Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 344
Offentligt
Der er store selvmodsigelser i klima- og miljøpolitikken i Danmark.
Enig
–
vi skal tage klimaforandringerne meget alvorligt. Og ja
–
enig
–
vi skal gøre noget nu.
Men vi skal tænke os grundigt om, og så handle forstandigt, hurtigt og effektivt.
Højere temperaturer i Danmark og i verden er en kendsgerning, stærkt stigende nedbørsmængder nogle
steder, ekstrem tørke andre steder, stigende havspejl, jo
–
vist
–
forandringerne i klimaet bliver tydeligere
for hver dag, der går. Så der skal sættes en stor indsats i gang, ikke alene i Danmark, men over hele verden.
Men vi må starte med os selv. Her har vi den største indflydelse.
Men det er bestemt ikke lige meget, hvad vi gør her i Danmark. Vi lever ikke under en osteklokke og vores
handlinger skal ses og forstås i et globalt perspektiv. Jeg vil derfor i det følgende prøve at gennemgå nogle
af de konsekvenser, som forskellige forslag fører med sig, når vi fører det lokale ind i det globale.
Lige en ting først. Verdens befolkning stiger med ca. 250.000 mennesker pr. dag, altså hver dag året rundt. I
de fem minutter, det tager at læse dette indlæg, stiger befolkningstallet med knap 1.000 mennesker. De
skal alle have noget at spise. Samtidig rykker vel ligeså mange fra et liv i fattigdom op i middelklassen. Også
dette øger behovet for fødevarer.
Så vi må ikke glemme behovet for at producere stadig flere fødevarer.
Vi skal plante mere skov, siger man. Det er rigtigt, at skovene binder CO2. Især når træerne når en vis
størrelse. CO2-bindingen i begyndelsen efter træernes udplantning er meget lille. Og træerne skal plantes,
ikke alene fremkomme ved en selvforyngelse med frøkast fra andre træer; det tager alt for lang tid. Og der
er stor forskel på træer. Vi må holde op med at plante så mange løvtræer. Forskellige typer af nåletræer
vokser meget hurtigere til, binder derfor meget hurtigere CO2 og i langt større mængde, og giver meget
hurtigere træ, der kan bruges til tømmer. Når huse og andre bygninger laves af eller med træ, bindes den
CO2, der er i træet, i generationer, ja
–
så længe huset står.
Vi skal ikke plante skov, der skal stå urørt, ligesom vi ikke må opgive rationel skovdrift. Hvis vi stopper med
at udtage træ til tømmer og affaldstræ til flis, som kan bruges til grøn varme, og i stedet lader træerne falde
af sig selv, og derefter rådne op på skovbunden, vil der med tiden indtræde en balance, hvor den mængde
CO2, som skovens træer binder, mens de gror, bliver lig med den mængde CO2, der frigives, når de rådner
op. Vi opnår altså ingen positiv klimaeffekt af urørt skov i det lange løb. Tværtimod.
Når vi planter ny skov i Danmark, sker det næsten altid på landbrugsjord. Det betyder i første omgang, at
den store CO2-binding, der normalt sker i korn og raps, der hvert år vokser på landbrugsjorden,
øjeblikkeligt ophører, og der herefter går adskillige år, inden de plantede træer bliver så store, at deres
binding af CO2 bliver af en sådan størrelse, at det virkelig betyder noget.
På landbrugsjorden i Danmark dyrkes mange forskellige afgrøder, heraf rigtig meget korn til fødevarer, til
foder, og til andet brug. Samtidig producerer korn, raps og frøgræs en stor mængde halm, der kan bruges til
energi i fjernvarmen, til fremstilling af foder, til strøelse og til fremstilling af ethanol og bioolier. Og korn og
halm kommer igen på marken hvert år, år efter år. Og halmen ligger lige uden for vores dør, lige til at samle
op, og der skal ikke bruges energi på at transportere den over lange afstande. Så det er ægte grøn energi,
der kommer, samtidig med, at vi
–
meget effektivt
–
producerer fødevarer på en meget bæredygtig måde.
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 344: Henvendelse af 9/2-20 fra Hans Otto Sørensen, Skærbæk, vedrørende klima- og landbrugspolitikken
Hvis vi tager landbrugsjord ud af dyrkning i Danmark, og dermed stopper produktionen af fødevarer på
disse arealer, stopper vi med det også produktionen af vort eget biobrændsel, vel at mærke det bedste
biobrændsel.
De fødevarer, der ikke længere produceres på de udtagne marker, skal så produceres andre steder. Dette
kan
–
stort set - kun gøres på to måder, som begge kommer i spil. Produktionen skal øges på de
tilbageblevne arealer gennem højere anvendelse af indsatsstoffer, (læs mere fossil energi) og gennem
opdyrkning af flere naturarealer og fældning og dyrkning af regnskove i Sydamerika og i Afrika. Selv ved en
stor forbedring af den i disse områder hidtidigt anvendte teknik og dyrkningspraksis, ved jeg fra mere end
15 års egen erfaring i Afrika, at de typisk skal bruge dobbelt så mange hektarer, som der bruges i
Nordeuropa og Danmark for at høste det samme udbytte.
Så dette betyder, at når vi udtager en hektar landbrugsjord i Danmark (eller i et andet land i Nordeuropa)
og planter skov, så betyder det fældning og afbrænding af 2
–
3 hektarer af værdifuld skov i troperne eller
opdyrkning af tilsvarende buskområder i Rusland. Så der ryger allerede der med det samme meget mere
CO2 ud i atmosfæren.
Da skovene i øvrigt typisk vokser meget langsommere i det nordiske klima end i troperne, gør det faktisk
forholdet endnu værre. Jeg har selv været med til at plante træer i troperne og har derfor med egne øjne
set, hvordan fyrretræer og eukalyptustræer vokser op til 4 meter om året i det centrale Afrika.
Nu har regeringen besluttet, at der skal udlægges mange flere eftergrøder på agerjorden. Hvis man alene
kigger på det forhold, at ønsket er at mindske udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet, kan der måske
opstilles et regnestykke, der viser en lille (måske meget lille netto) effekt af dette på udvaskningen.
Men det får en anden konsekvens, der ikke er fremgået af debatten. Når næsten halvdelen af Danmarks
dyrkede areal skal have efterafgrøder, som skal stå grønne hen over efteråret, og først skal tilsås med en
egentlig afgrøde om foråret, betyder dette, at højtydende vinterafgrøder, såsom vinterhvede og vinterbyg,
erstattes af mere lavtydende afgrøder, som vårbyg og vårhvede. Som udgangspunkt giver vårafgrøder 2
–
3
tons mindre udbytte pr. hektar end vinterafgrøder, selvfølgelig med visse lokale variationer.
Det betyder, at hvis vi udlægger måske 400.000 hektarer med efterafgrøder i Danmark, som den
socialdemokratiske regering nu vil tvinge igennem, vil det betyde et mindre udbytte af korn på måske
800.000
–
1.000.000 tons. Men verdens forbrug af korn falder jo ikke af den grund. Det bliver ikke mindre,
fordi vi avler mindre i Danmark. Derfor skal der et eller andet sted i verden, fældes noget skov, så der kan
dyrkes korn der for at fylde hullet, som vi efterlader i Danmark.
Samtidig kommer der også til at mangle en tilsvarende mængde protein til fodringen af Danmarks dyr. Det
kan næsten kun komme ved yderligere opdyrkning i Brasilien og dets nabolande, som så anvendes til avl af
sojabønner, som så skal sejles hertil. Og skulle vi mindske husdyrproduktionen i Danmark, vil det jo bare
betyde, at den øges et andet sted, hvor man ikke er så effektiv til at udnytte alle indsatsstoffer.
Når man forstår denne problematik, bliver det jo også lysende klart, at når vi tager jord ud af dyrkning til
brak eller til natur, vil det have den nøjagtig samme effekt. Vi får måske skabt en ny natur i Danmark, men
et andet sted i verden, mistes der så måske dobbelt så meget naturareal.
Lige nu er der kommet et andet forslag fra den socialdemokratiske regering, der får nøjagtig samme effekt.
Socialdemokratiet, bistået af dets støttepartier, vil forbyde gødskning og plantebeskyttelse på de
landbrugsarealer, der er underlagt Naturbeskyttelseslovens § 3. Der er heriblandt måske 20.000 hektar
kulturenge, der netop har opnået deres nuværende fine tilstand gennem den pasning og pleje, herunder
 MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 344: Henvendelse af 9/2-20 fra Hans Otto Sørensen, Skærbæk, vedrørende klima- og landbrugspolitikken
med gødskning og fjernelse af skadelige ukrudtsarter, og velgennemført græsning og høslæt, som
generationer af bønder har gjort. Denne kultur og den dermed forbundne natur vil det fremlagte forslag nu
slå i stykker. Når gødskning og plantebeskyttelse må ophøre, falder kulturengenes produktion i løbet af kort
tid meget voldsomt, og græsningen med produktionsdyr må derefter ophøre. Der vil da blive en langt
lavere produktion, der alene kan holdes i gang med massive offentlige tilskud (læs skattekroner).
Men derudover vil produktionen af kød
–
og især af kvalitetskød
–
falde markant. Da verdens kødforbrug
samtidig
–
af indlysende årsager
–
fortsat stiger markant, kan dette bortfald af danske produktion kun
opfyldes ved en større produktion andre steder i verden. En produktion, der ikke er nær så effektiv som den
danske, og hvor der anvendes hormoner og andre lignende produktionsfremmende stoffer, som vi ikke
anvender på vore breddegrader.
Samtidig vil disse kulturenge totalt ændre karakter, gro til i første omgang i tidsler, skræpper o.l., men
senere blive til udstrakte pile- og ellekrat, så det man ønskede at beskytte, hurtigt forsvinder.
Regeringen har stoppet for udbygningen af biogasanlæg i Danmark. Netop produktion af biogas, og gerne
sammen med anvendelse af halm, af husholdningsaffald, med restprodukter fra fødevareindustrien, kunne
betyde, at en betydelig del af vores tunge transport kunne komme over på CO2-neutral biogas. Men det
stopper man nu udbygningen af.
Så regering og Folketing går i øjeblikket den forkerte vej. Der er alt for mange beslutninger, der kommer til
at vende den gale vej. Vi lever ikke under en osteklokke, og vore handlinger får globale virkninger, og vice
versa.
Så der er ganske mange selvmodsigelser i den førte politik. Der er derfor et meget betydeligt behov for, at
vi nu tænker os grundigt om, inden vi sætter flere ting i værk, ligesom nogle beslutninger bør gå om.
Kun hvis vi gør tingene med omtanke og med forstand, tilsat faglig indsigt, kan vi opnå sikre resultater. Vi
skal tænke tingene ind i en sammenhæng. Vi skal tænke lokalt, men vi skal også sætte det ind i en global
sammenhæng. Så vi må sætte vore valg op i en større sammenhæng. Og derefter handle lokalt.
Her kunne en dansk politik være mere grøn fjernvarme baseret på halm, biogas, affaldstræ, solvarme og
varmepumper, bedre isolering af huse, eldrevne biler og busser, brintdrevne traktorer og lastbiler, bedre
isolering af boliger og bygninger, al husdyrgødning, slam og organisk affald til biogas, nye typer
flybrændstof, større udbytter på de danske marker, nåletræer i stedet for løvtræer og sikkert flere lignende
idéer.
Med venlig hilsen¨
Hans Otto Sørensen