REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 176
Offentligt

Konflikthåndtering under pres?

–

vold og trusler mod fængselsbetjente i et kvalitativt perspektiv

Anita Rönneling og Juliane Bonnemose Poulsen

Koncern Resocialisering

Direktoratet for Kriminalforsorgen

Marts 2019

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Forord

En stor tak til alle de betjente, der har hjulpet til med denne undersøgelse ved at lade sig interviewe. Det

havde ikke været muligt uden jer. Det har været spændende at høre om jeres erfaringer og perspektiver på

problematikken med trusler og vold, og det har været en god oplevelse at erfare, at på trods af et stort pres

i hverdagen, så har I alligevel fundet tid og overskud til at tale med os.

Vi håber, at jeres erfaringer og refleksioner vil indgå i kriminalforsorgens fortsatte arbejde med at nedbringe

volden og truslerne mod de ansatte.

København d. 28. marts 2019

Anita Rönneling og Juliane Bonnemose Poulsen

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Indhold

Sammenfatning

................................................................................................................................................. 4

1. Indledning ...................................................................................................................................................... 6

1.1 Læsevejledning ........................................................................................................................................ 7

2. Et kvalitativt blik på indberetninger om vold, trusler og krænkelser ............................................................ 8

Resumé

.......................................................................................................................................................... 8

2.1 Indledning ................................................................................................................................................ 8

2.2 Psykisk uligevægtig indsat ....................................................................................................................... 9

Langvarige aggressioner ............................................................................................................................ 9

Fraværende og forvirret med udspilede øjne ........................................................................................... 9

2.3 Autoritetsimmunitet .............................................................................................................................. 10

Regler til diskussion? ............................................................................................................................... 10

Jeg vil tale med

ledere … NU!

................................................................................................................. 11

2.4 Rammer der skaber konflikter ............................................................................................................... 12

I skal bare passe jeres arbejde................................................................................................................. 13

Hvad fanden er det for en regel? ............................................................................................................ 13

Jeg sætter ild til cellen, hvis ikke jeg får nogle smøger! .......................................................................... 13

2.5 Kommunikative udfordringer ................................................................................................................ 14

Lad ha

’køle lidt af først’

....................................................................................................................... 14

Irettesættelse som benzin på bålet? ....................................................................................................... 15

Man smækker ikke med døren ................................................................................................................ 15

Morgenmedicin med sproglige forhindringer ......................................................................................... 16

3. Det næste analytiske skridt ......................................................................................................................... 16

3.1 Interviewundersøgelsen ........................................................................................................................ 18

Den udøvende part - de indsatte ............................................................................................................ 20

Resumé

........................................................................................................................................................ 20

4.1 Baggrund................................................................................................................................................ 20

4.2 Et blik ind i empirien .............................................................................................................................. 21

4. . ”De i dsatte er ikke, h ad de har æret”

....................................................................................... 23

”De er iskolde”

..................................................................................................................................... 23

”Er det hele a de , der står på akke af dig?”

............................................................................... 25

”Nogle af de

tror jo, det er et hotel…”

............................................................................................. 26

”… de hader at ære her”

.................................................................................................................... 28

”Jeg sy es, sproget er for frit…”

.......................................................................................................... 28

Den forurettede part - de ansatte ........................................................................................................... 30

Resumé

........................................................................................................................................................ 30

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

5.1 Baggrund................................................................................................................................................ 30

5.2 Et blik ind i empirien .............................................................................................................................. 31

5.2.1 De ansatte

–

udsat helt enkelt eller en part i konflikten? .............................................................. 32

”… så la er Mette si e regler, og så la er jeg

i e regler, og det er i rigtig gode til”

...................... 34

e fi de på at trække sig…”................................

”Du roder ikke så dy t i ærktøjskasse , h is du er presset…”

.......................................................... 37

”Der er også ogle af ores kollegaer, der ikke ku

”Vi har alt for

a ge etje te, so

er her af de forkerte gru de”

.................................................... 39

6. Rammerne for de indsattes afsoning og de ansattes arbejdsudførelse...................................................... 43

Resumé

........................................................................................................................................................ 43

6.1 Baggrund................................................................................................................................................ 43

6.2 Et blik ind i empirien .............................................................................................................................. 44

6.2.1 Et komplekst samspil mellem mange faktorer ............................................................................... 45

6.2.2 Relationsarbejdets betydning for forebyggelsen af trusler og vold ............................................... 51

”De tid i le er i”................................................................................................................................

”Der er e kæ pe u ala e”

.............................................................................................................. 55

”Vi ruger

eget tid på ko torer e”

.................................................................................................. 57

”Vi prioriterer dialoge ”

...................................................................................................................... 58

”Pres o e fra”

..................................................................................................................................... 59

7. Opsamling og afsluttende bemærkninger ................................................................................................... 62

7.1 Opsamling .............................................................................................................................................. 62

7.2 Afsluttende bemærkninger ................................................................................................................... 65

Litteratur.......................................................................................................................................................... 67

Bilag 1. Metode ............................................................................................................................................... 68

Metodevalg og fremgangsmåde.................................................................................................................. 68

Sagsanalyse .............................................................................................................................................. 68

Fokusgruppeinterviews ........................................................................................................................... 68

Enkeltinterviews ...................................................................................................................................... 70

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Sammenfatning

Undersøgelsen bygger på to typer datamateriale. Der er dels gennemført en analyse af indholdet i 200 ind-

beretninger af krænkelser, trusler eller vold mod kriminalforsorgens personale med henblik på at finde tvær-

gående temaer i de typer konflikter, indberetningerne omfatter, og i den måde konflikterne

–

og omstæn-

dighederne omkring disse - beskrives på. Denne del af undersøgelsen kan med andre ord fortælle noget om

de episoder af krænkelser, trusler eller vold, der ligger til grund for indberetningerne, herunder hvordan epi-

soderne beskrives i forhold til eksempelvis den indsattes adfærd og den kontekst, som episoden har udspillet

sig indenfor. De 200 indberetninger er udvalgt tilfældigt fra samtlige indberetninger, der er registreret i kri-

minalforsorgens klientsystem for perioden fra midten af 2016 til midten af 2017.

Derudover er der gennemført en række enkeltinterviews og fokusgruppeinterviews med fængselsbetjente

fra ottetjenestesteder rundt om i landet. Sammenlagt er 49 fængselsbetjente interviewet om deres erfarin-

ger med og perspektiver på problematikken med trusler og vold. Fængselsbetjentene er bl.a. blevet bedt om

at pege på, hvilke forhold, de mener, primært kan bidrage til at forklare, at indsatte begår trusler og vold

mod ansatte. Alle interviews er transskriberet i sin fulde ordlyd, og det har resulteret i et omfattende tekst-

materiale, der er bearbejdet med henblik på at finde tværgående og overordnede temaer. Analysens fund

centrerer sig om tre temaer;

de indsatte, de ansatte

rammerne,

og selv om temaerne afhandles i hvert sit

kapitel, er de knyttet sammen på kryds og tværs. Denne del af undersøgelsen anskueliggør med andre ord,

at problematikken med trusler og vold er sammensat og trækker tråde til såvel de indsatte som klientel, men

også til fængselsbetjentenes autoritetsudøvelse, og til de rammer og forhold som de indsattes afsoning og

de ansattes arbejdsudførelse foregår indenfor.

I udvælgelsen af tjenestesteder til interviews er der lagt vægt på variation, således at der dels er gennemført

interviews i fængsler og arresthuse samt med fængselsbetjente fra åbne og lukkede afsnit, dels på tjeneste-

steder med henholdsvis lave og høje forekomster af trusler og vold. De fængselsbetjente, som er interviewet,

er rekrutteret fra de enkelte tjenestesteder ud fra et pragmatisk perspektiv. Konkret betyder det, at vi på

hvert af tjenestestederne har truffet aftale med en lokal leder om en mulig dato for gennemførsel af inter-

views. Med hensyntagen til vagtplanlægningen for det aktuelle tjenestested, har den lokale leder efterføl-

gende sammensat en gruppe fængselsbetjente, der havde mulighed for og lyst til at deltage i et fokusgrup-

peinterview på et fastsat tidspunkt den pågældende dag. Oftest faldt valget på fængselsbetjente, der kunne

deltage i interviewet i direkte tilknytning til, at de havde afsluttet en vagt eller skulle påbegynde en vagt

efterfølgende.

De vigtigste hovedfund i undersøgelsen samlet set

–

dvs. af henholdsvis analysen af indberetninger og af de

gennemførte interviews - er som følger:

Problematikken med trusler og vold mod kriminalforsorgens ansatte er et kompleks fænomen, der bør be-

tragtes, beskrives, forstås og forebygges inden for en ramme, der tager højde for en lang række faktorer, som

påvirker hinanden på kryds og tværs. Faktorerne knytter dels an til indsatte som et særligt klientel, men også

til fængselsbetjente som en særlig profession og til de henholdsvis politiske, organisatoriske og institutionelle

rammer, som afsoningen foregår indenfor. Volden og truslerne mod ansatte udspiller sig på individniveau

med indsatte som den udøvende part og ansatte som den forurettede part. I de gennemførte interviews er

det imidlertid blevet tydeligt, at hovedparten af fængselsbetjentene betragter trusler og vold som en sam-

mensat problematik, der

–

udover at bestå af konkrete handlinger, der kan afgrænses i tid og rum og foregår

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

mellem individer

–

oftest trækker tråde til den indsattes situation, den ansattes professionsudøvelse og til

de rammer, som henholdsvis afsoningen og arbejdsudførelsen foregår indenfor.

Det er fængselsbetjentenes forståelse, at de seneste par år har været præget af en lang række politiske og

organisatoriske forandringer, som afspejler sig på flere niveauer i kriminalforsorgens praksis og har betydning

i forhold til problematikken med trusler og vold. Det er blandt andet oplevelsen, at:



Rammerne for de ansattes arbejde og for de indsattes afsoning har ændret karakter.

De interviewede fængselsbetjente pointerer, at fordi der gennem de seneste par år har været et kontinuerligt

stigende fokus på at udvide og styrke den tekniske sikkerhed på kriminalforsorgens tjenestesteder, så har det

medført, at den dynamiske sikkerhed er havnet i skyggen og nu ikke prioriteres højt nok. Et mindsket fokus

på den dynamiske sikkerhed bevirker bl.a., at betjentene

også i mindre grad kan læne sig op ad denne del

af sikkerhedsstrategien i konflikthåndteringsøjemed. Hvis fængselsbetjentene har mindre fokus på

–

og min-

dre tid til - at varetage de mere relationelle dele af betjentrollen, så er der

–

ifølge hovedparten af de inter-

viewede betjente - samtidig en højere risiko for, at konflikter med de indsatte ikke kan forebygges og hånd-

teres optimalt. Betjentene siger, at det er sværere for de indsatte at udsætte en ansat for trusler eller vold,

h is det er e a sat, ”de ke der”, og det er faktisk

tilmed en logik, de indsatte selv nævner eksplicit i fokus-

gruppeinterviewet, som er gennemført med dem.

I undersøgelsen giver fængselsbetjentene udtryk for en generel oplevelse af, at det er blevet vanskeligere at

udøve rollen som en rummelig, relationsorienteret og konfliktløsende fængselsbetjent. Betjentene oplever

at være pressede på grund af manglen på mandskab og en stigning i den mængde opgaver, de skal løfte.

Dette leder til mangel på tid og overskud til at udøve støtte til de indsatte og i kombination med et mindsket

fokus på dynamisk sikkerhed, står fængselsbetjentene tilbage med oplevelsen af, at det er blevet langt svæ-

rere for dem at tage konflikter med de indsatte i opløbet og undgå, at de udvikler sig til trusler og vold.



De indsatte som klientel har ligeledes ændret karakter.

Bander, såkaldt autoritetsimmune unge og psykisk uligevægtige samt stofpåvirkede indsatte har bidraget til

at sætte rammerne for de indsattes afsoning og de ansattes professionsudøvelse under pres. De interview-

ede fængselsbetjente oplever at være konfronteret med særlige vanskelige grupper af indsatte i dag. Grup-

per der enten grundlæggende ikke respekterer de ansattes autoritet, eller grupper som agerer efter en helt

anden logik, end fængselsbetjentene er vant til og til dels uddannede til at tage hånd om. Hertil kommer, at

fængselsbetjentene giver udtryk for en oplevelse af, at mange indsatte generelt har en række udfordringer i

forhold til såvel kommunikation som konfliktløsning, hvilket risikerer at medføre, at de pågældende indsatte

ikke formår at give udtryk for frustrationer på socialt acceptable måder, men i stedet råber, spytter, truer

eller slås.

Fængselsbetjentene har et differentieret, men også et ambivalent perspektiv på særligt truslerne. De skelner

mellem trusler, der er rettet mod deres uniform og trusler, som har en mere personlig karakter. Betjentene

skelner også de affektmæssige trusler fra de mere velovervejede, som de selv benævner dem. Samtidig siger

betjentene på den ene side, at truslerne påvirker dem over tid, uanset hvilken type trusler der er tale om,

I rapporten bruges ordene fængselsbetjent og betjent synonymt.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

mens de på den anden side siger, at de ser det som en del af deres arbejde at håndtere indsatte og de for-

skellige

–

og nogle gange alvorlige

–

problemer, der følger med at gøre det.



Trusler og vold er ikke et fænomen, der udelukkende kan forstås kvantitativt. Det er ikke nødvendig-

vis mængden af trusler, som afgør, hvorvidt det anses problematisk eller ej fra de ansattes perspek-

tiv. Trusler fra indsatte med bandetilhørsforhold er et godt eksempel på det. Den karakter, som disse

trusler har, udgør en særlig vanskelig problematik for de ansatte, fordi bandemedlemmerne bruger

intimidering og agerer som en flok.

Trusler, vold og konflikter i øvrigt foregår ikke i et vakuum. Det foregår i en relation mellem to parter

og i en kontekst, der giver mulighed for et særligt handlerum. Når konfliktens parter oplever at være

udfordrede på grund af forskellige forhold, eller når den kontekst, som konflikten foregår indenfor,

ændrer karakter, så har det betydning for forekomsten, håndteringen, oplevelsen og fortolkningen

af trusler og vold

–

både for de ansatte, men også for de indsatte.



1. Indledning

En kraftig stigning i antallet af registrerede volds- og trusselsepisoder mod personale i kriminalforsorgens

institutioner og en række voldsomme overfald mod fængselsbetjente har i de senere år sat fokus på vold og

trusler mod personalet i kriminalforsorgens institutioner. Siden 2015 er flere tiltag til bekæmpelse af vold og

trusler mod personalet blevet iværksat, ligesom den nuværende flerårsaftale om kriminalforsorgens øko-

nomi 2018-2021 indeholder en række initiativer, der skal styrke sikkerheden og forbedre trygheden for per-

sonalet i kriminalforsorgens institutioner.

I 2017 nedsatte Justitsministeren en

taskforce om medarbejdersikkerhed,

som havde til formål at pege på en

række initiativer, der kunne medvirke til at styrke sikkerheden for og bekæmpe vold og trusler mod personale

i kriminalforsorgen. I indstillingen fra den nedsatte

taskforce

peges der blandt andet på behovet for at styrke

vidensgrundlaget med det formål at målrette og kvalificere det forebyggende arbejde. Som en del af udmønt-

ningen af initiativet har kriminalforsorgen igangsat en større undersøgelse af vold og trusler mod personale.

Undersøgelsen falder i tre dele og behandler overordnet følgende:

1. Udviklingen i vold og trusler mod personale 2007-2017

2. Konfliktsituationer og personalets perspektiver derpå

3. Risikoprofiler

I denne rapport præsenteres resultater fra

anden delundersøgelse.

Formålet med undersøgelsen er at belyse

og forklare, hvornår og hvordan personale fra kriminalforsorgens institutioner forurettes eller udsættes for

deciderede overgreb, og hvordan personalet selv forstår problematikken. Undersøgelsen består dels af en

kvantitativ og statistisk analyse af et repræsentativt udsnit af episoder fra 2016 og 2017. Resultaterne fra

denne undersøgelse findes i Bien, Lindstad og Poulsen 2019. Derudover består anden delundersøgelse af en

kvalitativ analyse af personalets indberetninger om vold og trusler samt en interviewundersøgelse med fæng-

selsbetjente.

Denne rapport omhandler udelukkende fund fra den kvalitative del.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

I analysen af personalets indberetninger om vold, trusler og krænkelser kategoriseres episoderne i en række

temaer baseret på de mønstre og fællestræk, der kan identificeres ved omstændighederne omkring de en-

kelte episoder. Denne del af analysen kan bidrage til at anskueliggøre, hvilke typer af konflikter, de indsatte

og de ansatte typisk involveres i, og som indberettes. De temaer, der behandles, er:



Psykisk uligevægtige indsatte



Autoritetsimmunitet



Rammer der skaber konflikter



Kommunikative udfordringer.

Med udgangspunkt i interviewmaterialet og den forståelsesramme, som fængselsbetjentene sætter omkring

fænomenet med vold, trusler og krænkelser, peger den kvalitative analyse også på rammer og forhold, der

kan være med til at forklare og perspektivere forekomsten af vold og trusler mod personale. Disse behandles

tematisk under tre overskrifter, henholdsvis:



Den udøvende part

–

de indsatte



Den forurettede part

–

de ansatte



Rammerne for de indsattes afsoning og de ansattes arbejdsudførelse.

1.1 Læsevejledning

Kapitel 2

omfatter resultaterne af den kvalitative analyse af 200 indberetninger af krænkelser, trusler og

vold. Kapitlet er inddelt i en række temaer, der afspejler de emner, analysen af indberetningerne har mundet

ud i. I hensigten at øge læserens forståelse af de forskellige temaer, er redegørelsen bygget op omkring ek-

sempler på konkrete indberetninger i anonymiseret form.

Kapitel 3

er et ganske kortfattet kapitel, der dels beskriver baggrunden for interviewundersøgelsen, dels in-

troducerer de tre temaer, som redegørelsen af resultaterne fra interviewundersøgelsen er bygget op om-

kring.

I kapitlerne 4 til 6

redegøres der for interviewundersøgelsens fund.

Kapitel 4

sætter fokus på betjentenes oplevelser af de indsatte som en part i konflikterne. Kapitlet belyser

bl.a. betjentenes oplevelse af at være konfrontereret med særlige vanskelige grupper af indsatte i dag, her-

under f.eks. indsatte der ikke respekterer betjentenes autoritet, eller indsatte der ikke formår at give udtryk

for frustrationer og behov på socialt legitime måder.

Kapitel 5

sætter fokus på betjentenes oplevelser af, hvordan de som professionel part håndterer konflikter,

herunder hvordan de i deres autoritetsudøvelse selv kan bidrage til, at konflikterne enten succesfuldt afvær-

ges eller eskalerer til trusler og vold.

I kapitel 6

er omdrejningspunktet betjentenes oplevelser af den kontekst, som truslerne og volden udspiller

sig indenfor i form af eksempelvis de indsattes afsoningsmiljø, de ansattes arbejdsmiljø samt de organisato-

riske og politiske rammer, der udstikkes for hverdagslivet i fængsler og arresthuse.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

I kapitel 7

opsamles resultaterne af hele den kvalitative undersøgelse, og i en række afsluttende bemærknin-

ger sammenfattes, hvad interviewundersøgelsen siger noget, om og hvilke begrænsninger den har.

2. Et kvalitativt blik på indberetninger om krænkelser, trusler og vold

Resumé

I redegørelsen anskueliggøres den spændvidde, der er i indberetningerne om krænkelser, trusler og vold

mod ansatte. På baggrund af gennemlæsningen af 200 indberetninger har det været muligt at identificere

fire temaer, der overordnet kan beskrive karakteren af de hændelser, der ligger til grund for indberetnin-

gerne. I det første tema er omdrejningspunktet de tilsyneladende psykisk uligevægtige indsatte, hvor det

ofte kan være svært at finde årsagen til konflikt ud fra beskrivelsen af sagen. I nogle tilfælde fremgår det

eksplicit, at der er tale om en psykisk uligevægtig indsat, mens det i andre tilfælde enten står mellem

linjerne, eller kan udledes på baggrund af beskrivelsen af den indsattes påfaldende ustabile adfærd. Det

andet tema handler om konflikter, der bunder i, at indsatte trodser personalets autoritetsudøvelse eksem-

pelvis ved at nægte at følge givne anvisninger eller udfordre, hvem der har retten til at bestemme, og

hvordan regler og procedurer skal fortolkes. Omdrejningspunktet for det tredje tema er rammerne som

konfliktgenererende, og her gælder det rammerne i form af f.eks. det fysiske miljø eller i form af de regler

og procedurer, som regulerer de indsattes anstaltsliv. Redegørelsens sidste tema omhandler den type

hændelser, hvor konflikten tilsyneladende på en eller anden måde er relateret til problematisk kommuni-

kation mellem indsatte og ansatte. I nogle tilfælde opstår konflikten ganske enkelt fordi de to parter taler

forskellige sprog, mens det i andre tilfælde handler om, at den indsatte ikke har været i stand til at give

udtryk for svære følelser på en socialt legitim facon, men i stedet tyr til trusler eller vold.

2.1 Indledning

Efter gennemlæsning af 200 tilfældigt udvalgte indberetninger fra kriminalforsorgens klientsystem om kræn-

kelser, trusler eller vold mod ansatte har det været muligt at skitsere fire temaer, der kan tjene som en over-

ordnet karakteristik af de hændelser, der ligger til grund for indberetningerne og dermed kan anskueliggøre,

hvilke typer konflikter de ansatte typisk indberetter, at de har været involveret i.

Det er vigtigt at understrege, at temaerne ikke er udtømmende for alle de forhold, indberetningerne adres-

serer. Temaerne har til formål at give et overordnet indblik i de fællestræk, det har været muligt at identifi-

cere i beskrivelsen af de hændelser, der ligger bag indberetningerne. Redegørelsen af temaerne har ikke til

hensigt at give et indblik i, hvordan hændelser af krænkelser, trusler og vold fordeler sig i kvantitativ forstand.

Det er således ikke muligt at sige, om den type hændelse, der hører under et givent tema, er mere udbredt

end andre typer af hændelser.

Formålet med sagsanalysen er at anskueliggøre den spændvidde, der gør sig gældende i forhold til krænkel-

ser, trusler og vold mod ansatte, når problemstillingen betragtes med udgangspunkt i indberetninger fra kri-

minalforsorgens klientsystem. Dette gælder både i forhold til den type konkrete hændelse, der er tale om,

men også i forhold til situationen omkring hændelsen og den gerningsperson, der står bag.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Sagsa alyse afrapporteres i fire te aer: ”Psykisk ulige ægtig i dsat”, ”Autoritetsi

u itet”, ”Ra

er der

ska er ko flikter” og ”Ko

u ikati e udfordri ger”. For h ert te a il der dels ære e kort eskri else af

temaets omdrejningspunkt, dels en eksemplificering af temaet ved hjælp af konkrete indberetninger i sam-

mendraget og anonymiseret form.

2.2 Psykisk uligevægtig indsat

Omdrejningspunktet for dette tema er, at beskrivelsen af den indsattes adfærd giver anledning til at tro, at

der kan være tale om en psykisk uligevægtig indsat. Det behøver ikke fremgå eksplicit af personalets indbe-

retning, at dette er tilfældet, og det er ikke sikkert, at der ville være tale om en decideret diagnose, hvis den

indsatte blev udredt. Men måden, hvorpå den indsattes adfærd beskrives, indikerer, at han i det mindste har

et påfaldende ustabilt reaktionsmønster.

Langvarige aggressioner

Følgende sammenfatning af en indberetning kan tjene som eksemplificering af temaet:

Indsatte er anbragt i observationscelle siden morgenstunden pga. aggressiv adfærd. Indsatte

dækker glasset i celledøren til med cellens madras. Han bliver bedt om at fjerne madrassen,

hvilket han nægter. Indsatte fremkommer derefter med verbale trusler. Da betjente træder ind

i cellen, står indsatte midt i cellen og ser anspændt ud. Han bliver bedt om at gå ned i den ba-

gerste ende af cellen og lægge sig på gulvet. Indsatte nægter og står i stedet konfronterende

med front mod betjentene. Indsatte bliver advaret om, at der vil blive brugt peberspray mod

ham, hvis han ikke følger personalets instruktioner. Indsatte nægter stadig at følge personalets

instruktioner, og på trods af yderligere to advarsler om brug af peberspray mod ham, så nægter

indsatte stadig at følge personalets anvisninger. Til sidst lykkes det personalet at få indsatte ned

på gulvet, og han bliver under modstand pålagt håndjern, fikseret og overført til sikringscelle. I

løbet af episoden fremfører den indsatte jævnligt verbale trusler mod personalet herunder trus-

ler på livet. Det er

–

iflg. indberetningen

–

umuligt for personalet at komme i dialog med indsatte,

der ikke vil lytte, men blot bliver mere og mere aggressiv. I de godt syv timer, som den indsatte

er anbragt i sikringscellen og derfor er under konstant observation af personalet, er det først

efter næsten seks og en halv time, han falder til ro og ikke længere råber, spytter, skriger trusler,

stirrer truende, synger, tisser på gulvet og river i håndremmene.

Indberetningen fortæller ikke noget om baggrunden for den indsattes indledende aggression og heller ikke

noget om, hvorfor aggressionen varer ved og til dels eskalerer i løbet af den indsattes ophold i sikringscellen.

Dog karakteriseres den indsatte som

værende latent meget aggressiv.

Det er selvfølgelig muligt, at den ind-

sattes adfærd ville fremstå mindre uligevægtig, hvis den blev beskrevet i et andet lys, men som den beskrives

i dokumentationen af den pågældende hændelse, så fremstår den

–

om ikke uligevægtig

–

så i det mindste

påfaldende ustabil.

Fraværende og forvirret med udspilede øjne

En anden indberetning tjener ligeledes som god eksemplificering af dette tema. Som ovenstående handler

også denne hændelse om sikringscelleanbringelse af en indsat.

Den indsatte befinder sig i sin sædvanlige celle, hvorfra han foretager et cellekald. Tre betjente

tager cellekaldet, og da de åbner til den indsattes celle, ser de ham stå i sengen med

meget vilde

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

øjne,

mens han siger, at han vil ud.

Det er tydeligt at se, at noget er helt galt,

står der i indberet-

ningen. Den indsatte bliver af betjentene bedt om at lægge sig ned og sove, men han gentager

blot, at han vil ud, mens han trækker gardinet for vinduet fra. Han bliver igen bedt om at lægge

sig ned, hvilket han også gør, men på en

panisk måde: Han virker meget fjern, fraværende og

forvirret. Hans øjne er store og udspilede,

fremgår det endvidere af indberetningen. Den indsatte

bliver herefter placeret i en sikringscelle, hvor han bliver bedt om at afklæde sig, hvilket han

nægter. Efter gentagne mislykkede forsøg på at få den indsatte til at afklæde sig frivilligt, ser

betjentene ingen anden udvej end at tvangsafklæde ham, og i den forbindelse gør han udfald

mod to af de tilstedeværende betjente.

Til forskel fra den første case er der i ovenstående beskrivelse flere direkte henvisninger til psykisk uligevæg-

tig adfærd hos den indsatte. Det såkaldte udfald, han gør mod de to betjente, beskrives i øvrigt som en util-

sigtet konsekvens af netop den uligevægtige adfærd.

Det udsnit af indberetninger, som danner baggrund for delundersøgelse 2, indeholder flere episoder, hvor

det ikke umiddelbart er muligt at identificere grunden til de indsattes truende eller voldelige adfærd, og hvor

betjentene selv beskri

er e følelse af, at de i dsattes udfald er opstået ”ud af de lå luft”. I flere tilfælde

beskrives den indsatte imidlertid som psykisk uligevægtig, eller også er der andre indikationer herpå, hvilket

kan være med til at forklare de pludselige udfald. I mange indberetninger er der omvendt ingen information

om årsagerne til de indsattes pludselige udfald mod betjente. I den type sager er det umuligt at sige, om

konflikten beror på en psykisk uligevægtig indsat eller ej, fordi det lige såvel kan være en mangelfuld indbe-

retning, der får den indsattes adfærd til at fremstå uligevægtig og som opstået ud af den blå luft.

2.3 Autoritetsimmunitet

Omdrejningspunktet for dette tema er hændelser, hvor de indsatte fremstår trodsige over for de ansattes

autoritet og udøvelsen af autoritet. Hvorvidt det er et decideret ønske hos de involverede indsatte at udfor-

dre de ansattes autoritet, kan ikke fastslås på baggrund af indberetningerne. En anden mulig fortolkning er,

at de involverede indsatte trodser de ansattes autoritet, fordi det forventes af dem

–

at de med andre ord

gør det på grund af et adfærdsmæssigt kodeks hos gruppen af indsatte i generel forstand. Udfordringen af

de ansattes autoritet og udøvelse af autoritet resulterer under alle omstændigheder af og til i konflikter, der

udvikler sig forskelligt.

I flere af de indberetninger, der har dannet baggrund for skitseringen af dette tema, er det ikke lykkedes for

personalet at håndtere konflikten på en måde, så den trappes ned, og der sker i stedet en optrapning. Det

kan også være tilfældet, at konflikten starter på et højt niveau og eskalerer yderligere, eksempelvis fordi den

indsatte provokeres øjeblikkeligt af den ansattes svar eller reaktion på en given forespørgsel. I nogle episoder

har betjentene tilsyneladende fundet det nødvendigt at stadfæste deres ret til at udøve autoritet, men i

stedet for at opnå, at den indsatte indordner sig, ender det med åben konflikt. Der er også eksempler på det,

man lidt forenklet kan kalde for en magtkamp, hvor konflikten tilsyneladende handler om at udfordre, hvem

der bestemmer. Dette tema eksemplificeres nedenfor med udgangspunkt i fire forskellige cases, som

–

på

trods af fællestræk

–

også viser, at de ansattes autoritet udfordres på varierende vis.

Regler til diskussion?

En indsat henvender sig til en betjent for at spørge, om det er muligt at flytte fra en afdeling på

fængslet til en anden afdeling. Mens han taler med betjenten, står to andre indsatte i baggrun-

den og lytter med. Den pågældende indsatte får at vide, at det ikke kan lade sig gøre at flytte

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

afdeling, da man ikke praktiserer at flytte indsatte, når de først er blevet tildelt en stue. Det er

noteret i indberetningen, at tonen mellem den indsatte og ansatte på dette tidspunkt er fin, og

at der opstår lidt

debat frem og tilbage om, hvorvidt man kan lave undtagelser i forhold til denne

regel.

Den ansatte tilbageviser at gøre en undtagelse og forklarer igen, at det er en regel, de har

set sig nødsaget til at lave i fængslet, da alle indsatte ellers fremover vil flytte stuer, og det kan

de ansatte ikke bruge tid og ressourcer på. Denne udtalelse får en af de indsatte, der står i bag-

grunden, til at blande sig i samtalen, og han hæver meget hurtigt stemmen og er tydeligt fru-

streret. Denne indsatte påstår, at det tidligere har været muligt at flytte stue, hvilket dog tilba-

gevises af den ansatte, der fortæller, at man kun bliver flyttet, når man forlader modtagelsesaf-

delingen. Den indsatte tager sig flere gange til hovedet og siger, at den ansatte ikke forstår noget

som helst, ikke fatter en skid, og at han har en dårlig og negativ attitude. Den ansatte får hurtigt

den opfattelse, at den pågældende indsatte ikke er interesseret i at lytte, men kun er ude på at

diskutere. Derfor præciserer den ansatte endnu engang, at reglerne er udformet, som de er, og

at reglerne ikke er til yderligere diskussion, når der nu er givet et klart og tydeligt svar. Den

pågældende indsatte hidser sig mere og mere op. Han er tydeligt vred, tager sig til hovedet, og

siger flere gange, at den ansatte slet ikke er til at tale med, og ikke forstår noget. Idet den ind-

satte bliver mere og mere ophidset under sagens gang, bliver han bedt om at gå op på sin afde-

ling, og den ansatte forventer, at samtalen hermed er afsluttet. I samme øjeblik kommer den

indsatte med endnu et opråb og slår hårdt på døren ind til kontoret med knyttet hånd. Herefter

forlader den indsatte stedet og går til sin afdeling, mens han råber, at den ansatte ikke fatter en

skid og samtidig bruger en række skældsord. Det bliver besluttet, at den indsatte skal låses ind

på sin stue resten af aftenen for at skabe ro. To betjente går op til den pågældende indsattes

stue for at aflåse denne. Da de møder den indsatte på gangen og beder ham om at gå ind på sin

stue og forblive der, fortsætter den indsatte med sin adfærd fra tidligere. Han siger bl.a. til den

ansatte, at denne har en

bitchet attitude.

Den indsatte går heller ikke mod sin stue som anvist,

men vil ind i køkkenet for at hente mad. Han bliver nægtet adgang til køkkenet og bedt om at gå

ind på sin stue. Til sidst går han modvilligt mod sin stue, mens han siger til den ansatte:

Du kan

are e te dig. Det her skal jeg huske…

I slutningen af indberetningen er det i øvrigt noteret, at den ansatte under hele episoden havde en bestemt

og hævet stemme over for den indsatte, og at han talte til den indsatte, så der ikke kunne sås tvivl om, hvad

den indsatte skulle gøre. Alligevel følte den ansatte sig truet under hele episoden og fandt den indsatte meget

aggressiv og personlig i sin fremtoning og adfærd.

Jeg vil tale ed ledere … NU!

To betjente er i gang med madudlevering, da to indsatte begynder at skændes højlydt. Betjentene

forsøger at tale dem til ro, og begge indsatte siger, at de ønsker at tale med afdelingslederen. Betjen-

tene forklarer, at det først kan lade sig gøre efter madudleveringen Den ene indsatte er meget ufor-

stående over for, at han ikke kan komme til at tale med lederen med det samme og råber, at han vil

hente en kniv og stikke de to betjente ned. Kort tid efter kommer han løbende ud fra sin celle med

en hjemmelavet kniv, som han forsøger at stikke ud efter betjentene. Da det går op for ham, at han

ikke kan ramme betjentene med kniven, går han efter den medindsatte, som han tidligere var i kon-

flikt med. Flere betjente kommer til og får hurtigt situationen under kontrol.

De to o e ståe de ases ”Regler til diskussio ” og ”Jeg il tale ed ledere … NU!” eskri er forskellige ko -

fliktsituationer, men har et fælles omdrejningspunkt, der netop er karakteristisk for det aktuelle tema: i disse

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

cases reagerer de indsatte på ikke-legitime måder over for personalets anvisninger, hvilket er med til at ud-

fordre personalets autoritet.

I den første case sættes reglerne åbenlyst til diskussion, og i første omgang med deltagelse af den ansatte.

Den indsatte, der involveres i konflikten, har dels svært ved at acceptere reglerne, dels svært ved at affinde

sig med, at der ikke kan gøres en enkelt undtagelse for hans medindsattes skyld. Dermed trodser han de

ansattes autoritet, og i stedet for at indordne sig under de gældende vilkår, så gør den indsatte oprør ved at

være modvillig og aggressiv.

Konflikten i den anden case kommer af, at den indsatte ikke er indstillet på at udsætte sit behov for at tale

med afdelingslederen. Den indsatte er tydeligvis frustreret og vil have sit behov opfyldt, og i hans forståelse

skal behovet prioriteres, og derfor skal det være NU. Det er ikke tilstrækkeligt, at betjentene forsikrer ham

om, at ønsket om at tale med lederen kan imødekommes, når madudleveringen er afklaret. Den indsatte

udfordrer med andre ord de ansattes autoritet, idet han nægter at acceptere den prioritering, de foretager

af opgaverne og af, at hans behov godt kan vente en stund. Generelt er der, i de gennemlæste indberetnin-

ger, flere af den slags sager, hvor indsatte ikke vil acceptere, at de skal vente med at få tilgodeset deres behov

for eksempelvis mad, medicin eller at kunne foretage et telefonopkald. Episoder af denne type opstår typisk

i forbindelse med, at betjentene har travlt med andre opgaver.

2.4 Rammer der skaber konflikter

Omdrejningspunktet i dette tema er den slags situationer, hvor en indsat bliver frustreret og vred, fordi han

har et ønske eller behov, der ikke kan dækkes på tilfredsstillende vis set fra hans perspektiv. Årsagen til at

behovet ikke kan dækkes på tilfredsstillende vis kan eksempelvis ligge i de fysiske eller personalemæssige

rammer på afsoningsstedet, eller i de rutiner og regler, der gør sig gældende på stedet. Temaet drejer sig

med andre ord om konflikter, der udspilles på personniveau, men udløses af forhold i det fysiske miljø eller i

rammerne omkring afsoningen. Selvom de ansatte ikke har ansvar for eksempelvis de fysiske eller persona-

lemæssige rammer i et fængsel, går vreden ud over dem, fordi de repræsenterer det system, der, i de ind-

sattes øjne, ikke kan tilgodese de indsattes ønsker eller behov. Dette er tilsyneladende med til at forstærke

de indsattes oplevelse af frihedsberøvelsen

–

de er frihedsberøvede og enten afhængige af de ansattes hjælp

til dækning af visse behov eller prisgivet til det fysiske miljø

–

og det kan virke konfliktoptrappende på nogle

indsatte.

Når det gælder konflikter, som tilsyneladende udspringer af de rammer, der er omkring afsoningen, kan det

for eksempel dreje sig om situationer, hvor en indsat

–

oftest ufrivilligt

–

flyttes mellem celler, afdelinger eller

institutioner. En anden type situation kan dreje sig om indsatte, der skal vente på, at deres cellekald bliver

besvaret. I deres perspektiv er ventetiden urimelig lang, og selvom de præsenteres for en forklaring af de

ansatte, så er det tilsyneladende ikke en forklaring, der dæmper deres frustration. Et sidste eksempel på

konfliktskabende rammer er institutionelle regler, der sandsynligvis fremstår som uklare eller uigennemsku-

elige for de indsatte.

Nedenfor eksemplificeres temaet om konfliktskabende rammer med henvisning til tre sager: en hændelse

med en indsat, som skal vente på at komme retur til cellen efter toiletbesøg, en episode med en indsat der

tilsyneladende ikke har forstået reglerne for indtagelse af medicin, og til sidst en hændelse med en indsat

der er rygetrængende.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

I skal bare passe jeres arbejde

Denne episode omhandler en indsat, der foretager et cellekald, fordi han sidder for lukket dør i

arbejdstiden på grund af arbejdsvægring. Ifølge rutinerne skal han lukkes ud af cellen kl. 12, men

klokken er blevet 12.40, uden at han er blevet lukket ud. En af betjentene går ned til den indsatte

for at åbne hans celledør og undskylder samtidig, at der ikke er blevet åbnet tidligere pga. travl-

hed og deraf følgende forglemmelse. Den indsatte farer op og kalder den ansatte for en idiot.

Han farer derefter ud på gangen med en truende adfærd og knyttede næver, samtidig med at

han råber, at betjentene bare skal passe deres arbejde, og at de i øvrigt er nogle røvhuller, der

kun kan finde ud af at låse døre, og ikke kan finde ud af at låse dem op igen.

Hvad fanden er det for en regel?

En indsat kommer ind på personalekontoret med en dåsecola i hånden for at tage sin medicin.

En betjent forklarer ham, at han må få medicinen, hvis han henter et glas vand. Den indsatte

bliver sur og spørger, hvad fanden det er for en regel,

hvorefter han forlader kontoret for at

hente et glas. Han kommer retur med et glas, som han har hældt colaen ned i. Betjenten forkla-

rer ham, at der skal vand i glasset grundet en regel om, at væsken skal være gennemsigtig. Den

indsatte hidser sig igen op og hævder, at det kun er glasset, man skal kunne se igennem. Ved

endnu et forsøg på at forklare sig, bliver betjenten kaldt diverse skældsord såsom

et magtlider-

ligt svin,

hvorefter den indsatte forlader kontoret og kort efter kommer tilbage med et glas vand.

Jeg sætter ild til cellen, hvis ikke jeg får nogle smøger!

Den indsatte ringer efter personalet fra sin celle og er meget oprevet, da en af betjentene kom-

mer: han kan hverken forstå eller acceptere, at han ikke må få flere cigaretter. Betjenten forkla-

rer, at der ikke er flere, og at indsatte også blev informeret om dette tidligere. Den indsatte

hidser sig yderligere op og råber til betjenten, at han

kraftedeme bare kan gå op og hente de

smøger nu.

Ved endnu et afslag fra betjenten siger den indsatte i et hårdt toneleje,

at hvis ikke

betjenten kommer med nogle smøger nu, så sætter han ild til cellen.

Den indsatte beskrives som

vild i sit ansigtsudtryk

og med en kropsholdning og et toneleje, der overbeviser betjenten om,

at han mener det. Betjenten beder den indsatte følge med af frygt for, at han ellers sætter ild til

cellen. Det får den indsatte til at hidse sig endnu mere op, og han truer med at kaste sin elkedel

efter betjenten, hvis ikke han

skrider fra cellen nu.

Betjenten går ud fra cellen og kalder ekstra

personale til, inden han igen åbner døren til den indsatte. Den indsatte bliver nu bedt om at

aflevere sine lightere og sin elkedel, hvilket han efterkommer efter længere tids diskussion.

De ovenfor beskrevne cases kan hver især ses som eksempler på, hvordan forskellige former for rammer kan

give anledning til konflikter mellem indsatte og ansatte. Rammerne kan enten være i form af et givent fysisk

miljø, et specifikt regelsæt, eller i form af nogle særlige procedurer, som de indsatte skal følge. Selv om be-

tjentene ikke suverænt bestemmer rammerne, men primært er med til at forvalte disse, så bliver de forment-

lig tildelt et langt større ansvar for rammerne af de indsatte. Og med tildelingen af ansvar følger også, at de

indsatte retter deres frustrationer mod betjentene, når rammerne ikke lever op til de indsattes forventninger

og behov.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

2.5 Kommunikative udfordringer

I de foregående afsnit er det

–

ved hjælp af en række temaer

–

tydeliggjort, at der kan være forskellige grunde

til, at der opstår konflikter mellem indsatte og ansatte. I de gennemlæste indberetninger er det også tydeligt,

at der er forskel på, hvordan konflikter udvikler sig, og meget tyder på, at konfliktudviklingen ofte hænger

sammen med de kommunikationskompetencer, der bringes i spil i konfliktsituationerne af såvel de indsatte

som de ansatte.

I situationer hvor konflikten ikke optrappes, fremgår det typisk af indberetningen, at betjentene er nået til

en erkendelse af, at det ikke er muligt for dem at kommunikere med den indsatte på hensigtsmæssig vis, og

at de derfor lader den indsatte falde til ro, inden de foretager sig yderligere. Nedenstående indberetning

omhandler en situation med en indsat, som betjentene ikke skrider ind over for med det samme, fordi de

vurderer, at det ville optrappe konflikten yderligere. Samtidig beslutter de, at det er nogle andre betjente

end ham, den indsatte har set sig sur på, der skal genoptage kontakten til den indsatte på et senere tidspunkt.

Lad ha ’køle lidt af først’

Indsatte henvender sig til to betjente, fordi han er vred over at skulle dele stue med en ny med-

indsat. Betjentene forklarer til den indsatte, at netop hans stue er blevet udvalgt tilfældigt til

den nye indsatte. Den indsatte tror ikke på betjentenes forklaring og ser det i stedet som et

personligt angreb mod ham, at han nu skal dele stue med den nye indsatte. Den indsatte udtaler,

at han tydeligt kan huske den ene af betjentene fra en tidligere afsoning. Den pågældende be-

tjent svarer, at han også kan huske indsatte, men at dette ikke har noget at gøre med beslutnin-

gen om at placere en ekstra indsat i cellen. Herefter overhører de to betjente, hvordan indsatte

højlydt brokker sig til sine medindsatte over situationen. Eksempelvis udtaler den indsatte tru-

ende ting som:

han skal være glad for, at jeg ikke møder ham udenfor, den fucking bøsse-vagt.

Dette får betjenten til at føle sig utryg og truet. Betjentene bliver enige om ikke at reagere på

indsattes opførsel med det samme, da de vurderer, at indsatte har brug for at køle lidt af først.

I mellemtiden tilkalder de flere betjente fra en anden afdeling. Da indsatte har fået en chance

for at falde til ro i en halv time, opsøger de nu fire betjente indsatte og beder ham om at følge

med til isolationsafsnittet. Efter at have pakket sine ting nedstirrer indsatte føromtalte betjent

og siger:

du skal ikke kigge sådan der på mig. Jeg ved godt, det her er din skyld.

Betjenten vælger

at lade de andre betjente ledsage indsatte til isolationen og bliver selv tilbage på afdelingen, da

han vurderer, at han hellere må holde sig væk fra indsatte. Betjentens kolleger overhører i bilen,

at indsatte fortsætter sine trusler mod betjenten.

Under temaet om kommunikative udfordringer hører også indberetninger, der beskriver hændelser, hvor

indsatte og ansatte har talt forbi hinanden i konfliktsituationer, sandsynligvis fordi de ikke har samme kom-

munikative forudsætninger. Dette medfører i flere tilfælde, at hverken den indsatte eller ansatte formår at

trappe konflikten ned, før den udvikler sig yderligere. I flere sager fremstår det eksempelvis som om, at de

indsatte ikke har lært at give udtryk for deres underliggende frustrationer og behov på socialt legitime måder,

hvorfor de i stedet bruger de kommunikative kompetencer, de har. Dette kan for eksempel indebære, at de

råber, spytter, bander eller fremfører trusler. Det er muligt, at det er sådan, mange indsatte generelt har lært

at kommunikere på, når de bliver vrede, frustrerede, føler sig pressede eller lignende.

Temaet om kommunikative udfordringer indeholder endvidere et undertema om korrektion af de indsattes

adfærd i forbindelse med en igangværende konflikt. Indberetningerne vidner nemlig om, at irettesættelserne

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

ofte har betydning for, hvordan konflikten udvikler sig. Ofte ses der en tendens til konfliktoptrapning, hvis

betjente forsøger at sætte grænser eller appellere til den indsattes fornuft, moral eller opførsel umiddelbart

op til eller i forbindelse med en konflikt. I nedenfor beskrevne episode forsøger en betjent at appellere til

den indsattes forståelse, hvilket tilsyneladende får konflikten til at trappe op fra krænkelser til trusler mod

betjenten.

Irettesættelse som benzin på bålet?

En forvaringsdømt indsat råber trusler fra sit cellevindue mod en medindsat på gårdtur, hvorfor

personalet beder ham tie stille. Da den indsatte fortsætter med truslerne, går en betjent op til

ham på cellen og fortæller ham, at han får en bøde for at råbe. Betjenten fremhæver samtidig,

at den indsatte flere gange før er blevet bedt om at stoppe med at råbe. Nu hidser den indsatte

sig op og beskylder betjenten for at ødelægge hans dag. Den indsatte fortæller, at han råbte af

medindsatte, fordi medindsatte selv råbte på gårdturen, hvilket vækkede indsatte, da han sov.

Betjenten forklarer indsatte, at den medindsatte råbte for at presse sig selv i sin træning på

gårdturen, og at råberiet derfor ikke var rettet mod indsatte. Dette får indsatte til at råbe til

betjenten, at han ikke kunne sove pga. råberiet. Her påpeger betjenten, at indsatte da må kunne

sætte sig ind i, hvordan de andre indsatte har det, når indsatte selv råber og vækker de andre

om natten. Til dette råber indsatte, at betjenten skal holde sin kæft og

pisse ud

af cellen. Hertil

påpeger betjenten roligt, at indsatte ikke bestemmer, hvad han skal, og at han nu også vil give

indsatte en bøde for upassende sprogbrug. Dette får indsatte til at råbe trusler mod betjenten,

hvorefter betjenten igen påpeger indsattes upassende adfærd og lukker celledøren.

Ovenstående hændelse er interessant, fordi betjentens korrigerende og appellerende adfærd får en helt an-

den effekt, end hvad der formentlig har været hensigten. I stedet for at få den indsatte til at forstå situatio-

nens alvor, falde til ro og udvise empati over for sin medindsatte, så eskalerer situationen. Ét er, at betjenten

ser sig nødsaget til at stoppe den pågældende indsattes adfærd med at råbe trusler fra sit cellevindue. Spørgs-

målet er dog, om den indsatte overhovedet er modtagelig for irettesættelse, når konflikten er i gang, og

hvordan det i øvrigt bedst opnås, at den indsatte lærer at gå i dialog på en socialt acceptabel måde?

Nedenfor beskrives endnu en hændelse med en betjent, der vælger at korrigere den indsattes adfærd på et

tidspunkt, hvor det tilsyneladende får en anden virkning end den tilsigtede.

Man smækker ikke med døren

Ved maduddeling har en betjent glemt at lægge et the-brev på indsattes bakke, hvorfor indsatte

går hurtigt ind på sin celle med bakken og smækker døren i. Betjenten går efterfølgende ind på

cellen til indsatte for at forklare ham, at det ikke tolereres, at man smækker med døren. Dette

leder til en diskussion mellem indsatte og betjenten om, hvordan man bør opføre sig. Betjenten

bemærker i indberetningen, at indsatte ikke er til at kommunikere ordentligt med, og han forla-

der derfor cellen. Herefter begynder indsatte at råbe fornærmelser og skældsord mod betjen-

tene fra sin celle, hvorfor han indplaceres i observationscelle. Efter afklædning, som indsatte

modsætter sig, kommer indsatte med flere trusler mod betjentene.

Endelig indeholder det aktuelle tema et undertema om sprogbarrierer, fordi det er væsentligt at belyse, at

årsagen til konflikter mellem indsatte og ansatte sommetider er temmelig banal, men ikke desto mindre

vigtig. I flere sager med ikke-dansktalende indsatte er det beskrevet, hvordan sprogbarrierer kan skabe stor

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

frustration, når hverken indsatte eller ansatte er i stand til at kommunikere på en måde, som skaber gensidig

forståelse. Den mislykkede kommunikation mellem indsatte og ansatte bliver endnu mere udtalt, når der er

sprogbarrierer tilstede, og det giver i flere tilfælde anledning til konfliktoptrapning. Følgende hændelse kan

tjene som et eksempel herpå:

Morgenmedicin med sproglige forhindringer

Ved morgenmadsuddelingen er der en indsat, som kun taler fransk og arabisk. Betjentene for-

søger ved hjælp af gloser og kropssprog at tydeliggøre hans muligheder, og de tilbyder ham hans

morgenmedicin. Det fremgår af sagen, at indsatte enten ikke kan eller vil forstå, hvad betjentene

siger. Indsatte vil have sin morgenmedicin i hånden, men vil ikke indtage den foran betjentene.

Derfor udleverer betjentene kun morgenmaden til indsatte og forsøger at forklare ham, at de

kommer tilbage igen med medicinen. Indsatte vil ikke gå ind på sin celle, men peger i stedet på

en af betjentene og ytrer sig vredladent på et sprog, de ikke forstår. Dette får en af betjentene

til at føre indsatte ind i cellen med hånden. Indsatte banker bag den nu lukkede celledør. Efter

at have serviceret resten af afdelingen går betjentene tilbage til indsatte, som taler på arabisk,

hidser sig op og forsøger at kaste bakken med morgenmad mod en af betjentene. Betjenten

sku er i dsatte i d på elle ige og rå er ti g so ”stop” og ” ait”. Til dette s arer i dsatte

igen på arabisk og stadig uden at kunne gøre sig forstået. Sådan fortsætter situationen frem og

tilbage mellem indsatte og betjentene, og det ender med, at indsatte anbringes i observations-

celle ved brug af magt grundet vold mod betjentene. Da personalet fremskaffer en tolk, fortæller

indsatte, at han får antibiotika om morgenen, og at han skal spise morgenmad, inden han tager

pillerne. Betjentene ville ikke lade ham få pillerne, og derfor blev han sur.

3. Det næste analytiske skridt

Sagsanalysen kan bidrage med indsigt i, hvad der kendetegner episoder af krænkelser, trusler og vold mod

kriminalforsorgens personale, hvorfor episoder kan opstå, og hvordan de kan udvikle sig. Men sagsanalysen

har også begrænsninger, der bunder i datamaterialets karakter. Indberetningerne er typisk forholdsvis kort-

fattede, og i mange tilfælde har de givet anledning til flere spørgsmål end svar. Nedenstående indberetning

efterlader eksempelvis flere ubesvarede spørgsmål både om hændelsens forløb, men også om den indsattes

motiv til den udviste adfærd.

Fb A

[fængselsbetjent]

finder indsatte X inde på afd. X, hvor han har hentet en plastic-

kande. Fb A siger, at han skal komme ud fra afdelingen. Fb A låser terrassedøren, og idet

råber den indsatte:

”di fu ki g luder” til F A, i e s ha slår plasti ka de

od dørru-

den. Da Fb B kommer ind på kontoret og lukker døren til afd. X, råber den indsatte også

til Fb B:”Di

store klo ”.

Det fremgår ikke af ovenstående indberetning, hvorfor den indsatte råber efter betjenten, da hun låser ter-

rassedøren, ligesom det heller ikke fremgår, hvorfor episoden også går ud over en anden betjent. Denne

indberetning er ekstra kortfattet, men adresserer ikke desto mindre en problematik, som vedrører mange af

de indberetninger, analysen har taget afsæt i. Er det overhovedet muligt at dokumentere en hændelse af

trusler eller vold, så beskrivelsen holdes relativt kortfattet, men samtidig er fyldestgørende og kan besvare

alle spørgsmålene; hvad, hvem, hvor, hvornår, hvorfor og hvordan?

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Indberetningerne er ikke udarbejdet med henblik på at gennemføre analyser, og det skal der selvfølgelig

tages højde for, når de alligevel bruges i analytisk øjemed. Den sparsomme information, som nævnes for-

oven, udgør med andre ord en vis form for begrænsning i analytisk forstand, men udgør ikke nødvendigvis et

problem i forhold til at indfri de formål, indberetningerne er udarbejdet med henblik på.

Sagsanalysen skal ligeledes ses i lyset af, at det er personalets

–

og ikke de indsattes

–

udlægninger af kon-

krete hændelser, der ligger til grund for indberetningerne. I et af de gennemførte fokusgruppeinterviews

fortæller et par af betjentene da også, at indberetningerne ikke nødvendigvis inddrager begge parters ople-

velse og fortolkning i beskrivelsen af det konkrete hændelsesforløb:

Betjent:

Jeg tænker, jeg gider da ikke sidde der i retten og skal forsvare, hvorfor han

har kaldt ig e idiot eller et eller a det og alt det, jeg har sagt til ha i de …

Betjent:

Men det har man jo ikke skrevet i rapporten, så det kan man jo ikke holdes an-

svarlig for.

Interviewer:

Okay, det kan også blive lidt pinligt eller hvad?

Betjent:

Man glemmer at skrive, hvad man selv har sagt inden, og alt der er foregået

i de …

Interviewer:

Nå, så man skriver også rapporten, så det kommer til at fremstå, at man

har gjort alting korrekt?

Betjent:

Jaaa da! Lige præ is…

Det skal understreges, at det ikke er med hensigten at hænge kriminalforsorgens personale ud som utrovær-

dige, at vi har inkluderet ovenstående interviewuddrag. Uddraget er udelukkende medtaget for at vise, at

indberetninger vedrørende krænkelser, trusler og vold repræsenterer et bestemt perspektiv, og dette per-

spektiv eksisterer ikke i et vakuum. Indberetningerne har et overordnet formål, og formålet er med til at

sætte rammen for, hvordan indberetningerne udformes, og hvad de fokuserer på. Det skal endvidere under-

streges, at det kun var i det pågældende fokusgruppeinterview, den omtalte problematik blev direkte itale-

sat. Ovenstående repræsenterer med andre ord ikke en generel holdning blandt de interviewede betjente.

Analysen af indberetningerne kan ikke bruges til at konkludere noget om, hvordan hændelserne, der ligger

bag indberetningerne, opleves af de ansatte i mere kvalitativ forstand. Indberetningerne udføres og forefin-

des i kriminalforsorgens klientsystem, men det fortæller os ikke noget om, hvordan de ansatte

oplever

pro-

blematikken med krænkelser, trusler og vold.

Opsummerende tilbyder sagsanalysen et vigtigt indblik i episoder af krænkelser, trusler og vold mod krimi-

nalforsorgens personale, men omvendt giver den ikke et fyldestgørende billede af de mange facetter, der er

knyttet til problematikken. For at komme tættere på problematikkens kendetegn, er der derfor, som supple-

ment til sagsanalysen, gennemført en række enkelt- og fokusgruppeinterviews med betjente fra forskellige

tjenestesteder. Der er ligeledes afholdt et fokusgruppeinterview med indsatte. Disse interviews kan tilføje

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

flere nødvendige nuancer til forståelsen af, hvad trusler og vold mod betjente indebærer, hvordan de ople-

ves, hvorfor de opstår, hvilke konsekvenser de har, hvordan de kan og bør håndteres, og ikke mindst hvordan

de bedst forebygges.

3.1 Interviewundersøgelsen

I februar, marts og april 2018 er der gennemført otte fokusgruppeinterviews og ni enkeltinterviews med

fængselsbetjente og værkmestre fra syv forskellige tjenestesteder. Der er ligeledes afholdt et enkelt fokus-

gruppeinterview med indsatte. I udvælgelsen af tjenestesteder er det, som nævnt, tilstræbt at repræsentere

både lukkede og åbne fængselsafsnit, arresthuse og tjenestesteder med henholdsvis et lavt og et højt niveau

af registreringer om krænkelser, trusler og vold mod personalet.

Fængselsbetjentenes oplevelser af problematikken med trusler og vold har varieret fra tjenestested til tjene-

stested bl.a. afhængigt af faktorer som regime, afdelingstype og belæg. Eksempelvis fremhævede fængsels-

betjente fra åbne afsnit i højere grad problematikken omkring stofpåvirkede indsatte som en forklaring til

forekomsten af trusler og vold, end det var tilfældet med fængselsbetjente fra lukkede afsnit. På samme

måde fyldte eksempelvis problematikken omkring bandemedlemmer mere i de fokusgruppeinterviews, der

blev gennemført med fængselsbetjente fra særligt sikrede afdelinger, end det var tilfældet i fokusgruppein-

terviews med fængselsbetjente fra andre typer af afdelinger.

På trods af de variationer i oplevelser og erfaringer, som interviewene har givet anledning til vedrørende

trusler og vold fra indsatte, peger interviewanalysen samlet set på tre hovedtemaer, der går på tværs i de

gennemførte interviews

–

i større eller mindre grad. Temaerne er overordnede og sammenfatter tilsammen

den række af forhold, fængselsbetjentene peger på som betydningsfulde, når de er blevet bedt om at tage

stilling til, hvordan problematikken med trusler og vold mod ansatte kan forstås i et helhedsorienteret per-

spektiv.

Det har været svært at finde på udtryksfulde benævnelser til de tre temaer, fordi de er så overordnede og

mangfoldige i indhold, men valget er faldet på:



Den udøvende part

–

de indsatte

Den forurettede part

–

de ansatte

Rammerne for de indsattes afsoning og de ansattes arbejdsudførelse

Temaerne er for så vidt temmelig ligetil og benævner blot de to parter, som er involveret i konflikterne

–

indsatte

de ansatte

–

samt den kontekst, konflikterne udspiller sig inden for

–

rammerne.

Temaerne er

ikke desto mindre af central værdi, fordi de tilsammen understreger, at selv om konflikter udspilles på indi-

vidniveau mellem indsatte og ansatte, så kan konflikterne ikke løsrives fra de sammenhænge, de foregår

inden for.

Selv om analysen har ledt til tre navngivne temaer, skal det bemærkes, at de tre temaer ikke kan holdes

adskilt fuldt ud. De påvirker hinanden på kryds og tværs, og det er da også på en sammenvævet måde, fæng-

selsbetjentene har adresseret temaerne og de forskellige forhold, de indeholder hver især. I det følgende vil

de tre temaer kort blive præsenteret med udgangspunkt i figuren nedenfor.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Figur 1. De tre hovedtemaer, som løftes frem i de gennemførte fokusgruppeinterviews og dermed peger

på de forhold og parter, der

–

iflg. fængselsbetjentene - har betydning for konflikterne mellem indsatte og

ansatte.

Den udøvende

part - de

indsatte

Den

forurettede

part - de

ansatte

Rammerne - dvs. de

forhold

fængselsbetjentenes

arbejde og de indsattes

afsoning foregår

indenfor

Figuren er et forsøg på at anskueliggøre de tre temaer og det sammenvævede forhold, der eksisterer mellem

dem.

Rammerne

–

i henholdsvis politisk, organisatorisk og institutionel forstand

–

er med til at forme det

mulighedsrum, de ansatte virker indenfor. Dermed er rammerne også med til at forme det arbejde, de an-

satte udfører konkret i dagligdagen, og dette har

–

alt andet lige

–

også indvirkning på de indsattes adfærd.

Men de indsattes adfærd har også indvirkning på det arbejde, de ansatte udfører og på de politiske og orga-

nisatoriske rammer, der bliver fastsat for afsoningen. Der er med andre ord ikke nogle enkle forklaringer på

problemstillingen med trusler og vold mod kriminalforsorgens ansatte, og det er i den kontekst, analysen skal

ses. Tandhjulene, der illustrerer de tre temaer, er ikke lige store, og det er der en specifik anledning til. Stør-

relsen afspejler den vægtning, som det pågældende tema har haft i de gennemførte interviews. På langt de

fleste tjenestesteder har rammerne fyldt mest i fængselsbetjentenes fortællinger om deres erfaringer med

og forståelse af problematikken med trusler og vold. På enkelte tjenestesteder har temaet om de indsatte

fyldt mere end rammerne, men når interviewmaterialet betragtes samlet set, er vægtningen af de tre temaer

som afspejlet i ovenstående figur.

Det er vigtigt at bemærke, at temaerne ikke skal forstås sådan, at kombinationen af ansatte, indsatte og

rammer absolut fører til trusler eller vold mod de ansatte. Langt hovedparten af hverdagen på tjenesteste-

derne forløber heldigvis relativt gnidningsfrit, hvilket delundersøgelse 1 også peger på (Clausen 2018).

Til hvert tema knytter sig en række undertemaer. For at undgå alt for mange gentagelser i den samlede rap-

port, vil undertemaerne ikke blive nævnt her, eftersom de fremgår i de tre følgende kapitler, der afhandler

et tema hver.

Der ligger ikke nogen værdi i at bruge netop tandhjul. Illustrationen er udelukkende valgt for at vise, at de tre temaer er sammen-

vævede.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

4. Den udøvende part - de indsatte

Resumé

I fokusgruppeinterviewene er det primært tre forhold ved de indsatte som klientel, fængselsbetjentene

har adresseret som betydningsfulde i forhold til problematikken med trusler og vold; 1) særlige grupper af

indsatte, der enten agerer efter en bestemt (og problematisk) logik eller grundlæggende ikke respekterer

de ansattes myndighed, 2) at indsatte kan have vanskeligheder med at tøjle svære følelser og frustrationer

som følge af frihedsberøvelsen, og af den grund kan ty til trusler og vold, og 3) at indsatte kan have udfor-

dringer med kommunikation og derfor mangler et socialt acceptabelt redskab til konfliktløsning og til at

give udtryk for egne behov eller alternativt overfører den måde, som de kommunikerer med medindsatte

på, til samtalerne med de ansatte, og endelig 4) at der er indsatte, som har skæve og urealistiske forvent-

ninger til, hvad livet som afsoner indebærer. Sammenfattende giver fængselsbetjentene udtryk for, at de

i stigende grad skal håndtere andre typer af indsatte i dag end tidligere, og det er indsatte, der typisk

karakteriseres af tunge problemstillinger i forhold til f.eks. adfærd og sociale udfordringer.

4.1 Baggrund

Det er åbenlyst meningsfuldt at rette opmærksomheden mod de indsatte som en central part, når der skal

findes forklaringer på, hvorfor indsatte udøver trusler og vold mod ansatte. I de gennemførte fokusgruppe-

interviews, peger fængselsbetjentene da også på en række forhold omkring netop de indsatte, når de skal

give deres bud på, hvad trusler og vold mod ansatte handler om, herunder hvorfor de forekommer. Følgende

faktorer omkring de indsatte adresseres i de gennemførte interviews:



De såkaldt autoritetsimmune

–

primært unge

–

indsatte

Indsatte der udelukkende har fokus på egne behov

Bander, især Loyal To Familia (LTF)

Såkaldt psykisk uligevægtige eller stofpåvirkede indsatte

Frustrationer over frihedsberøvelsen, afslag på anmodninger og manglende beskæftigelse

Svage kommunikationsevner

I et sammenfattende perspektiv peger fængselsbetjentene med andre ord på problemer med:

1. Særlige grupper af indsatte

2. De indsattes håndtering af frustrationer og

3. Kommunikation

Som det er nævnt i foregående kapitel, har betjentene på de forskellige tjenestesteder, hvor der er gennem-

ført fokusgruppei ter ie s, haft lidt forskellig ægt i g i deres fokus på te aer e o he holds is ”ra -

er e”, ”de a satte” og ”de i dsatte”. Dette gør

sig også gældende i forhold til temaerne, når disse betragtes

enkeltvis. Betjentene har måske primært adresseret de forhold, de selv er konfronteret med i deres daglig-

dag, e det ka ikke udelukkes, at de også italesætter te aet o ”de i dsatte” ed afsæt

i nogle mere

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

generelle betragtninger. Ovenstående liste er med andre ord ikke udtryk for, at problemet omkring eksem-

pelvis bander udelukkende adresseres af betjente, der arbejder på bandeafdelinger. Punkterne foroven skal

derimod forstås som en bruttoliste på de forhold, betjentene samlet set har lagt vægt på i deres forklaringer

til, hvad det er omkring de indsatte, som gør, at der udøves trusler og vold. Samtidig er det vigtigt at holde

sig for øje, at ovenstående punkter hænger sammen på kryds og tværs. De såkaldt autoritetsimmune beskri-

ves tillige som en gruppe indsatte, der kun har fokus på egne behov, gerne vil positionere sig over for andre

indsatte og ikke formår at give udtryk for egne behov, forventninger og frustrationer på socialt legitime må-

der. Et afslag på en anmodning om f.eks. udgang kan godt selvstændigt lede til en konflikt mellem en indsat

og en ansat, men det kan også være sådan, at konflikten eskalerer til en trussel, hvis den indsatte er stofpå-

virket, når han modtager afslaget eller bare alment frustreret over sin situation og ikke formår at give udtryk

for dette på en social acceptabel facon.

I den følgende redegørelse vil ovenstående punkter blive belyst

–

ikke hver for sig og ikke i rækkefølge, men

i en samlet fortælling, der afspejler, at forholdene er tæt forbundne. Og ligesom i de øvrige empiriske kapitler,

vil det ske med henvisning til citater og refleksioner fra de gennemførte interviews.

4.2 Et blik ind i empirien

Interviewer:

Er jeres autoritet mere udfordret nu?

Betjent:

Ja!

Betjent:

Absolut!

Betjent:

Jeg synes, vi oplever tit, at de

[indsatte]

kommer og råber et eller andet, eller de

siger: ”Jeg slår dig ihjel” og såda ogle ti g, so

a jo registrerer so e trussel. Det

sker jo tit. Eller: ”Jeg går efter di

or og di e ør ”, det er jo æste dagligt, at det

li er rå t efter e etje t her. Dage efter ko

er de jo tit og siger: ”Jeg il godt lige

s akke ed de etje t, jeg il godt lige sige u dsk ld”. Det sker jo æste ligeså tit.

Interviewer:

Og hvorfor det?

Betjent:

Fordi de

[indsatte]

ved jo godt, at det er forkert, og så har de haft tid til at tænke

over det.

Interviewer:

Men er det så reelt? Ser I det selv som trusler, eller ser I det som deres af-

magt?

Betjent:

Det skal registreres som trusler.

Interviewer:

Ja, jeg ved godt, at det skal registreres, men ser I det sådan?

Betjent:

Nu har man trods alt været her så lang tid, så vi godt ved, hvor meget tæring

det kan give på os, og hvor meget det har betydning for vores arbejde og vores dagligdag.

Fordi én ting er, at vi er voksne mennesker, og vi godt kan tåle det der, men vi er godt

klar over, at det tærer og til sidst kan blive en belastning for os. Det ved vi jo godt. Det er

vi bevidste om.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Betjent:

Men vi ved jo også godt, hvornår tingene er sagt i afmagt, og hvornår de

[ind-

satte]

faktisk mener det.

Betjent:

Jeg tror ikke, at vi har haft ti sager her de sidste ti år, hvor vi faktisk har følt, at

det har han

[den indsatte]

faktisk e t, det ha har sagt…

Interviewer:

Men alligevel siger du, at du så

allige el føler dig lidt utr g … Så et eller

andet er der alligevel?

Betjent:

Men det er især i forhold til banderne, som jo kører et helt andet game end den

møgunge på 17, der har lavet et væbnet røveri, fordi han skyldte penge til narko, eller

hvad fanden han havde lyst til den ferie. Fordi banderne er anderledes organiseret. De

arbejder anderledes i deres grupperinger.

Ovenstående uddrag er fra et fokusgruppeinterview med betjente fra et lukket fængsel. Uddraget er interes-

sant på mange måder og udtryksfuldt for kapitlets omdrejningspunktet. Det følgende skal handle om de ind-

satte som part i problematikken med trusler og vold mod ansatte, men det skal også handle om de mange

nuancer, der træder frem, når fokus rettes mod de indsatte.

Forneden er det

–

ved hjælp af to figurer

–

illustreret, hvordan dette kapitel hænger sammen med de øvrige

dele af interviewanalysen, og hvad kapitlet zoomer ind på.

Figur 2 viser de tre overordnede temaer, der adresseres i de gennemførte interviews; rammerne for de an-

sattes arbejde og for de indsattes afsoning, den forurettede part (de ansatte) og den udøvende part (de

indsatte). I det foregående kapitel er disse tre overordnede temaer også nævnt med henvisning til samme

figur.

I figur 3 zoomes der ind på temaet om de indsatte, og de undertemaer, der bliver berørt i kapitlet, er skitseret

ganske kort.

Figur 2. De tre hovedtemaer, som løftes frem i de gennemførte fokusgruppeinterviews og dermed peger

på de forhold og parter, der

–

iflg. fængselsbetjentene - har betydning for konflikterne mellem indsatte og

ansatte.

Den udøvende

part - de

indsatte

Den

forurettede

part - de

ansatte

Rammerne - dvs. de

forhold

fængselsbetjentenes

arbejde og de indsattes

afsoning foregår

indenfor

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Figur 3. Fokus på de indsatte som en part af betydning for konflikterne.

Særlig problematiske grupper af indsatte

- De indsattes problematiske håndtering af

frustrationer og

- Udfordringer med kommunikation

4.2.1

”De

indsatte er ikke, hvad de har været”

Hovedparten af fængselsbetjentene har, i de gennemførte interviews, givet udtryk for en oplevelse af, at

kategorie ”i dsatte” har ge e gået et relati t stort karakter æssigt skifte ge e de sidste par år. På et

tje estested siger etje te e, at det jo er de ” ærste”, der ha

er i fængsel i dag på grund af bl.a. den øgede

brug af alternative afsoningsformer.

Vi har mere og mere et koncentrat af de svageste,

siger en betjent på et

andet tjenestested, og med et sådant klientel bliver afsoningsmiljøet også tilsvarende hårdere, bemærker

han.

Særligt fire typer af indsatte nævnes som dem, der udfordrer dagligdagen og betjentrollen og leder til et øget

konfliktniveau mellem indsatte og ansatte: de såkaldt autoritetsimmune unge, banderne, de såkaldt psykisk

uligevægtige og endelig de stofpåvirkede indsatte. Når betjentene skal forklare, hvad det er, som udfordrer

dem særligt ved disse typer indsatte, så er det imidlertid forskellige forhold, der bringes i spil for de fire

grupper.

”De

er iskolde”

Når det gælder de såkaldt autoritetsimmune, så beskrives de som en svær gruppe indsatte, fordi de ikke

accepterer og respekterer betjentenes autoritet og desuden konstant vil forhandle om grænserne for de an-

sattes myndighed. I et arresthus beskrives problematikken bl.a. på følgende vis, da betjentene bliver bedt

om deres overordnede bud på, hvorfor indsatte udøver trusler og vold:

Betjent:

Så har jeg skre et ”de u ge”. De er helt ude græ ser og ude filter i dag, de

der kommer ind. Der er ingen respekt eller noget som helst.

Interviewer:

Kan man se en forskel fra længere tilbage?

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Betjent:

Fra jeg startede til nu? Enorm forskel. De er iskolde

[de indsatte vi får ind i dag].

Interviewer:

Hvordan?

Betjent:

H orda ? Ja e de ter sig, so

de har l st til, og ko sek e ser e det er … ja.

Interviewer:

Er det uanset, om det er bander eller ej? Kan det være hvem som helst, bare

de er unge?

Flere betjente samtidig:

Ja.

Selv om betjente på tværs af tjenestesteder nævner de såkaldt autoritetsimmune som en gruppe indsatte,

der udgør en speciel udfordring i dag, så er der derimod ikke enighed om, hvad der skal til for at afhjælpe

situationen. Mens nogle betjente mener, at man bør indføre en form for belønningssystem for indsatte, me-

ner andre, at det sagtens kan lade sig gøre at håndtere de autoritetsimmune, hvis blot der er mandskab nok,

eller hvis det kan lade sig gøre at overflytte en særlig besværlig og konfliktsøgende indsat til et andet fængsel

hurtigt og effektivt. Enkelte betjente peger på, at det ikke er mængden af mandskab, der i sig selv kan af-

hjælpe problemet. Men med mere mandskab vil der være større mulighed for en hensigtsmæssig fordeling

af opgaver på det enkelte tjenestested, således at betjentene f.eks. kan forebygge og håndtere konflikter

strategisk ved at vælge, hvilken betjent der bedst kan håndtere et givent problem eller en given indsat.

På et enkelt tjenestested bliver problematikken omkring de såkaldt autoritetsimmune dels kædet sammen

med relationsarbejdet i bred forstand, dels med en oplevelse af, at der er mindre tilskyndelse blandt de ind-

satte til at afpasse sig til fængselsforholdene i dag end tidligere. Nedenstående er et uddrag fra et fokusgrup-

peinterview i et halvåbent fængsel, hvor flere betjente var involveret i drøftelsen:

Betjent:

Og langt hen ad vejen så tror jeg, det er sådan i dag, at det der autoritetsrespekt

for os som tjenestemænd, den er sgu forholdsvist lav. Men vi kan hente noget personlig

autoritet over for de indsatte ved vores måde at være på, men det er jo først, når de har

lært os at kende.

Betjent:

… Jeg tæ ker, at ogle af de her utilpassede u ge har åske også ødt lærere,

der hele tide siger ej … Og for de er autoritet lig ed oget egati t…

Betjent:

Der må være en gevinst ved at ville bevare den positive relation til os fra de

indsattes side, men det er der ikke noget omkring, fordi de behandler os, ligesom de har

lyst til, og samtidig får de stadig alt det, vi giver dem, for vi giver dem alt det, de har krav

på jævnfør jura, love og regler. Men der er ikke noget mere for dem at vinde.

Betjent:

I gamle dage havde vi det der med

–

prøv at hør, de elsker at komme over i

halle , de elsker jo at d rke otio . Vi ha de altid de der: ”Prø at hør, h is du la er lort

i de , så ko

er du ikke ed”. Og jeg ka lo e dig for –

det kan godt være, at det lyder

ude i samfundet som noget, der ikke er betydeligt, men det har en kæmpe betydning

herinde. I dag siger de

[indsatte]:

”Vi er da ligeglade, i ko

er ikke i halle allige el,

så h ad fa de rager det os?”.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

”Er

det hele banden, der står på nakken af dig?”

Når betjentene italesætter tilstedeværelsen af et hårdere klientel i dag som en af grundene til forekomsten

af trusler og vold mod personalet, henviser de i forskellig grad til henholdsvis såkaldt psykisk uligevægtige og

stofpåvirkede indsatte. Derimod er banderne, og i særlig grad LTF, blevet nævnt i betjentenes fortællinger

på hvert eneste tjenestested.

Betjent:

Den måde, bander er på i dag, er anderledes, fordi de er unge, og jeg tænker, at

for nylig var der en situation

ed e ko flikt elle , jeg tror faktisk, det ar e LTF’er og

e etje t, og det gjorde, at LTF’ere le fl ttet til Politigården.

Det blev ligesom betalt

til age af e a de LTF’er, h or de her etje t le

overfaldet, så der er nogle hævnting

i noget af det, der foregår.

Betjentene er

–

på tværs af tjenestesteder

–

enige om, at bandemedlemmerne udgør en specifik problema-

tik, fordi det er oplevelsen, at bandemedlemmerne:



Er velovervejede, hvis de fremfører en trussel

Har viljen til at føre truslen ud i livet

Har resten af banden bag ved sig

Derudover bemærker betjentene, at bandemedlemmerne udgør et særligt problem, fordi det kræver en stor

del af deres mandskabsressourcer at varetage dagligdagens rutiner i fængslet, når der samtidig skal tages

hensyn til de skærpede sikkerhedsforanstaltninger, som gælder for indsatte med bandetilknytning.

Med italesættelsen af banderne som en særlig problematik bliver det tydeligt, at det er vigtigt at tale om

trusler og vold mod personalet i et nuanceret perspektiv. Hovedparten af de interviewede betjente har givet

udtryk for, at der er forskel på de trusler, der fremsættes som udtryk for de indsattes frustrationer, og de

trusler der er ” elo er ejede”, so de fleste etje te eteg er de . Sel o

ogle etje te

også fremhæ-

ver, at det påvirker dem, at de på daglig basis risikerer at blive udsat for krænkelser og trusler, der skyldes de

indsattes frustrationer, så er der alligevel bred enighed blandt interviewpersonerne om, at trusler fra bande-

medlemmer udgør en kategori helt for sig selv. I et fokusgruppeinterview udtrykker en betjent det således i

forbindelse med en længere drøftelse af de forandringer, han oplever, der finder sted i gruppen af indsatte

generelt:

Betjent:

… så il jeg sige i forhold til de a derelaterede,

så kommer de fra en kultur,

hvor man arbejder med trusler som en måde at opnå noget på. De er vant til at bruge

trusler i åde at få… altså det gør de jo elle hi a de også og elle ri alisere de

bander og andet. Og det er naturligt for dem, og det mønster overfører de også til dialo-

gen med os, når tingene går dem imod.

Flere betjente beskriver en oplevelse af, at banderne generelt adskiller sig fra rockerne i den adfærd, som de

udviser i fængselsregi. Mens det er forståelsen, at rockerne godt kan finde ud af at tilpasse sig til fængselslivet

herunder respektere betjentenes autoritet, så er karakteristikken af indsatte med bandetilknytning, at de

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

agerer efter en helt anden og særdeles problematisk logik. I et fokusgruppeinterview beskriver en betjent sin

oplevelse af banden LTF på ret dramatisk vis:

Betjent:

Me jeg s es lidt, da LTF’er e ko til agte … Altså, i fik LTF’er e … og alt

hvad der hed relationsarbejde og alt, hvad der hed gode samtaler med indsatte, det for-

s a dt are… De ha de ere eller i dre å e krig ed fæ gsels etje te e, så det er

dem, der hele tiden truer og ligger og ulmer, tror jeg.

Den måde betjentene beskriver bandemedlemmernes adfærd på, herunder at de fremsætter trusler på vel-

overvejet og mange gange temmelig subtil vis, kan betegnes som intimidering. Bandemedlemmernes adfærd

bygger med andre ord på at skræmme eller indgyde frygt for at opnå det, de selv har behov for. Flere betjente

beskriver f.eks. konkrete situationer, hvor indsatte med bandetilknytning har opført sig truende ved at stirre

stift og intenst på den ansatte eller vise sammenbidte tænder. Andre betjente beskriver bandemedlemmer,

der har fremført indirekte trusler ved ekse

pel is at sige: ”Husk at se dig for på ej hje i efter iddag” eller:

”Jeg ed, du kører e rød il”.

I nedenstående interviewuddrag forklarer nogle betjente, hvad det er, som medvirker til, at bandemedlem-

mernes trusler fylder meget i bevidstheden, selv om de ikke fylder mest i dagligdagen i ren kvantitativ for-

stand:

Interviewer:

Jeg prøver bare virkelig at forstå, hvad det er, I siger. I starter med at sige,

at der er forskel på, hvordan trusler mærkes. Der er nogle mere personlige trusler, og så

er der de der affekt-dagligdagstrusler. Og det er de der personlige, I egentlig tager til jer

og det er dem, der gør jer bange eller bekymrede. Men jeg hører også, at de fylder relativt

lidt, ikke? Altså sådan antalsmæssigt. Er det korrekt?

Betjent:

Ja, de fylder meget lidt.

Interviewer:

Men alligevel fylder de så meget, at de kan gøre jer bekymrede? Man kan

sige, hvis de der personlige trusler fylder meget lidt, og det i virkeligheden er en lille del

af de indsatte, der gør det, hvad er det så, der gør jer bekymrede? Fordi så er det jo en

meget lille del. Er det så, fordi I hele tiden bliver mindet om det, eller hvad er det? Eller er

det, fordi det andet også tærer på jer?

Betjent:

Altså, jeg tror, at de der dagligdagstrusler og magtanvendelser, de skræller en

lillebitte flig af os hver evig eneste gang, vi kommer herfra. Det er der ingen tvivl om. År

efter år bliver der skrællet lidt af. Så vi bliver da også mere og mere pillet af til sidst, og

så kommer sådan nogle trusler

[fra bandemedlemmer]

måske også

[til at opleves]

lidt

hårdere, når de kommer med lidt mere pondus.

”Nogle

af dem tror jo, det er et hotel…”

I de gennemførte fokusgruppeinterviews har flere betjente, som nævnt, givet udtryk for en forståelse af at

være konfronteret med nye typer af indsatte i dag, der skaber særlige udfordringer i forhold til forebyggelsen

og håndteringen af konflikter, og derfor potentielt kan lede til trusler og vold. De såkaldt autoritetsimmune

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

og indsatte med bandetilknytning udgør to kategorier af særlig vanskelige indsatte. Derudover har betjen-

tene peget på en tredje kategori, der udgøres af indsatte, som tilsyneladende mangler forståelse for perso-

nalets prioritering af dagligdagens opgaver. Når indsatte i denne kategori har brug for betjentenes hjælp til

at opfylde et behov, så mangler de angiveligt forståelse for, at behovet ikke kan opfyldes umiddelbart, hvis

de ansatte har andre opgaver, der skal udføres først.

Nedenstående er et uddrag fra et interview med tre betjente i et arresthus. I forbindelse med drøftelsen af

en konkret sag om trusler gav betjentene udtryk for en oplevelse af, at de indimellem står over for indsatte,

der har ogle urealistiske og uri elige for e t i ger til i stitutio e s ”ser i e i eau”:

Betjent:

Vi havde også nogle

[indsatte],

der ringede på konstant, hvor man så siger, at

” u får de lige lo til at hæ ge lidt”, fordi

de bare ville ud hele tiden. Og der kan sådan

en her også godt komme, hvor vi så fortæller, at nu stopper vi det der. For det er deres

egen skyld, at de kommer til at hænge, når de bare ringer på hele tiden. For nogle af dem

tror jo, det er et hotel, hvor

i ko

er ligeså s art at…

Betjent:

Så skal de are lige ud og he te et st kke papir eller et eller a det fuldstæ dig…

Betjent:

…

eller stille et eller andet åndssvagt spørgsmål. Og det bliver man sgu træt af,

og tænker, at nu får de lov til at hænge lidt.

Interviewer:

H orfor det? Er det såda e

du este

er o er ig”?

agtka p? Er det såda e ”du skal ikke tro,

Betjent:

Nej ej, det er for… Altså, de tror a ge ga ge, at det er et hotel, de er på. Så

ligeså snart, de ringer på, skal vi bare være der med det samme. Så det er ligesom for at

fortælle dem, at vi har andet arbejde også, end lige at passe dig.

Betjent:

På nogle dage kan vi jo godt gøre det, men det er de dage, vi ikke skal gøre det

på. For på langt de fleste dage kan vi ikke stå der på fem minutter. Og så er det, de bliver

tossede, ”for i plejer jo”… Så de

[de betjente],

der løber ud

[med det samme, når de

indsatte ringer på],

er faktisk ikke de bedste kollegaer for alle de andre. For i morgen kan

vi jo ikke gøre det, fordi der er travlt igen.

Betjent:

Der er noget opdragelse i, at vi kan ikke komme, og vi gør det heller ikke. Vi

hverken kan eller vil. Det er ikke et hotel, det er et fængsel.

Det er interessant at notere, at betjentene adresserer flere (forskellige) problemstillinger på relativt kort tid.

Dels fortæller de om oplevelsen af, at de sommetider konfronteres med indsatte, som har et urimeligt for-

ventningsniveau i forhold til livet som frihedsberøvet. Dels giver betjentene udtryk for, at det ikke er hen-

sigtsmæssigt at honorere de indsattes (høje) forventninger, uagtet om de ansatte har tid og mulighed, fordi

det tjener et opdragende formål ikke at gøre det. Endelig siger de, at det udgør et problem, at de ansatte

ikke er enige om, hvordan den pågældende problemstilling skal håndteres, fordi det kan risikere at lede til

konflikt mellem indsatte og ansatte, at betjentene agerer forskelligt.

I et andet fokusgruppeinterview sættes der ligeledes fokus på erfaringen med indsatte, som opleves at have

et urimeligt forventningsniveau og kun er i stand til at kredse om egne behov:

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Betjent:

Nu har vi lige haft en

[indsat]

herovre, som fik et nej til at gå i bad, og så sparker

ha på døre og siger: ”di fu ki g a e”, og ”I er ogle hu de”… Me så lukker jeg op og

siger: ”jeg siger jo til dig, at du ikke å gå i ad, fordi jeg står og deler ar

ad ud. H is

du skal lukkes ned i bad nu, så får de ti sidste celler kold mad.

[Og den indsatte svarer]:

”Jeg er da ligeglad, jeg skal i ad”.

”… de hader at være her”

Betjentene peger således på udfordringer med særlige grupper af indsatte og en særlig problematisk adfærd

hos indsatte. Samtidig er det kendetegnende i de gennemførte interviews, at mange betjente bemærker, at

de står over for mennesker, som befinder sig i

”deres li s krise” på gru d af friheds erø else , og af de

grund kan være voldsom frustrerede. Betjentene fortæller, at små dagligdags ting får en meget stor betyd-

ning for de indsatte. Nogle betjente nævner for eksempel, hvordan det kan afføde kraftige frustrationer hos

de indsatte

–

og give anledning til konflikter med personalet

–

hvis et fjernsyn går i stykker, hvis der er pro-

blemer med leveringen af købmandsvarer, hvis en indsat ikke kan få en efterhiget cigaret eller ikke kan fore-

tage et ønsket telefonopkald. Mange betjente peger med andre ord på de indsatte som en aktiv part i trus-

lerne og volden mod de ansatte, men de giver også udtryk for en høj grad af forståelse for de forskellige

faktorer, der kan være med til at forklare, hvorfor det somme tider går galt for nogle indsatte.

Interviewer:

Og hvad mener du med, at I er en del af systemet? Hvad gør det i forhold til

konflikter og trusler?

Betjent:

Jamen, de kommer ude fra gaden, hvor politiet har taget fat i dem og sat dem

i d, og de hader at ære her. Altså, så skal det gå ud o er oge . Vi har u ifor e på…

Betjent:

Det er os, der å

er døre , i står først…

Interviewer:

Så du tænker, at det ikke er noget personligt mod jer?

Betjent:

Ofte er det ikke. Det meste er uniformen. Og det er også derfor, vi har den på

som et slags skjold i virkeligheden.

”Jeg

synes, sproget er for frit

…”

Det sidste undertema, der skal belyses i dette kapitel, er de kommunikative udfordringer, betjentene har

peget på som vigtige i forhold til forståelsen af problematikken med trusler og vold. Undertemaet er tæt

knyttet til det tidligere om frustrationer som følge af frihedsberøvelsen og de snævre rammer omkring livet

som indsat. Omdrejningspunktet i det følgende er nemlig betjentenes erfaringer med, at de indsatte ikke

altid formår at give udtryk for deres frustrationer på en social legitim facon, men i stedet spytter, sparker,

råber og fremsætter trusler.

Som det også er nævnt i kapitlet om sagsanalysen, er trusler og vold sommetider en følge af uhensigtsmæssig

kommunikation mellem de indsatte og ansatte, og det er en pointe, betjentene selv bemærker gentagne

gange i de gennemførte interviews. Eksempelvis er der betjente,

so siger, at i dsatte ikke er ” erde s e-

stre i ko

u ikatio ”, h ilket ka

edføre, at de ikke for år at gi e udtryk for eho og frustratio er på

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

henholdsvis forståelig og ordentlig vis. Uhensigtsmæssig kommunikation leder ofte til misforståelser og i for-

længelsen eventuelt til trusler og vold. Det skal understreges, at formålet med at observere denne pointe

ikke er at bortforklare de indsattes adfærd. Hensigten er udelukkende at pege på, at problematikken med

trusler og vold indimellem har en temmelig basal forklaring og hverken behøver være udtryk for særlig be-

regnende grupper af indsatte eller mangel på respekt for de ansattes autoritet.

Betjentene peger endvidere på, at der også kan være noget i selve den måde, indsatte kommunikerer på, der

kan opleves som krænkende eller truende uanset, om det har været de indsattes intention eller ej. Flere

betjente beskriver f.eks. forekomsten af en bestemt jargon, der (måske) kan være acceptabel mellem ind-

satte, men ikke nødvendigvis går godt i spænd med den talemåde, der bør være mellem indsatte og ansatte.

I et fokusgruppeinterview i et arresthus siger en betjent:

Betjent:

Der er for frit et sprog elle os og fa ger e… æste ka

eratligt. Og så ka

det også være svært for dem

[de indsatte]

at trække

græ se . Det er e t at sige: ”Fu k

af di luder, a d, jeg k epper dig i orge !” eller et eller a det, fordi u er i æste

bong-ka

erater i deres øj e. Jeg s es, sproget er for frit…

Interviewer:

…

Jeg synes, det er interessant, det du siger med kommunikationen. Jeg har

hørt andre

[betjente]

sige, at det handler om, at de

[indsatte]

ligesom har deres egen

åde at ko

u ikere på … Altså, er det ligeso fordi I

[ansatte]

går på venskabeligt

niveau med dem, så kommunikerer de

[indsatte]

på samme måde, som de ellers ville

gøre?

Betjent:

Jeg synes jo ikke, den er helt gal i forhold til, når de kommer ind

[og påbegynder

deres afsoning].

Det kan vi jo ikke gøre så meget ved, hvordan de er blevet opdraget.

Men jeg synes, at sproget egentlig er for frit. Nu var der to gutter forleden ude på gård-

zo e , der ha de kørt sig sel helt op for sjo og stod og rå te: ”He ko

u her

tje t, ko og få oget fi ger” og såda oget. Det s es jeg jo perso ligt ikke, at a

skal fi de sig i at stå og høre på … Det er jo

for sjov sagt, det er ikke noget med, at du

skal passe på efter arbejdstid. Det var ikke det, de mente.

Interviewer:

Nej nej, men det skaber en kultur?

Betjent:

Det var et kompliment, var der en, der sagde, jeg skulle tage det som. Det er det

her med, at jeg synes, sproget er blevet for frit.

I betjentenes fortællinger er de kommunikative udfordringer med andre ord både knyttet til forståelsen af,

at de indsatte ikke formår at give udtryk for eventuelle behov og frustrationer på hensigtsmæssig vis, men

det er også knyttet til forståelsen af, at grænsen for, hvordan indsatte faktisk kommunikerer med de ansatte,

ikke nødvendigvis befinder sig på et formålstjenligt niveau. I den forbindelse er det primært en såkaldt ny

generation af unge, som ikke har lært at

”tale pæ t hje

efra”, der he ises til. E delig italesættes fore-

komsten af kommunikative udfordringer også med henvisning til indsatte, som ikke taler dansk. I den hen-

seende bemærker betjentene, at der er tale om en basal sprogbarriere. Og hvis den sproglige forhindring

medfører, at den indsatte og ansatte slet ikke formår at skabe et gensidigt meningsfuldt indhold i kommuni-

kationen, så kan en kommunikativ situation sagtens lede til frustrationer og i forlængelsen eventuelt til trus-

ler eller vold. Det er på ingen måde et overraskende fund, for det var også et tema, som trådte tydeligt frem

i sagsanalysen

–

jævnfør afsnit 3.1.4.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

5. Den forurettede part - de ansatte

Resumé

Hovedparten af de interviewede betjente har givet udtryk for en erkendelse af, at måden, som de udøver

deres autoritet på, herunder hvilken tilgang de udviser over for de indsatte, også har betydning for, hvor-

dan konflikter mellem indsatte og ansatte håndteres og enten succesfuldt trappes ned eller eskalerer til

trusler eller vold. Det er imidlertid ikke i forståelsen, at fængselsbetjente, der udsættes for trusler eller

vold, selv er skyld i problemet. Det er snarere i forståelsen, at fængselsbetjente også er mennesker, der

–

selvom de bærer uniform

–

påvirkes af de forhold, de arbejder under, og ikke altid formår at agere som en

fælles front i forhold til f.eks. håndhævelsen af diverse regler og bestemmelser. Endvidere giver de inter-

viewede betjente udtryk for en oplevelse af, at det er blevet vanskeligere at udøve rollen som en rummelig

og konfliktløsende fængselsbetjent, der også har fokus på dynamisk sikkerhed. Fængselsbetjentene ople-

ver at være pressede på grund af manglen på mandskab og en stigning i den mængde opgaver, de skal

løfte. Dette leder til mangel på tid og overskud til at tage konflikter med de indsatte i opløbet, og når

konflikter ikke tages i opløbet, så er der større risiko for, at de udvikler sig til trusler og vold.

5.1 Baggrund

”H is jeg skal ku e o erle e i det her, er jeg ødt til at gi e eget i dre af ig sel …”.

Således siger en

fængselsbetjent i et af de gennemførte fokusgruppeinterviews. Udsagnet er valgt som indledning, fordi det

sætter fokus på fængselsbetjentrollen som kapitlets omdrejningspunkt. Men udsagnet er også valgt, fordi

det sætter fokus på nogle af de lidt markante udtryk, betjentene har gjort brug af for at fortælle om deres

oplevelse af problemstillingen med trusler og vold.

Da vi igangsatte interviewundersøgelsen, havde vi ikke regnet med, at betjentene også ville fortælle, hvordan

de ind imellem selv er (aktiv) part i de konflikter, der udspiller sig mellem indsatte og ansatte. Som det er

nævnt tidligere, var det vores forventning, at betjentene nok primært ville tale om trusler og vold ud fra en

forståelse af, at det er de indsatte, som er

kernen

i problemstillingen. I de gennemførte interviews var be-

tjentene imidlertid også optagede af at fortælle om en række andre faktorer end de indsatte, når de skulle

give deres bud på, hvad trusler og vold mod personalet drejer sig om. Herunder fortalte flere betjente, at de

sommetider oplever, at de i deres autoritetsudøvelse selv risikerer at bidrage til et konfliktfyldt miljø eller i

kraft af deres ageren ikke nødvendigvis bistår succesfuldt til at nedtrappe konflikter med de indsatte. Ikke

forstået på den måde, at de interviewede betjente mener, at de selv er skyld i at blive udsat for trusler eller

vold, men forstået sådan, at betjentene er bevidste om, at deres egen adfærd også har betydning for, hvor-

dan konflikterne mellem indsatte og ansatte udspiller og udvikler sig.

I ovenstående udsagn siger den pågældende betjent, at han er nødt til at give meget mindre af sig selv, og i

interviewet fremgår det, at det er overlevelse i rollen som fængselsbetjent, han henviser til. Det fremstår

iøjnefaldende, at han taler om overlevelse, men det er også bemærkelsesværdigt, at betjenten italesætter

sin professionsrolle som en form for kapital, han kan give mere eller mindre af. I fortsættelsen af interviewet

fortæller ha , at ha ople er at ære e helt a de etje t i dag e d for sy til otte år side : …

dengang var

jeg eget ere ru

elig og eget ere l tte de. Og det er jeg ikke ere… Nu gi er jeg i ge ting

af mig

sel , altså, jeg skal are gøre, h ad der li er sagt…

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Selv om det selvfølgelig selvstændigt er opsigtsvækkende, at betjenten oplever sin situation på denne måde,

så er hans udsagn ikke desto mindre særlig interessant set i lyset af problematikken om trusler og vold. I hans

fortsatte ræsonnement bliver det nemlig tydeligt, at han betragter det som en uhensigtsmæssig udvikling at

blive en mindre rummelig og lyttende betjent, fordi det derved bliver sværere at opbygge en professionel

relation til de indsatte og i forlængelsen forebygge trusler og vold. Den pågældende betjent giver med andre

ord udtryk for et svært dilemma. I hans oplevelse er han nødt til at give mindre af sig selv i rollen som betjent,

fordi ha ellers føler, at ha ikke ka ”o erleve i det her…”. Me ha s ” alg” o at gi e i dre af sig sel

medfører på den anden side, at han bliver en mindre rummelig og lyttende betjent, der har sværere ved at

arbejde forebyggende i forhold til forekomsten af trusler og vold.

Omdrejningspunktet i dette kapitel bliver således betjentenes oplevelser af og erfaringer med at være en

sommetider aktiv eller bidragende part i de konflikter, der udspiller sig mellem indsatte og ansatte. Det skal

understreges, at formålet med dette kapitel ikke er at skyldbelægge betjentene og undervurdere de trusler

og den vold, de udsættes for og risikerer at udsættes for. Kapitlet har udelukkende sin legitimitet, fordi de

interviewede betjente selv har sat fokus på, at konfliktniveauet, og den måde konflikter håndteres på, også

er et resultat af den måde, betjentene fungerer på i deres professionelle rolle og i autoritetsudøvelsen. Som

en betjent udtrykte det:

Nu er det også så kli heagtigt at sige: ”Vi er også e esker”. Me i er ødt til at

trække det kort nogle gange. Altså, vores humør er også betinget af vores arbejde. Sådan er det, det er det

sgu da … Det er de klassiske, at jeg a ker ko e , ko e a ker hu de , og hu de ider ar et.

Kapitlet har også en anden og mere lavpraktisk dimension, der ikke handler om, hvordan betjentene betrag-

ter deres betjentrolle, men derimod hvordan de fortolker og forvalter de regler og bestemmelser, der gør sig

gældende generelt og på det enkelte tjenestested i forhold til de indsatte.

5.2 Et blik ind i empirien

Interviewer:

Men er der noget, man som ansat også gør, der er med til at skabe vold og

trusler?

Betjent:

Det var et godt spørgsmål.

Interviewer:

Ja, men det er mere fordi

–

og jeg kan godt se, at man sætter den anden

part

[i konflikten]

først, men hvis I nu kigger på jer selv?

Betjent:

Det er jo lidt os selv, når jeg siger, at den dynamiske sikkerhed er blevet mindre.

Vi har mindre tid til at være ude

[blandt de indsatte].

Interviewer:

Ja, men er det jer betjente, eller er det mere sådan rammerne og kriminal-

forsorgens udvikling? Hvis man nu ser på jer som betjente, den rolle I har, hvordan I ud-

mønter den

[rolle].

Det, jeg hører, det er, at I er meget åbne om, at I gør tingene forskel-

ligt, og at det skaber frustrationer

[hos de indsatte].

Betjent:

Lad os sige, at man vælger at holde et afsnitsmøde

–

det ville vi aldrig gøre

–

men hvor man bliver enige om, at nu gør vi sådan. Så går der nogen op

[på afdelingen]

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

og tæ ker: ”Ah, det er åske lige stra t ok, så jeg gør lige såda her”… og så ko

man selv

[på arbejde]

dagen efter, og så gør man det, alle har aftalt, og så er det ham

[betjenten],

der kommer dagen efter, der står i de her vold og trusler. Og det er jo affødt

af et personale, der

gør oget, so

a ikke har aftalt…

Interviewer:

Ja, og det ligger selvfølgelig lidt på jeres banehalvdel, fordi der kunne I godt

være bedre som et fællesskab. Men er I også blevet hårdere?

Betjent:

Ja, det tror jeg, vi er. Jeg tror den retorik, der er, både i det politikerne melder

ud og i samfundsdebatten generelt. Når politikerne

står og siger: ”Vi

gider ikke at have

igaretter i fæ gslet, såda er det are, det er for udt”. Og så har i ikke rigtig a det

argu e t e d at: ”Det siger

politikerne, sådan

er det”. Vi afspejler, at i åske ikke altid

føler os hørt i forhold til beslutningerne. Det skal vi selvfølgelig heller ikke altid, men nogle

gange bliver det bare det korte svar

[vi giver til de indsatte],

fordi jeg måske heller ikke

er enig i det, og

jeg ka ikke helt forstå det, e så siger jeg are: ”Det er såda

, det er

esluttet, så det gør i”.

Betjent:

Og du er måske lidt ude efter, at det er den måde, vi forvalter tingene på, at det

ikke altid er den rigtige måde, vi gør det på eller hvad?

Interviewer:

Nej, jeg er ikke ude efter det …

Betjent

(afbryder):

Vi er jo ikke altid guds bedste børn, det er vi godt klar over, og vi har

også vores personlige dilemmaer med på arbejde. Det kan vi jo ikke undgå.

Interviewer:

Nej, men det er mere det der med, om I som betjente forstår jeres rolle an-

derledes i dag? Du

[henvendt til én betjent]

er lidt inde på det. Nu giver man de indsatte

et kort svar.

Betjent:

Vores afmagt kan godt afspejles i deres afmagt. Det kan det også godt, det har

du ret i.

Betjent:

Jeg ha de skre et ”ligeg ldighed”

[som et forhold der har betydning for vold og

trusler],

og jeg tror, det er noget, der smitter af oppefra, og så går det stille og roligt ned,

og det rammer os, og vi bliver sgu også lidt ligeglade, og derfor tænker vi måske ikke

altid i menneskelige konsekvenser, men siger bare

[til de indsatte]:

”Nu er det slut”. H or

vi måske førhen var lidt mere rummelige, så er vi sgu mere eller mindre blevet ligeglade

og siger

[til de indsatte]:

”Ved du h ad, u stopper du, jeg gider ikke ere”.

5.2.1 De ansatte

–

udsat helt enkelt eller en part i konflikten?

Som det er nævnt tidligere, har flere af de betjente, der har deltaget i de gennemførte fokusgruppeinterviews

også adresseret deres egen rolle i forhold til problematikken med trusler og vold. Som det afspejler sig i

ovenstående længere interviewuddrag, italesættes betjentrollen i to forståelser i forhold til konflikter med

de indsatte:



Regler og procedurer håndhæves ikke altid ensartet af forskellige betjente, og dette er ikke hensigts-

mæssigt i forhold til henholdsvis forebyggelsen, forekomsten og håndteringen af trusler og vold.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren



Det er oplevelsen, at det i stigende grad er blevet sværere at udøve rollen som konfliktforebyggende

og konfliktløsende betjent, og det har betydning for konfliktniveauet og for den måde, konflikter med

de indsatte håndteres på.

Derudover italesættes betjentrollen også som en langt mere ansvarlig og aktiv part i forhold til konflikterne

med de indsatte. Heri ligger, at nogle betjente har givet udtryk for, at trusler og vold også handler om betjen-

tes uhensigtsmæssige og sommetider direkte konfliktoptrappende adfærd og uprofessionelle kommunika-

tion med de indsatte.

I den følgende redegørelse vil disse tre forståelser blive belyst, og ligesom i det foregående kapitel vil det i

stor udstrækning ske ved hjælp af konkrete citater fra de gennemførte interviews. Forneden er det

–

ved

hjælp af to figurer

–

illustreret, hvordan dette kapitel hænger sammen med de øvrige, og hvad kapitlet zoo-

mer ind på.

Figur 4 forneden viser de tre overordnede temaer, der adresseres i de gennemførte interviews; rammerne

for de ansattes arbejde og for de indsattes afsoning, den forurettede part (de ansatte) og den udøvende part

(de indsatte).

I figur 5 zoomes der ind på temaet om de ansatte. Hermed menes ikke de ansatte som privatpersoner, men

ansatte forstået som den professionelle rolle de har og udøver som betjente.

Figur 4. De tre hovedtemaer, som løftes frem i de gennemførte fokusgruppeinterviews og dermed peger

på de forhold og parter, der har betydning for konflikterne mellem indsatte og ansatte.

Den udøvende

part - de

indsatte

Den

forurettede

part - de

ansatte

Rammerne - dvs. de

forhold

fængselsbetjentenes

arbejde og de indsattes

afsoning foregår

indenfor

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Figur 5. Fokus på de ansatte som en part af betydning for konflikterne.

Uensartet håndtering af regler og procedurer

Udøvelsen af den professionelle rolle herunder

betjentenes mulighedsrum, adfærd overfor og

kommunikation med de indsatte

”…

så laver Mette sine regler, og så laver jeg mine regler, og det er vi rigtig gode til”

På et par af de tjenestesteder, hvor vi har været på besøg for at gennemføre interviews, har betjente fortalt,

at det er deres oplevelse, at den sommetider uensartede fortolkning og håndtering af regler og retningslinjer

over for de indsatte, kan udgøre et problem i forhold til trusler og vold. Hvis de indsatte oplever, at betjen-

tene i fængslet håndhæver reglerne forskelligt, og hvis det er de indsattes oplevelse, at det er forskelligt,

hvad der gælder fra dag til dag afhængig af, hvem som er på vagt, og hvilken grad af overskud de tilstedevæ-

rende betjente har, så kan det

–

ifølge betjentene

–

medføre en forøget risiko for konflikter mellem de ind-

satte og ansatte. På et halvåbent fængsel giver en af de interviewede betjente følgende forklaring til, hvorfor

det er en udfordring, at forskellige betjente forvalter reglerne forskelligt:

Interviewer:

Hvorfor er det et problem, at der ikke er ensartethed i håndteringen af de

indsatte?

Betjent:

Jamen, dengang jeg startede

[som betjent], der tænkte jeg

som udgangspunkt,

at når jeg går ind i en konflikt, så mener jeg med min ordentlighed, at den kan jeg godt

håndtere. Og der var jeg jo nødt til at sadle om i forhold til den måde, de indsatte reage-

rer over for mig. Og så fandt jeg ud af, hvorfor jeg egentlig ikke kunne håndtere det

[kon-

flikterne]

alene. Det er fordi, de indsatte navigerer i, at de kan manipulere med os som

ansatte, dvs. at de kan tage noget, de har fået at vide fra en anden

[betjent]

og bruge

mod mig. Og der fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at gå tilbage til mit bagland og sige,

”H ad er det, der sker her? H orfor ka jeg ikke få det her ige e

[med den indsatte]?

Fordi det er sgu da såda , regler e er, det er såda , jeg ed, regler e er. Det er fakta.”

[Og så kunne jeg få svaret fra en kollega]:

”Ja e , det er også fordi, ha

[den indsatte]

har sgu æret god de dag, så ha fik lige lo til.” ”Nej, ha får ikke lige lo til

[sagde jeg

–

henvendt til min kollega],

fordi det kan jeg ikke finde ud af. Jeg er ikke en del af den

lokumsaftale,

og derfor a ipulerer du faktisk ed i autoritet”. Og derfor er jeg le-

vet nødt til at gå tilbage

[til mine kollegaer]

og sige: ”Det duer ikke. Vi er ødt til at fi de

nogle spilleregler her, bare inden for det her værksted. For ellers begynder det lige så

stille at glide”. Og det er jeg le et edre og edre til … Fordi ellers føler jeg, at jeg er

sådan en enmandshær.

Interviewer:

Okay. Så det betyder, at I skal være enige om, hvordan I gør over for den

enkelte indsatte?

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Betjent:

Ja.

Interviewer:

Det lyder lidt ligesom børn, der spiller mor og far ud mod hinanden?

Betjent:

Ja ja, men det er også store børn, der er herinde

[i fængslet],

ja.

Interviewer:

Men her udvikler det sig til vold og trusler?

Betjent:

Ja. Den indsatte bliver jo frustreret over mig, fordi han måtte jo godt det der i

går.

[Når jeg siger til den indsatte]:

”Nej, det å du ikke, og h is du li er ed ed det

der, så ort iser jeg dig”.

[Så svarer den indsatte]:

”Det ka ikke passe, det ka du ikke

gøre, fordi i går der ar det oka !”

Det er ikke sådan, at betjentene tror på det realistiske i eller ønsker en form for rigid ensartethed i fortolk-

ningen og forvaltningen af regler og retningslinjer. Samtidig adresserer de problemstillingen med uensartet

håndhævelse af reglerne over for de indsatte, fordi de mener, det har en vis grad af betydning i forhold til

problematikken med trusler og vold.

Et par betjente nævner, at det som minimum bør være et krav, at det bliver gennemskueligt, hvornår og

hvorfor reglerne eventuelt fraviges i bestemte situationer eller i forhold til særlige indsatte. I andet fald er

der risiko for, at betjentgruppens autoritet undermineres.

Betjent:

… altså u er jeg ri elig regelret, s es jeg sel , e jeg s es så også, at i d i

mellem så kan der også være nogle grunde til, at man giver lov til et eller andet. Men så

kan man jo f.eks.

–

vi har en udmærket dagbog

–

så

a skri e: ”Prø lige at hør,

han

[den indsatte]

har fået lov at låne telefonen i dag, og det har han, fordi han skulle

ringe til sin mor, og der er otte timers tidsforskel. Jeg har forklaret ham, at det er et en

gangs

tilfælde”. Så ed e s kollegaer også, år de ko

er, at h is ha

[den indsatte]

så

spørger ige , så ka

a sige: ”Ja e prø lige at hør, du fik lo de dag ed XX, e

det ar et e ga gs tilfælde”.

Betjent:

Og så tror jeg, det er vigtigt, at man har selvfølgelig, man har måske en betjent,

som er meget, meget emsig, og en der tager meget, meget let på det

[med reglerne],

så

er det jo vigtigt på en afdeling, at man finder mellemvejen.

Betjent:

Men der er rigtig mange regler, som ligesom bare er lavet til fortolkning. Og det

er jo det, der gør, at det er ekstra nemt, at man

[som betjent]

kan køre sin egen stil. Så

det er netop også derfor, som XX også siger, find en eller anden form for rød tråd, som vi

bevæger os sådan cirka på alle sammen, fordi vi kommer aldrig til at blive så ensartede.

Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, fordi der er så mange regler, og så mange forskel-

lige måder at læse dem på.

Flere betjente peger på, at det oftest vil være den eller de betjente, som er regelrette, der vil risikere at møde

problemer i form af trusler eller vold, hvis kollegaer har valgt at tolke reglerne på tjenestestedet i en retning,

der er mere favorabel for de indsatte. En betjent udtrykker det således:

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

… du har et regelsæt, og for at a ka øje regler e,

skal man kunne reglerne. Og for

at kunne reglerne, skal du egentlig praktisere dem. Så oftest er der jo mange, som prak-

tiserer reglerne og holder sig til dem. Det er oftest også dem, der render i problemer, når

der er nogen

[andre betjente],

der bøjer dem.

På et andet fængsel karakteriserer et par af betjentene sig selv som enten strammere eller slappere, dvs.

betjente der henholdsvis følger reglerne nøjagtigt og betjente, der giver de indsatte længere snor. I inter-

viewene med disse betjente fremkom det, at de oplever konflikterne med kollegaer som en langt større be-

lastning end trusler og vold fra de indsatte. Og konflikterne med kollegaer handler eksempelvis om, hvilken

tilgang til de indsatte, som er mest hensigtsmæssig at udøve i forhold til eksempelvis forebyggelsen og hånd-

teringen af trusler og vold.

En betjent på dette fængsel udtrykker sig således på spørgsmålet om, hvilken betydning udøvelsen af be-

tjentrollen har i forhold til trusler og vold:

Betjent:

Man får sjældent en meget stærk vanekriminel til at sige undskyld, men man får

ha til at sige: ”ja, det ar også

[forkert den måde jeg talte til dig på],

jaja, hate er,”

ik? Og det er deres måde at sige, at det kan de egentlig godt se, det er de sgu kede af.

Og så tror jeg, at der også er forskel på, hvor meget medierne og vores system gør, at

betjenten skal reagere over for det på. Igen, jeg kan vælge enten at sparke døren op og

ryge ind i hovedet på ham

[den indsatte] eller

rive ham ned på gulvet. Så kan vi udveksle

nogle alvorlige gloser

[mig og den indsatte].

Eller jeg kan lukke døren

[til cellen],

lade

ha tæ ke sig o i ti i utter, så å e døre ige og sige: ”skal i okse eller h ad, eller

har du lige tæ kt o er det?”. Det il tage rodde af 0 pro e t

[af konflikterne],

tror

jeg. Der er altid nogen

[indsatte],

der vil slås. I et eller andet omfang. Fordi de er så fru-

strerede, at de ikke kan sætte andet end handling på deres ord. Men jeg tror, det vil tage

brodden af meget.

I den fortsatte samtale fortæller betjenten, at han synes, det er med til at optrappe konfliktniveauet samlet

set, at betjentene i stigende grad skal håndhæve flere og flere stramninger over for de indsatte i kraft af

eksempelvis flere visitationer og nultolerance overfor upassende sprogbrug. Han siger endvidere, at mens

betjentene på hans tjenestested er enige i oplevelsen af, at der er iværksat flere og flere stramninger over

for de indsatte de seneste par år, så er de meget uenige om, hvordan stramningerne faktisk skal håndhæves:

Betjent:

Der er et ordsprog, der hedder, at man skal vende det blinde øje til engang imel-

lem. Og det tror jeg, at det er nogle

[betjente]

bedre til. Nogle har en bredere forståelse

af det, og nogle er ikke helt med i det ordsprog.

Interviewer:

Ok, så der er nogle

[betjente],

der er mere stramme end andre, eller?

Betjent:

Jeg ved ikke, om de er mere stramme, for de overholder, hvad skal vi sige, de

forstår reglerne på en bestemt måde, og vi andre forstår dem på en anden måde.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Parallelt med dette undertema om regler og håndhævelsen af disse er det interessant at notere, at de inter-

viewede betjente samtidig giver udtryk for, at det er meget vigtigt med en høj grad af loyalitet mellem be-

tjente i forhold til håndteringen af konkrete konfliktsituationer og i forhold til brugen af magtanvendelser. På

den ene side er de interviewede betjente således bevidste om, at håndhævelsen af regler over for de indsatte

til en vis grad foregår forskelligt inden for den enkelte matrikel. De er også bevidste om, at dette kan være

uhensigtsmæssigt i forhold til forebyggelsen og håndteringen af trusler og vold. På den anden side siger de

interviewede betjente næsten samstemmigt, at de altid bakker op om en kollega i dennes håndtering af en

konkret konfliktsituation eller i en konkret magtanvendelsessituation, selv hvis de mener, at den pågældende

kollega ikke har håndteret situationen på den mest hensigtsmæssige vis. I andet fald underminerer man kol-

legaens autoritet, og derfor er betjentene enige om, at de eventuelt tager drøftelsen med kollegaen om

håndteringen af den konkrete situation, når konflikten er overstået, og når den indsatte ikke længere er til

stede.

I de gennemførte interviews bliver det med andre ord tydeligt, at mens der er en klar bevidsthed hos betjen-

tene om betydningen af loyalitet i forhold til at understøtte deres autoritet, så fremstår det mindre klart i

hvor høj grad loyaliteten faktisk praktiseres og hvilke typer situationer, loyaliteten praktiseres i.

”Du

roder ikke så dybt i værktøjskassen, hvis du er

presset…”

I de to øvrige undertemaer sættes der fokus på betjentenes fortællinger om udøvelsen af den professionelle

rolle, og hvordan de italesætter forståelsen af, at de

–

i kraft af deres egen adfærd

–

har indflydelse på de

indsattes adfærd og på forekomsten og håndteringen af trusler og vold. Vi lægger ud med et citat fra et

fokusgruppeinterview med betjente fra et delvist åbent fængsel:

Betjent:

Og jeg kan godt være medvirkende i at skærpe nogle situationer, fordi jeg faktisk

ikke har tid til at tage det ordentligt med ham

[den indsatte]

på den rigtige måde, så han

forstår og accepterer og kan få den bearbejdet i situationen. Det er der ikke tid til.

Interviewer

(henvendt til de øvrige betjente i interviewet):

Og er I enige i det?

Flere betjente siger samstemmende:

Fuldstændig.

En betjent uddyber:

Og jeg er heller ikke så god til det, når jeg selv er frustreret over

nogle ting, og jeg ved, at jeg skal ned og nå at sige det til ham

[den indsatte],

og så ved

jeg, at der står faktisk en

[anden indsat]

deroppe nu, som jeg også skal håndtere et eller

andet omkring, og gad vide hvad han vil og det ene og det andet. Det giver noget hurtigt

jappejapjap, han bliver sur på mig, og så går jeg eller et eller andet.

Som det fremgår af citatet foroven er der altså ikke tale om, at betjentene beskriver, at de begår fejl eller

ikke ved, hvordan de skal håndtere forskellige faglige udfordringer i dagligdagens opgavevaretagelse. Om-

drejningspunktet i betjentenes fortællinger er derimod, at de arbejder inden for nogle rammer og med afsæt

i nogle vilkår, der gør, at de oplever, at de ikke kan udføre betjentrollen godt nok og på en tilfredsstillende

måde i forhold til varetagelsen af den dynamiske sikkerhed. Dette aspekt fremgår endnu tydeligere i et andet

fokusgruppeinterview, hvor betjentene også giver udtryk for, at konflikter ikke nødvendigvis altid er noget

negativt, men selvfølgelig er det, når de udvikler sig til trusler eller vold.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Interviewer:

Kan man overhovedet have konfliktfri fængsler?

Flere betjente siger samstemmende:

Nej nej!

Betjent:

Konflikten er blevet dobbelt op nu, fordi nu har vi konflikter omkring alt det, vi

skal nå, som vi ikke kan nå, og det giver større konflikter blandt de indsatte og os. Fordi

som XX siger, så bliver vi nødt til at sige

[til de indsatte]:

”Fu k dig, du å klare dig sel .

Jeg har sgu ikke tid, jeg er ked af det, men find en anden og snakke

ed”. Og det er jo

ikke fair.

Det er ok forhå e tlig ikke såda , at etje te e reelt siger ”fu k dig” til de i dsatte. Me ligeso i kapitlets

indledende citat, hvor en betjent karakteriserer sin arbejdssituation ved at bruge ordet overlevelse, er der

nok snarere tale om behovet for en form for overtydelighed i kommunikationen til intervieweren, fordi be-

tjentene vil være sikre på at få deres budskab frem. I ovenstående citat siger betjenten afslutningsvis, at det

”jo ikke er fair”, at de a satte ikke har tid til at s akke ed de i dsatte, og der ed li er ho ed udska et

det samme som tidligere nævnt

–

oplevelsen af at rammerne ikke understøtter deres ønske om at udøve

rollen som den lyttende og hjælpsomme betjent, der også har fokus på dynamisk sikkerhed.

På et andet tjenestested siger en betjent, at den største

hurdle der er for betjente i øjeblikket, det er det, at

ores ’hæ ge i døre ’ er æk.

Han forklarer, at al den tid, som han oplever, at betjentene på hans tjenested

tidligere rugte på at gå ru dt og so ialisere ed de i dsatte ed l.a. at ”hæ ge i døre ” og spørge i d til

deres situation, er skåret væk. Betjenten uddyber endvidere, at han oplever at være i en situation, hvor han

ikke har tid til at prioritere de indsatte og give dem den hjælp og støtte, de har brug for. Og i kraft af at

relatio sar ejdet ed de i dsatte er u der pres, eller ”go e”, so

etje te sel udtrykker det, så er

det

også blevet sværere at opretholde forståelsen af sig selv som en støttende betjent, og i forlængelsen er det

ligeledes blevet sværere at være på forkant med håndteringen af de konflikter, der finder sted mellem ind-

satte og ansatte.

”Der

er også nogle af vores kollegaer, der ikke kunne finde på at trække sig…”

Udøvelsen af betjentrollen, og den indvirkning dette har i forhold til trusler og vold mod de ansatte, bliver

også italesat i andre forståelser i de gennemførte interviews. Dels er der betjente, som giver udtryk for en

bevidsthed om betydningen af god kommunikation mellem ansatte og indsatte for at sikre et minimum af

trusler og vold. Men der er også betjente, som giver udtryk for, at der er kollegaer, som enten ikke formår

eller ikke ønsker at udøve betjentrollen på hensigtsmæssig og respektfuld vis. I et interview falder snakken

f.eks. på, hvad der kan bidrage til at trappe konflikter med de indsatte ned, og i den forbindelse siger en

interviewperson:

Betjent:

Det, som de fleste indsatte egentlig gerne vil have, det er, at de bliver hørt. De

behøver ikke få ret, men de skal føle, at vi hører, hvad de siger.

[Hvis vi fx siger til en

indsat]:

”Me det ka des ærre ikke lade sig gøre, fordi såda og såda . Jeg ka godt

forstå, at du vil, me

det ka des ærre ikke lade sig gøre”. Det tager 0 % af ko flikter e

med det samme.

Interviewer:

Det her med at forklare et afslag?

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Betjent:

Ja.

I et andet fokusgruppeinterview foregår der en længere snak mellem de deltagende betjente om, hvilken

type betjentadfærd som er mest hensigtsmæssig at udvise i forskellige potentielle konfliktsituationer, og

hvad der kan få konflikter til at eskalere. En betjent fortæller, at han ikke har noget problem med at trække

sig ud af en verbal konflikt med indsatte, hvis han er alene på posten, både fordi det er bedst af hensyn til

hans egen sikkerhed, men også for at markere over for de indsatte, at han ikke har lyst til at diskutere med

dem under de rådende omstændigheder. Et par af de øvrige betjente supplerer med et ræsonnement om, at

konflikter mellem indsatte og ansatte sommertider risikerer at blive en slags magtkamp mellem parterne,

fordi der er betjente, som ikke forstår, hvornår det er bedst at træde to skridt tilbage for at dæmpe en kon-

flikt.

Betjent:

Jeg tror også ind i mellem, at det er vores måde at agere på, der gør

[at konflik-

ter eskalerer],

fordi der er også nogle af vores kollegaer, der ikke kunne finde på at

trække sig.

Interviewer:

Så det bliver lidt en magtkamp?

[mellem indsatte og ansatte]

Betjent:

Ja.

Interviewer:

Som I også bliver presset ud i eller hvad?

Betjent:

Jo, så står du ved siden af. Nogle af de der

[indsatte]

er ligesom en eller anden

hanhund. Den går bare frem, og den flytter sig bare ikke, og så står den sådan der

[be-

tjenten laver en motorlyd for at illustrere sin pointe].

Interviewer:

Men der er man vel også nødt til som betjent at markere sit territorium

eller?

Betjent:

Jo jo jo.

Betjent:

Men der er også nogle kollegaer, der er lidt på samme måde

[som den indsatte,

der opfører sig som en hanhund].

De bakker ikke et skridt. Og der er vi jo så som kollegaer

tvungne til at bakke op omkring dem

[kollegaerne].

Interviewer:

Selvom I synes, at de

[kollegaerne]

egentlig burde bakke?

Betjent:

Selvom vi så synes, at ja, prøv lige at trække to skridt tilbage, jeg står her også.

Du står ikke alene.

”Vi

har alt for mange betjente, som er her af de forkerte grunde”

I den mere bekymrende del af spektret er de udsagn, som

–

på meget direkte vis

–

giver udtryk for, at trusler

og vold også handler om betjentes uhensigtsmæssige og sommetider direkte konfliktoptrappende adfærd og

uprofessionelle kommunikation med de indsatte. Det skal indledningsvist understreges, at denne indfalds-

vinkel ikke fyldte særlig meget i de gennemførte interviews. Men da det samtidig er en vinkel, som afviger

væsentligt fra det, rapporten i øvrigt har sat fokus på, har vi valgt at redegøre for denne trods alt. Samtidig

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

er denne synsvinkel på problematikken om trusler og vold tilstedeværende i relativt høj grad i det fokusgrup-

peinterview, som er gennemført med indsatte. Dette afsluttende undertema vil derfor blive suppleret med

refleksioner og citater fra interviewet med indsatte.

Betjent:

… altså de første tilga g du har til e i dsat, de er fuldko

e afgøre de for,

om der kommer vold og trusler, eller om der ikke kommer vold og trusler. Og det er sådan

set ligegyldigt, hvad det er for nogen.

Interviewer:

Så det er ligegyldigt, hvad det er for en indsat?

Betjent:

Ja. Altså det kræver, det kræver en masse empati

[at være betjent].

At du lige-

som kan læse, hvor er den indsatte. Hvis nu jeg ved, at inde bag den dør der er en mand,

der er rigtig, rigtig sur. Han er ikke nødvendigvis sur på mig, men han er sur på systemet.

Hvordan skal jeg så agere over for ham? Hvordan skal min tiltaleform over for ham være?

Og det er vi slet ikke gode nok til. Det er vi slet ikke trænede til i kriminalforsorgen. Det

er vi ikke dygtige nok til. Det burde vi bruge rigtig mange ressourcer på. Så skal du bare

se, hvad der sker.

Interviewer:

Men er det, altså skal vi forstå det sådan, at du synes simpelthen ikke, at

vores betjente bliver uddannet godt nok?

Betjent:

Det er fuldkommen rigtigt, ja.

Interviewer:

Okay. Og hvad er det, de mangler?

Betjent:

Jamen, de altså. Først og fremmest så skal vi jo ansætte de rigtige mennesker.

Det har vi så ikke gjort. Det er man så begyndt at gøre. Man er begyndt at blive meget

bedre til at ansætte folk, øh, ud fra de rigtige forudsætninger. Vi har alt for mange, som

er her af de forkerte grunde. Det er der ingen tvivl om.

Interviewer:

Og hvad kan de forkerte grunde være?

Betjent:

Jamen det kan være, det kan være, noget med øh, altså det lyder så grimt, når

jeg siger det, men

såda oget ed, øh: ”Vi le så ikke politi etje te, så i il ger e

ære fæ gsels etje te. Vi il ger e udø e oget agt. Det et der rigtig eget for os…”.

Der er også en masse, der er her, fordi de gerne vil gøre en forskel for de indsatte. Og det,

mener jeg, det er en af de rigtige tilgange, eller hvad kan man sige, måder at ligesom

[forklare]:

”h orfor er i her? H orfor il i ger e ære fæ gsels etje te?

”

Ovenstående bemærkninger er meget ligefremme, og det er faktisk kun denne ene betjent, der har givet

udtryk for sine holdninger på en så direkte facon. De øvrige betjente, som ligeledes mener, at betjentenes

attitude og adfærd over for de indsatte har stor betydning for, hvorvidt en konfliktsituation eskalerer eller

ej, har typisk udtrykt sig ved hjælp af en mere afdæmpet terminologi og på mere indirekte vis.

I undersøgelsen har det ikke været muligt at gennemføre en lang række interviews med indsatte om proble-

matikken med trusler og vold. Af ressourcemæssige grunde har vi været nødt til at holde fokus på betjentenes

perspektiv, men i afprøvningsøjemed er der gennemført ét fokusgruppeinterview med fem indsatte fra et

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

halvåbent fængsel. Det skal således bemærkes, at de nedenfor følgende refleksioner og citater skal læses og

fortolkes med forbehold. Selv om de fem deltagende indsatte alle har afsonet domme i skiftende fængsler,

så er det umuligt at afgøre, om de holdninger og erfaringer, de giver udtryk for, også gør sig gældende for

andre indsatte. Nedenstående kan dog, om ikke andet, bidrage til budskabet, at problematikken med trusler

og vold er sammensat og involverer såvel de indsatte som de ansatte og rammerne for afsoningslivet på kryds

og tværs.

Interviewer:

Siger du altså, at det ligesom er betjentene, der på en eller anden måde

trapper det op?

Indsat:

Det kan nogle betjente gøre. Der er også nogle betjente, der gør det modsat og

er gode til at håndtere situationerne. Så der er en type betjent i hver ende af spektret,

hvor nogle de får trappet en situation op, og nogle får den dæmpet ned. Fordi jeg har

været gangmand i næsten 1,5 år i forskellige arresthuse, så har jeg set meget forskellige

åder, etje te har hå dteret situatio er på, h or ogle godt ka fi de ud af, at: ”Ok,

det er ikke lige nu, vi skal tage diskussionen med ham, når han er så frustreret, så kommer

jeg are he og tager ha o to ti er, til ha er kølet ed”. Og ogle

[betjente]

siger:

”Vi tager de u”, så kalder de på de a dre

[betjente],

og så går de bare ind og bruger

enormt meget magt. Så på den måde er der stor forskel på den måde, betjentene agerer

på i forhold til situatio er. Der er ogle, der irkelig are er rigtig gode og siger: ”Sel føl-

gelig skal vi ikke tage den nu, mens han står og råber og skriger og smider med tingene.

Lad ha ære deri de”, og så får ha are si e –

om han får sin bøde nu, eller han får

den om 5 timer, det er jo i og for sig ligegyldigt.

En af de andre indsatte mener, at der stort set kun er sat fokus på, hvordan de indsatte opfører sig, og det er

en mangel i forhold til at forstå problematikken med trusler og vold, hævder han. Han siger, at det også er

vigtigt at fortælle historierne om betjente, der ikke opfører sig ordentligt over for de indsatte, for der er altså

også ” rod e kar og råd e æ ler la dt sta e ”, so ha udtrykker det. Ha poi terer sa tidig, at ha

sagte s ka forstå, at det er hårdt for etje te e, h is de li er s i et til og ”kaldt e ar ti ga ge o dage ”,

men han er af den overbevisning, at betjentenes uddannelse og professionalisme burde kunne hjælpe dem

bedre til at adskille, hvornår der er tale om de indsattes frustrationer, og hvornår der er tale om andre mere

alvorlige ting, som han udtrykker det.

En indsat understreger, at det er vigtigt at sondre mellem betjente, ligesom det er vigtigt at sondre mellem

indsatte, når man drøfter problematikken med trusler og vold:

Indsat:

Jeg tror, det er en rigtig vigtig sondring at lave den opdeling af vagter: der er dem,

som gerne vil sidde på kontoret og lave så lidt som muligt, og hvis du kommer ind og

spørger om noget, så er du bare irriterende. Så er der dem, der rigtig gerne vil os

[ind-

satte]

og kommer ned og snakker og laver nogle forskellige ting med os. Og så er der

dem, som har sådan en autoritær gammeldags måde, det skal være på. De kan godt gøre

lidt af det andet, men det er klart, at de vil gerne have det, som det var i gamle dage. Så

jeg s es, der er tre grupper ær est af de der forskellige etje te … og h er gruppe har

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

sin egen måde at gribe tingene an på. Så derfor er det svært at male det hele billede,

fordi det er mennesker, vi har med at gøre, og de er forskellige og griber tingene forskel-

ligt an.

Det er interessant at notere, at den indsatte henviser til betjentene som mennesker for at forklare og legiti-

mere deres forskellige tilgange til betjentrollen, for det er et ræsonnement, der også genfindes hos betjen-

tene selv. Det samme gør sig gældende i følgende citat, hvor en indsat f.eks. bemærker, at det kan være

svært for den rummelige betjent at være rummelig, fordi han kan blive tvunget til at forsvare sin tilgang over

for kollegaerne. Samme tankegang kom frem i interviews med betjente.

Indsat:

Vi har haft på vores afdeling nogle af de betjente, der kommer ned på vores gård-

ture og ryger og snakker og er rigtig venlige, de får nærmest at høre for det, når de kom-

mer ind på kontoret, fordi de bruger så meget tid med os

[indsatte].

Det er noget, vi har

haft at gøre med her med nogle af de betjente, der har været flinke, så har de hørt for

det fra de andre betjente. Nu har de taget hånd om det fra ledelsen, og så har de fået at

vide, at det skal de gøre, hvis der er plads til det. De får lov til at gå ud og spille fodbold

med os, og det har medført en helt anden relation med mange af betjentene til gengæld.

Dem, der kommer ud og spiller fodbold med os og er med i fodboldkampe, man får en

helt anden relation end lige det der ansatte-indsatte. Så får man også en, hvor nu er man

altså lige og spiller fodbold sammen og har det sjovt. Og det gør virkelig en stor forskel,

og det er de , der gør det ekstra, de ku e a heller aldrig fi de på … e so du har

spillet fodbold og haft det sjovt med, ville du aldrig flippe ud på på samme måde som en,

du i for eje går og er irriteret på, so altid har sagt ” ej” og hele tide er egati . Så

har man allerede en frustration bygget op. Og det er der, jeg mener, forskellen ligger.

Der er en frustration i forvejen, så skal der ikke så meget til, at det flyder over i forhold til

en, du har lang snor med. Så kan han godt lave nogle irriterende ting, men man husker

stadig på de gode ting.

Det er ligeledes ærd at e ærke, at de i dsatte siger, at det er s ærere at ”flippe ud” o er for e etje t,

som man har opbygget en relation til, for igen er der tale om en form for begrundelse, som også kan genfindes

hos betjentene selv.

Undertemaet afsluttes med en form for statement, der blev sagt af en indsat, lige inden interviewet var fær-

digt:

Jeg vil gerne lige til sidst sige, at der er altså rigtig mange betjente, der gør det rigtig godt også. Altså,

det er rigtig vigtigt at pointere.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

6. Rammerne for de indsattes afsoning og de ansattes arbejdsudførelse

Resumé

De interviewede betjente har i overraskende udstrakt grad adresseret forskellige mere eller mindre kon-

krete faktorer, der relaterer sig til de rammer, arbejdet udføres indenfor, når de har skulle give deres bud

på, hvorfor trusler og vold opstår, hvad overgrebene kan være udtryk for, og hvordan det opleves for de

ansatte at være udsat for det. Selv om betjentene har en oplevelse af, at klientellet har ændret sig væsent-

ligt over tid og nu karakteriseres af eksempelvis voldsparate bander, autoritetsimmune unge og såkaldt

psykisk uligevægtige indsatte, så er det ikke problemstillingerne omkring de indsatte, betjentene har sat

mest fokus på i deres fortællinger om, hvordan de erfarer og oplever problematikken med trusler og vold.

Betjentene giver udtryk for at være under et stort arbejdspres på grund af manglen på mandskab. Det

understreges i samtlige interviews, og det nævnes gentagne gange. Men det fremgår også tydeligt i de

gennemførte interviews, at arbejdspresset er ekstra massivt, fordi det samtidig er betjentenes oplevelse,

at de i stigende grad skal udføre henholdsvis administrative opgaver og udmønte forskellige sikkerheds-

mæssige tiltag til en grad, så det går ud over deres mulighed for at arbejde med dynamisk sikkerhed.

Og netop den dynamiske sikkerhed opfattes af betjentene som noget helt centralt i forhold til problema-

tikken med trusler og vold. Den dynamiske sikkerhed gør det muligt for betjentene at arbejde forebyg-

gende og håndtere konflikter mere fokuseret, når den slags situationer opstår. Derved er der større chance

for, at konflikterne ikke udvikler sig til trusler eller vold. Hvis betjentene har et nærmere kendskab til de

indsatte, og hvis de indsatte betragter betjentene som noget mere end et personale, der åbner celledøre,

og lukker dem igen, så er det lettere at håndtere de forskellige udfordringer, der fører med et anstaltsliv,

herunder at de indsatte indimellem vil noget, de ikke må eller skal noget, de ikke vil.

6.1 Baggrund

”Me det so gør os syge, det er ikke de i dsatte…”,

siger en betjent i et af de gennemførte fokusgruppein-

terviews. Udsagnet er valgt, fordi det

–

på kort og kontakt vis

–

introducerer kapitlets omdrejningspunkt.

I planlægningen af interviewundersøgelsen var det vores forventning, at betjentene nok primært ville tale

om trusler og vold ud fra en forståelse af, at det er de indsatte, som er

kernen

i problemstillingen. Det gik

imidlertid hurtigt op for os

–

da vi kom i gang med at interviewe

–

at betjentene var langt mere nuancerede

i deres refleksioner om problemstillingen. Vi blev også efter kort tid klar over, at betjentene var mindst lige

så optagede af en række andre faktorer end de indsatte, når de skulle give deres bud på, hvad vold og trusler

mod personalet handler om.

I kapitel 4 er det beskrevet, at mange betjente har en forståelse af at arbejde med et forandret klientel i

dagens fængsler og arresthuse, herunder indsatte der skaber ganske særlige vanskeligheder i forhold til fo-

rekomsten af trusler og vold og i forhold til håndteringen af disse. I denne sammenhæng nævnes banderne

som en speciel udfordring, fordi det er forståelsen, at bandemedlemmerne udøver trusler og vold på en sær-

lig rå og personlig måde og har viljen og ressourcerne til at føre truslerne ud i livet.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

På trods af at mange betjente gav udtryk for oplevelsen om et forandret klientel og særlig vanskelige grupper

af indsatte, så var det imidlertid ikke fortællingen om de indsattes rolle i problematikken med trusler og vold,

der fyldte mest i de gennemførte interviews. Fortællingen om udfordrende arbejdsforhold og rammer for

arbejdet med bl.a. tidspres, opgavepres og en oplevelse af ikke at kunne udføre såkaldt relationsarbejde og

tilvejebringe en ordentlig resocialiserende indsats til de indsatte, var uden tvivl det, som hovedparten af de

interviewede betjente satte mest fokus på i de gennemførte interviews.

6.2 Et blik ind i empirien

Interviewer:

Men altså, vi er jo kommet lidt ind på det, men jeg vil gerne spørge. Det der

med jeres bekymringer

–

og det kan jo både være i forhold til vold og trusler, men også i

det hele taget hvad det er at være betjent i dag

–

er det noget, der fylder meget hos jer?

Er man bekymret som betjent i dag? Nu har du været lidt inde på det med banderne, men

er I f.eks. bekymrede i jeres dagligdag over jeres betjentrolle?

Betjent:

Jeg er ikke bekymret, men jeg tænker meget over det.

Betjent:

Jeg tror ikke, du finder nogen her i XX fængsel, der siger, at det er de indsatte,

der gør, at vi er syge eller går og har tanker om alt muligt andet. Det er simpelthen den

måde, det er at være fængselsbetjent på i dag.

Interviewer:

Så det er ikke vold og trusler, der bekymrer jer?

Betjent:

Nej.

Betjent:

Min bekymring på en almindelig dag som i dag, hvor vi skal have vagt, er, at jeg

nu skal have mig en kollega, jeg kan

stole på… Jeg er skide ligeglad ed, h orda de

indsatte reelt opfører sig, fordi jeg er så dygtig at vide, hvordan jeg skal håndtere det,

med de midler vi nu har.

Betjent:

Det er vi uddannede til. Nu har jeg siddet i områdets arbejdsmiljøudvalg i tre år

og har siddet derovre, og vi har siddet og råbt på supervision, og vi har siddet og råbt på

mødeaktivitet og god ledelse

–

synlig ledelse

–

og de sidste tre år har vi kun brugt på at

registrere vold og trusler. Vi er simpelthen ikke nået videre. Og de kører deres personale

fuldstændig i hegnet. De vil slet ikke høre på, hvad vi siger.

Interviewer:

Så når vi læser om det

[vold og trusler mod personalet]

og hører, at der skal

flere betjente til, og tit bliver det jo fremstillet som om, at det kun er de indsattes skyld,

at det er blevet meget mere råt

[i fængslerne].

Det er ikke hele sandheden?

Betjent:

Nej.

Betjent:

[indsatte]

er jo blevet mere rå, som XX siger. Det er jo de værste af de værste,

vi har. De gode indsatte, de sidder jo ikke her.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Interviewer:

Men du siger også, at hvis I bare var flere folk og havde rammerne, så ville

I godt kunne håndtere det?

Betjent:

Ja, men så skulle vi også være flere. Men det som gør os syge, det er ikke de

indsatte.

Ovenstående er et uddrag fra ét fokusgruppeinterview med fem fængselsbetjente i et lukket fængsel. I det

pågældende interview fortsatte betjentene med at diskutere dagligdagens bekymringer set fra deres per-

spektiv. I det videre forløb gav de bl.a. udtryk for, at de anerkender, at betjente, der gør tjeneste på bande-

afdelinger, arbejder i en sammenhæng, som skaber en helt særlig risiko for frygt og udsathed for trusler og

vold fra de indsatte. Samtidig understregede interviewpersonerne deres oplevelse af, at det ikke er vold og

trusler, der fylder mest for dem selv eller for hovedparten af deres kollegaer. En betjent sagde tilmed, at det

stigende fokus på trusler og vold faktisk kommer til at fungere som et røgslør for de egentlige problemer,

fængselsbetjente står overfor i dag. I et ironisk toneleje sagde han:

Det er fint nok at kamuflere det her. Hvis

man nu siger, det er en overskrift. Altså, det er fint nok at kamuflere vores problemer bag vold og trusler.

6.2.1 Et komplekst samspil mellem mange faktorer

I de gennemførte fokusgruppeinterviews er deltagerne bl.a. blevet bedt om at notere, hvad de opfatter som

de tre vigtigste grunde til, at indsatte udøver vold og trusler mod de ansatte

. Mange betjente nævner, som

nævnt, en række forhold ved de indsatte som gruppe som centrale for forståelsen af problematikken med

trusler og vold. Bander, såkaldt psykisk uligevægtige indsatte, frustrationer pga. frihedsberøvelsen og såkaldt

autoritetsimmune unge er blot et udpluk af de forskellige omstændigheder, betjentene har adresseret i in-

terviewene, når de har reflekteret over problemstillingen med trusler og vold mod ansatte.

Bemærkelsesværdigt mange interviewdeltagere har imidlertid sat fokus på en række faktorer, der relaterer

sig til de rammer eller forhold, afsoningen og arbejdet på fængslerne udføres indenfor. De ansatte anvender

også sel egre et ”ra

er” i i ter ie e e, e ri ger ligeledes e række ere ko krete faktorer i spil

som eksempelvis:



Mangel på tid til relationsarbejde med de indsatte



Bemandingssituationen

–

for få betjente og for meget overarbejde



Et stigende tidsforbrug til arbejdsopgaver, der ikke opleves som meningsfulde i forhold til opgaven

med at bringe de indsatte sikkert videre til et liv uden kriminalitet



Oplevelsen af et stigende fokus på statisk/teknisk sikkerhed og en oplevelse af, at der ikke længere

er e for uftig ala e elle ”det hårde” og ”det løde” i afso i ge



Besparelser og konsekvenser heraf



Det fysiske miljø på matriklen



Organisatoriske udfordringer herunder f.eks. flaskehalse ved overflytning af indsatte ved behov



Mangelfuld ledelsesunderstøttelse i prioriteringen af arbejdsopgaver



Konsekvenserne af f.eks. det indførte rygeforbud

selvfølgelig med til at definere rammen for betjentenes refleksioner, når vi stiller det op på den måde, at der er nogle faktorer,

som er vigtigere end andre, og at faktorerne kan adskilles og begrebsliggøres. Det udgør imidlertid samtidig en af forudsætningerne

for overhovedet at kunne gennemføre et interview om vold og trusler, og det skal således primært kædes sammen med en metodo-

logisk diskussion. Vi håber dog, at rapporten sammenlagt vil anskueliggøre, at de forskellige faktorer, som betjentene peger på, er

tæt forbundne.

