SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 11: Lovudkast - Orientering om høring over udkast til lovforslag om opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v., fra social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
SOU Alm.del Bilag 11
Offentligt

Social- og Indenrigsministeriet

9. oktober 2019

J.nr. 2019-4803/lth

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs

indgåelse og opløsning og forskellige andre love

(Opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.)

Social- og Indenrigsministeriet

§1

I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019, foretages følgende ændringer:

§ 2

indsættes som

nr. 18:

»18) Lov om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere, transfusionssmittede m.fl.«

§ 4, stk. 1,

indsættes som

2. og 3. pkt.:

»Sager omfattet af § 2, nr. 1-11, visiteres efter §§ 5-7, og disse sager behandles og afgøres efter denne lov

og bestemmelserne i den lovgivning, der i øvrigt gælder for den pågældende sag. § 8 finder anvendelse på

sager omfattet af § 2, nr. 12-18.«

§ 8

ændres »nr. 12-17« til: »nr. 12-18«.

Efter § 11 indsættes:

»§ 11 a.

Familieretshuset foretager forkyndelse i Statstidende, hvis en parts bopæl eller opholdssted ikke

kan oplyses. Forkyndelse foretages endvidere i Statstidende, når det ikke er muligt at foretage forkyndelse

for en part, der har bopæl eller opholdssted i udlandet.

Stk. 2.

Forkyndelse efter stk. 1 sker ved, at en bekendtgørelse indeholdende et uddrag af meddelelsen og

oplysning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til Familieretshuset, indrykkes i Statstidende.

Bekendtgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om, hvorfor denne forkyndelsesform anvendes.

Stk. 3.

Ved forkyndelse efter stk. 1, 2. pkt., skal meddelelsen om muligt tillige sendes til den pågældende

med post.

Stk. 4.

Når en eventuel frist i en meddelelse, der er forkyndt efter stk. 1, er udløbet, og den pågældende

part ikke har besvaret meddelelsen, kan Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggende grundlag.«

§ 27, stk. 1, nr. 1,

ændres »§§ 11, 14, 15 og 15 a« til: »§§ 11 og 14«.

§ 34, stk. 2,

udgår: »tidligere eller«.

§ 37, stk. 1, nr. 3,

ændres »§§ 52 eller 53« til: »§ 52 og § 53, stk. 1, om ændring af aftaler og

afgørelser om bidragspligten«.

§2

SOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 11: Lovudkast - Orientering om høring over udkast til lovforslag om opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v., fra social- og indenrigsministeren

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019, foretages

følgende ændringer:

§ 24, stk. 1, nr. 1-3,

ændres »han« til: »den pågældende ægtefælle«.

§ 24, stk. 1, nr. 4,

ændres »hvis han« til: »hvis den pågældende ægtefælle«, »at han« til: »at den

pågældende ægtefælle« og »ham« til: »den pågældende ægtefælle«.

§ 43 a

indsættes som

stk. 2:

Stk. 2.

Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58 om ændring af en aftale indgået med henblik på

separation eller skilsmisse om fordelingen af formuen eller om andre vilkår, hvis betingelserne i § 448 h i

retsplejeloven er opfyldt.«

§3

I lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019, foretages

følgende ændring:

§ 59, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »indgivelse« til: »indbringelse«, og i

3. pkt.

indsættes efter »ikke«:

»ansøgninger og«.

§4

I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7. august 2019, foretages følgende ændringer:

§ 13, stk. 2,

indsættes som

3. pkt.:

»Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en af barnets forældre aftale at have fælles

forældremyndighed.«

§ 15, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Dør en forælder, der har forældremyndigheden alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have

forældremyndigheden. En efterlevende forælder og andre kan anmode om forældremyndigheden. Er der

fælles forældremyndighed, og dør begge forældre, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.«

§ 23

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1 bortfalder, når barnet er

midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven. Dette har virkning fra det tidspunkt, hvor institutionen

m.v. modtager meddelelse om, at barnet er midlertidigt placeret efter § 32 a i adoptionsloven.«

§ 27

indsættes som

stk. 2

»Stk. 2.

En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får forældremyndigheden alene, gælder, indtil der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

En afgørelse efter stk. 1, hvorved en forælder får forældremyndigheden alene, bortfalder

1) 4 uger efter afgørelsen, medmindre anmodning om afgørelse om forældremyndigheden inden da er

indgivet til Familieretshuset,

2) hvis sag efter nr. 1 efter indgivelsen tilbagekaldes eller afvises, eller

3) hvis forældrene genoptager samlivet.«

§5

I lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser),

jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019, foretages følgende ændring:

§ 10, stk. 1,

udgår »til den, som barnet tilbageholdes fra«.

§6

I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 7. august 2019, som ændret ved § 27 i lov nr. 1533 af 19.

december 2017, foretages følgende ændringer:

§ 4, stk. 4, 2. pkt., § 7, stk. 3, 2. pkt.,

§ 13, stk. 3,

ændres »transseksuelle« til: »transkønnede«.

§ 16

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Stk. 1-4 gælder ikke ved ansøgning om navngivning og navneændring, der indgives i forbindelse

med anmodning om udstedelse af adoptionsbevilling.«

§ 19

indsættes efter »adoptionsbevilling«: », der udfærdiges af Familieretshuset eller Ankestyrelsen«.

§ 21, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt.,« til: »loven«.

§7

I børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019, foretages følgende ændringer:

§ 7, stk. 1,

indsættes efter »registreret«: »inden 4 uger efter fødslen«.

§ 14, stk. 9,

ændres »ved retten« til: »af Familieretshuset eller familieretten, jf. § 32 a, stk. 2«.

§8

I lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser og om ændring af lov om

anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav foretages følgende ændringer:

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om anerkendelse af nordiske afgørelser om faderskab og medmoderskab«.

§ 3, nr. 1,

ændres »dom« til: »afgørelse« og »og er afsagt i en sag, som er anlagt« til: », og sag herom

blev indledt«.

Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a.

§§ 1-4 finder tilsvarende anvendelse på medmoderskab.«

Justitsministeriet

§9

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. september 2019, foretages følgende ændringer:

Efter § 448 g indsættes før overskriften før § 449:

»§ 448 h.

Sager efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning om ændring af en aftale indgået

med henblik på separation eller skilsmisse om fordelingen af formuen eller om andre vilkår kan behandles

her i riget, hvis sagsøgte har hjemting her, jf. § 235, eller hvis det følger af § 246.

Stk. 2.

Stk. 1 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat.«

§ 478, stk. 1,

indsættes efter nr. 3:

»4) afgørelser og forlig efter § 58 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der er truffet af eller indgået

for Familieretshuset,«.

Nr. 4-8 bliver herefter nr. 5-9.

§ 484

ændres »§ 478, stk. 1, nr. 4-7« til: »§ 478, stk. 1, nr. 5-8«.

§ 488, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »§ 478, stk. 1, nr. 1-3« til: »§ 478, stk. 1, nr. 1-4«, og i

2. pkt.

ændres »§

478, stk. 1, nr. 4-7« til: »§ 478, stk. 1, nr. 5-8«.

§ 495, stk. 1, 2. pkt.,

§ 588, stk. 2,

ændres »§ 478, stk. 1, nr. 6« til: »§ 478, stk. 1, nr. 7«.

§ 10

I lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr.

635 af 15. september 1986, som ændret ved § 3 i lov nr. 209 af 29. marts 1995 og § 10 i lov 389 af 14. juni

1995, foretages følgende ændringer:

§ 5, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »eller om ret til personligt samkvem med et barn« til: », om barnets bopæl

eller om samvær««.

§ 9, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Anmodning om fuldbyrdelse efter § 5 indgives dog til familieretten, jf. retsplejelovens kapitel 42 b.«

§ 9, stk. 6,

ændres »fogedretten« til: »retten«.

Sundheds- og Ældreministeriet

§ 11

I lov nr. 217 af 28. april 1993 om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere,

transfusionssmittede m.fl., som ændret ved § 28 i lov nr. 386 af 22. maj 1996 og § 11 i lov nr. 542 af 24.

juni 2005, foretages følgende ændringer:

To steder i

§ 4, 1. og 2. pkt.,

og i

§ 5, 3. pkt.,

ændres »statsforvaltningens« til: »Familieretshusets«.

Efter § 5 indsættes:

»§ 5 a.

Familieretshusets afgørelser efter denne lov kan påklages til Civilstyrelsen.«

§ 12

Loven træder i kraft den 1. april 2020.

§ 13

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§§ 1-8 og 10 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de

ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§ 10 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som

de færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Familieretshusets afgørelser og det familieretlige system

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Det familieretlige system

2.1.1.2. Familieretshusets afgørelser

2.1.1.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

2.1.1.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets afgørelser

2.1.1.3. Forkyndelse af meddelelser gennem Statstidende

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.1.2.1. Det familieretlige system

2.1.2.2. Familieretshusets afgørelser

2.1.2.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

2.1.2.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets afgørelser

2.1.2.3. Forkyndelse af meddelelser gennem Statstidende

2.1.3. 2.2. Aftaler om fælles forældremyndighed

Den foreslåede ordning

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Internationale børnebortførelser

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

2.3.1.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

2.3.1.3. Den nordiske domslov

2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.3.2.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

2.3.2.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

2.3.2.3. Den nordiske domslov

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Faderskab og medmoderskab

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

2.4.1.2. Den nordiske faderskabslov

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.4.2.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

2.4.2.2. Den nordiske faderskabslov

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Opfølgning på ændringerne i 2019 af reglerne om adoption uden samtykke

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Adoption uden samtykke

2.5.1.2. Orienteringsretten

2.5.1.3. Barnets navn

2.5.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.5.2.1. Orienteringsretten

2.5.2.2. Barnets navn

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Ændring af vilkår for separation og skilsmisse

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. Navneloven

2.7.1. Gældende ret

2.7.1.1. Domstolsprøvelse af Familieretshusets navneafgørelser

2.7.1.2. Navneændring for transkønnede

2.7.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.7.2.1. Domstolsprøvelse af Familieretshusets navneafgørelser

2.7.2.2. Navneændring for transkønnede

2.7.3. Den foreslåede ordning

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Den 27. marts 2018 blev der indgået en aftale om etablering pr. 1. april 2019 af et nyt familieretligt system,

bestående af Familieretshuset og familieretten. Aftalen blev udmøntet ved lov om Familieretshuset og lov

om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love

(Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter

forældreansvarsloven). Den første lov indeholdt generelle regler om Familieretshusets opgaver og

sagsbehandling, mens den anden lov navnlig indeholdt ændringer af de love, som Familieretshuset og

familieretten skal administrere, med henblik på at tilrettelægge sagsbehandlingen i det familieretlige system.

Etableringen af det nye familieretlige system bygger på en stor og kompleks lovpakke, der indeholder en ny

hovedlov for Familieretshusets opgavevaretagelse og betydelige ændringer af den familieretlige lovgivning.

Der har efterfølgende vist sig behov for at justere denne lovgivning på enkelte punkter. Dette lovforslag

indeholder forslag til gennemførelsen af disse justeringer.

Der er i vid udstrækning tale om justeringer af lovteknisk karakter. Det drejer sig bl.a. om præcisering af

reglerne om virkningstidspunkterne for Familieretshusets afgørelser samt af reglerne om international

kompetence til at behandle sager om ændring af vilkår for skilsmisse og om fuldbyrdelse af sådanne

afgørelser. Samtidig foreslås der indført mulighed for, at Familieretshuset som et naturligt led i

sagsbehandlingen i lighed med domstolene kan forkynde meddelelser i Statstidende.

Endvidere betyder lovforslaget, at behandlingen af sager om forældremyndighed ved

forældremyndighedsindehaverens død ændres således, at nogle af disse sager kan afgøres af

Familieretshuset, navnlig sager der ikke indeholder en tvist, fordi der kun er én, der ansøger om at få

forældremyndigheden. Dermed bringes behandlingen af disse sager i overensstemmelse med princippet om,

at sager, hvor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to private parter, ikke afgøres af familieretten,

men af Familieretshuset, hvis afgørelser kan prøves af familieretten.

Lovforslaget indeholder desuden forslag, der retter op på uhensigtsmæssigheder i det familieretlige system.

Eksempelvis gøres registreringen af faderskab i forbindelse med barnets fødsel mere smidig, således at

overflødig sagsbehandling kan undgås, og en forældremyndighedsindehaver får mulighed for at aftale fælles

forældremyndighed med en af barnets forældre, forudsat at dette er til barnets bedste. Samtidig sikres det,

at reglerne for tilbagegivelse af bortførte børn er i overensstemmelse med

Haagerbørnebortførelseskonventionens ordlyd, hvilket giver mulighed for mere fleksible løsninger til barnets

bedste.

Videre følger det af lovforslaget, at forældres ret til orientering om deres barn efter forældreansvarsloven

bortfalder, når forældrenes forældremyndighed over barnet bortfalder, fordi barnet anbringes hos en

adoptivfamilie med henblik på adoption. Dette forslag er en opfølgning på loven om kontinuitet og enkle

forløb for børn, der adopteres uden samtykke.

2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget indeholder forslag om indholdsmæssige ændringer af følgende love:

–

Lov om familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019 (Familieretshusloven).

–

Lov om ægteskabets indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019

(ægteskabsloven).

–

Lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 774 af 7. august 2019

(ægtefælleloven).

–

Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 7. august 2019.

–

Lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser),

jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019 (børnebortførelsesloven).

–

Navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 7. august 2019, som ændret ved § 27 i lov nr. 1533 af 19.

december 2017.

–

Børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 772 af 7. august 2019.

–

Lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser og om ændring af lov om

anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav (den nordiske faderskabslov).

–

Retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. september 2019.

–

Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr.

635 af 15. september 1986 med senere ændringer (den nordiske domslov).

–

Lov nr. 217 af 28. april 1993 om udbetaling af godtgørelse til umyndige HIV-positive blødere,

transfusionssmittede m.fl. (HIV-bløderloven).

De foreslåede ændringer beskrives i punkt 2.1.-2.7. og 3.

Bestemmelserne i lovforslagets § 3, nr. 1, § 4, nr. 2, § 7, nr. 2, og § 8, nr. 2, indeholder alene lovtekniske

justeringer, der kun beskrives i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

Af særlig betydning for flere af elementerne i lovforslaget er lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring

af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer

som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter

forældreansvarsloven), der i lovforslaget kaldes 2018-følgeloven.

2.1. Familieretshusets afgørelser og det familieretlige system

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Det familieretlige system

Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familieretshuset efter Familieretshusloven behandler sager, i det

omfang det følger af de i bestemmelsen opregnede love og bestemmelser m.v.

Efter § 4 i Familieretshusloven visiterer Familieretshuset på baggrund af en indledende screening en sag til

behandling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8.

Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven og børnebidragsloven. Disse sager

visiteres til videre behandling efter bestemmelserne i §§ 5-7 i Familieretshusloven, der inddeler sagerne i tre

kategorier: Enkle sager, mindre enkle sager og komplekse sager efter forældreansvarsloven.

Familieretshusloven finder fuldt ud anvendelse på disse sager, idet lovens kapitel 8-10 dog indeholder

særregler om behandlingen af sager inden for hver af de tre sagskategorier.

Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at disse sager behandles og afgøres

efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den enkelte sag. Det følger videre af § 8, at

herudover finder kapitel 3 i Familieretshusloven, der indeholder enkelte generelle sagsbehandlingsregler,

anvendelse ved behandlingen af sådanne sager.

De sager, der er omfattet af Familieretshusloven, overtog Familieretshuset ved nedlæggelsen af

Statsforvaltningen pr. 1. april 2019, jf. § 46 i Familieretshusloven. Det fremgår af HIV-bløderloven, at

Statsforvaltningen varetager visse opgaver i relation til godtgørelser, der efter § 1 i HIV-bløderloven

udbetales kulancemæssig til umyndige HIV-positive blødere m.v. Ved en fejl blev der ikke taget stilling til,

hvilken myndighed der skal varetage til Statsforvaltnings opgaver efter HIV-bløderloven efter nedlæggelsen

af Statsforvaltningen. Statsforvaltningens opgaver efter HIV-bløderloven drejer sig om samtykke til den

umyndiges erhvervelse m.v. af fast ejendom eller ydelse af lån m.v. for godtgørelser omfattet af HIV-

bløderloven. Statsforvaltningens afgørelser efter HIV-bløderloven kan på ulovbestemt grundlag påklages til

Civilstyrelsen.

2.1.1.2. Familieretshusets afgørelser

2.1.1.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

Efter § 7, jf. § 32 i Familieretshusloven behandles sager om forældremyndighed, der er komplekse, af

Familieretshuset. Når sagen er oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse.

Tilsvarende følger det af § 6, stk. 1, jf. § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, i Familieretshusloven, at sager om

forældremyndighed, der er mindre enkle, behandles af Familieretshuset, der efter sagsoplysning og

konflikthåndtering m.v. indbringer sagerne for familieretten til afgørelse.

De sager om forældremyndighed, der er omfattet af disse to regelsæt, vedrører sager efter § 11 i

forældreansvarsloven om opløsning af fælles forældremyndighed, sager efter § 14 i forældreansvarsloven

om etablering af fælles forældremyndighed og overførsel af eneforældremyndighed fra den ene forælder til

den anden forælder, og sager efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter en

forældremyndighedsindehavers død.

Efter § 6, stk. 2, nr. 11, i Familieretshusloven afgøres sager, hvor der ikke skal tages stilling til en tvist

mellem to private parter, med enkle undtagelser af Familieretshuset efter § 26 i Familieretshusloven.

Sager, der ikke vedrører forældremyndighed eller andre spørgsmål om forældreansvar, behandles efter § 26

i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning

og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse

i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag for familieretten til

afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Inden etableringen af det nye familieretlige system pr. 1. april 2019 blev afgørelser om forældremyndighed

efter §§ 11 og 14 i forældreansvarsloven truffet af domstolene, mens afgørelser om forældremyndighed

efter forældremyndighedsindehaverens død efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven blev truffet af

Statsforvaltningen med mulighed for domstolsprøvelse.

Grunden til, at det tidligere var Statsforvaltningen, der traf afgørelse i dødsfaldssagerne, var, at disse sager

forudsætter en række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative end retlige. Det drejer sig navnlig

om at fastslå, hvem der ønsker at få forældremyndigheden. Hertil kommer, at der i nogle sager ikke er

nogen, der søger om at få forældremyndigheden, hvorfor Statsforvaltningen i samarbejde med kommunen

skulle prøve at finde en egnet forældremyndighedsindehaver. Det følger således af § 57 i lov om social

service (serviceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 798 af 7. august 2019 med senere ændringer), at hvis ingen

har forældremyndigheden over et barn, skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at der

udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Endvidere skal kommunalbestyrelsen i fornødent

omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden, når Familieretshuset til

brug for behandlingen af en sag efter § 15 a, stk. 1, i forældreansvarsloven anmoder kommunalbestyrelsen

herom.

Resultatet af de nævnte undersøgelser kan være, at der er en, to eller flere, der ansøger om

forældremyndigheden. Er der kun én ansøger, skal der alene tages stilling til, om det er bedst for barnet, at

forældremyndigheden tillægges den pågældende. Der skal således i disse situationer ikke tages stilling til en

tvist mellem to private parter.

2.1.1.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets afgørelser

Efter § 34, stk. 1, i Familieretshusloven har afgørelser truffet af Familieretshuset som udgangspunkt virkning

fra afgørelsestidspunktet. Det følger af lovens § 38, at når en afgørelse har virkning efter § 34, kan den

fuldbyrdes. Med bestemmelsen blev retstilstanden forud for den 1. april 2019 opretholdt i forhold til

Statsforvaltningens afgørelser om bl.a. børne- og ægtefællebidrag, der havde virkning og kunne fuldbyrdes

fra afgørelsestidspunktet.

Efter § 34, stk. 2, i Familieretshusloven kan Familieretshuset dog i en afgørelse om f.eks. børnebidrag

bestemme, at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt. Det fremgår af bemærkningerne

til bestemmelsen, at det med § 34, stk. 2, foreslås, at det i en afgørelse omfattet af § 34, stk. 1, kan

bestemmes, at afgørelsen har virkning fra et andet tidspunkt end afgørelsestidspunktet. Det kan f.eks. i en

afgørelse om børnebidrag bestemmes, fra hvilket tidspunkt bidraget skal betales.

Efter reglerne om ændringstidspunkter i kapitel 4 i bekendtgørelse nr. 285 af 20. marts 2019 om børne- og

ægtefællebidrag (bidragsbekendtgørelsen) har en ændring af et børne- eller ægtefællebidrag som

udgangspunkt virkning fra den første forfaldsdag efter afgørelsen. I en række situationer har ændringen dog

virkning fra et tidligere tidspunkt.

Efter § 37, stk. 1, i Familieretshusloven har en række af Familieretshusets afgørelser som udgangspunkt

virkning to uger efter, at afgørelsen er truffet. Efter bestemmelsens nr. 3 gælder dette bl.a. for afgørelser

efter §§ 52 og 53 i ægteskabsloven om ændring af størrelsen af ægtefællebidrag. Efter § 52 i

ægteskabsloven kan en af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets størrelse ændres,

såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde aftalen. Efter lovens

§ 53, stk. 1, kan en afgørelse om ægtefællernes bidragspligt efter separation og skilsmisse ændres, såfremt

væsentligt forandrede forhold og særlige grunde i øvrigt taler herfor. Efter bestemmelsens stk. 2 kan en

afgørelse om bidragets størrelse ændres, såfremt omstændighederne taler derfor.

Indtil etableringen af det nye familieretlige system pr. 1. april 2019 blev afgørelser efter § 52 om ændring af

en aftale om ægtefællebidrag og efter § 53, stk. 1, om ændring af en ægtefælles bidragspligt truffet af

domstolene, mens afgørelse efter § 53, stk. 2, om ændring af en afgørelse om bidragets størrelse blev

truffet af Statsforvaltningen.

Efter de dagældende bestemmelser i § 454, stk. 1, 1. pkt., og § 480, stk. 1, i retsplejeloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, var ankefristen for domme efter bl.a. § 52 og § 53, stk.

1, i ægteskabsloven fire uger, men dommene kunne fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen på 14 dage var

udløbet, medmindre dommen forinden var anket. Den familieretlige lovgivning indeholdt ikke bestemmelser

om, fra hvilket tidspunkt de afgørelser, som Statsforvaltningen traf, havde virkning, men det er fast antaget,

at de havde virkning fra afgørelsestidspunktet.

2.1.1.3. Forkyndelse af meddelelser gennem Statstidende

Retsplejeloven indeholder i kapitel 17 en række bestemmelser om domstolenes forkyndelse af meddelelser

som stævninger, mødeindkaldelser m.v. Forkyndelse foretages som udgangspunkt ved digital

kommunikation, ved brev- eller postforkyndelse, ved stævningsmand eller telefonisk. Disse

forkyndelsesformer forudsætter, at den pågældende part enten har en digital postkasse eller kendt bopæl

eller opholdssted.

Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, sker forkyndelse efter § 158 i retsplejeloven

ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.

Efter bestemmelsen kan der bl.a. ske forkyndelse efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr.

1393/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle

sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning nr. 1348/2000

(forkyndelsesforordningen) og Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af

retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål

(Haagerforkyndelseskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 15 af 13. februar 1970, Lovtidende C.

Efter § 159, stk. 1, i retsplejeloven kan forkyndelse foretages i Statstidende, efter bestemmelsens nr. 1

såfremt den pågældendes bopæl eller opholdssted eller hans arbejdssted her i landet ikke kan oplyses, eller

efter bestemmelsens nr. 2 hvis vedkommende fremmede myndighed nægter eller undlader at efterkomme

en anmodning om forkyndelse efter § 158.

Efter § 3, stk. 1, i lov nr. 419 af 31. maj 2000 om Statstidende med senere ændringer (Statstidendeloven)

optages i Statstidende alle meddelelser, som i henhold til lovgivningen skal offentliggøres i Statstidende.

Efter § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer,

må der, når en part må antages ikke at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger om en sags faktiske grundlag, ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt

med oplysningerne og givet parten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Familieretshuset foretager normalt sådanne partshøringer ved at sende et brev til den pågældende parts

digitale postkasse eller, hvis parten ikke har en digital postkasse, til partens adresse, eventuelt med

afleveringsattest. Bor parten i et land, der er omfattet af forkyndelsesforordningen eller

Haagerforkyndelseskonventionen, kan Familieretshuset forkynde partshøringen efter reglerne i forordningen

eller konventionen.

Partshøringen indeholder en svarfrist samt meddelelse om, at Familieretshuset vil træffe afgørelse på det

foreliggende grundlag, medmindre parten inden udløbet af fristen fremsætter protest herimod. Dette gælder

både ved partshøring over en ny ansøgning og partshøring, der foretages under behandlingen af sag.

Den familieretlige lovgivning indeholder ikke regler om, hvordan partshøringer skal foretages, hvis der ikke

kan fremskaffes oplysninger om en parts adresse, eller parten bor i et land, hvor det ikke er muligt at

foretage varsling pr. post eller gennem det internationale forkyndelsessamarbejde. Familieretshuset kan ikke

forkynde meddelelser som f.eks. partshøringer over nye ansøgninger gennem Statstidende, fordi en sådan

forkyndelse ikke følger af den familieretlige lovgivning.

2.1.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.1.2.1. Det familieretlige system

Det bør fremgå klart af bestemmelserne i kapitel 2 i Familieretshusloven om visitation af Familieretshusets

sager, at sagerne ved visitationen indledningsvist inddeles i sager, der er omfattet af det nye familieretlige

system, dvs. sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven, og i sager efter lovens § 2, der ikke er

omfattet af det nye Familieretlige system. Dernæst bør det fremgå af bestemmelserne, at for så vidt angår

sager omfattet af det nye familieretlige system, foretages visitationen efter lovens §§ 5-7, mens de øvrige

sager visiteres efter lovens § 8.

Endelig bør det i relation til sager omfattet af det nye familieretlige system fremgå af Familieretshusloven, at

disse sager behandles og afgøres efter Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning, der i øvrigt

gælder for den pågældende sag. Dette er det samme, som efter lovens § 8 gælder for de øvrige sager, der

er omfattet af loven.

Med § 46 i Familieretshusloven blev Statsforvaltningen nedlagt pr. 1. april 2019. De opgaver, som

Statsforvaltningen indtil nedlæggelsen varetog efter HIV-bløderloven, har nær sammenhæng med de

opgaver efter værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 med senere ændringer,

som Familieretshuset overtog fra Statsforvaltningen pr. 1. april 2019, jf. § 17 i 2018-følgeloven.

Familieretshuset bør derfor også overtage Statsforvaltningens opgaver efter HIV-bløderloven. I den

forbindelse bør den ulovbestemte klageadgang for afgørelser efter HIV-bløderloven lovfæstes således, at

Familieretshusets afgørelser efter loven kan påklages til Civilstyrelsen.

2.1.2.2. Familieretshusets afgørelser

2.1.2.2.1. Forældremyndighed ved dødsfald

Sager om forældremyndighed efter forældremyndighedsindehaverens død bør som udgangspunkt afgøres af

Familieretshuset. Dette skyldes, at disse sager forudsætter en række sagsbehandlingsskridt, der er mere

administrative end retlige. Det drejer sig navnlig om at fastslå, hvem der ønsker at få forældremyndigheden,

eventuelt i samarbejde med kommunen. Endvidere er der i flere af sagerne kun én ansøger, hvorfor der ikke

skal tages stilling til en tvist mellem to private parter. Der henvises i den forbindelse til § 6, stk. 2, nr. 11, i

Familieretshusloven, hvorefter afgørelsen i en sag altid træffes af Familieretshuset, når der ikke skal tages

stilling til en tvist mellem to private parter.

