Åbent brev
Kære miljøminister Lea Wermelin
Kære borgmester samt miljøudvalgsformand i Silkeborg
Miljøministeren argumenterer i Midtjyllands Avis den 2. november 2019 for, at grødeskæring i
Gudenåen ikke har betydning for den forhøjede vandstand i Gudenådalen. Lokale myndigheder
blev også nævnt.
Herunder gives 25 års tilbageblik på åens tilstand, set fra min egen ejendom i 8600 Silkeborg.
I 1990´erne blev måden, hvorpå Gudenåen vedligeholdes ændret, grødeskæring ind til å-brinken
ophørte, hvilket medførte, at sivvækst i løbet af få år bredte sig mange meter ud i åløbet. Der stod
hurtigt blankt vand på engene året rundt. Ifølge politikere og miljøfolk skulle de våde enge og
græsset bidrage til at rense kvælstof ud af vandet, så det ikke endte i Randers fjord. Vi måtte
acceptere tingenes tilstand og afgive et antal hektar af vores jord til oversvømmelserne. Lystfiskeri
fra brinken blev ligeledes umuliggjort.
I 00´erne blev vedligeholdelsespraksis igen ændret – nu skulle grøden vokse frit i åløbet og kun
skæres én gang årligt i ca. en femtedel af åens oprindelige bredde. Denne form for grødeskæring
har kun kortvarig indflydelse på vandstanden.
I dag er én meter vand eller mere ikke usædvanlig på de tidligere enge, hvor der i sidst 1990´erne
stod 10 cm vand i græsset.
Den forhøjede vandstand har mærkbare konsekvenser, da millionværdier i Gudenådalen går tabt
eller tager alvorlig skade: Haver og landbrug oversvømmes, huse får vandskade, Svostrup Kro
kæmper for livet, kommunevej samt bro er lukket pga vand, ligesom den nyanlagte Træksti står
under vand en stor del af året.
At åen ikke længere kan bortlede tilstrækkelige mængder vand, var synligt under den usædvanlige
tørke sidste sommer, som end ikke bragte åbrinken til syne.
Økonomien i en radikal grødeskæring er småpenge i forhold til de mange ødelæggelser og
værditab, der opleves i Gudenådalen i disse år.
Det virker som om de oprindelige miljømæssige argumenter omkring kvælstofudledning, fredede
planter mv. er glemt. Vandet står permanent højere og højere, mens myndighederne forholder sig
passive. Jeg mindes ikke i de sidste 25 år ét eneste tiltag fra myndigheds side, der
forbedrer
åens
evne til at fragte vand ud af Gudenådalen.
Pt er vandstanden ca 1,20 meter på de tidligere enge.
Mens I regner, regner det stadig mere!
Så kære minister:
Hvordan forholder DU dig til sammenfaldet mellem den markant øgede vandstand i Gudenåen og
den stærkt reducerede grødeskæring?
Kære borgmester Vindum og miljøudvalgsformand Claus Løwe Klostergaard, Silkeborg:
Som eksponenter for ikke at skære grøde og samtidig fuldt orienterede om de massive
oversvømmelser i et ca 200 meter bredt bælte 16 kilometer langs åen:
Vil kommunen vedblive at stable vandet op på de allerede oversvømmede arealer?
Hvilke virkningsfulde tiltag for 2020 ser I frem til?
Venlig hilsen
Per Bisgaard
Sørkelvej 140
8600 Silkeborg