Kulturudvalget 2019-20
KUU Alm.del Bilag 31
Offentligt
2103512_0001.png
5. november 2019
UDKAST
Forslag
til
lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om
film
1
(Gennemførelse af direktivet om audiovisuelle medietjenester m.v.)
§1
I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts
2019, foretages følgende ændringer:
1.
Lovens
titel
affattes således:
»Lov om radio-
og fjernsynsvirksomhed m.v.”
2.
Fodnoten
til lovens titel affattes således:
”1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-
Tidende 2018, L 303, side 69, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/22/EF af 7.marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse
med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet), EU-
Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.”
3.
§ 2, stk. 1, nr. 4,
affattes således:
”udbud af on demand-audiovisuelle
medietjenester, hvor hovedformålet med
tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, er at udbyde informerende,
underholdende eller oplysende billedprogrammer til almenheden via elektroniske
kommunikationsnet som defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet og -
tjenester.”
4.
I
§ 2
indsættes som
stk. 6:
”Stk.
6.
Ved et billedprogram forstås et sæt levende billeder med eller uden lyd,
der udgør en individuel del, uanset dens længde, inden for en programflade eller et
katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film af spillefilmslængde,
videoklip, sportsbegivenheder, sitcom-serier, dokumentarprogrammer,
børneprogrammer og tv-drama.”
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af
14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af
de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, L 303, side 69.
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
5.
Efter
§ 9
indsættes i kapitel 2:
”Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester
§ 9 a.
En udbyder af en audiovisuel medietjeneste, der hører under et andet lands
myndighed inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, og som leverer en audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra
overholdelse af danske regler inden for det område, der samordnes ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester, selv
om tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan Radio- og tv-nævnet træffe foranstaltninger, der
midlertidigt begrænser adgangen til at levere en audiovisuel medietjeneste, over
for en medietjenesteudbyder, der hører under et andet lands myndighed inden for
Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, i tilfælde
af en åbenlys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af direktivets regler om forbud
mod tilskyndelse til had eller vold eller offentlig opfordring til at begå en
terrorhandling, eller beskyttelse af mindreårige, eller ved fare for folkesundheden
eller den offentlige sikkerhed.
Stk. 3.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvornår de i stk. 2
nævnte foranstaltninger kan træffes.”
6.
I
§ 39, stk. 4, 1. pkt.,
ændres ”Radio-
og tv-foretagender og øvrige
medietjenesteudbydere,”
til: ”Radio-
og tv-foretagender, øvrige
medietjenesteudbydere og udbydere af videodelingsplatformstjenester,”.
7.
§ 42, nr. 2,
affattes således:
”2) At registrere foretagender, som udøver programvirksomhed ved hjælp af
satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede digitale radio- og tv-sendemuligheder,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, samt
medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuel programvirksomhed
omfattet af § 2, stk. 1, nr.
4, og at føre tilsyn med programvirksomheden, jf. § 47.”
8.
I
§ 42, nr. 5,
indsættes efter ”stk. 2”: ”og 3”.
9.
§ 42 a
ophæves, og i stedet indsættes:
Ӥ 42
a.
Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrørende
videodelingsplatformstjenester:
1) At registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og at føre tilsyn
med virksomheden, jf. § 51 a.
2) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven
3) At træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende beskyttelse af
mindreårige og offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold eller had
eller til at begå terrorhandlinger, eller mod indhold med børnepornografi,
racisme eller fremmedhad, jf. § 51 b, stk. 2.
4) At træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmelser vedrørende
identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og produktplacering på
videodelingsplatformstjenester, jf. § 51 b, stk. 3.
5) At træffe afgørelse om indstilling af virksomheden, jf. § 51 c, stk. 1.”
10.
§ 47, stk. 1, 2. pkt.
affattes således:
2
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
”Medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuel
programvirksomhed
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og som hører under dansk myndighed, skal tillige lade
sig registrere hos Radio- og tv-nævnet.”
11.
I
§ 47, stk. 5,
ændres ”stk. 1, 1. pkt.” til ”stk. 1”.
12.
I
§ 48, 2. pkt.
indsættes efter ”regler om beskyttelse af mindreårige”: ”,
herunder om mærkning af programmers egnethed for mindreårige og om
mindreåriges personoplysninger”.
13.
§ 48, 3. pkt.
affattes således:
”Der kan endvidere fastsættes regler om, at programmerne ikke
på nogen måde
må tilskynde til vold eller had af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21
i EU’s charter om grundlæggende rettigheder,
ligesom der kan fastsættes regler
om, at programmerne ikke på nogen måde må fremme terrorisme.”
14.
I
§ 48
indsættes som
stk. 2:
”Stk.
2.
Kulturministeren kan fastsætte bestemmelser om, at
programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger løbende og
gradvis gøres mere tilgængelige for personer med handicap. Kulturministeren kan
endvidere fastsætte bestemmelser om adgang til at klage over, hvorvidt de
foranstaltninger, der er omfattet af 1. pkt., er etableret.”
15.
Efter
§ 49
indsættes:
Ӥ 49 a.
Programvirksomhed ved udsendelse af billedprogrammer må ikke forsynes
med overliggende indslag til kommercielle formål eller ændres uden samtykke fra
de foretagender, der udøver programvirksomheden.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte bestemmelser om fravigelse af kravet om
samtykke i stk. 1.”
16.
Efter kapitel 8 indsættes:
”Kapitel
8 a
Videodelingsplatformstjenester
§ 51 a.
Udbydere af videodelingsplatformstjenester, som hører under dansk
myndighed, skal lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet.
Stk. 2.
Ved en videodelingsplatformstjeneste forstås en tjeneste, hvor
hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, eller en
væsentlig funktion i tjenesten består i at udbyde billedprogrammer, jf. § 2, stk. 6,
brugergenerede videoer eller begge dele til offentligheden, som udbyderen af
videodelingsplatformen ikke har noget redaktionelt ansvar for, med henblik på at
informere, underholde eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet som
defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet og
–tjenester.
Tilrettelæggelsen
af tjenesten fastlægges af udbyderen af videodelingsplatformen, herunder ved brug
af automatiske metoder og algoritmer og navnlig gennem visning, tagging og
sekvensering.
Stk. 3.
Ved en udbyder af en videodelingsplatformstjeneste forstås en fysisk eller
juridisk person, der udbyder en videodelingsplatformstjeneste.
Stk. 4.
Ved en brugergenereret video forstås et sæt levende billeder med eller uden
lyd, der udgør en individuel del, uanset dens længde, som skabes af en bruger og
uploades på en videodelingsplatform af denne bruger eller af enhver anden bruger.
3
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering i henhold
til stk. 1 og regler for, hvornår udbydere af videodelingsplatformstjenester hører
under dansk myndighed, med henblik på gennemførelse af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester. Kulturministeren kan
endvidere fastsætte regler for, hvornår udbud af billedprogrammer,
brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig funktion i en
videodelingsplatformstjeneste i henhold til stk. 2, 1. pkt.
§ 51 b.
For udbydere af videodelingsplatformstjenester, der er omfattet af § 51 a,
stk. 1, gælder §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 i lov om tjenester i informationssamfundet,
herunder visse aspekter af elektronisk handel.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af
videodelingsplatforme omfattet af § 51 a, stk. 1, skal træffe passende
foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold. I den
forbindelse kan kulturministeren fastsætte regler om, at mindreåriges
personoplysninger, som indsamles eller genereres af udbydere af
videodelingsplatforme, ikke må behandles med henblik på kommercielle formål.
Kulturministeren kan endvidere fastsætte regler om, at udbydere af
videodelingsplatforme skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte
offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold eller had af nogen af de grunde,
der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder,
eller
indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar handling i forbindelse med offentlige
opfordringer til at begå terrorhandlinger som fastsat i § 114 jf. § 23 og § 114 e i
straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som fastsat i §
235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme og
fremmedhad som fastsat i § 266 b i straffeloven.
Stk. 3.
Kulturministeren kan endvidere fastsætte regler om identifikation og
indhold af reklamer, sponsorering og produktplacering på
videodelingsplatformstjenester.
§ 51 c.
Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om midlertidig eller endelig
indstilling af virksomheden på en tjeneste omfattet af § 51 a, stk. 1, hvis udbyderen
af videodelingsplatformstjenesten groft eller gentagne gange overtræder loven eller
bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Stk. 2.
En afgørelse truffet efter stk. 1 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges
indbragt for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler som fastsat i medfør af §
51 b, stk. 2, 1. eller 3. pkt. Begæring herom skal fremsættes til Radio- og tv-
nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afgørelsen
skal indeholde oplysninger om adgangen til at kræve domstolsprøvelse og om
fristen herfor. Radio- og tv-nævnet anlægger sag mod den pågældende i den
borgerlige retsplejes former.
Stk. 3.
Retten kan ved sagsanlæg omfattet af stk. 2 ved kendelse bestemme, at
sagsanlæg har opsættende virkning. Såfremt Radio- og tv-nævnets afgørelse
opretholdes ved dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har opsættende
virkning.”
17.
§ 85 a, stk. 1,
affattes således:
”Visning af programmer i fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester, som
indeholder produktplacering, er ikke tilladt.”
18.
I
§ 87, stk. 1, 1. pkt.
indsættes efter ”registrerede foretagender”: ”i henhold til §
47, stk. 1, 1. pkt.”.
4
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
19.
I
§ 93, stk. 1, nr. 6,
indsættes efter ”§ 47, stk. 1 og 2,”: ”eller § 51 a, stk. 1,”.
20.
§ 93, stk. 1, nr. 7,
affattes således:
”7)
tilsidesætter en afgørelse om indstilling af programvirksomheden efter § 42, nr.
5, § 50, stk. 2 eller 3, eller om indstilling af virksomheden efter
§ 51 c, stk. 1,”
§2
I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som ændret senest ved lov nr. 1627 af 26.
december 2013, foretages følgende ændringer:
1.
Som
fodnote
til lovens titel indsættes:
”1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-
Tidende 2018, L 303, side 69.”
2.
§ 19, stk. 1, 1. pkt.,
affattes således:
”Kulturministeren nedsætter Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede
forældre m.fl. og udbydere af audiovisuelle medietjenester, jf. lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, om egnetheden for børn og unge af film,
programmer mv.”
3.
I
§ 19, stk. 1,
indsættes som
3. pkt.:
”Medierådet
kan desuden oplyse og rådgive om børn og unges digitale dannelse,
herunder om børn og unges digitale tryghed, trivsel og rettigheder.”
4.
I
§ 19
indsættes som
stk. 3:
”Stk.
3.
Kulturministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om Medierådets
vejledning af udbydere af audiovisuelle medietjenester m.fl. om egnetheden af
programmer for børn og unge, jf. stk. 1, 1. pkt., herunder regler om adgang for
Medierådet til at træffe afgørelse om vurderinger af egnetheden af programmerne.”
5.
I
§ 21, stk. 2,
indsættes som
2. pkt.:
”Kulturministeren kan endvidere fastsætte regler om, at videogrammer skal
mærkes efter regler om medietjenesteudbyderes, jf. lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, m.fl. mærkning af programmer”.
§3
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
Stk. 2.
Foretagender, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver on
demand-audiovisuel programvirksomhed, og som hører under dansk myndighed, jf.
§ 47, stk. 1, 2. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 10, og som ikke allerede er registrerede hos Radio- og tv-nævnet,
skal lade sig registrere hos nævnet senest den 1. september 2020.
5
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Stk. 3.
Udbydere af videodelingsplatformstjenester, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden udøver virksomhed, og som hører under dansk myndighed, jf. § 51 a i
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed mv., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 16,
og som ikke allerede er registrerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade sig
registrere hos nævnet senest den 1. september 2020.
Stk. 4.
Regler om mærkning af egnetheden af programmer for børn og unge i
bestemmelser fastsat efter § 48, 2. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, finder alene anvendelse på programmer,
hvorom der er indgået eller forlænget aftale om produktion heraf efter den 1.
september 2020 eller indkøb af sådanne programmer efter den 1. september 2020.
6
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
2. Baggrund
2.1. Direktivet om audiovisuelle medietjenester
2.2. Ændringsdirektivet
3. Hovedpunkter i lovforslaget
3.1. Regulering af videodelingsplatformstjenester
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle medietjenester
3.1.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
3.2. Registrering af udbydere af on demand-audiovisuelle medietjenester
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
3.3. Beskyttelse af mindreårige på fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Artikel 6a i direktivet om audiovisuelle medietjenester
3.3.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
3.4. Tilgængelighed af indhold for personer med handicap på fjernsyn og
on demand-audiovisuelle medietjenester
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medietjenester
3.4.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv
7
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold.
Direktivet skal være gennemført senest den 19. september 2020. Vedrørende øvrige
dele af direktivet er der tale om forhold, der ikke kræver lovændring, men som vil
blive gennemført administrativt, herunder ved udstedelse af bekendtgørelser eller
på anden vis, eller forhold, som allerede er implementeret eller opfyldt, herunder
ved etablerede adfærdskodeks.
Herudover er der medtaget forslag om indførelse af regler om registrering af
udbydere af on demand-audiovisuelle medietjenester hos Radio- og tv-nævnet,
justering af filmlovens formålsbestemmelse for Medierådet for Børn og Unge samt
nogle mindre præciserende og redaktionelle ændringer.
2. Baggrund
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018
(herefter
”ændringsdirektivet”)
ændrer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester
(direktiv om audiovisuelle medietjenester) (herefter
”direktivet”).
2.1. Direktivet om audiovisuelle medietjenester
Direktivet om audiovisuelle medietjenester har til formål at sikre den frie
bevægelighed af audiovisuelle medietjenester i EU, beskytte forbrugere samt
fremme kulturel mangfoldighed og mediefrihed. Direktivet indeholder en
minimumsregulering af audiovisuelle medietjenester
–
dvs. fjernsynsudsendelser
og on demand-audiovisuelle medietjenester. Direktivet hviler på følgende
hovedelementer:
Hjemlandskontrol af udbydere af audiovisuelle medietjenester
(afsenderlandsprincippet).
Frihed til at modtage og retransmittere audiovisuelle medietjenester fra andre
medlemsstater (princippet om modtagefrihed/gensidig anerkendelse).
Minimumsharmonisering af regler om blandt andet audiovisuel kommerciel
kommunikation (reklamer, sponsorering, produktplacering mv.), fremme af
europæiske audiovisuelle produktioner og beskyttelse af mindreårige.
Administrativt samarbejde mellem medlemsstater og deres
reguleringsmyndigheder med henblik på at sikre direktivets anvendelse i
praksis.
Da direktivet er et minimumsdirektiv, kan medlemsstaterne kræve, at udbydere af
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester under deres jurisdiktion
overholder mere deltaljerede eller strengere bestemmelser på de områder, der
samordnes ved direktivet.
2.2. Ændringsdirektivet
8
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Med ændringsdirektivet udvides direktivets anvendelsesområde til at omfatte en
regulering af videodelingsplatformstjenester. Ved videodelingsplatformstjenester
forstås i direktivets forstand tjenester, der organiserer audiovisuelt indhold, men
ikke har et redaktionelt ansvar for indholdet. Sociale medietjenester omfattes, hvis
levering af audiovisuelt indhold efter en nærmere vurdering udgør en væsentlig
funktion i den pågældende tjeneste. Direktivet har ikke til formål at regulere
sociale medietjenester som sådan.
Hovedelementer i ændringsdirektivet er:
Regulering af videodelingsplatformstjenester for så vidt angår skadeligt
eller ulovligt indhold og audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer,
sponsorering, produktplacering mv.).
Indførelse af mere ens regler for fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester, herunder regler om procedurer i tilfælde af undtagelser fra
afsenderlandsprincippet og fra princippet om modtagefrihed/gensidig
anerkendelse samt regler om beskyttelse af mindreårige i forhold til
skadeligt indhold.
Krav til fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester om mærkning
af programmers egnethed for mindreårige.
Indførelse af kvoter for europæisk indhold for on demand-audiovisuelle
medietjenester, ligesom der hidtil har været regler om andelen af
europæisk indhold for fjernsyn.
Mere fleksible regler om audiovisuel kommerciel kommunikation (tilladt
reklametid og produktplacering) for at give trængte medieudbydere
mulighed for at øge deres indtjening.
Skærpede krav om, at udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester skal gøre indhold tilgængeligt for personer med handicap.
Det er ikke alle ændringer i direktivet, der kræver lovændring. Nogle af de nye
krav vil blive gennemført i bekendtgørelsesform med udgangspunkt i eksisterende
bemyndigelsesbestemmelser, mens nogle af de nye regler i direktivet (eksempelvis
om tilladt reklametid og produktplacering) ikke giver anledning til at ændre den
danske retstilstand.
3. Hovedpunkter i lovforslaget
3.1. Regulering af videodelingsplatformstjenester
3.1.1. Gældende ret
Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (”radio- og fjernsynsloven”) finder i dag
alene anvendelse på radio, lineært tv (fjernsynsudsendelser) og on demand-
audiovisuelle medietjenester. Radio- og fjernsynsloven indeholder således ikke
nogen regulering af videodelingsplatformstjenester.
9
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
De udbydere af videodelingsplatforme, der med ændringsdirektivet omfattes af
reguleringen af videodelingsplatformstjenester i direktivet om audiovisuelle
medietjenester, er tillige som informationssamfundstjenester omfattet af
reguleringen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000
om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
handel, i det indre marked (”e-handelsdirektivet”).
Disse udbydere er derfor
underlagt de bestemmelser om det indre marked, der er fastlagt i e-
handelsdirektivet, hvis de er etableret i en medlemsstat.
E-handelsdirektivet, der i lighed med direktivet om audiovisuelle medietjenester
bygger på et afsenderlandsprincip funderet på principperne om hjemlandskontrol
og gensidig anerkendelse, er i Danmark gennemført ved lov om tjenester i
informationssamfundet,
herunder visse aspekter af elektronisk handel (”e-
handelsloven”).
Hjemlandskontrol indebærer, at tjenesteudbydere etableret i
Danmark skal overholde de regler, der er fastsat i det danske retssystem, uanset
om tjenesten er rettet mod andre medlemsstater. Omvendt indebærer gensidig
anerkendelse, at danske myndigheder som hovedregel ikke kan gribe ind over for
en tjeneste rettet mod det danske marked, når tjenesteudbyderen er etableret i en
anden medlemsstat. Afsenderlandsprincippet, der kun omfatter de områder, der er
reguleret af direktivet, er implementeret i e-handelslovens §§ 3-4 om
hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse. I overensstemmelse med e-
handelsdirektivet giver e-handelslovens § 6 under nærmere angivne betingelser
danske myndigheder mulighed for at fravige princippet om gensidig anerkendelse
som følge af hensyn til den offentlige orden, beskyttelse af folkesundheden, den
offentlige sikkerhed og forbrugerne.
E-handelsloven indeholder bl.a. en række oplysningskrav til udbydere af
informationssamfundstjenester samt regler, der knytter sig til selve on-line-aftale-
indgåelsen. Loven indeholder tillige et forbud mod skjult reklame. Til forskel fra
radio- og fjernsynsloven indeholder e-handelsloven ingen særlige regler vedrørende
selve det indhold, der formidles. Loven indeholder desuden ikke krav om
myndighedstilladelse eller registrering som betingelse for at kunne sprede indhold
på medierne.
E-handelsdirektivets artikel 12-14, der er implementeret i e-handelslovens §§ 14-
16, indeholder en fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger, der transmitteres,
eller oplagres automatisk, mellemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse
udbydere af informationssamfundstjenester. E-handelsdirektivets artikel 15
udelukker, at generelle forpligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller
aktivt at undersøge forhold, der tyder på ulovlig virksomhed, kan pålægges disse
udbydere, uden at det dog vedrører overvågningsforpligtelser i konkrete tilfælde,
og navnlig uden at det berører påbud fra nationale myndigheder i
overensstemmelse med national ret.
Kommerciel kommunikation (reklamer mv.) via videodelingsplatformstjenester
reguleres allerede af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.
maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det
10
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
indre marked, som forbyder virksomhedernes urimelige handelspraksis over for
forbrugerne, herunder vildledende og aggressiv handelspraksis i
informationssamfundstjenester. Direktivet er i Danmark gennemført i lov om
markedsføring (”markedsføringsloven”). Markedsføringsloven
fastsætter på
reklameområdet et generelt reklameidentifikationskrav for alle medier. Herudover
indeholder loven bl.a. en generalklausul om god markedsføringsskik, et forbud mod
vildledning samt en markedsføringsnorm for handelspraksis rettet mod børn og
unge.
3.1.2. Artikel 28a og 28b i direktivet om audiovisuelle medietjenester
En videodelingsplatformstjeneste er i
artikel 1 (1) (aa)
defineret som en tjeneste,
hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, eller
en væsentlig funktion i tjenesten består i at udbyde programmer og/eller
brugergenerede videoer til offentligheden, som udbyderen af
videodelingsplatformen ikke har noget redaktionelt ansvar for, med henblik på at
informere, underholde eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet. Det
fremgår videre af definitionen, at tilrettelæggelsen af tjenesten fastlægges af
udbyderen af videodelingsplatformen, herunder ved brug af automatiske metoder
og algoritmer og navnlig gennem visning, tagging og sekvensering.
Med videodelingsplatformstjenester tænkes på tjenester såsom YouTube og
audiovisuelt indhold, der deles på sociale medietjenester såsom Facebook.
Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 5, at formålet med
direktivet ikke er at regulere sociale medietjenester som sådan. En social
medietjeneste bør alene være omfattet, hvis levering af programmer og
brugergenererede videoer udgør en væsentlig funktion i den pågældende tjeneste.
Det fremgår videre af præambelbetragtningen, at levering af programmer og
brugergenererede videoer kan anses for at udgøre en væsentlig funktion i den
sociale medietjeneste, hvis det audiovisuelle indhold ikke blot er et supplement til
eller udgør en mindre del af den sociale medietjenestes aktiviteter. Desuden
fremgår, at Kommissionen for at sikre klarhed, effektivitet og sammenhæng i
gennemførelsen om nødvendigt bør udstede retningslinjer om den praktiske
anvendelse af kriteriet om væsentlig funktion med hensyn til definitionen af en
videodelingsplatformstjeneste. Det er forventningen, at Kommissionen udsteder
sådanne retningslinjer ultimo 2019.
I forhold til fastlæggelse af jurisdiktion udvides e-handelsdirektivets
afsenderlandssystem til at omfatte udbydere af videodelingsplatforme omfattet af
direktivet om audiovisuelle medietjenester. Med ændringsdirektivet fastsættes
således i
artikel 28 a, stk. 1,
at en udbyder af en videodelingsplatform etableret på
en medlemsstats område, jf. artikel 3, stk. 1, i e-handelsdirektivet, hører under den
pågældende medlemsstats jurisdiktion med henblik på direktivet om audiovisuelle
medietjenester. Det følger af e-handelsdirektivets artikel 2, litra c, at ved en
etableret tjenesteyder forstås en tjenesteyder, som faktisk udøver erhvervsmæssig
virksomhed i et ikke nærmere angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning. Da
spørgsmålet om etablering er af betydning for hvilket lands retssystem,
11
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
tjenesteyderne er omfattet af, indgår direktivets definition på etableret
tjenesteyder i e-handelslovens § 2. Det fremgår af forarbejderne til e-handelslovens
§ 2, at definitionen skal forstås i overensstemmelse med EU-traktatens regler om
retten til fri etablering samt EU-Domstolens praksis herom. Disse regler og den
tilhørende praksis er nærmere beskrevet i forarbejderne.
Hvis en udbyder af en videodelingsplatform ikke er etableret på en medlemsstats
område efter e-handelsdirektivets artikel 3, stk. 1, er der i
artikel 28a, stk. 2,
fastsat alternative jurisdiktionskriterier med udgangspunkt i, hvorvidt udbyderen
har en modervirksomhed, en dattervirksomhed eller indgår i en koncern med en
anden virksomhed, der er etableret på den pågældende medlemsstats område.
Medlemsstaterne forpligtes desuden til at udarbejde opdaterede lister over
udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion.
Ifølge ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 3, kan kanaler og andre
audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders redaktionelle ansvar som sådan
i sig selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en
videodelingsplatform, som er kendetegnet ved ikke at have noget redaktionelt
ansvar. I sådanne tilfælde vil det påhvile de tjenesteudbydere, der har det
redaktionelle ansvar, at overholde direktivets regler.
Ændringsdirektivet udvider ikke direktivets minimumsregler for fjernsyn og on
demand-audiovisuelle medietjenester til videodelingsplatformstjenester.
I stedet indføres med ændringsdirektivet i
artikel 28b
en forpligtelse for
medlemsstater til
–
med forbehold af artikel 12-15 i e-handelsdirektivet, jf. afsnit
3.3.1.,
–
at sikre, at udbydere af videodelingsplatforme indfører passende
foranstaltninger, der skal beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og beskytte
alle borgere mod indhold, der tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredelse
udgør en strafbar handling i henhold til EU-retten. Sådanne strafbare handlinger
er offentlige opfordringer til at begå terrorhandlinger som fastsat i § 114 jf. § 23 og
§ 114 e i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som
fastsat i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme
og fremmedhad som fastsat i § 266 b i straffeloven.
Udbydere af videodelingsplatformstjenester skal bl.a. sikre, at deres generelle
vilkår for brug af tjenesten inddrager de ovennævnte krav vedrørende skadeligt
eller ulovligt indhold. Desuden skal udbyderne etablere brugerværktøjer, som kan
bruges til at anmelde og mærke skadeligt indhold, systemer til alders- og
forældrekontrol samt sikre en adgang for brugere til at klage til
platformsudbyderen. Ændringsdirektivet fastsætter desuden, at mindreåriges
personoplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres af udbydere af
videodelingsplatforme i henhold til de nævnte alders- og forældrekontrolsystemer,
ikke må behandles med henblik på kommercielle formål såsom direkte
markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
12
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Herudover indfører ændringsdirektivet forpligtelser vedrørende audiovisuel
kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering, produktplacering mv.) på
videodelingsplatforme. For så vidt angår audiovisuel kommerciel kommunikation,
som markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbydere af
videodelingsplatforme, skal udbyderne opfylde kravene i direktivets artikel 9, stk.
1, om klar identifikation af audiovisuel kommunikation og opfyldelse af et sæt
minimumskvalitetskrav. I forhold til audiovisuel kommerciel kommunikation, som
ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af udbyderne
–
og som disse således
alene har begrænset kontrol over
–
skal udbyderne som en del af deres generelle
betingelser og vilkår for brug af tjenesten inddrage kravene i direktivets artikel 9,
stk. 1. Desuden skal udbyderne sikre gennemsigtighed i forhold til audiovisuel
kommerciel kommunikation, som angives af den, som uploader indhold, der
indeholder sådan kommerciel kommunikation.
3.1.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens anvendelsesområde
–
i overensstemmelse
med udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til også at omfatte
videodelingsplatformstjenester som defineret i direktivet og regler vedrørende
skadeligt eller ulovligt indhold og audiovisuel kommerciel kommunikation på
sådanne tjenester
–
udvides til at omfatte sådanne tjenester og direktivets regler
om regulering af tjenesterne.
Det foreslås derfor at indføre et nyt kapitel 8 a om videodelingsplatformstjenester i
loven.
I den forbindelse foreslås, at der med den foreslåede nye bestemmelse i § 51 a, stk.
1, indføres en pligt for videodelingsplatformstjenester, som hører under dansk
myndighed (dvs. dansk jurisdiktion), til at lade sig registrere hos Radio- og tv-
nævnet. Radio- og tv-nævnet er i dag tilsynsmyndighed for radio- og
fjernsynslovgivningens regulering af fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester. Foretagender, der udøver lineær fjernsynsprogramvirksomhed via
kabel, satellit eller internet, er som omtalt i afsnit 3.2.1. forpligtet til at lade sig
registrere hos nævnet. Formålet med den foreslåede registreringspligt for udbydere
af videodelingsplatformstjenester er at skabe grundlag for identifikation af de
udbydere, der omfattes af den foreslåede regulering af tjenesterne, og dermed for
Radio- og tv-nævnets tilsyn med tjenesterne. Med den nye foreslåede bestemmelse
i § 42 a foreslås, at Radio- og tv-nævnet udover at registrere udbydere af
videodelingsplatformstjenester også skal føre tilsyn med tjenesterne.
Herudover foreslås, at videodelingsplatformstjenester i bestemmelsen i § 51 a, stk.
2, defineres i overensstemmelse med definitionen i direktivets artikel 1 (1) (aa) og
dets betragtninger som gennemgået i afsnit 3.1.2. med henblik på at afgrænse de
videodelingsplatformstjenester, som den foreslåede nye regulering skal finde
anvendelse på. Samtidig foreslås, at ændringsdirektivets definitioner af en
udbyder af en videodelingsplatformstjeneste og en brugergenereret video indføres i
loven i den foreslåede § 51 a, stk. 4 og 5.
13
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Endvidere foreslås, at der indføres en bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede §
51 a, stk. 5, hvorefter kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
registrering af udbydere af videodelingsplatformstjenester i henhold til den
foreslåede § 51 a, stk. 1, og regler for, hvornår udbydere af
videodelingsplatformstjenester i overensstemmelse med ændringsdirektivets
artikel 28a hører under dansk myndighed. Desuden foreslås, at ministeren kan
fastsætte regler for, hvornår udbud af billedprogrammer, brugergenerede videoer
eller begge dele udgør en væsentlig funktion i en videodelingsplatformstjeneste i
henhold til den foreslåede § 51 a, stk. 2, 1. pkt. om definitionen af en
videodelingsplatformstjeneste. Det er Kulturministeriets umiddelbare vurdering,
at der pt. i det aktuelle mediebillede kun vil kunne blive tale om få
videodelingsplatformstjenester af begrænset størrelse, som vil kunne høre under
dansk myndighed.
Herudover foreslås det med den foreslåede nye bestemmelse i § 51 b
–
i
overensstemmelse med ændringsdirektivets artikel 28 a og 28 b
–
fastsat i radio-
og fjernsynsloven, at e-handelslovens §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 finder anvendelse for
de af radio- og fjernsynsloven omfattede udbydere af
videodelingsplatformstjenester.
Det betyder, at e-handelslovens §§ 3-4 og § 6 om hjemlandskontrol og gensidig
anerkendelse (herunder adgang til begrænsning af levering af tjenester), og e-
handelslovens § 14-16 om fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger, der
transmitteres, eller oplagres automatisk, mellemliggende og midlertidigt, eller
oplagres af visse udbydere af informationssamfundstjenester, som gennemgået i
afsnit 3.1.1, finder anvendelse uanset den nye foreslåede regulering af
videodelingsplatformstjenester i radio- og fjernsynsloven.
Endvidere foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede § 51 b,
stk. 2, hvorefter kulturministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af
videodelingsplatforme, som hører under dansk myndighed, i overensstemmelse
med direktivets regler i artikel 28b, som beskrevet i afsnit 3.1.2., skal træffe
passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold, og at
mindreåriges personoplysninger, som i den forbindelse indsamles eller genereres af
udbydere af videodelingsplatforme, ikke må behandles med henblik på
kommercielle formål. For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af
mindreåriges personoplysninger med henblik på kommercielle formål og forholdet
til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse
fremgår følgende af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 21:
”Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2016/679 anerkender, at børn bør
nyde særlig beskyttelse med hensyn til behandling af deres personoplysninger.
Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til beskyttelse af børn fører
uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplysninger. Da sådanne
mekanismer har til formål at beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger,
14
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
der behandles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af
børn, ikke anvendes til kommercielle formål.”
Herudover foreslås i den foreslåede § 51 b, stk. 2, at kulturministeren i
overensstemmelse med direktivets regler i artikel 28b kan fastsætte regler om, at
udbydere af videodelingsplatforme skal træffe passende foranstaltninger for at
beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold eller had af nogen af de
grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om grundlæggende
rettigheder.
Artikel 21 i EU’s charter fastsætter, at enhver
forskelsbehandling på
grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog,
religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt
mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert
andet forhold er forbudt. Desuden fastsætter artikel 21, at inden for traktaternes
anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver
forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt. Desuden foreslås, at
kulturministeren i overensstemmelse med artikel 28b kan fastsætte regler om, at
udbydere af videodelingsplatforme skal træffe passende foranstaltninger for at
beskytte offentligheden mod indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar handling
i forbindelse med offentlige opfordringer til at begå terrorhandlinger som fastsat i §
114 jf. § 23 og § 114 e i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse med
børnepornografi som fastsat i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i
forbindelse med racisme og fremmedhad som fastsat i § 266 b i straffeloven.
Desuden foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede § 51 b, stk.
3, hvorefter kulturministeren i overensstemmelse med direktivets regler i artikel
28b kan fastsætte regler om identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og
produktplacering på videodelingsplatformstjenester.
Det er hensigten, at de foreslåede nye regler med udgangspunkt i de nævnte
foreslåede bemyndigelsesbestemmelser fastsættes i en selvstændig ny
bekendtgørelse om videodelingsplatformstjenester.
Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om, at Radio- og tv-nævnet ved
registrering af en udbyder af en videodelingsplatformstjeneste skal påse, at
udbyderen har truffet de foranstaltninger vedr. skadeligt eller ulovligt indhold
samt audiovisuel kommerciel kommunikation, der er nævnt i direktivets artikel
28b, stk.1-3. Dette skal ske under hensyntagen til, at der ifølge artikel 28b, stk. 3,
bl.a. skal være tale om passende foranstaltninger, som skal være gennemførlige og
forholdsmæssige og tage hensyn til videodelingsplatformstjenestens størrelse og
den udbudte tjenestes art. Nævnet vil herefter konkret kunne tage stilling til,
hvilke foranstaltninger, der er passende for den enkelte udbyder inden for
direktivets rammer, herunder om udbyderen skal træffe alle de i direktivet
opregnede foranstaltninger.
Radio- og tv-nævnet skal som led i tilsynet føre tilsyn med, at udbyderne til
stadighed har de foranstaltninger på plads, som udbyderne er forpligtede til at
træffe, og at foranstaltningerne har den tilsigtede virkning. Tilsynet baseres
–
på
15
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
linje med nævnets tilsyn på øvrige områder under nævnets kompetence
–
på klager
eller at nævnet på eget initiativ tager sager op til behandling. Det foreslås med den
foreslåede nye bestemmelse i § 42 a, at nævnet kan træffe afgørelse om bl.a. de
foranstaltninger, som følger af direktivets artikel 28b, stk. 1-3. Desuden foreslås i
lovforslagets § 1, nr. 6, at nævnets tilsynsbeføjelser i radio- og fjernsynslovens § 39,
stk. 4, om adgang til at afkræve udbyderne oplysninger, dokumenter, programmer
mv., som er af betydning for nævnets behandling af konkrete sager, udvides til at
omfatte udbydere af videodelingsplatformstjenester.
Radio- og tv-nævnet kan efter de gældende regler bl.a. træffe afgørelse om
midlertidig eller endelig inddragelse af en tilladelse eller indstilling af
programvirksomhed for fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis
tilladelseshaveren, det registrerede foretagende eller medietjenesteudbyderen
overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er
grov, eller overtrædelser er ofte gentagne, jf. radio- og fjernsynslovens § 50.
Med den foreslåede bestemmelse i § 51 c, stk. 1, gives der Radio- og tv-nævnet
adgang til også at træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstilling af
virksomheden på en videodelingsplatformstjeneste, hvis udbyderen af tjenesten
groft eller gentagne gange overtræder loven eller bestemmelser fastsat i medfør af
loven. Med bestemmelser fastsat i medfør af loven tænkes på de bestemmelser om
videodelingsplatformstjenester, der med udgangspunkt i de ovennævnte foreslåede
bemyndigelsesbestemmelser fastsættes i bekendtgørelsesform.
Som det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 3, som omtalt i
afsnit 3.1.2, vil der kunne forekomme tilfælde, hvor eksempelvis en udbyder af en
selvstændig on demand-audiovisuel medietjeneste på en videodelingsplatform
såsom YouTube vil skulle overholde reglerne for on demand-audiovisuelle
medietjenester i det land, hvor udbyderen efter direktivets regler anses for
etableret.
Kulturministeriet bemærker, at en sådan tjeneste alene kan anses for en on
demand-audiovisuel medietjeneste i direktivets forstand, såfremt direktivets
kriterier for, hvornår en tjeneste udgør en on demand-audiovisuel medietjeneste, er
opfyldt, jf. kriterierne i radio- og fjernsynslovens § 2. Såfremt disse kriterier er
opfyldt og tjenesten således anses for en on demand-audiovisuel medietjenester, vil
det have den konsekvens, at alle direktivets regler for on demand-audiovisuelle
medietjenester finder anvendelse for tjenesten. Direktivets regler for on demand-
audiovisuelle medietjenester omfatter blandt andet audiovisuel kommerciel
kommunikation (reklamer, sponsorering, produktplacering mv.), kvoter for
europæisk indhold på tjenesten, beskyttelse af mindreårige mod skadeligt indhold
(herunder mærkning af programmers egnethed for mindreårige) og
tilgængeliggørelse af indhold på tjenesten for personer med handicap.
Blandt kriterierne for, hvornår en tjeneste udgør en on demand-audiovisuel
medietjeneste, er at tjenestens hovedformål er at udbyde informerende,
underholdende eller oplysende billedprogrammer til almenheden med henblik på,
16
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
at programmer kan modtages på et brugervalgt tidspunkt og på den enkelte
brugers anmodning på grundlag af et programkatalog udvalgt af udbyderen af
tjenesten. Det er desuden et krav, at udbyderen har det redaktionelle ansvar for
valget af audiovisuelt indhold i tjenesten, og bestemmer, hvordan det audiovisuelle
indhold tilrettelægges.
Endvidere skal tjenesten udgøre et massemedie, dvs. være bestemt for og vil kunne
have en klar indvirkning på en betydelig del af offentligheden, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 21. Det fremgår videre af præambelbetragtning nr. 21, at
definitionen af en audiovisuel medietjeneste, herunder en on demand-audiovisuel
medietjeneste, i direktivets forstand kun bør omfatte tjenester, der falder inden for
definitionen af tjenesteydelser i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsområde, og således bør omfatte enhver form for økonomisk virksomhed,
herunder udøvet af public service-foretagender, men ikke virksomhed, der
overvejende er af ikke-økonomisk art, og som ikke konkurrerer med tv-spredning,
som f.eks. private websteder og tjenester, der består i at udbyde eller distribuere
audiovisuelt indhold, skabt af private brugere til deling eller udveksling inden for
interessegrupper.
Herudover er det kendetegnende for on-demand audiovisuelle tjenester, at de er
”tv-lignende”, dvs. at de konkurrerer om samme seere som fjernsynsudsendelser,
og at deres art og måden, hvorpå man får adgang til dem, med rimelighed vil få
brugeren til at forvente, at tjenesterne er reguleret ved direktivet, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 24.
Det er herefter Kulturministeriets vurdering, at kun ganske få kanaler eller andre
audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders redaktionelle ansvar, der
udbydes på en videodelingsplatform, i det aktuelle mediebillede vil omfattes af
afgrænsningen af en on demand-audiovisuel medietjeneste i direktivets forstand.
Såfremt en tjeneste omfattes vil det som ovenfor nævnt have den virkning, at alle
direktivets regler for on demand-audiovisuelle medietjenester finder anvendelse for
tjenesten. Det vil tilkomme Radio- og tv-nævnet som tilsynsmyndighed i forhold til
radio- og fjernsynslovgivningens regelsæt for on demand-audiovisuelle
medietjenester at foretage konkrete vurderinger af, hvilke tjenester, der omfattes.
Der kan i visse tilfælde evt. opstå afgrænsningsspørgsmål ift. reguleringen af visse
videobloggere med egen kanal og programkatalog mv. på fx YouTube, der
eksempelvis laver skjult reklame for produkter. Sådanne afgrænsningsspørgsmål i
sager efter henholdsvis radio- og fjernsynslovgivningens regelsæt for on demand-
audiovisuelle medietjenester og markedsføringslovens regler om
reklameidentifikation mv., vil kunne afklares som led i det allerede eksisterende
uformelle samarbejde mellem Radio- og tv-nævnet og Forbrugerombudsmanden.
17
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
3.2. Registrering af udbydere af on demand-audiovisuelle
medietjenester
3.2.1. Gældende ret
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal foretagender, der udøver
programvirksomhed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som
hører under dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet. I
medfør af lovens § 47, stk. 5, er der fastsat nærmere regler om registrering i
bekendtgørelse om programvirksomhed på grundlag af registrering samt on-
demand audiovisuel programvirksomhed. Desuden fastsætter lovens § 47, stk. 1, 2.
pkt., at medietjenesteudbydere, der udbyder on demand-audiovisuel
programvirksomhed omfattet af lovens § 2, stk. 1, nr. 4, kan udøve
programvirksomhed uden registrering. Foretagender, der udøver lineær
fjernsynsprogramvirksomhed via kabel, satellit eller internet er således forpligtet
til at lade sig registrere, mens udbydere af on-demand audiovisuel
programvirksomhed ikke er omfattet af en registreringspligt.
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med on-demand-audiovisuel programvirksomhed,
jf. radio- og fjernsynslovens § 42 a. Nævnet har i den forbindelse adgang til at
træffe afgørelse om indstilling af sådan programvirksomhed, hvis udbydere af
virksomheden groft eller gentagne gange overtræder loven eller bestemmelser
fastsat i medfør af loven, jf. lovens § 50, stk. 3.
3.2.2. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
Det foreslås, at der lighed med den gældende registreringspligt for udbydere af
lineært fjernsyn i radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, og den foreslåede
registreringspligt for udbydere af videodelingsplatformstjenester, jf. lovforslagets §
1, nr. 16, indføres pligt for udbydere af on demand-audiovisuel programvirksomhed
til at lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet. Hensigten med forslaget er at
skabe et bedre grundlag for identifikation af de udbydere af on demand-audiovisuel
programvirksomhed, som er omfattet af radio- og fjernsynslovgivningens
regulering, og dermed for Radio- og tv-nævnets tilsyn med virksomheden. Det er
desuden hensigten, at de relevante udbydere i forbindelse med en
registreringspligt i større grad end i dag får kendskab til den regulering, som de er
omfattet af.
I forbindelse med forslaget om indførelse af en registreringspligt for udbydere af on
demand-audiovisuel programvirksomhed foreslås, at kulturministeren ved en
udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 47, stk. 5, får bemyndigelse til
også at fastsætte nærmere regler om registrering af udbydere af on demand-
audiovisuel programvirksomhed. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse
skal benyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, hvilke oplysninger,
der skal meddeles i forbindelse med registrering, hvornår der kan ske afvisning af
registrering, ændringer af forhold, der er oplyst i forbindelse med registreringen
mv.
18
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0019.png
3.3. Beskyttelse af mindreårige på fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester
3.3.1. Gældende ret
Radio- og fjernsynslovgivningen (indhold på fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester)
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 48 kan kulturministeren fastsætte regler om
programvirksomheden, herunder regler om indhold i programvirksomheden, regler
om fremme af programmer af europæisk oprindelse og regler om, hvordan
programvirksomheden stilles til rådighed. Der kan i forbindelse med fastsættelse
af regler om programvirksomhed fastsættes regler om beskyttelse af mindreårige.
Med udgangspunkt i denne bemyndigelse og direktivet om audiovisuelle
medietjenester er der i dag fastsat regler i bekendtgørelsesform om
foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige mod skadeligt indhold på fjernsyn
og on demand-audiovisuelle medietjenester. De pågældende bekendtgørelser er
bekendtgørelse om vedtægt for DR, bekendtgørelse om vedtægt for de regionale TV
2-virksomheder,
bekendtgørelse om TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed,
bekendtgørelse om ikkekommercielt tv i MUX 1 og bekendtgørelse om
programvirksomhed på grundlag af registrering samt on-demand audiovisuel
programvirksomhed.
Reglerne er forskellige alt afhængigt af om der er tale om indhold på fjernsyn eller
on demand-audiovisuelle medietjenester, idet fjernsyn er underlagt strengere krav
om beskyttelsesforanstaltninger end on demand-audiovisuelle medietjenester.
Efter reglerne må fjernsynsforetagender ikke udsende programmer, som i alvorlig
grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, herunder
navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold. Andre
programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske
udvikling, må desuden ikke sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt
eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområdet
normalt ikke ser eller hører udsendelserne. Når programmerne sendes i ukodet
form, skal der forud for dem gives en akustisk advarsel, eller de skal under hele
deres varighed være markeret med et visuelt symbol.
I modsætning til fjernsyn er udbydere af on demand-audiovisuelle medietjenester
alene underlagt krav om, at udbyderen kun må stille tjenester, som i alvorlig grad
kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, til rådighed på
en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser sådanne tjenester.
Dette kan ske ved, at udbyderne ved mærkning af tjenesterne gør opmærksom på
tjenesternes skadelige indhold.
Der er ikke i dag fastsat danske regler om et fælles grundlag for danske
fjernsynsudbyderes og on demand-audiovisuelle medietjenesters mærkning af
programmers egnethed for mindreårige.
19
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0020.png
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at udbyderne overholder reglerne om
beskyttelsesforanstaltninger, jf. radio- og fjernsynslovens §§ 42 og 42a. Nævnet
kan på grundlag af klager eller på eget initiativ tage sager op til behandling.
Filmlovgivningen (film og videogrammer)
Reglerne for beskyttelse af mindreårige i forhold til film er fastsat i filmloven og
bekendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge. I henhold til filmlovens § 19
nedsætter kulturministeren Medierådet for Børn og Unge, der bl.a. skal bistå
ministeren i spørgsmål om films egnethed for børn og unge.
Filmlovens §§ 20 og 21 fastsætter regler om aldersvurdering og mærkning af film,
idet nærmere regler er fastsat i bekendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge.
Enhver film, der vises offentligt, sælges, udlejes eller udlånes skal aldersvurderes
af Medierådet for Børn og Unge. Reglerne er endvidere gældende for udsendelse af
videogrammer (dvd, blu-ray mv.).
Filmene skal aldersvurderes inden for følgende aldersgrupper:
1. filmen godkendes for alle,
2. filmen godkendes for alle, men frarådes for børn, der ikke er fyldt 7 år,
3. filmen godkendes for børn, der er fyldt 11 år,
4. filmen godkendes for børn, der er fyldt 15 år.
Alle film må vises for børn, der er fyldt 7 år, og er ledsaget af en voksen. Film, der
ikke bliver vurderet af Medierådet for Børn og Unge, bliver automatisk vurderet til
børn, der er fyldt 15 år, og skal mærkes herefter.
Den der udbreder filmen har pligt til at oplyse om filmens egnethed i
overensstemmelse med Medierådet for Børn og Unges vurderinger. Oplysning om
Medierådets vurdering kan ske ved angivelse af alderssymboler, som fremgår af
bekendtgørelse om Medierådet for Børn og Unge.
3.3.2. Artikel 6a i direktivet om audiovisuelle medietjenester
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester er der i direktivets
artikel 6a indført ens regler for beskyttelse af mindreårige i forhold til skadeligt
indhold for både fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester.
Beskyttelsesniveauet for mindreårige i forhold til indhold på on demand-
audiovisuelle medietjenester er således øget.
Ifølge direktivets artikel 6a, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe passende
foranstaltninger for at sikre, at fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester under deres myndighed, og som kan skade mindreåriges fysiske,
psykiske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at
mindreårige normalt ikke hører eller ser dem. Sådanne foranstaltninger kan
omfatte valg af sendetidspunkt, værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske
foranstaltninger, idet de skal stå i et rimeligt forhold til programmets mulige
skadevirkninger. Det mest skadelige indhold, såsom umotiveret vold og pornografi,
skal være underlagt de strengest mulige foranstaltninger. Med de strengest mulige
20
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
foranstaltninger tænkes på foranstaltninger såsom kryptering og effektiv
forældrekontrol, jf. ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 20.
Direktivets artikel 6a, stk. 2, fastsætter, at mindreåriges personoplysninger, som
indsamles eller på anden måde genereres af medietjenesteudbydere i henhold til
beskyttelsesforanstaltninger efter artikel 6a, stk. 1, ikke må behandles med
henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsføring, profilering og
adfærdsbaseret reklame.
Herudover fastsætter artikel 6a, stk. 3, krav om etablering af et system for
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, der beskriver de mulige
skadevirkninger af indhold med henblik på beskyttelse af mindreårige.
Medlemsstaterne skal således sikre, at medietjenesteudbydere fremlægger
tilstrækkelige oplysninger over for seerne om indhold, som kan skade mindreåriges
fysiske, psykiske eller moralske udvikling, idet udbyderne til dette formål skal
bruge et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af indholdet af den
enkelte tjeneste. Ved gennemførelsen af dette krav tilskynder direktivet
medlemsstaterne til at anvende samregulering.
3.3.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
For så vidt angår direktivets nye krav i artikel 6a, stk. 1, om ens
beskyttelsesforanstaltninger for fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester foreslår Kulturministeriet, at disse implementeres i de i afsnit
3.3.1. nævnte bekendtgørelser med hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 48, 1. og
2. pkt. De pågældende bekendtgørelser er bekendtgørelse om vedtægt for DR,
bekendtgørelse om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse om
TV 2/DANMARK A/S’ programvirksomhed,
bekendtgørelse om ikkekommercielt tv
i MUX 1 og bekendtgørelse om programvirksomhed på grundlag af registrering
samt on-demand audiovisuel programvirksomhed.
Desuden foreslås det, at bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 48, 2. pkt., udvides
til, at kulturministeren også kan fastsætte nærmere regler om mindreåriges
personoplysninger. Det er hensigten at benytte den foreslåede udvidelse til i
overensstemmelse med direktivets artikel 6a, stk. 2, i de nævnte bekendtgørelser
at fastsætte, at mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden
måde genereres af medietjenesteudbydere i henhold til
beskyttelsesforanstaltninger efter artikel 6a, stk. 1, ikke må behandles med
henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsføring, profilering og
adfærdsbaseret reklame. For så vidt angår direktivets forbud mod behandling af
mindreåriges personoplysninger med henblik på kommercielle formål og forholdet
til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om databeskyttelse
fremgår som omtalt i afsnit 3.1.3. følgende af ændringsdirektivets
præambelbetragtning nr. 21:
”Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2016/679 anerkender, at børn bør
nyde særlig beskyttelse med hensyn til behandling af deres personoplysninger.
Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til beskyttelse af børn fører
21
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
uundgåeligt til behandling af mindreåriges personoplysninger. Da sådanne
mekanismer har til formål at beskytte børn, bør mindreåriges personoplysninger,
der behandles inden for rammerne af tekniske foranstaltninger til beskyttelse af
børn, ikke anvendes til kommercielle formål.”
Med henblik på implementering af direktivets krav i artikel 6a, stk. 3, om
etablering af et system med beskrivelse af mulige skadevirkninger af indhold med
henblik på beskyttelse af mindreårige, foreslår Kulturministeriet, at der etableres
et system for aldersmærkning af programindhold på fjernsyn, on demand-
audiovisuelle medietjenester og biografer, hvor såvel branchen, Medierådet for
Børn og Unge og Radio- og tv-nævnet har aktive roller, og hvor aldersmærkningen
samtænkes. Dette vil være i overensstemmelse med direktivets tilskyndelse til at
anvende samregulering.
Det foreslås, at systemet for aldersmærkning baseres på følgende hovedelementer,
idet de nærmere regler herom fastsættes i bekendtgørelsesform med udgangspunkt
i radio- og fjernsynsloven og filmloven:
-
Medierådet for Børn og Unge aldersvurderer fortsat biograffilm.
-
Film, der allerede er vurderet af Medierådet for Børn og Unge, beholder
aldersvurderingen på fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester.
-
Udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester skal som
noget nyt være ansvarlige for aldersvurdering af programmer og film, der
ikke er vurderet af Medierådet. Vurderingen
–
som skal ske med
udgangspunkt i vejledningsmateriale, der er udarbejdet af Medierådet,
–
kan enten ske ved, at udbyderne selv aldersmærker de enkelte
programmer, eller
–
hvis et program allerede er aldersvurderet af den, som
har rettighederne til tilgængeliggørelse af programmet på det danske
marked,
–
ved at udbyderne anvender denne aldersvurdering. Udbyderne
skal desuden informere seerne/brugerne om aldersgrænserne.
-
Medierådet for Børn og Unge er udover at udarbejde vejledningsmateriale
ansvarlig for at rådgive branchen mv. om aldersvurdering af programmer
og skal have adgang til at efterprøve aldersgrænser.
-
Indholdet aldersvurderes ud fra de gældende alderstrin i filmloven.
-
En række programtyper undtages som følge af deres karakter fra kravet
om aldersmærkning. Det er som udgangspunkt hensigten at undtage
følgende programtyper/indhold:
-
Nyheds- og aktualitetsindhold
-
Undervisnings- og forskningsindhold
-
Informationsindhold om ideel, politisk eller religiøs virksomhed
-
Musikindhold
-
Idrætsindhold
-
Hobby, instruktions- og fritidsindhold
-
Direkte udsendelser.
-
Der gives mulighed for, at Medierådet for Børn og Unge mod betaling kan
afgive vejledende udtalelser om aldersvurderinger til udbydere og
rettighedshavere.
22
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
-
-
I tilfælde, hvor videogrammer (dvd, blu-ray m.v.) ikke er blevet
aldersvurderet af Medierådet for Børn og Unge, aldersvurderes
videogrammer af branchen med udgangspunkt i Medierådets
vejledningsmateriale mv.
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at der er foretaget og informeret om
den påkrævede aldersmærkning for fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester. Nævnet kan i den forbindelse træffe afgørelse om, hvorvidt
konkrete programmer skulle have været aldersmærket.
Etablering af det foreslåede aldersmærkningssystem forudsætter ændringer i både
radio- og fjernsynsloven og filmloven.
Med henblik på at fastsætte nærmere regler om systemet foreslås for det første, at
bemyndigelsesbestemmelsen i radio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., udvides til, at
kulturministeren også kan fastsætte regler om mærkning af programmers
egnethed for mindreårige.
Dernæst foreslås, at filmlovens § 19, stk. 1, om Medierådets opgaver udvides til, at
Medierådet også skal vejlede udbydere af audiovisuelle medietjenester (udbydere
af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester) om egnetheden af
programmer for børn og unge. Desuden foreslås det at indsætte en
bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede § 19, stk. 3, hvorefter kulturministeren
kan fastsætte nærmere regler om Medierådets vejledning af udbydere af
audiovisuelle medietjenester m.fl. om egnetheden af programmer for børn og unge.
Endelig foreslås bemyndigelsesbestemmelsen i filmlovens § 21, stk. 2, om
kulturministerens adgang til at fastsætte nærmere regler om mærkning af film
udvidet til, at kulturministeren også kan fastsættes regler om, at videogrammer
skal mærkes efter regler om medietjenesteudbyderes m.fl. mærkning af
programmer.
3.4. Tilgængelighed af indhold for personer med handicap på
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester
3.4.1. Gældende ret
Der er ikke i radio- og fjernsynsloven
–
eller bekendtgørelser udstedt i medfør af
loven
–
fastsat regler om tilgængelighed af programindhold på fjernsyn eller on
demand-audiovisuelle medietjenester for personer med handicap, herunder i
forhold til udsendelse af meddelelser af beredskabsmæssig betydning til
befolkningen.
Public service-virksomhederne DR, TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-
virksomheder er imidlertid i disses public service-kontrakter/-tilladelse underlagt
public service-forpligtelser om tilgængelighed af public service-programmer for
personer med handicap. DR, TV 2 DANMARK A/S og de regionale TV 2-
virksomheder skal som led i deres årlige redegørelser om opfyldelse af public
service-kontrakten-/tilladelsen redegøre for opfyldelsen af de fastsatte
23
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
tilgængelighedskrav med henblik på Radio- og tv-nævnets udtalelse, jf. radio- og
fjernsynslovens § 40, stk. 2.
3.4.2. Artikel 7 i direktivet om audiovisuelle medietjenester
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester er der i direktivets
artikel 7 indført skærpede forpligtelser om tilgængelighed for udbydere af fjernsyn
og on demand-audiovisuelle medietjenester.
Ifølge direktivets artikel 7, stk. 1, skal tjenester leveret af udbydere af fjernsyn og
on demand-audiovisuelle medietjenester ved hjælp af forholdsmæssige
foranstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelige for personer med
handicap. Det er i ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 22 bl.a. fastsat, at
medlemsstaterne uden unødig forsinkelse bør sikre, at medietjenesteudbydere
under deres jurisdiktion aktivt forsøger at gøre indhold tilgængeligt for personer
med handicap, navnlig syns- eller hørehandicap. Det fremgår desuden, at
direktivets krav om tilgængelighed bør opfyldes gennem en progressiv og
kontinuerlig proces, idet der bør tages højde for praktiske og uundgåelige
begrænsninger, der kunne forhindre en fuldstændig tilgængelighed, såsom
programmer eller begivenheder, der sendes direkte.
Af direktivets artikel 7, stk. 2, fremgår, at medietjenesteudbydere regelmæssigt
skal rapportere til de nationale tilsynsmyndigheder eller
–organer
om
gennemførelsen af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1.
Desuden skal medietjenesteudbydere tilskyndes til at udvikle handlingsplaner for
tilgængelighed med sigte på løbende og gradvis at gøre deres tjenester mere
tilgængelige for personer med handicap mhp. fremsendelse til de nationale
tilsynsmyndigheder eller -organer, jf. artikel 7, stk. 3. Herudover fastsætter artikel
7, stk. 4, at hver medlemsstat skal udpege ét enkelt offentligt lettilgængeligt online
kontaktpunkt for information og klager vedrørende de tilgængelighedsspørgsmål,
der er omhandlet i artikel 7. Endelig fastsætter direktivets artikel 7, stk. 5, at
oplysninger i forbindelse med nødsituationer, som offentliggøres gennem fjernsyn
og on demand-audiovisuelle medietjenester, gives på en måde, der er tilgængelig
for personer med handicap.
Det fremgår af ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 23, at direktivet
hverken omfatter funktioner eller tjenester, der giver adgang til audiovisuelle
medietjenester eller tilgængelighedsfunktioner i elektroniske programoversigter.
Desuden fremgår af betragtningen, at direktivet derfor ikke berører EU-ret, der
har til formål at harmonisere tilgængeligheden af tjenester, der giver adgang til
audiovisuelle medietjenester, såsom websteder, onlineapplikationer og elektroniske
programoversigter, eller leveringen af oplysninger om tilgængelighed og i
tilgængelige formater. Adgangstjenester til audiovisuelle medietjenester omfattes
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om
tilgængelighedskrav for produkter og tjenester.
24
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
3.4.3. Kulturministeriets overvejelser og lovforslagets indhold
Det er Kulturministeriets opfattelse, at direktivets forpligtelse i artikel 7, stk. 1,
om, at udbydernes tjenester ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger løbende
og gradvis gøres mere tilgængelige for personer med handicap, indebærer en vis
fleksibilitet i forhold til, hvilke foranstaltninger, der konkret kan stilles krav om.
Kulturministeriet finder, at omfanget og typen af tilgængelighedsforanstaltninger
bør afhænge af hvilke udbydere, der er tale om set i forhold til udbydernes
finansielle forudsætninger mv., og den teknologiske udvikling.
På denne baggrund foreslås, at der i reguleringen om tilgængelighed skelnes
mellem reguleringen af public service-udbyderne og øvrige udbydere.
Det er hensigten, at der for public service-virksomhederne fortsat fastsættes
forpligtelser om tilgængelighed i disses public service-kontrakter/-tilladelse.
Fastsættelsen af forpligtelserne for DR og de regionale TV 2-virksomheder sker
under hensyn til, at virksomhederne er offentligt finansierede. Desuden er det
hensigten, at der fastsættes vilkår om tilgængelighed i eventuelle tilladelser til at
udøve public service-programvirksomhed i form af tv-kanaler eller tilsvarende
internetbaserede tjenester med offentligt tilskud. Public service-udbyderne vil
desuden fortsat være underlagt krav om som led i deres årlige redegørelser om
opfyldelse af public service-kontrakten-/tilladelsen at redegøre for opfyldelsen af de
fastsatte tilgængelighedskrav.
For så vidt angår tilgængelighed af udsendelser af meddelelser af
beredskabsmæssig betydning til befolkningen er det hensigten, at
kulturministeren benytter bemyndigelsesbestemmelsen i radio- og fjernsynslovens
§ 88 til i bekendtgørelse om DR’s, TV 2/DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-
virksomheders forpligtelse til at udsende meddelelser af beredskabsmæssig
betydning, at fastsætte krav om tilgængelighed i forbindelse med udsendelse af
beredskabsmeddelelser.
