REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 130
Offentligt

Vejledning om udarbejdelse af

administrative forskrifter

Forord

[…]

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

Administrative forskrifter

1.1.

Sproget i administrative forskrifter

1.1.1.

Opregninger

Bekendtgørelser

2.1.

2.2.

Hjemmel

Dispensation fra regler i bekendtgørelser

Titel

Notehenvisninger i bekendtgørelser, der gennemfører EU-retsakter

Særligt om forordninger

Notifikation efter informationsproceduredirektivet

Hovedbekendtgørelser

2.1.1.

2.2.1.

2.2.2.

2.2.2.1.

2.2.2.2.

2.2.3.

2.2.4.

2.2.5.

2.3.

2.3.1.

2.3.2.

Indledningen til en bekendtgørelse

Systematik

Opstilling

Titel

Notehenvisninger i bekendtgørelser, der gennemfører EU-retsakter

Særligt om forordninger

Notifikation efter informationsproceduredirektivet

2.2.3.1. Indledningen til en bekendtgørelse, der indeholder regler om straf

Ændringsbekendtgørelser

2.3.2.1.

2.3.2.2.

2.3.3.

2.3.4.

2.3.5.

Indledningen til bekendtgørelsen

Systematik

Udformning af de enkelte ændringer

Rækkefølge

Præciser mest muligt

Nyaffattelse

Ophævelser

Indsættelse af nye bestemmelser

Rykning

Flere ens ændringer

Indsættelse af nyt afsnit eller kapitel

Indsættelse eller ændring af bilag

2.3.5.1.

2.3.5.2.

2.3.5.3.

2.3.5.4.

2.3.5.5.

2.3.5.6.

2.3.5.7.

2.3.5.8.

2.3.5.9.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.3.5.10. Ændringer af tegn

2.3.5.11. Konsekvensændringer

2.4.

Ikrafttræden

Ikrafttrædelsesbekendtgørelser

Ikrafttrædelse for erhvervsrettet lovgivning

Virkningsbestemmelser

Ophævelsesbekendtgørelser

Ophævelse af hjemmelsloven

Forordninger fortrænger bekendtgørelser

2.4.1.

2.4.2.

2.4.3.

2.5.

2.5.1.

2.5.2.

2.5.3.

2.6.

2.7.

2.8.

Ophævelse

Overgangsregler

Territorialbestemmelser

Særlige bestemmelser

Definitionsbestemmelser

Gebyrbestemmelser

Bestemmelser om behandling af personoplysninger

Databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

Kategorien af personoplysninger

Behandlingshjemler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

De generelle principper for behandling af personoplysninger

2.8.1.

2.8.2.

2.8.3.

2.8.3.1.

2.8.3.2.

2.8.3.3.

2.8.3.4.

2.8.3.5. Databeskyttelsesforordningens råderum for fastsættelse af særregler om

behandling af personoplysninger

2.8.3.6. ”Tjekliste” ved udarbejdelse af nationale særregler for behandling af

almindelige personoplysninger

2.8.3.7. ”Tjekliste” for udarbejdelse af nationale særregler for behandling af følsomme

personoplysninger

2.8.4.

Strafbestemmelser

Tilregnelse

Strafferammer

Straf for overtrædelse af vilkår mv.

Straf for overtrædelse af forordninger

Forsøg

Juridiske personer

2.8.4.1.

2.8.4.2.

2.8.4.3.

2.8.4.4.

2.8.4.5.

2.8.4.6.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.8.4.7.

2.8.4.8.

2.8.5.

2.9.

Bilag

Objektivt individualansvar

Andre retsfølger

Udløbsbestemmelser (ophørsklausuler)

2.10. Underskrift

2.11. Kundgørelse

2.11.1.

2.11.2.

2.11.3.

Tidspunktet for kundgørelse

Undtagelse fra kundgørelse i Lovtidende

Færøerne og Grønland

2.11.3.1. Kundgørelse af bekendtgørelser, der ved kongelig anordning sættes i kraft for

Færøerne

2.11.3.2. Kundgørelse af bekendtgørelser, der gælder umiddelbart for Færøerne

Kongelige anordninger

3.1.

Ikraftsættelse af lovgivning for Færøerne og Grønland

Ikraftsættelse af hovedlove

Titel

Indledningen til anordningen

Titel

Indledningen til anordningen

3.1.1.1.

3.1.1.2.

3.1.2.

3.1.2.1.

3.1.2.2.

3.1.3.

3.1.4.

3.1.5.

3.1.6.

3.1.7.

3.1.8.

3.2.

3.3.

3.1.1.

Ikraftsættelse af ændringslove

Systematik

Ændringer til en anordningshjemmel

Ophævelse

Særligt om bekendtgørelser

Anordningsbekendtgørelser

Resume af indholdet af udkast til kongelige anordninger

Underskrift

Kundgørelse

Færøerne og Grønland

Kundgørelse af love, der ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne

Kundgørelse af rigslove, der gælder umiddelbart for Færøerne

3.3.1.1.

3.3.1.2.

3.3.1.

Cirkulærer

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

4.1.

4.2.

4.3.

4.4.

4.5.

4.6.

4.7.

4.8.

4.9.

Hjemmel

Titel

Indledningen til et cirkulære

Systematik

Opstilling

Ikrafttræden

Ophævelse

Territorialbestemmelser

Underskrift

4.10. Kundgørelse

4.11. Ændringer til et cirkulære

Vejledninger

5.1.

5.2.

5.3.

5.4.

5.5.

5.6.

5.7.

6.1.

Hjemmel

Titel

Systematik

Ikrafttræden mv.

Ophævelse

Offentliggørelse

Ændring af en vejledning

Implementering af EU-regulering

Forholdet til de fem principper for implementering af erhvervsrettet regulering

Implementering af ikke-erhvervsrettet regulering

Særlige emner

6.1.1.

6.1.2.

6.2.

6.3.

Digitaliseringsklar lovgivning

Agil erhvervsrettet lovgivning

Forelæggelse for Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Beskæftigelsesministeriet mv.

Forelæggelse for Europa-Kommissionen mv.

Høringsfrist

Hvem skal høres?

Offentliggørelse, høringsportal mv.

Inddragelse af andre fagministerier mv.

7.1.

7.2.

Høring

8.1.

8.2.

8.3.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

8.4.

Særligt om Færøerne og Grønland

Offentlighedsportalen

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

1. Administrative forskrifter

Generelle administrative forskrifter bør i almindelighed udformes som bekendtgørelser (evt. kon-

gelige anordninger), der kundgøres i Lovtidende, eller som cirkulærer. Konkrete tjenestebefalinger

til mange myndigheder bør betegnes cirkulæreskrivelse. Informationer om forståelsen af en lov-

givning eller administrative forskrifter bør betegnes vejledning.

Andre betegnelser for bindende forskrifter (bekendtgørelser og cirkulærer) og for generelle infor-

mationer om forståelse og anvendelse af lovgivning (vejledninger) bør ikke anvendes, da de hyp-

pigt efterlader tvivl om, hvorvidt forskriften er bindende eller blot vejledende.

Der er i praksis behov for, at en myndighed kan rette henvendelse til et større antal myndigheder

med generelle henstillinger, opfordringer o.l. af ikke-bindende karakter, som f.eks. ministeriers

henvendelse til kommunale myndigheder, der administrerer ministeriernes lovgivning.

Sådanne skrivelser bør ikke betegnes som cirkulærer eller cirkulæreskrivelser, da det kan give det

fejlagtige indtryk, at de har bindende karakter.

Inden for lovgivningsområder, hvor der udsendes et større antal cirkulærer eller vejledninger, vil

det ofte af hensyn til overskueligheden være hensigtsmæssigt at opdele cirkulærerne og vejlednin-

gerne efter deres emne, således at alle cirkulærer og vejledninger om et givet emne får en særlig

betegnelse f.eks. »A-cirkulære« og »A-vejledning«, »B-cirkulære«, »B-vejledning« osv. På hvert

eksemplar af en forskrift angives det, hvilke emner der behandles i A-forskrifterne og B-forskrif-

terne osv. En sådan opdeling, hvor det fremgår af forskrifterne, om der er tale om cirkulærer eller

vejledninger, bør foretrækkes frem for en opdeling af forskrifterne i andre forskrifttyper (kundgø-

relser, meddelelser, osv.), der som nævnt efterlader tvivl om, hvem forskriften retter sig til, og om

forskriften er bindende eller ej.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

1.1.

Sproget i administrative forskrifter

Det er et grundlæggende element i lovkvalitet, at enhver, som lovgivningen henvender sig til, så

vidt muligt let skal kunne læse og forstå den. Administrative forskrifter bør derfor affattes klart,

systematisk, let læseligt og pædagogisk. En godt og klart affattet forskrift er således en nødvendig

forudsætning for en ensartet retsanvendelse og dermed for forudsigelighed og retssikkerhed.

Det er vanskeligt mere generelt at give præcise retningslinjer for sproget i administrative forskrif-

ter. Det helt centrale er, at formen er enkel, kort og præcis med hensyn til såvel ordvalg som

sprogstil, og at sætningerne er korte og klare. Indskudte sætninger bør undgås, navnlig bør der ikke

indskydes led, der lige så godt kan anbringes sidst i sætningen, og hovedudsagnet bør anbringes

så tidligt som muligt i sætningen.

Ved affattelse af administrative forskrifter bør det generelt tilstræbes, at der ikke anvendes om-

vendte ordstillinger (f.eks. bør »den ordning, der er nævnt i stk. 1« anvendes i stedet for »den i stk.

1 nævnte ordning«).

Et begreb bør overalt i forskriften betegnes med samme udtryk, og anvendte udtryk bør så vidt

muligt være almindeligt kendte (og bruges i deres normale betydning). Heri ligger også, at udtryk,

der ofte forekommer i lovgivningen (f.eks. »den offentlige forvaltning«), så vidt muligt bør an-

vendes i samme betydning som i anden lovgivning. Definitioner, der er væsentligt forskellige fra

den almindelige opfattelse af et ord eller udtryk, bør ikke forekomme. En sådan harmoni i begre-

berne er egnet til at undgå misforståelser og uklarheder i retsanvendelsen.

Der bør tilstræbes en brug af kønsneutrale betegnelser for personer i lovgivningen, i det omfang

dette kan lade sig gøre på en sproglig hensigtsmæssig måde.

Tankestreger virker meget iøjnefaldende i en trykt tekst. De henleder opmærksomheden særligt på

det indskud, som de omgiver, hvad der normalt ikke er hensigten i bindende forskrifter (bekendt-

gørelser, anordninger og cirkulærer mv.), og de bryder sammenhængen i sætningskæden. Er der

tale om et kort indskud i en ret enkelt opbygget sætningskæde, kan indskuddet i stedet afgrænses

ved komma. Er sætningskæden så kompliceret, at tankestregerne er nødvendige for forståelsen, er

der al mulig grund til at søge kæden opdelt i flere.

Når der i en forskrift skal tillægges en kommune eller region forvaltningskompetence, bør den

kompetente myndighed betegnes som »kommunalbestyrelsen« eller »regionsrådet« og ikke »kom-

munen«, »regionen«, »teknisk forvaltning« eller »undervisnings- og kulturudvalget«. Dette gælder

dog ikke, hvis der i lovgivningen er udtrykkelig hjemmel til at gøre indgreb i den kommunale

enhedsforvaltning, f.eks. ved at kompetencen henlægges endeligt til et udvalg.

Der bør ikke anvendes fremmedord, hvis et almindeligt kendt dækkende udtryk findes, og tekniske

udtryk, dvs. udtryk, som er udviklet og overvejende anvendes inden for en snæver fagkreds, bør

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

så vidt muligt undgås. Sådanne udtryk bør i hvert fald ikke uden nærmere forklaring bruges i

forskrifter, der henvender sig til en bredere kreds.

Formen »og/eller« må ikke anvendes i bindende forskrifter (bekendtgørelser, anordninger og cir-

kulærer mv.). Den kan i sådanne forskrifter altid erstattes med et af ordene.

Herudover bør udenlandske ord eller udtryk, typisk engelske ord eller udtryk, i videst muligt om-

fang undgås.

Flertydige og overflødige ord bør tillige undgås. Det samme gælder kancelliudtryk. Meget lange

ord bør i almindelighed omskrives til flere ord (f.eks. bør »foranstaltninger til byggemodning«

anvendes i stedet for »byggemodningsforanstaltninger«).

Med henblik på at sikre konsistens på tværs af lovgivningen bør retskrivningen i øvrigt så vidt

muligt følge de retningslinjer, som er fastlagt i Folketingets retskrivningsvejledning.

Eksempler på godt sprog:

»redskaberne kan konfiskeres« bør anvendes i stedet for »der kan foretages konfiskation af red-

skaberne«.

»personer, der bor i kommunen« bør anvendes i stedet for »i kommunen bosiddende personer«.

»betingelserne i bekendtgørelsen« bør anvendes i stedet for »de i bekendtgørelsen angivne betin-

gelser«.

»må anses for at stride mod« bør anvendes i stedet for »må anses for stridende mod«.

»overtræder den prøveløsladte vilkårene« bør anvendes i stedet for »skulle den prøveløsladte over-

træde vilkårene«.

»hvis det bliver nødvendigt« bør anvendes i stedet for »måtte det vise sig nødvendigt«.

»ministeren kan pålægge tjenestemænd at« bør anvendes i stedet for »det kan af ministeren på-

lægges tjenestemænd at«.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

1.1.1. Opregninger

I en opregning, der er udformet som en sætningskæde, bør der ikke indsættes selvstændige op-

regninger i det enkelte nummer.

Eksempel på opregning i sætningskæde:

»§ 14.

Kørekort til kategori C (stor lastbil) giver ret til at føre bil,

1) som ikke er omfattet af kategori D1 eller D,

2) som har en tilladt totalvægt på over 3.500 kg, og

3) som er indrettet til befordring af højst otte personer foruden føreren.«

I opregninger, der ikke er udformet som sætningskæder, kan der i det enkelte nummer indsættes

en ny opregning, hvis det ikke forringer overblikket i væsentlig grad. Indsættes sådanne selvstæn-

dige opregninger anvendes små bogstaver efterfulgt af halvparentes, og sådanne led betegnes som

litra.

Eksempel på opregning, der ikke er en sætningskæde:

»§ 67.

Kontrollerende køreprøve afholdes i følgende tilfælde:

1) Efter betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, jf. § 103, stk. 1, § 111, stk. 1, og

§ 112, stk. 1.

…

5) Ved ombytning af visse udenlandske kørekort, jf. § 124, stk. 2, § 125, stk. 2, § 126, stk.

2, og § 127.

6) I visse tilfælde ved udstedelse af turistkørekort, jf. § 117, stk. 1.«

Eksempel på en opregning, der ikke er en sætningskæde, hvor der er indsat en selvstændig op-

regning, der er en sætningskæde:

»§ 28.

Følgende afgørelser truffet af kriminalforsorgsområdet kan påklages til Direktoratet

for Kriminalforsorgen:

1) En afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 3, om anbringelse i arresthus.

2) En afgørelse efter straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 3-5, om anbringelse i lukket fængsel,

såfremt

a) afgørelsen angår en domfældt med en straf af fængsel i under 5 år, og

b) den domfældte ikke i et tidsrum af 2 år forud for afgørelsestidspunktet er løsladt fra

lukket institution.

3) ... «

Er det helt undtagelsesvis nødvendigt under det enkelte litra at indsætte en ny opregning, anvendes

små romertal – det vil sige i, ii, iii, iv osv. – efterfulgt af en halvparentes, og sådanne led betegnes

numre. Ved henvisninger i andre bestemmelser og i skrivelser mv. til et led i en sådan opregning

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

medtages halvparentesen ikke. En sådan henvisning formuleres eksempelvis § 2, stk, 1, nr. 4, litra

b, nr. ii.

Når en bestemmelse indeholder en opregning, bør der ikke efter opregningen indsættes yderligere

bekendtgørelsestekst, da dette kan give anledning til tvivl om, hvorvidt bekendtgørelsesteksten

knytter sig til hele bestemmelsen eller blot sidste led i opregningen. En sådan bekendtgørelsestekst,

der knytter sig til hele bestemmelsen, bør efter en konkret vurdering enten placeres forud for op-

regningen eller i et efterfølgende selvstændigt stykke til den pågældende paragraf.

Opregning ved brug af vandrette streger og linjeopdeling, således som de f.eks. bruges i EU-for-

skrifter, må ikke anvendes. Herved mistes overblikket, og det gøres vanskeligt at angive en præcis

henvisning i f.eks. ændringsforskrifter.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2. Bekendtgørelser

Efter lovtidendeloven fra 1870, jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, er kundgørelse

en absolut betingelse for, at en forskrift kan træde i kraft og dermed håndhæves over for borgerne.

Det er derfor af afgørende betydning, at regler, der skal håndhæves over for borgerne, udformes

som bekendtgørelser (eller kongelige anordninger), der kundgøres efter lovtidendeloven.

Bekendtgørelsesformen skal således anvendes, hvis reglerne skal normere retsstillingen mellem

borgere indbyrdes eller pålægge borgere pligter over for det offentlige. Endvidere bør bekendtgø-

relse også anvendes, hvis reglerne går ud på at tillægge borgerne rettigheder over for det offentlige.

Overladelse af regeludstedelseskompetence, f.eks. fra en minister til en styrelse, bør også altid

angives i en bekendtgørelse, da styrelsens mv. hjemmel til at udstede regler herved vil kunne an-

gives klart og entydigt i indledningen til de administrative forskrifter, som styrelsen mv. senere

måtte udstede. Derimod vil kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager normalt godt kunne

overlades ved andet end bekendtgørelse. Der kan som eksempel henvises til Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse af 8. december 2015 om overførelse til Civilstyrelsen af kompetencen til at

træffe afgørelse i konkrete sager på advokatområdet. Det angives ikke i indledningen til bekendt-

gørelsen, hvis en minister har overladt det til en embedsmand i sit departement at underskrive

bekendtgørelsen. Dette vil i stedet fremgå af underskriften, jf. pkt. 2.10.

