KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 138: Til Kulturvalgets orientering fremsendes betænkning nr. 1573/2020 om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark afgivet af Ytringsfrihedskommissionen, fra justitsministeren

Kulturudvalget 2019-20
KUU Alm.del Bilag 138
Offentligt

Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark

Betænkning afgivet af Ytringsfrihedskommissionen

Del 1

Betænkning nr. 1573

KUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 138: Til Kulturvalgets orientering fremsendes betænkning nr. 1573/2020 om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark afgivet af Ytringsfrihedskommissionen, fra justitsministeren

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

2010

1513 Betænkning om optagelse og protokollering af

forklaringer i straffesager

1514 Betænkning om farlige hunde

1515 Betænkning om det videnskabsetiske komitesystem

i Danmark

1516 Betænkning om offentlige myndigheders

offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv.

1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og handel

1518 Betænkning om ægtefælleskifter

1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven

1520 Betænkning om huseftersynsordningen

1521 Betænkning om insiderhandel

1522 Reform af den civile retspleje VI

1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning

1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte

til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes

ytringsfrihed og whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge

i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål

vedrørende deltagelse i og hvervning til

væbnede konflikter i udlandet, som den danske

stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-

2011

sagen: Betænkning fra Udvalget om

opfølgning på Christiania-sagen

2015

1524 Betænkning om revision af hundeloven

1525 Betænkning om konkurskarantæne

1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning

1527 Provstestillingen og provstiets funktion

1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse

2016

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og

domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre

udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om

seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af

forsinket betaling i handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs

(Rotterdam-reglerne)

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den

civile retspleje IX

1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede

konflikter i udlandet

2012

1560 Betænkning om inddragelse af

uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og

arresthuse ved varetægtsfængsling og

strafudmåling.

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område.

2017

1537

1538

1539

1540

1541

1542

1543

1562 Betænkning om indsatsen over for

rockerborge mv.

1563 Straffelovrådets betænkning om freds- og

ærekrænkelser

1564 En samlet lovregulering om andre trossamfund

end folkekirken

1565 Databeskyttelsesforordningen

2013

1566 Udvalget om Undersøgelseskommissioners

Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn

deludtalelse

Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af

1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden

byrådsmøder

1568 Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie

Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden

Gennemførelse af direktivet om

1569 Ekspropriation efter planloven

forbrugerrettigheder

1570 Almindelige betingelser i bygge- og

Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om

anlægsvirksomhed

revision af de danske visumregler

1571 Undersøgelseskommissioner og parlamentariske

Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig

undersøgelsesformer: Betænkning afgivet af

befordring i personbiler

Udvalget om Undersøgelseskommissioner

Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn

2018

2014

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste

mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for

menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske

konsekvenser af en ophævelse af straffelovens

§ 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i

straffesager

1572 Reform af den civile retspleje X: Retsafgifter

2019

2020

1573 Ytringsfrihedskommissionens beretning 2020

1574 Straffelovrådets betænkning om

en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse

Betænkning om

ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark

Afgivet af

Ytringsfrihedskommissionen

DEL 1

Betænkning nr. 1573

København 2020

Betænkning om ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark

Betænkning nr. 1573

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)

eller hos

Rosendahls Lager og Logistik

Vandtårnsvej 83A

2860 Søborg

Telefon: 43 22 73 00

[email protected]

ISBN: 978-87-93469-37-2

ISBN: 978-87-93469-39-6 (e-udgave)

Tryk: Rosendahls a/s

Pris: Kr. xxx pr. bog inkl. moms

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

1. Kommissorium . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

2. Kommissionens sammensætning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

3. Kommissionens arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

4. Betænkningens opbygning og indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Kapitel 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

Sammenfatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23

2. Kommissionens overvejelser om grænserne for ytringsfriheden (kapitel 8) . . . . . .26

3. Kommissionens overvejelser om racismeparagraffen (kapitel 9). . . . . . . . . . . . . . . .27

3.1 Ophævelse eller indskrænkning af straffelovens § 266 b? . . . . . . . . . . . . . . . . . .27

3.2 Præcisering af straffelovens § 266 b? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .29

3.3 Udvidelse af straffelovens § 266 b? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .29

3.4 Kriminalisering af benægtelse af holocaust og andre lignende forbrydelser . .30

4. Kommissionens overvejelser om ytringssikkerhed mv. (kapitel 10) . . . . . . . . . . . . . 31

4.1 Ytringssikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

4.2 Den hårde tone i debatten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .33

4.3 Debatten om krænkende ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .34

5. Kommissionens overvejelser om ansattes ytringsfrihed (kapitel 11) . . . . . . . . . . . . .35

5.1 Offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .35

5.2 Privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .37

6. Kommissionens overvejelser om publicistiske medier (kapitel 12) . . . . . . . . . . . . . .38

6.1 De aktuelle vilkår for de publicistiske medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .38

6.2 Den retlige regulering af publicistiske medier. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40

7. Kommissionens overvejelser om sociale medier (kapitel 13) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41

7.1 Den retlige regulering af sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .42

7.2 De sociale mediers indholdsmoderation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .45

8. Kommissionens overvejelser om disinformation (kapitel 14) . . . . . . . . . . . . . . . . . 46

9. Kommissionens overvejelser om informationsfrihed (kapitel 15) . . . . . . . . . . . . . . .49

9.1 Retten til aktindsigt og oplysninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .50

9.2 Forskningsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51

10. Kommissionens overvejelser om nyere lovgivningstendenser (kapitel 16) . . . . . . . .52

11. Konklusion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .54

Kapitel 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

Hvorfor Ytringsfrihed? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .59

2. Hvad mener vi, når vi taler om ytringer og ytringsfrihed? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .59

2.1 Hvad forstås ved en ytring? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .59

2.2 Hvad er ytringsfrihed? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61

3. Hensyn bag ytringsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63

3.1 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63

3.2 Autonomi – det frie og myndige menneske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .63

3.3 Sandhed - stræben efter indsigt og den fejlbarlige fornuft . . . . . . . . . . . . . . . . .65

3.4 Demokrati – Det demokratiske samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .67

3.5 Mangfoldighedshensynet - Ytringsfrihed som fremmer af tolerance . . . . . . . .69

4. Den begrænsede ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .70

4.1 Hvor skal grænsen gå – ord eller handling? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .72

4.2 Andre forhold af betydning for ytringsfrihedens udfoldelse . . . . . . . . . . . . . . .74

Kapitel 4. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79

Ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . 79

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .79

2. Ytringsfrihed i antikkens Athen og i den romerske republik . . . . . . . . . . . . . . . . . . .79

2.1 Antikkens Athen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .79

2.2 Den romerske republik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .83

3. Trykpresse, reformation og ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .86

3.1 Trykpressens opfindelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .87

3.2 Reformationen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .89

3.3 Danske lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91

4. Ytringsfrihed og oplysningstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .92

4.1 Spinoza m.fl. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .93

4.2 Holberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .95

4.3 Struensee. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96

4.4 Birckner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99

4.5 Ørsted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101

4.6 Eidsvoll-grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102

5. Den Grundlovgivende Rigsforsamling og juni-grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

5.1 De stille år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

5.2 Lehmann . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105

5.3 Juni-grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .106

5.4 Presseloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110

6. Socialistsagerne og provisorietiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111

6.1 Socialistsagerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111

6.2 Provisorietiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112

Krigstid og fremkomsten af internationale menneskerettigheder . . . . . . . . . . . . . . 115

7.1 Krigspresseloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115

7.2 Den tyske besættelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117

7.3 Verdenserklæringen om Menneskerettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

7.4 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

8. Racisme- og blasfemiparagrafferne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121

8.1 Racismeparagraffen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121

8.2 Kriminalisering af blasfemi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

8.3 Ophævelse af blasfemiparagraffen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126

9. Terrorpakker og imam-lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

9.1 Terrorpakker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

9.2 Imam-lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129

Kapitel 5 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

Ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

2. De borgerlige rettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132

3. Det oplyste folk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137

4. Demokratiet vokser frem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141

5. Medier under forandring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .146

6. Demokratidebat, velfærdsstat og globalisering. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152

Kapitel 6 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

Undersøgelse af ytringsfriheden i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

Udvalgte resultater fra befolkningsundersøgelsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

Befolkningens holdninger til ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162

Oplevelser med ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .164

Forskelle på tværs af grupper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165

1. Befolkningsundersøgelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167

1.1 Beskrivelse af data . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167

1.2 Indsamling af data . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171

1.3 Muligheder og begrænsninger ved spørgeskemaundersøgelser . . . . . . . . . . . . 172

1.4 Metode og fremgangsmåde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 174

2. Vigtigheden af ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178

2.1 Vurdering af ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178

2.2 Holdning til borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . 181

2.3 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

3. Begrænsninger i ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190

3.1 Hvad er ulovligt, og hvad bør være ulovligt på sociale medier? . . . . . . . . . . . . 190

3.2 Bør det være ulovligt at argumentere for indførelsen af

sharia-lov og at kritisere islam? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199

3.3 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204

4. Hvem må ytre sig (om hvem)? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204

4.1 Ytringer i den offentlige debat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204

4.2 Udvalgte gruppers kritiske ytringer om jøder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206

4.3 Udvalgte gruppers kritiske ytringer om andre grupper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 210

4.4 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212

5. Censur og selvcensur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212

5.1 Bør radio og tv tie yderliggående synspunkter ihjel? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 213

5.2 Opfattelse af general udsathed for censur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 215

5.3 Oplevet censur og selvcensur. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .225

5.4 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .239

6. Usande historier på sociale og i traditionelle medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240

6.1 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244

7. Ytringsfrihed på arbejdspladsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244

7.1 Oplevelser med ytringsfrihed på arbejdspladsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .245

7.2 Bør privat og offentligt ansatte ytre sig? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .250

7.3 Opsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .253

Kapitel 7 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255

Ytringsfrihedens retlige rammer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .255

2. Grundloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .256

2.1 Grundlovens § 77 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .256

2.2 Andre grundlovsbestemmelser af betydning for

den indholdsmæssige ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269

3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) . . . . . . . . . . . . . . . . . . 271

3.1 EMRK artikel 10. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .272

3.2 Indgreb i retten til ytrings- og informationsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .278

3.3 Pligter og ansvar efter artikel 10, stk. 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 280

3.4 Betingelser for indgreb i ytringsfriheden (Domstolens prøvelseskoncept). . . 281

4. Udvidet ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .287

4.1 Politikeres ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .288

4.2 Mediernes særlige ytringsfrihedsbeskyttelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .289

5. EMD's afvejning af ytringsfriheden over for andre legitime hensyn

og nationale indskrænkninger i dansk ret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .303

5.1 Hensynet til retten til respekt for privatlivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .303

5.2 Hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder . . . . . . . . .322

5.3 Hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger . . . . . . . . . . . .345

5.4 Hensynet til den offentlige tryghed eller til

at forebygge uorden og forbrydelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 368

5.5 Hensynet til national sikkerhed og territorial integritet . . . . . . . . . . . . . . . . . .396

5.6 Hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed

og hensynet til ytringsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 407

5.7 Hensynet til at beskytte sædeligheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 429

5.8 Hensynet til sundheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 436

6. EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 442

7. Internationale menneskerettigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 443

Kapitel 8 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 457

Er grænserne for ytringsfriheden tilstrækkeligt præcise? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 457

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .457

2. Den generelle uklarhed i ytringsfrihedens retlige grænser . . . . . . . . . . . . . . . . . . .459

3. Konkrete eksempler på uklarhed i den gældende retstilstand . . . . . . . . . . . . . . . . 460

3.1 Billigelse af terrorhandlinger og fremme af terror . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .461

3.2 Billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring . . . . . . . . 470

4. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 471

Kapitel 9. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 475

Racismeparagraffen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 475

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .475

2. Racismeparagraffens baggrund – racediskriminationskonventionen . . . . . . . . . . .476

2.1 FN’s Racediskriminationskonvention. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .477

2.2 Udvidelsen af den danske racismeparagraf i 1972 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .478

3. Lov- og beslutningsforslag vedrørende § 266 b . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 484

4. Argumenter for og imod lovgivning mod hadefuld tale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 490

4.1 Demokratiargumentet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .492

4.2 Ytringens form . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .493

4.3 Racismeparagraffens baggrund og internationale ophav . . . . . . . . . . . . . . . . 494

5. Internationale anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .495

5.1 FN's Racediskriminationskomité . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .495

5.2 FN's Menneskerettighedskomité . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 496

5.3 Rabat-handlingsplan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 497

5.4 FN's Universelle Periodiske Bedømmelse (UPR) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 497

6. Er racismeparagraffen og dens anvendelse tilstrækkelig klar? . . . . . . . . . . . . . . . . 498

6.1 Udbredelseskriteriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 498

6.2 Grovhedskriteriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .503

6.3 Beskyttelseskriteriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 513

7. Kan racismeparagraffen ændres inden for rammerne af

Danmarks internationale forpligtelser?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 519

8. Regulering af hadefuld tale mv. i andre lande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .523

8.1 Finland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .523

8.2 Frankrig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .524

8.3 Norge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .524

8.4 Storbritannien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .525

8.5 Sverige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .527

8.6 Tyskland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .528

9. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .530

9.1 Bør racismeparagraffen ophæves eller indskrænkes?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 531

9.2 Bør racismeparagraffen præciseres? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .535

9.3 Bør bestemmelsen udvides til at omfatte nye grupper? . . . . . . . . . . . . . . . . . . .537

9.4 Kriminalisering af holocaustbenægtelse?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .538

Kapitel 10 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 539

Ytringssikkerhed mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 539

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .539

2. Sikkerhed og selvcensur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 540

2.1 Begrebet selvcensur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 540

2.2 Kommissionens befolkningsundersøgelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 541

3. Ytringssikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .542

3.1 Vold og terror . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .542

3.2 Trusler og chikane . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 551

4. Den hårde tone i debatten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .559

5. Debatten om krænkende ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 561

6. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .563

6.1 Ytringssikkerhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 564

6.2 Tonen i debatten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 566

6.3 Debatten om krænkende ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .567

Kapitel 11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571

Ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571

2. Offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 571

2.1 Undersøgelser af offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .573

2.2 Betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed

og whistleblowerordninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .575

2.3 Initiativer til styrkelse af offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . .576

3. Privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .578

3.1 Den retlige ramme. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .578

3.2 Undersøgelser af privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .580

4. Whistleblowerdirektiv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .582

Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .583

5.1 Offentligt ansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .583

5.2 Privatansattes ytringsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .585

Kapitel 12 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 587

Publicistiske medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 587

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .587

2. Mediebilledet her og nu – publicistiske medier under pres

i den digitale tidsalder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .589

2.1 Nye medier og ændrede medievaner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .589

2.2 En presset forretningsmodel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .593

3. Reguleringen af de traditionelle nyhedsmedier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .598

3.1 Reguleringen af de trykte medier – aviser, ugeblade mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . .599

3.2 Reguleringen af radio- og tv-medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 602

3.3 Pressenævnet og presseetik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 605

3.4 Digitale nyhedsmedier, blogs og brugergenererede kommentarer. . . . . . . . . . 610

3.5 Pressens særlige privilegier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 614

4. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 621

4.1 Publicistiske mediers aktuelle vilkår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 621

4.2 Den retlige regulering af de publicistiske medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .625

Kapitel 13 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 629

Internettet og sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 629

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .629

2. Nye muligheder og udfordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 631

2.1 Styring og redigering af information online . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .633

3. Ytringsfriheden på sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .639

4. Ulovligt indhold på sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 640

4.1 Brugerne har ansvaret for deres ytringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .641

4.2 Sociale mediers pligt til at fjerne ulovligt indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .641

5. Regulering af sociale medier i andre europæiske lande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 648

5.1 Tyskland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 649

5.2 Frankrig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 650

5.3 Storbritannien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 651

5.4 Norge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 651

5.5 Sverige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 651

5.6 Finland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .652

6. Sociale medier som private indholdscensorer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .652

7. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 656

7.1 Ansvar for ulovligt indhold på sociale medier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 656

7.2 Overvejelser om sociale mediers indholdsmoderation . . . . . . . . . . . . . . . . . . 663

Kapitel 14 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .667

Disinformation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .667

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 667

2. Hvad er fake news – definitoriske udfordringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 669

3. Disinformation – hvad er der på spil? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .672

4. Hvad ved vi om disinformation? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 680

4.1 Disinformation i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 680

4.2 Hvem spreder disinformationen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 686

4.3 Hvem eksponeres for disinformation? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 688

4.4 Hvad er fremtidsperspektiverne inden for disinformation? . . . . . . . . . . . . . . 688

5. Det eksisterende retlige værn mod disinformation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 690

5.1 Sandhedspligter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 690

5.2 Misbrug af mødeoffentlighed mv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 691

5.3 God presseskik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .692

5.4 Straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser mv. . . . . . . . . . . . . . .693

5.5 Persondatareguleringen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .695

5.6 Andre relevante regler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .695

6. Hvilke tiltag mod disinformation er iværksat? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 697

6.1 Nationale tiltag. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 697

6.2 Tiltag mod fake news på EU-niveau . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 704

6.3 Facebooks egne initiativer mod disinformation og falske nyheder . . . . . . . . .708

7. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 710

7.1 Er der et problem med disinformation i Danmark? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 711

7.2 Er der behov for yderligere regulering? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 712

7.3 Hvordan bør disinformation imødegås fremadrettet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 714

Kapitel 15 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 717

Informationsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 717

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 717

2. Ret til aktindsigt og oplysninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 718

2.1 Retsregler, der understøtter informationsfriheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 718

2.2 Debat om offentlighedslovens balance mellem ret til

information over for andre hensyn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .723

3. Forskningsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .726

3.1 Sammenhængen mellem forskningsfrihed og informationsfrihed . . . . . . . . .726

3.2 Forskningsfrihed under pres? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .728

3.3 Nyere debat om forskningsfrihed og forskeres rolle i samfundet . . . . . . . . . . 731

4. Kommissionens overvejelser og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .733

4.1 Ret til aktindsigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .733

4.2 Forskningsfrihed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .735

Kapitel 16 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 737

Nyere lovgivningstendenser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 737

1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .737

2. Lovændringer siden årtusindskiftet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .738

2.1 Bestemmelser om terror og medvirken hertil

samt kriminalisering af terrorfinansiering mv. (Anti-terrorpakke I) . . . . . . . . . . .738

2.2 Kriminalisering af hvervning til terror og forbud mod oplæring i at

begå eller fremme terror mv. (Anti-terrorpakke II) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .742

2.3 Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger

i forbindelse med religiøs oplæring (imamloven) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .747

2.4 Skærpelse af strafferammen for trusler mod tjenestemænd . . . . . . . . . . . . . . .750

2.5 Indrejseforbud for visse udenlandske religiøse forkyndere . . . . . . . . . . . . . . . . 751

2.6 Blokering af hjemmesider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .753

2.7 Ophævelse af forbuddet mod blasfemi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .754

2.8 Forbud mod på offentligt sted at bære beklædningsgenstande,

der skjuler ansigtet (tildækningsforbud) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .758

2.9 Forbud mod at bære forbudte eller opløste foreningers kendetegn . . . . . . . . .760

2.10 Styrkelse af det strafferetlige værn mod udenlandske

påvirkningsoperationer mod Danmark (påvirkningslov). . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 761

2.11 Skærpelse af straffen for krænkelser af privatlivets fred og ærekrænkelser . 764

3. Kommissionens overvejelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 766

Bilag 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 771

Oversigt over indskrænkninger i ytringsfriheden i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 771

Bilag 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 859

Udviklingen i befolkningens højeste fuldførte uddannelse (15-69 år)

i perioden 2006-2019 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .859

Bilag 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 861

Notat om undervisning i digital dannelse og it-kompetencer i grundskolen

og på ungdomsuddannelserne samt på dagtilbudsområdet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 861

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

Kapitel 1

Indledning

1. Kommissorium

Baggrunden for kommissionens nedsættelse og kommissionens opgaver er beskrevet i

kommissorium af 13. december 2017, som har følgende ordlyd:

”1. Det fremgår af regeringsgrundlaget

For et rigere, friere og mere trygt

Danmark,

at regeringen vil værne om ytringsfriheden, og at regeringen

derfor vil nedsætte en kommission, som skal vurdere ytringsfrihedens

rammer og generelle vilkår i Danmark.

Den daværende regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det

Konservative Folkeparti indgik den 31. maj 2016 en politisk aftale om ini-

tiativer rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske

love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser.

Det fremgår af aftalen, at de nævnte partier med tilslutning fra Socialistisk

Folkeparti bl.a. er enige om at nedsætte en kommission, som skal vurdere

ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark.

Ytringsfriheden er bl.a. beskyttet i grundloven, Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention og EU’s Charter om Grundlæggende Rettig-

heder.

Den nationale og internationale beskyttelse af ytringsfriheden er udtryk

for en almindelig anerkendelse af, at ytringsfrihed er en grundlæggende

forudsætning for et velfungerende demokrati og for udviklingen af sam-

fundet og det enkelte individ.

Ytringsfrihed er således en forudsætning for en demokratisk styreform,

hvor vælgere kan træffe deres valg på baggrund af en fri politisk debat,

hvor idéer og holdninger kan komme til orde og blive imødegået.

Ytringsfriheden omfatter ytringer i bred forstand, dvs. uanset ytringer-

nes indhold (satire, faglige beskrivelser, politiske holdninger osv.) og form

(tekst, tale, billeder osv.)

Samtidig sikrer ytringsfriheden, at politikere og magthavere kan undergi-

ves en offentlig kontrol, navnlig ved at medierne kan sikre den frie strøm

af information og holdninger, som er nødvendig herfor.

Dertil kommer, at ytringsfrihed er nødvendig for udviklingen af både

samfundet og det enkelte individ. Adgangen til at give sin mening til ken-

de er således en af de mest umiddelbare måder, hvorpå man kan udtrykke

og udfolde sin personlighed i forhold til det omgivende samfund. Og det

er i høj grad gennem mødet med andres opfattelser og meninger, at den

enkeltes personlighed og samfundet udvikles.

Ytringsfriheden kan imidlertid komme i konflikt med andre rettigheder

og samfundsinteresser. Det er derfor almindeligt anerkendt, at der kan

foretages indgreb i ytringsfriheden af hensyn til bl.a. at beskytte den na-

tionale sikkerhed, at forebygge uorden eller forbrydelse eller at beskytte

andres gode navn og rygte eller rettigheder.

Samfundet har de senere år været præget af udvikling på en række om-

råder, som har betydning for ytringsfriheden.

I en tid, hvor internettet bliver en stadigt større del af hverdagslivet, er

internettet for mange blevet det primære sted, hvor meninger udveksles.

Udbredelsen af sociale medier har samtidig medført, at den enkelte borger

har fået en række nye muligheder for at ytre sig og for at modtage infor-

mationer. Sociale medier sætter således borgerne i stand til at dele ufiltre-

rede meningstilkendegivelser, der kan være afsendt med kort reaktionstid

i en meget bred kreds af personer.

Sociale medier er private virksomheder, der som udgangspunkt selv af-

gør, hvilke ytringer der må deles på det pågældende medie. Dette kan i

sig selv give anledning til overvejelser i forhold til ytringsfriheden, idet

virksomhederne herved får magt til at bestemme, hvilke synspunkter og

holdninger der udveksles.

Samtidig kan der rejses spørgsmål om betydningen af såkaldte ”fake news”,

hvor falske nyheder spredes gennem bl.a. sociale medier, i forhold til den

demokratiske debat.

Endvidere har den øgede globalisering og internationalisering af medie-

billedet betydet, at borgerne har mulighed for at påvirke andre rundt om i

verden og selv blive påvirket af dem.

Der kan også peges på, at udbredelsen af massemedier og konkurrencen

blandt disse medier, bl.a. i takt med den teknologiske udvikling, har be-

tydning for omfanget og karakteren af de informationer, som borgerne

modtager.

Der kan endvidere peges på, at terrorisme bl.a. har rejst spørgsmål om

myndighedernes adgang til at begrænse ytringsfriheden som led i bekæm-

pelsen af terrorisme.

Ytringsfriheden bør udnyttes med den fornødne respekt for andre, men

spørgsmålet om, hvilke ytringer man som borger må tåle, giver løbende

anledning til debat. Den såkaldte racismeparagraf i straffelovens § 266 b

er et eksempel herpå.

De nævnte eksempler illustrerer, at ytringsfrihedens rammer og generelle

vilkår i Danmark er tæt forbundne med samfundsudviklingen.

Der har i Danmark været en langvarig tradition for at diskutere de nær-

mere rammer for ytringsfrihedens udfoldelse i landet. Denne tradition

har været central for udviklingen af det danske samfund.

Diskussionerne foregår bl.a. i Folketinget i forbindelse med behandlingen

af lovforslag mv., som kan have betydning for borgernes adgang til at ytre

sig eller modtage informationer.

Det er naturligt, at sådanne diskussioner finder sted i Folketinget, idet

lovgivningsmagten – helt overordnet – er tillagt ganske vide rammer ef-

ter grundloven, når det handler om at fastsætte de nærmere grænser for

ytringsfrihedens udfoldelse i Danmark.

Diskussioner om ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår foregår na-

turligvis også i medierne og den brede offentlighed.

Som opfølgning på regeringsgrundlaget og den politiske aftale af 31. maj

2016 om initiativer rettet mod religiøse forkyndere mv. og med henblik på

at kvalificere den løbende politiske og offentlige debat om ytringsfrihed

nedsætter regeringen en Ytringsfrihedskommission.

Kommissionen har til opgave at belyse og vurdere de spørgsmål, der knyt-

ter sig til ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark.

Kommissionen skal i den forbindelse beskrive de retlige rammer for

ytringsfriheden i Danmark, herunder med inddragelse af praksis fra både

de danske domstole og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og

drøfte, om grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise.

Kommissionen skal endvidere beskrive den historiske udvikling af ytrings-

friheden i Danmark samt de samfundsforhold, som har væsentlig betyd-

ning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark. Kommissionen skal

i den forbindelse også inddrage erfaringer fra andre lande, herunder fra de

nordiske lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, ligesom kommissi-

onen skal se på, om internationale strømninger påvirker ytringsfrihedens

udfoldelse i Danmark.

På baggrund af beskrivelserne af de retlige rammer, den historiske udvik-

ling og væsentlige samfundsforhold skal kommissionen vurdere ytrings-

frihedens aktuelle rammer og generelle vilkår i Danmark.

Kommissionens arbejde skal danne grundlag for en politisk debat om

ytringsfrihedens udfoldelse i Danmark. Kommissionen kan komme med

generelle anbefalinger, men skal ikke komme med konkrete forslag til ny

lovgivning mv.

Kommissionen skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2018.”

2. Kommissionens sammensætning

Kommissionen har haft følgende sammensætning:

Formand

Tidl. direktør for Nationalbanken, Nils Bernstein

Øvrige medlemmer

Ledelsesrådgiver, dr. phil. Bodil Due, Aarhus Universitet

Professor, ph.d. Jens Elo Rytter, Københavns Universitet

Professor, ph.d. Rune Stubager, Aarhus Universitet

Chefredaktør Jakob Nielsen, Altinget

Direktør, dr. Jur. Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder

Seniorforsker Flemming Rose, Cato Institute

Direktør Jacob Mchangama, Justitia

Direktør Vibe Klarup, Hjem til Alle alliancen

Forskningschef, ph.d. Vibeke Borberg, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Samfundsdebattør og foredragsholder Anna Libak

Som sekretariat for kommissionen har fungeret:

Kontorchef Anne Berg Mansfeld-Giese, Justitsministeriet (indtil maj 2019)

Chefkonsulent Thomas Kloppenburg, Justitsministeriet (fra maj 2019)

Specialkonsulent Kristoffer Aagren, Justitsministeriet (fra marts 2019)

Fuldmægtig Anna-Louise Fink, Justitsministeriet (indtil marts 2019)

Fuldmægtig Isabella Hinze-Glenstrøm, Justitsministeriet (fra april 2019 til maj 2019)

Fuldmægtig Stine Hellqvist Frey, Justitsministeriet (fra maj 2019 til november 2019)

Fuldmægtig Halit Sert, Justitsministeriet (fra oktober 2019)

Studentermedhjælper Amalie Kirstine Mogensen, Justitsministeriet (fra november 2018)

3. Kommissionens arbejde

Kommissionen blev nedsat den 13. december 2017, hvor formanden og de øvrige med-

lemmer af kommissionen ligeledes blev beskikket.

Kommissionen har holdt i alt 18 møder. Første møde blev afholdt den 19. januar 2018

og sidste møde blev afholdt den 18. december 2019. Betænkningen er ajourført frem til

denne dato.

Det er forudsat i kommissoriet, at kommissionen skal beskrive den historiske udvikling

af ytringsfriheden i Danmark samt de samfundsforhold, som har væsentlig betydning

for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark. Kommissionen har i forbindelse med

dette arbejde indhentet bidrag fra professor, ph.d. Jeppe Nevers, Syddansk Universitet,

som har udarbejdet et udkast til betænkningens kapitel 5 om ytringsfrihedens forank-

ring i en demokratisk kultur, som efterfølgende er tilpasset og redigeret af sekretariatet

i forhold til kapitel 4 om ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark

i et retligt perspektiv.

Som led i kommissionens arbejde med at vurdere ytringsfrihedens aktuelle rammer og

generelle vilkår i Danmark har kommissionen taget initiativ til at gennemføre en befolk-

ningsundersøgelse (survey), som har undersøgt den samlede befolknings og visse ud-

valgte gruppers holdning til og oplevelser med ytringsfrihed. Epinion har været ansvar-

lig for selve dataindsamlingen, mens spørgsmålene til spørgeskemaet er udarbejdet af

Ytringsfrihedskommissionen efter udkast af Rune Stubager (medlem af kommissionen

og professor ved Aarhus Universitet) med hjælp fra Kristina Bakkær Simonsen (adjunkt

ved Aarhus Universitet). Simonsen har desuden stået for størstedelen af det praktiske

arbejde vedrørende spøgeskemaerne og indhentning af e-mailadresser på debattører og

politikere. Analyserne af datamaterialet er udarbejdet af Justitsministeriets Forsknings-

kontor ud fra kommissionens ønsker.

Kommissionen har – som forudsat i kommissoriet – indhentet oplysninger om retstil-

standen i de nordiske lande samt Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Oplysningerne

er indhentet gennem de danske repræsentationer i de pågældende lande.

Kommissionen har endvidere indhentet en oversigt fra samtlige ministerier over ind-

skrænkninger i ytringsfriheden på de respektive ressortområder. Oversigterne er ind-

hentet ved høring af samtlige danske ministerier og viser samlet, at der i dansk lov-

givning findes i hvert fald 425 begrænsninger i ytringsfriheden fordelt på 84 love. Den

samlede oversigt findes i bilag 1.

Under kommissionens møde den 14. november 2018 var der oplæg ved professor Rebe-

cca Adler-Nisssen og adjunkt Frederik Hjorth fra Institut for Statskundskab ved Køben-

havns Universitet, som præsenterede forskningsresultater i forbindelse med et aktuelt

projekt om digital disinformation i USA.

Under kommissionens møde den 29. januar 2019 var der oplæg ved Pierre Collignon,

der er debatredaktør på Berlingske og forfatter til bl.a. bogen ”Tilbage til virkeligheden

– kampen mod fake news, løgne og manipulationer”. Han fortalte om fake news med

fokus på fænomenets omfang, og hvad der har betydning for forekomsten og gennem-

slagskraften af fake news.

Der var på mødet den 29. januar 2019 endvidere oplæg ved professor, ph.d. Søren Sand-

feld Jakobsen, Aalborg Universitet, der tog udgangspunkt i en artikel om fake news, han

havde udarbejdet, og som ville blive publiceret i tidsskriftet Juristen.

Omdrejningspunk-

tet for oplægget var for det første, hvilket eksisterende retligt værn der er i forhold til fake

news, og for det andet om den nuværende retstilstand er tilstrækkelig, eller om der er

behov for at ændre lovgivningen.

Endelig har formanden og sekretariatet den 6. marts 2019 holdt møde med Rigsadvoka-

ten om de uklarheder, som kommissionen har identificeret i relation til straffelovens §

266 b (racismeparagraffen).