Vi er

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren



Mangelfuld viden om hensigtsmæssig håndtering af særlige grupper af indsatte (f.eks. såkaldt psykisk

uligevægtige indsatte, indsatte der har en decideret psykiatrisk diagnose, indsatte der er særlig kon-

fliktsøgende mv.)

De helt overordnede politiske rammer for Kriminalforsorgens arbejde.

Faktorerne er selvfølgelig tæt forbundet og delvis overlappende, og det er da også på en sammenvævet

måde, de ansatte har adresseret dem. Eksempelvis medfører bemandingssituationen med manglen på be-

tjente, at den enkelte betjent oplever, at han skal løfte flere betjentfaglige opgaver. Når den enkelte betjent

oplever, at han skal løfte flere betjentfaglige opgaver, så er der også mindre tid til den enkelte opgave, her-

under mindre tid til at opbygge en tættere professionel relation til de indsatte. Oplevelsen af et stigende

fokus på de statiske/tekniske sikkerhedstiltag i fængslerne og oplevelsen af en skæv balance mellem de så-

kaldt hårde og bløde dele af afsoningen, medfører endvidere, at rammerne, som strafafsoningen foregår

indenfor, ses som ugunstige dels i forhold til at opbygge en professionel relation til de indsatte, dels i forhold

til at forebygge konflikter.

Når de interviewede giver udtryk for, at der er en mangelfuld ledelsesunderstøttelse

i prioriteringen af ar-

bejdsopgaver, så handler det f.eks. om manglende prioritering af arbejdsopgaver helt konkret. Hvis opga-

verne ikke prioriteres i ledelsesregi, og når der er mangel på betjente og en oplevelse hos den enkelte betjent

af mangel på tid i løbet af arbejdsdagen, så foretager de ansatte deres egne prioriteringer, for regnestykket

mellem tid og opgaver skal jo gå op. I disse situationer sker det typisk

–

som flere betjente også har nævnt

eksplicit

–

at prioriteringen falder ud til fordel for opgaver, der har med statisk sikkerhed at gøre, fordi det er

forståelsen, at der ledelsesmæssigt er langt mere fokus og mere omfattende opfølgning på disse. Og når

betjentene vælger at prioritere den statiske sikkerhed frem for den dynamiske, så oplever de, at det har

uhensigtsmæssige konsekvenser i forhold til de indsattes frustrationsniveau og en negativ indvirkning på

konflikthåndteringsmulighederne.

Mangelfuld viden om håndteringen af særlige grupper af indsatte handler eksempelvis om betjente, der giver

udtryk for, at selv om de oplever, at de indsatte som gruppe har forandret sig betydeligt gennem de seneste

par år, så modsvares det ikke af en opgradering af betjentenes kompetencer. Dette har indvirkning på pro-

blematikken om trusler og vold, for hvis betjentene ikke ved, hvordan konflikter med eksempelvis unge så-

kaldt autoritetsimmune eller indsatte, der opleves som psykisk uligevægtige håndteres mest hensigtsmæs-

sigt, så er det svært at forebygge, at konflikterne udvikler sig til trusler og/eller vold.

Punkterne om henholdsvis konsekvenserne af det indførte rygeforbud og de politiske rammer for kriminal-

forsorgens arbejde er ligeledes tæt sammenvævede med alt det øvrige, som er nævnt foroven. De politiske

rammer har betydning for kriminalforsorgens udmøntning og prioritering af opgaver, og det medfører en

Ligesom en række af de andre begreber, der henvises til i denne sammenhæng, er

ledelse

ikke en særlig præcis betegnelse. Beteg-

nelsen kan referere til forskellige ledelsesniveauer i Kriminalforsorgen og forskellige konkrete ledere, men når de ansatte bruger

begrebet, er det ikke altid, de bruger det med reference til en specifik leder eller et specifikt ledelsesniveau. Det ligger i undersøgel-

sens natur, at den ikke kan afdække præcise årsagssammenhænge i forhold til forekomsten af vold og trusler mod de ansatte. Un-

dersøgelsen har fokus på at afdække, hvordan vold og trusler betragtes fra de ansattes perspektiv. Det at undersøge erfaringer og

perspektiver vil altid give anledning til upræcise udsagn og brugen af upræcise begreber, og i en interviewsituation er intervieweren

nødt til at gå på kompromis mellem f.eks. undersøgelsens behov for yderligere præciseringer og interviewpersonens behov for at

ku e ”tale frit” og ude for a ge egræ s i ger.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

række konkrete forandringer i betjentenes opgaveportefølje. Når det eksempelvis besluttes at indføre ryge-

forbud på de indsattes celler, så medfører det en række ekstra opgaver på betjentniveau. Betjentene skal

f.eks. indberette, hvis forbuddet overtrædes, og i arresthusene er det betjentenes oplevelse, at der generelt

bliver brugt mange mandskabstimer på at håndhæve rygeforbuddet. Når bemandingssituationen allerede er

på et presset niveau, så medfører det, at betjentene oplever, at de f.eks. ikke kan nå at være på forkant med

konfliktsituationer ved at tage de indsattes frustrationer i opløbet. Hvis frustrationer ikke tages i opløbet, så

er der større risiko for, at situationerne eskalerer til trusler eller vold mod de ansatte. Sammentaget bliver

det derfor arresthusbetjentenes forståelse, at det indførte rygeforbud har en negativ indvirkning på tjene-

stestedets konfliktniveau.

På listen ovenfor er det fysiske miljø på matriklen også nævnt, men det er dog ikke et forhold, som fylder

meget i de gennemførte interviews. I de tilfælde hvor det nævnes, handler det f.eks. om konflikter på grund

af belægssituationen eller konflikter som følge af, at indsatte eksempelvis skal vente på en betjent, der har

tid til at følge dem frem og tilbage til toilettet. Denne problematik nævnes selvsagt kun på de matrikler, hvor

der ikke er eget toilet i forbindelse med cellerne. Det skal dog bemærkes, at problemstillingen med konflikter

i forbindelse med indsattes toiletbesøg adresseres hovedsageligt som et bemandingsproblem. Det er med

andre ord ikke selve det, at toiletterne er placeret på gangene, der udgør det centrale problem og kan lede

til konflikter med de indsatte. Det er det forhold, at indsatte kan risikere at vente længe på at forrette et

toiletbesøg pga. bemandingssituationen på den pågældende matrikel, der kan udgøre en potentiel konflikt-

situation.

Arbejdet med at skabe en professionel relation til de indsatte i løbet af afsoningen italesættes af langt de

fleste fokusgruppedeltagerne som noget af hel central betydning i forhold til forebyggelsen af trusler og vold

mod de ansatte. I deltagernes forståelse er kendskabet til de indsatte nemlig en forudsætning for at kunne

”slukke de her ilde ra de, i de de har lusset sig op”,

som en betjent udtrykker det. Flere interviewperso-

er e ærker også, at det gru dlægge de er s ærere for e i dsat at true e etje t, so ha ”ke der”

end at true en betjent, som den indsatte primært ser, når celledøren skal åbnes og lukkes i.

I deltager es optik er ”ra

er e” ed a dre ord etyd i gsfulde

i forhold til forståelsen af trusler og vold

mod ansatte, og rammerne italesættes som betydningsfulde på flere niveauer. Dels er de vigtige i meget

konkret og lokal forstand som f.eks. faciliteterne på afsoningsstedet, økonomi og bemanding. Men rammerne

italesættes også som vigtige i mere abstrakt forstand. Når betjente f.eks. giver udtryk for at være nødt til at

udføre ” e i gsløse opga er”, og år de –

næsten enstemmigt

–

siger, at det ikke er de indsatte, der be-

ky rer de

est, e deri od ”ra

er e”, så he iser de til e

ere diffus og o erord et størrelse, h or

omdrejningspunktet tilsyneladende er udmøntningen af diverse politiske tiltag og prioriteringer, og den

måde kriminalforsorgen drives på. Dette bliver f.eks. tydeligt i det længere citatuddrag, som fremgår i starten

af kapitlet. Uddraget er

–

som nævnt

–

hentet fra ét fokusgruppeinterview, og det er forskellige betjente, der

kommer med de refererede udsagn i en længere samtale om fængselsbetjentrollen i dag, og hvordan det

påvirker dem, at de udsættes for trusler og vold. Selv om citatet er hentet fra ét fokusgruppeinterview i ét

fængsel, er de holdninger og oplevelser, betjentene giver udtryk for, imidlertid meget i tråd med det vi har

hørt i de øvrige fokusgruppeinterviews fra andre tjenestesteder og i åbent såvel som i lukket regi.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

I et andet fængsel leverer betjentene f.eks. følgende refleksioner på vores spørgsmål om, hvad de opfatter

som de tre vigtigste grunde til, at indsatte udøver vold og trusler mod de ansatte:

Betjent:

Så har jeg skrevet travlhed fra personalets side pga. besparelser. Jeg tænker

også, at rigtig mange af vores konflikter og trusler kommer jo ikke i situationer, der ef-

terfølgende manifesterer sig i en magtanvendelse, men mange af dem kommer, hvor det

er det eneste, der lige bliver skrevet ned. Det er truslen, og så går situationen egentlig i

sig selv. Jeg tror, at hvis man havde mere tid til at tage dialogen og tage snakken og

kunne forklare og have den individuelle tid til at forklare baggrunden bag situationen, så

vil den ikke eskalere til en trussel. Selvfølgelig er der dér, hvor der kommer en trussel

først, fordi vi er i gang med at gennemføre en eller anden påbudt foranstaltning; vi skal

have en eller anden overført til lukket, fordi han er blevet taget med diverse ting

–

så

følger der nærmest altid en trussel, vil jeg sige. Det er blevet en autorespons. Så skal de

lige hævne sig, mens de er ved at blive trynet af os, så kan de lige ramme os med den.

Men vi har også rigtig mange gange, hvor der kommer nogle trusler, hvor det egentlig

ikke bliver til ret meget andet. Jeg tænker, at det simpelthen er fordi, vi ikke har tiden til

at løse det optimalt. Vi løser den inden for den tidsramme, der er givet os, inden vi skal

ud og lave nogle af de ting, som netop kan dokumenteres. Og så har jeg skrevet mangel

på positive interaktioner. Altså, vi render rundt med en nej-hat på, der er blevet os påkli-

stret nu her.

I det fortsatte interview uddyber betjentene, hvad de mener med at have en såkaldt nej-hat på. En betjent

refererer f.eks. til de overordnede politiske rammer for kriminalforsorgens arbejde, når han forklarer, at han

oplever, at betjentene i stigende grad skal fratage de indsatte muligheder, og for ham er det lig med at have

en nej-hat på. En anden betjent sætter fokus på, at udfordringen ikke kun ligger i, at de indsattes muligheder

er blevet kraftigt indsnævret de seneste par år. For ham ligger udfordringen lige så meget i det forhold, at

det er betjentene, der

–

i kraft af deres rolle

–

står i frontlinjen og skal overlevere de forskellige mindre

populære budskaber til de indsatte. Og frontlinjemedarbejderne er primært dem, der står for skud, når de

indsatte giver udtryk for frustrationer i form af eksempelvis trusler.

Betjent:

Vi er statens loyale tjenestemænd. Det er det nye ord, vi er blevet os påduttet.

Compliance. Vi skal selvfølgelig gøre det, vi er blevet bedt om. Det vil vi også rigtig gerne,

vi noterer os bare, at der desværre er kommet en mangel på plussiden af aktionen eller

interaktionen med de indsatte. Det havde vi før, som ligesom kunne opveje alle de nega-

tive ting, vi jo selvfølgelig står på mål for og selvfølgelig altid gør, når vi har med de

indsatte at gøre. Så er det jo ofte den, der har den gode relation, der selvfølgelig skal gå

ned og forklare, at desværre sådan og sådan. Men vi har ikke noget, der opvejer det på

de positi e side læ gere. Vi har ikke ulighede for at sige: ”Hold kæft,

mand, hvor er

det godt vejr i dag. Ved du hvad vi rydder lige kalenderen og går en tur i et eller andet

aturskø t o råde og får e s ak” eller et eller a det. Da jeg startede, ar i or til

145 timer. Jeg skulle hver måned sætte mig selv ud til seks timers kultur, et eller andet

aktivitet og relations-dannelse med de indsatte. Det skulle jeg selv finde på og selv gøre,

og det skulle jeg gøre hver måned. Det er blevet fjernet alt det. Det er blevet fjernet alt

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

det, der opbygger positivitet mellem indsatte og ansatte. Det har man sparet væk. Nu er

det blevet individuelt. Der er ikke noget i systemet længere. Nu er det op til den enkelte

[betjent]

at prioritere det…

o er at de a ge etje te, i har talt ed, adresserer ”ra

er e” på deres tje estesteder

og i kriminal-

forsorgen mere generelt på et henholdsvis konkret og et overordnet niveau, så italesætter de også rammerne

som vigtige i en slags organisatorisk forstand. I denne betydning er kernen f.eks., at lokale ledelsespriorite-

ringer kan opleves som hæmmende for betjentenes ønske om at praktisere en konfliktløsende tilgang over

for de indsatte, og at forskellige arbejdsgange og beslutningsprocedurer på områdeniveau somme tider op-

leves som en kæp i hjulet i forhold til at håndtere (akutte og mere alvorlige) konflikter med indsatte. Denne

problematik er f.eks. italesat i forhold til overflytning af indsatte ved behov. Det er oplevelsen hos flere af de

interviewede betjente, at der var en højere grad af fleksibilitet i arbejdsudførelsen inden områdekontorerne

blev etableret. Betjentene fortæller, at overflytningen af indsatte tidligere kunne håndteres ved lokale afta-

ler, mens det nu bliver styret og håndteret gennem områdekontorerne med oplevelsen af bureaukrati og en

langsommelig sagsbehandling til følge. Det som tidligere blev betragtet som en effektiv konflikthåndterings-

strategi

–

at overflytte en eksempelvis umedgørlig og konfliktsøgende indsat til en anden institution

–

bliver

nu opfattet af flere betjente som en langt mindre effektiv strategi.

”Rammerne”,

som noget der har betydning for at forstå problematikken med trusler og vold mod ansatte,

bliver således italesat i forskellige fortolkninger af betjentene, når de fortæller om deres erfaringer og ople-

velser. Ligesom i de foregående kapitler indeholder også dette to figurer for at illustrer, hvordan de tre te-

maer og kapitler hænger sammen, og hvad der sættes nærmære fokus på i kapitel 6.

Figur 6 nedenfor viser de tre overordnede temaer, der adresseres i de gennemførte interviews; rammerne

for de ansattes arbejde og for de indsattes afsoning, den forurettede part (de ansatte) og den udøvende part

(de indsatte).

I figur 7 zoomes der ind på temaet om rammer. Rammerne, eller de forhold som betjentene udfører deres

arbejde indenfor og som de indsattes afsoning foregår indenfor, er

–

som nævnt foroven

–

italesat i mange

forskellige betydninger i de gennemførte interviews. De forskellige betydninger knytter desuden an til for-

skellige niveauer i det organisatoriske hierarki, som kriminalforsorgen er en del af. Rammerne er et upræcist

og omfavnende begreb, men med nedenstående illustration bliver det forhåbentligt lidt mere gennemskue-

ligt, hvad der kan ligge i begrebet i mere konkret forstand.

Figur 6. De tre hovedtemaer, som løftes frem i de gennemførte fokusgruppeinterviews og dermed peger

på de forhold og parter, der har betydning for konflikterne mellem indsatte og ansatte.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Den udøvende

part - de

indsatte

Den

forurettede

part - de

ansatte

Rammerne - dvs. de

forhold

fængselsbetjentenes

arbejde og de indsattes

afsoning foregår

indenfor

Figur 7. Fokus på

”rammerne”

som et forhold af betydning for konflikterne

Det politiske niveau

Lovgivning, beslutninger, flerårsaftaler og

retningslinjer i øvrigt. Både hvad angår økonomi

og retningen for straffuldbyrdelsen.

Det organisatoriske niveau

Direktorats-, område- og matrikelniveau.

Udmøntningen af de rammer der bliver sat i

kraft af lovgivning, beslutninger og aftaler, der

er fastsat på det politiske niveau. Dette kommer f.eks. til

udtryk i bemandingssituationen, i de økonomiske rammer

for de enkelte matrikler og i den opgaveportefølje, der skal

løftes af betjentene på hvert enkelt tjenestested.

I dette kapitel sættes der fokus på alt det i interviewmaterialet, som knytter an til henholdsvis det politiske

og orga isatoriske i eau, e so i etje te es eg e fortælli ger og udsag oftest redt e æ es ”ra -

er e”. Det skal u derstreges, at præ iseringen

af de forskellige niveauer foroven ikke har til formål at pla-

cere konkrete interviewudsagn inden for niveauerne. Præciseringen har kun til formål at fremme læseven-

ligheden.

I redegørelsen vil der i stor udstrækning blive henvist til citater fra de gennemførte fokusgruppeinterviews,

fordi det tilbyder den mest autentiske skildring af de ansattes oplevelser. Faktorerne om eksempelvis be-

manding, balancen mellem det såkaldt hårde og bløde og overordnede politiske rammer er sammenvævede

–

både i interviewpersonernes udsagn og i realiteten

–

og det præger den fortsatte fremstilling. Faktorerne

vil med andre ord ikke blive afhandlet én efter én, men som en samlet redegørelse, der så vidt muligt tager

afsæt i betjentenes forståelse af relationsarbejdet med de indsatte som noget helt centralt.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Som det er nævnt i rapportens indledning, er der gennemført otte fokusgruppeinterviews med fængselsbe-

tjente og værkmestre fra syv tjenestesteder samt enkeltinterviews med syv betjente og en leder fra én ma-

trikel. Det har resulteret i et omfattende datamateriale, og det vil være en umulighed at gengive alle per-

spektiver og nuancer herfra. Som i enhver anden analyse er der foretaget en række valg og fravalg, og den

følgende redegørelse skal betragtes i denne kontekst. Redegørelsen medtager med andre ord ikke ALT, der

er sagt af ALLE deltagerne i samtlige de interviews, der er gennemført. Fremstillingen afdækker de temaer,

der så at sige går på tværs af de mange erfaringer, oplevelser og forklaringer, deltagerne har bidraget med.

Endvidere skal det bemærkes, at temaet om rammer hænger nøje sammen med rapportens to øvrige hoved-

temaer

–

de indsatte og de ansatte

–

og derfor kun skal betragtes som ét led i analysen. Rammerne er vigtige

for at forstå problematikken med indsattes trusler og vold mod de ansatte, men temaet kan ikke stå alene.

Det kan temaet om henholdsvis de indsatte og de ansatte heller ikke. Rammerne er med til at forme det

mulighedsrum, som de ansatte virker indenfor. Dermed er rammerne også med til at forme det arbejde, de

ansatte udfører konkret i dagligdagen, og dette har

–

alt andet lige

–

også indvirkning på de indsattes adfærd.

Men de indsattes adfærd har også indvirkning på det arbejde, de ansatte udfører og på de politiske og orga-

nisatoriske rammer, der bliver fastsat for afsoningen. Der er med andre ord ikke nogle enkle forklaringer på

problemstillingen med trusler og vold mod kriminalforsorgens ansatte, og det er i den kontekst, analysen skal

ses.

6.2.2 Relationsarbejdets betydning for forebyggelsen af trusler og vold

Da vi gik i gang med at planlægge gennemførelsen af en række fokusgruppeinterviews med ansatte, var vi

ligeledes i gang med at gennemgå de omkring 200 indberetninger, der er henvist til i de foregående kapitler

i denne rapport. Ved gennemlæsningen af de mange indberetninger om episoder af krænkelser, trusler eller

vold, fik vi det overordnede indtryk, at vold og trusler mod de ansatte er en relativt ensidig problemstilling

med de indsatte som den udøvende og skyldige part, og de ansatte som dem, der bliver udsat og er helt uden

skyld. Indberetningerne er typisk bygget op således, at den konkrete episode er beskrevet fra et ansatte- og

systemperspektiv, mens den indsattes perspektiv kun er inddraget i det, at det eventuelt fremgår, om han

erklærer sig enig eller uenig i den måde, hvorpå den konkrete hændelse er gengivet. Hvis indberetningen

består af et forhørsprotokol, er det oftest konklusionen, at den ansattes gengivelse af episoden er korrekt,

uanset om den indsatte er enig eller ej i den skriftlige gengivelse. Indberetningerne repræsenterer med andre

ord en fremstilling, hvor de konflikter, der finder sted inden for murene så at sige hovedsageligt afbildes i

farverne sort og hvid og i en slags løsreven sammenhæng.

Inden vores første interview havde vi derfor en forventning om at møde nogenlunde samme fremstilling, når

deltagerne skulle fortælle om deres perspektiver på trusler og vold mod ansatte, herunder hvorfor det sker,

og hvad truslerne og volden kan ses som udtryk for.

Men vores forventning blev gjort til skamme. Hos de mange betjente og værkmestre, vi har talt med, blev vi

i stedet præsenteret for en bred palet af perspektiver på problemstillingen og en stor forståelse for de ind-

sattes frustrerende situation i kraft af frihedsberøvelsen. Endvidere blev vi mødt af betjente, der ikke var

blege for at give udtryk for, at de som ansatte også

–

og i kraft af deres fysiske og verbale adfærd

–

har et

medansvar for, hvordan dagligdagens konflikter håndteres og enten succesfuldt trappes ned eller eskalerer

og ender med trusler og eller vold.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Et af de perspektiver, der blev nævnt ofte og blev gentaget op til flere gange i hvert interview, er

–

som nævnt

–

relationsarbejdets betydning for håndteringen af konflikter og for forebyggelsen af trusler og vold.

Betjent:

… Der er to for er for ko flikter. Der er de , h or de

[indsatte]

er så meget ude

af kontrol, så de er fuldstændig ligeglade med, hvem de står overfor, og hvad der sker.

Så er det simpelthen så affektpræget, så er det lidt ligesom et tilfælde, hvor det er dem,

der står først for, lige når det sker

[som bliver udsat].

Relationen kan sikkert godt have

en betydning, men det er ikke altid, den har det. Men de fleste situationer med vold og

trusler, tror jeg faktisk, man kan drosle ned på, hvis man har mulighed for at skabe en

relation. Det der med at det altså er nemmere at slå på en, man ikke har et forhold til,

fordi man kender ikke personen, end dem der egentlig har gjort en en tjeneste, eller som

er fli ke eller har tid til at l tte og alt det der. Så jeg tror, a ka … Og det er ige , so

du siger med flere betjente på arbejde, så bliver der også mulighed for at få kørt de der

driftsting, som er så tidskrævende og så bruge nogle ressourcer på at lave relationer.

Relationsarbejde er for så vidt ikke et særlig velafgrænset begreb, da det f.eks. ikke præciserer, i hvilke sam-

menhænge og til hvilken grad der skal være kontakt mellem indsatte og ansatte, for at der kan siges at være

tale om egentlig relationsopbyggende kontakt. Er det f.eks. relationsopbyggende i sig selv at udlevere medi-

cin til de indsatte og sige godmorgen, eller skal der mere intensiv og længerevarende kontakt til mellem

indsatte og ansatte for at det kan kaldes relationsarbejde? Er det relationsopbyggende, når en betjent med-

deler en indsat, at han har fået afslag på en ansøgning om udgang, er det bare ren og skær kontakt, eller er

dette en type situation, der faktisk kan håndteres bedre, hvis der forinden har været en relationsopbyggende

kontakt mellem den ansatte og indsatte? Hvilke typer af kontaktsituationer mellem indsatte og ansatte kan

ed a dre ord siges at ære e del af ”relatio sar ejdet”, og h ilke ko taktsituatio er er lot e del af de

driftsmæssige kommunikation mellem parterne i fængslet? Hvilke kontaktsituationer mellem indsatte og an-

satte skal der optimalt være flere henholdsvis færre af, hvis det skal have betydning for omfanget af trusler

og vold, og hvilken type professionel relation mellem indsatte og ansatte kan overhovedet lade sig gøre i

fængselsregi?

Vi har ikke haft til opgave at afdække relationsarbejdet som begreb og praksis, og derfor bliver ovenstående

spørgs ål ikke eha dlet yderligere. Sa tidig er i ødt til at gøre op ærkso på, at ”relatio sar ejdet” er

et flertydigt begreb, fordi det

–

som nævnt

–

knyttes tæt sammen med problemstillingen om trusler og vold.

På de a de side ka i ikke egligere etje te es ge tag e he is i ger til ”relatio sar ejdet” so e -

tralt i forhold til forståelsen af trusler og vold. Essensen i betjentenes fortællinger synes at være, at der skal

findes tid og overskud til at opnå et professionelt kendskab til de indsatte, og det oplever hovedparten af de

interviewede betjente, at der ikke er tid til aktuelt på grund af bl.a. manglende bemanding og for meget fokus

på den rent tekniske del af de sikkerhedsmæssige tiltag. Kendskabet til de indsatte er vigtig, fordi det gør, at:

H is ”relatio sar ejdet” skal

være en del af den løsning, Kriminalforsorgen skitserer, for at forebygge trusler og vold, anbefales det

således, at det li er tydeligere, h ad der e es ed ”relatio sar ejde”, og h orda dette f.eks.

bedst understøttes i praksis.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren



De ansatte bedre kan afkode de indsatte i dagligdagen og dermed får en bedre forståelse for, hvor-

dan den enkelte indsatte skal tackles i forskellige situationer. Når de ansatte ved mere om, hvordan

den enkelte indsatte skal tackles i forskellige situationer, så er der større sandsynlighed for, at po-

tentielt konfliktfyldte situationer ikke udvikler sig til bekymrende trusler eller vold.

De i dsatte får s ærere ed at ska e forståelse af etje te e so ”fje de ”. Når etje te e er

s ærere at udpege so ”fje de ”, så er det også s ærere at udsætte etje te e for trusler og old.



Betjentene sammenkæder også relationsarbejdet med det resocialiserende arbejde, som begge tilskrives en

væsentlig betydning for forebyggelsen af trusler og vold.

Men relationen og resocialisering er to sider af

samme sag. De hører helt sammen, fordi det handler jo om, at jeg giver en indsat en, hvad kan man sige, jeg

skaber en kontakt til en indsat, som forhåbentligt munder ud i positiv udvikling,

forklarer en betjent.

Endelig sammenkædes relationsarbejdet til det at kunne give de indsatte mulighed for en værdig afsoning

med adgang til aktiviteter, hvilket ligeledes betragtes som en forudsætning for et sundere afsonings- og ar-

bejdsmiljø med færre trusler og mindre vold.

”Den

tid vi lever i”

En betjent introducerer temaet om relationsarbejdet med de indsatte ved at tage udgangspunkt i problema-

tikker, som ifølge ham er til stede på et langt mere grundlæggende og samtidig mere overordnet niveau:

Betjent:

Jeg har skre et ”tide ”. De tid, i le er i, er ed til at fora dre hele ores s -

stem. Vi lever jo

–

tiderne forandrer sig jo hele tiden. Jeg kan kun sige, at alle de år jeg

har været her, er tingene, ligesom XX siger, gået den helt forkerte vej i forhold til behand-

lingen af kriminelle, synes jeg i hvert fald.

Interviewer:

Kan du uddybe det lidt?

Betjent:

Jamen, det kommer jeg så til på den næste. Jeg har skrevet tre

[punkter].

”Ma -

gel på ær ær”. Jeg har haft, so sagt har jeg æret eget i ol eret i de i dsattes e

og vel ved at være, jeg er gået meget i hallen med dem og har handlet ind til dem, købt

tøj og haft et stort nærvær til at være den positive betjent, der kommer med en masse

gode inputs. Også fordi jeg mener, at det har gjort en kæmpe forskel på vores afdelinger

at tage en masse af trykket ovre i hallen, og vi har taget en masse konflikter, hvor de har

fået løbet hornene af sig. Jeg har nok været en

–

jeg har også været meget åben for,

ligesom du siger, at det er okay, at man skal have et sted, hvor man kan puste ud og få

lov til at blive vred uden, at man skal skrive rapporter på det. Det har været en sådan

meget speciel funktion, jeg har haft herude, og det har jeg været rigtig, rigtig glad for.

Og jeg kan selvfølgelig godt mærke, at man har skruet ned for, og man har sagt, at det

er der ikke tid til, og det skal der ikke bruges penge på mere, fordi så mister man jo lige

pludselig det nærvær med de indsatte, hvor man kommer til at sidde inde på kontoret i

stedet for og skal kontrollere stuer og alt det her. Vi har jo hver en funktion, synes jeg, i

fængslet. Og den funktion har jeg jo haft og været glad for, og jeg tror også, at mine

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

kollegaer har været glade for, at jeg har haft den funktion. Men alle de her goder bliver

jo taget fra os, og det bliver mere og mere kontrol på kontrol. Så vi bruger rigtig meget

tid på at sidde og skrive handleplaner og indsatte-samtaler

–

det kender du jo alt til. Så

der synes jeg, det

har fl ttet sig. Så har jeg sel følgelig også skre et ”sparepla er”. Fordi

hver eneste gang der kommer noget, der skal spares, så falder lorten jo nedad. Det kan

godt være, at det er politikerne, der skal spare nogle penge, men så ryger det jo videre

ned på os, og det ryger videre ned på de indsatte. Så hver gang vi skal have en ny elkedel,

eller vi skal male en celle, fordi den er fuldstændig smadret, hvor jeg tænker, prøv at hør,

hvis vi vil have et menneske ud i den anden ende, så skal vi jo ikke sætte dem over i en

kostald. Sådan har jeg det. Der skal også være noget herinde, hvor vi kan sige, at det er

sgu også behageligt at være her. Jeg ved godt, at det er et fængsel, men det skal også

være menneskeligt at være her, om jeg så må sige. Og det synes jeg ikke, det er.

Interviewer:

Og det har noget at gøre i forhold til vold og trusler?

Betjent:

Ja ja, det er klart, for hvis du ikke kan få din elkedel, fordi du gerne vil have din

te o

orge e , det er el fair ok. Så å a sige ”Jeg er ked af det, i har

snakket

med dem

[der beslutter om økonomien]

100 gange, og vi venter stadigvæk på den elke-

del”. Til sidst li er de

[indsatte]

jo tossede, og så har vi jo balladen. Det er jo altid os, der

står og skal åbne døren og fortælle dem, at desværre er besøgsrummene overbookede.

Vi havde en episode i forgårs med en ung gut, der skulle have besøg for første gang af

sin ekskæreste og sit barn. Vi har overbookning, så vi har smidt en mand op i besøgsrum-

met, og det vil sige, at så skal vi aflyse nogle besøg. Det skal jeg gå ind og sige til ham.

Hvordan reagerer han? Han har lige fået trumfet igennem, at han skal have sin datter på

besøg og hans ekskæreste. Han siger jo så til mig, prøv at hør XX, nu kunne jeg godt sige

– og det sagde ha såda : ”Jeg ka are s adre hele

lortet og smadre dig, fordi så bliver

jeg fl ttet, og så ka jeg få esøg et a det sted”. SÅ siger jeg: ”Ja e , det ka du godt,

men du får ikke besøg andre steder, fordi så bliver du spændt i XX, og der får du ikke

esøg”. Så siger ha : ”Det har jeg heller

ikke lyst til, men kan du godt forstå min frustra-

tio ?” Og sel følgelig ka jeg det… Og jeg s es da –

undskyld mig! Men det er vel fair

nok, at han bliver frustreret over, at han ikke kan have besøg af sin ekskæreste og barn?

Det er det vel! Tænker jeg i min verden i hvert fald. Man kan selvfølgelig også bare sige

[til den indsatte]:

”Fu k dig, det er i ligeglade ed”. Me såda ser jeg det ikke.

I o e ståe de uddrag fra et fokusgruppei ter ie he iser etje te e åde til ”ra

er e” i eget ko kret

forstand

–

f.eks. inddragelsen af et besøgslokale pga. overbelæg

– e de he iser også til ”ra

er e” i

mere overordnet forstand. Betjentene oplever, at der hverken er tid til eller fokus på at kunne skabe et

–

som de opfatter

–

fornuftig afsoningsmiljø, der dels kan bidrage til at dæmme op for de indsattes frustratio-

ner og dermed for trusler og vold, dels understøtter arbejdet med at bringe de indsatte sikkert videre til et

liv uden kriminalitet. Betjentene oplever, at mængden af administrative opgaver er vokset støt over tid, og

det medfører, at de bruger mere og mere af deres arbejdsdag på kontoret foran computeren. Tiden med de

indsatte er sat under pres, og det er ikke en udvikling, betjentene bifalder.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Ovenstående citat er også interessant, fordi det dels spejler, hvordan en potentiel konfliktsituation kan frem-

stå, dels afspejler betjentenes perspektiv på deres professionelle rolle. Den pågældende situation udviklede

sig ikke til trusler eller vold, men betjentene bruger den som et eksempel på en situation, der sagtens kunne

være endt sådan. Det lykkedes for betjentene at finde en løsning, så den indsatte kunne afholde sit besøg.

Budskabet i deres fortælling var imidlertid ikke så meget det, at de fandt en løsning, men snarere at de var

villige til at finde en løsning, og at dette eksemplificerer en tilgang til de indsatte, som både er formålstjenlig

og rimelig, men samtidig meget svær at opretholde inden for de nuværende kriminalforsorgsfaglige rammer.

I et andet fokusgruppeinterview pegede betjentene ligeledes på de svære vilkår, de oplever, at relationsar-

bejdet med de indsatte fungerer under i dag, og at dette er en uhensigtsmæssig udvikling i forhold til hånd-

teringen af trusler og vold. Nedenstående citat stammer i øvrigt fra et fokusgruppeinterview med betjente

fra en matrikel, der i særlig grad er udsat for trusler og vold. Selv i et regime hvor problemstillingen er nær-

værende i udpræget grad, var det svært at få betjentene til at tale om trusler og vold uden at de samtidig

adresserede ”ra

er e” og relatio sar ejdet so e trale.

Betjent:

Ja e … jeg har stadig til gode at få et par på kasse , e jeg har haft ogle

ri elig heftige trusler ge e tide … Altså, jeg ka godt forstå –

ikke at det på nogen

måde er acceptabelt

–

men jeg kan godt forstå, at man reagerer, når man for femte gang

i dag skal tage tøjet af, fordi de skal visiteres, fordi der er en politiker, der har besluttet

det. Det har intet med fornuft at gøre i min verden, og der har stadigvæk været tiltag i

min optik, der gør, at en

[indsat]

der har besøgskontrol, han kan stadigvæk kommunikere

med omverdenen. Det er bare blevet lidt sværere. Det kan stadig lade sig gøre, og sådan

er det. Og alle de ressourcer vi bruger på orden og sikkerhed, altså visitationer og beslut-

tede visitationer i stedet for fornuftrelaterede visitationer, al den tid der går, det er den

tid, vi savner, når vi står i en konflikt, fordi at så kender vi ham ikke, og så er voldsparat-

heden større, alene fordi han ikke kender mig.

”Der

er en kæmpe ubalance”

I et andet fokusgruppeinterview er deltagerne meget optagede af at fortælle om deres oplevelse af et mar-

kant skred i balancen mellem de såkaldt hårde og bløde opgaver i betjentenes opgaveportefølje, og de me-

ner, at dette skred har stor betydning for problematikken om trusler og vold:

Betjent:

Det er jo ligesom det, XX han sagde, at vi får at vide, at vi stadigvæk skal vægte

mellem det hårde og det bløde, at det skal være 50/50, men alt det vi får at vide

[vi skal

gøre konkret],

det er hårdt, hårdt, hårdt…

Interviewer:

Oka , så der er lidt e u ala e

elle , h ad I får at ide…?

Betjent:

Kæmpe ubalance! Fordi ligesom der bliver sagt, man forventer stadigvæk, at der

er et væsentligt bedre resocialiseringsprodukt, end der er, og at vi

[betjente]

har et væ-

sentligt bedre kendskab til de indsatte, end vi har, fordi man stadig forventer, at der bliver

vægtet lige mellem det hårde og det bløde. Men det eneste, der bliver skruet op for, det

er den hårde knap, og så bliver vi nødt til at tage ressourcerne et eller andet sted for at

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

kunne følge med. For det er altså opgaver, vi får banket oveni hovedet, vi skal, fordi de

bliver målt. Den anden

[det bløde]

kan ikke måles, så den er nem at droppe.

Interviewer:

Ja, og det, jeg hører jer sige, det er, at det kommer også til at betyde noget

for mængden og karakteren af vold og trusler?

Betjent:

Selvfølgelig. Det er væsentligt nemmere at true eller slå mig, hvis jeg bare er en

tilfældig lå skjorte, fre for h is det er: ”Nårh ja, det er sgu da XX, so jeg spillede

skak

ed i går”. Det er to idt forskellige ti g!

I forlængelsen bliver betjentene spurgt om, hvorvidt forklaringerne med en skæv balance mellem de såkaldt

hårde og bløde dele af afsoningen og manglen på betjente også gør sig gældende i forhold til at håndtere de

nye typer af indsatte, som betjentene selv taler om som særlig udfordrende i forhold til trusler og vold. Er

det med andre ord nok at skrue mindre op for det såkaldt hårde og have mere mandskab, når det gælder

håndteringen af de indsatte, der f.eks. ikke respekterer autoriteter? Betjentene svarer, at det handler meget

om, hvorvidt de har mentalt overskud til at løfte opgaverne. Hvis de oplever at have overskud i løbet af

arbejdsdagen, så er det lettere at udøve en respektfuld og anerkendende betjentfaglig funktion, og hvis der

er overskud til at praktisere en sådan tilgang, så påvirker det også de indsatte og det generelle afsoningsmiljø:

For så længe du er ude på gangene, så får du slukket de her ildebrande, inden de har blusset sig op. Det ville

du 100 procent, og det må I sgu give mig ret i også, jer der har været her i mange år. Det er da det, vi har set.

Det er det, der fungerer.

I dette fokusgruppeinterview bliver det med andre ord ligeledes påpeget, at relationsarbejdet opleves som

betydningsfuldt for karakteren af trusler og vold, fordi kendskabet til de indsatte dels gør det sværere for de

indsatte at true og udøve vold, dels gør det lettere for betjentene at håndtere konflikter og undgå, at de

eskalerer. Samtidig viser ovenstående uddrag med al tydelighed, at de tre overordnede kategorier: indsatte,

ansatte og rammer er sammenvævede og påvirker hinanden på kryds og tværs. Hvis betjentene er under

pres pga. forskellige forhold i de rammer, de arbejder under, så påvirker det deres opgavevaretagelse her-

under konfliktløsningskompetencen og i forlængelsen derfor også problematikken med trusler og vold.

I et andet fokusgruppeinterview udtrykker en af betjentene sin oplevelse af den tippede balance mellem

det såkaldt hårde og bløde i hans professionelle rolle og i de indsattes afsoningsmiljø meget kontant:

Betjent:

Hvis jeg skal være helt firkantet på det, så blev jeg ansat til at åbne en masse

døre for de indsatte. Lige nu er jeg ansat til at lukke dørene. Jeg skulle give dem mulig-

heder

–

lige nu består mit praktiske arbejde i at fjerne muligheder. Sat på spidsen, ved

jeg godt uden grånuancer. Men helt sort og hvidt var jeg ansat til at bringe dem

[de

indsatte]

videre og give dem nogle muligheder fremadrettet, og lige nu består mit ar-

bejde i at lukke

[for]

alle deres muligheder.

Betjenten påpeger selv, at han sætter situationen på spidsen, og at udsagnet ikke er nuanceret nok til at

fange alle aspekter af den betjentfaglige rolle, men hovedbudskabet om hans oplevelse af en tippet balance

mellem støtte og kontrol i forhold til arbejdet med de indsatte er dog ikke til at tage fejl af.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

”Vi

bruger meget tid på kontorerne”

Kompleksiteten og sammenvævningen af de forskellige forhold, som knytter an til henholdsvis rammerne,

de indsatte og ansatte træder også tydeligt frem i nedenstående uddrag fra et fokusgruppeinterview:

Interviewer:

Vil du køre videre

[med at fortælle hvilke forhold, du mener, hænger sam-

men med trusler og vold]?

Betjent:

Det kan du tro. Jeg har mindre tid blandt indsatte. Det er noget af det, som XX

nævnte om, at vi bruger meget tid på kontorene. Jeg prøver så personligt at få lavet det

meste

[administrative]

fra morgenstunden af og bruger derefter noget tid blandt dem

[de indsatte].

Det kan være at gå ned på deres celle og spille Playstation med dem eller

at spille bordtennis med dem. I weekenden var jeg ude og gå et par runder med nogle af

de indsatte, og det giver en naturlig forståelse for, hvad kommer de fra, hvad tumler de

med, fordi stille og roligt åbner de mere og mere op og giver mere af dem selv. Og jeg

li er et eller a det sted ikke are e autoritet for de …

Betjentene i det pågældende interview fortsætter med at tale om, hvad de selv gør for at skabe en professi-

onel relation til de indsatte. Efter noget tid bringer de selv kommunikationen med de indsatte på banen som

noget, der ligeledes har betydning for de konflikter, der udspiller sig inden for murerne:

Betjent:

Ja, og nu har vi også fået en masse nye elever i takt med, at vi skal have ansat

nogle flere folk, fordi vi mangler. Og det er også rigtig rart, men jeg kan godt se på nogle

af de elever, som vi har, hvis de overbringer en nyhed eller en afgørelse til dem

[de ind-

satte]

og siger: ”Det her ka du si pelthe ikke få lo til”, og så ka de

[indsatte]

godt

li e rede, og h is jeg også sidder på ko toret, så kigger de o er på ig og siger: ”H or-

da ka det ære?”. Altså, jeg ka are sige: ”Ja e såda er regler e. Du er e te ikke

tids æssigt erettiget, eller du har ikke lagt e re uri prø e”, og så ka

a også se

på dem, at de tænker, nåh ja det er også rigtigt, og så går de igen og har fået svar på

det, de ville. Men ja, altså, jeg tænker bare, at hvis vi kunne komme lidt mere ud fra de

kontorer dér, så ville det hjælpe helt vildt.

Interviewer:

Siger du også, at de indsatte i virkeligheden er villige til at forstå rigtig me-

get, hvis de får det forklaret?

Betjent:

Ja! Fordi at

–

det er min personlige holdning

–

jeg tror ikke, at de altid tror på

systemet. Hvis jeg vil give lidt af mig selv, så ser de ikke mig som, selvfølgelig som en

autoritet, e ikke so e del af…

Betjent:

Hvis man forstår stadigvæk at snakke med de indsatte. Give dem ikke bare af-

gørelsen, men også begrundelsen. De skal have en ordentlig forklaring på, hvorfor vi gør

det, vi gør ved dem.

Betjent:

Men det er der bare ikke altid tid til.

Betjentene, der citeres foroven, adresserer en række forhold som betydningsfulde for forståelsen af trusler

og vold, og selv om det ikke fremgår præcist, hvordan forholdene hænger sammen, så bliver det i det mindste

tydeligt, at betjentene har stor tiltro til relationsarbejdet og gennemskuelig kommunikation som to centrale

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

forebyggelsesfaktorer. Samtidig er det interessant at bemærke, hvordan betjentene taler om de indsatte. I

dette fokusgruppeinterview har betjentene også udtrykt enighed i deres forståelse af, at de indsatte er blevet

”hårdere”. Allige el er det e professio slogik

præget af empati, som træder frem, og det er interessant at

notere, at betjentene fortæller, hvordan de aktivt forsøger at undgå at blive opfattet udelukkende som en

autoritet. Det ligger dem på sinde at være noget mere, men det er ikke altid det lykkes, fordi de mangler tid.

I fokusgruppeinterviewet i et andet fængsel sætter en af betjentene også fokus på kommunikationen mellem

ansatte og indsatte som noget, der har betydning for trusler og vold

–

både i den forstand, at de to parter

har forskelligt kommunikationskapital, men også i den forstand at god kommunikation kræver interesse og

tid:

Betjent:

Den største grund til de verbale trusler, synes jeg, det er simpelthen dårlig kom-

munikation mellem indsatte og ansatte. Vi er for dårlige til at forstå, hvad de kommer

med og forstå. hvordan de snakker. Jeg vil ikke sige, at vi skal acceptere, hvordan de

snakker, men vi skal have en forståelse for, hvad de mener, når de snakker det sprog, de

nu snakker. Vi er ikke gode nok til at sætte os ind i det, og det kan der være mange årsa-

ger til. Det kan være, fordi vi simpelthen ikke har interessen i at prøve på det, og det kan

være, fordi vi er pressede på tid og opgaver, så vi får for lidt tid til at løse den her kom-

munikationsopgave. Og derfor udvikler det sig til konflikter i stedet for. Fordi det tager

lang tid at sætte sig ned med en, man egentlig dybest set ikke vil snakke med, fordi han

ikke snakker ordentligt for at prøve på at forstå, hvad han egentlig vil. Fordi mange af

dem, vi har, de er sgu ikke verdensmestre i kommunikation heller.

”Vi

prioriterer dialogen”

I et fokusgruppeinterview med betjente fra et åbent fængsel, sætter betjentene nærmest en ære i at fortælle,

hvordan de bevidst prioriterer dialog og relationsarbejde med de indsatte, fordi det

–

i deres forståelse

–

kan

forhindre, at konflikter eskalerer til trusler eller vold. Det er samtidig interessant at bemærke, at betjentene

i dette interview ikke nævner tiden som en særlig hæmsko for relationsarbejdet. Kun i den forstand, at de

fastholder, at de hellere vil bruge tid på dialog, hvis det kan forhindre, at de havner i en magtanvendelsessi-

tuation. Det er også interessant, at de ligeledes italesætter dialogens mulighedsrum, at der med andre ord

kan opstå situationer, hvor dialog ikke er nok. Følgende er betjentenes reaktion på et spørgsmål om, hvorfor

de tror, at der er en lavere grad af trusler og vold på deres matrikel end i andre åbne fængsler:

Betjent:

Altså, en af tingene er i hvert fald, at de

[indsatte]

altid kan gå, hvis det hele er

ved at koge over, så kan de gå ud og trække noget frisk luft. Det kan de ikke, når det er

lukket. Det er ligeso o , at … h is det lige kører af sporet, og de er ed at hidse sig op,

så kan de jo gå. Og så tror jeg også bare, at vi er rigtig, rigtig gode til at tale med dem og

prøve at køre dialogen frem for at køre hårdt på. Altså, som XX sagde, så vil vi hellere stå

og tale i to timer end at ryge ind i en magtanvendelse. Altså hvis vi kan forhindre det, så

gør vi det. Så det tror jeg.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Betjent:

Det er jo svært at sige. Jeg ved jo ikke, hvordan de gør det andre steder, jeg ved

jo kun, hvordan vi gør det. Vi bruger dialoger, altså, vi bruger meget tid på at snakke folk

ned.

Betjent:

… Vi tager tide til det, og så

orde tlig åde. Altså det… Ja.

å alt a det e te. Så

å i løse det her

på en

Interviewer:

Hvorfor er det så, når I er gode til at bruge dialog som vejen ud af konflikt-

situationen, men hvorfor er der så nogen situationer, der alligevel eskalerer? Hvad er det

så, der sker? Er det det, vi allerede har snakket om, stoffer og psykisk syge?

Betjent:

Man kan sige, at hvis de vil slås, så kan vi snakke herfra og til dommedag. Så

kommer vi ind i en magtanvendelse, men hvis de ikke vil slås, og det handler om, at de

har en enorm mængde frustration, som de skal af med, så kan man godt tale det ned.

Jeg tror, det i bund og grund er det. For hvis de vil slås, og hvis de er på stoffer, så kan

man jo ikke snakke med dem et langt stykke hen ad vejen.

”Pres

ovenfra”

I interviewene har vi også talt med betjentene om deres professionelle rolle i et mere fremtidsorienteret

perspektiv. Vi har med andre ord talt med dem om, hvorfor de overhovedet vælger at blive i betjentrollen,

når de udsættes for trusler og vold, og så har vi spurgt, om risikoen for at blive udsat for trusler eller vold har

medført, at de har overvejet at skifte job. De reaktioner og refleksioner vi fik på disse spørgsmål, var overra-

ske de, og i flere tilfælde ar det e d u e ga g ”ra

er e”, der le adresseret. Ho edparte af etje te e

gav udtryk for at være udsat for et stor pres i det daglige arbejde

–

et pres der dels knytter an til den nuvæ-

rende bemandingssituation, men også et pres der knytter an til oplevelsen af ikke at kunne udfylde sin be-

tjentrolle på en meningsfuld og tilfredsstillende facon. I et fokusgruppeinterview med betjente fra et lukket

fængsel, som har en relativt høj grad af trusler og vold, blev vi bl.a. mødt af følgende udsagn:

Interviewer:

Det første spørgsmål jeg har her

[efter pausen],

det er, om I har overvejet

at skifte job pga. risikoen eller pga., at I bliver udsat for vold og trusler?

Flere betjente svarer samtidigt:

Nej.

En betjent præciserer:

Nej, ikke pga. vold og trusler.

Interviewer:

Men pga. hvad?

Betjent:

Arbejdstiderne!

Interviewer:

Så kan man sige sådan her? Rammerne

[for jeres arbejde]

bliver dårligere,

det at der bliver skruet op for det hårde, det at der er risiko for, at jeres arbejdstider

kommer til at ændre sig, det kan være med til at gøre, at I vælger at skifte arbejde. Men

ikke at I bliver udsat for vold og trusler?

Betjent:

Vi havde en snak i vores supervision gruppe omkring, du ved det der med, at vi

snakker hele tiden om, at de indsatte bliver hårdere og hårdere, klientellet bliver vildere

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

og vildere og alle de her ting og sager. Og det er også rigtig nok, men når alt kommer til

alt, og hvis vi virkelig snakker om, hvad det er, der er rigtig hårdt ved det her arbejde for

os, og hvorfor der er så mange

[betjente],

der smutter, og hvorfor tænker man selv på at

gøre det. Så er det ikke de indsatte, så er det ovenfra.

Interviewer:

Det er så interessant.

Betjent:

Og det er kun det, fordi det der presser, det er ovenfra, der presser ned på os,

og det giver et pres på de indsatte. Det kan ikke komme længere ned mellem os og de

indsatte og så ping pong den dér, men det stammer alt sammen, presset, ovenfra. Det er

vores arbejdsplads, der gør, at vi ikke har lyst til at være på arbejdspladsen, det er ikke

klientellet.

I fortsættelsen af interviewet spørger vi betjentene, om det kan opstilles så enkelt, at vold og trusler ville

være et mindre presserende problem, hvis de ansatte oplevede at have bedre rammer for deres arbejde. En

betjent understregede, at det ikke kan opstilles så enkelt, fordi vold og trusler opleves forskelligt afhængigt

af, hvilken type afdeling der er fokus på.

Betjent:

Jamen igen, man kan altid sådan meget bredt, fordi igen er der nogen, der sidder

på e afdeli g ed ku LTF’ere

[tilhængere af banden Loyal to Familia],

hvor det kan

være væsentligt sværere at nå ind end nogle andre grupper, men det var ligesom det, vi

kom frem til i vores

–

nu kan jeg ikke tale på alle andres vegne, men på vores afdeling, at

det ar ores ar ejdsplads, det ar ledelse , det ar…

Betjent:

Jeg vil da også sige, at det kommer an på, hvilken form for vold og trusler vi har.

Fordi at lige dengang da sagen ovre i Nyborg, hvor man bliver skudt ude foran sin ar-

ejdsplads eller de XX ar ed i… der ka

a da godt sige, at der il jeg da ger e

indrømme, at der overvejede jeg lidt, okay, er det det her værd? Og også at politiet fulgte

os hjem herude fra, der havde man det lige i tanken, om det var det værd. Men i det

daglige når vi går derovre

[på afdelingen]

og sådan. Nu har jeg været her i 22 år og altså

den eneste episode, jeg kan nævne, der har været så slem…

[ e i]

det daglige der er det

ikke dét

[vold og trusler],

som fylder. Det er det da ikke.

Betjent:

… Jeg il sige, at h is i får flere af de der episoder, h or i li er a tastet i ores

fritid og sådan nogle ting, så tror jeg, jeg ville begynde at få flere af de der, okay, er det

det her, vi skal gøre? Men så længe det er inden for murerne, så tænker jeg ikke over det.

I vores fortolkning giver betjentene i ovenstående uddrag udtryk for flere interessante forhold:



Vold og trusler er ikke en entydig problematik. Hændelser med trusler og vold er forskellige, opleves

forskelligt og har forskellige konsekvenser for de betjente, som er udsat.

Der er forskel på vold og trusler, som sker i arbejdstiden henholdsvis i fritiden. Trusler og vold, som

sker i fritiden, opleves mere alvorligt og belastende af betjentene.

De betjente, som arbejder på afdelinger med mange bandemedlemmer, kan have en særlig oplevelse

af problematikken med trusler og vold.

Betjente er udsat for et stort pres i dagligdagens arbejde.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren



Presset kommer ovenfra, men det er temmelig diffust, hvad der menes med ovenfra.

Udfordri ger ed klie tellet, heru der at de er le et ”hårdere”, er ikke ød e dig is de pri ære

kilde til betjentenes eventuelle ønsker om karriereskift.

I de øvrige fokusgruppeinterviews er oplevelsen af et stigende pres i arbejdsudførelsen ligeledes nævnt af

flere betjente. Det mest interessante er dog, at selv om betjentene beskriver oplevelsen af et stigende ar-

bejdspres, der bl.a. medfører, at det bliver sværere for dem at håndtere trusler og vold, fordi de ikke kan

arbejde forebyggende, så er det imidlertid ikke truslerne og volden, der fylder mest i deres bevidsthed og i

deres bekymring over de gældende arbejdsforhold. I et interview får vi følgende reaktion på et spørgsmål

om, hvad der fylder og bekymrer betjentene mest

–

at håndtere de indsatte eller at håndtere rammerne og

herunder manglen på tid:

Betjent:

Rammerne og tiden for mit vedkommende i hvert fald. Ikke de indsatte. Det fyl-

der ikke. Det er jo vores arbejde.

Betjent:

Det er det, vi er gode til.

Interviewer:

Hvad er I gode til?

Betjent:

Vi er gode til at håndtere de indsatte. Det er det, vi er ansat til i sin tid, og det er

vi faktisk rigtig gode til. Vi mangler bare personalet. Vi er skåret ned til det halve efter-

hånden.

Betjent:

Jeg tænker ikke som udgangspunkt, at personalet render og er utrygge. Der er

altid situationer, hvor vi mærker, at der er sket en forandring i et miljø på en afdeling,

hvor vi ved, at nu er der noget under opsejling, og der foregår et eller andet og sådan

nogle ting, hvor man godt kan være i et forhøjet alarmberedskab i en periode og har

behov for at have en kaldt ned. Men i det daglige så er det ikke det, der fylder. Det er

ikke, ”H ad sker der u elle

ig og de i dsatte?”, e det er det der ed, ”Ka jeg

å det hele?”. Og år a står i e situatio og føler af agt, fordi a ikke føler sel ,

at man har tiden til at håndtere dem korrekt. Og jeg kan godt være medvirkende i at

skærpe nogle situationer, fordi jeg faktisk ikke har tid til at tage det ordentligt med ham

på den rigtige måde, så han forstår og accepterer og kan få den bearbejdet i situationen.

Betjent:

Konflikten er blevet dobbelt op nu, fordi nu har vi konflikter om alt det, vi skal

nå, som vi ikke kan nå, og det giver større konflikter blandt de indsatte og os, fordi som

XX siger, li er i ødt til at sige: ”Fu k dig, du å klare dig sel . Jeg har sgu ikke tid, jeg

er ked af det, men find en anden og snakke med”.

Og det er jo ikke fair.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

7. Opsamling og afsluttende bemærkninger

7.1 Opsamling

Risikoen for vold og trusler mod personalet er en del af hverdagen i danske fængsler og arresthuse, selvom

det glædeligvis er en mindre andel af såvel indsatte som ansatte, der er involveret, når episoder indtræffer.

Dette blev slået fast i den første delundersøgelse af vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, der

har belyst udviklingen i vold og trusler i et 10-årigt perspektiv (Clausen og Bien 2018).

Den kvalitative undersøgelse

–

som denne rapport redegør for

–

udgør en del af den anden delundersøgelse,

hvor fokus dels er rettet mod konkrete situationer af krænkelser, trusler og vold, dels mod fængselsbetjentes

perspektiver på og erfaringer med problematikken.

Undersøgelsen tager afsæt i to typer af datakilder

–

indberetninger om krænkelser, trusler og vold samt fo-

kusgruppeinterviews med betjente fra tjenestesteder rundt om i Danmark. Som supplement til personalets

perspektiver er der gennemført et enkelt fokusgruppeinterview med indsatte i et halvåbent fængsel.

På baggrund af analysen af henholdsvis 200 indberetninger og interviews med sammenlagt 49 fængselsbe-

tjente, tegner der sig et billede af, at trusler og vold mod kriminalforsorgens personale er en sammensat

problemstilling, hvor forskellige forhold påvirker hinanden på kryds og tværs. Episoder af trusler og vold fo-

regår mellem individer og kan afgrænses i tid og rum. Men analysen viser samtidig, at episoderne ikke kan

adskilles fra de rammer, de foregår inden for, både når det kommer til at forstå, hvordan og hvorfor de opstår,

men også i forhold til at finde frem til de mest formålstjenlige strategier til håndtering og forebyggelse af

trusler og vold.

Rapporten er bygget op af to sektioner. I den første sektion redegøres for analysen af indberetninger, mens

den anden sektion omfatter analysen af de gennemførte interviews. Undersøgelsens centrale fund, der går

på tværs af de to sektioner, knytter

–

i større eller mindre grad

–

an til et eller begge af følgende to temaer:



Rammerne for fængselsbetjentenes arbejde og for de indsattes afsoning

De indsatte som klientel

Rammerne for fængselsbetjentenes arbejde og for de indsattes afsoning

Dette tema fylder meget i hovedparten af de gennemførte interviews. Temaet træder også frem i indberet-

ningerne, men her har det

–

af gode grunde

–

en anden vinkling.

Hovedparten af de interviewede betjente beskriver en oplevelse af at arbejde i en organisatorisk og politisk

sammenhæng, der ikke i tilstrækkelig grad understøtter deres forståelse af, at betjentrollen skal fokusere

nogenlunde ligeligt mellem at sikre de indsattes straffuldbyrdelse og bidrage til at bringe de indsatte videre

til et liv uden kriminalitet. Det er en gennemgående oplevelse hos fængselsbetjentene, at det er blevet van-

skeligere at udøve rollen som en rummelig og konfliktløsende fængselsbetjent, der også har fokus på dyna-

misk sikkerhed. Fængselsbetjentene peger typisk på manglen på mandskab, en stigning i den mængde opga-

ver de skal løfte og et stigende politisk fokus på teknisk/statisk sikkerhed som forklaringer til deres oplevelse

af, at fængselsbetjentenes konfliktløsningsrolle er under pres. Interviewpersonerne uddyber, at manglen på

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

mandskab og en stigende mængde opgaver i fængselsbetjentenes opgaveportefølje leder til mangel på tid

og overskud til at tage konflikter med de indsatte i opløbet, og når konflikter ikke tages i opløbet, så er der

større risiko for, at de udvikler sig til trusler og vold. Manglen på tid skaber også ugunstige vilkår for fæng-

selsbetjentene i forhold til at kunne opbygge gode professionelle relationer til de indsatte og yde den hjælp

og støtte, som mange af de indsatte har brug for, når konsekvenserne af frihedsberøvelsen trænger sig på.

Det kan f.eks. være støtte i forhold til at få et afslag på udgang forklaret en ekstra gang, få hjælp med at

kontakte den kommunale sagsbehandler i forhold til boligsøgning eller få en grundig forklaring på, hvorfor

en afgørelse kan tage tid at sagsbehandle. Det kan også være støtte i form af en længere snak om et besøg,

der blev aflyst eller et besøg, der ikke var så rart som forventet. Fængselsbetjentene bemærker, at det er

vigtigt at huske, at de indsatte i kraft af frihedsberøvelsen oftest befinder sig i en kritisk og frustrerende

situation, hvor selv småting kan risikere at antænde en konflikt, og desuden er afhængige af andre til at

opfylde en lang række basale menneskelige behov.

Flere af de interviewede fængselsbetjente peger også på en oplevelse af manglende ledelsesunderstøttelse

i forhold til den daglige prioritering af arbejdsopgaver, og det er ligeledes et forhold, der

–

i betjentenes optik

–

har betydning for det handlerum, de udøver betjentrollen inden for. Fængselsbetjentene fortæller, at hvis

dagligdagens opgaver ikke prioriteres i ledelsesregi, så foretager de selv en ad hoc prioritering, for balancen

mellem den tid de har til rådighed og de opgaver, de skal løfte, skal harmonere. Problemet er imidlertid, at

prioriteringen ofte falder ud til fordel for opgaver, der har med statisk sikkerhed at gøre, fordi det er forstå-

elsen, at der ledelsesmæssigt er langt mere fokus og mere omfattende opfølgning på disse. Og når betjentene

vælger at prioritere den statiske sikkerhed frem for den dynamiske, så oplever de, at det har uhensigtsmæs-

sige konsekvenser i forhold til de indsattes frustrationsniveau og en negativ indvirkning på de ansattes mu-

ligheder for at forebygge og håndtere konflikter. Fængselsbetjentene giver med andre ord udtryk for en op-

levelse af at være fastlåste i en uhensigtsmæssig spiral, hvor et problem leder til det næste problem, der

leder til det tredje problem. Alt sammen med det til følge, at fængselsbetjentene står tilbage med en ople-

velse af, at de ikke formår at skabe - og heller ikke understøttes i at skabe

–

et afsoningsmiljø, der er optimalt

i forhold til forebyggelsen og håndteringen af trusler og vold.

I analysen af indberetninger af krænkelser, trusler eller vold mod ansatte træder temaet om rammerne for

de ansattes arbejde og de indsattes afsoning også frem, men i en anden form. Indberetningerne er relativt

kortfattede og orienterer sig mod at gengive fakta efter en bestemt logik. Endvidere har det ikke været muligt

at stille uddybende spørgsmål til beskrivelserne i indberetningerne, og det betyder, at nuancer går tabt.

Med disse forbehold for øje tegner der sig alligevel et billede af, at konflikter mellem indsatte og ansatte

potentielt er til stede i rigtig mange dagligdagssituationer i de indsattes afsoningsliv og i de ansattes arbejds-

udførelse, netop fordi afsoningslivet og arbejdsudførelsen foregår inden for rammen af en frihedsberøvende

institution, hvor de ansatte har nøglerne, og de indsatte bor i cellerne. Når et ønske eller behov ikke kan

dækkes på tilfredsstillende vis set fra den indsattes perspektiv, skaber fysiske og personalemæssige rammer

for indsættelsen frustrationer og vrede blandt indsatte. Det kan være, når de indsatte oplever at blive flyttet

rundt, låst inde, skal vente i længere tid end forventet på eksempelvis at forrette et toiletbesøg, ikke bliver

tilstrækkeligt orienteret, når regler er vanskelige at gennemskue eller forstå. Omvendt er det

–

for fængsels-

betjentene

–

i situationer, hvor de udfører deres daglige arbejde - at risikoen for at blive udsat for tilråb,

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

trusler eller vold typisk kan opstå. Når de udleverer medicin til en indsat, når de beder en indsat stoppe med

at råbe til medindsatte, eller når de har måtte lade en indsat vente for længe med at forrette et toiletbesøg.

Gennemgangen af indberetningerne viser med andre ord tydeligt, at konflikter kan opstå, når personalet

eller den indsatte kræver noget, den anden part ikke vil eller kan. Det kan være, at fængselsbetjenten kræver,

at den indsatte skal gå ind på sin celle, holde op med at råbe ud af sit cellevindue, lade sig visitere eller andet.

Omvendt kan det også være en rygetrængende indsat, der ender med at true personalet, når behovet ikke

kan opfyldes her og nu, eller det kan være en indsat, der ikke kan få lov til at indtage sin medicin med cola i

stedet for vand, og af den grund farer op, fordi det i hans optik er en unødig og irriterende regel. Analysen af

indberetningerne belyser således, hvordan en lang række af vilkårene omkring selve det at være frihedsbe-

røvet og indsat, kan give anledning til krænkelser, trusler eller ligefrem vold mod personalet. Men analysen

belyser også, hvordan selve det at arbejde i en institution med mennesker, der er frihedsberøvede, indehol-

der en lang række potentielt konfliktgenererende situationer, der

–

hvis de ikke nedtrappes - kan eskalere til

trusler eller vold.

De indsatte som klientel

I såvel interviewene med de ansatte som i analysen af indberetninger om krænkelser, trusler og vold kommer

det frem, at der er bestemte karakteristika ved de indsatte som klientel, der kan føre til konflikter mellem

personale og indsatte. I interviewene peger fængselsbetjentene dels på, at de generelt oplever at være kon-

fronteret med særlige vanskelige grupper af indsatte i dag, hvilket indebærer, at niveauet for potentielle

konflikter er højere i sammenligning med tidligere. Derudover peger fængselsbetjente på særlige grupper af

indsatte, som de oplever, udgør en speciel udfordring, og som er mere fremtrædende, når det kommer til

krænkelser, trusler og vold. Eksempelvis nævner de en kategori af såkaldt

”autoritetsi

u e”

primært unge

indsatte,

der udmærker sig ved, at de udfordrer regler og procedurer og tilsyneladende grundlæggende ikke

respekterer de ansattes myndighed. Problematikken træder også frem i analysen af indberetninger, hvor der

er flere hændelser, der er beskrevet af de ansatte som eksempler på autoritetsimmunitet, fordi de indsatte

enten stiller spørgsmålstegn ved fængselsbetjentenes myndighed eller nægter at følge givne instruktioner,

også i tilfælde hvor de gentagne gange er blevet bedt om at følge betjentenes anvisninger.

En anden kategori af indsatte, der fylder meget i fængselsbetjentenes fortællinger om særligt vanskelige og

konfliktsøgende indsatte, er

bandemedlemmerne

og især medlemmer af LTF. I interviewene understreger

de ansatte, at bandemedlemmerne udgør en særlig udfordring i konflikthåndteringsøjemed, fordi bande-

medlemmerne tilsyneladende fungerer efter en grundlæggende anderledes logik end andre indsatte, herun-

der benytter de sig af intimidering. I sammenligning med trusler fra andre indsatte fremstår truslerne fra

bandemedlemmer i højere grad mere velovervejede, og fængselsbetjentene fortæller, at bandemedlemmer-

nes trusler skaber en større grad af utryghed for de ansatte, fordi der ikke hersker tvivl om, at bandemed-

lemmerne dels har en vilje til at føre truslen ud i livet, dels har hele bandens opbakning til at gøre det. I

analysen af indberetninger om krænkelser, trusler og vold træder problematikken omkring bandemedlem-

mer derimod ikke så tydeligt frem. Der er eksempler på indberetninger, hvor hændelsen er beskrevet som

” elo er ejet” ha dli g, e det har deri od ikke æret oplyst ekspli it, o de i dsatte har haft a -

detilknytning eller ej.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

I forhold til temaet om de indsatte som klientel skal det endelig bemærkes, at de interviewede fængselsbe-

tjente giver udtryk for en oplevelse af, at mange indsatte generelt har en række udfordringer i forhold til

såvel

kommunikation som konfliktløsning.

”De er ikke erde s estre i ko

u ikatio ”, siger e fæ gsels-

betjent og ønsker dermed at sætte fokus på, at der er indsatte, som ganske enkelt ikke formår at give udtryk

for frustrationer på socialt acceptable måder, men i stedet råber ukvemsord, spytter, truer eller slås. Fæng-

selsbetjentene bemærker endvidere, at denne adfærd risikerer at blive forstærket, hvis de ansatte ikke har

overskud og tid til at forklare eksempelvis regler eller procedurer ekstra grundigt, eller ikke har tid og over-

skud til at sætte sig ned og høre, hvad der egentlig ligger bag ved en indsats frustration. Hensigten med dette

opmærksomhedspunkt er ikke at legitimere de indsattes adfærd. Formålet med undersøgelsen er at kunne

tilbyde et detaljeret og nuanceret blik på problematikken med krænkelser, trusler og vold, og hvis formålet

skal opfyldes, er det nødvendigt at pege på de mange forskellige forhold, der er knyttet til problematikken

på kryds og tværs.

I analysen af indberetninger træder temaet om kommunikative udfordringer også frem. Der er f.eks. hæn-

delser med ikke-dansktalende indsatte, hvor det tydeligt fremgår, at basale sprogbarrierer kan skabe stor

frustration, når hverken indsatte eller ansatte er i stand til at kommunikere på en måde, som skaber gensidig

forståelse. Den mislykkede kommunikation mellem indsatte og ansatte opleves i flere tilfælde at give anled-

ning til konfliktoptrapning. De kommunikative udfordringer kan også bestå i, at det ikke altid lykkes

–

eller

ikke altid er muligt

–

for fængselsbetjentene at finde et hensigtsmæssigt tidspunkt at tage en gryende konflikt

med en indsat på, og sommetider kan dette i sig selv få konflikten til at udvikle sig.

7.2 Afsluttende bemærkninger

I de gennemførte interviews med betjente bliver der rejst kritik af egne rækker. Eksempelvis peges der på, at

fortolkningen og håndteringen af regler og retningslinjer til tider er uensartet mellem betjente på samme

matrikel, uden at det sker efter nærmere aftale. Fængselsbetjentene fortæller, at dette kan udgøre et relativt

stort problem i forhold til trusler og vold. Hvis indsatte oplever, at fængselsbetjentene håndhæver reglerne

forskelligt, eller hvis de indsatte oplever, at det er forskelligt, hvad som gælder fra dag til dag afhængig af,

hvem der er på vagt, og hvilken grad af overskud de tilstedeværende fængselsbetjente har, så giver det de

indsatte en oplevelse af et ugennemskueligt og arbitrært system. I et sådant system er der større risiko for

et højere konfliktniveau, og selv om de interviewede fængselsbetjente er enige om, at der skal være plads til

skøn og fleksibilitet i forvaltningen af de indsattes afsoningsliv, så er de også bevidste om det uhensigtsmæs-

sige i, at regler og retningslinjer håndteres forskelligt.

I den mere bekymrende ende af kritikken af egne rækker er dét forhold, at der er interviewpersoner, som

fortæller, at de er nødt til at skærme sig selv for at kunne klare sig i den professionelle rolle som fængselsbe-

tjent, fordi de oplever, at de nuværende rammer ikke understøtter deres arbejde i tilstrækkelig grad. Af-

skærmningen sker bl.a. ved at udvise

”ligegyldighed” og a gle de o erskud

over for de indsatte, og fæng-

selsbetjentene forklarer f.eks. adfærden med, at de selv oplever at være udsat for ligegyldighed og mangel

på lydhørhed fra ledelseshold og fra det politiske niveau. Som en fængselsbetjent har udtrykt det, er det den

klassiske:

”…

jeg banker konen, konen banker

hu de , og hu de ider ar et”.

Et andet bekymrende for-

hold i kritikken af egne rækker, er , at der bliver peget på, at konflikterne mellem personalet og de indsatte

også kan handle om betjentes uhensigtsmæssige og sommetider direkte konfliktoptrappende adfærd og

uprofessionelle kommunikation med de indsatte.

E fæ gsels etje t æ er direkte, at: ”Vi

har alt for

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

mange, som er her af de forkerte grunde”, og andre fængselsbetjente har en mere indirekte kritisk tilgang,

når de f.eks. nævner, at de kender kollegaer, som aldrig kunne finde på at træde to skridt tilbage i en kon-

fliktsituation, selv om det ville gavne konflikten og forebygge, at den eskalerer til trusler eller vold. I inter-

viewet med de indsatte fremkommer denne kritik også, og de indsatte bemærker, at det er deres erfaring,

at personalet ikke altid formår at være den gode rollemodel for, hvordan konfliktsituationer skal håndteres.

Selv om undersøgelsen ikke kan fastslå, hvor omfattende et problem, der er tale om, peger det

–

om ikke

andet

–

på, at personalet også selv skal betragtes som en del af løsningen.

Den kvalitative undersøgelse har primært sat fokus på fængselsbetjentenes perspektiver på, hvordan og

hvorfor konflikterne opstår og i værste fald eskalerer. Det fremhæves bl.a., at rammerne for personalets

arbejde i fængsler og arresthuse, hvor langt størstedelen af overgrebene finder sted, er blevet indsnævret

og sat under pres og ikke i tilstrækkelig grad formår at holde fokus på at understøtte den dynamiske sikker-

hed. På grund af bl.a. manglen på mandskab og tid, en udvidet opgaveportefølje og et stigende fokus på

teknisk sikkerhed oplever fængselsbetjentene, at de ikke på tilfredsstillende vis kan skabe professionelle re-

lationer til de indsatte, hvilket kan være afgørende for udfaldet i en tilspidset situation. Dertil kommer særlige

udfordrende kategorier af indsatte, der enten ikke formår at give udtryk for deres frustrationer på legitime

måder, ikke får tilstrækkelig støtte til at agere i den frihedsberøvede situation eller mere eller mindre bevidst

går efter personalet som autoritet i forhold til sikkerhed og håndhævelsen af regler og procedurer.

En analyse, der i den grad inddrager fængselsbetjentenes oplevelse af manglende handlemuligheder, risike-

rer imidlertid at gøre dem til ofre, om end det ikke er intentionen med denne undersøgelse. Det er heller ikke

givet, at det har været intentionen hos de interviewede fængselsbetjente at blive fremstillet i et offerper-

spektiv. Samtidig er kriminalforsorgens ledelse

–

alt andet lige

–

nødt til at forholde sig til de oplevelser,

fængselsbetjentene sidder med, for uanset til hvilken grad de afspejler faktiske forhold, så er fængselsbe-

tjentenes oplevelser af og perspektiver på problematikken med trusler og vold med til at forme, hvordan de

håndterer problemstillingen konkret på godt og ondt.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Litteratur

Bien, N., Lindstad, J. og Poulsen, J. B. (2019): Konfliktsituationer i kriminalforsorgen

–

en kvantitativ analyse

af indberetninger om vold, trusler og krænkelser mod personalet. Direktoratet for Kriminalforsorgen. Kø-

benhavn.

Clausen, S. og Bien, N. (2018): Vold og trusler mod Kriminalforsorgens personale

–

Udvikling 2007-2017.

Direktoratet for kriminalforsorgen. København.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

Bilag 1. Metode

Metodevalg og fremgangsmåde

Denne kvalitative undersøgelse bygger på tre metoder; sagsanalyse, fokusgruppeinterviews og enkeltinter-

views.

Sagsanalyse

Begrebet kan formentlig ikke genfindes i en kvalitativ metodebog, men det indebærer, at 200 skriftlige ind-

beretninger af hændelser vedrørende krænkelser, trusler eller vold mod kriminalforsorgens ansatte er gen-

nemlæst grundigt af to analytikere uafhængigt af hinanden i hensigten at få en forståelse af, hvad indberet-

ningerne indeholder samlet set. Analysen har derefter bestået af to skridt. Efter gennemlæsningen har der

været en fælles drøftelse af, hvilke tværgående temaer som træder frem i materialet. Gennemlæsningen har

endvidere resulteret i en skematisering af henholdsvis konfliktoptrappende og konfliktnedtrappende forhold

i beskrivelserne af de enkelte hændelser. Analysen har således haft fokus på at finde frem til tværgående

temaer i forhold til:



Typer af hændelser der ligger bag indberetningerne

Typer af problemstillinger der beskrives i indberetningerne

Typer af omstændigheder der indrammer de hændelser, der beskrives i indberetningerne herunder

konfliktoptrappende og konfliktnedtrappende forhold

Særlige karakteristika ved de indsatte, der indberettes for hændelser af krænkelser, trusler og vold.

I Bien, Lindstad og Poulsen 2019 er situationerne omkring episoder med krænkelser, trusler eller vold under-

søgt meget grundigt ud fra et kvantitativt perspektiv. Sagsanalysen af indberetninger er valgt for at udgøre

et relevant supplement til den kvantitative analyse.

De undersøgte 200 indberetninger er valgt tilfældigt fra den stikprøve af indberetninger, som danner bag-

grund for den kvantitative analyse. Indberetningerne omfatter hændelser fra perioden fra midten af 2016 til

midten af 2017.

Som det er nævnt i hovedrapporten har analysen af indberetninger en række åbenlyse begrænsninger. Dels

er indberetningerne ikke skrevet i formålet at blive brugt i analytisk øjemed. Dels er indberetningerne gene-

relt relativt kortfattede, og i mange tilfælde giver indholdet anledning til flere spørgsmål end svar. Indberet-

ningerne har med andre ord en række indbyggede begrænsninger, og disse begrænsninger videreføres givet-

vis i den analyse, som de danner baggrund for.

Fokusgruppeinterviews

I hensigten at få et mere detaljeret indblik i problematikken med trusler og vold, er det valgt, at den kvalita-

tive undersøgelse også skulle bygge på en række interviews med fængselsbetjente. I projektgruppen blev det

indledningsvist drøftet, om interviewene skulle tage afsæt i konkrete hændelser af trusler og vold for at bede

de involverede fængselsbetjente reflektere over, hvorfor hændelsen indtraf, hvilken rolle de selv spillede i

hændelsesforløbet, og hvorfor konflikten udviklede sig, som den gjorde. Beslutningen landede imidlertid på,

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

at dette ikke var en hensigtsmæssig metode, fordi der var risiko for at skabe en situation, hvor fængselsbe-

tjente oplevede, at de skulle forsvare sig selv og deres adfærd.

Valget af metode faldt i stedet på fokusgruppeinterviews, der skulle fokusere på fængselsbetjentenes per-

spektiver på og erfaringer med fænomenet trusler og vold. Fokusgruppeinterviews valgtes frem for enkeltin-

terviews af to grunde. Dels ønskede vi at få fængselsbetjentene til at reflektere over forskellige spørgsmål

sammen og byde ind på hinandens refleksioner, når de blev bedt om at drøfte trusler og vold. Dels har me-

todevalget en pragmatisk dimension, fordi vi i kraft af fokusgruppeinterviews har haft mulighed for at nå ud

til en større gruppe fængselsbetjente, end hvis vi udelukkende skulle gennemføre enkeltinterviews.

Konkret er der gennemført otte fokusgruppeinterviews på syv forskellige tjenestesteder. I alt har 41 fæng-

selsbetjente deltaget i fokusgruppeinterviews. Otte fokusgruppeinterviews har været tilstrækkeligt til at

opnå et mæthedspunkt i forhold til de temaer og problematikker, deltagerne har adresseret.

I udvælgelsen af tjenestesteder blev det tilstræbt, at der skulle være variation i regimetyper og antal tilfælde

af vold og trusler, hvorfor der er gennemført fokusgruppeinterviews i åbne og lukkede fængsler samt arrest-

huse over hele landet. Fokusgruppeinterviewene blev oftest planlagt til at bestå af mellem seks til otte fæng-

selsbetjente, og de blev gennemført i løbet af februar, marts og april 2018. Til enkelte fokusgruppeinterviews

mødte færre betjente op end planlagt, mens der til nogle af interviewene også deltog værkmestre. Vi fik

kontakt til deltagerne gennem kontakt med først resocialiseringschefer og derefter enhedsledere. I dialog

med enhedsledere på de respektive tjenestesteder fandt vi frem til en mulig dato og et muligt tidspunkt for

gennemførsel af et fokusgruppeinterview. Enhedslederne spurgte derefter deres personale, hvem der havde

mulighed og tid til at deltage den pågældende dag og det pågældende tidspunkt. Det er vores forståelse, at

det typisk har været fængselsbetjente, der kunne koordinere deres deltagelse med enten afslutningen på

eller påbegyndelsen af en vagt, som takkede ja til at deltage i et fokusgruppeinterview.

Fokusgruppeinterviewene har haft til formål at belyse fængselsbetjentenes perspektiver på og erfaringer

med fænomenet trusler og vold, herunder hvad de mener er de vigtigste forhold, som kan forklare forekom-

sten af problemet, og hvorfor konfliktsituationer eskalerer til trusler eller vold. Interviewene blev gennemført

med udgangspunkt i en interviewguide udarbejdet til formålet. Hvert interview har typisk varet omkring to

timer, og langt de fleste fængselsbetjente har været aktivt deltagende i diskussionerne. Interviewene blev

optaget på diktafon og er efterfølgende skrevet ud i sin fulde ordlyd. Det har resulteret i et omfattende tekst-

materiale, der er analyseret af to analytikere uafhængigt af hinanden med henblik på at finde overordnede

og tværgående temaer.

Den valgte metode har også en række begrænsninger og udfordringer. Dels har vi ikke et fuldstændigt indblik

i de procedurer, der har ligget til grund for rekrutteringen af interviewdeltagere på de forskellige tjeneste-

steder. Det kan derfor ikke udelukkes, at de 41 deltagende fængselsbetjente ikke er repræsentative for fæng-

selsbetjentes perspektiver på fænomenet trusler og vold i mere generel forstand. I en kvalitativ undersøgelse

kan man imidlertid grundlæggende ikke hævde repræsentativitet på samme måde som i en kvantitativ un-

dersøgelse, der bygger på en større og helt tilfældigt udvalgt undersøgelsespopulation. Udfordringen i nær-

ære de u dersøgelse er dog, at der ka ære tilført e yderligere di e sio til ”repræse tati itetspro le-

et”, h is de deltagende

fængselsbetjente er udvalgt strategisk af enhedsledere, som har ønsket at få sær-

lige perspektiver fremført i undersøgelsen. Risikoen for dette er dog formentlig minimal, da enhedslederne

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

typisk ikke har interesseret sig nærmere for undersøgelsens fokus og de præcise temaer i interviewguiden

forud for rekrutteringen. Hvis enhedslederne har udøvet såkaldt gate-keeping, så har de i givet fald udøvet

det i blinde.

En anden udfordring ved metoden fokusgruppeinterviews er, at der kan fremkomme en gruppedynamik i de

enkelte interviews, som indebærer, at nogle perspektiver og temaer får mere plads end andre. Hvis en del-

tager eksempelvis begynder at tale om fænomenet trusler og vold mod personalet ud fra en forståelse af, at

det primært er rammerne om fængselsbetjentenes arbejde, der skaber udfordringer, så kan det være svært

for andre deltagere i gruppen at gennemtvinge et ændret fokus. De deltagende fængselsbetjente har indbyr-

des relationer, positioneringer og mere eller mindre fasttømrede roller i deres daglige arbejdsliv, og disse vil

sikkert også være gældende, når de deltager i et fokusgruppeinterview. Selv om moderator har været meget

opmærksom på at give alle deltagere taletid, så kan det ikke undgås, at deltagernes indbyrdes relationer,

positioneringer og roller påvirker dynamikken i gruppen og indholdet i de samtaler, der finder sted. Omvendt

har det formentlig også betydning, at moderator er fra direktoratet. Selv om det i indledningen til hvert fo-

kusgruppeinterview er blevet påpeget, at vi arbejder i en analyse- og evalueringsenhed, der ikke har mandat

til at tage beslutninger om arbejdsforhold, så kan det ikke udelukkes, at deltagerne alligevel har ønsket at

sætte fokus på bestemte perspektiver i mødet med en direktoratsmedarbejder.

På trods af ovennævnte begrænsninger og udfordringer er det vores vurdering, at interviewmaterialet holder

en høj kvalitet. Hovedparten af udfordringerne er relateret til fokusgruppeinterviews som metode og er med

andre ord ikke relateret til selve problemstillingen om vold og trusler. De deltagende fængselsbetjente har

generelt været meget åbne og tillidsfulde, og de har deltaget aktivt i at besvare de forskellige spørgsmål, vi

har adresseret. I flere interviews har der også været fremført kritik af egne rækker, og det indikerer, at fæng-

selsbetjentene har forholdt sig til givne problemstillinger ud fra et reflekterende perspektiv.

Enkeltinterviews

Der er foretaget i alt 14 enkeltinterviews, heraf fem på Uddannelsescentret i Birkerød (UCB) med fire elever

og to undervisere samt ni interviews i Køge Arrest med syv fængselsbetjente, en sygeplejerske og en leder.

Interviewene på UCB blev gennemført over én dag i dataindsamlingens indledende fase, da det var vigtigt for

os at indhente noget baggrundsviden om konflikthåndtering og forventninger til fængselsbetjentrollens for-

skellige dele, inden vi planlagde den videre dataindsamlingsproces. Interviewene omfatter elever fra forskel-

lige moduler samt to undervisere med ansvar for undervisning i såvel fysisk som teoretisk konflikthåndtering.

Resultaterne fra interviewene på UCB indgår ikke selvstændigt i analysen, men har bl.a. dannet baggrund for

udarbejdelsen af interviewguide til fokusgruppeinterviews og enkeltinterviews i Køge Arrest.

Interviewene i Køge Arrest blev primært gennemført, fordi vi

–

som en del af undersøgelsen

–

blev bedt om

at gennemføre en evaluering af pilotprojektet med brugen af kropskamera. Det var planen, at dette også

skulle afdækkes i et fokusgruppeinterview med fængselsbetjente i arresthuset, men på grund af særlige ud-

fordringer på tjenestestedet på det pågældende tidspunkt, var vi nødsaget til at gennemføre interviewene

enkeltvis. På grund af opdraget var der i interviewene særlig fokus på brugen af kropskamera herunder red-

skabets potentiale i konflikthåndteringsøjemed, men i flere interviews blev problemstillingen om trusler og

vold også adresseret mere generelt.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 176: Orientering om Direktoratet for Kriminalforsorgens anden delundersøgelse om vold og trusler mod kriminalforsorgens personale, fra justitsministeren

De gennemførte enkeltinterviews har primært den begrænsning, at de kun er gennemført på ét tjenestested.

Selv om interviewene altså også i flere tilfælde adresserer problemstillingen om vold og trusler generelt, så

er det ikke muligt at konkludere, om fængselsbetjentenes refleksioner og perspektiver er i tråd med, hvad

der gør sig gældende på andre tjenestesteder.