Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 754
Offentligt
2249903_0001.png
NOTAT
Ressourcer og Forsyning
J.nr. 2020-17582
Den XX. september 2020
Notat om dispensationer til udledningstilladelser
Miljø- og Fødevareudvalget har på samråd om spildevand den 25. juni 2020 efterspurgt, hvorvidt der
er eksempler på, at kommuner har sagt nej til en spildevandsudledning, når kommunens egne
vandselskaber har bedt om dispensation.
Miljøstyrelsen har derfor spurgt samtlige kommunerne om, hvor mange afslag på planlagte
udledninger de har givet de seneste fem år. Miljøstyrelsen har fået svar fra alle kommuner.
Miljøstyrelsen oplyser på den baggrund:
”Kun tre kommuner (Guldborgsund, Hørsholm og Rudersdal) oplyser,
at de i perioden har meddelt
afslag på sådanne ansøgninger. Flere kommuner oplyser imidlertid, at det typiske forløb er, at selskab
og kommune i dialog finder frem til den bedste løsning, enten inden der indsendes en ansøgning eller
undervejs i processen. Denne praksis kan forklare det lave antal afslag.
13 kommuner (Bornholm, Gentofte, Guldborgsund, Hvidovre, København, Køge, Rudersdal, Slagelse,
Kerteminde, Kolding, Aabenraa, Langeland og Odder) oplyser, at de har meddelt midlertidige
udledningstilladelser. 11 af kommunerne oplyser, at de stiller særlige vilkår i forbindelse med de
midlertidige udledningstilladelser. To kommuner (Køge og Kerteminde) har meddelt midlertidig
tilladelse til udledning uden yderligere vilkår.
Der stilles typisk vilkår til varighed (så kort tid som muligt) og om muligt også tidspunkt på året, så
vandmiljøet og eventuelle badevandsinteresser påvirkes mindst muligt. Dernæst stilles ofte vilkår om
maksimal udnyttelse af muligheder for at styre tilførslen af spildevand til anlægget, eksempelvis ved
udnyttelse og styring af opstuvningsmuligheder (bassiner) i oplandet. Ved korte perioder stilles
desuden også typisk vilkår om, at tidspunktet for udskiftning/reparation lægges i en periode med
tørvejr, så spildevandstilførslen er så lille som muligt. Er der tale om mindre renseanlæg, stilles typisk
vilkår om, at spildevandet bortskaffes til andet renseanlæg - og hvis dette ikke er muligt, at der
opstilles et mobilt filteranlæg til rensning af spildevandet, eksempelvis ved overskridelse af anlæggets
midlertidigt nedsatte kapacitet. Desuden stilles typisk også vilkår til begrænsning af udledningen i
form af en maksimalt tilladt udledt spildevandsmængde eller stofmængde. Endelig fastholdes
vilkårene til stofparametre (fx indhold af kvælstof og fosfor) fra den permanente tilladelse også i
mange tilfælde, men gøres i den midlertidige tilladelse vejledende i stedet for gældende.”
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk