Fra:
Til:
Cc:
Emne:
Dato:
Vedhæftede filer:
Lisbeth Gro Nielsen
Karin Marcussen
Annette Kornerup - Departementet; Mie Funder
SV: Vurdering af muligheden for frit lejde i relation til stjålne dokumenter fra Rigsarkivet
20. december 2019 15:16:14
image002.gif
image003.png
Kære Karin
Justitsministeriet kan vedrørende muligheden for at etablere en frit lejde ordning i relation til
stjålne dokumenter fra Rigsarkivet oplyse, at Justitsministeriet ikke kan tilslutte sig en sådan
ordning. Begrundelsen er, at der efter ministeriets opfattelse er en række principielle
udfordringer forbundet hermed.
Det er Justitsministeriets opfattelse, bl.a. på baggrund af bemærkninger fra Rigsadvokaten og
Rigspolitiet, at en frit lejde ordning ud fra et generalpræventivt og retshåndhævelsesmæssigt
synspunkt bør være begrundet i mere tungtvejende hensyn end hensynet til at få returneret
stjålne effekter. Det vurderes ikke at være et tilstrækkeligt tungtvejende hensyn over for
modstående hensyn til bl.a. retshåndhævelse af straffelovens bestemmelser om tyveri og hæleri.
Desuden vil etablering af en frit lejde ordning i relation til stjålne dokumenter fra Rigsarkivet
udgøre en betydelig udvidelse af hidtidig praksis, som vil kunne danne præcedens i lignende
fremtidige sager.
Frit lejde ordninger er typisk blevet etableret på våbenområdet i forlængelse af, at
våbenlovgivningen er blevet skærpet på den ene eller anden måde, og hvor der er et
tungtvejende hensyn til at nedbringe mængden af ulovlige våben i omløb. Desuden kan frit lejde
ordninger på våbenområdet være med til at forebygge andre alvorlige former for kriminalitet,
f.eks. drab og drabsforsøg.
Herudover er det Justitsministeriets vurdering, at der ikke kan forventes at være nogen stor
effekt forbundet med etablering af en frit lejde ordning, da stjålne arkivalier typisk vil befinde sig
hos personer, der er bekendt med og har accepteret, at arkivalierne er stjålne. Desuden har en
person, der ønsker at aflevere stjålne arkivalier tilbage, mulighed for f.eks. at fremsende
arkivalierne med post.
Som et alternativ til en frit lejde ordning foreslår Justitsministeriet, at
Kulturministeriet/Rigsarkivet kan offentliggøre en liste over manglende dokumenter fra
Rigsarkivet.
Justitsministeriet står selvfølgelig til rådighed for at drøfte andre initiativer med Kulturministeriet
med henblik på at bringe stjålne dokumenter retur til Rigsarkivet.
Med venlig hilsen
Lisbeth Gro Nielsen
Fg. kontorchef