. stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Tabel 7. 2 viser, hvor mange der modtager hjælp efter serviceloven blandt alle med diag-

nosen i befolkningen i alderen 13-18 år i 2016. Udgangspunktet for tabellen er således

den samlede gruppe af børn og unge i Danmark i alderen 13-18 år, der har fået stillet en

af de udvalgte diagnoser på et offentligt sygehus.

Opgørelsen omhandler som beskrevet ovenfor kun hjælp efter serviceloven pga. handi-

cap. Børn og unge, der anbringes alene pga. fx sociale forhold er derfor ikke med i opgø-

relsen af hjælp efter serviceloven, da fokus i analysen er på børn og unge, der modtager

indsatser pga. handicap.

Formålet med opgørelsen er ikke, at beskrive den samlede diagnosegruppe i befolknin-

gen, eksempelvis alle med udviklingshæmning eller angst. Til det formål er de benyttede

diagnosegrupper for grovkornede. Eksempelvis indeholder diagnosegruppen ”Angst

Socialpolitisk Redegørelse 2019

175

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

mv.” en række andre lidelser end angst, eksempelvis tilpasningsreaktioner og posttrau-

matisk belastningsreaktion. Hertil kommer, at datagrundlaget udelukkende er kontakter

til offentlige sygehuse. Formålet med opgørelsen er at vise nogle størrelsesordener for

sammenhængen mellem diagnosegruppe og hjælp efter serviceloven til børn og unge

pga. handicap.

Tabel 7.2 viser, at i størrelsesordenen 60-70 pct. af alle 13-18-årige med en diagnose for

udviklingshæmning eller cerebral parese fra sygehusregi modtager hjælp efter servicelo-

ven pga. handicap. For autisme ser man, at 50 pct. af alle med en diagnose fra et syge-

husregi modtager indsatser efter serviceloven pga. handicap, mens det tilsvarende tal er

30 pct. for alle med en diagnose for ADHD. Andelen, der modtager hjælp efter servicelo-

ven, kan være undervurderet, da ikke alle indsatser indgår i datagrundlaget.

I størrelsesordenen 70-80 pct. af 13-18-årige børn og unge, der har fået diagnosen dia-

betes-1 eller cøliaki (glutenintolerance) i sygehusregi, modtager hjælp efter serviceloven

pga. handicap. Der er dog tale om mindre grupper i opgørelsen.

For de psykiatriske lidelser er andelen af børn og unge, der modtager indsatser efter ser-

viceloven pga. handicap, generelt lidt lavere. For diagnosegruppen angst mv. og depres-

sion mv. er det ca. 20 pct. af alle børn og unge i alderen 13-18 år med den pågældende

diagnose fra et psykiatrisk sygehus, der modtager en indsats efter serviceloven pga. han-

dicap. Her er det vigtigt at huske på, at opgørelsen af hjælp efter serviceloven kun om-

handler de indsatser, der gives pga. handicap.

Antalsmæssigt er det børn og unge med en diagnose for autisme, ADHD og udviklings-

hæmning, der fylder mest i kommunerne. Det skyldes dels, at der er tale om relativt

store diagnosegrupper på landsplan og at en relativ høj andel af disse grupper modtager

hjælp efter serviceloven, jf. tabel 7.2.

176

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Tabel 7.2

Modtagere af indsatser efter serviceloven pga. handicap blandt alle i befolkning med udvalgte

diagnoser, 13-18 år, 2016

Antal 13-18-årige med

diagnose i alt

Antal

Handicaprelaterede diagnoser

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese

Epilepsi

Muskelsvind

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning

Diabetes-1

Cøliaki

Psykiatriske diagnoser

Psykiske lidelser pga. alkohol

eller stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Udvalgte diagnoser i alt *

Alle

900

1.600

4.300

13.300

2.600

1.400

46.400

409.800

200

500

900

2.500

500

200

12.900

15.800

14.100

10.800

1.600

5.700

400

4.500

5.000

1.800

1.100

4.300

5.400

1.000

1.400

200

1.000

3.300

1.400

800

- heraf modtagere af indsatser efter ser-

viceloven pga. handicap

Antal

Pct.

Note: *) Den samme borger kan have modtaget flere diagnoser, hvorfor diagnosegrupperne ikke summer til i alt.

Anm.: 13-18 år ultimo 2016. ADHD, autisme, cerebral parese, epilepsi, erhvervet hjerneskade og udviklingshæmning

(inkl. Downs), diabetes-1 og cøliaki er baseret på alle kontakter til somatiske og psykiatriske sygehuse i perio-

den 1995-2016. Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv., skizofreni mv., depression mv., angst mv.,

spiseforstyrrelser mv. og personlighedsforstyrrelser mv. er baseret på kontakter til psykiatriske sygehuse i

perioden 2012-2016. Antal er afrundet til nærmeste 100. Se også boks 7.2 og 7.3.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

7.4 Overgang fra ung til voksen

I dette og de følgende afsnit belyses overgangen fra barn til voksen i forhold til hjælp ef-

ter serviceloven, uddannelse og forsørgelsesgrundlag.

Der tages udgangspunkt i 16-17-årige unge, der modtager indsatser efter serviceloven

pga. handicap i 2013. Denne gruppe følges frem til 2016, der er det seneste år, hvor der

er data om sociale indsatser for voksne. I 2016 er de unge blevet 19-20 år.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

177

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

I det nedenstående omtales gruppen af 19-20-årige i 2016, der tidligere har modtaget

hjælp efter serviceloven i 2013 pga. handicap, som

gruppen med handicap

af formid-

lingsmæssige grunde. Det skal dog bemærkes, at det ikke er alle, der fortsat modtager

hjælp efter serviceloven pga. et handicap som 19-20-årige.

Nogle børn og unge med handicap vil have behov for fortsat at modtage støtte efter ser-

viceloven, når de bliver voksne, eksempelvis et botilbud, socialpædagogisk støtte eller en

hjælperordning. Andre kan, i takt med at de flytter hjemmefra og evt. starter på en ud-

dannelse, modtage kompenserende støtte efter lovgivningen på andre områder, eksem-

pelvis støtteordninger på uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Atter andre unge kan

have behov for både at fortsætte med at modtage hjælp efter serviceloven og modtage

hjælp efter anden lovgivning.

Børn og unge, der har haft en fast kontaktperson eller været anbragt uden for hjemmet

umiddelbart inden, de fyldte 18 år, har herudover mulighed for at fortsætte i såkaldt ef-

terværn. Efterværn indgår i opgørelsen af de indsatser, den unge kan modtage efter han

eller hun er fyldt 18 år.

Boks 7.4 uddyber, hvilke indsatser, der indgår i opgørelsen den unge kan modtage som

voksen.

Boks 7.4

Indsatser efter serviceloven til voksne

Opgørelsen af indsatser til voksne er baseret på Danmarks Statistiks register De Kommunale Serviceindika-

torer, merudgiftsydelse til voksne samt oplysninger om sociale foranstaltninger til unge, der fortsætter med

at modtage indsatsen i form af efterværn, efter de er fyldt 18 år.

De Kommunale Serviceindikatorer indeholder en række indsatser på voksenhandicapområdet, herunder

socialpædagogisk støtte, botilbud, ledsagerordning, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud og

BPA. Det er ikke alle indsatser og typer af støtte efter serviceloven til voksne, der indgår. Eksempelvis indgår

hjemmehjælp, hjælpemidler, forbrugsgoder og genoptræning ikke i opgørelsen. Der benyttes data fra udgi-

velsen af De Kommunale Serviceindikatorer fra efteråret 2017, hvor der indgår data fra 55 kommuner i peri-

oden 2014-2016. Analysen er afgrænset til børn og unge med handicap med bopæl i de 55 kommuner 1. ja-

nuar 2014. Hvis barnet modtager støtte som voksen i andre kommuner end de 55 kommuner, indgår dette

ikke og andelen, der modtager hjælp efter serviceloven som voksen, kan derfor være undervurderet.

Efterværn er opgjort som 18-22-årige på baggrund af registrene om forebyggende foranstaltninger og an-

bringelser. Efterværn er et tilbud til unge i alderen 18-22 år, der har haft en fast kontaktperson eller været

anbragt uden for hjemmet umiddelbart inden, de fyldte 18 år.

I afsnittet følges gruppen af unge med handicap på 16 og 17 år, der i 2013 modtager hjælp, frem til perioden

2014-2016. I 2016 er de unge blevet hhv. 19 og 20 år opgjort ultimo året. Der er afgrænset til personer, der

har folkeregisteradresse i Danmark i perioden. Gruppen består af ca. 2.900 børn og unge med handicap, der

modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap med bopæl i de ovennævnte 55 kommuner ultimo 2013.

178

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Samlet set modtager 55 pct. af gruppen af unge med handicap fortsat hjælp efter service-

loven, efter de er blevet 18 år. Ud af den samlede gruppe overgår 29 pct. til efterværn,

efter de er fyldt 18 år, mens 26 pct. overgår til en indsats efter servicelovens voksenbe-

stemmelser pga. handicap baseret på De Kommunale Serviceindikatorer, jf. boks 7.4.

Hertil kommer, at 13 pct. modtager merudgiftsydelse til voksne, og 5 pct. modtager en

indsats til voksne pga. psykiske vanskeligheder. Den samme borger kan være registreret

som modtager af flere indsatser i perioden 2014-2016, jf. figur. 7.4.

Figur 7.4

Indsats efter serviceloven til 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven som 16-17-

årige pga. handicap, 2014-2016

Pct.

Efterværn

Social indsats pga.

handicap

Merudgiftsydelse til

voksne

Social indsats pga.

Indsats efter serviceloven

psykiske vanskeligheder

som voksen i alt

Pct.

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Opgørelsen af børn og unge, der modtog hjælp efter serviceloven pga. handicap, er

beskrevet i boks 7.2 og bilag, hvor alle opgørelser foretages med udgangspunkt i året 2013. Alle indsatser

som voksne er opgjort over perioden 2014-2016, jf. boks 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er en sammenhæng mellem typen af hjælp som ung, og hvorvidt man fortsætter

med at modtage hjælp som voksen. For at belyse denne sammenhæng sondres mellem

forskellige indsatskombinationer blandt de 16-17-årige i 2013, jf. tabel 7.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

179

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Tabel 7.3

Indsatskombinationer blandt 16-17-årige med handicap, 2013

Indsatskombination

Alene tabt arbejdsfortjeneste

Alene merudgiftsydelse

Både merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste

Alene social foranstaltning

Social foranstaltning og merudgiftsydelse el. tabt arbejdsfortjeneste

I alt

Antal 16-17-årige

Anm.: 16-17-årige ultimo 2013. Se anm. til figur 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Pct.

100

2.943

Blandt børn og unge, hvor familien alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste eller

alene merudgiftsydelse, er det hhv. 22 og 39 pct., der fortsat modtager en indsats efter

serviceloven, efter de fylder 18 år. Hvis familien både har modtaget tabt arbejdsfortjene-

ste og merudgiftsydelse, er det 49 pct., der overgår til en indsats som voksen. Blandt de

børn og unge, der har modtaget en social foranstaltning pga. handicap, enten alene eller

i kombination med tabt arbejdsfortjeneste eller merudgiftsydelse, er det i størrelsesor-

denen 70-80 pct., der fortsat modtager en indsats som voksen, jf. figur 7.5.

Figur 7.5

Indsats efter serviceloven til 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven som 16-17-

årige pga. handicap efter indsatskombination, 2014-2016

Pct.

100

Pct.

100

Alene tabt

arbejdsfortjeneste

Alene merudgiftsydelse

Både merudgiftsydelse

og tabt arbejdsfortjeneste

uden social foranstaltning

Indsats som 16-17-årig

Alene

social foranstaltning

Social foranstaltning og

merudgiftsydelse el. tabt

arbejdsfortjeneste

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Se anm. til figur 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Den relativt lave andel, der fortsætter med at modtage hjælp efter serviceloven blandt

unge, hvor familien alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, kan blandt andet hænge

180

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

sammen med, at tabt arbejdsfortjeneste ophører, når den unge fylder 18 år. Der findes

således ikke en hjemmel til sådan hjælp på voksenområdet.

Der er en sammenhæng mellem indsatskombination som 16-17-årig og typen af hjælp

efter serviceloven som voksen.

Blandt de unge, hvor familien alene har modtaget merudgiftsydelse, mens den unge var i

alderen 16-17 år, fortsætter 17 pct. med at modtage merudgiftsydelse som voksne. Blandt

de unge, hvor familien både har modtaget tabt arbejdsfortjeneste og merudgiftsydelse,

er det 27 pct. af de 16-17-årige, der fortsætter med at modtage merudgiftsydelse som

voksne. At kun 20-30 pct. af de unge, hvor familien har modtaget merudgiftsydelse,

mens den unge var under 18 år, fortsætter med at modtage merudgiftsydelse som

voksne, kan skyldes flere forhold.

For det første er minimumsbeløbet for merudgifter på børneområdet lavere end mini-

mumsbeløbet på voksenområdet. I 2019 kan der ydes støtte, når de sandsynliggjorte

merudgifter udgør mindst 4.945 kr. pr. år på børneområdet. På voksenområdet er det

tilsvarende beløb 6.540 kr. pr. år. Det kan derfor antages, at unge i de familier, der før

den unge fyldte 18. år, har ligget tæt på børnemerudgiftsydelsens minimumsbeløb, ikke

kan sandsynliggøre merudgifter i et sådant omfang, at voksenmerudgiftsydelsens mini-

mumsbeløb er opfyldt.

For det andet er målgruppen for merudgifter til børn og unge formuleret bredere end

målgruppen på voksenområdet. Mens målgruppen på voksenområdet er personer med

”varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne”, omfatter målgruppen på børneområ-

det personer med ”betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ind-

gribende kronisk eller langvarig lidelse”. Det vil sige, at børn med kroniske og langvarige

lidelser også kan modtage støtte til merudgifter, hvor det ikke er et krav, at barnet har en

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Desuden er definitionen på, hvad der forstås ved varig funktionsnedsættelse snævrere

på voksenmerudgiftsydelsen end på børnemerudgiftsydelsen. I forhold til børnemerud-

giftsydelsen gælder alene den generelle definition af, hvornår en funktionsnedsættelse er

varig. Dette er tilfældet, hvis der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til bed-

ring. I forhold til voksenmerudgiftsydelsen derimod er der i bekendtgørelsen på områ-

det fastsat en nærmere definition på varig funktionsnedsættelse. Ifølge denne definition

forstås ved varigt nedsat funktionsevne en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den

enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte

må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. Den snævrere definition på

voksenmerudgiftsydelsen har også ført til en mere restriktiv praksis i Ankestyrelsen i

forhold til målgruppen, end tilfældet er for børnemerudgiftsydelsen.

Blandt modtagerne af sociale foranstaltninger fortsætter 50-55 pct. med at modtage en

social foranstaltning i form af efterværn, efter de er blevet 18 år, jf. figur 7.6.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

181

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Figur 7.6

Indsats efter serviceloven til 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven som 16-17-

årige pga. handicap efter indsatskombination, 2014-2016

Pct.

Alene tabt

arbejdsfortjeneste

Efterværn

Alene merudgiftsydelse

Både merudgiftsydelse

og tabt arbejdsfortjeneste

uden social foranstaltning

Alene

social foranstaltning

Social foranstaltning og

merudgiftsydelse el. tabt

arbejdsfortjeneste

Pct.

Social indsats pga. handicap / psykiske vanskeligheder

Merudgiftsydelse til voksne

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Se anm. til figur 7.4. Social indsats pga. handicap og social indsats pga. psykiske

vanskeligheder opgøres sammen, da relativt få unge med handicap overgår til en indsats som voksne pga.

psykiske vanskeligheder.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne indikerer, at unge, der har modtaget sociale foranstaltninger pga. handi-

cap, har mere betydelige og varige funktionsnedsættelser, hvor der er behov for fortsat

støtte efter serviceloven sammenlignet med unge, hvor familien alene har modtaget tabt

arbejdsfortjeneste eller merudgiftsydelse.

Resultaterne skal ses i tæt sammenhæng med, hvordan det i øvrigt går de unge, efter de

fylder 18 år. Der er en tendens til, at børn og unge, hvor familien alene har modtaget

tabt arbejdsfortjeneste eller alene merudgiftsydelse, i væsentligt højere grad er i uddan-

nelse og beskæftigelse sammenlignet med de børn og unge, der har modtaget sociale for-

anstaltninger pga. handicap. Det er uddybet i næste afsnit.

Boks 7.5 ser på overlappet mellem børn og voksne, der modtager indsatser efter service-

loven med udgangspunkt i de voksne.

182

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Boks 7.5

Voksne modtagere af indsatser, der har modtaget hjælp efter serviceloven som børn

Man kan opgøre overlappet mellem børn og voksne med udgangspunkt i de voksne. En sådan opgørelse kan

belyse, hvor mange af de voksne modtagere af hjælp efter serviceloven, der også har modtaget indsatser som

børn og unge.

Voksne opgøres her som 19-20-årige modtagere af enten merudgiftsydelse til voksne eller modtagere af ind-

satser til voksne pga. handicap eller psykiske vanskeligheder i 2016 på baggrund af registreret De Kommu-

nale Serviceindikatorer, jf. også boks 7.4. Der sondres mellem merudgiftsydelse og øvrige indsatser, da mer-

udgiftsydelse er en økonomisk kompensation, der også findes på børne- og ungeområdet. De øvrige indsat-

ser til voksne pga. handicap eller psykiske vanskeligheder omfatte blandt andet botilbud, socialpædagogisk

støtte, ledsagerordning, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud og BPA.

Opgørelsen peger på, at hovedparten af unge voksne modtagere af hjælp efter serviceloven også har modta-

get hjælp som børn og unge. Blandt de 19-20-årige voksne, der modtager merudgiftsydelse i 2016, er det 94

pct., der har modtaget hjælp efter serviceloven til børn og unge i perioden 2013-2015. Blandt de 19-årige

modtagere af andre indsatser pga. handicap end merudgiftsydelsen er det 81 pct., der har modtaget hjælp

efter serviceloven til børn og unge, mens det er 69 pct. blandt de 19-20-årige, der modtager indsatser pga.

psykiske vanskeligheder, jf. figur 7.7.

Figur 7.7

Indsats til børn og unge efter serviceloven blandt 19-20-årige voksne modtagere af indsatser i

2016

Pct.

100

Pct.

100

Merudgiftsydelse til voksne

Indsats til voksne pga. handicap

Indsats til voksne pga. psykiske

vanskeligheder

Indsats til børn og unge pga. handicap

Indsats til børn og unge af øvrige årsager

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016, der modtager merudgiftsydelse til voksne eller sociale indsatser til voksne pga. han-

dicap eller psykiske vanskeligheder i 2016 pba. De Kommunale Serviceindikatorer. Indsatser til børn og unge

omfatter merudgiftsydelse til børn og unge, tabt arbejdsfortjeneste til forældre mv., en forebyggende foran-

staltning eller anbringelse opgjort i perioden 2013-2015. Se også anm. til figur 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er i figuren sondret mellem hjælp til børn og unge pga. handicap og indsatser til børn og unge af øvrige

årsager. Hjælp til børn og unge pga. handicap er baseret på kapitlets definition af børn og unge, der modta-

ger hjælp efter serviceloven pga. handicap. Indsatser af øvrige årsager omfatter modtagere af forebyggende

foranstaltninger eller anbringelser, hvor barnet ikke har indikation på handicap opgjort pba. hhv. diagnoser

og merudgiftsydelse, jf. boks 7.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

183

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

7.5 Uddannelsesstatus som ung voksen

I de to sidste afsnit i kapitlet følges gruppen af børn og unge med handicap frem i tiden

med fokus på deres uddannelsesstatus og forsørgelsesgrundlag som unge voksne. Der

benyttes samme fremgangsmåde som ovenfor. Det vil sige, at der tages udgangspunkt i

de 16-17-årige børn og unge, der har modtaget hjælp efter serviceloven pga. handicap i

2013. Denne gruppe følges frem til 2016, hvor de unge er blevet 19-20 år.

Gruppen af børn og unge med handicap sammenlignes i de følgende afsnit med befolk-

ningen i samme aldersgruppe, dvs. at alle 16-17-årige i 2013 følges på tilsvarende vis

frem til 2016. Der er afgrænset til unge i de 55 kommuner, hvor der er data om modta-

gere af indsatser til voksne.

Færre i gruppen med handicap er som 19-20-årige i gang med en ordinær ungdomsud-

dannelse sammenlignet med alle 19-20-årige som helhed. Hvor 36 pct. af gruppen med

handicap enten har gennemført eller er i gang med en ordinær ungdomsuddannelse, er

det tilsvarende tal 80 pct. for alle unge med tilsvarende alder. Denne overordnede for-

skel i tilknytning til uddannelse og beskæftigelse kan ses på baggrund af, at de unge med

handicap kan have betydelige og varige funktionsnedsættelser, jf. også ovenstående ta-

bel 7.1, der viser at 80-90 pct. af de unge med handicap har modtaget en eller flere af de

handicaprelaterede eller psykiatriske diagnoser, der indgår i analysen.

Blandt gruppen med handicap er 26 pct. enten i gang med eller har gennemført en Sær-

ligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). STU retter sig mod unge med udviklings-

hæmning og andre unge med særlige behov, der ikke har mulighed for at gennemføre en

anden (ordinær) ungdomsuddannelse.

Fire gange så mange unge med handicap er ikke i gang med en ungdomsuddannelse

sammenlignet med andre unge. Hvor omkring 5 pct. blandt alle 19-20-årige ikke er i

gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse, er det 20 pct. af unge med han-

dicap, der hverken er i gang med en ordinær ungdomsuddannelse eller en STU, jf. figur

7.8.

184

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Figur 7.8

Ungdomsuddannelse for 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven pga. handicap

som 16-17-årige og for befolkning, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Børn og unge med handicap

Ordinær (gennemført eller igangværende)

Alle børn og unge

STU (gennemført eller igangværende)

Afbrudt

Ikke påbegyndt

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Afgrænset til de 55 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer 2014-

2016. Uddannelse opgjort pr. 31. december 2016. Har personen både ordinær ungdomsuddannelse og STU,

er personen opgjort under ordinær ungdomsuddannelse. Se også boks 7.2 og 7.6.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Opgørelsen af ordinær ungdomsuddannelse og STU er beskrevet i boks 7.6.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

185

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Boks 7.6

Opgørelsen af ungdomsuddannelse

Ordinære uddannelsesforløb opgøres på baggrund af Danmarks Statistiks elevregister for alle uddannelser

påbegyndt til og med 31. december 2016, der er på gymnasialt niveau eller derover, svarende til DISCED-15

hovedgruppe 20 eller derover. Hovedgruppe 25 (danskundervisning ved sprogcentre) og 39 (AMU) indgår

ikke. For disse ordinære uddannelsesforløb skelnes der mellem gennemførte, igangværende og afbrudte for-

løb.

Et gennemført ordinært forløb opgøres som en uddannelsesafgang fra en uddannelse, der indebærer en

kompetencegivende almen uddannelse, en erhvervskompetencegivende uddannelse eller en videregående

uddannelse. Igangværende forløb opgøres som forløb, hvor afslutningsdatoen er senere end 31. december

2016. Et afbrudt forløb opgøres som en uddannelsesafgang, der er markeret afbrudt (AUDD=0), hvor afslut-

ningsdatoen er den 31. december 2016 eller tidligere.

Den samme person kan både have: gennemførte, igangværende og afbrudte uddannelsesforløb. I figurerne

indgår man som gennemført, hvis man har mindst ét gennemført forløb. Har man både igangværende og

afbrudte forløb, indgår man som igangværende. Personer, der har påbegyndt en ungdomsuddannelse, men

ikke gennemført eller i gang pr. 31. december 2016, opgøres som personer med afbrudt uddannelse. Det om-

fatter fx personer, der er stoppet mellem 1. og 2. g, uden at dette er opgjort i elevregistret som en afbrudt

uddannelse.

Elevregistrets oplysninger om ordinære uddannelser suppleres med oplysninger fra forløbsregistret om hø-

jest fuldførte uddannelser, idet personer med en højeste uddannelse, der er på gymnasialt niveau eller der-

over, opgøres som gennemført ordinær ungdomsuddannelse. STU opgøres på baggrund af elevregistret på

tilsvarende vis, hvor der afgrænses til uddannelseskode 2425. Alle figurer om uddannelse er opgjort for per-

soner, der tidligere er registreret i grundskole ifølge elevregistret, og som er i befolkningen i årene 2015-

2017, hvilket gælder knap 100 pct. af gruppen med handicap og 97 pct. af alle 16-17-årige i 2013 i de 55 kom-

muner.

Der er væsentlige forskelle i uddannelsesstatus i gruppen med handicap. Blandt de unge,

hvor familien alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste eller alene merudgiftsydelse, er

det hhv. 59 og 52 pct., der er i gang med eller har gennemført en ordinær ungdomsud-

dannelse. Blandt de unge, der har modtaget en social foranstaltning enten alene eller i

kombination med tabt arbejdsfortjeneste eller merudgiftsydelse, er de tilsvarende an-

dele hhv. 16 og 19 pct., jf. figur 7.9.

186

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Figur 7.9

Ungdomsuddannelse for 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven pga. handicap

som 16-17-årige efter indsatskombination, 2016

Pct.

100

Alene tabt

arbejdsfortjeneste

Alene

merudgiftsydelse

Både merudgiftsydelse

og tabt arbejds-

fortjeneste uden social

foranstaltning

Alene

social foranstaltning

Social foranstaltning og

merudgiftsydelse el. tabt

arbejdsfortjeneste

Ikke påbegyndt

Pct.

100

Ordinær (gennemført eller igangværende)

STU (gennemført eller igangværende)

Afbrudt

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Se anm. til figur 7.8.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne må ses i sammenhæng med figur 7.5 ang. overgangen fra barn til voksen,

der indikerer, at gruppen, der har modtaget sociale foranstaltninger, i højere grad fort-

sat har behov for hjælp efter serviceloven som voksne sammenlignet med de øvrige unge

med handicap. Det indikerer, at unge, der har modtaget sociale foranstaltninger pga.

handicap, har mere betydelige og varige funktionsnedsættelser end unge, hvor familien

alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste eller merudgiftsydelse.

Forskellene i uddannelsesstatus mellem gruppen med handicap og befolkningen som

helhed optræder allerede i grundskolen. Mens 60 pct. af gruppen med handicap har

modtaget specialundervisning eller gået i specialskole, er det tilsvarende tal 9 pct. blandt

alle unge med tilsvarende alder.

Resultaterne understreger, at en væsentlig del af de unge med handicap har haft særlige

undervisningsbehov eller indlæringsmæssige vanskeligheder allerede i barn- og ung-

dommen. Samtidigt er det dog væsentligt at understrege, at der er store forskelle i grup-

pen af børn og unge med handicap.

Blandt børn og unge, hvor familien alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste eller

alene merudgiftsydelse, er det hhv. 36 pct. og 46 pct., der har modtaget specialundervis-

ning. Det tilsvarende tal er omkring 80 pct. blandt dem, der har modtaget sociale foran-

staltninger pga. handicap, jf. figur 7.10.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

187

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Figur 7.10

Specialundervisning i grundskole for 19-20-årige, der har modtaget indsatser efter servicelo-

ven pga. handicap og befolkning, 2016

Pct.

100

Alene tabt

arbejdsfortjeneste

Alene

merudgiftsydelse

Både merudgiftsydelse

og tabt arbejds-

fortjeneste uden social

foranstaltning

Alene

social foranstaltning

Social foranstaltning og

merudgiftsydelse el. tabt

arbejdsfortjeneste

Alle

19-20-årige

Pct.

100

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Specialskole opgjort som specialskoler for børn, specialskoler for voksne samt dag-

behandlingstilbud og dagbehandlingshjem. Specialundervisning opgjort for alle grundskoleelever med alle

henvisningsårsager inkl. uoplyst i perioden 2012-2016, da de var i mellem hhv. 14-15 år og 19-20 år gamle.

Det vil sige, at nogle kan have modtaget specialundervisning på et tidligere klassetrin, uden at det kan indgå i

opgørelsen. Se også boks 7.2 og 7.7.Øvrige omfatter bl.a. dagpenge, sygedagpenge, jobafklaring og ressour-

ceforløb. Se også boks 7.2 og 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Boks 7.7 giver en uddybning af opgørelsen.

Boks 7.7

Opgørelse af specialundervisning og specialskole

Specialundervisning omfatter elever, der i gennemsnit får mindst ni klokketimers specialundervisning om

ugen i grundskolen. Specialundervisning er opgjort for alle henvisningsårsager inkl. uoplyst i perioden

2012-2016. Før 2012 var der ikke en nedre grænse for antallet af timer i statistikken. Da oplysninger fra spe-

cialundervisningsregistret kun går tilbage til 2012, er det dermed kun specialundervisning i de ældste klas-

setrin i grundskolen, der kan indgå. Det vil sige, at nogle kan have modtager specialundervisning på et tidli-

gere klassetrin, uden at det kan indgå i opgørelsen.

Gruppen, der modtager et specialskoletilbud, omfatter personer, der ifølge elevregistret har været indskre-

vet på en grundskoleuddannelse, hvor skolens institutionstype er en specialskole, dagbehandlingstilbud el-

ler behandlingshjem. Hvis personen både er registreret med specialundervisning og specialskole, er ved-

kommende opgjort under specialskole. Opgørelsen af specialskole er ikke afgrænset til perioden 2012-2016,

men omfatter hele elevens grundskoleforløb til opgjort frem til ultimo 2016.

188

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

7.6 Forsørgelsesgrundlag som ung voksen

I dette afsnit fokuseres der på forsørgelsesgrundlag. Der benyttes samme fremgangs-

måde som ovenfor. Det vil sige, at der tages udgangspunkt i de 16-17-årige børn og unge,

der har modtaget hjælp efter serviceloven pga. handicap i 2013. Denne gruppe følges

frem til 2016, hvor de unge er blevet 19-20 år. Gruppen med handicap består af ca.

2.900 børn og unge, der modtager hjælp efter serviceloven pga. handicap med bopæl i

de 55 kommuner ultimo 2013, jf. også boks 7.4.

Børn og unge, der har modtaget indsatser efter serviceloven pga. handicap, er i mindre

grad i beskæftigelse og uddannelse end andre med samme alder. Hvor omkring 40 pct.

af de 19-20-årige, der har modtaget indsatser pga. handicap, er i beskæftigelse eller ud-

dannelse, er det tilsvarende tal for alle unge voksne med samme alder 82 pct.

Samlet set er 15 pct. af de 19-20-årige med handicap bevilget førtidspension, hvilket er

væsentligt flere end blandt alle unge, hvor tallet er 1 pct.

Samtidigt ser man, at 30 pct. af de unge, der har modtaget hjælp efter serviceloven, som

19-20-årige, modtager kontanthjælp mv. (kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrati-

onsydelse). Det er væsentligt flere end blandt alle 19-20-årige, hvor det tilsvarende tal er

6 pct., jf. figur 7.11.

Figur 7.11

Beskæftigelses- og ydelsesgrader for 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven

pga. handicap og for befolkning, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Børn og unge med handicap

Beskæftigelse / uddannelse

Selvforsørgelse

Kontanthjælp mv.

Alle i befolkning

Førtidspension

Øvrige

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Afgrænset til de 55 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer 2014-

2016. Forsørgelsesgrundlag er opgjort pba. DREAM over hele året 2016. Beskæftigelse er opgjort pba. bran-

chekode i DREAM. Beskæftigelse el. uddannelse omfatter også fleksjob. Kontanthjælp mv. omfatter kontant-

hjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse. For gruppen af børn og unge med handicap gælder, at i lidt

over 40 pct. af gruppens samlede tid på kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse i 2016 var den

unge samtidigt indskrevet på STU ifølge elevregistret. Øvrige omfatter bl.a. dagpenge, sygedagpenge, jobaf-

klaring og ressourceforløb. Se også boks 7.2 og 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

189

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Ganske få procent er i et ressourceforløb, der indgår i kategorien Øvrige i figur 7.11.

Gruppen af selvforsørgede kan omfatte børn og unge, der forsørges af forældre. Det om-

fatter 11 pct. for både de unge, der har modtaget hjælp efter serviceloven pga. handicap

og alle i befolkningen med samme alder.

Unge med handicap, der modtager førtidspension og kontanthjælp mv., kan være i gang

med en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Når man tager en STU, bibehol-

der man det forsørgelsesgrundlag, man i øvrigt er berettiget til. Eksempelvis er de unge

med handicap, der modtager kontanthjælp mv., indskrevet på en STU i lidt over 40 pct.

af tiden på kontanthjælp mv. i 2016 (ikke vist i figur). Se også afsnittet ovenfor om STU.

Der er en tydelig sammenhæng mellem typen af støtte, de unge 16-17-årige har modtaget

i 2013, og deres forsørgelsesgrundlag som unge voksne i 2016. Det overordnede billede

er det samme som i forbindelse med overgangen fra børne- til voksenområdet (figur 7.5

og 7.6) og i forbindelse med tilknytningen til uddannelse (figur 7.9 og 7.10). Også i for-

hold til forsørgelsesgrundlag er der klare indikationer på, at unge, der har modtaget so-

ciale foranstaltninger pga. handicap, har mere betydelige og varige funktionsnedsættel-

ser end unge, hvor familien alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste eller merudgifts-

ydelse.

De unge, der modtog sociale foranstaltninger, har en væsentlig lavere beskæftigelses- og

uddannelsesgrad end de unge, hvor familien alene modtog tabt arbejdsfortjeneste eller

merudgiftsydelse. Mens beskæftigelses- og uddannelsesgraden er 20 pct. blandt unge,

der både modtog en social foranstaltning i kombination med tabt arbejdsfortjeneste el-

ler merudgiftsydelse, er den 65 pct. blandt unge, hvor familien alene modtog tabt ar-

bejdsfortjeneste, jf. figur 7.12.

190

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Figur 7.12

Beskæftigelses- og ydelsesgrader for 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven

pga. handicap som børn og unge, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Alene tabt

arbejdsfortjeneste

Alene

merudgiftsydelse

Både merudgiftsydelse

og tabt arbejdsfortjeneste

uden social foranstaltning

Alene

social foranstaltning

Social foranstaltning og

merudgiftsydelse el. tabt

arbejdsfortjeneste

Øvrige

Beskæftigelse / uddannelse

Selvforsørgelse

Kontanthjælp mv.

Førtidspension

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Pga. diskretionshensyn er førtidspension lagt ind under Øvrige for gruppen, der

alene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste. Se anm. til figur 7.11.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

De unge med handicap modtager kontanthjælp mv. i længere tid end andre unge. Blandt

de unge med handicap, der har modtaget kontanthjælp mv. i mindst én uge i 2016, er

det 62 pct., der modtager ydelsen i over ét år i perioden 2016-2017. Blandt alle 19-20-

årige, der har modtaget kontanthjælp mv. i 2016, er det 44 pct., der modtager kontant-

hjælp mv. i over et år. Opgjort ud af den samlede gruppe er det 17 pct. af de unge med

handicap, der modtager kontanthjælp mv. i over ét år og 3 pct. blandt alle unge, jf. figur

7.13.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

191

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Figur 7.13

Kontanthjælp mv. i over 1 år ud af perioden 2016-2017 for 19-20-årige, der har modtaget hjælp

efter serviceloven pga. handicap som børn og unge og for alle

Pct.

Unge med mindst 1 uge kontanthjælp mv. i 2016

Børne og unge med handicap

Alle forsørgelsesgrundlag i 2016

Øvrige unge

Pct.

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Kontanthjælp mv. omfatter kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrations-ydelse.

Opgjort ekskl. uger, hvor den unge samtidigt er registreret med en STU. Se anm. til figur 7.11.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Der er en tendens til, at de børn og unge, der fortsætter med at modtage indsatser efter

serviceloven som voksne, har en mindre tilknytning til beskæftigelse og ordinær uddan-

nelse end dem, der ikke fortsætter med at modtage hjælp. Blandt de unge, der fortsat

modtager hjælp, efter de er fyldt 18 år, er beskæftigelses- og uddannelsesgraden 26 pct.,

mens den er 59 pct. blandt dem, der ikke har modtaget en indsats, efter de er fyldt 18 år,

jf. figur 7.14.

Figur 7.14

Beskæftigelses- og ydelsesgrader for 19-20-årige, der har modtaget hjælp efter serviceloven

pga. handicap efter modtagelse af hjælp efter serviceloven som voksne, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Modtager indsats efter 18 år

Beskæftugelse / uddannelse

Selvforsørgelse

Modtager ikke indsats efter 18 år

Kontanthjælp mv.

Førtidspension

Øvrige

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016. Se anm. til figur 7.11.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

192

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Forskellene er et udtryk for, at gruppen, der modtager hjælp efter serviceloven, efter de

er fyldt 18 år, har en betydelig og varig nedsat funktionsevne, der både kan gøre det nød-

vendigt fortsat at modtage hjælp og støtte og kan udgøre en barriere for at være i ordi-

nær beskæftigelse eller uddannelse.

Børn og unge med handicap opgøres blandt andet med udgangspunkt i registrene om

forebyggende foranstaltninger og anbringelser. I boks 7.8 er der set nærmere på den

samlede gruppe af børn og unge, der modtager en forebyggende foranstaltning og an-

bringelse, når man opdeler denne i henholdsvis udsatte børn og unge samt børn og unge

med handicap.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

193

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Boks 7.8

Børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger eller anbringelse

Børn og unge med handicap opgøres blandt andet med udgangspunkt i registrene om forebyggende foran-

staltninger og anbringelser. Børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger og anbringelse pga.

handicap, adskiller sig på en række punkter fra andre børn og unge, der modtager disse sociale foranstalt-

ninger, når man ser på gruppernes forsørgelsesgrundlag som unge voksne.

I figuren nedenfor er den samlede gruppe af børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger eller

anbringelse i 2013 opdelt i henholdsvis udsatte børn og unge samt børn og unge med handicap. Børn og

unge med handicap omfatter de 16-17-årige i 2013, der modtager en forebyggende foranstaltning eller an-

bringelse, og som er en del af kapitlets gruppe af børn og unge med handicap i 2013. Dvs. at familien enten

modtager tabt arbejdsfortjeneste, merudgiftsydelse eller en forbyggende foranstaltning eller anbringelse i

kombination med en diagnose og merudgiftsydelse, jf. boks 7.2. De udsatte børn og unge omfatter de reste-

rende børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltning eller anbringelser i 2013.

Der er en tendens til, at færre modtagere af forebyggende foranstaltninger eller anbringelse pga. handicap er

i uddannelse eller beskæftigelse sammenlignet med de udsatte unge. Hvor uddannelses- og beskæftigelses-

graden i 2016 er 47 pct. for de udsatte unge, er den 23 pct. for de 16-17-årige med handicap. Herudover ser

man, at 21 pct. modtager førtidspension blandt handicapgruppen, mens det er ca. 0 pct. blandt de udsatte

unge, jf. figur 7.15.

Figur 7.15

Beskæftigelses- og ydelsesgrader for 19-20-årige, der modtog forebyggende foranstaltning

eller anbringelse i 2013, 2016

Pct.

100

Pct.

100

Alle med forebyggende foranstaltning eller

anbringelse

Beskæftugelse / uddannelse

Heraf udsatte unge

Heraf unge med handicap

Selvforsørgelse

Kontanthjælp mv.

Førtidspension

Øvrige

Anm.: 19-20-årige ultimo 2016, der modtog forebyggende foranstaltninger eller anbringelser i 2013. Kontanthjælp

mv. består af kontanthjælpsydelse, integrationsydelse og uddannelseshjælp. Se anm. til figur 7.11.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne understreger, at børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger eller anbringelse,

er en heterogen gruppe. Der er markante forskelle mellem udsatte børn og unge og børn og unge med handi-

cap.

194

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Der er betydelige og forventelige forskelle i diagnoseprofilen mellem de unge med han-

dicap, der er i beskæftigelse eller uddannelse, og dem der modtager kontanthjælp mv.

eller førtidspension i 2016.

Gruppen der er bevilget førtidspension, har en markant overvægt af diagnoser, der kan

være forbundet med betydelige og varige funktionsnedsættelser. Blandt de 19-20-årige

modtagere af førtidspension har 65 pct. diagnosen udviklingshæmning, og 24 pct. har

diagnosen cerebral parese. De tilsvarende andele blandt de unge i uddannelse og be-

skæftigelse er hhv. 7 pct. og 3 pct.

Blandt de unge med handicap, der modtager kontanthjælp mv. i 2016, er der en højere

forekomst af ADHD (36 pct.), autisme (36 pct.) og angst mv. (24 pct.) end blandt de øv-

rige unge, der har modtaget indsatser efter serviceloven i 2013. Blandt de unge i beskæf-

tigelse og uddannelse er andelen med ADHD og autisme hhv. 24 pct. og 19 pct., jf. tabel

7.4.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

195

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 7

Børn og unge med handicap

Tabel 7.4

Diagnoser efter forsørgelsesgrundlag for 19-20-årig, der har modtaget hjælp efter serviceloven

pga. handicap, 2016

Beskæftigelse / Kontanthjælp

Førtidspension

uddannelse

mv.

--------------------------- Pct. ---------------------------

Handicaprelaterede diagnoser

Cerebral parese

Udviklingshæmning

ADHD

Autisme

Erhvervet hjerneskade

Muskelsvind

Epilepsi

Diabetes-1

Cøliaki

Psykiatriske diagnoser

Psykiske lidelser pga. alkohol eller stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Udvalgte diagnoser i alt

Alle

Antal personer

100

1.457

100

1.106

100

471

Anm.: 16-17-årige ultimo 2013. * Diskretionering. Forsørgelsesgrundlag opgjort i 2016 som mindst 4 uger med ydel-

sen. 87 pct. optræder med ét forsørgelsesgrundlag i tabellen, 7 pct. to forsørgelsesgrundlag, mens 5 pct. ikke

har en af de tre typer af forsørgelsesgrundlag. Kontanthjælp mv. består af kontanthjælpsydelse, integrations-

ydelse og uddannelseshjælp. Se også boks 7.2, 7.3 og 7.4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultaterne tyder også på, at unge med en diagnose for diabetes-1 eller cøliaki tilhører

en relativt ressourcestærk del af målgruppen. Disse to diagnosegrupper optræder pri-

mært blandt de unge, der er i beskæftigelse eller uddannelse og slet ikke blandt modta-

gerne af førtidspension.

196

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

I den seneste hjemløsetælling fra 2019 er antallet af personer i hjemløshed opgjort til ca.

6.400. Dette er omtrent samme niveau som i 2017, og det er første gang siden 2009, at

antallet af hjemløse personer ikke er steget.

Selvom antallet af unge i hjemløshed er faldet i den seneste hjemløsetælling, udgør unge

i alderen 18-29 år fortsat den største gruppe af hjemløse personer. Analyserne i dette

kapitel sætter fokus på gruppen af hjemløse unge, deres baggrund og forskelligheden af

graden af udsathed inden for gruppen.

Samlet peger analysen på, at unge i hjemløshed, som enten har været anbragt som børn,

har modtaget en forebyggende foranstaltning eller har en diagnose, er de mest udsatte

blandt unge i hjemløshed og har størst risiko for at hænge fast i hjemløshed i en længere

periode.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

Der er relativt flest unge mennesker, som lever i hjemløshed. I 2017 udgjorde de un-

ge 36 pct. af alle personer i hjemløshed, mens andelen i 2019 var faldet til 31 pct. 14

pct. af alle unge i hjemløshed fra 2017 er også med i hjemløsetællingen i 2019.

Hjemløshedssituationen varierer betydeligt alt efter alderen for personen i hjemløs-

hed. Unge i hjemløshed overnatter i højere grad hos familie og venner og sjældnere

på forsorgshjem og herberger end personer i hjemløshed generelt. For personer i al-

deren 18-29 år, som befinder sig i hjemløshed, er andelen, som overnatter hos fami-

lie og venner, ca. 45 pct., mens 27 pct. af de unge benytter forsorgshjem og herberg,

og 7 pct. overnatter på gaden.

Størstedelen af de hjemløse unge er mænd. Samlet er 76 pct. mænd, mens 24 pct. er

kvinder. Ud af den samlede gruppe af hjemløse unge har 71 pct. dansk oprindelse,

mens 27 pct. har ikke-vestlig oprindelse. Personer med ikke-vestlig oprindelse er

overrepræsenteret blandt unge i hjemløshed.

Blandt de 18-29-årige personer, som befinder sig i hjemløshed, er 55 pct. på kon-

tanthjælp, og yderligere 26 pct. er på øvrige midlertidige ydelser. Blot 18 pct. er i be-

skæftigelse eller i gang med en uddannelse.

Mens 61 pct. af alle unge i aldersgruppen 18-29 år har færdiggjort en ungdomsud-

dannelse, har blot 13 pct. af unge i hjemløshed færdiggjort en tilsvarende uddannel-

se. 53 pct. af unge i hjemløshed er påbegyndt en uddannelse, men er faldet fra igen.

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

199

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

•

Opvæksten for de unge i hjemløshed er blandt andet kendetegnet ved, at deres mød-

re generelt har et lavere uddannelsesniveau, en svagere arbejdsmarkedstilknytning

og oftere har diagnoser relateret til psykiske vanskeligheder sammenlignet med alle

18-29-åriges mødre.

En høj andel af unge i hjemløshed har været anbragt som børn eller modtaget fore-

byggende foranstaltninger. 34 pct. af hjemløse unge har været anbragt, og 46 pct.

har modtaget forebyggende foranstaltninger. Samlet har 55 pct. af alle hjemløse un-

ge enten været anbragt og/eller modtaget forebyggende foranstaltninger.

Godt hver fjerde hjemløse unge har modtaget efterværn, efter de fyldte 18 år. Efter-

værn er en social indsats, der skal sikre en god overgang til voksenlivet. Hele 57 pct.

af hjemløse unge, som har været anbragt, har modtaget efterværn, efter de fyldte 18

år. Det samme er gældende for 19 pct. af gruppen, som tidligere har modtaget fore-

byggende foranstaltninger eller har en diagnose. Dette kan indikere, at der er behov

for en anden tilgang til de unge med de mest komplekse problemer for at forebygge

hjemløshed.

Hjemløse unge, som har været anbragt i løbet af deres barndom, har oftere et lavere

uddannelsesniveau og svagere tilknytning til uddannelsessystemet end andre hjem-

løse unge. Således har blot 8 pct. af hjemløse unge, som har været anbragt, gennem-

ført en ungdomsuddannelse, og 36 pct. er aldrig startet på en.

Der er ligeledes en klar sammenhæng mellem udsathed og socioøkonomisk status.

Personer i hjemløshed, som har været anbragt i barndommen, er sjældnere i gang

med uddannelse eller i beskæftigelse og oftere på kontanthjælp. Blot 12 pct. af de

tidligere anbragte hjemløse unge er i beskæftigelse eller under uddannelse. Blandt

hjemløse unge, som hverken har været anbragt, modtaget forebyggende foranstalt-

ninger eller har en diagnose, er 28 pct. i beskæftigelse eller under uddannelse.

Gruppen af unge i hjemløshed fra hjemløsetællingen i 2017, som har modtaget soci-

ale indsatser i deres barndom, optræder også oftere i hjemløsetællingen i 2019. Cir-

ka 11 pct. af gruppen af hjemløse unge i 2017 uden sociale indsatser i barndommen

er gengangere i 2019-tællingen, mens det samme er gældende for 16 pct. af dem,

som har været anbragt i barndommen.

•

200

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

8.1 Den overordnede hjemløsesituation

Antallet af personer i hjemløshed i Danmark er stort set uændret fra 2017 til 2019, hvor

antallet er opgjort til ca. 6.400 personer.

Fra hjemløsetællingen i 2009 og frem til tællingen i 2017 har udviklingen i antallet af

personer i hjemløshed – og i særlig grad unge i hjemløshed – været stigende. Den sene-

ste tælling viser dog et fald i antallet af unge i hjemløshed fra 2017 til 2019. Faldet mod-

svares af stigninger i de øvrige aldersgrupper. Blandt hjemløse personer i aldersgruppen

40-49 år har der eksempelvis været en stigning på 7 pct. fra 2017 til 2019.

Når der ses på andelen af unge i hjemløshed, ud af det samlede antal hjemløse personer,

ses der ligeledes et fald. Andelen af unge mellem 18-29 år, som befinder sig i hjemløs-

hed, udgjorde i 2017 36 pct. af den samlede gruppe af hjemløse personer, hvorimod de i

2019 udgjorde 31 pct., jf. figur 8.1.

Figur 8.1

Aldersfordeling blandt hjemløse, 2017 og 2019

Pct.

18-29 år

30-39 år

Hjemløse personer i 2017

40-49 år

50-59 år

Hjemløse personer i 2019

60+ år

Kilde: VIVE (2017) og VIVE (2019a).

På trods af faldet i antallet af 18-29-årige i hjemløshed udgør de stadig den største grup-

pe blandt hjemløse personer. 14 pct. af de hjemløse unge fra hjemløsetællingen i 2017

optræder også i tællingen i 2019.

Hjemløsetællingen er nærmere beskrevet i boks 8.1.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

201

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Boks 8.1

Definition af hjemløshed og hjemløsetællingen

Hjemløshed omfatter personer, som ikke disponerer over egen (ejet eller lejet) bolig eller værelse, men som

er henvist til midlertidige boalternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner eller

bekendte. Yderligere medregnes personer uden et opholdssted den kommende nat. Der indgår også perso-

ner, som afsoner under kriminalforsorgen eller opholder sig på et hospital/behandlingstilbud, og som mang-

ler en boligløsning, fordi vedkommende skal løslades eller udskrives inden for 1 måned.

VIVE har siden 2007 gennemført en hjemløsetælling hvert andet år. Kortlægningen finder sted i uge 6, og

hvis en person er berørt af hjemløshed i ugen, tælles personen med. Selve tællingen foretages ved, at sociale

tilbud og lokale myndigheder udfylder et spørgeskema for hver person, de har haft kendskab til, som befin-

der sig i en hjemløshedssituation. En person, der overnatter midlertidigt hos familie, venner eller bekendte,

eller som bor på hotel, vil derfor kun indgå i opgørelsen, såfremt et socialt tilbud eller en anden lokal myn-

dighed er bekendt med det og vurderer, at det skyldes hjemløshed. Nogle grupper medregnes ikke, fx unge,

der flytter til en anden by for at studere.

Der er en række udfordringer forbundet med at kortlægge og opgøre antallet af hjemløse personer, hvorfor

de knap 6.400 hjemløse, som er registeret i 2019, må anses for at være et underkantsskøn.

Antallet af hjemløse personer er steget fra knap 5.000 i 2009 til ca. 6.400 i 2017 og 2019.

Kilde: VIVE (2019a).

Personer i hjemløshed er defineret ved, at de ikke disponerer over egen bolig/værelse el-

ler af forskellige grunde ikke kan være i deres bolig, og derfor er nødsaget til at ty til an-

dre typer af ophold, jf. også boks 8.1. De hyppigste steder for hjemløse at overnatte er på

forsorgshjem og herberger eller hos familie og venner.

Næsten 40 pct. af personer i hjemløshed benytter forsorgshjem og herberger, mens ca.

25 pct. overnatter hos familie eller venner i 2019. Andelen af hjemløse personer, som

overnatter hos familie og venner for at få husly, er faldet fra 33 pct. til 25 pct. fra 2017 til

2019, mens der er sket en lille stigning fra 10 pct. til 11 pct. i andelen af overnattende på

gaden, jf. figur 8.2.

202

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.2

Hjemløse personer opdelt efter deres hjemløshedssituation, 2017 og 2019

Pct.

Gaden

Natvarmestue

Forsorgshjem og

herberg

Hotel

Famillie/venner

Hjemløse personer i 2019

Andet

Hjemløse personer i 2017

Anm.: ”Andet” omfatter bl.a. personer, der afsoner under Kriminalforsorgen, og som skal løslades inden for 1 måned

og mangler boligløsning, personer, der opholder sig på et hospital, og som skal udskrives inden for 1 måned

og mangler en boligløsning, samt hjemløse personer, der opholder sig i campingvogne og kolonihavehuse el-

ler på veteranhjem og personer, hvor der ikke er kendskab til typen af hjemløshed.

Kilde: VIVE (2017) og VIVE (2019a).

Personer i hjemløshed udgør en af de allermest udsatte grupper i Danmark, og ofte har

de komplekse sociale problemer. Støttebehovet for de enkelte, der lever i hjemløshed,

kan være meget forskelligt. Det skyldes dels deres forskellige hjemløsesituationer, men

også at der er mange forskellige faktorer, der ligger til grund for den situation, den en-

kelte er havnet i. Det må forventes, at personer i hjemløshed, som kan bo hos familie og

venner, er den mindst ressourcesvage gruppe af hjemløse, mens hjemløse personer på

gaden oftest er den mest udsatte gruppe. Ofte har hjemløse personer, som befinder sig

på gaden, et meget begrænset netværk, som de kan trække på. Stigningen i antallet af

hjemløse på gaden fra 2017 til 2019 kan derfor indikere, at hjemløse er blevet mere ud-

satte de seneste to år.

I resten af kapitlet er der taget udgangspunkt i data fra 2017, da det muliggør en analy-

tisk kobling af de tilgængelige data om personer i hjemløshed med øvrige aktuelle regi-

sterdata som fx uddannelse og beskæftigelse.

Hjemløse personers situation varierer betydeligt alt efter deres alder. Unge i hjemløshed

overnatter i højere grad hos familie og venner og sjældnere på forsorgshjem og herber-

ger end hjemløse personer generelt. For hjemløse personer mellem 18 og 29 år er ande-

len, som overnatter hos familie og venner, 46 pct., mens 27 pct. af de unge benytter for-

sorgshjem og herberg, jf. figur 8.3.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

203

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.3

Hjemløshedssituation for forskellige aldersgrupper

Pct.

100

Pct.

100

18-29 år

Gaden

30-39 år

40-49 år

50-59 år

Famillie/venner

60+ år

Andet

Forsorgshjem og herberg

Anm.: Opgjort på baggrund af hjemløse personer over 18 år, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. ”Andet” omfatter bl.a. personer, der afsoner under Kriminalforsor-

gen, og som skal løslades inden for 1 måned og mangler boligløsning, personer, der opholder sig på et hospi-

tal, og som skal udskrives inden for 1 måned og mangler en boligløsning, samt hjemløse personer, der op-

holder sig i campingvogne og kolonihavehuse eller på veteranhjem og personer, hvor der ikke er kendskab til

typen af hjemløshed.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For hjemløse personer over 50 år opholder under 20 pct. sig hos familie og venner,

mens ca. 50 pct. overnatter på forsorgshjem og herberger.

Størstedelen af personer i hjemløshed modtager enten kontanthjælp, andre midlertidige

ydelser eller førtidspension. Blandt de 18-29-årige hjemløse personer er 55 pct. i 2017 på

kontanthjælp, og yderligere 26 pct. er på andre midlertidige ydelser, jf. figur 8.4.

204

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.4

Forsørgelsesgrundlag for hjemløse personer efter aldersgruppe

Pct.

100

Pct.

100

18-29 år

Beskæftigelse eller uddannelse

30-39 år

Kontanthjælp

40-49 år

Øvrige midlertidige ydelser

50-59 år

60+ år

Førtidspension, folkepension eller efterløn

Anm.: Opgjort på baggrund af hjemløse personer over 18 år, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. Socioøkonomisk status er opgjort på baggrund af den primære

indkomstkilde i 2017 (Socio13). Øvrige midlertidige ydelser mv. omfatter bl.a. dagpenge, sygedagpenge og

barsel.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Jo ældre de hjemløse personer er, des større er andelen, der modtager førtidspension.

Ligeledes falder andelen i gruppen, der er i beskæftigelse, er studerende eller kontant-

hjælpsmodtagere. Dette er et meget forventeligt billede, da det som udgangspunkt kun

er muligt at få førtidspension efter det fyldte 40. år. Men billedet indikerer også, at der,

særligt blandt unge, kan være en mulighed for at styrke deres tilknytning til arbejdsmar-

kedet med den rette hjælp og støtte, herunder gennem et tæt samspil mellem sociale

indsatser, indsatser på uddannelsesstederne og i beskæftigelsessystemet samt indsatser

i psykiatrien og sundhedsvæsenet.

I det følgende afsnit er der fokus på unge i hjemløshed, som er den største gruppe blandt

personer i hjemløshed.

8.2 Hvem er unge i hjemløshed?

Blandt unge i hjemløshed er 76 pct. mænd, mens 24 pct. er kvinder, og ud af den samle-

de gruppe af hjemløse unge har 71 pct. dansk oprindelse, mens 27 pct. har ikke-vestlig

oprindelse, jf. figur 8.5 og 8.6.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

205

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.5

18-29-årige opdelt efter køn

Pct.

Figur 8.6

18-29-årige opdelt efter herkomst

Pct.

Mænd

Hjemløse personer (18-29-årige)

Kvinder

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig

oprindelse

Vestlig oprindelse

Befolkningen (18-29-årige)

Hjemløse personer (18-29-årige)

Befolkningen (18-29-årige)

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan

genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt alle 18-29-årige personer i befolkningsregistreret i

2017. Alderen er opgjort ultimo 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Sammenlignet med befolkningen som helhed er personer med ikke-vestlig oprindelse

markant overrepræsenteret blandt hjemløse unge. Unge i hjemløshed med ikke-vestlig

oprindelse er hyppigst fra Somalia, Libanon, Irak og Afghanistan, jf. tabel 8.1.

Tabel 8.1

Hyppigste oprindelsesland blandt hjemløse unge

18-29-årige hjemløse personer

18-29-årige i alt

-------------------------------------- Pct. --------------------------------------

Danmark

Somalia

Libanon

Irak

Afghanistan

Kilde:

Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Mens 61 pct. af alle unge i aldersgruppen 18-29 år har færdiggjort en ungdomsuddan-

nelse, har blot 13 pct. af unge i hjemløshed færdiggjort en tilsvarende uddannelse. Man-

ge af de hjemløse unge har dog påbegyndt en uddannelse, men er faldet fra igen. Således

har lidt over halvdelen af alle unge i hjemløshed påbegyndt en uddannelse, men er faldet

fra, før de afsluttede uddannelsen. Derudover har omkring en fjerdedel af de hjemløse

unge aldrig påbegyndt en uddannelse, jf. figur 8.7.

206

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.7

Uddannelse efter grundskole blandt 18-29-årige

Pct.

100

Pct.

100

Hjemløse personer (18-29-årige)

Gennemført ungdomsuddannelse

Påbegyndt, men faldet fra

Befolkningen (18-29-årige)

I gang med ungdomsuddannelse

Aldrig påbegyndt ungdomsuddannelse

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan

genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt alle 18-29-årige personer i befolkningsregistreret i

2017. Alderen er opgjort ultimo 2017. Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) indgår.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For en del af gruppen af hjemløse unge afspejler billedet formentlig, at hjemløsheden

enten i sig selv eller i kombination med andre faktorer, som fx misbrug og psykiske van-

skeligheder, er kommet til at stå i vejen for en uddannelse. Men for andre i gruppen kan

det også være, at den manglende tilknytning til uddannelsessystemet er en medvirkende

årsag til hjemløsheden. På den måde kan uddannelse også ses som en vigtig beskyttel-

sesfaktor i forhold til at forebygge hjemløshed.

Ud over at de selv har et relativt lavere uddannelsesniveau i forhold til deres jævnald-

rende, er hjemløse unge også karakteriseret ved, at forældrene har en svagere uddannel-

ses- og beskæftigelsestilknytning – i denne sammenhæng målt ved morens uddannel-

sesniveau og arbejdsmarkedsdeltagelse.

Blandt mødre til unge i hjemløshed har dobbelt så mange grundskolen som højest fuld-

førte uddannelse sammenlignet med mødre til andre unge, og halvt så mange har en vi-

deregående uddannelse, jf. figur 8.8.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

207

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.8

Højst fuldførte uddannelse for moren til 18-

29-årige

Pct.

Grundskole

Ungdoms-

uddannelse

Erhvervsfaglig Videregående

uddannelse

Pct.

Figur 8.9

Forsørgelsesgrundlag for moren til 18-29-

årige, da de var 15 år

Pct.

100

Beskæftigelse

eller

uddannelse

Førtids-

pension,

folkepension

mv.

Mødre til hjemløse personer (18-29-årige)

Mødre til unge personer (18-29-årige)

Kontant-

hjælp

Øvrige

midlertidige

ydelser

Pct.

100

Mødre til hjemløse personer (18-29-årige)

Mødre til unge personer (18-29-årige)

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. mødrene til 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i

2017 og kan genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt mødrene til alle 18-29-årige personer i be-

folkningsregistreret i 2017. Alderen er opgjort ultimo 2017. Morens forsørgelsesgrundlag er fundet i året, hvor

den unge hjemløse er fyldt 15 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata..

Samtidig var 26 pct. af hjemløse unges mødre på kontanthjælp, da den hjemløse unge

var 15 år sammenlignet med 6 pct. af mødrene til unge generelt, jf. figur 8.9. Mødre til

unge i hjemløshed var tilsvarende langt sjældnere i beskæftigelse. Således var 49 pct. af

de hjemløse unges mødre i beskæftigelse eller uddannelse, da de unge var 15 år, mens

det samme var gældende for 82 pct. af de øvrige unges mødre. Unge, som ender i hjem-

løshed, er altså oftere vokset op i en familie med relativt færre økonomiske og uddannel-

sesmæssige ressourcer. Det bemærkes dog, at det stadig er en stor andel af de unge i

hjemløshed, som kommer fra hjem, hvor mødrene har uddannelse og er i beskæftigelse.

Altså er der en stor del af de unge i hjemløshed, der kommer fra den brede gruppe, hvor

forældrene ikke viser tegn på social udsathed.

Unge i hjemløshed er desuden oftere vokset op i hjem, hvor en af forældrene har haft fy-

sisk eller psykisk sygdom. Eksempelvis har hjemløse unges mødre dobbelt så ofte en di-

agnose, der kan være relateret til psykiske vanskeligheder eller et fysisk eller psykisk

handicap. Men også her bemærkes det, at det for langt størstedelen af de hjemløse unge

gælder, at deres mødre ikke har en diagnose.

Som det fremgår af figur 8.10, har 22 pct. af hjemløse unges mødre en diagnose, mens

det samme er tilfældet for 11 pct. af øvrige unges mødre. De hyppigste diagnoser for

hjemløse unges mødre er angst og depression.

208

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.10

Andel af mødre med en diagnose

Pct.

Mødre til hjemløse personer (18-29-årige)

Mødre til unge personer (18-29-årige)

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. mødrene til 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i

2017 og kan genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt mødrene til alle 18-29-årige personer i be-

folkningsregistreret i 2017. ’Diagnose’ dækker over en diagnose, der kan være relateret til psykiske vanske-

ligheder eller et fysisk eller psykisk handicap. Det bemærkes, at opgørelsen af diagnoser ikke er fuldt dæk-

kende. For en nærmere afgrænsning af diagnoser se boks 8.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det skal bemærkes, at de udvalgte diagnoser, analysen ser på, ikke udgør en udtøm-

mende liste, og at der kan være stor forskel på de fysiske og psykiske funktionsnedsæt-

telser, de enkelte lidelser giver anledning til.

I boks 8.2 er de udvalgte diagnoser vist.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

209

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Boks 8.2

Diagnoser i analysen

Følgende diagnoser inddrages for at belyse handicaprelaterede diagnoser:

•

ADHD

Autismespektrum

Cerebral parese (spastisk lammelse)

Downs syndrom

Epilepsi

Erhvervet hjerneskade

Udviklingshæmning (mental retardering)

Diabetes-1

Cøliaki

Listen er ikke udtømmende, idet der findes mange andre diagnoser og funktionsnedsættelser, der kan være

forbundet med et handicap. Diagnosegrupperne baserer sig på indlæggelser, ambulante besøg og skadestue-

kontakter på sygehuse i perioden 1995-2017.

Diagnoser, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kontakter til den regionale sy-

gehuspsykiatri over en femårig periode (2013-2017). I analysen benyttes samme inddeling af diagnoser, som

blev anvendt i forbindelse med afrapporteringen fra styringsgennemgangen af psykiatrien (Sundheds- og

Ældreministeriet, 2018). Der inddrages følgende diagnosegrupper:

•

Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol el. stoffer mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelser mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Væsentlige risikofaktorer for hjemløshed i befolkningen generelt er psykisk sårbarhed

og alkohol- og/eller stofmisbrug. Derudover er lavt uddannelsesniveau, arbejdsløshed

og/eller lav indtægt hos den enkelte person ligeledes risikofaktorer for hjemløshed (Ben-

jaminsen, 2016). I det følgende afsnit undersøges det derfor, hvorvidt der ud fra et fore-

byggende perspektiv har været kendskab til og igangsat kommunale forebyggende for-

anstaltninger og indsatser målrettet de unge, som senere er havnet i hjemløshed.

210

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

8.3 Anbringelser og forebyggende foranstaltninger for hjem-

løse unge

En høj andel af de unge i hjemløshed har været anbragt som børn eller modtaget fore-

byggende foranstaltninger. Andelen af hjemløse unge, som har været anbragt uden for

hjemmet, er 34 pct., hvor det er under 5 pct. af unge som helhed, jf. figur 8.11. Det sam-

me mønster tegner sig, når man ser på, om den unge har modtaget forebyggende foran-

staltninger. Her har 46 pct. af hjemløse unge modtaget forebyggende foranstaltninger,

mens det kun gælder 8 pct. af unge generelt, jf. figur 8.12.

Figur 8.11

Andel der har været anbragt

Figur 8.12

Andel der har modtaget forebyggende for-

anstaltninger

Pct.

Hjemløse personer

(18-29-årige)

Befolkningen

(18-29-årige)

Hjemløse personer

(18-29-årige)

Befolkningen

(18-29-årige)

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan

genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt alle 18-29-årige personer i befolkningsregistreret i

2017. Alderen er opgjort ultimo 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forebyggende foranstaltninger kan eksempelvis være familiebehandling, aflastningsop-

hold eller en fast kontaktperson. Anbringelser uden for hjemmet kan eksempelvis være i

en plejefamilie eller på en døgninstitution.

Over halvdelen af unge i hjemløshed har været i kontakt med kommunale sociale myn-

digheder i deres barndom. Samtidig har indsatsen, i form af anbringelse eller forebyg-

gende foranstaltninger, betydet, at kommunen har haft viden om de udfordringer, den

enkelte unge har haft tidligere i livet. Den iværksatte sociale indsats, målrettet de kon-

krete udfordringer, har dog i disse tilfælde ikke kunnet forhindre, at den unge senere er

havnet i en hjemløsesituation.

Samlet er andelen af unge i hjemløshed, som enten har været anbragt og/eller modtaget

forebyggende foranstaltninger, på 55 pct., jf. figur 8.13. Over halvdelen af alle hjemløse

unge har altså været i kontakt med de sociale myndigheder, inden de fylder 18 år.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

211

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.13

Andel som har været anbragt og/eller modtaget forebyggende foranstaltninger

Pct.

Hjemløse personer (18-29-årige)

Befolkningen (18-29-årige)

Pct.

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan

genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt alle 18-29-årige personer i befolkningsregistreret i

2017. Alderen er opgjort ultimo 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Unge i hjemløshed, som har været anbragt uden for hjemmet i deres barndom, havde of-

test deres seneste anbringelse på en døgninstitution eller opholdssted og langt sjældnere

i en plejefamilie. Over 80 pct. af hjemløse unge, som har været anbragt, var således på

døgninstitution eller på opholdssted, inden de fyldte 18 år, jf. figur 8.14.

Figur 8.14

Seneste anbringelse inden det fyldte 18. år for hjemløse, som har været anbragt

Pct.

100

Pct.

100

Døgninstitution/opholdssted

Plejefamilie

Uoplyst

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som har været anbragt og som indgår i hjemløsetæl-

lingen i 2017 og kan genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

212

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Der er ikke forskel på gruppen af tidligere anbragte hjemløse unge og anbragte unge ge-

nerelt, når man ser på gennemsnitsalderen ved første anbringelse. Blandt de 18-29-

årige, der har været anbragt i løbet af barndommen, er gennemsnitsalderen ved første

anbringelse således 11 år, uanset om man senere er havnet i hjemløshed eller ej.

Unge i hjemløshed har oftere haft kontakt til psykiatrien eller været i stofmisbrugsbe-

handling. Lidt over 57 pct. af de hjemløse unge har en diagnose, der kan være relateret

til psykiske vanskeligheder eller et fysisk eller psykisk handicap. Derudover har 16 pct. af

de unge hjemløse været i stofmisbrugsbehandling i 2017, jf. figur 8.15 og 8.16.

Figur 8.15

Andel der har en diagnose

Figur 8.16

Andel der var i stofmisbrugsbehandling i

2017

Pct.

Hjemløse personer

(18-29-årige)

Befolkningen

(18-29-årige)

Pct.

Hjemløse personer

(18-29-årige)

Befolkningen

(18-29-årige)

Anm.: Opgjort på baggrund af hhv. 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan

genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017, samt alle 18-29-årige personer i befolkningsregistreret i

2017. Alderen er opgjort ultimo 2017. For en nærmere afgrænsning af diagnoser se boks 8.2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

De hyppigste diagnoser blandt unge i hjemløshed er psykiske lidelser og adfærdsmæssi-

ge forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol eller stoffer mv., angst og ADHD.

Mange af de hjemløse unge har også modtaget efterværn i form af anbringelse og/eller

en fast kontaktperson efter det fyldte 18. år. Efterværn er en social indsats, der skal sikre

en god overgang til voksenlivet. Andelen af unge hjemløse, som har modtaget efterværn,

er således 28 pct., jf. figur 8.17.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

213

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.17

Andel af unge hjemløse der har modtaget efterværn

Pct.

Efterværn i form af anbringelse

Efterværn i form af foranstaltninger

Efterværn i alt

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. Man kan modtage efterværn både i form af anbringelse og foran-

staltninger samtidigt, derfor summerer søjlerne ikke til 100 pct. Den sidste søjle ’Efterværn i alt’ er altså efter-

værn i form af anbringelse og/eller foranstaltninger.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Ovenstående resultater betyder ikke, at en anbringelse, en forebyggende foranstaltning

eller en efterværnsindsats ikke er effektfuld for den enkelte. Langt de fleste, der har

modtaget en social indsats i barn- og ungdommen, havner ikke i hjemløshed. Men der er

en tydelig tendens til, at der blandt hjemløse unge er en høj andel, som har modtaget en

indsats, som altså i disse tilfælde ikke har kunnet forhindre, at den unge er havnet i

hjemløshed.

8.4 Forskel i udsathed blandt hjemløse unge

For at komme tættere på forskelle i graden af udsathed inden for gruppen af unge i

hjemløshed er de nedenfor inddelt i tre grupper, jf. figur 8.18:

•

Hjemløse unge, som har været anbragt i løbet af barndommen. Denne gruppe

udgør 34 pct. af alle unge i hjemløshed.

Hjemløse unge, som ikke har været anbragt, men som har modtaget en fore-

byggende foranstaltning eller har fået stillet mindst en af udvalgte diagnoser, jf.

boks 8.2. Samlet udgør denne gruppe 44 pct. af alle unge i hjemløshed

Hjemløse unge, som hverken har været anbragt, modtaget forebyggende foran-

staltning eller har en diagnose. Denne gruppe udgør 22 pct. af alle unge i hjem-

løshed.

•

214

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.18

Indikationer på udsathed blandt hjemløse unge – anbringelse, forebyggende foranstaltninger

og/eller diagnose og ingen af de nævnte indikationer

Pct.

Anbragt

Forebyggende foranstaltning og/eller

diagnose

Ingen af de nævnte indikationer

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. Hvis man har været anbragt, dominerer dette, og man forekommer

altså ikke i de to andre grupper. Det vil sige, hvis man fx har været anbragt og også har en diagnose, fore-

kommer man kun i gruppen med anbragte.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Selvom de tre grupper har meget forskellige baggrunde, varierer hjemløshedssituationen

mellem de tre grupper ikke. På tværs af grupperne gælder det, at næsten 50 pct. overnat-

ter hos familie og venner, mellem 26-29 pct. på forsorgshjem og herberg og 6-8 pct. på

gaden, jf. figur 8.19.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

215

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.19

Hjemløshedssituationen blandt hjemløse unge efter udsathed

Pct.

Gaden

Anbragt

Forsorgshjem og herberg

Famillie/venner

Andet

Ingen af de nævnte indikationer

Forebyggende foranstaltning og/eller udvalgt diagnose

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. ”Andet” omfatter bl.a. personer, der afsoner under Kriminalforsor-

gen, og som skal løslades inden for 1 måned og mangler boligløsning, personer, der opholder sig på et hospi-

tal, og som skal udskrives inden for 1 måned og mangler en boligløsning, samt hjemløse personer, der op-

holder sig i campingvogne og kolonihavehuse eller på veteranhjem og personer, hvor der ikke er kendskab til

typen af hjemløshed. Hvis man har været anbragt, dominerer dette, og man forekommer altså ikke i de to an-

dre kategorier.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Hjemløse unge, som har været anbragt, har oftere lavere uddannelsesniveau samt svage-

re tilknytning til uddannelsessystemet sammenlignet med andre hjemløse unge. Således

har 8 pct. af hjemløse unge, som har været anbragt, gennemført en ungdomsuddannel-

se, mens 36 pct. aldrig er startet på en, jf. figur 8.20.

216

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.20

Uddannelse efter grundskole blandt hjemløse unge

Pct.

100

Pct.

100

Forebyggende foranstaltning og/eller

Ingen af de nævnte indikationer

udvalgt diagnose

Gennemført ungdomsuddannelse

I gang med ungdomsuddannelse

Påbegyndt, men faldet fra

Aldrig påbegyndt ungdomsuddannelse

Anbragt

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. Hvis man har været anbragt, dominerer dette, og man forekommer

altså ikke i de to andre grupper. Det vil sige, hvis man fx har været anbragt og også har en diagnose, fore-

kommer man kun i gruppen med anbragte.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For den gruppe, som hverken har været anbragt, modtaget forebyggende foranstaltnin-

ger eller har en diagnose, har 16 pct. gennemført en ungdomsuddannelse, og 8 pct. er i

gang med en. Det samme gør sig gældende for den gruppe, som har modtaget forebyg-

gende foranstaltninger og/eller har en diagnose.

Der er ligeledes en klar sammenhæng mellem udsathed og socioøkonomisk status.

Hjemløse unge, som har været anbragt, er sjældnere i gang med uddannelse eller i be-

skæftigelse og oftere på kontanthjælp. Blot 12 pct. af de tidligere anbragte hjemløse unge

er i beskæftigelse eller under uddannelse. I gruppen, som hverken har været anbragt,

modtaget en forebyggende foranstaltning eller har en diagnose, er 28 pct. i beskæftigelse

eller under uddannelse, jf. figur 8.21.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

217

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.21

Forsørgelsesgrundlag blandt hjemløse unge

Pct.

Beskæftigelse eller uddannelse

Anbragt

Kontanthjælp

Øvrige midlertidige ydelser

Førtidspension

Pct.

Forebyggende foranstaltning og/eller udvalgt diagnose

Ingen af de nævnte indikationer

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. Socioøkonomisk status er opgjort på baggrund af den primære

indkomstkilde i 2017 (Socio13). Øvrige midlertidige ydelser mv. omfatter bl.a. dagpenge, sygedagpenge og

barsel mv. Hvis man har været anbragt, dominerer dette, og man forekommer altså ikke i de to andre grup-

per. Det vil sige, hvis man fx har været anbragt og også har en diagnose, forekommer man kun i gruppen

med anbragte.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Unge i hjemløshed, som har været anbragt, modtaget forebyggende foranstaltninger el-

ler har diagnoser, er oftere i stofmisbrugsbehandling i året for hjemløsetællingen sam-

menlignet med andre hjemløse unge. Den andel, som har været anbragt, modtaget fore-

byggende foranstaltninger eller har diagnoser, og som er i stofmisbrugsbehandling, er

omkring 17-18 pct., mens andelen er 11 pct. for den sidste gruppe, jf. figur 8.22.

218

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.22

Hjemløse unge der har været i stofmisbrugsbehandling i 2017

Pct.

Anbragt

Forebyggende foranstaltning og/eller

udvalgt diagnose

Ingen af de nævnte indikationer

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som er i stofmisbrugsbehandling i 2017, og som ind-

går i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfindes i befolkningsregisteret i løbet af 2017. Hvis man har været

anbragt, dominerer dette, og man forekommer altså ikke i de to andre grupper. Det vil sige, hvis man fx har

været anbragt og også har en diagnose, forekommer man kun i gruppen med anbragte.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Gruppen af unge i hjemløshed, som har modtaget sociale indsatser i deres barndom, er

ligeledes oftere i hjemløshed i to hjemløsetællinger i træk. Således er 16 pct. af hjemløse

unge fra hjemløsetællingen i 2017, som har været anbragt, også med i 2019-

hjemløsetællingen. Det samme er gældende for 14 pct. i gruppen som har modtaget fo-

rebyggende foranstaltninger og/eller har en diagnose. Cirka 11 pct. af hjemløse unge

uden sociale indsatser er gengangere i 2019-tællingen, jf. figur 8.23. Det skal dog be-

mærkes, at dette ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at personen har været i hjem-

løshed hele perioden.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

219

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.23

18-29-årige hjemløse personer fra 2017, som også optræder i hjemløsetællingen i 2019

Pct.

Anbragt

Forebyggende foranstaltning og/eller

udvalgt diagnose

Ingen af de nævnte indikationer

Anm.: 14 pct. af de hjemløse unge, som optræder i hjemløsetællingen i 2017, er også med i tællingen i 2019. Hvis

man har været anbragt, dominerer dette, og man forekommer altså ikke i de to andre grupper. Det vil sige,

hvis man fx har været anbragt og samtidig har en diagnose, forekommer man kun i gruppen med anbragte.

Kilde: ”Hjemløshed i Danmark 2017” og ”Hjemløshed i Danmark 2019”, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analy-

secenter for Velfærd samt egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Unge i hjemløshed, som tidligere har været anbragt, har altså et lavere uddannelsesni-

veau og har svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end andre hjemløse unge. Ligeledes

er de oftere i stofmisbrugsbehandling og har en større risiko for at være i hjemløshed i

2019. Samtidig er de den gruppe blandt hjemløse unge, som oftest har modtaget efter-

værn. Hele 57 pct. af hjemløse unge, som har været anbragt, har modtaget efterværn, ef-

ter de fyldte 18 år. Det samme er gældende for 19 pct. af gruppen, som tidligere har

modtaget forebyggende foranstaltninger eller har en diagnose, jf. figur 8.24. Dette kan

indikere, at der er behov for en anden tilgang til de unge med de mest komplekse pro-

blemer for at forebygge hjemløshed.

220

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 8

Hvad kendetegner unge i hjemløshed?

Figur 8.24

Modtagelse af efterværn blandt hjemløse unge efter udsathed

Pct.

Anbragt

Forebyggende foranstaltning og/eller udvalgt

diagnose

Ingen af de nævnte indikationer

Pct.

Anm.: Opgjort på baggrund af 18-29-årige hjemløse personer, som indgår i hjemløsetællingen i 2017 og kan genfin-

des i befolkningsregisteret i løbet af 2017. Modtagelse af efterværn dækker både modtagelse af efterværn i

form af anbringelse og/eller foranstaltninger.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

221

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Sociale indsatser kan ses som investeringer, der – i det omfang de virker efter hensigten

– kan give både bedre liv og færre offentlige udgifter på sigt. Senest er der med etable-

ringen af Den Sociale Investeringsfond i 2019 kommet et helt nyt redskab i den socialpo-

litiske værktøjskasse. Fonden skal fremme investeringstankegangen bredt på velfærds-

områderne gen-nem sociale investeringsprogrammer, der er en ny form for offentlig-

private partnerskaber i Danmark. Partnerskaberne kan blandt andet omfatte kommu-

ner, serviceleverandører og investorer.

Et strategisk og systematisk arbejde med udvikling og udbredelse af virksomme sociale

indsatser er helt afgørende for at løfte investeringsdagsordenen. Viden om, hvad der vir-

ker, hvordan det virker og hvad det koster, er grundlaget for at beregne et afkast af en

investering og derfor bredt efterspurgt blandt kommuner samt andre aktører og interes-

senter på socialområdet. Hvis en kommune skal kunne tilrettelægge socialpolitikken i et

investerings-perspektiv, er det en forudsætning, at de kan regne på konsekvenser i et

flerårigt og tværgående perspektiv.

Dette kapitel giver – blandt andet – på den baggrund en status på Social- og Indenrigs-

ministeriets arbejde med at udvikle og udbrede virksomme sociale indsatser og omsætte

denne viden til konkrete input til, hvad kommunerne kan få af afkast ved at investere i

indsatserne. Det sker med afsæt i to hjørnesten i ministeriets arbejde med investerings-

tankegangen: Udviklings- og investeringsprogrammerne på socialområdet (UIP’erne) og

Den Socialøkonomi-ske Investeringsmodel (SØM).

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

60 kommuner samarbejder aktuelt (november 2019) med Social- og Indenrigsmini-

steriet om udvikling eller udbredelse af virksomme sociale indsatser i regi af

UIP’erne på socialområdet. Siden 2017 er der prioriteret 21 initiativer inden for

UIP’erne. Arbejdet sker i tæt samarbejde med leverandører og faglige eksperter på

socialområdet.

Arbejdet i UIP’erne baserer sig på

Strategi for udvikling af sociale indsatser.

Stra-

tegien er et fagligt redskab, som skal sikre et systematisk og målrettet udviklingsar-

bejde med indsatser på det sociale område. Hvor de afsatte ressourcer anvendes

mest effektivt og hensigtsmæssigt til gavn for udsatte og sårbare mennesker og for

samfundet i bred forstand.

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

223

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

•

SØM skal være med til at styrke det politiske beslutningsgrundlag for at omlægge og

investere i nye sociale indsatser ved at understøtte beregninger af de budgetøkono-

miske konsekvenser forbundet med at iværksætte sociale indsatser lokalt i en kom-

mune. Beregninger på modellen sker med udgangspunkt i konkrete sociale indsat-

ser.

Siden lanceringen af SØM i januar 2018 har 76 kommuner i modtaget uddannelse i

eller introduktion til at anvende modellen (november 2019).

SØM-beregninger kan ikke stå alene i politiske beslutninger om at investere i kon-

krete sociale indsatser, men skal kombineres med andre relevante socialpolitiske

hensyn såsom den livskvalitet og progression, der skabes for den enkelte ved succes-

fulde indsatser. Beregningerne skal også ses i sammenhæng med generelle politiske

prioriteringer, fx et politisk ønske om at gøre en særlig indsats for en bestemt

gruppe af sårbare og udsatte mennesker.

•

9.1 Udviklings- og investeringsprogrammerne

Der er samlet afsat ca. 500 mio. kr. på finansloven til Udviklings- og Investeringspro-

grammerne (UIP’erne) på socialområdet. Midlerne er permanente og udmøntes over fire

år, dvs. der udmøntes årligt i størrelsesordenen 60-70 mio. kr. til hhv. voksen- og børne-

/ungeområdet. Handicapområdet er dækket af begge programmer.

Formålet med programmerne er at understøtte en mere vidensbaseret og effektfuld soci-

alpolitik med afsæt i metoder og indsatser, som efterspørges i kommunerne. Samtidig

bidrager UIP’erne til videreudviklingen af Den Socialøkonomiske Investeringsmodel

(SØM), idet de dokumenterede effekter fra udviklede metoder under programmerne så

vidt muligt tilføjes i SØMs vidensdatabase, således at kommunernes beregninger på

SØM kan tage udgangspunkt i et mere solidt vidensgrundlag.

UIP’erne retter sig først og fremmest mod socialområdet, men kan også omfatte projek-

ter med snitfladeproblematikker til andre velfærdsområder. Projekter kan eksempelvis

gå på tværs af beskæftigelses- og socialområdet, hvis det tværgående element bidrager

til at løse en social problemstilling. UIP’erne er på den måde både en politisk og faglig

ramme og en central del af udviklingen af vidensgrundlaget for Social- og Indenrigsmi-

nisteriets arbejde med at udvikle og udbrede virksomme indsatser og investeringsdags-

ordenen på socialområdet. Der er samtidig en tæt kobling mellem UIP’erne og Den Soci-

ale Investeringsfond, jf. boks 9.1.

224

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Boks 9.1

Den Sociale Investeringsfond og UIP’erne

Som en del af aftalen om satspuljen for 2018 blev det besluttet at etablere Den Sociale Investeringsfond

(DSI), der skal investere i sociale og andre indsatser bredt på velfærdsområderne. Fonden er opdelt i to un-

derfonde:

•

En investeringsfond, som skal investere i sociale investeringsprogrammer

En udviklingsfond, der skal udvikle og modne sociale investeringsprogrammer

De sociale investeringsprogrammer skal sikre, at indsatserne både skaber bedre resultater for modtagerne af

de forskellige indsatser og mindsker de offentlige udgifter. Programmerne er bl.a. inspireret af en række EU-

og OECD-lande, herunder Finland, hvor der de seneste år er udviklet nye former for offentligt-private part-

nerskaber baseret på resultatkontrakter med en række aftalte resultatmål for forskellige indsatser. Fonden

har en startkapital på 78 mio. kr., hvor 50 mio. kr. er afsat til investeringsfonden og 28 mio. kr. er afsat til

udviklingsfonden.

Der er en tæt sammenhæng mellem DSI og UIP’erne, hvor begge har til formål at udvikle og investere i soci-

ale indsatser, hvor fokus er på at udbrede virksomme og omkostningseffektive indsatser. Det fremgår såle-

des også af satspuljeaftalen for 2019, der etablerede UIP på børne- og ungeområdet, at ”programmet skal

ses i relation til Den Sociale Investeringsfond, hvor der kan ske en større udrulning af indsatser, der efter en

gennemafprøvning i Udviklings- og Investeringsprogrammet, har vist sig særligt effektfulde.” Som med

UIP’erne er en del af formålet med DSI ligeledes at bidrage til videreudviklingen af vidensdatabasen i Den

Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).

Læs mere om Den Sociale Investeringsfond på www.dsi.dk.

Nye virksomme indsatser under UIP’erne udvikles i tæt samarbejde med kommuner, re-

gioner, leverandører, faglige eksperter og andre aktører på socialområdet. Eksempelvis

vil en indsats til psykisk sårbare børn og unge kunne styrke samarbejdet mellem den

kommunale og regionale psykiatri, overgangen fra børne- til voksenområdet og sam-

menhængen på tværs af eksempelvis beskæftigelses- og socialforvaltninger.

Ministeren og ordførerne for kredsen af partierne bag UIP’ernbag tager årligt politisk

stilling til udmøntningen af midlerne under programmerne. Denne stillingtagen sker ef-

ter indstilling fra en faglig styregruppe med deltagelse af kommuner, faglige organisatio-

ner og vidensinstitutioner. Hvert år er der på den måde mulighed for, at kommuner, re-

gioner og andre aktører kan pege på relevante udviklings- og udbredelsesinitiativer, der

retter sig mod identificerede behov for ny viden og nye løsninger på socialområdet. Her

spiller Socialpolitisk Redegørelse, andre videnskilder i blandt andet Socialstyrelsen og

surveys gennemført af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE),

der afdækker kommunernes oplevede udfordringer på socialområdet, en central rolle, jf.

også kapitel 10.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

225

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

UIP’erne står på

Strategi for udvikling af sociale indsatser

som fundament. Kernen i

strategien er en fasemodel, der består af fire faser (screeningsfasen, modningsfasen, af-

prøvningsfasen og udbredelsesfasen), som skal sikre en faglig stringent systematik i ind-

satsudviklingen, hvor ressourcerne anvendes så effektivt og hensigtsmæssigt som mu-

ligt, jf. boks 9.2.

Boks 9.2

Strategi for udvikling af sociale indsatser

Strategien for udvikling af sociale indsatser, der blev lanceret i 2017, og den tilhørende drejebog sætter kva-

litetsstandarden for Social- og Indenrigsministeriets arbejde med at udvikle og udbrede virksomme indsat-

ser, herunder arbejdet i regi af UIP’erne på socialområdet.

Strategien indeholder en fasemodel, som består af fire faser: Screeningsfasen, modningsfasen, afprøvnings-

fasen og udbredelsesfasen, jf. figur 9.1.

Figur 9.1

Faserne i Strategi for udvikling af sociale indsatser

Screening

Modning

Afprøvning

Udbredelse

Ud fra tydelige kriterier træffes der mellem hver fase beslutning om, hvorvidt udviklingsarbejdet kan fort-

sætte, eller om de foreløbige erfaringer i udviklingsarbejdet viser behov for at forlænge en fase, gøre den om

eller eventuelt helt at opgive indsatsen. Kriterierne er indsatsens virkning, økonomi, implementering, efter-

spørgsel og realistisk drift.

Centralt i strategien er dermed, at virksomme sociale indsatser skal være

efterspurgt

af de relevante aktører

på socialområdet, for at det er realistisk, at de vil blive implementeret, og dermed give resultater for den en-

kelte. Eksempelvis skal kommunerne se en ny indsats til psykisk sårbare unge som et godt og realistisk svar

på den udfordring, kommunerne oplever, hvis der skal være basis for at udbrede indsatsen til kommunerne.

Kilde: Børne- og Socialministeriet (2017a).

226

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

UIP’erne har et flerårigt perspektiv, og udviklingsarbejdet sker i alle faser i samarbejde

med kommuner m.fl. Boks 9.3 giver et konkret eksempel på en indsats, som er gået fra

afprøvningsfasen til udbredelsesfasen i UIP’en på voksenområdet.

Boks 9.3

Overgangen fra afprøvning til national udbredelse af misbrugsbehandlingsmetoden MOVE

MOVE er en misbrugsbehandlingsindsats, som består af 12 samtaler efterfulgt af seks måneders opfølg-

ningsbehandling. Målgruppen for MOVE er unge og voksne mellem 15 og 25 år med et behandlingskræ-

vende forbrug af cannabis, centralstimulerende stoffer og/eller hallucinogener.

Grundelementerne i MOVE er samtaleteknikkerne Motiverende Interview og Kognitiv Adfærdsterapi. Disse

suppleres med støttende elementer i form af gavekort, påmindelser på SMS, skriftlig kontakt og statusbreve.

MOVE blev afprøvet systematisk som led i "Metodeprogrammet om stofmisbrugsbehandling" i ni kommu-

ner fra 2014 til 2018. Afprøvningen viste stærke resultater og viser således, at halvdelen af de unge er stof-

frie ni måneder efter indskrivning. Det er væsentligt bedre resultater end andre indsatser for stofmisbrugs-

behandling for samme målgruppe.

Den økonomiske evaluering af MOVE, som er udført i en række kommuner, bl.a. ved brug af SØM, viser, at

det økonomiske nettoresultat pr. deltager i deltagerkommunerne varierer inden for et spænd på mellem

60.800 kr. og 69.300 kr. Resultatet er gældende for kommuner, der har deltaget i et afprøvningsprojekt, og

kan ikke nødvendigvis generaliseres til andre kommuner.

På baggrund af de gode resultater i afprøvningen samt en vurdering af en generel god efterspørgsel efter

MOVE i kommunerne, blev det i UIP’en på voksenområdet besluttet at udbrede MOVE til flere kommuner i

perioden 2019-2021. 15 kommuner vil på den baggrund modtage undervisning i metoden fra en uddannel-

sesleverandør og implementeringsstøtte fra Socialstyrelsen.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

227

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Der er aktuelt 21 initiativer i UIP’erne fordelt på de fire faser i strategien for udvikling af

sociale indsatser, jf. tabel 9.1.

Tabel 9.1

Initiativerne i udviklings- og investeringsprogrammerne på socialområdet fordelt på faserne i

strategien for udvikling af sociale indsatser

Screening

Aftaleår

2017 (voksne)

- Gruppebaseret

bostøtteforløb

Investering i efter-

værn

- Personer med

ADHD og rusmid-

ler

- Mennesker med

psykiske lidelser

og samtidigt mis-

brug

- Kommunale ind-

satser og metoder

vedrørende spise-

forstyrrelse og

selvskadende ad-

færd

- Indsatser til

voldsudsatte kvin-

der og mænd

- Forebyggende

indsatser til psy-

kisk sårbare unge

- Metoder til unge

med autisme og

overgangen til et

selvstændigt liv

- MOVE på stof-

misbrugsområdet

som gruppeindsats

til unge

-Tilpasset ACT til

personer med

komplekse pro-

blemstillinger

- Målrettet støtte til

forældre under an-

bringelsen

- Styrket lærings-

miljø for anbragte

Styrket familiebe-

handling

- Rusmiddelbe-

handling til de

mest belastede

unge voksne

- Indsats til menne-

sker med psykiske

vanskeligheder og

samtidigt misbrug

på botilbud

- Styrket og hel-

hedsorienteret til-

gang for udsatte

unge på kanten af

uddannelse og be-

skæftigelse

- Model for samar-

bejde og indsatser

til børn og unge

med bekymrende

skolefravær

- Udbredelse af bo-

støttemetoderne

CTI, SFT og ÅD

- Fortsat udbre-

delse af bostøtte-

metoderne CTI,

SFT og ÅD

Modning

Afprøvning

Udbredelse

2018 (voksne)

2019 (voksne)

- MOVE på stof-

misbrugsområdet

til unge

- Fortsat udbre-

delse af CTI, SFT

og ÅD

2019 (børn og unge)

- Stepping Stones

2020 (voksne)

- Mestringsindsats

til unge og voksne

med opmærksom-

hedsforstyrrelser

2020 (børn og unge)

228

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

9.2 Samarbejdet om UIP’erne

Kommuner, regioner og andre aktører har mulighed for at samarbejde med Social- og

Indenrigsministeriet om at udvikle og udbrede virksomme sociale indsatser i regi af

UIP’erne. Kommuner m.fl. får dermed mulighed for at præge den nationale udvikling af

socialpolitiske løsninger med egen viden og erfaringer og får en genvej til implemente-

ring af ny viden.

Programmerne giver også mulighed for at kommuner m.fl. kan implementere afprøvede

virksomme indsatser i et tæt samarbejde med andre kommuner, centrale fagpersoner på

området og Socialstyrelsen. Det gælder eksempelvis implementeringen af Stepping

Stones, der et kursus til forældre til børn, som har et handicap. Stepping Stones har fo-

kus på at støtte forældrenes mestring af situationen og er tidligere afprøvet med positive

resultater, hvorfor den nu udbredes. Støtten til kommunerne m.fl. består i at uddanne

medarbejdere i indsatsen, monitorere indsatsen samt, at Socialstyrelsen rådgiver om

implementering af indsatsen.

60 kommuner samarbejder i 2019 (november 2019) med Social- og Indenrigsministeriet

om udvikling og udbredelse af virksomme sociale indsatser i regi af UIP’erne, jf. figur

9.2 og 9.3. Der er tale om 26 kommuner i udviklingsarbejdet, og 48 kommuner, som im-

plementerer virksomme indsatser gennem programmerne.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

229

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Figur 9.2

26 kommuner deltager i ét eller flere udvik-

lingsinitiativer

Figur 9.3

48 kommuner implementerer én eller flere

virksomme indsatser

Anm.: Ultimo 2019. Den lyseblå farve betyder, at kommunen indgår i ét initiativ eller implementerer én indsats. Den

mørkeblå farve betyder, at kommunen indgår i to eller flere initiativer eller implementerer to eller flere indsat-

ser.

Kilde: Socialstyrelsen.

9.3 Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

SØM skal fremme investeringstankegangen på socialområdet, blandt andet ved at syn-

liggøre de økonomiske gevinster, der kan være forbundet med investeringer i forebyg-

gelse og vidensbaserede indsatser. Den første version af SØM blev offentliggjort i januar

2018, og i oktober 2018 blev der offentliggjort en udvidet model, som omfatter børne- og

ungeområdet.

Helt konkret kan SØM hjælpe kommunerne med at foretage systematiske vurderinger af

de økonomiske konsekvenser ved sociale indsatser og få en længere tidshorisont på ind-

satserne, jf. boks 9.4.

230

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Boks 9.4

Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM)

SØM består af to dele:

•

En beregningsramme, hvori man får en samlet opgørelse over budgetøkonomiske nettoresulta-

ter relateret til en konkret social indsats og baseret på de tal og antagelser om effekter, priser og

økonomiske konsekvenser, brugerne selv indtaster.

•

En vidensdatabase, der indeholder en række effektstudier og viden om priser og økonomiske

konsekvenser for udvalgte målgrupper. Vidensdatabasen kan bruges som inspiration til bereg-

ninger i SØMs beregningsramme.

•

Effektstudierne og de estimerede priser og konsekvenser kan bidrage til at kvalificere brugernes

skøn over størrelsen af effekten på den konkrete indsats, som der regnes på. Det er ikke muligt

med modellen at sige, om de beregnede konsekvenser rent faktisk følger som resultat af den

konkrete indsats. Det skal ses i lyset af, at der generelt ikke findes viden om de afledte økonomi-

ske konsekvenser af sociale indsatser i dag. SØMs vidensdatabase indeholder viden og estimater

for 7 hovedmålgrupper på børne- og ungeområdet, som er underopdelt på alder, hhv. 6-13 årige

og 14-17 årige. Der arbejdes på, at 0-5 årige også kan inkluderes i modellen. På voksenområdet

omfatter modellen 10 hovedmålgrupper.

•

SØM er således en budgetøkonomisk model, der kan anvendes til at beregne de økonomiske

konsekvenser af konkrete sociale tiltag og indsatser lokalt i en kommune, baseret på antagelser

om, hvad effekten af en indsats kan være. SØM giver derimod ikke mulighed for uden videre at

skønne over konsekvenserne ved at tilføre socialområdet flere midler generelt, herunder fra cen-

tralt hold (hvilket heller ikke har været formålet med at udvikle modellen). Arbejdet med at ud-

vikle, konsolidere og forbedre modellen fortsætter i de kommende år. SØM er udviklet af VIVE

og Incentive for Socialstyrelsen.

SØM-beregninger udarbejdes med udgangspunkt i brugerindtastede antagelser og for-

udsætninger baseret på det lokale, kommunale niveau vedrørende konkrete indsatser fx

med inspiration fra modellens vidensdatabase, som indeholder aktuelt bedste viden om

danske og internationale effektstudier på det sociale område for de målgrupper, der ind-

går modellen. Antagelser og forudsætninger vedrører blandt andet omkostninger for-

bundet med at drive indsatsen i kommunen, indsatsens effekter mv. De antagelser, for-

udsætninger og estimater, der regnes ud fra, er afgørende for, hvor realistisk et resultat

en SØM-beregning giver, og resultatet vil derfor indeholde en del usikkerhed. Brugerne

af SØM opfordres endvidere til løbende at opdatere SØM-beregningerne i takt med, at

indsatserne gennemføres, og konsekvenserne realiseres.

Et eksempel på, hvordan SØM kan bruges på børne- og ungeområdet, er en kommune,

der gerne vil give en særlig indsats til børn og unge med angst. Her findes der i dag nogle

gode, veldokumenterede metoder, kommunen vil kunne gøre brug af, fx Cool Kids.

Her kan SØM hjælpe kommunen med at skabe et overblik over, hvad det vil koste at ind-

føre den nye indsats, og med at vurdere, om der er andre økonomiske konsekvenser,

Socialpolitisk Redegørelse 2019

231

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

som bør tages med i det samlede regnestykke. For eksempel om der er penge at spare,

ved at færre i målgruppen får brug for psykiatrisk behandling. Kommunen vil også

kunne se, om indsatsen samlet set ser ud til at give et overskud på sigt, alt efter hvor suc-

cesfuld den viser sig at være.

Til dette kan Socialstyrelsens økonomiske analyse af indsatsen i SØM anvendes som af-

sæt, jf. boks 9.5.

Beregningen viser et samlet forventet positivt budgetøkonomisk nettoresultat, som pri-

mært skyldes færre udgifter over tid til sociale foranstaltninger til børn og unge under 18

år. Dertil kan kommunerne bruge egne data til at justere i tallene og estimaterne i bereg-

ningen efter de lokale forhold.

SØM-beregninger kan ikke stå alene i beslutninger om at investere i konkrete sociale

indsatser i en lokal sammenhæng. SØM beregner det bedste bud på

budgetøkonomiske

konsekvenser

for det offentlige ved at investere i en konkret indsats, men investeringer

på socialområdet skal også i høj grad vurderes ud fra andre hensyn såsom den livskvali-

tet og progression, den konkrete indsats medfører for den enkelte modtager.

232

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Boks 9.5

Beregningseksempel i SØM af Cool Kids

Socialstyrelsen udgav i oktober 2019 en økonomisk analyse af behandlingsprogrammet Cool Kids, som er et

behandlingsprogram for børn og unge med angst i alderen 6-12 år. Analysen indeholder et beregningsek-

sempel i SØM som illustrerer, hvordan SØM kan anvendes i en fiktiv kommune til at få overblik over de

budgetøkonomiske konsekvenser over tid ved at benytte Cool Kids for en konkret målgruppe. Forudsætnin-

gerne for beregningseksemplet og resultaterne er nærmere uddybet i bilag 9.1.

Beregningseksemplet viser et positivt økonomisk nettoresultat af indsatsen Cool Kids, dvs. at omkostnin-

gerne til indsatsen mere end opvejes af de samlede budgetøkonomiske konsekvenser i det opstillede scena-

rie. Alerede fra første år er der et positivt nettoresultatet, og det samlede (summerede) nettoresultat stiger

år for år, jf. figur 9.4. Resultatet afspejler, at Cool Kids er en relativ billig indsats, mens det budgetøkonomi-

ske potentiale for den pågældende målgruppe ved især at færre unge senere modtager en social indsats, er

stort.

Figur 9.4

Nettoresultat over tid ved drift af Cool Kids i tre år i en kommune

Mio. kr.

0,5

Mio. kr.

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

2019

2020

Kommune

2021

2022

Region

2023

Stat

2024

2025

2026

Summeret nettoresultat

2027

0,0

Konkret er der i beregningseksemplet et nettoresultat for den fiktive kommune set over en 9-årig periode på

ca. 3,4 mio. kr. ved at kommunen gennemfører gruppeforløb for 54 børn og deres familier over tre år. Desu-

den tilfalder i den samme 9-årige periode ca. 550.000 kr. af de samlede budgetøkonomiske konsekvenser

staten, mens ca. 470.000 kr. tilfalder regionen. Det samlede nettoresultat for kommune, region og stat for-

bundet med Cool Kids, ved drift i tre år i en kommune udgør ifølge beregningseksemplet ca. 4,4 mio. kr.,

svarende til 81.000 kr. pr. deltager. Den største budgetøkonomiske gevinst ved et succesfuldt Cool Kids for-

løb er ifølge beregningseksemplet at udgifterne til sociale foranstaltninger til børn og unge under 18 år fal-

der.

Det bemærkes, at resultaterne kan være overestimerede, fordi der ikke er fuldstændig overensstemmelse

mellem Cool Kids’ målgruppe og effektmål og SØMs målgruppe og succesmål, jf. beregningseksemplets for-

udsætninger i bilag 9.1.

Anm.: Periode: 2019-2027, 2018-pl, alle aktører, succesrate 20 pct.

Kilde: Socialstyrelsen (2019).

Socialpolitisk Redegørelse 2019

233

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

9.4 SØM – også et værktøj til faglig refleksion

SØM har et stort anvendelsespotentiale som en del af en lokal, faglig refleksion ved ud-

vikling og afprøvning af virksomme indsatser. Dette sker fx på hjemløseområdet, hvor

fire kommuner sammen med Socialstyrelsen anvender SØM til at vurdere konkrete in-

vesteringer i støtte til mennesker i langvarig hjemløshed.

Ansøgningspuljen ”Støtte til borgere i langvarig hjemløshed” blev vedtaget som en del af

satspuljeaftalen for 2018 med det formål at støtte kommunale investeringer i indsatsen

over for langvarigt hjemløse. Der blev afsat 19,8 mio. kr. i puljen, og projektet løber i pe-

rioden 2018-2021.

Som en del af ansøgningen til puljen skulle kommuner udarbejde en potentialebereg-

ning (business case) for at beskrive investeringspotentialet for den indsats, kommunen

søgte støtte til. SØM kunne anvendes til denne potentialeberegning. På baggrund af an-

søgningerne blev kommunerne Esbjerg, Frederikshavn, Randers og København valgt til

at indgå i projektet.

I regi af ansøgningspuljen arbejder kommunerne med at omlægge indsatsen til langva-

rigt hjemløse, fx gennem en modificeret udgave af bostøttemetoden ACT (Assertive

Community Treatment), som er en metode til en styrket tværfaglig indsats til mennesker

med komplekse problemstillinger. Kommunerne regner løbende i SØM på de budget-

økonomiske konsekvenser af den konkrete lokale omlægning. Beregningerne opdateres

igennem projektperioden på baggrund af den enkelte kommunes egne data for indsat-

sens omkostninger, den målgruppe, der rekrutteres til indsatsen, og de resultater som

rent faktisk opnås i kommunen.

Efter projektperioden kan kommunerne anvende SØM-beregninger med egne data fra

projektperioden sammenholdt med de faglige erfaringer til at træffe beslutning om en

eventuel videreførelse eller udvidelse af den omlagte indsats. På den måde er SØM med

til at understøtte et bredt perspektiv på sociale indsatser, som integrerer socialfaglige og

økonomifaglige aspekter.

I kraft af at SØM beregner konsekvenser på tværs af sektorområder og på tværs af kom-

mune, region og stat, giver SØM desuden bedre grundlag for at føre en dialog på tværs af

sektorområder i kommunen.

234

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

9.5 Uddannelse af kommuner i SØM

Kommuner, som ønsker at bruge SØM, kan komme på uddannelse i anvendelsen af mo-

dellen. Incentive og VIVE afholder for Socialstyrelsen uddannelserne i SØM. Kurserne

afholdes flere steder i landet. Alle kommuner, som indgår i udviklings- og investerings-

programmerne, tilbydes ligeledes uddannelse i SØM.

76 kommuner havde i november 2019 modtaget uddannelse eller introkursus i at an-

vende SØM, jf. figur 9.5.

Figur 9.5

76 kommuner har modtaget uddannelse eller introkursus i Den Socialøkonomiske Investe-

rings-model, november 2019

Anm.: Incentive og VIVE afholder for Socialstyrelsen uddannelse i SØM. Kurserne afholdes flere steder i landet.

Kilde: Socialstyrelsen.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

235

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Uddannelsen i SØM består af en generel brugeruddannelse og en superbrugeruddan-

nelse. Den generelle brugeruddannelse består af to kursusdage med ca. fem ugers mel-

lemrum, hvor hensigten er, at deltagerne arbejder med SØM lokalt i egen organisation

mellem de to kursusdage. Målgruppen for kurserne er ledere, økonomimedarbejdere

samt socialfaglige medarbejdere. Superbrugeruddannelsen består af online webinarer og

retter sig primært mod SØM-brugere, som ønsker at dykke mere ned i SØM, eksempel-

vis så vedkommende kan undervise kolleger fra egen organisation i at bruge SØM.

236

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Bilag 9.1 Forudsætninger og uddybning af resultater i bereg-

ningseksemplet med Cool Kids

Beregningseksemplet af Cool Kids tager udgangspunkt i et scenarie, hvor Cool Kids

etableres i en kommune, som gennemfører tre årlige gruppeforløb, der hver rummer

seks børn og deres familier. Indsatsen løber over tre år, hvor der i alt gennemføres grup-

peforløb for 54 børn og deres familier.

Målgruppe

Det vurderes, at Cool Kids’ målgruppe og SØMs målgruppe ”Børn og unge med angst,

depression eller anden affektiv lidelse: 6-13 år” ligner hinanden tilstrækkeligt til, at det

er meningsfuldt at gennemføre en SØM-beregning. Resultaterne skal dog fortsat læses

med varsomhed, idet målgruppen for Cool Kids har mildere udfordringer end SØM-mål-

gruppen, og der derfor muligvis er et større økonomisk potentiale ved at tilbyde indsat-

sen til SØM-målgruppen end til Cool Kids-målgruppen. Dette betyder, at SØM-bereg-

ningen formentlig overvurderer de budgetøkonomiske konsekvenser.

Omkostninger

I beregningseksemplet antages, at en kommune gennemfører tre hold pr. år à seks børn

og familier, og at omkostningerne svarer til ca. 10.350 kr. pr. påbegyndt barn. I bereg-

ningen antages, at Cool Kids tilbydes i tre år, hvorefter indsatsen lukkes ned. Den sam-

lede omkostning pr. år er 227.275 kr. i det første år og 164.652 kr. pr. år i de følgende to

år. Omkostningerne er højere første år pga. særlige opstartsomkostninger. Omkostnin-

gerne stammer fra Socialstyrelsens omkostningsberegning vedr. Cool Kids fra 2018.

Effekt

Der er fire effektstudier af Cool Kids i SØMs vidensdatabase. Studierne viser statistisk

signifikante effekter i forhold til at reducere barnets angstsymptomer målt med valide-

rede spørgeskemaer. SØM regner ikke direkte med effekterne fra Cool Kids-studierne,

men anvender SØMs målgruppe og succesmål for ”Børn og unge med angst, depression

eller anden affektiv lidelse”. Derfor skal resultaterne læses med varsomhed, da der kun

er delvist overlap mellem de to målgrupper og succesmål. Der arbejdes i beregningsek-

semplet med en succesrate på 20 pct. Det betyder, at det i beregningen antages, at 20

pct. af målgruppen, der ikke ellers ville have opfyldt succesmålet, rykker op i succes-

gruppen som følge af Cool Kids.

De danske effektstudier af Cool Kids viser statistisk signifikante reduktioner i deltager-

nes angstsymptomer efter indsatsen og samtidig en statistisk signifikant forbedring af

øvrige outcome-variable såsom depressive symptomer, selvforståelse hos barnet/den

unge og deltagelse i hverdagslivet for både forældre og børn/unge. Disse konsekvenser

indgår ikke i SØMs beregning, som udelukkende er en budgetøkonomisk analyse af ud-

gifter og indtægter for det offentlige. Det er derfor vigtigt også at tage sådanne positive

konsekvenser i betragtning, når man som kommune skal træffe beslutning om en inve-

stering i Cool Kids.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

237

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 9

Investeringer i virksomme sociale indsatser

Økonomiske konsekvenser

De generelle konsekvensestimater i SØMs vidensdatabase anvendes til at estimere de

økonomiske konsekvenser forbundet med, at Cool Kids behandlingen er succesfuld for

det enkelte barn. Anvendelse af konsekvensestimaterne i SØMs vidensdatabase skal li-

geledes bruges varsomt, da der som nævnt kun delvist er overlap mellem Cool Kids’ mål-

gruppe og effektmål og SØMs målgruppe og succesmål.

Se i øvrigt Socialstyrelsen (2019).

238

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne-

og ungeområdet

Det er en central opgave for Social- og Indenrigsministeriet at understøtte den fortsatte

udvikling af kvalitet i indsatsen på det specialiserede børne- og ungeområde. Når der i

den sammenhæng skal foretages nationale vurderinger af, hvor der er behov for udvik-

ling og udbredelse af ny viden, og hvor der er behov for at sætte ind på andre måder, er

det nødvendigt at have et indgående kendskab til kommunernes perspektiver på udfor-

dringer på området.

På den baggrund har Social- og Indenrigsministeriet bedt Det Nationale Forsknings- og

Analysecenter for Velfærd (VIVE) om at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse, der

for første gang skaber et samlet og bredt overblik over kommunernes oplevelse af de ak-

tuelle udfordringer på det specialiserede børne- og ungeområde. Resultaterne af spørge-

skemaundersøgelsen fortæller, hvor kommunerne oplever arbejdet med henholdsvis so-

cialt udsatte børn og unge og børn og unge med handicap som udfordrende, men siger

ikke noget om kvaliteten af det sociale arbejde. Kapitlet ligger i forlængelse af Socialpoli-

tisk Redegørelse 2018, hvor der tilsvarende blev præsenteret en undersøgelse af kom-

munernes oplevelse af de aktuelle udfordringer på voksenområdet.

Kapitlet falder i to dele. Indledningsvist præsenteres de centrale resultater fra VIVE’s

spørgeskemaundersøgelse. Herefter præsenteres eksempler på, hvordan Social- og In-

denrigsministeriet via udvikling og implementering af virksomme indsatser understøtter

kommunernes arbejde med at håndtere de enkelte udfordringer.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:

•

VIVE’s spørgeskemaundersøgelse viser, at kommunerne især oplever en række ud-

fordringer relateret til otte specifikke målgrupper på det specialiserede børne- og

ungeområde. Det gælder i særlig høj grad udfordringer i forhold til en stigende

gruppe af psykisk sårbare børn og unge samt børn og unge med autisme, ADHD el-

ler lignende problematikker, hvor henholdsvis 64 pct. og 63 pct. af kommunerne pe-

ger på store eller ret store udfordringer.

Omkring halvdelen af kommunerne peger ligeledes på udfordringer i forhold til at

understøtte skolegang og modvirke fravær blandt udsatte børn og unge og børn og

unge med handicap samt udfordringer med målgruppen af unge med meget kom-

plekse problemstillinger.

•

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

241

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

•

Ifølge VIVE’s spørgeskemaundersøgelse peger kommunerne også på en række gene-

relle tværgående udfordringer på børne- og ungeområdet. Udfordringerne består

blandt andet i at sikre sammenhæng i indsatsen på tværs af fagområder og i at sikre

et tilstrækkeligt styringsgrundlag i kommunerne. Dertil kommer udfordringer i ar-

bejdet med omlægningen til en tidligere og mere forebyggende indsats målrettet

børn, unge og familier samt med at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen på børne- og

ungeområdet.

Social- og Indenrigsministeriet understøtter på forskellige måder kommunernes ar-

bejde med at håndtere de oplevede udfordringer, så udsatte børn og unge og børn og

unge med handicap modtager en så effektiv indsats som muligt. Det sker blandt an-

det via forskellige implementeringsunderstøttende aktiviteter, som fx rådgivning til

kommunerne om, hvordan den sociale indsats kan styrkes.

•

10.1 Aktuelle udfordringer

I foråret 2019 har VIVE gennemført en spørgeskemaundersøgelse af kommunernes op-

levelse af aktuelle udfordringer på børne- og ungeområdet på opdrag fra Social- og In-

denrigsministeriet. Med afsæt i resultaterne af denne spørgeskemaundersøgelse redegø-

res der i dette afsnit for kommunernes oplevelse af de største aktuelle udfordringer i

arbejdet med udsatte børn og unge samt børn og unge med handicap.

Forud for spørgeskemaundersøgelsen er der gennemført interviews med 12 kommunale

chefer på området og inddraget viden fra en række centrale forsknings- og evaluerings-

rapporter. Spørgeskemaundersøgelsen er udarbejdet på baggrund af resultaterne i

denne foranalyse og afdækker omfanget og karakteren af de identificerede udfordringer.

VIVE understreger i denne sammenhæng, at det i fortolkningen af spørgeskemaunder-

søgelsens resultater er væsentligt at have for øje, at de målgrupper og typer af udfordrin-

ger, der undersøges, er udvalgt via forundersøgelsen netop, fordi kommunerne aktuelt

oplever udfordringer på disse områder. Man kan derfor ikke på grundlag af undersøgel-

sen konkludere, at de områder, hvor kommunerne oplever relativt mindre udfordringer,

er områder, hvor der ikke er behov for fortsat udvikling, herunder understøttelse af

kommunerne fra centralt hold.

85 af landets kommuner har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, som er besvaret af

kommunale social- og fagchefer. Spørgeskemaundersøgelsen er detaljeret beskrevet i

VIVE’s afrapportering fra 2019:

Kommunernes perspektiver på centrale udfordringer

på børne- og ungeområdet.

Foranalysen pegede på, at kommunerne aktuelt oplever udfordringer i forhold til otte

konkrete målgrupper samt fire udfordringer, der relaterer sig til den generelle tilrette-

læggelse af det specialiserede børne- og ungeområde jf. boks 10.1.

242

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Boks 10.1

Kommunale udfordringer identificeret i VIVE’s foranalyse

Generelle udfordringer:

•

Lokal faglig strategi og kvalificeret styringsgrundlag

Sammenhæng og koordinering på tværs af socialområdet og almensektoren/psykiatrien

Socialfaglig og juridisk kvalitet i sagsbehandling

Omlægning til en tidligere og mere forebyggende indsats

Udfordringer relateret til specifikke målgrupper:

•

Anbringelse af børn og unge

Børn og unge med autisme, ADHD eller lignende problematikker

Psykisk sårbare børn og unge

Overgreb på udsatte børn og unge/børn og unge med handicap

Skolegang og fravær hos udsatte børn og unge/børn og unge med handicap

Meget udsatte unge med komplekse problemstillinger

Børn i meget udsatte familier

Familier med børn eller unge med handicap

Kilde: VIVE (2019b).

Kommunerne har i spørgeskemaundersøgelsen vurderet omfanget af deres udfordringer

for hvert af de 12 fokusområder. Besvarelserne for de forskellige fokusområder vil blive

udfoldet i de følgende afsnit.

10.2 Udfordringer med specifikke målgrupper på området

I VIVE’s spørgeskemaundersøgelse fremhæver kommunerne særligt arbejdet med psy-

kisk sårbare børn og unge som en udfordring, jf. figur 10.1.

4 pct. af kommunerne angiver, at de aktuelt oplever meget store eller ret store udfor-

dringer i forhold til en

stigning i antallet af psykisk sårbare børn og unge.

Inden for

dette fokusområde peger kommunerne blandt andet på udfordringer med at etablere et

effektivt samarbejde mellem det specialiserede socialområde og børne- og ungdomspsy-

kiatrien, samt at der mangler kommunale indsatser til målgruppen, som kan være med

til at forebygge, at de får en diagnose på sigt.

Psykisk sårbarhed er ikke et entydigt defineret begreb og kan bruges til at beskrive

mange forskellige grupper af personer, der er en stor spændvidde i omfanget af mål-

gruppen i forskellige spørgeskemaundersøgelser på området. Her varierer andelene af

unge, der beskrives og identificeres som psykisk sårbare, fra 5-10 pct. til mere end 20

pct., jf. Socialpolitisk Redegørelse 2018 (se kapitel 7 om psykisk sårbarhed blandt unge

uden uddannelse og job).

Socialpolitisk Redegørelse 2019

243

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Figur 10.1

Kommunernes oplevede udfordringer relateret til specifikke målgrupper, del 1

Pct.

100

Pct.

100

Stigning i psykiske sårbare børn

og unge

Autisme, ADHD el. lign

problematikker

Skolegang og fravær hos

udsatte børn og unge samt børn

og unge med handicap

Meget udsatte unge med

komplekse problemer

Ved ikke

Meget eller ret store udfordringer

Mindre udfordringer

Slet ingen udfodringer

Kilde: VIVE (2019b).

63 pct. af kommunerne peger desuden på, at de oplever ret store og meget store udfor-

dringer i arbejdet med

børn og unge med autisme, ADHD eller lignende problematikker.

Inden for dette fokusområde angiver kommunerne ligeledes, at de især oplever udfordrin-

ger med en stigning i antallet af børn og unge med autisme og ADHD.

Omkring halvdelen af kommunerne angiver desuden udfordringer i forhold til fokusom-

råderne

skolegang og fravær hos udsatte børn og unge

samt

meget udsatte unge med

komplekse problemstillinger.

I alt 52 pct. af kommunerne i VIVE’s spørgeskemaunder-

søgelse giver konkret udtryk for, at de har ret store eller meget store udfordringer i for-

hold til skolegang og fravær.

I den forbindelse er det blandt andet fremhævet, at kommunerne oplever det som en ud-

fordring at skabe klarhed om, hvorvidt problemstillinger med bekymrende skolefravær

skal håndteres i almenområdet eller med en mere indgribende indsats, som skal foran-

staltes af myndighedsområdet. Der er således opmærksomhed på, at der ikke altid er

klare rolle- og ansvarsfordelinger mellem social- og skoleområdet i håndteringen af børn

og unge med bekymrende skolefravær. Derudover efterspørger kommunerne hjælp til at

sikre tidlige indsatser til forebyggelse af skolevægring.

Eleverne i folkeskolen var i gennemsnit fraværende 5,8 pct. af et skoleår 2018/2019. Det

svarer til 11,5 dages samlet fravær i gennemsnit, hvoraf såkaldt ulovligt fravær udgør ca.

2 dage. Andelen af eleverne med et højt fravær, på over 10 pct. svarende til over 20 dage

i løbet af et skoleår, har været voksende over nogle år. I skoleåret 2018/2019 havde 14,2

pct. af eleverne et højt fravær.

Styrelsen for It og Læring (2019).

244

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

47 pct. af kommunerne peger desuden konkret på udfordringer i forhold til

meget ud-

satte unge med komplekse problemstillinger.

Kommunernes største udfordringer med

denne målgruppe af unge er specifikt at sikre virkningsfulde indsatser samt at motivere

og fastholde de unge i de relevante indsatser.

Blandt 25-årige unge, der har været anbragt eller modtager andre sociale foranstaltnin-

ger i alderen 17-22-årig, også som har én eller flere indikationer på udsathed – som fx et

stofmisbrug, en dom for kriminalitet eller en psykiatrisk diagnose – er det eksempelvis i

størrelsesordenen 60-70 pct., som ikke er påbegyndt en ungdomsuddannelse eller er

gået i gang uden at gennemføre, jf. Socialpolitisk Redegørelse 2016 (kapitel 4 om udsatte

børn og unges vej i uddannelsessystemet).

Knap en tredjedel af kommunerne peger derudover på udfordringer i forhold til de to fo-

kusområder

anbringelse af børn og unge

samt

børn i meget udsatte familier,

hvor hen-

holdsvis 30 pct. og 28 pct. af kommunerne peger på store eller meget store udfordringer,

jf. figur 10.2.

Figur 10.2

Kommunernes oplevede udfordringer relateret til specifikke målgrupper, del 2

Pct.

100

Pct.

100

Anbringelse af børn og unge

Børn i meget udsatte familier

Familier med børn og unge med Overgreb på udsatte børn og

handicap

unge samt børn og unge med

handicap

Slet ingen udfodringer

Ved ikke

Meget eller ret store udfordringer

Mindre udfordringer

Kilde: VIVE (2019b).

I 2017, som er det seneste år, der foreligger data for, var ca. 14.300 børn og unge anbragt

uden for hjemmet. Mens omkring 11.400 unge modtog en social foranstaltning i 18-22-

årsalderen som led i et efterværn.

Til sammenligning angiver kun 21 pct. af kommunerne at have ret store eller meget store

udfordringer i arbejdet med

familier med børn eller unge med handicap.