Nogle af dødsfaldssagerne indeholder en partstvist, men blandt dem vil der være sager, hvor der ikke er

tvivl om, hvem der skal have forældremyndigheden. Det drejer sig bl.a. om sager, hvor der er afholdt en

samtale med barnet, der klart og utvetydigt har givet udtryk for, hvem det ønsker som

forældremyndighedsindehaver, samt sager, hvor den ene ansøger gennem længere tid har haft en nær

tilknytning til barnet, f.eks. den afdøde forældremyndighedsindehavers samlever, og den anden ansøger kun

i begrænset omfang har haft kontakt med barnet. Der er således ikke noget til hinder for, at sådanne sager

kan afgøres af Familieretshuset.

Der vil dog også blandt dødsfaldssagerne kunne være sager, der er komplekse og dermed omfattet af § 7 i

Familieretshusloven, og sager, der indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger, jf. § 27,

stk. 2, nr. 1, i Familieretshusloven. Sådanne sager bør Familieretshuset fortsat indbringe for familieretten til

afgørelse efter henholdsvis § 32 og § 27, stk. 2, nr. 1, i Familieretshusloven.

2.1.2.2.2. Virkningstidspunkt for Familieretshusets afgørelser

§ 34, stk. 2, i Familieretshusloven indeholder en sammenblanding af to regelsæt. Det første regelsæt drejer

sig om, fra hvilket tidspunkt en afgørelse får virkning sådan, at afgørelsen kan tvangsfuldbyrdes. Det andet

regelsæt drejer det sig eksempelvis om, fra hvilket tidspunkt en afgørelse om ændring af størrelsen af et

børne- eller ægtefællebidrag har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt bidragsbetaleren skal betale det

ændrede bidrag.

Familieretshuset bør ikke kunne bestemme, at en afgørelse om f.eks. børnebidrag har virkning fra et

tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet. Dette skyldes, at bidragslovgivningen indeholder bestemmelser

om, fra hvilket tidspunkt en ændring af et børne- eller ægtebidrag har virkning, og at der heller ikke i

relation til andre afgørelsestyper er behov for at kunne bestemme, at en afgørelse har virkning fra et

tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet, da en afgørelse ikke kan fuldbyrdes m.v., før den er truffet.

Familieretshuset bør således alene have mulighed for at bestemme, at en afgørelse har virkning fra et

senere tidspunkt end afgørelsestidspunktet. En sådan bestemmelse vil betyde, at afgørelsen først kan

fuldbyrdes fra det tidspunkt, hvor den får virkning. § 34, stk. 2, i Familieretshusloven bør præciseres i

overensstemmelse hermed.

Endvidere bør det fremgå klart af Familieretshusloven, at de afgørelser om ændring af aftaler og afgørelser

om størrelsen af et ægtefællebidrag, som Familieretshuset træffer, i lighed med andre afgørelser om

størrelsen af ægtefællebidrag har virkning fra afgørelsestidspunktet, jf. § 34 i Familieretshusloven.

2.1.2.3. Forkyndelse af meddelelser gennem Statstidende

Familieretshuset bør ligesom domstolene kunne forkynde meddelelser gennem Statstidende, hvis en parts

bopæl eller opholdssted ikke kan oplyses, eller hvis det ikke er muligt at foretage forkyndelse for en part,

der har bopæl eller opholdssted i udlandet. Når en eventuel frist i en meddelelse, der er forkyndt i

Statstidende, er udløbet, og den pågældende part ikke har besvaret meddelelsen, bør Familieretshuset

kunne afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

Med forslaget kan Familieretshuset opfylde høringspligten efter § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, når parten

har ukendt bopæl eller opholdssted. Det gælder både ved partshøring over nye ansøgninger og partshøring,

der foretages under behandlingen af en sag. Det forventes, at bestemmelsen navnlig vil blive anvendt ved

partshøring over nye ansøgninger.

2.1.3. Den foreslåede ordning

De foreslåede justeringer af reglerne om visitation m.v. af Familieretshusets sager foreslås for det første

gennemført ved, at der i § 4, stk. 1, i Familieretshusloven som 2. pkt. indsættes en bestemmelse, hvorefter

sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven visiteres efter lovens §§ 5-7, og hvorefter disse sager

behandles og afgøres efter Familieretshusloven og bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den

pågældende sag. Dernæst foreslås justeringerne gennemført ved, at der i bestemmelsen som 3. pkt.

indsættes en bestemmelse, hvorefter § 8 i Familieretshusloven finder anvendelse på de resterende sager

omfattet af § 2 i Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.

Den foreslåede overførsel af Statsforvaltningens opgaver efter HIV-bløderloven foreslås gennemført ved, at

henvisningerne i loven til Statsforvaltningen ændres således, at der i stedet henvises til Familieretshuset.

Samtidigt indsættes der i loven som § 5 a en bestemmelse, hvorefter Familieretshusets afgørelser efter

loven kan påklages til Civilstyrelsen. Som led i overførslen indsættes der i oversigten over Familieretshusets

opgaver i § 2 i Familieretshusloven en henvisning til HIV-bløderloven, og en tilsvarende henvisning indsættes

i § 8 i Familieretshusloven om Familieretshusets behandling af sager, der ikke er omfattet af det nye

familieretlige system. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og 3, og § 11.

Den foreslåede ændring af kompetencen til at træffe afgørelse om forældremyndighed ved

forældremyndighedsindehaverens død foreslås gennemført ved, at henvisningerne i § 27, stk. 1, nr. 1, i

forældreansvarsloven til §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter død udgår. Der

henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.

Forslaget om, at Familieretshuset kan forkynde meddelelser gennem Statstidende, foreslås gennemført ved,

at der som § 11 a indsættes en bestemmelser herom i Familieretshusloven. Efter den foreslåede

bestemmelse foretager Familieretshuset forkyndelse i Statstidende, hvis en parts bopæl eller opholdssted

ikke kan oplyses. Forkyndelse foretages endvidere i Statstidende, når det ikke er muligt at foretage

forkyndelse for en part, der har bopæl eller opholdssted i udlandet. Forkyndelsesadgangen medfører ikke

behov for at ændre Statstidendeloven, da det følger af lovens § 3, stk. 1, at i Statstidende offentliggøres

meddelelser, som i henhold til lovgivningen skal offentliggøres i Statstidende, og denne offentliggørelsespligt

følger af den foreslåede bestemmelse i § 11 a i Familieretshusloven.

Videre foreslås det, at forslaget om, at Familieretshuset ikke skal kunne bestemme, at afgørelser om børne-

og ægtefællebidrag m.v. har virkning fra et tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet gennemføres ved

ændring af § 34, stk. 2, i Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

Endelig foreslås ændringen af virkningstidspunktet for Familieretshusets afgørelse om ændring af aftaler og

afgørelser om størrelsen af ægtefællebidrag gennemført ved, at anvendelsesområdet for § 37, stk. 1, nr. 3, i

Familieretshusloven ændres således, at bestemmelsen alene finder anvendelse på afgørelser efter § 52 og §

53, stk. 1, i ægteskabsloven om ændring af henholdsvis aftaler og afgørelser om pligten til at betale

ægtefællebidrag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7.

2.2. Aftaler om fælles forældremyndighed

2.2.1. Gældende ret

§ 13, stk. 1, i forældreansvarsloven giver forældre mulighed for at aftale, at forældremyndigheden skal

overføres fra den ene forælder til den anden. Aftalen skal anmeldes til Familieretshuset for at være gyldig.

Er en sag om forældremyndighed indbragt for familieretten, kan anmeldelse ske hertil.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan forældremyndigheden ved aftale godkendt af Familieretshuset eller

familieretten overføres til andre end forældre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar eller et

samlevende par i forening, herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever.

Bestemmelsen giver også en forælder, der har forældremyndigheden alene, mulighed for at aftale fælles

forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever.

Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven giver således mulighed for at indgå aftaler om

placeringen af forældremyndighed på en række forskellige måder. Bestemmelserne giver imidlertid ikke

mulighed for at aftale fælles forældremyndighed i alle situationer. Eksempelvis giver bestemmelserne ikke

mulighed for at aftale fælles forældremyndighed i følgende situation: Den ene forælder og dennes

ægtefælle eller samlever har fået fælles forældremyndighed efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven. Hvis

denne pågældende forælder, der har del i forældremyndigheden, dør, kan den afdøde forælders ægtefælle

eller samlever, der efter dødsfaldet efter § 15 i forældreansvarsloven har forældremyndigheden alene, ikke

indgå aftale om fælles forældremyndighed med den anden forælder.

Det følger af § 15, stk. 2, i forældreansvarsloven, at når en forælder dør, og forældrene ved dødsfaldet

havde fælles forældremyndighed, kan andre i forbindelse med dødsfaldet anmode om

forældremyndigheden, hvis barnet ved dødsfaldet ikke havde bopæl hos den efterlevende forælder. Det

følger af bestemmelsens stk. 3, at når en forælder, der har forældremyndigheden alene, dør, kan en

efterlevende forælder og andre anmode om forældremyndigheden. Begge bestemmelser giver mulighed for,

at etablere fælles forældremyndighed.

2.2.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Bestemmelserne i § 13, stk. 1 og 2, i forældreansvarsloven giver mulighed for at indgå aftaler om

placeringen af forældremyndighed i en række forskellige situationer, men bestemmelserne giver ikke

tilstrækkelig mulighed for at aftale fælles forældremyndighed. Efter en konkret vurdering kan det

eksempelvis være bedst for et barn, at en forældremyndighedsindehaver, der ikke er forælder til barnet, har

mulighed for at aftale fælles forældremyndighed med en af barnets forældre, der hverken er

forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever. På den måde sikres det, at der er to personer,

der har ret og pligt til drage omsorg for barnet og til at træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra

barnets interesse og behov. Forældreansvarsloven giver ikke mulighed for at indgå en sådan aftale, men

loven bør ikke være til hinder for sådanne ordninger, når de er bedst for barnet. Forældreansvarsloven bør

derfor indeholde mulighed for at indgå sådanne aftale, forudsat at aftalen godkendes af Familieretshuset

eller familieretten.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om udvidelse af adgangen til at aftale fælles forældremyndighed over et barn foreslås gennemført

ved, at der i § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven som 3. pkt. indsættes en bestemmelse, der giver en

forældremyndighedsindehaver mulighed for ved en aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten at

aftale fælles forældremyndighed med en af barnets forældre, der hverken er

forældremyndighedsindehaverens ægtefælle eller samlever.

Der henvises til lovforslagets § 4, nr. 1.

2.3. Internationale børnebortførelser

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

Børnebortførelsesloven indeholder bl.a. regler om behandlingen af anmodninger om tilbagegivelse efter

Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser

(Haagerbørnebortførelseskonventionen), jf. bekendtgørelse nr. 110 af 21. november 1991, Lovtidende C, af

børn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat. Loven fastlægger også i overensstemmelse

med konventionen betingelserne for at tilbagegive et bortført barn.

Formålet med konventionen er at sikre, at bortførte børn tilbagegives således, at afgørelsen om uenigheden

mellem forældrene om forældreansvaret i forhold til barnet kan blive afgjort til barnets bedste i det land,

hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet. Det må således ikke være muligt for en forælder at bortføre

et barn til et andet land, hvor den pågældende forælder har bedre muligheder for få forældreansvaret over

barnet.

Det følger af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at børn, som ulovligt er ført her til landet, eller som

ulovligt tilbageholdes her, efter anmodning skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis

barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt

Haagerbørnebortførelseskonventionen. Det er således udgangspunktet, at et bortført barn skal tilbagegives.

Ved § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven er artikel 8 i Haagerbørnebortførelseskonventionen blevet

inkorporeret i dansk ret. Det fremgår af artikel 8, at enhver person, institution eller anden myndighed, som

gør gældende, at et barn er blevet bortført eller tilbageholdt i strid med forældremyndigheden, kan anmode

centralmyndigheden enten i den stat, hvor barnet har bopæl, eller i enhver anden kontraherende stat om

bistand til at sikre, at barnet tilbagegives.

Det fremgår ikke af artikel 8, til hvem et bortført barn skal tilbagegives, hvis betingelserne for tilbagegivelse

er opfyldt.

Efter konventionens artikel 13, stk. 1, litra b, der er inkorporeret i dansk ret ved § 11 i

børnebortførelsesloven, kan tilbagegivelse af et bortført barn bl.a. nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for,

at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte

det i en situation, som barnet ikke bør tåle. Bestemmelsen finder f.eks. anvendelse, hvis der er risiko for, at

den forælder, som barnet er bortført fra, efter en eventuel tilbagegivelse af barnet vil udøve vold, herunder

psykisk vold, over for barnet eller den anden forælder.

Ud over betingelserne i § 10, stk. 1, skal en afgørelse om tilbagegivelse af et barn altid være til barnets

bedste.

Sager om tilbagegivelse af bortførte børn behandles i Danmark af familieretten. Det er op til myndighederne

i det land, hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet, at tage stilling til, hvad der er bedst for barnet i

relation til placeringen af forældreansvaret over for barnet, herunder at træffe midlertidige afgørelser

herom.

2.3.1.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

Forældreansvarsloven indeholder i kapitel 5 bestemmelser om midlertidige afgørelser om

forældremyndighed.

