Skatteudvalget 2019-20
SAU Alm.del Bilag 160
Offentligt
Aarhus d. 3 februar 2020
Kære medlemmer af Folketingets Skatteudvalg.
Mit navn er Kevin Skandarioon, og jeg skriver til jer på vegne af en nystartet virksomhed, Woodgoods
ApS, som startede op i 2019 med det formål at komme med miljøvenlige alternativer til plastikprodukter.
I Woodgoods ApS anerkender vi, at vores klima og miljø ændrer sig i takt med de klimaforandringer vi er
vidner til. Vi ønsker derfor at bidrage til at minimere danskernes plastforbrug ved at give danskerne et
grønnere alternativ.
Der er dog et væsentligt problem. I Danmark har vi en emballageafgift på engangsemballage (E.A.7.1),
som gør det svært, næsten umuligt, for virksomheder der ønsker at bidrage til den grønne dagsorden, at
konkurrere med virksomheder, der fremstiller plastprodukter. Indtil den 31.december 2019, lå
emballageafgiften på 19,20 DKK pr. kg, uanset det anvendte materiale til produktet, og per 1.januar 2020,
er denne emballageafgift blevet hævet til 57,60 DKK pr. kg uanset det anvendte materiale til
fremstillingen af et produkt.
Den hævede afgift, har gjort det umuligt for vores virksomhed og andre virksomheder, at konkurrere med
blandt andet plastprodukter, da træprodukter er dyrere at fremstille end fremstillingen af plastprodukter.
I Woodgoods ApS, ønsker vi derfor en indførsel af en differentieret emballageafgift, hvor
emballageafgiften på træprodukter reduceres til niveauet i 2019, for at give virksomhederne et økonomisk
incitament til at træffe et grønt valg og starte en udfasning af plastikprodukter til gavn for vores klima og
miljø.
Bekæmpelsen af klimaforandringerne er vores fælles ansvar, men der er behov for at den gældende
regulering på emballage området bliver revideret til gavn for det grønne valg, så vi i fællesskab bidrager til
den grønne omstilling, og en grønnere hverdag.
Jeg håber at Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg vil tage dette problem alvorligt, og reagere på denne
henvendelse, da de nuværende regler gør det svært for danskerne og virksomheder i Danmark at vælge
grønt, samt at de nuværende regler gør det svært, at fremstille et grønt alternativ til den danske
befolkning og til virksomheder der befinder sig i Danmark.
Jeg ser frem til at høre fra udvalget.
- Kevin Skandarioon, Woodgoods ApS