Kulturudvalget 2019-20
KUU Alm.del Bilag 181
Offentligt
Forslag til politisk initiativ
Genåbningspakke til dansk kulturliv
Modellens essens
Én model: De professionelle kulturinstitutioner kompenseres for mistede egenindtægter på grund af
Covid19.
Modellens formål
At sikre, at det professionelle kulturliv lever videre på trods af nuværende og evt. kommende restriktioner
forsaget af covid19.
Hvorfor denne model?
Modellens fordel er, at den tager højde for, at myndighedskravene ved hel eller delvis genåbning kan
ændre sig i forbindelse med eventuelle fremtidige COVID19-udbrud, og den motiverer dermed teatre,
biografer, koncerthuse og spillesteder til at turde at producere og udbyde professionel kunst og kultur i
Danmark. Det vil dermed blandt andet fastholde kunstnere og kulturens medarbejdere i arbejde.
Modellens beskrivelse
Kulturinstitutionerne kompenseres for mistede egenindtægter i sæsonen 20/21. De mistede indtægter
opgøres som indtægter, der hidrører fra fakturerede ydelser/varer, kontantsalg og lignende, fx indtægter
fra billetsalg og entré, salg af forestillinger, koncerter og værker, salg af rettigheder, udlejning af lokaler,
kursusvirksomhed, salg af programmer, cafédrift, salg af merchandise og lignende.
Der tages et gennemsnit af egenindtægterne fra de sidste 3 regnskabsår (referenceperiode) fratrukket
egenindtægter i indeværende regnskabsår, og den enkelte institution kompenseres for differencen i
indtægter. Ansøgerne skal opgøre og oplyse sit indtægtstab for kompensationsperioden. Beregningen af
indtægtstabet baseres på sammenligning af salgsindtægterne for de seneste tre regnskabsår. Under særlige
omstændigheder, fx nedlukning pga. ombygning eller nyopstart, kan ansøgeren ved at fremsende behørig
dokumentation for disse særlige omstændigheder i stedet basere beregningen på en sammenligning med
senest afsluttede regnskabsår.
Dansk Live, Danske Koncert- og Kulturhuse, Danske Biografer, Danske Ensembler og Orkestre og Dansk
Teater anbefaler modellen og foreslår, at kulturinstitutionerne kun kan gøre brug af denne hjælpepakke,
hvis kulturinstitutioner samtidig forpligter sig til at åbne institutionerne og udbyde forestillinger og
kulturelle aktiviteter som normalt.
Fordele:
Skalerbar, langtidsholdbar og let at implementere
Sikrer incitament til at spille og producere kulturudbud/kunst i Danmark
Skaber tryghed om økonomien og fastholder medarbejdere i arbejde, både faste og freelancere
Tager højde for de turnerendes scenekompagnier og kunstneres økonomi, som ikke er bundet op på
billetsalg
Overkompenserer ikke
Let at kommunikere
Ulemper:
kan ramme kulturinstitutioner med tre foregående dårlige sæsoner hårdt