Efter § 26 i forældreansvarsloven kan den myndighed, der behandler en sag om forældremyndighed, efter

anmodning bestemme, hvem forældremyndigheden midlertidigt skal tilkomme. Afgørelsen gælder, indtil der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse, som kan fuldbyrdes. Afgørelsen bortfalder, hvis anmodningen om,

at der træffes afgørelse om forældremyndighed, tilbagekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager

samlivet. Midlertidig forældremyndighed efter § 26 gælder således kun under behandlingen af

forældremyndighedssagen.

Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndigheden forhindret i at træffe bestemmelse om

barnets personlige forhold, afgør Familieretshuset efter § 28 i forældreansvarsloven, hvem

forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer. Det følger af bestemmelsen, at

forældremyndigheden automatisk ophører, når forhindringen ikke længere er til stede, dvs. når den hidtidige

forældremyndighedsindehaver igen er i stand til at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold.

Endelig indeholder § 27 i forældreansvarsloven bestemmelser om midlertidig forældremyndighed,

når forældrene har fælles forældremyndighed, og der er risiko for, at den ene af dem vil bringe barnet ud af

landet og derved foregribe en afgørelse om forældremyndigheden. I disse situationer kan social- og

indenrigsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, midlertidigt tillægge den anden forælder

forældremyndigheden alene.

Bestemmelsen anvendes alene, når den ene forælder er i færd med at bortføre et barn til udlandet, og der

derfor er et akut behov for at tillægge den anden forælder forældremyndigheden alene. Dermed får denne

forælder efter § 3 i forældreansvarsloven mulighed for som eneforældremyndighedsindehaver at bestemme,

hvor barnet skal opholde sig, og kan anmode om politiets bistand til at bringe bortførelsen af barnet til

udlandet til ophør. Grundlaget for politiets indgriben er § 215 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af

20. september 2018 med senere ændringer, hvorefter den, som unddrager en person under 18 år forældres

eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg, kan straffes.

I praksis forudsætter anvendelse af § 27, at det ikke er muligt for Familieretshuset eller familieretten at

træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndigheden efter § 26 i forældreansvarsloven, typisk fordi det

akutte behov for en forældremyndighedsafgørelse opstår uden for Familieretshusets eller familierettens

kontortid. De afgørelser, som social- og indenrigsministeren træffer efter § 27, træffes uden sædvanlig

sagsoplysning, fordi der er meget kort tid til at tage stilling til anmodningen om eneforældremyndighed.

Bestemmelsen i § 27 finder anvendelse, uanset om der verserer eller ikke verserer en sag om

forældremyndigheden over barnet hos Familieretshuset eller domstolene.

En afgørelse om eneforældremyndighed efter § 27 har samme retsvirkninger som andre

forældremyndighedsafgørelser.

Efter § 30 i forældreansvarsloven kan social- og indenrigsministeren ændre en midlertidig afgørelse truffet

efter lovens § 27.

Afgørelser efter § 27 kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, men afgørelserne kan

indbringes for domstolene efter § 63 i grundloven.

Bestemmelsen i § 27 indeholder ikke bestemmelser om, hvor længe en forældremyndighedsafgørelse truffet

i medfør af bestemmelsen gælder. Det antages imidlertid, at en afgørelse efter § 27 bortfalder, når der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, når en eventuel

sag om forældremyndigheden tilbagekaldes eller afvises, eller hvis forældrene genoptager samlivet. Dette

indebærer, at en afgørelse efter § 27 kan være gældende i en længere periode, hvis ingen af forældrene

indleder en forældremyndighedssag.

2.3.1.3. Den nordiske domslov

Den nordiske domslov indeholder i § 5 bestemmelser om fuldbyrdelse i Danmark af retsafgørelser,

administrative afgørelser og forlig, herunder at midlertidig afgørelser, der er truffet i Finland, Island, Norge

eller Sverige, om forældremyndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem med et barn, eller som

i øvrigt går ud på, at et barn skal udleveres, kan fuldbyrdes her i landet.

Efter lovens § 9, stk. 1, indgives anmodning om fuldbyrdelse til fogedretten. Efter bestemmelsens stk. 6 skal

dokumenter, som er affattet på andre sprog end dansk, norsk eller svensk, ledsages af en bekræftet

oversættelse til et af disse sprog, medmindre fogedretten bestemmer andet.

Fuldbyrdelsen foretages efter lovens § 10 efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af danske

afgørelser uden hensyn til, hvad afgørelsen eller forliget måtte indeholde om tvangsmidler. Dette indebærer,

at sager om fuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. efter lovens § 5 behandles af familieretten efter

særreglerne om fuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. i kapitel 42 b i retsplejeloven.

2.3.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.3.2.1. Tilbagegivelse af bortførte børn

Ordlyden af § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven bør bringes i overensstemmelse med ordlyden af artikel 8 i

Haagerbørnebortførelseskonventionen således, at konventionens artikel 8 er korrekt inkorporeret i dansk ret.

Det bør derfor ikke længere fremgå af bestemmelsen, at et bortført barn, der tilbagegives, skal tilbagegives

til den, som barnet tilbageholdes fra. Ved afgørelser om, at et bortført barn skal tilbagegives, skal

familieretten således kunne bestemme, til hvem og hvordan barnet skal tilbagegives. Med den foreslåede

ændring får familieretten således bedre muligheder for at træffe afgørelse om tilbagegivelse af et bortført

barn til barnets bedste.

En tilbagegivelse kan eksempelvis foregå på den måde, at bortføreren tager med barnet tilbage til det land,

hvor barnet boede på bortførelsestidspunktet. Hvis der er behov for det, kan der i det pågældende land

være truffet foranstaltninger til beskyttelse af barnet og/eller bortføreren mod voldelige overgreb fra den

anden forælder, f.eks. i form af mulighed for ophold på en hemmelig adresse eller et krisecenter.

Tilbagegivelsen kan endvidere ske til myndighederne i det land, hvor barnet boede på

bortførelsestidspunktet, således, at disse myndigheder sikrer, at barnet ikke udsættes for vold.

Tilbagegivelsen kan også foregå på andre måder, der sikrer, at barnet og/eller bortføreren ikke udsættes for

vold.

Det bemærkes, at den foreslåede ændring ikke er til hinder for, at tilbagegivelsen sker til den forælder, som

barnet blev bortført fra, forudsat at retten vurderer, at tilbagegivelse på denne måde ikke vil være til skade

for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke

bør tåle.

2.3.2.2. Afgørelser om midlertidig forældremyndighed ved risiko for børnebortførelse

Den tidsmæssige udstrækning af afgørelser om midlertidig forældremyndighed efter § 27 i

forældreansvarsloven bør som udgangspunkt udformes i overensstemmelse med den ordning, der er

etableret på ulovbestemt grundlag. En afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter § 27, bør

således kun gælde, indtil der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan

fuldbyrdes. Herudover bør en afgørelse efter § 27 bortfalde, hvis en forældremyndighedssag tilbagekaldes

eller afvises af Familieretshuset eller domstolene, eller hvis forældrene genoptager samlivet.

Endelig bør det sikres, at afgørelser efter § 27 ikke er gældende i en længere periode, hvis ingen af

forældrene indleder en forældremyndighedssag. Afgørelserne bør derfor bortfalde fire uger efter

afgørelsestidspunktet, medmindre en af forældrene inden da har indgivet en anmodning om en afgørelse om

forældremyndigheden til Familieretshuset.

2.3.2.3. Den nordiske domslov

Anvendelsesområdet for § 5 i den nordiske domslov om fuldbyrdelse af afgørelser m.v. om

forældremyndighed m.v. bør udvides til også at omfatte afgørelser om barnets bopæl, der er truffet i et af

de andre nordiske lande. Dette skyldes, at både i Danmark og internationalt kan der i dag, ud over

afgørelser om forældremyndighed og samvær, træffes afgørelser om barnets bopæl. Dette indebærer bl.a.,

at der ikke er behov for at ophæve fælles forældremyndighed for at træffe afgørelse om, hvem af

forældrene et barn skal bo hos efter en skilsmisse. Der henvises til kapitel 3 i forældreansvarsloven.

Samtidigt bør bestemmelsens henvisning til personligt samkvem ændres til samvær. Dette skyldes, at

begrebet samkvem i dansk ret er afløst af begrebet samvær. Der henvises til kapitel 4 i

forældreansvarsloven.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om at bringe § 10 i børnebortførelsesloven i overensstemmelse med artikel 8 foreslås gennemført

ved, at § 10, stk. 1, i børnebortførelsesloven ændres således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, at et

bortført barn, der tilbagegives, skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra. Der henvises til

lovforslagets § 5.

Forslaget om tidsbegrænsning af afgørelser om midlertidig forældremyndighed i bortførelsessager efter § 27

i forældreansvarsloven foreslås gennemført ved, at der i § 27 som stk. 2, for det første indsættes en

bestemmelse, hvorefter en afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter § 27, gælder, indtil der

foreligger en endelig aftale eller afgørelse om forældremyndigheden, som kan fuldbyrdes, dog med

forbehold for den foreslåede bestemmelse i stk. 3. For det andet foreslås forslaget gennemført ved, at der

som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter en afgørelse om eneforældremyndighed, der er truffet efter

§ 27, for det første bortfalder fire uger efter afgørelsestidspunktet, medmindre en af forældrene inden da

har indgivet en anmodning om en afgørelse om forældremyndigheden til Familieretshuset efter § 31 i

forældreansvarsloven, for det andet bortfalder, hvis den førnævnte forældresag tilbagekaldes eller afvises af

Familieretshuset eller domstolene, og for det tredje bortfalder, hvis forældrene genoptager samlivet. Der

henvises til lovforslagets § 4, nr. 4.

Forslagene vedrørende den nordiske domslov foreslås gennemført ved, at § 5 i den nordiske domslov

udvides til også at omfatte afgørelser om barnets bopæl, der er truffet i et af de andre nordiske lande, og

ved, at begrebet personligt samkvem i bestemmelsen ændres til begrebet samvær. Endvidere præciseres

det i § 9, stk. 1, at anmodning om fuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. efter § 5 indgives til

familieretten, jf. kapitel 42 b i retsplejeloven, og i § 9, stk. 6, om oversættelser ændres henvisningen til

fogedretten til en henvisning til retten således, at bestemmelsen finder anvendelse på både fogedretten og

familieretten. Der henvises til lovforslagets § 10.

2.4. Faderskab og medmoderskab

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

Børneloven indeholder i kapitel 1 og 1 a regler om registrering af faderskab og medmoderskab i forbindelse

med et barns fødsel.

Faderskab registreres som udgangspunkt af personregisterførerne. Registreringen er reguleret af to

regelsæt.

Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde, der er gift med en mand. I så fald anses kvindens

ægtemand som udgangspunkt som far til barnet efter pater est-reglen i § 1, stk. 1, i børneloven.

Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvinde. Her anses en mand efter § 2, stk. 1, i

børneloven som far til barnet, hvis han og moren skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og

ansvaret for barnet. Registrering af faderskabet foretages af personregisterføreren i forbindelse med

registreringen af barnets fødsel på grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring, som begge parter har

underskrevet.

Registrering af faderskab foretages i enkelte situationer af Familieretshuset. Det drejer sig om situationer,

hvor et barn fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret partner. I disse situationer

registreres sæddonoren som far til barnet efter § 1 a, stk. 1, i børneloven, når kvinden er behandlet med

assisteret reproduktion af en sundhedsperson, barnet må antages at være blevet til ved denne behandling,

og manden skriftligt har erklæret, at han skal være barnets far.

Registrering af medmoderskab foretages altid af Familieretshuset. Registreringen er reguleret af to regelsæt.

Det første regelsæt vedrører børn, der fødes af en kvinde, der er gift med en kvinde eller har en registreret

partner. I disse situationer kan ægtefællen eller partneren registreres som medmor til barnet efter § 3 a,

stk. 1, i børneloven, når kvinden er blevet behandlet med assisteret reproduktion af en sundhedsperson,

barnet må antages at være blevet til ved denne behandling, og ægtefællen og partneren skriftligt har

erklæret, at hun skal være barnets medmor. Registreringen af medmoderskabet foretages af

Familieretshuset i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Det andet regelsæt vedrører børn, der fødes af en ugift kvinde. I disse situationer anses en kvinde efter § 3

b, stk. 1, i børneloven som medmor til barnet, hvis hun og moren skriftligt erklærer, at de sammen vil

varetage omsorgen og ansvaret for barnet, kvinden er blevet behandlet med assisteret reproduktion af en

sundhedsperson, barnet må antages at være blevet til ved denne behandling, og kvindens partner skriftligt

har erklæret, at hun skal være barnets medmor. Registreringen af dette medmoderskab foretages af

Familieretshuset i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Det fremgår af § 2, stk. 1, og § 3 b, stk. 1, i børneloven, at registrering af faderskab og medmoderskab på

grundlag af en omsorgs- og ansvarserklæring foretages i forbindelse med registreringen af barnets fødsel

hos personregisterføreren. Det er i forarbejderne til børneloven forudsat, at faderskabet og medmoderskabet

kun kan registreres inden for to uger efter fødslen. Når et faderskab eller et medmoderskabet ikke er blevet

registreret inden for denne frist, rejser Familieretshuset efter § 7, stk. 1, i børneloven sag om faderskab og

medmoderskab efter bestemmelserne i kapitel 2 i børneloven.

2.4.1.2. Den nordiske faderskabslov

Efter § 1 i den nordiske faderskabslov har retskraftig dom om faderskab, der er afsagt af en finsk, islandsk,

norsk eller svensk domstol, bindende virkning her i landet. Med dom ligestilles retsforlig. Fastsættelse af

faderskab i de nævnte lande på anden måde end ved dom har efter lovens § 2 ligeledes bindende virkning

her i landet.

En udenlandsk faderskabsdom efter § 1 eller en fastsættelse af faderskab i udlandet efter § 2 har efter

lovens § 3 dog ikke bindende virkning her i landet i visse situationer. Det drejer sig bl.a. efter

bestemmelsens nr. 1 om situationer, hvor den udenlandske faderskabsdom eller -fastsættelse er i strid med

en dom, der har bindende virkning her i landet, og som er afsagt i en sag, som var blevet anlagt, før den

udenlandske retssag blev anlagt, eller før den udenlandske fastsættelse fandt sted.

Verserer retssag om faderskabet i Finland, Island, Norge eller Sverige, skal en i Danmark senere anlagt

faderskabssag efter lovens § 4 afvises eller udsættes, indtil der er afsagt retskraftig dom i den udenlandske

sag.

Den nordiske faderskabslov finder ikke anvendelse på medmoderskab, men det antages, at medmoderskab

etableret i et af de andre nordiske lande på ulovbestemt grundlag anerkendes i Danmark, dog med de

undtagelser der følger af lovens § 3.

Den sidste del af lovens titel skyldes, at loven i § 5 indeholder en ændring af lov nr. 300 af 8. juni 1977 om

anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven.

2.4.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.4.2.1. Registrering af faderskab og medmoderskab

Familieretshuset modtager et større antal sager om faderskab til behandling fra personregisterførerne, fordi

forældre ikke husker at foretage det nødvendige i forhold til en registrering af faderskabet hos

personregisterføreren inden to uger efter barnets fødsel. Registreringsfristen bør forlænges sådan, at flere af

disse forældre kan få faderskabet registreret hos den myndighed, der har til opgave at sørge for registrering

af faderskab i forbindelse med barnets fødsel. Dermed kan registreringen også foretages på et tidligere

tidspunkt. Samtidig kan det undgås, at personregisterførerne skal orientere Familieretshuset om, at der er

født et barn, hvor der ikke er registeret et faderskab, og at Familieretshuset modtager sager, som

Familieretshuset ikke behøver at behandle, fordi betingelserne for registrering af faderskabet er opfyldt.

2.4.2.2. Den nordiske faderskabslov

Da der i Danmark og de øvrige nordiske lande er indført mulighed for etablering af medmoderskab, der har

samme retsvirkninger som faderskab, bør den nordiske faderskabslov ændres således, at medmoderskab fra

et nordisk land anerkendes efter den nordiske faderskabslov på lige fod med faderskab.

Som konsekvens heraf bør lovens titel ændres således, at den afspejler, at loven også vedrører

medmoderskab. Samtidig bør henvisningen i titlen til lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske

afgørelser om privatretlige krav udgå som overflødig.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om forlængelse af fristen for registrering af faderskab og medmoderskab hos

personregisterførerne og Familieretshuset foreslås gennemført ved, at § 7, stk. 1, i børneloven ændres

således, at det fremgår af bestemmelsen, at Familieretshuset først skal rejse en sag om faderskab, hvis

faderskab eller medmoderskab ikke er blevet registreret inden fire uger fra barnets fødsel.

Forslaget om udvidelse af anvendelsesområdet for den nordiske faderskabslov til også at omfatte

medmoderskab foreslås gennemført ved, der er i loven som § 4 a indsættes en bestemmelse, hvorefter

lovens §§ 1-4 finder tilsvarende anvendelse på medmoderskab. Samtidig ændres lovens titel. Der henvises til

lovforslagets § 8, nr. 1 og 3.

2.5. Opfølgning på ændringerne i 2019 af reglerne om adoption uden samtykke

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Adoption uden samtykke

Efter § 2 i adoptionsloven må adoption kun bevilges, når adoption efter foretagen undersøgelse kan antages

at være bedst for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har

været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen.

Adoption af et barn kræver efter § 7 i adoptionsloven som udgangspunkt samtykke fra barnets forældre,

men loven indeholder navnlig i §§ 9-11 bestemmelser om adoption uden forældresamtykke.

Adoption uden forældresamtykke kan efter § 10, jf. § 9, stk. 2 og 3, i adoptionsloven meddeles, hvis

betingelserne for anbringelse af barnet uden for hjemmet i § 58, stk. 1, nr. 1 eller 2, i serviceloven er

opfyldt, og det er sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for

barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet.

Ved lov nr. 497 af 1. maj 2019 om ændring af adoptionsloven, lov om social service og forskellige andre love

(Kontinuitet og enkle forløb for børn, der adopteres uden samtykke) blev behandlingen af sager om adoption

uden samtykke forenklet. I den forbindelse blev kompetencen til at træffe afgørelse om adoption uden

samtykke overført fra Familieretshuset til Ankestyrelsen.

Der blev endvidere indført en ny ordning, hvorefter et barn placeres hos en adoptionsansøger, når

Ankestyrelsen efter § 10, jf. § 9, stk. 1-3, i adoptionsloven har truffet afgørelse om, at barnet skal adopteres

uden forældresamtykke. Forældrene kan inden 14 dage anmode om domstolsprøvelse af Ankestyrelsens

adoptionsafgørelse. Der kan først udstedes adoptionsbevilling, når adoptionsafgørelsen er endelig. Der

henvises til § 11, stk. 3-5, i adoptionsloven.

Under den midlertidige placering, der ophører ved udstedelse af adoptionsbevilling eller ophævelse af

Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, har adoptionsansøgeren forældremyndigheden over barnet. Der henvises

til § 32 a i adoptionsloven.

Formålet med den midlertidige placering af barnet hos en adoptionsansøger, inden adoptionen er endelig, er

at give mulighed for, at barnets tilknytning til adoptanten kan starte så tidligt i barnets liv som muligt med

deraf følgende forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst.

Adoptionsnævnet finder efter anmodning fra Ankestyrelsen den rette adoptant til barnet blandt de

adoptionsansøgere, der er godkendt til at adoptere et barn efter § 4 a, stk. 1, i adoptionsloven. Barnets

forældre er ikke part i den del af adoptionssagen, der handler om, hvem der skal adoptere barnet, og

forældrene har derfor efter forvaltningsloven ikke ret til oplysninger om adoptionsansøgeren, herunder

ansøgerens navn og adresse.

2.5.1.2. Orienteringsretten

Efter § 23, stk. 1, i forældreansvarsloven har en forælder, som ikke har forældremyndighed, ret til at få

orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet samt private

sygehuse, privat praktiserende læger og tandlæger. En sådan forælder har desuden ret til at få udleveret

dokumenter om barnets forhold, hvis disse findes på skoler og i børneinstitutioner.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan de nævnte institutioner m.v. nægte at give konkrete oplysninger og

udlevere dokumenter om barnets forhold, hvis det må antages at være til skade for barnet. Endvidere kan

Familieretshuset efter bestemmelsens stk. 3 i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af

forældremyndigheden eller fra en af de nævnte institutioner m.v. fratage den forælder, der ikke har

forældremyndighed, adgangen til at få orientering og få udleveret dokumenter efter stk. 1.

Forældres ret til orientering m.v. bortfalder, hvis barnet adopteres, herunder ved adoption uden

forældresamtykke. Det følger således af § 16 i adoptionsloven, at ved adoption indtræder samme retsforhold

mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn. Samtidig bortfalder retsforholdet

mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt. Derimod mister barnets forældre ikke retten til orientering

m.v., når barnet efter § 32 a midlertidigt placeres hos en adoptionsansøger, der får forældremyndigheden

over barnet.

Efter adoptionen har barnets oprindelige forældre mulighed for at få tilsendt anonymiserede

opfølgningsrapporter om barnet ca. hvert tredje år, indtil barnet fylder 18 år.

2.5.1.3. Barnets navn

Efter § 16, stk. 1-4, i navneloven indgives ansøgning om navngivning og navneændring til

personregisterføreren. Sagerne afgøres som udgangspunkt af personregisterførerne, men visse sager

videresendes til Familieretshuset. De sager, der videresendes til Familieretshuset, afgøres efter § 26, jf. §

27, stk. 2, i Familieretshusloven som udgangspunkt af Familieretshuset. Familieretshuset indbringer dog bl.a.

navnesager, der indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger, for familieretten til

afgørelse.

Efter § 16 a, stk. 1, i navneloven skal ansøgning om navngivning og navneændring indgives digitalt til

personregisterføreren.

Det følger af § 19 i navneloven, at navneændring og navngivning endvidere kan ske ved adoptionsbevilling.

Efter § 1, stk. 1, i adoptionsloven meddeles adoption ved bevilling, der som udgangspunkt udfærdiges af

Familieretshuset. Bevilling til adoption udfærdiges dog af Ankestyrelsen, når det drejer sig om meddelelse af

adoption uden forældresamtykke. Sager om navngivning og navneændring i forbindelse med adoption

behandles således ikke af personregisterførerne, og navneansøgningen indgives derfor i praksis til den

myndighed, der skal udfærdige adoptionsbevillingen, dvs. Familieretshuset eller Ankestyrelsen.

2.5.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.5.2.1. Orienteringsretten

Når Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn kan adopteres uden forældresamtykke, og

Ankestyrelsen har placeret barnet midlertidigt hos en adoptionsansøger, der har fået forældremyndigheden

over barnet, er de første væsentlige skridt henimod at gennemføre et fuldstændigt familieskifte for barnet

taget. Med den midlertidige placering kan barnets tilknytning til adoptanten starte så tidligt i barnets liv som

muligt med deraf følgende forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst.

I de omhandlede situationer er barnets forældre ikke enige i adoptionen, og nogle af disse forældre kan

opsøge barnet eller de kommende adoptanter og dermed modarbejde det kommende familieskifte. Dette er

ikke til barnets bedste, og det er ministeriets opfattelse, at det er vigtigt at kunne beskytte barnet herimod.

De oplysninger, som forældrene behøver for at kunne opsøge barnet og adoptanterne, kan de få gennem

orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven.

Som følge heraf foreslås det, at en midlertidig placering af et barn efter § 32 a i adoptionsloven også

indebærer, at orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven bortfalder. På den måde sikres det, at

familieskiftet kan foregå anonymt, således at forældre ikke efter den midlertidige placering kan få

oplysninger om barnet, der giver forældrene mulighed for at opsøge barnet uden adoptionsansøgernes

samtykke.

Hvis retten ophæver Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, og fristen for at anke dommen er udløbet,

genindtræder forældrenes forældremyndighed over barnet, hvorefter forældrene som

forældremyndighedsindehavere har ret til oplysninger om barnet.

2.5.2.2. Barnets navn

Det bør efter ministeriets opfattelse præciseres i navneloven, at ansøgning om navngivning eller

navneændring i forbindelse med adoption ikke indgives til personregisterføreren, men til den myndighed der

skal udfærdige adoptionsbevillingen. Det bør ligeledes fremgå af navneloven, at afgørelse om navngivning

og navneændring i forbindelse med adoption træffes af den myndighed, der skal udfærdige

adoptionsbevillingen, dvs. Familieretshuset eller Ankestyrelsen.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om bortfald af orienteringsretten efter § 23 i forældreansvarsloven, når et barn midlertidigt

anbringes hos en adoptionsansøger efter § 32 a i adoptionsloven, foreslås gennemført ved, at der i § 23 i

forældreansvarsloven som stk. 4 indsættes en bestemmelse herom.

Forslaget om behandling af ansøgninger om navngivning og navneændring i forbindelse med adoption

foreslås gennemført ved, at der i § 16 i navneloven som stk. 5 indsættes en bestemmelse, hvorefter

bestemmelserne i § 16, stk. 1-4, ikke gælder ved ansøgning om navngivning og navneændring, der indgives

i forbindelse med anmodning om udstedelse af adoptionsbevilling, og ved at der i § 19 i navneloven

indsættes en bestemmelse, hvorefter bestemmelsen finder anvendelse, uanset om adoptionsbevillingen

udfærdiges af Familieretshuset eller Ankestyrelsen.

2.6. Ændring af vilkår for separation og skilsmisse

2.6.1. Gældende ret

Efter § 58 i ægteskabsloven kan en aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten eller andre vilkår, som

ægtefæller har indgået med henblik på separation eller skilsmisse, ændres eller erklæres for uforbindende,

såfremt den skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse. Bestemmelsen

omfatter alle økonomiske aftaler, der er indgået med henblik på en forestående separation eller skilsmisse.

Henvisningen til andre vilkår er således ikke knyttet an til de vilkår for separation og skilsmisse, der følger af

§ 42, jf. §§ 49 og 55, i ægteskabsloven. Det drejer sig om pligten til at betale ægtefællebidrag efter

separation og skilsmisse og om retten til fortsættelse et eventuelt beboelseslejemål.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, i det omfang en sag om ændring af en aftale er omfattet af en

særregel, eksempelvis § 17 i børnebidragsloven om ændring af aftaler om børnebidrag. Bestemmelsen

omfatter heller ikke aftaler om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. Ændring af sådanne

aftaler behandles efter bestemmelserne herom i forældreansvarsloven.

Indtil den 1. april 2019 blev afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven, der er placeret i lovens kapitel 5, truffet

af domstolene, men det følger nu af § 58 a, stk. 2, nr. 3, i ægteskabsloven, at i sager omfattet af kapitel 5 i

ægteskabsloven træffer Familieretshuset eller familieretten afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-

10 i Familieretshusloven. Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven, navnlig § 26 og § 27, stk. 2, nr. 1, at

det som udgangspunkt er Familieretshuset, der træffer afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven.

Familieretshuset indbringer dog sager efter § 58 for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder

komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Da sager efter § 58 i ægteskabsloven blev betragtet som ægteskabssager, fulgte domstolenes internationale

kompetence til at behandle disse sager af den tidligere bestemmelse i § 448 c i retsplejeloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018.

Efter den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 1, i retsplejeloven kunne sag om ægteskab, herunder om

separation, skilsmisse, omstødelse af et ægteskab eller et ægteskabs beståen samt efter § 58 i

ægteskabsloven, behandles her i riget, såfremt sagsøgte havde bopæl her, eller sagsøgeren havde bopæl

her og enten havde boet her i de sidste to år eller tidligere havde haft bopæl her. Sagen kunne endvidere

behandles her i riget, hvis sagsøgeren var dansk statsborger, og det blev godtgjort, at sagsøgeren på grund

af sit statsborgerskab ikke kunne anlægge sagen i det land, hvor sagsøgeren havde bopæl, eller hvis begge

parter var danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsatte sig indbringelse af sagen for dansk domstol.

Endelig kunne sagen behandles her i riget, hvis skilsmisse blev søgt på grundlag af separation meddelt her i

landet inden for de sidste fem år.

Efter bestemmelsens stk. 2 kunne sag om separation og skilsmisse mellem to personer af samme køn også

behandles her i riget, når ægteskabet var indgået her, og ingen af ægtefællerne boede i et land med en

lovgivning om ægteskab mellem to personer af samme køn, der svarede til den danske.

Det fulgte af bestemmelsens stk. 3, at sag om et ægteskabs omstødelse eller beståen også kunne indbringes

for retten her i riget, når ægteskabet var indgået her.

Endelig fremgik det af bestemmelsens stk. 4, at reglerne i stk. 1-3 kunne fraviges ved overenskomst med

fremmed stat.

Danmark har ikke indgået en overenskomst omfattet af den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk. 4, i

retsplejeloven i relation til sager omfattet af § 58 i ægteskabsloven, bortset fra de bestemmelser i Rådets

forordning nr. 4/2009/EF af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (underholdspligtforordningen), der gælder her i

landet, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 20. december 2006 om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske

retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1282

af 14. november 2018. Forordningen indeholder bestemmelser om den internationale kompetence til at

behandle sager om underholdspligt, herunder ændring af aftaler om underholdspligt. Disse bestemmelser

havde i relation til sager om underholdspligt forrang for de tidligere gældende bestemmelser i § 448 c, stk.

1-3, i retsplejeloven.

Ved § 15, nr. 15, i 2018-følgeloven blev den tidligere § 448 c i retsplejeloven ophævet, og bestemmelsen

blev videreført som § 448 f i retsplejeloven. Der blev i den forbindelse foretaget enkelte redaktionelle

ændringer af bestemmelsen, og herudover blev bestemmelsens anvendelsesområde ændret fra

ægteskabssager til sager om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab eller et ægteskabs beståen.

Som en utilsigtet konsekvens af denne ændring er den internationale kompetence til at behandle sager efter

§ 58 i ægteskabsloven ikke omfattet af § 448 f i retsplejeloven, og der findes i den familieretlige lovgivning

ikke andre bestemmelser om international kompetence i relation til behandlingen af disse sager.

Efter § 43 a i ægteskabsloven kan Familieretshuset behandle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse

af ægteskab eller et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er opfyldt.

Derimod findes der ikke regler om Familierettens internationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i

ægteskabsloven.

Efter § 478, stk. 1, nr. 1 og 2, i retsplejeloven kan tvangsfuldbyrdelse bl.a. ske på grundlag af domme og

retsforlig, herunder også domme og retsforlig efter § 58 i ægteskabsloven. Lovgivningen indeholder derimod

ikke grundlag for, at afgørelser efter § 58 i ægteskabsloven, der er truffet af Familieretshuset, kan

tvangsfuldbyrdes. Det samme gælder forlig efter § 58 i ægteskabsloven. Det bemærkes, at de afgørelser

m.v. truffet af Familieretshuset, der kan tvangsfuldbyrdes efter § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven, alene

omfatter afgørelser m.v. efter forældreansvarsloven. Det bemærkes videre, at afgørelser, hvorefter der skal

betales børne- og ægtefællebidrag, kan inddrives (tvangsfuldbyrdes) efter lov om lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 med senere ændringer.

2.6.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

Retsplejeloven bør indeholde regler om den internationale kompetence til at behandle sager efter § 58 i

ægteskabsloven om ændring af en aftale indgået med henblik på separation eller skilsmisse om fordelingen

af formuen eller om andre vilkår for separationen og skilsmissen. Sådanne sager bør alene kunne behandles

her i riget, hvis sagsøgte har hjemting her efter § 235 i retsplejeloven, eller hvis det følger af § 246 i

retsplejeloven om adgangen til at anlægge retssag i Danmark mod personer, der ikke har hjemting i

Danmark. Det bør dog være muligt at fravige dette ved overenskomst med fremmed stat.

I forhold til behandlingen af sager efter § 58 i ægteskabsloven begrænses anvendelsesområdet for den

foreslåede bestemmelse, idet bestemmelse ikke vil omfatte sager om underholdspligt. Dette skyldes, at

danske myndigheders internationale kompetence til at behandle sager om underholdspligt, herunder sager

om ændring af aftaler om underholdspligt, er reguleret af bestemmelserne herom i

underholdspligtforordningen.

Den foreslåede bestemmelse bør derimod overordnet set videreføre den tidligere bestemmelse i § 448 c, stk.

1, nr. 1, hvorefter en sag efter § 58 kunne behandles her i riget, hvis sagsøgte havde bopæl her.

Derimod bør en sag efter § 58 ikke kunne behandles her i riget alene fordi, sagsøgeren har bopæl her og

enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her, at sagsøgeren er dansk statsborger, og

det godtgøres, at sagsøgeren på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i sagsøgerens

bopælsland, eller at begge parter er danske statsborgere, og sagsøgte ikke modsætter sig, at sagen

indbringes for dansk domstol. Endvidere bør en sag efter § 58 ikke kunne behandles her i riget, selvom der

er tale om ægteskab indgået i Danmark mellem to personer af samme køn, og ingen af ægtefællerne bor i

et land med en lovgivning om ægteskab mellem to personer af samme køn, der svarer til den danske.

Henvisningen til § 246 i retsplejeloven medfører dog en vis udvidelse i adgangen til at få behandlet en sag

efter § 58 i forhold til den gældende ordning. Efter bestemmelsen kan der således anlægges retssag i

Danmark mod personer, der ikke har hjemting i Danmark, hvis f.eks. sagsøgte ved stævningens forkyndelse

opholder sig her eller har gods her. Det er uden betydning for kompetence efter § 246 i retsplejeloven, om

sagsøger bor eller opholder sig i Danmark, og parternes statsborgerskab er ligeledes uden betydning.

Begrundelsen for forslaget om ændring af kompetencereglerne i forhold til den tidligere ordning er, at sager

efter § 58 i ægteskabsloven er sager om økonomiske forhold, og at der bør gælde samme kompetenceregler

i forhold til sådanne sager som i forhold til andre sager om økonomiske forhold, der efter § 235 i

retsplejeloven som udgangspunkt alene kan behandles i Danmark, hvis sagsøgte har hjemting her. En sag

efter § 58 bør således ikke kunne behandle her i riget alene fordi, sagsøger har bopæl her, parterne har

dansk statsborgerskab, eller sagsøger er dansk statsborger og på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne

anlægge sag i sagsøgerens bopælsland. Dog bør en sag efter § 58 kunne behandles her i riget, selvom

sagsøgte ikke har hjemting her, hvis de almindelige betingelser i § 246 i retsplejeloven for sagsanlæg mod

sagsøgte uden hjemting er opfyldt.

Samtidig bør der i § 43 a i ægteskabsloven indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kan

behandle en sag efter § 58 i ægteskabsloven, hvis betingelserne i § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.

Endelig bør Familieretshusets afgørelser og forlig efter § 58 i ægteskabsloven kunne fuldbyrdes af

fogedretten på lige fod med domme og retsforlig efter § 58 i ægteskabsloven.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse om international kompetence til at behandle sager omfattet af

§ 58 i ægteskabsloven indsættes i retsplejeloven som § 448 h. Samtidig indsættes der som § 43 a, stk. 2, i

ægteskabsloven en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset kan behandle en sag efter § 58 i

ægteskabsloven, hvis betingelserne i § 448 h i retsplejeloven er opfyldt.

Det foreslås videre, at forslaget om etablering af mulighed for fuldbyrdelse af Familieretshusets afgørelser

og forlig efter § 58 i ægteskabsloven gennemføres ved indsættelse en bestemmelse herom som nr. 4 i §

478, stk. 1, i retsplejeloven. Der foretages ændringer af retsplejeloven som konsekvens af dette forslag.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og § 9, nr. 1-5.

2.7. Navneloven

2.7.1. Gældende ret

2.7.1.1. Domstolsprøvelse af Familieretshusets navneafgørelser

Det fremgår af navneloven, at Familieretshuset træffer afgørelse om navngivning og navneændring i en

række situationer. Efter lovens § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., drejer det sig om nogle af de

navneansøgninger, der indgives til personregisterførerne, og som personregisterførerne videresender til

Familieretshuset til afgørelse. Efter lovens § 19 drejer det sig om afgørelse om navngivning og

navneændring i forbindelse med Familieretshusets udstedelse af adoptionsbevilling efter § 1, stk. 1, 1. pkt., i

adoptionsloven. Det drejer sig videre om de afgørelser om navne, som personregisterføreren træffer, og

som efter § 21, stk. 1,1. pkt., i navneloven kan påklages til Familieretshuset.

Videre følger det af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven og § 39 i Familieretshusloven, at Familieretshusets

afgørelser efter § 16, stk. 3, og § 16, stk. 4, 1. pkt., i navneloven kan indbringes for familieretten til prøvelse

efter bestemmelserne herom i Familieretshusloven. Det følger dog af § 448 d, stk. 2, i retsplejeloven, at

familieretten kan afvise at behandle en sag om en afgørelse, som Familieretshuset har truffet som

klageinstans efter § 21, stk. 1, 1. pkt., i navneloven, hvis sagen ikke er principiel eller har generel betydning.

Efter ordlyden af § 21, stk. 1, 2. pkt., i navneloven finder bestemmelsen ikke anvendelse på de

navneafgørelser, som Familieretshuset træffer efter § 19 i navneloven, ligesom § 21, stk. 1, 2. pkt., heller

ikke finder anvendelse, når Familieretshuset træffer afgørelse i en sag, hvor en navneafgørelse truffet af

personregisterføreren er blevet påklaget til Familieretshuset. I disse to situationer kan Familieretshuset

afgørelser således alene prøves af domstolene efter § 63 i grundloven. En sådan retssag skal den

pågældende part selv anlægge mod Familieretshuset, og sagen behandles ikke af familieretten, men af de

almindelige domstole. Parten kan således ikke nøjes med at anmode Familieretshuset om at indbringe sagen

for familieretten til prøvelse.

2.7.1.2. Navneændring for transkønnede

Efter § 4, stk. 1, i navneloven kan et navn tages som efternavn i en række situationer. Det følger af

bestemmelsens stk. 2-4, at der er situationer, hvor man ikke kan tage et bestemt efternavn. Efter

bestemmelsens stk. 4, 1. pkt., kan et navn ikke tages, hvis det betegner det modsatte køn i forhold til den,

der skal bære navnet. Bestemmelsens 2. pkt. giver dog social- og indenrigsministeren mulighed for at

fastsætte regler, der for transseksuelle personer gør undtagelser herfra.

Efter § 7, stk. 1, i navneloven kan et navn tages som efternavn i en række situationer. Det følger dog af

bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., at et efternavn ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal

bære navnet. Bestemmelsens stk. 3 giver dog social- og indenrigsministeren mulighed for at fastsætte

regler, der for transseksuelle personer gør undtagelse fra bestemmelsen i stk. 2.

Efter § 13, stk. 1, i navneloven kan man som fornavn tages en række navne. Det følger dog af

bestemmelsens stk. 2, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære

navnet. Efter bestemmelsens stk. 3 kan social- og indenrigsministeren fastsætte nærmere regler om, at

personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet i stk. 2.

2.7.2. Social- og Indenrigsministeriets overvejelser

2.7.2.1. Domstolsprøvelse af Familieretshusets navneafgørelser

Navneloven bør ændres således, at alle de navneafgørelser, som Familieretshuset træffer, kan indbringes for

familieretten til prøvelse efter bestemmelserne herom i Familieretshusloven, dog med de begrænsninger, der

følger af § 448 d, stk. 2, i retsplejeloven. Der er således ikke grund til, at de navneafgørelser, som

Familieretshuset træffer i forbindelse med udstedelse af adoptionsbevilling og ved behandlingen af klager

over personregisterførernes navneafgørelser, ikke er omfattet af reglerne om, at Familieretshusets afgørelser

kan indbringes for familieretten til prøvelse.

2.7.2.2. Navneændring for transkønnede

I dag anvendes udtrykket transkønnet i stedet for transseksuel om personer, hvis kønsidentitet eller

kønsudtryk i større eller mindre grad ikke er i overensstemmelse med deres medfødte køn. Derfor bør

henvisningerne i navneloven til transseksuel ændres således, at der i stedet henvises til transkønnet.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Forslaget om, at alle de navneafgørelser, som Familieretshuset træffer, kan indbringes for familieretten til

prøvelse efter bestemmelserne herom i Familieretshusloven, foreslås gennemført ved, at § 21, stk. 1, i

navneloven ændres således, at bestemmelsen omfatter alle Familieretshusets navneafgørelser. Der henvises

til lovforslagets § 6, nr. 4, og bemærkningerne hertil. Der henvises endvidere til lovforslagets § 6, nr. 3, og

bemærkningerne hertil.

Forslaget om anvendelse af begrebet transkønnet i stedet for begrebet transseksuel i navneloven foreslås

gennemført ved, at i bestemmelserne i § 4, stk. 4, 2. pkt., § 7, stk. 3, 2. pkt., og § 13, stk. 3, 2. pkt., i

navneloven ændres henvisningen til transseksuel således, at der i stedet henvises til transkønnet. Der

henvises til lovforslagets § 6, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

3. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Den familieretlige lovgivning indeholder enkelte bestemmelser, hvor en part defineres som mand, selvom

parten også kunne være en kvinde. Det følger af således af § 24, stk. 1, i ægteskabsloven, at et ægteskab

kan omstødes efter påstand af den ene ægtefælle i en række situationer. Det drejer sig bl.a. om situationer,

hvor

”han”

ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle

fornuftsmæssigt.

Det foreslås, at § 24, stk. 1, i ægteskabsloven ændres således, at bestemmelsen bliver kønsneutral. Der

henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for det offentlige. Da lovforslaget alene indeholder

justeringer af allerede eksisterende ordninger, har det heller ikke implementeringskonsekvenser af betydning

for de involverede myndigheder.

Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lovgivning, idet det bemærkes, at lovforslaget alene

indeholder justeringer af allerede eksisterende ordninger.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ikke konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. oktober 2019 til den 7. november 2019 været sendt i høring

hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet (Juridisk Institut), Aalborg Universitetshospital (Det Multidisciplinære Team), Aarhus

Universitet (Juridisk Institut), Adoption & Samfund, Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum,

Adoptionstrekanten, Advokatrådet, Amnesty International, Ankestyrelsen, Barnets Tarv Nu, byretterne,

Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Copenhagen Business

School (Juridisk Institut), Danmarks Bløderforening, Danmarks Provsteforening, Danner, Dansk Retspolitisk

Forening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Arveretsadvokater, Danske

Familieadvokater, Den Danske Dommerforening, Den Danske Præsteforening, Departementet for Sociale

Anliggender og Justitsvæsenet (Grønland), Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes

Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Familieretshuset, Et barn to forældre, Foreningen af Advokater

og Advokatfuldmægtige,

Foreningen af DJØF’ere i Familieretshuset,

Foreningen af Kommunale Social-,

Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD), Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre,

Forhandlingsfællesskabet, ForældreLANDSforeningen FBU, Godfar, HK Landsklubben Danmarks Domstole,

Institut for Menneskerettigheder, KL, Kvinderådet, Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet),

Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen BOPAM,

Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Landsforeningen for børn og forældre, Landsforeningen

LEV, LGBT Danmark, LGBT Komiteen, Mandecentret, Mødrehjælpen, Plejefamiliernes landsforening, Red

Barnet, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigshospitalet (Det

Multidisciplinære Team), Rådet for Socialt Udsatte, Sundheds- og Indenrigsministeriet (Færøerne), Syddansk

Universitet (Juridisk Institut), TABUKA, Tænketanken Adoption, Vestre Landsret og Østre Landsret.

10. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser og

implementeringskonsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de principper for

implementering af erhvervsrettet

EU-regulering/Går videre end

minimumskrav i EU-regulering

(sæt X)

Ingen

Negative

konsekvenser/merudgifter (hvis

ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør

»Ingen«)

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1-3

Det fremgår af § 2 i Familieretshusloven, at Familieretshuset efter Familieretshusloven behandler sager i det

omfang, det følger af de i bestemmelsen opregnede love og bestemmelser m.v.

Efter § 4 i Familieretshusloven visiterer Familieretshuset på baggrund af en indledende screening en sag til

behandling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8.

Sager nævnt i § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven er omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager omfattet af forældreansvarsloven, ægteskabsloven og børnebidragsloven. Disse sager

visiteres til videre behandling efter bestemmelserne i lovens §§ 5-7, der inddeler sagerne i tre kategorier:

Enkle sager, mindre enkle sager og komplekse sager efter forældreansvarsloven. Familieretshusloven finder

fuldt ud anvendelse på disse sager, idet lovens kapitel 8-10 dog indeholder særregler om behandlingen af

sager inden for hver af de tre sagskategorier.

Sager omfattet af lovens § 2, nr. 12-17, er ikke omfattet af det nye familieretlige system. Det drejer sig

navnlig om sager om værgemål og adoption. Det følger af lovens § 8, at disse sager behandles og afgøres

efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for sagen. Det følger videre af § 8, at herudover finder

kapitel 3 i Familieretshusloven, der indeholder enkelte generelle sagsbehandlingsregler, anvendelse ved

behandlingen af sådanne sager.

Det foreslås for det første, at der i

§ 4, stk. 1,

i Familieretshusloven som

2. pkt.

indsættes først en

bestemmelse, hvorefter sager omfattet af § 2, nr. 1-11, i Familieretshusloven visiteres efter lovens §§ 5-7,

og hvorefter disse sager behandles og afgøres efter Familieretshusloven og bestemmelserne i den

lovgivning, der gælder for den pågældende sag. Dernæst foreslås det, at der som

3. pkt.

indsættes en

bestemmelse, hvorefter § 8 i Familieretshusloven finder anvendelse på de resterende sager omfattet af § 2 i

Familieretshusloven.

Det foreslås for det andet, at Familieretshuslovens anvendelsesområde udvides til også at omfatte de sager,

som Statsforvaltningen hidtil har behandlet efter HIV-bløderloven. Det drejer sig om tilladelse til visse

dispositioner over godtgørelser, som en umyndig har modtaget efter HIV-bløderloven. Dette forslag

gennemføres ved, at der i

§ 2

i Familieretshusloven som

nr. 18

indsættes en henvisning til HIV-bløderloven,

og ved, at der i

§ 8

indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 18.

De foreslåede ændringer af § 4, stk. 1, i Familieretshusloven skyldes for det første, at det fremgår af

bestemmelsen, at Familieretshuset på baggrund af en indledende screening visiterer en sag til behandling

efter bestemmelserne i lovens §§ 5-8. §§ 5-8 indeholder imidlertid to sæt af visitationsregler: §§ 5-7 finder

anvendelse på sager omfattet af det nye familieretlige system, dvs. omfattet af § 2, nr. 1-11, i

Familieretshusloven, mens § 8 finder anvendelse på de sager, som Familieretshuset behandler, men som

ikke er omfattet af det nye Familieretlige system. Der fremgår imidlertid ikke af § 4, at loven indeholder

dette tostrengede visitationssystem.

Ændringerne af § 4, stk. 1, i Familieretshusloven skyldes for det andet, at i relation til sager omfattet af § 8

fremgår det af bestemmelsen, at sagerne behandles og afgøres efter bestemmelserne i den lovgivning, der

gælder for sagen, mens Familieretshusloven ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse i relation til sager,

der ikke er omfattet af § 8.

Ændringerne af § 2 om udvidelse af Familieretshuslovens anvendelsesområde og af § 8 er en konsekvens af

den ved lovforslagets § 11, nr. 1, foreslåede ændring af HIV-bløderloven, hvorefter Familieretshuset

overtager Statsforvaltningens hidtidige opgaver efter HIV-bløderloven. Der henvises til denne bestemmelse

og bemærkningerne hertil.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 4

Retsplejeloven indeholder i kapitel 17 en række bestemmelser om forkyndelse af meddelelser som

stævninger og mødeindkaldelser m.v. Forkyndelse foretages som udgangspunkt ved digital kommunikation,

ved brev- eller postforkyndelse, ved stævningsmand eller telefonisk. Disse forkyndelsesformer forudsætter,

at den pågældende part enten har en digital postkasse eller kendt bopæl eller opholdssted.

Har den pågældende kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, sker forkyndelse efter § 158 i retsplejeloven

ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov.

Efter bestemmelsen kan der bl.a. ske forkyndelse efter forkyndelsesforordningen og

Haagerforkyndelseskonventionen.

Efter § 159, stk. 1, i retsplejeloven kan forkyndelse foretages i Statstidende, efter bestemmelsens nr. 1

såfremt den pågældendes bopæl eller opholdssted eller hans arbejdssted her i landet ikke kan oplyses , eller

efter bestemmelsens nr. 2 hvis vedkommende fremmede myndighed nægter eller undlader at efterkomme

en anmodning om forkyndelse efter § 158.

Forkyndelse efter stk. 1 sker efter stk. 2 ved, at en bekendtgørelse indeholdende et uddrag af meddelelsen

og en bemærkning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til retten, indrykkes i Statstidende. I

bekendtgørelsen skal endvidere anføres, af hvilken grund denne forkyndelsesform anvendes.

I situationer omfattet af stk. 1, nr. 2, skal meddelelsen efter stk. 3 tillige tilsendes den pågældende med

post.

Efter § 3, stk. 1, i Statstidendeloven optages i Statstidende alle meddelelser, som i henhold til lovgivningen

skal offentliggøres i Statstidende.

Efter § 19, stk. 1, i forvaltningsloven må der, når en part må antages ikke at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag, ikke træffes afgørelse,

før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet parten lejlighed til at fremkomme

med en udtalelse.

Familieretshuset foretager normalt sådanne partshøringer ved at sende et brev til den pågældende parts

digitale postkasse eller, hvis parten ikke har en digital postkasse, til partens adresse, eventuelt med

afleveringsattest. Bor parten i et land, der er omfattet af forkyndelsesforordningen eller

Haagerforkyndelseskonventionen, kan Familieretshuset forkynde partshøringen efter reglerne i forordningen

eller konventionen.

Partshøringen indeholder en svarfrist samt meddelelse om, at Familieretshuset vil træffe afgørelse på det

foreliggende grundlag, medmindre parten inden udløbet af fristen fremsætter protest herimod. Dette gælder

både ved partshøring over en ny ansøgning og partshøring, der foretages under behandlingen af sag.

Den familieretlige lovgivning indeholder ikke regler om, hvordan partshøringer skal foretages, hvis der ikke

kan fremskaffe oplysninger om en parts adresse, eller parten bor i et land, hvor det ikke er muligt at

foretage varsling pr. post eller gennem det internationale forkyndelsessamarbejde. Familieretshuset kan ikke

forkynde meddelelser som f.eks. partshøringer over nye ansøgninger gennem Statstidende, fordi en sådan

forkyndelse ikke følger af den familieretlige lovgivning.

Det foreslås, at der i Familieretshusloven som

§ 11 a

indsættes en bestemmelse om Familieretshusets

forkyndelse af meddelelser i Statstidende.

Bestemmelsen vil navnlig finde anvendelse ved opfyldelse af høringspligten efter § 19, stk. 1, i

forvaltningsloven. Den vil gælde både ved partshøring over nye ansøgninger og partshøring, der foretages

under behandlingen af sag. Det forventes, at bestemmelsen navnlig vil blive anvendt ved partshøring over

nye ansøgninger.

Efter

stk. 1, 1. pkt.,

i den foreslåede bestemmelse foretager Familieretshuset forkyndelse i Statstidende, hvis

en parts bopæl eller opholdssted ikke kan oplyses. Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at

Familieretshuset i samarbejde med sagens øvrige parter har foretaget alle relevante undersøgelser med

henblik på at fremskaffe oplysninger om en pågældende parts bopæl eller opholdssted. Bestemmelsen finder

anvendelse, uanset om parten menes at opholde sig i Danmark eller i udlandet.

Efter den foreslåede bestemmelses

stk. 1, 2. pkt.,

foretages forkyndelse endvidere i Statstidende, når det

ikke er muligt at foretage forkyndelse for en part, der har bopæl eller opholdssted i udlandet. Denne

bestemmelse finder for det første anvendelse, hvis en part bor eller opholder sig i et land, der er omfattet af

det internationale forkyndelsessamarbejde, men myndighederne i det pågældende land ikke sørger for at få

meddelelsen forkyndt for parten. For det andet finder bestemmelsen anvendelse, når den pågældende part

bor i et land, der ikke er omfattet af forkyndelsessamarbejde, og det ikke er muligt på betryggende vis at

sende meddelelser til parten med posten.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i

stk. 2

, at forkyndelse efter stk. 1 sker ved, at en bekendtgørelse

indeholdende et uddrag af meddelelsen og oplysning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til

Familieretshuset, indrykkes i Statstidende. Bekendtgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om, hvorfor

denne forkyndelsesform anvendes. Bestemmelsen svarer til § 159, stk. 2, i retsplejeloven.

Efter den foreslåede bestemmelse i

stk. 3

skal meddelelsen ved forkyndelse efter stk. 1, 2. pkt., om muligt

tillige sendes til den pågældende med post.

Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse i

stk. 4

, at når en eventuel frist i en meddelelse, der er

forkyndt efter stk. 1, er udløbet, og den pågældende part ikke har besvaret meddelelsen, kan

Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Bestemmelsen vedrører de situationer, hvor

den meddelelse, der forkyndes, indeholder en partshøring. Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at

partshøringen både indeholder en svarfrist og en meddelelse om, at Familieretshuset vil træffe afgørelse på

det foreliggende grundlag, medmindre parten inden udløbet af fristen ikke fremsætter protest herimod.

Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse om forkyndelse i Statstidende er, at Familieretshuset ved

etableringen af det nye familieretlige system fik afgørelseskompetence i sager, hvor afgørelsen hidtil var

blevet truffet af domstolene. Det drejer sig navnlig om sager, hvor ægtefællerne ikke er enige om separation

og skilsmisse. Der henvises til § 26 og § 27, stk. 2, i Familieretshusloven, der er beskrevet i de almindelige

bemærkninger, punkt 2.1.

I sager om separation og skilsmisse forekommer det ofte, at modpartens (sagsøgtes) adresse ikke kendes.

Når sådanne sager behandles hos domstolene, kan meddelelser til modparten, f.eks. stævningen, forkyndes

gennem Statstidende. Familieretshuset bør have en tilsvarende mulighed. Dermed undgås det, at

Familieretshuset indbringer sager, hvor modpartens adresse ikke kendes, for familieretten til afgørelse, alene

fordi det ikke er muligt for Familieretshuset at partshøre modparten over f.eks. en ansøgning om skilsmisse.

Det skal dog understreges, at den foreslåede forkyndelsesadgang finder anvendelse på alle de sagstyper,

som Familieretshuset behandler. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 5

Efter § 7, jf. § 32 i Familieretshusloven behandles sager om forældremyndighed, der er komplekse, af

Familieretshuset, der foretager en tværfaglig behandling, undersøgelse og oplysning af sagen. Når sagen er

oplyst, indbringer Familieretshuset sagen for familieretten til afgørelse.

Tilsvarende følger det af § 6, stk. 1, jf. § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, i Familieretshusloven, at sager om

forældremyndighed, der er mindre enkle, behandles af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og

tilbyder parterne rådgivning og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed,

indbringer Familieretshuset sagerne for familieretten til afgørelse.

De sager om forældremyndighed, der er omfattet af disse to regelsæt, vedrører sager efter § 11 i

forældreansvarsloven om opløsning af fælles forældremyndighed, sager efter § 14 i forældreansvarsloven

om etablering af fælles forældremyndighed og overførsel af eneforældremyndighed fra den ene forælder til

den anden forælder, og sager efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter en

forældremyndighedsindehavers død.

Efter § 6, stk. 2, nr. 11, i Familieretshusloven afgøres sager, hvor der ikke skal tages stilling til en tvist

mellem to private parter med enkle undtagelser af Familieretshuset efter § 26 i Familieretshusloven.

Sager, der ikke vedrører forældremyndighed eller andre spørgsmål om forældreansvar, behandles efter § 26

i Familieretshusloven af Familieretshuset, der foretager oplysning af sagen og tilbyder parterne rådgivning

og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse

i sagen. Det følger dog af lovens § 27, stk. 2, nr. 1, at Familieretshuset indbringer en sag for familieretten til

afgørelse, når sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger.

Inden etableringen af det nye familieretlige system pr. 1. april 2019 blev afgørelser om forældremyndighed

efter §§ 11 og 14 i forældreansvarsloven truffet af domstolene, mens afgørelser om forældremyndighed

efter død efter §§ 15 og 15 a blev truffet af Statsforvaltningen med mulighed for domstolsprøvelse.

Grunden til, at det tidligere var Statsforvaltningen, der traf afgørelse i dødsfaldssagerne, var, at disse sager

forudsætter en række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative end retlige. Det drejer sig navnlig

om at fastslå, hvem der ønsker at få forældremyndigheden. Hertil kommer, at der i nogle sager ikke er

nogen, der søger om at få forældremyndigheden, hvorfor Statsforvaltningen i samarbejde med kommunen i

disse tilfælde skulle prøve at finde en egnet forældremyndighedsindehaver. Det følger således af § 57 i

serviceloven, at hvis ingen har forældremyndigheden over et barn, skal kommunalbestyrelsen i fornødent

omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. Endvidere skal

kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af

forældremyndigheden, når Familieretshuset til brug for behandlingen af en sag efter § 15 a, stk. 1, i

forældreansvarsloven anmoder kommunalbestyrelsen herom.

Resultatet af de nævnte undersøgelser kan være, at der er en, to eller flere, der ansøger om

forældremyndigheden. Er der kun én ansøger, skal der alene tages stilling til, om det er bedst for barnet, at

forældremyndigheden tillægges den pågældende. Der skal således i disse situationer ikke tages stilling til en

tvist mellem to private parter.

Ved etableringen af det familieretlige system blev der ikke taget hensyn til, at de ganske få dødsfaldssager

efter §§ 15 og 15 a i forældreansvarsloven på væsentlige punkter adskiller sig fra de øvrige

forældremyndighedssager, navnlig at dødsfaldssagerne i modsætning til de øvrige forældremyndighedssager

ikke indeholder en tvist mellem to forældre.

Det foreslås, at

§ 27, stk. 1, nr. 1,

i forældreansvarsloven ændres således, at henvisningerne til §§ 15 og 15

a i forældreansvarsloven om forældremyndighed efter død udgår.

Den foreslåede ændring indebærer, at afgørelser efter §§ 15 og 15 a om forældremyndighed efter død som

udgangspunkt træffes af Familieretshuset, hvis afgørelse kan indbringes for familieretten til prøvelse efter §

39 i Familieretshusloven. Dette omfatter både sager, hvor kun én person anmoder om at få

forældremyndigheden, og sager, hvor to eller flere personer anmoder om at få forældremyndigheden.

Er der kun én ansøger, følger det af § 6, stk. 2, nr. 11, i Familieretshusloven, at afgørelsen altid træffes af

Familieretshuset, da der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to private parter.

Er der tale om en tvistsag, fordi der er to eller flere ansøgere, indbringer Familieretshuset sagen for

familieretten til afgørelse, hvis der er tale om en kompleks sag omfattet af § 7 i Familieretshusloven, eller

der er tale om en sag, der indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger, jf. § 27, stk. 2,

nr. 1, i Familieretshusloven.

De tvistsager om forældremyndighed efter dødsfald, som Familieretshuset efter forslaget kan træffe

afgørelse i, vil således navnlig være sager, hvor der ikke er tvivl om, hvem der skal have

forældremyndigheden. Det drejer sig bl.a. om sager, hvor der er afholdt en samtale med barnet, der klart og

utvetydigt har givet udtryk for, hvem det ønsker som forældremyndighedsindehaver, samt sager, hvor den

ene ansøger gennem længere tid har haft en nær tilknytning til barnet, f.eks. den afdøde

forældremyndighedsindehavers samlever, og den anden ansøger kun i begrænset omfang har haft kontakt

med barnet.

De afgørelser om forældremyndighed, som Familieretshuset efter forslaget træffer, er efter § 39 i

Familieretshusloven undergivet domstolsprøvelse.

Begrundelsen for forslaget er, at sager om forældremyndighed efter dødsfald som beskrevet ovenfor

forudsætter en række sagsbehandlingsskridt, der er mere administrative end retlige. Det drejer sig navnlig

om at fastslå, hvem der ønsker at få forældremyndigheden, eventuelt i samarbejde med kommunen.

Endvidere er der i flere af sagerne kun én ansøger, hvorfor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to

private parter. Der er således ikke noget til hinder for, at sådanne sager kan afgøres af Familieretshuset.

Indeholder sagen en partstvist, afgøres den dog kun af Familieretshuset, hvis der ikke er tale om en

kompleks sag omfattet af § 7 i Familieretshusloven eller en sag, der indeholder komplicerede faktiske eller

juridiske problemstillinger, jf. § 27, stk. 2, nr. 1, i Familieretshusloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1., samt til lovforslagets § 4, nr. 2, og

bemærkningerne hertil.

Til nr. 6

Efter § 34, stk. 1, i Familieretshusloven har afgørelser truffet af Familieretshuset som udgangspunkt virkning

fra afgørelsestidspunktet. Det følger af lovens § 38, at når en afgørelse har virkning efter lovens § 34, kan

den fuldbyrdes. Efter lovens § 34, stk. 2, kan Familieretshuset dog i en afgørelse bestemmes, at afgørelsen

har virkning fra et tidligere eller senere tidspunkt. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at det

med § 34, stk. 2, foreslås det, at det i en afgørelse omfattet af § 34, stk. 1, kan bestemmes, at afgørelsen

har virkning fra et andet tidspunkt end afgørelsestidspunktet. Det kan i f.eks. en afgørelse om børnebidrag

bestemmes, fra hvilket tidspunkt bidraget skal betales.

Efter reglerne om ændringstidspunkter i kapitel 4 i bidragsbekendtgørelsen har en ændring af et børne- eller

ægtefællebidrag som udgangspunkt virkning fra den første forfaldsdag efter afgørelsen. I en række

situationer har ændringen dog virkning fra et tidligere tidspunkt.

Det foreslås, at

§ 34, stk. 2,

i Familieretshusloven ændres således, at Familieretshuset ikke kan bestemme,

at en afgørelse har virkning fra et tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet.

Begrundelsen for forslaget et, at § 34, stk. 2, indeholder en sammenblanding af to regelsæt. Det første

regelsæt drejer sig om, fra hvilket tidspunkt en afgørelse får virkning sådan, at afgørelsen kan

tvangsfuldbyrdes. Det andet regelsæt drejer sig eksempelvis om, fra hvilket tidspunkt en afgørelse om

ændring af størrelsen af et børne- eller ægtefællebidrag har virkning, dvs. fra hvilket tidspunkt

bidragsbetaleren skal betale det ændrede bidrag.

Da bidragslovgivningen indeholder bestemmelser om, fra hvilket tidspunkt en ændring af et børne- eller

ægtebidrag har virkning, er der ikke behov for, at Familieretshuset kan bestemme, at en afgørelse har

virkning fra et tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet. Det bemærkes videre, at der heller ikke i

relation til andre afgørelsestyper er behov for at kunne bestemme, at en afgørelse har virkning fra et

tidligere tidspunkt end afgørelsestidspunktet. Dette skyldes, at en afgørelse ikke kan fuldbyrdes m.v., før

den er truffet (afgørelsestidspunktet).

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til nr. 7

Efter § 37, stk. 1, i Familieretshusloven har en række af Familieretshusets afgørelser som udgangspunkt

virkning to uger efter, at afgørelsen er truffet. Efter bestemmelsens nr. 3 gælder dette bl.a. for afgørelser

efter §§ 52 og 53 i ægteskabsloven om ægtefællebidrag.

Efter § 52 i ægteskabsloven kan en af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets

størrelse ændres, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at opretholde

aftalen.

Efter lovens § 53, stk. 1, kan en afgørelse om ægtefællernes bidragspligt efter separation og skilsmisse

ændres, såfremt væsentligt forandrede forhold og særlige grunde i øvrigt taler herfor. Efter bestemmelsens

stk. 2 kan en afgørelse om bidragets størrelse ændres, såfremt omstændighederne taler derfor.

Indtil etableringen af det nye familieretlige system pr. 1. april 2019 blev afgørelser efter § 52 om ændring af

aftaler om ægtefællebidrag og efter § 53, stk. 1, om ændring af afgørelser om en ægtefælles bidragspligt

truffet af domstolene, mens afgørelser efter § 53, stk. 2, om ændring af afgørelser om bidragets størrelse

blev truffet af Statsforvaltningen.

Efter de tidligere bestemmelser i § 454, stk. 1, 1. pkt., og § 480, stk. 1, i retsplejeloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. november 2018, var ankefristen for domme efter bl.a. § 52 og § 53, stk.

1, i ægteskabsloven fire uger, men dommene kunne fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen på 14 dage var

udløbet, medmindre dommen forinden var anket. Den familieretlige lovgivning indeholdt ikke bestemmelser

om, fra hvilket tidspunkt de afgørelser, som Statsforvaltningen traf, havde virkning, men det er fast antaget,

at de havde virkning fra afgørelsestidspunktet.

Det følger af §§ 26 og 27 i Familieretshusloven, at afgørelser om ægtefællebidrag som udgangspunkt

træffes af Familieretshuset.

Det foreslås, at anvendelsesområdet for

§ 37, stk. 1, nr. 3,

i Familieretshusloven ændres således, at

bestemmelsen alene vil finde anvendelse på afgørelser efter § 52 og § 53, stk. 1, i ægteskabsloven om

ændring af henholdsvis aftaler og afgørelser om pligten til at betale ægtefællebidrag.

Forslaget vil indebære, at de afgørelser, som Familieretshuset træffer efter § 52 i ægteskabsloven om

ændring af aftaler om størrelsen af ægtefællebidrag og efter lovens § 53, stk. 2, om ændring af afgørelser

om størrelse af et ægtefællebidrag, er omfattet af § 34, stk. 1, i Familieretshusloven, hvorefter afgørelser

truffet af Familieretshuset som udgangspunkt har virkning fra afgørelsestidspunktet.

Begrundelsen for forslaget er, at afgørelser efter § 52 om ændring af aftaler om størrelsen af

ægtefællebidrag og efter § 53, stk. 2, om ændring af afgørelser om størrelsen af ægtefællebidrag i lighed

med andre afgørelser om størrelsen af ægtefællebidrag efter § 34 i Familieretshusloven som udgangspunkt

bør have virkning fra afgørelsestidspunktet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.

Til § 2

Til nr. 1 og 2

Det følger af § 24, stk. 1, i ægteskabsloven, at et ægteskab omstødes efter påstand af den ene ægtefælle i

en række situationer. Det drejer sig om situationer, hvor han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en

tilstand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt, hvor han blev tvunget til at indgå ægteskab,

hvor han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at ville indgå ægteskab, eller

hvor han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af den anden ægtefælle gennem falske oplysninger

eller svigagtig fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne

omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå ægteskabet,

og som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke med

rimelighed kan fordres opretholdt.

Uanset, at der i bestemmelserne henvises til

”han” og ”ham”,

finder bestemmelserne anvendelse på alle

ægtefæller uanset køn.

Det foreslås, at

§ 24, stk. 1,

i ægteskabsloven ændres således, at bestemmelsen bliver kønsneutral. Dette

foreslås gennemført ved, at henvisningerne til

”han” og ”ham”

i bestemmelsen ændres således, at der i

stedet henvises til

”den

pågældende ægtefælle”.

Begrundelsen for den foreslåede ændring er, at bestemmelsen finder anvendelse på alle ægtefæller uanset

køn, og affattelsen af bestemmelsen bør derfor være kønsneutral.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.

Til nr. 3

Efter § 43 a i ægteskabsloven kan Familieretshuset behandle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse

af ægteskab eller et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er opfyldt.

Derimod findes der ikke regler om Familieretshusets internationale kompetence til at behandle sager efter §

58 i ægteskabsloven. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af § 58 a, stk. 2, nr. 3, i

ægteskabsloven, at i sager omfattet af kapitel 5 i ægteskabsloven træffer Familieretshuset eller familieretten

afgørelse efter bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familieretshusloven. Kapitel 5 i ægteskabsloven

omfatter § 58. Det følger af kapitel 9 i Familieretshusloven, navnlig § 26 og § 27, stk. 2, nr. 1, at

Familieretshuset foretager oplysning af en sag efter § 58 i ægteskabsloven og tilbyder parterne rådgivning

og konflikthåndtering. Finder parterne ikke en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse

i sagen. Familieretshuset indbringer dog sagen for familieretten til afgørelse, når sagen indeholder