Kære Jette Christensen og Aicha Esdam,
Sekretariat for Kulturudvalget
Hermed vil jeg gerne søge om foretræde for Kulturudvalget. Hvis ansøgningen
imødekommes, vil jeg vil anmode om at også medlemmer af Børne- og
Undervisningsudvalget og Uddannelses- og Forskningsudvalget inviteres.
Baggrund for anmodningen:
Foretrædet drejer sig om situationen for
Den Danske Ordbog,
som udgives af Det Danske
Sprog- og Litteraturselskab. Ordbogen mister fra årsskiftet den offentlige del af sin
bevilling. Den anden halvdel, som betales af Carlsbergfondet, løber til og med 2021. Vi har
brug for at finde en langsigtet, bæredygtig løsning på ordbogens finansiering, og vores
ønske er at ordbogen kan få en fast offentlig bevilling.
Den Danske Ordbog
er en digital ordbog der løbende opdateres med nye ord (og nye
betydninger af eksisterende ord) og dermed tilbyder hvad man kan kalde sproglig
public
service:
fri adgang til opdateret og kvalitetssikret viden om ordenes betydning og brug i
moderne dansk. Ordbogen har nu ca. 130.000 daglige opslag, så vi synes godt vi kan
hævde at den er blevet et uomgængeligt redskab for brugere af det danske sprog. Ikke
mindst i undervisningen er ordbogen en vigtig resurse.
En ny facet er at vi vil kunne knytte offentlige hjemmesider, fx
borger.dk,
direkte til
ordbogen, således at et klik på et ord man ikke forstår, vil udløse et ordbogsopslag med
forklaring af ordets betydning. Det kan være med til at lette og forbedre kommunikationen
mellem den enkelte borger og det offentlige.
Alt dette forudsætter at ordbogsredaktørerne til stadighed følger med sproget og opdaterer
ordbogen med nye ord og nye betydninger. Det kræver stabil finansiering, og det er som
sagt vores ønske at ordbogsarbejdet kan få en fast bevilling på finansloven. Støttebehovet
er ca. 4-4,5 mio. kr. årligt.
Jeg håber at denne anmodning om foretræde vil blive imødekommet, og vedlægger et kort
uddybende notat om sagen.
Venlig hilsen
Karen Skovgaard-Petersen
Direktør, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab