Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 704
Offentligt
2240994_0001.png
Udkast til
Forslag
til
Lov om ændring af lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader (miljøskadeloven) og lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre
love
1
(Ændring af operatørers handlepligt samt indførelse af visse definitioner)
§1
I lov om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(miljøskadeloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 277 af 27. marts 2017, foretages
følgende ændringer:
1.
I § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres »beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller naturtyper eller
levesteder for arter«, og »områder« ændres til: »naturtyper og levesteder
for arter«.
2.
I
§ 7, stk. stk. 2, 3, og 4,
og
§ 23, stk. 1,
ændres »beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter«.
3.
I
§ 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 17
ændres »beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter«.
4.
§ 15, stk. 3,
affattes således:
»Stk.
3.
Ved beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter forstås:
1) arter, der er naturligt hjemmehørende i Danmark, og som er medtaget i
EF-habitatdirektivets bilag II og IV og i EF-fuglebeskyttelsesdirektivets
bilag I samt regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter og forekomster,
der er relevante som følge af EF-fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk.
2, og
2) naturtyper, der er naturligt forekommende i Danmark, og som er
medtaget i EF-habitatdirektivets bilag I samt yngle- eller rastepladser for
bilag IV-arter, og levesteder for arter i EF-habitatdirektivets bilag II eller i
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004, nr. L 143, side 56.
1
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I samt levesteder med regelmæssigt
tilbagevendende trækfuglearter og forekomster, der er relevante som følge
af EF-fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2.«
5.
I
§ 46, stk. 1, indsættes
efter »lovens kapitel 2-6«: »jf. dog § 47«.
6.
§ 47 affattes
således:
Ȥ
47.
Miljøministeren kan træffe afgørelse om godtgørelse af udgifter,
som den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, jf. lov om miljøbeskyttelse § 73 b, stk. 2, lov om forurenet jord
§ 38 b, stk. 2, lov om beskyttelse af havmiljøet § 47 b, stk. 2, lov om
vandforsyning m.v. § 68 a, stk. 2, lov om miljøgodkendelse m.v. af
husdyrbrug § 54 b, stk. 2, lov om miljø og genteknologi § 25 b, stk. 2, lov
om vandløb § 60 b, stk. 2, og lov om råstoffer § 33 b, stk. 2, har afholdt til
opfyldelse af dennes forpligtelser.
Stk. 2.
Godtgørelse efter stk. 1 af udgifter til opfyldelse af den ansvarliges
pligt efter de i stk. 1 nævnte love til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere skade, samt afholdte udgifter forbundet med
afhjælpende foranstaltninger efter denne lov, kan ydes, hvis den ansvarlige
for miljøskaden kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt
i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en
tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Godtgørelse efter stk. 1 af udgifter til opfyldelse af den ansvarliges
pligt efter de i stk. 1 nævnte love til at afværge den overhængende fare for
en miljøskade samt udgifter afholdt til forebyggende foranstaltninger efter
denne lov, kan ydes hvis den ansvarlige for den overhængende fare for
miljøskade kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.
Stk. 4.
Stk. 2, nr. 3, finder ikke anvendelse for producenten og importøren
som nævnt i lov om miljøbeskyttelse § 73 b, stk. 4, lov om forurenet jord §
38 b, stk. 4, lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug § 54 b, stk. 4, og
lov om miljø og genteknologi § 25 b, stk. 4
Stk. 5.
Miljøministeren fastsætter regler om godtgørelsesordningen efter
stk. 1-3, herunder om, hvilke udgifter der kan godtgøres, om hvem der
træffer afgørelse, om dokumentationskrav og om klage.«
7.
I
§ 48
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
2
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
»Stk.
3.
Krav på godtgørelse af udgifter, jf. § 47, forældes efter 5 år fra den
dato, hvor foranstaltningerne er afsluttet, eller hvor den ansvarlige for den
emission eller begivenhed, som har forvoldt en miljøskade eller fremkaldt
en overhængende fare for en miljøskade, er blevet identificeret. Den seneste
af disse datoer lægges til grund.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
8.
I
§ 48, stk. 3,
der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
§2
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25. november 2019,
som senest ændret ved § 1 i lov nr. 808 af 9. juni 2020, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 73 b, stk. 2,
ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmindre stk. 3 og 4
finder anvendelse«.
2.
§ 73 d
ophæves.
3.
§ 73 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§3
I lov om forurenet jord, jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017, som
ændret ved § 16 i lov nr. 278 af 17. april 2018, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 38 b, stk. 2,
ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmindre stk. 3 og 4
finder anvendelse«.
2.
§ 38 d
ophæves.
3.
§ 38 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§4
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25. november
2019, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 47 b, stk. 3,
ændres »beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter, naturtyper eller
levesteder for arter«.
3
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2.
I
§ 47 c, stk. 4,
ændres »beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter, naturtyper og
levesteder for arter«.
3.
§ 47 d
ophæves.
4.
§ 47 h, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4-5 bliver herefter stk. 2-3.
§5
I lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 22. februar 2018, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1419 af 17. december 2019, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 68 a, stk. 3,
ændres »beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller naturtyper eller
levesteder for arter«.
2.
§ 68 d
ophæves.
3.
§ 68 e, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§6
I lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 520
af 1. maj 2019, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 54 b, stk. 2,
ændres »jf. dog stk. 3 og 4« til: »medmindre stk. 3 og 4
finder anvendelse«.
2.
§ 54 d
ophæves.
3.
§ 54 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§7
I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2017,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 25 d
ophæves.
2.
§ 25 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4-5 bliver herefter stk. 2-3.
4
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
§8
I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. november 2019, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 60 b, stk. 3,
ændres »beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller naturtyper eller
levesteder for arter«.
2.
§ 60 f
ophæves.
3.
§ 60 g, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§9
I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 26. januar 2017, som ændret ved
§ 3 i lov nr. 427 af 18. maj 2016 og § 7 i lov nr. 720 af 8. juni 2018, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 33 b, stk. 3,
ændres »beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter eller naturtyper eller
levesteder for arter«.
2.
§ 33 f
ophæves.
3.
§ 33 g, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§ 10
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019, som
ændret ved § 2 i lov nr. 135 af 25. februar 2020 og lov nr. 1057 af 30. juni 2020,
foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften
til kapitel 11 a affattes således:
»Kapitel 11 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper eller levesteder for
arter«
§ 11
I lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 28. marts 2019, foretages følgende
ændringer:
1.
Overskriften
til kapitel 8 a affattes således:
»Kapitel 8 a
5
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper eller levesteder for
arter«
§ 12
I lov om jagt- og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 21. marts 2019,
foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften
til kapitel 8 a affattes således:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper eller levesteder for
arter«
§ 13
I lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse nr. 123
af 26. januar 2017, foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften
til kapitel 9 a affattes således:
»Kapitel 9 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper eller levesteder for
arter«
§ 14
I lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21.
marts 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 558 af 7. maj 2019 og § 1 i lov nr. 559 af 7.
maj 2019, foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften
til kapitel 3 a affattes således:
»Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper eller levesteder for
arter«
2.
I
§ 10 c
ændres »beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder« til: »beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter«.
§ 15
Loven træder i kraft den 1. februar 2021.
§ 16
6
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Stk. 1.
Loven finder ikke anvendelse på miljøskader eller overhængende fare for en
miljøskade, der er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der finder sted før
lovens ikrafttræden. For sådanne miljøskader eller overhængende fare herfor
finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at implementere dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (herefter miljøansvarsdirektivet), som
senest ændret ved forordning nr. 2019/1010 af 5. juni 2019.
Miljøansvarsdirektivets formål er at forebygge og afhjælpe fremtidige større, dvs.
væsentlige/betydelige skader på jord, vand og beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter (miljøskader).
Det grundlæggende princip er, at den, der er ansvarlig for erhvervsmæssige
aktiviteter, der indebærer en risiko for miljø eller natur, også er ansvarlig for
miljøskader eller overhængende fare for miljøskader på miljø og natur som følge af
disse erhvervsmæssige aktiviteter. Den ansvarlige skal forebygge en miljøskade
eller en overhængende fare for miljøskade, og hvis miljøskaden er sket, skal den
ansvarlige afhjælpe skaden og afholde alle omkostninger i den forbindelse
(forureneren betaler-princippet).
Miljøansvarsdirektivet indeholder en fælles ramme for forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader og overhængende fare for miljøskade, herunder særligt
i forhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30.
november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, Rådets direktiv 92/43/EØF af 21.
maj 1992 om bevaring af naturtyper og vilde dyr og planter og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse
af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.
Danmark modtog i oktober 2019 en henvendelse fra EU-Kommissionen om
implementeringen af miljøansvarsdirektivet, hvori EU-Kommissionen
konkluderede, at den danske gennemførelse af miljøansvarsdirektivets definition
af ”beskyttede arter og naturtyper”, jf. direktivets artikel 2, stk. 3, litra b), og
muligheden for at dække den ansvarliges økonomiske omkostninger i visse
situationer, jf. direktivets artikel 8, stk. 3 og 4, skulle være direktivnær.
I henvendelsen vurderede EU-Kommissionen for det første, at at direktivets
definition af ”beskyttede arter og naturtyper”, der i dansk lovgivning er
gennemført som ”beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder”,
skal fremgå direkte af lovteksten i dansk lovgivning med samme ordlyd som
direktivets, og at det ikke var tilstrækkeligt, at det fremgik af lovens
bemærkninger.
7
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
For det andet vurderede EU-Kommissionen, at direktivet skal gennemføres i den
danske lovgivning således, at den ansvarlige for miljøskaden eller en
overhængende fare for miljøskade i alle tilfælde er forpligtet til at foretage
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger ved miljøskader eller overhængende
fare for miljøskader. EU-Kommissionen fremhævede, at dette gjaldt
uanset
om
den ansvarlige ikke skulle afholde omkostningerne forbundet med en miljøskade
eller overhængende fare herfor, jf. direktivets artikel 8, stk. 3 og 4. Efter EU-
Kommissionens vurdering regulerer artikel 8, stk. 3 og 4, alene forholdet til
omkostningerne forbundet med den ansvarliges foranstaltninger, og ikke
spørgsmålet om den ansvarliges handlepligt.
Regeringen har besvaret EU-Kommissionens henvendelse i december 2019, hvori
regeringen erklærer sig enig med EU-Kommissionens fortolkning af direktivets
forpligtelser og forpligter sig til at rette op på den danske implementering senest
primo 2021.
1.1.
Kort om miljøansvarsreglerne
Miljøansvarsdirektivet blev implementeret i dansk lovgivning ved lov nr. 466 af 17.
juni 2008 om undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(miljøskadeloven) og lov nr. 507 af 17. juni 2008, om ændring af lov om
miljøbeskyttelse og forskellige andre love, der indsatte særlige regler i en række
sektorlove. Reglerne trådte i kraft 1. juli 2008. Miljøansvarsdirektivet er
efterfølgende blevet ændret af flere omgange, men der er ikke foretaget ændringer
i forhold til den ansvarliges handlepligt eller økonomiske forpligtelser.
Direktivet er således implementeret gennem dels en tværgående lov,
(miljøskadeloven) og dels følgende sektorlove, hvor der er indsat regler om
miljøskader: Lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25.
november 2019 (herefter miljøbeskyttelsesloven), lov om forurenet jord, jf.
lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017 (herefter jordforureningsloven), lov
om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 4. september 2017
(herefter havmiljøloven), lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 118
af 22. februar 2018 (herefter vandforsyningsloven), lov om husdyrbrug og
anvendelse af gødning m.v., lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019 (herefter
husdyrbrugloven), lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 9 af 4.
januar 2017 (miljø- og genteknologiloven), lov om naturbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 (herefter naturbeskyttelsesloven), lov
om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 28. marts 2019 (herefter skovloven), lov
om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 21. marts 2019, lov om
beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse nr. 123 af 26.
januar 2017, lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25. november 2019
(herefter vandløbsloven), lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 26.
januar 2017 (herefter råstofloven), søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1505 af 17.
december 2018 og lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts 2019 (herefter fiskeriloven).
Implementeringen er sket således, at miljøskadeloven definerer, hvad en
miljøskade og en overhængende fare for en miljøskade er. Hertil fastlægger
miljøskadeloven visse regler om, hvad den ansvarlige for driften er forpligtet til
efter det tidspunkt i en sag, hvor der er truffet afgørelse om, at der foreligger en
8
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
miljøskade. Modsvarende indeholder sektorreguleringerne reglerne om, hvad der
forstås ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, samt regler om hvad den ansvarlige for driften er forpligtet til frem til
det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder har truffet afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade.
Miljøskadelovgivningen indeholder regler om, hvem der ifølge en offentligretlig
regulering har ansvaret for at anmelde, forebygge, afværge og afhjælpe miljøskader
eller overhængende fare for miljøskader. Det er således ikke en regulering med
udgangspunkt i erstatningsansvar, men en regulering der fastlægger en
handlepligt for de virksomheder m.v., der er ansvarlige for miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade.
Udgangspunktet for miljøansvarsdirektivet er, at den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade er forpligtet til at iværksætte de
nødvendige forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, og den ansvarlige er
forpligtet til at afholde omkostningerne forbundet hermed.
Miljøansvarsdirektivet indeholder to forskellige former for ansvar. Direktivet
fastlægger således et objektivt ansvar for en lang række erhvervsaktiviteter, som er
anført i direktivets bilag III, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a), og
et culpaansvar for alle andre erhvervsaktiviteter, der forårsager en skade på
beskyttede arter og naturtyper samt levesteder for arter, jf. miljøansvarsdirektivets
artikel 3, stk. 1, litra b).
Det objektive ansvar indebærer, at den ansvarlige for driften er ansvarlig for at
forebygge og afhjælpe en miljøskade og betale alle omkostninger i den forbindelse,
også selvom den ansvarlige for driften ikke har handlet uforsvarligt, og uanset om
aktiviteten var tilladt og alene forårsager en tilladt påvirkning, f.eks. en tilladt
forurening. Dette indebærer altså også et ansvar for f.eks. uheld. Det objektive
ansvar for erhvervsmæssige aktiviteter fremgår af miljøbeskyttelsesloven,
jordforureningsloven, miljø og genteknologiloven og husdyrbrugloven.
I vandforsyningsloven, vandløbsloven, råstofloven og havmiljøloven, er der
gennemført såvel det objektive ansvar som culpaansvaret. I disse love er der
således regler om både objektivt og culpaansvar for forskellige erhvervsmæssige
aktiviteter. Culpaansvaret er typisk rettet mod aktiviteter, som er ikke-
forurenende, f.eks. skovning, redeplyndring eller oprensning af vandløb.
Culpaansvaret indebærer, at den ansvarlige for driften skal have udvist uforsvarlig
adfærd, dvs. fejl eller forsømmelser.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1.
Ophævelse af lempelsen af den ansvarliges ansvar samt indførelse af
en godtgørelsesordning
2.1.1. Gældende ret
Den ansvarlige for en miljøskade, dvs. den ansvarlige for driften af den
erhvervsmæssige virksomhed, er pålagt en handlepligt i lovgivningen i tilfælde af
enten en overhængende fare for en miljøskade eller for en allerede sket skade. Den
ansvarlige skal således straks iværksætte alle nødvendige forebyggende
foranstaltninger, der kan afværge en miljøskade, eller, såfremt miljøskaden er
9
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
indtrådt, iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, jf.
miljøbeskyttelseslovens § 73 c, stk. 1, jordforureningslovens § 38 c, stk. 1,
husdyrbruglovens § 54 c, stk. 1, miljø og genteknologilovens § 25 c, stk. 2,
vandforsyningslovens § 68 b, stk. 2, råstoflovens § 33 c, stk. 2, vandløbslovens § 60
c, stk. 2, og havmiljølovens § 47 c, stk. 1.
Den ansvarlige kan således ikke forholde sig passivt i tilfælde af en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade.
Når den relevante myndighed efter sektorlovgivningen har truffet afgørelse om, at
der er tale om en miljøskade eller overhængende fare herfor, overgår
sagsbehandlingen til Miljøstyrelsen, der varetager reglerne i miljøskadeloven.
Miljøstyrelsen meddeleler herefter påbud efter miljøskadelovens kapitel 3 om
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger m.v. samt træffer afgørelse om
sikkerhedsstillelse efter miljøskadelovens kapitel 2.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder en række grunde,
hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade kan blive fritaget for omkostningerne forbundet med forebyggende og
afhjælpende foranstaltninger.
Det fremgår således af artikel 8, stk. 3, at den ansvarlige ikke er forpligtet til at
bære omkostningerne ved
forebyggende
eller
afhjælpende
foranstaltninger, der
træffes i medfør af direktivet, hvis den ansvarlige kan bevise, at miljøskaden eller
den overhængende fare for sådan skade a) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt
til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller b) skyldes
overholdelse af påbud eller instrukser udstedt af en offentlig myndighed med
undtagelse af påbud eller instrukser som følge af en emission eller hændelse, der
skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.
I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne hensigtsmæssige foranstaltninger
således, at den ansvarlige kan få dækket de afholdte omkostninger, jf. artikel 8,
stk. 3, in fine. Artikel 8, stk. 3, er obligatorisk for medlemsstaterne at gennemføre.
Det fremgår herudover af artikel 8, stk. 4, at medlemsstaterne kan tillade, at den
ansvarlige ikke bærer omkostningerne i forbindelse med
afhjælpende
foranstaltninger, der træffes i medfør af direktivet, hvis den ansvarlige kan påvise,
at den ansvarlige ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt, og at miljøskaden er
forvoldt ved a) en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, der
fremgår af eller er udstedt i henhold til gældende nationale love og bestemmelser,
som gennemfører den af Fællesskabet vedtagne lovgivning, der er nævnt i bilag III,
således som den fandt anvendelse på tidspunktet for emissionen eller
begivenheden eller b) en emission eller aktivitet eller enhver form for anvendelse
af et produkt i forbindelse med en aktivitet, som operatøren kan påvise ikke ansås
for at ville forårsage miljøskader ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, hvor emissionen eller aktiviteten fandt sted.
Artikel 8, stk. 4, er ikke obligatorisk for medlemsstaterne at gennemføre, og artikel
8, stk. 4, litra b), er ikke generelt implementeret i dansk lovgivning i dag.
10
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Direktivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a), er implementeret således, at den
ansvarliges ansvar er lempet i situationerne omfattet af disse bestemmelser som
beskrevet ovenfor, jf. miljøbeskyttelseslovens § 73 d, jordforureningslovens § 38 d,
husdyrbruglovens § 54 d, miljø og genteknologilovens § 25 d,
vandforsyningslovens § 68 d, råstoflovens § 33 f, vandløbslovens § 60 f og
havmiljølovens § 47 d.
Den ansvarliges handlepligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder efter disse bestemmelser således ikke, hvis den
ansvarlige for en indtrådt miljøskade kan godtgøre, 1) at skaden er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var
truffet, 2) at skaden skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, fastsat en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser,
som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) at skaden er forvoldt ved en
emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så
detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
Tilsvarende har den ansvarlige ikke nogen handlepligt, i forhold til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade, såfremt den ansvarlige for den
overhængende fare for miljøskade kan godtgøre, at faren skyldes forhold omfattet
af nr. 1 og 2 som beskrevet umiddelbart ovenfor.
Som nævnt ovenfor er den ansvarlige for en miljøskade, den der er ansvarlig for
driften af den erhvervsmæssige aktivitet. Såfremt der dog er tale om sager om
anvendelse af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, til
jordbrugsformål, vil det ikke være den ansvarlige for driften, der er ansvarlig for
miljøskaden eller den overhængende fare herfor, men derimod den der
erhvervsmæssigt bruger de nævnte stoffer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 3,
jordforureningslovens § 38 b, stk. 3, og husdyrgodkendelseslovens § 54 b, stk. 3.
Tilsvarende gælder for skader sket som følge af anvendelse af genmodificerede
organismer, jf. miljø og genteknologilovens § 25 b, stk. 3, og ved anvendelse af
pesticider og biocider, jf. miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 3, og
jordforureningslovens § 38 b, stk. 3.
Såfremt brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med
forskrifterne for brug, og at den pågældende ikke har udvist uforsvarlig adfærd i
forbindelse med brugen, vil det være den relevante producent eller importør, der
er ansvarlig, jf. miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 4, jordforureningslovens § 38 b,
stk. 4, miljø og genteknologilovens § 25 b, stk. 4, og husdyrbruglovens § 54 b, stk.
4.
I sager vedrørende anvendelse af affaldsstoffer og husdyrgødning vil producenten
eller importøren dog heller ikke være ansvarlig, såfremt denne kan godtgøre, at
den skadelige virkning ikke følger af fejl af produktet, og at der ikke er udvist
uforsvarlig adfærd ved produktionen eller ved importen. I disse sager vil der derfor
11
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
ikke være en ansvarlig for miljøskaden, jf. miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 5,
jordforureningslovens § 38 b, stk. 5, og husdyrbruglovens § 54 b, stk. 5.
Miljø- og Fødevareministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Miljø- og Fødevareministeriet modtog en henvendelse fra EU-Kommissionen i
oktober 2019, hvoraf det fremgår, at EU-Kommissionen vurderer, at den danske
implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, litra a), ikke er
tilstrækkelig direktivnær. Miljøansvarsdirektivets artikel 8 indeholder regler om
omkostninger forbundet med forebyggelse og afhjælpning af miljøskader. Det
fremgår af direktivets artikel 8, stk. 1, at operatøren, dvs. den ansvarlige for
miljøskaden eller den overhængende fare herfor, bærer omkostningerne ved
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger efter direktivet.
Det er EU-Kommissionens vurdering, at miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og
4, ikke medfører, at den ansvarlige
ikke
skal foretage forebyggende eller
afværgende foranstaltninger. Efter EU-Kommissionens vurdering giver artikel 8,
stk. 3 og 4, alene den ansvarlige mulighed for at få dækket afholdte omkostninger
forbundet med forebyggende og afværgende foranstaltninger, og ikke adgang til
generelt at lempe ansvaret for den pågældende miljøskade eller overhængende fare
for miljøskade.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og stk. 4, litra a), og dermed den
ansvarliges mulighed for friholdelse for de økonomiske konsekvenser, er i dansk
ret blevet implementeret således, at den ansvarlige ikke skal foretage afværgende
eller forebyggende foranstaltninger i forbindelse med en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, såfremt den ansvarlige opfylder de nævnte kriterier, jf.
også afsnit 2.1.1. ovenfor.
Den gældende implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, er
dermed ikke forbeholdt opgørelsen af det økonomiske ansvar, men er knyttet til
den ansvarliges
handlepligt.
Denne lempelse af ansvaret vurderes på baggrund af EU-Kommissionens
henvendelse ikke at være i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet.
Det foreslås derfor, at lempelsen af ansvaret ophæves, jf. forslagets § 2, nr. 2, § 3,
nr. 2, § 4, nr. 3, § 5, nr. 2, § 6, nr. 2, § 7, nr. 1, § 8, nr. 2, og § 9, nr. 2. Dette
medfører, at den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade skal foretage forebyggende, afværgende eller afhjælpende
foranstaltninger, også selvom miljøskaden sker under omstændigheder, hvor den
ansvarlige vil kunne få dækket de økonomiske omkostninger.
Miljøansvarsdirektivet indeholder ingen regler om, at staten bærer et subsidiært
ansvar for håndtering af miljøskader, men lader det være op til medlemsstaterne at
etablere den ordning, som medlemsstaterne finder bedst egnet i forhold til at
sikre, at den ansvarlige for driften kan få dækket afholdte omkostninger. Miljø- og
Fødevareministeriet vurderer, at den bedste og mindst administrativt tunge
ordning vil indebære, at staten med de foreslåede regler pålægges det økonomiske
ansvar for forebyggelse og afværgelse af miljøskader. Dette skyldes, at det
2.1.2.
12
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
forventes, at der fremover stadig vil være meget få sager, der vil blive omfattet af
reglerne om miljøskader, og endnu færre af disse vil være omfattet af de foreslåede
regler om økonomisk friholdelse. Den foreslåede ordning vil medføre, at staten i et
vist omfang får et subsidiært økonomisk ansvar for håndtering af miljøskader.
Miljøministeren vil således få bevillingsmæssig hjemmel til at afholde udgifterne
gennem en tekstanmærkning på finansloven 2021.
Det vurderes, at uanset at miljøansvarsdirektivet ikke udtrykkeligt fastlægger et
statsligt subsidiært ansvar for håndtering af miljøskader, vil staten i et vist omfang
allerede have et sådan ansvar gennem den øvrige EU-regulering, særligt
habitatdirektivet og vandrammedirektivet, hvorefter medlemsstaterne er
forpligtede til at nå et vist kvalitets- eller beskyttelsesniveau. Denne forpligtelse
kan i konkrete situationer indebære, at miljømyndighederne skal iværksætte
foranstaltninger, så dette niveau nås.
Det foreslås derfor samtidigt, at der indføres en godtgørelsesordning, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6. Godtgørelsesordningen skal sikre implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a). Godtgørelsesordningen
vil medføre, at den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade vil kunne få godtgjort de rimelige omkostninger, der er forbundet med
de nødvendige foranstaltninger til håndtering af miljøskaden eller den
overhængende fare herfor, såfremt den ansvarlige er omfattet af de angivne
situationer, jf. den foreslåede § 47, stk. 1, nr. 2 og 3, i miljøskadeloven. Det
medfører overordnet set, at den ansvarlige for en miljøskade eller en fare herfor vil
kunne få godtgørelse, såfremt miljøskaden skyldes begivenheder, som den
ansvarlige ikke er herre over.
Bestemmelsen foreslås sat ind i miljøskadeloven, idet bestemmelsen først vil være
relevant i det omfang, der er truffet afgørelse efter sektorreguleringen om, at der er
tale om en miljøskade eller overhængende fare herfor, der skal behandles efter
miljøskadeloven. Det vil derfor opretholde den hidtidige systematik mellem
miljøskadeloven og de relevante sektorreguleringer.
De med lovforslaget foreslåede ændringer vedrører alene det objektive ansvar og
de omkostninger knyttet til opfyldelsen af det objektive ansvar efter de love, der
gennemfører det dette (miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven,
husdyrbrugloven og miljø og genteknologiloven) eller en kombination af det
objektive og det culpabaserede ansvar (vandforsyningsloven, vandløbsloven,
råstofloven og havmiljøloven). Det skyldes, at artikel 8, stk. 3, litra a)
(tredjemandsansvar) og litra b) (ufravigelige offentlige instrukser), begge relaterer
sig til det ubetingede ansvar, idet de nævnte artikler ikke indeholder krav om
uforsvarlig adfærd fra den ansvarliges side.
For så vidt angår artikel 8, stk. 4, litra a) (udtrykkeligt tilladte emissioner eller
begivenheder), finder den alene anvendelse for regulering, der gennemfører det
ubetingede ansvar, idet den henviser til direktivets bilag III. Dette svarer også til
de love, der i dag indeholder lempelsesadgangen.
Miljøansvarsdirektivet fastsætter ikke udtrykkeligt, hvilke udgiftsposter den
ansvarlige kan få dækket under artikel 8, stk. 3 og 4, litra a), men det fremgår dog
13
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
af artikel 8, stk. 3, in fine, at den ansvarlige kan få dækket ”de afholdte
omkostninger”. Direktivet definerer i artikel 2, stk. 16, omkostninger som
"omkostninger, som er nødvendige for en korrekt og effektiv gennemførelse af
dette direktiv, herunder omkostningerne til vurdering af miljøskader, en
overhængende fare for, at sådanne skader indtræder, alternative foranstaltninger
samt administrative og juridiske omkostninger, håndhævelsesomkostninger,
omkostninger ved dataindsamling og andre generelle omkostninger samt
omkostninger ved overvågning og tilsyn". Miljø- og Fødevareministeriet vurderer,
at henset til direktivets ordlyd og formål vil den ansvarlige kunne få godtgjort alle
udgifter forbundet med forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger i relation
til den overhængende fare for miljøskade eller en indtrådt miljøskade, såfremt de
er rimelige og har en naturlig tilknytning til miljøskaden eller den overhængende
fare for miljøskade.
Det foreslås, at miljøministeren i den foreslåede § 47, stk. 6, i miljøskadeloven
bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om den økonomiske
godtgørelsesordning, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Bemyndigelsen forventes i første
omgang udmøntet således, at miljøministeren kan fastsætte regler om
fremgangsmåden ved at få de økonomiske forhold dækket, herunder hvilke
udgiftsposter der er omfattet. Der forventes i den forbindelse fastsat regler om, at
omkostningerne skal være rimelige og at omkostningerne skal knytte sig til de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, som den ansvarlige er forpligtet til
at udføre. Det kan f.eks. være omkostninger til fysiske arbejder, beregninger,
ingeniørarbejde og i et vist omfang juridisk sagsbehandling m.v.
I relation til de miljøskader, der måtte opstå som følge af anvendelse af
affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, til jordbrugsformål, foreslås
det, at det sikres, at der i alle tilfælde er en ansvarlig for en miljøskade. Det foreslås
derfor i lovforslagets § 2, nr. 1, § 3, nr. 1, og § 6, nr. 1, at den ansvarlige for driften
af den erhvervsmæssige virksomhed bliver ansvarlig for en miljøskade forårsaget
af anvendelse af affaldsstoffer og gødning, herunder husdyrgødning, såfremt
ansvaret ikke kan pålægges hverken brugeren, producenten eller importøren.
Definition af ” beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter
”
2.2.1. Gældende ret
Miljøskadelovens § 7 fastsætter, at ved en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder forstås en skade, som medfører en
betydelig negativ påvirkning af opnåelse eller opretholdelse af en gunstig
bevaringsstatus for sådanne arter og områder.
Miljøskadelovens § 15, stk. 3, fastsætter, at ved beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder forstås arter, der er omfattet af bekendtgørelse om
udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder og
beskyttelse af visse arter, og internationale naturbeskyttelsesområder, der er
udpeget i medfør af miljømålsloven
Efter miljøskadedirektivet omfatter en miljøskade bl.a. skade på beskyttede arter
og naturtyper, jf. definitionen i direktivets artikel 2, stk. 1, litra a). Efter artikel 2,
stk. 3, litra a) og b), forstås ved beskyttede arter og naturtyper:
2.2.
14
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
a) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i
bilag I dertil eller opført i bilag II og IV til direktiv 92/43/EØF,
b) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II til direktiv
92/43/EØF, og de naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og
ynglepladser eller rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv
92/43/EØF.
Definitionen på ”beskyttede arter og naturtyper” i miljøskadedirektivets artikel 2,
stk. 3, litra a) og b), er blevet implementeret i miljøskadeloven således, at
indledningen til definitionen, dvs. ”beskyttede arter og naturtyper”, er angivet i
selve lovteksten i § 15, stk. 3, som ”beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder”, mens den nærmere definition i litra a) og b), kun er
blevet gengivet i bemærkningerne, og kun delvist, idet ”naturtyper, der er opført i
habitatdirektivets bilag I” er blevet gengivet som ”internationale
naturbeskyttelsesområder, der er opført i habitatdirektivets bilag I”.
På tilsvarende måde henvises der i en række øvrige bestemmelser i
miljøskadeloven og de sektorlove, som gennemfører miljøansvarsdirektivets
bestemmelser om skade på ”beskyttede arter og naturtyper”, til ”beskyttede arter
og internationale naturbeskyttelsesområder” eller til ”beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder”.
Miljø- og Fødevareministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Opfattelsen af status af lovbemærkninger har ændret sig, siden direktivet blev
implementeret i 2008, bl.a. på baggrund af Canal Digital dommen fra 2016 (C-
611/14), idet rettigheder og pligter for borgere og virksomheder i et direktiv, der
skal implementeres, skal fremgå udtrykkeligt af selve lovteksten og ikke blot
fremgå af lovbemærkningerne.
Den hidtidige implementering har været baseret på den opfattelse, at den danske
gennemførelse af miljøansvarsdirektivets regler for så vidt angår naturtyper eller
levesteder for arter ikke skal være mere vidtgående, end EU-forpligtelserne
tilsiger, dvs. at den kun skal omfatte de udpegede Natura 2000-områder.
Opfattelsen var, at en udvidelse af miljøansvarsdirektivets rækkevidde til arealer
uden for Natura 2000-områderne, for eksempel fredede områder eller § 3-
områder uden for Natura 2000-områder, ville gøre det i forvejen komplicerede
spørgsmål om at afgøre, hvornår der foreligger en miljøskade på en beskyttet
naturtype eller et levested for en art, yderligere kompliceret.
Opfattelsen var, at det ikke ville være korrekt at fortolke miljøansvarsdirektivet
således, at det skulle pålægge operatører et miljøansvar for skade på naturtyper og
levesteder for arter, der går videre end medlemslandenes forpligtelser efter de to
naturdirektiver. Antagelsen var desuden, at en ordlydsmæssig gennemførelse af
direktivet i relation til begrebet ”beskyttede naturtyper” ville indebære betydelige
udgifter til at kortlægge habitatnaturtyper uden for Natura 2000-områder med
henblik på at få afgrænset, hvilke naturarealer der i givet fald skal omfattes af
miljøskadeloven.
2.2.2.
15
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
I forbindelse med en dialog med EU-Kommissionen vedrørende en henvendelse
fra EU-Kommissionen om implementeringen af definitionen i artikel 2, stk. 3, litra
a) og b) er det desuden blevet klart, at det også er EU-Kommissionens opfattelse,
at miljøansvarsdirektivet ikke indeholder materielle forpligtelser til kortlægning
m.v. ud over det, der følger af naturdirektiverne. Det vil sige, at en ordlydsmæssig
implementering ikke har konsekvenser med hensyn til afgrænsning af naturarealer
og kortlægning af habitatnaturtyper, der ligger ud over forpligtelserne i
naturdirektiverne. Uanset om der er tale om en naturtype eller et levested for en
art, der er inden eller uden for Natura 2000, skal der i alle tilfælde foretages en
vurdering af, om der foreligger en miljøskade.
Jo bedre oplysningerne om områderne er, desto lettere vil det være at lave en
skadesvurdering og finde frem til passende afhjælpende foranstaltninger. Der er
bedre oplysninger inden for Natura 2000-områder. Hvis der ikke er så meget
information uden for Natura 2000-områder, så kræver det ekstra arbejde på
baggrund af de tilgængelige data, f.eks. i form af en fysisk besigtigelse, og det kan
være vanskeligere at fastlægge baseline betingelserne.
Det forslås med en ændret formulering af miljøskadelovens § 15, stk. 3, at
ordlyden af definitionen af ”beskyttede arter og naturtyper” i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, litra a) og b), gengives i miljøskadeloven så
tæt på direktivets ordlyd, som det er muligt for at bestemmelsen er forståelig i
national kontekst, og anvender samme sprogbrug som eksisterende national
regulering, bl.a. habitatbekendtgørelsen.
Det foreslås som konsekvens heraf, at øvrige bestemmelser i miljøskadeloven og de
sektorlove, som gennemfører miljøskadedirektivets bestemmelser om skade på
”beskyttede arter og naturtyper”, ændres til »beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter« eller ”beskyttede arter eller naturtyper eller levesteder for
arter«, jf. lovforslagets § 1, nr. 1-4, og en række sektorlove, jf. lovforslagets § 4, nr.
1-2, § 5, nr. 1, § 8, nr. 1, § 9, nr. 1, § 10, nr. 1, § 11, nr. 1, § 12, nr. 1, § 13, nr. 1 og § 14,
nr. 1.
Ordet ”naturtyper” i direktivet (natural habitats) dækker både over naturtyper
(natural habitats) og levesteder for arter (habitats of species). Den danske
oversættelse af ”habitats of species” er ”naturtyper for arter”, men det burde
rettelig have været ”levesteder for arter”, jf. også habitatdirektivets definitioner i
artikel 1, litra b) og f):
”b) naturtyper [natural habitats]: land- eller vandområder, som er kendetegnet ved
særlige geografiske, abiotiske eller biotiske træk, uanset om de er helt eller delvis
naturlige.
f) levested for en art [habitat of a species]: et miljø, der defineres af specifikke
abiotiske og biotiske faktorer, og hvor arten lever på et af stadierne i sin
livscyclus.”.
3. Konsekvenser for FN’s verdensmål
Forslaget har ikke konsekvenser for FN’s verdensmål.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
16
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Det er på baggrund af en dialog med EU-Kommissionen vurderingen, at en
ændring ikke – som hidtil antaget – vil have økonomiske konsekvenser i form af
udgifter til at kortlægge habitatnaturtyper uden for Natura 2000-områder. Det
kan dog ikke udelukkes, at det vil have administrative konsekvenser i forhold til,
hvor meget arbejde, der skal udføres, hvis en skade indtræder, afhængig af
tilgængelige data. Jo bedre oplysningerne om områderne er, jo lettere vil det være
at lave en skadesvurdering og finde frem til passende afhjælpende
foranstaltninger. Der er bedre oplysninger inden for Natura 2000-områder. Hvis
der ikke er så meget information uden for Natura 2000-områder, så kræver det
ekstra arbejde på baggrund af de tilgængelige data, og det kan være vanskeligere at
fastlægge baseline betingelserne. Det forudsættes, at naturtyper og levesteder for
arter bestemmes ud fra de Tekniske Anvisninger, som DCE har udarbejdet til
Miljøstyrelsen til brug for NOVANA-overvågningen. Der skal under alle
omstændigheder foretages en besigtigelse.
Der har kun været en miljøskadesag i alt siden 2008, og den har vedrørt skade på
vandmiljøet.
Ændringen af definitionen af ”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for
arter” vurderes ikke at have betydelige økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige.
Forslaget om ophævelsen af lempelsen af ansvaret for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor samt indførelse af en godtgørelsesordning vil medføre
økonomiske konsekvenser for staten. Disse økonomiske konsekvenser består i at
kompensere den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare herfor
for de omkostninger den ansvarlige har haft i forbindelse med forebyggelse og
afhjælpning af en miljøskade, hvor den ansvarlige har handlepligt, men ikke det
økonomiske ansvar. Da der kun har været én miljøskade i Danmark siden
direktivets implementering i dansk ret i 2007, og hvor den ansvarlige også efter de
ændrede regler selv ville skulle dække omkostninger, er det svært at vurdere de
økonomiske konsekvenser for staten. Dels er det svært at vurdere hyppigheden af
miljøskader, hvor den ansvarlige har økonomisk ansvarsfrihed, og dels er det svært
at vurdere omkostningerne ved en sådan miljøskade.
Da der er stor usikkerhed omkring hyppighed og omkostningerne ved en
miljøskade, hvor den ansvarlige er dækket af økonomisk ansvarsfrihed, laves der
en teknisk indbudgettering på finansloven på 0,1 mio. kr. De økonomiske
konsekvenser for staten vil ligge inden for Miljø- og Fødevareministeriets loft for
drift og tilskud mv.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ændringen af definitionen af ”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for
arter” har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
For så vidt angår ophævelsen af lempelsen af ansvaret samt indførelse af en
godtgørelsesordning vil forslaget have mindre administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
17
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Med forslaget pålægges den ansvarlige for driften af en virksomhed en handlepligt
i forbindelse med forebyggelse og afhjælpning af miljøskader i de tilfælde, hvor
virksomheden er omfattet af miljøansvarsdirektivets økonomiske
ansvarsfrihedsgrunde. Dette supplerer den allerede gældende handlepligt i
forbindelse med forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, hvor den ansvarlige
skal afholde de økonomiske omkostninger forbundet hermed.
Den foreslåede ordning vil indebære, at den pågældende ansvarlige skal anmode
staten om at godtgøre de afholdte omkostninger. Der vil i denne forbindelse være
en vis administration for virksomheder. Det bemærkes dog, at der forventes at
være meget få sager omfattet af de foreslåede regler. I perioden fra 2007, hvor
direktivet trådte i kraft, og frem til nu, har der alene været én miljøskadesag i
Danmark. I denne sag skulle den ansvarlige afholde omkostningerne hertil i
overensstemmelse med direktivets udgangspunkt. Det vurderes derfor, at de
administrative omkostninger vil være under 4 mio. kr. årligt.
Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke at være relevante for
dette forslag, idet der ikke etableres nye forretningsgange eller lignende for
virksomheder, men alene udstrækker den allerede gældende pligt til forebyggelse
og afhjælpning af miljøskader til også at gælde i de tilfælde, hvor den ansvarlige for
miljøskaden eller den overhængende fare herfor, ikke selv skal afholde
omkostningerne hertil, ligesom der indføres en mere direktivnær definition af
”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter”.
6. Administrative konsekvenser for borgere
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgere.
7. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
Lovforslaget er ikke omfattet af reglerne om miljøvurdering efter lov om
miljøvurdering eller en konsekvensvurdering efter habitatdirektivets regler.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget skal sikre en korrekt gennemførelse af miljøansvarsdirektivet. Der er
tale om en opfølgning på en henvendelse fra EU-Kommissionen.
Lovforslaget er udtryk for en implementering af dele af miljøansvarsdirektivet med
henblik på at sikre en direktivnær implementering.
For så vidt angår ændringen vedrørende definitionen af ”beskyttede arter og
naturtyper og levesteder for arter” er der tale om at rette op på hidtil utilstrækkelig
EU-implementering, bl.a. som følge af en ændret fortolkning af lovbemærkningers
betydning. Dette medfører ikke overimplementering.
For så vidt angår ændringen vedrørende den ansvarliges handlepligt og den
foreslåede godtgørelsesordning overholder den ikke de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering, idet dele af en af direktivets
lempelser ikke anvendes fuldt ud.
18
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Lovforslaget sikrer implementering af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og
stk. 4, litra a). Direktivets artikel 8, stk. 4, litra a), omhandler økonomisk
ansvarsfrihed, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan påvise, at han ikke har
handlet forsætligt eller uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved en emission
eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse. Denne økonomiske
ansvarsfrihedsgrund er i dag generelt implementeret, men dog med den
undtagelse, at en producent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger
en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed jf. eksempelvis
miljøbeskyttelseslovens § 73 d, stk. 3. Hermed fastholdes, at der gælder et fuldt
ubetinget ansvar for producenter og importører i disse situationer, og at
direktivets lempelsesmulighed dermed ikke udnyttes fuldt ud. Dette foreslås
videreført på den måde, at producenter og importører ikke kan få dækket deres
omkostninger i disse situationer. Dette er i overensstemmelse med den nuværende
regulering, hvor producenter og importører ikke kunne få lempet
ansvarsgrundlaget i modsætning til andre ansvarlige for en miljøskade.
Direktivets artikel 8, stk. 4, litra b), der ligeledes er valgfri, giver medlemsstaterne
mulighed for at indføre økonomisk ansvarsfrihed i tilfælde af udviklingsskader.
Det vil sige, hvor den ansvarlige ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt, og at
miljøskaden er forvoldt ved en emission eller aktivitet eller enhver form for
anvendelse af et produkt i forbindelse med en aktivitet, som ikke ansås for at ville
forårsage miljøskader ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt,
hvor aktiviteten fandt sted. Denne valgfrie økonomiske ansvarsfrihedsgrund er
ikke implementeret i gældende dansk ret, dvs. det er ikke i dag muligt at få lempet
sit ansvarsgrundlag. Dette fastholdes i lovforslaget således, at det ikke vil være
muligt at få dækket omkostningerne hertil.
Lovforslaget skal følge op på en henvendelse fra EU-Kommissionen. Derfor
foreslås niveauet for implementering videreført uændret. Da artikel 8, stk. 4, litra
b), som nævnt ikke ses generelt at være gennemført i dansk ret i den hidtidige
implementering, foreslås den derfor heller ikke fremover generelt gennemføres i
dansk ret.
Statsstøtte
Lovforslaget indeholder i § 1, nr. 5 et forslag til en ny godtgørelsesordning, der
indebærer, at den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade vil kunne få godtgjort de rimelige omkostninger, der er forbundet med
de nødvendige foranstaltninger i visse tilfælde, som er opregnet i den foreslåede
nye bestemmelse i miljøskadelovens § 47.
Som det fremgår ovenfor af lovforslagets afsnit 1, så er miljøskadeloven en del af
implementeringen af miljøansvarsdirektivet. Formålet med direktivet er at opstille
rammebestemmelser om miljøansvar, der bygger på princippet om, at forurenere
betaler, med henblik på at forebygge og afhjælpe miljøskader, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 1.
Foranstaltninger, der træffes af den kompetente myndighed i medfør af
miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 3 og 4, og artikel 6, stk. 2 og 3, indskrænker
efter miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 5, ikke den berørte operatørs ansvar
19
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
efter direktivet eller anvendelsen af traktatens artikel 87 og 88 (nu artikel 107 og
108 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde - TEUF).
Efter TEUF artikel 107, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af
statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at
fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller
produktioner, bortset fra de i traktaterne hjemlede udtagelser, uforenelig med det
indre marked i det omfang, den påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne.
Det er en generel betingelse, at artikel 107 kun finder anvendelse på støtte rettet
mod virksomheder, som er omfattet af TEUFs virksomhedsbegreb. Begrebet
virksomhed er fortolket og udviklet af EU-Domstolen og indebærer, at en enhed,
uanset dens retlige status og finansieringsmåde, er omfattet af
virksomhedsbegrebet, såfremt denne enhed udøver økonomisk aktivitet, jf. punkt
2.1, i EU-Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, i
traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, jf. EU-Tidende 2016, nr. C
262.
Miljøansvarsdirektivet finder anvendelse på miljøskader, der forvoldes ved
udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter og på overhængende fare for sådanne
skader, jf. miljøansvarsdirektivets artikel 1. Begrebet ”erhvervsmæssig aktivitet” i
miljøansvarsdirektivets forstand er defineret i direktivets artikel 2, nr. 7, hvorefter
der ved erhvervsmæssig aktivitet forstås enhver aktivitet, der udføres i forbindelse
med en økonomisk aktivitet, en forretning eller en virksomhed, uanset om denne
er privat eller offentlig eller udføres med eller uden økonomisk gevinst for øje.
Da godtgørelsesordningen således omfatter virksomheder, vil den som
udgangspunkt være omfattet af TEUF artikel 107. Dog er det ikke al støtte, der kan
anses som statsstøtte i EU-retlig forstand. Bestemmelsen i TEUF artikel 107
indeholder således flere kumulative betingelser for, at et initiativ er omfattet af
statsstøttebegrebet, som kan opsummeres i følgende overordnede kriterier:
1) Er der tale om statsmidler?
2) Er der tildelt en fordel?
3) Er ordningen selektiv?
4) Fordrejer eller truer ordningen med at fordreje konkurrencevilkårene?
5) Er der samhandelspåvirkning?
Det er Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at den foreslåede
godtgørelsesordning i lovforslagets § 1, nr. 5, må anses som statsstøtte i EU-retlig
forstand, da godtgørelsen, som forudsættes betalt af statskassen, kun udbetales til
enkeltvirksomheder efter en konkret afgørelse. Herudover udgør
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, litra a) og dermed den foreslåede
godtgørelsesordning en fravigelse af princippet om forurener betaler, og de
pågældende virksomheder fritages således for omkostninger, som er forbundet
med deres økonomiske aktivitet.
Traktatens artikel 107, stk. 2 og 3, oplister en række betingelser, hvorunder en
foranstaltning, der indeholder statsstøtte, vil være forenelig støtte. Det er
hovedsageligt artikel 107, stk. 3, der kan være relevant for den nærværende
godtgørelsesordning.
20
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Efter TEUF artikel 108, stk. 3, skal ordningen som udgangspunkt anmeldes til og
godkendes af EU-Kommissionen, inden den kan iværksættes. Ved tilrettelæggelsen
af godtgørelsesordningen i denne sammenhæng vil det være relevant at undersøge
muligheden for at anvende EU-Kommissionens retningslinjer om statsstøtte til
miljøbeskyttelse og energi 2014-2020, jf. EU-Tidende nr. C 200 af 28. juni 2014, s.
1.
For at støtte kan godkendes af EU-Kommissionen under artikel 107, stk. 3, skal
støtte først og fremmest forsøge at råde bod på en konstateret markedsfejl eller
foranledige virksomheder til at foretage handlinger, som virksomhederne normalt
ikke ville foretage. Støtten skal med andre ord tilskynde støttemodtageren til at
ændre adfærd.
Overholdelse af princippet om, forurener betaler, sikrer i princippet, at
markedssvigt i forbindelse med negative eksterne virkninger korrigeres. Støtte vil
ikke blive anset for forenelig støtte efter artikel 107, stk. 3, hvis støttemodtageren i
henhold til EU-lovgivningen eller national lovgivning kan holdes ansvarlig for
forureningen, hvorfor en sådan støtte ikke vil blive godkendt af EU-
Kommissionen. Støtte vil kun blive anset for forenelig med artikel 107, stk. 3, i det
omfang forureneren ikke kan identificeres eller ikke kan holdes juridisk ansvarlig
for finansiering af foranstaltningerne.
Støtte til rensning af forurenede industrigrunde, kan anses som forenelig med det
indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), hvis den lever op
til de generelle betingelser for forenelighed fastsat i meddelelse fra EU-
Kommissionen om retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-
2020, jf. EU-Tidende 2014, nr. C 200, jf. de fælles vurderingsprincipper i
retningslinjernes afsnit 3.
For så vidt angår støtte i form af godtgørelse af rimelige omkostninger ved
foranstaltninger, der indebærer andet end rensning af forurenede industrigrunde,
vil støtten skulle anmeldes og godkendes af Rådet på forslag af EU-Kommissionen
i henhold til TEUF artikel 107, stk. 3, litra e).
Efter TEUF artikel 109 kan Rådet ved forordning fastsætte, at visse former for
støtte er fritaget for anmeldelsespligten efter TEUF artikel 108, stk. 3. I henhold til
TEUF artikel 108, stk. 4, kan EU-Kommissionen vedtage forordninger vedrørende
de nævnte former for støtte.
Det fremgår af artikel 1 i Rådets forordning 2015/1588/EU af 13. juli 2015 om
anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde på visse former for horisontal statsstøtte, jf. EU-Tidende 2015, nr.
L 248 af 24. september 2015, s. 1, at EU-Kommissionen ved forordning kan
erklære, at en række former for støtte er forenelig med det indre marked og ikke
omfattet af underretningspligten i artikel 108, stk. 3.
I medfør af rådsforordningen har EU-Kommissionen vedtaget forordning
2014/651/EU af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det
indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108, jf. EU-Tidende 2014, nr. L
21
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0022.png
187 af 26. juni 2014, s. 1 (herefter den generelle gruppefritagelsesforordning), hvor
især artikel 45 om investeringsstøtte til rensning af forurenede grunde kan
relevant.
Det fremgår af artikel 2 i Rådets forordning 2015/1588/EU af 13. juli 2015, at EU-
Kommissionen ved forordning kan fastsætte, at en støttetildeling på baggrund af
det indre markeds udvikling og funktion ikke opfylder alle kriterierne i TEUF
artikel 107, stk. 1, og derfor er fritages for underretningspligten i TEUF artikel 108,
stk. 3, forudsat at støtten til samme virksomhed i en given periode ikke overstiger
et bestemt fast beløb (de minimis). I medfør af forordningen har EU-
Kommissionen vedtaget forordning 2013/1407/EU af 18. december 2013 om
anvendelse af artikel 107 og 108 om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de
minimis-støtte (herefter den generelle de minimis-forordning), forordning
2013/1408/EU af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 om Den
Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren og
forordning 2014/717 af 27. juni 2014 om anvendelse af artikel 107 og 108 i Den
Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i fiskeri- og
akvakultursektoren.
Det er en forudsætning for, at der kan ydes godtgørelse under den foreslåede
ordning i lovforslagets § 1, nr. 5, at dette kan ske i overensstemmelse med de EU-
retlige regler om statsstøtte.
Som det fremgår af lovforslagets afsnit 4, så er der stor usikkerhed omkring
hyppighed og omkostningerne ved miljøskade, hvor operatøren er dækket af
økonomisk ansvarsfrihed, og det kan ikke på forhånd præcist angives, om og i
givet fald hvilket af de ovenfor nævnte regelsæt støtten kan rummes inden for.
Det kan derfor heller ikke udelukkes, at en godtgørelse vil skulle anmeldes
individuelt med henblik på at opnå EU-statsstøttegodkendelse af de i sagen
foreliggende omkostninger.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den x. x 2020 til den x. x 2020 været
sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
[Liste over høringsparter indsættes efter høring]
10. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for Ingen
stat, kommuner og regioner
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Ingen
22
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0023.png
Implementeringskonsekvenser Ingen
for stat, kommuner og
regioner
Økonomiske konsekvenser for Ingen
erhvervslivet
Administrative konsekvenser Ingen
for erhvervslivet
Administrative konsekvenser Ingen
for borgerne
Miljømæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Er i strid med de principper
for implementering
af erhvervsrettet EU-
regulering/
Går videre end minimumskrav
i EU-regulering
(sæt X)
Ingen
Ingen
Ingen
Ja, under 4 mio. kr. årligt.
Ingen
Ingen
Lovforslaget gennemfører dele af miljøansvarsdirektivet.
Ja
X
Nej
11. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1 [miljøskadeloven]
Til nr. 1
Den gældende § 7, stk. 1, har hidtil beskrevet, hvad der skal forstås ved en
miljøskade på ”beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
For at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med den ændrede definition i
lovforslagets § 1, nr. 4, hvor ”beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter”, foreslås det, at ”beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter eller naturtyper eller
levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Som følge af ændringen, så der ikke længere står ”internationale
naturbeskyttelsesområder”, ændres desuden referencen i § 7, stk. 1, 1. pkt., til
”områder” til ”naturtyper og levesteder for arter”.
Til nr. 2
De gældende bestemmelser i § 7, stk. 2-4, og § 23, stk. 1, henviser til miljøskade på
”beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
23
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
For at bringe bestemmelserne i overensstemmelse med den ændrede definition i
lovforslagets § 1, nr. 4, hvor ”beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter”, foreslås det, at ”beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter eller naturtyper eller
levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 3
De gældende bestemmelser i § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 17 henviser til ”beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder”.
For at bringe bestemmelserne i overensstemmelse med den ændrede definition i
lovforslagets § 1, nr. 4, hvor ”beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter”, foreslås det, at ”beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 4 (§ 15)
Det følger af miljøskadelovens § 15, stk. 3, at der ”ved beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder” forstås arter, der er omfattet af
bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter, og internationale
naturbeskyttelsesområder, der er udpeget i medfør af miljømålsloven.”
Det foreslås med en ændret formulering af miljøskadelovens § 15, stk. 3, at
ordlyden af definitionen af ”beskyttede arter og naturtyper” i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, litra a) og b), gengives i miljøskadeloven så
tæt på direktivets ordlyd, som det er muligt for at bestemmelsen er forståelig i
national kontekst, og anvender samme sprogbrug som eksisterende national
regulering, bl.a. habitatbekendtgørelsen.
Miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, har følgende ordlyd:
”3. "beskyttede arter og naturtyper":
a) de arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF eller opført i
bilag I dertil eller opført i bilag II og IV til direktiv 92/43/EØF,
b) de naturtyper for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II til direktiv
92/43/EØF, og de naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv 92/43/EØF, og
ynglepladser eller rastepladser for de arter, der er opført i bilag IV til direktiv
92/43/EØF.”
De arter, naturtyper og levesteder for arter, der er henvist til i form af henvisninger
til bestemmelser og bilag i habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne, er gennemført
24
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
i dansk ret i naturbeskyttelseslovgivningen og jagt- og
vildtforvaltningslovgivningen. Det drejer sig især om følgende regler:
1. Naturbeskyttelseslovens § 29 a og bilag 3, der indeholder en liste over arter på
habitatdirektivets bilag IV, som er naturligt hjemmehørende i Danmark og
beskyttet efter § 29 a.
2. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter (herefter
habitatbekendtgørelsen), jf. § 3, stk. 1, nr. 5-7, der henviser til bekendtgørelsens
bilag 5-7:
a) Bilag nr. 5 er en fortegnelse over de naturtyper og arter, der er omfattet af EF-
habitatdirektivets bilag I og II, som er naturligt hjemmehørende i Danmark, og
som er relevante ved udpegning af habitatområder i Danmark.
b) Bilag nr. 6 indeholder en fortegnelse over fuglearter, der er omfattet af EF-
fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, og regelmæssigt tilbagevendende arter, som er
relevante ved udpegning af fuglebeskyttelsesområder i Danmark.
c) Bilag nr. 7 indeholder en fortegnelse over de arter, der er omfattet af EF-
habitatdirektivets bilag IV, og som er hjemmehørende i Danmark.
3) Bekendtgørelse om fredning af visse dyre- og plantearter og pleje af
tilskadekommet vildt (herefter artsfredningsbekendtgørelsen), jf. bilag 1, 2 og 7 om
bilag IV-arter.
4) Lov om jagt og vildtforvaltning, herunder bekendtgørelser om vildtreservater.
Det foreslås, at direktivets ordlyd ”beskyttede arter og naturtyper” implementeres
som ”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter”.
Ordet ”naturtyper” i direktivet (natural habitats) dækker både over naturtyper
(natural habitats) og levesteder for arter (habitats of species). Den danske
oversættelse af ”habitats of species” er ”naturtyper for arter”, men det burde
rettelig have været ”levesteder for arter”, jf. også habitatdirektivets definitioner i
artikel 1, litra b) og f):
”b) naturtyper (natural habitats): land- eller vandområder, som er kendetegnet ved
særlige geografiske, abiotiske eller biotiske træk, uanset om de er helt eller delvis
naturlige.
f) levested for en art (habitat of a species): et miljø, der defineres af specifikke
abiotiske og biotiske faktorer, og hvor arten lever på et af stadierne i sin
livscyclus.”
Ordet ”beskyttede” knytter sig såvel til arter som til naturtyper og levesteder for
arter.
De beskyttede arter defineret i miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3, litra a), er
1) arter, der er nævnt i fuglebeskyttelsesdirektivets (direktiv 74/409/EØF, nu
direktiv 2009/147/EF) artikel 4, stk. 2, eller opført i direktivets bilag I, og
2) arter, der er opført i habitatdirektivets (direktiv 93/43/EØF) bilag II og IV.
Det foreslås, at miljøskadedirektivets artikel 2, stk. 3, litra a), implementeres i
miljøskadelovens § 15, stk. 3,
nr. 1,
som foreslås affattet således:
”arter, der er naturligt hjemmehørende i Danmark, og som er medtaget i EF-
habitatdirektivets bilag II og IV og i EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I,
25
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
samt regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter og forekomster, der er
relevante som følge af EF-fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2.
Bestemmelsens formulering er baseret på implementeringen af de i artikel 2, stk.
3, litra a), angivne henvisninger til bestemmelser og bilag i habitat- og
fuglebeskyttelsesdirektiverne i dansk ret, jf. ovenfor. Bilagene dækker arter af
fælleskabsbetydning, men man kan ikke af direktivets bilag se, hvilke arter, der er
relevante i en dansk kontekst. Det kan man kun se i de danske regler, der
gennemfører direktiverne, jf. opremsningen ovenfor.
Samtlige fuglearter, som forekommer i vild tilstand inden for EU, er beskyttet efter
fuglebeskyttelsesdirektivet. De fuglearter, der er omfattet af
miljøansvarsdirektivet, er dog begrænset til arter, som kræver særlige
beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til deres levesteder, og som er opført på
fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I eller omfattet af direktivets artikel 4, stk. 2.
Bilag I-arterne er arter, der kræver særlige beskyttelsesforanstaltninger med
hensyn til deres levesteder for at sikre, at de kan overleve og formere sig i deres
udbredelsesområde. Der er i alt ca. 75 fuglearter på bilag I, og de forekommer ikke
alle vildtlevende i Danmark. Som danske bilag I-arter kan eksempelvis nævnes
skestork, vandrefalk og klyde. Artikel 4, stk. 2,-arter er regelmæssigt
tilbagevendende trækfuglearter, der ikke er opført i bilag I, men som for så vidt
angår deres yngle-, fjerskifte-, overvintrings- og rasteområder har tilsvarende
beskyttelsesbehov. Som eksempel på sådanne arter kan nævnes sortand, havørn og
hjejle. I habitatbekendtgørelsens bilag 6, der implementerer direktivets bilag I og
artikel 4, stk. 2, er der opført ca. 84 fuglenavne.
De arter, der er beskyttet efter habitatdirektivet, og som er omfattet af
miljøansvarsdirektivet, er dyrearter og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis
bevaring kræver udpegning af særlige bevaringsområder (bilag II-arter), eller
kræver streng beskyttelse (bilag IV-arter).
Som eksempel på bilag II-dyrearter, der forekommer i Danmark, kan nævnes
bæklampret, hedepletvinge og kildevældsvindelsnegl og på bilag IV-dyrearter
brunflagermus, spidssnudet frø og markfirben. Flere af arterne er både bilag II og
IV arter, herunder bæver, odder, brunflagermus og bred vandkalv. Af beskyttede
plantearter kan nævnes vandranke, fruesko og gul stenbræk.
For beskyttede dyre- og plantearter gælder det, at de er beskyttet, uanset om de
befinder sig i det område (internationalt naturbeskyttelsesområde, herefter Natura
2000-område), som de udgør udpegningsgrundlaget for, eller uden for disse
områder.
De beskyttede naturtyper og levesteder for arter defineret i artikel 2, stk. 3, litra b),
er:
1) levesteder for arter, der er nævnt i fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2,
eller opført i direktivets bilag I eller i habitatdirektivets bilag II,
2) naturtyper, der er opført i habitatdirektivets bilag I, og
3) yngle- eller rastepladser for de arter, der er opført i habitatdirektivets bilag IV.
Det foreslås, at miljøskadedirektivets artikel 2, stk. 3, litra b, implementeres i
miljøskadelovens § 15, stk. 3, nr. 2, som foreslås affattet således:
26
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
”2) naturtyper, der er naturligt forekommende i Danmark, og som er medtaget i
EF-habitatdirektivets bilag I samt yngle- eller rastepladser for bilag IV-arter, og
levesteder for arter i EF-habitatdirektivets bilag II eller i EF-
fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I samt levesteder med regelmæssigt
tilbagevendende trækfuglearter og forekomster, der er relevante som følge af EF-
fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2.«
Bestemmelsens formulering er baseret på implementeringen af de i artikel 2, stk.
3, litra b), angivne henvisninger til bestemmelser og bilag i habitat- og
fuglebeskyttelsesdirektiverne i dansk ret, jf. ovenfor.
For naturtyper og levesteder for arter gælder det, at disse kan befinde sig både
indenfor Natura 2000-områder og udenfor, sidstnævnte kan for eksempel være §
3-områder eller urørt skov eller biodiversitetsskov uden for Natura 2000-områder.
Natura 2000-områderne er udpeget for at beskytte naturtyper og i Danmark
naturligt hjemmehørende arter, der er medtaget i EF-habitatdirektivets bilag I og
II og i EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, samt regelmæssigt tilbagevendende
trækfuglearter og forekomster, der er relevante som følge af EF-
fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4, stk. 2, jf. habitatbekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Den foreslåede gennemførelse af miljøansvarsdirektivets regler for så vidt angår
arter og naturtyper er ikke mere vidtgående, end EU-forpligtelserne tilsiger, og
indeholder ikke materielle forpligtelser ud over det, der følger af
naturdirektiverne.
Det vil sige, at den foreslåede ordlyd ”beskyttede arter og naturtyper og levesteder
for arter” ikke har konsekvenser med hensyn til afgrænsning af naturarealer og
kortlægning af habitatnaturtyper, der ligger ud over forpligtelserne i
naturdirektiverne. Uanset om der er tale om en naturtype, der er inden eller uden
for Natura 2000, skal der i alle tilfælde foretages en vurdering af, om der foreligger
en miljøskade. Jo bedre oplysningerne om områderne er, jo lettere vil det være at
lave en skadesvurdering og finde frem til passende afhjælpende foranstaltninger.
Der er bedre oplysninger inden for Natura 2000-områder. Afgørelsen af, hvornår
der foreligger en miljøskade på en beskyttet naturtype, vil være vanskeligere uden
for Natura 2000-områder. Hvis der ikke eksisterer eller kun er begrænset
information uden for Natura 2000-områder, så kræver det en yderligere indsats
på baggrund af de tilgængelige data, og det kan være vanskeligere at fastlægge
baseline betingelserne.
Natura 2000-planer for Natura 2000-områder fastsætter mål om god
naturtilstand, eller fastsætter mål, der bidrager til gunstig bevaringsstatus for arter
i overensstemmelse med bestemmelserne i naturdirektiverne. Denne
statusfastlæggelse giver et bedre grundlag for vurderingen af, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade.
Sådanne planer – og dermed statusfastlæggelse – foreligger ikke nødvendigvis for
andre områder, men der kan være mere information om fredede områder eller § 3-
områder uden for Natura 2000-områder. For områder uden for Natura 2000-
områder vil der således ikke nødvendigvis være nogen målestok for, om en
aktivitet har medført en væsentlig negativ påvirkning af bestræbelserne for at opnå
27
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
eller bevare god bevaringsstatus, hvilket er afgørende for at konstatere, om der er
en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Der må i givet fald
foretages en vurdering ud fra de oplysninger, der er tilgængelige, eller som det er
muligt at fremskaffe.
I forhold til artsbeskyttelsen er foruden de internationale
naturbeskyttelsesområder følgende områder omfattet af miljøansvarsdirektivet:
levesteder for de fuglearter, som efter fuglebeskyttelsesdirektivet kræver særlige
beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til levesteder, herunder ynglepladser,
fjerskiftepladser og rastepladser. Tilsvarende gælder ynglepladser og rastepladser
for de arter, som efter habitatdirektivets bilag IV kræver streng beskyttelse.
Det foreslås, at kun miljøskadedirektivets artikel 2, stk. 3, litra a) og b),
implementeres, da artikel 2, stk. 3, litra c), er frivillig, og da dækningen i artikel 2,
stk. 3, litra a) og b), er omfattende.
Artikel 2, stk. 3, litra c) har følgende ordlyd: ”c) hvis en medlemsstat træffer
afgørelse herom, enhver naturtype eller art, der ikke er opført i disse bilag, og som
medlemsstaterne udpeger til tilsvarende formål som dem, der er fastlagt i disse to
direktiver.”
Til nr. 5 (§ 46)
Den gældende § 46, stk. 1, fastlægger, at den, der er ansvarlig for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, skal dække omkostningerne i
forbindelse med miljøministerens administration og tilsyn efter lovens kapitel 2-6.
Dette dækker miljøministerens omkostninger i forbindelse med udstedelse af
påbud efter loven samt udøvelse af tilsyn efter loven. Det nævnte krav om, at den
ansvarlige skal dække omkostningerne ved ministerens sagsbehandling, følger af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 2, 1. led, og er en udmøntning af forureneren
betaler-princippet, som ligger til grund for direktivets bestemmelser. Ved
omkostningerne til udstedelse af påbud og udøvelse af tilsyn skal, i henhold
tildirektivets artikel 2, stk. 16, forstås omkostninger, som er nødvendige for en
korrekt og effektiv gennemførelse af lovens bestemmelser, herunder
omkostningerne til de vurderinger af den konstaterede miljøskade, overhængende
fare for en miljøskade og alternative foranstaltninger, der skal iværksættes overfor
en skade eller en fare for en skade samt håndhævelsesomkostninger og
omkostninger ved det konkrete tilsyn. Omkostningerne vil således f.eks. være
administrative omkostninger, herunder såvel den miljøfaglige som den juridiske
sagsbehandling og omkostninger ved dataindsamling ved den konkrete sag, og
andre generelle omkostninger.
Det fremgår af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 2, at
med forbehold for
[direktivets] stk. 3 og 4
sørger den kompetente myndighed for, at de omkostninger
den har afholdt som følge af forebyggende og afhjælpende foranstaltninger i
medfør af direktivet, dækkes af den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor. Det medfører, at i de situationer, hvor en ansvarlig for
en miljøskade eller en overhængende fare herfor ikke skal bære omkostningerne i
henhold til direktivets artikel 8, stk. 3 og 4, skal den ansvarlige heller ikke dække
den kompetente myndigheds omkostninger.
28
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Det foreslås derfor i
stk. 1,
at indsætte en henvisning til den foreslåede § 47. Det
følger af den foreslåede § 47 at staten skal godtgøre den ansvarlige afholdte
omkostninger til en miljøskade eller en overhængende fare herfor, såfremt den
ansvarlige kan godtgøre, at skaden er omfattet af følgende situationer: 1) skaden er
forvoldt af tredjemand, og er indtrådt til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skaden skyldes overholdelse af
ufravigelse forskrifter, der er fastsat af en offentlighed myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne
aktiviteter, eller 3) skaden er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der
udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med
betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan
sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd.
Såfremt der er tale om en overhængende fare for en miljøskade, vil der kunne ske
godtgørelse i situation 1) og 2).
Ændringen vil således medføre, at den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor i de ovenfor nævnte situationer omfattet af den
foreslåede § 47, ikke vil skulle dække statens omkostninger til administration og
tilsyn efter lovens kapitel 2-6. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede §
47 for beskrivelse af den foreslåede godtgørelsesordning.
Til nr. 6 (§ 47)
Bestemmelsen, der er ny, sikrer implementering af miljøansvarsdirektivets artikel
8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a).
Det fremgår af miljøansvarsdirektivet artikel 8, stk. 3, at den ansvarlige ikke er
forpligtet til at bære omkostningerne ved forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger, der træffes i medfør af dette direktiv, hvis han kan bevise, at
miljøskaden eller den overhængende fare for sådan skade a) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var
truffet, eller b) skyldes overholdelse af påbud eller instrukser udstedt af en
offentlig myndighed med undtagelse af påbud eller instrukser som følge af en
emission eller hændelse, der skyldes operatørens egne aktiviteter.
I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne hensigtsmæssige foranstaltninger,
således at operatøren kan få dækket de afholdte omkostninger.
Tilsvarende fremgår det af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 4, at
medlemsstaterne kan tillade, at en operatør ikke bærer omkostningerne i
forbindelse med afhjælpende foranstaltninger, der træffes i medfør af dette
direktiv, hvis operatøren kan påvise, at han ikke har handlet forsætligt eller
uagtsomt, og at miljøskaden er forvoldt ved a) en emission eller begivenhed, der
udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med
betingelserne i en tilladelse, der fremgår af eller er udstedt i henhold til gældende
nationale love og bestemmelser, som gennemfører den af Fællesskabet vedtagne
lovgivning, der er nævnt i bilag III, således som den fandt anvendelse på
tidspunktet for emissionen eller begivenheden eller b) en emission eller aktivitet
eller enhver form for anvendelse af et produkt i forbindelse med en aktivitet, som
29
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
operatøren kan påvise ikke ansås for at ville forårsage miljøskader ifølge den
videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor emissionen eller
aktiviteten fandt sted.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), er i dag
implementeret i miljøbeskyttelseslovens § 73 d, jordforureningslovens § 38 d,
husdyrbruglovens § 54 d, miljø og genteknologilovens § 25 d,
vandforsyningslovens § 68 d, råstoflovens § 33 f, vandløbslovens § 60 f og
havmiljølovens § 47 d. Det fremgår af disse bestemmelser, at den ansvarliges pligt
til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade ikke
gælder, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, 1) at skaden er forvoldt
af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger
var truffet, 2) at skaden skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, fastsat af
en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser,
som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) at skaden er forvoldt ved en
emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så
detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
Såfremt der er tale om en overhængende fare for en miljøskade, er ansvaret lempet
i situationer omfattet af nr. 1 og 2, som beskrevet ovenfor.
Bestemmelsen er således implementeret som en lempelse af direktivets ubetingede
ansvar for miljøskader og overhængende fare herfor. Det medfører, at den
ansvarlige for miljøskaden ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige kan godtgøre (omvendt
bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til
trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af, at man har overholdt en ufravigelig forskrift,
herunder et påbud. Undtagelsen finder dog ikke anvendelse, hvis påbuddet eller
forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter. Tilsvarende gælder, hvis den
ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at en indtrådt miljøskade er forvoldt ved
en forurening eller begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller med regler, der er så
detaljerede, at de kan sidestilles med en sådan tilladelse. For en uddybende
beskrivelse af gældende ret i de relevante love, henvises der til bemærkningerne til
§ 2, nr. 2, § 3, nr. 2, § 5, nr. 2, § 6, nr. 2, § 7, nr. 2, § 8, nr. 2, § 9, nr. 2.
Det foreslås i
stk. 1,
at miljøministeren kan træffe afgørelse om godtgørelse af
udgifter, som den ansvarlige for en indtrådt miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, omfattet af lov om miljøbeskyttelse § 73 b, stk. 2, lov om
forurenet jord § 38 b, stk. 2, lov om beskyttelse af havmiljøet § 47 b, stk. 2, lov om
vandforsyning m.v. § 68 a, stk. 2, lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug § 54
b, stk. 2, lov om miljø og genteknologi § 25 b, stk. 2, lov om vandløb § 60 b, stk. 2,
og lov om råstoffer § 33 b, stk. 2, har afholdt som følge af den ansvarliges pligt til
at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere skade efter de nævnte
love samt den ansvarliges pligt til at foretage afhjælpende foranstaltninger efter
30
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
miljøskadeloven. Det er således alene i de sager, hvor der er et ubetinget ansvar
efter direktivet, at afholdte omkostninger kan søges godtgjort.
Godtgørelsesordningen er derfor ikke relevant for miljøskader eller overhængende
fare herfor, der baseres på det skyldbaserede ansvar. Dette skyldes, at de i
direktivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b) og artikel 8, stk. 4, litra a) nævnte
situationer alle kræver, at der ikke er udvist uagtsomhed fra den ansvarliges side.
Godtgørelsesordningen vil omfatte de afholdte omkostninger, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, sidste led, som den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare herfor har haft i forbindelse med den
konkrete miljøskade eller overhængende fare for miljøskade.
Miljø- og Fødevareministeriet vurderer, at henset til direktivets ordlyd og formål
vil den ansvarlige kunne få godtgjort alle udgifter forbundet med forebyggende
eller afhjælpende foranstaltninger i relation til den overhængende fare for
miljøskade eller en indtrådt miljøskade, såfremt de er rimelige og har en naturlig
tilknytning til miljøskaden eller den overhængende fare for miljøskade.
Ordningen vil således omfatte de rimelige udgifter, den ansvarlige for miljøskaden
eller den overhængende fare for miljøskaden har haft, i forbindelse med opfyldelse
af den ansvarliges handlepligt efter den relevante sektorregulering samt i
forbindelse med opfyldelse af påbud meddelt efter miljøskadelovens kapitel 3. Det
vil sige, at der efter omstændighederne f.eks. vil kunne godtgøres faglige og
juridiske omkostninger snævert knyttet til de forebyggende eller afværgende
foranstaltninger. Der vil ikke kunne godtgøres omkostninger til f.eks. almindelige
juridiske undersøgelser af reglerne. Herudover forventes der også efter
omstændighederne at kunne blive godtgjort rimelige omkostninger til
administration, herunder til ansøgningen om godtgørelse. I det omfang der ikke er
tale om udgifter, hvor størrelsen i øvrigt kan dokumenteres gennem f.eks.
fakturaer eller lignende, kan dette ske gennem en tro- og loveerklæring.
Godtgørelsesordningen forventes fastlagt således, at den ansvarlige for en
miljøskade skal rette henvendelse til Miljøstyrelsen som relevant myndighed. Efter
omstændighederne vil der kunne træffes afgørelse efter den foreslåede
bestemmelse som en integreret del af de afgørelser, miljøministeren i øvrigt
træffer efter miljøskadeloven, hvis der er klarhed over, hvorvidt den ansvarlige vil
være omfattet af den foreslåede regel allerede på dette tidspunkt. Såfremt der ikke
er den fornødne klarhed, eller hvis den ansvarlige først anmoder om dækning af
omkostningerne senere, vil der først kunne træffes afgørelse på et senere
tidspunkt. Den foreslåede afgørelsen vil kunne påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, jf. miljøskadelovens § 50.
I forbindelse med Miljøstyrelsens påbud efter miljøskadelovens kapitel 3 vil
Miljøstyrelsen være forpligtet til efter forvaltningslovens § 7 at vejlede om
muligheden for godtgørelsesordning, hvor det vurderes relevant.
Som det fremgår af afsnit 8 i de almindelige bemærkninger, så udgør udbetalinger
under den foreslåede godtgørelsesordning statsstøtte. Miljøministeren kan derfor
31
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
kun træffe afgørelse efter § 47, stk. 1 i det omfang, dette er overensstemmelse med
de statsstøtteretlige regler.
Det foreslåede
stk. 2
vedrører godtgørelse af udgifter forbundet med en indtrådt
miljøskade. En miljøskade defineres i miljøskadelovens §§ 7-9 i henhold til, om der
er tale om en miljøskade på beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelseosmråder, vandmiljøet eller jord.
De udgifter, der kan godtgøres, skal stamme fra foranstaltninger til at begrænse en
miljøskades omfang og til at forhindre yderligere miljøskade. Der vil f.eks. være
tale om udgifter til de foranstaltninger, som Miljøstyrelsen har påbudt efter lovens
kapitel 3.
Der vil alene kunne godtgøres omkostninger, hvis den ansvarlige for miljøskaden
kan godtgøre, at skaden 1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller 2) skyldes overholdelse af
ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne
aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt
var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en
tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en
udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
Dette svarer til miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), samt artikel
8, stk. 4, litra a).
Det er således tilfælde, hvor der opstår miljøskader, som den ansvarlige ikke er
herre over.
Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan opfylde direktivets krav om, at en
emission eller begivenhed skal være udtrykkeligt tilladt. Det er Miljø- og
Fødevareministeriets vurdering, at "en udtrykkelig tilladelse" vil være en tilladelse,
hvor der er taget stilling til mængden og karakteren af udledningen, herunder
(hvor relevant) i hvilket tidsrum, den udledes (f.eks. samlet mængde af stof udledt
over måned eller et år og maksimale koncentrationer af stoffet i udledningen) og
hvordan og til hvilken ressource udledning kan ske. Det kan for eksempel dreje sig
om, fra hvilket udledningspunkt, der må udledes spildevand i forhold til et
overfladevandsområde, eller antal hektar landbrugsjord, der skal udspredes over
eller lignende.
Som altovervejende udgangspunkt vil f.eks. en tilladelse efter
miljøbeskyttelseslovens § 33, opfylde disse krav for så vidt de
aktiviteter/udledninger, godkendelsen omfatter, forudsat at virksomheden i
ansøgningen har leveret de relevante oplysninger. En spildevandstilladelse vil som
altovervejende udgangspunkt opfylde kravene til en udtrykkelig tilladelse.
Det er således formålet med reglen, at den ansvarlige skal kunne få dækket de
rimelige omkostninger, der knytter sig til den faglige håndtering af en miljøskade
efter både den relevante sektorregulering og miljøskadeloven.
32
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Det er den ansvarlige for miljøskaden, der skal godtgøre, at betingelserne for
denne ansvarsfrihed er til stede. Der er således en omvendt bevisbyrde. Hvordan
den omvendte bevisbyrde skal løftes må i den enkelte sag ske ud fra en konkret
vurdering af samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under alle
omstændigheder den ansvarlige at oplyse sagen bedst muligt ved at give
oplysninger om hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks. journaler,
regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.
Det er de rimelige omkostninger, der er forbundet med pligten til at begrænse
miljøskaden og forhindre yderligere skade, der kan søges godtgjort.
Det vil først være muligt at træffe afgørelse om godtgørelse af omkostningerne i de
tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om, at den pågældende skade anses for at
være en miljøskade. I det omfang der senere træffes afgørelse efter den foreslåede
bestemmelse, vil den ansvarlige kunne få sine omkostninger dækket.
Såfremt den relevante myndighed efter sektorlovgivningen har truffet afgørelse
om, at der er tale om en miljøskade, og at sagen derfor skal behandles efter
miljøskadeloven, men hvor den ansvarlige ikke har mulighed for at stille sikkerhed
efter miljøskadelovens kapitel 2, træffer Miljøstyrelsen afgørelse efter
miljøskadelovens § 21, stk. 2, om, at sagen skal behandles af sektormyndigheden
efter den relevante sektorlovgivning. I disse tilfælde vil de foranstaltninger, der er
truffet før afgørelsen efter § 21, stk. 2, også kunne dækkes efter den foreslåede
bestemmelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Det foreslåede
stk. 3
vedrører godtgørelse af udgifter forbundet med en
overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelsen supplerer således
bestemmelsen i stk. 2, der vedrører allerede indtrufne miljøskader. En
overhængende fare for miljøskade forstås efter miljøskadelovens § 11, at der er en
tilstrækkelig sandsynlighed for, at en miljøskade vil indtræde i nær fremtid.
Det foreslås således, at den ansvarlige for en overhængende fare for miljøskade
kan få godtgjort udgifter, som følge af den ansvarliges pligt til at afværge den
overhængende fare for en miljøskade efter de nævnte love samt den ansvarliges
pligt til at foretage forebyggende foranstaltninger efter miljøskadeloven, såfremt
den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at den 1) er forvoldt af tredjemand og
er indtrådt, til trods for at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller
2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig
myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes
den ansvarliges egne aktiviteter. Dette svarer til de i stk. 2, nr. 1 og 2, fastsatte
situationer.
Det er således også i denne sammenhæng situationer, som den ansvarlige ikke er
herre over.
For en uddybet beskrivelse af hvilke udgifter, der kan godtgøres og i hvilke
situationer, samt hvem der er omfattet af ordningen henvises til bemærkningerne
til stk. 2 ovenfor.
33
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Det foreslås i
stk. 4,
at godtgørelsesordningen i visse tilfælde ikke finder
anvendelse for producenter eller importører.
Udgangspunktet i miljøskadereguleringen er, at den ansvarlige for en miljøskade
er den, der er ansvarlig for driften af den erhvervsmæssige aktivitet. Dette
modificeres dog i sager vedrørende erhvervsmæssig anvendelse af affaldsstoffer og
gødning, herunder husdyrgødning til jordbrugsformål, samt anvendelse af
pesticider og biocider. Reglerne om producenten og importørens ansvar fremgår af
lov om miljøbeskyttelse § 73 b, stk. 4 og 5, lov om forurenet jord § 38 b, stk. 4 og 5,
lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug § 54 b, stk. 4 og 5, og lov om miljø og
genteknologi § 25 b, stk. 4.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 73 d, stk. 3, jordforureningslovens § 38 d,
stk. 3, husdyrbruglovens § 54 d, stk. 3, og miljø og genteknologilovens § 25 d, stk.
3, at ansvaret for en miljøskade omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 73 b, stk. 4
og 5, jordforureningslovens § 38 b, stk. 4 og 5, husdyrgodkendelseslovens § 54 b,
stk. 4 og 5, og miljø og genteknologilovens § 25 b, stk. 4, ikke kan lempes i de
tilfælde, hvor der er tale om en skade forvoldt ved en emission eller begivenhed,
der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med
betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan
sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1, §
3, nr. 1 og § 6, nr. 1, vedrørende ansvarsgrundlaget for producenter og importører.
Den lempelse af det ubetingede ansvar, der følger af de nævnte bestemmelser,
finder således ikke anvendelse i forhold til producenten eller importøren af
pesticider, biocider og anden gødning end husdyrgødning.
Denne sondring videreføres i den foreslåede bestemmelse. Producenter eller
importører vil derfor ikke kunne få godtgjort omkostninger relateret til en
miljøskade forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en udtrykkelig
tilladelse.
Det foreslås i
stk. 5,
at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
godtgørelsesordningen efter de foreslåede stk. 1-3 træffer afgørelse i sager efter det
foreslåede stk. 1 og 2.
Miljøministeren bemyndiges ligeledes til at fastsætte regler om den foreslåede
godtgørelsesordning, herunder om hvilke udgifter, der kan godtgøres, samt
dokumentationskrav. Bemyndigelsen forventes i første omgang udmøntet således,
at ministeren fastsætter regler om dokumentationskrav for de afholdte udgifter,
om hvilke udgifter der kan godtgøres, klage samt om processuelle regler for
anmodning om godtgørelse, samt eventuelle yderligere krav af hensyn til de
statsstøtteretlige regler.
Til nr. 7 og 8 (§ 48)
Den gældende § 48 fastsætter regler om forældelse af det krav på dækning af
udgifter efter miljøskadelovens § 33, stk. 2, og § 35, som staten måtte have.
Bestemmelsens stk. 1 og 2 gennemfører miljøansvarsdirektivets artikel 10, og
34
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
fastsætter en almindelig forældelsesfrist på 5 år, inden for hvilken ministeren kan
indlede procedurer til at få dækket afholdte omkostninger i forbindelse med
selvhjælpshandlinger. De 5 år regnes fra den dato, hvor foranstaltningerne er
afsluttet, eller hvor den ansvarlige er blevet identificeret. Forældelsesfristen løber
fra den seneste af disse to datoer.
Bestemmelsen er udtryk for den vægt, der lægges på forureneren betaler-
princippet i miljøansvarsdirektivet. Efter den gældende stk. 2, gælder den 5-årige
forældelsesfrist også for afholdte udgifter til selvhjælpshandlinger efter anden
lovgivning.
Den 5-årige forældelsesfrist er suppleret af en absolut frist på 30 år. Det
indebærer, at forældelse af krav, som nævnt i stk. 1 og 2, altid indtræder senest 30
år efter den emission eller begivenhed, der førte til en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, medmindre lovgivningens almindelige
regler om forældelse indebærer, at forældelsen først indtræder på et senere
tidspunkt.
Miljøansvarsdirektivet indeholder ingen bestemmelser om absolutte
forældelsesfrister for fordringer.
Med det foreslåede
stk. 3,
der er nyt, fastsættes en forældelsesfrist på 5 år, inden
for hvilken den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare herfor kan
rette et krav mod staten for godtgørelse efter den foreslåede § 47 i
miljøskadeloven. De 5 år regnes fra den dato, hvor foranstaltningerne er afsluttet,
eller hvor den ansvarlige for den emission eller begivenhed, som har forvoldt en
miljøskade eller fremkaldt en overhængende fare herfor, er blevet identificeret.
Forældelsen løber fra den seneste af disse datoer. I forhold til suspension og
afbrydelse af forældelsen gælder forældelseslovens almindelige regler.
Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, kan forældelsen i visse tilfælde suspenderes. Det
vil f.eks. være tilfældet, hvis fordringshaveren er ubekendt med fordringen eller
skyldneren, og ukendskabet vedrører de faktiske forhold, som fordringen støttes
på. Suspension indebærer, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt udskydes,
dog således at forældelse altid indtræder ved udløbet af den absolutte
forældelsesfrist.
Afbrydelse af forældelse efter forældelsesloven kan ske både egentligt
(forældelsesloven §§ 15-18) og foreløbigt (forældelsesloven §§ 20-22). Virkningen
af begge former for forældelse er, at forældelsen sættes i stå for en kortere eller
længere periode. Det forældelsesafbrydende skridt skal gennemføres inden
forældelsesfristens udløb for at få virkning.
Forældelse afbrydes egentligt, når skyldneren erkender sin forpligtelse, jf.
forældelseslovens § 15, eller ved, at fordringshaveren foretager retslige skridt mod
skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af
fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår
fordringens eksistens og størrelse, jf. forældelseslovens §§ 16-18. De retslige skridt
skal forfølges inden for rimelig tid, det vil sige uden ufornødent ophold. Hvis der
er sket egentlig afbrydelse af forældelsesfristen, løber en helt ny forældelsesfrist af
35
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
samme længde som den oprindelige frist, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1. Hvis der
er sket foreløbig afbrydelse, løber der en frist på mindst 1 år, efter det afbrydende
skridt er afsluttet.
Miljøansvarsdirektivet fastlægger ingen særlige forældelsesfrister for det krav den
ansvarlige måtte have på dækning af omkostninger, som den ansvarlige har
afholdt, men som i henhold til direktivets artikel 8, stk. 3 og 4, skal dækkes. Det
fremgår derimod af artikel 8, stk. 3, sidste led, at medlemsstaterne skal træffe
hensigtsmæssige foranstaltninger, således at den ansvarlige kan få dækket afholdte
omkostninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3, fraviger lovbekendtgørelse nr. 1238 af 9.
november 2015 om forældelse af fordringer (forældelsesloven). Efter
forældelsesloven er den almindelige forældelsesfrist 3 år, medmindre andet følger
af andre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Den 3-årige forældelsesfrist
er suppleret af en absolut frist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Det
indebærer, at forældelse altid indtræder senest 10 år efter, at fordringen kunne
kræves opfyldt (forfaldstidspunktet). Det er vurderingen, at den foreslåede
bestemmelse vil stille den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare
herfor bedre end efter de almindelige forældelsesregler, idet forældelsesfristerne
efter forældelsesloven som udgangspunkt vil løbe fra det tidspunkt, hvor skaden
indtræder. Da afhjælpende og forebyggende foranstaltninger i relation til en
miljøskade eller overhængende fare herfor kan strække sig over en længere
periode, antageligvis flere år, vil den ansvarlige efter de almindelige
forældelsesregler kunne stå i den situation, at kravet vil være forældet, før
foranstaltningerne er gennemført, og dermed også før der kan søges godtgørelse
for de afholdte foranstaltninger. Dette vurderes at være i strid med direktivet,
hvorefter der skal træffes foranstaltninger, således at den ansvarlige kan få dækket
de afholdte omkostninger.
Som konsekvens af det nye stk. 3 bliver det gældende stk. 3 til stk. 4.
Til § 2 [miljøbeskyttelsesloven]
Til nr. 1 (§ 73 b)
Den gældende § 73 b i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25.
november 2019, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 808 af 9. juni 2020 (herefter
miljøbeskyttelsesloven) angiver, hvem der i forskellige situationer er den
ansvarlige for en miljøskade. Det fremgår således af bestemmelsens stk. 2, at den
ansvarlige for en miljøskade er den, der er ansvarlig for driften, uanset hvordan
skaden er sket. Dette modificeres dog i bestemmelsens stk. 3-5. Det fremgår
således af stk. 3, at for så vidt angår skader sket ved anvendelse af pesticider,
biocider, gødning, herunder husdyrgødning, og affaldsstoffer til jordbrugsformål,
så er det brugeren, der er ansvarlig, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen
var i overensstemmelse med retningslinjerne, og at brugeren ikke har udvist
uforsvarlig adfærd. I disse situationer vil det være producenten eller importøren,
jf. stk. 4, der er ansvarlig for en miljøskade. For så vidt angår husdyrgødning og
affaldsstoffer til jordbrugsformål (dvs. spildevandsslam) modificeres dette dog
yderligere i stk. 5, hvorefter producenten eller importøren ikke har et ansvar,
såfremt miljøskaden eller den overhængende fare herfor ikke følger af en fejl ved
produktet, og der ikke er udvist uforsvarlig adfærd fra producenten eller
36
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
importørens side. I disse situationer vil der således ikke være en ansvarlig for
miljøskader eller overhængende fare herfor, hvis dette skyldes anvendelse af
husdyrgødning og affaldsstoffer til jordbrugsformål.
Miljøansvarsdirektivets artikel 5 og 6 fastlægger, at ”operatøren”, dvs. den
ansvarlige for miljøskaden, skal træffe foranstaltninger, såfremt der er tale om en
overhængende fare for en miljøskade eller en indtruffet miljøskade. Det fremgår
ikke af direktivet, at der i de i § 73 b nævnte situationer kan ske en lempelse af
ansvaret, således at der ikke vil være en ansvarlig, der skal træffe foranstaltninger.
Efter den gældende bestemmelse ville der for så vidt angår husdyrgødning og
anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål kunne opstå situationer, hvor der
ikke var en ansvarlig for en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Der ville
dermed ikke være en ansvarlig at pålægge handlepligten. Dette vurderes at være i
strid med direktivets artikel 5 og 6 om den ansvarliges forpligtelser sammenholdt
med definitionen på ”operatøren” i artikel 2, stk. 6.
Det foreslås derfor, jf. lovforslagets § 2, nr. 1, at såfremt hverken brugeren eller
producenten eller importøren er ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor efter § 73 b, stk. 3-5, vil den ansvarlige for miljøskaden
være den ansvarlige for driften, jf. § 73 b, stk. 2, jf. stk. 1. På denne måde sikres
det, at der altid er en ansvarlig for en miljøskade, der skal træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med direktivets regler herom. Dette medfører, at såfremt der er
tale om en miljøskade forårsaget af husdyrgødning eller affaldsstoffer til
jordbrugsformål, vil det fremover være den ansvarlige for driften af den
erhvervsmæssige aktivitet, der er ansvarlig for miljøskaden.
Til nr. 2 (§ 73 d ophæves)
Det fremgår af den gældende § 73 d, stk. 1, i miljøbeskyttelsesloven, at den
ansvarlige for en miljøskade ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang
og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at
miljøskaden 1) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en sådan tilladelse,
og som ikke skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade ikke har pligt til at afværge en overhængende
fare for en miljøskade, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at faren 1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt, til trods for at passende sikkerhedsforanstaltninger var
truffet eller 2) skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser,
som skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar, der ellers
følger af miljøbeskyttelseslovens § 73 c.
37
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en producent eller importør, som
nævnt i § 73 b, stk. 4 og 5, ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig
tilladt emission eller begivenhed jf. § 73 d, stk. 1, nr. 3. Hermed fastholdes, at der
gælder et fuldt objektivt ansvar i disse situationer.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1.
Det fremgår af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, at såfremt en miljøskade
endnu ikke er indtrådt, men der er overhængende fare for en sådan skade, skal den
ansvarlige omgående træffe de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Efter
artikel 5, stk. 4, skal den kompetente myndighed kræve, at den ansvarlige træffer
forebyggende foranstaltninger. Hvis den ansvarlige ikke opfylder forpligtelserne i
henhold til artikel 5, stk. 1 eller stk. 3, litra b) eller c), ikke kan identificeres eller
ikke kan pålægges at afholde omkostningerne i henhold til dette direktiv, kan den
kompetente myndighed selv træffe disse foranstaltninger.
Det fremgår endvidere af miljøansvarsdirektivets artikel 6, stk. 1, at er der indtrådt
en miljøskade, skal den ansvarlige straks underrette den kompetente myndighed
om alle relevante aspekter ved situationen og træffe a) enhver praktisk
gennemførlig foranstaltning til øjeblikkeligt at kontrollere, indeslutte, fjerne eller
på anden måde håndtere de pågældende forurenende stoffer og/eller enhver
anden skadelig påvirkning for at begrænse og forhindre yderligere miljøskade og
negativ virkning på menneskers sundhed eller yderligere forringelse af
udnyttelsesmulighederne, og b) de nødvendige afhjælpende foranstaltninger i
overensstemmelse med artikel 7. Efter artikel 6, stk. 3, skal den kompetente
myndighed kræve, at den ansvarlige træffer afhjælpende foranstaltninger. Hvis
den ansvarlige ikke opfylder forpligtelserne i henhold til artikel 6, stk. 1 eller stk. 2,
litra b), c), eller d), ikke kan identificeres eller ikke kan pålægges at afholde
omkostningerne i henhold til dette direktiv, kan den kompetente myndighed som
en sidste udvej selv træffe disse foranstaltninger.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder imidlertid en række
grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare
herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de forebyggende og
afhjælpende foranstaltninger.
38
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Det fremgår således af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), at den
ansvarlige ikke er forpligtet til at bære omkostningerne ved forebyggende eller
afhjælpende foranstaltninger, der træffes i medfør af direktivet, hvis den
ansvarlige kan bevise, at miljøskaden eller den overhængende fare for sådan skade
a) er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller b) skyldes overholdelse af påbud eller
instrukser udstedt af en offentlig myndighed med undtagelse af påbud eller
instrukser som følge af en emission eller hændelse, der skyldes den ansvarliges
egne aktiviteter.
I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne hensigtsmæssige foranstaltninger,
således at den ansvarlige kan få dækket de afholdte omkostninger, jf. artikel 8, stk.
3, in fine.
Det fremgår endvidere af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 4, litra a), at
medlemsstaterne kan tillade, at den ansvarlige ikke bærer omkostningerne i
forbindelse med afhjælpende foranstaltninger, der træffes i medfør af direktivet,
hvis den ansvarlige kan påvise, at han ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt,
og at miljøskaden er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt
var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en
tilladelse, der fremgår af eller er udstedt i henhold til gældende nationale love og
bestemmelser, som gennemfører den af Fællesskabet vedtagne lovgivning, der er
nævnt i bilag III, således som den fandt anvendelse på tidspunktet for emissionen
eller begivenheden.
Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a), er i dag gennemført i en
række sektorlove, som lemper direktivets objektive ansvar for miljøskader og
overhængende fare herfor, jf. miljøbeskyttelseslovens § 73 d,
jordforureningslovens § 38 d, husdyrbruglovens § 54 d, miljø og
genteknologilovens § 25 d, vandforsyningslovens § 68 d, råstoflovens § 33 f,
vandløbslovens § 60 f og havmiljølovens § 47 d. Dersom den ansvarlige kan
godtgøre, at han er omfattet af en af de i sektorbestemmelsen oplistede situationer,
vil den ansvarlige
ikke
være forpligtet til at begrænse en miljøskades omfang eller
forhindre yderligere miljøskade. Det er imidlertid Miljø- og Fødevareministeriets
vurdering, at denne gennemførelse ikke stemmer overens med forpligtigelserne i
miljøansvarsdirektivet jf. mere herom nedenfor.
Det fremgår af miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, at den ansvarlige
under alle omstændigheder først skal træffe de påkrævede forebyggende eller
afhjælpende foranstaltninger, men at han efterfølgende kan frigøre sig fra
forpligtelsen til at afholde de dermed forbundne omkostninger, hvis miljøskaden
eller den overhængende fare herfor opfyldte de i bestemmelsen fastsatte
betingelser. Forpligtelsen til at træffe forebyggende og afhjælpende
foranstaltninger er således fastlagt i direktivets artikel 5 og 6, hvorimod
indsigelsesgrundene er fastsat i andre bestemmelser, såsom direktivets artikel 8,
stk. 3 og 4, hvor de alene finder direkte anvendelse på den ansvarliges
betalingsforpligtelse. I overensstemmelse med princippet om at forbrugeren
betaler og miljøansvarsdirektivets grundlæggende formål, der går ud på at
forebygge og afhjælpe miljøskader ved kilden inden for rammerne af direktivet, er
det operatøren, der har det primære ansvar for at træffe sådanne foranstaltninger.
39
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Hvis man lagde til grund, at operatøren ikke har nogen handlepligt, er der risiko
for, at der slet ikke træffes nogen foranstaltninger, dvs. at skaden ikke afhjælpes,
fordi den kompetente myndighed
kan
gribe ind, men ikke er forpligtet hertil. Dette
vil imidlertid være et resultat, som hverken er i overensstemmelse med princippet
om, at forureneren betaler, eller med de øvrige miljøpolitiske principper, der er
opstillet i miljøansvarsdirektivet – navnlig princippet om, at der skal ydes en
forebyggende indsats – eller med direktivets mål. Miljø- og Fødevareministeriet
finder derfor ikke, at fritagelsen for betalingsforpligtelsen i direktivets artikel 8,
stk. 3 og 4, litra a) også indebærer en fritagelse for ansvaret for at træffe
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
Det foreslås derfor at ophæve miljøbeskyttelseslovens § 73 d. Ved ophævelsen af
miljøbeskyttelseslovens § 73 d sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden
ikke afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil i stedet
være reguleret af miljøbeskyttelseslovens § 73 c.
Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 73 c, stk. 1, at den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade straks skal iværksætte de nødvendige tiltag,
der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår
videre af § 73 c, stk. 1, at den ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte
ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og
forhindre yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en
overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere
miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a).
Med bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 73 c, stk. 1, har den ansvarlige for
en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade en pligt til straks at
iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare
for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt, straks at iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og hindre yderligere miljøskade. Disse
forpligtelser for den ansvarlige til straks og uden forudgående påbud herom at
forebygge eller begrænse og hindre yderligere miljøskade rækker videre end de
forpligtelser til at afværge overhængende fare for forurening og hindre yderligere
udledning af forurenende stoffer m.v., som følger af § 71, stk. 2. Det vil således ikke
nødvendigvis være tilstrækkeligt at hindre forurening eller yderligere forurening,
men derimod tillige nødvendigt hurtigt at begrænse konsekvenserne af en sket
forurening, f.eks. hindre en forurenings spredning. Disse handlepligter kan således
indebære, at den ansvarlige skal fjerne en sket forurening, f.eks. ved bortgravning,
hurtigst muligt.
Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem forudsætter, at det
umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket forurening
indebærer, at der er indtrådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres forureningen efter lovens øvrige regler.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter
miljøbeskyttelsesloven. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er
truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forebyggende
foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.
40
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Den foreslåede ophævelse af miljøbeskyttelseslovens § 73 d, skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen om at der gælder et fuldt objektivt ansvar for producenter eller
importører, hvorefter de ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig
tilladt emission eller begivenhed jf. den gældende § 73 d, stk. 3, foreslås videreført
uændret i den nye § 47, stk. 4 i miljøskadeloven. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 7 for producent-/importøransvaret.
Til nr. 3 (§ 73 f)
§ 73 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 73 f, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1, gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i miljøbeskyttelseslovens § 73 d, stk. 1, nr. 1-3,
henholdsvis § 73 d, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler. Såfremt der er
tale om, at producenter og importører har ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret
ikke kunne lempes efter den gældende § 73 d. § 73 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
Med lovforslaget ophæves § 73 f, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i miljøbeskyttelseslovens § 73 d, jf. lovforslagets §
2, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet
ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med
lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 2, nr. 2, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
41
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver stk. 2.
Til § 3 [jordforureningsloven]
Til nr. 1 ( § 38 b)
Den gældende § 38 b angiver, hvem der i forskellige situationer er den ansvarlige
for en miljøskade. Det fremgår således af bestemmelsens stk. 2, at den ansvarlige
for en miljøskade er den, der er ansvarlig for driften, uanset hvordan skaden er
sket. Dette modificeres dog i bestemmelsens stk. 3-5. Det fremgår således af stk. 3,
at for så vidt angår skader sket ved anvendelse af pesticider, biocider, gødning,
herunder husdyrgødning, og affaldsstoffer til jordbrugsformål, så er det brugeren,
der er ansvarlig, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i
overensstemmelse med retningslinjerne, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig
adfærd. I disse situationer vil det være producenten eller importøren, jf. stk. 4, der
er ansvarlig for en miljøskade. For så vidt angår husdyrgødning og affaldsstoffer til
jordbrugsformål (dvs. spildevandsslam) modificeres dette dog yderligere i stk. 5,
hvorefter producenten eller importøren ikke har et ansvar, såfremt miljøskaden
eller den overhængende fare herfor ikke følger af en fejl ved produktet, og der ikke
er udvist uforsvarlig adfærd fra producenten eller importørens side. I disse
situationer vil der således ikke være en ansvarlig for miljøskader eller
overhængende fare herfor, hvis dette skyldes anvendelse af husdyrgødning og
affaldsstoffer til jordbrugsformål.
Miljøansvarsdirektivets artikel 5 og 6 fastlægger at ”operatøren”, dvs. den
ansvarlige for miljøskaden, skal træffe foranstaltninger, såfremt der er tale om en
overhængende fare for en miljøskade eller en indtruffet miljøskade. Det fremgår
ikke af direktivet, at der i de i § 38 b nævnte situationer kan ske en lempelse af
ansvaret, således at der ikke vil være en ansvarlig, der skal træffe foranstaltninger.
Den foreslåede § 3, nr. 1, har til formål at sikre, at der altid er en ansvarlig for
miljøskader omfattet af § 38 b. Efter den gældende bestemmelse ville der for så
vidt angår husdyrgødning og anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål
kunne opstå situationer, hvor der ikke var en ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor. Der ville dermed ikke være en ansvarlig at pålægge
handlepligten. Dette vurderes at være i strid med direktivets artikel 5 og 6 om den
ansvarliges forpligtelser sammenholdt med definitionen på ”operatøren” i artikel
2, stk. 6.
Det foreslås derfor, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, at såfremt hverken brugeren eller
producenten eller importøren er ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor efter § 38 b, stk. 3-5, vil den ansvarlige for miljøskaden
være den ansvarlige for driften, jf. § 38 b, stk. 2, jf. stk. 1. På denne måde sikres
det, at der altid er en ansvarlig for en miljøskade, der skal træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med direktivets regler herom.
Til nr. 2 (§ 38 d)
Det fremgår af den gældende § 38 d, stk. 1, i lov om jordforurening, jf.
lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017, som ændret ved § 16 i lov nr. 278 af
17. april 2018, at den ansvarlige for miljøskaden ikke har pligt til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige
godtgør (ved omvendt bevisbyrde), at den 1) er forvoldt af tredjemand, og er
42
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed,
medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed,
der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med
betingelserne i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan
sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade ikke har pligt til at afværge denne, såfremt
den ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til
trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet eller skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed,
medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar, der ellers
følger af jordforureningslovens § 38 c.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt,
at en producent eller importør ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en
udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Der gælder dermed et fuldt ubetinget
ansvar i disse situationer.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om den ansvarliges handlepligt
og sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor at ophæve jordforureningslovens § 38 d. Ved ophævelsen af
jordforureningslovens § 38 d sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke
afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil i stedet være
reguleret af jordforureningslovens § 38 c.
43
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Det fremgår af jordforureningslovens § 38 c, stk. 1, at den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade straks skal iværksætte de nødvendige tiltag,
der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår
videre af § 38 c, stk. 1, at den ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte
ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og
forhindre yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en
overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere
miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a.
Med bestemmelsen i jordforureningslovens § 38 c, stk. 1, har den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade en pligt til straks at
iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare
for en miljøskade samt, hvis skaden er indtrådt, straks at iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og hindre yderligere miljøskade. Disse
forpligtelser for den ansvarlige til straks og uden forudgående påbud herom at
forebygge eller begrænse og hindre yderligere miljøskade rækker videre end de
forpligtelser til at afværge overhængende fare for (jord)forurening og hindre
yderligere udledning af forurenende stoffer m.v., som følger af § 71, stk. 2 i
miljøbeskyttelsesloven, som også gælder for jordforureninger. Det vil således ikke
nødvendigvis være tilstrækkeligt at hindre jordforurening eller yderligere
jordforurening, men derimod tillige nødvendigt hurtigt at begrænse
konsekvenserne af en sket forurening, f.eks. hindre en jordforurenings spredning.
Disse handlepligter kan således indebære, at den ansvarlige skal fjerne en sket
jordforurening, f.eks. ved bortgravning, hurtigst muligt.
Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem forudsætter, at det
umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket jordforurening
indebærer, at der er indtrådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres jordforureningen efter lovens øvrige
regler.
Disse handlepligter håndhæves af påbudsmyndigheden efter denne lov.
Påbudsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag
efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af jordforureningslovens § 38 d, skal ses i sammenhæng
med lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen om at der gælder et fuldt ubetinget ansvar for producenter eller
importører, hvorefter de ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig
tilladt emission eller begivenhed jf. den gældende § 38 d, stk. 3, foreslås videreført
uændret i den nye § 47, stk. 4 i miljøskadeloven. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 7 for producent-/importøransvaret.
44
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Til nr. 3 (§ 38 f)
§ 38 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 38 f, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1, gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i jordforureningslovens § 38 d, stk. 1, nr. 1-3,
henholdsvis § 38 d, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler. Såfremt der er
tale om, at producenter og importører har ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret
ikke kunne lempes efter den gældende § 38 d. § 38 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
Med lovforslaget ophæves § 38 f, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i jordforureningslovens § 38 d, jf. lovforslagets §
3, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet
ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med
lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 3, nr. 2, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver stk. 2.
Til § 4 [havmiljøloven]
Til nr. 1 og 2
De gældende bestemmelser i § 47 b, stk. 3, og § 47 c, stk. 4, i lov om beskyttelse af
havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25. november 2019 (herefter
havmiljøloven), har hidtil henvist til henholdsvis ”beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder” og ”beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder”. For at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med
den ændrede definition i lovforslagets § 1, nr. 4, hvor ”beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter og
naturtyper og levesteder for arter”, foreslås det, at ”beskyttede arter eller
45
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
internationale naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter” og at ”beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder” ændres til ”beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 3 (§ 47 d)
Det fremgår af den gældende § 47 d, stk. 1, i havmiljøloven, at den ansvarlige for
driften ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften godtgør (ved omvendt
bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til
trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af, at man har overholdt en ufravigelig forskrift,
herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet eller forskriften
skyldes vedkommendes egne aktiviteter. Såfremt den ansvarlige for miljøskaden
godtgør, at en indtrådt miljøskade er forvoldt ved en tilførsel eller begivenhed, der
er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med
betingelserne i en tilladelse, eller med regler, der er så detaljerede, at de kan
sidestilles med en sådan tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd,
gælder pligten til at afværge skaden efter § 47 c, stk. 1-3, heller ikke. En i
lovgivningen tilladt udtømning sidestilles med en udtrykkeligt tilladt udledning.
Som et eksempel herpå kan nævnes, at skibe i medfør af bekendtgørelse nr. 485 af
15. juni 1999 under opfyldelse af en række nærmere bestemte betingelser gerne må
udtømme olie svarende til 15 ppm (15 liter olie per en million liter vand) i den
eksklusive økonomiske zone. En sådan udtømning vil i havmiljøloven skulle
betragtes som udtrykkelig tilladt, og vil fritage den ansvarlige for at bære
omkostningerne ved afværgeforanstaltningerne, såfremt tilførslen til havet
medfører en miljøskade. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for
miljøskader og overhængende fare for miljøskade, der ikke kan henføres til den
anførte lempelsesgrund, f.eks. uheld.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for driften ikke
har pligt til at forebygge denne, såfremt den ansvarlige for driften godtgør, at faren
er forvoldt af tredjemand, og at faren er indtrådt til trods for, at der er truffet
passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået til trods for,
at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen
gælder dog ikke, hvis påbuddet eller forskriften skyldes den ansvarlige for driftens
egen uforsvarlige adfærd.
Er der indtrådt en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at han ikke er pligtig at foretage
afværgeforanstaltninger i henhold til § 47 d, består adgangen og pligten for
forsvarsministeren, jf. § 34, og for kommunalbestyrelsen, jf. § 35, til at foretage
beredskabs- og bekæmpelsesforanstaltninger uændret efter bestemmelserne i bl.a.
kapitel 11, ligesom ansvaret for beredskabs- og bekæmpelsesomkostningerne skal
bedømmes ud fra havmiljølovens § 44.
46
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det ubetingede ansvar, der ellers
følger af havmiljølovens § 47 c.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og
sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor at ophæve havmiljølovens § 47 d. Ved ophævelsen af
havmiljølovens § 47 d sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke
afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil i stedet være
reguleret af havmiljølovens § 47 c.
Det fremgår af havmiljølovens § 47 c, at hvis en tilførsel, som stammer fra
udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter nævnt i stk. 2, nr. 1-3, til havet eller
luften af stoffer, materialer og mikroorganismer eller støj og vibrationer forårsager
en overhængende fare for en miljøskade, skal den ansvarlige for driften straks
iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Hvis miljøskaden er
indtrådt, skal den ansvarlige for driften straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse miljøskadens omfang og forhindre
yderligere miljøskade. Det samme gælder, hvis en tilførsel, som stammer fra
udøvelsen af erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 4, til havet eller luften af
farligt eller forurenende gods eller en tilførsel, som stammer fra udøvelsen af
erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 5, til havet eller luften af farlige stoffer
og produkter, plantebeskyttelsesmidler eller biocidholdige produkter forårsager en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Ved bekæmpelse af olie-
og kemikalieforureninger gælder § 34, for så vidt angår havet og de kystnære dele
af søterritoriet, og § 35, for så vidt angår kyststrækninger og havne.
Det fremgår af den gældende stk. 2, at følgende erhvervsmæssige aktiviteter er
omfattet af handlepligten i stk. 1 1) dumpning af optaget havbundsmateriale, 2)
bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald, 3) grænseoverskridende transport af
affald, som kræver tilladelse eller er forbudt, 4) transport ad indre vandveje, hav
47
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
eller luft af farligt eller forurenende gods, samt 5) håndtering af farlige stoffer og
produkter, plantebeskyttelsesmidler og biocidholdige produkter.
Tilsvarende gælder efter § 47 c, stk. 3, hvis en hvilken som helst anden tilførsel til
havet af stoffer og materialer, som kan påvirke søterritoriet, forårsager en
miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, eller, jf. stk. 4, også hvis
andre erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er omfattet af stk. 1 og 3,
forårsager en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7, 10
og 11 i miljøskadeloven og miljøskaden eller den overhængende fare for en
miljøskade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende. Ud over pligten i
stk. 1 skal den ansvarlige for driften af en platform og en rørledning ved olie- og
kemikalieforurening af havet straks iværksætte den interne beredskabsplan, som
er påbudt eller reguleret af regler udstedt i medfør af § 34 a, stk. 3, stk. § 47 c, stk.
5.
Det fremgår således af havmiljølovens § 47 c, stk. 1, at den ansvarlige for driften af
et skib, luftfartøj, en platform eller rørledning har en pligt til straks at iværksætte
de nødvendige foranstaltninger for at afværge en overhængende fare for en
miljøskade samt hvis skaden er indtrådt straks at iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse og hindre yderligere skade. Denne
foreslåede pligt til straks at forebygge en overhængende fare for en miljøskade
samt begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuldstændig
gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra
a).
Der består dog også fortsat en forpligtelse for den ansvarlige for driften til at
foretage akut umiddelbar afværge i overensstemmelse med almindelige regler
uden at skulle afvente en myndighedsafgørelse først. Skibes egne
afværgeforanstaltninger kan f.eks. være, at eventuelle huller i skibet lukkes ved
hjælp af dykkere, tanke tømmes for olie inden bjærgning og/eller skibet bjærges.
Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem forudsætter, at det
umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket forurening
indebærer, at der er indtrådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres forureningen efter lovens øvrige regler.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter havmiljøloven.
Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag
efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af havmiljølovens § 47 d, skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Til nr. 4 (§ 47 h)
48
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
§ 47 h, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 47 h, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i havmiljølovens § 47 d, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis §
47 d, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler.
Med lovforslaget ophæves § 47 h, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i havmiljølovens § 47 d, jf. lovforslagets § 4, nr. 3,
og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet ansvar,
vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet
ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 4, nr. 3, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4-5 herefter bliver stk. 2-3.
Til § 5 [vandforsyningsloven]
Til nr. 1 (§ 68 a)
Begrebet ”beskyttede arter og naturtyper” i miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,
er hidtil blevet gengivet i § 68 a, stk. 3, som ”beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder”.
Det foreslås, at begrebet ”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter”
anvendes, så direktivets ordlyd gengives præcist.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 4.
Til nr. 2 (§ 68 d)
Det fremgår af den gældende § 68 d, stk. 1, i lov om vandforsyning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 22. februar 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 1419 af
17. december 2019, (herefter vandforsyningsloven), at den ansvarlige for driften
efter lovens § 68 a, stk. 2, ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og
49
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
forhindre yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften godtgør (ved
omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af tredjemand, og skaden er
indtrådt til trods for, at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af, at den ansvarlige har overholdt en ufravigelig
forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet eller
forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter. Såfremt den ansvarlige
godtgør, at en indtrådt miljøskade er forvoldt ved en begivenhed, der er
udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse, eller med regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en
sådan tilladelse og som ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd, gælder
afværgepligten efter lovens § 68 c heller ikke.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende § 68 d, stk. 2, at den ansvarlige for en
overhængende fare for, at der indtræffer en miljøskade ikke har pligt til at afværge
denne, såfremt den ansvarlige for driften kan godtgøre, at faren er forvoldt af
tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at der er truffet passende
sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som følge af, at den
ansvarlige har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud. Undtagelsen
gælder dog ikke, hvis påbuddet eller forskriften skyldes vedkommendes egne
aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det ubetingede ansvar, der ellers
følger af vandforsyningslovens § 68 b, stk. 2.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og
sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor at ophæve vandforsyningslovens § 68 d. Ved ophævelsen af
vandforsyningslovens § 68 d sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke
afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil i stedet være
reguleret af vandforsyningslovens § 68 b, stk. 1 og 2.
50
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
§ 68 b, stk. 1, fastlægger pligten for den ansvarlige for driften til straks at
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter ved situationen i
tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare herfor. Den ansvarlige for
driften af et vandforsyningsanlæg eller den ansvarlige for driften af
vandindvindingen eller for bortledning af grundvand eller anden sænkning af
grundvandsstanden, bortledning af grundvand og/eller anden sænkning af
grundvandsstanden, er pålagt en ubetinget pligt til at underrette om alle relevante
aspekter af situationen vedrørende en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade til kommunalbestyrelsen. Der skal være tale om en erhvervsmæssig
aktivitet.
Efter stk. 2 skal den ansvarlige for driften straks søge følgerne af en miljøskade
afværget eller begrænset og træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger, når
der er overhængende fare for, at en miljøskade vil indtræde. Bestemmelsen
fastlægger ikke en almindelig forebyggelsespligt. Almindelige ikke-lovbestemte og i
øvrigt gældende forsigtigheds- og forebyggelsesprincipper gælder dog fortsat. Men
de særlige regler om miljøskade, herunder miljøskadelovens bestemmelser med
beføjelser for myndighederne til at påbyde afhjælpende, supplerende og
kompenserende foranstaltninger m.v., aktiveres først i tilfælde af overhængende
fare for en miljøskade.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter vandforsyningsloven.
Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag
efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af vandforsyningslovens § 68 d, skal ses i sammenhæng
med lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Til nr. 3 (§ 68 e)
§ 68 e, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 68 e, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i vandforsyningslovens § 68 d, stk. 1, nr. 1-3,
henholdsvis § 68 d, stk. 1, nr. 1 og 2.
51
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler.
Med lovforslaget ophæves § 68 e, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i vandforsyningslovens § 68 d, jf. lovforslagets §
5, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet
ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med
lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 2, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver stk. 2.
Til § 6 [husdyrgodkendelsesloven]
Til nr. 1 (§ 54 b)
Den gældende § 54 b angiver, hvem der i forskellige situationer er den ansvarlige
for en miljøskade. Det fremgår således af bestemmelsens stk. 2, at den ansvarlige
for en miljøskade er den, der er ansvarlig for driften, uanset hvordan skaden er
sket. Dette modificeres dog i bestemmelsens stk. 3-5. Det fremgår således af stk. 3,
at for så vidt angår skader sket ved anvendelse af pesticider, biocider, gødning,
herunder husdyrgødning, og affaldsstoffer til jordbrugsformål, så er det brugeren,
der er ansvarlig, medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i
overensstemmelse med retningslinjerne, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig
adfærd. I disse situationer vil det være producenten eller importøren, jf. stk. 4, der
er ansvarlig for en miljøskade. For så vidt angår husdyrgødning og affaldsstoffer til
jordbrugsformål (dvs. spildevandsslam) modificeres dette dog yderligere i stk. 5,
hvorefter producenten eller importøren ikke har et ansvar, såfremt miljøskaden
eller den overhængende fare herfor ikke følger af en fejl ved produktet, og der ikke
er udvist uforsvarlig adfærd fra producenten eller importørens side. I disse
situationer vil der således ikke være en ansvarlig for miljøskader eller
overhængende fare herfor, hvis dette skyldes anvendelse af husdyrgødning og
affaldsstoffer til jordbrugsformål.
Miljøansvarsdirektivets artikel 5 og 6 fastlægger, at ”operatøren”, dvs. den
ansvarlige for miljøskaden, skal træffe foranstaltninger, såfremt der er tale om en
overhængende fare for en miljøskade eller en indtruffet miljøskade. Det fremgår
ikke af direktivet, at der i de i § 54 b nævnte situationer kan ske en lempelse af
ansvaret, således at der ikke vil være en ansvarlig, der skal træffe foranstaltninger.
Den foreslåede § 6, nr. 1, har til formål at sikre, at der altid er en ansvarlig for
miljøskader omfattet af § 54 b. Efter den gældende bestemmelse ville der for så
vidt angår husdyrgødning og anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsformål
52
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
kunne opstå situationer, hvor der ikke var en ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor. Der ville dermed ikke være en ansvarlig at pålægge
handlepligten. Dette vurderes at være i strid med direktivets artikel 5 og 6 om den
ansvarliges forpligtelser sammenholdt med definitionen på ”operatøren” i artikel
2, stk. 6.
Det foreslås derfor, jf. lovforslagets § 6, nr. 1, at såfremt hverken brugeren eller
producenten eller importøren er ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor efter § 54 b, stk. 3-5, vil den ansvarlige for miljøskaden
være den ansvarlige for driften, jf. § 54 b, stk. 2, jf. stk. 1. På denne måde sikres
det, at der altid er en ansvarlig for en miljøskade, der skal træffe foranstaltninger i
overensstemmelse med direktivets regler herom.
Til nr. 2 (§ 54 d ophæves)
Det fremgår af den gældende § 54 d, stk. 1, i lov om husdyrbrug og anvendelse af
gødning, jf. l lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. maj 2019, at den ansvarlige for
miljøskaden ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige godtgør (ved omvendt bevisbyrde),
at den 1) er forvoldt af tredjemand, og indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter,
eller 3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for en
overhængende fare for, at der indtræffer en miljøskade ikke har pligt til at
forebygge denne, såfremt den ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af
tredjemand, og indtrådt til trods for, at passende sikkerhedsforanstaltninger var
truffet eller skyldes overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser,
som skyldes den pågældendes egne aktiviteter,.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar, der ellers
følger af husdyrgodkendelseslovens § 54 c.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en producent eller importør ikke
kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed.
Hermed fastholdes, at der gælder et fuldt objektivt ansvar i disse situationer.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
53
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og
sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor at ophæve husdyrgodkendelseslovens § 54 d. Ved ophævelsen
af husdyrgodkendelseslovens § 54 d sikres det, at der ikke opstår risiko for, at
skaden ikke afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil
i stedet være reguleret af husdyrgodkendelseslovens § 54 c.
Det fremgår af husdyrgodkendelseslovens § 54 c, stk. 1, at den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade straks skal iværksætte de nødvendige tiltag,
der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår
videre af § 54 c, stk. 1, at den ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte
ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og
forhindre yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en
overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere
miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a.
Det bemærkes, at handlepligterne og håndhævelsen af dem forudsætter, at det
umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket forurening
indebærer, at der er indtrådt en miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres forureningen efter lovens øvrige regler.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter
husdyrgodkendelsesloven. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er
truffet afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende
foranstaltninger eller øvrige tiltag efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af husdyrgodkendelseslovens § 54 d, skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen om at der gælder et fuldt ubetinget ansvar for producenter eller
importører, hvorefter de ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig
tilladt emission eller begivenhed jf. den gældende § 54 d, stk. 3, foreslås videreført
uændret i den nye § 47, stk. 4 i miljøskadeloven. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 7 for producent-/importøransvaret.
54
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Til nr. 3 (§ 54 f)
§ 54 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 54 f, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i husdyrgodkendelseslovens § 54 d, stk. 1, nr. 1-3,
henholdsvis § 54 d, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler. Såfremt der er
tale om, at producenter og importører har ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret
ikke kunne lempes efter den gældende § 54 d. § 54 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
Med lovforslaget ophæves § 54 f, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i husdyrgodkendelseslovens § 54 d, jf.
lovforslagets § 6, nr. 2, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil
være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse
om, at i sager med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 6, nr. 2, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver stk. 2.
Til § 7 [miljø og genteknologiloven]
Til nr. 1 (§ 25 d ophæves)
Det fremgår af den gældende § 25 d, stk. 1, i lov om miljø og genteknologi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1387 af 25. november 2015, som senest ændret ved § 1 i lov
nr. 808 af 9. juni 2020, (herefter miljø og genteknologiloven), at den ansvarlige for
miljøskaden ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade, såfremt den ansvarlige godtgør (ved omvendt bevisbyrde),
at den 1) er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter,
55
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
eller 3) er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med en tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for en
overhængende fare for at der indtræffer en miljøskade ikke har pligt til at
forebygge denne, såfremt den ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af
tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet eller skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre forskrifterne
følger af påbud eller instrukser, som skyldes den pågældendes egne aktiviteter,.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar, der ellers
følger af miljø og genteknologilovens § 25 c.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det er i den gældende stk. 3 endeligt bestemt, at en producent eller importør ikke
kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed.
Hermed fastholdes, at der gælder et fuldt objektivt ansvar i disse situationer.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og
sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor at ophæve miljø og genteknologilovens § 25 d. Ved ophævelsen
af miljø og genteknologilovens § 25 d sikres det, at der ikke opstår risiko for, at
skaden ikke afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil
i stedet være reguleret af miljø og genteknologilovens § 25 c.
Det fremgår af miljø og genteknologilovens § 25 c, stk. 1, at den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade straks skal iværksætte de nødvendige tiltag,
der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår
videre af § 25 c, stk. 1, at den ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte
56
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og
forhindre yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en
overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere
miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a).
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter miljø og
genteknologiloven. Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet
afgørelse efter miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller
øvrige tiltag efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af miljø og genteknologilovens § 25 d, skal ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Retsstillingen om at der gælder et fuldt ubetinget ansvar for producenter eller
importører, hvorefter de ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig
tilladt emission eller begivenhed jf. den gældende § 38 d, stk. 3, foreslås videreført
uændret i den nye § 47, stk. 4 i miljøskadeloven. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 6 for producent-/importøransvaret.
Til nr. 2 (§ 25 f)
§ 25 f, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 25 f, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i miljø og genteknologilovens § 25 d, stk. 1, nr. 1-3,
henholdsvis § 25 d, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes således, at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler. Såfremt der er
tale om, at producenter og importører har ansvaret for en miljøskade, vil ansvaret
ikke kunne lempes efter den gældende § 25 d. § 25 f, stk. 2, finder derfor ikke
anvendelse for producenter og importører.
57
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Med lovforslaget ophæves § 25 f, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i miljø og genteknologilovens § 25 d, jf.
lovforslagets § 7, nr. 1, og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil
være et lempet ansvar, vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse
om, at i sager med lempet ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 7, nr. 1, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4-5 herefter bliver stk. 2-3.
Til § 8 [vandløbsloven]
Til nr. 1 (§60 b)
Begrebet ”beskyttede arter og naturtyper” i miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,
er hidtil blevet gengivet i § 60 b, stk. 3, som ”beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder”.
Det foreslås, at begrebet ”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter”
anvendes, så direktivets ordlyd gengives præcist.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 4.
Til nr. 2 (§ 60 f ophæves)
Det fremgår af den gældende § 60 f, stk. 1, i lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1217 af 25. november 2019, at den ansvarlige for driften efter lovens § 60 b, stk.
2 ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere
miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften godtgør (ved omvendt bevisbyrde),
at miljøskaden er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at der
er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som
følge af, at den ansvarlige har overholdt en ufravigelig forskrift, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over
for forurening eller anden negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges
aktiviteter. Såfremt den ansvarlige for driften, godtgør, at en indtrådt miljøskade
er forvoldt ved en begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller med regler, der er så
detaljerede, at de kan sidestilles med en sådan tilladelse, og som ikke skyldes den
ansvarliges egen adfærd, gælder afværgepligten heller ikke.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for en
overhængende fare for at der indtræffer en miljøskade, ikke har pligt til at afværge
denne, såfremt den ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og
skaden er indtrådt til trods for, at der er truffet passende
sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som følge af, at den
ansvarlige har overholdt en ufravigelig forskrift, der er fastsat af en offentlig
myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over for
forurening eller anden negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges aktiviteter.
58
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det objektive ansvar, der ellers
følger af vandløbslovens § 60 c, stk. 1.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og
sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor at ophæve vandløbslovens § 60 f. Ved ophævelsen af
vandløbslovens § 60 f sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke
afhjælpes, fordi den ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil i stedet være
reguleret af vandløbslovens § 60 c.
Det fremgår af vandløbslovens § 60 c, stk. 2, 1. punktum, at den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade straks skal iværksætte de nødvendige tiltag,
der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår
videre af § 60 c, stk. 2, at den ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte
ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og
forhindre yderligere skade. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge en
overhængende fare for en miljøskade samt begrænse og hindre yderligere
miljøskade skal sikre en fuldstændig gennemførelse af miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a).
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter vandløbsloven.
Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag
efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af vandløbslovens § 60 f, skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
59
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
Til nr. 3 (§ 60 g)
§ 60 g, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 60 g, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i vandløbslovens § 60 f, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis §
60 f, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler.
Med lovforslaget ophæves § 60 g, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i vandløbslovens § 60 f, jf. lovforslagets § 8, nr. 2,
og skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet ansvar,
vil det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet
ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 8, nr. 2, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver stk. 2.
Til § 9 [råstofloven]
Til nr. 1 (§ 33 b)
Begrebet ”beskyttede arter og naturtyper” i miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,
er hidtil blevet gengivet i § 33 b, stk. 3, som ”beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder”.
Det foreslås, at begrebet ”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter”
anvendes, så direktivets ordlyd gengives præcist.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 2.
Til nr. 2 (§ 33 f ophæves)
Det fremgår af den gældende § 33 f, stk. 1, i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse
nr. 124 af 26. januar 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 427 af 18. maj 2016 og § 7 i
60
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
lov nr. 720 af 8. juni 2018, at den ansvarlige for driften efter lovens § 33 b, stk. 2
ikke har pligt til at begrænse en miljøskades omfang og forhindre yderligere
miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften godtgør (ved omvendt bevisbyrde),
at miljøskaden er forvoldt af tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at der
er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som
følge af, at den ansvarlige har overholdt en ufravigelig forskrift, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over
for forurening eller anden negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges
aktiviteter. Såfremt den ansvarlige for driften, godtgør, at en indtrådt miljøskade
er forvoldt ved en begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse, eller med regler, der er så
detaljerede, at de kan sidestilles med en sådan tilladelse, og som ikke skyldes den
ansvarliges egen adfærd, gælder afværgepligten heller ikke.
Det er tilsvarende bestemt i den gældende stk. 2, at den ansvarlige for en
overhængende fare for, at der indtræffer en miljøskade ikke har pligt til at afværge
denne, såfremt den ansvarlige godtgør, at faren er forvoldt af tredjemand, og
skaden er indtrådt til trods for, at der er truffet passende
sikkerhedsforanstaltninger, eller at miljøskaden er opstået som følge af, at den
ansvarlige har overholdt en ufravigelig forskrift, der er fastsat af en offentlig
myndighed, medmindre forskrifterne følger af påbud eller instrukser over for
forurening eller anden negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges aktiviteter.
Bestemmelsen indeholder således en lempelse af det ubetingede ansvar, der ellers
følger af råstoflovens § 33 c, stk. 2.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den ansvarlige for en miljøskade eller den
overhængende fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt bevisbyrde. Hvorledes den
ansvarlige skal løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud fra
en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april
2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(herefter miljøansvarsdirektivet), at den ansvarlige for en erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
afhjælpe miljøskaden eller forebygge, at en miljøskade indtræder, og afholde alle
omkostninger i den forbindelse (forureneren betaler-princippet) jf. direktivets
artikler 5, 6 og 8, stk. 1. Miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og 4, indeholder
imidlertid en række grunde, hvorefter den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare herfor kan få dækket afholdte omkostninger forbundet med de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger.
For en beskrivelse af miljøansvarsdirektivets regler om operatørens handlepligt og
sammenhæng til de økonomiske ansvarsfrihedsgrunde henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2.
Det foreslås derfor at ophæve råstoflovens § 33 f. Ved ophævelsen af råstoflovens §
33 f sikres det, at der ikke opstår risiko for, at skaden ikke afhjælpes, fordi den
61
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
ansvarliges ansvar er blevet lempet. Forholdet vil i stedet være reguleret af
råstoflovens § 33 c, stk. 2.
Det fremgår af råstoflovens § 33 c, at den ansvarlige for en overhængende fare for
en miljøskade straks skal iværksætte de nødvendige tiltag, der kan begrænse
skadens omfang og forhindre yderligere skade. Det fremgår videre af § 33 c, at den
ansvarlige for en miljøskade straks skal iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. Denne
foreslåede pligt til straks at forebygge en overhængende fare for en miljøskade
samt begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en fuldstændig
gennemførelse af miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a.
Disse handlepligter håndhæves af tilsynsmyndigheden efter råstofloven.
Tilsynsmyndighedens forpligtelser ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige tiltag
efter miljøskadeloven.
Den foreslåede ophævelse af råstoflovens § 33 c, skal ses i sammenhæng med
lovforslagets § 1, nr. 6, hvorefter der sker en implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, litra a) og b), og stk. 4, litra a), i
miljøskadelovens § 47, hvorefter der foreslås oprettet en godtgørelsesordning. Der
henvises i det hele til lovforslagets § 1, nr. 6 for den nye implementering af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3, og stk. 4, litra a).
Til nr. 3 (§ 33 g)
§ 33 g, stk. 2 og 3, ophæves.
Det følger af § 33 g, stk. 1, at såfremt forureningen indebærer en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt af erhvervsmæssige
aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden en afgørelse herom til den ansvarlige for
skaden eller den overhængende fare herfor. Af en sådan afgørelse følger, at sagen
overdrages til miljøministeren og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Som undtagelse til stk. 1 gælder det efter bestemmelsens stk. 2 og 3, at der ikke
kan træffes afgørelse om, at forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den ansvarlige godtgør, at der
foreligger forhold som nævnt i råstoflovens § 33 f, stk. 1, nr. 1-3, henholdsvis § 33 f,
stk. 1, nr. 1 og 2.
Det fremgår heraf, at ansvaret for en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade lempes, således at den ansvarlige i de ovennævnte tilfælde bliver
ansvarsfri, og at der derfor ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de ovennævnte
ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, overdrages sagen derfor ikke til
miljøministeren til fortsat behandling efter miljøskadeloven. Den pågældende
forurening vil i de tilfælde blive behandlet efter lovens øvrige regler.
Med lovforslaget ophæves § 33 g, stk. 2 og 3. Ophævelsen er en konsekvens af
ophævelse af det lempede ansvar i råstoflovens § 33 f, jf. lovforslagets § 9, nr. 2, og
62
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
skal ses i sammenhæng hermed. Da der ikke længere vil være et lempet ansvar, vil
det følgelig heller ikke være muligt at træffe afgørelse om, at i sager med lempet
ansvar, er der ikke tale om en miljøskade.
Der henvises også til bemærkninger til lovforslagets § 9, nr. 2, for en beskrivelse af
den ansvarliges handlepligt.
Ophævelsen medfører, at det gældende stk. 4 herefter bliver stk. 2.
Til § 10 [naturbeskyttelsesloven]
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til naturbeskyttelseslovens kapitel 11 a hedder ”Miljøskade på
beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
Som konsekvens af den under § 1, nr. 4, foreslåede ændring af definitionen i
miljøskadelovens § 15, stk. 3, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og naturtyper” til
”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter, foreslås kapiteloverskriften
i naturbeskyttelseslovens kapitel 11 a ændret til ”Miljøskade på beskyttede arter
eller naturtyper eller levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til § 11 [skovloven]
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til skovlovens kapitel 8 a hedder ”Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
Som konsekvens af den under § 1, nr. 4, foreslåede ændring af definitionen i
miljøskadelovens § 15, stk. 3, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og naturtyper” til
”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter, foreslås kapiteloverskriften
i skovlovens kapitel 8 a ændret til ”Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til § 12 [jagt og vildtforvaltningsloven]
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til jagt og vildtforvaltningslovens kapitel 8 a hedder
”Miljøskade på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
Som konsekvens af den under § 1, nr. 4, foreslåede ændring af definitionen i
miljøskadelovens § 15, stk. 3, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og naturtyper” til
”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter, foreslås kapiteloverskriften
63
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
i jagt og vildtforvaltningslovens kapitel 8 a ændret til ”Miljøskade på beskyttede
arter eller naturtyper eller levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til § 13 [Tøndermarskloven]
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til kapitel 9 a i lov om beskyttelse af de ydre koge i
Tøndermarsken hedder ”Miljøskade på beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder”.
Som konsekvens af den under § 1, nr. 4, foreslåede ændring af definitionen i
miljøskadelovens § 15, stk. 3, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og naturtyper” til
”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter, foreslås kapiteloverskriften
i tøndermarsklovens kapitel 9 a ændret til ”Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til § 14 [fiskeriloven]
Til nr. 1
Kapiteloverskriften til fiskeri og fiskeopdrætslovens kapitel 3 a hedder ”Miljøskade
på beskyttede arter eller internationale naturbeskyttelsesområder”.
Som konsekvens af den under § 1, nr. 4, foreslåede ændring af definitionen i
miljøskadelovens § 15, stk. 3, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og naturtyper” til
”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter, foreslås kapiteloverskriften
i fiskerilovens kapitel 3 ændret til ”Miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter”.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 2
Begrebet ”beskyttede arter og naturtyper” i miljøskadedirektivets artikel 2, stk. 3,
er i § 10 c gengivet som ”beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder”.
Som konsekvens af den under § 1, nr. 4, foreslåede ændring af definitionen i
miljøskadelovens § 15, stk. 3, vedrørende implementeringen af begrebet i
miljøansvarsdirektivets artikel 2, stk. 3,”beskyttede arter og naturtyper” til
”beskyttede arter og naturtyper og levesteder for arter, foreslås § 10 c ændret,
således at der henvises til ”beskyttede arter eller naturtyper eller levesteder for
arter”.
64
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0065.png
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2., og
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Til § 15 (ikrafttræden)
Det er foreslået, at lovforslagets bestemmelser skal træde i kraft den 1. februar
2021.
Til § 16 (overgangsbestemmelse)
Det følger heraf, at lovforslagets bestemmelser kun kan finde anvendelse i forhold
til en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1. februar 2021.
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I lov om undersøgelse, forebyggelse
og afhjælpning af miljøskader
(miljøskadeloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 277 af 27. marts
2017, foretages følgende ændringer:
§ 7.
Ved en miljøskade på beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder forstås i
denne lov en skade, som medfører en
betydelig negativ påvirkning af
opnåelse eller opretholdelse af en
gunstig bevaringsstatus for sådanne
arter og områder. Påvirkningen
1.
I
§ 7, stk. 1, 1. pkt.,
ændres
»beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter«, og
»områder« ændres til: »naturtyper og
levesteder for arter«.
65
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0066.png
vurderes i forhold til den hidtidige
tilstand, jf. § 16 og regler fastsat efter
§ 18.
Stk. 2. …
Stk. 3. …
Stk. 4. …
§ 7.
…
Stk. 2.
Skade, der er en følge af en
tidligere identificeret negativ
påvirkning på grund af handlinger
omfattet af en plan eller et projekt,
som er udtrykkelig godkendt af en
myndighed efter vurderinger som
krævet i artikel 6, stk. 3, eller artikel
16 i Rådets direktiv om bevaring af
naturtyper samt vilde dyr og planter
eller artikel 9 i Rådets direktiv om
beskyttelse af vilde fugle, anses ikke
som en miljøskade på beskyttede arter
eller internationale
naturbeskyttelsesområder.
Stk. 3.
Skade på en beskyttet art, der
er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, som finder sted efter den
1. juli 2008, når den følger af en
bestemt aktivitet, som har fundet sted
forud for artens optagelse på
fortegnelsen over beskyttede arter, jf.
bekendtgørelse om udpegning og
administration af internationale
naturbeskyttelsesområder og
beskyttelse af visse arter, anses ikke
som en miljøskade på beskyttede arter
eller internationale
naturbeskyttelsesområder.
Stk. 4.
Skade på et internationalt
naturbeskyttelsesområde, der er
forvoldt ved en emission eller
begivenhed, som finder sted efter den
1. juli 2008, når den følger af en
bestemt aktivitet, som har fundet sted
forud for områdets udpegning i
medfør af miljømålsloven, anses ikke
som en miljøskade på beskyttede arter
eller internationale
naturbeskyttelsesområder.
§ 23.
Miljø- og fødevareministeren
skal påbyde den ansvarlige at afhjælpe
2.
I
§ 7, stk. stk. 2, 3, og 4,
og
§ 23,
stk. 1,
ændres »beskyttede arter eller
internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter«.
66
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0067.png
en miljøskade på beskyttede arter
eller internationale
naturbeskyttelsesområder eller på
vandmiljøet i overensstemmelse med
regler fastsat efter § 14, stk. 3.
Stk. 2.
…
Stk. 3.
…
§ 14.
Ved afhjælpende
foranstaltninger over for en
miljøskade på vandmiljøet eller
beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder forstås i
denne lov enhver foranstaltning eller
kombination af foranstaltninger,
herunder afbødende eller foreløbige
foranstaltninger, der tjener til at
genoprette, genskabe eller erstatte
skadede naturressourcer eller
udnyttelsesmuligheder eller
tilvejebringe tilsvarende alternativer
til disse naturressourcer eller
udnyttelsesmuligheder.
Stk. 2.
…
Stk. 3.
…
§ 15.
Ved naturressourcer forstås i
denne lov beskyttede arter og
internationale
naturbeskyttelsesområder,
vandforekomster som omfattet af lov
om vandplanlægning og jord.
Stk. 2.
…
Stk. 3.
…
§ 17.
Ved retablering, herunder
naturlig retablering af skader på
beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder og på
vandmiljøet, forstås i denne lov
tilbageførelse af skadede
naturressourcer eller
udnyttelsesmuligheder til deres
hidtidige tilstand.
§ 15.
…
Stk. 2.
…
Stk. 3.
Ved beskyttede arter og
internationale
naturbeskyttelsesområder forstås
arter, der er omfattet af
bekendtgørelse om udpegning og
3.
I
§ 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 17
ændres »beskyttede arter og
internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter«.
4.
§
15, stk. 3,
affattes således:
»Stk.
3.
Ved beskyttede arter og
naturtyper og levesteder for arter
forstås:
1) arter, der er naturligt
hjemmehørende i Danmark, og som
67
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0068.png
administration af internationale
naturbeskyttelsesområder og
beskyttelse af visse arter, og
internationale
naturbeskyttelsesområder, der er
udpeget i medfør af miljømålsloven.
er medtaget i EF-habitatdirektivets
bilag II og IV og i EF-
fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I
samt regelmæssigt tilbagevendende
trækfuglearter og forekomster, der er
relevante som følge af EF-
fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4,
stk. 2, og
2) naturtyper, der er naturligt
forekommende i Danmark, og som er
medtaget i EF-habitatdirektivets bilag
I samt yngle- eller rastepladser for
bilag IV-arter, og levesteder for arter i
EF-habitatdirektivets bilag II eller i
EF-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I
samt levesteder med regelmæssigt
tilbagevendende trækfuglearter og
forekomster, der er relevante som
følge af EF-
fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 4,
stk. 2.«
5.
I
§ 46, stk. 1, indsættes
efter
»lovens kapitel 2-6«: »jf. dog § 47«.
§ 46.
Den, der er ansvarlig for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, skal dække
omkostningerne i forbindelse med
miljø- og fødevareministerens
administration og tilsyn efter lovens
kapitel 2-6.
Stk. 2.
…
Stk. 3.
…
§ 47.
(Ophævet)
6.
§ 47 affattes
således:
Ȥ
47.
Miljøministeren kan træffe
afgørelse om godtgørelse af udgifter,
som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en
miljøskade, jf. lov om miljøbeskyttelse
§ 73 b, stk. 2, lov om forurenet jord §
38 b, stk. 2, lov om beskyttelse af
havmiljøet § 47 b, stk. 2, lov om
vandforsyning m.v. § 68 a, stk. 2, lov
om miljøgodkendelse m.v. af
husdyrbrug § 54 b, stk. 2, lov om miljø
og genteknologi § 25 b, stk. 2, lov om
vandløb § 60 b, stk. 2, og lov om
råstoffer § 33 b, stk. 2, har afholdt til
opfyldelse af dennes forpligtelser.
68
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0069.png
Stk. 2.
Godtgørelse efter stk. 1 af
udgifter til opfyldelse af den
ansvarliges pligt efter de i stk. 1
nævnte love til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere skade efter de stk. 1 nævnte
love, samt afholdte udgifter forbundet
med afhjælpende foranstaltninger
efter denne lov, kan ydes, hvis den
ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
eller
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som
ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Godtgørelse efter stk. 1 af
udgifter til opfyldelse af den
ansvarliges pligt efter de i stk. 1
nævnte love til at afværge den
overhængende fare for en miljøskade
efter de i stk. 1 nævnte love samt
udgifter afholdt til forebyggende
foranstaltninger efter denne lov, kan
ydes hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for miljøskade kan
godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
eller
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
69
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0070.png
instrukser, som skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter.
Stk. 4.
Stk. 2, nr. 3, finder ikke
anvendelse for producenten og
importøren som nævnt i lov om
miljøbeskyttelse § 73 b, stk. 4, lov om
forurenet jord § 38 b, stk. 4, lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug
§ 54 b, stk. 4, og lov om miljø og
genteknologi § 25 b, stk. 4
Stk. 5.
Afgørelse om godtgørelse af
afholdte udgifter, jf. stk. 1, kan alene
ske efter indhentelse af forudgående
statsstøttegodkendelse.
Stk. 6.
Miljøministeren fastsætter
regler om godtgørelsesordningen efter
stk. 1-3, herunder om, hvilke udgifter
der kan godtgøres, om hvem der
træffer afgørelse, om
dokumentationskrav og om klage.«
§ 48.
Krav på dækning af udgifter, jf.
§ 33, stk. 2, og § 35, forældes efter 5 år
fra den dato, hvor foranstaltningerne
er afsluttet, eller hvor den ansvarlige
for den emission eller begivenhed,
som har forvoldt en miljøskade eller
fremkaldt en overhængende fare for
en miljøskade, er blevet identificeret.
Den seneste af disse datoer lægges til
grund.
Stk. 2.
Stk. 1 gælder endvidere for
krav på dækning af en myndigheds
udgifter ved foranstaltninger efter
anden lovgivning, når disse
foranstaltninger kunne være påbudt
gennemført efter lovens kapitel 3 eller
er omfattet af § 47 f eller § 47 g i lov
om beskyttelse af havmiljøet.
Stk. 3.
Krav nævnt i stk. 1 og 2
forældes senest 30 år efter den
emission eller begivenhed, der førte til
en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, medmindre
lovgivningens almindelige regler om
forældelse indebærer, at forældelsen
først indtræder på et senere
tidspunkt.
7.
I
§ 48
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»Stk.
3.
Krav på godtgørelse af
udgifter, jf. § 47, forældes efter 5 år fra
den dato, hvor foranstaltningerne er
afsluttet, eller hvor den ansvarlige for
den emission eller begivenhed, som
har forvoldt en miljøskade eller
fremkaldt en overhængende fare for
en miljøskade, er blevet identificeret.
Den seneste af disse datoer lægges til
grund.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
70
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0071.png
§ 48.
…
Stk. 2.
…
Stk. 3.
Krav nævnt i stk. 1 og 2
forældes senest 30 år efter den
emission eller begivenhed, der førte til
en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, medmindre
lovgivningens almindelige regler om
forældelse indebærer, at forældelsen
først indtræder på et senere
tidspunkt.
8.
I
§ 48, stk. 3,
der bliver stk. 4,
ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
§2
I lov om miljøbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1218 af 25.
november 2019, som senest ændret
ved § 1 i lov nr. 808 af 9. juni 2020,
foretages følgende ændringer:
§
73 b.
…
Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, uanset hvordan
skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3.
…
Stk. 4.
…
Stk. 5.
…
§ 73 d.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden
kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles
1.
I
§ 73 b, stk. 2,
ændres »jf. dog stk.
3 og 4« til: »medmindre stk. 3 og 4
finder anvendelse«.
2.
§ 73 d
ophæves.
71
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0072.png
med en udtrykkelig tilladelse, og som
ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en
miljøskade kan godtgøre, at faren
skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr.
1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for
producenten og importøren som
nævnt i § 73 b, stk. 4 og 5.
§ 73 f.
…
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger
en miljøskade, kan ikke træffes, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold
som nævnt i § 73 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller
3. § 73 d, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger
en overhængende fare for en
miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare
for en miljøskade kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 73 d,
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte
regler om, at kommunalbestyrelsen
skal forelægge et udkast til afgørelse
med henblik på at indhente en
bindende udtalelse fra
miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade,
som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan
desuden fastsætte regler om, at den
bindende udtalelse først kan påklages
som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller
3.
3.
§ 73 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§3
I lov om forurenet jord, jf.
lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts
2017, som ændret ved § 16 i lov nr.
72
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0073.png
278 af 17. april 2018, foretages
følgende ændringer:
§ 38 b.
…
Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, uanset
hvordan skaden eller den
overhængende fare for en skade er
sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3.
…
Stk. 4.
….
Stk. 5.
…
Stk. 6.
…
§ 38 d.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderlige miljøskade gælder ikke, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som
ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en
miljøskade kan godtgøre, at faren
skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr.
1 eller 2.
1.
I
§ 38 b, stk. 2,
ændres »jf. dog stk.
3 og 4« til: »medmindre stk. 3 og 4
finder anvendelse«.
2.
§ 38 d
ophæves.
73
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0074.png
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for
producenten og importøren som
nævnt i § 38 b, stk. 4 og 5.
§ 38 f.
…
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger
en miljøskade, kan ikke træffes, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold
som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1-3. § 38
d, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger
en overhængende fare for en
miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare
for en miljøskade kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 38 d,
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren
kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen og regionsrådet
skal forelægge et udkast til afgørelse
med henblik på at indhente en
bindende udtalelse fra ministeren om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade
eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Ministeren kan
desuden fastsætte regler om, at den
bindende udtalelse først kan påklages
som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller
3.
3.
§ 38 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§4
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1165 af 25.
november 2019 foretages følgende
ændringer:
§ 47 b. …
Stk. 2. …
Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som nævnt
i § 47 c, stk. 4, forstås den ansvarlige
for driften, hvis skaden eller den
overhængende fare for en skade
1.
I
§ 47 b, stk. 3,
ændres »beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter«.
74
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0075.png
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af
den pågældende.
Stk. 4.
…
Stk. 5.
…
§ 47 c.
…
Stk. 2. …
Stk. 3.
…
Stk. 4.
Pligten efter stk. 1 gælder også,
hvis andre erhvervsmæssige
aktiviteter end dem, der er omfattet af
stk. 1 og 3, forårsager en miljøskade
eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og
internationale
naturbeskyttelsesområder som
fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i
miljøskadeloven og miljøskaden eller
den overhængende fare for en
miljøskade skyldes uforsvarlig adfærd
udvist af den pågældende.
Stk. 5.
…
Stk. 6.
…
Stk. 7.
…
§ 47 d.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 47 b, stk. 2, kan godtgøre, at
miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
ansvarlige for driftens egne
aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en tilførsel eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som
ikke skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
2.
I
§ 47 c, stk. 4,
ændres »beskyttede
arter og internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter, naturtyper og
levesteder for arter«.
3.
§ 47 d
ophæves.
75
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0076.png
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som
nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder ikke
anvendelse, hvis miljøskaden eller
den overhængende fare for en
miljøskade skyldes enhver større
miljøhændelse som defineret i
offshoresikkerhedsloven.
§ 47 h.
…
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger
en miljøskade forårsaget af en
aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1 eller
3, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at
der foreligger forhold som nævnt i §
47 d, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger
en overhængende fare for en
miljøskade forårsaget af en aktivitet
som nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for
driften kan godtgøre, at der foreligger
forhold som nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1
eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren offentliggør
afgørelsen. Offentliggørelse kan ske
udelukkende digitalt.
Stk. 5.
Miljøministeren kan fastsætte
regler om offentliggørelsen.
4.
§ 47 h, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4-5 bliver herefter stk. 2-3
§5
I lov om vandforsyning m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 22.
februar 2018, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1419 af 17. december 2019,
foretages følgende ændringer:
§ 68 a.
…
Stk. 2.
…
Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som
fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i
miljøskadeloven, som ikke er omfattet
af stk. 2, forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den
1.
I
§ 68 a, stk. 3,
ændres »beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter«.
76
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0077.png
overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af
den pågældende.
§ 68 d.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 68 a, stk. 2, kan godtgøre, at
miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
ansvarlige for driftens egne
aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en begivenhed, der
udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med
betingelserne i en tilladelse eller med
regler, der er så detaljerede, at disse
kan sidestilles med en udtrykkelig
tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som
nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
§ 68 e.
…
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger
en miljøskade forårsaget af en
aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 68 d,
stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der
foreligger en overhængende fare for
en miljøskade forårsaget af en
aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 68 d,
stk. 1, nr. 1 eller 2.
2.
§ 68 d
ophæves.
3.
§ 68 e, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
77
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0078.png
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren
kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge
et udkast til afgørelse efter stk. 1 med
henblik på at indhente en bindende
udtalelse fra miljø- og
fødevareministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade,
som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljø- og
fødevareministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende
udtalelse først kan påklages som led i
en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§6
I lov om husdyrbrug og anvendelse af
gødning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
520 af 1. maj 2019, foretages følgende
ændringer:
§ 54 b.
…
Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, uanset hvordan
skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3.
…
Stk. 4.
…
Stk. 5.
…
§ 54 d.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden
kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
pågældendes egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
1.
I
§ 54 b, stk. 2,
ændres »jf. dog stk.
3 og 4« til: »medmindre stk. 3 og 4
finder anvendelse«.
2.
§ 54 d
ophæves
78
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0079.png
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at de kan sidestilles
med en tilladelse, og som ikke skyldes
egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en
miljøskade kan godtgøre, at faren
skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr.
1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for
producenten og importøren som
nævnt i § 54 b, stk. 4 og 5.
§ 54 f.
…
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger
en miljøskade, kan ikke træffes, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold
som nævnt i § 54 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller
3. § 54 d, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger
en overhængende fare for en
miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare
for en miljøskade kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 54 d,
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren
kan fastsætte regler om, at
tilsynsmyndigheden skal forelægge et
udkast til afgørelse med henblik på at
indhente en bindende udtalelse fra
ministeren om, hvorvidt der foreligger
en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven.
Ministeren kan desuden fastsætte
regler om, at den bindende udtalelse
først kan påklages som led i en klage
over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
3.
§ 54 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§7
I lov om miljø og genteknologi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar
2017 foretages følgende ændringer:
79
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0080.png
§ 25 d.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden
kan godtgøre, at den
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
pågældendes egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en tilladelse, og som ikke skyldes
egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
den overhængende fare for en
miljøskade kan godtgøre, at faren
skyldes forhold som nævnt i stk. 1, nr.
1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for
producenten og importøren som
nævnt i § 25 b, stk. 4.
§ 25 f.
…
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger
en miljøskade, kan ikke træffes, hvis
den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold
som nævnt i § 25 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller
3. § 25 d, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger
en overhængende fare for en
miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare
for en miljøskade kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 25 d,
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Tilsynsmyndigheden
offentliggør afgørelsen.
1.
§ 25 d
ophæves.
2.
§ 25 f, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4-5 bliver herefter stk. 2-3.
80
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0081.png
Offentliggørelse kan ske udelukkende
digitalt.
Stk. 5.
Miljø- og fødevareministeren
kan fastsætte regler om
offentliggørelse.
§8
I lov om vandløb, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1217 af 25.
november 2019 foretages følgende
ændringer:
§ 60 b.
…
Stk. 2.
…
Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som
fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i
miljøskadeloven, som ikke er omfattet
af stk. 2, forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den
overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af
den pågældende.
§ 60 f.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 60 b, stk. 2, kan godtgøre, at
miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, og ikke skyldes
den pågældendes egne aktiviteter eller
3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en tilladelse, og som ikke skyldes
egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
1.
I
§ 60 b, stk. 3,
ændres »beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter«.
2.
§ 60 f
ophæves.
81
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0082.png
driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som
nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
§ 60 g.
…
Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der
foreligger en miljøskade forårsaget af
en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 60 f,
stk. 1.
Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der
foreligger en overhængende fare for
en miljøskade forårsaget af en
aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 60 f,
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte
regler om, at vandløbsmyndigheden
skal forelægge et udkast til afgørelse
efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra
miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade,
som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan
desuden fastsætte regler om, at den
bindende udtalelse først kan påklages
som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller
3.
3.
§ 60 g, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
§9
I lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 124 af 26.
januar 2017, som ændret ved § 3 i lov
nr. 427 af 18. maj 2016 og § 7 i lov nr.
720 af 8. juni 2018, foretages følgende
ændringer:
§ 33 b.
…
Stk. 2. …
Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som
1.
I
§ 33 b, stk. 3,
ændres »beskyttede
arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter eller naturtyper
eller levesteder for arter«.
82
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0083.png
fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i
miljøskadeloven, som ikke er omfattet
af stk. 2, forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den
overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af
den pågældende.
§ 33 f.
Pligten til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre
yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som
nævnt i § 33 b, stk. 2, kan godtgøre, at
miljøskaden
1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt, til trods for at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller
instrukser, som skyldes den
pågældendes egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var
tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er
så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en tilladelse, og som ikke skyldes
egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2.
Pligten til at afværge en
overhængende fare for en miljøskade
gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som
nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2.
§ 33 g.
…
Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der
foreligger en miljøskade forårsaget af
aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 33 f,
stk. 1.
Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der
foreligger en overhængende fare for
en miljøskade forårsaget af aktiviteter
som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan ikke
træffes, hvis den ansvarlige for driften
2.
§ 33 f
ophæves.
3.
§ 33 g, stk. 2 og 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 2.
83
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0084.png
kan godtgøre, at der foreligger forhold
som nævnt i § 33 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljø- og fødevareministeren
kan fastsætte regler om, at
regionsrådet skal forelægge et udkast
til afgørelse efter stk. 1 med henblik
på at indhente en bindende udtalelse
fra miljø- og fødevareministeren om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade
eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljø- og
fødevareministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende
udtalelse først kan påklages som led i
en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 10
I lov om naturbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts
2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 135
af 25. februar 2020 og lov nr. 1057 af
30. juni 2020, foretages følgende
ændringer:
1.
Overskriften til
kapitel 11 a
affattes
således:
»Kapitel 11 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter«
Kapitel 11 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
internationale
naturbeskyttelsesområder
§11
I lov om skove, jf. lovbekendtgørelse
nr. 315 af 28. marts 2019 foretages
følgende ændringer:
1.
Overskriften til
kapitel 8 a
affattes
således:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter«
Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
internationale
naturbeskyttelsesområder
§ 12
84
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0085.png
I lov om jagt- og vildtforvaltning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 265 af 21. marts
2019 foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften til
kapitel 8 a
affattes
således:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter«
Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
internationale
naturbeskyttelsesområder
§ 13
I lov om beskyttelse af de ydre koge i
Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse
nr. 123 af 26. januar 2017 foretages
følgende ændringer:
1.
Overskriften til
kapitel 9 a
affattes
således:
»Kapitel 9 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter«
Kapitel 9 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
internationale
naturbeskyttelsesområder
§ 14
I lov om fiskeri og fiskeopdræt
(fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 261 af 21. marts 2019, som ændret
ved § 1 i lov nr. 558 af 7. maj 2019 og §
1 i lov nr. 559 af 7. maj 2019, foretages
følgende ændringer:
1.
Overskriften til
kapitel 3 a
affattes
således:
»Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
naturtyper eller levesteder for arter«
2.
I
§ 10 c
ændres »beskyttede arter
og internationale
naturbeskyttelsesområder« til:
»beskyttede arter og naturtyper og
levesteder for arter«.
Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede arter eller
internationale
naturbeskyttelsesområder
§ 10 c.
Ministeren for fiskeri og
ligestilling fastsætter regler om
forebyggelse og anmeldelse af en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede
arter og internationale
naturbeskyttelsesområder i
forbindelse med udøvelse af
erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til
85
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 704: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af miljøskadeloven, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love
2240994_0086.png
gennemførelse af direktiv om
miljøansvar, for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, herunder om
1) underretnings- og oplysningspligt
for den ansvarlige for driften i tilfælde
af en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade,
2) meddelelse af påbud til den
ansvarlige for driften om indsendelse
af oplysninger, som har betydning for
vurderingen af, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, herunder
påbud om at foretage undersøgelser,
analyser af stoffer og lign. med
henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningerne af en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade,
og
3) klage over afgørelser, herunder om
klageberettigede.
86