REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 202
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

13. januar 2020

Strafferetskontoret

Louise Degn Brammer

2019-731-0048

1263662

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven

(Initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 17. september 2019, som æn-

dret ved lov nr. 1425 af 17. december 2019 og lov nr. 1426 af 17. december

2019, foretages følgende ændringer:

Efter § 79 a indsættes i

9. kapitel:

»§

79 b.

Den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden strafferet-

lig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfat-

tet af § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt an-

går billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, kan ved dommen gi-

ves opholdsforbud efter stk. 2 og kontaktforbud efter stk. 3.

Stk. 2.

Ved opholdsforbud forstås et forbud mod at færdes og opholde sig i

et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor der er en særlig risiko for,

at den dømte enten vil blive fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret

miljø eller vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte personer i en negativ ret-

ning.

Stk. 3.

Ved kontaktforbud forstås et forbud mod at søge at kontakte perso-

ner, der er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i stk. 1.

Kontaktforbud omfatter dog ikke nærmeste familiemedlemmer, i det om-

fang det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Stk. 4.

Politiet kan meddele tilladelse til færden eller ophold i et område om-

fattet af et opholdsforbud efter stk. 1, jf. stk. 2, og til kontakt med en person

omfattet af et kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3, hvis det af særlige grunde

må anses for beføjet.

Stk. 5.

Forbud gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom. Ved ud-

ståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberø-

vende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

Stk. 6.

Politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter stk. 1.

Politiet kan som led i gennemførelsen af et tilsyn med et meddelt kontakt-

forbud efter stk. 1, jf. stk. 3, uden retskendelse skaffe sig adgang til den

dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage

undersøgelse heraf. Tilsvarende kan politiet uden retskendelse foretage un-

dersøgelse af breve og andre papirer og genstande, som den dømte råder

over, og om nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af de-

res indhold.

Stk. 7.

Tilsyn efter stk. 6 skal udføres så skånsomt, som omstændighederne

tillader, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets

formål.

Stk. 8.

Politiet kan videregive oplysninger til den dømte om, at en person er

dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i stk. 1. Videregi-

velse må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve et med-

delt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3. Oplysningerne må kun behandles

af den dømte i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til overholdelse af

kontaktforbuddet.

Stk. 9. Den dømte har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 8 nævnte oplys-

ninger. §§ 152 og 152 c-f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 10.

Den dømte kan 3 år efter løsladelsen eller udskrivningen forlange,

at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om et forbuds opretholdelse

for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren

tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsva-

rende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at

et forbud helt eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for

retten, dog tidligst efter 2 års forløb.

Stk. 11.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om

1) tilladelser efter stk. 4, herunder om indgivelse af ansøgning, vilkår

for tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser,

2) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 6,

3) klage over politiets dispositioner i forbindelse med tilsyn som nævnt

i stk. 6,

4) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 8,

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

5) den dømtes tavshedspligt, opbevaring og behandling af oplysninger

som nævnt i stk. 8, og

6) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør af nr. 5.«

101 a, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 1. pkt.,

ændres »10 år« til: »12 år«.

§ 114, stk. 1,

ændres »følgende handlinger« til: »de følgende handlin-

ger«.

§ 114, stk. 2,

ændres »som« til: »der«.

§ 114, stk. 3,

ændres »der« til: »som«.

§ 114 a, 1. pkt.,

ændres »indtil det halve« til: »indtil det dobbelte«.

§ 114 b,

ændres »10 år« til: »12 år«.

§ 114 c, stk. 1, 1. pkt. og stk. 3, 2. pkt.,

ændres »10 år« til: »12 år«.

§ 114 c, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.,

ændres »6 år« til: »8 år«.

10.

§ 114 c, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »16 år« til: »på livstid«.

11.

§ 114 d, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »10 år« til: »12 år«.

12.

§ 114 d, stk. 2 og 3,

ændres »6 år« til: »8 år«.

13.

§ 114 e, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »6 år« til: »8 år«.

14.

§ 114 e, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »10 år« til: »12 år«.

15.

§ 114 f

ændres »6 år« til: »8 år«.

16.

§ 114 g

ændres »2 år« til: »3 år«.

17.

§ 114 h

ændres »6 år« til: »8 år«.

18.

§ 114 i

ændres »6 år« til: »8 år«.

19.

§ 114 j, stk. 1,

ændres »6 år« til: »8 år«.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

20.

§ 124 a

ændres »opholdsforbud efter § 79 a« til: »forbud efter § 79 a,

stk. 1, og § 79 b, stk. 1«.

21.

§ 136, stk. 2,

ændres »2 år« til: »3 år«.

§2

Loven træder i kraft den [indsæt dato].

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Opholdsforbud og kontaktforbud

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Lovforslagets udformning

2.2. Skærpelser af straffen for overtrædelse af straffelovens terror-

bestemmelser

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Straffelovens § 101 a

2.2.1.2. Straffelovens § 114

2.2.1.3. Straffelovens § 114 a

2.2.1.4. Straffelovens § 114 b

2.2.1.5. Straffelovens § 114 c

2.2.1.6. Straffelovens § 114 d

2.2.1.7. Straffelovens § 114 e

2.2.1.8. Straffelovens § 114 f

2.2.1.9. Straffelovens § 114 g

2.2.1.10. Straffelovens § 114 h

2.2.1.11. Straffelovens § 114 i

2.2.1.12. Straffelovens § 114 j

2.2.1.13. Straffelovens § 136, stk. 2

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Lovforslagets udformning

3. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

4. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Miljømæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning

Terrorisme og terrorrelaterede handlinger udgør de allergroveste forbrydel-

ser mod det danske samfund og de værdier om demokrati og frihed, som det

bygger på. Fremmedkrigere har – ligesom andre terrorister – forbrudt sig

mod disse værdier. Regeringen nærer ingen sympati for dem, og de er uøn-

skede i Danmark.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at der siden sommeren 2012

er udrejst mindst 159 personer fra Danmark, som vurderes at have opholdt

sig hos militant islamistiske grupper i Syrien og Irak. Det er endvidere

PET’s vurdering, at der på nuværende tidspunkt er 21 voksne danske stats-

borgere, der er udrejst fra Danmark, og som fortsat opholder sig i Syrien el-

ler i omkringliggende lande. 12 af disse danske statsborgere er tilbageholdt

eller fængslet, mens de resterende 9 formodes fortsat at opholde sig på fri

fod i konfliktzonen eller i omkringliggende lande.

PET vurderer samtidig, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig, og at trus-

len bl.a. kan udgå fra radikaliserede personer i islamistiske miljøer. Det vur-

deres i den forbindelse, at fremmedkrigere, der kommer til Danmark, kan

være særligt radikaliserede, brutaliserede og voldsparate samt bidrage til ra-

dikaliseringen af personer og miljøer i Danmark.

Den 11. november 2019 ankom den første fremmedkriger i lang tid til Dan-

mark. Det har været en påmindelse om den trussel, som fremmedkrigere ud-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

gør. Fremmedkrigere med dansk statsborgerskab kan ikke nægtes indrejse i

Danmark og kan som udgangspunkt heller ikke nægtes dansk pas. Danmark

har således ikke set den sidste fremmedkriger komme til landet.

På denne baggrund er der efter regeringens opfattelse behov for at skærpe

kursen over for fremmedkrigere, herunder de fremmedkrigere der allerede

er udrejst, og som fortsat befinder sig på fri fod i konfliktområderne.

Regeringen finder samtidig, at der mere generelt er behov for at styrke det

strafferetlige værn mod terrorisme. Det er i den forbindelse afgørende, at

myndighederne har de nødvendige redskaber med henblik på at forebygge

og afværge terrorisme, ligesom det er vigtigt, at strafniveauet afspejler, at

der er tale om meget alvorlige forbrydelser.

Regeringen bemærker i den forbindelse, at der gennem de seneste 10 år med

bred opbakning blandt Folketingets partier er blevet gennemført en række

strafskærpelser for rocker- og banderelateret kriminalitet for at slå hårdt ned

på den uacceptable adfærd, der ødelægger samfundet.

Efter regeringens holdning er der på tilsvarende vis behov for at skærpe

straffelovens terrorbestemmelser, da det gældende strafniveau ikke i til-

strækkelig grad afspejler en nutidig opfattelse af strafværdigheden af terror-

forbrydelser. Der skal sendes et klart og utvetydigt signal om, at der er tale

om de allergroveste forbrydelser mod staten og det danske samfund.

Med lovforslaget foreslår regeringen derfor samlet at styrke indsatsen mod

fremmedkrigere og andre terrordømte yderligere gennem bl.a. strafskærpel-

ser og tættere kontrol. Lovforslaget indeholder følgende to hovedpunkter:

For det første

foreslås det at ændre straffeloven, så domstolene som led i en

straffedom kan give et opholdsforbud og et kontaktforbud til personer, som

idømmes ubetinget fængselsstraf mv. for overtrædelse af straffelovens terr-

orbestemmelser (§ 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for

så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j). Det foreslås

endvidere, at politiet fører tilsyn med sådanne personers overholdelse af for-

buddene.

Formålet med forslaget er at forebygge nye terrorhandlinger ved at sikre, at

terrordømte ikke fastholdes eller falder tilbage i radikaliserede miljøer samt

ved at minimere mulighederne for, at de vil kunne påvirke radikaliserings-

udsatte personer i en negativ retning.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

For det andet

foreslås det at skærpe straffen for overtrædelse af straffe-

lovens terrorbestemmelser (§ 101 a, §§ 114-114 j og § 136, stk. 2) gennem

dels en generel forhøjelse af strafferammerne, dels en gennemgående forhø-

jelse af det gældende strafniveau med omkring det halve i forhold til den

straf, der i dag fastsættes – eller ville være fastsat – af domstolene. Særligt

for så vidt angår overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, om tilslutning

til en fjendtlig, væbnet styrke i udlandet, som kæmper mod den danske stat,

og § 114 j, stk. 1, om et indrejse- og opholdsforbud i visse konfliktområder,

foreslås det dog, at strafniveauet skærpes yderligere, således at det bliver

henholdsvis fordoblet og fire gange så højt.

Forslaget styrker herved det strafferetlige værn over for fremmedkrigere og

andre terrordømte gennem en markant skærpelse af strafniveauet, der af-

spejler forbrydelsernes alvor og regeringens skærpede kurs.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Opholdsforbud og kontaktforbud

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1.

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten i

forbindelse med overtrædelse af de forbrydelser, der er nævnt i lovens § 101

a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2 eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse

af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, ved dom kan give den dømte et for-

bud mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områ-

der.

Endvidere giver straffeloven i dag ikke mulighed for, at sådanne personer

ved dommen kan gives et forbud mod at søge at kontakte personer, der er

dømt for overtrædelse af de ovennævnte bestemmelser.

2.1.1.2.

Det følger dog af straffelovens § 79 a, stk. 1, at retten i forbindelse

med dom for visse overtrædelser med relation til en rocker- eller bandekon-

flikt mv. kan give den dømte forbud mod at færdes eller opholde sig i et el-

ler flere nærmere afgrænsede områder.

Et sådant opholdsforbud skal som udgangspunkt omfatte den eller de kom-

muner, hvor den pågældende lovovertrædelse er begået. Endvidere kan der

gives et opholdsforbud i den eller de kommuner, hvor den gruppe af perso-

ner, som den dømte er tilknyttet, opholder sig. Forbud gives på tid fra 1 til

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

10 år regnet fra endelig dom. Politiet kan give tilladelse til færden eller op-

hold i et område omfattet af et opholdsforbud, hvis det af særlige grunde må

anses for beføjet.

Overtrædelse af et opholdsforbud kan efter straffelovens § 124 a straffes

med fængsel indtil 2 år. Strafferammen indebærer, at bøde ikke kan anven-

des.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2017-

18, A, L 35 som fremsat, side 23, at straffen for overtrædelse af et opholds-

forbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt skal fastsættes til ubetinget

fængsel i 60 dage. Den konkrete strafudmåling vil bero på domstolenes kon-

krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen,

og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående ret-

ning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende om-

stændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i

straffelovens kapitel 10.

2.1.1.3.

Derudover følger det af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, at retten i

forbindelse med dom for visse seksualforbrydelser kan give den dømte for-

bud mod at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder, hvor

der er fare for, at den pågældende vil begå ny lovovertrædelse af lignende

beskaffenhed. Straffelovens § 236, stk. 1, nr. 4, giver tilsvarende mulighed

for, at den dømte kan gives forbud mod gennem internettet eller et lignende

system til spredning af information at søge at kontakte børn under 18 år, der

ikke kender den dømte.

Sådanne forbud kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold

og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminali-

tet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå en ny lovovertræ-

delse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at fore-

bygge denne fare. Politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af forbud-

dene, der gives indtil videre (dvs. uden tidsbegrænsning). Forbud omfatter

ikke ophold og færden eller kontakt, som af særlige grunde må anses for be-

føjet.

2.1.1.4.

Ligeledes indeholder § 3 i lov om tilhold, opholdsforbud og bort-

visning en almindelig regel om opholdsforbud (geografisk bestemt tilhold),

hvorefter en person kan forbydes at opholde sig eller færdes i et nærmere

afgrænset område i nærheden af en anden persons bolig eller arbejds-, ud-

dannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor denne ofte færdes.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Formålet med opholdsforbuddet er at etablere en ”sikkerhedszone” for den,

som forbuddet skal beskytte. Herved vil man kunne begrænse utrygheden

hos personer, som har været og stadig er udsat for en betydelig belastning

som følge af grov eller oftere gentagen krænkelse eller på grund af, at et til-

hold ikke respekteres. Forbuddet har samtidig til formål reelt at modvirke

yderligere krænkelser af den, som forbuddet skal beskytte.

Der er ikke fastsat en bestemt maksimal geografisk udstrækning af opholds-

forbud efter § 3 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Opholdsfor-

buddets geografiske udstrækning vil afhænge af områdets karakter og par-

ternes forhold. Opholdsforbuddet omfatter ikke færden eller ophold, som af

særlige grunde må anses for beføjet.

2.1.1.5.

Efter § 1 i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (rock-

erloven) kan politiet desuden give forbud mod at opholde sig i såkaldte ro-

ckerborge mv.

Det følger af lovens § 1, stk. 1, at politiet kan udstede et forbud mod ophold

i en bestemt ejendom, hvis ejendommen tjener som tilholdssted for en

gruppe, som den pågældende person tilhører eller har tilknytning til, og den

pågældendes tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt

skønnes at indebære risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der

bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen. Endvidere kan politiet ef-

ter lovens § 1, stk. 2, forbyde enhver person adgang til en bestemt ejendom,

hvis tilstedeværelse i ejendommen og omstændighederne i øvrigt skønnes at

indebære en betydelig risiko for angreb, der vil være til fare for personer,

der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen.

Forbud nedlægges for et bestemt tidsrum eller indtil videre, idet politiet skal

vælge den mindst indgribende løsning i forhold til det formål, der søges op-

fyldt.

2.1.1.6.

Endelig følger det af § 6 i ordensbekendtgørelsen, at politiet kan

meddele en person, der har udvist en særligt utryghedsskabende adfærd el-

ler ved sin adfærd har bidraget til at skabe særlig utryghed, forbud mod at

færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra

det sted, hvor adfærden har fundet sted. Det følger endvidere, at den geo-

grafiske udstrækning af zoneforbuddet kan fastsættes til en radius af indtil

1000 meter, hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger det.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at der er grund til at tro, at

den pågældende ellers vil gentage den særligt utryghedsskabende adfærd el-

ler fortsat bidrage til at skabe særlig utryghed inden for det område, som for-

buddet vil omfatte.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Danskerne skal kunne føle sig trygge, hvor de færdes og bor. Det udfordres

af fremmedkrigere, der kommer til Danmark, og andre terrordømte, der fort-

sat kan udgøre en terrortrussel efter endt afsoning.

Som anført under pkt. 1 ovenfor er det PET’s vurdering, at terrortruslen mod

Danmark er alvorlig, og at truslen bl.a. kan udgå fra radikaliserede personer

i islamistiske miljøer. PET vurderer samtidig, at der i Danmark findes ven-

stre- og højreekstremistiske miljøer, som er parate til at anvende vold for at

fremme deres dagsorden.

Desuden vurderer PET, at særligt socialt marginaliserede og sårbare unge,

herunder personer, der kan være indrejst til Danmark som flygtninge, kan

være sårbare over for en sådan radikalisering. Bestemte gruppeformationer

i islamistiske miljøer, herunder både fysiske og virtuelle fællesskaber på so-

ciale medier, kan ligeledes skabe grobund for radikalisering i militant isla-

mistisk retning.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det derfor nødvendigt for at forebygge

nye terrorhandlinger, at der iværksættes tiltag, som kan modvirke såvel den

radikaliserende indflydelse, terrordømte kan udøve på deres omgivelser,

som en fortsættelse af den radikalisering, den dømte selv har været genstand

for.

Justitsministeriet finder, at det forebyggende initiativ bør gennemføres ved

at indsætte en ny bestemmelse om opholdsforbud og kontaktforbud i straf-

feloven som § 79 b.

Det er Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen bør give mulighed for,

at personer, som dømmes for en overtrædelse, der er omfattet af straffe-

lovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt

angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, for det første skal

kunne forbydes at opholde sig og færdes i nærmere afgrænsede områder,

hvor der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil kunne blive fastholdt

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller vil kunne påvirke radikalise-

ringsudsatte personer i en negativ retning.

Et opholdsforbud bør udformes således, at den dømte i videst mulige ud-

strækning afskæres fra fysisk kontakt med det nærområde og den person el-

ler det netværk af personer, der har haft en betydning for den dømtes radi-

kalisering. Den dømte bør dog også kunne gives forbud mod at færdes og

opholde sig i yderligere områder, hvor der konkret vurderes at være en sær-

lig risiko for, at den pågældende vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte

personer i en negativ retning.

Bestemmelsen bør for det andet give mulighed for, at de samme dømte per-

soner skal kunne forbydes at kontakte personer, der ligeledes er dømt for

overtrædelse af en af de nævnte terrorbestemmelser.

Et kontaktforbud bør udformes således, at den dømte afskæres fra kontakt,

herunder både personlig og skriftlig, med andre terrordømte personer.

Ved den nærmere udformning af forbuddene har Justitsministeriet lagt vægt

på, at PET vurderer, at radikalisering ofte finder sted i særlige gruppefæl-

lesskaber, hvor individer uimodsagt kan opbygge og bekræfte hinanden i

deres voldelige ekstremistiske verdenssyn. Sådanne gruppefællesskaber tri-

ves bl.a. i fysiske ekstremistiske miljøer og i lukkede grupper på sociale me-

dier.

For at sikre den præventive virkning af forbuddene finder Justitsministeriet,

at forbuddene skal kunne gives fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom, lige-

som politiet skal kunne føre tilsyn med forbuddenes overholdelse.

Forslaget er inspireret af muligheden for efter straffelovens § 79 a, stk. 1, at

give personer, der er dømt for rocker- eller banderelateret kriminalitet mv.,

et opholdsforbud samt muligheden for efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1

og 4, at give dømte seksualforbrydere et opholdsforbud og et kontaktforbud.

2.1.3. Lovforslagets udformning

2.1.3.1.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 79

b, stk. 1, hvorefter den, som idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der

er omfattet af straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136,

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, ved

dommen kan gives et opholdsforbud og et kontaktforbud.

Et opholdsforbud og et kontaktforbud kan idømmes sammen med en helt el-

ler delvist ubetinget fængselsstraf. Forbuddene kan endvidere idømmes

sammen med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffe-

lovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, og forvaring efter straf-

felovens § 70.

Der kan derimod ikke gives forbud i sager, hvor straffen alene er bøde eller

betinget fængselsstraf. Ligeledes kan der ikke gives forbud i sager, hvor den

pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af friheds-

berøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter

straffelovens §§ 68 og 69.

2.1.3.2.

Forslaget indebærer, at der kan gives et opholdsforbud og et kon-

taktforbud til en person, der idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der

er omfattet af straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136,

stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j.

Den dømte vil som udgangspunkt skulle gives både et opholdsforbud og et

kontaktforbud. Forbuddene kan dog efter omstændighederne også gives en-

keltvis. Dette gælder f.eks., hvis betingelserne for kontaktforbud er opfyldt,

mens betingelserne for opholdsforbud ikke er opfyldt, fordi der ikke vurde-

res at være et nærmere afgrænset område, hvor der er en særlig risiko for, at

den dømte vil blive fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller

vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte personer i en negativ retning.

Det forudsættes, at forbud vil kunne gives, uanset hvilken af de i den fore-

slåede § 79 b, stk. 1, nævnte bestemmelser den pågældende dømmes for at

have overtrådt. Det er endvidere som udgangspunkt uden betydning, hvor

lang den ubetingede frihedsstraf er.

Forbuddene forudsættes særligt anvendt i tilfælde, hvor overtrædelsen er ud-

tryk for den dømtes radikalisering.

Udtrykket »radikalisering« er et ikke-entydigt begreb, der dækker over va-

rierende grader af tilslutning til radikale synspunkter og handlinger. Radi-

kalisering er en proces, der kan foregå på forskellige måder, og som kan ske

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

over kortere eller længere tid, hvorved en person i stigende grad accepterer

brugen af voldelige eller andre ulovlige midler til at opnå et bestemt poli-

tisk eller religiøst mål. Der er ingen simple årsagssammenhænge, og radi-

kaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og

have forskellige endemål.

Det må i almindelighed anses for at være udtryk for en persons radikalise-

ring, hvis den pågældende dømmes for overtrædelse af straffelovens § 114

eller forsøg herpå, idet handlingen i så fald vil være begået med det særligt

kvalificerende terrorforsæt, jf. nærmere pkt. 2.2.1.2.1 nedenfor.

Ligeledes må det i almindelighed antages, at en overtrædelse af straffe-

lovens § 101 a, §§ 114 a-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt

angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j er udtryk for den

dømtes radikalisering, hvis den terrorrelaterede handling må anses som ud-

tryk for støtte til en militant ekstremistisk ideologi, eller overtrædelsen in-

debærer accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et

politisk eller religiøst mål.

2.1.3.3.

Et opholdsforbud indebærer efter den foreslåede § 79 b, stk. 2, at

den dømte ikke må færdes eller opholde sig i et eller flere nærmere afgræn-

sede områder, hvor der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive

fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller vil kunne påvirke ra-

dikaliseringsudsatte personer i en negativ retning.

Udtrykket »færdes eller opholde sig« skal forstås på samme måde som i

straffelovens § 79 a, stk. 2, om opholdsforbud for visse forbrydelser med re-

lation til en rocker- eller bandekonflikt mv. og § 236, stk. 1, nr. 1, om op-

holdsforbud for navnlig visse seksualforbrydelser. Færden eller ophold om-

fatter således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det pågældende om-

råde, herunder at passere igennem området. Et opholdsforbud vil således in-

debære, at den blotte tilstedeværelse i det pågældende område uden politiets

forudgående tilladelse, jf. nærmere herom pkt. 2.1.3.5 nedenfor, vil udgøre

en overtrædelse. Det gælder, selv om der er tale om et helt kortvarigt op-

hold.

Det er en betingelse for at give opholdsforbud i et område, at »der er en sær-

lig risiko for, at den dømte enten vil blive fastholdt eller falde tilbage i et ra-

dikaliseret miljø eller vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte personer i en

negativ retning.«

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Betingelsen om, at »der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive

fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø« vil i almindelighed inde-

bære, at der som udgangspunkt skal gives et opholdsforbud i den eller de

kommuner, hvor den dømte er blevet radikaliseret. Tilsvarende vil et op-

holdsforbud som udgangspunkt skulle omfatte den eller de kommuner, hvor

den person eller det netværk af personer, der har haft en betydning for den

dømtes radikalisering, opholder sig.

Der kan herudover gives et opholdsforbud i områder, hvor der konkret vur-

deres at være »en særlig risiko for, at den dømte vil kunne påvirke radikali-

seringsudsatte personer i en negativ retning«. Personer, der er dømt for ter-

rorisme, vil således i visse miljøer og over for socialt marginaliserede og

sårbare unge kunne opnå en særlig status og autoritet. Personer med en så-

dan særlig status og autoritet har ofte en stor indflydelse på radikaliseringen

af andre.

Risikoen skal være begrundet i den dømtes personlige forhold og adfærd.

Betingelsen vil eksempelvis kunne være opfyldt, hvis en eller flere medlem-

mer af det netværk, der har haft en betydning for den dømtes radikalisering,

er aktive i andre områder. Endvidere vil et opholdsforbud kunne omfatte et

eller flere områder, hvor der er en særlig høj koncentration af socialt udsatte

unge, som på baggrund af kriminalitetsstatistikker eller andre forhold vur-

deres at kunne være særligt tiltrukket af ekstremistiske gruppefællesskaber.

Som eksempler kan nævnes et eller flere boligområder, der er på politiets li-

ste over særligt udsatte boligområder (SUB-områder) eller på regeringens

årlige ghettoliste, og som på baggrund af PET’s kendskab til miljøet det på-

gældende sted, vurderes at være særligt modtagelig over for de radikalise-

rede synspunkter, som den dømte vurderes at være eksponent for.

Ved vurderingen af den nærmere afgrænsning af opholdsforbuddet, herun-

der om forbuddet skal omfatte mere end et område – f.eks. både den kom-

mune, hvor den dømte er blevet radikaliseret, og den kommune, hvor den

person eller det netværk af personer, der har haft en betydning for den døm-

tes radikalisering, opholder sig – vil der navnlig skulle lægges vægt på, hvor

forbuddet mest effektivt kan forebygge nye terrorhandlinger ved at mod-

virke recidiv i form af den dømtes fastholdelse eller tilbagefald i et radika-

liseret miljø. Ligeledes vil der skulle lægges afgørende vægt på, hvordan

forbuddet mest effektivt begrænser risikoen for, at den dømte radikaliserer

andre personer, der potentielt vil kunne begå nye terrorhandlinger. Dette

gælder særligt, hvis opholdsforbuddet omfatter et område, hvor der konkret

vurderes at være en særlig risiko for, at den dømte vil kunne påvirke radi-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

kaliseringsudsatte personer i negativ retning. Herudover vil der generelt

skulle lægges vægt på karakteren, omfanget og grovheden af den begåede

terrorrelaterede kriminalitet.

Vurderes et geografisk bredt fastlagt opholdsforbud ikke at stå i rimeligt for-

hold til den præventive effekt af forbuddet, kan opholdsforbuddet indskræn-

kes geografisk til et eller flere mindre områder, som samtidig er egnet til at

hindre den dømte i at opholde sig og færdes, hvor der er den i bestemmel-

sen omhandlede særlige risiko. Det vil eksempelvis kunne være den by el-

ler bydel, hvor den dømte er blevet radikaliseret, og/eller hvor den person

eller det netværk af personer, der har haft en betydning for den dømtes ra-

dikalisering, opholder sig.

Den præcise afgrænsning af opholdsforbuddet vil i øvrigt afhænge af en

konkret proportionalitetsvurdering.

2.1.3.4.

Et kontaktforbud indebærer efter den foreslåede § 79 b, stk. 3, at

den dømte ikke må søge at kontakte personer, der er dømt for en eller flere

af de overtrædelser, der er nævnt i stk. 1 (straffelovens § 101 a, §§ 114-114

j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger

omfattet af §§ 114-114 j).

Det forudsættes, at et kontaktforbud som udgangspunkt skal omfatte kon-

takt med alle personer, der har modtaget en endelig dom for overtrædelse af

en af de i den foreslåede § 79 b, stk. 1, nævnte terrorbestemmelser. Kontakt-

forbuddet gælder således ikke, hvis den pågældende person alene er sigtet,

tiltalt, har anket eller har mulighed for at anke dommen.

Det bemærkes i den forbindelse, at et kontaktforbud i henhold til den fore-

slåede bestemmelse i § 79 b, stk. 3, 2. pkt., dog ikke vil skulle omfatte den

dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Dan-

marks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 om retten til

bl.a. familieliv

Det forudsættes endvidere, at et kontaktforbud skal omfatte kontakt med alle

personer, der på ethvert givent tidspunkt er dømt for overtrædelse af en af

de i den foreslåede § 79 b, stk. 3, nævnte terrorbestemmelser. Kontaktfor-

buddet er herved dynamisk og vil også omfatte kontakt med personer, der

dømmes for overtrædelse af straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk.

2, eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§

114-114 j, på et senere tidspunkt end den dom, hvorved forbuddet er givet.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Det bemærkes dog, at hvis den afgørelse, hvorved den pågældende blev

dømt for overtrædelse af en af de i den foreslåede § 79 b, stk. 3, nævnte terr-

orbestemmelser, er blevet slettet fra efterforskningsdelen af kriminalregi-

stret, vil personen ikke længere være omfattet af kontaktforbuddet. Der hen-

vises til § 9, jf. bilag 4, i bekendtgørelse om behandling af personoplysnin-

ger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregistret).

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse såvel i forhold til dømte

personer, der gennem vold eller andre ulovlige midler har udvist samme ra-

dikale holdninger, som den dømte selv (f.eks. militant islamistiske holdnin-

ger), som i forhold til dømte personer, der gennem vold eller andre ulovlige

handlinger har udvist andre – men tilsvarende – radikale holdninger (f.eks.

højre- eller venstreekstremistiske holdninger).

Der er herved lagt vægt på, at personer, som er dømt for overtrædelse af de

omhandlede terrorbestemmelser, er særligt udsatte for enten at blive fast-

holdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller at radikalisere andre.

Der kan på denne baggrund være en særlig risiko for, at den dømte vil søge

at rekruttere andre terrordømte til et radikaliseret miljø eller at andre terror-

dømte vil søge at rekruttere den dømte til deres radikaliserede miljøer. I

yderste konsekvens vil der endvidere være en risiko for, at sådanne terror-

dømte vil søge at anspore hinanden til terrorisme.

Udtrykket »kontakte« omfatter enhver personlig, skriftlig, telefonisk og di-

gital kontakt med personer, der er omfattet af det pågældende forbud. Et

kontaktforbud vil således indebære, at en hvilken som helst kontakt, både

skriftlig og mundtlig, med de omfattede personer uden politiets forudgående

tilladelse, jf. herom pkt. 2.1.3.5 nedenfor, vil udgøre en overtrædelse.

Et kontaktforbud vil for det første indebære et forbud mod personlig kon-

takt med personer, der er omfattet af forbuddet, herunder fysisk fremmøde

på den pågældendes bopæl, opholdssted eller andre steder, hvor den pågæl-

dende opholder sig midlertidigt. Forbuddet indebærer også et forbud mod

personlig kontakt, hvis den dømte tilfældigt møder en person, der er om-

fattet af forbuddet, på f.eks. gaden, i biografen eller hos fælles bekendte.

Kontaktforbuddet indebærer endvidere et forbud mod skriftlig kontakt i

form af breve eller lignende analoge kommunikationsformer. Forbuddet

omfatter ligeledes telefonisk kontakt, som foregår ved anvendelse af tele-

fonnettet, herunder fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

sms’er og mms’er) samt telefax.

Herudover omfatter forbuddet en hvilken

som helst kontakt, som foregår gennem internettet eller et lignende system

til spredning af information.

Som eksempler kan nævnes e-mail, internet-

chat, internettelefoni og sociale medier, herunder Facebook, Instagram og

Twitter.

Et kontaktforbud indebærer desuden, at den dømte ikke må »søge at« kon-

takte personer omfattet af forbuddet. Forbuddet vil derfor være overtrådt,

når den dømte f.eks. har afsendt en mail, skrevet en besked på en Facebook-

profil eller lagt en besked på en telefonsvarer med forsæt til at opnå kontakt

til en person omfattet af forbuddet. Der vil i givet fald foreligge en fuldbyr-

det overtrædelse af kontaktforbuddet, selv om mailen eller beskeden ikke

kommer frem til den tilsigtede modtager.

Det er endvidere en betingelse for, at et kontaktforbud efter den foreslåede

§ 79 b, stk. 1, er overtrådt, at den dømte søger at »kontakte personer, der er

dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er nævnt i stk. 1 (straffe-

lovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt

angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j)«. Dette indebærer,

at kontakten skal være rettet mod en eller flere konkrete personer, der er om-

fattet af forbuddet.

Der kræves forsæt til alle elementer i den foreslåede § 79 b, stk. 3, jf. straf-

felovens § 19, jf. nærmere bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

2.1.3.5.

Der kan være særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et op-

holdsforbud, har et særligt anerkendelsesværdigt formål med at færdes eller

opholde sig i det område, som forbuddet vedrører. Tilsvarende kan der være

særlige tilfælde, hvor en person, der er idømt et kontaktforbud, har et sær-

ligt anerkendelsesværdigt formål med at kontakte en person, som er omfat-

tet af forbuddet.

Det vil bl.a. i visse tilfælde følge af Danmarks internationale forpligtelser,

herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), at der

skal være mulighed for konkret at gøre undtagelse fra et idømt opholdsfor-

bud og et idømt kontaktforbud, jf. nærmere herom pkt. 3 nedenfor.

Det foreslås på den baggrund i § 79 b, stk. 4, at politiet kan meddele tilla-

delse til henholdsvis færden eller ophold i et område omfattet af et opholds-

forbud og kontakt med en person omfattet af et kontaktforbud, hvis det af

særlige grunde må anses for beføjet. Det foreslås endvidere, at justitsmini-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

steren ved en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler om sådanne tilladel-

ser.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

2.1.3.6.

Det foreslås i § 79 b, stk. 5, at et opholdsforbud og et kontaktforbud

gives på tid fra 1 til 10 år regnet fra endelig dom.

Den tidsmæssige udstrækning af forbuddene vil skulle afhænge af de kon-

krete omstændigheder i sagen. Forbuddenes længde skal således afspejle ri-

sikoen for recidiv i form af, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i et

radikaliseret miljø samt risikoen for, at den dømte radikaliserer andre per-

soner. Endvidere skal længden afspejle karakteren og grovheden af den terr-

orrelaterede kriminalitet, som har begrundet forbuddene. Der bør i den for-

bindelse lægges vægt på længden af den idømte straf eller karakteren af den

foranstaltning mv., som idømmes.

Det forudsættes, at et opholdsforbud og et kontaktforbud – der i almindelig-

hed vil skulle gives sammen, jf. pkt. 2.1.3.2 – fastsættes for den samme tids-

mæssige periode, idet dette udgangspunkt dog vil kunne fraviges under hen-

syntagen til de konkrete omstændigheder i sagen.

Ved fængsel i indtil 1 år forudsættes forbuddene efter den foreslåede § 79

b, stk. 1, som udgangspunkt fastsat til mellem 1 og 4 år. Ved fængsel i mere

end 1 år, men ikke over 4 år, eller ved foranstaltninger efter straffelovens §§

68 og 69 forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 3 og

6 år. I sager, hvor den idømte fængselsstraf er på mere end 4 år, men ikke

over 8 år, forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 5 og

8 år. Ved fængsel i 8 år eller derover eller ved forvaring efter straffelovens

§ 70 forudsættes forbuddene som udgangspunkt fastsat til mellem 7 og 10

år. Det gælder, uanset om et opholdsforbud og et kontaktforbud gives sam-

men, eller om der alene gives et opholdsforbud eller et kontaktforbud.

Fastsættelsen af længden af forbuddene vil i øvrigt bero på domstolenes

konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sa-

gen, og det ovenfor anførte vil – inden for den fastsatte varighed på 1 til 10

år – kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete

sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de

almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

En person, der er idømt et opholdsforbud og et kontaktforbud, kan ved en

senere dom idømmes et yderligere forbud, hvis betingelserne herfor er op-

fyldt. Et sådant yderligere forbud får ligeledes virkning fra endelig dom. Der

er i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der er et geografisk, person-

mæssigt og/eller tidsmæssigt overlap mellem flere idømte forbud.

Det foreslås, at ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-

følge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddene tilsvarende.

Ordningen indebærer, at forbuddene forlænges i tid i den periode, hvor den

dømte udstår den fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, som blev

idømt sammen med forbuddene, samt forlænges i tid med den periode, hvor

den dømte udstår øvrige fængselsstraffe eller andre strafferetlige retsfølger

af frihedsberøvende karakter, når udståelsen finder sted, mens forbuddene

har virkning.

2.1.3.7.

Det foreslås i § 79 b, stk. 6, at politiet fører tilsyn med dømtes over-

holdelse af forbud efter den foreslåede § 79 b, stk. 1.

Formålet med tilsynet er at sikre, at den dømte overholder meddelte forbud

efter den foreslåede § 79 b, stk. 1. Tilsynets nærmere udførelse vil derfor af-

hænge af, om den dømte er meddelt et opholdsforbud og/eller et kontaktfor-

bud.

Tilsynet skal omfatte den samme tidsmæssige periode som forbuddene. Til-

synet vil dermed gælde under den dømtes afsoning af straf, en eventuel prø-

vetid og perioden efter endelig løsladelse af den dømte.

Det bemærkes, at det vil afhænge af en konkret vurdering, om – og i givet

fald i hvilken udstrækning – politiets adgang til at føre tilsyn bør udnyttes.

En række forskelligartede hensyn af efterforskningsmæssig karakter vil så-

ledes kunne tale imod, at politiet foretager et tilsyn. Eksempelvis vil den

dømte kunne færdes i miljøer, hvor det ud fra en konkret vurdering findes

mest hensigtsmæssigt i en periode at undlade at føre tilsyn med den pågæl-

dendes overholdelse af et meddelt opholdsforbud og/eller kontaktforbud.

Det forudsættes derfor, at politiets tilsyn med meddelte forbud afklares og

tilrettelægges i samråd med PET.

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud, vil politiets tilsyn

kunne gennemføres som led i politiets almindelige opgavevaretagelse, her-

under politiets almindelige patruljeringsopgaver.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et kontaktforbud, vil politiet som led

i tilsynets gennemførelse uden retskendelse kunne skaffe sig adgang til den

dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage

undersøgelser heraf. Tilsvarende vil politiet uden retskendelse kunne fore-

tage undersøgelser af breve og andre papirer og genstande, herunder com-

putere, telefoner og andet IT-udstyr, som den dømte råder over, og om nød-

vendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres indhold.

Formålet med politiets tilsyn er at sikre muligheden for en effektiv kontrol

med, at den dømte overholder det meddelte kontaktforbud og dermed at for-

hindre, at den dømte fastholdes eller falder tilbage i et radikaliseret miljø el-

ler radikaliserer andre personer. Tilsynet er herved af forebyggende og kon-

trollerende karakter, og de indgreb, som foretages som led i tilsynets gen-

nemførelse, har derfor ikke karakter af straffeprocessuelle indgreb.

Justitsministeriet vurderer på denne baggrund, at det ikke er nødvendigt at

stille krav om, at politiet i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet med

et meddelt kontaktforbud indhenter retskendelse fra domstolene. Det fore-

slås derfor, at kravet om retskendelse i grundlovens § 72 fraviges, jf. nær-

mere pkt. 3 nedenfor.

Politiets gennemførelse af tilsynet med et meddelt kontaktforbud vil deri-

mod være omfattet af bekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 af lov

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-

ningspligter (retssikkerhedsloven). Dette indebærer, at retssikkerhedslovens

bestemmelser om forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen skal iagttages i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet.

Hvis den dømte i forbindelse med et tilsyn med rimelig grund mistænkes for

at have begået et strafbart forhold, vil retsplejelovens bestemmelser om

straffeprocessuelle tvangsindgreb skulle iagttages, jf. retssikkerhedslovens

§ 9, stk. 1. Politiet vil i en sådan situation som udgangspunkt skulle indhente

en retskendelse for at foretage en ransagning af den dømtes bolig, compu-

ter, telefon eller andet IT-udstyr, medmindre at øjemedet dermed forspildes,

jf. retsplejelovens § 796, stk. 3.

Tilsynet skal efter den foreslåede § 79 b, stk. 7, udføres så skånsomt, som

omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt

forhold til tilsynets formål.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Det foreslås i § 79 b, stk. 8, at politiet kan videregive oplysninger til den

dømte om, at en person er dømt for en eller flere af de overtrædelser, der er

nævnt i stk. 1 (straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136,

stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j).

Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve

et meddelt kontaktforbud efter stk. 1, jf. stk. 3. Oplysningerne må kun be-

handles af den dømte i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til overhol-

delse af kontaktforbuddet.

Det foreslås endvidere i § 79 b, stk. 9, at den dømte har tavshedspligt med

hensyn til de i stk. 8 nævnte oplysninger. Straffelovens §§ 152 og 152 c-f

finder i den forbindelse anvendelse, hvilket indebærer, at den dømte ved en-

hver uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningerne kan straffes

med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Det foreslås, at justitsministeren ved en bekendtgørelse fastsætter nærmere

regler om politiets gennemførelse af tilsyn, politiets videregivelse af oplys-

ninger samt den dømtes tavshedspligt, opbevaring og behandling af sådanne

oplysninger. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om straf

af bøde for overtrædelse af disse.

2.1.3.8.

Det foreslås i § 79 b, stk. 10, at den dømte 3 år efter prøveløsladel-

sen eller udskrivningen kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer

spørgsmålet om opretholdelsen af et opholdsforbud og et kontaktforbud for

retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren dog

tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Ved vurderingen af, om forbuddene bør ophæves, vil der navnlig skulle læg-

ges vægt på, om den dømte har forladt det radikaliserede miljø og i øvrigt

ikke har udvist en adfærd, der indikerer, at der vil være en konkret risiko

for, at den pågældende fremover vil søge at radikalisere andre. Der vil end-

videre skulle lægges vægt på, om den dømte har begået ny kriminalitet, her-

under særligt ny terrorrelateret kriminalitet.

Såfremt forbuddene ophæves, bortfalder politiets tilsyn med dømtes over-

holdelse af forbuddene ligeledes.

2.1.3.9.

Det foreslås, at overtrædelse af et opholdsforbud eller et kontaktfor-

bud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 1, straffes

med fængsel indtil 2 år. Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

overtrædelse af forbuddene i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsæt-

tes til ubetinget fængsel i 60 dage.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapi-

tel 10.

Hvis den dømte i forbindelse med overtrædelse af et forbud også samtidig

begår en ny lovovertrædelse, bør dette i almindelighed anses for en straf-

skærpende omstændighed ved udmålingen af straffen for den nye lovover-

trædelse.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 20.

2.2. Skærpelser af straffen for overtrædelse af straffelovens terrorbe-

stemmelser

2.2.1. Gældende ret

Straffelovgivningen indeholder en række regler, som efter omstændighe-

derne kan anvendes til strafforfølgning for terrorisme mv. Det gælder navn-

lig straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j og § 136, stk. 2.

2.2.1.1. Straffelovens § 101 a

2.2.1.1.1.

Efter straffelovens § 101 a, stk. 1, 1. pkt., straffes med fængsel

indtil 10 år den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat, og

som under en væbnet konflikt, i hvilken den danske stat er part, er tilsluttet

en væbnet styrke for en part, som kæmper mod den danske stat. Under sær-

ligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil på livs-

tid, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Som særligt skærpende omstændighe-

der anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i kamphand-

linger.

Det fremgår af straffelovens § 101 a, stk. 2, 1. pkt., at den, der hverver en

person med dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat til en fjendtlig

væbnet styrke, eller som offentligt tilskynder en sådan person til at tilslutte

sig fjendtlige styrker i sådanne konflikter, straffes med fængsel indtil 10 år.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel ind-

til 16 år, jf. bestemmelsens stk. 2, 2. pkt. Som særligt skærpende omstæn-

digheder anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om overtrædelser af syste-

matisk eller organiseret karakter.

2.2.1.1.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 101 a fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Det fremgår af bemærkningerne til straffelovens § 101 a, jf. Folketingsti-

dende 2015-16, A, L 24 som fremsat, side 24, at der ved udmålingen af den

konkrete straf for overtrædelse af bestemmelsens stk. 1 bl.a. kan lægges

vægt på varigheden og karakteren af tilslutningen til den væbnede styrke,

som den pågældende har deltaget i. For så vidt angår den skærpede side-

strafferamme vil der endvidere kunne lægges vægt på varigheden og karak-

teren af den pågældendes deltagelse i kamphandlinger og følgerne heraf,

herunder om danske soldater er blevet dræbt eller såret i kampe, som den

pågældende har deltaget i.

Om den konkrete strafudmåling i relation til bestemmelsens stk. 2 fremgår

det desuden, at der tilsvarende kan lægges vægt på varigheden og karakte-

ren af hvervningen eller den offentlige tilskyndelse, herunder hvor mange

personer der er blevet hvervet eller tilskyndet til at tilslutte sig den væbnede

styrke, og i hvilket omfang disse har deltaget aktivt i den væbnede konflikt

mod danske styrker.

2.2.1.1.3.

Rigsadvokaten har oplyst, at straffelovens § 101 a, stk. 1, endnu

ikke har været anvendt i praksis. Rigsadvokaten vurderer dog umiddelbart,

at en isoleret overtrædelse af bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., vil medføre en

straf i samme niveau som overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, 1.

pkt., og § 114 d, stk. 3, jf. nærmere henholdsvis pkt. 2.2.1.5.3 og pkt.

2.2.1.6.3. Normalstraffen må således forventes at blive udmålt til 3-5 års

fængsel.

Rigsadvokaten er ligeledes ikke bekendt med, at straffelovens § 101 a, stk.

2, er anvendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige

noget nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af bestem-

melsen.

2.2.1.2. Straffelovens § 114

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

2.2.1.2.1.

Straffelovens § 114 er hovedbestemmelsen om terrorisme.

Efter straffelovens § 114, stk. 1, straffes med fængsel indtil på livstid for

terrorisme den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad

eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndighe-

der eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage

en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en internatio-

nal organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomi-

ske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af de i nr. 1-8

nævnte handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammen-

hæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation

alvorlig skade.

Bestemmelsen opregner i nr. 1-8 en række handlinger, der er kriminaliseret

i andre straffelovbestemmelser, og som straffes som terrorisme, når hand-

lingen begås med det særligt kvalificerende terrorforsæt, og handlingen er

egnet til at forvolde et land eller en international organisation alvorlig skade.

De pågældende handlinger er manddrab efter straffelovens § 237 (nr. 1),

grov vold efter straffelovens §§ 245 eller 246 (nr. 2), frihedsberøvelse efter

straffelovens § 261 (nr. 3), forstyrrelse af trafiksikkerheden mv. efter bl.a.

straffelovens § 184, hvis overtrædelsen begås på en måde, der kan bringe

menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab (nr. 4), kapring

af transportmidler efter straffelovens § 183 a (nr. 5), grove våbenlovsover-

trædelser efter straffelovens § 192 a (nr. 6), brandstiftelse mv. efter bl.a.

straffelovens § 180 (nr. 7) og besiddelse eller anvendelse mv. af radioaktive

stoffer efter straffelovens § 192 b (nr. 8).

Bestemmelsen indeholder ikke et krav om, at den pågældende handling skal

have haft et videregående politisk formål. Bestemmelsen vil således også

finde anvendelse på andre handlinger end dem med særlige politiske moti-

ver, så længe formålet er at skabe almindelig uro, økonomisk kaos mv.

Straffelovens § 114, stk. 2, angiver, at den, som med det i stk. 1 nævnte terr-

orforsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer, straffes på samme måde,

dvs. med fængsel indtil på livstid. Endvidere straffes på samme måde den,

som med det i stk. 1 nævnte terrorforsæt truer med at begå en af de i stk. 1

og 2 nævnte handlinger, jf. straffelovens § 114, stk. 3.

2.2.1.2.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 fastsættes af dom-

stolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i

straffelovens kapitel 10.

Om straffens fastsættelse fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen,

jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, A, L 35 som fremsat, side 843, at

de opregnede handlinger i straffelovens § 114, nr. 1-8 alle er strafbare efter

gældende dansk ret. Foretages en af de i nr. 1-8 opregnede handlinger på en

måde, som må karakteriseres som terrorisme, indgår dette moment således

i straffens fastsættelse, jf. straffelovens § 80. Det fremgår i den forbindelse,

at det vil indgå med betydelig vægt i skærpende retning ved straffens fast-

sættelse, hvis en handling er begået under omstændigheder, der gør, at for-

holdet kan betegnes som terrorisme.

2.2.1.2.3.

Rigsadvokaten har oplyst, at Højesteret i dom af 10. april 2008

(U.2008.1587H) har fastslået, at normalstraffen for en overtrædelse af straf-

felovens § 114, stk. 1, der indebærer forsøg på terrorisme ved bombes-

prængning og manddrab, som udgangspunkt bør fastsættes til fængsel i 12

år.

Rigsadvokaten har desuden oplyst, at der i praksis typisk ses at være udmålt

straffe i niveauet 8-12 års fængsel for forsøg på overtrædelse af straffelovens

§ 114, stk. 1, afhængig af de nærmere omstændigheder.

Der kan som eksempel henvises til Østre Landsrets dom af 27. november

2017 (TfK.2018.289OE), hvor en tiltalt, der var født i år 2000, blev fundet

skyldig i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1, ved i tiden op

til den 13. januar 2016 at have forsøgt at fremstille sprængstof og planlægge

prøvesprængninger med henblik på at fremstille bomber til brug for terror-

handlinger mod to navngivne skoler. Forehavendet mislykkedes, da tiltalte

ikke modtog ordre fra IS om at udføre angrebet, men blev anholdt af poli-

tiet. Det fremgår af dommen, at Østre Landsret fastsatte straffen til 8 års

fængsel under hensyntagen til bl.a. tiltaltes unge alder, og at tiltalte ikke tid-

ligere var straffet.

Der kan endvidere henvises til Højesterets dom af 2. maj 2012

(U.2012.2562H), hvor en tiltalt blev fundet skyldig i forsøg på overtrædelse

af straffelovens § 114, stk. 1, ved drabsforsøg mod en af tegnerne bag

Muhammed-tegningerne. Højesteret fandt i dommen ikke grundlag for at

ændre den af Vestre Landsret fastsatte straf på 10 års fængsel.

Endelig kan der henvises til Østre Landsrets dom af 26. juni 2009

(TfK.2009.762OE), hvor to tiltalte blev fundet skyldige i forsøg på overtræ-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

delse af straffelovens § 114, stk. 1, idet de gennem samtaler og møder, ved

anvendelse af bombemanualer og anskaffelse af kemikalier samt ved frem-

stilling og prøvesprængning af sprængstoffet TATP, gjorde forberedelse til

fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke

nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet, hvilket mislykkedes, idet

de blev anholdt. Den ene tiltalte blev straffet med 12 års fængsel, idet fler-

tallet ikke fandt fornødent grundlag for at fravige udgangspunktet om, at

straffen i et tilfælde som foreliggende fastsættes til 12 år. Den anden tiltalte

blev straffet med fængsel i 8 år, idet flertallet ved strafudmålingen lagde

vægt på, at han havde haft en underordnet rolle, og at udgangspunktet om

12 års fængsel derfor burde fraviges i nedadgående retning.

Rigsadvokaten har for så vidt angår overtrædelse af straffelovens § 114, stk.

2, oplyst, at bestemmelsen ikke ses at være anvendt i praksis. Rigsadvoka-

ten vurderer dog umiddelbart, at en isoleret overtrædelse af bestemmelsen

vil medføre en straf i samme niveau som straffen for at spille en underord-

net rolle i forbindelse med overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1. Nor-

malstraffen må derfor forventes at blive udmålt til mellem 8-12 års fængsel

afhængig af de nærmere omstændigheder.

Rigsadvokaten vurderer desuden umiddelbart på baggrund af utrykt rets-

praksis, at en isoleret overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 3 i normaltil-

fælde vil medføre mellem 1-2 års fængsel afhængig af omstændighederne.

2.2.1.3. Straffelovens § 114 a

2.2.1.3.1.

Det følger af straffelovens § 114 a, at begås en af de i nr. 1-7

nævnte handlinger, uden at forholdet omfattes af straffelovens § 114 (terr-

orhandlinger), kan straffen overstige den højeste for lovovertrædelsen fore-

skrevne straf med indtil det halve. Hvis den højeste straf, der er foreskrevet

for den pågældende handling, er mindre end 4 års fængsel, kan straffen dog

stige til fængsel indtil 6 år, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Straffelovens § 114 a opregner i nr. 1-7 en række handlinger, der er krimi-

naliseret i andre straffelovbestemmelser, og som er omfattet af nærmere an-

givne internationale konventioner, der er opregnet i bilaget til Europarådets

konvention om forebyggelse af terrorisme.

Straffelovens § 114 a, nr. 1, omfatter overtrædelse af straffelovens § 180, §

181, stk. 1, § 183, stk. 1 eller 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 192 a, § 193, stk. 1,

§§ 237, 244, 245, 246, 250, § 252, stk. 1, § 266, § 288 eller § 291, stk. 1

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

eller 2, når handlingen er omfattet af artikel 1 i konventionen af 16. decem-

ber 1970 om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, artikel 1 i

konventionen af 23. september 1971 til bekæmpelse af ulovlige handlinger

mod den civile luftfarts sikkerhed eller artikel II i protokollen af 24. februar

1988 til bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne, der betjener

den internationale civile luftfart.

Bestemmelsens nr. 2 omfatter overtrædelse af straffelovens § 180, § 181,

stk. 1, § 183, stk. 1 eller 2, § 184, stk. 1, §§ 237, 244, 245, 246, 250, § 252,

stk. 1, § 260, § 261, stk. 1 eller 2, § 266 eller § 291, stk. 1 eller 2, når handlin-

gen er omfattet af artikel 2 i konventionen af 14. december 1973 om fore-

byggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer,

herunder diplomatiske repræsentanter.

Bestemmelsens nr. 3 omfatter overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1 el-

ler 2, når handlingen er omfattet af artikel 1 i den internationale konvention

af 17. december 1979 imod gidseltagning.

Bestemmelsens nr. 4 omfatter overtrædelse af straffelovens § 180, § 181,

stk. 1, § 183, stk. 1 eller 2, § 186, stk. 1, §§ 192 a, 192 b, 237, 244, 245, 246,

260, 266, 276, 278, 279, 279 a, 281, 288 eller § 291, stk. 2, når handlingen

er omfattet af artikel 7 i IAEA-konventionen (Det Internationale Atomener-

giagenturs konvention) af 3. marts 1980 om fysisk beskyttelse af nukleare

materialer.

Bestemmelsens nr. 5 omfatter overtrædelse af straffelovens § 180, § 181,

stk. 1, § 183, stk. 1 eller 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 192 a, § 193, stk. 1, §§

237, 244, 245, 246, § 252, stk. 1, §§ 260, 266, 288 eller § 291, stk. 1 eller 2,

når handlingen er omfattet af artikel 3 i konventionen af 10. marts 1988 til

bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden eller artikel 2 i

protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod

sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokke-

len.

Bestemmelsens nr. 6 omfatter overtrædelse af straffelovens § 180, § 181,

stk. 1, § 183, stk. 1 eller 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 192 a, §

193, stk. 1, §§ 237, 244, 245, 246, 250, § 252, stk. 1, § 266 eller § 291, stk.

2, når handlingen er omfattet af artikel 2 i den internationale konvention af

15. december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Endelig omfatter bestemmelsens nr. 7 overtrædelse af straffelovens § 192 b,

§ 260 eller § 266, når handlingen er omfattet af artikel 2 i den internationale

konvention af 13. april 2005 til bekæmpelse af nuklear terrorisme.

Straffelovens § 114 a er subsidiær i forhold til straffelovens § 114 og finder

anvendelse dels i tilfælde, hvor der ikke foreligger terrorforsæt, dels i til-

fælde, hvor handlingerne ikke er omfattet af § 114.

2.2.1.3.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 a fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2005-06, A, L 217 som fremsat, side 82, at formålet med bestemmelsen er

at indføre en sidestrafferamme med mulighed for strafforhøjelse, når over-

trædelse af nærmere angivne bestemmelser i straffeloven er begået under

omstændigheder omfattet af de berørte artikler i de i bestemmelsen nævnte

internationale konventioner.

Endvidere fremgår det af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen,

jf. Folketingstidende 2005-06, A, L 217 som fremsat, side 36, at der ikke

kan ske yderligere strafforhøjelse efter straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., i

tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om fastsættelse af sammenstødsstraf for

lovovertrædelser omfattet af straffelovens § 114 a.

2.2.1.3.3.

Rigsadvokaten er ikke bekendt med, at straffelovens § 114 a er

anvendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige noget

nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af bestemmelsen.

2.2.1.4. Straffelovens § 114 b

2.2.1.4.1.

Efter straffelovens § 114 b straffes med fængsel indtil 10 år den,

som (nr. 1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til, (nr. 2) direkte

eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til eller (nr. 3) direkte el-

ler indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre

lignende ydelser til rådighed for en person, en gruppe eller en sammenslut-

ning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffe-

lovens §§ 114 (terrorhandlinger) eller 114 a (terrorlignende handlinger).

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Straffelovens § 114 b er subsidiær i forhold til det egentlige medvir-

kensansvar efter straffelovens §§ 114 eller 114 a, jf. § 23.

2.2.1.4.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 b fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for strafferammen, jf. Folketingsti-

dende 2005-06, A, L 217 som fremsat (indsat som straffelovens § 114 a).

2.2.1.4.3.

Det er på baggrund af den begrænsede retspraksis, der er til rådig-

hed, Rigsadvokatens umiddelbare vurdering, at en isoleret overtrædelse af

straffelovens § 114 b vil medføre en straf på omkring 4-6 års fængsel af-

hængig af de konkrete omstændigheder.

Som eksempel kan der henvises til Østre Landsrets domme af 8. juni og 15.

juni 2016 (TfK.2016.1025OE), hvor to tiltalte (til dels som forsøg) blev fun-

det skyldige i overtrædelse af straffelovens § 114 b, nr. 2, idet de på forskel-

lige måder havde indsamlet og videreformidlet større årlige millionbeløb til

den kurdiske terrororganisation Kongra Gel (PKK). Den ene tiltalte blev

idømt 4 års fængsel, hvoraf 3 måneder blev anset for afsonet ved den skete

varetægtsfængsling, mens resten blev gjort betinget. Den anden tiltalte blev

idømt 5 års fængsel, der blev gjort betinget som følge af den lange sagsbe-

handlingstid, der udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, og som følge

af den tvivl om rækkevidden af straffelovens § 114 b, som gjaldt på ger-

ningstidspunktet. Henset til de domfældtes stærke og langvarige tilknytning

til Danmark, var der ikke grundlag for udvisning, og de blev herefter udvist

betinget.

Det er Rigsadvokaten umiddelbare vurdering, at det gældende strafniveau

må forventes at være lidt højere end i dommen, hvor der konkret var formil-

dende omstændigheder, herunder særligt, at der på domstidspunktet var

tvivl om rækkevidden af straffelovens § 114 b.

2.2.1.5. Straffelovens § 114 c

2.2.1.5.1.

Efter straffelovens § 114 c, stk. 1, 1. pkt., straffes med fængsel

indtil 10 år den, som hverver en person til at begå eller fremme handlinger

omfattet af straffelovens §§ 114 (terrorhandlinger) eller 114 a (terrorlig-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

nende handlinger) eller til at slutte sig til en gruppe eller sammenslutning

for at fremme, at gruppen eller sammenslutningen begår handlinger af denne

karakter. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til

fængsel indtil 16 år, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Som særligt skærpende

omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor der er tale om overtrædelser af

systematisk eller organiseret karakter.

Det fremgår af straffelovens § 114 c, stk. 2, at den, som hverver en person

til at begå eller fremme handlinger omfattet af straffelovens § 114 b (øko-

nomisk støtte til terrorisme) eller til at slutte sig til en gruppe eller sammen-

slutning for at fremme, at gruppen eller sammenslutningen begår handlin-

ger af denne karakter, straffes med fængsel indtil 6 år.

Endelig fremgår det af straffelovens § 114 c, stk. 3, 1. pkt., at den, som la-

der sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens §§ 114 (terr-

orhandlinger) eller 114 a (terrorlignende handlinger), straffes med fængsel

indtil 6 år. Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straffen stige

til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændigheder til

fængsel indtil 16 år, jf. bestemmelsens stk. 3, 2. pkt. Som særligt skærpende

omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende har deltaget i

kamphandlinger.

Det bemærkes, at den skærpede strafferamme for overtrædelse af straffe-

lovens § 114 c, stk. 3, blev indsat ved lov nr. 642 af 8. juni 2016 om æn-

dring af straffeloven og om ophævelse af Lov, hvorved det forbydes fra

dansk Territorium af understøtte krigsførende Magter (Væbnede konflikter

i udlandet m.v.) med henblik på at styrke det strafferetlige værn mod frem-

medkrigere.

Straffelovens § 114 c er subsidiær i forhold til det egentlige medvir-

kensansvar efter straffelovens §§ 114, 114 a og 114 b jf. § 23 og evt. § 21.

2.2.1.5.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 c fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for henholdsvis normalstrafferam-

merne og de skærpede sidestrafferammer, jf. Folketingstidende 2005-06, A,

L 217 som fremsat og Folketingstidende 2015-16, A, L 187 som fremsat.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

2.2.1.5.3.

Rigsadvokaten er ikke bekendt med, at straffelovens § 114 c, stk.

1 og 2, er anvendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at

sige noget nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af be-

stemmelserne.

Rigsadvokaten har for så vidt angår strafniveauet for overtrædelse af straf-

felovens § 114 c, stk. 3, 1. pkt., oplyst, at Højesteret har fastslået, at normal-

straffen er 4 års fængsel. I praksis ses der at være udmålt straffe i niveauet

3-5 års fængsel afhængig af omstændighederne, f.eks. hvor længe den til-

talte har været tilsluttet en terrororganisation. Der foreligger ikke retsprak-

sis om straffen efter bestemmelsens stk. 3, 2. pkt., under skærpende omstæn-

digheder, og det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige noget nær-

mere om det forventede strafniveau.

Højesteret fandt i dom af 14. november 2017 (U.2018.769H) en tiltalt skyl-

dig i 1) overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, ved to gange (i 2013 og

i 2015), at have ladet sig hverve til terrororganisationen Islamisk Stat i Sy-

rien, i 2) forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114 b, nr. 1, om terrorfi-

nansiering ved at have forsøgt at støtte organisationen økonomisk med

20.000 kr., samt i 3) overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, ved offent-

ligt at have billiget terrorhandlinger i København i 2015. Strafferammen for

overtrædelse af § 114 c, stk. 3, var efter de dagældende regler 6 år, og Hø-

jesteret fandt, at straffen for denne overtrædelse isoleret set burde fastsættes

til 4 år. Højesteret fandt endvidere ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag

for at forhøje den af landsretten fastsatte samlede straf på fængsel i 6 år.

2.2.1.6. Straffelovens § 114 d

2.2.1.6.1.

Efter straffelovens § 114 d, stk. 1, 1. pkt., straffes med fængsel

indtil 10 år den, som træner, instruerer eller på anden måde oplærer en per-

son til at begå eller fremme handlinger omfattet af straffelovens §§ 114 (terr-

orhandlinger) eller 114 a (terrorlignende handlinger) med viden om, at per-

sonen har til hensigt at anvende færdighederne til dette formål. Under sær-

ligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 16 år, jf.

bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Som særligt skærpende omstændigheder anses

navnlig tilfælde, hvor der er tale om overtrædelser af systematisk eller or-

ganiseret karakter.

Det fremgår af straffelovens § 114 d, stk. 2, at den, som træner, instruerer

eller på anden måde oplærer en person til at begå eller fremme handlinger

omfattet af straffelovens § 114 b (økonomisk støtte til terrorisme) med vi-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

den om, at personen har til hensigt at anvende de tillærte færdigheder til

dette formål, straffes med fængsel indtil 6 år.

Endelig fremgår det af straffelovens § 114 d, stk. 3, at den, som lader sig

træne, instruere eller på anden måde oplære til at begå handlinger omfattet

af straffelovens §§ 114 (terrorhandlinger) eller 114 a (terrorlignende hand-

linger), straffes med fængsel indtil 6 år.

Straffelovens § 114 d er subsidiær i forhold til det egentlige medvir-

kensansvar efter straffelovens §§ 114, 114 a og 114 b jf. § 23 og evt. § 21.

2.2.1.6.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 d fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for henholdsvis normalstrafferam-

merne og den skærpede sidestrafferamme i stk. 1, jf. Folketingstidende

2005-06, A, L 217 som fremsat.

2.2.1.6.3.

Rigsadvokaten er ikke bekendt med, at straffelovens § 114 d, stk.

1 og 2, er anvendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at

sige noget nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af be-

stemmelserne.

Rigsadvokaten har om straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk.

3, oplyst, at der ofte vil blive straffet i sammenstød med straffelovens § 114

c, stk. 3, 1. pkt. Straffen er i praksis i sådanne tilfælde udmålt i niveauet 3-

5 års fængsel. Det er Rigsadvokatens umiddelbare vurdering, at en isoleret

overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3, ligeledes vil medføre straffe i

niveauet 3-5 års fængsel.

Der kan som eksempel henvises til Østre Landsretsdom af 20. april 2019

(U.2018.2523Ø), hvor en tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af straf-

felovens § 114 c, stk. 3, og § 114 d, stk. 3, ved i perioden fra omkring den

9. september 2013 og fremefter at have ladet sig hverve til at begå handlin-

ger omfattet af straffelovens §§ 114 eller 114 a og at have ladet sig træne,

instruere eller på anden måde oplære i at begå terrorhandlinger omfattet af

straffelovens §§ 114 og 114 a, idet tiltalte den 9. september 2013 indrejste i

Syrien, hvor han lod sig hverve som »kæmper« af terrororganisationen ISIL,

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

hvorefter han i en periode modtog træning i våbenbrug mv. af ISIL. Tiltalte

idømtes efter den dagældende strafferamme fængsel i 4 år.

2.2.1.7. Straffelovens § 114 e

2.2.1.7.1.

Efter straffelovens § 114 e, stk. 1, 1. pkt., straffes med fængsel

indtil 6 år den, som i øvrigt fremmer virksomheden for en person, en gruppe

eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger

omfattet af straffelovens §§ 114 (terrorhandlinger), 114 a (terrorlignende

handlinger), 114 b (økonomisk støtte til terrorisme), 114 c (hvervning til ter-

rorhandlinger, terrorlignende handlinger eller terrorstøttehandlinger) eller

114 d (oplæring i terrorhandlinger, terrorlignende handlinger eller terror-

støttehandlinger). Er den pågældende tilsluttet en væbnet styrke, kan straf-

fen stige til fængsel indtil 10 år eller under særligt skærpende omstændig-

heder til fængsel indtil 16 år, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Som særligt

skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor den pågældende

har deltaget i kamphandlinger.

Det bemærkes, at den skærpede strafferamme blev indsat ved lov nr. 642 af

8. juni 2016 om ændring af straffeloven og om ophævelse af Lov, hvorved

det forbydes fra dansk Territorium af understøtte krigsførende Magter

(Væbnede konflikter i udlandet m.v.) med henblik på at styrke det straffe-

retlige værn mod fremmedkrigere.

Straffelovens § 114 e er en særlig medvirkensregel, som er subsidiær i for-

hold til den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Hvis en med-

virkende således har et konkretiseret forsæt til medvirken til en af de i straf-

felovens §§ 114-114 d nævnte handlinger, skal der straffes efter denne be-

stemmelse, jf. § 23.

2.2.1.7.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 e fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for henholdsvis normalstrafferammen

og den skærpede sidestrafferamme, jf. Folketingstidende 2005-06, A, L 217

som fremsat og Folketingstidende 2015-16, A, L 187 som fremsat.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

2.2.1.7.3.

Rigsadvokaten har oplyst, at det på baggrund af retspraksis umid-

delbart vurderes, at en isoleret overtrædelse af straffelovens § 114 e, stk. 1,

1. pkt., vil medføre mellem 3-4 års fængsel.

Som eksempel kan der henvises til Højesterets dom af 8. juni 2016

(U.2016.3235H). Det fremgår af dommen, at tiltalte af Østre Landsret blev

fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 114 e (i gentagelsestil-

fælde) ved bl.a. gennem tiltaltes Facebook-opslag og e-mails at have frem-

met virksomheden for terrororganisationerne al-Qaida og grupper affilieret

med al-Qaida, herunder Nusra-fronten, ved at propagandere og udbrede

budskaber for disse grupper. Straffen blev af Østre Landsret fastsat til

fængsel i 4 år. For Højesteret angik sagen alene frakendelse af statsborger-

skab og udvisning, hvor landsrettens dom om frakendelse af statsborgerskab

og udvisning blev stadfæstet.

Der kan endvidere henvises til Østre Landsrets dom af 7. marts 2019

(U.2019.1834Ø), hvor fire tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af straf-

felovens § 114 e, jf. § 21, ved i marts 2017 at have forsøgt at rejse ind i Sy-

rien og tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat, hvilket mislykkedes

af forskellige grunde. Alle tre tiltalte blev idømt fængsel i 3 år.

For så vidt angår overtrædelse af bestemmelsen ved tilslutning til en væb-

net styrke efter straffelovens § 114 e, stk. 1, 2. pkt., er Rigsadvokaten ikke

bekendt med praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige

noget nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af bestem-

melsen.

2.2.1.8. Straffelovens § 114 f

2.2.1.8.1.

Efter straffelovens § 114 f straffes med fængsel indtil 6 år den,

som uden at forholdet omfattes af straffelovens §§ 114-114 e, deltager i el-

ler yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe

eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indfly-

delse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsor-

denen.

Bestemmelsen svarer til straffelovens oprindelige bestemmelse om terro-

risme, der blev indsat som § 114, stk. 1, ved lov nr. 225 af 7. juni 1952 om

ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930. Bestem-

melsen er opretholdt efter indførelsen af straffelovens §§ 114-114 e, idet det

ifølge forarbejderne ikke helt kan udelukkes, at der kan være forhold, som

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

ikke er så graverende, at de kan henføres til terrorismebestemmelserne, men

som dog er omfattet af gerningsbeskrivelsen i den hidtidige § 114, jf. Fol-

ketingstidende 2001-02, 2. samling, A, L 35 som fremsat, side 875.

Straffelovens § 114 f er subsidiær i forhold til straffelovens §§ 114-114 e.

2.2.1.8.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 f fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for strafferammen, jf. Folketingsti-

dende 2005-06, A, L 217 som fremsat og Folketingstidende 2015-16, A, L

187 som fremsat.

2.2.1.8.3.

Rigsadvokaten er ikke bekendt med, at straffelovens § 114 f er an-

vendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige noget

nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af bestemmelsen.

2.2.1.9. Straffelovens § 114 g

2.2.1.9.1.

Efter straffelovens § 114 g straffes med bøde eller fængsel indtil

2 år den, som, uden at forholdet omfattes af straffelovens §§ 114-114 f, del-

tager i ulovlig militær organisation eller gruppe.

Bestemmelsen svarer til § 114, stk. 2, som affattet ved lov nr. 225 af 7. juni

1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930,

og blev opretholdt ved indførelsen af straffelovens §§ 114-114 e, jf. pkt.

2.2.1.8.1 ovenfor.

Straffelovens § 114 g er subsidiær i forhold til straffelovens §§ 114-114 e.

2.2.1.9.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 g fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for strafferammen, jf. Folketingsti-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

dende 2003-04, A, L 99 som fremsat, hvorved strammerammen blev for-

enklet.

2.2.1.9.3.

Rigsadvokaten er ikke bekendt med, at straffelovens § 114 g er

anvendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige noget

nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af bestemmelsen.

2.2.1.10. Straffelovens § 114 h

2.2.1.10.1.

Efter straffelovens § 114 h straffes med fængsel indtil 6 år den,

der under skærpende omstændigheder i strid med lovgivningen om ikke

spredning af masseødelæggelsesvåben mv. (nr. 1) udfører produkter med

dobbelt anvendelse uden tilladelse, (nr. 2) til brug for myndighedernes af-

gørelser om produkter med dobbelt anvendelse giver urigtige eller vildle-

dende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse

eller (nr. 3) handler i strid med vilkår, der er fastsat i myndighedernes afgø-

relse om produkter med dobbelt anvendelse.

Bestemmelsen knytter sig til danske og EU-retlige regler om forbud mod

spredning af masseødelæggelsesvåben.

Strafansvar efter straffelovens § 114 h forudsætter, at overtrædelsen er be-

gået under skærpende omstændigheder, herunder eksempelvis en systema-

tisk og/eller vedvarende adfærd eller tilfælde, hvor der tilsigtes opnået en

betydelig økonomisk gevinst. Våbensystemets farlighed og produktets be-

tydning herfor samt oplysninger om køberen kan ligeledes indgå i denne

vurdering.

2.2.1.10.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 h fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for strafferammen, jf. Folketingsti-

dende 2001-02, 2. samling, A, L 35 som fremsat.

2.2.1.10.3.

Rigsadvokaten er ikke bekendt med, at straffelovens § 114 h er

anvendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige noget

nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af bestemmelsen.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

2.2.1.11. Straffelovens § 114 i

2.2.1.11.1.

Efter straffelovens § 114 i straffes med fængsel indtil 6 år den,

der fra en gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå

handlinger omfattet af straffelovens §§ 114 (terrorhandlinger) eller 114 a

(terrorlignende handlinger), modtager økonomisk støtte i penge eller andre

ydelser til brug for oprettelse eller drift af en institution eller virksomhed el-

ler til lignende formål her i landet.

Bestemmelsen gør det muligt at straffe den, som modtager økonomiske mid-

ler fra en terrororganisation, også selv om forholdet ikke er omfattet af mod-

tagelse af udbytte fra kriminalitet (hæleri), jf. straffelovens § 290.

2.2.1.11.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 i fastsættes af

domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændighe-

der i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsæt-

telse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for strafferammen, jf. Folketingsti-

dende 2015-16, A, L 187 som fremsat.

2.2.1.11.3.

Rigsadvokaten er ikke bekendt med, at straffelovens § 114 i er

anvendt i praksis. Det er derfor ikke muligt for Rigsadvokaten at sige noget

nærmere om det forventede strafniveau for overtrædelse af bestemmelsen.

2.2.1.12. Straffelovens § 114 j

2.2.1.12.1.

Efter straffelovens § 114 j, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel

indtil 6 år den, der har dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat, og

som uden tilladelse indrejser eller opholder sig i visse konfliktområder som

nævnt i bestemmelsens stk. 3.

Det følger dog af straffelovens § 114 j, stk. 2, at et indrejse- og opholdsfor-

bud ikke gælder indrejse eller ophold, der sker som led i udøvelse af dansk,

udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv. Undtagelsen

omfatter også indrejse og ophold, der sker som led i tjeneste i danske eller

fremmede statslige væbnede styrker eller i internationale væbnede styrker.

Justitsministeren kan efter forhandling med udenrigsministeren og forsvars-

ministeren ved bekendtgørelse fastsætte, hvilke områder der skal være om-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

fattet af et indrejse- og opholdsforbud efter stk. 1, jf. straffelovens § 114 j,

stk. 3, 1. pkt. Folketinget kan efter straffelovens § 114 j, stk. 3, 2. pkt., ved

en folketingsbeslutning ophæve sådanne regler fastsat af justitsministeren.

Et område kan omfattes af et indrejse- og opholdsforbud, hvis en gruppe el-

ler sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfat-

tet af straffelovens §§ 114 (terrorhandlinger), 114 a (terrorlignende handlin-

ger), 114 b (økonomisk støtte til terrorisme), 114 c (hvervning til terrorhand-

linger, terrorlignende handlinger eller terrorstøttehandlinger) eller 114 d

(oplæring i terrorhandlinger, terrorlignende handlinger eller terrorstøtte-

handlinger), er part i en væbnet konflikt i det pågældende område, jf. her-

ved straffelovens § 114 j, stk. 3, 1. pkt., jf. § 114 e.

Ved bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2016, der trådte i kraft den

30. september 2016, blev det i medfør af straffelovens § 114 j, stk. 3-5, fast-

sat, i hvilke områder indrejse og ophold var forbudt. Bekendtgørelsen er af-

løst af bekendtgørelse nr. 708 af 6. juli 2019, der trådte i kraft den 11. juli

2019.

Bekendtgørelsen fastlægger bl.a. de konfliktområder, som er omfattet af in-

drejse- og opholdsforbuddet i straffelovens § 114 j, stk. 1. Det følger af be-

kendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, at Dayr Az Zawr-provinsen og Idlib-

provisen i Syrien er omfattet af indrejse- og opholdsforbuddet.

2.2.1.12.2.

Det bemærkes, at Justitsministeriet i forbindelse med indførel-

sen af § 114 j i straffeloven overvejede, om der var behov for en yderligere

kriminalisering af deltagelse i væbnede konflikter i udlandet bl.a. på bag-

grund af princippet om statens magtmonopol (dvs. at det i en retsstat er sta-

ten, der har monopol på at udøve magt). På det individuelle plan indebærer

princippet om statens magtmonopol, at enkeltpersoner ikke lovligt bør

kunne deltage i kamphandlinger for ikke-statslige styrker.

Justitsministeriet fandt, at der ikke var behov for en sådan yderligere krimi-

nalisering, idet den eksisterende lovgivning, herunder straffelovens § 101 a

og terrorbestemmelserne i de daværende §§ 114-114 h, vurderedes at ramme

de situationer, som der var behov for at kriminalisere, jf. Folketingstidende

2015-16, A, L 187 som fremsat, side 12.

Indsatsen mod deltagelse i væbnede konflikter i udlandet for terrororgani-

sationer blev imidlertid styrket gennem indførelsen af straffelovens § 114 j,

hvorefter den til enhver tid siddende regering kan udpege områder, som per-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

soner med dansk indfødsret eller bopæl i den danske stat ikke må indrejse

til eller opholde sig i, jf. bestemmelsens stk. 3, 1. pkt. Straffelovens § 114 j

– og den heri indeholdte forbudsordning – indebærer således de facto en ud-

videlse af det statslige magtmonopol til de udpegede forbudsbelagte kon-

fliktområder. Dette skal ses i sammenhæng med bestemmelsens stk. 3, 2.

pkt., hvorefter Folketinget ved en folketingsbeslutning kan ophæve den be-

kendtgørelse, justitsministeren har udstedt om udpegning af de forbuds-

belagte konfliktområder.

Det følger i den forbindelse af forarbejderne til straffelovens § 114 j, at den

blev indført med det formål at gøre det lettere at straffe personer, der indrej-

ser til og opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en væbnet konflikt

eksempelvis for en terrororganisation, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L

187 som fremsat, side 2. Bestemmelsen skal herved ses i sammenhæng med

de øvrige strafferetlige værn mod terrorisme, der er kriminaliseret i straffe-

lovens § 101 a og terrorbestemmelserne i straffelovens §§ 114-114 i.

I modsætning til de øvrige bestemmelser bygger straffelovens § 114 j imid-

lertid på en formodning om, at personer, der uden et anerkendelsesværdigt

formål og forudgående tilladelse indrejser til eller opholder sig i et forbuds-

belagt konfliktområde hos eksempelvis en terrororganisation, kan være ra-

dikaliserede, brutaliserede og voldsparate. Der vil derfor ikke være behov

for at føre bevis for, at den pågældende har forsæt til terrorisme eller til at

tilslutte sig en væbnet styrke. Det vil være tilstrækkeligt, at den pågældende

uden tilladelse er indrejst i eller opholder sig i det pågældende forbuds-

belagte konfliktområde.

2.2.1.12.3.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 j, stk. 1, fastsæt-

tes af domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstæn-

digheder i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-

sættelse i straffelovens kapitel 10.

Strafansvar forudsætter ikke, at der kan føres bevis for, at den pågældende

ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med indrejsen eller opholdet.

Enhver indrejse eller ophold i et forbudsbelagt konfliktområde uden tilla-

delse vil således kunne straffes.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til straffelovens § 114 j, jf.

Folketingstidende 2015-16, A, L 187 som fremsat, side 14, at strafferam-

men for overtrædelse af et indrejse- og opholdsforbud bør være bøde eller

fængsel indtil 6 år. Der er herved plads i strafferammen til at fastsætte en

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

passende straf også i de allergroveste tilfælde, herunder hvor en gernings-

mand systematisk for vindings skyld har organiseret indrejse eller ophold i

strid med indrejse- og opholdsforbuddet for et større antal danske statsbor-

gere eller herboende udlændinge.

Om den konkrete straf for overtrædelse af et indrejse- og opholdsforbud

fremgår det desuden, at straffen i førstegangstilfælde som udgangspunkt bør

være en kortere fængselsstraf udmålt i måneder. Under formildende om-

stændigheder, herunder når en person godtgør at have haft et anerkendelses-

værdigt formål med indrejsen og opholdet, bør straffen dog være bøde.

Ved anerkendelsesværdigt formål forstås som udgangspunkt formål, der

ikke har med den væbnede konflikt at gøre, og som der vurderes at være ri-

melig anledning til at foretage på trods af den verserende væbnede konflikt.

Indrejse og ophold med henblik på at udføre journalistisk arbejde, yde hu-

manitær bistand, besøge sin nærmeste familie eller drive en erhvervsvirk-

somhed vil således i almindelighed være anerkendelsesværdige formål. Der-

imod vil indrejse og ophold for f.eks. at deltage i den væbnede konflikt el-

ler for at støtte en af parterne i den væbnede konflikt ikke være et anerken-

delsesværdigt formål. Det gælder, uanset hvilken part man støtter.

2.2.1.12.4.

Rigsadvokaten har oplyst, at der indtil videre er to personer, som

er dømt for overtrædelse af et indrejse- og opholdsforbud, siden straffe-

lovens § 114 j trådte i kraft den 1. juli 2016. Der er i begge sager tale om

personer, der har kæmpet for kurderne mod Islamisk Stat.

Det drejer sig for det første om Højesterets dom af 27. august 2019

(U.2019.3937H), hvor tiltalte blev idømt 6 måneders fængsel for overtræ-

delse af straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, jf. den dagældende bekendt-

gørelse nr. 1200 af 28. september 2018 ved i en periode på ca. 4 måneder i

op mod 25 tilfælde at have indrejst og taget ophold i et forbudsbelagt kon-

fliktområde uden tilladelse. Det fremgår af dommen, at Højesteret fastsatte

straffen til 6 måneders ubetinget fængsel med henvisning til forarbejderne

til straffelovens § 114 j, jf. nærmere pkt. 2.2.1.12.3 ovenfor, hvori det bl.a.

er anført, at straffen for overtrædelse af bestemmelsen i førstegangstilfælde

er en kortere fængselsstraf udmålt i måneder. Det bemærkes, at Retten i Aar-

hus og Vestre Landsret ligeledes havde fastsat straffen til 6 måneders ube-

tinget fængsel i henholdsvis 1. og 2. instans.

Endvidere drejer det sig om Københavns Byrets dom af 9. september 2019

i sag SS 2-9844/2019, hvor en tiltalt blev idømt 6 måneders fængsel for

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

overtrædelse af straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, jf. den dagældende be-

kendtgørelse nr. 1200 af 28. september 2018 ved i en periode på ca. 4 må-

neder at have opholdt sig i et forbudsbelagt konfliktområde uden tilladelse.

Det fremgår af dommen, at byretten i forbindelse med strafudmålingen tog

udgangspunkt i Højesterets strafudmåling i førnævnte sag. Byretten fandt

således ikke, at det forhold, at tiltalte i byrettens sag havde opholdt sig i et

forbudsbelagt konfliktområde i ca. 4 måneder, mens tiltalte i Højesterets sag

over en periode på ca. 4 måneder i op mod 25 gange indrejste og tog ophold

i et forbudsbelagt konfliktområde, kunne føre til, at straffen i byrettens sag

skulle fastsættes til en kortere fængselsstraf end 6 måneder.

2.2.1.13. Straffelovens § 136, stk. 2

2.2.1.13.1.

Efter straffelovens § 136, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel

indtil 2 år den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i straffelovens 12.

eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser.

Det bemærkes, at i tilfælde, hvor der foreligger en offentlig udtrykkelig billi-

gelse af en terrorhandling mv, som opfylder gerningsindholdet i både straf-

felovens § 136, stk. 2 og 3, vil der skulle straffes efter bestemmelsens stk.

2.2.1.13.2.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, fastsæt-

tes af domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstæn-

digheder i den enkelte sag, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-

sættelse i straffelovens kapitel 10.

Forarbejderne til bestemmelsen indeholder ikke nærmere retningslinjer om

den konkrete udmåling af straf inden for strafferammen, jf. Folketingsti-

dende 2003-04, A, L 99 som fremsat.

2.2.1.13.3.

Rigsadvokaten har oplyst, at det på baggrund af retspraksis ikke

umiddelbart er muligt at vurdere, hvad en isoleret overtrædelse af straffe-

lovens § 136, stk. 2, vil medføre af straf. Der er således afsagt en række

domme med forskellig strafudmåling, ligesom det forventes, at Højesteret

vil få lejlighed til at tage stilling til strafudmålingen i forbindelse med en

sag, der er berammet til hovedbehandling den 19. december 2019.

Den for Højesteret indbragte dom er Vestre Landsrets dom af 25. april 2018

(TfK2019.857V), hvor en ikke tidligere straffet tiltalt blev fundet skyldig i

overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, ved i et offentligt tilgængeligt

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Facebook-opslag om et terrorangreb i London at have skrevet »Ja ham der

har gjort det burde have en medalje«. Vestre Landsret fastsatte straffen til

fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Det bemærkes i den forbindelse, at byretten alene havde givet en indenret-

lig advarsel.

Der kan derudover henvises til Østre Landsrets dom af 21. september 2017

(U.2018.393Ø), hvor en tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af straffe-

lovens § 136, stk. 2, ved under et interview med en fransk tv-kanal at have

billiget et terrorangreb. Det fremgår af dommen, at Østre Landsret i skær-

pende retning lagde vægt på, at billigelsen angik terrorangrebet ved hen-

holdsvis Krudttønden og synagogen i København og dermed udgjorde en

generel trussel mod både ytringsfriheden og religionsfriheden i Danmark.

Straffen blev fastsat til en tillægsstraf på 5 måneder.

Der kan endvidere henvises til Østre Landsrets ankedom af 7. december

2017, hvor en tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens §

136, stk. 2, ved på sin Facebook-profil at have billiget terrorangrebet mod

Charlie Hebdo i Paris, idet han postede et link til en artikel på TV2 omhand-

lende terrorangrebet og som kommentar til linket skrev på arabisk ”Oh gud,

lovprisningen tilfalder dig”, ligesom han samme dag postede et link til en

anden tilsvarende artikel på TV2’s hjemmeside og som kommentar tilføjede

et smiley-ikon. Straffen blev fastsat til fængsel i 5 måneder.

Der kan ligeledes henvises til Østre Landsrets dom af 8. januar 2016

(U.2016.1743Ø), hvor en tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af straf-

felovens § 136, stk. 1 og 2, ved offentligt at have tilskyndet til forbrydelse,

idet han i en Facebookgruppe under sin Facebookprofil havde postet et link

til en video, der indeholdt en tale fra en repræsentant fra ISIS, der tilskyn-

dede til angreb og drab på borgere fra den koalition af lande, der bekæm-

pede Islamisk Stat, og som kommentar havde skrevet: ”En besked til alle

muslimer i Vesten især Danmark”. Han var endvidere tiltalt for overtrædelse

af straffelovens § 136, stk. 2, ved at have billiget terrorangrebet mod Char-

lie Hebdo i Paris. Den tiltale blev fundet skyldig i de to forhold om overtræ-

delse af straffelovens § 136 og idømt fængsel i 6 måneder. Det fremgår af

dommen, at Østre Landsret lagde vægt på, at det første af forholdene ud-

gjorde en alvorlig trussel mod bl.a. den danske befolkning, og at det andet

udgjorde en generel trussel mod ytringsfriheden i Danmark, hvorfor dette

skulle tillægges vægt i skærpende retning ved udmålingen af fængselsstraf-

fen.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.2.1.

Som anført under pkt. 1 er der de seneste 10 år blevet gennemført

en række strafskærpelser for rocker- og banderelateret kriminalitet.

Som eksempler kan nævnes, at sager om ulovlig besiddelse af skydevåben

med ammunition på offentligt sted som udgangspunkt straffes med fængsel

i 5 år i førstegangstilfælde, hvis besiddelsen har baggrund i eller er egnet til

at fremkalde en rocker- eller bandekonflikt, jf. straffelovens § 192, a, stk. 1,

nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 81 a. I praksis ses der dog at være udmålt straffe på op

til 9 års fængsel for besiddelse af skydevåben, afhængig af de nærmere om-

stændigheder, herunder våbnenes antal og karakter, antallet af overtrædel-

ser samt dømtes personlige forhold, når besiddelsen har haft baggrund i el-

ler været egnet til at fremkalde en rocker- eller bandekonflikt, jf. straffe-

lovens § 192, a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 81 a, jf. f.eks. Østre Landsrets

domme af henholdsvis 18. juni 2019 (TfK.2019.1173OE) og 9. maj 2019

(TfK.2919.989OE).

Til sammenligning vurderer Rigsadvokaten på baggrund af retspraksis, at

f.eks. overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, 1. pkt., og § 114 d, stk.

3, ved henholdsvis hvervning og oplæring til at begå terrorisme vil blive

straffet med 3-5 års fængsel, mens overtrædelse af straffelovens § 114 b ved

finansiering af terrorisme må forventes at blive straffet med 4-6 års fængsel,

jf. nærmere henholdsvis pkt. 2.2.1.5.3, pkt. 2.2.1.6.3 og pkt. 2.2.1.4.3 oven-

for.

Det gældende strafniveau på terrorområdet afspejler – i modsætning til ro-

cker- og bandeområdet – ikke i tilstrækkelig grad en nutidig opfattelse af

strafværdigheden af terrorforbrydelser.

Justitsministeriet vil derfor skærpe kursen over for fremmedkrigere og an-

dre terrordømte. Det er i den forbindelse væsentligt for regeringen, at straf-

fen for terrorisme og terrorrelaterede forbrydelser afspejler, at der er tale om

meget alvorlige forbrydelser.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der er behov for at skærpe

straffen for overtrædelse af straffelovens § 101 a, om tilslutning til en fjendt-

lig, væbnet styrke i udlandet, som kæmper mod den danske stat, §§ 114-114

i, om terrorisme mv., § 114 j, om indrejse- og opholdsforbud samt § 136,

stk. 2, om billigelse af en de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede

forbrydelser.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Det er Justitsministeriet vurdering, at strafskærpelserne bør gennemføres

dels ved en generel forhøjelse af strafferammerne, dels ved en gennemgå-

ende forhøjelse af det gældende strafniveau med omkring det halve i for-

hold til den straf, der i dag fastsættes – eller ville være fastsat – af domsto-

lene. Strafniveauet vil herved fremover afspejle regeringens skærpede kurs

på området.

Særligt for så vidt angår straffelovens § 101 a, stk. 1, bemærker Justitsmini-

steriet imidlertid, at Rigsadvokaten vurderer, at overtrædelse af bestemmel-

sen – der ikke har været anvendt i praksis – må formodes at ville medføre

en straf i samme niveau som overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, 1.

pkt., og § 114 d, stk. 3, dvs. 3-5 års fængsel, jf. nærmere pkt. 2.2.1.1.3 oven-

for.

Endvidere bemærkes det for så vidt angår straffelovens § 114 j, stk. 1, at

Højesterets dom af 27. august 2019 (U.2019.3937H) og Københavns Byrets

dom af 9. september 2019 i sag SS 2-9844/2019 illustrerer, at overtrædelse

af bestemmelsen i førstegangstilfælde som udgangspunkt må forventes at

blive straffet med 6 måneders fængsel under henvisning til forarbejderne til

bestemmelsen, jf. nærmere pkt. 2.2.1.12.4 ovenfor.

Justitsministeriet finder, at der er behov for at skærpe strafniveauet for over-

trædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, og § 114 j, stk. 1, yderligere end

den gennemgående forhøjelse af strafniveauet med omkring det halve, som

der i øvrigt foreslås.

Strafskærpelsen bør i forhold til straffelovens § 101 a, stk. 1, gennemføres

ved, at strafferammen hæves, og at straffen for overtrædelse af bestemmel-

sen fordobles i forhold til den straf, der hidtil ville være fastsat af domsto-

lene.

I forhold til straffelovens § 114 j, stk. 1, bør strafskærpelsen gennemføres

ved, at strafferammen hæves, og at det gældende strafniveau samtidig bli-

ver fire gange så højt.

Strafniveauerne for bestemmelserne vil herved bedre afspejle dels strafvær-

digheden, dels strafniveauet for en række af de øvrige terrorbestemmelser.

2.2.3. Lovforslagets udformning

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

2.2.3.1.

Det foreslås for det første generelt, at forhøje strafferammerne i

straffelovens § 101 a, §§ 114 a-114 j og § 136, stk. 2.

Det foreslås i den forbindelse, at forhøje strafferammen i henholdsvis straf-

felovens § 114 g og § 136, stk. 2, fra fængsel indtil 2 år til fængsel indtil 3

år. Det bemærkes, at strafferammen i straffelovens § 136, stk. 3, for så vidt

angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, som led i religiøs op-

læring ikke foreslås hævet fra de nuværende 3 år.

Endvidere foreslås det at forhøje strafferammerne fra 6 år til 8 års fængsel i

straffelovens § 114 c, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt., § 114 d, stk. 2 og 3, § 114 e,

stk. 1, 1. pkt., § 114 f, § 114 h, § 114 i og § 114 j, stk. 1.

Ligeledes foreslås det at forhøje strafferammerne fra 10 år til 12 års fængsel

i straffelovens § 101 a, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 1. pkt., § 114 b, § 114 c, stk.

1, 1. pkt. og stk. 3, 2. pkt., § 114 d, stk. 1, 1. pkt., og § 114 e, stk. 1, 2. pkt.

Den skærpede sidestrafferamme i straffelovens § 114 c, stk. 3, 2. pkt., fore-

slås samtidig forhøjet fra fængsel indtil 16 år til fængsel indtil på livstid.

Det foreslås herudover at forhøje strafferammen i straffelovens § 114 a, 1.

pkt., fra indtil det halve med indtil det dobbelte.

Forslaget indebærer således en generel forhøjelse af terrorbestemmelsernes

strafferammer, herunder både normalstrafferammer og de skærpede side-

strafferammer, idet det dog bemærkes, at de skærpede sidestrafferammer på

op til 16 års fængsel i straffelovens § 101 a, stk. 2, 2. pkt., § 114 c, stk. 1, 2.

pkt., § 114 d, stk. 1, 2. pkt., og § 114 e, stk. 1, 2. pkt., ikke foreslås hævet til

livstid. Tilsvarende foreslås strafferammerne i straffelovens § 101 a, stk. 1,

2. pkt., og § 114, stk. 1-3, der er fængsel indtil livstid, ikke hævet.

Herudover foreslås det med lovforslaget, at der sker skærpelser af straffen

for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 2, §§ 114-114 i og § 136, stk.

2, gennem en generel forhøjelse af strafniveauet med omkring det halve i

forhold til den straf, der i dag fastsættes – eller ville være fastsat – af dom-

stolene. Strafniveauet forudsættes således også forhøjet med omkring det

halve for de bestemmelser, der ikke har været anvendt i praksis, og hvor det

derfor ikke er muligt for Rigsadvokaten at vurdere det aktuelle strafniveau.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at strafferammerne og strafni-

veauet fortsat skal afspejle strafværdigheden af de enkelte forbrydelser. Med

forslaget er den eksisterende harmoni mellem strafferammen for selve terr-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

orhandlingerne i straffelovens § 114 og de strafferammer, der bør gælde for

bistandsforbrydelserne i form af finansiering af, hvervning og oplæring mv.

til terrorhandlingerne, således videreført, jf. dog pkt. 2.2.3.2 nedenfor.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering

i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, jf. herved de al-

mindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det an-

givne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning,

hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstæn-

digheder.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende ret-

stilstand.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2-18 og nr. 21.

2.2.3.2.

Særligt for så vidt angår straffelovens § 101 a, stk. 1, og § 114 j, stk.

1, foreslås det, at strafniveauet skærpes yderligere end den generelle forhø-

jelse af strafniveauet med omkring det halve, som der foreslås i forhold til

de øvrige terrorbestemmelser.

Det foreslås, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, for-

dobles i forhold til den straf, der hidtil ville være fastsat af domstolene.

Det foreslås endvidere, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 j,

stk. 1, bliver fire gange så høj i forhold til den straf, der hidtil har været fast-

sat af domstolene. Dette gælder både for de personer, som indrejser og op-

holder sig i et område omfattet af forbuddet, ligesom det gælder for de per-

soner, som alene opholder sig i et område omfattet af forbuddet.

Forslaget indebærer herved, at overtrædelse af straffelovens § 114 j, stk. 1,

der i dag som udgangspunkt straffes med 6 måneders fængsel, fremover som

udgangspunkt skal straffes med 2 års fængsel. Strafskærpelsen vil herved

medføre, at der vil kunne ske varetægtsfængsling efter retsplejelovens §

762, stk. 2, nr. 1, om retshåndhævelsesarrest. Det følger således af Højeste-

rets praksis, jf. bl.a. U.2011.1758H, U.2011.2056H og U.2014.1815H, at

der efter bestemmelsen kan ske varetægtsfængsling, hvis der foreligger for-

hold, som ved endelig dom må forventes at udløse en straf på mindst 1 års

ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af tilsvarende indgri-

bende betydning.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

De foreslåede strafskærpelser vil gælde for alle personer, der efter lovens

ikrafttræden henholdsvis opretholder sin tilslutning til en fjendtlig, væbnet

styrke (§ 101 a, stk. 1) eller enten indrejser til eller opholder sig i et forbuds-

belagt konfliktområde (§ 114 j, stk. 1). Det kræves således efter EMRK ar-

tikel 7, at de handlinger eller undladelser, som en person straffes for under

de nye regler, også var strafbare inden ikrafttrædelsen af de nye regler, og

at anvendelsen af den nye straffebestemmelse ikke medfører en strengere

straf, for så vidt angår de handlinger, der er begået inden ikrafttrædelsen af

de nye regler, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention for praktikere, 4. udgave, 2017, side 735.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3.1 ovenfor samt til bemærkningerne til lov-

forslagets § 1, nr. 2 og 19.

3. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser

3.1. Grundloven

Det følger af grundlovens § 72, at boligen er ukrænkelig.

Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papi-

rer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen

lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Det er dermed udgangspunktet i grundloven, at tvangsindgreb i private hjem

kræver retskendelse. Udgangspunktet om krav om retskendelse kan dog

fraviges, hvis indgrebet sker med hjemmel i lov.

Det er den almindelige opfattelse, at grundlovens § 72 finder anvendelse

både for så vidt angår tvangsindgreb, som foretages inden og uden for straf-

feretsplejen, jf. herved bl.a. Jens Peter Christensen et al., Grundloven med

kommentarer (2015), side 442 ff.

Med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 6, 1. pkt., kan

politiet som led i gennemførelsen af tilsyn med et meddelt kontaktforbud

uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokalite-

ter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse heraf. Tilsvarende

kan politiet efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 6,

2. pkt., uden retskendelse foretage undersøgelse af breve og andre papirer

og genstande, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse

med henblik på undersøgelse af deres indhold.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

De nævnte indgreb, der gennemføres som led i politiets tilsyn med den døm-

tes overholdelse af forbud efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens

§ 79 b, stk. 1, vil dermed være hjemlet i lov, ligesom der vil være hjemmel

til at fravige udgangspunktet om retskendelse.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at lovforslaget ikke rejser spørgs-

mål i forhold til grundlovens § 72.

3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den foreslåede ordning med indførelse af opholdsforbud og kontaktforbud

samt politiets tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter straffelovens

§ 79 b, stk. 1, vil kunne indebære indgreb i de rettigheder, der er reguleret

af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) i forhold til

den dømte. Der vil navnlig være tale om indgreb i de rettigheder, der følger

af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol om retten til at færdes frit og til frit at vælge

opholdssted samt EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.

Efter artikel 2, stk. 1, i 4. Tillægsprotokol til EMRK skal enhver, der lovligt

befinder sig på en stats område, have ret til inden for dette område at færdes

frit og til frit at vælge sit opholdssted.

Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK, har enhver ret til respekt for sit privatliv og

familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Denne ret er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb i de nævnte ret-

tigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demo-

kratisk samfund (opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nær-

mere bestemte anerkendelsesværdige formål, herunder af hensyn til den na-

tionale sikkerhed og for at forebygge forbrydelser, jf. EMRK artikel 8, stk.

2, og artikel 2, stk. 3, i 4. Tillægsprotokol til EMRK.

Det foreslåede opholdsforbud indebærer et forbud mod at færdes og opholde

sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder i en periode fra 1 til 10 år

regnet fra endelig dom med forlængelse ved udståelse af fængselsstraf eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.3, vil et opholdsforbud således indebære, at

den dømte ikke må færdes eller opholde sig i et eller flere nærmere afgræn-

sede områder, hvor der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller vil kunne påvirke ra-

dikaliseringsudsatte personer i en negativ retning.

Det foreslåede kontaktforbud indebærer, at den dømte ikke må søge at kon-

takte personer, der er dømt for en eller flere overtrædelser af straffelovens §

101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billi-

gelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j.

Som det fremgår af pkt. 2.1.3.4, forudsættes det, at et kontaktforbud som

udgangspunkt skal omfatte kontakt med alle personer, der på et givet tids-

punkt er dømt for overtrædelse af en af de i den foreslåede § 79 b, stk. 3,

nævnte terrorbestemmelser. Et kontaktforbud vil indebære, at en hvilken

som helst kontakt, både skriftlig og mundtlig, med de omfattede personer

uden politiets forudgående tilladelse vil udgøre en overtrædelse. Kontakt-

forbud vil dog ikke skulle omfatte den dømtes nærmeste familiemedlem-

mer, i det omfang det ville stride mod Danmarks internationale forpligtel-

ser, herunder EMRK artikel 8.

Endelig vil den foreslåede ordning med politiets tilsyn med dømtes overhol-

delse af forbud efter den foreslåede § 79 b, stk. 1, indebære, at politiet som

led i gennemførelsen af tilsynet med et kontaktforbud, uden retskendelse vil

kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den

dømte råder over, og foretage undersøgelse heraf. Politiet vil endvidere uden

retskendelse kunne foretage undersøgelse af breve og andre papirer og gen-

stande, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med

henblik på undersøgelse af deres indhold, jf. forslaget til straffelovens § 79

b, stk. 6.

De nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov, jf. forslaget til straffelovens

§ 79 b, stk. 1, og stk. 6. Justitsministeren vil endvidere fastsætte nærmere

regler om politiets gennemførelse af tilsyn, jf. forslaget til straffelovens §

79 b, stk. 11, nr. 2.

De foreslåede opholdsforbud og kontaktforbud har til formål at forebygge

nye terrorhandlinger ved at sikre, at de omfattede personer ikke fastholdes

eller falder tilbage i radikaliserede miljøer og at forhindre, at de pågældende

rekrutterer andre til de radikaliserede miljøer. Ligeledes er formålet med til-

synet at sikre, at den dømte overholder meddelte forbud efter den foreslå-

ede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 1, og dermed at forhindre, at de

omfattede personer ikke fastholdes eller falder tilbage i radikaliserede mil-

jøer og at forhindre, at de pågældende rekrutterer andre til de radikaliserede

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

miljøer. Forslaget vil således varetage hensynene til den nationale sikker-

hed, den offentlige tryghed, opretholdelse af den offentlige orden, forebyg-

gelse af forbrydelse og hensynet til at beskytte andres rettigheder og frihe-

der.

Justitsministeriet vurderer, at forslaget ikke går videre, end hvad der er nød-

vendigt for at varetage de nævnte hensyn.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at forbuddet, herunder den tidsmæssige

og, for så vidt angår opholdsforbuddet, den geografiske udstrækning heraf,

idømmes af domstolene efter en konkret vurdering. Endvidere skal vurde-

ringen af, om der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive fast-

holdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø, være begrundet i den døm-

tes personlige forhold og adfærd, ligesom den nærmere afgrænsning af et

forbud i øvrigt vil afhænge af en konkret proportionalitetsvurdering. Der

lægges endvidere vægt på, at forbuddet idømmes som led i en straffedom

for alvorlig kriminalitet mod statens sikkerhed mv., hvor der gør sig særligt

tungtvejende hensyn gældende i forhold til bl.a. at mindske risikoen for nye

lovovertrædelser af lignende beskaffenhed.

Herudover har ministeriet lagt vægt på, at den pågældende kan forlange nød-

vendigheden af forbuddets fortsatte opretholdelse indbragt for retten, jf. den

foreslåede bestemmelse i straffelovens § 79 b, stk. 10.

Endelig skal det for så vidt angår politiets tilsyn med de meddelte forbud

bemærkes, at tilsynet skal udføres så skånsomt, som omstændighederne til-

lader det, ligesom gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til

tilsynets formål, jf. den foreslåede § 79 b, stk. 7.

Som anført ovenfor vil et kontaktforbud ikke skulle omfatte den dømtes

nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod Danmarks

internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Det bemærkes end-

videre, at det i visse tilfælde følger af Danmarks internationale forpligtelser,

herunder EMRK, at der tillige efter afsigelse af dommen, hvorved der idøm-

mes kontaktforbud og/eller opholdsforbud, skal være mulighed for konkret

at gøre undtagelse fra et idømt forbud. Med den foreslåede ordning tages

der højde for, at der efterfølgende konkret kan foreligge sådanne tungtve-

jende hensyn, at der skal meddeles tilladelse til, at den pågældende efter om-

stændighederne kan opholde sig i det område eller tage kontakt til personer,

som forbuddet vedrører. Således kan politiet meddele konkrete tilladelser til

færden eller ophold i et område omfattet af et opholdsforbud og til kontakt

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

med en person omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må

anses for beføjet. Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesordningen

forudsættes administreret således, at der meddeles tilladelse, når Danmarks

internationale forpligtelser, herunder EMRK, kræver det. Der henvises i øv-

rigt til bemærkningerne til den foreslåede § 79 b, stk. 4, om den foreslåede

tilladelsesordning.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ord-

ning kan gennemføres inden for rammerne af EMRK.

4. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen

Med de foreslåede § 79 b, stk. 6, 8 og 11, forudsættes det, at politiet vil fo-

retage en behandling af personoplysninger.

Efter Justitsministeriets vurdering kan de foreslåede bestemmelser fastsæt-

tes inden for rammerne af lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhævende

myndigheders behandling af personoplysninger med senere ændringer (rets-

håndhævelsesloven), der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysnin-

ger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge straf-

bare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveks-

ling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse

2008/977/RIA (retshåndhævelsesdirektivet).

Politiets behandling af personoplysninger efter de foreslåede § 79 b, stk. 6,

8 og 11, vil således skulle ske i overensstemmelse med retshåndhævelseslo-

ven.

Politiets behandling vil kunne omfatte behandling af såvel ikke-følsomme

som følsomme personoplysninger omfattet af henholdsvis retshåndhævel-

seslovens §§ 9 og 10.

Efter retshåndhævelseslovens § 9 kan behandling af ikke-følsomme perso-

noplysninger ske, når behandlingen er nødvendig for at forebygge, efterfor-

ske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferet-

lige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod

den offentlige sikkerhed.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Retshåndhævelseslovens § 10, stk. 1, indeholder et almindeligt forbud mod

behandling af følsomme personoplysninger i form af race eller etnisk oprin-

delse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt

tilhørsforhold, genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at

identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en

fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering. Efter lovens §

10, stk. 2, må sådanne følsomme personoplysninger dog behandles, når det

er strengt nødvendigt og sker af hensyn til retshåndhævelsesformål, herun-

der for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale in-

teresser, eller hvis behandlingen vedrører oplysninger, som tydeligvis er of-

fentliggjort af den registrerede.

Herudover vil de grundlæggende principper i retshåndhævelseslovens § 4,

om den dataansvarliges behandling af oplysninger, herunder om indsamling,

ajourføring og opbevaring mv., skulle iagttages. Behandling af oplysninger

skal bl.a. ske i overensstemmelse med »god databehandlingsskik« og under

hensyn til oplysningernes karakter, jf. retshåndhævelseslovens § 4, stk. 1.

Dette indebærer, at behandlingen skal være rimelig og lovlig. Indsamling af

oplysninger må endvidere kun ske til udtrykkeligt angivne og saglige rets-

håndhævelsesformål, og senere behandling af oplysningerne må ikke være

uforenelige med disse formål, jf. bestemmelsens stk. 2. Efter lovens § 4, stk.

3, skal de oplysninger, som behandles, være relevante og tilstrækkelige og

ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil

oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere be-

handles.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at politiets behandling af personoplys-

ninger efter de foreslåede bestemmelser i § 79 b, stk. 6, 8 og 11, vil være i

overensstemmelse med retshåndhævelseslovens §§ 4, 9 og 10, idet behand-

ling af personoplysninger i medfør af de foreslåede bestemmelser må anses

for at være strengt nødvendig med henblik på at forebygge trusler mod den

offentlige sikkerhed. Der er endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den

foreslåede § 79 b, stk. 7, at politiets tilsyn efter den foreslåede § 79 b, stk.

6, skal udføres så skånsomt, som omstændighederne tillader, og at gennem-

førelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål. Tilsynet

vurderes således at opfylde kravene til rimelighed og proportionalitet i rets-

håndhævelseslovens § 4, stk. 1 og 3.

Med den foreslåede § 79 b, stk. 8, 3. pkt., forudsættes det, at dømte med et

meddelt kontaktforbud vil kunne behandle personoplysninger, der modta-

ges fra politiet om, at en person er dømt for en eller flere af de overtrædel-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

ser, der er nævnt i stk. 1 (straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2,

eller § 136, stk. 3 for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§

114-114 j).

Efter Justitsministeriets vurdering kan den foreslåede bestemmelse fastsæt-

tes inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne op-

lysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordnin-

gen) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til for-

ordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databe-

skyttelsesloven).

Den dømtes behandling af personoplysninger efter den foreslåede § 79 b,

stk. 8, 3. pkt. vil således skulle ske i overensstemmelse med databeskyttel-

sesforordningen og databeskyttelsesloven.

Det følger i den forbindelse bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 6,

stk. 1, litra c og e, at behandling af personoplysninger kun er lovlig, hvis be-

handling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler

den dataansvarlige, eller hvis behandling er nødvendig af hensyn til udfø-

relse af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offent-

lig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.

Efter forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne opretholde eller

indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af forord-

ningens bestemmelser om behandling med henblik på overholdelse af stk.

1, litra c og e, ved at fastsætte mere specifikke krav til behandling og andre

foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling, herunder for an-

dre specifikke databehandlingssituationer som omhandlet i forordningens

kapitel IX (artikel 85-91).

Det følger endvidere af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, der

fastsætter nærmere betingelser for anvendelsen af forordningens artikel 6,

stk. 2, at grundlaget for behandling i henhold til forordningens stk. 1, litra c

og e, skal fremgå af EU-retten eller af medlemsstaternes nationale ret, som

den dataansvarlige er underlagt. Formålet med behandlingen skal være fast-

lagt i dette retsgrundlag, eller for så vidt angår den behandling, der er om-

handlet i stk. 1, litra e, være nødvendig for udførelsen af en opgave i sam-

fundets interesse, eller henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

den dataansvarlige har fået pålagt. Derudover fremgår det blandt andet af

forordningens artikel 6, stk. 3, at medlemsstaterne i den forbindelse kan fast-

sætte de generelle betingelser for lovlig behandling, og at man i den forbin-

delse kan indføre formålsbegrænsninger.

Efter databeskyttelsesforordningen er det således muligt at opretholde og

indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen i forbin-

delse med artikel 6, stk. 1, litra c og e, vedrørende behandling på baggrund

af en retlig forpligtelse eller i samfundets interesse.

For så vidt angår følsomme personoplysninger omfattet af databeskyttelses-

forordningens artikel 9, bemærkes, at behandling heraf som udgangspunkt

er forbudt, jf. bestemmelsens stk. 1. Der gælder imidlertid en række undta-

gelser til dette forbud, jf. bestemmelsens stk. 2-4. Det følger bl.a. af forord-

ningens artikel 9, stk. 2, litra g, at forbuddet mod behandling i artikel 9, stk.

1, ikke finder anvendelse, når behandling er nødvendig af hensyn til væsent-

lige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes na-

tionale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det

væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og spe-

cifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende

rettigheder og interesser.

For så vidt angår personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordnin-

gens artikel 10 om strafbare oplysninger bemærkes, at disse oplysninger er

omfattet af forordningens artikel 6, jf. ordlyden af artikel 10, 1. pkt. Dette

indebærer således, at de foreslåede bestemmelser i § 79 b, stk. 6-9 og stk.

11, udgør hjemlen for behandlingen, herunder videregivelsen, af personop-

lysninger om personer, der er dømt for en eller flere overtrædelser omfattet

af straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for

så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j.

Det er Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede ordning indeholder

passende garantier for den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.

Justitsministeriet har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at politiet efter

den foreslåede § 79 b, stk. 8, i det enkelte tilfælde skal vurdere, om videre-

givelsen konkret er nødvendig for at kunne håndhæve et kontaktforbud, jf.

herved ordet "kan", og at modtagerkredsen er begrænset til den dømte.

Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede § 79 b, stk.

8, 3. pkt., kan fastsættes inden for rammerne af forordningens artikel 6 og

9. Vurderingen af den foreslåede bestemmelse har taget udgangspunkt i de

kriterier, som er anbefalet i betænkning nr. 1565 om databeskyttelsesforord-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

ningen og de retlige rammer for dansk lovgivning, side 169 ff. og side 229

ff. Med den foreslåede bestemmelse gøres der således brug af muligheden

for at fastsætte en national særregel om den private modtagers behandling

af personoplysninger. Dette indebærer, at særreglen i den foreslåede § 79 b,

stk. 8, 3. pkt., vil være hjemmel for den dømtes behandling af både føl-

somme og almindelige personoplysninger om personer, der dømt for over-

trædelse af en af de i den foreslåede § 79 b, stk. 3, nævnte terrorbestemmel-

ser.

Den dømte vil som modtager af oplysningerne blive dataansvarlig, og den

dømtes behandling af personoplysninger efter den foreslåede bestemmelse

vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelses-

forordningen og databeskyttelsesloven, herunder særligt databeskyttelses-

forordningens artikel 5.

Det følger i den forbindelse bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 5,

at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig

måde i forhold til den registrerede (lovlighed, rimelighed og gennemsigtig-

hed). Endvidere skal personoplysninger indsamles til legitime formål og må

ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål (for-

målsbegrænsning). Herudover skal personoplysninger være tilstrækkelige,

relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål,

hvortil de behandles (dataminimering). Det er Justitsministeriets vurdering,

at den dømtes behandling af personoplysninger lever op til kravet om lov-

lighed og rimelighed i artikel 5, fordi oplysningerne alene modtages i de til-

fælde, hvor det er nødvendigt for politiets håndhævelse af et kontaktforbud

efter den foreslåede § 79 b, stk. 1, jf. stk. 3, at den modtagende personkreds

er begrænset til den dømte, og idet den dømtes behandling vil være yderli-

gere reguleret i bekendtgørelsesform.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Det skønnes, at lovforslaget inden for de første år vil være forbundet med

merudgifter, herunder i kriminalforsorgen, på ca. 2-7 mio. kr. årligt. De for-

ventede merudgifter kan henføres til den foreslåede skærpelse af straffen for

overtrædelse af et indrejse- og opholdsforbud i medfør af straffelovens §

114 j, stk. 1. Udgifterne – samt profilen af disse ud i årene – vil dog afhænge

af, om og i så fald hvornår fremmedkrigere måtte komme til Danmark.

Skønnene er således forbundet med væsentlige usikkerheder.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

På længere sigt (fra cirka 2030 og frem) vurderes merudgifterne at kunne

stige til i størrelsesordenen 9-13 mio. kr. årligt i takt med, at de økonomiske

konsekvenser for primært kriminalforsorgen indtræffer som følge af de fo-

reslåede skærpelser af straffen for overtrædelse af de øvrige terrorbestem-

melser i straffeloven.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. december 2019 til den 17.

januar 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisatio-

ner mv.:

[…]

11. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv om-

fang)

Økonomiske

konse- Ingen

kvenser for stat, kom-

muner og regioner

Negative konsekven-

ser/merudgifter (hvis

ja, angiv omfang)

Ca. 2-7 mio. kr. årligt.

På længere sigt (fra

cirka 2030 og frem)

vurderes merudgif-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Implementeringskonse-

kvenser

for

stat,

kommuner og regioner

Økonomiske

konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for erhvervsli-

vet

Administrative konse-

kvenser for borgerne

Miljømæssige konse-

kvenser

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af

EU-retlige minimums-

forpligtigelser (sæt X)

Ingen

terne at kunne stige til

i størrelsesordenen 9-

13 mio. kr. årligt i takt

med, at de økonomi-

ske konsekvenser for

primært

kriminal-

forsorgen indtræffer

som følge af de fore-

slåede skærpelser af

straffen for overtræ-

delse af de øvrige ter-

rorbestemmelser

straffeloven.

Ingen

Lovforslaget

aspekter.

Ingen

indeholder

ikke

EU-retlige

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at retten i forbin-

delse med overtrædelse af de forbrydelser, der er nævnt i lovens § 101 a, §§

114-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

handlinger omfattet af §§ 114-114 j, ved dom kan give den dømte et forbud

mod at færdes og opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områder.

Tilsvarende giver straffeloven i dag ikke mulighed for, at sådanne personer

ved dom kan gives et forbud mod at søge at kontakte personer, der er dømt

for overtrædelse af ovennævnte bestemmelser.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven som § 79 b om så-

danne forbud.

Det foreslås i § 79 b,

stk. 1,

at den, som idømmes ubetinget fængselsstraf el-

ler anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtræ-

delse, der er omfattet af straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136, stk. 2,

eller § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af §§

114-114 j, ved dommen kan gives et opholdsforbud og et kontaktforbud.

Et opholdsforbud og et kontaktforbud kan idømmes sammen med en helt el-

ler delvist ubetinget fængselsstraf. Forbuddene kan endvidere idømmes

sammen med en anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Dette omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffe-

lovens §§ 68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, og forvaring efter straf-

felovens § 70.

Der kan derimod ikke gives forbud i sager, hvor straffen alene er bøde eller

betinget fængselsstraf. Ligeledes kan der ikke gives forbud i sager, hvor den

pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som ikke er af friheds-

berøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling eller til tilsyn efter

straffelovens §§ 68 og 69.

Den dømte vil som udgangspunkt skulle gives både et opholdsforbud og et

kontaktforbud. Forbuddene kan dog efter omstændighederne også gives en-

keltvis. Dette gælder f.eks., hvis betingelserne for kontaktforbud er opfyldt,

mens betingelserne for opholdsforbud ikke er opfyldt, fordi der ikke vurde-

res at være et nærmere afgrænset område, hvor der er en særlig risiko for, at

den dømte vil blive fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller

vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte personer i en negativ retning.

Det forudsættes, at forbuddene vil kunne gives, uanset hvilken af de i den

foreslåede § 79 b, stk. 1, nævnte bestemmelser den pågældende dømmes for

at have overtrådt. Det er endvidere som udgangspunkt uden betydning, hvor

lang den ubetingede frihedsstraf er.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Forbuddene forudsættes særligt anvendt i tilfælde, hvor overtrædelsen er ud-

tryk for den dømtes radikalisering.

Udtrykket »radikalisering« er et ikke-entydigt begreb, der dækker over va-

rierende grader af tilslutning til radikale synspunkter og handlinger. Radi-

kalisering er en proces, der kan foregå på forskellige måder, og som kan ske

over kortere eller længere tid, hvorved en person i stigende grad accepterer

brugen af voldelige eller andre ulovlige midler til at opnå et bestemt poli-

tisk eller religiøst mål. Der er ingen simple årsagssammenhænge, og radi-

kaliseringen kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og

have forskellige endemål.

Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en lovovertrædelse er udtryk

for den dømtes radikalisering. Det vil bero på en konkret vurdering af den

begåede lovovertrædelse, herunder særligt overtrædelsens karakter, formål

og kontekst.

Det må i almindelighed anses for at være udtryk for en persons radikalise-

ring, hvis den pågældende dømmes for overtrædelse af straffelovens § 114

eller forsøg herpå, idet handlingen i så fald vil være begået med det særligt

kvalificerende terrorforsæt, jf. nærmere pkt. 2.2.1.2.1 nedenfor.

Ligeledes må det i almindelighed antages, at en overtrædelse af straffe-

lovens § 101 a, §§ 114 a-114 j, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt

angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, er udtryk for den

dømtes radikalisering, hvis den terrorrelaterede handling må anses som ud-

tryk for støtte til en militant ekstremistisk ideologi, eller overtrædelsen in-

debærer accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler for at opnå et

politisk eller religiøst mål.

Dette vil kunne omfatte tilfælde, hvor den pågældende søger at føre militant

islamistiske, højreekstremistiske, venstreekstremistiske, religiøst ekstremi-

stiske eller lignende synspunkter ud i livet gennem vold, eller hvis den på-

gældende på anden strafbar vis fremmer, understøtter eller opfordrer andre

til voldelig ekstremisme.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 omfatter også personer, der dømmes

for forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og 23.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

Et opholdsforbud indebærer efter den foreslåede § 79 b,

stk. 2,

at den dømte

ikke må færdes eller opholde sig i et eller flere nærmere afgrænsede områ-

der, hvor der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive fastholdt

eller falde tilbage i et radikaliseret miljø eller vil kunne påvirke radikalise-

ringsudsatte personer i en negativ retning.

Udtrykket »færdes eller opholde sig« skal forstås på samme måde som i

straffelovens § 79 a, stk. 2, om opholdsforbud for visse forbrydelser med re-

lation til en rocker- eller bandekonflikt mv. og § 236, stk. 1, nr. 1, om op-

holdsforbud for navnlig visse seksualforbrydelser. Færden eller ophold om-

fatter således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det pågældende om-

råde, herunder at passere igennem området. Et opholdsforbud vil således in-

debære, at den blotte tilstedeværelse i det pågældende område uden politiets

forudgående tilladelse efter den foreslåede § 79 b, stk. 4, jf. herom neden-

for, vil udgøre en overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige op-

hold.

Det er dog ikke tilsigtet med bestemmelsen, at et opholdsforbud skal være

til hinder for færden og ophold, der udelukkende skyldes nødsituationer,

herunder den pågældendes eller dennes nærmeste pårørendes akutte hen-

vendelse til et hospital. Den pågældende vil straks skulle forlade området,

når nødsituationen er afsluttet. Fortsat færden eller ophold efter dette tids-

punkt vil være en overtrædelse af opholdsforbuddet.

Et opholdsforbud vil indebære et forbud mod at bosætte sig i det område,

der er omfattet af forbuddet. Opholdsforbuddet vil således i praksis inde-

bære et påbud til den pågældende om at bosætte sig uden for det område,

som opholdsforbuddet omfatter. Dette gælder dog ikke, hvis der undtagel-

sesvist er grundlag for at meddele tilladelse efter den foreslåede § 79 b, stk.

4, jf. herom nedenfor.

Det er en betingelse for at give opholdsforbud i et område, at »der er en sær-

lig risiko for, at den dømte enten vil blive fastholdt eller falde tilbage i et ra-

dikaliseret miljø eller vil kunne påvirke radikaliseringsudsatte personer i en

negativ retning.«

Betingelsen om, at »der er en særlig risiko for, at den dømte enten vil blive

fastholdt eller falde tilbage i et radikaliseret miljø« vil i almindelighed inde-

bære, at der som udgangspunkt skal gives et opholdsforbud i den eller de

kommuner, hvor den dømte er blevet radikaliseret. Dette vil sædvanligvis

være sammenfaldende med den kommune, hvor dømtes bopæl eller op-

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 202: Høringsliste og lovudkast (initiativer mod fremmedkrigere og andre terrordømte), fra justitsministeren

holdssted er beliggende, men vil efter omstændighederne også kunne være

den kommune, hvor et klubhus, en fritidsklub eller en religiøs bygning er

beliggende. Tilsvarende vil et opholdsforbud som udgangspunkt skulle om-

fatte den eller de kommuner, hvor den person eller det netværk af personer,

der har haft en betydning for den dømtes radikalisering, opholder sig. Ste-

der eller områder, hvor det pågældende netværk i praksis samles og f.eks.

søger at rekruttere andre personer til det radikaliserede miljø, vil også kunne

anses som netværkets opholdssted.

Vurderingen af, hvorvidt den dømte er blevet radikaliseret samt i givet fald

hvor den dømte er blevet radikaliseret, og hvor den person eller det netværk

af personer, der har haft en betydning for den dømtes radikalisering, ophol-

der sig, vil navnlig bero på politifaglige oplysninger, herunder særligt op-

lysninger fra PET. I den forbindelse vil der bl.a. kunne lægges vægt på po-

litiets og PET’s observationer, ransagninger, afhøringer mv. Det bemærkes,

at til brug for vurderingen vil anklagemyndigheden under hovedforhandlin-

gen bl.a. kunne fremlægge en udtalelse fra politiet eller PET herom.

Der kan herudover gives et opholdsforbud i områder, hvor der konkret vur-

deres at være »en særlig risiko for, at den dømte vil kunne påvirke radikali-

seringsudsatte personer i en negativ retning«. Personer, der er dømt for ter-

rorisme, vil således i visse miljøer og over for socialt marginaliserede og

sårbare unge kunne opnå en særlig status og autoritet. Personer med en så-

dan særlig status og autoritet har ofte en stor indflydelse på radikaliseringen

af andre.

Risikoen skal være begrundet i den dømtes personlige forhold og adfærd.

Betingelsen vil eksempelvis kunne være opfyldt, hvis en eller flere celler af

det samme netværk, der har haft en betydning for den dømtes radikalisering,