Kulturudvalget 2019-20
KUU Alm.del Bilag 147
Offentligt
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen
Ved Stranden 8
1061 København K
Rønne, den 28.12.2017
Kære Troels Lund Poulsen
Du har i et brev til Bornholms regionskommune af den 8. december 2017 (j.nr. 2017-2600) orienteret om
forhandlingerne om lån hos Arbejdsmarkedets Feriefond. Jeg har desuden noteret mig ministeriets
pressemeddelelse fra den 22. december 2017, hvori du bl.a. forlænger fristen for tilbagebetaling af lån til
feriefonden.
Bornholms Regionskommune har tidligere modtaget et beløb fra Arbejdsmarkedets Feriefond; et beløb, der
efter den politiske beslutning i 2014 om at overføre midler fra fonden til staten er blevet rejst
tilbagebetalingskrav om. Bornholms Regionskommune indgik herefter en aftale med Arbejdsmarkedets
Feriefond, hvorefter beløbet blev reduceret med ca. 7 mio. kr., hvis tilbagebetaling fandt sted inden
udgangen af 2017.
Kommunen har umiddelbart inden jul og inden udsendelsen af pressemeddelelsen i henhold til denne
aftale og med udgangspunkt i dine bemærkninger i brevet af 8. december indbetalt restbeløbet til
Arbejdsmarkedets Feriefond. Vi har dog tillige skriftligt taget forbehold for eventuelle ændringer som følge
af en senere indgået aftale mellem forligspartierne.
Jeg vil i denne anledning henstille til dig og til dine forhandlingsparter, dels at ikke kun selvejende
kulturinstitutioner, men tillige kommuner vil blive omfattet af en eventuel løsning på problemet. Dels skal
jeg henstille, at denne løsning også vil omfatte kommuner, der i lighed med Bornholm i tillid til indgåede
aftaler og for at opnå den aftalte rabat allerede har foretaget tilbagebetaling, inden en ny aftale måtte
falde på plads. Jeg ville finde det absolut urimeligt, såfremt der bliver gjort forskel på kommuner og
kulturinstitutioner, der har tilbagebetalt, og kommuner mv., der har nået at afvente den seneste
forlængelse af fristen. Jeg håber, du er enig med mig heri, og jeg hører meget gerne dit synspunkt herom.
Med venlig hilsen
Winni Grosbøll
Borgmester