Er det Civilstyrelsens opfattelse/fortolkning af Borgerretsfondens vedtægts afgrænsning af den støtteberettigede personkreds, at fonden kan støtte retssager mod offentlige myndigheder, hvor følgende typer af juridiske personer er sagsøgere: Søgsmålsforeninger, grundejerforeninger, idrætsforeninger, spejderforeninger, beboerforeninger, liberale erhverv såsom frisører, fysioterapeuter og hjemmeplejere organiseret som enten personligt ejede selskaber eller som et ApS? Der ønskes en begrundet redegørelse for Civilstyrelsens opfattelse af personkredsen (fortolkning) med angivelse af fortolkningsfaktorer både for og imod styrelsens fortolkningsresultat for hver enkelt af ovenstående. Der ønskes ikke en gengivelse af styrelsens skønsmæssige vurdering af, om der skal eller ikke skal rejses tilsynssager, kompetenceforhold eller en beskrivelse af andre forhold, der kan indebære, at der ikke kan svares bekræftende eller benægtende på, hvorvidt hver enkelt af ovenstående eksempler falder indenfor eller udenfor styrelsens forståelse af den støtteberettigede personkreds. Det kan f.eks. forudsættes, at en eller en gruppe af borgeres rettigheder beskyttes via de pågældendes retssager, og der er tale om myndigheders potentielle magtmisbrug mv.
Dato: 06-05-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
medier