Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 480
Offentligt
I Danmark har vi igennem årene eksempler på, at politiet, eller
fængselsbetjente dræber en arrestant og efterfølgende frifindes. Drabet sker i
de følgende to tilfælde efter arrestanten ligger i håndjern på maven og en
eller flere betjente presser luften ud af lungerne. Det ene eksempel var i 1992
det andet i 2011. Og der findes flere eksempler.
Spørgsmålet er, om betjentene er godt nok uddannede til at undgå at dræbe
arrestanten. Plejepersonale på en psykiatrisk afdeling, hvor patienterne
somme tiden kan være vanskelige at tale til ro, er uddannede til at fastholde
patienten, uden at dræbe vedkommende. Så vidt jeg ved, får fængselsbetjente
og politiet ikke samme uddannelse, som plejepersonalet. Det er således blot
et spørgsmål om tid, før der igen sker et drab på en arrestant, der er politiets
eller fængselsvæsenets varetægt.
Kan vi lære af vores fejl? Og undgå at dette gentager sig før eller siden i
Danmark?
Efter de to sager og de øvrige drab på arrestanter kunne man få det indtryk,
at retstilstanden er uholdbar, fordi domstolene accepterer drabene som
hændelige uheld, hvis der overhovedet rejses tiltale.
Vi kan godt her mange år efter blive forargede over, at politiet prøvede at
sløre hændelserne, for at beskytte de involverede betjente, der antagelig selv
efterfølgende har været dybt prægede af det, der skete. De har sikkert måtte
stille sig selv spørgsmålet mange gange: kunne vi have handlet anerledes?
Også af hensyn til betjentene bør man i dag gennemgå om uddannelsen er god
nok, for at andre kolleger ikke skal komme i samme situation. Når fejlene
gentages, får man en mistanke om, at det er en systemisk fejl.
Eksempel 1. Citat fra Information
Først skurede politiet fliserne med hans ansigt, så undlod betjentene at hjælpe ham, efter at al luft var
klemt ud af hans lunger. Og til sidst fyldte politiet pressen med usandheder om det skete. Forleden døde
Benjamin Schou omsider af mishandlingen, der fandt sted kl. 00.10 den 1. januar 1992. Hvad har Danmark
siden lært?
Klokken er 10 minutter over midnat, og Benjamin ligger på maven med ansigtet mod jorden. Hans ben er
bøjet bagud og låst bag hænderne, der er lagt i håndjern. En betjent sidder oven på ham med sit knæ i hans
ryg, mens en anden betjent holder hans ben nede.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 480: Henvendelse af 30/6-20 fra sociolog Mogens Nygaard Christoffersen, København, vedrørende anholdelser hvor arrestanten dør og politiet efterfølgende frifindes
Benjamin magter lige en enkelt gang at løfte hovedet, som nu er helt rødt og forpint. Klokken 00.14 er hans
lunger ikke længere i stand til at trække luft ind som følge af betjentenes vægt på hans krop, og han bliver
livløs.
Således skrev Information den 12. september 2008.(mc)
Onsdag i sidste uge døde den 34-årige Benjamin Christian Schou for anden gang. Den første gang var
nytårsaften 1991-92, da en voldsom og hensynsløs anholdelse på Rådhuspladsen i København efterlod den
da 18-årige Benjamin livløs med hjertestop i et kvarter, inden det lykkedes ambulancefolk at genoplive ham
- til en skyggetilværelse som stærkt hjerneskadet sengeliggende.
Politiet, der dræbte den unge mand under en voldsom arrestation, blev aldrig dømt for drabet, men
frikendt i landsretten for at have brugt unødvendig vold.(mc)
Information skriver:
Først skurede politiet fliserne med hans ansigt, så undlod betjentene at hjælpe
ham, efter at al luft var klemt ud af hans lunger. Og til sidst fyldte politiet
pressen med usandheder om det skete. Forleden døde Benjamin Schou omsider
af mishandlingen, der fandt sted kl. 00.10 den 1. januar 1992. Hvad har
Danmark siden lært?
Onsdag i sidste uge døde den 34-årige Benjamin Christian Schou for anden gang. Den
første gang var nytårsaften 1991-92, da en voldsom og hensynsløs anholdelse på
Rådhuspladsen i København efterlod den da 18-årige Benjamin livløs med hjertestop i
et kvarter, inden det lykkedes ambulancefolk at genoplive ham - til en skyggetilværelse
som stærkt hjerneskadet sengeliggende.
I søndags mødte omkring 70 mennesker op på gerningsstedet på Rådhuspladsen for at
mindes Benjamin med levende lys og for at markere, at unge fortsat risikerer at blive
udsat for politivold og efterfølgende røgslør. Ved mindehøjtideligheden kunne
deltagerne fra blandt andet Forældre Mod Politibrutalitet spørge sig selv, hvor meget
Danmark har lært siden den tragiske hændelse for knap 17 år siden.
Et kvarter før midnat nytårsaften den 31. december 1991 kommer en flok EFG-lærlinge,
et par gymnasieelever og nogle arbejdsløse fra en god middag på Christiania til
Rådhuspladsen for der at opleve årsskiftet og Tivolis festfyrværkeri på nært hold.
Benjamin og hans kæreste er del af denne flok.
Benjamin har netop været på højskole og skal begynde på et arbejdsløshedskursus. Han
er en almindelig ung københavner, som tager til Roskildefestival og drikker øl med
vennerne.
"Han var tiltrukket af bz-miljøet og kom med i Børnemagt, som bestod af 30-50 unge,
der efterhånden blev del af Ungdomshuset. Børnemagt gennemførte nogle fredelige
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 480: Henvendelse af 30/6-20 fra sociolog Mogens Nygaard Christoffersen, København, vedrørende anholdelser hvor arrestanten dør og politiet efterfølgende frifindes
husbesættelser og forsvarede sig over for politiet med vandballoner og brosten lavet af
skumgummi," husker en af Benjamins gamle venner, Pelle Dragsted.
Sammenklemt brystkasse
Da rådhusklokkerne den skæbnesvangre aften i 1991 slår 12, kysser Benjamin og hans
kæreste hinanden, mens fyrværkeri flyver dem om ørerne. Anden uro er der ikke på
Rådhuspladsen, da tre af politiets transportvogne med blå blink et par minutter efter
midnat kører ind til kantstenen og slipper en lille snes betjente løs på pladsen.
Benjamin er blevet skilt fra sin gruppe og ses pludselig sammen med nogle unge, der er
kommet op at toppes med en ambulancechauffør. Benjamin kaster en flaske, der
lander på taget af en politibil, og kort tid efter har tre civilklædte betjente fra
Københavns uropatrulje fået fat i Benjamin og smidt ham omkuld, så hans pande og
øjenlåg skraber mod fliserne.
Klokken er 10 minutter over midnat, og Benjamin ligger på maven med ansigtet mod
jorden. Hans ben er bøjet bagud og låst bag hænderne, der er lagt i håndjern. En
betjent sidder oven på ham med sit knæ i hans ryg, mens en anden betjent holder hans
ben nede.
Benjamin magter lige en enkelt gang at løfte hovedet, som nu er helt rødt og forpint.
Klokken 00.14 er hans lunger ikke længere i stand til at trække luft ind som følge af
betjentenes vægt på hans krop, og han bliver livløs.
Betjentene snakker lidt om, hvad der er galt med den anholdte, men gør ellers intet.
Minutterne går. Kl. 00.20 slæbes Benjamins slappe krop ind i en politibil. Den kører ikke
til skadestuen, men til den nærliggende politistation i Nyropsgade, hvor betjentene
lægger Benjamin fra sig på gulvet. Kl. 00.29 lykkes det tilkaldte ambulancefolk at få
Benjamin til at trække vejret igen, men hans hjerte har stået stille i et kvarter. Det
kommer hans hjerne sig aldrig over.
Københavns Politi begynder straks at behandle forløbet som en voldssag mod politiet.
Efterforskningslederen, kriminalinspektør Bent Hansen, siger til pressen, at Benjamin
blev anholdt ca. kl. 00.20, at Benjamin begyndte at kollapse, da han anbragtes i en
patruljevogn, og at Benjamin havde opkast i lungerne (tegn på kvælning efter
overdreven indtagelse af narko eller alkohol, red.) efter anholdelsen. Alt sammen
usandt.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 480: Henvendelse af 30/6-20 fra sociolog Mogens Nygaard Christoffersen, København, vedrørende anholdelser hvor arrestanten dør og politiet efterfølgende frifindes
"Jeg kan ikke se, at der overhovedet er belæg for at kritisere de politifolk, der anholdt
den unge mand," fastslår Bent Hansen over for B.T. en uge efter nytårsaften. Han
forestår derefter en efterforskning med et halvt hundrede vidneafhøringer og
konkluderer nogle måneder senere, at der slet intet er at komme efter.
Men så tager sagen en uventet drejning.
Syge subkulturer
Information har om den første del af forløbet spurgt journalist Erik Valeur, der i sin tid
skrev udførligt om sagen, hvordan episoden på Rådhuspladsen kunne få så voldsom en
karakter.
"Forholdet mellem dele af politiet og dele af den københavnske ungdom var meget
betæ dt i 99 ’er es begy delse," forklarer Erik Valeur.
"På den ene side var urobetjentene, hvoraf flere var de
re e ’ ødder’, so følte sig
fuldt bakket op af den daværende politidirektør i København, Poul Eefsen. Han hyggede
sig gevaldigt med at have sine drenge løbende rundt og være lidt ekstraparlamentariske
i metoderne. Hans stil var at sætte hårdt mod hårdt og lukke porten bagefter for
eventuel kritik
–
et mørkeregime," siger Erik Valeur.
"På den anden side sås en eskalation i det autonome miljø, hvor en hård kerne trak i
sort, formummede sig bag styrthjelme og svingede med lange bøllekæppe. Det gik
blandt andet ud over Siemens og Shell. Jeg oplevede disse autonome som
skræmmende fanatiske og helt uden selvironi. Benjamin var ikke en af dem, men i en
konfrontation i mørket på Rådhuspladsen kunne alt dengang ske," siger Erik Valeur.
Den overraskende udvikling, som sagen om Benjamin tager i april 1992, kan Tom
Hei e a , der i begy delse af 99 ’er e var jour alist på TV-Avisen,
berette om:
"Vi havde fortalt historien om Benjamin søndag den 26. april og blev dagen efter ringet
op af to forskellige mennesker, som havde videooptagelser af anholdelsen. Den ene var
ubrugelig, mens den anden optagelse, filmet af en glad nytårsfestabe, viste, at
Benjamin var anholdt flere minutter tidligere end angivet af politiet, ligesom han var
livløs, da politiet bar ham bort. TV-Avisen bragte videoen, og statsadvokaten måtte
bede politiet om at undersøge sagen igen."
Politiet var bestemt "ikke glade for at få sagen retur, og gik til angreb i pressen," siger
journalist Bo Elkjær, der skrev om sagen først i Press og siden Ekstra Bladet.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 480: Henvendelse af 30/6-20 fra sociolog Mogens Nygaard Christoffersen, København, vedrørende anholdelser hvor arrestanten dør og politiet efterfølgende frifindes
Efterforskningsleder Bent Hansen fremsætter over for B.T. den påstand, at Benjamin
selv var skyld i hjertestoppet, fordi han havde røget hash og havde bundet sit tørklæde
for stramt.
Og atter frikendt
Men atter taler politiet mod bedre vidende. Ifølge lægeerklæringen, der ligger hos
politiet, var Benjamin ikke påvirket af stoffer og hans halstørklæde havde ingen spor
efterladt sig på halsen. Derimod havde en overlæge fra Rigshospitalet konkluderet, at
Benjamin blev kvalt ved sammenpresning af brystkassen.
Men politi og statsadvokat frikender atter sig selv.
Benjamins forældre indbringer nu sagen for rigsadvokaten, Asbjørn Jensen. I november
1992 finder rigsadvokaten, at der ikke er grund til at rejse sigtelse, fordi man på
videooptagelsen ikke kan se, om der er "vægt bag knæet", som urobetjenten trykker
mod Benjamins ryg. Alligevel føler rigsadvokaten samtidig trang til at foreslå, at
betjente fremover undervises i, at hårdt tryk på brystkassen kan være farligt.
Benjamins forældre beslutter sig for at anlægge sag mod Københavns politidirektør. De
mener, at deres søn i det mindste bør have erstatning for hjerneskaden, der opstod
ved, at betjentene i et kvarter lod Benjamin ligge hjælpeløs med hjertestop.
I november 1995 falder dommen. Der er efter Østre Landsrets mening ikke anvendt
unødigt magt ved anholdelsen. Alligevel tilkendes Benjamin en erstatning på 1,4
millioner kroner, fordi betjentene ikke hjalp ham.