Bekendtgørelser bør som hovedregel alene indeholde regler, der retter sig til borgerne. Regler af

tjenstlig karakter, der alene er bindende for myndigheder, og rent vejledende udtalelser bør i al-

mindelighed ikke optages i en bekendtgørelse, da en sådan placering vil kunne tilsløre stoffets

særlige karakter og give bekendtgørelsen et unødigt stort omfang. Tjenstlige forskrifter bør derfor

optages i et cirkulære og vejledende stof i en vejledning.

Hvis omfanget af de tjenstlige forskrifter eller det vejledende stof er så begrænset, at det forekom-

mer urimeligt at udarbejde et selvstændigt cirkulære eller en vejledning, kan dette begrænsede stof

dog optages i bekendtgørelsen.

Placeringen af dette stof i en bekendtgørelse stiller imidlertid visse krav til den sproglige formule-

ring, idet stoffets særlige karakter på grund af dets placering i en bekendtgørelse skal fremhæves

for at undgå misforståelser. Navnlig er det ikke tilstrækkeligt at angive vejledende stofs særlige

karakter ved anvendelse af »bør«, da dette ord i en bindende retsforskrift undertiden (om end uhel-

digt) kan udtrykke en bindende regel, typisk en hovedregel, der kan fraviges under særlige om-

stændigheder. Stoffets vejledende karakter bør fremhæves på anden måde, f.eks. ved anvendelse

af »kan« eller »det vil (kan) ofte være hensigtsmæssigt ... «.

Derimod er der naturligvis ikke noget til hinder for at anvende »bør« i en selvstændig vejledning.

Retningslinjer

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

Undertiden indeholder lovgivningen en bestemmelse om, at en minister kan »fastsætte retnings-

linjer for … «. En sådan formulering giver imidlertid anledning til tvivl om, hvorvidt den indehol-

der hjemmel til at fastsætte regler, der er eller kan være bindende, eller om bestemmelsen blot er

en – overflødig – regel om udstedelse af en vejledning. I love, hvor en sådan bestemmelse er

optaget, må bestemmelsens betydning fastlægges ved konkret fortolkning. I nye love bør der på

grund af denne usikkerhed aldrig optages en bestemmelse med det angivne indhold.

Er det meningen, at der skal være hjemmel til at fastsætte bindende regler, udformes bemyndigel-

sesbestemmelsen således, at dette klart fremgår, f.eks. »X-ministeren (kan) fastsætte(r) regler (el-

ler »bestemmelser« eller »forskrifter«) om ...

Er det meningen, at ministeren blot skal udfærdige en vejledning, udformes lovbestemmelsen så-

ledes, at forpligtelsen hertil klart fremgår, samtidig med at den vejledende karakter af de udstedte

forskrifter fremhæves, f.eks. »X-ministeren (skal) udstede(r) vejledende retningslinjer for ... «.

En bestemmelse i loven om, at ministeren

kan

udstede vejledende retningslinjer for et område, er

i almindelighed overflødig og bør derfor ikke optages i loven.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.1.

Hjemmel

Forskrifter, der skal have retlig bindende virkning for borgere, virksomheder mv., skal som ho-

vedregel have hjemmel i lov. Der findes dog nogle mere generelle forskrifter, der uden at have

hjemmel i lov er af bindende karakter for borgerens benyttelse af offentlige institutioner, så som

f.eks. sygehuse. Disse såkaldte anstaltsanordninger vil ikke blive behandlet i det følgende, men

opmærksomheden henledes på, at der er snævre grænser for, hvilke forskrifter der kan fastsættes i

en anstaltsanordning uden yderligere hjemmel.

En bekendtgørelse bør som hovedregel alene indeholde de bestemmelser, som fastsættes med

hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen, og som retter sig mod borgerne.

Hvilken regulering der kan udfærdiges med en bestemt hjemmel, må afgøres ved almindelig lov-

fortolkning. I den forbindelse skal der særligt peges på, at jo mere indgribende reglerne er, jo

sikrere må hjemmelen være. Bestemmelser af særligt indgribende karakter kan således alene ud-

stedes, hvis hjemmelsloven indeholder en udtrykkelig bemyndigelse hertil. Der må således i al-

mindelighed kræves udtrykkelig hjemmel til at fastsætte bestemmelser om f.eks. straf og bebyr-

dende regler med tilbagevirkende kraft. Det kræver endvidere særlige holdepunkter i loven eller

dens forarbejder at fastsætte bestemmelser, der fraviger andre lovbestemmelser eller fraviger al-

mindeligt anerkendte retsgrundsætninger. Som eksempel herpå kan nævnes, at der må kræves lov-

hjemmel for, at den almindelige ulovbestemte rekurs kan fraviges.

På tilsvarende måde er det almindeligt antaget, at offentlig myndighedsudøvelse, f.eks. meddelelse

af tilladelser eller udførelse af kontrolforanstaltninger, sker uden betaling. En fravigelse heraf kræ-

ver lovhjemmel.

Derimod kræver det i almindelighed ikke lovhjemmel, at en minister overlader den adgang, mini-

steren har efter loven til at træffe konkrete afgørelser eller fastsætte generelle forskrifter, til en

myndighed, der står i et underordnelsesforhold til ministeren. En sådan delegation er kun afskåret,

hvis der er holdepunkter i hjemmelsloven eller dens forarbejder for det. Overladelse af beføjelser

til myndigheder, der ikke er i et underordnelsesforhold, eller til private, herunder interesse- og

brancheorganisationer, kan derimod normalt ikke ske uden særlig lovhjemmel. Opmærksomheden

henledes på, at har en minister overladt en adgang til at fastsætte generelle forskrifter til en under-

ordnet myndighed, giver dette alene myndigheden adgang til at fastsætte regler, f.eks. i form af en

bekendtgørelse. De regler, der fastsættes, vil således fortsat skulle have hjemmel i loven i øvrigt.

Regler, der har hjemmel i forskellige love, kan samles i en bekendtgørelse, hvis det er hensigts-

mæssigt som følge af reglernes indbyrdes sammenhæng. Er der forskel på de bestemmelser i hjem-

melslovene, der får betydning ved anvendelsen af bekendtgørelsen, herunder især lovenes straffe-

bestemmelser og bestemmelser om administrativ klage, må det klart angives, hvilke love de en-

kelte bestemmelser i bekendtgørelsen skal ses i sammenhæng med.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

En bekendtgørelse bør ikke indeholde overflødigt stof. Lovregler bør derfor kun gengives i be-

kendtgørelsen, hvis det er nødvendigt for at udforme bekendtgørelsen på en forståelig måde. For

at undgå retsusikkerhed, skal gengivelsen af en lovbestemmelse så vidt muligt være ordret og ske

med henvisning til lovbestemmelsen, f.eks. »Efter § 3 i lov nr. ... af ... om ... skal ...«

Giver det ikke anledning til tvivl, hvilken lov der henvises til, kan følgende formulering anvendes:

»Efter § 3 i loven om ... skal ...«.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.1.1. Dispensation fra regler i bekendtgørelser

Den myndighed, der har udstedt en bekendtgørelse, antages i almindelighed at kunne dispensere

fra reglerne heri, selvom bekendtgørelsen ikke indeholder en bestemmelse herom. Det er naturlig-

vis en forudsætning, at den pågældende dispensation falder inden for den bemyndigelse i loven,

der danner grundlag for bekendtgørelsen. Selvom en udtrykkelig bestemmelse om dispensation

således ud fra en strengt retlig betragtning kan siges at være overflødig, bør der medtages en ud-

trykkelig bestemmelse om dispensation i selve bekendtgørelsen, hvis det må antages, at der kan

opstå behov for dispensation. I modsat fald vil borgerne ofte ikke være bekendt med dispensati-

onsmuligheden. Udvikler der sig en mere almindelig praksis for at give dispensation fra en be-

kendtgørelse, der ikke har en regel herom, bør der under alle omstændigheder indsættes en dispen-

sationsregel.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.

Hovedbekendtgørelser

Er der behov for at ændre de regler, der fremgår af en bekendtgørelse, må der tages stilling til, om

ændringen skal gennemføres ved udstedelse af en helt ny bekendtgørelse eller ved en bekendtgø-

relse om ændring af den eksisterende bekendtgørelse.

Dette valg må i første række bero på karakteren og omfanget af de ændringer, der skal gennemfø-

res. Er der tale om mere principielle ændringer, vil der ofte være behov for at gennemarbejde hele

bekendtgørelsen i lyset af de nye principper, hvilket taler for, at der udarbejdes en helt ny bekendt-

gørelse.

Et regelsæt, der består af den oprindelige bekendtgørelse og en eller flere ændringsbekendtgørel-

ser, er ofte uoverskueligt og derfor vanskeligt at arbejde med. Ved anvendelse af ændringslove

imødegås disse vanskeligheder ofte ved, at der udarbejdes en lovbekendtgørelse. En tilsvarende

mulighed foreligger ikke med hensyn til bekendtgørelser, hvorfor man bør være meget mere tilba-

geholdende med at udfærdige ændringsbekendtgørelser end ændringslove.

Udgangspunktet må være, at der skal udarbejdes en helt ny bekendtgørelse, hvis de ændringer, der

skal foretages, betyder, at et ikke helt ringe antal bestemmelser i bekendtgørelsen skal ændres.

Hvis ændringerne imidlertid udelukkende eller i overvejende grad vedrører bestemmelser i et eller

enkelte kapitler, kan det dog være mere hensigtsmæssigt at affatte disse kapitler på ny i en æn-

dringsbekendtgørelse i stedet for at udfærdige en helt ny bekendtgørelse.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.1. Titel

Titlen skal i første række i en overskuelig form give information til den, der søger oplysninger om

retsregler vedrørende et givet emne. Titlen skal derfor være dækkende for indholdet af bekendt-

gørelsen eller i hvert fald dens hovedindhold. Samtidig skal titlen være kortfattet af hensyn til

overskueligheden.

Titlen indledes altid med ordene »Bekendtgørelse om ...«. Man bør i videst muligt omfang anvende

korte ord frem for lange.

Det bør endvidere sikres, at der ikke er andre gældende bekendtgørelser med samme titel.

Der anføres ingen undertitel til bekendtgørelsen.

For at opnå den kortest mulige titel bør overflødige ord undgås. Det er f.eks. overflødigt at angive,

hvem der har udstedt bekendtgørelsen, og i almindelighed også, hvilken lov der giver hjemmel for

bekendtgørelsen.

Er det ikke muligt at udforme en titel, der er dækkende og samtidig kortfattet, kan hovedindhold

nævnes med tilføjelsen »m.v.« som en orientering til læseren om, at bekendtgørelsen rummer

mere, end titlen umiddelbart angiver.

En for udbredt anvendelse af tilføjelsen »m.v.« medfører imidlertid, at den generelle overskuelig-

hed, som titlen skulle give, ikke opnås. »M.v.« bør derfor kun anføres i titlen, hvis bekendtgørelsen

indeholder bestemmelser, der klart falder uden for det, der omfattes af titlen i øvrigt, og disse

bestemmelser er af en vis betydning.

Kun helt undtagelsesvis bør bekendtgørelsen forsynes med en populærtitel i parentes efter titlen

og da kun, hvor det ikke er muligt at finde en kort, dækkende titel, hvor det må forventes, at den

lange titel ikke vil blive almindeligt anvendt, og hvor det er muligt at finde en egnet populærtitel.

I givet fald bør populærtitlen anvendes ved efterfølgende henvisninger til bekendtgørelsen.

Ved udformningen af titlen skal man være opmærksom på, at titlen efter omstændighederne kan

få betydning for fortolkningen, når anvendelsesområdet for bekendtgørelsen skal fastlægges. Det

er derfor også af denne grund vigtigt, at titlen ikke bliver misvisende i forhold til indholdet af

bekendtgørelsen.

Er det ikke muligt at udforme en titel, der er kortfattet og samtidig helt præcist angiver bekendt-

gørelsens anvendelsesområde, bør man udforme en kort og måske mindre præcis titel og foretage

den nødvendige afgrænsning i den første paragraf i bekendtgørelsen. Mens f.eks. titlen til en be-

kendtgørelse om forbud mod fiskeri i et enkelt område kan udformes således: »Bekendtgørelse om

forbud mod fiskeri i ...«, kan titlen til en bekendtgørelse om forbud mod fiskeri i en række områder

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

udformes således: »Bekendtgørelse om forbud mod fiskeri i visse områder«. Samtidig udformes §

1 i bekendtgørelsen således: »Bekendtgørelsen finder anvendelse på fiskeri i ...«.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.2. Notehenvisninger i bekendtgørelser, der gennemfører EU-retsakter

I alle bekendtgørelser, der gennemfører EU-direktiver, skal der indsættes en note med reference

til EU-Tidende efter følgende eksempel:

»Bekendtgørelsen [indeholder bestemmelser, der] gennemfører [dele af] Europa-Parlamen-

tets og Rådets/Kommissionens direktiv [årstal]/[nr.]/EU af [dato] om [direktivets titel], EU-

Tidende [årstal], nr. L […], side […].«

Der bør kun udformes én note i hver bekendtgørelse. Det gælder også, hvor en bekendtgørelse

f.eks. både gennemfører et direktiv og gengiver bestemmelser fra en forordning eller er notificeret

i overensstemmelse med informationsproceduredirektivet.

Notetegnet indsættes efter bekendtgørelsens titel. Noteteksten anføres nederst på forskriftens før-

ste side. Noten angiver årstal og nummer mv. på samme måde som i direktivet. Henvisningen bør

omfatte en reference til EU-tidende. Som udgangspunkt bør der henvises til samtlige direktiver og

ændringsdirektiver, der gennemføres, med angivelse af retsakternes titel. Hvis noten bliver for

omfangsrig, kan henvisningen til retsakternes titel udelades. Er et direktiv ændret flere gange, kan

henvisningen ligeledes begrænses til det oprindelige direktiv og den seneste ændring heraf.

Som følge af EU-Domstolens praksis skal der selv i de tilfælde, hvor der foreligger overensstem-

melse mellem et direktiv og gældende ret (gennemførelse ved konstatering af normharmoni), ind-

sættes en notehenvisning i bekendtgørelsen. Dette følger bl.a. af EU-Domstolens dom af 22. de-

cember 2010 i de forenede sager C-444/09 og C-456/09, Gavieiro m.fl., præmis 62.

Erstatter en ny hovedbekendtgørelse en ældre bekendtgørelse, der gennemfører et direktiv, bør

noten gentages i den nye forskrift, der fremover skal gennemføre direktivet.

Ved ændringer af direktivet, der er refereret til i en eksisterende note til en bekendtgørelse, skal

referencen i den eksisterende note opdateres med ændringen. Opdateringen af noten kan dog af-

vente den førstkommende ændring af den pågældende bekendtgørelse.

I bekendtgørelser, der gennemfører et direktiv, kan det endvidere i visse tilfælde være hensigts-

mæssigt at optage direktivet som bilag til bekendtgørelsen. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet,

hvor der i bekendtgørelsen henvises til bestemte artikler i direktivet. I bekendtgørelser, der inkor-

porer et direktiv i dansk ret, skal direktivet altid optages som bilag til bekendtgørelsen.

Der kan også indsættes notehenvisning i gennemførselsforskrifter til andre EU-retsakter – f.eks.

afgørelser – der ikke indeholder en udtrykkelig henvisningsforpligtelse, hvis det findes hensigts-

mæssigt for at klargøre gennemførselsforskrifternes EU-retlige baggrund.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.2.1.

Særligt om forordninger

Forordninger gælder ifølge EUF-Traktatens artikel 288 umiddelbart i medlemsstaterne og må som

udgangspunkt ikke gennemføres i national ret.

Hvis det af praktiske grunde er hensigtsmæssigt, kan bestemmelser i en forordning gengives i de

nationale regler. I sådanne tilfælde skal det fremgå, at bestemmelserne stammer fra en forordning,

og at gengivelsen alene er begrundet i praktiske hensyn. Dette bør ske ved, at der indsættes en note

til bekendtgørelsens titel efter følgende eksempel:

»I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU)] [årstal]/[nr.] af [dato] om [forordningens titel], EU-Tidende [årstal], nr. L

[…], side […]. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver

medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende

begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Dan-

mark.«

Hvis der af praktiske grunde i en bekendtgørelse er medtaget visse bestemmelser fra en forordning,

skal forordningens årstal og nummer mv. på samme måde som i forordningen.

Der indsættes ikke notehenvisning, hvis bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der af hensyn

til anvendelsen af en forordning supplerer (men ikke gengiver) forordningens bestemmelser, f.eks.

i form af kompetence- eller strafbestemmelser.

En bekendtgørelse kan udstedes direkte med hjemmel i en forordning, såfremt hjemlen i forord-

ningen til at fastsætte nærmere regler er rettet direkte til en forvaltningsmyndighed (f.eks.: »Den

kompetente myndighed kan fastsætte…«). Er hjemlen i forordningen rettet til medlemsstaten –

sådan som det normalt er tilfældet – giver forordningen derimod ikke i sig selv forvaltningen hjem-

mel til at udstede en bekendtgørelse.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.2.2.

Notifikation efter informationsproceduredirektivet

Hvis en bekendtgørelse skal notificeres i henhold til informationsproceduredirektivet, skal der ind-

sættes en note efter følgende eksempel, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 1087 af 8. juli 2016 om EU’s

informationsprocedure for tekniske forskrifter og forskrifter for informationssamfundets tjenester:

»Bekendtgørelsen [indeholder bestemmelser, der som udkast] har [som udkast] været noti-

ficeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om

en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informati-

onssamfundets tjenester (kodifikation).«

Hvis en bekendtgørelse i en tidligere udgave har været notificeret efter informationsproceduredi-

rektivet og herefter afløses af en ny hovedbekendtgørelse, som ikke efter informationsprocedure-

direktivet skal notificeres, fordi notifikationspligten er opfyldt med den tidligere bekendtgørelse,

bør der indsættes en fodnote til hovedbekendtgørelsen efter følgende eksempel:

»Bekendtgørelse nr. […] af [dato], som denne bekendtgørelse afløser, har som udkast været

notificeret i overensstemmelse med [angiv det informationsproceduredirektiv, der var gæl-

dende på tidspunktet for notifikationen]«.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.3. Indledningen til en bekendtgørelse

I indledningen angives hjemmelen for bekendtgørelsen. Angivelsen af hjemmelsloven bør omfatte

lovens nr., dato og titel samt de paragraffer og eventuelt stykker, der indeholder hjemmel for be-

stemmelserne i bekendtgørelsen. Se følgende eksempel:

»I medfør af § 3, § 5, stk. 2, § 8 og § 9, stk. 2, i lov nr. ... af ... om ... fastsættes:«

Er loven ændret, angives det kun i det omfang, ændringen har berørt hjemmelsbestemmelserne.

Se følgende eksempel:

»I medfør af § .... i lov nr. ... af ... om ..., som ændret ved lov nr. ... af ... og lov nr. ... af ...,

fastsættes:«

Er der siden lovens gennemførelse udstedt en lovbekendtgørelse, angives dennes nr. og dato i

stedet for lovens nr. og dato. Se følgende eksempel.

»I medfør af § .... i lov om ..., jf. lovbekendtgørelse nr. ... af ..., fastsættes:«

Endvidere nævnes kun de ændringslove, der er trådt i kraft, efter at lovbekendtgørelsen er udstedt,

og som har berørt hjemmelsbestemmelserne. Se følgende eksempel:

»I medfør af § ... i lov om ..., jf. lovbekendtgørelse nr. … af …, som ændret ved lov nr. ...

af ..., fastsættes:«

Bestemmer hjemmelsloven, at der skal føres forhandling med eller indgås aftale med f.eks. en

anden myndighed, før bekendtgørelsen udstedes, angives det i indledningen, at forhandlingen har

fundet sted eller aftale er indgået. Se følgende eksempel:

»I medfør af § ... i lov nr. ... af ... om ... og efter forhandling med ... fastsættes:«

Derimod er det overflødigt at nævne, hvem der i øvrigt har været forhandlet mv. med i forbindelse

med bekendtgørelsens udarbejdelse.

Er bekendtgørelsen udstedt efter bemyndigelse fra den, der ifølge loven umiddelbart har adgang

til at fastsætte regler (typisk en minister), bør bemyndigelsen nævnes i indledningen. Er bemyndi-

gelsen givet i henhold til en udtrykkelig lovbestemmelse herom, nævnes denne. Se følgende ek-

sempel:

»I medfør af § ... i lov nr. ... af ... om ... fastsættes efter bemyndigelse [i henhold til § ... ]:«.

Bekendtgørelser, der udstedes for Færøerne/Grønland, skal i indledningen henvise både til lovens

hjemmel og til anordningen. Se følgende eksempel:

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

»I medfør af § … i lov nr. … af … om …, som sat i kraft for [Færøerne]/[Grønland] ved

anordning nr. … af …, fastsættes:«.

Indledningen bør ikke indeholde andet end det, der anført ovenfor. Der bør således ikke redegøres

for baggrunden for bekendtgørelsens udstedelse. Er der behov for at redegøre herfor, bør der ud-

sendes en skrivelse til de mest interesserede adressater, en pressemeddelelse eller vejledning

herom, eventuelt sammen med bekendtgørelsen.

Der bør heller ikke optages oplysninger om bekendtgørelsens indhold i indledningen. Har bekendt-

gørelsen et sådant omfang, at der – undtagelsesvis – er behov for en indholdsfortegnelse, bør denne

udformes som et bilag til bekendtgørelsen. En sådan indholdsfortegnelse bør henvise til paragraf-

fer og ikke kun til kapitler.

En afgrænsning af bekendtgørelsens anvendelsesområde må aldrig ske i indledningen. Er der be-

hov for at fastlægge bekendtgørelsens anvendelsesområde, bør det ske i den første paragraf. Af-

grænsningen kan endvidere i nogle tilfælde foretages ved hjælp af bekendtgørelsens titel.

En bekendtgørelse, der udelukkende ophæver en (eller flere) bekendtgørelse(r) skal ikke have no-

gen indledning.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.3.1. Indledningen til en bekendtgørelse, der indeholder regler om straf

I indledningen til en bekendtgørelse, der indeholder regler om straf, skal den eller de bestemmelser

i loven, der giver hjemmel til straffebestemmelserne i bekendtgørelsen, angives. Hjemmelslovens

bestemmelse om juridiske personers strafansvar er ikke en sådan hjemmelsbestemmelse og bør

derfor ikke medtages i indledningen til bekendtgørelsen. Derimod bør der i bekendtgørelsen med-

tages en bestemmelse, der gengiver lovens regel om juridiske personers strafansvar.

Som eksempel på en indledning til en bekendtgørelse, der opfylder ovenstående retningslinjer, kan

henvises til bekendtgørelse nr. 463 af 2. maj 2013 om udlejning af motorkøretøjer uden fører. Af

indledningen til bekendtgørelsen fremgår det, at bekendtgørelsen er udstedt i medfør af bl.a. § 118,

stk. 7, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1055 af 9. november 2012. Lovens § 118, stk. 7,

indeholder hjemmel til i administrative forskrifter, der udstedes i medfør af loven, at fastsætte

regler om straf for overtrædelse af forskrifterne. Indledningen til bekendtgørelsen indeholder der-

imod ikke en henvisning til lovens § 118, stk. 9, hvorefter der kan pålægges selskaber mv. (juridi-

ske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. I stedet indeholder bekendtgørel-

sens § 20, stk. 2, en bestemmelse om, at der kan pålægges juridiske personer strafansvar efter

reglerne i straffelovens 5. kapitel for overtrædelse af reglerne i bekendtgørelsen.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.4. Systematik

Hvilken systematik der skal vælges må i første række bero på, hvorledes der skabes det bedste

overblik over reglerne i bekendtgørelsen. Systematikken må således afhænge af karakteren af de

regler, bekendtgørelsen i det enkelte tilfælde skal indeholde, hvorfor det ikke er muligt at opstille

generelle retningslinjer herfor, bortset fra det der er nævnt nedenfor.

Er det nødvendigt at afgrænse bekendtgørelsens anvendelsesområde, bør en regel herom i almin-

delighed placeres først i bekendtgørelsen.

Skal bekendtgørelsen indeholde en almindelig regel og undtagelser herfra, bør den almindelige

regel placeres før undtagelsesreglerne, og undtagelsesreglerne bør placeres i de følgende stykker

eller paragraffer. Er det i særlige tilfælde ikke hensigtsmæssigt at placere undtagelsesbestemmel-

serne i umiddelbar tilknytning til den almindelige regel, skal den almindelige regel indeholde en

henvisning til undtagelsesbestemmelserne. Dette kan ske ved, at der i den almindelige regel ind-

sættes »jf. dog § ..« eller »bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § …«.

Kan en bekendtgørelses indhold opdeles i regler, der afgrænser borgernes rettigheder og pligter,

og andre regler, der ikke på samme måde har betydning for borgerne, f.eks. om sagers behandling,

straf mv., vil det ofte være hensigtsmæssigt at placere reglerne om borgernes rettigheder og pligter

før de andre regler.

Regler om bekendtgørelsens ikrafttræden, om ophævelse af andre bekendtgørelser og overgangs-

bestemmelser placeres sidst i bekendtgørelsen. Skal bekendtgørelsen indeholde en regel om, at

den ikke gælder for Færøerne eller Grønland, indsættes denne regel om territorial gyldighed dog

som den sidste paragraf i bekendtgørelsen.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.2.5. Opstilling

Den grundlæggende inddeling af stoffet sker i paragraffer, stykker og punktummer. Paragrafbe-

tegnelser skal være fortløbende gennem hele bekendtgørelsen, uanset om den er opdelt i kapitler

og i afsnit. Man bør derfor f.eks. ikke starte hvert kapitel med § 1 eller anvende litrerede paragraf-

fer i en ny hovedbekendtgørelse. Derimod er der intet til hinder for at indsætte litrerede paragraffer

ved efterfølgende ændringer af bekendtgørelsen.

Inddeling efter et decimalsystem bør som altovervejende hovedregel undgås. Opmærksomheden

henledes i den forbindelse på, at hvis decimalsystemet anvendes, medfører det ikke en ændring af

de krav, der må stilles til formulering af reglerne, f.eks. i henseende til sproglig affattelse, præci-

sion og opdeling af stoffet i korte regler. Det skal således fortsat være muligt at kunne henvise og

præcist betegne bestemte regler i en sådan forskrift. Det gælder i særlig grad i forbindelse med

angivelsen i straffebestemmelser af de regler i forskriften, der skal være strafbelagte.

Bekendtgørelsens tekst bør opdeles i så mange paragraffer og stykker som muligt, da det letter

tilegnelsen og overblikket.

Paragrafbetegnelsen anføres ud for første stykke i paragraffen. Ud for følgende stykker anføres

stykkebetegnelsen. Linjebrud i et stykke må ikke forekomme bortset fra tilfælde, hvor der anven-

des en nummereret opregning.

Indeholder bekendtgørelsen mere end 15-20 paragraffer, vil det ofte af hensyn til overskueligheden

være hensigtsmæssigt at inddele den i kapitler, der forsynes med overskrifter. En kapitelinddeling

uden overskrifter bør undgås, da den ikke bidrager til overskueligheden. Endvidere bør man i vi-

dest muligt omfang undgå intetsigende overskrifter som f.eks. »Indledende bestemmelser«, »Al-

mindelige bestemmelser«, »Særlige bestemmelser« eller »Afsluttende bestemmelser«.

Ved formuleringen af overskrifterne skal man være opmærksom på, at overskriften kan få karakter

af fortolkningsbidrag, navnlig når anvendelsesområdet for reglerne i kapitlet skal fastlægges. Sam-

tidig skal overskrifterne være dækkende for indholdet af kapitlet. Disse krav til overskrifterne skal

man også være opmærksom på ved senere ændringer af bekendtgørelsen, hvor det således kan

være nødvendigt at foretage ændringer i overskrifterne.

Ved kapitelinddeling anvendes arabertal, kapitelbetegnelsen og overskriften anbringes på hver sin

linje og overskriften kursiveres. Se følgende eksempel:

»Kapitel 1

Målgrupper«.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

Hvis der inden for et kapitel er behov for en yderligere opdeling, kan den enkelte paragraf eller

gruppe af paragraffer forsynes med overskrift. Også disse overskrifter skal formuleres under hen-

syn til, at de har fortolkningsmæssig betydning og til, at de skal være dækkende for de regler, der

følger efter overskriften og indtil næste overskrift. Også disse overskrifter kursiveres.

Overskrifter over enkelte paragraffer eller grupper af paragraffer kan også anvendes i stedet for

kapiteloverskrifter i bekendtgørelsen, hvor der på den ene side er behov for en opdeling af stoffet

af hensyn til overskueligheden, men hvor antallet af paragraffer, der kan samles under den enkelte

overskrift, er for lille til, at en kapitelinddeling forekommer hensigtsmæssig.

Er bekendtgørelsen omfattende og indholdet så forskelligartet, at inddeling i kapitler og yderligere

inddeling ved overskrifter inden for det enkelte kapitel ikke giver den nødvendige overskuelighed,

kan kapitlerne samles i afsnit. Her anvendes romertal og fed sats. Se følgende eksempel:

»Afsnit IV

Tilbud«.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 130: Orientering om iværksættelse af høring over ny vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter, fra justitsministeren

2.3.

Ændringsbekendtgørelser

Skal en bekendtgørelse ændres, må der tages stilling til, om ændringen skal gennemføres ved ud-

stedelse af en helt ny bekendtgørelse eller ved en bekendtgørelse om ændring af den eksisterende

bekendtgørelse.

Dette valg må i første række bero på karakteren og omfanget af de ændringer, der skal gennemfø-

res. Er der tale om mere principielle ændringer, vil der ofte være behov for at gennemarbejde hele

bekendtgørelsen i lyset af ændringerne, hvilket taler for, at der udarbejdes en helt ny bekendtgø-

relse.