S. Sandfeld Jakobsen, ” Misinformation (”fake news”) i retlig belysning” i

Juristen

(nr. 1 af 2019), side 37ff.

4. Betænkningens opbygning og indhold

Betænkningen er opdelt i to bind. Bind 1 indeholder i kapitel 2 en sammenfatning af

betænkningen, der afsluttes med kommissionens vurdering af ytringsfrihedens rammer

og generelle vilkår i Danmark. Kapitel 3-7 beskriver fundamentet for ytringsfriheden i

form af filosofisk tænkning, historisk udvikling og de aktuelle retlige rammer samt en

omfattende undersøgelse af befolkningens og særlige gruppers holdninger og oplevelser

med ytringsfriheden i dagens Danmark.

Bind 2 (kapitel 8-16) indeholder gennemgangen af de konkrete emner, som har givet

kommissionen anledning til overvejelser og anbefalinger, samt en række bilag til be-

tænkningen.

Betænkningens bind 1 (kapitel 3-7) behandler følgende emner:

Kapitel 3

beskriver, hvorfor vi har ytringsfrihed. I den forbindelse gennemgås bl.a. de

hensyn, som der typisk henvises til, når ytringsfriheden skal begrundes. Det drejer sig

om autonomi-, sandheds-, demokrati- og mangfoldighedshensynet. Fælles for disse

hensyn er, at ytringsfriheden i kombination med informationsfriheden har til formål

over tid at gøre os friere, klogere og mere tolerante samt at styrke demokratiet.

Det nævnes, at ytringsfriheden ikke kan være absolut, når den kommer i konflikt med

andre grundlæggende rettigheder og samfundsinteresser, som også skal beskyttes, f.eks.

den nationale sikkerhed, forebyggelse af uorden eller forbrydelse eller for at beskytte an-

dres omdømme eller integritet. Endvidere omtales diskussionen om forskellen mellem

ord og handling.

Kapitel 4

beskriver ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark. Ka-

pitlet behandler bl.a. ytringsfrihed i antikkens Athen og i den romerske republik, tryk-

pressens opfindelse, reformationen, oplysningstiden, juni-grundloven, socialistsagerne

og provisorietiden, censuren under 1. og 2. Verdenskrig, fremkomsten af internationale

menneskerettigheder, racisme- og blasfemiparagrafferne samt terrorpakker og imam-lov.

Kapitel 5

beskriver ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur. Kapitlet behand-

ler bl.a. de borgerlige rettigheder, oplysningstiden, starten på det, der senere skulle blive

folkeskole, højskolebevægelsen, det fremvoksende demokrati, mediernes forandring,

demokratidebatten efter besættelsen, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og de vide-

regående uddannelser, velfærdsstaten og globaliseringen. Sigtet med kapitlet er at give

et overblik over, hvordan det gik til, at ytringsfriheden blev en anvendt del af det danske

demokrati.

Kapitel 6

beskriver resultaterne af den undersøgelse af befolkningens holdninger til og

oplevelser med ytringsfrihed, som kommissionen har fået gennemført. Overordnet

set viser undersøgelsen, at der er en høj opbakning til ytringsfriheden i Danmark. Har

ytringer konsekvenser for andre, falder opbakningen dog betydeligt. Opbakningen til

ytringsfriheden i befolkningen ser også ud til at variere alt efter, hvem der ytrer sig, og

hvem ytringen gælder. Der er bred opbakning til, at navnlig offentligt ansatte gør brug

af deres ytringsfrihed i tilfælde af kritisable forhold på arbejdspladsen. Samlet set er der

desuden en oplevelse af, at folk generelt har mulighed for at bruge deres ytringsfrihed

ved at deltage i den offentlige debat, men dog også en oplevelse af at man selv eller andre

af forskellige årsager til tider afholder sig fra at ytre sig i debatten, selv om man egentlig

gerne ville.

Kapitel 7

beskriver de retlige rammer for ytringsfriheden i Danmark, herunder med

inddragelse af praksis fra både de danske domstole og Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol. I kapitlet gennemgås bl.a. den omfattende praksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, som indeholder de fortolkningsmomenter, som Domsto-

len har udviklet gennem årene. Fortolkningsmomenterne har således stor betydning,

når indskrænkninger af ytringsfriheden i dansk ret skal vurderes. Kapitlets omfang af-

spejler kompleksiteten af regelsættet og de tilhørende fortolkningsmomenter, som de er

kommet til udtryk i praksis.

Betænkningens bind 2 (kapitel 8-16) behandler følgende emner:

Kapitel 8

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til spørgsmå-

let om, hvorvidt grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise. Kapitlet fokuse-

rer alene på straffelovens § 136, stk. 2 og 3, idet straffelovens § 266 b behandles i kapitlet

om racismeparagraffen (kapitel 9).

Kapitel 9

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til straffelo-

vens § 266 b (racismeparagraffen). I dette kapitel diskuteres det bl.a., om bestemmelsen

bør ophæves, indskrænkes, præciseres eller udvides, samt om benægtelse af holocaust og

andre lignende forbrydelser, f.eks. folkemord, bør kriminaliseres.

Kapitel 10

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til ytrings-

sikkerhed mv. Fokus for kapitlet er navnlig den frygt for terror, vold, trusler og chikane,

som får mange til at afstå fra at deltage i den offentlige debat. Herudover behandles kort

den hårde tone, som også får flere til at trække sig fra den offentlige debat, og de senere

års debat om krænkende ytringer.

Kapitel 11

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til offentligt

og privat ansattes ytringsfrihed.

Kapitel 12

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til publici-

stiske medier. Der fokuseres bl.a. på de aktuelle vilkår for de publicistiske medier og den

retlige regulering af dem.

Kapitel 13

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til regulerin-

gen af sociale medier. Der fokuseres på, hvem der har eller bør have ansvaret for ulovligt

indhold på de sociale medier, og på de sociale mediers indholdsmoderation.

Kapitel 14

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til disinfor-

mation. Der fokuseres bl.a. på, om der er et problem med disinformation i Danmark,

om der er behov for yderligere regulering, og på hvordan disinformation bør imødegås.

Kapitel 15

indeholder kommissionens overvejelser i forhold til informationsfrihed. Der

fokuseres på retten til indsigt og oplysninger, internettets informationsmuligheder og

forskningsfrihed som nødvendige forudsætninger for at give ytringsfriheden konkret

indhold.

Kapitel 16

indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til tenden-

serne i lovgivningen fra årtusindskiftet og frem. Der fokuseres på de lovændringer, som

har haft størst betydning for ytringsfriheden, som er blevet diskuteret i den offentlige

debat, og som er blevet mødt med væsentlig kritik.

Herudover indeholder betænkningens bind 2 en oversigt fra samtlige ministerier over

indskrænkninger i ytringsfriheden på de respektive ressortområder. Den samlede over-

sigt findes i

bilag 1.

Endvidere findes der i

bilag 2

en tabel, der viser udviklingen i be-

folkningens højeste fuldførte uddannelse (15-69 år) i perioden 2006-2019. Endelig er

der i

bilag 3

optrykt et notat fra Børne- og Undervisningsministeriet om undervisning

i digital dannelse og it-kompetencer i grundskolen og på ungdomsuddannelserne samt

på dagtilbudsområdet

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

Kapitel 2

Sammenfatning

1. Indledning

Ytringsfriheden er en af de mest centrale frihedsrettigheder, og den har fundamental

betydning for det enkelte individ og for demokratiet. Ytringsfriheden er desuden også

en vigtig forudsætning for en række andre fundamentale frihedsrettigheder, som mister

deres betydning uden ytringsfriheden, herunder forenings- og forsamlingsfriheden.

Ytringsfrihedens betydning træder også klart frem i den befolkningsundersøgelse, som

kommissionen har fået gennemført, jf. kapitel 6. Ytringsfrihed er således – sammen med

værdierne tillid og lighed for loven – en af de tre værdier, som deltagerne i undersøgelsen

samlet set vurderer som de vigtigste for det danske samfund. Undersøgelsen tyder dog

samtidig på, at befolkningens opbakning til ytringsfriheden kan blive udfordret, når den

testes af yderligtgående grupper og synspunkter.

Selv om ideen om ytringsfrihed kan spores helt tilbage til antikkens Grækenland, er

der i en dansk sammenhæng faktisk tale om en relativt ny rettighed. Det var således

– hvis man ser bort fra den kortvarige afskaffelse af censuren, som Struense fik gen-

nemført i 1770 – først med grundloven i 1849, at der blev indført et censurforbud, og

selv derefter var ytringsfriheden ikke bedre beskyttet, end at den i forbindelse med bl.a.

socialistsagerne, provisorietiden i slutningen af 1800-tallet samt 1. og 2. Verdenskrig

blev underlagt en række betydelige indskrænkninger, jf. kapitel 4. En egentlig materiel

beskyttelse mod statslige indgreb i ytringsfriheden kom først med Danmarks ratifi-

kation af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1953. Med grundloven og

navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er der efter kommissionens

opfattelse ikke tvivl om, at ytringsfriheden i dag nyder en bred beskyttelse i dansk ret.

Men der har også løbende, som bl.a. afspejlet i kommissoriet, været en række sager,

diskussioner mv., hvor der er blevet rejst tvivl om ytringsfrihedens velbefindende på

en række vigtige punkter. Det er disse punkter og diskussioner, der særligt har optaget

kommissionen.

Mens det ud fra kommissoriet har været givet, at denne betænkning bl.a. skal indehol-

de en beskrivelse af de retlige rammer for ytringsfriheden, herunder om grænserne for

ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise, samt dens historiske udvikling, har det i højere

grad været op til kommissionen selv at vælge de samfundsforhold, som efter kommissio-

nens opfattelse har væsentlig betydning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.

Kommissionen har på denne baggrund overvejet, hvilke emner der aktuelt har størst

betydning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.

Samfundet har de senere år gennemgået en udvikling på en række områder, som har

betydning for ytringsfriheden. Det gælder ikke mindst den teknologiske udvikling, hvor

bl.a. udbredelsen af sociale medier og bekæmpelse af disinformation (fake news) rejser

en række vigtige spørgsmål. Det samme gør vilkårene for og reguleringen af de traditi-

onelle publicistiske medier – bl.a. som følge af fremkomsten af nye medietyper og ikke

mindst konkurrencen fra de sociale medier om annonceindtægt.

Der kan endvidere peges på emner, som har det til fælles, at de har baggrund i risiko-

en for terror, vold, trusler og chikane, som synes at have været stigende de senere år.

Det gælder f.eks. spørgsmålet om ytringssikkerhed, men også tendensen i de senere års

lovgivningspraksis, hvor der bl.a. som led i bekæmpelsen af terror, radikalisering og pa-

rallelsamfund synes at have været større villighed til at gøre indgreb i ytringsfriheden.

