SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 162: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, pensionsbeskatningsloven og lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. (Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af fordringer med dataproblemer, forældelse m.v. samt fradrag for seniormedlemskabskontingent i arbejdsløshedskasser)

Skatteudvalget 2019-20
SAU Alm.del Bilag 162
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast

J.nr. 2019-11703

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, pensionsbeskatningsloven og

lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

(Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af fordringer med dataproblemer, forældelse m.v.

samt fradrag for seniormedlemskabskontingent i arbejdsløshedskasser)

Skatteministeriet

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015,

som ændret bl.a. ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 1 i lov

nr. 551 af 29. maj 2018, § 1 i lov nr. 324 af 30. marts 2019, § 1 i lov nr. 1110 af 13. november 2019

og senest ved § 1 i lov nr. 1575 af 27. december 2019, foretages følgende ændringer:

§ 2, stk. 3,

indsættes som

4. pkt.:

»Medmindre andet følger af anden lovgivning, gennemføres sædvanlig rykkerprocedure, jf. 1. pkt.,

kun, hvis det er muligt, og gennemførsel heraf er ikke en forudsætning for overdragelse af fordringer

til restanceinddrivelsesmyndigheden.«

§ 2, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4.

Inden overdragelse af fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden under-

retter fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt

skyldneren om overdragelsen, medmindre det ikke er muligt at foretage underretning eller underret-

ning må antages at medføre en væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning. Underret-

ning efter 1. pkt. er ikke en forudsætning for, at fordringer kan overdrages til restanceinddrivelses-

myndigheden.«

§ 2, stk. 7,

indsættes efter »§ 5«: », jf. dog § 5, stk. 2, 2. pkt«.

§ 2

indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:

»Stk. 10.

Ved overdragelse af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden oplyser fordringshaveren

eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, restanceinddrivelsesmyndigheden

om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog bestemme, at en

fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skal overdrage et

gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden uden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører.

SAU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 162: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, pensionsbeskatningsloven og lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. (Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af fordringer med dataproblemer, forældelse m.v. samt fradrag for seniormedlemskabskontingent i arbejdsløshedskasser)

Er der ved overdragelsen af et gebyr givet restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om, hvilket

hovedkrav gebyret vedrører, jf. 1. pkt., kan restanceinddrivelsesmyndigheden beslutte, at gebyret

fremover skal behandles som et selvstændigt hovedkrav. Er der ved overdragelsen af et gebyr ikke

givet restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. 2. pkt.,

behandler restanceinddrivelsesmyndigheden gebyret som et selvstændigt hovedkrav. Hvis fordrings-

haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ved overdragelse af et gebyr

til restanceinddrivelsesmyndigheden skal oplyse restanceinddrivelsesmyndigheden om, hvilket ho-

vedkrav gebyret vedrører, jf. 1. pkt., kan fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren

opkræver fordringen, ikke til restanceinddrivelsesmyndigheden overdrage renter af gebyret, herunder

renter, der er tilbagesendt til fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver

fordringen.«

Stk. 10-13 bliver herefter stk. 11-14.

§ 2, stk. 13, 1. pkt.,

der bliver stk. 14, 1. pkt., ændres »stk. 1-12« til: »stk. 1-13«.

§ 3, stk. 8, 3. pkt.,

indsættes efter »saldoprincip,«: »og for gebyrer, der overdrages til restanceind-

drivelsesmyndigheden eller måtte blive indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens fordrings-

hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden efter § 2, stk. 10, 3. pkt., har besluttet, at de fremover skal

behandles som selvstændige hovedkrav, samt for renter og gebyrer, der som følge af en beslutning

truffet i medfør af § 3 D, stk. 1, behandles som selvstændige hovedkrav,«.

Efter § 3 C indsættes før overskriften før § 4:

»§ 3 D.

Hvis der for renter eller gebyrer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den og er oplyst at vedrøre et hovedkrav, der også er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden, er kendskab til eller mistanke om datafejl, der er til hinder for inddrivelse, eller tvivl om

retskraften, og der for hovedkravet ikke er kendskab til eller mistanke om sådanne datafejl eller tvivl

om retskraften, kan restanceinddrivelsesmyndigheden beslutte, at renterne eller gebyrerne fremover

af restanceinddrivelsesmyndigheden behandles som selvstændige hovedkrav.

Stk. 2.

Renter, der som følge af en beslutning truffet i medfør af stk. 1 behandles som selvstændige

hovedkrav, omfattes af § 4, stk. 2, 1. pkt.

Stk. 3.

Renter, der som følge af en beslutning truffet i medfør af stk. 1 behandles som selvstændige

hovedkrav, forrentes ikke efter § 5.

Stk. 4.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke renter der skal kunne inddrives ved

lønindeholdelse efter § 10 eller udpantning efter § 11, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden i

medfør af stk. 1 har besluttet, at disse renter skal behandles som selvstændige hovedkrav.«

§ 4, stk. 2,

indsættes som

5. pkt.:

»For fordringer, der før den 1. september 2013 er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden, lægges den i inddrivelsessystemet registrerede modtagelsesdato til grund ved anven-

delse af 1. pkt.«

§ 5, stk. 2, 2.

3. pkt.,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Skatteministeren kan endvidere bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på fordringer, der efter re-

stanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være overdraget uden særskilt angivelse af hovedstol, ren-

ter og gebyrer, herunder fastsætte regler om anvendelsen af disse regler og mulighederne for, at for-

dringshaveren kan afkræfte eller berigtige forholdet med den virkning, at stk. 1 anvendes.«

10.

§ 6

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i særlige tilfælde undlade at pålægge rykkergebyr.«

11.

§ 7, stk. 4,

indsættes som

3. pkt.:

»Skatteministeren kan derudover fastsætte regler om fremgangsmåden for indberetning af et gebyr

til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister og om de oplysninger, der skal gives ved ind-

beretningen.«

12.

Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a.

Ved modregning kan restanceinddrivelsesmyndigheden lægge de datooplysninger, som for

fordringer, herunder renter og gebyrer, er registreret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivel-

sessystemer, til grund, når modregningen gennemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling fra

det offentlige er overdraget til tredjemand, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har mistanke om, at en registreret datooplysning med-

fører risiko for uberettiget modregning, kan restanceinddrivelsesmyndigheden for den eller de for-

dringer, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen, anvende en se-

nere dato eller ændre den registrerede dato til en senere dato, der lægges til grund efter stk. 1.

Stk. 3.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved kendskab til eller mistanke om datafejl i fordringen

beslutte, at der helt eller delvist ikke skal ske modregning i en udbetaling, hvis det under hensyntagen

til tilrettelæggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes be-

løb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.

Stk. 4.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan aftale med en fordringshaver eller den, der på vegne af

denne opkræver fordringen, at de datooplysninger, der skal gives om en fordring ved dens overdra-

gelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, angives som senere datoer end de rigtige.

§ 8 b.

Hvis der i medfør af anden lovgivning skal beregnes renter af et beløb, der af det offentlige

skal udbetales til en fysisk eller juridisk person, og udbetalingsbeløbet inklusive eventuelle renter

med henblik på modregning med fordringer under opkrævning eller inddrivelse er overført til restan-

ceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., beregner

og udbetaler restanceinddrivelsesmyndigheden de eventuelle yderligere renter, som den fysiske eller

juridiske person måtte have krav på tidligst fra og med restanceinddrivelsesmyndighedens modta-

gelse af udbetalingsbeløbet. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan vælge at beregne renter af det

samlede udbetalingsbeløb, selv om dette beløb måtte være overført uden særskilt angivelse af hoved-

stol og renter.

Stk. 2.

Anvendes udbetalingsløbet til modregning med en eller flere fordringer, der er under opkræv-

ning eller inddrivelse, foretages forrentningen af udbetalingsbeløbet, jf. stk. 1, og de beløb, der mod-

regnes med, til og med den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive

gennemført modregning.«

13.

Efter § 9 a indsættes før overskriften før § 10:

»§ 9 b.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i meddelelser, afgørelser, tilsigelser, underretninger

m.v. til skyldner beskrive fordringer samt renter og gebyrer heraf ud fra de datooplysninger, der er

registreret i inddrivelsessystemet.

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens beskri-

velse af fordringer samt renter og gebyrer i meddelelser, afgørelser, tilsigelser, underretninger m.v.

til skyldner og andre, herunder regler om de oplysninger, der skal meddeles heri.«

14.

§ 10, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Et gebyr kan inddrives ved lønindeholdelse, selv om det vedrører et hovedkrav, der ikke kan inddri-

ves ved lønindeholdelse, jf. bilag 1.«

15.

§ 11

indsættes som

2. pkt.:

»Et gebyr kan inddrives ved udpantning, selv om det vedrører et hovedkrav, der ikke kan inddrives

ved udpantning, jf. bilag 1.«

16.

§ 18 a, stk. 1,

ændres »2018« til: »2021«.

17.

§ 18 a, stk. 2, 9.

10. pkt.,

affattes således:

»De renter, der i medfør af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., skal behandles som selvstændige hovedkrav med

hensyn til forældelse, og de renter, der som følge af en beslutning truffet i medfør af § 3 D, stk. 1,

skal behandles som selvstændige hovedkrav, udgør et fordringskompleks efter 1. pkt., hvor alle renter

har samme forældelsesdato som den af rentefordringerne, der først blev modtaget til inddrivelse. Det

hovedkrav og de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., og de gebyrer, der som følge af en beslut-

ning truffet i medfør af § 3 D, stk. 1, skal behandles som selvstændige hovedkrav, med tilhørende

renter udgør et fordringskompleks efter 1. pkt.«

18.

§ 18 a

indsættes som

stk. 10:

»Stk. 10.

Skyldnerens indsigelse om, at en fordring er forældet, skal senest fremsættes i forbindelse

med en klage over eller indsigelse imod det første forældelsesafbrydende skridt, der foretages af re-

stanceinddrivelsesmyndigheden efter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge skyldneren er indtrådt.

Skyldnerens indsigelse bortfalder, hvis den ikke fremsættes i overensstemmelse med 1. pkt.«

19.

§§ 18 b

18 c

ændres »2021« til: »2024«.

§2

I lov nr. 551 af 29. maj 2018 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og

forskellige andre love og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige

for socialt udsatte grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og

forældelseshåndtering m.v.) foretages følgende ændring:

§ 11, stk. 3, 4. pkt.,

ændres »2020« til: »2024«.

§3

I lov nr. 1110 af 13. november 2019 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige, lov om retsafgifter og forskellige andre love (Forenkling af regler om forældelseshåndtering,

modregning ved transporter, flere skyldnere på samme fordring, eftergivelse og afskrivning, retsafgift

m.v.) foretages følgende ændring:

§ 9, stk. 5, 1. pkt.,

ændres »2018« til: »2021«.

§4

I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1088 af 3. september 2015, som ændret

senest ved § 1 i lov nr. 1577 af 27. december 2019, foretages følgende ændring:

§ 49, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »arbejdsløshedsforsikring«: », og for seniormedlemmer af

en arbejdsløshedskasse kan fradrages udgifter til seniormedlemskabskontingent«.

Justitsministeriet

§5

I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.

572 af 20. juni 2001, som ændret ved § 13 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov nr. 252 af 30. marts

2011, § 2 i lov nr. 114 af 31. januar 2017, § 5 i lov nr. 670 af 8. juni 2017, og § 10 i lov nr. 551 af 29.

maj 2018, foretages følgende ændring:

§ 5, stk. 2,

ændres »fordringens modtagelsesdato« til: »at fordringen er under inddrivelse«.

Ikrafttræden m.v.

§6

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2020, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 4, 14 og 15.

Stk. 3.

Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvornår § 1, nr. 4, finder anvendelse for restanceind-

drivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer, og kan herunder bestemme, at § 2, stk. 10, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, helt eller delvist finder

anvendelse fra forskellige tidspunkter for de enkelte inddrivelsessystemer.

Stk. 4.

§ 1, nr. 18, har kun virkning for forældelsesafbrydende skridt, der foretages af restanceinddri-

velsesmyndigheden fra og med den 1. juli 2020.

Stk. 5.

§ 4 har virkning for seniormedlemskabskontingenter, der forfalder til betaling den 1. januar

2020 eller senere.

Stk. 6.

Fordringer, der har været under opkrævning, og som den 1. juli 2020 hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden er registreret til at være under inddrivelse, er senest denne dato under inddrivelse.

Skyldnerens indsigelser, der udspringer af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure

eller underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

dog ikke eventuelle forældelsesindsigelser, skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndighe-

den og være modtaget senest den 1. januar 2021. I forbindelse med indgivelse af en indsigelse om-

fattet af 2. pkt. og inden indsigelsen kan behandles, skal skyldneren betale et gebyr på 500 kr. til

restanceinddrivelsesmyndigheden. Er gebyret ikke betalt senest 10 dage efter indgivelsen af indsigel-

sen, afviser restanceinddrivelsesmyndigheden indsigelsen. Gebyret tilbagebetales, hvis skyldneren

får helt eller delvist medhold i indsigelsen, eller hvis indsigelsen afvises. Restanceinddrivelsesmyn-

digheden lægger til grund, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver

fordringen, har gennemført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget underretning, jf. § 2, stk. 3, 1.

pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, medmindre restanceinddrivel-

sesmyndigheden for den konkrete fordring konstaterer, at fordringshaveren ikke har gjort dette.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

2. Lovforslagets indhold

2.1. Forlængelse af forældelsesudskydelse for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Den foreslåede ordning

2.2. Forlængelse af perioden med systemmæssig paralleldrift hos restanceinddrivelsesmyndigheden

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Den foreslåede ordning

2.3. Lempelse af krav om gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og underretning ved overdra-

gelse af fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Den foreslåede ordning

2.4. Afskæring af forældelsesindsigelser vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Den foreslåede ordning

2.5. Særlige regler om gebyrer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, som

følge af manglende systemunderstøttelse af fordringer i tre niveauer

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Den foreslåede ordning

2.6. Opsplitning af hoved- og underfordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den m.v.

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Den foreslåede ordning

2.7. Restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af modtagelsesdatoen i dækningsrækkefølgen for

tidligere konverterede fordringer og ingen henvisning til modtagelsesdatoen i forkyndelser

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Den foreslåede ordning

2.8. Lempelse af krav til stamdatoer for fordringer og til beskrivelsen af stamdatoer i afgørelser m.v.

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Den foreslåede ordning

2.9. Udvidelse af hjemmel til at undlade at beregne inddrivelsesrenter af sammenlagte fordringer

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Den foreslåede ordning

2.10. Hjemmel til i særlige tilfælde at undlade opkrævning af rykkergebyr ved restanceinddrivelses-

myndighedens anvendelse af rykker

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Den foreslåede ordning

2.11. Forenkling af regler om forrentning ved modregning med gæld under opkrævning eller inddri-

velse i udbetalinger fra det offentlige

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Den foreslåede ordning

2.12. Indførelse af fradragsret for seniormedlemskontingent i arbejdsløshedskasser

2.12.1. Gældende ret

2.12.2. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det er vigtigt for aftalepartierne bag »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8.

juni 2017 at sikre grundlaget for en sikker og effektiv fremadrettet inddrivelse af gæld til det offent-

lige. Det er ikke rimeligt, at andre borgere skal betale for dem, der ikke betaler deres gæld til det

offentlige. Der er derfor iværksat en række initiativer, der skal sikre, at inddrivelsen af gæld til det

offentlige kommer på fode igen, efter at det daværende SKAT den 8. september 2015 besluttede at

stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige, på baggrund af at en række analyser af Ét

Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og Debitormotor Inddrivelse (DMI) havde påvist fejl af funktionel,

teknisk og datamæssig karakter.

Som opfølgning på handlingsplanen »Aftale om et nyt skattevæsen« af 25. september 2015 indgik

den daværende regering (Venstre) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radi-

kale Venstre og Det Konservative Folkeparti »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016

om en fælles forståelse om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor.

På baggrund heraf blev der igangsat et omfattende arbejde med bl.a. at udvikle et nyt it-system for

inddrivelse, ligesom der blev iværksat et omfattende arbejde med at rydde op i gælden til det offent-

lige.

Oprydningsarbejdet har vist, at der ud over usikkerhed om retskraften ved en del af gældsposterne er

en række andre fejl blandt gældsposterne. Disse fejl skyldes bl.a. systematiske fejlindberetninger fra

fordringshavernes side, hvor data (f.eks. stiftelses- og forældelsesdatoer) er fejlbehæftede, eller at

gældsposter og deres renter er blandet sammen. Da fejlene betyder, at gældsposterne ikke kan inddri-

ves eller konverteres (overføres) til det nye gældsinddrivelsessystem, blev den daværende regering

(Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Socialdemokratiet, Dansk Folke-

parti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i »Aftale om styrkelse

af den offentlige gældsinddrivelse« fra 8. juni 2017 enige om, at disse problemer skal løses.

Oprydningsarbejdet i 2018 og 2019 har haft fokus på de syv største fordringshavere, som repræsen-

terer i alt ca. 83 pct. af den samlede gæld målt i kursværdi. Oprydningsarbejdet har identificeret et

konverteringspotentiale på knap 18 mia. kr. i kursværdi. Realisering af potentialet forudsætter dog

vedtagelse og implementering af lovgivningsmæssige løsningstiltag i form af to datalovpakker. Nær-

værende lovforslag indeholder bl.a. den første af disse to datalovpakker. Den anden datalovpakke

forventes fremsat i foråret 2021.

Nærværende lovforslag indeholder regler, der bl.a. tager sigte på at understøtte oprydningsarbejdet.

Som nævnt ovenfor drejer det sig om regler, der forlænger forældelsesudskydelsen af gæld under

inddrivelse og paralleldriftsperioden, hvor gælden inddrives i flere systemer. Formålet er at undgå

utilsigtet forældelse af gældsposter, som følge af at oprydningsarbejdet har vist sig betydeligt van-

skeligere og mere tidskrævende end forudsat. Med henblik på at lette administrationen af gæld under

inddrivelse foreslås det endvidere at ændre reglerne om rykkerprocedure og underretning til skyldne-

ren i forbindelse med overdragelse af gæld til inddrivelse og at indføre en tidsmæssig begrænsning

af skyldnerens mulighed for at fremsætte en forældelsesindsigelse. Af hensyn til systemudviklingen

har det endvidere vist sig nødvendigt at foreslå regler, der skal tage højde for, at det nye inddrivel-

sessystem ikke har mulighed for at håndtere fordringer i tre niveauer (hovedfordring, underfordring

og underfordring til underfordring). Derudover foreslås det at indføre regler, der tager sigte på at

understøtte oprydningsarbejdet. Som nævnt ovenfor drejer det sig om regler, der har til formål at gøre

så mange fordringer som muligt inddrivelses- og konverteringsparate ved at tage højde for de situa-

tioner, hvor konverteringsparate hovedkrav afventer manuel gennemgang af deres tilknyttede renter

og gebyrer, hvor datooplysninger fra fordringshavere eller gamle inddrivelsessystemer kan være for-

kerte, og hvor gældsposterne og deres renter er eller kan være blandet sammen. Desuden er det fundet

hensigtsmæssigt at indføre en regel, der tager hensyn til, at det i visse tilfælde vil være urimeligt at

pålægge et rykkergebyr. Derudover foreslås der en forenkling af reglerne om forrentning ved Gælds-

styrelsens gennemførelse af eller bistand til modregning i udbetalinger fra det offentlige. Der er tale

om både forrentningen af udbetalingsbeløbet, f.eks. overskydende skat, og den gæld, der modregnes

med.

Endelig foreslås det at indføre fradragsret for seniormedlemskontingent i arbejdsløshedskasser. Dette

forslag vedrører ikke oprydningsarbejdet på inddrivelsesområdet.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

I forlængelse af den politiske aftale »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en

fælles forståelse om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor indgik

den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Socialde-

mokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti

»Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017.

Nærværende lovforslag har til formål at udmønte dele af denne aftale.

Af aftalen fremgår bl.a., at aftalepartierne er enige om, at en oprydning er afgørende for at genoprette

området og skabe det bedst mulige fundament for fremtidens gældsinddrivelse, og at problemerne

med fejlbehæftede gældsposter, der ikke kan inddrives og konverteres til det nye gældsinddrivelses-

system, skal løses. Lovforslaget indeholder som opfølgning herpå følgende forslag:

Yderligere udskydelse af forældelsen af fordringer under inddrivelse.

Forlængelse af paralleldriftsperioden, hvor inddrivelsen sker i flere systemer.

Lempelse af krav om sædvanlig rykkerprocedure og underretning ved overdragelse af fordrin-

ger til inddrivelse.

Indsigelse om forældelse skal senest ske i forbindelse med et inddrivelsesskridt.

Ændring med henblik på at undgå fordringer i 3 niveauer.

Opsplitning af hoved- og underfordringer under inddrivelse hos Gældsstyrelsen m.v.

Anvendelse af registreret modtagelsesdato for tidligere konverterede fordringer.

Mulighed for at inddrive fordringer ved fejl i de registrerede stamdatoer.

Undladelse af at beregne rente ved sammenblandet gæld.

Hjemmel til at undlade at pålægge rykkergebyr.

Forenkling af regler om forrentning ved modregning i udbetalinger fra det offentlige.

Lovforslaget kommer i forlængelse af en række lovgivningstiltag på inddrivelsesområdet, der er frem-

sat i forlængelse af det tidligere SKATs suspension af al automatisk inddrivelse af gæld til det offent-

lige via EFI i september 2015 og det efterfølgende igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv

restanceinddrivelse.

Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på udviklingen af et nyt it-system, der skal un-

derstøtte inddrivelsen.

Det blev besluttet, at det nye it-system skulle være baseret på et standardsystem, som trinvist ville

blive videreudviklet, så det ved udgangen af 2018 ville kunne håndtere de fleste inddrivelsesskridt og

skyldnergrupper. Parallelt hermed blev der igangsat et arbejde med at forenkle lovgivningen på om-

rådet, så systemet ville blive mindre komplekst end EFI/DMI.

Systemet udvikles gradvist og i første omgang med fokus på de funktionaliteter, der blev vurderet

som værende de vigtigste for ibrugtagningen af systemet for 1. udgave (release).

Som planlagt blev release 1 taget i brug i april 2017. Der var dermed bygget en platform og

–

som

forventet

–

udviklet den første, begrænsede funktionalitet for systemet. Samtidig blev Danmarks Ra-

dio tilsluttet systemet som den første fordringshaver.

Release 2, der blev taget i brug i november og december 2017, udbyggede it-systemet med nye og

centrale funktionaliteter, herunder lønindeholdelse, som er et meget effektivt inddrivelsesskridt. Der

kan således sendes varsel og træffes afgørelse om lønindeholdelse/særskilt lønindeholdelse, herunder

ske anvendelse af oplysninger fra betalingsevneberegning til beregning af lønindeholdelsesprocenten.

Herudover kan systemet nu bl.a. håndtere tilbageløb fra fordringshaver i forbindelse med nedskriv-

ning, tilbagesendelse, tilbagekaldelse og opskrivning af en gældspost. Samtidig kan systemet nu fo-

retage en automatiseret betalingsevneberegning, ligesom der er udviklet en fordringshaverportal,

hvormed fordringshavere kan oprette gældsposter og modtage og håndtere gældsposter, der er sendt

i høring hos fordringshaver. Den gradvise tilslutning af yderligere fordringshavere efter tilslutningen

af Danmarks Radio er samtidig igangsat.

Release 3 af det nye inddrivelsessystem blev færdiggjort i august 2018, og det indeholder blandt andet

fuldt automatiseret lønindeholdelse og funktionalitet til håndtering af selskaber og PEF-skyldnere

(personligt ejede virksomheder). Release 3 indeholder derudover første version af den nye modreg-

ningskomponent. Den første modregning i overskydende skatter via den nye modregningskomponent

blev gennemført i september 2018. Version 2 af modregningsløsningen, der understøtter modregning

på tværs af det nye inddrivelsessystem og DMI, idriftsættes samtidig med resterende funktionaliteter

i release 4.

Udviklingen af fjerde og sidste release blev planmæssigt påbegyndt i august 2018, og release 4.1 blev

idriftsat i januar 2019. Funktionalitet til håndtering af forældelse, der har været afhængig af lovfor-

enkling på området, er afsluttet ultimo 2019. Release 4 indeholder ud over funktionalitet til håndtering

af forældelse også funktionalitet til håndtering af flerhæftere samt yderligere forbedrings- og auto-

matiseringstiltag.

Fordringshaverne vil i løbet af 2020 fortsat blive tilsluttet systemet, i takt med at de får justeret deres

interne processer og systemer, så fordringshaverne kan sende retskraftige fordringer med en god da-

takvalitet, der sikrer, at der kan inddrives på fordringerne.

For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen eller meget begrænset systemunderstøttelse

blev der i november 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om standsning af forældelsen for

fordringer under inddrivelse, jf. lov nr. 1253 af 17. november 2015.

I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i form af regler, der er nødvendige for etab-

leringen af det nye og fremadrettede it-system og for en hensigtsmæssig behandling af klager på

inddrivelsesområdet. Der blev desuden gennemført en række justeringer og præciseringer med hen-

blik på at sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov nr. 298 af 22. marts 2016.

I januar 2017 blev det tredje lovgivningstiltag gennemført i form af regler om overdragelse af inddri-

velsen af fortrinsberettigede kommunale krav til kommunerne, jf. lov nr. 114 af 31. januar 2017.

Det fjerde lovgivningstiltag blev gennemført ved lov nr. 285 af 29. marts 2017. Med loven gennem-

førtes yderligere tiltag, der navnlig skulle sikre enklere regler på inddrivelsesområdet. Endvidere in-

deholder loven en række øvrige præciseringer af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.

Det femte lovforslag blev gennemført ved lov nr. 258 af 10. april 2018 og fastsatte regler om forenk-

ling af oprydningsopgaven med genoptagelsessager og ekstraordinær afskrivning.

Det sjette lovforslag blev gennemført ved lov nr. 551 af 29. maj 2018. Med loven gennemførtes yder-

ligere tiltag på inddrivelsesområdet, der navnlig havde sigte på forældelseshåndtering, digitaliser- og

administrerbare regler og at gennemføre tiltag, der fulgte af politiske aftaler.

Det syvende lovforslag blev gennemført ved lov nr. 324 af 30. marts 2019. Med loven gennemførtes

et sikkert hjemmelsgrundlag for modregningen med fordringer, der er under opkrævning hos for-

dringshaverne. Endvidere indeholder loven en lovfæstning af Skattestyrelsens praksis om at udskyde

betalingsfristen, hvis sidste rettidige betalingsdag falder på en banklukkedag.

Det ottende lovforslag blev gennemført ved lov nr. 1110 af 13. november 2019. Med loven gennem-

førtes yderligere lovgivningstiltag, der skulle sikre enklere og klarere regler på inddrivelsesområdet,

der skulle sikre udviklingen og etableringen af en effektiv it-understøttelse af inddrivelsesopgaven.

Det niende lovforslag, som blev delt under folketingsbehandlingen, blev gennemført ved lov nr. 1574

af 27. december 2019 og lov nr. 1575 af 27. december 2019. Med den første lov gennemførtes regler,

der skulle styrke inddrivelsen af gæld over for skyldnere bosat i udlandet og give kommunalt ejede

forsyningsvirksomheder mulighed for at vælge privat inddrivelse. Den anden lov indeholder et regel-

forenklingstiltag om at ophæve fradragsretten for inddrivelsesrenter med henblik på at undgå forkerte

indberetninger samt regler, der sikrer, at genoptagelsessager med muligvis uretmæssig inddrivelse i

EFI´s driftsperiode kan færdigbehandles.

Nærværende lovforslag indeholder yderligere lovgivningstiltag, der har til formål at understøtte op-

rydningsarbejdet ved at indføre regler, der skal gøre så mange fordringer som muligt konverterings-

parate, så de kan overflyttes til og potentielt inddrives mere effektivt via det nye inddrivelsessystem,

PSRM (Public Sector Revenue Management). Herudover har lovforslaget bl.a. til formål at undgå

utilsigtet forældelse af fordringer under inddrivelse.

Det foreslås for det første, at den allerede gældende udskydelse af forældelsen for gæld under inddri-

velse forlænges med tre år, så forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20. november 2021. Baggrun-

den for forslaget er, at oprydningsarbejdet af de mange fordringer i DMI har vist sig betydeligt van-

skeligere og mere tidskrævende end forudsat, og at det derfor forventes, at der i november 2021 fortsat

vil være et ikke ubetydeligt antal fordringer i DMI, for hvilke forældelse utilsigtet vil kunne ske.

Forældelsesafbrydelse af fordringer i DMI er forbundet med større kompleksitet og ressourcer end i

PSRM, og det vil derfor være forbundet med betydelige manuelle ressourcer, der vil skulle gå fra

andre opgaver, hvis Gældsstyrelsen inden november 2021 skal sikre forældelsesafbrydelse af største-

delen af fordringsmassen i DMI. Selv om fordringer i DMI konverteres til PSRM inden udløbet af

forældelsesfristen, vil der ligge et stort arbejde i at afbryde forældelsen for de store puljer af fordrin-

ger, der forventes konverteret i 2020 og 2021. Forslaget har derfor til formål at sikre, at Gældsstyrel-

sen kan prioritere de manuelle ressourcer på oprydningsarbejdet uden at risikere utilsigtet forældelse

af fordringerne i DMI og PSRM.

For det andet foreslås det, at de allerede gældende bemyndigelser for skatteministeren til at fastsætte

regler, der muliggør paralleldrift i DMI og PSRM, forlænges med tre år, så de gælder til og med den

31. december 2024. Forslaget har til formål at sikre, at oprydningsarbejdet med gælden i DMI kan

fortsætte, selv om oprydningsarbejdet med de mange fordringer i det gamle inddrivelsessystem har

vist sig betydeligt vanskeligere og mere tidskrævende end forudsat. Det vurderes således at være

urealistisk at nå at færdiggøre oprydningsarbejdet inden for de nuværende tidsrammer, dvs. ultimo

2021.

For det tredje foreslås det at lempe kravet om sædvanlig rykkerprocedure og underretning ved over-

dragelse til inddrivelse. Dette foreslås at ske ved at indføre regler om, at fordringshavere fremadrettet

ikke behøver at sende rykkere og underretning til skyldnere, når det ikke er muligt, og at rykkere og

underretning ikke er en gyldighedsbetingelse for at overdrage fordringer til inddrivelse, selv om ryk-

kere og underretning fortsat forudsættes i loven. Derudover foreslås det at indføre en ordning bestå-

ende af tre dele, der håndterer fordringer, der før lovens ikrafttrædelse er overdraget til inddrivelse

uden foretagelse af sædvanlig rykkerprocedure og underretning. For det første foreslås det, at gæld,

der allerede er oversendt til inddrivelse, og hvor der kan være tvivl om fordringshaverens foretagelse

af rykkere og underretning, senest ved lovens ikrafttrædelse er under inddrivelse. For det andet fore-

slås det

–

via en lovfæstelse af almindelige forvaltningsretlige principper

–

at indføre en klar hjemmel

til, at Gældsstyrelsen ikke har pligt til at undersøge, hvilke skyldnere der ikke har fået rykkere og

underretning. For det tredje foreslås det, at der indføres en frist for, hvornår visse indsigelser senest

skal være fremsat af skyldneren.

For det fjerde foreslås det at indføre en frist for skyldnerens fremsættelse af en forældelsesindsigelse.

Dette foreslås at ske ved at indføre en regel om, at skyldnerens forældelsesindsigelse bortfalder, hvis

den ikke senest fremsættes i forbindelse med en klage over eller indsigelse imod det første forældel-

sesafbrydende skridt, der foretages af Gældsstyrelsen efter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge

skyldneren er indtrådt. På den måde vil fordringshaveren og Gældsstyrelsen ikke længere skulle op-

bevare dokumentation for samtlige forældelsesafbrydelser, der er indtrådt i fordringens levetid.

For det femte foreslås det at indføre regler, der har til formål at undgå fordringer i 3 niveauer. Bag-

grunden for forslaget er, at det i forbindelse med udviklingen af PSRM er konstateret, at PSRM ikke

kan administrere fordringer i 3 niveauer. Fordringer under inddrivelse vil f.eks. kunne optræde i 3

niveauer, hvis et gebyr forrentes, og både gebyret og dets tilhørende renter kommer under inddrivelse.

Her vil hovedfordringen, som gebyret vedrører, ligge i niveau 1, gebyret i niveau 2, og renterne af

gebyret i niveau 3. Forslaget går ud på, at gebyrer

–

medmindre andet er aftalt mellem fordringsha-

veren og Gældsstyrelsen

–

skal overdrages til inddrivelse uden oplysning om, hvilken hovedfordring

de vedrører, og at gebyrerne skal behandles som hovedfordringer med selvstændig forældelse. Hvis

et gebyr overdrages med oplysning om hovedfordringen, vil Gældsstyrelsen kunne beslutte, at geby-

ret fremadrettet skal behandles som en hovedfordring. Forslaget indeholder desuden regler, der fast-

sætter, hvordan gebyrerne skal behandles i forhold til lønindeholdelse, udpantning og Gældsstyrel-

sens kommunikation om gebyrerne. Endelig indeholder forslaget regler, der tager højde for, hvordan

der undgås fordringer i tre niveauer, hvis det mellem fordringshaveren og Gældsstyrelsen er aftalt, at

gebyrer skal overdrages med oplysning om hovedfordringen. Det foreslås således, at renter af gebyrer

ikke skal kunne overdrages i et sådant tilfælde.

For det sjette foreslås det at indføre regler, der giver Gældsstyrelsen mulighed for at opsplitte hoved-

fordringer og renter/gebyrer med henblik på konvertering af hovedfordringer til PSRM. Dette foreslås

at kunne gøres i tilfælde, hvor hovedfordringen er klar til konvertering, mens hovedfordringens renter

eller gebyrer ikke er. Renterne og gebyrerne foreslås som følge af opsplitningen at skulle behandles

som hovedfordringer. Opsplitningen vil som udgangspunkt betyde, at indbetalinger fra skyldneren

vil gå til at dække hovedfordringen før hovedfordringens renter. Efter de gældende regler anvendes

indbetalinger først til at dække renterne. En anden konsekvens af opsplitningen er, at der ikke gælder

accessorisk forældelse for renterne og gebyrerne. Det betyder

–

i modsætning til de gældende regler

–

at renterne og gebyrerne ikke forældes, hvis hovedfordringen forældes, men alene, hvis renten eller

gebyrets egen forældelsesfrist udløber. Forslaget indeholder desuden regler, der fastsætter, hvordan

renterne og gebyrerne skal behandles i forhold til f.eks. lønindeholdelse, udpantning og Gældsstyrel-

sens kommunikation om renterne og gebyrerne.

For det syvende foreslås det at indføre regler, der giver Gældsstyrelsen mulighed for at anvende den

registrerede modtagelsesdato for tidligere konverterede fordringer. Baggrunden for forslaget er, at

der for en pulje af fordringer i DMI er konstateret tvivl om, hvorvidt den angivne modtagelsesdato er

korrekt. En forkert registreret modtagelsesdato kan føre til en forkert administration af dækningsræk-

kefølgen, så nogle fordringer uberettiget opnår dækning frem for andre. Med henblik på at sikre kor-

rekt administration af dækningsrækkefølgen foreslås det at indføre en hjemmel til at placere de tidli-

gere konverterede fordringer i dækningsrækkefølgen ud fra den i inddrivelsessystemet registrerede

modtagelsesdato, uanset at denne modtagelsesdato kan være udtryk for en forkert registreret dato.

For at sikre korrekte oplysninger i meddelelser til skyldneren om pantefogedudlæg foreslås det sam-

tidig at indføre hjemmel til fremover at udelade oplysningen om en konkret fordrings modtagelses-

dato i tilsigelser eller meddelelser om udlæg. I stedet skal det blot oplyses, at fordringen inddrives af

Gældsstyrelsen.

For det ottende foreslås det at give Gældsstyrelsen mulighed for at anvende en senere eller tidligere

dato end den stiftelsesdato, der er registreret for en fordring. Den tidligere eller senere dato skal sikre,

at en privat transporthaver ikke ved en modregning, der gennemføres af Gældsstyrelsen, mister en

udbetaling, som vedkommende kunne have krav på. Det foreslås desuden, at Gældsstyrelsen i sager

om bobehandling gives mulighed for at kunne afstå fra at modregne, hvor det vil være umuligt eller

forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at indhente en korrekt stiftelsesdato, idet stiftelses-

datoen er afgørende for, om modregning kan gennemføres. Hermed undgås uretmæssig modregning.

I forbindelse med oprydningsarbejdet er der konstateret betydelige udfordringer med fejl i de regi-

strerede stamdatoer for fordringer i DMI, og disse fejl gør, at fordringerne ikke umiddelbart kan kon-

verteres til PSRM. Det kan bl.a. dreje sig om fordringens stiftelsesdato og sidste rettidige betalings-

dato for fordringen, der kan ligge for sent eller for tidligt. Fejlene i de registrerede stamdatoer med-

fører risiko for, at Gældsstyrelsen træffer forkerte modregningsafgørelser, når skyldneren har givet

transport i sin overskydende skat til en privat transporthaver, og når en skyldner er under konkurs

eller anden bobehandling. Derudover betyder fejlene, at Gældsstyrelsen har vanskeligt ved i alle til-

fælde at leve op til kravet om at beskrive fordringernes stamdatoer korrekt. Med henblik på at gøre

fordringerne konverteringsparate foreslås det desuden at indføre regler, der tager højde for de situa-

tioner, hvor tvivlsomme stamdatoer kan give anledning til forkerte modregningsafgørelser, og regler,

der fastsætter, hvordan Gældsstyrelsen i afgørelser og andre meddelelser til skyldnerne skal oplyse

om de anvendte stamdatoer.

For det niende foreslås det at justere den allerede gældende bemyndigelse om undladelse af rentebe-

regning ved sammenblandet gæld (gæld uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer).

Bemyndigelsen omfatter efter sin ordlyd alene sammenblandede fordringer, der er modtaget hos

Gældsstyrelsen inden den 1. august 2013. Justeringen har til formål at skabe sikkerhed for, at bemyn-

digelsen også omfatter de situationer, der er identificeret i forbindelse med oprydningen af gælden i

DMI. På baggrund heraf indeholder forslaget en ændring af bemyndigelsen, så der skabes en sikker

hjemmel til, at Gældsstyrelsen kan undlade at beregne renter af sammenblandet gæld, uanset hvornår

gælden er modtaget til inddrivelse. Derudover foreslås bemyndigelsen ændret, så der skabes sikker-

hed for, at Gældsstyrelsen kan undlade at beregne inddrivelsesrente af populationer af fordringer,

hvis Gældsstyrelsen har viden eller mistanke om, at én eller flere fordringer i en population er over-

draget uden særskilt angivelse af rente og hovedkrav.

For det tiende foreslås det at indføre en hjemmel til, at Gældsstyrelsen i særlige tilfælde kan undlade

at pålægge et rykkergebyr. Der skal efter gældende regler altid betales et rykkergebyr på 140 kr., hvis

der rykkes for fordringer under inddrivelse. Der kan dog være situationer, hvor det virker urimeligt

at pålægge en skyldner et rykkergebyr. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en skyldner i en længere

periode ikke har modtaget henvendelser vedrørende sin gæld, eller hvis Gældsstyrelsen har glemt at

medtage en fordring i en rykkerskrivelse og kort tid efter rykker for den »glemte« fordring. Det fore-

slås derfor at indføre en undtagelse til den gældende regel om rykkergebyr, der skal give Gældssty-

relsen mulighed for at undlade at pålægge rykkergebyr i særlige tilfælde.

For det ellevte foreslås det at give Gældsstyrelsen mulighed for at vælge at beregne renter af det

samlede udbetalingsbeløb, der er overført til Gældsstyrelsen med henblik på modregning, selv om

dette beløb måtte være overført uden særskilt angivelse af hovedstol og renter. Muligheden herfor vil

være relevant i tilfælde, hvor lovgivningen, der regulerer udbetalingen, foreskriver, at beløbet skal

forrentes med en simpel rente, da dette ikke kan håndhæves, når det overførte udbetalingsbeløb også

indeholder renter. Forslaget indeholder desuden regler, der forkorter forrentningsperioden for udbe-

talingen og den fordring, der modregnes med, så der beregnes renter frem til og med den dag, hvor

Gældsstyrelsen træffer beslutning om, at der vil blive gennemført modregning. Dette skal sikre, at

der beregnes renter til og med en dato, der kan fastslås af Gældsstyrelsen.

Endelig foreslås det at indføre fradragsret for seniormedlemskontingenter til arbejdsløshedskasser.

Indførelsen af fradragsret vil understøtte folkepensionisters lyst til og mulighed for fortsat at være

medlemmer af arbejdsløshedskasser, som kan tilbyde hjælp til jobsøgning m.v. og dermed yde støtte

til at blive eller komme tilbage på arbejdsmarkedet.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Forlængelse af forældelsesudskydelse for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden

2.1.1. Gældende ret

Forældelsen af fordringer er reguleret af forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige be-

stemmelser i anden lov.

Forældelsesfristerne regnes ifølge forældelseslovens § 2, stk. 1, fra det tidligste tidspunkt, til hvilket

fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmel-

ser. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for

rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf. § 2, stk. 2.

I § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at hovedkrav og dets

tilhørende rente eller renter, der alle er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, i

relation til forældelse udgør et fordringskompleks, hvor alle fordringer har samme forældelsesdato,

uanset om hovedkravet eller dets tilhørende rente eller renter op- eller nedskrives, efter at de er kom-

met under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Forældelsesdatoen for fordringskom-

plekset er ifølge 2. pkt. den til enhver tid gældende forældelsesdato for hovedkravet, efter at dette

kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

I § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er fastsat, at for fordringer under inddri-

velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden er forældelsesfristen 3 år, selv om hovedkravet, inden

det kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, havde en længere forældelsesfrist,

eller der, før eller efter at fordringen kom under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er

opnået et retsgrundlag som nævnt i forældelseslovens § 5, stk. 1, jf. dog § 18 a, stk. 5, 2. og 3. pkt., i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. For private underholdsbidrag og regioner og kommuners

privatretlige fordringer gælder dog den forældelsesfrist, der var gældende ved fordringens modtagelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, eller som under inddrivelsen hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden måtte blive opnået efter forældelseslovens § 5, stk. 1. Denne forældelsesfrist gælder også for

tilhørende renter under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Forældelsesfristen for fordringer omfattet af forældelsesloven kan afbrydes efter reglerne i forældel-

seslovens kapitel 5, ligesom foreløbig afbrydelse kan ske efter reglerne i kapitel 6. Afbrydelse af

forældelsesfristen kan bl.a. ske ved skyldners erkendelse af gældsforpligtelsen (§ 15), retslige skridt

foretaget af fordringshaver (§ 16), indgivelse af konkursbegæring m.v. eller anmeldelse af fordringen

i et konkursbo m.v. (§ 17) eller indgivelse af anmodning om udlæg til fogedretten, pantefogedens

gennemførelse af udlægsforretning eller restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldner

om lønindeholdelse eller modregning (§ 18). Efter afbrydelsen løber en ny forældelsesfrist, hvis

længde bestemmes efter reglerne i forældelsesloven, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1. Er forældel-

sesfristen reguleret i en særlov, kan særloven have bestemt en anden frist efter afbrydelsen eller even-

tuelt en anden afbrydelsesmåde, jf. forældelseslovens § 28.

Bestemmelserne i § 18 a, stk. 2-6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige blev sat i kraft ved

bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019, men finder fra ikrafttrædelsen alene anvendelse for

fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem, PSRM. Samtidig blev det tid-

ligere stk. 2 til stk. 7, og bestemmelsens ordlyd blev ændret, jf. nedenfor.

I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det nu

–

for fordringer i PSRM

–

bestemt, at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev

modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordrin-

ger, der nævnes i stk. 6, og disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der

overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren eller den, der på vegne af for-

dringshaveren opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det i 1.

pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den,

der på dennes vegne opkræver fordringen, jf. 2. pkt. Overdrages en fordring, der er tilbagesendt som

anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år fra det første modta-

gelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i EU-retten

er fastsat særlige regler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt.

§ 18 a, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer, at hvis lønindeholdelse ikke

kan ske, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den betalingsevne,

der er nødvendig for at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldneren modtager en indkomst, hvori

lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske, kan restanceinddrivelsesmyndigheden

træffe afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i bero, og at forældelsen af de fordringer, der fremgår af

afgørelsen, er afbrudt med virkning fra afgørelsesdatoen. Den nye forældelsesfrist regnes fra afgørel-

sesdatoen. Inden afgørelsen træffes, sender restanceinddrivelsesmyndigheden et forslag til afgørelse

til skyldneren med en frist for denne på mindst 21 dage regnet fra forslagets dato til at fremkomme

med eventuelle bemærkninger til forslaget.

§ 18 a, stk. 8, blev sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019, men finder fra ikraft-

trædelsen alene anvendelse for fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessy-

stem, PSRM.

Efter § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regnes forældelsesfristen for for-

dringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der den 19. november 2015 eller senere er

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, tidligst fra den 20. november 2018.

Bestemmelsen, der indebærer, at forældelse tidligst vil kunne indtræde den 23. november 2021, blev

indsat med § 1, nr. 1, i lov nr. 1253 af 17. november 2015. Det fremgår af bemærkningerne til be-

stemmelsen, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som fremsat, side 4, at den skulle give restance-

inddrivelsesmyndigheden mere tid til i interimsperioden med udviklingen af det nye inddrivelsessy-

stem at udføre

nddrivelsesarbejdet, der som følge af ingen eller meget begrænset systemunderstøt-

telse, efter at systemunderstøttelsen fra EFI blev suspenderet den 8. september 2015, i en periode i

vidt omfang ville skulle foregå manuelt og dermed ville være betydeligt mere tids- og ressourcekræ-

vende. Hertil kom, at der kunne rejses tvivl om, hvorvidt alle de forældelsesdatoer, der var registreret

i systemet DMI, var korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden ville med bestemmelsen få mulig-

hed for

–

uden at der indtrådte yderligere utilsigtet forældelse

–

at gennemgå de fordringer, der ikke

lovligt ville kunne inddrives som følge af tvivl om deres korrekte opgørelse og fortsatte retskraft.

2.1.2. Den foreslåede ordning

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 9, stk. 5, i lovforslag nr. L 26, Folketingstidende 2019-

20, A, L 26 som fremsat, side 128, at den forældelsesudskydelse, som § 18 a, stk. 1, i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige har givet fordringer, der den 19. november 2015 var eller senere er

kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, idet forældelsesfristen for disse for-

dringer tidligst regnes fra den 20. november 2018, formentlig vil være utilstrækkelig til at kunne nå

en forældelsesafbrydelse af samtlige de fordringer, for hvilke forældelsen vil indtræde den 23. no-

vember 2021, medmindre forældelsen forinden afbrydes. Det anføres endvidere, at med forslaget om

et fordringskompleks, jf. reglen i § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil

forældelsesfristen for fordringer, der på dagen for ikrafttræden af den bestemmelse, der foreslås i

lovforslagets § 1, nr. 18, om indførelsen af fordringskomplekset, er under inddrivelse hos restance-

inddrivelsesmyndigheden, som udgangspunkt skulle regnes fra den 20. november 2018, jf. ovenfor,

og dermed vil antallet af fordringer, for hvilke forældelse vil indtræde den 23. november 2021, med-

mindre forældelsen forinden er afbrudt, blive forøget i forhold til det antal, der følger af gældende

regler. Det anføres, at det derfor vil være nødvendigt at overveje, om den forældelsesudskydelse, som

et samlet Folketing bakkede op om med vedtagelsen af lovforslag nr. L 18 den 12. november 2015,

jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som fremsat, skal forlænges, så utilsigtet forældelse af for-

dringer kan undgås.

Oprydningsarbejdet i det gamle inddrivelsessystem DMI har vist sig at være forbundet med betyde-

lige vanskeligheder, hvorfor der som omtalt nedenfor i afsnit 2.2.2 foreslås regler, der skal muliggøre

en forlængelse af perioden med systemmæssig paralleldrift.

Konvertering af fordringer fra DMI til det nye inddrivelsessystem, PSRM, forudsætter, at fordrings-

haveren er tilkoblet PSRM. Denne tilkoblingsproces har også vist sig at være mere tidskrævende end

forudsat.

Restanceinddrivelsesmyndighedens gennemgang og manuelle retskraftvurdering af de såkaldte »grå

fordringer«

–

dvs. fordringer med tvivl om retskraften

–

forventes ikke afsluttet før udgangen af 2021,

og fordringer konverteres ikke, før retskraften er fastslået.

En udsøgning i november 2019 har vist, at der i perioden til og med den 20. november 2018 i inddri-

velsessystemet DMI er modtaget ca. 23,9 mio. fordringer

–

med en kursværdi på 24,9 mia. kr.

–

der

aktuelt er vurderet retskraftige eller er modtaget efter ikrafttrædelsen af § 18 a, stk. 1, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige om udskydelse af forældelsen. Heraf har op til 14,1 mio. fordringer

en forældelsesfrist på 3 år, og disse fordringer kan dermed potentielt forældes den 23. november 2021.

Derudover er der i DMI efter den 20. november 2018 modtaget yderligere ca. 3,4 mio. fordringer

–

med en kursværdi på ca. 4,3 mia. kr.

–

der tilsvarende har en 3-årig forældelsesfrist.

En forældelsesudskydelse har afgørende betydning for mulighederne for at håndtere fordringsmassen

og undgå utilsigtet forældelse den 23. november 2021. Uden en sådan forlængelse er der risiko for

utilsigtet forældelse af fordringer i både DMI og det nye inddrivelsessystem, PSRM.

Størstedelen af fordringsmassen vil således med den gældende bestemmelse i § 18 a, stk. 1, bortfalde

ved forældelse den 23. november 2021. Det forventes ikke muligt at afbryde forældelsen af den sam-

lede fordringsmasse i DMI, der i november 2019 indeholdt ca. 26,7 mio. fordringer. DMI understøtter

således ikke bl.a. lønindeholdelse, der er et vigtigt forældelsesafbrydelsesskridt, og forældelsesafbry-

delsen af fordringer i DMI er således forbundet med langt større kompleksitet og ressourceanvendelse

end for fordringer i PSRM. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden inden den 23. november 2021

skal gennemføre forældelsesafbrydelse for størstedelen af fordringsmassen i DMI, vil det inden for

de nuværende rammer være forbundet med betydelige manuelle ressourcer, som vil skulle tages fra

andre opgaver.

Derudover vil de nye regler om et fordringskompleks, jf. § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, få betydning for forældelse af fordringer efter konvertering. Med ikrafttrædelsesbe-

stemmelsen i § 9, stk. 5, i lov nr. 1110 af 13. november 2019 vil fordringers forældelsesfrist ved

konvertering som udgangspunkt skulle regnes fra den 20. november 2018, og forældelsesfristen vil

for flere fordringstyper i medfør af § 18 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige blive

reduceret til 3 år, der senest regnes fra konverteringsdatoen. Det gælder f.eks. fordringer på forskuds-

vist udlagte underholdsbidrag, der p.t. har en forældelsesfrist på 10 år.

Endelig var der i november 2019 i DMI ca. 5,5 mio. fordringer af fordringstypen forskudsvist udlagte

underholdsbidrag

–

med en nominel værdi på ca. 9,8 mia. kr.

–

der er indstillet til konvertering med

de regler, der foreslås i nærværende lovforslag.

Dermed opstår der ved konvertering i 2021 og fremefter risiko for utilsigtet forældelse i PSRM, da

det må anses for meget usikkert, om alle konverterede fordringer kan nå at blive inkluderet i eksiste-

rende indsatser og dermed opnå en forældelsesafbrydelse.

Når fordringer flyttes fra DMI til PSRM, vil disse fordringer blive omfattet af de regler, der er gæl-

dende i PSRM. Hvis § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om fordringskom-

plekset på datoen for konvertering alene er sat i kraft i PSRM, er forældelsesdatoen for det konverte-

rede hovedkrav og dets tilhørende rente eller renter (»fordringskomplekset«) den for hovedkravet i

DMI gældende forældelsesdato på tidspunktet for konverteringen. Har hovedkravet ved konvertering

mere end én forældelsesdato i DMI, er forældelsesdatoen for fordringskomplekset den tidligste af

disse datoer. Forældelsesfristen er dog højst 3 år regnet fra konverteringen for de fordringer, der er

omfattet af § 18 a, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den nuværende forældelsesudskydelse efter § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige vil derfor ikke være tilstrækkelig til at undgå utilsigtet forældelse af et stort antal fordringer.

Det foreslås derfor at forlænge forældelsesudskydelsen med 3 år, således at det i § 18 a, stk. 1, i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmes, at for fordringer inklusive renter, gebyrer og

andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. novem-

ber 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021. En forlængelse af

forældelsesudskydelsen i § 18 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil omfatte hele

fordringsmassen.

Den eneste ændring i bestemmelsen vil således være, at forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20.

november 2021 i stedet for den 20. november 2018.

Det vil derfor stadig være en betingelse for forældelsesudskydelsen, at en fordring, der var under

inddrivelse den 19. november 2015, var retskraftig denne dato. For udenlandske fordringer under

inddrivelse i Danmark gælder fortsat, at bestemmelsen alene har betydning, hvis forældelsen af den

udenlandske fordring er undergivet dansk forældelseslovgivning.

Det foreslåede nye starttidspunkt for forældelsesfristen

–

den 20. november 2021

–

vil indebære, at

forældelse herefter tidligst vil kunne indtræde torsdag den 21. november 2024.

Der foreslås desuden den konsekvensændring, at udskydelsen af den tidligste dato, hvorfra forældel-

sesfristen for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal løbe, til den 20.

november 2021 også gennemføres i § 9, stk. 5, 1. pkt., i lov nr. 1110 af 13. november 2019, jf. ovenfor.

2.2. Forlængelse af perioden med systemmæssig paralleldrift hos restanceinddrivelsesmyndigheden

2.2.1. Gældende ret

I § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at skatteministeren for perioden til

og med den 31. december 2021 kan fastsætte regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen for for-

dringer under inddrivelse, jf. § 4, og for fordringer, der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk.

1, forudsættes dækket ved modregning, om udbetaling af beløb frem for anvendelse til dækning af

fordringer og om inddrivelse af udvalgte fordringer.

I § 4 er bestemt, at hvis beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved en frivillig betaling, kun

delvist dækker fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyld-

neren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:

1) Bøder.

2) Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav.

3) Andre fordringer.

Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvist fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1,

dækkes fordringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således

at den fordring, der først modtages, dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Krav på rente dækkes dog

forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. For en opkrævningsrente lægges det hovedkrav, som restanceind-

drivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen

af 2. pkt., jf. 3. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en opkrævnings-

rente, anvendes alene 1. pkt., jf. 4. pkt.

Bestemmelsen i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastslår dækningsrækkeføl-

gen ved modregning. Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun del-

vist skyldners gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:

1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det om-

fang den udbetalende myndighed træffer afgørelse om modregning.

2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.

3) Andre fordringer under opkrævning.

I stk. 2 er bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist dækker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2, dækkes

fordringerne efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbetaling kun delvis fordringer omfattet

af stk. 1, nr. 3, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de er registreret i restanceinddrivelsesmyndig-

hedens fordringsregister, således at den fordring, der først registreres, dækkes først.

Bestemmelsen i § 18 b blev med virkning fra den 1. april 2016 under overskriften »Særlige regler for

perioden til og med 2019« indsat i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ved § 1, nr. 6, i lov nr.

298 af 22. marts 2016 og bestemte dengang, at skatteministeren kan fastsætte regler om fravigelse af

dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse, jf. § 4, og om inddrivelse af udvalgte fordringer for

perioden fra og med den 1. april 2016 til og med den 31. december 2019.

Ved § 1, nr. 20, i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev bestemmelsen i § 18 b i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige med virkning fra den 1. april 2017 udvidet til at inkludere fastsættelsen af regler

om udbetaling af overskydende beløb frem for anvendelse til dækning af fordringer.

Ved § 1, nr. 3, i lov nr. 324 af 30. marts 2019 fik § 18 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

sin nuværende ordlyd gennem en nyaffattelse. Ved § 1, nr. 2, blev også den nuværende overskrift før

§ 18 b indsat: »Særlige regler om fravigelse af dækningsrækkefølgen og om tiltag vedrørende for-

dringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringer i told- og skatteforvaltningens

opkrævningssystemer m.v.«

Bemyndigelsen i § 18 b er udmøntet i §§ 47 og 48 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om

inddrivelse af gæld til det offentlige som ændret ved bekendtgørelse nr. 335 af 30. marts 2019. I § 47

er bestemt, at i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017, hvor fordringer er registreret til inddrivelse

i EFI/DMI-systemet og i det nye inddrivelsessystem, gælder følgende regler i forhold til dækning af

fordringer:

1) § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om dækningsrækkefølge finder anvendelse på

hvert system for sig, jf. dog nr. 2, 2. pkt.

2) Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsesindsats over for en skyldner, herunder afdragsord-

ning, lønindeholdelse, udlæg, modregning eller erindringsskrivelse, kan foretages i hvert system for

sig og omfatte fordringer, der alene er registreret i det enkelte system og lovligt kan inddrives. Hvis

en inddrivelsesindsats omfatter fordringer i begge systemer, gælder dækningsrækkefølgen i § 4 i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog ved anvendelse

af et beløb, der modtages i forbindelse med inddrivelsen, eller som opstår, herunder ved nedskrivning

eller tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, anvende beløbet til dækning af

fordringer først i ét system, uanset at beløbet stammer fra en inddrivelsesindsats, der omfattede for-

dringer i begge systemer. Hvis et overskydende beløb opstår i det nye inddrivelsessystem og stammer

fra en inddrivelsesindsats, der omfatter fordringer i begge systemer, anvendes det overskydende beløb

først til dækning af fordringer i det nye inddrivelsessystem i medfør af § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige. Hvis der efter gendækning i medfør af 4. pkt. er et overskydende beløb, kan

restanceinddrivelsesmyndigheden vælge, om beløbet skal udbetales eller anvendes til modregning

med fordringer i begge systemer. Modregning kan foretages via et andet system end det system, hvor

fordringerne er registreret. Hvis et beløb omfattet af 3. pkt. er modtaget eller opstår i det nye inddri-

velsessystem og stammer fra en frivillig indbetaling eller en inddrivelsesindsats, som alene omfatter

fordringer i det nye inddrivelsessystem, kan beløbet efter dækning eller eventuel gendækning i det

nye inddrivelsessystem, jf. § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, udbetales eller anvendes

til modregning med fordringer i DMI, hvis det efter gældende regler er muligt. Hvis et beløb omfattet

af 3. pkt. er modtaget eller opstår i DMI og stammer fra en frivillig indbetaling eller en inddrivelses-

indsats, som alene omfatter fordringer i DMI, kan beløbet anvendes til modregning i DMI via den i §

48, nr. 1, nævnte korrektionspulje eller udbetales. Hvis der efter modregning i medfør af 8. pkt. er et

overskydende beløb, kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge, om beløbet skal udbetales eller

anvendes til modregning med fordringer i begge systemer. Modtager restanceinddrivelsesmyndighe-

den et overskydende beløb fra fordringshaver, fordi fordringshaver ved modregning, jf. § 7, stk. 1 nr.

1 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, har dækket en fordring, som har vist sig helt

eller delvist ikke at bestå, kan beløbet udbetales eller anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden

til modregning. Var den fordring, som har vist sig helt eller delvist ikke at bestå, registreret i DMI,

kan modregning ske først med fordringer i DMI i medfør af bekendtgørelsens § 48, nr. 1, og herefter

udbetales det overskydende beløb, eller det anvendes til modregning med fordringer i det nye inddri-

velsessystem.

3) En frivillig indbetaling anvendes til at dække fordringer i det system, hvor den er modtaget. Hvis

en frivillig indbetaling ikke er modtaget i et bestemt system, anvendes beløbet til at dække fordringer

i EFI/DMI, og eventuelle overskydende beløb anvendes til dækning af fordringer i det nye inddrivel-

sessystem.

4) Hvis en frivillig indbetaling eller en indsatsspecifik dækning resulterer i et overskydende beløb i

det ene system, og det er forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at overføre beløbet til det

andet system, kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge at udbetale beløbet til skyldner.

I bekendtgørelsens § 48 er bestemt, at i paralleldriftsperioden fra den 1. april 2017 gælder bekendt-

gørelsens §§ 4-7 og § 8, stk. 3, samt § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke for

EFI/DMI-systemet, jf. dog § 47, nr. 2. I stedet gælder følgende særlige regler:

1) Et overskydende beløb, der opstår i forbindelse med inddrivelsen, herunder ved nedskrivning eller

tilbagekaldelse af en allerede helt eller delvist dækket fordring, placeres i en korrektionspulje, som

ved udløbet af hver kalendermåned udlignes ved modregning med fordringer under inddrivelse eller

opkrævning, hvis det efter gældende regler er muligt, eller udbetales til skyldner, hvis modregning

ikke kan foretages.

2) En fordring anses for modtaget den dag, fordringen registreres i modtagelsessystemet for EFI/DMI.

3) Ved den indbyrdes dækning af renter dækkes først renter påløbet under opkrævningen. Disse dæk-

kes i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den først

modtagne rente dækkes først. Dernæst dækkes renter påløbet under inddrivelsen, således at den først

påløbne rente dækkes først.

4) Ved samtidig oversendelse af flere fordringer vedrørende samme skyldner og inden for samme

kategori, jf. § 4, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i

den rækkefølge, hvori de registreres i DMI.

5) Hvis et pengeinstitut afviser at honorere en betaling, der er anvendt til helt eller delvist at dække

en fordring, ophæves dækningen af fordringen, og senere dækninger fastholdes.

6) Opskrivning af en fordring sker ved opjustering af fordringens størrelse med virkning fra opjuste-

ringens registrering i EFI/DMI. Hvis den fordring, der opskrives, er blevet dækket helt eller nedskre-

vet helt, får opskrivningsbeløbet den plads i dækningsrækkefølgen, som den opskrevne fordring ville

have haft, hvis den ikke var dækket helt eller nedskrevet helt. Renten efter § 9, stk. 1, tilskrives opju-

steringsbeløbet fra den 1. i måneden efter opjusteringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det

gælder dog ikke, hvis opjusteringen skyldes en nedskrivning, som er annulleret af fordringshaver eller

den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, fordi fordringen ved en fejltagelse blev

anset for at være dækket, mens den var under inddrivelse. I dette tilfælde tilskrives renten opjuste-

ringsbeløbet fra nedskrivningens virkningstidspunkt. Renter af opjusteringsbeløbet dækkes inden den

fordring, der opskrives.

I § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at skatteministeren for perioden til

og med den 31. december 2021 kan fastsætte regler om restanceinddrivelsesmyndighedens opgave

med at sikre, at fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden eller er under op-

krævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, og tilhørende renter og

lignende ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.

Bestemmelsen blev oprindeligt under overskriften »Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer

overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 22. november 2021« indsat i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige ved § 1, nr. 21, i lov nr. 285 af 29. marts 2017.

Den nuværende affattelse fik § 18 c ved § 1, nr. 5, i lov nr. 324 af 30. marts 2019, og overskriften før

bestemmelsen blev ophævet, jf. § 1, nr. 4, således at § 18 c deler overskrift med § 18 b, jf. ovenfor.

§ 18 c er udmøntet i § 49 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018, som ændret ved bekendtgørelse

nr. 335 af 30. marts 2019. I § 49 anføres i stk. 1, at ved restanceinddrivelsesmyndighedens opgave

med at afklare, om fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og fordringer,

der er under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

forudsættes dækket ved modregning, og renter, gebyrer og andre omkostninger vedrørende disse for-

dringer er retskraftige og uden datafejl, finder § 4 og § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige ikke anvendelse på rækkefølgen for vurderingerne.

I bekendtgørelsens § 49, stk. 2, er bestemt, at når restanceinddrivelsesmyndigheden retskraftvurderer

fordringer, som ikke er berørt af mistanke om datafejl, jf. stk. 3, retskraftvurderes først bøder, dernæst

private krav på underholdsbidrag og endelig alle øvrige fordringer. Retskraftvurderingerne foretages

derudover således, at det størst mulige beløb i forhold til den anvendte tid søges retskraftvurderet.

For bøder gennemføres retskraftvurderingen dog så vidt muligt inden udløbet af forældelsesfristen

for bødens forvandlingsstraf.

I stk. 3 er bestemt, at ved mistanke om datafejl, der kan have betydning for inddrivelse, modregning

eller dækning, vurderes fordringerne i den rækkefølge, som af restanceinddrivelsesmyndigheden

skønnes hensigtsmæssig. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved vurderingen af, hvilken række-

følge der er hensigtsmæssig, bl.a. tage hensyn til fordringernes beløb, fejlens karakter, undersøgel-

sernes kompleksitet og mulighederne for at opnå betaling.

I stk. 4 er bestemt, at ved modtagelsen af en frivillig betaling anvendes beløbet til at dække fordringer,

der er konstateret retskraftige og uden datafejl, i overensstemmelse med § 4 i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige. Er der herefter et beløb i overskud, og har skyldneren hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke om datafejl under inddrivelse,

vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkefølgen i stk. 2 og 3 så stor en del

af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende beløb, idet renter og lignende ydelser

dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan fravige denne rækkefølge,

hvis det efter restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering vil forsinke anvendelsen af det oversky-

dende beløb til dækning af skyldnerens øvrige gæld under inddrivelse. I så fald kan restanceinddri-

velsesmyndigheden vurdere og dække de fordringer, der vurderes hurtigst at kunne anvendes til en

dækning med det overskydende beløb.

I stk. 5 er bestemt, at i forbindelse med en modregning og i forbindelse med anvendelse af et over-

skydende beløb, jf. § 4, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og bekendtgørelsens § 7,

stk. 4 og 5, kan rækkefølgen for dækning af fordringer, jf. § 7, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige, og rækkefølgen for vurderinger, jf. bekendtgørelsens § 49, stk. 2 og 3, fraviges,

så beløbet først anvendes til at dække fordringer, der er konstateret retskraftige og uden datafejl. Er

der herefter et beløb i overskud, og har skyldneren anden gæld med tvivlsom retskraft eller mistanke

om datafejl, som i § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forudsættes dækket ved

modregning, vurderer og dækker restanceinddrivelsesmyndigheden ud fra rækkefølgen i bekendtgø-

relsens § 49, stk. 2 og 3, så stor en del af denne gæld, som beløbsmæssigt svarer til det overskydende

beløb, idet renter og lignende ydelser dog vurderes sidst, jf. stk. 6, 1. pkt. Restanceinddrivelsesmyn-

digheden kan fravige denne rækkefølge for vurderingerne eller beslutte, at der helt eller delvist ikke

skal ske modregning i udbetalingen, hvis det under hensyntagen til tilrettelæggelsen af restanceind-

drivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes beløb, fejlens karakter eller undersø-

gelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.

Endelig er i stk. 6 bestemt, at renter og lignende ydelser, der omfattes af forældelseslovens § 23, stk.

2, alene vurderes, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig og uden datafejl. En vurdering af renter

og lignende ydelser, jf. 1. pkt., finder ikke sted, hvis de afskrives efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, fordi det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at foretage

en vurdering af dem.

I § 18 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at for de hovedkrav,

der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de

opskrivningsfordringer og renter, der nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og

disses renter og de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdrages til restanceinddrivel-

sesmyndigheden af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-

gen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, jf. dog 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes fortsat fra det i 1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt,

selv om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver for-

dringen, jf. 2. pkt. Overdrages en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2. pkt., atter til restance-

inddrivelsesmyndigheden, regnes fristen på 3 år fra det første modtagelsestidspunkt, jf. 3. pkt. Be-

stemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige regler, der

vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse, jf. 4. pkt. Ordlyden i 1. pkt. har været gældende siden

den 17. december 2019, og den finder alene anvendelse for fordringer i inddrivelsessystemet PSRM,

jf. bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019.

Bestemmelsen i § 18 a, stk. 7, blev som § 18 a, stk. 2, indsat ved § 1, nr. 15, i lov nr. 551 af 29. maj

2018, der i § 11, stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige som affattet ved den nævnte ændringslovs § 1, nr. 15, ikke finder anvendelse på fordringer

m.v., der første gang modtages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juni

2018. For sådanne fordringer m.v. finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. ændringslovens §

11, stk. 3, 2. pkt. For fordringer, der modtages i restanceinddrivelsesmyndighedens paralleldriftssy-

stem DMI fra og med den 1. juni 2018, finder § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige som affattet ved ændringslovens § 1, nr. 15, dog også anvendelse, selv om fordringerne

første gang er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juni 2018, jf.

ændringslovens 11, stk. 3, 3. pkt. For sådanne fordringer, der modtages til og med den 31. december

2020, gælder § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

–

hvorefter fristen

på 3 år ved en genfremsendelse af en fordring regnes fra det første modtagelsestidspunkt

–

ikke, jf.

ændringslovens 11, stk. 3, 4. pkt.

§ 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., i lov nr. 551 af 29. maj 2018 blev indsat i det fremsatte lovforslag, lovforslag

nr. L 226, Folketingstidende 2017-18, A, lovforslag nr. L 226 som fremsat, ved et ændringsforslag.

Tilføjelsen skyldes, at det for fordringer, der modtages i DMI, ikke vil være muligt at konstatere, om

fordringen modtages første gang eller er blevet genindsendt efter en tilbagesendelse til fordringshaver

eller den, der på vegne af denne forestår opkrævningen, hvorfor det i praksis ikke vil være muligt at

afgøre, om disse fordringer første gang er modtaget til inddrivelse før den 1. juni 2018, jf. lovforslag

nr. L 226, Folketingstidende 2017-18, A, Betænkning, side 4.

2.2.2. Den foreslåede ordning

Både §§ 18 b og 18 c indeholder bemyndigelser, der vedrører perioden med paralleldrift af to inddri-

velsessystemer

–

det nye inddrivelsessystem, PSRM, og det gamle system, DMI

–

samt Skattefor-

valtningens opkrævningssystem SAP38, der også indeholder en række fordringer, der behandles som

værende under inddrivelse, selv om de ikke er blevet overført til et af de to inddrivelsessystemer i

paralleldriften, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 162 som fremsat, side 8. Fordrings-

havere, der endnu ikke er blevet tilkoblet PSRM, vil stadig skulle bruge DMI til overdragelsen af

fordringer til inddrivelse, og DMI indeholder også en lang række fordringer, der skal retskraftvurde-

res eller have fjernet datafejl. Når sidstnævnte fordringer er gjort inddrivelsesparate, skal de konver-

teres til PSRM. Det samme gælder øvrige fordringer, i takt med at deres fordringshavere tilkobles

PSRM.

I november 2019 var der ca. 26,7 mio. fordringer med en nominel værdi på ca. 124,6 mia. kr. og en

kursværdi på ca. 29,5 mia. kr. under inddrivelse i DMI.

Heraf var ca. 14,3 mio. fordringer med en nominel værdi på ca. 47,9 mia. kr. og en kursværdi på ca.

7,7 mia. kr. ramt af tvivl om retskraft eller mistanke om datafejl. En fortsat paralleldrift og admini-

stration af disse fordringer vil afhænge af en forlængelse af de perioder, som de nuværende parallel-

driftsregler omhandler.

En forlængelse af disse perioder i paralleldriftsreglerne har betydning for restanceinddrivelsesmyn-

dighedens administration af hele fordringsmassen, herunder særligt fordringer under inddrivelse i

DMI, idet de nuværende regler kun er gældende til og med den 31. december 2021.

Arbejdet med at tilkoble fordringshavere til PSRM og gøre fordringer i DMI inddrivelsesparate vil

tage længere tid end oprindeligt forventet. Der er derfor behov for, at paralleldriftsperioden vil kunne

vare længere, end det er lagt til grund i §§ 18 b og 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

idet disse bestemmelser giver skatteministeren mulighed for at fastsætte regler for perioden til og med

den 31. december 2021.

Arbejdet med oprydning og konvertering kan ikke forventes afsluttet før udgangen af 2024, hvilket

nødvendiggør en forlængelse af perioderne i de regler, der skal understøtte driften i paralleldriftspe-

rioden, hvor fordringer er under inddrivelse i flere it-systemer.

Uden en forlængelse af perioderne i paralleldriftsreglerne

–

og dermed uden mulighed for at fravige

dækningsrækkefølgen og håndtere fordringerne, når der er tvivl om retskraft og mistanke om datafejl

–

vil det ikke være muligt i DMI at håndtere driften.

Det foreslås derfor, at perioden i §§ 18 b og 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige for-

længes med 3 år, således at perioden i begge bestemmelser udstrækkes til at vare til og med den 31.

december 2024.

Forslaget har således afgørende betydning for den fortsatte paralleldrift og mulighederne for at hånd-

tere fordringer under inddrivelse i både DMI og PSRM samt SAP38.

Det foreslås tilsvarende, at § 11, stk. 3, 4. pkt., i lov nr. 551 af 29. maj 2018 ændres, således at for

fordringer, der modtages i DMI til og med den 31. december 2024, gælder § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke. Den foreslåede forlængelse fra den 31. december 2020

til den 31. december 2024 vil indebære, at de fordringer, der til og med den 31. december 2024 mod-

tages i DMI, vil få en forældelsesmæssig tillægsfrist efter § 18 a, stk. 7, selv om der kan være tale om

en genfremsendelse af fordringen, efter at den tidligere har været sendt tilbage til fordringshaver. Det

vil fortsat være en betingelse for anvendelsen af den 3-årige tillægsfrist, at fordringen er retskraftig

ved sin modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Ved at forlænge perioden med 4 år opnås overensstemmelse med perioden med paralleldrift, der med

de foreslåede ændringer i §§ 18 b og 18 c skal kunne vare til og med den 31. december 2024.

2.3. Lempelse af krav om gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og underretning ved overdra-

gelse af fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden

2.3.1. Gældende ret

Fordringshaveren overdrager fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når be-

talingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen er en videreførelse af dagældende

§ 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der blev indført med

virkning fra og med den 1. november 2005.

Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse

af visse fordringer, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkræv-

ningsarbejde, herunder rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom, jf. lovforslag

nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4648. Som nævnt nedenfor om bemærkningerne

til dagældende § 2, stk. 4, i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer er det her forudsat,

at »sædvanlig rykkerprocedure« kan være, at der ikke praktiseres en rykkerprocedure, jf. lovforslag

nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4649.

Fordringshaveren havde i perioden fra og med den 1. november 2005 til og med den 31. marts 2017

mulighed for at overdrage fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt

end nævnt i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, når forholdene i særlig

grad talte derfor, jf. dagældende § 2, stk. 3, 4. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse

fordringer, der blev indført med virkning fra og med den 1. november 2005 og videreført som § 2,

stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der ved lov nr. 285 af 29. marts 2017

blev ophævet med virkning fra og med den 1. april 2017.

Det fremgik af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3, 4. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse

af visse fordringer, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4649, at be-

stemmelsen f.eks. kunne være aktuel, hvis der var krav til opkrævning vedrørende f.eks. underholds-

bidrag og daginstitutionsbetaling, samtidig med at en eller flere andre fordringer var overgået til ind-

drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldneren ville i en sådan situation kunne være in-

teresseret i en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater blev omfattet af betalingsaftalen,

således at afviklingsordningen kunne omfatte hele gældsforholdet. Dette kunne samtidig

–

i fordrings-

havernes interesse

–

sikre en samlet inddrivelse af et løbende mellemværende.

Inden fordringer overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skal fordringsha-

veren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldne-

ren om overdragelsen, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestem-

melsen er en videreførelse af dagældende § 2, stk. 4, i lov om opkrævning og inddrivelse af visse

fordringer, der blev indført med virkning fra og med den 1. november 2005.

Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 4, i lov om opkrævning og inddrivelse af

visse fordringer, at underretningen i praksis kan ske som led i opkrævningsproceduren, f.eks. på selve

opkrævningen eller

–

såfremt der praktiseres en rykkerprocedure

–

sidste rykkerskrivelse inden over-

dragelsen, jf. lovforslag nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4649. Dette er i admini-

strativ praksis blevet fortolket således, at den skriftlige underretning under opkrævningsproceduren

f.eks. kan gives via fortryk på skyldnerens årsopgørelse, såfremt denne underretning er kommet frem

til skyldneren, før fordringen overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det fremgår af § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at underretning efter

1. pkt. kan undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt

forringet.

Det fremgår af bemærkningerne til § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

at den absolutte hovedregel fortsat er, at fordringshaveren inden overdragelsen af fordringer til ind-

drivelse skriftligt skal underrette skyldneren om overdragelsen. Det fremgår også af bemærkningerne,

at bestemmelsen om, at underretning kan undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå

dækning ellers vil blive væsentligt forringet, alene er møntet på situationer, hvor det må antages at

være nødvendigt at sikre kravet ved hurtig foretagelse af udlæg, arrest eller indgivelse af konkursbe-

gæring, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 274.

Undtagelsen i § 2, stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er i praksis blevet

fortolket således, at der bl.a. kan undlades underretning ved foretagelse af arrest, ved foretagelse af

udlæg uden forudgående underretning, jf. retsplejelovens §§ 486 og 493, og ved indgivelse af kon-

kursbegæring, f.eks. i sager, hvor der optræder økonomisk kriminalitet, eller for uforfaldne krav kon-

stateret i forbindelse med kontrol i en virksomhed.

Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 2, stk. 3, 1. pkt., (om fordringshavernes sædvanlige ryk-

kerprocedure) og § 2, stk. 4, 1. pkt., (om fordringshavernes underretningspligt) i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, om det i bestemmelserne anførte om, at fordringer overdrages til restance-

inddrivelsesmyndigheden efter gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure, og at fordringshaveren

forinden skal have underrettet skyldneren om overdragelsen, alene er af ordensmæssig karakter, eller

om der er tale om egentlige gyldighedsbetingelser for at overdrage en fordring til inddrivelse. For-

skellen mellem forskrifter af ordensmæssig karakter (ordensforskrifter) og forskrifter, der udgør

egentlige gyldighedsbetingelser, er, at det kun er overtrædelse af sidstnævnte, der afføder retsvirk-

ninger af betydning for den materielle retsstilling. Ordensforskrifter kan således være indsat for f.eks.

at tjene et orienterende eller vejledende formål, der dog ikke vurderes at være af så væsentlig betyd-

ning, at manglende overholdelse bør afføde retsvirkninger.

Det taler for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

alene udgør ordensforskrifter, at overdragelse til inddrivelse er en forventelig følge af, at betalings-

fristen er overskredet. En skyldner, som ikke betaler en fordring inden betalingsfristens udløb, må

således indse, at fordringen på et tidspunkt kommer under inddrivelse, hvorefter fordringen kan

tvangsinddrives. Det forhold, at en fordring overdrages til inddrivelse, har i øvrigt ikke betydning for

skyldnerens indsigelsesret i forhold til at anfægte fordringens eksistens eller størrelse, jf. § 2, stk. 2,

2. pkt., hvorefter fordringshaveren behandler sådanne indsigelser, jf. dog §§ 17 og 18. Hertil kommer,

at de fleste skyldnere, som har fordringer under inddrivelse, vil få anledning til at anfægte, at der er

gennemført rykkerprocedure og foretaget underretning, når de får afgørelser eller andre meddelelser

fra restanceinddrivelsesmyndigheden om f.eks. rykkere for betaling, modregning, iværksættelse af

lønindeholdelse, udlægsforretning m.v. Med andre ord vil skyldnerne

–

uanset at fordringshaverne

ikke har foretaget rykkerprocedure og underrettet dem om, at fordringerne vil blive overdraget til

inddrivelse

–

erfare, at fordringerne er under inddrivelse, når restanceinddrivelsesmyndigheden kon-

takter skyldnerne med afgørelser eller andre meddelelser.

Omvendt har overdragelsen af en fordring til inddrivelse nogle retsvirkninger, der er væsentlige for

skyldneren og derfor kan tale for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., (om fordringshavernes sædvanlige rykkerpro-

cedure) og § 2, stk. 4, 1. pkt., (om fordringshavernes underretningspligt) i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige er mere end ordensforskrifter.

For det første vil fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse

af bøder, blive forrentet med en årlig rente (»inddrivelsesrente«) svarende til renten i henhold til

rentelovens § 5, stk. 1 og 2, (p.t. 8,05 pct.), jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Bestemmelsen i § 5, stk. 1, 1. pkt., trådte i kraft den 1. august 2013. Før den 1. august 2013

blev fordringer under inddrivelse forrentet med en rente fastsat i den enkelte opkrævningslovgivning.

Inddrivelsesrenten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Inddrivelsesrenter var til

og med den 31. december 2019 fradragsberettigede, jf. § 5 b, der blev indsat ved lov nr. 1575 af 27.

december 2019 og ophævede fradragsretten med virkning fra og med den 1. januar 2020. Fordringer,

der endnu ikke er overdraget til inddrivelse, vil som udgangspunkt få tilskrevet en opkrævningsrente

fastsat i den enkelte opkrævningslovgivning. Det vil derfor bero på en konkret vurdering

–

ud fra en

sammenligning af rentesatsen, tidspunktet for rentetilskrivning og adgang til fradragsret

–

om inddri-

velsesrenten er mere byrdefuld for skyldneren end opkrævningsrenten.

For det andet vil fordringer under inddrivelse kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden

med de i lovgivningen fastsatte inddrivelsesskridt. Disse omfatter bl.a. modregning, lønindeholdelse

og pantefogedudlæg, jf. §§ 7-12 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Sådanne inddrivelses-

skridt er tillagt forældelsesafbrydende virkning, jf. forældelseslovens § 18, stk. 2 og 4. Derudover kan

restanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om, at inddrivelsen stilles i bero, og at forældelsen

af de fordringer, der fremgår af afgørelsen, afbrydes med virkning fra afgørelsesdatoen, når løninde-

holdelse ikke kan ske, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden den

betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldneren modtager en

indkomst, hvori lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske, jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt.,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

For det tredje vil fordringer under inddrivelse blive omfattet af de særlige forældelsesregler i § 18 a,

stk. 1 og stk. 7, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det følger af stk. 1, at for

fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den

20. november 2018, der ved dette lovforslags § 1, nr. 16, foreslås ændret til den 20. november 2021,

jf. afsnit 2.1. Det følger af stk. 7, 1. pkt., at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3. pkt.,

nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der nævnes

i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt de i § 3 B, stk. 1, 1. og 3. pkt.,

nævnte gebyrer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren eller den,

der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år efter for-

dringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt.

Praksis på området er ikke helt entydig, i forhold til om § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige alene er af ordensmæssig karakter, eller om der er tale om egent-

lige gyldighedsbetingelser for at kunne overdrage en fordring til inddrivelse.

Landsskatteretten fandt i afgørelse af 25. oktober 2010 (SKM2010.680.LSR), at inddrivelsesskridt

var foretaget med rette, uanset at der ikke var sket underretning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, forud for overdragelsen af fordringerne til inddrivelse. Lands-

skatteretten lagde i den forbindelse vægt på, at manglende overholdelse af underretningspligten ikke

kunne medføre, at der ikke kunne foretages inddrivelse af kravet, og at foretagne inddrivelsesskridt

derfor ikke skulle anses for ugyldige.

Landsskatteretten har imidlertid ved en senere afgørelse af 23. november 2017 (SKM2017.661.LSR)

skabt tvivl om sin fortolkning af, hvorvidt manglende opfyldelse af underretningspligten, jf. § 2, stk.

4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, i visse tilfælde kan have betydning for ad-

gangen til at beregne inddrivelsesrenter, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt. I afgørelsen fandt Landsskatteretten

således, at fordringshaverens manglende underretning medførte, at de efterfølgende inddrivelsesren-

ter var pålagt uberettiget, idet betingelserne for at overdrage fordringen til restanceinddrivelsesmyn-

digheden ikke var opfyldt.

Fogedretten i Svendborg fandt i kendelse af 27. april 2018, at det ikke var dokumenteret, at fordrings-

haverens sædvanlige rykkerprocedure var gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige, eller at der var foretaget underretning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., og at restanceind-

drivelsesmyndighedens udlæg derfor skulle ophæves, fordi fordringen ikke var lovmedholdeligt over-

draget til inddrivelse.

Hvis det antages, at manglende gennemførelse af rykkerprocedure eller foretagelse af underretning,

jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, har betydning

for restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for f.eks. at beregne inddrivelsesrenter og foretage

pantefogedudlæg, vil det bero på en konkret vurdering af almindelige forvaltningsretlige principper,

i hvilket omfang restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til på eget initiativ at udsøge de fordrin-

ger, der er overdraget til inddrivelse, uden at der er gennemført rykkerprocedure og/eller foretaget

underretning. Ombudsmanden anførte i FOB 2003.357 (side 374), at der ved vurderingen af, om en

myndighed har pligt til på eget initiativ at udsøge og genoptage tidligere afgjorte sager, hvori der er

truffet afgørelse ud fra en nu underkendt praksis, skal foretages en samlet vurdering af, om der er tale

om væsentlige ændringer til gunst for den pågældende, om myndighedernes nu underkendte praksis

var udtryk for en klar lovstridig praksis, og om der er væsentlige praktiske problemer med at identi-

ficere de relevante sager. Sidstnævnte kriterium om de praktiske problemer med at identificere de

relevante sager vedrører den administrative byrde, der er forbundet med udsøgningen af sagerne.

Kriteriet har både et praktisk aspekt, dvs. om det overhovedet er muligt eller dog vanskeligt at frem-

finde fordringerne, og et ressourcemæssigt aspekt, dvs. om det vil være forbundet med et uforholds-

mæssigt stort ressourceforbrug at udsøge fordringerne.

En tilsvarende vurdering ud fra samme tre kriterier vil skulle foretages af restanceinddrivelsesmyn-

digheden, i forhold til om restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at udsøge fordringer, der er

overdraget til inddrivelse, uden at der er gennemført rykkerprocedure og/eller foretaget underretning.

Dette gælder, både hvor fordringen fortsat er under inddrivelse, og hvor fordringen er inddrevet og

derfor ikke længere er under aktiv inddrivelse. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har mu-

lighed for at udsøge de relevante fordringer eller kun kan finde frem til dem ved et betydeligt res-

sourceforbrug, eksempelvis ved manuel gennemgang af alle fordringer i de mistankeramte fordrings-

typer, vil restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt ikke være forpligtet til at udsøge for-

dringerne. Restanceinddrivelsesmyndigheden er da i stedet forpligtet til at informere offentligt om,

hvilke typer af fordringer der mistænkes for at være overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af

sædvanlig rykkerprocedure og/eller foretagelse af underretning, så skyldnerne selv kan fremsætte

indsigelse, hvis de mener, at de ikke er blevet rykket eller har modtaget underretning.

2.3.2. Den foreslåede ordning

Fordringshavere kan i nogle tilfælde have svært ved at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure og

foretage underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Det kan f.eks. være tilfældet i situationer, hvor skyldneren i medfør af §§ 3 og 5 i lov om

Digital Post fra offentlige afsendere ikke er blevet tilsluttet eller er blevet fritaget for tilslutningen til

Digital Post, og skyldnerens adresse samtidig er ukendt, eller hvor rykker-/underretningsbrevet kom-

mer retur fra en oplyst adresse (»returpost«). Det er vigtigt for fordringshaverne, at fordringer kan

sendes til inddrivelse, da fordringerne ellers risikerer at forældes som følge af fordringshavernes

manglende mulighed for at foretage forældelsesafbrydende skridt over for skyldneren. Fordringsha-

vere kan i praksis alene afbryde forældelsen for fordringer under opkrævning, ved at skyldneren er-

kender sin gæld, jf. forældelseslovens § 15. Det er ofte vanskeligt at få skyldneren til at erkende

gælden

–

og reelt umuligt, hvis skyldnerens adresse er ukendt, og skyldneren ikke er tilsluttet eller er

fritaget for Digital Post. Hertil kommer, at det virker urimeligt, hvis en skyldner, der holder sin

adresse skjult, og som formodes at have aktiver i Danmark, kan undgå inddrivelse af fordringen ved

at undlade at blive tilsluttet eller ved at blive fritaget for Digital Post, jf. §§ 3 og 5 i lov om Digital

Post fra offentlige afsendere.

Som beskrevet i afsnit 2.3.1 er der som følge af SKM2017.661.LSR og Fogedretten i Svendborgs

kendelse af 27. april 2018 opstået tvivl om, hvorvidt fordringshaverens manglende gennemførelse af

sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan have betydning for fordringshaverens mulighed for

at overdrage fordringer til inddrivelse.

Det er nødvendigt at undgå usikkerhed om, hvorvidt gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og

foretagelse af underretning er gyldighedsbetingelser, for at fordringer kan overdrages til inddrivelse.

Dette skal ses i sammenhæng med, at det har visse retsvirkninger, når en fordring overdrages til ind-

drivelse, jf. beskrivelsen heraf under gældende ret. Det er således nødvendigt at undgå, at der kan

opstå tvivl om, hvorvidt der kan beregnes inddrivelsesrenter af gælden, hvorvidt foretagne inddrivel-

sesskridt er gyldige, hvorvidt fordringen er omfattet af forældelsesreglerne i § 18 a, stk. 1 og stk. 7,

1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og hvorvidt tidligere indbetalinger, der er an-

vendt til dækning af fordringen, skal tilbagebetales. Hvor konsekvenserne af uberettigede inddrivel-

sesrenter vil være, at disse bortfalder og efter omstændighederne vil skulle erstattes af opkrævnings-

renter, kan konsekvenserne af, at fordringen ikke er omfattet af forældelsesreglerne i § 18 a, stk. 1 og

stk. 7, 1. pkt., eller at tvangsinddrivelsesskridt

–

med den heraf følgende forældelsesafbrydelsesvirk-

ning

–

er ugyldige, være, at der indtræder utilsigtet forældelse, medmindre fordringen er omfattet af

forældelsesudskydelsesreglen i forældelseslovens § 14, stk. 1, om manglende kendskab til skyldne-

rens opholdssted, hvorefter forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at fordringshaveren fik eller burde

have fået kendskab til skyldnerens opholdssted, idet den absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf. § 3,

stk. 3, dog skal respekteres, jf. § 14, stk. 2.

På baggrund af ovenstående foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse, der klart fastlægger, at

gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, ikke er en forudsætning for, at fordringer kan overdrages til inddrivelse hos restance-

inddrivelsesmyndigheden, medmindre andet følger af anden lovgivning. Det foreslås tilsvarende, at

der indsættes en ny bestemmelse, der klart fastlægger, at foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 4, 1.

pkt., ikke er en forudsætning for, at fordringer kan overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden.

Formålet med de foreslåede regler er at afklare den nuværende tvivl om, hvorvidt det anførte i § 2,

stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om gennemførelse af

sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af underretning alene er udtryk for ordensforskrifter, der

ikke er en forudsætning for at overdrage fordringer til inddrivelse. Det vil herefter ikke i medfør af §

2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., være gyldighedsbetingelser for, at fordringer kan overdrages til

restanceinddrivelsesmyndigheden, at der forudgående er gennemført sædvanlig rykkerprocedure og

foretaget underretning. Herved fjernes den uheldige fortolkningstvivl om retsvirkningen af mang-

lende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af underretning, der er opstået som

følge af SKM2017.661.LSR og Fogedretten i Svendborgs kendelse af 27. april 2018.

Som nævnt ovenfor vil forslaget om, at gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3,

1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke er en forudsætning for, at fordringer kan

overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, finde anvendelse, medmindre andet

følger af anden lovgivning. Hvis det følger af opkrævningslovgivningen for den pågældende fordring,

at det er en gyldighedsbetingelse for at overdrage fordringen til inddrivelse, at der er gennemført en

bestemt rykkerprocedure, foreslås det ikke ved dette lovforslag at ændre herpå. Særregler om op-

krævning har i sådanne tilfælde forrang i forhold til den foreslåede regel. I de tilfælde, hvor fordrings-

haverens sædvanlige rykkerprocedure er slet ikke at rykke, har forslaget ikke betydning. Forslaget

skal derfor alene have betydning for fordringer, for hvilke der

–

i medfør af særregler om opkrævning

eller fordringshaverens praksis

–

er en sædvanlig rykkerprocedure om at rykke skyldneren, men hvor

gennemførelse af denne rykkerprocedure ikke i medfør af særregler om opkrævning er en gyldig-

hedsbetingelse for at overdrage fordringen til inddrivelse. Forslaget skal med andre ord kun have

betydning for de fordringer, hvor det i dag alene er i medfør af § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige

–

og ikke særlige opkrævningsregler

–

at der udspringer indsigelser af at

overdrage fordringen til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure.

Forslaget har ikke til formål at ændre på, at fordringshaveren også fremadrettet vil kunne gennemføre

en rykkerprocedure, hvis dette er muligt. Gennemførelse af en rykkerprocedure vil således kunne

tilskynde skyldneren til at betale fordringen for derved at afværge, at fordringen overdrages til ind-

drivelse. Forslaget vil alene medføre, at gennemførelsen af en rykkerprocedure ikke er en forudsæt-

ning for at overdrage fordringen til inddrivelse, medmindre andet følger af anden lovgivning.

Selv om formålet med ovennævnte forslag er at få afklaret, at det anførte i § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.

4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om gennemførelse af sædvanlig rykkerproce-

dure og foretagelse af underretning er udtryk for ordensforskrifter, bør det tilstræbes, at ordensfor-

skrifter i videst muligt omfang overholdes, uanset at manglende overholdelse heraf ikke afføder rets-

virkninger for det konkrete retsforhold. Fordringshaverne vil fortsat ikke kunne gennemføre sædvan-

lig rykkerprocedure og foretage underretning i de tilfælde, hvor skyldneren i medfør af §§ 3 og 5 i

lov om Digital Post fra offentlige afsendere ikke er blevet tilsluttet eller er blevet fritaget for tilslut-

ningen til Digital Post, samtidig med at skyldnerens adresse er ukendt, eller hvor rykker-/underret-

ningsbrevet kommer retur fra en oplyst adresse (»returpost«).

Det foreslås derfor, at der, medmindre andet følger af anden lovgivning, kun vil blive gennemført

sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvis

det er muligt at gennemføre rykkerproceduren. Tilsvarende foreslås det, at den eksisterende undta-

gelse i § 2, stk. 4, 2. pkt., til underretningspligten udvides, således at der kun vil blive foretaget un-

derretning, jf. 1. pkt., hvis det er muligt at foretage underretningen.

Som nævnt ovenfor vil det f.eks. ikke være muligt at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure og fo-

retage underretning af skyldneren om overdragelsen til inddrivelse, hvis skyldneren ikke er tilmeldt

folkeregisteret og ikke har oplyst en adresse, hvortil breve kan sendes, og samtidig er fritaget fra at

modtage Digital Post fra det offentlige. Dette svarer i øvrigt til de tilfælde, hvor der kan iværksættes

lønindeholdelse og særskilt lønindeholdelse uden forudgående varsel og underretning, jf. § 13, stk. 6,

og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2019 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Tilsvarende vil det ikke være muligt at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure og foretage underret-

ning, hvis skyldneren er fritaget fra at modtage Digital Post fra det offentlige og rykker-/underret-

ningsbrevet kommer retur fra den oplyste adresse.

Forslaget skal

–

for så vidt angår undladelse af at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk.

3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, når dette ikke er muligt

–

finde anvendelse,

medmindre andet følger af anden lovgivning. Dette svarer til forslaget om, at gennemførelse af sæd-

vanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke er

en forudsætning for, at fordringer kan overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den, medmindre andet følger af anden lovgivning, jf. ovenfor. Hvis det af særregler om opkrævning

fremgår, at gennemførelse af rykkerprocedure

–

uanset at det ikke er muligt at gennemføre en sådan

rykkerprocedure, f.eks. på grund af manglende kendskab til skyldnerens adresse

–

er en gyldigheds-

betingelse for at overdrage fordringen til inddrivelse, vil disse særregler om opkrævning således have

forrang i forhold til den foreslåede regel.

Ovennævnte regler om foretagelse af underretning foreslås af sproglige hensyn indført ved at nyaf-

fatte § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Der er ved nyaffattelsen ikke tiltænkt

en ændring af, hvordan underretningen vil kunne foretages, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., og hvornår under-

retning vil kunne undlades, som følge af at underretning må antages at ville medføre væsentlig for-

ringelse af muligheden for at opnå dækning, jf. § 2, stk. 4, 2. pkt. Forslaget vil derfor ikke indebære

en ændring af, at underretning kan ske som led i opkrævningsproceduren, f.eks. på selve opkrævnin-

gen eller

–

såfremt der praktiseres en rykkerprocedure

–

sidste rykkerskrivelse inden overdragelsen.

Underretning vil derfor også fremover f.eks. kunne gives via fortryk på skyldnerens årsopgørelse.

Tilsvarende vil forslaget ikke indebære en ændring af, at muligheden for at undlade underretning, når

underretning må antages at ville medføre væsentlig forringelse af muligheden for at opnå dækning.

Denne bestemmelse vil som hidtil være møntet på situationer, hvor det må antages at være nødvendigt

at sikre kravet ved hurtig foretagelse af udlæg, arrest eller indgivelse af konkursbegæring.

Som nævnt i lovforslagets § 6, stk. 1, foreslås det, at denne del af loven træder i kraft den 1. juli 2020.

Ovennævnte forslag om, at gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af underret-

ning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, ikke er en

forudsætning for at overdrage fordringer til inddrivelse, og at sædvanlig rykkerprocedure og under-

retning i øvrigt kan undlades, når det ikke er muligt at foretage en sådan rykkerprocedure og under-

retning, vil således have betydning for fordringer, der modtages til inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden fra og med den 1. juli 2020.

Forslaget skal således ikke finde anvendelse på fordringer, der er modtaget til inddrivelse hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden før den 1. juli 2020. For disse fordringer vil der fortsat være tvivl om

retsvirkningen af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af under-

retning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

I forbindelse med den omfattende oprydning og gennemgang af fordringsmassen i det gamle inddri-

velsessystem DMI er det konstateret, at nogle fordringshavere har haft en praksis, hvor fordringer i

visse tilfælde er blevet overdraget til inddrivelse, uden at der er foretaget underretning, jf. § 2, stk. 4,

1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Da det er fordringshaverens opgave at gennem-

føre sædvanlig rykkerprocedure og foretage underretning, har restanceinddrivelsesmyndigheden ikke

kendskab til, om dette er gjort, når fordringer oversendes af fordringshaverne til inddrivelse hos re-

stanceinddrivelsesmyndigheden.

Der er foretaget en analyse af, i hvilke tilfælde fordringer er overdraget til inddrivelse uden underret-

ning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Analysen har vist, at der f.eks. er tale om fordringer opkrævet via Skattestyrelsens opkrævningssy-

stem for virksomhedsskatter m.v. (skattekontoen), hvor mere end fire skyldnere hæfter for samme

fordring, f.eks. fordi der er tale om interessenter i et interessentskab. I sådanne tilfælde har det ikke

været muligt at systemunderstøtte at sende underretning til mere end fire (tilfældige) skyldnere, uan-

set hvor mange skyldnere på skattekontoen, der hæfter for den pågældende fordring. Fordringer er

imidlertid sendt til inddrivelse i DMI for samtlige af de registrerede skyldnere, uanset at disse ikke

alle er blevet underrettet herom. Skattestyrelsen har sikret, at der ikke fremover overdrages fordringer

fra skattekontoen til inddrivelse uden underretning af samtlige skyldnere, der hæfter solidarisk for

gælden.

Der er endvidere tale om fordringer opkrævet via Skattestyrelsens opkrævningssystem for person-

skatter (KOBRA). Sådanne fordringer er frem til og med sommeren 2018 blevet sendt til inddrivelse

uden underretning, hvis skyldneren i medfør af §§ 3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere

ikke var blevet tilsluttet eller var blevet fritaget for tilslutningen til Digital Post, samtidig med at

skyldnerens adresse var ukendt, eller at underretningsbrevet kom retur fra en oplyst adresse (»retur-

post«). Skattestyrelsen har fra og med september 2018 sikret, at fordringer ikke overdrages til inddri-

velse, hvis underretningsbrevet kommer retur med posten, eller hvis skyldnerens adresse er ukendt.

Dette har medført, at der i perioden fra september 2018 og frem til ultimo marts 2019 er ca. 1.300

personer med fordringer til en værdi af ca. 17 mio. kr., der ikke er blevet sendt til inddrivelse, da en

underretning ikke kan gives.

Det er ligeledes konstateret, at Rigspolitiet i visse tilfælde har overdraget fordringer til inddrivelse,

uden at skyldneren forudgående har modtaget underretning herom. Ligesom for fordringer opkrævet

via Skattestyrelsens KOBRA-system er der tale om tilfælde, hvor skyldneren ikke kunne underrettes

via Digital Post-ordningen, samtidig med at skyldnerens adresse var ukendt, eller hvor underretnings-

brevet kom retur fra en oplyst adresse (»returpost«).

Endelig er der for visse yderligere fordringshavere, f.eks. visse kommunalt ejede forsyningsvirksom-

heder, tvivl om, hvorvidt deres praksis opfylder kravene til den underretning, der efter § 2, stk. 4, 1.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal gives til skyldneren, inden fordringer overdra-

ges til inddrivelse. Dette gælder bl.a. i de tilfælde, hvor en fordringshaver alene har givet skyldneren

en skriftlig underretning ved overdragelse til inddrivelse af første fordring og i den forbindelse har

oplyst, at yderligere restancer uden varsel vil blive sendt til inddrivelse (»seriefordringer«). Ligeledes

er der i DMI en generel udfordring i forhold til de såkaldte »AKR-skyldnere« (fysiske personer uden

registreret cpr-nummer). Da fordringer vedrørende sådanne skyldnere ofte er overdraget til inddri-

velse uden oplysninger, der gør det muligt med sikkerhed at identificere skyldneren, er der tvivl om,

hvorvidt sådanne skyldnere i alle tilfælde er underrettet skriftligt af fordringshaveren, inden kravet

blev overdraget til inddrivelse.

Problematikken om manglende underretning forud for overdragelse af fordringer til inddrivelse er

alene konstateret i DMI. Der var ultimo august 2019 mere end 26 mio. fordringer til en nominel værdi

af over 123 mia. kr. til inddrivelse i DMI. Det har været forsøgt at identificere de fordringer i DMI,

der kan have været overdraget til inddrivelse uden underretning. Det har for så vidt angår de mere

end 4,2 mio. fordringer med en nominel værdi på over 33 mia. kr., der er opkrævet af Skattestyrelsen

via skattekontoen, og som ultimo august 2019 var til inddrivelse i DMI, været muligt via systemun-

derstøttelse at udsøge og »flagmarkere« de fordringer, der er overdraget til inddrivelse, uden at alle

medhæftende skyldnere er blevet underrettet herom. Derimod har det ikke været muligt at systemun-

derstøtte en udsøgning af de fordringer i DMI, der i medfør af de øvrige problemstillinger kan være

blevet overdraget uden underretning eller tilstrækkelig dokumentation herfor. En sådan udsøgning

ville derfor kræve en manuel gennemgang af de fordringer, der potentielt kan være overdraget til

inddrivelse uden underretning. En sådan manuel gennemgang ville blandt andet skulle foretages af

den del af de 3,3 mio. fordringer med en nominel værdi på over 34 mia. kr., der er opkrævet af Skat-

testyrelsen via KOBRA-systemet og i perioden fra den 1. november 2005, hvor underretningspligten

blev indført, og indtil september 2018, fra hvilket tidspunkt Skattestyrelsen som ovenfor nævnt har

sikret, at der ikke bliver overdraget fordringer til inddrivelse uden underretning, er modtaget til ind-

drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvor de ultimo august 2019 var registreret til at være

under inddrivelse i DMI. En sådan gennemgang må forventes at ville være uoverkommelig og i hvert

fald at være forbundet med et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug. Dertil kommer, at det for

fordringerne opkrævet af Skattestyrelsen via KOBRA-systemet og af Rigspolitiet heller ikke ved en

manuel gennemgang i alle tilfælde vil være muligt at udsøge de fordringer, der er overdraget til ind-

drivelse uden underretning, efter at underretningen er kommet retur, idet returposten ikke i alle til-

fælde er blevet håndteret hensigtsmæssigt.

Der er ikke foretaget en særskilt analyse af, i hvilke tilfælde fordringer er overdraget til inddrivelse

uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Da udfordringerne med at gennemføre sædvanlig rykkerprocedure og foretage un-

derretning er de samme, idet underretning i som regel foretages i rykkerskrivelsen, vil der dog typisk

heller ikke være gennemført sædvanlig rykkerprocedure for de fordringer, der er overdraget til ind-

drivelse uden underretning. De tilfælde, hvor fordringer er overdraget til inddrivelse uden gennemfø-

relse af sædvanlig rykkerprocedure, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., antages således i væsentligt omfang at være

overlappende med ovennævnte tilfælde, hvor fordringer er overdraget til inddrivelse uden underret-

ning, jf. § 2, stk. 4, 1. pkt. Derudover er der for fordringer opkrævet af Rigspolitiet konstateret udfor-

dringer i forhold til § 2, stk. 3, 1. pkt., i de tilfælde, hvor Rigspolitiet med hjemmel i dagældende § 2,

stk. 3, 4. pkt., der ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev ophævet med virkning fra og med den 1.

april 2017, har overdraget fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden på et tidligere tidspunkt

end nævnt i 1. pkt. (»når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er

gennemført«). Overdragelse i medfør af dagældende § 2, stk. 3, 4. pkt., forudsatte en anmodning fra

skyldneren og formentlig en underretning om, at anmodningen var efterkommet. Rigspolitiet har i

den forbindelse oplyst, at de formentlig ikke i alle tilfælde er i besiddelse af dokumentation herfor.

Så længe der ikke er kendskab til, hvilke af fordringerne der er eller kan være overdraget til inddri-

velse uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk.

3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil der i princippet for alle

fordringerne, der indgår i de problemramte fordringstyper, være mistanke om, at fordringerne kan

være overdraget uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning.

Hvis retsvirkningen af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af

underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., antages at være, at fordringen ikke kan anses for

at være under inddrivelse, kan mistanke om manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure

eller foretagelse af underretning nødvendiggøre, at inddrivelsen af fordringen suspenderes, indtil mis-

tanken er afkræftet. Hvis gennemgangen af en mistankeramt fordring viser, at fordringen er overdra-

get til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller tilstrækkelig underretning,

vil restanceinddrivelsesmyndigheden skulle tage stilling til, om inddrivelsesrenter og -skridt er gyl-

dige, om der er indtrådt utilsigtet forældelse, og om tidligere indbetalinger, der er anvendt til dækning

af fordringen, skal tilbagebetales.

Som nævnt ovenfor vurderes det at være usikkert, hvad retsvirkningerne af manglende gennemførelse

af sædvanlig rykkerprocedure og underretning er. Det forekommer dog urimeligt, hvis kendskab til

eller mistanke om, at nogle fordringer i en fordringspopulation

–

uden at der er viden eller mistanke

om, hvilke fordringer der er tale om

–

er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden uden gen-

nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og underretning af skyldneren, medfører suspension af ind-

drivelsen af de mange millioner fordringer, der indgår i disse fordringspopulationer og p.t. er under

inddrivelse i DMI. Dette skal ses i sammenhæng med, at det vurderes, at det kun er en relativt lille

del af fordringerne i DMI, for hvilke der ikke er foretaget sædvanlig rykkerprocedure og underretning,

inden fordringerne blev sendt til inddrivelse.

Hertil kommer, at hovedparten af skyldnerne med fordringer under inddrivelse i hvert fald efterføl-

gende er blevet orienteret af restanceinddrivelsesmyndigheden om, at fordringerne er overdraget til

inddrivelse, f.eks. via modregningsafgørelser eller andre foretagne inddrivelsesskridt samt udsendelse

af rykkere og oplysningsbreve til skyldnere med fordringer under inddrivelse. Samlet vurderes det

derfor rimeligt og nødvendigt, at der indføres en ordning, der håndterer de fordringer, der er modtaget

til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden inden den 1. juli 2020.

På baggrund heraf foreslås en løsningsmodel bestående af tre dele.

For det første foreslås det, at fordringer, der har været under opkrævning, og som den 1. juli 2020 er

registreret hos restanceinddrivelsesmyndigheden til at være under inddrivelse, senest denne dato er

under inddrivelse.

Forslaget vil indebære, at fordringer, der har været under opkrævning, og som er registreret til at være

under inddrivelse, men som på grund af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure

eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, ikke måtte være gyldigt overdraget til inddrivelse, vil være gyldigt under inddrivelse

fra og med lovens ikrafttrædelsesdato. Datoen for restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af

sådanne fordringer, der er registreret til at være under inddrivelse, men som ikke før lovens ikrafttræ-

delse er blevet gyldigt overdraget til inddrivelse, vil herefter være lovens ikrafttrædelsesdato. Der-

imod ændrer forslaget ikke på modtagelsesdatoen for fordringer, der forud for lovens ikrafttrædelse

er blevet (utvivlsomt) gyldigt modtaget af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.

Forslaget vil kun omfatte fordringer, der har været under opkrævning hos fordringshaveren. Det sik-

res herved, at forslaget kun omfatter fordringer, som skyldneren må antages at være bekendt med, og

som skyldneren derfor vidste eller burde vide ville blive overdraget til inddrivelse, når fordringen

ikke betales. Forslaget omfatter endvidere kun fordringer, der ved lovens ikrafttræden er retskraftige.

Forslaget vil således ikke indebære, at fordringer, der ved lovens ikrafttræden allerede er forældede,

genoplives og anses for at være under inddrivelse.

Forslaget vil som nævnt ovenfor alene indebære, at fordringer, der har været under opkrævning, og

som den 1. juli 2020 er registreret til at være under inddrivelse, senest denne dato vil være under

inddrivelse. Forslaget berører derimod ikke skyldnerens indsigelser, der forud for den 1. juli 2020

måtte være opstået som følge af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller fore-

tagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Selv om fordringerne fra og med den 1. juli 2020 er under inddrivelse, berører forslaget

f.eks. ikke en skyldners indsigelser om, at inddrivelsesrenter eksempelvis for perioden fra og med

den 15. april 2018 til og med den 30. juni 2020 er uberettigede, at et inddrivelsesskridt foretaget den

1. maj 2019 er ugyldigt, eller at en indbetaling den 1. december 2019, der er anvendt til dækning af

fordringen, skal tilbagebetales.

Der er efter gældende regler som udgangspunkt ikke en frist for, hvornår en skyldner senest skal have

fremsat sådanne indsigelser. Da fordringerne, der er overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af

sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som nævnt ovenfor ikke kan udsøges systemunderstøttet

–

og i visse tilfælde heller ikke manuelt

–

af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan visse skyldnere

få et uhensigtsmæssigt incitament til at vente med at fremsætte indsigelser, der udspringer heraf, til

der er gået mange år siden overdragelsen til inddrivelse. I sådanne tilfælde, hvor skyldneren venter

unødvendigt mange år med at fremsætte indsigelsen, vil fordringshavernes mulighed for at fremfinde

dokumentation for en faktisk gennemført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget underretning være

væsentlig forringet, da dokumenter potentielt over tid kan være tabt eller systemspor »udvisket«.

Dette kan eksempelvis være tilfældet ved skift af opkrævningssystem hos fordringshaveren, eller hvis

rykker-/underretningsbreve og/eller returpost ikke er journaliseret på en sådan måde, at brevene i alle

tilfælde senere kan fremsøges, herunder hvis fordringen har været tilbage- og genindsendt. I det til-

fælde, hvor skyldneren måtte få medhold i en indsigelse, der udspringer af manglende gennemførelse

af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.,

kan det

–

foruden at fordringen eventuelt er bortfaldet som følge af utilsigtet forældelse

–

indebære

en administrativ byrde for restanceinddrivelsesmyndigheden, der administrativt skal foretage en kon-

kret vurdering af, i hvilket omfang tidligere indbetalinger, der er anvendt til dækning af fordringen,

skal tilbagebetales. Derudover vil restanceinddrivelsesmyndighedens medgåede tid til at foretage ind-

drivelsesskridt m.v., der som følge af manglende underretning måtte anses for uberettigede, være

spildt.

Det anses derfor for nødvendigt at indføre en frist for, hvornår en skyldner senest skal være frem-

kommet med indsigelser, der udspringer af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure

eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige.

Som anden del af løsningsmodellen foreslås det derfor, at skyldnerens indsigelser, der udspringer af

manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk.

3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog ikke eventuelle foræl-

delsesindsigelser, skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og være modtaget se-

nest den 1. januar 2021. Det foreslås endvidere, at der for sådanne indsigelser, inden indsigelsen kan

behandles, skal betales et gebyr på 500 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden, at restanceinddrivel-

sesmyndigheden afviser at behandle indsigelsen, hvis gebyret ikke er betalt senest 10 dage efter ind-

givelsen af indsigelsen, og at gebyret tilbagebetales, hvis skyldneren får helt eller delvist medhold i

indsigelsen, eller hvis indsigelsen afvises.

Med den foreslåede frist er det hensigten, at skyldnernes eventuelle indsigelser, der måtte udspringe

af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2,

stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, dog ikke eventuelle

forældelsesindsigelser, vil skulle fremsættes senest den 1. januar 2021 for ikke at gå tabt. Forslaget

skal sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter fristens udløb kan lægge til grund, at skyldnere

ikke kan få medhold i en indsigelse, der udspringer af manglende gennemførelse af sædvanlig ryk-

kerprocedure eller foretagelse af underretning.

Forslaget omfatter ikke indsigelser, der allerede er fremsat ved lovens ikrafttrædelse. Hvis skyldneren

allerede før lovens ikrafttrædelse har fremsat indsigelser, der udspringer af manglende gennemførelse

af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, er der således ikke behov for, at skyldneren efter lovens

ikrafttrædelse genfremsætter indsigelsen.

Forslaget omfatter alle indsigelser, der måtte udspringe af manglende gennemførelse af sædvanlig

rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, dog ikke eventuelle forældelsesindsigelser. Forslaget omfatter

således bl.a. indsigelser om, at inddrivelsesrenter og -skridt er uberettigede, og at tidligere indbeta-

linger, der er anvendt til dækning af fordringen, skal tilbagebetales. Da uberettigede inddrivelsesren-

ter efter omstændighederne vil skulle erstattes af opkrævningsrenter, hvis fordringen aldrig er blevet

gyldigt overdraget til inddrivelse, må indsigelser om inddrivelsesrenters gyldighed forventes kun at

være relevante for fordringstyper, hvor inddrivelsesrenten efter en samlet vurdering

–

ud fra en sam-

menligning af rentesatsen, tidspunktet for rentetilskrivning og adgang til fradragsret

–

er mere byrde-

fuld for skyldneren end opkrævningsrenten.

Forslaget omfatter ikke forældelsesindsigelser, da det vurderes at være for indgribende også at fast-

sætte en frist for sådanne indsigelser. Forældelsesindsigelser, der måtte udspringe af manglende gen-

nemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og

stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås i stedet senest at skulle fremsættes

i forbindelse med en klage over eller indsigelse imod det første forældelsesafbrydende skridt, der

foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden efter lovens ikrafttrædelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

Ved den foreslåede gebyrpålæggelse af skyldnerens indsigelser, dog ikke eventuelle forældelsesind-

sigelser, der måtte udspringe af manglende gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller fore-

tagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, er det hensigten at sikre, at det kun er skyldnere, der reelt mener, at de ikke er blevet rykket

eller ikke har modtaget underretning, der fremsætter indsigelse herom. Gebyrpålæggelsen har således

til formål at undgå, at visse skyldnere, der reelt er blevet rykket eller har fået underretning, anser det

som værende »en gratis omgang« at fremsætte indsigelse om ikke at have modtaget en rykker eller

underretning. Det foreslås, at gebyret tilbagebetales, hvis skyldneren helt eller delvist får medhold i

indsigelsen, eller hvis indsigelsen afvises, f.eks. fordi indsigelsen modtages hos restanceinddrivelses-

myndigheden fra og med den 2. januar 2021. I de tilfælde, hvor skyldneren ikke får fuldt ud medhold

i indsigelsen, eller hvor indsigelsen afvises, vil forvaltningens beslutning herom være udtryk for en

forvaltningsretlig afgørelse, der kan indbringes efter reglerne i §§ 17 og 18 i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige og § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Ovennævnte frist for at fremsætte indsigelser og gebyrpålæggelsen af sådanne indsigelser foreslås

som nævnt ikke at skulle omfatte forældelsesindsigelser, der måtte udspringe af manglende gennem-

førelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk.

4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Som nævnt ovenfor vil en udsøgning af

fordringerne, der er overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller

foretagelse af underretning

–

med undtagelse af fordringerne opkrævet via skattekontoen, hvor der er

mere end fire medhæftende skyldnere

–

kræve en manuel gennemgang, der på grund af det store antal

fordringer må forventes at være uoverkommelig og i hvert fald at være forbundet med et uforholds-

mæssigt stort ressourceforbrug, og som for så vidt angår fordringer opkrævet af Rigspolitiet og af

Skattestyrelsen via KOBRA-systemet ikke i alle tilfælde vil kunne føre til en korrekt udsøgning af

fordringerne. Som beskrevet under gældende ret følger det i et sådant tilfælde af uskrevne forvalt-

ningsretlige principper, at restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt ikke har pligt til at

udsøge fordringerne. Det vurderes imidlertid hensigtsmæssigt at lovfæste dette forvaltningsretlige

princip, således at der indføres en klar hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har pligt

til af egen drift at udsøge fordringer, der måtte være overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af

sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning.

Som tredje del af løsningsmodellen foreslås det derfor, at der indføres en regel, hvorefter restance-

inddrivelsesmyndigheden lægger til grund, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen, har gennemført sædvanlig rykkerprocedure og foretaget underretning,

jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, medmindre

restanceinddrivelsesmyndigheden for den konkrete fordring konstaterer, at fordringshaveren ikke har

gjort dette.

Forslaget skal sikre en klar hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har pligt til af egen

drift at udsøge fordringer, der måtte være overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af sædvanlig

rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige. Forslaget skal endvidere sikre, at restanceinddrivelsesmyndig-

heden

–

uanset om det antages, at gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure eller foretagelse af

underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., efter gældende regler er en forudsætning for at

overdrage en fordring til inddrivelse

–

kan fortsætte inddrivelsen af fordringer, der indgår i fordrings-

typer, hvor der er mistanke om, at visse fordringer kan være overdraget uden gennemførelse af sæd-

vanlig rykkerprocedure eller foretagelse af underretning, indtil restanceinddrivelsesmyndigheden for

den konkrete fordring måtte konstatere, at fordringshaveren ikke har gjort dette. Restanceinddrivel-

sesmyndigheden vil bl.a. kunne konstatere dette, når skyldneren over for restanceinddrivelsesmyn-

digheden fremsætter indsigelse om ikke at have modtaget rykker eller underretning, og restanceind-

drivelsesmyndigheden efter at have inddraget fordringshaveren ikke ud fra de foreliggende oplysnin-

ger anser det for dokumenteret, at fordringshaveren har gennemført sædvanlig rykkerprocedure og

foretaget underretning. Det vil herefter skulle afgøres ud fra gældende ret, hvad retsvirkningen heraf

er for den konkrete fordring. Hvis retsvirkningen antages at være, at fordringen ikke er blevet gyldigt

overdraget til inddrivelse, vil restanceinddrivelsesmyndigheden ikke længere have mulighed for at

inddrive fordringen, der i så fald vil skulle tilbagesendes til fordringshaveren.

Det forventes, at der på Gældsstyrelsens hjemmeside vil blive offentliggjort en oversigt over, hvilke

typer af fordringer der mistænkes for at kunne være overdraget til inddrivelse uden gennemførelse af

sædvanlig rykkerprocedure og/eller foretagelse af underretning.

Forslaget vil kun have betydning for fordringer, der er overdraget til inddrivelse før den 1. juli 2020.

Dette skyldes, at det

–

som nævnt ovenfor

–

også foreslås, at der indføres en regel, der skal afklare,

at gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure og foretagelse af underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,

og stk. 4, 1. pkt., fra og med den 1. juli 2020 ikke er en forudsætning for at overdrage fordringer til

inddrivelse.

2.4. Afskæring af forældelsesindsigelser vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden

2.4.1. Gældende ret

Når en fordring overdrages til inddrivelse, omfattes den af forældelsesudskydelsesreglen i § 18 a, stk.

1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det følger heraf, at for fordringer inklusive renter,

gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den

19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018, der ved

dette lovforslags § 1, nr. 16, foreslås ændret til den 20. november 2021, jf. afsnit 2.1. Fordringer, der

overdrages til inddrivelse, omfattes endvidere af reglen i § 18 a, stk. 7, om foreløbig forældelsesaf-

brydelse. Det følger af bestemmelsens 1. pkt., at for de hovedkrav, der nævnes i stk. 2, den i stk. 2, 3.

pkt., nævnte rente, der først blev modtaget til inddrivelse, de opskrivningsfordringer og renter, der

nævnes i stk. 2, 7. pkt., de fordringer, der nævnes i stk. 6, og disses renter samt de i § 3 B, stk. 1, 1.

og 3. pkt., nævnte gebyrer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden af fordringshaveren

eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, indtræder forældelse tidligst 3 år

efter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4. pkt.