I det omfang

kommunerne oplever udfordringer på området, handler det oftest om at sikre tilstræk-

kelig koordinering af barnets sag, så forældrene undgår at blive tovholdere på sagen i de

forskellige fagområder.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

245

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Over 30.000 børn og unge modtager hjælp efter serviceloven på grund af et handicap i

2016, der er det seneste år, der er muligt at foretage et skøn for. Det svarer til ca. 25 ud

af 1.000 børn og unge mellem 0 og 18 år. Der er tale om et underkantsskøn, da der ikke

findes data om alle indsatser.

Kun 3 pct. af kommunerne peger på store udfordringer i forhold til fokusområdet

over-

greb på udsatte børn og unge og børn og unge med handicap.

Mere end 90 pct. af kom-

munerne angiver således, at de oplever mindre eller slet ingen udfordringer på dette

område.

En analyse har vist, at børn og unge med handicap er mere udsatte for vold, som har ført

til en domsfældelse, end andre børn og unge. Blandt børn og unge med handicap er det

2,1 pct., der i alderen 7-17 år har været udsat for vold, der har ført til en domsfældelse,

mens det er 1,0 pct. blandt andre børn og unge. Når det gælder seksuelle overgreb, er

andelen også højere for børn og unge med handicap; 0,8 pct. mod 0,5 pct. for andre

børn og unge.

10.3 Udfordringer på tværs af området

Ud over de målgruppespecifikke udfordringer peger VIVE’s spørgeskemaundersøgelse

på en række generelle udfordringer, der går på tværs af det specialiserede børne- og un-

geområde.

Flere af de adspurgte kommuner i VIVE’s spørgeskemaundersøgelse peger på udfordrin-

ger i forhold til at sikre

sammenhæng og koordinering på tværs af socialområdet og al-

mensektoren/psykiatrien.

41 pct. af kommunerne svarer således, at de har meget store

eller ret store udfordringer på dette område, jf. figur 10.3.

Børne- og Socialministeriet (2017b). Målgruppen af børn og unge med handicap er i denne analyse opgjort som

børn og unge, der senest som 18-årige har fået en handicaprelateret diagnose i hospitalssystemet, fx ADHD, hjer-

neskade eller et bevægelseshandicap. Det omfatter omkring 30 pct. af børn og unge i en årgang, og der er således

tale om en væsentlig større gruppe end børn og unge, der modtager indsatser efter serviceloven.

246

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Figur 10.3

Kommunernes oplevede udfordringer på mere tværgående fokusområder

Pct.

100

Sammenhæng og koordinering

på tværs af socialområdet of

almensektoren/psykiatrien

Lokal faglig strategi og

kvalificeret styringgrundlag

Omlægning til en tidligere og

mere forbyggende indsats

Socialfaglig og juridisk kvalitet i

sagsbehandlingen

Ved ikke

Pct.

100

Meget eller ret store udfordringer

Mindre udfordringer

Slet ingen udfodringer

Kilde: VIVE (2019b).

Den største udfordring i forhold til at sikre sammenhæng og koordinering opleves i ar-

bejdet med at etablere et relevant og effektivt samarbejde med børne- og ungdomspsyki-

atrien omkring det enkelte barn eller ung.

Etableringen af en lokal faglig strategi og et kvalificeret styringsgrundlag er en væsentlig

forudsætning for at levere indsatser af høj kvalitet på det specialiserede børne- og unge-

område. For eksempel er kvalificerede og valide data centrale for kommunernes mulig-

hed for at udøve præcis faglig og økonomisk styring på børne- og ungeområdet. Men sty-

ringen af området er samtidigt en gennemgående udfordring.

35 pct. af kommunerne i VIVE’s spørgeskemaundersøgelse angiver at have udfordringer

med at etablere en lokal faglig strategi og et kvalificeret styringsgrundlag. Den største

udfordring inden for dette fokusområde ligger i at koble data på tværs af fagsystemer.

Derudover peger en række kommuner på udfordringer i forhold til, at data på børne- og

ungeområdet er utilstrækkelige, fx i forhold til viden om målgrupper og målgruppers

progression.

Flere kommuner oplever ligeledes udfordringer, der relaterer sig til

omlægningen til en

tidligere og mere forebyggende indsats.

I VIVE’s spørgeskemaundersøgelse peger 34

pct. af kommunerne overordnet på udfordringer med denne omlægning. Herunder pe-

ger kommunerne blandt andet på udfordringer i forhold til investering i en omlægning

af indsatsen, hvor de økonomiske gevinster ligger længere ude i fremtiden og eventuelt

på andre fagområder. Dette er en væsentlig udfordring i forhold til mange kommuners

aktuelle ambition om at omlægge indsatsen på børne- og ungeområdet til en tidligere og

mere forebyggende indsats i et investeringsperspektiv.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

247

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Det fjerde og sidste tværgående fokusområde i VIVE’s spørgeskemaundersøgelse hand-

ler om at sikre

socialfaglig og juridisk kvalitet i sagsbehandlingen.

Kun 15 pct. af kom-

munerne peger imidlertid på større udfordringer på dette område, og det er dermed det

tværgående fokusområde, hvor kommunerne selv angiver at have mindst udfordringer.

I forlængelse heraf skal det dog bemærkes, at en ny undersøgelse gennemført af Anke-

styrelsen tegner et lidt andet billede. Ifølge Ankestyrelsens undersøgelse er der på en

række områder væsentlige udfordringer i den kommunale sagsbehandling på børne- og

ungeområdet. Udfordringerne drejer sig blandt andet om manglende inddragelse af bar-

net og familien, systematiske og relevante udredninger af barnets behov og manglende

opfølgning på, om de iværksatte indsatser skaber positiv forandring for barnet og fami-

lien, jf. figur 10.4.

Figur 10.4

Andel sager på området for udsatte børne- og unge, hvor reglerne ikke er overholdt i forbin-

delse med kommunens sagsbehandling

Pct.

100

Pct.

100

Afholdelse af børnesamtale

Frist for udarbejdelse af

børnefaglige undersøgelser

Opfølgning efter 3 mdr.

Opfølgning efter 6 mdr.

Anm.: Ankestyrelsen gennemgang af 228 sager på området for udsatte børne- og unge i 12 kommuner.

Kilde: Ankestyrelsen (2019).

Udfordringerne med overholdelse af reglerne for sagsbehandlingen gør sig ligeledes gæl-

dende på børnehandicapområdet, hvor Ankestyrelsen i 2018 omgjorde 47 pct. af de sa-

ger, der blev påklaget til Ankestyrelsen.

10.4 Virksomme indsatser og praksisser

Social- og Indenrigsministeriet understøtter på forskellige måder kommunernes arbejde

med at håndtere de skitserede udfordringer, så udsatte børn og unge og børn og unge

med handicap modtager en så effektiv indsats som muligt.

Det sker både gennem en systematisk udvikling af virksomme indsatser og praksisser og

ved at understøtte implementeringen af en effektiv praksis i kommunerne. Dette er nær-

mere uddybet i de følgende afsnit.

248

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Udvikling af virksomme indsatser og praksisser

Social- og Indenrigsministeriet understøtter blandt andet kommunerne ved at udvikle

og udbrede virksomme indsatser målrettet udsatte børn og unge samt børn og unge med

handicap, jf. boks 10.3.

Fundamentet for Social- og Indenrigsministeriets arbejde med udvikling og udbredelse

af virksomme indsatser og praksisser er

Strategi for udvikling af sociale indsatser,

som

er beskrevet nærmere i kapitel 9.

Boks 10.3

Eksempel: Forebyggende kommunale tilbud til psykisk sårbare unge

Social- og Indenrigsministeriet har i samarbejde med en ekstern leverandør udviklet en model for et fore-

byggende kommunalt tilbud til psykisk sårbare unge i alderen 13-25 år og forældre til psykisk sårbare unge.

Modellen er udviklet på baggrund af en indledende screening af lovende indsatser og metoder samt input fra

relevante aktører.

Formålet med modellen er at bidrage til, at psykisk sårbare unge modtager hjælp på den mindst indgribende

måde og i et sammenhængende forløb, med henblik på at de og deres familier bevarer tilknytningen til hver-

dagslivet med skole, fritidsinteresser, familie, uddannelse og arbejde.

Modellen skal videreudvikles og kvalificeres i samarbejde med seks til otte kommuner i perioden 2020-2022

i regi af Socialstyrelsen.

Modellen vil blive detaljeret beskrevet og evalueret og dermed bidrage til en national vidensudvikling på

området til gavn for målgruppen af psykisk sårbare unge og for de danske kommuner.

Ud over udviklingen af konkrete indsatser, udvikler Social- og indenrigsministeriet også

samlede modeller for kommunernes tilrettelæggelse af indsatsen på børne- og ungeom-

rådet. Herigennem understøttes kommunerne blandt andet i at sikre sammenhæng, sty-

ring og koordinering i den generelle indsats målrettet udsatte børn og unge samt børn

og unge med handicap.

Boks 10.4 præsenterer to eksempler herpå.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

249

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Boks 10.4

Eksempel: Omlægning til en tidligere forebyggende indsats

Socialstyrelsen har i tæt partnerskab med tre kommuner udviklet ny viden om, hvordan man kan omlægge

indsatsen på børne- og ungeområdet til en tidligere og mere forebyggende praksis. Viden fra partnerskabet

er omsat i en organisatorisk ramme, der understøtter et styrket samarbejde mellem myndighed, leverandø-

rer på det specialiserede område og fagfolk i almenområdet, hvilket har resulteret i mere fleksible og bedre

løsninger for det enkelte barn.

Resultatskabelsen har krævet tydelig ledelsesmæssig opbakning og tæt samspil om at løse opgaver på tværs.

Det gælder både i forhold til at understøtte en tidlig og systematisk opsporing, sammenhængende indsatser

og en hyppig opfølgning, hvor der er fokus på, at barnet og familien får den rette hjælp.

Mange forældre til et barn med handicap oplever at møde en lang række forskellige fagpersoner i forbin-

delse med deres barns sag og oplever at måtte påtage sig rollen som sagskoordinator og ekspert i forskellige

lovgivninger. På den baggrund har Social- og Indenrigsministeriet i 2018 iværksat projektet Bedre koordina-

tion i indsatserne for børn med handicap og deres familier.

I projektet har man kortlagt lovende praksis og gode erfaringer med en mere koordineret og sammenhæn-

gende sagsbehandling. Ud fra denne kortlægning er der udvalgt to modeller for en mere koordineret og sam-

menhængende sagsbehandling til børn med handicap og deres familier, som i perioden 2019-2021 skal af-

prøves i 12 kommuner i samarbejde med Socialstyrelsen.

Det forventes at op mod 900 børn og unge med handicap og deres familier vil deltage i projektet, der evalue-

res med fokus på om familierne oplever at få en mere sammenhængende og koordineret sagsbehandling.

Implementering i praksis

Ud over den nationale udvikling af virksomme indsatser og praksisser, understøtter So-

cial- og Indenrigsministeriet også implementering af lovgivning og aktuelt bedste viden i

kommunerne. Formålet med disse aktiviteter er at sikre, at aktuelt bedste viden omsæt-

tes til virksom praksis i den enkelte kommune.

Understøttelsen af kommunernes implementering af en virksom praksis sker blandt an-

det via målrettet rådgivning til den enkelte kommune med afsæt i kommunens konkrete

udfordringer eller via kompetenceudvikling til kommunerne, jf. eksemplerne i boks 10.5.

250

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Kapitel 10

Kommunernes oplevede udfordringer på børne- og ungeområdet

Boks 10.5

Eksempel: Den Permanente Task Force på området udsatte børn og unge

Den Permanente Task Force er et samarbejde mellem Socialstyrelsen og Ankestyrelsen, der siden 2012

har leveret analyse- og rådgivningsforløb til 26 kommuner.

Task Force-forløbene understøtter kvaliteten i den kommunale sagsbehandling gennem et bredt og inten-

sivt fokus på kommunens styring, tilrettelæggelse og udførelse af sagsbehandlingen på det udsatte børne-

og ungeområde. Task Forcen undersøger endvidere, om kommunerne lever op til gældende lovgivning, om

kommunen har en hensigtsmæssig faglig styring af området, og hvordan sagsbehandlingen er understøttet

af den kommunale organisering. Derudover undersøges det, om de metoder og redskaber, der bruges i

sagsbehandlingen, er hensigtsmæssige og understøtter, at barnet og familien får den rette hjælp.

På baggrund af Task Forcens vurdering af kommunens sagsbehandling rådgiver Task Forcen kommunerne

om, hvordan de kan styrke deres arbejdsgange og procedurer, øge kompetenceniveauet og implementere

nye redskaber og metoder for derved at understøtte kvaliteten i sagsbehandlingen målrettet børn og unge.

Erfaringer på tværs af forløbene viser, at systematikken og lovmedholdeligheden samlet set forbedres efter

et Task Force forløb. Disse forbedringer fører til, at de udsatte børn og unges rettigheder i højere grad tilgo-

deses, ligesom der i højere grad kan træffes korrekte og relevante afgørelser for børnene, de unge og de-

res familier.

Eksempel: Styrket viden og kompetencer på sagsbehandlingsområdet

Sagsbehandlerens opgave i sager vedrørende udsatte børn og familier er kendetegnet ved en høj grad af

kompleksitet, hvilket stiller store krav til medarbejdernes viden og kompetencer. Kompetenceudvikling, i

form af vidensopbygning og færdighedstræning, er derfor centralt for at sikre, at kommunerne har de nød-

vendige kompetencer til at løfte de ofte meget komplekse sager.

Socialstyrelsen har siden 2007 leveret kompetenceudvikling til kommunale medarbejdere og ledere på om-

rådet udsatte børn og unge. Kompetenceudviklingen består i en lang række korterevarende kurser for sags-

behandlere, medarbejdere i almenområdet og i sociale tilbud.

Kurserne leveres lokalt, skræddersyes så de matcher den enkelte kommunes behov og indgår ofte som led

i et samlet kompetenceløft på udsatte børne- og ungeområdet i kommunen. Derudover anvendes midlerne

til en diplom- og masteruddannelse for sagsbehandlere og leverandører på børneområdet.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

251

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Dette bilag dokumenterer beregningerne af enhedsudgifterne. Enhedsudgifterne angiver

driftsudgifterne pr. år til en given social foranstaltning. Det kan for eksempel være til en

aflastningsordning for et udsat barn. Enhedsudgiften udtrykker således, hvad det i gen-

nemsnit koster på landsplan at have et udsat barn i en aflastningsordning i et år.

Man skal være opmærksom på, at de beregnede enhedsudgifter er behæftet med usik-

kerhed. De er ikke eksakte, men giver en indikation af størrelsesordenen for enhedsud-

gifterne til de enkelte indsatser. De skal derfor tolkes med varsomhed.

Enhedsudgifterne er opgjort ved at sammenholde de årlige driftsudgifter til en given for-

anstaltning med antallet af helårspersoner, der har modtaget foranstaltningen i løbet af

året. Driftsudgifterne er de samlede offentlige nettodriftsudgifter til en given indsats,

dvs. før statsrefusion til kommunerne. Driftsudgifterne omfatter både direkte driftsud-

gifter samt foranstaltningens anslåede andel af udgifter, der ikke kan henføres til speci-

fikke indsatser (udgifter til administration mv.). Driftsudgifterne bygger på oplysninger

fra kommunernes regnskaber.

Antallet af helårspersoner er opgjort på baggrund af oplysninger fra en række forskellige

registre (individdata), herunder registre fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrel-

sen, om modtagere af sociale foranstaltninger. Registrene indeholder blandt andet op-

lysninger om start- og slutdato. På den baggrund er det muligt at optælle antallet af

uger, hvor en given ydelse er blevet modtaget i løbet af et år.

De beregnede enhedsudgifter dækker en stor del af den sociale indsats ifølge servicelo-

ven til de tre målgrupper: Udsatte børn og unge, udsatte voksne samt personer med

handicap. Det er ikke muligt at beregne enhedsudgifter for en del af indsatsen. Enten

fordi udgifterne ikke kan isoleres til målgrupperne, eller fordi der ikke er oplysninger

om modtagerne. Det er blandt andet ikke muligt at opgøre enhedsudgifterne til støtte til

hjælpemidler mv. (§§ 112-117), særlige dagtilbud og særlige klubber (§§ 32 og 36) samt

rådgivning og konsulentbistand mv. (§§ 11-12). Kontantydelser til dækning af merudgif-

ter (§§ 41 og 100), tabt arbejdsfortjeneste (§ 42) og pasning af nærtstående med handi-

cap eller alvorlig sygdom (§ 118) indgår heller ikke i beregningerne. Hertil kommer, at

nogle ydelser omfatter få personer, hvorfor en beregnet enhedsudgift vil være usikker.

Det omfatter eksempelvis behandling efter serviceloven (§ 102) og kontaktperson for

døvblinde (§ 98), der på landsplan omfatter i størrelsesordenen 100 eller derunder hel-

årspersoner.

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

253

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Enhedsudgifter for udsatte børn og unge

Tabel 2 nedenfor redegør for de kommunale konti (funktioner/grupperinger) og regi-

stervariable, som indgår i beregningen af de enkelte enhedsudgifter for udsatte børn og

unge. For eksempel fremgår kommunernes driftsudgifter til aflastningsordninger af

funktion 5.28.21, gruppering 005 i det kommunale regnskabssystem. Antallet af uger i

aflastningsordninger kan opgøres på baggrund af variablen PGF=210 i Danmarks Stati-

stiks register over forebyggende foranstaltninger til udsatte børn og unge.

Udgifterne til aflastningsordninger er en del af de samlede udgifter til forebyggende for-

anstaltninger (funktion 5.28.21). På funktionen fremgår en række udgifter, som ikke er

fordelt på specifikke ydelser (ca. 14 pct. af de samlede udgifter). Det drejer sig om udgif-

terne på gruppering 014 (Børnehuse til undersøgelse ved overgreb eller mistanke

herom), 200 (Ledelse og administration) og 999 (Sum af uautoriserede grupperinger). I

beregningerne er disse udgifter fordelt på de øvrige grupperinger under funktionen med

baggrund i grupperingernes udgiftsandel. For eksempel udgør udgifterne til aflastnings-

ordninger 24,9 pct. af de samlede udgifter på 5.28.21, ekskl. gruppering 014, 200 og

999. 24,9 pct. af udgifterne på gruppering 014, 200 og 999 er derfor tillagt udgifterne til

aflastningsordninger. Denne fremgangsmåde er anvendt generelt i beregningerne. Me-

toden er behæftet med usikkerhed, idet blandt andet udgifterne på gruppering 999 (Sum

af uautoriserede grupperinger) måske kun vedrører en del af ydelserne under funktio-

nen. Nogle enhedsudgifter kan dermed blive overvurderet og andre undervurderet. Al-

ternativet, hvor udgifterne på gruppering 999 ikke medregnes, vil imidlertid også give et

skævt billede af enhedsudgifterne.

Det bemærkes endvidere, at aktiviteten i udslusningsordninger (PGF=250) er fordelt på

de forskellige typer af anbringelsessteder. Normalt betragtes udslusning som en forebyg-

gende foranstaltning, men udgifterne er registreret under anbringelser.

Enhedsudgifter for udsatte voksne og mennesker med handicap

Tabel 4 redegør for de kommunale konti og registervariable, som indgår i beregningen af

de enkelte enhedsudgifter for udsatte voksne samt personer med handicap. Enhedsud-

gifterne for de to målgrupper er opgjort under ét.

Beregningen af enhedsudgifterne for ophold på forsorgshjem samt behandling for alko-

holafhængighed bygger på landsdækkende oplysninger. Beregningen for stofmisbrug er

baseret på 79 kommuner, der har godkendt data til Danmarks Statistik. De øvrige en-

hedsudgifter er baseret på 55 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikato-

rer i perioden 2014-2016. Der er kun beregnet enhedsudgifter for de ydelser, hvor ind-

beretningen til De Kommunale Serviceindikatorer er obligatorisk.

Når det gælder botilbud (§§ 107-108 i serviceloven) og botilbudslignende ophold (§ 105 i

almenboligloven) i kombination med socialpædagogisk støtte (§ 85 i serviceloven), er

der forskel på, hvordan kommunerne i praksis kombinerer og registrerer ydelserne. Op-

gørelsen af enhedsudgifterne til socialpædagogisk støtte, længerevarende ophold og

254

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

midlertidigt ophold vurderes derfor at være mere usikker end opgørelsen af de øvrige

enhedsudgifter. Se også nedefor om følsomheden af enhedsudgifterne.

Opgørelsen af enhedsudgifterne for socialpædagogisk støtte og botilbud vil fremadrettet

blive revideret i forlængelse af, at både den kommunale kontoplan og De Kommunale

Serviceindikatorer er blevet ændret for blandt andet at håndtere denne problematik.

Et andet usikkerhedsmoment er manglende afslutningsdatoer i registerdata for blandt

andet indsatser i De Kommunale Serviceindikatorer og misbrugsbehandling. Hvis der

ikke er oplysninger om en afslutningsdato, anses behandlingen for at være i gang. Sær-

ligt i registret for behandling af alkoholafhængighed er der mange forløb uden en afslut-

ningsdato. Det kan afspejle, at mange personer er i mere eller mindre permanent be-

handling, fx med antabus. Men det kan også betyde, at enhedsudgiften er undervurde-

ret.

Fortolkningen af enhedsudgifterne

Generelt giver enhedsudgifterne et klart billede af, at der er stor variation i udgifterne til

den sociale indsats afhængig af hvilke foranstaltninger, den enkelte borger modtager.

De beregnede enhedsudgifter fanger dog ikke den fulde variation. For det første kan en

given paragraf (foranstaltning) dække over stor variation i den indsats, der ydes inden

for rammerne af paragraffen. Fx har borgere i længerevarende botilbud (§ 108) vidt for-

skellige udfordringer og behov, hvorfor blandt andet omfanget af personaleressourcer,

der går til den enkelte borger, vil variere. Det kan både gøre sig gældende inden for det

enkelte tilbud, men også på tværs af tilbud, som i mange tilfælde er specialiserede/rettet

mod bestemte målgrupper, fx personer med svære psykiske lidelser, personer med fysi-

ske funktionsnedsættelser, personer med dobbeltbelastninger osv. (se fx Tilbudsporta-

len.dk).

For det andet dækker nogle af enhedsudgifterne over flere ydelser. Det gælder fx be-

handling for alkoholafhængighed, hvor data ikke giver mulighed for at skelne mellem

ambulant, dag- og døgnbehandling. Det samme gør sig gældende for enhedsudgiften

”Økonomisk støtte til indehaveren af forældremyndigheden mv.”, som blandt andet

dækker over udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, ud-

gifter, der kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn under barnets an-

bringelse og udgifter til prævention.

For det tredje udtrykker enhedsudgifterne et gennemsnitsbeløb på tværs af kommuner.

Alle enhedsudgifterne varierer sandsynligvis fra kommune til kommune blandt andet på

grund af forskelle i tilrettelæggelsen af indsatsen. Hertil kommer ovennævnte variation i

borgernes behov og udfordringer, som også kan give anledning til kommunale forskelle.

Endelig skal man være opmærksom på, at enhedsudgifterne afspejler, at nogle ydelser

typisk bliver tildelt i et begrænset antal timer pr. uge, fx ledsageordning, mens andre

ydelser er på døgnbasis, fx opholdsydelser.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

255

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Den anvendte beregningsmetode kan i princippet benyttes til at opgøre enhedsudgif-

terne i den enkelte kommune. Man skal imidlertid være opmærksom på, at flere forhold

bidrager til usikkerhed, hvis man bruger metoden til at præsentere enhedsudgifter på

kommuneniveau.

Mellemkommunale betalinger, hvor handlekommune og betalingskommune ikke er den

samme (se Socialebegreber.dk), kan indebære en vis uoverensstemmelse mellem indsats

og udgifter, idet indsatsen typisk registreres efter handlekommune, mens udgifterne til

indsatsen registreres efter betalingskommune.

Tilgangen i kilderne kan også bidrage til usikkerhed i opgørelsen af enhedsudgifterne.

Udgifterne til indsatsen bygger, som nævnt, på oplysninger fra de kommunale regnska-

ber. Disse angiver et samlet udgiftstal for hver af de sociale ydelser. Det vides derfor

ikke, om opgørelsen af udgifterne er direkte koblet til den individspecifikke indsats. El-

ler om udgifterne indsamles på et højere aggregeringsniveau, hvor væsentlige detaljer i

sammensætningen af ydelser går tabt, herunder den varierende praksis på området for

botilbud og socialpædagogisk støtte.

256

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Enhedsudgifter for børn og unge

Tabel 1

Udsatte børn og unge

Forebyggende foranstaltninger

Praktisk, pædagogisk og anden støtte i hjemmet, jf.

§ 52, stk. 3, nr. 2

Familiebehandling / Behandling af barnets eller den

unges problemer, jf. § 52, stk. 3, nr. 3

Døgnophold for familien, jf. § 52, stk. 3, nr. 4

Fast kontaktperson for den unge eller hele familien,

jf. § 52, stk. 3, nr. 6

Anden hjælp (rådgivning, behandling og pædago-

gisk støtte), jf. § 52, stk. 3, nr. 9

Økonomisk støtte til forældremyndigheds-indehaver

mv., jf. § 52 a

Støtteperson til indehaveren af forældremyndighe-

den mv., jf. § 54

Aflastningsordning, jf. § 52, stk. 3, nr. 5

Rådgivning og forebyggende indsatser, jf. § 11

Formidling af praktikophold, jf. § 52, stk. 3, nr. 8

Anbringelser

Plejefamilie

§ 66, stk. 1, nr. 1

Kommunal plejefamilie

§ 66, stk. 1, nr. 2

Netværksplejefamilie

§ 66, stk. 1, nr. 3

Eget værelse, kollegie eller kollegielignende op-

holdssted § 66, stk. 1, nr. 4

Socialpædagogisk opholdssted

§ 66, stk. 1, nr. 5

Kost- og efterskoler

§ 66, stk. 1, nr. 7

Døgninstitution

§ 66, stk. 1, nr. 6

Sikret døgninstitution mv.

§ 66, stk. 1, nr. 6

Enhedsudgift, 2019-pl

113.000 kr.

124.000 kr.

728.000 kr.

83.000 kr.

185.000 kr.

59.000 kr.

38.000 kr.

223.000 kr.

53.000 kr.

26.000 kr.

Enhedsudgift, 2019-pl

472.000 kr.

728.000 kr.

135.000 kr.

372.000 kr.

1.141.000 kr.

447.000 kr.

1.118.000 kr.

3.472.000 kr.

Anm.: 2019-pl. Opgjort som de samlede offentlige nettodriftsudgifter pr. helårsperson på baggrund af aktivitetstal fra

2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

257

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Tabel 2

Dokumentation af enhedsudgifter for udsatte børn og unge

Forbyggende foranstaltninger

Modtagere (registervariable)

Bemærkninger

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.21.200 og

5.28.20.999.

Praktisk, pædagogisk og anden

støtte i hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. PGF = 415

2 (5.28.21.002)

Familiebehandling / Behandling af

barnets eller den unges problemer, PGF = 225, 420

jf. § 52, stk. 3, nr. 3 (5.28.21.003)

Døgnophold for familien, jf. § 52,

stk. 3, nr. 4 (5.28.21.004)

Fast kontaktperson for den unge

eller hele familien, jf. § 52, stk. 3,

nr. 6 (5.28.21.007, 5.28.21.008)

PGF = 425

PGF = 220, 230, 270, 271, 272,

290, 430

Anden hjælp (rådgivning, behand-

ling og pædagogisk støtte), jf. § 52, PGF = 440

stk. 3, nr. 9 (5.28.21.010)

Økonomisk støtte til forældremyn-

digheds-indehaver mv., jf. § 52 a

(5.28.21.011, 5.28.21.012)

PGF = 445, 450, 451

Støtteperson til indehaveren af for-

ældremyndigheden mv., jf. § 54

PGF = 245, 435

(5.28.21.013)

Aflastningsordning, jf. § 52, stk. 3,

nr. 5 (5.28.21.005, 5.28.21.006)

Rådgivning og forebyggende ind-

satser, jf. § 11 (5.28.21.015)

Formidling af praktikophold, jf. §

52, stk. 3, nr. 8 (5.28.21.009)

PGF = 210

PGF = 401, 402, 403, 404, 405,

407, 452

PGF = 240, 275

Anm.: Modtagere bygger på registerdata fra Danmarks Statistik vedr. udsatte børn og unge, se følgende link:

http://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/statistikdokumentation/udsatte-boern-og-unge.

Variablen PGF er

dokumenteret i følgende link:

http://dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/boern-og-unge/pgf,

mens variab-

len ANSTED_KLAS er dokumenteret her:

https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/boern-og-

unge/ansted-klas.

Udgifterne bygger på tal fra de kommunale regnskaber og omfatter kun driftsudgifter

(dranst=1). En dokumentation af den kommunale kontoplan findes på følgende link:

http://bud-

regn.sim.dk/budget-og-regnskabssystem-for-kommuner.aspx.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata..

258

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Tabel 2 (fortsat)

Dokumentation af enhedsudgifter for udsatte børn og unge

Anbringelser

Modtagere (registervariable)

Bemærkninger

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.22.092 og

5.28.22.999. Inkl. en forholds-

mæssig andel af aktiviteten på

PGF=250 (udslusning).

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.22.092 og

5.28.22.999. Inkl. en forholds-

mæssig andel af aktiviteten på

PGF=250 (udslusning).

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.22.092 og

5.28.22.999. Inkl. en forholds-

mæssig andel af aktiviteten på

PGF=250 (udslusning).

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.20.007,

5.28.20.092 og 5.28.20.999. Inkl.

en forholdsmæssig andel af aktivi-

teten på PGF=250 (udslusning).

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.20.007,

5.28.20.092 og 5.28.20.999. Inkl.

en forholdsmæssig andel af aktivi-

teten på PGF=250 (udslusning)

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.20.007,

5.28.20.092 og 5.28.20.999. Inkl.

en forholdsmæssig andel af aktivi-

teten på PGF=250 (udslusning)

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.28.20.007,

5.28.20.092 og 5.28.20.999. Inkl.

en forholdsmæssig andel af aktivi-

teten på PGF=250 (udslusning).

Der er ganske få anbragte i skibs-

projekt, hvorfor den beregnede en-

hedsudgift er relativt usikker.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

aktiviteten på PGF=250 (udslus-

ning).

Inkl. en forholdsmæssig andel af

aktiviteten på PGF=250 (udslus-

ning).

Almindelig plejefamilie, jf. § 66, stk.

ANSTED_KLAS = 2, 3, 14, 19

1, nr. 1 (5.28.22.001 5.28.22.002)

Kommunal plejefamilie, jf. § 66, stk.

ANSTED_KLAS = 4, 5, 15, 20

1, nr. 2 (5.28.22.003, 5.28.22.004)

Netværksplejefamilie, jf. § 66, stk.

1, nr. 3 (5.28.22.005)

ANSTED_KLAS = 1, 18

Eget værelse, kollegie eller kolle-

gielignende opholdssted § 66, stk. ANSTED_KLAS = 6

1, nr. 4 (5.28.20.005)

Socialpædagogisk opholdssted, jf.

ANSTED_KLAS = 12

§ 66, stk. 1, nr. 5 (5.28.20.003)

Kost- og efterskoler

§ 66, stk. 1, nr. 7 (5.28.20.004)

ANSTED_KLAS = 11

Skibsprojekt

§ 66, stk. 1, nr. 5 (5.28.20.006)

ANSTED_KLAS = 13

Døgninstitution

§ 66, stk. 1, nr. 6

(5.28.23)

Sikret døgninstitution mv.

§ 66, stk. 1, nr. 6 (5.28.24)

ANSTED_KLAS = 7, 9, 10, 16, 17

ANSTED_KLAS = 8

Anm.: Modtagere bygger på registerdata fra Danmarks Statistik vedr. udsatte børn og unge, se følgende link:

http://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/statistikdokumentation/udsatte-boern-og-unge.

Variablen PGF er

dokumenteret i følgende link:

http://dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/boern-og-unge/pgf,

mens variab-

len ANSTED_KLAS er dokumenteret her:

https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/boern-og-

unge/ansted-klas.

Udgifterne bygger på tal fra de kommunale regnskaber og omfatter kun driftsudgifter

(dranst=1). En dokumentation af den kommunale kontoplan findes på følgende link:

http://bud-

regn.sim.dk/budget-og-regnskabssystem-for-kommuner.aspx.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata..

Socialpolitisk Redegørelse 2019

259

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Enhedsudgifter for voksenområdet

Tabel 3

Enhedsudgifter på voksenområdet, 2018

Indsats

Borgerstyret personlige assistance § 96

Socialpædagogisk støtte

Ophold på forsorgshjem/herberg § 110

Alkoholmisbrugsbehandling § 141 i sundhedsloven

Stofmisbrugsbehandling (dagbehandling)

§ 101 i serviceloven, § 142 i sundhedsloven

Stofmisbrugsbehandling (døgn) § 101 i servicelo-

ven, § 142 i sundhedsloven

Længerevarende ophold § 108

Midlertidigt ophold § 107

Botilbudslignende tilbud (omfattet af socialtilsyn)

Ledsageordning § 97

Beskyttet beskæftigelse § 103

Aktivitets- og samværsydelse § 104

Enhedsudgift (kr.)

1.178.000

76.000

378.000

31.000

71.000

826.000

1.097.000

742.000

599.000

24.000

129.000

188.000

Anm.: 2019-pl. Opgjort som de samlede offentlige nettodriftsudgifter pr. helårsperson i 2018. Tal for alkoholbehand-

ling samt herberg og forsorgshjem er baseret på nationale registerdata og udgifter på landsplan. Stofmis-

brugsbehandling baseret på 87 kommuner, der godkendt data for 2018 til Danmarks Statistik. Øvrige indsat-

ser er baseret på 57 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2018. De

Kommunale Serviceindikatorer er indberettet af handlekommune, der ikke nødvendigvis er betalingskom-

mune. Inkl. en forholdsmæssig andel af udgifter kontoret på grp. 200 (ledelse og administration) og 999 (uau-

toriserede grupperinger) samt evt. egenbetaling for nogle ydelser. Se dokumentation i tabel 4.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

260

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 1

Dokumentation af enhedsudgifter

Tabel 4

Dokumentation af enhedsudgifter for voksenområdet

Indsats (funktion og gruppering

Modtagere (registervariable)

i regnskab 2018)

Borgerstyret personlige assi-

stance § 96

(5.38.39.002)

Socialpædagogisk støtte § 85

(5.38.39.003-5.38.39.005)

MODT_YDELSE_KODE = 1.13.2

Bemærkninger

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.38.39.200 og

5.38.39.999

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.38.39.200 og

5.38.39.999

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.38.42.092 og

5.38.42.999.

Modtagerdata giver ikke mulighed

for at adskille behandlingsforlø-

bene i ambulant, dag- og døgnbe-

handling. Hovedparten af udgif-

terne går til ambulant behandling

og dagbehandling.

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.38.45.092,

5.38.45.200 og 5.38.45.999.

MODT_YDELSE_KODE = 1.13.2

Ophold på forsorgshjem/herberg § Alle forløb i registeret

110

(5.38.42.001)

Alkoholmisbrugsbehandling § 141 TXUDGIFT=01

i sundhedsloven

(5.38.44)

Stofmisbrugsbehandling (dagbe- K-BEHINT = Ambulant behand-

handling)

lingsintensitet, Dagbehandlingsin-

§ 101 i serviceloven, § 142 i sund- tensitet

hedsloven

(5.38.45.001)

Stofmisbrugsbehandling (døgn)

K-BEHINT = Døgnbehandlingsin-

§ 101 i serviceloven, § 142 i sund- tensitet

hedsloven

(5.38.45.002)

Længerevarende ophold § 108

(5.38.50)

Midlertidigt ophold § 107

(5.38.52)

MODT_YDELSE_KODE = 1.8.1

MODT_YDELSE_KODE = 1.8.2

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.38.45.092,

5.38.45.200 og 5.38.45.999.

Botilbudslignende tilbud (omfattet MODT_YDELSE_KODE = 1.12.0.1

af socialtilsyn)

(5.38.51)

Ledsageordning § 97

(5.38.53.003)

Beskyttet beskæftigelse § 103

5.38.58

Aktivitets- og samværstilbud §

104

5.38.59

MODT_YDELSE_KODE = 1.13.4

MODT_YDELSE_KODE = 1.4

MODT_YDELSE_KODE = 1.1

Inkl. en forholdsmæssig andel af

udgifterne på 5.38.53.999.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

261

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 2

Udsatte børn og unge

Dette bilag giver en mere detaljeret beskrivelse af, hvordan udsatte børn og unge er af-

grænset. Desuden viser bilaget fordelinger på køn, alder og herkomst for børn og unge,

der modtager forskellige sociale foranstaltninger.

Udsatte børn og unge er i denne redegørelse afgrænset til personer i 0-22-årsalderen,

der modtager en social foranstaltning inden for rammerne af kapitel 3 (§ 11) samt kapi-

tel 11 og 12 i serviceloven.

Børn og unge mellem 15 og 17 år kan også anbringes uden for hjemmet af strafferetlige

årsager ved dom, når opholdet er led i afsoning, jf. § 78 i straffuldbyrdelsesloven, eller

en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling på et anbringelsessted, jf. §

74 a i straffeloven (ungdomssanktion). Hertil kommer anbringelser ved kendelse i vare-

tægtssurrogat på et anbringelsessted, jf. § 765 i retsplejeloven. Disse personer indgår

også i målgruppen af udsatte børn og unge.

Der har siden 1977 været indsamlet registerdata (individdata) vedrørende anbringelser

og personrettede forebyggende foranstaltninger, jf. Danmarks Statistiks register for ud-

satte børn og unge. I 2014 er statistikken udbygget med individdata for modtagere af fa-

milierettede forebyggende foranstaltninger og indsatser. Den sociale indsats efter ser-

viceloven, i forhold til udsatte børn og unge, er dog ikke fuldt belyst af registerdata. Det

drejer sig blandt andet om den tidlige forebyggende indsats under § 11, idet der ikke er

pligt til en børnefaglig undersøgelse eller særskilt journalpligt i tilknytning hertil.

Anbringelser, forebyggende foranstaltninger og tidlige forebyggende indsatser

Hvis et barn eller en ung person under 18 år har brug for særlig støtte, skal kommunen

undersøge forholdene og iværksætte en eller flere relevante sociale foranstaltninger. Det

kan enten være i form af en tidlig forebyggende indsats, en forebyggende foranstaltning

eller en anbringelse uden for hjemmet. Tidlige forebyggende indsatser er indsatser efter

servicelovens § 11. Eksempler på forebyggende foranstaltninger er familiebehandling,

aflastningsophold eller en fast kontaktperson. Anbringelser uden for hjemmet kan for

eksempel være i en plejefamilie, på en døgninstitution eller på et socialpædagogisk op-

holdssted. Et behov for støtte kan skyldes forhold i familie, fx at forældrene af forskellige

årsager ikke kan varetage omsorgen for barnet. Eller forhold, der knytter sig til barnet

eller den unge selv, fx adfærdsproblemer eller en fysisk eller psykisk funktionsnedsæt-

telse.

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

262

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 2

Udsatte børn og unge

Efterværn

Udsatte unge i alderen 18-22 år omfatter personer i et såkaldt efterværn. Her handler

den sociale indsats primært om at sikre en god overgang til et selvstændigt voksenliv.

Den unge kan fx få rådgivning og hjælp fra en fast støtte- eller kontaktperson, eller der

kan være tale om en gradvis udslusningsordning fra et tidligere anbringelsessted.

Tabel 1 viser det samlede antal udsatte børn og unge fordelt efter type af foranstaltning,

køn, alder og oprindelse. Opgørelsen viser antallet af børn og unge i 0-17-årsalderen, der

var anbragt uden for hjemmet i løbet af 2018 og antallet af personer, der modtog en fo-

rebyggende foranstaltning og/eller efterværn i løbet af 2017.

Tabel 1

Udsatte børn og unge efter type af foranstaltning, køn, alder og oprindelse

Anbragt**

Årstal

Antal

2018

14.100

Forebyggende

foranstaltninger,

personrettede**

2017

18.800

Forebyggende

foranstaltninger,

familierettede**

2017

47.400

Efterværn

2017

11.400

----------------------------------------------- Pct. -----------------------------------------------

Køn

Mænd

Kvinder

Alder

0-5 år

6-10 år

11-14 år

15-17 år*

18-22 år*

Oprindelse

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Vestlig oprindelse

100

Note: *) Alderen er opgjort ultimo året, hvorfor nogle i grupperne ”15-17 år” og ”18-22 år” er fyldt henholdsvis 18 og

23 år ved opgørelsestidspunktet. **) Anbringelser og forebyggende foranstaltninger omfatter kun personer,

der har modtaget foranstaltninger inden de fyldte 18 år. Anbringelser og forebyggende foranstaltninger efter

det fyldte 18. år er opgjort som efterværn.

Anm.: Anbragte børn og unge omfatter alle, der i 0-17-årsalderen var anbragt uden for hjemmet i løbet af 2018. For

byggende foranstaltninger omfatter alle, der i 0-17-årsalderen modtog en tidlig forebyggende indsats eller en

forebyggende foranstaltning i løbet af 2017. Efterværn omfatter alle, der i 18-22-årsalderen var anbragt uden

for hjemmet eller modtog en forebyggende foranstaltning i løbet af 2017. Kun udsatte børn og unge, der ind-

går i befolkningsregisteret ultimo året er medtaget. Eventuelle differencer skyldes afrundinger til nærmeste

heltal.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

263

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområ-

det

Dette bilag viser antallet af modtagere af de sociale indsatser, hvor der findes register-

data, samt fordelinger på køn, alder og oprindelsesland for forskellige målgrupper og

udvalgte typer af indsatser. Derudover gives en detaljeret beskrivelse af, hvordan modta-

gere af sociale indsatser på voksenområdet er opgjort i redegørelsen.

Målgrupper og indsatser

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet omfatter i redegørelsen udsatte

voksne og personer med handicap på 18 år eller derover, der modtager en indsats efter

serviceloven.

Der sondres mellem henholdsvis voksne med handicap og udsatte voksne. Udsatte

voksne består af voksne med psykiske vanskeligheder og voksne med særlige sociale

problemer.

Målgrupperne er opgjort på baggrund af de tilgængelige registre, og afspejler delvist den

begrebsbrug, der benyttes i De Kommunale Serviceindikatorer, hvor kommunerne skal

indberette, hvilken målgruppe en borger tilhører, når vedkommende modtager en social

indsats.

De fire overordnede målgrupper er:

•

Fysisk funktionsnedsættelse

Kognitiv funktionsnedsættelse

Psykiske vanskeligheder (sindslidelse)

Socialt problem

”Fysisk funktionsnedsættelse” omfatter blandt andet mobilitets- og kommunikations-

nedsættelser. ”Kognitiv funktionsnedsættelse” kan eksempelvis være hjerneskade, ud-

viklingshæmning, autismespektrum eller opmærksomhedsforstyrrelse. Personer med

fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse udgør tilsammen gruppen af voksne med han-

dicap.

”Psykiske vanskeligheder” (benævnt ”Sindslidelse” i statistikken) omfatter blandt andet

angst, depression, forandret virkelighedsopfattelse mv. ”Socialt problem” kan være mis-

brug, kriminalitet, selvmordsforsøg eller selvmordstanker, overgreb, selvskadende ad-

færd mv. Begrebsbrugen lægger sig op ad Voksenudredningsmetoden (VUM). Der skal

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

264

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

som minimum indberettes én målgruppe pr. ydelse, og den samme borger kan derfor

optræde i flere målgrupper.

Serviceloven opererer ikke med begrebet ”kognitiv funktionsnedsættelse”, men benytter

det bredere begreb ”psykisk funktionsnedsættelse”. Personer, hvor den psykiske funkti-

onsnedsættelse skyldes psykiske vanskeligheder, indgår, som nævnt, i gruppen af ud-

satte voksne.

Der er ved registreringen af personer i stofmisbrugs- og alkoholbehandling, samt perso-

ner på kvindekrisecentre og på forsorgshjem og herberger ikke angivet en målgruppeka-

tegori. Disse personer er i redegørelsen opgjort som udsatte voksne med sociale proble-

mer.

Det samlede antal personer med henholdsvis fysisk funktionsnedsættelse, kognitiv funk-

tionsnedsættelse og psykiske vanskeligheder er opgjort på baggrund af de 57 kommuner,

der har godkendt indberetninger til De Kommunale Serviceindikatorer i hele perioden

2015-2018, og opregnet til landsplan.

Antal personer i målgruppen med sociale problemer og det samlede antal af voksne ind-

satsmodtagere på tværs af alle fire målgrupper er opgjort på baggrund af de 51 kommu-

ner, der både har godkendt deres indberetninger til registret Ventetider vedr. behand-

lingsgaranti for stofmisbrugere i perioden 2015-2018 og De Kommunale Serviceindika-

torer i perioden 2015-2018, og opregnet til landsplan. Se også nedenfor for yderligere

om de enkelte registre og opregning af antallet af modtagere af sociale indsatser efter

serviceloven til landsplan.

Tabel 1 viser antallet af voksne modtagere af indsatser opdelt efter målgruppe, herunder

en fordeling af målgrupperne på køn, alder og oprindelsesland.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

265

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

Tabel 1

Modtagere af indsatser på voksenområdet i 2018, opdelt efter målgrupper, køn, alder og oprin-

delse

Fysisk

handicap

Antal modtagere

13.400

Kognitivt

handicap

43.500

Psykiske

vanskeligheder

31.400

Sociale

problemer

46.100

Samlet

116.800

---------------------------------------- Pct. ----------------------------------------

Køn

Mænd

Kvinder

Alder

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-59 år

60 år eller derover

Oprindelse

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Vestlig oprindelse

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Berørte

personer i løbet af året afrundet til nærmeste 100. Personer kan modtage flere forskellige indsatser og kan

indgå i flere målgrupper. Målgrupperne fysisk handicap, kognitivt handicap og psykiske vanskeligheder er

opgjort på baggrund af de 57 kommuner, der har godkendt deres indberetninger til De Kommunale Servicein-

dikatorer i perioden 2015-2018. Den samlede gruppe af voksne indsatsmodtagere og målgruppen med soci-

ale problemer er opgjort på baggrund af de 51 kommuner, der både har godkendt deres indberetninger til re-

gistret Ventetider vedr. behandlingsgaranti for stofmisbrugere og De Kommunale Serviceindikatorer i perio-

den 2015-2018. Tallene er opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal. Se i øvrigt afsnit vedr. data-

grundlag for yderligere information om opgørelsesmetoden.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Det følgende indeholder opgørelser for de indsatser, der fylder mest i datagrundlaget

blandt voksne modtagere af indsatser.

Tabel 2 viser antallet af voksne modtagere efter type af indsats, opdelt efter målgruppe.

Fysisk og kognitivt handicap er set under et, da der for en række ydelser er meget få ind-

satsmodtagere blandt personer med fysisk handicap.

266

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

Tabel 2

Modtagere af indsatser på voksenområdet i 2018, opdelt efter målgrupper

Handicap

Psykiske

vanskeligheder

Sociale

problemer

Samlet

Socialpædagogisk støtte (§ 85)

Kontant tilskud til ansættelse af hjælpere

(§ 95)

Borgerstyret personlig assistance (BPA) (§

96)

Ledsageordning (§ 97)

Kontaktperson for døvblinde (§ 98)

Behandling (§ 102)

Stofmisbrugsbehandling (§ 101)

Alkoholbehandling

(§ 141 sundhedsloven)

Beskyttet beskæftigelse (§ 103)

Aktivitets- og samværstilbud (§ 104)

Midlertidigt botilbud inkl. tilknyttede ydelser

(§ 107)

Længerevarende botilbud inkl. tilknyttede

ydelser (§ 108)

Socialpædagogisk støtte i botilbudslig-

nende tilbud (§ 85)

Botilbud i alt

Kvindekrisecentre (§ 109)

Forsorgshjem og herberger (§ 110)

Modtagere i alt

23.000

600

1.800

10.800

400

100

8.200

13.800

5.100

3.700

11.600

19.900

52.700

22.900

300

100

1.400

3.200

1.600

2.700

7.200

31.400

6.300

200

100

18.500

15.300

300

600

1.300

500

700

2.400

1.900

6.400

46.100

47.000

600

1.800

11.100

400

300

18.500

15.300

9.500

16.900

8.500

5.200

14.100

27.100

1.900

6.400

116.800

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Berørte

personer i løbet af året afrundet til nærmeste 100. Modtagere i alt er antal unikke personer på tværs af alle

ydelser i 2018, Alkoholbehandling, kvindekrisecentre og forsorgshjem og herberger er baseret på nationale

registre. Øvrige indsatser er baseret på kommuner, der har godkendt deres indberetninger til Danmarks Stati-

stik, og er opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal. Personer i stofmisbrugs- og alkoholbehandling,

samt personer på kvindekrisecentre og forsorgshjem og herberger er i redegørelsen opgjort som voksne med

sociale problemer. Se i øvrigt tabel 1 for opgørelse af målgrupper.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Tabel 3 viser antallet voksne modtagere af indsatser, hvor der findes data for 2018, op-

delt efter køn, alder og oprindelsesland.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

267

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

Tabel 3

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet i 2018, opdelt efter køn, alder og oprin-

delse

Alkohol-

behandling

Antal modtagere

15.300

Stofmisbrugs-

behandling

18.500

Forsorgshjem

og herberger

6.400

Kvinde-

krisecentre

1.900

---------------------------------------- Pct. ----------------------------------------

Køn

Mænd

Kvinder

Alder

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-59 år

60 år eller derover

Oprindelse

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Vestlig oprindelse

100

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Berørte

personer i løbet af året afrundet til nærmeste 100. Alkoholbehandling, kvindekrisecentre, samt forsorgshjem

og herberger er baseret på nationale registre. Stofmisbrugsbehandling er opgjort på baggrund af de 81 kom-

muner, der har godkendt deres indberetninger til VBGS for perioden 2015-2018, og opregnet til landsplan på

baggrund af indbyggertal.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Tabel 4 viser antallet af voksne modtagere af socialpædagogisk støtte, botilbud og aktivi-

tets- og samværsydelse opdelt efter køn, alder og oprindelsesland.