Med hensyn til udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester,
der ikke er underlagt public service-forpligtelser, foreslås indført en
bemyndigelsesbestemmelse i radio- og fjernsynslovens § 48 i lovens kapitel 8 om
programvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering samt on demand-
audiovisuel programvirksomhed, hvorefter kulturministeren kan fastsætte
bestemmelser om, at programvirksomheden ved hjælp af forholdsmæssige
foranstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelige for personer med
handicap. Samtidig foreslås, at kulturministeren kan fastsætte bestemmelser om
adgang til at klage over, hvorvidt de nævnte foranstaltninger er etableret.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i bekendtgørelsesform at fastsætte
nærmere bestemmelser om en kommende ordning, der baserer sig på følgende
hovedelementer:
-
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at udbyderne løbende og gradvis gør
deres tjenester mere tilgængelige for personer med handicap ved hjælp af
25
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
-
-
-
-
-
-
forholdsmæssige foranstaltninger. Tilsynet baseres på klager og at nævnet
af egen drift påser overholdelsen af forpligtelserne.
Udbyderne skal i forbindelse med Radio- og tv-nævnets meddelelse af
tilladelse til programvirksomhed eller registrering af
programvirksomheden hos nævnet, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, redegøre for,
hvorledes udbyderen vil søge at opfylde den generelle forpligtelse om
løbende og gradvis at gøre sine tjenester mere tilgængelige. Hvis der
allerede er givet tilladelse til eller foretaget registrering af
programvirksomheden, anmoder nævnet som led i nævnets tilsyn med
programvirksomheden udbyderen om at redegøre herfor.
Udbyderen vurderer i hvilket omfang og med hvilken progression
udbyderens programmer kan gøres tilgængelige. Udbyderen skal i den
forbindelse fremlægge en handlingsplan herfor med henblik på Radio- og
tv-nævnets vurdering og stillingtagen til om handlingsplanen kan tages til
efterretning eller kræver ændringer.
Udvælgelsen af hvilke foranstaltninger/tjenester, der skal tilbydes, sker i
lyset af den teknologiske udvikling ud fra en samlet vurdering af
brugerbehov, nytteværdi og ressourcer.
De relevante handicaporganisationer inddrages med henblik på rådgivning
inden for udviklingen af tilgængelighedsforanstaltninger/tjenester og
prioritering af tjenester ud fra en vurdering af brugerbehov, nytteværdi og
ressourcer.
Udbyderne rapporterer hvert tredje år til Radio- og tv-nævnet om
gennemførelsen af handlingsplanerne.
Klager over om udbyderne har opfyldt forpligtelserne om at udbyde
tilgængelighedsforanstaltninger kan indgives til Radio- og tv-nævnet.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Nærværende lovforslag vil ikke indebære merudgifter for kommuner og regioner.
Staten vil få begrænsede administrative merudgifter i forbindelse med de
foreslåede tilsynsopgaver for Radio- og tv-nævnet vedr. tilgængeliggørelse af
programmer for personer med handicap, videodelingsplatformstjenester og
registrering af udbydere af on demand-audiovisuelle medietjenester og
videodelingsplatformstjenester samt forslaget om, at Medierådet for Børn og Unge
skal vejlede om programmers egnethed for mindreårige. Det skønnes umiddelbart
på baggrund af lovforslaget, at de foreslåede nye opgaver samlet vil medføre et
ressourceforbrug i størrelsesordenen ca. 1,5 - 2 årsværk.
Lovforslaget vurderes at have mindre negative implementeringskonsekvenser for
staten i forbindelse med de foreslåede tilsynsopgaver for Radio- og tv-nævnet, der
sekretariatsbetjenes af Slots- og Kulturstyrelsen, vedr. tilgængeliggørelse af
indhold for personer med handicap, videodelingsplatformstjenester og registrering
af udbydere af on demand-audiovisuelle medietjenester og
26
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
videodelingsplatformstjenester samt forslaget om, at Medierådet for Børn og Unge
skal vejlede om programmers egnethed for mindreårige. Det vurderes, at
sagsgange forbundet med de foreslåede nye opgaver ikke leder til organisatoriske
ændringer, og at det vil være muligt at anvende allerede eksisterende
sagsbehandlingssystemer, herunder IT-løsninger. Der vurderes ikke at være
implementeringskonsekvenser for kommuner og regioner.
Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med principperne for
digitaliseringsklar lovgivning, idet der med lovforslaget lægges op til en mere
teknologineutral lovgivning med mere ensartede regler. Lovforslaget indebærer en
række præciseringer og afklaringer af begreber fx i forbindelse med ændringer i
definitionen af audiovisuelle medietjenester, jf. princippet om enkle og klare regler.
Det vurderes muligt at inkorporere sagsgange forbundet med de foreslåede nye
opgaver, herunder det foreslåede system om aldersmærkning, i eksisterende IT-
systemer, jf. princippet om anvendelse af offentlig infrastruktur. Lovforslaget
lægger op til regler med særlig hensyntagen til beskyttelse af mindreåriges
personoplysninger, hvilket stemmer overens med princippet om tryg og sikker
datahåndtering. Princippet om forebyggelse af snyd og fejl vurderes ikke at være
relevant, da de foreslåede nye opgaver for Radio- og tv-nævnet og Medierådet for
Børn og Unge ikke forudsætter evt. anvendelse af offentlig infrastruktur eller
kontrol via adgang til oplysninger i offentlige registre.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes at have mindre negative erhvervsøkonomiske konsekvenser
for erhvervslivet som følge af omkostninger i forbindelse med regler om
tilgængeliggørelse af programmer for personer med handicap og mærkning af
programmers egnethed for mindreårige.
De fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering er samlet
set overholdt. Et fortsat dansk forbud mod afbrydelse af tv-programmer med
reklamer og mod visning af danske programmer i fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester, som indeholder produktplacering, samt opretholdelse
af det gældende reklameloft på tv på 12 minutter pr. time vil dog gå videre end
minimumskravene i direktivet om audiovisuelle medietjenester.
Lovforslaget vurderes at have mindre negative administrative konsekvenser for
erhvervslivet i forbindelse med regler om tilgængelighed af programmer for
personer med handicap, mærkning af programmers egnethed for mindreårige samt
indførelse af en registreringspligt for udbydere af on demand-audiovisuelle
medietjenester og videodelingsplatformstjenester.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med principperne for agil,
erhvervsrettet lovgivning, herunder særligt principperne om mere enkel og
27
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0028.png
formålsbestemt regulering og teknologineutralitet. Der vil med lovforslaget blive
indført en mere teknologineutral lovgivning med mere ensartede regler og fokus på
enkelthed og metodefrihed i forhold til reguleringens formål. Lovforslagets § 1, nr.
14, giver udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester
mulighed for selv at pege på, hvordan kravet om løbende og gradvis
tilgængeliggørelse af programmer for personer med handicap vil kunne løses.
Lovforslagets § 1, nr. 12, og § 2, nr. 2, 4 og 5, giver udbyderne mulighed for inden
for vejledende retningslinjer selv at tilrettelægge mærkning af programmers
egnethed for mindreårige. Desuden giver lovforslagets § 1, nr. 16, om krav til
udbydere af videodelingsplatformstjenester om etablering af foranstaltninger til
beskyttelse mod skadeligt og ulovligt indhold m.v. udbyderne frihed til selv at
vælge teknologiske løsninger.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring
af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester
(direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede
markedsforhold, EU-Tidende 2018, L 303, side 69.
Lovforslaget er i forhold til opretholdelse af det gældende forbud mod visning af
danske programmer, der indeholder produktplacering, på on demand-audiovisuelle
medietjenester, omfattet af høringsproceduren efter
informationsproceduredirektivet.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
[ ]
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
Mindreudgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
28
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0029.png
Økonomiske
konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Implementeringskonsek
venser for stat,
kommuner og regioner
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative
konsekvenser for
borgerne
Miljømæssige
konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Ingen
Mindre administrative
merudgifter for staten
Mindre negative
implementerings-
konsekvenser for staten
Mindre negative
erhvervsøkonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet
Mindre negative
administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Er i strid med de fem
principper for
implementering af
erhvervsrettet EU-
regulering (sæt X)
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november
2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om
samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de
ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, L 303,
side 69.
JA
NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Radio- og fjernsynsloven
29
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Til nr. 1
Det foreslås at ændre lovens titel fra ”Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed” til
”Lov om
radio-
og fjernsynsvirksomhed m.v.”. Der er tale om en
konsekvensændring som følge af forslaget om at udvide lovens anvendelsesområde
til at omfatte en regulering af videodelingsplatformstjenester for så vidt angår
skadeligt eller ulovligt indhold og audiovisuel kommerciel kommunikation, jf.
lovforslagets § 1, nr. 16.
Til nr. 2
Der indsættes en fodnote til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, der angiver, at
loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-
Tidende 2018, L 303, side 69, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/22/EF af 7.marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse
med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningsdirektivet), EU-
Tidende 2002, nr. L 108, side 51, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L 337, side 11.
Til nr. 3
Ved ændringsdirektivet ændres definitionen af en audiovisuel medietjeneste i
direktivets artikel 1, stk. 1, således at en audiovisuel medietjeneste også er en
tjeneste, hvor hovedformålet med en del af tjenesten, der kan adskilles herfra, er
under en medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar at udbyde informerende,
underholdende eller oplysende programmer til offentligheden via elektroniske
kommunikationsnet.
I ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 3 er det anført, at direktivet fortsat
kun bør gælde for tjenester, hvis hovedformål er at sende programmer, der skal
informere, underholde eller oplyse. Hovedformålskravet bør også betragtes som
opfyldt, hvis tjenesten har et audiovisuelt indhold og en audiovisuel form, som kan
adskilles fra tjenesteudbyderens hovedaktivitet, såsom selvstændige dele af
internetaviser med audiovisuelle programmer eller brugergenerede videoer, hvis
disse dele kan anses for at kunne adskilles fra hovedaktiviteten. Det er i
betragtningen videre anført, at en tjeneste bør anses for blot at være et
supplement, der er uadskilleligt fra hovedaktiviteten, i kraft af forbindelserne
mellem det audiovisuelle udbud og hovedaktiviteten såsom levering af nyheder i
skriftlig form. Endelig anføres i betragtningen, at som sådan kan kanaler og andre
audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders redaktionelle ansvar i sig selv
udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en
videodelingsplatform, som er kendetegnet ved ikke af have noget redaktionelt
ansvar. I sådanne tilfælde vil det påhvile de tjenesteudbydere, der har det
redaktionelle ansvar, at overholde direktivet. I forhold til sidstnævnte henvises til
Kulturministeriets overvejelser i afsnit 3.1.3. i de almindelige bemærkninger.
30
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, nr. 4, skal udøvelse af
programvirksomhed bl.a. forstås som udbud af on demand-audiovisuelle
medietjenester, hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholdende eller
oplysende billedprogrammer med eller uden lyd til almenheden via elektroniske
kommunikationsnet som defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester.
I overensstemmelse med direktivets ændring af definitionen af en audiovisuel
medietjeneste foreslås det at ændre radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, nr. 4,
således at tjenester, hvor hovedformålet med en del af tjenesten, der kan adskilles
herfra, er at udbyde informerende, underholdende eller oplysende
billedprogrammer til almenheden, også udgør programvirksomhed omfattet af
radio- og fjernsynsloven.
Til nr. 4
Ved ændringsdirektivet præciseres direktivets definition af et program i artikel 1,
stk. 1, således at længden af et sæt levende billeder med eller uden lyd ikke har
betydning for om disse skal anses som et program. Desuden er det ikke længere et
krav, at et program skal have form og indhold, som kan sammenlignes med form og
indhold af tv-spredning. Et program defineres som et sæt levende billeder med
eller uden lyd, der udgør en individuel del, uanset dets længde, inden for en
programflade eller et katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder.
Der indgår ikke i dag i radio- og fjernsynsloven en definition af hvad, der skal
forstås ved et program. Ifølge radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, skal udøvelse af
programvirksomhed bl.a. forstås som udsendelse af billedprogrammer til
almenheden ved hjælp af radioanlæg, fællesantenneanlæg eller øvrige elektroniske
kommunikationsnet eller som udbud af on demand-audiovisuelle medietjenester,
hvis hovedformål er at udbyde informerende, underholdende eller oplysende
billedprogrammer med eller uden lyd til almenheden via elektroniske
kommunikationsnet.
Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens § 2 suppleres med en definition af et
billedprogram med henblik på i overensstemmelse med direktivets ændrede
definition af et program at præcisere afgrænsningen af de audiovisuelle
medietjenester, der er omfattet af loven, dvs. enten fjernsynsudsendelser omfattet
af radio- og fjernsynslovens § 2, stk. 1, nr. 1-3, eller on demand-audiovisuelle
medietjenester omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4.
Til nr. 5
Direktivet om audiovisuelle medietjenester bygger som omtalt i afsnit 3.1.1. i de
almindelige bemærkninger på et afsenderlandsprincip funderet på principperne om
hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse, jf. direktivets artikel 2 og 3.
Direktivets forpligtelse til at sikre modtagefrihed/gensidig anerkendelse for
udenlandske fjersynsudsendelser er bl.a. opfyldt ved radio- og fjernsynslovens
regler om fællesantenneanlæg, hvorefter fællesantennelæg frit kan fordele alle
31
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
udsendelser, som sendes fra udlandet. For så vidt angår on demand-audiovisuelle
medietjenester er forpligtelsen opfyldt ved e-handelslovens § 4 og de
indgrebsmuligheder, der er fastsat i e-handelslovens § 6. Direktivets procedurer for
tilfælde, hvor der er fastsat mere detaljerede eller strengere danske bestemmelser i
offentlighedens interesse på de områder, der er omfattet af direktivet, og hvor det
vurderes, at en udbyder af fjernsynsudsendelser under en anden medlemsstats
jurisdiktion udbyder en udsendelse, som helt eller fortrinsvis er rettet mod
Danmark, jf. direktivets artikel 4, er implementeret i bekendtgørelse om
forretningsorden for Radio- og tv-nævnet med hjemmel i radio- og fjernsynslovens
§ 39, stk. 3, og § 40, stk. 6.
Ved ændringsdirektivet er afsenderlandsprincippet for udbydere af audiovisuelle
medietjenester opretholdt. Reglerne om procedurer i tilfælde af undtagelser fra
princippet om modtagefrihed/gensidig anerkendelse og hjemlandskontrol er ved
ændringsdirektivet ændret, således at bl.a. de samme regler finder anvendelse for
fjernsynsprogramvirksomhed og on demand-audiovisuelle medietjenester.
Mulighederne for at fravige princippet om modtagefrihed/gensidig anerkendelse er
i den forbindelse i forhold til fjernsynsprogramvirksomhed udvidet fra tilfælde med
overtrædelse af reglerne om beskyttelse af mindreårige mod skadeligt indhold og
forbud mod tilskyndelse til had til tilfælde, hvor folkesundheden eller den
offentlige sikkerhed bringes i fare eller ved risiko herfor.
I forbindelse med de reviderede regler om procedurer i tilfælde af undtagelser fra
princippet om modtagefrihed/gensidig anerkendelse i direktivets artikel 3 foreslås
det af præcisionsmæssige årsager, at direktivets princip om
modtagefrihed/gensidig anerkendelse og adgang til at fravige princippet indskrives
i radio- og fjernsynsloven med den nye foreslåede bestemmelse i § 9 a i radio- og
fjernsynslovens kapitel 2. Samtidig foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse,
hvorefter kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til at
fravige princippet.
Det bemærkes, at direktivets regler om modtagefrihed/gensidig anerkendelse af
fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuelle medietjenester fra andre
medlemsstater alene vedrører områder, der er samordnet ved direktivet. Områder,
der ikke er samordnet ved direktivet, er således ikke underlagt direktivets regler
og procedurer vedrørende modtagefrihed/gensidig anerkendelse, men er omfattet af
EU-domstolens retspraksis om muligheder for at begrænse den frie udveksling af
tjenesteydelser. Denne retspraksis er beskrevet i ændringsdirektivets
præambelbetragtning nr. 10, hvor følgende er fastsat:
”I overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (»EU-
Domstolen«) er det kun muligt at begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser,
som er sikret i henhold til traktaten, hvis der foreligger tvingende hensyn i
offentlighedens interesse, f.eks. opnåelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau,
forudsat at sådanne begrænsninger er begrundede, står i rimeligt forhold til målet
og er nødvendige. Derfor bør en medlemsstat kunne træffe visse foranstaltninger
for at sikre overholdelse af de af dens forbrugerbeskyttelsesregler, der ikke
32
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
henhører under de områder, der samordnes ved direktiv 2010/13/EU.
Foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat for at håndhæve dens nationale
forbrugerbeskyttelsesordning, herunder i forbindelse med reklamer for spil, skal
være begrundede, stå i rimeligt forhold til det mål, der tilstræbes, og være
nødvendige som krævet i EU-Domstolens retspraksis. Under alle omstændigheder
må en modtagermedlemsstat ikke træffe nogen foranstaltninger, der vil være til
hinder for retransmission på dens område af fjernsynsudsendelser fra en anden
medlemsstat.”
Eventuelle foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat for at håndhæve dens
nationale forbrugerbeskyttelsesordning, herunder eksempelvis i forbindelse med
reklamer for spil eller kviklån, der ikke er samordnet ved direktivet, skal således
være begrundede, stå i et rimeligt forhold til det mål, der tilstræbes, og være
nødvendige. Samtidig må en modtagermedlemsstat ikke træffe nogen
foranstaltninger, der vil være til hinder for retransmission på dens område af
fjernsynsudsendelser fra en anden medlemsstat. Det er Kulturministeriets
vurdering, at dette tilsvarende gælder for on demand-audiovisuelle medietjenester
fra en anden medlemsstat.
Det er hensigten, at direktivets reviderede regler om undtagelser fra princippet om
hjemlandskontrol fastsættes i bekendtgørelse om forretningsorden for Radio- og tv-
nævnet med hjemmel i radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 3, og § 40, stk. 6.
Til nr. 6
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 4, 1. pkt. er radio- og tv-foretagender og
øvrige medietjenesteudbydere, der er omfattet af Radio- og tv-nævnets virksomhed,
forpligtet til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere de dokumenter mv. og
afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges af nævnet.
Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9 og 16, hvorved Radio- og tv-nævnet skal
registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og føre tilsyn med
virksomheden, foreslås det at udvide radio- og fjernsynslovens § 39, stk. 4, 1. pkt.,
til også at omfatte udbydere af videodelingsplatformstjenester.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.3.
Til nr. 7
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 2, har Radio- og tv-nævnet til opgave at
registrere foretagender, som udøver programvirksomhed ved hjælp af satellit,
fællesantenneanlæg, jordbaserede digitale radio- og tv-sendemuligheder,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og at føre
tilsyn med programvirksomheden.
Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 10, hvorved der indføres pligt for udbydere
af on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig registrere hos Radio-
og tv-nævnet, foreslås det at udvide radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 2, til også at
33
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
omfatte registrering af og tilsyn med udbydere af on demand-audiovisuel
programvirksomhed, jf. også lovforslagets § 1, nr. 9.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.2.2.
Til nr. 8
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 5, har Radio- og tv-nævnet til opgave at
træffe afgørelse om indstilling af registreret programvirksomhed i henhold til
lovens § 47, stk. 1, 1. pkt., jf. lovens § 50, stk. 2.
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42 a, stk. 2, har Radio- og tv-nævnet til opgave at
træffe afgørelse om indstilling af on demand-audiovisuel programvirksomhed i
henhold til lovens § 47, stk. 1, 2. pkt., jf. lovens § 50, stk. 3.
Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7 og 10, hvorved der indføres pligt for
udbydere af on demand-audiovisuel programvirksomhed til at lade sig registrere
hos Radio- og tv-nævnet, og nævnets opgaver udvides til at omfatte registrering af
sådan virksomhed, foreslås det fastsat i radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 5, at
nævnets adgang til at træffe afgørelse om indstilling af programvirksomhed som
fastsat i lovens § 50, stk. 3, omfatter on demand-audiovisuel programvirksomhed,
jf. også lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 9
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 42 a har Radio- og tv-nævnet til opgave at føre
tilsyn med on demand-audiovisuel programvirksomhed og træffe afgørelse om
indstilling af programvirksomheden.
Som en redaktionel konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 7, 8 og 10, ophæves radio-
og fjernsynslovens § 42 a. § 42 a foreslås erstattet af den foreslåede nye
bestemmelse i § 42 a.
Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle medietjenester indføres i
artikel 28b en forpligtelse for medlemsstater til at sikre, at udbydere af
videodelingsplatforme indfører passende foranstaltninger, der skal beskytte
mindreårige mod skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod indhold, der
tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredelse udgør en strafbar handling i
henhold til EU-retten. Sådanne strafbare handlinger er offentlige opfordringer til
at begå terrorhandlinger som fastsat i § 114 jf. § 23 og § 114 e i straffeloven,
lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som fastsat i § 235, stk. 1, i
straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme og fremmedhad som
fastsat i § 266 b i straffeloven. Herudover indfører ændringsdirektivet forpligtelser
vedrørende audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering,
produktplacering mv.) på videodelingsplatforme.
I den nye foreslåede bestemmelse i § 42 a foreslås, at Radio- og tv-nævnet har til
opgave at registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og at føre tilsyn
34
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
med direktivets regler for videodelingsplatformstjenester. Desuden foreslås, at
nævnet har til opgave at træffe afgørelse om de foranstaltninger, som udbydere af
videodelingsplatforme skal træffe som følge af direktivets artikel 28b, stk. 1-3,
samt om bestemmelser vedrørende direktivets forpligtelser om audiovisuel
kommerciel kommunikation på videodelingsplatforme, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.
Hermed vil Radio- og tv-nævnet bl.a. kunne behandle klager og tvister mellem
brugere og udbydere af videodelingsplatforme i forhold til de foranstaltninger, som
udbyderne er forpligtet til at træffe. Nævnet vil derimod ikke kunne behandle
tvister om selve indholdet på platformen (eksempelvis om konkret indhold skal
fjernes). Herudover foreslås, at Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse om
indstilling af virksomheden, hvis udbyderen af videodelingsplatformstjenesten
groft eller gentagne gange overtræder loven eller bestemmelser fastsat i medfør af
loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.3.
Til nr. 10
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal foretagender, der udøver
programvirksomhed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og som
hører under dansk myndighed, lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet.
Desuden fastsætter lovens § 47, stk. 1, 2. pkt., at medietjenesteudbydere, der
udbyder on demand-audiovisuel programvirksomhed omfattet af lovens § 2, stk. 1,
nr. 4, kan udøve programvirksomhed uden registrering.
Det foreslås, at der i lighed med den gældende registreringspligt for udbydere af
lineært fjernsyn i radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., og den foreslåede
registreringspligt for udbydere af videodelingsplatformstjenester, jf. lovforslagets §
1, nr. 16, indføres pligt for udbydere af on demand-audiovisuel programvirksomhed
til at lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.2.2.
Til nr. 11
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 47, stk. 5, kan kulturministeren fastsætte
nærmere regler om registrering af udbydere af lineært fjernsyn i henhold til radio-
og fjernsynslovens § 47, stk. 1, 1. pkt.
Som konsekvens af lovforlagets § 1, nr. 10, foreslås, at kulturministeren ved en
udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 47, stk. 5, får bemyndigelse til
også at fastsætte nærmere regler om registrering af udbydere af on demand-
audiovisuel programvirksomhed. Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse
skal benyttes til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, hvilke oplysninger,
der skal meddeles i forbindelse med registrering, hvornår der kan ske afvisning af
35
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
registrering, ændringer af forhold, der er oplyst i forbindelse med registreringen
mv.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.2.2.
Til nr. 12
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 48, 2. pkt., kan kulturministeren i forbindelse
med fastsættelse af regler om programvirksomhed fastsætte regler om beskyttelse
af mindreårige.
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester er der i direktivets
artikel 6a, stk. 3, indført krav om etablering af et system for fjernsyn og on
demand-audiovisuelle medietjenester, der beskriver de mulige skadevirkninger af
indhold med henblik på beskyttelse af mindreårige. Medlemsstaterne skal således
sikre, at medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for
seerne om indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske
udvikling, idet udbyderne til dette formål skal bruge et system, der beskriver de
mulige skadevirkninger af indholdet af den enkelte tjeneste.
Desuden er det i direktivets artikel 6a, stk. 2, fastsat, at mindreåriges
personoplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres af
medietjenesteudbydere i henhold til beskyttelsesforanstaltninger etableret af
udbyderne, ikke må behandles med henblik på kommercielle formål såsom direkte
markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
Det foreslås på denne baggrund, at bemyndigelsesbestemmelsen i radio- og
fjernsynslovens § 48, 2. pkt., udvides til, at kulturministeren i forbindelse med
regler om beskyttelse af mindreårige kan fastsætte regler om mærkning af
programmers egnethed for mindreårige og om mindreåriges personoplysninger.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.
Til nr. 13
Radio- og fjernsynslovens § 48, 3. pkt., fastsætter, bl.a. med baggrund i direktivet
om audiovisuelle medietjenester, at kulturministeren kan fastsætte regler om, at
programmerne ikke på nogen måde må tilskynde til had på grund af race, køn,
religion, nationalitet eller seksuel observans, ligesom der kan fastsættes regler om,
at programmerne ikke på nogen måde må fremme terrorisme. Eftersom direktivet
er et minimumsdirektiv, er Danmark ikke afskåret fra at indføre yderligere
regulering, og bemyndigelsesbestemmelsen er i forhold til direktivets regulering
suppleret med ”seksuel observans” og ”fremme af terrorisme”.
Med udgangspunkt i
bestemmelsen er der i dag fastsat sådanne regler i bekendtgørelsesform. De
pågældende bekendtgørelser er bekendtgørelse om vedtægt for DR, bekendtgørelse
om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder, bekendtgørelse om TV
2/DANMARK A/S’ programvirksomhed, bekendtgørelse om ikkekommercielt tv i
36
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
MUX 1 og bekendtgørelse om programvirksomhed på grundlag af registrering samt
on-demand audiovisuel programvirksomhed.
Ved det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester indføres en øget
beskyttelse på fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester i forhold til
tilskyndelse til vold eller had og offentlige opfordringer til at begå
terrorhandlinger. I direktivets artikel 6 pålægges medlemsstaterne således at
sikre, at fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester leveret af udbydere
under deres myndighed, ikke tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af
personer eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der er omhandlet i
artikel 21 i EU’s charter for grundlæggende rettigheder, eller indeholder en
offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i direktiv
(EU) 2017/541. Artikel
21 i EU’s charter fastsætter, at enhver
forskelsbehandling
på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog,
religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt
mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert
andet forhold er forbudt. Desuden fastsætter artikel 21, at inden for traktaternes
anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver
forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt. Artikel 5 om offentlige
opfordringer til at begå terrorhandlinger i direktiv (EU) 2017/541 om bekæmpelse
af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring
af Rådets afgørelse 2005/671/RIA, er implementeret i § 114 jf. § 23 og § 114 e i
straffeloven. Det følger af direktivets artikel 6, at de foranstaltninger, der træffes
med henblik på anvendelsen af artiklen, skal være nødvendige og forholdsmæssige
og skal respektere de rettigheder og overholde de forpligtelser, der er fastsat i
chartret.
I overensstemmelse med direktivets artikel 6 foreslås det at
bemyndigelsesbestemmelsen i radio- og fjernsynslovens § 48, 3. pkt., ændres,
således at det fastsættes, at programmerne heller ikke må tilskynde til vold, og at
listen af grunde for tilskyndelse til vold eller had udvides med de grunde, der er
omhandlet i artikel 21 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.
Det er hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse til i overensstemmelse
med direktivets artikel 6 i de ovenfor omtalte bekendtgørelser at fastsætte regler
om, at programmerne i fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester ikke
må tilskynde til vold eller had af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21
i
EU’s charter om grundlæggende rettigheder.
Det er desuden hensigten som hidtil
at fastsætte i bekendtgørelserne, at der ikke må udsendes programmer eller stilles
programmer til rådighed, der fremmer terrorisme. Herved opretholdes den
hidtidige danske regulering på området.
Til nr. 14
Det fremgår af radio- og fjernsynslovens § 48 i lovens kapitel 8 om
programvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering samt on demand-
audiovisuel programvirksomhed, at kulturministeren kan fastsætte regler om
programvirksomheden.
37
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester er der i direktivets
artikel 7 indført skærpede forpligtelser om tilgængelighed for udbydere af fjernsyn
og on demand-audiovisuelle medietjenester.
Det foreslås i den forbindelse at indsætte en yderligere bemyndigelsesbestemmelse
i lovens § 48, hvorefter kulturministeren for så vidt angår udbydere af fjernsyn og
on demand-audiovisuelle medietjenester, der ikke er underlagt public service-
forpligtelser, kan fastsætte bestemmelser om, at programvirksomheden ved hjælp
af forholdsmæssige foranstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelige for
personer med handicap. Samtidig foreslås, at kulturministeren kan fastsætte
bestemmelser om adgang til at klage over om de nævnte foranstaltninger er
iværksat.
Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i bekendtgørelsesform at fastsætte
nærmere bestemmelser om en kommende ordning, hvorved udbyderne løbende og
gradvis gør deres tjenester mere tilgængelige for personer med handicap ved hjælp
af forholdsmæssige foranstaltninger.
Den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser om adgang til at klage
forventes udnyttet til i bekendtgørelsesform at fastsætte, at klager om hvorvidt
udbyderne har opfyldt forpligtelserne om at udbyde
tilgængelighedsforanstaltninger kan indgives til Radio- og tv-nævnet. Der vil
således ikke være adgang til at klage over konkret indførte
tilgængelighedsforanstaltninger
–
eksempelvis om foranstaltningerne teknisk
fungerer mv. Sådanne klager vil skulle rettes til udbyderne.
Det forventes, at der på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside vil blive etableret et
lettilgængeligt online kontaktpunkt for information og oplysning om klageadgang.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.4.3.
Til nr. 15
Ved det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester indføres med artikel 7b,
stk. 1, en forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe passende og
forholdsmæssige foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester
leveret af medietjenesteudbydere ikke uden disse udbyderes udtrykkelige
samtykke forsynes med overlays til kommercielle formål eller ændres. Samtidig
fastsættes i artikel 7 b, stk. 2, at medlemsstaterne præciserer undtagelser navnlig
vedrørende beskyttelse af brugernes legitime interesser, og samtidig tager hensyn
til de legitime interesser hos de medietjenesteudbydere, som oprindeligt leverede
de audiovisuelle medietjenester.
I ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 26 er følgende anført om
baggrunden for bestemmelsen i artikel 7b:
38
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
”For
at beskytte medietjenesteudbydernes redaktionelle ansvar og den
audiovisuelle værdikæde er det af afgørende betydning at kunne sikre integriteten
af de programmer og tjenester, der leveres af medietjenesteudbyderne.
Programmer og audiovisuelle medietjenester bør ikke leveres i afkortet form,
ændret eller med afbrydelser eller med overlays til kommercielle formål, hvis ikke
medietjenesteudbyderne har givet deres udtrykkelige samtykke. Medlemsstaterne
bør sikre, at overlays, som modtageren af tjenesten udelukkende har taget initiativ
til eller tilladt til privat brug, såsom overlays som følge af tjenester for individuel
kommunikation, ikke kræver samtykke fra medietjenesteudbyderen.
Kontrolelementer af enhver brugergrænseflade, der er nødvendige for driften af
udstyret eller for programnavigering, såsom volumenbjælker, søgefunktioner,
navigationsmenuer eller kanaloversigter, bør ikke være omfattet. Legitime
overlays som f.eks. advarselsmeddelelser, oplysninger i offentlighedens interesse,
undertekster eller kommerciel kommunikation, der leveres af
medietjenesteudbyderen, bør heller ikke være omfattet. Med forbehold af artikel 3,
stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 bør
datakompressionsteknikker, der mindsker størrelsen af en datafil, og andre
teknikker, der kan tilpasse en tjeneste til distributionsmidlet, såsom opløsning og
kodning, uden nogen ændring af indholdet, heller ikke være omfattet.
Der bør kun pålægges foranstaltninger til at beskytte integriteten af programmer
og audiovisuelle medietjenester, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af almen
interesse, som er tydeligt fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-
retten. Sådanne foranstaltninger bør pålægge virksomheder forholdsmæssige
forpligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.”
Kulturministeriet bemærker, at der af hensyn til tilfælde, hvor der ikke er indgået
aftale mellem udbyderen af en audiovisuel medietjeneste og udbyderen af en
tredjemandsplatform om vilkår for distribution og tilgængeliggørelse på
platformen, bør indføres en bestemmelse i radio- og fjernsynsloven, der i
overensstemmelse med direktivets artikel 7b, har til formål at beskytte
programmers og audiovisuelle medietjenesters integritet. Det foreslås derfor i den
foreslåede nye bestemmelse i § 49 a, stk. 1, i radio- og fjernsynslovens kapitel 8 om
programvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering samt on demand-
audiovisuel programvirksomhed, at fastsætte, at programvirksomhed ved
udsendelse af billedprogrammer ikke må forsynes med overliggende indslag til
kommercielle formål eller ændres uden samtykke fra de foretagender, der udøver
programvirksomheden. Desuden foreslås, at der indsættes en
bemyndigelsesbestemmelse i den foreslåede bestemmelse i § 49 a, stk. 2, hvorefter
kulturministeren kan fastsætte bestemmelser om fravigelse af kravet om
samtykke i § 49 a, stk. 1. Det er hensigten at benytte bemyndigelsen til i
overensstemmelse med direktivets artikel 7 b, stk. 2, og direktivets betragtninger, i
bekendtgørelsesform at fastsætte undtagelser fra kravet om samtykke for så vidt
angår beskyttelse af brugernes legitime interesser samtidig med, at hensyn tages
til de legitime interesser hos de medietjenesteudbydere, som oprindeligt leverede
de audiovisuelle medietjenester.
39
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Kulturministeriet finder ikke, at der er grundlag for at knytte nogen sanktion til
den foreslåede bestemmelse i § 49 a, da det er parternes ansvar at blive enige om
vilkårene for distribution og tilgængeliggørelse. Eventuelle tvister mellem parterne
må i givet fald løses civilretligt.
Til nr. 16
Ved direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle medietjenester indføres i
artikel 28a og 28b en regulering af videodelingsplatformstjenester. I artikel 28b
indføres en forpligtelse for medlemsstater til at sikre, at udbydere af
videodelingsplatforme indfører passende foranstaltninger, der skal beskytte
mindreårige mod skadeligt indhold og beskytte alle borgere mod indhold, der
tilskynder til vold eller had, eller hvis udbredelse udgør en strafbar handling i
henhold til EU-retten. Herudover indfører ændringsdirektivet forpligtelser
vedrørende audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering,
produktplacering mv.) på videodelingsplatforme. Desuden indføres i direktivets
artikel 28a regler om jurisdiktion.
§ 51 a
Det foreslås, at der indføres en pligt for videodelingsplatformstjenester, som hører
under dansk myndighed, til at lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet.
Herudover foreslås, at direktivets definition af en videodelingsplatformstjeneste
indføres i radio- og fjernsynsloven. I den forbindelse foreslås direktivets
definitioner af en udbyder af en videodelingsplatformstjeneste og en
brugergenereret video tillige indført i loven.
Endvidere foreslås, at kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
registrering af udbydere af videodelingsplatformstjenester, og regler for, hvornår
udbydere af videodelingsplatformstjenester hører under dansk myndighed. Det er
er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal benyttes til i
bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, hvilke oplysninger, der skal meddeles
i forbindelse med registrering, hvornår der kan ske afvisning af registrering,
ændringer af forhold, der er oplyst i forbindelse med registreringen mv. Det er
desuden hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal benyttes til at fastsætte
regler om jurisdiktion i overensstemmelse med reglerne i direktivets artikel 28a,
herunder regler om at Radio- og tv-nævnet skal udarbejde lister over udbydere af
videodelingsplatforme, som hører under dansk myndighed.
Desuden foreslås, at kulturministeren kan fastsætte regler for, hvornår udbud af
billedprogrammer, brugergenerede videoer eller begge dele udgør en væsentlig
funktion i en videodelingsplatformstjeneste i henhold til § 51 a, stk. 2, 1. pkt. Det
er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse
–
med udgangspunkt i
Kommissionens retningslinjer om den praktiske anvendelse af kriteriet om
væsentlig funktion med hensyn til definitionen af en videodelingsplatformstjeneste
–
skal benyttes til at fastsætte nærmere kriterier herfor.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.3.
40
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
§ 51 b
Med udgangspunkt i direktivets artikel 28 a og 28 b foreslås det fastsat i radio- og
fjernsynsloven, at e-handelslovens §§ 3-4 og § 6 om hjemlandskontrol og gensidig
anerkendelse, herunder adgang til begrænsning af levering af tjenester, og §§ 14-
16 om videreformidling, caching og oplagring, finder anvendelse for udbydere af
videodelingsplatformstjenester, der hører under dansk myndighed.
Forholdet mellem e-handelsdirektivet og direktivet om audiovisuelle
medietjenester fremgår af direktivets artikel 4, stk. 7. Det fremgår heraf, at e-
handelsdirektivet finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i direktivet om
audiovisuelle medietjenester. I tilfælde af modstrid mellem e-handelsdirektivet og
direktivet om audiovisuelle medietjenester har sidstnævnte direktiv forrang,
medmindre andet er fastsat heri. Eftersom der i direktivets artikel 28a og 28b
henvises til e-handelsdirektivets artikel 12-15 og i artikel 28a tillige til e-
handelsdirektivets artikel 3 har disse artikler dermed prioritet over direktivet om
audiovisuelle medietjenester.
Med henvisningen til e-handelslovens §§ 14-16 præciseres, at de foranstaltninger,
som udbydere af videodelingsplatformstjenester skal træffe for at beskytte
mindreårige og offentligheden, ikke må påvirke anvendelsen af de nævnte
bestemmelser i e-handelsloven. I den forbindelse er det i ændringsdirektivets
præambelbetragtning nr. 48 anført, at i betragtning af den rolle, som udbyderne
spiller med hensyn til det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjenester,
bør de passende foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentligheden
vedrøre tilrettelæggelsen af indholdet og ikke selve indholdets art. Direktivets krav
i den henseende bør derfor gælde med forbehold af artikel 12-14 i e-
handelsdirektivet, som rummer en fritagelse for ansvar for ulovlige oplysninger,
der transmitteres, eller oplagres automatisk, mellemliggende og midlertidigt, eller
oplagres af visse udbydere af informationssamfundstjenester. I
præambelbetragtning nr. 48 er det videre anført, at ved levering af tjenester, der er
omfattet af artikel 12-14 i e-handelsdirektivet, bør disse krav desuden gælde uden
at det berører e-handelsdirektivets artikel 15, som udelukker, at generelle
forpligtelser til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at undersøge forhold,
der tyder på ulovlig virksomhed, kan pålægges disse udbydere, uden at det dog
vedrører overvågningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det
berører påbud fra nationale myndigheder i overensstemmelse med national ret.
Med henvisningen til e-handelslovens §§ 3-4 og § 6 præciseres, at e-handelslovens
regler om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse, herunder adgang til
begrænsning af levering af tjenester, også finder anvendelse for udbydere af
videodelingsplatformstjenester, der i medfør af direktivets alternative
jurisdiktionskriterier i artikel 28a, stk. 2, anses for at høre under dansk
myndighed.
Det foreslås desuden, at kulturministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af
videodelingsplatforme, som hører under dansk myndighed, i overensstemmelse
41
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
med direktivets regler i artikel 28b, stk. 1, skal træffe passende foranstaltninger
for at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold. Herudover foreslås, at
kulturministeren i overensstemmelse med direktivets regler i artikel 28b, stk. 1,
kan fastsætte regler om, at udbydere af videodelingsplatforme skal træffe passende
foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold
eller had, eller indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar handling i forbindelse
med offentlige opfordringer til at begå terrorhandlinger som fastsat i § 114 jf. § 23
og § 114 e i straffeloven, lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som
fastsat i § 235, stk. 1, i straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme
og fremmedhad som fastsat i § 266 b i straffeloven.
Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse skal benyttes til i
bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, at udbyderne skal træffe passende
foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentligheden mod programmer,
brugergenerede videoer og audiovisuel kommerciel kommunikation, der kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, eller som tilskynder til
vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af
nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s
charter om grundlæggende
rettigheder.
Artikel 21 i EU’s charter fastsætter, at enhver
forskelsbehandling på
grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog,
religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt
mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert
andet forhold er forbudt. Desuden fastsætter artikel 21, at inden for traktaternes
anvendelsesområde og med forbehold af deres særlige bestemmelser er enhver
forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.
Det er desuden hensigten at benytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at
udbyderne skal træffe passende foranstaltninger for at beskytte offentligheden
mod programmer, brugergenerede videoer og audiovisuel kommerciel
kommunikation med indhold, hvis udbredelse udgør en aktivitet, der i henhold til
EU-retten er en strafbar handling, dvs. offentlige opfordringer til at begå
terrorhandlinger som fastsat i § 114 jf. § 23 og § 114 e i straffeloven,
lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi som fastsat i § 235, stk. 1, i
straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse med racisme og fremmedhad som
fastsat i § 266 b i straffeloven.
Herudover er det hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse til i
bekendtgørelsesform at implementere direktivets komplette liste over de
foranstaltninger vedrørende skadeligt eller ulovligt indhold, som udbydere af
videodelingsplatforme skal træffe alt efter hvad der er relevant, jf. direktivets
artikel 28 b, stk. 3, og som vedrører:
a) Inddragelse og anvendelse som en del af videodelingsplatformstjenesternes
generelle vilkår for brug af tjenesten af de krav vedr. skadeligt eller
ulovligt indhold, der omhandles i artikel 28b, stk. 1.
b) Etablering og opretholdelse af gennemsigtige og brugervenlige
mekanismer, som brugere af en videodelingsplatform kan bruge til over for
42
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
c)
d)
e)
f)
g)
h)
udbyderen af platformen at indberette skadeligt eller ulovligt indhold, der
udbydes på platformen.
Etablering og opretholdelse af systemer, hvorigennem udbydere af
videodelingsplatforme over for deres brugere redegør for, hvordan der er
fulgt op på den ovennævnte indberetning.
Etablering og opretholdelse af systemer til alderskontrol af brugere af
videodelingsplatforme fsva. indhold, som kan skade mindreåriges fysiske,
psykiske eller moralske udvikling.
Etablering og opretholdelse af systemer, der er lette at bruge og gør det
muligt for brugere af videodelingsplatforme at bedømme skadeligt eller
ulovligt indhold.
Sikring af forældrekontrolsystemer, der styres af slutbrugeren, for så vidt
angår indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller
moralske udvikling.
Etablering og opretholdelse af gennemsigtige procedurer, der er lette at
følge og effektive, til at behandle og afgøre klager fra brugere til udbyderen
af videodelingsplatforme i forbindelse med gennemførelsen af de ovenfor i
punkt b)-f) omhandlede foranstaltninger.
1) Sikring af effektive foranstaltninger og værktøjer til fremme af
mediekendskab og 2) iværksættelse af oplysningskampagner rettet mod
brugerne om disse foranstaltninger og værktøjer.
Det er i den forbindelse desuden hensigten at fastsætte regler om, at det mest
skadelige indhold for mindreårige skal være underlagt de strengeste
adgangskontrolforanstaltninger.
Det foreslås desuden, at kulturministeren i overensstemmelse med direktivets
artikel 28 b, stk. 3, kan fastsætte regler om, at mindreåriges personoplysninger,
som indsamles eller genereres af udbydere af videodelingsplatforme, ikke må
behandles med henblik på kommercielle formål. Det er hensigten at benytte den
foreslåede bemyndigelse til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om, at
sådanne oplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres i henhold til de
ovenfor under punkt d) og f) nævnte systemer til alderskontrol og
forældrekontrolsystemer ikke må behandles med henblik på kommercielle formål
såsom direkte markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
Endelig foreslås, at kulturministeren i overensstemmelse med direktivets regler i
artikel 28b, stk. 2 og 3, kan fastsætte regler om identifikation og indhold af
audiovisuel kommerciel kommunikation (reklamer, sponsorering og
produktplacering) på videodelingsplatformstjenester, der hører under dansk
myndighed.
For så vidt angår audiovisuel kommerciel kommunikation, som markedsføres,
sælges eller tilrettelægges af udbydere af videodelingsplatforme, er det hensigten
at benytte den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte regler om, at udbyderne
skal opfylde kravene i direktivets artikel 9, stk. 1, om klar identifikation af
audiovisuel kommunikation og opfyldelse af et sæt minimumskvalitetskrav. De
43
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
nævnte minimumskvalitetskrav vedrører bl.a. forbud mod, at den kommercielle
kommunikation skader respekten for den menneskelige værdighed, fremmer
forskelsbehandlinger og tilskynder til skadelig adfærd for bl.a. sundhed og
miljøbeskyttelse, og krav vedrørende beskyttelse af mindreårige og forbud mod
kommerciel kommunikation for særlige produkter.
I forhold til audiovisuel kommerciel kommunikation, som ikke markedsføres,
sælges eller tilrettelægges af udbyderne
–
og som disse således alene har
begrænset kontrol over
–
er det hensigten at benytte den foreslåede bemyndigelse
til at fastsætte regler om, at udbyderne som en del af deres generelle vilkår for
brug af tjenesten skal inddrage kravene i direktivets artikel 9, stk. 1. Desuden er
det hensigten at fastsætte regler om, at udbyderne skal anvende en funktion, der
giver brugere, som uploader brugergenerede videoer, mulighed for at angive, om
sådanne videoer, så vidt de ved eller med rimelighed kan forventes at vide,
indeholder audiovisuel kommerciel kommunikation. Herudover er det hensigten at
fastsætte, at såfremt der er givet oplysning om audiovisuel kommerciel
kommunikation i medfør af den nævnte funktion eller hvis udbyderen har
kendskab til audiovisuel kommunikation, skal udbyderne tydeligt informere
brugerne, hvis programmer og brugergenerede videoer indeholder sådan
kommunikation.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.1.3.
§ 51 c
Radio- og tv-nævnet kan efter de gældende regler bl.a. træffe afgørelse om
midlertidig eller endelig inddragelse af en tilladelse eller indstilling af
programvirksomhed for fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, hvis
tilladelseshaveren, det registrerede foretagende eller medietjenesteudbyderen
overtræder loven eller bestemmelser fastsat efter loven, såfremt en overtrædelse er
grov, eller overtrædelser er ofte gentagne, jf. radio- og fjernsynslovens § 50.
Ved førstegangsovertrædelser giver Radio- og tv-nævnet
–
dog beroende på en
konkret vurdering af overtrædelsens karakter
–
som udgangspunkt alene en
påtale, jf. radio- og fjernsynslovens § 42, nr. 3. Inddragelsessanktionerne har
imidlertid gentagelsesvirkning, idet Radio- og tv-nævnets praksis er at sanktionere
overtrædelser med stigende alvorlighed/strenghed. Hvis stationen fortsætter sin
overtrædelse, kan der blive tale om midlertidig inddragelse og herefter endelig
inddragelse/indstilling af programvirksomheden. Eventuelt vil nævnet først
foretage en midlertidig inddragelse af kortere varighed og herefter i en længere
periode. Også varigheden af den midlertidige inddragelse/indstilling beror på en
konkret vurdering.
Det foreslås i den foreslåede § 51 c, stk. 1, at Radio- og tv-nævnet tilsvarende gives
adgang til at træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstilling af
virksomheden på en videodelingsplatformstjeneste, hvis udbyderen af tjenesten
groft eller gentagne gange overtræder loven eller bestemmelser fastsat i medfør af
44
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
loven. Med bestemmelser fastsat i medfør af loven tænkes på bestemmelser om
videodelingsplatformstjenester, der med udgangspunkt i de ovennævnte foreslåede
bemyndigelsesbestemmelser i § 51 a og 51 b fastsættes i bekendtgørelsesform. Det
drejer sig bl.a. om bestemmelser, der pålægger udbydere af videodelingsplatforme
at træffe foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentligheden mod
skadeligt og ulovligt indhold. Disse foranstaltninger vedrører tilrettelæggelsen af
indholdet og ikke selve indholdets art. Som ovenfor omtalt i forbindelse med den
foreslåede bestemmelse i § 51 b er det i ændringsdirektivets præambelbetragtning
nr. 48 bl.a. anført, at i betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hensyn
til det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjenester, bør de passende
foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentligheden vedrøre
tilrettelæggelsen af indholdet og ikke selve indholdets art.
En afgørelse fra Radio- og tv-nævnet kan efter gældende ret indbringes for
domstolene af den, som har en retlig interesse i afgørelsen. Indbringelsen sker ved,
at der i en civil retssag udtages stævning mod nævnet.
For så vidt angår Radio- og tv-nævnets afgørelser om inddragelse af en
programtilladelse eller indstilling af programvirksomhed, der vedrører indholdet af
programmer, er der etableret en særlig adgang til domstolsprøvelse i radio- og
fjernsynslovens § 50 a. Lovens § 50 a, stk. 1, bestemmer, at sådanne afgørelser kan
af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene, hvis afgørelsen
vedrører regler, der er fastsat i medfør af lovens § 48, 2. eller 3. pkt. Det gælder
således afgørelser om, hvorvidt reglerne om beskyttelse af mindreårige er
overtrådt, om programmerne må anses for at tilskynde til had på grund af race,
køn, religion, nationalitet eller seksuel observans, eller om programmerne må
anses for at fremme terrorisme.
Denne særlige adgang til domstolsprøvelse består i, at den pågældende blot skal
begære sagen indbragt for retten og således ikke er nødt til selv at udtage stævning
i sagen. Ifølge lovens § 50 a, stk. 2, skal begæring herom fremsættes til Radio- og
tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Overholdes
fristen, vil Radio- og tv-nævnet herefter anlægge sag mod den pågældende i den
borgerlige retsplejes former. Overholdes fristen ikke, vil den pågældende selv
kunne anlægge sag mod Radio- og tv-nævnet på sædvanlig vis ved i en civil retssag
at udtage stævning mod nævnet. Ifølge lovens § 50 a, stk. 3, kan retten ved
kendelse bestemme, at sagsanlæg har opsættende virkning. Såfremt Radio- og tv-
nævnets afgørelse opretholdes ved dom, kan der heri bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.
Den etablerede adgang til domstolsprøvelse skal ses i lyset af den indgribende
karakter, en afgørelse om ikke at kunne udøve programvirksomhed, der er
begrundet i indholdet af programmerne, kan have. De samme hensyn ses ikke at
foreligge i situationer, hvor sådanne afgørelser er begrundet i andre forhold, f.eks.
at et tidligere meddelt påbud ikke er overholdt, eller at kravene til reklamers
placering i programfladen er overtrådt.
45
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Lovforslaget vil indebære, at Radio- og tv-nævnet ved afgørelse om indstilling af
virksomheden vil have mulighed for at gribe ind over for en udbyder af en
videodelingsplatformstjeneste, der groft eller gentagne gange har overtrådt
bestemmelser, der er fastsat med udgangspunkt i de ovennævnte foreslåede
bemyndigelsesbestemmelser i § 51 a og 51 b. Det drejer sig om bestemmelser om
registrering af udbydere, etablering af foranstaltninger for at beskytte mindreårige
og offentligheden mod skadeligt og ulovligt indhold og bestemmelser om
identifikation og indhold af reklamer mv. Kulturministeriet finder, at pålæg om
indstilling af virksomheden på en videodelingsplatformstjeneste ikke vil udgøre et
indgreb i ytringsfriheden efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
(EMRK) artikel 10, hvorefter enhver har ret til ytringsfrihed. Et sådant pålæg vil
ikke vedrøre indholdet på tjenesten, men alene foranstaltninger, som udbyderen er
forpligtet til at træffe.
Uagtet at en afgørelse om indstilling således ikke vil være begrundet i selve
indholdet på en videodelingsplatformstjeneste finder Kulturministeriet, at der
henset til den indgribende karakter, en afgørelse om ikke at kunne udøve
virksomhed kan have, bør etableres en tilsvarende særlig adgang til
domstolsprøvelse af sådanne afgørelser, hvis afgørelsen er begrundet i
foranstaltninger vedrørende indholdet af programmer og brugergenerede videoer.
Det foreslås derfor i den foreslåede § 51 c, stk. 2 og 3, at der også for afgørelser om
indstilling af virksomheden på videodelingsplatformstjenester, gives adgang til at
indbringe en afgørelse for domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler om
foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige og offentligheden mod skadeligt og
ulovligt indhold som fastsat i medfør af lovforslagets § 51 b, stk. 2, 1. eller 3. pkt.
Til nr. 17
Direktivet om audiovisuelle medietjenester har hidtil fastsat et forbud mod
produktplacering i fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuelle
medietjenester med undtagelse af visse programtyper. Med ændringsdirektivet er
hovedreglen blevet, at produktplacering tillades bortset fra nyheds- og
aktualitetsprogrammer, forbrugerprogrammer, religiøse programmer og
børneprogrammer.
Ifølge radio- og fjernsynslovens § 85 a, stk. 1 er produktplacering i programmer i
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester ikke tilladt. Lovens § 85 a, stk.
4, indeholder samtidig en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter kulturministeren
kan fastsætte nærmere regler om produktplacering, herunder om fravigelse af
forbuddet mod produktplacering i stk. 1. Bemyndigelsen er udnyttet til, at der i
bekendtgørelse om reklamer og sponsorering m.v. af programmer i radio, fjernsyn
og on demand-audiovisuelle medietjenester samt indgåelse af partnerskaber
(reklamebekendtgørelsen) er fastsat nærmere regler om produktplacering. Der er
herefter bl.a. i bekendtgørelsen fastsat forbud mod visning af danske programmer i
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, som indeholder
produktplacering. Under nærmere angivne vilkår er der adgang til at vise indkøbte
udenlandske programmer med produktplacering inden for genrerne kort- og
46
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
dokumentarfilm, spillefilm, tv-serier, sportsprogrammer og
underholdningsprogrammer (med undtagelse af programmer henvendt til børn).
Det foreslås, at radio- og fjernsynslovens § 85 a, stk. 1, præciseres, således at det af
loven i overensstemmelse med den gældende retstilstand fremgår, at det generelle
forbud mod produktplacering omhandler forbud mod visning af programmer i
fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester, som indeholder
produktplacering. Det er fortsat hensigten, at der i reklamebekendtgørelsen med
udgangspunkt i direktivets vilkår gives adgang til at vise indkøbte udenlandske
prorammer med produktplacering inden for de nævnte genrer. Der er således ikke
med den foreslåede ændring tilsigtet ændringer i retstilstanden.
Uagtet forbuddet mod visning af danske programmer i fjernsyn og on demand-
audiovisuelle medietjenester, som indeholder produktplacering, giver
reklamebekendtgørelsen under nærmere angivne vilkår DR og TV 2/DANMARK
A/S adgang til at vise spillefilm og kort- og dokumentarfilm, som DR og TV
2/DANMARK A/S er forpligtet til økonomisk at engagere sig i, og som indeholder
produktplacering. Det er fortsat hensigten, at denne adgang opretholdes.
Til nr. 18
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 10.
Til nr. 19
Det foreslås, at udbydere af videodelingsplatformstjenester, der undlader at lade
sig registrere hos Radio- og tv-nævnet i overensstemmelse med § 51 a, stk. 1, i
lovforslagets § 1, nr. 16, straffes med bøde.
Til nr. 20
Det foreslås, at udbydere af videodelingsplatformstjenester, der tilsidesætter en
afgørelse om indstilling af virksomheden efter § 51 c, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr.
16, straffes med bøde. Herudover er der tale om en redaktionel konsekvensændring
som følge af lovforslagets § 1, nr. 7, 9 og 10.
Til § 2
Filmloven
Til nr. 1
Der indsættes en fodnote til lov om film, der angiver, at loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2018/1808 af 14. november 2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om
udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i
betragtning af de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018, L 303, side 69.
47
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Til nr. 2
Med det ændrede direktiv om audiovisuelle medietjenester er der i direktivets
artikel 6a, stk. 3, indført krav om etablering af et system for fjernsyn og on
demand-audiovisuelle medietjenester, der beskriver de mulige skadevirkninger af
indhold med henblik på beskyttelse af mindreårige. Medlemsstaterne skal således
sikre, at medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplysninger over for
seerne om indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske
udvikling, idet udbyderne til dette formål skal bruge et system, der beskriver de
mulige skadevirkninger af indholdet af den enkelte tjeneste.
Med henblik på implementering af direktivets krav foreslår Kulturministeriet, at
der etableres et system for aldersmærkning, hvor medietjenesteudbyderne med
udgangspunkt i vejledningsmateriale, der er udarbejdet af Medierådet for Børn og
Unge, er ansvarlige for aldersvurdering af programmer og film, der ikke er
vurderet af Medierådet.
Af filmlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at kulturministeren nedsætter
Medierådet for Børn og Unge, som skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af
film m.v. for børn og unge.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 19, stk. 1. 1. pkt. ændres, således at det
fastsættes, at Medierådets også har til opgave at vejlede udbydere af audiovisuelle
medietjenester (udbydere af fjernsyn og on demand-audiovisuelle medietjenester)
om egnetheden af programmer for børn og unge, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.
Til nr. 3
Det fremgår af filmlovens § 19, stk. 1, at kulturministeren nedsætter Medierådet
for Børn og Unge, som skal vejlede forældre m.fl. om egnetheden af film m.v. for
børn og unge. Medierådet skal derudover rådgive og bistå ministeren og kan på
eget initiativ behandle ethvert spørgsmål om films egnethed for børn og unge.
Det følger af filmaftale 2019-2023 af 1. november 2018 indgået mellem den
daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre
og Socialistisk Folkeparti, at der til Medierådet for Børn og Unges arbejde med
mediekundskab anvendes 2 mio. kr. årligt.
På denne baggrund foreslås, at bestemmelsen i filmlovens § 19, stk. 1, suppleres
med, at Medierådet også kan oplyse og rådgive om børn og unges digitale dannelse,
herunder om børn og unges digitale tryghed, trivsel og rettigheder.
Til nr. 4
Det foreslås at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse i filmlovens § 19, hvorefter
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om Medierådets vejledning af
48
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
udbydere af audiovisuelle medietjenester m.fl. om egnetheden af programmer for
børn og unge, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.
Til nr. 5
Det fremgår af filmlovens § 21, stk. 2, at kulturministeren efter drøftelse med
Medierådet fastsætter nærmere regler om mærkning m.v. og herunder kan
bestemme, at visse film skal mærkes m.v. uden rådets vurdering, og at visse film
kan undtages fra mærkning m.v.
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i filmlovens § 21, stk. 2, udvides til, at
kulturministeren også kan fastsætte regler om, at videogrammer skal mærkes
efter regler om medietjenesteudbyderes m.fl. mærkning af programmer, jf. lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed.
Om baggrunden for og Kulturministeriets overvejelser i forhold til bestemmelsen
henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 3.3.3.
Til § 3
Det foreslås i
stk. 1,
at loven træder i kraft den 1. juli 2020. Fristen for
implementering i dansk ret af direktivet om ændring af direktivet om audiovisuelle
medietjenester er den 19. september 2020. Regler, der er udstedt efter den
hidtidige lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og den hidtidige lov om film,
forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov.
Det fremgår af
stk. 2,
at der foreslås indført en bestemmelse, hvorefter
foretagender, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver on demand-
audiovisuel programvirksomhed, og som hører under dansk myndighed, jf. § 47,
stk. 1, 2. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed som affattet ved denne lovs §
1, nr. 10, og som ikke allerede er registrerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade
sig registrere hos nævnet senest den 1. september 2020. Herved gives der
udbydere, der udøver on demand-audiovisuel programvirksomhed, og som efter
lovens ikrafttræden er underlagt et krav om registrering hos Radio- og tv-nævnet,
en frist på 2 mdr. til at lade sig registrere hos nævnet.
Det fremgår af
stk. 3,
at der foreslås indført en bestemmelse, hvorefter udbydere af
videodelingsplatformstjenester, der på tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver
virksomhed, og som hører under dansk myndighed, jf. § 51 a i lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 16, og som ikke allerede
er registrerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade sig registrere hos nævnet senest
den 1. september 2020. Herved gives der udbydere af
videodelingsplatformstjenester, som efter lovens ikrafttræden er underlagt et krav
49
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0050.png
om registrering hos Radio- og tv-nævnet, en frist på 2 mdr. til at lade sig registrere
hos nævnet.
Det fremgår af
stk. 4,
at der foreslås indført en bestemmelse, hvorefter regler om
mærkning af egnetheden af programmer for børn og unge i bestemmelser fastsat
efter § 48, 2. pkt., i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 12, alene finder anvendelse på programmer, hvorom der er indgået
eller forlænget aftale om produktion heraf efter den 1. september 2020 eller indkøb
af sådanne programmer efter den 1. september 2020. Herved finder regler om
mærkning af egnetheden af programmer for børn og unge, som i medfør af loven
fastsættes for udbydere af fjernsynsudsendelser og on demand-audiovisuel
programvirksomhed, først anvendelse på programmer, der er indkøbt eller hvorom
der er indgået eller forlænget aftale om produktion heraf efter den 1. september
2020.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§1
I lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019,
foretages følgende ændringer:
Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed
1.
Lovens
titel
affattes således:
»Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed
m.v.”
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010
om samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester), EU-Tidende
2010 nr. L 95, side 1, og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002
om forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester
(forsyningsdirektivet), EU-Tidende 2002, nr. L
108, side 51, som ændret ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF
2.
Fodnoten
til lovens titel affattes således:
”1) Loven indeholder bestemmelser,
der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november
2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om
samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) i betragtning af
de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018,
L 303, side 69, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/22/EF af 7.marts 2002 om
forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester
(forsyningsdirektivet), EU-Tidende 2002, nr. L
108, side 51, som ændret ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af
50
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0051.png
af 25. november 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L
337, side 11.
§ 2.
1)-3) ---
4) udbud af on demand-audiovisuelle
medietjenester, hvis hovedformål er at udbyde
informerende, underholdende eller oplysende
billedprogrammer med eller uden lyd til
almenheden via elektroniske
kommunikationsnet som defineret i lov om
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
§ 2.
---
Stk. 2-5.
---
25. november 2009, EU-Tidende, 2009, nr. L
337, side 11.”
3.
§ 2, stk. 1, nr. 4,
affattes således:
”udbud af on demand-audiovisuelle
medietjenester, hvor hovedformålet med
tjenesten eller en del af den, der kan adskilles
herfra, er at udbyde informerende,
underholdende eller oplysende
billedprogrammer til almenheden via
elektroniske kommunikationsnet som defineret
i lov om elektroniske kommunikationsnet og -
tjenester.”
4.
I
§ 2
indsættes som
stk. 6:
”Stk.
6.
Ved et billedprogram forstås et sæt
levende billeder med eller uden lyd, der udgør
en individuel del, uanset dens længde, inden for
en programflade eller et katalog udarbejdet af
en medietjenesteudbyder, herunder film af
spillefilmslængde, videoklip,
sportsbegivenheder, sitcom-serier,
dokumentarprogrammer, børneprogrammer og
tv-drama.”
5.
Efter
§ 9
indsættes i kapitel 2:
”Modtagefrihed af audiovisuelle medietjenester
§ 9 a.
En udbyder af en audiovisuel
medietjeneste, der hører under et andet lands
myndighed inden for Den Europæiske
Union/Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, og som leverer en
audiovisuel medietjeneste, er undtaget fra
overholdelse af danske regler inden for det
område, der samordnes ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om
samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester, selv om tjenesten
retter sig mod Danmark, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Uanset stk. 1 kan Radio- og tv-nævnet
træffe foranstaltninger, der midlertidigt
begrænser adgangen til at levere en audiovisuel
medietjeneste, over for en
medietjenesteudbyder, der hører under et andet
lands myndighed inden for Den Europæiske
Union/Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, i tilfælde af en åbenlys,
væsentlig og alvorlig overtrædelse af direktivets
regler om forbud mod tilskyndelse til had eller
vold eller offentlig opfordring til at begå en
51
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0052.png
terrorhandling, eller beskyttelse af
mindreårige, eller ved fare for folkesundheden
eller den offentlige sikkerhed.
Stk. 3.
Kulturministeren kan fastsætte
nærmere regler for, hvornår de i stk. 2 nævnte
foranstaltninger kan træffes.”
§ 39. ---
Stk. 2-3.
---
Stk. 4.
Radio- og tv-foretagender og øvrige
medietjenesteudbydere, der er omfattet af
Radio- og tv-nævnets virksomhed, er forpligtet
til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere
de dokumenter m.v. og afgive de skriftlige
udtalelser, som forlanges af nævnet. Nævnet
kan fastsætte en frist for afgivelsen af sådanne
oplysninger m.v.
§ 42.
1) ---
2) At registrere foretagender, som udøver
programvirksomhed ved hjælp af satellit,
fællesantenneanlæg, jordbaserede digitale
radio- og tv-sendemuligheder,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige
elektroniske kommunikationsnet, og at føre
tilsyn med programvirksomheden, jf. § 47.
3)-4) ---
5) At træffe afgørelse om indstilling af
registreret programvirksomhed, jf. § 50, stk. 2.
§ 42 a.
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med
programvirksomhed omfattet af § 2, nr. 4.
Stk. 2. Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse
om indstilling af den programvirksomhed, som
er nævnt i stk. 1, jf. § 50, stk. 3.
6.
I
§ 39, stk. 4, 1. pkt.,
ændres
”Radio-
og tv-
foretagender og øvrige medietjenesteudbydere,”
til: ”Radio-
og tv-foretagender, øvrige
medietjenesteudbydere og udbydere af
videodelingsplatformstjenester,”.
7.
§ 42, nr. 2,
affattes således:
”2) At registrere foretagender, som udøver
programvirksomhed ved hjælp af satellit,
fællesantenneanlæg, jordbaserede digitale
radio- og tv-sendemuligheder,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige
elektroniske kommunikationsnet, samt
medietjenesteudbydere, der udbyder on
demand-audiovisuel programvirksomhed
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og at føre tilsyn
med programvirksomheden, jf. § 47.”
8.
I
§ 42, nr. 5,
indsættes efter ”stk. 2”: ”og 3”.
9.
§ 42 a
ophæves, og i stedet indsættes:
Ӥ 42 a.
Radio- og tv-nævnet har følgende
opgaver vedrørende
videodelingsplatformstjenester:
1) At registrere udbydere af
videodelingsplatformstjenester og at
føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.
2) At påtale overtrædelser af loven og
bestemmelser fastsat efter loven
3) At træffe afgørelse om foranstaltninger
vedrørende beskyttelse af mindreårige
og offentligheden mod indhold, der
tilskynder til vold eller had eller til at
begå terrorhandlinger, eller mod
indhold med børnepornografi, racisme
eller fremmedhad, jf. § 51 b, stk. 2.
4) At træffe afgørelse om foranstaltninger
og bestemmelser vedrørende
52
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0053.png
identifikation og indhold af reklamer,
sponsorering og produktplacering på
videodelingsplatformstjenester, jf. § 51
b, stk. 3.
5) At træffe afgørelse om indstilling af
virksomheden, jf. § 51 c, stk. 1.”
§ 47.
Foretagender, der udøver
programvirksomhed ved hjælp af satellit,
fællesantenneanlæg,
kortbølgesendemuligheder eller øvrige
elektroniske kommunikationsnet, og som hører
under dansk myndighed, skal lade sig
registrere hos Radio- og tv-nævnet.
Medietjenesteudbydere, der udbyder on
demand-audiovisuel programvirksomhed
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, kan udøve
programvirksomhed uden registrering.
Stk. 2-4.
---
Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte
nærmere regler om registrering i henhold til
stk. 1, 1. pkt., og stk. 2.
Stk. 6.
---
§ 48.
Kulturministeren kan fastsætte regler om
programvirksomheden, herunder regler om
indhold i programvirksomheden, regler om
fremme af programmer af europæisk oprindelse
og regler om, hvordan programvirksomheden
stilles til rådighed. Der kan i forbindelse med
fastsættelse af regler om programvirksomhed
fastsættes regler om beskyttelse af
mindreårige. Der kan endvidere fastsættes
regler om, at programmerne ikke på nogen
måde må tilskynde til had på grund af race,
køn, religion, nationalitet eller seksuel
observans, ligesom der kan fastsættes regler
om, at programmerne ikke på nogen måde må
fremme terrorisme.
10.
§ 47, stk. 1, 2. pkt.
affattes således:
”Medietjenesteudbydere, der udbyder on
demand-audiovisuel programvirksomhed
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og som hører under
dansk myndighed, skal tillige lade sig registrere
hos Radio- og tv-nævnet.”
11.
I
§ 47, stk. 5,
ændres ”stk. 1, 1. pkt.” til ”stk.
1”.
12.
I
§ 48, 2. pkt.
indsættes efter ”regler om
beskyttelse af mindreårige”: ”, herunder om
mærkning af programmers egnethed for
mindreårige og om mindreåriges
personoplysninger”.
13.
§ 48, 3. pkt.
affattes således:
”Der kan endvidere fastsættes regler om, at
programmerne ikke på nogen måde må
tilskynde til vold eller had af nogen af de
grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s
charter om grundlæggende rettigheder, ligesom
der kan fastsættes regler om, at programmerne
ikke på nogen måde må fremme terrorisme.”
14.
I
§ 48
indsættes som
stk. 2:
”Stk.
2.
Kulturministeren kan fastsætte
bestemmelser om, at programvirksomheden ved
hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger
løbende og gradvis gøres mere tilgængelige for
personer med handicap. Kulturministeren kan
endvidere fastsætte bestemmelser om adgang
til at klage over, hvorvidt de foranstaltninger,
der er omfattet af 1. pkt., er etableret.”
15.
Efter
§ 49
indsættes:
53
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0054.png
Ӥ 49 a.
Programvirksomhed ved udsendelse af
billedprogrammer må ikke forsynes med
overliggende indslag til kommercielle formål
eller ændres uden samtykke fra de
foretagender, der udøver
programvirksomheden.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte
bestemmelser om fravigelse af kravet om
samtykke i
stk. 1.”
16.
Efter kapitel 8 indsættes:
”Kapitel 8 a
Videodelingsplatformstjenester
§ 51 a.
Udbydere af
videodelingsplatformstjenester, som hører
under dansk myndighed, skal lade sig
registrere hos Radio- og tv-nævnet.
Stk. 2.
Ved en videodelingsplatformstjeneste
forstås en tjeneste, hvor hovedformålet med
tjenesten eller en del af den, der kan adskilles
herfra, eller en væsentlig funktion i tjenesten
består i at udbyde billedprogrammer, jf. § 2,
stk. 6, brugergenerede videoer eller begge dele
til offentligheden, som udbyderen af
videodelingsplatformen ikke har noget
redaktionelt ansvar for, med henblik på at
informere, underholde eller oplyse via
elektroniske kommunikationsnet som defineret
i lov om elektroniske kommunikationsnet og
–
tjenester. Tilrettelæggelsen af tjenesten
fastlægges af udbyderen af
videodelingsplatformen, herunder ved brug af
automatiske metoder og algoritmer og navnlig
gennem visning, tagging og sekvensering.
Stk. 3.
Ved en udbyder af en
videodelingsplatformstjeneste forstås en fysisk
eller juridisk person, der udbyder en
videodelingsplatformstjeneste.
Stk. 4.
Ved en brugergenereret video forstås et
sæt levende billeder med eller uden lyd, der
udgør en individuel del, uanset dens længde,
som skabes af en bruger og uploades på en
videodelingsplatform af denne bruger eller af
enhver anden bruger.
Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte
nærmere regler om registrering i henhold til
stk. 1 og regler for, hvornår udbydere af
videodelingsplatformstjenester hører under
dansk myndighed, med henblik på
gennemførelse af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i
54
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0055.png
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester. Kulturministeren kan
endvidere fastsætte regler for, hvornår udbud
af billedprogrammer, brugergenerede videoer
eller begge dele udgør en væsentlig funktion i
en videodelingsplatformstjeneste i henhold til
stk. 2, 1. pkt.
§ 51 b.
For udbydere af
videodelingsplatformstjenester, der er omfattet
af § 51 a, stk. 1, gælder §§ 3-4, § 6 og §§ 14-16 i
lov om tjenester i informationssamfundet,
herunder visse aspekter af elektronisk handel.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte regler
om, at udbydere af videodelingsplatforme
omfattet af § 51 a, stk. 1, skal træffe passende
foranstaltninger for at beskytte mindreårige
mod skadeligt indhold. I den forbindelse kan
kulturministeren fastsætte regler om, at
mindreåriges personoplysninger, som indsamles
eller genereres af udbydere af
videodelingsplatforme, ikke må behandles med
henblik på kommercielle formål.
Kulturministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at udbydere af videodelingsplatforme
skal træffe passende foranstaltninger for at
beskytte offentligheden mod indhold, der
tilskynder til vold eller had af nogen af de
grunde, der er omhandlet i artikel 21 i EU’s
charter om grundlæggende rettigheder, eller
indhold, hvis udbredelse udgør en strafbar
handling i forbindelse med offentlige
opfordringer til at begå terrorhandlinger som
fastsat i § 114 jf. § 23 og § 114 e i straffeloven,
lovovertrædelser i forbindelse med
børnepornografi som fastsat i § 235, stk. 1, i
straffeloven og lovovertrædelser i forbindelse
med racisme og fremmedhad som fastsat i § 266
b i straffeloven.
Stk. 3.
Kulturministeren kan endvidere
fastsætte regler om identifikation og indhold af
reklamer, sponsorering og produktplacering på
videodelingsplatformstjenester.
§ 51 c.
Radio- og tv-nævnet kan træffe afgørelse
om midlertidig eller endelig indstilling af
virksomheden på en tjeneste omfattet af § 51 a,
stk. 1, hvis udbyderen af
videodelingsplatformstjenesten groft eller
gentagne gange overtræder loven eller
bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Stk. 2.
En afgørelse truffet efter stk. 1 kan af
den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for
domstolene, hvis afgørelsen vedrører regler som
55
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0056.png
fastsat i medfør af § 51 b, stk. 2, 1. eller 3. pkt.
Begæring herom skal fremsættes til Radio- og
tv-nævnet, inden 4 uger efter at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Afgørelsen skal
indeholde oplysninger om adgangen til at kræve
domstolsprøvelse og om fristen herfor. Radio- og
tv-nævnet anlægger sag mod den pågældende i
den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3.
Retten kan ved sagsanlæg omfattet af
stk. 2 ved kendelse bestemme, at sagsanlæg har
opsættende virkning. Såfremt Radio- og tv-
nævnets afgørelse opretholdes ved dom, kan der
heri bestemmes, at anke ikke har opsættende
virkning.”
§ 85 a.
Produktplacering i programmer i
fjernsyn og on demand-audiovisuelle
medietjenester er ikke tilladt.
Stk. 2-4.
---
§ 87.
DR, de regionale TV 2-virksomheder,
indehavere af tilladelse til programvirksomhed
og registrerede foretagender skal optage og i 6
måneder opbevare alle programmer i
overensstemmelse med regler, der kan
fastsættes af kulturministeren. I forbindelse
med behandlingen af en sag vedrørende
programvirksomheden, herunder vedrørende
udsendte reklamer, kan det pålægges
foretagender at aflevere optagelser af
programmerne. Hvis behandlingen af en sag
gør det nødvendigt, kan det pålægges
foretagendet at opbevare programmerne i mere
end 6 måneder.
Stk. 2.
---
§ 93.
1)-5) ---
6) undlader at lade sig registrere i
overensstemmelse med § 47, stk. 1 og 2,
7) tilsidesætter en afgørelse om indstilling af
programvirksomheden efter § 42, nr. 5, § 42 a,
stk. 2, eller § 50, stk. 2 eller 3,
8)-13) ---
Stk.2-3.
---
17.
§ 85 a, stk. 1,
affattes således:
”Visning af programmer i fjernsyn og on
demand-audiovisuelle medietjenester, som
indeholder
produktplacering, er ikke tilladt.”
18.
I
§ 87, stk. 1, 1. pkt.
indsættes efter
”registrerede foretagender”: ”i henhold til § 47,
stk. 1, 1. pkt.”.
19.
I
§ 93, stk. 1, nr. 6,
indsættes efter ”§ 47,
stk. 1 og 2,”: ”eller § 51 a, stk. 1,”.
20.
§ 93, stk. 1, nr. 7,
affattes således:
”7) tilsidesætter en afgørelse om indstilling af
programvirksomheden efter § 42, nr. 5, § 50,
stk. 2 eller 3, eller om indstilling af
virksomheden efter § 51 c, stk. 1,”
§2
56
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0057.png
I lov nr. 186 af 12. marts 1997 om film, som
ændret senest ved lov nr. 1627 af 26. december
2013, foretages følgende ændringer:
1.
Som
fodnote
til lovens titel indsættes:
”1) Loven indeholder bestemmelser,
der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november
2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om
samordning af visse love og administrative
bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om
audiovisuelle medietjenester) i betragtning af
de ændrede markedsforhold, EU-Tidende 2018,
L 303, side 69.”
§ 19.
Kulturministeren nedsætter Medierådet
for Børn og Unge, som skal vejlede forældre
m.fl. om egnetheden af film m.v. for børn og
unge. Medierådet skal derudover rådgive og
bistå ministeren og kan på eget initiativ
behandle ethvert spørgsmål om films egnethed
for børn og unge.
Stk. 2.
---
2.
§ 19, stk. 1, 1. pkt.,
affattes således:
”Kulturministeren
nedsætter Medierådet for
Børn og Unge, som skal vejlede forældre m.fl.
og udbydere af audiovisuelle medietjenester, jf.
lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, om
egnetheden for børn og unge af film,
programmer mv.”
3.
I
§ 19, stk. 1,
indsættes som
3. pkt.:
”Medierådet kan desuden oplyse og rådgive om
børn og unges digitale dannelse, herunder om
børn og unges digitale tryghed, trivsel og
rettigheder.”
4.
I
§ 19
indsættes som
stk. 3:
”Stk.
3.
Kulturministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om Medierådets
vejledning af udbydere af audiovisuelle
medietjenester m.fl. om egnetheden af
programmer for børn og unge, jf. stk. 1, 1. pkt.,
herunder regler om adgang for Medierådet til at
træffe afgørelse om vurderinger af egnetheden
af programmerne.”
§ 21. ---
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter efter
drøftelse med Medierådet nærmere regler om
mærkning m.v. og kan herunder bestemme, at
visse film skal mærkes m.v. uden rådets
vurdering, og at visse film kan undtages fra
mærkning m.v.
5.
I
§ 21, stk. 2,
indsættes som
2. pkt.:
”Kulturministeren kan endvidere fastsætte
regler om, at videogrammer skal mærkes efter
regler om medietjenesteudbyderes, jf. lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed, m.fl. mærkning
af programmer”.
§3
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2020.
57
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0058.png
Stk. 2.
Foretagender, der på tidspunktet for
lovens ikrafttræden udøver on demand-
audiovisuel programvirksomhed, og som hører
under dansk myndighed, jf. § 47, stk. 1, 2. pkt.,
i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, og som ikke
allerede er registrerede hos Radio- og tv-
nævnet, skal lade sig registrere hos nævnet
senest den 1. september 2020.
Stk. 3.
Udbydere af
videodelingsplatformstjenester, der på
tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver
virksomhed, og som hører under dansk
myndighed, jf. § 51 a i lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 16, og som ikke allerede er
registrerede hos Radio- og tv-nævnet, skal lade
sig registrere hos nævnet senest den 1.
september 2020.
Stk. 4.
Regler om mærkning af egnetheden af
programmer for børn og unge i bestemmelser
fastsat efter § 48, 2. pkt., i lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 12, finder alene anvendelse på
programmer, hvorom der er indgået eller
forlænget aftale om produktion heraf efter den
1. september 2020 eller indkøb af sådanne
programmer efter den 1. september 2020.
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/1808
af 14. november 2018
om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af
audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i
betragtning af de ændrede markedsforhold
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR—
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig
artikel 53, stk. 1, og artikel 62,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale
parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg (
1
),
(
1
) EUT C 34 af 2.2.2017, s. 157.
58
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0059.png
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (
1
),
efter den almindelige lovgivningsprocedure (
2
),
og ud fra følgende betragtninger:
(1)
Den seneste væsentlige ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF (
3
), som
efterfølgende blev kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/13/EU (
4
), blev foretaget i 2007 med vedtagelsen af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2007/65/EF (
5
). Siden da har markedet for audiovisuelle
medietjenester udviklet sig markant og hurtigt som følge af den stadig større
konvergens mellem TV-tjenester og internettjenester. Den teknologiske
udvikling har åbnet mulighed for nye former for tjenester og brugeroplevelser.
Seervanerne har ændret sig væsentligt, navnlig blandt de yngre generationer.
TV'et er stadig et vigtigt udstyr til at samles om fælles audiovisuelle
oplevelser, men mange seere er gået over til at se audiovisuelt indhold på
andre bærbare enheder. Traditionelt TV-indhold tegner sig stadig for en stor
andel af den gennemsnitlige daglige seertid.
Nye former for indhold såsom videoklip og brugergenereret indhold har
imidlertid vundet større indpas, og nye aktører, herunder udbydere af video
on demand-tjenester og videodelingsplatforme, har nu fået solidt fodfæste.
Denne mediekonvergens kræver en opdateret retlig ramme for at afspejle
udviklingen på markedet og opnå en balance mellem adgang til
onlineindholdstjenester, forbrugerbeskyttelse og konkurrencedygtighed.
(2)
Den 6. maj 2015 vedtog Kommissionen en meddelelse med titlen »En strategi
for et digitalt indre marked i EU«, hvori den bebudede en revision af direktiv
2010/13/EU.
Direktiv 2010/13/EU bør fortsat kun gælde for tjenester, hvis hovedformål er
at sende programmer, der skal informere, underholde eller oplyse.
Hovedformålskravet bør også betragtes som opfyldt, hvis tjenesten har et
audiovisuelt indhold og en audiovisuel form, som kan adskilles fra
tjenesteudbyderens hovedaktivitet, såsom selvstændige dele af internetaviser
med audiovisuelle programmer eller brugergenererede videoer, hvis disse dele
kan anses for at kunne adskilles fra hovedaktiviteten. En tjeneste bør anses
for blot at være et supplement, der er uadskilleligt fra hovedaktiviteten, i kraft
af forbindelserne mellem det audiovisuelle udbud og hovedaktiviteten såsom
levering af nyheder i skriftlig form. Som sådan kan kanaler og andre
(3)
(
1
) EUT C 185 af 9.6.2017, s. 41.
(
2
) Europa-Parlamentets holdning af 2.10.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets
afgørelse af 6.11.2018.
(
3
) Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af TV-
radiospredningsvirksomhed (EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23).
(
4
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af
visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1).
(
5
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF af 11. december 2007 om ændring af
Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne vedrørende udøvelse af TV-spredningsvirksomhed (EUT L 332 af
18.12.2007, s. 27).
59
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
audiovisuelle tjenester under en tjenesteudbyders redaktionelle ansvar i sig
selv udgøre audiovisuelle medietjenester, selv om de udbydes på en
videodelingsplatform, som er kendetegnet ved ikke at have noget redaktionelt
ansvar. I sådanne tilfælde vil det påhvile de tjenesteudbydere, der har det
redaktionelle ansvar, at overholde direktiv 2010/13/EU.
(4)
Videodelingsplatformstjenester
udbyder
audiovisuelt
indhold,
som
offentligheden og navnlig unge i stigende grad tilgår. Dette gælder også for
sociale medietjenester, der er blevet et vigtigt medium til at udveksle
informationer og til at underholde og oplyse, herunder ved at give adgang til
programmer og brugergenererede videoer. Disse sociale medietjenester skal
medtages i anvendelsesområdet for direktiv 2010/13/EU, fordi de konkurrerer
om de samme målgrupper og indtægter som de audiovisuelle medietjenester.
Endvidere har de også en betydelig indflydelse, fordi de gør det lettere for
brugerne at forme og øve indflydelse på andre brugeres holdninger. For at
beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og alle borgere mod tilskyndelse
til had, vold og terrorisme bør disse tjenester derfor omfattes af direktiv
2010/13/EU, i det omfang de er omfattet af definitionen af en
videodelingsplatformstjeneste.
Formålet med direktiv 2010/13/EU er ikke at regulere sociale medietjenester
som sådan, men en social medietjeneste bør være omfattet, hvis levering af
programmer og brugergenererede videoer udgør en væsentlig funktion i den
pågældende tjeneste. Levering af programmer og brugergenererede videoer
kan anses for at udgøre en væsentlig funktion i den sociale medietjeneste, hvis
det audiovisuelle indhold ikke blot er et supplement til eller udgør en mindre
del af den sociale medietjenestes aktiviteter. For at sikre klarhed, effektivitet
og sammenhæng i gennemførelsen bør Kommissionen om nødvendigt udstede
retningslinjer efter konsultation af kontaktudvalget om den praktiske
anvendelse af kriteriet om væsentlig funktion med hensyn til definitionen af
en »videodelingsplatformstjeneste«. Disse retningslinjer bør udformes under
passende hensyn til de målsætninger i offentlighedens interesse, der skal
opfyldes ved de foranstaltninger, der skal træffes af udbydere af
videodelingsplatforme, og retten til ytringsfrihed.
Når
en
del,
der
kan
adskilles
fra
tjenesten,
udgør
en
videodelingsplatformstjeneste som omhandlet i direktiv 2010/13/EU, bør kun
denne del være omfattet af nævnte direktiv, og kun for så vidt angår
programmer og brugergenererede videoer. Videoklip, der er indlejret i det
redaktionelle indhold af elektroniske udgaver af aviser og blade, og animerede
billeder såsom GIF'er, bør ikke være omfattet af direktiv 2010/13/EU.
Definitionen af en videodelingsplatformstjeneste bør ikke omfatte
ikkeøkonomiske aktiviteter som f.eks. udbud af audiovisuelt indhold på
private websteder og ikkekommercielle interessegrupper.
For at sikre effektiv gennemførelse af direktiv 2010/13/EU er det afgørende,
at medlemsstaterne fastlægger og opretholder opdaterede fortegnelser over
medietjenesteudbyderne og udbyderne af videodelingsplatforme under deres
jurisdiktion, og at de regelmæssigt udveksler disse fortegnelser med deres
kompetente uafhængige tilsynsmyndigheder eller -organer og Kommissionen.
Disse fortegnelser bør omfatte oplysninger om de kriterier, som jurisdiktionen
er baseret på.
(5)
(6)
(7)
60
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
(8)
Fastlæggelse af jurisdiktion kræver en vurdering af de faktiske
omstændigheder på baggrund af de kriterier, der er fastlagt i direktiv
2010/13/EU. Vurderingen af disse faktiske omstændigheder kan føre til
modstridende resultater. Ved brug af de i nævnte direktiv omhandlede
samarbejdsprocedurer er det vigtigt, at Kommissionen kan basere sine
resultater på pålidelige fakta. Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder
for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA) bør derfor bemyndiges til at
fremsætte udtalelser om jurisdiktion efter anmodning fra Kommissionen.
Hvis Kommissionen under anvendelse af disse samarbejdsprocedurer
beslutter at rådføre sig med ERGA, bør den informere kontaktudvalget,
herunder om underretninger modtaget fra medlemsstaterne i henhold til disse
samarbejdsprocedurer og om ERGA's udtalelse.
Procedurerne og betingelserne for at indskrænke friheden til at udbyde og
modtage audiovisuelle medietjenester bør være de samme for lineære og
ikkelineære tjenester.
I overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol
(»EU-Domstolen«) er det kun muligt at begrænse den frie udveksling af
tjenesteydelser, som er sikret i henhold til traktaten, begrænses, hvis der
foreligger tvingende hensyn i offentlighedens interesse, f.eks. opnåelse af et
højt forbrugerbeskyttelsesniveau, forudsat at sådanne begrænsninger er
begrundede, står i rimeligt forhold til målet og er nødvendige. Derfor bør en
medlemsstat kunne træffe visse foranstaltninger for at sikre overholdelse af
de af dens forbrugerbeskyttelsesregler, der ikke henhører under de områder,
der samordnes ved direktiv 2010/13/EU. Foranstaltninger, der træffes af en
medlemsstat for at håndhæve dens nationale forbrugerbeskyttelsesordning,
herunder i forbindelse med reklamer for spil, skal være begrundede, stå i
rimeligt forhold til det mål, der tilstræbes, og være nødvendige som krævet i
EU-Domstolens
retspraksis. Under
alle
omstændigheder
må
en
modtagermedlemsstat ikke træffe nogen foranstaltninger, der vil være til
hinder for retransmission på dens område af fjernsynsudsendelser fra en
anden medlemsstat.
Når en medlemsstat meddeler Kommissionen, at en medietjenesteudbyder
har etableret sig i den medlemsstat, der har jurisdiktion, for at omgå de
strengere bestemmelser på de områder, der samordnes ved direktiv
2010/13/EU, og som ville være gældende for den pågældende udbyder, hvis
den var etableret i den meddelelsesmedlemsstaten, bør medlemsstaten
fremlægge troværdige og behørigt dokumenterede beviser herfor. Sådanne
beviser bør indeholde en række detaljerede, bestyrkende oplysninger, som gør
det muligt med rimelig sikkerhed at påvise en sådan omgåelse.
I sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om »Bedre regulering for
bedre resultater
—
En EU-dagsorden« understregede Kommissionen, at den
ved overvejelse af politiske løsninger vil se på såvel forskriftsmæssige som
ikkeforskriftsmæssige midler, der bygger på den fælles adfærdskodeks og
principperne for bedre selv- og samregulering. En række adfærdskodekser, der
er fastsat på de områder, der samordnes ved direktiv 2010/13/EU, har vist sig
at være veludformede og i tråd med principperne for bedre selv- og
samregulering.
Tilstedeværelsen
af
en
lovgivningsmæssig
sikkerhedsmekanisme blev betragtet som en vigtig succesfaktor for at fremme
overholdelsen af en kodeks for selv- eller samregulering. Det er ligeledes
vigtigt, at der i sådanne kodekser opstilles konkrete mål og målsætninger, som
(9)
(10)
(11)
(12)
61
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
muliggør regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og evaluering
af opnåelsen af målene for adfærdskodekserne. Adfærdskodekserne bør også
indeholde bestemmelser om effektiv håndhævelse. Disse principper bør
efterleves i de kodekser for selv- og samregulering, som vedtages inden for de
områder, der samordnes af direktiv 2010/13/EU.
(13)
Erfaringer har vist, at både selvregulerende og samregulerende instrumenter,
der gennemføres i overensstemmelse med medlemsstaternes forskellige
retstraditioner, kan spille en vigtig rolle for realiseringen af en høj grad af
forbrugerbeskyttelse. De foranstaltninger, der træffes for at nå målsætninger
i offentlighedens interesse inden for sektoren for nye audiovisuelle
medietjenester, er mere effektive, hvis de bliver truffet med aktiv støtte fra
tjenesteudbyderne selv.
Selvregulering er en slags frivilligt initiativ, som gør det muligt for de
økonomiske operatører, arbejdsmarkedets parter, NGO'er og foreninger selv
at vedtage fælles retningslinjer, der gælder for dem. De er ansvarlige for
udarbejdelse, overvågning og håndhævelse af overholdelsen af disse
retningslinjer. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres forskellige
retstraditioner anerkende den rolle, som effektiv selvregulering kan spille som
supplement til de eksisterende lovgivningsmekanisme og de eksisterende
retlige og administrative mekanismer, samt dens positive bidrag til
opfyldelsen af målene i direktiv 2010/13/EU. Selvregulering kan være en
supplerende metode til gennemførelse af visse af bestemmelserne i direktiv
2010/13/EU, men bør dog ikke erstatte den nationale lovgivers forpligtelser.
Samregulering sikrer i sin minimale form et juridisk bånd mellem
selvregulering og den nationale lovgiver i overensstemmelse med
medlemsstaternes retstraditioner. Ved samregulering deles den regulerende
rolle mellem de berørte parter og de offentlige myndigheder eller de nationale
tilsynsmyndigheder eller -organer. Den rolle, som de relevante offentlige
myndigheder spiller, omfatter anerkendelse af samreguleringsordningen,
revision af procedurerne for ordningen og finansiering af ordningen.
Samregulering bør gøre det muligt, at der kan foretages statslig indgriben,
såfremt målene herfor ikke opfyldes. Med forbehold af medlemsstaternes
formelle forpligtelser med hensyn til gennemførelse tilskynder direktiv
2010/13/EU til anvendelse af selvregulering og samregulering. Dette bør
hverken forpligte medlemsstaterne til at indføre ordninger for selv- eller
samregulering eller begge former for regulering eller afbryde eller true
eksistensen af nuværende samreguleringsordninger, der allerede eksisterer i
medlemsstaterne, og som fungerer effektivt.
Gennemsigtighed i forbindelse med medieejerskab er direkte forbundet med
ytringsfrihed, som er en hjørnesten i demokratiske systemer. Oplysninger om
ejerforholdet for medietjenesteudbydere, hvis et sådant ejerforhold medfører
kontrol med eller udøvelse af en betydelig indflydelse på indholdet af de
udbudte tjenester, giver brugerne mulighed for at foretage en informeret
vurdering af sådant indhold. Medlemsstaterne bør være i stand til at afgøre,
om og i hvilken udstrækning oplysninger om ejerforholdet for en
medietjenesteudbyder bør være tilgængelige for brugerne, forudsat at kernen
i de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder respekteres, og at
sådanne foranstaltninger er nødvendige og forholdsmæssige.
På grund af de audiovisuelle medietjenesters særlige karakter, ikke mindst
deres indflydelse på meningsdannelsen, har brugerne en legitim interesse i at
(14)
(15)
(16)
62
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0063.png
vide, hvem der er ansvarlig for disse tjenesters indhold. For at styrke
ytringsfriheden og i forlængelse heraf fremme mediepluralisme og undgå
interessekonflikter er det vigtigt, at medlemsstaterne sikrer, at brugerne når
som helst har let og direkte adgang til oplysninger om medietjenesteudbydere.
Det er op til den enkelte medlemsstat at træffe afgørelse, navnlig med hensyn
til de oplysninger, der kan gives om ejerforhold og de reelle ejere.
(17)
For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for virksomhederne og
medlemsstaternes myndigheder bør begrebet »tilskyndelse til vold eller had«
i fornødent omfang forstås i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse
2008/913/RIA (
1
).
I betragtning af udviklingen inden for de midler, som indhold udbredes med
via elektroniske kommunikationsnet, er det vigtigt at beskytte offentligheden
mod tilskyndelse til terrorisme. Direktiv 2010/13/EU bør derfor sikre, at
audiovisuelle medietjenester ikke indeholder offentlige opfordringer til at
begå en terrorhandling. For at sikre sammenhæng og retssikkerhed for
virksomhederne og medlemsstaternes myndigheder bør begrebet »offentlig
opfordring til at begå en terrorhandling« forstås i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (
2
).
For at sætte seerne, herunder forældre og mindreårige, i stand til at træffe
kvalificerede beslutninger om det viste indhold er det nødvendigt, at
medietjenesteudbydere fremlægger tilstrækkelige oplysninger om indhold,
som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Dette
kan f.eks. ske via et system med beskrivelser af indholdets art, en akustisk
advarsel, et visuelt symbol eller andre midler, der beskriver indholdets art.
De passende foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, der gælder for
TV-spredningstjenester, bør også gælde for on-demand audiovisuelle
medietjenester. Dette bør øge beskyttelsesniveauet. Tilgangen med
minimumsharmonisering giver medlemsstaterne mulighed for at udvikle en
højere grad af beskyttelse for indhold, der kan skade mindreåriges fysiske,
psykiske eller moralske udvikling. Det mest skadelige indhold, som kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, men ikke
nødvendigvis er en strafbar handling, bør være underlagt de strengeste
foranstaltninger, såsom kryptering og effektiv forældrekontrol, uden at dette
berører medlemsstaternes vedtagelse af strengere foranstaltninger.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (
3
) anerkender, at
børn bør nyde særlig beskyttelse med hensyn til behandling af deres
personoplysninger. Medietjenesteudbyderes oprettelse af mekanismer til
beskyttelse af børn fører uundgåeligt til behandling af mindreåriges
personoplysninger. Da sådanne mekanismer har til formål at beskytte børn,
(18)
(19)
(20)
(21)
(
1
) Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse
former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen
(EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55).
(
2
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om
bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og
ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af 31.3.2017, s. 6).
(
3
) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri
udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning
om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
63
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
bør mindreåriges personoplysninger, der behandles inden for rammerne af
tekniske foranstaltninger til beskyttelse af børn, ikke anvendes til
kommercielle formål.
(22)
Sikring af adgangen til audiovisuelt indhold er et afgørende krav inden for
rammerne af de forpligtelser, der er indgået i henhold til FN's konvention om
rettigheder for personer med handicap. I direktiv 2010/13/EU bør begrebet
»personer med handicap« fortolkes i lyset af arten af de tjenesteydelser, der er
omfattet af nævnte direktiv, som er audiovisuelle medietjenester. Retten for
personer med funktionsnedsættelser og for ældre til at deltage og blive
integreret i det sociale og kulturelle liv i Unionen hænger sammen med
udbuddet af tilgængelige audiovisuelle medietjenester. Medlemsstaterne bør
derfor uden unødig forsinkelse sikre, at medietjenesteudbydere under deres
jurisdiktion aktivt forsøger at gøre indhold tilgængeligt for personer med
handicap, navnlig syns- eller hørehandicap. Disse krav om tilgængelighed bør
opfyldes gennem en progressiv og kontinuerlig proces, idet der bør tages højde
for praktiske og uundgåelige begrænsninger, der kunne forhindre en
fuldstændig tilgængelighed, såsom programmer eller begivenheder, der
sendes direkte. For at måle de fremskridt, som medietjenesteudbydere har
gjort med gradvis at gøre deres tjenester tilgængelige for syns- og
hørehæmmede, bør medlemsstaterne forlange, at medietjenesteudbydere, der
er etableret på deres område, aflægger rapport til dem med regelmæssige
mellemrum.
Midlerne til at opnå tilgængelighed af audiovisuelle medietjenester i henhold
til direktiv 2010/13/EU bør omfatte, men ikke begrænses til tegnsprog,
tekstning for døve og hørehæmmede, talende undertekster og synstolkning.
Nævnte direktiv omfatter imidlertid hverken funktioner eller tjenester, der
giver adgang til audiovisuelle medietjenester, eller tilgængelighedsfunktioner
i elektroniske programoversigter. Nævnte direktiv berører derfor ikke EU-ret
der har til formål at harmonisere tilgængeligheden af tjenester, der giver
adgang
til
audiovisuelle
medietjenester,
såsom
websteder,
onlineapplikationer og elektroniske programoversigter, eller leveringen af
oplysninger om tilgængelighed og i tilgængelige formater.
I nogle tilfælde er det måske ikke muligt at levere oplysninger i forbindelse
med nødsituationer på en måde, der er tilgængelig for personer med
handicap. Sådanne ekstraordinære tilfælde bør dog ikke forhindre, at
oplysninger i forbindelse med nødsituationer offentliggøres gennem
audiovisuelle medietjenester.
Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge
forpligtelser for at sikre indhold af almen interesse en tilpas fremtrædende
placering i henhold til fastlagte mål af almen interesse såsom
mediepluralisme, ytringsfrihed og kulturel mangfoldighed. Sådanne
forpligtelser bør kun pålægges, hvor det er nødvendigt for at opfylde mål af
almen interesse, som er tydeligt fastlagt af medlemsstaterne i
overensstemmelse med EU-retten. Hvis medlemsstaterne beslutter at indføre
regler for en tilpas fremtrædende placering, bør virksomheder kun pålægges
forholdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime almene hensyn.
For at beskytte medietjenesteudbydernes redaktionelle ansvar og den
audiovisuelle værdikæde er det af afgørende betydning at kunne sikre
integriteten af de programmer og tjenester, der leveres af
(23)
(24)
(25)
(26)
64
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
medietjenesteudbyderne. Programmer og audiovisuelle medietjenester bør
ikke leveres i afkortet form, ændret eller med afbrydelser eller med overlays
til kommercielle formål, hvis ikke medietjenesteudbyderne har givet deres
udtrykkelige samtykke. Medlemsstaterne bør sikre, at overlays, som
modtageren af tjenesten udelukkende har taget initiativ til eller tilladt til
privat brug, såsom overlays som følge af tjenester for individuel
kommunikation, ikke kræver samtykke fra medietjenesteudbyderen.
Kontrolelementer af enhver brugergrænseflade, der er nødvendige for driften
af udstyret eller for programnavigering, såsom volumenbjælker,
søgefunktioner, navigationsmenuer eller kanaloversigter, bør ikke være
omfattet. Legitime overlays som f.eks. advarselsmeddelelser, oplysninger i
offentlighedens interesse, undertekster eller kommerciel kommunikation, der
leveres af medietjenesteudbyderen, bør heller ikke være omfattet. Med
forbehold af artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2015/2120 (10) bør datakompressionsteknikker, der mindsker størrelsen af en
datafil, og andre teknikker, der kan tilpasse en tjeneste til distributionsmidlet,
såsom opløsning og kodning, uden nogen ændring af indholdet, heller ikke
være omfattet.
Der bør kun pålægges foranstaltninger til at beskytte integriteten af
programmer og audiovisuelle medietjenester, hvor det er nødvendigt for at
opfylde mål af almen interesse, som er tydeligt fastlagt af medlemsstaterne i
overensstemmelse med EU-retten. Sådanne foranstaltninger bør pålægge
virksomheder forholdsmæssige forpligtelser, der tilgodeser legitime almene
hensyn.
(27)
Med undtagelse af sponsorering og produktplacering bør audiovisuel
kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer i on-demand
audiovisuelle medietjenester opfylde kriterierne for TV-reklamer og
teleshopping vedrørende alkoholholdige drikkevarer, der er fastsat i direktiv
2010/13/EU. De mere detaljerede kriterier for TV-reklamer og teleshopping
vedrørende alkoholholdige drikkevarer er begrænset til reklameindslag, som
i sagens natur er adskilt fra programmet og derfor udelukker anden
kommerciel kommunikation, der er knyttet til programmet eller udgør en
integreret del af programmet, f.eks. sponsorering og produktplacering. Disse
kriterier bør følgelig ikke gælde for sponsorering og produktplacering i on-
demand audiovisuelle medietjenester.
På nationalt og internationalt plan findes der visse almindeligt anerkendte
ernæringsmæssige retningslinjer, såsom Verdenssundhedsorganisationens
regionale kontor for Europas ernæringsprofilmodel, der danner grundlag for
at sondre mellem fødevarer ud fra deres ernæringsmæssige sammensætning i
forbindelse med TV-reklamer for fødevarer, der vises til børn.
Medlemsstaterne bør tilskyndes til at sikre, at der anvendes selv- og
samregulering, herunder gennem adfærdskodekser, for effektivt at begrænse
børns eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om føde- og
drikkevarer, der har et højt indhold af salt, sukker, fedt, mættet fedt eller
transfedtsyrer, eller som i andre henseender ikke lever op til de nationale eller
internationale ernæringsmæssige retningslinjer.
Ligeledes bør medlemsstaterne opmuntres til at sikre, at der anvendes
adfærdskodekser for selv- og samregulering for effektivt at begrænse børns og
mindreåriges eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om
alkoholholdige
drikkevarer.
Der
findes
visse
selv-
eller
(28)
(29)
65
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
samreguleringsordninger på EU-plan og nationalt plan, hvor der lægges vægt
på ansvarlig markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, herunder i
audiovisuel kommerciel kommunikation. Disse ordninger bør fremmes
yderligere, navnlig de ordninger, hvis mål er at sikre, at audiovisuel
kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer ledsages af
budskaber om ansvarlig indtagelse.
(30)
Det er vigtigt, at mindreårige beskyttes effektivt mod eksponering for
audiovisuel kommerciel kommunikation vedrørende fremme af spil. I denne
sammenhæng findes der adskillige selv- eller samreguleringsordninger på
EU-plan og nationalt plan til fremme af ansvarligt spil, herunder i audiovisuel
kommerciel kommunikation.
For at fjerne hindringer for fri bevægelighed for grænseoverskridende
tjenester inden for Unionen er det nødvendigt at sikre effektive selv- og
samreguleringsordninger, hvor der navnlig fokuseres på at beskytte
forbrugerne eller folkesundheden.
Markedet for TV-spredning har udviklet sig, og der er derfor behov for øget
fleksibilitet med hensyn til audiovisuel kommerciel kommunikation, navnlig
for kvantitative regler for lineære audiovisuelle medietjenester og
produktplacering. Fremkomsten af nye tjenester, herunder reklamefri
tjenester, har skabt øgede valgmuligheder for seerne, som nemt kan skifte til
alternative udbud.
Liberaliseringen på området for produktplacering har ikke ført til den
forventede vækst inden for denne form for audiovisuel kommerciel
kommunikation. Navnlig har det generelle forbud mod produktplacering, dog
med
enkelte
undtagelser,
ikke
skabt
juridisk
sikkerhed
for
medietjenesteudbyderne. Produktplacering bør således med forbehold af
undtagelser være tilladt i alle audiovisuelle medietjenester og
videodelingsplatformstjenester.
Produktplacering bør ikke være tilladt i nyheds- og aktualitetsprogrammer,
forbrugerprogrammer, religiøse programmer og børneprogrammer. Navnlig
findes der dokumentation for, at produktplacering og indlejrede reklamer kan
påvirke børns adfærd, da børn ofte ikke kan se, at der er tale om kommercielt
indhold. Der er således behov for fortsat at forbyde produktplacering i
børneprogrammer. Forbrugerprogrammer er programmer, som giver seerne
gode råd, eller som indeholder anmeldelser af produkter og tjenester. Hvis
produktplacering tillades i sådanne programmer, vil det udviske grænsen
mellem reklame og redaktionelt indhold for seerne, som måske forventer en
reel og ærlig vurdering af produkter eller tjenester i sådanne programmer.
Udbydere af on-demand audiovisuelle medietjenester bør fremme produktion
og distribution af europæiske programmer ved at sikre, at deres kataloger
indeholder en minimumsandel af europæiske programmer, og at disse gives
en tilstrækkelig fremtrædende placering. Der bør tilskyndes til mærkning i
metadataene til audiovisuelt indhold, der opfylder kravene for at være et
europæisk program, således at sådanne metadata er tilgængelige for
medietjenesteudbydere. Formålet med en fremtrædende placering er at
fremme europæiske programmer ved at lette adgangen hertil. En
fremtrædende placering kan sikres ved hjælp af forskellige midler såsom et
særligt afsnit med europæiske programmer, der er tilgængeligt fra
(31)
(32)
(33)
(34)
(35)
66
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
tjenestehjemmesiden, mulighed for at søge efter europæiske programmer i det
søgeværktøj, der er til rådighed som en del af denne tjeneste, anvendelse af
europæiske programmer i denne tjenestes kampagner eller fremme af en
minimumsprocentdel af europæiske programmer fra denne tjenestes katalog,
f.eks. ved anvendelse af bannere eller lignende værktøjer.
(36)
For at sikre tilstrækkelige investeringer i europæiske programmer bør
medlemsstaterne kunne pålægge medietjenesteudbydere, der er etableret på
deres område, finansielle forpligtelser. Disse forpligtelser kan bestå af direkte
bidrag til fremstilling af og erhvervelse af rettigheder til europæiske
programmer. Medlemsstaterne kan desuden pålægge afgifter, der betales til
en fond og beregnes på basis af indtægterne fra de audiovisuelle
medietjenester, der leveres i og målrettes mod deres område. I dette direktiv
præciseres det i betragtning af den direkte sammenhæng mellem de
finansielle forpligtelser og medlemsstaternes forskellige kulturpolitikker, at
en medlemsstat også gerne må pålægge medietjenesteudbydere, der er
etableret i en anden medlemsstat, og som målretter deres tjenester mod den
pågældende medlemsstats område, sådanne finansielle forpligtelser. I så fald
bør der pålægges finansielle forpligtelser i forhold til de indtægter, der
genereres hos publikum i målmedlemsstaten. Medietjenesteudbydere, der er
forpligtet til at bidrage til filmfinansieringsordninger i en målmedlemsstat,
bør, uanset at udbyderen ikke er etableret i den pågældende medlemsstat, på
ikkediskriminerende vis kunne drage fordel af den støtte, der er tilgængelig
under de respektive filmfinansieringsordninger for medietjenesteudbydere.
TV-spredningsforetagender investerer på nuværende tidspunkt mere i
europæiske audiovisuelle programmer end udbydere af on demand
audiovisuelle medietjenester. Hvis en målmedlemsstat derfor vælger at
pålægge et TV-spredningsforetagende, der hører under en anden
medlemsstats jurisdiktion, en finansiel forpligtelse, bør de direkte bidrag til
produktion og erhvervelse af rettigheder i forbindelse med europæiske
programmer, navnlig samproduktioner, som ydes af det pågældende TV-
spredningsforetagende, tages i betragtning under behørig hensyntagen til
proportionalitetsprincippet. Dette berører ikke medlemsstaternes kompetence
til i overensstemmelse med deres kulturpolitik og på betingelse af forenelighed
med statsstøttereglerne at fastlægge størrelsen af de finansielle bidrag, der
skal betales af medietjenesteudbyderne under deres jurisdiktion.
Når en medlemsstat i hvert enkelt tilfælde vurderer, om en on-demand
audiovisuel medietjeneste, der er etableret i en anden medlemsstat, målretter
sine tjenester mod publikum i dens område, bør den henholde sig til
indikatorer såsom reklame eller anden promovering, der sigter specifikt mod
kunder i dens område, tjenestens hovedsprog, og hvorvidt der er tale om
indhold eller kommerciel kommunikation, som specifikt er rettet mod
publikum i modtagermedlemsstaten.
Når en medlemsstat pålægger medietjenesteudbydere at yde finansielle
bidrag, bør formålet med disse bidrag være at fremme europæiske
programmer på passende vis og samtidig undgå risikoen for, at
medietjenesteudbyderne afkræves bidrag to gange. Hvis den medlemsstat,
hvor medietjenesteudbyderen er etableret, opkræver et sådant finansielt
bidrag, bør den på denne vis tage hensyn til eventuelle finansielle bidrag, der
er opkrævet af målmedlemsstater.
(37)
(38)
(39)
67
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0068.png
(40)
For at sikre, at forpligtelser til at fremme europæiske programmer ikke
underminerer markedsudviklingen, og for at gøre det muligt for nye aktører
at komme ind på markedet bør udbydere, som ikke har nogen fremtrædende
position på markedet, ikke være omfattet af sådanne krav. Dette gælder
navnlig udbydere med en lav omsætning eller et lille publikum. Et lille
publikum kan påvises f.eks. på grundlag af seertid eller salg, afhængigt af
tjenestens art, mens der ved påvisning af en lav omsætning bør tages hensyn
til de audiovisuelle markeders forskellige størrelse i medlemsstaterne. Det
kan også være uhensigtsmæssigt at indføre sådanne krav i tilfælde, hvor de i
betragtning af arten af eller emnet for de audiovisuelle medietjenester ville
være upraktiske eller ubegrundede.
Det er vigtigt, at TV-spredningsforetagenderne har mere fleksibilitet og selv
kan beslutte, hvornår reklamerne skal vises, for at maksimere efterspørgslen
hos annoncørerne og optimere flowet for seerne. Det er imidlertid også
nødvendigt at opretholde et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau i så
henseende, fordi en sådan fleksibilitet kan eksponere seerne for en for stor
mængde reklamer i den bedste sendetid (prime time). Der bør derfor gælde
særlige grænser for perioden mellem kl. 6.00 og 18.00 og mellem kl. 18.00 og
24.00.
Neutrale rammer adskiller redaktionelt indhold fra TV-reklame- eller
teleshoppingindslag samt adskiller individuelle indslag. De giver seeren
mulighed for tydeligt at skelne mellem slutningen på én type audiovisuelt
indhold og starten på et andet. Det er nødvendigt at præcisere, at neutrale
rammer er undtaget fra den kvantitative begrænsning, der er fastsat for TV-
reklamer. Dette er med henblik på at sikre, at den tid, der afsættes til neutrale
rammer, ikke får indvirkning på den tid, der afsættes til reklamer, og at de
indtægter, der genereres fra reklamer, ikke påvirkes i negativ retning.
Den sendetid, der tildeles TV-spredningsforetagendets annonceringer i
forbindelse med egne programmer og produkter med direkte tilknytning til
disse programmer eller public service-meddelelser og vederlagsfrie indslag til
fordel for velgørenhed, med undtagelse af de omkostninger, der afholdes i
forbindelse med transmission af sådanne indslag, bør ikke medregnes i den
maksimale sendetid, der kan tildeles TV-reklame og teleshopping. Endvidere
indgår mange TV-spredningsforetagender i større TV-koncerner og foretager
annonceringer med relation til ikke blot deres egne programmer og produkter
med direkte tilknytning til disse programmer, men også til programmer og
audiovisuelle medietjenester fra andre enheder, der tilhører den samme TV-
koncern. Den sendetid, der tildeles sådanne annonceringer, bør heller ikke
medregnes i den maksimale sendetid, som må afsættes til TV-reklame og
teleshopping.
De udbydere af videodelingsplatforme, der er omfattet af direktiv 2010/13/EU,
yder informationssamfundstjenester som omhandlet i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2000/31/EF (
1
). Disse udbydere er derfor underlagt de
bestemmelser om det indre marked, der er fastlagt i nævnte direktiv, hvis de
er etableret i en medlemsstat. Det er hensigtsmæssigt at sikre, at de samme
regler også gælder for udbydere af videodelingsplatforme, som ikke er
(41)
(42)
(43)
(44)
(
1
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige
aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked
(EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
68
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0069.png
etableret i en medlemsstat, for at sikre effektiviteten af de foranstaltninger til
beskyttelse af mindreårige og offentligheden, der er fastsat i direktiv
2010/13/EU, og så vidt muligt sikre lige vilkår i den udstrækning, at de
pågældende udbydere har enten en modervirksomhed eller en
dattervirksomhed, som er etableret i en medlemsstat, eller at disse udbydere
indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret i en
medlemsstat. Definitionerne i direktiv 2010/13/EU bør derfor være
principbaserede og sikre, at det ikke er muligt for en virksomhed at udelukke
sig selv fra nævnte direktivs anvendelsesområde ved at danne en
koncernstruktur med virksomheder i flere lag etableret i eller uden for
Unionen. Kommissionen bør underrettes om de udbydere, der hører under
hver enkelt medlemsstats jurisdiktion i medfør af de regler om etablering, der
er fastlagt i direktiv 2000/31/EF og 2010/13/EU.
(45)
Der er opstået nye udfordringer, navnlig i forbindelse med
videodelingsplatforme, hvor brugerne, navnlig mindreårige, i stigende grad
forbruger audiovisuelt indhold. I denne sammenhæng har skadeligt indhold
og hadefuld tale leveret via videodelingsplatformstjenester i stigende grad
givet anledning til bekymringer. For at beskytte mindreårige og
offentligheden mod sådant indhold er det nødvendigt at fastlægge
forholdsmæssige regler om disse anliggender.
Kommerciel kommunikation via videodelingsplatformstjenester reguleres
allerede af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (
1
), som
forbyder virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne,
herunder
vildledende
og
aggressiv
handelspraksis
i
informationssamfundstjenester.
For så vidt angår kommerciel kommunikation om tobak og relaterede
produkter på videodelingsplatforme sikrer de nuværende forbud i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF (
2
) og de forbud, der gælder for
kommerciel
kommunikation
om
elektroniske
cigaretter
og
genopfyldningsbeholdere i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2014/40/EU (
3
), at forbrugerne er tilstrækkeligt beskyttede mod tobak og
relaterede produkter. Da brugerne i stigende grad benytter sig af
videodelingsplatformstjenester til at få adgang til audiovisuelt indhold, er det
nødvendigt at sikre et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau ved i
fornødent omfang at tilpasse bestemmelserne om audiovisuel kommerciel
kommunikation hos alle udbydere. Det er derfor vigtigt, at audiovisuel
kommerciel kommunikation på videodelingsplatforme er klart identificeret og
opfylder et sæt minimumskvalitetskrav.
(46)
(
1
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets
direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og
2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om
urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
(
2
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for
tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (EUT L 152 af 20.6.2003, s. 16).
(
3
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling,
præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv
2001/37/EF (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 1).
69
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
(47)
En betydelig del af det indhold, der leveres via videodelingsplatformstjenester,
er ikke underlagt noget redaktionelt ansvar hos udbyderen af
videodelingsplatformen. Det er dog typisk disse udbydere, der tilrettelægger
indholdet, nemlig programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel
kommerciel kommunikation, herunder ved hjælp af automatiske metoder eller
algoritmer. Derfor bør disse udbydere pålægges at træffe passende
foranstaltninger for at beskytte mindreårige mod indhold, der kan skade deres
fysiske, psykiske eller moralske udvikling. De bør også pålægges at træffe
passende foranstaltninger for at beskytte offentligheden mod indhold, der
tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe eller et medlem af en gruppe
af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i Den Europæiske Unions
charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), eller hvis udbredelse
udgør en strafbar handling i henhold til EU-retten.
I betragtning af den rolle, som udbyderne spiller med hensyn til det indhold,
der leveres via videodelingsplatformstjenester, bør de passende
foranstaltninger for at beskytte mindreårige og offentligheden vedrøre
tilrettelæggelsen af indholdet og ikke selve indholdets art. De krav, der er
fastsat i direktiv 2010/13/EU i den henseende, bør derfor gælde med forbehold
af artikel 12-14 i direktiv 2000/31/EF, som rummer en fritagelse for ansvar for
ulovlige oplysninger, der transmitteres, eller oplagres automatisk,
mellemliggende og midlertidigt, eller oplagres af visse udbydere af
informationssamfundstjenester. Ved levering af tjenester, der er omfattet af
artikel 12-14 i direktiv 2000/31/EF, bør disse krav desuden gælde uden at det
berører artikel 15 i nævnte direktiv, som udelukker, at generelle forpligtelser
til at overvåge sådanne oplysninger eller aktivt at undersøge forhold, der tyder
på ulovlig virksomhed, kan pålægges disse udbydere, uden at det dog vedrører
overvågningsforpligtelser i konkrete tilfælde, og navnlig uden at det berører
påbud fra nationale myndigheder i overensstemmelse med national ret.
Det er hensigtsmæssigt så vidt muligt at inddrage udbyderne af
videodelingsplatforme ved gennemførelsen af de passende foranstaltninger,
der skal træffes i medfør af direktiv 2010/13/EU. Der bør således tilskyndes til
samregulering. Det bør desuden fortsat være muligt for udbydere af
videodelingsplatforme at træffe strengere foranstaltninger på frivillig basis i
overensstemmelse med EU-retten, samtidig med at ytrings- og
informationsfriheden og mediernes pluralisme respekteres.
Adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol er grundlæggende
rettigheder, der er fastlagt i artikel 47 i chartret. Bestemmelserne i direktiv
2010/13/EU bør derfor ikke fortolkes på en måde, der forhindrer parterne i at
udøve deres ret til adgang til retssystemet.
Når der i henhold til direktiv 2010/13/EU træffes passende foranstaltninger
for at beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og beskytte offentligheden
mod indhold, der tilskynder til vold, had og terrorisme, bør der foretages en
omhyggelig afvejning af de gældende grundlæggende rettigheder, der er
fastlagt i chartret. Afhængigt af den konkrete situation gælder dette navnlig
retten til respekt for privatliv og familieliv og beskyttelse af
personoplysninger, ytrings- og informationsfriheden, friheden til at oprette og
drive egen virksomhed, forbuddet mod forskelsbehandling samt børns
rettigheder.
(48)
(49)
(50)
(51)
70
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0071.png
(52)
Kontaktudvalget har til formål at lette en effektiv gennemførelse af direktiv
2010/13/EU og bør regelmæssigt konsulteres om ethvert praktisk problem, der
opstår i forbindelse med direktivets anvendelse. Kontaktudvalgets arbejde bør
ikke være begrænset til eksisterende spørgsmål vedrørende audiovisuel
politik, men bør også omfatte de relevante udviklingstendenser, der opstår i
denne sektor. Udvalget består af repræsentanter for medlemsstaternes
relevante nationale myndigheder. Når medlemsstaterne udpeger deres
repræsentanter, opfordres de til at fremme en ligelig kønsfordeling i
kontaktudvalgets sammensætning.
Medlemsstaterne bør sikre, at deres nationale tilsynsmyndigheder eller -
organer er juridisk adskilt fra regeringen. Dette bør dog ikke være til hinder
for, at medlemsstaterne kan føre tilsyn i overensstemmelse med deres
nationale forfatningsret. Nationale tilsynsmyndigheder eller -organer bør
anses for at have opnået den fornødne grad af uafhængighed, hvis de
pågældende myndigheder eller -organer, herunder dem, der er oprettet som
offentlige myndigheder eller organer, er funktionelt og reelt uafhængige af
deres respektive regeringer og andre offentlige eller private organer. Dette
anses for at være af afgørende betydning for at sikre upartiskhed i afgørelser,
der træffes af nationale tilsynsmyndigheder eller -organer. Kravet om
uafhængighed bør ikke berøre muligheden for, at medlemsstaterne kan
udpege tilsynsmyndigheder, der fører tilsyn med forskellige sektorer, som
f.eks. den audiovisuelle sektor og telekommunikationssektoren. Nationale
tilsynsmyndigheder eller -organer bør have de håndhævelsesmæssige
beføjelser og ressourcer, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver,
hvad angår personale, ekspertise og finansielle midler. De aktiviteter, der
varetages af de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, som er etableret
i henhold til direktiv 2010/13/EU, bør sikre, at målene vedrørende
mediepluralisme, kulturel mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, det indre
markeds funktion og fremme af fair konkurrence respekteres.
Da et af formålene med audiovisuelle medietjenester er at tjene borgernes
interesser og forme den offentlige mening, er det vigtigt, at sådanne tjenester
er i stand til at oplyse borgerne og samfundet så fuldstændigt som muligt og
med så bredt et udbud som muligt. Dette formål kan kun opfyldes, hvis
redaktionelle beslutninger forbliver fri for enhver statslig indblanding eller
påvirkning fra de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer, der går videre
end den blotte gennemførelse af retsregler, og som ikke har til formål at værne
om en juridisk beskyttet rettighed, som skal beskyttes uafhængigt af
overbevisning.
Der bør findes effektive klagemekanismer på nationalt plan. Den relevante
klageinstans bør være uafhængig af de involverede parter. Denne instans kan
være en domstol. Klageproceduren bør ikke berøre kompetencefordelingen
inden for de nationale retssystemer.
Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af Unionens
lovgivningsmæssige ramme for det audiovisuelle område i alle medlemsstater
nedsatte Kommissionen ERGA ved Kommissionens afgørelse af 3. februar
2014 (
1
). ERGA's opgave er at yde teknisk ekspertise til Kommissionen i dens
bestræbelser for at sikre en konsekvent gennemførelse af direktiv 2010/13/EU
(53)
(54)
(55)
(56)
(
1
) Kommissionens afgørelse C(2014) 462 final af 3. februar 2014 om oprettelse af gruppen af
europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester.
71
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
i alle medlemsstater og lette samarbejdet mellem de nationale
tilsynsmyndigheder eller -organer og mellem de nationale tilsynsmyndigheder
eller -organer og Kommissionen.
(57)
ERGA har bidraget positivt til en ensartet reguleringspraksis og har ydet
rådgivning på højt niveau til Kommissionen om gennemførelsesspørgsmål.
Derfor bør ERGA's rolle anerkendes formelt og styrkes i direktiv 2010/13/EU.
ERGA bør derfor oprettes i medfør af nævnte direktiv.
Kommissionen bør have mulighed for at konsultere ERGA om ethvert
spørgsmål vedrørende audiovisuelle medietjenester og videodelingsplatforme.
ERGA bør bistå Kommissionen med teknisk ekspertise og rådgivning og ved
at fremme udvekslingen af bedste praksis, herunder vedrørende
adfærdskodekser for selv- og samregulering. Kommissionen bør navnlig
rådføre sig med ERGA i forbindelse med anvendelsen af direktiv 2010/13/EU
med henblik på at fremme en ensartet gennemførelse. ERGA bør på
Kommissionens anmodning afgive ikkebindende udtalelser om jurisdiktion,
om foranstaltninger, der fraviger modtagefriheden, og om foranstaltninger
rettet mod omgåelse af jurisdiktion. ERGA bør også kunne bistå med teknisk
rådgivning om ethvert tilsynsmæssigt spørgsmål vedrørende regelsættet for
audiovisuelle medietjenester, herunder med hensyn til hadefuld tale og
beskyttelse af mindreårige, samt om indholdet af audiovisuel kommerciel
kommunikation om fødevarer med et højt indhold af fedt, salt eller natrium og
sukker.
»Mediekendskab« omfatter de færdigheder, den viden og den forståelse, der er
nødvendig for at sætte borgerne i stand til at bruge medierne effektivt og
sikkert. For at gøre det muligt for borgerne at få adgang til information og på
en ansvarlig og sikker måde at anvende, kritisk vurdere og skabe
medieindhold har borgerne brug for udvidede færdigheder vedrørende
mediekendskab. Mediekendskab bør ikke begrænses til læring om værktøjer
og teknologier, men bør have til formål at udstyre borgerne med evnen til
kritisk tænkning, som er nødvendig med henblik på at kunne udvise
dømmekraft, analysere komplekse realiteter og sondre mellem holdninger og
kendsgerninger. Det er derfor nødvendigt, at både medietjenesteudbydere og
udbydere af videodelingsplatforme i samarbejde med alle relevante berørte
parter fremmer udviklingen af mediekendskab i alle dele af samfundet, for
borgere i alle aldre og vedrørende alle medier, og at fremskridtene i den
forbindelse følges nøje.
Direktiv 2010/13/EU berører ikke medlemsstaternes forpligtelse til at
respektere og beskytte den menneskelige værdighed. Det respekterer de
grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig
anerkendes i chartret. Direktiv 2010/13/EU sigter navnlig mod at sikre fuld
respekt for retten til ytringsfrihed, friheden til at drive egen virksomhed,
retten til domstolsprøvelse og til at fremme anvendelsen af børns rettigheder
i overensstemmelse med chartret.
Enhver foranstaltning, som medlemsstaterne træffer i henhold til direktiv
2010/13/EU, skal respektere ytrings- og informationsfriheden og mediernes
pluralisme samt kulturel og sproglig mangfoldighed i overensstemmelse med
UNESCO's konvention om beskyttelse og fremme af de kulturelle
udtryksformers mangfoldighed.
(58)
(59)
(60)
(61)
72
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0073.png
(62)
Retten til at få adgang til politiske nyhedsprogrammer er afgørende for at
værne om den grundlæggende frihed til at modtage oplysninger og sikre, at
seernes interesser i Unionen er fuldt ud og korrekt beskyttet. I betragtning af
de audiovisuelle medietjenesters stadig større betydning for vores samfund og
demokrati bør udsendelser af politiske nyheder i videst muligt omfang, og
uden at dette berører reglerne om ophavsret, gøres tilgængelige på tværs af
grænserne i Unionen.
Direktiv 2010/13/EU berører ikke bestemmelserne i den internationale
privatret, særlig reglerne om domstolenes jurisdiktion og den lovgivning, der
finder anvendelse på kontraktlige og ikkekontraktlige forpligtelser.
I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra
medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (
1
) har
medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade
meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere
dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de
tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med
dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er
berettiget.
Direktiv 2010/13/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed
—
(63)
(64)
(65)
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Direktiv 2010/13/EU ændres som følger:
1) 1) I artikel 1, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra a) affattes således:
»a) »audiovisuel medietjeneste«:
i)
i)
en tjeneste som defineret i artikel 56 og 57 i traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, hvor hovedformålet med
tjenesten eller en del af den, der kan adskilles herfra, er under en
medietjenesteudbyders redaktionelle ansvar at udbyde
informerende, underholdende eller oplysende programmer til
offentligheden via elektroniske kommunikationsnet som defineret i
artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF; sådanne audiovisuelle
medietjenester er enten fjernsynsudsendelser som defineret i litra
e) i nærværende stykke eller on-demand audiovisuelle
medietjenester som defineret i litra g) i nærværende stykke
ii) audiovisuel kommerciel kommunikation«.
b) Følgende litra indsættes:
b)
»aa)
»videodelingsplatformstjeneste«: en tjeneste som defineret i artikel
56 og 57 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
(
1
) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
73
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
hvor hovedformålet med tjenesten eller en del af den, der kan
adskilles herfra, eller en væsentlig funktion i tjenesten består i at
udbyde programmer, brugergenererede videoer eller begge dele til
offentligheden, som udbyderen af videodelingsplatformen ikke har
noget redaktionelt ansvar for, med henblik på at informere,
underholde eller oplyse via elektroniske kommunikationsnet som
defineret i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/21/EF og hvis
tilrettelæggelse fastlægges af udbyderen af videodelingsplatformen,
herunder ved brug af automatiske metoder og algoritmer og navnlig
gennem visning, tagging og sekvensering«.
c)c)
Litra b) affattes således:
»b)
»program«: et sæt levende billeder med eller uden lyd, der udgør en
individuel del, uanset dens længde, inden for en programflade eller et
katalog udarbejdet af en medietjenesteudbyder, herunder film af
spillefilmslængde, videoklip, sportsbegivenheder, sitcom-serier,
dokumentarprogrammer, børneprogrammer og TV-drama«.
d) Følgende litraer indsættes:
»ba)
»brugergenereret video«: et sæt levende billeder med eller uden lyd,
der udgør en individuel del, uanset dens længde, som skabes af en
bruger og uploades på en videodelingsplatform af denne bruger eller af
enhver anden bruger
bb) »redaktionel beslutning«: en beslutning, der træffes regelmæssigt med
henblik på at udøve et redaktionelt ansvar, og som er knyttet til den
audiovisuelle medietjenestes daglige drift«.
e) Følgende litra indsættes:
»da) »udbyder af en videodelingsplatform«: en fysisk eller juridisk person,
der udbyder en videodelingsplatformstjeneste«.
f) Litra h) affattes således:
»h) »audiovisuel kommerciel kommunikation«: billeder med eller uden lyd,
som har til formål direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer
eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk eller juridisk
person, der udøver økonomisk virksomhed; sådanne billeder følger med eller
er indeholdt i et program eller i en brugergenereret video mod betaling eller
lignende modydelse eller med selvpromoverende formål. Audiovisuel
kommerciel kommunikation omfatter bl.a. TV-reklamer, sponsorering,
teleshopping og produktplacering«.
g) Litra k) affattes således:
»k) »sponsorering«: ethvert bidrag fra offentlige eller private foretagender
eller fysiske personer, der ikke udbyder audiovisuelle medietjenester eller
videodelingsplatformstjenester eller producerer audiovisuelle programmer,
til finansieringen af audiovisuelle medietjenester,
videodelingsplatformstjenester, brugergenererede videoer eller programmer
74
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
med henblik på at promovere deres navn, varemærke, image, virksomhed
eller produkter«.
h) Litra m) affattes således:
»m) »produktplacering«: enhver audiovisuel kommerciel kommunikation,
der viser eller omtaler en vare, en tjenesteydelse eller et varemærke som led
i et program eller en brugergenereret video mod betaling eller lignende
modydelse«.
2) Overskriften til kapitel II affattes således:
»ALMINDELIGE
BESTEMMELSER OM AUDIOVISUELLE
MEDIETJENESTER«.
3) Artikel 2 ændres som følger:
a) Stk. 3, litra b), affattes således:
»b) Hvis en medietjenesteudbyder har sit hovedkontor i én medlemsstat,
men de redaktionelle beslutninger om den audiovisuelle medietjeneste
træffes i en anden medlemsstat, anses medietjenesteudbyderen for at være
etableret i den medlemsstat, hvor en betydelig del af de medarbejdere, der er
beskæftiget med den programrelaterede audiovisuelle
medietjenestevirksomhed, arbejder. Hvis en betydelig del af de
medarbejdere, der er beskæftiget med den programrelaterede audiovisuelle
medietjenestevirksomhed, arbejder i begge medlemsstater, anses
medietjenesteudbyderen for at være etableret i den medlemsstat, hvor
hovedkontoret er beliggende. Hvis en betydelig del af de medarbejdere, der
er beskæftiget med den programrelaterede audiovisuelle
medietjenestevirksomhed, ikke arbejder i nogen af de pågældende
medlemsstater, anses medietjenesteudbyderen for at være etableret i den
medlemsstat, hvor den først påbegyndte sin virksomhed i overensstemmelse
med lovgivningen i denne medlemsstat, forudsat at den opretholder en stabil
og reel forbindelse til denne medlemsstats økonomi.«
b) Følgende stykker indsættes:
»5a. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere underretter de
kompetente nationale tilsynsmyndigheder eller -organer om enhver ændring,
der kan påvirke fastlæggelsen af jurisdiktion i overensstemmelse med stk. 2,
3 og 4.
5b. Medlemsstaterne udarbejder og vedligeholder en ajourført liste over de
medietjenesteudbydere, som hører under deres jurisdiktion, og angiver,
hvilke af kriterierne i stk. 2-5 deres jurisdiktion er baseret på.
Medlemsstaterne tilsender Kommissionen denne liste, herunder eventuelle
ajourføringer heraf.
Kommissionen sikrer, at sådanne lister stilles til rådighed i en central
database. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem listerne kontakter
Kommissionen de pågældende medlemsstater med henblik på at finde en
løsning. Kommissionen sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -
75
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
organer har adgang til denne database. Kommissionen gør oplysninger i
databasen offentligt tilgængelige.
5c. Hvis de pågældende medlemsstater ved anvendelse af artikel 3 eller 4
ikke er enige om, hvilken medlemsstat der har jurisdiktionen, forelægger de
sagen for Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kommissionen kan
anmode Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle
Medietjenester (ERGA) om i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra
d), at afgive en udtalelse om spørgsmålet. ERGA afgiver en sådan udtalelse
senest 15 arbejdsdage efter Kommissionens anmodning. Kommissionen
holder kontaktudvalget, der er nedsat ved artikel 29, behørigt underrettet.
Når Kommissionen vedtager en afgørelse i henhold til artikel 3, stk. 2 eller 3,
eller artikel 4, stk. 5, afgør den også, hvilken medlemsstat der har
jurisdiktion.«
4) Artikel 3 affattes således:
»Artikel
3
1. Medlemsstaterne sikrer modtagefrihed og må ikke hindre retransmissioner
på deres område af audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater af
grunde, der falder inden for områder, der samordnes ved dette direktiv.
2. En medlemsstat kan midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en
audiovisuel medietjeneste, der leveres af en medietjenesteudbyder, som hører
under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åbenlys, væsentlig og
alvorlig overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 6a, stk. 1, eller
bringer folkesundheden i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at
bringe den i fare.
Den fravigelse, der er omhandlet i første afsnit, er underlagt følgende
betingelser:
a) medietjenesteudbyderen har i løbet af de foregående 12 måneder mindst to
gange tidligere allerede udført en eller flere af de handlinger, der er beskrevet
i første afsnit
b) den pågældende medlemsstat har skriftligt underrettet
medietjenesteudbyderen, den medlemsstat, der har jurisdiktion over denne
udbyder, og Kommissionen om de påståede overtrædelser og om de
forholdsmæssige foranstaltninger, som den agter at træffe, hvis der igen sker
en sådan overtrædelse
c) den pågældende medlemsstat har respekteret medietjenesteudbyderens ret til
forsvar og navnlig givet denne udbyder mulighed for at udtrykke sin holdning
til de påståede overtrædelser, og
d) konsultationer med den medlemsstat, der har jurisdiktion over
medietjenesteudbyderen, og Kommissionen har ikke ført til en mindelig
løsning inden for en måned efter Kommissionens modtagelse af den i litra b)
omhandlede underretning.
76
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Senest tre måneder efter modtagelsen af underretningen om de foranstaltninger,
som den pågældende medlemsstat har truffet, og efter at have anmodet ERGA
om at afgive en udtalelse i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d),
træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige
med EU-retten. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet.
Træffer Kommissionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige
med EU-retten, skal den pålægge den pågældende medlemsstat straks at bringe
de pågældende foranstaltninger til ophør.
3. En medlemsstat kan midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en
audiovisuel medietjeneste, der leveres af en medietjenesteudbyder, som hører
under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åbenlys, væsentlig og
alvorlig overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra b), eller bringer den offentlige
sikkerhed i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare,
herunder med hensyn til national sikkerhed og forsvar.
Den fravigelse, der er omhandlet i første afsnit, er underlagt følgende
betingelser:
a) den handling, der er omhandlet i første afsnit, har i løbet af de foregående 12
måneder fundet sted mindst én gang
og
b) den pågældende medlemsstat har skriftligt underrettet
medietjenesteudbyderen, den medlemsstat, der har jurisdiktion over denne
udbyder, og Kommissionen om den påståede overtrædelse og om de
forholdsmæssige foranstaltninger, som den agter at træffe, hvis der igen sker
en sådan overtrædelse.
Den pågældende medlemsstat respekterer den pågældende
medietjenesteudbyders ret til forsvar og giver navnlig denne udbyder mulighed
for at udtrykke sin holdning til de påståede overtrædelser.
Senest tre måneder efter modtagelsen af underretningen om de foranstaltninger,
som den pågældende medlemsstat har truffet, og efter at have anmodet ERGA
om at afgive en udtalelse i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d),
træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige
med EU-retten. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet.
Træffer Kommissionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige
med EU-retten, skal den pålægge den pågældende medlemsstat straks at bringe
de pågældende foranstaltninger til ophør.
4. Stk. 2 og 3 er ikke til hinder for, at der iværksættes procedurer,
forholdsregler eller sanktioner som følge af de pågældende overtrædelser i den
medlemsstat, under hvis jurisdiktion den pågældende medietjenesteudbyder
hører.
5. Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde senest en måned efter den påståede
overtrædelse fravige betingelserne i stk. 3, litra a) og b). De foranstaltninger, som
er truffet, skal i så fald snarest muligt meddeles Kommissionen og den
medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, med
angivelse af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende
tilfælde. Kommissionen undersøger hurtigst muligt, om de anmeldte
77
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
foranstaltninger er i overensstemmelse med EU-retten. Kommer Kommissionen
til den konklusion, at foranstaltningerne ikke er forenelige med EU-retten, skal
den kræve, at den pågældende medlemsstat straks bringer disse foranstaltninger
til ophør.
6. Hvis Kommissionen mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne
træffe en afgørelse i henhold til stk. 2 eller 3, anmoder den inden for en måned
efter modtagelsen af underretningen den pågældende medlemsstat om alle de
oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe denne afgørelse. Den
tidsfrist, som Kommissionen har til at træffe afgørelsen, suspenderes, indtil den
pågældende medlemsstat har indgivet sådanne nødvendige oplysninger.
Suspenderingen af tidsfristen må under ingen omstændigheder vare mere end en
måned.
7. Medlemsstaterne og Kommissionen udveksler jævnligt erfaringer og bedste
praksis vedrørende den procedure, der er fastlagt i denne artikel, inden for
rammerne af kontaktudvalget og ERGA.«
5) Artikel 4 affattes således:
»Artikel
4
1. Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres
jurisdiktion overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser på de
områder, der samordnes ved dette direktiv, forudsat at disse bestemmelser er i
overensstemmelse med EU-retten.
2. Hvor en medlemsstat:
a) har udøvet sin ret til i henhold til stk. 1 at vedtage mere detaljerede eller
strengere bestemmelser i offentlighedens interesse og
b) vurderer, at en medietjenesteudbyder under en anden medlemsstats
jurisdiktion udbyder en audiovisuel medietjeneste, som helt eller fortrinsvis er
rettet mod dens område,
kan den anmode den medlemsstat, der har jurisdiktion, om at løse eventuelle
konstaterede problemer i relation til dette stykke. Begge medlemsstater
samarbejder loyalt og hurtigt med henblik på at finde en gensidigt
tilfredsstillende løsning.
Ved modtagelsen af en begrundet anmodning i henhold til første afsnit,
anmoder den medlemsstat, der har jurisdiktion, medietjenesteudbyderen om
at overholde de relevante bestemmelser i offentlighedens interesse. Den
medlemsstat, der har jurisdiktion, underretter regelmæssigt den anmodende
medlemsstat om, hvilke skridt der er truffet for at løse de konstaterede
problemer. Senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen underretter
den medlemsstat, der har jurisdiktion, den anmodende medlemsstat og
Kommissionen om resultaterne og angiver årsagerne hertil, hvis der ikke har
kunnet findes en løsning.
Hver af de pågældende medlemsstater kan på ethvert tidspunkt anmode
kontaktudvalget om at behandle sagen.
78
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
3. Den pågældende medlemsstat kan træffe passende foranstaltninger over for
den pågældende medietjenesteudbyder, hvis:
a) den vurderer, at de resultater, der er opnået ved anvendelse af stk. 2, ikke er
tilfredsstillende, og
b) den har fremlagt beviser for, at medietjenesteudbyderen har etableret sig i den
medlemsstat, der har jurisdiktion, for på de områder, der samordnes ved dette
direktiv, at omgå de strengere bestemmelser, der ville være gældende, hvis
udbyderen var etableret i den pågældende medlemsstat; sådanne beviser skal
gøre det muligt med rimelig sikkerhed at konstatere en sådan omgåelse, uden
at det er nødvendigt at bevise, at medietjenesteudbyderen havde til hensigt at
omgå de strengere regler.
Sådanne foranstaltninger skal være objektivt nødvendige, skal anvendes på en
ikkediskriminerende måde og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå de mål,
der forfølges.
4. En medlemsstat må kun træffe foranstaltninger i medfør af stk. 3, hvis
følgende betingelser er opfyldt:
a)den har underrettet Kommissionen og den medlemsstat, hvor
medietjenesteudbyderen er etableret, om, at den har til hensigt at træffe
sådanne foranstaltninger, idet den angiver, hvilke grunde den baserer sin
vurdering på
b) den har respekteret den pågældende medietjenesteudbyders ret til forsvar og
navnlig givet medietjenesteudbyderen mulighed for at udtrykke sin holdning
til den påståede omgåelse og de foranstaltninger, som den underrettende
medlemsstat agter at træffe, og
c) Kommissionen har, efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i
overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d), truffet afgørelse om, at
foranstaltningerne er forenelige med EU-retten, og navnlig om, at den
vurdering, der er foretaget af den medlemsstat, der træffer foranstaltningerne,
jf. nærværende artikels stk. 2 og 3, hviler på et korrekt grundlag;
Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet.
5. Senest tre måneder efter modtagelsen af den i stk. 4, litra a), omhandlede
underretning træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse
foranstaltninger er forenelige med EU-retten. Træffer Kommissionen afgørelse
om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, pålægger den den
pågældende medlemsstat at afstå fra at træffe de påtænkte foranstaltninger.
Hvis Kommissionen mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe
en afgørelse i henhold til første afsnit, anmoder den inden for en måned efter
modtagelsen af underretningen den pågældende medlemsstat om alle de
oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe denne afgørelse. Den
tidsfrist, som Kommissionen har til at træffe afgørelsen, suspenderes, indtil den
pågældende medlemsstat har indgivet sådanne nødvendige oplysninger.
Suspenderingen af tidsfristen må under ingen omstændigheder vare mere end en
måned.
79
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
6. Medlemsstaterne sikrer ved passende midler og inden for rammerne af deres
nationale ret, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion reelt overholder
dette direktiv.
7. Direktiv 2000/31/EF finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i
nærværende direktiv. I tilfælde af modstrid mellem direktiv 2000/31/EF og
nærværende direktiv har nærværende direktiv forrang, medmindre andet er
fastsat heri.«
6) Følgende artikel indsættes:
»Artikel
4a
1. Medlemsstaterne tilskynder til anvendelse af samregulering og fremme af
selvregulering gennem adfærdskodekser, som vedtages på nationalt plan på de
områder, der samordnes ved dette direktiv, i det omfang deres retssystem
tillader sådan regulering. Disse kodekser skal:
a) udformes, så de nyder bred accept blandt de vigtigste berørte parter i de
pågældende medlemsstater
b) tydeligt og utvetydigt fastlægge målsætningerne med dem
c) sikre regelmæssig, gennemsigtig og uafhængig overvågning og evaluering af
opnåelsen af de opstillede målsætninger og
d) sikre effektiv håndhævelse, herunder effektive og forholdsmæssige sanktioner.
2. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering gennem EU-
adfærdskodekser udarbejdet af medietjenesteudbydere, udbydere af
videodelingsplatformstjenester eller organisationer, der repræsenterer dem, om
nødvendigt i samarbejde med andre sektorer såsom industri og handel samt
faglige sammenslutninger eller organisationer og forbrugersammenslutninger
eller -organisationer. Disse kodekser skal være således, at de nyder bred accept
blandt de vigtigste berørte parter på EU-plan og skal overholde stk. 1, litra b)-d).
EU-adfærdskodekserne berører ikke de nationale adfærdskodekser.
I samarbejde med medlemsstaterne fremmer Kommissionen udarbejdelsen af
EU-adfærdskodekser, hvor det er relevant, i overensstemmelse med
nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.
Underskriverne af EU-adfærdskodekser forelægger udkastene til disse kodekser
og ændringer heraf for Kommissionen. Kommissionen rådfører sig med
kontaktudvalget om sådanne udkast til adfærdskodekser eller ændringer heraf.
Kommissionen offentliggør EU-adfærdskodekserne og kan gøre behørigt
opmærksom på dem.
3. Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres
jurisdiktion overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser i
overensstemmelse med dette direktiv og EU-retten, herunder hvis deres
nationale uafhængige tilsynsmyndigheder eller -organer konkluderer, at en
adfærdskodeks eller dele heraf har vist sig ikke at være tilstrækkelig effektiv.
80
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen sådanne bestemmelser uden unødig
forsinkelse.«
7) Overskriften på kapitel III affattes således:
»BESTEMMELSER,
SOM FINDER ANVENDELSE PÅ AUDIOVISUELLE
MEDIETJENESTER«.
8) Artikel 5 affattes således:
»Artikel
5
1. Hver medlemsstat sikrer, at en medietjenesteudbyder under dens
jurisdiktion giver modtagerne af en tjeneste let, umiddelbar og vedvarende
adgang til som minimum følgende oplysninger:
a) medietjenesteudbyderens navn
b) den fysiske adresse, hvor medietjenesteudbyderen er etableret
c) detaljerede oplysninger, som gør det muligt at kontakte
medietjenesteudbyderen hurtigt på en direkte og effektiv måde, herunder
oplysninger om dens e-mailadresse eller websted
d) den medlemsstat, der har jurisdiktion over medietjenesteudbyderen, og de
kompetente tilsynsmyndigheder eller -organer eller kontrolinstanser.
2. Medlemsstaterne kan vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger, der
fastsætter, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion ud over de
oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal gøre oplysninger om deres
ejerforhold, herunder de reelle ejere, tilgængelige. Sådanne foranstaltninger skal
overholde de pågældende grundlæggende rettigheder, såsom de reelle ejeres ret
til respekt for deres privatliv og familieliv. Sådanne foranstaltninger skal være
nødvendige og forholdsmæssige og tage sigte på at forfølge et mål af almen
interesse.«
9) Artikel 6 affattes således:
»Artikel
6
1. Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte
den menneskelige værdighed, sikrer medlemsstaterne med passende midler, at
audiovisuelle medietjenester leveret af medietjenesteudbydere under deres
jurisdiktion ikke på nogen måde:
a) tilskynder til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem
af en gruppe af nogen af de grunde, der er omhandlet i artikel 21 i chartret
b) indeholder en offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i
artikel 5 i direktiv (EU) 2017/541.
2. De foranstaltninger, der er truffet med henblik på anvendelsen af denne
artikel, skal være nødvendige og forholdsmæssige og skal respektere de
rettigheder og overholde de principper, der er fastsat i chartret.«
81
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
10) Følgende artikel indsættes:
»Artikel
6a
1. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at
audiovisuelle medietjenester, der leveres af medietjenesteudbydere under deres
jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske
udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt
ikke hører eller ser dem. Sådanne foranstaltninger kan omfatte valg af
sendetidspunkt, værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske
foranstaltninger. De skal stå i et rimeligt forhold til programmets mulige
skadevirkninger.
Det mest skadelige indhold, såsom umotiveret vold og pornografi, skal være
underlagt de strengest mulige foranstaltninger.
2. Mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden måde
genereres af medietjenesteudbydere i henhold til stk. 1, må ikke behandles med
henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsføring, profilering og
adfærdsbaseret reklame.
3. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere fremlægger
tilstrækkelige oplysninger over for seerne om indhold, som kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Til dette formål bruger
medietjenesteudbydere et system, der beskriver de mulige skadevirkninger af
indholdet af den enkelte audiovisuelle medietjeneste.
Ved gennemførelsen af dette stykke tilskynder medlemsstaterne til anvendelse
af samregulering, jf. artikel 4a, stk. 1.
4. Kommissionen tilskynder medietjenesteudbydere til at udveksle eksempler
på bedste praksis i forbindelse med adfærdskodekser for samregulering.
Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering med henblik på
nærværende artikel gennem de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-
adfærdskodekser.«
11) Artikel 7 affattes således:
»Artikel
7
1. Medlemsstaterne sikrer uden unødig forsinkelse, at tjenester leveret af
medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion ved hjælp af forholdsmæssige
foranstaltninger løbende og gradvis gøres mere tilgængelige for personer med
handicap.
2. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere regelmæssigt aflægger
rapport til de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer om gennemførelsen
af foranstaltningerne omhandlet i stk. 1. Medlemsstaterne underretter
Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 senest den 19. december 2022 og
derefter hvert tredje år.
3. Medlemsstaterne tilskynder medietjenesteudbydere til at udvikle
handlingsplaner for tilgængelighed med sigte på løbende og gradvis at gøre
82
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
deres tjenester mere tilgængelige for personer med handicap. Sådanne
handlingsplaner fremsendes til de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer.
4. Hver medlemsstat udpeger ét enkelt offentligt tilgængeligt online
kontaktpunkt, der er lettilgængeligt, herunder for personer med handicap, for
information og klager vedrørende de i denne artikel omhandlede
tilgængelighedsspørgsmål.
5. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger i forbindelse med nødsituationer,
herunder offentlige meddelelser og annonceringer i tilfælde af naturkatastrofer,
som offentliggøres gennem audiovisuelle medietjenester, gives på en måde, der
er tilgængelig for personer med handicap.«
12) Følgende artikler indsættes:
»Artikel
7a
Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til at sikre audiovisuelle
medietjenester af almen interesse en tilpas fremtrædende plads.
Artikel 7b
Medlemsstaterne træffer passende og forholdsmæssige foranstaltninger for at
sikre, at audiovisuelle medietjenester leveret af medietjenesteudbydere ikke
uden disse udbyderes udtrykkelige samtykke forsynes med overlays til
kommercielle formål eller ændres.
Med henblik på denne artikel præciserer medlemsstaterne de
lovgivningsmæssige enkeltheder, herunder undtagelser, navnlig vedrørende
beskyttelse af brugernes legitime interesser, og tager samtidig hensyn til de
legitime interesser hos de medietjenesteudbydere, som oprindeligt leverede de
audiovisuelle medietjenester.«
13) Artikel 9 affattes således:
»Artikel
9
1. Medlemsstaterne sikrer, at audiovisuel kommerciel kommunikation fra
medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder følgende krav:
a) Audiovisuel kommerciel kommunikation skal klart kunne identificeres som
sådan; skjult audiovisuel kommerciel kommunikation er forbudt.
b) Der må ikke bruges subliminale teknikker i audiovisuel kommerciel
kommunikation.
c) Audiovisuel kommerciel kommunikation må ikke:
i) skade respekten for den menneskelige værdighed
ii) indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race
eller etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder
eller seksuel orientering
iii) tilskynde til adfærd, der er til skade for sundheden eller for sikkerheden
83
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
iv) tilskynde til adfærd, der er til stor skade for miljøbeskyttelsen.
d) Alle former for audiovisuel kommerciel kommunikation om cigaretter og
andre tobaksvarer samt pm elektroniske cigaretter og
genopfyldningsbeholdere er forbudt.
e) Audiovisuel kommerciel kommunikation for at fremme salget af alkoholiske
drikkevarer må ikke være rettet specifikt mod mindreårige og må ikke
tilskynde til umådeholden indtagelse af sådanne drikkevarer.
f) Audiovisuel kommerciel kommunikation for lægemidler og medicinske
behandlinger, der er receptpligtige i den medlemsstat, under hvis
jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører, er forbudt.
g) Audiovisuel kommerciel kommunikation må ikke skade mindreårige på
fysisk, psykisk eller moralsk vis; den må derfor ikke direkte tilskynde
mindreårige til at købe eller leje et produkt eller en tjenesteydelse ved at
udnytte deres manglende erfaring eller deres godtroenhed, direkte opfordre
dem til at overtale deres forældre eller andre til at købe de varer eller
tjenesteydelser, der reklameres for, udnytte mindreåriges særlige tillid til
forældre, lærere eller andre personer eller uden grund vise mindreårige i
farlige situationer.
2. Audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige drikkevarer i
on-demand audiovisuelle medietjenester, med undtagelse af sponsorering og
produktplacering, skal opfylde kriterierne fastsat i artikel 22.
3. Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme
selvregulering gennem adfærdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med hensyn til
underlødig audiovisuel kommerciel kommunikation om alkoholholdige
drikkevarer. Disse kodekser skal tage sigte på effektivt at reducere
mindreåriges eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om
alkoholholdige drikkevarer.
4. Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme
selvregulering gennem adfærdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med hensyn til
underlødig audiovisuel kommerciel kommunikation, som følger med eller er
indeholdt i børneprogrammer, om fødevarer og drikkevarer, der indeholder
næringsstoffer og andre stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk
virkning, navnlig fedt, transfedtsyrer, salt eller natrium og sukker, som det
ikke anbefales at indtage i overdreven mængde i den samlede kost.
Disse kodekser skal tage sigte på effektivt at reducere børns eksponering for
audiovisuel kommerciel kommunikation om sådanne føde- og drikkevarer. De
skal tilsigte at sikre, at den audiovisuelle kommercielle kommunikation ikke
fremhæver positive ernæringsmæssige aspekter ved sådanne føde- og
drikkevarer.
5. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering med henblik
på nærværende artikel gennem de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-
adfærdskodekser.«
14) Artikel 10 ændres således:
84
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
a) Stk. 2 affattes således:
»2. Audiovisuelle medietjenester eller programmer må ikke sponsoreres af
foretagender, hvis hovedvirksomhed er fremstilling eller salg af cigaretter og
andre tobaksvarer samt elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere.«
b) Stk. 4 affattes således:
»4. Nyheds- og aktualitetsprogrammer må ikke
sponsoreres. Medlemsstaterne kan forbyde sponsorering af
børneprogrammer. Medlemsstaterne kan vælge at forbyde, at der vises et
sponsorlogo under børneprogrammer, dokumentarprogrammer og religiøse
programmer.«
15) Artikel 11 affattes således:
»Artikel
11
1. Denne artikel finder kun anvendelse på programmer, der er produceret efter
den 19. december 2009.
2. Produktplacering tillades i alle audiovisuelle medietjenester, bortset fra
nyheds- og aktualitetsprogrammer, forbrugerprogrammer, religiøse
programmer og børneprogrammer.
3. Programmer, der indeholder produktplacering, skal opfylde følgende krav:
a) Deres indhold og plads i en programflade, såfremt der er tale om TV-
spredning, eller i et katalog, såfremt der er tale om on-demand audiovisuelle
medietjenester, må under ingen omstændigheder påvirkes på en måde, der
berører medietjenesteudbyderens ansvar og redaktionelle uafhængighed.
b) De må ikke direkte tilskynde til køb eller leje af varer eller tjenesteydelser og
må navnlig ikke indeholde særlig reklameomtale af sådanne varer eller
tjenesteydelser.
c) De må ikke give de pågældende produkter en unødigt fremtrædende rolle.
d) Seerne skal informeres tydeligt om, at der foregår produktplacering, ved
hjælp af en passende markering ved programmets begyndelse og slutning,
samt når et program fortsættes efter en reklamepause, for at undgå enhver
vildledning af seeren.
Medlemsstaterne kan fravige kravene i litra d), undtagen når det drejer sig om
programmer, der er produceret eller bestilt af en medietjenesteudbyder eller af
en virksomhed, der er tilknyttet den pågældende medietjenesteudbyder.
4. Under alle omstændigheder må programmer ikke indeholde
produktplacering af:
a) cigaretter og andre tobaksvarer samt elektroniske cigaretter og
genopfyldningsbeholdere eller produktplacering fra foretagender, hvis
hovedvirksomhed er fremstilling eller salg af disse varer
85
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
b) bestemte lægemidler eller medicinske behandlinger, der er receptpligtige i
den medlemsstat, under hvis jurisdiktion medietjenesteudbyderen hører.«
16)
17)
Overskriften til kapitel IV udgår.
Artikel 12 udgår.
18) Artikel 13 affattes således:
»Artikel
13
1. Medlemsstaterne sikrer, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion,
der udbyder on-demand audiovisuelle medietjenester, sørger for, at europæiske
programmer udgør mindst 30 % af deres kataloger og får en tilpas
fremtrædende plads.
2. Hvis medlemsstaterne pålægger medietjenesteudbydere under deres
jurisdiktion at bidrage finansielt til fremstilling af europæiske programmer,
herunder via direkte investeringer i indhold og bidrag til nationale fonde, kan
de også pålægge medietjenesteudbydere, der målretter deres tjenester mod
publikum inden for deres områder, men som er etableret i andre medlemsstater,
at yde sådanne finansielle bidrag, der skal være forholdsmæssige og
ikkediskriminerende.
3. I det tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, skal det finansielle bidrag kun
baseres på indtægterne i målmedlemsstaterne. Hvis den medlemsstat, hvor
medietjenesteudbyderen er etableret, opkræver et sådant finansielt bidrag, skal
den tage hensyn til eventuelle finansielle bidrag, der er opkrævet af
målmedlemsstater. Ethvert finansielt bidrag skal overholde EU-retten, navnlig
reglerne for statsstøtte.
4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1 og
2 senest den 19. december 2021 og derefter hvert andet år.
5. På grundlag af medlemsstaternes oplysninger og en uafhængig undersøgelse
aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om
anvendelsen af stk. 1 og 2 og redegør herunder for den markedsmæssige og
teknologiske udvikling og målsætningen om kulturel mangfoldighed.
6. Den forpligtelse, der er pålagt i henhold til stk. 1, og det krav, der pålægges
medietjenesteudbydere, der målretter deres tjenester mod publikum i andre
medlemsstater, jf. stk. 2, finder ikke anvendelse på medietjenesteudbydere med
en lav omsætning eller en lille målgruppe. Medlemsstaterne kan også fravige
sådanne forpligtelser eller krav, hvor de ville være upraktiske eller
ubegrundede i betragtning af arten af eller emnet for de audiovisuelle
medietjenester.
7. Kommissionen udsteder retningslinjer vedrørende beregningen af den
minimumsandel af europæiske programmer, der er omhandlet i stk. 1, og
vedrørende den definition af lille målgruppe og lav omsætning, der er
omhandlet i stk. 6, efter at den har rådført sig med kontaktudvalget.«
19) Artikel 19, stk. 2, affattes således:
86
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
»2. Isolerede TV-reklamer og teleshoppingindslag skal være tilladt i
transmissioner af sportsbegivenheder. Isolerede TV-reklamer og
teleshoppingindslag må kun forekomme undtagelsesvis, bortset fra
transmissioner af sportsbegivenheder.«
20) Artikel 20, stk. 2, affattes således:
»2. Transmissionen af film produceret til fjernsynet (bortset fra serier,
føljetoner og dokumentarprogrammer), spillefilm og nyhedsprogrammer må
afbrydes af TV-reklamer, teleshoppingindslag eller af begge én gang for hver
planlagte periode på mindst 30 minutter. Transmissionen af børneprogrammer
må afbrydes af TV-reklamer én gang for hver planlagte periode på mindst 30
minutter, forudsat at programmet er af en planlagt varighed på over 30
minutter. Transmissionen af teleshoppingindslag er forbudt under
børneprogrammer. Der må ikke indsættes TV-reklamer eller
teleshoppingindslag i gudstjenester.«
21) Artikel 23 affattes således:
»Artikel
23
1. Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden mellem kl.
06.00 og 18.00 må ikke fylde mere end 20 % af den pågældende periode.
Andelen af TV-reklame- eller teleshoppingindslag i perioden mellem kl. 18.00 og
24.00 må ikke fylde mere end 20 % af den pågældende periode.
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på:
a) annonceringer, som TV-spredningsforetagendet foretager i forbindelse med
egne programmer og produkter med direkte tilknytning til disse programmer
eller med programmer og audiovisuelle medietjenester fra andre enheder,
der tilhører den samme TV-koncern
b) sponsorannonceringer
c) produktplaceringer
d) neutrale rammer mellem redaktionelt indhold og TV-reklamer eller
teleshoppingindslag og mellem individuelle indslag.«
22) Kapitel VIII udgår.
23
) Følgende kapitel indsættes:
»KAPITEL IXA
BESTEMMELSER, SOM FINDER ANVENDELSE PÅ
VIDEODELINGSPLATFORMSTJENESTER
Artikel 28a
87
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
1. En udbyder af en videodelingsplatform etableret på en medlemsstats
område, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2000/31/EF, hører med henblik på
nærværende direktiv under den pågældende medlemsstats jurisdiktion.
2. En udbyder af en videodelingsplatform, der ikke er etableret på en
medlemsstats område i henhold til stk. 1, anses for at være etableret på en
medlemsstats område med henblik på dette direktiv, hvis den pågældende
udbyder af en videodelingsplatform:
a) har en modervirksomhed eller en dattervirksomhed, der er etableret på den
pågældende medlemsstats område, eller
b) indgår i en koncern, og en anden virksomhed i denne koncern er etableret
på den pågældende medlemsstats område.
I denne artikel forstås ved:
a) »modervirksomhed«: en virksomhed, der kontrollerer en eller flere
dattervirksomheder
b) »dattervirksomhed«: en virksomhed, der er kontrolleret af en
modervirksomhed, herunder enhver dattervirksomhed af den øverste
modervirksomhed
c) »koncern«: en modervirksomhed, alle dens dattervirksomheder og alle
andre virksomheder, der har økonomiske og retlige, organisatoriske
forbindelser til dem.
3. Med henblik på anvendelsen af stk. 2 gælder det, at hvis
modervirksomheden, dattervirksomheden eller de andre virksomheder i
koncernen er etableret i forskellige medlemsstater, anses udbyderen af en
videodelingsplatform for at være etableret i den medlemsstat, hvor dennes
modervirksomhed er etableret, eller, hvis denne ikke er etableret i en
medlemsstat, i den medlemsstat, hvor udbyderens dattervirksomhed er
etableret, eller, hvis denne ikke er etableret i en medlemsstat, i den
medlemsstat, hvor den anden virksomhed i koncernen er etableret.
4. For så vidt angår anvendelsen af stk. 3 gælder det, at hvis der findes flere
dattervirksomheder, som hver især er etableret i forskellige medlemsstater,
anses udbyderen af en videodelingsplatform for at være etableret i den
medlemsstat, hvor en af dattervirksomhederne først påbegyndte sin
virksomhed, forudsat at den opretholder en stabil og reel forbindelse til denne
medlemsstats økonomi.
Hvis der findes flere andre virksomheder i koncernen, som hver især er
etableret i forskellige medlemsstater, anses udbyderen af en
videodelingsplatform for at være etableret i den medlemsstat, hvor en af disse
virksomheder først påbegyndte sin virksomhed, forudsat at den opretholder en
stabil og reel forbindelse med den pågældende medlemsstats økonomi.
5. I forbindelse med nærværende direktiv finder artikel 3 og artikel 12-15 i
direktiv 2000/31/EF anvendelse på udbydere af videodelingsplatforme, der
anses for at være etableret i en medlemsstat, jf. nærværende artikels stk. 2.
88
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
6. Medlemsstaterne udarbejder og vedligeholder en ajourført liste over de
udbydere af videodelingsplatforme, der er etableret eller anses for at være
etableret på deres område, og angiver, hvilke kriterier, jf. stk. 1-4, deres
jurisdiktion er baseret på. Medlemsstaterne tilsender Kommissionen denne
liste, herunder eventuelle ajourføringer heraf.
Kommissionen sikrer, at disse lister stilles til rådighed i en central database. I
tilfælde af uoverensstemmelser mellem listerne kontakter Kommissionen de
pågældende medlemsstater med henblik på at finde en løsning. Kommissionen
sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer har adgang til denne
database. Kommissionen gør oplysningerne i databasen offentligt tilgængelige.
7. Hvis de pågældende medlemsstater ved anvendelse af denne artikel ikke
er enige om, hvilken medlemsstat der har jurisdiktionen, forelægger de sagen
for Kommissionen uden unødig forsinkelse. Kommissionen kan anmode ERGA
om i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d), at afgive en udtalelse
om spørgsmålet. ERGA afgiver en sådan udtalelse senest 15 arbejdsdage efter
Kommissionens anmodning. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt
underrettet.
Artikel 28b
1. Med forbehold af artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF sikrer
medlemsstaterne, at udbydere af videodelingsplatforme under deres
jurisdiktion træffer passende foranstaltninger for at beskytte
a) mindreårige mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel
kommerciel kommunikation, der kan skade deres fysiske, psykiske eller
moralske udvikling, i overensstemmelse med artikel 6a, stk. 1
b) offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel
kommerciel kommunikation, der tilskynder til vold eller had rettet mod en
gruppe af personer eller et medlem af en gruppe af nogen af de grunde, der
er omhandlet i artikel 21 i chartret
c) offentligheden mod programmer, brugergenererede videoer og audiovisuel
kommerciel kommunikation med indhold, hvis udbredelse udgør en
aktivitet, der i henhold til EU-retten er en strafbar handling, dvs. en
offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som fastsat i artikel 5 i
direktiv (EU) 2017/541, lovovertrædelser i forbindelse med børnepornografi
som fastsat i artikel 5, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/93/EU (*1) og lovovertrædelser vedrørende racisme og fremmedhad
som fastsat i artikel 1 i rammeafgørelse 2008/913/RIA.
2. Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres
jurisdiktion opfylder kravene i artikel 9, stk. 1, med hensyn til audiovisuel
kommerciel kommunikation, der markedsføres, sælges eller tilrettelægges af
disse udbydere af videodelingsplatforme.
Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres
jurisdiktion træffer passende foranstaltninger for at opfylde de krav, der er
fastsat i artikel 9, stk. 1, for så vidt angår audiovisuel kommerciel
kommunikation, som ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af disse
udbydere af videodelingsplatforme, under hensyntagen til den begrænsede
89
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
kontrol, der udøves af disse videodelingsplatforme over sådan audiovisuel
kommerciel kommunikation.
Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme tydeligt
informerer brugerne, hvis programmer og brugergenererede videoer
indeholder audiovisuel kommerciel kommunikation, såfremt der er givet
oplysning om sådan kommunikation i henhold til stk. 3, tredje afsnit, litra c),
eller hvis udbyderen har kendskab hertil.
Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme
selvregulering gennem adfærdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med henblik på
effektivt at begrænse børns eksponering for audiovisuel kommerciel
kommunikation om fødevarer og drikkevarer, der indeholder næringsstoffer og
andre stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig fedt,
transfedtsyrer, salt eller natrium og sukker, som det ikke anbefales at indtage
i overdreven mængde i den samlede kost. Disse kodekser skal tilsigte at sikre,
at den audiovisuelle kommercielle kommunikation ikke fremhæver positive
ernæringsmæssige aspekter ved sådanne fødevarer og drikkevarer.
3. Med henblik på stk. 1 og 2 fastlægges passende foranstaltninger i lyset af
det pågældende indholds art, den skade, som det kan forvolde,
karakteristikaene ved den kategori af personer, der skal beskyttes, og de
rettigheder og legitime interesser, der er på spil, herunder hos udbyderne af
videodelingsplatforme og de brugere, der har skabt eller uploadet indholdet,
samt offentlighedens interesse.
Medlemsstaternes sikrer, at alle udbydere af videodelingsplatforme under
deres jurisdiktion træffer sådanne foranstaltninger. Disse foranstaltninger
skal være gennemførlige og forholdsmæssige og tage hensyn til
videodelingsplatformstjenestens størrelse og den udbudte tjenestes art. Disse
foranstaltninger må ikke føre til nogen forudgående kontrolforanstaltninger
eller upload-filtrering af indhold, som ikke er i overensstemmelse med artikel
15 i direktiv 2000/31/EF. Med henblik på beskyttelse af mindreårige, jf.
nærværende artikels stk. 1, litra a), skal det mest skadelige indhold være
underlagt de strengeste adgangskontrolforanstaltninger.
Disse foranstaltninger omfatter alt efter hvad der er relevant:
a) inddragelse og anvendelse som en del af videodelingsplatformstjenesternes
betingelser og vilkår af de i stk. 1 omhandlede krav
b) inddragelse og anvendelse som en del af videodelingsplatformstjenesternes
betingelser og vilkår af de krav, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, til
audiovisuel kommerciel kommunikation, som ikke markedsføres, sælges
eller tilrettelægges af udbyderne af videodelingsplatforme
c) en funktion, der giver brugere, som uploader brugergenererede videoer,
mulighed for at angive, om sådanne videoer, så vidt de ved eller med
rimelighed kan forventes at vide, indeholder audiovisuel kommerciel
kommunikation
d) etablering og opretholdelse af gennemsigtige og brugervenlige mekanismer,
som brugere af en videodelingsplatform kan bruge til over for udbyderen af
platformen at indberette indhold som omhandlet i stk. 1, der udbydes på
platformen
90
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
e) etablering og opretholdelse af systemer, hvorigennem udbydere af
videodelingsplatforme over for deres brugere redegør for, hvordan der er
fulgt op på den i litra d) omhandlede indberetning
f) etablering og opretholdelse af systemer til alderskontrol af brugere af
videodelingsplatforme for så vidt angår indhold, som kan skade
mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling
g) etablering og opretholdelse af systemer, der er lette at bruge og gør det
muligt for brugere af videodelingsplatforme at bedømme det i stk. 1
omhandlede indhold
h) sikring af forældrekontrolsystemer, der styres af slutbrugeren, for så vidt
angår indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller
moralske udvikling
i) etablering og opretholdelse af gennemsigtige procedurer, der er lette at
følge og effektive, til at behandle og afgøre klager fra brugere til udbyderen
af videodelingsplatforme i forbindelse med gennemførelsen af de i litra d)-
h) omhandlede foranstaltninger
j) sikring af effektive foranstaltninger og værktøjer til fremme af
mediekendskab og iværksættelse af oplysningskampagner rettet mod
brugerne om disse foranstaltninger og værktøjer.
Mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden måde
genereres af udbydere af videodelingsplatforme i henhold til tredje afsnits
litra f) og h), må ikke behandles med henblik på kommercielle formål såsom
direkte markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.
4. Med henblik på gennemførelsen af foranstaltningerne i nærværende
artikels stk. 1 og 3 tilskynder medlemsstaterne til at anvende samregulering,
jf. artikel 4a, stk. 1.
5. Medlemsstaterne fastlægger de nødvendige mekanismer til at vurdere, om
de i stk. 3 omhandlede foranstaltninger, som udbyderne af
videodelingsplatforme har truffet, er hensigtsmæssige. Medlemsstaterne
overlader vurderingen af disse foranstaltninger til de nationale
tilsynsmyndigheder eller -organer.
6. Medlemsstaterne kan pålægge udbydere af videodelingsplatforme
foranstaltninger, som er mere detaljerede eller strengere end de i denne
artikels stk. 3 omhandlede foranstaltninger. Når de vedtager sådanne
foranstaltninger, overholder medlemsstaterne de krav, der er fastsat i
gældende EU-ret, f.eks. dem, der er fastsat i artikel 12-15 i direktiv
2000/31/EF eller artikel 25 i direktiv 2011/93/EU.
7. Medlemsstaterne sikrer, at der findes udenretlige klagemekanismer med
henblik på bilæggelse af tvister mellem brugere og udbydere af
videodelingsplatforme vedrørende anvendelsen af stk. 1 og 3. Sådanne
mekanismer skal muliggøre uvildig bilæggelse af tvister og ikke fratage
brugeren den retlige beskyttelse, der ydes efter national ret.
91
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0092.png
8. Medlemsstaterne sikrer, at brugere kan gøre deres rettigheder gældende
ved en domstol med hensyn til udbydere af videodelingsplatforme i henhold til
stk. 1 og 3.
9. Kommissionen tilskynder udbydere af videodelingsplatforme til at
udveksle eksempler på bedste praksis i forbindelse med de i stk. 4 nævnte
adfærdskodekser for samregulering.
10. Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering gennem
de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-adfærdskodekser.
(
1
) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011
om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og
børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA
(EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).«"
24) Overskriften til kapitel XI affattes således:
»MEDLEMSSTATERNES
TILSYNSMYNDIGHEDER OG -ORGANER«
25) Artikel 30 affattes således:
»Artikel
30
1. Hver enkelt medlemsstat udpeger én eller flere nationale
tilsynsmyndigheder eller -organer eller begge dele. Medlemsstaterne sikrer, at
disse myndigheder og/eller organer er juridisk adskilt fra regeringen og
funktionelt uafhængige af deres respektive regeringer og af ethvert andet
offentligt eller privat organ. Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for
at etablere myndigheder, der fører tilsyn med forskellige sektorer.
2. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller -organer
udøver deres beføjelser uvildigt og gennemsigtigt og i overensstemmelse med
målsætningerne for dette direktiv, navnlig med hensyn til mediepluralisme,
kulturel og sproglig mangfoldighed, forbrugerbeskyttelse, tilgængelighed,
ikkeforskelsbehandling, det indre markeds funktion og fremme af fair
konkurrence.
De nationale tilsynsmyndigheder eller organer må ikke opsøge eller modtage
instrukser fra noget andet organ med hensyn til udøvelsen af de opgaver, som
de har fået tildelt i henhold til national ret, der gennemfører EU-ret. Dette er
ikke til hinder for, at der kan føres tilsyn i overensstemmelse med national
forfatningsret.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheders eller -organers
kompetencer og beføjelser, samt metoderne til at holde myndighederne og
organerne ansvarlige, er klart retligt defineret.
4. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder eller organer
har tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer samt
håndhævelsesmæssige beføjelser til at varetage deres funktioner effektivt og til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU af 13. december 2011 om bekæmpelse
af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om erstatning af
Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).«
1
92
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
at bidrage til ERGA's arbejde. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale
tilsynsmyndigheder eller -organer tildeles deres egne årlige budgetter, der skal
offentliggøres.
5. Medlemsstaterne fastlægger i deres nationale ret betingelserne og
procedurerne for udnævnelse og afskedigelse af lederne af nationale
tilsynsmyndigheder og -organer eller medlemmerne af det kollegiale organ, der
varetager denne ledelsesfunktion, herunder varigheden af mandatet.
Procedurerne skal være gennemsigtige, ikkediskriminerende og sikre den
nødvendige grad af uafhængighed. Lederen af en national tilsynsmyndighed
eller et nationalt tilsynsorgan eller medlemmerne af det kollegiale organ, der
varetager ledelsesfunktionen i en national tilsynsmyndighed eller et nationalt
tilsynsorgan, kan afskediges, hvis de ikke længere opfylder de betingelser, der
kræves for at varetage deres opgaver, som på forhånd er fastlagt på nationalt
plan. Enhver beslutning om afskedigelse skal være behørigt begrundet, være
genstand for forudgående meddelelse og offentliggøres.
6. Medlemsstaterne sikrer, at der findes effektive klagemekanismer på
nationalt plan. Klageinstansen, som kan være en domstol, skal være uafhængig
af de parter, som er involveret i klagen.
Klagesagen har ikke opsættende virkning for den afgørelse, som den nationale
tilsynsmyndighed eller det nationale tilsynsorgan har truffet, medmindre der
træffes foreløbige foranstaltninger i overensstemmelse med national ret.«
26) Følgende artikler indsættes:
»Artikel
30a
1. Medlemsstaterne sikrer, at nationale tilsynsmyndigheder eller -organer
træffer passende foranstaltninger med henblik på at give hinanden og
Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af dette
direktiv, navnlig artikel 2, 3 og 4.
2. Når nationale tilsynsmyndigheder eller -organer i forbindelse med
udvekslingen af oplysninger i henhold til stk. 1 modtager oplysninger fra en
medietjenesteudbyder der hører under deres jurisdiktion om, at udbyderen vil
levere en tjeneste, som helt eller fortrinsvis er rettet mod publikum i en anden
medlemsstat, underretter den nationale tilsynsmyndighed eller det nationale
tilsynsorgan i den medlemsstat, der har jurisdiktion, den nationale
tilsynsmyndighed eller det nationale tilsynsorgan i målmedlemsstaten.
3. Hvis tilsynsmyndigheden eller -organet i en medlemsstat, hvis område er
mål for en medietjenesteudbyder, der hører under en anden medlemsstats
jurisdiktion, sender en anmodning vedrørende denne udbyders aktiviteter til
tilsynsmyndigheden eller -organet i den medlemsstat, der har jurisdiktion over
udbyderen, gør sidstnævnte tilsynsmyndighed eller -organ sit yderste for at tage
stilling til anmodningen inden for to måneder, uden at dette berører de
strammere tidsfrister, der gælder i henhold til dette direktiv.
Tilsynsmyndigheden eller -organet i målmedlemsstaten forelægger efter
anmodning alle oplysninger, der kan bidrage til at tage stilling til
anmodningen, for tilsynsmyndigheden eller -organet i den medlemsstat, der har
jurisdiktion.
93
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
Artikel 30b
1. Herved etableres Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for
Audiovisuelle Medietjenester (ERGA).
2. Den består af repræsentanter for nationale tilsynsmyndigheder eller -
organer på området for audiovisuelle medietjenester, hvis primære ansvar er at
føre tilsyn med audiovisuelle medietjenester, eller, hvis der ikke findes nogen
national tilsynsmyndighed eller noget tilsynsorgan, af andre repræsentanter,
som de har valgt gennem egne procedurer. En repræsentant for Kommissionen
deltager i ERGA's møder.
3. ERGA har til opgave at
a) bistå Kommissionen med teknisk ekspertise i forbindelse med:
—
dens opgave med at sikre en ensartet gennemførelse af dette direktiv i alle
medlemsstater
—
spørgsmål vedrørende audiovisuelle medietjenester inden for dens
kompetenceområde
b) udveksle erfaringer og bedste praksis vedrørende anvendelse af regelsættet
for audiovisuelle medietjenester, herunder om tilgængelighed og
mediekendskab
c) samarbejde og forsyne sine medlemmer med de oplysninger, der er
nødvendige for anvendelsen af dette direktiv, navnlig med hensyn til artikel
3, 4 og 7
d) afgive udtalelser efter anmodning fra Kommissionen om de tekniske og
faktuelle aspekter af de i artikel 2, stk. 5c, artikel 3, stk. 2 og 3, artikel 4,
stk. 4, litra c), og artikel 28a, stk. 7, omhandlede spørgsmål.
4. ERGA vedtager selv sin forretningsorden.«
27) Artikel 33 affattes således:
»Artikel
33
Kommissionen fører tilsyn med medlemsstaternes anvendelse af dette direktiv.
Senest den 19. december 2022 og hvert tredje år derefter forelægger
Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og
Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv.
Senest den 19. december 2026 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet
og Rådet en efterfølgende evaluering, der om nødvendigt ledsages af forslag til
gennemgang af dette direktiv, af dets effekt og merværdi.
Kommissionen holder kontaktudvalget og ERGA behørigt orienteret om ERGAS
henholdsvis kontaktudvalgets program og aktiviteter.
94
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
2103512_0095.png
Kommissionen sikrer, at oplysninger fra medlemsstaterne om enhver
foranstaltning, som de har truffet på de områder, der samordnes ved dette
direktiv, meddeles til kontaktudvalget og ERGA.«
28) Følgende artikel indsættes:
»Artikel
33a
1. Medlemsstaterne fremmer og træffer foranstaltninger til udvikling af
mediekendskab.
2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om gennemførelsen af stk. 1
senest den 19. december 2022 og hvert tredje år derefter.
3. Kommissionen udstikker, efter at have rådført sig med kontaktudvalget,
retningslinjer for omfanget af sådanne underretninger.«
Artikel 2
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i
kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 19. september 2020. De meddeler
straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette
direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 14. november 2018.
På Europa-Parlamentets vegne
A. TAJANI
Formand
På Rådets vegne
K. EDTSTADLER
Formand
(1) EUT C 34 af 2.2.2017, s. 157.
(2) EUT C 185 af 9.6.2017, s. 41.
(3) Europa-Parlamentets holdning af 2.10.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT)
og Rådets afgørelse af 6.11.2018.
95
 KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 31: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om film, fra kulturministeriet
(4) Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af TV-
radiospredningsvirksomhed (EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om
samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om
udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester)
(EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/65/EF af 11. december 2007 om
ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af TV-
spredningsvirksomhed (EUT L 332 af 18.12.2007, s. 27).
(7) Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af
visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af
straffelovgivningen (EUT L 328 af 6.12.2008, s. 55).
(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om
bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse
2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA (EUT L 88 af
31.3.2017, s. 6).
(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 af 25. november
2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring
af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og forordning (EU) nr. 531/2012 om
roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 310 af
26.11.2015, s. 1).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse
retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i
det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om
virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked
og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149
af 11.6.2005, s. 22).
(13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/33/EF af 26. maj 2003 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser
om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (EUT L 152 af
20.6.2003, s. 16).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser
om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om
ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 1).
(15) Kommissionens afgørelse C(2014) 462 final af 3. februar 2014 om oprettelse af
gruppen af europæiske tilsynsmyndigheder for audiovisuelle medietjenester.
(16) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
96