Til Justitsministeriet
Dato: 11-06-2020
Enhed
:NEA Juridisk Sekretariat
J. nr.: 2020-042086
Dok.nr.: 791322
Orientering om ufuldstændig sletning af aflyttet
kommunikation (’klientsamtaler’)
1. Indledning
Når politiet gennemfører indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af aflytning, vil det
regelmæssigt forekomme, at indgrebet omfatter den pågældendes (mistænkte) kommuni-
kation med sin forsvarer (i det følgende benævnt ’klientsamtaler’). I det omfang politiet
bliver bekendt med, at et indgreb har omfattet denne type kommunikation, skal denne kom-
munikation som udgangspunkt straks tilintetgøres. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
og International Kriminalitet (SØIK) har i maj 2020 i en konkret sag rettet henvendelse til
Rigspolitiet, idet det under hovedforhandlingen var blevet konstateret, at nogle klientsam-
taler i sagen ikke var blevet slettet, selv om SØIK havde anmodet Rigspolitiets Telecenter
herom. På baggrund af henvendelsen har telecenteret konstateret visse generelle problemer
med håndteringen af klientsamtaler, herunder at klientsamtaler ikke slettes i det omfang,
som de skal.
Denne orientering, der omfatter det åbne politis nuværende aflytningssystem, som blev im-
plementeret med virkning fra januar 2017, indeholder en beskrivelse af regelgrundlaget for
opsætning af aflytning og sletning af den indhentede kommunikation (afsnit 2). Herudover
er den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med opsætning af aflytninger og sletning af
klientsamtaler beskrevet (afsnit 3). Orienteringen indeholder desuden Rigspolitiets under-
søgelser af omfanget af manglende sletning af klientsamtaler i politiets nuværende aflyt-
ningssystem (afsnit 4). I forbindelse med afdækningen af problemet er der konstateret ud-
fordringer med aflytningssystemets søgefunktion og logning, hvilket kan have en betyd-
ning for henholdsvis selve sletningen og dokumentationen herfor. Disse relaterede proble-
mer er beskrevet i orienteringen (afsnit 5). Herudover redegøres der for mulige årsager til
den manglende sletning af klientsamtaler (afsnit 6) samt eventuelle strafferetlige og data-
beskyttelsesretlige konsekvenser (afsnit 7). Endelig er der i orienteringen redegjort for til-