Derudover indeholder forældelsesloven og lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regler om,

hvornår forældelsen for fordringer under inddrivelse afbrydes.

For det første følger det af forældelseslovens § 15, at forældelsen afbrydes, når skyldneren over for

fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse. Hvorvidt der som

følge af skyldnerens »handlemåde« er sket en erkendelse af forpligtelsen, beror på en konkret vurde-

ring, men en erkendelse kan f.eks. foreligge ved skyldnerens betaling af rente, hvis renten som et

særskilt beløb er beregnet som en procentdel af hovedstolen. Betaling af afdrag udgør derimod kun

erkendelse, hvis det fremgår af omstændighederne, at det kun drejer sig om et afdrag på en større

gæld, og at der ikke er tvist om restfordringens størrelse. Det er således ikke en betingelse, at skyld-

neren lover at betale gælden eller i øvrigt udtrykkeligt indrømmer dens eksistens. En stiltiende erken-

delse kan ligge i skyldnerens henvisning til fordringshavers opgørelse af gælden, når der ikke i for-

bindelse hermed fremsættes indsigelser mod den eller i øvrigt rejses tvivl om den.

For det andet følger det af forældelseslovens § 17, stk. 1, at forældelsen afbrydes ved indgivelse af

en på fordringen støttet konkursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling, jf. nr. 1, ved

anmeldelse af fordringen i et konkursbo, jf. nr. 2, ved anmeldelse af fordringen til rekonstruktøren i

forbindelse med rekonstruktionsbehandling eller ved anmeldelse af fordringen i forbindelse med ind-

ledning af gældsaneringssag, jf. nr. 3, ved anmeldelse af fordringen i et dødsbo efter dettes udstedelse

af proklama, jf. nr. 4, og ved anmeldelse af fordringen, efter at skyldneren har udstedt proklama, jf.

nr. 5.

For det tredje kan forældelsen afbrydes ved visse forvaltningsretlige afgørelser.

Det følger af forældelseslovens § 18, stk. 4, at forældelsen afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndig-

hedens underretning til skyldneren om afgørelse om lønindeholdelse eller modregning. »Lønindehol-

delse« omfatter både lønindeholdelse, jf. § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og sær-

skilt lønindeholdelse, jf. § 11. Efter § 13, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddri-

velse af gæld til det offentlige kan lønindeholdelse iværksættes uden forudgående varsel og underret-

ning, hvis skyldneren ikke er tilmeldt folkeregisteret og ikke har oplyst en adresse, hvortil breve kan

sendes, og samtidig er fritaget fra at modtage Digital Post fra det offentlige. Tilsvarende fremgår af

§ 14, stk. 8, for særskilt lønindeholdelse. Træffes der afgørelse om lønindeholdelse uden varsling, har

afgørelsen alligevel afbrydelsesvirkning. Træffes der derimod afgørelse om lønindeholdelse uden un-

derretning, vil afgørelsen ikke have afbrydelsesvirkning. Hvis den manglende underretning skyldes

restanceinddrivelsesmyndighedens ukendskab til skyldnerens opholdssted eller en hindring, som ikke

beror på restanceinddrivelsesmyndighedens forhold, indtræder forældelse dog tidligst 1 år efter, at

restanceinddrivelsesmyndigheden fik eller burde have fået kendskab til skyldnerens opholdssted,

henholdsvis 1 år efter hindringens ophør, jf. forældelseslovens § 14, stk. 1. Bestemmelsen i stk. 1 kan

dog ikke medføre en forlængelse af fristerne efter § 3, stk. 3, og kan højst forlænge andre frister eller

tillægsfrister med 10 år, jf. § 14, stk. 2.

Det følger endvidere af § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at hvis

lønindeholdelse ikke kan ske, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at skyldneren er uden

den betalingsevne, der er nødvendig for at foretage lønindeholdelse, eller fordi skyldneren modtager

en indkomst, hvori lønindeholdelse som følge af indkomstens art ikke kan ske, kan restanceinddri-

velsesmyndigheden træffe afgørelse om, at inddrivelsen er stillet i bero, og at forældelsen af de for-

dringer, der fremgår af afgørelsen, er afbrudt med virkning fra afgørelsesdatoen.

Fristerne for at klage over eller gøre indsigelse imod restanceinddrivelsesmyndighedens forvaltnings-

retlige afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v. fremgår af §§ 17 og 18 i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige.

Det fremgår af § 17, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at klager over

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets

eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens admini-

stration, kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen eller regler

udstedt i medfør heraf. Klagen skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden og skal

være modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. 2. pkt. Der

kan dog ses bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. 3. pkt. Indsi-

gelser, der omhandler perioden, hvor fordringen var under opkrævning, er ikke omfattet af § 17, stk.

1, 1. pkt., og behandles i stedet af fordringshaveren, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., der får tilsendt indsigelsen

af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 8, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018

om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det fremgår af § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fogedretten efter

begæring træffer afgørelse om indsigelser vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmel-

serne i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselska-

ber, som skyldneren fremsætter over for restanceinddrivelsesmyndigheden om dels kravets beretti-

gelse, dels berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført modregning. Det

følger af § 18, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fristen for begæring om ind-

bringelse af indsigelser efter stk. 1 er 4 uger, fra skyldneren har modtaget meddelelse om lønindehol-

delse eller modregning. Det følger af stk. 4, 2. pkt., at fogedretten dog undtagelsesvis indtil 1 år efter

meddelelsen om lønindeholdelse eller modregning kan tillade, at en indsigelse behandles.

Foretager restanceinddrivelsesmyndigheden lønindeholdelse eller særskilt lønindeholde uden under-

retning, jf. de ovenfor nævnte bestemmelser i § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 576 af

29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, skal fristerne efter § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18,

stk. 3, og stk. 4, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regnes fra det tidspunkt, hvor

skyldneren

–

efter iværksættelsen af lønindeholdelse

–

modtager underretning herom.

For det fjerde følger det af forældelseslovens § 18, stk. 2, at når der foretages udlæg af en pantefoged,

afbrydes forældelsen ved udlægsforretningens foretagelse. Pantefogeders udlæg er ikke en forvalt-

ningsretlig afgørelse, men en del af de judicielle kompetencer, der er tillagt pantefogeder i medfør af

lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Pantefogeders udlæg er derfor

ikke omfattet af det administrative rekurssystem. Indsigelser mod pantefogedens udlæg behandles i

stedet af fogedretten, jf. § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter

m.v., og skal fremsættes inden for en frist på 4 uger fra forretningens foretagelse, jf. stk. 3, 3. pkt.

Fogedretten kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse behandles,

jf. 5. pkt.

Når forældelsesfristen for en fordring er udløbet, kan skyldneren fremsætte indsigelse om, at fordrin-

gen er forældet. Skyldneren kan efterfølgende give afkald på denne indsigelse, f.eks. ved under en

retssag at undlade at gøre forældelsesindsigelsen gældende. Spørgsmålet om forældelse påses således

ikke ex officio af domstolene, hvis skyldneren har givet fremmøde under sagen. Skyldnerens efter-

følgende afkald på en forældelsesindsigelse kan både gives udtrykkeligt og stiltiende. Et stiltiende

afkald forudsætter, at skyldneren undlader at fremkomme med en forældelsesindsigelse, uanset at

skyldneren har haft særlig anledning hertil. Hvornår en sådan særlig anledning foreligger, beror på

en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder.

2.4.2. Den foreslåede ordning

Gæld til det offentlige kan være under inddrivelse i en mangeårig periode. Det er derfor, medmindre

det er aktuelt at afskrive gælden, typisk nødvendigt at foretage flere forældelsesafbrydende skridt

–

f.eks. udlæg, modregning, lønindeholdelse eller afgørelse om, at lønindeholdelse ikke kan ske

–

for

at undgå, at fordringen forældes.

Det er restanceinddrivelsesmyndigheden, der har bevisbyrden for, at der er sket forældelsesafbry-

delse. For fordringer, der har været under inddrivelse i f.eks. 15 år, vil restanceinddrivelsesmyndig-

heden derfor efter omstændighederne skulle opbevare dokumentation for forældelsesafbrydelser, der

er f.eks. 12 år gamle. Samtidig er det ikke usædvanligt, at en fordring har været til opkrævning hos

fordringshaveren i flere år, før fordringen overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden. Hvis en skyldner har erkendt sin gæld over for fordringshaveren, har det forældelsesafbry-

dende virkning, jf. forældelseslovens § 15. I den situation er det således fordringshaveren, som har

bevisbyrden for, at forældelsen blev afbrudt, mens fordringen var under opkrævning. Det stiller store

krav til restanceinddrivelsesmyndighedens (og fordringshaverens) opbevaring af dokumentation og

kan f.eks. give anledning til udfordringer, når der som et naturligt led i restanceinddrivelsesmyndig-

hedens drift sker systemændringer i restanceinddrivelsesmyndighedens filhåndteringssystemer, eller

når der sker ændringer i fordringshaverens organisation. Hvis der i løbet af årene ved fejl eller lig-

nende går dokumentation tabt, vil der derfor opstå en nærliggende risiko for, at restanceinddrivelses-

myndigheden af bevismæssige årsager må afskrive fordringer som forældede, uanset at fordringerne

reelt er retskraftige.

Foruden at fordringen bortfalder, kan utilsigtet forældelse som følge af manglende eller mangelfuld

dokumentation for en gammel forældelsesafbrydelse medføre en væsentlig administrativ byrde for

restanceinddrivelsesmyndigheden. I sådanne tilfælde, hvor der kan være foretaget adskillige frivillige

eller tvangsmæssige indbetalinger siden den dato, hvor forældelse ifølge skyldneren er indtrådt, vil

der administrativt skulle foretages en konkret vurdering af, i hvilket omfang indbetalingerne skal

tilbagebetales. Derudover vil restanceinddrivelsesmyndighedens medgåede tid til at foretage inddri-

velsesskridt, der af bevismæssige årsager må anses for uberettigede, fordi de er foretaget efter den

dato, hvor forældelse ifølge skyldneren er indtrådt, være spildt.

Med henblik på at undgå dette foreslås det, at skyldnerens indsigelse om, at en fordring er forældet,

senest skal fremsættes i forbindelse med en klage over eller indsigelse imod det første forældelsesaf-

brydende skridt, der foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden efter det tidspunkt, hvor forældel-

sen ifølge skyldneren er indtrådt. Hvis ikke skyldneren gør dette, foreslås det, at forældelsesindsigel-

sen skal bortfalde.

Det er med forslaget det første forældelsesafbrydende skridt, der foretages af restanceinddrivelses-

myndigheden efter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge skyldneren er indtrådt, der er afgørende for,

hvornår skyldnerens forældelsesindsigelse senest skal fremsættes. Hvis der ifølge skyldneren er ind-

trådt forældelse i 2019, og restanceinddrivelsesmyndigheden efterfølgende foretager forældelsesaf-

brydende skridt i 2021 og 2023, vil skyldnerens indsigelse om, at der er indtrådt forældelse i 2019,

senest skulle fremsættes i forbindelse med en klage over eller indsigelse imod det forældelsesafbry-

dende skridt i 2021.

Det er alene forældelsesafbrydende skridt, som skyldneren kan påklage eller gøre indsigelse imod,

der ifølge forslaget skal medføre en frist for skyldneren til at fremsætte en forældelsesindsigelse. Det

vil således være udlæg og forvaltningsretlige afgørelser om modregning, lønindeholdelse efter §§ 10

og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige samt forældelsesafbrydelse efter § 18 a, stk. 8,

der er omfattet af forslaget. Forslaget omfatter derimod ikke inddrivelsesskridt, der ikke i sig selv har

forældelsesafbrydende virkning, f.eks. afgørelser om fastsættelse af en afdragsordning for gæld under

inddrivelse, jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Ligeledes omfatter forslaget ikke forældelsesafbrydende skridt, der ikke kan påklages eller gøres ind-

sigelse imod, f.eks. skyldnerens erkendelse af forpligtelsen, jf. forældelseslovens § 15, eller ved uni-

versalforfølgning, jf. forældelseslovens § 17.

Forslaget omfatter alle indsigelser om, at fordringen skulle være forældet forud for det forældelses-

afbrydende skridt, uanset om fordringen på det af skyldneren angivne forældelsestidspunkt var over-

draget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Forældelsesindsigelser, der omhandler,

hvorvidt der er sket forældelsesafbrydelse under opkrævningsfasen som følge af f.eks. skylderken-

delse, jf. forældelseslovens § 15, omfattes således også af forslaget.

Med forslaget vil skyldnerens frist for at fremsætte en forældelsesindsigelse skulle følge fristerne for

at påklage eller gøre indsigelse imod det pågældende forældelsesafbrydende skridt. Ved udlæg vil

fristen for at fremsætte en forældelsesindsigelse således være 4 uger efter forretningens foretagelse,

jf. § 6, stk. 3, 3. pkt., i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., der dog

undtagelsesvis kan forlænges til 1 år, jf. 5. pkt. Ved forvaltningsretlige afgørelser om modregning,

lønindeholdelse efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forældelsesaf-

brydelse efter § 18 a, stk. 8, vil fristen for at fremsætte en forældelsesindsigelse derimod være 3

måneder, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., som der dog kan bortses fra, hvis der foreligger særlige omstændig-

heder, jf. 3. pkt. Særligt for forvaltningsafgørelser om modregning og om lønindeholdelse efter §§ 10

eller 10 a vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om ra-

dio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber vil fristen dog være 4 uger, jf.

§ 18, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der dog undtagelsesvis kan forlænges til 1

år, jf. stk. 4, 2. pkt.

Ved udlæg løber indsigelsesfristen fra og med »forretningens foretagelse«, jf. § 6, stk. 3, 3. pkt., i lov

om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Ved forvaltningsretlige afgørelser om

f.eks. lønindeholdelse løber klage-/indsigelsesfristen derimod fra og med det tidspunkt, hvor skyld-

neren har »modtaget« underretning om afgørelsen, jf. § 17, stk. 1, 2. pkt., og § 18, stk. 3 og 4, 2. pkt.,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Da fristen for at fremsætte en forældelsesindsigelse

følger fristen for at påklage eller gøre indsigelse imod det forældelsesafbrydende skridt, vil den fore-

slåede frist for at fremsætte en forældelsesindsigelse, når restanceinddrivelsesmyndigheden på grund

af manglende kendskab til skyldnerens adresse foretager lønindeholdelse eller særskilt lønindeholde

uden underretning, jf. § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om ind-

drivelse af gæld til det offentlige, blive regnet fra det tidspunkt, hvor skyldneren

–

efter iværksættel-

sen af lønindeholdelsen

–

modtager underretning herom. Dette harmonerer med, at en sådan afgørelse

om lønindeholdelse heller ikke vil have forældelsesafbrydende virkning, før skyldneren har modtaget

underretning om afgørelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Sådanne tilfælde, hvor restanceinddri-

velsesmyndigheden ikke har kendskab til skyldnerens opholdssted, vil dog efter omstændighederne

kunne omfattes af forældelseslovens § 14, stk. 1, om foreløbig afbrydelse. Derimod vil det ikke have

betydning for den foreslåede frist for at fremsætte en forældelsesindsigelse, at lønindeholdelsen

–

medfør af § 13, stk. 6, og § 14, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld

til det offentlige

–

foretages uden varsel.

Forslaget vil indebære, at skyldnerens forældelsesindsigelse bortfalder, hvis den ikke senest fremsæt-

tes i forbindelse med en klage over eller indsigelse imod det første forældelsesafbrydende skridt, der

foretages af restanceinddrivelsesmyndigheden efter det tidspunkt, hvor forældelsen ifølge skyldneren

er indtrådt. Indsigelsen vil herefter ikke længere kunne gøres gældende af skyldneren. Som nævnt

ovenfor vil der for forældelsesafbrydende skridt, der påklages efter § 17 i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, ikke kunne fastsættes en slutdato for, hvornår der ikke længere kan bortses fra kla-

gefristen på 3 måneder, jf. § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., idet der tidsubegrænset vil kunne bortses fra en

fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Dette indebærer, at der for sådanne for-

ældelsesafbrydende skridt ikke kan fastsættes en dato for, hvornår forældelsesindsigelsen må anses

for endeligt bortfaldet. For sådanne indsigelser vil bortfaldet være betinget af, at skyldneren ikke

efterfølgende kan godtgøre sådanne omstændigheder, at der kan bortses fra klagefristen, f.eks. hos-

pitalsindlæggelse eller lignende.

Forslaget omhandler alene, hvornår skyldnerens forældelsesindsigelse senest skal være fremsat. For-

slaget vil derfor ikke ændre på gældende regler om, hvilken myndighed der skal behandle forældel-

sesindsigelsen. Hvis forældelsesindsigelsen fremsættes i forbindelse med en indsigelse imod et ud-

læg, skal forældelsesindsigelsen derfor behandles af fogedretten, jf. § 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om frem-

gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Tilsvarende vil fogedretten skulle behandle

forældelsesindsigelser, der fremsættes i forbindelse med en indsigelse imod et forældelsesafbrydende

skridt vedrørende kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio-

og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, jf. 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter også indsigelser om kravets berettigelse

–

f.eks. om

bortfald ved forældelse

–

skal behandles af fogedretten. Forældelsesindsigelser, der i andre tilfælde

fremsættes i forbindelse med en klage over et forældelsesafbrydende skridt, vil skulle behandles af

Landsskatteretten, hvis forældelsen ifølge skyldneren er indtrådt, mens fordringen var under inddri-

velse, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., og af fordringshaveren, hvis forældelsen ifølge skyldnerens opfattelse

er indtrådt, mens fordringen var under opkrævning, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt.

Ovenstående vil indebære, at forældelsesindsigelsen ikke altid skal behandles af den myndighed, der

behandler klagen over eller indsigelsen imod det pågældende forældelsesafbrydende skridt. Hvis en

forældelsesindsigelse fremsættes i forbindelse med en afgørelse om forældelsesafbrydelse, jf. § 18 a,

stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (der ikke nævnes i § 18, stk. 1, 1. pkt.),

vedrørende en kontrolafgift for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, vil klagen over afgørelsen om foræl-

delsesafbrydelse, jf. § 18 a, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, skulle be-

handles af Landsskatteretten, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., mens forældelsesindsigelsen vil skulle behandles

af fogedretten, idet der er tale om en indsigelse imod kravets berettigelse, jf. § 18, stk. 1, 1. pkt.

Tilsvarende vil indsigelser om en under opkrævningen indtrådt forældelse vedrørende andre for-

dringstyper end kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om radio- og

fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber skulle behandles af fordringshaveren,

jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, mens klagen over det forældel-

sesafbrydende skridt vil skulle behandles af Landsskatteretten, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., hvis indsigelsen

fremsættes i forbindelse med en klage, der omfattes af § 17, stk. 1.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil i forbindelse med et forældelsesafbrydende skridt, der er om-

fattet af forslaget, så vidt muligt give skyldneren skriftlig vejledning om den foreslåede frist for at

fremsætte en forældelsesindsigelse. Det vil ikke være muligt at give skyldneren vejledning, hvis en

udlægsforretning foretages, uden at skyldneren er underrettet om forretningen, fordi det ikke har væ-

ret muligt at give skyldneren en sådan underretning, jf. ordene »så vidt muligt« i retsplejelovens §

493, stk. 1.

Det er i forslaget forudsat, at restanceinddrivelsesmyndigheden kun foretager forældelsesafbrydende

skridt for fordringer, der af restanceinddrivelsesmyndigheden vurderes at være retskraftige. Med hen-

blik på at afklare dette er restanceinddrivelsesmyndigheden aktuelt i gang med at retskraftvurdere den

samlede fordringsmasse. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at en fordring ikke er rets-

kraftig, vil fordringen således blive afskrevet og ikke forsøgt inddrevet. Hvis der er tvivl om en for-

drings retskraft, ændrer forslaget ikke ved, at restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at afklare

denne tvivl, før fordringen kan inddrives.

Det er en forudsætning for den foreslåede regels anvendelse, at det forældelsesafbrydende skridt er

gyldigt foretaget. Hvis det efterfølgende viser sig, at f.eks. et udlæg er ugyldigt, vil den foreslåede

frist for skyldnerens forældelsesindsigelser ikke være begyndt at løbe.

Det foreslås endvidere, at forslaget kun skal have virkning for forældelsesafbrydende skridt, der fo-

retages af restanceinddrivelsesmyndigheden fra og med den 1. juli 2020.

Forslaget vil indebære, at der ikke vil være forældelsesindsigelser, der fortabes ved lovens ikrafttræ-

delse. Det vil således kun være forældelsesafbrydende skridt, der foretages fra og med den 1. juli

2020, der kan medføre, at skyldnerens forældelsesindsigelser kan fortabes.

Samlet opnås der med forslaget en klar ordning, der kan systemunderstøttes, for, hvornår skyldneren

senest skal være fremkommet med en forældelsesindsigelse. Endvidere undgås det igennem en skær-

pelse af skyldnerens pligt til at fremkomme med forældelsesindsigelser, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden på grund af uhensigtsmæssigt strenge krav til opbevaring af dokumentation for tidligere

forældelsesafbrydelser må afskrive fordringer, der reelt er retskraftige.

2.5. Særlige regler om gebyrer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, som

følge af manglende systemunderstøttelse af fordringer i tre niveauer

2.5.1. Gældende ret

Skatteministeren kan i medfør af § 2, stk. 13, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætte

nærmere regler om bl.a. fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til inddrivelse. Bemyndi-

gelsen er udmøntet i § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til

det offentlige, hvor det i 3. pkt. er bestemt, at fordringshaveren ved overdragelsen af fordringen til

restanceinddrivelsesmyndigheden skal give alle oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndig-

hedens bestemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder efter omstændighederne oplysning om

fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, ho-

vedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.

I forældelseslovens § 23, stk. 2, er bestemt, at ved forældelse af hovedfordringen bortfalder også krav

på rente og lignende ydelse (accessorisk forældelse). Forældelsen rammer alle former for renter, der

knytter sig til hovedfordringen, selv om kravet herpå ikke ville være forældet selvstændigt efter de

almindelige regler. Reglen omfatter endvidere krav på provisioner og gebyrer, herunder rykkergeby-

rer, men ikke omkostninger i øvrigt i forbindelse med forsøg på inddrivelse af fordringen.

Som følge af problemer med for visse typer af fordringer og tilhørende underfordringer at relatere

disse korrekt til hinanden ved overdragelsen til inddrivelse, hvorved restanceinddrivelsesmyndighe-

dens opgave med at håndtere den accessoriske forældelse af underfordringerne vanskeliggøres, er det

i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemt, at renter og gebyrer, der

opkræves af Skatteforvaltningen, og renter og gebyrer, der opkræves af en fordringshaver via for-

dringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til forældelse behandles som selv-

stændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse,

uden at det i forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne

vedrører. I 2. pkt., er bestemt, at hvis det ved overdragelsen af de i 1. pkt. nævnte renter til restance-

inddrivelsesmyndigheden er oplyst, at disse renter vedrører et bestemt hovedkrav, lægges dette ho-

vedkrav til grund med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Gebyrer,

der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, anses efter modtagelsen med hen-

syn til accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav,

som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til, jf. § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige.

Fordringshaveren eller den, der på vegne af denne opkræver fordringen, kan under visse betingelser

tilbagekalde en fordring, der er overdraget til inddrivelse. Efter § 2, stk. 11, i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige kan en tilbagekaldelse således ske med henblik på at tillade afdragsvis betaling

eller henstand med betalingen som følge af væsentlige ændringer i skyldnerens forhold. Efter § 2, stk.

12, kan en fordring tilbagekaldes med henblik på gennemførelse af modregning for kravet, dvs. en

modregning, der gennemføres i opkrævningsfasen.

En fordring kan også på restanceinddrivelsesmyndighedens foranledning blive sendt tilbage til for-

dringshaveren eller den, der på vegne af denne opkræver fordringen. Det er f.eks. tilfældet, hvis der

for fordringer, for hvilke der hos restanceinddrivelsesmyndigheden er kendskab til eller mistanke om

datafejl, ikke inden for en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist af fordringshaver eller

den, der på vegne af denne opkræver fordringen, er sket identifikation og tilbagekaldelse af de for-

dringer, der er berørt af fejlen, jf. § 2, stk. 6, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det samme er tilfældet, hvis en fordringshaver ikke søger en skyldners indsigelser om kravets eksi-

stens og størrelse afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.

Ved restanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af fordringer efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer, jf. § 2, stk. 11 og 12, i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, sender restanceinddrivelsesmyndigheden de renter, der er

påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse, og som er under inddrivelse, til fordringshave-

ren eller den, der på vegne af denne har tilbagekaldt eller fået tilbagesendt fordringerne, jf. herved §

8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

For fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det i lovens § 10, stk. 1,

bestemt, at fordringerne med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved løn-

indeholdelse, medmindre andet følger af bilag 1. I bilag 1 gøres i afsnit I, nr. 1, en undtagelse for

civilretlige fordringstyper, idet lønindeholdelse dog kan ske for visse civilretlige fordringer, jf. litra

a, nr. i-vi.

For fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det i lovens § 11 bestemt, at

fordringerne med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved udpantning, med-

mindre andet følger af bilag 1. I bilag 1 gøres i afsnit II, nr. 1, en undtagelse for civilretlige fordrings-

typer, idet lønindeholdelse dog kan ske for visse civilretlige fordringer, jf. litra a, nr. i-vi.

I § 7, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er dækningsrækkefølgen ved modregning

fastlagt. Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun delvist skyldners

gæld til det offentlige, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:

1) Fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det om-

fang den udbetalende myndighed træffer afgørelse om modregning.

2) Fordringer modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse.

3) Andre fordringer under opkrævning.

I § 7, stk. 2, er bestemt, at hvis en udbetaling kun delvist dækker fordringer omfattet af stk. 1, nr. 2,

dækkes fordringerne efter dækningsrækkefølgen i § 4. Dækker en udbetaling kun delvis fordringer

omfattet af stk. 1, nr. 3, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de er registreret i restanceinddrivel-

sesmyndighedens fordringsregister, således at den fordring, der først registreres, dækkes først.

Efter § 7, stk. 4, kan skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk.

1 og 2, herunder om indberetning fra fordringshaverne til restanceinddrivelsesmyndighedens for-

dringsregister, og regler om, hvilke udbetalinger fra det offentlige restanceinddrivelsesmyndigheden

anvender til modregning, og om at kunne undlade modregning.

2.5.2. Den foreslåede ordning

Restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivelsessystem, PSRM, kan ikke håndtere fordringer i

tre niveauer. Et gebyr, der vedrører et hovedkrav, kan udløse renter. Hovedkravet befinder sig på

niveau 1, mens det tilhørende gebyr som underfordring befinder sig på niveau 2, mens eventuelle

renter som underfordringer af gebyret vil skulle placeres på niveau 3, hvilket dog ikke er muligt i

PSRM.

Det foreslås derfor, at der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indføres en regel i § 2, stk.

10, hvorefter fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ved

overdragelse af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden oplyser restanceinddrivelsesmyndighe-

den om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører. En sådan regel vil være i overensstemmelse med, hvad

der allerede er gældende ret.

Det foreslås tillige, at der indføres en regel, der skal gøre det muligt for restanceinddrivelsesmyndig-

heden at bestemme, at en fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-

dringen, ved overdragelsen af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal give restance-

inddrivelsesmyndigheden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører.

Det vil med den foreslåede bestemmelse kunne aftales med en fordringshaver eller den, der på vegne

af fordringshaveren opkræver fordringen, at gebyret skal overdrages uden oplysning om et hoved-

krav, idet sådanne aftaler kan blive indgået som led i tilslutningen af fordringshavere til det nye ind-

drivelsessystem, PSRM. Da fordringer i tre niveauer ikke vil kunne håndteres i PSRM, foreslås det

dog, at reglen udformes således, at restanceinddrivelsesmyndigheden selv skal kunne bestemme, at

oplysningen ikke skal gives.

Det foreslås også, at hvis der ved overdragelsen af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden er

givet restanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. oven-

for om udgangspunktet, skal restanceinddrivelsesmyndigheden kunne beslutte, at gebyret fremover

skal behandles som et selvstændigt hovedkrav.

En sådan beslutning, der vil være udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, hvorfor beslutningen

ikke vil være omfattet af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring, begrundelse og oplysning

om en eventuel klageadgang for afgørelser, vil forudsætte, at gebyret ikke er forældet på beslutnings-

tidspunktet.

Det foreslås endvidere, at hvis der ved overdragelsen af et gebyr ikke er givet restanceinddrivelses-

myndigheden oplysning om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, skal restanceinddrivelsesmyndig-

heden behandle gebyret som et selvstændigt hovedkrav.

Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, vil stadig skulle

kunne redegøre for, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, hvis skyldneren ønsker dette oplyst.

At sådanne gebyrer vil skulle behandles som hovedkrav, vil indebære, at de ikke, mens de er under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil kunne forældes accessorisk efter forældelses-

lovens § 23, stk. 2, som følge af hovedkravets forældelse. I § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige er i forvejen bestemt, at renter og gebyrer, der opkræves af Skatteforvaltnin-

gen, og renter og gebyrer, der opkræves af en fordringshaver via fordringshaversystemer, der anven-

der et saldoprincip, med hensyn til forældelse behandles som selvstændige hovedkrav, efter at restan-

ceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse, uden at det i forbindelse med overdra-

gelsen er oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne vedrører.

Reglen i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter gebyrer, der

modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, efter modtagelsen med hensyn til ac-

cessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, alene anses at vedrøre det hovedkrav, som

gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til, vil derfor ikke have betydning for de gebyrer,

der overdrages uden en oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører, og derfor af restanceinddrivel-

sesmyndigheden skal behandles som hovedkrav. Reglen i § 3 B, stk. 1, 3. pkt., vil heller ikke have

betydning for de gebyrer, der er overdraget med en oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører, og

som følge af restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning fremover skal behandles som et hoved-

krav, jf. ovenfor.

Et gebyr, der af restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne behandles som et selvstændigt hoved-

krav, jf. ovenfor, vil, hvis det returneres til fordringshaveren eller den, der opkræver fordringen på

vegne af fordringshaveren, af denne skulle behandles som en underfordring til hovedkravet, hvorfor

gebyret atter vil kunne forældes accessorisk.

Endelig foreslås, at hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-

dringen, ved overdragelse af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndigheden skal oplyse restanceind-

drivelsesmyndigheden om, hvilket hovedkrav gebyret vedrører, jf. ovenfor om udgangspunktet, skal

fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke til restance-

inddrivelsesmyndigheden kunne overdrage renter af gebyret, herunder renter, der er tilbagesendt til

fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen.

En tilbagesendelse vil både kunne skyldes, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen, har tilbagekaldt gebyret og tilhørende renter, eller at restanceinddrivel-

sesmyndigheden selv har tilbagesendt gebyret og tilhørende renter. Ved en tilbagesendelse af et ho-

vedkrav tilbagesendes også tilhørende renter, jf. § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018

om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis årsagen til en tilbagekaldelse af hovedkravet også ved-

rører det tilhørende gebyr, vil det være fordringshavers ansvar tillige at tilbagekalde gebyret.

Den foreslåede regel er nødvendig for at undgå, at PSRM skal kunne håndtere fordringer i tre ni-

veauer, idet renter af et gebyr, herunder inddrivelsesrenter, der efter at være blevet tilbagesendt til

fordringshaveren eller den, der på vegne af denne opkræver fordringen, overdrages til restanceind-

drivelsesmyndigheden, ville skulle placeres i niveau 3, der som sagt ikke findes i PSRM. Det bemær-

kes, at restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt ikke har problemer med at håndtere ind-

drivelsesrenter, der løbende tilskrives gebyrer. Problemstillingen med fordringer i tre niveauer ved-

rører således alene de renter, der modtages fra fordringshaveren eller den, der på dennes vegne op-

kræver fordringen.

Restanceinddrivelsesmyndigheden varetager både modregning med fordringer, der er modtaget til

inddrivelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og fordringer, der er

under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 3. Fordringer under opkrævning registreres i den forbindelse

til modregning i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister, der i praksis er registreret i re-

stanceinddrivelsesmyndighedens gamle inddrivelsessystem, DMI. Når fordringshaveren er tilsluttet

det nye inddrivelsessystem, PSRM, kan fordringer inklusive renter og gebyrer derfor i en periode

være registreret i fordringsregisteret i DMI med henblik på modregning for senere

–

når betingelserne

herfor er opfyldt

–

at blive kaldt tilbage fra dette system og sendt til inddrivelse i PSRM. Det kan

derfor være nødvendigt at kunne registrere det samme gebyr til modregning i både fordringsregisteret

i DMI og inddrivelsessystemet PSRM, og det kan i den forbindelse være nødvendigt også i fordrings-

registeret i DMI at kunne registrere gebyrer med og uden en relation til hovedkravet.

Det foreslås derfor, at skatteministerens bemyndigelse i § 7, stk. 4, udvides med en adgang til at

fastsætte regler om fremgangsmåden for indberetning af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndighe-

dens fordringsregister med henblik på modregning og om de oplysninger, der skal gives ved indbe-

retningen.

Det foreslås også, at den i § 3, stk. 8, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige eksisterende

bemyndigelse for skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighe-

dens redegørelse for renter og gebyrer, der opkræves af Skatteforvaltningen eller via fordringshaver-

systemer, der anvender et saldoprincip, i afgørelser og meddelelser til skyldneren og andre udvides

til at omfatte regler om en sådan redegørelse for gebyrer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyn-

digheden til inddrivelse eller måtte blive indberettet til restanceinddrivelsesmyndighedens fordrings-

hvilket hovedkrav de vedrører.

Skatteministeren foreslås i medfør af § 7, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. den

ovenfor foreslåede udvidelse, at skulle kunne fastsætte regler om fremgangsmåden for indberetning

af et gebyr til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister og om de oplysninger, der skal

gives ved indberetningen. Skatteministeren vil i den forbindelse skulle kunne fastsætte, at der ved

indberetningen af udvalgte gebyrer til fordringsregisteret ikke skal gives oplysning om, hvilket ho-

vedkrav gebyret vedrører, herunder fastsætte forskellige regler for forskellige gebyrer.

Udvidelsen i § 3, stk. 8, 3. pkt., foreslås også at skulle omfatte gebyrer, for hvilke restanceinddrivel-

sesmyndigheden i medfør af den ovenfor foreslåede regel har besluttet, at gebyrer, for hvilke der ved

deres overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden er givet restanceinddrivelsesmyndigheden

oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører, fremover skal behandles som selvstændige hovedkrav.

Endelig foreslås, at der i § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om lønindeholdelse

for fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger og i § 11 om udpantning for for-

dringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger indsættes et nyt punktum, der fastsætter,

at et gebyr kan inddrives ved lønindeholdelse respektive udpantning, selv om gebyret vedrører et

hovedkrav, der som følge af bilag 1 ikke kan inddrives ved lønindeholdelse respektive udpantning.

Det vil være tilfældet, hvis hovedkravet er et civilretligt krav, der ikke omfattes af en af undtagelserne

i bilag 1, afsnit I, litra a, nr. i-vi, om lønindeholdelse og afsnit II, litra a, nr. i-vi, om udpantning.

Den foreslåede udvidelse i § 10, stk. 1, og § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil have

betydning for gebyrer, der allerede er eller vil blive overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden

med oplysning om, hvilket hovedkrav de vedrører. Den foreslåede udvidelse vil også skulle omfatte

gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden selv opkræver som led i inddrivelsen.

Ved særskilt lønindeholdelse efter § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil det fortsat

alene være muligt i lønindeholdelsen at inkludere gebyrer, der vedrører de hovedkrav, der omfattes

af adgangen til særskilt lønindeholdelse, dvs. tilbagebetalingskrav efter § 10 b, stk. 3, hidrørende fra

særskilt lønindeholdelse samt biblioteksgebyrer, kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelser i

færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af

beløb til dækning af medielicens og radiolicens efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Det foreslås, at skatteministeren skal kunne fastsætte tidspunktet for ikrafttrædelse af de bestemmel-

ser, der foreslås, samt regler om, hvornår reglen i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 10, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige skal finde anvendelse for restanceinddrivelsesmyndighedens ind-

drivelsessystemer. Det skal herunder kunne fastsættes, at de regler, der foreslås, helt eller delvist skal

finde anvendelse fra forskellige tidspunkter.

2.6. Opsplitning af hoved- og underfordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den m.v.

2.6.1. Gældende ret

Det fremgår af § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer over-

drages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig ryk-

kerprocedure forgæves er gennemført.

Skatteministeren har i medfør af § 2, stk. 13, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-12, herunder om

fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekal-

delse af fordringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordringer m.v., som der kan tillades

afdragsvis betaling eller henstand med, og om tidsfrister for afdragsvis betaling og henstand.

Bemyndigelsen i § 2, stk. 13, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bl.a. udmøntet

i § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det følger heraf, at fordringshaveren ved overdragelse af fordringer til inddrivelse skal medsende alle

relevante oplysninger, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for

inddrivelsen, herunder efter omstændighederne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, for-

faldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og

omkostninger.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at myndighederne har ansvaret for at oplyse

en sag tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse i sagen (officialprincippet). Formålet med official-

princippet er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser. Officialprincippet er

en såkaldt garantiforskrift. Dette indebærer, at en afgørelse truffet i en sag, der var utilstrækkeligt

oplyst, kan tilsidesættes som ugyldig. En forvaltningsmyndighed kan ikke uden hjemmel i lovgivnin-

gen fravige de almindelige principper for sagsoplysning ved f.eks. alene at foretage en generaliseret

eller forenklet sagsoplysning.

Officialprincippet indebærer, at hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til eller mis-

tanke om, at en fordring er ramt af datafejl af en sådan karakter, at inddrivelse ikke lovligt vil kunne

foretages, vil fordringens data skulle bekræftes eller korrigeres, før fordringen kan inddrives. Ligele-

des vil tvivl om en fordrings retskraft, f.eks. om fordringen er forældet, skulle afkræftes, før fordrin-

gen kan inddrives.

Mistanke om, at fordringer er ramt af datafejl, vil f.eks. foreligge, når det på baggrund af allerede

konstaterede tilfælde af datafejl for fordringer i en bestemt fordringsgruppe må formodes, at et ikke

ubetydeligt antal af de øvrige fordringer i samme fordringsgruppe tilsvarende er ramt af datafejl.

Forudsat at datafejlene er af en sådan karakter, at de kan have betydning for inddrivelsens lovlighed,

kan restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af officialprincippet i sådanne tilfælde ikke inddrive

fordringer i denne fordringsgruppe, indtil den pågældende fordrings data er bekræftet eller korrigeret.

Tvivl om fordringers retskraft vil foreligge, når det ikke med en væsentlig grad af sikkerhed vides, at

fordringerne er retskraftige. Det er tilstrækkeligt til, at der foreligger en generel tvivl om fordringernes

retskraft. Der behøver således ikke at foreligge sådanne objektive indikationer herfor, at der er tale

om en egentlig mistanke. I øjeblikket foreligger der tvivl om fordringernes retskraft for et væsentligt

antal fordringer registreret i det suspenderede it-system, DMI. Disse fordringer afventer derfor en

oprydningsproces, hvor fordringerne undersøges for bl.a. retskraft, så de, hvis de konstateres at være

retskraftige, kan konverteres til det nye inddrivelsessystem, PSRM, med henblik på inddrivelse.

Hvor officialprincippet omhandler de tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har pligt til at

suspendere inddrivelsen, indtil fordringens data er bekræftet eller korrigeret, giver § 2, stk. 6, 1. pkt.,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for helt

eller delvist at suspendere inddrivelsen i de tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har kend-

skab til eller mistanke om, at fordringerne er berørt af datafejl, der kan henføres til forhold hos for-

dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Det er således i for-

hold til § 2, stk. 6, 1. pkt., ikke en betingelse, at datafejlen er af en sådan karakter, at den medfører

risiko for ulovlig inddrivelse. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden suspenderer inddrivelsen i med-

før af § 2, stk. 6, 1. pkt., ophæves suspensionen, når fordringshaveren eller den, der på vegne af

fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en

undersøgelse gennemført af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver

fordringen, har vist sig at være berørt af fejlen, jf. 2. pkt. Har fordringshaveren eller den, der på vegne

af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for en af restanceinddrivelsesmyndigheden fast-

sat frist identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af fejlen, kan restanceinddrivelses-

myndigheden tilbagesende samtlige fordringer med renter og gebyrer, der omfattes af suspensionen,

jf. 3. pkt.

