Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 370
Offentligt
2183665_0001.png
Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark
Betænkning afgivet af Ytringsfrihedskommissionen
Del 1
Betænkning nr. 1573
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0002.png
Kronologisk fortegnelse over betænkninger
2010
1513 Betænkning om optagelse og protokollering af
forklaringer i straffesager
1514 Betænkning om farlige hunde
1515 Betænkning om det videnskabsetiske komitesystem
i Danmark
1516 Betænkning om offentlige myndigheders
offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv.
1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og handel
1518 Betænkning om ægtefælleskifter
1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven
1520 Betænkning om huseftersynsordningen
1521 Betænkning om insiderhandel
1522 Reform af den civile retspleje VI
1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning
1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte
til politiske partier
1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn
og unge, der er anbragt uden for hjemmet
1552 Ægtefællers økonomiske forhold
1553 Betænkning om offentligt ansattes
ytringsfrihed og whistleblowerordninger
1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge
i straffesager
1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling
1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål
vedrørende deltagelse i og hvervning til
væbnede konflikter i udlandet, som den danske
stat er part i
1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-
2011
sagen: Betænkning fra Udvalget om
opfølgning på Christiania-sagen
2015
1524 Betænkning om revision af hundeloven
1525 Betænkning om konkurskarantæne
1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning
1527 Provstestillingen og provstiets funktion
1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse
2016
1529 Betænkning om PET og FE
1530 Reform af den civile retspleje VII
1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og
domstole
1532 Betænkning om indsamlinger
1533 Kommunale udgiftsbehov og andre
udligningsspørgsmål
1534 Straffelovrådets betænkning om
seksualforbrydelser
1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af
forsinket betaling i handelstransaktioner
1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs
(Rotterdam-reglerne)
1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den
civile retspleje IX
1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede
konflikter i udlandet
2012
1560 Betænkning om inddragelse af
uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og
arresthuse ved varetægtsfængsling og
strafudmåling.
1561 Betænkning om bødesanktioner på det
finansielle område.
2017
1537
1538
1539
1540
1541
1542
1543
1562 Betænkning om indsatsen over for
rockerborge mv.
1563 Straffelovrådets betænkning om freds- og
ærekrænkelser
1564 En samlet lovregulering om andre trossamfund
end folkekirken
1565 Databeskyttelsesforordningen
2013
1566 Udvalget om Undersøgelseskommissioners
Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn
deludtalelse
Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af
1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden
byrådsmøder
1568 Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie
Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden
Gennemførelse af direktivet om
1569 Ekspropriation efter planloven
forbrugerrettigheder
1570 Almindelige betingelser i bygge- og
Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om
anlægsvirksomhed
revision af de danske visumregler
1571 Undersøgelseskommissioner og parlamentariske
Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig
undersøgelsesformer: Betænkning afgivet af
befordring i personbiler
Udvalget om Undersøgelseskommissioner
Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn
2018
2014
1544 Folkekirkens styre
1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste
mv.
1546 Betænkning om inkorporering inden for
menneskeretsområdet
1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager
1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske
konsekvenser af en ophævelse af straffelovens
§ 140 om blasfemi
1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i
straffesager
1572 Reform af den civile retspleje X: Retsafgifter
2019
2020
1573 Ytringsfrihedskommissionens beretning 2020
1574 Straffelovrådets betænkning om
en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Betænkning om
ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark
Afgivet af
Ytringsfrihedskommissionen
DEL 1
Betænkning nr. 1573
København 2020
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Betænkning om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark
Betænkning nr. 1573
Publikationen kan bestilles
via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)
eller hos
Rosendahls Lager og Logistik
Vandtårnsvej 83A
2860 Søborg
Telefon: 43 22 73 00
[email protected]
ISBN: 978-87-93469-37-2
ISBN: 978-87-93469-39-6 (e-udgave)
Tryk: Rosendahls a/s
Pris: Kr. xxx pr. bog inkl. moms
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
1. Kommissorium . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
2. Kommissionens sammensætning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16
3. Kommissionens arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
4. Betænkningens opbygning og indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
Kapitel 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
Sammenfatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23
2. Kommissionens overvejelser om grænserne for ytringsfriheden (kapitel 8) . . . . . .26
3. Kommissionens overvejelser om racismeparagraffen (kapitel 9). . . . . . . . . . . . . . . .27
3.1 Ophævelse eller indskrænkning af straffelovens § 266 b? . . . . . . . . . . . . . . . . . .27
3.2 Præcisering af straffelovens § 266 b? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .29
3.3 Udvidelse af straffelovens § 266 b? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .29
3.4 Kriminalisering af benægtelse af holocaust og andre lignende forbrydelser . .30
4. Kommissionens overvejelser om ytringssikkerhed mv. (kapitel 10) . . . . . . . . . . . . . 31
4.1 Ytringssikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31
4.2 Den hårde tone i debatten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .33
4.3 Debatten om krænkende ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .34
5. Kommissionens overvejelser om ansattes ytringsfrihed (kapitel 11) . . . . . . . . . . . . .35
5.1 Offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .35
5.2 Privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .37
6. Kommissionens overvejelser om publicistiske medier (kapitel 12) . . . . . . . . . . . . . .38
6.1 De aktuelle vilkår for de publicistiske medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .38
6.2 Den retlige regulering af publicistiske medier. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40
7. Kommissionens overvejelser om sociale medier (kapitel 13) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41
7.1 Den retlige regulering af sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .42
7.2 De sociale mediers indholdsmoderation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .45
8. Kommissionens overvejelser om disinformation (kapitel 14) . . . . . . . . . . . . . . . . . 46
9. Kommissionens overvejelser om informationsfrihed (kapitel 15) . . . . . . . . . . . . . . .49
9.1 Retten til aktindsigt og oplysninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .50
9.2 Forskningsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51
10. Kommissionens overvejelser om nyere lovgivningstendenser (kapitel 16) . . . . . . . .52
11. Konklusion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .54
3
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
Hvorfor Ytringsfrihed? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .59
2. Hvad mener vi, når vi taler om ytringer og ytringsfrihed? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .59
2.1 Hvad forstås ved en ytring? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .59
2.2 Hvad er ytringsfrihed? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61
3. Hensyn bag ytringsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63
3.1 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63
3.2 Autonomi – det frie og myndige menneske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63
3.3 Sandhed - stræben efter indsigt og den fejlbarlige fornuft . . . . . . . . . . . . . . . . .65
3.4 Demokrati – Det demokratiske samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .67
3.5 Mangfoldighedshensynet - Ytringsfrihed som fremmer af tolerance . . . . . . . .69
4. Den begrænsede ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .70
4.1 Hvor skal grænsen gå – ord eller handling? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .72
4.2 Andre forhold af betydning for ytringsfrihedens udfoldelse . . . . . . . . . . . . . . .74
Kapitel 4. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
Ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . 79
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .79
2. Ytringsfrihed i antikkens Athen og i den romerske republik . . . . . . . . . . . . . . . . . . .79
2.1 Antikkens Athen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .79
2.2 Den romerske republik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .83
3. Trykpresse, reformation og ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .86
3.1 Trykpressens opfindelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .87
3.2 Reformationen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .89
3.3 Danske lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91
4. Ytringsfrihed og oplysningstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .92
4.1 Spinoza m.fl. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .93
4.2 Holberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .95
4.3 Struensee. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96
4.4 Birckner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99
4.5 Ørsted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101
4.6 Eidsvoll-grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102
5. Den Grundlovgivende Rigsforsamling og juni-grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103
5.1 De stille år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103
5.2 Lehmann . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105
5.3 Juni-grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .106
5.4 Presseloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110
6. Socialistsagerne og provisorietiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111
6.1 Socialistsagerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111
6.2 Provisorietiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112
4
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
7.
Krigstid og fremkomsten af internationale menneskerettigheder . . . . . . . . . . . . . . 115
7.1 Krigspresseloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115
7.2 Den tyske besættelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117
7.3 Verdenserklæringen om Menneskerettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119
7.4 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119
8. Racisme- og blasfemiparagrafferne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121
8.1 Racismeparagraffen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121
8.2 Kriminalisering af blasfemi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124
8.3 Ophævelse af blasfemiparagraffen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126
9. Terrorpakker og imam-lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128
9.1 Terrorpakker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128
9.2 Imam-lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129
Kapitel 5 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131
Ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131
2. De borgerlige rettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132
3. Det oplyste folk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137
4. Demokratiet vokser frem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141
5. Medier under forandring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .146
6. Demokratidebat, velfærdsstat og globalisering. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152
Kapitel 6 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161
Undersøgelse af ytringsfriheden i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161
Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161
Udvalgte resultater fra befolkningsundersøgelsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161
Befolkningens holdninger til ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162
Oplevelser med ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .164
Forskelle på tværs af grupper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165
1. Befolkningsundersøgelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167
1.1 Beskrivelse af data . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167
1.2 Indsamling af data . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171
1.3 Muligheder og begrænsninger ved spørgeskemaundersøgelser . . . . . . . . . . . . 172
1.4 Metode og fremgangsmåde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 174
2. Vigtigheden af ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178
2.1 Vurdering af ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178
2.2 Holdning til borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . 181
2.3 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189
3. Begrænsninger i ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190
3.1 Hvad er ulovligt, og hvad bør være ulovligt på sociale medier? . . . . . . . . . . . . 190
5
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
3.2 Bør det være ulovligt at argumentere for indførelsen af
sharia-lov og at kritisere islam? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199
3.3 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204
4. Hvem må ytre sig (om hvem)? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204
4.1 Ytringer i den offentlige debat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204
4.2 Udvalgte gruppers kritiske ytringer om jøder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206
4.3 Udvalgte gruppers kritiske ytringer om andre grupper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 210
4.4 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212
5. Censur og selvcensur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212
5.1 Bør radio og tv tie yderliggående synspunkter ihjel? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213
5.2 Opfattelse af general udsathed for censur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215
5.3 Oplevet censur og selvcensur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .225
5.4 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .239
6. Usande historier på sociale og i traditionelle medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240
6.1 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244
7. Ytringsfrihed på arbejdspladsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244
7.1 Oplevelser med ytringsfrihed på arbejdspladsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .245
7.2 Bør privat og offentligt ansatte ytre sig? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .250
7.3 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .253
Kapitel 7 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255
Ytringsfrihedens retlige rammer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .255
2. Grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .256
2.1 Grundlovens § 77 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .256
2.2 Andre grundlovsbestemmelser af betydning for
den indholdsmæssige ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269
3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271
3.1 EMRK artikel 10. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .272
3.2 Indgreb i retten til ytrings- og informationsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .278
3.3 Pligter og ansvar efter artikel 10, stk. 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 280
3.4 Betingelser for indgreb i ytringsfriheden (Domstolens prøvelseskoncept). . . 281
4. Udvidet ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .287
4.1 Politikeres ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .288
4.2 Mediernes særlige ytringsfrihedsbeskyttelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .289
5. EMD's afvejning af ytringsfriheden over for andre legitime hensyn
og nationale indskrænkninger i dansk ret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .303
5.1 Hensynet til retten til respekt for privatlivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .303
5.2 Hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder . . . . . . . . .322
5.3 Hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger . . . . . . . . . . . .345
6
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
5.4 Hensynet til den offentlige tryghed eller til
at forebygge uorden og forbrydelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 368
5.5 Hensynet til national sikkerhed og territorial integritet . . . . . . . . . . . . . . . . . .396
5.6 Hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed
og hensynet til ytringsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 407
5.7 Hensynet til at beskytte sædeligheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 429
5.8 Hensynet til sundheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 436
6. EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 442
7. Internationale menneskerettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 443
Kapitel 8 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 457
Er grænserne for ytringsfriheden tilstrækkeligt præcise? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 457
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .457
2. Den generelle uklarhed i ytringsfrihedens retlige grænser . . . . . . . . . . . . . . . . . . .459
3. Konkrete eksempler på uklarhed i den gældende retstilstand . . . . . . . . . . . . . . . . 460
3.1 Billigelse af terrorhandlinger og fremme af terror . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .461
3.2 Billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring . . . . . . . . 470
4. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 471
Kapitel 9. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 475
Racismeparagraffen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 475
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .475
2. Racismeparagraffens baggrund – racediskriminationskonventionen . . . . . . . . . . .476
2.1 FN’s Racediskriminationskonvention. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .477
2.2 Udvidelsen af den danske racismeparagraf i 1972 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .478
3. Lov- og beslutningsforslag vedrørende § 266 b . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 484
4. Argumenter for og imod lovgivning mod hadefuld tale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 490
4.1 Demokratiargumentet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .492
4.2 Ytringens form . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .493
4.3 Racismeparagraffens baggrund og internationale ophav . . . . . . . . . . . . . . . . 494
5. Internationale anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .495
5.1 FN's Racediskriminationskomité . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .495
5.2 FN's Menneskerettighedskomité . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 496
5.3 Rabat-handlingsplan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 497
5.4 FN's Universelle Periodiske Bedømmelse (UPR) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 497
6. Er racismeparagraffen og dens anvendelse tilstrækkelig klar? . . . . . . . . . . . . . . . . 498
6.1 Udbredelseskriteriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 498
6.2 Grovhedskriteriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .503
6.3 Beskyttelseskriteriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 513
7. Kan racismeparagraffen ændres inden for rammerne af
Danmarks internationale forpligtelser?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 519
7
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
8. Regulering af hadefuld tale mv. i andre lande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .523
8.1 Finland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .523
8.2 Frankrig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .524
8.3 Norge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .524
8.4 Storbritannien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .525
8.5 Sverige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .527
8.6 Tyskland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .528
9. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .530
9.1 Bør racismeparagraffen ophæves eller indskrænkes?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 531
9.2 Bør racismeparagraffen præciseres? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .535
9.3 Bør bestemmelsen udvides til at omfatte nye grupper? . . . . . . . . . . . . . . . . . . .537
9.4 Kriminalisering af holocaustbenægtelse?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .538
Kapitel 10 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 539
Ytringssikkerhed mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 539
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .539
2. Sikkerhed og selvcensur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 540
2.1 Begrebet selvcensur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 540
2.2 Kommissionens befolkningsundersøgelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 541
3. Ytringssikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .542
3.1 Vold og terror . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .542
3.2 Trusler og chikane . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 551
4. Den hårde tone i debatten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .559
5. Debatten om krænkende ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 561
6. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .563
6.1 Ytringssikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 564
6.2 Tonen i debatten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 566
6.3 Debatten om krænkende ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .567
Kapitel 11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571
Ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571
2. Offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571
2.1 Undersøgelser af offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .573
2.2 Betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed
og whistleblowerordninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .575
2.3 Initiativer til styrkelse af offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . .576
3. Privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .578
3.1 Den retlige ramme. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .578
3.2 Undersøgelser af privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .580
4. Whistleblowerdirektiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .582
8
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
5.
Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .583
5.1 Offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .583
5.2 Privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .585
Kapitel 12 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 587
Publicistiske medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 587
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .587
2. Mediebilledet her og nu – publicistiske medier under pres
i den digitale tidsalder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .589
2.1 Nye medier og ændrede medievaner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .589
2.2 En presset forretningsmodel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .593
3. Reguleringen af de traditionelle nyhedsmedier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .598
3.1 Reguleringen af de trykte medier – aviser, ugeblade mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . .599
3.2 Reguleringen af radio- og tv-medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 602
3.3 Pressenævnet og presseetik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 605
3.4 Digitale nyhedsmedier, blogs og brugergenererede kommentarer. . . . . . . . . . 610
3.5 Pressens særlige privilegier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 614
4. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 621
4.1 Publicistiske mediers aktuelle vilkår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 621
4.2 Den retlige regulering af de publicistiske medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .625
Kapitel 13 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 629
Internettet og sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 629
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .629
2. Nye muligheder og udfordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 631
2.1 Styring og redigering af information online . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .633
3. Ytringsfriheden på sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .639
4. Ulovligt indhold på sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 640
4.1 Brugerne har ansvaret for deres ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .641
4.2 Sociale mediers pligt til at fjerne ulovligt indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .641
5. Regulering af sociale medier i andre europæiske lande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 648
5.1 Tyskland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 649
5.2 Frankrig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 650
5.3 Storbritannien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 651
5.4 Norge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 651
5.5 Sverige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 651
5.6 Finland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .652
6. Sociale medier som private indholdscensorer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .652
7. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 656
7.1 Ansvar for ulovligt indhold på sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 656
7.2 Overvejelser om sociale mediers indholdsmoderation . . . . . . . . . . . . . . . . . . 663
9
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 14 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .667
Disinformation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .667
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 667
2. Hvad er fake news – definitoriske udfordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 669
3. Disinformation – hvad er der på spil? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .672
4. Hvad ved vi om disinformation? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 680
4.1 Disinformation i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 680
4.2 Hvem spreder disinformationen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 686
4.3 Hvem eksponeres for disinformation? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 688
4.4 Hvad er fremtidsperspektiverne inden for disinformation? . . . . . . . . . . . . . . 688
5. Det eksisterende retlige værn mod disinformation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 690
5.1 Sandhedspligter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 690
5.2 Misbrug af mødeoffentlighed mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 691
5.3 God presseskik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .692
5.4 Straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser mv. . . . . . . . . . . . . . .693
5.5 Persondatareguleringen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .695
5.6 Andre relevante regler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .695
6. Hvilke tiltag mod disinformation er iværksat? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 697
6.1 Nationale tiltag. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 697
6.2 Tiltag mod fake news på EU-niveau . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 704
6.3 Facebooks egne initiativer mod disinformation og falske nyheder . . . . . . . . .708
7. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 710
7.1 Er der et problem med disinformation i Danmark? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 711
7.2 Er der behov for yderligere regulering? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 712
7.3 Hvordan bør disinformation imødegås fremadrettet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 714
Kapitel 15 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 717
Informationsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 717
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 717
2. Ret til aktindsigt og oplysninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 718
2.1 Retsregler, der understøtter informationsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 718
2.2 Debat om offentlighedslovens balance mellem ret til
information over for andre hensyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .723
3. Forskningsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .726
3.1 Sammenhængen mellem forskningsfrihed og informationsfrihed . . . . . . . . .726
3.2 Forskningsfrihed under pres? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .728
3.3 Nyere debat om forskningsfrihed og forskeres rolle i samfundet . . . . . . . . . . 731
4. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .733
4.1 Ret til aktindsigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .733
4.2 Forskningsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .735
10
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 16 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 737
Nyere lovgivningstendenser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 737
1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .737
2. Lovændringer siden årtusindskiftet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .738
2.1 Bestemmelser om terror og medvirken hertil
samt kriminalisering af terrorfinansiering mv. (Anti-terrorpakke I) . . . . . . . . . . .738
2.2 Kriminalisering af hvervning til terror og forbud mod oplæring i at
begå eller fremme terror mv. (Anti-terrorpakke II) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .742
2.3 Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger
i forbindelse med religiøs oplæring (imamloven) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .747
2.4 Skærpelse af strafferammen for trusler mod tjenestemænd . . . . . . . . . . . . . . .750
2.5 Indrejseforbud for visse udenlandske religiøse forkyndere . . . . . . . . . . . . . . . . 751
2.6 Blokering af hjemmesider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .753
2.7 Ophævelse af forbuddet mod blasfemi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .754
2.8 Forbud mod på offentligt sted at bære beklædningsgenstande,
der skjuler ansigtet (tildækningsforbud) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .758
2.9 Forbud mod at bære forbudte eller opløste foreningers kendetegn . . . . . . . . .760
2.10 Styrkelse af det strafferetlige værn mod udenlandske
påvirkningsoperationer mod Danmark (påvirkningslov). . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 761
2.11 Skærpelse af straffen for krænkelser af privatlivets fred og ærekrænkelser . 764
3. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 766
Bilag 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 771
Oversigt over indskrænkninger i ytringsfriheden i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 771
Bilag 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 859
Udviklingen i befolkningens højeste fuldførte uddannelse (15-69 år)
i perioden 2006-2019 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .859
Bilag 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 861
Notat om undervisning i digital dannelse og it-kompetencer i grundskolen
og på ungdomsuddannelserne samt på dagtilbudsområdet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 861
11
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Denne side er med vilje efterladt uden indhold.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 1
Indledning
1. Kommissorium
Baggrunden for kommissionens nedsættelse og kommissionens opgaver er beskrevet i
kommissorium af 13. december 2017, som har følgende ordlyd:
”1. Det fremgår af regeringsgrundlaget
For et rigere, friere og mere trygt
Danmark,
at regeringen vil værne om ytringsfriheden, og at regeringen
derfor vil nedsætte en kommission, som skal vurdere ytringsfrihedens
rammer og generelle vilkår i Danmark.
Den daværende regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti indgik den 31. maj 2016 en politisk aftale om ini-
tiativer rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske
love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.
Det fremgår af aftalen, at de nævnte partier med tilslutning fra Socialistisk
Folkeparti bl.a. er enige om at nedsætte en kommission, som skal vurdere
ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark.
2.
Ytringsfriheden er bl.a. beskyttet i grundloven, Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettig-
heder.
Den nationale og internationale beskyttelse af ytringsfriheden er udtryk
for en almindelig anerkendelse af, at ytringsfrihed er en grundlæggende
forudsætning for et velfungerende demokrati og for udviklingen af sam-
fundet og det enkelte individ.
Ytringsfrihed er således en forudsætning for en demokratisk styreform,
hvor vælgere kan træffe deres valg på baggrund af en fri politisk debat,
hvor idéer og holdninger kan komme til orde og blive imødegået.
13
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Ytringsfriheden omfatter ytringer i bred forstand, dvs. uanset ytringer-
nes indhold (satire, faglige beskrivelser, politiske holdninger osv.) og form
(tekst, tale, billeder osv.)
Samtidig sikrer ytringsfriheden, at politikere og magthavere kan undergi-
ves en offentlig kontrol, navnlig ved at medierne kan sikre den frie strøm
af information og holdninger, som er nødvendig herfor.
Dertil kommer, at ytringsfrihed er nødvendig for udviklingen af både
samfundet og det enkelte individ. Adgangen til at give sin mening til ken-
de er således en af de mest umiddelbare måder, hvorpå man kan udtrykke
og udfolde sin personlighed i forhold til det omgivende samfund. Og det
er i høj grad gennem mødet med andres opfattelser og meninger, at den
enkeltes personlighed og samfundet udvikles.
Ytringsfriheden kan imidlertid komme i konflikt med andre rettigheder
og samfundsinteresser. Det er derfor almindeligt anerkendt, at der kan
foretages indgreb i ytringsfriheden af hensyn til bl.a. at beskytte den na-
tionale sikkerhed, at forebygge uorden eller forbrydelse eller at beskytte
andres gode navn og rygte eller rettigheder.
3.
Samfundet har de senere år været præget af udvikling på en række om-
råder, som har betydning for ytringsfriheden.
I en tid, hvor internettet bliver en stadigt større del af hverdagslivet, er
internettet for mange blevet det primære sted, hvor meninger udveksles.
Udbredelsen af sociale medier har samtidig medført, at den enkelte borger
har fået en række nye muligheder for at ytre sig og for at modtage infor-
mationer. Sociale medier sætter således borgerne i stand til at dele ufiltre-
rede meningstilkendegivelser, der kan være afsendt med kort reaktionstid
i en meget bred kreds af personer.
Sociale medier er private virksomheder, der som udgangspunkt selv af-
gør, hvilke ytringer der må deles på det pågældende medie. Dette kan i
sig selv give anledning til overvejelser i forhold til ytringsfriheden, idet
virksomhederne herved får magt til at bestemme, hvilke synspunkter og
holdninger der udveksles.
Samtidig kan der rejses spørgsmål om betydningen af såkaldte ”fake news”,
hvor falske nyheder spredes gennem bl.a. sociale medier, i forhold til den
demokratiske debat.
14
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Endvidere har den øgede globalisering og internationalisering af medie-
billedet betydet, at borgerne har mulighed for at påvirke andre rundt om i
verden og selv blive påvirket af dem.
Der kan også peges på, at udbredelsen af massemedier og konkurrencen
blandt disse medier, bl.a. i takt med den teknologiske udvikling, har be-
tydning for omfanget og karakteren af de informationer, som borgerne
modtager.
Der kan endvidere peges på, at terrorisme bl.a. har rejst spørgsmål om
myndighedernes adgang til at begrænse ytringsfriheden som led i bekæm-
pelsen af terrorisme.
Ytringsfriheden bør udnyttes med den fornødne respekt for andre, men
spørgsmålet om, hvilke ytringer man som borger må tåle, giver løbende
anledning til debat. Den såkaldte racismeparagraf i straffelovens § 266 b
er et eksempel herpå.
De nævnte eksempler illustrerer, at ytringsfrihedens rammer og generelle
vilkår i Danmark er tæt forbundne med samfundsudviklingen.
4.
Der har i Danmark været en langvarig tradition for at diskutere de nær-
mere rammer for ytringsfrihedens udfoldelse i landet. Denne tradition
har været central for udviklingen af det danske samfund.
Diskussionerne foregår bl.a. i Folketinget i forbindelse med behandlingen
af lovforslag mv., som kan have betydning for borgernes adgang til at ytre
sig eller modtage informationer.
Det er naturligt, at sådanne diskussioner finder sted i Folketinget, idet
lovgivningsmagten – helt overordnet – er tillagt ganske vide rammer ef-
ter grundloven, når det handler om at fastsætte de nærmere grænser for
ytringsfrihedens udfoldelse i Danmark.
Diskussioner om ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår foregår na-
turligvis også i medierne og den brede offentlighed.
5.
Som opfølgning på regeringsgrundlaget og den politiske aftale af 31. maj
2016 om initiativer rettet mod religiøse forkyndere mv. og med henblik på
at kvalificere den løbende politiske og offentlige debat om ytringsfrihed
nedsætter regeringen en Ytringsfrihedskommission.
15
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kommissionen har til opgave at belyse og vurdere de spørgsmål, der knyt-
ter sig til ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark.
Kommissionen skal i den forbindelse beskrive de retlige rammer for
ytringsfriheden i Danmark, herunder med inddragelse af praksis fra både
de danske domstole og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og
drøfte, om grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise.
Kommissionen skal endvidere beskrive den historiske udvikling af ytrings-
friheden i Danmark samt de samfundsforhold, som har væsentlig betyd-
ning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark. Kommissionen skal
i den forbindelse også inddrage erfaringer fra andre lande, herunder fra de
nordiske lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, ligesom kommissi-
onen skal se på, om internationale strømninger påvirker ytringsfrihedens
udfoldelse i Danmark.
På baggrund af beskrivelserne af de retlige rammer, den historiske udvik-
ling og væsentlige samfundsforhold skal kommissionen vurdere ytrings-
frihedens aktuelle rammer og generelle vilkår i Danmark.
Kommissionens arbejde skal danne grundlag for en politisk debat om
ytringsfrihedens udfoldelse i Danmark. Kommissionen kan komme med
generelle anbefalinger, men skal ikke komme med konkrete forslag til ny
lovgivning mv.
Kommissionen skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2018.”
2. Kommissionens sammensætning
Kommissionen har haft følgende sammensætning:
Formand
Tidl. direktør for Nationalbanken, Nils Bernstein
Øvrige medlemmer
Ledelsesrådgiver, dr. phil. Bodil Due, Aarhus Universitet
Professor, ph.d. Jens Elo Rytter, Københavns Universitet
Professor, ph.d. Rune Stubager, Aarhus Universitet
Chefredaktør Jakob Nielsen, Altinget
Direktør, dr. Jur. Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder
16
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Seniorforsker Flemming Rose, Cato Institute
Direktør Jacob Mchangama, Justitia
Direktør Vibe Klarup, Hjem til Alle alliancen
Forskningschef, ph.d. Vibeke Borberg, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Samfundsdebattør og foredragsholder Anna Libak
Som sekretariat for kommissionen har fungeret:
Kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese, Justitsministeriet (indtil maj 2019)
Chefkonsulent Thomas Kloppenburg, Justitsministeriet (fra maj 2019)
Specialkonsulent Kristoffer Aagren, Justitsministeriet (fra marts 2019)
Fuldmægtig Anna-Louise Fink, Justitsministeriet (indtil marts 2019)
Fuldmægtig Isabella Hinze-Glenstrøm, Justitsministeriet (fra april 2019 til maj 2019)
Fuldmægtig Stine Hellqvist Frey, Justitsministeriet (fra maj 2019 til november 2019)
Fuldmægtig Halit Sert, Justitsministeriet (fra oktober 2019)
Studentermedhjælper Amalie Kirstine Mogensen, Justitsministeriet (fra november 2018)
3. Kommissionens arbejde
Kommissionen blev nedsat den 13. december 2017, hvor formanden og de øvrige med-
lemmer af kommissionen ligeledes blev beskikket.
Kommissionen har holdt i alt 18 møder. Første møde blev afholdt den 19. januar 2018
og sidste møde blev afholdt den 18. december 2019. Betænkningen er ajourført frem til
denne dato.
Det er forudsat i kommissoriet, at kommissionen skal beskrive den historiske udvikling
af ytringsfriheden i Danmark samt de samfundsforhold, som har væsentlig betydning
for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark. Kommissionen har i forbindelse med
dette arbejde indhentet bidrag fra professor, ph.d. Jeppe Nevers, Syddansk Universitet,
som har udarbejdet et udkast til betænkningens kapitel 5 om ytringsfrihedens forank-
ring i en demokratisk kultur, som efterfølgende er tilpasset og redigeret af sekretariatet
i forhold til kapitel 4 om ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark
i et retligt perspektiv.
Som led i kommissionens arbejde med at vurdere ytringsfrihedens aktuelle rammer og
generelle vilkår i Danmark har kommissionen taget initiativ til at gennemføre en befolk-
ningsundersøgelse (survey), som har undersøgt den samlede befolknings og visse ud-
valgte gruppers holdning til og oplevelser med ytringsfrihed. Epinion har været ansvar-
lig for selve dataindsamlingen, mens spørgsmålene til spørgeskemaet er udarbejdet af
17
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0020.png
Ytringsfrihedskommissionen efter udkast af Rune Stubager (medlem af kommissionen
og professor ved Aarhus Universitet) med hjælp fra Kristina Bakkær Simonsen (adjunkt
ved Aarhus Universitet). Simonsen har desuden stået for størstedelen af det praktiske
arbejde vedrørende spøgeskemaerne og indhentning af e-mailadresser på debattører og
politikere. Analyserne af datamaterialet er udarbejdet af Justitsministeriets Forsknings-
kontor ud fra kommissionens ønsker.
Kommissionen har – som forudsat i kommissoriet – indhentet oplysninger om retstil-
standen i de nordiske lande samt Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Oplysningerne
er indhentet gennem de danske repræsentationer i de pågældende lande.
Kommissionen har endvidere indhentet en oversigt fra samtlige ministerier over ind-
skrænkninger i ytringsfriheden på de respektive ressortområder. Oversigterne er ind-
hentet ved høring af samtlige danske ministerier og viser samlet, at der i dansk lov-
givning findes i hvert fald 425 begrænsninger i ytringsfriheden fordelt på 84 love. Den
samlede oversigt findes i bilag 1.
Under kommissionens møde den 14. november 2018 var der oplæg ved professor Rebe-
cca Adler-Nisssen og adjunkt Frederik Hjorth fra Institut for Statskundskab ved Køben-
havns Universitet, som præsenterede forskningsresultater i forbindelse med et aktuelt
projekt om digital disinformation i USA.
Under kommissionens møde den 29. januar 2019 var der oplæg ved Pierre Collignon,
der er debatredaktør på Berlingske og forfatter til bl.a. bogen ”Tilbage til virkeligheden
– kampen mod fake news, løgne og manipulationer”. Han fortalte om fake news med
fokus på fænomenets omfang, og hvad der har betydning for forekomsten og gennem-
slagskraften af fake news.
Der var på mødet den 29. januar 2019 endvidere oplæg ved professor, ph.d. Søren Sand-
feld Jakobsen, Aalborg Universitet, der tog udgangspunkt i en artikel om fake news, han
havde udarbejdet, og som ville blive publiceret i tidsskriftet Juristen.
1
Omdrejningspunk-
tet for oplægget var for det første, hvilket eksisterende retligt værn der er i forhold til fake
news, og for det andet om den nuværende retstilstand er tilstrækkelig, eller om der er
behov for at ændre lovgivningen.
Endelig har formanden og sekretariatet den 6. marts 2019 holdt møde med Rigsadvoka-
ten om de uklarheder, som kommissionen har identificeret i relation til straffelovens §
266 b (racismeparagraffen).
1
S. Sandfeld Jakobsen, ” Misinformation (”fake news”) i retlig belysning” i
Juristen
(nr. 1 af 2019), side 37ff.
18
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
4. Betænkningens opbygning og indhold
Betænkningen er opdelt i to bind. Bind 1 indeholder i kapitel 2 en sammenfatning af
betænkningen, der afsluttes med kommissionens vurdering af ytringsfrihedens rammer
og generelle vilkår i Danmark. Kapitel 3-7 beskriver fundamentet for ytringsfriheden i
form af filosofisk tænkning, historisk udvikling og de aktuelle retlige rammer samt en
omfattende undersøgelse af befolkningens og særlige gruppers holdninger og oplevelser
med ytringsfriheden i dagens Danmark.
Bind 2 (kapitel 8-16) indeholder gennemgangen af de konkrete emner, som har givet
kommissionen anledning til overvejelser og anbefalinger, samt en række bilag til be-
tænkningen.
Betænkningens bind 1 (kapitel 3-7) behandler følgende emner:
Kapitel 3
beskriver, hvorfor vi har ytringsfrihed. I den forbindelse gennemgås bl.a. de
hensyn, som der typisk henvises til, når ytringsfriheden skal begrundes. Det drejer sig
om autonomi-, sandheds-, demokrati- og mangfoldighedshensynet. Fælles for disse
hensyn er, at ytringsfriheden i kombination med informationsfriheden har til formål
over tid at gøre os friere, klogere og mere tolerante samt at styrke demokratiet.
Det nævnes, at ytringsfriheden ikke kan være absolut, når den kommer i konflikt med
andre grundlæggende rettigheder og samfundsinteresser, som også skal beskyttes, f.eks.
den nationale sikkerhed, forebyggelse af uorden eller forbrydelse eller for at beskytte an-
dres omdømme eller integritet. Endvidere omtales diskussionen om forskellen mellem
ord og handling.
Kapitel 4
beskriver ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark. Ka-
pitlet behandler bl.a. ytringsfrihed i antikkens Athen og i den romerske republik, tryk-
pressens opfindelse, reformationen, oplysningstiden, juni-grundloven, socialistsagerne
og provisorietiden, censuren under 1. og 2. Verdenskrig, fremkomsten af internationale
menneskerettigheder, racisme- og blasfemiparagrafferne samt terrorpakker og imam-lov.
Kapitel 5
beskriver ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur. Kapitlet behand-
ler bl.a. de borgerlige rettigheder, oplysningstiden, starten på det, der senere skulle blive
folkeskole, højskolebevægelsen, det fremvoksende demokrati, mediernes forandring,
demokratidebatten efter besættelsen, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og de vide-
regående uddannelser, velfærdsstaten og globaliseringen. Sigtet med kapitlet er at give
et overblik over, hvordan det gik til, at ytringsfriheden blev en anvendt del af det danske
demokrati.
19
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 6
beskriver resultaterne af den undersøgelse af befolkningens holdninger til og
oplevelser med ytringsfrihed, som kommissionen har fået gennemført. Overordnet
set viser undersøgelsen, at der er en høj opbakning til ytringsfriheden i Danmark. Har
ytringer konsekvenser for andre, falder opbakningen dog betydeligt. Opbakningen til
ytringsfriheden i befolkningen ser også ud til at variere alt efter, hvem der ytrer sig, og
hvem ytringen gælder. Der er bred opbakning til, at navnlig offentligt ansatte gør brug
af deres ytringsfrihed i tilfælde af kritisable forhold på arbejdspladsen. Samlet set er der
desuden en oplevelse af, at folk generelt har mulighed for at bruge deres ytringsfrihed
ved at deltage i den offentlige debat, men dog også en oplevelse af at man selv eller andre
af forskellige årsager til tider afholder sig fra at ytre sig i debatten, selv om man egentlig
gerne ville.
Kapitel 7
beskriver de retlige rammer for ytringsfriheden i Danmark, herunder med
inddragelse af praksis fra både de danske domstole og Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol. I kapitlet gennemgås bl.a. den omfattende praksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, som indeholder de fortolkningsmomenter, som Domsto-
len har udviklet gennem årene. Fortolkningsmomenterne har således stor betydning,
når indskrænkninger af ytringsfriheden i dansk ret skal vurderes. Kapitlets omfang af-
spejler kompleksiteten af regelsættet og de tilhørende fortolkningsmomenter, som de er
kommet til udtryk i praksis.
Betænkningens bind 2 (kapitel 8-16) behandler følgende emner:
Kapitel 8
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til spørgsmå-
let om, hvorvidt grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise. Kapitlet fokuse-
rer alene på straffelovens § 136, stk. 2 og 3, idet straffelovens § 266 b behandles i kapitlet
om racismeparagraffen (kapitel 9).
Kapitel 9
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til straffelo-
vens § 266 b (racismeparagraffen). I dette kapitel diskuteres det bl.a., om bestemmelsen
bør ophæves, indskrænkes, præciseres eller udvides, samt om benægtelse af holocaust og
andre lignende forbrydelser, f.eks. folkemord, bør kriminaliseres.
Kapitel 10
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til ytrings-
sikkerhed mv. Fokus for kapitlet er navnlig den frygt for terror, vold, trusler og chikane,
som får mange til at afstå fra at deltage i den offentlige debat. Herudover behandles kort
den hårde tone, som også får flere til at trække sig fra den offentlige debat, og de senere
års debat om krænkende ytringer.
Kapitel 11
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til offentligt
og privat ansattes ytringsfrihed.
20
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 12
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til publici-
stiske medier. Der fokuseres bl.a. på de aktuelle vilkår for de publicistiske medier og den
retlige regulering af dem.
Kapitel 13
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til regulerin-
gen af sociale medier. Der fokuseres på, hvem der har eller bør have ansvaret for ulovligt
indhold på de sociale medier, og på de sociale mediers indholdsmoderation.
Kapitel 14
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til disinfor-
mation. Der fokuseres bl.a. på, om der er et problem med disinformation i Danmark,
om der er behov for yderligere regulering, og på hvordan disinformation bør imødegås.
Kapitel 15
indeholder kommissionens overvejelser i forhold til informationsfrihed. Der
fokuseres på retten til indsigt og oplysninger, internettets informationsmuligheder og
forskningsfrihed som nødvendige forudsætninger for at give ytringsfriheden konkret
indhold.
Kapitel 16
indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til tenden-
serne i lovgivningen fra årtusindskiftet og frem. Der fokuseres på de lovændringer, som
har haft størst betydning for ytringsfriheden, som er blevet diskuteret i den offentlige
debat, og som er blevet mødt med væsentlig kritik.
Herudover indeholder betænkningens bind 2 en oversigt fra samtlige ministerier over
indskrænkninger i ytringsfriheden på de respektive ressortområder. Den samlede over-
sigt findes i
bilag 1.
Endvidere findes der i
bilag 2
en tabel, der viser udviklingen i be-
folkningens højeste fuldførte uddannelse (15-69 år) i perioden 2006-2019. Endelig er
der i
bilag 3
optrykt et notat fra Børne- og Undervisningsministeriet om undervisning
i digital dannelse og it-kompetencer i grundskolen og på ungdomsuddannelserne samt
på dagtilbudsområdet
21
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Denne side er med vilje efterladt uden indhold.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 2
Sammenfatning
1. Indledning
Ytringsfriheden er en af de mest centrale frihedsrettigheder, og den har fundamental
betydning for det enkelte individ og for demokratiet. Ytringsfriheden er desuden også
en vigtig forudsætning for en række andre fundamentale frihedsrettigheder, som mister
deres betydning uden ytringsfriheden, herunder forenings- og forsamlingsfriheden.
Ytringsfrihedens betydning træder også klart frem i den befolkningsundersøgelse, som
kommissionen har fået gennemført, jf. kapitel 6. Ytringsfrihed er således – sammen med
værdierne tillid og lighed for loven – en af de tre værdier, som deltagerne i undersøgelsen
samlet set vurderer som de vigtigste for det danske samfund. Undersøgelsen tyder dog
samtidig på, at befolkningens opbakning til ytringsfriheden kan blive udfordret, når den
testes af yderligtgående grupper og synspunkter.
Selv om ideen om ytringsfrihed kan spores helt tilbage til antikkens Grækenland, er
der i en dansk sammenhæng faktisk tale om en relativt ny rettighed. Det var således
– hvis man ser bort fra den kortvarige afskaffelse af censuren, som Struense fik gen-
nemført i 1770 – først med grundloven i 1849, at der blev indført et censurforbud, og
selv derefter var ytringsfriheden ikke bedre beskyttet, end at den i forbindelse med bl.a.
socialistsagerne, provisorietiden i slutningen af 1800-tallet samt 1. og 2. Verdenskrig
blev underlagt en række betydelige indskrænkninger, jf. kapitel 4. En egentlig materiel
beskyttelse mod statslige indgreb i ytringsfriheden kom først med Danmarks ratifi-
kation af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1953. Med grundloven og
navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er der efter kommissionens
opfattelse ikke tvivl om, at ytringsfriheden i dag nyder en bred beskyttelse i dansk ret.
Men der har også løbende, som bl.a. afspejlet i kommissoriet, været en række sager,
diskussioner mv., hvor der er blevet rejst tvivl om ytringsfrihedens velbefindende på
en række vigtige punkter. Det er disse punkter og diskussioner, der særligt har optaget
kommissionen.
Mens det ud fra kommissoriet har været givet, at denne betænkning bl.a. skal indehol-
de en beskrivelse af de retlige rammer for ytringsfriheden, herunder om grænserne for
23
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0026.png
ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise, samt dens historiske udvikling, har det i højere
grad været op til kommissionen selv at vælge de samfundsforhold, som efter kommissio-
nens opfattelse har væsentlig betydning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.
Kommissionen har på denne baggrund overvejet, hvilke emner der aktuelt har størst
betydning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.
Samfundet har de senere år gennemgået en udvikling på en række områder, som har
betydning for ytringsfriheden. Det gælder ikke mindst den teknologiske udvikling, hvor
bl.a. udbredelsen af sociale medier og bekæmpelse af disinformation (fake news) rejser
en række vigtige spørgsmål. Det samme gør vilkårene for og reguleringen af de traditi-
onelle publicistiske medier – bl.a. som følge af fremkomsten af nye medietyper og ikke
mindst konkurrencen fra de sociale medier om annonceindtægt.
Der kan endvidere peges på emner, som har det til fælles, at de har baggrund i risiko-
en for terror, vold, trusler og chikane, som synes at have været stigende de senere år.
Det gælder f.eks. spørgsmålet om ytringssikkerhed, men også tendensen i de senere års
lovgivningspraksis, hvor der bl.a. som led i bekæmpelsen af terror, radikalisering og pa-
rallelsamfund synes at have været større villighed til at gøre indgreb i ytringsfriheden.
Endelig er der en række emner, som ikke udelukkende er et udslag af de senere års ud-
vikling, men som ikke desto mindre har stor betydning, når ytringsfrihedens generelle
vilkår i Danmark skal vurderes. Det gælder som allerede nævnt f.eks. den såkaldte ra-
cismeparagraf i straffelovens § 266 b, der for mange står som en af de væsentligste ind-
skrænkninger i ytringsfriheden, og som derfor også jævnligt er til debat. Et andet vigtigt
emne er ansattes ytringsfrihed, hvor særligt de offentligt ansattes ytringsfrihed har været
genstand for megen opmærksomhed de senere år. Det samme gælder diskussionen om
den nye offentlighedslov og spørgsmålet om forskningsfrihed, som ligeledes har væsent-
lig betydning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.
Kommissionens overvejelser vedrørende disse temaer er sammenfattet under afsnit
2-10 nedenfor. Afsnit 11 i dette kapitel indeholder kommissionens samlede vurdering af
ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.
Der er også emner, som kommissionen har diskuteret, men herefter valgt ikke at gå
nærmere ind i. Kommissionen skal i den forbindelse navnlig fremhæve den såkaldte
Tibet-sag,
2
der har en klar ytringsfrihedsmæssig vinkel og vel må betegnes som en af de
største ytringsfrihedsskandaler i mange år.
2
Tibet-sagen er også omtalt i kapitel 7 nedenfor.
24
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
I december 2015 blev der nedsat en kommission (Tibetkommissionen), der skulle under-
søge og redegøre for baggrunden for politiets handlinger i forhold til demonstrationer
og andre meningstilkendegivelser fra personer i forbindelse med tre officielle kinesiske
besøg i perioden fra 2012 til 2014. Tibetkommissionen afgav beretning i december 2017,
hvor den konkluderede, at demonstranternes grundlæggende ret til ytrings- og forsam-
lingsfrihed var blevet knægtet under to officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013, men at
der ikke var grundlag for at drage hverken embedsmænd eller tidligere ministre i de
involverede ministerier eller politiets ledelse til ansvar.
Kort tid efter kom det imidlertid frem, at der eksisterede materiale, der ikke tidligere
var blevet identificeret af de relevante myndigheder og afleveret til Tibetkommissionen.
Samtidig blev der fra flere sider rejst spørgsmål om politiets håndtering af demonstrati-
oner ved et antal yderligere officielle kinesiske besøg helt tilbage til 1995. Oplysningerne
gav anledning til, at der blev sat spørgsmålstegn ved grundlaget for Tibetkommissionens
arbejde og konklusioner, og den daværende regering besluttede derfor at gennedsætte
kommissionen for at gennemføre en supplerende undersøgelse, der nu skulle omfatte
samtlige officielle kinesiske besøg siden i hvert fald 1995.
Som nævnt er Tibetsagen allerede på det foreliggende grundlag en af de største ytrings-
frihedsskandaler, der har været i mange år. Skandalen antager imidlertid en mere prin-
cipiel karakter, hvis det viser sig, at de allerede konstaterede krænkelser af borgernes
grundlæggende ret til ytrings- og forsamlingsfrihed – som meget lige nu tyder på – har
været udtryk for en mere generel praksis i forbindelse med officielle kinesiske besøg.
Det er imidlertid samtidig en sag, hvor det sidste punktum ikke er sat. På nuværende
tidspunkt er det bl.a. usikkert, dels hvor langt tilbage en eventuel praksis måtte strække
sig, dels om der skal rokkes ved den tidligere konklusion, hvorefter der som nævnt ikke
var grundlag for at drage hverken embedsmænd eller tidligere ministre i de involverede
ministerier eller politiets ledelse til ansvar. På denne baggrund har kommissionen be-
sluttet ikke at gå nærmere ind i sagen i forbindelse med denne betænkning.
De enkelte kapitler 8-16 er opbygget således, at først beskrives kommissionens opfat-
telse af problemstillingen, herunder aktuelle forhold. Herefter kommer kommissionens
overvejelser om, hvordan udfordringerne kan eller skal imødegås. Til slut kommer kom-
missionens anbefalinger. Da betænkningen er tænkt som et diskussionsgrundlag, er det
tilstræbt at give plads til modstående synspunkter.
25
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2. Kommissionens overvejelser om grænserne for ytrings-
friheden (kapitel 8)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger til spørgsmålet om,
hvorvidt grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise.
Det er efter kommissionens opfattelse afgørende, at bestemmelser, der indskrænker
ytringsfriheden, fremstår tilstrækkeligt klare og præcise, så borgerne med en rimelig grad
af sikkerhed kan forudse, hvilke ytringer der i sidste ende vil kunne medføre et strafan-
svar.
Kommissionen finder med inspiration fra norsk højesteretspraksis endvidere, at man
alene bør kunne straffes for ytringsindhold, man med rimelig sikkerhed har udtalt, og
ikke hvad man kan tænkes at have ment med sin udtalelse. Ingen bør kunne risikere stra-
fansvar, fordi et udsagn tillægges et meningsindhold, som ikke er udtrykkeligt udtalt, og
som heller ikke med rimelig stor sikkerhed kan udledes af sammenhængen.
Der vil ganske vist altid være en vis uklarhed om ytringsfrihedens (retlige) grænser, som
det ikke er muligt og næppe heller ønskeligt at fjerne, da der bør være et vist fortolk-
ningsrum for domstolene i de konkrete sager. Denne form for uklarhed er desuden hel-
ler ikke enestående for dette retsområde.
På nogle områder kan der imidlertid være tale om en uklarhed, som ligger ud over dette.
Det er efter kommissionens opfattelse bl.a. tilfældet for straffelovens § 136, stk. 2, som
kriminaliserer offentlig udtrykkelig billigelse af de forbrydelser, der er omfattet af straffe-
lovens 12. og 13. kapitel, f.eks. terrorisme. Det fremstår bl.a. ikke klart, om der efter denne
strafbestemmelse skal være tale om billigelse af en konkret stedfunden terrorhandling,
eller om det er tilstrækkeligt at anprise et hypotetisk eller forestående angreb. Herudover
er det heller ikke umiddelbart klart, hvad der udgør en ”udtrykkelig billigelse” i bestem-
melsens forstand, ligesom der kan være tvivl om grænsedragningen mellem straffelovens
§ 136, stk. 2, og § 114 e (terrorismebestemmelsen).
På samme måde har kommissionen overvejet, om straffelovens § 136, stk. 3, er forbundet
med en sådan uklarhed, at der er behov for ny lovgivning med henblik på at skabe klar-
hed om retstilstanden. Bestemmelsen gør det strafbart som led i religiøs oplæring ud-
trykkeligt at billige en række strafbare handlinger, herunder bl.a. terror, drab, voldtægt
og bigami. Kommissionen finder imidlertid, at der på nuværende tidspunkt – navnlig
pga. manglende retspraksis – ikke er tilstrækkeligt grundlag for at vurdere dette spørgs-
mål.
26
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Det er på denne baggrund samlet set kommissionens opfattelse, at der er behov for at
skabe større klarhed om retstilstanden i forhold til straffelovens § 136, stk. 2. Kommissi-
onen anbefaler i den forbindelse følgende:
• Kommissionen anbefaler, at Straffelovrådet anmodes om at komme med forslag til,
hvordan lovgivningen kan ændres for at tydeliggøre retstilstanden. Det vil eventuelt
kunne ske i sammenhæng med den behandling af uklarhederne ved straffelovens §
266 b, som Straffelovrådet også bør se på, jf. kapitel 9 og pkt. 3 nedenfor.
• Kommissionen anbefaler, at straffelovens § 136, stk. 2, herunder grænsedragningen i
forhold til straffelovens § 114 e, samt straffelovens § 136, stk. 3, omfattes af den evalu-
ering, som efter kommissionens opfattelse bør gennemføres i forhold til de allerede
vedtagne lovændringer, som kommissionen har gennemgået i kapitel 16, jf. nedenfor
under pkt. 10.
3. Kommissionens overvejelser om racismeparagraffen
(kapitel 9)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til racismepa-
ragraffen i straffelovens § 266 b. Det overvejes i kapitlet, om paragraffen bør ophæves,
indskrænkes, præciseres eller udvides, samt om benægtelse af holocaust og andre lig-
nende forbrydelser, f.eks. folkemord, bør kriminaliseres.
3.1
Ophævelse eller indskrænkning af straffelovens § 266 b?
Det følger af straffelovens § 266 b, at den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en
videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af per-
soner trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller et-
niske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Der er i kommissionen enighed om, at et demokratisk samfund skal beskytte det enkelte
menneskes værdighed, og at den sociale fred skal sikre, at udsatte befolkningsgrupper
ikke udsættes for diskrimination, hadforbrydelser eller forfølgelse. Herudover er der
enighed om, at racistiske og ekstremistiske ytringer udgør et onde, som i visse tilfælde
kan føre til vold og overgreb mod udsatte befolkningsgrupper, og som derfor bør be-
kæmpes i et demokratisk samfund. Endelig er der enighed om, at det ikke er muligt at
ophæve racismeparagraffen, hvis Danmark fortsat skal kunne opfylde sine internationa-
le forpligtelser efter FN’s Racediskriminationskonvention og EU’s rammeafgørelse om
bekæmpelse af racisme og fremmedhad.
27
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Derimod er kommissionen uenig om, i hvilket omfang der rent principielt er behov for
en bestemmelse som straffelovens § 266 b (racismeparagraffen).
Et flertal i kommissionen (Nils Berstein (formand), Jens Elo Rytter, Rune Stubager, Jakob
Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Broberg og Anna Libak) finder ikke,
at racismeparagraffen burde ophæves. Flertallet lægger herved bl.a. vægt på, at paragraf-
fen efter deres opfattelse er et nødvendigt værn mod racistiske og hadefulde ytringer,
som ikke bør nyde nogen særlig beskyttelse, at ytringsfriheden trives på trods af racis-
meparagraffen, og at en ophævelse af § 266 b vil sende et meget uheldigt signal, da det
vil kunne komme til at virke som en blåstempling af de udtalelser, som i dag er omfattet
af bestemmelsen. Flertallet har desuden svært ved at se, at der skulle være grundlag for
at foretage en indskrænkning af bestemmelsen, som beskytter de udsatte grupper mod
trusler, nedværdigelser og forhånelser. Flertallet finder, at det er vigtigt at være opmærk-
som på, at bestemmelsen ikke retter sig mod bestemte opfattelser, men alene den måde,
de kommer til udtryk på.
Et mindretal i kommissionen (Bodil Due, Flemming Rose og Jacob Mchangama) finder
omvendt, at paragraffen burde ophæves, hvis det ellers var muligt inden for Danmarks
internationale forpligtelser. Mindretallet lægger herved bl.a. vægt på, at begrænsninger
af ytringsfriheden efter deres opfattelse ikke er et effektivt middel til at imødegå racisti-
ske og ekstremistiske ytringer og deres potentielle negative konsekvenser. Mindretallet
lægger endvidere vægt på nyere forskning, der indikerer, at demokratiske lande, der be-
skytter ytringsfriheden bedst, generelt oplever mindre vold og konflikt end lande, der i
højere grad begrænser ytringsfriheden. Mindretallet lægger desuden vægt på, at ytrings-
friheden – sammen med forenings- og forsamlingsfriheden – giver mulighed for at imø-
degå hadefulde og ekstreme ytringer og bevægelser, og at civilsamfundets mobilisering
på ytringsfrihedens grund udgør en langt stærkere modgift overfor ekstreme kræfter end
kriminalisering af bestemte ytringer. På den baggrund mener mindretallet ikke, at selv
ekstreme ikke-voldelige ytringer kan retfærdiggøre kriminalisering af ytringsfriheden,
som udgør selve fundamentet for både den demokratiske styreform, individuel autono-
mi og de øvrige grundlæggende frihedsrettigheder. Da paragraffen imidlertid ikke kan
ophæves, hvis Danmark fortsat skal kunne opfylde sine internationale forpligtelser, bør
den efter mindretallets opfattelse som minimum i stedet indskrænkes.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Et
flertal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Jens Elo Rytter, Rune Stubager,
Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Borberg og Anna Libak)
anbefaler, at straffelovens § 266 b grundlæggende bevares i sin nuværende form, jf.
dog afsnit 3.2 om præcisering af bestemmelsen.
28
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
• Et
mindretal
i kommissionen (Bodil Due, Flemming Rose og Jacob Mchangama) an-
befaler, at racismeparagraffen indsnævres, så den primært rammer ytringer, der (1)
har karakter af propaganda og (2) tilskynder til diskrimination, fjendtlighed eller vold
mod bestemte grupper uden at ytringen er omfattet af straffelovens bestemmelser om
(mere direkte) tilskyndelse til vold mv.
3.2
Præcisering af straffelovens § 266 b?
Kommissionen bemærker, at der er behov for at præcisere den gældende bestemmelse
i straffelovens § 266 b, hvis den som foreslået af flertallet grundlæggende bevares i sin
nuværende form.
Kommissionens gennemgang af praksis viser, at kriteriet om ”offentlig udbredelse” vol-
der en del vanskeligheder, at der kan peges på en række eksempler fra praksis, hvor udta-
lelserne i det konkrete tilfælde ikke lever op til bestemmelsens grovhedskriterie, og at det
i praksis har givet anledning til en vis tvivl, hvornår gruppen af personer, som forhånes
mv. er så mangfoldig, at en udtalelse ikke kan anses for omfattet af § 266 b.
Derudover illustrerer både tiltale- og retspraksis om ytringer fremsat over for en enkelt-
person, at der ikke er konsistens i denne type sager.
Der kan også peges på, at tiltale- og domspraksis ikke er helt stringent i forhold til, hvor-
når udtalelser om religion anses for omfattet af bestemmelsen. Det bør efter kommis-
sionens opfattelse i den forbindelse gøres helt klart, at straffelovens § 266 b alene kan
anvendes i de situationer, hvor en udtalelse udtrykkeligt er rettet mod tilhængerne af en
religion, f.eks. muslimer, og ikke religionen.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at Straffelovrådet anmodes om at overveje og komme med
forslag til, hvordan de konstaterede uklarheder i forhold til udbredelseskriteriet,
grovhedskriteriet og beskyttelseskriteriet kan afhjælpes.
3.3
Udvidelse af straffelovens § 266 b?
Kommissionen har også overvejet, om der bør tilføjes flere grupper til bestemmelsen i
straffelovens § 266 b. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at afgrænsningen af
de grupper, som er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, overvejende synes at
være begrundet i, at de pågældende grupper af personer – på grund af deres race, hud-
farve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering – historisk set har
29
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
haft et særligt beskyttelsesbehov som følge af intolerance og had eller ligefrem forfølgelse
fra (dele af) det omgivende samfund.
Et
flertal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Rune Stu-
bager, Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama og Anna
Libak) finder, at straffelovens § 266 b ikke bør udvides til at omfatte flere grupper, end tilfæl-
det er i dag. Flertallet anerkender, at der findes andre samfundsgrupper end de omfattede,
som har et legitimt krav på reel ligestilling i samfundet, herunder kvinder og personer med
handicap, men ligestillingsproblemstillingen kan ikke uden videre sidestilles med det be-
skyttelsesbehov, som følger af intolerance og had, som har været bestemmende for afgræns-
ningen af de grupper, der er omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 266 b.
Et
mindretal
i kommissionen (Vibe Klarup og Vibeke Borberg) er enig i, at man bør være
varsom med at tilføje flere grupper til bestemmelsen, og at det alene skal ske i forhold til
grupper i samfundet, der har et helt særligt beskyttelsesbehov. Mindretallet finder ikke,
at det kan udelukkes, at der kan være grundlag for at enkelte befolkningsgrupper med et
særligt beskyttelsesbehov tilføjes. Mindretallet er imidlertid samtidig af den opfattelse, at
kommissionen ikke har det fornødne faktuelle grundlag til at tage stilling til spørgsmå-
let, som efter deres opfattelse derfor bør overlades til Straffelovrådet.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Et
flertal i kommissionen
(Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Rune
Stubager, Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama og
Anna Libak) anbefaler, at bestemmelsen i straffelovens § 266 b ikke udvides til at
omfatte flere grupper, end tilfældet er i dag.
• Et
mindretal i kommissionen
(Vibe Klarup og Vibeke Borberg) anbefaler, at Straffel-
ovrådet anmodes om at vurdere, om der er behov for at udvide bestemmelsen til at
omfatte flere befolkningsgrupper end i dag.
3.4
Kriminalisering af benægtelse af holocaust og andre lignende
forbrydelser
Kommissionen har overvejet, om benægtelse af holocaust og andre lignende forbry-
delser, f.eks folkemord, bør kriminaliseres, ligesom det er tilfældet i f.eks. Tyskland og
Frankrig. Der er efter kommissionens opfattelse imidlertid mange grunde til, at tilsva-
rende kriminalisering ikke bør gennemføres i Danmark. I den forbindelse peges der bl.a.
på, at det principielt er forkert at lade domstole og jurister afgøre historiske spørgsmål,
at en kriminalisering vil kunne svække vores evne til at argumentere for den histori-
ske sandhed, og at et forbud risikerer at bekræfte benægterne i deres verdensopfattelse.
30
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Desuden vil en kriminalisering kunne indebære en risiko for, at også andre grupper vil
insistere på at blive beskyttet mod historieskrivning, de føler krænkende.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at benægtelse af holocaust og andre lignende forbrydelser,
f.eks. folkemord, ikke kriminaliseres.
4. Kommissionens overvejelser om ytringssikkerhed mv.
(kapitel 10)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til ytrings-
sikkerhed mv. Fokus for kapitlet er navnlig den frygt for terror, vold, trusler og chikane,
som får mange til at afstå fra at deltage i den offentlige debat. Herudover behandles den
hårde tone, som også får flere til at trække sig fra den offentlige debat, og de senere års
debat om krænkelser.
4.1
Ytringssikkerhed
Kommissionen finder, at den største trussel mod ytringsfriheden i Danmark består i
den stærkt bekymrende terror og vold – og forsøg herpå – og i den alt for udbredte an-
vendelse af trusler og chikane over for personer på grund af deres ytringer og politiske
overbevisninger. De senere års udvikling har med al tydelighed vist, at der er voldsparate
grupper og enkeltpersoner i det danske samfund, som ikke respekterer andres ret til at
ytre sig.
Det er en helt uacceptabel situation. Først og fremmest af hensyn til sikkerheden for
dem, der gør brug af deres ytringsfrihed, men også fordi det efter kommissionens opfat-
telse er undergravende for den demokratiske samtale, hvis man med vold og trusler kan
lukke ned for debatten om vigtige samfundsemner, også selv om argumenterne kan være
stødende. Samtidig sættes retsstaten de facto ud af kraft, når nogle på denne måde får
held til at opstille parallelle (ytrings)normer, der håndhæves gennem truslen om anven-
delse af vold. Desuden er det et grundlæggende angreb på ytringsfriheden, idet ytrings-
friheden ikke alene beskytter mere harmløse, neutrale og politisk korrekte ytringer, men
også ytringer, der støder, chokerer og forstyrrer.
Kommissionen mener for det første, at der skal tages effektive skridt til at adressere ro-
den til terror, vold, trusler og chikane, nemlig at en lille del af borgerne i Danmark ikke
har den helt fundamentale respekt for andre borgeres menings- og ytringsfrihed. Kom-
missionen anbefaler derfor, at der iværksættes en målrettet indsats med dette formål.
31
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kommissionen mener for det andet, at terror, vold, trusler og chikane, som har bag-
grund i andres ytringer, skal straffes konsekvent. For at det kan ske, er det selvsagt vigtigt,
at sådanne handlinger både anmeldes og retsforfølges. Der er på nuværende tidspunkt
imidlertid ikke overblik over, hvor mange der udsættes for vold og trusler el.lign., når de
deltager i den offentlige debat, og i hvilket omfang der sker domfældelse herfor. Kom-
missionen anbefaler derfor, at der tages initiativ til at sikre, at politi og anklagemyndig-
hed fremover bliver i stand til at trække tal på antallet af anmeldelser, tiltalerejsninger
og domme i sager om vold og trusler mv., der er begrundet i den forurettedes lovlige
ytringer.
Det er efter kommissionens opfattelse endvidere afgørende, at trusler anmeldes og efter-
forskes, så de i videst muligt omfang kan mødes med en sanktion. Kommissionens an-
befaler derfor, at der gøres en indsats for at sikre, at sådanne trusler mv. bliver anmeldt,
f.eks. ved at det fra politiets side gøres så let som muligt at anmelde sagerne.
Et
flertal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Jakob
Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Borberg og Anna Libak) finder, at de
nævnte initiativer på nuværende tidspunkt er tilstrækkelige. Flertallet finder derfor ikke
grundlag for som mindretallet, jf. nedenfor, at anbefale en skærpelse af straffen. Selv
om flertallet er enig i, at det er en skærpende omstændighed, når en strafbar handling
er rettet mod offerets brug af sin ytringsfrihed, mangler der – som det fremgår ovenfor
– grundlæggende viden om, hvordan de eksisterende regler anvendes i praksis, dvs. i
hvilket omfang retshåndhævelsen faktisk finder sted.
Et
mindretal
i kommissionen (Rune Stubager, Flemming Rose og Jacob Mchangama)
finder ikke, at de nævnte initiativer kan stå alene. Det er mindretallets opfattelse, at der
tillige bør ske en skærpelse af straffen i de tilfælde, hvor en strafbar handling har til
formål at forhindre den forurettede i at anvende sin ytringsfrihed. En skærpelse vil efter
mindretallets opfattelse sende et vigtigt signal om, at sådanne handlinger ikke blot er et
overgreb mod den enkelte, men i praksis også virker som en trussel over for alle andre,
som kunne tænkes at fremkomme med tilsvarende ytringer.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at der for at imødegå terror, vold, trusler og chikane iværk-
sættes en målrettet indsats med det formål at sikre, at alle borgere i Danmark har
respekt for andres menings- og ytringsfrihed.
• Kommissionen anbefaler, at der tages initiativ til at sikre, at politi og anklagemyndig-
hed fremover bliver i stand til at trække tal på antallet af anmeldelser, tiltalerejsninger
32
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0035.png
og domme i sager om vold og trusler mv., der er begrundet i den forurettedes lovlige
ytringer.
• Kommissionen anbefaler, at der gøres en indsats for at sikre, at trusler mv., som har
baggrund i en persons lovlige ytringer, bliver anmeldt, f.eks. ved at det fra politiets
side gøres så let som muligt at anmelde sagerne, og at det sikres, at anklagemyndig-
heden har ressourcer til at forfølge sagerne.
• Et
flertal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter,
Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Borberg og Anna Libak)
finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at anbefale en skærpelse
af straffen. Der er efter flertallets opfattelse i stedet behov for, at de gældende regler
håndhæves mere konsekvent.
• Et
mindretal
i kommissionen (Rune Stubager, Flemming Rose og Jacob Mchangama)
anbefaler, at der gennemføres en skærpelse af straffen i de tilfælde, hvor en strafbar
handling har til formål at forhindre den forurettede i at anvende sin ytringsfrihed.
4.2
Den hårde tone i debatten
Det er ikke kun vold og trusler, som i praksis får folk til at afholde sig fra at deltage i den
offentlige debat. For mange kan det virke afskrækkende, hvis blot tonen i debatten er for
hård. Efter kommissionens opfattelse er det ikke holdbart, at folk udsættes for hadefulde
kommentarer og voldsomme personangreb, når de debatterer på f.eks. sociale medier. I
modsætning til terror, vold, trusler og chikane er svaret på disse udfordringer ikke lov-
givning, da indskrænkninger i ytringsfriheden efter kommissionens opfattelse kræver
mere tungtvejende grunde.
3
Der er efter kommissionens opfattelse i stedet et helt grund-
læggende behov for at styrke debatkulturen, så ytringsfriheden ikke i samme omfang
bruges til at krænke eller intimidere andre.
Kommissionen bemærker i den forbindelse, at der i folkeskolen og på ungdomsuddan-
nelserne allerede i dag undervises i bl.a. digital dannelse og mediekritik. Denne under-
visning kan efter kommissionens opfattelse ikke stå alene, bl.a. fordi udfordringerne med
en hård tone i debatten ikke er begrænset til børn og unge, men også eksisterer blandt
den voksne del af befolkningen. Der vil derfor være behov for yderligere initiativer rettet
mod alle dem, der står uden for uddannelsessystemet. Efter kommissionens opfattelse
er digital dannelse i øvrigt ikke kun at skrive pænt til hinanden, men også et spørgsmål
3
Se dog kapitel 13, afsnit 7.1.1.2, hvor et mindretal i kommissionen anbefaler, at der ved lov indføres krav om brugerverifi-
kation ved oprettelse af profiler på sociale medier.
33
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
om at sikre, at vi hver især er i stand til at stå imod, når tonen i debatten bliver hård og
kontant. Der bør derfor tænkes i en helhedsorienteret indsats.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at der iværksættes en forstærket indsats, som kan sætte
fokus på at fremme debatkulturen blandt borgerne, f.eks. gennem kampagner, un-
dervisning i uddannelsesinstitutioner og aktivering af civilsamfundet, og at denne
indsats tænkes sammen med indsatsen mod disinformation som et bredt initiativ om
digital dannelse.
4.3
Debatten om krænkende ytringer
Der har de senere år været en del omtale af sager, hvor forskellige grupper eller personer
har følt sig krænket af andres lovlige ytringer. Sagerne har givet anledning til megen
debat om, hvorvidt der er ved at udvikle sig en kultur, hvor nogle borgere oftere oplever
sig krænkede.
Selv om sagerne har fyldt meget i medierne, er der efter kommissionens opfattelse imid-
lertid ikke meget, der tyder på, at det skulle være tilfældet for flertallet af danskerne. Den
megen omtale af sagerne skyldes formentlig i lige så høj grad, at debatten om krænkel-
seskultur og identitetspolitik ganske enkelt er blevet godt mediestof, hvor både den ople-
vede krænkelse og andres forargelse over krænkelsen er interessant at formidle. Som det
fremgår af kommissionens befolkningsundersøgelser, er der ikke desto mindre ganske
mange, som faktisk afholder sig fra at ytre sig netop for at undgå at såre andre.
Der er efter kommissionens opfattelse også langt fra debatten om udklædning på Kø-
benhavns Universitet og så til tilstanden på f.eks. amerikanske universiteter, om end der
også i Danmark har været eksempler på identitetspolitiske tiltag, som har haft negative
konsekvenser for retten til at tale frit. Det klareste eksempel er i den forbindelse de vej-
ledende retningslinjer om krænkende adfærd, som Københavns Universitet offentlig-
gjorde i sommeren 2018, og som universitetet efterfølgende har måttet revidere efter
omfattende kritik.
Det er selvsagt ikke i sig selv et problem, at der vedtages retningslinjer om adfærd på
et universitet, men det kunne – som retningslinjerne var formuleret – imidlertid give
anledning til tvivl, om de alene omfattede ”interpersonelle” former for chikane og mob-
ning, eller om de også kunne finde anvendelse på ytringer fremsat i undervisningen
eller den akademiske debat. I sidstnævnte tilfælde ville der efter kommissionens opfat-
telse have været tale om en problematisk og helt unødvendig indskrænkning af både
ytrings- og informationsfriheden. Det er helt afgørende, at akademisk frihed og den frie
34
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
debat og meningsudveksling fortsat udgør centrale værdier på universiteter og højere
læreanstalter og ikke underordnes hensynet til at modvirke, at bestemte grupper føler
sig krænkede eller stødt.
Debatten har imidlertid langt fra været begrænset til eksemplet fra Københavns Uni-
versitet. En række andre sager har også været genstand for omfattende debat, herunder
bl.a. fodboldlandsholdets kampråb, hottentot-karrusellen i Djurs Sommerland og frem-
førelsen af sangen ”Den danske sang er en ung blond pige” på CBS mv. At sådanne sager
opstår og får opmærksomhed i medier mv., giver ikke i sig selv kommissionen anledning
til bekymring. Det er efter kommissionens opfattelse blot vigtigt at være opmærksom på,
at sagerne ikke på længere sigt kommer til at fremme en kultur, hvor det bliver legitimt at
gennemtvinge indskrænkninger af ytringsfriheden i identitetspolitikkens navn.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen finder, at det på den ene side er vigtigt, at debatten om krænkelser
ikke kommer til at skygge for de områder, hvor problemerne er større og mere på-
trængende, f.eks. i forhold til frygten for vold, trusler og chikane, men anbefaler sam-
tidig, at der også fremover er opmærksomhed på udviklingen.
5. Kommissionens overvejelser om ansattes ytringsfrihed
(kapitel 11)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til offentligt
og privat ansattes ytringsfrihed.
5.1
Offentligt ansattes ytringsfrihed
Det er adskillige gange slået fast, at offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed, som
også gælder, når man som offentligt ansat udtaler sig kritisk om ens eget arbejdsom-
råde, hvis blot man udtaler sig som privatperson. I det lys er det efter kommissionens
opfattelse bekymrende, at der stadig er flere undersøgelser, herunder kommissionens
egen, som viser, at spørgsmålet i praksis giver anledning til stor usikkerhed og utryghed
blandt offentligt ansatte. Kommissionen har derfor drøftet, hvordan offentligt ansattes
ytringsfrihed kan styrkes.
Et
flertal
i kommissionen (Jens Elo Rytter, Rune Stubager Jakob Nielsen, Jonas Christof-
fersen, Jacob Mchangama, Vibe Klarup og Vibeke Borberg) finder grundlæggende, at
den gældende retstilstand er udtryk for en passende balance. Flertallet bemærker imid-
35
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
lertid, at hverken den øgede fokus på området eller den styrkede vejledning til de ansatte
tilsyneladende har gjort en forskel indtil videre. Der er efter flertallets opfattelse derfor
behov for at tænke nyt. Flertallet finder i den forbindelse, at et lovgivningsinitiativ vil
kunne sende et vigtigt og værdifuldt signal til de offentligt ansatte og deres ledere om, at
de har politisk opbakning til at gøre brug af deres ytringsfrihed, ligesom en lovfæstelse
vil kunne give en tiltrængt og mere overskuelig indgang til de relevante regler, praksis og
vejledning om det nærmere indhold af ytringsfriheden. Flertallet bemærker endvidere,
at et sådant lovgivningsinitiativ med fordel vil kunne tænkes sammen med gennemfø-
relsen af whistleblowerdirektivet.
Et
mindretal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Flemming Rose og
Anna Libak) er enig i, at den gældende retstilstand er udtryk for en fornuftig afbalance-
ring af de modsatrettede hensyn, der gør sig gældende i spørgsmålet om offentligt ansattes
ytringsfrihed. Mindretallet bemærker i den forbindelse, at det – som det fremgår af be-
tænkningen om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger – ikke synes
at være den gældende reguleringsform eller reglernes juridiske indhold, der er årsag til at
offentligt ansatte afstår fra at ytre sig. Årsagen synes derimod at være identifikation med
arbejdspladsen, fejlopfattelse af loyalitetspligten, frygt for at skabe et dårligt arbejdsklima
samt frygt for karrieremæssige konsekvenser. Mindretallet er samtidig enig med udvalget
om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger i, at frygten for at skabe
et dårligt arbejdsklima og frygten for karrieremæssige konsekvenser grundlæggende er
forhold, der i ringe grad lader sig afhjælpe ved en lovfæstelse af de gældende regler.
Ligesom udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger finder
mindretallet i stedet, at der er behov for at skabe en holdningsmæssig ændring – både
blandt de ansatte og ledelsen – hvilket passende kan ske ved at indskærpe reglerne over
for offentlige ledere og samtidig informere de ansatte om mulighederne for at bruge
deres ytringsfrihed, sådan som der er lagt op til i det politiske forståelsespapir mellem
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Temaet bør drøftes på den en-
kelte arbejdsplads mellem ledelse og medarbejdere med henblik på at skabe en fælles
forståelse af de retlige rammer og værdien heraf for den offentlige debat.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Et
flertal
i kommissionen (Jens Elo Rytter, Rune Stubager, Jakob Nielsen, Jonas Chri-
stoffersen, Jacob Mchangama, Vibe Klarup og Vibeke Borberg) anbefaler, at det
overvejes at lovfæste reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne lovgiv-
ningsinitiativer vil efter flertallets opfattelse sende et vigtigt og værdifuldt signal til
de ansatte om, at de har politisk opbakning til at gøre brug af deres ytringsfrihed,
ligesom en lovfæstelse vil kunne give en tiltrængt og mere overskuelig indgang til de
relevante regler, praksis og vejledning om det nærmere indhold af ytringsfriheden.
36
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
• Et
mindretal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Flemming Rose
og Anna Libak) anbefaler, at der ikke gennemføres yderligere lovgivning i forhold til
offentligt ansattes ytringsfrihed. I stedet bør de eksisterende regler indskærpes over
for offentlige ledere, og de ansatte bør informeres bedre om mulighederne for at bru-
ge deres ytringsfrihed.
5.2
Privatansattes ytringsfrihed
Kommissionen bemærker, at privatansatte ikke blot har ringere muligheder end offent-
ligt ansatte for at udtale sig kritisk om deres arbejdsområde. De få undersøgelser, der er
gennemført på området, indikerer også, at de privatansatte bl.a. på grund af uklare regler
er mere tilbageholdende med at udtale sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads.
Det samme viser kommissionens egen undersøgelse.
Kommissionen hilser det derfor velkomment, at der på EU-plan er vedtaget et direktiv,
som – når det er gennemført i medlemsstaterne – betyder, at endnu flere arbejdsgivere
inden for såvel den private som den offentlige sektor bliver forpligtet til at etablere whi-
stleblowerordninger. Det øger chancerne for, at oplysninger af samfundsmæssig inte-
resse kommer til offentlighedens kendskab – også når der er tale om forhold på private
arbejdspladser.
Privatansatte vil ofte bl.a. af konkurrencemæssige årsager være underlagt en skærpet
tavshedspligt. Derudover vil forholdene på en privat arbejdsplads typisk ikke have den
samme interesse for samfundet. Loyalitetspligten for privatansatte vil derfor alt andet
lige veje tungere, end den gør for offentligt ansatte.
Kommissionen er imidlertid ikke overbevist om, at det på alle områder giver mening, at
privatansatte ikke har samme mulighed som offentligt ansatte for at kritisere forhold på
deres arbejdsplads. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at også privatansatte på
nogle områder ligger inde med viden, der kan være en stor samfundsmæssig interesse i
kommer til offentlighedens kendskab. Det gælder bl.a. i forhold til virksomheder, som
spiller en central samfundsmæssig rolle, herunder finansvirksomheder, techgiganter mv.
Endvidere gælder det i forhold til ansatte i virksomheder, som yder service inden for
f.eks. børnepasning, skoler, ældrepleje og andre ydelser, som ellers typisk varetages af det
offentlige. Det er grundlæggende kommissionens opfattelse, at offentlige myndigheder
bør have pligt til at sikre, at ytringsfriheden respekteres, når opgaver udliciteres til pri-
vate virksomheder. Herudover gælder det for de non-profit organisationer og frivillige
sociale foreninger, som leverer tilbud til eller står for aktiviteter for borgere i udsatte
situationer. Også her er det væsentligt, at eventuelle kritisable forhold kan bringes frem.
37
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Det er efter kommissionens opfattelse endvidere et problem, at privatansatte ikke har
adgang til samme klare vejledning om rammerne for deres ytringsfrihed, som findes
for offentligt ansatte i kraft af Justitsministeriets vejledning. Den manglende vejledning
indebærer efter kommissionens opfattelse en nærliggende risiko for, at endnu flere pri-
vatansatte end ellers afholder sig fra at gøre brug af deres ytringsfrihed. Dette bekræftes
efter kommissionens opfattelse også af de få undersøgelser, der er gennemført på områ-
det – inklusiv kommissionens egen undersøgelse.
Kommissionen er samtidig bevidst om, at der er tale om en meget kompleks problem-
stilling, som det ikke inden for rammerne af denne kommission er muligt at komme til
bunds i.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at der i samarbejde med arbejdsmarkedets parter iværk-
sættes et arbejde med henblik på at styrke ytringsfriheden for privatansatte, herunder
navnlig dem, der udfører opgaver for det offentlige, eller som på anden måde løser
vigtige samfundsmæssige opgaver.
• Kommissionen anbefaler, at der i samarbejde med arbejdsmarkedets parter tages
skridt til at sikre, at alle privatansatte får bedre vejledning om de regler, der gælder
for deres ytringsfrihed.
6. Kommissionens overvejelser om publicistiske medier
(kapitel 12)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til publicisti-
ske medier. Der fokuseres i kapitlet dels på de aktuelle vilkår for de publicistiske medier,
dels på den retlige regulering af dem.
6.1
De aktuelle vilkår for de publicistiske medier
Kommissionen kan konstatere, at nogle publicistiske medier, der drives kommercielt,
gennem en årrække har været udfordrede på indtjeningen. Dette hænger især sammen
med en generelt forstærket konkurrencesituation, hvor det samlede udbud af medie-
indhold og platforme er steget voldsomt, og hvor de publicistiske mediers andel af an-
noncemarkedet er reduceret, fordi annonceringen i højere grad finder sted på de digitale
platforme.
38
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kommissionen vurderer ikke, at denne udvikling skaber et påtrængende behov for – ud
fra hensynet til ytrings- og informationsfriheden – at iværksætte særlige initiativer rettet
mod de landsdækkende publicistiske medier. Selvom mediebranchen har gennemlevet
en voldsom udvikling, og der er konstateret udviklingstendenser, som bør følges nøje, er
der efter kommissionens opfattelse ikke umiddelbart grund til at betvivle, at de danske
massemedier fortsat udfylder deres centrale rolle i demokratiet ved at understøtte en reel
ytrings- og informationsfrihed. Der er efter kommissionens opfattelse heller ikke umid-
delbare tegn på, at mediernes rolle som offentlighedens vagthund i forhold magthaverne
i bred forstand skulle være truet – nærmest tværtimod.
Kommissionen finder endvidere, at det generelt må anses for positivt ud fra et hensyn til
ytrings- og informationsfriheden, at det samlede medieudbud er større end nogensinde
før, fordi det betyder, at mulighederne for at tilegne sig information og viden er væsent-
ligt forbedrede. Samtidig viser målinger, at de danske medieforbrugere sammenlignet
med udlandet fortsat har en høj grad af tillid til indholdet i de publicistiske medier.
Det mere fragmenterede mediebillede og individualiserede medieforbrug har efter kom-
missionens opfattelse betydning for den offentlige debat. Det er kommissionens vur-
dering, at der i dag skal mere til for, at en mediehistorie bliver dagsordenssættende i
den forstand, at den er et alment samtaleemne og dækkes intensivt af de fleste medier
på samme tid. Frem for at tale om én offentlig debat er billedet i dag nærmere, at det
forøgede medieudbud har bevirket, at der ofte er flere sideløbende debatskabende ny-
hedshistorier.
Der er efter kommissionens opfattelse ikke noget, der tyder på, at den debat, der finder
sted i det offentlige rum, er blevet mindre i omfang eller mere utilgængelig og elitær.
Tværtimod tyder meget på, at langt flere i dag deltager aktivt i den offentlige debat, og at
det i kraft af den teknologiske udvikling er en mulighed for (i princippet) enhver. I den
sammenhæng betyder det efter kommissionens opfattelse mindre, at de publicistiske
medier i dag er i konkurrence med sociale platforme som Twitter og Facebook, hvor den
offentlige debat i stigende omfang finder sted, og hvor der kan kommenteres umiddel-
bart. Det centrale må være, at debatten finder sted – ikke hvor det sker. Kommissionen
er i den forbindelse opmærksom på, at det fragmenterede mediebillede generelt kan have
den effekt på nogle, at de helt kobler sig af den offentlige debat og nyhedsdækning, hvil-
ket naturligvis ikke er positivt set i et samfundsperspektiv.
For så vidt angår de regionale og lokale medier finder kommissionen, at disse medier
samlet set næppe fuldt ud udfylder rollen som bl.a. offentlighedens vagthund i lokalom-
råderne i samme grad som tidligere, og at det er usikkert, om rollen er overtaget af andre.
Lokale og regionale mediers trange økonomiske kår kan således være nået til et punkt,
39
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
hvor de er uforenelige med disse mediers mulighed for i tilfredsstillende grad at leve op
til rollen som vagthund.
Kommissionen har i den forbindelse noteret sig, at det er et element i det nye medieforlig
for 2020-2023, at der skal ske en styrkelse af de lokale og regionale medier – ikke mindst i
kraft af en forstærket mediestøtteordning. Dette er efter kommissionens opfattelse afgø-
rende for de lokale og regionale mediers muligheder for overlevelse i en form, der sikrer
befolkningen relevant information om lokale forhold.
Kommissionen bemærker i den forbindelse, at der er al mulig grund til at være opmærk-
som på at sikre stærke og solide medier lokalt. Det gælder ikke mindst, fordi der både
i regioner og kommuner foretages afgørende politiske dispositioner og myndighedsud-
øvelse, som fortjener og kræver solid og kvalitetspræget journalistisk dækning.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at staten bliver ved med at støtte de publicistiske medier,
samt at der er særlig opmærksomhed på at sikre stærke og solide medier lokalt.
6.2
Den retlige regulering af publicistiske medier
Det er ikke kommissionens opfattelse, at den regulering, der særligt vedrører de publici-
stiske mediers virksomhed, generelt er mangelfuld. Der knytter sig imidlertid en række
problemstillinger til mediereguleringens anvendelighed på de nye digitale medier.
Medieansvarsloven detailregulerer den trykte presse og radio og tv, som ved lovens tilbli-
velse dominerede mediebilledet. I dag er situationen en anden, og selv om mange danske
digitale medier tilmelder sig Pressenævnet, fordi det også rummer fordele, kan det efter
kommissionens opfattelse virke forældet, at loven kun omfatter digitale medier, hvis der
er sket tilmelding. Der bør efter kommissionens opfattelse derfor skabes teknologineu-
tralitet i den forstand, at den platform, hvor indholdet er publiceret, i udgangspunktet
skal være uden betydning for, om man er omfattet af medieansvarsloven.
Kommissionen har tillige drøftet spørgsmålet om ansvaret for brugerkommentarerne på
de digitale nyhedssider, herunder mediernes sider på de sociale medier. Her er retstil-
standen, at de brugergenererede kommentarer til mediernes redigerede indlæg (artikler,
debatindlæg) som udgangspunkt i sig selv er uredigerede og derfor falder de uden for
medieansvarslovens område. Denne retstilstand ønsker kommissionen ikke at ændre på.
40
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at der i medieansvarsloven foretages en ny afgrænsning af
de medier, som automatisk omfattes, så de digitale medier, som utvivlsomt
er
pub-
licistiske medier, uden videre omfattes af loven, herunder ansvarssystemet og pres-
seetikken. Det nærmere arbejde med at opdatere medieansvarsloven til den digitale
tidsalder kan med fordel ske i et lovforberedende udvalg under inddragelse af rele-
vante aktører.
• Kommissionen anbefaler, at medieansvarsloven ikke udvides til at omfatte det bru-
gergenererede indhold, men at mediebranchen selv udvikler standarder med henblik
på, at det enkelte medie offentliggør tydelige retningslinjer for det brugergenererede
indhold og etablerer adgang til indberetning af ulovligt og i øvrigt uønsket indhold
med henblik på hurtigt at reagere på modtagne indberetninger. Det bør overlades til
mediebranchen selv at tilrettelægge ordningen.
7. Kommissionens overvejelser om sociale medier (kapitel
13)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til regulerin-
gen af sociale medier. Der fokuseres i den forbindelse dels på, hvem der har eller bør
have ansvaret for ulovligt indhold på de sociale medier, dels på de sociale mediers egen
indholdsmoderation.
Kommissionen finder grundlæggende, at sociale medier og platforme har en lang række
positive egenskaber, som helt indiskutabelt har været til gavn for ytrings- og informati-
onsfriheden og den offentlige debat. Derfor er det også kommissionens synspunkt, at de
seneste års negative fokus indimellem har fremstået som en lidt ensidig fortælling om
sociale mediers skadelige konsekvenser for demokratiet, debatkulturen mv.
Kommissionen anerkender samtidig, at diskussionen langt hen ad vejen har været beret-
tiget. Når bl.a. spørgsmålet om ansvaret for indholdet på de sociale medier trænger sig
på, ligger der helt reelle grunde bag. Den nærmest ubegrænsede adgang til at ytre sig og
publicere indhold, som indtil for få år siden var den praktiske realitet på sociale medier,
har vist sig at have en bagside. Samtidig er vi tvunget til at forholde os til det faktum,
at sociale medier og platforme i kraft af deres udbredelse og markedsposition er blevet
magtfulde samfundsaktører, hvis handlemåde har stor indflydelse på både demokratiet
og ytringsfriheden.
41
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
7.1
Den retlige regulering af sociale medier
Kommissionen ønsker som udgangspunkt ikke nye indholdsmæssige indskrænkninger
af ytringsfriheden på de sociale medier mv. Det strafferetlige værn eksisterer, og straffe-
lovgivningen gælder også for aktiviteter, der foregår på sociale medier. Udgangspunktet
er, at den der ytrer sig på sociale medier – ligesom ved ytringer i alle andre henseender
– har ansvaret for eventuelle ulovlige ytringer. Der bliver da også regelmæssigt afgjort
sager, der drejer sig om forhold, som har fundet sted på de sociale platforme, f.eks. den
såkaldte Umbrella-sag om videregivelse af nøgenbilleder.
Kommissionen er opmærksom på, at der for nuværende synes at være et misforhold
mellem omfanget af ulovlige ytringer i opslag og kommentarer på de sociale medier, og
det antal sager, som rent faktisk forfølges. Dette misforhold kan give et indtryk af, at det
reelt er straffrit at ytre sig i strid med lovgivningen på de sociale medier. Kommissionen
finder denne situation uacceptabel. Kommissionen finder derfor, at det er vigtigt at op-
prioritere politiets indsats, så særligt tilfælde af grove eller systematiske lovovertrædelser
på sociale medier effektivt forfølges – både af hensyn til en evt. forurettet og dermed
retssikkerheden og af hensyn til det generelle debatklima, som påvirkes af tilstedeværel-
sen af bl.a. trusler og chikane.
Kommissionen finder således også, at der allerede inden for rammerne af gældende ret
er muligheder for at holde et socialt medie medansvarligt for formidling af ulovligt ind-
hold på deres platform. Reglerne i e-handelsloven indebærer bl.a., at et socialt medie,
som får kendskab til ulovlig aktivitet eller information på sin platform, skal tage skridt
til at fjerne informationen eller hindre adgangen dertil for at forblive ansvarsfrit. Gør
platformen ikke det, kan platformen efter omstændighederne gøres ansvarlig for med-
virken til en ulovlig handling efter de almindelige erstatnings- eller strafferetlige regler.
Den nærmere afklaring af, hvornår der konkret foreligger forhold eller omstændigheder,
som medvirker til, at sociale medier kan ifalde ansvar efter disse regler, er endnu ikke
afklaret ved domstolene.
Kommissionen finder ikke, at der – ligesom det har været tilfældet i f.eks. Tyskland –
bør gennemføres lovgivning, der med trussel om høje bødestraffe pålægger de (største)
sociale medier en pligt til hurtigt – og inden for faste tidsfrister – at fjerne eller blokere
ulovligt indhold, efter at have modtaget en anmeldelse herom. I stedet bør
status quo
op-
retholdes, så de sociale mediers ansvar for indhold alene kan indtræde efter en konkret
vurdering af den udviste passivitet i det enkelte tilfælde.
Kommissionen finder heller ikke, at der er grundlag for at ændre den generelle
medie-
retlige regulering,
så de sociale medier i højere grad ligestilles med de medier, som i dag
er omfattet af medieansvarsloven, bl.a. ved at udbrede redaktøransvaret til disse medier.
42
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kommissionen lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at det – både principielt og rent
praktisk – er svært at forestille sig, at man kan overføre redaktør- eller udgiverbegrebet
til de sociale mediers virksomhed.
Kommissionen har overvejet, om visse indflydelsesrige brugere af navnlig sociale me-
dier, som f.eks. bloggere (som ikke er tilknyttet et medie omfattet af medieansvarslo-
ven) og de såkaldte ”influencere”, særskilt bør underlægges medieansvarslovens stan-
dard om at leve op til god presseskik. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at
der for så vidt angår bloggere og influencere i sagens natur sjældent vil være tvivl om
ophavsmanden(kvinden), hvorfor de eksisterende strafferetlige regler i princippet kan
anvendes umiddelbart over for den pågældende. Pålægges der yderligere forpligtelser,
f.eks. svarende til de presseetiske regler, oveni de krav, som findes i f.eks. straffeloven og
markedsføringsloven, vil det bl.a. derfor udgøre et uproportionalt indgreb i de pågæl-
dendes ytringsfrihed.
Kommissionen er endelig af den opfattelse, at det har betydning, at det på sociale medier
er let at optræde på en måde, så man ikke umiddelbart kan identificeres – f.eks. ved at
gøre brug af en falsk profil.
Et
flertal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Jakob
Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama, Vibe Klarup og Vibe-
ke Borberg) bemærker, at anonymitet også er et gode, som kan være medvirkende til, at
personer, der ellers ville holde sig tilbage, ytrer sig. Det gælder særligt i mere repressive
regimer, hvor der slås hårdt ned på systemkritik, men selv i de mest demokratiske sam-
fund kan anonymitet være med til at sikre videre rammer for ytringsfriheden til gavn for
både den enkelte og for samfundet. Muligheden for at optræde anonymt har historisk set
været betydningsfuld, idet megen kontroversiel viden, kritik af magthavere, afsløringer
af magtmisbrug mv. næppe havde set dagens lys, hvis ikke det havde været for anonymi-
tetsretten, herunder ved at skrive under pseudonym. Flertallet minder også om, at der i
tilfælde af mere alvorlige lovovertrædelser på sociale medier normalt vil være mulighed
for ved politimæssig efterforskning at finde frem til personen bag en falsk eller anonym
profil – f.eks. via oplysninger om, hvilken IP-adresse den pågældende bruger har benyt-
tet sig af. Anonymitet er derfor ikke (altid) et værn mod retsforfølgelse. Desuden ville
der – hvis man forestiller sig, at der alene fra dansk side blev indført krav om brugerveri-
fikation ved oprettelse af profiler på sociale medier – efter flertallets opfattelse være rig-
holdige muligheder for omgåelser, f.eks. ved at oprette en profil under ophold i udlandet.
Et
mindretal
i kommissionen (Rune Stubager og Anna Libak) er enige i, at det skal være
muligt at optræde anonymt i offentlige medier. Mindretallet finder imidlertid, at der i
dag er for store muligheder for under dække af anonymitet dels at chikanere andre og
dels at afspore eller ødelægge debatter ved chikanøs adfærd – begge dele med negative
43
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
konsekvenser for ytringsfriheden. Mindretallet hæfter sig ved, at det kræver uforholds-
mæssigt store ressourcer fra politiets side at forfølge sådanne sager, også selvom det er
teknisk muligt f.eks. at identificere IP-adresser, hvorfra sådan adfærd udøves, ligesom
oplevelsen af reel anonymitet kan anspore gerningsmænd til yderligere chikane mv.
Mindretallet peger endvidere på, at der – bl.a. med den medieretlige kildebeskyttelse – er
steder, hvor personer, der ønsker at viderebringe oplysninger af offentlig interesse, under
tilsagn om anonymitet kan henvende sig. Der vil ikke være garanti for, at der sker offent-
liggørelse, men hvis det sker, og det f.eks. viser sig, at der er viderebragt krænkende eller
usande beskyldninger, vil der være nogen at holde ansvarlig i stedet for den anonyme
kilde. Det er disse medlemmers opfattelse, at kildebeskyttelsen og de whistleblower-ord-
ninger, som i disse år etableres både i offentlig og privat regi, må anses for i en dansk
sammenhæng at tilgodese hensynet til de personer, der af gode grunde ønsker at forblive
anonyme.
Det er derfor mindretallets opfattelse, at der er god grund til at se på, hvordan mulighe-
derne for at optræde anonymt på de sociale medier kan reguleres bedre – f.eks. ved at stille
krav om brugerverifikation i forbindelse med oprettelse af profiler eller som betingelse for
kommentering på opslag. Krav om brugerverifikation ved oprettelse af profiler kan endvi-
dere bidrage til at imødegå det omfattende problem med falske profiler og bots. Mindre-
tallet peger i den forbindelse på de allerede eksisterende muligheder for NemID-verifika-
tion af brugerne, der findes på nogle private virksomheders hjemmesider. At brugerens
identitet er kendt af udbyderen udelukker ikke, at brugeren kan optræde anonymt, men
den muliggør en hurtig og enkel identifikation af gerningsmænd i de tilfælde, hvor der
foreligger overtrædelser, f.eks. af straffelovens §266 b, eller hvor der fremsættes trusler.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler et skærpet fokus på retshåndhævelse og dermed retsfor-
følgning af grove overtrædelser af ytringsfrihedens grænser online.
• Kommissionen anbefaler, at de eksisterende muligheder for at pålægge ansvar udnyt-
tes, når det er muligt, så det kan afklares i praksis, hvornår en platform kan holdes
medansvarlig for brugernes ulovlige indhold. Dette kunne ske ved, at myndighederne
af egen drift tillige forfølger denne vinkel i tilfælde, hvor ulovligt indhold ikke til-
strækkeligt hurtigt fjernes fra sociale medier.
• Kommissionen anbefaler, at der – bl.a. af hensyn til ytringsfriheden – også fremover
udvises tilbageholdenhed med at lovgive. Denne tilgang bør samtidig kombineres
med andre tiltag, herunder øget opmærksomhed om de eksisterende reglers anven-
delighed på aktiviteter, der finder sted på de sociale medier.
44
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
• Et
flertal
i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Ja-
kob Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama, Vibe Klarup
og Vibeke Borberg) anbefaler, at der ikke ved lov indføres krav om brugerverifikation
ved oprettelse af profiler på sociale medier.
• Et
mindretal
i kommissionen (Rune Stubager og Anna Libak) anbefaler, at der ved
lov indføres krav om brugerverifikation ved oprettelse af profiler på sociale medier.
7.2
De sociale mediers indholdsmoderation
Kommissionen er opmærksom på, at en række sociale medier selv har iværksat forskelli-
ge initiativer med henblik på mere effektivt at sortere i indholdet – bl.a. ved brug af kun-
stig intelligens-løsninger, massiv brug af indholdsmoderatorer og ved at have etableret
systemer, hvor brugere kan indberette ulovligt indhold. Kommissionen bemærker i den
forbindelse, at der også i forbindelse med fjernelse af ulovligt indhold bør være fokus på
gennemsigtighed og klagemuligheder for den, der får fjernet indhold, så det sikres, at der
kun sker fjernelse af indhold, der er ulovligt.
Kommissionen bemærker samtidig, at sociale medier ikke er offentlige myndigheder og
derfor heller ikke er underlagt de krav om bl.a. saglighed, som gælder for offentlige myn-
digheders handlemåde. Begrebsmæssigt er det derfor forkert at tale om censur. For når
f.eks. Facebook eller Twitter fjerner en brugers materiale, er rækkevidden af indgrebet,
at materialet er bandlyst fra
denne
platform.
Kommissionen er bevidst om, at et synspunkt om, at private vilkår må indses og accep-
teres som de er – med rette – kan angribes for at være virkelighedsfjern, fordi den ikke
tager højde for de sociale mediers og platformes
reelle
samfundsmæssige betydning. For
selv om udgangspunktet om, at der er tale om private virksomheder, hvis vilkår bruger-
ne med åbne øjne har accepteret, principielt er rigtigt, må man nødvendigvis forholde
sig til den betydning, de sociale medier og platforme i dag har for bl.a. ytringsfrihedens
rammer og udfoldelse.
Kommissionen har ikke desto mindre vanskeligt ved at forestille sig et scenarie, hvor der
skulle fastsættes f.eks. lovkrav om, hvad de sociale medier ikke må fjerne eller blokere,
eller hvordan indholdsmoderation mere præcist skal udøves.
Kommissionen deler synspunktet om, at den rådighed og magt, som teknologivirksom-
hederne (platformsejerne) reelt har fået over ytringsfrihedens udfoldelse i store dele
af verden, bør modsvares af krav, som bedre afspejler deres reelle betydning for bl.a.
ytringsfrihedens udfoldelse. Disse krav bør bl.a. omfatte, at der – formentlig mest hen-
sigtsmæssigt i EU-regi – tilvejebringes større åbenhed og transparens om, hvad der er
indholdsmoderationens grundlag, og hvordan den praktiseres samt krav om, at de tek-
45
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
niske moderationsværktøjer løbende forfines, så de sociale medier bliver bedre til kun at
fjerne det indhold, som det er nødvendigt at fjerne.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at der tilvejebringes større åbenhed og transparens om,
hvad der er indholdsmoderationens grundlag, og hvordan den praktiseres samt stil-
les krav om, at de tekniske moderationsværktøjer løbende forfines. Kravene bør også
omfatte, at den konkrete fjernelse af indhold og eventuelt blokering af profiler ledsa-
ges af en begrundelse og anvisning af klageadgang.
8. Kommissionens overvejelser om disinformation
(kapitel 14)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til disinfor-
mation. Der fokuseres i kapitlet bl.a. på, om der er et problem med disinformation i
Danmark, om der er behov for yderligere regulering, og på hvordan disinformation bør
imødegås fremadrettet.
En udfordring i diskussionen om disinformation – eller ”fake news” – er fraværet af en
fælles forståelse af, hvad udtrykket dækker over. Fake news-betegnelsen er efterhånden
blevet brugt om en række forskellige forhold, herunder
– sjusket, tendentiøs og utroværdig journalistik,
– harmløse, men usande beskyldninger om private og offentlige forhold og
– forsøg på systematisk manipulation og grov vildledning af en befolkning i forbindelse
med valghandlinger.
Det er efter kommissionens opfattelse centralt, at man snævrer begrebet ind til at kon-
centrere sig om vildledning, der ikke alene sker bevidst, men som også har potentiale til
at gøre skade af en vis rækkevidde. Med en sådan kvalificering af begrebet falder både
den dårligt udførte journalistik og den form for vildledning, som måske nok er intende-
ret, men som samtidig er relativt harmløs, uden for afgrænsningen.
Med den kvalificerede form for disinformation forstår kommissionen herefter:
”Bevidst udbredelse af usand eller på anden måde vildledende informati-
on, som er egnet til at gøre samfundsmæssig skade, herunder ved at påvir-
ke den politiske meningsdannelse eller undergrave tilliden til de beståen-
de demokratiske institutioner.”
46
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Den foreslåede afgrænsning omfatter ikke alene deciderede usandheder (løgne), men
også vildledning. Det er ikke afgørende, om information er verificerbart sand eller falsk,
men derimod om informationen er vildledende, og dette også er hensigten. Desuden er
det et krav, at disinformationen skal være egnet til at gøre samfundsmæssig skade, hvor-
ved disinformation, der højst – kortvarigt – skaber lidt røre, vil falde udenfor.
Det er kommissionens overordnede vurdering, at de disinformationstilfælde, der hidtil
er konstateret i dansk sammenhæng, har kunnet håndteres inden for rammerne af de
initiativer, der allerede er taget for at imødegå eventuelle påvirkningskampagner mv.
Kigger man mod udlandet, er der efter kommissionens opfattelse dog grund til en vis
bekymring, bl.a. fordi erfaringerne fra lande som Frankrig, Sverige og Storbritannien
har vist, at samfund, som har lighedstræk med det danske, kan blive mål for omfat-
tende disinformationskampagner, som kan polarisere og påvirke befolkningens tillid
til medier og institutioner. Dertil kommer de fremtidsperspektiver, der knytter sig til
deep fake-teknologiens videomanipulationer mv., som må antages at have potentiale til
at fremkalde stærkere reaktioner end det tekstindhold, som hidtil har været disinforma-
tionens format.
Derfor er det også kommissionens synspunkt, at der er behov for at følge udviklingen tæt
og have et skarpt fokus på at sikre, at den nationale modstandskraft over for den kvalifi-
cerede form for disinformation er tilstrækkelig robust.
Kommissionen bemærker endvidere, at den daværende VLAK-regering i september 2018
præsenterede en handlingsplan med initiativer, der skulle styrke værnet mod udenland-
ske påvirkningskampagner. Som led i handlingsplanen blev der bl.a. nedsat en tværmi-
nisteriel task force, der koordinerer myndighedernes indsats på området, ligesom Uden-
rigsministeriet har styrket monitoreringen af tilfælde af disinformation i medierne rettet
mod Danmark. Der blev endvidere gennemført en ændring af straffeloven for at styrke
det strafferetlige værn mod fremmede efterretningstjenesters påvirkningskampagner
mod Danmark. Der er desuden gennemført en række initiativer på EU-niveau, ligesom
store sociale medie-platforme har iværksat en række tiltag for at bekæmpe spredningen
af disinformation og falske nyheder på deres platforme.
Kommissionen finder på den baggrund ikke, at der er behov for yderligere regulerings-
mæssige tiltag, der enten udbygger det eksisterende strafferetlige værn mod disinforma-
tion, eller som – f.eks. efter fransk eller tysk forbillede – udstyrer en offentlig myndighed
med beføjelser til at afgøre, hvornår der er tale om disinformation, og skrider ind over
for platformene, hvor disinformationen finder sted, med påbud om sletning, blokering
af sider eller (byrdefulde) økonomiske sanktioner.
47
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Sådan lovgivning ville under alle omstændigheder føre til indskrænkninger i ytringsfri-
heden, idet der enten vil være tale om at udvide området for strafbare ytringer eller om
regler, som vil animere de digitale platforme til at fjerne indhold hurtigt og med ”rund
hånd”, herunder ved brug af upload-filtre, der ofte beskyldes for at bære forhåndscensu-
rens kendetegn. Lovgivning, der vil forudsætte en (hurtig) stillingtagen til, om f.eks. en
artikel eller et udsagn er valid information eller disinformation, vil uvægerligt give an-
ledning til vanskelige afgrænsninger, fordi det ofte ikke vil være entydigt, om et konkret
tilfælde falder i den ene eller den anden kategori. Meget vil formentlig falde i en gråzone
mellem det verificerbart valide og den egentlige, kvalificerede disinformation.
Kommissionen finder derfor, at der må kræves særligt tungtvejende grunde for at gen-
nemføre denne type lovgivning, og disse er efter kommissionens opfattelse ikke til stede
på nuværende tidspunkt.
For det første
er der ikke belæg for, at problemet med kvalificeret disinformation har en
sådan karakter og betydning i en snæver dansk sammenhæng, at det ikke kan håndteres
inden for rammerne af de initiativer, der allerede er taget.
For det andet
må den nationale modstandskraft antages at være relativt stærk, bl.a. på
grund af det generelt høje uddannelsesniveau og deraf følgende kritiske tilgang til sam-
fundsmæssige spørgsmål.
For det tredje
er den professionelle danske mediebranche, som arbejder inden for ram-
merne af bl.a. god presseskik, fortsat en dominerende kilde til nyhedsinformation for de
fleste danskere. Den nyder samtidig høj troværdighed.
I stedet bør disinformation efter kommissionens opfattelse imødegås på anden vis. Kom-
missionen finder i den forbindelse, at den publicistiske mediebranche spiller en vigtig
rolle i modsvaret på disinformationen. Herudover er det efter kommissionens opfattelse
væsentligt, at der fastholdes et fokus på, at der bl.a. i uddannelsessystemet undervises
relevant og tidssvarende i digitale færdigheder mv. Kommissionen har i den forbindelse
noteret sig de oplysninger, der fremgår af et notat af 3. februar 2020 fra Undervisnings-
ministeriet, hvori der redegøres for bl.a., hvordan der i folkeskolen og på ungdomsud-
dannelserne undervises i bl.a. digital dannelse og mediekritik, jf. bilag 3. Det kan efter
kommissionens opfattelse overvejes, om der er behov for initiativer rettet mod bestemte
grupper uden for uddannelsessystemet.
Endelig spiller de sociale medier – herunder ikke mindst Facebook – en nøglerolle i for-
hold til disinformation, fordi det er på disse platforme, at disinformationen især finder
sted. Facebook har bl.a. iværksat en række initiativer til bekæmpelse af disinformation,
herunder ved etablering af faktatjek-samarbejder, ligesom de største teknologivirksom-
48
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
heder har tiltrådt EU-kommissionens Code of Conduct om disinformation. Desuden er
bestræbelserne på at afsløre falske profiler og andet problematisk indhold intensiveret,
og bl.a. Facebook har offentliggjort, at virksomheden alene i 2018 slettede i størrelsesor-
denen 2 mia. falske profiler.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at der – som situationen er i dag – ikke lovgives mod dis-
information.
• Kommissionen anbefaler, at der fastholdes et fokus på, at der bl.a. i uddannelsessyste-
met undervises relevant og tidssvarende i digitale færdigheder mv., og at det samtidig
overvejes, om der er behov for initiativer rettet mod bestemte grupper uden for ud-
dannelsessystemet. Sådanne initiativer vil i givet fald med fordel kunne iværksættes i
samarbejde med civilsamfundets organisationer, herunder f.eks. Ældresagen.
9. Kommissionens overvejelser om informationsfrihed
(kapitel 15)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser i forhold til informationsfrihed. Der
fokuseres i kapitlet på retten til indsigt og oplysninger, internettets informationsmulig-
heder og forskningsfrihed.
Informationsfriheden fremhæves ofte som fundamentet for retten til ytringsfrihed. In-
formationsfriheden indebærer en ret til at ”modtage oplysninger eller tanker” og dermed
navnlig retten til at kunne blive informeret om væsentlige samfundsanliggender.
Tanken er, at adgangen til information – f.eks. faktuelle oplysninger og holdninger, der
findes i samfundsdebatten – er afgørende for, at den enkelte kan bruge sin ytringsfrihed
i fri og meningsfuld debat med andre. På samme vis er informationsfriheden også fun-
damentalt nødvendig for tanke- og meningsfriheden, idet det er vanskeligt at forestille
sig, hvilke tanker og meninger der kan opstå i vakuum uden information og input fra
det omgivende samfund. Det ville f.eks. være vanskeligt at tage stilling til stemmeafgiv-
ning og indgå i diskussioner op til et folketingsvalg uden oplysninger om politikernes og
partiernes holdninger og kendsgerninger om samfundets tilstand i øvrigt. Informations-
friheden, ytringsfriheden og tanke- og meningsfriheden er således gensidigt hinandens
præmis. Og den enkelte rettigheds gennemslagskraft hænger til enhver tid sammen med
vilkårene for og udstrækningen af de øvrige.
49
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
9.1
Retten til aktindsigt og oplysninger
Kommissionen bemærker overordnet, at regler, der sikrer offentlighedens adgang til in-
formation om væsentlige samfundsanliggender, er et definerende kendetegn for et vel-
fungerende demokrati. Det er derfor afgørende, at eventuelle begrænsninger i denne
adgang udformes, så informationsfriheden ikke begrænses unødigt i mødet med mod-
stående hensyn.
Kommissionen bemærker dernæst, at der med ændringerne af offentlighedsloven i 2013
skete en markant indsnævring i adgangen til information om myndighedernes virk-
somhed. Det fremgår også af Folketingets Ombudsmands evaluering af ministerbetje-
ningsreglen, at denne regel har ført til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt.
Kommissionen har på den baggrund drøftet, om offentlighedsloven bør revideres.
Kommissionen anerkender, at ministre og regering kan have behov for et fortroligt rum,
som kan sikre dem kvalificeret rådgivning og bistand fra embedsværket også i sager,
hvor ekspertisen er fordelt på flere forvaltningsmyndigheder. Det gælder ligeledes, når
der foregår politiske forhandlinger i regeringen eller mellem regeringen og Folketingets
partier, at de ofte nødvendige kompromisser bedst forhandles bag lukkede døre. Efter
kommissionens opfattelse bør retten til aktindsigt imidlertid alene begrænses, når – og i
det omfang – det reelt er nødvendigt for at sikre det legitime fortrolige rum for minister-
betjening og politiske forhandlinger. Det er i den forbindelse kommissionens opfattelse,
at man med revisionen af offentlighedsloven i 2013 ikke har fundet den rette balance
mellem på den ene side hensynet til at sikre regeringen og dens ministre en kvalificeret
rådgivning og bistand fra embedsværket og på den anden side offentlighedens beretti-
gede interesse i at kunne få indblik i myndighedernes arbejde i videst muligt omfang.
Kommissionen anbefaler derfor, at offentlighedsloven revideres med henblik på at give
hensynet til informationsfriheden større vægt i mødet med andre hensyn. Det forekom-
mer i den forbindelse mest nærliggende at overveje en indskrænkning af ministerbetje-
ningsreglen i offentlighedslovens § 24 og folketingspolitikerreglen i offentlighedslovens
§ 27, nr. 2, så der sikres øget adgang til faktuelle oplysninger. Det kan i den forbindelse
overvejes, hvordan princippet om meroffentlighed kan tillægges større betydning, lige-
som det kan overvejes, hvordan myndighederne kan tilskyndes til i højere grad klart at
adskille faktiske oplysninger fra politiske overvejelser mv. Formålet med en ændring er
ikke at gribe ind i behovet for fortrolige, politiske drøftelser, men at sikre indsigt i de
faktiske oplysninger, der ligger til grund for de politiske beslutninger. En sådan ændring
vil efter kommissionens vurdering kunne øge adgangen til aktindsigt og sikre legitimitet
omkring de reviderede regler.
50
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at offentlighedsloven revideres med henblik på at give hen-
synet til informationsfriheden større vægt i mødet med andre hensyn.
9.2
Forskningsfrihed
Kommissionen finder det vigtigt, at forskningen er fri og uafhængig, da universiteter-
ne forsyner samfundet og borgerne med relevant information – både i kraft af myn-
dighedsbetjening, men også via formidling i undervisning og via medier. Kvaliteten af
samfundets vigtigste beslutningsprocesser afhænger af, at det faktiske grundlag for disse
processer er uangribeligt og frigjort fra uvedkommende interesser.
Kommissionen finder i den forbindelse, at der er grund til bekymring i forhold til forsk-
ningsfriheden, da der de senere år har været flere eksempler på sager, som både konkret,
men også generelt er egnede til at så tvivl om denne uangribelighed. De enkelte sager
efterlader pletter på universiteternes ry og kan derfor mere generelt og grundlæggende
skade offentlighedens tiltro til forskningen. Sagerne indikerer desuden, at problemerne
er blevet større, efter at sektorforskningen blev del af universiteterne, om end kommis-
sionen er bevidst om, at der også forud herfor var eksempler på sager, der kunne så tvivl
om forskningsfrihedens sundhedstilstand.
Kommissionen er af den opfattelse, at det først og fremmest er universiteternes ledelse,
der har ansvaret for, at dets forskere – i overensstemmelse med universitetslovens for-
udsætning herom – ikke presses af hverken eksterne eller interne interessenter. Kom-
missionen understreger desuden, at også eksterne interessenter – private såvel som of-
fentlige – har en pligt både til ikke at stille urimelige krav til forskerne og til at acceptere
såvel uventede som uønskede resultater. Det er i den forbindelse vigtigt at have for øje,
at bestemte forskningsresultater ikke kan forventes eller bestilles. Herudover påpeger
kommissionen, at der i sidste ende ligger et stort ansvar hos den enkelte forsker for at stå
imod og sige fra, hvis vedkommende udsættes for pression, så den enkelte forsker ikke –
f.eks. på grund af ønsket om adgang til eksternt samarbejde, omidler og/eller data – går
på kompromis med grundlæggende principper for uafhængig forskning.
I forhold til forskeres optræden i medier bemærker kommissionen, at forskere, når de
optræder i medierne i den kapacitet, bør være opmærksomme på at holde sig inden for
deres fagligheds rammer. Dertil kommer, at de medier, der i vidt omfang bruger forskere
og andre såkaldte ”ekspert-kilder”, fortsat har pligt til at udøve den fornødne kildekritik,
så mediernes dækning af forskning ikke er uden kritisk sans, og det dermed undgås, at
halve sandheder viderebringes deklareret som forskning.
51
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at universiteternes ledelser etablerer en kvalitetssikring af
bestilte rapporter på universiteterne.
• Kommissionen anbefaler, at universiteternes ledelser ikke accepterer de såkaldte
”dobbelt mundkurv”-klausuler, som efter kommissionens opfattelse er uforenelige
ikke kun med fri og uafhængig forskning og dermed også til skade for informations-
friheden, men som også er vanskelige at forsvare ud fra et ytringsfrihedsperspektiv.
• Kommissionen anbefaler, at universiteternes ledelser tager skridt til en samlet vur-
dering af, hvordan forsknings-, informations- og ytringsfriheden kan styrkes til gavn
for det danske demokrati.
10. Kommissionens overvejelser om nyere lovgivning-
stendenser (kapitel 16)
Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til tenden-
serne i lovgivningen fra årtusindskiftet og frem. Der fokuseres i den forbindelse på de
lovændringer, som har haft størst betydning for ytringsfriheden, som er blevet diskuteret
i den offentlige debat, og som er blevet mødt med væsentlig kritik.
Kommissionen har i forbindelse med kapitlet set nærmere på følgende ændringer af
lovgivningen:
1. Bestemmelser om terror og medvirken hertil samt kriminalisering af terrorfi-
nansiering mv. (Anti-terrorpakke I).
2. Kriminalisering af hvervning til terror og forbud mod oplæring i at begå eller
fremme terror mv. (Anti-terrorpakke II).
3. Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger i forbin-
delse med religiøs oplæring (imamloven).
4. Skærpelse af strafferammen for trusler mod tjenestemænd.
5. Indrejseforbud for visse udenlandske religiøse forkyndere.
6. Blokering af hjemmesider.
7. Ophævelse af forbuddet mod blasfemi.
8. Forbud mod på offentligt sted at bære beklædningsgenstande, der skjuler an-
sigtet (tildækningsforbud).
9. Forbud mod at bære forbudte eller opløste foreningers kendetegn.
52
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
10. Styrkelse af det strafferetlige værn mod udenlandske påvirkningsoperationer
mod Danmark (påvirkningslov).
11. Skærpelse af straffen for krænkelser af privatlivets fred og ærekrænkelser.
Gennemgangen af de enkelte love viser, at der siden 2001 er sket en udvikling, hvor man
fra lovgivers side har virket mere tilbøjelig end tidligere til at begrænse borgernes grund-
læggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden. Udviklingen er accelereret siden
vedtagelsen af imamloven i 2016, så man de senere år i stadigt stigende omfang kan siges
at have forladt den linje, der blev lagt efter 2. Verdenskrig, og som indebar, at udfordrin-
gerne skal mødes ved, at man værner om ytringsfriheden i stedet for at begrænse den.
Selv om der ikke er tvivl om, at verden har ændret sig meget de sidste 20 år, hvor bl.a.
et ændret trusselsbillede og nye teknologier har skabt helt nye udfordringer, som det er
nødvendigt at tage hånd om, kan det ikke i sig selv forklare, hvorfor udviklingen navn-
lig har taget fart fra 2016 og frem. Det gælder ikke blot i forhold til antallet af love, der
indskrænker ytringsfriheden, men også de hensyn, der begrunder indskrænkningerne.
Kommissionen bemærker i den forbindelse, at selvom indskrænkningerne generelt er
begrundet i væsentlige hensyn, herunder hensynet til den offentlige sikkerhed, den of-
fentlige orden eller privatlivets fred, og selvom de enkelte begrænsninger i ytringsfri-
heden derfor hver for sig kan virke tilforladelige, giver summen af dem anledning til
bekymring. Det gælder ikke mindst, hvis udviklingen fortsætter.
Kommissionen bemærker endvidere, at indskrænkningerne af ytringsfriheden ofte er
gennemført i kølvandet på begivenheder, hvor der ikke mindst politisk har været et stort
behov for at vise handlekraft – f.eks. efter et terrorangreb. I den situation vil der helt
naturligt være en vis risiko for, at man fra lovgivers side ender med at ”overreagerer” og
indskrænker ytringsfriheden mere end nødvendigt. Hvis indskrænkningerne ikke efter-
følgende evalueres, når der er gået lidt tid, er der en overhængende fare for, at der blot
bliver bygget oven på næste gang, der politisk er behov for at vise handlekraft – f.eks. ef-
ter et nyt terrorangreb. Efter kommissionens opfattelse kan denne risiko i et vist omfang
forebygges ved, at den relevante minister får pligt til at evaluere de indskrænkninger af
ytringsfriheden, som gennemføres på ministerens område, når der er gået f.eks. 3-5 år.
Kommissionen anbefaler på denne baggrund:
• Kommissionen anbefaler, at man fra lovgivers side vender tilbage til den tilgang, der
var den fremherskende herhjemme i mange år efter 2. Verdenskrig. Det betyder, at
udfordringerne i langt højere grad, end det har været tilfældet de senere år, skal mø-
des ved at værne om ytringsfriheden i stedet for at begrænse den.
53
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
• Kommissionen anbefaler, at der fremover ved brug af revisionsklausuler eller lov-
overvågning gennemføres en grundig evaluering af love, hvor en indskrænkning af
ytringsfriheden undtagelsesvis har været nødvendig. Evalueringen bør gennemføres,
når den enkelte lov har været i kraft i f.eks. 3-5 år. En tilsvarende grundig evaluering
bør efter kommissionens opfattelse også gennemføres i forhold til de allerede ved-
tagne lovændringer, som kommissionen har gennemgået i kapitel 16, jf. opregningen
ovenfor.
11.
Konklusion
Ytringsfriheden har aktuelt
gode rammer og vilkår
i Danmark. Den hviler på et
solidt
fundament,
som kommissionen ikke ser grund til at ændre grundlæggende ved. Det er
imidlertid vigtigt, at vi som samfund værner om ytringsfriheden og ikke tager den for gi-
vet. For selvom ytringsfriheden generelt vurderes meget højt i befolkningen som helhed,
så er billedet lidt anderledes, når det kommer til konkrete forhold.
Ytringsfriheden står aktuelt over for en
række udfordringer,
som det er nødvendigt at
tage alvorligt. Det gælder ikke mindst i forhold til den
stærkt bekymrende terror og vold –
og forsøg herpå – og den alt for udbredte anvendelse af trusler og chikane
over for grupper
og personer, der gør brug af retten til at ytre sig. Det er på den baggrund afgørende, at
ytringsfriheden netop
ikke tages for givet.
Der skal derimod
værnes
om rammerne, og
vilkårene skal løbende
følges og vedligeholdes,
så ytringsfriheden sikres også for fremti-
dige generationer.
Ytringsfriheden nyder i dag en
bred beskyttelse
i dansk ret, hvor den er beskyttet af både
grundloven og navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ytringsfrihe-
den er samtidig
ikke absolut,
idet retten til at ytre sig i overensstemmelse med alminde-
lige menneskeretlige principper kan begrænses af hensyn til legitime samfundsmæssige
interesser som f.eks. den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed mv. eller af hensyn
til andres rettigheder, herunder f.eks. retten til privatliv. Det følger udtrykkeligt af Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, stk. 2.
Dansk ret indeholder
mange eksempler på sådanne begrænsninger.
Det gælder ikke
mindst straffeloven, som bl.a. kriminaliserer racistiske ytringer, ærekrænkende udtalel-
ser om en anden person (injurielovgivningen), brud på tavshedspligt samt tilskyndelse
til forbrydelser og billigelse af terror mv. Mange af disse begrænsninger vil for de fleste
være helt ukontroversielle og nærmest indiskutable, hvilket f.eks. er tilfældet for tavs-
hedspligten i sundhedsvæsenet, som er begrundet i hensynet til patienternes privatliv,
og som næppe nogen vil være foruden. Andre er mere omdiskuterede, hvilket bl.a. er til-
fældet for straffelovens § 266 b (racismeparagraffen) og den nu ophævede bestemmelse
54
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
om blasfemi. Samlet set er der imidlertid ingen tvivl om, at ytringsfriheden generelt har
meget vide retlige rammer i dagens Danmark.
Det er imidlertid ikke kun de retlige rammer, som giver ytringsfriheden gode kår i da-
gens Danmark. Ytringsfriheden understøttes også på en række andre punkter. I den
forbindelse skal det fremhæves, at der i Danmark ydes
mediestøtte
til en lang række
forskellige medier. Det har været med til at sikre, at der i dag fortsat er en
god og varieret
publicistisk presse
her i landet, som varetager rollen som offentlighedens vagthund i for-
hold til magthaverne i bred forstand.
Det skal endvidere fremhæves, at Danmark – i lighed med de øvrige nordiske lande – har
et godt uddannelsessystem,
som fremmer kritisk tænkning. Danmark har bl.a. derfor en
stærk modstandskraft over for ondsindede udenlandske påvirkningsoperationer. Kom-
missionen finder det i den forbindelse positivt, at der i folkeskolen og på ungdomsud-
dannelserne undervises i bl.a. digital dannelse og mediekritik, jf. bilag 3.
Det skal også fremhæves, at internettet, herunder ikke mindst de
sociale medier,
har haft
nærmest revolutionerende betydning for ytrings- og informationsfriheden, fordi de har
skabt adgang for enhver, der ønsker det, til at ytre sig offentligt, ligesom mulighederne
for at tilegne sig information og viden med den nye teknologi er gjort nærmest uanede.
Endelig skal det fremhæves, at ytringsfriheden er
fast forankret i den danske kultur og
historie,
hvilket uden tvivl er en væsentlig del af forklaringen på, at befolkningen generelt
tillægger ytringsfriheden en stor betydning. Det er bl.a. afspejlet i den befolkningsun-
dersøgelse, som kommissionen har fået gennemført, hvor ytringsfrihed – sammen med
værdierne tillid og lighed for loven – er en af de tre værdier, som deltagerne i undersø-
gelsen samlet set vurderer som de vigtigste for det danske samfund.
Den faste forankring kan imidlertid også betyde, at man i det daglige let
kommer til at
tage ytringsfriheden for givet.
Det er nok de færreste, der tænker over, at ytringsfriheden
historisk set er en relativt ny rettighed, der i Danmark kun har været beskyttet i en korte-
re periode. Man bør heller ikke være blind over for, at ytringsfrihed er en rettighed, som
i praksis kun er en mindre del af verdens befolkning forundt, og at ikke alle accepterer
andres ytringsfrihed. Det vil på den baggrund være en fejl at se på ytringsfriheden som
en sejr, der er endegyldigt vundet. Tværtimod er det afgørende, at både rammer og vil-
kår for ytringsfriheden
løbende følges og vedligeholdes,
så ytringsfriheden sikres også for
fremtidige generationer.
Selvom ytringsfriheden generelt vægtes højt, viser kommissionens befolkningsundersø-
gelse også en klar tendens til, at opbakningen falder drastisk, når ytringsfriheden stilles
op over for andre modstående hensyn og mulige konsekvenser, som ytringer kan have
55
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
for andre eller for samfundet i bredere forstand. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at kun
lige over halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen mener, at almindelige borgere skal
kunne udtale sig, som de vil, selvom det kan såre eller krænke andre mennesker.
Undersøgelser viser, at alt for mange afholder sig fra at deltage i den offentlige debat pga.
frygten for terror, vold og trusler mv., og kommissionens egen befolkningsundersøgelse
bekræfter desværre billedet af, at mange afholder sig fra at ytre sig på navnlig de sociale
medier bl.a. på grund af trusler om vold.
Det er stærkt bekymrende og helt uacceptabelt, at der er voldsparate grupper og en-
keltpersoner i det danske samfund, som ikke respekterer andres ret til ytringsfrihed.
Kommissionen anbefaler på den baggrund i kapitel 10 om ytringssikkerhed mv., at der
bliver taget effektive skridt til at adressere det grundlæggende problem, at en mindre
del af borgerne i Danmark ikke har den helt fundamentale respekt for andre borgeres
menings- og ytringsfrihed, ligesom det bør sikres, at trusler anmeldes og efterforskes, så
de i videst muligt omfang kan mødes med en sanktion.
Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at samfundsudviklingen i dag presser
ytringsfriheden på en række nye fronter. Det gælder bl.a. i forhold til den
teknologiske
udvikling,
der både i forhold til de
publicistiske medier
og de nye
sociale medier
samt fore-
komsten af
disinformation
giver anledning til en række nye problemstillinger. Der er på
disse områder tale om udfordringer, som Danmark i kraft af de eksisterende rammer og
vilkår langt hen ad vejen allerede er
godt rustet til at imødegå.
Det skyldes ikke mindst, at
den danske befolkning, som nævnt, generelt er veluddannet, at der er gode publicistiske
medier, og at lovgivningen generelt er fornuftigt indrettet.
Det er imidlertid vigtigt at værne om rammerne og løbende styrke vilkårene på de om-
råder, der allerede i dag trækker i den rigtige retning. I kapitel 14 om disinformation
anbefaler kommissionen derfor f.eks., at det sikres, at der i uddannelsessystemet
un-
dervises relevant og tidssvarende i digitale færdigheder,
og at det samtidig overvejes, om
der er behov for initiativer rettet mod grupper uden for uddannelsessystemet i forhold
til disinformation. Kommissionens befolkningsundersøgelse tegner et billede af, at det
navnlig er på de
sociale medier,
at bekymringen for at blive udsat for usande historier er
størst, hvilket kunne tyde på, at der er behov for at fastholde og styrke informationsind-
satsen på området.
Tilsvarende peges der i kapitel 12 om publicistiske medier og kapitel 13 om internet-
tet og sociale medier på initiativer, som efter kommissionens opfattelse kan medvirke
til at sikre, at Danmark også fremover er godt rustet til at håndtere de udfordringer,
som den teknologiske udvikling medfører. Dette omfatter bl.a. at sikre, at der
fortsat og
med respekt for armslængdeprincippet ydes støtte til de publicistiske medier,
ligesom der
56
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
bør være
særlig opmærksomhed på at sikre stærke og solide medier lokalt.
Løsningen er
derimod ikke lovgivning, som begrænser ytringsfriheden. Den form for regulering af
sociale medieplatforme, som i disse år vinder frem i bl.a. Tyskland og Frankrig, er efter
kommissionens opfattelse ikke svaret, jf. kapitel 13 om internettet og sociale medier og
kapitel 14 om disinformation.
Kommissionen understreger vigtigheden af, at man i kampen mod tidens udfordringer
ikke falder for fristelsen til at begrænse ytringsfriheden, hvilket der desværre har været
en stigende tendens til de senere år, jf. kapitel 16 om nyere lovgivningstendenser. Denne
udvikling finder kommissionen bekymrende.
En lignende tendens er afspejlet i kommissionens befolkningsundersøgelse, der viser, at
man i befolkningen generelt er mindre tolerante over for bestemte yderligtgående grup-
pers, herunder navnlig nynazisters og islamisters, ret til at ytre sig sammenlignet med
andre grupper. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at lighed for loven som værdi
samtidig vurderes meget højt. Undersøgelsen tyder samtidig på, at en meget stor del af
indvandrere og efterkommere fra muslimske lande mener, at det bør være ulovligt at
kritisere islam. Endelig viser undersøgelsen, at næsten 30 pct. af de adspurgte er enige i et
udsagn om, at radio og tv bør tie yderligtgående synspunkter ihjel. Det billede ser i øvrigt
ud til at have været nogenlunde uændret siden starten af 1970’erne, hvor man første gang
undersøgte spørgsmålet. Resultatet er ikke overraskende, men tegner et
klassisk billede
af
de udfordringer, som ytringsfriheden står over for.
Det er således ikke nyt, at ytringsfriheden generelt nyder størst opbakning, når der er
tale om synspunkter, som enten er ukontroversielle, eller som man selv er enig i. Det er
heller ikke nyt, at mange i bestemte situationer kan blive grebet af en intuitiv lyst til at
lukke munden på personer og grupper, hvis synspunkter og værdier adskiller sig helt
fundamentalt fra ens egne. Efter kommissionens opfattelse ændrer det imidlertid ikke
ved, at det grundlæggende er den helt forkerte vej at gå, da det netop er i sidstnævnte si-
tuationer, at ytringsfriheden for alvor skal stå sin prøve. Kommissionen finder det derfor
også afgørende, at der holdes fokus på denne tendens, så der sikres en bredere forståelse
for og accept af, at ytringsfriheden ikke blot gælder, når der er tale om mere harmløse,
neutrale og politisk korrekte ytringer, men også når der er tale om ytringer, der støder,
chokerer og forstyrrer.
Kommissionen finder i den anledning grund til at fremhæve, at befolkningsundersøgel-
sen tegner et billede af, at gruppen af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
er mere restriktive i forhold til ytringsfrihed end befolkningen generelt set. Gruppen
vurderer gennemsnitligt set vigtigheden af ytringsfrihed højt, men dog lavere end de
øvrigt adspurgte.
57
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Hvorvidt det er udtryk for, at denne befolkningsgruppe oftere end andre mærker kon-
sekvenserne af en til tider hård tone i debatten, eller om det skyldes en generel anden
vægtning af ytringsfrihed over for andre modstående hensyn, som er kulturelt eller re-
ligiøst betinget, eller det skyldes noget helt tredje, siger undersøgelsen ikke noget om.
Forklaringen skal måske findes i en kombination af flere forskellige forhold. Uanset årsa-
gen understreger det vigtigheden af at holde et vedvarende fokus på at sikre en bredere
forståelse og accept af ytringsfriheden i Danmark.
Endelig er det vigtigt, at eventuelle
uklarheder i retstilstanden
bliver afklaret. Kommissi-
onen anerkender i den forbindelse, at der altid vil være en vis uklarhed om ytringsfrihe-
dens (retlige) grænser, som det ikke er muligt og næppe heller ønskeligt at fjerne, da der
bør være et vist fortolkningsrum for domstolene i de konkrete sager. Det bør dog i videre
omfang end i dag sikres, at man alene kan straffes for ytringsindhold, man med rimelig
sikkerhed har udtalt, og ikke hvad man kan tænkes at have ment med sin udtalelse. Ingen
bør kunne risikere strafansvar, fordi et udsagn tillægges et meningsindhold, som ikke er
udtrykkeligt udtalt, og som heller ikke med rimelig stor sikkerhed kan udledes af sam-
menhængen. Som det fremgår af kapitel 8 om ytringsfrihedens grænser og kapitel 9 om
racismeparagraffen, er der i forhold til straffelovens § 136, stk. 2, der kriminaliserer billi-
gelse af terror, og den såkaldte racismeparagraf i straffelovens § 266 b desuden et konkret
behov for, at retstilstanden efter disse bestemmelser gøres mere klar. I den forbindelse
er det værd at bemærke, at selvom befolkningsundersøgelsen viser, at flertallet har en
god fornemmelse for de gældende begrænsninger i ytringsfriheden, er der samtidig en
relativt stor gruppe af de adspurgte, som ikke er stand til at vurdere, hvad det er lovligt
og ulovligt at sige.
Der er samtidig behov for, at de
retlige rammer løbende justeres
for at sikre, at de er
tidssvarende. Det har bl.a. betydning i forhold til ansattes ytringsfrihed, hvor befolk-
ningsundersøgelsen viser, at 29 pct. af de offentligt ansatte har oplevet kritisable forhold
på arbejdspladsen, som de mener offentligheden burde have kendskab til, men at kun 19
pct. af disse har påtalt disse forhold offentligt. Et flertal i kommissionen anbefaler, at det
overvejes at lovfæste de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed, jf. kapitel 11
om ansattes ytringsfrihed. Herudover har det betydning i forhold til medieansvarsloven,
hvor der efter kommissionens opfattelse bør foretages en ny afgrænsning af de medier,
som automatisk omfattes, så de digitale medier, som utvivlsomt er publicistiske medier,
uden videre omfattes af loven og dermed ansvarssystemet og presseetikken, jf. kapitel 12
om publicistiske medier.
Endelig finder kommissionen, at det er værd at fremhæve anbefalingen om, at offentlig-
hedsloven bør revideres med henblik på at give hensynet til informationsfriheden større
vægt i mødet med andre hensyn.
58
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 3
Hvorfor ytringsfrihed?
1. Indledning
Ytringsfriheden er et fundamentalt gode for individet og har grundlæggende betydning
for individets og demokratiets udvikling. De bærende hensyn bag ytringsfriheden har
stor betydning for spørgsmålet om, hvordan ytringsfriheden værnes, og hvilke ind-
skrænkninger det skal være muligt at fastsætte.
Ytringsfriheden er desuden en forudsætning for den måde, vi i demokratiske samfund
forsøger at løse konflikter på. Idealet er at finde fredelige løsninger gennem meningsud-
veksling og uden brug af vold, trusler og intimidering.
Ytringsfrihed er en rettighed i sig selv, men også en vigtig forudsætning for en række an-
dre fundamentale frihedsrettigheder, som mister betydning uden ytringsfriheden. F.eks.
hænger forsamlingsfriheden og religionsfriheden ofte uløseligt sammen med retten til
at ytre sig.
2. Hvad mener vi, når vi taler om ytringer og ytringsfrihed?
2.1
Hvad forstås ved en ytring?
En ytring kan – helt overordnet – defineres som en formidling af tanker, meninger og
oplysninger. Formidlingen kan finde sted i en række forskellige former. Mest indlysende
er naturligvis det talte og skrevne ord. De sidste årtiers teknologiske udvikling har skabt
mange nye muligheder for kommunikation af ytringer. I dag kan både skrift og tale ud-
bredes såvel fysisk, f.eks. under et møde eller i et interview, som digitalt på f.eks. sociale
medier eller andre platforme.
En ytring er dog ikke alene at sige eller skrive noget. Ytringer kan også manifestere sig
på mange andre måder. Det afgørende er i alle tilfælde, om der med ytringen – uanset
udtryksform – ligger en intention om at formidle meningsindhold eller information.
59
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0062.png
De engelske og franske betegnelser for ytringsfrihed ”freedom of expression” og ”liber-
té d’expression” – friheden til at
udtrykke
sig – illustrerer tydeligere end på dansk, at
ytringsfriheden ikke begrænser sig til udtryk i tale og på skrift.
Uden for disse klassiske udtryksformer vil det ofte være den konkrete sammenhæng, der
afgør, om der er tale om et udtryk med et meningsindhold. F.eks. vil deltagelse i demon-
strationer og optog kunne være ytringer, hvilket er særligt oplagt, hvis der f.eks. bæres
bannere eller lignende med bestemte budskaber. Deltagelse i f.eks. ejendomsbesættelser
og fysiske blokader kan også udgøre ytringer.
4
Hvis man færdes i en gruppe uden andet formål end at transportere sig fra A til B eller at
nyde selskabet falder det uden for ytringsbegrebet.
Formidling af tanker, holdninger og informationer kan oplagt også ske igennem kunst-
værker – f.eks. billeder, skulpturer, teaterstykker og sang. Der har gennem historien væ-
ret talrige eksempler på kunstnere, som har søgt at skabe debat gennem kunstværker.
5
Efter omstændighederne kan påklædning eller symboler også falde inden for ytrings-
begrebet. Det kan f.eks. være T-shirts med påtrykte budskaber eller tøj, som med logo
eller lignende udtrykker et tilhørsforhold til en forening eller gruppering eller støtte til
politiske synspunkter.
De nævnte eksempler illustrerer spændvidden i ytringsbegrebet, men viser samtidig, at
det næppe på forhånd er muligt at beskrive alle de tilfælde, som efter omstændighederne
rummer en ytring.
6
Den orange revolution – beklædning som en ytring
Den orange revolution, som fulgte i kølvandet af det ukrainske præsidentvalg i efter-
året 2004, fik sit navn, fordi demonstranterne, som deltog i den folkelige opstand, var
iklædt orange påklædning, særligt orange tørklæder.
4
5
6
Disse forhold har været genstand for sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som har fastslået, at
disse handlinger kan være omfattet af artikel 10 – se hertil bl.a. Hashman & Harrup mod Storbritannien (25. november
1998), pr. 28
I en nyere dansk kontekst er kunstnere som Jens Jørgen Thorsen, Marco Evaristti og Uwe Max Jensen eksempler på de
såkaldte provo-kunstnere
Ytringsbegrebet vil blive genstand for nærmere behandling i kapitel 7.
60
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0063.png
Ved demonstrationerne og med den tilhørende orange påklædning udtrykte delta-
gerne deres utilfredshed med det forudgående præsidentvalg, hvor der var tegn på
valgsvindel. Demonstrationerne førte til omvalg.
Eksemplet viser, hvordan noget, som i en anden sammenhæng ikke kan anses at rum-
me et budskab og udgøre en ytring – at bære orange påklædning – i den omtalte
sammenhæng fik et særligt meningsindhold.
7
2.2
Hvad er ytringsfrihed?
Fuldstændig ytringsfrihed betegner en tilstand, hvor adgangen til at formidle tanker og
oplysninger ikke er undergivet begrænsninger, men tværtimod nyder statens beskyttel-
se. Nært forbundet med ytringsfrihed er desuden informationsfriheden, som er den frie
adgang til at
modtage
idéer og oplysninger.
I den klassiske juridiske forståelse af ytringsfriheden har der særligt været fokus på be-
skyttelsen mod indgreb fra statsmagten, i særdeleshed som et forbud mod censur, som
kan forhindre udbredelsen af en ytring.
Dette afspejles i grundlovens § 77, hvis centrale indhold netop er et forbud mod cen-
sur.
8
Det vil sige forbud mod krav om forudgående vurdering af en ytrings lovlighed og
ønskelighed, før den må fremsættes. Bestemmelsen sikrer det, man også kalder formel
ytringsfrihed. Den formelle ytringsfrihed er ikke til hinder for, at lovgivningsmagten kan
fastsætte et efterfølgende ansvar for ytringen (fx fængselsstraf eller bøde).
I dag gælder ikke kun forbud mod forudgående indgreb i ytringsfriheden. I dansk ret
begrænses lovgivers mulighed for (også efterfølgende) at straffe ytringer navnlig af arti-
kel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Man siger, at denne
begrænsning værner den materielle ytringsfrihed.
Ytringsfriheden anses som nævnt også for at omfatte andet og mere end beskyttelsen
mod forudgående og efterfølgende indgreb som følge af
ytringer.
Friheden til at
søge
og
modtage
oplysninger og ideer – det vil sige informationsfriheden – er også et vigtigt
element i den aktuelle forståelse af ytringsfrihed. Synspunktet er, at uden retten til at
7
8
T. G. Ash og T. Snyder, “The Orange Revolution” (28. april 2005),
The New York Review of Books,
https://www.nybooks.
com/articles/2005/04/28/the-orange-revolution/
Grundlovens § 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for
domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
61
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0064.png
modtage information vil friheden til at formidle tanker og oplysninger være væsentligt
amputeret.
9
Ytringsfriheden omfatter også retten til at forholde sig tavs og dermed afstå fra offentligt
at udtrykke sine holdninger om et givent emne. Det kaldes i en retlig sammenhæng den
negative ytringsfrihed.
Denne udvikling, hvor ytringsfriheden anses for at yde en beskyttelse, der går væsentligt
videre end friheden fra censur, stammer som nævnt i vidt omfang fra EMRK artikel 10,
herunder praksis vedrørende bestemmelsen fra Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol.
10
Denne praksis har haft meget stor indflydelse på ytringsfrihedens udvikling i
Danmark og Europa generelt, og Domstolen har gentagne gange slået fast, at ytringsfri-
heden udgør en af de vigtigste rettigheder i et demokratisk samfund.
11
Domstolen anven-
der desuden en dynamisk fortolkningsstil, som indebærer, at konventionens bestemmel-
ser fortolkes i lyset af de eksisterende samfundsforhold.
Gennemgangen viser, at ytringsfriheden i dag omfatter andet og mere end forbud mod
censur. Ytringsfriheden er med andre ord dynamisk og tæt forbundet med samfundsud-
viklingen. Grundlovens § 77 har ikke hindret denne dynamiske fortolkning og udvikling
af ytringsfriheden. Forbuddet mod censur er dog fortsat vigtigt for ytringsfrihedsbeskyt-
telsen i dag – også i Danmark.
Censur af DR-studievært
Adam Holm, der havde været vært på nyhedsprogrammet Deadline, udkom i 2013
med en kronik i Politiken, hvor han blandt andet skrev: ”Religion er ganske enkelt ren
narresut”, ligesom han i øvrigt gav udtryk for en stærk modvilje mod religion. DR’s
ledelse fandt, at hans religionskritik gik over grænsen for, hvad der var foreneligt med
at være nyhedsvært i DR og indkaldte ham derfor til et møde. På mødet fik han en
tjenstlig påtale og pålæg om, at han, hvis han fremover ville fremføre private holdnin-
ger i den offentlige debat, forinden skulle indhente tilladelse fra sin nærmeste chef.
Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen og udtalte skarp kritik af DR, idet han
fandt, at DR – med kravet om forhåndsgodkendelse – havde iværksat en grundlovs-
stridig censurforanstaltning over for studieværten som privatperson.
9
10
11
Ved revisionen af den norske grundlovs § 100 i 1999 blev den norske ytringsfrihedsbestemmelse affattet således, at
ordlyden af § 100 udtrykkeligt omfatter retten til at modtage information
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil blive behandlet i
kapitel 7.
Handyside mod Storbritannien, dom af 7. december 1976, pr. 49: “Freedom of expression constitutes one of the
essential foundations of such a society, one of the basic conditions for its progress and for the development of every
man”.
62
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0065.png
3. Hensyn bag ytringsfriheden
3.1
Indledning
Selv om ideen om ytringsfrihed på nogle punkter kan spores helt tilbage til antikkens
Grækenland, er ytringsfrihedsbegrebet, som vi kender det i dag, i særlig grad knyttet
til oplysningstiden. Tidens opgør med religiøse dogmer og kirkens absolutte autoritet,
som skete med udgangspunkt i den videnskabelige rationalitet og diskussionerne om
forholdet mellem fornuft og tro, eskalerede debatten om retten til at ytre sig frit. Opgøret
begrænsede sig ikke kun til religiøse dogmer – også enevælden og adelens magt kom
under beskydning i oplysningstiden.
Når nødvendigheden af ytringsfriheden skal begrundes, henvises derfor også typisk til
tre overordnede begrundelser, som har deres udspring i netop oplysningstiden.
3.2
Autonomi – det frie og myndige menneske
Grundtanken bag autonomihensynet er, at ytringsfriheden er en nødvendig forudsæt-
ning for det enkelte individs udvikling til et selvstændigt, myndigt menneske.
12
Ytringsfriheden er fundamental i relation til menneskets udvikling, fordi den skaber
grundlaget for de processer, som kommer til udtryk ved udvekslingen af holdninger,
ideer og værdier mellem mennesker. Disse sociale processer stimulerer vores evne til at
reflektere og handle som rationelle og selvstændige individer. Og det er via relationen
til andre individer, at vi finder ud af, hvad vi selv tænker og mener, og lærer hvem vi er.
Det enkelte individs ret til at udfolde, udvikle og realisere sig gennem ytringer, og til i
øvrigt at kunne udvikle normer for sin egen adfærd, har altså afgørende betydning for, at
vi kan udvikle os til ligeværdige, autonome og fornuftige individer.
Denne præmis er som udgangspunkt fælles for de forskellige udlægninger af autonomi-
hensynet. De to hovedstrømninger inden for autonomihensynet har dog forskelligt syn
på, hvilken rolle staten har i forhold til det autonome individ.
I den mest frihedsorienterede udlægning af autonomihensynet, er hovedsynspunktet –
groft sagt – at ethvert indgreb i individets ytringsfrihed vil være en krænkelse af det
12
Det såkaldte autonomihensyn er meget omdiskuteret i den politiske filosofi og der findes forskellige udlægninger
af princippet og dets indhold, se f.eks. A. Stigen,
Ytringsfrihedens idé
(1986), side 29, R. Dworkin,
Taking rights
seriously
(1977), side 227, R. Scanlon,
Freedom of expression and Categories of Expression
(1979), side 526 og M. Sandel,
Democracy’s discontent: America in search of a public philosophy
(1996), side 7.
63
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0066.png
autonome individ, fordi den vil begrænse individets mulighed for at udvikle sin person-
lighed.
Denne tankegang funderer sit argument på en respekt for individets selvbestemmelses-
ret og tager sit udgangspunkt i en grundtanke om lighed.
13
Lighedstanken hviler på det
ræsonnement, at ethvert menneske har ret til at blive behandlet med omtanke og respekt
af staten, og at staten derfor skal anerkende individets ret til at udvikle sin egen rettesnor
for, hvad der for den enkelte er et godt liv, og hvilke synspunkter man tilslutter sig. Ind-
greb i ytringsfriheden bliver derfor i denne udgave af autonomihensynet udtryk for en
manglende respekt for menneskers ligeværd. Argumentationen har også sammenhæng
med demokratihensynet, som også kan begrunde ytringsfriheden (se nedenfor). Hoved-
pointen er, at en flertalsbeslutning kun har demokratisk legitimitet, når alle individer
– i særdeleshed dem, der tilhører mindretallet – har haft mulighed for frit at ytre deres
synspunkter og meninger om den pågældende beslutning.
Autonomihensynet findes også i en variant, som argumenterer for, at staten bør have en
opdragende funktion i forhold til individet. Argumentation tager sit udgangspunkt i en
forståelse af, at mennesket aldrig er fuldstændig frit og selvstændigt til at udvikle normer
for, hvad der udgør et godt liv, fordi der altid vil være en påvirkning fra arv og miljø.
14
Derfor bør staten ikke afholde sig fra at påvirke individers opdragelse, men bør i et vist
omfang civilisere borgernes moralske egenskaber.
15
En variant af denne tænkning tager
afsæt i forestillingen om
det myndige menneske.
Hensynet bygger på en antagelse om, at
mennesket skal gennemgå en vis dannelse for at kunne fungere som et autonomt individ.
Denne proces har nær sammenhæng med et fungerende uddannelsessystem.
Det er – ifølge denne tænkning – statens ansvar at skabe forudsætningerne for en sådan
socialiserings- og dannelsesproces.
16
Denne udlægning af autonomihensynet underken-
der ikke den respekt for det enkelte individs selvbestemmelsesret, som den mere friheds-
orienterede begrundelse bygger på. Respekten for individets selvbestemmelsesret skal
ses i sammenhæng med dannelsesprocessen. Argumentet er, at den enkeltes frihed ikke
vil være reel uden en forudgående dannelses- og socialiseringsproces.
En myndig og autonom person, som har gennemgået en socialiserings- og dannelses-
proces, anses for at være forholdsvis fornuftig, men samtidig også fejlbarlig. Denne fejl-
13
14
15
16
Denne version af autonomiargumentet er bl.a. fremsat af den amerikanske retsfilosof Ronald Dworkin, se Dworkin
(1977), side 227.
Den liberalistiske version af autonomibegrundelsen kritiseres for netop ikke at tage hensyn til det forhold, at
menneskeret er formet af arv og miljø.
Se bl.a. M. Sandel (1996).
Dette udgangspunkt for autonomiprincippet tager den norske betænkning ”Ytringsfriheden bør finde Sted – Forslag til
ny Grunnlov § 100” (NOU 1999:27). Se side 21ff.
64
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0067.png
barlighed (som vi genfinder i sandhedshensynet – se straks nedenfor) kræver derfor
også, at der løbende eksisterer en åben (offentlig) og kritisk udveksling af meninger,
oplysninger og ideer. Det autonome, myndige individ kan enten deltage i eller gøre sig
bekendt med denne meningsudveksling. Dette forudsætter under alle omstændigheder
en vidtrækkende ytringsfrihed.
Informationsfriheden kan også begrundes i autonomihensynet, fordi individet – for at
kunne fungere som et rationelt, autonomt individ – skal have adgang til information.
Autonomihensynet antages også at omfatte retten til ikke at tilkendegive sine meninger
og overbevisninger – somme tider benævnt den negative ytringsfrihed.
3.3
Sandhed - stræben efter indsigt og den fejlbarlige fornuft
Sandhedshensynet udgør et andet af de tre klassiske argumenter for ytringsfriheden.
Argumentet tager afsæt i en videnskabelig tankegang, hvorefter vi gennem frie menings-
udvekslinger kan fremme ny indsigt. Helt grundlæggende er antagelsen, at sandheden
bedst fremmes og findes i en fri og åben diskussion og ved udvekslingen af informatio-
ner, synspunkter og påstande.
17
Ytringsfriheden er efter sandhedshensynet en grundlæg-
gende forudsætning for større indsigt.
Sandhedshensynet optræder også i forskellige varianter og udlægninger, som har været
indgående behandlet i den vestlige politiske filosofi.
18
Det klassiske forsvar for ytrings-
friheden leveres dog af den britiske liberale filosof John Stuart Mill i hans berømte essay
”On Liberty” fra 1859.
19
Centralt i Mills sandhedsargument står antagelsen om, at sandheden/indsigten – eller
det bedste bud derpå – nødvendigvis må findes i en proces, hvor forskellige synspunkter
brydes og udfordres. Mills argument for ytringsfriheden baserer sig på en grundtanke
om menneskets fejlbarlighed, hvorefter den indsigt, vi som individer besidder, til alle
tider vil være påvirket af forskellige forhold, herunder rodfæstede antagelser begrundet
i personlige begrænsninger, bestående magtforhold mv. Grundtanken er, at alle indivi-
der – om end rationelle – også er fejlbarlige, og derfor er nødt til at give rum for andre
synspunkter end deres egne for det tilfælde, at de viser sig (mere) rigtige/sande eller i
17
18
19
De filosofiske overvejelser om, hvorvidt sandheden skal betragtes som et fundamentalt gode eller har sin berettigelse i
mere utilitaristiske begrundelser, vil ikke blive gjort til genstand for en nærmere behandling i det følgende.
F. Schauer,
Free speech: a philosophical enquiry
(1982), J. Milton,
Aeropagitica
(1644) og F. Hayek,
The Use of Knowledge
in Society
(1945).
Før Mill har også den britiske teolog John Milton forsvaret ytringsfriheden med udgangspunkt i sandhedsargumentet.
For nærmere herom henvises til J. Milton (1644).
65
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0068.png
hvert fald rummer en (større) flig af sandheden. Sat på spidsen er synspunktet, at man,
ved ikke at ville lytte til et argument, berøver sig selv såvel som samfundet en indsigt.
”Den mening, vi vil bruge autoritetens magt til at gøre tavs, kunne mu-
ligvis være sand. De, der ønsker at nægte den mund og mæle, benægter
naturligvis, at den er sand. Men de er ikke ufejlbarlige. De har ingen auto-
ritet til at afgøre spørgsmålet for hele menneskeheden og afskære enhver
anden person fra midlerne til selv at bedømme sagen. At afvise at lade en
mening komme til orde og blive hørt, fordi de er sikre på, at den er falsk,
beløber sig til at gå ud fra, at deres sikkerhed er det samme som absolut
sikkerhed. At afskære fra diskussion er altid det samme som at postulere
sin egen ufejlbarlighed”
20
Den frie meningsudveksling, hvor påstande og meninger konfronteres med hinanden,
sikrer, at vi er mindre tilbøjelige til at lade vores personlige overbevisninger, præferencer
og irrationelle forestillinger herske. Selv indlysende sandheder kan ikke anskues som en
én gang opnået (vedtaget) indsigt, men skal for samfundets og for individets egen skyld
stadig udfordres og sættes under debat. Hvis der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved
sådanne sandheder, og meninger dermed undertrykkes, er det, ifølge Mill, det samme
som at gøre krav på ufejlbarlighed. Desuden mener Mill, at man risikerer at ende i den
offentlige menings tyranni, hvis der i den offentlige debat opstår dogmer, som ikke kan
udfordres. Det ser han som en trussel mod borgernes frihed.
Den åbne debat og menings- og informationsudveksling har også den funktion, at vi i
mødet med ubegrundede og ligefrem falske ytringer anspores til at argumentere for de
synspunkter mv., som vi selv betragter som sande. Dermed skærper vi vores evne til at
argumentere for og begrunde vores holdninger. Det er navnlig i mødet med modargu-
menter, modstående synspunkter og anskuelser, hvor man risikerer kritik, at de holdnin-
ger vi indtager, står deres prøve.
Sandhedshensynet varetager også det hensyn, at der i et demokrati er en interesse i en
rationel meningsdannelse som baggrund for de beslutninger, som træffes, og argumen-
tet har derfor en nær sammenhæng med demokratibegrundelsen for ytringsfriheden, jf.
nedenfor.
Mills argument har formentlig størst betydning i relation til forhold, som vedrører mo-
ralske, politiske og generelt samfundsmæssige spørgsmål, hvor der oftest vil indgå en vis
grad af fortolkning, men hensynet har også betydning for søgen efter naturvidenskabelig
indsigt.
20
Oversættelse fra J. Husted,
Mill om friheden – oversættelse og guide
(2008), side 32.
66
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0069.png
Darwin, forskningsfrihed og sandhedshensynet
I 1859 udgav videnskabsmanden Charles Darwin bogen ”Arternes oprindelse”, som
indeholdt en teori om naturlig selektion. Ved udgivelsen tog den biologiske opfattelse
af verden og udviklingen stadig hovedsagelig udgangspunkt i religiøse overbevisnin-
ger (den kristne lære). Darwins teori om, at naturlig selektion kan forklare, hvordan
jordens dyre- og plantearter har udviklet sig igennem jordens historie stod således i
skarp kontrast til de øvrige biologiske opfattelser, som herskede, og Darwins evoluti-
onsteori var for sin tid voldsomt kontroversiel. Måske var det også derfor, han ventede
over 15 år fra manuskriptet lå færdigt, til bogen blev publiceret. Bogen regnes i dag
som det mest epokegørende værk i biologiens historie, og Darwins opdagelser har
haft enorm indflydelse på vores viden om livet på jorden.
21
Albert Einsteins relativitet-
steori og Niels Bohrs bidrag til kvantefysikken repræsenterede begge et brud med den
klassiske fysik og er også eksempler på forskning, som har haft afgørende indflydelse
på den videnskabelige indsigt.
Den fri forskning har stor betydning for, at vi som samfund konstant sætter opfat-
telser og antagelser under debat og er afgørende i forhold til sandhedshensynets
bærende præmis. Eksemplet med Darwins udgivelse viser tydeligt, at det skal være
muligt at fremsætte teorier og resultater, som strider mod etablerede sandheder og
kendsgerninger, fordi det kan have potentiale til at skabe større videnskabelig indsigt
og ændre helt grundlæggende antagelser, som vi baserer vores eksistens på.
22
Som vi
ser i eksemplet om Galileo Galilei i kapitel 4, har der dog langtfra altid været plads til
forskningsresultater, der stred mod tidens dogmer.
3.4
Demokrati – Det demokratiske samfund
Som en tredje central begrundelse for ytringsfriheden fremhæves ofte dens betydning
for et demokratisk samfund, hvor meningsudveksling og den frie adgang til informatio-
ner udgør fundamentet for demokratiets funktion.
23
Ytringsfriheden er derfor uløseligt
forbundet med de demokratiske frihedsrettigheder og betragtes som en særlig demokra-
tisk rettighed.
24
21
22
23
24
”Store opdagelser: Darwin og evolutionslæren” (30. april 2014),
Videmskab.dk,
https://videnskab.dk/miljo-
naturvidenskab/store-opdagelser-darwin-og-evolutionslaeren (senest tilgået den 19. juni 2019).
Der er blevet peget på, at forsknings- og ytringsfriheden for forskere i den senere tid er kommet under pres, bl.a. fordi
universiteter i højere grad indgår aftaler om at udføre forskning, som indeholder klausuler, der begrænser eller fratager
forskere deres forskning- og ytringsfrihed. Se bl.a. ”Professor: Forskningsfriheden er til salg” (15. oktober 2017),
Altinget,
https://www.altinget.dk/artikel/professor-forskningsfriheden-er-til-salg (senest tilgået den 16. december
2019). For nærmere om dette spørgsmål se kapitel 15 om informationsfrihed
Demokratiargumentet kan spores helt tilbage til Spinoza, Hume og Kant, se hertil Schauer (1982), side 37.
Se bl.a. den amerikanske retsfilosof A. Meiklejohn,
Free speech – and it’s relation to self-regulation
(1948).
67
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0070.png
Det moderne repræsentative demokrati er kendetegnet ved at være et folkestyre, hvor
borgerne er de ultimative beslutningstagere, som ved valghandlingen beslutter, hvem der
skal forvalte magten. Frie valg og flertalsbeslutninger er karakteristiske for demokratiet,
men demokratiet kan ikke udelukkende basere sig herpå. Uden en åben og inkluderende
offentlig debat, som går forud for valghandlingerne, vil demokratiet være illusorisk.
25
Magthaverne skal kunne udfordres, påvirkes og stilles til ansvar for deres beslutninger,
og det sker bedst i en offentlig og fri debat, ligesom borgerne skal kunne få kendskab til
politikernes synspunkter, værdier og bevæggrunde.
Ytringsfriheden skal sikre deltagelse i og indflydelse på demokratiet, men det er ikke
alene retten til at deltage og ytre sig i den offentlige debat, som er af væsentlig betydning
for demokratiet. Også retten til at blive gjort bekendt med og have adgang til informati-
oner, påstande og synspunkter er af fundamental betydning for demokratiet. Derfor er
informationsfriheden, som skal sikre den faktiske adgang til information, også central.
Det er den forudgående og løbende meningsudveksling, som sikrer, at borgerne har et
oplyst grundlag at træffe deres beslutninger på. Denne forestilling hænger nært sam-
men med sandhedshensynets idé om, at meningsudvekslinger skaber bedre indsigt. Det
gælder også for de folkevalgte, som naturligt må antages at have en interesse i at kunne
holde sig orienterede om befolkningens ønsker, synspunkter og herskende dagsordener.
Ytringsfriheden er – efter demokratihensynet – en nødvendig forudsætning for, at kun-
ne udøve magten på et oplyst grundlag.
Lovgivningsprocessen skal sikre tid til politisk debat og eftertanke
Et lovforslag skal behandles tre gange i Folketinget, inden det kan vedtages. Det står
i grundlovens § 41, stk. 2. Formålet med at have tre behandlinger er at sikre, at der
er tilstrækkelig tid til politiske drøftelser og nærmere overvejelser om lovforslaget. I
lovgivningsprocessen er der derved taget hensyn til, at politikerne skal kunne gøre sig
bekendt med befolkningens holdninger til et fremsat lovforslag, ligesom borgerne,
som følge af offentligheden i lovgivningsprocessen, har mulighed for at følge med og
deltage i den politiske debat.
Den danske tradition for at sende udkast til lovforslag og anden lovgivning i offentlig
høring hos berørte organisationer mv., varetager samme hensyn.
25
Som den britiske professor Timothy Garton Ash formulerer det: “First voice, then vote”, i T.G. Ash,
Free speech – Ten
Principles for a Connected World
(2016), side 76.
68
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0071.png
Det er ikke blot information af faktisk karakter, der efter demokratiargumentet bør være
videst mulig adgang til. Lige så afgørende er det, at borgerne (vælgerne) har adgang til
mangfoldige synspunkter og kritiske holdninger om emner af samfundsmæssig inte-
resse. Sandhedshensynets forestilling om, at en ytring ikke nødvendigvis er sand eller
falsk, men kan indeholde aspekter af begge, genfindes altså her. Synspunktet gør sig nok
særligt gældende, når emnet drejer sig om mere værdiprægede emner, som f.eks. poli-
tiske og moralske spørgsmål. Her vil sandheden ofte være mangesidet og tage afsæt i
forskellige holdningsmæssige overbevisninger.
Ytringsfriheden er også en vigtig del af offentlighedens kontrol med politikernes forvalt-
ning af magten, fordi ytrings- og informationsfriheden er med til at sikre gennemsig-
tighed. Denne kontrolfunktion varetages i de moderne samfund i høj grad af medierne,
som også ofte kaldes ”offentlighedens vagthund” eller ”den fjerde statsmagt”.
Kernen i mediernes rolle i samfundet består i at informere og oplyse borgerne om vig-
tige samfundsanliggender. Uden ytringsfrihed og adgang til information om offentlige
forhold ville medierne ikke kunne udfylde denne vigtige demokratiske kontrolfunktion.
Der findes en række regler, som sikrer offentlighed om de demokratiske processer. Det
gælder bl.a. regler om aktindsigt og princippet om offentlighed i retsplejen.
26
Med disse
regler skabes grundlaget for, at offentligheden, herunder medierne, kan kigge magtha-
verne i kortene. Spørgsmålet om rækkevidden af informationsfriheden, herunder navn-
lig i relation til indsigt i myndighedernes arbejde, giver løbende anledning til debat i
offentligheden.
27
3.5
Mangfoldighedshensynet - Ytringsfrihed som fremmer af tolerance
Undertiden peges der i dag på en fjerde begrundelse for ytringsfriheden – mangfoldig-
hedshensynet.
Her er argumentet, at ytringsfriheden sikrer, at vi bliver mødt med holdninger og syns-
punkter, som vi er uenige i, og at vi med tiden vil kunne lære at acceptere, at disse syns-
punkter findes – trods vores uenighed. I nogle tilfælde vil vi måske endda acceptere eller
lade os overbevise af holdninger, som vi tidligere vendte os imod. Argumentet baserer
sig på en antagelse om, at vi instinktivt vil have tendens til at ville gøre indskrænkninger i
26
27
Adgangen til at overvære Folketingets forhandlinger, jf. grundlovens § 49, reglerne om aktindsigt, samt princippet om
offentlighed i retsplejen, jf. grundlovens § 65.
Se for nærmere om offentlighedens adgang til indsigt i offentlige myndigheders arbejde i kapitel 15 om
informationsfrihed.
69
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0072.png
ytringsfriheden for holdninger, som vi ikke er enige i, men at ytringsfriheden medvirker
til at undertrykke denne impuls.
Ræsonnementet er, at ytringsfriheden tester vores evne til leve i samfund, som er præget
af konflikt og uoverensstemmelser, og træner vores tolerance over for anderledes hold-
ninger og overbevisninger. Ytringsfriheden medvirker – efter denne tænkemåde – til, at
vi lærer at leve med den mangfoldighed, som eksisterer.
Mangfoldighedsargumentet er i de senere år særligt blevet sat i forbindelse med kon-
sekvenserne af globaliseringen. Globaliseringen og den deraf afledte migration har
betydet, at der i mange samfund i dag er en langt større forskellighed i befolknings-
sammensætningen end tidligere. Den mindre grad af homogenitet har været årsag til
kultursammenstød og konfrontationer. De sociale medier, hvor vi dagligt konfronteres
med mange flere – også yderligtgående – synspunkter end tidligere, har også bidraget til,
at disse konfliktsituationer opstår.
Ifølge mangfoldighedsargumentet er ytringsfriheden en del af løsningen på disse udfor-
dringer, fordi den på længere sigt skaber større tolerance og forståelse.
28
Selv om vi på
kortere sigt må acceptere alvorlige og ubehagelige situationer og sammenstød, som kan
opstå, når nogen bruger deres ytringsfrihed.
29
Man kan indvende mod mangfoldighedsargumentet, at det baserer sig på en meget opti-
mistisk tro på den menneskelige natur. Mere skeptisk indstillede vil måske snarere mene,
at mangfoldigheden i de moderne samfund nødvendiggør en mere udstrakt hensynta-
gen for at sikre en fredelig sameksistens. Her er synspunktet, at den sociale fred bedst
opretholdes i multikulturelle samfund, hvis der er visse selvpålagte eller lovbestemte be-
grænsninger i, hvad man offentligt kan tillade sig at sige – f.eks. om andres religion eller
etniske ophav.
4. Den begrænsede ytringsfrihed
Ytringsfriheden er ikke en absolut rettighed. Der er i alle de samfund, hvor ytringsfrihe-
den er beskyttet, samtidig en erkendelse af, at den ikke kan være ubegrænset, og at det
er legitimt at fastsætte visse begrænsninger af hensyn til andre individer og samfundet.
28
29
Mangfoldighedsprincippet er hovedsageligt udviklet og siden forsvaret af den amerikanske jurist Lee Bollinger, se L.
Bollinger,
The Tolerant Society
(1986).
Mangfoldighedsprincippet fremhæves som et væsentligt argument for ytringsfriheden i en multikulturel og
globaliseret verden hos Ash (2016), side 73ff.
70
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0073.png
Behovet for indskrænkninger opstår, når ytringsfriheden kommer i konflikt med andre
grundlæggende rettigheder og samfundsinteresser, som også beskyttes. Derfor kan det
være nødvendigt at gøre indgreb i ytringsfriheden for at beskytte f.eks. den nationale
sikkerhed, forebygge uorden eller forbrydelser eller for at beskytte andres omdømme og
integritet.
Staten kan desuden i særlige tilfælde – som følge af internationale forpligtelser – have en
egentlig pligt til at fastsætte indskrænkninger i ytringsfriheden, f.eks. ved kriminalise-
ring af visse former for hadefuld tale.
Nogle begrænsninger i ytringsfriheden forekommer ukontroversielle og nærmest indis-
kutable. Det gælder f.eks. tavshedspligten i sundhedsvæsenet, som er begrundet i hensy-
net til patienternes privatliv, og som næppe nogen vil være foruden.
Der sker dog også indskrænkninger i ytringsfriheden pga. mere abstrakte, værdibasere-
de hensyn, som f.eks. at opretholde ro i samfundet. Det var den nu ophævede bestem-
melse om blasfemi i straffeloven et eksempel på.
Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål, hvordan man finder balancen mellem ytrings-
frihed og andre grundlæggende hensyn, og der vil formentlig altid være debat om, hvor-
dan balancen skal være.
30
Når der opstår konkrete problemstillinger, søges de som ud-
gangspunkt løst ved en afvejning af de modsatrettede hensyn, som er i spil.
Afvejning af grundlæggende hensyn – ytringsfrihed og retten til privatliv
I 2012 afsagde Højesteret dom i en sag om optagelser foretaget med skjult kamera fra
et plejehjem i København. Optagelserne blev vist i programmet ’Magasinet Søndag’
og formålet var at afdække en betydelig forskel på kommunernes officielle politik for
pleje og den faktiske praksis på det pågældende plejehjem. De skjulte optagelser var
lavet af en journalist, som i en periode på to måneder havde taget arbejde som syge-
hjælper på plejehjemmet. Hun var i kraft af sin ansættelse underlagt tavshedspligt.
Højesteret fandt, at emnet for udsendelsen utvivlsomt var af væsentlig samfundsmæs-
sig interesse.
Optagelserne viste imidlertid beboerne i meget intime situationer, herunder afklædte,
under toiletbesøg og under plejepersonalets bistand med intimhygiejne. Beboerne
havde ikke samtykket til hverken optagelsen eller den efterfølgende visning, hvor der
var foretaget en vis sløring af beboerne, men dog så utilstrækkelig, at det var muligt
30
Se nærmere om ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark i kapitel 4.
71
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0074.png
for pårørende og bekendte mv. at identificere dem. Den videregivelse af fortrolige op-
lysninger, som udsendelsen derfor indebar, udgjorde ifølge Højesteret en grov kræn-
kelse af beboernes privatliv.
I centrum af sagen stod to grundlæggende hensyn, der skulle afvejes over for hin-
anden: Beboernes ret til privatliv over for hensynet til pressens særligt vidtgående
ytringsfrihed til at rapportere om emner af samfundsmæssig interesse.
Efter en samlet afvejning slog Højesteret fast, at hensynet til at belyse de mulige kriti-
sable forhold på det pågældende plejecenter ikke kunne berettige de grove krænkelser
af beboernes privatliv, som visningen af optagelserne indebar. Derfor blev journa-
listerne kendt skyldige i at have videregivet fortrolige oplysninger. Højesteret lagde
altså konkret større vægt på hensynet til at værne om beboernes privatliv end på hen-
synet til at sikre pressens ytringsfrihed og mulighed for at virke som offentlighedens
vagthund.
31
Lovgivningsmæssige begrænsninger i ytringsfriheden medfører typisk ikke – som ek-
semplet med de skjulte optagelser viser – at de pågældende ytringer ikke kan se dagens
lys (forudgående indgreb). Det forhindrer dog ikke, at ytringerne udløser et efterfølgen-
de (straf-)ansvar. Det er bl.a. forudsat i grundlovens § 77 ved formuleringen ”dog under
ansvar for domstolene”.
32
Racismeparagraffen i straffelovens § 266 b og § 267 om injurier er eksempler på bestem-
melser, der fastsætter strafansvar for ytringer med et nærmere bestemt indhold.
Der er bred enighed om, at der i mødet med andre beskyttelseshensyn må sættes visse
grænser for ytringsfriheden. Spørgsmålet om, hvor disse grænser konkret befinder sig
i et moderne demokrati, optager dog fortsat ofte og følelsesladet den offentlige debat.
4.1
Hvor skal grænsen gå – ord eller handling?
Spørgsmålet om, hvorvidt der kan og bør skelnes mellem holdninger (ytringer) og hand-
linger, udgør en væsentlig skillelinje i diskussionen om ytringsfrihedens grænser.
33
31
32
33
U2012.1788H.
De nærmere retlige rammer for ytringsfriheden behandles i kapitel 7.
Se bl.a. P. Germer,
Ytringsfrihedens væsen
(1973/1978), side 210ff., E. Hansen, ”MEN hvordan adskiller vi tale og
handling?” (8. december 2016),
Offentligheder.dk,
http://offentligheder.dk/men-hvordan-adskiller-vi-tale-og-handling/,
A. Meiklejohn,
Political Freedom
(1960/1965), side 122f., A. Ross,
Dansk statsforfatningsret
(166/1980), side 709, H.
Koch, Om Tolerance, Frie Ord, (1946), side 107 og J. Mchangama og F. Stjernfelt,
MEN – Ytringsfrihedens historie i
Danmark,
side 937f.
72
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0075.png
Helt grundlæggende handler diskussionen om, hvorvidt staten bør sætte grænser for
vores tanke- og ytringsfrihed (holdninger/ytringer) eller kun for individets handlefrihed
(handlinger). Et afledt spørgsmål er, om det overhovedet er muligt og hensigtsmæssigt at
foretage en skarp sondring mellem ord og handlinger.
Ét grundsynspunkt er, at det at udtrykke sig med ord er væsensforskelligt fra det at hand-
le i fysisk forstand, og at det er en glidebane for indskrænkninger af ytringsfriheden, hvis
man sidestiller ytringer med handlinger.
34
Fortalere for dette synspunkt vil alene krimi-
nalisere ytringer, der rummer en klar opfordring eller tilskyndelse til at begå strafbare
handlinger eller grove, usande sigtelser mod enkeltpersoner.
35
Et eksempel til illustration af synspunktet er billigelse af terror, som de fleste nok kan bli-
ve enige om er både usympatisk og stødende. Tilhængerne af den skarpe sondring mel-
lem ord og handlinger vil dog lægge afgørende vægt på, at den blotte billigelse – om end
usympatisk – stadig er noget helt andet end det at udføre en terrorhandling. Forherligel-
sen alene bør derfor ikke kriminaliseres, men i stedet angribes med ord og argumenter.
Kritikere af den skarpe sondring mellem tale og handling peger omvendt på, at det ofte
ikke er muligt at foretage en skarp skelnen mellem ord og handling, fordi grænsen i
praksis vil være flydende og uklar.
36
De mener desuden, at ytringer nogle gange skal
kriminaliseres, ikke fordi ord skal sidestilles med handlinger, men fordi ord kan have an-
dre skadevirkninger end handlinger. Det er for eksempel tilfældet med injurierende og
ærekrænkende udtalelser, som fortalerne for en skarp skelnen mellem ord og handlinger
i øvrigt også mener skal kriminaliseres.
Hvis man tager eksemplet med billigelse af terror, kan kriminalisering i denne optik
begrundes med, at billigelsen bidrager til en opfattelse af, at det er rimeligt og retfærdigt
at begå terrorhandlinger. Hvis en positiv opfattelse af terrorisme styrkes eller spreder
sig, så øger det risikoen for, at personer begår terrorhandlinger. Diskussionen om ord og
handling handler derfor også om, hvilke skadevirkninger man ønsker at undgå.
34
35
36
Tankegangen finder sit udgangspunkt i filosoffen Spinozas tanker om handlefrihed og tankefrihed. Ifølge Spinoza kan
man ikke bestemme, hvad folk skal tro på, og derfor skal det i en fri stat være tilladt for enhver at mene og sige, hvad
han vil. Staten kan derimod gøre indgreb i den enkeltes handlefrihed, men aldrig tanke- og ytringsfriheden. Se hertil
C. H. Koch,
Spinoza – kætter og filosof
(2015), side 401ff. Se desuden kapitel 4, afsnit 4.1, om Spinoza.
Stjernfelt og Mchangama (2016) sondrer mellem tale og handlinger, og tilslutter sig derved den danske oplysningsmand
Michael Birckners tanker, som er inspireret af bl.a. Spinoza. I sit hovedværk om trykkefriheden fra 1797 anfører Birckner
således, at det kun bør være direkte opfordring til fysisk handling, der kan gøres til genstand for retsforfølgning. Se
også ”Flemming Rose: Regeringen eroderer et grundprincip i den danske ytringsfrihed” (2. april 2016), Jyllands-Posten,
https://jyllands-posten.dk/politik/ECE8554156/flemming-rose-regeringen-eroderer-et-grundprincip-i-den-danske-
ytringsfrihed/.
E. Hansen, (2016).
73
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0076.png
Hadefuld tale – hvor langt er der fra ord til handling?
Diskussionen om skellet mellem ord og handling har i nyere tid især relateret sig til
hadefuld tale (hate speech), som i Danmark er kriminaliseret i straffelovens § 266 b.
Senest blussede diskussion op i forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte imam-lov
i 2016. Med den nye bestemmelse i straffelovens § 136, stk. 3, blev det gjort strafbart at
fremsætte ytringer, der indebærer en udtrykkelig
billigelse
af visse grovere forbrydel-
ser, som f.eks. flerkoneri og revselse, når det sker som led i religiøs oplæring.
37
Fortalere for den skarpe sondring mellem ord og handling mener, at loven udvisker
skellet mellem det at
billige
noget strafbart og det at
opfordre
til at gøre noget strafbart.
Fortalere for loven anfører, at netop fordi billigelsen sker som led i religiøs oplæring,
bliver den handlingsanvisende, og derfor bør den kriminaliseres.
4.2
Andre forhold af betydning for ytringsfrihedens udfoldelse
Borgernes lyst til og mulighed for at sige, hvad de mener om et bestemt emne, og dermed
gøre brug af deres ytringsfrihed, påvirkes ikke udelukkende af retlige rammer. Frygt for
reaktioner eller repressalier, påvirkning fra sociale normer og den reelle mulighed for at
komme til orde kan også – med forskellig styrke – begrænse individets ytringsfrihed og
udfoldelse.
Alle borgere har som udgangspunkt den samme ytringsfrihed, men det retlige værn om
ytringsfriheden sikrer ikke i sig selv, at alle borgere kommer til orde og gør brug af deres
ytringsfrihed.
Den faktiske adgang til at udøve sin ytringsfrihed afhænger af mange faktorer, herun-
der den enkeltes personlige evne til at udtrykke sig. Hvis man f.eks. har svært ved at
formulere sig, har det nødvendigvis indvirkning på muligheden for at komme til orde.
Derfor spiller befolkningens uddannelses- og vidensniveau også en vigtig rolle i relation
til ytringsfrihedens praktiske udfoldelse i samfundet.
Betydningen af muligheden for at kunne komme til orde bliver måske særlig tydelig, når
man ønsker at nå ud til en videre kreds. Adgangen til at ytre sig i det offentlige rum har
tidligere været nært forbundet med adgangen til at publicere ytringer gennem de etab-
lerede nyhedsmedier. Medierne bestemmer suverænt, hvad der bringes, og en ytrings
37
Lovforslag nr. L 18 om ændring af straffeloven af 5. oktober 2016 (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat)
74
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0077.png
gennemslagskraft har derfor traditionelt haft nær sammenhæng med, om skribenten
slap gennem det redaktionelle nåleøje.
Den teknologiske udvikling – ikke mindst tilkomsten af sociale medier – har imidlertid
ændret billedet fuldstændigt. I dag kan enhver med adgang til internettet publicere sine
holdninger mv. på sociale medier uden behov for en redaktør eller andre hjælpemidler.
Enhver er populært sagt blevet sin egen redaktør. På sociale medier kan ytringer frem-
sættes straks og (potentielt) spredes vidt og bredt med meget høj hastighed.
Udviklingen forstås undertiden sådan, at sociale medier har demokratiseret den offent-
lige debat, fordi mange flere, takket været de nye medier, i dag har mulighed for at ytre
sig og deltage i debatter med mennesker, de ellers ikke vil møde. Derudover er afstanden
til politikerne blevet kortere, og den offentlige dagsorden defineres ikke kun af publici-
stiske nyhedsmedier og politikere. Kampagnerne #metoo om seksuelle krænkelser og
#detkuhaværetmig om en straffesag mod en yngre læge er aktuelle eksempler på, hvilken
betydning sociale medier har for den offentlige dagsorden.
Det er dog også velkendt, at tonen i debatten på sociale medier til tider er så hård og
brutal, at den får nogen til at holde sig fra at deltage og dermed undlade at bruge deres
ytringsfrihed. Internettet og sociale medier kritiseres i det hele taget for at give rum til
anonyme brugere, som forurener debatklimaet på de forskellige platforme, og som der-
for forhindrer mangfoldig samtale.
38
Som nævnt kan det være forbundet med retlige sanktioner at udnytte sin ytringsfrihed,
men risikoen for andre mere uformelle reaktioner kan også i høj grad påvirke lysten og
tilbøjeligheden til at ytre sig.
De repressalier (f.eks. social misbilligelse, vold, trusler, karantæne på sociale medier el-
ler ansættelsesmæssige konsekvenser), der efter omstændighederne kan være forbundet
med at ytre sig offentligt om følsomme eller kontroversielle emner, spiller tillige en rolle
for den faktiske brug af ytringsfriheden. Hvad enten det er en hård debattone, frygten
for egentlige trusler og angreb eller sociale reaktioner, der afholder folk fra at ytre sig, er
38
Se publikationen ”Hadefulde ytringer i den offentlige online debat”,
Institut for Menneskerettigheder
(https://
menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/ligebehandling_2017/rapport_hadefulde_
ytringer_online_2017.pdf).
75
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0078.png
det alvorligt for demokratiet.
39
At frygten ikke altid er ubegrundet, har vi desværre set
eksempler på både i Danmark og i resten af verden.
40
Der er en væsentlig forskel på, om man undlader at ytre sig pga. frygt for uretmæssige
trusler og vold mv., eller om man vælger at forholde sig tavs om et givent emne, fordi
man er af den overbevisning, at det vil være mere hensigtsmæssigt at lade være.
Ytringskultur- og ansvar, sociale normer og etikette har væsentlig betydning for, hvad vi
ytrer os om, og hvordan vi ytrer os. Hvilken ytringskultur, der eksisterer, afhænger i høj
grad af samfundet, medierne, religion mv.
Disse normer for hvad vi ytrer os om, og hvordan vi ytrer os, sættes også på prøve i den
digitaliserede og globale virkelighed, hvor der eksisterer vidt forskellige retningsgivende
normer for meningsudveksling.
Den offentlige debat er som nævnt i meget stort omfang rykket over på de sociale medi-
er, som har etiske retningslinjer, der er tilpasset en global virkelighed. At dette kan have
konsekvenser for ytringsfriheden blev bl.a. tydeligt, da forfatteren Peter Øvig Knudsens
bøger om hippiebevægelsen i Danmark i 2013 blev fjernet fra Apples netbutik, fordi bo-
gens forside viste en nøgen kvinde. Det samme gjorde sig gældende, da Facebook fjerne-
de et ikonisk billede fra Vietnamkrigen, som viste en nøgen pige, der flygtede under et
napalm-angreb. Begge sager gav anledning til stor debat, fordi amerikanske normer for
blufærdighed, som fjernelsen af billederne var udtryk for, forekom bornerte og utidssva-
rende i bl.a. en dansk sammenhæng.
Denne indholdsmoderation på sociale medier finder også sted i forhold til kontrover-
sielle politiske udsagn og religionskritik.
De sociale adfærdsnormer fungerer desuden som uskrevne regler, der får en selvregu-
lerende effekt i forhold til, hvad folk ytrer. Hvad der er god og dårlig ytringsadfærd be-
stemmes af de sociale normer og etikette. I vores daglige liv går vi formentlig sjældent
rundt og tænker på de retlige grænser for ytringsfriheden, når vi ytrer os. Her er det i
højere grad de sociale, moralske normer og omgangstonen, som regulerer vores adfærd.
Det er i høj grad den konkrete sammenhæng, som sætter rammerne og vilkårene for
39
40
Se f.eks. undersøgelsen ”Chikane, trusler og hærværk mod kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer”
Indenrigsministeriet, KL
og
Danske Regioner
(http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_85511/cf_202/Chikane-unders-gelse.
PDF). Rapporten viser, at fire ud af ti kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer har oplevet chikane, hærværk
eller trusler i forbindelse med deres politiske hverv – særligt på mail og via sociale medier.
Det gælder f.eks. angrebet i februar 2015 mod et debatmøde om ytringsfrihed og den jødiske synagoge i København,
hvor to personer blev dræbt og angrebet i januar 2015 på satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt,
ligesom også trusler over for nogle enkeltpersoner er så alvorlige, at de må leve under beskyttelse.
76
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0079.png
meningsudvekslingen. Eksempelvis vil det, vi siger på arbejdspladsen højst sandsynligt
adskille sig fra, hvad vi ytrer ved middagsbordet inden for hjemmets fire vægge. Typisk
sker denne filtrering helt ubevidst, fordi vores adfærd indrettes efter sociale normer.
Det er under alle omstændigheder klart, at såvel muligheden for at komme til orde, fryg-
ten for repressalier som følge af ytringer og ytringskultur har betydning for ytringsfrihe-
dens faktiske grænser, som ofte adskiller sig fra de grænser, som loven sætter.
Når talen falder på ytringsfrihedens grænser, handler diskussionen ofte om, hvorvidt
forbud og strafferetlige sanktioner overhovedet er den rette måde at dæmme op for be-
stemte ytringer på. For nogen vil svaret være ”ja”, mens andre fastholder det synspunkt,
at oplysning og modargumenter i en offentlig debat er en bedre metode til at imødegå
holdninger og synspunkter, som for nogen (måske flertallet) kan virke frastødende og
uforståelige.
At debatten om ytringsfrihedens grænser kontinuerligt finder sted, er udtryk for, at
ytringsfriheden er dynamisk og ikke mindst påvirket af den almindelige samfundsud-
vikling. Det indikerer nok også, at ytringsfrihedens vilkår udgør et af de vigtigste para-
metre for det levende demokrati.
41
41
”Ytrings- og forsamlingsfrihed – status 2015-16”,
Institut for Menneskerettigheder
(https://menneskeret.dk/udgivelser/
ytrings-forsamlingsfrihed-status-2015-16), side 5f. Se for nærmere om, hvordan samfundsudviklingen har påvirket
synet på ytringsfriheden og dens grænser i kapitel 5 om ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur.
77
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Denne side er med vilje efterladt uden indhold.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 4
Ytringsfrihedens historiske udvikling
og ankomst til Danmark
1. Indledning
Ytringsfriheden er en fundamental rettighed, som vi i de vestlige demokratier tager for
givet. Men sådan har det langt fra altid været.
Set i et historisk perspektiv må man konstatere, at det vi forstår ved ytringsfrihed, er et
relativt nyt begreb, hvis udbredelse har nær sammenhæng med de forestillinger om in-
divid og samfund, der især vandt frem i oplysningstiden og tiden derefter.
Selv om dette kapitel særligt vil handle om den (rets-)historiske udvikling i Danmark
med et fokus på de retlige rammer om trykke- og ytringsfriheden gennem tiden, omta-
les også de begivenheder, personer og strømninger fra omverdenen, som i høj grad har
været bestemmende for den danske udvikling.
Med henblik på at afgrænse stoffets omfang i overensstemmelse med kommissionens
formål og rammer, vil gennemgangen ske ved hjælp af nogle udvalgte nedslagspunkter –
f.eks. bestemte perioder, begivenheder eller værker – som vurderes at have haft en særlig
betydning for ytringsfrihedens udvikling i Danmark.
2. Ytringsfrihed i antikkens Athen og i den romerske
republik
2.1
Antikkens Athen
I foråret 1994 markerede verden 2500-året for indførelsen af en form for demokrati i det,
der dengang var den græske bystat Athen.
Indførelsen af demokrati fandt sted i år 507 f.Kr., efter at tyrannen Peisistratos’ herre-
dømme var nedkæmpet, og tilskrives den athenske statsmand Kleisthenes, som med
hjælp fra folket var blevet bystatens højeste embedsmand.
79
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0082.png
Det athenske demokrati bestod frem til år 322 f.Kr.
42
Der var i løbet af de knap 200 år
naturligvis en række ændringer af de politiske organer og deres beføjelser.
43
Et grundtræk ved det athenske demokrati var, at der var tale om et direkte demokrati –
et forsamlingsdemokrati – som er noget ganske andet end de moderne repræsentative
demokratier, som vi kender i dag.
I det athenske demokrati var det centrale organ folkeforsamlingen (Ekklesia). Der var
ikke tale om et parlament med folkevalgte repræsentanter, som med et mandat fra væl-
gerne udøvede magten på vegne af folket. Folkeforsamlingen var derimod et sted (under
åben himmel), hvor i princippet enhver athensk borger kunne møde frem og tage direkte
del i statens styrelse ved f.eks. at stille forslag til lovgivning, deltage i afstemninger ved
håndsoprækning mv.
I en del af perioden var der møde i folkeforsamlingen så hyppigt som 40 gange årligt
med deltagelse af i størrelsesordenen 6.000 borgere hver gang – en ikke ubetydelig an-
del af de i alt ca. 30.000 borgere, som det skønnes opfyldte betingelserne for at deltage i
folkeforsamlingen.
44
Folkeforsamlingen var forbeholdt mandlige athenske borgere over 20 år, og borgerska-
bet var et privilegium, som faldt i arv til mandlige efterkommere. Kvinder, tilflyttere og
slaver var således alle afskåret fra direkte politisk indflydelse.
Folkeforsamlingen var ikke den eneste politiske forsamling i det athenske demokrati,
der – med en vis variation gennem perioden – tillige bestod af bl.a. folkedomstolen og
de såkaldte nomotheter (lovgivere) foruden et større embedsværk. Også i disse organer
var det de mandlige borgere, der besatte posterne, mange gennem lodtrækning, andre
ved direkte valg.
2.1.1
Isegoria og Parrhesia
Udover at være en styreform med bestemte politiske organer, var demokratiet på samme
tid også en livsform, hvor idealer om frihed og lighed indtog en særlig plads. Frihedside-
alet var todelt og bestod dels af den politiske frihed til at tage del i statens styrelse, dels af
42
43
44
Der var imidlertid ikke tale om en ubrudt periode med demokrati, idet der i perioden 2 gange i 411 og i 404 var
perioder, hvor demokratiet var afskaffet til fordel for et oligarkisk styre. Specielt i 404 var der under de såkaldte 30
tyranner tale om et meget brutalt regime, som først efter en hård borgerkrig blev afskaffet.
M. Herman Hansen,
Demokratiet i Athen,
1. udgave (1993), side 47ff.
Hansen (1993), side 30f.
80
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0083.png
friheden til at leve sit liv, som man ønskede sig uden statslig indblanding, når blot man
respekterede loven og tog hensyn til sine medmennesker.
45
Centralt i det politiske aspekt af friheden stod bl.a. begrebet Isegoria. Den oprindelige
betydning af udtrykket er ”lige ret til at tale på markedspladsen”
46
og er således et udtryk
for den lige adgang til at tale og blive hørt i f.eks. de politiske forsamlinger, herunder på
folkeforsamlingen. Isegoria handler med andre ord ikke om det indholdsmæssige – hvad
man kan og må sige – men derimod om retten til og muligheden for at blive hørt på lige
fod med andre borgere. Det var en del af borgerrettighederne og kunne helt eller delvist
fortabes.
I realiteten var det dog ikke sådan, at hvem som helst benyttede sig af sin taleret og mu-
ligheden for at overbevise sine medborgere om egne synspunkter. Der opstod med tiden
en forventning om, at dem, der tog ordet i forsamlingerne, besad et vist retorisk niveau,
og det at tale i forsamlingerne udviklede sig derfor til en krævende disciplin, som kun en
mindre gruppe af de taleberettigede – hovedsageligt trænede retorikere og ældre stats-
mænd – mestrede og praktiserede.
47
Når vi i dag taler om, at vi ”stemmer” til de politiske forsamlinger, antages det, at ud-
trykket har sin oprindelse i begrebet Isegoria, hvor det at bruge sin stemme/sin røst bog-
staveligt talt var ensbetydende med det at bruge sin mulighed for indflydelse i politiske
anliggender.
Et væsentligt aspekt af friheden til at leve sit liv, som man ønskede uden indblanding,
var friheden til ærligt og åbent at sige, hvad man mente. Det kaldes Parrhesia. Den op-
rindelige betydning er at ”sige alt,” og det er således et udtryk for retten til frimodigt
og åbent at give udtryk for sine tanker. Parrhesia vedrører – i moderne termer – den
indholdsmæssige ytringsfrihed og er sammenlignelig med den nutidige opfattelse af
ytringsfrihed.
Parrhesia kunne både relatere sig til politiske anliggender, hvor bl.a. Demosthenes opfor-
drede dem, der benyttede sig af retten til at tage ordet i folkeforsamlingen, til at tale frit,
og (især) til livet uden for de politiske forsamlinger, herunder privatsfæren. Et sted, hvor
Parrhesia blev praktiseret livligt, var i komedien, hvor de, som tog del i den offentlige
debat eller på anden måde gjorde sig bemærket, måtte finde sig i at lægge ryg til spydig-
45
46
47
Hansen (1993), side 107.
”The two clashing Meanings of Free Speech” (2. december 2017),
The Atlantic,
https://www.theatlantic.com/politics/
archive/2017/12/two-concepts-of-freedom-of-speech/546791/ (senest tilgået den 11. november 2019).
Ibid.
81
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0084.png
heder og latterliggørelse fra scenen. Et andet sted var ved folkedomstolene, hvor tonen
mellem anklager og forsvarer ofte var endog meget barsk.
Parrhesia er således et meget mere omfattende begreb end isegoria. Ifølge Demosthenes
omfattede det også kvinder, tilflyttere og slaver, og begrebet er uomtvisteligt en meget
vigtig del af Athenernes selvforståelse og identitet.
Men heller ikke Parrhesia var absolut. Ytringer kunne også dengang føre til retlig indgri-
ben, enten fordi de anfægtede religion eller andre traditionelle værdier, eller fordi man
mente, at de kunne bringe demokratiet i fare. Som et eksempel på, at det athenske demo-
krati – til trods for idealet om ytringsfrihed – kunne reagere kontant over for anderledes
tænkende, fremhæves ofte retssagen mod Sokrates.
Retssagen mod Sokrates
Sokrates (469- 399 f.Kr) blev i år 399 f.Kr. anklaget ved folkedomstolen i Athen med
krav om dødsstraf. Efter anklageskriftet havde Sokrates gjort sig skyldig i bl.a. ugude-
lighed og i at have ført sine unge tilhængere i fordærv. Forud for dette havde Sokrates,
som var en åbenmundet modstander af dele af det athenske demokrati, i en politisk
sårbar tid gjort sig upopulær bl.a. i kraft af sine nære relationer til nogle af dem, som
bar ansvaret for, at demokratiet i en periode fra 404-403 f.Kr. var erstattet af et tyran-
nisk styre. Sokrates havde dog personligt sagt fra over for tyrannerne, hvis brutalitet
han offentligt kritiserede, og hvis ordrer han med fare for sit liv nægtede at udføre.
Men få år efter genindførelsen af demokratiet blev han i en alder af 70 år anklaget
ved folkedomstolen. Han leverede selv en del af sit forsvar, som vi kender til gennem
to versioner skrevet af Platon og Xenofon, der begge havde været blandt Sokrates til-
hængere. Tro mod sine holdninger nægtede Sokrates pure at bortforklare sine hand-
linger og afviste også, at han – selv hvis han blev frikendt – ville indstille sin kritiske
virksomhed.
Retssagen endte med, at Sokrates med et forholdsvis snævert flertal blev kendt skyl-
dig. Da der bagefter skulle udmåles en straf, og Sokrates igen fik muligheden for at
tale sin sag, valgte han endnu engang at polemisere og provokere fremfor at foreslå en
rimelig straf. Han blev herefter – nu med større stemmeantal – idømt dødsstraf, og
måtte efter et ophold i fængsel tømme et bæger med skarntydesaft.
Den gængse udlægning af retssagen mod Sokrates har været, at Sokrates, som en mar-
tyr, måtte lade livet, fordi hans tanker, og de ting han sagde, var en torn i øjet på hans
mere snæversynede samtidige.
82
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0085.png
I dag er der to hovedforklaringer på retssagen, som ikke udelukker hinanden. Den
ene fremhæver, at Sokrates blev straffet for sin kritik af demokratiet og specielt for sin
indflydelse på flere af de Athenere, der havde medvirket til den oligarkiske revolution
i 404-3. Denne forklaring lægger altså vægten på det politiske.
Den anden forklaring inddrager historien og tager i højere grad det religiøse aspekt
alvorligt. Efter krigsnederlaget og borgerkrigen var stemningen nervøs, og man var
optaget af at bevare traditionelle værdier og gudernes beskyttelse og opretholde den
offentlige orden.
2.2
Den romerske republik
Når der i dag tales om, at der i antikkens Rom – i lighed med Athen – var en styreform,
der rummede elementer af det, vi i vores moderne samfund forstår ved demokrati, er
det først og fremmest den romerske republik, der sigtes til. Republikken blev til ca. 510
f.Kr. efter afskaffelse af flere århundreder med monarkisk styre og bestod indtil ca. år 30
f.Kr., hvor den afløstes af det romerske kejserdømme. Det moderne begreb, en republik,
kommer af det latinske res publica eller den fælles sag og betegner en statsform, hvor
den øverste ledelse vælges for et begrænset antal år. I den romerske republik var magten
tredelt med elementer af demokrati, monarki og aristokrati, i henholdsvis folkeforsam-
lingerne (Comitia), embedsværket (Magistratus) og senatet (Senatus).
Folkeforsamlingerne var det demokratiske og lovgivende organ, hvor de mandlige ro-
merske borgere kunne møde frem og deltage i afstemninger om f.eks. forslag til lov-
givning og valg af embedsmænd. Men ulig forholdene i Athen var der ikke tale om, at
enhver, som var mødt frem for at afgive sin stemme, også kunne tage ordet og selv stille
forslag.
48
Det græske begreb Isegoria genfindes altså ikke i den romerske republik.
Embedsværket bestod, som nævnt, af mænd, som havde opnået valg på folkeforsam-
lingerne.
Der var forskellige alderskrav til forskellige embeder, og opstigningen gennem embeds-
værket skete efter en bestemt rækkefølge, der skulle sikre et match mellem erfaring og
ansvar. I toppen af embedsværket sad de to konsuler. Antallet skulle forhindre frem-
komsten af en ny tyrannisk enehersker, og konsulerne kunne – hvis den ene ville beslutte
48
J. Manuel Diaz De Valdés, “Freedom of speech in Rome” i
Revista de Estudios Histórico-Jurídicos
(nr. 31 2009), side
130f.
83
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0086.png
noget, som den anden var imod – nedlægge veto.
49
Konsulerne blev kun udpeget for et
år ad gangen.
I særlige krisesituationer, hvor f.eks. Rom var truet af en udefrakommende fjende, kunne
der midlertidigt for en periode af 6 måneder indsættes en diktator, der som enerådig
leder, kunne være mere handlekraftig og resolut i sin magtudøvelse.
Senatet var et organ sammensat af modne mænd, der tidligere havde været del af em-
bedsværket. Senatorerne blev udpeget på livstid og skulle fungere som rådgivere for
konsulerne, som var de øverste embedsmænd. Selv om senatorerne ikke havde nogen
formel magt,
50
var deres indflydelse og autoritet stor, fordi de repræsenterede stabilitet og
kontinuitet over for de to konsuler, som kun valgtes for et år ad gangen.
I dag findes som bekendt senater i bl.a. USA, Canada og Italien, hvor betegnelsen bruges
om det ene af de lovgivende forsamlingers to kamre.
2.2.1 Libertas
Centralt i den romerske republik stod begrebet ”libertas”. Libertas betyder frihed og var
groft sagt et udtryk for frihed fra den undertrykkelse fra magthaverne, som romerne for-
bandt med det monarkiske styre, der gik forud for republikken. Frihedsbegrebet var en
del af medlemskabet af det romerske borgerskab og gjaldt derfor (i udgangspunktet) for
alle romerske borgere. Borgerskab med tilhørende ret til at deltage i de politiske forsam-
linger tilkom alene frie, romerske mænd, og som det var tilfældet i Athen, nød kvinder
ikke de samme rettigheder, selv om de blev anset for borgere. Borgerskab tilkom heller
ikke gruppen af slaver, men slaverne i den romerske republik kunne imidlertid købe
eller gøre sig fortjent til deres frihed og derved opnå romersk borgerskab med tilhørende
borgerrettigheder.
51
Frihedsbegrebet omfattede forskellige friheder, herunder ytringsfrihed. Mens der som
nævnt ikke var politiske diskussioner i folkeforsamlingerne, var der i praksis en meget
fri tale i andre sammenhænge. Det gjaldt f.eks. i senatet, hvor tonen var fri og undertiden
kunne manifestere sig ved voldsomme verbale angreb på politiske modstandere. Det
var også tilfældet i de romerske domstole, hvor der, ligesom i Athen, var tradition for at
forsøge at miskreditere sin modpart. Måske mere overraskende var der tilsyneladende
også inden for militæret en tradition for diskussion af politiske og andre offentlige anlig-
49
50
51
Udtrykket ”veto” er latinsk og betyder ”jeg forbyder”.
Senatet havde på et tidspunkt veto-ret i visse lovgivningsspørgsmål.
Se D. L. Wassons artikel, ”Roman Citizenship” (27. januar 2016),
Ancient History,
https://www.ancient.eu/article/859/
roman-citizenship/ (senest tilgået den 11. november 2019).
84
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0087.png
gender og dermed ikke den blinde tillid og underdanighed over for autoriteterne, som
man ville forestille sig. Det forklares med, at man som soldat også var borger og derfor
nød de almindelige borgerettigheder.
Også uden for den mere institutionelle sfære blev der praktiseret frisprog. Det var tilfæl-
det på markedspladsen (forum) og også i teatret, så længe man afstod fra udtrykkeligt at
navngive de personer, man hængte ud.
52
Mens der således umiddelbart er lighedstræk med det athenske demokratis Parrhesia,
er der også forskelle. Libertas er et meget mere omfattende begreb, der beskytter en ro-
mersk borger overalt mod overgreb – noget han har krav på alene i kraft af sit romerske
borgerskab. Hvor libertas på denne måde er udtryk for en form for tidlig retsstatstanke-
gang, handler parrhesia mere snævert om friheden til at sige sin mening.
53
Ciceros liv og død
En central skikkelse i den romerske republiks sidste tid var Marcus Tullius Cicero.
Cicero blev født i år 106 f.kr. og uddannede sig til og virkede som advokat, før han
indledte sin politiske karriere i den romerske magistrat. Cicero skabte sig hurtigt et
navn som politiker. Han steg hurtigt i graderne og opnåede i år 63 f.Kr. at blive ud-
nævnt til konsul.
Ciceros tid var præget af konstante magtkampe og usikkerhed om republikkens over-
levelse. Cicero markerede sig i den forbindelse som en meget stærk og veltalende
fortaler for republikken. Som konsul lykkedes det ham tilmed at afværge et forsøg
på at omstyrte republikken anført af Lucius Catalina, som havde lidt et nederlag, da
Cicero blev valgt til konsul.
Oprørerne blev henrettet efter en senatsbeslutning, som Cicero spillede en væsentlig
rolle i. Det kom – nogle år senere – til at koste Cicero en periode i landflygtighed,
fordi der blev indført en lov, hvorefter personer, der havde medvirket til henrettelse af
romerske borgere uden rettergang, blev tvunget i eksil.
Ved Ciceros tilbagekomst til Rom var situationen tilspidset yderligere, og endnu vær-
re blev det, da mordet på Cæsar i år 44. f.Kr. udløste en voldsom magtkamp mellem
Cæsars medkonsul Marcus Antonius og republikanerne, der frygtede, at en overladel-
52
53
J. Manuel Diaz De Valdés, “Freedom of speech in Rome” i
Revista de Estudios Histórico-Jurídicos
(nr. 31 2009), side
129ff. Forfatteren skriver sammenfattende:”Summing
up, republican times displayed a rich vibrant exercise of freedom of
speech through the most varied means. It was not only a feature of the Roman institutional life, but also of its society as a
whole.”
J. Møller og S.E. Skaaning,
Demokrati – opfattelser, udviklinger, årsager og virkninger,
1. udgave (2014), side 48.
85
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0088.png
se af magten til Marcus Antonius ville føre til republikkens undergang. Cicero kaste-
de sig helhjertet ind i kampen på republikanernes side. Hans stærke modstand mod
Marcus Antonius kom til udtryk i en række taler (de phillipiske taler), hvor Cicero i
meget skarpe vendinger angreb Marcus Antonius.
Cicero og hans fløj tabte kampen, da Cæsars arving Octavian (den senere kejser
Augustus) slog sig sammen med Marcus Antonius.
Cicero, der nu blev anset for statsfjende, blev pågrebet og dræbt. Hans hoved og hæn-
der blev skåret af og bragt til Antonius i Rom og herefter stillet frem til offentligt skue
på Forum i Rom, hvorfra Cicero havde holdt mange af sine taler.
3. Trykpresse, reformation og ytringsfrihed
Den europæiske middelalder var på den ene side karakteriseret ved videnskabelig nys-
gerrighed og fremgang og på den anden side ved stigende (religiøs) intolerance og un-
dertrykkelse. I det 12. og 13. århundrede blomstrede filosofi og videnskab – først på kate-
dralskoler og blandt byernes magistre, siden på universiteterne. Blandt andet som følge
af en stigende kontakt til den islamiske verden, blev antikke filosoffer som Aristoteles
genopdaget og oversat til latin sammen med værker fra fremtrædende islamiske tænke-
re. Samtidig lagde videnskabsmænd som ”the Oxford calculators” grundstenen til den
moderne naturvidenskab.
Det var også i middelalderen, at de første europæiske universiteter så dagens lys. I begyn-
delsen af 1200-tallet blev der etableret universiteter i Paris, Bologna og Oxford, da magi-
stre og studerende organiserede sig i lav (sammenslutninger) kaldet universitas. Nu var
det primært op til det akademiske miljø selv at sætte rammerne for den akademiske fri-
hed, hvilket gav forholdsvis vide rammer for anvendelsen af fornuft og rationalitet, men
dog langt fra ubegrænset tanke- og ytringsfrihed. Der er fra perioden 1200 og 1300-tallet
adskillige eksempler på kætterisager, som relaterede sig til den akademiske verden.
I 1210 forbød de kirkelige myndigheder i Paris Aristoteles´ naturfilosofi, og senere i 1277
udstedte biskopperne i Paris og Canterbury en fælles liste med 219 forbudte udsagn,
hvoraf størstedelen stammede fra Aristoteles eller hans efterfølgere.
Det var først og fremmest værkerne og de ideer, som de indeholdt, som blev anset for
kætterske. Det betød, at akademikerne ofte slap med livet i behold og kunne genoptage
deres karrierer, hvis de lod de formastelige værker brænde og trak de problematiske
udsagn tilbage.
86
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0089.png
Uden for universitetets verden udviklede Vesteuropa sig i mere intolerant retning kul-
minerende med den middelalderlige inkvisition, der indebar systematisk forfølgelse af
kættere på tværs af Europa.
Danmark fik sit første universitet i 1479, da kong Christian d. 1 grundlagde Københavns
Universitet. Universitetet blev lukket i 1531 som led i den katolske kirkes forsøg på
at sætte en stopper for reformationens udbredelse, men blev genåbnet af kong Chri-
stian d. 3 i 1537, året efter han vandt Grevens Fejde og gennemførte reformationen i
Danmark.  
3.1
Trykpressens opfindelse
Det var en teknologisk landvinding – trykpressens opfindelse – som fik helt afgøren-
de betydning for den spredning af budskaber, som var en forudsætning for nogle af
1500-tallets allervigtigste begivenheder – herunder ikke mindst reformationen.
Når der således i disse år tales om, hvordan den (informations-)teknologiske udvikling
med bl.a. dannelsen af nye kommunikationsplatforme i væsentligt grad har påvirket og
forandret den måde, vi kommunikerer med hinanden og spreder vores synspunkter på,
er det historisk set ikke uden fortilfælde.
Indtil midten af det 15. århundrede var bøger et særsyn og noget, som det var de færreste
forundt at eje eller have adgang til. Man havde godt nok erstattet pergament med papir,
men hvis der skulle produceres flere eksemplarer af en tekst, måtte det stadig ske i hån-
den ved afskrivning.
Omkring år 1450 skete der imidlertid noget banebrydende, da den tyske guldsmed Johan
Gutenberg opfandt trykpressen.
54
Opfindelsen, der indebar, at skrifter nu kunne masseproduceres i et hidtil uset omfang
og med en langt større hastighed, fik de følgende årtier stor udbredelse.
Mens den nye teknik gik sin sejrsgang over det europæiske kontinent i det 15. og 16.
århundrede, rørte også andre ting på sig. Den katolske kirke havde oprindeligt taget
godt imod bogtrykkerkunsten, fordi den f.eks. kunne anvendes til masseproduktion af
54
Trykpressen var en metode, hvor genanvendelige bogstaver støbt i bly blev sat på forme, så de dannede hele sider med
skrift, som man ved brug af en skruepresse og en særlig sværte kunne trykke fra.
87
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0090.png
de afladsbreve, som var en vigtig indtægt for kirken.
55
Det blev imidlertid hurtigt klart,
at trykpressen også rummede et stort konfliktpotentiale, fordi den muliggjorde spred-
ningen af – for kirken – uønskede skrifter, som kritiserede kirken og dens position, eller
som vedrørte naturvidenskabelige opdagelser og teser, som var uforenelige med kirkens
dogmer og verdensbillede.
Dette blev særlig klart, da Martin Luther allehelgensaften i 1517 slog sine teser op på kir-
kedøren i Wittenberg og derved for alvor satte gang i den bevægelse, der nogle år senere
førte til reformationen. Det er blevet hævdet, at trykpressen var en slags fødselshjælper
for reformationen, og at det er tvivlsomt, om reformationen overhovedet ville have fun-
det sted på det tidspunkt i historien, hvis ikke trykpressen havde fandtes.
56
Utvivlsomt er det i hvert fald, at Luthers reformatoriske skrifter, herunder hans oversæt-
telse af biblen til et forståeligt tysk, som kom på tværs af den katolske kirkes hidtidige
forkyndelsesmonopol, ikke havde fået tilnærmelsesvis den samme udbredelse og gen-
nemslagskraft uden trykkekunsten.
Det var et nybrud af stor betydning, at reformationen betød, at bibelske skrifter blev
oversat til de reformerte landes nationalsprog, hvilket satte befolkningerne (i hvert fald
den del, der kunne læse) i stand til at tilegne og forholde sig til stoffet. Forventningen
om, at man kunne sin katekismus fik formentlig også på den lidt længere bane betydning
for befolkningens generelle læsefærdigheder.
Selv om kun få bestrider, at Luther med sin vedholdende og modige kritik af den katol-
ske kirke satte gang i skelsættende forandringer, er der i dag forskellige opfattelser af,
hvilken betydning reformationen og Luther havde for ytrings- og religionsfrihed og reli-
55
56
Netop tanken om, at man ved at betale penge til kirken kunne få aflad og på den måde undgå skærsildens pinsler, var
noget af det, som Luther vendte sig mod. Et gammelt dansk rim fra tiden før reformationen lød meget rammende:
”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen af skærsilden springer.”
Se f.eks. ”Bogtrykkerkunsten revolutionerede verden” (5. november 2015),
Jyllands-Posten,
https://jyllands-posten.dk/
nyviden/ECE8185028/bogtrykkerkunsten-revolutionerede-verden1/ (senest tilgået den) og ”Bogtrykkets betydning
for reformationens indførelse, ca. 1450-1536” (20. januar 2017),
danmarkshistorien.dk,
https://danmarkshistorien.dk/
leksikon-og-kilder/vis/materiale/bogtrykkets-betydning-for-reformationens-indfoerelse-ca-1450-1536/ (senest tilgået
den 11. november 2019).
88
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0091.png
giøs tolerance. Den hjemlige debat herom har strakt sig over en årrække, kulminerende
med reformationsjubilæet i 2017.
57
Den ene fløj i debatten mener, at grundlaget for ytrings- og religionsfriheden og den
religiøse tolerance netop skal findes hos bl.a. Luther, også selv om de første mange år
efter reformationen bød på omfattende religionskrige over det europæiske kontinent og
ikke umiddelbart førte til større frihed. Argumentet er imidlertid, at Luther med sin
introduktion af det personlige gudsforhold og kravet om samvittighedsfrihed (tanke-
frihed), på længere sigt kom til at virke som en katalysator for frihed og tolerance. Som
støtte for synspunktet peges således på, at senere kendte fortalere for frihed og tolerance
– herunder John Locke – bygger videre på Luthers grundlæggende tanke om troen som
en personlig sag.
Den modsatte fløj bestrider, at Luther og reformationen indførte et skel mellem kirke
og stat og peger på, at reformationen derimod umiddelbart førte til, at der rundt om i
Europas protestantiske stater (herunder Danmark) blev indført statskirker, hvor kongen
eller fyrsten blev overhoved for både kirke og stat. Det førte bl.a. til indførelsen af religiøs
lovgivning. Synspunktet om, at Luther og reformationen lagde kimen til større tolerance
og frihed afvises også, idet man bl.a. henviser til, at i hvert fald den ældre Luther, for-
uden at være udpræget anti-semitisk, forlangte den enkeltes totale lydighed over for den
verdslige myndighed (kongen eller fyrsten). Der peges ligeledes på det forhold, at der i
årene umiddelbart efter reformationen med censurforanstaltninger og hårde straffe blev
slået kontant ned på personer, der forkyndte noget, som stred mod evangeliet.
3.2
Reformationen
I Danmark blev reformationen endelig indført af kong Christian III i 1536 efter en pe-
riode med religiøs og politisk uro. Kirken blev underlagt kongemagten og mistede sin
økonomiske og politiske selvstændighed. Det juridiske grundlag for den nye lutherske
kirke blev fastsat i kirkeordinansen fra 1537 (den dansksprogede udgave forelå i 1539), der
57
Debatten har især været ført i Kristeligt Dagblad i 2009-2011 og igen i 2016-2017. Særligt kritiske over for Luther er
F. Stjernfelt og J. Mchangama i
MEN – ytringfrihedens historie i Danmark,
1. udgave (2016), kapitel 1. Se tilsvarende
artiklen ”Kritiske perspektiver på Luther og Reformationen” (2. december 2016),
Kristeligt Dagblad,
https://www.
kristeligt-dagblad.dk/debat/kritiske-perspektiver-paa-luther-og-reformationen (senest tilgået den 11. november
2019) og kronikken ”Luther versus trykkefrihed” (28. oktober 2010),
Jyllands-Posten,
https://jyllands-posten.
dk/debat/kronik/article4396875.ece/ (senest tilgået den 11. november 2019). For det modsatte synspunkt se bl.a.
”Ytringsfrihed i den kristne samfundsorden” (22. juni 2016),
Kristeligt Dagblad,
https://www.kristeligt-dagblad.dk/
kronik/ytringsfrihed-i-den-kristne-samfundsorden (senest tilgået den 11. november 2019), ”Reformation, ytringsfrihed
og tolerance. Kapitler af ytringsfrihedens historie” (31. oktober 2015),
180grader,
https://www.180grader.dk/Politik/
reformation-ytringsfrihed-og-tolerance-kapitler-af-ytringsfrihedens-historie/ (senest tilgået den 11. november 2019) og
K.W. Holm, ”Lutherhetzen og den bundne samvittigheds frihed” i
Tidehverv
(nr. 17 af 2011), side 140ff.
89
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0092.png
f.eks. fastsatte regler om de kirkelige handlinger, præsternes aflønning og om skolernes
indretning.
Med kirkeordinansen kom også de første formulerede lovbestemmelser om forhånds-
censur. Der var tidligere set eksempler på undertrykkelse af bøger i Danmark, men først
med bogtrykkerkunsten og reformationen blev behovet for kontrol tilsyneladende så
presserende, at det fandtes påkrævet at lovgive om censur.
Kirkeordinansens regler indebar, at ingen skrifter måtte udgives eller importeres, før der
var indhentet tilladelse fra universitetet og biskopperne. Forhåndscensuren skulle for-
hindre, at tidens mange ”dårlige bøger” ville lede folket i fordærv og vildfarelse med falsk
lærdom om religionen. Reglerne skulle med andre ord primært sikre ro og ensartethed
i trosspørgsmål.
Kirkeordinansen indeholdt også en positivliste med godkendte bøger, herunder biblen
og Luthers katekismus, som alle gode præster skulle bruge.
58
Selv om kirkeordinansens censurordning må forstås som ufravigelig, er der meget, der
tyder på, at det kneb med den konsekvente håndhævelse. I hvert fald fandt kongen flere
gange – og allerede i 1552 – anledning til at indskærpe reglerne.
Desuden blev reglerne i 1562 suppleret med et forbud mod import af dansksprogede
bøger trykt i udlandet for at dæmme op over for omgåelse af censuren. Med stramnin-
gen var en af intentionerne at koncentrere trykningen af dansksprogede skrifter hos de
forholdsvis få danske (københavnske) bogtrykkere, for derved at gøre kontrollen lettere.
I 1576 var der imidlertid atter behov for at indskærpe, at dansksprogede bøger trykt i
udlandet og indført uden om censuren skulle gennemses og ”approberes”. Forbuddet fra
1562 blev således – måske i erkendelsen af, at det var svært at opretholde – erstattet af en
ordning med forudgående godkendelse.
59 60
58
59
60
Det var på nogenlunde samme tid, at den katolske kirke som en del af sit eget censursystem, indførte et indeks over for-
budte bøger (Index Librorum Prohibitorum). Oversigten, som bl.a. omfattede Luthers samlede værker, blev opretholdt
helt frem til 1960’erne.
C. Appel,
Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark,
bind I (2001), side 357ff.
I Mchangama og Stjernfelt (2016) er der på side 41ff. en gennemgang af de mest centrale censursager fra
kirkeordinansens tid.
90
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0093.png
3.3
Danske lov
I 1660 indførtes enevælden ved et statskup, hvorved magten over stat og kirke blev yder-
ligere koncentreret hos kongen. Samtidig blev retten til tronen gjort arvelig. Enevældens
forfatning – kongeloven – blev underskrevet af kongen i 1665.
Få år efter i 1667 fandt den enevældige konge Frederik d. 3. det nødvendigt igen at ind-
skærpe, at intet måtte trykkes, før det havde været til gennemsyn på universitet hos den
dekan, der stod i spidsen for det relevante fakultet, som nu tilmed skulle bevidne sin
godkendelse ved at sætte sin underskrift foran i bogen. Den umiddelbare årsag til denne
indskærpelse var formentlig, at teologiprofessoren Christian Nold året før havde fået
udgivet en bog, som med en bemærkning om, at ”Bedre fyrster vælges end fødes” blev
anset for at udfordre enevældens ideologiske grundlag.
61
I 1683 fik Danmark for første gang et samlet lovkompleks – Danske Lov – som skabte
samme retstilstand i hele riget. Loven betød også, at de foregående 150 års mere enkelt-
stående bestemmelser om censur nu fik en mere systematisk form.
Der var i vidt omfang tale om at videreføre de regler, som var fastsat i de mange forskel-
lige forordninger siden reformationen. Loven indførte dog som noget nyt en særlig cen-
surordning for politiske tekster, som fremover skulle forhåndsgodkendes af en af kongen
særligt udpeget person. Desuden indeholdt Danske Lov en bestemmelse om, at såkaldt
oprørske skrifter – det vil sige skrifter, som man mente kunne opildne befolkningen – i
offentlighed skulle brændes på bålet af bødlen.
Afbrænding af bøger med et kættersk indhold var i middelalderen blevet praktiseret af
den katolske kirke, men hvor disse bogbrændinger først og fremmest havde til formål
at tilintetgøre den ”onde genstand”, havde enevældens bogbrændinger, der som nævnt
skulle ske i offentlighed, formentlig det yderligere formål at tjene til almen skræk og
advarsel.
62
Danske Lov fastslog, at kun den evangelisk-lutherske religion var tilladt i riget, og at en-
hver udøvelse eller prædiken af nogen anden religiøs retning var forbudt. Religiøse for-
brydelser blev efter loven straffet særdeles hårdt med dødsstraf, andre korporlige straffe
og landsforvisning. Særlig brutal var straffen for blasfemi, som betød, at den formastelige
61
62
H. Ilsøe i J.T. Lauridsen og O. Olsen (red.),
Umisteligt – et festskrift til Erland Kolding Nielsen,
1. udgave (2007), side
120.
Appel (2001), side 452.
91
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0094.png
først skulle have skåret sin tunge ud for dernæst at blive halshugget, så både hoved og
tunge kunne sættes på stage.
Tilsvarende korporlige og – set med nutidens øjne – barbariske straffe blev udløst af ma-
jestætsfornærmelse og fornærmelse eller kritik af regeringen og embedsværket.
Råderummet for kritik af konge, stat og kirke var således stærkt begrænset ved udgangen
af det 17. århundrede, som da også af nogle er blevet beskrevet som en istid for trykke-
friheden.
63
4. Ytringsfrihed og oplysningstid
Samtidig med at trykpressens udbredelse bidrog afgørende til reformationens gennem-
førelse, skete der også noget andet væsentligt i Europa.
Det var på nogenlunde samme tid, at naturvidenskabsmænd som Kopernikus, Galilei,
Newton og Descartes blev en slags pionerer for en ny type naturvidenskabelig forskning,
som var matematisk og systematisk, og hvor de fremsatte teorier blev underbygget og
afprøvet med kontrollerede eksperimenter. De to ting hænger sammen, fordi den natur-
videnskabelige forskning – ud over at skabe ny og værdifuld viden – indimellem også
udfordrede den udlægning af verdens indretning, som kirken hidtil havde krævet patent
på.
Retssagen mod Galilei
Den italienske videnskabsmand Galileo Galilei stod i 1633 som 70-årig anklaget ved
inkvisitionen i Rom.
Årsagen var, at han – ved at udgive et videnskabeligt værk, som byggede videre på
Kopernikus´ teorier om solen (og ikke jorden) som universets centrum offentliggjort
i 1543 – blev beskyldt for kætteri. Kopernikus´ værk var i mellemtiden blevet optaget
på den katolske kirkes oversigt over forbudte bøger, Index Librorum Prohibitorium,
jf. note 12 ovenfor.
Retssagen endte med, at Galilei blev dømt som kætter og – for at undgå at lide mar-
tyrdøden – måtte tilbagekalde sine påstande. Han blev tvunget til at leve i husarrest
frem til sin død i 1642.
63
K. Jakobsen,
Etter Charlie Hebdo – Ytringsfrihetens krise i historisk lys,
1. udgave (2017), side 30.
92
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0095.png
Galilei blev i 2009 efter mange års tilløb rehabiliteret af den katolske kirke, som i den
forbindelse lod en statue af ham rejse i Vatikanets have.
Sagen mod Galilei er af eftertiden blevet tillagt stor betydning som det første eksem-
pel på en sag, hvor den frie forskning – repræsenteret ved en også i sin samtid højt
respekteret videnskabsmand – kolliderede med kirkens verdensopfattelse, og derfor
udfordrede de teologiske magthavere.
64
De fremskridt, som fandt sted på det naturvidenskabelige felt, begyndte i 1600-, og
1700-tallet at sprede sig til det filosofiske og politiske område.
Det skete i en tid, hvor Europa i mange år i kølvandet af reformationen havde været
plaget af omfattende og blodige religionskrige, og hvor der begyndte at opstå tanker om
behovet for religiøs og tankemæssig tolerance og om individet som et rationelt væsen
med visse umistelige rettigheder.
4.1
Spinoza m.fl.
En tidlig oplysningsfilosof, som i dag i stigende grad tillægges betydning for udviklingen
af den religiøse tolerance og for tanke- og ytringsfriheden, er den hollandskfødte Baruch
Spinoza.
Spinoza var født i en jødisk, portugisisk immigrantfamilie, men blev som ung udstødt
af det jødiske samfund efter anklager om blasfemi. Spinoza skrev i de følgende år flere
teologisk-politiske værker, som blev anset for stærkt kontroversielle i sin samtid.
Spinoza argumenterede for et skarpt skel mellem stat og kirke og var samtidig af den
opfattelse, at staten skal være stærk og har krav på lydighed fra sine borgere i form af
overholdelse af vedtagne love mv.
Når det gjaldt tanker og trosspørgsmål, så Spinoza imidlertid anderledes på tingene.
Han anså individets tankefrihed som noget naturgivent og afviste derfor, at staten skul-
le kunne kontrollere borgernes tanker. Som en konsekvens heraf fandt Spinoza, at den
enkelte nødvendigvis måtte have ret til at give udtryk for sine tanker, og at forsøg på at
undertrykke tankefriheden ville føre til ufred og konflikt. Spinoza mente ligefrem, at
især samfundets ”bedste” borgere i betydningen de ærligste og dem med størst integritet
64
Det er i nyere tid blevet diskuteret, om den klassiske udlægning af sagen som en konflikt mellem tro og videnskab nu
også er helt rammende, eller om sagen snarere var en konflikt mellem videnskaben og en forfejlet udlægning af biblen.
93
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0096.png
ville udvikle sig til samfundsfjender, hvis deres holdninger blev udsat for undertrykkel-
se.
65
Spinoza, som skelnede skarpt mellem ord og handlinger, var dog ikke fortaler for en
uindskrænket ytringsfrihed. Han anerkendte, fordi hans samfundssyn baserede sig på
ideen om en samfundskontrakt mellem borgerne og staten, at det kunne være legitimt
og nødvendigt at skride ind over for ytringer, der udgjorde et angreb på samfundets
fundament.
Spinozas samtidige den liberale britiske filosof John Locke, som af nogle regnes for men-
neskerettighedernes fader, argumenterede også mod enevælden og for, at kirke og stat
skulle adskilles. ”Sjælens frelse” er ifølge Locke ikke et anliggende for staten at regulere.
Troen er hos Locke – i lighed med Luther og Spinoza – et personligt anliggende, som
ikke kan gennemtvinges, og ingen skal kunne fratages sine borgerrettigheder som følge
af religiøs uenighed. Tværtimod mener Locke, at vi er nødt til at acceptere og tolerere, at
andre kan have en anden opfattelse af, hvad den rette tro er.
66
Locke er formentlig bedst
kendt for sit synspunkt om, at alle er født med visse umistelige rettigheder, som det er
statens pligt at værne om. Staten havde – i Lockes tankesæt – som led i en samfundskon-
trakt fået overdraget magten af folket, og havde som følge heraf pligt til at lede til gavn
for borgerne og at beskytte borgernes medfødte rettigheder.
For den tyske filosof Immanuel Kant handler ytringsfriheden først og fremmest om
dannelse og rationalitet. Centralt i Kants teorier står synspunktet om, at offentligheden
fremmer fornuften. Det er i den offentlige sfære, at slaget skal stå, og det er derfor i den
sammenhæng, at der er behov for en vidtgående ytringsfrihed. Kant så statens opgave
som det at regulere samfundet til borgernes bedste. Derfor er det ifølge Kant irrationelt
og forbundet med risiko for fejl at ville træffe beslutninger på et uoplyst grundlag – det
vil sige uden at kende til, hvad borgerne selv mener, tjener dem bedst.
67
Kant er en stærk tilhænger af retssamfundet og mener– ligesom Spinoza – at borgerne
har en absolut pligt til at indrette sig efter staten. Det skal være tilladt og legitimt at være
uenig med statsmagten, men det skal ifølge Kant manifestere sig ved, at man
udtrykker
sin protest, og ikke ved civil ulydighed. Kant er også på linje med Spinoza i spørgsmålet
om indskrænkninger i ytringsfriheden, idet han også mener, at det kan være legitimt at
forbyde ytringer, som strider mod samfundsordenen.
65
66
67
K. Eggen,
Ytringsfrihet,
1. udgave (2002), side 56, og i samme retning C.H. Koch,
Spinoza – kætter og filosof,
1. udgave
(2015), side 402.
Det er en kuriøs detalje, om end situationsbetinget, at Locke ikke fandt, at den religiøse tolerance skulle omfatte
hverken katolikker eller ateister.
Eggen (2002), side 58.
94
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
4.2
Holberg
Den europæiske oplysnings tanker nåede også til Danmark. En central skikkelse i in-
troduktionen af oplysningstankerne i den første halvdel af 1700-tallet var forfatteren og
dramatikeren Ludvig Holberg. Holberg var også professor ved universitetet i København
og var i den egenskab paradoksalt nok en del af det censorkorps, der var et vigtigt led i
Danske Lovs censurregime.
Det forhindrede dog ikke Holberg i at forholde sig kritisk til den omfattende censur og
selv skrive tekster, der kun med nød og næppe undgik censuren.
Det, som muliggjorde dette, var formentlig, at Holberg i modsætning til tidens mere
radikale oplysningstænkere, ikke skrev politiske flammeskrifter, hvor kritikken af det
bestående trådte skarpt frem
Holberg benyttede sig derimod af det lidt større frirum, der gjaldt for fiktionen og sati-
ren, og gav på den måde sin kritik et mere subtilt og humoristisk udtryk. Holberg måtte
dog også træde ekstra varsomt under kong Christian d. 6.’s fromme (pietistiske) styre fra
1730-1746, hvor der blev indført mødepligt til gudstjenesten om søndagen, og hvor alle
former for forlystelse og teater blev stærkt begrænset.
Det spillede nok også en rolle, at Holberg – selv om han skrev satirisk og kritisk om
elementer i sin samtid – grundlæggende var systemloyal og fuldt ud bakkede op om den
enevældige styreform.
I sine sidste år skrev den meget produktive Holberg flere hundrede korte causerende
essays (epistler). De kunne handle om alt fra dagligdags ting som egenskaber ved kaffe,
the og tobak til mere principielle spørgsmål, herunder ytringsfrihed, som Holberg var
optaget af gennem hele sit forfatterskab.
I et af sine essays (epistel nr. 69) leverer Holberg et stærkt og ofte citeret forsvar for
ytringsfrihed:
”Hvis Skribenternes Frihed stedse havde været indskrænket, havde vi end-
nu henget udi mange Vildfarelser. Mange Meeninger, som i Begyndelsen
have været holdne vanskabte og daarlige, passere nu for uovervindelige
Sandheder, saa at det holdes nu ligesaa formasteligt at forkaste dem, som
det udi Begyndelsen haver været at antage dem.”
Udsagnet leder naturligt tankerne hen på den senere John Stuart Mill og sandhedshen-
synet, som er omtalt i kapitel 3.
95
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0098.png
Holbergs syn på ytringsfrihed og censur var dog ikke blottet for en vis ambivalens, idet
han ikke så et behov for at beskytte infantile og platte skrifter. I romanen Niels Klim be-
skriver Holberg således et samfund, hvor man først udstyres med ytringsfrihed, når man
har fået skæg.
68
Han var med andre ord ikke fortaler for ubetinget ytringsfrihed.
4.3
Struensee
Selv om de strenge censurregler i Danske Lov forblev uændrede, blæste der i anden halv-
del af 1700-tallet mildere vinde. En mere liberal sindet regent, kong Frederik d. 5, og cen-
tralt placerede embedsmænd, som var under indflydelse af de tendenser, der i det hele
taget prægede de europæiske lande, førte til, at censuren blev lempeligere praktiseret, og
at der opstod et vist rum for en offentlig, kritisk debat.
Længere mod syd i den holstenske by Altona havde der allerede gennem en årrække
været større frisind og tolerance end i Danmark. Altona var en fristad, hvor folk af alle
nationaliteter og trosretninger kunne slå sig ned, og byen havde i 1700-tallet udviklet sig
til en regulær kosmopol, hvor portugisiske jøder, hollandske mennoniter, katolikker og
reformerte franskmænd levede side om side. Alle kunne her åbent praktisere deres reli-
gion. Byen tiltrak også fritænkere og dissidenter og var et sted, hvor københavnske fri-
tænkere søgte hen, når de var faldet i unåde hos censurmyndighederne i det reaktionære
København. Det var dog heller ikke uden risiko at ytre sig i Altona, idet det hændte, at
myndighederne i København eller nabobyen Hamborg fik kendskab til, hvad der foregik,
og skred ind.
69
Det var i Altona, at den unge danske konge, Christian d. 7 i forbindelse med sin store
dannelsesrejse 1768, mødte lægen og oplysningsmanden J.F. Struensee, som kort efter
blev ansat som kongens personlige livlæge. Foruden at være praktiserende læge og en
slags embedslæge for Altona var Struensee stærkt optaget af oplysningen, og han tog
aktivt del i den frimodige debat, der fandt sted i Altona.
Ligesom Struensee var også kongen præget af oplysningstanken, og han havde i for-
bindelse med sin dannelsesrejse truffet flere af tidens store franske tænkere, herunder
Voltaire.
Efter hjemkomsten til Danmark gjorde den unge konge, hvis alvorlige psykiske sygdom
er velkendt, sig i stigende grad afhængig af Struensee, som efter kort tid var den egentlige
magthaver.
68
69
Se herom Per Stig Møllers forord i E. Hansen (red.),
Ytringsfriheden til forhandling,
1. udgave (2013).
Se Mchangama og Stjernfelt (2016), side 131ff., herunder særligt side 135-140 om sagen mod Johann Konrad Dippel.
96
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0099.png
Struensee var en ambitiøs og energisk mand, som i de knap halvandet år, han sad på
magten, gennemførte noget nær 2000 lovgivningsinitiativer.
Blandt hans første politiske gerninger var indførelsen af trykkefrihed. Det skete med ka-
binetsordren i kongens navn af 4. september 1770, som i en lidt mere nutidig version lød:
”Vi er fuldt overbevist om, at det er til ligeså stor skade for en upartisk un-
dersøgelse af sandheden som for afsløring af årelange fejltagelser og for-
domme, når redeligt sindede patrioter for det almene vel samt deres med-
borgeres sande bedste forordninger og forudfattede meninger afskrækkes
fra og forhindres i at skrive for at afdække misbrug og fordomme. Vi har
derfor efter moden overvejelse besluttet at indføre en uindskrænket tryk-
kefrihed i vore lande og riger, således at ingen er forpligtet til at lade bøger
og skrifter, som han vil udgive, underkaste censur og godkendelse ”
70
Indholdet var ikke til at tage fejl af – enhver form censur i det dansk-norske rige blev fra
den ene dag til den anden afskaffet. Og sprogbrugen er tydeligt oplysningstidens med
ord som ”sandhed”, ”fordomme”, ”upartiske” og ”almene vel”.
Der var tale om en dramatisk og overrumplende beslutning i et samfund, som censuren
– trods en vis opblødning – havde hvilet tungt over. Også internationalt, hvor noget gan-
ske tilsvarende endnu ikke var set, vakte det opmærksomhed.
71
Mest berømt er historien
om, hvordan den fremtrædende franske oplysningsfilosof Voltaire i bar begejstring skrev
et hyldestdigt til den danske konge.
72
Det har været diskuteret, hvad der var Struensees primære motiv til at indføre absolut
trykkefrihed. Nogle har peget på, at han formentlig især var drevet af sine egne erfarin-
ger med censuren i Altona, hvor han havde været med til at udgive et kontroversielt tids-
skrift, mens andre søger begrundelsen i, at Struensee forventede, at der ved en ophævelse
af censuren ville rejse sig en stor folkelig modstand mod hans egne fjender – dvs. adelen
og embedsværket – hvilket ville styrke hans egen position.
Mest udbredt er dog nok synspunktet om, at Struensee – snarere end at være drevet af
nag eller taktik – var meget påvirket af sin samtid og herunder stærkt inspireret af de
70
71
72
”Oversættelsen” stammer fra lærebogen af S. Grynberg,
Censur og ytringsfrihed,
1. udgave (2006), side 12.
I Sverige var der få år forinden i 1766 også indført trykkerfrihed, men dog ikke i helt så radikal form, som med
Stuensees kabinetsordre.
J. Glebe-Møller,
Struensees vej til skafottet – fornuft og åbenbaring i oplysningstiden,
1. udgave (2007), side 25f.
97
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0100.png
franske oplysningsfilosoffer, for hvem retten til at kunne tænke og skrive frit var en fun-
damental del af hele oplysningens projekt.
73
Reaktionen på censurens ophævelse var en dramatisk vækst i antallet af skrifter, hvoraf
mange blev udgivet anonymt. For mens der på den ene side blev plads til en fri, men
samtidig sober, debat om bl.a. politiske, videnskabelige og økonomiske emner, var der
mange, som benyttede den nyvundne frihed til under anonymitet at udgive deciderede
smædeskrifter rettet mod enkeltpersoner eller statsorganerne. På den måde blev censu-
rens ophævelse starten på den første egentlige debat om trykke/ytringsfrihed og græn-
serne herfor.
Struensee gik heller ikke ram forbi. Tværtimod blev han genstand for mange smæde-
skrifter, som særligt kredsede om hans indiskrete kærlighedsforhold til dronningen, som
fødte hans barn, og hans tyske ophav og sprog.
74
Struensee fandt det derfor nødvendigt allerede efter et år den 7. oktober 1771 at udstede
en ny ordre, som fastholdt censurfriheden, men som på visse punkter alligevel modere-
rede kabinetsordren fra 1770 ved f.eks. at indskærpe, at udgivne skrifter skulle overholde
andre borgerlige love. Pointen var at minde om, at bl.a. injuriebestemmelserne i Danske
Lov fortsat fandt anvendelse. Desuden blev det forbudt for bogtrykkere at udgive noget
uden at kende skribentens identitet, ligesom enten skribentens eller bogtrykkerens navn
skulle fremgå. Disse regler om bl.a. udgiveransvar var således en forløber for den senere
presselov af 1851, jf. afsnit 4, og kendes den dag i dag fra medieansvarslovens særlige
ansvarssystem.
Struensee levede dog på lånt tid, idet han med sin storm af reformer, der bl.a. betød, at
adelen mistede en række privilegier, og at mange embedsmænd ved hoffet blev fyret,
havde skabt sig betydningsfulde fjender. Han havde heller ikke opnået den brede fol-
kelige opbakning, han måske havde forventet. Årsagerne til dette var formentlig man-
ge, men det spillede nok en rolle, at samfundet ikke var modent til så gennemgribende
ændringer, og at der blandt folket blev set strengt på, at regenten blev gjort til hanrej.
Struensees tyskhed og tyske sprog blev også brugt imod ham. Struensee blev således
afsat i januar 1772 og endte nogle måneder senere sine dage på Fælleden, hvor han blev
halshugget efter at være fundet skyldig i anklager om – ved sit åbenlyse forhold til dron-
ningen – at have fornærmet (ydmyget) den enevældige monark.
73
74
Glebe-Møller (2007), side 33.
Se herom J. Engberg,
Magten og kulturen – Dansk kulturpolitik 1750-1900,
bind I (2005), side 224f.
98
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0101.png
Mange af Struensees reformer blev herefter rullet tilbage af de nye magthavere – kongens
halvbror arveprins Frederik, hans mor enkedronning Juliane Marie og den stærkt kon-
servativt sindede embedsmand Ove Høegh-Guldberg, som alle havde spillet en central
rolle i Struensees fald.
Forhåndscensuren blev ikke genindført, men ved et reskript udstedt den 20. oktober 1773
skete der nye væsentlige indskrænkninger i trykkefriheden, idet Københavns politime-
ster skulle påse, at der ikke i ugeblade eller aviser blev trykt noget, som angik ”Staten eller
regeringen, almindelige foranstaltninger eller andre Stridsskrifter, især hvor Personer
derved angribes, ei heller By-Rygter eller andre opdigtede Fortællinger, som indeholde
noget Fornærmeligt eller uanstændigt.”
75
Reglerne blev siden udbredt til hele riget.
De nye regler førte dog kun til et beskedent antal sager, hvor politimestrene skred ind,
men den mere indirekte betydning for skrivelysten, er vanskeligere at vurdere. Desuden
forekom det, at kancelliet selv – uden om politiet – skred ind over for kritiske skriben-
ter.
76
4.4
Birckner
I 1784 kom Christian d. 7’s stadigt umyndige søn (fra 1808 kong Frederik d. 6.) til magten
ved et kup. Magtovertagelsen indvarslede en tid med en friere offentlig debat. Den unge
arveprins afsatte de statsmænd – herunder ikke mindst Guldberg – der havde styret lan-
det siden Struensees fald, og lagde magten i hænderne på langt mere liberalt indstillede
mænd, der var tilhængere af, at offentligheden kunne debattere samfundsanliggender, og
som – med inspiration fra udlandet – håbede på at gennemføre omfattende reformer af
bl.a. landbrug og skolevæsen.
De følgende år var derfor præget af en omfattende offentlig debat, som landets ledelse
aktivt bidrog til ved at have offentlighed om nogle af de reformprocesser, som fandt sted,
herunder landboreformen, som i 1788 førte til stavnsbåndets ophævelse.
77
1773-reskriptet
blev også håndhævet lempeligt, og den nye unge arveprins blev af mange hyldet for sit
frisind.
75
76
77
H. Jørgensen,
Trykkefrihedsspørgsmålet i Danmark 1799-1848,
1. udgave (1944), side 20. Se tillige Engberg (2005),
side 228f., hvor det beskrives, hvordan ”omsorgen” for, hvad offentligheden kunne tåle at læse i 1776 – til trods for,
at forhåndscensuren formelt ikke var genindført – førte til, at den danske udgivelse af Goethes ”Den unge Werthers
Lidelser”. De teologiske professorer på Københavns Universitet, som havde fået bogen til gennemsyn af kancelliet
fandt, at den var uterlig og ville skade den offentlige moral.
Jørgensen (1944) side 20.
Jørgensen (1944) side 21f.
99
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0102.png
I begyndelsen af 1790’erne indtraf en ændring af forholdene. Flere ting spillede ind, men
medvirkende var det, at kritikken af regeringen og enevælden tog til, herunder med
udgivelse af oversættelser af nogle af de revolutionære skrifter fra Frankrig, som revo-
lutionen rullede henover på samme tid. Beretningerne fra Frankrig om henrettelser af
kongeparret og medlemmer af adelen har nok også gjort et stærkt indtryk og skabt æng-
stelse. 1773-reskriptet fik derfor fornyet anvendelse, idet der nu blev ført flere trykkefri-
hedssager, som endte med bødestraf og i enkelte tilfælde også med landsforvisning af
prominente forfattere.
Diskussionen om trykkefrihed fortsatte imidlertid, og i 1797 blev der nedsat en kommis-
sion, der fik til opgave at udarbejde regler, der kunne håndtere de stigende problemer
med tekster, der udfordrede trykkefriheden.
Sideløbende med dette arbejde fortsatte debatten om trykkefrihed, hvor en af de tonean-
givende personer var teologen Michael Gottlieb Birckner, som i 1797 udgav værket ”Om
trykkefriheden som dens love”, som den dag i dag nyder stor anerkendelse.
78
Birckner advokerer i sit værk for en næsten uindskrænket ytringsfrihed. Det skal være
tilladt at skrive hvad som helst, så længe man afstår fra at opfordre til omstyrtelse af sam-
fundet eller andre ulovligheder, og undlader at blande sig i det, som tilhører intimsfæren
(det huslige liv). Nutidens tabloidmedier vil således lede forgæves efter støtte hos Birck-
ner for nærgående journalistik om kendtes privatliv. Men omvendt har selv ekstreme og
bizarre ytringer om offentlige emner krav på beskyttelse ifølge Birckner.
Birckner er som Kant optaget af den offentlige debat som det moderne samfunds kerne,
fordi den både opdrager og oplyser borgerne, informerer regeringen om folkeviljen, ret-
ter fejl i lovgivningen og udskammer foragtelige positioner.
79
Centralt hos Birckner står
også Spinozas skarpe distinktion mellem ord og handling – staten skal beskæftige sig
med borgernes handlinger og ikke deres meninger.
Tidens anden centrale skikkelse i spørgsmålet om trykkefrihed var forfatteren P.A. Hei-
berg, som er kendt som ophavsmanden til udsagnet om, at ”ordener hænger man på
idioter”, der stammer fra en vise fra 1790. Heiberg var i 1780’erne en markant skikkelse i
den københavnske klubkultur og var kendt som en skarp kritiker af adelen og embeds-
standen, og han indkasserede flere bøder efter 1773-reskriptet.
78
79
Bl.a. lægger Mchangama og Stjernfelt (2016) ikke skjul på, at de bekender sig til Birckners tanker.
Mchangama og Stjernfelt (2016), side 217.
100
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0103.png
Den fortsatte og frimodige debat om trykkefriheden formildede ikke arveprinsen, som
den 27. september 1799 offentliggjorde sin trykkefrihedsforordning, der de næste knap
50 år satte rammerne om ytringsfriheden i riget.
80
Forud var gået et kommissionsarbej-
de, hvor arveprinsen var blevet præsenteret for udkast, som havde haft et langt mere
liberalt indhold.
I den endelige version blev ophævelsen af censuren fastholdt. Til gengæld indførte man
et langt mere udbygget og detaljeret strafferetligt værn mod visse typer af ytringer. Den
større præcision i definitioner og afgrænsning af det strafbare område, gjorde også de
nye regler mere anvendelige.
Forordningen var bygget sådan op, at de mest alvorlige og dermed strafværdige for-
brydelser kom først. De første bestemmelser slog således hegn om landets forfatning
(enevælden) og regeringen og fastsatte dødsstraf, livstidsstraf og landsforvisning for op-
fordring til forandring af statsforfatningen. Herefter fulgte majestætsfornærmelser, der
også kunne straffes med landsforvisning eller fængsel i op til 10 år. Dernæst de religiøse
forbrydelser, som også kunne straffes hårdt.
Uden som nævnt at genindføre forhåndscensuren medførte forordningen, at visse aviser
og tidsskrifter på 24 sider eller derunder, skulle sendes til politimesteren, som inden
distributionen skulle vurdere, om skriftet indeholdt noget af strafværdigt eller utilbørligt
indhold, idet der i så fald skulle ske beslaglæggelse. Desuden fastsatte forordningen, at de
forfattere, der overtrådte forordningens bestemmelser, som en obligatorisk del af straffen
skulle underkastes livsvarig censur. Dette kom senere til at overgå Grundtvig.
4.5
Ørsted
Umiddelbart efter trykkefrihedsforordningen fulgte nogle dramatiske år, hvor flere ce-
lebre skribenter blev idømt hårde straffe for overtrædelse af forordningen. Blandt andet
førnævnte P.A. Heiberg, som med tilbagevirkende kraft blev dømt til landsforvisning.
Efter at der på denne måde var statueret eksempler på de nye reglers hårdhed, opstod
der en udbredt opfattelse af, at trykkefriheden reelt var mere eller mindre afskaffet. Dette
pessimistiske syn blev dog forsøgt imødegået af den kendte jurist (og senere en af grund-
80
Hermed forstås Danmark og Norge, idet trykkefrihedsforordningen aldrig kom til at gælde for hertugdømmerne, hvor
Struensees kabintesordre fra 1770 med modifikationen fra 1771 således udgjorde retsgrundlaget helt frem til 1820, jf.
Mchangama og Stjernfelt (2016), side 252ff.
101
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0104.png
lovens fædre) Anders Sandøe Ørsted, som i 1801 udgav en afhandling, hvor han rede-
gjorde for sin egen og mindre dystre udlægning af forordningen og dens rækkevidde.
81
I afhandlingen argumenterer Ørsted særligt for, at forordningen skabte et betydeligt rum
i den offentlige debat til at beskæftige sig med politiske spørgsmål. Det gjorde han bl.a.
ved at redegøre indgående for sit syn på sammenhængen mellem den strenge bestem-
melse i forordningens § 2, hvorefter det var forbundet med landsforvisningsstraf at ud-
brede had mod forfatning og regering, og § 7, der fastsatte en vis adgang til at ytre sig
frimodigt om politiske anliggender, herunder udstedte love. I Ørsteds udlægning skulle
bestemmelsen om den politiske ytringsfrihed sikre, at regeringen kunne blive oplyst om
fejl og mangler. Derfor ville ytringer, som måske nok rummede kritik, men som måtte
opfattes som velmente råd til konge og regering om regeringsførelsen, ikke være i strid
med § 2. Modstykket hertil var ifølge Ørsted kritik fremsat med det formål ”...at
opvække
Folkets Misfornøielse og tilveiebringe Giæring”,
som i Ørsteds udlægning var utilladelige
og strafværdige på grund af deres manglende konstruktivitet.
82
Afhandlingen rummede
flere andre interessante fortolkninger, herunder f.eks. at bestemmelsen om majestætsfor-
nærmelse, kun omfattede levende regenter, og fik betydning for domstolenes retsanven-
delse i sager efter trykkefrihedsforordningen.
83
4.6
Eidsvoll-grundloven
De næste år blev der udstedt flere kongelige forordninger (reskripter), som på visse om-
råder indførte særlige restriktioner på ytringsfriheden. Først i 1805 kom den såkaldte
rygteplakat, som forbød trykning i aviser mv. af rygter om almindelige eller offentlige
foranstaltninger, eller om borgernes huslige stilling og private liv.
Noget mere vidtgående var en plakat udstedt den 2. oktober 1810, som indførte en ord-
ning, hvor udgivelse af skrifter med politisk indhold krævede et særligt privilegium. Som
betingelse for opnåelse af et sådant privilegium blev bl.a. stillet krav om, at der ikke måtte
optrykkes rygter eller offentliggøres efterretninger, som kunne vække anstød eller ube-
hag hos såkaldt venskabelige og allierede regeringer.
For at sikre overholdelsen af de nye restriktioner, blev der indført en procedure, hvor
redaktører af de pågældende skrifter inden udgivelsen skulle sende manuskripterne til
gennemsyn hos en særligt udpeget censor – altså en delvis genindførelse af forhånds-
censuren.
81
82
83
A.S. Ørsted,
Forsøg til en rigtig Fortolkning og Bedømmelse over forordningen om Trykkefrihedens Grændser, dateret den
27. september 1799,
1. udgave (1801).
Jørgensen (1944), side 42f.
Jørgensen (1944), side 44.
102
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0105.png
Baggrunden for både 1805- og 1810-reskriptet skal søges i den generelt anspændte uden-
rigspolitiske situation i Europa.
Som led i fredsforhandlingerne i Kiel efter Napoleonskrigene måtte Danmark i 1814 afstå
Norge, som herefter blev en selvstændig nation med sit eget konstitutionelle monarki.
Norge fik i den forbindelse med inspiration fra især Frankrig sin demokratiske forfatning
(Eidsvoll-grundloven), som i lovens § 100 indførte en grundlovssikret ytringsfrihed. Der
var i forhold til ytringsfrihedsbestemmelsen i den senere danske grundlov tale om en
bestemmelse, som ikke kun medførte en beskyttelse mod censur, men som også udtryk-
keligt fastsatte, at frimodige udtalelser om f.eks. statsmagten ikke ville kunne straffes.
5. Den Grundlovgivende Rigsforsamling og juni-grundloven
5.1
De stille år
Herefter fulgte den periode, som er blevet kaldt ”de stille år”.
84
Perioden er kendetegnet
ved, at der var relativt få sager om trykkefrihedsreglerne, og at den debat om statens ind-
retning og om ytringsfrihed, der havde stået på siden Struensees ophævelse af censuren
i 1770, næsten forstummede.
Sagen mod dr. Dampe
Der var dog enkelte sager, hvoraf sagen om dr. Dampe (J.J. Dampe), er den mest kend-
te. Teologen Dampe havde i sine helt unge år markeret sig ved at blive tildelt univer-
sitetets guldmedalje for en prisopgave i æstetik og ved senere at opnå en doktorgrad i
filosofi for en afhandling om koranens etik.
Han kom dog få år senere i myndighedernes negative søgelys, da han ved et offentligt
møde holdt en flammende tale, hvis budskab var, at der ikke er nogen modsætning
mellem oplysningstidens tanker om frihedsrettigheder og kristendommen. Dampe
blev efterfølgende meddelt et forbud mod at ytre sig offentligt, men fortsatte ufortrø-
dent. Han kastede sig nu energisk ind i kampen for afskaffelse af enevælden, som han
ville have erstattet med en fri forfatning, sådan som det var sket i andre europæiske
lande, herunder Norge.
84
Bl.a. Harald Jørgensen benytter udtrykket.
103
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0106.png
Da han i efteråret 1820 mødte op til det stiftende møde i en forening, der skulle kæm-
pe for en demokratisk forfatning, blev han anholdt, idet kredsen omkring foreningen
viste sig at være infiltreret af politiagenter (agent provocateurs), som i nogen tid havde
samlet beviser mod Dampe.
Dampe blev tiltalt for overtrædelse af trykkefrihedsforordningen bestemmelser om
højforræderi og majestætsfornærmelse og blev i første omgang dømt til døden. Straf-
fen blev kort efter ved kgl. resolution ændret til fængsel på livstid, og Dampe nåede at
afsone 5 år i Kastellet og 15 år på Christiansø og Frederiksø, før han i 1841 kunne forlade
fængslet, dog med påbud om under politibevogtning at forblive på Bornholm. Først i
1848 efter 27 års fangenskab blev Dampe løsladt endeligt. Han døde i 1867 og nåede altså
at opleve, at hans ønske om en fri forfatning blev realiseret.
Omkring 1830 begyndte det atter at røre på sig med åbenlyse angreb på den enevældige
kongemagt og krav om politiske reformer i lighed med, hvad der var sket i mange andre
af de europæiske lande.
Et første skridt i den retning blev taget i 1834, hvor kongen efter pres fra navnlig hertug-
dømmerne i Nordtyskland oprettede stænderforsamlingerne, hvor repræsentanter for
de fire stænder
85
kunne drøfte politiske spørgsmål. Der var strenge krav til valgret og
valgbarhed til stænderforsamlingerne, og det anslås, at kun ca. 3 pct. af befolkningen
opfyldte kravene til valgret og endnu færre de strengere krav til valgbarhed.
86
Stænderforsamlingerne skulle høres over forslag til ny lovgivning, men kunne ikke for-
pligte kongen. Selv om forsamlingerne således havde en vejledende rolle, var der tale om
den første bevægelse i retning af en demokratisering af lovgivningsprocessen, ligesom
der i forsamlingerne kunne føres en ganske fri debat om offentlige anliggender.
Det tilfredsstillede dog langt fra den liberale opposition, som intensiverede agitationen
for politiske reformer. Det skete navnlig i tidens toneangivende politiske tidsskrifter,
herunder Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet, som var involveret i mange af periodens
trykkefrihedssager.
85
86
De fire stænder udgjordes af den lærde stand, hvis medlemmer kongen udpegede, godsejerne, bønderne og
repræsentanter for købstæderne.
”Valgret 1834-1915” (29. august 2011),
danmarkshistorien.dk,
https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/
materiale/valgret-1834-1915/ (senest tilgået den 13. november 2019).
104
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0107.png
Tiden var præget af en ganske nidkær håndhævelse af trykkefrihedsreglerne. Det skyld-
tes flere ting, herunder at kongen selv, som ellers havde startet sin regeringsperiode med
et mere liberalt sindelag, indtog en meget aktiv rolle i trykkefrihedssagerne, hvoraf flere
blev rejst på kongens personlige initiativ.
87
I 1834 rygtedes det, at kongen – som en reaktion på, hvad han betegnede som den vok-
sende skrivefrækhed – var på vej med nye stramninger af trykkefrihedsreglerne, som
tilmed skulle gennemføres uden om stænderforsamlingerne.
Det førte til, at en gruppe på mere end 500 mænd, som tilhørte den intellektuelle elite,
den 21. februar 1835 afleverede den såkaldte trykkefrihedsadresse til kongen. Henvendel-
sen var holdt i et ydmygt sprog og sørgede for at rose kongen for i sin ellers urolige rege-
ringstid at have holdt fast i trykkefriheden. Henvendelsen var således en appel til kongen
om at opretholde status quo i form af trykkefrihedsforordningen. Den fik dog ikke den
ønskede effekt, idet kongen efter få dage vendte tilbage med sit afvisende og arrogante
svar, som har dannet grundlag for udtrykket: ”Vi alene vide”.
Det tog mere end 3 år, før kongens indgreb var på plads, og i den mellemliggende tid hav-
de kongen accepteret at involvere stænderforsamlingerne, ligesom Ørsted, som kongens
juridiske rådgiver, havde sat sit tydelige aftryk på indholdet.
88
Reskriptet (plakaten), som
blev udstedt af kongen 1. november 1837, blev derfor ikke den omfattende stramning,
som først var bebudet, men indebar dog stramninger bl.a. i form af en kriminalisering af
uagtsomme overtrædelser af trykkefrihedsreglerne. Der skete også en vis lempelse af de
hidtidige regler. Trykkefrihedsforordningens bestemmelse om, at skribenter, der havde
overtrådt trykkefrihedsreglerne, som en obligatorisk konsekvens skulle underkastes livs-
lang censur, blev således mildnet væsentligt.
89
5.2
Lehmann
I 1839 døde Frederik d. 6. og blev afløst af Christian d. 8, som kortvarigt havde været
konge i det selvstændige Norge, der havde fået sin egen demokratiske forfatning i 1814
med en grundlovssikret ytringsfrihed.
Forventningerne i den danske forfatningsbevægelse var derfor høje, og de forstærke-
des, da kongen som svar på en henvendelse (adresse) fra 250 liberalt indstillede borgere
87
88
89
Jørgensen (1944), kapitel 8.
Jørgensen (1944), side 190, hvor forfatteren omtaler resultatet som en stor personlig sejr for Ørsted.
Grundtvig, der i 1826 var dømt for fornærmelige udtalelser i forbindelse med en teologisk-videnskabelig uenighed, og
som siden havde været underkastet censur, blev i 1837 løst fra censuren, som dog ikke havde forhindret ham i at have en
stor litterær produktion.
105
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0108.png
forfattet af juristen Orla Lehmann om betydningen af trykkefrihed, betryggende skrev
tilbage, at der fandtes ingen varmere ven af trykkefriheden end ham.
Realiteten skulle dog blive en anden, idet Christian d. 8’s ret korte regeringsperiode blev
præget af et stort antal trykkefrihedssager og nye begrænsninger på ytringsfriheden,
som en reaktion på den hastigt voksende forfatningsbevægelse. Blandt kongens mod-
træk var en forordning af 31. oktober 1840, som bl.a. forbød embedsmænd at tage del i
forfatningsbevægelsen.
En af dem, der kom galt afsted, var Lehmann. Han var en flittig skribent i Fædrelandet,
men det var en mere spontant afholdt tale, som endte med at koste ham en tur bag trem-
mer. Lehmann havde indset, at forfatningsbevægelsen var dybt afhængig af opbakning
fra landbefolkningen, som var den suverænt største befolkningsgruppe. Det var dog en
vanskelig opgave at mobilisere bønderne, som ikke havde glemt, at den nyligt afdøde
konge gennemførte omfattende landboreformer, som markant forbedrede levevilkårene
på landet. Lehmann greb derfor chancen, da han deltog i et møde på Falster, og holdt sin
berømte Falstertale, hvor han forsøgte at overbevise de tilstedeværende bønder om, at
enevælden ikke var til deres gavn.
Talen indbragte Lehmann en tiltale for overtrædelse af trykkefrihedsforordningen ved
at udbrede had og misnøje med forfatningen. Han blev først idømt bødestraf, men sagen
blev anket til Højesteret, hvor Lehmann selv førte sit forsvar og i den forbindelse leverede
endnu en brændende fortale for forfatningstanken. Det kunne ikke forhindre, at Høje-
steret idømte ham 3 måneders fængsel, men hans position som forfatningsbevægelsens
store helt var slået fast, og han blev ved sin løsladelse modtaget som sådan.
90
5.3
Juni-grundloven
I 1844 udarbejdede Ørsted på kongens bestilling et udkast til en ny samlet trykkefri-
hedslov. Lovforslaget, som bestod af 53 paragraffer, blev aldrig gennemført, men er in-
teressant, fordi det gav anledning til en omfattende diskussion, da det blev forelagt for
stænderforsamlingerne og kom til offentlighedens kendskab.
Selv om udkastet blev indledt med en bestemmelse, der fastslog princippet om censurfri-
hed, var realiteten, at forslaget lagde op til at indsnævre området for, hvad man ustraffet
kunne skrive om – alt sammen med det formål at lægge en dæmper på forfatningsde-
batten.
91
90
91
Mchangama og Stjernfelt (2016), side 353.
Jørgensen (1944), side 281.
106
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0109.png
Der blev også foreslået hårde straffe for politiske forbrydelser. Eksempelvis blev der lagt
op til, at tilskyndelse til opstand mod forfatningen eller kongen skulle straffes med dø-
den, dog med nedsættelse af straffen til fængsel på livstid, hvis ikke der blev handlet på
opfordringen. Og agitation for en forfatningsændring skulle straffes med landsforvis-
ning fra 5 år til livstid.
Ikke overraskende fik forslaget en kritisk modtagelse i den liberale presse, og behand-
lingen i stænderforsamlingerne trak også ud. Blandt dem, som højlydt blandede sig i
diskussionen, var teologen N.F.S. Grundtvig, som længe havde været aktiv i debatten om
ytringsfrihed.
Grundtvig skrev et mere end 80 sider langt indlæg om udkastet, som han mente behand-
lede litteraturen som en fjendtlig magt. Grundtvigs argumenter er mange og gentages
delvis under diskussionerne i den grundlovgivende forsamling få år senere. Overordnet
set er det Grundtvigs synspunkt, at historien har vist, at strenge restriktioner på tryk-
kefriheden ikke har nogen særlig dæmpende effekt på dem, der skriver skrifter af ringe
værdi, men derimod tvinger de værdifulde skribenter til tavshed og derved gør dem til
samfundsfjender. Grundtvig ser tale- og trykkefrihed som centrale elementer i den fol-
kelige oplysning sammen med den almene skoleuddannelse.
Forslaget til ny trykkefrihedslov blev som nævnt aldrig sat i kraft. Kongen døde i januar
1848, og den nye konge, Frederik d. 7., bestemte inden for få dage ved et reskript af 24.
januar 1848, at alle verserende trykkefrihedsager skulle opgives, ligesom censurdomme
øjeblikkelig skulle ophæves, og ubetalte bøder og sagsomkostninger eftergives.
Kort efter den 24. marts 1848 fremlagde det såkaldte Martsministerium (en slags over-
gangsregering mellem enevælden og den demokratiske forfatning med konstitutionelt
monarki), en ny foreløbig pressefrihedslov, som ophævede alle regler udstedt i tillæg til
1799-forordningen og fjernede forordningens bestemmelse om censur til dømte forfatte-
re samt bl.a. landsforvisningsstraffen.
92
Senere på året gennemførtes valg til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, som fra ok-
tober 1848 til juni 1849 behandlede og siden vedtog Damarks første frie forfatning – ju-
nigrundloven. Drøftelserne i forsamlingen tog afsæt i et udkast af Lehmann og teologen
D.G. Monrad, som hentede inspiration hos franskmanden Montesquieus tanker om
magtens tredeling og fra den norske Eidsvoll-forfatning fra 1814.
92
Jørgensen (1944), side 295f.
107
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0110.png
Grundtvig, der ikke så nogen modsætning mellem frihedsrettigheder og en enevældig
monark, og som derfor ikke havde markeret sig som nogen fortaler for folkestyret, fik
plads i forsamlingen, hvor han tog aktivt del i forhandlingerne om grundlovens bestem-
melser om religions- og ytringsfrihed.
I forhold til religionsfrihed blev det springende punkt undtagelsen til udgangspunktet i
udkastets § 65 om, at enhver må dyrke gud i overensstemmelse med sin overbevisning.
Den ene fløj anført af bl.a. Ørsted mente, at undtagelsen skulle indebære, at intet dog
måtte
læres eller
foretages, som stred mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Den anden fløj, som omfattede Grundtvig, vendte sig i kraftige vendinger mod tilføjelsen
af ordet ”læres”, som ikke havde været del af det oprindelige udkast.
I sin argumentation baserer Grundvig sig bl.a. på Spinozas og Birckners lære om skelnen
mellem ord og handling. Han fastholdt således, at en sådan skelnen ikke bare er mulig,
men også nødvendig:
”… Når Staten forvexler disse to Ting, da forvexler den aabenbart i det
Hele sin Virkekreds, som aabenbart er indskrænket til det Udvortes, hvor
den har Midler, som den kan anvende, og fremfor Alt vilde da Alt hvad
man kalder baade Associations-, Tale- og Skrivefrihed være i Grunden
et Intet, saa snart man ikke erkjender, at der er en Grændse, en skarp
Grændse, som maa trækkes mellem hvad der siges og hvad der gjøres ”
93
Herudover gjorde Grundtvig gældende, at det stred mod kristendommens væsen at ville
begrænse andres tros- og tankefrihed.
94
Den modsatte fløj, der foruden Ørsted også talte kirkens repræsentant, biskop Mynster,
afviste, at en skarp skelnen mellem ord og handling er mulig – synspunktet var bl.a., at
det er meningsløst at forestille sig, at man kan fordømme og straffe handlinger, hvis man
ikke samtidig kan fordømme og forbyde den lære/overbevisning, som handlingen er et
udslag af.
For andre var det afgørende – også af ordensmæssige hensyn – at adgangen til at prakti-
sere en anden tro hovedsageligt kom til at ske i private former.
93
94
Citeret fra Mchangama og Stjernfelt (2016), side 376.
Se K. Thaning,
Grundtvig og Den Grundlovgivende Rigsforsamling
(1949), side 68.
108
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0111.png
Grundtvigs fløj vandt ikke kampen, idet ordet ”læres” efter afstemning kom med i den
endelige version af bestemmelsen i grundlovens § 65 (nu 67).
Debatten om § 65 havde på en måde foregrebet den debat, der bagefter fulgte om ytrings-
frihedsbestemmelsen. I udkastet var der foreslået en helt kortfattet ordlyd, som alene
fastslog, at:
”Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog under
Ansvar for Domstolene”.
Diskussionen kom hovedsageligt til at falde i to spor. Den ene diskussion drejede sig om,
hvorvidt der skulle tilføjes et udtrykkeligt forbud mod genindførelse af censur i bestem-
melsen. Argumentet
for
baserede sig navnlig på et ønske om at ville undgå en gentagelse
af den retstilstand, der indtraf, da man med trykkefrihedsforordningen af 1799 og sene-
re reskripter med bestemmelser om polititilsyn mv., i realiteten delvist genindførte den
censur, som Struensee ellers havde ophævet i 1770.
Argumentet imod, som blandt flere blev fremført af Ørsted, drejede sig navnlig om, at
man med en sådan tilføjelse ville binde fremtidige lovgivere på en måde, som kunne vise
sig uhensigtsmæssig, f.eks. ved undtagelsestilstande.
Den pågældende tilføjelse blev som bekendt føjet til bestemmelsen.
Den anden diskussion, som Grundtvig markerede sig i, vedrørte udtrykket ”dog under
ansvar for domstolene.” Grundtvig mente, at det åbnede en ladeport af muligheder for
lovgivers senere indskrænkninger i ytringsfriheden. Den grundlovsmæssige beskyttelse
af ytringsfriheden ville derfor efter Grundtvigs opfattelse ikke være meget værd, hvis
de ord fik lov at bestå. Desuden angreb han generelt bestemmelsen for at være stendød,
teknokratisk og blottet for åndelighed.
95
Grundtvig forsøgte selv med en alternativ formulering, som skulle fastslå, at der i for-
hold til åndelige (religiøse) og offentlige (politiske) anliggender skulle være en særlig
udstrakt ytringsfrihed. Han formåede dog ikke at overbevise de andre medlemmer af
forsamlingen om, at den ville rykke noget, og Grundtvig endte således med endnu et
nederlag. Den endelige bestemmelse i juni-grundlovens § 91, som i det store hele svarer
til grundlovens § 77, lød:
95
Både i Mchangama og Stjernfelt (2016), side 380ff. og i P. Germer,
Ytringsfrihedens væsen,
1. udgave (1973), side 11ff. er
der en mere udførlig gennemgang af diskussionerne.
109
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0112.png
”Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog un-
der Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsreg-
ler kunne ingensinde paany indføres.”
Diskussionen om rækkevidden af grundlovens ytringsfrihedsbeskyttelse har stort set
stået på lige siden og har – som Grundtvig vel nærmest forudså – især drejet sig om,
hvor grænsen bør trækkes med hensyn til de begrænsninger, som Folketinget ved lov
kan fastsætte.
96
5.4
Presseloven
Den nye grundlovs indførelse af udtrykkelige frihedsrettigheder for borgerne og ene-
vældens afskaffelse havde en umiddelbar og synlig effekt på skrivelysten. Der var således
i årene umiddelbart efter en stor vækst i antallet af aviser og tidsskrifter – ikke bare i
København.
97
Formelt var det stadig trykkefrihedsforordningen i den modificerede udgave, der satte
rammerne og dermed udgjorde indholdet af ”dog under ansvar for domstolene”.
Der blev dog allerede i 1849 indledt et arbejde med henblik på at skabe et nyt og mere
tidssvarende lovgrundlag. Et udkast blev i 1850 præsenteret for Rigsdagen, hvor det gav
anledning til stor diskussion. Striden stod bl.a. om den foreslåede bestemmelse om blas-
femi/gudsbespottelse, som navnlig Grundtvig kritiserede voldsomt, idet han – som i den
grundlovgivende rigsforsamling – gjorde sig til talsmand for en vid adgang til religions-
kritik og spot.
Det endelige resultat blev en lov, presseloven af 1851, som på den ene side indebar klare
lempelser i forhold til trykkefrihedsforordningen, men som på den anden side ikke var
udtalt liberal. Efter loven kunne opfordring til opstand mod konge og regering straffes
med landsforvisning
98
– en strafform, der ellers var afskaffet. Fornærmelse af kongen og
dennes nærmeste og fornærmelse af fremmede, venligtsindede magter og regenter kun-
ne straffes med fængsel i henholdsvis 2 eller 1 år.
Der blev også indført krav om, at korte skrifter på under 6 sider senest 1 time efter påbe-
gyndt distribution skulle indleveres til politiet til gennemsyn. Altså ikke forhåndscensur,
96
97
98
Mere herom i kapitel 7 om ytringsfrihedens retlige rammer.
Mchangama og Stjernfelt (2016), side 391.
Denne strafform blev dog aldrig bragt i anvendelse.
110
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0113.png
som grundloven jo forbød, men dog en ordning, som sikrede særdeles gode muligheder
for en hurtig indgriben (f.eks. konfiskation) over for skrifter med et ulovligt indhold.
Loven fastsatte også formelle krav til medierne og indførte et særligt ansvarssystem for
pressen, som ikke ligger langt fra det, som stadig findes i medieansvarsloven.
Presseloven af 1851 fandt i vidt omfang anvendelse helt frem til presseloven af 1938, men
lovens strafbestemmelser blev dog allerede i 1866 erstattet af den nye borgerlige straffelov.
6. Socialistsagerne og provisorietiden
6.1
Socialistsagerne
Blandt dem, der gjorde brug af de nyvundne rettigheder, var stifterne af det, der senere
skulle blive til Socialdemokratiet.
Postfunktionæren Louis Pio stiftede i 1871 sammen med sin fætter boghandleren Harald
Brix og skolelæreren Poul Geleff Den Internationale Arbejderforening for Danmark.
Formålet var at organisere den nye samfundsklasse af arbejdere, som var opstået i for-
bindelse med den spirende industrialisering, for derved at opnå indflydelse på løn- og
arbejdsvilkår.
Pio havde forinden etableret bladet Socialisten,
99
som i 1872 – med Brix som chefredak-
tør – begyndte at udkomme dagligt, og som blev arbejderbevægelsens faste organ.
Pio og hans meningsfæller var inspireret af den internationale arbejderbevægelses ledere
og agiterede med revolutionær retorik for en ændring af den eksisterende samfundsor-
den, som de mente udsatte arbejderklassen for undertrykkelse og udnyttelse.
Arbejderbevægelsen og Socialisten blev hurtigt genstand for myndighedernes opmærk-
somhed. Og da Pio i Socialisten den 2. maj 1872 under overskriften ”Maalet er fuldt” ind-
kaldte til fællesmøde i Fælledparken tre dage senere i sympati med de murersvende, som
på daværende tidspunkt strejkede, slog politiet til. Mødet blev forbudt afholdt, og da Pio
afviste at respektere forbuddet, men tværtimod vedblev med at opfordre folk til at møde
op, blev han sammen med Brix og Geleff natten til den 5. maj 1872 anholdt og fængslet.
99
Socialisten blev senere til Socialdemokraten og endnu senere til Aktuelt.
111
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0114.png
Fællesmødet fandt sted alligevel, og det kom til voldsomme sammenstød mellem de
fremmødte og politiet i det, der siden er blevet kaldt ”Slaget på Fælleden.”
Pio, Geleff og Brix blev bl.a. tiltalt for ved deres retorik at have opfordret til omstyrtelse
af samfundet, og selv om de tre forsvarede sig med, at de alene havde forsøgt at udbrede
de socialistiske ideer og tankegods og ikke havde opfordret til voldelige handlinger, blev
de dømt i flere instanser. Pio blev anset for hovedansvarlig og derfor idømt 5 års fængsel,
mens Geleff og Brix blev idømt 3 års fængsel.
Under deres afsoning blev der indledt en sag om opløsning af Den Internatonale Arbej-
derforening i medfør af grundlovens (daværende) § 87, som beskyttede foreningsfrihe-
den, men som gav mulighed for at opløse foreninger med et ulovligt formål. Sagen endte
med foreningens opløsning, idet Højesteret, som afgjorde sagen i sidste instans, fandt,
at de handlinger, som Pio, Geleff og Brix var blevet dømt for, måtte anses for udført på
foreningens vegne.
De blev alle tre løsladt i 1875 – hårdt mærkede af fængselsopholdet. Pio og Geleff tog et
par år senere imod et tilbud fra myndighederne om – udstyret med en mindre formue –
at forlade landet og emigrere til USA.
Brix fortsatte sit virke og etablerede efter løsladelsen det socialdemokratiske satireblad
”Ravnen”, hvis indhold i 1877 endte med at koste ham endnu en dom på 4 års fængsel.
Han døde 40 år gammel i 1881.
6.2
Provisorietiden
Provisorietiden betegner perioden fra 1885-1894, hvor Danmark blev styret via provi-
soriske (foreløbige) love gennemført uden om Rigsdagen. Selv om ytringsfriheden var
udtrykkeligt beskyttet i den få år gamle grundlov, blev det en tid, hvor det frie ord havde
svære kår.
Optakten til provisorietiden skal findes i den forfatningskamp, som begyndte efter en
grundlovsændring i 1866. Med ændringen blev reglerne om valgbarhed til Landstinget
ændret. Det skete efter ønske fra partiet Højre, som repræsenterede den konservative
fløj, og som ville have større indflydelse på den førte politik.
100
Ændringen betød, at Høj-
100
Reglerne om valgbarhed blev med forfatningsændringen i 1866 begrænset yderligere, og det betød, at en stor del
af Landstingets pladser nu var forbeholdt personer udvalgt af kongen og rige borgere, herunder godsejere/store
jordbesiddere. Reelt set var det nu under halvdelen af pladserne i Landstinget, som kunne vælges af folket.
112
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0115.png
re herefter opnåede flertal i Landstinget, som var det ene af Rigsdagens (Parlamentets) to
kamre – det andet var Folketinget.
Ved valget i 1872 fik Venstre, som var dannet i 1870, for første gang flertal i Folketinget,
mens Højre bevarede flertallet i Landstinget. Dette blev startskuddet til de næste mange
års indædte strid om regeringsmagten.
Venstre insisterede efter valget på, at regeringsmagten skulle tilfalde dem, fordi de nu
havde flertal i Folketinget, mens Højre fastholdt, at kongen ved grundlovsændringen
i 1866 var tillagt en grundlovssikret ret til at udpege regeringen uden hensyntagen til
Rigsdagens, herunder Folketingets flertal.
Grundloven anviste ikke udtrykkeligt hvordan et tilfælde af konflikt mellem de to kamre
i Rigsdagen skulle løses. Kongen, Christian d. 9., skar imidlertid igennem og tildelte
Højre regeringsmagten.
I 1875 blev højremanden J.B.S. Estrup statsminister (konseilspræsident). Det var under
Estrups næsten 20 år som regeringsleder, at den politiske krise mellem Højre og Venstre
for alvor eskalerede.
Venstre havde ikke glemt forløbet få år tidligere og førte en bevidst destruktiv politik
med det mål at presse Højre fra magten.
101
Strategien havde ikke den ønskede effekt, men
kom nærmere til at virke som en rød klud på Estrup, som flittigt rejste sager mod sine og
regeringens politiske modstandere.
102
Frustrerede venstrefolk begyndte nu at mobilisere sig i riffelklubber for om nødvendigt
at kunne forsvare folkestyret, mens tilhængere af Højre arrangerede frivillig skattebeta-
ling for at demonstrere deres opbakning til den førte politik.
103
I foråret 1885 tilspidsedes
situationen yderligere med forbud mod riffelklubberne og gennemførelse af det såkaldte
”Mundkurvscirkulære”, som krævede, at alle skolelærere i landet skulle vise lydighed
over for myndighederne og afstå fra at kritisere den siddende regering.
En afgørende begivenhed indtraf den 21. oktober 1885, hvor Estrup blev udsat for et
skudattentat. Estrup overlevede, men frygten for at det, der var startet som en forfat-
101
102
103
Utilfredsheden med Højres regeringsførelse fik i 1881 Venstre til at føre den såkaldte ”Visnepolitik”, som betød at
partiet nedstemte regeringsforslag og dermed gjorde lovgivningsarbejdet meget vanskeligt.
Blandt andet rejste Estrup i 1877 en injuriesag mod Venstre, der i en erklæring havde beskyldt Estrup for
grundlovsbrud for udstedelsen af den provisoriske finanslov i 1877.
I befolkningen var der en ophidset stemning, som bød på voldsomme sammenstød og kampe, om end det aldrig
direkte kom til organiserede kamphandlinger. Stemningen var på bristepunktet og det anføres, at tiden repræsenterer
det tætteste Danmark har været på borgerkrigslignende tilstande. Se Mchangama og Stjernfelt (2016), side 475f.
113
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0116.png
ningskamp, var ved at udvikle sig til en regulær borgerkrig, fik nu Højre til at gribe til
yderligere provisorisk lovgivning. Hertil benyttede Estrup-regeringerne sig af en grund-
lovsbestemmelse, som gjorde det muligt – under ekstreme omstændigheder – at udstede
foreløbig lovgivning uden om parlamentet (Rigsdagen).
104
Mindre end to uger efter skudattentatet indførte Estrups regering straffelovsprovisoriet af
2. november 1885, som skulle dæmme op for de ”agitatoriske Udskejelser, som bringer den
offentlige Orden og Sikkerhed i øjensynlig fare” og indebar en mærkbar begrænsning af
ytringsfriheden.
105
Med straffelovsprovisoriet blev det forbudt at ”raade eller opfordre til
at begaa handlinger, der falde ind under bestaaende Straffelov.” Også ytringer, der kunne
true den offentlige orden ved at ophidse befolkningen, skulle straffes med fængsel.
Samtidig kriminaliseredes ytringer, der kunne bringe ”forbitrelse imod andre klasser“, og
ytringer, som ”forvanskede kendsgerninger“ om regeringer.
Til særlig irritation for Estrup og Højre-regeringen var den såkaldte stråmandsvirksom-
hed, hvor lønnede stråmænd blev opgivet som ansvarshavende redaktører og derved
påtog sig straffen for de egentlige ansvarlige for lovstridige skriverier. For at dæmme op
for dette fænomen blev der i 1886 udstedt et presselovsprovisorium.
106
Presseprovisoriet
betød, at det kunne straffes med høje bøder, hvis landets aviser benyttede stråmænd til
at dække over de faktiske redaktører. Presselovsprovisoriet medførte også, at redaktøren
blev gjort medansvarlig for indholdet af anonyme indlæg.
De provisoriske straffelove skulle snart vise sig nyttige som værktøj til forfølgelse af po-
litiske modstandere.
Socialdemokraten V. Holst blev kort efter provisoriernes udstedelse idømt tre måneders
fængsel for udtalelser, som ”det reaktionære slyngelagtige Højreparti”, som ifølge Holst
bestod af ”politiske slyngler”.
107
Holst var langt fra den eneste, som fik provisorielovgiv-
104
105
106
107
Det var et krav, at den provisoriske lovgivning skulle forelægges Rigsdagen ved førstkommende samling. Det drejede
sig om § 25 i den gennemsete grundlov af 1866: ”§ 25. I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen
ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den
følgende Rigsdag.”
Citat fra motiverne til Straffelovsprovisoriet af 2. november 1886. Straffelovsprovisoriet ophævedes allerede i 1888.
Presselovsprovisoriet fik lov at bestå indtil 1894. Desuden blev også Det blå Gendarmeri – en midlertidig politistyrke,
som blandt andet havde til formål at nedkæmpe borgere i oprør – oprettet
V. Holst var bestemt ikke den eneste, som fik konsekvenserne af Straffelovsprovisoriet og Estrup-regeringens hårde kurs
mod kritikere at føle. I en opgørelse over antallet af pressesager anføres det, at der i perioden fra 1875 til 1894 alene var
280 sager, og dette inkluderer ikke sager fra byretten.
114
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0117.png
ningens konsekvenser at føle, idet der de kommende år blev rejst et meget stort antal
sager mod politiske modstandere, pressen og den øvrige befolkning.
108 109
Heller ikke de populære morskabsteatre (revyer), hvor man gjorde grin med aktuelle
emner, gik fri. Teatrene var ellers – som Holberg i sin tid – gode til på en spidsfindig og
indirekte måde at kritisere magthaverne og den førte politik, hvilket gjorde det vanske-
ligt at skride ind over for dem. Estrup-regeringen gik imidlertid håndfast til værks og
gennemførte en delvis genindførelse af censuren. Dette betød, at alle revyernes manu-
skripter fremover skulle gennemgås af en særligt udpeget censor.
Provisorietiden fik sin afslutning, da Venstre og Højre i 1894 indgik et forlig, samtidig
med at Estrup trådte tilbage som statsminister. Begge partier indså, at den fastlåste situ-
ation var uholdbar. Da Venstre i 1901 vandt valget, indførtes derfor parlamentarismen,
som indebærer, at en regering må gå af, hvis den får et flertal imod sig i parlamentet.
Både socialistsagerne og provisorietiden viser, at den ytringsfrihed, som blev givet med
junigrundloven i 1849, kom vanskeligt fra start og i sine første år måtte tåle betænkelige
indskrænkninger, ligesom myndighederne udviste en betydelig nærtagenhed. Som vi
skal se straks nedenfor føjede både 1. og 2. Verdenskrig snart yderligere sår til den relativt
unge grundlov, som for alvor kom på prøve i mødet med krigens logik om sikkerhed og
diplomati på bekostning af ytrings- og informationsfriheden.
7. Krigstid og fremkomsten af internationale menneskeret-
tigheder
7.1
Krigspresseloven
Danmarks neutralitetspolitik under 1. Verdenskrig betød øget kontrol af den offentlige
meningsdannelse og de fælles kommunikationskanaler. Allerede i 1909, hvor krigens
udbrud anedes i horisonten, udarbejdede man et fortroligt cirkulære, der regulerede
samarbejdet mellem forsvaret og telesektoren. Cirkulæret fraveg grundlovens beskyttel-
se af meddelelseshemmeligheden i ganske betydelig grad, idet det gav militæret ret til at
overvåge borgernes private telegrammer og telefonsamtaler. Mistænkelige telegrammer
108
109
F.eks. Morten Pontoppidan, som var præst og højskoleforstander. Han blev i 1886 i Højesteret idømt tre måneders
fængsel for at have fremsat en hård kritik af Estrup. Estrup blev så oprørt, at han personligt anlagde sagen mod
Pontoppidan. Ikke nok med en fængselsstraf kostede udtalelserne ham også statsstøtten til hans skolevirksomhed.
For en udførlig gennemgang af en række af provisorietidens mest spektakulære sager, se Mchangama og Stjernfelt
(2016), side 473ff.
115
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0118.png
kunne i den forbindelse standses på forsvarets foranledning og telefonsamtaler af samme
karakter afbrydes.
110
Fra krigens begyndelse i sommeren 1914 og de næste år frem blev der derudover jævnligt
udsendt hemmelige telegrammer til landets telegrafstationer med direktiver, der på for-
skellig vis indskrænkede rummet for, hvilket indhold der kunne tolereres i telegrammer.
F.eks. skulle ”Sensationelle og urigtige Meddelelser om danske Forhold eller Stemnin-
ger” bortcensureres ligesom private beskeder i hemmeligt sprog eller meddelelser på
andre sprog end engelsk, fransk, tysk og de skandinaviske sprog ikke var tilladt.
111
Forsøg
på at omgå telegrafcensuren ved at telefonere beskeder til Norge og Sverige, som derfra
uhindret kunne telegraferes videre medførte dernæst også telefoncensur. Censuren kun-
ne relativt nemt foretages, fordi datidens telefoni indebar, at omstillingsdamer manuelt
satte den, der ringede op i forbindelse med den ønskede linje. Omstillingsdamerne fik
med censuren en tillægsopgave i form af stikprøvekontrol af samtalerne og skulle i den
forbindelse afbryde opkald med ulovligt eller ikke-neutralt indhold.
112
Pressen – som også blev berørt af krigens generelle indskrænkninger af ytringsfrihe-
den – gik selvsagt heller ikke ram forbi i den danske regerings bestræbelser for at holde
landet på neutralitetens smalle sti og undgå provokationer af Tyskland. Mediernes re-
præsentanter blev således løbende under krigen indkaldt til møder i regi af Udenrigs-
ministeriets Pressebureau, hvor det blandt andet blev aftalt, at pressen ikke måtte skrive
om en række forhold, der kunne svække troværdigheden om dansk neutralitet. F.eks.
anmodede man redaktørerne om at udvise stor forsigtighed i omtalen af de krigsførende
parter og deres allierede.
113
Møderne i Pressebureauet blev løbende suppleret med en
række cirkulærer, herunder Justitsministeriets cirkulære af 15. september 1915, der angav
ikke færre end 20 emner, som kun tålte forsigtig eller slet og ret ingen omtale.
114
Presse-
bureauet spillede også en central rolle i at sikre, at regeringens opfattelse af krigens gang
var den, der afspejlede sig i dagbladenes spalter. I den forbindelse førte bureauet endda
”sorte lister” over journalister, der ikke indrettede sig og derfor måtte overvåges særligt
nøje.
115
På trods af regeringens indledende forsøg på ”blødere” henstillinger og aftaler med pres-
sen om mediernes indhold, gik der mindre end et år af krigen, før man opgav frivil-
lighedens vej og lavede en egentlig ”krigspresselov”. Loven var et midlertidigt straffe-
110
111
112
113
114
115
Mchangama og Stjernfelt (2016), side 618f.
Ibid., side 619.
Mchangama og Stjernfelt (2016), side 620f.
Ibid., side 621.
Ibid., side 621f.
Ibid., side 622.
116
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0119.png
lovstillæg, der medførte straf for ubeføjet at beskylde statsmyndigheder for partiskhed
i en afgørelse af ind- og udførselsspørgsmål, eller for at ophidse befolkningen mod en
krigsførende nation.
116
Krigspresseloven blev forlænget ad flere omgange og blev først
ophævet tæt ved krigens afslutning i 1918.
117
På trods af krigspresselovens ophævelse kastede indgrebene i ytringsfriheden under 1.
Verdenskrig lange skygger ind i mellemkrigstidens 1930’ere. F.eks. skulle Post- og Tele-
grafvæsenet fortsat efter krigen og helt ind til 1934 indberette telegrammer og telefon-
samtaler, som måtte antages at være en fare for statens sikkerhed eller forvolde urolig-
heder i landet.
118
7.2
Den tyske besættelse
Optakten til udbruddet af 2. verdenskrig var for Danmarks vedkommende på ny præget
af regeringens bestræbelser på at undgå at provokere naboen mod syd, som med stor
sensibilitet fulgte med i de danske medier. Som en lilleputnation uden alliancer og med
en udsat geografisk placering var Danmark sårbart, og der blev derfor atter ført en neu-
tralitetspolitik, som f.eks. betød, at regeringen aktivt prøvede at forhindre, at den danske
presse skrev noget, der kunne opfattes som tyskfjendtligt, eller som i øvrigt kunne så
tvivl om den danske neutralitet.
Det foregik rent praktisk ved, at regeringen på jævnlige møder med pressens repræ-
sentanter i Udenrigsministeriets Pressebureau opfordrede til, at der blev udvist tilba-
geholdenhed i omtalen af spørgsmål, som særligt kunne vække anstød i Tyskland. Det
er beskrevet, at denne indblanding i den frie presses ageren i det væsentlige blev mødt
med forståelse og derfor også i vidt omfang respekteret. Det spillede formentlig en rolle
i den forbindelse, at der var bred politisk opbakning til neutralitetspolitikken under 2.
Verdenskrig, og at de fleste store dagblade på dette tidspunkt havde et klart defineret
parti-tilhørsforhold og derfor ikke afveg fra partilinjen.
Den hadske, anti-semitiske retorik, som i samme år prægede Tyskland, nåede også til
Danmark, hvor justitsminister K.K. Steincke fik gennemført flere straffesager mod dan-
ske anti-semitter og anti-semitiske tidsskrifter. Trods domsfældelser mente Steincke,
at det strafferetlige værn var utilstrækkeligt, fordi det var tvivlsomt, om nogen kunne
dømmes for at tale nedsættende om en hel befolkningsgruppe. Der blev derfor foretaget
en række ændringer af straffeloven, hvor nye typer af ytringer blev pålagt strafansvar.
116
117
118
Ibid., side 625.
Ibid., side 627.
Ibid., side 621.
117
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Blandt nyskabelserne var racismeparagraffen i straffelovens (nuv.) § 266 b, og § 136, stk.
2, der kriminaliserer offentlig billigelse af visse alvorlige forbrydelser.
Under den tyske besættelse fra 1940 til 1945 herskede censuren atter. Særligt udenrigs-
politiske og militære anliggender var sensitive emner og derfor underlagt omfattende
restriktioner.
Indtil samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 var det fortsat Udenrigsmini-
steriets Pressebureau, der under nidkær opmærksomhed fra besættelsesmagten vare-
tog opgaven med at regulere nyhedsstrømmen. Det indebar både en forhåndsscreening
af informationer fra de udenlandske pressebureauer og udstedelse af forbud mod helt
at omtale bestemte begivenheder. Den danske presse respekterede i vidt omfang den
etablerede ordning, velvidende at forholdene for pressen var langt værre i andre besatte
lande.
Efter samarbejdspolitikkens kollaps den 29. august 1943 overtog besættelsesmagten selv
kontrollen med den danske presse, hvis redaktionelle råderum herefter blev endnu min-
dre. Det var – ikke tilfældigt – i tiden herefter, at væksten i de illegale blade for alvor tog
fart.
Efter Tysklands kapitulation i maj 1945 opstod en på mange måder tumultarisk tid. Be-
folkningen i almindelighed og modstandsbevægelsen i særdeleshed krævede et kontant
opgør med landsforræderne, der havde gået fjendens ærinde. Det førte til et omfattende
juridisk efterspil, hvor bl.a. handlinger begået i krigsårene blev kriminaliseret med tilba-
gevirkende kraft. Det gjaldt navnlig for dem, der under krigen i skrift eller i tale havde
udbredt tysk propaganda. Og dødsstraffen, som ellers var afskaffet med straffeloven af
1930, blev midlertidigt genindført med straffelovstillægget fra juni 1945.
Ved afslutningen på 2. Verdenskrig i 1945 stod den vestlige verden altså tilbage med et
omfattende selvransagelsesarbejde. I alle vestlige lande udbrød – som nærmere beskre-
vet i kapitel 5 – i krigens kølvand hede debatter om demokratiets væsen og evne til at
beskytte borgerne i mødet med totalitære kræfter. Spørgsmålet om, hvordan man i frem-
tiden kunne forhindre lignende rædsler for menneskeheden, meldte på den måde sin
ankomst verden over. En del af svaret blev forsøgt givet med grundlæggelsen af de For-
enede Nationer (FN) den 24. oktober 1945. 51 lande forpligtede sig her til at samarbejde
internationalt om at bevare verdensfreden i fremtiden. Menneskerettigheder skulle ikke
længere kun være et nationalt anliggende, men beskyttes på tværs af landegrænser.
118
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0121.png
7.3
Verdenserklæringen om Menneskerettigheder
Fremkomsten af internationale menneskerettigheder i efterkrigstiden har haft stor be-
tydning for udviklingen i den beskyttelse, som ytringsfriheden nyder.
Det var et afgørende øjeblik, da FN’s generalforsamling den 10. december 1948 vedtog
Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (Verdenserklæringen). Erklæringen kom
i kølvandet af 2. verdenskrig, hvor det internationale samfund besluttede, at de grusom-
heder, som havde fundet sted under krigen, aldrig måtte gentage sig.
Det blev ved FN’s oprettelse defineret, hvad der var indeholdt i begrebet menneskeret-
tigheder. I forlængelse heraf blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle formulere de
grundlæggende rettigheder. Dette arbejde blev ledet af den tidligere amerikanske første-
dame Eleanor Roosevelt, der sammen med repræsentanter fra otte medlemslande med
forskellige politiske, kulturelle og religiøse baggrunde
119
forfattede Verdenserklæringen.
Danmark var blandt de 48 lande, som i 1948 stemte for vedtagelsen.
Verdenserklæringen var banebrydende, fordi det var første gang, en stor del af verdens
lande blev enige om at formulere fælles rettigheder for alle mennesker, og erklæringen
har dannet grundlag for den internationale beskyttelse af menneskerettighederne lige
siden. Verdens-erklæringen beskriver 30 grundlæggende menneskerettigheder og om-
fatter både borgerlige og politiske rettigheder (f.eks. retten til liv og forenings-og for-
samlingsfrihed) samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (herunder retten til
undervisning og lige løn for lige arbejde). Menings- og ytringsfriheden hører til de bor-
gerlige- og politiske rettigheder.
Verdenserklæringen har karakter af en politisk programerklæring, og de 30 grundlæg-
gende rettigheder er derfor ikke retligt bindende for medlemsstaterne. Men selv om
Verdenserklæringen ikke er formelt juridisk bindende, har den haft en kolossal stor be-
tydning for udviklingen af rettighedsbeskyttelsen i hele verden, herunder som inspira-
tion for andre – bindende – menneskerettighedslove- og traktater både internationalt,
regionalt og nationalt.
7.4
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Den vigtigste af disse er formentlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMRK) fra 1950, som har Verdenserklæringen som forbillede, og som derfor også er et
119
Gruppen omfattede foruden USA, som havde formandskabet, Sovjetunionen, Kina, Storbritannien, Frankrig, Canada,
Chile og Libanon.
119
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0122.png
barn af efterkrigstiden. Konventionen er et direkte svar på krigens rædsler og skal sam-
tidig være et bolværk mod totalitære regimer. Konventionen blev til efter Europarådets
dannelse i 1949.
Europarådets medlemsstater ønskede at skabe garantier for borgernes menneskerettig-
heder og sikre, at der kunne føres kontrol med efterlevelsen af de menneskeretlige for-
pligtelser. EMRK er – i modsætning til Verdenserklæringen – en retlig bindende kon-
vention.
Omfattet af EMRKs rettighedskatalog er en række basale politiske og borgerlige rettig-
heder, herunder ytrings- og informationsfriheden. Siden 1952 er EMRK også blevet ud-
bygget med såkaldte tillægsprotokoller, som en række af Europarådets medlemmer har
tilsluttet sig.
Med skabelsen af Europarådet og EMRK blev det anerkendt, at beskyttelsen af menne-
skerettighederne skulle ses som en uundværlig del af det europæiske demokrati.
Konventionen har siden den trådte i kraft i 1953 haft stor indflydelse på udviklingen
af menneskerettighedsbeskyttelsen i Europa. Danmark tiltrådte EMRK i 1953, og i 1992
blev den gjort til en del af dansk ret. Danske domstole har derfor pligt til at håndhæve
konventionen.
Det, der for alvor har haft betydning for den effektive beskyttelse af individets menneske-
rettigheder, er, at enhver borger har adgang til at klage eller rejse sager, hvis de oplever,
at en stat krænker menneskerettighederne. I sidste instans behandles sådanne klager af
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD/Domstolen), der er tilknyttet kon-
ventionen, og som har været i funktion siden 1959. Domstolen har stor gennemslags-
kraft, fordi dens afgørelser er bindende,
120
og det er i væsentligt omfang Domstolen, der
har sikret, at EMRK har haft så stor indflydelse på menneskerettighedernes udvikling.
I begyndelsen af EMD's levetid var antallet af afsagte domme stærkt begrænset. Siden
er antallet af domme steget kraftigt, og de nu i dag mere end 16.000 afsagte domme har
haft en væsentlig betydning for retsudviklingen inden for mange områder, herunder i
forhold til ytringsfriheden.
120
EMD’s afgørelser er formelt kun bindende for den medlemsstat, de er rettet mod, jf. EMRK art. 46, stk. 1.
Medlemslandene er imidlertid forpligtet til at overholde konventionen, som den fortolkes af EMD, dvs. også i sager der
ikke vedrører landet selv.
120
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0123.png
Konventionens artikel 10 slår fast, at enhver har ret til ytringsfrihed, og at denne ret også
omfatter menings- og informationsfriheden. Der er afsagt mange hundrede domme om
ytrings- og informationsfrihed, og de er normerende for fortolkningen af ytringsfrihe-
dens grænser. Den sag, som har haft størst betydning for (pressens) ytringsfrihed i Dan-
mark, er formentlig Jersild-sagen.
Jersild mod Danmark (Grønjakkesagen)
Den 23. september 1994 afsagde EMD dom i sagen Jersild mod Danmark.
121
Sagen
drejede sig om en journalist, som havde interviewet de såkaldte grønjakker, der i in-
terviewet fremsatte en række racistiske udtalelser om udlændinge. Interviewet blev
bragt i et indslag i TV-avisen. Efter udsendelsen blev journalisten (og hans redaktør)
tiltalt efter racismeparagraffen i straffelovens § 266 b. Højesterets flertal (4-1) fandt,
at udsendelsen gik for vidt, og idømte dem begge dagbøder for at have bragt de raci-
stiske interviews.
Journalisten indbragte sagen for Menneskerettighedsdomstolen, som fandt, at Hø-
jesterets dom krænkede journalistens ytringsfrihed. I det konkrete tilfælde var den
foretagne afvejning af ytringsfriheden over for racismebeskyttelsen således ikke
acceptabel, og Danmark havde derfor krænket den journalistiske og redaktionelle
ytringsfrihed. Domstolen lagde vægt på, at emnet var af væsentlig samfundsmæssig
interesse, og at DR ikke havde gjort udtalelserne til sine egne, men udelukkende vi-
dereformidlet dem.
Med dommen blev det slået fast, at journalister straffrit kan videreformidle ulovlige
ytringer, hvis emnet har den fornødne samfundsmæssige interesse.
8. Racisme- og blasfemiparagrafferne
8.1
Racismeparagraffen
Som omtalt under afsnit 7, blev der i 1939 foretaget en række ændringer af straffeloven,
herunder indsættelsen af bestemmelsen i § 266 b (nuv.), som normalt kaldes racisme-
paragraffen.
Bestemmelsen skulle udgøre en slags overbygning på de almindelige regler om injurier
og ærekrænkelser, for at sikre det retlige grundlag for også at kunne straffe hadefuld tale
121
Jersild mod Danmark (afsagt den 23. september 1994).
121
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0124.png
rettet mod grupper af personer som følge af deres tro, afstamning eller statsborgerfor-
hold. Den fik meget begrænset anvendelse, før den i 1971 blev ændret.
122
Da Folketinget i 1971 vedtog at ændre og udvide racismeparagraffen, var det kulminatio-
nen på en proces, som havde taget sin begyndelse mange år tidligere.
Allerede i forbindelse med FN’s forhandlinger af Konventionen om Borgerlige og Politi-
ske Rettigheder (ICCPR), som blev indledt i 1947, men først afsluttet næsten 20 år senere,
var kriminalisering af hadefuld tale et tema. Landene delte sig i to blokke, hvor de vestli-
ge demokratier anført af USA og Storbritannien principielt vendte sig mod, at der skulle
indsættes en bestemmelse om hadefuld tale i konventionen, fordi man frygtede, at den
ville blive et redskab for regeringer til undertrykkelse af uønsket kritik. Skulle der ske en
kriminalisering, skulle den begrænse sig til at omfatte tilskyndelse til vold.
Den anden blok, som navnlig omfattede Sovjetunionen og dens allierede, argumentere-
de omvendt for, at krigen med al tydelighed havde demonstreret behovet for et omfatten-
de forbud mod hadefuld tale og ønskede derfor en bestemmelse med et bredt indhold.
Da konventionen blev vedtaget i 1966 var det med en bestemmelse i art. 20, hvorefter
enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til for-
skelsbehandling, fjendtlighed eller vold, skulle forbydes ved lov. Danmark ratificerede
ICCPR i 1972.
Sideløbende hermed foregik der forhandlinger om en særskilt FN-konvention mod ra-
cediskrimination. Dette forhandlingsforløb var væsentlig kortere, hvilket delvist skyldtes
opbakning fra en række nyligt selvstændige afrikanske lande og en opblussen af episoder
med racistisk motiveret hærværk mod jødiske bygninger og mindesmærker i Tyskland.
123
Diskussionen fra ICCPR gentog sig, og landene delte sig tilsvarende i to blokke, som ikke
kunne enes om, hvad der skulle vægtes højest – retten til at ytre sig i overensstemmelse
med sin overbevisning eller retten til ikke at blive udsat for diskriminerende udsagn.
Den endelige bestemmelse i konventionens artikel 4 (a), som en række lande heriblandt
Danmark stemte imod, fik en bred formulering, som indebar en forpligtelse for de del-
tagende lande til at:
122
123
I J. Mchangamas artikel ”Racismeparagraffen og hate speech i den internationale menneskeret” i
U2011B.215
nævnes, at
der kun findes en trykt dom fra perioden.
P. Justesen, ”Dansk ret og FN’s-racediskriminationskonvention” i
U2001B.148.
122
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0125.png
”..kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegen-
hed eller racehad, tilskyndelse til diskrimination og alle voldshandlinger
eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller person-
gruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver
bistand til raceforfølgelser, herunder deres finansiering.”
På foranledning af de nedstemte skandinaviske lande blev der dog indsat en klausul i
artikel 4 om, at dens anvendelse skulle ske under hensyntagen til ytringsfriheden for at
skabe et vist rum for forskellige fortolkninger.
Den danske gennemførelse af konventionen baserede sig på en betænkning fra et ud-
valg,
124
der foreslog at opfylde konventionens artikel 4 ved en udvidelse af racismepara-
graffen fra 1939.
Den debat, der havde været under FN-forhandlingerne, gentog sig til dels i Folketinget,
hvor der generelt ikke var den store begejstring at spore. Mest markant i sin kritik af forsla-
get var SF’eren Poul Dam. Han havde ikke indvendinger mod den eksisterende straffelovs-
bestemmelse fra 1939, som han så som et specifikt værn mod datidens løgnagtige og ondsin-
dede propaganda. Anderledes forholdt det sig med den foreslåede udvidede bestemmelse,
som efter Dams opfattelse ville kriminalisere meninger og anskuelser. Som arkitekten Poul
Henningsen (PH) og juraprofessor Alf Ross havde gjort det under efterkrigstidens demo-
kratidebat, kastede Poul Dam sig ud i et stærkt forsvar for enhvers ret til at have og give
udtryk for sine meninger, uanset hvor forkastelige og tåbelige andre måtte finde dem.
Dam tabte dog slaget og endte med sammen med resten af sin folketingsgruppe at stem-
me for lovforslaget, som blev vedtaget enstemmigt.
I forhold til konventionsteksten fik straffelovsbestemmelsen et andet indhold, idet den
blotte udbredelse af ideer ikke blev kriminaliseret. I bestemmelsen er det forhånelsen og
nedværdigelsen af andre som følge af race, hudfarve, nationalitet eller etniske oprindelse
eller tro, der straffes.
125
Bestemmelsen har flere gange siden sin vedtagelse givet anledning til fornyet debat –
navnlig i forbindelse med konkrete straffesager, der har affødt medieomtale. Den såkaldte
grønjakke-sag (Jersild-sagen), som er refereret i afsnit 7, er et eksempel på en af disse sager.
124
125
Betænkning nr. 553 (1969) om forbud mod racediskrimination.
Ved lov nr. 357 af 3. juni 1987 om ændring af straffeloven blev ”seksuelle orientering” føjet til rækken af
forfølgelsesgrunde.
123
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0126.png
En række andre sager har vedrørt fremtrædende politikere på den yderste højrefløj, her-
under ikke mindst tidligere folketingsmedlem for Fremskridtspartiet Mogens Glistrup,
der fik flere fængselsdomme for overtrædelse af racismeparagraffen for sine nedsætten-
de udtalelser om ”muhammedanere” og ”muhammedanismen.”
De senere år har de mest omtalte sager især drejet sig om medlemmer af Dansk Folke-
parti, som i flere tilfælde er blevet politianmeldt, men som også har reageret på beskyld-
ninger om racisme ved selv at rejse injuriesager. Partiet har ved flere lejligheder stillet
beslutningsforslag om ændring af racismeparagraffen.
126
8.2
Kriminalisering af blasfemi
I modsætning til racisme mv., er kriminalisering af blasfemi og gudsbespottelse langt
fra noget nyt. Som det tværtimod er fremgået, har de religiøse forbrydelser historisk set
været blandt de allermest alvorlige og strafværdige. Mange kættere har således gennem
historien lidt en krank skæbne.
I forbindelse med Rigsdagens forhandlinger om straffeloven fra 1930 var tingene imid-
lertid vendt på hovedet, idet diskussionen nu drejede sig om, hvorvidt der overhovedet
skulle være en kriminalisering af blasfemi. Det lovforslag, som den daværende justits-
minister Zahle fremsatte for Rigsdagen i 1929, indeholdt ikke en blasfemibestemmelse.
Ministeren henviste til, at han – i lyset af samfundsudviklingen – ikke fandt behov for en
strafferetlig beskyttelse af den religiøse følelse.
Under forslagets behandling i Folketinget forsøgte et mindretal forgæves at få en bestem-
melse indsat. Da forslaget senere blev behandlet i Rigsdagens andet kammer, Landstin-
get, gentog diskussionen sig. Her endte det dog med, at der blev indsat en bestemmelse
om blasfemi, som stort set var en videreførelse af den hidtidige bestemmelse i straffelo-
ven af 1866.
Strafferammen blev fastsat til bøde eller fængsel i op til 4 måneder – altså noget ganske
andet end tidligere tiders drakoniske straffe. Der blev desuden, for at sikre en snæver an-
vendelse – indsat en bestemmelse om, at kompetencen til at rejse tiltale skulle tilkomme
Rigsadvokaten.
127
126
127
I april 2014 fremsatte DF, V, LA og KF beslutningsforslag nr. B 106 om kortlægning af fordele og ulemper ved en afskaf-
felse af racismeparagraffen. Beslutningsforslaget blev forkastet ved 2. behandlingen. DF har senest i foråret 2018 fremsat
beslutningsforslag nr. B 76 om ændring (indsnævring) af racismeparagraffen.
Pkt. 3.1.2 i Straffelovrådets udtalelse fra februar 2015 om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens §
140 om blasfemi.
124
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0127.png
Bestemmelsen kriminaliserede offentlig spot (latterliggørelse) og forhånelse af noget her
i landet bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Bestemmelsens
beskyttelsesinteresse var den religiøse følelse, men det overordnede formål med bestem-
melsen, der blev indsat i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige fred
og orden, var formentlig at beskytte samfundet mod de konflikter og den uro, der kunne
opstå ved krænkelsen af religiøse følelser.
128
Bestemmelsen har givet anledning til et meget beskedent antal sager og endnu færre
domfældelser. Blandt de mest berømte sager, er sagen fra 1971 om sangerinden Trilles
fremførelse af visen ”Øjet”, som udløste en tiltale mod to DR-programchefer, efter at vi-
sen havde været opført i en udsendelse på DR. I sangteksten blev gud fremstillet som en
slags uforløst voyeur fra oven, hvilket udløste stor forargelse, da det blev vist på tv. Selv
om Rigsadvokaten havde indstillet, at der ikke skulle rejse tiltale, valgte Justitsministeriet
at gøre det.
Byretten foretog en ganske intensiv fortolkning af visen og kom frem til, at den skulle
forstås som et indlæg i polemisk form mod en bestemt form for religiøs opdragelse, og
at den dermed ikke var rettet mod den kristne troslærdomme. De to tiltalte blev derfor
frikendt, og sagen blev ikke anket.
De følgende år fulgte flere sager vedrørende kunstneren Jens Jørgen Thorsen, som dog
ikke førte til, at der blev rejst tiltale. Mest spektakulær var sagen om Thorsens Jesus-film.
Manuskriptet, som indeholdt meget grafiske beskrivelser af sexscener, som involverede
Jesus og prostituerede, blev udgivet i bogform i Danmark, hvilket udløste en politian-
meldelse i 1976.
Rigsadvokaten medgav, at manuskriptet fremstod som en ”grov spekulation i vulgaritet
og pornografi.” Rigsadvokaten fandt dog ikke desto mindre, at det var tvivlsomt, at der
ville kunne føres bevis for, at bogen var udtryk for spot eller forhånelse af den kristne
kirkes troslærdomme, idet han bl.a. lagde vægt på forfatterens (Thorsens) formodede
hensigt. I indstillingen til Justitsministeriet, som ministeriet fulgte, blev der derfor lagt
op til, at der ikke skulle rejses tiltale.
Da Thorsen siden fik offentlig filmstøtte til at realisere filmprojektet, skabte det stort
postyr. Kritikerne organiserede underskriftsindsamlinger og demonstrationer, og flere
borgerlige partier stillede krav om, at filmstøttereglerne skulle ændres. På den anden side
128
Straffelovrådets udtalelse fra februar 2015 om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om
blasfemi, pkt. 1.
125
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0128.png
stod bl.a. den socialdemokratiske presse og en række kulturpersonligheder, som gjorde
sagen til et spørgsmål om kunstnerisk og religiøs ytringsfrihed.
Endnu mere alvorlige var reaktionerne i udlandet, hvor paven fordømte filmprojektet,
flere danske ambassader blev udsat for angreb, og Thorsen fik indrejseforbud i Storbri-
tannien. Sagen var på den måde en slags forsmag på, hvad der ventede i forbindelse med
Muhammed-krisen 30 år senere (jf. nedenfor).
Først i 1992 kom der en Jesus-film fra Thorsens hånd. Filmen vakte ikke den store opsigt
og blev heller ingen kommerciel succes.
129
Nogle år forinden i 1984 havde Thorsen også vakt opsigt, da han skulle udføre et væg-
maleri på Birkerød Station og som sit motiv valgte Jesus på korset tilføjet et stort erigeret
lem. Den daværende trafikminister Arne Melchior forlangte maleriet, som han fandt
både anstødeligt og blasfemisk, overmalet omgående. Og da Politiken senere bragte et
ironiserende indlæg af forfatteren Carsten Jensen om sagen, førte det til, at ministeren
beordrede alle ministeriets abonnementer på Politiken opsagt. For det indkasserede han
senere en hård kritik fra Folketingets Ombudsmand.
130
Rigsadvokaten blev også involveret i sagen, da Thorsen blev anmeldt for overtrædelse af
blasfemibestemmelsen. Rigsadvokaten vurderede endnu engang, at der ikke var grund-
lag for at indlede en straffesag mod Thorsen
8.3
Ophævelse af blasfemiparagraffen
Siden blasfemiparagraffens indførelse har der flere gange været stillet lov- og beslut-
ningsforslag om dens ophævelse. DF har stået bag de fleste, men også LA, SF og EL har
stillet forslag. På den baggrund valgte den daværende konservative justitsminister i 2011
at bede Straffelovrådet om at afgive en udtalelse om konsekvenserne af en ophævelse af
bestemmelsen.
Straffelovrådets udtalelse forelå i februar 2015. Rådet kom ikke med en anbefaling i
spørgsmålet om evt. ophævelse af bestemmelsen, men udtalte, at bestemmelsen – fordi
dens anvendelse var sket under hensyntagen til den almindelige samfundsudvikling –
ikke var til hinder for skarp religionskritik.
129
130
Thorsen var i mellemtiden blevet ”overhalet” inden om af den amerikanske filminstruktør Martin Scorsese og hans
meget kontroversielle film ”The last Temptation of Christ” fra 1988, som udløste stærke reaktioner verden over.
Folketingets Ombudsmands beretning 1984, side 156. Ombudsmanden udtalte bl.a. at ministerens ønske om at vise sin
misbilligelse i anledning af det pågældende indlæg ikke var et sagligt formål, hvorfor beslutningen, der havde karakter
af en strafaktion over for bladet, var udtryk for magtfordrejning.
126
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0129.png
Den daværende socialdemokratiske regering tog ikke initiativ til en ophævelse. Man
lagde særlig vægt på, at Straffelovrådet havde peget på, at myndighederne efter en op-
hævelse ikke længere ville kunne skride ind over for f.eks. afbrændinger af bibelen eller
koranen.
Sagen sluttede dog ikke her. I foråret 2017 fremsatte EL på ny lovforslag
131
om ophævelse
af blasfemiparagraffen med den primære begrundelse, at den udgjorde en unødvendig
indskrænkning af ytringsfriheden. Under lovforslagets behandling i Folketinget beslut-
tede regeringspartierne at sadle om og støtte forslaget.
Med Folketingets vedtagelse af lovforslaget i juni 2017 var ophævelsen af blasfemipara-
graffen således en realitet.
Muhammed-krisen
Den 30. september 2005 bragte Jyllands-Posten 12 tegninger, hvor profeten Muham-
med var afbilledet på forskellige måder, herunder med en antændt bombe i sin turban.
Tegningerne blev bragt som led i en debat om selvcensur i kulturlivet, der udsprang
af, at en børnebogsforfatter havde haft svært ved at finde en illustrator til en biografi
om muslimernes profet Muhammed. Den tegner, der påtog sig opgaven erkendte med
henvisning til mordet på den islamkritiske, hollandske filminstruktør Theo van Gogh
og truslerne mod den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie som følge af hans ro-
man
De sataniske vers,
at han af frygt for repressalier insisterede på anonymitet.
Tegningerne udløste skarpe protester fra herboende muslimer samt ambassadører fra
en række muslimske lande, der forlangte et møde med statsministeren, som imidler-
tid valgte at svare dem skriftligt.
Sagen spredte sig efter nogle måneder til udlandet, hvor Organisation of Islamic Co-
operation (OIC) i december 2005 indklagede Danmark for FN’s menneskerettigheds-
kommissær, ligesom EU-kommissæren for retlige og indre anliggender kritiserede
offentliggørelsen af tegningerne. Konflikten optrappedes for alvor i januar og februar
2006, bl.a. efter at stormuftien i Egypten og andre islamisk lærde fordømte Danmark
og opfordrede til boykot af danske varer. Samtidig valgte først en norsk avis og siden
12 andre europæiske aviser at vise deres solidaritet med Jyllands-Posten ved selv at
offentliggøre tegningerne. Forsøg fra den danske regering på at gyde olie på vandene
lagde ikke en dæmper på konflikten. Den kulminerede i februar 2006, hvor der i flere
lande med muslimsk flertalsbefolkning blev afholdt voldelige protestdemonstratio-
ner, som var medvirkende til, at danske ambassader blev angrebet med brandbomber,
131
Lovforslag nr. L 170 af 28. marts 2017 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 170, som fremsat.
127
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0130.png
ligesom dannebrogsflag blev afbrændt og trampet på. Samtidig led danske virksom-
heder store tab pga. en omfattende boykot af deres produkter.
De dramatiske hændelser aftog i løbet af 2006, men flere af de involverede personer
har siden måttet leve under beskyttelse som følge af trusler mod deres person. Politiet
har desuden flere gange afværget planlagte terrorangreb mod Jyllands-Posten, lige-
som der har været attentatforsøg mod tegneren af den famøse tegning med bomben i
turbanen. Sagen har tillige haft betydning for det generelle trusselsniveau i Danmark.
Tegningerne udløste også en principiel debat om ytringsfrihed contra hensynet til
religiøse følelser. Diskussionen kom især til at handle om, hvorvidt publiceringen af
tegningerne var udtryk for en unødig og ufølsom krænkelse af muslimers trosforhold,
eller om den fuldt berettiget satte fokus på den omsiggribende selvcensur i forhold til
en kritisk behandling af islam.
Sagen fik også et retligt efterspil, idet Jyllands-Posten blev politianmeldt for overtræ-
delse af racisme- og blasfemiparagraffen. Rigsadvokaten afgjorde sagen endeligt den
15. marts 2006 med sin beslutning om ikke at rejse tiltale. For så vidt angår blasfemi-
paragraffen, fandt Rigsadvokaten, at tegningen med bomben i turbanen både kunne
forstås på en sådan måde, at den indebar en overtrædelse af bestemmelsen, men også
på en måde som klart ikke indebar en krænkelse. Derfor og med henvisning til be-
stemmelsens forudsatte snævre anvendelsesområde, vurderede Rigsadvokaten samlet
ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale mod Jyllands-Posten. Mus-
limske organisationer rejste derpå et civilt søgsmål mod Jyllands-Posten, hvor avisen
også blev frikendt.
9. Terrorpakker og imam-lov
9.1
Terrorpakker
Efter de store angreb mod USA den 11. september 2001 og siden mod Madrid og London
henholdsvis den 11. marts 2004 og den 7. juli 2005, besluttede Folketinget i lighed med
en række andre lande at gennemføre lovgivning, som skulle styrke værnet mod terror.
128
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0131.png
Den såkaldte terrorpakke I
132
blev vedtaget af Folketinget i 2002, og i 2006 fulgte terror-
pakke II.
133
Begge terrorpakker udløste retspolitiske diskussioner, som især drejede sig om række-
vidden af den definition af terror, som blev indført med terrorpakke I. Desuden gav
de nye indgrebsmuligheder for politiet, som terrorpakkerne medførte, anledning til en
principiel debat om, hvorvidt man – i den nationale sikkerheds navn – var ved at gøre
vold på frihedsrettighederne.
Særligt i forhold til ytringsfriheden samlede interessen sig om, at den udvidede terrorbe-
stemmelse betød, at straffelovens § 136, stk. 2, som kriminaliserer den blotte billigelse af
bl.a. terrorisme, nu også kom til at omfatte offentlig, udtrykkelig billigelse af terrorhand-
linger rettet mod udenlandske myndigheder eller internationale organisationer. Det er
blevet påvist, at der især efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i
januar 2015 og angrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge i København den
14.-15. februar 2015 er blevet rejst sigtelser om terrorbilligelse.
134
Blandt de mest omtalte
sager om terrorbilligelse, er sagerne mod Sam (Said) Mansour, som flere gange er dømt
for sin åbenlyse forherligelse af islamistisk terror.
9.2
Imam-lov
I februar og marts måned 2016 viste TV2 en udsendelsesrække med titlen ”Moskéerne
bag sløret.” Udsendelserne, der baserede sig på skjulte optagelser i en række moskéer i
Aarhus, København og Odense viste, at nogle imamer forkyndte en udlægning af islam,
som indebar accept af vold mod kvinder og korporlig afstraffelse af børn, og hvor stening
blev anset som en legitim religiøs reaktion.
Udsendelserne udløste voldsomme politiske reaktioner og gav anledning til en bred
samfundsmæssig debat om parallelsamfund og radikalisering.
Regeringen meldte hurtigt ud, at der ville komme initiativer til at imødegå den under-
gravning af danske love og værdier og de parallelle retsopfattelser, som den viste adfærd
efter regeringens opfattelse var udtryk for.
132
133
134
Lov nr. 378 af 6. juni 2006 om ændring af straffeloven mv. Loven skulle navnlig gennemføre en FN-konvention og en
FN-resolution samt en EU-rammeafgørelse vedr. bekæmpelse af terrorisme.
Lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen
for at bekæmpe terrorisme m.v.).
Se ”Kriminalisering af ”udtrykkelig billigelse” af terror går videre end påkrævet af Danmarks internationale
forpligtelser” (16. august 2015),
Justitia,
http://justitia-int.org/wp-content/uploads/2015/08/Analyse_Danmarks-
kriminalisering-af-billigelse-af-terror-brugen-af-straffelovens-%C2%A7136-stk.pdf (senest tilgået den 11. november
2019).
129
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0132.png
Den 31. maj 2016 blev der indgået en politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokra-
tiet, Konservative og Dansk Folkeparti om en række lovindgreb. Den samlede lovpakke
omfattede initiativer, som bl.a. skulle skærpe tilsynet med de pågældende trossamfund
og dertil knyttede foreninger mv., udvide mulighederne for fratagelse af økonomisk støt-
te og forhindre indrejse for såkaldte hadprædikanter fra udlandet.
Blandt initiativerne var også en kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare
forhold som led i religiøs oplæring.
Med lovforslaget, som gennemførte denne del af aftalen,
135
blev det således som noget
nyt strafbart som led i religiøs oplæring at billige (dvs. forherlige) en række strafbare
forhold, herunder incest, flerkoneri og vold. Som en del af begrundelsen herfor blev der
i lovforslaget peget på, at f.eks. imamer optræder med en helt særlig autoritet i deres me-
nighed, og at deres ord derfor ofte vil blive opfattet som en legitimering af de pågældende
handlinger, uanset at de ikke rummer en udtrykkelig opfordring.
Ud over at udvide området for kriminalisering af billigelse af forbrydelser, er den nye
bestemmelse i straffelovens § 136, stk. 3, interessant af navnlig to grunde. For det første
fordi også ytringer, som ikke fremsættes offentligt, er omfattet. Det er således udtryk-
keligt forudsat, at de strafbare ytringer formentlig ofte vil falde under omstændigheder,
hvor de ikke kan anses for at være fremsat offentligt. For det andet indebærer kravet om
”som led i religiøs oplæring”, at den sammenhæng, hvor ytringer er faldet, i særlig grad
vil være afgørende for, om der er tale om et strafbart forhold.
Både den politiske aftale og lovforslaget gav anledning til en fornyet debat om ytrings-
frihedens grænser, hvor regeringen og aftalepartierne fra flere sider blev kritiseret for at
forbyde holdninger og meninger frem for handlinger – det vil sige den velkendte dis-
kussion om ord contra handlinger. Det blev også kritiseret, at der skulle gælde andre
(strengere) krav for, hvad der kan siges i religiøse sammenhænge.
136
135
136
Lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat).
Se f.eks. ”Professor: Absurd at forbyde ytringer om stening” (7. april 2016),
Politiken,
https://politiken.dk/indland/
politik/art5617938/Professor-Absurd-at-forbyde-ytringer-om-stening (senest tilgået den 11. november 2019), ”Præster
og imamer på banen for ytringsfriheden” (4. juni 2016),
Berlingske,
https://www.berlingske.dk/samfund/praester-og-
imamer-paa-banen-for-ytringsfriheden (senest tilgået den 11. november 2019) og ”Imampakken er både god og dårlig”
(5. juni 2016),
Berlingske,
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/imampakken-er-baade-god-og-daarlig (senest
tilgået den 11. november 2019).
130
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0133.png
Kapitel 5
Ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur
1. Indledning
I et demokrati er ytringsfriheden en uomgængelig borgerret. Forskningen viser, at et de-
mokrati kan indrettes på mange forskellige måder, men der er enighed om, at et demo-
krati – uanset dets nærmere indretning – ikke kan fungere uden ytringsfrihed.
137
Der er
ganske vist i den moderne historie mange eksempler på politiske regimer, der har kaldt
sig demokratier og samtidig har haft en stærkt indskrænket ytringsfrihed. Det gjaldt for
eksempel de kommunistiske regimer i det 20. århundrede, og i dag gælder det f.eks. lan-
de som Rusland og Tyrkiet. Disse regimer lever dog ikke op til de kriterier, der i dag er
almindelige i den vestlige demokratiforskning, bl.a. fordi der ikke er fuld ytringsfrihed. I
den vestlige demokratiforskning er det tværtimod et grundlæggende synspunkt, at bor-
gere og politikere i et fuldt udviklet demokrati skal kunne udtrykke deres mening frit, og
det skal derfor have en retsstat, der definerer, afgrænser og sikrer denne ret.
138
Disse juridiske rammer om ytringsfriheden, som behandles i andre af betænkningens
kapitler, kan imidlertid ikke stå alene. I praksis er det ikke nok, at ytringsfriheden er
sikret i paragraffer. Den skal også være understøttet af en kultur, der sikrer, at den kan
bruges og beskyttes. Man kan sige, at ytringsfriheden skal være forankret i en demokra-
tisk kultur, der skaber og opretholder muligheden for, at alle kan komme til orde. Det er
en ringe ytringsfrihed, der reelt kun er for de få. Den store betydning af denne kulturelle
dimension har vi senest erfaret i forbindelse med forsøg på at etablere demokrati i tidli-
gere udviklingslande. Her er der mange eksempler på, at der kan være langt fra etable-
ringen af de formelle rettigheder til udvikling af en kultur for demokrati, diskussion og
ytringsfrihed.
Dette kapitel søger derfor at sætte ytringsfriheden i et bredere demokrati- og samfunds-
historisk perspektiv. Det bringer os væk fra ytringsfrihedens juridiske forhold, men det
er vores opfattelse, at dette bredere perspektiv også bør inddrages. Kapitlets sigte er der-
137
138
Se f.eks. M.H. Hansen,
Demokrati som styreform og som ideologi,
1. udgave (2010), side 267ff.
Se f.eks. J. Møller og S.E. Skaaning,
Demokrati og demokratisering: En introduktion,
1. udgave (2010).
131
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0134.png
for at give et overblik over, hvordan det gik til, at ytringsfriheden blev en del af det dan-
ske demokrati mere bredt set. Der henvises løbende til andre kapitler, hvori flere af de
berørte emner tages nærmere op.
2. De borgerlige rettigheder
Det er en entydigt moderne idé, at alle borgere i et samfund skal have de samme grund-
læggende rettigheder. I alle før-moderne samfund var rettigheder og privilegier tvært-
imod noget, der var knyttet til den stand og den slægt, man som person var født ind i.
Det gjaldt for eksempel i dansk og europæisk middelalder, hvor bønder, borgere, adel og
gejstlighed udgjorde de fire gamle stænder, der havde hver deres rettigheder og pligter.
For eksempel havde adelen monopol på de højeste embeder i staten helt frem til enevæl-
dens indførelse. Selv det oldgræske demokrati var et standssamfund, hvor borgerskabet
var en form for stand, man som udgangspunkt var født ind i.
139
Overgangen fra den gamle standstankegang til en moderne opfattelse om borgerlig lig-
hed skete meget gradvist. I Europa skete det helt store skred med vedtagelsen af de så-
kaldte borgerlige forfatninger i første halvdel af 1800-tallet. I Danmark var det således
Junigrundloven af 1849, der sikrede alle borgere nogle fundamentale rettigheder, her-
under ytringsfriheden. Det er imidlertid en vigtig pointe, at der kulturelt set er tale om
langstrakte processer, der var sat i gang længe før 1800-tallet, og længe efter grundlovens
vedtagelse levede mange af de gamle opfattelser videre. For bare et par generationer si-
den lå det for eksempel i den almindelige opdragelse, at man skulle holde sig tilbage, hvis
man var i selskab med en standsperson. Man skulle ikke være ”næsvis”.
I en dansk sammenhæng skete det første store skridt væk fra den middelalderlige stands-
opfattelse med enevældens indførsel i 1660’erne.
140
Enevælden er historikernes udtryk
for det politiske system, der indførtes efter svenskekrigen 1657-1660. Det blev etableret
af en alliance mellem hoffet og borgerne i København, der formåede at sætte den gamle
adel uden for indflydelse. Det førte til et nyt system, hvor kongen var hævet over alle
andre, og hvor borgerskabet kom til at spille en stadigt stærkere rolle. Det efterfølgende
århundrede blev derfor i høj grad borgerskabets århundrede, ligesom det også var til-
fældet i andre vesteuropæiske lande. Det blev mere og mere almindeligt, at unge med
borgerlig baggrund begyndte at trænge frem i samfundssammenhænge, der tidligere
var domineret af adelige og gejstlige. Det gjaldt for eksempel inden for militæret og i
139
140
Man kunne dog både opnå og miste borgerskab, se M. H. Hansen:
Demokratiet i Athen,
1. udgave (1993), side 30f.
Overgangen fra standssamfund til rangssamfund ved enevældens indførsel beskrives i K.J.V. Jespersen,
Historien om
danskerne 1500-2000,
1. udgave (2007), side 64ff.
132
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0135.png
statsadministrationen,
141
og det gjaldt inden for lærdom og viden, hvor hovedparten af
hovedskikkelserne i den danske oplysningstid var af borgerlig herkomst. Derudover
gjorde borgerskabet sig mere og mere gældende inden for det økonomiske liv, hvor de
adelige velhavere og jordbesiddere fik ny konkurrence.
142
Ved 1700-tallets begyndelse var
disse processer kun så småt i gang; ved dets afslutning stod det klart for alle, at det gamle
standssamfund var ved at blive afløst af det, man kaldte ”det borgerlige samfund”. Det var
borgerskabet og dets værdier, der trængte frem, og en af deres værdier var ideen om den
borgerlige offentlighed og den tilhørende trykkefrihed.
143
I Danmark var der som nævnt i kapitel 4 en kort periode under Struensees regime i
1770’erne, hvor oplysningens idé om et samfund præget af borgerlig lighed blev rea-
liseret. Indførelsen af total trykkefrihed i 1770 er nok den mest kendte af Struensees
reformer, som tilsammen udgjorde et både tidstypisk og radikalt idékompleks. Et andet
eksempel var det princip, at ansættelse i staten kun skulle ske efter kvalifikationer. I 1771
modereredes trykkefriheden således, at alle tekster nu skulle påtrykkes forfatter- eller
bogtrykkernavn, men egentlig censur, som siden 1500-tallet havde været udøvet af Kø-
benhavns Universitet og i provinserne af den lokale biskop, blev først genindført efter
Struensees fald.
144
Set fra nutiden virker Struensees ideer ganske ukontroversielle, eller bare ”moderne”,
men i datiden viste de sig alt for vidtgående, og han blev henrettet d. 28. april 1772. Hans
regime blev som nævnt i kapitel 4 afløst af et konservativt styre under ledelse af embeds-
manden Ove Høegh-Guldberg. Han var stærk modstander af fritænkeri og trykkefrihed,
men han søgte borgerskabets støtte og tog også initiativ til reformer af det danske sam-
fund, og i de følgende årtier slog moderniseringen af landet generelt ind på den kurs, der
i store træk er fulgt siden da: reformer frem for revolution. Det er således symptomatisk
for dansk demokratihistorie, at heller ikke Junigrundloven blev indført ved revolution,
men blev udarbejdet og vedtaget af en grundlovgivende forsamling, der var indkaldt af
kongen. Det skete ganske vist under maksimalt pres, men altså uden revolution.
I andre lande blev de borgerlige rettigheder, herunder trykke- og ytringsfriheden, etab-
leret under mere voldelige omstændigheder. Vigtigst i det brede perspektiv er den ame-
rikanske og den franske revolution, der begge fandt sted i sidste tredjedel af 1700-tallet,
og som begge bl.a. handlede om at sikre almene borgerlige rettigheder. Selve ideen om
en forfatning som et dokument, der har sikringen af almene borgerlige rettigheder som
141
142
143
144
For borgerskabet i statsadministrationen se f.eks. T. Knudsen,
Fra enevælde til folkestyre: Dansk demokratihistorie indtil
1973,
1. udgave (2006), side 66ff.
P. Boje,
Vejen til velstand: Marked, stat og utopi. Tiden 1730-1850,
1. udgave (2014).
Den borgerlige offentlighed behandles nærmere i J. Habermas,
Borgerlig offentlighed,
2. udgave (2012).
F. Lundgreen-Nielsen, ”Grundtvig og censuren” i
Grundtvig Studier
(nr. 1 af 2007), side 44.
133
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0136.png
et centralt anliggende, stammer således i høj grad fra denne fase af verdenshistorien.
145
Den amerikanske revolution, der begyndte med de nordamerikanske koloniers oprør
imod det britiske parlaments krav om skattebetalinger, førte således efter en uafhængig-
hedskrig til vedtagelsen af den amerikanske forfatning i 1787-88, og i 1791 vedtoges en
række forfatningstillæg, hvoraf det første sikrer alle amerikanske statsborgere religions-
og ytringsfrihed. Tillægget slår således fast, at “Kongressen må ikke vedtage nogen lov,
som fastsætter en bestemt religion, som forbyder den fri religionsudøvelse, eller som be-
skærer tale- og pressefriheden…”
146
Ikke mange årtier senere skrev den franske liberale
Alexis de Tocqueville i sin berømte bog om ”Demokratiet i Amerika”, at der i USA ikke
var én eneste, der turde sætte spørgsmålstegn ved denne ret,
147
og også i dag er det en
almindelig opfattelse blandt jurister, at ytringsfriheden er særligt vidtgående i USA. Det
ligger således dybt i landets historie og selvforståelse, at det blev skabt som en republik
med maksimal individuel frihed og i opposition til de undertrykkende systemer i Euro-
pa. Religionsfriheden fik i den sammenhæng en betydning, som vi slet ikke i samme
grad kender i dansk historie og tradition.
Den franske revolution, der bl.a. begyndte med borgerskabets krav om en stærkere stem-
me i det politiske liv, var på mange punkter anderledes end den amerikanske, og ikke
mindst førte den til et helt andet resultat. Hvor den amerikanske revolution førte til
etableringen af en republik, der – efter mange og stadige kriser og udfordringer – stadig
eksisterer, førte den franske til etableringen af en republik, der inden for 10 år førte til
bl.a. det såkaldte terrorregime og siden til Napoleons statskup. I dag lever franskmæn-
dene i deres 5. republik, og tilbage i 1800-tallet var der flere perioder med monarkier og
imperier. Men i udgangspunktet var de to revolutioner præget af det samme idégods
fra oplysningstiden, herunder ønsket om ytringsfrihed. I den menneskerettighedserklæ-
ring, der blev vedtaget af den nyetablerede franske nationalforsamling i 1789, blev det
således i artikel 10 slået fast, at alle har ret til sine meninger og religiøse overbevisning,
så længe de ikke forstyrrer den offentlige orden, som er sikret gennem lovgivningen.
Artikel 11 fastslår endvidere, at ytringsfriheden er en af individets dyrebareste rettighe-
der, og at enhver har ret til frit at udtrykke sig i tale, skrift og på tryk – dog inden for
lovgivningens rammer.
148
145
146
147
148
G. Stourzh i T. Ball & J.G.A. Pocock (red.),
Conceptual Change and the Constitution,
1. udgave (1988).
Citeret efter F. Esmann (red.),
Amerikanske præsidenter: Fra George Washington til Bill Clinton,
1. udgave (2001), side
361.
A. de Tocqueville,
Democracy in America
(2000), side 174.
Artikel 10: ”No one shall be disquieted on account of his opinions, even religious, provided their manifestations do not
disturb the public order established by law”, artikel 11 “Free communication of ideas and opinions is one of the most
precious of the rights of man. Consequently, every citizen may speak, write, and print freely, subject to responsibility
for the abuse of such liberty in the cases determined by law.” Citeret efter C. Walton,
Policing Public Opinion in the
French Revolution: The Culture of Calumny and the Problem of Free Speech,
1. udgave (2009), side 7.
134
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0137.png
Det er imidlertid vigtigt at bemærke de forbehold, der ligger i advarslerne om eventuelt
misbrug og i henvisningen til den offentlige orden og landets love. Det var nemlig en
udbredt tanke i datidens Frankrig, at trykke- og ytringsfrihed var en tvetydig og proble-
matisk idé, der alt for let kunne føre til injurier og bagvaskelse og derigennem til øde-
læggelse af den offentlige orden. Det går således helt tilbage til revolutionernes epoke,
at ytringsfrihed er godt, men at der skal sættes grænser for dens brug. Selv den liberale
Tocqueville, der introducerede europæerne til det amerikanske demokrati og stadig i
dag læses som en af det moderne demokratis største teoretikere, var præget af dette tve-
tydige forhold til ytringsfrihed.
149
I Frankrig var det også henvisningen til den offentlige orden, der gjorde, at ytringsfri-
heden i de følgende år, altså under revolutionen, endte med at blive stærkt indskrænket.
Det komplicerede forløb under den franske revolution, fra de tidlige begivenheder i 1789
og frem til Napoleons magtovertagelse i 1799, skal ikke gentages her; men det er vel-
kendt, at en gruppe af særligt radikale revolutionære i 1793-94 havde held til at erobre
magten og etablere det såkaldte terrorregime, hvor modstandere af revolutionen blev
forfulgt og henrettet. Det var guillotinens tid, og flere end 16.000 blev dømt til døden.
I september 1793 indførte terrorregimet en lov, der forbød kritik af revolutionen og repu-
blikken, og frem gennem de følgende måneder blev tusinder arresteret med henvisning
til denne lov. Alene i Paris handlede mere end en tredjedel af sagerne ved det revolutio-
nære tribunal om politiske ytringer.
150
Dette er ofte blevet fremhævet som et eksempel på
de totalitære tendenser under den franske revolution, men de revolutionære så ikke selv
disse indgreb som værende i konflikt med det oprindelige krav om ytringsfrihed, da der
i dette var indlejret en henvisning til den offentlige orden. Det er således bemærkelses-
værdigt, at indskrænkningerne af trykkefriheden under den franske revolution i deres
begrundelse minder om dem, der også i Danmark indførtes i 1790’erne, idet indskrænk-
ningerne begge steder skete på det grundlag, at man i princippet var tilhængere af tryk-
kefrihed, men ønskede indskrænkninger af hensyn til den politiske orden og moralen i
samfundet.
Den franske revolution gjorde det klart, at den gamle verden med de stærke aristokratier
og de enevældige monarker var forbi. Det var imidlertid slet ikke klart, hvori det nye
bestod. Excesserne under revolutionen gjorde, at begreber som revolution, demokrati
og republik i brede kredse blev negative termer.
151
Ved indgangen til 1800-tallet var det
således også i Danmark kontroversielt at kalde sig ”demokrat” eller ”republikaner”. Det
149
150
151
de Tocqueville (2000), side 17f.
Walton (2009), side 4.
Begrebets udvikling under og efter den franske revolution er sammenfattet i J. Innes og M. Philp i J. Kurunmäki m.fl.
(red.),
Democracy in Modern Europe: A Conceptual History,
1. udgave (2018).
135
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0138.png
signalerede sympati med revolutionen i Frankrig og det kunne i nogle sammenhænge
være direkte farligt.
152
Nogle ønskede naturligvis at vende tilbage til den gamle verden før revolutionen, an-
dre ønskede at fortsætte revolutionen, men det synspunkt, der kom til at dominere den
politiske udvikling i første halvdel af 1800-tallet, var et mellemsynspunkt, nemlig at det
handlede om at finde en balance, der kunne sikre grundlæggende borgerlige rettigheder,
men uden at ende i kaos og revolution. Denne bestræbelse fik også omkring 1820 et fæl-
leseuropæisk navn: ”liberalisme”.
153
Hvis man i 1820’erne og 1830’erne kaldte sig ”liberal”, så betød det, at man var tilhænger
af en ”fri forfatning”.
154
Det smarte ved en fri forfatning var, at der netop ikke behøvede
at være en forfatning for et demokrati eller en republik. Det kunne også være en forfat-
ning, der inden for rammerne af et monarki sikrede alle borgere nogle grundlæggende
rettigheder. De borgerlige rettigheder var således med i den forfatning, som Frankrig fik
i 1824 under Ludvig 18.
155
Datidens liberale talte derfor om ”det konstitutionelle monarki”,
og de forfatninger, der blev vedtaget rundt omkring i Europa efter Napoleonskrigene –
for eksempel i Norge i 1814 – var alle forfatninger for konstitutionelle monarkier. Den
danske Junigrundlov kom først i 1849, men den fulgte i dens hovedtræk denne udvik-
ling. Forfatningerne for disse konstitutionelle monarkier var ikke ens, men det var et
gennemgående træk, at de sikrede, hvad periodens liberale satte højest, nemlig de basale
frihedsrettigheder (herunder ytringsfriheden), samtidig med at de (i ret forskellig grad)
introducerede forskellige typer af politisk repræsentation. Det giver derfor god mening
at gøre introduktionen af de frie forfatninger i første halvdel af 1800-tallet til det første
kapitel i historien om demokrati i det moderne Europa. Erklærede demokrater begyndte
også i 1830’erne og 1840’erne at gøre sig gældende i forskellige lande, men i det liberale
borgerskab ønskede man altså ikke ”rene demokratier”.
Også i Danmark var der et betydeligt liberalt borgerskab, der i første halvdel af 1800-tal-
let talte for en ”fri forfatning”. Det var på en måde skabt og fremmet af den enevælde,
det nu ønskede at afskaffe, og i Danmark – hvor en skarp censur var blevet genindført,
og hvor hoffet løbende foreslog yderligere stramninger – blev kampen for ”trykkefrihed”
noget af det, der især samlede de liberale. Det var således to liberale professorer, H.N.
Clausen og J.F. Schouw, der i tidsskriftet
Dansk Ugeskrift
i 1835 foreslog dannelsen af et
”Selskab for trykkefrihedens rette brug”. Det skete som en direkte reaktion på systemets
152
153
154
155
For forståelsen af demokrati i Danmark i denne periode se J. Nevers,
Fra skældsord til slagord: Demokratibegrebet i
dansk politisk historie,
1. udgave (2011), side 65ff.
J. Leonhard,
Liberalismus: Zur historischen Semantik eines europäischen Deutungsmusters,
1. udgave (2001).
J. Nevers m.fl. (red.),
Liberalisme: Danske og internationale perspektiver,
1. udgave (2013).
M. H. Hansen,
Demokratiets historie fra oldtid til nutid,
1. udgave (2012), side 73.
136
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0139.png
intention om at indføre en ny og skærpet presselov.
156
De liberale i 1830’erne og 1840’erne
var i øvrigt en broget skare, der strakte sig fra ”ultraliberale” til moderate monarkister,
men i denne periode samledes de altså ikke mindst om trykkefrihedssagen.
157
Med vedtagelsen af Junigrundloven af 1849 realiseredes de liberales hovedønske. Dan-
mark var nu ikke længere et enevældigt monarki, men et konstitutionelt monarki, og
alle danske statsborgere var sikret et antal grundlæggende rettigheder i rigets forfatning.
Der kom også i 1849 en efter datidens forhold ret vidtgående demokratisk repræsenta-
tion i Rigsdagen, idet alle mænd over 30 år med egen husstand og med godt ry og rygte
opnåede stemmeret til begge kamre. Man kunne i øvrigt vælges til Folketinget allerede
som 25-årig, hvorimod kun borgere over 40 år og med en vis indtægt kunne vælges til
Landstinget, der var tænkt som et mere konservativt kammer, der skulle forhindre, at
det mere demokratiske Folketing løb løbsk. Efter 1849 frygtede mange, at man var gået
for vidt med disse efter datidens forhold ganske demokratiske bestemmelser, og i senere
forfatninger fra 1850’erne og 1860’erne forsøgte man at trække sammensætningen i en
mere konservativ retning.
Først i 1915 fik Danmark en grundlov, der gav stemmeret også til kvinder og tyende. Det
er derfor en sandhed med modifikationer, når man i generationer har sagt, at Danmark
gik fra enevælde til folkestyre i 1849. Men Junigrundloven var selvfølgelig et meget væ-
sentligt skridt i en demokratisk retning, formentlig det største og vigtigste skridt i det
danske demokratis historie. Ikke mindst sikredes her de borgerlige rettigheder, som er
en central del af fundamentet for det moderne demokrati, herunder for ytringsfriheden.
3. Det oplyste folk
Med Junigrundloven af 1849 fik alle danskere altså formelt set ret til at ytre sig, og bag
det stod især det liberale borgerskab, der anså trykke- og ytringsfriheden for at være en
uomgængelig del af de borgerlige rettigheder, som de ønskede at sikre gennem en ”fri
forfatning”. Det var i øvrigt mange af de samme liberale, der senere førte Danmark i krig
med Preussen i 1864, hvilket førte til, at vores grundlovsfædre slet ikke har indtaget sam-
me ophøjede plads i den almindelige historiebevidsthed, som det kendes fra eksempelvis
Norge eller USA. Men det er en anden historie.
158
156
157
158
For en oversigt over trykkefrihedens forhold i hele perioden se H. Jørgensen,
Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark
1799-1848,
reprografisk genudgivet (1978).
H. Horstbøll i J. T. Lauridsen m.fl. (red.),
København – porten til Europa,
1. udgave (1996).
Se f.eks. R. Glenthøj m.fl. (red.),
Konfliktzonen Danmark,
1. udgave (2018).
137
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0140.png
Der var dog også andre udviklinger af det danske samfund under enevælden, der kom
til at få stor betydning for, at en kultur for diskussion og ytringsfrihed blev en integreret
del af det danske demokrati. I dette afsnit skal det handle om de ideer om folkeoplys-
ning, der fra slutningen af 1700-tallet begyndte at brede sig, og som er en ganske vigtig
baggrund for, at vi tidligt i demokratiets historie fik et højt oplysnings- og uddannelses-
niveau i den danske befolkning. Disse grundlæggende ideer var desuden en forløber for
det forhold, at det danske uddannelsessystem fra midten af 1800-tallet blev præget af
mere demokratiske ideer om, at børn skulle uddannes til at blive oplyste og engagerede
samfundsborgere. For at forstå baggrunden for den udvikling skal vi tilbage til de store
reformer af det danske samfund, der fandt sted under den sene enevælde.
Allerede i første halvdel af 1700-tallet begyndte stærke kræfter ved hoffet og på nogle af
landets godser at være optagede af, hvordan landet og dets økonomi kunne modernise-
res. De var europæisk og internationalt orienterede og optagede af, hvordan praksisser
og innovationer fra førende lande som England, Holland og Tyskland kunne bringes til
kongeriget og bidrage til dets udvikling. Studierejser og indhentning af udenlandske eks-
perter var blandt de yndede redskaber, og på den baggrund indledtes særligt fra midten
af 1700-tallet en bølge af reformer af forskellige dele af den danske økonomi. Det gjaldt
for eksempel landets infrastruktur. Det danske hovedvejssystem stammer således fra den
periode. Der blev også grundlagt kanaler, og postvæsenet blev markant udbygget, bl.a.
fordi man var bevidst om den økonomiske betydning af at få hurtige informationer fra
verdensmarkederne. Det var også i denne periode, der blev etableret et egentligt kre-
ditsystem, bl.a. med Kurantbankens oprettelse i 1736 og med initiativer til beskyttelse af
vekseludstedelser, ligesom aktieselskaber og private banker voksede frem. Det er også en
vigtig del af periodens historie, at den tidligere meget hofdominerede økonomi gradvist
blev liberaliseret og åbnet for en større andel af befolkningen.
159
Det handlede for ek-
sempel om, at de store statsbevilgede kompagnier i København gradvist mistede deres
monopoler på den lukrative fjernhandel.
Enevældens embedsmænd og reformatorer, der var af både adelig og borgerlig herkomst,
var også bevidste om vigtigheden af at kvalificere arbejdsstyrken, hvilket var en vigtig
baggrund for de skole- og sundhedsreformer, der også fandt sted. Man kan imidler-
tid ikke reducere for eksempel periodens skolereformer og dermed fundamentet for det
høje oplysningsniveau i det tidlige danske demokrati til økonomiske hensyn. Fra midten
af 1700-tallet blev samfundstænkningen nemlig præget af nye ideer om en bred folkelig
159
Boje (2014).
138
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0141.png
oplysning, der nok var forenelige med økonomiske hensyn, men som også betragtede
dannelsen af en oplyst og lykkelig almue som et formål i sig selv.
160
Nogle af de mest markante fortalere for disse tanker finder man blandt datidens gods-
ejere. Et stort gods var dengang en lille ”stat” i staten, og de mest progressive godsejere
var derfor dybt engageret i for eksempel skolespørgsmålet, fra de praktiske spørgsmål
vedr. skolerne på deres eget gods til de idémæssige og politiske diskussioner. Johan Lud-
vig Reventlow (1751-1801), der 1775 havde overtaget baroniet Brahetrolleborg på Sydfyn,
var en af disse progressive godsejere, der var stærkt engageret i reformerne under den
sene enevælde, og han opførte for eksempel tre almueskoler og et lærerseminarium på
sit gods. Reventlows svoger, Ernst Heinrich von Schimmelmann (1747-1831), der var en
af rigets mægtigste mænd, var en anden af de reformatorer, der i 1780’erne og 1790’erne
var optaget af at udvikle skolevæsenet på sit gods og i landet for at virke for almuens
uddannelse og oplysning. På Schimmelmanns gods, Lindenborg, skulle alle børn således
dagligt, bortset fra helligdage og seks uger i høsten, møde i skole efter et sindrigt system,
der gjorde det muligt også at bruge deres arbejdskraft i markerne.
161
Personer som Reventlow og Schimmelmann tog aktivt del i den såkaldte ”Store Skole-
kommission”, der blev nedsat i revolutionsåret 1789, og som afleverede sin betænkning
til kongen i 1799, altså samme år som trykkefrihedsforordningen af 1799 indførte stærke
indskrænkninger af ytringsfriheden. Reformerne af skolevæsenet handlede selvfølgelig
ikke i tidens eget sprog om demokrati og ytringsfrihed. I et kommissionsdokument fra
1786 hed det tværtimod, at skolemesteren skulle ”våge over børnenes sæder og tænke-
måde og indprente dem afsky for laster og lyst til gudsfrygt og dyd”.
162
Dette var tidens
ånd, men reformerne er alligevel en væsentlig baggrund for, at der ved grundlovens ved-
tagelse var en befolkning, der var parate til at udvikle en demokratisk kultur. Op gennem
hele 1800-tallet var skolevæsenet fortsat stærkt opdelt imellem almue- og borgerskoler
for hhv. land og by, og de to skolesystemer udvikledes og reformeredes hver for sig. Men
med almueskoleloven af 1814 blev syv års skolegang obligatorisk for alle, og bag den ud-
vikling lå i høj grad 1700-tallets ideer om den oplyste almue.
Fra midten af 1800-tallet blev det danske skole- og uddannelsessystem gradvist præget
af mere demokratiske oplysningstanker, og ingen havde formentlig større betydning for
den udvikling end N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Det er velkendt, at Grundtvig stod et
160
161
162
Der er mange værker om kameralismen og dens betydning. Den franske filosof Michel Foucault er for eksempel
berømt for sin betoning af disse ideers betydning for den moderne stat. Se f.eks. M. Foucault,
Sikkerhed, territorium,
befolkning: Forelæsninger på Collège de France, 1977-1978,
1. udgave (2008).
C. Larsen m.fl.,
Dansk skolehistorie bind 2 – Da skolen tog form 1780-1850,
1. udgave (2013), side 70.
Landbokommissionens forestilling af 1786, citeret efter J. Larsen,
Skolelovene af 1814 og deres tilblivelse: Aktmæssig
fremstillet,
1. udgave (1914), side 9.
139
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0142.png
specielt sted mellem enevælde og demokrati. Tager man ham på ordet, var han stærk
tilhænger af det første og modstander af det sidste. Det er dog væsentligt, at hele hans
tænkning og virke var rundet af en idé om folkelig oplysning og udvikling, der blev en
vigtig del af det danske demokratis idémæssige fundament. Han udviklede i øvrigt sine
tanker meget med årene. For eksempel var der et åndselitært element hos den tidlige
Grundtvig, som blev svagere i hans ældre år, hvor han blev en stadigt stærkere fortaler
for det folkelige. Det vil være forkert at kalde Grundtvig for populist, men ingen har haft
større betydning for, at dyrkelsen af det folkelige kom til at stå centralt i Danmark, og at
folkestyre op igennem det 20. århundrede blev et almindeligt synonym for demokrati.
Det var således især grundtvigske venstrefolk, der bragte det begreb ind i den danske
debat i årene omkring 1900.
163
Grundtvigs syn på ytringsfrihed udviklede sig i løbet af hans liv gradvist hen imod et
forsvar for videst mulig ytringsfrihed. Hans argumenter herfor i forbindelse med debat-
terne i den grundlovgivende forsamling er nærmere behandlet i kapitel IV (afsnit 5.3).
Grundtvigs syn på ytringsfrihed og hans skolepolitiske tanker var forbundne på den
måde, at han i stigende grad så skolen som det sted, hvor almuen skulle opdrages til en
moden brug af f.eks. trykke- og ytringsfrihed, og så var både hans tanker om ytrings-
frihed og hans tanker om skole og dannelse rundet af den mere fundamentale idé, at
ånden ikke må lænkes af dogmatiske systemer og hierarkier. I skriftet fra 1845 skrev
han for eksempel, at en ”grundig skoleforbedring” skulle bidrage til at oplyse folket om
menneskelivets og samfundets sande beskaffenhed og på sigt muliggøre alles ”virkelige
del i regeringen”.
164
Grundtvigs ideer kom til at præge generationer af skoletænkere. Det var for eksempel
grundtvigianere, der i årene omkring grundlovens vedtagelse begyndte at tale om vigtig-
heden af at udvikle en ”folkeskole”. I 1852 agiterede den grundtvigske sognepræst Chri-
stian Ludvig Børresen for eksempel for en ”folkeskole” med det formål at formidle en
”almen menneskelig dannelse, en almindelig og harmonisk uddannelse af alle sjælens
evner og anlæg. De forandrede forhold i vort fædreland kræver også, at folkeskolen skal
danne aktive borgere – ikke blot duelige og virksomme næringsbrugere, men også op-
lyste og forstandige deltagere i de offentlige anliggender”.
165
Hans synspunkter var del af
en større debat om grundskolens væsen og fremtid, hvori der selvfølgelig også var mere
konservative stemmer.
163
164
165
Nevers (2011), side 138ff.
Ibid., side 61.
C.L. Børresen,
Om de nødvendige Forandringer i Borger- og Almueskolevæsenet,
1. udgave (1851), side 16.
140
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0143.png
To år senere udgav Børresen en detaljeret plan for denne folkeskoles indretning, og heri
skrev han: ”Blandt alle udfordringer, den nærværende tid stiller til os, er næppe nogen
stærkere end den, at sørge for folkets, for hele massens oplysning. Magten er nu – ved den
almindelig valgret – for en stor del lagt i mængdens hånd, og hele folkets fremtid beror
altså på mængdens, på den store masses retsindighed og indsigt.”
166
Han så med andre
ord en nær sammenhæng mellem nødvendigheden af en god skole og så det demokrati,
der var under udvikling. Det handlede ikke eksplicit om demokrati eller ytringsfrihed,
men om at børnene skulle have ”åndelig næring, så de af egen drift fortsætter deres ån-
delige udvikling efter at skolens umiddelbare indvirkning på dem er ophørt.”
Almue- og borgerskolen var som nævnt to adskilte systemer, men ideen om en folkesko-
le trængte frem, og i 1899 blev det navnet for den danske enhedsskole, der stadig findes.
Der var selvfølgelig mange forskellige stemmer og interesser i debatten, men demokra-
tisk sindede reformatorer talte nu bredt om en nær sammenhæng mellem demokrati og
uddannelse.
167
4. Demokratiet vokser frem
Hverdagen i 1800-tallets danske almue- og borgerskoler var selvfølgelig ikke præget af
ytringsfrihed og moderne ideer om demokratisk debat. Danske skoler var dengang, hvad
der senere blev kaldt ”sorte skoler”. Men i et bredere historisk perspektiv var skolerne en
vigtig del af fundamentet for det demokrati, der udvikledes fra midten af 1800-tallet.
Det er nemlig et kendetegn ved det danske demokrati, at selv om det liberale borgerskab
spillede en vigtig rolle frem mod grundlovens vedtagelse, så var det folkelige bevægelser
med rødder i den mere jævne del af befolkningen, der især kom til at præge dets videre
udvikling.
Det er en gammel fortælling, at det danske demokrati er dybt præget af de folkelige
bevægelser fra 1800-tallet, og fortællingen har ikke overraskende rødder i de folkelige
bevægelser.
168
I nyere historisk forskning er fortællingen blevet kritiseret for at være et ty-
pisk eksempel på, at historien fortælles af sejrherrerne, og at ”taberne” og deres perspek-
tiver og visioner derfor i for høj grad er gledet ud af vores historieforståelse.
169
Det er der
bestemt også meget om, og man skal derfor være varsom med at trække en lige linje fra
166
167
168
169
C.L. Børresen,
Motiveret Forslag til en Reform af det danske Folkeskolevæsen,
1. udgave (1853), side 1.
Jf. citater i V. Skovgaard-Petersen,
Demokrati og dannelse: Fra latin- til almenskole. Lov om højere almenskoler 24. april
1903,
1. udgave (1976), side 78f.
Se f.eks. R. Skovmand,
De folkelige bevægelser i Danmark,
1. udgave (1951).
Se R. Glenthøj m.fl. (red.),
Konfliktzonen Danmark,
1. udgave (2018).
141
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0144.png
Grundtvig til det moderne demokrati. Kampen om ytringsfriheden er et godt eksempel
på, at der har stået mange kampe om demokratiets enkelte bestanddele.
170
Men når det
er sagt, er det nu engang et væsentligt træk i moderne dansk historie, at de gamle eliter
– hoffet, militæret, adelen, kirken og det store borgerskab – kom ret svage ind i det 20.
århundrede, og at udviklingen af demokrati og velfærdsstat især blev præget af de to par-
tier, der voksede ud af 1800-tallets folkelige bevægelser: Venstre og Socialdemokratiet.
Bonde- og arbejderbevægelserne og deres politiske partier er vigtige i den her sammen-
hæng, fordi de var enige om at støtte grundlovens idé om ytringsfrihed, og fordi der
omkring dem dannedes et omfattende netværk af foreninger, selskaber og organisatio-
ner, hvori demokrati og ytringsfrihed blev praktiseret og derigennem dybere indlejret i
dansk politisk kultur.
Det var mobiliseringen af landbefolkningen, der kom først. I centrum stod dog arven fra
Grundtvig, der utrætteligt havde betonet vigtigheden af oplysning og uddannelse af den
brede befolkning. Det førte frem gennem anden halvdel af 1800-tallet til at væld af ini-
tiativer og institutioner af mere eller mindre grundtvigsk tilsnit. Mest berømt og særligt
dansk er højskolebevægelsen, der begyndte med grundlæggelsen af Rødding Højskole i
1844, og som havde sin storhedstid parallelt med demokratiets gennemslag i den bredere
befolkning.
Ideen med højskolerne var, at unge karle og piger fra den jævne landbefolkning under
et ophold præget af stærke fællesskabstanker skulle modtage uddannelse og oplysning
af grundtvigsk aftapning. Det handlede om at danne et stærkt og kristent folk bestående
af selvstændige individer, og det søgte man at skabe gennem indføringer i den nordiske
mytologi, kristendommen og den nationale historie. Pigerne kom på højskole i sommer-
halvåret, karlene kom om vinteren, så opholdet forstyrrede pligterne på gårdene mindst
muligt. Højskolerne var – og er fortsat – forskellige, men på dem alle handlede det om
dette både individuelle og kollektive oplysningsprojekt.
Livet på højskolerne var dybt præget af Grundtvigs ideer om ”det levende ord” i modsæt-
ning til det trykte ord, som dyrkedes af borgerskabet samt på latinskoler og på universi-
tetet. Det levende ord fik derfor en særlig plads i den forståelse af dannelse, kristendom
og historie, der udvikledes på højskolerne. Især salmer og sang fik en central plads. I
1870’erne udgav de tre højskoler Askov, Testrup og Vallekilde et antal af disse sange, og i
1894 udkom den første udgave af den danske højskolesangbog.
170
En samlet fremstilling af ytringsfrihedens historie i Danmark gives i J. Mchangama og F. Stjernfelt,
MEN:
Ytringsfrihedens historie i Danmark,
1. udgave (2016).
142
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0145.png
Alle højskoler havde også en talerstol i den store sal, hvor eleverne lyttede til de mange
omrejsende talere i den danske højskoleverden. Den franske filosof Claude Lefort har
beskrevet, hvordan talerstolen har symbolsk betydning i det moderne demokrati, da den
i modsætning til sin forgænger – tronstolen – ikke har nogen ejermand.
171
I et demokrati
skiftes vi til at få ordet og dermed til at lytte til hinanden.
I dansk historieskrivning har der, bl.a. på grund af de folkelige bevægelser, været et
stærkt fokus på den folkelige tales betydning for demokratiets udvikling. Et eksempel
er den betydning, mange har tillagt Grundtvigs foredrag. Et andet og mere konkret ek-
sempel er de taler, hvorigennem de liberale overtalte landbobefolkningen til at støtte
deres kamp for en fri forfatning. Orla Lehmanns tale på Falster i 1841 er et ofte citeret
eksempel, der langt op i tiden blev betragtet som en vigtig begivenhed i demokratiets
gennembrud. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvor vigtig sådan en tale faktisk var; men
dyrkelsen af Lehmanns tale siger noget om, hvilken plads det folkelige foredrag fik i det
danske demokratis mytologi.
Den fynske friskolelærer Klaus Berntsen er et tidseksempel på den generation af landbo-
ledere, der på et grundtvigsk fundament blev kendt som store folketalere, og som bidrog
til den mobilisering af den bredere landbobefolkning, der fandt sted i anden halvdel af
1800-tallet. Berntsen endte til tops i det danske samfund som statsminister 1910-1913, og
han er stadig det folketingsmedlem, der har siddet i flest år. 51 år blev det samlet set til.
172
I langt hovedparten af disse år var han valgt i Assenskredsen. Der er derfor rejst en statue
af ham i Assens, hvor han står ved en talerstol. Det er valgt, fordi han netop var kendt
som en stor folketaler. Det siges, at han på en eller anden måde altid fik foldet historier
om sin mor ind i sine taler.
Han var søn af en gårdejer og begyndte sin løbebane som friskole- og højskolelærer, men
han var også – som så mange andre af tidens grundtvigianere – aktiv i et væld af for-
eninger, for eksempel i skytteforeninger, og i forbindelse med oprettelsen af lokalaviser;
og derudover var han altså yderst aktiv i partiet Venstre.
Det var dengang noget nyt med partier. De liberale grundlovsfædre brød sig ikke om
”partier”, og de er derfor ikke nævnt i vores grundlov. De frygtede, at parti- og grup-
pedannelser ville undertrykke den enkeltes mulighed for at udvikle og forsvare sine
171
172
O. Korsgaard,
Kampen om folket: Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år,
1. udgave (2004).
Der gives et overblik over Berntsen liv og karriere i S. Mørch,
24 statsministre: 24 fortællinger om magten i Danmark i
det tyvende århundrede,
1. udgave (2000), side 115ff.
143
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0146.png
egne synspunkter.
173
De ville utvivlsomt fnyse af den betydning, partierne har fået i dag.
Der dannedes dog uformelle partier allerede i den grundlovgivende rigsforsamling, og
i sidste tredjedel af 1800-tallet dannedes de første rigtige partier med egentlige partipro-
grammer.
174
Partiet Venstre blev i de sidste tre årtier af 1800-tallet samlingspunktet for landbobevæ-
gelsen. Når man dengang talte om ”demokratiet”, så handlede det om denne bevægelse
af selverklærede ”demokrater”, der så sig selv i opposition til de privilegerede klasser i
byerne. Allerede i den grundlovgivende rigsforsamling dannedes der på den baggrund
en demokratisk venstrefløj, og i 1870 stiftedes selve partiet Det forenede Venstre, hvis
første program er fra 1872. Samme år fik partiet flertal i Folketinget. Det førte til den
lange forfatningskamp med det borgerlige parti Højre, der ledte frem til provisorietiden,
som beskrives i kapitel 4.
En lignende udvikling fandt sted inden for arbejderbevægelsen. Arbejderforeninger
voksede frem i byerne fra 1850’erne og 1860’erne. Mange af disse blev stiftet af arbejdsgi-
vere, men der kom også en stadigt stærkere socialistisk bevægelse.
175
I København var der
allerede i årtierne før grundloven en gruppe af socialistiske skribenter og teoretikere,
176
men først fra omkring 1870 blev arbejderbevægelsen for alvor socialistisk præget. Bag-
grunden var især vedtagelsen af et internationalt arbejderprogram på den første Interna-
tionale i London i 1864. På den baggrund kom kontakter til arbejderledere i København,
og udenlandske skrifter var også inspirationen, da Louis Pio i 1871 udgav sine
Socialistisk
Blade,
hvori han lagde op til en arbejderrevolution.
Det var også Pio, der i 1872 indkaldte til det ”folkemøde” i Fælledparken, der førte til den
første egentlige konfrontation mellem arbejderbevægelsen og ordensmagten - ”Slaget på
Fælleden”, som er nærmere behandlet i kapitel 4.
Episoden var medvirkende til, at den socialistiske arbejderbevægelse i løbet af 1870’erne
slog ind på en kurs, hvor det handlede om at kæmpe for sagen med ”lovlige midler”, og i
1876 dannedes Socialdemokratiet med netop det sigte. I de følgende årtier var der fortsat
socialistiske arbejderledere, der ønskede en mere revolutionær retning, men det blev
aldrig den officielle linje. Det var således en stærk tro på en demokratisk og reformorien-
173
174
175
176
For en kortfattet gennemgang af personer og ideer i den grundlovgivende rigsforsamling se C. Bjørn,
Kampen om
Grundloven,
1. udgave (1999).
De første programmer for de politiske partier i Danmark kan ses på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.
For en oversigt se f.eks. H. Bruun,
Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar 1900: Første Del til ca. 1880,
1.
udgave (1938).
B. Nygaard: ”’De phantastiske forskruede Forestillinger’: Introduktioner til socialisme og kommunisme før 1848” i
Historisk Tidsskrift
(hæfte 2 af 2009), side 336ff.
144
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0147.png
teret politik i den danske socialistiske arbejderbevægelse fra et tidligt tidspunkt.
177
I 1875
bekendtgjorde den tyskfødte barber E.W. Klein, der var en vigtig skikkelse i denne fase
af bevægelsens historie: ”Så snart et parti anerkender bestemte personer som autoriteter,
forlader det demokratiets grundvold, thi autoritetstroen, den blinde lydighed, person-
kultus, er udemokratisk.”
178
I forhold til ytringsfriheden var det i partiets første program
af 1876 et krav til ”statens fundament”, at der skulle være en ”Afskaffelse af alle presselove,
forenings- og forsamlingslove, samt alle øvrige love, hvorved et folk kan blive forhindret
i at tilkendegive sine tanker i ord og skrift.”
179
Bag denne meget skarpe formulering lå
ikke mindst erfaringer som den i 1872.
I de følgende årtier kom arbejderbevægelsen i stadigt højere grad til at se sig selv som
en folkelig bevægelse i lighed med og i forlængelse af landbobevægelsen i 1800-tallet.
Ligesom der udvikledes et væld af selskaber og foreninger omkring landbobevægelsen,
etableredes der også omkring arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet et meget rigt
foreningsliv, hvor demokrati, diskussion og ytringsfrihed praktiseredes. Tilsammen
sikrede disse udviklinger, at personer fra den jævne del af befolkningen, både i by og
på land, deltog i politiske diskussioner og fik erfaringer med generalforsamlinger, valg-
handlinger og bestyrelsesarbejde. I løbet af første halvdel af det 20. århundrede kom der
også en række virksomheder i den såkaldte arbejderkooperation, der kan ses som denne
bevægelses svar på landbobevægelsens andelsvirksomheder.
180
Landbobevægelsen og arbejderbevægelsen stod ideologisk langt fra hinanden. Meget
firkantet kan man sige, at førstnævnte var liberale, og at sidstnævnte var socialister. De
ville med andre ord skabe meget forskellige samfund, og det er ikke svært at finde situati-
oner, hvor de svovlede imod hinanden. Men under forfatningskampen stod de sammen
i kampen imod Højre og embedsstaten, og det førte til en ny periode med konflikt om
demokrati og ytringsfrihed.
Som beskrevet i kapitel 4 endte Højre med at tabe forfatningskampen, først med det
forlig, der i 1894 førte til konseilspræsident Estrups fald og til provisorietidens ophør,
og senere med systemskiftet i 1901, hvor kongen accepterede at udnævne en venstrele-
det regering. Den første venstrestatsminister var juristen Johan Henrik Deuntzer (1845-
1918), men bag ham var jævne mennesker rundet af de folkelige bevægelser nu kommet
til magten. Klaus Berntsen blev selv konseilspræsident i 1910, og det var også ham, der
mere end nogen anden virkede for udarbejdelsen af den demokratiske grundlov, der blev
endeligt vedtaget d. 5. juni 1915. I mellemtiden var partiet Det Radikale Venstre i 1905
177
178
179
180
C. Bryld,
Den demokratiske socialismes gennembrudsår,
1. udgave (1992).
Citeret efter Nevers (2011), side 153.
”Program og Love for det socialdemokratiske Arbejderparti” (1876), side 5.
H. Grelle,
Det kooperative alternativ: Arbejderkooperationen i Danmark, 1852-2012,
1. udgave (2012).
145
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0148.png
blevet udskilt af Venstre, og det gamle Højre blev i 1915 til Det konservative Folkeparti.
181
Begge partier sluttede op om grundloven af 1915, der – med rette – især er kendt for den
betydelige udvidelse af valgretten. Man sagde i datiden, at riget nu fik en grundlov, der
gav ”lige ret for rig og fattig” (idet også tyende fik stemmeret, og da der ikke længere
var privilegeret valgret til Landstinget), ”lige ret for kvinde og mand” (idet kvinder nu
fik stemmeret til Rigsdagen) og ”lige ret for by og land” (idet en privilegeret stilling for
landdistrikterne bortfaldt). Grundloven af 1915 var således en stor sejr for ligeretstan-
ken, og selv om antidemokratiske positioner fortsat fandtes i det danske samfund, så
markerer den i det partipolitiske landskab en afsked med 1800-tallets forbehold for det
rene demokrati og en indgang i en epoke, hvor demokratiet havde sejret. Da totalitære
strømninger begyndte at vinde frem, talte fascisterne således også om, at de var de ”san-
de demokrater”.
182
5. Medier under forandring
Det var ikke kun i Danmark, at de første årtier af det 20. århundrede førte til demokra-
tiets bredere gennemslag. Den almindelige valgret slog igennem i en lang række lande,
og den første verdenskrig (1914-1918) var i sejrherrernes egen retorik en krig for ”det
vestlige demokrati”.
183
De nye nationalstater, der efter verdenskrigen blev grundlagt i det
centrale Europa på ruinerne af de gamle imperier, blev derfor grundlagt som demokra-
tiske republikker. Der udkom også i årene efter den første verdenskrig et antal teoretiske
værker om det moderne demokrati og dets grundlag og værdier. En af disse teoretikere
var den østrigske jurist Hans Kelsen, der gjorde det til et af demokratiets kendetegn, at
det skal give plads til dets modstandere og deres meninger. I 1932 skrev han for eksempel:
”Det synes at være demokratiets tragiske skæbne, at det må nære selv sin argeste fjende
ved sin barm.”
184
Der var imidlertid også demokratiteoretikere, der omvendt betonede
demokratiets ret til at forsvare sig over for dets modstandere. De talte bl.a. om ”militant
demokrati”.
185
Man skal derfor passe på med at tegne et glansbillede af forholdet mellem demokrati og
ytringsfrihed. I praksis har alle demokratier juridiske smuthuller for indførsel af forskel-
lige indskrænkninger af ytringsfriheden, og det 20. århundrede fremviser mange eksem-
pler på, at disse indskrænkninger kunne blive temmelig omfattende, også i velfungeren-
181
182
183
184
185
For en både grundig og overordnet behandling af periodens politiske historie se C. Friisberg,
Ingen over og ingen ved
siden af Folketinget: Partiernes kamp om forfatningen 1848-1920,
bind 1-2 (2007).
Se f.eks. Nevers (2011), side 185ff. samt J.W. Müller,
Contesting Democracy: Political Ideas in Twentieth-Century Europa,
1. udgave (2011).
M. Llanque,
Demokratisches Denken im Krieg: Die deutsche Debatte im Ersten Weltkrieg,
1. udgave (2000), side 103ff.
Citeret efter Hansen (2012), side 105.
M. Llanque i J. Kurunmäki m.fl. (red.),
Democracy in Modern Europe: A Conceptual History,
1. udgave (2018), side 182ff.
146
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0149.png
de demokratier. Ikke sjældent er det således sket, at tidligere tilhængere af ytringsfrihed,
når de får magten og skal forholde sig til f.eks. en krisesituation, er parate til at acceptere
ret betydelige indskrænkninger.
I en dansk sammenhæng var der allerede i 1880’erne flere eksempler på, at nogle af de
liberale, der havde kæmpet for trykkefrihed i 1830’erne og 1840’erne, i forfatningskampen
støttede indskrænkende tiltag.
Et andet væsentligt spændingsfelt var forholdet mellem ytringsfriheden og presseloven,
herunder Højres opgør med, at der under presseloven var udviklet, hvad de kaldte et
”stråmandssystem”, som i praksis gav mulighed for, at skribenter og redaktører kunne
publicere særligt kontroversielle udtalelser anonymt ved at lade en lønnet stråmand fun-
gere som ansvarshavende redaktør. Det førte til udstedelsen af en provisorisk presselov i
1886. Den provisoriske presselov fungerede indtil 1894, og da presseloven senere under-
gik en større revision i 1938 var den på centrale punkter inspireret af den provisoriske
lov.
186
Provisorietiden er nærmere beskrevet i kapitel 4.
Ændringer af presseloven førte også til omfattende begrænsninger af ytringsfriheden
under første verdenskrig. Den radikalt ledede regering var fra krigens udbrud i 1914
fast besluttet på at sikre rigets neutrale stilling. Det var dog ikke let, da to af de krigsfø-
rende lande, Storbritannien og Tyskland, var Danmarks vigtigste handelspartnere, og
regeringen skulle derfor krigen igennem gå en vanskelig balancegang. I konservative
kredse var der betydelig modstand over for Tyskland, og flere konservative aviser, særligt
i Sønderjylland, ønskede derfor fra tid til anden at skrive kritisk om Tyskland. Det førte
bl.a. til en ændring af presseloven, hvor et stort flertal af Folketingets medlemmer stemte
for ganske omfattende indskrænkninger af pressens frihed. Nu var det på den højre side
af det politiske spektrum, der var skepsis, hvorimod socialdemokrater og radikale, der
tidligere havde tordnet imod provisoriet, havde færre reservationer over for at lade målet
hellige midlet.
187
Begivenhederne både i 1880’erne og under den første verdenskrig minder os om den
store betydning, medier og presse har i det moderne demokrati. Demokratihistorike-
ren Mogens Herman Hansen har fremhævet dette som en fundamental forskel imellem
det antikke og det moderne demokrati. Idet rammen for det antikke demokrati var by-
staterne, så kunne udvekslinger foregå direkte, og der var heller ikke teknologier, der
muliggjorde massemedier. Det moderne demokrati har derimod nationalstaten som
sin ramme, og det fik derfor repræsentation som et grundlæggende træk. Det er også
186
187
Kurunmäki m.fl. (red.) (2018), side 170f.
Mchangama og Stjernfelt, (2016), side 624ff.
147
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0150.png
et kendetegn ved det moderne demokrati, at det udvikledes i en periode, hvor aviser,
tidsskrifter og pamfletter var populære medier. Ordet avis, der kommer af det italienske
avviso,
er således langt ældre end det moderne demokrati. Ordet blev allerede i 1500-tal-
lets Venedig brugt om håndskrevne politiske nyheder, som regeringen lod cirkulere.
188
I løbet af 1600-tallet kom der aviser i flere europæiske lande, men først i anden halvdel
af 1700-tallet blev avisen et massemedie. Berlingske Tidende, der er Danmarks ældste
eksisterende avis, udkom første gang d. 3. januar 1749; men først mod slutningen af år-
hundredet greb det for alvor om sig med tryksager, aviser og tidsskrifter.
189
Vi har allerede været inde på, hvordan netop det trykte ord som medium var med til at
præge kampen for ytringsfrihed, der især var en kamp for ”trykkefrihed”. Det minder os
om, at ytringsfrihedens historie er dybt integreret i mediernes historie og dermed i den
teknologiske historie: Nye teknologier fører til nye medier, der igen fører til nye typer af
modsætninger og udfordringer, der har konsekvenser for, hvordan ytringsfriheden kan
bruges, opleves og reguleres.
Det var således ikke mindst den teknologiske udvikling, der op gennem 1800-tallet gjor-
de det nemmere og billigere at trykke aviser, tidsskrifter, pamfletter og bøger. Mængden
af skrifter blev mangedoblet over tid. Det er således en vigtig baggrund for den politiske
udvikling frem mod grundloven, at der netop i disse årtier skete en markant forøgelse
af tryksager, og at det også blev stadigt vanskeligt for myndighederne at kontrollere om-
rådet. Det er derfor umuligt at adskille denne udvikling i mediehistorien fra den poli-
tiske historie, og også efter trykkefrihedens indførsel fik udviklinger på medieområdet
stor betydning for den politiske historie. Det var en central del af det unge demokrati,
at politik udgjorde en stor del af stoffet, politikere trykte i stigende grad deres tanker i
aviserne, mange journalister blev vigtige politikere og ikke mindst fik alle partier deres
egne aviser.
Også under enevælden var bestemte tryksager knyttet til bestemte kredse og bevægelser,
men i den periode, hvor demokratiet for alvor slog igennem, og hvor de fire gamle parti-
er (Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative) blev dannet, havde de
fleste byer typisk fire forskellige aviser, én for hvert parti, og man holdt i udgangspunktet
sit partis avis.
190
Perioden betegnes mediehistorisk som partipressen og pressesystemet
kaldes også undertiden firebladssytemet.
191
I perioden fra 1870 til 1913 forøgedes antallet
af danske dagblade fra 87 til 147, og det samlede oplag af aviser steg fra ca. 49.000 til
188
189
190
191
Hansen (2012), side 96.
H. Horstbøll,
Menigmands medie: Det folkelige bogtryk i Danmark, 1500-1840,
1. udgave (1999).
Hansen (2012), side 9.
I. Schultz, ”Fra Partipresse over Omnibuspresse til Segmentpresse” i
Journalistica
(nr. 5 af 2007), side 7.
148
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0151.png
255.000.
192
I en omfattende gennemgang af avisens samlede historie frem til 1970’erne er
perioden fra ca. 1850 til første verdenskrig fremhævet som ”avisens guldalder”.
193
Avismediet har også udviklet sig meget siden de unge partiers epoke. I begyndelsen af
1900-tallet gjorde den teknologiske udvikling det muligt at lave aviser i tabloidformat,
og der kom på den baggrund i alle vestlige lande en såkaldt tabloidpresse, hvor en ny og
langt mere grænsesøgende form for journalistik vandt frem. I Danmark grundlagdes
Ekstra Bladet for eksempel i 1904, og under indskrænkningerne af pressefriheden under
den første verdenskrig var det ikke mindst Ekstra Bladets chefredaktør, Frejlif Olsen
(1868-1936), der lagde sig ud med regeringen.
Ved siden af den teknologiske udvikling skete der fra slutningen af 1800-tallet også væ-
sentlige ændringer i rollen for de journalister, der befolkede de mange nye avisers og
blades redaktioner. ”Journalisters” engagement i det sene 1800-tal var typisk politisk og
journalistarbejdet ofte et bierhverv ved siden af skribenternes hovedfag som f.eks. poli-
tikere, fagforeningsmænd, embedsmænd og forfattere. I provinsen var redaktøren ofte
alene om produktionen af stoffet. Venstre-redaktører var her typisk læreruddannede og
deres Socialdemokratiske sidestykker ofte typografer. I 1880 blev den første journalist-
forening stiftet i København, men professionelle fuldtidsjournalister var fortsat i under-
tal.
194
Først fra begyndelsen af det 20. århundrede voksede en egentlig professionel jour-
naliststand frem i Danmark, og ikke før 1946 blev mesterlæren på landets redaktioner
suppleret med en egentlig journalistuddannelse i form af et kursusfag på Aarhus Univer-
sitet. Først i 1975 dimitterede de første journalister fra Danmarks Journalisthøjskole, der
blev grundlagt som selvstændig institution fire år forinden i 1971.
Skiftet væk fra den rene partipresse tager for alvor fart i mellemkrigstiden, hvor både ho-
vedstads- og provinsavisers roller i samfundet ændrer sig. Perioden, der benævnes ”Om-
nibuspressen” – pressen for alle – er kendetegnet ved, at de tidligere stærke bånd mellem
partipolitik og dagblade kappes. Ganske vist spejles avisernes ideologiske ophav fortsat
navnlig i det redaktionelle stof, men den tilstræbte objektivisme bliver det nye pejlemær-
ke, som journalisterne sætter kurs efter i nyhedsformidlingen. Der skal nu være en klar
skillelinje mellem ”subjektive” kommentarer og ”objektive” nyheder, og journalisternes
rolle skifter – særligt med inspiration fra Amerika – fra agiterende til mere neutral for-
midlende. Introduktionen af den nye mere effektive rotationspresse, som den daværende
chefredaktør for Politiken, Henrik Cavling, som den første i Danmark i 1905 investerede
i, betød, at der i omnibuspressen også blev plads til nye stofområder som f.eks. livstil,
192
193
194
N. Thomsen,
Hovedstrømninger 1870-1914: Idélandskabet under dansk kultur, politik og hverdagsliv,
1. udgave (1998),
side 33.
H. Stangerup,
Avisens historie i de lande, der skabte den: England, Frankrig, Tyskland og USA,
bind. 1-3 (1973-74).
S. Schmidt,
Journalistikkens grundtrin,
1. udgave (2011), side 17f.
149
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0152.png
mode og sport.
195
De nye stofområder supplerede den traditionelle politiske journalistik
og muliggjorde en fælles samtale om andre begivenheder end de rent (parti-)politiske.
I nyere tid er pressen blevet en selvstændig samfundsinstitution i sin egen ret, som kan
interagere med og uafhængigt af andre samfundsinstitutioner.
196
Nogle argumenterer
også for, at der i løbet af de seneste årtier er sket et nybrud henimod et nyt pressesystem
– ”segmentpressen” – hvor medierne i stigende grad formidler og vinkler indhold til
bestemte målgrupper og kernelæsere, som er med til at bestemme, hvilket stof og hvilke
vinkler der kommer til udtryk i de forskellige medier.
197
Ved siden af udviklingen i den rolle, pressen og journalisterne har indtaget gennem
tiderne har den teknologiske udvikling også afgørende forandret mediebilledets kom-
pleksitet. Allerede i anden halvdel af 1800-tallet havde telegrafen revolutioneret kom-
munikationen på tværs af lande og kontinenter, og i begyndelsen af det 20. århundre-
de udvikledes teknologien bag den moderne radiokommunikation. Fra begyndelsen af
1920’erne blev radioen et yndet medium for magthavere til at kommunikere bredt, på en-
gelsk ”broadcasting”. Ligesom de første aviser blev brugt af regeringer og var kontrolleret
af regeringer, blev radioens tidlige udvikling også meget topstyret. I Storbritannien blev
British Broadcasting Corporation (BBC) ganske vist først etableret af post-og telegraf-
væsenet som en privat virksomhed i 1922, men i 1926 omdannedes den til den offentlige
virksomhed, der stadig eksisterer. Også i Danmark blev der i første omgang udsendt pri-
vate radioudsendelser, fra bl.a. Københavns Radiofoni, men allerede i 1925 indførtes der
en forsøgsordning med en monopolordning, der kort efter blev gjort permanent med
etableringen af Statsradiofonien. Statsradiofonien blev finansieret af lytterne gennem li-
censordningen, og allerede i 1940 havde ca. 80 % af danske husstande en radio.
Udviklingen er interessant i den her sammenhæng, fordi den illustrerer, hvordan den
teknologiske udvikling gjorde, at den politiske kommunikation mod midten af det
20. århundrede og i langt højere grad end blot få årtier tidligere kunne topstyres. Den
elektroniske massekommunikation var således også statsligt styret, da fjernsynet blev
udbredt i løbet af 1950’erne. Statsmonopolet på de elektroniske massemedier blev først
brudt i 1980’erne, på radioområdet med etableringen af kommercielle lokalstationer og
på TV-området med dannelsen af TV2 i 1988. De topstyrede elektroniske massemedier
i det 20. århundrede ændrede således igen rammerne for ytringsfriheden, og der var i
monopolets tid en lang række sager om programmer og indhold, der reelt også handlede
om ytringsfrihed. Nogle af disse sager behandles i kapitel 12. Også i dag er Danmarks Ra-
195
196
197
Schultz (2007), side 7ff.
L. Togeby m.fl.,
Magt og demokrati i Danmark – hovedresultater fra magtudredningen,
1. udgave (2003), side 214.
Schultz (2007), side 16ff.
150
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0153.png
dio og dele af TV 2 samt den nu nedlagte Radio24syv og efterfølgeren Radio4 underlagt
særlige Public Service forpligtelser. Det indebærer bl.a., at deres programvirksomhed
skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der indgås
hvert fjerde år en ny mediepolitisk aftale, som sammen med de såkaldte Public Ser-
vice-kontrakter bl.a. sætter rammerne for statsstøttede mediers virksomhed i Danmark.
Der gælder dog samtidig et såkaldt armslængdeprincip, der pålægger staten at respektere
de publicistiske mediers redaktionelle frihed. Grænsedragningen for armslængdeprin-
cippet har de seneste år ofte givet anledning til en undertiden livlig debat mellem medi-
erne og det politiske niveau.
198
Med internettets fremkomst i slutningen af det 20. århundrede og især med fremkomsten
af web 2.0 i begyndelsen af det 21. århundrede – altså teknologien bag brugergenereret
indhold på hjemmesider – har vi fået et nyt og vigtigt kapitel i historien om mediernes
forandringer og disse forandringers betydning for ytringsfriheden. Historikeren Niall
Ferguson har fremført det synspunkt, at internettet qua dets decentrale grundstruktur
adskiller sig markant fra de topstyrede medier fra det 20. århundrede, og at dets revo-
lutionerende betydning for udviklingen af samfundet derfor tåler sammenligning med
trykpressens fremkomst i 1500-tallet.
199
Slots- og Kulturstyrelsen diagnosticerede i 2017
de danske medievirksomheders tilstand i den digitale tidsalder på dyster vis:
”De privatejede danske medievirksomheders markedsrealiteter har æn-
dret sig dramatisk de sidste 30 år. I 1980’erne agerede de på et velafgrænset
og beskyttet dansk marked med lutter danske konkurrenter, benyttede en
hundrede år gammel teknologi, kontrollerede selv det meste af deres vær-
dikæde og nød godt af en enkel og stærk forretningsmodel, som sikrede
dem stabile indtægter fra trofaste annoncører og abonnenter. Tre årtier
senere er alle vilkår forandret: Medievirksomhedernes marked er globalt
og grænseløst, domineret af aktører, der ikke selv leverer medieindhold,
men derimod en ny teknologi, som ændrer selve markedets infrastruktur
fra måned til måned. Værdikæden er atomiseret. Og forretningsmodellen
gået i stykker, fordi både brugere og annoncører søger andre steder hen.”
200
198
Se f.eks. ”Opposition om DR: DF og regeringen bryder armslængdeprincip” (18. september 2018),
Politiken,
https://
politiken.dk/kultur/medier/art6705693/DF-og-regeringen-bryder-armsl%C3%A6ngdeprincip (senest tilgået den 18.
november 2019), ”Lidegaard: Medieforliget er DF’ernes hævn over medier, de ikke kan lide” (26. marts 2019),
Altinget,
https://www.altinget.dk/artikel/martin-lidegaard-medieforliget-er-en-ommer (senest tilgået den 18. november 2019) og
”Mediepolitisk strategi”,
Dansk Journalistforbund
(https://journalistforbundet.dk/mediepolitisk-strategi).
199 N. Ferguson,
The Square and the Tower: Networks and Power, from the Freemasons to Facebook,
1. udgave (2017).
200 Rapporten ”Mediernes Udvikling i Danmark 2017: Globaliseringen af den danske mediebranche”,
Slots- og
Kulturstyrelsen
(https://slks.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/medier/Mediernes_udvikling/2017/
Specialrapporter/Internationale_aktoerer/Rapport_og_bilag/Sammenfatning.pdf), side 19.
151
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0154.png
Dette og mange andre spørgsmål, som ny digital teknologi rejser i forhold til ytringsfri-
heden, behandles nærmere i kapitel 12 og 13.
6. Demokratidebat, velfærdsstat og globalisering
Den uden sammenligning største indskrænkning af ytringsfriheden i det moderne Dan-
marks historie skete under den tyske besættelse fra 1940 til 1945. Kort efter den tyske
besættelse blev der etableret en national samlingsregering, der under protest regerede
landet i samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Samarbejdspolitikken, der varede
frem til 29. august 1943, byggede på den forståelse, at besættelsesmagten ikke ville ”anta-
ste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed”.
Efter krigen var der – i Danmark som i andre lande – enighed om, at det var demo-
kratiet, der havde vundet, og der kom på den baggrund en omfattende debat om, hvad
demokrati egentlig er. Begrebet ”demokrati” var mere åbent dengang. Det var ikke, som
i dag, nært bundet til det politiske system. Der var f.eks. stor interesse for spørgsmålet
om, hvordan den demokratiske idé kunne spredes til andre sfærer i samfundet. Man talte
i den ånd om f.eks. pædagogisk demokrati og økonomisk demokrati. Men spørgsmålet
om ytringsfrihed stod også centralt i debatten, ikke mindst fordi man, nøjagtig som i an-
dre lande, skulle finde ud af, hvad man skulle stille op med modstanderne af demokrati.
Trods almen anerkendelse af behovet for det retslige opgør efter krigen, som er nærmere
beskrevet i kapitel 4, afsnit 7, har den konkrete udførelse af dette opgør givet anledning
til en omfattende retspolitisk debat – både i samtiden og i eftertiden.
Sideløbende hermed opstod der i sommeren 1945 en diskussion om demokratiet og dets
vilkår. Meget af debatten udspandt sig i kronikker og avisindlæg, men der kom også
mere vægtige værker, der er blevet klassikere i den danske demokratilitteratur.
Hvor det før krigen var et diskussionsemne,
om
demokratiet var den rette styreform,
handlede diskussionen efter krigen om, hvilke principper demokratiet skal basere sig på,
herunder navnlig det delikate spørgsmål, hvorvidt og i givet fald hvordan demokratiet
skal beskytte sig mod anti-demokrater.
201
Lignende debatter om, hvad man efter krigs-
afslutningen skulle stille op med nazister og anti-demokrater fandt på samme tid sted i
andre europæiske lande.
201
Diskussionen foregik i bl.a. den kommunistiske modstandsbevægelses blad Frit Danmark og i landets aviser, men gav
også anledning til flere bogudgivelser. De mest centrale indlæg i debatten er samlet i S. H. Rasmussen og N. K. Nielsen
(red.),
Strid om demokratiet – artikler fra en dansk debat 1945-46,
1. udgave (2003).
152
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0155.png
Den hjemlige debat blev indledt med et indlæg af filosofiprofessor og kommunist Jørgen
Jørgensen med titlen ”Demokratiet har ret til at forsvare sig”, som blev bragt i Frit Dan-
mark den 13. juli 1945.
Jørgensens usentimentale pointe er, at selv om humanisme (humanitet) er forbundet
med de demokratiske samfund,
”… er der intet selvmodsigende i, at Demokratiet be-
handler sine Modstandere haardt, hvis det ikke på anden Maade kan sikre sin Eksistens og
Trivsel.”
202
Demokratisk frihed er, ifølge Jørgensen, ikke en frihed til hvad som helst, men
kun det, som er foreneligt med demokratiets opretholdelse. Han sætter afslutningsvis sit
synspunkt på spidsen med udsagnet om, at
”Maskinpistolangreb kan desværre ikke slaas
tilbage med Stemmesedler.”
203
Indlægget vakte opsigt og udløste en række kommentarer. Blandt dem, som med for-
skellig begrundelse tilsluttede sig Jørgensens overordnede synspunkt, var professor og
medlem af befrielsesregeringen Mogens Fog og juraprofessor Stephan Hurwitz, som var
en af arkitekterne bag retsopgøret.
I Fog’s indlæg ”Nazismens Arv” fra september 1945 er udgangspunktet bekymringen for,
at der – selv om nazismen er nedkæmpet – igen vil opstå lignende udemokratiske be-
vægelser, som også i et samfund som det danske vil vinde opbakning.
204
Fog taler om en
bestemt mennesketype, som tiltrækkes af den slags autoritær ideologi, hvor der er kort
fra tanke til handling. Fog beskriver sågar, hvordan han er stødt på denne mennesketype
i modstandsbevægelsen.
Fog opsummerer sine synspunkter sådan:
”Der rejser sig Røster imod et Forbud mod nazistisk Virksomhed under
den gamle Devise: Frihed for Loke som for Thor. De, der staar paa dette
Grundlag, var med til at bringe vore demokratiske Rettigheder i Fare, for-
di de tillod deres Fjender at vokse sig stærke. Og den Svaghed maa ikke
gentages.”
205
Hurwitz indtrådte i diskussionen i foråret 1946 med et indlæg i Politiken, som først og
fremmest er svar på tiltale til arkitekten og samfundsdebattøren Poul Henningsen (PH)
og juraprofessor Alf Ross, der, jf. nedenfor, bl.a. havde plæderet for en uindskrænket
ytringsfrihed, herunder også for demokratiets fjender.
202
203
204
205
J. Jørgensen, ”Demokratiet har Ret til at forsvare sig” (1945) i Rasmussen og Nielsen (2003), side 24.
Rasmussen og Nielsen (2003), side 26.
Ibid., side 33ff.
Rasmussen og Nielsen (2003), side 41.
153
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0156.png
Hurwitz anser det som en selvfølgelighed, at der ikke kan herske en ubetinget ytrings-
frihed og henviser til, at straffeloven udtrykkeligt kriminaliserer den, som alene ved til-
skyndelse (opfordring) bistår med en forbrydelse. Ifølge Hurwitz har man et virkelig-
hedsfjernt syn på propagandaens farer, hvis man fastholder, at kun fysiske handlinger
skal kunne forbydes og straffes. Han medgiver dog, at afgrænsningen af, hvad der så skal
være ulovligt, er vanskelig om end ikke umulig.
PHs tilgang er en anden, selv om han udtrykker forståelse for, at der i krigens kølvand
er et udbredt ønske om at forbyde nazismen.
206
Han er dog grundlæggende uenig i, at et
forbud er det rette middel, hvis man vil nazismen til livs. Tværtimod mener han, at de
danske nazister netop ved deres lovlige tilstedeværelse i den offentlige debat i 1930’erne
fik en platform til offentligt at blamere og latterliggøre sig selv, hvilket svækkede deres
gennemslagskraft. Han hævder polemisk, at hvis nazistpartiet var blevet forbudt, havde
det formentlig med status af undergrundsbevægelse fået tag i både adel og industri og – i
stedet for Fritz Clausen – måske fået en blændende jurist i front.
Det leder frem til PHs hovedpointe – at der må skelnes skarpt mellem tanker og ord og
fysiske handlinger. For mens han er ganske enig i, at der må sættes rammer for hand-
lefriheden, forholder det sig anderledes med ytringsfriheden, der ifølge PH må være
ubegrænset:
”Her er det i demokratiets vitaleste interesse at der er absolut politisk fri-
hed for det er den eneste mulighed for at der i befolkningen kan dannes
de rette modgifte mod rabiat og meningsløs udvikling. Det er derfor ikke
bare for modstandernes skyld at de skal ha lov at ytre sig frit under demo-
krati. Det er mindst lisaa meget for demokratiets. Den aabne diskussion
og det politiske dagslys kan reducere mangen romantisk og mystisk politik
til næsten ingenting mens den vokser i interessanthed og tiltrækning ved
at arbejde hemmeligt. Dertil kommer at jo stærkere vi af sociale ligheds-
grunde tvinges til at indskrænke og regulere menneskets handlefrihed des
vigtigere blir den ubetingede ytringsfrihed: friheden til kritik af det besta-
aende styre.”
207
PH, der således i ytringsfrihedsspørgsmålet stillede sig på skuldrene af bl.a. Birckner og
Grundtvig, fandt opbakning hos bl.a. den fremtrædende juraprofessor Alf Ross, i dennes
anmeldelse af Hal Kochs bog ”Ordet eller Sværdet?” i foråret 1946.
208
206 Hans indlæg ”Frihed med eller uden Rabat” blev bragt i Socialdemokraten den 9. september 1945 og er optrykt i Rasmus-
sen og Nielsen (2003), side 57ff.
207 Rasmussen og Nielsen (2003), side 62.
208 Anmeldelsen blev bragt i Politiken den 23. marts 1946 og er optrykt i Rasmussen og Nielsen (2003), side 156ff.
154
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0157.png
Alf Ross vender sig mod den tanke, at man kan tvinge nogen til frihed og går skridtet
videre, når han skriver, at hvis demokratiet ønsker at afskaffe sig selv, så må det være
sådan. I forlængelse heraf er Ross i spørgsmålet om ytringsfrihed på linje med PH. Ross´
synspunkt er, at når først man begynder at begrænse ytringsfriheden, sår man frøet til
diktatur, hvad enten derved forstås nazisme eller kommunisme. Ross opsummerer sin
holdning med udsagnet om, at
”… oprigtig Kærlighed til Demokratiet som styreform,
aldrig kan føre til en Begrænsning af Ytringsfriheden. Flertalsprincip og fri Meningsdan-
nelse er uløseligt forbundne.”
209
En anden juraprofessor, Poul Andersen, havde tidligere i
debatten gjort sig til talsmand for lignende synspunkter, idet han bl.a. fremhævede, at
de liberale demokratier i USA og England ikke så ud til at lide synderligt under, at der i
disse samfund var en nærmest ubegrænset ytringsfrihed.
210
Alf Ross’ værk ”Hvorfor
demokrati?”
var langt det mest omfattende, og her udviklede
han en forståelse af demokrati som en politisk styreform, der faktisk ligger tæt på den
demokratiforståelse, der i dag er dominerende i politologisk litteratur.
211
For ham var de-
mokratiets kerne således det forfatningsmæssige system, der sikrer, at landets lov udgår
af flertallets vilje.
Ross er ofte blevet læst i kontrast til Hal Koch, der i modsætning til Ross betonede, at de-
mokrati ikke er et konstitutionelt system, men en tænkemåde og en livsform:
”Demokra-
ti lader sig ikke indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. Det er en livsform
( ) Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige
oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”
212
For ham var demokratiets ker-
ne ikke et bestemt politisk system, som er sikret i en forfatning, men en kultur præget af
samtale og dialog i opposition til magt og vold. Han yndede at fremhæve, at demokrati
handler om at bruge ordet fremfor sværdet:
”Det er samtalen (dialogen) og den gensidige
forståelse og respekt, som er demokratiets væsen.”
213
Dybt præget af kristent og grundtvigsk tankegods så han demokratiet som resultatet af
en lang civilisationsudvikling, der i den vestlige kulturkreds havde fundet sted fra an-
tikken henover kristendommen til den moderne politik. Det var ikke kun et produkt af
udviklinger i 17- og 1800-tallet, det var også et produkt af denne ældre og gradvise udvik-
ling af kultur og idealer, kort sagt det modsatte af barbari og vold. Hans fokus på samtale
og dialog førte ham også til det tankevækkende synspunkt, at der helst ikke skulle være
209
210
211
212
213
Rasmussen og Nielsen (2003), side 159.
P. Andersen i Rasmussen og Nielsen (2003), side 44.
F.eks. Møller og Skaaning (2010).
H. Koch, Hvad er demokrati? 1. udgave (1945), side 12f.
Koch (1945), side 16.
155
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0158.png
flere end 500 deltagere til et politisk møde.
214
Det var før fjernsynets tid, og i dén grad
før internet og Twitter, men altså alligevel kun lidt mere end et halvt århundrede siden.
Det minder os igen om, at der i den historiske udvikling hele tiden er forskydninger i
de samfundsmæssige rammer, der omgiver og betinger demokratiet og ytringsfriheden.
På grund af sin opfattelse af demokrati som en livsform satte han heller ikke grundloven
(eller forfatningen) og dens paragraffer centralt.
215
Han mente derimod, at livet selv har
nogle grundlove, som er demokratiets fundament. En af disse var efter hans opfattelse
friheden, der var fundamentet for de moderne frihedsrettigheder, som han satte højt:
”Disse såkaldte ”frihedsrettigheder” hører overhovedet til det dyrebareste, menneskeheden
gennem århundreders møjsommelige kamp er nået frem til.”
216
Ytringsfriheden var en af
disse frihedsrettigheder, men det er ikke nok for demokratiet, at den er sikret i en pa-
ragraf:
”Det afgørende er, om der er mennesker, der benytter denne frihed. Hvad kan det
nytte, at de har frihed til at tale, hvis de intet har at sige. Hvad kan det nytte, at de har fri-
hed til at handle, hvis de ikke kan andet end at gå i geled og efterabe alle de andre.”
217
Efter
hans opfattelse var ytringsfriheden i øvrigt ikke blot en del af demokratiets kerne, det
frie ord kunne også sikre demokratiet imod degeneration:
”Så længe ordet og kritikken
er frie, vil der altid være grænser for, hvor bedærvet et styre man kan få. Knægtes derimod
ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort.”
218
Mere generelt var den danske demokratidebat efter anden verdenskrig præget af en ret
dyb tro på folkets visdom. Andre steder i Europa, hvor folkestemningen i mellemkrigs-
tiden i langt højere grad havde drejet hen imod totalitære strømninger, så man mere
skeptisk på det rene folkestyre. Det er således i nyere demokratihistorisk forskning blevet
betonet, at der i efterkrigstidens centrale Europa – i lande som Vesttyskland, Frankrig og
Italien – udvikledes en særlig form for demokrati, hvor man fokuserede meget på at be-
skytte de grundlæggende borgerlige rettigheder imod uheldige og pludselige tendenser.
Man har talt om ”begrænset demokrati”.
219
Derfor blev efterkrigstidens vesteuropæiske
demokratier præget af stærke bureaukratier, præsidentembeder, forfatningsdomstole el-
ler forfatningsråd og af parlamenter med to kamre. Ifølge denne tankegang skulle der i
demokratierne indbygges garantier og diger, der sikrer de borgerlige rettigheder, og her-
under ytringsfriheden, imod antidemokratiske tendenser. Den samme tænkning blev
ifølge dette perspektiv også indbygget i det europæiske samarbejde.
220
Sådan gik det ikke
i Danmark, hvor troen på folket var stærk. I den danske efterkrigsforfatning, grundloven
214
215
216
217
218
219
220
Ibid., side 21.
Ibid., side 56f.
Ibid., side 67.
Ibid., side 73f.
Ibid., side 39.
Müller (2011).
Ibid., side 148f.
156
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0159.png
af 1953, blev tokammersystemet således afskaffet og erstattet med muligheden for folke-
afstemninger.
Selv om Ross’ ideer om demokrati i højere grad end Kochs rammer den forståelse af
demokrati, der præger vores nutid, så var det Koch, der ramte den ånd, der kom til at
dominere under opbygningen af velfærdsstatens institutioner fra 1950’erne til 1970’erne.
I 1950’erne var der blandt radikale, socialdemokrater og kommunister således enighed
om, at demokratiet ikke var fuldt realiseret med det politiske demokrati. Der var tværti-
mod en udbredt bekymring over, om den fremvoksende velfærdsstat ville udvikle sig til
et menneskefjernt administrativt system, og at det underliggende demokrati måske ville
visne. Derfor skulle demokratiet løbende videreudvikles og spredes i forskellige kultu-
relle, sociale og økonomiske sammenhænge.
221
I borgerlige kredse fulgte man i 1950’erne
som hovedregel ikke denne tankegang. Her opfattede man i højere grad demokratiet
som noget fuldt realiseret. Det forandrede sig imidlertid i 1960’erne, hvor der kom noget
nær tværpolitisk konsensus omkring den tanke, at samfundets videre udvikling handle-
de om at sprede demokratiske processer til alle dele af samfundet. Derfor blev fremme
af demokrati og ytringsfrihed også bygget ind centralt i velfærdsstatens institutioner, og
begrebet nærdemokrati blev et populært udtryk i 1970’erne. I nærmest alle dele af sam-
fundet handlede det om at fremme de demokratiske processer og ideer.
For eksempel blev det danske skole- og uddannelsessystem dybt præget af disse tanker.
Siden begyndelsen af 1900-tallet var forskellige former for reformpædagogik udviklet
i pædagogiske kredse. I disse programmer stod det typisk centralt, at den traditionel-
le autoritære disciplin skulle erstattes af en mere demokratisk og elevcentreret tilgang.
Ytringsfrihed var ikke et vigtigt begreb i den sammenhæng, men det var – særligt efter
anden verdenskrig – demokrati. Man talte om ”opdragelse til demokrati”. I den faktisk
indretning af skolen måtte de ofte vige for andre hensyn, men fra omkring 1970 kom de
til at præge skole- og samfundslivet temmelig fundamentalt.
Et eksempel kunne være universiteternes ledelse, hvor det traditionelle ”professorvælde”
med styrelseslovene af 1970 og 1973 blev erstattet med en mere demokratisk styreform.
Nu skulle universiteternes rektor ikke længere vælges af professorerne, men ved valg
hvor alle lærere, studerende og (fra 1973) teknisk-administrativt personale havde stem-
meret. Også ledelsen af de enkelte universitetsstudier demokratiseredes, idet fagenes ud-
vikling nu blev lagt i hænderne på studerende og lærere i fællesskab.
221
Afsnittet bygger på J.V. Køber, Et spørgsmål om nærhed: Nærdemokratibegrebets historie i 1970’ernes Danmark, 1. ud-
gave (2017).
157
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0160.png
Hvis ytringsfrihed betragtes i et bredere samfundsperspektiv, hvor det ikke kun handler
om en formel ret, men også betragtes som noget, der er knyttet til en mere lighedsoriente-
ret og demokratisk kultur, så kan man næppe overvurdere betydning af de forandringer,
der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne, herunder kvindernes indtog på arbejdsmarkedet
og de videregående uddannelser. Antiautoritære tanker vandt frem i hele samfundet, og
ideen om at alle skulle have mulighed for at ytre sig og deltage i beslutningsprocesser
blev institutionaliseret. Det kan nok heller ikke udelukkes, at den generelle stigning i
befolkningens uddannelsesniveau
222
og velfærdsstatens bidrag til minimering af social
nød i samfundet har efter alt at dømme medvirket til at skabe det fornødne overskud i
den brede befolkning til at gøre brug af ytringsfriheden.
Velfærdsstaten med de skattefinansierede velfærdsordninger har vi som bekendt stadig,
men i de sidste årtier af det 20. århundrede førte nye samfundsudviklinger til, at det
stærke fokus på demokrati og menneskelig udvikling trængtes i baggrunden af et fokus
på økonomisk bæredygtighed. Disse udviklinger, der ifølge nogle forskere har ført til, at
velfærdsstaten blev til en ”konkurrencestat”, har især fundet sted under påvirkning af
den såkaldte globalisering. Der kan således fremdrages utallige eksempler på, at indret-
ningen af de velfærdsstatslige institutioner er blevet dybt forandret i denne periode, hvor
det har været en stående politisk udfordring at få velfærdsstaten reformeret, så den kan
klare sig i en stadigt mere globaliseret økonomi.
223
Sideløbende med denne udvikling har debatten om demokrati også flyttet sig grund-
læggende siden 1970’erne. På den politiske venstrefløj findes stadig det synspunkt, at
demokratiet er et princip, der skal udbredes til andre sfærer end den rent politiske, men
det har været den dominerende tendens i de senere årtier, at demokrati er blevet navnet
for den type af politiske systemer, som vi har i vores del af verden. Der er med andre ord
sket en ret dyb forskydning i vores demokratiforståelse – væk fra, at demokratiet er en
lang proces, som vi stadig bygger videre på, og hen imod en opfattelse af, at demokrati
er et politisk system, som findes i mere eller mindre perfekt form, og at vi i et land som
Danmark så at sige er kommet i mål. Derudover har globaliseringen og især det mul-
tikulturelle samfund betydet, at spørgsmålet om ytringsfrihed igen er blusset op. Det
er således et gennemgående kendetegn ved de mange debatter om ytringsfrihed i de
seneste tre årtier, at mødet mellem vestlige og mellemøstlige kulturer på en eller anden
måde er en central faktor. Det har igen ført til, at fronter og positioner har forskubbet
sig. F.eks. var det en borgerlige regering, der i 1984 sørgede for, at Jens Jørgen Thorsens
maleri af Jesus med erigeret lem på Birkerød station blev fjernet – og godt 20 år senere
222
223
Se bilag 2.
O.K. Pedersen, Konkurrencestaten, 1. udgave (2011).
158
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
var det en anden borgerlig regering, der forsvarede Jyllands-Postens Mohammed-teg-
ninger.
I det helt store historiske perspektiv kan vi altså konkludere, at demokratiet og ytringsfri-
heden har ret dybe rødder i dansk samfundshistorie og gennem en lang historisk proces
er blevet spredt i samfundet, både som ideer og som praksisser. Historien viser også, at
demokratiet og ytringsfriheden historisk set er nært forbundne størrelser, og at diskussi-
oner om ytringsfrihed har det med at blusse op, når demokratiet er i krise eller undergår
større transformationer. De centrale perioder for diskussion af trykke- og ytringsfrihe-
den – fra slutningen af 1700-tallet over enevældens sidste årtier og forfatningskampens
epoke til verdenskrigene og senest globaliseringens epoke – er således også perioder,
hvor demokratiet har været til debat og i forandring. Og sådan vil det efter al sandsyn-
lighed blive ved med at være, idet ytringsfrihed og demokrati er komplekse begreber, og
idet der hele tiden sker forandringer, der gør, at vi i nye situationer skal forholde os til
begge dele og ikke mindst til deres indbyrdes relation.
159
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Denne side er med vilje efterladt uden indhold.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 6
Undersøgelse af ytringsfriheden i Danmark
Indledning
Som led i kommissionens arbejde med at vurdere ytringsfrihedens aktuelle rammer
og generelle vilkår i Danmark har kommissionen taget initiativ til at gennemføre en
befolkningsundersøgelse, som belyser befolkningens holdninger til og oplevelser med
ytringsfrihed. Dataindsamlingen er foretaget af analysebureauet Epinion, og analyserne
er udarbejdet af Justitsministeriets Forskningskontor ved Mikkel Møller Okholm, Per-
nille Søgaard Tolstrup og Signe Bechmann Hansen.
Dette kapitel indeholder under pkt. 1-7 den analyse, som Justitsministeriets Forsknings-
kontor har foretaget af besvarelserne af denne undersøgelse, som har været udsendt til
et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 16-74 år. Der har endvidere
været indhentet ekstra besvarelser fra udvalgte grupper i samfundet. Det gælder unge i
alderen 16-25 år samt indvandrere og efterkommere fra seks udvalgte lande, som i rap-
porten er inddelt i (primært) muslimske lande og øvrige lande. Derudover har der væ-
ret udsendt særskilte spørgeskemaer til politikere, debattører, journalister og kunstnere.
Spørgeskemaundersøgelsen blev gennemført i perioden april til juni 2019.
Formålet med undersøgelsen er at kortlægge befolkningens generelle holdninger til og
oplevelser med ytringsfrihed i Danmark samt at zoome ind på udvalgte grupper, der
enten ofte fremhæves i den offentlige debat om ytringsfrihed eller grupper, der som led i
udøvelsen af deres arbejde i særlig grad er afhængige af ytringsfriheden.
Udvalgte resultater fra befolkningsundersøgelsen
I det følgende har kommissionen udvalgt en række undersøgelsesresultater, som den
særligt ønsker at fremhæve.
Helt overordnet er der blandt alle grupper i undersøgelsen en stor opbakning til ytrings-
frihed i Danmark. Vedrører eller påvirker ytringerne andre, begrænses opbakningen dog
betydeligt. Opbakningen til ytringsfrihed ses også at variere alt efter, hvem der ytrer
161
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0164.png
sig, og hvem ytringen gælder. For så vidt angår ansattes brug af ytringsfrihed i tilfælde
af kritisable forhold på arbejdspladsen, er der generelt bred opbakning. Dette gælder
særligt offentligt ansatte. Samlet set er der desuden en oplevelse af, at folk generelt har
mulighed for at bruge deres ytringsfrihed ved at deltage i den offentlige debat, men også
at man af forskellige årsager til tider afholder sig fra at ytre sig i debatten, selv om man
egentlig gerne ville.
Befolkningens holdninger til ytringsfrihed
For at afdække befolkningens holdninger til ytringsfrihed er deltagerne i undersøgel-
sen blevet bedt om at vurdere vigtigheden af ytringsfrihed som værdi over for ni andre
værdier, som i Danmarkskanonen er udvalgt som de vigtigste for det danske samfund.
224
Med det formål at teste opbakningen til ytringsfriheden og hvor langt den rækker, er
deltagerne efterfølgende blevet bedt om at foretage en afvejning af ytringsfriheden som
princip over for andre modstående hensyn og mulige konsekvenser, som ens ytringer
kan have for andre eller for samfundet i bredere forstand.
Med undersøgelsen har kommissionen også ønsket at afdække befolkningens holdning
til ytringsfrihedens rækkevidde, når den sættes på spidsen og bruges til at fremme kon-
troversielle synspunkter, der måske ligefrem strider mod den gældende samfundsorden
som f.eks. det at argumentere for indførelse af sharia-lovgivning i Danmark.
Undersøgelsen forsøger også at afdække, hvordan befolkningen stiller sig, når man skal
forholde sig til, hvem der må ytre sig, og hvad man må ytre sig om. Det interessante er
her at belyse holdningen til, om repræsentanter for bestemte grupper ikke bør have lov
til at ytre sig i den offentlige debat, og om der er emner, som de ikke må sige noget om.
Det diskuteres løbende, om grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt klare, herun-
der hvilke ytringer, der f.eks. er strafbare efter racismeparagraffen. Derfor har kommissi-
onen med undersøgelsen fundet det interessant at se på, om befolkningen er i stand til at
vurdere, om en række konkrete ytringer er ulovlige efter gældende dansk lovgivning, og
samtidig se på holdningerne til, om ytringerne også
bør
være ulovlige.
Vigtigheden og rækkevidden af ytringsfrihed
Befolkningen vurderer vigtigheden af ytringsfrihed for det danske samfund højt. Blandt
10 værdier i det danske samfund er det således kun værdierne ”tillid” og ”lighed for
loven”, der vurderes højere end ytringsfriheden, mens f.eks. ”kønsligestilling”, ”frisind”
224
Læs mere om Danmarkskanonen her: https://www.danmarkskanon.dk/
162
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
og ”den kristne kulturarv” vurderes lavere. Der ses dog en tendens til, at opbakningen til
ytringsfrihed mindskes, jo større samfundsmæssige konsekvenser ytringerne har. 51 pct.
af de adspurgte mener, at almindelige borgere skal kunne udtale sig, som de vil, selvom
det kan såre eller krænke andre mennesker. 40 pct. mener fortsat dette, hvis konsekven-
sen er, at det kan true sammenholdet i det danske samfund, og 22 pct. hvis det kan true
statens sikkerhed. Der ses en tendens til, at der er større opbakning til almindelige bor-
geres ret til at ytre sig end til politikeres og mediers. Derudover tegner der sig generelt
et billede af, at opbakningen til ytringsfrihed er størst blandt politikere og debattører og
mindst blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande.
Generelt er grupperne i undersøgelsen mere tilbøjelige til at mene, at det bør være ulov-
ligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark end at kritisere Islam. Lige
over 60 pct. af befolkningen mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelse
af sharia-lovgivning i Danmark, hvilket svarer til opfattelsen blandt gruppen af indvan-
drere og efterkommere fra muslimske lande. Når det kommer til spørgsmålet, om det
bør være ulovligt at kritisere islam, tyder besvarelserne på, at andelen, der mener det, er
4 gange så stor blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande (76 pct.) som i
befolkningen generelt (18 pct.).
Hvem må ytre sig (om hvem)?
Med undersøgelsen er det også forsøgt belyst, om holdningen til bestemte gruppers
ytringsfrihed har ændret sig over tid, og om der findes udbredte opfattelser af, at bestem-
te grupper ikke skal være omfattet af samme ytringsfrihed, som andre grupper. Her ses
der en tendens til, at befolkningen i 2019 i forhold til 2006 er blevet mere tolerant over
for udvalgte befolkningsgruppers ret til at ytre sig. Det gælder dog ikke i forhold til grup-
perne ”nynazister” og ”islamiske fundamentalister, der argumenterer for indførelsen af
sharia-lov i Danmark”, hvor der i undersøgelsen ses relativ stor opbakning til, at disse to
grupper ikke skal være omfattet af samme ytringsfrihed som andre grupper. Dette gør
sig gældende, uanset hvilke befolkningsgrupper de to nævnte grupper ytrer sig om. Der
ses en tendens til, at befolkningen er mindre restriktiv, hvad angår ytrende gruppers
kritiske ytringer om den befolkningsgruppe, man selv tilhører, eksempelvis muslimers
kritiske ytringer om muslimer.
Lovlighed
Undersøgelsen tegner også et billede af, at befolkningen som helhed har en god fornem-
melse for de gældende begrænsninger i ytringsfriheden, og for hvad der er lovligt og
ulovligt at sige. Der er blevet spurgt til seks scenarier, hvoraf tre typisk vil være strafbare
at skrive i et læserbrev eller åbent opslag på Facebook, mens de tre andre typisk ikke vil
være det. Der er i høj grad overensstemmelse mellem, hvad grupperne i undersøgelsen
både
tror
er ulovligt og mener
bør
være ulovligt, og de scenarier, der typisk vil være
strafbare (resultaterne for så vidt angår de
sociale medier
og de
traditionelle publicistiske
163
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
medier
viser overordnet det samme). Det skal dog samtidig fremhæves, at der trods dette
er en relativt stor andel af de adspurgte (35 pct.), som
ikke
tror, at det vil være ulovligt at
skrive kommentaren ”Negre er lige så dumme som aber” i et åbent opslag på Facebook.
En kommentar som typisk vil være strafbar efter racismeparagraffen. Det kan tilføjes,
at 15-16 pct. af de adspurgte politikere og debattører er af samme opfattelse. I forhold til
de tre scenarier, som typisk ikke vil være strafbare at skrive, er der omvendt mere end
10 pct. af de adspurgte, der tror, at det er ulovligt. På tværs af grupperne ses der også en
tendens til, at flere mener, at scenarierne bør være ulovlige i forhold til, hvor mange der
tror, at de er det.
Oplevelser med ytringsfrihed
Det andet tema, som kommissionen har ønsket at undersøge, er befolkningens oplevel-
ser med ytringsfrihed, herunder om befolkningen oplever, at man har mulighed for at
udnytte ytringsfriheden og tage del i den offentlige debat. Og om der i den forbindelse
er forskel på befolkningens oplevelse af muligheden for at deltage i den offentlige debat
henholdsvis i de traditionelle publicistiske medier og på de sociale medier.
Der har de senere år været stor debat om udbredelsen af såkaldt fake news og en stigende
bekymring for, at man navnlig på de sociale medier præsenteres for bevidst falske infor-
mationer. Kommissionen har derfor undersøgt, hvor ofte befolkningen oplever at blive
udsat for bevidst falske informationer, og hvor stor bekymringen er for det.
Endelig har der gennem en længere årrække været en debat om især offentligt ansattes
ytringsfrihed og vilkårene herfor. Også dette har kommissionen haft et ønske om at sætte
fokus på med befolkningsundersøgelsen. I den forbindelse har det været naturligt også at
se på, hvordan ytringsfriheden opleves blandt de privat ansatte.
Censur og selvcensur
Hvad angår deltagelse i den offentlige debat, er der blandt alle grupper i undersøgelsen
relativt stor enighed om, at folk generelt har mulighed for at deltage i den offentlige debat
på både de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.
Henholdsvis 74 pct. og 71 pct. af de
adspurgte mener dette. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande er dog den
gruppe, hvor den mindste andel mener dette.
I forhold til opfattelsen af, om der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at deltage
i offentlige debatter, er der blandt grupperne i undersøgelsen også relativ stor enighed
herom for de to typer af medier, hvor mindst halvdelen i alle grupper mener, at det er
tilfældet. Indvandrere og efterkommere fra både muslimske og øvrige lande er dog de
grupper, hvor de mindste andele mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig
fra at deltage i offentlige debatter, mens den største andel ses for debattørerne. Det er
164
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
samlet set frygt for eksterne reaktioner (sociale sanktioner, trusler om vold og sanktio-
ner fra arbejdsgivere), som rangerer højst, når det angår, hvorfor man tror, folk generelt
afholder sig fra at ytre sig.
Hvad angår egen deltagelse i debatten, har 42 pct. deltaget på de sociale medier og 23 pct.
i traditionelle medier inden for de seneste seks måneder. Andelen, der på et tidspunkt
i løbet af de seneste seks måneder selv har afholdt sig fra at ytre sig, selvom de egentlig
gerne ville, ligger på 40 pct. for så vidt angår de sociale medier og 23 pct. for de traditi-
onelle. Når det gælder årsager til, hvorfor man har undladt at ytre sig, er den hyppigste
årsag ”høflighed, f.eks. for at undgå at såre andre”. Den næsthyppigste årsag er ”frygt for
sociale sanktioner”. Blandt dem, der har angivet, at de på et tidspunkt i løbet af de seneste
seks måneder selv har afholdt sig fra at ytre sig, selvom de egentlig gerne ville, er det kun
få, der henviser til begrænsninger indeholdt i lovgivningen, mens godt 20 pct. angiver
risikoen for trusler om vold som årsag. For politikere er denne andel 26 pct.
Usande historier på sociale medier og i publicistiske medier
Omkring 60 pct. af de adspurgte oplyser, at de inden for de seneste 6 måneder efter egen
opfattelse har været udsat for bevidst usande historier på både sociale medier og tradi-
tionelle medier. Overordnet set har en større andel af populationen efter egen opfattelse
oplevet at blive udsat for bevidst usande historier end andelen, der i høj grad er bekymret
herfor. Endvidere tegner der sig et billede af, at det er på de
sociale medier,
at bekymrin-
gen for at blive udsat for usande historier er størst.
Ansattes ytringsfrihed
29 pct. af de offentligt ansatte har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de
mener offentligheden burde have kendskab til. Af disse har 19 pct. påtalt disse forhold
offentligt. 13 pct. af de privatansatte har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som
de mener offentligheden burde have kendskab til. Heraf har 9 pct. påtalt de kritisable
forhold i offentligheden. Ses der på årsagerne til ikke at påtale de eventuelt kritisable
forhold offentligt, er det frygten for at blive fyret og at blive set som illoyal over for ar-
bejdspladsen, der fylder mest. Det ses også, at der blandt de adspurgte er en større støtte
til, at offentligt ansatte bør ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen end i forhold
til privatansatte.
Forskelle på tværs af grupper
I forbindelse med undersøgelsen har kommissionen fundet det relevant at se nærmere
på nogle udvalgte grupper, der enten ofte fremhæves i den offentlige debat om ytrings-
frihed eller grupper, der som led i udøvelsen af deres arbejde i særlig grad er afhængige
af ytringsfriheden.
165
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Det diskuteres også løbende, om køn, alder eller social position – her forstået som ud-
dannelse og indkomst – har betydning i forhold til folks vurdering af ytringsfriheden
og vurdering af, i hvor høj grad man oplever, at man har mulighed for at deltage i den
offentlige debat. I undersøgelsen har der derfor også været et særligt fokus på, om disse
faktorer har betydning for befolkningens holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed.
Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
Undersøgelsen tegner et billede af, at gruppen af indvandrere og efterkommere fra mus-
limske lande er mere restriktiv i forhold til ytringsfrihed end befolkningen generelt set.
Gruppen vurderer gennemsnitligt set vigtigheden af ytringsfrihed højt, men dog lavere
end de øvrige adspurgte. Blandt denne gruppe ses til sammenligning med den øvrige
befolkning endvidere mindre opbakning til ytringsfrihed, f.eks. når der er tale om udta-
lelser, der kan såre eller krænke andre mennesker. Derudover ses en tendens til, at grup-
pen er mere restriktiv i forhold til ytringsfriheden end den øvrige befolkning, når der
f.eks. er tale om udtalelser, der vedrører indvandrere, efterkommere, muslimer, islam mv.
Generelt minder besvarelserne fra indvandrere og efterkommere
fra øvrige lande
mere
om besvarelserne fra befolkningen generelt. Overordnet set tyder resultaterne på, at den
mere restriktive tilgang hos gruppen af indvandrere og efterkommere fra muslimske lan-
de i hvert fald ikke alene skyldes det forhold, at de er indvandrere eller efterkommere,
men at dens baggrund også skal findes i andre faktorer.
Politikere, debattører, kunstnere og journalister
Overordnet er politikere, debattører, kunstnere og journalister de mest positive i forhold
til ytringsfrihed i undersøgelsen. Disse gruppers besvarelser minder i høj grad om hin-
anden. De fire faggrupper vurderer i gennemsnit vigtigheden af ytringsfrihed højere end
befolkningen generelt – også selv om ytringerne har konsekvenser. Det kan fremhæves,
at en større andel af faggrupperne selv deltager i den offentlige debat. Samtidig har en
større andel på et tidspunkt i løbet af de seneste seks måneder afholdt sig fra at deltage,
selvom de egentlig gerne ville.
Betydningen af køn, alder, uddannelse og indkomst
Der tegner sig overordnet set ikke et entydigt billede af, at der er forskelle mellem mænd
og kvinders holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed. De steder, der ses forskelle,
tenderer kvinder til at være mere restriktive end mænd.
Unges holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed adskiller sig typisk ikke fra befolk-
ningens. De få steder, der ses forskelle, er tendensen, at unge er mindre restriktive end
befolkningen generelt set. Resultaterne tyder dermed ikke på, at der er større ændringer
på vej i forhold til befolkningens syn på ytringsfrihed i takt med, at nye generationer
kommer til.
166
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Der ses generelt en tendens til, at holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed varierer
på tværs af populationens uddannelsesniveau. Der tegner sig et billede af, at personer
med gymnasiale og lange videregående uddannelser – og til dels også personer med mel-
lemlange videregående uddannelser – er mindre restriktive end personer med grund-
skoleuddannelse og erhvervsfaglig uddannelse. Disse tendenser er dog hverken entydige
eller gennemgående for hele undersøgelsen.
Der ses ikke en generel tendens til, at holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed
varierer på tværs af populationens indkomstniveau. De få steder, der ses forskelle, ten-
derer den næsthøjeste og højeste fjerdedel til at være mindre restriktive end den laveste
fjerdedel.
1. Befolkningsundersøgelsen
1.1
Beskrivelse af data
Undersøgelsen falder i to spor, hvor det ene fokuserer på danskernes holdninger til/
syn på ytringsfrihed, herunder andres ret til at gøre brug af denne, mens det andet spor
afdækker danskernes oplevelser med selv at gøre brug af ytringsfrihed. Der er derfor
udarbejdet og distribueret to forskellige spørgeskemaer. Hver enkelt person, der ind-
går i undersøgelsen, har kun modtaget et af spørgeskemaerne. Med andre ord er der
intet overlap mellem personerne, der har svaret på spørgeskemaet om holdninger og
personer, der har svaret på spørgeskemaet om oplevelser. Besvarelserne er indhentet i
perioden april til juli 2019.
Undersøgelsen er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen
16-74 år. Ved indsamlingen af besvarelser er der endvidere blevet indhentet ekstra be-
svarelser fra udvalgte grupper i samfundet. Det angår unge i alderen 16 til 25 år samt
indvandrere og efterkommere fra fire udvalgte lande, hvor majoriteten af befolkningen
er muslimer. De fire lande omfatter Tyrkiet, Libanon, Pakistan og Somalia. Derudover
er der indhentet ekstra besvarelser fra indvandrere og efterkommere fra to øvrige ud-
valgte lande: Vietnam og Sri Lanka. Desuden er der særskilt udarbejdet spørgeskemaer
til og indhentet ekstra besvarelser fra politikere, debattører, journalister og kunstnere.
For disse fire grupper er der anvendt ét spørgeskema per gruppe og ikke to som ved
populationen, de unge og indvandrere/efterkommere. De oven for beskrevne grupper er
blandt andet udvalgt, fordi der for nogles vedkommende er tale om personer, der som
led i udøvelsen af deres arbejde i særlig grad er afhængige af ytringsfrihed, mens andre
grupper er valgt, fordi der er en forventning om, at de – med hensyn til holdninger til og
oplevelser med ytringsfrihed – vil adskille sig fra befolkningen som helhed.
167
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0170.png
TABEL 1
Antal svar og svarprocent fordelt på gruppe og spørgeskema.
Gruppe
Populationen i
Danmark
Unge (16-25 år)
Indvandrere/
efterkomme-
re
225
, muslimske
lande
Indvandrere/
efterkommere,
øvrige lande*
Politikere
Debattører
Journalister*
Kunstnere*
Spørgeskema
Holdningsspørgeskema
Oplevelsesspørgeskema
Holdningsspørgeskema
Oplevelsesspørgeskema
Holdningsspørgeskema
Oplevelsesspørgeskema
Antal svar
2258
2225
522
482
291
276
Svarprocent
39 %
38 %
32 %
29 %
24 %
23 %
Kontaktgrundlag
5795
5795
1626
1657
1205
1212
Holdningsspørgeskema
Oplevelsesspørgeskema
Målrettet politikere
Målrettet debattører
Målrettet journalister
Målrettet kunstnere
90
97
1254
323
417
138
36 %
39 %
30 %
44 %
5%
-
252
249
4227
739
8552
-
Tabel 1 præsenterer antal svar, svarprocent og kontaktgrundlag fordelt på gruppe og
spørgeskema. Kontaktgrundlaget angiver antallet af personer, som spørgeskemaerne er
distribueret til.
*Grundet en lav svarprocent fra journalister og et lavt antal svar fra henholdsvis ind-
vandrere og efterkommere fra øvrige lande og fra kunstnere beskrives resultaterne for
disse tre grupper kun i form af overordnede tendenser i de enkelte analyser. Det har ikke
været muligt at udregne en svarprocent for kunstnere, da det præcise kontaktgrundlag
er ukendt.
Om de enkelte grupper i undersøgelsen
Populationen
226
: Gruppen består af et tilsigtet repræsentativt udsnit af den danske be-
folkning i alderen 16 til 74 år. Besvarelserne er vægtet således, at gruppen er repræsen-
tativ for den danske befolkning i alderen 16 til 74 år, hvad angår køn, alder, familiesam-
225
226
Opdeles gruppen i indvandrere og efterkommere, ses det for holdningsspørgeskemaet, at 175 af personerne er indvan-
drere, mens 116 er efterkommere. For oplevelsesspørgeskemaet gælder det, at 175 af personerne er indvandrere, mens 101
er efterkommere.
I figurerne, præsenteret i undersøgelsen, benævnes populationen i Danmark blot som ”Population”.
168
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0171.png
mensætning, socioøkonomisk situation, højest fuldførte uddannelse, familieindkomst
og herkomst.
227
Unge (16-25 år): Den yngre del af befolkningen er samlet i en gruppe for sig selv og
oversamplet for at mindske den statistiske usikkerhed, når resultaterne for gruppen
afrapporteres og sammenlignes med populationen. Besvarelserne er vægtet således, at
gruppen er repræsentativ for unge i alderen 16 til 25 år i den danske befolkning, hvad
angår køn, alder, familiesammensætning, socioøkonomisk situation, højest fuldførte ud-
dannelse, familieindkomst og herkomst.
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande: Indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet,
Libanon, Pakistan og Somalia er, ligesom de unge, oversamplet for at mindske den sta-
tistiske usikkerhed. Landene er alle kendetegnet ved, at majoriteten af befolkningen er
muslimer.
228
Landene er udvalgt, da indvandrere og efterkommere med baggrund i disse
lande repræsenterer nogle af de aktuelt største etniske minoritetsgrupper i Danmark.
Der er kun indhentet besvarelser fra personer, der har opholdt sig i Danmark i mindst
tre år. Dette er gjort for at højne andelen af personer, som forstår spørgsmålene, som
alene er stillet på dansk i spørgeskemaerne. Besvarelserne er vægtet således, at gruppen
er repræsentativ for indvandrere og efterkommere fra de fire pågældende lande i alderen
16 til 74 år i den danske befolkning, hvad angår køn, alder, familiesammensætning, soci-
oøkonomisk situation, højest fuldførte uddannelse og familieindkomst.
Indvandrere/efterkommere, øvrige lande: Ligesom indvandrere og efterkommere om-
fattet af den ovenstående gruppe, er indvandrere og efterkommere fra Vietnam og Sri
Lanka udvalgt, fordi de udgør nogle af de aktuelt største etniske minoritetsgrupper i
Danmark. Disse indvandrere og efterkommere er i overvejende grad ikke muslimer og
indgår derfor ikke i den ovenfor beskrevne gruppe. Personerne er ligeledes oversamplet
for at mindske den statistiske usikkerhed. Der er kun indhentet besvarelser fra personer,
der har opholdt sig i Danmark i mindst tre år. Dette er gjort for at højne andelen af per-
soner, som forstår spørgsmålene, som alene er stillet på dansk i spørgeskemaerne.
Politikere: Gruppen består af personer, der har været opstillet ved seneste folketingsvalg,
regionalvalg og kommunalvalg skal være med småt forbogstav. Europa-Parlamentsvalg
227
228
Det bemærkes, at gruppen ”Populationen” ligeledes indeholder unge i alderen 16 til 25 år, samt indvandrere/efterkom-
mere fra de fire udvalgte muslimske lande. De to oversamplede grupper er dog vægtet ned, når de indgår i gruppen ”Po-
pulationen”, således at de to gruppers andele af gruppen ”Populationen” svarer til deres respektive andele i den danske
befolkning.
Gruppen er kendetegnet ved, at 81 pct. har angivet, at de er muslimer. Det bemærkes desuden, at 88 pct. af alle personer
i undersøgelsen, som har angivet, at de er muslimer, tilhører gruppen af indvandrere/efterkommere fra de udvalgte
muslimske lande, der er oversamplet til undersøgelsen.
169
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0172.png
skal forsat være med store forbogstaver. (den 21. november 2017), og som det er muligt
at koble en e-mailadresse til.
Debattører: Denne gruppe består af personer, som har en blog på et nationalt medie, har
skrevet et nationalt debatindlæg og/eller skrevet et regionalt debatindlæg, og som det er
muligt at koble en e-mailadresse til.
229
Journalister: Rekrutteringen af journalister er foregået ved, at Dansk Journalistforbund
har udsendt et åbent link til undersøgelsen til de af deres medlemmer, der arbejder som
redaktionelle medarbejdere på medier.
Kunstnere: Gruppen af kunstnere er rekrutteret gennem otte forskellige fagforeninger og
et bookingbureau.
230
Rekrutteringen er foregået gennem hjemmesider og nyhedsbreve.
Blandt foreningerne har der været varierende villighed til at lade medlemmer deltage.
Baggrundsoplysninger
Ud over informationer om holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed og relaterede
emner, som er indhentet gennem spørgeskemaer, er der indhentet baggrundoplysnin-
ger om personerne i undersøgelsen. Dette gælder dog ikke for politikere, debattører,
journalister og kunstnere. Oplysningerne stammer fra Danmarks Statistiks registre og
omfatter:
• Køn
• Alder
• Oprindelsesland samt oplysninger om, hvorvidt personen er indvandrer eller efter-
kommer
• Højest fuldførte uddannelse
231
, herunder følgende kategorier:
– Grundskole
– Gymnasiale uddannelser
– Erhvervsfaglige uddannelser
– Korte videregående uddannelser
229
230
231
Indlæg skal minimum have bestået af 200 ord og være publiceret på onsdage, lørdage eller søndage i perioden fra den
15. oktober 2017 til den 15. oktober 2018. De tre dage er udvalgt for at begrænse antallet af debattører, der skulle findes
kontaktoplysninger på. Debattørernes indlæg skal være publiceret i følgende dagblade:
Nationale indlæg: Arbejderen, BT, Berlingske, Børsen, Ekstrabladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad,
Politiken eller Weekendavisen.
Regionale indlæg: Bornholms Tidende, Nordjyske Stiftstidende, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-
Skjern, Herning Folkeblad, Horsens Folkeblad, Århus Stiftstidende, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fyens
Stiftstidende, Sjællandske, Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde eller Frederiksborg Amts Avis.
Foreningerne inkluderer Billedkunstnernes Forbund, Dansk Forfatterforening, Danske Bladtegnere, Danske Dramati-
kere, Danske Filminstruktører, Danske Scenografer, Danske Skønlitterære Forfattere og Foreningen af Danske Scenein-
struktører. Bookingbureauet er FBI - Funny Business Inc.
I analyserne blot benævnt ”uddannelse”.
170
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0173.png
– Mellemlange videregående uddannelser
– Lange videregående uddannelser
• Familieindkomst
232
inddelt i kvartiler. Variablen angiver, om personen tilhører enten
den fjerdedel af populationen med lavest indkomst, den fjerdedel af populationen
med højest indkomst, eller en af de to indkomstkvartiler derimellem.
Bevaring af data hos Rigsarkivet
Data indsamlet til denne undersøgelse videregives til Rigsarkivet inden d. 30. april 2020.
Dette gælder for alt data indsamlet gennem spørgeskemaundersøgelsen undtaget fri-
tekstbesvarelser, da disse kan være personhenførbare. Baggrundsoplysninger indhentet
gennem Danmarks Statistik videregives heller ikke af hensyn til anonymitet.
1.2
Indsamling af data
Dataindsamlingen er foretaget af analysebureauet Epinion. Indledningsvis har Epinion
bestilt repræsentative udtræk fra CPR-registret gennem Danmarks Statistik. Udtrækkene
fra CPR-registret er foretaget for både populationen som helhed samt de oversamplede
grupper af unge og indvandrere og efterkommere fra de udvalgte lande, jf. afsnit 1.1. Da-
taindsamlingen består af et kombinationsdesign, hvor der som udgangspunkt anvendes
internetbaserede spørgeskemaer, men hvor der desuden anvendes telefoniske rykkere og
telefoninterview i den afsluttede fase for at højne svarprocenten. I første omgang er bor-
gerne, som er udtrukket til undersøgelsen, kontaktet via digital post. Politikere, debattø-
rer, journalister og kunstnere er ikke udtrukket fra CPR-registret, men derimod udvalgt,
jf. de præsenterede afgrænsninger i afsnit 1.1. Disse grupper er kontaktet via e-mail. Epi-
nion har for en stor del af borgerne kunnet knytte borgeren til et telefonnummer. Disse
borgere er kontaktet telefonisk, hvis de ikke har besvaret spørgeskemaet på internettet.
For borgere, som ikke har et tilgængeligt telefonnummer, er der sendt påmindelser med
posten, hvis de ikke har besvaret spørgeskemaet på internettet.
Det bemærkes, at Epinion er ansvarlig for selve dataindsamlingen, mens spørgsmåle-
ne til spørgeskemaet er udarbejdet af Ytringsfrihedskommissionen efter udkast af Rune
Stubager (medlem af kommissionen og professor ved Aarhus Universitet) med hjælp fra
Kristina Bakkær Simonsen (adjunkt ved Aarhus Universitet). Simonsen har desuden stå-
et for størstedelen af det praktiske arbejde vedrørende spøgeskemaerne og indhentning
af e-mailadresser på debattører og politikere. Analyserne af datamaterialet er udarbejdet
af Justitsministeriets Forskningskontor ud fra kommissionens ønsker.
232
I analyserne blot benævnt ”indkomst”.
171
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0174.png
Repræsentativitet og vægtning
For de grupper, hvor borgerne er udtrukket tilfældigt gennem CPR-registret, gælder det,
at de udtrukne grupper er repræsentative for deres respektive populationer. Det er ikke
lykkedes at indhente besvarelser fra alle de udtrukne borgere. Derfor er de tre grupper
’populationen’, ’unge’ og ’indvandrere/efterkommere, muslimske lande’ vægtet, jf. afsnit
1. Besvarelserne fra politikere, debattører, journalister og kunstnere er ikke vægtet, da
det ikke umiddelbart er muligt at opgøre fordelingerne af baggrundskarakteristika for
hver af de fire gruppers respektive populationer. Ligeledes er gruppen af indvandrere/
efterkommere fra øvrige lande ikke vægtet, da det ikke er muligt for Danmarks Statistik
at udregne vægtene på baggrund af svargrundlaget.
Det bemærkes dog, at køns- og aldersfordelingerne for gruppen af indvandrere og ef-
terkommere fra øvrige lande (Sri Lanka og Vietnam) er sammenlignet med tilsvarende
fordelinger for alle indvandrere og efterkommere fra Sri Lanka og Vietnam i Danmark.
233
Fordelingerne afviger ikke markant fra hinanden.
Resultaterne for de uvægtede grupper er ikke lige så robuste som for de tre vægtede
grupper, jf. afsnit 1.3, da det ikke er sikret, at de uvægtede grupper er repræsentative
for deres respektive populationer, hvad angår køn, alder, familiesammensætning, soci-
oøkonomisk situation, højest fuldførte uddannelse, familieindkomst og herkomst. Det
er usikkert, i hvor høj grad resultaterne vedrørende eksempelvis gruppen af politikere
kan generaliseres til at gælde alle politikere i Danmark. Det kan muligvis være politike-
re med bestemte holdninger til ytringsfrihed, eller politikere der selv har haft bestemte
oplevelser med ytringsfrihed, der i højere grad har haft lyst til at svare på spørgeskemaet.
Dette vides dog ikke, men det er muligt at belyse repræsentativiteten i forhold til par-
timedlemskab. En sammenligning af kontaktgrundlaget for politikere og de politikere,
der har besvaret spørgeskemaet, viser, at de fleste partier ikke er skævt repræsenteret
i det endelige datagrundlag. Kandidater fra Venstre og Socialdemokratiet er en smule
underrepræsenteret, mens kandidater fra Enhedslisten er en smule overrepræsenteret.
Skævheden i fordelingerne er af mindre størrelse og giver sandsynligvis ikke anledning
til større bias i det overordnede billede af politikernes holdninger til og oplevelser med
ytringsfrihed.
1.3
Muligheder og begrænsninger ved spørgeskemaundersøgelser
Da kommissionen har haft et ønske om at lave en bred afdækning af befolkningens
holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed, er det valgt at gennemføre en spørgeske-
233
Fordelingerne for samtlige indvandrere og efterkommere fra de nævnte lande er tilgængelig på Danmarks Statistiks
statistikbank.
172
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
maundersøgelse med et bredt udsnit af befolkningen frem for eksempelvis at gennem-
føre kvalitative interviews med udvalgte personer. Med en spørgeskemaundersøgelse er
det muligt at indhente viden, som kan generaliseres til hele befolkningen, samtidig med
at spørgeskemaundersøgelserne gør det muligt at indhente informationer om befolknin-
gens selvrapporterede holdninger og oplevelser, som ikke er tilgængelige andre steder.
Der er dog også visse begrænsninger ved spørgeskemaundersøgelser:
• Det lykkes aldrig at få besvarelser fra alle, der er med i det endelige udvalg. Der er no-
gen, det ikke lykkes at træffe, og andre, der ikke ønsker at deltage. Dette udgør en risi-
ko for, at de, man ikke får med, er et skævt udsnit af alle, og at tallene derfor forvrides
i den ene eller den anden retning. Dette kompenseres der dog i nogen grad for ved
vægtning af besvarelserne. Vægtene tager højde for nogle baggrundskarakteristika, jf.
afsnit 1.2, hvilket gør resultaterne mere præcise. Det er dog ikke muligt at kontrollere
for alle baggrundskarakteristika, der potentielt kan fordele sig anderledes, end de er
i hele befolkningen. Det bemærkes desuden, at selvom vægtene kan tage højde for
skævheder i data, er resultaterne stadig forbundet med en statistisk stikprøveusik-
kerhed, da det alene er et udsnit af befolkningen, der er omfattet af undersøgelsen.
• Der kan opstå konteksteffekter, hvor besvarelsen af spørgsmålene påvirkes af de
sammenhænge, som spørgsmålene indgår i. Det er eksempelvis værd at bemærke,
at bevarelsen i denne undersøgelse er indhentet i perioden april til juli 2019, hvilket
var lige omkring Folketingsvalget, som blev udskrevet den 7. maj og fandt sted den
5. juni 2019. I samme periode blev ytringsfrihed debatteret offentligt i forbindelse
med demonstrationer afholdt af Stram Kurs og reaktionerne på baggrund af disse
demonstrationer. Det kan dog ikke siges, om denne kontekst har haft en betydning
for besvarelsen af spørgsmålene, da der er anvendt et tværsnitsdesign, hvor data er
indsamlet på ét givent tidspunkt og ikke over flere omgange.
• Besvarelserne i et spørgeskema er subjektive og kan derfor være påvirket af svar-
personernes tolkning og forståelse af spørgsmålene og dertilhørende svarkate-
gorier. Risikoen for forskelle i subjektive forståelser kan endvidere være øget i
internetbaserede spørgeskemaer, da svarpersonerne ikke har mulighed for at få
uddybet spørgsmålene af en interviewer. Det kan dog på den anden side anses som
en fordel, at der ikke er en interviewer til stede og besvarelserne er anonyme, hvilket
formodentlig vil øge sandsynligheden for mere ærlige svar. Dette skal endvidere ses i
sammenhæng med, at besvarelserne i et spørgeskema kan være udsat for
social desi-
rability,
hvor besvarelserne kan være påvirket af, hvad svarpersonerne finder socialt
acceptabelt. Det bemærkes desuden, at selvrapporterede holdninger og oplevelser
ikke nødvendigvis stemmer overens med, hvordan en persons faktiske adfærd er i
forhold til det givne emne. Man kan ikke nødvendigvis altid vurdere, hvordan man
173
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0176.png
faktisk vil forholde sig til ytringsfrihed i en konkret situation, selvom man kan give et
selvrapporteret bud på dette.
1.4
Metode og fremgangsmåde
Resultaterne for de enkelte analyser af holdninger og oplevelser præsenteres i figurer,
hvad angår populationen, de unge (16-25 år), indvandrere/efterkommere fra muslimske
lande, politikere og debattører. Svargrundlaget for hver gruppe præsenteres i figurerne.
Dette grundlag kan variere fra figur til figur, dels fordi ikke alle personer har fået alle
spørgsmål, og dels fordi ’ved ikke’-svar i nogle tilfælde er sorteret fra.
Under figurerne beskrives, i hvor høj grad indvandrere/efterkommere fra øvrige landes,
journalisters og kunstneres holdninger og oplevelser ligner de andre gruppers. Desuden
beskrives ligeledes, hvorvidt der er forskelle internt i gruppen mellem indvandrere og
efterkommere fra de udvalgte muslimske landes holdninger og oplevelser.
Analyser af forskelle mellem grupper er kun præsenteret i kapitler, hvor kommissionen
har fundet det relevant. I kapitel seks og syv præsenteres derfor udelukkende populatio-
nens holdninger og opleveler.
I analyserne er det ligeledes undersøgt, om populationens holdninger til og oplevelser
med ytringsfrihed varierer over køn, uddannelse og indkomst.
I de fleste tilfælde er der foretaget statistiske tests for, om forskellen mellem populatio-
nens holdninger og oplevelser afviger signifikant fra holdningerne og oplevelserne for
hver af de andre grupper præsenteret i pågældende figur. I figurer, hvor der fremgår
grønne og røde tal, indikerer grønne tal, at andelen eller gennemsnittet i en gruppe er
statistisk signifikant større end tilsvarende andel eller gennemsnit i populationen. Om-
vendt indikerer et rødt tal, at andelen eller gennemsnittet er statistisk signifikant mindre
end tilsvarende andel eller gennemsnit i populationen. For overskuelighedens skyld be-
nævnes en statistisk signifikant forskel blot som en signifikant forskel i teksten. De stati-
stiske tests, der anvendes, afhænger af, hvilke svar der sammenlignes. Sammenlignes to
forskellige gruppers svar på samme spørgsmål med hinanden, anvendes en χ2-test eller
en z-test for to andele
234
og en z-test for to gennemsnit. Hvis sammenligningen går på
samme gruppes svar på to relaterede spørgsmål, anvendes McNemar’s test.
234
En χ2-test og en z-test for to andele giver samme resultatet, hvis testene anvendes på en 2 x 2 betinget fordeling. χ2-te-
sten er mindre teknisk krævende at anvende i statistikprogrammet benyttet til analyserne (SPSS). I tilfælde, hvor der er
anvendt forskellige vægte for de sammenlignede grupper, kan χ2-testen dog ikke anvendes automatisk, og i disse tilfælde
anvendes derfor en z-test for to andele i stedet.
174
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Det bemærkes, at det for mange af spørgsmålene i spørgeskemaet er muligt at vælge
svarmuligheder, der nuancerer graden af enighed eller uenighed i et givent spørgsmål.
For en stor del af spørgsmålene har der været følgende seks svarmuligheder: ’Helt enig’,
’Nærmest enig’, ’Hverken enig eller uenig’, ’Nærmest uenig’, ’Helt uenig’ eller ’Ved ikke’.
Når der i rapporten præsenteres figurer, afrapporteres i de fleste tilfælde en sammenlagt
andel af personer, der er helt enige eller nærmest enige. I figurerne og tilhørende tekst
benævnes denne andel blot som ’andel enige’.
Selvom alle svarmuligheder for hvert spørgsmål ikke præsenteres i rapportens figurer, vil
de fulde svarfordelinger fremgå af tabeller i bilagsmateriale. Bilagsmaterialet findes på
Justitsministeriets hjemmeside sammen med forskningsrapporter udgivet af ministeriet.
Det bemærkes, at de fulde svarfordelinger, grundet anonymitetshensyn, ikke afrappor-
teres, hvis antallet af observationer i en celle i en tabel er under tre. Dette gælder både i
rapporten og i bilagstabellerne.
Beskrivende analyser
Rapportens analyser præsenterer deskriptive fund og forskelle mellem populationen
og forskellige grupper i samfundet. Det bemærkes, at selv når en figur viser, at der er
signifikant forskel på holdninger i populationen og holdninger blandt eksempelvis
indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, fortæller figuren intet om årsagen
til denne forskel. En eventuel forskel i holdninger mellem de to grupper kan skyldes
mange forskellige forhold. I dette tilfælde er det værd at bemærke, at populationen og
indvandrere/efterkommere fra de udvalgte muslimske lande adskiller sig i forhold til
kønsfordeling, aldersspredning samt uddannelses- og indkomstniveau. Figur 1.1 viser
fordelinger for populationen og indvandrere/efterkommere fra muslimske lande, som
har svaret på holdningsspørgeskemaet. Fordelingerne er stort set identiske, hvad angår
oplevelsesspørgeskemaet.
175
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0178.png
FIGUR 1.1
Populationen og indvandrere/efterkommere fra muslimske lande fordelt på køn, alder,
uddannelse og indkomst.
Køn
50% 52%
50% 48%
Alder
24%
17%
17%
24%
16%
22%
19% 18%
18%
10%
13%
3%
Mand
Kvinde
16-25 år
26-35 år
36-45 år
46-55 år
56-65 år
66-74 år
Uddannelse
51%
36%
28%
14%
11%
30%
17%
5% 3%
17%
10%
25%
10%
5%
Indkomst
37%
25%
25%
20%
25%
7%
I figur 1.1 ses det, at gruppen af indvandrere/efterkommere fra de udvalgte muslimske
lande, som har deltaget i undersøgelsen, adskiller sig fra populationen i den forstand,
at der i gruppen indgår en større andel mænd og en større andel personer i de yngre
aldersgrupper. Derudover har gruppen overordnet et lavere uddannelsesniveau og en
lavere indkomst end populationen.
For at undersøge, hvorvidt forskellen i holdninger og oplevelser mellem populationen
og indvandrere/efterkommere fra muslimske lande skyldes forskelle i disse baggrunds-
karakteristika, er der flere steder i rapporten foretaget analyser, som kontrollerer for køn,
sk
Gy
ol
e
m
na
sia
Er
le
hv
ud
er
d.
vs
fa
Ko
gl
rte
ig
eu
vi
M
dd
de
ell
.
re
em
gå
lan
en
de
ge
vi
ud
de
d.
re
La
gå
ng
en
ev
de
id
ud
er
eg
d.
åe
nd
eu
dd
.
N
ed
er
ste
N
in
æs
dk
tn
.k
ed
va
er
rti
ste
l
N
in
æs
dk
th
.k
øj
va
es
rti
te
l
in
dk
H
.k
øj
va
es
te
rti
in
l
dk
.k
va
rti
l
Gr
un
d
Population
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
176
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0179.png
alder, uddannelse og indkomst.
235
Hvis der er en forskel efter denne kontrol, skyldes for-
skellen i holdninger eller oplevelser ikke forskelle i de nævnte baggrundskarakteristika.
Det bemærkes dog, at forskellen i holdninger og oplevelser potentielt kan skyldes andre
baggrundskarakteristika, som det ikke er muligt at kontrollere for. Når det via regressi-
onsanalyser testes, om forskellen mellem populationen og indvandrere og efterkommere
fra de udvalgte muslimske lande er signifikant, efter kontrol for forskelle i baggrundska-
rakteristika, benævnes ”populationen” i stedet ”den resterende del af populationen”. ”Po-
pulationen” anvendes, når der er tale om et repræsentativt udsnit af hele populationen
i Danmark. ”Den resterende del af populationen” anvendes, når der er tale om tilsva-
rende, men uvægtede, gruppe, hvor indvandrere og efterkommere fra de oversamplede
lande ikke indgår.
236
Det bemærkes desuden, at lignende analyser foretages for at belyse
eventuelle forskelle i holdninger og oplevelser mellem populationen og indvandrere og
efterkommere fra øvrige lande yderligere.
Alle resultater fra regressionsanalyserne fremgår af tabeller i bilagsmaterialet, som findes
på Justitsministeriets hjemmeside sammen med forskningsrapporter udgivet af ministe-
riet.
Populationen opdelt på køn, uddannelse og indkomst
I undersøgelsen er der, i de afsnit kommissionen har fundet relevant, fokus på, om po-
pulationens holdninger og oplevelser varierer over køn, uddannelse og indkomst. Hvad
angår køn, laves simple sammenligninger af populationen opdelt på mænd og kvinder,
hvorefter det testes, om der er signifikante forskelle mellem de to køns svar.
Betydningen af uddannelse og indkomst for holdninger til og oplevelser med ytringsfri-
hed undersøges ved anvendelse af regressionsanalyser. Uddannelse og indkomst hænger
sammen med en lang række andre forhold, herunder eksempelvis alder, køn og her-
komst, som også kan have relevans for oplevelser med og holdninger til ytringsfrihed.
Derfor vil det ikke være retvisende at undersøge betydningen af uddannelse og indkomst
med simple sammenligninger. I stedet anvendes regressionsanalyser, hvor betydningen
235
236
Der er tale om lineære og logistiske regressionsanalyser. I disse analyser indgår en variabel, der indikerer, om personen
er en indvandrer/efterkommer fra Tyrkiet, Libanon, Pakistan eller Somalia samt en variabel, der indikerer, hvorvidt
personen er indvandrer eller efterkommer fra Sri Lanka eller Vietnam. De to variable adskiller den oversamplede del af
personerne fra de nævnte lande fra resten af befolkningen. Dette gøres for, at de to grupper kan sammenlignes med den
resterende del af personerne i undersøgelsen, som i højere grad er repræsentativ for populationen i Danmark.
Når der i rapporten laves regressionsanalyser, hvor det testes, om indvandrere/efterkommere fra de udvalgte muslimske
lande adskiller sig fra den resterende del af populationen, anvendes uvægtet data. Det vil sige, at det ikke præcis er den
population som er præsenteret i figurerne, der testes mod. Det er dog værd at bemærke, at der i regressionerne kontrolle-
res for flere af de variable, som populationen ellers er vægtet i forhold til. Vægtene anvendes ikke i regressionsanalyserne,
da de mindsker antallet af besvarelser fra indvandrere/efterkommere fra de oversamplede lande. I regressionsanalyserne
ønskes et højt antal besvarelser fra de oversamplede grupper for at mindske den statistiske usikkerhed i resultaterne.
177
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0180.png
af uddannelse og indkomst kan undersøges under kontrol for en række forhold.
237
Re-
gressionerne er beregnet under anvendelse af vægte, der tager højde for sampling og
bortfald.
Betydningen af indkomst og uddannelse illustreres ved at vise, hvordan regressionsmo-
dellen forudsiger, at de adspurgte ville have svaret, hvis de alle tilhørte en given ind-
komst- eller uddannelseskategori.
Når resultaterne for uddannelse og indkomst i analyserne præsenteres, testes signifikans
ved at undersøge, om parameterestimatet for den givne uddannelse er signifikant for-
skellig fra nul og derved forskellig fra referencekategorien. I analyser af uddannelse er
grundskoleniveau referencekategori, mens referencekategorien i analyser af indkomst er
den laveste indkomstkvartil. Resultaterne for uddannelsesniveauerne præsenteres i figu-
rer, da det hurtigt bliver uoverskueligt at beskrive de mange kategorier i tekst. Desuden
er der oftere signifikante forskelle at afrapportere i analyserne af uddannelse, hvilket
kræver mere tekst at beskrive. Resultaterne for indkomstkvartilerne præsenteres i tekst,
da antallet af kategorier er mindre og forskellene sjældnere er signifikante.
2. Vigtigheden af ytringsfrihed
Et mål for Ytringsfrihedskommissionens arbejde er at afdække, hvordan vilkårene for
ytringsfrihed aktuelt er i Danmark. I det følgende afsnit gennemgås dels, hvordan perso-
nerne i undersøgelsen vurderer vigtigheden af ytringsfrihed, og dels deres holdninger til
udsagn om borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed.
2.1
Vurdering af ytringsfrihed
Figur 2.1 viser, hvordan populationen i gennemsnit vurderer vigtigheden af en række
værdier for det danske samfund på en skala fra nul til ti, hvor nul er slet ikke vigtig, og ti
er meget vigtig. De ti værdier optræder alle i Danmarkskanonen.
238
237
238
Når betydningen af uddannelse undersøges, kontrolleres der for køn, alder, samt om personen er indvandrer eller efter-
kommer fra et af de oversamplede lande. Når betydningen af indkomst undersøges, kontrolleres der for de førnævnte
forhold samt uddannelse.
Læs mere om Danmarkskanonen her: https://www.danmarkskanon.dk/
178
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0181.png
FIGUR 2.1
Gennemsnitlig vurdering af vigtigheden af forskellige værdier for det danske samfund.*
Tillid
Lighed for loven
Ytringsfrihed
Velfærdssamfundet
Kønsligestilling
Det danske sprog
Frisind
Foreningsliv og frivillighed
Hygge
Den kristne kulturarv
N: Population = 2129-2237
*Skala fra 0-10, hvor 0 er slet ikke vigtig, og 10 er meget vigtig.
6,02
8,62
8,45
8,20
7,96
7,86
9,35
9,32
9,15
9,04
Ytringsfrihed er den af værdierne, der har den tredjehøjeste gennemsnitlig score kun
overgået af værdierne tillid og lighed for loven, som har en signifikant højere gennem-
snitlig score end ytringsfrihed. Det skal dog bemærkes, at forskellen i vurderingen af
disse værdier er forholdsvis beskeden, og at de alle ligger i den høje ende af skalalen.
Forskellene mellem vurderingen af ytringsfrihed og værdierne, der har en lavere gen-
nemsnitlig score, er også signifikante.
FIGUR 2.2
Gennemsnitlig vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed for det danske samfund.*
Population
Unge (16-25 år)
Indvandrere/efterkommere,
muslimske lande
Politikere
Debattører
9,1
9,0
8,5
9,6
9,5
N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 508, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 284, Politikere =
1252, Debattører = 320
*Skala fra 0-10, hvor 0 er slet ikke vigtig, og 10 er meget vigtig.
179
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0182.png
Af figur 2.2 fremgår det, hvordan de forskellige grupper i undersøgelsen vurderer vig-
tigheden af ytringsfrihed for det danske samfund. Alle grupper vurderer vigtigheden af
ytringsfrihed i den højeste del af skalalen. Det fremgår af figuren, at politikere og de-
battørers vurderinger af vigtigheden af ytringsfrihed i gennemsnit er signifikant højere
end populationens. De unges vurdering adskiller sig ikke signifikant fra populationens
vurdering, mens indvandrere og efterkommere fra muslimske landes vurdering i gen-
nemsnit er signifikant lavere end populationens. Der er ikke signifikant forskel internt i
gruppen mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske i forhold til, hvor højt de
vurderer vigtigheden af ytringsfrihed.
Det bemærkes, at når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse, ses stadig
en signifikant forskel mellem gruppen af indvandrere og efterkommere fra muslimske
lande og den resterende del af populationen i forhold til vurderingen af vigtigheden af
ytringsfrihed.
Fokuseres der på indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, ligger deres gennem-
snitlige vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed nogenlunde på niveau med populati-
onen og de unge. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er der
fortsat ingen forskel mellem indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den reste-
rende del af populationen.
Hvad angår de journalister og kunstnere, der har deltaget i undersøgelsen, ligger kun-
sternes vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed på niveau med politikere og debattører,
mens journalisternes vurdering ligger højere.
Populationen opdelt på køn
Ser man på, hvordan henholdsvis mænd og kvinder i populationen vurderer vigtigheden
af ytringsfrihed, vurderer kvinder den lidt højere end mænd (9,2 for kvinder og 9,1 for
mænd). Forskellen er signifikant.
Populationen opdelt på uddannelse
Der ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelsesniveau
239
og vurderingen af
vigtigheden af ytringsfrihed, når der kontrolleres for køn, alder og herkomst.
240
Når betydningen af uddannelsesniveau undersøges, anvendes grundskoleniveau som referencekategori. Det vil sige, at
de resterende uddannelsesniveauer hver især sammenlignes med grundskoleniveauet.
240 Med herkomst menes der, om personen er indvandrer eller efterkommer fra et af de oversamplede lande (Tyrkiet, Liba-
non, Pakistan, Somalia, Vietnam og Sri Lanka).
239
180
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0183.png
FIGUR 2.3
Estimeret gennemsnitlige vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed for det danske sam-
fund, givet uddannelsesniveau.*
Grundskole
Gymnasiale udd.
Erhvervsfaglige udd.
Korte videregående udd.
Mellemlange
videregående udd.
Lange videregående udd.
*Skala fra 0-10, hvor 0 er slet ikke vigtig, og 10 er meget vigtig.
9,3
9,0
9,0
9,3
9,1
9,2
Det fremgår af figur 2.3, at de personer i populationen, som har gymnasiale eller er-
hvervsfaglige uddannelser, i gennemsnit vurderer vigtigheden af ytringsfrihed lavere
end personer med grundskoleuddannelse, mens personer med videregående uddannel-
ser ikke adskiller sig signifikant fra personer med grundskoleuddannelse. Det er værd at
bemærke, at alle grupper trods forskellene forsat vurderer ytringsfrihed i den høje ende
af skalaen.
Populationen opdelt på indkomst
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst
241
og vurderingen af vigtighe-
den af ytringsfrihed, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og herkomst.
2.2
Holdning til borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed
For at belyse ytringsfrihedens vilkår i Danmark fokuserer et aspekt af Ytringsfriheds-
kommissionens arbejde på at undersøge opfattelser af, om forskellige grupper bør have
ret til at ytre sig under forskellige betingelser. Følgende afsnit fokuserer på, om alminde-
lige borgere, politikere og medier nyder lige høj støtte til retten til at ytre sig. Derudover
undersøges det, om støtten til ytringsfrihed er afhængig af, hvilke konsekvenser udtalel-
ser kan have.
241
I analyserne er den laveste indkomstkvartil referencekategori. Det vil sige, at de resterende indkomstkvartiler hver især
sammenlignes med den laveste indkomstkvartil.
181
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0184.png
FIGUR 2.4
Holdning til
almindelige borgeres
ytringsfrihed (andel enige).
62%
51%
55%
40%
23%
42%
33%
18%
22%
23%
13%
24%
66%
58%
69%
Almindelige borgere skal
kunne udtale sig, som de
vil, også selvom det kan
krænke eller såre andre
mennesker?
Population
Politikere
Almindelige borgere skal
kunne udtale sig, som de vil,
også selvom det kan true
sammenholdet i det danske
samfund?
Almindelige borgere skal
kunne udtale sig, som de vil,
også selvom det kan true
statens sikkerhed?
Unge (16-25 år)
Debattører
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 2258, Unge (16-25 år) = 522, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 291, Politikere =
1254, Debattører = 323
Figur 2.4 viser, hvor stor en andel af de forskellige grupper i undersøgelsen, der er enige
i, at almindelige borgere skal kunne udtale sig, som de vil, selvom det henholdsvis kan
krænke og såre andre mennesker, true sammenholdet i det danske samfund eller true
statens sikkerhed.
Sammenlignes på tværs af de tre spørgsmål, tegner der sig et billede af, at der er flest, der
er enige i, at almindelige borgere skal kunne udtale sig, som de vil, selvom det kan kræn-
ke eller såre andre mennesker, mens færrest er enige, hvis det kan true statens sikkerhed.
Det fremgår af figur 2.4, at godt halvdelen af populationen er enige, når almindelige
menneskers udtalelser kan krænke eller såre andre mennesker, mens det er lidt over en
femtedel, der er enige, når det kan true statens sikkerhed. Hvad angår udtalelser, der kan
true sammenholdet i det danske samfund, ligger andelen af enige mellem de to andre
spørgsmål. Denne tendens gør sig gældende på tværs af grupperne på nær for debattører,
hvor andelen af enige er størst for udtalelser, der kan true sammenholdet i samfundet.
En undersøgelse foretaget af Institut for Menneskerettigheder tegner ligeledes et billede
af, at ytringsfrihed er vigtig at værne om, selvom mange ytringer opleves som krænken-
182
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0185.png
de. Undersøgelsen viser, at 62 pct. af danskerne, der bruger Facebook aktivt, har denne
holdning (Zuleta og Laursen 2019).
242
Det fremgår af figur 2.4, at andelen af politikere og debattører, der er enige, er større end
andelen af enige i populationen for alle tre udsagn. Forskellen er signifikant, dog med
undtagelse af politikerne i forhold til spørgsmålet om udtalelser, der kan true statens sik-
kerhed. De unge adskiller sig ikke signifikant fra populationen i forhold til de tre udsagn.
Det fremgår endvidere, at andelen af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,
der er enige i udsagnene, er signifikant mindre end for populationen for alle tre udsagn.
Forskellen mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende
del af populationen er fortsat signifikant, efter der kontrolleres for køn, alder, indkomst
og uddannelse. Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke signifikant
forskel for de tre udsagn.
Hvad angår indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, er der for ingen af udsagnene
signifikant forskel i forhold til den øvrige del af populationen, når der kontrolleres for
køn, alder, uddannelse og indkomst.
Hvad angår de journalister og kunstnere, der har deltaget i undersøgelsen, minder de
mest om debattørerne, men med en større andel enige for alle tre udsagn.
242
Zuleta, L. og S. K. Laursen (2019). Demokratisk Deltagelse på Facebook, Institut for Menneskerettigheder.
183
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0186.png
FIGUR 2.5
Holdning til
politikeres
ytringsfrihed (andel enige).
63%
58%
44%
47%
33%
16%
36%
54%
63%
25%
17%
10%
18%
9%
18%
Politikere skal kunne udtale
sig, som de vil, også selvom
det kan krænke eller såre
andre mennesker?
Population
Politikere
Politikere skal kunne udtale
sig, som de vil, også selvom
det kan true sammenholdet
i det danske samfund?
Politikere skal kunne
udtale sig, som de vil, også
selvom det kan true statens
sikkerhed?
Unge (16-25 år)
Debattører
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 2258, Unge (16-25 år) = 522, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 291, Politikere =
1254, Debattører = 323
Det billede, som figur 2.4 tegner for holdninger til almindelige borgeres ytringsfrihed,
ses ligeledes for holdninger til politikeres ytringsfrihed, jf. figur 2.5. For populationen
er andelen af enige størst for udtalelser, der kan krænke eller såre andre mennesker (44
pct.), og er herefter dalende for udtalelser, der kan true sammenholdet i samfundet, hvor
en tredjedel er enige og igen dalende til udtalelser, der kan true statens sikkerheder, hvor
17 pct. af populationen er enige. Andelen af politikere og debattører, der er enige, er
større end populationen for de tre udsagn. Forskellen er signifikant, dog med undtagelse
af politikerne i forhold til spørgsmålet om udtalelser, der kan true statens sikkerhed.
De unge adskiller sig ikke signifikant fra populationen i forhold til de tre udsagn. Der
er en signifikant mindre andel af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,
der er enige i de tre udsagn i forhold til populationen. Forskellen mellem indvandrere
og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af populationen er fortsat
signifikant for alle tre udsagn, efter der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddan-
nelse. Der er tilsvarende almindelige borgeres udtalelser ikke signifikant forskel, når ind-
vandrere sammenlignes med efterkommere for de tre udsagn om politikeres udtalelser.
Blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande placerer andelen af enige, hvad
angår udtalelser fra politikere, der kan krænke eller såre andre mennesker eller true sam-
menholdet i samfundet, sig mellem populationen og indvandrere og efterkommere fra
muslimske lande, dog tættest på andelene for populationen. I forhold til spørgsmålet om
184
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0187.png
statens sikkerhed er andelen blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande på ni-
veau med populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er
der for ingen af de tre udsagn signifikant forskel mellem indvandrere og efterkommere
fra øvrige lande og den resterende del af populationen.
Journalisterne og kunsterne minder også mest om debattørerne for spørgsmålene vedrø-
rende politikernes ytringer. Andelen af journalister, der er enige, er dog lidt større for alle
tre udsagn, mens andelen af enige blandt kunsterne er en anelse mindre ved udsagnene,
om det kan krænke eller såre andre mennesker eller true sammenholdet i samfundet,
men på niveau med journalisterne for udtalelser der kan true statens sikkerhed.
FIGUR 2.6
Holdning til
mediers
ytringsfrihed (andel enige).
57%
45%
47%
60%
65%
55%
36%
37%
30%
16%
20%
22%
13%
21%
21%
Medierne skal kunne bringe
det indhold (fx i tekst, lyd og
billeder), som de vil, også
selvom det kan krænke eller
såre andre mennesker?
Population
Politikere
Medierne skal kunne bringe Medierne skal kunne bringe det
det indhold (fx i tekst, lyd og
indhold (fx i tekst, lyd og
billeder), som de vil, også
billeder), som de vil, også
selvom det kan true sammen-
selvom det kan true statens
holdet i det danske samfund?
sikkerhed?
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
Unge (16-25 år)
Debattører
N: Population = 2258, Unge (16-25 år) = 522, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 291, Politikere =
1254, Debattører = 323
Samme billede som for almindelige borgeres og politikeres udtalelser gør sig også gæl-
dende, når spørgsmålene vedrører medierne, og hvorvidt de skal kunne bringe indhold,
der kan krænke eller såre andre mennesker, true sammenholdet i det danske samfund
eller true statens sikkerhed. For populationen ses den største andel af enige for indhold,
der kan krænke eller såre andre mennesker (45 pct.), mens 36 pct. er enige, når indholdet
kan true sammenholdet i det danske samfund, og en femtedel er enige, når indholdet
kan true statens sikkerhed. Politikere og debattører er i større omfang enige, end det er
tilfældet for populationen. Forskellene er signifikante på nær for politikere ved udsagnet
om, at det kan true statens sikkerhed. De unge adskiller sig ikke signifikant fra popu-
185
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0188.png
lationen i forhold til de tre udsagn, hvilket også var tilfældet ved spørgsmålene vedrø-
rende almindelige borgeres og politikeres ytringsfrihed. Der er endvidere en signifikant
mindre andel af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, der er enige i de
tre udsagn i forhold til populationen. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere
fra muslimske lande og den resterende del af populationen er fortsat signifikant, efter
der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse. Der er tilsvarende almindelige
borgeres og politikers udtalelser ikke signikant forskel, når indvandrere sammenlignes
med efterkommere for de tre udsagn, om mediernes skal kunne bringe det indhold, som
de vil.
I Udlændinge- og Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse fremgår et
lignende resultat, nemlig at en større andel af personer med indvandrer/efterkommer
baggrund er restriktive over for mediernes ret til at bringe indhold. Undersøgelsen viser,
at 35 pct. af indvandrerne og 39 pct. af efterkommerne mener, at der bør indføres restrik-
tioner i aviser for at beskytte folks religion. 13 pct. af personerne med dansk oprindelse
har samme holdning (Udlændinge- og Integrationsministeriet 2019).
243
Andelen af journalister og kunstnere, der er enige i, at medierne skal kunne bringe det
indhold, som de vil, selvom det kan krænke eller såre andre mennesker, true sammen-
holdet i det danske samfund eller true statens sikkerhed, er for alle tre udsagn større end
andelen af enige for alle andre grupper.
I lighed med indvandrere og efterkommere fra muslimske lande mener en mindre andel
af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, at medierne skal kunne bringe det
indhold, de vil, selvom det kan krænke eller såre andre mennesker. For udsagnene om
sammenholdet i samfundet og statens sikkerhed adskiller indvandrere og efterkommere
fra øvrige lande sig ikke fra den resterende del af populationen.
Sammenlignes figur 2.4, 2.5 og 2.6 med hinanden, ses der en tendens til, at der for alle
grupper er en større andel, der er enige i, at almindelige borgere skal kunne udtale sig,
sammenlignet med andelene, der er enige i, at politikere skal kunne udtale sig, og at
medierne skal kunne bringe indhold, der enten kan krænke eller såre andre mennesker,
true sammenholdet i det danske samfund eller true statens sikkerhed. Sammenlignes
andelen af enige for henholdsvis politikeres ret til at udtale sig og mediers ret til at bringe
243
Udlændinge- og Integrationsministeriet (2019). Medborgerskab 2019. Det bemærkes, at Udlændinge- og Integrations-
ministeriet undersøger holdninger i gruppen af indvandrere og efterkommere i Danmark som helhed, mens indevæ-
rende undersøgelse belyser holdninger blandt indvandrere og efterkommere fra udvalgte lande. Det er således ikke de
præcis samme grupper, som sammenlignes. Ydermere belyser indeværende undersøgelse holdninger blandt et repræ-
sentativt udsnit af hele den danske population, mens Udlændinge- og Integrationsministeriets undersøgelse belyser
holdninger blandt gruppen af personer med dansk oprindelse.
186
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
indhold, ligger disse på næsten samme niveau. Der tegner sig dog et billede af, at andelen
af enige blandt alle grupper er lidt større, når det kommer til mediernes ytringsfrihed i
forhold til politikernes.
Populationen opdelt på køn
Der ses signifikante forskelle i svarfordelingen for alle spørgsmålene, når populationen
fordeles på køn. Andelen af kvinder, der er enige i de forskellige udsagn, er generelt min-
dre end andelen af mænd, der er enige. Forskellene ligger mellem 12 og 22 procentpoint
for de ni spørgsmål om almindelige borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed. De
største forskelle på 21-22 procentpoint ses for spørgsmålene angående, at almindelige
borgere og politikeres udtalelse skal kunne ske, og at indhold skal kunne bringes i me-
dierne, selvom det kan krænke eller såre andre mennesker. For disse spørgsmål er 33-40
pct. af kvinderne enige sammenlignet med 54-61 pct. af mændene.
Populationen opdelt på uddannelse
Der ses signifikante sammenhænge mellem populationens uddannelsesniveau og an-
delen af enige i forhold til syv af de ni spørgsmål om almindelige borgeres, politikeres
og mediers ytringsfrihed, jf. figur 2.7. Resultaterne er kontrolleret for køn, alder og her-
komst. For spørgsmålene om, hvorvidt henholdsvis almindelige borgere og politikere
skal kunne udtale sig, som de vil, også selvom det kan true statens sikkerhed, ses ingen
signifikant sammenhæng med uddannelsesniveau.
187
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0190.png
FIGUR 2.7
Holdning til
almindelige borgeres, politikeres og mediers
ytringsfrihed (estimeret an-
del enige), fordelt efter uddannelse.
Almindelige borgere
48%
54%
61%
47%
52%
57%
45%
38%
34%
22% 23% 19% 23% 22% 26%
47%
42%
53%
Almindelige borgere skal
kunne udtale sig, som de vil,
også selvom det kan krænke
eller såre andre mennesker?
Almindelige borgere skal
kunne udtale sig, som de vil,
også selvom det kan true
sammenholdet i det danske
samfund?
Politikere
Almindelige borgere skal
kunne udtale sig, som de vil,
også selvom det kan true
statens sikkerhed?
38%
47%
44%
51%
47% 50%
31%
38%
28%
37% 35%
46%
22%
19% 17%
15% 18% 16%
Politikere skal kunne udtale
sig, som de vil, også selvom
det kan krænke eller såre
andre mennesker?
Politikere skal kunne udtale
sig, som de vil, også selvom
det kan true sammenholdet
i det danske samfund?
Medier
Politikere skal kunne udtale
sig, som de vil, også selvom det
kan true statens sikkerhed?
49%
40%
51%
42% 42%
56%
43%
31%
31%
40%
42%
48%
27%
18%
27%
18% 20% 21%
Medierne skal kunne bringe
det indhold (fx i tekst, lyd og
billeder), som de vil, også
selvom det kan krænke eller
såre andre mennesker?
Medierne skal kunne bringe
det indhold (fx i tekst, lyd og
billeder), som de vil, også
selvom det kan true sammen-
holdet i det danske samfund?
Medierne skal kunne bringe
det indhold (fx i tekst, lyd og
billeder), som de vil, også
selvom det kan true statens
sikkerhed?
Grundskole
Korte videregående udd.
Gymnasiale udd.
Mellemlange videregående udd.
Erhvervsfaglige udd.
Lange videregående udd.
188
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Det fremgår af figur 2.7, at der samlet set er en tendens til, at der er en større andel af
personer med lange videregående uddannelser, som er enige i, at almindelige borgere,
politikere og medier skal kunne ytre sig på trods af mulige konsekvenser, end andelen af
personer med grundskoleuddannelse. Personer med gymnasiale uddannelser samt korte
eller mellemlange videregående uddannelser er også mere tilbøjelige til at være enige
heri, mens der ikke er signifikant forskel på holdningerne til disse spørgsmål mellem
personer med erhvervsfaglige uddannelser og grundskoleuddannelse.
Populationen opdelt på indkomst
Det er undersøgt, hvorvidt populationens holdninger til, om almindelige borgere, po-
litikere og medierne skal kunne udtale sig og bringe indhold, som de vil, varierer i for-
hold til populationens indkomstniveau, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse
og herkomst. For spørgsmålene, der angår udtalelser og indhold, som kan henholdsvis
krænke eller såre andre mennesker, er forskellen i andel enige mellem indkomstgrup-
perne signifikante. Hvad angår om udtalelserne og indholdet kan true sammenholdet i
samfundet og statens sikkerhed er der ikke variationer på tværs af indkomstniveau. Med
hensyn til udsagnene om, hvorvidt almindelige borgere og politikere skal kunne udtale
sig, selvom det kan krænke eller såre andre, er en signifikant større andel af personer i
den næsthøjeste indkomstkvartil enige heri (estimerent andel henholdsvis 57 og 48 pct.)
end personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel henholdsvis 47 og 42 pct.).
En signifikant større andel af dem fra den højeste indkomstkvartil (estimeret andel 49
pct.) er enige i, at medierne skal kunne bringe det indhold, som de vil, selvom det kan
krænke eller såre andre mennesker, end dem fra den laveste indkomstkvartil (estimeret
andel 42 pct.).
2.3
Opsamling
Formålet med dette afsnit er at afdække, hvordan vilkårene for ytringsfrihed aktuelt er i
Danmark. Overordnet set vurderer alle grupper i undersøgelsen, at ytringsfrihed er en
vigtig værdi for det danske samfund. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
vurderer dog vigtigheden af ytringsfrihed signifikant lavere end populationen. Når det
efterfølgende undersøges, om opbakningen til ytringsfrihed er afhængig af, hvilke kon-
sekvenser ytringer kan have – henholdsvis krænke eller såre andre mennesker, true sam-
menholdet i samfundet og true statens sikkerhed – ses der en tendens til, at opbakningen
til ytringsfrihed mindskes, jo større samfundsmæssige konsekvenser udtalelserne kan
have. Der ses en tendens til, at der er større opbakning til almindelige borgeres ret til at
ytre sig i forhold til politikere og mediers. Derudover tegner der sig generelt et billede
af, at opbakningen til ytringsfrihed er størst blandt politikere og debattører og mindst
blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande.
189
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
3. Begrænsninger i ytringsfrihed
I dette afsnit afdækkes kendskab og holdninger til rettigheder og begrænsninger i
ytringsfrihed, herunder lovligheden af en række scenarier og handlinger. Personerne
i undersøgelsen er spurgt til, hvad de
tror
er ulovligt, og hvad de mener
bør
være ulov-
ligt. Afsnit 3.1 afdækker, hvor stor en andel af de forskellige grupper i undersøgelsen der
tror,
at bestemte kommentarer er ulovlige at skrive på de
sociale medier,
og hvor stor en
andel af de forskellige grupper der mener, at tilsvarende kommentarer
bør
være ulovlige
at skrive på de
sociale medier.
Halvdelen af personerne i undersøgelsen har fået disse
spørgsmål vedrørende
sociale medier.
Der er foretaget identiske analyser, hvor den an-
den halvdel af personerne i undersøgelsen er spurgt til, om de
tror,
at kommentarerne er
ulovlige at skrive i
traditionelle medier,
samt om de mener, at kommentarerne bør være
ulovlige at skrive i
traditionelle medier.
Da resultaterne for analyserne for kommentarer
på de
sociale
og i de
traditionelle medier
overordnet viser det samme, både hvad angår
overordnede niveauer for hvert spørgsmål og forskelle mellem grupperne, præsenteres
alene analyserne for de
sociale medier.
Med
sociale medier
menes der eksempelvis Face-
book, Twitter, Instagram og blogs, mens der med
traditionelle medier
eksempelvis menes
aviser, radio og tv.
Afsnit 3.2 omhandler et eksperiment, der har til formål at belyse holdninger til, om det
skal være ulovligt henholdsvis at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark
og at kritisere islam.
3.1
Hvad er ulovligt, og hvad bør være ulovligt på sociale medier?
Figur 3.1 viser andelen af populationen, der
tror,
at det er ulovligt at skrive seks forskel-
lige kommentarer i et åbent opslag på Facebook, samt om de mener, at de tilsvarende
kommentarer
bør
være ulovlige.
De seks kommentarer er udvalgt af Ytringsfrihedskommissionen, så tre af dem repræsen-
terer kommentarer, der typisk vil være strafbare at skrive i et åbent opslag på Facebook,
og som derfor er forbundet med begrænsninger i ytringsfrihed. Det gælder truslen: ”Jeg
kommer og nakker dig, og jeg ved hvor du bor”, den racistiske kommentar: ”Negre er lige
så dumme som aber” og æreskrænkelsen/bagvaskelsen ved at skrive om en person, der
har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet frikendt i retten: ”Han er
helt sikkert skyldig i forbrydelsen”. De resterende tre kommentarer vil typisk ikke være
strafbare at skrive hverken i et åbent opslag på Facebook eller i traditionelle medier.
Afsnittet tager afsæt i Ytringsfrihedskommissionens arbejde med at afdække forskellige
gruppers kendskab og holdninger til rettigheder og begrænsninger i ytringsfrihed.
190
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0193.png
FIGUR 3.1
Andel der
tror,
at scenarier er ulovlige i Danmark, samt andel der mener, at scenarier
bør
være ulovlige i Danmark.
84%
87%
65%
70%
57%
51%
29%
17%
14%
24%
13%
23%
Skrive til sin
moddebattør:
“Jeg kommer
og nakker dig,
og jeg ved
hvor du bor” i
en åben debat
på Facebook
Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De
Skrive om en
fra ikke-vest-
er lige så
fremmede
moddebattør:
lige lande er dumme som misbruger vores
“Du er
mere
aber” i et
velfærdssystem” åndsvag” i et
kriminelle
åbent opslag i et åbent opslag åbent opslag
end danske
på Facebook
på Facebook på Facebook
unge” i et
åbent opslag
på Facebook
Skrive om en
person, der har
været tiltalt for
en alvorlig
forbrydelse og
senere er
blevet frikendt
i retten: “Han
er helt sikkert
skyldig i
forbrydelsen” i
et åbent opslag
på Facebook
Tror, det er ulovligt
N: Population = 1108
Bør være ulovligt
Overordnet er der i nogen grad en overensstemmelse mellem, hvad, populationen
tror,
er ulovligt, og hvad, de mener,
bør
være ulovligt, jf. figur 3.1. For hvert spørgsmål er der
dog en større andel, der mener, at kommentaren
bør
være ulovlig, end andelen der
tror,
at kommentaren er ulovlig. Denne forskel er for alle seks udsagn signifikant. Det udsagn,
som flest
tror,
at det er ulovligt at skrive, er: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor
du bor” til sin moddebattør. Samtidig er det kommentaren, som flest mener,
bør
være
ulovlig. Herefter følger udsagnet: ”Negre er lige så dumme som aber” og at skrive om
en person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet frikendt i
retten: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen”. Disse tre kommentarer, som de største
andele af populationen både
tror
er ulovlige og mener
bør
være ulovlige, er også de kom-
mentarer, jf. tidligere, der typisk vil være strafbare at skrive i et åbent opslag på Facebook.
191
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0194.png
Hvilke udsagn,
tror
de forskellige grupper, er ulovlige?
I figur 3.2 præsenteres andelen inden for hver af grupperne i undersøgelsen, som
tror,
at
den givne kommentar er ulovlig at skrive i et åbent opslag på Facebook.
FIGUR 3.2
Andel der
tror,
at scenarier er ulovlige i Danmark.
96% 96%
84%
78%
71%
81%81%
65%
56%
51%
51%
43%
32%
17% 17%
12%
9% 7%
14%12%14%
9%
10%
13% 12%11%
9%
5%
70%
65%
Skrive til sin
moddebattør:
“Jeg kommer
og nakker dig,
og jeg ved
hvor du bor” i
en åben debat
på Facebook
Skrive om en
Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De
fremmede
moddebattør:
fra ikke-vest-
er lige så
“Du er
lige lande er dumme som misbruger vores
velfærdssystem” åndsvag” i et
mere
aber” i et
kriminelle
åbent opslag i et åbent opslag åbent opslag
på Facebook på Facebook
end danske
på Facebook
unge” i et
åbent opslag
på Facebook
Skrive om en
person, der har
været tiltalt for
en alvorlig
forbrydelse og
senere er
blevet frikendt
i retten: “Han
er helt sikkert
skyldig i
forbrydelsen” i
et åbent opslag
på Facebook
Population
Politikere
Unge (16-25 år)
Debattører
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 1108, Unge (16-25 år) = 240, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 126, Politikere =
627, Debattører = 161
De tre udsagn, som de største andele af populationen
tror
er ulovlige at skrive i et åbent
opslag på Facebook, er ligeledes de tre udsagn, som der på tværs af de andre grupper i
undersøgelsen, er flest der tror, er ulovlige at skrive, jf. figur 3.1 og 3.2. Det fremgår af
figur 3.2, at der er en signifikant større andel politikere og debattører, som
tror,
at de tre
kommentarer er ulovlige, sammenlignet med populationen. For de resterende tre kom-
mentarer er der en tendens til, at en mindre andel politikere og debattører
tror,
at disse
kommentarer er ulovlige, sammenlignet med populationen. Denne tendens er dog ikke
i alle tilfælde signifikant.
192
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
For de fleste kommentarer ses en tendens til, at en mindre andel af de unge og af ind-
vandrere og efterkommere fra muslimske lande
tror,
at kommentarerne er ulovlige, sam-
menlignet med populationen. Tendensen er dog ikke signifikant for alle kommentarerne.
Det er undersøgt, hvorvidt der er en forskel på, hvad indvandrere og efterkommere fra
muslimske lande og den resterende del af populationen
tror,
er ulovligt, når der kon-
trolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. Sandsynligheden for, at indvandrere
og efterkommere fra muslimske lande
tror,
at det er ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og
nakker dig, og jeg ved hvor du bor” i et åbent opslag på Facebook, er fortsat signifikant
lavere end for den resterende del af populationen. En signifikant forskel ses ikke for
andre af kommentarerne. Der er ikke signifikant forskel, når indvandrere sammenlignes
med efterkommere for nogle af kommentarerne.
Sandsynligheden for at indvandrere og efterkommere fra øvrige lande
tror,
at det er ulov-
ligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor du bor” til sin moddebattør og
skrive om en person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet
frikendt: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen” i et åbent opslag på Facebook, er
signifikant lavere end tilsvarende sandsynlighed for den resterende del af populationen,
når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse. Hvad angår de resterende
fire kommentarer, er forskellen til den resterende del af populationen kun signifikant,
hvad angår, om man
tror,
det er ulovligt at skrive: ”De fremmede misbruger vores vel-
færdssystem”, hvor sandsynligheden for at
tro,
at det er ulovligt, er signifikant højere for
indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, sammenlignet med den resterende del af
populationen efter kontrol for baggrundskarakteristika.
Hvad angår journalister og kunstnere, ligner deres svar i højere grad politikerne og de-
battørernes svar end populationens svar, når der spørges til, hvilke scenarier, de
tror,
er
ulovlige.
193
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0196.png
Hvilke udsagn
bør
være ulovlige ifølge de forskellige grupper?
Figur 3.3 viser andelen inden for hver af grupperne, som mener, at den givne kommentar
bør
være ulovlig at skrive i et åbent opslag på Facebook.
FIGUR 3.3
Andel der mener, at scenarier
bør
være ulovlige i Danmark.
97% 98%
87%
80%
73%
78% 79%
70%
67%
61%
57%
46%
40%
34%
24%22%
20%
19%
23%
21%21%
17%
77% 77%
42%
29%31%
18%
15%
12%
Skrive til sin
moddebattør:
“Jeg kommer
og nakker dig,
og jeg ved
hvor du bor” i
en åben debat
på Facebook
Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De
Skrive om en
fra ikke-vest-
er lige så
fremmede
moddebattør:
lige lande er dumme som misbruger vores
“Du er
mere
aber” i et
velfærdssystem” åndsvag” i et
kriminelle
åbent opslag i et åbent opslag åbent opslag
end danske
på Facebook
på Facebook på Facebook
unge” i et
åbent opslag
på Facebook
Skrive om en
person, der har
været tiltalt for
en alvorlig
forbrydelse og
senere er
blevet frikendt
i retten: “Han
er helt sikkert
skyldig i
forbrydelsen” i
et åbent opslag
på Facebook
Population
Politikere
Unge (16-25 år)
Debattører
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 1108, Unge (16-25 år) = 240, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 126, Politikere =
627, Debattører = 161
Det fremgår af figuren, at de tre udsagn, som de største andele af populationen mener
bør
være ulovlige at skrive i et åbent opslag på Facebook, jf. figur 3.1, også gælder på
tværs af de andre grupper i undersøgelsen. Dette er tilsvarende tendensen, som fremgik
af figur 3.2, der angår, om man
tror
udsagnene er ulovlige. Ligeledes ses det, at der er en
signifikant større andel politikere og debattører, der mener, at de tre kommentarer
bør
være ulovlige, sammenlignet med populationen.
194
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0197.png
Der en tendens til, at unge i mindre omfang end populationen mener, at disse tre kom-
mentarer
bør
være ulovlige. Forskellen er dog ikke i alle tilfælde signifikant.
For spørgsmålene om, hvorvidt det
bør
være ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker
dig, og jeg ved, hvor du bor” og at skrive om en person, der har været tiltalt for en alvorlig
forbrydelse og senere er blevet frikendt i retten: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydel-
sen” i et åbent opslag på Facebook, mener en signifikant mindre andel indvandrere og
efterkommere fra muslimske lande, at dette
bør
være ulovligt, sammenlignet med po-
pulationen. Der ses fortsat en signifikant forskel mellem indvandrere og efterkommere
fra muslimske lande og den resterende del af populationen, når der kontrolleres for køn,
alder, uddannelse og indkomst for kommentaren om truslen, mens der ikke længere er
signifikant forskel, hvad angår kommentaren om æreskrænkelsen/bagvaskelsen.
Figur 3.3 viser, at der ikke er signifikant forskel mellem populationen og indvandrere
og efterkommere fra muslimske lande, hvad angår andelen, der mener, at det
bør
være
ulovligt at skrive: ”Negre er lige så dumme som aber” og ”Du er åndsvag” i et åbent op-
slag på Facebook. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er der
fortsat ingen forskel mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den
resterende del af populationen.
Sammenlignet med populationen mener en signifikant større andel indvandrere og ef-
terkommere fra muslimske lande, at det
bør
være ulovligt at skrive både: ”Unge fra ik-
ke-vestlige lande er mere kriminelle end danske unge” og ”De fremmede misbruger vo-
res velfærdssystem” i et åbent opslag på Facebook. Forskellene forbliver signifikante, når
indvandrere og efterkommere fra muslimske lande sammenlignes med den resterende
del af populationen, og der samtidig kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst.
Ses der på, om der er signifikant forskel, når indvandrere sammenlignes med efterkom-
mere fra de muslimske lande, er dette tilfældet for to af de seks kommentarer. Det ses for
kommentaren: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor du bor”, hvor en signifikant
større andel af efterkommere mener, at dette
bør
være ulovligt i forhold til indvandre-
re. Modsat mener en signifikant mindre andel af efterkommere, at kommentaren: ”De
fremmede misbruger vores system”
bør
være ulovlig, sammenlignet med andelen af ind-
vandrere. Efterkommernes besvarelser for disse kommentarer minder derfor mere om
populationens end indvandrernes besvarelser.
244
244 Det skal understreges, at selvom forskellen mellem indvandrere og efterkommere er signifikant, er resultatet baseret
på et relativt lille datagrundlag og følgelig behæftet med statistisk usikkerhed. Endvidere er der ikke kontrolleret for
baggrundskarakteristika, som alder, køn, indkomst med videre. Det kan derfor ikke udelukkes, at sammenhængen kan
skyldes andre faktorer end, at man er indvandrer eller efterkommer.
195
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Sandsynligheden for at indvandrere og efterkommere fra øvrige lande mener, at det
bør
være ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor du bor” til sin mod-
debattør, og skrive om en person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og se-
nere er blevet frikendt: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen” i et åbent opslag på
Facebook, er signifikant lavere end tilsvarende sandsynlighed for den resterende del af
populationen, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. For de reste-
rende fire kommentarer, ligner holdningerne blandt indvandrere og efterkommere fra
øvrige lande holdningerne i den resterende del af populationen, når der kontrolleres for
de omtalte baggrundskarakteristika.
Hvad angår journalister, ligner deres svar i højere grad politikerne og debattørernes svar,
end populationens svar. På enkelte spørgsmål ligner kunstnernes svar i højere grad po-
pulationens, end de ligner politikernes, debattørernes og journalisternes.
Populationen opdelt på køn
Opdeles populationen på henholdsvis mænd og kvinder, ses der signifikante forskelle på
svarfordelingerne for flere af kommentarerne, både hvad angår, om man
tror,
kommen-
tarerne er ulovlige, samt om man mener, de
bør
være ulovlige.
Når personerne spørges til, om de
tror,
det er ulovligt at skrive: ”Negre er lige så dumme
som aber” i et åbent opslag på Facebook, svarer en signifikant større andel mænd (72
pct.) end kvinder (60 pct.), at de
tror,
det er ulovligt.
En signifikant større andel kvinder (33 pct.) end mænd (25 pct.) mener, at det
bør
være
ulovligt at skrive: ”Unge fra ikke-vestlige lande er mere kriminelle end danske unge” i et
åbent opslag på Facebook.
Ligeledes mener en signifikant større andel kvinder (29 pct.) end mænd (20 pct.), at det
bør
være ulovligt at skrive: ”De fremmede misbruger vores velfærdssystem” i et åbent
opslag på Facebook.
For de øvrige spørgsmål ses der ikke signifikante forskelle mellem mænd og kvinder.
Populationen opdelt på uddannelse
Det er undersøgt, om populationens uddannelsesniveau har betydning for, hvilke kom-
mentarer, man
tror,
er ulovlige, og hvilke kommentarer, man mener,
bør
være ulovlige
at skrive i et åbent opslag på Facebook, når der kontrolleres for køn, alder og herkomst.
196
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0199.png
FIGUR 3.4
Estimeret andel, der
tror,
at scenarier er ulovlige i Danmark, givet uddannelsesniveau.
90%
81%
88%
85% 86%
81%
68%
71% 70%
64% 64%66%
58%
58%
52%
51% 46%
46%
20% 20%
15%
12%11%
6%
16% 18%
10% 11%12%
4%
16%
16%14%
11%
6% 8%
Skrive til sin Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De
Skrive om en
moddebattør: fra ikke-vest-
er lige så
fremmede
moddebattør:
“Jeg kommer
lige lande er
dumme som misbruger vores
“Du er
og nakker dig,
mere
aber” i et åbent velfærdssystem” åndsvag” i et
og jeg ved
kriminelle end
opslag på i et åbent opslag åbent opslag
hvor du bor” i danske unge” i
Facebook
på Facebook på Facebook
en åben debat et åbent opslag
på Facebook
på Facebook
Skrive om en
person, der har
været tiltalt for
en alvorlig
forbrydelse og
senere er blevet
frikendt i
retten: “Han er
helt sikkert
skyldig i
forbrydelsen” i
et åbent opslag
på Facebook
Grundskole
Korte videregående udd.
Gymnasiale udd.
Mellemlange videregående udd.
Erhvervsfaglige udd.
Lange videregående udd.
I figur 3.4 fremgår den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau,
der
tror,
at de seks kommentarer er ulovlige at skrive i et åbent opslag på Facebook. Hvad
angår, om man
tror,
det er ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved,
hvor du bor” i en åben debat på Facebook, er andelen af personer med gymnasiale- eller
mellemlange videregående uddannelser, der
tror,
at kommentaren er ulovlig, signifikant
højere end andelen af personer med grundskoleniveau. Fokuseres der på de resterende
uddannelsesniveauer ses ingen signifikant forskel fra grundskoleniveauet. Tilsvarende
tendens gør sig gældende, hvad angår andelen, der
tror,
det er ulovligt at skrive om en
person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet frikendt i ret-
ten: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen” i et åbent opslag på Facebook.
Der ses ingen signifikante forskelle mellem personer med grundskoleniveau og de re-
sterende uddannelsesniveauer, hvad angår andelen, der
tror,
at det er ulovligt at skrive:
”Negre er lige så dumme som aber” i et åbent opslag på Facebook.
197
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0200.png
Fokuseres der i figur 3.4 på de tre kommentarer, som færrest, uanset uddannelsesniveau,
tror
er ulovlige, ses en tendens til, at en mindre andel personer med videregående uddan-
nelser
tror,
at kommentarerne er ulovlige at skrive åbent på Facebook. Det er dog ikke i
alle tilfælde, at forskellen til grundskoleniveauet er signifikant.
Af Figur 3.5 fremgår den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau,
der mener, at de seks kommentarer
bør være
ulovlige at skrive åbent på Facebook.
FIGUR 3.5
Estimeret andel, der mener, at scenarier
bør
være ulovlige i Danmark, givet uddannel-
sesniveau.
95%
88%91%90%
86%
82%
79%
69%
74%
72% 72%
66%
65%
60% 63%
57%
54%
54%
32% 32%
29%
28% 27%
15%
30%
26% 27% 26%
23% 21%
20% 23% 19% 21%
20%
16%
Skrive til sin Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De
Skrive om en
moddebattør: fra ikke-vest-
er lige så
fremmede
moddebattør:
“Jeg kommer
lige lande er
dumme som misbruger vores
“Du er
og nakker dig,
mere
aber” i et åbent velfærdssystem” åndsvag” i et
og jeg ved
kriminelle end
opslag på i et åbent opslag åbent opslag
hvor du bor” i danske unge” i
Facebook
på Facebook på Facebook
en åben debat et åbent opslag
på Facebook
på Facebook
Skrive om en
person, der har
været tiltalt for
en alvorlig
forbrydelse og
senere er blevet
frikendt i
retten: “Han er
helt sikkert
skyldig i
forbrydelsen” i
et åbent opslag
på Facebook
Grundskole
Korte videregående udd.
Gymnasiale udd.
Mellemlange videregående udd.
Erhvervsfaglige udd.
Lange videregående udd.
Fokuseres der i figur 3.5 på de tre kommentarer, som de største andele, uanset uddannel-
sesniveau, mener
bør
være ulovlige: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved hvor du bor”,
Negere er lige så dumme som aber” og ”Han er helt sikkert skyld i forbrydelsen”, ses det,
at andelen af enige blandt personer med gymnasiale uddannelser er signifikant større
198
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
end andelen af personer med grundskoleniveau. Ingen af de andre uddannelsesniveauer
adskiller sig signifikant fra grundskoleniveauet for disse tre kommentarer.
Andelen af personer med korte videregående uddannelser, der mener, at det
bør
være
ulovligt at skrive: ”Unge fra ikke-vestlige lande er mere kriminelle end danske unge” i
et åbent opslag på Facebook, er signifikant mindre end andelen af personer med grund-
skoleniveau.
Hvad angår kommentaren: ”Du er åndssvag”, mener en signifikant større andel personer
med erhvervsfaglige uddannelser, at kommentaren
bør
være ulovlig at skrive åbent på
Facebook, sammenlignet med personer med grundskoleniveau.
Populationen opdelt på indkomst
Det er undersøgt, hvorvidt indkomstniveau har betydning for populationens sandsyn-
lighed for at
tro,
at de seks kommentarer er ulovlige at skrive på Facebook samt sand-
synligheden for at mene, at udsagnene
bør
være ulovlige at skrive. For alle seks udsagn
gælder det, at der ikke er signifikant sammenhæng med indkomst. I disse analyser er der
kontrolleret for køn, alder, uddannelse og herkomst.
3.2
Bør det være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov
og at kritisere islam?
Et centralt aspekt i Ytringsfrihedskommissionens arbejde er at undersøge, om der findes
udbredte opfattelser af, at bestemte ytringer, herunder om religiøse emner, ikke skal være
omfattet af samme ytringsfrihed som andre ytringer.
I figur 3.6 er populationen inddelt i tre grupper, henholdsvis kontrolgruppe, eksperi-
mentalgruppe ét og eksperimentalgruppe to. Eksperimentet udføres på en sådan måde,
at der ikke spørges direkte ind til, om det bør være ulovligt henholdsvis at argumente-
re for indførelsen af sharia-lov i Danmark og kritisere islam, men blot til, hvor mange
handlinger på en liste, der bør være ulovlige. Dette gøres for at belyse holdninger, som
personerne ikke nødvendigvis vil afsløre, hvis de bliver spurgt direkte. Resultaterne af
eksperimentet kan på grund af dette design fortolkes således, at (100 gange) forskellen i
det gennemsnitlige antal handlinger, som kontrolgruppen og henholdsvis hver af de to
eksperimentalgrupper ønsker skal være ulovlige, viser den procentandel i populationen,
der ønsker, at det skal være ulovligt henholdsvis at argumentere for indførelsen af sha-
ria-lov i Danmark og at kritisere islam.
Da forskellene mellem kontrolgruppen og hver af eksperimentalgrupperne i figur 3.6 er
på henholdsvis 0,62 og 0,18, kan resultatet derfor tolkes sådan, at 62 pct. af populationen
mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark,
199
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0202.png
mens 18 pct. af populationen mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam. Andelen,
der mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Dan-
mark, er signifikant større, end andelen der mener, at det bør være ulovligt at kritisere
islam. Disse to andele er udregnet ved at trække det gennemsnitlige antal handlinger,
som kontrolgruppen mener,
245
bør være ulovlige, fra henholdsvis gennemsnittet for eks-
perimentalgruppe ét og eksperimentalgruppe to.
245
For at validere metoden, er personerne i kontrolgruppen efterfølgende spurgt til, hvorvidt de mener, at hver af de to
handlinger bør være ulovlige. Her svarer 61 pct. af kontrolgruppen, at de er enige i, at det bør være ulovligt at argumen-
tere for indførelsen af sharia-lov i Danmark. Samtidig svarer 28 pct., at de er enige i, at det bør være ulovligt at kritisere
islam. Andelen i kontrolgruppen, der er enige i, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i
Danmark, er stort set identisk med den tilsvarende andel, der udregnes på baggrund af eksperimentet (henholdsvis 61
og 62 pct.). Det samme er ikke tilfældet for de tilsvarende andele, der er enige i, at det bør være ulovligt at kritisere islam
(henholdsvis 28 og 18 pct.). Dette kan skyldes, at relativt mange er i tvivl om, hvorvidt det bør være ulovligt at kritisere
islam. Af de 28 pct. i kontrolgruppen, der svarer, at de er meget enige eller nærmest enige, har 16 procentpoint svaret
nærmest enig. Den del af personerne, der er inkluderet i eksperimentalgruppe to, har ikke fået muligheden for at svare
”nærmest enige” på spørgsmålet om, hvorvidt det bør være ulovlig at kritisere islam. De, som er nærmest enige i denne
gruppe, vil muligvis ikke have angivet, at det bør være ulovligt at kritisere islam, hvis spørgsmålets svarmuligheder var
sat mere skarpt op, som de er for eksperimentalgruppen.
200
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0203.png
FIGUR 3.6
Eksperiment: Hvor mange handlinger bør være ulovlige?
Kontrolgruppe
Hvor mange af følgende re
handlinger, mener du, bør
være ulovlige?
· At stjæle
· At køre bil, når man
har drukket én enkelt
genstand, fx én øl
· At sælge slik
· At opføre vindmøller
på land
Eksperimentalgruppe 1
Hvor mange af følgende fem
handlinger, mener du, bør
være ulovlige?
· At stjæle
· At køre bil, når man
har drukket én enkelt
genstand, fx én øl
· At sælge slik
· At opføre vindmøller
på land
· At argumentere for
indførelsen af
sharia-lov i Danmark
0
49%
37%
3
3
4
2%
9%
4
5
6%
3%
27%
3
4
5
3%
2%
16%
1
2
2
3%
21%
40%
Eksperimentalgruppe 2
Hvor mange af følgende fem
handlinger, mener du, bør
være ulovlige?
· At stjæle
· At køre bil, når man
har drukket én enkelt
genstand, fx én øl
· At sælge slik
· At opføre vindmøller
på land
· At kritisere islam
0
1
2%
0
1
2
5%
40%
34%
Gennemsnit: 1,60
Gennemsnit: 2,22
Forskel til kontrolgruppe: 0,62
Gennemsnit: 1,78
Forskel til kontrolgruppe: 0,18
Sharia-lov og kritik af islam – gruppernes holdninger
I figur 3.7 er resultaterne fra eksperimentet fordelt på grupperne i undersøgelsen. Fi-
guren viser forskellen mellem kontrolgruppen og hver af de to eksperimentalgrupper.
Denne forskel tolkes som andelen, der mener, at det bør være ulovligt henholdsvis at
argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark og at kritisere islam.
201
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0204.png
FIGUR 3.7
Eksperiment: Andel der mener, at handlingerne bør være ulovlige (gennemsnitlig for-
skel mellem kontrolgruppen og eksperimentalgrupperne).
0,76
0,62
0,59
0,42
0,40
0,23
0,12
0,05
0,15
0,18
Population
Unge (16-25 år)
Indvandrere/
efterkommere,
muslimske lande
Politikere
Debattører
Eksperimental I
(at argumentere for indførels-
en af sharia-lov i Danmark)
Eksperimental II
(at kritisere islam)
Kontrolgruppe N: Population = 765, Unge (16-25 år) = 171, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande =
105, Politikere = 418, debattører = 107
Eksperimentalgruppe 1 N: Population = 759, Unge (16-25 år) = 195, Indvandrere/efterkommere, muslimske
lande = 90, Politikere = 417, debattører = 109
Eksperimentalgruppe 2 N: Population = 734, Unge (16-25 år) = 155, Indvandrere/efterkommere, muslimske
lande = 96, Politikere = 419, debattører = 107
Resultaterne kan tolkes sådan, at eksempelvis 76 pct. indvandrere og efterkommere fra
muslimske lande mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam. I samme gruppe kan
det ligeledes tolkes, at 59 pct. mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførel-
sen af sharia-lov i Danmark. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande er den
eneste gruppe, hvor en større andel mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam end
at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark. I den samlede population og i de
øvrige grupper er fordelingen modsat. Sammenlignes gruppen af indvandrere og efter-
kommere fra muslimske lande med de resterende grupper, ses det også, at en signifikant
større andel af gruppen mener, at det bør være ulovligt at kritisere Islam. Det er ikke
muligt at sammenligne indvandrere med efterkommere, da antallet af personer i hver
gruppe er så småt, at det skaber en stor statistisk usikkerhed. Udlændinge- og Integrati-
onsministeriets medborgerskabsundersøgelse opdeler på indvandrere og efterkommere
og viser, at henholdsvis 42 og 48 pct. af indvandrerne og efterkommerne i Danmark er
202
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0205.png
enige i, at det bør være forbudt at kritisere religion. Andelen blandt personer af dansk
oprindelse er 20 pct. (Udlændinge- og Integrationsministeriet 2019).
246
Hvad angår spørgsmålet, om det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af
sharia-lov i Danmark, er både unge, politikere og debattører mindre restriktive end po-
pulationen. I alle tre grupper er andelen, der mener, at det bør være ulovligt, signifikant
mindre end andelen i populationen. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
adskiller sig ikke fra populationen.
I forhold til, om det bør være ulovligt at kritisere islam, er andelen af politikere, der
mener, det bør være ulovligt, signifikant mindre end populationen. Der ses ingen signi-
fikant forskel mellem debattører og populationen samt unge og populationen.
De adspurgte journalister og kunstnere ligner debattørerne, hvad angår holdningen til,
hvorvidt det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark.
Kunstnerne ligner populationen, hvad angår, om det bør være ulovligt at kritisere islam.
På dette spørgsmål ligner journalisterne i højere grad politikerne.
Andelen af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, der mener, at det bør være
ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark, er mindre end andelen
i populationen og en smule mindre end andelen blandt indvandrere og efterkommere
fra muslimske lande. Andelen blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande,
der mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam, er en smule større end andelen i
populationen.
Populationen opdelt på køn
Der ses en signifikant forskel mellem mænd og kvinder, hvad angår, hvor stor en andel
der mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Dan-
mark. For kvinder er andelen 56 pct., mens den for mænd er 66 pct. Kvinder er således
gennemsnitligt mindre restriktive end mænd. Der er ingen signifikant forskel mellem
mænd og kvinder i forhold til, om det bør være ulovligt at kritisere islam.
Ingen opdeling på uddannelse og indkomst
Der er i dette afsnit ikke lavet regressionsanalyser med fokus på uddannelse og ind-
komst, som der er i de foregående afsnit, hvilket skyldes, at eksperimentet er sat op på en
sådan måde, at det ikke er muligt at gennemføre regressionsanalyser.
246 Udlændinge- og Integrationsministeriet (2019). Medborgerskab 2019. Det bemærkes, at der i indeværende undersøgelse
spørges til kritik af islam, mens der i Udlændinge- og Integrationsministeriets undersøgelse spørges til kritik af religion
generelt. Desuden er de grupper, der refereres til, forskellige, jf. beskrivelsen i afsnit 2.2.
203
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
3.3
Opsamling
Dette afsnit har til formål at afdække kendskab og holdninger til rettigheder og begræns-
ninger i ytringsfrihed, herunder hvad man
tror
er ulovligt, og hvad man mener
bør
være
ulovligt at ytre sig om i et åbent opslag på Facebook. Der er blevet spurgt til seks scenari-
er, hvoraf tre typisk vil være strafbare at skrive, og tre ikke vil være det. Der er i høj grad
overensstemmelse mellem, hvad grupperne i undersøgelsen både
tror
er ulovligt og me-
ner
bør
være ulovligt, og de scenarier, der typisk vil være strafbare. På tværs af grupperne
ses der også en tendens til, at flere mener, at scenarierne bør være ulovlige i forhold til,
hvor mange der tror, at de er det. Overordnet er politikere og debattører mest tilbøjelige
til at tro, at de tre udsagn, der typisk vil være strafbare, er ulovlige, og til at mene, at de
også bør være det. Unge er generelt mindre tilbøjelige til både at tro og mene, at disse tre
scenarier er og bør være ulovlige.
Afsnittet har endvidere til formål at undersøge, om der findes udbredte opfattelser af,
at bestemte ytringer, herunder om religiøse emner, ikke skal være lovlige. Generelt er
grupperne i undersøgelsen mere tilbøjelige til at mene, at det bør være ulovligt at argu-
mentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark end at kritisere Islam. Indvandrere og
efterkommere fra muslimske lande er dog tilbøjelige til at mene det modsatte, selvom
størstedelen af denne gruppe ligeledes mener, at det bør være ulovligt at argumentere for
indførelsen af sharia-lov i Danmark.
4. Hvem må ytre sig (om hvem)?
I indeværende afsnit rettes fokus mod, hvad personerne i undersøgelsen mener om
forskellige gruppers ret til at ytre sig. Ytringsfrihedskommissionen søger at belyse, om
der findes udbredte opfattelser af, at bestemte grupper ikke skal være omfattet af sam-
me ytringsfrihed som andre grupper. Det belyses desuden, om holdningen til bestemte
gruppers ytringsfrihed har ændret sig over tid.
4.1
Ytringer i den offentlige debat
I 2006 blev et repræsentativt udsnit af befolkningen spurgt til deres holdninger til, hvor-
vidt udvalgte befolkningsgrupper bør have lov til at ytre sig i den offentlige debat. Præ-
cis samme spørgsmål bliver stillet til populationen i den indeværende undersøgelse fra
204
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0207.png
2019.
247
Tallene fra 2006 er baseret på en undersøgelse anvendt i en forskningsartikel
om danskernes ytringsfrihed fra 2007 (Petersen et al. 2007).
248
I figur 4.1 sammenlignes
resultaterne fra de to undersøgelser. Det bemærkes, at hver person i undersøgelsen kun
er blevet bedt om at tage stilling til ytringer fra to af de ytrende grupper præsenteret i
figur 4.1. Dette metodiske design gør det muligt at undersøge, hvorvidt populationen
er mindre tolerant overfor bestemte gruppers ytringer sammenlignet med andres. Hvis
hver person i undersøgelsen var præsenteret for hver af de ytrende grupper, ville nogle
personer muligvis søge at vise stringens i deres svar, således at de svarede ens, hvad angår
alle grupper.
FIGUR 4.1
Andel enige i, at følgende grupper
ikke
bør have lov til at ytre sig i den offentlige debat.
45%
36%
25%
18%
9%
19%
14%
18%
16%
11%
41%
24%
17%
41%
38%
24%
Den
Autonome Nynazister Den yderste Nykristne Rockere
yderste
højre øj
grupper,
venstre øj
der kæmper
imod
homosek-
suelle og fri
abort
Islamiske Muslimer
fundamen-
talister, der
argumen-
terer for
indførelse
af
sharia-lov i
Danmark
Population 2006
Population 2019
N: Population 2006= 475-520, Population 2019 = 528-630
Figur 4.1 viser en tendens til, at populationen i 2019 overordnet set er mere tolerant over
for de udvalgte befolkningsgruppers ret til at ytre sig. Mellem knap en tiendedel og en
femtedel af populationen i 2019 er enige i, at grupperne ikke må have lov at ytre sig i den
offentlige debat, bortset fra ’nynazister’ og ’islamistiske fundamentalister, der argumen-
247
248
I undersøgelsen fra 2006 er svarene indhentet fra et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 18 til 70 år. Under-
søgelsen fra 2019, som indeværende rapport primært bygger på, har indhentet besvarelser fra et repræsentativt udsnit
af befolkningen i alderen 16 til 74 år, hvorfor de to undersøgelser ikke er fuldstændige sammenlignelige. Dette vurderes
dog ikke at være af væsentlig betydning for muligheden for at sammenligne resultaterne fra de to undersøgelser.
Petersen, M. B., et al. (2007). ”Frihed for Loke såvel som for Thor.” Politica 39(1): 49-66.
205
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
terer for indførelsen af sharia-lov i Danmark’, hvor andelene er noget større (henholdsvis
45 og 38 pct.). Forskellen mellem populationen i 2006 og i 2019 er signifikant, hvad angår
alle grupper, undtagen de to nævnte grupper. Resultaterne peger på, at tolerancen for
de fleste befolkningsgruppers ret til at ytre sig er blevet større, på nær hvad angår de to
nævnte grupper, som ligeledes er de grupper, hvis ret til at ytre sig som færrest støtter
op om.
4.2
Udvalgte gruppers kritiske ytringer om jøder
I indeværende undersøgelse fra 2019 er populationen desuden spurgt til, hvorvidt ud-
valgte befolkningsgrupper bør have lov til ytre sig kritisk om andre udvalgte grupper.
Det bemærkes, at spørgeskemaets metodiske udformning kan påvirke resultaterne i det-
te afsnit, da hver deltager i undersøgelsen tilfældigt er blevet tildelt
to ytrende grupper,
hvis ytringer de skal vurdere. Dog er hver deltager i undersøgelsen blevet bedt om at for-
holde sig til ytringer om
alle
grupper, der
ytres om.
I besvarelsen af spørgeskemaet kan
nogle respondenter muligvis søge at vise stringens i deres svar, således at de svarer ens,
hvad angår alle grupper, de præsenteres for, selvom de ikke nødvendigvis havde svaret
det samme, hvis de kun var præsenteret for enkelte af de grupper, der ytres om.
I figur 4.2 præsenteres andelen, der er enige i, at udvalgte befolkningsgrupper
ikke
bør
have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den offentlige debat. Jøder er her udvalgt som
gruppe, der ytres om, da dette er den eneste af de religiøse grupper i undersøgelsen,
som ikke er repræsenteret som gruppe, der bør have lov til at ytre sig
om
andre grupper.
Populationens holdninger til, hvorvidt udvalgte befolkningsgrupper bør har lov at ytre
sig kritisk om andre grupper end jøder (kristne, muslimer, danskere, homoseksuelle og
indvandrere) fremgår senere i dette afsnit, jf. figur 4.4. Da resultaterne for analyserne af
kritiske ytringer om disse grupper overordnet viser det samme, både hvad angår over-
ordnede niveauer og forskelle mellem grupperne (unge, indvandrere og efterkommere
fra muslimske lande, politikere med videre), præsenteres alene analyserne for jøder i
dette afsnit.
206
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0209.png
FIGUR 4.2
Andel enige i, at følgende grupper
ikke
bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den
offentlige debat.
55%
37%
33%
30%
38%
25%
21%23%
13%
3%
30%
22%
49%
45%
41%
31%
32%
23%22%
22%
22%
16%
15%
13% 12%
10%
3%
28%
24%
19%
14%
6%
33%
30%
23%
20%
11%12%
19%
10%
Muslimer Muslimske
fundamen-
talister, der
argumen-
terer for
indførelse
af
sharia-lov i
Danmark
Population
Politikere
Kristne
Kristne
fundamen-
talister, der
er
modstan-
dere af fri
abort og
homosek-
sualitet
Repræsent- Nynazister Repræsent-
anter for
anter for
den yderste
den yderste
højrefløj
venstrefløj
Indvan-
drere
Unge (16-25 år)
Debattører
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 530-628, Unge (16-25 år) = 110-145, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 59-85,
Politikere = 308-317, Debattører = 75-95
Det fremgår af figur 4.2, at ’muslimske fundamentalister, der argumenterer for indførelse
af sharia-lov i Danmark’ og ’nynazister’ er de to befolkningsgrupper, som den største
andel i populationen (henholdsvis 55 pct. og 49 pct.) mener, ikke bør have lov til at ytre
sig kritisk om jøder i den offentlige debat. De største andele inden for hver af de øvri-
ge grupper i undersøgelsen – unge, indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,
politikere og debattører – ses også for ’muslimske fundamentalister, der argumenterer
for indførelse af sharia-lov i Danmark’ og ’nynazister’. Blandt de øvrige grupper i under-
søgelsen er der dog en signifikant mindre andel end blandt populationen, der mener, at
’muslimske fundamentalister, der argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’
må ytre sig kritisk om jøder. Hvad angår ’Nynazister’, er det kun politikere og debattører,
der adskiller sig signifikant fra population.
Betragtes gruppernes holdninger på tværs af de forskellige ytrende grupper, ses det, at
andelen af enige i alle tilfælde er signifikant mindre for politikere og debattører, end det
er tilfældet for populationen. Dette kan ses som et udtryk for, at gruppen af politikere og
debattører er
mindre
restriktive end populationen i forhold til de ytrende gruppers ret til
at udtale sig kritisk om jøder i den offentlige debat.
207
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Gruppen af unge er hverken konsekvent mere eller mindre restriktive end populationen.
Når det drejer sig om kristnes kritiske ytringer om jøder, er de unge
mere
restriktive end
populationen med en signifikant større andel enige i, at ’kristne’ ikke må ytre sig kritisk
om jøder i den offentlige debat. Når det derimod drejer sig om grupperne ’muslimer’ og
’muslimske fundamentalister, der argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’,
er andelen af enige blandt de unge signifikant mindre sammenlignet med populationen,
og dermed er de unge
mindre
restriktive over for disse grupper end populationen.
Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande adskiller sig typisk
ikke
fra popu-
lationen. Gruppen er dog
mindre
restriktiv over for ’muslimske fundamentalister, der
argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’ og ’indvandrere’ med en signifikant
mindre andel enige i, at disse grupper ikke må udtale sig kritisk om jøder, sammenlignet
med populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelsesniveau,
er forskellen til den resterende del af populationen forsat signifikant, hvad angår ’ind-
vandrere’, mens den ikke længere er signifikant for ’muslimske fundamentalister, der ar-
gumenterer for indførelsen af sharia-lov i Danmark’. Derudover ses der efter kontrollen
af de omtalte baggrundkarakteristika en signifikant forskel for ’repræsentanter for den
yderste venstrefløj’, hvor indvandrere og efterkommere fra muslimske lande er
mere
re-
striktive end den resterende del af populationen.
Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke signifikant forskel på, hvor
stor en andel der mener, at de forskellige ytrende grupper ikke må udtale sig kritisk om
jøder i den offentlige debat.
Hvad angår gruppen af kunstnere, ligner deres svar i høj grad debattørernes, dog ten-
derende til en mindre andel enige. Gruppen af journalister tenderer til at være mindre
restriktive, end de resterende grupper i undersøgelsen.
Da antallet af besvarelser blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande for disse
spørgsmål er relativt småt, kommenteres der ikke på disse resultater.
Populationen opdelt på køn
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og andelen,
der er enige i, at de forskellige grupper
ikke
bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i
den offentlige debat.
Populationen opdelt på uddannelse
Hvad angår alle de ytrende grupper, med undtagelse af ’kristne’ og ’nynazister’, er der,
efter der er kontrolleret for køn, alder og herkomst, en signifikant sammenhæng mellem
uddannelse og andelen, der er enige i, at grupperne
ikke
bør have lov til at ytre sig kritisk
om jøder i den offentlige debat.
208
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0211.png
Figur 4.3. præsenterer den estimerede andel personer for hvert uddannelsesniveau, der
er enige i, at de forskellige grupper
ikke
bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den
offentlige debat. ’Kristne’ og ’nynazister’ præsenteres ikke i figur 4.3, da der som nævnt
for disse grupper ikke er signifikant sammenhæng mellem uddannelse og kritiske ytrin-
ger om jøder.
FIGUR 4.3
Estimeret andel enige i, at følgende grupper
ikke
bør have lov til at ytre sig kritisk om
jøder i den offentlige debat, givet uddannelsesniveau.
63%
60% 62%
44%
34%
18% 19%18%
40%
35%
19%
21%
18%
10%
44%
38%
43%
30% 28%
22% 22% 20%
14%
40%
32%
29%
26%
26%
21%
21%
19%
18%
20%
13%
11%
17%
Muslimer
Muslimske
fundamental-
ister, der
argumenterer
for indførelse
af sharia-lov i
Danmark
Kristne
fundamen-
talister, der
er modstan-
dere af fri
abort og
homosek-
sualitet
Repræsentan- Repræsentan-
ter for den
ter for den
yderste
yderste
venstre øj
højre øj
Indvandrere
Grundskole
Korte videregående udd.
Gymnasiale udd.
Mellemlange videregående udd.
Erhvervsfaglige udd.
Lange videregående udd.
I figur 4.3 ses der en tendens til, at personer med gymnasiale uddannelser, mellemlange
og lange videregående uddannelser, er mindre restriktive end personer med grundsko-
leniveau, hvad angår de forskellige gruppers ytringer om jøder. Det ses endvidere, at den
estimerede andel enige blandt personer med erhvervsfaglige uddannelser typisk ligger
på niveau med personer med grundskoleniveau.
Populationen opdelt på indkomst
Hvad angår den ytrende grupper ’repræsentanter for den yderste højrefløj’, er der en
signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen af enige i, at gruppen ikke bør
have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den offentlige debat, kontrolleret for køn, al-
der, uddannelsesniveau og herkomst. Andelen af personer i den højeste indkomstkvartil
(estimeret andel 22 pct.), der er enige i, at ’repræsentanter for den yderste højrefløj’ ikke
209
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0212.png
bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den offentlige debat, er signifikant mindre
end andelen af personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel 37 pct.). For per-
soner i de resterende indkomstkvartiler ses ingen signifikant forskel fra den laveste ind-
komstkvartil. Hvad angår alle de andre gruppers kritiske ytringer om jøder, findes ingen
signifikant sammenhæng med indkomst.
4.3
Udvalgte gruppers kritiske ytringer om andre grupper
Ligesom der er blevet spurgt om, hvorvidt udvalgte befolkningsgrupper bør have lov
til ytre sig kritisk om jøder, er der også spurgt om, hvorvidt disse befolkningsgrupper
bør have lov til at ytre sig kritisk om andre grupper. I figur 4.4 præsenteres andelen af
populationen, der er enige i, at de udvalgte befolkningsgrupper (kaldet ytrende grupper)
ikke
bør have lov til at ytre sig kritisk om henholdsvis jøder, kristne, muslimer, danskere,
homoseksuelle og indvandrere i den offentlige debat. I figuren er de ytrende grupper pla-
ceret som kategorier på den vandrette akse, mens de grupper, der
ytres om,
er indikeret
ved søjler med forskellige farver.
FIGUR 4.4
Andel enige i, at følgende grupper
ikke
bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder, krist-
ne, muslimer, danskere, homoseksuelle og indvandrere i den offentlige debat.
51% 59%
55% 52%
49% 50%
32%
28%
27%23%
13% 16%
29% 35%
30%
27% 26%
25% 22% 23%
24%
22%
19% 21%20%
46%
49%
45% 44% 45%
44%
28%
31%30% 33%
27%
22% 20%
23% 22%
20% 19% 19%
27%
23%
20%
13% 13%
Muslimer Muslimske Kristne
fundamen-
talister, der
argumen-
terer for
indførelse af
sharia-lov i
Danmark
Jøder
Kristne
Kristne Repræsent- Nynazister Repræsenta- Indvan-
fundamen- anter for
ter for den
drere
talister, der den yderste
yderste
er modstan- højre øj
venstre øj
dere af fri
abort og
homosek-
sualitet
Danskere
Homoseksuelle
Indvandrere
Muslimer
N: Population = 528-631
210
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0213.png
Det fremgår af figur 4.4, at populationen er
mest
restriktiv over for ytringer
fra
’muslim-
ske fundamentalister, der argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’ og ’ny-
nazister’, hvilket er samme tendens, som gjorde sig gældende i afsnit 4.2. Andelen, der er
enige i, at disse grupper ikke må ytre sig kritisk, er relativt høj, uanset hvilken gruppe der
ytres om. Dette kan tolkes som, at variationen i restriktiviteten over for ytringer i højere
grad afhænger af gruppen, der ytrer sig, mens der ikke ses samme variation i forhold til,
hvem de ytrer sig om. Dette resultat kan dog være påvirket af spørgeskemaets metodiske
design, jf. indledningen til afsnit 4.2.
Betragtes tendenserne i figur 4.4 blandt de grupper, der ytres om, kan der dog ses en
tendens til, at populationen forholder sig mere restriktivt til kritiske ytringer om homo-
seksuelle, end til kritiske ytringer om både kristne, muslimer, danskere og indvandrere.
Af figur 4.4 kan det ligeledes aflæses, at der er en tendens til, at populationen er mindre
restriktiv om de ytrende gruppers kritiske ytringer om egne grupper, eller grupper der
kan opfattes som lignende. Med dette henvises til, at hvad angår den ytrende gruppe
’muslimer’, er populationen mindst restriktiv om denne gruppes kritiske ytringer om
muslimer og indvandrere. Ligeså gælder det, at hvad angår den ytrende gruppe ’indvan-
drere’, er populationen mindst restriktiv om denne gruppes kritiske ytringer om indvan-
drere og muslimer, og slutteligt, når det omhandler den ytrende gruppe ’kristne’, er po-
pulationen mindst restriktiv om denne gruppes kritiske ytringer om kristne og danskere.
Populationen opdelt på køn
Ses der på populationen opdelt på køn og kritiske ytringer om kristne, muslimer, dan-
skere, homoseksuelle og indvandrere, er der i enkelte tilfælde signifikante forskelle mel-
lem mænd og kvinder. I disse tilfælde er der en tendens til, at kvinder er mere restriktive
end mænd
249
.
Populationen opdelt på uddannelse
Hvad angår populationen opdelt på uddannelse og kritiske ytringer om kristne, musli-
mer, danskere, homoseksuelle og indvandrere, ses der overordnet samme tendenser for
uddannelsesniveauerne som for kritiske ytringer om jøder, jf. afsnit 4.2, når der kontrol-
leres for køn, alder og herkomst.
Populationen opdelt på indkomst
Hvad angår populationen opdelt på indkomst og kritiske ytringer om kristne, musli-
mer, danskere, homoseksuelle og indvandrere, er der i de fleste tilfælde ikke signifikante
249 Dette gælder for kristnes ytringer om muslimer, homoseksuelle og indvandrere, repræsentanter for den yderste højre-
fløjs ytringer om muslimer og indvandrere samt nynazisters ytringer om indvandrere.
211
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
forskelle mellem den laveste indkomstkvartil og de resterede indkomstkvartiler, når der
kontrolleres for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst, ligesom det er tilfældet for
kritiske ytringer om jøder, jf. afsnit 4.2.
4.4
Opsamling
I dette afsnit er det belyst, om holdningen til bestemte gruppers ytringsfrihed har ændret
sig over tid, og om der findes udbredte opfattelser af, at bestemte grupper ikke skal være
omfattet af samme ytringsfrihed som andre grupper. Der ses en tendens til, at popula-
tionen i 2019 i forhold til 2006 overordnet er mere tolerante over for udvalgte befolk-
ningsgruppers ret til at ytre sig på nær ’nynazister’ og ’islamiske fundamentalister, der
argumenterer for indførelsen af sharia-lov i Danmark’. Det ses endvidere, at det begge
år er netop disse to grupper, som personerne i undersøgelserne er mest restriktive over
for. I undersøgelsen fra 2019 ses tilsvarende, at det er disse to gruppers kritiske ytringer,
som populationen er mest restriktive over for, uanset hvem de ytrer sig om. Der ses en
tendens til, at populationen er mindre restriktiv, hvad angår ytrende gruppers kritiske
ytringer om egne grupper eller grupper, der opfattes som lignende, eksempelvis musli-
mers kritiske ytringer om muslimer.
5. Censur og selvcensur
I dette afsnit undersøges holdninger og oplevelser i relation til censur og selvcensur.
Afsnittet behandler tre overordnede temaer: Holdningen til censur i radio og tv, opfat-
telsen af folks generelle udsathed for censur på
sociale
og i
traditionelle
medier samt egne
oplevelser med censur og selvcensur på
sociale
og i
traditionelle
medier.
Afsnittet afspejler Ytringsfrihedskommissionens arbejde med at afdække ytringsfrihe-
dens vilkår i Danmark, herunder begrænsninger i form af støtten til censur. Desuden
søger kommissionen at afdække, i hvor stort omfang selvcensur udøves i Danmark samt
undersøge, hvilke forhold der får befolkningen til at afstå fra at ytre sig offentligt.
I dette afsnit behandles censur og selvcensur i relation til både
sociale medier
og
traditio-
nelle medier.
Med
sociale medier
menes der eksempelvis Facebook, Twitter, Instagram og
blogs, mens der med
traditionelle medier
eksempelvis menes aviser, radio og tv.
212
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0215.png
5.1
Bør radio og tv tie yderliggående synspunkter ihjel?
Figur 5.1 viser andelen af personer, der er enige i, at radio og tv burde tie yderliggående
synspunkter ihjel i henholdsvis 1971-1981,
250
2006
251
og 2019.
FIGUR 5.1
Andel enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.
Gennemsnit af population 1971-1981
31%
Population 2006
25%
Population 2019
29%
N: Population samlet for 1971-1981 = 6938, Population 2006 = 1901, Population 2019 = 1913
Overordnet kan det aflæses af figur 5.1, at en fjerdedel af populationen i 2006 og knap tre
ud af ti af populationen i 2019 mener, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter
ihjel. Andelen af populationen, der i 1971-1981 er enige i, at radio og tv burde tie yder-
liggående synspunkter ihjel, er signifikant større end tilsvarende andele i både 2006 og
2019. Samtidig er andelen i 2019 dog signifikant større end i 2006. Der er således ikke
en entydig tendens over tid. Det bemærkes, at de personer, der har svaret ’ved ikke’ til
spørgsmålet, er sorteret fra i 1981, 2006 og 2019. Dette er gjort for at gøre tallene sam-
menlignelige, da ’ved ikke’ ikke er et muligt svar i valgundersøgelserne fra 1971 til 1979.
I figur 5.2 er resultaterne for indeværende undersøgelse fra 2019 yderligere uddybet. Her
er andelen blandt de forskellige grupper i undersøgelsen, der er enige i, at radio og tv
burde tie yderliggående synspunkter ihjel, præsenteret.
250
251
Tallene fra 1971 til 1981 stammer fra Det Danske Valgprojekts valgundersøgelser. Dokumentation og resultater kan findes
her: https://www.valgprojektet.dk/pages/page.asp?pid=308&l=dk
Tallene fra 2006 stammer fra tidligere omtalte undersøgelse (se afsnit 4.1) til brug for en forskningsartikel om dansker-
nes ytringsfrihed (Petersen et al. 2007). I omtalte forskningsartikel blev disse tal dog aldrig anvendt, hvorfor de ikke før
er blevet publiceret.
213
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0216.png
FIGUR 5.2
Andel enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.
Population
Unge (16-25 år)
Indvandrere/efterkommere,
muslimske lande
Politikere
Debattører
25%
29%
17%
36%
18%
N: Population = 1913, Unge (16-25 år) = 336, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 197, Politikere =
1242, Debattører = 320
Af figur 5.2 fremgår det, at andelen, der er enige i, at radio og tv burde tie yderliggående
synspunkter ihjel, er signifikant mindre for henholdsvis unge, politikere og debattører.
Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande har en signifikant større andel, der er
enige til sammenligning med populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, uddan-
nelse og indkomst, er der fortsat signifikant forskel mellem indvandrere og efterkom-
mere fra muslimske lande og den resterende del af populationen. Der er ikke signifikant
forskel, når indvandrere sammenlignes med efterkommere i forhold til andelen, der er
enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.
Blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande ligger andelen af enige på niveau
med politikere. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er der dog
ikke signifikant forskel på indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den reste-
rende del af populationen i forhold til at mene, at radio og TV burde tie yderliggående
synspunkter ihjel.
Hvad angår gruppen af kunstnere, ligner deres svar i høj grad debattørernes. Journali-
sternes svar minder derimod mere om de unges, dog med en mindre andel enige.
Populationen opdelt på køn
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og andelen
af enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.
214
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0217.png
Populationen opdelt på uddannelse
Der ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelse og andelen, der er enige i, at
radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, når der kontrolleres for køn, alder
og herkomst.
Figur 5.3 viser den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau, der er
enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.
FIGUR 5.3
Estimeret andel enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, givet
uddannelsesniveau.
Grundskole
Gymnasiale udd.
Erhvervsfaglige udd.
Korte videregående udd.
Mellemlange videregående udd.
Lange videregående udd.
20%
27%
23%
29%
32%
38%
Af figur 5.3 fremgår det, at andelen af personer med lange videregående uddannelser, der
er enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, er signifikant mindre
end andelen blandt personer med grundskoleniveau. Andelen inden for de resterende
uddannelsesniveauer adskiller sig ikke signifikant fra grundskoleniveauet.
Populationen opdelt på indkomst
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen, der er enige i, at
radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, kontrolleret for køn, alder, uddan-
nelsesniveau og herkomst.
5.2
Opfattelse af general udsathed for censur
I dette delafsnit fremgår to forskellige udtryk for opfattelser af folks udsathed for censur.
Først belyses andelen, der er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de
vil i den offentlige debat på
sociale medier
og i de
traditionelle medier.
Dernæst ses der
215
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0218.png
på andelen, der er enige i, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og
skrive det, de mener, på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.
Enighed i at folk har mulighed for at sige, hvad de vil
FIGUR 5.4
Andel enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat
på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.*
86%
80%
74%
64%
83%
71%
64%
55%
80%
74%
Andel enige i, at at folk generelt har
mulighed for at sige, hvad de vil i den
offentlige debat på de sociale medier.
Population
Politikere
Unge (16-25 år)
Debattører
Andel enige i, at folk generelt har mulighed for
at sige, hvad de vil i den offentlige debat i
traditionelle medier.
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =
1254, Debattører = 323
*Politikerne er i stedet blevet spurgt om, hvorvidt politikere i Danmark har mulighed for at sige, hvad de vil i
den generelle offentlige debat henholdsvis på de sociale medier og i traditionelle medier.
Af figur 5.4 fremgår andelen, der er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad
de vil i den offentlige debat på henholdsvis de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.
Overordnet ses det, at andelen af enige i populationen er relativ ens for de
sociale
og de
traditionelle
medier (henholdsvis 74 og 71 pct.). For de andre grupper i undersøgelsen va-
rierer andelen af enige lidt mere på tværs af de to typer af medier. Der ses dog overordnet
en tendens til, at andelen af enige inden for hver gruppe er størst, hvad angår de
sociale
medier
i forhold til de
traditionelle medier.
Betragtes spørgsmålet vedrørende de
sociale medier,
er andelen af enige signifikant stør-
re for de unge, politikere og debattører sammenlignet med populationen. I modsætning
hertil er andelen af enige signifikant mindre blandt indvandrere og efterkommere fra
muslimske lande sammenlignet med populationen. Forskellen mellem svarene for ind-
216
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0219.png
vandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af populationen
er fortsat signifikant, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. Sam-
menlignes indvandrere med efterkommere, er der endvidere en signifikant forskel, idet
andelen af enige blandt indvandrere er mindre end andelen af enige blandt efterkomme-
re. Efterkommere minder dermed mere om populationen i forhold til, om folk generelt
har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat på de
sociale medier.
Betragtes spørgsmålet vedrørende de
traditionelle medier,
er andelen af enige politikere
signifikant større end andelen af enige i populationen, mens andelen af enige er sig-
nifikant mindre for de unge samt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
sammenlignet med populationen. Denne forskel for indvandrere og efterkommere fra
muslimske lande og den resterende del af populationen er fortsat signifikant, når der
kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. Der er dog ikke signifikant forskel,
når indvandrere sammenlignes med efterkommere, som der er for de
sociale medier.
Yderligere ses, at andelen af enige blandt debattørerne er på niveau med andelen af enige
i populationen.
Sammenlignet med den resterende del af populationen mener en mindre andel indvan-
drere og efterkommere fra øvrige lande, at folk har mulighed for at sige, hvad de vil i den
offentlige debat på både
sociale
og i
traditionelle medier.
Når der kontrolleres for køn,
alder, uddannelse og indkomst, er forskellen til den resterende del af populationen dog
ikke signifikant.
Gruppen af kunstnere
252
er, frem for spørgsmålet præsenteret i det ovenstående, blevet
stillet spørgsmålet ”hvor
enig eller uenig er du i, at kunstnere i Danmark har mulighed for
at sige, hvad de vil i den generelle offentlige debat på de sociale medier (fx på Facebook,
Twitter, Instagram og blogs)?”.
Tilsvarende spørgsmål er stillet vedrørende
traditionelle
medier.
Sammenlignet med grupperne præsenteret i figur 5.4, ligner besvarelserne fra
gruppen af kunstnere populationen på spørgsmålet, om folk generelt har mulighed for at
sige, hvad de vil i den offentlige debat på de
sociale medier,
mens kunstneres besvarelser
ligner politikernes, når der spørges til
traditionelle medier.
Populationen opdelt på køn
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og andelen
af enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat på de
sociale medier
og tilsvarende i de
traditionelle medier.
252
Gruppen af journalister har ikke modtaget spørgsmål, der svarer til dem, præsenteret i dette delafsnit, hvorfor der ikke
afrapporteres om journalisternes svar.
217
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0220.png
Populationen opdelt på uddannelse
Figur 5.5 viser den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau, der
er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat
på
sociale medier.
FIGUR 5.5
Estimeret andel enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offent-
lige debat på de
sociale medier,
givet uddannelsesniveau.
Grundskole
Gymnasiale udd.
Erhvervsfaglige udd.
Korte videregående udd.
Mellemlange videregående udd.
Lange videregående udd.
65%
78%
74%
81%
79%
80%
Figur 5.5 viser, at andelen, der er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de
vil i den offentlige debat på de
sociale medier,
er signifikant større blandt personer med
alle øvrige uddannelsesniveauer i forhold til grundskoleniveau, når der kontrolleres for
køn, alder og herkomst.
Hvad angår spørgsmålet, om folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den
offentlige debat
i traditionelle medier,
findes der ingen signifikant sammenhæng med
uddannelse efter kontrol af de omtalte baggrundskarakteristika.
Populationen opdelt på indkomst
Det er undersøgt, hvorvidt der er variationer på tværs af populationens indkomstniveau i
forhold til, om man mener, folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentli-
ge debat på de
sociale medier
og i
de traditionelle medier.
Der er kontrolleret for køn, alder,
uddannelse og herkomst. Hvad angår de
sociale medier,
er andelen af enige blandt perso-
ner i den højeste indkomstkvartil signifikant større (estimeret andel 80 pct.) end blandt
personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel 70 pct.). Fokuseres der på de re-
sterende indkomstkvartiler, ses ingen signifikante forskelle fra laveste indkomstkvartil.
218
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0221.png
En lignende tendens gør sig gældende, hvad angår andelen, der er enige i, at folk generelt
har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat i
traditionelle medier.
Her er
andelen signifikant større blandt personer i den næsthøjeste og højeste indkomstkvartil
(estimeret andel henholdsvis 74 og 75 pct.) sammenlignet med laveste indkomstkvartil
(estimeret andel 67 pct.), mens den næstlaveste indkomstkvartil ikke adskiller sig herfra.
Er der noget, der afholder folk fra at sige og skrive, hvad de vil
I dette delafsnit fokuseres der på, om de forskellige grupper i undersøgelsen mener, at
der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de
sociale
medier
og i de
traditionelle medier.
FIGUR 5.6
Andel der mener, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det,
de vil på de
sociale medier
samt i de
traditionelle medier.*
79%
69%
66%
50%
83%
72%
66%
51%
71%
87%
Andel der mener, at der er noget, som kan
få folk til at afholde sig fra at sige og skrive
det, de vil på de sociale medier.
Population
Politikere
Unge (16-25 år)
Debattører
Andel der mener, at der er noget, som kan
få folk til at afholde sig fra at sige og skrive
det, de vil i de traditionelle medier.
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =
1254, Debattører = 323
*Politikerne er i stedet blevet spurgt om, hvorvidt der er noget, som kan få politikere i Danmark til at afholde
sig fra at sige og skrive det de vil på de
sociale medier
samt i de
traditionelle medier.
Af figur 5.6 fremgår det, at andelen der mener, at der er noget, som kan få folk til at
afholde sig fra at sige og skrive det, de vil, er cirka på samme niveau, når der spørges til
de
sociale medier,
som når der spørges til de
traditionelle medier.
Grupperne af politi-
kere udgør dog en undtagelse herfra, da niveauerne her er forskellige på tværs af de to
spørgsmål.
219
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Hvad angår spørgsmålet vedrørende de
sociale medier,
fremgår det af figur 5.6, at 69 pct.
af populationen mener, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og
skrive det, de vil. Hvad angår de
traditionelle medier,
er det 72 pct. af populationen, der
mener dette. Andelen af unge, der mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig
fra at sige og skrive det, de vil på de
sociale medier,
er på niveau med andelen i popula-
tionen, mens der for de
traditionelle medier,
er en signifikant mindre andel, der mener
dette. Blandt debattører er andelen signifikant større end blandt populationen for både
de
sociale
og
traditionelle medier.
Blandt politikerne er andelen signifikant større for de
sociale
medier. For de
traditionelle medier
adskiller politikerne sig ikke signifikant fra
populationen. I modsætning hertil er andelen, der mener, at der er noget, der kan få folk
til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de
sociale medier
og i de
traditionelle
medier,
signifikant mindre blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,
end det er tilfældet for populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse
og indkomst, er forskellen mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
og den resterende del af populationen fortsat signifikant. Sammenlignes besvarelserne
blandt indvandrere med efterkommere er der ikke signifikant forskel for hverken
sociale
eller
traditionelle medier.
Som det fremgår af figur 5.6, mener 69 pct. af populationen, at der er noget, det kan få
folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på
sociale medier.
I den sammen-
hæng kan det nævnes, at Institut for Menneskerettigheders undersøgelse af demokratisk
deltagelse på Facebook viser, at 63 pct. af de aktive danske Facebookbrugere mener, at
det er et problem for ytringsfriheden, hvis folk afstår fra at ytre sig på grund af tonen i
online-debatter (Zuleta og Laursen 2019)
Gruppen af kunstnere er, frem for spørgsmålet præsenteret i det ovenstående, blevet stil-
let spørgsmålet ”mener
du, at der er noget, som kan få kunstnere i Danmark til at afholde
sig fra at sige og skrive det, de vil på de sociale medier (fx på Facebook, Twitter, Instagram
og blogs)?”.
Tilsvarende spørgsmål er stillet angående
traditionelle medier.
Sammenlig-
net med grupperne præsenteret i figur 5.6, ligner kunstnernes besvarelser politikernes
besvarelser for spørgsmålet vedrørende de
sociale medier,
mens besvarelserne fra kunst-
nerne på spørgsmålet om
traditionelle medier
placerer sig mellem populationens og de-
battørernes besvarelser.
Andelen blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, der mener, at der er no-
get, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på både
sociale
og i
traditionelle
medier, er mindre end andelen i populationen og tættere på niveauet blandt
indvandrere og efterkommere fra muslimske lande. Når der kontrolleres for køn, alder,
uddannelse og indkomst, er sandsynligheden for at mene, at der er noget, der kan få
folk til at holde sig tilbage signifikant lavere for indvandrere og efterkommere fra øvrige
lande sammenlignet med den resterende del af populationen.
220
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0223.png
Der ses en vis diskrepans, når andelen af enige i, at folk har mulighed for at sige, hvad de
vil, jf. figur 5.4, sammenlignes med andelen af enige i, at der noget, der forhindrer folk
i at sige, hvad de vil, jf. figur 5.6. Blandt populationen er henholdsvis 74 pct. og 71 pct.
enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat på de
sociale medier
samt i de
traditionelle medier.
Samtidig er der dog en relativt stor andel,
der mener, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de
vil på de
sociale medier
og i
traditionelle medier,
da henholdsvis 69 pct. og 72 pct. af
populationen mener dette. De to synspunkter er dog ikke nødvendigvis modstridende.
Populationen opdelt på køn
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og holdnin-
ger til, om der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at ytre sig på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.
Populationen opdelt på uddannelse
Det er undersøgt, om populationens uddannelsesniveau har betydning for, om man me-
ner, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på
de
sociale medier
samt i de
traditionelle medier.
Der er kontrolleret for køn, alder og
herkomst.
FIGUR 5.7
Estimeret andel der mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og
skrive det, de vil på
de sociale medier
samt i de
traditionelle medier,
givet uddannelse.
77%
67%
68%
66%
66%
74%
74%
68%
79%
70%
78%
75%
Estimeret andel der mener, at der er
noget, der kan få folk til at afholde sig
fra at sige og skrive det, de vil på de
sociale medier.
Grundskole
Korte videregående udd.
Estimeret andel der mener, at der er
noget, der kan få folk til at afholde sig
fra at sige og skrive det, de vil i de
traditionelle medier.
Erhvervsfaglige udd.
Lange videregående udd.
Gymnasiale udd.
Mellemlange videregående udd.
221
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Hvad angår de
sociale medier,
viser figur 5.7, at andelen af personer med mellemlang
videregående uddannelse, der mener, at der er noget der kan få folk til at afholde sig fra
at sige og skrive det, de vil, er signifikant større end andelen blandt personer med grund-
skoleniveau. Hvad angår de
traditionelle medier,
ses det tilsvarende for personer med
mellemlange videregående uddannelse, hvor andelen af enige i udsagnet er større end
blandt personer med grundskoleuddannelse. Dette gør sig også gældende for personer
med korte videregående uddannelser.
Populationen opdelt på indkomst
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen, der mener, at der
er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de
sociale me-
dier,
kontrolleret for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst.
Herimod ses en signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen, der mener, at
der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil i de
traditi-
onelle medier,
kontrolleret for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst. Andelen af
personer i den næstlaveste indkomstkvartil, der mener, at der er noget, der kan få folk til
at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil i de
traditionelle medier,
er signifikant mindre
(estimeret andel 68 pct.) end andelen af personer i den laveste indkomstkvartil (estime-
ret andel 74 pct.). For personer i de resterende indkomstkvartiler ses ingen signifikant
forskel fra laveste indkomstkvartil.
Opfattelse af årsager til, at folk afholder sig fra at ytre sig på sociale medier
Den andel af populationen, der har angivet, at der er noget, som kan få folk til at afholde
sig fra at sige og skrive det, de vil på de sociale medier (69 pct.), er efterfølgende blevet
spurgt, hvad de mener, der får folk til at afholde sig herfra.
En rapport fra Institut for Menneskerettigheder viser, at mænd oftere deltager i sam-
fundsdebatter på Facebook end kvinder, samt at kvinder oftere afholder sig fra at deltage
i debatten som konsekvens af tonen i debatten (Epinion for Institut for Menneskeret-
tigheder 2019). Ytringsfrihedskommissionen har på denne baggrund en interesse i at
belyse, hvorvidt årsagerne til at afholde sig fra at ytre sig på sociale medier er forskellige
blandt mænd og kvinder, hvorfor figur 5.8 også viser svarfordelingen opdelt på køn.
Der er dog i indeværende undersøgelse ikke fundet en signifikant forskel på mænd og
kvinders holdninger til, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at ytre sig på
de
sociale medier,
jf. tidligere i dette afsnit. Der kan dog være forskel i årsagerne til at
afholde sig herfra, hvorfor analyserne i dette afsnit er opdelt på køn.
222
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0225.png
FIGUR 5.8
Andel der mener, at nedenstående årsager får folk til at afholde sig fra at sige og skrive
det, de vil på de sociale medier.*
Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til
grin, blive chikaneret eller miste venner
Risiko for trusler om vold
Frygt for sanktioner fra deres
arbejdsgiver, fx at blive kritiseret, få en
advarsel eller at blive fyret
Høflighed, fx for at undgå at såre andre
Politisk korrekthed
At de sociale medier afviser
eller fjerner bestemte ytringer
Lovgivningen
Andet
Population
Kvinde
Mand
6%
6%
6%
30%
27%
34%
25%
24%
27%
42%
38%
38%
39%
52%
50%
55%
47%
68%
70%
65%
63%
63%
63%
52%
N: Population = 1524-1525, Kvinde = 832-833, Mand = 692
*Kun personer, der har svaret ja til, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det,
de vil på de sociale medier, har fået spørgsmålet. Det er muligt at angive flere svar.
Af figur 5.8 fremgår, hvor stor en andel af de personer – som jf. figur 5.6 mener, at der er
noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive, hvad de vil på sociale medier
– der har angivet, at en eller flere af de nævnte årsager, efter deres opfattelse, forårsager,
at
folk
afholder sig fra at ytre sig på sociale medier. Det bemærkes i forlængelse heraf, at
besvarelserne, der indgår i figur 5.8, omhandler personers vurdering af, hvilke årsager
der får
folk generelt
til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de sociale medier.
Figuren viser således ikke personernes egne årsager til, at de eventuelt selv afholder sig
fra at ytre sig på sociale medier.
Figur 5.8 viser, at både mænd og kvinder hyppigst angiver ’frygt for sociale sanktioner’
som årsagen til, at folk afholder sig fra at sige og skrive det, de vil på sociale medier, tæt
efterfulgt af årsagen ’risiko for trusler om vold’.
223
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0226.png
For halvdelen af årsagerne vist i figur 5.8 er der en signifikant forskel mellem andelen
af mænd og kvinder, der angiver pågældende årsag til, at folk afholder sig fra at ytre sig
på de sociale medier. En signifikant større andel af mænd end kvinder angiver ’frygt for
sanktioner fra deres arbejdsgiver’ samt ’at de sociale medier afviser eller fjerner bestemte
ytringer’. Omvendt angiver en signifikant større andel af kvinder end mænd årsagerne
’frygt for sociale sanktioner’ samt ’høflighed’. For de resterende årsager er der ingen sig-
nifikante forskelle mellem mænd og kvinder.
Opfattelse af årsager til, at folk afholder sig fra at ytre sig på traditionelle medier
Tilsvarende de
sociale medier
er den andel af populationen, der mener, at der er noget,
som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil i de
traditionelle medier
(72
pct.), efterfølgende blevet spurgt, hvad de mener, årsagerne er hertil. Ligesom i ovenstå-
ende afsnit er besvarelserne også opdelt på køn grundet Ytringsfrihedskommissionens
interesse herfor.
FIGUR 5.9
Andel der mener, at nedenstående årsager får folk til at afholde sig fra at sige og skrive
det, de vil i de traditionelle medier.*
Risiko for trusler om vold
Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til
grin, blive chikaneret eller miste venner
Frygt for sanktioner fra deres
arbejdsgiver, fx at blive kritiseret, få en
advarsel eller at blive fyret
Politisk korrekthed
Høflighed, fx for at undgå at såre andre
At medierne afviser eller
fjerner bestemte ytringer
Lovgivningen
Andet
Population
Kvinde
Mand
5%
5%
5%
24%
24%
24%
43%
41%
45%
36%
39%
32%
34%
33%
36%
54%
56%
51%
53%
52%
54%
62%
63%
60%
N: Population = 1598-1600, Kvinde = 869-870, Mand = 729-730
*Kun personer, der har svaret ja til, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det,
de vil i de traditionelle medier, har fået spørgsmålet. Det er muligt at angive flere svar.
224
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Det kan aflæses af figur 5.9, at af de personer – som jf. figur 5.6 mener, at der er noget,
der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive, hvad de vil i traditionelle medier –
angiver både mænd og kvinder hyppigst ’risiko for trusler om vold’ som årsag til, at folk
afholder sig fra at sige og skrive det, de vil i traditionelle medier, tæt efterfulgt af svaret
’frygt for sociale sanktioner’. Disse to årsager var også de hyppigst valgte, hvad angik de
sociale medier.
Det fremgår af figur 5.9, at der kun er signifikant forskel mellem andelen af mænd og
kvinder, hvad angår årsagen ”høflighed”, hvor en signifikant større andel af kvinder har
angivet denne årsag til at afholde sig fra at ytre sig på de traditionelle medier end mænd.
5.3
Oplevet censur og selvcensur
Dette afsnit omhandler grupperne i undersøgelsens oplevelser og erfaringer med delta-
gelse i og afholdelse fra deltagelse i offentlige debatter på de
sociale medier
og i
de traditi-
onelle medier.
Som nævnt tidligere menes der med
sociale medier
eksempelvis Facebook,
Twitter, Instagram og blogs, og med
traditionelle medier
menes der eksempelvis aviser,
radio og tv.
Først ses der på, hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter er blandt grupperne i un-
dersøgelsen og herefter, hvor hyppigt de deltager. Dernæst ses der på personer, der afhol-
der sig fra at deltage i de offentlige debatter på
sociale
og i
traditionelle
medier, dels hvor
udbredt det er at afholde sig herfra og dels, hvilke årsager der er hertil.
Deltagelse i den offentlige debat
Figur 5.10 viser, hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter på de sociale medier og i de
traditionelle er blandt de forskellige grupper i undersøgelsen.
Det bemærkes, at personerne i undersøgelsen kan have tolket spørgsmålet angående del-
tagelse i den offentlige debat i traditionelle medier forskelligt. Nogle personer kan have
tolket det sådan, at deltagelse er betinget af at have skrevet et læserbrev til en avis eller
deltaget i en debat på TV eller i radio, mens andre kan have tolket det sådan, at deltagelse
også indebærer at have skrevet en kommentar til et opslag på et nyhedsmedies Face-
bookside. Tolkningen af spørgsmålet kan afspejle andelene, der angiver at have deltaget.
225
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0228.png
FIGUR 5.10
Andel, der har deltaget i offentlige debatter i de
sociale medier
og på de
traditionelle
medier.
89%
80%
94%
86%
42%
46%
40%
23%
28%
20%
Har du inden for de seneste 6 måneder
deltaget i den offentlige debat på de
sociale medier
Population
Politikere
Unge (16-25 år)
Debattører
Har du inden for de seneste 6 måneder
deltaget i den offentlige debat i de
traditionelle medier
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =
1254, Debattører = 323
Det fremgår af figur 5.10, at godt fire ud af ti har deltaget i den offentlige debat på de
sociale medier
inden for de seneste seks måneder. Tilsvarende er det noget færre, knap
en fjerdedel, der har deltaget i den offentlige debat i
de traditionelle medier.
Hvad an-
går begge medier, er der en signifikant større andel af politikere og debattører, der har
deltaget i offentlige debatter inden for de seneste seks måneder i sammenligning med
populationen, hvilket dog ikke er overraskende i kraft af deres erhverv og kriterierne for
udvælgelse af debattørerne jf. afsnit 1.1. Der er endvidere en signifikant større andel af
indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, der har deltaget i den offentlige de-
bat i de
traditionelle medier
inden for de seneste seks måneder i forhold til populationen.
Dette er dog ikke tilfældet, når debatten foregår på de
sociale medier.
Forskellen mellem
indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af populatio-
nen er ikke signifikant, når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse. Ses
der på, hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter er på de
sociale
og i de
traditionelle
medier, når indvandrere sammenlignes med efterkommere fra muslimske lande, er der
signifikant forskel, når det vedrører
traditionelle medier.
En noget større andel af indvan-
drere har her deltaget end efterkommere. Der er ikke signifikant forskel på deltagelsen,
når det vedrører
sociale medier.
De unge adskiller sig ikke fra populationen i forhold til,
hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter er på de
sociale
og i de
traditionelle
medier.
226
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0229.png
Andelen af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, der har deltaget i debatten på
både
sociale
og
traditionelle
medier, er en anelse mindre end andelene i populationen.
Når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse, er der dog ingen signifikant
forskel mellem indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den resterende del af
populationen. Dette gælder både for andelen, der har deltaget på
sociale medier,
og an-
delen, der har deltaget i
traditionelle medier.
Hvad angår kunsternes deltagelse i offentlige debatter på
social
og i
traditionelle
medier,
placerer deres besvarelser sig mellem populationen og politikere og debattører.
253
Populationen opdelt på køn
Der er ikke signifikant forskel på besvarelserne fra mænd og kvinder i populationen i
forhold til, hvor udbredt deltagelse i den offentlige debat er på de sociale medier. Modsat
ses der en signifikant forskel, når debatten er i de
traditionelle medier,
hvor en større
andel af mænd (26 pct.) end kvinder (21 pct.) har deltaget i debatten inden for de seneste
seks måneder.
Populationen opdelt på uddannelse
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem uddannelse og deltagelse i den offentlige
debat på
de sociale medier,
når der kontrolleres for køn, alder og herkomst. Sammen-
hængen er dog signifikant, hvad angår deltagelse i den offentlige debat i de
traditionelle
medier.
253
Gruppen af journalister har ikke modtaget spørgsmål, der svarer til dem præsenteret i dette delafsnit, hvorfor der ikke
afrapporteres om journalisterne.
227
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0230.png
FIGUR 5.11
Estimeret andel, der har deltaget i offentlige debatter i de
traditionelle medier,
fordelt på
uddannelsesniveau.
Grundskole
Gymnasiale udd.
Erhvervsfaglige udd.
Korte videregående udd.
Mellemlange videregående udd.
Lange videregående udd.
19%
21%
23%
27%
23%
26%
Andelen af personer med lange videregående uddannelser, der har deltaget i den of-
fentlige debat i de
traditionelle medier,
er signifikant mindre end blandt personer med
grundskoleniveau. De resterende uddannelsesniveauer adskiller sig ikke signifikant fra
grundskoleniveauet med hensyn til deltagelse i den offentlige debat i de
traditionelle me-
dier.
Populationen opdelt på indkomst
Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst, ses der ingen sig-
nifikant sammenhæng mellem indkomst og deltagelse i den offentlige debat på hverken
sociale
og
traditionelle
medier.
Hyppighed af deltagelse i den offentlige debat
Figur 5.12 viser hyppigheden af deltagelse i den offentlige debat på de
sociale medier
og i
de
traditionelle medier
for dem i de forskellige grupper, der har angivet at have deltaget i
debatten inden for de seneste seks måneder jf. figur 5.10. De unge indgår ikke i figuren,
da der er for få besvarelse i nogle af svarkategorierne til at det er muligt at afrapportere
resultaterne. Overordnet kan det dog nævnes, at de unge fordeler sig tilsvarende popu-
lationen, hvilket også var tilfældet for deltagelse inden for de seneste seks måneder, jf.
figur 5.10.
228
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0231.png
FIGUR 5.12
Hyppighed af deltagelse i den offentlige debat på de
sociale medier
og i de
traditionelle
medier.*
Sociale medier
Population
Indvandrere/efterkom-
mere, muslimske lande
Politikere
Debattører
Population
Indvandrere/efterkom-
mere, muslimske lande
Politikere
Debattører
Hver dag
Mindst en gang om måneden
3% 7%
11%
16%
63%
8%
9%
10%
19%
53%
17%
29%
19%
21%
15%
12%
29%
22%
14%
24%
Traditionelle medier
2%4% 6%
10%
78%
3%
13%
5%
13%
66%
2% 8%
13%
37%
40%
1% 11%
12%
44%
31%
Flere gange om ugen
Sjældnere
Ca. en gang om ugen
N: Population = 513-933, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 78-128, Politikere =1082-1120, Debat-
tører = 258-305
*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har
deltaget i den offentlige debat på sociale eller i traditionelle medier, er inkluderet i figuren.
Det fremgår af figur 5.12, at der overordnet er en større andel i alle grupper, der deltager
hyppigere i den offentlige debat på de
sociale medier
i forhold til i de
traditionelle medier.
Populationen deltager ikke så hyppigt i den offentlige debat, hverken på de
sociale medier
eller i de
traditionelle medier,
da en relativt lille andel har deltaget mindst en gang om
ugen. Det fremgik af figur 5.10, at en større andel politikere og debattører har deltaget i de-
batten inden for de seneste seks måneder i forhold til de andre grupper. Af figur 5.12 frem-
går det endvidere, at de politikere og debattører, der har deltaget, også deltager hyppigere,
end de personer i populationen, der har deltaget inden for de seneste seks måneder. Der
er dog relativ stor forskel på hyppigheden af politikere og debattørers deltagelse, når de
sociale medier
sammenlignes med de
traditionelle medier,
hvor der ses en tendens til, at
der hyppigere deltages på de
sociale
medier i forhold til de
traditionelle.
Eksempelvis har
17 pct. af politikerne deltaget i den offentlige debat på de
social medier
hver dag inden for
de seneste seks måneder, mens det angår to pct., som har deltaget i de
traditionelle medier.
229
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0232.png
Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande deltager hyppigere end populationen
i den offentlige debat på både de
sociale medier
og i de
traditionelle medier,
da der ses
større andele, der har deltaget hver dag, flere gange om ugen og cirka en gang om ugen
for begge typer af medier. Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke
signifikant forskel på hyppigheden af deres deltagelse.
Hvad angår både de
sociale
og de
traditionelle
medier minder indvandrere og efterkom-
mere fra øvrige lande mest om indvandrere og efterkommere fra muslimske lande i for-
hold til, hvor ofte de har deltaget i den offentlige debat inden for de seneste seks måneder.
De adspurgte kunstnere minder mest om debattørerne, hvad angår hyppigheden af del-
tagelse i offentlige debatter på de
sociale medier,
dog med en lidt mindre hyppig delta-
gelse. Hvad angår de
traditionelle medier,
minder kunstnerne mest om indvandrere og
efterkommere fra muslimske lande, dog med en lidt mindre hyppig deltagelse.
254
Afholdelse fra at ytre sig
Af figur 5.13 fremgår andelen, der inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra
at ytre sig henholdsvis på de
sociale medier
eller i de
traditionelle medier,
selvom pågæl-
dende egentlig gerne ville.
FIGUR 5.13
Andel der inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig henholdsvis
på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier,
selvom pågældende egentlig gerne ville.
50%
40%
32%
33%
23%
18%
19%
42%
31%
29%
Andel der inden for de seneste 6 måneder
har afholdt sig fra at ytre sig på de
sociale medier, selvom pågældende
egentlig gerne ville.
Population
Politikere
Unge (16-25 år)
Debattører
Andel der inden for de seneste 6 måneder
har afholdt sig fra at ytre sig i de
traditionelle medier, selvom pågældende
egentlig gerne ville.
Indvandrere/efterkommere, muslimske lande
N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =
1254, Debattører = 323
254
Gruppen af journalister har ikke modtaget spørgsmål, der svarer til dem præsenteret i dette delafsnit, hvorfor der ikke
afrapporteres om journalisterne.
230
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Figur 5.13 viser, at der på tværs af grupperne er en større andel, der har afholdt sig fra at
ytre sig på de
sociale medier
end i de
traditionelle medier
inden for de seneste seks måne-
der. 40 pct. af populationen har afholdt sig fra at ytre sig på
de sociale medier,
selvom de
egentlig gerne ville, mens det er 23 pct., der har afholdt sig herfra i de
traditionelle medier.
Andelen, der har afholdt sig, er signifikant mindre for gruppen af unge for både de
so-
ciale
og
traditionelle
medier. Blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande
er der ligeledes en signifikant mindre andel, som har afholdt sig, hvad angår de
sociale
medier,
mens der ikke er forskel, når det vedrører de
traditionelle medier.
Kontrolleres
der for køn, alder, uddannelse og indkomst, ses der stadig en signifikant forskel mellem
svarene for indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af
populationen for de
sociale medier
og forsat ikke en signifikant forskel for de
traditionelle
medier.
Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke signifikant forskel
for hverken de
sociale
eller de
traditionelle
medier.
For politikere er der sammenlignet med populationen en signifikant større andel, der
inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig på både de
sociale
og i
de
traditionelle
medier, selvom de egentlig gerne ville. Hvad angår debattørerne, er der
en signifikant større andel, der har afholdt sig fra at deltage på de
traditionelle medier
sammenlignet med populationen, mens der ikke er signifikant forskel, når det vedrører
de
sociale medier.
De adspurgte kunstnere ligner politikerne, hvad angår afholdelse fra at ytre sig på de
sociale medier,
mens gruppen af kunstnere ligner populationen, hvad angår afholdelse
fra at ytre sig i de
traditionelle medier.
Andelen af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, som har afholdt sig fra at
deltage, er på niveau med andelen blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske
lande, både hvad angår
sociale
og
traditionelle
medier. Disse andele er således mindre
end andelen for populationen. Kontrolleres der for køn, alder, uddannelse og indkomst
er forskellen mellem indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den resterende
del af populationen signifikant, hvad angår afholdelse fra deltagelse på
sociale medier,
og
insignifikant hvad angår deltagelse i
traditionelle medier,
hvilket svarer til resultaterne for
indvandrere og efterkommere fra muslimske lande sammenlignet med den resterende
del af populationen.
Det bemærkes i forbindelse med de
sociale medier,
at Institut for Menneskerettigheders
undersøgelse af demokratisk deltagelse på Facebook viser, at 59 pct. af de aktive danske
Facebook-brugere oplever, at de ofte eller af og til afholder sig fra at skrive kommentarer
i en debat på Facebook på grund af tonen (Zuleta og Laursen 2019). Det kan endvidere
nævnes, at en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Institut for Menneskerettighe-
der, viser, at 72 pct. af politikere har oplevet chikane eller trusler på sociale medier under
231
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0234.png
valgkamp til folketingsvalg (Epinion for Institut for Menneskerettigheder 2019).
255
Dette
kan ses i relation til, at 50 pct. af politikerne har afholdt sig fra at ytre sig på de
sociale
medier,
selvom de egentlig gerne ville.
Populationen opdelt på køn
Der ses en signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og afholdelse
fra at ytre sig på de
sociale medier.
Med 42 pct. er andelen af kvinder, der inden for de
seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig på de
sociale medier,
signifikant større
end andelen af mænd (37 pct.), der har afholdt sig herfra. Derimod ses der ingen signi-
fikant sammenhæng mellem køn og afholdelse fra at ytre sig på de
traditionelle medier.
Populationen opdelt på uddannelse
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem uddannelse – når der kontrolleres for
køn, alder og herkomst – og andelen, der har afholdt sig fra at deltage på de
sociale me-
dier,
selvom pågældende egentlig gerne ville.
I figur 5.14 ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelse og andelen, der har af-
holdt sig fra at deltage i de
traditionelle medier,
selvom pågældende egentlig gerne ville,
kontrolleret for køn, alder og herkomst.
FIGUR 5.14
Estimeret andel, der inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig i de
traditionelle medier,
selvom pågældende egentlig gerne ville, givet uddannelsesniveau.
Grundskole
Gymnasiale uddannelser
Erhvervsfaglige uddannelser
Korte videregående uddannelser
Mellemlange videregående uddannelser
Lange videregående uddannelser
17%
19%
27%
26%
25%
20%
255
”Undersøgelse af chikane og trusler mod folketingskandidater”, Institut for Menneskerettigheder (https://menneskeret.
dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/2019905_epinion_trusler_og_chikane_mod_folketingskandidater_
tabelrapport.pdf).
232
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Andelen af personer med mellemlange videregående uddannelser, der har afholdt sig
fra at deltage i den offentlige debat i de traditionelle medier, er signifikant mindre, end
andelen blandt personer med grundskoleniveau. De resterende uddannelsesniveauer ad-
skiller sig ikke signifikant fra grundskoleniveauet i forhold til andelene, der har afholdt
sig fra at deltage i de
traditionelle medier.
Populationen opdelt på indkomst
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst og at afholde sig fra at deltage
henholdsvis på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier,
selvom pågældende egentlig
gerne ville, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst.
Hyppighed af afholdelse fra at ytre sig
Figur 5.15 viser hyppigheden af at afholde sig fra at deltage i den offentlige debat på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier
for dem i de forskellige grupper, der har angivet
at have afholdt sig herfra inden for de seneste seks måneder, jf. figur 5.13.
233
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0236.png
FIGUR 5.15
Hyppighed af afholdelse fra deltagelse i den offentlige debat på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.*
Sociale medier
Population
Unge (16-25 år)
Indvandrere/efterkom-
mere, muslimske lande
Politikere
Debattører
7%
11%
14%
17%
30%
29%
14%
19%
9%
31%
27%
16%
21%
12%
17%
34%
22%
25%
32%
14%
8%
18%
23%
28%
22%
Traditionelle medier
Population
Unge (16-25 år)
Indvandrere/efterkom-
mere, muslimske lande
Politikere
Debattører
Hver dag
Mindst en gang om måneden
3%
9%
12%
11%
10%
30%
37%
21%
7%
12%
24%
36%
23%
18%
8%
14%
36%
13%
44%
30%
3% 5%
12%
36%
44%
Flere gange om ugen
Sjældnere
Ca. en gang om ugen
N: Population = 479-833, Unge (16-25 år) = 83-147, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 48-83,
Politikere = 374-615,
Debattører = 95-131
*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har
afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat på sociale eller i traditionelle medier, selvom de egentlig gerne
ville, er inkluderet i figuren.
Det fremgår af figur 5.15, at der overordnet ikke er den store variation mellem populati-
onen, unge og indvandrere og efterkommere fra muslimske lande i forhold til, hvor hyp-
pigt man har afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat på de
sociale medier
inden for
de seneste seks måneder. Politikere og debattører adskiller sig dog fra de andre grupper.
234
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Når det kommer til at afholde sig fra at deltage i debatten i de
traditionelle medier,
er de
unge samt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande tilbøjelige til at afholde sig
herfra lidt oftere.
Debattører og politikere afholder sig hyppigere, når debatten er på de
sociale medier
end,
hvad de gør, når det er i de
traditionelle medier.
Debattørerne og politikerne er de grup-
per, hvor de mindste andele afholder sig en gang om ugen eller oftere i de
traditionelle
medier,
mens det modsatte ses, når det vedrører de
sociale medier.
For både de
sociale
og
traditionelle
medier er der ikke signifikant forskel, når indvandrere
sammenlignes med efterkommere.
Det er ikke muligt at afrapportere resultaterne for indvandrere og efterkommere fra øv-
rige lande, da antallet af personer, der har afholdt sig fra at ytre sig på de
sociale
og i de
traditionelle
medier, er så småt, at det skaber en stor statistisk usikkerhed.
Årsager til egen afholdelse fra at ytre sig på sociale medier
Personerne, der angiver, at de inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at
ytre sig på de sociale medier, selvom de egentlig gerne ville (40 pct.), er efterfølgende
blevet spurgt om årsagen til, at de afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier. Lige-
som i tidligere afsnit er figur 5.16 vist for populationen samlet og opdelt på køn grundet
Ytringsfrihedskommissionens interesse herfor.
235
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0238.png
FIGUR 5.16
Årsager til at man selv har afholdt sig fra at ytre sig på sociale medier, selvom man egent-
lig gerne ville.*
Høflighed, fx for at undgå at såre andre
Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til
grin, blive chikaneret eller miste venner
Andet
26%
26%
26%
44%
46%
41%
38%
40%
37%
Risiko for trusler om vold
22%
21%
23%
Politisk korrekthed
Frygt for sanktioner fra min arbejdsgiver, fx at
blive kritiseret, få en advarsel eller at blive fyret
At de sociale medier ville afvise eller
fjerne mine ytringer
Lovgivningen
Population
Kvinde
Mand
5%
9%
15%
15%
16%
14%
21%
20%
24%
8%
8%
8%
N: Population = 884-886, Kvinde = 507-508, Mand = 377-378
*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har
afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat på sociale medier, selvom de egentlig gerne ville, er inkluderet i
figuren. Det er muligt at angive flere svar.
Af figur 5.16 fremgår således, hvor stor en andel af henholdsvis mænd og kvinder, der
angiver forskellige årsager til, at de
selv
har afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier.
Mænd og kvinder vælger begge hyppigst årsagen ’høflighed’ som grund til, at de har
afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier, tæt efterfulgt af ’frygt for sociale sankti-
oner’ og herefter ’andet’. Under kategorien ’andet’ er det især, at debatterne er usaglige,
ukonstruktive eller at tonen er for hård, der samlet afholder mænd og kvinder fra at ytre
sig på de sociale medier. I den modsatte ende af skalaen vælger både få mænd og kvinder
’lovgivningen’ som den mindst hyppige årsag til at afholde sig herfra.
236
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0239.png
Institut for Menneskerettigheders rapport om demokratisk deltagelse på Facebook viser,
at de hyppigste årsager til at afholde sig fra at deltage i en debat på Facebook er, at tonen
er for grov, eller at debatten er afsporet. Henholdsvis 52 og 50 pct. af de aktive Facebook-
brugere i Danmark angiver disse årsager (Zuleta og Laursen 2019).
256
Figur 5.16 viser, at besvarelserne tenderer til at variere over køn, men at der alene er
signifikant forskel mellem andelene blandt henholdsvis mænd og kvinder for én årsag:
Andelen af mænd, der udpeger, ’at de sociale medier ville afvise eller fjerne ytringerne’,
som årsag til, at de har afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier, selvom de egentlig
gerne ville, er signifikant større end andelen af kvinder, der vælger denne årsag.
Det er særskilt undersøgt hvor stor en andel i undersøgelsens grupper, der angiver, at
risiko for trusler om vold afholder dem fra at ytre sig på de sociale medier, da Ytringsfri-
hedskommissionen har interesse herfor. Blandt politikere har en signifikant større andel
angivet denne årsag (26 pct.) sammenlignet med populationen. De andre grupper ad-
skiller sig ikke fra populationen.
Årsager til egen afholdelse fra at ytre sig på traditionelle medier
Tilsvarende de sociale medier, er personerne, der har angivet, at de inden for de seneste
seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig på de traditionelle medier, selvom de egentlig
gerne ville (23 pct.), efterfølgende blevet spurgt om årsagen til, at de afholdt sig herfra.
Figur 5.17 viser resultaterne heraf opdelt på køn.
256
Zuleta, L. og S. K. Laursen (2019). Demokratisk Deltagelse på Facebook, Institut for Menneskerettigheder.
237
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0240.png
FIGUR 5.17
Årsager til at man selv har afholdt sig fra at ytre sig på traditionelle medier, selvom man
egentlig gerne ville.*
Høflighed, fx for at undgå at såre andre
Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til
grin, blive chikaneret eller miste venner
Risiko for trusler om vold
25%
25%
26%
35%
36%
35%
34%
37%
31%
Politisk korrekthed
16%
21%
27%
Andet
Frygt for sanktioner fra min arbejdsgiver, fx at
blive kritiseret, få en advarsel eller at blive fyret
At medierne ville afvise
eller fjerne mine ytringer
Lovgivningen
Population
Kvinde
Mand
20%
20%
20%
20%
20%
20%
16%
12%
20%
10%
9%
11%
N: Population = 518-519, Kvinde = 275-276 Mand = 243
*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har
afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat i traditionelle medier, selvom de egentlig gerne ville, er inklu-
deret i figuren. Det er muligt at angive flere svar.
Af figur 5.17 fremgår således, hvor stor en andel af henholdsvis mænd og kvinder der
angiver de forskellige muligheder som årsag til, at de
selv
har afholdt sig fra at ytre sig på
de traditionelle medier. En stor andel af både mænd og kvinder angiver ’høflighed’ som
årsag til, at de selv har afholdt sig fra at ytre sig på de traditionelle medier, tæt efterfulgt af
’frygt for sociale sanktioner’. Dette er også de hyppigst valgte svarmuligheder, hvad angår
de sociale medier. I den modsatte ende af skalaen fremgår, ligesom for de sociale medier,
at ’lovgivningen’ vælges af færrest mænd og kvinder.
For to af årsagerne er der en signifikant forskel mellem andelen af mænd og kvinder,
der har valgt pågældende årsager til, at de har afholdt sig fra at ytre sig i de traditionelle
238
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
medier. En signifikant større andel af mænd end kvinder angiver årsagen ’politisk kor-
rekthed’ samt ’at medierne ville afvise eller fjerne mine ytringer’.
Det er også for de traditionelle medier undersøgt hvor stor en andel i undersøgelsens
grupper, der angiver, at risiko for trusler om vold afholder dem fra at ytre sig, selvom
de egentlig gerne ville. Blandt unge og debattører har en signifikant mindre andel angi-
vet denne årsag (henholdsvis 10 og 15 pct.) sammenlignet med populationen. De andre
grupper adskiller sig ikke fra populationen.
5.4
Opsamling
Dette afsnit har til formål at undersøge holdninger og oplevelser i relation til censur og
selvcensur. Hvad angår censur, har der ikke været et markant skifte i folks holdninger til
censur i radio og tv set over en længere tidsperiode på knap 50 år.
Hvad angår deltagelse i den offentlige debat, er der blandt alle grupper i undersøgelsen
relativ stor enighed om, at folk generelt har mulighed for at deltage i den offentlige debat
på både de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.
Indvandrere og efterkommere fra
muslimske lande er dog den gruppe, hvor den mindste andel mener dette, mens den
største andel ses for politikere. Ikke overraskende har en markant større andel af poli-
tikere og debattører deltaget i offentlige debatter på både de
sociale
og i de
traditionelle
medier sammenlignet med såvel populationen, de unge og indvandrere og efterkomme-
re fra muslimske lande, hvor under halvdelen har deltaget på de
sociale medier
og under
en tredjedel i de
traditionelle medier.
Hvad angår, om der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at deltage i offentlige
debatter, er der blandt grupperne i undersøgelsen også relativ stor enighed heri for de
to typer af medier, hvor mindst halvdelen i alle grupper mener dette. Indvandrere og
efterkommere fra både muslimske og øvrige lande er dog de grupper, hvor de mindste
andele mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at deltage i offentlige
debatter, mens den største andel ses for debattørerne. Når det kommer til selv at afholde
sig fra deltagelse, er det en mindre andel blandt alle grupper, som har afholdt sig fra at
ytre sig, selvom de egentlig gerne ville. Der ses en tendens til, at en større andel blandt de
deltagende afholder sig fra at debattere på de
sociale medier
end i de
traditionelle.
Hvad angår opfattelser af årsager til, at andre afholder sig fra at deltage, er det samlet
set frygt for eksterne reaktioner (sociale sanktioner, trusler om vold og sanktioner fra
arbejdsgivere), som rangerer højst, når det angår, hvorfor man tror, folk generelt afholder
sig. Når det gælder årsager til egen afholdelse, er den hyppigste årsag høflighed. Det skal
dog bemærkes, at de næsthyppigste årsager er eksterne reaktioner. Lovlighed er samlet
239
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0242.png
set den årsag, der rangerer lavest på tværs af
sociale
og
traditionelle
medier samt af både
egne og andres årsager.
6. Usande historier på sociale og i traditionelle medier
En del af Ytringsfrihedskommissionens arbejde søger at afdække oplevelser af omfanget
af informationsfrihed
257
, herunder tillid til information og oplevet omfang af usande hi-
storier.
Dette afsnit omhandler populationens oplevelser med usande historier på de
sociale me-
dier
og i de
traditionelle medier,
dels om personerne oplever at være udsat for bevidst
usande historier, og dels om de er bekymret for at blive udsat herfor. Med
sociale medier
menes der, som tidligere nævnt, eksempelvis Facebook, Twitter, Instagram og blogs, og
med
traditionelle medier
menes der eksempelvis aviser, radio og tv.
FIGUR 6.1
Usande historier på
sociale medier
og i
traditionelle
medier.
Udsat for usande historier
61%
58%
44%
29%
Bekymret for usande historier
Har inden for de
seneste 6 måneder
efter egen mening
oplevet at blive
udsat for bevidst
usande historier på
sociale medier
Har inden for de
seneste 6 måneder
efter egen mening
oplevet, at de
traditionelle medier
er kommet med
bevidst usande
historier
Er i høj grad bekymret Er i høj grad bekymret
for at blive udsat for
for at blive udsat for
bevidst usande
bevidst usande
historier på de sociale
historier fra
medier
traditionelle mediers
side
N: Population = 2225
257
Informationsfrihed dækker over retten til at få adgang til og til at sprede information.
240
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0243.png
Figur 6.1 viser, hvorvidt populationen vurderer at være henholdsvis udsat for og i høj
grad bekymret
258
for usande historier på de
sociale medier
og i de
traditionelle medier.
For
spørgsmålet vedrørende udsathed vises andelen, der inden for de seneste seks måneder
vurderer, at de har oplevet at blive præsenteret for bevidst usande historier.
259
Andelen af
populationen, der angiver at have oplevet at blive præsenteret for bevidst usande histori-
er på de
sociale medier,
er en anelse større end tilsvarende andel, hvad angår
traditionelle
medier.
Der tegner sig et tilsvarende billede for populationen, når det vedrører bekym-
ring for at blive udsat for bevidst usande historier, hvor andelen ligeledes er større for de
sociale medier
end for de
traditionelle medier.
Når udsathed og bekymring vedrørende
sociale medier
sammenlignes, er en signifikant
mindre andel af populationen i høj grad bekymret for at blive udsat for bevidst usande
historier på de
sociale medier,
sammenlignet med andelen, der har oplevet at blive ud-
sat herfor (henholdsvis 44 og 61 pct.). Det tilsvarende gør sig gældende for
traditionelle
medier,
hvor forskellen mellem de 29 pct., der i høj grad er bekymret, og de 58 pct., der
angiver at have været udsat for bevidst usande historier fra de
traditionelle mediers
side,
også er signifikant.
Det er undersøgt, hvorvidt der blandt populationen er en sammenhæng mellem at være
udsat for usande historier og i høj grad at være bekymret herfor. Denne sammenhæng
er signifikant for både
sociale
og
traditionelle
medier. 57 pct. af personer i populationen,
der har oplevet at blive udsat for sande historier på de
sociale medier
inden for de seneste
seks måneder, er i høj grad bekymret, mens det gælder for 24 pct. af personer, som ikke
har oplevet at være udsat herfor. Tilsvarende tendens ses for de
traditionelle medier.
Populationen opdelt på køn
Når der fokuseres på populationen fordelt på køn, er der en signifikant større andel af
mænd (65 pct.), der vurderer, at de har været præsenteret for bevidst usande historier på
de
sociale medier
inden for de seneste seks måneder, i forhold til kvinder (58 pct.). For
traditionelle medier
ses der også en signifikant større andel af mænd, der angiver at have
været udsat for usande historier i forhold til kvinder (66 pct. mænd mod 52 pct. kvin-
der). Hvad angår spørgsmålet omkring bekymring for at blive udsat for bevidst usande
historier på de
sociale medier,
adskiller mænd og kvinders besvarelser sig ikke signifikant
fra hinanden. Det gør de dog, når det vedrører bekymring for, at de
traditionelle medier
258
259
’I høj grad’ er sammensat af svarmulighederne ’I meget høj grad’ og ’I ret høj grad’. Den resterende del af populationen
er enten bekymrede i mindre grad, slet ikke bekymrede eller ved ikke, om de er bekymrede.
Tallene angiver andelen af personer, der vurderer, at de overhovedet har oplevet bevidst usande historier. Den resterende
andel af populationen mener enten, at de aldrig har oplevet bevidst usande historier inden for de seneste seks måneder,
eller ikke ved, om de har. Svarkategorierne i spørgsmålet som præsenteret i spørgeskemaet er: Hver dag, flere gange om
ugen, ca. en gang om ugen, mindst en gang om måneden, sjældnere, aldrig og ved ikke.
241
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0244.png
kommer med bevidst usande historier, hvor 32 pct. af mændene mod 27 pct. af kvinder-
ne i høj grad er bekymret herfor.
Populationen opdelt på uddannelse
Hvad angår populationens uddannelsesniveau i forhold til udsathed og bekymring for
usande historier på de
sociale medier,
ses der signifikante sammenhænge ved begge
spørgsmål. Vedrørende de
traditionelle medier
ses alene forskel med hensyn til udsathed
for usande historier, mens bekymringen herfor ikke varierer over uddannelsesniveau.
Sidstnævnte indgår derfor ikke i figur 6.2.
FIGUR 6.2
Udsathed og bekymring for usande historier på
sociale
og i
traditionelle
medier (estime-
rede andele), givet uddannelse.
68%
57%
62%
67%
59%
66%
53%
41%
41%
49%
48% 49%
55%
65%
72%
58%
62%
55%
Har inden for de seneste 6
måneder efter egen mening
oplevet at blive udsat for
bevidst usande historier på
sociale medier
Er i høj grad bekymret for, at
blive udsat for bevidst usande
historier på de sociale medier
Har inden for de seneste 6
måneder efter egen mening
oplevet, at de traditionelle
medier er kommet med bevidst
usande historier
Grundskole
Korte videregående udd.
Gymnasiale udd.
Mellemlange videregående udd.
Erhvervsfaglige udd.
Lange videregående udd.
Det fremgår af figur 6.2, at en signifikant større estimeret andel af personer med hen-
holdsvis lange videregående og gymnasiale uddannelser angiver at have været udsat for
bevidst usande historier på
sociale medier
i forhold til personer med grundskoleniveau.
Den estimerede andel af personer med korte videregående uddannelser, der har været
udsat, er ligeledes relativ høj, men forskellen er ikke signifikant.
260
Det tilsvarende billede
ses også, hvad angår bekymring for usande historier på de
sociale medier,
men hvor også
personer med mellemlange videregående uddannelser har en signifikant større estimeret
andel, der har været udsat i forhold til personer med grundskoleniveau.
260 Dette skyldes, at signifikanstesten er udregnet på baggrund af et mindre antal personer end testen for personer med
lange videregående og gymnasiale uddannelser
242
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0245.png
Hvad angår de
traditionelle medier,
angiver en signifikant større estimeret andel af perso-
ner med henholdsvis korte videregående og gymnasiale uddannelser at have været udsat
for bevidst usande historier i forhold til personer med grundskoleniveau.
I begge analyser er der kontrolleret for køn, alder og herkomst.
Populationen opdelt på indkomst
Det er undersøgt, hvorvidt indkomstniveau har betydning for populationens udsathed
og bekymring for usande historier på
sociale
og i
traditionelle
medier. Der ses dog ingen
signifikant sammenhæng mellem indkomst og denne udsathed eller bekymring. I disse
analyser er der kontrolleret for køn, alder, herkomst og uddannelse.
Hyppighed af udsathed for usande historier
I figur 6.3 præsenteres populationens egen vurdering af, hvor hyppigt de er udsat for
usande historier henholdsvis på
sociale
og i
traditionelle
medier. I opgørelsen er kun
inkluderet de personer, der har angivet overhovedet at have været udsat for usande hi-
storier, jf. figur 6.1.
FIGUR 6.3
Hyppighed af udsathed for usande historier på
sociale medier
og i
traditionelle medier.*
Hvor ofte har du inden for de seneste
6 måneder efter din mening oplevet at
blive præsenteret for bevidst usande
historier på de sociale medier?
15%
26%
17%
24%
18%
Hvor ofte har du inden for de seneste 6
måneder oplevet, at de traditionelle
medier efter din mening er kommet
med bevidst usande historier?
5%
15%
12%
25%
44%
Hver dag
Mindst en gang om måneden
Flere gange om ugen
Sjældnere
Ca. en gang om ugen
N: Population = 1279-1366
*Kun besvarelser fra personer, der har angivet, at de mener, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks er
blevet præsenteret for bevidst usande historier på sociale eller i traditionelle medier, er inkluderet i figuren.
243
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0246.png
Det ses af figur 6.3, at en større andel af populationen vurderer, at de bliver udsat for
usande historier på
sociale medier
en gang om ugen eller oftere, sammenlignet med til-
svarende andel angående
traditionelle medier.
Der er, jf. figur 6.1, også en større andel,
der oplever at have været udsat for usande historier på de
sociale medier,
sammenlignet
med de
traditionelle medier.
Det skal understreges, at figuren ikke viser, om populatio-
nen oftere læser historier på
sociale medier
end
traditionelle medier.
Det kan ikke ude-
lukkes, at årsagen til noget af forskellen i hyppigheden i udsathed for usande historier,
henholdsvis på
sociale
og i
traditionelle
medier, kan skyldes, at populationen ikke bruger
de to typer af medier lige ofte.
6.1
Opsamling
Dette afsnit har til formål af afdække tillid til informationer, herunder oplevet omfang af
og bekymring for usande historier. Overordnet set har en større andel af populationen
oplevet at blive udsat for bevidst usande historier på de
sociale
og i de
traditionelle
me-
dier end andelen, der i høj grad er bekymret herfor. Endvidere tegner der sig et billede
af, at det er på de
sociale medier,
at både udsathed for usande historier, hyppigheden af
udsathed og bekymringen for at blive udsat for usande historier er størst.
7. Ytringsfrihed på arbejdspladsen
Oplevelser af ytringsfrihed på arbejdspladsen, herunder mulighed for og opbakning til
ytringer om kritisable forhold, er et tema i Ytringsfrihedskommissionens arbejde.
Dette afsnit omhandler, hvilke oplevelser populationen har med ytringsfrihed på de-
res arbejdspladser. I afsnit 7.1 er populationen inddelt i to kategorier efter, hvilken type
ansættelse personerne har angivet at have: Offentligt ansat og privatansat
261
. I afsnit 7.2
indgår også personer, som tidligere har været i arbejde i kategorierne ”privat ansatte” og
”offentligt ansatte”, samt opgørelser for hele populationen.
Første delafsnit fokuserer på egne erfaringer med kritisable forhold på arbejdspladsen,
mens andet delafsnit fokuserer på, om privat og offentligt ansatte bør ytre sig herom.
261
Det skal i forbindelse med tolkningen af resultaterne i dette afsnit bemærkes, at populationen ikke er vægtet i forhold
til ansættelsestype, jf. afsnit 1.1. Populationen er dermed ikke repræsentativ for den danske befolkning, hvad angår an-
sættelsestype. Der er dog vægtet for køn, højeste fuldførte uddannelse og familieindkomst, som kan være relateret til
ansættelsestype.
244
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0247.png
7.1
Oplevelser med ytringsfrihed på arbejdspladsen
I dette delafsnit fokuseres der på, om personerne i populationen, der har angivet at være
i arbejde, har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplader, og derefter om de har
påtalt disse forhold i offentligheden. For de personer, der har angivet ikke at have påtalt
de kritisable forhold, er årsagen hertil belyst.
FIGUR 7.1
Andel der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentlighe-
den burde have kendskab til.*
29%
13%
Privatansat
N: Privatansat = 754, Offentlig ansat = 457
*I figuren er der frasorteret dem, der har svaret, at de
ikke
er i arbejde.
O entlig ansat
Figur 7.1 viser, hvor stor en andel af henholdsvis de privatansatte og de offentligt ansatte,
der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde
have kendskab til. Den største andel, der har oplevet dette, ses for gruppen af offentlig
ansatte (29 pct.), mens det gælder for 13 pct. af de privatansatte. Forskellen mellem grup-
perne er signifikant. Det skal dog bemærkes, at måden, hvorpå spørgsmålet er stillet, kan
give anledning til overvejelser om, hvorvidt forskellen i andelene skyldes, at de offentligt
ansatte oftere oplever kritisable forhold på arbejdspladsen, eller om de kritisable forhold,
de oplever, i højere grad er nogle, de mener, offentligheden burde have kendskab til.
Population opdelt på køn
Forskellen mellem mænd er kvinder er kontrolleret for ansættelsestype (privatansat, of-
fentlig ansat eller selvstændig erhvervsdrivende). Der er ingen signifikant forskel mellem
den estimerede andel af henholdsvis mænd og kvinder, der har oplevet kritisable forhold
på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde have kendskab til.
245
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0248.png
Population opdelt på uddannelse og indkomst
Der ses ikke en signifikant forskel på andelen blandt de forskellige uddannelsesgrupper,
der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, at offentligheden
burde have kendskab til, når der kontrolleres for køn, alder, herkomst og ansættelsesty-
pe
262
. Det tilsvarende ses for de forskellige indkomstgrupper, hvor der kontrolleres for
samme baggrundsvariable og uddannelse.
Oplevet og påtalt kritisable forhold i offentligheden
Det følgende omhandler, hvorvidt de personer, der har oplevet kritisable forhold på de-
res arbejdspladser, som de mener, at offentligheden burde kende til, har påtalt forhol-
dene i offentligheden, eksempelvis i form af læserbreve, ved offentlige møder, deling på
sociale medier og lignende.
FIGUR 7.2
Andel der har oplevet kritisable forhold
og
påtalt dem i offentligheden.*
19%
9%
Privatansat
N: Privatansat = 98, Offentlig ansat = 134
O entlig ansat
*Kun besvarelser fra personer, der har angivet, at de har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som
de mener, offentligheden burde have kendskab til, er inkluderet i figuren.
Figur 7.2 viser andelen af de personer, der har oplevet kritisable forhold på deres arbejds-
plads, som de mener, offentligheden burde have kendskab til, og som har påtalt forholde-
ne i offentligheden. Der er her signifikant forskel på andelen ud fra typen af ansættelse.
Ni pct. af de privatansatte har påtalt de kritisable forhold i offentligheden, mens 19 pct. af
de offentligt ansatte har påtalt dem.
262
Der kontrollers i regressionsanalyserne i dette afsnit også for ansættelsestype, da analyserne i afsnittet er opdelt på denne
variabel.
246
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0249.png
Population opdelt på køn, uddannelse og indkomst
Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem hverken køn, uddannelse eller indkomst
og andelen i populationen, der har oplevet og påtalt de kritisable forhold i offentlighe-
den. Køn er kontrolleret for ansættelsestype. Uddannelse er kontrolleret for køn, alder,
herkomst og ansættelsestype og indkomst for de samme baggrundskarakteristika samt
uddannelse.
Årsager til ikke at påtale kritisable forhold
Personer, der ikke har påtalt de kritisable forhold i offentligheden, har kunnet angive en
række årsager til, at de har afholdt sig herfra.
FIGUR 7.3
Årsager til at de kritisable forhold ikke er blevet påtalte i offentligheden.*
54%
46%
35%
26% 24%
20%
26%
15%
19%
12%
10%
19%
44%
48%
Det er ikke
muligt at
forbedre
forholdene
Jeg kender
ikke
reglerne
for at ytre
sig
o entligt
Jeg eller Jeg var bange
en af
for at blive
mine
fyret, hvis jeg
kolleger
udtalte mig
er
o entligt
tidligere
blevet
kritiseret
eller
stra et af
ledelsen
for at
udtale sig
o entligt
På min
Jeg var
arbejdsp- bange for, at
lads er der
jeg ville
en o ciel
blive set
politik om, som illoyal
at kun
over for
ledelsen arbejdsplad-
må udtale
sen
sig
o entligt
om
forhold på
arbejdsp-
ladsen
Andet
Privatansat
O entlig ansat
N: Privatansat = 89-90, Offentlig ansat = 108-109
*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som
de mener, offentligheden burde have kendskab til, men ikke har påtalt disse kritisable forhold, er inkluderet i
figuren. Det har været muligt at angive flere årsager.
Af figur 7.3 fremgår det, at de hyppigst angivne årsager blandt både privatansatte og of-
fentligt ansatte er at være bange for at blive fyret og at være bange for at blive set som
247
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0250.png
illoyal over for arbejdspladsen. Omtrent halvdelen af både de privatansatte og offentligt
ansatte angiver disse årsager. Modsat ses det, at de i mindre omfang angiver, at de selv
eller en kollega tidligere er blevet kritiseret eller straffet af ledelsen for at udtale sig of-
fentligt, at de ikke kender reglerne for at ytre sig offentligt og andet, som årsager til af
afholde sig fra at ytre sig om de kritisable forhold i offentligheden. Der er ikke signifikant
forskel på de privatansatte og offentligt ansattes angivelser af årsager til at afholde sig fra
at ytre sig i offentligheden.
263
Vurdering af, hvor positiv arbejdsgiveren er over for medarbejderes ytringer om kri-
tisable forhold
Det følgende omhandler, hvordan personerne i populationen, der har angivet at være i
arbejde, vurderer, at deres arbejdsgiver er stemte over for, at medarbejderne udtaler sig
offentligt om eventuelle kritisable forhold på arbejdspladsen.
FIGUR 7.4
Gennemsnitlig vurdering af hvordan arbejdsgiveren er stemt over for, at medarbejdere
udtaler sig offentligt om eventuelle kritisable forhold på arbejdspladsen*.
3,3
3,5
Privatansat
O entlig ansat
N: Privatansat = 620, Offentlig ansat = 393
*Skala fra 0-10, hvor 0 er meget negativ, og 10 er meget positiv.
Figur 7.4 viser, hvordan privatansatte og offentligt ansatte i gennemsnit tror, at deres
arbejdsgivere er stemte over for, at medarbejdere udtaler sig offentligt om eventuelle
kritisable forhold på arbejdspladsen på en skala fra nul til ti, hvor nul er er meget negativ,
og ti er meget positiv. Forskellen mellem privatansattes og offentligt ansattes vurderinger
er ikke signifikant.
263
Det er ikke undersøgt, hvordan populationen fordeler sig på køn, uddannelse og indkomst for årsagerne til, at de kriti-
sable forhold ikke er blevet påtalte i offentligheden, da antallet af besvarelser ikke er tilstrækkeligt til sådanne analyser.
248
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0251.png
Populationen opdelt på køn
Forskellen mellem mænd og kvinder er kontrolleret for ansættelsestype (privatansat, of-
fentligt ansat eller selvstændig erhvervsdrivende). I forhold til mænd vurderer kvinder
i gennemsnit, at deres arbejdsgivere er en smule mere negativt stemte over for, at med-
arbejdere udtaler sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Forskellen er
signifikant (estimeret 3,8 for mænd og estimeret 3,1 for kvinder).
Population opdelt på uddannelse
Der er signifikant sammenhæng mellem uddannelsesniveau og populationens gennem-
snitlige vurdering af, hvordan arbejdsgivere er stemte over for offentlige ytringer om
kritisable forhold på arbejdspladsen, når der kontrolleres for køn, alder, herkomst og
ansættelsestype.
FIGUR 7.5
Estimeret gennemsnitlig vurdering af hvordan arbejdsgiveren er stemt over for, at med-
arbejdere udtaler sig offentligt om eventuelle kritisable forhold på arbejdspladsen, givet
uddannelsesniveau.*
Grundskole
Gymnasiale uddannelser
Erhvervsfaglige uddannelser
Korte videregående uddannelser
Mellemlange videregående uddannelser
Lange videregående uddannelser
3,4
3,3
3,3
3,3
3,3
4,2
*Skala fra 0-10, hvor 0 er meget negativ, og 10 er meget positiv.
Det fremgår af figur 7.5, at personer med lang videregående uddannelses gennemsnit-
lige vurdering af, hvordan arbejdsgiveren er stemt over for, at medarbejdere udtaler sig
offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen, er signifikant højere end blandt per-
soner med grundskoleuddannelse. De resterende uddannelsesniveauer adskiller sig ikke
fra grundskoleniveauet.
249
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0252.png
Population opdelt på indkomst
Ses der på populationen opdelt i indkomstkvartiler, er der også en signifikant sammen-
hæng herimellem og den gennemsnitlige vurdering af, hvordan arbejdsgivere er stemte
over for offentlige ytringer om kritisable forhold på arbejdspladsen, når der kontrolleres
for køn, alder, uddannelse, herkomst og ansættelsestype. Personer i den næsthøjeste ind-
komstkvartil har i gennemsnit en signifikant lavere vurdering (estimeret andel 3,2) end
personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel 3,8). De resterende indkomst-
kvartiler adskiller sig ikke signifikant fra den laveste indkomstkvartil i forhold til den
gennemsnitlige vurdering af, hvordan arbejdsgivere er stemte over for ytringer om kriti-
sable forhold på arbejdspladsen.
7.2
Bør privat og offentligt ansatte ytre sig?
Følgende delafsnit omhandler personerne i undersøgelsens holdninger til, hvorvidt hen-
holdsvis privatansatte og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på
deres arbejdspladser, hvis arbejdsgiverne ikke er lydhøre over for kritikken. Dette delaf-
snit inkluderer opgørelser for hele populationen. Desuden inkluderes besvarelser fra de
personer i populationen, der angiver ikke at være i arbejde, men tidligere har været enten
privat eller offentligt ansat.
FIGUR 7.6
Andel der mener, at
privatansatte
og
offentligt
ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable
forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken.
71%
61%
60%
73%
64%
71%
Population
Privatansat
O entlig ansat
Privatansat
O entlig ansat
N: Population = 2225, Privatansat = 1171-1172, Offentlig ansat = 733
250
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Figur 7.6 viser andelen blandt populationen og nuværende eller tidligere privatansatte og
offentligt ansatte, der mener, at offentligt ansatte og privatansatte bør ytre sig offentligt
om kritisable forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for
kritikken. Der tegner sig et billede af, at der inden for begge ansættelsesgrupper (pri-
vatansatte og offentligt ansatte) er en større andel, der mener, at offentligt ansatte bør
ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladen sammenlignet med andelen, der mener,
at privatansatte bør ytre sig herom. Forskellen inden for de to ansættelsesgrupper er
signifikant. Der er omvendt ikke signifikant forskel, når de to ansættelsesgrupper sam-
menlignes på tværs. For begge grupper mener godt 60 pct., at privatansatte bør ytre sig
om eventuelle kritisable forhold og godt 70 pct., at offentligt ansatte bør ytre sig herom.
Populationen opdelt på køn
Forskellen mellem mænd og kvinder er kontrolleret for ansættelsestype (privatansat, of-
fentligt ansat eller andet). I forhold til kvinder (estimeret 69 pct.) mener en signifikant
større andel mænd (estimeret 73 pct.), at offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kriti-
sable forhold, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken. Lignende billede gør
sig gældende hvad angår privatansatte. Her mener en signifikant større andel mænd (63
pct.) end kvinder (59 pct.), at de privatansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold
på arbejdspladsen, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken.
Population opdelt på uddannelse
Der ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelsesniveau, og hvorvidt privatan-
satte og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejds-
plads, når der kontrolleres for køn, alder, herkomst og ansættelsestype.
251
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0254.png
FIGUR 7.7
Estimeret andel der mener, at
privatansatte
og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt
om kritisable forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for
kritikken, givet uddannelse.
80%
71%
57%
60%
56%
61%
71%
65%
70%
84%
74%
69%
Mener du, at privatansatte bør ytre
sig o entligt om kritisable forhold på
deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiver-
en ikke er lydhør over for kritikken?
Mener du, at o entligt ansatte bør ytre
sig o entligt om kritisable forhold på
deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren
ikke er lydhør over for kritikken?
Grundskole
Korte videregående udd.
Gymnasiale udd.
Mellemlange videregående udd.
Erhvervsfaglige udd.
Lange videregående udd.
Figur 7.7 viser, at den del af populationen, der har gymnasiale eller lange videregående
uddannelser, er mere tilbøjelige end personer, der har grundskole, til at mene, at både
privat og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejds-
plads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken.
Population opdelt på indkomst
Der er en signifikant sammenhæng mellem indkomstkvartiler og andelen, der mener, at
man som privatansat og offentligt ansat bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på
arbejdspladsen, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse, herkomst og ansættel-
sestype. Personer i næstlaveste (estimeret andel 57 pct.) og næsthøjeste indkomstkvartil
(estimeret andel henholdsvis 59 pct.) er mindre tilbøjelige end personer i den laveste
indkomstkvartil (estimeret andel 66 pct.) til at mene, at privatansatte bør ytre sig offent-
ligt om kritisable forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over
for kritikken. Samtidig gælder det, at personer i næstlaveste indkomstkvartil (estimeret
andel 68 pct.) er mindre tilbøjelige end personer i laveste indkomstkvartil (estimeret
andel 75 pct.) til at mene, at offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold
på arbejdspladsen. Der er ikke forskel på personer i den højeste indkomstkvartil og per-
soner i den laveste i forhold til, om offentligt ansatte og privatansatte bør ytre sig.
252
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
7.3
Opsamling
Formålet med dette afsnit er at afdække oplevelser af ytringsfrihed på arbejdspladsen,
herunder mulighed for og opbakning til ytringer om kritisable forhold på arbejdsplad-
sen. Offentligt ansatte er den ansættelsesgruppe, hvor den største andel har oplevet kriti-
sable forhold på arbejdspladsen, som de mener offentligheden burde have kendskab til.
Det ses også, at der på tværs af ansættelsesgrupperne er en større støtte til, at offentligt
ansatte bør ytre sig om kritisable forhold på arbejdsplads i forhold til privatansatte. Ses
der på årsagerne til ikke at påtale de eventuelt kritisable forhold, er det frygten for at blive
fyret og at blive set som illoyal over for arbejdspladsen, der fylder mest både for offentligt
ansatte og privatansatte.
253
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Denne side er med vilje efterladt uden indhold.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Kapitel 7
Ytringsfrihedens retlige rammer
1. Indledning
Ytringsfriheden er en grundlæggende forudsætning for vores demokrati, som både er en
rettighed i sig selv, men også et afgørende fundament for en række andre fundamentale
rettigheder, herunder forsamlingsfriheden, foreningsfriheden, religionsfriheden, poli-
tisk og offentlig deltagelse, uddannelse og ret til oplysning.
I dansk ret er ytringsfriheden navnlig beskyttet af bestemmelser i grundloven og Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), men er også omfattet af bl.a. EU’s
Charter om grundlæggende rettigheder samt en række FN-konventioner, herunder kon-
ventionen om borgerlige og politiske rettigheder, som Danmark har tiltrådt. Indholdet af
disse bestemmelser er nærmere beskrevet i dette kapitel.
Ytringsfriheden er ikke en absolut rettighed. Retten til at ytre sig kan i overensstem-
melse med almindelige menneskeretlige principper begrænses af hensyn til legitime
samfundsmæssige interesser som f.eks. den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed
mv. eller af hensyn til andres rettigheder, herunder f.eks. retten til privatliv. Dette følger
udtrykkeligt af artikel 10, stk. 2, i EMRK.
Dansk ret indeholder mange eksempler på sådanne begrænsninger. Det gælder ikke
mindst straffeloven, som bl.a. kriminaliserer racistiske ytringer, ærekrænkende udta-
lelser om en anden person (injurielovgivningen) samt tilskyndelse til forbrydelser og
billigelse af terror mv.
De forskellige samfundsmæssige hensyn, som kan begrunde indskrænkninger i ytrings-
friheden efter EMRK, beskrives nærmere i afsnit 5. Samtidig beskrives de danske regler
i bl.a. straffeloven, som indebærer begrænsninger i retten til at ytre sig, men som kan
begrundes i de enkelte hensyn.
255
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0258.png
2. Grundloven
Grundloven stammer fra 1849, og selv om der – senest i 1953 – er gennemført flere grund-
lovsrevisioner,
264
er mange af grundlovens bestemmelser i det væsentlige uændrede. Det
gælder bl.a. bestemmelserne om de politiske rettigheder, herunder ytrings-, forenings-,
og forsamlingsfrihed, i grundlovens kapitel VIII, som til en vis grad bærer præg af den
samtid, som de blev skrevet i. Det viser sig navnlig ved, at der først og fremmest fokuse-
res på beskyttelsen mod censur fra statsmagtens side og i mindre grad på det i dag mere
presserende spørgsmål om, hvad man ustraffet skal kunne sige og skrive.
2.1
Grundlovens § 77
Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, som lyder:
Ӥ
77.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog un-
der ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde
på ny indføres.”
Bestemmelsen stammer fra den oprindelige grundlov fra 1849 (som § 91),
265
hvor det dog
alene var ytringer på tryk, der var beskyttede. Tidligere blev ytringsfrihed da ofte også
omtalt som ensbetydende med trykkefrihed, idet de trykte medier var den primære og
mest virkningsfulde udtryksform. Ved grundlovsrevisionen i 1953 blev bestemmelsen
ændret til også at omfatte ytringer ”i skrift og tale”.
2.1.1
Hvad er omfattet af grundlovens beskyttelse?
Selv om ordet ”tanker” indgår i grundlovsbestemmelsens ordlyd, betyder det ikke, at det
kun er ytringer, som er udtryk for en vis selvstændig tankevirksomhed eller intellektuelt
niveau, eller ytringer, der f.eks. udtrykker en politisk opfattelse, som nyder beskyttelse.
Bestemmelsen omfatter derimod alle typer af ytringer, herunder gengivelse af rent fak-
tiske forhold, fiktion (f.eks. skønlitteratur) og praktiske anvisninger. Referater og blotte
gengivelser eller efterligninger af andres ytringer er også beskyttet af bestemmelsen.
Udtrykket ”på tryk, i skrift” skal i overensstemmelse med grundlovsbestemmelsens for-
mål forstås tilsvarende bredt. Det betyder f.eks., at det ikke kun er ytringer, der udtryk-
kes med ord, som er omfattet. Andre udtryksformer – som f.eks. grafiske figurer, teg-
264
265
Grundloven er ændret i 1866, 1915, 1920 og i 1953.
Bestemmelsens tilblivelse er beskrevet i kapitel 4, afsnit 5.3.
256
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0259.png
ninger og billeder, herunder levende billeder, mv. – er også omfattet. Det samme gælder
tekniske eller mekaniske gengivelser heraf – f.eks. kan en reproduktion af et billede eller
en plakat udgøre en ytring.
266
Det er oplagt, at også de moderne offentliggørelsesmåder
– f.eks. på internettet, sociale medier mv. – er omfattet.
Tøjgenstande med en åbenbar symbolværdi eller graffiti,
267
der rummer en menings-
tilkendegivelse, kan også være ytringer i grundlovens forstand, ligesom en ytring kan
manifestere sig ved fremvisning af genstande med en klar symbolværdi som f.eks. et flag
eller et banner. Tibetkommissionen lagde således i sin beretning til grund, at forholdsor-
dren om, at de officielle gæster under det kinesiske statsbesøg i 2012 skulle skærmes for
synet af pro-tibetanske demonstranter, der stod med tibetanske flag og lignende, stred
mod grundlovens beskyttelse af demonstranternes ytringsfrihed. Kommissionen skriver
således udtrykkeligt, at demonstranternes brug af virkemidler i form af bl.a. tibetanske
flag og gule Falun Gong-T-shirts udgjorde meningstilkendegivelser omfattet af § 77.
268
Udtrykket ”i tale” omfatter tilsvarende både direkte kommunikation - f.eks. almindelig
samtale eller under møder – og tekniske gengivelser heraf, f.eks. en lydoptagelse.
Også kommercielle ytringer som reklamer er omfattet af grundlovsbeskyttelsen.
I den juridiske litteratur har det siden grundlovsændringen i 1953 givet anledning til sær-
lige overvejelser, at der på dette tidspunkt eksisterede censurordninger for film og teater.
Det må formentlig lægges til grund, at man ved grundlovsrevisionen var af den opfat-
telse, at disse censurordninger (som indebar en forudgående myndighedskontrol) ikke
stred mod den udvidede beskyttelse af ytringsfriheden, som 1953-grundloven indebar.
Eftersom censurordningerne for længst er ophævet,
269
har det – mere teoretiske – spørgs-
mål imidlertid været rejst, om det betyder, at censuren kan genindføres. Der er ikke helt
enighed herom, men hovedsynspunktet synes dog at være, at fortiden binder i den for-
stand, at censuren for film og teater i princippet ville kunne genindføres.
270
En anden særlig problemstilling har handlet om, hvordan det forhold, at der herskede
et statsligt monopol på radioområdet (og siden også tv) harmonerede med tilføjelsen af
ordet ”tale” i grundlovens § 77 i 1953. Som det var tilfældet med teater- og filmcensuren,
266 J.P. Christensen m.fl., Dansk Statsret, 1. udgave (2012), side 335.
267 At graffiti er omfattet af grundlovens beskyttelse, er selvsagt ikke til hinder for, at den, der står bag, efter omstændighe-
derne vil kunne straffes for f.eks. hærværk, jf. nedenfor om efterfølgende strafansvar.
268 Tibetkommissionens beretning (2017), side 352f.
269 I dag eksisterer alene en vejledningsordning for film, der retter sig mod mindreårige.
270 Se f.eks. Christensen m.fl. (2012), side 338 og anderledes H. Zahle, Menneskerettigheder – Dansk forfatningsret, 2. udga-
ve (1998), side 64.
257
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0260.png
må man gå ud fra, at det ved grundlovsrevisionen blev vurderet, at radiomonopolet ikke
stred mod grundloven. En faktor i den forbindelse var formentlig, at der for den statslige
radio, der jo var etableret før grundlovsrevisionen i 1953, gjaldt en pligt til alsidighed i
programlægningen, ligesom der har været peget på, at radiomediets ”særlige art” tilsag-
de, at der måtte tillades en vis forudgående indholdsredigering.
271
Afledt heraf har der særligt i forbindelse med valgkampe og folkeafstemninger været
rejst det spørgsmål, om partier, der ikke i forvejen er repræsenteret i Folketinget, men
som er opstillingsberettigede, som følge af alsidighedsforpligtelsen har krav på deltagelse
i de store tv-transmitterede afslutningsdebatter, som i hvert fald traditionelt har været en
særlig vigtig platform for partipolitisk agitation.
Efter spørgsmålet har været behandlet ved domstolene og af Folketingets Ombuds-
mand, er retstilstanden i dag, at de radio- og tv-stationer, som er underlagt en public
service-forpligtelse (det vil først og fremmest sige DR og TV2) i forbindelse med valg til
Folketinget mv., som udgangspunkt skal behandle de opstillingsberettigede partier ens
med hensyn til muligheden for at komme til orde.
272
For DRs vedkommende følger dette
muligvis allerede af, at DR, som en offentlig myndighed, er underlagt det almindelige
forvaltningsretlige regime, herunder lighedsprincippet.
273
2.1.2 Hvem er omfattet af grundlovsbeskyttelsen?
Beskyttelsen af ytringsfriheden i grundlovens § 77 omfatter ”enhver”. Det principielle
udgangspunkt er derfor, at ytringsfriheden kan påberåbes af alle, herunder såvel danske
som udenlandske statsborgere, der opholder sig i landet. Udenlandske journalister og
skribenter, der befinder sig i Danmark, kan derfor lige så lidt som deres danske kolleger
underkastes nogen form for censur, uanset hvor de påtænker at offentliggøre deres tek-
ster.
Det har tidligere været et udbredt synspunkt, at skrifter, bøger mv., som er publiceret i
udlandet, ikke nød grundlovens beskyttelse og derfor kunne gøres til genstand for cen-
sur i forbindelse med import.
271
272
273
Zahle (1998), side 90, som henviser til Max Sørensens synspunkter. Se også T. Jensen, ”Politiske udsendelser i Danmarks
Radio før valg og folkeafstemninger” i U1989B.129.
Højesteret har i sagen U1989.148H afvist, at dette princip også gælder ved vejledende folkeafstemninger. I dommen
afviste Højesteret, at seks opstillingsberettigede partier, som ikke havde plads i Folketinget på det pågældende tidspunkt,
kunne forlange at deltage i DRs udsendelser op til folkeafstemningen om EF-pakken.
J.P. Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 1. udgave (2015), side 492f.
258
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0261.png
Argumentet har været, at der i disse tilfælde ikke ville være en person i Danmark at
holde ansvarlig for eventuelle lovbrud – f.eks. i den situation, hvor der i en udenlandsk
udgivelse fremsættes injurier mod en i Danmark bosiddende person eller hjemmehø-
rende virksomhed.
Dette synspunkt er dog siden forladt, bl.a. med henvisning til at også adgangen til at
modtage
ytringer er et element i ytringsfriheden. Dertil kommer, at der i dag er et langt
tættere retligt samarbejde på tværs af landegrænser, som betyder, at mulighederne for at
gøre et retligt ansvar gældende over for personer, der opholder sig i udlandet, er væsent-
lig bedre end tidligere.
274
Til gengæld er personer, der bor eller opholder sig uden for Danmark, ikke omfattet af
den grundlovssikrede ytringsfrihed.
En beslægtet diskussion har drejet sig om børn og mindreårige, hvor nogle juridiske
forfattere med reference til ordene ”dog under ansvar for domstolene” har indtaget det
standpunkt, at så længe man ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig for sine ytringer, kan
man heller ikke påberåbe sig grundlovens beskyttelse. Andre har villet sætte grænsen
ved myndighedsalderen med henvisning til, at umyndige børn og unge indtil dette tids-
punkt må tåle et sådant generelt tilsyn fra forældrenes side, at det er meningsløst at tale
om egentlig ytringsfrihed for disse gruppers vedkommende.
I nyere litteratur er der dog tilsyneladende enighed om, at der ikke – hverken i grundlo-
vens ordlyd eller i øvrigt – er holdepunkter for mere generelt at anse børn og unge som
undtaget fra grundlovsbeskyttelsen. Der peges i den forbindelse typisk også på, at stra-
fansvar er for snæver en forståelse af udtrykket ”ansvar,” som også kan omfatte civilretligt
erstatningsansvar, som børn helt ned til 4-års alderen kan pådrage sig.
275
Dette principielle udgangspunkt om børn og unge er dog ikke til hinder for, at myndig-
hedspersoner (f.eks. skole- eller institutionsledere), der har ansvaret for børn og unge,
som led i dette forhold kan træffe rimelige og saglige foranstaltninger, uden derved at
komme i konflikt med grundloven, jf. nedenfor om anstaltsforhold.
Også såkaldte juridiske personer er omfattet af ytringsfriheden. Det betyder, at private
virksomheder eller foreninger i lighed med enkeltpersoner er beskyttet af grundlovens
§ 77.
274
275
Christensen m.fl. (2015), side 339 og Zahle (1998), side 83, og K.A. Frøbert, Dansk Informationsret hæfte 1 – Den grund-
lovshjemlede ytringsfrihed, 1. udgave (1975), side 41f.
Se f.eks. Christensen m.fl. (2015), side 339 og Zahle (1998), side 83. Diskussionen er foldet meget ud hos Frøbert (1975),
side 36ff.
259
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0262.png
2.1.3 Gælder der særlige begrænsninger for visse grupper?
Selv om ytringsfriheden som nævnt gælder for enhver, er det i praksis accepteret, at
såkaldte anstaltsforhold i visse tilfælde kan danne grundlag for indskrænkninger i bor-
gernes retsforhold – herunder de grundlovssikrede rettigheder, som ytringsfriheden er
en del af.
Bortset fra børn og mindreårige har spørgsmålet især knyttet sig til personer, der – som
f.eks. varetægtsarrestanter og indsatte i fængsler – befinder sig i et særligt afhængig-
heds- og disciplinærforhold. At være frihedsberøvet under sådanne rammer indebærer
ikke alene, at man må tåle snævre grænser for sin fysiske bevægelsesfrihed, men efter
omstændighederne også indskrænkninger i bl.a. sin kommunikation med omverdenen.
For selv om udgangspunktet er, at både varetægtsarrestanter og indsatte nyder grundlo-
vens beskyttelse, er det fast antaget, at institutionsledelsen – uanset grundlovens ordlyd
– kan udøve en vis forhåndskontrol (censur) med f.eks. interne fængselsblade og med
artikler, læserbreve mv., som en arrestant eller indsat ønsker at offentliggøre. Tilsvarende
kan institutionsledelsen konkret modsætte sig eller sætte betingelser for, at en arrestant
eller en indsat interviewes i medierne under fængslingen.
En sådan forhåndskontrol er imidlertid kun lovlig, så længe den varetager saglige hen-
syn og i øvrigt er proportional. Hvis f.eks. hensynet til institutionens sikkerhedsmæssige
forhold eller ordenshensyn taler for det, kan det således være berettiget at bremse en
bestemt artikel.
276
Omvendt er det klart, at anstaltsforholdet ikke kan begrunde en mere generel og vilkår-
lig adgang for institutionen til at blokere artikler mv., f.eks. fordi de er ubekvemme for
ledelsen. Der skal anlægges en konkret vurdering, hvor hensynet til ytringsfriheden skal
indgå med vægt.
277
I samme retning er det i en ombudsmandssag fra 1958 fastslået, at grundlovens § 77 ikke
er til hinder for, at der fra skoleledelsens side gennemføres en vis forhåndskontrol med
276
277
Justitsministeriets notat af 7. juni 1989 om adgangen til at udgive et fængselsblad. Notatet blev udarbejdet i forbindelse
med gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven (lov nr. 432 af 31. maj 2000), hvorved bl.a. hidtidig praksis med hensyn
til forhåndskontrol af fængselsblade og indsattes artikler mv. blev lovfæstet.
Det har konkret været genstand for kritik, at ”hensynet til retsfølelsen”, herunder hensynet til den forurettede, har be-
grundet indgreb i ytringsfriheden for indsatte og arrestanter, jf. Zahle (1998), side 84 og H.J. Engbo i V. Greve m.fl. (red),
Nytter det? Mosaik om kriminalforsorg og kriminalpolitik, 1. udgave (2001). Ombudsmanden accepterede konkret dette
i sagen FOB.1995.170 bl.a. under henvisning til, at Straffelovrådet (et flertal) i betænkning nr. 1181 (1989) om en lov om
fuldbyrdelse af straf havde foreslået, at hensynet til at undgå en ”åbenbar krænkelse af retsfølelsen” skulle kunne begrun-
de afslag på interview med indsatte. Dette genfindes i lovforslag nr. L 145 af 8. december 1999 om fuldbyrdelse af straf
m.v. (Folketingstidende, 1999-2000, tillæg A, spalte 3632), pkt. 5.7.6.2).
260
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0263.png
indholdet af et skoleblad, før det omdeles blandt eleverne. Dette måtte ifølge ombuds-
manden være særligt klart i tilfælde, hvor ingen person over 15 år (dvs. den kriminelle
lavalder) hæfter for bladets indhold. Ombudsmanden anerkendte således, at ordens-
mæssige eller pædagogiske grunde konkret kan begrunde et forudgående indgreb. Men
ombudsmanden manede dog samtidig til en vis forsigtighed med hensyn til at udøve
censur med skoleblade – ikke mindst i forhold til elever, der har opnået en vis moden-
hed, f.eks. gymnasieelever.
278
Offentligt ansattes ytringsfrihed har givet anledning til en række spørgsmål og et større
antal sager, som behandles særskilt nedenfor under afsnit 5.3.2.1 om tavshedspligt mv.
2.1.4 Hvad er indholdet af grundlovens ytringsfrihedsbeskyttelse?
2.1.4.1
Censur og andre lignende foranstaltninger (Formel ytringsfrihed)
Hovedindholdet af grundlovens ytringsfrihedsbestemmelse er, at den udtrykkeligt be-
skytter borgerne mod censur og lignende forudgående forholdsregler, som ”ingensinde
på ny kan indføres.”
Det er selvfølgelig en sandhed med modikationer, idet også grundloven kan ændres ef-
ter den særlige og besværlige procedure, der følger af grundlovens § 88. Desuden anses
grundloven ikke at være til hinder for, at der på visse betingelser kan nedlægges (foged-)
forbud mod udgivelse eller offentliggørelse af f.eks. en bog eller tv-udsendelse, jf. nedenfor.
At grundlovens fædre først og fremmest var optaget af at indføre en beskyttelse mod
censur, er historisk begrundet, idet censuren i perioder havde hvilet tungt over landet
279
.
Dertil kommer, at censur udgør den mest direkte og indgribende indskrænkning af
ytringsfriheden, idet den stiller sig i vejen for selve offentliggørelsen af bestemte ytringer.
Det er således kernen i censurbegrebet, at det dækker over ethvert krav om forudgående
prøvelse af en offentlig myndighed med det formål at afgøre, om offentliggørelse skal
tillades eller forbydes.
280
Forbuddet mod censur omfatter både censur, som alene retter sig mod ulovligt indhold,
og den – endnu mere betænkelige – form for censur, hvor myndighederne kan skride
ind over for lovligt indhold, alene fordi det er ubekvemt, f.eks. fordi det rummer kritik
af myndigheder eller lignende.
278
279
FOB.1958.165.
I kapitel 4 er der en gennemgang af ytringsfrihedens historiske udvikling, hvor særligt udviklingen i de retlige rammer
er beskrevet, herunder tidligere tiders forskellige ordninger med forhåndscensur.
280 Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. S 293, folketingssamlingen 2005-2006.
261
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0264.png
Udtrykket ”andre forebyggende forholdsregler” omfatter ordninger, der ligesom censur
kan forhindre eller forsinke offentliggørelsen af ytringer. Selve afgrænsningen mellem
censur og disse censurlignende foranstaltninger er imidlertid mindre væsentlig, efter-
som grundlovens § 77 forbyder begge dele.
281
Denne beskyttelse mod censur og andre
lignende forholdsregler kaldes også den formelle ytringsfrihed.
Spørgsmålet om bestemte ordningers forenelighed med forbuddet mod censur og cen-
surlignende forholdsregler har navnlig været oppe at vende i forbindelse med overve-
jelser (undertiden helt teoretiske) om erhvervsmæssig regulering af brancher, som er
knyttet til ytringsfrihedens udfoldelse, herunder forlagsvirksomhed. Her er hovedsyns-
punktet, at denne type regulering er tilladelig, så længe den ikke kommer til at virke som
et camoufleret angreb på ytringsfriheden. Det kan således f.eks. være på sin plads at stille
visse uddannelsesmæssige krav til forlæggere eller redaktører eller at stille krav om, at
der pligtmæssigt skal afleveres et eksemplar til det offentlige i forbindelse med udgivelse
af et skrift eller en bog. Omvendt vil det formentlig stride mod forbuddet mod censur-
lignende forholdsregler, hvis der indførtes en ordning, hvor der forud for udgivelsen af et
skrift skulle deponeres et beløb til dækning af eventuelle erstatningskrav, fordi en sådan
ordning kunne have en lige så dæmpende effekt som egentlig forhåndscensur. En ord-
ning, der gør forlagsvirksomhed betinget af et særligt privilegium eller en særlig offentlig
autorisation, vil også give anledning til spørgsmål om grundlovens § 77.
282
Der har i nyere tid været sager, der har vedrørt censur i grundlovens forstand. Et eksem-
pel angår en studievært på DR2 Deadline (Adam Holm-sagen), som også er refereret i
kapitel 3, afsnit 2.2. I sagen havde DRs ledelse, som en reaktion på en kronik med kon-
troversielle synspunkter om bl.a. religiøsitet, som studieværten som privatperson havde
fået offentliggjort, pålagt ham fremover at indhente tilladelse fra sin chef, når han ville
ytre sig i den offentlige debat. Folketingets Ombudsmand udtalte bl.a., at den ledelses-
mæssige reaktion over for studieværten indebar en grundlovsstridig censurordning.
283
I en anden sag skulle Justitsministeriet bistå Sundhedsministeriet med en vurdering
af, om en bestemmelse i et forslag fra EU-Kommissionen om ændring af de fælleseuro-
pæiske regler for godkendelse af lægemidler var i overensstemmelse med grundlovens
§ 77. Den foreslåede bestemmelse indebar, at visse typer af information om centralt
godkendte lægemidler (indlægssedler) skulle kontrolleres af Det Europæiske Lægemid-
delagentur, før materialet kunne spredes til offentligheden. Ordningen skulle sikre, at
informationsmaterialet overholdt visse kvalitetskrav, og en offentliggørelse af informa-
281
282
283
P. Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave (2012), side 212.
Frøbert (1975), side 24f, H. Elmquist, Statsret – praktisk forfatningsret i en politisk verden, 1. udgave (2015), side 132f. og
Christensen m.fl. (2015), side 325f.
Folketingets Ombudsmands udtalelse af 13. maj 2014.
262
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0265.png
tionsmaterialet uden forudgående godkendelse fra agenturet ville efter forslaget være
ulovlig. På den baggrund udtalte Justitsministeriet, at den foreslåede ordning havde ka-
rakter af censur og derfor ville være i strid med grundloven.
284
Trods grundlovens beskyttelse mod censur og censurlignende foranstaltninger, er der
fast lovgivnings- og retspraksis for, at der på nærmere betingelser kan nedlægges (fo-
ged-)forbud for at hindre offentliggørelsen af ytringer (f.eks. en bog, et tidsskrift eller
en film), der strider mod andres rettigheder. Med et forbud bliver en bestemt handling
– f.eks. udgivelsen af en bog – gjort strafbar og dermed i almindelighed forhindret.
285
Når det på denne måde accepteres, at der – uden at det strider mod grundlovsbeskyttel-
sen mod forudgående indgreb – kan skrides ind forud for en offentliggørelse, skyldes det
navnlig to omstændigheder: For det
første
forudsætter nedlæggelse af et forbud, at den,
der ønsker forbuddet, kan godtgøre eller sandsynliggøre, at forbuddet er nødvendigt,
og at formålet vil forspildes (der vil ske uoprettelig skade), hvis ikke forbud nedlægges.
Det skal således med en vis styrke sandsynliggøres, at der ved offentliggørelse vil ske en
krænkelse af andres rettigheder, f.eks. fordi der i så fald vil blive spredt tavshedsbelagte
oplysninger eller meget krænkende udsagn. For det
andet
kan afgørelsen om forbud
kun træffes af domstolene, der forudsættes at foretage en intensiv prøvelse, før forbud
nedlægges. Denne sidste betingelse skal ses i sammenhæng med, at censurforbuddet i §
77 særligt er rettet mod den udøvende magts – det vil sige forvaltningens – udøvelse af
censur.
Der foreligger en ganske omfattende praksis vedrørende nedlæggelse af forbud før of-
fentliggørelse af ytringer i form af bøger, tv-udsendelser mv.
I en højesteretssag fra 1982 om Frimurerordenen
286
var der fremsat krav om nedlæg-
gelse af et forbud mod en udsendelse, som DR planlagde at sende, og som bl.a. ville
vise rekonstruktioner af hidtil hemmeligholdte optagelsesceremonier inden for ordenen.
Frimurerordenen gjorde gældende, at de pågældende ceremonier henhørte under orde-
nens private forhold og derfor kunne kræves beskyttet mod offentliggørelse. Højesterets
flertal gav frimurerordenen medhold, idet man tiltrådte, at ceremonierne måtte anses at
henhøre under ordenens private forhold og derfor var beskyttet mod uberettiget offent-
284
285
286
Se Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrørende KOM (2008) 0662 fra Folketingets Europaudvalg, folke-
tingssamlingen 2008-2009. Sagen er også illustrativ i forhold til spændvidden i, hvilke typer af ytringer der er omfattet
af beskyttelsen.
De såkaldte midlertidige forbud, herunder forbud og beslaglæggelse, der kan forhindre offentliggørelse eller udbredelse
af skrifter, gennemgås mere detaljeret nedenfor i afsnit 5.3.2.2.
U1982.750H.
263
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0266.png
liggørelse, ligesom man lagde vægt på, at en offentliggørelse ikke havde nogen samfunds-
mæssig interesse.
Sagen viser, at afvejningen kan falde ud til fordel for den – i det konkrete tilfælde juridi-
ske – person, hvis private forhold vil blive blotlagt ved en offentliggørelse, hvis ikke der
er den fornødne offentlige interesse i oplysningerne. Det er dog tvivlsomt, om sagen ville
have fået samme udfald i dag, og flere har således givet udtryk for, at sagen ikke længere
er udtryk for gældende ret.
287
Højesteret nåede det modsatte resultat i en sag fra 2010, hvor ansatte på en institution for
behandling af alkoholmisbrugere ønskede nedlagt forbud over for nogle optagelser, som
DR med skjult kamera havde foretaget på institutionen.
288
De henviste til, at optagelser-
ne, der var foretaget uden samtykke fra de optagne, indebar en krænkelse af straffelovens
bestemmelser om fredskrænkelse. Højesteret afviste at nedlægge forbud, idet man hen-
viste til, at optagelserne var en del af en udsendelse, som ville angå et emne af væsentlig
samfundsmæssig interesse – påståede kritisable forhold på private behandlingshjem un-
derlagt offentligt tilsyn. Desuden lagde man vægt på, at der ville ske en effektiv sløring og
stemmeforvrængning for så vidt angår de optagne personer, ligesom Højesteret henviste
til, at de personer, der havde ønsket forbuddet, kun var filmet i korte sekvenser i forbin-
delse med udøvelsen af deres arbejde. Højesteret udtalte mere generelt, at et fogedforbud
mod et nyhedsmedies offentliggørelse af optagelser er et indgreb i ytrings- og informati-
onsfriheden, som kun kan foretages, hvis tungtvejende grunde taler for det og henviste
i den forbindelse til principperne bag grundlovens § 77 og EMRK artikel 10. Højesteret
henviste endvidere udtrykkeligt til mediernes særlige rolle som offentlighedens vagt-
hund (public watchdog), jf. afsnit 4.2 nedenfor.
289
Afgørelsen viser, at domstolene, når de træffer afgørelse om nedlæggelse af forbud mod
offentliggørelse af et skrift mv., skal foretage en afvejning, hvor hensynet til ytringsfrihed
vejer tungt. Det gælder især, når der er tale om at nedlægge forbud over for medier.
Grundlovens beskyttelse af den formelle ytringsfrihed er ikke til hinder for en vis saglig
regulering med hensyn til tid, sted og måde for udøvelse af ytringsfriheden. Et eksempel
287
288
289
Se f.eks. S. Schaumburg-Müller og S. Sandfeld Jakobsen, Medieretten, 1. udgave (2013), side 211.
U2010.1859H.
En anden meget omtalt sag fra de senere år er sagen om bogen: Syv år for PET, som er skrevet af en journalist på bag-
grund af bl.a. interviews med den tidligere chef for PET Jakob Scharf. I denne sag nedlagde Københavns byret – efter
anmodning fra PET – i oktober 2016 ved en række kendelser forbud mod, at bogen blev udgivet. Forbuddet blev dog
ophævet allerede få dage senere, idet bogen i strid med forbuddet var blevet optrykt i et særtillæg til dagbladet Politiken,
således at det ikke længere var praktisk muligt at opretholde forbuddet. JP/Politikens Hus og Politikens ansvarshavende
chefredaktør Christian Jensen er efterfølgende blevet idømt bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr. for at over-
træde det nedlagte forbud. Sagen er anket til landsretten.
264
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0267.png
herpå er den såkaldte valgagitationsbekendtgørelse,
290
som bl.a. indeholder regler for op-
sættelse af valgplakater og brug af højtalere i forbindelse med valgkampe. Tilsvarende kan
politiet med hjemmel i politiloven
291
og ordensbekendtgørelsen
292
bl.a. give påbud om den
konkrete afvikling af demonstrationer mv., ligesom det følger af ordensbekendtgørelsens
§ 5, at demonstrationer som udgangspunkt skal anmeldes til politiet 24 timer, før de skal
finde sted. Tilsidesættelse af dette kan sanktioneres med bøde, men medfører ikke, at
forsamlingen af den grund bliver ulovlig.
293
Et andet eksempel er lov om radio- og fjern-
synsvirksomhed,
294
der bl.a. indeholder regler om reklamer i radio og fjernsyn. F.eks. må
der efter denne lovs § 76, stk. 4, ikke udsendes reklamer for politiske budskaber i perioden
fra tidspunktet for udskrivelse af valg til politiske forsamlinger eller folkeafstemninger
og indtil afholdelsen af valget eller afstemningen. Er dato for valget eller afstemningen
(undtagelsesvist) bekendtgjort tidligere end 3 måneder før afholdelsen, indtræder den re-
klamefri periode dog først 3 måneder før afholdelsen af valget eller afstemningen.
2.1.4.2 Indholdsmæssig (materiel) ytringsfrihed
Mens der ikke hersker nogen uenighed om, at grundlovens § 77, 2. pkt. – med de nævn-
te modifikationer – indebærer en utvetydig beskyttelse mod censur og censurlignende
foranstaltninger, har bestemmelsens 1. pkt. og navnlig udtrykket ”dog under ansvar for
domstolene” gennem årene givet anledning til betydelig diskussion.
Hvor det på den ene side forekommer indlysende og også har støtte i grundlovens for-
arbejder, at udtrykket forudsætter, at et efterfølgende ansvar for ytringer kan komme på
tale, har striden stået om, hvorvidt grundlovsbestemmelsen i sig selv kan siges at frede
visse ytringer eller ytringer om visse emner for efterfølgende ansvar. En sådan indholds-
mæssig beskyttelse af ytringer kaldes også
materiel ytringsfrihed.
Hovedsynspunktet i litteraturen har gennem årene været, at grundlovens § 77 ikke i sig
selv indebærer en sådan indholdsmæssig beskyttelse af ytringsfriheden.
295
Efter denne
opfattelse forhindrer grundlovens § 77 derfor ikke lovgivningsmagten i at gøre ytringer
på et hvilket som helst område og med et hvilket som helst indhold ansvarspådragende.
Juraprofessor Alf Ross har polemisk udtrykt det sådan, at man for så vidt kunne forbyde
enhver form for sportsjournalistik, hvis nu det var lovgivers ønske.
296
290
291
292
293
294
295
296
Bekendtgørelse nr. 645 af 12. oktober 1989 om valgagitation.
Lovbekendtgørelse nr. 956 af 20. august 2015 om politiets virksomhed.
Bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 med senere ændringer.
Tibetkommissionens beretning (2017), side 386.
Lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019 om radio- og fjernsynsvirksomhed med senere ændringer.
A. Ross, Dansk statsforfatningsret – bind 2, 3. udgave (1980), side 716 og 724 og P. Andersen, Dansk Statsforfatningsret,
1. udgave (1954), side 374.
A. Ross, Dansk Statsforfatningsret – bind 2, 3. udgave (1980), side 724.
265
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0268.png
Synspunktet står i kontrast til, at det ikke sjældent forekommer, at f.eks. debattører og
politikere udtrykker sig på en måde, som efterlader det indtryk, at ytringsfriheden i
Danmark er ubetinget eller ”ikke til forhandling.”
297
Andre forfattere har således – med lidt forskellig argumentation – indtaget det syns-
punkt, at grundlovsbestemmelsen også indebærer en vis beskyttelse af den indholds-
mæssige ytringsfrihed. Juraprofessor Peter Germer, som har været den stærkeste fortaler
for synspunktet, har både i sin afhandling ”Ytringsfrihedens grænser” fra 1973 og efter-
følgende argumenteret for, at grundloven sikrer en ubegrænset ytringsfrihed om offent-
lige spørgsmål.
298
Germer har dog stået noget isoleret med sin udlægning, som heller
ikke synes at have fundet støtte i retspraksis.
I en sag fra 1996 om prøvelse af en disciplinær bøde, som Advokatnævnet havde tilkendt
en advokat, gjorde advokaten bl.a. gældende, at den kritik af en advokatkollegas arbejde,
som havde udløst bøden, angik offentlige anliggender, som efter grundlovens § 77 nyder
en uindskrænket beskyttelse. Om dette spørgsmål sagde landsretten:
”Landsretten finder heller ikke grundlag for at fortolke Grundlovens § 77
som hævdet af sagsøgeren, hvorefter bestemmelsen skulle hjemle en uind-
skrænket materiel ytringsfrihed om offentlige anliggender.”
299
Herudover er der adskillige eksempler på domme, hvor personer er straffet for udsagn
mv., der utvivlsomt er fremkommet som led i en politisk debat om emner af samfunds-
mæssig interesse. I en sag fra 2003 havde en politiker, der var kandidat ved folketings-
valget i november 2001 og spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation, under
valgkampen oprettet en hjemmeside, hvor han fremsatte nogle meget grove og nedvær-
digende udsagn om muslimer, herunder at de skulle samles og interneres i koncentrati-
onslejre. Der blev rejst tiltale for overtrædelse af racismeparagraffen i straffelovens § 266
b, stk. 2, (stk. 2, er den såkaldte propagandabestemmelse om kvalificerede overtrædel-
ser), og selv om Højesteret udtrykkeligt anerkendte, at der gælder en særlig vidtgående
ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender, kunne dette – på grund af ud-
sagnenes grovhed – ikke føre til, at udsagnene var straffri. Tiltalte blev derfor idømt 20
dages betinget fængsel.
300
297
298
Jf. den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens grundlovstale i 2006.
Spørgsmålet er hovedtemaet for Germers afhandling fra 1973; Ytringsfrihedens væsen, og hans argumentation baserer
sig navnlig på den statsretlige teori umiddelbart efter grundloven og til dels også på forhandlingerne i Den Grundlovgi-
vende Rigsforsamling 1848-1849, jf. herom kapitel 4, afsnit 5.3.
299 U1996.449V.
300 U2004.734H. Se tilsvarende U2000.2234H.
266
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0269.png
Selv om landsrettens afgørelse ikke understøtter synspunktet om, at der af grundlovens
§ 77 kan udledes en ubetinget ytringsfrihed om offentlige spørgsmål, anerkendes det, at
der gælder en særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender.
Tilsvarende er fastslået i en række andre domme.
At ytringsfriheden generelt er af central betydning i et demokratisk samfund, slog Høje-
steret fast i en dom fra 1999, hvor der skulle tages stilling til, om forbudsordningen i den
såkaldte rockerlov
301
stred mod grundloven. Sagen drejede sig derfor først og fremmest
om forsamlingsfrihedsbestemmelsen i grundlovens § 79, men Højesteret kom indled-
ningsvis med følgende mere generelle tilkendegivelse:
”Denne bestemmelse [§79 red.] om forsamlingsfrihed er ligesom bestem-
melserne om ytringsfrihed i § 77 og foreningsfrihed i § 78 en nødvendig
og selvfølgelig forudsætning for et demokrati.”
Højesteret fortsætter herefter med følgende udsagn om indgreb i forsamlingsfriheden:
”Af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befordre menings-
tilkendegivelser sikrer bestemmelsen, at forsamlinger kan afholdes uden
forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan
forbydes. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes
regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkende-
givelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse
af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd. Sådanne
begrænsninger må dog ikke gå videre end, hvad der er nødvendigt for en
sådan beskyttelse, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettigheds-
konventions artikel 11.”
302
Højesteret fastslår her, at der kan gøres indgreb i forsamlingsfriheden, men indfortolker
samtidig et krav om, at indgreb i forsamlingsfriheden skal være proportionale og ikke
må rette sig mod forsamlingens budskab (meningstilkendegivelsen).
Den vægtning af ytringsfriheden, som Højesterets dom i sagen om rockerloven er ud-
tryk for, viser sig, når der skal træffes afgørelse i sager om ytringsfrihed og ytringsfrihe-
dens grænser. Her foretages en afvejning, hvor hensynet til ytringsfriheden stilles over
for de konkrete modstående hensyn – f.eks. hensynet til privatlivets fred eller andres
omdømme – og i denne afvejning indgår hensynet til ytringsfriheden med tyngde.
301
302
Lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme.
U1999.1798H.
267
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0270.png
Afvejningen foretages, når domstolene i konkrete straffesager skal fortolke og anvende
lovbestemmelser, der begrænser den indholdsmæssige ytringsfrihed (i praksis meget
ofte bestemmelser i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser). Hvis en sådan
sag, hvor der skal ske en afvejning af modstående hensyn, involverer medier, anvendes
ofte udtrykket ”hensynet til nyhedsformidlingen”.
Det var bl.a. tilfældet i en sag fra 1994, hvor en journalist fra tv-stationen Tv-Stop var til-
talt for krænkelse af husfreden ved at være fulgt med, da en flok demonstranter – som led
i en demonstration mod Øresundsbroen – valgte at trænge ind i daværende miljømini-
ster Svend Aukens have. Højesteret frifandt journalisten med bl.a. følgende begrundelse:
”Afvejningen af de modstående hensyn fører i denne sag til, at hensynet til
nyhedsformidlingen må tillægges en sådan vægt, at tiltaltes tilstedeværel-
se i haven for at skildre demonstrationen ikke kan anses for at have været
uberettiget.”
303
Den fremherskende opfattelse er, at denne udvikling i retspraksis, som indebærer en
vis beskyttelse af den indholdsmæssige ytringsfrihed, ikke skyldes en nyfortolkning af
grundlovens § 77, 1. pkt., men derimod er drevet af Den Europæiske Menneskerettig-
hedsdomstols fortolkning af konventionens artikel 10.
Der peges i den forbindelse navnlig på to forhold – for det første, at artikel 10 både ef-
ter sin ordlyd og i praksis yder en væsentlig bredere beskyttelse af ytringsfriheden end
grundloven. For det andet tillægges det betydning, at menneskerettighedskonventionen
ved inkorporeringsloven i 1992 blev gjort til en del af dansk ret, hvilket betyder, at kon-
ventionen kan påberåbes for og anvendes af de danske domstole på samme måde som
andre danske love vedtaget af Folketinget, og at det – i tilfælde af konflikt mellem en
dansk lovbestemmelse og EMRK – vil være udgangspunktet, at den danske regel må
vige. Karakteristisk er det også, at de danske domstole – herunder Højesteret – i sager
om ytringsfrihed typisk henviser udtrykkeligt til artikel 10 og fortolker andre danske
lovbestemmelser i lyset af denne.
304
Højesteret ses således ikke, som det er tilfældet med forsamlingsfrihedsbestemmelsen i
§ 79, at have fortolket grundlovens § 77 således, at de begrænsninger i ytringsfriheden,
som lovgiver kan fastsætte, skal være proportionale.
303
304
U1994.988H. Se tilsvarende U1995.1675H (sagen om Peberholm).
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og dens betydning og status i dansk ret gennemgås udførligt
i afsnit 6-8 nedenfor.
268
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0271.png
2.2
Andre grundlovsbestemmelser af betydning for den indholdsmæs-
sige ytringsfrihed
Det har – måske afledt af den begrænsede rækkevidde af § 77’s beskyttelse af den ind-
holdsmæssige ytringsfrihed – været et tema i juridiske kredse, i hvilket omfang en be-
skyttelse på forfatningsniveau kan udledes af andre bestemmelser i grundloven.
Grundlovens § 13 fastsætter bl.a., at ministrene er ansvarlige for regeringens embeds-
førelse, og at deres ansvar bestemmes ved lov. Sidste led vedrører ministrenes retlige
ansvar, som er reguleret i ministeransvarlighedsloven.
305
Første led derimod vedrører det
politiske ansvar, og her er antagelsen, at en minister kan kritiseres og drages politisk til
ansvar for hvad som helst af både sine politiske kolleger og modstandere og af vælgerne.
Bestemmelsen bliver derfor typisk – med henvisning til grundlovens forarbejder – udlagt
sådan, at den forudsætter tilstedeværelsen af en politisk debatkultur, hvor der kan rejses
kritik af ministrene og regeringen. Synspunktet er, at heraf må følge, at lovgivningsmag-
ten er afskåret fra at gennemføre lovgivning, der forbyder politisk debat. Denne – snæv-
re – begrænsning af lovgivers kompetence antages at indebære en vis indholdsmæssig
beskyttelse af ytringsfriheden.
306
I samme retning følger det af grundlovens § 31, stk. 2, at valg til Folketinget skal ske efter
forholdstalsvalgmetoden. Forholdstalsvalgmetoden skal sikre en ligelig repræsentation
af de forskellige anskuelser blandt vælgerne og forudsætter derfor umiddelbart eksisten-
sen af (flere) politiske anskuelser og – som en naturlig følge heraf – tilstedeværelsen af en
politisk debat. I lighed med § 13 er det derfor synspunktet, at bestemmelsen forudsætter,
at der er en (fri) politisk debat – i hvert fald i forbindelse med valgkampe.
307
En særlig ytringsfrihed for folketingsmedlemmer følger udtrykkeligt af grundlovens §
57, 2. pkt. Bestemmelsen fastsætter nemlig, at et folketingsmedlem ikke kan drages til
ansvar for sine ytringer i Folketinget og indebærer ansvarsimmunitet for ytringer, som er
faldet i forbindelse med folketingsarbejdet.
308
Folketinget kan konkret beslutte at ophæve
immuniteten, men der er tale om en formel snarere end en reel mulighed, da det ikke er
sket i nyere tid.
309
305
306
307
308
309
Lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed.
Se f.eks. Christensen m.fl. (2015), side 123 og P. Germer, Ytringsfrihedens væsen, 1. udgave (1973), side 39.
Christensen m.fl. (2015), side 328f. og Zahle (1998), side 76f., hvor der henvist til M. Sørensen og O. Espersen.
Folketinget skal ikke forstås som et stedligt, men derimod som et funktionelt kriterium.
I Christensen m.fl. (2015), side 356, nævnes det, at der ikke siden 1873 er givet samtykke til at strafforfølge et folketings-
medlem for ytringer omfattet af § 57, 2. pkt.
269
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0272.png
Dette særlige ytringsprivilegium skal sikre en så fri og levende politisk debat i forbin-
delse med Folketingets arbejde som muligt, men er omvendt ikke til hinder for, at et
medlem mødes med Folketingets egne reaktioner, f.eks. en irettesættelse fra formanden,
i anledning af sine ytringer.
310
Endelig antages grundlovens § 67 om religionsfrihed at sikre borgerne en egentlig be-
skyttelse af ytringsfriheden med hensyn til religiøse ytringer. Det betyder, at lovgiv-
ningsmagten er afskåret fra at begrænse eller forbyde selve gudsdyrkelsen i de religiøse
samfund, så længe der ikke foretages eller læres (forkyndes) noget, som strider mod sæ-
deligheden eller den offentlige orden. I forbindelse med den såkaldte imam-lov fra 2016,
hvor det blev strafbart som led i religiøs oplæring at billige (forherlige) visse strafbare
forhold, blev det konkret vurderet, at kriminaliseringen opfyldte kravet om, at indgrebet
skal være begrundet i hensynet til den offentlige orden.
311
Lovændringen er omtalt i ka-
pitel 16 om nyere lovgivningstendenser.
Folketinget har for nylig vedtaget et lovforslag, som gør det strafbart på offentligt sted
at bære beklædning, hvorved ansigtet dækkes, medmindre der foreligger et anerken-
delsesværdigt formål (tildækningsforbud). Lovforslaget tager bl.a. sigte på den form for
religiøst eller kulturelt begrundet hovedbeklædning, der indebærer, at ansigtet tildækkes
– f.eks. burka og niqab. I lovforslagets bemærkninger står bl.a. om forholdet til grund-
lovens § 67, at forbuddet ikke vil være til hinder for tildækning, som tjener et anerken-
delsesværdigt formål, og at det herved forudsættes, at tildækning af ansigtet af religiøse
årsager som klart udgangspunkt ikke vil være forbudt, når det sker i forbindelse med en
konkret religiøs handling eller lignende, f.eks. i en religiøs bygning eller i forbindelse
med et vielses- eller begravelsesritual mv.
312
Lovændringen er omtalt i kapitel 16 om nyere
lovgivningstendenser.
De to love illustrerer, at grundlovens § 67 ligesom ytringsfrihedsbestemmelsen i § 77
overlader et betydeligt spillerum for lovgiver (Folketinget) til at fastsætte begrænsninger
i religionsfriheden, når blot disse kan begrundes i hensynet til den offentlige orden eller
sædelighed og desuden ikke griber ind i selve gudsdyrkelsen.
310
311
312
Jf. Folketingets forretningsordens § 29, der også giver mulighed for i særligt graverende tilfælde at udelukke et medlem
fra Folketingets møder i 14 dage.
Jf. lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Folketingstidende 2016-2017, L 18, A, som fremsat),
pkt. 3.2.1.
Lovforslag nr. L 219 af 11. april 2018 om ændring af straffeloven (Folketingstidende 2017-2018, L 219, A, som fremsat), pkt.
4.
270
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0273.png
3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMRK)
EMRK udgør utvivlsomt den væsentligste menneskeretlige konvention i dansk sammen-
hæng.
EMRK er til forskel fra andre menneskeretskonventioner gjort til en del af dansk ret.
313
Det skete i 1992, hvor konventionen blev inkorporeret i dansk ret. Det betyder, at kon-
ventionen kan påberåbes for og anvendes af danske domstole og andre retsanvendende
myndigheder, og at domstolene har et lovbestemt grundlag for at undlade at anvende en
anden bestemmelse i dansk lovgivning, der må anses for at være i strid med en bestem-
melse i EMRK.
314
Dette udgangspunkt modificeres dog af, at grundloven har forrang for konventionen,
så skulle der opstå konflikt mellem grundloven og EMRK, ville EMRK skulle vige for
grundloven.
Desuden er det ved inkorporeringen forudsat, at lovgiver kan beslutte at fravige kon-
ventionen.
315
Hvis en sådan situation måtte opstå, hvor lovgiver eksplicit ønsker at fravi-
ge konventionen, bør dette udtrykkeligt angives i den pågældende lovs bemærkninger.
Retsvirkningen af dette vil være, at de danske domstole undtagelsesvis ikke vil skulle til-
sidesætte den danske bestemmelse, selv om den må anses for at være i strid med EMRK.
Begrundelsen er, at EMRK ikke gælder på grundlovsniveau og derfor ikke begrænser
lovgivers råderum. En sådan situation, hvor lovgiver udtrykkeligt har villet fravige kon-
ventionen, har endnu ikke foreligget.
313
314
315
Ved lov nr. 285 af 29. april 1992 er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention inkorporeret i dansk ret.
Betænkning nr. 1546 (2014) om inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet, side 40.
Betænkning nr. 1220 (1991) om inkorporering af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, side 197.
271
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0274.png
Danmark er som konventionspart forpligtet til at overholde konventionen, sådan som
den fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Praksis fra EMD
må derfor – uanset om Danmark har været part i en sag eller ej – tages i betragtning,
når konventionens rækkevidde vurderes i dansk sammenhæng.
316
Forsømmelse heraf vil
i værste fald kunne medføre en dom mod Danmark for overtrædelse af konventionen i
en eventuel fremtidig sag.
317
3.1
EMRK artikel 10
Ytringsfriheden er beskyttet i EMRK artikel 10, som lyder:
”Stk. 1.
Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed
og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden ind-
blanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne
artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmfore-
tagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2.
Da udøvelse af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar,
kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller
straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et de-
mokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial in-
tegritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse,
for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode
navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige
oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”
3.1.1
Hvad er omfattet af artikel 10?
3.1.1.1 Ytrings-, informations- og meningsfriheden
Artikel 10 beskytter udtrykkeligt både retten til at fremsætte ytringer (ytringsfrihed) og
retten til at modtage tanker og oplysninger (informationsfrihed). For så vidt angår be-
skyttelsen af ytringsfriheden, omfatter artikel 10’s beskyttelse både forudgående indgreb
(censur og censurlignende foranstaltninger) og efterfølgende indgreb f.eks. i form af
sanktioner (f.eks. bøde eller fængselsstraf).
316
317
Højesteret fastslog i slutningen af 1989 i en række domme, at der består en pligt for danske domstole og andre myndig-
heder til så vidt muligt at lægge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den praksis, som knytter sig hertil,
til grund ved fortolkningen af dansk ret. Dommene er refereret i afgørelser er refereret i U1989.928H, U1990.13H og
U1990.181H.
Besvarelse af spørgsmål nr. 60 (Alm. del) af 8. februar 2018 fra Folketingets Europaudvalg.
272
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0275.png
Bestemmelsen indeholder derimod – i modsætning til grundlovens § 77 – ikke et forbud
mod såkaldte forudgående indgreb (censurforanstaltninger). Både forudgående og ef-
terfølgende indgreb kan således efter artikel 10, stk. 2, være berettigede.
Artikel 10 yder dermed heller ingen ubegrænset beskyttelse af ytringsfriheden.
Omfattet af artikel 10 er også retten til at kunne modtage offentligt tilgængelig informati-
on eller anden information og tanker, som andre ønsker at formidle. Staten må desuden
ikke begrænse adgangen til oplysninger af offentlig interesse.
318
Retten til (på visse betin-
gelser) at modtage information fra offentlige myndigheder er desuden omfattet af EMRK
artikel 10. En nylig afsagt dom har således fastslået, at EMRK artikel 10 i et vist omfang
også beskytter retten til aktindsigt.
319
Informationsfriheden
skal sikre, at den enkelte har mulighed for at tilegne sig faktuel
information, tanker mv., som er offentlig tilgængelige, eller som andre ønsker at videre-
formidle.
I dommen
Open Door & Dublin Well Woman
mod Irland fandt Domstolen, at artikel
10 var krænket, fordi en irsk domstol i 1988 havde pålagt to organisationer, som vej-
ledte kvinder om graviditet, at stoppe med at formidle information om mulighederne
for at få foretaget abort i bl.a. Storbritannien.
320
Irland tillod ikke provokeret abort på
det pågældende tidspunkt, men det var ikke strafbart for en irsk kvinde at få foretaget
abort i udlandet. Domstolen fandt derfor, at forbuddet mod at formidle information om
abortmulighederne i udlandet stred mod retten til at modtage information.
321
Selv om de
irske myndigheders påbud i forhold til de to organisationer varetog et legitimt hensyn
(hensynet til den offentlige moral, hvor medlemsstaterne indrømmes et vist nationalt
råderum), var det konkrete indgreb uproportionalt i forhold til det forfulgte formål.
322
Det er i vidt omfang en opgave for medierne at holde borgerne informeret om emner
af samfundsmæssig interesse, og som en naturlig konsekvens heraf nyder medierne en
særlig grad af beskyttelse
323
(se nærmere herom i afsnit 4.2). Dette er gentagne gange
fastslået i EMD's praksis.
318
319
320
321
322
323
P. Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 3. udgave (2011), side 804.
Maygar Helsinki-Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016). For nærmere om dommens betydning, se R.
Grønved Nielsen og D. Knobel, ”Aktindsigt – en menneskerettighed?” i U2017B.432.
Open Door & Dublin Well Woman mod Irland (afsagt den 29. oktober 1992).
Domstolen lagde desuden vægt på, at informationerne om abortmuligheder – som med forbuddet forsøgtes forhindret
– desuden var tilgængelig igennem andre kanaler, f.eks. gennem magasiner. Denne information kunne dog tilgås uden
kvalificeret vejledning, og varetog derfor i mindre grad beskyttelsen af kvindernes sundhed end de to organisationers
rådgivning.
Se også Khurshid Mustafa & Tarzibachi mod Sverige (afsagt den 16. december 2008).
Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 70.
273
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0276.png
Friheden til at have sine egne meninger og tanker er også omfattet af artikel 10. Retten
til at tænke frit og til samvittighedens frihed er også beskyttet af konventionens artikel 9.
Meningsfriheden
relaterer sig primært til den private sfære, og det vil typisk være meget
vanskeligt for staten at gribe ind i friheden til at danne sig sine egne meninger.
Dommen
Vogt mod Tyskland
er illustrativ i forhold til meningsfrihedens betydning. Her
fandt Domstolen, at afskedigelse af en lærer som reaktion på den pågældendes medlem-
skab af det kommunistiske parti udgjorde en krænkelse af artikel 10.
324
Afskedigelsen
var ikke udløst af noget, som læreren havde sagt eller på anden måde tilkendegivet, men
derimod af hendes generelle politiske overbevisning og medlemskab af et politisk parti.
Dette fandtes omfattet af artikel 10.
Meningsfriheden efter artikel 10 har et vist sammenfald med artikel 9, som beskytter
retten til at tænke frit og til samvittighedens frihed. Dog er beskyttelsen efter artikel 9,
for så vidt angår den indre overbevisning, absolut, mens meningsfriheden efter artikel
10 kan begrænses, hvis indgrebet forfølger et af de i artikel 10, stk. 2, nævnte anerkendel-
sesværdige formål, jf. nedenfor.
Omfattet af meningsfriheden er også retten til at forholde sig tavs om sine personlige
meninger.
325
Et pålæg fra myndighederne om at skulle udtale sig om sin religiøse eller
politiske overbevisning vil således udgøre et indgreb i meningsfriheden. EMD har dog
udtalt, at friheden til at forholde sig tavs vedrørende faktiske oplysninger, f.eks. ved at
nægte af afgive forklaring som vidne under en retssag, ikke er omfattet af artikel 10.
326
3.1.1.2 Inden for beskyttelsen af ytringsfriheden
Artikel 10 omfatter udtrykkeligt både ytringer i form af oplysninger om faktiske forhold
og tilkendegivelser af personlige meninger. Beskyttelsen dækker som udgangspunkt
både ytringens form og indhold.
Ud over de traditionelle ytringsformer som skrift og tale omfatter artikel 10 også ik-
ke-sproglige (non-verbale) udtryksformer som f.eks. faste og levende billeder, kunst-
neriske udtryksformer,
327
symboler,
328
symbolsk påklædning
329
og symbolske handlinger,
hvis der med handlingen formidles et budskab,
330
f.eks. ved tegn. Spændvidden viser sig
324
325
326
327
328
329
330
Vogt mod Tyskland (afsagt 26. september 1995).
Strohal mod Østrig (afsagt 7. april 1992 (K)).
Ezelin mod Frankrig (afsagt den 26. april 1991), pr. 33.
Müller mod Schweiz (afsagt den 24. maj 1988).
Vajnai mod Ungarn (afsagt den 8. juli 2008), pr. 29.
Stevens mod Storbritannien (afsagt den 25. november 1999).
Murat Vural mod Tyrkiet (afsagt den 21. april 2014), pr. 40-56.
274
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0277.png
ved, at Domstolen i sin praksis har anset alt fra protestaktioner
331
og blokader
332
til kast
med maling for ytringer
333
omfattet af artikel 10’s beskyttelse.
Symboler som ytringer
I 2009 behandlede Domstolen en sag om en ungarsk politiker, som havde sat en fem-
takket rød stjerne på sin jakke i forbindelse med en demonstration. Den røde stjerne
er særligt forbundet med det tidligere kommunistiske styre i Sovjetunionen og de
østeuropæiske lande. Den røde stjerne symboliserer dog også andre organisationer og
forbindes bl.a. med den internationale arbejderbevægelse.
I Ungarn var der forbud mod at bære den røde stjerne, som blev betragtet som et to-
talitært symbol, og den ungarske politiker blev derfor dømt for overtrædelse af dette
forbud. Sagen blev indbragt for EMD, som lagde til grund, at politikeren havde iført
sig symbolet som en politisk meningstilkendegivelse og som herefter fandt, at dom-
fældelsen krænkede politikerens ret til ytringsfrihed efter EMRK artikel 10.
334
Domstolen henviste bl.a. til, at der er et meget snævert rum for at begrænse den poli-
tiske ytringsfrihed. At fremvisningen af symbolet kunne vække negative følelser hos
ofre for det sovjetiske styre eller deres efterladte, kunne ikke begrunde indgrebet i
politikerens ytringsfrihed.
Når det skal bedømmes, om en ikke-sproglig udtryksform er omfattet af artikel 10, vil
det være relevant at se på karakteren af og formålet med handlingen. Det vil typisk blive
udslagsgivende, om hensigten med den pågældende adfærd mv. har været at tilkende-
give en mening. Det var tilfældet i dommen
Murat Vural mod Tyrkiet,
hvor en person
havde kastet maling mod en statue af grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Mustafa
Kemal Atatürk. Domstolen lagde vægt på, at handlingen både rent objektivt kunne ses
som en meningstilkendegivelse, og at den dømte desuden havde haft til hensigt – med
sin handlemåde – at udtrykke sin utilfredshed med, at landet blev ledet med udgangs-
punkt i Atatürks ideologi.
335
Også rent kommercielle ytringer som f.eks. reklamer nyder beskyttelse efter artikel 10.
336
331
332
333
334
335
336
Shvydka mod Ukraine (afsagt den 30. oktober 2014), pr. 35-38.
Hashman og Harrup mod Storbritannien (afsagt den 25.november 1999), pr. 28.
Murat Vural mod Tyrkiet (afsagt den 21. april 2014), pr. 54.
Vajnai mod Ungarn (afsagt den 8. juli 2008).
Murat Vural mod Tyrkiet (afsagt den 21. april 2014), pr. 56.
Casado Coca mod Spanien (afsagt den 24. februar 1994), pr. 35-37.
275
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0278.png
En ytring er beskyttet, uanset hvilket medium der er anvendt til udbredelsen. Det er så-
ledes ikke afgørende, om udbredelsen er sket ved tale, i radio eller tv, på film eller teater,
via kunst eller på sociale medier.
Retten til ytringsfrihed er heller ikke personelt begrænset og gælder derfor for ”enhver.”
Udtrykket omfatter fysiske personer, herunder også mindreårige og juridiske personer
som f.eks. selskaber og foreninger.
337
Som nævnt beskytter artikel 10 både ytringer om faktiske forhold og ytringer, som rum-
mer en meningstilkendegivelse, og der er i det hele taget vide rammer for den indholds-
mæssige beskyttelse.
Artikel 10 beskytter således ikke alene mere harmløse, neutrale og politisk korrekte
ytringer. Den beskytter med EMD's egne ord også ytringer, der ”støder, chokerer og for-
styrrer.”
338
At sådanne ytringer også er beskyttet af artikel 10, følger af kravene om pluralisme, tole-
rance og åbenhed, uden hvilke der ikke kan eksistere et ”demokratisk samfund.”
339
Dette
udtalte Domstolen bl.a. i dommen
Handyside mod Storbritannien,
som drejede sig om
en dansk skolebog (”Den lille røde bog for skoleelever”), der blev udgivet i slutningen af
60’erne, og som var målrettet børn i teenagealderen. Bogen indeholdt kapitler om – i sin
samtid – kontroversielle emner som onani, pornografi, og seksualitet. I England, hvor
bogen også blev udgivet, blev udgiverens mere end tusind eksemplarer beslaglagt og de-
strueret. Domstolen fandt, at bogens indhold var omfattet af ytringsfrihedsbeskyttelsen
efter artikel 10, hvorfor beslaglæggelsen og destruktionen udgjorde et indgreb i forlagets
ytringsfrihed. Domstolen fandt imidlertid i det konkrete tilfælde, at indgrebet var nød-
vendigt i et demokratisk samfund, og Storbritannien blev derfor ikke dømt for at have
overtrådt artikel 10.
340
Afgørelsen skal ses i lyset af, at sagen angik spørgsmål vedrørende
den offentlige moral, hvor det – som følge af store nationale og kulturelle forskelle – er
Domstolens praksis at indrømme staterne en ganske vid skønsmargin. Se nærmere om
det nationale skøn i afsnit 3.4.2 om ”nødvendigt i et demokratisk samfund.”
337
338
339
340
J.F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 4. udgave (2017), side 972.
”… not only ”information” or ”ideas” that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference,
but also to those that offend, shock or disturb the State or any other sector of the population.” Handyside mod Storbri-
tannien, (afsagt den 7. december 1976), pr. 49.
Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976), pr. 49.
Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976). Domstolen fandt, at indgrebet var nødvendigt i et demo-
kratisk samfund, hvorfor der ikke var sket krænkelse af artikel 10. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at der ikke herskede en
fælles forståelse i medlemsstaterne af, hvad det krævede at beskytte den offentlige moral.
276
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0279.png
At også ytringer, som støder, chokerer og forstyrrer, er omfattet af ytringsfrihedsbeskyt-
telsen, udtalte Domstolen ligeledes i sagen
Lingens mod Østrig.
341
Denne sag drejede sig
om en journalist, som var blevet straffet for ærekrænkelse ved i to artikler at have fremsat
hård kritik af den østrigske kansler. Kritikken var begrundet i, at kansleren ikke klart
ville afvise at samarbejde med en politiker med en fortid i SS. Kansleren blev i artik-
lerne bl.a. kaldt umoralsk og uværdig. EMD fandt ikke, at indgrebet (dommen mod
journalisten) trods beskyldningernes karakter kunne anses for at være nødvendigt i et
demokratisk samfund.
3.1.1.3 Uden for EMRKs ytringsfrihedsbeskyttelse
Der
er
dog grænser for, hvilke ytringer konventionen indholdsmæssigt beskytter.
Efter EMD’s praksis falder ytringer, der truer med eller tilskynder til vold, eller som er
udtryk for et ekstremt had eller forhånelse af andre persongrupper, således uden for
beskyttelsen.
342
Det følger af EMRKs artikel 17, som efter sin ordlyd indebærer et forbud mod misbrug af
de rettigheder, som konventionen sikrer:
”Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som medførende
ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virk-
somhed eller udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af
de heri nævnte rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre
omfang, end der er hjemmel for i Konventionen.”
Domstolen har udtrykt det sådan, at artikel 17 skal forhindre personer, foreninger mv. i
at misbruge deres konventionssikrede rettigheder til at undertrykke andres rettigheder
eller de principper om demokrati og respekt for menneskerettigheder, som EMRK ba-
serer sig på.
343
341
342
343
Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986), pr. 41.
Se bl.a. Delfi AS mod Estland (afsagt den 16. juni 2015), Norwood mod Storbritannien (afsagt den 16. november 2004)
og Garaudy mod Frankrig (afsagt den 24. juni 2003).
Domstolen har bl.a. udtalt, at ”(...) although its case-law has enshrined the overriding and essential nature of the freedom
of expression in a democratic society (…), it has also laid down the limits to that freedom. The Court has held in
particular, that speech which is incompatible with the values proclaimed and guaranteed by the Convention would be
removed from the protection of Article 10 by virtue of Article 17 of the Convention (…)”, jf. Domstolens afgørelse om
afvisning af antagelse til realitetsbehandling: Pavel Ivanov mod Rusland (afsagt den 20. februar 2007). Det har varieret,
hvorvidt Domstolen har afvist beskyttelse for sådanne ytringer med henvisning til at de slet ikke var omfattet af artikel
10’s anvendelsesområde (artikel 17) eller med henvisning til at indgreb over for de pågældende ytringer har været nød-
vendige i et demokratisk samfund i forhold til et af de i artikel 10, stk. 2 opregnede legitime hensyn, jf. Kjølbro (2017),
side 972.
277
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0280.png
Bestemmelsen har bl.a. fundet anvendelse i sager, hvor der har været tale om grove ra-
cistiske udtalelser eller benægtelser af forbrydelser mod menneskeligheden (holocaust).
Domstolen har udtalt, at ytringer med et sådant indhold er udtryk for misbrug af ytrings-
friheden, jf. artikel 17, og derfor falder helt uden for den beskyttelse af ytringsfriheden,
som følger af artikel 10. I dansk retspraksis har artikel 17 ikke spillet nogen særlig rolle,
og Højesteret har kun i enkelte tilfælde henvist til artikel 17.
344
3.2
Indgreb i retten til ytrings- og informationsfriheden
3.2.1 Hvornår er der tale om et indgreb?
Hvis et forhold er omfattet af artikel 10’s anvendelsesområde, er spørgsmålet, om der
i det konkrete tilfælde foreligger et indgreb i ytringsfriheden. Domstolen har generelt
anlagt en bred forståelse af, hvad der kan udgøre et indgreb i ytringsfriheden, men en
foranstaltning, der retter sig mod ytringsfriheden, må dog have en vis intensitet for at
kunne udgøre et indgreb. Selv sanktioner mv. med lav intensitet – f.eks. krav om en und-
skyldning eller en advarsel – kan dog efter omstændighederne udgøre et indgreb efter
artikel 10, stk. 1.
345
Et indgreb kan både rette sig mod den, der fremsætter en ytring, og mod en person eller
aktør – navnlig pressen – som videreformidler andres ytringer.
Det er oplagt, at censurforanstaltninger og lignende krav om forudgående godkendelse
udgør indgreb i ytringsfriheden.
346
Dette er bl.a. fastslået i dommen
Cypern mod Tyrkiet,
hvor de tyrkiske myndigheder havde censureret en række skolebøger, selv om indholdet
var af ukontroversiel karakter. Dette udgjorde et indgreb i cyprioternes ret til ytrings- og
informationsfrihed efter artikel 10.
Desuden udgør efterfølgende strafforanstaltninger som følge af en ytring, f.eks. fængsel
eller bødestraf, utvivlsomt også indgreb i ytringsfriheden.
347
Også idømmelse af erstat-
ningspligt for fremsatte ytringer vil udgøre indgreb i ytringsfriheden.
348
En ansættelsesretlig reaktion (f.eks. fyring) som følge af en fremsat ytring vil også være et
indgreb i ytringsfriheden, forudsat at der kan påvises en sammenhæng mellem ytringen
344
345
346
347
348
Se f.eks. U2000.2234H og U2004.734H, Højesteret i begge sager tiltrådte, at den tiltalte var skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne måtte forstås i lyset af EMRK artikel 10 og 17.
Lorenzen m.fl. (2011), side 809.
Cypern mod Tyrkiet (afsagt den 10. maj 2001).
Fatullayev mod Aserbajdsjan (afsagt den 22. april 2010): En journalist havde i denne sag skrevet en artikel om en massak-
re, som angiveligt var begået af aserbajdsjanske soldater. Journalisten blev bl.a. idømt 2,5 års fængsel, hvilket EMD fandt
var i strid med artikel 10.
Tolstoy Miloslavsky mod Storbritannien (afsagt den 13. juli 1995).
278
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0281.png
og reaktionen. Kan det omvendt påvises, at en ansættelsesretlig reaktion snarere end
medarbejderens ytringer må anses for begrundet i vedkommendes forsømmelse af sine
arbejdsforpligtelser, vil der selvsagt ikke foreligge et indgreb i vedkommendes ytrings-
frihed.
349
Spørgsmålet om, hvorvidt en given handling eller adfærd er omfattet af artikel 10’s an-
vendelsesområde, vil som følge af bredden i beskyttelsesområdet sjældent give anled-
ning til større vanskeligheder.
Der er dog forekommet tvivlstilfælde. Det er f.eks. ikke oplagt, at en dom for overtrædel-
se af en bestemmelse, som ikke i sig selv udgør en indskrænkning af ytringsfriheden, vil
være omfattet af artikel 10’s anvendelsesområde. Spørgsmålet har bl.a. været aktualiseret
i sager om journalistiske researchhandlinger, som har indebåret en overtrædelse af gæl-
dende lovgivning – f.eks. generel våben- eller narkotikalovgivning – der ikke isoleret set
begrænser ytringsfriheden.
I
Mikkelsen og Christensen mod Danmark
350
fandt Domstolen, at to danske journalisters
køb af otte krysantemumbomber som led i research til en tv-udsendelse om tilgængelig-
heden af ulovligt fyrværkeri
var
omfattet af artikel 10’s anvendelsesområde. Handlingen
– dvs. købet af det ulovlige fyrværkeri – udgjorde i sig selv ikke en ytring. Men formålet
med handlingen var – til brug for en kritisk pressehistorie om illegal handel med fyrvær-
keri og myndighedernes mangelfulde kontrolindsats – at afdække, hvor let køb kunne
foretages. Der var tale om et emne, som utvivlsomt havde samfundsmæssig interesse,
men Domstolen afviste i det konkrete tilfælde at behandle sagen, idet man fandt klagen
åbenbart ugrundet. Det skyldtes navnlig, at journalisterne ikke var blevet forhindret i at
sende dokumentaren, ligesom straffesagen mod dem ikke relaterede sig til udsendelsen,
men til den forudgående strafbare handling.
3.2.2 Statens positive forpligtelse til at beskytte ytrings- og informationsfrihed
EMD har i sin praksis også fundet, at de enkelte rettigheder udløser en
positiv forpligtelse
for staten til at beskytte borgerne.
351
Det betyder for så vidt angår artikel 10, at staterne i
visse tilfælde ikke alene skal afstå fra at krænke, men derimod aktivt skal beskytte indivi-
ders og virksomheders mv. ret til at ytre sig og herunder sikre, at der ikke sker urimelige
349
350
351
Af øvrige eksempler på forhold, som kan udgøre indgreb i ytringsfriheden, kan nævnes lukning af medier, forbud mod
udsendelser, fratagelse af provenu ved salg af bog, fortabelse af retten til at udøve erhverv, beslaglæggelse af tryksager mv.
For yderligere eksempler, se Lorenzen m.fl. (2011), side 806f.
Mikkelsen og Christensen mod Danmark (afsagt den 24. maj 2011). Klagen fandtes åbenbart ugrundet, jf. EMRK artikel
35.
Özgür Gündem mod Tyrkiet (afsagt den 16. marts 2000), pr. 42.
279
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0282.png
begrænsninger i retten hertil.
352
Myndighedernes passivitet i så henseende vil efter om-
stændighederne i sig selv kunne udgøre en krænkelse af ytringsfriheden.
Et sådant tilfælde forelå i sagen
Özgur Gündem mod Tyrkiet.
353
Her havde en tyrkisk avis
og dens medarbejdere, som særligt dækkede forholdene for det kurdiske mindretal, i
flere år været udsat for voldelige angreb, herunder med drab og brandstiftelse. De tyrki-
ske myndigheder kendte naturligvis til hændelserne, men havde ifølge EMD ikke gjort
tilstrækkeligt for at beskytte avisen og dens medarbejdere. Denne undladelse udgjorde
en krænkelse af artikel 10.
Statens positive forpligtelser omfatter bl.a. også en pligt til at yde beskyttelse til demon-
stranter, som ønsker at ytre sig.
354
Det kan f.eks. dreje sig om at skærme en gruppe af
demonstranter mod saboterende angreb fra aggressive mod-demonstranter. Forsam-
lingsfriheden er selvstændigt beskyttet af EMRK artikel 11.
Hvorvidt en stat i en konkret sag skal dømmes for et indgreb, herunder manglende op-
fyldelse af en positiv forpligtelse, vil afhænge af, om indgrebet er foreskrevet ved lov,
forfølger et anerkendelsesværdigt formål og må anses for at være nødvendigt i et demo-
kratisk samfund (proportionalt) (se herom afsnit 3.4).
3.3
Pligter og ansvar efter artikel 10, stk. 2
Det følger af EMRK artikel 10, stk. 2, at der med udøvelsen af ytrings- og informations-
friheden også følger pligter og ansvar. Dette spiller efter Domstolens praksis især en rolle
i forhold til bestemte aktører i samfundet, herunder navnlig medierne, der som nævnt
spiller en særlig central rolle i forhold til ytringsfrihedens udøvelse. (For nærmere om
mediernes særlige pligter og ansvar se afsnit 4.2.1 nedenfor).
Det er dog ikke kun medierne, der stilles særlige krav til. Også andre aktører og grupper
skal udøve ytringsfriheden under hensyntagen til deres særlige hverv og position, og
dette kan bl.a. betyde, at disse grupper i nogle henseender i højere grad end andre må
acceptere begrænsninger af deres ytringsfrihed.
Dette gælder f.eks.
ansatte,
355
som er underlagt en række særlige forpligtelser i forhold
til deres arbejdsgiver. Den loyalitets- og tavshedspligt, som ansatte i almindelighed skal
352
353
354
355
De Diego Nafria mod Spanien (afsagt den 14. marts 2003) og Appleby og andre mod Storbritannien (afsagt den 6. maj
2003).
Özgür Gündem mod Tyrkiet (afsagt den 16. marts 2000).
Palttform “Ärzte für das Leben” mod Østrig (afsagt den 21. juni 1988).
Dette gælder både offentligt ansatte og privatansatte.
280
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0283.png
overholde, vil således ofte begrænse deres ytringsfrihed.
356
Det er også fastslået i Domsto-
lens praksis, at en (offentligt) ansat, der vil kritisere sin arbejdsplads, som udgangspunkt
bør rejse en sådan kritik internt, førend f.eks. pressen inddrages, medmindre formålet
med kritikken derved ville forspildes.
357
For militærpersonel, herunder soldater, gælder efter Domstolens praksis særlige forplig-
telser, der indskrænker ytringsfriheden for denne gruppe. Domstolen har således slået
fast, at militærpersonel kan underlægges en skærpet tavshedspligt pga. den afgørende og
kritiske funktion, som de varetager.
358
Domstolen har også slået fast, at
advokater
er underlagt særlige pligter og ansvar, som
de skal iagttage, fordi de fungerer som mellemled mellem offentligheden og domstolene.
Dette betyder bl.a., at advokater som udgangspunkt ikke bør fremsætte kritik af domsto-
le og dommere i pressen, men derimod forsøge at gå rettens vej med sådanne forhold.
359
3.4
Betingelser for indgreb i ytringsfriheden (Domstolens prøvelses-
koncept)
Beskyttelsen af ytringsfriheden er som nævnt ikke ubegrænset, idet ytringsfriheden kan
underkastes indgreb i form af formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestem-
melser, når indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund
af hensyn til et af de legitime (anerkendelsesværdige) hensyn i artikel 10, stk. 2.
Disse anerkendelsesværdige hensyn, som et indgreb i ytringsfriheden skal forfølge, er
udtømmende opregnet i artikel 10, stk. 2, og omfatter hensynet til den nationale sikker-
hed, territorial integritet eller offentlig tryghed, forebyggelse af uorden eller forbrydelse,
beskyttelse af sundheden eller sædeligheden, beskyttelse af andres gode navn og rygte
eller rettigheder, forhindring af udspredelse af fortrolige oplysninger og sikring af doms-
magtens autoritet og upartiskhed.
Spørgsmål om, hvorvidt et indgreb kan anses for at varetage et eller flere af de anerken-
delsesværdige hensyn i artikel 10, stk. 2, vil sjældent i sig selv give anledning til tvivl, idet
hensynene er bredt affattet og omfatter en lang række samfunds- og individhensyn.
360
356
357
358
359
360
Se Lorenzen m.fl. (2011), side 818ff.
Spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed behandles nærmere nedenfor i afsnit 5.3.3.3.
Hadjianastassiou mod Grækenland (afsagt den 16. december 1992). Se for nærmere om denne dom afsnit 5.3.3.1.
Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998). Se nærmere om advokaters ytringsfrihed i afsnit 5.6.2-5.6.3.
J. Elo Rytter, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dansk ret”, 2. udgave (2006), side 277.
281
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0284.png
3.4.1 Indgrebet skal være foreskrevet ved lov (hjemmelskravet)
Hvis det er fastslået, at der foreligger et indgreb i konventionens forstand, er næste betin-
gelse efter artikel 10, stk. 2, at indgrebet skal være foreskrevet ved lov.
Kravet herom indebærer, at der skal være et retsgrundlag (en hjemmel) for at gøre ind-
greb i ytringsfriheden. Der er ikke krav om, at der nødvendigvis skal være tale om tradi-
tionel nedskreven lov. Også retsprincipper, retspraksis og professionelle etiske regler kan
efter omstændighederne udgøre et tilstrækkeligt grundlag for indgreb.
361
Retsgrundlaget skal ifølge Domstolens praksis desuden være
tilgængeligt
og
forudsige-
ligt.
362
Tilgængelighedskriteriet betyder kort sagt, at borgeren skal kunne gøre sig be-
kendt med grundlaget for det indgreb, som han har været udsat for. Der kan ikke gøres
indgreb på baggrund af ”hemmelig ret.”
I kravet om forudsigelighed ligger, at det skal stå klart for borgerne, hvori den retsstridi-
ge handling består, og hvad konsekvenserne af at foretage handlingen vil være (sanktio-
nen). Foruden at sikre, at borgerne kan forudse konsekvenserne af deres handlinger, skal
hjemmelskravet forhindre, at der sker en vilkårlig retsanvendelse.
Der er ikke eksempler på danske sager, hvor hjemmelskravet har været særskilt proble-
matiseret.
3.4.2 Indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionali-
tetskravet)
Det er i praksis særligt kravet om, at et indgreb skal være ”nødvendigt i et demokratisk
samfund,” der har givet vigtige fortolkningsbidrag til rækkevidden af artikel 10’s beskyt-
telse af ytrings- og informationsfriheden. I Domstolens righoldige praksis er der således
udviklet en række momenter, som indgår i denne vurdering.
Ytrings- og informationsfriheden udgør ifølge EMD en helt grundlæggende forudsæt-
ning for demokratiet, og den tillægges derfor stor betydning i afvejningen over for mod-
stående hensyn. Domstolen har i tråd hermed slået fast, at nødvendigheden af et indgreb
skal være påvist på en tilstrækkelig overbevisende måde.
363
361
362
363
Sunday Times mod Storbritannien, (afsagt den 26. april 1974) pr. 47. og Villnow mod Belgien (afvisning - afsagt den 29.
januar 2008) og Lorenzen m.fl. (2011), side 820.
Karademirci m.fl. mod Tyrkiet (afsagt den 5. januar 2005), pr. 42.
Se f.eks. Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1976), Observer & Guardian mod Storbritannien (afsagt den 26. novem-
ber 1991) Pedersen & Bundsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004) og Kjølbro (2017), side 980. Se nærmere
om forholdet mellem EMRK artikel 10, stk. 1 og 2 i Lorenzen m.fl.” (2011), side 815.
282
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0285.png
Overordnet set skal der være et
presserende samfundsmæssigt behov
(”pressing social
need”) for, at et indgreb kan anses for nødvendigt.
364
Denne vurdering beror i høj grad
på den konkrete sags omstændigheder, men generelt stilles der ikke krav om, at indgre-
bet skal være decideret uundgåeligt. Omvendt er det ikke nok, at der er tale om et nyttigt
eller rimeligt indgreb.
365
Staterne er ved denne vurdering tillagt en vis
skønsmargin.
Det betyder, at de nationale
domstole har et vist råderum i forbindelse med nødvendighedsvurderingen. Der er om-
råder, hvor staternes skønsmargin er videre end andre med den virkning, at Domstolens
prøvelse er mindre indgående. Dette gælder særligt på områder, hvor der i medlemssta-
terne hersker meget forskellige opfattelser og standarder. Det er f.eks. tilfældet i sager
vedrørende den offentlige moral/sædelighed, hvilket den omtalte dom
Handyside mod
Storbritannien
om beslaglæggelse af en dansk skolebog i Storbritannien er et illustrativt
eksempel på.
366
Det gælder også på området for kommercielle ytringer.
367
Der er på den anden side også områder og emner, hvor Domstolen foretager en mere
intensiv prøvelse og dermed ikke efterlader noget stort råderum for skøn til de nationale
domstole. Dette er særligt tilfældet i sager, der vedrører indgreb over for politiske ytrin-
ger og indgreb i mediernes ytringsfrihed.
368
Her vil der blive krævet særligt stærke og
overbevisende bevæggrunde for indgreb.
369
Den endelige vurdering af, om et konkret indgreb er nødvendigt i et demokratisk sam-
fund vil bero på en helhedsvurdering, hvor det bl.a. vil blive tillagt stor betydning, om
ytringen drejer sig om et emne af
samfundsmæssig interesse,
og om indholdet af ytringen
er saglig. Hvis ytringen angår et emne af samfundsmæssig interesse og dermed bidra-
ger til den offentlige debat, nyder ytringen en vidtgående beskyttelse, og der vil kræves
tungtvejende grunde for at gøre indgreb.
370
Omvendt vil ytringer om enkeltpersoners
rent private forhold sjældent have nogen særlig samfundsmæssige interesse, og de nyder
derfor heller ikke en tilsvarende stærk beskyttelse.
371
364
365
366
367
368
369
370
371
Se f.eks. Incal mod Tyrkiet (afsagt den 9. juni 1998), pr. 52.
“It has been pointed out in the Court’s case-law that, whilst the adjective “necessary”, within the meaning of Article 10
para. 2 (art. 10-2) of the Convention, is not synonymous with “indispensable”, neither does it have the flexibility of such
expressions as “admissible”, “ordinary”, “useful”, “reasonable” or “desirable”; rather, it implies a “pressing social need”
(Barthold mod Tyskland (afsagt den 25. marts 1985), pr. 55).
Se bl.a. Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976), som omhandlede beskyttelsen af den offentlige
moral, Murphy mod Irland (afsagt den 10. juli 2003), pr. 67. og Barthold mod Tyskland (afsagt den 25. marts 1985).
Lorenzen m.fl. (2011), side 825.
Se bl.a. Sürek mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 61 (vedr. politiske ytringer) og Tromsø og Steenaas mod Norge
(afsagt den 20. maj 1999), pr. 59. (vedr. pressens ytringsfrihed). For tilfælde, hvor EMD ikke har fundet, at der ikke var
tale om en politisk ytring, se Mouvement Raelien Suisse mod Schweiz (13. juli 2012), pr. 62.
Fedchenko mod Rusland (nr.2) (afsagt den 11. februar 2010), pr. 36.
Wingrove mod Storbritannien (afsagt den 25, november 1996), pr. 58.
Lorenzen m.fl. (2011), side 860ff. Se også Von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004).
283
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0286.png
Den samfundsmæssige interesse skal forstås bredt, idet også mere almene emner, der
f.eks. omhandler sociale, økonomiske og kulturelle samfundsforhold, efter praksis har
en stærk beskyttelse mod indgreb.
372
Emnet for og formålet med ytringen har derfor stor
betydning for, hvor tæt EMD går ind i bedømmelsen af nødvendigheden af indgrebet.
Når Domstolen skal afgøre, om et indgreb er nødvendigt i et demokratisk samfund, ser
den også på, om de nationale domstole har vurderet
sagen i sin helhed,
og om begrundel-
sen for indgrebet fremstår
relevant og tilstrækkelig.
Domstolen vurderer også, om de nati-
onale domstole har foretaget
en acceptabel bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder,
og om det foretagne indgreb er
proportionalt
i forhold til det forfulgte anerkendelsesvær-
dige formål – det vil sige, om indgrebet er rimeligt og egnet til at opnå det legitime formål.
I kravet om,
at de nationale domstole skal have behandlet sagen i sin helhed,
ligger bl.a., at
indholdet af en ytring altid skal vurderes i relation til den sammenhæng, hvorunder den
er fremsat.
373
F.eks. vil det have betydning for vurderingen, om en ytring er faldet spon-
tant under en mundtlig debat, eller om der er tale om en mere velovervejet og forberedt
ytring, som f.eks. er indeholdt i et læserbrev, som afsenderen har brugt tid på at forfatte
og sende.
374
Sagen
Gül og andre mod Tyrkiet
er er et godt eksempel på, at den sammenhæng, hvor-
under en ytring er faldet, kan have afgørende betydning for vurderingen. Her havde
demonstranter ved et 1. maj-arrangement bl.a. råbt, at ”politisk magt vokser ud af gevær-
løbet”, hvilket de efterfølgende var blevet dømt for ved de tyrkiske domstole. EMD fandt,
at udsagnene i det konkrete tilfælde ikke kunne siges at opfordre til eller bifalde vold eller
had. Domstolen lagde udtrykkeligt vægt på, at ordene var faldet i forbindelse med en i
øvrigt fredelig og lovlig demonstration.
375
Afgørelsen viser, at hvis de nationale domstole begrænser sig til isoleret at vurdere det
sproglige indhold af en ytring og ikke inddrager de konkrete omstændigheder, kan dette
udgøre en krænkelse.
376
I sin praksis vurderer EMD også, om statens begrundelse for indgrebet er
relevant og
tilstrækkelig.
377
372
373
374
375
376
377
Müller og andre mod Schweiz (afsagt den 24. maj 1988), pr. 27.
Ayhan Erdogan mod Tyrkiet (afsagt den 13. januar 2009) pr. 23.
Lorenzen m.fl. (2011), side 58.
Gül og andre mod Tyrkiet (afsagt den 8. juni 2010), pr. 41-45.
Ayhan Erdogan mod Tyrkiet (afsagt den 13. januar 2009), pr. 30-32.
Vogt mod Tyskland (afsagt den 26. september 1995), pr. 52.
284
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0287.png
Kravet om relevans spiller sjældent nogen større rolle i praksis.
378
Derimod er kravet om,
at indgrebet skal være tilstrækkeligt for at sikre det legitime hensyn oftere genstand for
EMD's prøvelse.
Dette ses bl.a. i sager, hvor der er nedlagt forbud mod offentliggørelse af visse oplys-
ninger.
379
Hvis oplysningerne allerede er offentliggjort på anden måde og derved gjort
tilgængelige, vil et forbud mod at offentliggøre oplysningerne ikke længere være virk-
somt og dermed ikke tilstrækkeligt til at opnå det anerkendelsesværdige formål – i det
konkrete tilfælde at forhindre udbredelsen af de fortrolige oplysninger.
Dette var bl.a. et omdrejningspunkt i sagen
Observer & Guardian mod Storbritannien,
hvor EMD's flertal godkendte et forbud – begrundet i hensynet til statens sikkerhed –
mod offentliggørelsen af en afslørende bog om den britiske efterretningstjeneste, som
det i bogen hævdedes havde begået lovbrud. Flertallet fandt, at et forbud mod bogen
havde været berettiget, men kun indtil det tidspunkt, hvor bogen var blevet udgivet i
USA, og fortroligheden som følge heraf kompromitteret.
380
I sin prøvelse af, om et indgreb er nødvendigt i et demokratisk samfund, lægger Domsto-
len som nævnt også vægt på, om de nationale myndigheder har foretaget en
acceptabel
bedømmelse af sagens faktum.
381
Kravet herom indebærer bl.a., at de nationale domstole
ikke må ignorere faktuelle forhold, som er relevante for bedømmelsen af, om et indgreb
har været nødvendigt i et demokratisk samfund. I sagen
Gazeta Ukraina-Tsentr mod
Ukraine
havde en journalist under en pressekonference fremsat beskyldninger om, at
en navngiven person, som var politiker, havde forsøgt at få ham skaffet af vejen.
382
Pres-
sekonferencen blev dækket af en avis, som senere offentliggjorde en artikel, hvori den
alvorlige beskyldning blev viderebragt. Avisen blev pålagt at betale et beløb til politike-
ren for at videreformidle og sprede den injurierende udtalelse. Avisen indbragte sagen
for EMD, som bl.a. anførte, at beskyldningen og videreformidlingen heraf vedrørte et
emne af væsentlig samfundsmæssig interesse – den udsatte position, som journalister
i visse lande kan befinde sig i.
383
EMD inddrog således specifikt det forhold, at der de
foregående knap 20 år havde været i størrelsesordenen 18 drab på (kritiske) journalister
i Ukraine.
384
EMD nåede frem til, at domfældelsen af avisen krænkede konventionen og
378
379
380
381
382
383
384
Lorenzen m.fl. (2011), side 830.
Obukhova mod Rusland (afsagt den 8. januar 2009).
Dommen omtales nærmere i afsnit 5.3.3 om afvejningen mellem ytringsfriheden og fortroligholdelse af oplysninger.
De nationale domstoles begrundelse udgør grundlaget for EMD's prøvelse, og hvis de nationale domstole ikke har leve-
ret en tilstrækkelig begrundelse for sagens afgørelse i det nationale retssystem, kan dette i sig selv udgøre en krænkelse,
jf. Lorenzen m.fl. (2011), side 829.
Gazeta Ukraina-Tsentr mod Ukraine (afsagt den 15. juli 2010).
Gazeta Ukraina-Tsentr mod Ukraine (afsagt den 15. juli 2010), pr. 51.
Gazeta Ukraina-Tsentr mod Ukraine (afsagt den 15. juli 2010)
285
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0288.png
tillagde det herved udtrykkelig vægt, at de nationale domstole havde forsømt at inddrage
de relevante oplysninger om den høje forekomst af drab på journalister i Ukraine.
385
Kravet om en acceptabel bedømmelse af fakta indebærer også, at de nationale domstole
skal foretage en korrekt kategorisering af ytringerne. Med dette menes, at de nationale
domstole, f.eks. i sager om mediernes ytringsfrihed, skal skelne mellem på den ene side
mediernes selvstændigt fremsatte beskyldninger og på den anden side mediernes videre-
givelse af andres beskyldninger. Dette er vigtigt, fordi mediernes udvidede ytringsfrihed
i særlig grad beskytter mediernes adgang til at videregive og rapportere andres infor-
mation og tanker (se straks nedenfor om mediernes referatprivilegium). Tilsvarende
forventer EMD, at de nationale domstole foretager en (korrekt) kategorisering af ære-
krænkelser som enten ”value judgments” eller ”statement of fact” (se nærmere herom i
afsnit 5.1.3).
Også indgrebets karakter og intensiteten af en pålagt eller idømt sanktion
har stor betyd-
ning for vurderingen af indgrebets nødvendighed i et demokratisk samfund og dermed
indgrebets
proportionalitet.
Indgrebets karakter
relaterer sig til, om der er tale om et forudgående eller efterfølgende
indgreb i ytringsfriheden. Et forudgående indgreb (censurforanstaltninger, beslaglæg-
gelse, forbud mv.), der forhindrer selve offentliggørelsen, vil som udgangspunkt blive
underkastet en mere intensiv prøvelse end efterfølgende indgreb.
386
Dette gælder særligt,
hvis et sådant forudgående indgreb griber ind i mediernes udvidede ytringsfrihed. Dom-
stolen har i dommen
Observer & Guardian mod Storbritannien
således udtalt, at:
”…the dangers inherent in prior restraints are such that they call for the
most careful scrutiny on the part of the Court. This is especially so as far
as the press is concerned, for news is a perishable commodity and to delay
its publication, even for a short period, may well deprive it of all its value
and interest…”
387
Intensiteten af sanktionen,
f.eks. bøde eller fængselsstraf, skal som nævnt også være pro-
portional. Heri ligger, at der skal være et rimeligt forhold mellem sanktionen og den
krænkelse eller skadevirkning, som den sanktionerede ytring medfører.
385
386
387
Lorenzen m.fl. (2011), side 836.
Wingrove mod Storbritannien (afsagt den 25. november 1996), pr. 58.
Observer & Guardian mod Storbritannien (afsagt den 26. november 1991), pr. 60.
286
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0289.png
Dette gælder for så vidt både sanktionens art (fængselsstraf, erstatning, bøde mv.) og
sanktionens konkrete omfang (en fængselsstrafs længde eller en bødestørrelse mv.)
388
I
dommen
Cumpana og Mazare mod Rumænien
389
fandt Domstolen, at en dom mod to
journalister, som var blevet idømt 7 måneders fængsel, pålagt at betale erstatning samt
fået forbud mod at arbejde som journalister i et år, var åbenbart uproportional. Journa-
listerne var blevet dømt ved de rumænske domstole for i en artikel at have fremsat udo-
kumenterede anklager om korruption mod en navngiven dommer. Domstolen udtalte
mere generelt, at fængselsstraf til journalister i anledning af deres professionelle virke
kun kan accepteres i helt ekstraordinære og særligt alvorlige tilfælde. Den foreliggende
sag var ikke udtryk for en sådan situation.
Når EMD på denne måde interesserer sig for de konkrete indgrebs karakter og intensitet,
skyldes det, at meget byrdefulde sanktioner – foruden følgerne for de umiddelbart be-
rørte – mere generelt er egnet til at afskrække andre fra at ytre sig. Domstolen anvender
ofte udtrykket ”chilling effect” (afskrækkende effekt) som betegnelse for de tilfælde, hvor
et indgreb, f.eks. fængselsstraf, har en så indgribende karakter, at det kan påvirke andres
tilbøjelighed til at ytre sig.
390
På grund af mediernes særlige rolle i de demokratiske sam-
fund er det således afgørende, at de sanktioner, som pressen kan idømmes, ikke bevirker,
at der opstår selvcensur af frygt for de retlige konsekvenser.
391
4. Udvidet ytringsfrihed
Når Domstolen vedvarende har fastslået, at indgreb i ytringer om emner af samfunds-
mæssig interesse kræver tungtvejende grunde, har det bl.a. som konsekvens, at de insti-
tutioner og aktører i samfundet, som særligt beskæftiger sig med forhold af samfunds-
mæssig interesse, generelt må tåle en højere grad af kritisk interesse.
Det gælder navnlig regeringer og regeringsmedlemmer, men også offentlige institutio-
ner og myndigheder.
392
Domstolen har endvidere slået fast, at der er vide rammer for kritik af embedsmænd,
for så vidt at kritikken angår deres embedsførelse.
393
Dette gør sig særligt gældende, når
388
389
390
391
392
393
Kjølbro (2017), side 983.
Cumpana og Mazare mod Rumænien (afsagt den 17. december 2004).
Cumpana og Mazare mod Rumænien (afsagt den 17. december 2004), pr. 114 og 116.
Krasulya mod Rusland (afsagt den 22. februar 2007) pr. 44.
Pinto Pinheiro Marques mod Portugal (afsagt den 22. januar 2015)
De Carolis and France Télévisions mod Frankrig (afsagt den 21. januar 2016).
287
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0290.png
kritikken fremsættes i forbindelse med afdækningen f.eks. magtmisbrug eller andre uac-
ceptable forhold.
394
Også politikere må generelt lægge ryg til mere end folk i almindelighed, når kritikken
relaterer sig til eller har relevans for deres politiske virke. Man kan udtrykke det sådan,
at det er den pris, de pågældende betaler for at tage del i magten.
4.1
Politikeres ytringsfrihed
For politikere går det imidlertid begge veje. For mens politikere som nævnt må tåle at
blive kigget kritisk i kortene, nyder de samtidig en særligt vidtgående ytringsfrihed, når
de deltager i debatter om emner af samfundsmæssig interesse.
EMD har begrundet dette med, at politikere i almindelighed indtager en central rolle
og funktion i et demokrati, hvor de skal varetage borgernes interesser og sætte relevante
samfundsforhold under debat.
395
For at kunne udfylde denne rolle, er politikere indrøm-
met et særligt frisprog.
For folkevalgte politikere gælder desuden en særlig udstrakt ytringsfrihed med hensyn
til de diskussioner, der finder sted i de parlamentariske forsamlinger.
396
I en dansk sam-
menhæng følger dette direkte af grundlovens § 57, hvorefter folketingspolitikere som
udgangspunkt nyder immunitet for deres ytringer i folketingssalen, jf. afsnit 2.2 ovenfor.
Indgreb rettet mod politikeres ytringer har været genstand for en lang række sager ved
EMD, og i disse sager foretager Domstolen en meget intensiv prøvelse.
397
Dette gælder
for så vidt også indgreb, der retter sig mod politiske partier og andre politisk aktive in-
divider og aktører.
398
Rækkevidden af politikeres ytringsfrihed var et centralt tema i dommen
Castells mod
Spanien.
399
Her havde et spansk parlamentsmedlem i en avisartikel fremsat stærkt kri-
tiske udsagn mod den siddende regering, som han mente forholdt sig for passivt med
hensyn til at finde og retsforfølge gerningsmændene bag flere politisk motiverede mord
og overfald i Baskerlandet. Parlamentsmedlemmet udtrykte sig på en måde, hvor han
gjorde den spanske regering medansvarlig for forbrydelserne. Ved de nationale domstole
394
395
396
397
398
399
Cihan Öztürk mod Tyrkiet (afsagt den 9. juni 2009), pr. 32.
Castells mod Spanien (afsagt den 23. april 1992), pr. 42.
Kjølbro (2017), side 1025.
Ibid., side 1021.
Ibid.
Castells mod Spanien (afsagt den 23. april 1992).
288
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0291.png
var politikeren blevet dømt for indholdet af avisartiklen, hvilket Domstolen fandt var i
strid med artikel 10. Domstolen lagde bl.a. andet vægt på, at der er videre rammer for
kritik, når det omhandler regeringen, og at det konkrete emne havde stor samfundsmæs-
sig interesse i Spanien.
Som nævnt modsvares den stærke beskyttelse af politikeres ytringsfrihed i et vist omfang
af, at politikere generelt også må tåle mere end andre.
400
Dette er bl.a. fastslået i den oven-
for omtalte dom
Lingens mod Østrig,
hvor EMD udtalte, at politikere – på grund af deres
position i et demokratisk samfund – må tolerere en høj grad af kritik.
401
Grænsen for politikernes udvidede ytringsfrihed går ved fremsættelsen af særdeles grove
beskyldninger eller fornærmelige udtalelser, som ikke har faktuelt belæg.
402
4.2
Mediernes særlige ytringsfrihedsbeskyttelse
Medierne er som følge af deres vitale funktion i de demokratiske samfund tillagt en
særlig udvidet ytringsfrihed.
Denne udvidede ytringsfrihed for medierne er navnlig begrundet i hensynet til informa-
tionsfriheden, hvorved forstås offentlighedens adgang til – via mediernes nyhedsformid-
ling – at modtage relevant information om væsentlige emner.
403
Indholdsmæssigt er den udvidede ytringsfrihed for medierne toleddet, idet den dels be-
tyder, at medierne har en særlig adgang til at tilgå og søge efter information, og dels en
udvidet adgang til at videreformidle den tilvejebragte information til offentligheden.
400 Se f.eks. Renaud mod Frankrig (afsagt den 25. februar 2010) (ærekrænkelse) og Karhuvaara & Iltalehti mod Finland
(afsagt den 16. november 2004) (omtale af privatliv). Se nærmere herom i omtalen af ærekrænkelser, afsnit 5.2.
401 Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986).
402 Kjølbro (2017), side 1024.
403 Centro Europa 7 S.R.L og Stefano mod Italien (afsagt den 7. juni 2012), pr. 131:”Freedom of the press and other news me-
dia affords the public one of the best means of discovering and forming an opinion of the ideas and attitudes of political
leaders. It is incumbent on the press to impart information and ideas on political ideas and on other subjects of public
interest. Not only the press have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive
them” og Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 73.
289
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0292.png
Det udtrykkes ofte sådan, at der med Domstolens praksis er etableret en egentlig pres-
sefrihed med hjemmel i artikel 10. Medierne skal agere som ”offentlighedens vagthund”
(”public watchdog”),
404
og holde borgerne informerede om vigtige samfundsmæssige
forhold, hvilket er en forudsætning for at kunne kigge de politiske og økonomiske magt-
havere i kortene. Den udvidede ytringsfrihed for medier og journalister gælder således
særligt, når de udøver deres funktion som offentlighedens vagthund.
405
Derudover spiller medierne en afgørende rolle som platform for debat, der sætter ram-
merne for den offentlige meningsdannelse.
406
Betydningen af mediernes særstatus er som nævnt bl.a., at der skal kunne påvises tungt-
vejende grunde, hvis Domstolen skal acceptere et indgreb, der retter sig mod mediernes
formidling af et emne af samfundsmæssig relevans og interesse.
Dette slog Domstolen første gang fast i den banebrydende dom
Sunday Times mod Stor-
britannien
fra 1974.
407
Her havde de britiske domstole nedlagt forbud mod, at avisen
Sunday Times bragte en artikel om præparatet thalidomid, der havde forårsaget meget
alvorlige fosterskader. Avisen havde kritiseret nogle konkrete forslag til forlig af sagerne,
hvoraf flere på det aktuelle tidspunkt fortsat var under behandling ved domstolene. De
britiske domstole mente derfor, at fremtidige artikler ville være udtryk for foragt for
retten, hvorfor der blev nedlagt forbud over for avisens påtænkte yderligere artikler om
emnet.
EMD bemærkede, at ikke alene har medierne til opgave at formidle sådan information –
offentligheden har også en ret til modtage den.
408
Domstolen konkluderede, at indgrebet
over for avisen ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund, fordi hensynet til at sikre
domsmagtens autoritet ikke kunne veje tungere end den samfundsmæssige interesse i
omtale af den pågældende sag.
409
404 Jersild mod Danmark (afsagt den 23. september 1994), pr. 31.
405 Se f.eks. Janowski mod Polen (afsagt den 21. januar 1999), pr. 32, hvor Domstolen udtalte, at en journalists strafbare
udtalelser ikke ”involve the issue of freedom of the press since the applicant, although a journalist by profession, clearly
acted as a private individual on this occassion”.
406 Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986), pr. 42: “Freedom of the press furthermore affords the public one of the best
means of discovering and forming an opinion of the ideas and attitudes of political leaders. More generally, freedom of
political debate is at the very core of the concept of a democratic society which prevails throughout the Convention.”
407 Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979).
408 “Not only do the media have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive
them”, Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 65.
409 Domstolen har behandlet mange sager om mediernes ytringsfrihed. Se f.eks. Axel Springer AG mod Tyskland (afsagt
den 7. februar 2012), Biriuk mod Litauen (afsagt den 25. november 2008), Bladet Tromsø & Stensaas mod Norge (afsagt
den 20. maj 1999), Castells mod Spanien (afsagt den 23. april 1992) Cumpana & Mazare mod Rumænien (afsagt den 17.
december 2004) og Stoll mod Schweiz (afsagt den 10. december 2007).
290
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0293.png
4.2.1 Mediernes særlige pligter og ansvar
Med udøvelsen af ytrings- og informationsfriheden følger også pligter og ansvar. Dette
spiller især en rolle i forhold til medierne, hvis udvidede ytringsfrihed til dels modsvares
af, at det forventes, at medierne udviser en særlig omhu for at sikre, at der faktuelt belæg
for nyheder og historier.
Hensynet bag dette er, at eksempelvis negativ medieomtale kan have meget stor skade-
virkning for de berørte, og derfor er det et rimeligt krav at stille til medierne, at de som
professionelle nyhedsformidlere med en særlig gennemslagskraft forvalter dette ansvar
ved at leve op til grundlæggende journalistiske, etiske standarder.
Domstolen har således udtalt, at det hører med til mediernes pligter og ansvar, at de
handler i god tro, på baggrund af et vist faktuelt grundlag, og at de videreformidler tro-
værdig og pålidelig information i overensstemmelse med journalistiske etiske standar-
der.
410
Heri ligger, at medierne skal foretage en grundig research og efterprøve eventuelle
oplysninger fra kilder, hvilket er særligt vigtigt, når der fremsættes kritik.
411
Ved kritiske
artikler har medierne desuden en særlig pligt til at sørge for, at den, som er genstand
for kritikken, får lejlighed til at udtale sig (kontradiktion).
412
For danske journalisters
vedkommende følger et sådant krav af de vejledende regler for god presseskik, som skal
overholdes af medier omfattet af medieansvarsloven.
413
4.2.2 Mediernes særlige ret til at videreformidle
En hovedopgave for medierne er at videreformidle information. Når medierne videre-
formidler faktuel information fra f.eks. en forskningsrapport eller en undersøgelse, skal
det ske under iagttagelse af de særlige pligter og ansvar, som knytter sig til mediernes
virksomhed. Dette betyder konkret, at medierne skal overholde almindelige journalisti-
ske principper om grundig research og efterprøvelse af oplysningernes rigtighed. Hvis
et medie har efterlevet disse standarder, vil det ifølge EMD's praksis som udgangspunkt
være uden ansvar, hvis det f.eks. efterfølgende viser sig, at der med referatet er videre-
givet retsstridige udsagn.
414
Indholdet af mere officielle rapporter eller undersøgelser fra
410
411
412
413
414
Se bl.a. Fressoz & Roire mod Frankrig (21. januar 1999 – app. no. 29183/95), pr. 54 og Bladet Tromsø and Stensaas mod
Norge (1995), pr. 65: ”By reason of the ’duties and responsibilities’ inherent in the exercise of the freedom of expression,
the safeguard afforded by Article 10 to journalists in relation to reporting on issues of general interest is subject to the
provisio that they are acting in good faith in order to provide accurate and reliable information in accordance with the
ethics of journalism.”
Se bl.a. De Haes and Gijsels mod Belgien (afsagt den 24. februar 1997), pr. 39.
Bergens Tidende mod Norge (afsagt den 2. maj 2000).
Se kapitel 12 for nærmere om de presseetiske regler.
T. Baumbach, Medieret – frihed og ansvar (2017), side 138f.
291
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0294.png
eksempelvis offentlige myndigheder vil kunne gengives (loyalt), uden at mediet forinden
foretager en selvstændig efterprøvelse af indholdet.
415
Den udvidede ytringsfrihed for medierne gælder ikke kun ved formidlingen af faktuel
information. Omfattet er også pressens ret til at videreformidle andres udtalelser, f.eks.
hvad en folketingspolitiker har sagt under et debatmøde, eller hvad et vidne forklarer
under en retssag. Det gælder i udgangspunktet, selv om de gengivne udtalelser isoleret
set måtte være ulovlige. Ansvarsfriheden er dog betinget af, at det sker som led i dæknin-
gen af et emne, som har samfundsmæssig interesse.
Det er dog her væsentligt at sondre skarpt mellem mediernes blotte videreformidling af
andres udtalelser, f.eks. racistiske udtalelser, og mediernes selvstændigt fremsatte ytrin-
ger, eksempelvis en beskyldning om strafbart forhold.
Skellet kan dog være uskarpt. I Jersild-sagen, hvor EMD fastslog, at journalisten straffrit
kunne videreformidle de medvirkendes racistiske ytringer, havde journalisterne sørget
for at skabe en god stemning ved bl.a. at forsyne de medvirkende grønjakker med rigeligt
øl forud for interviewet. Det rokkede i det konkrete tilfælde ikke ved straffriheden, men
det kan næppe udelukkes, at journalister kan optræde på en sådan anstiftende måde, at
forholdet falder uden for straffriheden for videregivelse af andres strafbare udtalelser.
I sagen
Pedersen & Baadsgaard mod Danmark
416
havde de danske domstole fundet, at
journalisterne i en dokumentarudsendelse om en drabssag ved at stille en række re-
toriske spørgsmål selvstændigt havde fremsat grove beskyldninger mod en navngiven
politimand. Journalisterne blev derfor dømt for injurier. Domstolen udtalte mere prin-
cipielt, at det ville være yderst skadeligt for mediernes virke som ”public watchdog”, hvis
medierne blev straffet for at videreformidle andres ytringer.
417
I den konkrete udsendelse
havde ingen af de interviewede dog fremsat beskyldninger mod politimanden. Beskyld-
ningerne stammede derimod fra pressen selv, og derfor fandt Domstolen ikke, at jour-
nalisternes ytringsfrihed var krænket
418
(sagen behandles nærmere i afsnit 5.2.3.2 om
ærekrænkelser).
4.2.3 Mediernes dækning af begivenheder af samfundsmæssig interesse
Beslægtet med referatprivilegiet er journalisters særlige adgang til at rapportere fra begi-
venheder af samfundsmæssig interesse. Udgangspunktet er, at journalister – ligesom alle
415
416
417
418
Colombani m.fl. mod Frankrig (afsagt den 25. juni 2002).
Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004).
Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004), pr. 77.
Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004), pr. 95.
292
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0295.png
andre – skal overholde den almindelige lovgivning, herunder også straffelovgivningen.
419
Men i praksis er det nu slået fast, at journalister i vidt omfang kan ”følge med”, når andre
– f.eks. demonstranter – begår husfredskrænkelser for at dække begivenheden.
I 1994 frifandt Højesteret således en journalist, som var fulgt med en række demonstran-
ter ind i politikeren Svend Aukens have, for husfredskrænkelse
.420
Højesteret fandt i den
konkrete sag, at hensynet til nyhedsformidlingen måtte veje tungere end den forholdsvis
beskedne krænkelse af privatlivet, som journalistens tilstedeværelse udgjorde. Når em-
net er af samfundsmæssig interesse, kan pressen derfor som udgangspunkt straffrit følge
med og rapportere om emnet.
421
Spørgsmålet om mediernes dækning af begivenheder af samfundsmæssig interesse har
senest været aktuelt i en sag fra 2015, hvor en fotograf fra Politiken sammen med andre
pressefolk fulgte en gruppe migranter og flygtninge på en sønderjysk motorvej. Pres-
sefolkene fik undervejs påbud om at forlade motorvejen, men dette undlod Politikens
fotograf at følge, og han fik herefter en bøde for ikke at efterkomme politiets ordre. Da
fotografen ikke betalte bøden, blev sagen indbragt for domstolene. Byretten frifandt fo-
tografen med henvisning til hensynet til nyhedsformidling, men fandt samtidig, at po-
litiets påbud om at forlade motorvejen havde været tilstrækkeligt begrundet og givet
med rette. Anklagemyndigheden havde under sagen gjort gældende, at pressefolkenes
tilstedeværelse opildnede grupperne af migranter og flygtninge. Dommen blev anket
til landsretten, som også frifandt fotografen. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at
politiets påbud var nødvendigt. Landsretten udtaler i dommen, at ”påbuddet afskar eller
i hvert fald væsentligt begrænsede mediernes adgang til fortsat at dække situationen på
motorvejen. Hensynet til nyhedsformidling er særlig vægtigt, når der som her var tale
om en ganske ekstraordinær situation af stor samfundsmæssig interesse.”
422
EMD har dog i sin praksis anerkendt, at et indgreb over for en pressemedarbejder, som
dækker en begivenhed af samfundsmæssig interesse, kan være berettiget. I dommen
Pentikäinen mod Finland
havde en fotograf fulgt en demonstration, som udviklede sig
voldeligt, og som politiet derfor forsøgte at opløse.
423
Fotografen nægtede – sammen
med flere demonstranter – at efterkomme politiets påbud om at forlade stedet, og de
419 Fressoz og Roire mod Frankrig (afsagt den 21. januar 1999), pr. 52.
420 U1994.988H. Sagen er også gennemgået under afsnit 2 vedrørende grundlovens § 77.
421 Højesterets dom skal ses i lyset af, at EMD kort forinden havde afgjort Jersild-sagen og i den forbindelse underkendt de
danske domstoles afgørelser i sagen. Se også U1999.1675H (Peberholm).
422 Vestre Landsrets dom af 3. oktober 2018 (utrykt). Om det forhold, at gruppen af flygtninge/migranter ifølge politiet blev
opildnet af pressens tilstedeværelse, og at nogle i gruppen om muligt ønskede at anvende pressen til at skabe opmærk-
somhed om deres situation, udtalte landsretten, at dette ikke kunne ændre på, at hensynet til nyhedsformidling skulle
tillægges betydelig vægt. Anklagemyndigheden har ikke anket landsrettens dom.
423 Pentikäinen mod Finland (afsagt den 20. oktober 2015).
293
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0296.png
blev derfor anholdt. Domstolens flertal (4-2) fandt, at indgrebet var berettiget og lagde
i sin begrundelse vægt på, at de nationale domstole havde foretaget en rimelig afvej-
ning af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til at sikre den offentlige orden. I
den forbindelse lagde Domstolen vægt på, at fotografen ikke var blevet tilbageholdt i sin
egenskab af fotograf, men fordi han nægtede at efterkomme politiets påbud, ligesom han
ikke havde fået konfiskeret sit udstyr. Han var heller ikke blevet sanktioneret yderligere,
hvilket Domstolen tillagde betydning.
Praksis viser, at journalister mv. som udgangspunkt skal respektere politiets påbud, når
disse er rimelige og heller ikke har til formål at begrænse mediernes mulighed for at
dække relevante samfundsmæssige begivenheder, som f.eks. demonstrationer, men at
hensynet til ytringsfriheden efter omstændighederne tillægges stor betydning.
424
4.2.4 Kildebeskyttelse
For at medierne kan udfylde deres opgave som offentlighedens vagthund og som op-
lysningsorgan, er det desuden afgørende, at medierne har ret til at beskytte deres kilder.
Med denne begrundelse har EMD indfortolket en ret til kildebeskyttelse i artikel 10.
425
Retten til kildebeskyttelse hviler derfor navnlig på hensynet til at sikre informationsfri-
heden. Uden kildebeskyttelse ville kilder i højere grad afholde sig fra at tage kontakt eller
udtale sig til pressen med information af samfundsmæssig interesse.
426
Kildebeskyttelse var det centrale i sagen
Goodwin mod Storbritannien,
hvor journalist-
praktikanten David Goodwin var idømt en bøde for ikke at ville afsløre sin kilde til
fortrolige oplysninger om et firmas finansielle situation. De hemmelige oplysninger var
ikke offentliggjort, men de britiske domstole gav ikke desto mindre Goodwin påbud om
at afsløre sin kilde. Da han nægtede dette, blev han idømt en bøde. Dette fandt EMD
uforeneligt med artikel 10 og udtalte:
”Protection of journalistic sources is one of the basic conditions for press
freedom…. Without such protection, sources may be deterred from as-
sisting the press in informing the public on matters of public interest”
427
Som det fremgår af Domstolens udtalelse i sagen, er det hensynet til, at kilder tør hen-
vende sig til medierne med vigtige informationer om emner af
samfundsmæssig interesse
424
425
426
427
J. Elo Rytter, Individets grundlæggende rettigheder, 2. udgave (2016), side 303.
Goodwin mod Storbritannien (afsagt den 27. marts 1996), pr. 39.
Goodwin mod Storbritannien (afsagt den 27. marts 1996), pr. 39.
Ibid.
294
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0297.png
og i denne sammenhæng sikres anonymitet, der udgør et tungtvejende hensyn bag kil-
debeskyttelsen.
428
På grund af kildebeskyttelsens væsentlige betydning for informationsfriheden har Dom-
stolen udtalt, at der skal være effektive retlige procedurer i national ret, som værner
om kildebeskyttelsen ved at føre kontrol med indgreb i kildebeskyttelsen.
429
Det betyder
bl.a., at berettigelsen af sådanne indgreb skal kunne prøves ved et uafhængigt og upar-
tisk organ, f.eks. domstolene.
430
En sådan prøvelse skal sikre, at der inden et eventuelt
indgreb i kildebeskyttelsen er sket en afvejning af de interesser, der er på spil. Domstolen
har ligeledes udtalt, at det skal indgå i prøvelsen af et indgreb i kildebeskyttelsen, om et
mindre indgribende middel end indgreb i kildebeskyttelsen vil kunne anvendes.
431
Domstolen anerkender således, at der kan ske indgreb i kildebeskyttelsen, men dette kan
kun ske, hvis det er begrundet i et tungtvejende samfundsmæssigt hensyn, f.eks. hensy-
net til at opklare alvorlig kriminalitet.
Domstolen har bl.a. taget stilling til spørgsmålet i sagen
Big Brother Watch m.fl. mod
Storbritannien.
432
I sagen havde en række journalister og borgerrettigheds-organisatio-
ner klaget til EMD efter de afsløringer om masseovervågning og deling af informatio-
ner mellem bl.a. USA og Storbritannien, som Edward Snowden – der havde arbejdet
for den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA – fremkom med i 2013. Journalisterne og
borgerrettighedsorganisationerne klagede navnlig over tre typer af overvågning; masse-
overvågning af kommunikation, efterretningsdeling mellem stater og indhentningen af
information om kommunikation mellem borgere fra bl.a. teleselskaber. Klagen gik bl.a.
på, at de regler, der tillod masseovervågning og indhentning af data fra bl.a. teleudbyde-
re, ikke indeholdt et tilstrækkeligt beskyttelsesværn i forhold til at sikre fortroligt jour-
nalistisk materiale, herunder de kilder, som journalisterne var i kontakt med. Domstolen
fandt, at navnlig masseovervågningen, som ikke indeholdt nogle sikkerhedsgarantier i
forhold til fortroligt journalistisk materiale, var i strid med artikel 10, fordi det mang-
428 Se nærmere om de danske kildebeskyttelsesregler i kapitel 12, afsnit 3.5.1.
429 Kjølbro (2017), side 1012ff.
Domstolen har senest behandlet spørgsmålet om kildebeskyttelse i Big Brother Watch m.fl. mod Storbritannien (afsagt den
13. september 2018), hvor Domstolen fandt, at britisk lovgivning om overvågning mv. ikke indeholdt tilstrækkeligt
beskyttelsesværn i forhold til at sikre fortroligt journalistisk materiale.
430 En sådan prøvelse skal senest finde anvendelse før myndighedernes adgang til og anvendelse af materialet.
431 De nævnte momenter indgik i dommen Sanoma Uitgevers B.V. mod Holland, hvor en udgiver fik beslaglagt en CD-rom,
som kunne afsløre en journalists fortrolige kilder. CD-rommen blev beslaglagt, fordi politiet mente, at indholdet var re-
levant for en verserende efterforskning af alvorlig kriminalitet. CD-rommen blev beslaglagt under protest fra udgiveren,
som klagede til EMD over beslaglæggelsen. Domstolen gennemgik de ovenstående momenter og udtalte, at national ret
ikke indeholdt tilstrækkelige garantier i forhold til at føre kontrol med indgreb i kildebeskyttelsen. Der var derfor sket en
krænkelse af artikel 10. Se Sanoma Uitgevers B.V. mod Holland (afsagt den 14. september 2010), pr. 90-92.
432 Big Brother Watch m.fl. mod Storbritannien (afsagt den 13. september 2018). Sagen er den 4. februar 2019 blevet henvist
til Storkammeret ved Menneskerettighedsdomstolen.
295
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0298.png
lende beskyttelsesværn i sig selv kunne have en afskrækkende effekt på kilders lyst til at
henvende sig til pressen. I forhold til indhentningen af information fra dataudbydere
fandt Domstolen, at det var i strid med artikel 10, at de relevante sikkerhedsgarantier kun
fandt anvendelse, når formålet med at få adgang til fortroligt journalistisk materiale var
at finde en anonym kilde og ikke ved anden gennemgang af journalistisk materiale, hvor
der ville være risiko for tilfældighedsfund.
4.2.5 Medierne som offentlighedens vagthund og mediernes arbejdsmetoder
Ud over rollen som oplysningsorgan har medierne også en særlig opgave med at føre
tilsyn og kontrol med magthaverne i samfundet. I praksis spiller medierne således en
afgørende rolle i forhold til at afdække forhold, som offentligheden ellers ikke ville have
fået indsigt i. I denne sammenhæng benytter medierne forskellige arbejdsmetoder, f.eks.
adgangen til aktindsigt. Medierne anvender dog også mere kontroversielle metoder, som
f.eks. skjult kamera, ligesom der findes eksempler på, at journalister har overtrådt den al-
mindelige lovgivning for at afsløre huller i lovgivningen eller afdække kritisable forhold.
4.2.5.1 Aktindsigt
Muligheden for at få aktindsigt i informationer fra offentlige myndigheder er et vigtigt
arbejdsredskab for journalister, når de skal dække forhold af samfundsmæssig interes-
se.
433
Domstolen har tidligere afvist, at artikel 10 indebærer en ret til at få indsigt i offentlige
myndigheders dokumenter.
434
Domstolen har dog i nyere domme udvidet indholdet af
artikel 10 til i et vist omfang også at beskytte retten til aktindsigt.
435
Domstolen har i dommen
Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn
anerkendt en be-
grænset ret til aktindsigt i offentlige dokumenter og oplysninger efter artikel 10.
436
Sa-
gen handlede om en NGO, der havde anmodet de ungarske myndigheder om indsigt i
oplysninger om advokater, og hvor ofte disse havde været beskikket i konkrete sager.
437
Oplysningerne skulle organisationen bruge til udarbejdelsen af en rapport om retssyste-
433
434
435
436
437
Adgangen til aktindsigt er også væsentlig for andre personer eller organisationer, som ønsker at få indsigt i offentlige
myndigheders ageren. Det er dog særligt medierne, der udnytter denne mulighed.
Se f.eks. Leander mod Sverige (afsagt den 26. marts 1987) Guerra m.fl. mod Italien (afsagt den 19. februar 1998) og Roche
mod Storbritannien (afsagt den 19. oktober 2005).
I dommen Társaság A Szabadságjogokért mod Ungarn (afsagt den 14. april 2009) fandt Domstolen således, at artikel 10
efter omstændighederne indeholder et princip om dokumentoffentlighed
Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016).
Domstolen anerkendte i dommen Társaság A Szabadságjogokért mod Ungarn (afsagt den 14. april 2009), at også ik-
ke-statslige organisationer på linje med medierne kan have funktion som offentlighedens vagthund – i det konkrete
tilfælde ved at indsamle informationer af interesse for offentligheden.
296
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0299.png
met og brugen af beskikkede forsvarere. NGO’en fik afslag på anmodningen. Domstolens
flertal (15-2) fandt, at der med afslaget på aktindsigt var sket en krænkelse af artikel 10,
selv om de informationer, som NGO’en anmodede om, efter national ret var undtaget
fra aktindsigt.
Domstolen udtalte mere generelt, at det vil bero på en konkret vurdering, om et afslag på
aktindsigt udgør en krænkelse af artikel 10, hvor navnlig
fire kriterier
skal inddrages.
438
For det første skal det inddrages, hvad
formålet med anmodningen
om indsigt i oplysnin-
gerne er.
439
Det har således betydning om aktindsigtsanmodningen er fremsat med hen-
blik på at formidle informationen til offentligheden.
440
For det andet har det betydning,
om den information, der søges indsigt i, har
offentlig interesse.
441
For det tredje skal det
inddrages,
hvilken rolle
den, der anmoder om information, spiller i samfundet.
442
For det
fjerde har det betydning, om den søgte information er
tilgængelig,
således at de statslige
myndigheder ikke aktivt skal indhente oplysninger for at imødekomme aktindsigtsan-
modningen, f.eks. ved at igangsætte større undersøgelser.
443
I den konkrete bedømmelse tillagde Domstolen det for det første betydning, at adgangen
til oplysningerne var nødvendige for at kunne udarbejde rapporten om beskikkede ad-
vokater, ligesom der var tale om et emne af samfundsmæssig interesse. Derudover lagde
Domstolen vægt på, at NGO’en, som anmodede om informationen, spillede en rolle som
”offentlighedens vagthund”, og at de anmodede oplysninger var færdige og tilgængelige.
Domstolen vurderede også, at indsigt i oplysningerne ikke krænkede de omtalte advo-
katers privatliv.
444
Den omtalte dom omhandler, som det fremgår, ikke specifikt mediernes adgang til at
få aktindsigt, men klarlægger mere generelt, hvilke fortolkningsmomenter der skal ind-
drages i behandlingen af aktindsigtsanmodninger, særligt når disse er fremsat af medier
eller andre, som fungerer som ”offentlighedens vagthund.”
4.2.5.2 Skjult kamera
Medierne benytter undertiden skjult kamera for at afdække og dokumentere kritisable
eller ulovlige forhold mv. Anvendelsen af skjult kamera er ikke en ukontroversiel meto-
de, men der er flere eksempler på, at brugen af skjult kamera har været med til at afdække
438
439
440
441
442
443
444
Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 157.
Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 158-159.
Dette vil således ofte være tilfældet, hvor anmodningen er fremsat medierne eller en NGO.
Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 160-163.
Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 164-168.
Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 169-170.
Se for nærmere behandling af sagen R. Grønved Nielsen og D. Knobel, ”Aktindsigt – en menneskerettighed?” i
U2017B.432.
297
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0300.png
forhold af væsentlig samfundsmæssig interesse. I en dansk sammenhæng kan bl.a. næv-
nes dokumentarrækken om ”Moskeerne bag sløret”, som hovedsageligt baserede sig på
skjulte optagelser.
445
Brugen af skjult kamera er kontroversiel, bl.a. fordi den ofte kolliderer med retten til
privatliv (se nærmere om afvejningen mellem hensynet til retten til privatliv og hensynet
til ytringsfriheden i afsnit 5.1.3).
Domstolen har behandlet flere sager om brugen af skjult kamera som led i undersøgende
journalistik.
I dommen
Haldimann m.fl. mod Schweiz
var journalister blevet idømt dagbøder for at
have offentliggjort skjulte optagelser i forbindelse med et program om forsikringsselska-
bers praksis ved salg af livsforsikringer.
446
En forsikringsmægler – som indgik i en af de
skjulte optagelser – anlagde sag mod journalisterne med påstand om, at hans privatliv
var blevet krænket, hvilket han ved de nationale domstole fik medhold i. Journalisterne
indklagede domfældelsen for EMD med påstand om, at den stred mod artikel 10. Dom-
stolen slog først og fremmest fast, at der var tale om et emne af væsentlig samfunds-
mæssig interesse. Samtidig anerkendte Domstolen, at indgrebet over for journalisterne
havde varetaget et legitimt formål, nemlig at beskytte forsikringsmæglerens gode navn
og rygte. Der var derfor tale om en konflikt mellem artikel 10 og artikel 8.
447
Domstolen udtalte, at fokus for udsendelsen ikke var på forsikringsmæglerens private
forhold, men på et generelt problem i forsikringsbranchen, og der var derfor tale om en
mindre krænkelse af hans ret til et godt navn og rygte. Det blev i denne sammenhæng
også tillagt vægt, at mæglerens ansigt og stemme i udsendelsen var blevet sløret, lige-
som samtalen ikke havde fundet sted på hans kontor eller erhvervsadresse.
448
Domstolen
fandt desuden, at domfældelsen mere generelt var egnet til at afholde medierne fra at
fremsætte kritik. Der var derfor sket en krænkelse af journalisternes ret til ytringsfrihed
efter artikel 10.
Domstolen afviste således ikke, at medierne kan gøre brug af skjult kamera, men bemær-
kede, at en sådan arbejdsmetode skal benyttes i meget begrænset omfang og i alminde-
Dokumentarens afsløringer førte som nævnt til den såkaldte ”imam-lov”, der bl.a. kriminaliserede opfordring til bl.a.
vold og bigami som led i religiøs oplæring (for nærmere herom se afsnit 5.4.2.1).
446 Haldimann m.fl. mod Schweiz (afsagt den 24. februar 2015).
447 Domstolens prøvelse af sagen tager udgangspunkt i de seks fortolkningsmomenter, som Domstolen anvendte i dommen
Axel Springer mod Tyskland (som omtales nedenfor i afsnit 5.1.3) var af betydning for bedømmelsen af den konkrete sag.
Se Haldimann m.fl. mod Schweiz (afsagt den 24. februar 2015), pr. 50 og 51.
448 Domstolen inddrog også det forhold, at der på intet tidspunkt under sagen – hverken ved de nationale domstole eller
EMD – blev stillet spørgsmålstegn ved optagelsernes autencitet.
445
298
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0301.png
lighed kun, når et forhold ikke kan afdækkes på andre måder. Også i denne sammen-
hæng skal journalister overholde journalistiske etiske standarder (se nærmere ovenfor i
afsnit 4.2.1 om mediernes særlige pligter og ansvar).
I sagen
Bremner mod Tyrkiet
var det den person, som var blevet optaget med skjult ka-
mera, der klagede til EMD over, at nogle skjulte optagelser af ham, som var offentliggjort
i en tv-udsendelse, krænkede hans ret til privatliv efter artikel 8.
449
Klageren, som var
australsk statsborger, var blevet optaget i færd med at forsøge at omvende personer til
kristendom. Temaet for udsendelsen var udenlandske missionærer i Tyrkiet, og i udsen-
delsen var missionærens ansigt og stemme ikke sløret.
450
Domstolen fandt, at emnet for
udsendelsen generelt havde samfundsmæssig interesse. Derimod havde det ikke offent-
lig interesse at kende klagerens identitet, og der var derfor sket en krænkelse af klagerens
ret til respekt for privatliv efter artikel 8.
451
Det kan udledes af Domstolens praksis, at de væsentligste afvejningsmomenter i forhold
til berettigelsen af brugen af skjult kamera er, om der er tale om et emne af offentlig inte-
resse, om forholdet kunne være afdækket uden brugen af skjult kamera, og hvor stor en
privatlivskrænkelse brugen af de skjulte optagelser udgør.
4.2.5.3 Journalisters selvstændige brud på den almindelige lovgivning for at afdæk-
ke kritisable forhold
Der er flere eksempler på, at journalister, som forsøger af afdække kritisable forhold,
huller i lovgivningen mv., selv overtræder den almindelige lovgivning.
452
Medier og journalister skal som nævnt ligesom alle andre borgere i almindelighed over-
holde den almindelige straffelovgivning mv. i deres arbejde, herunder når de foretager
research.
EMD har dog – bl.a. i afgørelsen
Mikkelsen og Christensen mod Danmark
– anerkendt, at
journalisters selvstændige overtrædelser af lovgivningen som led i research af historier
449 Bremner mod Tyrkiet (afsagt den 13.oktober 2015).
450 Programmet bar titlen ”foreign pedlars of religion.”
451 Se også dommen refereret i U2012.2328H (hundehandler-dommen), hvor Højesteret bl.a. udtalte, at fotografering med
skjult kamera som udgangspunkt er forbundet med væsentlige betænkeligheder, og at en sådan fremgangsmåde kan kun
være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes
krav på beskyttelse.
452 Se fra dansk retspraksis: U2008.671H, U2008.1055Ø, U2009.920Ø, U2013.1920.
299
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0302.png
af samfundsmæssig interesse kan være omfattet af artikel 10.
453
Det indebærer, at dom-
stolene ved behandlingen af denne type sager skal bedømme det strafbare forhold
i lyset
af artikel 10.
Dommen er beskrevet i afsnit 3.2.1.
I en lignende sag, som blev afgjort af Domstolen i 2016, havde tre svenske journalister
klaget til EMD over en domfældelse for ulovligt køb af skydevåben på det sorte mar-
ked.
454
Købet var sket som led i research til en artikel om den lette adgang til skydevå-
ben. Domstolen fandt, at domfældelsen af journalisterne klart havde udgjort et indgreb
i deres ret til ytringsfrihed, men fandt samtidig, at indgrebet havde været nødvendigt i
et demokratisk samfund. I sagen lagde Domstolen vægt på, at journalisterne ikke var
blevet forhindret i at offentliggøre artiklen, og at den lovgivning, som de var dømt for at
overtræde, gjaldt for alle borgere. Domstolen lagde også betydelig vægt på, at de svenske
domstole ved prøvelsen af sagen havde inddraget hensynet til pressens rolle som offent-
lighedens vagthund og havde afvejet de forskellige momenter på en balanceret måde (se
nærmere om EMD's prøvelseskoncept afsnit 3.4).
Foruden den nævnte sag om journalisters køb af ulovligt fyrværkeri har spørgsmålet
i en dansk sammenhæng bl.a. foreligget i den meget omtalte sag om grillkniven i luft-
havnen.
455
Her ville en journalist afdække en sikkerhedsbrist i Københavns Lufthavn og
medtog derfor en grillkniv fra en restaurant i lufthavnens sikrede område og bragte den
med sig ud til en gate, hvor han blev fotograferet med kniven. Journalisten returnerede
herefter kniven til restauranten. Pointen var at vise, at det trods en lang række skærpede
sikkerhedsmæssige tiltag i kølvandet af terrorangrebene i USA i 2001, hvor flykaprerne
var bevæbnede med hobbyknive, stadig var muligt at få f.eks. en grillkniv med sig ind i
kabinen.
Sagen endte for Højesteret, hvor et flertal fandt, at journalisten havde gjort sig skyldig
i overtrædelse af våbenloven.
456
Flertallet anførte bl.a., at våbenloven efter sin karakter
ikke udgør et indgreb i ytringsfriheden efter EMRK artikel 10, og at en domfældelse i
453
454
455
456
Mikkelsen og Christensen mod Danmark (afgørelse afsagt den 24. maj 2011). Denne retstilstand – hvor journalisters
selvstændige lovbrud er omfattet af artikel 10 – står dog noget uafklaret tilbage efter Domstolens afgørelse i sagen Bram-
billa m.fl. mod Italien (afsagt den 23. juni 2016). Her var journalister blevet straffet for ulovligt at have aflyttet en poli-
tiradio for hurtigst muligt at kunne rapportere fra gerningssteder. Domstolen fandt, at der ikke var sket en krænkelse af
journalisternes rettigheder ved domfældelsen, men undlod at tage stilling til, om handlingerne overhovedet var omfattet
af artikel 10. Se Brambilla m.fl. mod Italien (afsagt den 23. juni 2016) og Kjølbro (2017), side 990.
Salihu mod Sverige (afsagt den 10.maj 2016).
U2008.671H.
Våbenlovens § 4, stk. 1.
300
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0303.png
sagen derfor ikke ville stride mod EMRK. Flertallet tilføjede, at tiltalte selv havde skabt
den situation, der indebar lovovertrædelsen.
457
I en dom fra 2013 fandt landsretten ikke, at dokumentfalsk foretaget i forbindelse med en
udsendelse om udstedelse af aldersbeviser i Odense Kommune, var straffri. Udsendel-
sen viste, at to unge, som var under 16 år, men som journalister fra TV2 havde udstyret
med sygesikringsbeviser fra to andre personer over 18 år, kunne få udstedt aldersbevi-
ser på baggrund af de lånte sygesikringsbeviser. Journalisterne blev tiltalt for i forening
med de fire unge at have begået dokumentfalsk efter straffelovens § 174. Landsretten
fandt, at de tiltalte utvivlsomt havde overtrådt straffelovens § 174. Landsretten udtalte,
at spørgsmålet herefter var, om det emne, som de havde ønsket at afdække, havde en så-
dan væsentlighed,
at formålet med lovovertrædelserne kunne medføre straffrihed i medfør
af EMRK artikel 10.
På baggrund af sagens oplysninger fandt landsretten, at emnet var
af samfundsmæssig interesse, men dog ikke af en sådan styrke, at det kunne begrunde
straffrihed. Retten lagde herunder vægt på, at journalisterne havde formået flere perso-
ner under 18 år til at medvirke til dokumentfalsk.
458
Dommen viser, at danske domstole således også inddrager hensynet til ytringsfriheden
ved afgørelse af sager, hvor journalister som led i deres arbejde har overtrådt lovgivning,
som ikke i sig selv udgør en begrænsning af ytringsfriheden.
4.2.6 Mediepluralisme- og uafhængighed
Det følger af EMRK artikel 10, stk. 1, 3. led, at ytringsfriheden ikke er til hinder for, at
staterne kan kræve, at radio-, fjernsyns- og filmforetagender kun må drives i henhold til
offentlig bevilling. Ved konventionens tilblivelse var det ikke ualmindeligt med statsmo-
nopoler på radio- og tv-området, men det er efter senere praksis fra EMD ikke muligt
at opretholde sådanne statsmonopoler.
459
Staterne kan dog stadig gøre radio- og tv-virk-
457
458
459
Mindretallet fandt derimod, at journalisten havde haft et i våbenlovens forstand anerkendelsesværdigt formål med sin
besiddelse af grillkniven og ville derfor frifinde ham. Mindretallet fandt således, at det journalistiske formål med at
besidde kniven kunne omfattes af udtrykket ”lignende anerkendelsesværdigt formål” i den relevante bestemmelse i
våbenloven. De to dommere fandt tillige – i modsætning til flertallet – at journalistens handling havde været nødvendig
for at påvise den pågældende sikkerhedsbrist. Mindretallet havde på den baggrund ikke anledning til udtrykkeligt at
forholde sig spørgsmålet om artikel 10, men de betragtninger, der fører frem til konklusionen om, at der forelå et aner-
kendelsesværdigt formål, leder tankerne på de afvejningsmomenter, der er indgået i sager, hvor hensynet til mediernes
særlige ytringsfrihed har skullet afvejes over for nationalstaternes håndhævelse af straffeloven.
U2013.1920Ø. I sin begrundelse henviste landsretten til Højesterets afgørelse i sagen om grillkniven i lufthavnen, og
anførte, at det følger af Højesterets dom, at det ikke kan tillægges betydning, at ”opmærksomheden omkring forholdet
ville være blevet mindsket, såfremt de tiltalte havde dokumenteret en mangelfuld kontrol fra de involverede kommuners
side ved hjælp af lovlige midler.”
Informationsverein Lentia mod Østrig (afsagt den 24. november 1993). At dette blev inddraget i artikel 10 skyldes navn-
lig, at der på tidspunktet for konventionens ikrafttræden rent teknisk kun var mulighed for ganske få kanaler.
301
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0304.png
somhed betinget af tilladelse, hvis dette er begrundet i tekniske forhold eller lignende.
460
Gives der afslag på en bevilling eller tilladelse på nærmere fastsatte vilkår, skal afslaget
eller vilkårene opfylde de betingelser for indgreb, som følger af artikel 10, stk. 2.
Staterne har også en forpligtelse til at sikre pluralisme i mediebilledet, hvad angår radio-
og tv-udbuddet. Denne mediemæssige mangfoldighed skal sikre, at borgerne har adgang
til information, som repræsenterer en flerhed af synspunkter og ideer.
461
EMD har i sagen
Informationsverein Lentia mod Østrig
direkte udtalt, at staten er den
ultimative garant for mediemæssig pluralisme, og at heri ligger en positiv pligt for sta-
terne til at:
”guarantee diversity of overall programme content, reflecting as far as pos-
sible the variety of opinions encountered in the society”
462
Staten skal med andre ord skabe rammer, som sikrer, at det samlede mediebillede af-
spejler de forskellige synspunkter, som hersker i samfundet. Dette gælder ikke mindst i
forbindelse med politiske debatter mv., som bringes i tv eller i radio.
463
Som det fremgår
af afsnit 2.1.1 har bl.a. DR og TV2 således en udtrykkelig pligt til alsidighed. Desuden
gælder der i forbindelse med valg til de politiske forsamlinger særlige krav om ligelig
repræsentation af de opstillingsberettigede partier.
I sagen
Centro Europa 7 S.R.L & Di Stefano mod Italien
slog Domstolen fast, at hensynet
til at sikre et pluralistisk mediebillede bl.a. også indebærer, at der er en effektiv adgang
til markedet og ikke blot en teoretisk adgang til at udbyde radio-og tv-programmer.
464
I sagen havde en virksomhed fået tilladelse til at sende fjernsynsprogrammer, men på
grund af en række forhold – herunder overgangsbestemmelser i lovgivningen – var virk-
somheden i en periode på 10 år reelt afskåret fra at udnytte tilladelsen. Den manglende
realisering af virksomhedens sendetilladelse pga. uklarhed i lovgivning mv., udgjorde
ifølge Domstolen en krænkelse af artikel 10.
465
460 Se f.eks. Radio ABC mod Østrig (afsagt den 20. oktober 1997), hvoraf det formentlig kan udledes, at Domstolen – om
nødvendigt – vil gå ind i en prøvelse af de tekniske begrundelser for et eventuelt afslag, jf. Schaumburg-Müller og Sand-
feld Jakobsen (2013), side 86.
461 Manole m.fl. mod Moldova (afsagt den 17. september 2009), pr. 100 og 107.
462 Informationsverein Lentia mod Østrig (afsagt den 24. november 1993), pr. 38.
463 Centro Europa 7 S.R.L. & Di Stefano mod Italien (afsagt den 7. juli 2012), pr. 129 og 130.
464 Centro Europa 7 S.R.L. & Di Stefano mod Italien (afsagt den 7. juli 2012), pr. 130: ”In this connection, the Court obser-
ves that to ensure true pluralism in the audiovisual sector in a democratic society, it is not sufficient to provide for the
existence of several channels or the theoretical possibility for potential operators to access the audiovisual market. It is
necessary in addition to allow effective access to the market so as to guarantee diversity of overall programme content,
reflecting as far as possible the variety of opinions encountered in the society at which the programmes are aimed.”
465 Centro Europa 7 S.R.L & Di Stefano mod Italien (afsagt den 7. juli 2012), pr. 154-156.
302
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0305.png
5. EMD's afvejning af ytringsfriheden over for andre legiti-
me hensyn og nationale indskrænkninger i dansk ret
De væsentligste fortolkningsbidrag om ytringsfrihedens beskyttelse findes, hvor Dom-
stolen, som led i vurderingen af, om et indgreb er nødvendigt i et demokratisk samfund,
har skullet afveje hensynet til ytringsfriheden over for et eller flere af de anerkendelses-
værdige hensyn i artikel 10, stk. 2, eller over for en anden rettighed i EMRK, herunder
navnlig artikel 8 om retten til respekt for privatliv, som også kan begrunde indskrænk-
ninger i ytringsfriheden.
De fortolkningsmomenter, som Domstolen har udviklet igennem sin praksis, har re-
levans, når de nationale begrænsninger af ytringsfriheden finder anvendelse i praksis.
Derfor har Domstolens praksis på dette område stor betydning for behandlingen af de
bestemmelser i dansk ret, som udgør indskrænkninger af ytringsfriheden.
I det følgende gennemgås de væsentligste indskrænkninger i ytringsfriheden i dansk ret
i sammenhæng med relevant praksis fra EMD.
5.1
5.1.1
Hensynet til retten til respekt for privatlivet
Generelt om EMD's praksis om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden
over for hensynet til retten til respekt for privatlivet
Et af de hensyn, som ytringsfriheden kan kollidere med, er hensynet til retten til respekt
for privatlivet. Det kan f.eks. ske, når et medie offentliggør oplysninger om en politikers
private forhold.
EMRK artikel 10, stk. 2, tillader indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet
til andres rettigheder. Omfattet af disse rettigheder er bl.a. retten til respekt for privatliv,
som er beskyttet af EMRK artikel 8, og som derfor kan begrunde indskrænkninger i
ytringsfriheden.
466
Domstolen har slået fast, at begrebet ”privatliv” er et vidt begreb, som det ikke er muligt
at definere udtømmende. Det omfatter individets fysiske og psykologiske integritet og
omfavner som begreb bl.a. seksuel orientering og køn og også personlige oplysninger,
466 Tammer mod Estland (afsagt den 6. februar 2001) og Caroline von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004)
Se også Rytter (2016), side 304. EMRK artikel 8 bestemmer, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit
hjem og sin korrespondance.
303
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0306.png
som individet med rimelighed kan forvente ikke offentliggøres uden dets samtykke.
467
Til privatlivet hører også en persons navn og billeder af personen.
468
Beskyttelsen af retten til privatliv tager først og fremmest sigte på at muliggøre udvik-
lingen af den enkeltes personlighed i forholdet til andre mennesker uden indblanding.
Det primære formål med artikel 8 er at beskytte den enkelte mod uberettigede indgreb
i de beskyttede rettigheder fra offentlige myndigheder. Bestemmelsen fortolkes dog
sådan, at den også i et vist omfang pålægger staten positive handlepligter. Staten kan
således have en pligt til at beskytte den enkelte mod andre privates krænkelse af den
pågældendes privatliv generelt. Det betyder bl.a., at staten kan have en pligt til beskytte
individer mod uberettiget offentliggørelse af billeder eller informationer om rent private
forhold.
469
Det er som udgangspunkt overladt til staten at vurdere, hvilke foranstaltninger der skal
gøres, og staten har ikke nødvendigvis pligt til at indføre strafbestemmelser. EMD har
dog slået fast, at det kan udgøre en krænkelse af artikel 8, hvis den tilkendte erstatning
eller godtgørelse for privatlivskrænkelsen er for lav.
470
Hvis der er tale om et sammenstød med EMRK artikel 8 og artikel 10 – f.eks. når et medie
har offentliggjort oplysninger om en kendt persons private forhold – foreligger der en
situation, hvor der skal foretages en afvejning af to fundamentale menneskerettigheder.
EMD har udtalt det sådan, at der er er tale om to ligestillede rettigheder, som skal afba-
lanceres over for hinanden.
471
Domstolens praksis om afvejningen mellem artikel 8 og artikel 10 har navnlig drejet sig
om mediernes offentliggørelse af fotos eller oplysninger om private forhold.
472
Problem-
stillingen har navnlig været et tema i Domstolens praksis inden for de seneste 10-15 år,
og der kommer løbende domme, som indeholder nye fortolkningsbidrag til afvejningen
mellem de to grundlæggende rettigheder.
467
468
469
470
471
472
Axel Springer mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012), pr. 83.
Von Hannover mod Tyskland (nr.1) (afsagt den 24. juni 2006), pr. 50 og pr. 96.
Kjølbro (2017), side 1004.
Armoniené mod Litauen (afsagt den 25. november 2008).
Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt den 7. februar 2012), pr. 106. Denne afvejning er den samme, lige meget om
sagen skal vurderes efter artikel 8, fordi der klages over krænkelse af retten til privatliv, eller om sagen skal bedømmes
efter artikel 10, fordi medierne mener, at et indgreb er i strid med deres ret til ytrings- og informationsfrihed. Se Kjølbro
(2017), side 1004.
Sagerne har enten været anlagt af den person, som har fået offentliggjort oplysninger, og som mener, at staten ikke har
opfyldt sin positive forpligtelse til at beskytte privatlivet. eller af det medie, som mener, at en domfældelse for offentlig-
gørelse af billeder eller oplysninger om private forhold er i strid med mediets ret til ytrings- og informationsfrihed.
304
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0307.png
Afvejningen mellem artikel 8 og artikel 10 skulle bl.a. foretages i dommen
MGN Limited
mod Storbritannien,
473
hvor en britisk udgiver af et tabloidmagasin klagede til EMD over
en domfældelse for at videregive billeder af supermodellen Naomi Campbell. Artiklerne
drejede sig om modellens narkotikamisbrug, og billederne viste modellen foran en byg-
ning, hvor folk afhængige af narkotika gik til afvænningsmøder.
474
EMD tilsluttede sig de nationale domstoles vurdering af, at oplysningerne om modellens
misbrug, herunder at hun var i behandling, havde offentlig interesse, fordi modellen tid-
ligere offentligt havde afvist, at hun havde taget stoffer, og således selv havde bragt dette
emne ud i offentligheden. Spørgsmålet var derfor ikke, om oplysningerne om modellens
misbrug kunne bringes, men derimod om billederne var i strid med modellens ret til
privatliv.
Domstolen fandt herefter, at de nationale domstole havde foretaget en rimelig prøvelse
af sagen og inddraget de relevante momenter i afvejningen af de modstående hensyn.
De nationale domstole havde bl.a. lagt vægt på, at de offentliggjorte billeder havde været
krænkende for modellen, og at det ikke havde været nødvendigt at offentliggøre bille-
derne for at bringe artiklerne om modellens misbrug. Da de nationale domstole således
havde anvendt de rigtige principper og givet en tilstrækkelig og relevant begrundelse for
domfældelsen, fandt Domstolen, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 10.
5.1.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til retten
til respekt for privatliv
I dansk ret er privatlivets fred navnlig beskyttet af straffelovens kapitel 27, som inde-
holder en række bestemmelser, der begrænser adgangen til at indhente og videregive
oplysninger eller billeder om rent private forhold. Bestemmelserne (§§ 263-264 d) kri-
minaliserer således krænkelser af privatlivets fred (fredskrænkelser).
475
Nogle af reglerne
udgør direkte indskrænkninger i ytringsfriheden, idet de kriminaliserer videregivelse
af oplysninger eller billeder om rent private forhold.
476
Bestemmelserne omfatter også
mediernes offentliggørelse af sådanne oplysninger. En anden del af bestemmelserne om
fredskrænkelser kriminaliserer forskellige måder at få adgang til oplysninger på og ud-
gør derfor ikke direkte indskrænkninger af ytringsfriheden.
477
Disse bestemmelser har
MGN Limited mod Storbritannien (afsagt den 18. januar 2011).
Billederne var taget fra et skjul med telelinse, og modellen var således ikke klar over, at hun blev fotograferet. Modellens
advokat havde efter den første artikel kontaktet bladet og anmodet om, at de ikke publicerede flere oplysninger om
modellen. Dette besvarede bladet dog med flere artikler om modellens narkotikamisbrug, som også indeholdt kritik af
modellens anmodning om ikke at offentliggøre flere artikler.
475 Straffelovens kapitel 27 indeholder også regler om ærekrænkelser – disse regler gennemgås i afsnit 5.2.2 nedenfor.
476 Straffelovens § 264 og § 264 d.
477 Straffelovens § 263, § 264, § 264 a.
473
474
305
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0308.png
dog betydning for informationsfriheden, fordi de sætter grænser for adgangen til at ind-
hente oplysninger.
5.1.2.1
Fredskrænkelser
Straffelovens § 264 c kriminaliserer det at skaffe sig eller uberettiget udnytte oplysninger,
der er fremkommet ved en overtrædelse af § 263 om brud på brevhemmeligheden, §
264 om husfredskrænkelse eller § 264 a om fotografering eller iagttagelse ved hjælp af et
apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Udnyttelse af oplys-
ningerne kan dog efter omstændighederne været berettiget og dermed straffri. Det kan
f.eks. være tilfældet, hvis udnyttelsen har tjent et journalistisk formål.
Bestemmelsen har kun sjældent været anvendt i praksis.
Straffelovens § 264 d kriminaliserer den uberettigede videregivelse af meddelelser eller
billeder vedrørende en andens private forhold. Endvidere kriminaliserer bestemmelsen
uberettiget videregivelse af billeder af en person under omstændigheder, som åbenbart
kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.
478
Sidste led af bestemmelsen tager sig-
te på situationer, hvor en person f.eks. fotograferes eller filmes, mens vedkommende
befinder sig i en situation, som vedkommende ikke selv har nogen direkte indflydelse
på, f.eks. et offer for en trafikulykke.
479
Bestemmelsen beskytter også afdøde personer og
udgør efter sit indhold en indskrænkning i ytringsfriheden. Den finder løbende anven-
delse i praksis
.480
Beskyttelsen af privatlivets fred ved videregivelse af oplysninger eller billeder vedrørende
andres private forhold har længe været en del af den danske straffelovgivning. Således
finder man allerede i straffeloven fra 1866 en bestemmelse, som har næsten samme sigte
som den nugældende § 264 d.
481
478
Bestemmelsen suppleres desuden af retsplejelovens § 32, stk. 6, som indeholder et forbud mod billedoptagelse uden for
retsbygninger af sigtede, tiltalte mv. på vej til og fra retsmøder i straffesager. Se hertil EMD's dom i Egeland & Hanseid
mod Norge (afsagt den 16. april 2009), hvor Domstolen fandt, at straf til pressen for offentliggørelse af billeder tager uden
for en retsbygning ikke udgjorde en krænkelse af artikel 10.
479 Dette fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 601 (1971) om privatlivets fred, der ligger til grund for udformningen
af bestemmelsen i straffelovens § 264 d, som affattet ved § 1, nr. 6, i lov nr. 89 af 29. september 1972. Med lov nr. 1719 af
27. december 2018 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medieansvarsloven er der
dog sket en mindre udvidelse af det snævre anvendelsesområde for bestemmelsens sidste led, navnlig for så vidt angår
videregivelse af nøgenbilleder.
480 Se f.eks. TfK 2018.672, TfK 2018.61, U2017.2627V, TfK 2017.486, FED 2008.36.
481 Betænkning nr. 601 (1971) om privatlivets fred”, side 28. I almindelig borgerlig straffelov af 10. februar 1866 fandtes den
tilsvarende bestemmelse i § 220: ”Den, der ved offentlige meddelelser om personlige og huslige forhold krænker privat-
livets fred, straffes med bøder fra 10 til 100 Rd. eller med simpelt fængsel indtil 3 måneder.”
306
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0309.png
Det er selve videregivelsen, der er gjort strafbar, og ikke den primære handling, som har
givet adgang til billedet eller oplysningerne, f.eks. ved fotografering på ikke frit tilgænge-
ligt sted eller brud på brevhemmeligheden.
Bestemmelsen omfatter navnlig oplysninger om interne familieforhold, privat omgangs-
kreds, forlovelser, private stridigheder, separation og skilsmisse, seksuelle forhold og
præferencer, fysiske og psykiske sygdomme, selvmord og selvmordsforsøg, misbrug af
stoffer eller alkohol, domme i afsluttede straffesager, politisk tilhørighed, religiøse for-
hold og personlige kriser.
482
Videregivelsen vil dog kun være strafbar, hvis den må anses for uberettiget. Det betyder,
at der bl.a. skal tages hensyn til, under hvilke omstændigheder videregivelsen er sket.
Hvis videregivelsen er sket i en privat kreds, f.eks. under et privat middagsselskab, vil den
som udgangspunkt falde uden for det strafbare område.
483
Ved vurderingen af, om en videregivelse er uberettiget, indgår også karakteren af det
videregivne, herunder navnlig i hvilket omfang oplysningerne eller materialet er bela-
stende for pågældende.
484
En oplysning om, at en person har indgået ægteskab, vil som
udgangspunkt ikke være belastende for vedkommende, mens det modsatte typisk vil
gøre sig gældende med hensyn til oplysninger om ægteskabelige problemer, alvorlig syg-
dom eller selvmordsforsøg.
Når det skal afgøres, hvad der ligger inden for det strafbare område efter § 264 d, skal
der desuden tages hensyn til ytringsfriheden og hensynet til nyhedsformidlingen. Det
betyder bl.a., at nyhedsmedier efter omstændighederne kan videregive oplysninger om
domfældtes navne i afsluttede straffesager, navnlig hvis kendskab til navnet på den dom-
fældte har offentlig interesse.
Sager vedrørende straffelovens § 264 d vil ofte dreje sig om mediers videregivelse af op-
lysninger om private forhold.
I en dom fra 2008 blev tre ansvarshavende redaktører på nogle dagblade og et uge-
blad samt fire journalister straffet for overtrædelse af straffelovens § 264 d i anledning
af nogle artikler, hvoraf det fremgik, at en kendt tv-vært havde ophævet eller var ved
at ophæve samlivet med sin mand. Grundlaget for artiklerne var, at hun havde købt
en ejendom alene i nærheden af parrets fælles bolig. Landsretten bemærkede bl.a., at
482 K.Aa. Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, 2. udgave (1992), side 79.
483 T. Rørdam i J. Vestergaard, Strafferet – Forbrydelser og andre strafbare forhold, 2. udgave (2013), side 260f.
484 Ibid., side 261.
307
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0310.png
tv-værten ikke havde fremlagt sit privatliv, herunder sine ægteskabelige forhold, for
medierne på en sådan måde, at medierne derved kunne være i god tro om hendes hold-
ning til omtalen.
485
Tilsvarende blev en journalist og en chefredaktør, der begge var ansat på et ugeblad, i en
sag fra 2001 fundet skyldige i at have overtrådt straffelovens § 264 d ved på forsiden og i
en artikel i ugebladet at have bragt omtale af, at to journalister var kærester, selv om de
begge tidligere over for ugebladet udtrykkeligt havde frabedt sig offentlig omtale af deres
forhold.
486
Også privatpersoners videregivelse af billeder mv. om andres private forhold er omfattet
af bestemmelsen og har givet anledning til flere sager i praksis.
I en dom fra 2005 blev en mand straffet for via internettet at have sendt nøgenbilleder
til flere personer af en kvinde, han tidligere havde haft et forhold til, sammen med en
pornografisk tekst, som gav indtryk af, at det var kvinden selv, som var afsender af både
billeder og tekst.
487
Bestemmelsen er behandlet indgående i Straffelovrådets ovennævnte betænkning fra
2017 om freds- og ærekrænkelser.
488
Straffelovrådet anbefaler, at den eksisterende straf-
feramme på fængsel i op til 6 måneder skal forhøjes til 2 år, når der foreligger skærpen-
de omstændigheder. Forslaget er begrundet i internettets udbredelse, idet videregivelse
af oplysninger om andres private forhold på internettet generelt kan indebære privat-
livskrænkelser af en intensitet, som ikke tidligere er set. Oplysninger på internettet kan
spredes meget vidt og meget hurtigt og kan i praksis være vanskelige og i visse tilfælde
umulige at få slettet igen. Der er dermed en større risiko for store skadevirkninger og
mere vedvarende krænkelser, end der f.eks. er ved krænkelser gennem trykte aviser, tids-
skrifter mv., og den samlede effekt af dette kan være foruroligende stor.
Anbefalingen blev allerede fulgt i foråret 2018, hvor Folketinget vedtog, at straffen for
overtrædelse af § 264 d under særligt skærpende omstændigheder – under hensyn til
oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer
TfK 2008.499 Ø. De tre ansvarshavende redaktører blev herefter hver straffet med 20 dagbøder á 500 kr., mens de fire
journalister, der havde skrevet artiklerne, hver blev straffet med 10 dagbøder á 500 kr. De tre ansvarshavende redaktører
blev endvidere hver in solidum med de ansvarlige journalister dømt til at betale tv-værten en tortgodtgørelse på 20.000
kr.
486 FED 2001.2520 Ø. Chefredaktøren blev straffet med 10 dagbøder á 500 kr. og journalisten blev straffet med 15 dagbøder
á 1.000 kr. De skulle in solidum betale 20.000 kr. i tortgodtgørelse til hver af sagsøgerne.
487 TfK 2005.709/1 Ø. Se bl.a. også TfK 2002.56 V og TfK 2001.658 Ø.
488 Betænkning nr. 1563 (2017) om freds- og ærekrænkelser.
485
308
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0311.png
– kan stige til fængsel indtil 3 år.
489
Den nye bestemmelse i § 264 d, stk. 2, tager særligt
sigte på digitale sexkrænkelser.
Straffelovens § 264 d er senest ændret med lov nr. 1719 af 27. december 2018 om ændring
af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medieansvarsloven, som ud-
vider beskyttelsen mod videregivelse af nøgenbilleder af personer i det offentlige rum.
Ændringen betyder, at det ikke længere er afgørende, om et billede er taget på et i prin-
cippet offentligt sted, men derimod hvilken offentlighed det har været påregneligt for
den pågældende, at man ville kunne blive genstand for. Det betyder bl.a., at et billede
af en nøgen person, som er taget på et offentligt tilgængeligt sted, men hvor kun ganske
få personer er til stede, f.eks. på en øde strand eller lignende, som altovervejende ud-
gangspunkt ikke må videregives.
490
Ved samme lov har Folketinget desuden tredoblet
bødestraffen for overtrædelse af bestemmelsen.
5.1.2.2 Andre privatlivskrænkelser
Straffelovens kapitel 27
rummer som nævnt også en række andre bestemmelser om pri-
vatlivskrænkelser, som ikke efter deres indhold udgør begrænsninger af ytringsfriheden,
men som efter omstændighederne vil skulle fortolkes i lyset af ytringsfriheden. Det vil
særligt være tilfældet, når der er tale om, at journalister har overtrådt bestemmelserne
som led i research eller dækning af en historie. De pågældende bestemmelser kriminali-
serer forskellige måder at få adgang til oplysninger mv. på.
Kerneområdet for straffelovens § 263, stk. 1, har traditionelt været krænkelse af brevhem-
meligheden, dvs. den situation, hvor nogen åbner andres breve eller på anden måde gør
sig bekendt med indholdet (stk. 1, nr. 1). Også det at skaffe sig adgang til andres gemmer,
f.eks. en skrivebordsskuffe, er strafbart (stk. 1, nr. 2), ligesom det er ulovligt hemmeligt
at aflytte eller på anden måde optage andres samtaler (dvs. samtaler, som man ikke selv
deltager i) med et aflytningsapparat (f.eks. en mobiltelefon) (stk. 1, nr. 3). Desuden er det
efter stk. 2 strafbart at skaffe sig uberettiget adgang til it-oplysninger.
Bestemmelsens stk. 3 kaldes populært for hackerbestemmelsen og tager særligt sigte på
de situationer, hvor der er tale om erhvervsspionage, selv om det strafbare område ikke
begrænser sig hertil.
491
Hackerbestemmelsen har ikke givet anledning til mange sager,
hvor ytringsfriheden har været et tema. Den fandt imidlertid anvendelse i den meget
omtalte Se & Hør-sag, hvor en medarbejder hos it-virksomheden IBM igennem en pe-
489 Lovforslag nr. L 115 som optrykt efter 2. behandling den 20. marts 2018 om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen
for blufærdighedskrænkelse og digitale sexkrænkelser). Under Folketingets behandling af lovforslaget ændredes forsla-
get fra 2 års fængsel til 3 års fængsel.
490 Lovforslag nr. L 20 af den 3. oktober 2018 om ændring af straffeloven mv. (freds- og ærekrænkelser), afsnit 2.7.2.
491 V. Greve m.fl., Kommenteret straffelov – speciel del, 10. omarbejdede udgave (2012), side 443.
309
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0312.png
riode på 3 år lækkede oplysninger til ugebladet Se & Hør om kendte personers økono-
miske transaktioner fra betalingskortsfirmaet Nets. Det gav ugebladet adgang til meget
personlige oplysninger om de pågældendes gøren og laden og satte i flere tilfælde bladet
i stand til at lokalisere enkeltpersoner på ferie i udlandet, hvor ugebladet opsøgte og
fotograferede dem. Den tiltalte blev dømt efter straffelovens § 263, stk. 3. Også en række
andre involverede, herunder en nyhedschef, blev dømt for medvirken til overtrædelse
af hackerbestemmelsen. En tidligere chefredaktør blev i sagen idømt 1 år og 3 måneders
fængsel. Straffens længde understreger sagens alvor, da fængselsstraf til chefredaktører
eller journalister forekommer yderst sjældent i en dansk sammenhæng.
492
Hensynet til ytringsfriheden har ofte også spillet en rolle i sager om husfredskrænkelser
efter straffelovens § 264, hvor journalister og fotografer har været involveret.
Bestemmelsen kriminaliserer den, der uberettiget skaffer sig adgang til fremmed hus
eller andet ikke frit tilgængeligt sted, eller som – trods opfordring dertil – undlader at
forlade fremmed grund. Efter sin ordlyd og karakter udgør bestemmelsen helt indly-
sende ikke en indskrænkning af ytringsfriheden, men den har ikke desto mindre været
omdrejningspunktet for flere sager, hvor hensynet til ytringsfriheden, herunder nyheds-
formidlingen, har haft stor betydning for sagens bedømmelse.
I sagen om Svend Aukens have – som er refereret i afsnit 2.1.4.2 – fandt Højesteret efter
en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for hensynet til politikerens pri-
vatliv, at journalisten ikke havde handlet uberettiget ved at følge med demonstranter ind
i politikerens have.
493
Højesteret lagde i sin bedømmelse vægt på, at demonstrationen
angik et emne af offentlig interesse, og at journalistens ulovlige indtrængen udgjorde en
forholdsvis beskeden privatlivskrænkelse.
494
Samme resultat kom Højesteret frem til i en dom fra 1999, hvor tre journalister blev
frifundet for ulovlig indtrængen på øen Peberholm i forbindelse med en demonstra-
tion mod den kommende Øresundsforbindelse. Hensynet til ytringsfriheden betød, at
492
Se også: ”Mediejurist: Vi har ikke tradition for at sende journalister i fængsel” (3. december 2016), DR.dk, https://www.
dr.dk/nyheder/indland/mediejurist-vi-har-ikke-tradition-sende-journalister-i-faengsel (senest tilgået den 14. august
2019).
493 U1994.988H.
494 Dommen udgjorde for så vidt et nybrud i forhold til tidligere praksis, hvor Højesteret var kommet frem til det modsatte
resultat, nemlig at journalisters indtrængen på ikke frit tilgængeligt sted førte til domfældelse. Se f.eks. sagen om Mærsk
McKinney Møllers have (U1987.934H).
310
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0313.png
journalisternes indtrængen ikke kunne anses for at være uberettiget, og de blev derfor
frifundet for ulovlig indtrængen.
495
I en dom fra 2016 fandt Østre Landsret derimod ikke, at en pressefotografs husfredskræn-
kelse var berettiget.
496
I sagen havde nogle unge foretaget en aktion for at markere årsda-
gen for rydningen af ungdomshuset på Jagtvej. De unge var trængt ind i en virksomhed
og havde ryddet en virksomheds mapper og papirer. En pressefotograf var sammen med
de unge trængt ind i virksomheden og havde taget billeder af hændelsen. Billederne blev
senere bragt i et magasin. Landsretten fandt, at aktionen ikke havde en samfundsmæssig
interesse eller aktuel nyhedsværdi, som berettigede pressefotografen til at følge med ind
i virksomheden uden samtykke, og fandt derfor fotografen skyldig i overtrædelse af §
264, stk. 1, nr. 1.
I sager om ulovlig indtrængen, hvor medierne dækker nyhedsrelevante begivenheder,
tillægges hensynet til ytringsfriheden ganske betydelig vægt. Der vil dog altid skulle fore-
tages en konkret afvejning, hvor grovheden af privatlivskrænkelsen skal sættes over for
den samfundsmæssige interesse i dækningen af det pågældende forhold. Er krænkelsen
betydelig og den offentlige interesse tilsvarende mindre stærk, vil afvejningen således
kunne falde anderledes ud end i de to gengivne sager.
497
Efter straffelovens § 264 a er det strafbart uberettiget at fotografere personer på et ikke
frit tilgængeligt sted. Bestemmelsen udgør ikke en indskrænkning af ytringsfriheden,
men har på samme måde som § 264 om ulovlig indtrængen været anvendt i en række
sager, hvor hensynet til ytringsfriheden har spillet en afgørende rolle. Det har særligt
drejet sig om sager om mediernes brug af skjult kamera.
I en dom (hundehandlerdommen) fra 2012 frifandt Højesteret med dissens to journali-
ster fra DR for overtrædelse af straffelovens § 264 a.
498
Journalisterne havde med skjult
kamera fotograferet i en privat bolig, som blev anvendt til ulovlig erhvervsmæssig handel
U1999.1675H. Se også Østre Landsrets dom af 1. november 2018 (utrykt), hvor en række tiltalte journalister blev fri-
fundet for ulovlig indtrængen i forbindelse med et TV-program om kædesvindel. Retten fandt i den pågældende sag,
at programmet omhandlede væsentlige samfundsmæssige forhold, og at hensynet til nyhedsformidlingen betød, at de
pågældendes tilstedeværelse på ikke frit tilgængeligt sted, ikke kunne anses for uberettiget.
496 TfK 2016.361 Ø.
497 T. Baumbach, Strafferet og menneskeret, side 285. EMD's praksis om mediernes dækning af begivenheder af samfunds-
mæssig interesse er behandlet i afsnit 4.2.3.
498 U2012.2328H. Dommen har givet anledning til debat om bl.a. afvejningen af hensynet til privatlivets fred over for andre
hensyn. Der henvises i den forbindelse til P. Blume ”Berettiget overvågning af ikke frit tilgængeligt område” i U2012B.390,
V. Borberg ”Mediernes brug af skjult kamera på privat område” i U2014B.258, P.Skov m.fl. ”Peter Skov, Peter Lambert,
Iben Gjessing: Om rettighedssammenstød og skjult kamera – en kommentar til U2014B.258” i U2014B.359, S. Schaum-
burg-Müller ”Sten Schaumburg-Müller: Om retlig beskyttelse af aktiv journalistik. En kommentar til U2014B.258 om
mediernes brug af skjult kamera på privat område” i U2015B.9 og T. Baumbach ”Den retsvidenskabelige strafferetsforsk-
ning i det 21. århundrede – refleksioner” i TfK 2015.515.
495
311
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0314.png
med hunde. Genstanden for optagelserne var hundene og viste kun den forurettede i,
hvad Højesterets flertal betegnede som ”korte øjeblikssekvenser”.
Flertallet udtalte, at spørgsmålet om, hvorvidt fotografering på ikke frit tilgængeligt sted
har været uberettiget, beror på en afvejning mellem de modstående hensyn, der var i
spil. Højesteret anførte herefter, at fotografering af en person på et ikke frit tilgængeligt
sted er uberettiget og dermed strafbar (efter § 264 a), når fotograferingen indebærer en
krænkelse, der overstiger hensynet til ytringsfriheden.
Med henvisning til, at den krænkelse af privatlivets fred, som fotograferingen indebar,
var beskeden, og at de skjulte optagelser indgik i en tv-udsendelse om bl.a. ulovlig han-
del med hunde, som rejste spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse, frifandt
flertallet journalisterne for overtrædelse af § 264 a. Mindretallet fandt i modsætning
hertil, at optagelsen med skjult kamera i den forurettedes bolig indebar en sådan grov
krænkelse af hendes ret til beskyttelse af sit privatliv, at de ville dømme journalisterne for
overtrædelse af straffelovens § 264 a.
Brugen af skjult kamera som led i journalistisk research er i det hele taget et kontrover-
sielt emne, som jævnligt har givet anledning til debat. I hundehandlerdommen fandt
Højesterets flertal da også anledning til at komme med denne mere almene betragtning
om mediernes brug af skjult kamera:
”Fotografering med skjult kamera er som udgangspunkt forbundet med
væsentlige betænkeligheder, og en sådan fremgangsmåde kan kun være
berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfunds-
mæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse”
499
I den såkaldte Fælledgården-sag, som er omtalt i afsnit 5.3.2.1, fandt Højesteret, at hen-
synet til at belyse de muligt kritisable forhold på den pågældende institution ikke kunne
berettige de krænkelser af beboernes privatliv, som optagelserne havde udsat dem for.
Derfor blev de tiltalte dømt for at have videregivet fortrolige oplysninger. Hensynet til
privatlivets fred kan således konkret veje så tungt, at hensynet til mediernes ytringsfri-
hed må vige.
For så vidt angår EMD's praksis vedrørende brugen af skjult kamera henvises til afsnit
4.2.5.2.
499 U2012.2328H.
312
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0315.png
§ 264 a er også behandlet i Straffelovrådets betænkning fra 2016 om freds- og ærekræn-
kelser, hvor der ikke foreslås ændringer i bestemmelsen.
500
I det fremsatte lovforslag om
ændring af straffelovens kapitel 27 foretages alene en teknisk ændring af bestemmelsen,
men de foreslåede markante strafskærpelser vil også omfatte overtrædelser af § 264 a.
5.1.2.3 Privatlivskrænkelser – civilretlige sanktioner
Der findes også privatlivskrænkelser, som ikke er strafbare efter straffelovens regler.
501
I
sådanne situationer står den krænkede dog ikke uden reaktionsmuligheder, idet der også
eksisterer et civilretligt værn, som udvider det beskyttede område for privatlivet.
502
Den
civilretlige beskyttelse betyder, at der kan idømmes økonomiske sanktioner (erstatning
og godtgørelse for tort), hvis der er begået en retsstridig krænkelse af en persons frihed,
fred, ære eller person. Det følger af erstatningsansvarslovens § 26, som indeholder regler
om tort- og krænkelsesgodtgørelse.
503
Det civilretlige værn har særligt relevans, når an-
dre uberettiget anvender billeder af eller oplysninger om en person, som den pågælden-
de selv har ret til at råde over.
504
Det antages, at det enkelte individ i almindelighed har (ene)ret til at råde over sit eget
personbillede.
505
Denne ret omtales også som
retten til eget billede.
Retten er baseret på
almindelige retsgrundsætninger og har derfor hovedsageligt udviklet sig i praksis ved de
danske domstole.
506
Den er en del af det retsværn, som beskytter individets integritet og
personlighed – også kaldet personlighedsretten.
507
En krænkelse af et individs ret til at råde over sit eget personbillede kan forekomme i
forskellige sammenhænge.
508
500
501
502
503
504
505
506
507
508
Betænkning nr. 1563 (2016) om freds- og ærekrænkelser.
Straffelovens bestemmelser herom er forbeholdt de groveste krænkelser. Se Højesterets udtalelse i U2010.2448H.
Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 222f.
Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, er en videreførelse af den dagældende regel i § 15, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til
straffeloven, jf. herved § 2 i lov nr. 89 af 29. marts 1972. Efter den dagældende § 15, stk. 2, i ikrafttrædelsesloven skulle
godtgørelsens størrelse fastsættes under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighe-
derne i øvrigt.
Betænkning nr. 601 (1971) om privatlivets fred, side 40f.
V. Borberg i H. Udsen (red.) m.fl., Lærebog i informationsret, 1. udgave (2016), side 320.
U2010.2448H.
Til dette område hører bl.a. også straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser, persondataretten og den beskyttelse
som EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og tilhørende EMD praksis giver. Se for en samlet gennemgang af
personlighedsretten P. Schønning m.fl. (red.), Personlighedsret, 1. udgave (2007).
Området for retten til eget billede indeholder en del særregler, som ikke gennemgås i det følgende. For en nærmere
gennemgang af ”retten til eget billede” se f.eks. V. Borberg i Udsen (red.) m.fl. (2016), Schønning m.fl. (red.) (2007) og
Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 224f.
313
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0316.png
Det kan f.eks. være retsstridigt at offentliggøre et personbillede, som viser en person ”i
en særlig privat eller afslørende situation”, også selv om det ikke er strafbart efter straf-
felovens § 264 d.
509
Det var f.eks. tilfældet i en sag om Se & Hørs offentliggørelse af billeder af en studie-
vært, som var topløs og befandt sig på en offentlig strand. Højesteret fandt, at der med
optagelsen og offentliggørelsen af billederne var sket en retsstridig krænkelse af studie-
værten, som berettigede hende til tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26.
510
I bedømmelsen af dette forhold lagde Højesteret vægt på, at billederne var optaget uden
hendes vidende og samtykke, at de ikke havde nogen sammenhæng med hendes virke
som radio- og tv-vært, og at de ikke indgik som led i en omtale af samfundsmæssigt
relevante forhold.
511
Retten til eget billede kan også være krænket i tilfælde, hvor et personbillede er brugt
i en sammenhæng, som kan siges at være vildledende eller misvisende. Dette gælder
f.eks., hvor et billede bruges i en sammenhæng, som kan virke krænkende, f.eks. fordi
billederne bliver brugt som illustration til artikler, som ikke har noget med personerne
på billedet at gøre.
512
Krænkelse af retten til eget billede har i praksis navnlig været aktuelt, når personbilleder
bruges i
reklameøjemed.
Det er f.eks. tilfældet, når en virksomhed ønsker at benytte et
billede af en kendt person som reklame for en vare eller lignende. Hvis virksomheden
509
510
511
512
Som udgangspunkt kan personer, som befinder sig på frit tilgængeligt sted, frit fotograferes. Videregivelsen kan dog
være i strid med straffelovens § 264 d, hvis der er tale om rent private forhold. Hvis betingelserne for at anvende § 264
d ikke er opfyldt (se gennemgang af bestemmelsen ovenfor), kan den civilretlige beskyttelse dog være en mulighed. Se
Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 225.
U2010.2448H. Om der ved en offentliggørelse af et personbillede (som er taget på frit tilgængeligt sted) er tale om
en retsstridig krænkelse vil navnlig bero på, om billedernes offentliggørelse vil være krænkende for den pågældende,
herunder om der er tale om en privat situation, f.eks. nøgenbilleder. Hvis billedet ikke har nogen offentlig interesse,
taler dette imod at billedet kan offentliggøres. Se Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 225. Det må i
øvrigt antages, at den pågældende sag i dag vil være omfattet af § 264 d som følge af den ændring af bestemmelsen, der
er foretaget med lov nr. 1719 af 18. december 2018 om ændring af bl.a. straffeloven. Således fremgår det af lovforslagets
bemærkninger, at et billede af en nøgen person, som er taget på et offentligt tilgængeligt sted, men hvor kun ganske få
personer er til stede, f.eks. på en øde strand eller lignende, som altovervejende udgangspunkt ikke må videregives, jf.
lovforslag nr. L 20 af 3. oktober 2018 om ændring af straffeloven mv. (freds- og ærekrænkelser) (Folketingstidende, 2018-
2019, L 20, A, som fremsat), afsnit 2.7.2.
Denne retstilstand må anses for at være i overensstemmelse med EMD's praksis om brug af personbilleder, som også
har anerkendt en vis beskyttelse af privatlivet i det offentlige rum (se straks nedenfor om afvejningen mellem artikel 8 og
artikel 10). Se hertil V. Borberg i Udsen (red.) m.fl., (2016), side 334.
Se f.eks. U1998.170Ø, hvor landsretten fandt, at det udgjorde en retsstridig krænkelse, at en avis havde brugt et billede
fra en teaterforestilling, hvor to skuespillere indgik i en voldtægtslignende scene til at ledsage et læserbrev med titlen
”Skandaløse erstatninger. Voldtægt på udsalg.”.
314
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0317.png
ikke på forhånd har indhentet et samtykke til offentliggørelsen, vil det udgøre en retsstri-
dig krænkelse af den pågældendes ret til eget billede.
513 514
Medierne offentliggør dagligt mange billeder som illustration til artikler, herunder også
personbilleder. Medierne har som udgangspunkt en særlig adgang til at benytte sig af
personbilleder til redaktionelt brug, når det sker som en integreret del af mediernes
dækning af aktuelle samfundsforhold mv. og under iagttagelse af de netop beskrevne
begrænsninger, herunder med respekt for privatlivets fred.
515
Den vidtgående adgang til
at benytte personbilleder er således begrundet i hensynet til ytrings- og informations-
friheden.
516
Hvorvidt offentliggørelsen af et personbillede er berettiget vil bero på en afbalancering
af hensynet til beskyttelse af den pågældendes ret til privatliv over for mediernes ytrings-
frihed. I denne vurdering vil særligt den
samfundsmæssige interesse
i offentliggørelsen af
billedet indgå.
517
Der findes i dansk ret også en beskyttelse af individets
ret til eget navn.
Denne ret beskyt-
ter personer mod, at andre benytter deres navn i kommercielt øjemed til at lukrere på
den eventuelle reklameværdi, som knytter sig til navnet.
518
Der kan i dansk ret ikke siges at eksistere en egentlig
ret til egen historie
i den forstand, at
den enkelte selv har absolut kontrol over den pågældendes fremstilling i offentligheden,
eller hvilke oplysninger om den pågældende offentligheden får kendskab til.
519
Der findes
dog en række regler, som i et vist omfang beskytter retten til egen historie i det omfang
reglerne begrænser andres adgang til at offentliggøre oplysninger om en person. Dette
gælder
bl.a.
straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, persondatarettens
513
514
515
516
517
518
519
Højesteret slog første gang dette princip fast i en dom fra 1965 (U1965.126H). Det følger af dommen, at den person,
som uberettiget har fået anvendt sit billede i kommerciel sammenhæng, har krav på erstatning og i visse tilfælde også
tortgodtgørelse. Se for nærmere herom: V. Borberg i Udsen (red.) m.fl., side 303ff. Se også K.A. Frøbert, Dansk informa-
tionsret hæfte 2 – Ytringsfrihedens grænser, 1. udgave (1976), side 75.
Dette princip suppleres i et vist omfang af markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, som også indebærer,
at der ikke må benyttes personbilleder som led i markedsføring uden den pågældendes tilladelse. Se f.eks. U2008.1974H
og U2003.686SH (Idolplakater af Martin Jørgensen).
Se for spørgsmålet om, hvornår et medies brug af personbilleder varetager henholdsvis et kommercielt formål og et
redaktionelt formål: Schønning m.fl. (red.) (2007), side 119f.
Adgangen for medierne til at videregive personbilleder begrænses også af reglerne i retsplejeloven om fotografering af
personer på vej til og fra retten (se for nærmere herom afsnit 5.6.2).
T. Riis, H. Udsen og V. Borberg, ”Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer efter von Han-
nover nr. 2” i Juristen (nr. 1 af 2015), side 17. Se for nærmere om denne afvejning straks nedenfor i afsnittet om afvejnin-
gen mellem EMRK artikel 8 og EMRK artikel 10.
Denne ret hviler i udgangspunktet også på almindelge retsgrundsætninger. Se for nærmere herom V. Borberg i Udsen
(red.) m.fl. (2016), side 337f. og Schønning m.fl. (2007), side 181f. Der findes også regler om brugen af personnavn i
navneloven.
Schønning m.fl. (red.) (2007), side 175.
315
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0318.png
regler og de regler i retsplejeloven, som begrænser adgangen til at referere straffesager i
offentligheden.
Overholdes de regler, som begrænser muligheden for at omtale andres forhold, må en
person som udgangspunkt tåle at blive omtalt offentligt, f.eks. i forbindelse med at den
pågældende bliver portrætteret.
Det er dog også udgangspunktet, at der heller ikke i disse tilfælde må anvendes oplys-
ninger om en person, f.eks. om dennes bedrifter, med et kommercielt formål for øje, hvis
den omtalte person ikke har indvilget i denne brug af oplysninger.
520
Det vil utvivlsomt også være berettiget at offentliggøre oplysninger om private forhold,
hvis den omtalte har givet samtykke til omtalen.
521
Derudover vil det være retmæssigt
at omtale forhold, som en person selv har givet offentligheden adgang til. Disse private
oplysninger vil efterfølgende frit kunne omtales.
Det antages også, at brugen af oplysninger om faktiske personer eller begivenheder i en
kunstnerisk sammenhæng,
f.eks. i en film, nyder stor beskyttelse. Det betyder f.eks., at der
er en vidtgående frihed til at lade sig inspirere eller lignende af en bestemt persons liv
og historie i en kunstnerisk sammenhæng under forudsætning af, at bl.a. straffelovens
regler om freds- og ærekrænkelser i den forbindelse overholdes. Benyttes en straffesag
som udgangspunkt for en tv-serie eller lignende, kan kunstneren i almindelighed godt
tildigte de involverede personer forskellige tanker mv. Det vil ligge inden for den kunst-
neriske ytringsfrihed. Derimod vil det være problematisk at tildigte, at en dømt person
har begået yderligere forbrydelser, som denne ikke er straffet for i virkeligheden, da man
her kan komme på kant med freds- og ærekrænkelsesreglerne.
522
Der findes meget lidt dansk praksis, som kan bidrage til at afklare omfanget af retten til
egen historie.
I Danmark har spørgsmålet om retten til egen historie i en kunstnerisk sammenhæng
dog været behandlet i forbindelse med en sag om romanen ”Suverænen”. Sagen drejede
sig navnlig om, hvorvidt det var i strid med en persons ret til privatliv, at en forfatter hav-
de benyttet den pågældende som romanfigur og i denne forbindelse anvendt oplysninger
og billeder af privat karakter om personen, herunder personens fulde navn og billede og
private oplysninger om den pågældendes arbejde, børn og økonomi. Landsretten fandt
520
521
522
Se f.eks. Sø- og Handelsrettens dom af 21. august 2006.
Schønning m.fl. (red.) (2007), side 176f.
Ibid., side 179.
316
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0319.png
imidlertid, at romanen var et fiktivt værk, og at hensynet til forfatterens kunstneriske
ytringsfrihed i den konkrete sag vejede tungere end hensynet til den omtalte persons
privatliv.
523
Det spillede også ind i landsrettens vurdering, at den ikke fandt de anvendte
oplysninger særligt private.
I sagen fastslår landsretten således, at der skal ske en afvejning af hensynet til det enkelte
individs ret til privatliv over for den pågældende kunstners ret til ytringsfrihed, når der
anvendes oplysninger af privat karakter i en kunstnerisk sammenhæng.
Udgivelser af f.eks. biografier vil kunne finde sted uden den omtaltes samtykke, hvis et
sådant værk i øvrigt holder sig inden for lovgivningens rammer. I sådanne tilfælde vil en
person ikke kunne forhindre, at et sådant værk offentliggøres.
524
5.1.3 EMD's praksis om afvejningen mellem hensynet til retten til respekt for
privatliv og hensynet til ytringsfriheden
Offentliggørelse af private oplysninger eller billeder af privat karakter kan som nævnt
udgøre en krænkelse af privatlivets fred.
525
Beskyttelsen af privatlivet er generelt et tungt-
vejende hensyn, og der er derfor flere eksempler på, at Domstolen har accepteret be-
grænsninger af ytrings- og informationsfriheden begrundet i dette hensyn. Det kan dog
være yderst vanskeligt at afgøre, hvornår hensynet til offentlighedens ret til at blive infor-
meret om emner af offentlig interesse i det konkrete tilfælde vejer tungere end hensynet
til den enkeltes ret til privatliv.
I de ledende domme på området har Domstolen fastlagt en række fortolkningsmomen-
ter, som skal inddrages ved denne bedømmelse.
Domstolen har f.eks. i en sag, hvor prinsesse Caroline von Hannover klagede over me-
diernes krænkelse af hendes privatliv, slået fast, at selv om et emne påkalder sig stor
offentlig interesse i dele af eller hos hele befolkningen, er det ikke ensbetydende med,
at det også har samfundsmæssig interesse.
526
I den konkrete sag var der tale om såkaldt
tabloid-/sladderjournalistik, og selv om der er mange læsere til disse mediers historier
om kendte menneskers privatliv, nyder sådan journalistik efter Domstolens praksis ikke
nær den samme beskyttelse som journalistik, der har til formål bidrage til en debat om
523
524
525
526
U2011.3021Ø.
V. Borberg i Udsen (red.) m.fl. (2016), side 343. Se også gennemgang af dommen om ”Nordvang” i afsnit 5.3.2.2.
Campmany Diez de Revenga & Lopez Galiacho Perona (afsagt den 12. december 2000).
Caroline von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004), pr. 64: ”…the sole purpose of which was to satisfy the
curiosity of a particular readership regarding the details of the applicant’s private life, cannot be deemed to contribute
to any debate of general interest to society despite the applicant being known to the public…”
317
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0320.png
emner af samfundsmæssig interesse. Domstolen lagde desuden vægt på, at Caroline von
Hannover ikke varetog nogen officielle, repræsentative pligter og karakteriserede hende
som ”a private individual”.
527
Anderledes gik det, da Domstolen siden afgjorde endnu en sag anlagt af prinsessen, der
denne gang havde klaget over, at de tyske domstole havde afvist at nedlægge forbud mod
brug af et billede af prinsessen og hendes mand på skiferie. I denne sag fandt Domstolen,
at der ikke var sket en krænkelse af prinsessens ret til privatliv. Det skyldtes, at billedet
var anvendt i en artikel om prinsessens far, fyrst Rainier af Monaco, som på daværende
tidspunkt var statsoverhoved i Monaco, og som var alvorligt syg. De tyske domstole hav-
de fundet, at emnet havde offentlig interesse, og Domstolen fandt ikke grundlag for at
tilsidesætte denne vurdering. Domstolen fandt heller ikke, at billedets indhold i sig selv
var krænkende for prinsessen.
Det centrale i Domstolens vurdering af disse sager er således, om de private oplysninger
berører et emne af
samfundsmæssig interesse.
528
Det vil efter Domstolens praksis bero på
en konkret vurdering, om et emne er af samfundsmæssig interesse.
529
Domstolen har
f.eks. fundet, at det var af samfundsmæssig interesse, at et medie omtalte, at prins Albert
af Monaco havde et barn uden for ægteskabet. Det skyldtes navnlig, at statsoverhovedet
i Monaco findes på baggrund af arvefølge, hvilket potentielt betød, at barnet kunne blive
statsoverhoved.
530
Sagen viser, at når en magthavers private forhold kan have betydning
for befolkningen og samfundet, vil det kunne have samfundsmæssig interesse at offent-
liggøre oplysninger af privat karakter. Den samfundsmæssige interesse vil betyde, at
ytringsfriheden skal tillægges betydelig vægt ved afvejningen af de modstående hensyn.
I den anden sag om prinsesse Caroline von Hannover opregner Domstolen desuden
en række andre afvejningskriterier, som skal inddrages ved afvejningen af hensynet til
ytringsfriheden over for hensynet til retten til privatliv. Disse kriterier hænger i høj grad
sammen med den samfundsmæssige interesse.
Det skal ifølge Domstolen for det første indgå i afvejningen, hvor
kendt den omtalte per-
son er,
herunder om der er tale om personer, som varetager officielle forpligtelser, f.eks.
politikere eller andre offentlige skikkelser. Også det
emne,
der er genstand for artiklen
mv., har betydning.
531
Desuden skal den
forurettedes tidligere interaktion med medier-
527
528
529
530
531
Caroline von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004), pr. 63 og 72.
Se også Varapnickaite-Mazyliene mod Litauen (afsagt den 17. juni 2012), pr. 43.
Couderc & Hachette Filipacchi Associés mod Frankrig (afsagt den 10. november 2015), pr. 97.
Se f.eks. Couderc & Hachette Filipacchi Associés mod Frankrig (afsagt den 10. november 2015). Det var derfor ikke i
strid med artikel 10 at bringe denne information.
Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 110.
318
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0321.png
ne
tages i betragtning, om end tidligere åbenhed over for pressen ikke betyder, at den
pågældende derved har givet afkald på retten til privatliv.
532
Artiklens
indhold, form og
konsekvenserne af artiklens publicering
skal der også tages højde for i afvejningen.
533
Kon-
sekvenserne af en artikel vil som udgangspunkt være nemmere for Domstolen eller de
nationale domstole at vurdere i disse situationer, end det f.eks. er tilfældet, når skade-
virkningerne af videregivelse af oplysninger om bl.a. national sikkerhed skal vurderes. I
sådanne tilfælde vil Domstolen i højere grad bedømme risikoen for skadevirkning end
den faktiske skadevirkning. Konsekvenserne af en offentliggørelse af oplysninger om
private forhold synes i øvrigt heller ikke tillagt lige så stor betydning i afvejningen som
ved videregivelse af fortrolige oplysninger om forhold vedrørende national sikkerhed (se
nærmere herom i afsnit 5.5).
I de tilfælde, hvor der er tale om offentliggørelse af et billede, skal det ligeledes inddra-
ges, under hvilke omstændigheder billedet er blevet optaget, herunder om der er givet
samtykke til billedoptagelsen.
534
Hvad angår det første afvejningskriterium – om personen er kendt – er det afgørende,
om der er tale om en person, som optræder i en offentlig sammenhæng som politisk eller
offentlig figur, eller et almindelig menneske uden offentlige funktioner – ikke om perso-
nen varetager et offentligt hverv eller lignende.
535
Domstolens afgørelse i Von Hannover
nr. 2 udvider derfor – i forhold til afgørelsen i Von Hannover nr. 1 – kredsen af personer,
som ”…må tåle, at medierne offentliggør detaljer om deres privatliv, hvis dækningen er
af almen interesse”.
536
De pågældende afvejningsmomenter blev også anvendt i sagen
Axel Springer mod Tysk-
land,
som blev afgjort af EMD samme dag som
Von Hannover mod Tyskland (nr. 2).
537
I Springer-sagen havde en tysk avis bl.a. rapporteret om, at en tysk skuespiller var blevet
pågrebet med narkotika i et øltelt og efterfølgende dømt for det. De tyske domstole havde
nedlagt forbud mod at skrive om skuespillerens anholdelse, hvilket Domstolen imid-
532
533
534
535
536
537
Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 111.
Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 112.
Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 113.
Se T. Riis m.fl., ”Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer efter von Hannover nr. 2” i Juristen
(nr. 1 af 2015) som anfører, at ”EMD har ikke formuleret en fast definition af, hvilke persongrupper der er omfattet af
begrebet »public figures«, men henviser i pr. 71 til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 1165 (1998) om
retten til privatliv som relevant retskilde. I pkt. 7 i denne resolution er det anført: »Public figures are persons holding
public office and/or using public resources and, more broadly speaking, all those who play a role in public life, whether
in politics, the economy, the arts, the social sphere, sport or in any other domain.«
T. Riis m.fl., ”Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer efter von Hannover nr. 2” i Juristen
(nr. 1 af 2015).
Axel Springer AG mod Tyskland (7. februar 2012).
319
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0322.png
lertid fandt i strid med artikel 10. Domstolen anvendte de samme afvejningsmomenter
som i Von Hannover-dommen (nr. 2) og lagde således bl.a. vægt på, at emnet havde en
vis offentlig interesse, og at skuespilleren var en offentlig kendt person, som navnlig var
kendt for sin rolle som politikommissær i en meget kendt tv-serie.
538
Der var i denne sag tale om offentliggørelse af private oplysninger, men ikke billeder af
den pågældende som i Von Hannover-dommen. Domstolen udtalte, at det skulle tillæg-
ges vægt, hvordan oplysningerne var blevet fremskaffet, ligesom oplysningernes trovær-
dighed var af betydning. I den konkrete sag kom oplysningerne fra politiet selv og var
derfor oplagt troværdige. Domstolen udtalte endvidere i Springer-sagen, at det er væ-
sentligt, at medierne tager passende hensyn til uskyldsformodningen – dvs. princippet
om, at man er uskyldig indtil andet er bevist – når de rapporterer om straffesager.
Det har også betydning for afvejningen mellem artikel 8 og artikel 10, hvilken
karak-
ter og intensitet
privatlivskrænkelsen har.
539
I dommen
Hachette Filipacchi Associés mod
Frankrig
havde et ugeblad bragt et billede af en myrdet politiker.
540
Billedet var taget kort
efter, at politikeren var blevet likvideret, og det blev offentliggjort 13 dage efter mordet.
De franske domstole pålagde – efter familien til politikeren havde anlagt en sag mod bla-
det – ugebladet at bringe en erklæring, som bl.a. indeholdt en passage om, at billedet var
bragt uden samtykke fra politikerens familie, og at de efterladte mente, at offentliggørel-
sen af billedet på det pågældende tidspunkt havde udgjort en grov privatlivskrænkelse.
Udgiveren indklagede denne afgørelse for EMD, som dog fandt, at der med påbuddet om
at bringe erklæringen ikke var sket en krænkelse af artikel 10. Domstolens flertal (5-2)
udtalte, at nogle livssituationer fortjener en
særlig beskyttelse
efter artikel 8 – dette gælder
bl.a., når et nært familiemedlem går bort. Staten kan under disse omstændigheder have
en pligt til at sørge for, at de berørtes privat- og familieliv respekteres. Derudover fandt
Domstolen, at udgiveren ikke havde påvist, at påbuddet om at offentliggøre erklærin-
gen havde haft en afskrækkende virkning i forhold til mediets brug af ytringsfriheden i
fremtiden.
Domstolen har også behandlet sager om brug af oplysninger af privat karakter i doku-
mentariske værker. I
Éditions Plon mod Frankrig
fandt Domstolen ikke, at et midlertidigt
forbud mod udgivelse af en bog om den forhenværende præsident Francois Mitterand,
der netop var gået bort, og hans alvorlige kræftsygdom, udgjorde en krænkelse af artikel
538
539
540
Derudover tillagde Domstolen det bl.a. betydning, at skuespilleren tidligere selv havde offentliggjort oplysninger om sit
privatliv, at oplysningerne om anholdelsen kom fra en troværdig kilde (anklagemyndigheden), og at det ikke var godt-
gjort, at dækningen af sagen havde haft alvorlige konsekvenser for skuespilleren.
Rytter, (2016), side 304f.
Hachette Filipacchi Associés mod Frankrig (14. juni 2007).
320
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0323.png
10.
541
Bogen, der indeholdt intime detaljer om sygdomsforløbet, var skrevet af eks-præsi-
dentens personlige læge og blev udgivet 10 dage efter eks-præsidentens død. Domstolen
fandt, at forbuddet varetog et legitimt hensyn ved at beskytte den tidligere præsidents
ære, omdømme og privatliv. Desuden blev der lagt vægt på, at udgivelsen var egnet til at
påvirke de efterladtes sorgproces.
Det midlertidige forbud blev senere gjort permanent. Et permanent forbud mod at ud-
give bogen kunne ifølge Domstolen imidlertid ikke anses for at være nødvendigt i et
demokratisk samfund. Det udgjorde derfor en krænkelse af artikel 10. Domstolen be-
mærkede i den forbindelse, at:
”… Likewise, the more time that elapsed, the more the public interest in
discussion of the history of President Mitterand’s two terms of office pre-
vailed over the requirements of protecting the President’s rights with re-
gard to medical confidentiality…”
542
Mulighederne for at omtale private forhold af samfundsmæssig interesse påvirkes såle-
des også af et tidsmæssigt aspekt.
5.1.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.1.2, indeholder dansk ret en række bestemmelser, der be-
grænser adgangen til at indhente og videregive oplysninger eller billeder om rent pri-
vate forhold. Bestemmelserne, der har til formål at beskytte andre mod krænkelser af
privatlivets fred (fredskrænkelser), indebærer visse indskrænkninger i forhold til såvel
ytrings- som informationsfriheden.
EMRK giver mulighed for denne type regler, idet konventionens artikel 10, stk. 2, tillader
indskrænkninger i ytringsfriheden, som er begrundet i hensynet til andres rettigheder,
herunder retten til respekt for privatliv. I den forbindelse bemærkes, at retten til privat-
liv – til forskel fra andre af de legitime hensyn, som kan begrunde indskrænkninger i
ytringsfriheden – i sig selv beskyttet af EMRK artikel 8. Det indebærer efter Domstolens
praksis, at der er to fundamentale og ligestillede rettigheder, som skal afvejes over for
hinanden, når indskrænkninger i ytringsfriheden er begrundet i retten til privatliv.
Som gennemgangen viser, kan det imidlertid være vanskeligt at afgøre, hvornår hensy-
net til, at offentligheden kan informeres om emner af samfundsmæssig interesse, vejer
541
542
Éditions Plon mod Frankrig (afsagt den 18. maj 2004).
Éditions Plon mod Frankrig (afsagt den 18. maj 2004), pr. 53.
321
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
tungere end hensynet til det enkelte individs ret til respekt for privatliv. Det vil derfor i
hvert enkelt tilfælde bero på en konkret afvejning, om der er sket en krænkelse af artikel
10 eller artikel 8.
Ved denne afvejning har det generelt afgørende betydning, om de private oplysninger
eller billeder indgår i dækningen af et emne af samfundsmæssig interesse. I den forbin-
delse bemærkes det, at selv om begrebet samfundsmæssig interesse som nævnt dækker
bredt, har det ikke nødvendigvis sammenhæng med, hvilke emner der påkalder sig stor
offentlig opmærksomhed i dele af eller hos hele befolkningen.
Alvorligheden af privatlivskrænkelsen har også betydning for afvejningen, og derfor vil
karakteren og intensiteten af den konkrete krænkelse af privatlivet indgå som et centralt
fortolkningsmoment. Der er således betydelig forskel på at offentliggøre oplysninger om,
at en person har en alvorlig psykisk eller fysisk lidelse, og at publicere en nyhed om, at
den pågældende har indgået ægteskab.
Ud over de nævnte fortolkningsmomenter, som Domstolen inddrager ved vurderingen
af sager om videreformidling og offentliggørelse af oplysninger eller billeder af privat
karakter, har Domstolen udviklet en række yderligere fortolkningsmomenter, som li-
geledes skal inddrages ved afvejningen af de modstående hensyn. Det skal således bl.a.
inddrages, hvor kendt den omtalte er, herunder hvilken position den pågældende indta-
ger. Det emne, som videreformidlingen af oplysninger eller billeder relaterer sig til, har
ligeledes betydning for afvejningen, ligesom også den forurettedes tidligere interaktion
med medierne skal tages i betragtning. Det samme gælder artiklens indhold, form og
konsekvenserne af artiklens offentliggørelse.
5.2
Hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder
5.2.1 Generelt om EMD's praksis om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden
over for hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder
EMRK artikel 10, stk. 2, tillader indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet
til andres gode navn og rygte og rettigheder.
Til forskel fra andre af de legitime hensyn, som kan begrunde indskrænkninger i ytrings-
friheden, er retten til beskyttelse af ens gode navn og rygte også en menneskerettighed
322
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0325.png
beskyttet af EMRK artikel 8.
543
Indeholdt i retten til privatliv er således også en ret til
beskyttelse mod uberettigede angreb på sit gode navn og rygte.
544
De sager om hensynet til andres gode navn og rygte og rettigheder, som indbringes for
Domstolen, har særligt drejet sig om ærekrænkelse (injurier), og Domstolen har derfor
en righoldig praksis om dette emne. Domstolen har slået fast, at der i forbindelse med
konkrete sager om ærekrænkelser skal foretages en afvejning af hensynet til individets
ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre personers gode navn og rygte eller rettig-
heder efter EMRK artikel 8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i den konkrete
situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 10. Domstolen har således ud-
talt, at der i denne situation skal foretages en afvejning af to fundamentale, ligestillede
menneskerettigheder, som skal afbalanceres over for hinanden.
545
Når Domstolen vurderer konkrete sager, foretager Domstolen en bedømmelse af, hvor-
vidt de nationale domstole har foretaget en retfærdig afbalancering af hensynet til privat-
livet over for hensynet til ytringsfriheden.
I dommen
Ruokanen m.fl. mod Finland
havde de nationale domstole dømt en chefredak-
tør og en journalist for ærekrænkelse, fordi de havde publiceret en artikel om, hvordan en
kvinde angiveligt var blevet gruppevoldtaget af nogle baseballspillere under en fest. Den
efterfølgende efterforskning var imidlertid blevet afsluttet uden tiltale mod mændene,
da kvinden ikke kunne udpege gerningsmændene til overgrebet. Domstolen udtalte, at:
”… the issue which is essentially at stake in the present case is whether
the domestic courts struck the required balance between the applicants’
right to freedom of expression and the rights to reputation of the alleged
perpetrators of a crime…”
546
Efter Domstolens opfattelse var artiklen ikke blot ærekrænkende for baseballspillerne,
den udgjorde også en krænkelse af uskyldsformodningen, som er beskyttet efter EMRK
artikel 6, fordi den påståede voldtægt blev beskrevet som et faktum.
547
Domstolen fandt,
at de nationale domstoles begrundelse for at gøre indgreb i ytringsfriheden i tilstrække-
ligt omfang viste, at indgrebet over for journalisten og chefredaktøren var nødvendigt i
EMRK artikel 8 bestemmer som nævnt, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korre-
spondance.
544 Axel Springer mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012), pr. 83-84.
Domstolen har udtalt, at artikel 8 finder anvendelse i injuriesager, hvis der er tale om angreb af en vis alvor, som kan skade
den enkeltes ret til respekt for privatliv.
545 Axel Springer mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012), pr. 87.
546 Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), pr. 43.
547 Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), pr. 48.
543
323
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0326.png
et demokratisk samfund.
548
De nationale domstole havde således foretaget en balanceret
afvejning af hensynet til pressens ytringsfrihed over for hensynet til baseballspillernes
gode navn og rygte og uskyldsformodningen.
Staten kan som nævnt desuden have en positiv pligt til at beskytte den enkelte mod andre
privates krænkelse af privatlivet generelt. Det omfatter også beskyttelse af den pågælden-
des gode navn og rygte.
549
Domstolen har herudover anerkendt, at hensynet til at beskytte andres rygte og rettighe-
der kan begrunde indgreb over for ytringer, som tilskynder, fremmer eller retfærdiggør
had mod personer eller grupper af personer baseret på intolerance, herunder etnisk,
religiøs og kulturel.
550
Domstolen har således udtalt, at det kan være nødvendigt i et de-
mokratisk og pluralistisk samfund, fordi et demokratisk samfund bygger på tolerance og
respekt for alle menneskers ligeværd.
551
Domstolen fandt f.eks. i sagen
Balsyte-Lideikiene mod Litauen,
at det ikke var i strid med
artikel 10, at en udgiver af en kalender var blevet tildelt en advarsel og havde fået kon-
fiskeret de tilgængelige eksemplarer af kalenderen.
552
Kalenderen indeholdt materiale,
som opfordrede til etnisk had mod bl.a. polakker og jøder, som boede i Litauen, og ad-
varslen og konfiskationen af kalenderne varetog således et legitimt hensyn til at beskytte
de omtalte gruppers ”ry og rettigheder”.
Der findes også tilfælde, hvor Domstolen har fundet, at sådanne ytringer falder helt
uden for artikel 10’s beskyttelse. Domstolen har med henvisning til EMRK artikel 17, som
indeholder et forbud mod misbrug af rettigheder, således afvist, at visse ytringer, der
tilskynder, fremmer eller retfærdiggør had af personer eller grupper er beskyttet efter
konventionen (for nærmere herom se afsnit 5.2.3.1 straks nedenfor).
553
Artikel 17 har i
Domstolens praksis også fundet anvendelse over for udtalelser, der tilskynder til vold
eller andre grove forbrydelser (se for nærmere herom afsnit 5.4 om hensynet til den of-
fentlige tryghed), eller som fremmer terrorhandlinger (se for nærmere herom afsnit 5.5
om hensynet til den offentlige sikkerhed).
548
549
550
551
552
553
Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), pr. 52.
Se f.eks. Rubio Dosamantes mod Spanien (afsagt den 21. februar 2017).
Kjølbro (2017), side 1074.
Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003), pr. 40.
Balsyte-Lideikiene mod Litauen (afgørelse afsagt den 4. november 2008).
I Jersild-dommen udtalte Domstolen således, at de ytringer, som Grønjakkerne havde fremsat, ikke var beskyttet af
artikel 10, jf. Jersild mod Danmark (afsagt den 23.september 1994), pr. 35.
324
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0327.png
5.2.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden, som er begrundet i hensynet
til at beskytte andres gode navn, rygte eller rettigheder
Der findes i dansk ret en række retlige indskrænkninger, som bl.a. varetager hensynet til
at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder. Disse bestemmelser findes navnlig
i straffelovens kapitel 27, som kriminaliserer freds- og ærekrænkelser, herunder injurier
(straffelovens § 267-271) og racisme (§ 266 b).
Den mere retspolitiske diskussion om § 266 b og spørgsmålet om bestemmelsens even-
tuelle uklare grænser behandles i kapitel 9.
5.2.2.1 Racismeparagraffen
Straffelovens § 266 b indeholder et forbud mod forhånende, nedværdigende eller truen-
de ytringer mod en række persongrupper. Derfor begrænser bestemmelsen ytringsfri-
heden.
Den blev indført i 1939 og fik i det væsentligste sin nuværende affattelse i 1971 med
Danmarks ratificering af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskri-
mination. Beskyttelsesinteressen ”seksuel orientering” blev føjet til i 1987,
554
mens be-
stemmelsens stk. 2 om propaganda først kom til i 1995.
555
Bestemmelsen finder løbende
anvendelse i praksis, og i 2018 og 2019 blev der rejst tiltale for overtrædelse af bestemmel-
sen henholdsvis 20 og 15 gange.
556
Efter straffelovens § 266 b straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i
en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af
personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller
etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Strafferammen i § 266 b er bøde eller
fængsel indtil 2 år.
Bestemmelsen skal beskytte de omfattede grupper mod at blive udsat for grove trusler,
forhånelser eller nedværdigende udsagn, som krænker deres menneskelige værdighed. I
modsætning til straffelovens regler om injurier, som beskytter enkeltpersoners ære, yder
§ 266 b en særlig beskyttelse af de grupper, som er udtrykkelig nævnt i bestemmelsen.
De beskyttede grupper er kendetegnet ved, at personerne, der tilhører den enkelte grup-
pe, har et træk til fælles, f.eks. samme hudfarve, samme nationale eller etniske oprindelse
554
555
556
Lovforslag nr. L 196 af 12. februar 1987 om ændring af borgerlig straffelov, kriminallov for Grønland og lov om forbud
mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (Forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering) (Folketings-
tidende, 1986-1987, tillæg A, spalte 4169).
Lovforslag nr. L 46 af 9. november 1994 om ændring af straffeloven (Racediskrimination m.v.) (Folketingstidende, 1994-
1995, Tillæg A, side 527).
Opgørelse fra Rigsadvokaten af 25. januar 2020.
325
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0328.png
eller samme religiøse overbevisning. Bestemmelsen omfatter desuden trusler, forhånelse
eller nedværdigelse på grund af kønsidentitet.
557
Mens gruppen af personer, som bekender sig til en bestemt religion, eller som tilhø-
rer en bestemt race, som nævnt beskyttes af bestemmelsen, gør det samme sig som ud-
gangspunkt ikke gældende for f.eks. religionen i sig selv (f.eks. kristendom eller islam).
I praksis er der imidlertid set eksempler på, at domstolene i relation til anvendelsen af
straffelovens § 266 b har fortolket udtalelser, der sprogligt, herunder i den sammenhæng,
som udtalelsen indgik i, angik en given religion, som udtalelser rettet mod alle de perso-
ner, der bekender sig til religionen.
Det gælder f.eks. en afgørelse fra 2004, hvor udtalelsen ”Islam er ikke en religion i tradi-
tionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet
ved vold” fandtes at indeholde en så grov forhånelse og nedværdigelse af muslimer, at
tiltalte havde overtrådt straffelovens § 266 b.
558
Formålet med § 266 b er navnlig at beskytte de omfattede persongrupper mod udtalel-
ser, som f.eks. sammenligner dem med dyr, f.eks. at ”de vegeterer som arbejdsløse på
flittige og dygtige danskere, mens de gennem indvandring og børneavl formerer sig som
rotter”.
559
Også andre usaglige generaliserende udsagn om, at en gruppe generelt begår
grov kriminalitet, eller at de fører en anstødelig levevis er en del af bestemmelsens ker-
neområde.
Det er ikke udelukkende sproglige udtalelser, som er omfattet af § 266 b, da også andre
former for ytringer eller meddelelser kan være strafbare. Et sådant tilfælde forelå i en sag
fra 1994, hvor en række unge gerningsmænd formentlig med slet skjult reference til Ku
Klux Klan-bevægelsen havde placeret et brændende kors ud for et hus, som var beboet af
tyrkere. Landsretten fandt, at dette udgjorde en strafbar handling omfattet af § 266 b.
560
Udtalelserne skal som nævnt desuden have en vis grovhed. Hvad der ligger heri, er svært
at sige noget meget fast om, men retspraksis giver en vis rettesnor.
F.eks. fandtes et udsagn om, at ”das jüdische Leben besteht aus zwei Elementen: Geld
einsammeln und protestieren” (oversættelse: det jødiske liv består af to elementer: ind-
557
558
559
560
Se besvarelsen af spørgsmål nr. S 856 af den 1. april 2016.
U2003.2435V.
U1980.1065V. Kun udtalelser om sammenligninger med dyr, som har til formål at true, fornedre eller nedværdige er
omfattet. Almindelige talemåder, som f.eks. ”de kagler som høns” eller lignende vil normalt ikke kunne siges at være
omfattet.
U1994.993Ø.
326
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0329.png
samling af penge og protester) ikke at leve op til grovhedskriteriet, og udtalelsen var
derfor ikke omfattet af § 266 b.
561
I en anden sag havde en lokalpolitiker i et interview om flygtninge i en lokalavis udtalt:
”Kameldrivere og fåreavlere. Hvad skal vi med dem? De sorte breder sig alle steder. Det
er ligesom en kræftsygdom.”
562
Landsretten fandt udtalelserne omfattet af § 266 b, stk. 1,
fordi flygtninge på baggrund af race og etnisk oprindelse bliver forhånet og nedværdiget.
I praksis har sammenligninger af grupperne med alvorlige sygdomme eller skadedyr,
563
budskaber om at en gruppe generelt begår grov kriminalitet,
564
eller udbredelse af ideer
om, at en af de beskyttede grupper bør udryddes, opfyldt grovhedskriteriet.
565
Almindelige skældsord vil som udgangspunkt falde uden for det strafbare anvendelses-
område, men kan dog efter omstændighederne være omfattet (se straks nedenfor om
tilråb som ”sorte svin”).
Omfattet kan også være udtalelser, som er fremsat over for en enkeltperson, hvis udta-
lelsen samtidig er rettet mod den gruppe, som personer tilhører. Det var f.eks. tilfældet
i en sag fra 2007, hvor en person under en fodboldkamp bl.a. havde kaldt en modspiller
for ”negerbolle”, ”sorte svin” og ”perkersvin”. Østre Landsret udtalte, at ”udtalelser frem-
sat over for en enkeltperson kan imidlertid være omfattet af § 266 b, såfremt udtalelsen
samtidig er rettet mod den gruppe, som personen tilhører, hvilket er tilfældet her”.
566
Så-
danne udsagn vil normalt ikke leve op til kriteriet om en vis grovhed, men i det konkrete
tilfælde ligger grovheden i den direkte konfrontation.
567
Udtalelsen skal desuden være fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en vi-
dere kreds. Hvis en udtalelse er faldet under en privat samtale, og den pågældende ikke
har haft til hensigt, at den skulle udbredes uden for den snævre kreds, vil forholdet falde
uden for det strafbare område.
568
561
562
563
564
565
566
567
568
U1988.788V.
U1999. 296V.
U1999. 296V.
U2003.1974Ø.
U2004.734H.
U2005.1468Ø.
Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 315. Det er af Trine Baumbach anført, at udtalelserne var uhøviske,
men ikke racistiske i § 266 b’s forstand, fordi udtalelserne ikke var egnede til at blive generaliseret ud på en af de beskyt-
tede grupper. Se T. Baumbach, ”Racismebestemmelsens usikre grænser” i Juristen (nr. 2 af 2014), side 47f.
G. Toftegaard Nielsen m.fl., Kommenteret straffelov – speciel del, 11. omarbejdede udgave (2017), side 543.
327
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0330.png
Dette var det springende punkt i en meget omtalt sag, hvor historikeren Lars Hede-
gaard under en privat julefrokost havde sagt til en journalist, at ”når en muslimsk mand
voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det”, at ”de voldtager deres egne børn”, og at
”piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far”.
Hedegaard vidste, at samtalen blev båndet, men ikke at der også blev optaget en video af
udtalelserne, som uden hans vidende blev lagt på internettet næste dag.
Udsagnene var omfattet af anvendelsesområdet for § 266 b, men det centrale spørgs-
mål blev, om Hedegaard havde haft forsæt til offentlig udbredelse. Landsretten dømte
for overtrædelse af § 266 b med henvisning til, at der var en forudgående aftale med
journalisten om, at der skulle foretages et interview, ligesom emnet var fastlagt før jule-
frokosten. Der var desuden ikke truffet nogen aftale om, at Hedegaard skulle have inter-
viewet til gennemsyn inden udgivelse. Sagen blev indbragt for Højesteret, som frifandt
Hedegaard.
569
Højesteret citerede fra landsrettens dom, at Hedegaard ”burde have indset, at hans udta-
lelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds” og påpegede, at Hedegaard derved
havde handlet uagtsomt. Landsrettens begrundelse kunne derfor ikke bære landsrettens
konklusion om, at Lars Hedegaard var skyldig i overtrædelse af § 266 b, eftersom over-
trædelse af denne bestemmelse kræver, at der foreligger forsæt. På denne baggrund måt-
te Hedegaard frifindes.
Også tilråb mv., som sker på offentligt sted, vil kunne opfylde betingelsen om at være
fremsat offentligt. Det illustreres bl.a. af en sag fra 2007, hvor en person ved et busstop-
pested – hvor ca. 10 personer var til stede – havde omtalt en anden persons børn som
”perkerafkom”, hvilket vedkommende blev dømt for.
570
Bestemmelsens stk. 2 er en strafskærpelsesregel, som fastsætter, at det ved strafudmålin-
gen skal tillægges betydning i skærpende retning, hvis forholdet har karakter af propa-
gandavirksomhed.
Propagandavirksomhed kan bl.a. foreligge, hvis der sker en systematisk spredning af
diskriminerende udtalelser eller lignende, som har til hensigt at påvirke den offentlige
meningsdannelse, hvis udbredelsen sker i samarbejde mellem flere og som led i f.eks. et
569
570
Bevisbedømmelsen var foretaget af landsretten, og Højesteret kunne ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedøm-
melse vedrørende skyldsspørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætnings-
vis.
U2007.1679Ø.
328
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0331.png
partis eller en organisations virke, og hvis der er tale om en mere omfattende udbredelse
gennem f.eks. tv, radio eller skrifter.
571
Propagandavirksomhed forelå bl.a. i en sag fra 2007, hvor lederen af Hizb-ut-Tahrir i
Danmark på foreningens danske hjemmeside havde opfordret muslimer til at slå jøder
ihjel.
572
Den pågældende var allerede i 2003 blevet idømt 60 dages betinget fængsel for
bl.a. at have uddelt løbesedler, der indeholdt forhånende eller nedværdigende bemærk-
ninger om jøder, som samtidig kunne forstås som trusler. Sagen fra 2007 udløste en straf
på 60 dages ubetinget fængsel, hvilket er den strengeste straf, der hidtil er idømt for
overtrædelse af § 266 b.
573
Det fremgår af forarbejderne til § 266 b, at bestemmelsen skal anvendes under hensyn
til ytringsfriheden.
574
Det betyder bl.a., at udtalelser, som ikke har en vis grovhed, ikke er
omfattet af bestemmelsens kriminaliserede område. Heller ikke videnskabeligt fremsatte
teorier – som opfylder de videnskabelige krav til det pågældende felt – om f.eks. etni-
ske forskelligheder vil være omfattet af § 266 b,
575
og falder ytringerne i en ellers saglig
(politisk) debat, som eksempelvis en debat om repræsentationen af en nationalitet eller
lignende i kriminalitetsstatistikker, vil de som udgangspunkt heller ikke være strafbare.
Straffelovens § 266 b har været genstand for debat i mange år. Det gælder også i juridiske
kredse, hvor det er blevet diskuteret, om grænserne for § 266 b er for uklare. Det anføres
af kritikerne, at denne uklarhed kan være hæmmende for den offentlige debat.
5.2.2.2 Injurier
Straffelovens kapitel 27 indeholder også regler om ærekrænkelser, der i praksis udgør
nogle af de væsentligste begrænsninger af ytringsfriheden, idet de hjemler straf for ud-
sagn mv. med et nærmere bestemt indhold. Ærekrænkelser kaldes også injurier, og reg-
lerne herom findes i straffelovens §§ 267-271. Reglerne er nyaffattet i 2018 med henblik
på at sikre, at bestemmelserne bedre afspejler de principper, der følger af EMRK artikel
10 og Menneskerettighedsdomstolens praksis.
571
572
573
574
575
Lovforslag nr. L 46 af 9. november 1994 om ændring af straffeloven (Racediskrimination m.v.) (Folketingstidende, 1994-
1995, Tillæg A, side 527), afsnit 2 – se også Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 322. Hvis et udsagn er
omfattet af stk. 2, kan anklagemyndigheden af egen drift rejse sag.
U2007.1471Ø.
U2003.1438Ø.
Betænkning nr. 553 (1969) om forbud mod racediskrimination, side 34. I forbindelse med ønsket om at tiltræde Racedis-
kriminationskonvention (CERD) blev udarbejdet betænkning om forbud mod racediskrimination, som udgør grundla-
get for udvidelsen af racismebestemmelsen i 1971.
F.eks. den kontroversielle bog; The Bell Curve fra 1994 af Richard J. Herrnstein og Charles Murray, som særligt omhand-
lede race og intelligens. Se for kritik artiklen ”Om sorte og hvide hjerner” (17. november 1997), Information, https://www.
information.dk/1997/11/sorte-hvide-hjerner (senest tilgået den 13. juli 2018). I dansk sammenhæng kan nævnes professor
emeritus Helmut Nyborg, hvis forskning også drejede sig om forskelle i intelligens hos forskellige etniciteter mv.
329
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0332.png
Efter straffelovens § 267, stk. 1, straffes den, der fremsætter eller udbreder udtalelse eller
anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, for
ærekrænkelse med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Bestemmelsen omfatter alle former for ærekrænkende ytringer, hvad enten de udbredes
på skrift eller i tale. Handlinger, billeder mv. er også omfattet. Det afgørende er, at de
pågældende udsagn eller handlinger mv. er egnet til at krænke en andens ære, uanset
om der er tale om beskyldninger, meningstilkendegivelser, fornærmelser eller lignende.
Alt fra konkrete påstande om, at en person har begået et alvorligt strafbart forhold, til
udtalelser eller handlinger, der er stærkt hånende, er således omfattet af bestemmelsen.
For at være strafbar skal den pågældende meddelelse, udtalelse eller handling objektivt
set være egnet til at krænke en persons ære både i form af selvagtelse og omdømme.
Derimod er det ikke et krav, at den pågældendes ære er krænket i det konkrete tilfælde,
når blot ytringen eller handlingen generelt er egnet til at udgøre en ærekrænkelse under
de omstændigheder, som den fremkommer i.
Efter straffelovens § 269, stk. 1, er en ærekrænkelse straffri, hvis den er fremkommet i en
sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den. Ved denne vurdering skal der bl.a.
lægges lægt på, om sandheden af en beskyldning bevises, eller om der var et tilstrække-
ligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf
skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse, jf. bestemmelsens
stk. 2.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at der heri bl.a. ligger, at der i overens-
stemmelse med EMD's praksis skal sondres mellem, om en udtalelse udgør en ”værdi-
dom” (value judgment) eller en ”beskyldning” (statement of facts).
576
Ved ”beskyldning” forstås i den forbindelse en påstand om fakta, der kan bevises eller
modbevises – f.eks. en påstand om, at en anden person har gjort noget strafbart. Deri-
mod er en ”værdidom” et subjektivt standpunkt, der ikke kan bevises, men som kan have
et vist faktuelt grundlag – f.eks. en udtalelse om, at en anden person er racistisk, uetisk,
umoralsk eller uværdig.
Er der tale om en beskyldning, kan der kræves bevis, og hvis et sådant bevis føres, vil det
klare udgangspunkt være, at beskyldningen er straffri. Lykkes det derimod ikke at bevise
beskyldningen, vil den altovervejende hovedregel være, at den er strafbar.
576
Lovforslag nr. L 20 af 3. oktober 2018 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvarsloven og mediean-
svarsloven (Freds- og ærekrænkelser m.v.) (Folketingstidende, 2018-2019, 1. samling, Tillæg A, som fremsat), side 61ff.
330
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
For værdidomme er der ikke krav om sandhedsbevis, da et sådant ikke meningsfuldt vil
kunne føres. Udgangspunktet er i stedet, at en værdidom ikke er strafbar, hvis der påvises
et vist faktuelt grundlag for den, og hvis den samtidig er udbredt som led i en offentlig
debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse og i god tro.
Selv om der kan påvises et faktuelt grundlag for en ytring, vil den alligevel kunne være
strafbar, hvis den ingen samfundsmæssig eller anden anerkendelsesværdig interesse har.
I det tilfælde vil hensynet til forurettedes ære således ofte veje tungere end hensynet til
gerningsmandens ytringsfrihed.
Varetagelse af andre anerkendelsesværdige interesser indgår også i vurderingen af, om
der var rimelig anledning til ærekrænkelsen i den konkrete sammenhæng. Eksempler
på sådanne andre interesser kan være, hvor man var forpligtet til at udtale sig, hvor man
foretager anmeldelser til kommune eller politiet i god tro, eller hvor man berettiget vare-
tager egne eller andres interesser.
Herudover indgår bl.a. en ytrings emne og formål i vurderingen af, om en ytring har
en samfundsmæssig eller anden anerkendelsesværdig interesse. Der er således et meget
snævert område for at begrænse politiske ytringer og ytringer om vigtige samfunds-
mæssige anliggender. Et afgørende moment i helhedsvurderingen vil derfor ofte være,
om ytringen fremkom i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender.
Omvendt ydes der ikke en tilsvarende beskyttelse mod ytringer, der ikke har en almen
interesse, men f.eks. blot har til formål at tilfredsstille publikums nysgerrighed.
Der vil også skulle lægges vægt på, om der er et sagligt formål med en ytring, f.eks. om
hensigten er at opnå en politisk debat eller at oplyse og forklare. Hvis det primære formål
snarere er at skade omdømmet på den person, der er genstand for ytringen, vil den være
mindre beskyttelsesværdig.
Udtalelsens afsender indgår også som et vigtigt led i vurderingen. Navnlig pressen, men
også især politikere, har en særligt vid ytringsfrihed. Det bemærkes herved, at der i for-
bindelse med pressens ytringsfrihed skal sondres mellem, om en andens udtalelse refere-
res i pressen, eller om en journalist selv kommer med en udtalelse, herunder f.eks. peger
på mulige gerningsmænd til en forbrydelse. Sidstnævnte tilfælde nyder langt fra samme
beskyttelse som førstnævnte.
Det er endvidere væsentligt, hvem der er adressat for en ytring. Der er således vid adgang
til at ytre sig skarpt om en regering eller politikere, mens tilsvarende ytringer i relation til
privatpersoner nyder mindre beskyttelse. Beskyttelsen forøges dog, hvis en privatperson
involverer sig i en offentlig debat, hvor den pågældende må tåle, at andre ytrer sig skarpt
om denne.
331
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0334.png
Også udtalelsens forum og muligheden for modsigelse (kontradiktion) er af betydning
for den samlede afvejning. Det skyldes, at en ytrings skadelige effekt er langt større, hvis
ytringen er udbredt i en landsdækkende tv-udsendelse eller via internettet, end hvis
ytringen er udbredt på et møde med et begrænset deltagerantal. I den forbindelse vil
der også skulle lægges vægt på, om den person, der er genstand for ytringen, har haft
mulighed for at komme til orde.
Det kan ligeledes tillægges vægt, om udtalelser i en artikel indgår sagligt med fokus på
oplysning om f.eks. en begivenhed eller omstændigheder af offentlig interesse, eller om
udtalelserne særligt fokuserer på privatliv. Graden af beskyttelse, som en ytring nyder,
er også afhængig af konteksten for ytringen. Der kan f.eks. være videre rammer for at
udtale sig kritisk, hvis man ytrer sig på andres foranledning eller i en ophidset situation.
Sondringen mellem værdidomme og beskyldninger har tillige betydning for straffelo-
vens § 268, der er en strafskærpelsesregel. Efter denne bestemmelse kan den straf, der er
nævnt i § 267, således stige til fængsel indtil 2 år, hvis en alvorlig beskyldning er usand
(nr. 1) eller en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie,
og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede (nr. 2).
Efter straffelovens § 269, stk. 3, kan der ikke føres bevis for en strafbar handling, hvis den,
beskyldningen rettes imod, er frifundet for handlingen ved endelig dom.
Endelig følger det af § 267, stk. 2, at også afdøde personer kan være genstand for ære-
krænkelse. Beskyttelsen ophører dog 20 år efter den pågældendes død, medmindre for-
holdet er omfattet af § 268.
5.2.3 EMD's praksis om afvejningen af hensynet til at beskytte andres rettigheder
og ytringsfriheden
5.2.3.1 Hadefuld tale
EMD har i sin praksis fastslået, at det i et demokratisk samfund kan være nødvendigt
at sanktionere ytringer, der opfordrer til vold eller er udtryk for hadefuld tale, der op-
fordrer til intolerance mv. (også kaldet hate speech).
577
Hadefuld tale krænker ikke blot
de omtaltes rettigheder, men kan også udgøre en trussel mod samfundsfreden og den
offentlige orden.
578
577
578
Féret mod Belgien (afsagt den 16. juli 2009).
Belkacem v. Belgium (afsagt den 27. juni 2017).
332
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0335.png
Der findes ingen præcis definition af hadefuld tale, men Domstolen har udtalt følgende:
“Tolerance og respekt for alle menneskers lige værdighed udgør funda-
mentet for et demokratisk og pluralistisk samfund. Derfor kan det i visse
demokratiske samfund principielt anses for nødvendigt at sanktionere
eller endda forhindre alle former for ytringer, der udbreder, tilskynder,
fremmer eller retfærdiggør had baseret på intolerance […], forudsat at alle
‘formaliteter’, ‘betingelser’, ‘begrænsninger’ eller ‘sanktioner’, som pålæg-
ges, står i rimeligt forhold til det legitime formål, der forfølges.”
579
Domstolen anerkender derfor, at der må gøres indgreb over for visse ytringer, som ud-
breder, tilskynder, forherliger eller retfærdiggør had, og som har baggrund i intolerance.
Beskyttelsen i artikel 10 omfatter ifølge praksis fra EMD ikke adfærd eller ytringer, der
truer med eller tilskynder til vold, eller adfærd eller ytringer, der er udtryk for et eks-
tremt had eller forhånelse af andre persongrupper. Herudover omfatter beskyttelsen ikke
ytringer, som undergraver og modarbejder de principper om demokrati og respekt for
menneskerettigheder, som EMRK bygger på, hvilket følger af EMRK artikel 17 om for-
bud mod misbrug af rettigheder.
580
I sagen
Norwood mod Storbritannien
havde en brite få dage efter angrebet på World
Trade Center den 11. september 2001 hængt en plakat i sit vindue, som viste de to tvil-
lingetårne i brand, og hvor følgende tekst fremgik: ”Islam out of Britain – Protect the
British People.” De britiske domstole havde idømt ham en bøde på 300 £ for at udvise
fjendtlighed over for en religiøs gruppe.
581
Domstolen afviste, at plakatens indhold var beskyttet af artikel 10, fordi den ifølge Dom-
stolen kædede alle, der tilslutter sig islam (muslimer) sammen med det alvorlige terror-
angreb. Derfor fandt artikel 17 anvendelse.
Domstolens praksis på dette område er ikke fuldstændig entydig, og EMD har således
også fundet, at udtalelser, som tilskynder til had og er udtryk for hadefuld tale, er omfat-
tet af artikel 10. Indgreb over for sådanne udtalelser skal derfor bedømmes efter artikel
10, stk. 2. Det er forekommet i tilfælde, hvor Domstolen – til trods for ytringernes grov-
579
580
581
Se Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003), pr. 40. Der er tale om kommissionens egen oversættelse af
præmissen, der på engelsk lyder således: ”Tolerance and respect for the equal dignity of all human beings constitute the
foundations of a democratic, pluralistic society. That being so, as a matter of principle it may be considered necessary in
certain democratic societies to sanction or even prevent all forms of expression which spread, incite, promote or justify
hatred based on intolerance [...], provided that any ‘formalities’, ‘conditions’, ‘restrictions’ or ‘penalties’ imposed are pro-
portionate to the legitimate aim pursued.”
Se afsnit 3.1.1.3 for yderligere om artikel 17.
Norwood mod Storbritannien (afsagt den 16. november 2004).
333
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0336.png
hed – konkret har vurderet, at de ikke har været egnede til at undergrave de grundlæg-
gende principper bag konventionen og derfor ikke er omfattet af artikel 17.
Domstolen har dog i disse sager typisk fundet, at de foretagne indgreb var forenelige
med artikel 10, fordi indgrebene kunne anses for nødvendige i et demokratisk samfund
af hensyn til et af de legitime hensyn i artikel 10, stk. 2.
I sagen
Vejdeland m.fl. mod Sverige
fandt artikel 17 ikke anvendelse.
582
Her var klager-
ne blevet idømt bøder og betingede frihedsstraffe for på et gymnasium at have uddelt
løbesedler om homoseksualitet og homoseksuelle. I løbesedlerne blev homoseksualitet
beskrevet som en afvigende seksuel tilbøjelighed med en moralsk nedbrydende effekt på
samfundet og som en af hovedårsagerne til problemerne med hiv og aids. Løbesedlerne
indeholdt desuden påstand om, at homoseksuelle organisationer forsøger at bagatellisere
pædofili. EMD udtalte bl.a., at selv om løbesedlerne ikke direkte opfordrede til at begå
hadefulde handlinger, indeholdt de alvorlige og fordomsfulde påstande, og konkludere-
de, at de idømte straffe var nødvendige i et demokratisk samfund, og at de derfor ikke var
i strid med klagernes ret til ytringsfrihed efter EMRK artikel 10.
EMD giver generelt staterne en vid skønsmargin, når det gælder indgreb i ytringer, som
kan karakteriseres som hadefuld tale. Dette illustreres bl.a. af sagen
Féret mod Belgien.
583
Her var en belgisk politiker blevet idømt samfundstjeneste og en betinget fængselsstraf
for under en valgkampagne at have uddelt løbesedler, hvori udlændinge, fremmede og
flygtninge blev latterliggjort og omtalt som kulturelt anderledes, som kriminelle og som
personer, der udnyttede Belgiens velfærdssystem og goder.
EMD fandt bl.a., at løbesedlerne var udtryk for tilskyndelse til adskillelse og had på
grund af race, hudfarve, national oprindelse og etnicitet. EMD fandt også, at den idømte
straf udgjorde et nødvendigt indgreb i politikerens ret til ytringsfrihed efter artikel 10, og
underkendte på den baggrund ikke sanktionen, som også fandtes at være proportional.
584
Sagen viser, at heller ikke politikeres ytringsfrihed er ubegrænset.
585
582
583
584
585
Vejdeland m.fl. mod Sverige (afsagt den 9. februar 2012).
Féret mod Belgien (afsagt den 16. juli 2009).
EMD henviser i samme dom desuden til Europarådets Ministerkomités anbefaling nr. R (97) 20 om hadefuld tale (”hate
speech”). Det fremgår af et bilag til denne anbefaling, at begrebet ”hadefuld tale” omfatter enhver ytring, som spreder,
opfordrer til, fremmer eller retfærdiggør racehad, fremmedhad, antisemitisme eller andre former for had baseret på
intolerance, herunder intolerance, der er udtryk for aggressiv nationalisme og etnocentrisme, diskrimination og fjendt-
lighed over for minoriteter, migranter og personer med indvandrerbaggrund.
Dommen er blevet kritiseret for at være for vidtgående, og begrænse den politiske ytringsfrihed unødigt. Se f.eks. Dirk
Voorhoof, No overbroad suppression of extremist opinions and ‘hate speech’, Strasbourg Observers, 12. juni 2018 og J.
Mchangama, “Racismeparagraffen og hate speech i den internationale menneskeret i U2011B.215.
334
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0337.png
I de tilfælde, hvor en udtalelse ikke er så grov, at den er omfattet af artikel 17, men deri-
mod omfattet af artikel 10, vil Domstolen foretage en afvejning af de modstående hen-
syn, og det er i denne forbindelse ikke kun udtalelsernes konkrete ordlyd og indhold,
som tillægges betydning. Selv om Domstolen således anerkender staternes ret til at gøre
indgreb over for ”hadefuld tale”, så betyder ytringsfrihedens fundamentale karakter, at
staten skal være varsom med at gøre indgreb over for ytringer, som godt nok er grove,
men som har samfundsmæssig interesse – også når der er tale om kontroversielle sam-
fundsmæssige emner.
I sagen
Gündüz mod Tyrkiet
havde Tyrkiet straffet en religiøs leder for at opfordre til
had og fjendtlighed over for personer, som ikke havde samme religiøse baggrund.
586
Han
havde i et tv-program advokeret for indførelsen af sharia som styreform, ligesom han
havde udtalt, at børn af folk i sekulære ægteskaber var ”bastarder”. EMD fandt, at udta-
lelserne ikke kunne anses for opfordringer til vold eller hadefuld tale. At tale for indførel-
sen af sharia uden samtidig at tilskynde til at bruge voldelige midler til formålet var såle-
des efter EMD's opfattelse ikke hadefuld tale. Desuden var den religiøse leders udtalelser
fremsat som led i en verserende debat af offentlig interesse. Derfor var artikel 10 krænket.
Det kan også have betydning for bedømmelsen, hvem der udtaler sig, herunder om der
er tale om en politiker, som i almindelighed er tillagt en udvidet ytringsfrihed for at
kunne sætte emner af samfundsmæssig betydning under debat. Dog har EMD udtalt, at
politikere skal undgå at fremsætte udtalelser, der afføder intolerance.
587
Den sammenhæng, som udtalelserne er fremsat i, kan også have betydning for Domsto-
lens vurdering. Fremsættes udtalelserne f.eks. på baggrund af en anspændt politisk eller
social situation, vil Domstolen være mere tilbøjelig til at anerkende nødvendigheden
af at gribe ind over for ytringer.
588
De beskrevne momenter har også betydning for be-
dømmelsen af ytringer, som kan siges at opfordre til vold (se nærmere herom nedenfor
i afsnit 5.4).
Domstolen har desuden slået fast, at benægtelse af klare historiske kendsgerninger, som
f.eks. holocaust, ikke er beskyttet af artikel 10.
589
I sagen
Garaudy mod Frankrig
havde en
forfatter udgivet en bog, hvori han bl.a. anfægtede, at holocaust havde fundet sted. Han
blev ved de nationale domstole dømt for holocaust-benægtelse og opfordring til had.
Denne dom indklagede forfatteren for EMD, som udtalte, at der ikke var nogen tvivl
om, at forfatterens ytringer ikke kunne anses for historisk forskning eller tilsvarende.
586
587
588
589
Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003).
Erbakan mod Tyrkiet (afsagt den 6. juli 2006).
Perincek mod Schweiz (afsagt den 15. oktober 2015).
Garaudy mod Frankrig (afgørelse afsagt den 24. juni 2003). Se også Kjølbro (2017), side 1071.
335
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0338.png
Desuden fandt Domstolen, at udtalelserne beskyldte ofrene for holocaust for at forfalske
historien. Dette udgjorde ifølge Domstolen en af de alvorligste former for racistiske ære-
krænkelser mod jøder og var egnet til at opildne til had mod jøder.
590
På den anden side gælder der meget vide rammer vedrørende udtalelser om historiske
begivenheder, som ikke udgør klare historiske kendsgerninger.
591
Danmark har i modsætning til en række andre europæiske lande ikke gennemført lov-
givning, der specifikt kriminaliserer holocaust-benægtelse.
5.2.3.2 Afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til andres gode navn og
rygte og rettigheder
I en væsentlig del af de sager om indgreb i ytringsfriheden, som EMD har afgjort, har
temaet været hensynet til andres gode navn og rygte.
Hensynet til andres gode navn og rygte udgør som tidligere nævnt ikke alene et legitimt
hensyn efter artikel 10, stk. 2, men nyder tillige beskyttelse efter EMRK artikel 8 om ret-
ten til familieliv mv.
I sager om ærekrænkelse kan vurderingen på det generelle plan beskrives som en klas-
sisk afvejning mellem på den ene side hensynet til individets ytringsfrihed efter EMRK
artikel 10 og på den anden side hensynet til andre personers gode navn og rygte eller
rettigheder, der som nævnt er beskyttet i artikel 8.
592
Domstolen har dog udtalt, at artikel
8 kun har relevans for bedømmelsen af en sag, hvis der er tale om ytringer om en anden
persons omdømme, som har en alvorlig karakter, og som derfor er egnede til at nedsætte
personen i andres agtelse på en måde, som griber ind i retten til privatliv.
593
I den konkrete afvejning indgår en række fortolkningsfaktorer, herunder kategorise-
ringen af udtalelsen som enten en ”value judgment” (værdidom) eller en ”statement of
facts” (beskyldning), udtalelsens emne og formål, udtalelsens afsender og adressat, ud-
talelsens forum, og om den, som udtalelsen angår, har haft mulighed for at forsvare sig
mod de krænkende påstande. Endvidere lægges der vægt på udtalelsens form samt den
sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i.
590
591
592
593
Garaudy mod Frankrig (afgørelse afsagt den 24. juni 2003), pr. 49.
Lehideux & Isorni mod Frankrig (afsagt den 23. september 2008).
Se f.eks. Axel Springer mod Tyskland, (afsagt den 7. februar 2012), pr. 87, og Ungváry og Irodalom Kft. mod Ungarn
(afsagt den 3. december 2013), pr. 43.
Axel Springer AG mod Tyskland (afsagt 7. februar 2012), pr. 83-84.
336
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0339.png
Den ledende dom på området er Lingens mod Østrig.
594
I sagen havde journalisten Peter
Lingens betegnet den østrigske kansler Bruno Kreisky som ”umoralsk” og ”uværdig.”
Baggrunden var, at Kreisky havde samarbejdet med en politiker, der havde en fortid i SS.
Lingens blev ved de østrigske domstole dømt for udtalelsen bl.a. med henvisning til, at
han ikke havde formået at føre sandhedsbevis for sine påstande om kansleren.
Domstolen udtalte bl.a.:
”In the Court’s view a careful distinction needs to be made between facts
and value judgments. The existence of facts can be demonstrated, whereas
the truth of value-judgments is not susceptible of proof […]. As regards
value-judgments this requirement is impossible of fulfillment and it in-
fringes freedom of opinion itself.”
595
Domstolen fandt, at Lingens’ udsagn var såkaldte værdidomme. Det kunne derfor slet
ikke kræves, at Lingens førte sandhedsbevis for sine udsagn. Derimod var det afgøren-
de, om der var et vist faktuelt belæg for udsagnene, og om disse var fremsat i god tro.
Hvis værdidommen omhandler et emne af samfundsmæssig interesse, vil hensynet til
ytringsfrihedsbeskyttelsen typisk veje tungere.
596
Citatet viser også, at det i sig selv vil kunne udgøre en krænkelse af artikel 10, hvis der
stilles krav om sandhedsbevis i forhold til en værdidom, idet et sådant ikke meningsfuldt
vil kunne føres.
Denne vurdering i sager om bedømmelse af værdidomme er siden gentaget og anvendt
mange gange i EMD's praksis.
597
Essensen er, at en værdidom som hovedregel vil være straffri, hvis den hviler på et vist
faktuelt grundlag, og hvis den under de konkrete omstændigheder må anses for rimelig.
En værdidom kan derimod være strafbar, hvis den er fremsat uden tilstrækkeligt faktuelt
grundlag.
598
”Beskyldninger” (statements of fact) dækker derimod over udsagn, der kan føres bevis
for – det vil sige egentlige beskyldninger, hvis rigtighed lader sig be- eller afkræfte. I sager
594
595
596
597
598
Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986).
Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986), pr. 46.
Unabhängige Initiative Informationsvielfalt mod Østrig (afsagt den 26. februar 2002), pr. 46 og Baumbach (2017), side
188.
F.eks. Oberschlick mod Østrig (afsagt den 23. maj 1991).
Unabhängige Initiative Informationsvielfalt (afsagt den 26. februar 2002), pr. 40 og Jerusalem mod Østrig (afsagt den 27.
febraur 2001), pr. 43.
337
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0340.png
om beskyldninger for strafbare forhold indgår hensynet til uskyldsformodningen efter
EMRK artikel 6, stk. 2, også i vurderingen.
599
Domstolen forventer, at de nationale domstole foretager denne sondring mellem værdi-
domme og beskyldninger i deres prøvelse af injuriesager. Samtidig har Domstolen aner-
kendt, at kategoriseringen af, om en udtalelse udgør en beskyldning eller en værdidom,
ikke altid er nem at foretage.
600
Udslagsgivende vil som udgangspunkt være, om udtalel-
sens påstand kan gøres til genstand for bevis.
601
I 2015 afgjorde den danske højesteret en meget omtalt sag om ærekrænkelser i form af
beskyldninger. Sagen havde sit udspring i 2007 og 2008, hvor historikeren Bent Jensen i
en række artikler i landsdækkende aviser fremsatte udtalelser om, at journalisten Jørgen
Dragsdahl havde været KGB-agent, og at PET også havde været af denne opfattelse. Bent
Jensen havde haft særlig adgang til fortrolige PET-arkiver i forbindelse med forskning i
Den Kolde Krigs historie, og det var på den baggrund, han fremsatte beskyldningerne.
Højesteret dømte Bent Jensen for ærekrænkelse bl.a. under henvisning til, at der i det
materiale, som lå til grund for beskyldningerne, ikke var tilstrækkelig belæg for beskyld-
ningerne om, at Dragsdahl skulle være KGB-agent. Højesteret fandt, at Bent Jensens
udtalelser indeholdt beskyldninger om, at Dragsdahl havde realiseret gerningsindholdet
i straffelovens §§ 107 eller 108 om spionage. Overtrædelse af disse bestemmelser kan
medføre meget lange fængselsstraffe.
Højesteret lagde vægt på, at Bent Jensen som historiker, der fremsatte beskyldningerne,
ikke havde levet op til den standard, som journalister skal opfylde, og som efter EMD's
praksis kræves for at beskytte de fremsatte ytringer.
602
Efter denne standard skal der
handles i god tro, på baggrund af faktuelle oplysninger og formidles nøjagtige og påli-
delige informationer i overensstemmelse med journalistisk etik.
603
At Bent Jensen, som
Er der tale om beskyldninger om strafbare forhold, er der en glidende overgang til beskyttelsen efter konventionens
artikel 6, stk. 2, hvorefter enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans eller hendes
skyld er bevist i overensstemmelse med loven (uskyldsformodningen).
Se også Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), som er omtalt ovenfor.
600 Scharsach and News Verlagsgesellschaft mod Østrig (afsagt den 13. november 2003), pr. 40: ”… The Court notes in this
respect that the assessment of whether a certain statement constitutes a value judgment or a statement of fact might in
many cases be difficult. However, since under the Court’s case-law a value judgment must be based on sufficient facts in
order to constitute a fair comment under article 10 (…) their difference finally lies in the degree of factual proof which
has to be established.”
601 Pfeifer mod Østring (afsagt den 15. november 2007), pr. 46-48. Bedømmelsen af, om der er tale om en værdidom eller en
beskyldning vil i første omgang selvsagt foretages af de nationale domstole, og Domstolen har udtalt, at denne kategori-
sering som udgangspunkt ligger inden for staternes skønsmargin, jf. Tusalp mod Tyrkiet (afsagt den 21. februar 2016), pr.
43. Domstolen vil dog typisk også efterprøve de nationale domstoles kategorisering. Se f.eks. Pfeifer mod Østrig (afsagt
den 15. november 2007), pr. 47, hvor Domstolen ikke er enige i de nationale domstoles kategorisering af en ytring.
602 U2015.3106H.
603 Se nærmere herom i afsnit 4.2.1 om mediernes særlige pligter og ansvar.
599
338
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0341.png
ikke er journalist, alligevel skulle bedømmes efter denne målestok, skyldes, at princip-
perne efter EMD's praksis ikke kun skal efterleves af professionelle skribenter, men også
af personer, som i øvrigt tager aktivt del i den offentlige debat.
604
Hensynet til beskyttelsen af Dragsdahls omdømme efter konventionens artikel 8 vejede i
den konkrete sammenhæng tungere end hensynet til Bent Jensens ytringsfrihed.
Et mindretal på to dommere ville dog frifinde under henvisning til, at de ærekrænkende
udsagn måtte forstås sådan, at Dragsdahl alene blev beskyldt for at være påvirkningsa-
gent, hvilket var i overensstemmelse med opfattelsen i det materiale fra PET, der lå til
grund for beskyldningerne.
Dommen illustrerer, at de danske domstole anvender EMD's praksis om ærekrænkelser
aktivt i bedømmelsen af danske forhold.
Bent Jensen indklagede efterfølgende Højesterets dom for EMD. Klagen blev afvist af
EMD den 8. februar 2018. Af brevet, hvorved EMD afviser Bent Jensens klage, fremgår
blot følgende:
”… Vedrørende de klager, der er rejst af klageren under artikel 10, § 1 i
EMRK finder EMD i lyset af det materiale, den har til rådighed, at det på-
klagede materiale ikke afslører nogen krænkelse af rettigheder og friheder,
som fremgår af konventionen eller protokollerne…”
605
Hvis der er tale om en beskyldning, vil denne først og fremmest være straffri, hvis dens
sandhed kan bevises.
Selv hvis en beskyldnings sandhed ikke kan bevises, eller hvis beskyldningen er fejlag-
tig, kan den dog stadig være straffri efter EMD's praksis. Dette vil være tilfældet, hvis
udtalelsen er fremsat i god tro og på et vist faktuelt grundlag og omhandler et emne af
offentlig interesse.
604 Højesteret henviser i afgørelsen til EMD's dom i sagen Braun mod Polen (afsagt den 4. november 2014), pr. 40, hvoraf
fremgår følgende: ”The Court reiterates that the protection of the right of journalists to impart information on issues
of general interest requires that they should act in good faith and on an accurate factual basis and provide “reliable and
precise” information in accordance with the ethics of journalism (see, for example, Fressoz and Roire, § 54; Bladet Trom-
sø and Stensaas, § 58, and Prager and Oberschlick, § 37, all cited above). The same principles must apply to others who
engage in public debate (see Steel and Morris v. the United Kingdom, no. 68416/01, § 90, ECHR 2005-II).”
605 Afvisningsbeslutningen er truffet af en såkaldt enkeltdommerformation. Det følger af EMRK artikel 27, at en enkelt-
dommer kan afvise en klage fra EMD’s liste over anmeldte klager, hvis en sådan beslutning kan træffes uden yderligere
undersøgelse.
339
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0342.png
I dommen
Erla Hlynsdóttir mod Island
tillagde Domstolen det betydelig vægt, at der var
tale om et emne af samfundsmæssig interesse.
606
Klager i sagen var en journalist, som
ved de nationale domstole var blevet straffet for ærekrænkelse. Journalisten var blevet
kontaktet af en stripklubejer, som ville have, at hun skulle skrive en historie om et på-
stået overfald på ham, som han hævdede var bestilt af ejeren af en rivaliserende strip-
klub. Det afviste journalisten, men hun besluttede at undersøge sagen nærmere. Herefter
skrev hun en artikel, som indeholdt en andens beskyldninger mod den mand, der havde
henvendt sig til hende. Beskyldningen gik bl.a. på, at han skulle være en del af en litau-
isk mafiagruppe. Herefter anlagde manden sag mod journalisten, som ved de nationale
domstole blev dømt for ærekrænkelse, hvorefter sagen blev indbragt for EMD.
Journalisten kunne ikke føre sandhedsbevis for påstandene i artiklen, men Domsto-
len tillagde det væsentlig betydning, at artiklen omhandlede et emne af offentlig in-
teresse. Journalisten havde desuden handlet i god tro og i overensstemmelse med den
omhu, som kan forventes af journalister (”the diligence expected of a responsible jour-
nalist”).
607
De nationale domstoles domfældelse af journalisten var derfor i strid med
artikel 10.
Dommen illustrerer, at en udtalelses emne og formål også har betydning for vurderin-
gen. Som det er blevet nævnt nogle gange, er der et meget snævert område for at begræn-
se politiske ytringer og ytringer om vigtige samfundsmæssige anliggender, og det gælder
som udgangspunkt uafhængigt af, hvilket hensyn et konkret indgreb varetager.
608
En udtalelses afsender og adressat indgår også i afvejningen af hensynet til ytringsfri-
heden over for hensynet til andres gode navn og rygte. I denne sammenhæng indtager
pressen efter EMD's praksis en særstilling, hvilket skal ses i sammenhæng med pressens
rolle som ”public watchdog”. Der skal således tungtvejende grunde til at retfærdiggøre
indgreb i pressens ytringsfrihed.
Selv når der er tale om egentlige beskyldninger (”statement of facts”), der er fremsat af
tredjemand og viderebragt af pressen, har EMD fastslået, at pressen indtager en sær-
stilling i forbindelse med viderebringelsen. Ifølge Domstolen er det i sådanne tilfælde
ikke afgørende, om journalisten kan bevise rigtigheden af de viderebragte påstande, men
derimod om der er et tilstrækkeligt præcist og troværdigt faktuelt grundlag for ytringen.
606 Erla Hlynsdóttir mod Island (afsagt den 10. juli 2012).
607 Erla Hlynsdóttir mod Island (afsagt den 10. juli 2012), pr. 72.
608 En tilsvarende beskyttelse gælder ikke for ytringer eller andre meningstilkendegivelser, som ikke har almen interesse,
men f.eks. primært har til formål at tilfredsstille et publikums nysgerrighed om andre menneskers private forhold. Se
nærmere herom ovenfor i afsnit 5.1.3 om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til privatlivets
fred.
340
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0343.png
Hertil kommer, at der er forskel på selv at fremsætte et udsagn og at referere andres ud-
sagn. Referat af andres udsagn som led i journalistisk nyhedsformidling, der lever op til
sædvanlige krav til research mv., kan således være berettiget og beskyttet mod indgreb,
selv om udsagnets rigtighed ikke kan bevises. Det ligger imidlertid bl.a. i henvisningen
til sædvanlige krav til research, at der også i sådanne tilfælde skal foreligge i det mindste
et vist troværdigt grundlag for udsagnet.
Det er endvidere væsentligt, hvem der er genstanden for en ytring. F.eks. må politikere –
som beskrevet i afsnit 4.1 – generelt acceptere en højere grad af kritik end privatpersoner.
EMD har således udtalt, at:
”the limits of acceptable criticism are wider as regards a politician as such
than regards a private individual. Unlike the latter, the former inevitably
and knowingly lays himself open to close scrutiny of his words and deeds
by journalists and the public at large, and he must consequently display a
greater degree of tolerance”.
609
Det forum udtalelsen er faldet i, og spørgsmålet om, hvorvidt den person, som udtalel-
sen angår, har haft mulighed for at forsvare sig, er yderligere momenter i afvejningen. En
ytrings skadelige effekt er langt større, hvis den er fremsat i en landsdækkende tv-udsen-
delse, end hvis den f.eks. er fremsat på et lukket møde med få deltagere. Har den, som
ytringen er rettet mod, haft rimelig lejlighed til at komme til orde og forsvare sig mod
eventuelle skadelige påstande, kan det omvendt tale imod at sanktionere ytringen, selv
om den er nået ud til et bredt publikum.
Den danske højesteret behandlede i 1999 en straffesag om dokumentarudsendelsen
“Politiets blinde øje”, der satte kritisk lys på politiets efterforskning i den såkaldte Pedal
Ove-sag.
610
Pedal Ove blev først dømt for drab, men senere frifundet, efter at sagen var
blevet genoptaget af Den Særlige Klageret. I dokumentarudsendelsen rettede to journa-
lister en alvorlig beskyldning mod en navngiven politiinspektør. I sin redegørelse for de
momenter, der efter EMD's praksis måtte tillægges betydning ved vurderingen af, om
beskyldningen var strafbar, inddrog Højesteret, at de tiltalte journalister ikke havde for-
søgt at føre sandhedsbevis for beskyldningen, ligesom beskyldningen ikke kunne anses
for fremsat i god tro til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller andres tarv
og dermed straffri i medfør af § straffelovens § 269, stk. 1. Højesteret fremhævede også,
at journalisterne ikke kunne påregne, at politiinspektøren ville medvirke i udsendelsen,
fordi der verserede en genoptagelsessag i Pedal Ove-sagen på tidspunktet for udsendel-
609 Gasior mod Polen (afsagt den 21. februar 2012), pr. 37.
610 U1999.122H.
341
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0344.png
sen. En eventuel medvirken i udsendelsen ville derfor foregribe eventuelle afhøringer
for klageretten, herunder også afhøring af politiinspektøren. Højesteret dømte herefter
begge journalister for injurier.
Sagen blev indbragt for EMD, der i sagen
(Pedersen & Baadsgaard mod Danmark)
fandt,
at domfældelsen ikke var i strid med EMRK artikel 10.
611
Domstolen lagde bl.a. vægt på,
at journalisterne ikke var dømt for at have kritiseret politiets efterforskning eller for at
have videreformidlet vidneudsagn. Domfældelsen drejede sig derimod om en konkret
beskyldning, som journalisterne selvstændigt havde fremsat, og derfor blev de i relation
hertil bedømt efter en anden og strengere skala, end hvis der blot havde været tale om at
videreformidle den selvsamme beskyldning.
Udtalelsens form kan også spille ind. Hvis en udtalelses indhold anses for omfattet af
artikel 10, vil et stødende ordvalg eller en stødende stil ikke i almindelighed udgøre et
selvstændigt grundlag for et indgreb i ytringsfriheden. I
Oberschlick mod Østrig (nr. 2)
havde en journalist bl.a. kaldt politikeren Jörg Haider for en idiot (”a Trottel”). Om dette
udtaler Domstolen:
“It is true that calling a politician a Trottel in public may offend him. In
the instant case, however, the word does not seem disproportionate to the
indignation knowingly aroused by Mr Haider. As to the polemical tone of
the article, which the Court should not be taken to approve, it must be re-
membered that Article 10 protects not only the substance of the ideas and
information expressed but also the form in which they are conveyed (see
among other authorities, the Oberschlick (no. 1) judgment cited above, p.
25, para. 57)”.
612
Den grad af beskyttelse, som en ytring nyder, er også afhængig af den sammenhæng,
som ytringen er fremsat i. Blander en privatperson sig f.eks. i den offentlige debat, er der
videre rammer for den kritik, som den pågældende må tåle set i forhold til, hvad folk i
almindelighed må finde sig i.
5.2.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.2.2, findes der i dansk ret en række bestemmelser, der vare-
tager hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder. Det gælder både
611
612
Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004).
Oberschlick mod Østrig (nr. 2) (afsagt den 1. juli 1997), pr. 35.
342
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
den såkaldte racismeparagraf, der beskytter en række persongrupper mod forhånende,
nedværdigende eller truende ytringer, samt straffelovens regler om injurier.
Domstolen har i sin praksis anerkendt staternes ret til at gøre indgreb over for ytringer,
som udbreder, tilskynder, forherliger eller retfærdiggør had på baggrund af intolerance
(”hate speech”). Som gennemgangen af praksis viser, er det imidlertid yderst vanskeligt
at give en definition af, hvad der udgør hadefuld tale.
I de tilfælde, hvor ytringer har haft en sådan grov karakter, at EMD har vurderet, at de
undergraver og modarbejder de principper, som konventionen hviler på, har Domstolen
med henvisning til artikel 17 afvist, at ytringerne nyder konventionens beskyttelse.
Hvis EMD konkret vurderer, at ytringer med et hadefuldt indhold er omfattet af artikel
10 og dermed konventionens beskyttelse, vil det foretagne indgreb som i andre tilfælde
skulle bedømmes i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2. Her vil staterne dog have en
vid skønsmargin, idet Domstolen – på grund af ytringernes karakter – typisk vil aner-
kende, at indgrebet har været nødvendigt i et demokratisk samfund. Så selv om det kan
være svært at udlede noget klart mønster for, hvornår Domstolen anvender artikel 17
frem for artikel 10, vil resultatet typisk under alle omstændigheder blive det samme – at
statens indgreb ikke underkendes.
I de tilfælde, hvor Domstolen har fundet, at en ytring med et hadefuldt indhold er om-
fattet af artikel 10, har Domstolen i bedømmelsen af, hvorvidt et indgreb er nødvendigt
i et demokratisk samfund, ud over den samfundsmæssige interesse også lagt vægt på,
hvem der fremsætter udtalelsen. Som udgangspunkt kan det således have betydning,
om ytringen er fremsat af en politiker, som generelt er tillagt en udvidet ytringsfrihed.
Som praksis viser, betyder denne udvidede ytringsfrihed ikke, at politikere straffrit kan
fremsætte en hvilken som helst udtalelse (f.eks. hadefuld tale), men bedømmelsen af
disse tilfælde er vanskelig. På den ene side har Domstolen udtalt, at der skal være plads
til at debattere kontroversielle samfundsmæssige emner i et demokrati, ligesom ytrings-
friheden også beskytter emner, der ”støder, chokerer og forstyrrer”. På den anden side
har Domstolen anerkendt, at det kan være nødvendigt i et demokratisk samfund at gribe
ind over for udtalelser, som spreder, tilskynder, fremmer eller retfærdiggør had funderet
på intolerance.
Som nævnt er Domstolens praksis på dette område ikke fuldstændig entydig, og den
vanskelige afvejning betyder også, at Domstolens praksis løbende er genstand for debat
(se nærmere herom i kapitel 5.2.3).
Domstolen har også anerkendt staternes ret til at gøre indgreb over for meddelelser, ud-
talelser og handlinger, der krænker en anden persons ære. Gennemgangen viser i den
343
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
forbindelse, at når Domstolen skal afgøre, om de nationale domstole har foretaget en
retfærdig afbalancering af hensynet til privatlivet over for hensynet til ytringsfriheden,
vil det centrale spørgsmål være, om udtalelsen fortjener beskyttelse i den sammenhæng,
hvori den er fremkommet. Der er dog tale om en helhedsvurdering, hvor en lang række
momenter indgår. Udtalelsens emne og formål vil navnlig være af betydning for vurde-
ringen. Der er således et meget snævert område for at begrænse politiske ytringer og
ytringer om vigtige samfundsmæssige anliggender, og det er ofte et afgørende moment
i helhedsvurderingen, om ytringen er fremsat som led i en debat om vigtige samfunds-
mæssige anliggender.
I vurderingen efter EMRK indgår som nævnt en lang række momenter, og disse tillæg-
ges varierende betydning afhængig af den sammenhæng, som ytringen er fremsat i.
Disse momenter inkluderer ud over udtalelsens emne og formål også udtalelsens afsen-
der og adressat, udtalelsens forum og muligheden for at imødegå og forsvare sig mod
udtalelsen, udtalelsens form samt den sammenhæng som udtalelsen er faldet i.
Domstolen har i sin praksis om bl.a. ærekrænkelser desuden lagt afgørende vægt på
kategoriseringen af udtalelsen som enten en værdidom (”value judgments”) eller en be-
skyldning (”statements of fact”).
En værdidom vil som udgangspunkt ikke være strafbar, hvis der påvises et vist faktuelt
grundlag for den, og hvis den samtidig er udbredt som led i en offentlig debat om emner
af væsentlig samfundsmæssig interesse og i god tro.
Er der derimod tale om en beskyldning, vil denne først og fremmest være straffri, hvis
dens sandhed kan bevises. Selv hvis en beskyldnings sandhed ikke kan bevises, eller hvis
beskyldningen er fejlagtig, kan den dog stadig være straffri efter EMD's praksis. Dette
vil være tilfældet, hvis udtalelsen er fremsat i god tro og på et vist faktuelt grundlag og
omhandler et emne af offentlig interesse.
De ovenstående fortolkningsmomenter har i dag stor betydning for de danske domstoles
behandling af ærekrænkelsessager.
Gennemgangen viser også, at hensynet til pressens ytringsfrihed vejer tungt, når der
rapporteres om emner af offentlig interesse, hvilket betyder, at pressens nyder et særligt
ytringsfrihedsprivilegium til at formidle andres beskyldninger. Grænserne for medier-
nes ytringsfrihed i denne sammenhæng går dog typisk ved journalisters selvstændigt
fremsatte beskyldninger, som bl.a. sagen om Pedal Ove tydeligt illustrerer.
344
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0347.png
5.3
Hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger
5.3.1 Generelt om EMD's praksis om afvejningen af hensynet til at forhindre ud-
spredelse af fortrolige oplysninger over for hensynet til ytringsfriheden
Efter EMRK artikel 10, stk. 2, kan retten til at ytre sig og retten til at modtage information
begrænses for at forhindre, at fortrolige oplysninger kommer til andres kundskab.
Der kan være forskellige bagvedliggende årsager til, at oplysninger ønskes fortroligholdt.
Det kan f.eks. dreje sig om, at beredskabsplaner ved terrorangreb fortroligholdes af hen-
syn til national sikkerhed, eller at helbredsoplysninger om fysiske og psykiske forhold
hemmeligholdes af hensyn til at beskytte enkeltpersoners private forhold. Hensynet til
at fortroligholde oplysninger vil således ofte blive påberåbt i sammenhæng med andre af
de legitime hensyn i artikel 10, stk. 2.
Domstolen har generelt udtalt, at når de modstående hensyn skal afvejes, skal der findes
en rimelig balance (”fair balance”). Domstolen har til dette formål udviklet en række
kriterier, som skal inddrages i denne afvejning mellem hensynet til at fortroligholde in-
formation og retten til at videregive og modtage sådanne oplysninger.
Gennemgående for EMD's praksis er, at det også her vejer tungt, om videregivelsen ved-
rører et emne af
offentlig interesse.
Artikel 10 beskytter således ikke videregivelsen af
(fortrolige) oplysninger, som ingen offentlig interesse har.
613
Dette kriterium var afgørende i dommen i
Fressoz og Roire mod Frankrig,
hvor to jour-
nalister var blevet straffet for i en artikel at bringe fortrolig information.
614
Artiklen om-
talte lønindtægten for den daværende direktør for industrikoncernen Peugeot, og som
dokumentation var hans skatteoplysninger også blevet offentliggjort. Artiklen viste, at
direktørens løn var steget med ca. 45 pct. over en periode på 2-3 år. I samme periode hav-
de direktøren – i forbindelse med en verserende arbejdskonflikt på Peugeotfabrikkerne
– offentligt opfordret de ansatte til at besinde sig i forhold til deres krav om lønstigninger.
Domstolen fandt, at direktørens løn og skatteoplysninger i den konkrete sammenhæng
var af offentlig interesse. Domfældelsen af de to journalister stred derfor mod artikel 10.
Sagen illustrerer, at den beskyttelse medierne nyder efter artikel 10, tillige omfatter til-
fælde, hvor medierne videreformidler fortrolig information. Her stilles dog som nævnt
krav om, at de pågældende oplysninger er (eller berører et emne) af offentlig interesse,
613
614
Dette er desuden i overensstemmelse med Domstolens vurdering i sager om f.eks. privatlivskrænkelser, som er omtalt i
afsnit 5.1.2. Se også Lorenzen m.fl. (2011), side 860.
Fressoz og Roire mod Frankrig (afsagt den 21. januar 1999).
345
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0348.png
og at mediet har handlet i god tro, på et vist faktuelt grundlag og har formidlet pålidelig
og nøjagtig information i overensstemmelse med de etiske standarder for journalisme.
615
Det vil derfor indgå i afvejningen, om der er foretaget en grundig research for at sikre, at
de fortrolige oplysninger, man har modtaget, er korrekte og pålidelige.
Staterne vil som udgangspunkt have en relativt vid skønsmargin, når det gælder indgreb
over for videregivelse af informationer, som er begrundet i hensynet til den nationale
sikkerhed. Dette gælder f.eks. oplysninger fra militær og efterretningstjeneste.
616
EMD inddrager ved bedømmelsen af disse sager tillige den potentielle
skadevirkning
forbundet med udspredning af de fortrolige oplysninger.
617
Både den helt konkrete ska-
devirkning i den foreliggende situation, og de mere generelle og langsigtede skadevirk-
ninger, som videregivelse af fortrolige oplysninger kan have, herunder f.eks. manglende
tillid. På grund af de vanskeligheder, der kan være med at bedømme den konkrete ska-
devirkning, synes Domstolen dog mere tilbøjelig til at bedømme risikoen for skadevirk-
ning i disse sager.
Domstolen har understreget, at den offentlige interesse i visse tilfælde kan veje tungere
end den skade, som videregivelsen af fortrolige oplysninger potentielt kan forvolde.
618
Også de bevæggrunde, der ligger bag videregivelsen af de fortrolige oplysninger tillægges
betydning af Domstolen. Det gør således en forskel for bedømmelsen, om oplysningerne
er videregivet for f.eks. at afsløre omfattende korruption og dermed afdække et emne
af offentlig interesse (whistleblowing), eller om motivationen snarere har været at opnå
personlig vinding eller hævn mv.
619
EMD lægger også vægt på oplysningernes autencitet,
det vil sige, om den videregivne information er nøjagtig og troværdig (”accurate and
reliable”).
620
Den, der videregiver, har således som udgangspunkt en pligt til at sikre sig,
at der er tale om korrekte oplysninger.
Fressoz og Roire mod Frankrig (afsagt den 21. januar 1999), pr. 54.
Se Hadjianastassiou mod Grækenland, som refereres nedenfor i afsnit 5.3.3.1. Dette gælder også andre oplysninger, f.eks.
oplysninger fra diplomatiske forhandlinger.
617 Dette kriterium er bl.a. kritiseret i Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 136f. Forfatterne anfører, at det
i stedet bør være interessen i hemmeligholdelse, der bør inddrages og tillægges vægt afhængig af tyngde.
618 Se hertil nedenfor i afsnit 5.3.3.3 om dommen Guja mod Moldova (afsagt den 12. august 2008), pr. 90, hvor Domstolen
ikke finder skadevirkningen større end den offentlige interesse.
619 Lorenzen m.fl. (2011), side 861.
620 Guja mod Moldova (afsagt den 12. august 2008), pr. 75.
615
616
346
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0349.png
5.3.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til at
forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger
5.3.2.1
Bestemmelser om tavshedspligt
I dansk ret findes både i tværgående love (f.eks. forvaltningsloven) og speciallovgivnin-
gen et omfattende regelsæt, som sætter grænser for, hvilke oplysninger man kan videre-
give. Disse regler drejer sig særligt om den tavshedspligt, som offentligt ansatte er under-
lagt, og som sætter grænser for, hvad offentligt ansatte kan ytre sig om.
Straffelovens §§ 152-152 d omhandler uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger,
som fremkommer ved brud på tavshedspligten.
621
Hovedbestemmelsen om offentligt ansattes tavshedspligt findes i straffelovens § 152, som
kriminaliserer uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger, som
den offentligt ansatte har fået kendskab til i medfør af sit arbejde.
622
Pligten til at hemme-
ligholde oplysninger gælder både under og efter ansættelsen. Også personer, som virker
i offentligt hverv, er omfattet af tavshedspligten. Det betyder f.eks., at folketingsmedlem-
mer også er underlagt denne bestemmelse.
623
Tavshedspligten omfatter alene fortrolige oplysninger. Efter bestemmelsens stk. 3, anses
en oplysning for at være fortrolig, når det fremgår af særlige lovbestemmelser, at oplys-
ningen eller bestemte typer af oplysninger er af fortrolig karakter. Om en oplysning er
tavshedsbelagt, er således reguleret andre steder end i straffeloven. Endvidere anses en
oplysning for at være fortrolig, når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde oplys-
ningen for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Straffeloven
indeholder ikke en nærmere angivelse af, hvilke offentlige eller private interesser der kan
medføre, at en oplysning må anses for at være fortrolig. Dette må derfor i væsentligt om-
fang bero på regler uden for straffeloven, f.eks. forvaltningslovens § 27, hvorefter den, der
virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt om bl.a. enkeltpersoners
private, herunder økonomiske, forhold.
Den omstændighed, at en oplysning er fortrolig, indebærer ikke i sig selv, at der forelig-
ger en krænkelse af tavshedspligten, hvis oplysningen videregives til andre. Videregivelse
af den fortrolige oplysning skal ifølge bestemmelsen også være ”uberettiget.” Det betyder
621
622
623
De nærmere rammer og praksis om offentligt ansattes ytringsfrihed er behandlet i betænkning nr. 1563 (2017) om offent-
lig ansattes ytringsfrihed og whistleblower-ordninger.
Straffelovens § 152 a slår fast, at bestemmelsen også finder anvendelse på den, der udfører arbejde for det offentlige,
mens § 152 b fastsætter at også personer, som udfører arbejder, der er beskikket er omfattet (f.eks. læger eller apotekere),
ligesom deres medarbejdere, medhjælpere mv. er omfattet i medfør af § 152 c. Efter retsplejelovens § 129 finder § 152
tilsvarende anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt
beskæftiges i advokatvirksomheden.
En folketingskandidat vil derimod ikke være omfattet. Se f.eks. U2007.936Ø om straffe
347
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0350.png
bl.a., at en videregivelse ikke vil stride mod tavshedspligten, hvis den person, i hvis inte-
resse der er tavshedspligt, har givet fornødent samtykke til videregivelsen.
624
Selv om der ikke foreligger samtykke, vil videregivelse af fortrolige oplysninger efter om-
stændighederne kunne være berettiget. Straffelovens § 152 e fastsætter, at tavshedspligten
efter straffelovens § 152 ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende er forpligtet til at vi-
deregive oplysningen (nr. 1), eller tilfælde, hvor den pågældende har handlet i berettiget
varetagelse af åbenbar almeninteresse eller eget eller andres tarv (nr. 2).
En pligt til at videregive oplysninger efter § 152 e, nr. 1, kan f.eks. foreligge, hvor der er tale
om vidnepligt, eller hvor det følger af f.eks. sociallovlovgivningen, at der kan ske videre-
givelse.
625
Videregivelse som led i berettiget varetagelse af eget eller andres tarv kan f.eks.
forekomme i situationer, hvor der indgives underretning i en social sag, politianmeldelse
eller lignende.
626
Videregivelse til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse kan foreligge, hvor der
er en samfundsmæssig interesse i, at oplysningerne videregives. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis der videregives oplysninger med henblik på at afdække ulovligheder.
627
Be-
rettigelsen vil i sådanne tilfælde afhænge af værdien af videregivelsen, og de modstående
hensyn skal i disse tilfælde afvejes over for hinanden.
Retspraksis vedrørende straffelovens § 152 e, nr. 2, om ”berettiget varetagelse” er spar-
som. Dog var bestemmelsen central i en af den nyere tids mest omtalte sager om brud på
tavshedspligten – sagen om den tidligere medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste
(FE) Frank Grevil.
628
Grevil havde udleveret kopi af tre trusselsvurderinger, som FE havde udarbejdet, til en
journalist. Trusselsvurderingerne indeholdt bl.a. oplysninger om Iraks våbenmæssige si-
tuation og FE’s vurdering af, om Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Trus-
selsvurderingerne var alle klassificeret ”hemmeligt, kun til nationalt brug”, hvilket er det
næsthøjeste niveau af fem mulige inden for FE. Det var derfor berettiget at kræve disse
fortrolige oplysninger hemmeligholdt.
629
Østre Landsret fandt, at oplysningerne var fortrolige, og at videregivelsen heraf havde
været uberettiget. Den omstændighed, at der på tidspunktet for videregivelsen i offent-
624
625
626
627
628
629
Se bl.a. betænkning nr. 998 (1984) om tavshedspligt, side 107ff.
Se Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 187.
Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 187.
Se flertallets begrundelse i U2006.65Ø.
U2006.65Ø.
Den dagældende forvaltningslovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og 2 (nu § 27, stk. 5, jf. stk. 2, 1. pkt. og stk. 3).
348
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0351.png
lige tilgængelige rapporter var tilsvarende oplysninger som i trusselsvurderingerne om
Iraks våbenmæssige situation, kunne ifølge retten ikke føre til andet resultat.
Grevil forsvarede sig med, at han havde handlet i berettiget varetagelse af åbenbar al-
meninteresse, og at handlingen derfor var straffri. Han oplyste, at hans motiv for vide-
regivelse af oplysningerne var at delagtiggøre den danske offentlighed, herunder pressen
og Folketinget, i grundlaget for regeringens beslutning om, at Danmark skulle deltage i
Irak-krigen.
630
Flertallet udtalte herefter, at der på tidspunktet for videregivelsen var en betydelig offent-
lig interesse i at kende grundlaget for den politiske beslutning om Danmarks deltagelse
i den militære aktion i Irak. Dette kunne imidlertid ikke i sig selv føre til, at Grevil var
berettiget til at videregive trusselsvurderingerne. Da handlingen (videregivelsen) skabte
risiko for, at FE´s virksomhed ville lide skade, og da det ikke kunne lægges til grund, at
videregivelsen var sket med henblik på at afdække ulovligheder eller andre forhold af
samme alvorlige karakter og heller ikke medvirkede hertil, fandt flertallet ikke, at Grevil
kunne anses for at have handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse.
Grevil blev herefter idømt 4 måneders fængsel for under særligt skærpende omstæn-
digheder at have brudt sin tavshedspligt. At der forelå særligt skærpende omstændighe-
der efter § 152, stk. 2, skyldtes navnlig den skadesrisiko for FEs fremtidige arbejde, som
var forbundet med videregivelsen, og det forhold, at Grevil på videregivelsestidspunktet
havde indtaget en betroet stilling i FE.
631
De journalister på Berlingske, som havde modtaget og siden offentliggjort oplysningerne
fra Grevil, blev frifundet.
Straffelovens § 152 e, nr. 2, var desuden central i sagen om skjulte optagelser fra Plejecen-
teret Fælledgården. Her afviste landsretten, at de skjulte optagelser, som var foretaget,
mens journalisten var ansat på plejecenteret, straffrit havde kunnet videregives i beretti-
get varetagelse af åbenbar almeninteresse.
632
630
631
632
De journalister på Berlingske, som havde modtaget og siden offentliggjort oplysningerne fra Grevil, blev frifundet (sa-
gen mod journalisterne omtales nærmere nedenfor).
Mindretallet udtalte, at beslutningen om Danmarks deltagelse i krigen i Irak var af vidtrækkende betydning, og at der var
tale om en ekstraordinær situation. Den efterfølgende offentlige debat om grundlaget for beslutningen og den åbenbare
politiske interesse i at kende hertil bevirkede, at tiltalte måtte anses for at have handlet i berettiget varetagelse af åben-
bar almeninteresse, da han videregav trusselsvurderingerne med henblik på, at oppositionen og offentligheden kunne
få indsigt i dokumenterne. Dissensen fandt endvidere, at der ikke var dokumenteret nogen skadevirkning af tiltaltes
handling, og fandt under henvisning hertil samt under hensyn til sagens omstændigheder i øvrigt ikke, at forholdet var
omfattet af straffelovens § 152, stk. 2.
U2011.1788H.
349
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0352.png
I 2017 blev en kommunalpolitiker fra Københavns Borgerrepræsentation dømt for brud
på tavshedspligten ved at have lækket fortrolige oplysninger til pressen efter terrorangre-
bene ved Krudttønden og Synagogen i Krystalgade i 2015.
633
Kommunalpolitikeren stil-
lede – efter aftale med en journalist fra BT – en række spørgsmål til socialforvaltningen
om gerningsmanden bag terrorangrebene og hans familiemæssige forhold. Svarene, som
indeholdt private oplysninger om væsentlige sociale problemer og kriminelle forhold,
videregav han til BT og Berlingske. Begge aviser bragte herefter historier, hvor de refere-
rede de fortrolige oplysninger.
634
Det fremgår af dommen, at kommunalpolitikeren mente, at det var i almenvellets in-
teresse at få oplyst, hvad kommunen havde gjort og (navnlig) ikke havde gjort. Hans
hensigt med videregivelsen var således, at offentligheden skulle have det fulde indblik
i gerningsmandens liv, ligesom han også ønskede kommunens ansvar i sagen belyst.
635
Byretten vurderede bl.a., om kommunalpolitikeren handlede i berettiget varetagelse af
åbenbar almeninteresse, og fandt efter en nærmere gennemgang og vurdering af sagens
faktum, at videregivelsen af de fortrolige oplysninger var uberettiget. Retten udtalte bl.a.,
at der på tidspunktet for videregivelsen ikke var indikationer for, at kommunen skulle
have begået alvorlige fejl.
Sagen illustrerer ligesom domfældelsen i Grevil-sagen, at selv hvor der er tale om et
emne af stor offentlig interesse, vil dette ikke være ensbetydende med, at fortrolige op-
lysninger straffrit kan videregives.
De omtalte domme har drejet sig om den primære handling, hvor en person har vi-
deregivet fortrolige oplysninger ved brud på tavshedspligten. Det følger imidlertid af
straffelovens § 152 d, at det ikke kun er tavshedsbruddet, der kan være strafbart, men på
visse betingelser også den efterfølgende behandling af de fortrolige oplysninger. Efter
stk. 1 kan man således straffes, hvis man – uden selv at have nogen andel i tavshedsbrud-
det – siden skaffer sig eller udnytter de oplysninger, der er fremkommet ved bruddet på
tavshedspligten. For på den måde at straffe i andet led stilles der altså krav om, at man
enten aktivt har opsøgt og tilegnet (skaffet) sig oplysningerne, eller at man efterfølgende
har draget nytte af (udnyttet) dem.
633
634
635
Københavns Byrets dom af 9. februar 2017 (utrykt). Kommunalpolitikeren blev straffet med 10 dagbøder af 1000 kr.
Også en journalist er senere hen tiltalt for at bringe de fortrolige oplysninger, som kommunalpolitikeren havde lækket.
Se https://politiken.dk/kultur/medier/art6895850/B.T.-journalist-tiltalt-for-at-bringe-fortrolige-oplysninger-om-Omar-
El-Husseins-familie. Journalisten blev ved Københavns Byrets dom af 1. april 2019 fundet skyldig i overensstemmelse
med den rejste tiltale og straffet med 10 dagbøder af 500 kr. Dommen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket
til landsretten og er berammet til den 22. juni 2020.
Københavns Byrets dom af den 9. februar 2017 (utrykt).
350
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0353.png
Efter § 152 d, stk. 2, er det strafbart – uden selv at have medvirket til gerningen – uberet-
tiget at videregive oplysninger om ”enkeltpersoners rent private forhold”, som er tilveje-
bragt ved overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c. Tilsvarende er det efter stk. 3 strafbart
– uden selv at have medvirket til gerningen – uberettiget at videregive oplysninger, som
er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.
Disse to bestemmelser udvider strafansvaret til også at omfatte dem, der efterfølgende
videregiver fortrolige oplysninger, som er tilvejebragt ved andres brud på tavshedsplig-
ten. Det strafbare område er dog – i modsætning til i stk. 1 – indsnævret til kun at omfat-
te videregivelsen af fortrolige oplysninger, som fortjener en særlig beskyttelse.
At bestemmelsen i § 152 d om strafansvar for den efterfølgende behandling af oplysnin-
ger, som er tilvejebragt ved et tavshedsbrud, stiller kvalificerende krav til enten den straf-
bare handling (stk. 1) eller karakteren af de videregivne oplysninger (stk. 2 og 3), skyldes,
at lovgiver har villet sikre, at mediernes videregivelse af oplysninger, som er fremkom-
met ved tavshedspligtsbrud, i de fleste tilfælde ikke vil være strafbar.
636
Udgangspunktet
er derfor, at der ikke kan straffes for den blotte videregivelse af de oplysninger, som er
fremkommet ved brud på tavshedspligten, medmindre der er tale om oplysninger om-
fattet af § 152 d, stk. 2 eller 3.
Praksis om straffelovens § 152 d er sparsom, men § 152 d, stk. 2, om videregivelse af oplys-
ninger om rent private forhold fandt anvendelse i en sag fra 2015.
637
Her var oplysninger
om et ægtepars smitte med MRSA blevet offentliggjort i en artikel på en hjemmeside,
hvoraf også parrets adresse fremgik. Den anvendte hjemmeside var et forum, hvor man
som journalist, redaktør eller embedsmand selv kunne byde ind med historier. Artiklen
blev efter kort tid ændret, så det i stedet fremgik, at der var to smittede personer på den
pågældende adresse uden angivelse af navnene. Der var ingen tvivl om, at oplysningerne
om MRSA-smitte kom fra en person, som havde fået kendskab til oplysningerne gennem
sit offentlige virke eller hverv, og som dermed havde overtrådt sin tavshedspligt i strid
med § 152.
Journalisten, som havde skrevet artiklen, blev i byretten dømt for overtrædelse af § 152 d,
stk. 2. Også redaktøren for hjemmesiden blev kendt skyldig i overtrædelse af bestemmel-
sen som medansvarlig for den uberettigede videregivelse. Redaktøren ankede dommen
til landsretten, som i lighed med byretten lagde til grund, at redaktøren havde vidst, at
636
637
Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 185.
U2015.2344V.
351
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0354.png
oplysningerne var fremkommet ved et brud på tavshedspligten, hvorved han havde på-
draget sig et medansvar.
638
Sagen kom herefter til at dreje sig om, hvorvidt oplysningerne lovligt kunne videregives
på grund af berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse efter § 152 e, nr. 2. Landsret-
ten medgav, at problemet med MRSA-smitte havde en væsentlig samfundsmæssig inte-
resse, men afviste, at en dækning af sagen nødvendiggjorde en offentliggørelse af de rent
private oplysninger om, hvem smitten havde ramt. Redaktøren blev derfor også dømt i
landsretten, som forhøjede hans straf til 10 dagbøder á 500 kr.
Sagen om Frank Grevils læk af trusselsvurderinger om situationen i Irak fra Forsvarets
Efterretningstjeneste, jf. ovenfor, førte også til, at der blev rejst sag mod de journalister,
som havde skrevet artiklerne, hvor oplysningerne viderebragtes, og deres redaktør.
639
Det afgørende spørgsmål i sagen blev, om offentliggørelsen (viderebringelsen) af de for-
trolige oplysninger kunne anses for sket som led i en berettiget varetagelse af åbenbar
almeninteresse.
Om dette udtalte Københavns Byret:
”De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfriheds-
bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
10 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrøren-
de denne bestemmelse, idet de tiltalte har gjort gældende, at de er straffri,
fordi de som led i deres arbejde som journalister (…) var berettigede til
at videregive oplysninger af væsentlig samfundsmæssige interesse for of-
fentligheden.
Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter ret-
tens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslut-
ningen om krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt over for
risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det
kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åben-
bar almeninteresse.”
638
639
Redaktøren fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke.
Københavns byrets dom af 4. december 2006 (utrykt). De tre pressefolk var tiltalt for overtrædelse af § 152 d, stk. 3, jf. §
152, stk. 1, jf. stk. 2, jf. hhv. medieansvarslovens § 10, stk. 3, og hhv. § 13.
352
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0355.png
På denne baggrund blev de to journalister og redaktøren frifundet. Anklagemyndighe-
den undlod at anke dommen.
Sagen er illustrativ, idet den viser, at der skelnes klart mellem den, der ved at bryde sin
tavshedspligt lækker fortrolige oplysninger, og den, der efterfølgende viderebringer de
selvsamme oplysninger. Desuden er sagen et godt billede på den udvidede ytringsfrihed,
der tilkommer medierne, når de optræder i rollen som offentlighedens vagthund.
Der findes i vidt omfang særlige tavshedspligtsregler i særlovgivningen, f.eks. sundheds-
lovgivningen, den finansielle lovgivning, selskabsloven, luftfartsloven og arbejdsmiljølo-
ven, hvorefter ansatte, bestyrelsesmedlemmer mv. pålægges tavshedspligt med hensyn til
oplysninger, som de bliver bekendt med gennem deres ansættelse eller hverv. For privat-
ansatte kan der – ud over de regler, som kan findes i særlovgivningen for det pågældende
erhverv – være fastsat supplerende regler om tavshedspligt i ansættelsesaftalen.
5.3.2.2 Midlertidige forbud
Trods grundlovens beskyttelse mod censur og andre censurlignende foranstaltninger, er
det fast antaget i den statsretlige teori og accepteret i retspraksis, at der på nærmere be-
tingelser kan nedlægges såkaldte
”midlertidige forbud”
for at forhindre offentliggørelsen
af ytringer (f.eks. en bog, en artikel eller film), der strider mod andres rettigheder.
Med et forbud pålægges en part således at undlade en bestemt (retsstridig) handling –
f.eks. offentliggørelsen af en tv-udsendelse eller udgivelsen af en bog – ligesom handlin-
gen gøres strafbar og derfor – hvis borgerne er lovlydelige – forhindres. Det er ligeledes
fast antaget, at det er muligt at foretage beslaglæggelse af ytringer, f.eks. trykte skrifter,
inden offentliggørelse. For at kunne nedlægge (midlertidige) forbud mod eller beslag-
lægge (påtænkte) ytringer, skal det kunne godtgøres, at der vil ske uoprettelig skade eller
formålet i øvrigt vil forspildes, hvis der ikke gribes ind inden offentliggørelsen.
640
640 Christensen m.fl. (2015), side 1 og Germer (2012), side 381. For nærmere om foreløbige forbud og beslaglæggelsers for-
enelighed med grundlovens forbud mod censur og andre forebyggende foranstaltninger, se afsnit 2.1 om grundlovens §
77.
353
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0356.png
Reglerne om nedlæggelse af midlertidige forbud og påbud
641
findes i retsplejelovens ka-
pitel 40 (§§ 411-430).
642
Formålet med reglerne om midlertidige forbud og påbud er at beskytte mod krænkelse
af andres rettigheder ved at give mulighed for at den, der frygter for en krænkelse af sine
rettigheder, hurtigere end det i almindelighed vil kunne lade sig gøre ved en alminde-
lig retssag, kan opnå et retligt forbud mod, at bestemte fysiske eller juridiske personer
foretager visse (konkrete) handlinger, som strider mod dennes rettigheder.
643
Af særlig
relevans i en ytringsfrihedssammenhæng er det bl.a., når der nedlægges forbud mod
offentliggørelse af en bog eller lignende, f.eks. fordi en myndighed frygter, at fortro-
lige oplysninger omfattet af tavshedspligten udbredes til offentligheden, eller når der
nedlægges forbud mod offentliggørelsen af en tv-udsendelse for at hindre krænkelse af
andres ret til privatliv, f.eks. ved at forhindre at der videregives private oplysninger i strid
med straffelovens § 264 d.
644
De almindelige betingelser
for at meddele forbud følger af retsplejelovens § 413.
Forbud eller påbud kan meddeles, hvis den part, der anmoder om at der nedlægges for-
bud eller påbud,
godtgør eller sandsynliggør, 1)
at parten har den ret, der søges beskyttet
ved forbuddet eller påbuddet,
2)
at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles
forbud eller påbud, og
3)
at partens mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten
henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse.
Hvis retten finder, at betingelserne for et forbud eller påbud er opfyldt og derfor ned-
lægger forbud eller påbud, betyder det, at modparten ikke må foretage den pågældende
Ved lovændringen i 2012 blev også ”påbud” omfattet af bestemmelsen, således at retten ved et påbud eller forbud nu
kan bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger. En midlertidig afgørelse om
påbud vil eksempelvis kunne gå ud på, at der skal etableres en bestemt faktisk tilstand, f.eks. at en vejbom skal fjernes,
eller at et skilt skal tages ned.
I det følgende fokuseres på forbud, som hindrer offentliggørelsen af ytringer.
642 Tidligere var disse forbud benævnt ”fogedforbud.” I 2013 blev kompetencen til at nedlægge forbud flyttet fra rettens
afdeling for behandling af fogedsager (fogedretten) til rettens afdeling for behandling af borgerlige retssager (retsafde-
lingen). I den forbindelse gik man bort fra terminologien ”fogedforbud”. Reglerne om fogedforbud fandtes tidligere i
retsplejelovens kapitel 57 (§§ 641-652).
Reglerne blev revideret og flyttet ved lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012 om ændring af retsplejeloven mv.
(Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat).
643 Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012 om ændring af retsplejeloven mv. (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47,
som fremsat), indledning. Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1530 (2012) om reform af den civile
retspleje VII (Midlertidige afgørelser om forbud og påbud) og er i det væsentligste udformet i overensstemmelse med
rådets lovudkast.
644 Reglerne finder f.eks. også anvendelse i forhold til nedlæggelse af forbud mod ulovlig brug af patent og andre immate-
rialrettigheder. I sager om krænkelse af immaterialrettigheder kan muligheden for at nedlægge forbud og påbud udgøre
den primære sikring mod retskrænkelser (se lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012 om forslag til lov om ændring
af retsplejeloven mv. (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat), pkt. 2.4.3.
641
354
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0357.png
handling, f.eks. udgive en konkret bog eller hindre udsendelsen af en endnu ikke offent-
liggjort tv-udsendelse.
645
Hvis modparten alligevel forsætligt foretager den pågældende handling, så overtræder
pågældende forbuddet eller påbuddet og kan straffes med bøde eller fængsel i op til 4
måneder og i den forbindelse blive dømt til at betale erstatning.
646 647
Det var f.eks. tilfældet i den meget omtalte sag om bogen
"Syv år for PET",
som handler
om den tidligere chef for PET Jakob Scharfs tid i efterretningstjenesten.
648
Her blev der
nedlagt forbud (og beslaglæggelse) over for forskellige aktører,
649
som Politiken imidler-
tid trodsede ved at bringe bogen i sin fulde længde som et tillæg til avisens søndagsud-
gave. JP/Politikens Hus og Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen blev
efterfølgende idømt bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr. for at overtræde det
nedlagte forbud. Sagen er anket til landsretten.
650
Efter retsplejelovens § 414, stk. 1, kan et forbud eller påbud ikke meddeles, hvis det skøn-
nes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en af modparten
tilbudt sikkerhed yder et tilstrækkeligt værn. Det centrale i denne sammenhæng er, om
reglerne om straf og erstatning kan forventes at holde modparten fra at udvise den rets-
stridige adfærd. I denne bedømmelse kan modpartens tidligere adfærd tillægges betyd-
ning.
Retten kan ligeledes afvise at meddele påbud eller forbud, hvis dette vil påføre modpar-
ten skade eller ulempe, som står i åbenbart misforhold til partens interesse i forbuddet
Hvis der nedlægges forbud eller påbud, er det et krav, at den part, der har anmodet om forbud eller påbud, inden to
uger efter, at der er truffet endelig afgørelse om at meddele forbud eller påbud, skal anlægge eller indlede sag om den
rettighed, der påstås krænket, medmindre en sådan sag allerede er anlagt ved en dansk eller udenlandsk domstol eller er
indledt ved en voldgiftsret (§ 425). Se Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012, (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47,
som fremsat), de specielle bemærkninger til § 425.
646 Dette følger af retsplejelovens § 430, hvorefter en forsætlig overtrædelse af et meddelt foreløbigt forbud kan straffes med
bøde eller fængsel i op til 4 måneder, og i forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning.
647 Medvirken til at overtræde forbuddet er selvstændigt kriminaliseret i § 430, stk. 2. Retsplejerådet anbefalede i forbin-
delse med lovændringen i 2012 at ændre denne bestemmelse, da en tredjemands forsætlige medvirken kan straffes efter
strfl. § 23. Det følger dog af forarbejderne, at Justitsministeriet fandt det rigtigst - bl.a. med henblik på at understrege det
strafferetlige værn på området – at opretholde en særskilt regel om strafansvaret for medvirken og tredjemands erstat-
ningsansvar. Se Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012, (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat), afsnit
2.8.3.
648 Forbud nedlagt af byretten ved kendelse af 8. oktober 2016.
649 Forbud i kendelse af 6. oktober 2016 vedrørende ArtPeople A/S (People’s Press) og journalist Morten Skjoldager, forbud
og beslaglæggelse i kendelse af 7. oktober 2016 vedrørende Radio24syv og en række boghandlere og forbud og beslag-
læggelse i kendelse af 8. oktober 2016 vedrørende JP/Politikens Hus A/S.
650 Den tidligere PET-chef Jakob Scharf er desuden blevet idømt 4 måneders fængsel for med bogen at have overtrådt sin
tavshedspligt 24 gange. Denne sag er dog også anket til landsretten. Herudover er Politikens chefredaktør Christian
Jensen – som bragte bogen ”Syv år for PET” på trods af det foreløbige forbud – blevet sigtet af Københavns Politi for
videreformidling af fortrolige oplysninger. Det samme er Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, fordi der i avisen
blev bragt oplysninger fra bogen.
645
355
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0358.png
eller påbuddet. Denne proportionalitetsafvejning følger af § 414, stk. 2, og den forud-
sættes ifølge forarbejderne til bestemmelsen anvendt i de (få) tilfælde, hvor der er en
betydelig forskel mellem den ene parts interesse i forbuddets nedlæggelse og dets mulige
skadevirkninger for den, som forbuddet nedlægges over for.
651
Hvis formålet med forbuddet (allerede) er forspildt, f.eks. fordi en bog eller lignende al-
lerede er gjort tilgængelig for offentligheden, kan retten også afvise af nedlægge forbud,
idet et forbud ikke længere kan siges at være nødvendigt for at forhindre skadevirknin-
gerne af en offentliggørelse.
Dette var således tilfældet i sagen om ”Jægerbogen”.
652
I denne sag havde Forsvarsmini-
steriet begæret et forbud nedlagt over for den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks
bog ”Jæger – i krig med eliten”, som på tidspunktet for begæringen endnu ikke var
publiceret. Bogen omhandlede Thomas Rathsacks tidligere virke som jægersoldat, bl.a.
under krigen i Afghanistan. Under sagen i fogedretten i København havde Forsvarsmi-
nisteriet sandsynliggjort, at bogen indeholdt fortrolige oplysninger, som var omfattet
af tavshedspligten, og som det var nødvendigt at hemmeligholde bl.a. af militære og sik-
kerhedsmæssige årsager. Byretten afviste dog at nedlægge forbud mod bogen, bl.a. med
henvisning til at bogen i sin helhed havde været offentliggjort i Politiken, og at bogen
desuden var tilgængelig på internettet. Formålet med forbudsbegæringen – at forhindre
udbredelse af de fortrolige oplysninger – var derfor forspildt.
Når retten skal foretage en vurdering af adgangen til at nedlægge forbud mod f.eks. en
bog eller tv-udsendelse skal denne vurdering foretages i lyset Den Europæiske Menne-
skerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed.
653
Det betyder, at nødvendigheden af et forbud skal afvejes over for hensynet til ytrings- og
informationsfriheden.
654
I denne sammenhæng viser praksis, at Højesteret tillægger
den samfundsmæssige rele-
vans
af det, der forsøges forhindret, stor betydning ved vurderingen af, om et ønsket
foreløbigt forbud skal meddeles.
655
Dette var f.eks. centralt i en dom fra 1989, hvor Højesteret ophævede et nedlagt forbud
mod at Ekstra Bladet bragte billeder af to kvindelige patienter samt navnet på den ene
651
652
653
654
655
Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012, (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat), afsnit 2.4.2.3.
Københavns Byrets kendelse af den 21. september 2009.
For så vidt angår EMD's praksis om forbud mod offentliggørelse henvises til afsnit 5.3.3.
Rytter (2016), side 270f.
Christensen (2015), side 502. Se for nærmere om denne afvejning afsnit 2-3 om ytringsfriheden.
356
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0359.png
patient, som var indlagt på det psykiatriske hospital ”Nordvang”.
656
Højesteret lagde i
bedømmelsen af sagen navnlig vægt på, at omtalen og fotogengivelsen af de to patienter
var sket som i led i en saglig reportage af
betydelig nyheds- og informationsværdi,
som var
tilrettelagt i samarbejde med overlæger og plejepersonale fra det psykiatriske hospital.
Derudover synes domstolene også at tillægge det betydning, hvilken intensitet (grov-
hed) den (potentielle) krænkelse har. I en kendelse fra 2009 fandt fogedretten i Odense
således, at der ikke var grundlag for at nedlægge forbud mod udsendelsen ”Operation
X – pels på vrangen”, som omhandlede forholdene på danske pelsdyrfarme. Udsendelsen
indeholdt optagelser, som var foretaget ved ulovlig indtrængen på flere minkfarme, og
begæringen om forbud var fremsat af Dansk Pelsdyravlerforening. Fogedretten afviste
forbudsbegæringen med henvisning til, at dyrevelfærd var et aktuelt emne af offentlig
interesse, og at krænkelsen måtte betegnes som ”forholdsvis beskeden”.
657
Dette bekræftede Højesteret i en dom fra 2010 om en udsendelse om et alkoholbehand-
lingshjem, hvori der indgik skjulte optagelser. Dommen er gennemgået i afsnit 2.1.4.1. I
dommen udtalte Højesteret således, at ”det forhold, at en offentliggørelse kan medføre en
krænkelse, er derfor ikke tilstrækkelig til, at et fogedforbud kan nedlægges, medmindre
krænkelsen er af en sådan grovhed, at hensynet til den krænkede overstiger hensynet til
ytrings- og informationsfriheden”.
658
Derudover vil karakteren af den potentielle krænkelse kunne have betydning for dom-
stolenes bedømmelse af nødvendigheden af et midlertidigt forbud.
Ved brud på tavshedspligten og videregivelse af fortrolige oplysninger, vil det i udgangs-
punktet være meget vanskeligt at genoprette den skade, som en offentliggørelse af oplys-
ningerne har forårsaget. Hverken straf eller erstatning vil således kunne genoprette den
eventuelle skadevirkning af, at de fortrolige oplysninger nu er tilgængelige for offentlig-
heden.
Heroverfor står f.eks. sager om injurier, hvor lovgivningens almindelige regler i udgangs-
punktet giver parten mulighed for at få oprejsning for den krænkelse, som en beskyld-
ning mv. har forårsaget i form af straf, erstatning og mortifikation (dvs. at beskyldningen
erklæres ubeføjet).
659
656
657
658
659
U1989.726H.
Retten i Odenses dom af 25. oktober 2009 (fogedretten – utrykt).
U2010.1859H.
T. Baumbach, ”Medieansvar eller redaktøransvar i forbudssager – har det nogen betydning?” i U2018B.36.
357
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0360.png
5.3.2.3 Nærmere om offentligt ansattes ytringsfrihed
Der er tungtvejende årsager til, at offentligt ansatte skal kunne ytre sig og deltage i den
offentlige debat.
Den offentlige debat er af afgørende betydning i et demokrati, og det er vigtigt, at også
offentligt ansatte, som udgør en stor gruppe borgere i den danske befolkning, har mu-
lighed for at deltage i debatten. Offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat med
viden og synspunkter er helt generelt til gavn for samfundet. Det skyldes bl.a., at offent-
ligt ansatte besidder en viden – inden for de forskellige fagområder, som de arbejder med
– der i mange sammenhænge vil være med til at højne det faglige niveau i den offentlige
debat. I et demokrati er det naturligvis også af betydning, at den offentligt ansatte som
borger kan gøre brug af sine frihedsrettigheder, herunder friheden til at ytre sig.
660
Der er dog også en række modstående hensyn, som kan begrunde begrænsninger af
offentligt ansattes ytringsfrihed. De gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed
er baseret på hensyn til den enkelte offentligt ansattes rettigheder samt den offentlige
debat og demokratiet i bredere forstand, men er også baseret på en række hensyn til den
politiske og administrative beslutningsproces og funktionsevne.
De gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed er således udtryk for en afvej-
ning af en række delvis modsatrettede hensyn.
5.3.2.3.1 Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed
Offentligt ansattes ytringsfrihed er beskyttet af både grundlovens § 77 og Den Europæi-
ske Menneskerettighedskonventions artikel 10.
Beskyttelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed gælder i almindelighed kun, hvis den
ansatte ytrer sig på egne vegne (som privatperson). Man kan derfor som offentligt ansat
– ligesom enhver anden – deltage i den offentlige debat og fremsætte personlige holdnin-
ger, forudsat at man ytrer sig på egne vegne. Dette udgangspunkt gælder også, når den
pågældende udtaler sig om emner, der drejer sig om den pågældendes eget arbejdsom-
råde (se dog nedenfor om særlige begrænsninger i denne sammenhæng).
Udtaler den offentligt ansatte sig i stedet på myndighedens vegne, vil den offentligt an-
sattes ytringsfrihed imidlertid være begrænset. Det skyldes, at udtalelser, som den ansat-
te afgiver som led i tjenesten, er undergivet arbejdsgiverens almindelige instruktionsbe-
føjelse. Ledelsen i en offentlig myndighed kan således fastsætte regler for, hvem der må
660 Se betænkning nr. 1553 (2015) om offentligt ansattes ytringsfrihed, side 180ff.
358
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0361.png
udtale sig på myndighedens vegne, og nærmere retningslinjer om indholdet af sådanne
udtalelser.
661
Offentligt ansatte er undergivet de samme begrænsninger, som gælder for andre per-
soner, det vil bl.a. sige straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser. Man må som
offentligt ansat således ikke fremsætte injurier, når man udtaler sig.
Der gælder dog også andre begrænsninger for offentligt ansatte, når de ytrer sig. Offent-
ligt ansattes ytringsfrihed er således også begrænset af reglerne om tavshedspligt om for-
trolige oplysninger.
662
Offentligt ansatte må i almindelighed derfor ikke bryde tavsheds-
pligten – heller ikke når de benytter deres ytringsfrihed til at udtale sig på egne vegne.
Offentligt ansatte kan i den forbindelse ikke pålægges tavshedspligt i videre omfang, end
hvad der følger af lovgivningen, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 5.
Grundlovens § 77 udelukker, at offentlige myndigheder kan indføre censur over for deres
ansatte. Det betyder f.eks., at ledelsen i en offentlig myndighed ikke kan beslutte, at de
ansatte kun må udtale sig til pressen som privatpersoner, hvis ledelsen på forhånd har
godkendt udtalelsen. Det er derfor ikke muligt for en offentligt ansats arbejdsgiver at
udstede såkaldte mundkurvscirkulærer.
Tavshedspligten varetager en række tungtvejende hensyn, og der kan således være for-
skellige årsager til, at offentligt ansatte ikke må bryde deres tavshedspligt, når de ytrer
sig. F.eks. kan det være hensynet til national sikkerhed eller hensynet til individets ret
til privatlivsbeskyttelse, som begrunder, at disse oplysninger er fortrolige og derfor ikke
skal komme til offentlighedens kundskab.
Ud over reglerne om tavshedspligt gælder der visse særlige grænser for offentligt ansattes
adgang til at ytre sig om emner inden for deres arbejdsområde. Overtrædelse af disse
grænser kan have karakter af tjenesteforseelse eller misligholdelse af ansættelsesforhol-
det.
Det er en almindelig anerkendt antagelse, at offentligt ansatte, når de udtaler sig, ikke
må give åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for deres eget ar-
bejdsområde eller udtrykke en åbenbar uholdbar vurdering. Ombudsmanden har i den
forbindelse udtalt, at udgangspunktet må være, at den blotte omstændighed, at en ansats
661
662
Se for nærmere herom betænkning nr. 1553 (2015) om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Disse fremgår, for så vidt angår dansk rets almindelige regler, af straffelovens §§ 152-152 f og forvaltningslovens § 27 (se
nærmere om tavshedspligtsregler i afsnit 5.3.2.1 ovenfor)
359
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0362.png
ytringer indeholder ikke fuldt korrekte oplysninger, ikke i sig selv er nok til, at udtalelsen
kan anses for retsstridig.
663
Derudover må man som offentligt ansat gerne udtale sig kritisk om forholdene på ens
arbejdsplads, hvis forholdene giver anledning til det, men man må ikke udtrykke sig i en
urimelig grov form. Det betyder bl.a., at en offentligt ansat ikke må benytte vendinger,
som i urimelig grad er udskældende, hånende eller latterliggørende over for arbejdsgive-
ren.
664
Senest har Ombudsmanden i en udtalelse fra 2019 bemærket, at offentligt ansatte
har en vis ret til at bruge skarpe og polemiske vendinger, når de deltager i den offentlige
debat om deres arbejdsplads, og at der er rum for en vis brug af overdrevne udtryk, når
blot ytringen ikke derved bliver åbenbart urigtig eller urimelig grov.
665
Derudover må der af hensyn til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne i særlige tilfælde udvises tilbageholdenhed med hensyn til ytringer om
forhold, der vedrører eget arbejdsområde. Denne begrænsning gælder normalt kun for
centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen og dermed i praksis for en
meget lille del af de offentligt ansatte.
5.3.2.3.2 Offentligt ansattes meddeleret
Offentligt ansatte har også en såkaldt meddeleret. Det betyder, at der for offentligt an-
satte er en ret til at give pressen og andre eksterne parter oplysninger i tilfælde, hvor
der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige
forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler.
Det skyldes, at offentligt ansatte – særligt dem, som arbejder tæt på den politiske og
administrative ledelse – vil være de nærmeste til at vide, hvis der bliver begået magtmis-
brug, eller hvis forholdene af andre årsager er ulovlige eller kritisable.
Offentligt ansatte har således efter de gældende regler ret til at udtale sig til pressen på
egne vegne mv. om forhold vedrørende ulovlig forvaltning mv., hvis udtalelserne ligger
inden for grænserne af deres ytringsfrihed.
666
Offentligt ansatte har i denne forbindelse i almindelighed bl.a. ret til frit at videregive
ikke-fortrolige oplysninger
til pressen mv. i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om
ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åben-
663 Se FOB 1995.381.
664 Se FOB 2018-8. Se også FOB 2017-1, hvor Ombudsmanden fandt, at en grov kommentar overskred grænserne for offent-
ligt ansattes ytringsfrihed.
665 Se FOB 2019.18.
666 Se betænkning nr. 1553 (2015) om offentligt ansattes ytringsfrihed, side 18.
360
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0363.png
bart misbrug af offentlige midler. Sådanne ytringer betegnes undertiden også som ”whi-
stleblowing”.
Anna Mee Allerslev-sagen
I september 2017 bragte flere medier artikler om, at den daværende beskæftigelses-
og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, vederlagsfrit havde lånt Rådhushal-
len i Københavns Kommune til sin private bryllupsreception i august samme år. Det
fremgik, at beskæftigelses- og integrationsborgmesteren dermed havde sparet 65.000
kr., som var det beløb, kommunen normalt opkrævede for udlån af lokalet. Der blev
som led i mediernes omtale af sagen desuden optrykt et internt arbejdsdokument fra
kommunen, hvoraf det fremgik, at det var et privat arrangement, og at Københavns
Kommune afholdt udgifterne for arrangementet.
Efter at det interne dokument var offentliggjort, kom det frem i pressen, at kommu-
nens medarbejdere havde fået at vide, at videregivelsen af dokumentet var ”fuldstæn-
dig uacceptabel”. Det fik ombudsmanden til at gå ind i sagen og spørge kommunen,
om kommunens reaktion var i overensstemmelse med reglerne om offentligt ansattes
ytringsfrihed og den såkaldte meddeleret. 
I svaret til ombudsmanden tilkendegav Københavns Kommune, at det hverken var
ulovligt eller uacceptabelt, hvis det var en af kommunens ansatte, der gav pressen do-
kumentet. Det fremgik desuden af svaret, at der hverken havde været eller ville blive
indledt en undersøgelse af, om det rent faktisk var en medarbejder fra kommunen,
der havde videregivet oplysningerne. På den baggrund besluttede ombudsmanden
herefter ikke at foretage sig mere i sagen.
667
Hvis der er tale om
fortrolige oplysninger,
vil sådanne oplysninger kunne videregives til
pressen mv., hvis det sker til varetagelse af åbenbar almen interesse eller eget eller andres
tarv, jf. straffelovens § 152 e, nr. 2, som er omtalt ovenfor.
668
Det kan således være straf-
bart, hvis den offentligt ansatte videregiver fortrolige oplysninger, og videregivelsen ikke
varetager en åbenbar almen interesse eller eget eller andres tarv.
669
Spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed, herunder meddeleretten, behandles
nærmere i kapitel 11, afsnit 2.3.
667 http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/borgmesters_bryllupsreception/
668 Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed er behandlet indgående i betænkning nr. 1553 (2015).
669 Offentligt ansattes ytringsfrihed er desuden indgående behandlet i betænkning nr. 1472 (2006) og betænkning nr. 1553
(2015).
361
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0364.png
5.3.3 EMD's praksis om afvejningen mellem hensynet til at fortroligholde oplys-
ninger og ytringsfriheden
EMD har behandlet et betydeligt antal sager, som vedrører forholdet mellem fortrolig-
holdelse af oplysninger og ytringsfriheden. Det har typisk drejet sig om tilfælde, hvor
pressen har offentliggjort oplysninger af fortrolig karakter, som f.eks. er fremkommet
ved andres brud på tavshedspligt, eller sager, hvor den person, som har brudt sin tavs-
hedspligt, er blevet sanktioneret, f.eks. ved afskedigelse eller med en strafferetlig sank-
tion.
5.3.3.1 Straf for brud på tavshedspligten
I sagen
Matúz mod Ungarn
670
var en tv-vært på en statslig tv-station blevet fyret efter at
have udgivet en bog, hvoraf der fremgik oplysninger om en anden ansat, som blandede
sig i de enkelte programmers indhold på en måde som – ifølge tv-værten – havde cen-
surlignende karakter. Tv-værten havde uden held forsøgt at rejse sin bekymring internt.
Tv-værten blev afskediget for brud på sin tavshedspligt. EMD fandt, at der med afske-
digelsen var sket en krænkelse af artikel 10. Domstolen lagde først og fremmest vægt
på, at der var tale om et emne af samfundsmæssig interesse. Desuden var dele af den
lækkede information allerede offentliggjort på internettet. Domstolen tillagde det des-
uden betydning, at tv-værten først havde rejst sine bekymringer for ledelsen, som dog
ikke havde foretaget sig noget. Offentliggørelse af oplysningerne var derfor den sidste
reaktionsmulighed.
Hvis en sag vedrører videregivelse af oplysninger, som er fortrolige af hensyn til statens
sikkerhed, overlader EMD generelt staterne en vid skønsmargin til at vurdere nødven-
digheden af et indgreb. Dette illustreres bl.a. af dommen
Hadjianastassiou mod Græken-
land,
hvor en ansat i det græske luftvåben havde videregivet fortrolige militære oplys-
ninger til en privat virksomhed. Selv om den lækkede information ikke havde en kritisk
karakter, udtalte EMD, at offentliggørelse af oplysningerne var egnet til at skade den
nationale sikkerhed, og domfældelsen indebar derfor ikke en krænkelse af artikel 10.
671
En lang række af Domstolens sager om hensynet til at hemmeligholde oplysninger har
drejet sig om de tilfælde, hvor pressen blot videreformidler oplysninger fra tredjemand,
som f.eks. er fremkommet ved brud på tavshedspligten. I disse sager aktualiseres også
spørgsmålet om kildebeskyttelse.
672
EMD har derfor lagt stor vægt på den eventuelle
skadevirkning for pressen ved offentliggørelsen af deres kilder. For nærmere om spørgs-
670 Matúz mod Ungarn (afsagt den 21. oktober 2014).
671 Hadjiananstassiou mod Grækenland (afsagt den 16. december 1992).
672 Se nærmere om mediernes ret til at hemmeligholde deres kilder, afsnit 4.2.4.
362
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
målet vedrørende mediernes ret til kildebeskyttelse, se afsnit 4.2.4 om de danske kilde-
beskyttelsesregler og EMD's praksis.
Pressen har som udgangspunkt en vid adgang til at videregive fortrolige oplysninger,
medmindre de er fortrolige af hensyn til national sikkerhed mv. Domstolen foretager
dog i nogle tilfælde en vurdering af, hvorvidt der (stadig) er grund til at fortroligholde
de pågældende oplysninger.
I dommen
Vereingung Weekblad Bluf! mod Holland
var et nummer af magasinet Bluf!
blevet beslaglagt og alle udgaver tilbagekaldt fra markedet, fordi de nationale myndig-
heder fandt, at publiceringen af en seks år gammel fortrolig rapport fra den hollandske
sikkerhedstjeneste udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed. EMD stillede sig
imidlertid tvivlende over for, om oplysningerne i rapporten stadig krævede fortrolighol-
delse af hensyn til den nationale sikkerhed. Med henvisning til bl.a. dokumentets alder
og indholdets generelle karakter fandt Domstolen derfor, at der med beslaglæggelsen var
sket en krænkelse af magasinets ytringsfrihed.
Dommen viser, at staterne ikke bare kan begrænse adgangen til oplysninger ved at de-
finere information om national sikkerhed som klassificeret. En sådan begrænsning kan
således som udgangspunkt kun gælde de oplysninger, hvor offentlighedens kendskab til
informationen faktisk vil udgøre en fare for den nationale sikkerhed. Derudover viser
dommen, at det tidsmæssige aspekt kan have betydning. Hensynet bag at klassificere op-
lysninger kan med tiden således blive mindre end hensynet til offentlighedens kendskab
til oplysningerne.
Også andre forhold end hensynet til den nationale sikkerhed har været genstand for
Domstolens behandling af sager, hvor pressen videregiver fortrolige oplysninger fra
tredjemand.
I dommen
Bédat mod Schweiz
havde en journalist skrevet en artikel i et ugeblad om en
straffesag mod en bilist, som under sin kørsel havde ramt en gruppe fodgængere, hvoraf
tre var blevet dræbt og flere såret. I artiklen var bl.a. gengivet oplysninger om politiets
afhøring af bilisten og billeder af de breve, som bilisten havde sendt til den dommer,
som forestod undersøgelsen af straffesagen. Domstolen udtalte, at ytringsfriheden her
kolliderede med lige så vigtige hensyn, bl.a. hensynet til uskyldsformodningen, retten
til privatliv og til at kunne sikre en effektiv efterforskning. Selv om emnet for artiklen i
sig selv havde offentlig interesse, havde journalisten ikke godtgjort, hvordan de omtalte
oplysninger bidrog til en debat af offentlig interesse. Desuden havde artiklen haft en sen-
sationspræget karakter. Der var derfor ikke en krænkelse af journalistens ytringsfrihed
efter artikel 10, at han var blevet idømt en bøde for at videregive disse oplysninger.
363
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0366.png
Også offentliggørelse af fortrolige oplysninger, som kan have negative konsekvenser for
diplomatiet, vil kunne begrunde indgreb i ytringsfriheden. Et sådant tilfælde forelå i
sagen
Stoll mod Schweiz,
hvor en journalist var blevet idømt en bøde, fordi han i en avis
havde offentliggjort fortrolige oplysninger fra et lækket dokument. Dokumentet inde-
holdt oplysninger fra en diplomatisk forhandling om betaling af erstatning til jøder for
forhold, der relaterede sig til 2. verdenskrig.
673
EMD fandt (med dissens), at der med
bøden ikke var sket en krænkelse af artikel 10. Flertallet lagde særligt vægt på den skade-
virkning, som offentliggørelse af fortrolige diplomatiske dokumenter generelt kan have
samt de konkrete konsekvenser for den verserende forhandling.
674
Eksemplet afspejler også det forhold, at den potentielle skadevirkning som nævnt ind-
drages i bedømmelsen af sager om videregivelse eller offentliggørelse af fortrolige oplys-
ninger.
Den potentielle skadevirkning vil afhænge af de fortrolige oplysningers karakter. For
mens videregivelse af fortrolige oplysninger om en enkeltpersons private forhold selv-
sagt vil være både skadeligt og ubehageligt for den pågældende, vil skadespotentialet
ved videregivelse af sensitive oplysninger af militær karakter i sagens natur kunne være
langt større og vidtrækkende. Domstolen har således også anerkendt, at det kan være
nødvendigt med endda meget hårde straffe til personer, som har videregivet fortrolige
oplysninger af en særlig sensitiv karakter, også selv om det ikke konkret kan påvises, at
videregivelsen rent faktisk har forrettet større skade. I sagen
Bojolyan mod Tyrkiet
fandt
Domstolen eksempelvis, at en straf på 10 år fængsel for at have videregivet fortrolige
informationer af bl.a. politisk og militær karakter til en udenlandsk efterretningstjeneste
ikke udgjorde en krænkelse af artikel 10.
5.3.3.2 Nedlæggelse af forbud for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger
EMD har også behandlet sager, hvor der har været nedlagt forbud mod offentliggørelse
eller fortsat offentliggørelse.
I dommen
Observer & Guardian mod Storbritannien
havde to aviser annonceret deres
hensigt om at publicere uddrag fra bogen Spycatcher, som var skrevet af en tidligere
efterretningsofficer, og som på tidspunktet endnu ikke var offentliggjort.
675
Bogen inde-
holdt oplysninger om, hvordan den britiske efterretningstjeneste angiveligt havde fore-
taget flere ulovlige handlinger, herunder aflytning af udenlandske diplomater og ulovlige
militæroperationer mv. De britiske domstole nedlagde et midlertidigt forbud mod of-
673
674
675
Stoll mod Schweiz (afsagt den 10. december 2007).
Stoll mod Schweiz (afsagt den 10. december 2007), pr. 136.
Observer & Guardian mod Storbritannien (afsagt den 26. november 1991).
364
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
fentliggørelsen af bogen, mens den retlige behandling af anmodningen om et permanent
forbud mod bogens udgivelse stod på.
Under rettens behandling af denne anmodning blev bogen udgivet i USA, ligesom ek-
semplarer af bogen også kunne findes i Storbritannien. Til trods herfor blev forbuddet
mod at udgive bogen opretholdt.
De to aviser indbragte sagen for EMD, som fandt, at det havde været berettiget at ned-
lægge forbuddet mod bogen, idet dens indhold var fortroligt og var egnet til at skade den
britiske efterretningstjeneste og dens forhold til allierede lande mv. Domstolen fandt
dog, at det ikke kunne retfærdiggøres, at forbuddet blev opretholdt, efter at bogen var
blevet udgivet i USA.
Sagen viser, at Domstolen anerkender staternes ret til at nedlægge forbud mod offent-
liggørelse af fortrolige oplysninger med det formål at holde disse oplysninger fortrolige.
Samtidig illustrerer dommen, at det har afgørende betydning for vurderingen af nød-
vendigheden af indgrebet, om dette rent faktisk har virkning. Hvis oplysningerne på
anden måde er tilgængelige for offentligheden, vil formålet med et forbud derfor som
udgangspunkt være forspildt, da det ikke har nogen reel effekt i forhold til at holde op-
lysningerne fortrolige.
5.3.3.3 Indgreb i offentligt ansattes ytringsfrihed
EMD anerkender, at også offentligt ansatte har ret til ytringsfrihed, men at det kan være
berettiget at pålægge dem særlige begrænsninger på grund af den såkaldte diskretions-
forpligtelse, der er forbundet med ansættelsesforholdet. Denne forpligtelse indebærer
bl.a., at den ansatte ved brugen af sin ytringsfrihed skal udvise loyalitet, tilbageholden-
hed og diskretion i forhold til ansættelsesstedet. Kun i tilfælde, hvor de restriktioner,
der opstilles for offentligt ansattes ytringsfrihed (eller de sanktioner offentligt ansatte
pålægges) efter en konkret vurdering må anses for mere vidtgående end nødvendigt i et
demokratisk samfund, statuerer EMD krænkelse af artikel 10.
EMD har i en række nyere sager – første gang i Guja-dommen fra 2008 – fastslået, at
visse ytringer om ulovligheder og uregelmæssigheder på arbejdspladsen kan nyde be-
skyttelse efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, navnlig hvor
der kun er en lille gruppe af personer, der har kendskab til forholdene. Det betyder, at det
kan udgøre en krænkelse af artikel 10, hvis der gøres indgreb over for sådanne ytringer.
365
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0368.png
I dommen
Guja mod Moldova
fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 10.
676
I sagen var en pressechef hos rigsadvokaten i Moldova blevet afskediget, fordi han til
en avis havde videregivet to breve, som indeholdt oplysninger om politisk indblanding
i konkrete straffesager. EMD anførte, at offentligt ansatte er underlagt en loyalitets-, til-
bageholdenheds- og diskretionsforpligtelse over for deres arbejdsgiver.
677
Kritik mv. bør
derfor i første omgang rejses internt i form af indberetninger eller lignende til overord-
nede. Kun i tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre (eller må antages at være utjenligt),
kan den ansatte som en sidste udvej vælge offentliggørelse.
EMD fastslog efter en samlet vurdering, at der var sket en krænkelse af artikel 10. Dom-
stolen lagde i den forbindelse navnlig vægt på,
at
pressechefen ikke havde haft andre
effektive muligheder for at rapportere om forholdene end at gå til offentligheden, og
at
pressechefens ytringer desuden angik meget vigtige samfundsanliggender, herunder
magtfordeling, magtmisbrug fra en højtstående politiker mv. Domstolen lagde desuden
vægt på,
at
han handlede i god tro med henblik på at bekæmpe korruption og ikke ud
fra personlige motiver, og
at
der med afskedigelsen af ham var tale om en meget hård
sanktion i den konkrete sag.
Med Guja-dommen fastslog EMD på den ene side, at (også) ytringer fra højere embeds-
mænd om ulovligheder eller uregelmæssigheder på arbejdspladsen i visse tilfælde bør
beskyttes, navnlig hvor kun en lille gruppe af personer har kendskab til forholdene. På
den anden side udtalte EMD imidlertid, at sådanne ytringer – set i lyset af den ansattes
diskretionsforpligtelse – i første omgang bør fremsættes til vedkommendes overordnede
eller anden kompetent myndighed. Kun i tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre (eller
må antages at være utjenligt), kan den ansatte som en sidste udvej vælge offentliggørelse.
Principperne fra Guja-dommen er siden gentaget i EMD's praksis adskillige gange.
678
676
677
678
Guja mod Moldova (afsagt 12. februar 2008).
Dette gjaldt navnlig højere embedsmænd, hvis opgave det er loyalt at bistå regeringen med at udøve sine funktioner, og
som ofte har adgang til information, som regeringen af legitime årsager ønsker hemmeligholdt (pr. 70 og 71). EMD an-
førte på den anden side, at højere embedsmænd kan få kendskab til interne oplysninger, herunder fortrolige oplysninger,
som offentligheden kan have en stærk samfundsmæssig interesse i at få kendskab til. På den baggrund bør ytringer fra
højere embedsmænd – og andre ansatte i den offentlige sektor – om ulovligheder eller uregelmæssigheder på arbejds-
pladsen i visse tilfælde beskyttes, navnlig hvor der kun er en lille gruppe af personer, der har kendskab til forholdene (pr.
72). Set i lyset af den ansattes diskretionsforpligtelse, bør sådanne ytringer dog i første omgang ske i form af indberetnin-
ger til vedkommendes overordnede eller anden kompetent myndighed (pr. 73).
Bucur & Toma mod Rumænien (afsagt den 8. januar 2013), Heinisch mod Tyskland (afsagt den 21. juli 2011) og Mar-
chenko mod Ukraine (afsagt den 19. februar 2009).
366
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0369.png
5.3.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.3.2, indeholder dansk ret en række bestemmelser, som har til
formål at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger. Det gælder f.eks. bestemmel-
serne om tavshedspligt i straffeloven og bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 40 om
midlertidige forbud og påbud.
Hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger vil typisk varetage en ræk-
ke vægtige formål, som også har betydning for statens ret til at gøre indgreb i ytrings-
friheden. Domstolen anerkender således, at der kan være tungtvejende modstående
offentlige og private hensyn, som sætter grænser for udbredelsen af fortrolige oplysnin-
ger. Særligt ved indgreb begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed vil Domstolen
overlade staterne en vid skønsmargin., og der er således eksempler på, at Domstolen har
anerkendt endda meget strenge straffe for videregivelse af oplysninger, som er fortrolige
af hensyn til den nationale sikkerhed. Dette synes efter EMD's praksis at have sammen-
hæng med den potentielle skadevirkning ved offentliggørelse af fortrolige oplysninger
om den nationale sikkerhed.
Domstolen har dog også i flere sager fundet, at det var i strid med artikel 10 at gøre ind-
greb over for personer eller medier, som har offentliggjort fortrolig information.
I denne sammenhæng er der navnlig fire kriterier, som har betydning for afvejningen af
ytringsfriheden over for hensynet til at holde oplysninger fortrolige.
Domstolens praksis viser for det første, at det har væsentlig betydning, om offentliggø-
relsen af de fortrolige oplysninger bidrager til en offentlig debat om et emne af
samfunds-
mæssig interesse.
Den offentlige interesse vil således efter omstændighederne kunne veje
tungere end de modstående hensyn, hvorfor indgreb over for videregivelsen af ytringer-
ne vil være i strid med artikel 10.
For det andet har Domstolen også lagt vægt på
skadevirkningen
(også den potentielle) af,
at fortrolig information spredes. Dette kriterium har været kritiseret, idet det kan være
meget vanskeligt for Domstolen (og de nationale domstole) at vurdere skadevirkningen
af en videregivelse, særligt fordi det ikke er muligt for domstolene at iværksætte en un-
dersøgelse af selve skadevirkningen.
679
For det tredje har Domstolen i afvejningen også inddraget de
motiver,
der ligger til grund
for videregivelsen. Det vil således tale imod, at et indgreb er berettiget, hvis den der vide-
regiver informationen har gjort det for at afdække kritisable forhold, som offentligheden
679
Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 136f.
367
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
bør kende til. Derimod vil videregivelse af fortrolige oplysninger, der f.eks. er foretaget
med økonomisk vinding for øje, ikke være et anerkendelsesværdigt motiv.
For det fjerde har spørgsmålet om
oplysningernes ægthed,
dvs. om der er tale om nøjagtig
og troværdig information, også indgået i Domstolens bedømmelse. Den, der videregiver
de fortrolige oplysninger, har således i almindelighed en pligt til at sikre sig, at oplysnin-
gerne er korrekte.
Kravet om at sikre, at oplysningerne er troværdige og nøjagtige, gælder som udgangs-
punkt også for pressens videregivelse af oplysninger, som det kan være ulovligt for andre
at videregive, f.eks. fordi de er fortrolige. Medierne nyder dog i almindelighed en særlig
beskyttelse, som betyder, at mediernes videregivelse efter omstændighederne kan være
straffri, selv om ”kildens” brud på tavshedspligten ikke vil være det.
EMD har desuden anerkendt, at midlertidige forbud kan være i nødvendige i et demo-
kratisk samfund. Da der er tale om et forudgående indgreb, vil Domstolen dog foretage
en mere intensiv prøvelse af indgrebets nødvendighed. I denne sammenhæng har det
afgørende betydning, om et forbud mod offentliggørelse reelt har virkning. Når først
informationen er tilgængelig for offentligheden, vil det således være i strid med artikel
10 at nedlægge forbud eller lignende.
Gennemgangen viser endelig, at spørgsmålet om videregivelse af fortrolig information
bl.a. har været omdrejningspunktet for sager om offentligt ansattes ytringsfrihed. EMD
lægger i sin praksis betydelig vægt på hensynet til, at de pågældende ansættelsesmyndig-
heders beslutningsproces og daglige forvaltning ikke unødigt undermineres af de ansat-
tes ytringer. EMD accepterer – bl.a. som følge af diskretionsforpligtelsen – betydeligt vi-
dere restriktioner for offentligt ansattes ytringsfrihed, end hvad der gælder efter danske
regler og praksis. Kun i tilfælde, hvor de restriktioner, der opstilles for offentligt ansattes
ytringsfrihed (eller de sanktioner offentligt ansatte pålægges) – efter en konkret vurde-
ring må anses for mere vidtgående end nødvendigt i et demokratisk samfund – statuerer
EMD krænkelse af artikel 10.
5.4
Hensynet til den offentlige tryghed eller til at forebygge uorden og
forbrydelse
5.4.1 Generelt om afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til den offentli-
ge tryghed eller at forebygge uorden og forbrydelse
EMRK artikel 10, stk. 2, tillader indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet
til den offentlige tryghed og til forebyggelse af uorden og forbrydelser.
368
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0371.png
Hensynet til den offentlige tryghed mv. påberåbes oftest i sammenhæng med andre af de
hensyn, som er opregnet i artikel 10, stk. 2, herunder navnlig hensynet til den nationale
sikkerhed.
680
Ordlyden af artikel 10 taler om den ”offentlige tryghed”, men dette benyttes i Domstolens
praksis ofte som synonym for ”offentlig orden”.
681
Domstolen har desuden slået fast, at
offentlig tryghed kan dække over meget forskelligartede forhold.
682
Staterne indrømmes en ikke ubetydelig skønsmargin af EMD, når det gælder indgreb
i ytringsfriheden som følge af hensynet til den offentlige tryghed. EMD går dog langt
i prøvelsen af, om der rent faktisk har været en trussel mod den offentlige tryghed –
særligt når der er tale om indgreb over for ytringer, som vedrører forhold af samfunds-
mæssig interesse. Den sammenhæng, som en ytring er fremsat i, er også af væsentlig
betydning for vurderingen af indgrebets lovlighed.
I praksis er det ofte ved indgreb over for ytringer fremsat under demonstrationer mv.,
at staten påberåber sig hensynet til den offentlige orden som begrundelse for indgrebet.
I sagen
Faber mod Ungarn
havde politiet givet en person påbud om at fjerne et flag, som
den pågældende fremviste ca. 100 meter fra en demonstration mod racisme og had. Den
pågældende holdt det såkaldte ”Arpad flag”, som i Ungarn bl.a. vækker associationer
til jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig, og som af myndighederne blev anset for at
være krænkende.
683
Domstolen foretog en grundig vurdering af sagens faktum og fandt,
at der ikke var beviser for, at klager havde udgjort en fare for den offentlige orden, eller
at han på anden måde havde forsøgt at hindre demonstrationens gennemførelse. Derfor
fandtes indgrebet ikke at være proportionalt, hvorfor der forelå en krænkelse af artikel
10. At fremvisningen af flaget kunne opfattes som stødende over for tilstedeværende
demonstranter kunne ikke i sig selv begrunde indgrebet.
684
Sagen er et godt eksempel på,
at Domstolen tillægger sagens konkrete omstændigheder stor betydning for vurderingen
af, om et indgreb har været nødvendigt i et demokratisk samfund.
680 Jacobs, Ovey & White, The European Convention on Human Rights, 6. udgave (2014), side 319.
681 Jacobs, Ovey & White, The European Convention on Human Rights, 6. udgave (2014), side 317.
682 Engel m.fl. mod Holland (afsagt den 8. juni 1976), som omhandlede forhold vedrørende flere af EMRK’s rettigheder, pr.
68: “The concept of ‘order’ refers not only to public order or ‘ordre public’ … [I]t also covers the order that must prevail
within the confines of a specific special group. This is so, for example, when, as in the case of armed forces, disorder in
that group can have repercussions on order in society as a whole.”
683 Det fremgår af dommen, at flaget kan tillægges flere forskellige betydninger, se pr. 54 af nedennævnte dom.
684 Faber mod Ungarn (afsagt den 24. juli 2012).
369
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0372.png
Det følger også af EMD's praksis, at staterne har en vid skønsmargin, når der er tale om
indgreb over for ytringer, som billiger
grove
forbrydelser, f.eks. terror, drab og vold.
685
5.4.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til den
offentlige tryghed eller til at forebygge uorden og forbrydelse
Der findes i dansk ret flere eksempler på indskrænkninger i ytringsfriheden, som er be-
grundet i hensynet til den offentlige orden mv. Straffelovens kapitel 15 omfatter forskel-
lige forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvoraf flere efter omstændighederne
kan begrænse ytringsfriheden. Dette gælder bl.a. straffelovens § 136 om offentlig tilskyn-
delse til forbrydelse og udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger.
5.4.2.1 Tilskyndelse til forbrydelse, billigelse af terror mv.
Straffelovens § 136, stk. 1, kriminaliserer offentlig tilskyndelse (opfordring) til forbrydelse
og har været at finde i straffeloven siden 1930. Bestemmelsen omfatter tilskyndelse til
forbrydelser af grovere karakter og således ikke mere bagatelagtige forhold.
686
Kravet
om, at der skal være tale om ”offentlig tilskyndelse” indebærer, at fremsættelsen skal
være sket på en måde, hvor der sker en vis udbredelse til offentligheden – det kan f.eks.
være på et offentligt møde eller via medierne. Bestemmelsen har i praksis navnlig fundet
anvendelse, hvor voldelige handlinger er blevet fulgt op med opfordringer til at foretage
yderligere voldshandlinger.
687
Bestemmelsen har senest været aktualiseret i to sager om udtalelser fremsat på Facebook.
I den ene sag blev tiltalte dømt for på en Facebook-side med titlen ”Nej til moskeer –
oprigtig” at have skrevet følgende: ”Håber også moskeerne bliver bombet her i Danmark,
så vil jeg gerne hjælpe med det.” Kommentaren blev skrevet dagen efter terrorangrebet
i Paris den 7. januar 2015, hvor 11 ansatte på satiremagasinet Charlie Hebdo blev dræbt.
Tiltalte forklarede, at det skete i frustration over en tv-udsendelse med et indslag fra en
moské, hvor imamerne havde givet udtryk for, at terrorangrebet i Paris var berettiget.
688
På samme Facebook-side skrev en anden person også den 8. januar 2015: ”Det forlyder,
at flere moskeer i Frankrig er blevet udsat for angreb efter onsdagens massakre på Char-
lie Hebdo” (…) ”Det lyder da rigtig godt så kan de selv smage deres egen terror – Forsæt
endelig med disse angreb.”
685 Leroy mod Frankrig (afsagt den 2. november 2008).
686 Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 148f.
687 Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 290. Se eksempelvis de sager, som omtales straks nedenfor om
kommentarerne på Facebook efter angrebet mod Charlie Hebdo.
688 U2017.348V.
370
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0373.png
I denne sag fandt retten også, at der var tale om offentlig tilskyndelse til en forbrydelse,
hvorfor tiltalte blev idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af § 136, stk. 1.
689
I 1939 blev et stk. 2 føjet til § 136. Som det er beskrevet i kapitel 4, afsnit 7.2, skete det
navnlig under indflydelse af datidens voldsomme begivenheder i Tyskland og af frygt
for, at de strømninger, som prægede det tyske samfund, skulle smitte af på Danmark.
690
Det var i samme forbindelse, at straffeloven blev tilføjet racismeparagraffen i § 266 b.
Med bestemmelsen i § 136, stk. 2, blev det strafbart offentligt udtrykkeligt at billige en
af de forbrydelser, der er omhandlet i straffelovens 12. og 13. kapitel.
691
Det omfatter bl.a.
forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, som f.eks. forherligelse eller bil-
ligelse af spionage og efterretningsvirksomhed, som er omtalt ovenfor og forbrydelser
mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder.
Der skal være tale om billigelse af en allerede begået handling, og påskønnelsen eller
anerkendelsen skal være udtrykkelig. En mere indirekte påskønnelse af f.eks. en terror-
handling vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Til illustration fandt statsad-
vokaten ikke, at ytringerne: ”Vi er alle Omar” og ”JE SUIS OMAR” på Facebook efter
angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade den 14. januar 2015 udgjorde en
tilstrækkelig udtrykkelig billigelse af den gennemførte terrorhandling og standsede på
den baggrund efterforskningen af sagen.
692
Bestemmelsens anvendelsesområde er gennem årene blevet udvidet i takt med, at straf-
felovens 12. og 13. kapitel er blevet udvidet med nye strafbare forhold. Dette er navnlig
sket i forbindelse med de senere års udbygning af det strafferetlige værn mod terrorisme.
Terrorpakkerne fra 2002 og 2006 har bl.a. medført, at det nu også er strafbart at billige
terrorhandlinger rettet mod udenlandske myndigheder eller internationale organisatio-
689 U2017.351V. Der fremgår af domsreferatet i sidstnævnte dom vedrørende tiltaltes forklaring bl.a. følgende: ”På Facebook
skriver man måske lidt mere end ellers, fordi man kan ”gemme sig.” Det har ikke været hans intention, at det skulle gå ud
over nogen personer eller bygninger. Han mente ikke noget med det; det var i frustration. Han tænkte ikke over, hvem
der læste det, han skrev”
690 Lovforslag nr. 23 af 13. januar 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. april 1930. (Lov nr. 87 af 15.
marts 1939).
691 Lovforslag nr. 23 af 13. januar 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. april 1930. (Lov nr. 87 af 15.
marts 1939).
692 ”Aarhusianer skrev ”Je suis Omar” på Facebook – men slipper for straf ” (26. februar 2015), Berlingske, https://www.b.dk/
nationalt/aarhusianer-skrev-je-suis-omar-paa-facebook-men-slipper-for-straf (senest tilgået den 29. juni 2018).
371
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0374.png
ner. Tidligere omfattede det strafbare område udelukkende forherligelse af terrorangreb
rettet mod danske myndigheder mv.
693
Som med § 136, stk. 1, skal der ligeledes være tale om en
offentlig
billigelse, hvilket navn-
lig kan tænkes opfyldt, hvis billigelsen f.eks. fremsættes på et offentligt møde eller via
medierne. Kravet om, at der skal være tale om en offentlig billigelse kan dog også tænkes
opfyldt, hvis udtalelserne på anden måde er fremsat over for en større kreds af personer.
Det var f.eks. tilfældet i en dom fra 2016, hvor en person blev dømt for at råbe ”ISIS
– islamisk stat” og ”Bare se Paris, Kurt Westergaard, det er dig næste gang” ud af sit
fængselsvindue, mens 25-30 medindsatte og 2 fængselsbetjente var på gårdtur i arresten.
Bestemmelsen ses særligt anvendt i sager, hvor der er sket billigelse af forbrydelser på
internettet, herunder især på de sociale medier. Dette var bl.a. tilfældet i en sag fra 2006,
hvor en person på en internetside som en kommentar til et brandattentat året forinden
mod den daværende integrationsministers private bopæl havde skrevet: ”Måske skulle
man genoptage successen med at brandbombe ministres privat boliger igen. Det var da
noget, der rigtigt skabte opmærksomhed omkring flygtninge indvandrere, da tuderikke
fik lidt hårdt mod hårdt. Jeg synes, at indenrigsministerens bopæl ville være et oplagt mål
for at skabe opmærksomhed om Ungeren. MAKE A SMASH-HIT, KILL A FASCIST.”
694
Kommentaren blev både anset som en opfordring til brandbombning af indenrigsmini-
sterens bolig og som en udtrykkelig billigelse af det tidligere gennemførte angreb mod
integrationsministerens bolig. Den tiltalte blev derfor kendt skyldig i overtrædelse af §
136, stk. 1 og 2, og idømt 6 måneders fængsel.
En udtrykkelig billigelse forelå også i en sag fra 2013, hvor en tiltalt blev dømt for efter
Breiviks massedrab på Utøya at have skrevet på Facebook: ”vi elsker dig anders breivik.
Stå på hail and kill manowar.”
695
693
Lovforslag nr. L 35. af 13. december 2001 om ændring af straffeloven mv. (Folketingstidende, 2001-2002, tillæg A, side
808), afsnit 2.3.1.1. Med terrorpakken fra 2006 omfatter det strafbare område også billigelse af de efter straffelovens §
114 a omfattede handlinger, som er omfattet af forskellige konventioner om f.eks. forbrydelser mod diplomatiske re-
præsentanter, gidseltagning mv. (se lovforslag nr. L 217 af 31. marts 2006 om forslag til lov om ændring af straffeloven,
retsplejeloven og forskellige andre love, (Folketingstidende, 2005-2006, tillæg A, side 7137), specielle bemærkninger pkt.
4.
694 TfK 2007.774 Ø.
695 Pressemeddelelse fra Retten i Kolding af den 31. maj 2013: Dom for at have udtrykt støtte til terror i Norge , https://
www.domstol.dk/kolding/nyheder/Pressemeddelelser/Pages/Domforathaveudtryktst%C3%B8ttetilterroriNorge.aspx
(link senest tilgået den 21. august 2018).
372
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0375.png
En særlig omtalt sag drejede sig om Sam (tidligere Said) Mansour, der også er kendt som
boghandleren fra Brønshøj. Han blev i 2007 første gang dømt for at fremme terror efter
straffelovens § 114 e og i den forbindelse idømt 3,5 års fængsel.
I 2015 var Mansour i en ny straffesag tiltalt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 136,
stk. 2, ved bl.a. at have udtrykt sin påskønnelse af hellige krigere (mujahedin) gennem
meddelelser, tekster, billeder, posters, links mv., via e-mail eller på Facebook.
696
Retten på Frederiksberg, som behandlede sagen i 1. instans, fandt, at langt den overve-
jende del af de udsagn mv., der var rejst tiltale for, var udtryk for en billigelse af terror-
handlinger foretaget i Syrien eller Irak omfattet af straffelovens § 136, stk. 2. De samme
udsagn var imidlertid også strafbare efter straffelovens § 114 e om fremme af terror, fordi
de kunne opildne og hverve personer til at deltage i væbnet hellig krig.
Blandt de udsagn, som efter byrettens opfattelse indebar en overtrædelse af både § 136,
stk. 2, og § 114 e, var et opslag af 29. april 2013, som er et billede med teksten:
”Vi er terrorister, og terror er en pligt. Både Øst og Vest må vide, at vi er
terrorister, og vi er frygtindgydende. Udrust imod dem så mange kamphe-
ste, som I formår dermed at sætte en skræk i Allahs og jeres fjende. Derfor
er terror en pligt ifølge Allahs religion.”
Blandt de udsagn, som retten vurderede alene indebar en overtrædelse af § 136, stk. 2, var
bl.a. et opslag på Facebook af 7. september 2013, som er et billede af Osama Bin Laden i et
logo fra butikken ”Seven-Eleven” med angrebet mod World Trade Center i baggrunden.
Logoet er lavet om til et 9-tal i stedet for et 7-tal, hvilket symboliserer dagen for terror-
angrebet mod World Trade Center. Under ”Nine-Eleven” er skrevet ”Made by Qaeda”.
Mansour blev i byretten kendt skyldig i overtrædelse af § 114 e, § 136, stk. 1 og 2, og § 266
b, stk. 2, jf. stk. 1, og idømt 4 års fængsel.
Om forholdet til ytringsfriheden udtalte byretten, at Mansour ikke havde distanceret sig
fra eller forholdt sig kritisk til indholdet af de opslag mv., som bl.a. åbenlyst billigede hel-
lig krig i form af voldelige handlinger. På denne baggrund kunne hensynet til ytringsfri-
heden efter EMRK artikel 10 ikke føre til, at Mansours handlinger måtte anses for straffri.
696
Retten på Frederiksbergs dom af 4. december 2014 i sagen SS-7156/2014. Sam Mansour var endvidere tiltalt for overtræ-
delse af §§ 114 e og § 266 b.
373
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0376.png
Sagen blev anket til landsretten, som også fandt, at den overvejende del af de ytringer,
som sagen vedrørte, udgjorde billigelse af terror (§ 136, stk. 2) og fremme af terror (§ 114
e). Dette gjaldt også det ovennævnte opslag om ”Made by Qaeda”, som af byretten ude-
lukkende blev henregnet til § 136, stk. 2.
I forhold til hensynet til ytringsfriheden gav landsretten som udgangspunkt samme be-
grundelse som byretten. Landsretten anførte dog supplerende, at en række udtalelser
(som ikke er citeret i dommen, men som indgik i sagen) efter en konkret vurdering ikke
kunne anses for at være strafbare. Dette begrundedes med hensynet til ytringsfriheden,
ligesom der blev henvist til, at rene sympatierklæringer – ifølge bemærkningerne til be-
stemmelsen – ikke er omfattet af § 114 e. Det fremgår, at der bl.a. var tale om citater fra
og henvisninger til koranen samt udsagn om, at demokrati er imod islam.
697
Landsretten stadfæstede byrettens dom på 4 års fængsel, men valgte samtidig at frakende
Mansour hans danske statsborgerskab og udvise ham for bestandigt. Dommen var på
dette punkt den første af sin art. Spørgsmålet om udvisning og frakendelse af statsbor-
gerskabet blev senere indbragt for Højesteret, som stadfæstede landsrettens dom.
698
Rigsadvokaten oplyser, at der fra 2000 – 2015 blev rejst 6 tiltaler om overtrædelse af §
136.
699
Alene i 2016 blev der rejst tiltale i 30 tilfælde, hvilket er udtryk for en signifikant
stigning,
700
mens der i 2019 blev rejst tiltale i 10 tilfælde.
701
Straffelovens § 136 blev i december 2016 udvidet, idet stk. 3 blev tilføjet.
702
Bestemmelsen
gør det strafbart udtrykkeligt at billige en række strafbare handlinger, herunder terror,
drab, voldtægt, tvang og bigami som led i religiøs oplæring.
703
I kravet om ”som led i reli-
giøs oplæring” ligger, at der skal være et forkyndende element, som tager sigte på at gøre
et budskab kendt samt vinde nye eller fastholde eksisterende tilhængere.
704
697
698
699
700
701
702
703
704
Se hertil EMD's dom i Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003), som er beskrevet i afsnit 5.2.3.1 om EMD's
praksis vedrørende afvejningen af hensynet til at beskytte andres rettigheder og ytringsfriheden.
U2016.3235H.
Oplysningerne er indhentet via elektronisk udtræk fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS). Det er ikke muligt at
skelne mellem tiltaler for stk. 1 og stk. 2 i POLSAS, hvorfor tallet omfatter tiltaler efter både stk. 1 og stk. 2.
Rigsadvokatens opgørelse af 30. august 2018.
Rigsadvokatens opgørelse af 25. januar 2020.
Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 2017 og dens tilblivelseshistorie er udførligt beskrevet i kapitel 4, afsnit 9.2.
Hvis de fremsatte udtalelser har karakter af råd, dåd eller tilskyndelse vil der være tale om medvirken til en strafbar
handling, som er reguleret i straffelovens § 23.
Almindelig religionsundervisning er ikke omfattet af bestemmelsens kriminalisering, da denne ikke indeholder et for-
kyndende element.
374
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0377.png
Den person, som fremsætter ytringerne, skal have en vis (religiøs) autoritet over for
modtagerne, men der er ikke noget krav om, at der skal være tale om billigelse af konkret
foretagne handlinger, sådan som det er tilfældet efter § 136, stk. 2.
Den religiøse oplæring kan ikke kun finde sted ved gudstjenester, på koranskole mv.
Også studiekredse eller ytringer fremsat i grupper på f.eks. Facebook med religiøst fokus
eller i religiøse udgivelser kan være omfattet. Offentlig debat, f.eks. indlæg i en avis, vil
ifølge bemærkningerne til loven ikke udgøre religiøs oplæring. Heller ikke ytringer om
på demokratisk vis at ville ændre retstilstanden er omfattet af det strafbare område.
705
Det kunne f.eks. være et udsagn om, at man ønsker revselsesretten genindført, forudsat
at udsagnet ikke samtidig kan siges at udgøre en udtrykkelig billigelse af eller opfordring
til korporlig afstraffelse af børn.
706
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at bestemmelsen skal varetage hensynet til at
beskytte den offentlige orden, til at forebygge uorden eller forbrydelser samt beskyttelse
af andres rettigheder, idet bestemmelsen skal imødegå adfærd, der undergraver danske
love og værdier og understøtter parallelle retsopfattelser.
Bestemmelsen adskiller sig fra stk. 1 og 2 ved, at der ikke er noget krav om, at de strafbare
ytringer skal være ”udbredt offentligt”. Tværtimod er det som nævnt forudsat, at udsag-
nene kan være faldet i forbindelse med religiøse møder, hvor der ikke har været almin-
delig adgang. Bestemmelsen har – bl.a. af denne årsag – været genstand for stor debat.
Bestemmelsen har endnu kun været anvendt i en sag, hvor en imam fra en moské på
Nørrebro i København under en fredagsprædiken havde bifaldet drab på jøder.
707
Ima-
men blev den 26. marts 2019 idømt 6 måneders betinget fængsel. Østre Landsret har den
30. januar 2020 stadfæstet dommen.
Tilføjelsen af § 136, stk. 3, skete som led i en samlet lovpakke fra 2016 rettet mod såkaldte
hadprædikanter. Et andet og stærkt omdiskuteret element i denne pakke var en ændring
af udlændingeloven, hvorefter der kan meddeles indrejseforbud til religiøse forkyndere,
Lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse straf-
bare handlinger som led i religiøs oplæring) (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat).
706 Lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat):
Det anføres i bemærkningerne til bestemmelsen, at de ytringer, som er omfattet af anvendelsesområdet typisk vil være
af begrænset samfundsmæssig interesse, jf. de alm. bemærkninger afsnit 3.3.2.
707 Anklagemyndighedens pressemeddelelse af 24.juli 2018: ”Anklagemyndigheden rejser straffesag mod hadprædikant”
(https://anklagemyndigheden.dk/da/anklagemyndigheden-rejser-straffesag-mod-hadpraedikant).
705
375
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0378.png
som kan være til fare for den offentlige orden.
708
Ordningen indebærer, at udenlandske re-
ligiøse forkyndere på visse betingelser kan optages på en offentligt tilgængelig sanktionsli-
ste. Når man er optaget på listen, har man automatisk forbud mod at indrejse i Danmark.
Ved vurderingen af, om en religiøs forkynders adfærd giver grund til at tro, at vedkom-
mende ved indrejse og ophold (fortsat) i Danmark vil udgøre en sådan trussel mod den
offentlige orden, at vedkommende skal optages på sanktionslisten, er det bl.a. relevant at
undersøge, hvad vedkommende tidligere har sagt og tilkendegivet. Udtalelser, som efter
deres indhold undergraver og modarbejder de principper om demokrati og respekt for
menneskerettigheder, som det danske samfund bygger på, kan ifølge lovforslagets be-
mærkninger give grund til at tro, at en udlænding vil udgøre en trussel mod den offent-
lige orden. Herved sigtes bl.a. til ytringer, hvor der tages afstand fra respekten for race,
køn, mv., eller udtalelser som opfordrer til voldelige handlinger.
709
Et indrejseforbud, der
på denne måde – enten helt eller delvist – baserer sig på vedkommendes tidligere udsagn
og kendte synspunkter, er udtryk for en begrænsning i vedkommendes ytringsfrihed
efter EMRK artikel 10. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at indrejseforbuddet
ikke vil finde anvendelse, i det omfang dette vil stride mod bl.a. EMRK artikel 10, hvil-
ket f.eks. vil være tilfældet, ”hvor hensynet til en vidtgående ytringsfrihed om emner af
samfundsmæssig interesse tilsiger dette.”
710
Det er Udlændingestyrelsen, der afgør, om en udenlandsk religiøs forkynder skal optages
på sanktionslisten, som pr. 28. oktober 2019 omfatter 14 personer.
711
5.4.2.2 Forbrydelser mod offentlig myndighed mv.
Straffelovens kapitel 14 omfatter en række bestemmelser om forbrydelser mod offentlige
myndighed mv., som i visse tilfælde kan udgøre indskrænkninger i ytringsfriheden.
708 Dette følger af udlændingelovens § 29 c, stk. 1, jf. § 32, stk. 10. Se eksempelvis ”Er indrejseforbud for hadprædikanter en
indskrænkning af ytringsfriheden?” (1. april 2016), Kristeligt Dagblad, https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/er-ind-
rejseforbud-hadpraedikanter-en-indskraenkning-af-ytringsfriheden (senest tilgået den 11. juli 2019) og ”S-ordfører:
Bindegale hadprædikanter skal ikke have adgang til Danmark” (3. maj 2017), BT, https://www.bt.dk/politik/klar-s-ord-
foerer-bindegale-hadpraedikanter-skal-ikke-have-adgang-til-danmark (senest tilgået den 11. juli 2018). Se desuden hø-
ringssvar til forslag til lov om ændring af udlændingeloven fremsat den 9. november 2016.
709 Lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016 om ændring af udlændingeloven (Indførelse af en offentlig sanktionsliste over
udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse) (Folketingstidende 2016-2017, A, L 48, som
fremsat).
710 Lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016 om ændring af udlændingeloven (Indførelse af en offentlig sanktionsliste over
udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse) (Folketingstidende 2016-2017, A, L 48, som
fremsat), afsnit. 3.3.3.
711 Udlændingestyrelsens hjemmeside (nyidanmark.dk): ”Religiøse forkyndere med indrejseforbud”
(https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Religiøse-forkyndere/Religiøse-forkyndere-med-ind -
rejseforbud/?anchor=7C5D2D143D284E4EB2829BA5F0F04837&callbackItem=C0848E0180C34017BFB14D -
C9BC116572&callbackAnchor=608DF21DB20C40B68646A6B6804E595D).
376
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0379.png
Det gælder bl.a. straffelovens § 119 om vold eller trussel om vold mod offentligt ansat-
te/embedspersoner m.fl. og § 121 om hån, skældsord eller fornærmelig tale mod em-
bedspersoner/offentligt ansatte.
712
§ 119 kriminaliserer med en strafferamme på op til 8
års fængsel vold eller trussel om vold mod personer, som det ”påhviler at handle i medfør
af offentlig tjeneste eller hverv”, f.eks. politifolk, folkeskolelærere og folketingsmedlem-
mer.
713
Det er kriminaliseringen af trusler om vold mod offentligt ansatte, som udgør en ind-
skrænkning af ytringsfriheden. Truslen om vold skal være fremsat i anledning af den
pågældendes hverv som offentlig ansat.
714
Der er omfattende praksis vedrørende trusler efter § 119. I en nylig dom blev en person
eksempelvis dømt for have skrevet følgende til en folketingspolitiker på Facebook: ”Ville
ønske at jeg bare kunne udfordre dig til duel. Tage dig ud med et enkelt skud […] (dette
er ikke en konkret trussel din nasserøv)”.
715
Både by-og landsret fandt, at der var tale om
en trussel, og det udgjorde en skærpende omstændighed, at truslen var fremsat på bag-
grund af folketingsmedlemmets ytringer i den offentlige debat. Det følger udtrykkeligt
af straffelovens § 81, stk. 1, nr. 7, at det er en skærpende omstændighed, hvis en strafbar
handling har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.
Som et yderligere eksempel på en trussel, som domstolene har fundet strafbar efter §
119, kan nævnes udtalelsen ”du skal ikke komme og åbne min celle igen, for så ved du
ikke, hvad der sker”, som blev fremsat over for en fængselsansat.
716
Til forskel fra de
ovennævnte eksempler, fandtes udtalelsen ”sådan nogle drengerøve spiser jeg til mor-
genmad”, som var rettet mod en polititjenestemand, derimod ikke at udgøre en strafbar
trussel.
717
Straffelovens §121 kriminaliserer hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale rettet
mod embedspersoner/offentligt ansatte og udgør derfor også en begrænsning af ytrings-
712
713
714
715
716
717
Også straffelovens § 127 om tilskyndelse af værnepligtige mv. til ulydighed, § 129 om uberettigede offentlige meddelelser
om valghandlinger mv., § 129 a om offentliggørelse af bevidst usande gengivelser eller falske citater af meddelelser om
faktiske forhold fremsat i retsmøder mv. kan udgøre indskrænkninger i ytringsfriheden. Disse ses dog ikke anvendt i
nyere trykt praksis.
Også chikanøse fredskrænkelser af personer i offentlig tjeneste eller hverv er kriminaliseret i medfør af § 119 a, hvorefter
bl.a. chikanøs kontakt i form af mundtlige eller skriftlige henvendelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Bestemmelsen blev indført i 2016 som led i den såkaldte ”respekt-pakke.” Se lov nr. 1728 af den 27. december 2016 om
ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love (Øget respekt for det offentlige rum,
offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste m.v.).
Trussel om vold over for den pågældende i privat sammenhæng, som ikke har sammenhæng med den pågældendes
offentlige ansættelse vil ikke være omfattet.
TfK 2018.321 V.
TfK 2008.478 Ø.
U2002.2739Ø.
377
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0380.png
friheden.
718
Også her er praksis righoldig, og den viser, at man bl.a. skal afholde sig fra at
bruge udtryk som ”narrøv”,
719
”smatso”,
720
og ”racist” mod den beskyttede personkreds.
721
At spytte mod en offentlig ansat anses for vold og er derfor omfattet af § 119 og ikke §
121.
722
Også straffelovens § 132 om retsstridig benyttelse af kendetegn eller dragt mv. kan efter
sin karakter udgøre en begrænsning af ytringsfriheden.
723
Det vil særligt være tilfældet,
når der med den synlige anvendelse af det pågældende kendetegn mv. tilsigtes en for-
midling af en meningstilkendegivelse. Omfattet af dette forbud vil bl.a. være retsstridig
brug af politi- eller militæruniform.
I 2018 er der tilføjet en ny bestemmelse til straffelovens § 132 a om deltagelse i en ulovlig
forening. § 132 a drejer sig om retsvirkningerne af et foreløbigt forbud mod eller en op-
løsning af en forening. Efter bestemmelsens stk. 1 er det strafbart at fortsætte aktiviteter-
ne i en forening, når der er nedlagt foreløbigt forbud, eller foreningen er opløst ved dom
efter grundlovens § 78. Det nye stk. 2 kriminaliserer den, der på offentligt sted, i krimi-
nalforsorgens institutioner eller i øvrigt med forsæt til udbredelse i en videre kreds bærer
en forbudt eller opløst forenings kendetegn. Disse kendetegn (såkaldte insignier) kan
bl.a. omfatte påklædning med grupperingens logo, rygmærker, emblemer eller flag.
724
Forbuddet er navnlig begrundet i, at tilstedeværelsen af f.eks. rygmærker eller tilsvaren-
de bandesymboler i det offentlige rum kan virke utryghedsskabende, hvis grupperingen
er forbundet med (grov) kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet. Bestemmelsen
varetager således navnlig hensynet til den offentlige tryghed og forebyggelse af uorden
eller forbrydelse.
725
718
719
720
721
722
723
724
725
Også i restaurationsloven § 32 findes et forbud mod fornærmelig adfærd på steder, som er offentligt tilgængelige, og hvor
der sælges mad og drikke, som indtages på den pågældende beværtning. Også ordensbekendtgørelsens § 3 supplerer
straffelovens § 121.
U2012.3166Ø.
U2003.498Ø.
TfK 2008.204 Ø.
Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 105.
Dette gælder også straffelovens § 132 a om deltagelse i fortsættelse af en foreløbig forbudt eller opløst forenings virksom-
hed, som omtales på denne side.
Lovforslag nr. L 208 af 23. marts 2018, om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Retsvirkninger af et foreløbigt
forbud mod eller en opløsning af en forening) (Folketingstidende, 2017-2018, A, L 208, som fremsat). Lovændringen
skal ses i sammenhæng med, at det i sommeren 2018 blev offentliggjort, at der vil blive ført sag om opløsning af ban-
degrupperingen Loyal to Familia (LTF). Den 4. september 2018 nedlagde Københavns Politi et foreløbigt forbud mod
LTF, jf. pressemeddelelse af 4. september 2018 ”Københavns Politi nedlægger foreløbigt forbud mod Loyal to Familia”
(https://politi.dk/koebenhavns-politi/nyhedsliste/koebenhavns-politi-nedlaegger-foreloebigt-forbud-mod-loyal-to-fa-
milia/2018/09/04).
Lovforslag nr. L 208 (Folketingstidende, 2017-2018, A, L 208, som fremsat), pkt. 2, afsnit 2.2.2.2.
378
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0381.png
Det er udtrykkelig anført i lovforslagets bemærkninger, at bestemmelsen kan indebære
et indgreb i ytringsfriheden, fordi man forhindres i at iføre sig et kendetegn, som kan
være udtryk for en meningstilkendegivelse. Eftersom grundlovens § 77 ikke sætter be-
grænsninger for, hvilke indgreb der ved lov kan gøres i den indholdsmæssige ytringsfri-
hed, rejser bestemmelsen ikke særlige spørgsmål i forhold til grundloven.
726
Beskyttelsen
af ytringsfriheden efter EMRK artikel 10 er videre end grundlovsbeskyttelsen, og for-
buddet vil kunne udgøre et indgreb i ytringsfriheden i konventionens forstand. Det er
imidlertid Justitsministeriets vurdering, at et sådant indgreb vil varetage legitime hensyn
omfattet af artikel 10, stk. 2, og derfor være berettiget. Det anføres samtidig, at forbuddet
ikke er til hinder for, at de pågældende kendetegn straffrit vil kunne besiddes i visse sær-
lige tilfælde, f.eks. i forbindelse med en demonstration mod beslutningen om at forbyde/
opløse foreningen.
727
Ulovlig tvang er strafbart efter § 260. Selv om det måske ikke forekommer oplagt, kan
denne bestemmelse også udgøre en begrænsning i ytringsfriheden, fordi den krimina-
liserer ytringer, hvorved nogen trues til at gøre, tåle eller undlade noget. Bestemmelsen
fandt f.eks. anvendelse i en sag fra 2011, hvor en anholdt person blev dømt for at have tru-
et politiet ved bl.a. følgende udtalelse: ”Hvis I ikke løslader mig, er der nogen, der dør.”
728
Efter §§ 266 og 266 a er henholdsvis trusler om at foretage en strafbar handling (særlig
grove trusler) og ytringer, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk,
strafbare.
Der findes et større antal domme vedrørende § 266, herunder flere sager om trusler mod
politikere og andre offentligt kendte personer. I en sag fra 2010 blev tiltalte dømt for at
have fremsat trusler mod et fremstående medlem af Folketinget (Pia Kjærsgaard). Den
pågældende havde på Facebook skrevet: ”Helle for at skyde hende” og ”lad mig skyde
den klamme rynkefjæsede gamle kælling en gang for alle!” Både by- og landsret fandt, at
udtalelserne var egnede til at fremkalde alvorlig frygt, og den tiltalte blev idømt 30 dages
ubetinget fængsel.
729
Straffelovens § 266 a om offentligt fremsatte udtalelser, der tilstræber at fremkalde volds-
handlinger eller hærværk, har tilsyneladende ingen eller meget begrænset selvstændig
betydning.
730
726
727
728
729
730
Der henvises til afsnit 1 ovenfor om grundlovens § 77.
Lovforslag nr. L 208 (Folketingstidende, 2017-2018, A, L 208, som fremsat), pkt. 2.2.3.4.
TfK 2011.49 V.
U2010.2085Ø.
Toftegaard Nielsen (2017), side 532.
379
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0382.png
5.4.2.3 Særligt vedrørende afvikling af demonstrationer
Politiet er i politiloven og ordensbekendtgørelsen tildelt en række beføjelser til at foreta-
ge indgreb, som skal sikre den offentlige orden og tryghed. Dette gælder bl.a. politilovens
§§ 7-9, som specifikt regulerer politiets mulighed for at gribe ind over for offentlige for-
samlinger og opløb.
Politiets opgavevaretagelse i den forbindelse er to-delt. På den ene side har politiet efter
politilovens § 7 en udtrykkelig pligt til at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.
731
På
den anden side har politiet pligt til at forhindre, at offentlige forsamlinger udvikler sig
voldeligt og bliver til fare for den offentlige orden eller fred.
Politiet kan som led i dette om nødvendigt påbyde, at en demonstration (forsamling)
skal finde sted på en anden lokation eller f.eks. følge en anden rute end den først plan-
lagte. Politiet kan ultimativt forbyde eller opløse en forsamling under åben himmel, hvis
der er eller kan befrygtes fare for den offentlige fred.
Politilovens § 8 regulerer politiets indgreb over for forsamlingsdeltagere, dvs. enkelt-
personer, som i en forsamling under åben himmel giver anledning til fare for betydelig
forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoner eller den offentlige sik-
kerhed. Det kan f.eks. dreje sig om personer, som fra forsamlingen kaster med genstan-
de mod bygninger eller skilte, ligesom brug af sirener mv. efter omstændighederne kan
udgøre betydelige forstyrrelser.
732
Efter § 9 har politiet til opgave at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den
offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. For
at varetage denne opgave er politiet tildelt en række beføjelser, herunder muligheden for
at fratage genstande eller frihedsberøve.
Som det fremgår, omhandler de ovenstående bestemmelser politiets indgreb i forsam-
lingsfriheden. Dette har dog en nær sammenhæng med ytringsfriheden, fordi borgerne
typisk forsamles for at ytre sig. Derfor vil et indgreb over for forsamlingsdeltagerne ty-
pisk også udgøre et indgreb i de pågældendes ytringsfrihed.
Politiloven suppleres af ordensbekendtgørelsens bestemmelser, herunder § 3 om adfærd,
der er egnet til at påvirke den offentlige orden, og § 9, som indeholder et forbud mod op-
sætning af plakater, der kan forstyrre den offentlige orden eller har en anstødelig karakter.
731
732
Lovbekendtgørelse nr. 956 af 20 august 2015 om politiets virksomhed.
Besvarelsen af spørgsmål nr. 1241 (Alm. del) af den 19. oktober 2009.
380
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0383.png
Politiets handlemåde i forbindelse med demonstrationer var bl.a. genstand for undersø-
gelse i Tibetkommissionens vurdering af politiets ordrer og adfærd under de kinesiske
statsbesøg i 2012, 2013 og 2014.
733
Under den kinesiske præsidents besøg i 2012 havde et
antal demonstranter bl.a. fremvist tibetanske flag og iklædt sig Falun Gong T-shirts for
at tilkendegive deres støtte til Tibet og utilfredshed med det kinesiske styres Tibet-poli-
tik. Begge forhold udgjorde meningstilkendegivelser, som havde til hensigt at formidle
et politisk budskab. Demonstranternes budskaber var således beskyttet af såvel EMRK
artikel 10 og grundlovens § 77, ligesom demonstrationerne nød beskyttelse efter grund-
lovens § 79 og EMRK artikel 11.
Tibetkommissionen lagde til grund, at der var udstedt en generel ordre om, at demon-
stranterne ikke måtte være synlige for kortegen med de besøgende fra Kina, og at denne
ordre gjaldt, uanset om der var konkret fare for den offentlige orden eller ej. Kommis-
sionen fandt derfor, at ordren var i strid med både forsamlings- og ytringsfriheden. Po-
litiet havde – bl.a. ved fratagelse af tibetanske flag – i en række konkrete tilfælde aktivt
forhindret demonstranterne i at være synlige for den kinesiske delegation. Dette udgjor-
de efter kommissionens opfattelse en klar krænkelse af demonstranternes ytrings- og
forsamlingsfrihed.
Senest har der været en del debat om de demonstrationer, som lederen af det politiske
parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, afholdt op til folketingsvalget i 2019, og hvor der bl.a.
er sket afbrænding af koranen. Det skyldes ikke mindst, at en demonstration på Blågårds
Plads i april 2019 førte til massive uroligheder på Nørrebro, hvor der bl.a. blev kastet
brosten efter politiet og sat ild til biler og containere. Efter urolighederne fik Rasmus
Paludan i flere omgange midlertidigt forbud mod at demonstrere i bl.a. Københavns og
Københavns Vestegns Politikreds. Forbuddene blev navnlig begrundet med, at demon-
strationerne med det daværende trusselsniveau ville kunne bringe den offentlige orden
og Rasmus Paludans sikkerhed i fare.
I kølvandet på urolighederne har bl.a. professor Jørn Vestergaard og advokat Tyge Trier
gjort gældende, at staten er berettiget til at skride ind over for personer, der som Rasmus
Paludan ”misbruger” ytrings- og forsamlingsfriheden.
734
I forhold til ytringsfriheden er
det for så vidt korrekt.
733
734
Se Tibetkommissionens beretning (2017), kapitel 4. Den kinesiske præsident var på besøg i 2012. I 2013 og 2014 var der
tale om to officielle kinesiske besøg fra andre centrale personer i det kinesiske magthierarki.
B. Barkholt Fruelund, ”Advokat: Ytringsfrihed beskytter ikke koranafbrænding” i Ritzaus Bureau (15. april 2019) og ”Pal-
udans hate speech er strafbar” (1. maj 2019), Refugees.dk, http://refugees.dk/aktuelt/2019/maj/paludans-hate-speech-er-
strafbar/ (senest tilgået den 6. november 2019).
381
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0384.png
Som anført i afsnit 3.1.1.3 beskytter EMRK således ikke ytringer, der udgør
misbrug
af
ytringsfriheden. I grundloven opererer man ikke med et begreb om
misbrug
af ytrings-
eller forsamlingsfriheden, men Folketinget kan vedtage love, hvor bestemte ytringer
ulovliggøres. Folketinget vil med andre ord godt kunne gribe ind og begrænse ytrings-
friheden.
Derimod er der efter grundloven kun begrænsede muligheder for at gribe ind over for
selve demonstrationerne. De vil således alene kunne forbydes, hvis der
fra forsamlingen
udgår eller kan frygtes at udgå en fare for den offentlige fred, eller – ud fra nødretsbe-
tragtninger – hvis der
fra andre end forsamlingen selv
udgår eller kan frygtes at udgå en
alvorlig fare. Dette vil bero på en konkret vurdering, hvor der bl.a. vil skulle lægges vægt
på, om der er fare for menneskers liv eller velfærd, samt om faren vil kunne afværges ved
en relevant og proportional indsats fra politiets side, blandt andet således at det er muligt
at opretholde et forsvarligt politiberedskab i øvrigt. Det betyder, at politiet således ikke
kan forbyde en forsamling
alene
med henvisning til politiets ressourcer eller prioritering
af andre opgaver, men hvis politiet vurderer, at det ikke vil være muligt at forebygge uro-
ligheder med en politistyrke af en størrelse, der gør det muligt samtidig at opretholde et
forsvarligt politiberedskab i øvrigt, kan der være grundlag for at forbyde en forsamling.
735
Også straffelovens § 134 b, som indeholder et maskeringsforbud, vil efter omstændighe-
derne kunne udgøre en indskrænkning af ytringsfriheden, i det omfang at en tildækning
(maskering) er udtryk for en meningstilkendegivelse beskyttet af artikel 10. Dette er til-
lige forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, hvor det om forholdet til ytringsfri-
heden er anført, at det i det konkrete tilfælde vil bero på en helhedsvurdering, om en
håndhævelse af maskeringsforbuddet vil være i strid med artikel 10.
736
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at sociale begivenheder, f.eks. demonstrationer,
ikke udvikler sig til reelle uroligheder, da identitetsslørende maskering i praksis har vist
sig at være egnet til bl.a. at forstyrre den offentlige ro og orden.
Den begrundede trykte praksis har typisk drejet sig om personer, som har tildækket
deres ansigt i forbindelse med demonstrationer for at undgå identifikation.
737
Hensynet
735
736
737
I tråd med grundloven følger det af politiloven, at det er politiets opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.
Politiet er således direkte forpligtet til at værne om den grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Det følger samtidig af poli-
tiloven, at politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet, ligesom politiet skal forebygge og afværge
fare for blandt andet enkeltpersoners sikkerhed. Det betyder, at politiet skal sikre både den offentlige fred og orden og
borgernes ret til at forsamle sig, og at politiet må balancere de to hensyn, når de støder sammen.
Lovforslag nr. L 196 af 9. februar 2000 om ændring af straffeloven (maskeringsforbud) (Folketingstidende, 1999-2000,
tillæg A, side 6112), afsnit 7.2.
Se bl.a. TfK 2018.339 og TfK 2007.595/2.
382
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0385.png
til ytringsfriheden ses ikke umiddelbart at have været påberåbt i den foreliggende trykte
domspraksis.
5.4.2.4 Tildækningsforbud
Den 31. maj 2018 vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som indfører et
generelt forbud mod på offentligt sted at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansig-
tet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
738
Tildækningsforbuddet trådte i kraft
den 1. august 2018 og har – siden intentionen om at indføre det – givet anledning til stor
debat i offentligheden.
739
Diskussionerne har navnlig kredset om forbuddets betydning
for muslimske kvinders brug af burka og niqab. I offentligheden har tildækningsforbud-
det derfor ofte været omtalt som ”burkaforbuddet”.
Det følger af bemærkningerne til loven, at tildækning af ansigtet med en beklædnings-
genstand efter omstændighederne kan være en meningstilkendegivelse, hvorfor bestem-
melsen vil kunne udgøre en indskrænkning af ytringsfriheden efter artikel 10.
740
Hvis
tildækning af ansigtet kan anses for at være udtryk for en ytring beskyttet af konventio-
nen, må det bero på en konkret vurdering af den foreliggende situation, om et indgreb
vil være i strid med artikel 10.
Hensigten med at indføre tildækningsforbuddet er ifølge bemærkninger til lovforslaget
navnlig at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens, som er afgørende for
et samfund, da det efter regeringens opfattelse ikke er foreneligt med værdierne og sam-
menhængskraften i det danske samfund at holde ansigtet skjult i det offentlige rum.
741
Tildækningsforbuddet har således nærmest sammenhæng med spørgsmålet om den of-
738
739
740
741
Lovforslag nr. L 219 af den 11. april 2018 om ændring af straffeloven (tildækningsforbud) (Folketingstidende, 1999-2000,
tillæg A, side 6112). Det er forudsat i lovforslagets bemærkninger, at bødeniveauet forhøjes ved gentagne overtrædelser
af forbuddet. Se lovforslaget pkt. 3.2.6 for nærmere herom.
Se f.eks. ”Birthe Rønn Hornbech: Vi bør sige nej til burkaer, men også nej til et forbud” (5. oktober 2017), Politiken,
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6145523/Vi-b%C3%B8r-sige-nej-til-burkaer-men-ogs%C3%A5-nej-til-et-
forbud (senest tilgået den 19. august 2019), A. Libak, ”Borgere går ikke i burka” i Ekstra Bladet (8. februar 2018), ”Et bur-
kaforbud er et svaghedstegn” (27. januar 2018), Jyllands-posten.dk, https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE10250819/
et-burkaforbud-er-et-svaghedstegn/ (senest tilgået den 19. august 2019), L. Kattrup, ”Forbuddet mod burka og niqab
handler om at beskytte demokratiet” i Kristeligt Dagblad (16. oktober 2017), ”LA’er: Burkaforbuddet er et skred i det li-
berale værdisæt” (2. august 2018), Altinget.dk, https://www.altinget.dk/artikel/laer-burkaforbuddet-er-et-skred-i-det-li-
berale-vaerdisaet (senest tilgået den 19. august 2019) og ”Et burkaforbud vil være symptombehandling og sætte
spørgsmålstegn ved vores liberale og demokratiske samfund” (22. august 2017), Politiken, https://politiken.dk/debat/
profiler/filosofferne/sunelaegaard/art6075728/Et-burkaforbud-vil-v%C3%A6re-symptombehandling-og-s%C3%A6t-
te-sp%C3%B8rgsm%C3%A5lstegn-ved-vores-liberale-og-demokratiske-samfund (senest tilgået den 19. august 2019).
Tildækningsforbuddet og forholdet til grundlovens § 77 er behandlet i bemærkningerne til bestemmelsen, hvor det
konkluderes, at forbuddet ikke udgør et forudgående indgreb, og at forbuddet derfor ikke rejser spørgsmål i forhold
grundlovens ytringsfrihedsbeskyttelse. Om forholdet mellem tildækningsforbuddet og grundlovens § 67 om religions-
frihed se afsnit 2 om grundloven.
Lovforslag nr. L 219 af den 11. april 2018 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2017-2018, L 219, A, som frem-
sat), pkt. 1.
383
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0386.png
fentlige orden i den forstand, at forbuddet tager sigte på at sikre sammenhængskraften i
samfundet og den sociale interaktion i det offentlige rum.
Omfattet af forbuddet er tildækning af ansigtet, der sker ved beklædningsgenstande,
herunder huer, hætter, masker, heldækkende dragter mv. Beklædningsgenstande som
f.eks. burka og niqab, der skjuler ansigtet, er således omfattet af forbuddet, og det samme
gælder f.eks. elefanthuer, som også dækker ansigtet.
Hvis tildækningen af ansigtet tjener et ”anerkendelsesværdigt formål”, kan man ikke
straffes for at skjule sit ansigt med en beklædningsgenstand. De eksempler, der gives på
anerkendelsesværdige formål i bestemmelsens forarbejder, er bl.a., når en person ifører
sig halstørklæde og hue mv. for at holde varmen i koldt vejr, hvis det efter de konkrete
omstændigheder må anses for sædvanlig og rimelig påklædning.
742
Beklædning, som
skjuler ansigtet i forbindelse med en konkret religiøs handling – f.eks. et konkret vielses-
eller begravelsesritual – vil som det klare udgangspunkt også være tilladt, fordi det tjener
et anerkendelsesværdigt formål.
Det følger også af bemærkningerne til loven, at i det omfang en tildækning af ansigtet i
sig selv anses for en meningstilkendegivelse, der er beskyttet af ytringsfriheden, vil det
skulle indgå i vurderingen af, om tildækningen tjener et anerkendelsesværdigt formål.
743
Det er politiet, der konkret vurderer, om tildækningen af ansigtet i det pågældende til-
fælde er en overtrædelse af forbuddet, eller om det tjener et anerkendelsesværdigt for-
mål.
744
Bestemmelsen trådte i kraft den 1. august 2018 og frem til og med juni 2019 har
politiet rejst 39 sigtelser. I 22 af sigtelserne har ansigtet været tildækket af en niqab eller
burka.
745
742
743
744
745
Det samme gælder kostumer mv. i forbindelse med f.eks. fastelaven eller brug af masker og hjelme, som anvendes ved
udøvelse af sport eller lignende. Tildækning som følge af lovkrav, f.eks. lovpligtig brug af styrthjelm vil også som ud-
gangspunkt falde uden for det strafbare område. Omfattet er ifølge bemærkningerne til loven også masker og hjelme i
forbindelse med jagt og fiskeri, f.eks. sikkerheds- eller camouflageudstyr. Også anvendelse af f.eks. beskyttelseshjelme og
åndedrætsværn i en arbejdsmæssig sammenhæng vil konkret kunne tjene et anerkendelsesværdigt formål.
Lovforslag nr. L 219 af den 11. april 2018 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2017-2018, L 219, A, som frem-
sat), pkt. 3.2.3.
I praksis betyder forbuddet, at politiet efter omstændighederne kan påbyde en person at bringe den ulovlige adfærd til
ophør, det vil sige f.eks. fjerne den beklædningsgenstand, som skjuler ansigtet. Politiet vil også kunne påbyde en person,
der bryder tildækningsforbuddet, at fjerne sig fra et offentligt sted, og politiet vil også kunne indbringe personen til en
politistation (jf. lovforslagets pkt. 3.2.4.). Politiets administration af bestemmelsen skal ske med passende hensyntagen
til personens integritet og uden unødig og nedværdigende krænkelse af den pågældende.
”Burkaforbuddet fylder år – og der er sigtet 22” (3. september 2019), TV2, https://nyheder.tv2.dk/sam-
fund/2019-09-03-mor-overtraadte-tildaekningsforbud-fire-gange-nu-er-dommen-faldet (senest tilgået den 22. januar
2020) og besvarelse af spørgsmål nr. 367 (Alm. del) af 21. januar 2019 fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsud-
valg.
384
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0387.png
Tildækningsforbuddet anses efter lovforslaget bemærkninger at indebære begræns-
ninger i forhold til både EMRK artikel 8, artikel 9 og artikel 10. Tildækning af ansigtet
kan som nævnt udgøre en meningstilkendegivelse, hvorfor der kan være tale om en be-
grænsning af retten til ytringsfrihed efter artikel 10. Retten til respekt for privatlivet efter
EMRK artikel 8 er af betydning, fordi denne rettighed efter EMD's praksis også omfat-
ter en persons ret til at bestemme sin fysiske fremtræden. Retten til at tænke frit og til
samvittigheds- og religionsfrihed efter EMRK artikel 9 har ligeledes betydning i forhold
til et tildækningsforbud, fordi denne bestemmelse også beskytter adgangen til at bære
religiøst begrundet beklædning eller andre effekter.
Om forholdet til disse bestemmelser anføres det i bemærkningerne til loven, at hensynet
bag tildækningsforbuddet – at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens,
som er afgørende i et samfund – er anerkendt af EMD som et lovligt og sagligt formål,
der kan begrunde indskrænkninger i de omtalte rettigheder.
5.4.3 EMD's praksis vedrørende indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i
hensynet til den offentlige tryghed eller til at forebygge uorden og forbrydelse
5.4.3.1 Tilskyndelse til vold, billigelse af strafbare handlinger og trusler
Domstolen har – som nævnt i afsnit 3.1.1.2 – flere gange slået fast, at artikel 10 ikke kun
beskytter ukontroversielle og harmløse ytringer, men tillige ytringer, som støder, choke-
rer eller forstyrrer staten eller en hvilken som helst del af befolkningen.
746
Grænsen for artikel 10’s beskyttelse går ved ytringer mv., der truer med eller tilskynder til
vold, eller adfærd eller ytringer, der er udtryk for ekstremt had eller forhånelse af andre
persongrupper, og som er baseret på intolerance, herunder religiøs, etnisk og kulturel
intolerance.
747
Herudover omfatter konventionens beskyttelse ikke ytringer, som under-
graver og modarbejder de principper om demokrati og respekt for menneskerettigheder,
som EMRK bygger på, jf. herved EMRK artikel 17 om forbud mod misbrug af rettighe-
der, som er omtalt i afsnit 3.1.1.3 ovenfor.
Ytringer, som er stærkt racediskriminerende, eller som er udtryk for hadefuld tale eller
tilskyndelse til vold eller andre grove forbrydelser, vil EMD som udgangspunkt anse for
746
747
Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976), pr. 49.
Ferét mod Belgien (afsagt den 16. juli 2009), pr. 64, 72, og 73. Domstolen henviser i dommens præmis 44 til Europa-
rådets Ministerkomités anbefaling nr. R (97) 29 om hadefuld tale (”hate speech”). I et bilag til denne anbefaling frem-
går, at begrebet ”hate speech” omfatter enhver ytring, som spreder, opfordrer til, fremmer eller retfærdiggør racehad,
fremmedhad, antisemitisme eller andre former for had baseret på intolerance, herunder intolerance, der er udtryk for
aggressiv nationalisme og etnocentrisme, diskrimination og fjendtlighed over for minoriteter, migranter og personer
med indvandrerbaggrund. Se for nærmere herom besvarelsen af spørgsmål S 177 (Alm. del) af den 30. maj 2017. Se også
Kjølbro (2017), side 1074.
385
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0388.png
omfattet af artikel 17.
748
Virkningen af dette er, at den indklagede stat ikke skal retfærdig-
gøre et indgreb i en sådan ytring efter artikel 10, stk. 2.
749
Som et eksempel på et tilfælde, hvor Domstolen har fundet, at en ytring faldt helt uden
for artikel 10’s beskyttelse, kan nævnes sagen
Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland,
hvor der bl.a. var tale om klare opfordringer til voldshandlinger. Her havde organisa-
tionen Hizb ut-Tahrir i forskellige sammenhænge, bl.a. på deres russiske hjemmeside,
fremsat antisemitisk propaganda, glorificering af selvmordsbombere i Israel og opfor-
dringer til vold mod jøder.
750
Disse ytringer var ifølge Domstolen udtryk for misbrug af
ytringsfriheden efter artikel 17.
751
Domstolen udtalte i denne sammenhæng, at:
”a political organisation whose leaders incite to violence or put forward a
policy which fails to respect democracy or which is aimed at the destruc-
tion of democracy and the flouting of the rights and freedoms recognised
in a democracy cannot lay claim to the Convention’s protection against
penalties.”
752
Opfordringen til vold kan også ses i kombination med bl.a. groft racediskriminerende
udtalelser eller støtte til terror, som i mange tilfælde også vil være omfattet af artikel 17.
Dette var f.eks. tilfældet i en afgørelse mod
Roj TV,
hvor Domstolen fandt, at tv-kanalen
ikke kunne nyde beskyttelse efter artikel 10, fordi den havde udnyttet ytringsfriheden til
at opfordre til vold og yde støtte til terroraktiviteter.
753
Sagen er nærmere omtalt i afsnit
5.5.3.1.
Det er afgørende for vurderingen af ytringer om opfordringer til vold, at der faktisk er
tale om opfordring til vold og ikke alene ytringer, som er krænkende over for andre eller
ubehagelige for myndighederne.
754
5.4.3.1.1 Ytringer inden for artikel 10's anvendelsesområde
Domstolens praksis på dette område er ikke fuldstændig entydig, og EMD har således
også fundet udtalelser, som opfordrer til vold eller er udtryk for hadefuld tale, omfattet af
artikel 10, hvilket betyder, at et indgreb over for sådanne udtalelser skal bedømmes efter
artikel 10, stk. 2. Dette er forekommet i tilfælde, hvor Domstolen – til trods for ytringer-
748
749
750
751
752
753
754
Spørgsmålet om artikel 10 og 17 og stærkt racediskriminerede udtalelser og hadefuld tale behandles mere indgående i
afsnit 5.2.3.1 om hadefuld tale, herunder straffelovens § 266 b.
Se for nærmere herom i Lorenzen m.fl. (2011), side 1015ff.
Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland (afsagt den 14. juni 2013), pr. 49.
Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland (afsagt den 14. juni 2013), pr. 113.
Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland (afsagt den 14. juni 2013), pr. 105.
Roj TV mod Danmark (afgørelse afsagt den 17. april 2018).
Yalcin Kücük mod Tyrkiet (afsagt den 22. april 2008).
386
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0389.png
nes grovhed – konkret har vurderet, at ytringerne ikke har været egnede til at undergrave
de grundlæggende principper bag konventionen.
Domstolen har dog i disse sager typisk fundet de foretagne indgreb i overensstemmelse
med artikel 10, fordi indgrebene kunne anses for nødvendige i et demokratisk samfund
af hensyn til et af de legitime hensyn i artikel 10, stk. 2.
Domstolen har ved flere lejligheder behandlet sager efter artikel 10, hvor der i medlems-
staten er idømt straf for ytringer, som er blevet anset for at indeholde et forsvar for vold
og opfordringer til fjendtlighed i form af f.eks. oprør.
I sagen
Sürek (nr. 1) mod Tyrkiet
havde en avisejer trykt to debatindlæg, som indeholdt
passager, der på det kraftigste fordømte de tyrkiske myndigheders militære aktioner i
det sydøstlige Tyrkiet.
755
Debatindlæggene indeholdt også udtalelser, som anklagede de
tyrkiske myndigheder for med voldelige midler at undertrykke det kurdiske folks kamp
for frihed og uafhængighed. Det ene af indlæggene rummede desuden en påstand om,
at staten havde set gennem fingrene med tortur og drab af systemkritikere, mens det i
det andet indlæg bl.a. var anført, at de tyrkiske myndigheder bevidst havde begået to
massakrer som led i kampen for at udrydde det kurdiske folk.
756
Avisejeren var på den
baggrund blevet dømt for at have spredt propaganda mod statens enhed, som kunne
fremkalde fjendskab og had blandt det tyrkiske folk.
Ved EMD's behandling af sagen påberåbte Tyrkiet sig bl.a. hensynet til den offentlige or-
den (samt nationale sikkerhed og territoriale integritet) som begrundelse for indgrebet
over for avisejeren.
EMD fandt, at der med domfældelsen af avisejeren ikke var sket en krænkelse af artikel
10. Domstolen indledte med en generel bemærkning om, at rummet for at gøre indgreb
over for politiske ytringer eller ytringer om emner af samfundsmæssig interesse er snæ-
vert – ikke mindst, hvis kritikken retter sig mod den siddende regering. I den konkrete
sag fandt Domstolen imidlertid, at Tyrkiet havde været berettiget til at skride ind over
for avisredaktøren, idet de pådømte ytringer kunne anses for at opfordre til et blodigt
hævntogt i en i forvejen betændt situation, ligesom et af indlæggene havde indeholdt
alvorlige beskyldninger mod navngivne personer, som kunne føre til had mod dem og
dermed udsætte dem for væsentlige fare.
755
756
Sürek mod Tyrkiet (nr. 1) (afsagt den 8. juli 1999). Se modsat Polat mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), hvor Domstolen
fandt, at ytringerne ikke udgjorde en substantiel trussel mod den nationale sikkerhed.
Sürek mod Tyrkiet (nr. 1) (afsagt den 8. juli 1999), pr. 11.
387
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0390.png
Selv om avisejeren ikke selv havde fremsat de strafbare ytringer, havde han ved at bringe
dem i sin avis faciliteret en udbredelse af ytringer, der kunne føre til vold og had. Dom-
stolen lagde vægt på, at ejeren udvalgte, hvad der skulle trykkes i avisen, og i udførelsen
af denne opgave var underlagt ”pligter og ansvar” efter artikel 10, stk. 2. Disse pligter og
ansvar i udvælgelsen af indlæg skulle tillægges endnu større vigtighed i relation til høj-
spændte konfliktsituationer.
Sagen illustrerer, at der kan gøres indgreb over for medier, som spreder ytringer, der
kan forstyrre den offentlige orden på voldsom vis. Dommen viser også, at der i særlige
tilfælde vil kunne gøres indgreb over for ytringer, som indeholder kritik af den sidden-
de regering, fordi det kan være nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den
offentlige orden, når kritikken også rummer opfordringer til vold mv., idet staterne i
sådanne tilfælde som udgangspunkt er tillagt en vid skønsmargin.
757
Dommen var dog
ikke enstemmig. Syv ud af sytten dommere dissentierede mod afgørelsen og fandt bl.a.,
at det ikke var påvist, at indlæggene udgjorde en reel risiko.
I en anden sag mod Tyrkiet
(Faruk Temal mod Tyrkiet)
fandt Domstolen, at der var sket
en krænkelse af artikel 10.
758
Her var formanden for et politisk parti, som var i opposi-
tion til den siddende regering, blevet straffet for at sprede propaganda, som forsvarede
brugen af vold eller andre terrormetoder. Partiformanden havde på en partikonference
oplæst en erklæring, hvor han i stærke vendinger kritiserede den amerikanske indsats i
Irak, ligesom han bl.a. kritiserede fængslingen af lederen af en terrororganisation. Dom-
stolen fandt, at politikeren med sine udtalelser ikke havde opfordret til vold eller i øvrigt
havde fremsat hadefuld tale og lagde særlig vægt på, at formanden havde udtalt sig som
politiker, og at han havde udtalt sig om et emne af samfundsmæssig interesse.
Domstolen har i flere tilfælde behandlet sager om billigelse af terrorhandlinger.
I
Leroy mod Frankrig
havde en fransk karikaturtegner fremstillet en tegning, som blev of-
fentliggjort i et dagblad to dage efter terrorangrebet den 11. september 2001.
759
Tegningen
forestillede fire højhuse i brand efter et flyangreb og var ledsaget af overskriften ”Hvad
vi alle har drømt om – Hamas gjorde det”.
760
Tegneren gjorde under sagen gældende,
at der var tale om et satirisk indlæg, som udtrykte hans modstand mod amerikansk
imperialisme. Han blev ved de franske domstole idømt en bøde for at billige terroris-
me, ligesom bladet, som havde bragt tegningen, blev dømt til at trykke og udgive den
franske dom. EMD fandt – efter en samlet bedømmelse af sagen – at indgrebet havde
757
758
759
760
Sürek mod Tyrkiet (nr. 1) (afsagt den 8. juli 1999), pr. 61 og 65.
Faruk Temal mod Tyrkiet (afsagt den 1. februar 2011).
Leroy mod Frankrig (afsagt den 2. oktober 2008).
”Nous en avions tous revé… le Hamas l’a fait”, se pr. 6.
388
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0391.png
været nødvendigt i et demokratisk samfund. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at tegningen
i sammenhæng med overskriften ikke udelukkende kunne ses som en kritik af ameri-
kansk imperialisme, men også måtte ses som støtte til og glorificering af 9/11-angrebet,
ligesom tegningen underminerede ofrenes menneskelige værdighed. Domstolen ind-
drog det forhold, at tegningen blev offentliggjort i nær tilknytning til angrebet (to dage).
I forhold til hensynet til den offentlige orden lagde Domstolen vægt på, at tegningen blev
publiceret i en avis, som udkom i Baskerlandet – en region hvor den politiske situation
var anspændt. Offentliggørelsen af tegningen havde ifølge Domstolen givet anledning
til reaktioner i befolkningen, der kunne have medført voldelige handlinger, som ville
forstyrre den offentlige orden.
761
I 2018 faldt der dom i sagen
Stomakhin mod Rusland,
hvor en person, der både var ansat
som journalist på et dagblad og selv udgav et nyhedsbrev,
762
var blevet idømt en fæng-
selsstraf på 5 år for at have skrevet og publiceret en række artikler om den væbnede kon-
flikt i Tjetjenien.
763
Artiklerne indeholdt bl.a. hård kritik af den russiske regering og det
russiske militærs ageren i Tjetjenien. Desuden blev der i artiklerne udtrykt støtte til en
tjetjensk separatistbevægelse. De nationale domstole fandt, at artiklerne retfærdiggjorde
terror og vold og samtidig tilskyndede til vold.
Domstolen var for så vidt enig i, at en del af de udsagn, som var indeholdt i artikler-
ne, rummede tilskyndelse til vold og billigelse af terrorisme, mens andre udsagn ramte
et acceptabelt niveau for kritik af myndighederne mv. Efter en samlet vurdering fandt
Domstolen imidlertid, at selv om nogle udsagn gik længere, end hvad der kunne anses
for acceptabelt, forelå der ikke et presserende samfundsmæssigt behov for at gribe ind
over for den pågældende, ligesom straffen på fem års fængsel var uproportional.
Domstolen tilføjede mere generelt, at staterne bør have en forsigtig tilgang ved fastlæg-
gelsen af, hvad der udgør ”hadefuld tale”, og at de ved udformningen af bestemmelser
om ”hadefuld tale” bør sikre, at disse ikke finder anvendelse, hvor der udelukkende er
tale om kritik af regering, myndigheder mv.
764
761
762
763
764
Leroy mod Frankrig (afsagt den 2. oktober 2008), pr. 45.
Han var således bade stifter, ejer, udgivet og ansvarshavende redaktør for nyhedsbrevet.
Stomakhin mod Rusland (afsagt den 9. maj 2018). Det bemærkes, at der er anmodet om at dommen fra Domstolens
3.afdeling henvises til og behandles af Storkammeret.
Stomakhin mod Rusland (afsagt den 9. maj 2018), pr. 117: ”It stresses in this connection that it is vitally important that
the domestic authorities adopt a cautious approach in determining the scope of “hate speech” crimes and strictly con-
strue the relevant legal provisions in order to avoid excessive interference under the guise of action taken against “hate
speech”, where such charges are brought for a mere criticism of the Government, State institutions and their policies and
practices.”
389
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0392.png
I de tilfælde, hvor Domstolen har fundet opfordringer til vold mv. omfattet af artikel 10,
er de nationale myndigheder som nævnt blevet tillagt en videre skønsmargin til at vur-
dere nødvendigheden af et indgreb i ytringsfriheden.
765
Denne vide skønsmargin finder
som nævnt også anvendelse over for ytringer, der kan karakteriseres som hadefuld tale
(se afsnit 5.2.3.1 ovenfor).
EMD har i sagen
Perincek mod Schweiz
fra 2015 opregnet en række af de afvejningsmo-
menter, som skal inddrages i vurderingen af, om et indgreb over for ytringer, verbale
som non-verbale, som påstås at kunne lede til og retfærdiggøre vold, had og intolerance,
har været nødvendige i et demokratisk samfund.
766
Hvis udtalelserne har været fremsat på baggrund af en anspændt politisk eller social situ-
ation, vil Domstolen være mere tilbøjelig til at anerkende nødvendigheden af at gribe ind
over for ytringerne. Dette gjaldt f.eks. i forbindelse med en række sager, som omhand-
lede situationen i det sydøstlige Tyrkiet, hvor der var sammenstød mellem PKK (omtalt
ovenfor) og de tyrkiske myndigheder.
767
Den sammenhæng, som udtalelserne er fremsat
i, kan derfor have betydning for Domstolens vurdering.
Desuden har Domstolen lagt vægt på, hvordan udtalelserne er faldet og deres potentiel-
le skadeevne, hvilket særligt har betydning i forhold til risikoen for forstyrrelse af den
offentlige orden. Dette hensyn blev bl.a. inddraget i sagen
Faber mod Ungarn
(refereret
ovenfor i afsnit 5.4.1), hvor Domstolen vurderede, at fremvisningen af det kontroversielle
Arpad-Flag havde en yderst begrænset indflydelse på den pågældende demonstrations
forløb.
I
Perincik mod Schweiz
bemærkede Domstolen generelt, at det i alle tidligere sager har
været et samspil mellem forskellige faktorer og ikke et enkelt moment, som har været
bestemmende for sagens udfald. Domstolen understreger, at i denne type sager vil dens
tilgang til vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund være
yderst kontekst-specifik.
768
Det er altså ikke udelukkende udtalelsens ordlyd og indhold,
som tillægges vægt, men i høj grad også den sammenhæng, som ordene er faldet i.
765
766
767
768
Sürek mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 61.
Perincek mod Schweiz (afsagt den 15. oktober 2015).
Zana mod Turkey (afsagt den 25. november 1997), pr. 57-60.
Perincek mod Schweiz (afsagt den 15. oktober 2016), pr. 204-208.
390
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0393.png
5.4.3.1.2 Indrejseforbud som indgreb i ytringsfriheden
EMD har slået fast, at de enkelte landes regler om indrejse og ophold skal forvaltes i
overensstemmelse med EMRK.
769
Selv om konventionen ikke giver en ret til indrejse,
770
vil konventionens bestemmelser, herunder artikel 10, altså kunne have betydning, når
der f.eks. meddeles indrejseforbud over for en såkaldt hadprædikant.
Et indrejseforbud, som baserer sig på de ytringer, som vedkommende har fremsat, vil
som udgangspunkt udgøre et indgreb i ytringsfriheden, og derfor vil et sådan indgreb
skulle leve op til kravene i artikel 10, stk. 2, medmindre indgrebet er iværksat som følge
af ytringer, der må henføres under artikel 17.
EMD har behandlet flere sager, som angår indrejseforbud.
771
I sagen
Cox mod Tyrkiet
fandt Domstolen, at et indrejseforbud over for en amerikansk statsborger, som tidligere
havde haft job som lærer i Tyrkiet, udgjorde en krænkelse af artikel 10.
772
Læreren havde
under sit ophold i Tyrkiet fremsat udtalelser om, at Tyrkiet havde begået alvorlige for-
brydelser mod armenerne, og at Tyrkiet udnyttede kurderne. Domstolen lagde til grund,
at de tyrkiske myndigheders afslag på indrejse var en reaktion på udtalelserne, og at
myndighederne derigennem ville undertrykke lærerens ret til ytringsfrihed og hindre
hendes formidling af tanker og meninger.
773
Hvis der foreligger rettighedsmisbrug efter artikel 17, fordi den person, som rammes af
indrejseforbuddet, er kendt for ytringer, som har til formål at modarbejde eller under-
grave demokratiet – f.eks. afvisning af klare historiske kendsgerninger som holocaust
774
– vil der ikke være hjælp at hente i konventionen. Det samme gælder ytringer, som op-
fordrer til vold,
775
eller hvis der er tale om særlig kvalificeret ”hadefuld tale” om bestemte
befolkningsgrupper.
776
Hvis vedkommende er kendt for f.eks. generaliserende udtalelser om bestemte befolk-
ningsgrupper, som måske nok er grove, men som ikke har en så ekstrem karakter, at de
er omfattet af artikel 17, vil et indrejseforbud være tilladeligt, hvis det kan stå for prøvel-
sen efter artikel 10, stk. 2.
769
770
771
772
773
774
775
776
Abdulaziz, Cabales and Balkandali mod Storbritannien (afsagt den 28. marts 1985), pr. 59-60.
Abdulaziz, Cabales and Balkandali mod Storbritannien (afsagt den 28. marts 1985).
Se f.eks. Cox mod Tyrkiet (afsagt den 20. maj 2010), og Piermont mod Frankrig (afsagt den 27. april 1995).
Cox mod Tyrkiet (afsagt den 20. maj 2010)
”repress the exercise of her freedom of expression and stifle the spreading of ideas”.
Chauvy mod Frankrig (afsagt den 29. september 2004), pr. 69.
Arsland mod Tyrkiet (afsagt den 23. februar 2010), pr. 46.
Hizb ut-Tahrir m.fl. mod Tyskland (afsagt den 19. juni 2012).
391
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0394.png
5.4.3.2 Hensynet til den offentlige orden i forbindelse med demonstrationer
Domstolen har slået fast, at staterne har en positiv forpligtelse til at sikre, at demonstra-
tioner mv., der er lovlige og fredelige, kan gennemføres.
777
EMD har i sin praksis desuden været meget optaget af, at staterne ikke gør indgreb i
ytringsfriheden med henvisning til den offentlige orden, medmindre der eksisterer
en reel trussel mod den offentlige tryghed, eller ytringerne rummer en tilskyndelse til
voldshandlinger.
Det illustreres bl.a. af dommen
Faber mod Ungarn
(som er omtalt ovenfor i afsnit 5.4.1),
som vedrørte fremvisning af et flag med kontroversielle historiske associationer under
en demonstration. Domstolen fandt, at der i den konkrete situation ikke forelå en reel
trussel for den offentlige orden, hvorfor indgrebet krænkede artikel 10. Det samme gjor-
de sig gældende i sagen
Gül m.fl. mod Tyrkiet,
som er refereret i afsnit 3.4.3.
EMD har i sin praksis endvidere slået fast, at det som udgangspunkt ikke vil være et
tilstrækkeligt grundlag for at gribe ind over for demonstranter, at der er en vis risiko
for spændinger og ophidset meningsudveksling mellem demonstranter og modstande-
re.
778
Der skal være tale om mere kvalificeret voldelig eller truende adfærd eller alvorlig
forstyrrelse af den offentlige orden. Politiet skal under alle omstændigheder i sådanne
sammenhænge vælge den mindst indgribende foranstaltning.
779
I sagen
Chorherr mod Østrig
var en række personer blevet anholdt og senere straffet
for ved en militær højtidelighed at have uddelt foldere, hvis indhold gav udtryk for
modstand mod, at militæret ville investere i nyt udstyr.
780
De nationale myndigheder
havde fundet, at dette kunne forstyrre den offentlige orden, og Domstolen fandt ikke
grundlag for at tilsidesætte vurderingen. I sagen havde de nationale myndigheder ud-
øvet deres skøn over nødvendigheden af indgreb over for forsamlinger under hensyn
til ytrings- og forsamlingsfriheden og vurderet, at der forelå en reel trussel mod den
offentlige tryghed.
Dommen viser, at EMD for så vidt går tæt ind i bedømmelsen af, om der foreligger en
trussel mod den offentlige tryghed, men også overlader staterne en vis skønsmargin til at
vurdere, hvornår og hvordan der bør gribes ind i retten til ytringsfrihed for at sikre den
offentlige orden.
777
778
779
780
Plattform ”Ärzte für das Leben” mod Østrig (afsagt den 21. juni 1988).
Kjølbro (2017), side 1069.
Ibid.
Chorherr mod Østrig (afsagt den 25. august 1993).
392
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0395.png
5.4.3.3 Forbud mod tildækning af ansigter i offentligheden
Domstolen har behandlet flere sager, der omhandler lovgivning, som forbyder tildæk-
ning af ansigtet i det offentlige rum.
I dommen
S.A.S. mod Frankrig
tog Domstolen første gang stilling til dette spørgsmål. I
sagen havde en fransk kvinde, som var praktiserende muslim, klaget til Domstolen over,
at hun ikke længere kunne iføre sig burka eller niqab som følge af, at Frankrig havde ind-
ført en lov, der forbyder tildækning af ansigtet i det offentlige rum.
781
Lovgivningen var
ikke rettet særligt mod muslimer, men indeholdt et generelt tildækningsforbud. Kvinden
gjorde bl.a. gældende, at denne lovgivning krænkede hendes rettigheder efter artikel 8
om retten til respekt for privatliv, artikel 9 om retten til at tænke frit og til samvittigheds-
og religionsfrihed og artikel 10 om retten til ytringsfrihed.
Frankrig påberåbte sig i sagen hensynet til den offentlige tryghed og hensynet til at be-
skytte andres rettigheder og friheder som baggrund for indførelsen af det generelle til-
dækningsforbud.
Domstolen undersøgte navnlig tildækningsforbuddet i forhold til artikel 8 og artikel 9
og fandt, at det franske forbud mod tildækning af ansigtet måtte anses for proportionalt
med formålet om at ”beskytte andres rettigheder og friheder”, som er nævnt i artikel 8,
stk. 2 og artikel 9, stk. 2.
782
Domstolen afviste dog samtidig, at det generelle forbud kunne
begrundes i hensynet til den offentlige tryghed.
783
Domstolen anerkendte, at ansigtet spiller en væsentlig rolle i forhold til social interakti-
on, og at et slør eller lignende, der skjuler ansigtet, kan opfattes således, at det krænker
andres ret til at leve i et socialt rum.
784
Derudover bemærkede Domstolen, at indførelsen
af et tildækningsforbud i det offentlige rum var et ”choice of society”. Ved sådanne valg
vil staterne – navnlig når der ikke er konsensus mellem medlemsstaterne – være overladt
en vid skønsmargin.
Kvinden havde også nedlagt påstand om, at lovgivningen var diskriminerende efter arti-
kel 14, som indeholder et forbud mod diskrimination. Det skyldtes, at forbuddet i særlig
grad havde haft negativ betydning for muslimske kvinder, som af religiøse årsager øn-
skede at iføre sig burka eller niqab. Dette var ifølge Domstolen uden betydning, fordi
781
782
783
784
S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014). Det fremgår af sagen, at kvinden oplyste, at hun iførte sig burka og niqab i
overensstemmelse med hendes religiøse overbevisning, og at hun ikke var tvunget til at bære burka eller niqab af familie
eller trosfæller mv. Hun udtalte videre, at formålet med at iklæde sig burka eller niqab ikke var at irritere eller støde
andre, men at hun alene gjorde det for at føle indre fred med sig selv.
S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 122.
S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 139.
S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 122 og 142.
393
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0396.png
forbuddet havde en objektiv og rimelig begrundelse.
785
I lyset af de ovenfor nævnte mo-
menter – og fordi det franske forbud var generelt formuleret og dermed kunne ramme
alle – var forbuddet heller ikke i strid med artikel 14.
Efter at Domstolen havde bedømt forbuddets forenelig med artikel 8 og artikel 9, udtalte
Domstolen, at det franske forbud ikke rejste særskilte spørgsmål i forhold til ytringsfri-
heden. Det må derfor antages, at hensynet til at fremme og lette den sociale interaktion
og sameksistens, der er afgørende i et samfund, ligeledes kan begrunde den generelle
indskrænkning af artikel 10.
Domstolen har senest prøvet samme spørgsmål igen i 2017 i to sager vedrørende belgisk
lovgivning, der forbyder hel eller delvis tildækning af ansigtet i det offentlige rum.
786
Domstolen følger i dommene ganske tæt de samme retningslinjer, som Domstolen fast-
lagde i
S.A.S. mod Frankrig
og fandt heller ikke, at det belgiske forbud er i strid med
konventionens rettigheder.
5.4.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.4.2, indeholder dansk ret en lang række forskellige bestem-
melser, som har til formål at sikre den offentlige orden. Det gælder f.eks. forbud mod
offentlig tilskyndelse til forbrydelse og mod billigelse af terror mv., forbud mod trusler
og ulovlig tvang samt forbud mod hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale rettet
mod embedspersoner.
EMRK giver mulighed for denne type regler. Når der sker indgreb i ytringsfriheden af
hensyn til den offentlige tryghed eller af hensynet til forebyggelse af uorden og forbry-
delse, har staterne således en ikke uvæsentlig skønsmargin til at vurdere, om og i hvilket
omfang det er nødvendigt at foretage indgrebet. Domstolen prøver dog, om der rent
faktisk foreligger en trussel mod den offentlige orden. Denne prøvelse har naturligvis
sammenhæng med, at indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund. Eksi-
sterer der ikke en reel trussel, vil dette tale imod, at der er et presserende samfundsmæs-
sigt behov for at gøre indgreb i ytringsfriheden. Derfor har dette moment betydning for
Domstolens bedømmelse af sagerne.
785
786
S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 161.
Belcacemi og Oussar mod Belgien (afsagt den 11. juli 2017) og Dakir mod Beligien (afsagt den 11. juli 2017).
394
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0397.png
Ytringer, der direkte opfordrer til vold, og som derfor kan udgøre en væsentlig risiko for
forstyrrelse af den offentlige orden, vil i udgangspunktet være omfattet af artikel 17 om
misbrug af rettigheder og derfor falde helt uden for konventionens beskyttelse. Indgreb
over for sådanne ytringer vil som følge heraf ikke skulle retfærdiggøres efter artikel 10,
stk. 2.
Gennemgangen viser dog også, at Domstolen har fundet, at udtalelser som indeholder et
forsvar for vold eller lignende kan være omfattet af artikel 10. Indgreb over for sådanne
udsagn skal derfor kunne retfærdiggøres efter artikel 10, stk. 2. Domstolens praksis viser,
at det i denne sammenhæng skal erindres, at der er et snævert rum for at gøre indgreb
over for politiske ytringer eller ytringer om emner af samfundsmæssig interesse.
For så vidt angår gennemførelsen af demonstrationer, er staterne ligeledes overladt en
vis skønsmargin i forhold til at vælge ”rimelige og passende” foranstaltninger til at sikre,
at disse kan gennemføres på fredelig vis.
787
Gennemgangen viser dog, at hvis politiet
griber ind over for demonstrationer eller moddemonstrationer (som også har til hensigt
at tilkendegive deres mening), vil et sådant indgreb skulle leve op til betingelserne efter
artikel 10, stk. 2. Er der ingen reel risiko for den offentlige orden forbundet med en mod-
demonstration eller lignende, eller vil mindre indgribende foranstaltninger have været
tilstrækkeligt, kan det udgøre en krænkelse af ytringsfriheden.
Domstolens praksis viser også, at det ikke er i strid med artikel 10 at indføre et generelt
forbud mod tildækning af ansigtet i det offentlige rum, hvis hensynet bag et sådant for-
bud er at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens. Derimod har Dom-
stolen afvist, at et sådant indgreb generelt kan retfærdiggøres med henvisning til den
offentlige tryghed.
788
Om et indgreb over for en ansigtstildækning vil være berettiget i et
konkret tilfælde, må dog bero på en nærmere vurdering af den foreliggende situation, og
hensynet til ytringsfriheden vil skulle inddrages i denne vurdering.
787
788
Kjølbro (2017), side 1069.
Det følger som nævnt af gennemgangen af EMD's praksis om tildækningsforbud, at EMD bedømte tildækningsforbud-
det i forhold til artikel 8 (privatliv) og artikel 9 (religionsfrihed mv). Hensynet til den offentlige tryghed udgør også et
legitimt hensyn i forhold til at gøre indgreb i disse bestemmelser.
395
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0398.png
5.5
Hensynet til national sikkerhed og territorial integritet
5.5.1 Generelt om afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til national
sikkerhed og territorial integritet
Efter artikel 10, stk. 2, kan staterne gøre indskrænkninger i ytringsfriheden, når de er
begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed og territoriale integritet.
789
EMD har ikke afgjort mange sager, hvor ytringsfriheden har skullet afvejes over for hen-
synet til den nationale sikkerhed.
790
Det er derfor ikke ganske klart afgrænset, hvilke
forhold der falder under udtrykket ”den nationale sikkerhed”. De ledende domme på
området viser dog, at sagerne særligt har vedrørt beskyttelsen af statens sikkerhed og de
demokratiske forfatninger mod trusler fra såvel indre som ydre fjender.
791
Når EMD behandler sager, hvor der er sket indgreb i ytringsfriheden begrundet i hensy-
net til den nationale sikkerhed, har staterne en vid skønsmargin, og Domstolen har såle-
des ofte anerkendt, at dette hensyn kunne begrunde indskrænkninger i ytringsfriheden.
Det betyder, at Domstolen i sin bedømmelse af sagerne ikke foretager en indgående
prøvelse af statens bevæggrunde for at gribe ind i det pågældende tilfælde. Den vide
skønsmargin begrundes bl.a. i den delikate og sensitive karakter, som hensynet til den
nationale sikkerhed har. Dertil kommer, at det i sagens natur vil være vanskeligt (og
risikofyldt) for Domstolen at tilsidesætte de nationale sikkerhedsmyndigheders vurde-
ring af de trusler mv., der hævdes at have nødvendiggjort et indgreb i ytringsfriheden af
hensyn til den nationale sikkerhed.
792
EMD foretager en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder. Dette er f.eks.
afspejlet i dommen
Okcuoglu mod Tyrkiet,
hvor en tyrkisk statsborger var blevet fængs-
let for nogle kommentarer, som han havde fremsat i en diskussion, og som senere blev
offentliggjort i en artikel med titlen ”The past and present of the Kurdish problem”.
793
Han blev senere idømt en bøde på baggrund af en bestemmelse i tyrkisk ret, som skulle
For så vidt angår hensynet til den territoriale integritet ses dette hensyn sjældent påberåbt som begrundelse for indgreb i
ytringsfriheden. Når hensynet påberåbes har det oftest været påberåbt i sammenhæng med hensynet til national sikker-
hed. Se dog om en indskrænkning, som bl.a. var begrundet i territorial integritet, afsnit 5.4.3.1.2 om indrejseforbud. Det
var bl.a. tilfældet i sagen Zana mod Tyrkiet, som omtales kort nedenfor under afsnit 5.5.3.1. Det kan bemærkes, at der
under offentlige faretilstande efter EMRK artikel 15 kan ske fravigelse af forpligtelser efter konventionen. Dette er således
tilstande, som ligger uden for hensynet til den nationale sikkerhed.
790 Hensynet til den nationale sikkerhed er ofte genstand for sager, hvor der er sket indskrænkninger i medfør af artikel 8
om retten til privatliv. Spørgsmålet om forhindring af udspredning af fortrolige oplysninger begrundet i hensynet til den
nationale sikkerhed gennemgås i afsnit 5.3 om hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger.
791 S. Greer, The exceptions to Articles 8 to 11 of the European Convention on Human Rights, 1. udgave (1998) side 18ff.
792 Ibid., side 22.
793 Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999).
789
396
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0399.png
beskytte den nationale sikkerhed. De tyrkiske myndigheder anførte, at udtalelserne var
egnede til at forværre den i forvejen alvorlige sikkerhedssituation i det sydøstlige Tyrkiet.
Domstolen fandt, at indgrebet ikke kunne anses for at være nødvendigt i et demokratisk
samfund og tilsidesatte derved de nationale domstoles vurdering. EMD henviste til,
at
udtalelserne var blevet trykt i et tidsskrift, som udkom i et meget lille oplag,
794
hvilket
begrænsede udtalelsernes potentielle skadevirkning,
at
kommentarerne – om end nogle
var fremsat i en fjendtlig tone – ikke rummede en opfordring til vold, væbnet modstand
eller opstand,
795
og
at
den idømte sanktion var uproportional i forhold til det forfulgte
hensyn.
796
Det er relativt sjældent forekommende, at det alene er hensynet til den nationale sik-
kerhed, der påberåbes til støtte for et indgreb i ytringsfriheden. Ofte vil der også være
spørgsmål om f.eks. videregivelse og videreformidling af fortrolige oplysninger i spil. Se
nærmere herom i afsnit 5.3 om tavshedspligt.
797
5.5.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til natio-
nal sikkerhed
Hensynet til den nationale sikkerhed har i dansk ret ført til flere indskrænkninger i
ytringsfriheden. De bestemmelser som – begrundet i hensynet til den nationale sikker-
hed – indebærer begrænsninger i ytringsfriheden, findes navnlig i straffelovens 12. kapi-
tel (landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og
13. kapitel (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terroris-
me mv.).
Mange af bestemmelserne er historisk begrundede og har længe ikke haft nogen praktisk
betydning.
798
Det gælder f.eks. straffelovens § 100, som senest ses anvendt i 1915.
799
794
795
796
797
798
799
Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999), pr. 48.
Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999).
Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999), pr. 49.
Dette forhold behandles nærmere under afsnit 5.3 om afvejningen af hensynet til at forhindre udspredning af fortrolige
oplysninger over for ytringsfriheden. I denne sammenhæng vil også sagen om Frank Grevils læk af hemmeligstemplede
papirer blive behandlet.
Dette gælder bl.a. straffelovens § 98, § 100, § 102, § 110 a, § 111.
Bestemmelsen kriminaliserer offentlige udtalelser, som tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige
forholdsregler mod den danske stat, og straffes med fængsel indtil 6 år. Den eneste dom, som har tilknytning til bestem-
melsen og ytringsfriheden, angår et forhold, som vedrører en tidligere tilsvarende bestemmelse. Sagen omhandlede en
redaktør af dagbladet Politiken, som havde bragt en række artikler, som staten fandt, var farlige for Danmarks forhold til
krigsførende magter. Redaktøren blev frifundet med henvisning til, at de emner, som artiklerne havde omhandlet, måtte
antaget at være offentlig kendte og debatterede. (U1915.882AD).
397
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0400.png
5.5.2.1 Terrorbestemmelser
I nyere tid har særligt nogle af de bestemmelser, som blev indført med anti-terrorpakke I
(2002)
800
og II (2006),
801
givet anledning til debat i forhold til ytringsfriheden. Dette gæl-
der navnlig straffelovens § 114 e, men også § 114 b kan efter omstændighederne udgøre
en indskrænkning af ytringsfriheden.
Straffelovens § 114 b omhandler finansiering af terrorvirksomhed og blev indsat i straffe-
loven som led Danmarks opfyldelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) og
Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af finansiering af terror.
802
Bestemmelsen fremstår ikke umiddelbart som en indskrænkning af ytringsfriheden,
men et økonomisk bidrag til en forening kan efter omstændighederne anses som en
tilkendegivelse af, at bidragyderen støtter foreningen og dens virksomhed og formål. En
sådan meningstilkendegivelse kan være omfattet af artikel 10.
Ved Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen om bekæmpelse af finansiering af terror blev
det fremhævet, at denne:
”…kan heller ikke bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime
ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under ud-
øvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser”.
803
Bestemmelsen har bl.a. fundet anvendelse i den såkaldte Fighters and Lovers-sag, hvor
seks personer blev dømt for forsøg på at yde støtte til to terrororganisationer. En ræk-
ke personer havde gennem firmaet Fighters+Lovers produceret, distribueret og solgt
t-shirts.
804
Hensigten var, at overskuddet fra t-shirt-salget skulle anvendes til at støtte or-
ganisationerne FARC (Colombias væbnede revolutionære styrker) og PFLP (Folkefron-
ten til Palæstinas Befrielse). Sagen drejede sig særligt om, hvorvidt de to organisationers
aktiviteter kunne siges at udgøre terror, hvilket Højesteret fandt var tilfældet.
Højesteret gjorde dog straffen for to af de dømte betinget bl.a. med henvisning til usik-
kerheden om den nærmere rækkevidde af straffelovens § 114 b.
800 Lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven mv. (terrorpakke I).
801 Lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven mv. (terrorpakke II).
802 Lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 (Folketingstidende, 2001-2002, tillæg A, side 808), alm. bemærkninger, pkt. 1.1.
Bestemmelsen udgør desuden en særlig medvirkensbestemmelse, som udvider det strafbare medvirkensansvar efter §
23.
803 Dette følger af den erklæring, som Rådet fremkom med i forbindelse med drøftelserne.
804 U2009.1452H.
398
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0401.png
EMRK artikel 10 eller hensynet til ytringsfriheden blev ikke udtrykkeligt påberåbt i sa-
gen, men flere af de tiltalte forklarede dog, at de med t-shirt-salget havde villet skabe
debat. Desuden anførte de tiltalte – til støtte for påstanden om formildelse – at de havde
haft såkaldte ”ideelle motiver” for deres handlinger, nemlig at yde humanitær støtte og
rejse debat.
Sagen har særligt givet anledning til diskussion om rækkevidden af § 114 b, men hensy-
net til ytringsfriheden synes ikke at have præget denne debat.
805
Straffelovens § 114 e er en udvidet medvirkensregel, som kriminaliserer enhver støtte
til en person, gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå ter-
rorhandlinger, terrorlignende handlinger, terrorstøttehandlinger eller hvervning til eller
oplæring i de nævnte handlinger. Støtten skal være egnet til at fremme den kriminelle
virksomhed.
806
Eksempler på forhold, som kan være omfattet, er f.eks. en situation, hvor en person vi-
dende yder professionel rådgivning til organisationer, der begår eller har til hensigt at
begå terrorhandlinger. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen anført, at den ikke ud-
gør en indskrænkning af ytringsfriheden, og at rene sympatitilkendegivelser ikke udgør
den form for støtte til terrororganisationer, som er omfattet er bestemmelsen.
807
Hensynet til ytringsfriheden var dog ikke desto mindre en væsentlig del af sagen om Roj
TV, som endte i Højesteret.
808
I sagen havde landsretten fundet, at Roj TV og tilknyttede selskaber gennem deres ud-
sendelser havde fremmet PKK’s (Kurdistans Arbejderparti) terrorvirksomhed ved pro-
paganda. PKK var opført på EU’s terrorliste, og landsretten, som foretog en selvstændig
vurdering af spørgsmålet, lagde ved bevisbedømmelsen til grund, at PKK havde anvendt
vold og voldelige midler, hvorfor organisationen måtte anses for en terrororganisation.
Se bl.a. P. Vedel Kessing, ”Økonomisk støtte til terrorvirksomhed” i Juristen (nr. 5 af 2009), side 152ff. og J.S. Sørensen,
”Terrorlovgivning og terrorsager” i Juristen (nr. 19 af 2008), side 297ff.
806 Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 75.
Se også § 101 a, stk. 2, som kriminaliserer hvervning af en dansk statsborger mv. til en fjendtlig væbnet styrke eller
som offentligt tilskynder sådanne personer til at tilslutte sig. Bestemmelsen blev indført i 2015 ved lov nr. 1880 af den
29. december 2015 om ændring af straffeloven (Tilslutning til fjendtlig væbnet styrke), men ses ikke at have fundet
anvendelse i trykt praksis.
807 Lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 om ændring af straffeloven mv. (Folketingstidende, 2001-2002, 2. samling, tillæg
A, side 808ff.), alm. bemærkninger pkt. 2.3.1.1. og Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 76. Se afsnit 5.4.2.1 om straffelo-
vens § 136, stk. 2, som omhandler forherligelse af konkrete terrorhandlinger.
808 U2014.1540H. Der var tale om to de to selskaber, ROJ TV A/S og Mesopotamia Broadcast A/S METV. Propaganda til
fordel for fjendtlig krigs- eller besættelsesmagt, herunder virksomhed som udgiver, redaktør eller forretningsfører ved
dagblad, tidsskrift, forlag eller pressebureau, der arbejder til fremme af fjendtlig interesse, er strafbart efter straffelovens
102, stk. 2, nr. 4. Bestemmelsen ses ikke at have fundet anvendelse i nyere trykt praksis.
805
399
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0402.png
Landsretten anførte, at EMRK artikel 10 ikke kunne begrunde straffrihed, fordi der var
tale om fremme af terrorvirksomhed. For Højesteret drejede sagen sig udelukkende om
rettighedsfrakendelse, herunder hvorvidt frakendelsen af sendetilladelsen ville være i
strid med EMRK artikel 10. Højesteret tilsluttede sig landsrettens konklusion om, at Roj
TV’s udsendelser kunne anses for terrorfremmende virksomhed. Retten til ytringsfri-
hed som beskyttet af EMRK artikel 10 kunne – ifølge Højesteret – ikke føre til et andet
resultat.
5.5.2.2 Spionage og efterretningsvirksomhed
Forskellige former for efterretningsvirksomhed (spionage) er kriminaliseret i straffelo-
vens §§ 107-109. Bestemmelserne kan udgøre indskrænkninger i ytringsfriheden, fordi
de bl.a. kriminaliserer videregivelse af oplysninger.
Straffelovens § 107 er den såkaldte ”strenge” spionagebestemmelse. Den kriminaliserer
videregivelse af oplysninger til fremmed efterretningsvæsen, som af hensyn til danske
stats- eller samfundsinteresser skal hemmeligholdes.
Bestemmelsen har bl.a. været bragt i anvendelse i en sag fra 1959, hvor en handelsrådgi-
ver ved den danske ambassade i Bonn havde videregivet hemmeligt stemplede papirer
til en polsk diplomat, som han blev venner med og senere kom til at stå i et økonomisk
afhængighedsforhold til.
809
Dette var alt sammen orkestreret af den polske efterretnings-
tjeneste, som havde undersøgt handelsrådgiverens personlige forhold grundigt og her-
efter udnyttede hans (økonomiske) svagheder til at få udleveret statshemmeligheder og
senere hverve ham som spion. Handelsrådgiveren blev også dømt efter straffelovens §
108, stk. 1, for at have haft forbindelse med fremmed efterretningsvæsen og idømtes otte
års fængsel, jf. nedenfor.
Straffelovens § 108 kaldes den ”milde” spionagebestemmelse og omfatter såkaldt anden
ulovlig efterretningsvirksomhed. Efter bestemmelsen er det strafbart at hjælpe en frem-
med efterretningstjeneste til at virke i Danmark. Bestemmelsen er ændret med lov nr.
269 af 26. marts 2019, hvorved det er blevet præciseret, at også påvirkningsoperationer,
som foretages af fremmede efterretningstjenester, er omfattet af bestemmelsen. Det er
således strafbart at hjælpe eller sætte en fremmed efterretningstjeneste i stand til at fore-
tage påvirkningsvirksomhed, forudsat der er et samarbejde med efterretningstjenesten.
Bestemmelsen har givet anledning til flere sager.
810
I 2002 faldt der dom i en sag, hvor en
toldassistent tilbage i 1989 havde givet oplysninger til DDR’s efterretningstjeneste Stasi.
809 U1959.718Ø. Bestemmelsen er også anvendt i U1980.421H (se omtale i fodnote 816).
810 Se bl.a. U1975.884Ø, U1978.167H, U1959.718/2Ø, U1966.204Ø og U1960.906H.
400
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0403.png
Oplysningerne omfattede bl.a. informationer om det danske toldvæsens struktur, pro-
cedurer mv. samt oplysninger om danske statsborgere, herunder ansatte i dansk politi.
Under sagen forsvarede den tiltalte sig med, at han havde afgivet oplysningerne under
forhørslignende omstændigheder, og at han opfattede afgivelsen af oplysningerne som
nødvendige for at øge chancen for at få sin forlovede, som boede i Østtyskland, til Ve-
sten. Han blev straffet med fire måneders fængsel for ulovlig efterretningsvirksomhed.
Bestemmelsen er senest blevet brugt i 2012, hvor en 49-årig herboende udenlandsk pro-
fessor i statskundskab blev idømt fem måneders fængsel efter den milde spionparagraf.
Sagen blev ført for dobbeltlukkede døre, men det fremgår af rettens pressemeddelelse,
at professoren i en periode over otte år havde udleveret referater fra samtaler og konfe-
rencer mv. til ansatte ved den russiske ambassade i København, ligesom han blev fundet
skyldig i forsøg på at overdrage lister med navne på statskundskabsstuderende, som han
vurderede måske ville kunne hverves som spioner for det pågældende land.
811
Rationalet
var tilsyneladende, at en del studerende på et senere tidspunkt kunne forventes at få
ansættelse i centraladministrationen og herved potentielt få adgang til sensitive oplys-
ninger, som kunne være af interesse for det fremmede lands myndigheder.
812
De to bestemmelser suppleres af straffelovens § 109, som omhandler videregivelse af
statshemmeligheder. Bestemmelsen kriminaliserer en kvalificeret krænkelse af tavsheds-
pligten i offentlig tjeneste og hverv, når krænkelsen vedrører statens sikkerhed.
813
Hvis
de hemmeligholdte oplysninger videregives til en fremmed efterretningstjeneste, vil
forholdet være strafbart efter straffelovens § 107. Bestemmelsen antages også at omfatte
mediernes videreformidling af oplysninger, som er hemmeligholdt af hensyn til statens
sikkerhed.
814
Den ses senest anvendt i en sag fra 1980, hvor der dog også skete domfældelse for over-
trædelse af straffelovens §§ 107 og 108.
815
811
812
813
814
815
Pressemeddelelse fra Retten i Glostrup af 31. maj 2012: ”Fængsel i 5 måneder til 49-årig professor” (https://www.dom-
stol.dk/glostrup/nyheder/ovrigenyheder/Pages/Fangseli5manedertil49-arigprofessor.aspx (senest tilgået den 19. august
2019).
”10 danske studerende opført på spionliste” (13. april 2012), https://www.berlingske.dk/samfund/10-danske-studeren-
de-opfoert-paa-spionliste (senest tilgået den 19. august 2019).
For nærmere om afvejningen mellem hensynet til ytringsfriheden og hensynet til at forhindre udspredningen af fortro-
lige oplysninger, se afsnit 5.3.
Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 296. Medierne kan også straffes for videregivelse af ellers tavs-
hedsbelagte meddelelser, når disse er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar, jf. straffelovens § 152 d,
stk. 3.
U1980.421H, hvor en østtysk statsborger med det formål i et fremmed efterretningsvæsens tjeneste forsøgte at skaffe sig
statshemmeligheder. Til dette formål havde den østtyske mand hvervet en kvindelig studerende, som tog ansættelse i
Udenrigsministeriet og fremskaffede en række dokumenter af såvel klassificeret som uklassificeret karakter, som blev
overgivet til fremmed efterretningsvæsen. For dette blev den østtyske mand idømt 6 års fængsel.
401
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0404.png
5.5.2.3 Fornærmelser mod bestemte persongrupper
Straffelovens kapitel 12 og 13 indeholder også en række bestemmelser, som i visse særlige
tilfælde skærper straffen for bl.a. injurier efter straffelovens kapitel 27. Dette gælder f.eks.
straffelovens § 110 d, hvorefter straffen for ærekrænkelse kan forhøjes med indtil det hal-
ve, når genstanden for krænkelsen er enten et fremmed statsoverhoved eller lederen af
en fremmed diplomatisk mission.
816
Bestemmelsen ses ikke anvendt siden 1935.
817
Tilsvarende fastsætter straffelovens § 115, at straffen i bl.a. sager om injurier og hus-
fredskrænkelse kan forhøjes med indtil det dobbelte, hvis genstanden for krænkelsen er
majestæten eller regeringen.
Denne bestemmelse har tilsyneladende heller ikke ført til domfældelser i nyere tid, men
det vakte nogen opsigt, da 11 aktivister fra Greenpeace i 2011 blev tiltalt for majestætsfor-
nærmelse. Tre af aktivisterne havde i december 2009 forklædt sig som gæster i forbin-
delse med en gallamiddag på Christiansborg Slot under COP 15 i København. Efter de
var lykkedes med at passere flere politiafspærringer – forklædt som statsleder med frue
og livvagt – fremviste de deres medbragte gule bannere med teksten: ”Politicians talk –
Leaders Act”. Demonstranterne blev bl.a. tiltalt for husfredskrænkelse efter straffelovens
§ 264, stk. 1, nr. 1, som er en af de bestemmelser, hvor strafferammen efter § 115, stk. 1,
forhøjes med indtil det dobbelte, når den forurettede er majestæten. Flertallet i byretten
(to voterende) frifandt dog demonstranterne for dette forhold bl.a. med henvisning til, at
den pågældende happening faldt uden for beskyttelsesinteressen i § 115, stk. 1.
818
Det fremgår af dommen, at flertallet udtrykkeligt inddrog hensynet til ytringsfriheden
med henvisning til EMRK artikel 10 i begrundelsen for frifindelsen.
Straffelovens § 110 e om straf for offentlig forhånelse af fremmed nation, fremmed stat,
fremmed stats flag eller andet anerkendt nationalmærke samt forbud mod forhånelse af
De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag udgør efter sin karakter også en
begrænsning af ytringsfriheden.
816
817
818
Bestemmelsen opfylder forpligtelserne efter FN’s Konvention af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for forbry-
delser mod internationalt beskyttede personer herunder diplomatiske repræsentanter.
U1936.156Ø.
Se Københavns Byrets dom af 22. august 2011 (SS 4-9617/2011).
402
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0405.png
Bestemmelsen er primært udenrigspolitisk begrundet og kriminaliserer således ikke for-
hånelse mv. af Dannebrog.
819
Der foreligger ikke trykt praksis om anvendelse af bestem-
melsen siden 1930’erne.
820
5.5.3 EMD's praksis vedrørende indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i
hensynet til national sikkerhed
5.5.3.3.1 Terror
Når der er sket indgreb i ytringsfriheden i forbindelse med udsagn mv., der kan betragtes
som fremme af eller støtte til terrorisme, tillægges hensynet til ytringsfriheden ikke stor
vægt. Modhensynet vejer ganske enkelt for tungt, ligesom EMD har fundet, at ytrin-
ger, der indebærer fremme af terrorisme, ikke er beskyttelsesværdige, men derimod kan
være omfattet af artikel 17 om rettighedsmisbrug.
I sagen om Roj TV var det tv-stationens opfattelse, at domfældelsen stred mod artikel 10,
og derfor indbragte man sagen for EMD. EMD har imidlertid ved en afgørelse i maj 2018
afvist klagen.
821
Afvisningen indeholder flere interessante fortolkningsbidrag i relation
til vægtningen af hensynet til ytringsfriheden i sager om fremme af eller støtte til terror.
EMD fandt, at de danske domstoles afgørelser baserer sig på en tilstrækkelig og accep-
tabel bedømmelse af sagens faktum, idet der er foretaget en omhyggelig bedømmelse og
afbalancering af sagens beviser.
Fordi Roj TV’s udsendelser fremmede PKK’s terrorvirksomhed ved at indeholde op-
fordring til vold og støtte til terrorhandlinger, som blev formidlet til et bredt publikum,
nåede Domstolen endvidere frem til, at Roj TV’s aktiviteter er omfattet af artikel 17 om
misbrug af konventionens rettigheder.
Domstolen bemærker kort – i forhold til klagers påstand om, at domfældelsen krænker
deres ytringsfrihed efter artikel 10 – at den bl.a. i dommen
Zana mod Tyrkiet
fandt, at
et indgreb over for en ytring, der udtrykte støtte til PKK, ikke udgjorde en krænkelse af
artikel 10.
822
819
820
821
822
Dansk Folkeparti fremsatte den 4. november 2005 lovforslag om at kriminalisere flagafbrænding af Dannebrog. Bag-
grunden var ifølge Dansk Folkepartis daværende retsordfører en demonstration mod Irak-krigen foran den ameri-
kanske ambassade i København i juli, hvor demonstranter afbrændte både det amerikanske og danske flag. (Se ”DF:
Flagafbrænding skal give fængsel” (29. december 2006), Politiken, https://politiken.dk/indland/art4863211/DF-Flagaf-
br%C3%A6nding-skal-give-f%C3%A6ngsel (senest tilgået den 19. august 2019).
U1934.589Ø og U1936.820Ø.
Roj TV A/S mod Danmark (afsagt den 24. maj 2018). Klagen blev afvist med henvisning til artikel 17 (se straks nedenfor).
Zana mod Tyrkiet (25. november 1997).
403
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0406.png
I denne dom fandt Domstolen, at den pågældende udtalelse, der var fremsat i en avis af
en tidligere tyrkisk borgmester, var egnet til at påvirke den igangværende konflikt i det
sydøstlige Tyrkiet. Med henvisning til staternes skønsmargin i sager om national sikker-
hed og territorial integritet fandt Domstolen, at der ikke forelå en krænkelse af artikel 10.
Med afgørelse om afvisning af sagen om Roj TV har EMD slået fast, at ytringer, som
fremmer terrorvirksomhed kan være omfattet af artikel 17 og dermed falde helt uden for
artikel 10’s beskyttelse.
5.5.3.1 Spionage
De sager ved EMD, hvor det udelukkende er hensynet til den nationale sikkerhed, som
staten har henvist til, har i de fleste tilfælde drejet sig om spionage. Hensynet til at fortro-
ligholde statshemmeligheder har i disse sager vejet tungt i afvejningen over for ytrings-
friheden.
Sagen
Pasko mod Rusland
handlede om en russisk flådeofficer og militærjournalist, som
var blevet dømt for forsøg på videregivelse af fortrolige oplysninger om bl.a. kritiske
militærenheder/statshemmeligheder til fremmede statsborgere.
823
Som journalist på en
militæravis havde han bl.a. skrevet artikler om miljømæssige udfordringer, herunder
transport af militært atomaffald. Han mente, at de russiske myndigheder i realiteten hav-
de retsforfulgt ham pga. de kritiske artikler.
Domstolen fandt, at der ikke var sket en krænkelse af den russiske officers ytringsfrihed
og lagde ved bedømmelsen vægt på, at han i kraft af sit arbejde var underlagt tavsheds-
pligt, og at dele af den information, som han havde haft til hensigt at videregive, poten-
tielt kunne skade den nationale sikkerhed betydeligt. Desuden lagde Domstolen vægt
på, at den tiltalte var blevet dømt for forsøg på spionage i sin stilling som officer og ikke
i kraft af sit journalistiske arbejde.
Domstolen har i sin praksis desuden anerkendt, at medlemsstaterne – fordi der er tale
om så alvorlige forbrydelser – er i deres gode ret til at bekæmpe sådanne forbrydelser på
effektiv vis, bl.a. ved idømmelse af meget strenge straffe.
824
5.5.3.2 Fornærmelser mod statsoverhoveder, diplomater, regeringer mv.
Helt generelt er der efter EMD's praksis en snæver adgang til at gøre indgreb over for
ytringer, som har karakter af politiske meningstilkendegivelser, og som ikke angår de
823
824
Pasko mod Rusland (afsagt den 22. oktober 2009). EMD udtalte i sagen, at: ”the court further has no difficulties in ac-
cepting that the measure complained of pursued a legitimate aim, namely protection of the interests of national security”
(pr. 84).
Kjølbro (2017), side 984.
404
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0407.png
pågældendes – f.eks. monarkers – privatliv eller ære. Det har EMD bl.a. slået fast i dom-
men
Colombani m.fl. mod Frankrig,
hvor en journalist og en forlagsredaktør var blevet
dømt for forhånelse af den marokkanske konge.
825
Journalisterne havde på baggrund af
en ekspertrapport fra EU-Kommissionen kritiseret kongen for ikke at gøre nok i kampen
mod fremstilling af og handel med hash. EMD fandt, at domfældelsen af journalisterne
var i strid med artikel 10, da emnet havde samfundsmæssig interesse.
826
I
Mondragon mod Spanien
var et spansk parlamentsmedlem bl.a. blevet idømt ét års be-
tinget fængsel for at anklage den spanske konge for tortur.
827
Kritikken blev fremsat, efter
at flere medarbejdere ved en avis – som var under mistanke for at have tilknytning til
terrororganisation ETA – var blevet anholdt og tilbageholdt af politiet. De klagede heref-
ter over, at de var blevet udsat for inhuman behandling, mens de var i politiets varetægt.
Parlamentsmedlemmet skrev i sin kritik, at kongen var overhoved for staten, herunder
de styrker, som angiveligt havde udsat avismedarbejderne for tortur. EMD statuerede
krænkelse af artikel 10 med henvisning til, at der var tale om en politisk meningstilken-
degivelse, og at kongen – i et konstitutionelt demokrati som Spanien – ikke kunne være
fritaget fra kritik. I den forbindelse lagde Domstolen særlig vægt på, at kritikken ude-
lukkende relaterede sig til kongens institutionelle rolle som statens overhoved og ikke
omhandlede hans privatliv eller lignende.
828
Domstolen bemærkede desuden, at fængselsstraf for politiske meningstilkendegivelser
udelukkende kan komme på tale under helt særlige omstændigheder.
829
Sådanne sank-
tioner kan ifølge Domstolen kun accepteres, hvis der er tale om udtalelser, som udgør
opfordringer til vold eller hadefuld tale (hate speech).
830
Domstolen bemærkede i øvrigt,
at øget beskyttelse for statsoverhoveder for så vidt angår injurier, ikke vil være i overens-
stemmelse med konventionens ånd.
831
5.5.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.5.2, indeholder dansk ret en række bestemmelser, som bl.a.
har til formål at forebygge terror, spionage og fornærmelser mod bestemte persongrup-
per. Der er inden for rammerne af EMRK generelt en relativt vid adgang for staterne til
nationalt at fastsætte sådanne bestemmelser.
825
826
827
828
829
830
831
Colombani m.fl. mod Frankrig (afsagt den 25. juni 2002).
Se hertil også Mondragon mod Spanien (afsagt den 15. marts 2011).
Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011). For så vidt angår kritik af regeringen kan dommen Castells mod
Spanien, som er omtalt i afsnit 4.1, fremhæves.
Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 57.
Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 59.
Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 58.
Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 55.
405
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0408.png
Når bortses fra sager om fornærmelser mod regenter og statsoverhoveder mv., kan det
således sammenfattende konstateres, at staterne har en ganske vid skønsmargin ved ind-
greb i ytringsfriheden, som er begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed. Dette
skyldes primært, at der i disse tilfælde foreligger tungtvejende modstående hensyn, og at
EMD anerkender, at de nationale myndigheder som udgangspunkt må anses for bedst
egnede til at vurdere den konkrete nødvendighed af et indgreb begrundet i hensynet til
statens sikkerhed, f.eks. når der er tale om fremme af terror eller spionagevirksomhed.
Domstolen er dog yderst opmærksom på, at staternes henvisning til hensynet til nati-
onal sikkerhed som baggrund for at gøre indgreb i ytringsfriheden ikke bliver en skin-
begrundelse for at begrænse ytringsfriheden, hvor der ikke reelt foreligger en national
sikkerhedsrisiko.
832
Den vide skønsmargin i disse sager synes at være begrundet i hensynets tungtvejende
karakter, og fordi Domstolen vanskeligt kan bedømme den reelle sikkerhedsrisiko. Dette
adskiller sig således fra bedømmelsen af f.eks. indgreb af hensyn til sædeligheden, hvor
den vide skønsmargin er begrundet i den manglende fælles forståelse vedrørende mo-
ralske spørgsmål i medlemsstaterne (se nærmere nedenfor i afsnit 5.7.1). Fælles for de to
vurderinger er dog, at Domstolen anser den enkelte stat for bedst egnet til at bedømme
disse tilfælde.
Da der findes meget få domme, hvor det udelukkende er hensynet til national sikkerhed,
der er påberåbt som begrundelse for et indgreb i ytringsfriheden, har Domstolen ikke på
samme måde, som ved f.eks. sager om injurier, udviklet en række fortolkningsfaktorer,
som skal indgå. Gennemgangen viser dog, at Domstolen i flere sammenhænge inddrager
skadevirkningen, herunder også den potentielle skadevirkning, for national sikkerhed i
bedømmelsen. I denne sammenhæng ses Domstolen også at have lagt vægt på, hvordan
ytringen er udbredt/hvilket medie, der er anvendt til at fremsætte udtalelsen, da dette
kan være af betydning for udbredelsen af udtalelsen.
Når hensynet påberåbes i sammenhæng med hensynet til at forhindre udspredelse af
fortrolige oplysninger, inddrager Domstolen som nævnt også (den potentielle) skade-
virkning i afvejningen af de modstående hensyn. I disse sammenhænge har Domstolen
dog også peget på en række andre kriterier, herunder spørgsmålet om offentlig interesse.
Gennemgangen viser dog, at hensynet til den offentlige interesse ikke synes at have af-
gørende betydning i sager, hvor det udelukkende drejer sig national sikkerhed, hvilket
adskiller bedømmelsen fra f.eks. den, der foretages, når der er videregivet fortrolige op-
lysninger eller i sager om injurier.
832
Se f.eks. Polat mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 47 og Arslan mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 48.
406
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0409.png
5.6
Hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed og
hensynet til ytringsfriheden
5.6.1 Generelt om EMD's praksis om afvejningen mellem at sikre domsmagtens
autoritet og upartiskhed og hensynet til ytringsfriheden
Der kan efter EMRK artikel 10, stk. 2, gøres indskrænkninger i ytringsfriheden for at
sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed. Sager om indgreb i ytringsfriheden på bag-
grund af dette hensyn forekommer ofte i sammenhæng med andre af de hensyn, som
er nævnt i artikel 10, stk. 2, f.eks. hensynet til andres gode navn og rygte eller privatliv.
Hensynet varetager navnlig den samfundsmæssige interesse, der er i at sikre, at befolk-
ningen har tillid til retssystemet og domstolene og til, at der i domsstolssystemet træffes
retfærdige afgørelser. Dette hensyn er ifølge Domstolens praksis tungtvejende, men det
må omvendt ikke stå i vejen for en offentlig debat om spørgsmål om domstolene og be-
handlingen af sager i domstolssystemet. Domstolene og retssystemets funktion generelt
er et emne af væsentlig offentlig interesse, som derfor også skal kunne gøres til genstand
for en offentlig debat. Afvejningen handler således om grundlæggende at sikre, at der
opretholdes en høj grad af tillid til domstolene og samtidig tillade, at en så væsentlig
samfundsinstitution, som domstolene udgør, kan gøres til genstand for debat.
Hensynet var bl.a. påberåbt i dommen
Sunday Times mod Storbritannien,
som omhand-
lede et forbud over for medierne mod at omtale en verserende sag ved domstolene. I den
konkrete sag fandt Domstolen, at der med forbuddet var sket en krænkelse af mediernes
ytringsfrihed. Dommen er nærmere omtalt i afsnit 4.2.
833
Domstolen udtalte, at sager ved domstolene også skal kunne debatteres i offentligheden.
Hensynet til domsmagtens autoritet og upartiskhed kan således ikke begrunde et gene-
relt forbud mod at omtale kommende eller verserende straffe- og civilsager, og nationale
domstole kan ikke agere i et vakuum uden offentlighedens indsigt. Domstolen fremhæ-
ver i sagen også, at det påhviler medierne at dække sager, som behandles af domstolene,
og som har offentlig interesse.
834
Også i denne afvejning af modstående interesser spiller
hensynet til den offentlige interesse og befolkningens ret til at modtage disse informa-
tioner en betydelig rolle (se nærmere om offentlighedsregler i afsnit 5.6.2). Domstolen
nævner samtidig, at mediernes dækning af aktuelle sager ikke må udvikle sig til en ”fol-
kedomstol”, som kan svække den generelle tillid til domstolene som rette forum for at
løse retlige konflikter mv.
833
834
Udfaldet af Sunday Times dommen blev som tidligere nævnt, at den offentlige interesse i at få kendskab til den verseren-
de sag i det konkrete tilfælde vejede tungere end hensynet til domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 65.
407
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0410.png
I
Sunday Times mod Storbritannien
angiver Domstolen også, hvad der findes omfattet
af hensynet. Domstolen udtaler, at der med begrebet ”domsmagtens autoritet” navnlig
sigtes til, at den almindelige forestilling om, at domstolene er det rette forum for at løse
konflikter i og det rette forum for at bedømme eksistensen af juridiske rettigheder og
pligter. Hensynet har derfor til hensigt at varetage det formål, at befolkningen som hel-
hed har respekt for og tillid til, at domstolene kan løfte disse opgaver. Domstolen slår i
dommen fast, at det er retssystemet i bred forstand, herunder domstole og dommere i
deres officielle kapacitet, der er omfattet af begrebet ”domsmagten”.
835
For så vidt angår staternes skønsmargin på dette område, har Domstolen udtalt, at der i
forhold til hensynet til domsmagtens autoritet og upartiskhed – i modsætning til hensy-
net til sædeligheden – er en relativt høj grad af fælles forståelse i konventionsstaterne af,
hvad dette hensyn angår.
836
Som følge heraf er staterne ikke tillagt en udvidet skønsmar-
gin i forhold til dette hensyn.
Domstolens praksis vedrørende afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til
domsmagtens autoritet og upartiskhed centrerer sig navnlig om to typer af sager. Den
ene kategori drejer sig om sager, hvor indgrebet er foretaget for at beskytte
domstolenes
uafhængighed,
f.eks. hvor en sag omtales i offentligheden på en måde, der er egnet til at
påvirke domstolenes behandling, eller hvor en advokat har ytret sig om en verserende
sag. Disse sager omhandler navnlig tilfælde, hvor journalister er blevet dømt for omtale
eller kommentering af verserende retssager.
837
Den anden type sager drejer sig om ind-
greb foretaget af hensyn til at beskytte
domstolenes autoritet.
Disse sager drejer sig særligt
om situationer, hvor der er fremsat kritik af en domstol eller konkrete dommere, og hvor
dette har medført indgreb over for den ytrende, f.eks. i form af bødestraf.
838
Hensynet påberåbes som nævnt ofte i sammenhæng med andre af de hensyn, der fin-
des i artikel 10, stk. 2. Dette illustreres bl.a. af sagen
News Verlag GmbH & CoKG mod
Østrig.
839
I sagen klagede en udgiver over, at de nationale domstole havde nedlagt forbud
mod at bringe et billede af en mistænkt i en straffesag. De nationale domstoles forbud
var udstedt med det formål at beskytte den mistænkte mod bl.a. injurier og krænkelser af
uskyldsformodningen. Domstolen anerkendte i denne sammenhæng, at forbuddet mod
brug af billedet også varetog hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
835
836
837
838
839
Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 55. Domstolen slår også fast, at hensynet også udstræk-
ker sig til at beskytte parternes rettigheder i en retssag. Hensynet har således visse overlap med andre af konventionens
rettigheder, f.eks. uskyldsformodningen efter EMRK artikel 6.
Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 59.
F.eks. Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997).
Prager & Oberschlick mod Østrig (afsagt den 26. april 1995).
News Verlag GmbH & CoKG mod Østrig (afsagt den 26. februar 2002).
408
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0411.png
5.6.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til at
sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed
Der findes i dansk ret en række regler, som indskrænker ytringsfriheden i relation til
domstolenes behandling af konkrete sager. Dette gælder f.eks. regler om dørlukning og
referat- og navneforbud. Disse regler varetager ikke udelukkende hensynet til at sikre
domsmagtens autoritet og upartiskhed, men kan f.eks. også varetage hensynet til par-
ternes privatliv, hensynet til uskyldsformodningen eller hensynet til efterforskning og
opklaring af en sag.
Det følger af grundlovens § 65, at der i retsplejen skal være offentlighed og mundtlig-
hed i videst muligt omfang.
840
Offentlighedsprincippet betyder bl.a., at borgerne som
udgangspunkt vil have adgang til at overvære retsmøder i civile sager og straffesager.
841
Det indebærer også, at der normalt vil være adgang til at gengive og omtale det, der sker
under retsmøderne.
842
Denne adgang til at referere, hvad der foregår under retsmøderne,
benyttes i høj grad af medierne, som formidler information fra domstolenes behandling
af sager til offentligheden (se nærmere nedenfor om mediernes adgang til bl.a. at kære
kendelser om dørlukning mv.)
Princippet om åbne døre har navnlig til formål at medvirke til at sikre en retfærdig ret-
tergang. En retfærdig rettergang sikres bl.a. ved, at offentligheden, herunder medierne,
har adgang til at overvære retssager og dermed kan føre demokratisk kontrol med dom-
stolenes behandling af konkrete sager.
843
Offentlighedsprincippet er en grundlæggende forudsætning for, at medierne kan udfylde
deres rolle som samfundets vagthund. Det er reelt set kun få, der har mulighed for at over-
være retsmøder ud over medierne, og befolkningen vil derfor i vidt omfang være afhæn-
gig af, at medierne i aviser, radio, tv mv. refererer, hvad der foregår i retssalene. Det har
således ofte været mediernes vedvarende dækning af retssager, der har haft indflydelse på,
hvilke emner der debatteres i offentligheden. F.eks. har mediernes vedvarende dækning af
voldtægtssager skabt stor debat om, hvorvidt de nuværende regler bør ændres.
Grundlovens princip om offentlighed i retsplejen skal som nævnt gennemføres i videst
muligt omfang. Fordi der ikke er tale om et absolut princip, kan der gøres indskrænknin-
ger heri. Der kan således være tilfælde, hvor offentlighedsprincippet må vige for andre
væsentlige hensyn, f.eks. hvor hensynet til en forurettet eller til efterforskningen af en
840 Udgangspunktet om offentlighed følger også af retsplejelovens § 28 a, hvoraf det følger, at alle retsmøder er offentlige
medmindre andet er bestemt ved lov. Se nærmere om reglerne om offentlighed, kapitel 15.
841 Dette benævnes den umiddelbare offentlighed.
842 Dette benævnes den middelbare offentlighed.
843 Betænkning nr. 1330 (1997) om samarbejdet mellem retterne og pressen, side 95.
409
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0412.png
verserende sag vejer tungere end hensynet til offentlighedens ret til indsigt. De i praksis
væsentligste indskrænkninger i offentlighedsprincippet findes i retsplejelovens kapitel 2
og omfatter bl.a. reglerne om dørlukning, referatforbud og navneforbud.
De regler, som begrænser offentlighedsprincippet, begrænser naturligvis ytringsfrihe-
den, men også informationsfriheden indskrænkes væsentligt, når medierne pga. en dør-
lukning ikke kan formidle informationer om en sag til befolkningen.
Fordi mediernes opgave med at referere fra retssager har stor samfundsmæssig betyd-
ning, er medierne tillagt en række særlige rettigheder i relation til de væsentligste ind-
skrænkninger i offentlighedsprincippet. Disse rettigheder skal sikre, at domstolene tager
hensyn til offentlighedens interesse i at følge de konkrete retssager.
Medierne er tillagt en særlig adgang til at udtale sig, før der træffes afgørelse om dørluk-
ning, referatforbud og navneforbud.
844
Udtaleretten skal sikre, at pressens argumenter
for ikke at gøre indskrænkninger i ytringsfriheden høres, inden retten træffer afgørelse
om dørlukning mv.
Ud over retten til at udtale sig har medierne også mulighed for at appellere (kære) ret-
tens beslutninger om dørlukning, referatforbud og navneforbud til en højere instans.
845
Denne ret til at appellere afgørelser om indskrænkninger i offentlighed i retsplejen skal
ses som et naturligt supplement til retten til at udtale sig og skal sikre, at ”vægten af de
synspunkter, medierne har fremsat, kan prøves ved en højere instans”.
846
Udtale- og appelretten skal således sikre, at domstolene tager hensyn til offentlighedens
interesse i at følge sagen, og at medierne med retten til at udtale sig har mulighed for at
påvirke rettens kendelse.
847
844 Udtaleret ved dørlukning, jf. § 29 c, stk. 1, udtaleret ved referatforbud, jf. § 30 b, stk. 1, og udtaleret ved navneforbud, jf.
§ 31 a, stk. 1. Det er kun tilstedeværende repræsentanter fra medierne, som har mulighed for at udtale sig. Udtaleretten
finder også anvendelse i sager, hvor der anmodes om dobbelt lukkede døre – journalister har i denne sammenhæng ret
til at udtale sig om dørlukningen, inden dørene lukkes i første omgang.
845 Kæreadgang ved dørlukning i civilesager, jf. § 393, stk. 2. og § 968, stk. 2. Det er en betingelse for denne kæreadgang, at
massemediet har været repræsenteret under retsmødet.
846 Betænkning nr. 1330 (1997) vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen, side 118f.
Udtaleretten og appeladgangen er forbeholdt de tilstedeværende repræsentanter fra massemedierne, som er omfattet
af medieansvarsloven § 1, stk. 1, nr. 1-3. Se kapitel 12 for nærmere om mediansvarslovens regler. Se betænkning nr. 1205
(1990) om medieansvar, side 278 for afgrænsningen af denne gruppe.
847 Anklager og forsvarer vil typisk ikke have betænkeligheder ved at indskrænke offentligheden om en sag, og mediernes
særlige rettigheder er indført for at sikre, at der reelt tages hensyn til offentlighedens interesse i at få indsigt i verserende
retssager.
410
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0413.png
Når retten skal afgøre, om der skal ske dørlukning, referatforbud eller navneforbud, skal
retten altid vælge den mindst indgribende fremgangsmåde, som kan varetage hensynet
med at begrænse offentligheden til en retssag (mindstemålsprincippet). Det betyder, at
hvis det formål, der med f.eks. dørlukning forsøges varetaget, også kan beskyttes ved at
nedlægge referatforbud, er retten forpligtet til at vælge dette.
848
Dørlukning
er den mest indgribende af de foranstaltninger, som kan begrænse offent-
lighedsprincippet, fordi en dørlukning betyder, at offentligheden ikke har adgang til at
overvære sagen og derfor ikke ved, hvad der foregår under sagens behandling. Dørluk-
ning betyder, at det er forbudt offentligt at gengive, hvad der forhandles i retsmødet.
849
Dørlukning kan gælde for hele sagen eller dele af sagen, f.eks. under en vidneforkla-
ring.
850
Dørlukning kan ifølge retsplejeloven bestemmes i en række tilfælde og kan varetage for-
skelligartede hensyn, bl.a. ordensmæssige hensyn, hensynet til sagens opklaring, hensy-
net til parternes privatliv eller bredere samfundsmæssige hensyn, som f.eks. hensynet
til statens forhold til fremmede magter. Der er således flere begrundelser for, hvorfor
dørene til en retssal lukkes for offentligheden.
851
Der findes bl.a. regler om udelukkelse af enkeltpersoner eller grupper fra retsmøder og
egentlig dørlukning, som er begrundet i
ordensmæssige hensyn.
852
Det følger bl.a. af rets-
plejelovens § 28 b, som indeholder en række bestemmelser om udelukkelse af enkeltper-
soner ved retsmøder.
853
F.eks. kan enkeltpersoner udelukkes for at undgå, at retslokalet
overfyldes, ligesom retten kan bestemme, at et retsmøde skal foregå bag lukkede døre,
hvis hensynet til god ro og orden i retslokalet kræver det.
848
Dette følger af retsplejelovens § 29, stk. 5, hvoraf det fremgår, at der ikke kan træffes beslutning om dørlukning, hvis det
er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud.
849 Jf. retsplejelovens § 29 d. Kun hvor dørene udelukkende lukkes af hensyn til at sikre ro og orden, vil det være lovligt at
gengive, hvad der er sket under retsmødet.
850 Hvis en vidneforklaring afvikles for lukkede døre, er der referatforbud for denne del af sagen og der må derfor ikke ske
offentlig gengivelse heraf, jf. retsplejelovens § 29 c. Nogle retsmøder foregår altid for lukkede døre. Det gælder f.eks.
retsmøder, hvor rettens rådslagninger og afstemninger foregår (retsplejelovens § 214, stk. 2), sager om ægteskab eller
forældremyndighed (retsplejelovens § 453) eller i sager om faderskab og medmoderskab (retsplejelovens § 456 m).
851 Reglerne om dørlukning følger af retsplejelovens § 28 b – 29. Dørene kan også lukkes i en række andre tilfælde f.eks. hvor
et vidne skal forblive anonymt. Se f.eks. retsplejeloven § 173, stk. 2.
852 Dette omfatter både straffesager og borgerlige sager.
853 Beslutningen om at begrænse adgangen til at overvære retsmødet træffes af rettens formand efter § 28 b. Efter § 29 kan
retten bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre.
411
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0414.png
Adgangen for bestemte personer eller grupper af personer kan også begrænses, hvis det
skønnes nødvendigt for at opnå en
sandfærdig forklaring
af et vidne eller en part.
854
I
straffe- og civilsager
vil dørene også kunne lukkes for offentligheden, når statens for-
hold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det.
855
Dørene til
retslokalet kan også lukkes, hvis sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte
nogen for en unødvendig krænkelser, herunder når der skal afgives forklaring om er-
hvervshemmeligheder.
856
Retsplejeloven giver også adgang til i civile sager at lukke døre-
ne, hvis det er af særlig betydning for at undgå offentlig omtale af sagen.
857
Det er dog en
betingelse, at der ikke er nogen afgørende offentlige interesser, som taler imod at lukke
dørene i sådanne tilfælde.
858
Der findes også regler om dørlukning, som udelukkende finder anvendelse i straffesager
(§ 29). Dørene i en
straffesag
kan bl.a. lukkes, hvis den sigtede eller tiltalte er under 18
år.
859
Dørene kan også lukkes, når politifolk, hvis identitet skal hemmeligholdes, fordi de
arbejder som agenter, skal afgive forklaring i en sag.
860
Af særlig praktisk betydning er reglen om, at dørene kan lukkes, hvis et offentligt rets-
møde på afgørende måde kan modvirke en sags opklaring.
861
Det kan f.eks. være nød-
vendigt, fordi der er flere gerningsmænd, som endnu ikke er anholdt, eller hvor sagen
stadig efterforskes. Offentlighed om en sådan sag, f.eks. i medierne, vil i nogle tilfælde
kunne give medskyldige oplysninger, som giver mulighed for at skjule beviser, tyvekoster
eller lignende.
Jf. Retsplejeloven § 28 b, stk. 3. I en sag fra 1998 besluttede retsformanden, at alle tilhørere i retssalen, som havde tilknyt-
ning til rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, skulle forlade lokalet under en vidneafhøring, da det skønnedes
nødvendigt for at opnå en sandfærdig vidneforklaring (U1998.665/1V).
855 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 1, nr. 2.
856 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 1, nr. 3.
857 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 2.
858 Bestemmelsen ses navnlig anvendt i sager, hvor der er risiko for, at forretningshemmeligheder afsløres/kompromitteres:
U2016.3621Ø og U2009.2296/1Ø.
859 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 3, nr. 1.
860 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 3, nr. 2. Også i de tilfælde, hvor en polititjenestemand har udført såkaldt ”agent provocat-
eur”-virksomhed efter retsplejeloven § 754 a, kan dørene lukkes, hvis anklagemyndigheden anmoder om det, jf. rets-
plejeloven § 29 a, stk. 3. Se Baumbach (2017), side 313. Se også U2015.1469Ø, hvor Østre Landsret afviste dørlukning,
idet de pågældende agenters identitet allerede var kendt i offentligheden. Der var således ikke noget hensyn, der kunne
begrunde dørlukning.
861 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 3, nr. 4.
854
412
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0415.png
I sager om seksualforbrydelser lukkes dørene, når offeret i sagen afhøres,
862
og når der
afspilles eller forevises lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst tiltale
eller sigtelse for under sagen.
863
Retsplejelovens § 845 giver endvidere mulighed for at retten i særlige situationer i straf-
fesager undergivet offentlig påtale kan træffe forhåndsafgørelser om dørlukning, referat-
forbud og navneforbud.
864
Efter denne bestemmelse kan der efter anmodning fra ankla-
gemyndigheden, forsvareren eller et vidne i et retsmøde forud for hovedforhandlingen
træffes afgørelse om bl.a. navne- og referatforbud. Retten kan efter retsplejelovens § 31 c
desuden træffe forhåndsafgørelse om referat- og navneforbud i sager om ærekrænkelse.
Der er i retsplejelovens regler om dørlukning også mulighed for såkaldte dobbelt luk-
kede døre. Det betyder, at selve spørgsmålet (forhandlingen) om dørlukning behandles
for lukkede døre, og det er udelukkende selve kendelsen om dørlukning, som afsiges i et
åbent retsmøde.
865
Dobbelt lukkede døre kan navnlig finde sted, hvis det kræves af hen-
syn til statens forhold til fremmede magter eller sagens opklaring. Hvis retten har afgjort,
at der skal være dobbelt lukkede døre, betyder det i praksis, at offentligheden f.eks. heller
ikke kan få kendskab til, hvilke forhold der er rejst sigtelse for. Dette var f.eks. tilfældet i
den meget omtalte ”Kundby-sag”. Her blev grundlovsforhøret af den 15-årige pige afvik-
let for dobbelt lukkede døre.
866
Reglerne om
referatforbud
følger af retsplejelovens § 30-30 b og omfatter alene
straffesa-
ger.
Referatforbud betyder, at der ikke offentligt kan gengives, hvad der er passeret under
forhandlingerne i straffesager, og et referatforbud begrænser således særligt mediernes
adgang til at dække en sag, fordi det i praksis oftest vil være medierne, som gør brug af
muligheden for at overvære og referere en sag. Referatforbud kan gælde for hele eller
kun dele af sagen, f.eks. en vidneforklaring.
Forbuddet omfatter ikke selve domsafsigelsen, og denne kan derfor frit refereres, hvis
den afsiges i et retsmøde. Det følger af retsplejelovens § 28 a, stk. 2, hvoraf det fremgår,
at retsmøder, hvori der afsiges dom, altid er offentlige. Domskonklusion og præmisser
kan gengives offentligt, men domme og kendelser i straffesager må kun gengives offent-
ligt, når de er anonymiseret, således at tiltalte, ofre, sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller
Jf. retsplejeloven § 29 a, stk. 1. Omfattet er overtrædelse af straffelovens § 210 (incest mv.), § 216 (voldtægt), § 222, stk.
2 (samleje med person under 15 år), § 223, stk. 1 (om samleje med stedbarn, plejebarn eller elev) og § 225 (om andet
seksuelt forhold end samleje).
863 Jf. retsplejeloven § 29 a, stk.2.
864 Dette følger af retsplejelovens § 845.
865 Jf. retsplejeloven § 29 c, stk. 1, 2. pkt.
866 ”Overblik: Sådan startede Kundby-sagen” (10. februar 2017), DR, https://www.dr.dk/nyheder/indland/overblik-sa-
adan-startede-kundby-sagen (senest tilgået den 19. august 2019).
862
413
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0416.png
vidners identitet ikke fremgår.
867
Forbuddet går kun på selve dommens eller kendelsens
tekst.
Forbuddet betyder ikke, at det i alle tilfælde vil være ulovligt at offentliggøre identiteten
på de involverede personer (eller give sådanne oplysninger, at disse vil kunne genken-
des i en videre kreds) i forbindelse med offentliggørelsen af en anonymiseret dom eller
kendelse. Der er således tradition for, at verserende og nyligt afsluttede straffesager i vidt
omfang kan omtales offentligt også med angivelse af de involverede personers navne.
Om det i det konkrete tilfælde vil være ulovligt, vil bero på bl.a. straffelovens almindelige
regler, medieansvarslovens regler om god presseskik, som sætter visse grænser for omta-
le af straffesager, ligesom der kan være nedlagt navneforbud eller retsplejelovens regler.
868
De forhold, der kan begrunde et referatforbud, følger af retsplejelovens § 30, stk. 1, nr.
1-4. Betingelsen for at nedlægge referatforbud kan foreligge, når den sigtede eller tiltalte
er under 18 år,
869
når offentlighed om en sag kan være til fare for nogens sikkerhed,
870
når
det kan skade opklaringen af en sag,
871
eller når offentlighed om sagen kan udsætte nogen
for unødvendig krænkelse, herunder krænke retten til privatliv.
872
Navneforbud
er den mindst indgribende indskrænkning af offentlighedsprincippet.
873
Overtrædelse af et navneforbud straffes med bøde.
874
Et navneforbud betyder, at navn,
stilling eller bopæl på sigtede eller tiltalte eller andre personer, som indgår i sagen, ikke
må offentliggøres. Et nedlagt navneforbud forhindrer således ikke, at pressen refererer
fra sagen, men de må ikke videregive de nævnte informationer eller andre oplysninger,
som er egnede til at identificere den pågældende, f.eks. alder eller lignende. Der er i
Dette følger af retsplejelovens § 1017 d. Denne regel blev indført i forbindelse med en ændring af retsplejelovens regler
i 2004, hvor adgangen til aktindsigt blev udvidet væsentligt. Bestemmelsen modsvarer således den generelle adgang
til aktindsigt i straffesager, der er afsluttet for mindre end 1 år siden, som følger af retsplejelovens § 41 b, stk. 1 (se for
nærmere om retsplejelovens regler om aktindsigt afsnit 4.2.5.1). Dommen eller kendelsens tekst vil også kunne offentlig-
gøres uden anonymisering, hvis de omtalte udtrykkeligt har samtykket til offentliggørelse uden anonymisering. Der kan
naturligvis kun gives samtykke for den enkeltes eget vedkommende.
868 Betænkning nr. 1427 (2003) om reform af den civile retspleje II, kapitel 9, afsnit II.
869 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 1.
870 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 2.
871 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 3.
872 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 4. Hvis der er nedlagt referatforbud indbefatter dette også et navneforbud i forhold til de
personer, som er involverede i sagen.
873 Reglerne om navneforbud følger af retsplejelovens §§ 31-31 a.
874 Jf. retsplejeloven § 32 b, stk. 2. Det er en forudsætning for, at en person kan ifalde bødeansvar for overtrædelse af et
navneforbud, at den pågældende var bekendt med forbuddet, vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten,
eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden
eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud. Se U2017.181Ø, hvor en forfatter blev idømt en bøde på 10.000
kr. for at have gengivet navnet på en person, som var sigtet for drabsforsøg mod forfatteren. Byretten havde nedlagt
navneforbud.
867
414
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0417.png
princippet tale om et egentligt identifikationsforbud.
875
Navneforbuddet kan gælde for
én eller flere personer, som indgår i sagen.
Når retten skal afgøre, om der kan nedlægges navneforbud, skal retten tage hensyn til
lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning. Hvis der er tale om en grov
forbrydelse som f.eks. drab eller en lovovertrædelse af samfundsmæssig betydning, f.eks.
visse miljø eller skattestraffesager, vil det således tale imod, at der nedlægges navnefor-
bud.
876
Dette følger af retsplejeloven § 31, stk. 3, hvori det også er angivet, at det taler
imod navneforbud, hvis den tiltalte eller sigtede har eller har haft en stilling, som i for-
hold til offentligheden er særlig betroet.
Retten skal således afbalancere hensynet til enkeltpersoner og den potentielle krænkelse,
der vil være i at få offentliggjort sin identitet over for den offentlige interesse i at få indsigt
i en sag og kendskab til den sigtedes identitet.
877
Det er ofte stærkt omdiskuteret, når der nedlægges navneforbud i straffesager, i særdeles-
hed fordi det ofte er sager, som medierne har vist stor interesse for at dække. Det gjaldt
f.eks. et navneforbud i en meget omtalt sag om en offentlig kendt erhvervskvinde, som
blev kaldt ”Jetset-dronningen”.
878
I denne sag havde bl.a. Ekstra Bladet i to artikler offent-
liggjort kvindens navn i forbindelse med et grundlovsforhør. Artiklerne linkede kvinden
til en mulig straffesag om narkotikakriminalitet. Under grundlovsforhøret anmodede
kvinden om at få nedlagt navneforbud, hvilket retten imødekom. Ekstra Bladets journa-
lister kærede kendelsen til landsretten, som stadfæstede byrettens afgørelse og dermed
fastholdt navneforbuddet (se straks nedenfor om journalisters adgang til at appellere
afgørelser). Landsretten lagde vægt på, at offentliggørelse af den sigtedes navn på det
pågældende tidspunkt kunne udsætte hende for en unødvendig krænkelse.
Navnet i artiklerne var efter nedlæggelse af navneforbuddet blevet udskiftet med titlen
”jetset-dronningen”. Det fremgår af domsreferatet, at 27.902 personer havde åbnet og
læst artiklen, inden kvindens rigtige navn var fjernet fra artiklerne. Sagen blev indbragt
875
876
877
878
Bestemmelsen finder også anvendelse på juridiske personer, og der kan derfor nedlægges navneforbud, som hindrer
offentlig gengivelse af navnet på en tiltalt virksomhed, jf. § 31, stk. 2.
Betænkning nr. 1330 (1997) om samarbejdet mellem retterne og pressen, side 114. I betænkningen nævnes følgende
tilfælde som eksempler på, at det vil være i den offentlige interesse at få kendskab til den tiltalte eller sigtede: sager, hvori
der medvirker nævninger, sager af vidtrækkende samfundsmæssig betydning, eksempelvis visse miljø- og skattestraffe-
sager, sager, hvor medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i børsnoterede aktieselskaber tiltales for forhold foretaget
i denne egenskab og sager, hvor personer i stillinger, der kræver offentlig autorisation, misbruger deres stilling.
Se f.eks. U2006.1518H om ophævelse af et navneforbud i en mordsag, som var afsagt under grundlovsforhøret. Højeste-
ret fandt ikke, at navneforbuddet skulle opretholdes og anførte følgende: ”Offentlighed i strafferetsplejen er i sager af så
alvorlig karakter særlig påkrævet for at sikre borgernes indsigt i domstolenes behandling af straffesager”. Hensynet til
den tiltalte måtte således vige for de samfundsmæssige hensyn, der begrunder videst mulig offentlighed under domsfor-
handlingen i straffesager.
U2010.1427H.
415
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0418.png
for Højesteret, som udtalte at ”den forudgående omtale ikke i sig selv kan medføre, at der
ikke kunne nedlægges navneforbud”, og som herefter tiltrådte landsrettens afgørelse og
stadfæstede navneforbuddet.
Sagen viser, at en tidligere omtale af en sigtet ikke betyder, at der ikke senere kan ned-
lægges navneforbud.
Hvis retten finder, at betingelserne for at nedlægge et navneforbud er opfyldt, vil nav-
neforbuddet som udgangspunkt være gældende indtil afsigelsen af endelig dom.
879
Der
er dog også i retsplejeloven mulighed for, at navneforbuddet ophæves under sagens be-
handling efter anmodning fra pressen eller af rettens egen drift.
880
På dette tidspunkt vil
det altså være tilladt at oplyse om den pågældendes navn.
Ovenstående regler om navneforbud finder anvendelse, hvis retten finder, at en anmod-
ning om navneforbud bør imødekommes. Der findes dog også i retsplejeloven tilfælde,
hvor der altid gælder navneforbud. Dette gælder ofre for seksualforbrydelser, hvis iden-
titet altid skal hemmeligholdes af hensyn til deres privatliv.
881
Det samme gælder oplys-
ninger om lægdommeres identitet, som ikke må offentliggøres.
882
Også spørgsmålet om
optagelse og transmission af billeder, lyd og tekst
mv. i retsmøder
reguleres i retsplejeloven. Det er som udgangspunkt forbudt at optage eller transmittere
billeder og lyd under et retsmøde.
883
Dog kan retten helt undtagelsesvis tillade, at dette
finder sted. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at en sådan tilladelse til
at optage eller transmittere lyd eller billede i straffesager kun bør gives i ganske særlige
og yderst omtalte sager, særligt i sager, hvor der er tiltalt for forhold begået i offentlig
tjeneste.
884
For civile sager kan tilladelse gives, hvis alle parter samtykker hertil og i sager
af principiel karakter, hvor det offentlige er part.
Optagelse af billeder i og uden for rettens bygninger
er også reguleret af retsplejeloven.
Det er således forbudt at tage billeder af sigtede, tiltalte og vidner, som er på vej til eller
fra et retsmøde i en straffesag, og en overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde.
885
Kun hvis den pågældende har givet samtykke til at få taget billeder i denne situation, vil
879
880
881
882
883
884
885
Jf. retsplejeloven § 31 a, stk. 3.
Jf. retsplejeloven § 31 a, stk. 2.
Jf. retsplejeloven § 1017 b, stk. 1.
Jf. retsplejeloven § 1017 c, stk. 1.
Dette følger af § 32, stk. 1, 1. pkt.
Lov nr. 362 af 1999. Alm. bemærkninger til lovforslaget pkt. 7.2.
Jf. § 32 b, stk. 1. I en sag fra 2005 idømte Vestre Landsret en journalist en bøde på 10.000 kr. for uden samtykke at have
fotograferet en tiltalt uden for en retsbygning (U2005.2578V).
416
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0419.png
det være tilladt at tage billederne. Også offentliggørelsen af sådanne billeder er forbudt,
medmindre der altså er givet samtykke.
886
Derimod kan de tilstedeværende, herunder medierne, under et retsmøde frit lave
teg-
ninger.
Dette er også årsagen til, at der i de retsreportager, som medierne bringer, ofte vil
være tegninger fra den omtalte retssag. Retten kan dog under særlige omstændigheder
forbyde, at der tegnes under et retsmøde og at sådanne tegninger offentliggøres.
887
En åbenbar begrænsning af ytringsfriheden findes i
retsplejeloven § 1017,
som bl.a. om-
handler illoyal gengivelse af, hvad der er passeret under et retsmøde.
888
Bestemmelsens
stk. 1 fastsætter, at offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal.
Overtrædelse af denne del af bestemmelsen er ikke strafbelagt, og der eksisterer ikke
retspraksis vedrørende denne del af bestemmelsen.
Derimod kan man efter bestemmelsens stk. 2 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-
neder, hvis man på forskellig vis forsøger at
påvirke retten og rettens behandling af kon-
krete sager.
Formålet med bestemmelsen er, at der ikke fremsættes udtalelser, som kan
påvirke en sags udfald og påvirke retten til en retfærdig rettergang. Bestemmelsen har
kun ganske sjældent været anvendt i praksis, og der foreligger således ikke nyere trykt
domspraksis om bestemmelsen (se dog nedenfor om offentligt omtalte anmeldelser).
889
Det er efter bestemmelsen strafbart at fremsætte udtalelser, hvormed der gives
væsentlig
urigtig meddelelse
om en straffesag, der endnu ikke er endelig afgjort eller bortfaldet (stk.
2, nr.1).
I 2016 blev Enhedslistens Pernille Skipper anmeldt af en forsvarsadvokat for overtræ-
delse af § 1017, stk. 2, nr. 1, for at have givet forkerte oplysninger i en straffesag om vold-
tægt.
890
Forsvarsadvokaten mente, at Pernille Skipper havde overtrådt bestemmelsen ved
bl.a. at udtale, at pigen (som havde anmeldt voldtægten) var bevidstløs og ude af stand
til at sige fra. Det havde retten imidlertid ikke fundet bevist. Forsvarsadvokaten mente,
Retsplejelovens § 32, stk. 1, 2. pkt.
Navne- og referatforbud vil også kunne begrænse retten til at lave tegninger under retsmødet, ligesom hensynet til ofre
for seksualforbrydelser og lægdommeres identitet kan begrænse retten til at publicere tegninger fra retsmøder. Dette
skyldes, at tegninger også vil kunne være egnede til at identificere disse personer.
888 For alle tre forhold efter § 1017, stk. 2, nr. 1-3, gælder det, at udtalelserne skal være fremsat i tale eller skrift og beregnet
på at virke i en videre kreds, dvs. at den pågældende har haft til hensigt at en større kreds af personer skulle få kendskab
til udtalelserne.
889 Se U1955. 186Ø, U1959.828/2Ø og U1982.1022H/2.
890 ”Pernille skipper anmeldes for udtalelser om voldtægtssag” (4. maj 2016), DR, https://www.dr.dk/nyheder/politik/per-
nille-skipper-anmeldes-udtalelser-om-voldtaegtssag (senest tilgået den 19. august 2019).
886
887
417
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0420.png
at Pernille Skippers udtalelser var egnede til at påvirke dommere og domsmænd i en
eventuel ankesag.
Politiet lukkede sagen. Ifølge forsvarsadvokaten var begrundelsen, at det for det første
var urigtige oplysninger i medierne, der fik Pernille Skipper til at komme med fejlagtige
udsagn om, at ofret var bevidstløs, da voldtægten skete. Desuden lagde politiet vægt på,
at udtalelserne blev fremsat efter afsigelse af byrettens dom, og inden sagen blev anket
til landsretten. Der var derfor endnu ikke udpeget en dommer, som kunne påvirkes af
udtalelserne.
891
Det er efter bestemmelsen også strafbart at fremsætte udtalelser,
der kan lægge hindrin-
ger i vejen for sagens oplysninger.
892
Der ses ikke at være trykt domspraksis vedrørende
denne del af bestemmelsen.
Det er også strafbart at fremsætte udtalelser under en verserende straffesag, der er egne-
de til på uforsvarlig måde at påvirke dommere, domsmænd eller nævninge med hensyn
til en sags afgørelse.
893
Bestemmelsen blev indført, fordi det fandtes stødende, at der i
pressen blev bragt artikler, hvor tiltaltes skyld eller uskyld blev drøftet under verserende
straffesager. Det var særligt den potentielle påvirkning af nævninge, som fandtes anstø-
delig.
894
Bestemmelsen gav anledning til stor offentlig debat i forbindelse med domfældelsen
af Sam Mansour – også kendt som boghandleren fra Brønshøj (se afsnit 5.4.2.1 for be-
handling af dommen). I forbindelse med domfældelsen af Sam Mansour blev seks med-
lemmer af Folketinget anmeldt til politiet for overtrædelse af § 1017, stk. 2, nr. 3, fordi
de havde fremsat udtalelser på de sociale medier og i dagspressen, som Sam Mansours
forsvarsadvokat mente var egnede til på uforsvarlig måde at påvirke de dommere og
nævninge, der deltog i byrettens og landsrettens behandling af den omtalte straffesag.
Udtalelserne drejede sig navnlig om den ønskede straf for Sam Mansour.
895
891
”Politiet dropper sag mod Pernille Skipper efter udtalelser om voldtægtssag” (29. august 2016), DR, https://www.dr.dk/
nyheder/politik/politiet-dropper-sag-mod-pernille-skipper-efter-udtalelser-om-voldtaegtssag (senest tilgået den 19.
august 2019).
892 Retsplejeloven § 1017, stk. 1, nr. 2.
893 Retsplejeloven § 1017, stk. 1, nr. 3.
894 Tillæg B til Rigsdagstidende, Udvalgenes Betænkninger m.m., Ordentlig Samling 1935-36, sp. 2933f.
895 Et af de udsagn, som et folketingsmedlem var blevet anmeldt for, havde følgende ordlyd: ”Jeg håber inderligt, at Sam
Mansour (boghandleren fra Brønshøj) får frataget sit statsborgerskab og bliver udvist. Det kan godt være, at han på
papiret er dansker, og i alt for mange år har nydt godt af det danske samfunds beskyttelse og goder, men rigtig dansker
er han ikke. Han har tværtimod modarbejdet vore værdier og opfordret til terror i en totalitær ideologis navn.” Se Rigs-
advokatens notat af den 24. september 2015 om anvendelsen af retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, i relation til udtalelser
fremsat af medlemmer af Folketinget i forbindelse med domfældelsen af Said Mansour, side 2.
418
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0421.png
Københavns Politi fandt ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen af anmeldelsen –
en indstilling som statsadvokaten tiltrådte.
896
Afgørelsen blev påklaget af Sam Mansours
forsvarsadvokat til Rigsadvokaten, som efter en nærmere behandling af sagen ikke fandt
tilstrækkeligt grundlag for at antage, at en domstol ville finde, at politikernes udtalelser
ville udgøre en overtrædelse af § 1017, stk. 2, nr. 3.
897
Rigsadvokaten lagde i sin vurdering af sagen vægt på en række momenter, herunder
navnlig,
at
folketingspolitikere generelt må nyde en særlig udstrakt grad af ytringsfrihed,
at
politikerne kun udtalte sig om sanktionsspørgsmålet og ikke om Sam Mansours skyld
eller uskyld,
at
udtalelserne vedrørte et spørgsmål af stor samfundsmæssig interesse, og
at
udtalelserne var fremsat på et tidspunkt, hvor de som udgangspunkt ikke var egnede
til at påvirke den pågældende retsinstans.
898
Retsplejeloven § 1017 suppleres i vidt omfang af de vejledende regler for god presseskik,
som indeholder et helt afsnit, som udelukkende omhandler mediernes dækning af rets-
sager (retsreportager). At dækningen af retssager skal være objektiv følger således også af
de presseetiske regler. Efter pkt. C3 bør retsreportagen være objektiv, og journalister bør
derfor under ethvert stadium af sagen, herunder også sagens forberedelse, tilstræbe en
kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, ligesom reglen foreskriver, at dæk-
ningen af en sag bør følges op med et referat af sagens afslutning. Det følger også af pkt.
C5, at så længe en straffesag ikke er endelig afgjort eller bortfaldet, må der ikke bringes
historier, som tager stilling til, om en sigtet eller tiltalt er skyldig, ligesom der ikke må
lægges hindringer i vejen for sagens opklaring (se for nærmere om de presseetiske regler
kapitel 12).
Som udgangspunkt er
advokater
i deres virke underlagt de samme begrænsninger i
ytringsfriheden som alle andre borgere. Advokater skal dog også overholde god advo-
katskik efter retsplejelovens § 126. Domstolene har slået fast, at tilsidesættelse af god
advokatskik også kan omfatte en advokats ytringer.
899
Det er i første omgang Advokat-
nævnet, der har mulighed for at sanktionere tilsidesættelse af god advokatskik, men
896 Efterforskningen blev indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Se anklagemyndighedens pressemeddelelse af 10.
februar 2015, ”Ingen straffesager mod politikere for udtalelser i Mansour-sagen” (https://anklagemyndigheden.dk/da/
ingen-straffesager-mod-politikere-udtalelser-i-mansour-sagen).
897 I sin bedømmelse inddrog Rigsadvokaten hensynet bag bestemmelsen som udtrykt ved dennes ordlyd og forarbejder
samt den foreliggende praksis fra Højesteret og til dels EMD. Sam Mansours forsvarsadvokat havde anmeldt i alt seks fol-
ketingsmedlemmer. Rigsadvokaten fandt, at to af de anmeldte folketingsmedlemmers udtalelser faldt helt uden for det
strafbare område, og det var således de øvrige fire anmeldte medlemmer af Folketingets udtalelser, som Rigsadvokaten
tog stilling til.
898 To af folketingsmedlemmerne havde fremsat deres udtalelser efter, at byretten havde afsagt skyldkendelsen, men inden
domsafsigelsen, mens de øvrige udtalelser blev fremsat umiddelbart efter og i de følgende 2-3 dage efter domsafsigelsen
i byretten.
899 Se f.eks. U2012.616H.
419
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0422.png
Advokatnævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.
900
Nævnet har behandlet
flere sager, som omhandler klager over advokaters ytringer, og en række af disse har
været eller er på nuværende tidspunkt indbragt for domstolene.
901
Advokatnævnet ind-
drager i sin behandling af sager om advokaters ytringer bl.a. de omstændigheder, som
udtalelsen er fremsat under, hvem ytringerne er fremsat over for og indholdet af selve
ytringen.
902
Et antal af de sager, som har været behandlet af Advokatnævnet, omhandler advoka-
ters udtalelser på Facebook.
903
Nævnet har bl.a. behandlet en sag, hvor en advokat i et
opslag på Facebook gav udtryk for mistanke om, at en modpart i en sag havde afgivet
falsk forklaring. Advokatnævnet lagde vægt på, at advokaten med denne ytring var gået
videre end berettiget til varetagelse af sin klients interesser i den pågældende sag. Advo-
katnævnet fandt, at advokaten, hvis denne havde en mistanke om, at der var afgivet falsk
forklaring for retten, burde have kontaktet politiet og ikke udbredt denne mistanke via
et opslag på Facebook.
904
Sagen viser, at selv om advokater har pligt til at varetage og forsvare deres klienters inte-
resser, må de ikke søge klientens interesser fremmet på en anstødelig måde, f.eks. med
udtalelser som i den netop nævnte sag.
Nævnet har også behandlet sager om advokaters udtalelser fremsat under retssager.
905
I
en sag fra 2012 havde en part i forbindelse med en samværssag klaget til Advokatnævnet
over, at nogle udtalelser, som modpartens advokat havde fremsat om ham under sagen,
var meget krænkende. Udtalelserne – som var en gengivelse af advokatens klients syns-
punkter – gik bl.a. på, at den pågældende skulle have misbrugt deres datter seksuelt. I sin
afgørelse udtalte Advokatnævnet, at:
”Der må tillægges en advokat ganske vide grænser for under en retssag at
fremkomme med ytringer om advokatens og klientens opfattelse af sagens
900 Domstolene har slået fast, at denne procedure ikke er uforenelig med grundlovens § 77 om ”dog under ansvar for dom-
stolene”. Se hertil T. Lorentzen, ”Jeg ser frem til Deres udgydelser” i Advokaten (24. februar 2014).
901 Se for eksempler på fældende afgørelser fra Advokatnævnet, som er indbragt for domstolene og T.R. Keldmann, ”Når
advokaten ytrer sig på Facebook” i Advokaten (20. juni 2017).
902 T.R. Keldmann, ”Når advokaten ytrer sig på Facebook” i Advokaten (20. juni 2017).
903 Se bl.a. Advokatnævnets kendelse af 21. marts 2016 (sagsnr. 2015-1228), Advokatnævnets kendelse af 26. august 2016
(sagsnr. 2016-923), og Advokatnævnets kendelse af kendelse af 3. november 2015 (sagsnr. 2014-1598, 2014-1722 og 2014-
2080).
904 Afgørelsen er blevet indbragt for domstolene.
905 Se bl.a. Advokatnævnets kendelse af 19. juni 2013 (sagsnr. 2012-638) og Advokatnævnets kendelse af 22. oktober 2013
(sagsnr. 2012-1371).
420
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0423.png
faktiske og retlige omstændigheder, hvis disse ytringer med rimelighed
kan siges at understøtte klientens påstande og anbringender i sagen.”
906
Advokatnævnet fandt ikke, at advokaten var gået videre end en berettiget varetagelse af
klientens tarv tilsagde og fandt på den baggrund ikke, at advokaten med sine udtalelser
havde overtrådt god advokatskik. Sagen viser, at Advokatnævnet anerkender, at der gæl-
der ganske vide rammer for advokaters ytringer under retssager.
Der fremsættes undertiden også kritik af dommere, som kan være skadelig for tilliden
til domstolenes autoritet og upartiskhed.
907
Adgangen til at kritisere eller udtale sig om
dommere er underlagt de almindelige indskrænkninger i ytringsfriheden. Hvis der er
tale om beskyldninger eller lignende, vil disse som udgangspunkt skulle bedømmes efter
de almindelige regler i dansk ret om ærekrænkelse (se nærmere herom i afsnit 5.2.2.2 om
ærekrænkelser).
5.6.3 EMD's praksis om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for hensy-
net til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed
De sager, som domstolen har behandlet om indgreb i ytringsfriheden af hensyn til at
sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed, omhandler navnlig begrænsninger i medi-
ernes og andres mulighed for at overvære og omtale verserende sager ved domstolene,
f.eks. i form af dørlukning, referatforbud og navneforbud.
EMD har slået fast, at det er i strid med ytringsfriheden at indføre et generelt forbud
mod at referere fra eller i øvrigt omtale en verserende straffesag.
908
Desuden følger det af
EMRK artikel 6 om ret til retfærdig rettergang, at enhver bl.a. er berettiget til en offentlig
rettergang, ligesom dom skal afsiges i et offentligt møde. Der er dog også i bestemmelsen
undtagelser til dette udgangspunkt.
909
Domstolen har i sin praksis derimod anerkendt, at det kan være nødvendigt at begrænse
ytringsfriheden af hensyn til bl.a. den videre efterforskning af en verserende sag.
910
906
907
908
909
910
Advokatnævnets kendelse af 12. november 2013 (sagsnr. 2011-2663).
Se f.eks. U2013.1067/2H om ærekrænkende beskyldninger mod en dommer.
Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997), pr. 50. Se også Kjølbro (2017), side 1043.
EMRK artikel 6: ”… pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sæ-
deligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet
til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening
strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.”
Weber mod Schweiz (afsagt den 22. maj 1990).
421
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0424.png
Også begrænsninger af antallet af tilstedeværende af hensyn til ordensmæssige forhold,
f.eks. for at sikre, at et retslokale ikke overfyldes, har Domstolen accepteret. I en sag fandt
Domstolen det således ikke i strid med artikel 10, at der under en række retsmøder var
blevet trukket lod blandt forskellige grupper af pressens repræsentanter for at afgøre,
hvem der kunne overvære retssagen. Det skyldtes, at der var tale om en meget omtalt
drabssag, som et stort antal medier ønskede at overvære og rapportere fra. Domstolen
fandt, at de journalister, som ikke fik adgang til selve retsmødet, havde mulighed for at
rapportere fra sagen, da den nationale domstol offentliggjorde pressemeddelelser til de
journalister, som ikke fik adgang.
911
Pressen var således ikke generelt forhindret i at for-
midle informationer om sagens gang.
Domstolen har også anerkendt, at det kan være nødvendigt at nedlægge forbud mod at
offentliggøre identiteten på en sigtet eller tiltalt i verserende straffesager, for at beskytte
denne persons ret til respekt for privatlivet.
912
Om det i det konkrete tilfælde vil være
berettiget vil afhænge af en afvejning af hensynet til den pågældendes ret til respekt for
privatliv over for mediernes ret til ytringsfrihed og hensynet til informationsfriheden.
Det spiller en rolle for vurderingen af, om det i konkrete tilfælde vil være berettiget at
nedlægge forbud mod at offentliggøre den pågældendes identitet, om personen er aktiv
i offentligheden og som følge heraf må tåle en større grad af omtale om sin person. Det
blev f.eks. tillagt betydning i
Axel Springer mod Tyskland,
som er omtalt i afsnit 5.1.3
ovenfor, hvor Domstolen fandt, at det var strid med artikel 10, at der over for en avis var
blevet nedlagt forbud mod at offentliggøre flere artikler om en kendt skuespillers anhol-
delse og domfældelse for besiddelse af kokain.
913
Det skal også inddrages, om omtalen angår et emne af offentlig interesse, og om selve
offentliggørelsen af identiteten i denne sammenhæng spiller en rolle for dækningen af
emnet og sagen. Også karakteren af den pågældende sag har betydning, og hvis der f.eks.
er tale om embedsmisbrug, vil dette kunne begrunde offentlig omtale af den anklagedes
identitet.
914
De samme momenter har også betydning ved bedømmelsen af navneforbud nedlagt for
at beskytte identiteten på et offer for en forbrydelse. Hensynet til et offer for en forbrydel-
se og dennes ret til respekt for sit privatliv kan således begrunde et forbud mod at afsløre
identiteten på den pågældende. Domstolen fandt f.eks. i
Kurier mod Østrig,
at det ikke
var i strid med artikel 10, at et dagblad var blevet pålagt at betale 10.000 euro i erstatning
911
912
913
914
Axel Springer mod Tyskland (afgørelse afsagt den 13. marts 2012).
Kjølbro (2017), side 1043.
Axel Springer AG mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012).
Kjølbro (2017), side 1043.
422
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0425.png
til et offer for seksualforbrydelser. Dagbladet blev pålagt at betale erstatning, fordi de i
forbindelse med dækningen af retssagen havde afsløret ofrets identitet.
915
Domstolen har i sin praksis fundet, at det vil være berettiget at gøre indgreb over for
ytringer, som er egnede til at underminere offentlighedens tillid til domstolene, eller som
kan skade retten til en retfærdig rettergang i verserende sager.
Det var bl.a. omdrejningspunktet for dommen
Worm mod Østrig,
som handlede om
pressens dækning af en verserende retssag.
916
I sagen havde en journalist i en artikel om
en verserende straffesag om skattesvig, hvor den tiltalte var landets tidligere finansmini-
ster, bl.a. fremsat udtalelser om, at den tidligere minister var skyldig, og at domstolene
også måtte nå til den samme konklusion. Disse udtalelser fandt de nationale myndig-
heder egnede til at indvirke på sagens resultat. Denne vurdering blev ikke tilsidesat af
EMD. Domstolen bemærkede, at offentlige personer i lige så høj grad som privatperso-
ner har ret til en retfærdig rettergang og gav i sin behandling af sagen udtryk for, at det
kan komme på tale at begrænse mediernes ytringer for at undgå, at befolkningen mister
tillid til retssystemet og til domstolene som rette forum for at løse konflikter.
917
Sagen viser, at journalister i deres dækning af retssager skal være varsomme med bl.a.
at fremsætte udtalelser om skyldsspørgsmålet, som kan påvirke den tiltaltes ret til en
retfærdig rettergang.
Domstolens praksis viser dog generelt, at medierne har en vidtgående ytringsfrihed ved
dækningen af retssager.
918
Det illustreres bl.a. af dommen
De Haes og Gijsels mod Belgien,
hvor en journalist i en
avis havde fremsat alvorlig kritik af en national domstol i forbindelse med en verserende
sag om skilsmisse og forældremyndighed over to børn. Journalistens kritik gik bl.a. på,
at dommerne i sagen var partiske, og at de forsætligt havde truffet en forkert beslutning,
fordi de havde sympati for den ene forælders politiske ståsted.
Tre dommere og en generaladvokat i sagen sagsøgte journalisten og hans redaktør for
injurier, og de nationale domstole gav sagsøgerne medhold og dømte journalisten og re-
915
916
917
918
Kurier Zeitungsverlag & Druckerei mod Østrig (afsagt den 17. januar 2012).
Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997).
Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997), pr. 54. Domstolen fandt heller ikke, at der var sket en krænkelse af artikel
10 i Tourancheau & July mod Frankrig (afsagt den 24. november 2005), hvor journalister havde udtalt sig om skylds-
spørgsmålet i en verserende straffesag om mord.
Kjølbro (2017), side 1045.
423
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0426.png
daktøren. De nationale domstole fandt også, at den fremsatte kritik var egnet til at skabe
tvivl om dommernes uafhængighed.
Journalisten og redaktøren indbragte sagen for EMD, der gav dem medhold i, at deres
ytringsfrihed var blevet krænket. Domstolen gentog sin udtalelse fra tidligere domme
om, at ytringsfriheden også omfatter ideer og informationer, der støder, chokerer eller
forstyrrer. Domstolen tillagde en lang række momenter betydning i bedømmelsen af
sagen, herunder navnlig
at
journalisterne havde foretaget en grundig research forud
for offentliggørelsen af artiklerne,
at
de vedrørte et emne af offentlig interesse, og
at
der
var tale om værdidomme, som havde et vist faktuelt grundlag, og som fandtes rimelige
i den konkrete situation. Domstolen lagde også vægt på mediernes pligt til at dække
forhold af offentlig interesse, og at befolkningen har en ret til at modtage sådanne op-
lysninger.
Sagen viser, at hvis medierne handler i god tro, på et vist faktuelt grundlag og rappor-
terer om et emne af offentlig interesse, vil der være et snævert rum for at gøre indgreb i
mediernes ytringsfrihed.
Sagen omhandler også kritik af dommere, som flere gange har været et tema i Dom-
stolens behandling af sager om indgreb i ytringsfriheden af hensyn til domsmagtens
autoritet og upartiskhed. I disse sager om ærekrænkelse af dommere er også hensynet
til andres gode navn og rygte og rettigheder relevant (for nærmere om EMD's generelle
praksis vedrørende ærekrænkelser se afsnit 5.2.2.2).
I sagen bemærkede Domstolen, at dommere – på grund af den rolle, de spiller i samfun-
det og den tillid, som de skal nyde – skal beskyttes mod ødelæggende beskyldninger, som
er uden nogen faktuel basis. Det skyldes også, at dommere er underlagt tavshedspligt og
derfor ikke i offentligheden kan kommentere på sådanne angreb, som f.eks. politikere
kan.
919
I sager om kritik af dommere skal det således iagttages, at dommere skal kunne
omtales og kritiseres, men det skal som udgangspunkt have et vist faktuelt grundlag for
ikke at undergrave tilliden til domstolene.
920
Når afvejningen mellem hensynet til den konkrete dommers ære skal afvejes over for
hensynet til mediernes ret til at omtale retssager og udtale sig kritisk herom, skal det
inddrages, om kritikken er fremsat hovedsageligt for at fornærme de omtalte dommere
919 De Haes & Gijsels mod Belgien (afsagt den 24. februar 1997), pr. 37.
920 P. Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer – art. 10-59, 3. udgave (2011), side
868.
424
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0427.png
uden at bidrage til en debat af offentlig interesse. I så fald vil udtalelsernes beskyttelses-
værdighed efter artikel 10 være mindre.
921
Selv om medierne har en vid ytringsfrihed til at dække retssager og kommentere aktuelle
sager, er der også grænser for mediernes ytringsfrihed. Domstolen fandt således f.eks., at
medierne var gået for vidt i
Prager mod Oberschlick.
922
Her havde en journalist fremsat al-
vorlige og grove beskyldninger mod flere dommere, bl.a. med påstand om, at dommerne
havde overtrådt loven. Domstolen fandt, at der var tale om alvorlige beskyldninger uden
et vist faktuelt grundlag, og som ikke var fremsat i god tro. Det var ifølge Domstolen ikke
bare skadeligt for de omtalte dommeres omdømme, men også skadeligt mere generelt,
fordi beskyldningerne havde undergravet befolkningens tillid til domstolenes uafhæn-
gighed og integritet.
923
Hensynet til at beskytte den tiltaltes ret til privatliv betyder også, at det kan være beretti-
get at forbyde medierne eller andre at offentliggøre billeder af den pågældende på vej til
eller fra retten eller i øvrigt. Det fandt Domstolen bl.a. var tilfældet i dommen
Egeland og
Hanseid mod Norge,
hvor et medie var blevet straffet for at have offentliggjort et billede af
en domfældt i en drabssag på vej væk fra retten i stærkt oprevet tilstand.
924
I relation til samme retssag har Domstolen ligeledes anerkendt forbud mod at optage og
transmittere fra straffesager. I dommen
P4 Radio Hele Norge mod Norge
havde de nati-
onale domstole afvist en ansøgning fra en radiostation om at måtte transmittere direkte
fra retssagen. Der var tale om en højt profileret sag, hvor der ikke var plads til alle tilhøre-
re og journalister i retslokalet, og derfor havde domstolen sørget for, at der i en sportshal
var opsat et midlertidigt presseforum, hvor både lyd og billede fra selve retssagen blev
transmitteret direkte, således at alle medier havde adgang til at referere sagen. Domsto-
len slog fast, at de nationale myndigheder er overladt en
vid skønsmargin
i forhold til
at afgøre, om der må transmitteres direkte fra en retssag. I det konkrete tilfælde fandt
Domstolen, at der med de nationale domstoles afslag på at transmittere ikke var sket en
krænkelse af artikel 10. Det blev navnlig tillagt vægt, at der var stillet andre muligheder
til rådighed for at følge og rapportere fra sagen.
921
922
923
924
Maciejewski mod Polen (afsagt den 13. januar 2015).
Prager & Oberschlick mod Østrig (afsagt den 26. april 1995).
Prager & Oberschlick mod Østrig (afsagt den 26. april 1995), pr. 37-39.
Hanseid mod Norge (afsagt den 16. april 2009). Avisen blev straffet for at overtræde en national bestemmelse om, at der
ikke måtte offentliggøres billeder på vej til og fra retten af tiltalte eller dømte personer uden samtykke fra de pågældende.
Kvinden havde ikke samtykket til billedoptagelsen, og selv om hendes identitet i forvejen var kendt, og hun tidligere hav-
de haft kontakt med pressen, fandt Domstolen ikke, at der med domfældelsen af avisen var sket en krænkelse af artikel
10.
425
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0428.png
Advokaters ytringsfrihed har også været genstand for behandling ved EMD. Det gælder
både advokaters ytringer i og uden for retssalen.
Domstolen har i sin praksis fremhævet, at advokater har en central rolle i retssystemet,
fordi de fungerer som mellemled mellem offentligheden og domstolene.
925
Det betyder
også, at selv om advokater har ret til at kommentere på retssystemet generelt eller kon-
krete sager i offentligheden, så forventes det, at de fremsætter deres udtalelser på en
rimelig måde, som bidrager til at bevare tilliden til retssystemet og samtidig respekterer
værdighedskravene til den juridiske stand.
926
Det er ikke i strid med advokaters ytringsfrihed efter artikel 10, at advokater er pålagt
særlige pligter og ansvar i deres hverv. Disse særlige pligter og ansvar indebærer bl.a., at
advokater som udgangspunkt bør rejse kritik af domstolenes behandling af sager over
for domstolene, f.eks. ved at indgive klage, inden de går til medierne.
927
Dette udgangspunkt betyder dog ikke, at advokater er udelukkede fra at udtale sig kri-
tisk om behandlingen af verserende retssager, men sådan kritik forudsætter, at der eksi-
sterer et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for de kritiske udtalelser.
928
I sagen
Foglia mod
Schweiz
havde en advokat udtalt sig kritisk om en verserende sag, ligesom han havde
delt retsdokumenter med offentligheden. Det blev advokaten idømt en bøde for ved de
nationale domstole, fordi udtalelserne og offentliggørelsen af dokumenter havde ført til
en kampagne i medierne, som havde til formål at påvirke sagens udfald.
929
Advokaten
havde navnlig kritiseret anklagemyndighedens efterforskning og behandling af sagen,
der handlede om alvorlig økonomisk kriminalitet, som flere af advokatens klienter havde
været ofre for, ligesom han kritiserede, at anklagemyndigheden frafaldt tiltale i sagen på
baggrund af manglende bevis.
EMD fandt, at offentligheden havde ret til at blive informeret om sagen, fordi der var tale
om en sag af offentlig interesse om økonomisk kriminalitet begået af en offentlig kendt
person. Derudover kunne advokaten ikke holdes ansvarlig for, hvordan dokumenterne
og hans udtalelser efterfølgende var blevet udnyttet af medierne. Der var heller ikke tale
om fortrolige oplysninger, og videregivelsen af oplysningerne var som sådan ikke i strid
med national ret. Endelig lagde Domstolen vægt på, at udtalelserne ikke var egnede til
925
926
927
928
929
Kyprianou mod Cypern (afsagt den 15. december 2005), pr. 173.
Nikula mod Finland (afsagt den 21. marts 2002), pr. 45-46, Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998) pr. 33 og
Veraart (afsagt den 30. november 2006), pr. 51.
Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998).
Kjølbro (2017), side 1048.
Foglia mod Schweiz (afsagt den 12. december 2007).
426
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0429.png
at undergrave befolkningens tillid til domstolene. Der var derfor sket en krænkelse af
artikel 10.
Domstolen har dog i andre tilfælde fundet det berettiget at straffe advokater for grove
og alvorlige beskyldninger fremsat i offentligheden uden, at det har været forsøgt at gå
rettens vej med sådanne beskyldninger.
930
I retssalen er advokater også beskyttet af artikel 10, og fordi advokaten her skal varetage
sin klients interesser, gælder en særlig beskyttelse af advokatens ytringsfrihed, som tilla-
der en vis grad af frisprog.
931
I dommen
Kyprianou mod Cypern
var en advokat blevet idømt en fængselsstraf for at
have udvist foragt for retten, fordi han bl.a. havde anklaget dommerne for ikke at lytte til
ham.
932
Domstolen fandt ikke, at de nationale domstole havde fundet den rette balance
mellem hensynet til at sikre domsmagtens autoritet på den ene side og advokatens ret til
ytringsfrihed. Desuden anførte EMD, at (fængsels)straf til forsvarsadvokater for ytringer
fremsat i retten vil være egnede til at have en afskrækkende virkning (”chilling effect”)
på forsvarsadvokaters varetagelse af deres klienters interesser og derfor have en skadelig
påvirkning af retten til en retfærdig rettergang. Domstolen kom i den konkrete sag frem
til, at idømmelsen af fængselsstraf var uproportional.
933
I forhold til grænserne for advokaters ytringsfrihed i retssalen har Domstolen fundet, at
det har været berettiget at gøre indgreb over for advokater, som har fremsat alvorlige be-
skyldninger mod konkrete individer, og hvor beskyldningerne ikke har haft et tilstræk-
keligt faktuelt grundlag, forudsat at indgrebene har været proportionale.
934
5.6.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.6.1-5.6.3, indeholder dansk ret en række bestemmelser, som
– bl.a. ud fra hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed – indskrænker
ytringsfriheden i relation til domstolenes behandling af konkrete sager. Det gælder f.eks.
regler om dørlukning og referat- og navneforbud.
930
931
932
933
934
Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998).
P. Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer – art. 10-59, 3. udgave (2011),
side 867. Et indgreb i advokatens ytringsfrihed ville også kunne betyde krænkelse af artikel 6 om retten til en retfærdig
rettergang.
Kyprianou mod Cypern (afsagt den 15. december 2005).
Kyprianou mod Cypern (afsagt den 15. december 2005), pr. 183. Se også Nikula mod Finland (afsagt den 21. marts 2002).
Schmidt mod Østrig (afsagt den 17. juli 2008) og Peruzzi mod Italien (afsagt den 30. juni 2015).
427
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Gennemgangen af EMD's praksis vedrørende indgreb i ytringsfriheden af hensyn til
domsmagtens autoritet og upartiskhed viser, at Domstolen anerkender, at der kan være
tungtvejende årsager til at begrænse ytringsfriheden ved f.eks. at forbyde offentliggørelse
af oplysninger eller billeder af tiltalte mv. i verserende sager. Det kan bl.a. være for at sik-
re retten til privatliv, eller til at den almindelige tillid til domstolene opretholdes. Det kan
således være berettiget at foretage indgreb over for udtalelser, der er egnede til at svække
befolkningens generelle respekt for og tillid til domstolenes behandling af konkrete sa-
ger, eller som kan skade retten til en retfærdig rettergang. Retten til en retfærdig retter-
gang kan bl.a. påvirkes af udtalelser om skyldsspørgsmålet, inden de nationale domstole
har afsluttet en konkret sag.
Samtidig er det efter Domstolens praksis afgørende, at retssystemet, herunder domsto-
lene og dommerne, kan gøres til genstand for debat i offentligheden, da der er tale om
en helt afgørende samfundsinstitution. Derudover er det afgørende for tilliden til dom-
stolene, at befolkningen har indsigt i behandlingen af konkrete sager. Gennemgangen
af praksis viser i denne sammenhæng, at medierne er tillagt en vidtgående adgang til at
referere fra og kommentere på aktuelle sager. Det forudsætter dog, at medierne lever op
til deres særlige pligter og ansvar, som bl.a. kræver, at medierne handler i god tro og på et
vist faktuelt grundlag. Domstolen har i denne sammenhæng lagt vægt på, at mediernes
dækning af en sag ikke må udvikle sig til en egentlig folkedomstol, som bl.a. vil være
egnet til at underminere den generelle tillid til domstolene på sigt.
Derudover viser praksis, at advokater er underlagt særlige pligter og ansvar i forhold
til deres brug af ytringsfrihed. Disse særlige forpligtelser har baggrund i advokaternes
særlige rolle i retssystemet og betyder bl.a., at advokaters (kritiske) udtalelser skal være
fremsat på en rimelig måde, ligesom kritik af domstole og dommere som udgangspunkt
bør adresseres ved brug af de retlige klagemuligheder, inden offentligheden inddrages.
Generelt er de enkelte stater i disse sager ikke overladt en udvidet skønsmargin, som
det f.eks. er tilfældet i forhold til indgreb af hensyn til sædeligheden. Det skyldes ifølge
Domstolen, at der generelt er enighed om, hvad dette hensyn angår og indebærer. Se
straks nedenfor for mere herom.
428
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0431.png
5.7
Hensynet til at beskytte sædeligheden
5.7.1 Generelt om EMD's praksis i afvejningen af ytringsfriheden over for hensy-
net til sædeligheden
EMD har i sin praksis behandlet flere sager, hvor der er sket indgreb i ytringsfriheden af
hensyn til sædeligheden. Sagerne har navnlig drejet sig om rækkevidden af den kunst-
neriske ytringsfrihed.
935
Begrebet sædelighed dækker over det, man kan betegne som den offentlige moral i for-
hold til forskellige emner, f.eks. religion, seksualadfærd mv.
I sager, hvor der har været spørgsmål om sædelighed, har EMD overladt staterne en gan-
ske vid skønsmargin til at vurdere nødvendigheden af et indgreb. Domstolen begrunder
dette med, at der i spørgsmålet om offentlig moral er endda meget store variationer lan-
dene imellem, hvorfor de nationale domstole må anses for bedst egnede til at vurdere
nødvendigheden af et indgreb.
936
Det illustreres f.eks. af dommen
Handyside mod Storbritannien,
som er refereret i afsnit
3.1.1.2. Her godkendte EMD Storbritanniens indgreb over for en dansk skolebog, som
indeholdt kapitler om – i sin samtid – kontroversielle emner som onani, pornografi, og
seksualitet. Domstolen lagde afgørende vægt på
statens vide skønsmargin,
når det drejer
sig om den offentlige moral.
Det var tillige afgørende i dommen
Müller m.fl. mod Schweiz,
der handlede om en kunst-
ners udstilling af værker, som viste flere seksuelle forhold mellem bl.a. mennesker og
dyr.
937
Der var ingen aldersgrænse på museet, hvor værkerne blev udstillet. Kunstneren,
og museet blev idømt en bøde og malerierne konfiskeret. EMD fandt, at dette indgreb
ikke udgjorde en krænkelse af kunstnerens eller museets ytringsfrihed. EMD henviste
bl.a. til den manglende fælles forståelse af moral i medlemsstaterne, ligesom man lagde
afgørende vægt på, at udstillingen havde været åben for folk i alle aldre.
Dommen illustrerer – ligesom
Handyside mod Storbritannien
– at EMD bl.a. tillægger
det betydning, hvem der er målgruppen for det værk mv., som anses for stødende, når
det skal afgøres, om et indgreb begrundet i hensynet til sædeligheden er berettiget.
935
936
937
Vereingung Bildener Künstler mod Østrig (afsagt den 25. januar 2007), Otto-Preminger Institute mod Østrig (afsagt den
20. september 1994), Wingrove mod Storbritannien (afsagt den 25. november 1996) og Müller m.fl. mod Schweiz (afsagt
den 24. maj 1988).
Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976).
Müller m.fl. mod Schweiz (afsagt den 24. maj 1988).
429
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0432.png
Hensynet til sædeligheden har også været et tema i sager, hvor indgreb i ytringsfriheden
har baseret sig på, at der var tale om blasfemi. Sagerne om blasfemiske ytringer har bl.a.
omhandlet rækkevidden af den kunstneriske ytringsfrihed i forhold til krænkelse af reli-
giøse følelser.
938
Da blasfemi ikke længere er kriminaliseret i dansk ret, er denne praksis
dog ikke i dag relevant i en dansk sammenhæng.
Selv om der er en videre skønsmargin i sager, der vedrører den offentlige moral, er den
ikke ubegrænset. Det har EMD bl.a. slået fast i sagen
Open Door & Dublin Well Woman
mod Irland,
som er refereret i afsnit 3.1.1.1 om informationsfrihed. I sagen, der vedrørte
en organisations ret til at formidle information om irske kvinders muligheder for at få
foretaget abort i udlandet, udtalte Domstolen bl.a., at selv om der er en vid skønsmargin
vedrørende moralske spørgsmål, hvortil abort utvivlsomt hører, så er denne skønsmar-
gin ikke ubegrænset. Domstolen fandt i den konkrete sag, at artikel 10 var krænket, idet
man bl.a. lagde vægt på indgrebets meget indgribende og absolutte karakter.
939
5.7.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til at
beskytte sædeligheden
Hensynet til at beskytte sædeligheden har kun i meget begrænset omfang givet anled-
ning til indskrænkninger i ytringsfriheden i dansk ret.
Det mest omtalte eksempel er den nu ophævede blasfemibestemmelse, som tidligere
fandtes i straffelovens § 140, hvorefter den, der offentligt drev spot med eller forhånede
noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse,
kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
940
Det overordnede formål med bestemmelsen var at værne samfundet mod de stridighe-
der og uroligheder, der kan opstå ved krænkelsen af religiøse følelser. Det understøttes
af, at bestemmelsen var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den of-
fentlige fred og orden.
Blasfemibestemmelsen blev efter mange års debat afskaffet den 2. juni 2017. Den konkre-
te baggrund var et lovforslag fremsat af Enhedslisten, der som begrundelse for forslaget
anførte, at bestemmelsen udgjorde en unødvendig indskrænkning af ytringsfriheden.
941
938 Se også Otto-Preminger-Institut mod Østrig (afsagt den 20. september 1994).
939 Open Door & Dublin Well Woman mod Irland (afsagt den 29. oktober 1992), pr. 73.
940 Straffelovens § 140 videreførte en blasfemibestemmelse fra straffeloven af 1866, og blasfemi og gudsbespottelse havde før
da været en del af dansk (og udenlandsk) straffelovgivning i flere hundrede år. Dette er mere udførligt beskrevet i kapitel
4.
941 Lovforslag nr. L 170 af den 28. marts 2017 om ophævelse af Straffelovens blasfemibestemmelse (Folketingstidende, 2016-
2017, A, L 170, som fremsat).
430
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0433.png
Forslaget førte til fornyet diskussion både i og uden for folketingssalen, men endte altså
med at blive vedtaget, herunder med regeringspartiernes stemmer.
942
Som det fremgår af
kapitel 4, afsnit 8.2, var antallet af rejste straffesager om overtrædelse af blasfemibestem-
melsen uhyre beskedent.
Der findes i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden en række
bestemmelser, som kan udgøre indskrænkninger af ytringsfriheden.
Kriminaliseringen af blufærdighedskrænkelse i straffelovens § 232 kan efter omstæn-
dighederne også indebære en indskrænkning af ytringsfriheden. Det vil kunne være
tilfældet, hvor selve den blufærdighedskrænkende adfærd samtidig har karakter af en
ytring. Et eksempel fra udlandet kunne være, når dyreaktivister fra organisationen PETA
gennemfører happenings under sloganet ”Rather go naked than wear fur”, hvor alle de
deltagende færdes nøgne i det offentlige rum. Desuden kan en blufærdighedskrænkelse
bestå i såkaldt verbal eller skriftlig uterlighed, jf. f.eks. en dom fra 2013, hvor en kvindelig
skolelærer havde krænket en elevs blufærdighed ved at sende eleven sms-beskeder med
et seksuelt indhold.
943
Det har ikke været muligt at identificere sager om blufærdighedskrænkelse, hvor hensy-
net til ytringsfriheden har været et tema.
En meget begrænset indskrænkning af ytringsfriheden kan også siges at foreligge efter §
234. Bestemmelsen kriminaliserer salg af ”utugtige billeder eller genstande” til personer
under 16 år og er en særlig beskyttelsesregel for unge. Overtrædelse af bestemmelsen
straffes med bøde. Omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde er formentlig også
udbredelse i form af bytte. Derimod er fremvisning, bortgivelse, udlån mv. ikke en del af
det strafbare område.
944
Videregivelse af utugtige billeder og genstande til et barn under
16 år, der ikke har karakter af salg eller bytte, vil imidlertid kunne være omfattet af straf-
felovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.
Der ses ikke at foreligge nyere afgørelser om bestemmelsen. Bestemmelsen er blevet be-
handlet af Straffelovrådet i en betænkning fra 2012 om seksualforbrydelser.
945
Straffelov-
Se bl.a. diskussionen i Folketinget under 2. behandling af lovforslaget. Se også D. Rehling, ”Blasfemiparagraffen er ikke
skabt for at forhindre religiøs kritik, men for at afværge ondsindet nedgøring” i Information (26. april 2017), R. Lykke-
berg, ”Blasfemiparagraffen er en god idé – for en religiøs diktator. Men i Danmark bør den afskaffes” i Information (26.
april 2017) og N.H. Møller og D. Rebouh, ”S i blasfemi-debat: Paragraffen gælder kun afbrænding af hellige skrifter” (26.
april 2017), DR, https://www.dr.dk/nyheder/indland/s-i-blasfemi-debat-paragraffen-gaelder-kun-afbraending-af-helli-
ge-skrifter (senest tilgået den 20. november 2019).
943 U2013.1621Ø.
944 K. Waaben, Strafferettens specielle del, 5. reviderede udgave (1999), side 65
945 Betænkning nr. 1534 (2012) om seksualforbrydelser, side 597.
942
431
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0434.png
rådet foreslår i betænkningen at ophæve bestemmelsen som betydningsløs i praksis eller
at sænke aldersgrænsen til 15 år, så aldersgrænsen er den samme, som eksisterer i forhold
til den vejledningsordning for film, der retter sig mod mindreårige.
946
Denne anbefaling
har ikke ført til ændring eller ophævelse af bestemmelsen.
En anden straffelovsbestemmelse, som varetager hensynet til sædeligheden, og som efter
sit indhold udgør en begrænsning af ytringsfriheden, er § 235, stk. 1, om børnepornogra-
fi. Bestemmelsen kriminaliserer den, som udbreder pornografiske fotografier eller film,
andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år.
947
Efter bestemmelsens stk. 2 straffes den, som besidder eller mod vederlag eller gennem
internettet eller et lignende system til udspredning af information gør sig bekendt med
sådant materiale, som er omfattet af stk. 1. Bestemmelsen er selvsagt primært begrundet
i hensynet til at beskytte børn mod de seksuelle overgreb, hvorfor hensynet til sædelig-
heden er sekundært.
Forbuddet mod udbredelse mv. af børnepornografi blev indsat i straffeloven i 1980
948
– 11
år efter at Folketinget i 1969 frigav billedpornografien.
949
Det strafbare område er flere gange blevet udvidet. Det er sket i takt med, at der in-
ternationalt er kommet større fokus på at beskytte børn og mindreårige mod seksuelle
overgreb.
950
Bl.a. er det med en lovændring fra 2009 blevet strafbart ”alene” at tilgå eller
gøre sig bekendt med børnepornografisk materiale, ligesom også såkaldt fiktiv børne-
pornografi i et vist omfang er blevet strafbart.
951
Bestemmelsen kriminaliserer således også udbredelsen af ”andre pornografiske visuelle
gengivelser eller lignende af personer under 18 år”. Med udtrykket sigtes til børnepor-
nografi, som ikke rummer optagelser af virkelige situationer, men som – f.eks. ved brug
946 Medierådet for børn og unge: ”Aldersmærkerne” (https://www.medieraadet.dk/medieradet/film/aldersmaerkerne).
947 Beskyttelsen efter straffelovens § 235 sikres rent praktisk af Børnepornofilteret, der fjerner indhold, som er strafbart
efter § 235. Ordningen er baseret på en frivillig aftale mellem internetudbyderne, Red Barnet og Rigspolitiet. Som led
i samarbejdet med internetudbyderne videregiver Rigspolitiet løbende på grundlag af konkrete samarbejdsaftaler
oplysninger til internetudbyderne om internetadresser, der efter Rigspolitiets vurdering indeholder materiale, som det
efter straffelovens § 235 er strafbart at udbrede, besidde eller gennem internettet eller mod vederlag at gøre sig bekendt
med. Netfilterordningen er således en ordning, der alene er rettet mod danske internetudbydere med henblik på
direkte blokering fra udbyderens side af hjemmesider med børnepornografisk materiale.
948 Lov nr. 252 af 16. juni 1980 om ændring af straffeloven.
949 Lov nr. 224 af 30. maj 1969 om ændring af straffeloven.
950 For en nærmere gennemgang af Danmarks internationale forpligtelser med hensyn til kriminalisering af børneporno-
grafi mv. kan der henvises til kapitel 23 i betænkning nr. 1534 (2012) om seksualforbrydelser.
951 Lov nr. 319 af 28. april 2009 om ændring af straffeloven. Der blev i 2017 rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 235
i 226 sager, jf. svar fra Rigsadvokaten af den 11. september 2018.
432
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0435.png
af computergenererede billeder – indebærer en realistisk afbildning, der fremtræder på
tilnærmelsesvis samme måde som fotografier.
Socialdemokratiet fremsatte i 2010 et beslutningsforslag om – efter svensk forbillede –
at indføre et generelt forbud mod animeret og computergenereret børnepornografi.
952
Forslaget ville bl.a. ramme tegneserier (Manga) med et børnepornografisk indhold, men
kunne ikke samle flertal. Folketingets behandling af forslaget satte dog gang i en større
diskussion, hvor hensynet til (kunstnerisk) ytringsfrihed var et centralt tema, ligesom
den velkendte diskussion om forskellen på at straffe tanker og handlinger gentog sig.
953
Det har imidlertid ikke været muligt at identificere straffesager, hvor hensynet til den
kunstneriske ytringsfrihed har været omdrejningspunktet, selv om det er forudsat, at
materiale, der som udgangspunkt er omfattet af bestemmelsen, efter en konkret vurde-
ring kan være legitimeret ved sin kunstneriske værdi.
954
Det er nærliggende at antage,
at dette hænger sammen med, at argumentet om kunstnerisk ytringsfrihed formentlig
sjældent vil have nogen relevans, og at de modstående hensyn er særdeles tungtvejende.
Der findes dog en trykt dom fra 2008, hvor den tiltalte gjorde gældende, at en mindre del
af det børnepornografiske materiale, han var tiltalt for at besidde, var rene poseringsbil-
leder uden seksuel aktivitet, og som havde en kunstnerisk karakter. Landsretten afviste
imidlertid synspunktet om billedernes kunstneriske værdi.
955
5.7.3 EMD's praksis om afvejningen mellem hensynet til sædeligheden og hensy-
net til ytringsfriheden
I EMD's praksis findes flere sager, hvor ytringsfriheden har skullet afvejes over for hen-
synet til sædeligheden og den offentlige moral. Mange af sagerne har imidlertid drejet
sig om andre landes indskrænkninger i ytringsfriheden, som ikke (længere) genfindes
i dansk ret – f.eks. bestemmelser om blasfemi. Denne del af EMD's praksis gennemgås
ikke her.
952
953
954
955
Beslutningsforslag nr. B 133 fremsat den 12. februar 2010 (Folketingstidende, 2009-2010, Tillæg A, B 133, som fremsat).
”Ytringsfrihedsforkæmpere i strid om børneporno” (18. februar 2010), Information, https://www.information.dk/ind-
land/2010/02/ytringsfrihedsforkaempere-strid-boerneporno (senest tilgået den 20. november 2019), ”Tænketank vil
tillade tegnet børneporno” (12. april 2010), BT, https://www.bt.dk/krimi/taenketank-vil-tillade-tegnet-boerneporno-0
(senest tilgået den 20. november 2019) og ”Hvad er op og ned i sagen om animeret børneporno?” (3. august 2019), Tryk-
kefrihedsselskabet, https://www.trykkefrihed.dk/hvad-er-op-og-ned-i-sagen-om-animeret-borneporno.htm (senest
tilgået den 20. november 2019).
A. Dorph i J. Vestergaard (red.), Strafferet – forbrydelser og andre strafbare forhold, 1. udgave (2009), side 112.
U2008.100Ø.
433
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0436.png
EMD's praksis om børnepornografi mv. er meget sparsom, og langt de fleste sager har
drejet sig om spørgsmålet om overholdelse af processuelle garantier ved frihedsberøvelse
omfattet af EMRK artikel 5 om retten til frihed.
Domstolen har dog i en enkelt sag haft anledning til at behandle spørgsmålet om krimi-
nalisering af børneporno og ytringsfriheden. I sagen
Karttunen mod Finland
var spørgs-
målet for EMD, om indgreb over for en kunstner, som havde brugt børnepornografiske
billeder i sine kunstværker, var i overensstemmelse med ytringsfriheden.
956
De finske
domstole havde begrundet indgrebet med henvisning til hensynet til sædeligheden og
lagde i deres vurdering af sagen desuden vægt på, at flere af billederne af de afbildede
børn og unge kvinder var så tydelige, at de kunne genkendes, hvilket krænkede deres
ret til privatliv.
957
EMD bemærkede indledningsvis, at kunstnere ikke generelt er beskyt-
tet mod indskrænkninger i ytringsfriheden efter artikel 10, stk. 2.
958
Samtidig udtalte
Domstolen, at de nationale domstoles begrundelse for indgrebet var både relevant og
tilstrækkelig til at vise, at indgrebet var nødvendigt i et demokratisk samfund, ligesom
EMD desuden henviste til staternes skønsmargin på dette område. EMD fandt på den
baggrund, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 10.
Sagen illustrerer, at selv om der er tale om ytringer – i dette tilfælde i form af kunstvær-
ker – som har til hensigt at skabe en debat af samfundsmæssig interesse, vil hensynet til
børns rettigheder, herunder deres privatliv, være særdeles tungtvejende.
I sagen
Perrin mod Storbritannien
anerkendte EMD, at nationalstaterne har en vid skøns-
margin til at begrænse ytringsfriheden på internettet af hensyn til at beskytte børn.
959
I
den pågældende sag havde en person stillet pornografiske billeder til rådighed på inter-
nettet uden at begrænse adgangen hertil med en aldersgrænse, hvilket betød, at materi-
alet kunne tilgås af mindreårige. Det udgjorde efter EMD's opfattelse ikke en krænkelse
af ytringsfriheden, at han var idømt en fængselsstraf for dette forhold.
960
I dommen
Bayev mod Rusland,
havde staten også angivet hensynet til sædeligheden som
baggrund for den lovgivning, der kriminaliserede positiv omtale af homoseksualitet over
for mindreårige.
961
Rusland anførte, at en åben manifestation af homoseksualitet var en
fornærmelse over for de skikke og traditioner, som herskede blandt flertallet af russere,
og at homoseksualitet generelt blev anskuet som en hindring for at opretholde traditi-
956
957
958
959
960
961
Karttunen mod Finland (afgørelse afsagt den 10. maj 2011).
Karttunen mod Finland (afgørelse afsagt den 10. maj 2011).
Karttunen mod Finland (afgørelse afsagt den 10. maj 2011), pr. 21.
Perrin mod Storbritannien (afsagt den 18. oktober 2005).
Efter Domstolens praksis er hensynet til børns rettigheder meget tungtvejende. Se f.eks. K.U. mod Finland (afsagt den 2.
december 2008).
Bayev mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017). Se nærmere herom nedenfor.
434
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0437.png
onelle familieværdier.
962
Rusland begrundede således lovgivningen med henvisning til
folkestemningen om dette spørgsmål.
Domstolen anerkendte, at folkestemningen vil kunne tillægges betydning i sager, hvor
der er sket indgreb af hensyn til sædeligheden. Dette vil dog være betinget af, at fol-
kestemningen ikke indebærer en indskrænkning af de rettigheder, der er indeholdt i
konventionen.
963
I forhold til spørgsmålet om skønsmargin bemærkede Domstolen, at staterne som ud-
gangspunkt er overladt en videre skønsmargin, når der er tale om sensitive moralske og
etiske spørgsmål, men at der i forhold til spørgsmålet om bl.a. homoseksuelle er en klar
europæisk konsensus om, at folk har ret til at tilkendegive deres seksuelle orientering
som f.eks. homoseksuel og ligeledes fremme deres egne rettigheder og værdier.
964
I sagen
kom Domstolen frem til, at der var sket en krænkelse af bl.a. ytringsfriheden efter artikel
10 (se nærmere om dommen nedenfor i afsnit 5.8.1).
5.7.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.7.2, har hensynet til at beskytte sædeligheden kun i meget
begrænset omfang givet anledning til indskrænkninger i ytringsfriheden i dansk ret.
Kriminaliseringen af bl.a. blufærdighedskrænkelse og børnepornografi er dog eksem-
pler herpå.
Denne type bestemmelser er helt inden for rammerne af EMRK. Det kan på baggrund af
gennemgangen således generelt konstateres, at staterne har en vid skønsmargin, når det
gælder indgreb i ytringsfriheden begrundet i hensynet til sædeligheden. Dette skyldes
den manglende fælles europæiske opfattelse af, hvordan den offentlige moral generelt
bør være. Den vide skønsmargin betyder, at Domstolen anerkender, at der er et vist rum
for forskellige europæiske tilgange til et moralsk spørgsmål efter EMRK artikel 10.
Der kan dog være også være områder, hvor der eksisterer en generel europæisk opfat-
telse af et moralsk spørgsmål, og i sådanne tilfælde vil landene ikke have en lige så vid
skønsmargin. Domstolens praksis viser altså, at skønsmarginen – om end vid – ikke er
ubegrænset når det gælder sædelighed. Domstolen overvåger derfor også i disse sager,
om indgrebet er foreneligt med konventionen.
Ibid., pr. 65.
Ibid., pr. 70. Domstolen udtaler tillige, at den russiske lovgivning fremmer fordomme og tilskynder til homofobi, hvilket
er i strid med de værdier, som kendetegner et demokratisk samfund, herunder lighed, pluralisme og tolerance.
964 Bayev mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017), pr. 66.
962
963
435
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0438.png
Gennemgangen af praksis viser, at målgruppen for udtalelserne har betydning for be-
dømmelsen. Dette hænger navnlig sammen med spørgsmålet om, at der kan være bety-
delig forskel på, om en udtalelse henvender sig til samfundet generelt eller til specifikke
og mere sensitive grupper som f.eks. børn.
Når det gælder indgreb i ytringsfriheden, som har til formål at sikre sædeligheden og
beskytte børns rettigheder, vil staterne derfor have en vid skønsmargin til at vurdere
nødvendigheden af et indgreb. Dette skyldes ikke mindst, at hensynet til børns rettighe-
der vejer særdeles tungt.
5.8
Hensynet til sundheden
5.8.1 Generelt om afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til sundheden
i EMD's praksis
EMRK artikel 10, stk. 2, giver mulighed for at gøre indgreb i ytringsfriheden på baggrund
af hensyn til sundheden.
Sager, hvor der er gjort indgreb i ytringsfriheden af hensyn til sundheden, udgør en
beskeden del af EMD's praksis om artikel 10. Sagerne drejer sig typisk om indgreb i den
kommercielle ytringsfrihed, f.eks. indskrænkninger i retten til at reklamere for visse læ-
gemidler, lægelige ydelser eller sundhedsskadelige produkter som f.eks. tobak.
Når det gælder indgreb i den kommercielle ytringsfrihed, overlader EMD som udgangs-
punkt staterne en vid skønsmargin i vurderingen af, hvorvidt indgrebet har været nød-
vendigt. Kommercielle indlæg kan dog indgå i en offentlig debat om et emne af sam-
fundsmæssig interesse, og i sådanne tilfælde vil staternes skønsmargin være mindre.
965
Hvor der er tale om indgreb over for reklame for lægemidler, sundhedsskadelige pro-
dukter eller lignende, vil hensynet til sundheden – beskyttelsen af forbrugerne og deres
sundhed – generelt være tungtvejende.
Omvendt kan indgreb over for f.eks. artikler, som har til hensigt at oplyse om sundheds-
skadelige produkter mv., udgøre en krænkelse af ytringsfriheden.
966
Der findes også enkelte sager, hvor det ikke har været indgreb i den kommercielle
ytringsfrihed, som har været begrundet i hensynet til sundheden.
965 Kjølbro (2017), side 1061f.
966 Hertel mod Schweiz (afsagt den 25. august 1998) om en artikel, som havde til hensigt at formidle viden om de sundheds-
mæssige risici ved at benytte mikrobølgeovn til at tilberede mad.
436
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0439.png
Dommen
Bayev m.fl. mod Rusland
tog således udgangspunkt i en række nationale lov-
givningsinitiativer, som kriminaliserede enhver positiv omtale blandt mindreårige af
”non-traditional sexual relationships”, herunder homoseksualitet.
967
Tre aktivister for
homoseksuelles rettigheder havde som protest mod denne lovgivning stået med bannere
foran bl.a. en skole og et børnebibliotek med budskaber om, at homoseksualitet er helt
normalt.
968
Aktivisterne var på baggrund af den lovgivning, som de protesterede imod,
blevet idømt bøder. Aktivisterne indklagede Rusland for EMD med påstand om, at lov-
givningen var i strid med bl.a. artikel 10 om ytringsfrihed.
Rusland gjorde gældende, at loven om forbud mod promovering af homoseksualitet og
de konkrete indgreb over for aktivisterne havde været nødvendigt af hensyn til sundhe-
den, og anførte, at homoseksualitet udgjorde en risiko for sundheden og landets demo-
grafi. Også hensynet til sædeligheden og beskyttelsen af andres rettigheder blev fremført
af Rusland som begrundelse.
969
I Domstolens vurdering af, om indgrebene havde været nødvendige, valgte Domstolen
at fokusere på nødvendigheden af lovgivningen mod positiv omtale af bl.a. homoseksu-
alitet generelt og således ikke de enkelte indgreb mod aktivisterne.
Domstolen fandt ikke statens begrundelse om, at lovgivningen bl.a. varetog hensynet til
sundheden overbevisende. Tværtimod anførte Domstolen, at lovgivningen var kontra-
produktiv, idet formidling af information om seksuelle forhold mv. er en uundværlig del
af bl.a. sygdomsforebyggelseskampagner, som understøtter folkesundheden. Domstolen
kunne heller ikke anerkende hensynet til demografien som en legitim baggrund for lov-
givningen.
970
Overordnet konkluderede Domstolen, at lovgivningen ikke forfulgte nogen af de an-
givne legitime hensyn, og fandt samtidig, at lovgivningen var uklar og uforudsigelig,
ligesom den var uforenelig med demokratiske værdier, fordi den ansporede til og for-
stærkede homofobi. På den baggrund fandt Domstolen, at Rusland havde overtrådt sin
skønsmargin efter artikel 10 både for så vidt angik den generelle lovgivning og indgrebet
over for aktivisterne. Indgrebet var følgelig i strid med artikel 10.
967 Bayev m.fl. mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017).
968 Bayev m.fl. mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017), bl.a. et banner med følgende tekst: Children have the right to know.
Great people are also sometimes gay; gay people also become great. Homosexuality is natural and normal” (pr. 14).
969 Se nærmere herom i afsnit 5.7 om sædelighed.
970 Bayev m.fl. mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017), pr. 72. Domstolen havde vanskeligt ved at se, hvordan den vedtagne
lov kunne understøtte de demografiske mål, som staten havde. Om dette forhold udtalte Domstolen bl.a. at demografiske
forhold er en kompleks udfordring, som har nær sammenhæng med bl.a. økonomiske og sociale forhold, og at under-
trykkelse af omtale af homoseksuelle forhold ikke er en måde, hvorpå en negativ demografisk udvikling kan vendes.
437
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0440.png
5.8.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til sund-
heden
Der findes i dansk ret en række bestemmelser, som fastsætter begrænsninger i ytringsfri-
heden, som er begrundet i bl.a. hensynet til sundheden. Disse bestemmelser skal navnlig
fastsætte restriktioner for adgangen til at reklamere for visse produkter, f.eks. tobak.
Sådanne bestemmelser findes bl.a. i lægemiddelloven, som regulerer området for mar-
kedsføring af lægemidler.
971
Af lovens § 63 fremgår det bl.a., at en reklame for et lægemid-
del skal være fyldestgørende og saglig, og at den ikke må være vildledende eller overdrive
lægemidlets egenskaber. Denne bestemmelse sætter således en række begrænsninger for,
hvordan der kan reklameres for et lægemiddel. Det samme gælder markedsføring for
sundhedsydelser, som reguleres af lov om markedsføring af sundhedsydelser.
972
Af lo-
vens § 2 følger det således, at sådan markedsføring skal være saglig, ligesom der ikke ved
markedsføringen må anvendes urigtige, vildledende eller mangelfulde angivelser.
Det følger endvidere af lovens § 66, at der ikke over for offentligheden må reklameres
for lægemidler, som er i) receptpligtige, ii) uegnede til anvendelse, uden at patienten
forinden har søgt læge med henblik på diagnosticering eller overvågning af behand-
lingen, eller iii) er omfattet af lov om euforiserende stoffer. Begge bestemmelser udgør
indskrænkninger i ytringsfriheden.
Lovgivningen rummer også en række bestemmelser, som begrænser muligheden for at
reklamere for sundhedsskadelige produkter.
I Danmark gælder der efter § 3 i lov om forbud mod tobaksreklame således et forbud
mod alle former for reklamer for tobak.
973
Tobaksreklameloven er en implementering af
EU-direktivet om reklamer for tobaksvarer (tobaksreklamedirektivet).
974
971
972
973
974
Lovbekendtgørelse nr. 99 af den 16. januar 2018 om lægemidler.
Lov nr. 326 af 6. maj 2003 og lovforslag nr. L 106 af den 5. december 2002 om markedsføring af sundhedsydelser (Folke-
tingstidende, 2002-2003, Tillæg A, side 2346ff.).
Lovbekendtgørelse nr. 1021 af 21. oktober 2008 om forbud mod tobaksreklame m.v.
Direktiv (EU) nr. 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (tobaksreklamedirektivet).
438
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0441.png
Bestemmelsen udgør en klar begrænsning af ytringsfriheden, idet man afskæres fra at
formidle reklamer om tobak.
975
Der er dog kun enkelte eksempler i praksis på domfæl-
delser for overtrædelse af reklameforbuddet.
976
I 2007 blev en cigaretproducent tiltalt og dømt for overtrædelse af § 3 ved at have indryk-
ket en annonce med overskriften »Er det muligt at producere en cigaret, der er mindre
skadelig?« i 4 landsdækkende dagblade. Under overskriften fulgte en tekst med omtale
af virksomhedens forskning, som havde til formål at skabe mindre skadelige tobakspro-
dukter.
977
Et flertal i landsretten fandt, at annoncen indirekte havde til formål at fremme
afsætningen af tobaksvarer, og der var derfor tale om en ulovlig reklame. Et mindretal
ville frifinde med henvisning til, at forbuddet mod tobaksreklamer skulle håndhæves
med respekt for den beskyttelse af den kommercielle ytringsfrihed, som følger af Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, hvorefter der må ”indrømmes
en virksomhed en ret til at deltage i den offentlige debat om de farlige produkter, som
virksomheden lovligt fremstiller eller markedsfører”.
978
En anden reklame, som også var en del af straffesagen, fandtes ikke at udgøre en over-
trædelse af reklameforbuddet.
Der er herudover i bl.a. markedsføringsloven fastsat begrænsninger i adgangen til at
målrette markedsføringen af alkoholholdige produkter mod børn og unge.
979
5.8.3 EMD's praksis om afvejningen af hensynet til sundheden og ytringsfriheden
EMD har i flere afgørelser anerkendt, at der kan gøres indgreb i kommercielle ytringer
begrundet i hensynet til folkesundheden.
I
Hachette mod Frankrig
havde et ugeblad bragt en reportage fra et racerløb, som bl.a.
indeholdt billeder af racerkørerne og deres tøj, som var påført reklamer fra sponsorer,
herunder en tobaksproducent.
980
De nationale domstole havde fundet, at reportagen rummede en indirekte reklame for
tobaksproducentens produkter. Selv om der klart ikke var tale om en direkte reklame for
Der er opregnet en række undtagelsesbestemmelser fra forbuddet mod tobaksreklame i § 3, stk. 2 og 3. Forbuddet mod
tobaksreklame gælder således ikke ”neutral anbringelse af tobaksvarer i forbindelse med betalingskasser, barer og lig-
nende.”, jf. § 3, stk. 3.
976 U2007.1665Ø og U2004.2551Ø.
977 U2007.1665Ø.
978 U2007.1665Ø.
979 Se f.eks. lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, § 11, stk. 2.
980 Hachette Filipacchi Presse Automobile & Dupuy mod Frankrig (afsagt den 5. marts 2009)
975
439
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0442.png
tobak, tillagde EMD i sin bedømmelse af sagen hensynet til sundheden stor vægt med
henvisning til, at tobaksrygning udgør en væsentlig samfundsmæssig udfordring. EMD
fandt på den baggrund ikke, at den bøde, som ugebladet var blevet pålagt, stred mod
artikel 10.
Afgørelsen skal ses i lyset af, at staten – dvs. Frankrig – rent faktisk havde en begrænset
skønsmargin, idet den kommercielle ytring indgik i den journalistiske dækning af en of-
fentlig begivenhed. Det viser noget om, hvor stor vægt hensynet til sundheden tillægges.
Det kan dog anføres, at der formentlig ikke var tale om en begivenhed (racerløb), som
kan siges at være i kerneområdet for beskyttelsen af journalistisk dækning af begivenhe-
der af samfundsmæssig interesse, som det f.eks. typisk vil være tilfældet ved et debatar-
rangement, en demonstration eller lignende.
I
Villnow mod Belgien
ansås det heller ikke at udgøre en krænkelse af artikel 10, at en
læge, som havde reklameret for kosmetisk kirurgi, midlertidigt var blevet frakendt ret-
ten til at arbejde som læge i en periode, fordi han ved sin reklamering havde overtrådt
reglerne for god lægeskik.
981
Domstolen lagde vægt på, at langt de fleste konventionslande ligesom Belgien har regler,
som begrænser adgangen til som læge at reklamere for sin virksomhed.
Også spørgsmålet om reklame for lægelige ydelser har været behandlet af EMD. Det var
således omdrejningspunktet for sagen
Stambuk mod Tyskland.
982
Her var en tysk øjenlæ-
ge blevet idømt en disciplinær sanktion for at have overtrådt en række professionsetiske
regler om reklame for lægemidler. Dette skyldtes, at lægen havde medvirket i en artikel
i et dagblad, som omhandlede brugen af laseroperationer til korrektion af synsfejl mv.
Over for EMD gjorde øjenlægen gældende, at han blot havde assisteret medierne i en re-
portage om denne type operationer. Artiklen berørte spørgsmål om risici ved indgrebet,
og det fremgik desuden af artiklen, at lægen havde foretaget 400 laseroperationer med
en succesrate på 100 procent.
Domstolen fandt, at der var tale om en afbalanceret fremstilling rettet mod offentlighe-
den om et emne af generel lægelig interesse. Da artiklen havde til formål at oplyse om
denne nye operationsteknik og i øvrigt ikke var misvisende eller på anden måde vildle-
dende, kunne det forhold, at øjenlægen opnåede en vis kommerciel omtale med artiklen
ikke begrunde indgrebet. Domstolen fandt, at der ikke var sket en rimelig afbalancering
af de relevante interesser i spil, herunder hensynet til sundheden og til andre praktise-
981
982
Villnow mod Belgien (afgørelse afsagt den 29. januar 2008)
Stambuk mod Schweiz (afsagt den 17. oktober 2002).
440
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0443.png
rende læger over for hensynet til øjenlægens ret til ytringsfrihed og pressens væsentlige
rolle i samfundet.
983
Der var derfor sket en krænkelse af artikel 10.
5.8.4 Afrunding
Som det fremgår af afsnit 5.8.2, er der i dansk ret fastsat en række begrænsninger i
ytringsfriheden, som er begrundet i bl.a. hensynet til sundheden. Dette gælder navnlig
bestemmelser, som fastsætter restriktioner for adgangen til at reklamere for visse pro-
dukter, f.eks. tobak.
Denne type bestemmelser giver typisk ikke problemer i forhold til EMRK. Når disse
sager kommer for Domstolen, indrømmes staterne således som udgangspunkt en vid
skønsmargin, idet der typisk vil være tale om indgreb i den kommercielle ytringsfrihed,
som ikke nyder samme høje grad af beskyttelse som f.eks. den ytringsfrihed, der tilkom-
mer medier og politikere, ligesom hensynet til sundheden, som de gengivne domme
viser, vægtes meget tungt. At den kommercielle ytringsfrihed ikke i samme grad nyder
beskyttelse som f.eks. den politiske ytringsfrihed, skal ses i lyset af disse ytringers betyd-
ning for demokratiet. Den kommercielle ytringsfrihed har således ikke samme funda-
mentale betydning for demokratiet og de demokratiske processer, men varetager snarere
økonomiske formål.
Domstolens praksis viser dog også, at Domstolen prøver, om de nationale domstole har
foretaget en rimelig afvejning af de modstående hensyn i den konkrete sag.
984
Hvis op-
lysningerne således har offentlig interesse, vil Domstolen intensivere sin prøvelse af, om
indgrebet har været nødvendig i et demokratisk samfund efter artikel 10, stk. 2. Den
offentlige interesse får derfor også i forhold til dette hensyn væsentlig betydning for be-
dømmelsen af en konkret sag, ligesom det f.eks. er tilfældet i sager om indgreb på bag-
grund af hensynet til andres gode navn og rygte.
983 Stambuk mod Schweiz (afsagt den 17. oktober 2002), pr. 52.
984 Jf. f.eks. Stambuk mod Tyskland (afsagt den 17. oktober 2002), som er omtalt ovenfor.
441
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0444.png
6. EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 11
985
Ytringsfriheden er også beskyttet i EU-regi. Det følger af EU’s charter om grundlæggen-
de rettigheder
986
artikel 11 om ytrings-og informationsfrihed, at:
”1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblan-
ding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.
2. Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.”
Det fremgår af de ledsagende forklaringer til chartret, at chartrets artikel 11 svarer til
artikel 10 i EMRK. Rettighederne har derfor samme betydning og omfang.
987
Herudover slår chartrets artikel 52, stk. 1, fast, at enhver begrænsning i udøvelsen af de
rettigheder og friheder, der anerkendes i chartret, skal være fastlagt i lovgivningen og
skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Der kan kun indfø-
res begrænsninger i ytrings- og informationsfriheden, hvis de er nødvendige og faktisk
svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af EU, eller et behov for beskyttelse af
andres rettigheder og friheder. Mål af almen interesse, der er anerkendt af EU, dækker
bl.a. de målsætninger, som følger af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union og
andre interesser beskyttet af specifikke bestemmelser i EU-traktaterne.
988
Det afgørende
er, at der er tale om et mål anerkendt af EU, og ikke den enkeltes medlemsstats fastsatte
målsætninger, som dog kan være identiske med de af EU fastsatte mål.
Begrænsninger skal altid ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.
Anvendelsesområdet for Charteret følger af Charterets artikel 51, som først og fremmest
fastslår, at chartret finder anvendelse på EU’s institutioner og organer under iagttagelse
af nærhedsprincippet. Det følger desuden af EU-Domstolens praksis, at forpligtelsen til
at respektere de grundlæggende rettigheder, som er indeholdt i Charteret, også påhviler
medlemsstaterne, når de handler inden for rammerne af EU-retten.
985 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2000/C 364/01).
986 Det fremgår af præamblen til EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder i Den Europæiske Union, at chartret fastslår
politiske, sociale og økonomiske rettigheder for borgere og beboere i Den Europæiske Union (EU) som en del af EU-lov-
givningen. Det blev udarbejdet af Det Europæiske Konvent og vedtaget den 7. december 2000 af Europa-Parlamentet,
Ministerrådet og Europa-Kommissionen.
987 Det bemærkes i øvrigt, at det om chartrets anvendelsesområde fremgår af artikel 51, stk. 1, at chartrets bestemmelser kun
er rettet til EU’s institutioner og organer samt til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det fremgår desuden
af chartrets artikel 51, stk. 2, at chartret ikke skaber nye kompetencer eller nye opgaver for Unionen, og ikke ændrer de
kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne.
988 Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union.
442
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0445.png
Chartret blev med Lissabon-traktaten den 1. december 2009 juridisk bindende på trak-
tatniveau. Det vil sige, at charteret har samme juridiske værdi som EU-traktaterne.
989
7. Internationale menneskerettigheder
Ytringsfriheden er også beskyttet af en række internationale menneskerettigheds-doku-
menter.
Som omtalt i kapitel II vedtog FN i 1948 FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighe-
der. Denne konventions artikel 19 indeholder en bestemmelse om ytrings- og informa-
tionsfriheden.
Verdenserklæringen har karakter af en politisk programerklæring, og de grundlæggende
rettigheder i erklæringen er derfor ikke retligt bindende for medlemsstaterne.
I 1966 vedtog FN’s Generalforsamling FN’s konvention om Borgerlige og Politiske Ret-
tigheder (ICCPR), som trådte i kraft den 23. marts 1973. Denne konvention er retligt
bindende, og Danmark har tiltrådt konventionen, som efter artikel 19 også omfatter
ytringsfriheden:
”1. Enhver har ret til meningsfrihed uden indblanding.
2. Enhver har ret til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at søge,
modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til
landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller
ved andre midler efter eget valg.
3. Udøvelsen af de ved denne artikels stk. 2 hjemlede rettigheder medfører
særlige forpligtelser og et særligt ansvar. Den kan derfor undergives visse
begrænsninger, men dog kun sådanne som er hjemlet ved lov og er nød-
vendige:
a) af hensyn til respekten for andres rettigheder eller omdømme;
b) af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden (ordre public),
sundhed eller sædelighed.”
Danmark har pligt til at sikre, at national lovgivning og praksis lever op til konventio-
nens krav. Man kan som borger derfor påberåbe sig konventionen over for danske admi-
989 Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) artikel 6, stk. 1.
443
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0446.png
nistrative myndigheder og domstole, hvis man mener, at konventionens bestemmelser
overtrædes.
ICCPR er dog ikke inkorporeret i dansk ret, hvilket blandt andet betyder, at konven-
tionen ikke er direkte anvendelig i dansk ret i den forstand, at den vil kunne føre til
tilsidesættelse af en bestemmelse i dansk ret, som må antages at være i strid med kon-
ventionen.
990
990 En ikke-inkorporeret konvention kan heller ikke udgøre et selvstændigt retsgrundlag for en offentlig myndigheds afgø-
relser i forhold til private, ligesom den isoleret set ikke kan skabe pligter for private. For nærmere om gennemførelse og
anvendelse af internationale konventioner, se betænkning nr. 1546 (2014) om inkorporering mv. inden for menneskerets-
området. Af betænkningen fremgår, at FN’s Konvention om borgerlige og politiske rettigheder i perioden fra 1. januar
2001 til den 1. januar 2014 er otte domme i Ugeskrift for Retsvæsen, hvor danske domstole udtrykkeligt har anvendt
konventionen. Ingen af de otte domme omhandler artikel 19 om ytringsfrihed.
444
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
Denne side er med vilje efterladt uden indhold.
 REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 370: Ytringsfrihedskommissionens betænkning, fra jusittsministeren
2183665_0448.png
Dene side er med vilje efterladt uden indhold.