Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 122
Offentligt
2103452_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Den 11. november 2019
Sagsnummer: 2019-172
./.
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering grundnotat om Kommissionens forslag til gennemførelsesrets-
akt om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning af ventiler anvendt i bilmotorer i hen-
hold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag).
Forslaget forventes sat til afstemning i REACH-komiteen den 19.-20. november 2019.
Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen agter ikke at støtte forslaget i sin nuværende form, idet man lægger afgørende vægt på, at der
fastsættes krav til godkendelsen, som mindst svarer til de danske arbejdsmiljøkrav. Regeringen lægger endvi-
dere afgørende vægt på, at forslaget og betragtningen om konsekvenserne af dommen (T-837/16) enten bli-
ver slettet eller revideret i betydelig grad.
Med venlig hilsen
Jesper Wulff Pedersen
Departementet
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 122: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning af ventiler, bilmotorer, komitésag, fra miljøministeren
2103452_0002.png
Den 7. november 2019
MFVM 941
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anven-
delsen af chromtrioxid til forkromning af ventiler anvendt i bilmotorer i henhold
til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (ko-
mitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af stoffet
chromtrioxid til forkromning af ventiler anvendt i bilmotorer i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslaget giver virksomheden Mahle
(hhv. Mahle Ventiltrieb GmbH (Tyskland) og Mahle Polska Sp. z o.o. (Polen)) tilladelse til fortsat at
anvende stoffet i en periode på 12 år fra vedtagelsesdatoen for gennemførselsretsakten. Forslaget for-
ventes sat til afstemning i REACH-komiteen den 19.-20. november 2019. Sagen forventes ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekven-
ser. Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt
at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres
sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete sag drejer det sig om en specifik
anvendelse af stoffet, hvor der ikke findes alternativer. Ansøgeren har desuden demonstreret, at de
foreslåede risikohåndteringsforanstaltninger generelt er tilstrækkelige til at sikre arbejdstagere og
den generelle befolkning via miljøet med undtagelse af en enkelt arbejdsproces, hvor de anvendte risi-
kohåndteringsforanstaltninger ikke vurderes tilstrækkelige. En nyligt afsagt dom (T-837/16) i en god-
kendelsessag om to blychromatpigmenter har fastslået, at Kommissionen på visse punkter havde til-
sidesat betingelserne for godkendelse ved at foreslå betingelser, der havde til formål at udbedre util-
strækkeligheder ved ansøgningen. I det konkrete forslag til gennemførelsesretsakt har Kommissionen
beskrevet, hvordan den har taget højde for dommens elementer, men regeringen er ikke enig med
Kommissionens vurdering. Da der i den konkrete gennemførselsretsakt ikke er tvivl om, at der ikke
findes egnede alternativer til den specifikke anvendelse, er betragtningen desuden overflødig. Rege-
ringen agter på den baggrund ikke at støtte forslaget i sin nuværende form, idet man lægger afgø-
rende vægt på, at der fastsættes krav til godkendelsen, som mindst svarer til de danske arbejdsmiljø-
krav. Regeringen lægger endvidere afgørende vægt på, at forslaget og betragtningen om konsekven-
serne af dommen (T-837/16) enten bliver slettet eller revideret i betydelig grad.
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 122: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning af ventiler, bilmotorer, komitésag, fra miljøministeren
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid til forkromning af ventiler anvendt i bilmotorer i henhold til Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).
Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8. Afstemning skal herefter ske i henhold
til artikel 133, stk. 3, i REACH-forordningen, som henviser til forskriftproceduren i artikel 5 i Rådets
afgørelse 1999/468/EF. Forskriftproceduren er nu erstattet af undersøgelsesproceduren i henhold til
artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 182/11, jf. dennes artikel 13, stk. 1, litra c).
Ved kvalificeret flertal i komitéen vedtager Kommissionen forslaget. Hvor der hverken er kvalificeret
flertal for eller imod i komitéen, kan Kommissionen ikke vedtage forslaget, idet basisretsakten anses for
at bestemme, at forslaget ikke kan vedtages, når der hverken er kvalificeret flertal for eller imod. Kom-
missionen kan dog vælge enten at forelægge forslaget for en appelkomité inden for 1 måned eller at
forelægge et revideret forslag for komitéen inden for 2 måneder. Det samme gælder, hvor der er kvalifi-
ceret flertal imod i komitéen, og hvor Kommissionen vurderer, at foranstaltningerne er nødvendige. I
appelkomitéen kan Kommissionen vedtage forslaget i tilfælde af kvalificeret flertal for, samt hvor der
hverken er kvalificeret flertal for eller imod forslaget.
Forslaget forventes sat til afstemning i REACH-komiteen den 19.-20. november 2019.
Formål og indhold
REACH-forordningens afsnit VII indeholder en godkendelsesordning for særligt problematiske stoffer.
Godkendelsesordningens formål er at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, samtidig med
at det sikres, at risici i forbindelse med særligt problematiske stoffer er tilstrækkeligt kontrolleret, og at
disse stoffer efterhånden erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier, hvis disse er økonomisk
og teknisk levedygtige, jf. REACH artikel 55.
Processen med udfasning af særligt problematiske stoffer starter allerede ved optagelsen af stoffet på
kandidatlisten. Her starter en del virksomheder arbejdet med at skifte til bedre alternativer. Udfasnings-
processen fortsættes ved optagelse på REACH-forordningens bilag XIV (fortegnelse over stoffer, der
kræver godkendelse), hvorefter flere virksomheder forventes at udfase stofferne. I sidste ende skal de
virksomheder, der stadig har et behov for markedsføring eller anvendelse af stofferne, ansøge om og få
godkendelse hertil, idet de skal dokumentere tilstrækkelig kontrol af risici, eller at de socioøkonomiske
fordele opvejer risici.
Forordningens bilag XIV opregner de stoffer, for hvilke der kræves en godkendelse, før de kan markeds-
føres eller anvendes efter den såkaldte ”solnedgangsdato” (dvs. den dato, hvor anvendelse skal ophøre,
med mindre der er indsendt en ansøgning om godkendelse). I ansøgningen om godkendelse af fortsat
markedsføring eller anvendelse skal virksomheden godtgøre, at stoffet kan anvendes sikkert, og at der
ikke findes egnede alternativer. I de tilfælde hvor behandling af sagen er påbegyndt efter solnedgangs-
datoen, gives godkendelsen fra vedtagelsesdatoen jf. f.eks. REACH Afsnit VII.
Forslaget til gennemførelsesretsakten vedrører en forvaltningsafgørelse, hvorefter Kommissionen træf-
fer afgørelse vedrørende ansøgning fra virksomheden Mahle (hhv. Mahle Ventiltrieb GmbH (Tyskland)
og Mahle Polska Sp. z o.o. (Polen)) samt virksomheder, der aftager deres produkter, om fortsat anven-
delse af op til 50 tons om året af chromtrioxid:
1.
Til forkromning af ventiler anvendt i bilmotorer.
2
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 122: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning af ventiler, bilmotorer, komitésag, fra miljøministeren
Mahle fremsendte den 18. maj 2018 ansøgning om godkendelse af chromtrioxid til ovennævnte anven-
delser. Ansøgningen har i henhold til procedurerne i REACH-forordningen været behandlet af det Eu-
ropæiske Kemikalieagentur, ECHA, i udvalgene for risikovurdering, RAC, og socioøkonomisk vurdering,
SEAC, som den 21. februar 2019 har afgivet følgende udtalelser:
o
RAC
konkluderede, at der ikke kan fastsættes en nedre grænse for, hvornår stoffet er
kræftfremkaldende. Udvalget konkluderede endvidere, at de risikohåndteringsforanstaltninger og
anvendelsesforhold, som er beskrevet i ansøgningen, er passende og effektive i forhold til at
begrænse risikoen for arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet under forudsætning af
overholdelse af disse samt gennemførsel af målinger af arbejdstageres udsættelse for stoffet samt
udledning til miljøet, og at resultaterne herfra anvendes til at evaluere, om
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er effektive.
SEAC
konkluderede, at der ikke på nuværende tidspunkt vurderes at være alternative stoffer eller
teknologier, som er teknisk og økonomisk gennemførlige for ansøgeren. SEAC har desuden
konkluderet, at ansøgeren har påvist, at de socioøkonomiske fordele opvejer de risici for menneskers
sundhed eller miljøet, der følger af anvendelsen af stoffet.
o
På grundlag af analysen af alternativer mv., som ansøgeren har udarbejdet, anbefaler Kommissionen, at
der gives en godkendelse med en frist for fornyet vurdering på 12 år fra vedtagelsesdatoen af gennem-
førselsretsakten for den beskrevne anvendelse under forudsætning af anvendelse af de risikohåndte-
ringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, som ansøgeren har beskrevet. Derudover er det en forud-
sætning for godkendelsen, at ansøgeren gennemfører overvågning af arbejdstagernes udsættelse for
stoffet samt udledning til miljøet, og at resultaterne herfra anvendes til at evaluere, om risikohåndte-
ringsforanstaltninger og anvendelsesforhold er effektive.
I marts 2019 er der faldet dom i en sag (T-837/16), hvor Sverige har stævnet Kommissionens gennem-
førelsesafgørelse om godkendelse af to blychromatpigmenter. Sverige har anført, at der forelå oplysnin-
ger om mulige alternativer til de beskrevne anvendelser, og at den tildelte godkendelse derfor var i strid
med godkendelsesordningen. Danmark, Finland og Europa-Parlamentet intervenerede i sagen til støtte
for Sverige, mens ECHA støttede Kommissionen. I marts 2019 har retten afsagt dom i sagen og har givet
Sverige medhold. Af rettens dom fremgår blandt andet, at Kommissionen ikke må forsyne godkendelsen
med betingelser, der sigter på at udbedre utilstrækkeligheder/mangler ved den foreliggende analyse af
alternativer. Kommissionen har i maj 2019 appelleret dele af dommen, herunder de dele, der berører
bevisbyrden i analysen af alternativer, Kommissionens mulighed for at foretage egne skøn samt mulig-
heden for at tilføje betingelser til godkendelsen for at udbedre utilstrækkeligheder ved ansøgningen. I
det konkrete forslag til gennemførelsesretsakt har Kommissionen indsat en betragtning med de krite-
rier, som Kommissionen har lagt til grund for at vurdere den teknologiske og økonomiske egnethed af
alternativer i den konkrete godkendelsessag.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget til gennemførelsesretsakt.
Det bemærkes dog, at Europa-Parlamentet har vedtaget resolutioner, hvor flere af Kommissionens for-
slag til godkendelser kritiseres for ikke at leve op til dommen vedrørende Kommissionens godkendelse
af blychromatpigmenter.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens
vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
3
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 122: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning af ventiler, bilmotorer, komitésag, fra miljøministeren
2103452_0005.png
Gældende dansk ret
Kommissionens forslag til godkendelsen er ikke relevant i forhold til dansk lovgivning, da den kun ved-
rører anvendelse uden for Danmark.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget. Forslaget skønnes ikke at medføre væsentlige samfundsøkonomiske kon-
sekvenser. Forslaget vurderes ikke at medføre nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark, da stoffet ikke gen-
findes i færdige produkter.
Høring
Forslaget har været i skriftlig høring i EU Miljøspecialudvalget.
Fagbevægelsens Hovedorganisation støtter regeringens holdning, men mener, at en eventuel godken-
delse kun bør være for en kort årrække (maksimalt 3 år), og at en godkendelse for 12 år er uacceptabel,
da det vil mindske incitamenter for substitution, og at der desuden savnes en begrundelse for en review-
periode på 12 år.
Det Økologiske Råd kan ikke støtte Kommissionens forslag, idet ansøgningen ikke i tilstrækkelig grad
dokumenterer, at arbejdet kan foregå fuldt forsvarligt, og idet foranstaltningerne hverken lever op til
dansk eller europæisk arbejdsmiljølovgivning. Det Økologisk Råd finder endvidere, at godkendelsespe-
rioden er for lang.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at der vil være et kvalificeret flertal af medlemsstater, som vil støtte forslaget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at de særligt problematiske stoffer, som er prioriteret og optaget
på REACH, Bilag XIV, som udgangspunkt skal erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier,
hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige. Indtil dette kan opnås, skal risici ved fortsat anvendelse
være tilstrækkeligt kontrolleret, eller de socioøkonomiske fordele ved fortsat brug skal opveje eventuelle
risici for mennesker og miljø.
Forslaget til gennemførelsesretsakt tager udgangspunkt i, at ansøgeren skal overholde de generelle krav
i REACH om kontrol af risici for mennesker og miljø samt gældende arbejdsmiljø- og miljøkrav. Rege-
ringen finder, at risici generelt er kontrolleret med undtagelse af en enkelt arbejdsproces, hvor risici for
arbejdstagere overstiger et acceptabelt niveau, og at de pålagte krav i forslaget ikke i tilstrækkeligt om-
fang vil føre til en reduktion af arbejdstagernes risiko i EU. Regeringen vil derfor lægge afgørende vægt
på, at der for denne arbejdsproces stilles skærpede krav om organisatoriske tiltag, der sikrer fortsat lokal
udsugning ved rutinemæssige åbning af dørene i forbindelse med aktivitetsstop i arbejdsprocessen, og
at der derved fastsættes krav til godkendelsen, som mindst svarer til de danske arbejdsmiljøkrav. Dette
vil også sikre danske virksomheders konkurrenceevne i forhold til øvrige europæiske virksomheder om-
fattet af nærværende godkendelse.
4
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 122: Grundnotat om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning af ventiler, bilmotorer, komitésag, fra miljøministeren
I det konkrete forslag til gennemførelsesretsakt har Kommissionen i en betragtning beskrevet de krite-
rier, som Kommissionen har lagt til grund for at vurdere den teknologiske og økonomiske egnethed af
alternativer i den konkrete sag. Disse kriterier bygger på den argumentation, som Kommissionens har
anvendt i deres appel af dommen i sagen om de to blychromatpigmenter (T-837/16). Det vurderes, at
Kommissionens betragtning kan skabe en uønsket præcedens for fremtidige godkendelser, idet Kom-
missionen anlægger en meget snæver fortolkning af hvorvidt alternativer er egnede. Denne fortolkning
vurderes hverken at leve op til hensigterne med REACH-forordningen eller at leve op til dommen. Da
der i den konkrete gennemførselsretsakt ikke er tvivl om, at der ikke findes egnede alternativer til den
specifikke anvendelse, er betragtningen desuden overflødig.
Regeringen agter på den baggrund ikke at støtte forslaget i sin nuværende form, idet man lægger afgø-
rende vægt på, at der fastsættes krav til godkendelsen, som mindst svarer til de danske arbejdsmiljøkrav.
Konkret stilles der skærpede krav for én arbejdsproces om organisatoriske tiltag, der sikrer fortsat lokal
udsugning ved rutinemæssige åbning af dørene i forbindelse med aktivitetsstop i arbejdsprocessen. Re-
geringen lægger endvidere afgørende vægt på, at forslaget og betragtningen om konsekvenserne af dom-
men (T-837/16) enten bliver slettet eller revideret i betydelig grad.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
5