Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 280
Offentligt
2137987_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 17. januar 2020
Sagsnummer: 2020-646
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering grundnotat om Kommissionens delegerede retsakt om ændring
med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/65/EU (RoHS-direktivet) vedrørende undtagelse 41 for bly i loddemateriale og overfladebehandling,
der anvendes i visse håndholdte forbrændingsmotorer (delegeret retsakt).
Formandskabet har anmodet om eventuelle indsigelser fra medlemsstaterne senest den 27. januar 2020.
Den delegerede retsakt vurderes generelt ikke at svække beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen kan derfor støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delegerede retsakt og vil
otte dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Med venlig hilsen
Jesper Wulff Pedersen
Departementet
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 280: Grundnotat om RoHS undtagelse 41 (bilag III) - Delegeret retsakt
2137987_0002.png
Den 14. januar 2020
MFVM 007
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens delegerede retsakt om ændring med henblik på tilpasning til
den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/65/EU (RoHS-direktivet) vedrørende undtagelse 41 for bly i loddemateriale
og overfladebehandling, der anvendes i visse håndholdte forbrændingsmotorer
(delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har den 17. december 2019 fremsendt en delegeret retsakt om ændring med henblik på
tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/65/EU af 8. juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elek-
tronisk udstyr. Retsakten indebærer, at undtagelse 41 om anvendelse af bly i loddemateriale og over-
fladebehandling af elektriske og elektroniske komponenters termineringer og overfladebehandling af
printkort, der anvendes i tændingsmoduler og andre elektriske og elektroniske motorreguleringssy-
stemer, som af tekniske grunde skal monteres direkte på eller i krumtaphuset eller cylinderen af hånd-
holdte forbrændingsmotorer, forlænges i en tidsbegrænset periode. Den delegerede retsakt vurderes
generelt ikke at svække beskyttelsesniveauet i Danmark. Retsakten vurderes ikke at have væsentlige
samfundsøkonomiske, erhvervsøkonomiske eller erhvervsadministrative konsekvenser. Der er tale om
en midlertidig specifik anvendelse af bly i et relativt lukket system. Regeringen kan støtte undtagelsen,
da der endnu ikke findes pålidelige alternativer, som kan substituere bly til denne anvendelse, og da
beskyttelsesniveauet ikke vil være svækket. Regeringen kan derfor støtte, at Rådet ikke gør indsigelse
mod udstedelsen af den delegerede retsakt og vil otte dage fra oversendelsen af nærværende notat
lægge dette til grund.
Baggrund
Kommissionen har den 17. december 2019 fremsendt delegeret retsakt om tilpasning til den tekniske
udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anven-
delsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (RoHS-direktivet).
Kommissionen har vedtaget den delegerede retsakt med hjemmel i RoHS-direktivets artikel 5, stk.1, litra
a), som et delegeret direktiv. Artikel 5 indeholder bestemmelser om tilpasning af direktivets bilag III og
IV til den videnskabelige og tekniske udvikling.
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 280: Grundnotat om RoHS undtagelse 41 (bilag III) - Delegeret retsakt
Den delegerede retsakt er udstedt i henhold til TEUF artikel 290 og kan kun træde i kraft, såfremt Eu-
ropa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for en frist på to måneder, i dette tilfælde indtil
18. februar 2020. Fristen for indsigelse kan forlænges med to måneder efter anmodning fra enten Eu-
ropa-Parlamentet eller Rådet. Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse med absolut flertal.
Rådet træffer beslutning om indsigelse med kvalificeret flertal.
Formandskabet har anmodet om eventuelle indsigelser fra medlemsstaterne senest den 27. januar
2020.
Formål og indhold
RoHS-direktivet giver aktører og virksomheder mulighed for at ansøge om midlertidige undtagelser fra
de begrænsninger, som et stof er underlagt under direktivet. Direktivets bilag III og IV indeholder en
optegnelse over de materialer og komponenter i elektrisk og elektronisk udstyr, til specifikke anvendel-
ser, som er fritaget fra begrænsning i henhold til direktivet.
For at en undtagelse ifølge direktivets artikel 5, stk. 1, litra a) kan optages på bilag III og IV skal det
fastslås, at optagelsen ikke svækker den miljø- og sundhedsbeskyttelse, der ydes efter forordning (EF)
nr. 1907/2006 (REACH), og at en af følgende betingelser er opfyldt:
- Det er ikke teknisk eller videnskabeligt muligt i praksis at eliminere eller substituere dem ved hjælp
af ændringer af udformningen eller materialer og komponenter, der ikke kræver anvendelse af
materialer eller stoffer på listen i bilag II;
- Alternativernes pålidelighed er ikke sikret;
- Den samlede negative miljø-, sundheds-, og forbrugerbeskyttelsesmæssige indvirkning som følge af
substitutionen er større end de samlede miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesmæssige fordele
herved.
Undtagelse 41, for bly i loddemateriale og overfladebehandling af elektriske og elektroniske
komponenters termineringer og overfladebehandling af printkort, der anvendes i tændingsmoduler og
andre elektriske og elektroniske motorreguleringssystemer, som af tekniske grunde skal monteres di-
rekte på eller i krumtaphuset eller cylinderen af håndholdte forbrændingsmotorer, i RoHS-direktivets
bilag III, skulle have været udløbet den 31. december 2018, men eftersom der er blevet indsendt en
ansøgning den 30. juni 2017 om fornyelse af undtagelsen efter proceduren i RoHS-direktivet, er
undtagelsen stadig gyldig, indtil Kommissionen træffer afgørelse i ansøgningen om fornyelse.
Dette gælder nærmere bestemt for de kategorier af elektrisk og elektronisk udstyr, der fremgår af RoHS
bilag I, nr. 6 og 11, dvs. for elektrisk og elektronisk værktøj og andet elektrisk og elektronisk udstyr, der
ikke er dækket af de øvrige kategorier i bilag I.
Håndholdte forbrændingsmotorer kan indgå i produkter som f.eks. motorsave, havetrimmere,
plæneklippere og kompostkværne. Bly tilsættes som legeringselement i loddemateriale og
overfladebehandling, der anvendes i visse forbrændingsmotorer med henblik på at styre smeltepunktet
og fremme lodningerne og de overfladebehandlede komponenters modstandsdygtighed over for høje
temperaturer og vibrationer i motoren.
Kommissionen har vurderet, at undtagelsen kan gives for visse anvendelser i de nævnte kategorier. Det
er vurderingen, at undtagelsen ikke vil svække den miljø- og sundhedsbeskyttelse, der ydes efter
forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH), og kravet i artikel 5, stk. 1, litra a) vurderes at være opfyldt
med henvisning til, at substitution eller eliminering af disse anvendelser er omfattet af undtagelsen ikke
er mulig, da der i øjeblikket ikke forefindes nogen alternativer på markedet, som ville give en
2
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 280: Grundnotat om RoHS undtagelse 41 (bilag III) - Delegeret retsakt
tilstrækkelig grad af pålidelighed. Derfor er det ikke videnskabeligt eller teknisk muligt i praksis at
substituere eller eliminere bly for de pågældende anvendelser på nuværende tidspunkt.
Gyldighedsperioden er fastsat til 24 måneder efter offentliggørelsen af det delegerede direktiv i Den
Europæiske Unions Tidende. Undtagelsen forventes ikke at have nogen samfundsøkonomiske indvirk-
ninger i den gyldighedsperiode, der indrømmes. Den forventes heller ikke at få nogen negativ indvirk-
ning på innovationen på området.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt den delegerede retsakt og kan gøre indsigelse mod den indtil den 18.
februar 2020, hvorefter denne frist kan forlænges med yderligere to måneder. Regeringen er ikke be-
kendt med, at Europa-Parlamentet har udtalt sig om sagen på nuværende tidspunkt.
Nærhedsprincippet
Da der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt, hvor formålet vedrører
realiseringen af det indre marked, finder regeringen, at den delegerede retsakt er i overensstemmelse
med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
RoHS-direktivet er implementeret i dansk ret ved bekendtgørelse om begrænsning af import og salg
samt fremstilling til eksport inden for EU af elektrisk og elektronisk udstyr, der indeholder visse farlige
stoffer (RoHS-bekendtgørelsen).
Konsekvenser
Retsakten er et delegeret direktiv og skal derfor indarbejdes i dansk ret i RoHS-bekendtgørelsen, så
undtagelsen fremgår heraf.
Retsakten har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget. Retsakten skønnes endvidere ikke at have væsentlige samfundsøkono-
miske konsekvenser eller nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Retsakten skønnes at medføre et uændret beskyttelsesniveau i Danmark og EU, idet brugen hidtil ikke
har været begrænset under RoHS-direktivet.
Undtagelsen har en gyldighedsperiode på 24 måneder fra offentliggørelse af det delegerede direktiv i
Den Europæiske Unions Tidende for kategori 1-7, 10 og 11.
Høring
Sagen har været i skriftlig høring i EU Miljøspecialudvalget. Der er ikke modtaget bemærkninger.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Den delegerede retsakt forventes at opnå støtte fra et kvalificeret flertal af medlemsstater.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Der er tale om en midlertidig specifik anvendelse af bly i et relativt lukket system, som har en samlet
uændret miljøvirkning. Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den de-
legerede retsakt, og vil otte dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
3
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 280: Grundnotat om RoHS undtagelse 41 (bilag III) - Delegeret retsakt
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4