Skatteministeren kan med hjemmel i § 3, stk. 8, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens redegørelse for renter og gebyrer,

der opkræves af Skatteforvaltningen eller via fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip,

i afgørelser og meddelelser til skyldneren og andre. Bemyndigelsen er udmøntet i § 43, stk. 2, i be-

kendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter renter efter

kildeskattelovens §§ 62 A og 63 i meddelelser, underretninger, erindringsskrivelser, tilsigelser og

afgørelser m.v. afgivet eller truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden kan beskrives med henvis-

ning til den årsopgørelse eller forskudsopgørelse, hvorpå renten er opkrævet.

Det følger af § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at renter og gebyrer,

der opkræves af Skatteforvaltningen, og renter og gebyrer, der opkræves af en fordringshaver via

fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip, med hensyn til forældelse behandles som selv-

stændige hovedkrav, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse,

uden at det i forbindelse med overdragelsen er oplyst, hvilket hovedkrav renterne eller gebyrerne

vedrører. Det følger af 2. pkt., at hvis det ved overdragelsen af de i 1. pkt. nævnte renter til restance-

inddrivelsesmyndigheden er oplyst, at disse renter vedrører et bestemt hovedkrav, lægges dette ho-

vedkrav til grund med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Det følger

af 3. pkt., at gebyrer, der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, med hensyn

til accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, efter modtagelsen alene anses at vedrøre

det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til.

Det følger af § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at dækker beløb, der inddrives

fra skyldner eller modtages ved en frivillig betaling, kun delvist fordringer under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende skyldneren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:

1) Bøder, 2) underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og 3) andre

fordringer.

Det følger af § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at dækker beløb, der

inddrives fra skyldner, kun delvist fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes fordringerne

i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der

først modtages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet, jf. 2. pkt. Det følger

af 3. pkt., at for en opkrævningsrente lægges det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden

fik oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Det følger af

4. pkt., at hvis en oplysning om hovedkravet ikke er givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente,

anvendes alene 1. pkt.

Det følger af § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes

med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket

betaling m.v.

Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer omfattet af

denne lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse,

medmindre andet følger af bilag 1. Tilsvarende fremgår det af § 11, at fordringer omfattet af denne

lov med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved udpantning, medmindre

andet følger af bilag 1. Det fremgår af lovens bilag 1, afsnit I, at der

–

på nær de oplistede undtagelser

–

ikke kan foretages lønindeholdelse efter § 10 for civilretlige fordringstyper. Noget tilsvarende frem-

går af bilagets afsnit II for udpantning efter § 11.

Det følger af § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at et hovedkrav og

dets tilhørende rente eller renter, der alle er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

i relation til forældelse udgør et fordringskompleks, hvor alle fordringer har samme forældelsesdato,

uanset om hovedkravet eller dets tilhørende rente eller renter op- eller nedskrives, efter at de er kom-

met under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det følger af 9. pkt., at de renter, der

nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., når de er under inddrivelse, i relation til forældelse anses som hoved-

krav, der ikke indgår i noget fordringskompleks. Det følger af 10. pkt., at det hovedkrav og de renter,

der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., udgør et fordringskompleks efter 1. pkt.

Skatteministeren kan med hjemmel i § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige for perioden

til og med den 31. december 2021 fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens

opgave med at sikre, at fordringer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden eller er

under opkrævning og i medfør af § 7, stk. 1, forudsættes dækket ved modregning, og tilhørende renter

og lignende ydelser er retskraftige og ikke ramt af datafejl.

Bemyndigelsen i § 18 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er udnyttet ved i § 49 i bekendt-

gørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgø-

relse nr. 335 af 30. marts 2019, at fastsætte nærmere regler for retskraftvurderingerne.

I bekendtgørelsens § 49, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at restanceinddrivelsesmyndigheden først rets-

kraftvurderer bøder, dernæst private krav på underholdsbidrag og endelig alle øvrige fordringer. Rets-

kraftvurderingerne foretages ifølge § 49, stk. 2, 2. pkt., derudover således, at det størst mulige beløb

i forhold til den anvendte tid søges retskraftvurderet. For bøder gennemføres retskraftvurderingen

dog så vidt muligt inden udløbet af forældelsesfristen for bødens forvandlingsstraf, jf. § 49, stk. 2, 3.

pkt.

I bekendtgørelsens § 49, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at renter og lignende ydelser, der omfattes af

forældelseslovens § 23, stk. 2, alene vurderes, hvis den fordring, de vedrører, er retskraftig og uden

datafejl.

2.6.2. Den foreslåede ordning

Oprydningsarbejdet hos restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på konvertering af fordringer

fra det gamle inddrivelsessystem, DMI, til det nye inddrivelsessystem, PSRM, hvor gælden kan om-

fattes af mere effektive inddrivelsesmidler såsom lønindeholdelse, har hidtil koncentreret sig om at

bringe fordringers data i overensstemmelse med det målbillede for datakvalitet, som gælder for for-

dringer i PSRM, herunder de i forbindelse med tilkoblingen specificerede krav til stamdatoer for den

enkelte fordringstype. Det er i den sammenhæng en grundlæggende betingelse for konvertering, at

fordringen er konstateret retskraftig og ikke i DMI er isoleret som følge af viden eller mistanke om

datafejl af betydning for inddrivelse eller dækning af fordringen.

I forbindelse med arbejdet med oprydning i fordringsmassen i DMI er der i flere tilfælde konstateret

fordringer med datafejl. Derudover er det for bestemte fordringsgrupper konstateret, at visse fordrin-

ger har korrekte data, men kan have mistet retskraften som følge af forældelse, uden at det er muligt

maskinelt at fastslå, hvilke fordringer der er tale om. Dette betyder samlet, at et væsentligt antal for-

dringer er berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl om retskraften, hvor mistanken

eller tvivlen har en sådan karakter, at fordringerne ikke lovligt kan inddrives. En stor del af disse

fordringer er underfordringer (renter og gebyrer). Dette skyldes bl.a., at renter og gebyrer som følge

af deres typisk begrænsede beløbsmæssige størrelse ikke har højeste prioritet ved den manuelle gen-

nemgang af fordringerne, jf. § 49, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddri-

velse af gæld til det offentlige, og at renter og gebyrer derudover kun vurderes, hvis det hovedkrav,

de vedrører, er retskraftigt og er uden datafejl, jf. bekendtgørelsens § 49, stk. 6, 1. pkt.

I forbindelse med den første konverteringsbølge blev det besluttet, at hovedkrav med relaterede un-

derfordringer kun konverteres samlet, dvs. når hovedkravet og samtlige underfordringer hertil opfyl-

der betingelserne for konvertering. Denne beslutning skyldes, at relationen mellem hoved- og under-

fordring i dag er forudsat flere steder i lovgivningen og i udviklingen af det nye inddrivelsessystem,

og at denne relation ikke kan bevares ved en opsplitning i forbindelse med en konvertering af hoved-

kravet alene. Dette indebærer imidlertid, at et ellers konverteringsparat hovedkrav i dag holdes tilbage

fra konvertering, hvis der for én eller flere relaterede underfordringer er kendskab til eller mistanke

om datafejl eller tvivl om fordringens retskraft.

Problematikken, hvor hovedkrav tilbageholdes fra konvertering som følge af tilhørende ikkekonver-

teringsparate underfordringer, er aktuelt konstateret for fordringer, der har været under opkrævning

via Skatteforvaltningens opkrævningssystem KOBRA og af Udbetaling Danmark og DSB. Der er for

disse fordringshavere et væsentligt antal hovedkrav, der afventer konvertering med henblik på ind-

drivelse i PSRM, fordi én eller flere underfordringer afventer vurdering af retskraften og/eller gen-

nemgang på grund af kendskab til eller mistanke om datafejl.

For renter, der er opkrævet af Skatteforvaltningen via KOBRA-systemet, relateres disse ikke i alle

tilfælde til det hovedkrav, som renten er beregnet af. I stedet kan renterne være registreret som en

underfordring til den personskat, som renten er opkrævet på rate med. Med virkning fra den 1. juni

2018 er der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsat en række bestemmelser, der har til

formål at gøre det muligt i relation til forældelse at håndtere KOBRAs renter trods manglende oplys-

ning om det hovedkrav, hvoraf renten er beregnet. I den forbindelse blev § 3 B, stk. 1, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige indsat, så KOBRAs renter i relation til forældelse behandles som

selvstændige hovedkrav, efter at de er modtaget til inddrivelse. Tvivl om det rentebærende krav gør

det dog vanskeligt at retskraftvurdere KOBRAs renter med henblik på at sikre, at de ikke forud for

lovændringen pr. 1. juni 2018 kunne være bortfaldet accessorisk. Blandt andet af denne årsag er renter

fra KOBRA-systemet fortsat isoleret i DMI. I november 2019 estimeredes ca. 600.000 restskattefor-

dringer til en kursværdi på ca. 2,8 mia. kr. fra KOBRA-systemet at være udelukket fra konvertering

som følge af relaterede renter, der ikke er dæknings- og/eller konverteringsparate.

For Udbetaling Danmark er fordringer på studiegæld ofte registreret med relaterede renter og/eller

gebyrer. Aktuelt er der imidlertid for flere renter og gebyrer tvivl om retskraft og datakvalitet, og der

er derfor ikke grundlag for konvertering. Da en konvertering af disse renter og gebyrer således vil

forudsætte nærmere analyse og vurdering af retskraft og data, holder disse underfordringer aktuelt en

betydelig del af de ellers konverteringsparate fordringer på studiegæld tilbage fra konvertering. I no-

vember 2019 estimeredes ca. 400.000 fordringer vedrørende studielån og for meget udbetalt studie-

støtte til en kursværdi på ca. 1,6 mia. kr. at være udelukket fra konvertering på grund af udfordringer

med relaterede renter og/eller gebyrer.

For DSB er der en række kontrolafgifter, der har relaterede gebyrer, som aktuelt forhindrer konver-

tering til PSRM. Det skyldes, at der endnu ikke er tilstrækkelig viden om datakvaliteten og retskraften

for disse kontrolgebyrer, der derfor afventer nærmere vurdering af retskraft og/eller datakvalitet. Det

er dermed ikke med den aktuelle viden muligt at vurdere, om data er korrekte, og om gebyrerne er

retskraftige, og der er derfor ikke for disse grundlag for konvertering. Det enkelte gebyr udgør i den

sammenhæng en mindre værdi. Gebyrerne estimeredes i november 2019 at tilbageholde ca. 25 pct.

DSB’s kontrolafgifter fra konvertering, hvilket svarer til ca. 100.000 fordringer med

en kursværdi

på ca. 63 mio. kr.

For at give restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at flytte konverteringsparate hovedkrav

fra DMI til PSRM, så hovedkravene kan undergives en mere effektiv inddrivelse, f.eks. lønindehol-

delse, er det fundet nødvendigt at foreslå nogle lovændringer, der bl.a. giver mulighed for, at konver-

teringsparate hovedkrav kan flyttes til PSRM uden tilknyttede renter eller gebyrer, der ikke er kon-

verteringsparate. Konverteringen af disse vil derudover forudsætte gennemførelsen af andre lovæn-

dringer, herunder den foreslåede lempelse af krav til stamdatoer for fordringer beskrevet i afsnit 2.8.2.

På baggrund af ovenstående foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden får mulighed for at

kunne beslutte, at hvis der for renter eller gebyrer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden og er oplyst at vedrøre et hovedkrav, der også er under inddrivelse hos restanceinddri-

velsesmyndigheden, er kendskab til eller mistanke om datafejl, der er til hinder for inddrivelse, eller

tvivl om retskraften, og der for hovedkravet ikke er kendskab til eller mistanke om sådanne datafejl

eller tvivl om retskraften, skal renterne eller gebyrerne fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden

behandles som selvstændige hovedkrav.

Renter og gebyrer, der som følge af en beslutning, som restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af

den foreslåede bestemmelse har truffet, fremover vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav,

vil herefter ikke længere være relateret til hovedkravet, der konverteres til PSRM. Sådanne renter og

gebyrer vil fortsat være under inddrivelse i DMI, hvor de eventuelt senere (efter vurdering af retskraft

og datakvalitet) vil kunne inddrives som selvstændige hovedkrav, f.eks. ved modregning eller udlæg

i DMI, eller vil blive afskrevet som forældede. Konverteres renten eller gebyret senere (efter vurde-

ring af retskraft og datakvalitet) til PSRM, vil de fortsat skulle inddrives som selvstændige hovedkrav.

Den foreslåede regel er en »kan-bestemmelse«, som restanceinddrivelsesmyndigheden ikke er for-

pligtet til at udnytte. Hvis det kun er en del af renterne, eller hvis det kun er ét eller visse af flere

gebyrer, der er berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl, der er til hinder for inddrivelse, eller

tvivl om retskraften, vil det kun være den berørte del af renterne eller gebyrerne, for hvilke det vil

kunne besluttes, at de fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden skal behandles som selvstæn-

dige hovedkrav. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne beslutte, om det er alle eller kun en del

af de berørte renter eller gebyrer, der fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle be-

handles som selvstændige hovedkrav.

Betingelserne for den foreslåede regels anvendelse er kumulative. Der skal således både foreligge et

hovedkrav, der ikke er berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl om retskraften, og

én eller flere underfordringer, der er berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller tvivl om

retskraften.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at der er tale om kendskab til eller mistanke

om »datafejl, der er til hinder for inddrivelse«. Dette vil indebære, at datafejl uden betydning for

inddrivelsen ikke vil medføre, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe beslutninger om, at

renterne eller gebyrerne fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden skal behandles som selvstæn-

dige hovedkrav. F.eks. vil datafejl, der som følge af bestemmelserne, som ved lovforslagets § 1, nr.

8 og 12, foreslås indført i § 4, stk. 2, 5. pkt., og § 8 a, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

ikke være til hinder for inddrivelse, og således ikke medføre, at renterne eller gebyrerne kan få op-

splittet deres relation til hovedkravet.

Renter og gebyrer, der som følge af en beslutning, som restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af

den foreslåede bestemmelse har truffet, fremover vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav,

vil i alle sammenhænge skulle behandles som selvstændige hovedkrav og vurderes ud fra egne data i

forbindelse med inddrivelse og anden administration af fordringer hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden. Dette indebærer, at sådanne renter og gebyrer skal behandles særskilt i forhold til f.eks. mod-

regning, eftergivelse og afskrivning, jf. §§ 7-9, 13 og 16 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Hvis det oprindelige hovedkrav efter opsplitningen eftergives eller afskrives, vil renterne og geby-

rerne, der nu vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav, således ikke bortfalde accessorisk

som følge heraf. Tilsvarende skal sådanne renter og gebyrer

–

på samme måde som det allerede i dag

er tilfældet for renter omfattet af § 3 B, stk. 1

–

behandles som selvstændige hovedkrav med hensyn

til forældelse. Renter og gebyrer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at de skal

behandles som selvstændige hovedkrav, kan derfor ikke længere bortfalde accessorisk ved forældelse

af det oprindelige hovedkrav, jf. forældelseslovens § 23, stk. 2. Derimod vil beslutningen ikke have

betydning for fordringshaverens behandling af renterne eller gebyrerne. Eksempelvis vil fordrings-

haveren ved behandling af indsigelser om fordringen, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., fortsat skulle behandle

renterne og gebyrerne som underkrav til hovedkravet.

En beslutning i medfør af den foreslåede regel om, at renter eller gebyrer fremover »af restanceind-

drivelsesmyndigheden« vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav, vil kun have betydning

for, hvordan renterne eller gebyrerne behandles, mens de er under inddrivelse hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden. En sådan beslutning vil derfor ikke ændre på, at renterne eller gebyrerne fortsat er

en underfordring til hovedkravet, hvis fordringerne tilbagesendes til fordringshaveren. Renter eller

gebyrer, der har været omfattet af en beslutning om at skulle behandles af restanceinddrivelsesmyn-

digheden som selvstændige hovedkrav, men som efterfølgende er blevet tilbagesendt til fordringsha-

veren, vil derfor bortfalde efter reglerne om accessorisk forældelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 2,

hvis hovedkravet forælder, uanset om hovedkravet på forældelsestidspunktet er under opkrævning

eller inddrivelse. Derimod vil renter eller gebyrer, der er omfattet af en beslutning om at skulle be-

handles af restanceinddrivelsesmyndigheden som selvstændige hovedkrav, og som ikke er tilbage-

sendt til fordringshaveren, ikke bortfalde efter reglerne om accessorisk forældelse, jf. forældelseslo-

vens § 23, stk. 2, hvis hovedkravet forælder, uanset om hovedkravet på forældelsestidspunktet er

under opkrævning eller inddrivelse.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil efter opsplitningen ikke længere have mulighed for at identi-

ficere det hovedkrav, som renterne og gebyrerne oprindeligt var relateret til. Det vil derfor være for-

dringshaverens ansvar at sikre, at fordringer, der i opkrævningssammenhæng skal behandles samlet,

også bliver behandlet samlet af fordringshaveren efter en opsplitning. Dette vil typisk være relevant

i tilfælde, hvor det oprindelige hovedkrav og dets renter og gebyrer, der alle er under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, skal tilbagesendes til fordringshaveren. En tilbagesendelse vil

både kunne skyldes, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-

dringen, har tilbagekaldt gebyret og tilhørende renter, eller at restanceinddrivelsesmyndigheden selv

har tilbagesendt gebyret og tilhørende renter. Ved en tilbagesendelse af et hovedkrav tilbagesendes

også tilhørende renter, jf. § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Hvis årsagen til en tilbagekaldelse af hovedkravet også vedrører det tilhørende ge-

byr, vil det være fordringshavers ansvar tillige at tilbagekalde gebyret. Det vil i sådanne tilfælde være

fordringshaveren, der skal sørge for at identificere de renter og gebyrer hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden, der skal tilbagesendes sammen med deres oprindelige hovedkrav, men som af restanceind-

drivelsesmyndigheden behandles som selvstændige hovedkrav.

Hvis det i medfør af den foreslåede bestemmelse besluttes, at renter eller gebyrer fremover af restan-

ceinddrivelsesmyndigheden skal behandles som selvstændige hovedkrav, vil den brudte relation til

hovedkravet ikke kunne genetableres. Den brudte relation mellem hoved- og underfordring vil såle-

des ikke genopstå, når de(t) underkrav, der var berørt af kendskab til eller mistanke om datafejl eller

tvivl om retskraften, ikke længere er berørt heraf. Ligeledes vil den brudte relation mellem hoved- og

underfordring ikke genopstå, hvis hoved- og/eller underfordringen tilbagesendes til fordringshaveren

og senere genindsendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette vil både gælde i

tilfælde, hvor fordringerne tilbagesendes på fordringshaverens initiativ (tilbagekaldelse), og hvor for-

dringerne tilbagesendes på restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ.

Beslutningen om, at renterne eller gebyrerne fremover vil skulle behandles som selvstændige hoved-

krav, vil have virkning fra beslutningstidspunktet. I praksis vil beslutningstidspunktet typisk være det

tidspunkt, hvor hovedkravet og eventuelle konverteringsparate underkrav konverteres til det nye ind-

drivelsessystem. Beslutningen vil være udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed og er ikke en afgø-

relse, hvorfor beslutningen ikke omfattes af forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring, begrun-

delse og oplysning om en eventuel klageadgang.

Der vil i forbindelse med ikrafttrædelsen af de regler, der foreslås, blive offentliggjort en vejledning

herom på Gældsstyrelsens hjemmeside, hvor skyldnerne kan læse om de regler, der foreslås, og be-

tydningen heraf. Det vil heraf fremgå blandt andet, at de regler, der foreslås, vil indebære, at der ved

en gældsoversigt fra PSRM til de hovedkrav, der er vist i gældsoversigten, kan være underfordringer,

der ikke fremgår af gældsoversigten, fordi underfordringerne som følge af opsplitningen fortsat er

registreret i DMI.

Ovennævnte forslag medfører behov for, at der ligeledes foreslås en række mindre tilpasninger af

andre regler, så der tages højde for, hvordan renter eller gebyrer, for hvilke restanceinddrivelsesmyn-

digheden beslutter, at de vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav, skal behandles i forhold

til disse regler.

Det foreslås, at renter, der som følge af en beslutning truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden i

medfør af den foreslåede regel i § 3 D, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil skulle

behandles som selvstændige hovedkrav, omfattes af § 4, stk. 2, 1. pkt.

Den foreslåede regel har til formål at præcisere, at renter, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden

har besluttet, at de vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav, placeres i dækningsrækkefølgen

i henhold til renternes egne modtagelsesdatoer. Reglen svarer til, hvad der allerede gælder for op-

krævningsrenter, der er overdraget til inddrivelse uden oplysning om hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 4.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter forslaget vil fordringshaveren, som følge af

at renterne behandles som et selvstændigt hovedkrav, ikke længere kunne regne med, at renterne altid

dækkes før hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt. Renterne vil dermed risikere at kunne blive dækket

senere end det hovedkrav, de er beregnet af.

Den nuværende dækning af renter forud for hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, oprindeligt skyldtes hensynet til fradragsretten for inddrivelsesrenter, der

forudsatte, at tidligere års inddrivelsesrenter var blevet betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8, 1. pkt. Da

fradragsretten for inddrivelsesrenter er blevet ophævet fra og med den 1. januar 2020, jf. § 5 b i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, der blev indsat ved lov nr. 1575 af 27. december 2019, bør

den senere dækning af renter dog ikke være byrdefuld for skyldneren. Tværtimod vil den senere dæk-

ning af renter være en fordel for skyldneren, idet den rentebærende fordring (hovedkravet) herved

afvikles før den ikkerentebærende fordring (renten), således at skyldneren hurtigere kan afvikle sin

gæld.

Det foreslås endvidere, at renter, der fremover af restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle behand-

les som selvstændige hovedkrav, ikke vil skulle forrentes efter § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige.

Den foreslåede regel har til formål at præcisere, at det forhold, at renter, for hvilke restanceinddrivel-

sesmyndigheden beslutter, at de vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav, ikke fraviger prin-

cippet om, at inddrivelsesrenten er en simpel rente, dvs. at der ikke beregnes rentes rente.

Det foreslås endvidere, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvilke

renter der skal kunne inddrives ved lønindeholdelse efter § 10 eller udpantning efter § 11, efter at

restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede regel i § 3 D, stk. 1, har besluttet, at

disse renter skal behandles som selvstændige hovedkrav.

Det fremgår af bilag 1, afsnit I, til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at der

–

på nær de

oplistede undtagelser

–

ikke kan foretages lønindeholdelse efter § 10 for civilretlige fordringstyper.

Noget tilsvarende fremgår af bilagets afsnit II for udpantning efter § 11. Dette medfører tillige, at der

ikke kan foretages lønindeholdelse eller udpantning for renter beregnet af civilretlige fordringer. Vur-

deringen af, om der kan ske lønindeholdelse eller udpantning for sådanne renter, forudsætter dermed

kendskab til det hovedkrav, som renterne er beregnet af.

Hvis relationen mellem renterne og hovedkravet brydes i forbindelse med en konvertering, kan der

opstå udfordringer med at vurdere, om der kan foretages lønindeholdelse eller udpantning for de ren-

ter, der herefter vil være registreret i DMI uden relation til et hovedkrav. Det vil således ikke med

sikkerhed være muligt at vurdere, om renterne efter en opsplitning fra hovedkravet kan være beregnet

af et civilretligt krav, som efter bilag 1 er undtaget fra lønindeholdelse og udpantning, idet f.eks.

opkrævningsrenter af forskellige hovedkrav kan være registreret som én og samme fordringstype, der

ikke afspejler hovedkravenes karakter i den sammenhæng.

Forslaget har til formål at sikre, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne fastsætte nærmere

regler, der sikrer, at der ikke kan foretages lønindeholdelse, jf. § 10, og udpantning, jf. § 11, for renter

i de tilfælde, hvor der vil være risiko for, at renterne vedrører civilretlige fordringstyper, der er und-

taget fra adgangen til lønindeholdelse og udpantning. Det forudsættes med forslaget, at der, indtil det

er afdækket, i hvilke tilfælde der vil være risiko for, at renterne er beregnet af et civilretligt hovedkrav,

ikke sker lønindeholdelse, jf. § 10, og udpantning, jf. § 11, for renter, der behandles som selvstændige

hovedkrav.

Det foreslås endvidere, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om restance-

inddrivelsesmyndighedens redegørelse for renter og gebyrer, der som følge af en beslutning truffet af

restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af den foreslåede regel i § 3 D, stk. 1, i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige behandles som selvstændige hovedkrav, i afgørelser og meddelelser til skyld-

neren og andre.

Det vil almindeligvis være et krav, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan redegøre for, hvilket ho-

vedkrav en rente eller et gebyr vedrører, idet oplysningen herom kan være relevant for skyldnerens

mulighed for at vurdere, om gælden er korrekt opgjort. Hvis relationen mellem hoved- og underfor-

dringer brydes i forbindelse med en konvertering, således at hovedkravet konverteres til PSRM, mens

de ikkekonverteringsparate renter eller gebyrer bliver tilbage i DMI, vil relationen ikke længere være

en registreret oplysning hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det vil dermed ikke længere være

muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden i senere kommunikation om renterne eller gebyrerne at

oplyse skyldneren om det hovedkrav, som disse vedrører. Hvis renterne eller gebyrerne på et senere

tidspunkt måtte blive konverteret til PSRM, vil relationen ikke blive genskabt, og renterne eller ge-

byrerne vil dermed fortsat ikke med sikkerhed blive vist i relation til hovedkravet.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil fortsat ved beskrivelse af underfordringen kunne oplyse skyld-

neren om underfordringens størrelse og fordringshaveren. For renter vil der desuden kunne oplyses

om renteperioden. For andre fordringstyper end dem, der er opkrævet via skattekontoen efter et sal-

doprincip, vil det som udgangspunkt være muligt for skyldneren ud fra oplysning om fordringshave-

ren at identificere, hvilke fordringstyper en opkrævningsrente kan vedrøre. Er der tale om et gebyr til

DSB, vil dette eksempelvis vedrøre et krav på kontrolafgift, mens en opkrævningsrente overdraget

fra Udbetaling Danmark kan vedrøre studiegæld.

Den foreslåede regel har til formål at sikre, at der kan fastsættes nærmere regler, der tager højde for,

at underfordringer, der skal behandles som selvstændige hovedkrav, ikke vil kunne beskrives med

henvisning til det oprindelige hovedkrav. Der vil således kunne fastsættes nærmere regler om, at så-

danne renter og gebyrer kan beskrives på anden vis.

Forslaget foreslås gennemført ved at udvide den gældende bemyndigelse i § 3, stk. 8, 3. pkt., i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, der i øjeblikket omfatter renter og gebyrer, der opkræves af

Skatteforvaltningen eller via fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip. Bemyndigelsen

forudsættes udmøntet, så kravene til restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af underfordrin-

ger, der behandles som selvstændige hovedkrav, bliver udtryk for en balance, hvorefter der er til-

strækkelige oplysninger, til at skyldner kan identificere renten eller gebyret, mens restanceinddrivel-

sesmyndigheden på samme tid kan basere sig på oplysninger, som er registreret i inddrivelsessyste-

met. Dette forventes udmøntet således, at beskrivelsen som udgangspunkt fortsat vil indeholde op-

lysning om beløb, fordringshaver og den registrerede fordringstypetekst. Derudover vil der for renter

fortsat blive oplyst om perioden, som renten er beregnet i. Derimod vil oplysning om det oprindelige

hovedkrav ikke kunne medtages i en gældsoversigt, men skyldneren vil kunne få oplysning herom

ved at rette henvendelse til fordringshaveren, der fortsat skal kunne oplyse skyldneren om, hvilke

hovedkrav de enkelte renter og gebyrer vedrører.

Det foreslås endvidere, at det præciseres, hvordan reglerne om fordringskomplekser, jf. § 18 a, stk.

2-6, skal forstås i forhold til renter og gebyrer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter,

at de vil skulle behandles som selvstændige hovedkrav.

For renter, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden måtte beslutte, at de skal behandles som selv-

stændige hovedkrav, foreslås det, at disse vil skulle udgøre et fordringskompleks efter § 18 a, stk. 2,

1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvor alle renter har samme forældelsesdato som

den af rentefordringerne, der først blev modtaget til inddrivelse. For så vidt angår den fælles foræl-

delsesdato svarer dette til, hvad der efter § 18 a, stk. 2, 3. pkt., gælder for de resterende rentefordringer

i et fordringskompleks, hvor hovedkravet er nedbragt til nul i opkrævningsfasen. Baggrunden for

forslaget er, at systemindretningen af PSRM forudsætter, at rentefordringer har samme forældelses-

dato. Dette vil i praksis ofte kræve, at renterne indgår i et fordringskompleks. Fordringskompleksreg-

lerne i § 18 a, stk. 2-6, blev sat i kraft ved bekendtgørelse nr. 1332 af 9. december 2019, men finder

alene anvendelse for fordringer i PSRM. Renter, der konverteres fra DMI til PSRM sammen med et

hovedkrav, vil derfor fra og med konverteringstidspunktet have samme forældelsesdato som hoved-

kravet, jf. § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Derimod vil renter, der

under inddrivelsen i DMI måtte blive opsplittet fra hovedkravet som følge af en beslutning truffet i

medfør af den foreslåede bestemmelse i § 3 D, stk. 1, ikke få den samme forældelsesdato som hoved-

kravet, hvis renterne på et senere tidspunkt konverteres til PSRM. Dette skyldes, at reglerne om for-

dringskomplekses ikke anvendes på fordringer i DMI, jf. ovenfor. Hvis renterne havde forskellige

forældelsesdatoer før konverteringen til PSRM, vil renterne efter gældende regler således også have

dette efter konverteringen til PSRM, hvilket som nævnt ovenfor ikke kan håndteres af PSRM. Reglen,

der foreslås, har til formål at håndtere dette ved at sikre, at sådanne renter vil udgøre deres eget for-

dringskompleks efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., hvor alle renter har samme forældelsesdato som den af

rentefordringerne, der først blev modtaget til inddrivelse. Da samme udfordring gør sig gældende i

forhold til de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., foreslås det samme at skulle gælde for disse

renter. Den foreslåede regel vil stille skyldneren bedre i forhold til forældelse, idet forældelsesdatoen

for den af rentefordringerne, der først blev modtaget til inddrivelse, som altovervejende hovedregel

vil være tidligere end forældelsesdatoen for de rentefordringer, der efterfølgende er modtaget til ind-

drivelse.

For gebyrer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden måtte beslutte, at de skal behandles som

selvstændige hovedkrav, foreslås det, at gebyrer og deres tilhørende renter udgør et fordringskom-

pleks efter § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Hvis der er mere end

ét gebyr, der er berørt af tvivl om retskraften eller kendskab til eller mistanke om datafejl, og som

følge heraf af restanceinddrivelsesmyndigheden besluttes at skulle behandles som selvstændige ho-

vedkrav, vil hvert af disse udgøre et selvstændigt fordringskompleks med deres tilhørende renter.

Forslaget foreslås gennemført ved at nyaffatte de gældende bestemmelser i § 18 a, stk. 2, 9. og 10.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der aktuelt omhandler de renter, der nævnes i § 3

B, stk. 1, 1. pkt., og det hovedkrav og de renter, der nævnes i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., jf. beskrivelsen

heraf i afsnit 2.6.1. Som nævnt ovenfor vil nyaffattelsen indebære en ændring af, hvordan de renter,

der nævnes i § 3 B, stk. 1, 1. pkt., behandles i forhold til fordringskompleksreglerne, idet sådanne

renter efter gældende § 18 a, stk. 2, 9. pkt., ikke indgår i et fordringskompleks. Derimod vil der ved

nyaffattelsen af § 18 a, stk. 2, 10. pkt., ikke ske en ændring af, at hovedkrav og de renter, der nævnes

i § 3 B, stk. 1, 2. pkt., udgør et fordringskompleks efter 1. pkt.

2.7. Restanceinddrivelsesmyndighedens anvendelse af modtagelsesdatoen i dækningsrækkefølgen for

tidligere konverterede fordringer og ingen henvisning til modtagelsesdatoen i forkyndelser

2.7.1. Gældende ret

Bestemmelserne om dækningsrækkefølge for krav under inddrivelse findes i §§ 4 og 7, sidstnævnte

om modregning, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Med bestemmelsen i § 4, stk. 1, er der fastsat en objektiveret dækningsrækkefølge for anvendelsen af

beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver eller modtager ved skyldners frivillige beta-

ling. Reglen betyder, at i tilfælde, hvor et beløb, som inddrives hos skyldner eller frivilligt betales af

denne, ikke kan dække alle de fordringer, der er modtaget til inddrivelse, dækkes først bøder, dernæst

underholdsbidrag omfattet af lov om opkrævning af underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes

forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse.

Ifølge § 4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gælder endvidere, at hvis der

ikke er dækning til alle fordringer inden for den samme kategori, f.eks. henholdsvis bøder eller un-

derholdsbidrag, dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de er modtaget hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden til inddrivelse. Renter dækkes forud for hovedfordringen, jf. 2. pkt.

Bestemmelsen i § 4, stk. 2, har været gældende siden idriftsættelsen af inddrivelsessystemerne

EFI/DMI i 2013.

Bestemmelsen kan føres tilbage til § 1, nr. 1, i lov nr. 516 af 7. juni 2006, der oprindeligt indsatte

bestemmelsen som § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Denne bestemmelse

nåede dog aldrig at blive satte i kraft.

Ved § 112, nr. 1, i lov nr. 1336 af 19. december 2008 blev §§ 1-4 i lov om opkrævning og inddrivelse

af visse fordringer ophævet med virkning fra den 1. januar 2009, hvor lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, der med § 4 ordret videreførte bestemmelsen i § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse

af visse fordringer, i stedet trådte i kraft. Den nye § 4 blev dog først sat i kraft ved bekendtgørelse nr.

937 af 4. juli 2013 med virkning fra og med den 1. august 2013, dvs. i forbindelse med idriftsættelsen

af inddrivelsessystemet EFI/DMI.

Ved § 2, nr. 1, i lov nr. 1500 af 23. december 2014 fik § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

sin nugældende affattelse, idet § 4, stk. 1, nr. 2, om underholdsbidrag blev ændret, så de private krav

skal dækkes forud for de offentlige krav.

Af de almindelige bemærkninger i lovforslaget til lov nr. 516 af 7. juni 2006

–

lovforslag nr. L 209,

Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6752

–

fremgår i afsnit 3.2.1, at formålet med indførelsen

af den oprindelige bestemmelse i § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer var at

harmonisere og objektivere dækningsrækkefølgen samt at skabe gennemsigtighed herom for såvel

skyldner som fordringshaver.

Det såkaldte øremærkningsprincip, der omhandler skyldners adgang til at anvise, hvilken eller hvilke

fordringer en betaling skal anvendes på, blev med denne dækningsrækkefølgeregel fraveget, hvilket

blandt andet blev begrundet med, at dækningsrækkefølgen netop tager højde for tilfælde, hvor enten

skyldner eller fordringshaver har en særlig interesse i, at bestemte fordringer dækkes forud for andre.

Fortrinsstillingen for bøder begrundes således med dels bøders byrdefulde karakter for skyldner, der

risikerer en forvandlingsstraf, dels den særlige forældelsesregel i straffelovens § 97 a om bøder, som

betyder, at bøder bortfalder efter henholdsvis 5 eller 10 år, afhængig af om bødestørrelsen udgør op

til 10.000 kr. eller mere.

For private underholdsbidrag er disse fordringers fortrinsstilling begrundet med, at der er tale om, at

restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver privatretlige krav hos den bidragspligtige på vegne af

den bidragsberettigede.

Hvis et inddrevet eller ved frivillig betaling modtaget beløb alene kan føre til delvis dækning af for-

dringer inden for samme kategori, dækkes fordringerne efter FIFO-princippet, dvs. at den fordring,

der først er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, dækkes først. Dog dækkes rente forud

for hovedkravet, hvilket i de specielle bemærkninger til § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af

visse fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6760, var begrun-

det i, at skyldners mulighed for at opnå fradrag for renter kan være betinget af, at renter for tidligere

indkomstår er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8.

Af bemærkningerne til det nævnte lovforslag, L 209, fremgår det ligeledes, at dækningsrækkefølgen

alene gælder individuelle inddrivelsesskridt mod skyldner (dvs. individualforfølgning), hvorfor ud-

lodninger hidrørende fra en konkurs, gældssanering m.v. (dvs. universalforfølgning) ikke vil være

omfattet af dækningsrækkefølgen.

Ved konkurs udbetales dividende således alene for de fordringer, der er omfattet af konkursen, dvs.

de fordringer, der var stiftet på konkursdekrettidspunktet, jf. konkurslovens § 38. Tilsvarende gælder

ved rekonstruktion med en tvangsakkord, at akkorddividende udbetales til de fordringer, der bestod,

da rekonstruktionsforslaget blev indleveret til skifteretten, idet fordringer, der har fortrin frem for

almindelige fordringer i tilfælde af konkurs, ikke omfattes, og det samme gælder pantesikrede for-

dringer, i det omfang pantet strækker til, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2.

En gældssanering omfatter alene de fordringer, der bestod, da gældssaneringssagen blev indledt af

skifteretten, idet det dog også for gældssanering gælder, at pantesikrede fordringer ikke omfattes, i

det omfang pantet strækker til, jf. konkurslovens § 199.

For udlæg, der foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, bestemmer § 5, stk. 1, i

lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at udlæg foretages efter retsple-

jelovens kapitel 45-47, medmindre andet er bestemt i loven. Beløb, der inddrives ved udlæg, går

herefter alene til dækning af de fordringer, for hvilke udlægget blev foretaget, hvilket blandt andet er

en følge af retsplejelovens § 507, stk. 1, hvorefter udlæg foretages for kravet samt for omkostninger

ved forretningen og det udlagtes opbevaring indtil auktionen. Fører udlægget ikke til dækning af

samtlige fordringer omfattet af udlægget, dækkes efter dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige.

Dækningsrækkefølgen anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden indsatsspecifikt. Herved for-

stås, at beløb, der inddrives ved henholdsvis en afdragsordning, en lønindeholdelse, et udlæg eller en

erindringsskrivelse, kun anvendes til dækning af fordringer omfattet af den pågældende inddrivelses-

indsats. Skal andre fordringer dækkes, vil det efter praksis kræve en modregning. Ved fordringer

forstås ud over hovedfordringen også de til denne knyttede renter, gebyrer og andre omkostninger, jf.

§ 1, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der ikke dækning til alle fordringer, der

omfattes af inddrivelsesindsatsen, anvendes beløbet til dækning af fordringerne i den rækkefølge, der

fremgår af § 4, jf. ovenfor.

Ved modregning bestemmes dækningsrækkefølgen af § 7 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige. Efter § 7, stk. 1, dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke den udbetalende myndig-

hed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om modregning. Dernæst

dækkes de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dæk-

kes andre fordringer under opkrævning. Hvor kun delvis dækning inden for samme kategori er mulig,

anvendes dækningsrækkefølgen efter § 4 ved restanceinddrivelsesmyndighedens modregning, mens

en dækning ud fra tidspunktet for indberetning til restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregi-

ster anvendes, for så vidt angår modregning under opkrævning. Hvis det som følge af størrelsen på

den kommende udbetaling fra det offentlige til en skyldner ligger klart, at der ikke vil være dækning

til alle de fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrive hos den pågældende skyld-

ner, indebærer anvendelsen af dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige således, at der til modregningen sker en udvælgelse af de fordringer, der ifølge § 4 skal

dækkes først, og som beløbsmæssigt kan rummes inden for udbetalingsbeløbet.

Ved en lønindeholdelse udvælges til afgørelsen om lønindeholdelse de fordringer, der ifølge § 10,

stk. 1, jf. bilag 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan inddrives på denne måde. De

beløb, der herefter modtages fra den indeholdelsespligtige arbejdsgiver, anvendes herefter til en dæk-

ning, der følger dækningsrækkefølgen i lovens § 4. Ønskes fordringer, der er modtaget til inddrivelse,

efter at afgørelsen om lønindeholdelse blev truffet, også inddrevet ved lønindeholdelse, skal restan-

ceinddrivelsesmyndigheden træffe en ny afgørelse om lønindeholdelse, der også inkluderer den nye

fordring, men denne afgørelse kan dog træffes, uden at der forinden er givet skyldneren det ellers

foreskrevne varsel, jf. § 13, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Den nye fordring vil herefter i forhold til de beløb, der indeholdes som følge af

denne afgørelse, indgå i dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Hvis der er indeholdt mere end nødvendigt til dækning af de fordringer, der er omfattet af afgørelsen

om lønindeholdelse, kan det overskydende beløb anvendes til dækning af andre restancer, for hvilke

der kunne være truffet afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 4, stk. 3. Tilsvarende gælder for en afdrags-

ordning, at de månedlige afdrag anvendes til dækning af de af afdragsordningen omfattede fordringer,

således at dækningen sker efter dækningsrækkefølgen efter § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige.

Efter § 4, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan restanceinddrivelsesmyndigheden

uanset stk. 1 og 2 efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til

dækning af bestemte fordringer. En sådan tilladelse til en fravigelse af dækningsrækkefølgen kan

f.eks. gives, for at skyldner kan afvikle krav, der er særligt byrdefulde, f.eks. spiritusafgift, hvis mang-

lende betaling af et sådant krav vil kunne føre til en fratagelse af bevilling til salg af spiritus, jf.

lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6760 f.

Endelig har skatteministeren i § 4, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige en bemyndi-

gelse til at fastsætte regler om gennemførelsen af reglerne i § 4, stk. 1 og 2. Bemyndigelsen kan ifølge

de specielle bemærkninger til den oprindelige bestemmelse i § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse

af visse fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6761, anvendes

til at fastlægge regler for dækningsrækkefølgen i tilfælde, hvor reglerne i § 4, stk. 1 og 2, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige fører til, at to eller flere fordringer sidestilles, herunder tidspunk-

tet for modtagelsen af fordringer hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Denne indeholder nu i henholdsvis § 4, stk. 1, (indsat ved bekendtgørelse nr. 300 af 29.

marts 2017) og § 48, stk. 1, nr. 2 (indsat ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017) følgende

definition af begrebet modtagelsesdato: »En fordring anses for modtaget, den dag fordringen regi-

streres i modtagelsessystemet.«

Det følger af § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at

udlægsforretninger, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, er omfat-

tet af reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47 (dvs. §§ 478-526), medmindre andet er bestemt i

loven.

Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. gælder for inddrivelse af skat-

ter, afgifter, bøder og andre ydelser, der opkræves eller inddrives af det offentlige, og som i lovgiv-

ningen er tillagt udpantningsret, jf. lovens § 1.

Der er hjemmel til udpantning i § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det følger

således af § 11, at fordringer, der er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan

inddrives ved udpantning, medmindre andet følger af lovens bilag 1.

Efter retsplejelovens § 493, stk. 1, underretter fogedretten så vidt muligt skyldneren om tid og sted

for en udlægsforretning. Skal forretningen foretages uden for rettens kontor, angives tid og sted så

bestemt som foreneligt med tilrettelæggelsen af rettens arbejde. Underretningen kan ske ved tilsi-

gelse til forretningen, jf. § 494.

Det følger af § 493, stk. 2, at underretning kan undlades, hvis fogedretten finder det ubetænkeligt

at foretage forretningen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller hvis det må antages, at

muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidstnævnte

tilfælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående sikkerhedsstillelse.

Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag af udpantningsret, skal meddelelse om forretningen for-

kyndes for skyldneren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelelsen skal indeholde

oplysninger om kravets grundlag og størrelse og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretnin-

ger for samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i retsplejelovens § 493, stk. 1 og 2, jf. stk.

Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender som udgangspunkt tilsigelser efter retsplejeloven til

brug for sine udlægsforretninger. Efter retsplejelovens § 486, stk. 1, 2. pkt., kan forkyndelse af

meddelelse efter § 493, stk. 3, tidligst ske dagen efter sidste rettidige betalingsdag. Forkyndelse kan

alene undlades, hvis skyldner samtykker, eller det må antages, at muligheden for at opnå dækning

ellers vil blive væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 486, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., skal en meddelelse om udlægsforretning blandt andet

indeholde oplysning om fordringens sidste rettidige betalingsdag. Ved lov nr. 551 af 25. april 2018

er kravene til restanceinddrivelsesmyndighedens meddelelse i forbindelse med pantefogedudlæg

imidlertid ændret, så retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ikke længere finder anvendelse i disse

tilfælde, jf. § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Ifølge § 5, stk. 2, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. skal restan-

ceinddrivelsesmyndigheden i tilsigelsen nu i stedet oplyse skyldneren om blandt andet fordringens

modtagelsesdato.

Ændringen af kravene til restanceinddrivelsesmyndighedens tilsigelse skyldtes, at der i flere tilfælde

havde været usikkerhed om den registrerede sidste rettidige betalingsdato, som efter retsplejelovens

§ 493, stk. 3, skal oplyses ved forkyndelser om udlægsforretninger. Der blev i forarbejderne til lov

nr. 551 af 29. maj 2018, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, lovforslag nr. L 226 som fremsat,

side 29, lagt vægt på, at sidste rettidige betalingsdag skal være overskredet, før fordringer kan over-

drages til inddrivelse.

Det er således bestemt i § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer

overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er udløbet, og

der samtidig er gennemført den for fordringshaver sædvanlige rykkerprocedure, uden at betaling er

sket.

Det bemærkes, at kravene til restanceinddrivelsesmyndighedens begrundelse i afgørelser om mod-

regning og lønindeholdelse samtidigt blev lempet af samme grund, altså at der kunne være tvivl om

fordringens sidste rettidige betalingsdag. I disse tilfælde skal nu alene oplyses, at fordringen er under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden

Hvis den registrerede modtagelsesdato, som nu konstateret under oprydningsarbejdet efter EFI/DMI,

heller ikke altid er retvisende, er der risiko for, at forkerte oplysninger kommunikeres til skyldneren

ved forkyndelse om en udlægsforretning, uanset at ændringen med lov nr. 551 af 29. maj 2018 netop

havde til formål at undgå lige præcis dette.

2.7.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre en hjemmel i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til at

indplacere fordringer, der er i overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før den

1. september 2013, i dækningsrækkefølgen ud fra den registrerede modtagelsesdato, uanset at denne

modtagelsesdato potentielt kan være forkert registreret som følge af den måde, hvorpå modtagelses-

datoer er blevet registreret, dels i de tidligere inddrivelsessystemer KMD og KMD Ind dels i forbin-

delse med konverteringen af eksisterende fordringer under inddrivelse i KMD Ind til EFI/DMI. Den

nye hjemmel foreslås som en indsættelse af et 5. pkt. i § 4, stk. 2.

Lovændringen skal løse den problemstilling, der er identificeret omkring de potentielt forkert regi-

strerede modtagelsesdatoer for den gruppe af fordringer, der i forbindelse med idriftsættelsen af

EFI/DMI i september 2013 blev konverteret fra KMD Ind til EFI/DMI, nemlig at dækningsrækkeføl-

gen kan være administreret forkert som følge af usikkerheden om den korrekte modtagelsesdato.

For fordringer, der er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden inden den 1.

september 2013, er det i forbindelse med oprydningsarbejdet efter EFI/ DMI således konstateret, at

der i flere tilfælde kan være tvivl om, hvorvidt den registrerede modtagelsesdato faktisk er korrekt.

Disse fordringer er konverteret fra de tidligere inddrivelsessystemer KMD og KMD Ind i forbindelse

med idriftsættelsen af EFI/DMI-systemet, og der har i den forbindelse ikke været et sikkert grundlag

for i alle tilfælde at identificere fordringernes faktiske modtagelsesdato, således som denne i dag er

defineret i § 4, stk. 1, og § 48, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse

af gæld til det offentlige.

De tidligere inddrivelsessystemer registrerede således ikke en modtagelsesdato på samme måde som

i dag. Det er i den forbindelse oplyst af Skattestyrelsen, at den registreret modtagelsesdato for Skat-

testyrelsens egne konverterede fordringer kan være udtryk for enten den dato, hvor skyldneren blev

oprettet i inddrivelsessystemerne KMD eller KMD Ind, eller den dato, hvor skyldneren senere er

»genoprettet« i inddrivelsessystemet, fordi pågældende har skiftet bopælskommune.

Der er således en generel risiko for, at de registrerede modtagelsesdatoer for fordringer modtaget til

inddrivelse før den 1. september 2013 kan ligge enten tidligere eller senere end den dato, hvor for-

dringen faktisk blev modtaget i inddrivelsessystemet, dvs. den »korrekte modtagelsesdato«.

Skattestyrelsen har oplyst, at de registrerede modtagelsesdatoer i EFI/DMI for fordringer, der er over-

draget fra KOBRA formentlig ikke kan lægges til grund, hvis fordringen er modtaget i inddrivelses-

systemet før idriftsættelsen af EFI/DMI i 2013.

Før idriftsættelsen af EFI/DMI blev fordringer på personskatter m.v. registeret til inddrivelse i syste-

met KMD Ind (og før 2005 i KMD). Dette fungerede efter det oplyste således, at en skyldner ved

misligholdelse med betaling af f.eks. en restskatterate blev registreret i inddrivelsessystemet. Den

misligholdte fordring ville da fremgå i systemet som værende under inddrivelse. Senere fordringer

på skyldneren blev imidlertid herefter automatisk registreret i KMD Ind (og før 2005 i KMD) med

henblik på inddrivelse, såfremt betalingsfristen ikke blev overholdt.

De registrerede modtagelsesdatoer før den 1. september 2013 kan dermed reelt afspejle, hvornår

skyldneren første gang var oprettet i inddrivelsessystemet, selv om den konkrete fordring faktisk først

blev sendt/modtaget til inddrivelse senere. Modtagelsesdatoen kan derfor være forkert.

Derudover er det oplyst, at modtagelsesdatoer i KMD Ind kan have ændret sig, i forbindelse med at

en skyldner har skiftet bopælskommune. I disse tilfælde vil skyldneren være overgået til den nye

kommune, og skyldneren kan i den forbindelse være blevet »genoprettet« i inddrivelsessystemet med

en ny og senere modtagelsesdato. Modtagelsesdatoen kan derfor være forkert.

Skattestyrelsen har endvidere oplyst, at man ved konverteringen af fordringer fra KMD Ind til

EFI/DMI var opmærksom på problemstillingen med den forkert registrerede modtagelsesdato. For så

vidt angår Skattestyrelsens egne fordringer, f.eks. restskatter, blev dette forsøgt imødegået ved at

lægge et antal dage til den registrerede sidste rettidige betalingsdato. Det har dog alligevel ikke i alle

tilfælde været muligt at registrere en korrekt modtagelsesdato.

Hvis det registrerede stamdatafelt »modtagelsesdato« som beskrevet ikke er retvisende, er retsvirk-

ningen heraf blandt andet, at restanceinddrivelsesmyndigheden i de tilfælde, som § 4, stk. 2, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige regulerer, ikke kan placere alle fordringer korrekt i den indbyrdes

dækningsrækkefølge ved anvendelse af et beløb, der er inddrevet eller frivilligt indbetalt. En sikker

administration af dækningsrækkefølgen forudsætter, at en korrekt modtagelsesdato er registreret for

samtlige fordringer i inddrivelsessystemet. En modtagelsesdato, der i inddrivelsessystemet er regi-

streret med en for sen dato, kan føre til, at fordringen først dækkes efter en senere modtaget fordring,

der fremstår med bedre prioritet. Modsat kan en fordring med en modtagelsesdato, der er registreret

med for tidlig en dato, fremstå med bedre prioritet og dermed uretmæssigt blive dækket før et reelt

tidligere modtaget krav.

Det bemærkes, at der ud over denne dækningsrækkefølgeregel i § 4, stk. 2, også er andre retsvirknin-

ger knyttet til stamdatafeltet modtagelsesdato. Inddrivelsesrente tilskrives således fra den 1. i måne-

den efter modtagelsen af en fordring hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1. Derudover

vil retskraftige fordringer, der i dag er modtaget til inddrivelse, være omfattet af forældelsesudsky-

delsen i § 18 a, stk. 1, og/eller have fået en tillægsfrist på 3 år regnet fra modtagelsesdatoen, jf. § 18

a, stk. 7. Da problemstillingen med usikkerhed om korrekt registrering af modtagelsesdatoen er be-

grænset til fordringer modtaget i inddrivelsessystemet før idriftsættelsen af EFI/DMI-systemet, er

disse senere indførte regler ikke relevante for disse fordringer. Den faktiske modtagelsesdato for de

omhandlede fordringer bør således i alle tilfælde ligge før september 2013.

Tvivlen om korrektheden af stamdatafeltet »modtagelsesdato« betyder, at fordringerne aktuelt. ikke

kan konverteres til PSRM. Antallet af fordringer i DMI, der er sendt til inddrivelse før den 1. septem-

ber 2013, og som allerede er blevet vurderet (maskinelt eller manuelt) som ikkeforældede, udgjorde

i november 2019 i alt ca. 2,8 mio. Disse fordringer havde samlet set en nominel værdi på ca. 16,4

mia. kr. og en beregnet kursværdi på ca. 3,6 mia. kr. For disse fordringer kan der således på grund af

usikkerheden om datakvalitet aktuelt ikke ske inddrivelse i DMI.

Der er således tale om et betydeligt antal fordringer og et betydeligt inddrivelses- og/eller konverte-

ringspotentiale, hvis der med den foreslåede ændring kan etableres en sikker administration i inddri-

velsesarbejdet i forhold til den registrerede modtagelsesdato for den nævnte pulje af fordringer, der

er oprettet i inddrivelsen før den 1. september 2013 og senere er konverteret til EFI/DMI.

Formålet med den foreslåede lovændring er, at der fremover skal kunne administreres lovligt ved

inddrivelse i DMI, og at fordringerne vil kunne konverteres fra DMI til PSRM, hvis de i øvrigt ikke

på anden måde er fejlbehæftede. Ændringen vil således betyde, at disse fordringer bliver både inddri-

velses- og konverteringsparate, forudsat at de ikke er ramt af andre fejl vedrørende datakvaliteten.

I forhold til konsekvenserne af den foreslåede lovændring i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige med indsættelsen af et nyt 5. pkt. skal disse ses i lyset af de hensyn, der oprindeligt

var bag indførelsen af dækningsrækkefølgereglen i § 3 a i lov om opkrævning og inddrivelse af visse

fordringer, jf. lovforslag nr. L 209, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6753.

Hensynet var i forhold til skyldner, at de mere byrdefulde krav, f.eks. bøder, skulle dækkes før mindre

byrdefulde krav. Og i forhold til fordringshaverne var hensynet, at de skulle kende deres prioritets-

stillingen for deres fordringer i dækningsrækkefølgen.

Den foreslåede indsættelse i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige af et nyt 5. pkt.,

hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden for fordringer, der før den 1. september 2013 er overdra-

get til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, lægger den i inddrivelsessystemet registre-

rede modtagelsesdato til grund ved administrationen af dækningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, 1. pkt.,

indebærer i princippet en fravigelse af den dækningsrækkefølge, der aktuelt er forudsat i § 4, stk. 2,

1. pkt.

I forhold til skyldneren vurderes ændringen dog ikke at have reel skadevirkning, idet de mest byrde-

fulde krav fortsat vil have den højeste prioritet i dækningsrækkefølgen, fordi den foreslåede ændring

alene vedrører den indbyrdes prioritetsstilling af krav inden for den samme kategori. Alle krav, der

er modtaget før den 1. september 2013, vil fortsat blive dækket før krav, der først er modtaget til

inddrivelse fra og med den 1. september 2013.

For så vidt angår fordringshaveren kan den foreslåede ændring potentielt være bebyrdende, idet en

fordringshaver på grund af en forkert registreret modtagelsesdato kan risikere at blive indplaceret

senere i dækningsrækkefølgen end den pågældende reelt var berettiget til. Omvendt kan ændringen

også være begunstigende, idet en fordringshaver kan få en bedre indplacering i dækningsrækkefølgen

som følge af en modtagelsesdato, der er registreret med en for tidlig dato.

Det bør i den forbindelse bemærkes, at denne risiko for fordringshaver for at få en dårligere

–

eller

bedre

–

indplacering alene vil gælde for fordringer placeret i den ældste del af fordringsmassen, altså

de fordringer, der er registreret i systemet før den 1. september 2013, samt at disse fordringer i øvrigt

har været registreret med samme modtagelsesdato i hele perioden siden konverteringen til EFI/DMI.

For at undgå, at forkyndelser til skyldneren om udlægsforretninger indeholder forkerte oplysninger

om modtagelsesdatoen for en fordring, som skal forsøges inddrevet gennem udlæg, foreslås det at

indføre en hjemmel i § 5, stk. 2, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

til fremover at udelade oplysningen om en konkret fordrings modtagelsesdato i forbindelse med for-

kyndelser om udlægsforretninger. I stedet for modtagelsesdatoen skal det alene oplyses, at fordringen

inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

En sådan ændring af kravene til forkyndelsens ind-

hold vil svare til det, der aktuelt er gældende, hvad angår de oplysninger, som restanceinddrivelses-

myndigheden skal give skyldneren i forbindelse med meddelelse af en afgørelse om modregning eller

lønindeholdelse, jf. § 9 a, stk. 2, og § 10, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Hvis det som foreslået oplyses i en forkyndelse, at en fordring er under inddrivelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden, vil dens sidste rettidige betalingsdag være overskredet, ligesom den vil være

modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Den foreslåede ændring vurderes derfor at være

ubetænkelig i forhold til skyldneren, når blot skyldneren er klar over, hvilken fordring det drejer sig

om. Det vil derfor stadig skulle være beskrevet på en sådan måde, at skyldneren vil kunne genkende

fordringen. Det bemærkes i den forbindelse, at fordringshaveren så vidt muligt skal have underrettet

skyldneren om overdragelsen til inddrivelse, jf. forslaget om præcisering af § 2, stk. 4, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige.

2.8. Lempelse af krav til stamdatoer for fordringer og til beskrivelsen af stamdatoer i afgørelser m.v.

2.8.1. Gældende ret

Modregning er et af de inddrivelsesskridt, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage for at

dække skyldneres gæld til det offentlige. Ved modregning indfrier restanceinddrivelsesmyndigheden

fordringer med udbetalinger fra det offentlige. Det kan f.eks. være en skyldner, der skal have udbetalt

overskydende skat. Frem for at udbetale den overskydende skat benyttes beløbet helt eller delvist til

at dække skyldners gæld (en eller flere fordringer) til det offentlige.

Modregning fra restanceinddrivelsesmyndighedens side sker i udgangspunktet uden aftale med skyld-

ner, og der er dermed tale om tvungen modregning.

Efter de almindelige obligationsretlige regler forudsætter tvungen ikkekonneks modregning, at for-

dringerne er udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den fordring, der modregnes med, er

retskraftig. Desuden er det en betingelse, at den person eller myndighed, der ønsker at modregne

(modregneren), sender en modregningserklæring, der kommer frem til den person, der modregnes

over for (hovedmanden, dvs. modfordringens skyldner). Det er som udgangspunkt ikke et krav, at

modfordringen er åbenbar eller uomtvistet, før modregning kan ske. Der kan dog stilles krav om, at

der en vis klarhed omkring fordringens eksistens, jf. Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 2005, side 668.

Kravet om, at fordringerne skal være udjævnelige, indebærer, at fordringerne efter deres art skal

kunne udligne hinanden. Dette krav vil som udgangspunkt være opfyldt, hvis der er tale om penge-

krav. Fordringerne behøver ikke være lige store.

Modregning kan være begrænset eller helt udelukket på grund af hovedfordringens beskaffenhed. Det

drejer sig f.eks. om såkaldte beskyttede fordringer, der skal anvendes til dækning af nødvendige le-

veomkostninger.

At fordringerne skal være afviklingsmodne, indebærer, at modfordringens forfaldstidspunkt skal være

indtrådt, og hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være indtrådt. Har fordringshaver indrømmet

skyldner løbedage, vil modregning ikke kunne ske til det oprindelige forfaldstidspunkt, men tidligst

på sidste løbedag, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side 126. Ved frigørelsestid

forstås, at skyldner skal være berettiget til at frigøre sig for sin forpligtelse ved betaling til fordrings-

haver.

At fordringerne skal være gensidige, indebærer, at hovedfordring og modfordring er mellem de

samme parter. Der skal således mellem de involverede parter i modregningen foreligge gensidighed,

således at hver part er henholdsvis debitor for den ene fordring og kreditor for den anden fordring.

Der er i §§ 7-9 a og § 12, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsat særlige regler

om dækningsrækkefølgen ved modregning og om restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for

at modregne. Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev det gennem en nyaffattelse af § 8, stk. 1, i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige præciseret, at alle fordringer, der omfattes af lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige, kan modregnes i udbetalinger fra staten.

At modfordringen skal være retskraftig, betyder, at hovedmanden (skyldneren) skal være retligt for-

pligtet til at opfylde fordringen. Det indebærer, at modfordringen skal være retskraftig på modreg-

ningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt, hvor modregningserklæringen kommer frem til hovedman-

den.

Ved tvungen modregning indtræder virkningen af modregning som udgangspunkt ved fremkomsten

af modregningserklæringen, idet modregningserklæringen indeholder et påbud, som har virkning ved

fremkomsten.

Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret i to former for modregning, nemlig modregning un-

der inddrivelse og modregning under opkrævning.

En fordringshaver skal ved overdragelse af en fordring efter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr.

576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige give alle oplysninger, som efter restan-

ceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning om

fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, ho-

vedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.

Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til eller mistanke om, at fordringshavers re-

gistrering af sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende i det konkrete tilfælde, har restanceind-

drivelsesmyndigheden som følge af officialmaksimen pligt til at søge datoen berigtiget hos fordrings-

haver.

Ved modregning ophører to fordringer

–

modfordring og hovedfordring

–

i det omfang de beløbs-

mæssigt dækker hinanden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver (modregneren) til at

opnå fyldestgørelse for sit krav, der betegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved

fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (hovedmanden) om den gennemførte modreg-

ning, der indebærer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordringen, ikke vil blive betalt, i

det omfang modfordringen beløbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får virkning fra

erklæringens fremkomst til skyldneren som følge af erklæringens påbudsvirkning.

Modregningserklæringen er en afgørelse, der vil kunne påklages efter de sædvanlige regler, f.eks. til

Landsskatteretten, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden gennemfører modregningen, jf. § 17 i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er dog fogedretten, der tager stilling til en indsigelse

mod modregning med kontrolafgifter for overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven, lov om

radio- og fjernsynsvirksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber, jf. § 18 i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige.

For forfaldne fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, indtræder for-

dringshaveren i retten til udbetalinger fra staten for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, jf. §

8, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Restanceinddrivelsesmyndigheden indtræder

ved modtagelsen af fordringer til inddrivelse i kreditorbeføjelserne, jf. lovens § 3, stk. 1, og vil derfor

i medfør af § 8, stk. 1, kunne modregne fordringen i skyldners fordring mod staten (udbetalingsfor-

dring). En tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand med betalingen afskærer ifølge § 9, stk. 1,

ikke det offentliges adgang til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Modregning,

der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden eller af Skatteforvaltningen som fordringsha-

ver, kan ifølge § 9 a, stk. 1, ske uden partshøring af skyldneren og uden forudgående vurdering af

dennes økonomiske forhold.

Restanceinddrivelsesmyndigheden er ifølge § 9 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

i begrundelsen for en afgørelse om modregning alene forpligtet til at henvise til, at fordringen er under

inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Reglen skal ses i sammenhæng med, at alene for-

dringer, hvis betalingsfrist er overskredet, kan sendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., hvorfor modfordringen således vil være forfalden.

Ved transporter i udbetalinger fra statslige myndigheder kan der ske modregning, hvis betingelserne

i § 28 i lov om gældsbreve er opfyldt.

Lov om gældsbreve regulerer i § 28 således, i hvilket omfang en fordringshaver kan modregne sin

fordring (modfordringen) mod skyldneren, hvis skyldneren mod fordringshaveren tilsvarende har en

fordring (hovedfordringen), der er overdraget (transporteret) til en tredjemand. Ved en sådan over-

førsel af hovedfordringen ophører det gensidighedsforhold, der efter de almindelige modregningsreg-

ler er en betingelse, for at fordringshaveren (modregneren) kan foretage modregning over for sin

skyldner (hovedmanden), jf. ovenfor.

I § 28 i lov om gældsbreve er bestemt, at en skyldner kan benytte en fordring på overdrageren til

modregning, medmindre skyldneren har erhvervet fordringen efter det tidspunkt, da skyldneren fik

kundskab eller formodning om overdragelsen. Var fordringen uforfalden på dette tidspunkt, kan den

dog kun bruges til modregning, hvis den forfaldt senest samtidig med gældsbrevsfordringen.

Det følger således af bestemmelsen, at fordringshaveren (der i § 28 betegnes »skyldneren«) kan be-

nytte sin fordring

–

modfordringen

–

mod skyldneren (der i § 28 betegnes »overdrageren«) til mod-

regning i skyldnerens fordring

–

hovedfordringen

–

mod fordringshaveren, medmindre fordringsha-

veren har erhvervet modfordringen efter det tidspunkt, da fordringshaveren fik kundskab eller for-

modning om overdragelsen af hovedfordringen. Med andre ord skal modfordringen mod skyldneren

–

overdrageren

–

være stiftet på det tidspunkt, da fordringshaveren fik kundskab eller formodning om

overdragelsen af hovedfordringen. Fordringshaveren skal således være i god tro om overdragelsen af

hovedfordringen, for at fordringshaveren kan modregne sin modfordring i hovedfordringen. For-

dringshaveren vil ikke være i god tro, hvis fordringshaveren har fået underretning om overdragelsen,

fordi kundskab om denne da er opstået. Fordringshaveren vil heller ikke være i god tro, hvis for-

dringshaveren på anden måde har hørt om overdragelsen, fordi der da vil være opstået en formodning

om overdragelsen. Bevisbyrden for, at fordringshaveren var i ond tro ved sin modregning, påhviler

erhververen af fordringen. Både stiftelsestidspunktet og kundskabstidspunktet er i princippet et be-

stemt klokkeslæt, hvilket får betydning, hvis de begge indtræder på samme dag.

Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve er baseret på samme forventningsprincip som § 27, hvor-

efter erhververen, hvis et simpelt gældsbrev overdrages til eje eller pant, ikke får bedre ret end over-

drageren, medmindre andet følger af særlige retsregler. De indsigelser, som fordringens skyldner kan

gøre gældende over for fordringshaver, jf. herom lovens § 1, kan således også gøres gældende over

for en erhverver af det simple gældsbrev. Ligesom § 28 anvendes også § 27 analogt på simple for-

dringer, for hvilke et gældsbrev ikke er udstedt. Bestemmelsen i § 28 er udtryk for, at en modreg-

ningsforventning, som fordringens skyldner har, ikke mistes ved en overdragelse, jf. Preben Lyngsø

i Gældsbrevloven med kommentar (3. udgave, 1989), side 190.

Bestemmelsen i § 28 i lov om gældsbreve omfatter såvel overdragelse til eje som pant (sikkerhed).

En overdragelse kan være beløbsbegrænset

–

dvs. at den omfatter et bestemt beløb, der kan rummes

i fordringen

–

men behøver ikke at være det. Bestemmelsen anvendes analogt på visse andre over-

førsler af retten til hovedfordringen, f.eks. som følge af kreditorforfølgning i form af udlæg, beslag-

læggelse og arrest, men derimod ikke konkurs, hvor konkurslovens § 42 afgør, i hvilket omfang for-

dringshaver kan gennemføre modregning.

Ved overdragelse af en simpel fordring til eje eller pant har overdragelsen ikke gyldighed mod over-

dragerens kreditorer, medmindre skyldneren fra overdrageren eller erhververen har fået underretning

om overdragelsen, jf. § 31, stk. 1, i lov om gældsbreve, der efter ordlyden anvendes på simple gælds-

breve, men i praksis også anvendes på simple fordringer, for hvilke et gældsbrev ikke er udstedt.

Enten overdrageren eller erhververen skal ved sådanne viljesbestemte overdragelser til eje eller pant

således give fordringens skyldner underretning

–

også kaldet »denuntiation«

–

om overdragelsen, og

denne denuntiation har karakter af sikringsakt, dvs. en foranstaltning, der er nødvendig for at beskytte

overdragelsen mod overdragerens kreditorer, der ved deres retsforfølgning, f.eks. udlæg eller kon-

kurs, vil ekstingvere (fortrænge) erhververens ret til fordringen, hvis sikringsakten ikke er iagttaget,

selv om kreditorerne måtte være i ond tro om overdragelsen.

En denuntiation til fordringens skyldner er også nødvendig, hvis en fordring er overdraget til flere. I

§ 31, stk. 2, i lov om gældsbreve er således bestemt, at hvis en fordringshaver har overdraget gælds-

brevet til flere forskellige, går en senere erhverver forud, når skyldneren først har fået underretning

om overdragelsen til denne senere erhverver, og erhververen var i god tro ved underretningen. Også

denne bestemmelse anvendes analogt på simple fordringer. Den, der først har fået en fordring over-

draget til sig, må derfor sikre sig, at fordringens skyldner underrettes om overdragelsen. I modsat fald

risikerer denne erhververs ret til fordringen at blive ekstingveret af en senere erhverver, der var i god

tro om den tidligere overdragelse og selv har opfyldt sin sikringsakt, dvs. denuntiation til fordringens

skyldner.

Egentlige formkrav til denuntiationen efter § 31, stk. 1 og 2, i lov om gældsbreve er ikke opstillet,

men der er i retsteorien enighed om, at den skal være klar og tydelig, dvs. egnet til at identificere

fordringen og bibringe fordringens skyldner den viden, at fordringen er overdraget, så overdrageren

ikke længere er materielt berettiget til den.

Denuntiationen har karakter af et påbud, hvorfor dens virkning som sikringsakt indtræder ved dens

fremkomst til fordringens skyldner. Det kræves ikke, at fordringens skyldner har gjort sig bekendt

med indholdet, dvs. læst meddelelsen.

Denuntiationen behøver dog ikke være bindende i den forstand, at fordringens skyldner over for er-

hververen bliver ansvarlig ved at bortse fra den.

Det er ikke tilstrækkeligt, at fordringens skyldner ved, at fordringen er overdraget. Det kan tænkes,

at fordringsskyldner rent tilfældigt er blevet gjort bekendt med overdragelsen. En sådan viden er ikke

tilstrækkelig. Der kræves en egentlig aktiv handling fra enten overdrager eller erhverver af fordrin-

gen.

Der kræves ikke svar fra fordringens skyldner, for at underretningen har virkning som sikringsakt

efter § 31 i lov om gældsbreve, og det er uden betydning, at fordringens skyldner eventuelt måtte

afvise underretningen.

En sikringsakt kræves ikke, hvor fordringen er overført til en tredjemand som følge af dennes udlæg

i fordringen. Dette følger af retsplejelovens § 526, stk. 1, jf. stk. 3.

Fælles for en overdragelse ved aftale og en overførsel af fordringen ved udlæg og anden retsforfølg-

ning er, at fordringens skyldner skal underrettes om overførslen, idet fordringens skyldner ellers med

frigørende virkning kan betale til overdrageren respektive den, som retsforfølgningen er rettet mod,

medmindre fordringens skyldner vidste, at denne

–

dvs. overdrageren eller den, som retsforfølgningen

er rettet mod

–

ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller fordringens skyldner ikke har

udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede, jf. § 29 i lov om gældsbreve og

–

for så vidt

angår udlæg

–

retsplejelovens § 524.

Den ny indehaver af fordringen

–

erhververen eller den retsforfølgende kreditor, f.eks. en udlægsha-

ver

–

må derfor sørge for gennem en underretning til fordringens skyldner at opnå legitimationen til

at modtage betaling. Er dette sket, kan fordringens skyldner med frigørende virkning alene betale til

erhververen eller den retsforfølgende kreditor.

Når fordringer overdrages til inddrivelse, medsender fordringshaver relevante data om fordringen.

Det fremgår således af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til

det offentlige, at ved overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordrings-

haveren eller dennes repræsentant benytte skyldners personnummer eller cvr-nummer som journal-

nummer. Oplysninger om personnummer eller cvr-nummer kan dog undlades, hvis fordringshaveren

eller dennes repræsentant godtgør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne oplysninger.

Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden give alle

oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for inddrivel-

sen, herunder oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige beta-

lingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.

Det er fordringshavers ansvar, at data, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, er kor-

rekte. Efter en fordring er overdraget, er både restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaveren

ansvarlige for, at data er korrekt registreret. Det fremgår således af artikel 5, nr. 1, i Europa-Parla-

mentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om

ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse), at personoplysninger skal

være korrekte og om nødvendigt ajourførte. Oplysninger, som behandles, skal endvidere være rele-

vante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil

oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles. Det anføres videre,

at der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til

de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigtiges.

§ 2, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige giver mulighed for, at restanceinddrivelses-

myndigheden ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til fordringshaveren eller

den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvist kan suspendere inddri-

velse af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen. Ud-

trykket »helt eller delvist« anvendes i bestemmelsen, idet der, afhængig af hvilken fejl der er tale om,

kan forekomme situationer, hvor et eller flere inddrivelsesskridt vil kunne iværksættes, mens andre

–

som følge af fejlen

–

ikke kan.

Suspension af inddrivelse betyder, at fordringen stadig anses for at være under inddrivelse, men at

restanceinddrivelsesmyndigheden ikke foretager dækning på eller aktivt inddriver på fordringerne, i

det omfang fejlen efter restanceinddrivelsesmyndigheden skøn kan medføre ulovlig inddrivelse. I det

omfang de berørte fordringer allerede indgår i inddrivelsesskridt, kan suspensionen betyde, at for-

dringerne fjernes fra inddrivelsesskridtet. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 226, jf.

Folketingstidende 2017-18, A, L 226 som fremsat, fremgår det på side 32, at der alene indføres en

mulighed for restanceinddrivelsesmyndigheden til at suspendere inddrivelsen i disse tilfælde, men

ikke en pligt, da det ikke er alle fejl i data, der medfører risiko for fejl i inddrivelsen eller ulovlig

inddrivelse.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil først ophæve suspensionen af inddrivelsen for de fordringer,

som kan være berørt af fejlen, når fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-

ver fordringen, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en undersøgelse gennemført

af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har vist sig at være

berørt af fejlen. Ansvaret for gennemførelsen af undersøgelsen påhviler fordringshaver eller den, der

på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, men restanceinddrivelsesmyndigheden kan i for-

nødent omfang bistå ved denne undersøgelse. Når fordringshaver eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som er berørt af datafejl,

indgår de resterende fordringer herefter i den sædvanlige dækningsrækkefølge.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan tilbagesende samtlige de af suspensionen omfattede fordrin-

ger inklusive renter og eventuelle gebyrer, hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen, ikke inden for en frist fastsat af restanceinddrivelsesmyndigheden har

identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af fejlen. Dette gør sig gældende, hvor der er

tale om kendskab til eller mistanke om alvorlige datafejl, som vurderes at indebære risiko for ulovlig

inddrivelse. Fastsættelse og eventuel forlængelse af fristen skal give fordringshaver eller den, der på

vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, rimelig mulighed for at kunne gennemføre undersø-

gelsen.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22. Begrundelsen skal indeholde

en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslovens § 24,

stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstæn-

digheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelsespligt gælder de indholdskrav, der kan udledes

af ombudsmandens praksis vedrørende principperne om god forvaltningsskik. Principperne om god

forvaltningsskik har i nogle tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelsespligten i forvalt-

ningslovens §§ 22-24 og kan også finde anvendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.

Om kravene til en begrundelses indhold kan det generelt anføres, at de oplysninger, som offentlige

myndigheder kommunikerer til borgere og virksomheder, skal være fyldestgørende og korrekte. Re-

stanceinddrivelsesmyndigheden har derfor behov for oplysninger om de fordringer, som overdrages

til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne beskrive fordringen tilstrækkeligt

og korrekt over for skyldner og andre.

I øvrigt må udstrækningen af myndighedernes begrundelsespligt i henhold til forvaltningsloven som

udgangspunkt afgøres konkret i den enkelte sag.

Der findes allerede i de gældende regler en bestemmelse, der for et begrænset anvendelsesområde

afviger fra det almindelige udgangspunkt om begrundelse af afgørelser i henhold til forvaltningslo-

vens §§ 22-24 i særlige situationer. § 9 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige giver

således mulighed for, at restanceinddrivelsesmyndigheden i begrundelsen for en afgørelse om mod-

regning alene behøver at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden. Med § 9 a, stk. 2, er risikoen for, at begrundelser påvirkes af fortolkningsforskelle m.v. hos

fordringshavere, for så vidt angår registreringen af sidste rettidige betalingsdag, minimeret.

Det er med § 9 a, stk. 2, dog stadig sådan, at der i afgørelsen om modregning skal være en tilstrækkelig

beskrivelse af bl.a. den eller de fordringer, som afgørelsen omhandler, således at skyldner er i stand

til at identificere den eller de fordringer, som afgørelsen omhandler, og dermed vil kunne forholde

sig til, om afgørelsen kan anerkendes, eller om skyldner ønsker at gøre brug af sin ret til at indgive

en klage.

2.8.2. Den foreslåede ordning

Datooplysninger knyttet til gæld under inddrivelse er i flere tilfælde relevante for restanceinddrivel-

sesmyndighedens administration af fordringer. Hver fordring er i inddrivelsessystemerne registreret

med stamdatoer, som skal oplyses af fordringshaver ved overdragelse af fordringen til restanceind-

drivelsesmyndigheden. Med stamdatoer forstås i denne sammenhæng henholdsvis stiftelsesdato, pe-

riode for stiftelse, forfaldsdato og sidste rettidige betalingsdato. Stamdatoerne anvendes i forbindelse

med visse inddrivelsesskridt, og de registrerede oplysninger om stiftelsesdato eller periode kan indgå

ved beskrivelse af fordringer i gældsopgørelsen fra restanceinddrivelsesmyndighedens nye inddrivel-

sessystem, PSRM.

Når fordringer er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skal betalingsfri-

sten være overskredet, og den tidsmæssige betingelse for modregning, udlæg eller lønindeholdelse

vil dermed være opfyldt.

Tidligere lovgivningsmæssige krav til oplysning af visse stamdatoer er lempet, således at visse stam-

datoer i dag ikke skal oplyses i forbindelse med konkrete inddrivelsesskridt. Bl.a. blev udfordringer

med fejl i de datooplysninger (sidste rettidige betalingsdato) imødegået ved lov nr. 551 af 29. maj

2018. Der blev ved denne lov indsat en ny bestemmelse i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

i form af § 9 a, stk. 2, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i begrundelsen for en afgørelse om

modregning alene er forpligtet til at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddri-

velsesmyndigheden. En tilsvarende lempelse blev gennemført i § 10, stk. 2, om lønindeholdelse.

Visse stamdatoer er fortsat relevante i forbindelse med gennemførelse af inddrivelsesskridt, ligesom

de registrerede oplysninger anvendes ved beskrivelse af fordringer, der undergives inddrivelse. En

forkert registreret stiftelsesdato og/eller sidste rettidige betalingsdato kan således give udfordringer

for en vurdering af mulighederne for at modregne i transporterede udbetalinger, og hvis skyldner er

under bobehandling.

I forbindelse med Skatteforvaltningens analyser af fordringsmassen i restanceinddrivelsesmyndighe-

dens gamle inddrivelsessystem DMI er det konstateret, at en række fordringspopulationer er registre-

ret med stamdatoer, som ikke umiddelbart svarer til stamdatafelternes betegnelse. De registrerede

datoer i DMI kan ligge både før og efter den dato, som datafeltet efter sin betegnelse forudsættes at

indeholde.

Regelgrundlaget, som de enkelte fordringshavere administrerer efter, er tillige forskelligt, hvilket bi-

drager til yderligere forskellighed i anvendelsen af stamdatoer. Nogle fordringshavere administrerer

eksempelvis et retsgrundlag, der indeholder en specifik angivelse af, hvad den sidste rettidige beta-

lingsdag for det pågældende krav er, mens andre fordringshavere administrerer et retsgrundlag, der

ikke indeholder en sådan regulering.

Eksempelvis er fordringer på bødekrav og sagsomkostninger fra Rigspolitiet i DMI registreret med

en stiftelsesdato, der er udtryk for en afgørelses- eller vedtagelsesdato, selv om et bødekrav anses for

at være stiftet allerede på gerningstidspunktet. Datoen i DMI ligger således for sent. Fordringer over-

draget fra Rigspolitiet kan også være registreret med en for tidlig sidste rettidig betalingsdato. Dette

gælder bl.a. alle politiets bødekrav, sagsomkostninger, offererstatning og konfiskationskrav, der i

2013 blev konverteret til DMI. Datoen kan også for nyere fordringer i nogle tilfælde ligge for tidligt,

hvor den registrerede sidste rettidige betalingsdato ikke er udtryk for den betalingsfrist, der er fastsat

i forbindelse med opkrævningen.

