Helene Nordborg Kiær
Emne:
Forespørgsel om udlevering af Radio- og tv-nævnets interne dokumenter i sagen
om DAB-udbuddet samt møde om tilsynet med Radio LOUD
Fra:
Sendt:
26. maj 2020 11:03
Til:
Emne:
SV: Forespørgsel om udlevering af Radio- og tv-nævnets interne dokumenter i sagen om DAB-udbuddet samt
møde om tilsynet med Radio LOUD
Kære Joy Mogensen,
Tak for din mail af 15. maj 2020 med forespørgsel om udlevering af Radio- og tv-nævnets interne dokumenter i
sagen om DAB-udbuddet samt møde om tilsynet med Radio LOUD. Radio-og tv-nævnet har nu haft lejlighed til at
drøfte din anmodning på sit møde den 25. maj 2020.
Radio-og tv-nævnets interne dokumenter i sagen om DAB-udbuddet
Nævnet tillader sig indledningsvis at bemærke, at sagen om DAB-udbuddet har været genstand for ganske
omfattende undersøgelser fra forskellige instanser, herunder Rigsrevisionen, der i sin undersøgelse, der blev
offentliggjort den 20. april 2020, fandt, at nævnet i al væsentlighed har fulgt de gældende forvaltningsretlige
regler på området og har overholdt bestemmelserne i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og
udbudsbekendtgørelsen i forbindelse med afgørelsen om den nye DAB-kanal.
Spørgsmålet om udlevering af interne dokumenter har, som du også nævner i din mail, allerede været vendt i
forbindelse med KUU alm. del - spørgsmål 140, hvor Radio- og tv-nævnet i sit bidrag oplyste, at
”Den interne
korrespondance mellem medarbejderne i sekretariatet og mellem medarbejderne og nævnsmedlemmerne er en
del af forberedelsen af nævnets sag og således udarbejdet til eget brug og ikke til offentliggørelse. De interne
dokumenter er efter forvaltningsloven og offentlighedsloven derfor som udgangspunkt undtaget fra retten til
aktindsigt. Der er udarbejdet en aktliste vedrørende sekretariatets behandling af ansøgningerne, som vedlægges.”
Både i forvaltningsloven og i offentlighedsloven er der som skrevet foretaget en principiel afgrænsning i forhold til
interne dokumenter, hvilket gælder for alle myndigheder. Hensynet har bl.a. været, at det skulle være muligt for
en myndighed at have uformelle drøftelser og gøre sig foreløbige overvejelser forud for beslutninger.
Radio- og tv-nævnet ønsker derfor at fastholde den holdning, som nævnet har givet udtryk for ved besvarelsen af
udvalgsspørgsmålet, der er gengivet ovenfor.
Det bemærkes i øvrigt, at Rigsrevisionen, der er Folketingets kontrolorgan, har haft adgang til den interne
korrespondance mellem nævnet og sekretariatet i forbindelse med Rigsrevisionens undersøgelse af sagen, jfr. i
øvrigt rigsrevisorlovens bestemmelser herom.
Tilsyn med Radio LOUD
Tilsynet med Radio LOUD følger de almindelige regler om tilsyn, som disse er fastsat i radio- og fjernsynsloven.
For så vidt angår Radio LOUD følger denne tilsynsforpligtelse tillige af udbudsbekendtgørelsen, der svarer til
gældende regler for Radio 4. Tilsvarende regler var gældende for Radio 24syv. Som public service-station skal
Radio LOUD afgive en public service-redegørelse en gang om året, første gang senest den 1. maj 2021.
Radio- og tv-nævnet tillader sig at bemærke, at nævnet er et uafhængigt nævn, nedsat efter reglerne i radio- og
fjernsynsloven. Som for alle andre uafhængige nævn er respekten for armslængdeprincippet helt afgørende for, at
nævnet også i praksis kan operere uafhængigt. Nævnet finder, at det ville være et brud med
armslængdeprincippet, såfremt nævnet skulle drøfte sit konkrete tilsyn med Radio LOUD eller andre stationer med
de mediepolitiske ordførere, ligesom nævnet finder, at det ville være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt i forhold
til stationerne. Jeg beklager derfor at måtte meddele, at nævnet af principielle årsager ikke kan imødekomme
anmodningen om drøftelse af det konkrete tilsyn med de mediepolitiske ordførere.
Nævnet står selvfølgelig til rådighed for ministeren for så vidt angår den rådgivende funktion i radio- og tv-
spørgsmål som følger af radio- og fjernsynsloven, såfremt det måtte ønskes, herunder f.eks. om nævnets
erfaringer i forbindelse med DAB-udbuddet og/eller andre forhold vedrørende nævnets ressort.
Med venlig hilsen på nævnets vegne
1