Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 47
Offentligt
2093879_0001.png
Danmark har brug for en lov om mediation
Billigere • Fremadrettet • Konstruktivt
Mediation bliver mere og mere udbredt. I erhvervslivet anvender man mediation til at løse uenigheder. Det indgår
fx i byggeriets aftaler, og det er meget udbredt i udlandet, men i Danmark har vi endnu ikke fået skabt en ramme
om mediation i form af en lov, der fastlægger de overordnede spilleregler. Det har vi brug for.
Hvad er mediation?
Mediation er en hurtig, effektiv og billig måde at løse konflikter på. I en mediation hjælper en neutral mediator
parterne til i fællesskab selv at finde frem til den bedste løsning for dem. Det er parterne, der fører ordet og har
den endelige indflydelse på, hvordan konflikten løses - i stedet for at lade advokater føre ordet og dommere træffe
afgørelsen.
Hvad er gevinsten ved mediation?
Mediation er betydeligt hurtigere end en retssag, og ofte kan en løsning ved mediation findes på bare 1-2 møder.
Det gør metoden billigere, samtidig med at parterne bevarer en god relation og kan fortsætte med at have et
konstruktivt samarbejde.
Der er store gevinster for samfundet, hvad enten der er tale om at løse en konflikt mellem virksomheder eller
mellem private. For virksomhederne betyder en hurtigere og billigere løsning, at de hurtigere igen kan fokusere på
deres forretning og dermed skabe jobs, indtjening og vækst. For private handler det om hurtigere igen at have
energi, tid og overskud til at fokusere på familie og arbejde. Og de konflikter, der løses i opløbet gennem en
mediation, optager ikke plads og tid ved domstolene, som så kan fokusere på de øvrige sager, og de koster heller
ikke samfundet nær så mange penge.
Virker mediation?
Erfaringerne for de mediationer, der er gennemført i Danmark og i udlandet, viser, at ca. ¾ af de almindelige sager
og ca. �½ af de svære sager løses ved mediation. Og da parterne selv har fundet frem til løsningen, har den en helt
anden tyngde – og opfattes ofte mere retfærdig – end løsninger, der dikteres af andre.
Vi har brug for en lov om mediation
Fordi mediation vinder indpas på flere og flere områder uden at være klart defineret
Fordi vi mangler klare spilleregler, der skaber retssikkerhed omkring mediationer
Fordi vi taber i konkurrencen til andre lande, når vi ikke kan fremvise klare regler på området
Der er lavet en række gode rapporter og forslag, som kan danne et solidt fundament om et lovforberedende
arbejde, der har til formål at udarbejde et udkast til en lov om mediation. Det er et positivt retspolitisk initiativ, der
skaber en samfundsøkonomisk gevinst – og mere tilfredse borgere og virksomheder.