Kulturudvalget 2019-20
KUU Alm.del Bilag 188
Offentligt
Kære Kulturminister,
Tak for din indsats på kulturområdet. Det er vores overbevisning, at også kulturområdet skal
støttes økonomisk i lyset af Covid-19. Dog mener vi - de danske, klassiske musikagenturer -
også, at freelanceartisterne bliver overset i aftalen.
Dirigenter, solister og sangere der optræder sammen med Danmarks statsligt subsidierede
orkestre oplever, at de ikke ydes nogen som helst økonomisk kompensation for et aflyst
engagement, idet de, grundet Statsministerens udmelding om nedlukning, anses værende
omfattet af kontrakternes force majeure-klausul.
Vi, de danske, klassiske musikagenturer, ønsker med dette brev at løfte den problematik
omkring kulturinstitutionernes manglende incitament til at yde økonomisk støtte til
freelanceartister, som er indbygget i den nye aftale på kulturområdet. Problematikken ligger
i, at aftalen ikke forpligter orkestrene til at udbetale honorar til freelanceartisterne, hvilket
opmuntrer til at force majeure-klausulen tages i brug. Da freelanceartisterne ikke er
finansierede af staten, må konsekvensen nødvendigvis være, at det er freelanceartisterne der
går bankerot, imens de danske orkestre og operahuse kan tjene godt på Coronakrisen ved blot
at ikke afholde arrangementer: Hvis der af staten ydes op til 80% kompensation for udbetaling
af honorar til en freelanceartist, mister orkestrene og operahusene 20% mere end de havde
gjort, hvis de undlod at udbetale noget som helst. Denne bias har således den konsekvens, at
de freelanceartister, som er medvirkende til at skabe diversitet i det danske kulturliv, nu står
til at gå personlig konkurs, idet der i aftalen ikke er noget incitament for orkestrene og
operahusene til at udbetale honorar til freelancemusikerne.
Vi mener ikke, at det er i hverken vores, orkestrenes, eller det danske kulturlivs interesse, at
freelanceartisterne skal betale hele regningen for Coronakrisen. Dette ville være dybt
usolidarisk og skade såvel de diversitetsskabende freelanceartister som de danske orkestre og
operahuse, som er afhængige af dem for at kunne profilere sig udadtil.
Derfor foreslår vi, at de danske kulturinstitutioner ekstraordinært, og med reference til
Covid-19, forpligtes til at, med tilbagevirkende kraft fra og med den 1. marts 2020,
fremadrettet kompensere freelanceartisterne med 100% af honoraret i den oprindelige
kontrakt, samt at kulturinstitutionerne får mulighed for at søge op til 100% kompensation
af det samme beløb. Alternativt må kulturinstitutionerne forpligtes til at udbetale 80% af
honoraret i kontrakterne som kompensation, hvilket er det, de kan søge støtte til gennem
aftalen.
Vi mener, at dette er et langt mere solidarisk tiltag, hvor byrden af Coronakrisen fordeles mere
ligeligt mellem alle parter på kulturområdet. Derudover drejer det sig ikke om et særlig stort
område, da der er tale om ca. 500 berørte klassiske freelanceartister i Norden. Hvis der ikke
bliver gjort noget for at beskytte freelanceartisterne i Danmark, løber vi den risiko, at
freelanceartisterne søger udenfor de danske grænser for at finde arbejde, hvor de bliver bedre
kompenseret, herunder f.eks. Sverige. Dette ville ikke blot få store konsekvenser for det
danske kulturliv, men også for dem, som arbejder tæt sammen med artisterne, herunder
agenter, fotografer, pladeselskaber, radio- og tv-stationer m.m. Denne spillover-effekt kan
KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 188: Henvendelse af 13/6-20 fra De danske klassiske musikagenturer vedr. utilstrækkelige hjælpepakker for freelance-musikere
således ende med at koste mere, end hvis orkestrene forpligtes til at overholde de kontrakter
de har indgået med freelanceartisterne.
Vi håber, at vi sammen kan finde en løsning, og vi kommer gerne forbi til en mere uddybende
samtale herom.
Med venlig hilsen,
De danske klassiske musikagenturer.