Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 586
Offentligt
2251169_0001.png
Dato: 23.09.2020
E-mail: bce002
J. nr.: 2020-047954
Orientering om fejl i en dna-erklæring
1. Indledning
I forbindelse med politikredsenes igangværende gennemgang af straffesager, hvor
dna-bevis er anvendt til sammenligning af en sporprofil med 16 dna-systemer og en
personprofil med 10 dna-systemer, er det afdækket, at Retsgenetisk Afdeling som
følge af en menneskelig fejl har lavet en forkert beregning af den bevismæssige
vægt i en dna-erklæring fra 2018.
I denne orientering redegøres for fejlens baggrund, dens mulige omfang, samt
hvilke tiltag der er eller vil blive iværksat for at imødegå lignende fejl.
2. Beskrivelse af fejlen hos Retsgenetisk Afdeling
2.1. Den bevismæssige vægt i den konkrete sag
Retsgenetisk Afdeling fremsendte den 7. maj 2018 en dna-erklæring til Østjyllands
Politi. Det fremgik af erklæringen, at en sammenligning mellem et spor i sagen og
en mistænkt i sagen viste med en sandsynlighed på mere end 1.000.000, at dele af
den undersøgte dna stammede fra den mistænkte. Sammenligningen var foretaget
med udgangspunkt i en personprofil i 10 dna-systemer og en sporprofil i 16 dna-
systemer.
Retsgenetisk Afdeling har den 31. juli 2020 fremsendt en ny erklæring i sagen. Det
fremgår heraf, at erklæringen fra den 7. maj 2018 ikke er korrekt, og at det er kon-
stateret, at det rettelig er med en sandsynlighed på 23.100, at dele af den undersøgte
dna stammer fra den mistænkte.
REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 586: Orientering om fejl i dna-erklæringer mv., fra justitsministeren
2251169_0002.png
Ligeledes den 31. juli 2020 har Retsgenetisk Afdeling fremsendt yderligere en er-
klæring, hvoraf det fremgår, at der er foretaget en opgradering af profilen til 16 dna-
systemer, dvs. at både personprofilen og sporprofilen nu er i 16 dna-systemer. Re-
sultatet af beregningen foretaget på baggrund af den opdaterede personprofil viser,
at det taler lige meget for og imod, at en del af den undersøgte dna stammer fra den
mistænkte i sagen frem for en tilfældig anden person.
Side 2
2.2. Beskrivelse af procedurer ved beregning af likelihood-kvotient
Retsgenetisk Afdeling foretager beregninger af den bevismæssige vægt (likelihood-
kvotienten) ved hjælp af specialudviklet software. Den sagsbehandlende retsgene-
tiker vælger i den forbindelse parametre for beregningerne efter fastlagte procedu-
rer, herunder om beregningen skal foretages på bagrund af 10 eller 16 dna-systemer.
Retsgenetisk Afdelings systemer har hidtil været opsat således, at der som udgangs-
punkt beregnes på baggrund af 16 dna-systemer, og at den sagsbehandlende retsge-
netiker aktivt skal ændre i opsætningen, såfremt der skal beregnes på baggrund af
10 dna-systemer.
Resultatet af en beregning af likelihood-kvotienten overføres manuelt til erklærin-
gen, hvorefter en anden retsgenetiker kontrollerer, at parametrene for beregningen,
herunder om der er beregnet på baggrund af 10 eller 16 dna-systemer, er korrekte,
og at resultatet er korrekt anført i erklæringen.
2.3. Omstændighederne omkring fejlen i en dna-erklæring
Den konkrete fejl er opstået som følge af en menneskelig fejl, hvor den sagsbehand-
lende retsgenetiker ikke har ændret opsætningen for beregningen. Sammenlignin-
gen i sagen blev derfor beregnet som en sporprofil med 16 dna-systemer og en per-
sonprofil med 16 dna-systemer, i stedet for en personprofil med 10 dna-systemer,
som der var tale om i den konkrete sag. Der blev således anvendt et forkert para-
meter for beregningen, og fejlen blev ikke opdaget ved den efterfølgende kontrol af
erklæringen.
REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 586: Orientering om fejl i dna-erklæringer mv., fra justitsministeren
2251169_0003.png
Hvis en sammenligning beregnes på baggrund af en personprofil i 16 dna-systemer,
men personprofilen alene er fastlagt i 10 dna-systemer, vil profilen blive indlæst
som om, at den er fastlagt i 16 dna-systemer. De seks dna-systemer, som mangler i
personprofilen, vil i beregningen fejlagtigt figurere som et match. Fejlen medfører,
at likelihood-kvotienten bliver for høj, og dna-erklæringen vil dermed være misvi-
sende.
Side 3
2.4. Problemets omfang
Ifølge Retsgenetisk Afdeling kan fejlen forekomme, hvor afdelingen har anvendt
en bestemt beregningstype i forbindelse med beregning af den bevismæssige vægt
i sager, hvor der foreligger en personprofil i 10 dna-systemer og et spor i 16 dna-
systemer.
Retsgenetisk Afdeling har oplyst, at afdelingen har udfundet ca. 12.000 sammen-
ligninger, hvor den pågældende beregningsmetode er anvendt, og hvor der således
er risiko for fejlberegninger.
Det bemærkes, at der nødvendigvis ikke er sammenfald mellem de 12.000 sammen-
ligninger Retsgenetisk Afdeling har udfundet og de ca. 12.300 straffesager, der skal
gennemgås i politikredsene, jf. Rigspolitichefens brev af 18. september 2020 til Ju-
stitsministeriet. Baggrunden herfor er, at politikredsenes gennemgang alene vedrø-
rer straffesager, hvor der er eller har været rejst en sigtelse, hvorimod de 12.000
sammenligninger både kan vedrøre sager med eller uden sigtelse. Eksempelvis kan
de 12.000 sammenligninger omfatte sammenligning mellem dna-spor udfundet på
et gerningssted og dna fra den forurettede eller et vidne i sagen, uden at der er blevet
rejst sigtelse i sagen.
Det bemærkes endvidere, at dna-personprofiler efter retningslinjer udstedt i oktober
2019 som altovervejende udgangspunkt skal opgraderes til 16 dna-systemer. I for-
hold til verserende sager vil den konstaterede fejl derfor kun være relevant i de
tilfælde, hvor det helt undtagelsesvist ikke har været muligt at opgradere dna-per-
REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 586: Orientering om fejl i dna-erklæringer mv., fra justitsministeren
2251169_0004.png
sonprofilen til 16 dna-systemer. Det vil være tilfældet, hvis Retsgenetisk Afdeling
ikke er i besiddelse af tilstrækkeligt dna-materiale til opgradering, og dna-materiale
ikke kan fremskaffes, fordi mistænkte f.eks. er død, befinder sig i udlandet, er gået
under jorden mv. Rigsadvokaten har ved mail af 21. august 2020 instrueret politik-
redsene og de regionale statsadvokater om at være særligt opmærksomme på så-
danne eventuelle sager. Domstolsstyrelsen og advokatorganisationerne er ligeledes
orienteret herom.
Side 4
3. Fremadrettede tiltag
Retsgenetisk Afdeling har oplyst, at der for at forebygge lignende fejl allerede er
foretaget ændringer i deres IT-systemer, således at den sagsbehandlende retsgene-
tiker fremadrettet altid aktivt skal vælge, om beregningen skal foretages på bag-
grund af 10 eller 16 dna-systemer.
Herudover arbejder Retsgenetisk Afdeling på, at der på længere sigt implementeres
en ny beregningsmetode, hvorunder denne type fejl ikke kan opstå.
Retsgenetisk Afdeling har af egen drift igangsat en gennemgang af de ca. 12.000
sammenligninger, som kan være fejlbehæftede. Gennemgangen blev påbegyndt den
12. august 2020 og forventes at kunne afsluttes i løbet af få måneder. Retsgenetisk
Afdeling har oplyst, at gennemgangen ikke forventes at påvirke den daglige drift i
forhold til understøttelse af politiet, herunder den iværksatte sagsgennemgang i po-
litikredsene.