Endelig er der en række emner, som ikke udelukkende er et udslag af de senere års ud-

vikling, men som ikke desto mindre har stor betydning, når ytringsfrihedens generelle

vilkår i Danmark skal vurderes. Det gælder som allerede nævnt f.eks. den såkaldte ra-

cismeparagraf i straffelovens § 266 b, der for mange står som en af de væsentligste ind-

skrænkninger i ytringsfriheden, og som derfor også jævnligt er til debat. Et andet vigtigt

emne er ansattes ytringsfrihed, hvor særligt de offentligt ansattes ytringsfrihed har været

genstand for megen opmærksomhed de senere år. Det samme gælder diskussionen om

den nye offentlighedslov og spørgsmålet om forskningsfrihed, som ligeledes har væsent-

lig betydning for ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.

Kommissionens overvejelser vedrørende disse temaer er sammenfattet under afsnit

2-10 nedenfor. Afsnit 11 i dette kapitel indeholder kommissionens samlede vurdering af

ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark.

Der er også emner, som kommissionen har diskuteret, men herefter valgt ikke at gå

nærmere ind i. Kommissionen skal i den forbindelse navnlig fremhæve den såkaldte

Tibet-sag,

der har en klar ytringsfrihedsmæssig vinkel og vel må betegnes som en af de

største ytringsfrihedsskandaler i mange år.

Tibet-sagen er også omtalt i kapitel 7 nedenfor.

I december 2015 blev der nedsat en kommission (Tibetkommissionen), der skulle under-

søge og redegøre for baggrunden for politiets handlinger i forhold til demonstrationer

og andre meningstilkendegivelser fra personer i forbindelse med tre officielle kinesiske

besøg i perioden fra 2012 til 2014. Tibetkommissionen afgav beretning i december 2017,

hvor den konkluderede, at demonstranternes grundlæggende ret til ytrings- og forsam-

lingsfrihed var blevet knægtet under to officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013, men at

der ikke var grundlag for at drage hverken embedsmænd eller tidligere ministre i de

involverede ministerier eller politiets ledelse til ansvar.

Kort tid efter kom det imidlertid frem, at der eksisterede materiale, der ikke tidligere

var blevet identificeret af de relevante myndigheder og afleveret til Tibetkommissionen.

Samtidig blev der fra flere sider rejst spørgsmål om politiets håndtering af demonstrati-

oner ved et antal yderligere officielle kinesiske besøg helt tilbage til 1995. Oplysningerne

gav anledning til, at der blev sat spørgsmålstegn ved grundlaget for Tibetkommissionens

arbejde og konklusioner, og den daværende regering besluttede derfor at gennedsætte

kommissionen for at gennemføre en supplerende undersøgelse, der nu skulle omfatte

samtlige officielle kinesiske besøg siden i hvert fald 1995.

Som nævnt er Tibetsagen allerede på det foreliggende grundlag en af de største ytrings-

frihedsskandaler, der har været i mange år. Skandalen antager imidlertid en mere prin-

cipiel karakter, hvis det viser sig, at de allerede konstaterede krænkelser af borgernes

grundlæggende ret til ytrings- og forsamlingsfrihed – som meget lige nu tyder på – har

været udtryk for en mere generel praksis i forbindelse med officielle kinesiske besøg.

Det er imidlertid samtidig en sag, hvor det sidste punktum ikke er sat. På nuværende

tidspunkt er det bl.a. usikkert, dels hvor langt tilbage en eventuel praksis måtte strække

sig, dels om der skal rokkes ved den tidligere konklusion, hvorefter der som nævnt ikke

var grundlag for at drage hverken embedsmænd eller tidligere ministre i de involverede

ministerier eller politiets ledelse til ansvar. På denne baggrund har kommissionen be-

sluttet ikke at gå nærmere ind i sagen i forbindelse med denne betænkning.

De enkelte kapitler 8-16 er opbygget således, at først beskrives kommissionens opfat-

telse af problemstillingen, herunder aktuelle forhold. Herefter kommer kommissionens

overvejelser om, hvordan udfordringerne kan eller skal imødegås. Til slut kommer kom-

missionens anbefalinger. Da betænkningen er tænkt som et diskussionsgrundlag, er det

tilstræbt at give plads til modstående synspunkter.

2. Kommissionens overvejelser om grænserne for ytrings-

friheden (kapitel 8)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger til spørgsmålet om,

hvorvidt grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt præcise.

Det er efter kommissionens opfattelse afgørende, at bestemmelser, der indskrænker

ytringsfriheden, fremstår tilstrækkeligt klare og præcise, så borgerne med en rimelig grad

af sikkerhed kan forudse, hvilke ytringer der i sidste ende vil kunne medføre et strafan-

svar.

Kommissionen finder med inspiration fra norsk højesteretspraksis endvidere, at man

alene bør kunne straffes for ytringsindhold, man med rimelig sikkerhed har udtalt, og

ikke hvad man kan tænkes at have ment med sin udtalelse. Ingen bør kunne risikere stra-

fansvar, fordi et udsagn tillægges et meningsindhold, som ikke er udtrykkeligt udtalt, og

som heller ikke med rimelig stor sikkerhed kan udledes af sammenhængen.

Der vil ganske vist altid være en vis uklarhed om ytringsfrihedens (retlige) grænser, som

det ikke er muligt og næppe heller ønskeligt at fjerne, da der bør være et vist fortolk-

ningsrum for domstolene i de konkrete sager. Denne form for uklarhed er desuden hel-

ler ikke enestående for dette retsområde.

På nogle områder kan der imidlertid være tale om en uklarhed, som ligger ud over dette.

Det er efter kommissionens opfattelse bl.a. tilfældet for straffelovens § 136, stk. 2, som

kriminaliserer offentlig udtrykkelig billigelse af de forbrydelser, der er omfattet af straffe-

lovens 12. og 13. kapitel, f.eks. terrorisme. Det fremstår bl.a. ikke klart, om der efter denne

strafbestemmelse skal være tale om billigelse af en konkret stedfunden terrorhandling,

eller om det er tilstrækkeligt at anprise et hypotetisk eller forestående angreb. Herudover

er det heller ikke umiddelbart klart, hvad der udgør en ”udtrykkelig billigelse” i bestem-

melsens forstand, ligesom der kan være tvivl om grænsedragningen mellem straffelovens

§ 136, stk. 2, og § 114 e (terrorismebestemmelsen).

På samme måde har kommissionen overvejet, om straffelovens § 136, stk. 3, er forbundet

med en sådan uklarhed, at der er behov for ny lovgivning med henblik på at skabe klar-

hed om retstilstanden. Bestemmelsen gør det strafbart som led i religiøs oplæring ud-

trykkeligt at billige en række strafbare handlinger, herunder bl.a. terror, drab, voldtægt

og bigami. Kommissionen finder imidlertid, at der på nuværende tidspunkt – navnlig

pga. manglende retspraksis – ikke er tilstrækkeligt grundlag for at vurdere dette spørgs-

mål.

Det er på denne baggrund samlet set kommissionens opfattelse, at der er behov for at

skabe større klarhed om retstilstanden i forhold til straffelovens § 136, stk. 2. Kommissi-

onen anbefaler i den forbindelse følgende:

• Kommissionen anbefaler, at Straffelovrådet anmodes om at komme med forslag til,

hvordan lovgivningen kan ændres for at tydeliggøre retstilstanden. Det vil eventuelt

kunne ske i sammenhæng med den behandling af uklarhederne ved straffelovens §

266 b, som Straffelovrådet også bør se på, jf. kapitel 9 og pkt. 3 nedenfor.

• Kommissionen anbefaler, at straffelovens § 136, stk. 2, herunder grænsedragningen i

forhold til straffelovens § 114 e, samt straffelovens § 136, stk. 3, omfattes af den evalu-

ering, som efter kommissionens opfattelse bør gennemføres i forhold til de allerede

vedtagne lovændringer, som kommissionen har gennemgået i kapitel 16, jf. nedenfor

under pkt. 10.

3. Kommissionens overvejelser om racismeparagraffen

(kapitel 9)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til racismepa-

ragraffen i straffelovens § 266 b. Det overvejes i kapitlet, om paragraffen bør ophæves,

indskrænkes, præciseres eller udvides, samt om benægtelse af holocaust og andre lig-

nende forbrydelser, f.eks. folkemord, bør kriminaliseres.

3.1

Ophævelse eller indskrænkning af straffelovens § 266 b?

Det følger af straffelovens § 266 b, at den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en

videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af per-

soner trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller et-

niske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Der er i kommissionen enighed om, at et demokratisk samfund skal beskytte det enkelte

menneskes værdighed, og at den sociale fred skal sikre, at udsatte befolkningsgrupper

ikke udsættes for diskrimination, hadforbrydelser eller forfølgelse. Herudover er der

enighed om, at racistiske og ekstremistiske ytringer udgør et onde, som i visse tilfælde

kan føre til vold og overgreb mod udsatte befolkningsgrupper, og som derfor bør be-

kæmpes i et demokratisk samfund. Endelig er der enighed om, at det ikke er muligt at

ophæve racismeparagraffen, hvis Danmark fortsat skal kunne opfylde sine internationa-

le forpligtelser efter FN’s Racediskriminationskonvention og EU’s rammeafgørelse om

bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

Derimod er kommissionen uenig om, i hvilket omfang der rent principielt er behov for

en bestemmelse som straffelovens § 266 b (racismeparagraffen).

Et flertal i kommissionen (Nils Berstein (formand), Jens Elo Rytter, Rune Stubager, Jakob

Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Broberg og Anna Libak) finder ikke,

at racismeparagraffen burde ophæves. Flertallet lægger herved bl.a. vægt på, at paragraf-

fen efter deres opfattelse er et nødvendigt værn mod racistiske og hadefulde ytringer,

som ikke bør nyde nogen særlig beskyttelse, at ytringsfriheden trives på trods af racis-

meparagraffen, og at en ophævelse af § 266 b vil sende et meget uheldigt signal, da det

vil kunne komme til at virke som en blåstempling af de udtalelser, som i dag er omfattet

af bestemmelsen. Flertallet har desuden svært ved at se, at der skulle være grundlag for

at foretage en indskrænkning af bestemmelsen, som beskytter de udsatte grupper mod

trusler, nedværdigelser og forhånelser. Flertallet finder, at det er vigtigt at være opmærk-

som på, at bestemmelsen ikke retter sig mod bestemte opfattelser, men alene den måde,

de kommer til udtryk på.

Et mindretal i kommissionen (Bodil Due, Flemming Rose og Jacob Mchangama) finder

omvendt, at paragraffen burde ophæves, hvis det ellers var muligt inden for Danmarks

internationale forpligtelser. Mindretallet lægger herved bl.a. vægt på, at begrænsninger

af ytringsfriheden efter deres opfattelse ikke er et effektivt middel til at imødegå racisti-

ske og ekstremistiske ytringer og deres potentielle negative konsekvenser. Mindretallet

lægger endvidere vægt på nyere forskning, der indikerer, at demokratiske lande, der be-

skytter ytringsfriheden bedst, generelt oplever mindre vold og konflikt end lande, der i

højere grad begrænser ytringsfriheden. Mindretallet lægger desuden vægt på, at ytrings-

friheden – sammen med forenings- og forsamlingsfriheden – giver mulighed for at imø-

degå hadefulde og ekstreme ytringer og bevægelser, og at civilsamfundets mobilisering

på ytringsfrihedens grund udgør en langt stærkere modgift overfor ekstreme kræfter end

kriminalisering af bestemte ytringer. På den baggrund mener mindretallet ikke, at selv

ekstreme ikke-voldelige ytringer kan retfærdiggøre kriminalisering af ytringsfriheden,

som udgør selve fundamentet for både den demokratiske styreform, individuel autono-

mi og de øvrige grundlæggende frihedsrettigheder. Da paragraffen imidlertid ikke kan

ophæves, hvis Danmark fortsat skal kunne opfylde sine internationale forpligtelser, bør

den efter mindretallets opfattelse som minimum i stedet indskrænkes.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Et

flertal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Jens Elo Rytter, Rune Stubager,

Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Borberg og Anna Libak)

anbefaler, at straffelovens § 266 b grundlæggende bevares i sin nuværende form, jf.

dog afsnit 3.2 om præcisering af bestemmelsen.

• Et

mindretal

i kommissionen (Bodil Due, Flemming Rose og Jacob Mchangama) an-

befaler, at racismeparagraffen indsnævres, så den primært rammer ytringer, der (1)

har karakter af propaganda og (2) tilskynder til diskrimination, fjendtlighed eller vold

mod bestemte grupper uden at ytringen er omfattet af straffelovens bestemmelser om

(mere direkte) tilskyndelse til vold mv.

3.2

Præcisering af straffelovens § 266 b?

Kommissionen bemærker, at der er behov for at præcisere den gældende bestemmelse

i straffelovens § 266 b, hvis den som foreslået af flertallet grundlæggende bevares i sin

nuværende form.

Kommissionens gennemgang af praksis viser, at kriteriet om ”offentlig udbredelse” vol-

der en del vanskeligheder, at der kan peges på en række eksempler fra praksis, hvor udta-

lelserne i det konkrete tilfælde ikke lever op til bestemmelsens grovhedskriterie, og at det

i praksis har givet anledning til en vis tvivl, hvornår gruppen af personer, som forhånes

mv. er så mangfoldig, at en udtalelse ikke kan anses for omfattet af § 266 b.

Derudover illustrerer både tiltale- og retspraksis om ytringer fremsat over for en enkelt-

person, at der ikke er konsistens i denne type sager.

Der kan også peges på, at tiltale- og domspraksis ikke er helt stringent i forhold til, hvor-

når udtalelser om religion anses for omfattet af bestemmelsen. Det bør efter kommis-

sionens opfattelse i den forbindelse gøres helt klart, at straffelovens § 266 b alene kan

anvendes i de situationer, hvor en udtalelse udtrykkeligt er rettet mod tilhængerne af en

religion, f.eks. muslimer, og ikke religionen.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at Straffelovrådet anmodes om at overveje og komme med

forslag til, hvordan de konstaterede uklarheder i forhold til udbredelseskriteriet,

grovhedskriteriet og beskyttelseskriteriet kan afhjælpes.

3.3

Udvidelse af straffelovens § 266 b?

Kommissionen har også overvejet, om der bør tilføjes flere grupper til bestemmelsen i

straffelovens § 266 b. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at afgrænsningen af

de grupper, som er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, overvejende synes at

være begrundet i, at de pågældende grupper af personer – på grund af deres race, hud-

farve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering – historisk set har

haft et særligt beskyttelsesbehov som følge af intolerance og had eller ligefrem forfølgelse

fra (dele af) det omgivende samfund.

flertal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Rune Stu-

bager, Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama og Anna

Libak) finder, at straffelovens § 266 b ikke bør udvides til at omfatte flere grupper, end tilfæl-

det er i dag. Flertallet anerkender, at der findes andre samfundsgrupper end de omfattede,

som har et legitimt krav på reel ligestilling i samfundet, herunder kvinder og personer med

handicap, men ligestillingsproblemstillingen kan ikke uden videre sidestilles med det be-

skyttelsesbehov, som følger af intolerance og had, som har været bestemmende for afgræns-

ningen af de grupper, der er omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 266 b.

mindretal

i kommissionen (Vibe Klarup og Vibeke Borberg) er enig i, at man bør være

varsom med at tilføje flere grupper til bestemmelsen, og at det alene skal ske i forhold til

grupper i samfundet, der har et helt særligt beskyttelsesbehov. Mindretallet finder ikke,

at det kan udelukkes, at der kan være grundlag for at enkelte befolkningsgrupper med et

særligt beskyttelsesbehov tilføjes. Mindretallet er imidlertid samtidig af den opfattelse, at

kommissionen ikke har det fornødne faktuelle grundlag til at tage stilling til spørgsmå-

let, som efter deres opfattelse derfor bør overlades til Straffelovrådet.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Et

flertal i kommissionen

(Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Rune

Stubager, Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama og

Anna Libak) anbefaler, at bestemmelsen i straffelovens § 266 b ikke udvides til at

omfatte flere grupper, end tilfældet er i dag.

• Et

mindretal i kommissionen

(Vibe Klarup og Vibeke Borberg) anbefaler, at Straffel-

ovrådet anmodes om at vurdere, om der er behov for at udvide bestemmelsen til at

omfatte flere befolkningsgrupper end i dag.

3.4

Kriminalisering af benægtelse af holocaust og andre lignende

forbrydelser

Kommissionen har overvejet, om benægtelse af holocaust og andre lignende forbry-

delser, f.eks folkemord, bør kriminaliseres, ligesom det er tilfældet i f.eks. Tyskland og

Frankrig. Der er efter kommissionens opfattelse imidlertid mange grunde til, at tilsva-

rende kriminalisering ikke bør gennemføres i Danmark. I den forbindelse peges der bl.a.

på, at det principielt er forkert at lade domstole og jurister afgøre historiske spørgsmål,

at en kriminalisering vil kunne svække vores evne til at argumentere for den histori-

ske sandhed, og at et forbud risikerer at bekræfte benægterne i deres verdensopfattelse.

Desuden vil en kriminalisering kunne indebære en risiko for, at også andre grupper vil

insistere på at blive beskyttet mod historieskrivning, de føler krænkende.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at benægtelse af holocaust og andre lignende forbrydelser,

f.eks. folkemord, ikke kriminaliseres.

4. Kommissionens overvejelser om ytringssikkerhed mv.

(kapitel 10)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til ytrings-

sikkerhed mv. Fokus for kapitlet er navnlig den frygt for terror, vold, trusler og chikane,

som får mange til at afstå fra at deltage i den offentlige debat. Herudover behandles den

hårde tone, som også får flere til at trække sig fra den offentlige debat, og de senere års

debat om krænkelser.

4.1

Ytringssikkerhed

Kommissionen finder, at den største trussel mod ytringsfriheden i Danmark består i

den stærkt bekymrende terror og vold – og forsøg herpå – og i den alt for udbredte an-

vendelse af trusler og chikane over for personer på grund af deres ytringer og politiske

overbevisninger. De senere års udvikling har med al tydelighed vist, at der er voldsparate

grupper og enkeltpersoner i det danske samfund, som ikke respekterer andres ret til at

ytre sig.

Det er en helt uacceptabel situation. Først og fremmest af hensyn til sikkerheden for

dem, der gør brug af deres ytringsfrihed, men også fordi det efter kommissionens opfat-

telse er undergravende for den demokratiske samtale, hvis man med vold og trusler kan

lukke ned for debatten om vigtige samfundsemner, også selv om argumenterne kan være

stødende. Samtidig sættes retsstaten de facto ud af kraft, når nogle på denne måde får

held til at opstille parallelle (ytrings)normer, der håndhæves gennem truslen om anven-

delse af vold. Desuden er det et grundlæggende angreb på ytringsfriheden, idet ytrings-

friheden ikke alene beskytter mere harmløse, neutrale og politisk korrekte ytringer, men

også ytringer, der støder, chokerer og forstyrrer.

Kommissionen mener for det første, at der skal tages effektive skridt til at adressere ro-

den til terror, vold, trusler og chikane, nemlig at en lille del af borgerne i Danmark ikke

har den helt fundamentale respekt for andre borgeres menings- og ytringsfrihed. Kom-

missionen anbefaler derfor, at der iværksættes en målrettet indsats med dette formål.

Kommissionen mener for det andet, at terror, vold, trusler og chikane, som har bag-

grund i andres ytringer, skal straffes konsekvent. For at det kan ske, er det selvsagt vigtigt,

at sådanne handlinger både anmeldes og retsforfølges. Der er på nuværende tidspunkt

imidlertid ikke overblik over, hvor mange der udsættes for vold og trusler el.lign., når de

deltager i den offentlige debat, og i hvilket omfang der sker domfældelse herfor. Kom-

missionen anbefaler derfor, at der tages initiativ til at sikre, at politi og anklagemyndig-

hed fremover bliver i stand til at trække tal på antallet af anmeldelser, tiltalerejsninger

og domme i sager om vold og trusler mv., der er begrundet i den forurettedes lovlige

ytringer.

Det er efter kommissionens opfattelse endvidere afgørende, at trusler anmeldes og efter-

forskes, så de i videst muligt omfang kan mødes med en sanktion. Kommissionens an-

befaler derfor, at der gøres en indsats for at sikre, at sådanne trusler mv. bliver anmeldt,

f.eks. ved at det fra politiets side gøres så let som muligt at anmelde sagerne.

flertal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Jakob

Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Borberg og Anna Libak) finder, at de

nævnte initiativer på nuværende tidspunkt er tilstrækkelige. Flertallet finder derfor ikke

grundlag for som mindretallet, jf. nedenfor, at anbefale en skærpelse af straffen. Selv

om flertallet er enig i, at det er en skærpende omstændighed, når en strafbar handling

er rettet mod offerets brug af sin ytringsfrihed, mangler der – som det fremgår ovenfor

– grundlæggende viden om, hvordan de eksisterende regler anvendes i praksis, dvs. i

hvilket omfang retshåndhævelsen faktisk finder sted.

mindretal

i kommissionen (Rune Stubager, Flemming Rose og Jacob Mchangama)

finder ikke, at de nævnte initiativer kan stå alene. Det er mindretallets opfattelse, at der

tillige bør ske en skærpelse af straffen i de tilfælde, hvor en strafbar handling har til

formål at forhindre den forurettede i at anvende sin ytringsfrihed. En skærpelse vil efter

mindretallets opfattelse sende et vigtigt signal om, at sådanne handlinger ikke blot er et

overgreb mod den enkelte, men i praksis også virker som en trussel over for alle andre,

som kunne tænkes at fremkomme med tilsvarende ytringer.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at der for at imødegå terror, vold, trusler og chikane iværk-

sættes en målrettet indsats med det formål at sikre, at alle borgere i Danmark har

respekt for andres menings- og ytringsfrihed.

• Kommissionen anbefaler, at der tages initiativ til at sikre, at politi og anklagemyndig-

hed fremover bliver i stand til at trække tal på antallet af anmeldelser, tiltalerejsninger

og domme i sager om vold og trusler mv., der er begrundet i den forurettedes lovlige

ytringer.

• Kommissionen anbefaler, at der gøres en indsats for at sikre, at trusler mv., som har

baggrund i en persons lovlige ytringer, bliver anmeldt, f.eks. ved at det fra politiets

side gøres så let som muligt at anmelde sagerne, og at det sikres, at anklagemyndig-

heden har ressourcer til at forfølge sagerne.

• Et

flertal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter,

Jakob Nielsen, Jonas Christoffersen, Vibe Klarup, Vibeke Borberg og Anna Libak)

finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at anbefale en skærpelse

af straffen. Der er efter flertallets opfattelse i stedet behov for, at de gældende regler

håndhæves mere konsekvent.

• Et

mindretal

i kommissionen (Rune Stubager, Flemming Rose og Jacob Mchangama)

anbefaler, at der gennemføres en skærpelse af straffen i de tilfælde, hvor en strafbar

handling har til formål at forhindre den forurettede i at anvende sin ytringsfrihed.

4.2

Den hårde tone i debatten

Det er ikke kun vold og trusler, som i praksis får folk til at afholde sig fra at deltage i den

offentlige debat. For mange kan det virke afskrækkende, hvis blot tonen i debatten er for

hård. Efter kommissionens opfattelse er det ikke holdbart, at folk udsættes for hadefulde

kommentarer og voldsomme personangreb, når de debatterer på f.eks. sociale medier. I

modsætning til terror, vold, trusler og chikane er svaret på disse udfordringer ikke lov-

givning, da indskrænkninger i ytringsfriheden efter kommissionens opfattelse kræver

mere tungtvejende grunde.

Der er efter kommissionens opfattelse i stedet et helt grund-

læggende behov for at styrke debatkulturen, så ytringsfriheden ikke i samme omfang

bruges til at krænke eller intimidere andre.

Kommissionen bemærker i den forbindelse, at der i folkeskolen og på ungdomsuddan-

nelserne allerede i dag undervises i bl.a. digital dannelse og mediekritik. Denne under-

visning kan efter kommissionens opfattelse ikke stå alene, bl.a. fordi udfordringerne med

en hård tone i debatten ikke er begrænset til børn og unge, men også eksisterer blandt

den voksne del af befolkningen. Der vil derfor være behov for yderligere initiativer rettet

mod alle dem, der står uden for uddannelsessystemet. Efter kommissionens opfattelse

er digital dannelse i øvrigt ikke kun at skrive pænt til hinanden, men også et spørgsmål

Se dog kapitel 13, afsnit 7.1.1.2, hvor et mindretal i kommissionen anbefaler, at der ved lov indføres krav om brugerverifi-

kation ved oprettelse af profiler på sociale medier.

om at sikre, at vi hver især er i stand til at stå imod, når tonen i debatten bliver hård og

kontant. Der bør derfor tænkes i en helhedsorienteret indsats.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at der iværksættes en forstærket indsats, som kan sætte

fokus på at fremme debatkulturen blandt borgerne, f.eks. gennem kampagner, un-

dervisning i uddannelsesinstitutioner og aktivering af civilsamfundet, og at denne

indsats tænkes sammen med indsatsen mod disinformation som et bredt initiativ om

digital dannelse.

4.3

Debatten om krænkende ytringer

Der har de senere år været en del omtale af sager, hvor forskellige grupper eller personer

har følt sig krænket af andres lovlige ytringer. Sagerne har givet anledning til megen

debat om, hvorvidt der er ved at udvikle sig en kultur, hvor nogle borgere oftere oplever

sig krænkede.

Selv om sagerne har fyldt meget i medierne, er der efter kommissionens opfattelse imid-

lertid ikke meget, der tyder på, at det skulle være tilfældet for flertallet af danskerne. Den

megen omtale af sagerne skyldes formentlig i lige så høj grad, at debatten om krænkel-

seskultur og identitetspolitik ganske enkelt er blevet godt mediestof, hvor både den ople-

vede krænkelse og andres forargelse over krænkelsen er interessant at formidle. Som det

fremgår af kommissionens befolkningsundersøgelser, er der ikke desto mindre ganske

mange, som faktisk afholder sig fra at ytre sig netop for at undgå at såre andre.

Der er efter kommissionens opfattelse også langt fra debatten om udklædning på Kø-

benhavns Universitet og så til tilstanden på f.eks. amerikanske universiteter, om end der

også i Danmark har været eksempler på identitetspolitiske tiltag, som har haft negative

konsekvenser for retten til at tale frit. Det klareste eksempel er i den forbindelse de vej-

ledende retningslinjer om krænkende adfærd, som Københavns Universitet offentlig-

gjorde i sommeren 2018, og som universitetet efterfølgende har måttet revidere efter

omfattende kritik.

Det er selvsagt ikke i sig selv et problem, at der vedtages retningslinjer om adfærd på

et universitet, men det kunne – som retningslinjerne var formuleret – imidlertid give

anledning til tvivl, om de alene omfattede ”interpersonelle” former for chikane og mob-

ning, eller om de også kunne finde anvendelse på ytringer fremsat i undervisningen

eller den akademiske debat. I sidstnævnte tilfælde ville der efter kommissionens opfat-

telse have været tale om en problematisk og helt unødvendig indskrænkning af både

ytrings- og informationsfriheden. Det er helt afgørende, at akademisk frihed og den frie

debat og meningsudveksling fortsat udgør centrale værdier på universiteter og højere

læreanstalter og ikke underordnes hensynet til at modvirke, at bestemte grupper føler

sig krænkede eller stødt.

Debatten har imidlertid langt fra været begrænset til eksemplet fra Københavns Uni-

versitet. En række andre sager har også været genstand for omfattende debat, herunder

bl.a. fodboldlandsholdets kampråb, hottentot-karrusellen i Djurs Sommerland og frem-

førelsen af sangen ”Den danske sang er en ung blond pige” på CBS mv. At sådanne sager

opstår og får opmærksomhed i medier mv., giver ikke i sig selv kommissionen anledning

til bekymring. Det er efter kommissionens opfattelse blot vigtigt at være opmærksom på,

at sagerne ikke på længere sigt kommer til at fremme en kultur, hvor det bliver legitimt at

gennemtvinge indskrænkninger af ytringsfriheden i identitetspolitikkens navn.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen finder, at det på den ene side er vigtigt, at debatten om krænkelser

ikke kommer til at skygge for de områder, hvor problemerne er større og mere på-

trængende, f.eks. i forhold til frygten for vold, trusler og chikane, men anbefaler sam-

tidig, at der også fremover er opmærksomhed på udviklingen.

5. Kommissionens overvejelser om ansattes ytringsfrihed

(kapitel 11)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til offentligt

og privat ansattes ytringsfrihed.

5.1

Offentligt ansattes ytringsfrihed

Det er adskillige gange slået fast, at offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed, som

også gælder, når man som offentligt ansat udtaler sig kritisk om ens eget arbejdsom-

råde, hvis blot man udtaler sig som privatperson. I det lys er det efter kommissionens

opfattelse bekymrende, at der stadig er flere undersøgelser, herunder kommissionens

egen, som viser, at spørgsmålet i praksis giver anledning til stor usikkerhed og utryghed

blandt offentligt ansatte. Kommissionen har derfor drøftet, hvordan offentligt ansattes

ytringsfrihed kan styrkes.

flertal

i kommissionen (Jens Elo Rytter, Rune Stubager Jakob Nielsen, Jonas Christof-

fersen, Jacob Mchangama, Vibe Klarup og Vibeke Borberg) finder grundlæggende, at

den gældende retstilstand er udtryk for en passende balance. Flertallet bemærker imid-

lertid, at hverken den øgede fokus på området eller den styrkede vejledning til de ansatte

tilsyneladende har gjort en forskel indtil videre. Der er efter flertallets opfattelse derfor

behov for at tænke nyt. Flertallet finder i den forbindelse, at et lovgivningsinitiativ vil

kunne sende et vigtigt og værdifuldt signal til de offentligt ansatte og deres ledere om, at

de har politisk opbakning til at gøre brug af deres ytringsfrihed, ligesom en lovfæstelse

vil kunne give en tiltrængt og mere overskuelig indgang til de relevante regler, praksis og

vejledning om det nærmere indhold af ytringsfriheden. Flertallet bemærker endvidere,

at et sådant lovgivningsinitiativ med fordel vil kunne tænkes sammen med gennemfø-

relsen af whistleblowerdirektivet.

mindretal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Flemming Rose og

Anna Libak) er enig i, at den gældende retstilstand er udtryk for en fornuftig afbalance-

ring af de modsatrettede hensyn, der gør sig gældende i spørgsmålet om offentligt ansattes

ytringsfrihed. Mindretallet bemærker i den forbindelse, at det – som det fremgår af be-

tænkningen om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger – ikke synes

at være den gældende reguleringsform eller reglernes juridiske indhold, der er årsag til at

offentligt ansatte afstår fra at ytre sig. Årsagen synes derimod at være identifikation med

arbejdspladsen, fejlopfattelse af loyalitetspligten, frygt for at skabe et dårligt arbejdsklima

samt frygt for karrieremæssige konsekvenser. Mindretallet er samtidig enig med udvalget

om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger i, at frygten for at skabe

et dårligt arbejdsklima og frygten for karrieremæssige konsekvenser grundlæggende er

forhold, der i ringe grad lader sig afhjælpe ved en lovfæstelse af de gældende regler.

Ligesom udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger finder

mindretallet i stedet, at der er behov for at skabe en holdningsmæssig ændring – både

blandt de ansatte og ledelsen – hvilket passende kan ske ved at indskærpe reglerne over

for offentlige ledere og samtidig informere de ansatte om mulighederne for at bruge

deres ytringsfrihed, sådan som der er lagt op til i det politiske forståelsespapir mellem

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Temaet bør drøftes på den en-

kelte arbejdsplads mellem ledelse og medarbejdere med henblik på at skabe en fælles

forståelse af de retlige rammer og værdien heraf for den offentlige debat.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Et

flertal

i kommissionen (Jens Elo Rytter, Rune Stubager, Jakob Nielsen, Jonas Chri-

stoffersen, Jacob Mchangama, Vibe Klarup og Vibeke Borberg) anbefaler, at det

overvejes at lovfæste reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne lovgiv-

ningsinitiativer vil efter flertallets opfattelse sende et vigtigt og værdifuldt signal til

de ansatte om, at de har politisk opbakning til at gøre brug af deres ytringsfrihed,

ligesom en lovfæstelse vil kunne give en tiltrængt og mere overskuelig indgang til de

relevante regler, praksis og vejledning om det nærmere indhold af ytringsfriheden.

• Et

mindretal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Flemming Rose

og Anna Libak) anbefaler, at der ikke gennemføres yderligere lovgivning i forhold til

offentligt ansattes ytringsfrihed. I stedet bør de eksisterende regler indskærpes over

for offentlige ledere, og de ansatte bør informeres bedre om mulighederne for at bru-

ge deres ytringsfrihed.

5.2

Privatansattes ytringsfrihed

Kommissionen bemærker, at privatansatte ikke blot har ringere muligheder end offent-

ligt ansatte for at udtale sig kritisk om deres arbejdsområde. De få undersøgelser, der er

gennemført på området, indikerer også, at de privatansatte bl.a. på grund af uklare regler

er mere tilbageholdende med at udtale sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads.

Det samme viser kommissionens egen undersøgelse.

Kommissionen hilser det derfor velkomment, at der på EU-plan er vedtaget et direktiv,

som – når det er gennemført i medlemsstaterne – betyder, at endnu flere arbejdsgivere

inden for såvel den private som den offentlige sektor bliver forpligtet til at etablere whi-

stleblowerordninger. Det øger chancerne for, at oplysninger af samfundsmæssig inte-

resse kommer til offentlighedens kendskab – også når der er tale om forhold på private

arbejdspladser.

Privatansatte vil ofte bl.a. af konkurrencemæssige årsager være underlagt en skærpet

tavshedspligt. Derudover vil forholdene på en privat arbejdsplads typisk ikke have den

samme interesse for samfundet. Loyalitetspligten for privatansatte vil derfor alt andet

lige veje tungere, end den gør for offentligt ansatte.

Kommissionen er imidlertid ikke overbevist om, at det på alle områder giver mening, at

privatansatte ikke har samme mulighed som offentligt ansatte for at kritisere forhold på

deres arbejdsplads. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at også privatansatte på

nogle områder ligger inde med viden, der kan være en stor samfundsmæssig interesse i

kommer til offentlighedens kendskab. Det gælder bl.a. i forhold til virksomheder, som

spiller en central samfundsmæssig rolle, herunder finansvirksomheder, techgiganter mv.

Endvidere gælder det i forhold til ansatte i virksomheder, som yder service inden for

f.eks. børnepasning, skoler, ældrepleje og andre ydelser, som ellers typisk varetages af det

offentlige. Det er grundlæggende kommissionens opfattelse, at offentlige myndigheder

bør have pligt til at sikre, at ytringsfriheden respekteres, når opgaver udliciteres til pri-

vate virksomheder. Herudover gælder det for de non-profit organisationer og frivillige

sociale foreninger, som leverer tilbud til eller står for aktiviteter for borgere i udsatte

situationer. Også her er det væsentligt, at eventuelle kritisable forhold kan bringes frem.

Det er efter kommissionens opfattelse endvidere et problem, at privatansatte ikke har

adgang til samme klare vejledning om rammerne for deres ytringsfrihed, som findes

for offentligt ansatte i kraft af Justitsministeriets vejledning. Den manglende vejledning

indebærer efter kommissionens opfattelse en nærliggende risiko for, at endnu flere pri-

vatansatte end ellers afholder sig fra at gøre brug af deres ytringsfrihed. Dette bekræftes

efter kommissionens opfattelse også af de få undersøgelser, der er gennemført på områ-

det – inklusiv kommissionens egen undersøgelse.

Kommissionen er samtidig bevidst om, at der er tale om en meget kompleks problem-

stilling, som det ikke inden for rammerne af denne kommission er muligt at komme til

bunds i.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at der i samarbejde med arbejdsmarkedets parter iværk-

sættes et arbejde med henblik på at styrke ytringsfriheden for privatansatte, herunder

navnlig dem, der udfører opgaver for det offentlige, eller som på anden måde løser

vigtige samfundsmæssige opgaver.

• Kommissionen anbefaler, at der i samarbejde med arbejdsmarkedets parter tages

skridt til at sikre, at alle privatansatte får bedre vejledning om de regler, der gælder

for deres ytringsfrihed.

6. Kommissionens overvejelser om publicistiske medier

(kapitel 12)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til publicisti-

ske medier. Der fokuseres i kapitlet dels på de aktuelle vilkår for de publicistiske medier,

dels på den retlige regulering af dem.

6.1

De aktuelle vilkår for de publicistiske medier

Kommissionen kan konstatere, at nogle publicistiske medier, der drives kommercielt,

gennem en årrække har været udfordrede på indtjeningen. Dette hænger især sammen

med en generelt forstærket konkurrencesituation, hvor det samlede udbud af medie-

indhold og platforme er steget voldsomt, og hvor de publicistiske mediers andel af an-

noncemarkedet er reduceret, fordi annonceringen i højere grad finder sted på de digitale

platforme.

Kommissionen vurderer ikke, at denne udvikling skaber et påtrængende behov for – ud

fra hensynet til ytrings- og informationsfriheden – at iværksætte særlige initiativer rettet

mod de landsdækkende publicistiske medier. Selvom mediebranchen har gennemlevet

en voldsom udvikling, og der er konstateret udviklingstendenser, som bør følges nøje, er

der efter kommissionens opfattelse ikke umiddelbart grund til at betvivle, at de danske

massemedier fortsat udfylder deres centrale rolle i demokratiet ved at understøtte en reel

ytrings- og informationsfrihed. Der er efter kommissionens opfattelse heller ikke umid-

delbare tegn på, at mediernes rolle som offentlighedens vagthund i forhold magthaverne

i bred forstand skulle være truet – nærmest tværtimod.

Kommissionen finder endvidere, at det generelt må anses for positivt ud fra et hensyn til

ytrings- og informationsfriheden, at det samlede medieudbud er større end nogensinde

før, fordi det betyder, at mulighederne for at tilegne sig information og viden er væsent-

ligt forbedrede. Samtidig viser målinger, at de danske medieforbrugere sammenlignet

med udlandet fortsat har en høj grad af tillid til indholdet i de publicistiske medier.

Det mere fragmenterede mediebillede og individualiserede medieforbrug har efter kom-

missionens opfattelse betydning for den offentlige debat. Det er kommissionens vur-

dering, at der i dag skal mere til for, at en mediehistorie bliver dagsordenssættende i

den forstand, at den er et alment samtaleemne og dækkes intensivt af de fleste medier

på samme tid. Frem for at tale om én offentlig debat er billedet i dag nærmere, at det

forøgede medieudbud har bevirket, at der ofte er flere sideløbende debatskabende ny-

hedshistorier.

Der er efter kommissionens opfattelse ikke noget, der tyder på, at den debat, der finder

sted i det offentlige rum, er blevet mindre i omfang eller mere utilgængelig og elitær.

Tværtimod tyder meget på, at langt flere i dag deltager aktivt i den offentlige debat, og at

det i kraft af den teknologiske udvikling er en mulighed for (i princippet) enhver. I den

sammenhæng betyder det efter kommissionens opfattelse mindre, at de publicistiske

medier i dag er i konkurrence med sociale platforme som Twitter og Facebook, hvor den

offentlige debat i stigende omfang finder sted, og hvor der kan kommenteres umiddel-

bart. Det centrale må være, at debatten finder sted – ikke hvor det sker. Kommissionen

er i den forbindelse opmærksom på, at det fragmenterede mediebillede generelt kan have

den effekt på nogle, at de helt kobler sig af den offentlige debat og nyhedsdækning, hvil-

ket naturligvis ikke er positivt set i et samfundsperspektiv.

For så vidt angår de regionale og lokale medier finder kommissionen, at disse medier

samlet set næppe fuldt ud udfylder rollen som bl.a. offentlighedens vagthund i lokalom-

råderne i samme grad som tidligere, og at det er usikkert, om rollen er overtaget af andre.

Lokale og regionale mediers trange økonomiske kår kan således være nået til et punkt,

hvor de er uforenelige med disse mediers mulighed for i tilfredsstillende grad at leve op

til rollen som vagthund.

Kommissionen har i den forbindelse noteret sig, at det er et element i det nye medieforlig

for 2020-2023, at der skal ske en styrkelse af de lokale og regionale medier – ikke mindst i

kraft af en forstærket mediestøtteordning. Dette er efter kommissionens opfattelse afgø-

rende for de lokale og regionale mediers muligheder for overlevelse i en form, der sikrer

befolkningen relevant information om lokale forhold.

Kommissionen bemærker i den forbindelse, at der er al mulig grund til at være opmærk-

som på at sikre stærke og solide medier lokalt. Det gælder ikke mindst, fordi der både

i regioner og kommuner foretages afgørende politiske dispositioner og myndighedsud-

øvelse, som fortjener og kræver solid og kvalitetspræget journalistisk dækning.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at staten bliver ved med at støtte de publicistiske medier,

samt at der er særlig opmærksomhed på at sikre stærke og solide medier lokalt.

6.2

Den retlige regulering af publicistiske medier

Det er ikke kommissionens opfattelse, at den regulering, der særligt vedrører de publici-

stiske mediers virksomhed, generelt er mangelfuld. Der knytter sig imidlertid en række

problemstillinger til mediereguleringens anvendelighed på de nye digitale medier.

Medieansvarsloven detailregulerer den trykte presse og radio og tv, som ved lovens tilbli-

velse dominerede mediebilledet. I dag er situationen en anden, og selv om mange danske

digitale medier tilmelder sig Pressenævnet, fordi det også rummer fordele, kan det efter

kommissionens opfattelse virke forældet, at loven kun omfatter digitale medier, hvis der

er sket tilmelding. Der bør efter kommissionens opfattelse derfor skabes teknologineu-

tralitet i den forstand, at den platform, hvor indholdet er publiceret, i udgangspunktet

skal være uden betydning for, om man er omfattet af medieansvarsloven.

Kommissionen har tillige drøftet spørgsmålet om ansvaret for brugerkommentarerne på

de digitale nyhedssider, herunder mediernes sider på de sociale medier. Her er retstil-

standen, at de brugergenererede kommentarer til mediernes redigerede indlæg (artikler,

debatindlæg) som udgangspunkt i sig selv er uredigerede og derfor falder de uden for

medieansvarslovens område. Denne retstilstand ønsker kommissionen ikke at ændre på.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at der i medieansvarsloven foretages en ny afgrænsning af

de medier, som automatisk omfattes, så de digitale medier, som utvivlsomt

pub-

licistiske medier, uden videre omfattes af loven, herunder ansvarssystemet og pres-

seetikken. Det nærmere arbejde med at opdatere medieansvarsloven til den digitale

tidsalder kan med fordel ske i et lovforberedende udvalg under inddragelse af rele-

vante aktører.

• Kommissionen anbefaler, at medieansvarsloven ikke udvides til at omfatte det bru-

gergenererede indhold, men at mediebranchen selv udvikler standarder med henblik

på, at det enkelte medie offentliggør tydelige retningslinjer for det brugergenererede

indhold og etablerer adgang til indberetning af ulovligt og i øvrigt uønsket indhold

med henblik på hurtigt at reagere på modtagne indberetninger. