NOTAT
Fødevarestyrelsen
J.nr. 2020-14-161-00061
Ref. JANBA
Den 24. januar 2020
Notat om evalueringen af den politiske aftale om styrket
kontrol af dyretransporter
Problemstilling
Der skal jf. den politiske aftale om styrket kontrol af dyretransporter foretages en evaluering af de
forskellige indsatser. Fødevarestyrelsen har i 2019 igangsat implementeringen af aftalens i alt 27
indsatser. På baggrund af styrelsens erfaringer samt bemærkninger fra forskellige interessenter
anbefales en række justeringer til den hidtidige implementering. Der skal tages politisk stilling til
styrelsens anbefalinger.
Baggrund
Den 18. december 2018 indgik den daværende regering (VLAK) og Dansk Folkeparti en politisk aftale
om styrkelse af kontrollen med dyretransporter.
Med aftalen blev kontrollen af dyretransporter med grise gjort mere sammenhængende og styrket
betragteligt. Det indebar blandt andet et øget antal indladningskontroller, mere tid til at udføre
kontrollen samt en mere risikobaseret kontrol.
Formålet var at sikre bedre regelefterlevelse og dermed højere dyrevelfærd. Et formål var også at
forbedre Fødevarestyrelsens mulighed for at tilrettelægge og gennemføre sin kontrol.
Centrale indsatser i den politiske aftale
1
er 1) håndhævelse af todagesfristen for indsendelse af
logbøger samt krav om ny logbog, hvis virksomhederne ønsker ændringer i en indsendt logbog, 2) en
forøgelse af antallet af indladningskontroller af eksportbilen fra 100 om året til 250 om måneden fra 1.
juli 2019 og året ud, 3) 50% øget synstid i forbindelse med kontrollen af grises transportegnethed i en
tre måneders periode samt 4) udvikling og anvendelse af en risikomodel til udpegning af
indladningskontrollerne.
Den politiske aftale har styrket kontrollen med dyretransporter af grise og Fødevarestyrelsen vurderer
overordnet set, at dyrevelfærden for grise under transport er forbedret. Det underbygges af
spørgeskemaundersøgelser foretaget af både Fødevarestyrelsen og Den Danske Dyrlægeforening.
Således vurderer Fødevarestyrelsen, at de forskellige indsatser overordnet set har forbedret
Fødevarestyrelsens mulighed for at tilrettelægge og gennemføre sin kontrol. Det gælder både
logbogskontrollen, transportegnethedssynet og indladningskontrollen.
1
Status for alle 27 indsatser i den politiske aftale fremgår af bilag 1.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk