Brev til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg forud for
deputation d. 05.02.20
Det seneste år har den danske eksport af smågrise været underlagt kritik i den offentlige og politiske
debat, og det er bl.a. kommet frem, at Fødevarestyrelsens kontroller har været mangelfulde. På den
baggrund blev der i juli 2018 udarbejdet en redegørelse om sanktionering ifm. kontrollen af
dyretransporter. Denne redegørelse førte til en politisk aftale vedtaget i december 2018, som er blevet
implementeret i løbet af sommeren 2019.
Det er i både producenternes, importørernes og forbrugerenes interesse, at produktionen bag- og
transporten af levende dyr sker efter dansk lovgivning, der lever op til de høje danske standarder for
dyrevelfærd, etik og kvalitet, som vi er kendt for på den internationale eksportscene.
Implementeringen af den politiske aftale fra juli 2018 har dog medført en række uhensigtsmæssige
virkninger for såvel dyrevelfærden som eksportørernes rammevilkår. Derfor anbefaler SamMark
følgende tiltag til en mere hensigtsmæssig kontrolpraksis, som er til gavn for både dyr, producenter og
eksportører – og som ikke resulterer i en afvikling af et stort og vigtigt eksportområde for Danmark:
1. Indsendelse af data vedr. eksporten 16 åbningstimer før afgang i stedet for de nuværende 48-64
timer før afgang
2. Kompetenceflytning til respektive udførende dyrlæger, således disse kan godkende transporter
ved tilfælde af at der opstår uhensigtsmæssige hændelser ifm. transporten
3. Lettelse af administrationen ved gentagende ture – således der fremadrettet udelukkende skal
afleveres en retur logbog
4. Skelnen mellem uagtsomhed og forsætlighed, når eventuelle overtrædelser opdages.
Dansk eksport af smågrise
Danmark er en stærk svinenation, og den positive efterspørgsel på danske kvalitetsprodukter fra vigtige
eksportmarkeder udgør et essentielt bidrag til den danske økonomi. Kun overgået af Nederlandene har
Danmark den næsthøjeste bestand af svin pr. km landbrugsareal sammenlignet med resten af EU. Det
er derfor ikke overraskende, at Danmark i disse år oplever en historisk høj efterspørgsel fra
udenlandske markeder på svin, såvel svinekød som levende svin til slagte- eller avlsbrug. Særligt den
danske eksport af levende smågrise er i stor vækst disse år. I 2018 blev over 14 mio. danske smågrise
eksporteret til udenlandske landmænd i særligt Holland, Tyskland og Syd- og Østeuropa, hvor grisene
vokser færdigt og fedes op frem til slagtning.
Den danske eksport af smågrise forløber sig over fire faste processer:
1. Salg
-
Der aftales pris og handelsvilkår mellem producent, mellemhandler(e) og køber(e)
-
Der foretages i den forbindelse noteringer ift. hvorvidt der er tale om slagtning eller eksport
-
Der laves aftale med transportør(er)