Skatteudvalget 2019-20
SAU Alm.del Bilag 310
Offentligt
Til Folketingets Skatteudvalg
Vedrørende forældrekøb og virksomhedsskatteordning
Jeg underskrev den 13. marts 2019 købsaftale for en lejlighed (Christiansgade 88, 2. th, 5000
Odense C), som lejes ud til vores datter, der er studerende. Der er altså tale om et forældrekøb.
Handel og finansiering er sket via virksomhedsordning i mit enkeltmandsfirma, JNF
Kulturformidling, hvis grundlag først og fremmest er min foredragsvirksomhed. Købsprisen var
1.585.000 og jeg optog naturligvis fast lån i realkredit, men udbetalte en betydelig sum af min
virksomheds opsparede midler efter daværende regler om virksomhedsordning. Det opfattede jeg
som en flytning af midler inden for virksomhedsordningens rammer. Min revisor, en boligadvokat
og banken bekræftede alle at det var korrekt og efter reglerne.
Efter underskrift og overtagelse har Folketinget imidlertid ændret lov- og regelgrundlag, så min
udbetaling inden for firmaets rammer nu opfattes som en hævning af midler, der henstår i
virksomhedsordning. Derved forfalder et meget betydeligt beløb til beskatning (fuld beskatning af
virksomhedsoverskud, som tidligere er blevet beskattet som opsparet virksomhedsoverskud) skønt
jeg jo ikke på det tidspunkt kunne opfatte udbetaling til køb af fast ejendom som en privat hævning.
Det er min opfattelse at Folketinget med det nye grundlag har lovgivet med tilbagevirkende effekt!
Jeg foretog købet, udbetaling med videre efter regler, der gjaldt i marts måned 2019, men får en
meget betydelig skattebetaling med udgangspunkt i nugældende regelsæt. Jeg skal derfor tillade
mig at spørge om ikke der burde udarbejdes overgangsordninger? Jeg synes jeg har handlet i god tro
og i tillid til en virksomhedsordning og regler om køb af lejlighed, som gjaldt på det tidspunkt.
Bedste hilsner og med håbet om positivt svar:
Johs. Nørregaard Frandsen,
Professor og ejer af JNF Kulturformidling
Lindealle 17, 5230 Odense M
[email protected]