Erik Valeur mener, at sagen har fået flere konsekvenser.
"Den første følge var urolighederne på Nørrebro efter unionsafstemningen i maj 1993,
hvor et opsparet had mellem parterne blev udløst. To år senere overtog Hanne Bech
Hansen posten som Københavns politimester efter Poul Eefsen, og politiets indstilling
til hård konfrontation ændredes. I hvert fald den kommunikerede indstilling. Der blev
også ryddet op i urobetjentenes syge subkultur. Holdningsskiftet har senest vist sig ved
politidirektør Hanne Bech Hansens ubehag ved at skulle rydde Ungdomshuset," siger
Erik Valeur, som dog tvivler på, at politiet fuldstændigt er ophørt med at anvende
tvivlsomme metoder.
Ingen undskyldning
Hvad skete der med de involverede i Benjamin-sagen?
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 480: Henvendelse af 30/6-20 fra sociolog Mogens Nygaard Christoffersen, København, vedrørende anholdelser hvor arrestanten dør og politiet efterfølgende frifindes
Mange af urobetjentene fra station 1 er siden blevet forflyttet eller fjernet.
Efterforskningsleder, kriminalinspektør Bent Hansen fortsatte sin karriere i politiet og
blev chef for politiets bedrageriafdeling. I forbindelse med Kurt Thorsen-sagen blev han
afhørt med en sigtets rettigheder om sine lækager til pressen.
Daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen, der med den ene hånd frikendte betjentene og
med den anden advarede mod tryk på brystkassen, er i dag dommer ved Højesteret.
Benjamin Christian Schou blev begravet i mandags. Hans ven Pelle Dragsted siger:
"At ingen blev straffet fik demokratiets uskyld til at krakelere for øjnene af mange. Jeg
ville ønske, at de involverede betjente på et eller andet tidspunkt i det mindste havde
beklaget forløbet og sagt undskyld."
Eksempel 2.citat fra Jydske Vestkysten
Fængselsbetjente, dræbte indsat, men blev aldrig dømt for drabet. Fængselsbetjentene i Kolding
Arrest satte sig oven på Ekrem Sahin, da de lagde ham i benlås i Kolding Arresthus.
Det fremgår af lægejournalerne fra intensivafdelingen på Odense Universitetshospital, som
modtog den 23-årige dansk-tyrker Ekrem Sahin kort efter, at han var blevet genoplivet i
fængselscellen og kørt i ambulance til hospitalet.
Således skriver Jydske Vestkysten i 2011.(mc)
- Har siddet i arresten i Kolding. Bliver voldsom, og betjentene lægger ham i benlås og sætter sig
oven på ham, står der i lægejournalen
–
skrevet en halv time efter ankomst til hospitalet skriver
metroXpress.
De nye oplysninger kommer, efter at det i august blev diskuteret, om de syv fængselsbetjente, der
lagde Ekrem Sahin i benlås i fængslet, havde siddet oven på ham eller ej. Ifølge en lydoptagelse,
som TV 2 er i besiddelse af, sagde en fængselsbetjent i et opkald til politiet, at »vi sidder på ham«,
da han tilkalder politiet, som han samtidig beder om at få en stor vogn ud til fængslet.
Politiken skriver (mc):
Den unge mand blev holdt fast og lagt i benlås 11. januar 2011. Han mistede
bevidstheden og blev ført til sygehuset. Efter tre dage i koma afgik han ved døden.
Forløbet har flere gange været undersøgt. Politiets efterforskning fik
anklagemyndigheden til at konkludere, at betjentene ikke havde brugt unødig
magt, og derfor skulle de ikke retsforfølges.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 480: Henvendelse af 30/6-20 fra sociolog Mogens Nygaard Christoffersen, København, vedrørende anholdelser hvor arrestanten dør og politiet efterfølgende frifindes
Specialisterne i Retslægerådet udtalte på et tidspunkt, at dødsårsagen var usikker,
men at den mest sandsynlige forklaring var, at den ophidsede mand fik iltmangel,
mens han lå på maven.
Morens advokat er Tobias Stadarfeld Jensen. Han har blandt andet hævdet, at
fængselsbetjentene fejlede ved at lægge Ekrem Sahin i benlås, selv om han allerede
havde håndjern på, har DR Trekanten tidligere rapporteret.
Mogens Nygaard Christoffersen, sociolog