Pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer
Dansk landbrug forpligter sig til ansvarlig og afskovningsfri soja
Dansk landbrug skærper kravene til produktion af ansvarlig soja: Senest i 2025 skal soja, der
købes til foder af dansk landbrug, være ansvarligt produceret, verificeret og afskovningsfrit.
Landbruget peger samtidig på behovet for europæiske løsninger.
Danske landmænd er kendt verden over som nogle af de dygtigste og helt i front på
bæredygtighed, og nu går et samlet dansk landbrugserhverv endnu mere aktivt ind i at støtte
produktionen af bæredygtig soja.
Helt konkret sætter landbruget fælles, forpligtende mål for indkøb af soja og udbygger dermed
erhvervets hidtidige sojapolitik. Det skal sikre, at al den soja, der købes til foder i dansk landbrug,
senest i 2025 er 3. parts verificeret og dyrket ansvarligt og bæredygtigt, for eksempel i forhold til
afskovning. Soja dyrkes rundt om i verden under meget forskellige forhold.
- Det er et stærkt skridt, det samlede erhverv i Danmark nu tager, siger Flemming Nør-Pedersen,
direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.
- Vi vil skabe reelle og varige forandringer i de lande, hvor sojaen produceres. Det gør vi ved at
stille krav om blandt andet afskovningsfri dyrkning og verificering. Det er ikke alene ambitiøst, det
giver også den mest bæredygtige løsning på den lange bane, siger Flemming Nør-Pedersen.
Dansk landbrug aftager 0,5 procent af verdens soja
Soja er en væsentlig ingrediens i dyrenes foder, fordi den er meget proteinrig. Det er de samme
gode ernæringsmæssige egenskaber, der også gør soja til en vigtig ingrediens i en række
fødevarer, især plantebaserede produkter.
I dag aftager dansk landbrug cirka 0,5 procent af verdens samlede produktion af soja, svarende til
cirka 1,5 millioner tons.
- I Danmark aftager vi mindre end én procent af verdens sojaproduktion. Derfor kan den danske
indsats ikke stå alene. Det er nødvendigt med europæiske og internationale løsninger og aftaler. Vi
opfordrer derfor regeringen til at arbejde for krav om ansvarlig og afskovningsfri importer på EU-
plan og internationalt. Vi opfordrer også regeringen til at gå i dialog med producentlandene og
samarbejde med dem om ansvarlig sojaproduktion, siger Flemming Nør-Pedersen.
Landbrug & Fødevarer støtter derfor også selv aktivt fælles europæiske løsninger. Det sker via den
europæiske foderbranche FEFAC, hvor den danske landbrugsbranche aktivt kan være med til at
videreudvikle de fælles europæiske ansvarlighedskrav i FEFAC, blandt andet vedrørende