Vil ministeren indhente en redegørelse fra Gentofte og Københavns kommuner vedr. den planlagte udledning af urenset spildevand i Øresund og besvare følgende spørgsmål:
1. Vil ministeren oplyse baggrunden for, at ministeren ikke har mulighed for at stoppe udledningen, herunder hvilke love der i givet fald skal ændres?
2. Er den svenske regering eller svenske myndigheder blevet hørt forud for beslutningen om udledningen, f.eks. via Espoo-konventionens procedure?
3. Finder ministeren det tilfredsstillende, at kommuner kan tilsidesætte Danmarks forpligtelser vedrørende udledning af spildevand med næringsstoffer og farlige stoffer, bakterier, vira mm., uden at regeringen har mulighed for at gribe ind?
4. Er ministeren fagligt enig i, at maj måned er det bedste tidspunkt for udledningen?
5. Er Miljø- og Fødevareministeriet eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet blev konsulteret forud for beslutningen, og hvornår har de to ministerier første gang hørt om planerne?
6. Hvilke alternativer er undersøgt? Har der været bestræbelser for at minimere produktionen spildevand under den planlagte udledning, f.eks. tilbageholdelse af spildevand fra hospitaler eller industri?
7. Hvordan vil konsekvenserne af udledningen blive overvåget og af hvem, og hvilke konsekvenser har udledningen for vandområdeplanerne?
8. Hvilke juridisk bindende miljøkvalitetskrav må anses for at være overtrådt, såfremt udledningen finder sted?
9. Hvordan er offentligheden og klageberettigede blevet hørt forud for beslutningen, og har høringen fulgt minimumskravene i lovgivningen vedrørende klageadgang m.v.
Dato: 25-05-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
vand- og havmiljø