Herudover er alle fordringer i DMI på misligholdt studielån registreret med den samme datooplysning

i samtlige stamdatofelter. Den registrerede datooplysning er udtryk for enten datoen for opsigelsen af

lånet eller forfald for første tilbagebetalingsrate (»tilbagebetalingsstartdatoen«), afhængigt af om der

er tale om konverterede fordringer til EFI/DMI eller ej. Datooplysningen i stamdatafeltet for stiftel-

sesdatoen ligger således senere end den dato, der er forudsat i målbillede for datakvalitet for tilkob-

lingen til PSRM. Det er usikkert, om det er muligt at bringe data i overensstemmelse med målbilledet

for PSRM for samtlige fordringer på misligholdt studiegæld. Fordringer i DMI vedrørende tilbage-

søgning af studiestøtte, der er udbetalt efter, at støttemodtager har afbrudt eller afsluttet sin uddan-

nelse (»FM-krav«) for flere måneder er samlet som ét krav. Den registrerede stiftelsesdato kan ligge

både for tidligt og for sent, afhængigt af om der er tale om konverterede fordringer til EFI/DMI eller

ej. Desuden er den registrerede stiftelsesdato ikke korrekt for hele kravet som følge af, at tilbagebe-

talingskrav for flere måneder er samlet som ét krav.

For Skattekontoens (opkrævningssystem for virksomheders skatter og afgifter) fordringer ligger de

registrerede datooplysninger, herunder stiftelsesdato og sidste rettidige betalingsdato, i flere tilfælde

senere eller tidligere end de datoer, der følger af det retlige grundlag. Det forekommer bl.a. ved ef-

terangivelser for flere perioder og for foreløbige fastsættelser af krav, der senere er blevet endeligt

fastsat. Som følge af en tidligere mulighed for at efterangive samlet for flere afregningsperioder, er

en del af Skattekontoens fordringer vedrørende moms, A-skat og AM-bidrag udtryk for, at flere krav

er samlet i én fordring. For fordringer vedrørende moms medfører dette en risiko for, at den registre-

rede stiftelsesdato kan ligge for sent. Den registrerede stiftelsesdato er i disse tilfælde udtryk for den

sidste dag i den sammenlagte periode, som angivelsen vedrører, og er ikke korrekt for dele af kravet.

For fordringer vedrørende A-skat og AM-bidrag medfører dette en risiko for, at perioden ikke er

retvisende for dele af kravet, samt at stiftelsesdatoen kan ligge for tidligt. Den registrerede stiftelses-

dato er i disse tilfælde udtryk for den sidste dag i den første af de perioder, som den samlede angivelse

vedrører, og er ikke korrekt for dele af kravet. Det er ikke muligt at adskille kravene og registrere

korrekte data.

Oprydningsarbejdet med henblik på konvertering af fordringer fra DMI til PSRM har hidtil koncen-

treret sig om at bringe fordringers data i overensstemmelse med det målbillede for datakvalitet, som

gælder for fordringer i PSRM, og beror på de for den enkelte fordringstype specificerede krav til

stamdatoer, der gælder i forhold til tilkoblingen af fordringshavere til PSRM.

Det har under oprydningsarbejdet vist sig, at det ikke i alle tilfælde som forudsat er muligt at bringe

data i overensstemmelse med det gældende målbillede for datakvalitet i PSRM. Årsagen hertil er, at

det i mange tilfælde ikke er muligt at rekvirere korrekte oplysninger hos fordringshaverne, eller at en

sådan fremsøgning af data vil være forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger og/eller

kræve manuelle ressourcer, der ikke er til rådighed.

Det følger af § 28, 1. pkt., i lov om gældsbreve, at restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangs-

punkt kan modregne i en udbetaling, hvis den i inddrivelsessystemet registrerede fordring (modfor-

dringen) er stiftet (erhvervet) før det tidspunkt, hvor transporten kom den udbetalende myndighed til

kundskab. Af § 28, 2. pkt., følger imidlertid, at hvis modfordringen var uforfalden på kundskabstids-

punktet, kan modregning dog kun ske forud for dækning af transporthavers ret til betaling, hvis for-

dringen forfalder senest samtidig med udbetalingen. Hvis den registrerede stiftelsesdato og/eller sid-

ste rettidige betalingsdato ligger for sent, kan en transporthaver blive stillet bedre end forudsat, så

transporten dækkes forud for en modfordring, der kunne være dækket ved en berettiget modregning.

Hvis en eller begge datoer derimod ligger for tidligt, kan transporthaver blive stillet dårligere end

forudsat, så fordringer uberettiget modregnes forud for dækning af transporthavers ret til betaling.

Det giver derfor problemer i forhold til at foretage korrekt inddrivelse, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden i nogle tilfælde ikke kan stole på de registrerede stamdata.

Tilsvarende gør sig gældende ved vurderingen af en modregningsadgang, når skyldneren er under

konkurs, fordi en korrekt modregning efter reglerne forudsætter kendskab til stiftelsesdatoen, jf. kon-

kurslovens § 42. Af konkurslovens § 42 følger, at både modfordringen, dvs. den fordring, der er under

inddrivelse i forhold til skyldneren, og hovedfordringen, dvs. skyldnerens krav mod det offentlige,

skal være stiftet enten senest på fristdagen eller i perioden mellem fristdagen og klokkeslættet for

afsigelse af konkursdekretet. Konkurslovens § 42 finder også anvendelse ved modregning i forbin-

delse med anden bobehandling end konkurs, jf. konkurslovens § 12 g om rekonstruktion (i stedet for

konkursdekretets afsigelse træder rekonstruktionsbehandlingens indledning, og i modsætning til kon-

kurs kræves, at modfordringen er forfalden), § 201 om gældssanering (i stedet for konkursdekretets

afsigelse træder gældssaneringssagens indledning) og § 70, stk. 4, i lov om skifte af dødsboer om

insolvente dødsboer (i stedet for tidspunktet for konkursdekretets afsigelse træder tidspunktet for

skifterettens afgørelse om insolvensbehandling ved anvendelse af konkurslovens § 42). Modregning

i forbindelse med en skyldners bobehandling kan dermed forudsætte præcise oplysninger om stiftel-

sesdatoen, der ved en konkurs skal kunne placeres korrekt i forhold til henholdsvis fristdag og kon-

kursdekretets afsigelse. Både en for sen og for tidlig registreret stiftelsesdato kan derfor skabe udfor-

dringer for restanceinddrivelsesmyndigheden i forhold til at håndtere modregning i bobehandlingssa-

ger.

På baggrund heraf foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, § 8 a, der bl.a. har til formål at sikre, at det bliver muligt at konvertere fordringer fra DMI

til PSRM trods datafejl, når dette ikke medfører risiko for ulovlig inddrivelse, og at det bliver muligt

at medtage for sene stamdatoer ved konverteringen af fordringer fra DMI til PSRM. Den foreslåede

bestemmelse, der lemper kravene til de registrerede stamdatoer, er derfor af afgørende betydning for

konverteringspotentialet, da det i flere tilfælde ikke er muligt at indhente præcise datooplysninger.

Det foreslås med § 8 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelses-

myndigheden skal kunne lægge de registrerede datoer til grund for vurdering af betingelserne for

modregning efter § 7, stk. 1, når der ikke herved er risiko for uberettiget modregning, men hvor dette

kan føre til, at en ellers mulig modregning ikke gennemføres. Den foreslåede bestemmelse vil således

skulle finde anvendelse for alle former for modregning, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden enten

træffer afgørelsen om modregning

–

enten med fordringer under inddrivelse eller ved intern modreg-

ning med Skatteforvaltningens fordringer under opkrævning

–

eller yder bistand til fordringshavers

modregning ved at tilbageholde beløbet og orientere skyldneren om, at fordringshaveren vil træffe en

afgørelse om modregning.

Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden med den foreslåede bestemmelse skal kunne an-

vende en for sen dato som kontroldato ved vurdering af mulighederne for modregning i en transpor-

teret udbetaling. Anvendelse af en senere kontroldato end stiftelsesdatoen eller sidste rettidige beta-

lingsdato kan betyde, at en modregningsadgang ikke vurderes at foreligge efter § 28 i lov om gælds-

breve, og at penge i stedet udbetales til transporthaver. Derimod vil den foreslåede bestemmelse ikke

medføre risiko for uberettiget modregning.

Hermed vil de aktuelle udfordringer med for sene stamdatoer (stiftelsesdato og sidste rettidige beta-

lingsdato) blive imødegået, idet der herved skabes hjemmel til, at disse kan lægges til grund ved

vurdering af, om der kan modregnes i en transporteret udbetaling. Det skal hertil bemærkes, at den

foreslåede bestemmelse vil kunne medføre, at en transporthaver stilles bedre end forudsat i § 28 i lov

om gældsbreve.

Den foreslåede bestemmelse giver endvidere restanceinddrivelsesmyndigheden hjemmel til at ændre

datoen til eller anvende en senere kontroldato (stiftelsesdato eller sidste rettidige betalingsdato) ved

vurderingen af modregningsbetingelserne i § 28 i lov om gældsbreve, da en senere dato ikke medfører

risiko for uberettiget modregning. Anvendelse af en senere kontroldato vil ikke nødvendigvis føre til

den vurdering, at en registreret transport skal respekteres, men anvendelse af en senere dato sikrer en

forsigtig tilgang til modregning, når der er tvivl om de registrerede datooplysninger.

Restanceinddrivelsesmyndigheden søger som en del af oprydningsarbejdet i DMI at berigtige forkerte

datooplysninger, så de svarer til stamdatofelternes betegnelser og de datoer, der i lovgivningen for-

udsættes lagt til grund for vurderingen af et inddrivelsesskridt. Det skal hertil bemærkes, at hensigten

med den foreslåede bestemmelse ikke er at skabe en ret for skyldneren, tredjemand eller fordringsha-

ver for så vidt angår de datoer, som restanceinddrivelsesmyndigheden anvender ved modregning.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil således fortsat kunne stille krav om, at fordringshaverne skal

levere korrekte datooplysninger. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil i den forbindelse kunne be-

rigtige datooplysninger i forbindelse med flytning af fordringer fra DMI til det nye inddrivelsessy-

stem, PSRM. Derudover forventes det ved systemtilretning i 2020 også at blive muligt for restance-

inddrivelsesmyndigheden at ændre datoerne i DMI-systemet, hvorved en fordring kan beriges med

nye oplysninger efter den foreslåede § 8 a, stk. 2, og som herefter uden risiko for uberettiget inddri-

velse vil kunne anvendes efter den foreslåede § 8 a, stk. 1. Det er derimod ikke muligt i PSRM at

ændre i de registrerede datooplysninger. Opstår der i PSRM viden eller mistanke om fejl i datooplys-

ninger, der kan have betydning for inddrivelsen, f.eks. hvis skyldner retter henvendelse herom, kan

restanceinddrivelsesmyndigheden i stedet helt eller delvist suspendere inddrivelsen efter § 2, stk. 6 i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter fordringshaveren må identificere og tilbage-

kalde de berørte fordringer for herefter på ny at overdrage disse til inddrivelse med de forudsatte data.

Et sådant tilbagekald kan indebære at eventuelle dækninger foretaget under inddrivelse af fordringen

mistes.

Hvor korrekte stamdatoer ikke er registreret, kan det ikke udelukkes, at der vil forekomme tilfælde,

hvor der ikke vil være noget andet alternativ hertil end helt at afstå fra modregning efter den foreslå-

ede § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

På baggrund heraf foreslås det, at der i den foreslåede § 8 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, skabes hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal kunne ændre ikke retvisende

stamdatooplysninger til en senere dato eller anvende en senere kontroldato end den registrerede da-

tooplysning med henblik på i tilfælde med transport i en udbetaling at undgå den risiko for uberettiget

modregning, som en for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig betalingsdato vil kunne medføre. Den

foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse for samtlige fordringer i restanceinddrivelsesmyndighe-

dens inddrivelsessystemer, herunder både fordringer under inddrivelse og fordringer under opkræv-

ning, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden enten træffer afgørelse om modregning eller hvor re-

stanceinddrivelsesmyndigheden placerer opkrævningsfordringer til modregning i dækningsrækkeføl-

gen, og på den baggrund overfører beløb til fordringshaver med henblik på fordringshaverens egen

modregning.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes til at ændre en for tidlig stiftelsesdato eller sidste

rettidig betalingsdato til en senest mulig dato, der vil kunne anvendes som kontroldato ved vurdering

af mulighederne for modregning i en transporteret udbetaling, med henblik på at der ikke opstår en

risiko for uberettiget modregning. Den foreslåede bestemmelse vil derudover også kunne anvendes i

PSRM med henblik på at kunne anvende en senere dato, hvis der senere måtte opstå tvivl om den

registrerede dato.

Det foreslås også med den foreslåede bestemmelse, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal have

mulighed for at fastholde den registrerede dato, men ved modregning anvende en sådan senere kon-

troldato. Det vil i den forbindelse kunne være nødvendigt at anvende en senere dato eller ændre datoen

til en senere dato for en større population af fordringer, hvori én eller flere fordringer kan være regi-

streret med en for tidlig dato.

Den bestemmelse, der foreslås, vil kunne gøre det muligt at ændre datoen til en senest mulig dato

–

eller at anvende en sådan senere dato

–

for en større population af fordringer, hvori en eller flere

fordringer kan være registreret med en for tidlig stiftelsesdato eller sidste rettidig betalingsdato. Dette

vil være nødvendigt, når det ikke lader sig gøre at afgrænse de konkret fejlramte fordringer i en større

population af fordringer.

Den foreslåede bestemmelse vil forudsætte, at der foretages en vurdering af mulighederne for mod-

regning, men det vil af forskellige årsager kunne være vanskeligt at lægge dage til med henblik på at

muliggøre en sikker vurdering af, om inddrivelsesbetingelserne er opfyldt. Således vil både en for

tidlig og en for sen stiftelsesdato kunne medføre udfordringer i forbindelse med modregning efter

konkurslovens regler, hvorved den foreslåede bestemmelse ikke vil kunne bringes i anvendelse. I

dette tilfælde bør det overvejes at bringe den foreslåede § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige i anvendelse, der beskrives nærmere nedenfor.

Når en datooplysning for en fordring af restanceinddrivelsesmyndigheden ændres til en anden dato

end den, der aktuelt er registreret i et af inddrivelsessystemerne, vil datooplysningen i senere breve,

gældsopgørelser m.v. være ændret i forhold til den datooplysning, der tidligere er anvendt i kommu-

nikationen med skyldneren fra restanceinddrivelsesmyndigheden og fra fordringshaver. Dette gælder,

uanset om datoen ændres til den dato, der var forudsat registreret i det pågældende datafelt, eller blot

en anden og egnet dato, der kan anvendes efter den i dette lovforslag foreslåede § 8 a, stk. 1. Gælds-

styrelsen forventes i den forbindelse på sin hjemmeside at vejlede generelt om, at datooplysninger

kan blive ændret i tilfælde, hvor de ikke oprindeligt var udtryk for den forudsatte dato. Derudover

forventes restanceinddrivelsesmyndigheden med en generel tekst i gældsopgørelser fra PSRM at

kunne vejlede skyldnerne om, at de registrerede datoer potentielt ikke i alle tilfælde er retvisende, og

at yderligere information om gælden kan fås på Gældsstyrelsens hjemmeside eller lignende samt ved

henvendelse til fordringshaveren. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal derimod ikke underrette og

vejlede den enkelte skyldner, når data ændres.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke være til hinder for, at restanceinddrivelsesmyndigheden fortsat

vil kunne stille krav om, at fordringshaverne skal levere korrekte datooplysninger, og at det i forløbet

for tilkobling af fordringshaveren til PSRM og med indgåelsen af fordringshaveraftalerne søges sik-

ret, at der ikke fremover overdrages fordringer med for tidlige stamdatoer, der medfører risiko for

uberettiget modregning.

Det skal hertil bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ligeledes ikke vil være til hinder for, at

restanceinddrivelsesmyndigheden fortsat vil kunne berigtige datooplysninger i konkrete sager, hvis

skyldner retter henvendelse herom. Der vil i den sammenhæng kunne være behov for, at skyldneren

medvirker til at identificere den korrekte oplysning.

Det foreslås med § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelses-

myndigheden ved kendskab til eller mistanke om datafejl i fordringen helt eller delvist skal kunne

afstå fra modregning med en fordring i en udbetaling fra det offentlige, hvis det under hensyntagen

til tilrettelæggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes be-

løb, fejlens karakter eller undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt. Begrebet »datafejl«

skal forstås på samme måde, som det anvendes i § 2, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige.

Bestemmelsen kan anvendes for den enkelte fordring, der således ikke dækkes ved modregning. Hvis

der for skyldneren er registreret andre dækningsparate fordringer, kan udbetalingen i stedet anvendes

til modregning med disse, hvorved den fejlramte fordring ikke dækkes. Det følger af § 49, stk. 5, i

bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige som ændret ved

bekendtgørelse nr. 335 af 30. marts 2019.

Det vil først og fremmest kunne være aktuelt at bringe den foreslåede bestemmelse i anvendelse, hvis

det ikke på baggrund af de i inddrivelsessystemet registrerede datoer kan vurderes, om betingelserne

for modregning er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne være relevant i forbindelse med restanceinddrivelsesmyndig-

hedens vurdering af, om der kan modregnes efter konkursloven, da denne vurdering kan forudsætte

præcise oplysninger om fordringens stiftelsesdato. I disse tilfælde vil det med den foreslåede bestem-

melse være muligt ud fra en konkret vurdering ikke at søge yderligere oplysninger fremskaffet forud

for en udbetaling, f.eks. fordi udbetalingsbeløbets størrelse ikke står mål med de ressourcer, der ville

skulle afsættes for at kunne fremsøge de retvisende datooplysninger.

Betingelserne for den foreslåede bestemmelses mulighed for at kunne undlade modregning svarer til

sidste led af § 49, stk. 5, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til

det offentlige, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden ved modregning kan fravige rækkefølgen

i 2. pkt. for vurderingerne af fordringer ramt af tvivl om retskraft eller datafejl eller kan beslutte, at

der helt eller delvist ikke skal ske modregning i udbetalingen, hvis det under hensyntagen til tilrette-

læggelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens drift, udbetalingsfristen, fordringernes beløb, fejlens

karakter eller undersøgelsernes kompleksitet findes hensigtsmæssigt.

Den foreslåede bestemmelse vil tillige kunne være relevant også efter ophøret af den nuværende pe-

riode med systemmæssig paralleldrift hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvor både det gamle

inddrivelsessystem DMI og det nye inddrivelsessystem PSRM anvendes. Der vil således kunne være

behov for ved inddrivelsen i PSRM at kunne afstå fra at modregne med en fordring, hvis dette skønnes

hensigtsmæssigt under hensyntagen til de i bestemmelsen nævnte forhold.

Det skal desuden bemærkes, at en fordring forsat anses for at være under inddrivelse, og at kravet

ikke er opgivet, selv om restanceinddrivelsesmyndigheden måtte afstå fra modregning på grundlag af

den foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås i § 8 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden skal kunne aftale med en fordringshaver eller den, der på vegne af denne opkræver fordrin-

gen, at de datooplysninger, der skal gives om en fordring ved dens overdragelse til inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, bliver angivet som senere datoer end de rigtige.

Det kan eksempelvis være relevant at bringe bestemmelsen i anvendelse i relation til de tilfælde, hvor

der som følge af lovgivning, systemtekniske udfordringer, praksis hos fordringshaver eller den, der

på dennes vegne opkræver fordringen, kan være tvivl om de rigtige datoer.

Den foreslåede bestemmelse skal ikke kunne medføre, at fordringen får en senere forældelsesdato.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at der på samme måde som efter den foreslåede

bestemmelse i § 8 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke foretages uberettiget

inddrivelse i form af modregning. Bestemmelsen vil være relevant i forhold til tilkoblingen af for-

dringshavere til PSRM, hvor der bliver aftalt for sene datoer ud fra et forsigtighedsprincip.

En række fordringer i restanceinddrivelsesmyndighedens gamle inddrivelsessystem DMI er registre-

ret på en måde, så de ikke umiddelbart kan beskrives med en henvisning til det retlige grundlag, som

fordringerne beror på. Dette skyldes bl.a., at flere fordringer med forskellige retsgrundlag er registre-

ret under samme fordringstype, mens beskrivelsen i andre tilfælde er udfordret, som følge af at flere

fordringer er lagt sammen til én fordring.

Derudover er det i visse tilfælde konstateret, at renter og gebyrer ikke i alle tilfælde kan beskrives

med en henvisning til hovedkravet, da dette ikke er oplyst af fordringshaveren.

Det foreslås med § 9 b, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at restanceinddrivelses-

myndigheden skal kunne anvende de registrerede stamdatoer i kommunikationen med skyldner, selv

om datoerne ikke i alle tilfælde er udtryk for den korrekte dato.

Det vil i praksis betyde, at f.eks. Rigspolitiets bøder, konfiskationskrav, sagsomkostninger m.v., skal

kunne beskrives med henvisning til den registrerede stiftelsesdato, som dog i virkeligheden er udtryk

for en vedtagelses- eller domsdato.

Derudover vil eksempelvis et sammenlagt krav på A-skat vedrørende flere perioder kunne beskrives

med henvisning til den registrerede periode, selv om denne er udtryk for den første af de sammenlagte

perioder og dermed ikke er retvisende for hele kravet.

Der vil endvidere kunne være behov for at beskrive fordringer på studielån med en periode på én dag,

hvis fordringshaveren ikke kan oplyse den korrekte periode for samtlige fordringer. Datoen i alle

datafelter er således udtryk for samme dato, eksempelvis opsigelsesdatoen.

Der vil i forbindelse med anvendelsen af den bestemmelse, der foreslås, skulle tages visse hensyn til

skyldneren, der fortsat bør kunne identificere de krav, der omfattes af f.eks. en afgørelse om løninde-

holdelse eller et udlæg.

Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse også vil skulle omfatte den situation, hvor de registrerede

stamdatoer anvendes i tilfælde, hvor der med henblik på at undgå uberettiget inddrivelse er lagt dage

til den registrerede dato, jf. den foreslåede bestemmelse i § 8 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, der er nærmere beskrevet ovenfor.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil omfatte alle typer af skriftlig kommunikation fra restanceind-

drivelsesmyndigheden, herunder i forbindelse med udlæg. Den foreslåede bestemmelse vil særligt få

betydning for fordringer, der er modtaget til inddrivelse i DMI, idet datakvaliteten i forbindelse med

forløbet for tilkobling af fordringshavere til det nye inddrivelsessystem, PSRM, søges sikret fremad-

rettet. Det kan dog ikke udelukkes, at der også fremadrettet kan ske fejlregistrering i enkelte tilfælde,

hvorfor bestemmelsen foreslås generelt formuleret.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at det fortsat som udgangspunkt er fordringshavernes

ansvar, at de registrerede data for fordringer overdraget til inddrivelse er korrekte. Restanceinddri-

velsesmyndigheden kan i forbindelse hermed kræve, at korrekte datoer oplyses af fordringshaver både

i forbindelse med tilkoblingen af fordringshavere til PSRM og ved oprydningsarbejdet i DMI.

Fordringshaver og restanceinddrivelsesmyndigheden vil ofte have anvendt de i DMI registrerede

stamdatoer i tidligere kommunikation med skyldneren, hvorfor det forventes, at skyldneren fortsat vil

være i stand til at genkende de fordringer, der kommunikeres om, selv om datoerne ikke i alle tilfælde

måtte være retvisende. Det bemærkes hertil, at betegnelserne stiftelsesdato og

–periode

ikke anvendes

i gældsopgørelsen fra PSRM, men at datoerne fra datafelterne med disse betegnelser vil blive indsat

i en samlet beskrivelse af fordringen, f.eks. som »Opkrævningsgebyr af [stiftelsesdato]« eller »Me-

dielicens for [periode]«.

Restanceinddrivelsesmyndigheden forventer med en generel tekst i gældsopgørelser fra PSRM at

kunne vejlede skyldnerne om, at de registrerede datoer potentielt ikke i alle tilfælde er retvisende, og

at yderligere information om gælden kan fås på Gældsstyrelsens hjemmeside, via en portalløsning

eller lignende samt ved henvendelse til fordringshaveren.

Det skal endvidere bemærkes, at de datoer, der kan kommunikeres efter den foreslåede bestemmelse,

ikke har betydning for fordringernes retskraft eller lovligheden af inddrivelsesskridt, men alene angår

restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for at redegøre for fordringerne i skriftlige meddelel-

ser og afgørelser ved anvendelse af de registrerede datoer. Den foreslåede bestemmelse skal i den

forbindelse ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 8 a i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, hvorefter for sene stamdatoer skal kunne anvendes som kontroldatoer ved modreg-

ning i en transporteret udbetaling.

Det skal hertil bemærkes, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke af egen drift har pligt til at ind-

hente supplerende oplysninger om fordringer fra fordringshaveren, medmindre skyldneren selv retter

henvendelse herom.

Nogle fordringshavere sender kun sjældent fordringer til inddrivelse, ligesom ikke alle potentielle

fordringer kan forudses og beskrives på forhånd. Der forventes derudover også i PSRM at være behov

for en eller flere fordringstyper, der kan rumme fordringer under en mere generisk fordringstypetekst.

Det kan eksempelvis være tilfældet for visse civile krav.

Det foreslås derfor med § 9 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at skatteministeren

kan fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af fordringer samt

renter og gebyrer i afgørelser, meddelelser, underretninger m.v. til skyldner og andre, herunder regler

om de oplysninger, der skal meddeles heri.

Det vil i praksis være relevant på grundlag af den foreslåede bestemmelse at fastsætte regler i tilfælde,

hvor det på baggrund af de registrerede oplysninger i inddrivelsessystemet er nødvendigt at beskrive

fordringen på anden vis end normalt forudsat for det pågældende krav. Dette vil f.eks. være relevant

for sammenlagte krav, der er oversendt som én fordring, samt for fordringer, der er registreret i en

generisk fordringstype, når der ikke for det pågældende krav er oprettet en særskilt fordringstype.

Derudover vil den foreslåede bestemmelse gøre det muligt at fastsætte nærmere regler om beskrivelse

af fordringer uden særskilt angivelse af hovedkrav og rente og af fordringer vedrørende flere perioder,

ligesom det i andre tilfælde vil være nødvendigt at kunne beskrive renter og gebyrer uden oplysning

om hovedkravet. Hertil kommer muligheden for at kunne lave en generisk beskrivelse af gæld til en

fordringshaver, når der er tale om fordringer i en fordringstype, der rummer fordringer efter flere

forskellige retsgrundlag.

Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige tilfælde, hvor det er nødvendigt at kunne beskrive renter

og gebyrer uden oplysning om hovedkravet. Dette kan dels blive nødvendigt for så vidt angår gebyrer,

der forudsættes overdraget til inddrivelse som særskilte hovedkrav. Derudover vil det være relevant,

hvis konverterings- og inddrivelsesparate hovedkrav forudsættes konverteret til PSRM, mens relate-

rede ikkeinddrivelsesparate underfordringer (renter og gebyrer) efterlades i DMI.

Ved fastsættelsen af regler efter den foreslåede bestemmelse skal der foretages en afvejning, der sik-

rer, at skyldneren på baggrund af de samlede oplysninger i gældsopgørelser m.v. fortsat modtager

tilstrækkelige oplysninger til at identificere kravet, samtidig med at restanceinddrivelsesmyndighe-

den kan basere inddrivelsen på de stamdatooplysninger, der er til rådighed i inddrivelsessystemet.

Det skal hertil bemærkes, at skyldneren uanset den foreslåede bestemmelse fortsat vil have mulighe-

den for at kontakte fordringshaveren for yderligere information om gælden, såfremt der måtte være

behov for dette.

Da der kan være forskel på funktionalitet i og beskrivelse af fordringer i den kommunikation, der

udgår fra restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystemer (DMI, PSRM og SAP 38). Det fo-

reslås derfor, at den foreslåede bestemmelse skal kunne anvendes til at fastsætte regler for hvert ind-

drivelsessystem for sig.

På nuværende tidspunkt er der forskel på, hvilke stamdatoer der vises i gældsopgørelser fra henholds-

vis DMI og PSRM. Da PSRM blev udviklet, er det således lagt til grund, at datoer var retvisende, og

derfor er der medtaget de oplysninger, der blev vurderet tilstrækkelige og nødvendige, herunder pe-

riode eller stiftelsesdato for fordringen samt evt. supplerende beskrivelsestekst, hvor en sådan er aftalt

mellem restanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshaverne i forbindelse med tilslutningsproces-

sen.

2.9. Udvidelse af hjemmel til at undlade at beregne inddrivelsesrenter af sammenlagte fordringer

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden

2.9.1. Gældende ret

Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden med undtagelse af bøder forren-

tes ifølge § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige med en årlig rente svarende til

renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modta-

gelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyn-

digheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet. Det er

forudsat i forarbejderne til loven, at inddrivelsesrenten er en simpel rente, hvorfor der ikke beregnes

rentes renter, jf. lovforslag nr. L 212, Folketingstidende 2012-13, tillæg A, side 16.

Skatteministeren kan ifølge § 5, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemme,

at stk. 1 ikke skal anvendes på nærmere angivne typer af fordringer. Efter 2. pkt. kan skatteministeren

bestemme, at stk. 1 ikke skal anvendes på fordringer, der inden ikrafttrædelsen af stk. 1 er modtaget

hos restanceinddrivelsesmyndigheden uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer. Be-

myndigelsen i § 5, stk. 2, 1. pkt., er udmøntet i § 9, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29 maj

2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Bemyndigelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige var tidligere ud-

møntet i § 4, stk. 4, nr. 9, i bekendtgørelse nr. 1513 af 13 december 2013 om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Reglen blev ikke videreført ved ikrafttrædelsen af bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts

2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Efter § 5, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan fordringshaveren senest 6

måneder fra datoen for ikrafttrædelsen af stk. 2 (perioden fra den 1. august 2013 til og med den 1.

februar 2014) give restanceinddrivelsesmyndigheden særskilte oplysninger om hovedstol, renter og

gebyrer. Ved modtagelsen af de nye oplysninger kan renten efter stk. 1 tilskrives fra datoen for mod-

tagelsestidspunktet af de nye oplysninger.

Efter § 9, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige

anvendes inddrivelsesrenten efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige ikke på

fordringer, som hviler på et pantebrev, et gældsbrev, et udenretligt frivilligt forlig m.v., og andre

fordringer, hvor parterne har aftalt en anden morarente. Efter § 9, stk. 2, nr. 5, beregnes der ikke

inddrivelsesrente på fordringer, der er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden uden særskilt

angivelse af hovedstol, renter og gebyrer. Det følger af § 9, stk. 2, nr. 6, at der ikke beregnes inddri-

velsesrente af fordringer tilhørende fordringstyper, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har viden

om, at der inden for fordringstypen oversendes fordringer uden særskilt angivelse af hovedstol, renter

og gebyrer.

Bestemmelserne i § 5, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er indsat ved

lov nr. 649 af 12. juni 2013. Baggrunden herfor var, at en række af de fordringer, der var overført til

EFI ved idriftsættelsen den 1. august 2013, var modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden uden

særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer. Ved idriftsættelsen af EFI ville der derfor blive

beregnet rentes renter i de tilfælde, hvor der ikke var særskilt angivelse af hovedstol, renter og geby-

rer, da man ved sammenblandingen ikke kunne udsondre opkrævningsrenten af disse fordringer.

Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden give alle

oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for inddrivel-

sen, herunder efter omstændighederne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstids-

punkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkost-

ninger, jf. § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 576 af 29 maj 2018 om inddrivelse af gæld til det

offentlige.

Efter § 2, stk. 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan restanceinddrivelsesmyn-

digheden ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshave-

ren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvis suspendere ind-

drivelsen af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndigheden skøn kan være berørt af fejlen.

Suspensionen sker, i det omfang kendskab til datafejlene er af en sådan karakter, at den eller disse

fejl vil hindre en lovlig inddrivelse af den fordring, som denne eller disse fejl vedrører. Suspensionen

af inddrivelsen betyder, at fordringen fortsat anses for værende under inddrivelse. Efter 2. og 3. pkt.

skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, identificere

og tilbagekalde fordringer, der er berørt af datafejl, ligesom restanceinddrivelsesmyndigheden kan

vælge at tilbagesende fordringer, for hvilke der er en mistanke om datafejl, hvis fordringshaveren

eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke har identificeret og tilbagekaldt

fordringerne inden for en af restanceinddrivelsesmyndighedens fastsat frist.

Det følger af § 2, stk. 7, at fordringer, som er omfattet af suspension efter stk. 6, fortsat forrentes efter

§ 5.

Efter § 2, stk. 8, 3. pkt., kan restanceinddrivelsesmyndigheden ved tilbagesendelse efter stk. 6, 3. pkt.,

træffe beslutning om, hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på de berørte fordringer, mens de

var under inddrivelse, skal ophæves, og om, hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal ophæves.

2.9.2. Den foreslåede ordning

Fejl i de oplysninger (data), der oversendes sammen med fordringer, der sendes til inddrivelse, er en

af årsagerne til, at der er risiko for, at der har været foretaget uberettiget inddrivelse i driftsperioden

for EFI og DMI fra idriftsættelsen den 1. september 2013 til suspenderingen af systemunderstøttelsen

den 7. september 2015.

Inddrivelsesrenten efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er en simpel rente,

hvor der ikke kan beregnes rente af renter. Det er derfor en forudsætning, at en fordringshaver i for-

bindelse med oversendelse af gæld til inddrivelse skal oversende sine fordringer med særskilt angi-

velse af hovedstol, renter og gebyrer.

I forbindelse med oprydningsarbejdet af fordringsmassen i det gamle inddrivelsessystem, DMI, med

henblik på konvertering af fordringer til det nye inddrivelsessystem, PSRM, er der identificeret en

række udfordringer vedrørende fordringernes datakvalitet. Det er således bl.a. konstateret, at for-

dringshavere også efter den 1. august 2013, hvor bestemmelsen i § 5, stk. 1, trådte i kraft, har sendt

hovedstol og renter til inddrivelse som én fordring. Det er ikke på baggrund af de i inddrivelsessyste-

met registrerede oplysninger muligt at adskille renter fra hovedstol, når disse er registreret som én

fordring. Det betyder, at fordringen bestående af både hovedkrav og rente kun kan behandles på en

og samme måde. Der er i den forbindelse ikke udviklet funktionalitet til kun at forrente en procentdel

af en fordring. Hvis der bliver beregnet inddrivelsesrente i medfør af § 5, stk. 1, af en fordring bestå-

ende af både hovedstol og rente, vil det derfor medføre, at der bliver beregnet renters renter. Der er

som nævnt ovenfor ikke hjemmel til at forrente renter, hvilket betyder, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden må afstå fra at forrente sammenblandede fordringer, når det ikke er muligt at adskille ho-

vedstol fra renter.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har oplyst, at sammenblandede fordringer bestående af både ho-

vedstol og renter bl.a. er overdraget fra opkrævningssystemet skattekontoen, som opkræver virksom-

heders skatter og afgifter, Rigspolitiet og kommunerne. I relation til skattekontoen drejer det sig om

selskabsskat og renter, der udspringer af en forhøjet skatteansættelse (en ændret årsopgørelse). I disse

tilfælde registreres selskabsskatten inklusive rente som én postering på skattekontoen, og den er føl-

gelig også overdraget til inddrivelse som én fordring. I relation til Rigspolitiet er det konstateret, at

der er oversendt fordringer, hvor hovedstol og opkrævningsrenter er blandet sammen. For kommu-

nernes vedkommende genfindes problemstillingen for en andel af de fordringer, der overdrages fra

kommuner.

Der er med restanceinddrivelsesmyndighedens administration og inddrivelse af fordringer modtaget

i DMI identificeret udfordringer, som i nogle tilfælde også forventes at gøre sig gældende for den

fremadrettede administration af fordringer, der modtages i PSRM.

Den tidsmæssige afgrænsning af den gældende bemyndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., betyder, at der ikke

er en klar lovhjemmel til at undlade at beregne inddrivelsesrente for fordringer modtaget efter 1.

august 2013, i de tilfælde hvor fordringen kan indeholde både hovedstol og rente, hvor der således er

risiko for, at der vil blive beregnet renters renter i strid med § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige.

Endvidere er der ikke en klar lovbemyndigelse, der gør det muligt for skatteministeren at fastsætte

regler om, at hele fordringspopulationer ikke forrentes, hvis der for disse består en mistanke

–

men

ikke viden

–

om at dele af fordringspopulationen indeholder fordringer bestående af både hovedstol

og renter. Bemyndigelsen er forudsat i § 9, stk. 2, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 576 af 29 maj 2018 om

inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås derfor, at skatteministerens bemyndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige udvides for så vidt angår den tidsmæssige afgrænsning. Den foreslåede bemyn-

digelse indeholder også en præcisering for så vidt angår muligheden for at undlade forrentningen af

hele fordringspopulationer, hvor der er mistanke om datafejl, og hvor dele af en fordringspopulation

formodes at indeholder fordringer bestående af både hovedstol og renter. Bestemmelsen vil ikke være

begrænset til at omfatte fordringer i DMI, idet bestemmelsen også vil omfatte det nye inddrivelses-

system, PSRM, og fordringer, der overdrages hertil efter lovens ikrafttrædelse. En tidsmæssig af-

grænsning af muligheden for at undlade forrentning efter § 5, stk. 1, vil som følge af den foreslåede

ordning derfor skulle udgå af bestemmelsen.

Det foreslås, at skatteministeren med den foreslåede ændring af ordlyden i bemyndigelsen skal kunne

fastsætte regler, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden også vil kunne undlade at beregne ind-

drivelsesrenten i en situation, hvor der ikke er konkret viden, men hvor restanceinddrivelsesmyndig-

heden blot har en mistanke om, at en fordringspopulation kan indeholde fordringer med sammenlagte

hovedkrav og renter. Dette kan f.eks. være relevant, hvis mistanken ikke kan afkræftes af fordrings-

haver, eller hvor det ikke med sikkerhed kan lægges til grund, at problemet er løst, dvs. hvor der ikke

er sikker viden om, at en eller flere fordringer i en population ikke indeholder renter. Fordringshave-

ren har dog mulighed for at bistå med at afgrænse de konkrete fordringer nærmere, så hele fordrings-

populationer ikke rentefritages.

Skatteministeren skal efter den foreslåede bemyndigelse også kunne fastsætte regler om anvendelsen

af disse regler og muligheden for, at fordringshaveren kan afkræfte eller berigtige forholdet med den

virkning, at kravene efterfølgende vil kunne forrentes. Skatteministeren vil efter den foreslåede be-

stemmelse eksempelvis kunne fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne

sætte en rimelig frist, hvor fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-

dringen, kan undersøge forholdet og søge mistanken afkræftet eller efter restanceinddrivelsesmyn-

dighedens anvisning søge forholdet berigtiget. Berigtigelsen vil i den forbindelse skulle kunne ske

efter restanceinddrivelsesmyndighedens anvisning, som i den konkrete sag kan forudsætte tilbage-

kaldelse af hele fordringen som fejlramt med henblik på overdragelse på ny med særskilt angivelse

eller ved nedskrivning af det beløb, som svarer til renten. Hvilke berigtigelsesmuligheder der vil

kunne anvendes, vil afhænge af den enkelte sag. Skatteministeren vil også få mulighed for at kunne

fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved mistanke om, at fordringer er oversendt

uden særskilt angivelse af hovedstol, renter og gebyrer, i første omgang kan vælge alene at suspendere

inddrivelsesrenten eller suspendere inddrivelse af hele fordringen inklusive renter. Suspensionen af

inddrivelsesrenten vil kunne være relevant i det tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden med-

deler fordringshaveren en frist til at berigtige forholdet. Endelig vil skatteministeren kunne fastsætte

nærmere regler om, fra hvilket tidspunkt fordringen igen vil kunne forrentes, hvis fordringshaveren

efter en af restanceinddrivelsesmyndigheden meddelt frist afkræfter mistanken om, at fordringen in-

deholder opkrævningsrenter. Hvis mistanken derimod ikke afkræftes, eller forholdet ikke berigtiges

efter restanceinddrivelsesmyndighedens anvisning inden fristens udløb, skal restanceinddrivelses-

myndigheden have mulighed for at lade allerede tilskrevne renter bortfalde, da bestemmelsen i § 5,

stk. 1, i så fald ikke finder anvendelse for den pågældende fordring, hvorved allerede tilskrevne renter

må anses for uberettigede.

Fordringshaveren vil ikke i stedet kunne beregne eventuelle opkrævningsrenter, hvis restanceinddri-

100

velsesmyndigheden vil skulle undlade at beregne inddrivelsesrente som følge af den foreslåede be-

myndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt.

For at begrænse fejlene fremadrettet i PSRM skal kvaliteten af de oversendte data sikres ved bedre

fordringshaveradfærd i forbindelse med tilslutningen af de enkelte fordringshavere til PSRM. Dette

sikres bl.a. ved, at restanceinddrivelsesmyndigheden har mulighed for at tilbagesende fordringer,

hvor fordringshaveren eksempelvis ikke tiltræder, at der ikke beregnes inddrivelsesrenter af fordrin-

gen.

Fordringer, der fra og med den 1. august 2013 og frem til lovens ikrafttrædelse er modtaget hos re-

stanceinddrivelsesmyndigheden uden den nødvendige særskilte angivelse af hovedstol, renter og ge-

byrer, vil også være fritaget for tilskrivning af inddrivelsesrenter, hvilket er en naturlig følge af § 5,

stk. 1. Fordringen vil på den måde kunne fortsætte med at være under inddrivelse hos restanceinddri-

velsesmyndigheden, hvis ikke øvrige forhold om datafejl er til hinder herfor. Det følger dog fortsat

af § 2, stk. 6, 1. pkt., at restanceinddrivelsesmyndigheden ved kendskab eller mistanke om datafejl,

der kan henføres til forhold hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-

ver fordringen, helt eller delvis kan suspendere inddrivelse af fordringer, der efter restanceinddrivel-

sesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen. Efter 2. pkt. ophæves suspensionen, når fordrings-

haveren, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter fordringshaverens undersøgelse vi-

ser sig at være berørt af fejlen. Efter 3. pkt. kan restanceinddrivelsesmyndigheden fortsat tilbagesende

fordringer med renter og gebyrer, hvis ikke fordringshaveren overholder de frister som fastsættes af

restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse med suspensionen. Såfremt en fordringshaver ikke

tiltræder restanceinddrivelsesmyndighedens beslutning om, at der ikke beregnes inddrivelsesrenter af

fordringen, vil alternativet være tilbagesendelse med hjemmel i § 2, stk. 6, 3. pkt. Tilbagesendes eller

tilbagekaldes fordringen, vil fordringen miste sin plads i dækningsrækkefølgen og på ny blive placeret

i den efter modtagelsestidspunktet for en eventuel genindsendelse, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.

Fordringer, der suspenderes fra inddrivelse efter § 2, stk. 6, 1. pkt., forrentes fortsat med inddrivel-

sesrenten, jf. stk. 7. Er årsagen til suspensionen, at fordringshaveren ikke har angivet særskilt hoved-

stol, renter og gebyrer, vil der være risiko for, at der tilskrives rentes renter i suspensionsperioden,

hvilket vil være i strid med § 5, stk. 1, der alene forudsætter tilskrivning af simpel rente. Der er

imidlertid ikke i stk. 7 hjemmel til at undlade renteberegningen i suspensionsperioden.

Det foreslås derfor, at der indføres en henvisning til den foreslåede bemyndigelse i § 5, stk. 2, 2. pkt.,

i § 2, stk. 7, hvorefter skatteministeren vil kunne fastsætte regler om, at der ikke vil skulle beregnes

inddrivelsesrente af suspenderede fordringer, hvis årsagen til suspensionen er manglende særskilt

angivelse af hovedstol, renter og gebyrer. Den nye bestemmelse er en præcisering af muligheden for

at undlade at beregne inddrivelsesrente af fordringer, der er suspenderet, men endnu ikke er tilbage-

kaldt eller tilbagesendt til fordringshaveren. Fordringer, der er suspenderede som følge af datafejl

med manglende særskilte angivelser af hovedstol, renter og gebyrer, vil fremover efter forslaget ikke

101

skulle forrentes med inddrivelsesrente i suspensionsperioden.

2.10. Hjemmel til i særlige tilfælde at undlade opkrævning af rykkergebyr ved restanceinddrivelses-

myndighedens anvendelse af rykker

2.10.1. Gældende ret

Når restanceinddrivelsesmyndigheden rykker for betaling af gæld under inddrivelse, foreskriver § 6,

1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at der betales et rykkergebyr på 140 kr. for

udsendelse af rykkerskrivelsen vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndig-

heden.

Loven indeholder ikke mulighed for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan undlade at pålægge

rykkergebyret. Rykkergebyret skal således med de gældende regler opkræves i alle tilfælde, hvor

restanceinddrivelsesmyndigheden udsender en rykkerskrivelse i tilknytning til inddrivelsen.

2.10.2. Den foreslåede ordning

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tilvejebringe et hjemmelsgrundlag for, at restance-

inddrivelsesmyndigheden kan undlade at pålægge et rykkergebyr i særlige tilfælde. Bestemmelsen

vil være særligt aktuel at have mulighed for at anvende i paralleldriftsperioden, hvor restanceinddri-

velsesmyndigheden benytter flere forskellige it-systemer til inddrivelse, jf. kapitel 15 i bekendtgø-

relse nr. 576 af 29. maj 2018 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Den foreslåede bestemmelse er en fravigelse af hovedreglen om, at der betales et rykkergebyr på 140

kr. ved udsendelse af en rykkerskrivelse, jf. den gældende § 6, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Med den foreslåede bestemmelse tillægges restanceinddrivelsesmyndigheden kom-

petence til at undlade at pålægge rykkergebyret i særlige tilfælde.

Bestemmelsens anvendelsesområde omfatter såvel enkeltsager som en flerhed af sager vedrørende

enkeltstående fordringer eller grupper af fordringer. Det er dog ikke hensigten med bestemmelsen, at

den skal bringes i anvendelse ofte. Det er i den forbindelse afgørende, at der for den pågældende

gruppe af fordringer eller i den konkrete sag gør sig særlige hensyn gældende.

Det skal desuden bemærkes, at det ikke er hensigten med bestemmelsen, at den enkelte skyldner får

et retskrav på, at der ikke pålægges et rykkergebyr i forbindelse med en rykkerskrivelse, medmindre

skyldnerens sag indgår i en gruppe af fordringer, hvor andre fordringer i gruppen ikke er blevet pålagt

et rykkergebyr ved udsendelse af rykkerskrivelser, jf. det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Det er således udelukkende restanceinddrivelsesmyndigheden, der tillægges kompetence til at kunne

bringe bestemmelsen i anvendelse, såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden konkret vurderer, at der

foreligger et særligt tilfælde i forbindelse med udsendelse af rykkere. Det er endvidere ikke hensigten

med bestemmelsen, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal overveje at bringe bestemmelsen i an-

102

vendelse i sin almindelige administration af inddrivelsen, men derimod at restanceinddrivelsesmyn-

digheden alene i særlige tilfælde skal kunne overveje at bringe den i anvendelse.

Et eksempel på en konkret situation, hvor det efter forslaget skal kunne overvejes at undlade at på-

lægge rykkergebyr, kan være tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden ønsker at gøre skyld-

nere opmærksomme på deres gæld til det offentlige, men hvor det kan være urimeligt at opkræve

rykkergebyr, fordi restanceinddrivelsesmyndighedens eller eventuelt fordringshaverens forhold har

betydet, at skyldneren ikke har haft kendskab til gælden under inddrivelse. Et andet eksempel kan

være, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden til skyldneren tidligere har udsendt en rykkerskrivelse

inklusive rykkergebyr, hvor den gæld, der ligger til grund for den nye rykkerskrivelse, burde have

været medtaget i den første rykkerskrivelse.

2.11. Forenkling af regler om forrentning ved modregning med gæld under opkrævning eller inddri-

velse i udbetalinger fra det offentlige

2.11.1. Gældende ret

Ved modregning ophører to fordringer

–

modfordring og hovedfordring

–

i det omfang de beløbs-

mæssigt dækker hinanden. Modregning er en let adgang for en fordringshaver (modregneren) til at

opnå fyldestgørelse for sit krav, der betegnes modfordringen, idet modregningen gennemføres ved

fordringshavers erklæring til modfordringens skyldner (hovedmanden) om den gennemførte modreg-

ning, der indebærer, at hovedmandens fordring, der betegnes hovedfordringen, ikke vil blive betalt, i

det omfang modfordringen beløbsmæssigt dækker hovedfordringen. Modregningen får virkning fra

erklæringens fremkomst til skyldneren som følge af erklæringens påbudsvirkning.

Det fremgår af § 4 a, stk. 1, i lov om offentlige betalinger m.v., at oplysninger i det register, der er

nævnt i § 4, stk. 1, om udbetalinger fra offentlige myndigheder, kan videregives til et af Skattefor-

valtningen administreret inddrivelsessystem med henblik på modregning i gæld til det offentlige. Det

er i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden, der anvender det nævnte inddrivelsessystem. Hvis et

beløb skal udbetales af en offentlig myndighed til en fysisk eller juridisk person, der har gæld til det

offentlige, kan Skatteforvaltningen

–

dvs. i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden

–

anmode om,

at udbetalingsbeløbet overføres til Skatteforvaltningen med henblik på hel eller delvis modregning i

udbetalingsbeløbet. Hvis Skatteforvaltningen gør dette, udbetales beløbet ikke fra den udbetalende

myndighed til betalingsmodtageren, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v. Når beløbet

overføres til Skatteforvaltningen, bliver det registreret som ét samlet beløb i én udbetalingstype uden

særskilt angivelse af hovedstol og de eventuelle renter, der måtte være tilskrevet hovedstolen. Ved

overførslen af udbetalingen til Skatteforvaltningen efter stk. 2 anses betaling at være foretaget med

frigørende virkning for den udbetalende myndighed, jf. stk. 3.

Dækker en udbetaling fra det offentlige, der anvendes til modregning, kun delvis skyldners gæld til

det offentlige, dækkes fordringerne i den rækkefølge, der er foreskrevet i § 7, stk. 1, nr. 1-3, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige. Efter nr. 1 dækkes først fordringer under opkrævning, for hvilke

103

den udbetalende myndighed er fordringshaver, i det omfang denne myndighed træffer afgørelse om

modregning (intern modregning). Dernæst dækkes ifølge nr. 2 de fordringer, der er under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Endelig dækkes ifølge nr. 3 andre fordringer under opkræv-

ning.

Hvis udbetalingsbeløbet efter overførslen til Skatteforvaltningen, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige

betalinger m.v., modregnes med en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, træffes afgørelsen om

modregning af restanceinddrivelsesmyndigheden. Modregnes udbetalingsbeløbet med en fordring

under opkrævning, for hvilken den udbetalende myndighed også er fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr.

1, træffes modregningsafgørelsen af fordringshaveren, uden at restanceinddrivelsesmyndigheden er

involveret. I de tilfælde, hvor et udbetalingsbeløb fra Skatteforvaltningen modregnes med en fordring

under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen også er fordringshaver, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, træffes

afgørelsen om modregning dog i praksis af restanceinddrivelsesmyndigheden efter delegation fra

Skatteforvaltningen. I andre tilfælde, hvor udbetalingsbeløbet modregnes med en fordring under op-

krævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, faciliterer restanceinddrivelsesmyndigheden modregningen ved ind-

ledningsvist at anvende beløbet, der i modsat fald ville være blevet udbetalt til skyldnerens NemKonto

eller en anden konto, jf. § 4 a, stk. 2, i lov om offentlige betalinger m.v., til modregning med fordringer

fra den relevante fordringshaver, men det er fordringshaveren selv, der herefter træffer afgørelsen om

modregning og meddeler skyldneren denne afgørelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden underretter

i den forbindelse skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning, og markerer, hvilke for-

dringer skyldneren efterfølgende fra fordringshaveren vil modtage en modregningsafgørelse om. Re-

stanceinddrivelsesmyndigheden underretter parallelt fordringshaveren om, at der skal udsendes en

modregningsafgørelse til skyldneren.

Lovgivningen, der regulerer udbetalingsbeløbet, kan indeholde regler om forrentning af udbetalings-

beløbet, hvis beløbet udbetales senere end en lovfæstet frist. Eksempelvis forrentes overskydende

skat, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 1, med godtgørelse efter stk. 2, der udbetales efter den 1. septem-

ber i året efter indkomståret, med en simpel rente svarende til renten i henhold til opkrævningslovens

§ 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned, jf. kildeskattelovens § 62, stk. 3, 2.

pkt. Ligeledes følger det af kildeskattelovens § 62 A, stk. 3, 2. pkt., at det beløb, der efter 1. pkt.

udbetales som følge af en ændret årsopgørelse, forrentes med en simpel rente svarende til renten i

henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra

den 1. september i året efter indkomståret.

Da den udbetalende myndighed, der har overført udbetalingsbeløbet til Skatteforvaltningen, anses for

at have betalt med frigørende virkning, jf. § 4 a, stk. 3, i lov om offentlige betalinger m.v., er det fra

og med overførselstidspunktet Skatteforvaltningen

–

i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden, jf.

ovenfor

–

der beregner og udbetaler de yderligere renter, som den fysiske eller juridiske person måtte

have krav på. Hvis der efter gennemført modregning er et overskydende beløb, udbetales dette af

104

Skatteforvaltningen som udbetalende myndighed, jf. § 4 a, stk. 4.

Lovgivningen, der regulerer fordringer under opkrævning hos fordringshaveren, kan ligeledes inde-

holde regler om forrentning af ubetalte fordringer. Eksempelvis følger det af kildeskattelovens § 63,

1. pkt., at et beløb, som en skattepligtig efter kildeskatteloven skal indbetale til det offentlige, og som

ikke er blevet betalt rettidigt, forrentes med en rente, der udgør renten i henhold til opkrævningslovens

§ 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Fordringer, der af fordringshaveren er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den, forrentes efter reglerne i § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det følger

heraf, at fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med und-

tagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5, stk. 1

og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden

efter den måned, hvori fordringen er stiftet.

Modregnes et udbetalingsbeløb med en fordring, der er under opkrævning eller inddrivelse, forrentes

udbetalingsbeløbet og de beløb, der modregnes med, til og med den dato, hvor modregningsafgørel-

sen kommer frem til skyldneren, jf. ovenfor om modregningsafgørelsers virkningstidspunkt.

2.11.2. Den foreslåede ordning

Som nævnt under afsnit 2.11.1 overføres et udbetalingsbeløb til Skatteforvaltningen med henblik på

modregning, hvis der for den samme fysiske eller juridiske person er ubetalte gældsposter registreret

til modregning under opkrævning eller under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Pro-

cessen er i vidt omfang automatiseret, således at overførslen sker automatisk. Som endvidere nævnt

under afsnit 2.11.1 kan lovgivningen, der regulerer udbetalingsbeløbet, indeholde regler om forrent-

ning af udbetalingsbeløbet.

I forbindelse med arbejdet med den nye modregningsløsning og tilkobling af udbetaling af oversky-

dende skat er det konstateret, at der ikke i alle tilfælde kan beregnes en korrekt rente i de tilfælde,

hvor lovgivningen vedrørende udbetalingsbeløbet foreskriver, at udbetalingsbeløbet skal tilskrives en

simpel rente (dvs. uden rentes rente). Dette skyldes, at udbetalinger, der overføres til restanceinddri-

velsesmyndigheden med henblik på modregning, altid overføres som ét samlet beløb uden særskilt

angivelse af hovedstol og eventuelle renter. Hvis det overførte udbetalingsbeløb indeholder allerede

beregnede renter, vil tilskrivning af yderligere renter beregnet af det samlede udbetalingsbeløb med-

føre, at der uberettiget beregnes renter af allerede tilskrevne renter (rentes rente).

Problemet er foreløbigt konstateret for udbetalinger vedrørende overskydende skat, jf. kildeskattelo-

vens § 62, stk. 1, der med procenttillæg, jf. stk. 2, forrentes med en simpel rente, jf. stk. 3. Når sådanne

105

udbetalinger overføres til restanceinddrivelsesmyndigheden, overføres det som ét samlet beløb. Be-

løbet overføres i den forbindelse automatisk fra SLUT-systemet, hvori årsopgørelsen med den over-

skydende skat er dannet. Det er konstateret, at det overførte beløb i nogle tilfælde kan bestå af både

en overskydende skat (og/eller tilbagebetaling af en tidligere opkrævet restskat) med procenttillæg,

jf. stk. 2, samt renter, jf. stk. 3, af disse beløb. Da beløbet imidlertid overføres uden særskilt angivelse

af hovedstol og eventuelle renter, risikeres der ved yderligere forrentning at blive beregnet rentes

rente. Derved ydes den skattepligtige en større rentegodtgørelse end forudsat i kildeskatteloven. Det

er ikke muligt ved en automatisk renteberegning på grundlag af de registrerede oplysninger at tage

højde for, om en udbetaling indeholder renter. En vurdering heraf vil forudsætte manuelle opslag for

hver enkelt udbetaling.

Med henblik på at afdække problemstillingens omfang og økonomiske konsekvenser gennemførte

restanceinddrivelsesmyndigheden i foråret 2019 en stikprøveundersøgelse af 100 udbetalinger af

overskydende skat, der havde en samlet værdi af 6,5 mio. kr., hvoraf der i perioden fra og med den

1. april 2018 til og med den 1. april 2019 var beregnet rente i DMI-systemet. Stikprøven blev gen-

nemført ved manuelle opslag for den enkelte udbetaling, hvorved det kunne afgøres, om der var be-

regnet rentes rente og i givet fald med hvilket beløb.

Stikprøveundersøgelsen viste, at der af dette samlede beløb var beregnet i alt 48.000 kr. i rente, hvoraf

rentes rente udgjorde under 3.000 kr. Stikprøveundersøgelsen viste derudover, at 83 af de 100 udbe-

talinger var overført med allerede beregnede renter, og at der således var beregnet rentes rente for 83

pct. Af de undersøgte udbetalinger. Rentes rente udgjorde for en enkelt udbetaling helt ned til 0,02

kr. og udgjorde for ca. 43 pct. Af de 83 udbetalinger mindre end 2 kr. Stikprøveundersøgelsen viste

endvidere, at den manuelle gennemgang og udsøgning af eventuelle rentebeløb i en udbetaling var

forbundet med et tidsforbrug på ca. 30-45 min. Der blev i perioden fra og med den 1. april 2018 til

og med den 1. april 2019 beregnet rentegodtgørelse af ca. 11.500 udbetalinger vedrørende oversky-

dende skat i DMI. En manuel gennemgang af et sådant antal udbetalinger vil på årsbasis hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden være forbundet med et ikke uvæsentligt ressourceforbrug, der vil forud-

sætte flere årsværk. Henset til, at rentes rente-beløbet som nævnt ovenfor ofte er af beskeden størrelse,

vil en manuel gennemgang af udbetalingen med henblik på at undgå rentes rente i de fleste tilfælde

være uforholdsmæssigt ressourcekrævende sammenholdt med den yderligere rente (rentes rente), der

på baggrund af stikprøven vil være resultatet ved at fastholde den nuværende praksis i DMI.

Det er derfor nødvendigt at forenkle lovgivningen om forrentning af udbetalingsfordringer og de be-

løb, der modregnes med, for at sikre, at lovgivningen giver restanceinddrivelsesmyndigheden mulig-

hed for at beregne renter af hele udbetalingsbeløbet, når f.eks. udbetalingsbeløbets størrelse gør, at

en manuel gennemgang heraf vil være uforholdsmæssigt ressourcekrævende.

Det foreslås for det første, at der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny be-

stemmelse (§ 8 b, stk. 1, 1. pkt.), der præciserer, at hvis der i medfør af anden lovgivning skal beregnes

106

renter af et beløb, der af det offentlige skal udbetales til en fysisk eller juridisk person, og udbeta-

lingsbeløbet inklusive eventuelle renter med henblik på modregning med fordringer under opkræv-

ning eller inddrivelse er overført til restanceinddrivelsesmyndigheden i henhold til § 4 a, stk. 2, i lov

om offentlige betalinger m.v., er det restanceinddrivelsesmyndigheden, der beregner og udbetaler de

eventuelle yderligere renter, som den fysiske eller juridiske person måtte have krav på tidligst fra og

med restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet.

Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse at foreslå at ændre på gældende ret, idet det

allerede følger af § 4 a, stk. 3, i lov om offentlige betalinger m.v., at betaling anses at være foretaget

med frigørende virkning for den udbetalende myndighed, når der er sket overførsel af en udbetaling

til Skatteforvaltningen efter stk. 2, ligesom det følger af stk. 4, at ved udbetaling af et eventuelt over-

skydende beløb efter gennemført modregning anses Skatteforvaltningen som udbetalende myndig-

hed. Ved den foreslåede bestemmelse foreslås det dog præciseret, at dette indebærer, at det efter

overførslen er Skatteforvaltningen (i praksis restanceinddrivelsesmyndigheden), der har til opgave at

beregne og udbetale de yderligere renter, som den fysiske eller juridiske person måtte have krav på

fra og med restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet.

Ved »tidligst fra og med« restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af udbetalingsbeløbet for-

stås, at forrentning ikke i alle tilfælde vil kunne kræves fra modtagelsen. I nogle tilfælde vil renterne

påløbe pr. begyndt måned (dette er eksempelvis tilfældet for overskydende skat), og dermed kan den

udbetalende myndighed have forrentet beløbet for den måned, hvori udbetalingen modtages af re-

stanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en udbetaling af

overskydende skat den 3. i en måned, vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor kunne lægge til

grund, at den udbetalende myndighed har beregnet rente frem til udgangen af måneden. Tidspunktet

for restanceinddrivelsesmyndighedens »modtagelse« af udbetalingsbeløbet vil i praksis ofte blive re-

gistreret til at være den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager meddelelse fra for-

dringshaveren om, at udbetalingsbeløbet overføres. Hvis den udbetalende myndighed anvender en

praksis, som giver mulighed for at identificere et mere præcist modtagelsestidspunkt, vil den udbeta-

lende myndighed kunne aftale med restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilken dag der hos restance-

inddrivelsesmyndigheden skal registreres som modtagelsesdatoen.

Det foreslås for det andet, at der indsættes en ny bestemmelse (§ 8 b, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige), der giver restanceinddrivelsesmyndigheden hjemmel til at kunne

vælge at beregne renter af det samlede udbetalingsbeløb, selv om dette beløb måtte være overført

uden særskilt angivelse af hovedstol og renter.

Som nævnt ovenfor er risikoen for, at der hos restanceinddrivelsesmyndigheden beregnes rente af

allerede tilskrevne renter, aktuelt kun konstateret ved udbetaling af overskydende skatter. Det foreslås

dog, at bestemmelsen ikke skal begrænses til at omfatte overskydende skatter, da det ikke kan ude-

lukkes, at samme problemstilling kan vise sig aktuel for andre udbetalingstyper.

107

Den foreslåede bestemmelse foreslås affattet som en »kan-bestemmelse«. Efter den foreslåede be-

stemmelse vil restanceinddrivelsesmyndigheden skulle have hjemmel til at kunne vælge at beregne

renter af det samlede udbetalingsbeløb, men vil derimod ikke give skyldneren et retskrav herpå. Bag-

grunden herfor er, at den foreslåede bestemmelse har til formål at give restanceinddrivelsesmyndig-

heden mulighed for at beregne rente af hele udbetalingsbeløbet, når administrative og ressourcemæs-

sige hensyn taler herfor. Hvis der f.eks. er tale om et særligt stort udbetalingsbeløb, hvorfor den ma-

nuelle gennemgang heraf ikke vil være forbundet med uforholdsmæssige ressourcer i forhold til ren-

tes rente-beløbet, kan restanceinddrivelsesmyndigheden derfor vælge i stedet at foretage en manuel

gennemgang af udbetalingsbeløbet med henblik på at opdele udbetalingsbeløbet i hovedstol og renter,

så den yderligere rente kan beregnes af hovedstolen. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved an-

vendelsen af den foreslåede bestemmelse iagttage den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, såle-

des at den foreslåede bestemmelse ikke anvendes vilkårligt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ethvert tilfælde, hvor et udbetalingsbeløb håndteres af restan-

ceinddrivelsesmyndigheden. Den foreslåede bestemmelse vil således også give mulighed for at be-

regne rente af det samlede udbetalingsbeløb i tilfælde, hvor udbetalingsbeløbet opstår som følge af

nedskrivning, tilbagekald m.v. af en tidligere dækket fordring. Ligeledes vil den foreslåede bestem-

melse finde anvendelse, uanset om udbetalingsbeløbet, der skal modregnes i, er overført fra Skatte-

forvaltningen eller en anden myndighed.

Som nævnt under afsnit 2.11.1 følger det af gældende ret, at udbetalings- og modregningsbeløbet

forrentes til og med den dato, hvor modregningsafgørelsen kommer frem til skyldneren. Denne dato

kendes dog ikke af restanceinddrivelsesmyndigheden (eller fordringshaveren, hvis modregningsaf-

gørelsen træffes af denne), når skyldneren ikke er tilsluttet eller er fritaget for Digital Post, jf. §§ 3 og

5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, og modregningsafgørelsen derfor skal meddeles til

skyldneren via fysisk brev. I sådanne tilfælde vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor ikke med

sikkerhed kunne foretage en korrekt renteberegning. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at ændre de

gældende regler med henblik på at sikre, at forrentning af udbetalingsbeløbet foretages til og med en

dato, der kan fastslås af restanceinddrivelsesmyndigheden, der i medfør af den foreslåede bestem-

melse i § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal beregne og udbetale

renterne.

Det foreslås derfor for det tredje, at der indsættes en ny bestemmelse (i § 8 b, stk. 2, i lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige), der fastsætter, at hvis udbetalingsløbet anvendes til modregning med

en eller flere fordringer, der er under opkrævning eller inddrivelse, foretages forrentningen af udbe-

talingsbeløbet, jf. stk. 1, og de beløb, der modregnes med, til og med den dag, hvor restanceinddri-

velsesmyndigheden træffer beslutning om, at der vil blive gennemført modregning.

Den foreslåede bestemmelse foreslås efter ordlyden at skulle finde anvendelse ved modregning, »hvor

108

restanceinddrivelsesmyndigheden beslutter, at der vil blive gennemført modregning.« Bestemmelsen

vil således skulle finde anvendelse, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om mod-

regning med fordringer under inddrivelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Bestemmelsen vil endvidere skulle finde anvendelse ved modregning med andre fordrin-

ger under opkrævning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, idet restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne tilfælde

faciliterer modregningen ved at anvende udbetalingsbeløbet til modregning med fordringer fra den

relevante fordringshaver, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden underretter skyldneren om, at

der vil blive gennemført modregning, og markerer, hvilke fordringer skyldneren efterfølgende fra

fordringshaveren vil modtage en modregningsafgørelse om. Bestemmelse vil endelig skulle finde

anvendelse, når udbetalingsbeløbet, for hvilket Skatteforvaltningen er udbetalende myndighed, mod-

regnes med en fordring under opkrævning, for hvilken Skatteforvaltningen også er fordringshaver, jf.

§ 7, stk. 1, nr. 1, idet restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne tilfælde med intern modregning

træffer modregningsafgørelsen efter delegation fra Skatteforvaltningen. Derimod vil bestemmelsen

ikke skulle finde anvendelse i de tilfælde, hvor intern modregning efter § 7, stk. 1, nr. 1, foretages af

andre end Skatteforvaltningen.

Den foreslåede bestemmelse i § 8 b, stk. 2, vil indebære, at forrentningen af udbetalings- og modreg-

ningsbeløbet foretages til og med den dag, hvor »restanceinddrivelsesmyndigheden træffer beslutning

om, at der vil blive gennemført modregning«. Beslutningsdagen vil i praksis være den dag, hvor

restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om modregning (for ovennævnte modregningstil-

fælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelsen herom, jf. § 7, stk. 1, nr. 1 og 2) eller

opretter meddelelse til skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning (for ovennævnte mod-

regningstilfælde, hvor fordringshaveren træffer afgørelsen om modregning, jf. § 7, stk. 1, nr. 3). Det

vil således være datoen for restanceinddrivelsesmyndighedens modregningsafgørelse eller oprettelse

af meddelelse til skyldneren om, at der vil blive gennemført modregning, der er afgørende for, hvor-

når der ikke længere foretages forrentning af udbetalings- og modregningsbeløbet, uanset hvornår

afgørelsen eller meddelelsen afsendes af restanceinddrivelsesmyndigheden og kommer frem til skyld-

neren, og uanset hvornår en modregningsafgørelse fra fordringshaveren kommer frem til skyldneren.

Bestemmelsen foreslås ifølge ordlyden kun at skulle finde anvendelse, hvis udbetalingsbeløbet an-

vendes til modregning, dvs. hvis der gennemføres modregning. Som nævnt i afsnit 2.11.1 har en

modregningsafgørelse virkning fra og med erklæringens fremkomst til skyldneren som følge af er-

klæringens påbudsvirkning. Hvis der ikke kan gennemføres modregning, fordi modregningsafgørel-

sen truffet af fordringshaveren eller restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kan meddeles skyldneren

(fordi skyldneren ikke er tilsluttet eller er fritaget for Digital Post, og skyldnerens adresse er ukendt,

eller modregningserklæringen kommer retur fra en oplyst adresse), vil restanceinddrivelsesmyndig-

hedens modregningsafgørelse eller oprettelse af meddelelse til skyldneren om, at der vil blive gen-

nemført modregning, derfor ikke indebære, at der ikke længere skal foretages forrentning af udbeta-

lings- og modregningsbeløbet.

109

Konsekvensen af den foreslåede bestemmelse vil for skyldneren være, at forrentningsperioden for

udbetalings- og modregningsbeløbet forkortes i forhold til gældende ret, svarende til forskellen mel-

lem afgørelses-/oprettelsesdatoen (den foreslåede bestemmelse) og fremkomstdatoen for modreg-

ningsafgørelsen (gældende ret). Skyldnerens ulempe ved, at perioden for forrentning af udbetalings-

beløbet forkortes, vil i de fleste tilfælde modsvare skyldnerens fordel ved, at perioden for forrentning

af modregningsbeløbet forkortes tilsvarende. Eksempelvis forrentes udbetaling af overskydende skat,

jf. kildeskattelovens §§ 62, stk. 3, 2. pkt., og 62 A, stk. 3, 2. pkt., samt skyldige beløb i henhold til

kildeskatteloven, jf. § 63, 1. pkt., med den samme rente. Da det samtidig foreslås, at skyldneren i

visse tilfælde vil få beregnet rentes rente af udbetalingsbeløbet, jf. den foreslåede § 8 b, stk. 1, 2. pkt.,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, vurderes de foreslåede bestemmelser i § 8 b, stk. 1 og

2, samlet set at ville stille skyldneren bedre end efter gældende ret.

2.12. Indførelse af fradragsret for seniormedlemskontingent i arbejdsløshedskasser

2.12.1. Gældende ret

Muligheden for seniormedlemskaber i arbejdsløshedskasser blev indført ved lov nr. 624 af 8. juni

2016. Et seniormedlemskab giver folkepensionister mulighed for at få eller bevare et medlemskab af

en arbejdsløshedskasse. Tidligere ophørte medlemskabet af en arbejdsløshedskasse senest ved ud-

gangen af den måned, hvori et medlem nåede folkepensionsalderen efter lov om social pension, eller

ved medlemmets død. Med indførelsen af seniormedlemskabet er det muligt at opretholde medlem-

skab i arbejdsløshedskasser og fortsat få hjælp fra arbejdsløshedskassen til jobsøgning. Seniormed-

lemskabet medfører ikke ret til dagpenge, men stiller omvendt ikke krav til den ledige som ved nor-

malt arbejdsløshedskassemedlemskab.

Seniormedlemskabet er indført for at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer, som har nået

folkepensionsalderen, og som ønsker at bevare tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked.

Udgifter til arbejdsløshedsforsikring kan efter gældende ret fradrages ved opgørelsen af den skatte-

pligtiges indkomst. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 49, stk. 1, 1. pkt., men da seniormed-

lemskabet ikke giver ret til dagpenge og derfor ikke indeholder et forsikringselement, er der ikke

fradragsret herfor, jf. Skattestyrelsens styresignal af 19. december 2019 (SKM2019.637.SKTST).

Medlemsbidrag til seniormedlemskab omfatter alene et administrationsbidrag og ikke bidrag til selve

arbejdsløshedsforsikringen.

2.12.2. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre fradragsret for medlemskontingentet til seniormedlemskab i arbejdsløsheds-

kasser.

Indførelsen af fradragsret for seniormedlemskontingenter i arbejdsløshedskasser vil understøtte mu-

ligheden for personer, som har nået folkepensionsalderen, for at opretholde medlemskab i arbejdsløs-

hedskasser og dermed muligheden for fortsat at få hjælp fra arbejdsløshedskassen til jobsøgning.

110

Dermed understøttes beskæftigelsesmulighederne for personer, som har nået folkepensionsalderen,

og som ønsker at bevare tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked.

Det bemærkes, at der med indførelsen af fradragsret ikke sker ændringer i indholdet af et seniormed-

lemskab. Medlemskabet vil således fortsat give seniormedlemmer ret til hjælp til jobsøgning, men vil

ikke give dem ret til ydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Medlemskabet vil fortsat

heller ikke pålægge seniormedlemmerne pligter, bortset fra betaling af administrationsbidraget til

arbejdsløshedskassen.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skal understøtte oprydningen og konverteringen af gældsposter og skal derigennem bi-

drage til at forbedre den fremtidige inddrivelseseffektivitet, hvilket alt andet lige vil øge inddrivel-

sesindtægterne. Størrelsesordenen heraf kan ikke kvantificeres nærmere.

Forslaget om indførelse af fradragsret for seniormedlemskontingent i arbejdsløshedskasser vurderes

ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

[Lovforslaget vurderes ikke at medføre nævneværdige implementeringskonsekvenser for det offent-

lige.]

Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med principperne for digitaliseringsklar lovgiv-

ning.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget om at pålægge et gebyr på 500 kr., hvis skyldneren senest den 1. januar 2021 indgiver

indsigelser, dog ikke eventuelle forældelsesindsigelser, der udspringer af manglende gennemførelse

af sædvanlig rykkerprocedure eller underretning, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, vil medføre en merudgift for de virksomheder m.v., der vælger

at fremsætte en sådan indsigelse uden at få medhold i den.

Det vurderes, at principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke er relevante for nærværende lov-

forslag.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget vurderes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

111

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den

[…]

været sendt i høring hos følgende myndigheder

og organisationer m.v.:

3F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssik-

kerhedschefen i Skatteforvaltningen, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børnerådet, Børsmæg-

lerforeningen, CEPOS, Cevea, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byg-

geri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk

Told & Skatteforbund, Danske Advokater, Danske Vandværker, DANVA, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, DI, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen

–

Team Effektiv Regulering, Ejendom-

danmark, Ejerlejlighedernes Landsforening, FDM, FH

–

Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans

Danmark, Finansforbundet, Finanstilsynet, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen Dan-

ske Revisorer, Forsikring & Pension, FSR

–

danske revisorer, HOFOR, HORESTA, ISOBRO, IT-

Branchen, Justitia, KL, Kraka, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug &

Fødevarer, Landsskatteretten, Mellemfolkeligt Samvirke, Nationalbanken, Oxfam IBIS, Rådet for

Socialt Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SMVdanmark, SRF Skattefaglig Forening, Udbetaling

Danmark og Ældre Sagen.

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør ”Ingen”)

Lovforslaget skal understøtte

oprydningen og konverteringen

af gældsposter og skal derigen-

nem bidrage til at forbedre den

fremtidige inddrivelseseffekti-

vitet, hvilket alt andet lige vil

øge

inddrivelsesindtægterne.

Størrelsesordenen heraf kan

ikke kvantificeres nærmere.

Ingen.

Negative konsekven-

ser/merudgifter (hvis ja, an-

giv omfang/Hvis nej, anfør

”Ingen”)

Forslaget om indførelse af fra-

dragsret for seniormedlems-

kontingent i arbejdsløsheds-

kasser vurderes ikke at have

nævneværdige provenumæs-

sige konsekvenser.

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Implementeringskonsekven-

ser for stat, kommuner og re-

gioner

[Lovforslaget vurderes ikke at

medføre nævneværdige im-

plementeringskonsekvenser

for det offentlige.]

112

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Ingen.

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de fem princip-

per for implementering af er-

hvervsrettet EU-regulering

/Går videre end minimums-

krav i EU-regulering (sæt X)

Ingen.

Forslaget om at pålægge et ge-

byr på 500 kr., hvis skyldne-

ren senest den 1. januar 2021

indgiver indsigelser, dog ikke

eventuelle forældelsesindsi-

gelser, der udspringer af

manglende gennemførelse af

sædvanlig rykkerprocedure

eller underretning, jf. § 2, stk.

3, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i

lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, vil medføre en

merudgift for de virksomhe-

der m.v., der vælger at frem-

sætte en sådan indsigelse uden

at få medhold i den.

Ingen.

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Fordringshaveren overdrager fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når be-

talingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen er en videreførelse af dagældende

§ 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, der blev indført med

virkning fra og med den 1. november 2005.

113

Det fremgår af bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om opkrævning og inddrivelse

af visse fordringer, at de enkelte fordringshavere som hidtil skal varetage det almindelige opkræv-

ningsarbejde, herunder rykkerprocedurer, efter de fastlagte regler og procedurer herom, jf. lovforslag

nr. L 112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4648. Det er forudsat i bemærkningerne, at »sæd-

vanlig rykkerprocedure« kan være, at der ikke praktiseres en rykkerprocedure, jf. lovforslag nr. L

112, Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4649.

Det fremgår ikke af bemærkningerne til § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige, om det i bestemmelsen anførte om, at fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-

den efter gennemførelse af sædvanlig rykkerprocedure, alene er af ordensmæssig karakter, eller om

der er tale om en egentlig gyldighedsbetingelse for at overdrage en fordring til inddrivelse. Forskellen

mellem forskrifter af ordensmæssig karakter (ordensforskrifter) og forskrifter, der udgør egentlige

gyldighedsbetingelser, er, at det kun er overtrædelse af sidstnævnte, der afføder retsvirkninger af be-

tydning for den materielle retsstilling. Ordensforskrifter kan således være indsat for f.eks. at tjene et

orienterende eller vejledende formål, der dog ikke vurderes at være af så væsentlig betydning, at

manglende overholdelse bør afføde retsvirkninger.

Det taler for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige alene udgør en

ordensforskrift, at overdragelse til inddrivelse er en forventelig følge af, at betalingsfristen er over-

skredet. En skyldner, som ikke betaler en fordring inden betalingsfristens udløb, må således indse, at

fordringen på et tidspunkt kommer under inddrivelse, hvorefter fordringen kan tvangsinddrives. Det

forhold, at en fordring overdrages til inddrivelse, har i øvrigt ikke betydning for skyldnerens indsi-

gelsesret i forhold til at anfægte fordringens eksistens eller størrelse, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt., hvorefter

fordringshaveren behandler sådanne indsigelser, jf. dog §§ 17 og 18. Hertil kommer, at de fleste

skyldnere, som har fordringer under inddrivelse, vil få anledning til at anfægte, at der er gennemført

rykkerprocedure, når de får afgørelser eller andre meddelelser fra restanceinddrivelsesmyndigheden

om f.eks. rykkere for betaling, modregning, iværksættelse af lønindeholdelse, udlægsforretning m.v.

Med andre ord vil skyldnerne

–

uanset at fordringshaverne ikke har gennemført rykkerprocedure

–

erfare, at fordringerne er under inddrivelse, når restanceinddrivelsesmyndigheden kontakter skyld-

nerne med afgørelser eller andre meddelelser.

Omvendt har overdragelsen af en fordring til inddrivelse nogle retsvirkninger, der er væsentlige for

skyldneren og derfor kan tale for, at § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

er mere end en ordensforskrift.

For det første vil fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse

af bøder, blive forrentet med en årlig rente (»inddrivelsesrente«) svarende til renten i henhold til

rentelovens § 5, stk. 1 og 2, (p.t. 8,05 pct.), jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Bestemmelsen i § 5, stk. 1, 1. pkt., trådte i kraft den 1. august 2013. Før den 1. august 2013

blev fordringer under inddrivelse forrentet med en rente fastsat i den enkelte opkrævningslovgivning.

114