268

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

Tabel 4

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet i 2018, opdelt efter køn, alder og oprin-

delse

Socialpædagogisk

støtte*

Antal modtagere

47.000

Botilbud**

27.100

Aktivitets- og

samværsydelse

16.900

---------------------------------------- Pct. ----------------------------------------

Køn

Mænd

Kvinder

Alder

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-59 år

60 år eller derover

Oprindelse

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Vestlig oprindelse

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Berørte

personer i løbet af året afrundet til nærmeste 100. Opgjort på baggrund af de 57 kommuner, der har godkendt

deres indberetninger til De Kommunale Serviceindikatorer for perioden 2015-2018. Tallene er opregnet til

landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Tabel 5 viser antallet voksne modtagere af beskyttet beskæftigelse, ledsageordning og

borgerstyret personlig assistance (BPA).

Socialpolitisk Redegørelse 2019

269

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

Tabel 5

Modtagere af udvalgte indsatser på voksenområdet i 2018, opdelt efter køn, alder og oprin-

delse

Ledsageordning

Antal modtagere

11.100

Beskyttet

beskæftigelse

9.500

BPA

1.800

---------------------------------------- Pct. ----------------------------------------

Køn

Mænd

Kvinder

Alder

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-59 år

60 år eller derover

Oprindelse

Dansk oprindelse

Ikke-vestlig oprindelse

Vestlig oprindelse

Anm.: Opgørelsen omfatter personer på 18 år eller derover, der indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Berørte

personer i løbet af året afrundet til nærmeste 100. Opgjort på baggrund af de 57 kommuner, der har godkendt

deres indberetninger til De Kommunale Serviceindikatorer for perioden 2015-2018. Tallene er opregnet til

landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.

Datagrundlag

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet er baseret på følgende fem registre:

•

De Kommunale Serviceindikatorer (KSI)

Ventetider vedr. behandlingsgaranti for stofmisbrugere (VBGS)

Kvindekrisecenterstatistikken

Boformsstatistikken

Det Nationale Alkoholbehandlingsregister (NAB)

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet er som udgangspunkt opgjort på bag-

grund af De Kommunale Serviceindikatorer, med undtagelse af personer i stofmisbrugs-

behandling, personer med ophold på forsorgshjem og herberger, kvinder med ophold på

kvindekrisecentre og personer i alkoholbehandling.

270

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

De Kommunale Serviceindikatorer

De Kommunale Serviceindikatorer er baseret på kommunale indberetninger på individ-

niveau til Danmarks Statistik om ydelser efter serviceloven til borgere på 18 år eller der-

over med nedsat funktionsevne, psykiske vanskeligheder eller særlige sociale problemer,

som modtager en social indsats efter serviceloven.

En fuldstændig liste over ydelser, tilbud og målgrupper kan findes på Danmarks Stati-

stiks hjemmeside under emnesiden Handicapområdet, ligesom der på statistikbanken

kan trækkes en række fordelinger for antal af fuldtidsydelser. De ydelser, der fylder mest

i datamaterialet fra De Kommunale Serviceindikatorer er socialpædagogisk støtte, ledsa-

geordning, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværsydelse, midlertidige ophold på

botilbud og længerevarende ophold på botilbud.

Oplysninger om både ydelse og målgruppe stammer fra handlekommunens registrering

og er dermed kommunens vurdering. Hertil kommer det forhold, at kommunerne kan

arbejde med forskellige servicestandarder, hvilket kan give en variation i, hvem der er

inkluderet i målgruppen på tværs af kommuner.

Der benyttes data fra offentliggørelsen af registret fra efteråret 2019. I analysen indgår

der 57 kommuner, der har godkendt data i hele perioden 2015-2018. Hvor der vises tal

for det samlede antal modtagere, er der opregnet til landsplan. Vægtene er dannet som

forholdet mellem antallet af 18-64-årige indbyggere på landsplan og antallet af 18-64-

årige indbyggere i de 57 kommuner.

Der er foretaget en sanering af registret med virkning fra 1. januar 2018. I den forbin-

delse er definitionen af en række ydelser lagt om. Det gælder blandt andet socialpædago-

gisk støtte og botilbud. Registret er opdateret tilbage i tid, således at de nye definitioner

omfatter hele registrets dækningsperiode. Opgørelser pba. den reviderede statistik i

denne redegørelse kan ikke sammenlignes med opgørelser før saneringen som opgjort i

fx Socialpolitisk Redegørelse 2018.

Ventetider vedr. behandlingsgaranti for stofmisbrugere

”Ventetider vedr. behandlingsgaranti for stofmisbrugere” (VBGS) er baseret på løbende

indberetninger fra kommuner og stofmisbrugsbehandlingssteder på individniveau om

personer i stofmisbrugsbehandling efter servicelovens § 101. Det er på baggrund af

VBGS ikke muligt at opdele, hvem der har modtaget henholdsvis social stofmisbrugsbe-

handling efter serviceloven og lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven. Det

er muligt at udsondre, hvem der har modtaget lægelig stofmisbrugsbehandling efter

sundhedslovens § 142, men det kan ikke udsondres, hvor stor en del af denne gruppe,

der samtidig har modtaget behandling efter serviceloven. Det vides dog fra praksis i

kommunerne, at de fleste borgere, der har behov for lægelig behandling, også modtager

social stofmisbrugsbehandling.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

271

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

VBGS omfatter ikke personer i anonym stofmisbrugsbehandling efter servicelovens §

101a, eller personer, som modtager stofmisbrugsbehandling ved Kriminalforsorgen, der

således ikke indgår i analyserne.

Data fra VBGS fra 2015 har ikke gennemgået samme detaljerede kvalitetskontrol, som

det har i 2016 og 2017. Derfor anbefaler Danmarks Statistik, at fortolkningen af data

mellem de to år foretages med varsomhed.

I redegørelsens analyser indgår det antal kommuner, der har godkendt data i den peri-

ode, som analyseres. Hvor der vises tal for det samlede antal personer i stofmisbrugsbe-

handling, er der opregnet til landsplan. Vægtene er dannet som forholdet mellem antal-

let af 18-64-årige indbyggere på landsplan og antallet af 18-64-årige indbyggere i disse

kommuner. Personer i stofmisbrugsbehandling indgår i redegørelsen i målgruppen ud-

satte voksne med sociale problemer.

Kvindekrisecenterstatistikken

Oplysningerne om ophold på kvindekrisecentrene kommer fra Social- og Indenrigsmini-

steriets Kvindekrisecenterstatistik, der indsamles af Danmarks Statistik. Kvindekrise-

centerstatistikken er en totaltælling, som dækker alle påbegyndte ophold på et kvinde-

krisecenter efter servicelovens § 109 i 2017 og fremefter. Statistikken indeholder derfor

også oplysninger om opholdene på kvindekrisecentrene for kvinder med anonymt op-

hold, jf. servicelovens § 109, stk. 2. Hvis borgeren opholder sig anonymt på krisecentret,

indgår borgeren stadig i statistikken, men uden cpr-nummer. I redegørelsen er der

imidlertid set bort fra kvinder med anonymt ophold og kvinder, der ikke kan genfindes i

befolkningsregistret, da oplysninger om disse kvinder ikke kan kobles med andre regi-

steroplysninger om fx alder.

Kvinder med ophold på kvindekrisecentre indgår ikke i opgørelser over udviklingen fra

2015 og fremefter, da der kun findes data om påbegyndte ophold på kvindekrisecentre i

2017 og fremefter. I opgørelser over modtagere af sociale indsatser i 2017 og 2018 er

kvinder med ophold på kvindekrisecentre medtaget.

Boformsstatistikken

Oplysningerne om ophold på forsorgshjem og herberger kommer fra Social- og Inden-

rigsministeriets boformsstatistik, der indsamles af Danmarks Statistik. Statistikken er

en individbaseret totaltælling, som dækker alle ophold på forsorgshjem og herberger ef-

ter servicelovens § 110.

Personer med ophold på forsorgshjem og herberger indgår i redegørelsen i målgruppen

udsatte voksne med sociale problemer. Der findes ikke centralt tilgængelige oplysninger

om opholdskommunen (eller tidligere opholdskommune) for personer med ophold på

forsorgshjem og herberger. Til brug for opgørelsen over det samlede antal udsatte

voksne med sociale problemer og det samlede antal voksne modtagere af sociale indsat-

272

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 3

Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet

ser på tværs af målgrupper, hvor der opregnes til landsplan på baggrund af de 51 kom-

muner, der har godkendt deres indberetninger til VBGS og KSI, er kommunefordelingen

opgjort på baggrund af personens bopælskommune. Det bemærkes, at det formentlig er

en del usikkerhed forbundet ved personens bopælskommune sammenlignet med, hvor

borgeren faktisk opholder sig.

Det Nationale Alkoholbehandlingsregister

Oplysninger om personer i alkoholbehandling efter sundhedslovens § 141 er opgjort på

baggrund af personer registreret i ”Det Nationale Alkoholbehandlingsregister” (NAB),

der også kan genfindes i befolkningsregisteret ultimo året. Opgørelsen omfatter kun per-

soner i offentligt finansieret, ikke-anonym alkoholbehandling.

Personer i alkoholbehandling indgår i denne redegørelse i målgruppen udsatte voksne

med sociale problemer, med henblik på at anvende den begrebsbrug, der benyttes i De

Kommunale Serviceindikatorer, hvor kommunerne skal indberette, hvilken målgruppe

en borger tilhører, når vedkommende modtager en social indsats. Det skal dog bemær-

kes, at borgere i alkoholbehandling ikke nødvendigvis er socialt udsatte.

Socialpolitisk Redegørelse 2019

273

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 4

Diagnosegrupper

Dette bilag præsenterer opgørelsen af diagnosegrupperne, der bruges i redegørelsens ka-

pitler. Der sondres mellem diagnoser, der kan være forbundet med et handicap og diag-

noser, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder, idet diagnosegrupperne er

opgjort på forskellig vis.

Opgørelsen af diagnoser, der kan være forbundet med et handicap, er foretaget på bag-

grund af kontakter til både somatiske og psykiatriske sygehuse i forbindelse med ind-

læggelser, ambulante forløb eller skadestuebesøg i perioden 1995-2016. Kontakter til

egen læge eller privatpraktiserende speciallæger indgår ikke. Diagnosegrupperne er ba-

seret på alle aktions- og bidiagnoser.

For ADHD skal det bemærkes, at ADHD ikke er en selvstændig diagnose i det såkaldte

ICD-10-system, der er det officielle diagnoseklassifikationssystem, der benyttes i Dan-

mark. ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Diagnosen stammer fra

det såkaldte DSM-klassifikationssystem, der bl.a. anvendes i USA, men diagnosen findes

ikke i det system, der benyttes i Danmark. I ICD-10 er den relevante diagnosegruppe de

hyperkinetiske forstyrrelser. ICD-10 og DSM opererer imidlertid med forskellige diagno-

sekriterier, hvilket betyder, at det er ’sværere’ at få diagnosen efter ICD-10. I Sundheds-

styrelsens retningslinjer ’oversættes’ ADHD med de to diagnoser: hyperkinetisk forstyr-

relse og opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet, der indgår i opgørelse her.

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

274

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 4

Diagnosegrupper

Boks 1

Definition af diagnosegrupper, der kan være forbundet med et handicap

Definition

Cerebral parese

Diagnosegruppen

’Cerebral parese’

Diagnosegruppen

’Mental retardering’

ICD10

DG80*

Udviklingshæmning

Autismespektrum

DF70*, DF71*, DF72*, DF73*, DF78* og DF79*

Diagnosegruppen

DF84*

’Gennemgribende mentale ud- (dog ekskl. DF842* , DF844*)

viklingsforstyrrelser’

Diagnosegruppen ’Hyperkineti- DF90*, DF988C

ske forstyrrelser’ og opmærk-

somhedsforstyrrelse uden hy-

peraktivitet

Downs syndrom

DQ90*

ADHD

Downs

Erhvervet hjerne-

skade

Målgruppe for Sundhedsstyrel- 1) For apopleksi, TCI mv. se:

sens forløbsprogram for erhver- Sundhedsstyrelsen 2011:

Bilag til Forløbsprogram

vet hjerneskade. Omfatter 1)

for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerne-

apopleksi, TCI, mv. samt 2)

skade -

traumatisk hjerneskade, hjerne-

Apopleksi og TCI,

S, s. 101.

hindeblødning, tumor i hjerne,

infektion i centralnervesystemet 2) For traumatisk hjerneskade, hjernehindeblød-

mv.

ning, tumor i hjerne, infektion i centralnervesyste-

met mv. se:

Sundhedsstyrelsen 2011:

Bilag til Forløbsprogram

for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerne-

skade - traume, infektion, tumor, subarachnoidal-

blødning og encephalopati,

s.167-169:

Epilepsi

DG40* Epilepsi

DG41* Status epilepticus

DG35*

Epilepsi

Sklerose

Muskelsvind og lig-

nende

Dissemineret sklerose

Indkredset med udgangspunkt i

DG12* Spinale muskelatrofier og beslægtede syn-

sygdomme nævnt af Muskel-

dromer

svindfonden og i dialog med

DG70* Myasthenia gravis og andre neuromusku-

Sundhedsdatastyrelsen

lære sygdomme

https://muskelsvindfon-

DG71* Primære muskelsygdomme

den.dk/om-muskelsvind/syg-

DG600* Arvelig motorisk-sensorisk neuropati

domsbeskrivelser/

DG111C Friedreichs ataksi

Socialpolitisk Redegørelse 2019

275

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 4

Diagnosegrupper

Diagnosegrupper, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder, baseres på kon-

takter til de psykiatriske sygehuse. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser

kan klassificeres i WHO’s diagnosekodesystem ICD-10. I analysen benyttes kategorise-

ringen af diagnoser, som blev benyttet i forbindelse med analyserne i Delafrapportering

1 ved Styringsgennemgangen af psykiatrien (Sundheds- og Ældreministeriet, marts

2018). Diagnosegrupperne benævnes med de eksempler på diagnoser, der er nævnt med

kursiv i boks 2. Det skal bemærkes, at eksemplerne ikke er udtømmende for hele grup-

pen. Eksempelvis indeholder diagnosegruppen ”depression mv.” ud over depression

også bl.a. bipolar affektiv sindslidelse, ligesom ”angst mv.” bl.a. også omfatter posttrau-

matisk belastningsreaktion.

Opgørelsen er baseret på kontakter til psykiatriske sygehuse i perioden 2013-2017 og ba-

seres på både aktions- og bidiagnoser.

Boks 2

Definition af diagnosegrupper, der kan være forbundet med psykiske vanskeligheder

Psykiske lidelser

Eksempler på diagnoser

F10-19 Psykiske lidelser og ad- Akut intoksikation, skadeligt brug, afhængighedssyndrom, abstinenstil-

færdsmæssige forstyrrelser forår- stand, psykotisk tilstand

saget af brug af alkohol eller an-

dre

psykoaktive stoffer

F20-29 Skizofreni, skizotypisk

Skizofreni

sindslidelse, paranoide psykoser,

akutte og forbigående psykoser

samt skizoaffektive psykoser

F30-39 Affekive sindslidelser

Manisk enkeltepisode, bipolar affektiv sindslidelse, depressiv enkeltepi-

sode, tilbagevendende

depression

F40-49 Nervøse og stress-relate- Fobiske

angsttilstande,

andre angsttilstande, obsessiv-kompulsiv til-

rede tilstande samt tilstande med stand, reaktioner på svær belastning, tilpasningsreaktioner

nervøst betingede legemlige

symptomer

F50-59 Adfærdsændringer for-

bundne med fysiologiske forstyr-

relser og fysiske faktorer

Spiseforstyrrelser

F60-69 Forstyrrelser og forandrin-

Personlighedsforstyrrelser

ger af personlighedsstruktur og

adfærd

276

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 5

Opgørelse af børn og unge med handicap

Merudgiftsydelse efter servicelovens § 41 omfatter dækning af nødvendige merudgifter

ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en

betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan

dækkes efter andre bestemmelser i serviceloven eller anden lovgivning.

Tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 omfatter hjælp til dækning af tabt ar-

bejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig

og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller lang-

varig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte

funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er

moderen eller faderen, der passer det.

Eksempler på forebyggende foranstaltninger er familiebehandling, aflastningsophold og

en fast kontaktperson. Anbringelser uden for hjemmet kan eksempelvis være i en pleje-

familie eller på en døgninstitution. Behovet for støtte kan skyldes forhold i familien, fx at

forældrene af forskellige årsager ikke kan varetage omsorgen for barnet, eller forhold

der knytter sig til barnet eller den unge selv, fx adfærdsmæssige vanskeligheder eller en

fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Nedenfor gives en teknisk uddybning af opgørelsesmetoden.

Merudgiftsydelse til børn og unge med handicap

Ud af ca. 20.600 modtagere af merudgiftsydelse i 2016 er ydelsen registreret på et barn

eller en ung (18 år eller derunder ultimo 2016) for 20.100 af modtagerne, svarende til 97

pct. Det er derfor direkte muligt at identificere barnet eller den unge med handicap for

langt hovedparten af alle sager om merudgiftsydelse til børn og unge.

Ifølge regnskabsbekendtgørelsen skal merudgiftsydelse netop også registreres på bar-

nets CPR-nummer. Der er registreret modtagere af merudgiftsydelse i alle 98 kommu-

ner i 2016.

Tabt arbejdsfortjeneste til forældre mv., der passer et barn eller en ung med handicap

Tabt arbejdsfortjeneste er hovedsageligt registreret på en voksen. Ifølge regnskabsbe-

kendtgørelsen skal hjælpen registreres som ydet til den af forældrene, som har modtaget

hjælpen. Der er registreret modtagere af tabt arbejdsfortjeneste for 91 kommuner i 2016.

www.oim.dk

Socialpolitisk Redegørelse 2019

277

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Bilag 5

Opgørelse af børn og unge med handicap

Ud af omkring 13.000 modtagere af tabt arbejdsfortjeneste i 2016 er ydelsen dog regi-

streret på et barn eller en ung (18 år eller derunder) for ca. 3.400 børn og unge, sva-

rende til ca. 25 pct. Blandt de resterende ca. 9.500 voksne modtagere er det muligt at

identificere yderligere ca. 6.100 børn og unge med handicap på baggrund af følgende an-

tagelser:

•

For voksne modtagere af tabt arbejdsfortjeneste, der er juridisk forældre til ét barn

(18 år eller derunder), som bor på samme adresse som barnet, og hvor der ikke bor

andre børn i hustanden, antages det, at forældrenes ene barn er det pågældende

barn med handicap. Det omfatter ca. 1.400 unikke børn og unge i 2016.

For voksne modtagere af tabt arbejdsfortjeneste med flere børn antages det, at hvis

en af forældrene har et barn, der i samme år modtager merudgiftsydelse med fælles

adresse, så er der tale om det samme barn med handicap. Det omfatter i alt knap

3.700 børn og unge med handicap.

For de resterende voksne modtagere af tabt arbejdsfortjeneste med flere børn anta-

ges det, at hvis en af forældrene har et barn, der har en diagnose for enten cerebral

parese, udviklingshæmning, Downs syndrom, erhvervet hjerneskade, muskelsvind

eller autisme med samme adresse, så er der tale om det samme barn med handicap.

Det omfatter ca. 1.200 børn og unge.

•

Samlet set identificeres ca. 9.500 børn og unge, hvis forældre modtager tabt arbejdsfor-

tjeneste.

Forebyggende foranstaltninger og anbringelser af børn og unge

I 2016 modtog i alt ca. 67.500 børn og unge en forebyggende foranstaltning eller en an-

bringelse. Da indsatserne gives efter bestemmelser i serviceloven, som dækker flere mål-

grupper, er det i dag ikke muligt at afgøre, hvorvidt indsatsen gives på grund af en funk-

tionsnedsættelse eller sociale problemer. I analysen afgrænses børn og unge med handi-

cap på baggrund af to kriterier:

•

Barnet eller den unge har modtaget en diagnose på et sygehus for enten cerebral pa-

rese, udviklingshæmning, Downs syndrom, erhvervet hjerneskade, muskelsvind el-

ler autisme i perioden fra fødsel og frem

Barnet eller den unge har modtaget merudgiftsydelse inden for de seneste fem år.

•

I alt opfylder 14.000 ud af de 67.500 modtagere af foranstaltninger ét eller begge krite-

rier, svarende til ca. 21 pct. Det vil sige, at omkring 21 pct. af børnene og de unge har en

indikation på, at indsatsen kan være givet på baggrund af en funktionsnedsættelse

Det skal understreges, at der knytter sig forbehold til opgørelsen. Det er ikke sikkert, at

barnet eller den unge modtager den sociale indsats som en konsekvens af det forhold, at

barnet eller den unge har en funktionsnedsættelse. Barnet eller den unge kan have sam-

menfaldende problematikker, og indsatsen kan være givet alene på grund af sociale år-

sager, der intet har med barnets funktionsnedsættelse at gøre.

278

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Litteraturliste

•

Ankestyrelsen (2019a): ”Børnesagsbarometeret. Pilotundersøgelse”.

Ankestyrelsen (2019b): “Anbringelse uden samtykke – perspektiver på kom-

munernes praksis og stigningen”.

Benjaminsen, Lars (2016): Homelessness in a Scandinavian welfare state: The

risk of shelter use in the Danish adult population, Urban Studies, 53(10), pp.

2041-2063, doi: 10.1177/0042098015587818.

Bleses, D. et al. (2016): ”Early productive vocabulary predicts academic

achievement 10 years later”.

Børne- og Socialministeriet (2017a): ”Strategi for udvikling af sociale indsat-

ser”.

Børne- og Socialministeriet (2017b): ”Kort fortalt – Vold og seksuelle overgreb

mod børn og unge med handicap”.

Børne- og Socialministeriet (2017c): ”Socialpolitisk Redegørelse 2017”.

Børne- og Socialministeriet (2018): ”Socialpolitisk Redegørelse 2018”.

SFI (2017), Larsen, Malene Rode og Larsen, Mona: ”Handicap, beskæftigelse

og uddannelse i 2016”.

Social- og Indenrigsministeriet (2019): ”Velfærdspolitisk Analyse nr. 21: Kom-

munalvariation på anbringelsesområdet”.

Socialstyrelsen (2015): ”Prostitutionens omfang og former 2013/2014”.

Socialstyrelsen (2018): ”Evaluering af omlægning af indsatsen for udsatte børn

og unge”.

Socialstyrelsen (2019): ”Økonomisk analyse af behandlingsprogrammet Cool

Kids.”

•

Statens Institut for Folkesundhed (2018), Deen, Laura; Johansen, Katrine Bin-

desbøl Holm; Møller, Sanne Pagh og Laursen, Bjarne: ”Vold og seksuelle kræn-

kelser”.

www.oim.dk

•

Socialpolitisk Redegørelse 2019

281

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

Litteraturliste

•

Styrelsen for It og Læring (2019): ”Elevfravær i folkeskolen 2018/2019”.

Tordön, R. Vinnerljung, B. & Axelsson, U. (2014): ”Improving foster children’s

school performance: a replication of the Helsingborg study”, Adoption & Fos-

tering, 38(1), s. 37-48.

Uddannelses-og Forskningsministeriet (2019): ”Aftale om fordeling af forsk-

ningsreserven i 2020”.

VIVE (2017), Benjaminsen, Lars: ”Hjemløshed i Danmark 2017. National kort-

lægning”.

VIVE (2018): Eiberg, Misja, Andersen, Luna K. & Scavenius, Christoffer: “Sko-

lestøtte til børn i familiepleje – delrapport I”.

VIVE (2019a), Benjaminsen, Lars: ”Hjemløshed i Danmark 2019. National

kortlægning”.

VIVE (2019b). Iversen, Katrine, Kloppenborg, Hans. S. & Thau, Mads. ”Kom-

munernes perspektiver på centrale udfordringer på børne- og ungeområdet”.

•

282

Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019 SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 111: Socialpolitisk Redegørelse 2019