SLIDE 1
Det er for den enkelte ejer blevet alt for dyrt at vedligeholde og bo i de fredede bygninger. Det
betyder, at vi langsomt, men sikkert mister kulturarv
–
især udenfor de store byer.
Siden 1950érne, hvor håndværkerpriserne er steget voldsomt, er det blevet ml 3 og 4 gange så
dyrt, når man skal have byggematerialer til de fredede huse, fordi de ikke kan maskinfremstilles,
men skal håndlaves og det problem forstærkes af, at kraven til ejerne om de korrekte løsninger
bliver mere og mere elitære.
Politikerne må overveje om de fredede bygninger ER vores fælles kulturarv. Er det det, er det også
vores fælles ansvar.
SLIDE 2
Den første bygningsfredningslov blev vedtaget i 1918.
Selv om en bygningsfredning også dengang indebar et alvorligt indgreb i den private ejendomsret,
blev ejerne ikke tilbudt erstatning
–
som man får ved en naturfredning.
Årsagen var, at man ikke mente, at det ville betyde ekstra udgifter for ejeren at få en bygning
fredet. Alle bygninger blev i 1918 vedligeholdt med ganske få forskellige materialer og med
håndarbejde. Om en bygning var fredet eller ej gjorde stort set ingen forskel.
Man arbejdede i sten, træ, tegl, strå, ler, kalk og jern. I dag har vi over 100.000 forskellige
byggematerialer, som fremstilles maskinelt.
Til de fredede bygninger anvendes stadig de samme materialer som oprindeligt og med de samme
håndværksteknikker.
SLIDE 3
Prisforskellen på en fabriksfremstillet yderdør, 9800kr i forhold til en snedkerbygget dør, som
koster 32000 kr.
Dertil kommer, at styrelsen som oftest vil kræve døren tegnet op i én til én før snedkeren kan gå i
gang. Læg bare 5000 kr til.
De to forskellige priser er et udtryk for, hvilken værdi automatiseringen har skabt for
byggeindustrien. Det er bare ikke kommet de fredede bygninger til gode.
I den grønne søjle, ses, hvor stor en del af de 32000 kr ejeren selv må betale, fordi værdien af
skattefradraget nu er nede på 25%