Fra:
Sendt:
27. november 2019 19:18
Til:
Cc:
Emne:
Rettelse: Tal på anvendelsen af navnelovens muligheder for at lade børn og unge transpersoner
optage navn i tråd med deres kønsidentitet
Kære Social og Indenrigsminister Astrid Krag
Jeg skriver til dig på vegne af FSTB - Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn i lyset
af den seneste debat om en lovgivning, der af hensyn til barnets bedste skal give børn og
unge mulighed for at anmode om et nyt juridisk køn.
I vores forening arbejder vi aktivt for at bedre levevilkår og trivsel for børn og unge
transpersoner. Vi ved fra internationale erfaringer og forskning, at en sådan ordning vil
have en gavnlig effekt på børn og unge transpersoners trivsel og mentale helbred. Vi er
derfor glade for at regeringen behandler emnet med seriøsitet. Da vi fra samme forskning
ved at børn, der tidligt støttes i deres kønsidentitet, oplever øget trivsel og mentalt helbred
i forhold til de der tvinges til at vente, ønsker vi for børnenes bedste at en ordning i givet
fald skal give børnene mulighed for at anmode om et nyt CPR nummer uden
aldersbegrænsning eller andre forsinkende foranstaltninger.
Jeg kan forstå at kritikere af en sådan ordning har rejst bekymringer for hvorvidt det åbner
mulighed for misbrug. I vores forening er vi ikke bekendt med eksempler på misbrug af de
øvrige muligheder der ligger i lovgivningen for at udtrykke sit køn anderledes end det, der
er tildelt ved fødslen.
De øvrige muligheder jeg tænker på her er bekendtgørelse om pas §4 stk 5, der giver
mulighed for X i passet i stedet for M eller F, navnelovens §13 stk 3, der giver mulighed for
at optage et navn fra listen af henholdsvis drenge- og pige-listen modsat det tildelte køn,
samt navnelovens §14 stk 1 og §16 stk 1, der giver mulighed for at optage et navn der
både kan betegne drenge og piger. alle ordninger i øvrigt uden aldersbegrænsning.
Jeg anmoder derfor nu ministeren om du kan bekræfte vores positive indtryk af
lovgivningens anvendelse? At der ikke i nævneværdigt omfang foreligger sager, hvor
bekendtgørelse om pas §4 stk 5 samt navnelovens §13 stk 3 misbruges til at skade børn?
Da navnelovens §13 stk 3 indebærer en vis bureaukratisk proces, med godkendelser
gennem Familieretshuset på baggrund af en vurdering fra enten Rigshospitalet eller
Aalborg universitetshospital, vælger de fleste børn og unge transpersoner vi kender til, at
søge om nyt navn fra listen af navne der både kan betegne drenge og piger. Af hensyn til
debatten anmoder jeg nu om du har mulighed for at oplyse følgende:
Hvor mange børn og unge under 18 skifter fornavn til et, der både kan betegne drenge og
piger?
Til sammenligning:
Hvor mange børn og unge under 18 skifter fornavn til et fra listen af godkendte navne der
betegner det modsatte køn end det barnet er tildelt?