REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 382
Offentligt

Justitsministeriets

FORSKNINGSKONTOR

Virkninger af straf over for

gerningsmænd, befolkning

og ofre

Et litteraturstudie

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Resumé

I offentligheden vækkes ofte en debat om, hvorvidt straf virker. Svaret på dette spørgsmål er

dog ganske afhængigt af, hvad formålet med straf anses for at være. I denne rapport belyses,

hvorvidt der forskningsmæssigt kan påvises virkninger af straf i henhold til en række forskel-

lige formål. Straffens virkninger undersøges gennem en struktureret litteraturgennemgang af

relevante undersøgelser. Det primære fokus i rapporten er idømt straf, men der undersøges

også virkninger af forudgående led i straffesagskæden, der kan beskrives ud fra, i hvilket

omfang de bidrager til straffens vished og straffens hastighed.

Rapporten indledes med et kapitel, der omhandler den overordnede betydning af et straffende

system som helhed. Dernæst følger en række kapitler, der angår betydningen af konkrete

karakteristika ved det straffende system. Inden for sidstnævnte gruppe af kapitler skelnes

mellem, om studierne angår faser af straffesagskæden, der går forud for den idømte straf med

hensyn til straffens

vished

hastighed,

eller om de følger af den

idømte straf.

Disse kapitler

vedrørende konkrete karakteristika ved det straffende system er dernæst struktureret efter,

om formålet med straffens virkning er relateret til

gerningsmænd, befolkning

eller

ofre.

I det

følgende gennemgås de vigtigste hovedkonklusioner fra rapporten. Resultaterne af de kapit-

ler, der belyser betydningen af konkrete karakteristika ved det straffende system, opsumme-

res i tabel 1 og 2 nederst i resuméet.

Virkninger af et straffende system som helhed

Betydningen af et straffende system som helhed er svær at måle. Dette kapitel indeholder

således ikke et effektmål, som er baseret på en undersøgelse af betydningen af at have et

straffende system eller ej. I kapitlet præsenteres en række teoretiske overvejelser om betyd-

ningen af et straffende system som helhed. Dernæst præsenteres visse empirisk baserede in-

dikationer af betydningen af at have et straffende system ved at se på den historiske udvikling

af det straffende system og den samtidige udvikling i drabsrater, samt ved at undersøge be-

tydningen af kriminaliseringer og legaliseringer.

Straffens vished og hastighed

–

virkning over for gerningsmanden

og befolkningen

En kriminel handling skal efterfølges af en straffesag, før en straf kan pålægges. Straffesagen

kan anskues som en kæde af processer vedrørende anmeldelse/opdagelse, efterforskning, sig-

telse, tiltale og afgørelse. Processerne i straffesagskæden kan beskrives ud fra den sandsyn-

lighed og tid, hvormed de leder til straf. I denne sammenhæng betegnes den omtalte sandsyn-

lighed og tid som henholdsvis straffens vished og hastighed. I rapporten belyses de kriminal-

præventive virkninger af straffens vished og hastighed over for gerningsmænd og befolkning.

Med hensyn til

gerningsmænd

viser litteraturgennemgangen følgende:



Få studier har undersøgt den individualpræventive virkning af straffens vished.

Disse studier peger på, at risikoen for recidiv mindskes, hvis straffens vished øges.

Effektstørrelsen varierer fra lille til betydelig.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren



Med hensyn til den individualpræventive effekt af straffens hastighed er der lige-

ledes ganske lidt forskning på området. Resultaterne fra disse få studier er blan-

dede. Enkelte studier indikerer, at risikoen for recidiv er en smule lavere for de

gerningsmænd, der bliver anholdt relativt hurtigt. Et dansk studie finder dog, at

hurtigere domme har en kriminogen effekt.

De kriminalpræventive virkninger af straffens vished og hastighed med hensyn til

befolknin-

gen

er metodisk set særdeles svære at undersøge, og konklusionerne på området er derfor

ikke sikre. Litteraturgennemgangen viser følgende:



Der er mange undersøgelser, som peger på, at straffens vished har generalpræven-

tive, afskrækkende effekter. Der er dog forskel med hensyn til, hvor kraftige disse

effekter estimeres at være alt afhængigt af, om de er baseret på en forøgelse af

politistyrkens størrelse, bestemte politiindsatser eller andre tiltag. Effekten varierer

fra lille til betydelig.



Der findes kun få effektstudier, der belyser generalpræventive, afskrækkende ef-

fekter af straffens hastighed, og disse er desuden af ringe kvalitet. Disse studier

indikerer enten nuleffekter eller kriminalpræventive effekter, men giver ingen en-

tydige, sikre resultater.

Idømt straf

–

virkning over for gerningsmanden

Straffens

individualpræventive effekter

er rimeligt velbelyste, og der findes flere gode studier

af emnet. Den individualpræventive effekt kan inddeles i indespærringseffekten og effekten

af oplevet straf. Indespærringseffekten måles ved at belyse, hvor meget kriminalitet gernings-

mænd forhindres i at begå under frihedsberøvelse. Effekten af oplevet straf belyses ved at

undersøge, hvorvidt oplevelsen af straf har ledt til, at gerningsmandens risiko for recidiv

mindskes eller øges efter udstået straf. Hovedpointerne fra afsnittet om

indespærringseffekten

er følgende:



Der findes meget solid forskning vedrørende indespærringseffekten, som generelt giver

evidens for, at denne findes, omend effekten er relativt lille.

Hovedpointer med hensyn til den individualpræventive

effekt af oplevet straf:



Mange gode studier har belyst virkningen af straffens strenghed på baggrund af læng-

den af fængselsstraffe. De fleste studier peger på, at straffens længde har en nuleffekt

på dømtes recidiv. Nogle amerikanske studier finder, at effekten ligger tæt på nul, i

form af at længere straffe enten øger eller mindsker risikoen for recidiv ganske lidt.



Straffens strenghed er ligeledes belyst i mange gode studier, der sammenligner virknin-

gen af sanktionstyper med forskellige grader af strenghed, typisk fængselsstraf i forhold

til en betinget straf med tilsyn. De fleste studier peger på, at sanktionens strenghed har

Begrebet ”kriminogen effekt” anvendes, når der beskrives forhold, der øger mængden af kriminalitet

/forhøjer

risikoen for recidiv.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

en nuleffekt. Nogle studier peger dog på, at strengere straffe, som f.eks. afsoning i fæng-

sel, øger risikoen for recidiv sammenlignet med mindre strenge straffe. En undtagelse

herfra er straffens strenghed, når det angår overtrædelser af færdselsloven. Her peger

de bedste studier på, at strengere sanktioner mindsker risikoen for recidiv.

Idømt straf

–

virkning over for befolkningen

Straffens

generalpræventive, afskrækkende effekter

er særdeles svære at undersøge, og der er

derfor ikke nogle endelige konklusioner på området. Forskningslitteraturen viser overordnet

set følgende:



Der findes mange gode studier på området, hvoraf hovedparten ikke finder entydig evi-

dens for, at straffens strenghed har generalpræventive, afskrækkende effekter. Visse

studier peger på mindre kriminalpræventive effekter.

Studier med fokus på

befolkningens holdninger til straf, motiver for at straffe,

samt

hvordan

straf påvirker befolkningen

er opsummeret i forskningsgennemgangen. I forhold til befolk-

ningens holdninger til straf er der identificeret flere metodisk gode studier, mens de to reste-

rende dele ikke har samme mængde solid forskning. Resultaterne fra befolkningsstudierne

peger på:



En del gode studier viser, at majoriteten af befolkningen ønsker strengere straffe, når

de spørges til straf generelt. Samtidig viser studierne dog, at befolkningen har ringe

kendskab til, hvor strenge straffe domstolene rent faktisk idømmer lovovertrædere. Stu-

dierne peger på, at befolkningen ønsker at dømme mildere, jo mere information om en

konkret lovovertrædelse, de har.



En del studier, hvoraf kun få er robuste, har belyst, hvordan straf af lovovertrædere

påvirker befolkningens følelser eller holdninger. Resultaterne indikerer, at befolknin-

gen kan opleve færre negative følelser, i tilfælde hvor lovovertrædere straffes. Endvi-

dere indikerer resultaterne fra to studier, at befolkningens støtte til selvtægt stiger, hvis

lovovertrædere ikke straffes, eller politiet ikke rykker ud.



Befolkningens motiver for at straffe er undersøgt i mange studier. Flere af studierne er

af mindre god kvalitet, og resultaterne skal tolkes varsomt. Nogle studier sammenligner

befolkningens opbakning til henholdsvis princippet om proportionalitet mellem gernin-

gens alvorlighed og straffens strenghed og princippet om genoprettende retfærdighed.

Disse studier finder, at motiver, der stemmer overens med et princip om proportionali-

tet, er særligt udbredte for grovere lovovertrædelser, mens der for mindre grove lov-

overtrædelser ligeledes er stor støtte til genoprettende retfærdighed. Andre studier sam-

menligner befolkningens opbakning til henholdsvis princippet om proportionalitet og

utilitaristiske formål om at forebygge kriminalitet via afskrækkelse eller indespærring.

Resultaterne herfra indikerer, at der generelt er størst støtte i befolkningen til princippet

om proportionalitet.

Idømt straf

–

virkning over for offeret

Den overordnede konklusion på dette område er, at der mangler viden på området. Dels

mangler der mere robuste empiriske undersøgelser, og dels findes der på nogle områder ikke

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

meget empirisk forskning, herunder særligt vedrørende straffens betydning for ofrenes tilbø-

jelighed til selvtægt og oplevelse af social anerkendelse. Med forbehold for, at der er tale om

relativt få studier med visse metodemæssige svagheder, ses følgende resultater:



En del studier viser, at der er en sammenhæng mellem straf og ofrenes

tilfredshed med

retssystemet

generelt. Hvis gerningsmanden modtager en straf, ses det, at ofrene er mere

tilfredse med retssystemet, og jo strengere straf gerningsmanden idømmes, jo mere til-

freds er offeret.



Der kan på baggrund af relativt få studier ikke påvises en længerevarende betydning af

straf for ofrenes grad af

hævnfølelse.

Der ses dog indikationer af en kortvarig effekt

ved, at ofrenes hævnfølelse mindskes mere lige efter dommen, hvis de mener, at ger-

ningsmanden blev idømt en streng straf.



På baggrund af en del studier er det usikkert, hvorvidt der er en sammenhæng mellem

straf og offerets

psykiske trivsel,

da resultaterne peger i forskellige retninger, og der

anvendes forskellige mål for psykisk trivsel. Nogle studier indikerer, at økonomisk

kompensation betalt af gerningsmanden kan have en positiv virkning. Der ser dog ud

til at være en tendens i retning af, at de studier, der anvender validerede, standardiserede

mål for psykisk trivsel, i mindre grad finder en sammenhæng end studier, der anvender

mere vage mål for psykisk trivsel. Der ses også et mønster i, at de fleste af de studier,

der finder en sammenhæng, måler straf som den subjektivt oplevede tilfredshed med

straffen frem for den objektivt idømte straf.



Få studier undersøger betydningen af

den personlige sikkerhed

og sikkerhed for andre

potentielle ofre og finder, at dette blandt ofre er et væsentligt motiv for at straffe ger-

ningsmanden. Ofrene anser straf af gerningsmænd, særligt fængselsstraffe, som en

måde, hvorpå offerets egen personlige sikkerhed såvel som samfundets sikkerhed ga-

ranteres, ved at gerningsmanden indespærres og derved ikke kan begå nye lovovertræ-

delser.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Tabel 1

Virkningen af processer, der kan lede til straf

Rettet mod

Undersøgt virkning

Straffens vished ift. recidiv

Gerningsmand

Straffens hastighed ift. reci-

div

Straffens vished ift.

mængde af kriminalitet

Befolkning

Straffens hastighed ift.

mængde af kriminalitet

Effektstudier findes

Få studier

Påvist sammenhæng

Kriminalpræventiv effekt

Kriminalpræventiv effekt ved hurtig

anholdelse, kriminogen effekt ved

hurtig dom

Kriminalpræventiv effekt

Enten nuleffekt eller kriminalpræ-

ventiv. Uklart pga. studiernes kvali-

tet

Eventuel effektstørrelse

Varierer fra lille til betydelig

Lille kriminalpræventiv ef-

fekt, betydelig kriminogen

effekt

Varierer fra lille til betydelig

Hvis effekt, da varierende

og usikker

Robusthed

Få gode studier

Mange studier

Få studier, alle ift. færd-

selskriminalitet

Mange gode studier

Få og ringe studier

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Tabel 2

Virkningen af idømt straf

Rettet mod

Undersøgt virkning

Indespærring ift. mængde af

kriminalitet

Straflængde ift. recidiv

Gerningsmand

(Strenghed af) straffens art

ift. recidiv

(Strenghed af) straffens art

ift. recidiv, færdselslov

Straffens længde ift.

mængde af kriminalitet

Kriminel lav- eller myndig-

hedsalder ift. mængde af

kriminalitet

Holdninger til straf

Straffens påvirkning af be-

folkningens holdninger og

følelser

Befolkningens motiver for

straf

Straffens betydning for til-

fredshed med retssystemet

Straffens betydning for

hævnfølelse

Offer*

Straffens betydning for psy-

kisk trivsel

Straffens betydning for per-

sonlig sikkerhed

Ingen effektstudier, men en

del andre studier

Ingen effektstudier, men få

andre studier

Mange studier

En del studier

Mange studier

Effektstudier findes

Mange studier

Påvist sammenhæng

Kriminalpræventiv effekt

Oftest nuleffekt. Visse studier viser

hhv. kriminalpræventive og krimino-

gene effekter

Oftest nuleffekt. I visse tilfælde krimi-

nogen effekt

Kriminalpræventiv effekt

Oftest nuleffekt. Visse viser kriminal-

præventiv effekt

Oftest nuleffekt. Ét studie viser krimi-

nalpræventiv effekt

Ønsker strenge straffe, men under-

vurderer strafniveau.

Indikerer hhv. færre negative følelser

og mindre støtte til selvtægt, hvis kri-

minelle straffes.

Ved alvorlig kriminalitet foretrækkes

proportionalitet. Ved mindre alvorlig

krim. foretrækkes genoprettelse.

Højere tilfredshed, hvis streng straf

Ingen påviselig længerevarende be-

tydning, men indikationer af kortvarig

virkning

Muligvis virkning for offeret af kom-

pensation fra gerningsmanden

Sikkerhed er et væsentligt motiv for

straf blandt ofre

Eventuel effektstørrelse

Lille

Hvis effekt, da er effekt uan-

set retning oftest lille

Hvis effekt, da varierer ef-

fekten fra lille til betydelig

Varierer fra lille til betydelig

Hvis effekt, da lille

….

Robusthed

Mange gode studier

Mange studier

Mange gode studier

En del gode studier

Mange gode studier

En del studier

Få gode studier

En del gode stu-

dier, ingen effekt-

studier

Få gode studier

Befolkning

Ingen effektstudier, men en

del andre studier

En del studier

Uklart

Ingen effektstudier, men

mange andre studier

Ingen effektstudier, men en

del andre studier

Ingen effektstudier, men få

andre studier

Få gode studier, in-

gen effektstudier

Få gode studier, in-

gen effektstudier

Få og ringe studier,

ingen effektstudier

En del ringe stu-

dier, ingen effekt-

studier

Få og ringe studier

*Det bemærkes, at det ikke har været muligt at finde forskning, der belyser straffens virkning på ofrenes tilbøjelighed til selvtægt samt oplevelse af social anerkendelse.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Indhold

Generel indledning

1.1

1.2

1.3

Rapportens indhold, afgrænsning og opbygning

Litteratursøgning

Metode

Virkninger af et straffende system som helhed

2.1

2.2

2.3

Teoretiske perspektiver på det strafferetlige systems betydning

Den historiske udvikling af det strafferetlige system i forhold til drab

Kriminaliseringer og legaliseringer

2.3.1 Kriminalisering af kørsel uden sikkerhedssele

2.3.2 Legalisering af cannabis

Straffens vished og hastighed

–

virkning over for

gerningsmanden og befolkningen

3.1

Virkningen over for gerningsmanden

3.1.1 Straffens vished

3.1.2 Straffens hastighed

3.2

Virkning over for befolkningen

3.2.1 Straffens vished

3.2.2 Straffens hastighed

Idømt straf

–

virkning over for gerningsmanden

4.1

4.2

Effekter af indespærring

Individualpræventive effekter efter udståelse af straf

4.2.1 Straffens faktiske strenghed

–

straflængde

4.2.2 Straffens faktiske strenghed

–

sanktionstype

4.2.3 Opfattet strenghed

Idømt straf

–

virkning over for befolkningen

5.1

Generalpræventive effekter af straffens strenghed

5.1.1 Straffens faktiske strenghed

–

straflængde

5.1.2 Straffens

faktiske

strenghed

–

den

kriminelle

lav-

eller

myndighedsalder

5.1.3 Straffens faktiske strenghed

–

økonomisk kriminalitet

5.1.4 Straffens opfattede strenghed

5.2

Straffens formål med hensyn til befolkningens holdninger

5.2.1 Befolkningens holdninger til straf

5.2.2 Straffens påvirkning af befolkningens holdninger og følelser

5.2.3 Befolkningens motiver for straf

Idømt straf - virkning over for ofre

6.1

Straffens betydning for ofres oplevelse af retfærdighed

6.1.1 Tilfredshed med retssystemet

6.1.2 Hævnfølelse

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

6.1.3 Tilbøjelighed til selvtægt

6.2

Straffens betydning for ofres livskvalitet

6.2.1 Psykisk trivsel

6.2.2 Social anerkendelse

6.2.3 Sikkerhed

Litteratur

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Generel indledning

Virker straf? Dette er et spørgsmål, der tiltrækker sig meget opmærksomhed i den offentlige

debat, men svaret er ganske afhængigt af, hvad formålet med straf anses for at være. Justits-

ministeriets Forskningskontor har tidligere foretaget litteraturgennemgange vedrørende straf-

fens virkning, som har været fokuseret på tiltag rettet mod gerningsmanden og dennes forhold

efter udstået straf (Jørgensen et al. 2012, Jørgensen et al. 2015). I nærværende litteraturgen-

nemgang anlægges et bredere perspektiv, idet straf kan have flere formål end de, der angår

gerningsmanden.

Formålet med at straffe kan anskues ud fra en retsfilosofisk tilgang, som benævnes

retributi-

visme,

hvor synspunktet er, at straf er en retfærdig konsekvens af en forkert handling. Straf

anses for at være et formål i sig selv, der ikke kræver yderligere begrundelse. Motivet til at

straffe kan henføres til gengældelse og et princip om, at gerningsmanden fortjener at blive

straffet for sine handlinger. Denne tilgang er orienteret mod fortiden, idet straffens strenghed

fastlægges ud fra, at den skal være proportionel med kriminalitetens grovhed og den lidelse,

offeret har været udsat for.

En anden retsfilosofisk tilgang bygger på nytteetik, også kaldet

utilitarisme,

og er omvendt

orienteret mod fremtiden, idet formålet med straf er at gøre noget brugbart for samfundet,

herunder typisk at reducere risikoen for kriminalitet fremover. I tilfælde af at der ikke er

nogen risiko for, at en bestemt handling vil lede til yderligere kriminalitet, såfremt den står

ustraffet hen, så vil straffen, ifølge den utilitaristiske tankegang, være nyttesløs. Målet er at

opnå den størst mulige nytte for alle parter, og straffen bør derfor kun være lige tilpas streng

til at forhindre fremtidig kriminalitet, så både gerningsmanden og samfundet ikke lider unø-

digt. Det antages, at det er muligt at opnå en præventiv effekt af straffen enten ved at uska-

deliggøre lovovertræderen via eksempelvis indespærring, ved at afskrække lovovertræderen

eller andre potentielle gerningsmænd fra at begå kriminalitet eller ved at ændre lovovertræ-

derens indstilling og handlemønstre, således at vedkommende fremover vil afstå fra lovover-

trædelser (Ryberg 2006, Carlsmith og Darley 2008). I forlængelse heraf kan også nævnes en

anden fremtidsorienteret tankegang, som indebærer, at samfundets sammenhængskraft anses

som et formål med straf. Idéen er, at straffen forstærker og bekræfter samfundets fælles nor-

mer og værdier; straffen kan her betragtes som en reaktion på, at samfundets fælles normer

og værdier er overtrådt (kriminelle handlinger), og via denne funktion modvirkes den demo-

raliserende effekt af kriminalitet, idet det via straffen demonstreres, at der i samfundet er

konsensus om de fælles normer og værdier, samt at dette håndhæves. Herigennem styrkes

fællesskabet, og samfundets sammenhængskraft øges (Garland 2013).

Endeligt kan nævnes den retsfilosofiske tilgang til formålet med straf, der findes i den

gen-

oprettende retfærdighed,

hvor der er større fokus på offerets

behov, og hvor principper for

Offeret kan både være et individ eller samfundet i bredere forstand.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

straf i højere grad fokuserer på, at lovovertræderen skal gøre skaden god igen på enten et

materielt eller symbolsk niveau (Zehr 2008). Sanktioner og tiltag som samfundstjeneste, øko-

nomisk kompensation og konfliktråd, hvor lovovertræderen tager ansvar og undskylder, kan

betegnes som tiltag med fokus på genoprettende retfærdighed. Her kan straffens formål anses

som en grad af rehabilitering af offeret.

1.1

Rapportens indhold, afgrænsning og opbygning

Som det fremgår, eksisterer en række forskellige formål med at straffe, herunder forskellige

rationaler bag fastsættelsen af straffe samt forskellige opfattelser af, hvilken virkning straffen

ideelt set bør have, og hvilke aktører denne virkning bør være rettet mod.

Denne rapport beskriver indledningsvist visse teoretiske overvejelser om den overordnede

betydning af det straffende system som helhed, samt studier der kan give indikationer af

denne betydning på baggrund af, hvordan historiske og moderne kriminaliseringer og legali-

seringer har påvirket bestemte typer af adfærd. Af metodologiske årsager er det dog ganske

svært at undersøge disse spørgsmål, og kapitlet giver derfor ingen klare empiribaserede ef-

fektmål om den samlede betydning af et straffende system som helhed. Derefter beskrives

via en struktureret litteraturgennemgang af en række undersøgelser, hvorvidt der forsknings-

mæssigt kan påvises virkninger af straf på baggrund af konkrete karakteristika ved det straf-

fende system og i overensstemmelse med de ovenfor nævnte formål i relation til henholdsvis

gerningsmænd, befolkning og ofre.

Denne opdeling tager udgangspunkt i, at et givent formål

med straf typisk vil være rettet mod én af disse grupper, og at virkninger over for grupperne

vil skyldes forskellige mekanismer og midler. Litteraturgennemgangen angår primært virk-

ningen af

idømt

straf, herunder hvad denne strafs art og længde betyder.

Der fokuseres ikke

på betydningen af resocialiserende tiltag eller afsoningsform. For dømte gerningsmænd un-

dersøges alene den idømte strafs betydning for recidiv, mens straffens virkning på andre for-

hold som uddannelse, arbejde og familieliv ikke behandles direkte.

Ud over betydningen af

selve den idømte straf belyser litteraturgennemgangen også betydningen af sandsynligheden

for, at en kriminel handling leder til straf samt varigheden af tidsperioden, inden straffen

udløses. Disse omtales som henholdsvis straffens vished og hastighed og er i høj grad pro-

dukter af faser af straffesagskæden, der går forud for den idømte straf. Disse to elementer er

således relateret til straf, og er i forskningslitteraturen stærkt forbundne til den kriminalpræ-

ventive virkning af straf.

I denne litteraturgennemgang vil resultaterne overordnet blive præsenteret i henhold til, om

de angår den overordnede betydning af et straffende system som helhed, eller om de angår

konkrete karakteristika ved det straffende system. Inden for sidstnævnte fokusområde skelnes

mellem, om studierne angår faser af straffesagskæden, der går forud for den idømte straf eller

I rapporten inkluderes både straffe idømt ved en domstol og straf pålagt af en anden type af myndighed.

I nogle sammenhænge nævnes også straffens

ekstra-legale betydning.

Denne opstår som resultat af det omgivende

samfunds opfattelse af lovovertrædelsens moralske status og udgøres eksempelvis af uformelle sanktioner som

skam. Dette forhold indgår ikke i denne litteraturgennemgang.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

følger af den idømte straf. Dernæst opdeles disse resultater med udgangspunkt i, hvem virk-

ningen er tiltænkt. Dette er illustreret i figur 1. Det skal understreges, at formålet med figuren

er at give et overblik over rapportens opbygning ud fra et fokus på idømt straf, mens den ikke

bør anvendes til at give et udtømmende billede af potentielle formål med straf. Således vil

der være en række potentielle formål med straf, som ikke fremgår af figuren, herunder formål

hvis virkninger er dårligt belyst og derfor ikke fremgår af rapporten.

Figur 1: Opdeling af straffesagskæden og dens potentielle virkninger.

Af den venstre del af figur 1 fremgår de faser af straffesagskæden, der kan lede til straf, og

som kan beskrives ud fra deres vished og hastighed. De behandles indledningsvist i kapitel 3

for henholdsvis gerningsmænd og befolkningen. Straffens vished og hastighed er i forsknin-

gen primært behandlet ud fra et utilitaristisk formål om at opnå kriminalpræventive virknin-

ger. Der kan også være ikke-kriminalpræventive formål knyttet til disse processer, herunder

vedrørende ofrene samt befolkningens holdninger til straf, men da der er relativt lidt forsk-

ning herom, som i øvrigt samtidig angår den idømte straf, er det valgt at samle disse resultater

under kapitlerne om idømt straf. Det utilitaristiske formål med straffens

vished

hastighed

og disses virkninger over for gerningsmænd og befolkningen kan beskrives som følger:

1A) I forhold til

gerningsmanden:

Straffens vished kan have en

individualpræventiv effekt,

såfremt gernings-

mænd i forbindelse med begået kriminalitet inkluderes i DNA-register eller

lignende, som øger straffens vished i tilfælde af efterfølgende kriminalitet.

Straffens hastighed kan have en

individualpræventiv effekt,

såfremt hastighe-

den tydeliggør, at straffen er en konsekvens af den kriminelle handling.

1B) I forhold til

befolkningen:

Truslen om, at kriminalitet med høj vished og hastighed leder til straf, kan

have en

generalpræventiv effekt,

der fungerer via afskrækkelse, uden at be-

folkningen har personlige erfaringer med straf.

Af den højre del af figur 1 fremgår selve den

idømte straf.

Formålet med denne og dens

mulige virkninger behandles for gerningsmanden, befolkningen og offeret i henholdsvis ka-

pitel 4, 5 og 6. Formålene og deres virkninger kan beskrives således:

2A) I forhold til

gerningsmanden:

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Straf kan medføre en umiddelbar, kriminalpræventiv

indespærringseffekt,

hvor gerningsmanden forhindres i at begå kriminalitet under frihedsberøvelse.

Straffen kan have en

individualpræventiv effekt,

der først ses efter idømt

–

el-

ler, såfremt der er tale om en frihedsberøvende straf, udstået

–

straf. Disse kan

blandt andet være baseret på afskrækkelse, hvor oplevelsen af straf afholder

den dømte fra at begå kriminalitet på ny, eller på resocialisering, hvor den

dømte i forbindelse med straffen indgår i programmer, der skal hjælpe ger-

ningsmanden med at holde sig fra kriminalitet for fremtiden. I de fleste studier

vil det dog være svært at afgøre, hvilken af disse effekter der er årsag til en

eventuel effekt.

2B) I forhold til

befolkningen:

Truslen om straf kan have en

generalpræventiv effekt,

idet den kan afholde

befolkningen i almindelighed

–

som ikke nødvendigvis selv har erfaringer med

straf

–

fra at begå kriminalitet.

Straf kan påvirke befolkningens

følelser

holdninger.

Derudover kan straf-

fens formål være at stemme overens med befolknings

holdninger

til og

motiver

for straf.

2C) I forhold til

offeret:

Straf kan have en betydning for ofres oplevelse af

retfærdighed

og påvirke

deres

livskvalitet.

De kriminalpræventive virkninger over for gerningsmænd og befolkning tager udgangspunkt

i, at straffens formål på utilitaristisk vis er at mindske mæ ngden af kriminalitet i samfundet.

Befolkningen og ofrenes oplevelse af retfærdighed, holdninger til og motiver for straf samt

ofrenes livskvalitet kan også tage udgangspunkt i nogle af de øvrige beskrevne rationaler

vedrørende straffens formål med hensyn til retfærdige konsekvenser eller genoprettelse. Be-

folkningens holdninger til og motiver for straf samt ofrenes oplevelse af retfærdighed belyses

henholdsvis i rapportens afsnit 5.2 og 6.1. Disse og lignende emner er i den offentlige debat

og i litteratur om straffeetik og retsfilosofi ofte blevet samlet under begrebet

retsfølelse.

Dette

begreb er dog ikke altid præcist defineret og kan fremstå luftigt (Ryberg 2006). Empirisk

forskning, der behandler temaer relateret til retsfølelse, fokuserer typisk på mere konkrete

mål som f.eks. holdninger til eller tilfredshed med det straffende system og straf. Indevæ-

rende litteraturgennemgang behandler forskning, der angår sådanne mere konkrete mål.

I denne litteraturgennemgang er der nogle forskningsområder, der er belyst forholdsvist godt

med mange, solide studier, mens der på andre områder stort set ikke eksisterer noget forsk-

ningsmæssig viden. Derfor vil konklusionerne på nogle områder være temmelig sikre, mens

der på andre områder med behov for mere forskning kun kan gives vage indikationer af sam-

menhænge.

Begrebsanvendelsen i rapporten afspejler dette. Ordet ”virkning” anvendes i en

bred

forstand og ofte med henvisning til et givent formål med straf. Ordet ”effekt” er forbe-

holdt robuste studier, der troværdigt påviser en årsagssammenhæng. Resultaterne i mindre

robuste studier, der ikke kan anvendes til at beskrive årsagssammenhænge, beskr ives som

”sammenhænge”, ”betydninger”, ”tendenser” eller ”indikationer”.

I øvrigt er det vigtigt at

være opmærksom på, om fravær af identificerede effekter skyldes, at der ikke findes forsk-

ning på området, eller om der findes forskning, hvorfra det ikke er muligt at påvise effekter.

Dette vil blive bemærket i rapportens delkonklusioner. Se i øvrigt afsnit 1.3 for uddybning af

metodologisk kvalitet og robusthed.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Det bemærkes i forhold til begrebsanvendelse, at effekter, der sænker mængden af krimina-

litet, omtales

som ”kriminalpræventive effekter”. Omvendt anvendes begrebet ”kriminogene

effekter”,

når der beskrives forhold, der øger mængden af kriminalitet. Blandt de kriminal-

præventive effekter skelnes der imellem ”individualpræventive effekter”, der mindsker

risi-

koen for, at en straffet gerningsmand recidiverer, og ”generalpræventive effekter”, der mind-

sker risikoen for, at befolkningen som helhed begår kriminalitet.

1.2

Litteratursøgning

Afgrænsningen af, hvilke virkninger af straf der gennemgås i denne rapport, herunder hvilke

søgeord der er relevante for litteratursøgningen, er foretaget ved først at gennemgå retsfilo-

sofisk litteratur, for derefter at afsøge systematiske gennemgange af straffens virkning. På

baggrund af dette materiale er der til brug for rapporten foretaget en endelig afgrænsning af

formål med og virkninger af straf.

Denne afgrænsning har udgjort rammerne for en systematisk litteratursøgning i en række

databaser indeholdende kriminologisk og anden relevant litteratur, herunder

Criminal Justice

Abstracts, Academic Search Complete

samt via

Google Scholar.

Der er også anvendt såkaldt

snowballing,

hvor relevante studier, der optræder i den fremsøgte litteratur, er inddrage t. Med

hensyn til individualpræventive effekter af straf er søgningen begrænset til at angå perioden

siden 2015, hvor Justitsministeriets Forskningskontor sidst foretog et litteraturstudie heraf

(Jørgensen et al. 2015).

I litteratursøgningen er der overordnet søgt på følgende sætninger med engelske nøgleord:

Effect of punishment, meta-analysis (effect) punishment, systematic review (effect) punish-

ment.

I sammenhæng med ovenstående sætninger er der desuden mere specifikt søgt på følgende

ord og ordkombinationer:

general deterrence, recidivism, reoffending, specific deterrence,

incapacitation, rehabilitation, retribution, justice, cohesion, solidarity, trust, expressive,

vengeance, revenge, victim satisfaction, (offender-payed) compensation, vigilantism, victim

perception of safety/security, victim, social standing/social status, victim well-being, victim

psychological consequence

I søgninger, hvor ordet

punishment

er anvendt, er lignende søgninger foretaget, hvor ordet

legal

er sat foran. Desuden er

effect

forsøgt erstattet med

outcome

og yderligere med

consequence

impact

for litteratur vedrørende ofre. Parenteser angiver, at søgningen er

forsøgt både med og uden ordet inde i parentesen.

Ovenstående søgeord er anvendt til at fremskaffe engelsksproget materiale. Det skal bemær-

kes, at meget dansk forskning publiceres på engelsk. For at sikre inddragelse af nyere dansk

og nordisk litteratur er alle nyhedsbreve fra Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi fra 2008

til ultimo 2018 gennemgået. Yderligere litteratursøgning er foregået på dansk, svensk og

norsk på hjemmesiderne for Danmarks Statistik, Rockwool Fonden, Statistisk Sentralbyrå,

Brottsförebyggande Rådet (Brå) og Det Kriminalpræventive Råd. På disse hjemmesider er de

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

engelske søgeord oversat til de respektive sprog. Søgningerne på de nordiske hjemmesider

gav dog et meget begrænset antal relevante rapporter. Hovedparten af materialet er indhentet

gennem søgninger på engelsk.

Det bemærkes, at litteraturgennemgangen ikke er encyklopædisk og derfor ikke beskriver en

udtømmende liste over straffens mulige formål og virkninger. Der kan være virkninger, som

ikke er blevet indfanget af litteratursøgningen. Derudover er der virkninger af straf, som det

ikke har været muligt at fremskaffe relevant forskning om. Her kan f.eks. nævnes, at der

findes enkelte studier, der belyser, hvordan straffen af gerningsmænd påvirker befolkningens

holdninger til selvtægt, men at det ikke har været muligt at finde studier, der belyser, hvorvidt

straffen af gerningsmænd rent faktisk påvirker sandsynligheden for, at ofre eller befolkningen

begår selvtægt.

1.3

Metode

I litteraturgennemgangen søges i udgangspunktet at belyse

kvantitative virkninger

i overens-

stemmelse med straffens formål, og kvalitative undersøgelser inddrages alene supplerende,

hvis der er tale om et underbelyst område.

For at vurdere, om de enkelte studier bør inkluderes i indeværende oversigt, og i så fald

hvilken vægt de bør tillægges, er der anvendt en række kriterier til at bedømme studiernes

relevans

kvalitet.

Disse kriterier er anvendt til at vurdere, hvor sikre og anvendelige kon-

klusionerne på et forskningsområde er. Såfremt der er tale om et relativt velbelyst område, er

kriterierne anvendt til at udvælge særligt gode studier.

Kriterierne med hensyn til

relevans

er baseret på resultaternes anvendelighed i en dansk kon-

tekst. Den største interesse tillægges danske studier, dernæst øvrige nordiske studier, så øv-

rige europæiske studier, øvrige angelsaksiske og amerikanske studier og endeligt studier fra

resten af verden. Der er meget stor forskel på forskellige landes straffer etlige systemer og

samfundsforhold i øvrigt. En meget stor del af den kriminologiske forskning stammer fra

USA, som på mange måder adskiller sig ganske markant fra Danmark, særligt på det straffe-

retlige område. Derfor er studier fra lande, der ligner Danmark, af størst relevans, og beskri-

velser af disse vil derfor være prioriteret, men studier fra andre lande indgår også med forbe-

hold for overførbarheden af deres resultater. I øvrigt vil nyere studier ofte også være mere

relevante end ældre studier.

Med hensyn til studiers

kvalitet

tillægges den stærkeste evidens i litteraturgennemgangen

metaanalyser, som er særlige studier, hvori der foretages synteser af den eksisterende viden,

ved at alle troværdige og robuste effektestimater på et område indhentes, standardiseres og

kombineres til ét eller flere samlede effektestimater. På den måde opnås der et samlet overblik

over, hvad der kan konkluderes ud fra de eksisterende studier som helhed med hensyn til

effektstørrelse, statistisk sikkerhed med videre. Metaanalyserne troværdighed øges, jo højere

de metodologiske krav til de inddragne studier er, samt hvis der tages højde for risikoen for

ikke-publicerede studier, som ikke finder en effekt (se Rosenthal 1979 vedr. betydningen af

ikke-publicerede studier).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Dernæst tillægges litteraturgennemgange foretaget af de førende fagfolk på feltet stor vægt.

I disse præsenteres flere af de vigtige studier med kommentarer med hensyn til deres meto-

dologiske styrker og svagheder. Disse litteraturgennemgange giver overblik over udviklinger

i forskningsfeltet og resultater fra forskellige forskningstraditioner.

Endeligt findes de enkelte studier, som kan rangeres ud fra deres metodologiske kvalitet i

forhold til at producere solide estimater af kausale effekter. Hertil anvendes en skala kaldet

The Maryland Scientific Methods Scale (SMS) (Sherman et al. 2002). Skalaen har fem ni-

veauer af metodologisk kvalitet, hvor niveau 1 anvendes til de ringeste studier, mens niveau

5 angår de bedste. Jo flere og jo bedre studier, der peger på de samme resultater, jo mere sikre

er konklusionerne om et givent forholds kausale effekter eller mangel på samme. Ved vurde-

ringen af de enkelte studier tages der fortsat hensyn til andre metodologiske styrker og svag-

heder, såsom størrelsen af analyseudvalget, bortfald, anvendte statistiske teknikker, menings-

fuldheden af operationaliseringer og lignende. Alvorlige problemer med disse kan lede til, at

et studie må betragtes som ringere end dets metodedesign i udgangspunktet angiver. Niveau-

erne på The Maryland Scientific Methods Scale fremgår af tabel 3.

Tabel 3

Niveauer på The Maryland Scientific Methods Scale (SMS)

Niveau

Beskrivelse

Niveau 5

Tilfældig inddeling i eksperimental- og kontrolgrupper.

Effektmål før og efter (ændring af) forhold relateret til straf i flere eksperimental- og kontrolgrupper, under

kontrol for andre forhold af betydning.

Effektmål før og efter (ændring af) forhold relateret til straf for en eksperimentalgruppe med en sammenlig-

nelig kontrolgruppe.

Effektmål før og efter (ændring af) forhold relateret til straf for en eksperimentalgruppe uden sammenligne-

lig kontrolgruppe.

Korrelationer mellem forhold relateret til straf og et effektmål på ét tidspunkt.

Niveau 4

Niveau 3

Niveau 2

Niveau 1

Det bemærkes, at der er meget stor forskel på, hvor godt de forskningsområder, der gennem-

gås i denne rapport, er belyst med hensyn til antallet af studier og deres kvalitet. I tilfælde af

at der er tale om forholdsvist velbelyste områder, anvendes alene studier fra skalaens øverste

niveauer. Gennemgangen af de mindre velbelyste områder er derimod baseret på studier fra

Teksten er baseret på (Sherman et al. 2002), men er tilpasset, så den passer til denne rapports fokus.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

skalaens lavere niveauer og inddrager eventuelt også studier, der slet ikke kan placeres på

skalaen, herunder kvalitative studier. Dette forhold har betydning for, hvor sikre konklusioner

der kan drages på baggrund af den eksisterende litteratur.

Som nævnt kan en del af straffens formål være, at den har generalpræventive virkninger over

for befolkningen, hvilket særligt belyses i afsnittene 3.2 og 5.1 om de generalpræventive

effekter af straffens vished, hastighed og strenghed. Disse generalpræventive effekter kan

fungere via afskrækkelse. Der er imidlertid en række metodiske udfordringer ved at under-

søge generalpræventive virkninger baseret på afskrækkelse:

1. En udfordring er, at alle personer i et samfund i udgangspunktet påvirkes på samme måde

af lovændringer, politiets praksis m.v. Dermed findes der ikke nogen kontrolgruppe, som

kan anvendes til at beskrive, hvordan kriminaliteten havde udviklet sig, såfremt der ikke

blev foretaget nogle ændringer af de nævnte forhold (se også Justitsministeriets Forsk-

ningskontor 2011). For at have et grundlag, hvorudfra man kan vurdere en effekt, angår

mange studier i stedet sammenligninger mellem forskellige jurisdiktioner (ofte ameri-

kanske stater), men også forskelle som følge af lovændringer eller lignende har været

anvendt til at få et greb om, hvorvidt og hvordan generalpræventive afskrækkende effek-

ter fungerer.

2. En anden udfordring er, at nogle af de potentielt afskrækkende forhold ved det straffende

system, såsom lange fængselsstraffe, også kan føre til, at flere mennesker indespærres,

hvorved estimaterne af en kriminalpræventiv effekt ofte vil angå en samlet betydning af

indespærring og afskrækkelse. Det kan således være svært at måle en afskrækkende ef-

fekt, der er isoleret fra indespærringseffekter og omvendt. Studier, der hovedsageligt be-

handler indespærringseffekter, gennemgås i afsnit 4.1.

3. En tredje udfordring er, at det ikke blot er karakteren af den idømte straf eller af de pro-

cesser, der kan lede til straf, som kan påvirke kriminalitetsniveauet, men også kriminali-

tetsniveauet der indirekte kan påvirke disse afskrækkende faktorer. Eksempelvis kan en

høj grad af vished om straf skyldes en stor politistyrke, der kan være indført som en

politisk reaktion på et højt kriminalitetsniveau. Dette gør det særdeles vanskeligt at af-

gøre, hvad der er årsag og virkning (Nagin 2013). Derfor er mange studier baseret på

situationer, hvor karakteristika ved straffen eller de processer, der kan lede til straf, va-

rieres, hvilket muliggør sammenligninger over tid og eventuelt med andre områder, hvor

de samme ændringer ikke forekom.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Virkninger af et straffende system som

helhed

Virkninger af straf belyses typisk på baggrund af variationer i henholdsvis konkrete karakte-

ristika ved og omfanget af det straffende system. Et mere grundlæggende spørgsmål er dog,

hvilken betydning det i det hele taget har, at sådanne institutioner findes

–

eller med andre

ord, hvad konsekvensen af helheden af det strafferetlige systems eksistens er. Et logisk argu-

ment, angivet i forskningslitteraturen,

er:”

[…] there is by now unequivocal evidence that

ordinary people can sometimes be deterred by both formal and informal sanctions. There are

also good reasons for believing that the criminal justice system as a whole exercises a deter-

rent effect

–

that crime would be much more prevalent than it is today were almost all offences

to go undetected and unpunished”

(von Hirsch et al. 1999). Det er dog svært at give mere

empirisk baserede svar, idet det ikke er muligt at teste, hvordan samfundet ville se ud, hvis

der ikke var et strafferetligt system overhovedet. Situationer, hvor et strafferetligt system

enten er blevet indført eller er brudt sammen, vil generelt set være præget af en lang række

andre udviklinger, der gør det umuligt at isolere betydningen af det strafferetlige system i sig

selv. Derfor er det ikke muligt at opnå egentlige effektmål på dette område.

I det følgende kapitel vil betydningen af det strafferetlige system som helhed i stedet indled-

ningsvist blive belyst med udgangspunkt i filosofiske og teoretiske beskrivelser af systemets

betydning. Dernæst beskrives kort den historiske udvikling af det strafferetlige system og de

på samme tid faldende drabsrater. Endeligt gives enkelte indikationer af det strafferetlige

systems betydning, når bestemte typer af adfærd enten kriminaliseres eller legaliseres.

2.1

Teoretiske perspektiver på det strafferetlige systems betydning

Der findes en række teoretiske og filosofiske beskrivelser af, hvilken rolle det strafferetlige

system spiller, og hvilken betydning det har.

Teorierne beskriver på forskellig vis, hvilken rolle straf spiller i samfundet

generelt og over for kriminaliserede handlinger specifikt.

På den ene side findes en række teorier, der beskriver det strafferetlige system som del af en

samfundsorden, der garanterer forhold som sikkerhed og nytte. På den anden side findes te-

orier, der beskriver det strafferetlige system som en central del af udviklingen og styrkelsen

af den moderne stat og dennes formelle sociale kontrol med befolkningen. Det bemærkes, at

der i dette afsnit er tale om teoretiske nedslag og ikke en komplet oversigt over forskellige

perspektiver på betydningen af det strafferetlige system.

Blandt de mest kendte filosofiske argumenter angående betydningen for samfundets sikker-

hed af, at staten straffer lovovertrædere,

er Thomas Hobbes’ Leviathan, der beskriver ”natur-

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

tilstanden” uden en stat som en alles krig mod alle, hvor livet er

”solitary,

poor, nasty, bru-

tish, and short”

(Hobbes 2016 [1651]). Hobbes konkluderer, at mennesker bør være villige

til at underlægge sig en suveræn for at undgå denne naturtilstand. En del af denne suveræns

magt består i at straffe lovovertrædere for derved at opretholde en samfundsorden. I dette

argument er der dog ikke tale om et selvstændigt strafferetligt system, idet suverænen besid-

der hele magten.

Denne klassiske kilde beskriver således, hvordan fraværet af et retssystem

kan lede til anarki.

Som nævnt i rapportens indledning har utilitarister argumenteret for, at et straffende sys tems

trussel om sanktioner rent normativt

bør

afskrække potentielle lovovertrædere fra at begå

kriminalitet. Den italienske jurist og filosof Cesare Beccaria argumenterede også for, at det

straffende system rent faktisk kan have denne effekt, hvis det med en tilstrækkelig vished

idømmer straffe af tilstrækkelig strenghed (Beccaria 1819 [1764]). Et meget kendt eksempel

på anvendelse af disse principper ligger i den utilitaristiske filosof Jeremy Benthams tanker

om de såkaldte Panoptikon (Bentham 1791 [1787]), der er en arkitektonisk indretning af

blandt andet fængsler, hvor en enkelt vagt i et central placeret tårn kan overvåge alle de

indsatte. De indsatte kan hverken se hinanden eller vagten, og da de ikke ved, om de overvå-

ges, er de nødt til at antage, at dette er tilfældet og agere derefter.

Et andet perspektiv på det strafferetlige systems betydning ligger i udviklingen, styrkelsen

og centraliseringen af den moderne stat, der blandt andet involverer en monopolisering af

brugen af fysisk vold og udvidelsen af formel social kontrol. Styrkelsen af den centrale stats-

magt har i samspil med udvidelsen af markedsøkonomien

været beskrevet som en civilisa-

tionsproces (Elias 2000 [1939]), idet den løbende sikring af befolkningens liv og tilværelse

bidrog til at fredeliggøre hverdagsinteraktioner, forøge befolkningens selvkontrol og forbedre

mulighederne for samarbejde med personer, som man ikke har en umiddelbar rela tion til.

Ifølge teorien spillede samfundseliter en central rolle i denne udvikling, idet styrkelsen af

statsmagten bidrog til, at krigeradelen forvandledes til en hofadel, hvis succes var afhængig

af sociale kompetencer frem for vold.

Filosoffen Michel Foucault har også beskrevet udviklingen af statsmagten i termer relateret

til social kontrol, men med et større fokus på det straffende system. Ifølge Michel Foucault

er det straffende systems historie også historien om tre måder at skabe orden i samfundet på,

såkaldte dispositiver, der følger og bygger på hinanden, og som både påvirker og påvirkes af

det straffende system. Fra middelalderen indføres legalitetens dispositiv, der skaber en skel-

nen mellem lovligt og ulovligt og foreskriver korporlige, pinefulde straffe på baggrund heraf.

Fra omkring år 1700 udbygges denne med et disciplinens dispositiv, der ved at kategorisere

individer, eksempelvis indsatte, søger at reformere og forbedre dem, hvilket indebærer en

Det kan i denne sammenhæng bemærkes, at der i Baron de Montesquieus værk Om Lovenes Ånd (De Montesquieu

1989 [1748]) ses et argument for et selvstændigt retssystem, der som dømmende magt adskilles fra den lovgivende

og den udøvende magt. Formålet med denne tredeling er, at ingen magt kan regere despotisk, og der er så ledes ikke

tale om de direkte virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning eller ofre, som er fokus i denne litteratur-

gennemgang.

Udvidelsen af markedsøkonomien medførte en højere grad af gensidig afhængighed, hvorved konflikter mellem

privatpersoner ikke i samme grad kunne løses med vold, da det ville skade udvekslingen af varer og deraf profit.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

ændring af straffens karakter. Sidst kommer sikkerhedsdispositivet, hvor kriminalitet anses

som et karakteristika ved befolkningen, der kan forebygges via generelle mekanismer og tek-

nikker, og hvis konsekvenser håndteres af et beredskab. Det straffende system formes af og

medvirker til at forme det omgivende samfund, hvorved også mennesker, der ikke er i direkte

kontakt med det straffende system, kan blive genstand for eksempelvis (selv-)overvågning

og (selv-)disciplinering (Raffnsøe et al. 2008).

2.2

Den historiske udvikling af det strafferetlige system i forhold til

drab

De strafferetlige systemer, som vi i dag kender i Danmark og i det øvrige Europa, er frem-

vokset over flere århundreder og er løbende blevet udvidet, styrket og ændret grundlæggende.

Over disse århundreder ses også omfattende forandringer i kriminaliteten. Historiske oplys-

ninger om kriminalitet kan være ganske upålidelige, men i en del tilfælde findes der oplys-

ninger om alvorlig vold og drab. Sammenhængen mellem reguleringen af manddrab som et

strafferetligt område og udviklingen i drabsrater kan give en indikation af betydningen af

helheden af det straffende system.

Historisk kan der samtidig med styrkelsen af det strafferetlige system og

retsforfølgelsen af manddrab herigennem ses et markant fald i drabsraten.

Drab har stort set altid ledt til en form for sanktioner, men i den tidligere middelalder var det

udbredt, at kun overlagte mord ansås for at være strafbare med døden, mens drab begået i

affekt eller i forsvar af ære ofte blev anskuet og håndteret med langt mere eftergivenhed

(Eisner 2003). Drab begået som et uheld eller i selvforsvar krævede i Danmark som udgangs-

punkt mandebod til offerets efterladte, og dette var en langt mere udbredt konsekvens end at

blive henrettet eller erklæret fredløs for overlagt mord (Netterstrøm 2017). I løbet af de næste

århundreder ses mange steder i Europa en gradvis udvikling mod, at sådanne drab overgår

fra at være en begivenhed, der kræver forhandling og forsoning mellem familier, til en kri-

minel handling, der behandles af dommere eller suveræner, og som kræver straf (Eisner 2003,

Muchembled 2012). I Danmark skete dette formelt set i 1537, men i praksis var der tale om

en langt mere gradvis overgang (Netterstrøm 2017).

Historisk kan der i samme periode iagttages store fald i drabsraterne i Europa. Typisk esti-

meres drabsrater i senmiddelalderen til mellem 20 og 40 drab pr. 100.000 indbyggere pr. år,

og denne andel falder til mellem 0,5 og 1 drab pr. 100.000 indbyggere pr. år i midten af 1900-

tallet (Eisner 2001, Eisner 2003, Eisner 2014). Faldet er forholdsvist veldokumenteret fra

starten af 1600-tallet, men starter antageligt tidligere

–

dog med visse midlertidige, lokale

stigninger. Blandt de lande, som der findes nogenlunde pålidelige data for, synes udviklingen

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

at starte tidligst i England, Nederlandene og Belgien og at komme senest til Italien.

I Dan-

mark findes ingen beregninger af udviklinger i drabsrater over længere dele af denne periode,

men der findes nedslag og visse indikationer af et skarpt fald omkring 1640 og muligvis også

et mere løbende fald i århundrederne forinden (Netterstrøm 2017). Det skal understreges, at

udviklingerne er behæftet med betydelige usikkerheder.

Udviklingen i drabsrater har typisk været tolket som udtryk for en øget formel social kontrol

med befolkningen, hvor styrkelsen af statsmagten, herunder det strafferetlige system, er ét

element, jf. afsnit 2.1. Der sker dog samtidig udvidelser af en lang række andre former for

såvel statslig, formel social kontrol som udvidelser af ikke-statslig, uformel social kontrol.

Faldet i drabsrater kan derfor antageligvis ikke alene tilskrives det strafferetlige system. End-

videre udfordres teorierne om formel social kontrol og den centraliserede statsmagt af, at

disse også blev udvidet i Italien, hvor drabsraterne ikke umiddelbart faldt, mens Nederlan-

dene, hvor drabsraterne faldt tidligt, omvendt var en relativt decentraliseret stat (Eisner

2003). Det skal også bemærkes, at der findes andre teorier om årsagen til faldet i drabsrater,

som påpeger betydningen af statens legitimitet, protestantismen samt nedbrydningen af en

æreskultur (Eisner 2001, Eisner 2003).

2.3

Kriminaliseringer og legaliseringer

En mere samtidig indikation af betydningen af et strafferetligt system kan fås ved at under-

søge betydningen af kriminaliseringer og legaliseringer. Her flyttes grænserne for, hvilken

adfærd der anses for at være kriminel. Forandringer i sådan adfærds hyppighed bør derfor i

princippet kunne tilskrives betydningen af, at adfærden er reguleret igennem det strafferetlige

system.

De undersøgelser, der behandles i afsnittet, viser resultater af henholdsvis en kriminalisering

på færdselsområdet og legaliseringer af brug af cannabis.

Kriminalisering af kørsel uden sikkerhedssele synes at have påvirket bru-

gen af disse seler positivt. Resultater vedrørende legalisering af cannabis

peger i nogle tilfælde på, at dette har ledt til en stigning i brugen af canna-

bis, mens andre studier ikke finder en effekt.

Det skal understreges, at resultaterne i dette afsnit ikke nødvendigvis kan generaliseres til

andre typer af kriminalitet end de undersøgte. Dette skyldes, at handlinger, der er genstand

for enten kriminalisering eller legalisering, typisk ikke vil blive anset for at være ligeså al-

vorlige eller moralsk set forkerte som handlinger, hvis legale status ikke bliver ændret i sam-

tiden. Det vil antageligvis ikke alene være et spørgsmål om, hvorvidt adfærden er lovlig eller

ulovlig, men også hvor alvorlig eller moralsk forkert adfærden anses for at være, der er med

Faldet lader til særligt at angå drab, begået af personer fra de højere sociale klasser, samt mænds drab på mænd.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

til at influere på, i hvilket omfang adfærden forekommer. Dermed er der grund til at antage,

at omfanget af de typer adfærd, der ikke er blevet kriminaliseret eller legaliseret i nyere tid,

kan blive påvirket anderledes af kriminaliseringer og legaliseringer end adfærd, der har været

genstand for sådanne lovændringer.

2.3.1

Kriminalisering af kørsel uden sikkerhedssele

Et studie tyder på, at lovgivning om obligatorisk brug af sikkerhedssele bidrog til at udvide

bilisters anvendelse af selen og dermed til trafiksikkerheden. Denne type lovgivning blev

indført i Europa og Australien

i 1970’erne, men først i 1984 i staten New York og senere i

andre amerikanske stater. Et robust studier finder, at amerikanske love om obligatorisk brug

af sikkerhedsseler forøgede brugen med 22 procentpoint, og at dette i øvrigt sænkede antallet

af trafikdræbte (Cohen og Einav 2003).

2.3.2

Legalisering af cannabis

Når bestemte typer af adfærd fjernes fra det område, som det strafferetlige system dækker,

kan der skelnes mellem tre modeller. Mest vidtrækkende er legaliseringer, hvor en type ad-

færd lovliggøres. Dernæst findes afkriminaliseringer, hvor adfærden fortsat er ulovlig, men

hvor den ikke udløser en strafferetlig sanktion, men derimod en alternativ sanktion som f.eks.

misbrugsbehandling og rådgivning. I visse lande anvendes begrebet afkriminalisering også

til at betegne en ændring fra strafferetlige sanktioner til et system, hvor der kan gives mindre,

administrative bøder. Endeligt findes depenaliseringer, hvor adfærden er reguleret strafferet-

ligt, men der ikke findes mulighed for fængselsstraf. Det er alene legaliseringer, der har in-

teresse i dette afsnit, idet disse flytter reguleringen af adfærden væk fra det straffende system,

mens afkriminaliseringer, der omfatter mulighed for at give administrative bøder, samt depe-

naliseringer kan anses som lempelser af straffens strenghed.

Én type af adfærd, der i visse lande og stater har været genstand for legalisering, angår brug

af cannabis. Det er dog vanskeligt at undersøge sammenhængen mellem befolkningens brug

af cannabis og det forhold, at risikoen for straf forsvinder, idet andre forhold kan påvirke

denne sammenhæng. Dette gælder f.eks. eventuel øget tilgængelighed og et øget udvalg af

cannabisprodukter, eventuelle ændringer i pris, samt eventuelle ændringer i opfattelser af

skadelighed m.v. Med hensyn til betydningen for tilgængelighed, pris og udvalg af cannabis-

produkter, må denne effekt antages at være større i forbindelse med legalisering af kommer-

cielt salg, end hvis der alene er tale om legalisering af besiddelse og brug af cann abis. Det

bemærkes, at legalisering af cannabis til medicinske formål ikke behandles i denne gennem-

gang.

Der er til brug for denne litteraturgennemgang ikke fundet meget solid forskning vedrørende

legalisering af cannabis, og denne forskning giver samlet set ikke klare svar på, hvad konse-

kvenserne af legalisering ville være set i forhold til brugen af cannabis. Der er foretaget visse

undersøgelser heraf i USA, og ifølge et systematisk review af studierne er resultaterne ikke

entydige (Smart og Pacula 2019). Besiddelse og brug af cannabis blev i november 2012 le-

galiseret i staterne Washington og Colorado for personer over 21 år, mens legaliseret kom-

mercielt salg begyndte i 2014. I dette år blev cannabis legaliseret i District of Columbia samt

staterne Oregon og Alaska, og sidenhen er samme udvikling sket i staterne Californien, Illi-

nois, Maine, Massachusetts, Michigan, Nevada og Vermont. I District of Columbia og staten

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Vermont er det dog alene besiddelse og brug af cannabis, der er legaliseret, mens kommercielt

salg fortsat er ulovligt. Et studie baseret på nationale spørgeskemaundersøgelser om brug af

cannabis blandt den voksne befolkning, som blandt andet tager højde for generelle befolk-

ningsudviklinger relateret til alder, periode og kohorter, finder ikke tegn på, at legaliseringen

af cannabis har haft en betydning for, hvor stor en del af befolkningen, der har anvendt stoffet

inden for det seneste år. I studiet skelnes dog ikke mellem, om legaliseringen omfatter kom-

mercielt salg eller alene angår besiddelse og brug af cannabis (Kerr et al. 2018). Omvendt

finder et studie fra et universitet i staten Washington, at andelen af studerende, der i en spør-

geskemaundersøgelse angiver at have anvendt cannabis inden for de seneste 30 dage, stiger

efter legalisering af brugen af stoffet, sammenlignet med både den forudgående udvikling og

udviklingen på nationalt plan. Mod forventning steg brugen af stoffet dog alene for de stude-

rende, der var under 21 år, og for hvem stoffet stadig var illegalt, mens der ikke sås nogen

statistisk signifikant udvikling blandt studerende over 21 år (Miller et al. 2017). Et andet

studie finder tilsvarende stigende forbrug af stoffet blandt studerende ved et universitet i

Oregon sammenlignet med studerende ved seks universiteter i stater, der ikke legaliserede

cannabis, men alene for de studerende, der også angav at have et stort alkoholforbrug, og

blandt dem særligt for studerende under 21 år (Kerr et al. 2017). Et andet, senere studie finder

dog en stigning i brugen af cannabis efter legalisering blandt studerende både over og under

21 år ved to universiteter i Oregon, sammenlignet med studerende i stater, der ikke legalise-

rede cannabis (Kerr et al. 2018).

Resultaterne af alle de ovenstående studier er dog forholdsvist usikre, idet der estimeres ef-

fekter ganske kort tid efter legalisering, mens opbygningen af et marked og ændring af for-

brug kan ske over længere tid. Derudover havde de stater, evalueringerne er foretaget i, alle-

rede legaliseret medicinsk cannabis, hvorved der ikke er tale om en overgang fra en fuldt

kriminaliseret til en fuldt legaliseret tilstand (Smart og Pacula 2019). Endeligt kan der være

stor forskel mellem modeller for legalisering og den efterfølgende regulering af salget

(Pacula og Smart 2017).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Straffens vished og hastighed

–

virkning over for gerningsmanden og

befolkningen

Denne litteraturgennemgangs grundlæggende fokus på virkninger af idømt straf, set ud fra

flere forskellige formål, forudsætter en række forudgående processer, der efterfølger en kri-

minel handling, og som kan lede til, at straf kan idømmes. Gerningen skal anmeldes eller

opdages, og gerningsmanden skal identificeres, sigtes og tiltales, før der kan idømmes en

straf. Disse processer kan på den ene side beskrives ud fra den sandsynlighed, hvormed de

leder til straf, hvilket samlet set omtales som straffens vished. På den anden side kan proces-

serne også beskrives ud fra deres varighed, hvilket samlet set omtales straffens hastighed.

Disse forhold er relevante at inddrage, da de kan have afgørende betydning for, hvordan og

hvorvidt en straf overhovedet kan idømmes, og dermed hvilke virkninger den kan ha ve.

Straffens vished og straffens hastighed er vigtige elementer i straffens utilitaristiske formål

om at forebygge kriminalitet, idet de kan fungere afskrækkende for potentielle gernings-

mænd, ved at øge sandsynligheden for og hastigheden hvormed straf tilføjer omkostninger,

der gør lovovertrædelser urentable. Straffens vished og hastighed er primært undersøgt ud fra

deres afskrækkende betydning, herunder for allerede dømte gerningsmænd samt for befolk-

ningens kriminalitet mere generelt. Der kan også være ikke-kriminalpræventive formål med

at forbedre disse processer, herunder vedrørende ofrene samt befolkningens holdninger til

straf, men disse behandles i kapitlerne om idømt straf, idet forskningen herom typisk behand-

ler straf og processerne, der kan lede dertil, samlet.

Det er nødvendigt at skelne mellem straffens faktiske og opfattede vished og hastighed. For

at forandringer i straffens vished og hastighed kan have en afskrækkende virkning, må po-

tentielle gerningsmænd opfatte dem. Omvendt vil ændringer af det straffende system typisk

angå de faktiske forhold. I hovedparten af studier af faktiske ændringer antages det, at poten-

tielle gerningsmænd opfatter disse forandringer. Studier, der alene angår gerningsmænds el-

ler befolkningens opfattelse af det straffende system, behandles særskilt.

I det følgende gennemgås studier af virkningerne af straffens vished og hastighed for hen-

holdsvis gerningsmænd og befolkningen. Denne skelnen skyldes, at dømte gerningsmænds

opfattelser af straf

–

og dermed eventuelle kriminalpræventive virkninger

–

er påvirket af

deres personlige erfaringer og faktiske vilkår ved straffen. Dette adskiller sig fra befolknin-

gen generelt, hvor opfattelserne af straf ikke nødvendigvis skyldes konkrete, personlige er-

faringer.

Som nævnt indledende kan straffens vished og hastighed anskues som resultatet af de faser

af straffesagskæden, der går forud for og som kan lede til straf. Studier af den kriminalpræ-

ventive betydning af disse faser af straffesagskæden tager typisk udgangspunkt i forskelle og

forandringer i disse sandsynligheder og hastigheder, men i mange studier undersøges alene

forandringer i ét af disse led. Eksempelvis angår hovedparten af studierne af straffens vished

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

alene opdagelsesrisikoen, mens den efterfølgende sandsynlighed for dom ikke indgår. Oftest

antages, at forandringer i ét af leddene vil have en betydning for straffens samlede vished

eller hastighed. Det skal understreges, at dette ikke er en selvfølgelighed, idet ændringer i ét

led kan påvirke de efterfølgende omvendt. Eksempelvis kan en stigning i sandsynligheden

for sigtelse forårsage et fald i sandsynligheden for tiltale, hvis det øgede antal sigtelser fore-

tages på et ringere grundlag. For så vidt at ændringer i ét led af disse processer har en krimi-

nalpræventiv virkning, må det dog antages, at ændringen har påvirket straffens faktiske eller

opfattede vished eller hastighed.

3.1

Virkningen over for gerningsmanden

Virkningen af straffens vished og hastighed i forhold til gerningsmænd gennemgås i følgende

afsnit. Fælles for de gennemgåede studier er, at de alle undersøger, hvordan ændringer i straf-

fens vished eller hastighed påvirker recidivrisikoen for personer, som er dømt for en lovover-

trædelse.

3.1.1

Straffens vished

Straffens vished er et centralt element i teorien om straffens individualpræventive, afskræk-

kende virkning. Ifølge teorien vil en gerningsmand med højere sandsynlighed afstå fra at

begå yderligere kriminalitet, hvis sandsynligheden for at blive opdaget og straffet er stor.

Følgende afsnit gennemgår studier, der søger at estimere individualpræventive effekter af

straffens vished.

Der er tale om relativt få studier, men flere er af ganske høj kvalitet.

Generelt kan der konstateres statistisk signifikante individualpræventive

effekter af at øge opdagelsesrisikoen, men da der er tale om relativt få stu-

dier, som behandler emnet, må konklusionerne behandles varsomt.

En individualpræventiv virkning af straffens vished kan konstateres i et dansk studie udgivet

af Rockwool Fonden vedrørende den øgede opdagelsesrisiko som DNA-registrering medfø-

rer (Anker et al. 2018). Studiet tager udgangspunkt i en lovændring fra 2005, der medførte,

at sigtede for al kriminalitet, der har en strafferamme på mindst 18 måneder, samt sigtede for

besiddelse af børnepornografi, fremover kan inkluderes i DNA-registeret, hvor dette før kun

gjaldt sigtede for en række andre lovovertrædelser.

Lovændringen øgede antallet af perso-

ner i DNA-registeret markant og kan derigennem anvendes til at beskrive DNA-registrerin-

gens individualpræventive, afskrækkende betydning. Teoretisk set kan recidiv som følge af

DNA-registrering dog både sænkes grundet afskrækkelse eller øges, idet mere kriminalitet

For så vidt angår sandsynligheden for at blive opdaget og straffet for gentagen kriminalitet kan denne også påvir-

kes af visse typer af sanktioner, som behandles i afsnit 4.2, såsom intensiv overvågning.

Før lovændringen kunne der foretages DNA-registrering af sigtede for den daværende straffelovs kapitel 12 og

13, § 119, § 123, §§ 180 eller 181, § 183, stk. 1 eller 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 210, §§ 216 -225, § 232, § 237, §§

245 eller 246, § 252, §§ 260 eller 261, § 276, jf. § 286, eller § 288.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

opdages med DNA-tests. Studiet adskiller disse effekter ved at beskrive ændringer i krimi-

nalitet, som der er rejst sigtelse for inden for tre uger fra gerningsdato, idet DNA -tests og -

matchning typisk ikke kan foretages på så kort tid, hvorfor ændringer i denne periode alene

kan skyldes afskrækkelse. Studiet viser, at inklusion i DNA-registeret reducerer risikoen for

recidiv til en ny fældende afgørelse fra 13,2 pct. til 7,5 pct. for de, som blev sigtet inden for

tre uger. Dermed er der tale om et fald på 5,7 procentpoint svarende til 43 pct. Det estimeres,

at en stigning på én pct. i sandsynligheden for at blive opdaget leder til et fald i kriminalitet

på over to pct. Det skal desuden bemærkes, at der i studiet udelukkende anvendes data på 18

til 30-årige mænd, og at resultaterne alene er statistisk signifikante for de 18-23-årige mænd,

mens det for de 24-30-årige alene indikerer en virkning. Tilsvarende er effekterne alene sta-

tistisk signifikante for tidligere dømte, men ikke for førstegangsdømte. Resultaterne kan ikke

nødvendigvis generaliseres til personer uden for de undersøgte grupper.

I et lignende amerikansk studie konstateres ligeledes en individualpræventiv effekt af den

øgede opdagelsesrisiko, som DNA-registrering indebærer (Doleac 2017). Studiet anvender

en metode, der minder om metoden i det føromtalte danske studie af DNA-registrering. I

studiet fokuseres på, hvordan registrering i en DNA-database påvirker recidivrisikoen for

gerningsmænd dømt for grove voldsforbrydelser eller grove ejendomsforbrydelser. For ger-

ningsmænd, dømt for grove voldsforbrydelser, falder risikoen for re cidiv til en ny dom med

4,5 procentpoint svarende til 17 pct. For gerningsmænd, dømt for grove ejendomsforbrydel-

ser, er de tilsvarende fald 2,4 procentpoint og seks pct. Modsat det danske studie, kan det

amerikanske studie ikke adskille den øgede opdagelsesrisiko, som DNA-registrering medfø-

rer, fra den afskrækkende effekt. De afskrækkende effekter estimeret i det amerikanske st u-

dier er derfor sandsynligvis underestimerede. Studiets analyser af den individualpræventive

effekt af DNA-registrering fokuserer udelukkende på mænd, hvorfor det ikke vides, om ef-

fekterne gør sig gældende for kvinder.

Et mindre robust amerikansk studie finder en mindre afskrækkende virkning af DNA-regi-

strering (Bhati og Roman 2014).

Studiet udnytter den gradvise udvidelse af Floridas DNA-

veri eller indbrud er recidivreduktionen som følge af DNA-registreringens afskrækkende

virkning på mellem to og tre pct. For personer dømt for andre typer af kriminalitet indikerer

resultaterne en nul-effekt (Bhati og Roman 2014).

Den individualpræventive virkning af straffens vished er ligeledes påvist i et metodisk solidt

studie baseret på data fra England og Wales. Studiet undersøger, om løsladelse fra fængsel

med elektronisk fodlænke reducerer risikoen for recidiv sammenlignet med løsladelse uden

fodlænke (Marie 2015).

Der anvendes et design baseret på regressionsdiskontinuitet til at

Studiet er inkluderet i gennemgangen, selvom det er udgivet før 2015. Dette skyldes at straffens vished ikke var

et fokuspunkt i Justitsministeriets Forskningskontors tidligere rapport om den individualpræventive virkning

(Jørgensen et al. 2015).

Dette studie er desuden refereret i Justitsministeriets Forskningskontors tidligere rapport, dog ikke med fokus på

straffens vished (Jørgensen et al. 2015). Studiet nævnes igen her, da det er et af de få studier, der overbevisende

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

skabe to grupper, der er sammenlignelige.

Resultaterne peger på, at løsladelse med fod-

lænke reducerer risikoen for en ny anholdelse med mellem 20 og 40 pct. i op til to år efter

løsladelse. I studiet nævnes ingen deciderede rehabiliterende tiltag i vilkårene for løsladelse

med fodlænke. Effekten beror derfor antageligvis i høj grad på opdagelsesrisikoen.

Et amerikansk studie af indsattes opfattelser af straffens vished finder, at deres intentioner

om at køre spirituskørsel er lavere, hvis de betragter opdagelsesrisikoen som høj (Bouffard

et al. 2017).

3.1.2

Straffens hastighed

Den individualpræventive virkning kan i tillæg til straffens strenghed og vished potentielt set

skyldes straffens hastighed. Det argumenteres, at lovovertræderen i højere grad vil anse straf-

fen som konsekvens af den foretagne lovovertrædelse og dermed tilpasse sin adfærd, hvis

lovovertrædelse og straf tidsmæssigt ligger tæt på hinanden. Det er begrænset med forskning,

der behandler dette spørgsmål, men der findes enkelte gode studier.

Den forskning, der findes på området, viser indikationer af, at hurtig an-

holdelse kan have en kriminalpræventiv betydning, men at kortere tid fra

sigtelse til afsoning omvendt kan have en kriminogen virkning.

Betydningen af hurtigere straffe for recidivet belyses i et nyt dansk studie, der viser, at en

forkortelse af tiden fra sigtelse til afsoning øger risikoen for recidiv blandt unge mænd dømt

for vold. Således peger studiets resultater på en omvendt effekt i forhold til, hvad teorien om

straffens hastighed postulerer (Andersen 2019). I studiet analyseres effekten for 15-19-årige

mænd af en reform fra 1994, der i betydeligt omfang reducerede tidsperioden fra sigtelse for

simpel vold til dom og fængsling. Længden på tidsperioden faldt fra omtrent 13 måneder i

gennemsnit til omtrent syv måneder. Reformen gjorde det muligt at skabe sammenlignelige

eksperimental- og kontrolgrupper, hvilket vises i forhold til demografiske forhold, uddan-

nelse og indkomst med videre. Efter 60 måneder fra den oprindelige sigtelse var omtrent 50

pct. af de unge mænd, der blev sigtet før reformen, sigtet for en ny straffelovsovertrædelse.

Tilsvarende tal for de unge mænd sigtet efter reformen er omtrent 60 pct. Med andre ord

havde de, der oplevede en kortere tidsperiode mellem sigtelse og fængsling, en højere reci-

divrisiko. Denne kriminogene effekt kan ifølge forfatteren muligvis forklares med, at straffen

indtræder tidligere i livsforløbet på et tidspunkt, hvor straffen kan gøre en særlig forskel ved

eksempelvis at påvirke de unges venskaber, uddannelsesforløb og indtræden på arbejdsmar-

kedet.

behandler den individualpræventive effekt af straffens vished isoleret. Andre studier af effekten af fodlænke sam-

menligner typisk recidivrisikoen for personer, der har afsonet med fodlænke, med recidivrisikoen for personer, der

har afsonet i fængsel. Sådanne sammenligninger angår i højere grad strengheden af sanktionstypen.

Designet udnytter, at løsladelse med elektronisk fodlænke kun er mulig for person er, der er over 18 år og har

modtaget en dom på over 3 måneder. Personer lige over og lige under disse grænser sammenlignes.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Et amerikansk studie finder med hensyn til en hurtig anholdelse det omvendte resultat, idet

straffens hastighed ses at have en individualpræventiv virkning (Zettler et al. 2015). Studiet

måler straffens hastighed som perioden mellem gerningstidspunkt og anholdelse og kontrol-

lerer med matchningsteknikker for demografiske forhold, sundhed, psykiske problemer og

tidligere kriminalitet. Resultaterne viser, at straffens hastighed reducerer risikoen for recidiv

signifikant, når anholdelsen foretages inden for syv dage sammenlignet med, at anholdelsen

er foretaget efter syv dage. Risikoen for recidiv er omtrent tre procentpoint lavere for de

grupper, der blev arresteret hurtigt. Der kan dog ikke konstateres effekter af straffens ha-

stighed efter længere perioder, idet det ikke har nogen betydning, om anholdelsen foretages

før eller efter henholdsvis 30 og 90 dage.

Straffens hastighed findes ligeledes at have en betydning i et sydkoreansk studie (Park et al.

2016). I studiet er 163 personer, som afsoner en fængselsstraf for indbrud, spurgt til, hvor

sandsynligt det er, at de begår ny kriminalitet efter løsladelse. De, som blev anholdt på ger-

ningsstedet, er 1,7 gange mere tilbøjelige til at rapportere, at de sandsynligvis ikke vil begå

ny kriminalitet, end de, som ikke blev anholdt på stedet. En svaghed ved studiet er, at der

ikke kontrolleres for en række andre forhold, der kan have betydning for risikoen for recidiv,

herunder at de, der blev anholdt på stedet, muligvis er mindre erfarne indbrudstyve end de,

der i første omgang slap væk. Derudover har studiet ikke data vedrørende, om de adspurgte

rent faktisk recidiverer.

3.2

Virkning over for befolkningen

Virkningen af straffens vished og hastighed i forhold til befolkningens kriminalitetsniveau

gennemgås i følgende afsnit. Disse virkninger kaldes også de generalpræventive virkninger

af straffens vished og hastighed. Fælles for de inkluderede studier er, at de undersøger, hvor-

dan straffens vished eller hastighed påvirker det generelle kriminalitetsniveau, uden at der

skeles til betydningen af befolkningens personlige erfaringer med straf. Det bemærkes, at

litteraturgennemgangen ikke behandler betydningen af helheden af det straffende system,

men i stedet retter sig mod betydningen af konkrete karakteristika ved det straffende system,

jf. afsnit 1.1. Endvidere bemærkes udfordringerne ved at foretage studier af generel afskræk-

kelse med hensyn til fraværet af kontrolgrupper, sammenhængen mellem afskrækkelse og

indespærring samt den gensidige påvirkning mellem det straffende systems karakter og kri-

minalitetsniveauet, jf. afsnit 1.3.

3.2.1

Straffens vished

Som nævnt i afsnit 1.1 kan straffens vished beskrives som en række processer, herunder op-

dagelse, efterforskning, sigtelse, tiltale og dom, der efterfølger en kriminel handling og som

Andre amerikanske undersøgelser indikerer endvidere, at (unge) lovovertrædere i ganske lav grad tager hensyn

til potentielle fremtidige tab relativt til umiddelbare gevinster (Lee og McCrary 2017), og at sammenhængen pri-

mært vedrører unge, der begår ejendoms- og ikke voldskriminalitet (Nagin og Pogarsky 2004). Dette kan være en

baggrund for, at hurtige straffe potentielt kan være mere afskrækkende end straffe, som udløses efter længere tid.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

med en vis sandsynlighed kan lede til straf. Empiriske studier af den generalpræventive be-

tydning af straffens vished beskriver ofte alene betydningen af sandsynligheden for anhol-

delse, mens der er ganske lidt forskning, der belyser betydningen af sandsynligheden for, at

anholdelse leder til fældende afgørelse (Durlauf og Nagin 2011). Der er mange forskellige

måder at øge straffens vished på, og der kan være forskelle i, hvor effektive disse er med

hensyn til at opnå generalpræventive effekter. Mange studier tager udgangspunkt i antallet af

politibetjente (eventuelt på gaden) i en bestemt jurisdiktion, men i andre tilfælde fokuseres

der på betydningen af bestemte politimæssige indsatser eller strategier. Afsnittet afsluttes

med studier, der belyser betydningen af straffens opfattede vished frem for den faktiske vis-

hed, jf. også indledningen til kapitel 3.

Metastudier finder, at straffens vished synes at have nogen virkning som

generel afskrækkelse (Pratt et al. 2006, Dölling et al. 2009). Denne kon-

klusion bakkes op af systematiske litteraturgennemgange, der overordnet

også påpeger, at en forøgelse af straffens vished har en afskrækkende virk-

ning i form af en reduceret mængde af kriminalitet.

Der er dog en del forskel på, hvor kraftige sammenhænge der konstateres i de enkelte under-

søgelser, særligt når der ses nærmere på, hvordan forskellige typer af kriminalitet påvirkes.

Straffens faktiske vished

–

politistyrkers størrelse

Straffens vished påvirkes i første omgang af risikoen for, om gerningsmanden anholdes for

en lovovertrædelse. Denne risiko er for en given lovovertrædelse ganske svær at måle, men

der findes en del studier, som forudsætter, at en større politistyrke øger sandsynligheden for

anholdelse for en given lovovertrædelse. Det skal bemærkes, at en større politistyrke poten-

tielt kan anvendes til at opnå generalpræventive effekter via afskrækkelse såvel som via lo-

kale forebyggelsesindsatser, rådgivning til borgerne om kriminalpræventiv adfærd og lig-

nende. I det følgende afsnit skelnes der ikke mellem disse mulige årsager til generalpræven-

tion.

I en række nyere udenlandske studier findes der belæg for, at forøgelser af

politistyrkens størrelse sænker kriminalitetsniveauet. Det er dog uvist, om

disse resultater vil kunne overføres til en dansk kontekst.

Et internationalt kendt eksempel på betydningen af en politistyrkes størrelse

–

eller eksistens

som sådan

–

angår deportationen af det danske politi i september 1944. Politiet blev fra de-

portationen og frem til kapitulationen erstattet af et ubevæbnet vagtværn, som dog sjældent

anholdt gerningsmænd, medmindre de blev pågrebet på fersk gerning. Deportationen blev

efterfulgt af en kraftig stigning i mængden af gadekriminalitet, idet antallet af røverier og

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

tyverier hver især angiveligt mangedoblede i København, og dette på trods af samtidige skær-

pelser af straffen.

Anden ejendomskriminalitet som underslæb og bedrageri lod sig ikke i

samme grad påvirke af politiets manglende tilstedeværelse i gadebilledet (Andenaes 1974).

Den daværende statsadvokat for København bemærkede i sin bog om perioden:

”Man gjorde

den erfaring […] at Forbryderne mere afholdes fra Forbrydelse, naar Chancen for Opda-

gelse er stor, selvom Straffen ikke er så haard, end af en høj Straf, når Muligheden for Op-

dagelse er minimal”

(Trolle 1945). Det skal dog understreges, at disse erfaringer ikke kan

betragtes som videnskabeligt funderede effektmål, idet data er ringe, der ikke findes mulig-

hed for kontrolområder, samt at de særlige omstændigheder under besættelsen kan have på-

virket udviklingerne.

Der findes en del studier, som søger at beskrive den generalpræventive effekt af politistyrkers

størrelser eller ressourcer over for kriminalitetsniveauet. Disse undersøgelser står dog i ud-

gangspunktet over for det problem, at en stor politistyrke kan være etableret som reaktion på

et højt kriminalitetsniveau, jf. afsnit 1.3 (Durlauf og Nagin 2011). Mere politi kan i visse

tilfælde også lede til højere anmeldelsestilbøjeligheder og mere omfattende registrering, hvil-

ket vil give et indtryk af øget kriminalitet, der udvander eventuelle generalpræventive effek-

ter (Vollaard og Koning 2009, Vollaard og Hamed 2012). I tidligere studier er disse proble-

mer ikke adresseret tilstrækkeligt, hvorfor de metodologisk er for svage til at drage konklu-

sioner på baggrund af (Lim et al. 2010).

En række studier foretaget siden midten af 1990’erne, der adresserer de metodologiske pro-

blemer, når generelt til den konklusion, at en større politistyrke mindsker mængden af krimi-

nalitet. Der er dog forholdsvis stor variation i, hvor sikker og hvor kraftig effekten estimeres

at være, særligt når der ses på forskellige typer af kriminalitet. Blandt en række stærke un-

dersøgelser fra USA findes under anvendelse af ganske forskellige metoder, at en forøgelse

af politistyrken med én pct. vil sænke voldskriminalitet med mellem 0,34 og 1,3 pct., mens

den samtidig vil sænke ejendomskriminaliteten med mellem 0,17 og 0,85 pct. (Marvell og

Moody 1996, Corman og Mocan 2000, Evans og Owens 2007, Lin 2009, Chalfin og McCrary

2018, Mello 2019). En lignende sammenhæng er fundet i Sverige, hvor én pct. mere politi i

en kommune ledte til mellem 0,2 og 0,37 pct. færre indbrud. Sammenhængen er dog ikke

entydig med hensyn til røveri samt tyveri af og fra køretøjer, som også er undersøgt

(Lindström 2011, Lindström 2013). To studier fra Holland samt ét fra England og Wales

finder ligeledes, at mere politi medfører mindre kriminalitet. Studierne når denne konklusion

ved at kombinere oplysninger om formler, der anvendes til at fordele midler mellem forskel-

lige politienheder, med oplysninger om udsathed for kriminalitet fra offerundersøgelser. De

hollandske studier viser, at mere politi medfører generalpræventive effekter. Ydermere med-

fører mere politi, at færre oplever offentlig uorden, og mere politi leder i øvrigt til, at befolk-

ningen tager færre forholdsregler for at undgå kriminalitet (Vollaard 2005, Vollaard og

Det skal dog bemærkes, at registreringen af kriminalitet i denne periode er særdeles usikker, idet politiet selvsagt

ikke kunne modtage anmeldelserne. Estimater af kriminalitetens omfang stammer således fra anmeldelser til vagt-

værnene og statsadvokaturet, forsikringsoplysninger med videre (Trolle 1945). Fra de foreliggende tal sås under

hele besættelsen en stigning i antallet af røverier i København, men stigningen syntes exceptionelt kraftig efter

deportationen af politiet.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Koning 2009). Studiet foretaget i England og Wales peger også på generalpræventive effek-

ter. Studiets særlige styrke ligger i at beskrive, at betydningen af politistyrkens størrelse synes

langt kraftigere på baggrund af offerundersøgelser end af politiregistreret kriminalitet, særligt

for de mindst anmeldte kriminalitetsformer såsom vold. Studiet viser, at det skyldes, at mere

politi kan medføre en højere anmeldelsestilbøjelighed, hvilket udvander billedet af general-

præventive effekter, når man alene ser på registreret kriminalitet (Vollaard og Hamed 2012).

I et italiensk studie påvises ligeledes en generalpræventiv effekt af en større politistyrke

(Buonanno og Mastrobuoni 2012). Det bemærkes, at det ud fra disse studier ikke er klart,

hvad det øgede antal af politibetjente foretager sig, og dermed hvordan de opnår en kriminal-

præventiv effekt. Der er endvidere god grund til at tro, at de opnåede effekter er afhængige

af, om politistyrkernes størrelse var passende i forhold til det konkrete kriminalitetsbillede,

eller om der i de konkrete undersøgte situationer var tale om en underbemanding.

Der findes også eksempler på, at politistyrkens størrelse har betydning for trafiksikkerheden.

En ekstraordinær, pludselig massefyring af færdselsbetjente (state police) i Oregon i 2003

blev efterfulgt af en anseelig stigning i mængden af skader og dødsfald i trafikken (DeAngelo

og Hansen 2014).

Endeligt kan nævnes en gruppe af relaterede studier, der beskriver situationer, hvor politiet

har foretaget færre anholdelser grundet ekstraordinære hændelser, hvilket har været efterfulgt

af et stigende kriminalitetsniveau. Dette er dokumenteret i såvel byerne Cincinnati og Los

Angeles samt staterne New Jersey og Maryland, hvor politiskandaler medførte et fald i an-

tallet af anholdelser, der potentielt kunne relateres til unfair politipraksisser. Dett e giver så-

ledes en indikation af, at det ikke alene er politistyrkens størrelse, men i lige så høj grad

politiets indsatser, der kan have generalpræventive virkninger.

Straffens faktiske vished

–

fokuserede politiindsatser

Der findes en række politiindsatser, hvor politiet fokuserer ressourcer på at være til stede

bestemte steder i det offentlige rum, hvilket blandt andet har til formål at afskrække potenti-

elle gerningsmænd ved at øge visheden om, at kriminalitet vil blive opdaget.

En række ældre studier af betydningen af øget patruljering viste ingen ef-

fekter (Lim et al. 2010), men siden midten

af 1990’erne er der gennemført

en række studier af indsatser, der i flere tilfælde kan påvises at have gene-

ralpræventive effekter.

Der kan være tale om indsatser mod kriminalitet bestemte steder eller mod bestemte proble-

mer. Anvendelsen af fokuserede politiindsatser indgår ofte som en del af en bredere strategi

kaldet problem-oriented policing, der kan have andre generalpræventive virkninger end dem,

der er baseret på afskrækkelse. Med en sådan problemorienteret strategi samarbejder politiet

med lokalsamfundet om at identificere årsagen til bestemte kriminalitetsproblemer for på den

baggrund at skabe målrettede og skræddersyede indsatser.

Hot spot policing er en indsats, hvor politiet er særligt til stede som vogtere i område r med

en stor koncentration af kriminalitet, og som ofte er vist at have kriminalpræventive effekter.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Der er tale om en indsats over for kriminalitet bestemte steder, men ikke nødvendigvis begået

af bestemte (grupper af) personer. Et metastudie fra The Campbell Collaboration behandler

samlet resultaterne af 19 effektstudier, hvoraf 17 er amerikanske, mens ét er australsk og ét

er argentinsk (Braga et al. 2012). I 20 af de 25 statistiske tests i disse studier finder forfatterne

statistisk signifikante kriminalpræventive effekter af hot spot policing. Effektstørrelserne be-

skrives samlet som moderate til små og er kraftigst for narkotikarelaterede lovovertrædelser,

vold og gadeuorden, men mindre for ejendomsforbrydelser. De mest robuste studier viser dog

generelt relativt små effektstørrelser. Også i Danmark har der været foretaget forsøg med hot

spot policing. I København har indsatsen været anvendt til forebyggelse af vold i nattelivet

og her fandt et effektstudie, at antallet af voldsepisoder faldt med 39 pct. på indsatsnætter

(Jørgensen 2010). Senere er der foretaget et forsøg med hot spot policing i Østjyllands Politi,

Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi, hvor der dog ikke kan konstateres generelle kri-

minalpræventive effekter, hvilket blandt andet tilskrives visse implementeringsvanskelighe-

der (Attermann 2017). Tilsvarende indsatser i Sverige har givet lignende resultater, idet to

studier viser fald i kriminalitet som følge af indsatserne (Andersson og Malmgren 2012,

Marklund og Merenius 2014), mens ét viser tendens til fald, der dog ikke er statistisk signi-

fikant (Frogner et al. 2013).

I en anden type politiindsats målrettes politiarbejdet fokuserede afskrækkelsesindsatser (fo-

cused deterrence), hvilket også er vist at have effekt. Disse indsatser er modsat hot spot po-

licing ikke direkte målrettet steder, men har især angået problemer som vold mellem gade-

bander, aktivitet på åbne narkotikamarkeder og enkeltpersoner, som begår meget kriminalitet.

Fokuserede afskrækkelsesindsatser over for gadebander fungerer typisk ved, at myndighe-

derne samler medlemmerne og gør det klart, at enhver alvorlig voldsforbrydelse vil få politiet

til at tage alle midler i brug mod alle gadebandernes medlemmer, men at lokalsamfundet

derudover er klar til at tage imod medlemmerne. På denne måde er der ikke blot tale om en

afskrækkelse i kraft af politiets tilstedeværelse, men også baseret på gruppemedlemmernes

interesse i, at øvrige medlemmer ikke begår voldskriminalitet. De første erfaringer med så-

danne indsatser blev gjort i 1996 i Boston i den såkaldte Operation Ceasefire, og indsatsen er

senere blevet gentaget flere andre steder. Ét metastudie af disse fokuserede afskrækkelses-

indsatser viser, at der generelt er belæg for, at indsatsen har en kriminalpræventiv effekt

(Braga et al. 2018). De nyeste og mest avancerede studier peger på en mindre effekt, end

hvad der hidtil har været påvist, men resultaterne er fortsat positive. Effekterne er endvidere

kraftigst vedrørende indsatser rettet mod gadebander, efterfulgt af indsatse r rettet mod en-

keltpersoner, der begår meget kriminalitet, mens indsatser mod åbne narkotikamarkeder blot

har en mindre effekt. I et amerikansk randomiseret eksperiment, der er udgivet efter den

nævnte metaanalyse, og som angår enkeltpersoner, der begår meget kriminalitet, er det hver-

ken muligt generelt at påvise en positiv eller en negativ effekt (Uchida et al. 2018). Det un-

derstreges dog, at personerne i eksperimentalgruppen havde større sandsynlighed for at blive

opdaget og straffet for den begåede kriminalitet. Med andre ord kan kontrolgruppen have

begået kriminalitet, som ikke er blevet opdaget. Derudover peger undersøgelsen på, at de

individer i eksperimentalgruppen, der blev brugt mest tid på i forbindelse med tiltaget, faktisk

havde en lavere risiko for recidiv end kontrolgruppen. Det skal her bemærkes, at langt stør-

stedelen af disse erfaringer stammer fra USA, og derfor ikke nødvendigvis kan overføres til

Danmark. Kun en enkelt evaluering i metaanalysen stammer fra Europa, nærmere bestemt

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Glasgow. I øjeblikket pågår en tilsvarende indsats mod skyderier mellem kriminelle gruppe-

ringer ved navn Sluta Skjut i Malmø, som i første omgang alene procesevalueres, men som

muligvis senere vil blive effektevalueret.

Tilsvarende er det fundet, at politiets fokuserede tilstedeværelse i gadebilledet i forbindelse

med terrortrusler eller

–hændelser

kan have generalpræventive virkninger over for anden kri-

minalitet end lige netop terror. Ét studie viser, at kriminaliteten i området omkring Det Hvide

Hus i Washington faldt i perioder, hvor politiet øgede deres tilstedeværelse i gadebilledet,

fordi terrortruslen var høj. Effekten var kraftigst vedrørende biltyverier, hvilket er forvente-

ligt, idet der er tale om gadekriminalitet, men der sås dog ingen effekt vedrørende voldskri-

minalitet (Klick og Tabarrok 2005). Tilsvarende fokuserede politiindsatser har givet lignende

resultater i London efter terrorangrebet i 2005, hvor effekten også er kraftigst for gadekrimi-

nalitet, såsom tyveri, gadevold og røveri (Draca et al. 2011), i Stockholm, da politiets hooli-

ganenhed blev overflyttet til andre opgaver, hvilket ledte til øget vold blandt hooligangrupper

(Poutvaara og Priks 2006), og i Buenos Aires, hvor bevogtningen efter et terrorangreb med-

førte kraftige fald i antallet af biltyverier i umiddelbar nærhed af politiets tilstedeværelse (Di

Tella og Schargrodsky 2004).

Såvel hot spot policing, indsatser med fokuseret afskrækkelse samt virkninger af tilstedevæ-

relse grundet terrortrusler eller

–hændelser

angår en fokuseret tilstedeværelse i et konkret

område. Studierne påviser derfor generelt også, at de generalpræventive virkninger af foku-

serede indsatser er ganske lokale. Der er dog en bekymring for, at sådanne fokuserede ind-

satser ikke forebygger, men blot forskyder kriminaliteten til andre områder eller tidspunkter.

Omvendt er det også muligt, at de kriminalpræventive indsatser har positive spredningsef-

fekter uden for de områder eller perioder, som indsatsen er målrettet. Blandt de ovenfor

nævnte undersøgelser, der beskæftiger sig med sådanne sammenhænge, gives der oftere be-

læg for spredning af den kriminalpræventive effekt end en forskydning af kriminaliteten

(Jørgensen 2010, Braga et al. 2012, Braga et al. 2018).

Derudover kan nævnes et studie, som finder en kriminalpræventiv effekt af et program fra

1998 i Pittsburgh, der angik politipatruljer, som målrettet gik efter at finde ulovlige våben i

byens to mest kriminalitetsplagede kvarterer (Cohen og Ludwig 2003). Idet indsatsen var

målrettet bestemte ugedage, var det muligt at sammenligne udviklinger for disse dage med

resten af ugen samt i byens øvrige kvarterer. Trods et lavt antal anholdelser og konfi skerede

våben (og dermed kun marginale indespærringseffekter) faldt antallet af affyrede skud med

34 pct. og antallet af skader grundet vold med skydevåben med 71 pct. i forhold til det ellers

forventede niveau, når politiet foretog disse patruljer. Endeligt er der også beskrevet krimi-

nalpræventive effekter af en ressourcetilførsel til en fokuseret politiindsats mod røverier, The

Street Crime Initiative, i England og Wales (Machin og Marie 2011).

Straffens faktiske vished

–

politiindsatser fokuseret på anholdelser

Der findes også en række indsatser, som sigter mod at skabe afskrækkende virkninger ved at

øge politiets evne til

–

eller fokus på

–

at foretage anholdelser.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Der er ikke nogen klar evidens for, at politiindsatser fokuseret på anholdel-

ser har en præventiv, afskrækkende virkning.

I et par ældre studier undersøges, om hurtige responstider i forbindelse med anmeldelser øger

sandsynligheden for anholdelse og dermed vil kunne lede til afskrækkelse. men her findes

ingen evidens for effekt af indsatsen, idet mange anmeldelser foretages efter, at gernings-

manden allerede har forladt gerningsstedet, hvorved der ikke kan forventes en effekt af hur-

tige responstider (Bieck og Kessler 1977, Spelman og Brown 1981).

Der er til denne litteraturgennemgang ikke fundet undersøgelser, der direkte behandler en

afskrækkende effekt af forbedret kriminalteknisk efterforskning. I flere litteraturgennem-

gange vurderes det, at forbedret kriminalteknisk efterforskning sjældent har mærkbar betyd-

ning for opklaringsprocenter, idet størstedelen af anholdelser sker på baggrund af, at ger-

ningsmanden pågribes på fersk gerning, øjenvidneforklaringer eller fysiske beviser, der ikke

kræver særlig teknisk analyse (Durlauf og Nagin 2010, Nagin et al. 2015), men et review af

studier, der belyser effekten af DNA-tests i efterforskning peger på, at denne teknik har en

positiv effekt for opklaring, om end flere af de studier, der indgår i reviewet, er mindre robu-

ste (Wilson et al. 2011). Med hensyn til afskrækkende effekter indikerer resultaterne af et

nyere dansk forsøg, at usynlig mærkning af værdigenstande, som netop kan anvendes efter-

forskningsmæssigt til at påvise, at en genstand er stjålen, kan reducere risikoen for indbrud.

Resultaterne af undersøgelsen er dog ikke fuldstændigt sikre, hvorfor resultatet bør behandles

med varsomhed (Kyvsgaard 2018). Ligeledes har der været foretaget forsøg med usynlig

mærkningsspray til forebyggelse af røveri i detailhandlen. Butikker, der anvender usynlig

mærkningsspray, opnår en relativt stor kriminalpræventiv effekt, men der ses også en ikke

ubetydelig forskydning af røverier til nærliggende forretninger (Scherg et al. 2016).

I denne sammenhæng bør også nævnes broken windows policing. Tanken bag denne type af

indsats er, at politiet ved aggressiv ordenshåndhævelse for selv mindre lovovertrædelser kan

sende et signal om konsekvenserne af at begå kriminalitet, der kan afskrække potentielle

gerningsmænd, også vedrørende grovere kriminalitet.

Denne type af indsats blev anvendt

aktivt i 1990’erne i New York City og blev taget til indtægt for byens faldende

kriminalitets-

niveauer, men det har været påpeget, at mange faktorer spillede ind, herunder andre organi-

satoriske forandringer i New York Police Department og en nedgang i byens crack -epidemi,

samt at der kunne konstateres forudgående tendenser til faldende kriminalitet før anvendelsen

af broken windows policing, og at andre amerikanske storbyer oplevede tilsvarende fald i

kriminalitetsniveauer (Braga et al. 2015, Chalfin og McCrary 2017). I et metastudie af ni

eksperimentelle eller kvasi-eksperimentelle undersøgelser af broken windows-programmer

Det bør bemærkes, at begrebet også kan referere til indsatser mod uorden i det sociale eller fysiske miljø igennem

problemløsende eller community-orienteret politiarbejde. Disse typer af indsatser har en forholdsvis veldokumen-

teret kriminalpræventiv effekt (Braga et al. 2015), men idet der ikke er tale om en effekt af straf eller processer, der

kan lede dertil, indgår disse studier ikke i denne litteraturgennemgang.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

ses der overordnet ikke en statistisk signifikant effekt, og den ene europæiske undersøgelse i

dette metastudie indikerer sågar stigende kriminalitet som følge af indsatsen (Braga et al.

2015).

Straffens faktiske vished

–

opklaringsprocenten

To identificerede studier undersøger sammenhængen mellem opklaringsprocenten og mæng-

den af kriminalitet for derved at belyse den generalpræventive virkning af straffens vished.

Studierne indikerer, at der kan være en generalpræventiv effekt af at øge

opklaringsprocenten, men kvaliteten af studierne er ikke høj nok til, at der

kan drages sikre konklusioner fra dem.

Et dansk studie sammenligner indbrudsniveauet i Danmark og Tyskland. I studiet argumen-

teres det, at det danske indbrudsniveau, der er næsten tre gange højere end det tyske, blandt

andet kan relateres til en lavere opklaringsprocent (Kruize og Sorensen 2017). 15,2 pct. af de

anmeldte boligindbrud i 2015 i Tyskland blev opklaret, mens der i Danmark var tale om 6,6

pct. En korrelationsanalyse viser, at der er en tendens til, at de danske landsdele og tyske

delstater, der har en lav opklaringsprocent, også har et højt indbrudsniveau

–

og vice versa.

Det kan dog ikke på denne baggrund konkluderes, at en forøgelse af opklaringsprocenten vil

sænke antallet af indbrud. Der anvendes hverken eksperimentelle designs, matchningsteknik-

ker eller kontrolvariable til at underbygge resultatet.

Et engelsk-walisisk studie finder, at en højere opdagelsesrisiko reducerer mængden af beri-

gelseskriminalitet (Bandyopadhyay et al. 2012). Ved at sammenligne udviklinger i politi-

kredses (police force areas) opklaringsprocenter og kriminalitetsniveau konkluderes det, at

en stigning i opklaringsprocenten

for indbrud på én pct. reducerer mængden af indbrud med

0,38 pct. Tilsvarende reduktioner er 0,81 pct. for tyveri, 0,61 pct. for røveri og 0,26 pct. for

bedrageri. I modsætning til det danske studie, kontrollerer det engelsk -walisiske studie for

socioøkonomiske og demografiske faktorer, der ligeledes kan påvirke kriminalitetsnivea uet.

Samtidig søger studiet at tage højde for, at et højt kriminalitetsniveau kan sænke opklarings-

procenten, når tilgængelige efterforskningsressourcer spredes over flere sager.

Straffens opfattede vished

Kausaliteten mellem faktiske ændringer i straffens vished og afskrækkelse fra kriminel ad-

færd hviler på en antagelse om, at befolkningen kender til straffens faktiske vished og justerer

deres adfærd på baggrund heraf.

Opklaringsprocenten er målt som andelen af registrerede lovovertrædelser, der leder til sigtelse eller lignende.

Dette gøres blandt andet ved at tidligere års udgifter til politiet anvendes som et instrument til at korrigere op-

klaringsprocenten for ressourceforskelle. Disse udgifter er bestemt af en formular, der ikke er afhængig af krimi-

nalitetsniveauet.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Mens der ikke i udpræget grad er konstateret sammenhæng mellem opfattet

og faktisk vished af straf, så er der flere studier, der indikerer, at opfattelsen

af straffens vished har en betydning for afskrækkelse fra kriminalitet.

Hvis straffens faktiske vished skal have en generalpræventiv effekt, er det nødvendigt, at

befolkningen er bekendt med den, men det har generelt været svært at finde en sammenhæng

mellem straffens faktiske vished og befolkningens opfattelse heraf (Paternoster 2010). I et

studie heraf er det ikke muligt at finde en sammenhæng mellem 1.500 respondenters vurde-

ring af andelen af politianmeldte røverier, der leder til anholdelse, og den faktiske andel i det

county, de bor i (Kleck et al. 2005). Et tilsvarende resultat er fundet blandt unge vedrørende

biltyverier (Lochner 2007), samt vedrørende befolkningens vurdering af antallet af politibe-

tjente i deres county (Kleck og Barnes 2014). Det har også været undersøgt, om et countys

befolkning har korrekte vurderinger af sandsynligheden for straf, men heller ikke her ses en

sammenhæng mellem det faktiske niveau og befolkningens vurdering heraf (se også Kleck

og Barnes 2008).

Der findes imidlertid en forholdsvis stor mængde studier, der belyser, at personer, som vur-

derer, at det er meget sandsynligt, at lovovertrædelser leder til straf, også er mindre tilbøjelige

til at begå kriminalitet. Denne konklusion nås i en del ældre studier (se oversigterne i

Paternoster 1987, Nagin 1998, Paternoster 2010),

men er også genfundet i nyere studier. I

et studie, foretaget fra 1988 til 1992 blandt børn og unge i udsatte områder i Denver, konsta-

teres, at de, der mener, at de ville blive anholdt, hvis de begik kriminalite t, er mindre tilbøje-

lige til rent faktisk at begå kriminalitet i løbet af det efterfølgende år (Matsueda et al. 2006).

Tilsvarende er fundet i nationale, amerikanske ungdomsundersøgelser (Lochner 2007). I et

studie foretaget blandt amerikanske unge dømt for alvorlig kriminalitet, konkluderes det end-

videre, at forskelle i opfattelsen af straffens vished først har en betydning for tilbøjeligheden

til at begå kriminalitet, når sandsynligheden bliver vurderet højere end omtrent 30 pct. For-

øgelser i vurderingen af den opfattede risiko leder til særligt kraftige fald i tilbøjeligheden til

at begå kriminalitet, når forøgelserne vedrører risici, der blev vurderet at være over 90 pct.

(Loughran et al. 2012, Loughran et al. 2015).

3.2.2

Straffens hastighed

Der findes forholdsvis lidt forskning, der belyser den generalpræventive virkning af straffens

hastighed, hvormed forstås varigheden af perioden fra den kriminelle handling begås, til at

en sanktion udløses (Pratt og Turanovic 2018). Dette forhold afspejles i, at betydningen af

I tidlige sådanne studier blev der fundet relativt kraftige sammenhænge mellem personers vurderinger af straffens

vished og deres kriminelle aktivitet, men dette viste sig at være et resultat af en målefejl, hvor erfaringer med at

undgå straf for begået kriminalitet sænkede forventningen til straffens vished. Sammenhængen mellem begået kri-

minalitet og vurdering af sandsynlighed for straf var altså baseret på et omvendt kausalforhold af det forventede.

Dette problem blev senere imødegået under anvendelse af data med flere måletidspunkter, hvilket ledte til estimater

af mindre kraftige effekter (Paternoster 1987, Paternoster 2010).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

straffens hastighed ikke belyses i nogle af de kendte metastudier vedrørende straffens gene-

ralpræventive virkning.

Den empiriske forskning på området behandler primært betydningen af

straffens hastighed i forbindelse med færdselslovsovertrædelser, men stu-

dierne når ganske forskellige resultater, hvorfor der ikke kan udledes klare

konklusioner om den generalpræventive betydning af straffens hastighed.

Det har ikke altid været klart, hvilken rolle straffens hastighed rent teoreti sk spiller for gene-

ralprævention. Mens det er åbenbart, at strengere og mere visse straffe alt andet lige forøger

de potentielle omkostninger ved at begå kriminalitet, så er dette ikke på samme måde klart

vedrørende straffens hastighed. Det kan således være afhængigt af personlige præferencer,

om man ønsker at udsætte straffen, eller om det kan være bedre at ”få det overstået”. Rent

teoretisk anses det imidlertid for mere rationelt at ville udskyde en straf, idet fremtidige om-

kostninger opleves som mindre tunge (Loughran et al. 2012), og dette understøttes i et vist

omfang af empiriske resultater, jf. afsnit 3.1.2, særligt note 14. På den baggrund vil det såle-

des være forventeligt, at udsigten til en hurtig straf vil forekomme mere afskrækkende end et

langt sagsforløb.

For at straffens hastighed kan have en generalpræventiv, afskrækkende virkning er det en

forudsætning, at der er en sammenhæng mellem straffens faktiske hastighed og befolkningens

opfattelse heraf. Et amerikansk studie viser dog, at der er meget begrænset sammenhæng

mellem befolkningens forventninger til varigheden af perioden fra anholdelse til domsafsi-

gelse og den faktiske varighed heraf i det county, de bor i (Kleck et al. 2005).

De empiriske studier, der behandler den generalpræventive betydning af hurtig straf, finder

generelt ikke entydige konklusioner. To studier behandler betydningen af hastigheden, hvor-

med en kørekortsfrakendelse foretages for collegestuderendes selvrapporterede villighed til

at køre spirituskørsel. Det ene studie finder ikke en statistisk signifikant betydning heraf

(Nagin og Pogarsky 2001), mens det andet studie finder, at udskydelse af straf leder til en

højere villighed til at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Denne sammenhæng er langt krafti-

gere, når straffens indtræffen ændres fra umiddelbar til forsinkelse med én uge, end når den

forsinkes tilsvarende længere ude i fremtiden (Loughran et al. 2012).

Tre studier belyser, om straksstraffe for færdselslovsovertrædelser, særligt spirituskørsel, har

betydning for forekomsten af trafikulykker, men studierne opnår forskellige resultater. Stu-

dierne lider dog alle under, at straksstraffene også øger straffens vished og dermed ikke iso-

lerer effekter af hastighed. I Portugal indførtes i 2001 betaling af færdselsbøder på stedet,

uden at der kunne konstateres en betydning for trafikdrab, -skader eller -uheld. Indførelsen

af straksbøder skyldtes problemer med et ineffektivt bødeinddrivelsessystem, og ænd ringen

øgede straffens vished (Tavares et al. 2008). To amerikanske studier finder, at stater, hvis

love tillader administrativ straksfrakendelse af kørekort for spirituskørsel frem for alene at

tillade frakendelse herfor i retten, har færre trafikdrab ved soloulykker i nattetimer, som er et

udtryk for alkoholrelaterede trafikdrab. Studierne oplyser dog ikke, om stater, der frakender

kørekort på stedet, også foretager flere frakendelser, hvorved straffen har en højere vished,

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

men påpeger, at der er grund til at tro, at dette er tilfældet. I visse tilfælde blev der i øvrigt

foretaget andre, samtidige lovændringer vedrørende spirituskørsel, hvorved straksfrakendel-

sens betydning ikke isoleres

(Legge og Park 1994, Wagenaar og Maldonado‐Molina 2007).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Idømt straf

–

virkning

gerningsmanden

over

for

Ét af formålene med at idømme straf kan være at forebygge ny kriminalitet blandt de dømte.

Det antages således, at de dømtes kriminalitet ikke blot var en engangsforseelse, men at de

–

såfremt der ikke gribes ind

–

ville begå mere kriminalitet.

Det straffende system kan potentielt have kriminalpræventive effekter over for den dømte,

efter straffen idømmes. For dømte, der indespærres, kan straffen grundlæggende tænkes at

forebygge ny kriminalitet blandt de dømte på to måder. Den ene type af forebyggelse angår

de umiddelbare indespærringseffekter, hvor afsonere forhindres i at begå kriminalitet, mens

de sidder i fængsel. Den anden type af forebyggelse angår straffens betydning for de dømte

personers kriminalitet efter udstået straf. Dømte, der ikke indespærres, kan ligeledes påvirkes

af straffen med hensyn til deres recidiv, men da der ikke er en indespærringsperiode, bør

virkningen observeres umiddelbart efter straffen idømmes.

I dette kapitel gennemgås først forskningslitteratur, der belyser straffens individualpræven-

tive effekter under indespærring og dernæst efter udståelse af straf.

4.1

Effekter af indespærring

En præventiv virkning kan opnås gennem indespærring, hvis en lovovertræder, der er spærret

inde fra det resterende samfund, f.eks. i et fængsel, hæmmes i at begå ny kriminalitet, som

denne ville have begået, hvis vedkommende ikke sad i fængsel. I dette afsnit gennemgås

studier, der undersøger, i hvilket omfang indespærring af lovovertrædere reducerer krimina-

litet.

Der findes generelt belæg for, at indespærring forebygger kriminalitet, om-

end effekten er relativt lille.

Justitsministeriets Forskningskontors rapport fra 2015, som afdækker indespærringseffekten

(i omtalte rapport benævnt inkapaciteringseffekten), konkluderer: ”Fængselsstraffe

har en

inkapaciterende effekt, og denne er forventeligt større ved lange end ved korte straffe. Effek-

ten er endvidere størst for de mest højfrekvente lovovertrædere. Forskningsmæssigt har der

især været set på effekten af en selektiv brug af længerevarende fængselsstraffe til de mest

aktive lovovertrædere. Det har imidlertid vist sig vanskeligt på forhånd at udpege de højfre-

kvente lovovertrædere, hvorfor andelen af falske positive

–

de, der antages at ville begå kri-

minalitet, men som reelt ikke gør det

–

bliver meget stor. Dette er med til at mindske effekten

af en selektiv inkapacitering og med til at øge udgifterne hertil. Beregninger tyder p å, at kun

ved en mangedobling af fangepopulationen vil der kunne opnås en inkapaciteringseffekt, der

overstiger 10 pct.”

(Jørgensen et al. 2015). Flere af studierne af indespærringseffekten, der

refereres i det følgende, er fra før 2015. De fleste af disse er ikke inkluderet i den tidligere

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

forskningsgennemgang fra Justitsministeriets Forskningskontor, men inkluderes i indevæ-

rende litteraturgennemgang. Det skyldes primært, at litteraturgennemgangen i denne rapport

har udvidet fokus til at omfatte studier, der estimerer indespærringseffekten gennem andre

metoder. Følgende afsnit gennemgår studier, der estimerer indespærringseffekten på bag-

grund af konkrete gerningsmænds kriminalitetshyppighed. Herefter følger et afsnit, der gen-

nemgår studier, som estimerer indespærringseffekten på baggrund af fængselspopulationen.

Gennemgangen af indespærringseffekten er delt i to afsnit, da de to måder at estimere effek-

ten på er forbundet med forskellige metodologiske problemer.

Studier af indespærringseffekten baseret på konkrete gerningsmænds kriminalitetshyppighed

To nyere studier estimerer indespærringseffekten ved at tage udgangspunkt i kriminalitets-

hyppigheden for en stikprøve af dømte gerningsmænd. Kriminalitetshyppigheden anvendes

til at beregne, hvor mange lovovertrædelser en forlænget fængselsstraf sandsynligvis vil af-

værge. Studierne finder, at længere fængselsstraffe har en større indespærringseffekt end

korte.

Justitsministeriets Forskningskontor udgav i 2016 en undersøgelse af blandt andet indespær-

ringseffekten (Jørgensen 2016). Der tages udgangspunkt i strafskærpelser for simpel vold,

alvorligere vold, voldtægt og uagtsomt manddrab gennemført i 2002. Der anvendes et natur-

ligt eksperimentelt design, hvor det udelukkende er gerningstidspunktet, der afgør, om lov-

overtrædelsen er omfattet af strafskærpelsen. Tages der højde for prøveløsladelse estimeres

det, at ni dages ekstra fængsel, der i gennemsnit faktisk afsones pr. lovovertræder, der har

begået simpel vold efter skærpelsen, resulterer i mellem 0,012 og 0,021 færre straffelovs-

overtrædelser pr. person. Eksperimentalgruppen består af 1.115 personer, hvorved den for-

øgede indespærringseffekt resulterede i mellem 13 og 23 færre straffelovsovertrædelser for

hele gruppen samlet set. Tilsvarende betød de 28 dages længere fængselsstraffe for 564 dømte

for alvorligere vold en forøget indespærringseffekt svarende til mellem 0,039 og 0,058 færre

straffelovsovertrædelser pr. person og mellem 22 og 33 færre straffelovsovertrædelser for

gruppen samlet. For 197 personer dømt for voldtægt estimeredes på baggrund af godt syv

måneders ekstra fængsel, at den øgede indespærringseffekt resulterede i mellem 0,19 og 0,23

færre straffelovsovertrædelser pr. person og mellem 36 og 43 forebyggede straffelovsover-

trædelser for hele gruppen. For de 75 personer dømt for uagtsomt manddrab estimeredes det,

at den forøgede indespærringseffekt af de 135 dages længere fængselsstraffe resulterede i

mellem 0,10 og 0,25 færre straffelovsovertrædelser pr. person svarende til mellem otte og 19

færre straffelovsovertrædelser for gruppen samlet.

Et amerikansk studie finder en effekt af selektiv indespærring af højrisiko seksualforbrydere.

Studiet præsenterer estimater, som bygger på estimater fra flere andre studier og skal derfor

tolkes varsomt. Det er ligeledes usikkert, i hvilken grad resultaterne kan overføres til danske

forhold (Duwe 2014).

Staten Minnesota benytter sig af en ordning, hvorunder højrisiko

Selvom studiet er publiceret i 2014, er det inkluderet i indeværende rapport. Dette skyldes at studiet ikke er

refereret i Justitsministeriets Forskningskontors tidligere rapport om den individualpræventive virkning (Jørgensen

et al. 2015).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

seksualforbrydere kan holdes indespærret, efter at de har udstået deres fængselsstraf (civil

commitment). Studiet estimerer recidivrisikoen for 105 seksualforbrydere i civil commitment

ud fra det tilfælde, at de havde været løsladt direkte efter udstået fængselsstraf. Risiko for at

recidivere til ny kriminalitet estimeres på baggrund af den faktiske recidivrisiko for seksual-

forbrydere, der tidligere er blevet løsladt i Minnesota. I studiet estimeres det, at 9,2 pct. af de

105 højrisiko seksualforbrydere ville være dømt for en ny seksualforbrydelse inden for fire

år, havde de ikke været indespærret. Desuden viser studiets estimater, at 28 pct. ville blive

arresteret for en ny seksualforbrydelse i løbet af deres livstid,

hvis de ikke havde været

indespærret. Det bemærkes i studiet, at den faktiske recidivrisiko sandsynligvis er underesti-

meret, da mange seksualforbrydelser slet ikke anmeldes.

Studier af indespærringseffekten baseret på størrelsen af fængselspopulationen

En række betydningsfulde studier beskriver indespærringseffekter på baggrund af størrelsen

af fængselspopulationen. Studierne finder generelt en sammenhæng mellem større fængsels-

populationer og mindre kriminalitet, men størrelsen på sammenhængen varierer markant mel-

lem forskellige studier. Disse studier behandles her i rapporten, idet de har været ganske

indflydelsesrige, men de har visse metodologiske problemer, der gør mange af resultaterne

usikre.

Et grundlæggende metodologisk problem er, at størrelsen på fængselspopulationen kan være

påvirket af såvel mængden af kriminalitet i samfundet, som den andel heraf der straffes med

ubetinget dom samt længden af disse ubetingede domme. Dette giver anledning til to meto-

demæssige problemer. For det første er det problematisk, at der ikke ka n skelnes mellem

betydninger af andelen, der straffes (straffens vished), andelen heraf der leder til ubetinget

dom samt længden af sådanne ubetingede domme (begge straffens strenghed), idet enhver

politisk eller administrativ forandring, der forsøger at udnytte eventuelle effekter, vil være

baseret på ændringer i disse (Durlauf og Nagin 2010). For det andet er det ikke alene størrel-

sen på fængselspopulationen, der kan påvirke kriminalitetsniveauet, men også omvendt ved

at kriminalitetsniveauet kan påvirke fængselspopulationen. Derfor er der i forskningslittera-

turen bred enighed om, at overordnede korrelationsstudier i udgangspunktet ikke er anven-

delige. De beskrevne studier søger alle at omgå dette problem med forskellige statistiske eller

kvasi-eksperimentelle teknikker.

Endeligt er det vigtigt at være opmærksom på, at effektmål i disse studier ofte angår såvel

afskrækkelse som indespærring. Idet de estimerede effekter ofte har samme størrelsesorden

som estimater af effekten af indespærring alene, konkluderes det typisk, at indespærringen er

årsagen til hovedparten af eventuelle effekter, men afskrækkelse kan også spille en rolle

(Chalfin og McCrary 2017).

Estimatet er beregnet ud fra en tidshorisont på 50 år.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Det første studie, der troværdigt anvender en kvasi-eksperimental strategi, beskriver, hvordan

en række retssager vedrørende overbelægning i fængsler i perioden 1971-1993 i visse ameri-

kanske stater medfører en mindre stigning i fængselspopulationen end ellers forventeligt

(Levitt 1996). Denne variation i fængselspopulationen skyldes derved i udgangspunktet ikke

ændringer i mængden af kriminalitet. Studiet estimerer, at denne ændrede udvikling i fæng-

selspopulationen forårsager en anseelig stigning i kriminalitetsniveauet for såvel voldskrimi-

nalitet som ejendomskriminalitet. Der er grund til at mene, at der primært er tale om en inde-

spærringseffekt, idet mindskningen af fangepopulationen primært opnås igennem tidlig løs-

ladelse af fanger, og at personer, der begår ny kriminalitet, ikke kan forvente kortere straffe.

Dette understøttes af, at effektstørrelsen er på niveau med det, som (median-)indsatte selv

rapporterer at begå, når de er på fri fod. Det kan dog ikke udelukkes, at afskrækkelseseffekter

bidrager til effekten.

Tilsvarende undersøgelser af senere amerikanske mindskninger af fængselspopulationen fin-

der dog betydeligt mindre effekter end det ovenfor nævnte studie. Da man i Californien i

2011 og 2012 nedbragte fængselspopulationen med 17 pct. grundet overbelægning, ledte det

ikke til statistisk signifikante stigninger i voldskriminaliteten, mens der kun kunne ses en

mindre stigning i ejendomskriminalitet, primært vedrørende biltyverier (Lofstrom og Raphael

2013). Et andet studie, der anvender en anden statistisk teknik til at undgå omvendt kausalitet,

kommer frem til omtrent samme resultater som Levitts studie, når udviklinger i perioden

1978-1990 undersøges, mens der for perioden 1991-2004 findes betydeligt mindre effekter

end i den tidlige periode, som også Levitt undersøger (Johnson og Raphael 2012).

Denne

over tid faldende effektivitet af indsættelse forklares typisk med henvisning til, at den løbende

udvidelse af fangepopulationen i USA siden 1970’erne har medført, at de indsatte

generelt er

mindre kriminelt belastede end tidligere, hvorfor deres recidivrisiko er mindre, og at man

derved forhindrer mindre kriminalitet pr. indsat i den sene periode. Andre studier finder til-

svarende forklaringer, der understøtter dette (Liedka et al. 2006).

I en europæisk kontekst udnytter et italiensk studie en række naturlige eksperimenter, der

opstod i forbindelse med kollektive benådninger i Italien fra 1962 til 1990, til at estimere en

indespærringseffekt (Barbarino og Mastrobuoni 2014). Benådningerne betød, at op til 35 pct.

af den totale fængselspopulation blev løsladt fra den ene dag til den anden. Studiet estimerer

en indespærringseffekt i vidt omfang renset for afskrækkelseseffekter og finder, at en stigning

i fængselspopulationen på én pct. leder til mellem 0,17 og 0,3 pct. færre lovovertrædelser

registreret af politiet, afhængigt af de anvendte statistiske teknikker (Barbarino og

Mastrobuoni 2014). Ganges estimaterne op, viser resultaterne, at fængselspopulationen skal

øges med mellem 33 pct. og 59 pct. for at opnå en indespærringseffekt på ti pct. Denne effekt

er i samme størrelsesorden som den, Levitt finder (Levitt 1996), men er langt større, end hvad

andre beregninger har peget på (Jørgensen et al. 2015). Det skal her bemærkes, at det italien-

ske studie bygger på relativt ekstreme reduktioner over kort tid. Hvorvidt samfundet var klar

til at modtage så mange løsladte, og hvorvidt løsladelserne blev modsvaret af en vækst i

Dette studie er ligeledes refereret i Justitsministeriets tidligere rapport om præventive effekter (Jørgensen et al.

2015), men er inkluderet i indeværende rapport, da det bidrager med en nuancering af indespærringseffekten.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

ressourcer til eksempelvis sociale myndigheder, belyses ikke tilstrækkeligt. Det er ikke sik-

kert, at indespærringseffekten havde været lige så høj, hvis estimaterne var baseret på reduk-

tioner af fængselspopulationen over længere tid, som i større grad muliggør, at samfundet

kan integrere de løsladte.

4.2

Individualpræventive effekter efter udståelse af straf

Straffens formål med hensyn til at opnå individualpræventive effekter efter udstået straf

handler om at ændre de dømtes adfærd i friheden, hvor straffen kan tænkes at virke igennem

afskrækkelse eller resocialisering. Oplevelsen af straf kan have afskrækkende effekter, idet

erfaringen med straf kan gøre den dømte opmærksom på omfanget af konsekvenser ved at

begå kriminalitet. Flere typer af straffe kan dog også have resocialiserende virkninger, hvis

de indebærer deltagelse i programmer, som søger at ændre den dømtes adfærd via andre me-

kanismer end afskrækkelse. Idet denne litteraturgennemgang har fokus på betydningen af

idømt

straf, undersøges betydningen af sådanne programmer ikke direkte, men effekten næv-

nes, såfremt den er undersøgt separat, idet den kan spille en rolle for de dømtes adfærd efter

udstået straf. I de fleste studier er det dog ikke muligt at skelne mellem, om det er en afskræk-

kende eller resocialiserende effekt, som undersøges. Endeligt skal det også nævnes, at der er

en risiko for, at fængselsstraffe kan påvirke den dømte i en negativ retning, såkaldt prisoni-

sering, idet miljøet i fængslet potentielt kan medføre eksempelvis en forråelse af den dømte,

dårlige bekendtskaber eller større kendskab til muligheder for kriminalitet.

Som beskrevet i kapitel 1 skelnes der i forskningslitteraturen mellem tre elementer af straf. I

afsnit 3.1.1 og 3.1.2 gennemgås studier af den individualpræventive, afskrækkende virkning

af straffens vished og hastighed. Følgende afsnit behandler studier af den individualpræven-

tive effekt af straffens strenghed, altså de omkostninger gerningsmanden idømmes som kon-

sekvens af en lovovertrædelse. I afsnittet skelnes der mellem betydningen af de faktiske straf-

længder og sanktionstyper og dømtes opfattelse heraf. Mens politiske eller administrative

forandringer typisk vil angå de faktiske forhold, så er eventuelle afskrækkelseseffekter af-

hængige af, at gerningsmanden er bekendt med straffens strenghed.

Idet straffens formål med hensyn til individualprævention er at afholde lovovertrædere fra at

begå ny kriminalitet, måles individualpræventive effekter af straf med udgangspunkt i de

allerede straffedes recidiv til ny kriminalitet.

I følgende afsnit, hvor der gennemgås studier, som undersøger den individualpræventive ef-

fekt af straf set i forhold til straffens strenghed, tages der først udgangspunkt i længden af

ubetingede straffe og dernæst fokuseres på sanktionens art, herunder forhold vedrørende hen-

holdsvis unge lovovertrædere og færdselslovsovertrædelser, som behandles særskilt. Den

særskilte behandling af unge skyldes, at mange studier af straffens betydning for unge lov-

overtrædere angår sanktioner, som kun er mulige at idømme unge. Desuden vurderer unge

lovovertrædere muligvis risiko på en anden måde end voksne. Disse forhold kan have betyd-

ning for straffens virkning. Med hensyn til færdselslovsovertrædelser, angår mange af de

undersøgte sanktioner frakendelse af kørekort eller bøder, hvilket adskiller sig fra de typer af

sanktioner, som ellers undersøges i afsnit 4.2.2.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

4.2.1

Straffens faktiske strenghed

–

straflængde

Der findes mange forholdsvist gode studier, der belyser betydningen af straflængder for ger-

ningsmænds efterfølgende recidiv.

Overordnet finder studierne af den individualpræventive effekt af straffens

længde, at længere straffe ingen effekt har på risikoen for recidiv.

Enkelte amerikanske studier finder, at effekten ligger tæt på nul, i form af at længere straffe

enten mindsker eller øger risikoen for recidiv ganske lidt. Der ses desuden indikationer af , at

den individualpræventive effekt kan svinge ved forskellige straflængder, således at en for-

øgelse af straflængden ved visse niveauer kan mindske risikoen for recidiv, mens den ved

andre niveauer kan øge risikoen for recidiv.

Spørgsmålet om den individualpræventive betydning af straffens længde behandles i Justits-

ministeriets Forskningskontors tidligere rapport fra 2015 om mulige præventive effekter af

straf. Her konkluderes om straffens længde: ”Forskningen

på dette område viser ikke helt

entydige resultater. Enkelte nyere studier peger på, at længere straffe medfører en mindsket

risiko for recidiv, mens den øvrige forskning peger på, at længere straffe ikke har en større

præventiv effekt end korte.”

(Jørgensen et al. 2015).

En international systematisk gennemgang af blandt andet straffens individualpræventive

virkning gennem længere straffe konkluderer ligeledes, at programmer rettet mod at af-

skrække lovovertrædere gennem blandt andet længere straffe sjældent kan påvises at mindske

risikoen for recidiv (MacKenzie og Farrington 2015). I gennemgangen opsummeres rando-

miserede eksperimenter, metaanalyser og andre systematiske gennemgange fra 2005 og frem.

Den internationale gennemgang bygger i høj grad på samme studier, som rapporten udarbej-

det af Justitsministeriets Forskningskontor i 2015.

Et nyere dansk studie fra Justitsministeriets Forskningskontor finder ikke individualpræven-

tive effekter af straffens længde. Undersøgelsen er foretaget på baggrund af strafskærpelser

gennemført i 2002 for simpel vold, alvorligere vold, voldtægt og uagtsomt manddrab

(Jørgensen 2016). Der anvendes et stærkt naturligt eksperimentelt design, hvor kontrol - og

eksperimentalgruppe i udgangspunktet kan antages at være sammenlignelige med hensyn til

alle andre forhold end, hvorvidt de har begået kriminalitet før eller efter strafskærpelserne. I

analysen findes ingen betydning af de undersøgte strafskærpelser for risikoen for recidiv. Det

bemærkes dog, at de gennemsnitlige straflængder for simpel og alvorlig vold blot stig er med

henholdsvis 12 og 28 dage. Dette er ikke i samme grad tilfældet vedrørende voldtægt og

uagtsomt manddrab, hvor de gennemsnitlige straflængder stiger med henholdsvis ti og seks

måneder, men her er analyserne baseret på relativt få personer, hvilket gør det svært at påvise

statistisk signifikante effekter.

En tilsvarende konklusion findes i et hollandsk studie. Holland er med hensyn til strafni-

veauer relativt sammenligneligt med Danmark og derfor af særlig relevans. Studiet finder

ikke individualpræventive effekter af straffens længde (Wermink et al. 2018). Studiet belyser,

hvorvidt længere ophold i varetægt og afsoninger i fængsel reducerer risikoen for recidiv

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

blandt mandlige afsonere født i Holland, der var mellem 18 og 65 år på indsættelsestidspunk-

tet. Afsonerne inddeles i grupper efter afsoningslængde. Gruppen med kortest afsonings-

længde havde afsonet i mellem én og seks uger. De, der havde afsonet længst tid, havde

afsonet i mellem seks og 15 måneder. Der anvendes et relativt solidt kvasi-eksperimentelt

design, hvor der statistisk kontrolleres for en række forhold.

Nyere amerikanske studier har ligeledes undersøgt den individualpræventive virkning af

længden på en fængselsstraf, og i ét studie finder man en statistisk signifikant individualpræ-

ventiv effekt af straf. Betydningen heraf er dog ganske lille, idet en forøgelse af straffens

længde med 7,5 måneder leder til et fald i risikoen for recidiv fra 20 pct. til cirka 19 pct.

(Rhodes et al. 2018). Resultaterne fra et andet studie peger på, at stigninger i straflængder,

når der er tale om forøgelse fra én måned til ét år, medfører en stigning i recidiv fra 38 pct.

til 51 pct. Når straflængderne øges fra ét til to år, medfører det et fald i recidiv til 47 pct. Når

afsoninger øges fra to til fem år, ses ingen effekt af ændringer i straffens længde (Mears et

al. 2016). Forfatterne til sidstnævnte studie tilbyder en forklaring på, hvorfor risikoen for

recidiv øges i løbet af det første års afsoning, hvorefter den falder for derefter at flade ud. En

mulighed er, at indsatte i løbet af det første år hurtigt akkumulerer kriminogene effekter fra

opløsninger af sociale relationer, stigmatisering og læring om en kriminel livsstil. Disse ef-

fekter øger risikoen for recidiv. Herefter tilpasser de indsatte sig muligvis den situation , de

befinder sig i. Derudover kan faldet i recidivrisikoen efter ét års afsoning ifølge forfatterne

skyldes, at den afskrækkende effekt af fængsel muligvis forstærkes, samtidig med at eventu-

elle rehabiliterende tiltag kan tænkes at begynde at virke. Efter flere år begynder disse effek-

ter dog muligvis at aftage, hvorfor risikoen for recidiv ikke længere påvirkes.

4.2.2

Straffens faktiske strenghed

–

sanktionstype

Der findes mange og gode studier, der vedrører, hvorvidt den sanktionstype en gerningsmand

idømmes, har en betydning for efterfølgende recidiv

De fleste studier af betydningen af sanktionstypens art peger på, at dennes

strenghed har en nuleffekt. Nogle studier peger dog på, at strengere straffe,

som f.eks. afsoning i fængsel, øger risikoen for recidiv sammenlignet med

mindre strenge sanktionstyper. En undtagelse herfra er straffens strenghed,

når det angår overtrædelser af færdselsloven. Her peger de bedste studier

på, at strengere sanktioner mindsker risikoen for recidiv.

I den tidligere nævnte rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor om præventiv e effek-

ter af straf behandles også individualpræventive virkninger af fængselsstraf sammenlignet

med forskellige alternativer hertil. Rapporten konkluderer, at fængselsstraf, sammenlignet

Det bemærkes, hvad angår sanktionstype, at den individualpræventive virkning af sanktionstypen i visse tilfælde

og i nogen grad også baserer sig på straffens vished. Idømmes en lovovertræder intensiv overvågning, vil s traffens

vished alt andet lige øges.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

med ikke-frihedshedsberøvende sanktioner, samlet set hverken mindsker eller øger risikoen

for recidiv. Nogle studier finder, at fængselsstraffen i svag grad øger risikoen for recidiv

(Jørgensen et al. 2015). I rapporten påpeges, at flere danske undersøgelser konkluderer, at

samfundstjeneste som alternativ til fængselsstraf har en individualpræventiv virkning. Om-

vendt ses der i den gennemgåede forskningslitteratur i visse tilfælde ingen individualpræven-

tive effekter af intensiveret tilsyn, der udelukkende betoner kontrol og sanktioner, og i visse

tilfælde et øget recidiv, sammenlignet med almindeligt tilsyn. Der konkluderes lignende, at

programmer, der søger at afskrække unge gerningsmænd ved at konfrontere dem med hær-

dede gerningsmænd i lukkede fængsler (scared straight-programmer), ingen effekt har eller

muligvis øger risikoen for recidiv.

Omtrent samme konklusioner nås i en international systematisk litteraturgennemgang af

randomiserede eksperimenter, metaanalyser og andre systematiske gennemgange siden 2005

vedrørende straffens individualpræventive betydning. Rapporten konkluderer, at tiltag rettet

mod at øge straffens strenghed gennem kontrol og overvågning af lovovertrædere sjældent

kan påvises at mindske risikoen for recidiv (MacKenzie og Farrington 2015).

Justitsministeriets Forskningskontor har tidligere undersøgt den individualpræventive virk-

ning af fængsel som alternativ til anden straf med udgangspunkt i en strafskærpelse fra 2002

for brugstyveri af motorkøretøj. Strafskærpelsen indebar, at førstegangstilfælde ville medføre

en ubetinget frihedsstraf på 14 dage, hvorimod straffen inden skærpelsen typisk var en bøde

(Jørgensen 2016). Der anvendes et naturligt eksperimentelt design, hvor kontrol- og eksperi-

mentalgruppe i udgangspunktet kan antages at være sammenlignelige med hensyn til alle

andre forhold end, hvorvidt de har begået kriminalitet før eller efter strafskærpelserne. På

trods af at flere personer idømmes en ubetinget dom efter strafskærpelsen, så ses der ingen

statistisk signifikant forskel i recidiv mellem de to grupper. Der kan altså ikke i denne sam-

menhæng konstateres en individualpræventiv effekt af fængselsstraf.

Samme konklusion nås i et nyere amerikansk studie, der sammenligner virkningen af fæng-

selsstraf med andre sanktionstyper (Mitchell et al. 2017). Studiet udnytter, at man i Florida i

USA anvender en

doms-score,

der udregnes på baggrund af kriminalitetens alvor, den tiltaltes

kriminelle historik og lignende, til at fastsætte straffens strenghed. Der kan kun gives fæng-

selsstraffe, hvis denne

doms-score

når en bestemt tærskel. En sammenligning af recidivrisi-

koen for de, som opnår denne score, med de som opnår en score lige herunder, giver et estimat

af fængselsstraffens individualpræventive virkning, idet disse to grupper stort set er identiske

med hensyn til alt andet end, hvorvidt de kan få en fængselsstraf. Der kontrolleres statistisk

for, at ikke alle, der har en høj nok

doms-score

til at få en fængselsstraf, rent faktisk kommer

i fængsel. Resultaterne af studiet viser, at risikoen for recidiv ikke er hverken signifikant

højere eller lavere for de, som har udstået en fængselsstraf kontra de, der idømmes en sank-

tion uden indespærring. Studiets design er robust og peger på, at strengere straffe ikke har en

individualpræventiv virkning.

Et andet solidt amerikansk studie har undersøgt den afskrækkende, individualpræventive

virkning af intensive probation (betingede domme med intensiv overvågning) sammenlignet

med moderate probation (betingede domme med moderat overvågning) uden at finde evidens

for afskrækkelse fra kriminalitet (Hyatt og Barnes 2017). Studiet anvender et særdeles robust

design, hvor højrisiko lovovertrædere fordeles tilfældigt til enten intensiv overvågning eller

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

mere moderat overvågning, uden at de eller kontaktbetjentene informeres herom. Intensiv

overvågning indebar et ugentlig møde med en kontaktbetjent, hjemmebesøg og aflevering af

narkotikatest mindst to gange om måneden. Moderat overvågning indebar sjældnere møder

med en betjent, ingen hjemmebesøg og at narkotikatest kun skulle afgives, hvis retten be-

stemte det. Dommene indebar i øvrigt ingen resocialiserende tiltag, og derfor er det udeluk-

kende effekten af strengere straf, der undersøges. Studiet finder ingen signifikant forskel i

recidiv for de to grupper.

Den individualpræventive virkning af fængselsstraffe har også været undersøgt i nyere stu-

dier, der statistisk kontrollerer resultaterne med enten matchning eller regression. D isse stu-

dier er ikke helt så robuste som de, der indtil videre er behandlet i afsnittet. I studierne vil

der typisk blive kontrolleret for centrale forhold som kriminalitetens art og den dømtes tidli-

gere kriminalitet, hvorved studierne fortsat er af ganske høj kvalitet, men det er sjældent

muligt at kontrollere for alle relevante forhold, hvilket svækker studiernes robusthed.

Et amerikansk studie baseret på matchning, der undersøger fire forskellige sanktionstyper,

finder oftere en individualpræventiv effekt ved mildere sanktioner (betinget dom med skær-

pet tilsyn/tilsyn) end ved hårdere sanktioner (fængselsstraf) (Mears og Cochran 2018). I et

tilsvarende amerikansk studie, der anvender logistisk regression med kontrolvariable, beskri-

ves en kraftig effekt, idet lovovertrædere dømt til afsoning i fængsel har over dobbelt så høje

odds for at recidivere, som lovovertrædere idømt en betinget dom med tilsyn (Caudy et al.

2018). Et sammenligneligt australsk studie baseret på matchning undersøger den individual-

præventive effekt af, at førstegangsdømte har afsonet en fængselsstraf på op til 12 måneder

sammenlignet med en betinget dom på op til 24 måneder. Der kan her ikke påvises nogen

signifikant forskel i risikoen for recidiv for de to grupper. Resultaterne peger på, a t korte

fængselsstraffe ikke har en større individualpræventiv effekt end betingede straffe (Trevena

og Weatherburn 2015). De tre studier peger således samlet på, at hårdere sanktionstyper,

sammenlignet med mildere sanktionstyper, enten ingen individualpræventiv effekt har eller

kan lede til et højere recidiv.

Sanktionstype

–

unge lovovertrædere

Den individualpræventive virkning af hårdere sanktionstyper er også undersøgt særskilt for

unge lovovertrædere, idet denne gruppe typisk idømmes andre typer af sanktioner end

voksne, og muligvis reagerer anderledes på straf.

Studierne viser generelt, at hårdere sanktioner ikke har en individualpræ-

ventiv effekt for unge lovovertrædere.

I en amerikansk ph.d.-afhandling foretages en metaanalyse af, hvorvidt unge, der har fået en

straf, som involverer indespærring, recidiverer i højere eller lavere grad, end unge der har

fået en straf uden indespærring. I metaanalysen inkluderes ni eksperimentelle og kvasi -ek-

sperimentelle studier, der samlet set ikke finder en signifikant betydning af at have siddet

indespærret med hensyn til recidiv (Black 2016). Metaanalysen konkluderer, at hårdere

straffe ikke har en individualpræventiv effekt over for unge lovovertrædere.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

En lignende konklusion ses i en opsummering af en række studier, der på baggrund af det

samme materiale har fulgt unge lovovertrædere i USA gennem syv år. Studierne viser, at

strengere straffe ikke har en individualpræventiv effekt på unge (Loughran et al. 2015).

En anden amerikansk metaanalyse af 27 eksperimentelle og kvasi-eksperimentelle studier

finder ligeledes ikke, at domme til mere intensiv overvågning har en individualpræventiv

effekt over for unge i alderen 12 til 18 år sammenlignet med effekten af domme til mindre

intensiv overvågning (Bouchard og Wong 2018). I metaanalysen indgår intensiv overvågning

både som intensive supervision (intensiv overvågning) og aftercare/reentry programs, som

kombinerer skærpet overvågning med resocialiserende tiltag. Metaanalysen finder, at intens

overvågning hverken øger eller reducerer risikoen for recidiv statistisk signifikant sammen-

lignet med traditionel overvågning. Omvendt finder metaanalysen i forhold til aftercare/re-

entry-programmer en statistisk signifikant individualpræventiv effekt på baggrund af de stu-

dier, der måler recidiv ud fra anholdelse, sigtelse og lignende, men der kan ikke konstateres

en sammenhæng, når der måles på recidiv til fældende afgørelser. Det skal her bemærkes, at

aftercare/reentry-programmer ikke kun indebærer mere straffende/kontrollerende tiltag, men

også hjælp til den unge. På baggrund af de overvejende insignifikante resultater konkluderes

det, at programmer, der retter sig mod øget overvågning af unge lovovertrædere, ikke over-

bevisende kan siges at reducere risikoen for recidiv.

I USA har flere studier undersøgt, hvorvidt unge lovovertrædere, hvis retssag overføres til en

domstol for voksne, har mindre risiko for at recidivere sammenlignet med unge lovovertræ-

dere, hvis retssag føres i juvenile courts (ungdomsdomstole). Det antages, at ordinære doms-

stole idømmer hårdere sanktioner, end ungdomsdomstole gør. Med andre ord anvendes det,

at nogle unges sag føres for en domstol for voksne, som en proxy for strengere straffe. Det

skal dog bemærkes, at de særlige amerikanske forhold gør det ganske usikkert, om resulta-

terne kan overføres til en dansk kontekst.

En metaanalyse finder ingen evidens for individualpræventive effekter i ni eksperimentelle

eller kvasi-eksperimentelle studier, der sammenligner recidivrisikoen for unge, hvis sag over-

flyttes til en ordinær domstol i stedet for en ungdomsdomstol, med unge, hvis sag behandles

af en ungdomsdomstol (Zane et al. 2016). Metaanalysen har den svaghed, at de inkluderede

studier ikke anvender data om de faktisk idømte sanktioner. Studiet konkluderer, at overførs-

ler til domstole for voksne ikke ser ud til at have en betydning for risikoen for recidiv. Det

bemærkes dog, at de inkluderede studier i metaanalysen ikke kontrollerer for indespærrings-

effekten. Hvis unge, der overføres til ordinære domstole, er indespærret i længere tid, vil de

også have mindre tid i frihed til at begå ny kriminalitet. Derved kan en kriminogen virkning

af overførsler være underestimeret.

Et nyere, solidt studie udnytter et naturligt eksperiment, der opstod i staten Connecticut i

2010, hvor den kriminelle myndighedsalder blev hævet fra 16 til 17 år (Fowler og Kurlychek

2018). Analysen finder, at 16-årige, hvis sag har været for en ungdomsdomstol, har odds for

recidiv, der er omtrent halvt så store som oddsene for recidiv blandt 16 -årige, hvis sag har

været for en domstol for voksne. Studiet peger således på, at behandlingen ved de ordinære

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

domstole, som medfører strengere straffe sammenlignet med ungdomsdomstolene, kan med-

føre mere kriminalitet. Samlet set peger studierne på, at overførsler til voksendomstole enten

ingen effekt har på recidivrisikoen for unge, eller at recidivrisikoen øges.

I et amerikansk studie, hvor betydningen af den juridiske sanktion for unge lovovertrædere

undersøges, peges der på, at det ikke er selve sanktionen, men derimod den subjektive ople-

velse af retfærdighed i sagsbehandlingen fra anholdelse til domsafsigelse (procedural

justice), der mindsker risikoen for recidiv (Augustyn og Ward 2015). Oplevelsen af retfær-

dighed i sagsbehandlingen dækker over, om individet oplever fair og etisk korrekt behandling

fra myndighederne i forbindelse med anholdelse og rettens afgørelse. De unge, der opfatter

retfærdighed i sagsbehandlingen som ringe, har forhøjet risiko for at recidivere, uagtet den

juridiske sanktion, kriminalitetens art, demografiske forhold, individuelle træk og kriminel

historik. Det konkluderes i undersøgelsen, at kriminogene effekter af straf muligvis kan re-

duceres, hvis politi og domstole agerer på en måde, som øger gerningsmandens oplevelse af

retfærdighed i behandlingen af straffesagen.

Sanktionstype

–

færdselslovsovertrædelser

Den individualpræventive virkning af straffens strenghed over for færdselsovertrædelser er

belyst gennem en række studier, der sammenligner sanktionstyper.

Mens et mindre robust studie ikke finder en effekt, så kan der i de mest

robuste studier generelt konstateres individualpræventive effekter af stren-

gere straf for færdselslovsovertrædelser, i modsætning til, hvad der i øvrigt

er tilfældet i denne rapport.

Der kan påpeges to mulige årsager til at flere studier peger på individualpræventive effekter

af strengere straffe for færdselslovsovertrædelser, modsat hvad der er tilfældet for andre typer

af kriminalitet. Dels er det muligt, at den gennemsnitlige færdselslovsovertræder på afgø-

rende punkter adskiller sig fra den gennemsnitlige lovovertræder for andre typer af krimina-

litet og derfor reagerer anderledes på straf. Dels er sanktioner for færdselslovsovertrædelser

typisk mindre strenge end for flere andre typer af kriminalitet, og derfor skærpes de typisk

fra et lavere niveau af strenghed end sanktioner for andre typer af kriminalitet. Strafskærpel-

ser opleves muligvis i højere grad som hårde, hvis straffen opleves som mild inden en skær-

pelse, og omvendt vil skærpelser af straffe, der i forvejen er strenge, muligvis i lavere grad

blive opfattet som afskrækkende.

En række studier behandler betydningen af frakendelser af kørekortet, hvilket synes at have

en afskrækkende effekt. Et tysk studie finder, at personer, der får frakendt kørekortet i en

måned som konsekvens af en markant overtrædelse af fartgrænserne, har 20 pct. lavere risiko

for at recidivere til en ny færdselsovertrædelse, sammenlignet med sammenlignelige perso-

ner, som ikke fik frakendt kørekortet (Gehrsitz 2016). Lignede resultat findes i et dansk stu-

die, der sammenligner færdselslovsovertrædere før og efter introduktionen af muligheden for

klip i kørekortet i 2005. Studiet finder, at en betinget frakendelse af kørekortet mindsker

risikoen for at recidivere til en ny færdselsovertrædelse. Ligeledes finder studiet, at klip i

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

kørekortet mindsker risikoen for recidiv. To klip har større virkning end ét klip. Den indivi-

dualpræventive virkning af klip er dog ikke så langvarig, som virkningen af betinget fraken-

delse af kørekortet er (Abay og Kahsay 2018). Et sydkoreansk studie finder lignende resul-

tater af et pointsystem, som minder om det danske klipsystem, idet et givent antal point kan

udløse en kortere frakendelse af kørekortet eller en længere frakendelse med krav om fornyet

køreprøve. I studiet konkluderes, at såvel akkumuleringen af point som en faktisk fra kendelse

af kørekortet, særligt for de længere frakendelser, har en signifikant individualpræventiv

virkning (Lee et al. 2018). Et Australsk studie finder ligeledes, at hårdere straffe i form af en

kombination af større bøder, flere klip

og frakendelse af kørekort mindsker risikoen for at

recidivere til ny dom for en hastighedsovertrædelse. Effekten, der findes i studiet, er dog lille

og gælder ikke de lovovertrædere, der bryder loven gentagne gange (Watson et al. 2015).

Med hensyn til andre typer af straffe konkluderer et amerikansk studie, at længere betingede

domme med tilsyn sammenlignet med kortere har en individualpræventiv effekt over for per-

soner dømt for spirituskørsel (Lee og Teske Jr. 2015). Et amerikansk studie undersøger, hvor-

vidt lovovertræderes intentioner om at køre spirituskørsel er påvirket af, at lovovertræderen

tidligere er blevet straffet for spirituskørsel. Studiet finder ingen individualpræventiv effekt

af den oplevede strenghed af straf (Bouffard et al. 2017, Horyniaj et al. 2017)

4.2.3

Opfattet strenghed

Sammenhængen mellem faktiske ændringer i straffens strenghed og afskrækkelse fra krimi-

nel adfærd hviler på en antagelse om, at gerningsmanden opfatter en straf, eller en strafskær-

pelse, som streng, og justerer sin adfærd på baggrund heraf.

Et amerikansk studie har beskrevet en effekt af, at en dømt oplever, at straffens strenghed

adskiller sig fra forventningen herom (Bushway og Owens 2013). Det argumenteres, at den

individualpræventive virkning af straf beror på det udfald, som individet regner med, at en

lovovertrædelse leder til. Hvis den faktiske straf er lavere end den, som individet havde regnet

med at modtage, opleves straffen som relativt mild. I studiet udnyttes en reform af de anbe-

falede straflængder, der skabte en øget afstand mellem faktisk straf og anbefalet straf. Det

estimeres, at hvis den anbefalede straf forøges med én pct., samtidig med at den faktiske straf

holdes konstant, så stiger risikoen for recidiv med 0,12 pct. Studiet konkluderer, at gernings-

mænd anser straffen som mindre streng, hvis afstanden mellem den faktiske straf og den straf,

de regnede med at være blevet idømt, er stor. Når denne afstand øges, stiger recidivrisikoen

derfor.

I et nyere hollandsk studie påvises ingen individualpræventiv effekt af, om en faktisk straf

opleves som streng eller ej. Opfattet strenghed måles som de indsattes subjektive oplevelser

af, hvor hårdt det er at sidde i fængsel (Raaijmakers et al. 2017). Mere end 1.300 hollandske

I Queensland, Australien, anvendes et pointsystem, der kan sammenlignes med klip i kørekortet, som anvendes i

Danmark. Systemerne er dog ikke ens.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

fængselsindsatte er spurgt til deres opfattelse af straffens strenghed. I studiet anvendes logi-

stisk regression til at estimere betydningen for recidivrisikoen af både oplevet strenghed af

straf og af den faktiske idømte straf, som de indsatte afsoner. Når der kontrolleres for typen

af kriminalitet, kriminel historik og demografi, ses det, at den opfattede strenghed ikke har

en statistisk signifikant effekt på risikoen for recidiv. Ligeledes peger studiet hovedsageligt

på, at den faktiske straflængde heller ingen effekt har. Det bemærkes, at udsnittet af indsatte

anvendt i undersøgelsen sandsynligvis ikke er repræsentativt for alle indsatte i hollandske

fængsler. Tilsvarende resultat findes i et sydkoreansk studie af opfattelser af straffens streng-

hed, men metoden er svag (Park et al. 2016).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Idømt straf

befolkningen

–

virkning

over

for

Straf kan have flere formål og virkninger i forhold til befolkningen. I et nytteorienteret per-

spektiv kan straf have som formål at reducere mængden af kriminalitet i samfundet ved at

afskrække befolkningen fra at begå kriminalitet. En sådan potentiel virkning kaldes den ge-

neralpræventive effekt. Derudover kan straffens formål være at påvirke befolkningens hold-

ninger eller følelser i retning af at opveje for de negative følelser, som kriminalitet i samfun-

det kan aflede. I et demokratisk samfund kan straffens formål i sig selv være at sikre, at

samfundets reaktion over for kriminalitet stemmer overens med befolkningens holdninger til

og motiver for straf.

Følgende afsnit indledes med en gennemgang af forskning om straffens generalpræventive

effekter. Derefter gennemgås forskning, som undersøger befolkningens holdninger til straf,

hvordan straf påvirker befolkningens holdninger og følelser, samt hvilke motiver befolknin-

gen har for at straffe lovovertrædere.

5.1

Generalpræventive effekter af straffens strenghed

Generalpræventive effekter af straf omhandler den afskrækkende virkning af straf over for

befolkningen som helhed. Denne afskrækkende virkning gælder ikke blot dem, der har ople-

vet straffe, men også i en bredere forstand med hensyn til at forebygge, at personer overho-

vedet begiver sig ud i kriminalitet. Generalpræventive, afskrækkende effekter adskiller sig

fra de individualpræventive, afskrækkende effekter, der blev beskrevet i afsnit 3.1 og afsnit

4.2, idet de ikke nødvendigvis er baseret på personlige erfaringer med straf.

I afsnit 1.3 beskrives tre udfordringer, der kan gøre sig gældende, når generalpræventive ef-

fekter estimeres. Dette angår udfordringen omkring at finde meningsfulde kontrolgrupper,

risikoen for sammenblanding af indespærrings- og afskrækkelseseffekter samt risikoen for

omvendte kausalforhold mellem omfanget af afskrækkelsesfaktorerne og kriminalitetsni-

veauet. Disse udfordringer er relevante for følgende afsnit. Endvidere er det vigtigt at være

opmærksom på, at det i udgangspunktet ikke alene er straffens strenghed i sig selv, men

nærmere befolkningens

opfattelse

heraf, der kan have en afskrækkende betydning

(Paternoster 2010, Apel 2013, Tahamont og Chalfin 2016). Studier af befolkningens opfat-

telser af straffens strenghed indgår derfor ligeledes i litteraturgennemgangen.

Der er foretaget visse studier af betydningen af straffens strenghed for generel afskrækkelse, som ikke har direkte

relevans i en dansk kontekst. Først og fremmest findes her undersøgelser af betydningen af dødsstraf. Disse studier

indgår ikke i gennemgangen af litteraturen.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Straffens strenghed kan variere med hensyn til sanktionstypen og strenghed af den givne

sanktion. Med hensyn til sanktionstypen tages der typisk udgangspunkt i forskellen mellem,

om en given lovovertrædelse leder til en fængselsstraf eller ej, mens strengheden af den givne

sanktion typisk angår længden af en fængselsstraf.

Overordnet set peger flertallet af studier på, at strenge straffe hverken har

en mere eller mindre afskrækkende effekt end mindre strenge straffe. Der

findes et mindretal af studier, der når den modsatte konklusion, men disse

har ofte været genstand for ganske omfattende kritik.

Både metastudier og systematiske litteraturgennemgange konkluderer, at

der ud fra en lang række videnskabelige studier, som beskriver straffens

strenghed på vidt forskellige måder, ikke er solidt videnskabeligt belæg for,

at straffens strenghed har en afskrækkende effekt for befolkningen.

Generelt peger metastudierne i retning af en meget svag kriminalpræventiv sammenhæng,

som ikke altid viser statistisk signifikans (Pratt og Cullen 2005, Pratt et al. 2006, Dölling et

al. 2009). Der er en tendens til, at det er de bedste og mest avancerede studier, der typisk

finder nul-effekter, idet eventuelle sammenhænge ofte svinder ind og bliver statistisk insig-

nifikante, hvis der kontrolleres for andre betydningsfulde forhold (Pratt og Cullen 2005, Pratt

et al. 2006). En række systematiske litteraturgennemgange konkluderer således også, at der

trods forholdsvis meget forskning ikke er noget sikkert videnskabeligt belæg for, at straffen s

strenghed har generalpræventive effekter, idet hovedparten af forskningen peger på en nulef-

fekt (Durlauf og Nagin 2010, Paternoster 2010, Durlauf og Nagin 2011, Nagin 2013,

Tahamont og Chalfin 2016, Chalfin og McCrary 2017, Nagin 2018).

5.1.1

Straffens faktiske strenghed

–

straflængde

De fleste studier, der beskriver den generalpræventive betydning af længden af fængsels-

straffe, omhandler studier af love vedrørende minimumsstraffe.

Visse studier indikerer, at minimumsstraffe kan have kriminalpræventive

effekter, mens andre peger på en nuleffekt. Flere af studierne har dog visse

metodologiske svagheder, der gør konklusionerne usikre.

Der findes relativt få studier, der direkte beskriver den generalpræventive betydning af læng-

den af fængselsstraffe (Durlauf og Nagin 2010).

De grundigst undersøgte love om minimumsstraffe er de såkaldte three strikes-love, som flere

amerikanske stater vedtog i perioden 1993 til 1997. Ifølge disse love skal personer, der for

tredje gang dømmes for bestemte lovovertrædelser, gives livstidsstraffe med mulighed for

prøveløsladelse efter 25 år. Der er en del variation i udformningen af lovgivningen staterne

imellem, men den bredeste og mest vidtrækkende udgave findes i Californien. På trods af at

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

der er tale om betydelige strafforøgelser, findes der ikke generel og entydig evidens for en

kriminalpræventiv betydning af lovene i forhold til det samlede kriminalitetsniveau, men der

kan konstateres en kriminalpræventiv effekt specifikt i forhold til det mindretal af gernings-

mænd, der allerede har to strikes, og som ved næste dom ville have udsigt til en meget lang

straf.

I forhold til de generelle kriminalitetsniveauer viser en gennemgang af 15 studier af effekten

af three strikes-lovene, at kun et enkelt studie finder statistisk signifikante, generalpræventive

effekter, og dette studie har været genstand for ganske omfattende kritik (Shepherd 2002,

Tonry 2009). Tre studier finder tegn på øgede drabsrater, hvilket forklares med , at flere vil

dræbe vidner for at undgå et third strike (Marvell og Moody 2001, Kovandzic et al. 2002,

Moody et al. 2002). De øvrige 11 studier finder hverken kriminalpræventive eller krimino-

gene effekter (Tonry 2009). Studierne peger på, at der efter vedtagelsen af three strikes-lo-

vene ikke kunne iagttages nogen ændringer i de forudgående tendenser mod faldende krimi-

nalitet (se f.eks. Stolzenberg og D'alessio 1997, Zimring et al. 2001), mens der heller ikke

var forskel på udviklingen i kriminalitet imellem counties, der anvender loven i høj eller lav

grad (Males og Macallair 1999).

Et solidt studie har dog fundet en effekt af three strikes-

lovene for recidivet blandt personer, der allerede har to strikes og dermed har udsigt til en

meget lang straf (Helland og Tabarrok 2007).

Studiet finder evidens for en reduktion i risi-

koen for recidiv på mellem 17 og 20 pct., når personer med to strikes sammenlignes med

personer, der har været sigtet for kriminalitet, som ville udgøre et andet strike, men ikke

dømmes for dette forhold og i stedet dømmes for et andet forhold, der ikke giver et strike.

Med andre ord, er de to grupper så ens som muligt i forhold til kriminalitetssituation, samtidi g

med at det kun er den ene gruppe, der har udsigt til en livstidsstraf ved næste dom for bestemte

lovovertrædelser.

En anden form for minimumsstraffe beskrives i forskellige amerikanske studier vedrørende

betydningen af en række love fra 1970’erne og 1980’erne, der indførte obligatoriske tillægs-

straffe for anvendelse af skydevåben i forbindelse med udførelse af lovovertrædelser. Studi-

ernes blandede resultater giver visse indikationer af, at lovene kan have generalpræventive

effekter over for bestemte typer af kriminalitet. Det skal dog bemærkes, at den meget liberale

amerikanske våbenlovgivning gør det usikkert, om resultaterne fra disse studier vil kunne

overføres til en dansk kontekst. Et studie, foretaget på tværs af flere amerikanske stater, når

den konklusion, at de obligatoriske tillægsstraffe reducerer antallet af røverier begået med

skydevåben med fem pct. i en periode på tre år efter strafskærpelserne, samt at der ikke sam-

tidig begås flere røverier uden skydevåben (Abrams 2011). Studiet peger ligeledes på, at an-

tallet af indbrud falder, men loven har ingen statistisk signifikant effekt på antallet af overfald

(assault) med skydevåben. Dette fund forklares med, at voldelige overfald er en mere affekt -

dreven type kriminalitet, hvor omkostninger ved en eventuel straf ikke overvejes i samme

Det bemærkes, at disse studier primært angår afskrækkelseseffekter frem for indespærringseffekter, da den øgede

betydning af sidstnævnte først vil være at finde efter afsoning af i forvejen lange straffe.

Studiet er inkluderet i gennemgangen, selvom det er udgivet før 2015. Dette skyldes, at det ikke var inkluderet

Justitsministeriets Forskningskontors tidligere rapport om den individualpræventive virkning (Jørgensen et al.

2015).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

grad. I studiet oplyses dog ikke omfanget af de obligatoriske tillægsstraffe, hvorfor det er

uklart, hvor store obligatoriske tillægsstraffe der skal til for at opnå den omtalte effekt på fem

pct.

En lidt ældre serie af studier gennemgår ligeledes den generalpræventive effekt af obli gato-

riske tillægsstraffe for anvendelse af skydevåben ved lovovertrædelser i seks amerikanske

storbyer (McDowall et al. 1992). Der ses ingen effekt vedrørende overfald (assault) og røveri

med og uden skydevåben, men i fire af de seks byer kan konstateres statistisk signifikante

fald i antallet af manddrab begået med skydevåben, uden at der i stedet bliver begået flere

manddrab med andre våben. Indikationen af en afskrækkende effekt vedrørende manddrab

begået med skydevåben udfordres dog af, at de idømte straflængder i realiteten ikke steg efter

strafskærpelsen, hvorfor der er tvivl om, hvorvidt faldet i antallet af manddrab reelt skyldtes

afskrækkelse, ligesom det er uklart, hvorfor kun antallet af manddrab faldt (Durlauf og Nagin

2010).

Straflængdernes betydning undersøges også i et engelsk-walisisk studie, hvor udviklinger i

gennemsnitlige idømte straflængder for forskellige kriminalitetstyper i de enkelte politi-

kredse (police force areas) sammenlignes med udviklinger i kriminalitetsniveauer

(Bandyopadhyay et al. 2012). Den gennemsnitlige idømte straflængde findes i studiet at have

statistisk signifikant betydning for indbrud, som sænkes med 0,08 pct., når strafniveauet hæ-

ves med én pct., og bedrageri, som reduceres med 0,2 pct., når strafniveauet hæves med én

pct. Analysen viser også, at stigende straflængder forøger antallet af røverier indtil strafni-

veauet når tre år, hvorefter stigende straflængder sænker antallet af røverier. Studiet har dog

visse svagheder, der stiller spørgsmålstegn ved konklusionernes robusthed. De generalpræ-

ventive effekter skyldes muligvis i højere grad indespærring end afskrækkelse, idet de bygger

på variationer i strafniveauer ud fra forskellige domstolspraksisser i de enkelte politikredse ,

som det må regnes for tvivlsomt, om potentielle gerningsmænd er bekendt med og derved

kan blive afskrækket af, jf. afsnit 5.1.4 om opfattelser af straffens strenghed. Forfatteren tol-

ker også den komplekse effekt på røveri som udtryk for effekter af indespærring. Endvidere

tages der i analyserne alene højde for ubetingede straflængder, mens sandsynligheden for

dom til ubetinget fængsel frem for andre typer af straf ikke indgår i beregningerne. Endeligt

tages der i studiet alene begrænset hensyn til, at strafniveauer kan være påvirket af krimina-

litetsniveauer.

Dette gøres alene ved at anvende ændringer i tidligere tidspunkters kriminalitetsniveau til at forudsige ændringer

i det nuværende kriminalitetsniveau, men dette påviser ikke i streng forstand kausalitet, blandt andet idet sammen-

hængen kan være forårsaget af bagvedliggende faktorer.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

5.1.2

Straffens faktiske strenghed

–

den kriminelle lav- eller myndighedsalder

En anden gruppe af studier fokuserer på den kriminelle lavalder, hvor unge over en vis alder

kan idømmes straf, mens unge under den givne alder ikke kan, eller på baggrund af en kri-

minel myndighedsalder alene kan idømmes langt mildere straffe. En afskrækkelseseffekt

burde således medføre et fald i unges tilbøjelighed til at begå kriminalitet på det tidspunkt,

hvor de når den kriminelle lav- eller myndighedsalder, idet konsekvenserne ved at blive på-

grebet for at begå kriminalitet pludseligt forhøjes markant.

I empiriske studier findes der dog ikke belæg for et skarpt fald i unges kri-

minalitet omkring den kriminelle lav- eller myndighedsalder.

Det bør bemærkes, at resultater vedrørende afskrækkende effekter for unge ikke nødvendig-

vis kan generaliseres til hele befolkningen, idet unge eksempelvis kan have mindre viden om

opdagelsesrisici og strafniveauer, end det er tilfældet for ældre personer.

Et dansk studie beskriver, at sænkningen af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år i perioden

fra 1. juli 2010 til 1. marts 2012 ikke påvirkede de 14-åriges tilbøjelighed til at begå krimi-

nalitet. Studiet finder ingen evidens for afskrækkende effekter blandt de 14-årige, der i denne

periode kunne dømmes, og indikerer snarere en mindre stigning i kriminaliteten for denne

gruppe (Damm et al. 2017). Forfatterne beskriver, at årsagerne til dette resultat kan være, at

de 14-årige trods massiv mediedækning ikke var bekendt med lovændringen, eller at lo væn-

dringen primært påvirkede opfattelsen af straf blandt de i forvejen lovlydige unge.

Studier fra USA finder tilsvarende ikke en afskrækkende betydning af, at unge, som når den

kriminelle myndighedsalder, ophører med at få deres sager behandlet af juvenile courts, der

generelt giver mildere straffe, og derefter behandles af almindelige domstole. I en undersø-

gelse ses der på udviklinger i unge mænds opfattelse af sandsynligheden for, om en anhol-

delse for biltyveri ville medføre fængsel. Der ses en vækst i andelen, der mener, at dette vil

være tilfældet, efter de når den kriminelle myndighedsalder, som dog er mindre end den fak-

tiske vækst i sandsynlighed for fængsel. Denne ændrede opfattelse lader ikke til at have en

afskrækkende effekt, idet de unge ikke begår statistisk signifikant mindre kriminalitet, bortset

fra småtyverier (Hjalmarsson 2008). Et studie vedrørende den kriminelle myndighedsalder i

Florida viser tilsvarende resultater. På trods af en betydelig forhøjelse af straffens strenghed,

idet strafniveauet mere end tredobles, når disse unge fylder 18 år, kan der ikke estimeres

statistisk signifikante afskrækkende effekter (Lee og McCrary 2017).

Ét studie finder, at amerikanske stater, der i perioden 1978-1993 straffede voksne relativt

hårdt sammenlignet med, hvordan de straffede unge, oplevede mindre stigninger i en kohortes

I dette afsnit anvendes begrebet ”lavalder” til de typer af ordninger, der betinger, at børn under en vis alder ikke

kan

straffes

– i Danmark, jf. straffelovens § 15. Begrebet ”kriminel myndighedsalder” anvend

es som en oversæt-

telse af det engelske criminal age of majority, og angiver overgangen fra et separat straffende system for børn og

unge til et ordinært system for voksne.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

kriminalitet, når denne nåede den kriminelle myndighedsalder, end stater der ikke havde stor

forskel på straffe til unge og voksne (Levitt 1998). Dette studie er dog metodisk svagere end

de tidligere nævnte studier, idet det anvender aggregerede, årlige data vedrørende kriminalitet

og fængselspopulation på statsniveau frem for ugentlige eller daglige data på individniveau.

Studiets resultater bygger endvidere på en antagelse om, at der ikke er en sammenhæng mel-

lem de relative sanktionsniveauer for unge og voksne og kriminalitetsniveauet i øvrigt (Lee

og McCrary 2017). Derudover kan der i studiet ikke skelnes direkte mellem effekter af inde-

spærring og afskrækkelse.

5.1.3

Straffens faktiske strenghed

–

økonomisk kriminalitet

På trods af at det ikke findes generelt belæg for en afskrækkende betydning af straffens

strenghed, så kan der være grund til at tro, at afskrækkende effekter kan findes for bestemte

typer af kriminalitet. Vedrørende økonomisk kriminalitet kan det således tænkes, at det i hø-

jere grad er muligt for potentielle gerningsmænd rationelt at afveje fordele og ulemper ved at

begå en lovovertrædelse, mens dette antageligt ikke altid i samme omfang vil være tilfældet

for andre typer af kriminalitet, som ofte begås i affekt.

Der er ikke entydigt belæg for, at økonomisk kriminalitet påvirkes særligt

af straffens strenghed, idet empiriske undersøgelser giver ganske blandede

resultater.

Justitsministeriets Forskningskontor har i et tidligere litteraturstudie vedrørende generalpræ-

vention i forhold til kartelsager konkluderet, at der ikke findes meget pålidelig forskning på

området, og at der derfor ikke kan drages generelle konklusioner (Justitsministeriets

Forskningskontor 2011). Resultaterne af ét af de anvendte, generelle metastudier indikerer

dog, at de kraftigste afskrækkende effekter af straffens strenghed kan konstateres med hensyn

til en gruppe af studier, som i høj grad angår økonomisk kriminalitet (white-collar crime)

(Pratt et al. 2006).

Siden er der foretaget et Campbell review vedrørende afskrækkelse af virksomhedskrimina-

litet (corporate crime deterrence), hvormed der forstås kriminalitet begået af eller på vegne

af virksomheder. Analysen kan ikke entydigt påvise afskrækkende effekter.

Studiet gen-

nemgår systematisk alle pålidelige kvantitative estimater af, i hvilket omfang love, sanktio-

ner, regulering samt kombinationer af disse har en afskrækkende betydning, der kan måles

for individer, virksomheder eller generelt i geografiske områder som stater eller lande

(Simpson et al. 2014). Der beregnes i denne metaanalyse samlede effektstørrelser for hver

type af studie, defineret ud fra kombinationen af potentielt afskrækkende faktorer, analyse-

enheder samt analysestrategier. Dette er imidlertid ikke altid muligt, idet der ikke findes nok

Det bemærkes, at dette Campbell review behandler forhold, der angår såvel straffens strenghed som dens vished,

hvorfor visse konklusioner i dette afsnit er relateret til sidstnævnte.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

undersøgelser til alle kombinationer af disse faktorer. Samlet set beregnes effektstørrelser for

25 typer af studier. Effektstørrelser for 16 af disse typer af studier peger i retning af en af-

skrækkende effekt, men kun fire udviser statistisk signifikans. Mønsteret i, hvilke typer af

studier der påviser afskrækkende effekter, giver ikke anledning til klare konklusioner.

På

denne baggrund kan der således ikke konkluderes noget entydigt og generelt om afskræk-

kende effekter vedrørende virksomhedskriminalitet. Det skal dog bemærkes, at studier, der

evaluerer betydningen af flere samtidigt fungerende love, straffende sanktioner og/eller re-

guleringer frem for blot ét af disse elementer, ofte finder (små) statistisk signifikante afskræk-

kende effekter. Studier, der er foretaget uden for USA, finder også kraftigere effekter end

studier, som er foretaget i USA. Der kan endvidere findes afskrækkende effekter specifikt

vedrørende finansielle og miljømæssige lovovertrædelser. Samtidig skal det også bemærkes,

at de mest stringente undersøgelser også er mindst tilbøjelige til at finde afskrækkende effek-

ter.

5.1.4

Straffens opfattede strenghed

Mange af de allerede behandlede studier forudsætter i deres modeller for kausalitet, at poten-

tielle gerningsmænd er velinformerede om sanktioner eller ændringer heraf og reagerer på

dem. Studierne af opfattelser af straffens strenghed behandler netop spørgsmål om forestil-

linger om strafniveauet, potentielle gerningsmænds kilder til viden herom samt sammenhæn-

gen med kriminel adfærd. Det er her vigtigt at påpege, at på trods af at opfattelser spiller en

central, kausal rolle i afskrækkelsesteorien, så er der forholdsvist lidt viden om den

(Paternoster 2010).

Samlet peger studierne i retning af, at befolkningen er relativt dårligt infor-

merede om straffenes strenghed, og at den opfattelse, de har, ikke har en

specielt kraftig indflydelse på deres adfærd. Opfattelsen af i hvilket omfang

straffen ville skabe problemer i den enkeltes liv, hvilket kan været relateret

til konkrete livsomstændigheder, har dog muligvis en betydning.

Dette kan muligvis være forklaringer på, hvorfor det generelt kan være svært at konstatere

afskrækkende effekter vedrørende straffens strenghed, jf. ovenfor.

Det er centralt for den kausale sammenhæng mellem straffens strenghed og afskrækkelse fra

kriminalitet, hvor præcist et kendskab befolkningen har til straffe for bestemte lovovertræ-

delser. I en dansk kontekst er det vist, at mellem 55 og 90 pct. af befolkningen undervurderer

det faktiske strafniveau, afhængigt af hvilken lovovertrædelse der er tale om (Balvig 2010),

Vedrørende anvendelsen af love ses der ingen statistisk signifikant sammenhæng. Tilsvarende gælder vedrørend e

anvendelsen af straffende sanktioner (punitive sanctions). Resultaterne vedrørende anvendelsen af regulering (re-

gulatory policies) viser afskrækkelse over for individer, mens der er modstridende resultater på virksomhedsniveau

og overordnede målinger i geografiske områder.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

hvorfor der på denne baggrund kan forventes en mindre afskrækkende effekt end den, det

faktiske strafniveau implicerer.

En gruppe af amerikanske studier finder endvidere, at der ikke er en systematisk sammen-

hæng mellem respondenters forestillede strafniveau og det faktiske strafniveau i det område ,

de bor i (Apel 2013). I et af de stærkere studier af denne karakter findes ikke en sammenhæng

mellem 1.500 interviewede respondenters subjektive opfattelse af strafniveauet og det fakti-

ske strafniveau i de 54 counties, de bor i (Kleck et al. 2005).

Der kan endvidere spores en tendens til, at lange fængselsstraffe opfattes mindre strenge, end

de er. Dette skyldes, at mange mennesker har en tendens til at vurdere omkostninger i frem-

tiden som mindre strenge end umiddelbare omkostninger, såkaldt subjektiv discounting. To

ældre studier indikerer eksempelvis, at straffe på fem år kun vurderes dobbelt så strenge som

straffe på ét år, og at straffe på ti år kun vurderes fire gange så strenge som straffe på ét år

(McClelland og Alpert 1985, Apospori og Alpert 1993, Paternoster 2010).

Den anden del af den teoretiske kausalsammenhæng mellem straffens strenghed og afskræk-

kelse fra kriminalitet er baseret på, hvorvidt de opfattelser, folk har af straffens strenghed,

har betydning for deres kriminelle adfærd. Her er resultaterne ikke entydige, idet de stærkeste

studier tager udgangspunkt i forskellige forståelser af straffens strenghed, hvilket leder til

forskellige konklusioner. I en ældre, systematisk gennemgang af studier, der behandler be-

tydningen af straffens strenghed i forhold til kriminel adfærd, ses blandt studier uden kon-

trolvariable typisk svage sammenhænge mellem en opfattelse af, at strafniveauet er lavt og

en høj tilbøjelighed til kriminalitet, men i omtrent en femtedel af studierne er sammenhængen

omvendt. Blandt de seks studier, hvor der samtidig kontrolleres for andre forhold, og som

derfor må regnes for stærkere end de ukontrollerede studier, finder to studier en statistisk

signifikant kriminalpræventiv effekt af straffens strenghed (Paternoster 1987, Paternoster

2010). Disse to studier beskriver, om kriminel adfærd har en sammenhæng med den subjek-

tive vurdering af, hvor stort et problem det ville være at få den straf, de adspurgte forventede

mest realistisk for en given type kriminalitet. Dette mål er således ikke alene baseret på op-

fattelsen af straffens faktuelle strenghed, men er også relateret til de adspurgtes livsomstæn-

digheder og subjektive præferencer (Grasmick og Bryjak 1980, Grasmick og Green 1980). I

de fire studier, der ikke finder en sammenhæng, anvender ét også denne definition, mens de

tre øvrige i stedet beskriver betydningen af, hvad personer tror, straffen reelt vil være for en

given lovovertrædelse, uden at forholde sig til de adspurgtes subjektive vurdering af, om

straffen ville være hård for dem. Disse fire studier anvender endvidere flere kontrolvariable

end de to, der finder en sammenhæng, og må derfor anses for metodologisk stærkere

(Paternoster 1987). Det er således ikke entydigt, om der er en sammenhæng mellem personers

opfattelse af straffens strenghed og deres kriminelle adfærd, men hvis der er, så lader den til

at være afhængig af, om straffen ville skabe problemer i den enkeltes liv, hvilket antageligt

er relateret til personers livsomstændigheder med hensyn til eksempelvis familie, arbejde og

bolig.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

5.2

Straffens formål med hensyn til befolkningens holdninger

Udover at straf kan have som formål at afskrække befolkningen fra kriminalitet, så kan straf

også have som formål at tilgodese befolkningens holdninger til straf, eller at styrke samfun-

dets sammenhængskraft ved at bekræfte og skabe fælles normer og værdier, jf. også det ind-

ledende kapitel 1. Det er dette emne, som nærværende afsnit centreres om. afsnittet er inddelt

i tre dele, der belyser 1) befolkningens holdninger til straf og straffens strenghed, 2) straffens

påvirkning af befolkningens holdninger og følelser, og 3) befolkningens motiver for at

straffe.

Først og fremmest skal det påpeges, at der i dette afsnit som udgangspunkt ikke er tale om

effektstudier, men derimod spørgeskemaundersøgelser, der belyser korrelationer mellem for-

skellige variable. Der er ikke identificeret store mængder forskning på området, og undersø-

gelserne er af varierende kvalitet. Hvad angår første afsnit vedrørende befolkningens hold-

ninger til straf, er der identificeret seks undersøgelser, hvoraf fire af undersøgelserne tager

afsæt i Danmark eller andre nordiske lande. Metodemæssigt er studierne i dette afsnit generelt

af rimelig kvalitet og bygger på stikprøver af befolkningen med over 1.000 respondenter.

Dette gælder også andet afsnit, hvor hovedfokus er på en gruppe af studier, der undersøger,

hvorvidt og i hvilket omfang straf påvirker befolkningens holdninger og følelser. Det skal

bemærkes, at dette afsnit er det eneste af de tre, hvor straffen betragtes som d en uafhængige

variabel, der eventuelt påvirker befolkningens holdninger, mens de to andre afsnit omvendt

belyser befolkningens holdninger til og motiver for straf. I tredje afsnit, der omhandler be-

folkningens motiver til at straffe, er der identificeret en del studier, men flere af dem er af

ringe metodisk kvalitet. Afsnittet bærer præg af studier, der er baseret på små stikprøver, som

ikke er repræsentative, hvorfor resultaterne skal tolkes med påpasselighed.

Med forbehold for de ovenstående metodemæssige bemærkninger, kan der på baggrund af

afsnittet udledes følgende konklusioner, hvoraf resultaterne fra den første del er mest robuste,

og resultaterne fra de andre to dele skal tolkes mere varsomt: 1) at befolkningen ønsker stren-

gere straffe, hvis de spørges til kriminalitet og straf generelt, men at befolkningen samtidig

har ringe kendskab til, hvor strenge straffe domstolene rent faktisk idømmer lovovertrædere.

Befolkningen ønsker at dømme mildere, jo mere information de får om en konkret straffesag,

2) at straf af lovovertrædere i nogen grad kan mindske befolkningens negative følelser samt

reducere støtte til selvtægt, og 3) at befolkningens motiver for straf særligt for alvorlige lov-

overtrædelser er i overensstemmelse med en såkaldt retributivistisk retsfilosofi, der indebæ-

rer det synspunkt, at gerningsmanden bør straffes proportionelt med den lovovertrædelse, der

er begået og populært sagt ”får som fortjent”.

5.2.1

Befolkningens holdninger til straf

En gren af forskningen i straf beskæftiger sig med befolkningens holdninger til straf og straf-

fens strenghed. Studier inden for dette område har blandt andet undersøgt, hvorvidt de faktisk

idømte straffe afspejler befolkningens holdning til straf, og om disse holdninger ændrer sig

alt efter mængden af information om konkrete straffesager.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Overordnet viser studierne i dette afsnit, at befolkningen ønsker strengere

straffe, hvis de spørges til kriminalitet og straf generelt. Samtidig viser stu-

dierne dog, at befolkningen har ringe kendskab til, hvor strenge straffe

domstolene rent faktisk idømmer lovovertrædere. Studierne peger på, at

befolkningen ønsker at dømme mildere, jo mere information om en konkret

lovovertrædelse de har.

Et større nordisk studie belyser holdningen til straf blandt befolkningen i Danmark, Sverige,

Finland og Island (Balvig et al. 2015)

. Undersøgelsen viser, at majoriteten i befolkningen

(59 pct. i Danmark) mener, at straffene er for milde, når de spørges på et overordnet, generelt

plan, men at befolkningen bliver mindre og mindre straffende i takt med, at de præsenteres

for mere information om specifikke straffesager, samt at befolkningen vil straffe milder e end

siddende dommere. Studiet har konkret undersøgt dette ved at præsentere respondenterne for

beskrivelser af seks forskellige virkelige straffesager. Afhængig af typen af kriminalitet, vur-

derede mellem 40 og 65 pct. af de danske respondenter, at straffen skulle være en fængsels-

straf. Efter at have set en gengivelse af retssagerne af hver sag på film, faldt andelen der ville

give en fængselsstraf til under 40 pct. for alle seks sager. Til sammenligning vurderede et

panel af danske dommere, at alle seks sager ville lede til en fængselsstraf. Lignende mønster

gør sig gældende for de tre andre nordiske lande i undersøgelsen. I denne sammenhæng kan

nævnes en anden dansk undersøgelse, der peger på, at befolkningens ønsker om straf ikke

afspejler domstolenes praksis, idet befolkningen ønsker strengere straffe (Veiby og Hansen

2017). Respondenterne i undersøgelsen er dog kun præsenteret for et minimum af information

om forskellige lovovertrædelser, og deres vurdering af en passende straf er derfor vanskelig

at sammenligne med domstolenes strafudmåling, som er baseret på en række yderl igere, re-

levante oplysninger.

En dansk rapport, der delvist bygger på samme data

, som Balvig et al. anvender i studiet

refereret ovenfor, viser desuden, at befolkningen har ringe kendskab det til faktiske strafni-

veau i Danmark (Balvig 2010). Danskerne tror, at der dømmes langt mildere ved de danske

domstole, end der rent faktisk gør. Sammenlignes danskernes egne holdninger til, hvor hårdt

der bør straffes, er disse desuden

mildere end,

hvordan der rent faktisk straffes ved domsto-

lene, men

strengere

end, hvordan danskerne forestiller sig, domstolene straffer. Undtagelser

herfra er voldtægt og pædofili, hvor danskernes holdninger i højere grad stemmer overens

med det straffeniveau, som anvendes ved domstolene.

Pga. frafald i spørgeskemaerne er stikprøverne ikke repræsentative i forhold til f.eks. uddannelse. Forfatterne

vurderer dog, at problemet er begrænset.

Denne rapport bygger yderligere på data indsamlet i 2006, men kun for Danmark. Samlet bygger rapporten på

besvarelser fra omtrent 3.700 danskere.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Undersøgelser med identisk metodedesign er gennemført i Norge. På baggrund af disse un-

dersøgelser af den norske befolkning konkluderes ligeledes, at befolkningen har ringe kend-

skab til det faktiske strafniveau, og at det faktiske strafniveau i Norge før en række strafskær-

pelser i 2010 svarede meget godt til, hvor hårdt befolkningen ønsker at straffe. Dog ville den

norske befolkning sjældnere anvende ubetingede fængselsstraffe end domstolene (Olaussen

2013).

Et omfattende, robust australsk studie undersøger tilsvarende, om mængden af information

om en straffesag ændrer på befolkningens holdning til straf (Indermauer et al. 2012). Respon-

denterne i undersøgelsen er tilfældigt inddelt i en eksperimental- og kontrolgruppe, der ad tre

omgange spørges til deres holdninger til straf. I en af rundspørgerne modtager eksperimen-

talgruppen ekstra information om sager, som de bliver bedt om at dømme i. Her ses der sig-

nifikant forskel i vurderingen fra henholdsvis eksperimental- og kontrolgruppen, mens der i

de to andre rundspørger ikke er forskel mellem de to gruppers holdninger. Studiet konklude-

rer, at befolkningen generelt er mindre straffende, når der skal tages stilling til mere konkrete

sager og konkrete mennesker. Her indgår mere rationelle afvejninger af konsekvenserne af

straf. Når befolkningen spørges til deres generelle holdninger til straf, uden at de bedes tage

stilling til konkrete domsfældelser, indgår i højere grad følelser, som understøtter strengere

straffe. En lignende canadisk opsummering af studier opnår en stort set identisk konklusion

(Doob og Roberts 1988). En stor del af den canadiske befolkning ønsker strengere straffe på

et generelt, overordnet plan, men når de bliver præsenteret for samme materiale , som dom-

mere i retssager har til rådighed, stemmer deres ønsker om straf i højere grad overens med

dommernes praksis.

Udover at mængden af information om sagen kan påvirke befolkningens vurdering af straf,

er der også flere undersøgelser, der belyser, at respondentens karakteristika og den beskrevne

gerningsmands karakteristika kan have betydning for befolkningens holdning til straffens

strenghed. Om betydningen af respondenters karakteristika er blandt andet vist i en dansk

undersøgelse, at ønsket om strengere straffe er mere udbredt blandt kvinder end blandt mænd,

mere blandt yngre end ældre, mere i provinsen end i Storkøbenhavn og mere blandt kortud-

dannede end langtuddannede (Balvig 2010). En lignende norsk undersøgelse kunne dog ikke

påvise tilsvarende signifikante sammenhænge udover, at unge var mere straffende over for

vold end ældre (Olaussen 2013). Om gerningsmandens karakteristika viser en finsk undersø-

gelse, at befolkningen ville tildele hårdere straffe for samme lovovertrædelse, hvis gernings-

manden er tidligere lovovertræder, hvis gerningsmanden har udenlandsk baggrund, eller hvis

gerningsmanden er en mand (Kääriäinen 2018).

5.2.2

Straffens påvirkning af befolkningens holdninger og følelser

En gruppe af studier beskriver, hvordan idømmelse af straf påvirker befolkningens holdnin-

ger og følelser, herunder om straf bekræfter og forstærker fælles normer og værdier. Det skal,

jf. det indledende kapitel 1, understreges, at der ikke er tale om betydningen af helheden af

det straffende system, men snarere om betydningen af det straffendes systems håndtering af

konkrete lovovertrædelser. Hovedparten af studierne i dette afsnit er af rimelig metodemæs-

sig kvalitet.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Studierne peger på, at befolkningen kan opleve færre negative følelser, som

er relateret til kriminalitet, samt i nogle tilfælde være mere misbilligende

over for selvtægt, når lovovertrædere straffes.

En række studier undersøger, hvorvidt straffe påvirker befolkningens moral, etik og sociale

tillid. Det nyeste og bedste af disse studier finder ikke en sådan effekt. Studiet stammer fra

USA og bygger på et eksperimentelt design med 5.000 respondenter, der tilfældigt inddeles

i 13 grupper (Pickett og Baker 2017). 12 af grupperne præsenteres for forskellige nyhedstek-

ster om lovovertrædelser og straf og besvarer herefter en række spørgsmål om moralsk kon-

sensus, social tillid og om at følge loven, mens den sidste gruppe alene besvarer spørgsmålene

uden at blive præsenteret for nyhedsteksterne. Nyhedsteksterne varierer med hensyn til typen

og alvorligheden af lovovertrædelserne, hvorvidt lovovertræderen var blevet straffet, samt

strengheden af den eventuelle straf. Hypotesen er, at personer, som blev eksponeret for ny-

heder, der indebar, at gerningsmanden blev straffet, skulle besvare de nævnte spørgsmål med

højere grad af moralsk konsensus, social tillid og forpligtelse til at følge loven end personer,

der blev eksponeret for nyheder, som ikke indebar straf. Undersøgelsens resultater bekræfter

ikke denne hypotese. Desuden ses en sådan forskel heller ikke mellem personer, der blev

eksponeret for nyheder indebærende henholdvis strenge og milde straffe. Ifølge studiets for-

fattere, er en mulig forklaring på dette, at det at læse relativt korte nyhedstekster ikke er

tilstrækkeligt til at have indvirkning, men at det kunne tænkes, at der ville være en effekt af

længere historier, historier der i højere grad engagerer i form af at inkludere foto eller video,

eller ved ikke at læse, men at være vidne. Foruden denne mulige forklaring kan det også

bemærkes, at en effekt måske i højere grad kunne forventes ved en mere langvarig ekspone-

ring af historier om lovovertrædelser og straf, hvilket ikke undersøges i dette studie. Tidli-

gere, engelske studier finder tilsvarende, at personer, der præsenteres for nyhedshistorier,

som blandt andet varierer i forhold til den idømte strafs strenghed, ikke på denne baggrund

justerer deres misbilligelse af bestemte former for kriminalitet (Walker 1981, Walker og

Marsh 1984). Et mindre stærkt studie finder endvidere, at studerende, som ulovligt downlo-

ader materiale med copyright, anser denne praksis for

mindre

uetisk, hvis straffen er hård,

end hvis den er mild, mens studerende, der ikke har downloadet tilsvarende materiale, har

den modsatte reaktion (Depoorter og Vanneste 2005).

Den ovenfornævnte, amerikanske undersøgelse, der ikke viser en effekt i forhold til moralsk

konsensus, social tillid og den følte forpligtelse til at følge loven, viser imidlertid, at det at

straffe lovovertrædere har en dæmpende virkning på befolkningens negative følelser, som er

udløst af kriminalitet. De af grupperne, der blev gjort bekendt med, at kriminaliteten blev

straffet, udviste færre negative følelser, eksempelvis vrede, bekymring for offeret og for sik-

kerhed m.v. (Pickett og Baker 2017).

Holdningen til selvtægt, der kan ses som et udtryk for, at retssystemet opfattes som utilstræk-

keligt, undersøges i et hollandsk studie, der beskriver, hvorvidt befolkningens holdning til

selvtægt påvirkes af straffens strenghed, lovovertrædelsens alvorlighed og tiltro til retssyste-

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

met (Haas et al. 2012). Undersøgelsen viser, at om gerningsmanden idømmes en straf, påvir-

ker befolkningens opbakning til selvtægt for mindre alvorlige lovovertrædelser. Et repræsen-

tativt udsnit af befolkningen på 1.930 respondenter har fået tildelt cases med lovovertrædelser

af forskellige alvorsgrader, som ender i forskellige afgørelser. For en alvorlig lovovertræ-

delse vedrørende en seksuel krænkelse af et barn har straffens strenghed ikke nogen betyd-

ning for respondenternes sympati med faren til barnet, der begår selvtægt over for gernings-

manden. Der er stor sympati for faren og lav opbakning til, at faren bør straffes for sin selv-

tægtshandling, uanset hvor streng straf gerningsmanden i casen idømmes. For de mindre al-

vorlige lovovertrædelser er respondenterne påvirket af, hvorvidt gerningsmanden frifindes

eller idømmes en straf. Hvis gerningsmanden blev straffet for de mindre alvorlige lovover-

trædelser, viste respondenterne mindre opbakning til selvtægt. Det ses desuden, at straffens

strenghed ikke påvirker respondenternes holdning til selvtægt. Undersøgelsen viser også, at

graden af tiltro til retssystemet har betydning for respondenternes opbakning til selvtægt. Dog

er opbakningen til selvtægt i højere grad bestemt af de forskellige kontekstuelle omstændig-

heder ved casen, i særlig grad lovovertrædelsens alvorlighed. Det konkluderes derfor, at be-

folkningens opbakning til selvtægt i bestemte tilfælde (cases) ikke nødvendigvis afspejler en

tvivl på legitimiteten af retssystemet generelt. Samme forfattere har også undersøgt sammen-

hængen mellem opbakning til selvtægt og tiltro til politiet. Respondenterne er mere billigende

over for selvtægt i cases, hvor politiet ikke responderer eller ikke handler på en sag, men

generelt er der lav støtte til selvtægt (Haas et al. 2014).

5.2.3

Befolkningens motiver for straf

I en del af studierne, der sætter straf i relation til befolkningens holdninger, er det undersøgt,

hvilke motiver befolkningen lægger til grund for at straffe, og hvad befolkningen mener, der

bør være formålet med at straffe. I studierne tages udgangspunkt i retsfilosofiske syn på for-

målet med straf, herunder retributivisme, utilitarisme og genoprettende retfærdighed, so m er

beskrevet ovenfor i den generelle indledning i kapitel 1.

Resultaterne fra undersøgelserne i dette afsnit skal tolkes varsomt, da un-

dersøgelserne i overvejende grad er af mindre god kvalitet. Med det forbe-

hold kan der dog peges på, at befolkningens motiver for straf stemmer godt

overens med princippet om proportionalitet i retributivismen. Dette gælder

særligt for grovere lovovertrædelser, mens der for mindre grove lovover-

trædelser ligeledes er stor støtte til genoprettende retfærdighed.

Studierne finder generelt en større opbakning til retributivistiske motiver for straf frem for

utilitaristiske. Det vil sige, at det, som respondenterne eksempelvis lægger vægt på i en straf-

udmåling, i højere grad er forhold, såsom lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens

intentioner, fremfor hvordan straffen påvirker gerningsmandens risiko for recidiv.

En litteraturgennemgang af engelsksprogede studier har undersøgt omfanget af befolknin-

gens støtte til genoprettende retfærdighed (Roberts og Stalans 2004). Gennemgangen viser,

at der i befolkningen er bred opbakning til sanktioner, der bygger på genoprettende retfær-

dighed i form af kompensation og samfundstjeneste. Det ses, når respondenterne i undersø-

gelserne kan vælge mellem disse sanktioner og fængselsstraf. Genoprettende retfærdighed

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

støttes særligt i forhold til unge lovovertrædere, førstegangsdømte og lovovertrædere, der

ikke begår voldelig kriminalitet. Over for vold, og i særlig grad seksuel vold, er støtten til

genoprettende retfærdighed lavere, mens støtten til retributivisme er højere.

To undersøgelser, der opsummerer resultater fra fem mindre studier med studerende, har li-

geledes undersøgt befolkningens holdning til retributivisme og genoprettende retfærdighed.

Den ene undersøgelse finder, at befolkningen ønsker, at både gerningsmanden straffes pro-

portionalt med kriminalitetens grovhed, og at offeret kompenseres og støttes for at opnå ret-

færdighed (Gromet og Darley 2009). Denne undersøgelse peger på, at befolkningen støtter

både retributivisme og genoprettende retfærdighed. Den anden undersøgelse konkluderer li-

geledes, at der er støtte til genoprettende retfærdighed i befolkningen, men at mere alvorlige

lovovertrædelser kræver et mere straffende element, eksempelvis fængselsstraf i overens-

stemmelse med retributivistiske principper (Gromet og Darley 2006).

En lignende amerikansk undersøgelse bygger på resultaterne fra tre studier, der undersøger,

om befolkningens tilfredshed med straffene i konkrete sager påvirkes af, om offeret er tilfreds

med udfaldet af konfliktrådsmøder mellem offer og gerningsmand (Gromet et al. 2012). Det

konkluderes, at respondenterne ønsker mildere straffe i sager, hvor de bliver gjort bekendt

med, at offeret er tilfreds med udfaldet af konfliktrådsmødet, frem for tilfælde hvor offeret

er utilfreds med udfaldet af konfliktrådsmødet. Offerets grad af tilfredshed har derfor betyd-

ning for, hvilken straf befolkningen finder passende og retfærdig. I stil hermed viser et studie

af ekstralegale faktorers betydning for befolkningens vurdering af et passende strafniveau for

forskellige lovovertrædelser, at faktorer, såsom at gerningsmanden angrer, siger undskyld til

offeret, erkender sin skyld og har deltaget i et rehabiliterende program, mindsker den straf,

respondenterne finder passende (Robinson et al. 2012).

En anden forskningsgennemgang opsummerer fundene fra en række internationale studier af

befolkningens støtte til minimumsstraffe samt belyser, i hvilken grad befolkningen støtter

retributivistiske og utilitaristiske motiver for straf (Roberts 2003). Forskningsgennemgangen

peger på, at der er begrænset støtte til minimumsstraffe i befolkningen, da minimumsstraffe

står i modsætning til det retributivistiske princip om proportionalitet mellem den begåede

kriminalitet og den udmålte straf. Minimumsstraffene forhindrer en lavere straf i tilfælde,

hvor gerningsmanden vurderes at have mindre ansvar for den begåede kriminalitet, eller hvor

der foreligger andre formildende omstændigheder. Gennemgangen finder, at der generelt er

større støtte til elementer af tankegangen i retributivisme, såsom sammenhæng mellem straf-

fens strenghed og kriminalitetens grovhed, den forvoldte skade og intention, end der er støtte

til utilitaristiske formål, såsom reduktion i risikoen for recidiv i form af afskrækkelse og

indespærring. Lignende konklusioner drages i en række andre studier (Doob og Roberts 1988,

Darley et al. 2000, Carlsmith 2002, Carlsmith 2006).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Idømt straf - virkning over for ofre

Udover at standse lovovertrædere i yderligere lovovertrædelser, afskrække potentielle ger-

ningsmænd fra at begå lovovertrædelser og tilgodese befolkningens holdninger, kan et formål

med straf desuden være at tilgodese det offer, der har været udsat for en lovovertrædelse. I

første del af dette kapitel indgår studier, der undersøger, hvorvidt straf kan give ofre en op-

levelse af, at retfærdigheden er sket fyldest, herunder hvorvidt straf kan sikre en tilfredshed

med og tillid til et velfungerende retssystem, tilfredsstille offerets hævnfølelse og mindske

offerets tilbøjelighed til selvtægt. I anden del af kapitlet er fokus på studier, der undersøger,

hvorvidt straf kan påvirke offerets livskvalitet ved at øge offerets psykiske trivsel, give offe-

ret social anerkendelse samt sikre en følelse af tryghed via en oplevelse af personlig sikker-

hed.

I studierne indgår straf på forskellig vis, både i form af om der har været en fældende afgø-

relse eller ej og i form af straffens strenghed, der måles som ofrenes egen subjektive vurde-

ring og/eller vurderes ud fra objektive kriterier, såsom længden af en fængselsstraf.

Først og fremmest skal det understreges, at det kun har været muligt at identificere en be-

grænset mængde studier med fokus på ofrene, og at disse studier typisk ikke har som formål

direkte at undersøge betydningen af straf for ofrene. Derimod er hovedfokus i flere af studi-

erne, hvordan behandlingen af straffesagen påvirker ofrene, og her indgår straffen ofte som

en kontrolvariabel, hvorfor det er muligt at udlede konklusioner på baggrund heraf.

Derudover skal det påpeges, at der i dette kapitel ikke er tale om effektstudier. De fleste af

studierne er designet som spørgeskemaundersøgelser, hvor respondenterne på ét tidspunkt

efter retssagen har besvaret spørgsmål angående retssagen, dommen og lovovertrædelsen.

Enkelte studier er designet som forløbsundersøgelser, hvor de samme ofre både før og efter

retssagen har besvaret en række spørgsmål. Yderligere er enkelte studier interviewundersø-

gelser.

Den overordnede konklusion på dette kapitel er, at der mangler viden på området. Dels mang-

ler der mere robuste empiriske undersøgelser, og dels er nogle områder slet ik ke empirisk

belyst med faktiske ofre som respondenter.

Med forbehold for at der er tale om relativt få studier med visse metodemæssige svagheder

–

som tydeliggøres nedenfor

–

indikerer den gennemgåede forskningslitteratur en række for-

hold. De mest sikre konklusioner kan drages vedrørende straffens betydning for ofrenes

til-

fredshed med retssystemet.

Her konkluderer samtlige syv studier, at straf øger ofrenes til-

fredshed med retssystemet. Hvad angår straffens betydning for ofrenes grad af

hævnfølelse,

har det kun været muligt at identificere to studier, der overordnet ikke kan påvise at straf

sænker ofrenes grad af hævnfølelse i et langsigtet perspektiv. I tilknytning til en af undersø-

gelserne er der en mindre robust delundersøgelse, der dog påviser en kortvarig effekt. For

straffens betydning for ofrenes tilbøjelighed for

selvtægt,

har det ikke været muligt at identi-

ficere robuste studier, som det er muligt at drage konklusioner på baggrund af. Med hensyn

til straffens betydning for ofrenes

psykiske trivsel

er konklusionerne af otte studier mere

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

usikre, da resultaterne peger i forskellige retninger, og der anvendes vidt forskellige mål for

psykisk trivsel. Der ser dog ud til at være en tendens i retning af, at de studier, der anvender

validerede, standardiserede mål for psykisk trivsel, i mindre grad finder en sammenhæng

mellem straf og psykisk trivsel, end studier der anvender mere vage mål for psykisk trivsel.

Der ses også et mønster i, at de fleste af de studier, der finder en sammenhæng, måler straf

som den subjektivt oplevede tilfredshed med straffen frem for den objektivt idømte straf,

såsom frifindelse eller fældende afgørelse. Hvad angår straffens betydning for offerets

soci-

ale anerkendelse,

har det ikke været muligt at identificere empiriske studier. Studierne ved-

rørende

sikkerhed

viser, at personlig sikkerhed og sikkerhed for andre potentielle ofre anses

for at være et væsentligt strafmotiv blandt ofre. Der er dog alene identificeret tre studier,

hvorfor der er tale om meget usikre konklusioner.

På baggrund af de gennemgåede studier kan der peges på nogle forskellige faktorer, som kan

have en betydning for, hvilken virkning straf har for ofre. For det første kan der være forskel

på straffens virkning med hensyn til, hvilken lovovertrædelse offeret har været udsat for. Det

ses eksempelvis i et af studierne, at ofre for seksuelle overgreb havde andre ønsker i forbin-

delse med behandlingen af straffesagen end voldsofre (Laxminarayan 2012). I mange af stu-

dierne analyseres dog en samlet gruppe af ofre, der har været udsat for forskellige former for

lovovertrædelser, hvorfor det er vanskeligt at afdække betydningen af denne faktor på bag-

grund af de gennemgåede studier. For det andet kan relationen mellem gerningsmanden og

offeret også være en betydelig faktor. Et af de gennemgåede studier finder, at ofre, der ikke

kender gerningsmanden, er mere tilbøjelige til at opfatte dommen som fair, end ofre der ken-

der gerningsmanden (Erez og Tontodonato 1992). En del gerningsmænd har også selv har

været ofre for forbrydelser og omvendt, og dette overlap mellem gerningsmænd og ofre kan

som det tredje påvirke straffens betydning for offeret. I et af studierne ses, at de ofre, der

også har været i kontakt med retssystemet som gerningsmænd, er mere negativt indstillet

over for retssystemet end andre (Quas et al. 2005). Med hensyn til de to sidstnævnte faktorer

–

henholdsvis relation og overlap mellem gerningsmand og offer

–

er det kun ganske få stu-

dier, hvori disse er inkluderet.

Metodemæssige problemer i de gennemgåede studier

Størstedelen af de studier, der præsenteres i dette kapitel, er behæftet med metodemæssige

mangler, og de resultater, der præsenteres, kan således ikke anses for at være særligt robuste.

Studiernes metodemæssige svagheder, der uddybes yderligere nedenfor, indebærer, at det er

usikkert, hvorvidt resultaterne kan overføres fra deltagerne i de specifikke studier til ofre på

et mere generelt plan. Det er desuden usikkert, hvorvidt resultaterne kan overføres til en

dansk kontekst.

De væsentligste metodemæssige problemer vedrører generaliserbarheden af undersøgelserne

i dette kapitel. Et af de metodemæssige problemer vedrører udvælgelsen af stikprøven. Da

det sjældent er muligt at inkludere en hel population i en undersøgelse

–

eksempelvis alle

voldsofre, hvis gerningsmand er idømt fængselsstraf

–

udvælges en stikprøve.

For flere af

For metodemæssig gennemgang af selvrapporteringsundersøgelser se (Pedersen 2018).

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

studierne i dette kapitel er stikprøven skæv. Det vil sige, at de personer, der indgår i stikprø-

ven, ikke er repræsentative for den samlede population, der ønskes belyst. Derudover er

svarprocenterne i flere af de inkluderede studier meget lave, fra 28 pct. til 37 pct., hvilket vil

sige, at størstedelen af de ofre, der er udtrukket til stikprøven, ikke har besvaret spørgeske-

maet. Det betyder, at det er uvist, hvorvidt de personer, der indgår i undersøgelsen udgør en

særlig gruppe, og resultaterne kan derfor ikke generaliseres. Nogle af studierne forsøger at

overkomme denne problematik ved brug af forskellige statistiske metoder, men dette kan

ikke veje op for alle usikkerhederne.

Endvidere kan nævnes, at der typisk er et relativt lavt antal af respondenter i undersøgelserne.

I en del af studierne er der under 200 besvarelser, hvilket eksempelvis har bet ydning for

antallet af undergrupper, det er muligt at opdele respondenterne i ved de statistiske analyser.

Det kan være problematisk, da respondenterne i nogle af studierne har været ofre for vidt

forskellige lovovertrædelser, eksempelvis vold og ejendomsforbrydelser, hvor det kan være

relevant at foretage særskilte analyser.

Endnu et metodemæssigt problem, der kan påpeges i relation til flere af studierne, er, at of-

rene i en del studier har besvaret spørgeskemaet flere år efter retssagen, og er så bedt o m

eksempelvis at huske tilbage på deres følelse af hævn umiddelbart efter retssagen. Spørgs-

målet er, hvorvidt det er muligt at genkalde sig dette så lang tid efter.

Endeligt har en del af undersøgelserne også problemer med validiteten. I nogle af undersø-

gelserne påpeger forfatterne selv, at de spørgsmål, der anvendes til at indfange bestemte be-

greber er mangelfulde eller upræcise (Orth 2002, Laxminarayan 2013). Derudover er der

nogle af studierne, hvor centrale variable ikke er defineret og beskrevet i artiklerne

(Tontodonato og Erez 1994). Det er derfor vanskeligt for læseren at vurdere validiteten af

studiet, det vil sige, om studiet undersøger det, der rent faktisk er hensigten.

Foruden de oplistede metodemæssige problemer, er det også et opmærksomhedspunkt, at en

del af studierne er af ældre dato, samt at det ikke har været muligt at identificere danske eller

nordiske studier.

Det skal påpeges, at der i nedenstående afsnit er fokus på studier, der angår faktiske ofre,

som har været udsat for en specifik lovovertrædelse, og hvor det er forhold vedrørende denne

lovovertrædelse, som ofrene bedes forholde sig til. Det er disse hovedstudier, der danner

grundlag for rapportens konklusioner. Som supplement til hovedstudierne, refereres til stu-

dier af subjektive opfattelser af og holdninger til forhold vedrørende viktimisering. Disse

studier er typisk baseret på mindre grupper af studerende, der skal forestille sig at være ofre

for en lovovertrædelse og besvare en række spørgsmål på baggrund heraf. Generelt må resul-

tater fra sådanne studier behandles med udpræget varsomhed, hvorfor de ikke vil blive taget

i betragtning i rapportens konklusioner og derfor heller ikke præsenteres dybdegående.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

6.1

6.1.1

Straffens betydning for ofres oplevelse af retfærdighed

Tilfredshed med retssystemet

Undersøgelser af ofres tilfredshed med retssystemet er det forskningsområde med et offer-

perspektiv, hvor det har været muligt at identificere flest relevante studier for denne rapport.

I studierne er tilfredshed ofte defineret i bred forstand, såsom tilfredshed med sagens afgø-

relse samt tilfredshed med sagsbehandlingen i straffesagskæden, eksempelvis om ofrene op-

lever de juridiske procedurer som retfærdige, om de føler sig behandlet respektfuldt af myn-

digheder, og om de oplever at få tilstrækkelig forklaring og information om sagsbehandlin-

gen. I dette afsnit er fokus på de resultater, der angår tilfredshed med sagens afgørelse, men

disse vil i flere tilfælde blive sammenlignet med tilfredsheden med sagsbehandlingen. I stu-

dierne måles tilfredshed enten direkte ved at spørge, hvor tilfredse ofrene er, eller mere indi-

rekte ved at spørge, hvorvidt offeret tror, at vedkommende ved en eventuel fremtidig vikti-

misering vil anmelde overtrædelsen. Tilfredshed måles typisk i form af, om ofre opfatter

retssystemet som legitimt og fortsat ønsker at anmelde lovovertrædelser og stille sig til rå-

dighed som vidne.

Der er identificeret syv studier, der indeholder resultater vedrørende straf-

fens betydning for ofrenes tilfredshed med retssystemet som helhed. Samt-

lige studier når frem til samme konklusion; at straf (sagens afgørelse) på-

virker ofrenes tilfredshed med retssystemet i positiv retning.

For de studier, der (også) undersøger sammenhængen mellem ofrenes oplevelse af sagsbe-

handlingen og tilfredshed med retssystemet som helhed, er det derimod mere usikkert, i hvor

høj grad denne sammenhæng kan påvises (Laxminarayan 2013).

Det mest omfattende, solide studie, der peger på, at ofres tilfredshed med retssystemet af-

hænger af sagens afgørelse, stammer fra en national offerundersøgelse i USA. Her spørges et

tilfældigt udvalgt, repræsentativt udsnit af befolkningen på 16.000 personer om deres udsat-

hed for forskellige former for kriminalitet, herunder udsathed for vold, voldtægt eller andre

seksuelle overgreb (Felson og Pare 2008). Data er indsamlet i årene 1994-1996. Konklusio-

nen på studiet lyder, at sagens afgørelse er den stærkeste indikator for ofrenes tilfredshed

med henholdsvis politi og domstol. Sagens afgørelse har mere betydning end andre under-

søgte faktorer, herunder demografiske og sociale forhold samt forhold vedrørende lovover-

trædelsen. Ofrene var mere tilfredse, hvis gerningsmanden fik en fældende afgørelse, særligt

hvis det var en fængselsdom. Og de var endnu mere tilfredse, hvis fængselsstraffen var lang.

En lignende konklusion nås i et polsk studie baseret på spørgeskemabesvarelser fra 1.496

ofre for primært ejendomsforbrydelser og personrettet kriminalitet (Erez og Bienkowska

Straf er inddelt i følgende kategorier: Ingen anholdelse; Anholdelse, men ingen sigtelse; Frifindelse; Dømt, men

ingen indespærring; Indespærring to år eller mindre; Indespærring mere end to år.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

1993). Her ses, at ofrenes opfattelse af, at straffen var tilpas streng, øgede deres tilfredshed

med retssystemet som helhed.

Også et studie fra Ohio finder, at tilfredshed med dommen er den faktor, der bidrager mest

til overordnet tilfredshed med retssystemet (Erez og Tontodonato 1992). Studiet er baseret

på 450 sager fra perioden 1985 til 1988 vedrørende alvorlige lovovertrædelser og beskæftiger

sig primært med betydningen af retssystemets inddragelse af og lydhørhed over for offeret.

Studiet finder ikke, at inddragelse af offeret i form af såkaldte Victim Impact Statements,

hvor offeret beskriver lovovertrædelsens konsekvenser, har en sammenhæng med offerets

tilfredshed med sagens afgørelse samt tilfredshed med retssystemet som helhed. De multiva-

riate analyser viser, at den faktor, der har altovervejende størst betydning for offerets tilfreds-

hed med retssystemet, er tilfredshed med dommen. Den samlede konklusion på studiet lyder,

at selvom offeret oplever god behandling, inddragelse og forståelse, så er det i sidste ende

opfattelsen af, om gerningsmandens dom er fair, der har betydning for offerets overordnede

syn på retssystemet. På den baggrund er det undersøgt, hvilke faktorer der har betydning for,

om offeret opfatter dommen som fair. Opfattelse af fairness afhang herunder af, at offeret

modtog kompensation, at offeret ikke havde uindfriede forventninger,

og at offeret ændrede

sit syn på gerningsmanden. Derudover var de ofre, der havde været udsat for personfarlig

kriminalitet, og ofre, der ikke kendte gerningsmanden på forhånd, mere tilbøjelige til at op-

fatte dommen som fair frem for dem, der henholdsvis havde været udsat for ejendomsforbry-

delser og kendte gerningsmanden. I studiet måles tilfredshed også indirekte, hvor det viser

sig, at 95 pct. af ofrene angiver, at de fortsat ville samarbejde med retssystemet ved eventuel

fremtidig viktimisering. Graden af tilfredshed med dommen ses ikke at have betydning for

samarbejdsviljen.

I forlængelse af dette kan nævnes et amerikansk studie af 238 ofre for både ejendomsforbry-

delser og vold, hvor tilfredshed med retssystemet er målt indirekte via et spørgsmål om, hvor-

vidt ofrene er villige til at anmelde eventuelle fremtidige lovovertrædelser (Ruback et al.

2008). 78 pct. af ofrene angiver at være villige til at anmelde fremtidige lovovertrædelser,

men denne velvilje er påvirket af, hvorvidt og hvor meget kompensation ofrene modtager fra

gerningsmanden. Jo mere kompensation ofrene modtager, jo mere villige er de til fremtidig

anmeldelse. Det skal påpeges, at selvom alle gerningsmænd i undersøgelsen er pålagt at be-

tale kompensation til offeret, er de fleste af ofrene ikke informeret om, at de er berettiget til

at modtage kompensation. Ydermere har tre fjerdedele af ofrene enten ikke modtaget noget

eller har kun modtaget en del af den lovede kompensation. I analysen tages der ikke højde

for, om ofrene ved, at de er berettiget til at modtage kompensation. Det er derfor vanskeligt

at vurdere, om det er selve kompensationen, der øger tilfredsheden, eller om kompensationen

er et symbol på retssystemets håndhævelse af den idømte straf, og at det er denne håndhæ-

velse, der giver tilfredshed.

Studiet peger på, at gennemførelsen af Victim Impact Statements kan give offeret falske forventninger om egen

indflydelse på sagens afgørelse, der resulterer i øget skuffelse, hvis de ikke indfries.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Hvad angår betydningen af kompensation kan også nævnes et studie, hvor respondenter for-

holder sig til en case, hvor de er ofre for en ejendomsforbrydelse, som gerningsmanden idøm-

mes en betinget dom for. De respondenter, der i casen får tildelt kompensation, er mere til-

fredse med sagens afgørelse og vurderer afgørelsen mere fair, end dem der ikke modtager

kompensation. Hvis gerningsmanden i casen frivilligt giver offeret kompensation, er respon-

denterne desuden mere tilbøjelige til at tilgive gerningsmanden samt vurdere, at vedkom-

mende angrer og har lært af sine fejl i forhold til tilfælde, hvor kompensation betales af staten,

eller gerningsmanden tvinges til at kompensere offeret (Ristovski og Wertheim 2005).

Et amerikansk studie af 45 børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, viser, at sagens

afgørelse er vigtig for ofrenes opfattelse af retssystemet (Goodman et al. 1992). Frifindelser

af gerningsmanden hænger sammen med mere negative vurderinger af retfærdigheden i rets-

systemet, mens fældende afgørelser omvendt leder til mere tilfredshed. Det samme hold-

ningsmønster ses for børnenes forældre/værger. I en opfølgning på dette studie konkluderes,

at disse opfattelser ikke ændrer sig meget over tid (Quas et al. 2005). Interviews med bør-

nene

foretaget gennemsnitligt 14 år efter den oprindelige retssag, peger på, at de personer,

hvis sag endte i en frifindelse eller mild dom til den tiltalte

–

eksempelvis betinget dom med

tilsyn

–

stadig har en negativ opfattelse af retssystemet.

En spørgeskemaundersøgelse blandt 178 amerikanske kvinder, der har oplevet partnervold,

som gerningsmanden er tiltalt for, viser også, at sagens afgørelse har betydning for, om ofrene

føler tilfredshed (Fleury 2002). Studiets fokus er blandt andet at undersøge voldsramte kvin-

ders tilfredshed med forskellige led i straffesagskæden, herunder politiets respons, anklage-

myndighedens behandling af sagen, behandlingen af sagen i retten og sagens afgørelse. Kvin-

derne grupperes statistisk i fire kategorier på baggrund af deres oplevelser med retssystemet;

1) i nogen grad tilfreds 2) de svigtede 3) tilfreds med sagens afgørelse og 4) i nogen grad

utilfreds. I de tilfælde, hvor den tiltalte ikke blev dømt, har offeret større sandsynlighed for

at indgå i gruppen af ”de svigtede”, mens en fældende afgørelse til tiltalte giver ofrene større

sandsynlighed

for at indgå i grupperne ”i nogen grad tilfreds” eller ”tilfreds

med sagens af-

gørelse”.

6.1.2

Hævnfølelse

Ofres behov for at hævne sig anskues ofte ud fra en retributive justice -teori, hvor fokus er, at

gerningsmanden udsættes for tilsvarende lidelse, som den offeret er blevet påført, både for at

genoprette magtbalancen mellem offer og gerningsmanden og for at signalere til resten af

befolkningen, at sådanne lovovertrædelser ikke tolereres. Det er denne tænkning, som de

fleste vestlige retssystemer overvejende er baseret på (Laxminarayan 2013). På trods af dette

er der stort set ikke foretaget nogle empiriske studier, der belyser hævnfølelser blandt ofre

for kriminalitet (Orth 2003).

Mens det første studie vedrører 45 børn, der har svaret på spørgsmål vedrørende sagens afgørelse, vedrører op-

følgningsstudiet 106 børn. Dette skyldes, at ikke alle sager var afsluttet ved det oprindelige studies ophør, og at det

derfor ikke var alle respondenter, der oprindeligt blev spurgt om deres holdning hertil.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Det har til brug for denne undersøgelse kun været muligt at identificere to

studier, der undersøger sammenhængen mellem straf af gerningsmanden

og offerets grad af hævnfølelse. Begge omhandler ofre, der har været udsat

for voldtægt eller vold, og begge studier konkluderer, at der ikke kan findes

en sammenhæng mellem gerningsmandens straf og ofrenes hævnfølelse i

et langtidsperspektiv.

I et tysk studie, der indeholder to delundersøgelser, ses umiddelbart et fald i ofrenes hævnfø-

lelse lige efter domsafsigelsen, men der er ingen langvarige effekter af straf (Orth 2004).

Studiet indeholder en forløbsundersøgelse, hvor 31 ofre har udfyldt et spørgeskema umiddel-

bart før og efter domsafsigelse, samt en tværsnitsundersøgelse hvor 174 ofre har udfyldt et

spørgeskema gennemsnitligt fire år efter lovovertrædelsen. Forløbsundersøgelsen indikerer

et mindre fald i graden af hævnfølelse blandt ofrene, når tidspunktet før dommen sammen-

lignes med tidspunktet efter domsafsigelse, således at de ofre, der opfatter dommen som

streng, gennemsnitligt oplever en større reduktion af deres hævnfølelse end de, der opfatter

dommen som mild. Tværsnitundersøgelsen viser, at ofrene oplever en relativt høj grad af

hævnfølelse selv flere år efter lovovertrædelsen, men at graden af hævnfølelse på dette tids-

punkt ikke har en sammenhæng med ofrenes vurdering af strengheden af gerningsmandens

straf. Den samlede konklusion på studiet er, at straf kun har en delvis og kortvarig indflydelse

på tilfredsstillelsen af hævnfølelse hos ofre for voldsforbrydelser og seksualforbrydelser.

En tilsvarende hollandsk undersøgelse, hvor 207 ofre for vold eller voldtægt har udfyldt et

spørgeskema gennemsnitligt fem år efter lovovertrædelsen, peger i samme retning (Kunst

2011). Her anvendes samme mål for grad af hævnfølelse og den oplevede strenghed af straf-

fen som førnævnte studie, og fokus er på at kontrollere for PTSD-symptomer. I dette studie

kan der heller ikke påvises statistisk signifikant sammenhæng mellem graden af hævnfølelse

og ofrenes vurdering af strengheden af gerningsmandens straf, efter at der er kontrolleret for

ofrenes niveau af PTSD-symptomer.

En forklaring på den manglende sammenhæng mellem straf og hævnfølelser i et langsigtet

perspektiv er, at hævnfølelser kan påvirkes af forskellige faktorer, eksempelvis om gernings-

manden giver offeret en undskyldning, beder om tilgivelse og udstråler anger (Orth 2002,

Orth 2004) . En anden forklaring er, at ofrenes behov for hævn ikke kan tilfredsstilles gennem

en idømt straf i retssystemet. Herman (2005) peger i sin undersøgelse på, at ofre som ud-

gangspunkt har en præference for såkaldte ekstralegale konsekvenser for gerningsmanden

frem for konventionel straf, hvilket vil sige, at gerningsmanden frarøves sin ære, respekt og

status i familien eller i samfundet, frem for midlertidig fratagelse af frihed ved fængsling.

Det vil sige, at indespærring ikke nødvendigvis betragtes som et middel til at tilfredsstille

offerets hævnfølelse, men kan være væsentligt for offerets følelse af personlig sikkerhed, som

det vil fremgå i et nedenstående afsnit.

6.1.3

Tilbøjelighed til selvtægt

I forlængelse af hævnperspektivet er det diskuteret, om straf kan have betydning for ofres

tilbøjelighed til selvtægt. Selvtægt handler om at tage loven i egen hånd, eksempelvis hvis et

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

offer griber til vold over for sin gerningsmand, som vedkommende oplever straffet for mildt

i en retssag. Området er empirisk underbelyst, og det har ikke været muligt at identificere

nogle studier, der empirisk undersøger sammenhængen mellem straf og ofres tilbøjelighed til

selvtægt. Orth påpeger, at:

“it is unknown how many crime victims put revenge into practice”

(Orth 2004). Den eneste henvisning er til et ældre studie, hvori 77 af 100 adspurgte ofre for

voldskriminalitet og alvorlige ejendomsforbrydelser afviser, at de selv ville hævne sig over

for gerningsmanden, hvis de fik muligheden for det (Smale og Spickenheuer 1979). I en spør-

geskemaundersøgelse med studerende er det en noget højere andel, der angiver at ville ty til

selvtægt, hvis nogen skadede deres familie. Her svarer mere end hver tredje, at de ville gøre

skade på den ansvarlige gerningsmand. Det skal dog påpeges, at spørgsmålene er stillet i

sammenhæng med spørgsmål om holdningen til dødsstraf, og at dette kan have betydning for

respondenternes vurdering af deres potentielle handlinger (Schadt og DeLisi 2007).

6.2

6.2.1

Straffens betydning for ofres livskvalitet

Psykisk trivsel

At have været udsat for en lovovertrædelse kan resultere i negative psykologiske konsekven-

ser for offeret, hvorfor en del viktimologisk forskning søger at undersøge, hvorvidt og i hvil-

ken udstrækning disse eventuelle konsekvenser kan afhjælpes i en retslig kontekst. En del af

den litteratur, der omhandler sådanne effekter, angår studier af restorative justice (se

eksempelvis Kyvsgaard og Ribe 2018). Et fokus på ofres psykiske trivsel ses også i studier,

der belyser forekomsten af sekundær viktimisering som følge af mødet med retssystemet

alene med fokus på elementer vedrørende behandlingen af straffesagen (se eksempelvis

Tontodonato og Erez 1994). Kun få studier beskæftiger sig empirisk med, hvordan selve den

straf, gerningsmanden idømmes

–

eller mangel på samme

–

påvirker offerets psykiske trivsel

efter at have været udsat for en lovovertrædelse. Antagelsen bag disse studier er, at en straf

til gerningsmanden kan medvirke til, at offeret kan opnå genopretning ved at afslutte en ube-

hagelig oplevelse og komme videre i livet.

Der er her fokuseret på otte hovedstudier, der alle belyser straffens betydning for ofrenes

psykiske trivsel. Som samlet betegnelse anvendes her begrebet psykisk trivsel, men der er i

studierne anvendt vidt forskellige mål for psykisk trivsel, og desuden behandles ganske for-

skellige aspekter af straf. Resultaterne peger derfor ikke overraskende i forskellige retninger.

Det er således usikkert, hvorvidt og i hvilken grad det kan påvises, at straf

kan påvirke ofres efterfølgende psykiske trivsel.

Der ser dog ud til at være en tendens i retning af, at de studier, der anvender validerede,

standardiserede mål for psykisk trivsel, i mindre grad finder en sammenhæng mellem straf

og psykisk trivsel, end studier der anvender mere vage mål for psykisk trivsel. Der ses også

et mønster i, at de fleste af de studier, der finder en sammenhæng, måler straf som den sub-

jektivt oplevede tilfredshed med straffen frem for den objektivt idømte straf, såsom frifin-

delse eller fældende afgørelse.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Et nyere studie fra Holland finder, at kompensation fra gerningsmanden har en positiv sam-

menhæng med offerets selvoplevede psykiske trivsel, mens samme sammenhæng ikke ses af

andre udfald af en retssag, herunder indespærring, samfundstjeneste, frifinde lse og kompen-

sation fra staten (Laxminarayan 2013). 101 ofre for vold og seksuelle overgreb har besvaret

spørgsmål om, hvorvidt retssagen har haft positiv eller negativ betydning for en række aspek-

ter af deres subjektive psykiske trivsel. Resultaterne af en regressionsanalyse viser, at der

alene er statistisk signifikant sammenhæng mellem offerets psykiske trivsel, og at retssagen

afgøres ved, at gerningsmanden skal betale kompensation, mens andre udfald af retssagen

ikke hænger sammen med offerets selvoplevede psykiske trivsel. Forfatteren peger på, at

kompensation fra gerningsmanden kan være med til at rette opmærksomheden direkte mod

den skade, gerningsmanden har forvoldt offeret og anerkende offerets position som netop

offer. Kompensation fra staten vurderes ikke at have samme symbolske værdi for offeret,

ligesom indespærring kan betragtes som alene at være målrettet gerningsmanden, hvorfor

offeret kan have en oplevelse af ikke selv at opnå en direkte gevinst af denne straf. I andre

studier konkluderes dog, at indespærring tilvejebringer en sikkerhed for offeret, der er et

væsentligt strafmotiv for ofrene, jf. afsnit 6.2.3 om sikkerhed.

Tilsvarende pointe kan genfindes i et studie af opfattelser og holdninger vedrørende straf, der

dog må betragtes som mindre robust. Studiet angår holdninger blandt en mindre gruppe stu-

derende og peger på, at en sanktion som kompensation både anses som et middel til at straffe

gerningsmanden og en mulighed for genopretning af offeret (Gromet og Darley 2009).

Et andet blik på offerets psykiske trivsel ses i tysk studie af, om retssager kan resultere i

sekundær viktimisering for ofre, hvoraf det fremgår, at graden af tilfredshed med sagens af-

gørelse hænger sammen med psykisk trivsel (Orth 2002). Studiet angår 137 ofre, der har

været udsat for seksuelle overgreb, vold, røveri, tyveri eller var pårørende til drabsofre. Of-

renes psykiske trivsel måles på en række aspekter af deres subjektive psykiske trivsel, hvilket

kombineres med oplysninger om tilfredshed med sagens afgørelse, vurdering af strenghed af

gerningsmandens straf, oplevelse af stressfaktoren i retssagen, den oplevede retfærdighed i

myndighedernes behandling af sagen

samt oplevelsen af dommerens attitude over for offe-

ret.

Tilfredshed med sagens afgørelse og oplevelsen af retfærdighed i behandlingen af sagen

har, under kontrol for andre forhold, en sammenhæng med ofrenes subjektive psykiske triv-

sel. Der kan ikke identificeres en sammenhæng mellem psykisk trivsel og vurderingen af

straffens strenghed, stress ved retssagen samt dommerens attitude.

I både dette og ovenstå-

ende studie af Laxminarayan peger forfatterne dog på, at de mål, der anvendes for psykisk

trivsel, ikke er optimale, da de ikke præcist nok indfanger ofrenes psykiske trivsel. Det inde-

bærer, at resultaterne skal tolkes med varsomhed.

Eksempelvis om offeret oplevede, at efterforskningen var udført tilstrækkelig, og oplevede at kunne fremlægge

sit synspunkt.

Eksempelvis om dommeren behandlede offeret med respekt og uden fordomme.

Det er bemærkelsesværdigt, at psykisk trivsel hænger sammen med sagens afgørelse, men ikke med straffens

strenghed, da der kunne formodes en stor overensstemmelse mellem de to. Forfatteren peger på, at tilfredshed med

sagens afgørelse ikke alene påvirkes af opfattelsen af straffens strenghed, men eksempelvis også af om offeret

kompenseres økonomisk.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

En canadisk interviewundersøgelse med 31 ofre for seksuel vold peger også på, at tilfredshed

med sagens afgørelse kan have betydning for psykisk trivsel blandt ofre (Regehr et al. 2008).

Ofrene er interviewet med henblik på at undersøge deres oplevelse med retssystemet, og in-

terviewene er kodet til at indgå i bivariate kvantitative analyser. Disse analyser viser, at util-

fredshed med fængselsdommen øger ofrenes oplevelse af, at mødet med retssystemet var

destruktivt og skadeligt for dem. Studiet konkluderer, at opfatte lsen af en uretfærdig straf til

gerningsmanden er en kritisk faktor i forhold til offeret. Forfatteren peger på baggrund af

tidligere studier på, at ofres forventninger til sagens afgørelse kan være urealistiske, og at

den utilfredshed, dette afstedkommer, kan være den primære årsag til sekundær viktimise-

ring.

Et amerikansk studie peger på, at ofres niveau af emotionelt ubehag (psychological distress

)

hænger sammen med deres opfattelse af straffens fairness (Tontodonato og Erez 1994). Stu-

diet er baseret på 125 sager med alvorlige lovovertrædelser, herunder ejendomsforbrydelser,

personfarlige lovovertrædelser og seksuelle overgreb, der har været retsforfulgt i Ohio i årene

1985 til 1988 (samme data som i Erez og Tontodonato 1992). I en bivariat analyse kan der

ikke identificeres en statistisk signifikant sammenhæng mellem, hvor vidt offeret har oplevet

emotionelt ubehag eller ej, og om gerningsmanden er idømt en betinget dom med tilsyn eller

fængselsstraf. Regressionsanalyserne viser, at de ofre, der har en opfattelse af, at gernings-

manden har fået en for mild straf, angiver et højere niveau af emotionelt ubehag. Det vil sige,

at studiet ikke finder belæg for, at den faktiske type af dom har betydning, men derimod har

opfattelsen af, hvorvidt gerningsmanden har fået en

–

ifølge ofrene

–

fair dom betydning for

ofrenes grad af emotionelt ubehag. Konklusionen lyder, at opfattelsen af en passende dom

kan give ofrene en følelse af, at der rettes op på den skade, der er sket. Derudover påpeges

det, at ofrenes niveau af emotionelt ubehag desuden er influeret af personlige karakteristika

og oplevelsen af mødet med retssystemet. I lighed med nogle af de ovenfor nævnte studier,

peges også på, at emotionelt ubehag påvirkes af, om offeret har modtaget kompensation.

Dette beskrives som en forbedring af offerets position og et middel til at råde bod på den

uligevægt, lovovertrædelsen har skabt mellem offer og gerningsmand. Det er dog uklart, om

der her er tale om kompensation fra gerningsmanden, fra staten eller fra begge parter.

Et andet amerikansk studie finder på samme vis ikke en sammenhæng mellem ofres psykiske

trivsel, og hvorvidt der faktisk blev rejst sigtelse eller tiltale i sagen (Frazier og Haney 1996).

I undersøgelsen indgår 90 ofre for voldtægt, der på flere forskellige tidspunkter i forløbet

efter voldtægten har besvaret spørgsmål vedrørende deres psykiske tilstand baseret på stan-

dardiserede mål for PTSD-symptomer. En bivariat analyse viser ingen statistisk signifikant

sammenhæng mellem, om der er rejst sigtelse eller tiltale og ofrenes grad af PTSD målt seks

til 12 måneder efter voldtægten.

Psychological distress angiver en tilstand af emotionelt ubehag karakteriseret ved symptomer på eksempelvis

depression og angst og dertil eventuelle somatiske symptomer såsom søvnløshed og hovedpine.

Psychological di-

stress

er blandt andet målt ud fra den såkaldte CES-d skala, som består af en række forskellige spørgsmål, der

tilsammen angiver et mål for respondentens psykiske trivsel. For en uddybning af begrebet

psychological distress,

se (Drapeau et al. 2012)

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

På linje hermed finder de to tidligere nævnte amerikanske studier vedrørende børn udsat for

seksuelle overgreb ingen sammenhæng mellem sagens afgørelse og psykisk trivsel (Goodman

et al. 1992, Quas et al. 2005). I begge studier er psykisk helbred (mental health) belyst ud fra

en række af standardiserede mål, herunder adfærdsproblemer, depression og symptomer på

PTSD. I studiet fra 1992 konkluderes på baggrund af 27 sager, at der ikke kan påvises en

statistisk signifikant sammenhæng mellem, hvorvidt tiltalte i sagen blev frifundet eller dømt

og børnenes efterfølgende psykiske trivsel. I opfølgningsstudiet fra 2005 nås samme type

konklusion. I dette studie konkluderes dog mere generelt, at jo mildere dom gerningsmanden

fik, jo mere negative holdninger havde offeret til, hvilken betydning retssagen har haft for

vedkommendes liv.

Et canadisk studie vedrørende 61 børn udsat for seksuelle overgreb viser blandede resultater ,

hvad angår straffens betydning for børnenes psykiske trivsel tre år efter retssagen (Sas et al.

1993). Der identificeres umiddelbart en sammenhæng mellem, hvorvidt gerningsmanden er-

klæres skyldig eller ej og børnenes emotionelle tilpasning (emotional adjustment), men denne

sammenhæng forsvinder, når der kontrolleres for morens støtte og opbakning til barnet. Dette

studie finder, at fraværet af en fældende afgørelse hænger sammen med børnenes frygt for

ikke at blive troet på og frygt for at tale med politiet. I sager med ikke -fældende afgørelser

rapporterer en tredjedel af børnene, at de frygter at tale med politiet, mens dette gælder for

seks pct. i gruppen af børn, hvis sag endte i en fældende afgørelse. Mere end tre fjerdedele af

alle børnene ytrer dog, at de ville kontakte politiet angående en ny, lignende lovovertrædelse.

I to nyere studier af holdninger og opfattelser undersøges sammenhængen mellem straf og

offerets tilgivelse af gerningsmanden. Her konkluderes blandt andet, at offeret er mere tilbø-

jelig til at tilgive gerningsmanden, såfremt vedkommende idømmes en passende straf, og at

straf kan genskabe offerets følelse af kontrol i tilværelsen og balancere magtforholdet mellem

offeret og gerningsmanden (Strelan og van Prooijen 2013, Strelan et al. 2017). Et andet lig-

nende studie finder dog, at det at straffe gerningsmanden kan indvirke negativt på offerets

sindstilstand. I modsætning til hvad respondenterne forventede, førte det at straffe en ger-

ningsmand ikke til et ophør af følelser som vrede og frustration, idet tanker om straffen i

stedet forhindrede dem i at tænke på noget andet (Carlsmith et al. 2008).

6.2.2

Social anerkendelse

Et yderligere perspektiv på betydningen af gerningsmandens straf

–

eller mangel på samme

–

for offerets livskvalitet kan ligge i straffens eventuelle betydning for det øvrige samfunds

syn på og vurdering af offeret, der kan have betydning for offerets følelse af selvværd. Det

har ikke været muligt at identificere robuste empiriske undersøgelser, der behandler dette

perspektiv, men det påpeges som relevant i flere artikler (se eksempelvis Orth 2002, Orth

2003, Herman 2005, Bilz 2006, Okimoto og Wenzel 2011, Vanfraechem og Bolívar 2015) .

Det beskrives her, hvordan idømmelsen af straf i retssystemet indebærer, at en person offici-

elt udpeges som gerningsmand, mens en anden udpeges som offer for en lovovertrædelse, og

at dette har betydning for offerets sociale status og position i samfundet. Ofre, hvis offerstatus

ikke anerkendes på denne vis, kan være i risiko for sekundær viktimisering. Når gernings-

manden idømmes en straf, kan det af offeret tolkes som et udtryk for samfundets solidaritet

(an act of societal solidarity), en fordømmelse af gerningsmandens lovovertrædelse over for

offeret og en anerkendelse af offerets lidelse. Strafniveauet for gerningsmanden kan ses som

en afspejling af samfundets vurdering af offerets værdighed, hvorfor for milde domme kan

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

anses som en devaluering af offeret. Anerkendelse af offerets status som offer formodes der-

for blandt disse forfattere at være et vigtigt strafmotiv for ofre.

6.2.3

Sikkerhed

En gerningsmand, der idømmes en fængselsstraf, vil umiddelbart ikke udgøre en trussel for

offeret i den periode, pågældende er indespærret. Derudover kan der være en forventning om,

at en passende straf til gerningsmanden vil afholde pågældende fra at begå ny kriminalitet,

hvorfor offerets risiko for reviktimisering af samme gerningsmand mindskes. Personlig sik-

kerhed og beskyttelse kan derfor set fra offerets perspektiv også være et væsentligt mål for

straf, der kan øge offerets generelle tryghedsfølelse.

Det har kun været muligt at identificere tre studier, der tilnærmelsesvist

afdækker spørgsmålet om, hvilken betydning straf har for ofres opfattelse

af sikkerhed. Alle studier omhandler ofre for vold eller voldtægt og peger

på, at sikkerheden for at ofrene ikke udsættes for gentagne lovovertrædel-

ser, er et af ofrenes vigtigste motiver for at straffe gerningsmanden.

Det ene er et tysk studie blandt 174 ofre for vold og voldtægt, der viser, at ofrenes vigtigste

motiv for straf i forbindelse med den lovovertrædelse, de har været udsat for, angår sikkerhed

(Orth 2003).

Ofrene har vurderet vigtigheden af 18 forskellige udsagn om motiver for straf.

Disse er på baggrund af en faktoranalyse inddelt i fem kategorier. Ofrene angiver, at det

vigtigste motiv for straf i deres egne straffesager er 1) sikkerhed for dem selv og herefter 2)

sikkerhed for samfundet. Rangordenen herefter er 3) bekræftelse af samfundets værdier, 4)

hævn og mindst vigtigt er 5) anerkendelse af offerets status. Analyserne viser også, at de ofre,

der i høj grad mener, at straffens formål er at sikre offerets og samfundets sikkerhed, også er

dem, der forlanger de længste straffe. Desuden er ofre, der angiver en høj gra d af frygt efter

lovovertrædelsen, også mere tilbøjelige at mene, at sikkerhed for offeret og samfundet er et

vigtigt motiv for straf.

Den tidligere nævnte canadiske undersøgelse af 61 børn udsat for seksuelle overgreb finder,

at gerningsmandens indespærring påvirker oplevelsen af den personlige sikkerhed (Sas et al.

1993). 90 pct. af børnene ytrer, at deres ønske om en fængselsdom til gerningsmanden er

motiveret af ønsket om personlig sikkerhed, og samme andel angiver, at en fængselsdom er

vigtig, fordi det vil holde gerningsmanden fra at begå overgreb på andre.

På baggrund af

interviews med børnene, konkluderer forfatterne, at mange af børnene er bange for, at ger-

ningsmanden vil hævne sig for anmeldelsen. En del børn vurderes derfor at leve med følelser

af nervøsitet og uro grundet frygt for deres personlige sikkerhed. Disse følelser var mere

De samme data indgår i tværsnitsundersøgelsen i det tidligere beskrevne studie af Orth fra 2004.

Med reference til ovenstående afsnit om hævn kan påpeges, at kun et enkelt barn angiver hævn som et motiv for

at straffe gerningsmanden.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

udtalte i gruppen af børn, hvor sagen ikke førte til indespærring af gerningsmanden. Inde-

spærring af gerningsmanden giver ifølge undersøgelsen mange af børnene et pusterum, men

samtidig frygter de løsladelsesdagen.

En interviewundersøgelse med 22 ofre, der har været udsat for voldtægt, incest eller partner-

vold, understøtter dette billede af, at ofrene opfatter straffen straf som et middel til egen

sikkerhed og tryghed (Herman 2005). Fokus for undersøgelsen er ofrenes oplevelser og re-

fleksioner i forbindelse med retssagen. Noget af det, der optager ofrene mest, er deres egen

og andres sikkerhed i forhold til gerningsmandens eventuelle gentagne lovovertrædelser. Stu-

diet konkluderer, at ud af fire forskellige typer af formål med straf, herunder afskrækkelse,

gengældelse, indespærring og rehabilitering, kan der blandt ofrene kun findes støtte til inde-

spærring. Ofrenes højeste prioritet er sikkerhed for dem selv og andre potentielle ofre. Denne

holdning beror på en forventning om, at gerningsmanden ikke vil stoppe sin kriminelle akti-

vitet. Ofrene peger på, at fængsling kan være nødvendigt, men at uformel social kontrol eller

tilhold vurderes at være mere holdbart i længden.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Litteratur

Abay, K. A. og G. A. Kahsay (2018). "Long-term effects of alternative deterrence policies: Panel data evidence

from traffic punishments in Denmark." Transportation Research Part A

113:

1-19.

Abrams, D. S. (2011). Estimating the Deterrent Effect of Incapacitation using Sentencing Enhancements.

Faculty Scholarship, University of Pennsylvania Law School.

Andenaes, J. (1974). Punishment and deterrence, University of Michigan Press.

Andersen, L. H. (2019). "Using a natural experiment to measure the impact of swifter punishment on criminal

recidivism." Journal of Experimental Criminology.

Andersson, M. og D. Malmgren (2012). "Malmö city problem-oriented-policing-project on micro crime places."

CEPOL European Police Science and Research Bulletin(6): 4-10.

Anker, A. S. T., J. L. Doleac og R. Landersø (2018). The Effects of DNA Databases on the Deterrence and

Detection of Offenders. Copenhagen, The Rockwool Foundation Research Unit.

Apel, R. (2013). "Sanctions, perceptions, and crime: Implications for criminal deterrence." Journal of

Quantitative Criminology

29(1):

67-101.

Apospori, E. og G. Alpert (1993). "Research note: The role of differential experience with the criminal justice

system in changes in perceptions of severity of legal sanctions over time." Crime & Delinquency

39(2):

184-

194.

Attermann, C. V. (2017). "Forsøg med hot spot-politiarbejde." Justitsministeriets Forskningskontor.

Augustyn, M. B. og J. T. Ward (2015). "Exploring the sanction-crime relationship through a lens of procedural

justice." Journal of Criminal Justice

43:

470-479.

Balvig, F. (2010). Danskernes retsfølelse og retsfornuft: et forspil, Det Juridiske Fakultet, Københavns

Universitet.

Balvig, F., H. Gunnlaugsson, K. Jerre, H. Tham og A. Kinnunen (2015). "The public sense of justice in

Scandinavia: A study of attitudes towards punishments." European Journal of Criminology

12(3):

19.

Bandyopadhyay, S., S. Bhattacharya, M. Koli og R. Sensarma (2012). Acquisitive Crime, Sentencing and

Detection: An Analysis og England and Wales. Department of Economics Discussion Paper, University of

Birmingham.

Barbarino, A. og G. Mastrobuoni (2014). "The Incapacitation Effect of Incarceration: Evidence from Several

Italien Collective Pardons." American Economic Journal: Economic Policy

6(1):

1-37.

Beccaria, C. (1819). An essay on crimes and punishments, Philip H. Nicklin.

Bentham, J. (1791). Panopticon or the inspection house.

Bhati, A. og C. G. Roman (2014). "Evaluating and Quantifying the Specific Deterrent Effects of DNA

Databases." Evaluation Review

38(1):

68-93.

Bieck, W. og D. A. Kessler (1977). "Response time analysis." Kansas City: Kansas City Police Department.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Bilz, J. K. (2006). The effect of crime and punishment on social standing. Department of Psychology, Princeton

University.

Black, J. A. (2016). Understanding the Effectiveness of Incarcaration on Juvenile Offending through a

Systematic Review and Meta-Analysis: Do the "Get Tough" Policies Work? School of Criminal Justice. Florida,

Nova Southeastern University.

PhD.

Bouchard, J. og J. S. Wong (2018). "Examining the Effects of Intensive Supervision and Aftercare Programs

for At-Risk Youth: A Systematic Review and Meta-Analysis." International Journal of Offender Therapy and

Comparative Criminology

62(6):

1509-1534.

Bouffard, J. A., N. Niebuhr og M. L. Exum (2017). "Examining Specific Deterrence Effects on DWI Among

Serious Offenders." Crime & Delinquency

63(14):

1923-1945.

Braga, A., A. Papachristos og D. Hureau (2012). "Hot spots policing effects on crime." Campbell Systematic

Reviews

8(8):

1-96.

Braga, A. A., D. Weisburd og B. Turchan (2018). "Focused deterrence strategies and crime control: An

updated systematic review and meta‐analysis of the empirical evidence." Criminology & Public Policy

17(1):

205-250.

Braga, A. A., B. C. Welsh og C. Schnell (2015). "Can policing disorder reduce crime? A systematic review

and meta-analysis." Journal of Research in Crime and Delinquency

52(4):

567-588.

Buonanno, P. og G. Mastrobuoni (2012). "Police and crime: Evidence from dictated delays in centralized

police hiring."

Bushway, S. D. og E. G. Owens (2013). "Framing Punishment: Incarceration, Recommended Sentences, and

Recidivism." The Journal of Law & Economics

56(2):

301-331.

Carlsmith, K. M. (2002). "Why do we punish?" Journal of Personality and Social Psychology

83(2):

284-299.

Carlsmith, K. M. (2006). "The roles of retribution and utility in determining punishment (Revised edition)."

Journal of Experimental Social Psychology

42:

437-451.

Carlsmith, K. M., G. T. Daniel og T. D. Wilson (2008). "The paradoxical consequences of revenge." Journal

of Personality and Social Psychology

95(6):

1316-1324.

Carlsmith, K. M. og J. M. Darley (2008). "Psychological Aspects of Retributive Justice." Advances in

Experimental Social Psychology

40.

Caudy, M. S., M. S. Tillyer og R. Tillyer (2018). "A Gender-Specific Test of Differential Effectiveness and

Moderators on Sanction Effects." Criminal Justice and Behavior

45(7):

949-968.

Chalfin, A. og J. McCrary (2017). "Criminal deterrence: A review of the literature." Journal of Economic

Literature

55(1):

5-48.

Chalfin, A. og J. McCrary (2018). "Are US cities underpoliced? Theory and evidence." Review of Economics

and Statistics

100(1):

167-186.

Cohen, A. og L. Einav (2003). "The effects of mandatory seat belt laws on driving behavior and traffic

fatalities." Review of Economics and Statistics

85(4):

828-843.

Cohen, J. og J. Ludwig (2003). Policing crime guns. Evaluating gun policy: Effects on crime and violence. J.

Cohen and P. J. Cook.

217:

217-250.

Corman, H. og H. N. Mocan (2000). "A time-series analysis of crime, deterrence, and drug abuse in New York

City." American Economic Review

90(3):

584-604.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Damm, A. P., B. Ø. Larsen, H. S. Nielsen og M. Simonsen (2017). Lowering the minimum age of criminal

responsibility: Consequences for juvenile crime and education.

Darley, J. M., K. M. Carlsmith og P. H. Robinson (2000). "Incapacitation and Just Deserts as Motives for

Punishment." Law and Human Behavior

24(6):

659-683.

De Montesquieu, C. (1989). Montesquieu: The spirit of the laws, Cambridge University Press.

DeAngelo, G. og B. Hansen (2014). "Life and death in the fast lane: Police enforcement and traffic fatalities."

American Economic Journal: Economic Policy

6(2):

231-257.

Depoorter, B. og S. Vanneste (2005). "Norms and enforcement: The case against copyright litigation." Or. L.

Rev.

84:

1127.

Di Tella, R. og E. Schargrodsky (2004). "Do police reduce crime? Estimates using the allocation of police

forces after a terrorist attack." American Economic Review

94(1):

115-133.

Doleac, J. L. (2017). "The effects of DNA databases on crime." American Economic Journal: Applied

Economics

9(1):

165-201.

Doob, A. N. og J. Roberts (1988). Public Punitiveness and public knowledge of the facts: some Canadian

surveys. Public attitudes to sentencing. N. Walker and M. Hough, Gower.

Draca, M., S. Machin og R. Witt (2011). "Panic on the streets of london: Police, crime, and the july 2005 terror

attacks." American Economic Review

101(5):

2157-2181.

Drapeau, A., A. Marchand og D. Beaulieu-Prévost (2012). Epidemiology of psychological distress. Mental

illnesses-understanding, prediction and control, InTech.

Durlauf, S. og D. Nagin (2011). "Imprisonment and crime. Can both be reduced?" Crime and Public Policy

10:

13-54.

Durlauf, S. N. og D. S. Nagin (2010). The deterrent effect of imprisonment. Controlling crime: Strategies and

tradeoffs, University of Chicago Press: 43-94.

Duwe, G. (2014). "To what extent does civil commitment reduce sexual recidivism? Estimating the selective

incapacitation effects in Minnesota?" Journal of Criminal Justice

42:

193-202.

Dölling, D., H. Entorf, D. Hermann og T. Rupp (2009). "Is deterrence effective? Results of a meta-analysis of

punishment." European Journal on Criminal Policy and Research

15(1-2):

201-224.

Eisner, M. (2001). "Modernization, self‐control and lethal violence. The long‐term dynamics of European

homicide rates in theoretical perspective." British Journal of Criminology

41(4):

618-638.

Eisner, M. (2003). "Long-term historical trends in violent crime." Crime and Justice

30:

83-142.

Eisner, M. (2014). "From swords to words: Does macro-level change in self-control predict long-term variation

in levels of homicide?" Crime and Justice

43(1):

65-134.

Elias, N. (2000). The Civilizing Process - Sociogenetic and Psychogenetic Investigations (Revised Edition).

Oxford, Blackwell.

Erez, E. og E. Bienkowska (1993). "Victim participation in proceedings and satisfaction with justice in the

continental systems: The case of Poland." Journal of Criminal Justice

21(1):

47-60.

Erez, E. og P. Tontodonato (1992). "Victim participation in sentencing and satisfaction with justice." Justice

Quarterly

9(3):

393-417.

Evans, W. N. og E. G. Owens (2007). "COPS and Crime." Journal of Public Economics

91(1):

181-201.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Felson, R. B. og P.-P.

Pare (2008). "Gender and the victim’s experience

with the criminal justice system."

Social Science Research

37(1):

202-219.

Fleury, R. E. (2002). "Missing voices: Patterns of battered women's satisfaction with the criminal legal system."

Violence against women

8(2):

181-205.

Fowler, E. og M. C. Kurlychek (2018). "Drawing the Line: Empirical Recidivism Results From a Natural

Experiment Raising the Age of Criminal Responsibility." Youth Violence and Juvenile Justice

16(3):

263-278.

Frazier, P. A. og B. Haney (1996). "Sexual assault cases in the legal system: Police, prosecutor, and victim

perspectives." Law and Human Behavior

20(6):

607-628.

Frogner, L., H. Andershed, O. Lindberg og M. Johansson (2013). "Directed patrol for preventing city centre

street violence in Sweden—a hot spot policing intervention." European Journal on Criminal Policy and

Research

19(4):

333-350.

Garland, D. (2013). Punishment and social solidarity. The Sage handbook of punishment and society. J. S.

Simon, Richard. Thousand Oaks, SAGE Publications Ltd.: 23-39.

Gehrsitz, M. (2016). Speeding, Punishment, and Recidivism - Evidence from a Regression Discontinuity

Design, City University of New York (CUNY).

Goodman, G. S., E. P. Taub, D. P. Jones, P. England, L. K. Port, L. Rudy, L. Prado, J. E. Myers og G. B.

Melton (1992). "Testifying in criminal court: Emotional effects on child sexual assault victims." Monographs of

the Society for Research in Child Development: i-159.

Grasmick, H. G. og G. J. Bryjak (1980). "The deterrent effect of perceived severity of punishment." Social

forces

59(2):

471-491.

Grasmick, H. G. og D. E. Green (1980). "Legal punishment, social disapproval and internalization as inhibitors

of illegal behavior." J. Crim. L. & Criminology

71:

325.

Gromet, D. M. og J. M. Darley (2006). "Resoration and Retribution: How Including Retributive Components

Affects the Acceptability of Restorative Justice Procedures." Social Justice Research

19(4).

Gromet, D. M. og J. M. Darley (2009). "Punishment and beyond: Achieving Justice Through the Satisfaction

of Multiple Goals." Law & Society Review

43(1).

Gromet, D. M., T. G. Okimoto, M. Wenzel og J. M. Darley (2012). "A Victim-Centered Approach to Justice?

Victim Satisfaction Effects on Third-Party Punishments." Law and Human Behavior

36(5):

375-389.

Helland, E. og A. Tabarrok (2007). "Does three strikes deter? A nonparametric estimation." Journal of Human

Resources

42(2):

309-330.

Herman, J. L. (2005). "Justice from the victim’s perspective."

Violence against women

11(5):

571-602.

Hjalmarsson, R. (2008). "Crime and expected punishment: Changes in perceptions at the age of criminal

majority." American Law and Economics Review

11(1):

209-248.

Hobbes, T. (2016). Thomas Hobbes: Leviathan (Longman Library of Primary Sources in Philosophy),

Routledge.

Horyniaj, D., P. Dietze, S. Lenton, R. Alati, R. Bruno, A. Matthews, C. Breen og L. Burns (2017). "Trends in

reports of driving following illicit drug consumption among regular drugs users in Australia, 2007-2013: Has

random roadside drugtesting had a deterrent effect?" Accident Analysis and Prevention

104:

146-155.

Hyatt, J. M. og G. C. Barnes (2017). "An Experimental Evaluation of the Impact of Intensive Supervision on

the Recidivism of High-Risk Probationers." Crime & Delinquency

63(1):

3-38.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Haas, N. E., J. W. d. Keijser og G. J. N. Bruinsma (2012). "Public support for vigilantism: an experimental

study." Journal of Experimental Criminology

8(4):

387-413.

Haas, N. E., J. W. d. Keijser og G. J. N. Bruinsma (2014). "Public support for vigilantism, confidence in police

and police responsiveness." Policing & Society

24(2):

224-241.

Indermauer, D., L. Roberts, C. Spiranovic, G. Mackenzie og K. Gelb (2012). "A matter of judgement: The

effect of information and deliberation on public attitudes to punishment." Punishment & Society

14(2):

147-

165.

Johnson, R. og S. Raphael (2012). "How Much Crime Reduction Does the Marginal Prisoner Buy?" Journal

of Law and Economics

55(2):

275-310.

Justitsministeriets Forskningskontor (2011). Kartelsager, økonomisk kriminalitet og generalprævention.

Jørgensen, T. T. (2010). Hot Spots: En effektevaluering af Københavns Politis særlige indsats mod vold i

nattelivet. København, Justitsministeriets Forskningskontor.

Jørgensen, T. T. (2016). Strengere straf - Mindre ny kriminalitet? En undersøgelse af effekten af

strafskærpelser. J. Forskningskontor.

Jørgensen, T. T., B. Kyvsgaard, A.-J. B. Pedersen og M. L. Pedersen (2012). Risikofaktorer,

effektevalueringer og behandlingsprincipper: En forskningsoversigt. København, Justitsministeriets

Forskningskontor.

Jørgensen, T. T., B. Kyvsgaard, A.-J. B. Pedersen og M. L. Pedersen (2015). Præventive effekter af straf og

andre tiltag over for lovovertrædere. En forskningsoversigt. København, Justitsministeriets Forskningskontor.

Kerr, D. C., H. Bae og A. L. Koval (2018). "Oregon recreational marijuana legalization: Changes in

undergraduates’ marijuana use rates from 2008 to 2016."

Psychology of Addictive Behaviors

32(6):

670.

Kerr, D. C., H. Bae, S. Phibbs og A. C. Kern (2017). "Changes in undergraduates’ marijuana, heavy alcohol

and cigarette use following legalization of recreational marijuana use in Oregon." Addiction

112(11):

1992-

2001.

Kerr, W. C., C. Lui og Y. Ye (2018). "Trends and age, period and cohort effects for marijuana use prevalence

in the 1984–2015 US National Alcohol Surveys." Addiction

113(3):

473-481.

Kleck, G. og J. Barnes (2008). "Deterrence and macro-level perceptions of punishment risks: Is there a

“collective wisdom”?"

Crime & Delinquency

59(7):

1006-1035.

Kleck, G. og J. Barnes (2014). "Do more police lead to more crime deterrence?" Crime & Delinquency

60(5):

716-738.

Kleck, G., B. Sever, S. Li og M. Gertz (2005). "The missing link in general deterrence research." Criminology

43(3):

623-660.

Klick, J. og A. Tabarrok (2005). "Using terror alert levels to estimate the effect of police on crime." The Journal

of Law and Economics

48(1):

267-279.

Kovandzic, T. V., J. J. Sloan III og L. M. Vieraitis (2002). "Unintended consequences of politically popular

sentencing policy: The homicide promoting effects of “three strikes” in US cities (1980–1999)."

Criminology &

Public Policy

1(3):

399-424.

Kruize, P. og D. W. M. Sorensen (2017). Det danske indbrudsniveau set fra et internationalt perspektiv.

København, Det Kriminalpræventive Råd.

Kunst, M. (2011). "PTSD symptom clusters, feelings of revenge, and perceptions of perpetrator punishment

severity in victims of interpersonal violence." International journal of law and psychiatry

34(5):

362-367.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Kyvsgaard, B. (2018). Forebyggelse af indbrud: Forsøg med usynlig mærkning i Aarhus Kommune.

København, Justitsministeriets Forskningskontor.

Kyvsgaard, B. og M. Ø. Ribe (2018). Effekten af konfliktmægling for ofre, Justitsministeriets Forskningskontor.

Kääriäinen, J. (2018). "Attitudes and public punishment preferences: Finnish results of Scandinavian sense

of justice research." Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention

19(2):

152-169.

Laxminarayan, M. (2012). "Procedural justice and psychological effects of criminal proceedings: The

moderating effect of offense type." Social Justice Research

25(4):

390-405.

Laxminarayan, M. (2013). "The effect of retributive and restorative sentencing on psychological effects of

criminal proceedings." Journal of Interpersonal Violence

28(5):

938-955.

Lee, C.-B. og R. H. C. Teske Jr. (2015). "Specific Deterrence, Community Context, and Drunk Driving: An

Event History Analysis." International Journal of Offender Therapy and Comparative Criminology

59(3):

230-

258.

Lee, D. S. og J. McCrary (2017). The deterrence effect of prison: Dynamic theory and evidence. Regression

Discontinuity Designs: Theory and Applications, Emerald Publishing Limited: 73-146.

Lee, J., B.-J. Park og C. Lee (2018). "Deterrent effects of demerit points and license sanctions on drivers'

traffic law violations using a propotional hazard model." Accident Analysis and Prevention

113:

279-286.

Legge, J. S. og J. Park (1994). "POLICIES TO REDUCE ALCOHOL-IMPAIRED DRIVING: EVALUATING

ELEMENTS OF DETERRENCE." Social Science Quarterly.

Levitt, S. D. (1996). "The effect of prison population size on crime rates: evidence from prison overcrowding

litigation." Quarterly Journal of Economics.

Levitt, S. D. (1998). "Juvenile crime and punishment." Journal of Political Economy

106(6):

1156-1185.

Liedka, R. V., A. M. Piehl og B. Useem (2006). "The crime‐control effect of incarceration: does scale matter?"

Criminology & Public Policy

5(2):

245-276.

Lim, H., H. Lee og S. J. Cuvelier (2010). "The impact of police levels on crime rates: A systematic analysis of

methods and statistics in existing studies." Pacific Journal of Police & Criminal Justice

8(1):

49-82.

Lin, M.-J. (2009). "More police, less crime: Evidence from US state data." International Review of Law and

Economics

29(2):

73-80.

Lindström, P. (2011). Fler poliser-färre brott?, Linnaeus University.

Lindström, P. (2013). "More police—less crime? The relationship between police levels and residential

burglary in Sweden." The Police Journal

86(4):

321-339.

Lochner, L. (2007). "Individual perceptions of the criminal justice system." American Economic Review

97(1):

444-460.

Lofstrom, M. og S. Raphael (2013). Incarceration and crime: evidence from California’s realignment

sentencing reform, Working Paper.

Loughran, T. A., R. Brame, J. Fagan, A. R. Piquero, E. P. Mulvery og C. A. Schubert (2015). Studying

Deterrence Among High-Risk Adolescents. U. S. D. o. Justice, OJJDP.

Loughran, T. A., R. Paternoster og D. Weiss (2012). "Hyperbolic time discounting, offender time preferences

and deterrence." Journal of Quantitative Criminology

28(4):

607-628.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Loughran, T. A., G. Pogarsky, A. R. Piquero og R. Paternoster (2012). "Re-examining the functional form of

the certainty effect in deterrence theory." Justice Quarterly

29(5):

712-741.

Machin, S. og O. Marie (2011). "Crime and police resources: The street crime initiative." Journal of the

European Economic Association

9(4):

678-701.

MacKenzie, D. L. og D. P. Farrington (2015). "Preventing future offending of delinquents and offenders: what

have we learned from experiments and meta-analysis?" Journal of Experimental Criminology

11:

565-595.

Males, M. og D. Macallair (1999). "Striking out: The failure of California's three strikes and you're out law."

Stan. L. & Pol'y Rev.

11:

65.

Marie, O. (2015). Early Release from Prison Electronic Monitoring and Recidivism: A Tale og Two

Discontinuities - Working paper, forthcoming, Maastricht University

London School of Economic

Marklund, F. og S. Merenius (2014).

Brottsförebyggande polisarbete i ”hot spots”. Stockholm,

Brottsförebyggande rådet.

Marvell, T. B. og C. E. Moody (1996). "Specification problems, police levels, and crime rates." Criminology

34(4):

609-646.

Marvell, T. B. og C. E. Moody (2001). "The lethal effects of three-strikes laws." The Journal of Legal Studies

30(1):

89-106.

Matsueda, R. L., D. A. Kreager og D. Huizinga (2006). "Deterring delinquents: A rational choice model of theft

and violence." American Sociological Review

71(1):

95-122.

McClelland, K. A. og G. P. Alpert (1985). "Factor analysis applied to magnitude estimates of punishment

seriousness: Patterns of individual differences." Journal of Quantitative Criminology

1(3):

307-318.

McDowall, D., C. Loftin og B. Wiersema (1992). "Comparative Study of the Preventive Effects of Mandatory

Sentencing Laws for Gun Crimes." J. Crim. L. & Criminology

83:

378.

Mears, D. P. og J. C. Cochran (2018). "Progressively Tougher Sanctioning and Recidivism: Assessing the

Effects of Different Types of Sanctions." Journal of Research in Crime & Delinquency

55(2):

194-241.

Mears, D. P., J. C. Cochran, W. D. Bales og A. Bhati (2016). "Recidivism and Time Served in Prison." Journal

of Criminal Law and Criminology

106(1).

Mello, S. (2019). "More COPS, less crime." Journal of Public Economics

172:

174-200.

Miller, A. M., R. Rosenman og B. W. Cowan (2017). "Recreational marijuana legalization and college student

use: Early evidence." SSM-population health

649-657.

Mitchell, O., J. C. Cochran, D. P. Mears og W. D. Bales (2017). "Examining Prison Effects on Recidivism: A

Regression Discontinuity Approach." Justice Quarterly

34(4):

571-596.

Moody, C. E., T. B. Marvell og R. J. Kaminski (2002). "Unintended consequences: three-strikes laws and the

murders of police officers." Natl Inst Justice

1-33.

Muchembled, R. (2012). A history of violence: From the end of the Middle Ages to the present, Polity.

Nagin, D. (2018). Deterrent Effects of the Certainty and Severity of Punishment. Deterrence, Choice, and

Crime - Contemporary Perspectives. D. C. Nagin, Francis T and C. L. Jonson. New York, NY, Routledge.

23:

157-186.

Nagin, D. S. (1998). "Criminal deterrence research at the outset of the twenty-first century." Crime and Justice

23:

1-42.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Nagin, D. S. (2013). "Deterrence: A Review of the Evidence by a Criminologist for Economics " The Annual

Review of Economics

5(83):

83-105.

Nagin, D. S. og G. Pogarsky (2001). "Integrating celerity, impulsivity, and extralegal sanction threats into a

model of general deterrence: Theory and evidence." Criminology

39(4):

865-892.

Nagin, D. S. og G. Pogarsky (2004). "Time and punishment: Delayed consequences and criminal behavior."

Journal of Quantitative Criminology

20(4):

295-317.

Nagin, D. S., R. M. Solow og C. Lum (2015). "Deterrence, criminal opportunities, and police." Criminology

53(1):

74-100.

Netterstrøm, J. B. (2017). "Criminalization of Homicide in Early Modern Denmark (16th–17th Centuries)."

Scandinavian Journal of History

42(4):

459-475.

Okimoto, T. G. og M. Wenzel (2011). "Third-party punishment and symbolic intragroup status." Journal of

Experimental Social Psychology

47(4):

709-718.

Olaussen, L. P. (2013). Hva synes folk om straffenivået? En empirisk undersøkelse. Oslo, Novus forlag.

Orth, U. (2002). "Secondary victimization of crime victims by criminal proceedings." Social Justice Research

15(4):

313-325.

Orth, U. (2003). "Punishment goals of crime victims." Law and Human Behavior

27(2):

173-186.

Orth, U. (2004). "Does perpetrator punishment satisfy victims' feelings of revenge?" Aggressive Behavior:

Official Journal of the International Society for Research on Aggression

30(1):

62-70.

Pacula, R. L. og R. Smart (2017). "Medical marijuana and marijuana legalization." Annual review of clinical

psychology

13:

397-419.

Park, M., N. Perez, W. G. Jennings og A. R. Gover (2016). "A preliminary examination of the role of deterrence

and target hardening on future recidivism among burglard in South Korea." Security Journal

30(3):

903-921.

Paternoster, R. (1987). "The Deterrent Effect of the Perceived Certainty and Severity of Punishment: A

Reveiw of the Evidence and Issues."

4(2):

173-217.

Paternoster, R. (2010). "How much do we really know about criminal deterrence?" The journal of criminal law

and criminology: 765-824.

Pedersen, M. L. (2018). Selvrapportering - en introduktion til undersøgelsesmetoden. Metoder i kriminologi.

M. H. Jacobsen, Hans Reitzels Forlag: 85-111.

Pickett, J. T. og T. Baker (2017). "Punishment and solidarity? An experimental test of the educative-moralizing

effects of legal sanctions." Journal of Experimental Criminology

13:

217-240.

Poutvaara, P. og M. Priks (2006). "Hooliganism in the Shadow of a Terrorist Attack and the Tsunami: Do

Police Reduce Group Violence?" Unpublished manuscript, Department of Economics, University of Helsinki,

Finland.

Pratt, T. C. og F. T. Cullen (2005). "Assessing macro-level predictors and theories of crime: A meta-analysis."

Crime and Justice

32:

373-450.

Pratt, T. C., F. T. Cullen, K. R. Blevins, L. E. Daigle og T. D. Madensen (2006). "The empirical status of

deterrence theory: A meta-analysis." Taking stock: The status of criminological theory

15:

367-396.

Pratt, T. C. og J. J. Turanovic (2018). Celerity and deterrence. Deterrence, Choice, and Crime, Volume 23,

Routledge: 197-220.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Quas, J. A., G. S. Goodman, S. Ghetti, K. W. Alexander, R. Edelstein, A. D. Redlich, I. M. Cordon, D. P. Jones

og J. J. Haugaard (2005). "Childhood sexual assault victims: Long-term outcomes after testifying in criminal

court." Monographs of the Society for Research in Child Development: i-139.

Raffnsøe, S., M. Gudmand-Høyer og M. Thaning (2008). Foucault. Frederiksberg, Samfundslitteratur.

Regehr, C., R. Alaggia, L. Lambert og M. Saini (2008). "Victims of sexual violence in the Canadian criminal

courts." Victims and Offenders

3(1):

99-113.

Rhodes, W., G. G. Gaes, R. Kling og C. Cutler (2018). "Relationship Between Prison Length of Stay and

Recidivism: A Study Using Regression Discontinuity and Instrumental Variables With Multuple Break Points."

Criminology & Public Policy

17(3).

Ristovski, A. og E. H. Wertheim (2005). "Investigation of compensation source, trait empathy, satisfaction with

outcome and forgiveness in the criminal context." Australian Psychologist

40(1):

63-69.

Roberts, J. V. (2003). "Public Opinion and Mandatory Sentencing. A Review of International Findings."

Criminal Justice and Behavior

30(4):

483-508.

Roberts, J. V. og L. J. Stalans (2004). "Restorative Sentencing: Exploring the Views of the Public." Social

Justice Research

17(3).

Robinson, P. H., S. E. Jackowitz og D. M. Bartels (2012). "Extralegal punishment factors: A study of

forgiveness, hardship, good deeds, apology, remorse, and other such discretionary factors in assessing

criminal punishment." Vand. L. Rev.

65:

737.

Rosenthal, R. (1979). "The file drawer problem and tolerance for null results." Psychological bulletin

86(3):

638.

Ruback, R.

B., A. C. Cares og S. N. Hoskins (2008). "Crime victims’ perceptions of restitution: The importance

of payment and understanding." Violence and Victims

23(6):

697-710.

Ryberg, J. (2006). Retsfølelsen: en bog om straf og etik, Roskilde Universitetsforlag.

Raaijmakers, E. A. C., T. A. Loughran, J. W. d. Keijser, P. Nieuwbeerta og A. J. E. Dirkzwager (2017).

"Exploring the Relationship between Subjectively Experienced Severity of Imprisonment and Recidivism: A

Neglected Element in Testing Deterrence Theory." Journal of Research in Crime & Delinquency

54(1):

3-28.

Sas, L. D., P. Hurley, A. Hatch, S. Malla og T. Dick (1993). Three years after the verdict: A longitudinal study

of the social and psychological adjustment of child witnesses referred to the child witness project. London

Family Court Clinic. Child Witness Project, London, Ont.: Child Witness Project, London Family Court Clinic.

Schadt, A. M. og M. DeLisi (2007). "Is vigilantism on your mind? An exploratory study of nuance and

contradiction in student death penalty opinion." Criminal Justice Studies

20(3):

255-268.

Scherg, R. H., M. Munkøe og M. Hansen (2016). Usynlig mærkningsspray - Evaluering af forsøg med usynlig

mærkningsspray til forebyggelse af røveri i detailhandlen, Rigspolitiet.

Shepherd,

J. M. (2002). "Fear of the first strike: The full deterrent effect of California’s two-and

three-strikes

legislation." The Journal of Legal Studies

31(1):

159-201.

Sherman, L. W., D. P. Farrington, B. C. Welsh og D. L. MacKenzie (2002). Evidence-Based Crime Prevention.

London, Routledge.

Simpson, S., M. Rorie, M. E. Alper, N. Schell-Busey, W. Laufer og N. C. Smith (2014). "Corporate crime

deterrence: A systematic review." Campbell Systematic Reviews

10(4).

Smale, G. og H. Spickenheuer (1979). "Feelings of guilt and need for retaliation in victims of serious crimes

against property and persons." Victimology: An International Journal

4(1):

75-85.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Smart, R. og R. L. Pacula (2019). "Early evidence of the impact of cannabis legalization on cannabis use,

cannabis use disorder, and the use of other substances: Findings from state policy evaluations." The

American journal of drug and alcohol abuse

45(6):

644-663.

Spelman, W. og D. K. Brown (1981). Calling the police: Citizen reporting of serious crime, Police executive

research Forum Washington, DC.

Stolzenberg, L. og S. J. D'alessio (1997).

"“Three strikes and you're out”: The impact of California's new

mandatory sentencing law on serious crime rates." Crime & Delinquency

43(4):

457-469.

Strelan, P., C. Di Fiore og J. W. V. Prooijen (2017). "The empowering effect of punishment on forgiveness."

European Journal of Social Psychology

47(4):

472-487.

Strelan, P. og J. W. van Prooijen (2013). "Retribution and forgiveness: The healing effects of punishing for

just deserts." European Journal of Social Psychology

43(6):

544-553.

Tahamont, S. og A. Chalfin (2016). The Effect of Prisons on Crime. The Oxford Handbook of Prisons and

Imprisonment.

Tavares, A. F., S. M. Mendes og C. S. Costa (2008). "The impact of deterrence policies on reckless driving:

the case of Portugal." European Journal on Criminal Policy and Research

14(4):

417-429.

Tonry, M. (2009). "The mostly unintended effects of mandatory penalties: Two centuries of consistent

findings." Crime and Justice

38(1):

65-114.

Tontodonato, P. og E. Erez (1994). "Crime, punishment, and victim distress." International Review of

Victimology

3(1-2):

33-55.

Trevena, J. og D. Weatherburn (2015). "Does the first prison sentence reduce the risk of further offending?"

BOCSAR NSW Crime and Justice Bulletins: 16.

Trolle, J. (1945). Syv måneder uden politi, Busck.

Uchida, C. D., M. Swatt, J. Schnobrich-Davis, C. Connor, M. Shutinya og D. Wagner (2018). "A Randomized

Control Trial of a Targeted High-Risk Offender Program Across Three Jurisdiction." Police Quarterly: 1-25.

Vanfraechem, I. og D. Bolívar (2015). Restorative justice and victims of crime. Victims and Restorative Justice.

I. Vanfraechem, D. Bolívar and I. Aertsen. Milton Park, Routledge.

Veiby, J. og N. D. Hansen (2017). "Den rette retsfølelse." Evidens.

Vollaard, B. (2005). Police numbers up, crime rates down. The effect of police on crime in the Netherlands,

1996-2003, University Library of Munich, Germany.

Vollaard, B. og J. Hamed (2012). "Why the police have an effect on violent crime after all: evidence from the

British Crime Survey." The Journal of Law and Economics

55(4):

901-924.

Vollaard, B. og P. Koning (2009). "The effect of police on crime, disorder and victim precaution. Evidence

from a Dutch victimization survey." International Review of Law and Economics

29(4):

336-348.

von Hirsch, A., A. E. Bottoms, E. Burney og P. O. Wikstrom (1999). Criminal Deterrence and Sentence

Severity: An Analysis of Recent Research, Institute of Criminology at The University of Cambridge.

Wagenaar, A. C. og M. M. Maldonado‐Molina (2007). "Effects of drivers' license suspension policies on

alcohol‐related crash involvement: long‐term follow‐up in forty‐six states." Alcoholism: Clinical and

Experimental Research

31(8):

1399-1406.

Walker, N. (1981). "The Ultimate Justification: Varieties of the Expressive Theory of Punishment." Crime,

Proof and Punishment: Essays in Memory of Sir Rupert Cross (ed. CFH Tapper). London: Butterworths.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Walker, N. og C. Marsh (1984). "Do sentences affect public disapproval?" The British journal of criminology

24(1):

27-48.

Watson, B., V. Siskind, J. J. Fleiter, A. Watson og D. Soole (2015). "Assessing specific deterrence effects of

increased speeding penalties using four measures of recidivism." Accident Analysis and Prevention

84:

27-

37.

Wermink, H., P. Nieuwbeerta, A. Ramakers og J. W. d. Keijser (2018). "Short-Term Effects of Imprisonment

Length on Recidivism in the Netherlands." Crime & Delinquency

64(8):

1057-1093.

Wilson, D. B., D. Weisburd og D. McClure (2011). "Use of DNA testing in police investigative work for

increasing offender identification, arrest, conviction and case clearance." Campbell Systematic Reviews

7(1):

1-53.

Zane, S. N., B. C. Welsh og D. P. Mears (2016). "Juvenile Transfer and the Specific Deterrence Hypothesis."

Criminology & Public Policy

15(3).

Zehr, H. (2008). Genoprettende ret - en lille bog om ret, uret og retfærdighed. København, Akademisk Forlag.

Zettler, H. R., R. G. Morris, A. R. Piquero og S. M. Cardwell (2015). "Assessing the Celerity of Arrest on 3-

Year Recidivism Patterns in a Sample of Criminal Defendants." Journal of Criminal Justice

43:

428-436.

Zimring, F. E., G. Hawkins og S. Kamin (2001). "Punishment and Democracy." New York: Oxford University.

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 382: Rapporten: Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkningen og ofre, fra justitsministeren

Virkninger

straf

over

for

gerningsmænd,

befolkning og ofre

–

Et litteraturstudie

Forfatter

Tine Fuglsang, Mikkel Møller Okholm og Malthe

Øland Ribe

Dato

Maj 2020

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Telefon

72 26 84 00

[email protected]

ISBN

978-87-93469-34-1

Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre