Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 389
Offentligt
2158075_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2020-1500
Den 3. marts 2020
Til udvalgets orientering fremsendes hermed bilag 2 og 3 vedr. orientering om en mindre fejl i
beregningen af indeksværdien for planter i vandløb.
Der er behov for at justere de beregninger af indeksværdien for planter i vandløb, som Aarhus
Universitet stiller til rådighed for Miljøstyrelsen. Indeksværdien anvendes dels til at vurdere
miljøtilstanden for vandløb, dels til at vurdere risikoen for manglende målopfyldelse i 2027, såfremt
der ikke gennemføres yderligere fysiske indsatser i vandområderne. Justeringen påvirker en mindre
del af data, som er leveret brug for vandrådenes arbejde i 2020 og i basisanalysen 2019.
Baggrunden for justeringen er, at arten vandranunkel var gledet ud i forbindelse med kvalitetssikring
af data inden beregningen af Dansk Vandløbsplante Indeks (DVPI). Vandranunkel har derfor ikke
indgået i DVPI-indeksberegningen. Den indeksværdi, som Miljøstyrelsen har benyttet til
tilstandsvurderingerne i vandrådsarbejdet og til basisanalysen 2019, skal derfor justeres. Det betyder
konkret, at 20 vandområder - med en samlet længde af ca.113 km vandløb ud af 18.500 km - skal
justeres i forhold til vurderingerne i basisanalysen til brug for vandområdeplaner 2021-27. Det har
endvidere betydning for, hvorvidt vandrådene kan forslå fysiske indsatser i disse vandområder. De 113
km vandområder er beliggende i Jylland og for disse ændres vurderingerne på følgende måde:
-
-
5 vandområder ændres
fra ”ikke i risiko” til ”i risiko” for manglende målopfyldelse (20 km)
15 vandområder ændres
fra ”i risiko” til ”ikke i risiko” for manglende målopfyldelse (93 km)
./.
Derudover betyder justeringen, at en række vandområder vil få en anden tilstandsvurdering, som dog
udelukkende har betydning for fordelingen af vandområder i forskellige tilstandsklasser og ændrer
ikke ved om vandrådene kan indberette forslag til fysiske indsatser for de pågældende vandområder
(se bilag 3).
Miljøstyrelsen har på nuværende tidspunkt foretaget konsekvensrettelser, således at de korrekte
tilstands- og risikovurderinger fremgår af IT-værktøjet til vandrådsarbejdet fra primo uge 8, og for
basisanalysens WebGIS samt vandplandata.dk fra primo uge 11.
./.
Departementet har modtaget en redegørelse fra Aarhus Universitet (bilag 2), der beskriver fejlen
nærmere.
Lea Wermelin
/
Peter Østergård Have
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk