Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 353
Offentligt
2149714_0001.png
7. februar 2020
Til Miljø- og Fødevareudvalget
I Danske Træindustrier og Træ- og Møbelindustrien er vi meget optaget af, hvordan
samfundet får størst gavn af skovene. Dvs. hvordan vi både sikrer en positiv udvikling for
biodiversiteten, opnår god grundvandsbeskyttelse og gode muligheder for rekreative
udfoldelser
samtidig med at vi har en bæredygtig produktion af klimavenlige
træprodukter.
Vi bakker op om Folketingets ambitioner om at sikre biodiversiteten, men er bekymrede
for træindustriens adgang til råvarer, hvis store arealer tages ud af produktion til urørt
skov. Det særligt, hvis det besluttes, at betydelige statslige skovarealer med kort varsel
henlægges til urørt skov.
På finansloven er afsat 20 millioner kroner årligt til mere urørt skov i statens skove.
Midlerne kan anvendes til at udlægge flere hektar ny urørt skov eller til at ændre på
indfasnings-perioden for de skove, som allerede er udpeget af den tidligere regering, så
disse skove bliver udlagt hurtigere end oprindeligt planlagt. I den forbindelse vil vi
gerne understrege, at danske savværker, der har satset deres forretning på certificeret
træ fra staten, vil blive hårdt ramt, hvis staten ikke holder ”aftalen” om
overgangsperioden på 10 år. Af hensyn til biodiversiteten giver det samtidig god mening
at forberede arealerne til urørt skov gennem hugsten, fx ved at etablere lysninger.
For os er det vigtigt, at udlæg af urørt skov bliver balanceret, så der sikres en
bæredygtige træproduktion til gavn for samfundets grønne omstilling, og ikke mindst
sikres grundlag for en økonomisk sund træindustri, som skaber et betydeligt antal jobs
især i landets yderområder.
Venligst se vedlagte faktaark med træindustriens synspunkter.
Vi vil gerne bede om foretræde for Miljø- og Fødevareudvalget for at drøfte dette vigtige
emne så snart der måtte være plads i udvalgets kalender.
Med venlig hilsen
Danske Træindustrier:
Næstformand, nåletræ: Peter Jensen
Næstformand, løvtræ: Martin Nyrop-
Larsen
Træ- og Møbelindustrien:
Branchedirektør: Annette Christensen
Info om Danske Træindustrier:
Danske Træindustrier er en forening for den primære træindustri og tæller bl.a. de mest betydende
savværker i Danmark. Danske Træindustrier er en del af Træ- og Møbelindustrien og Dansk Industri
som varetager foreningens sekretariat. Læs mere på
www.dansketraeindustrier.dk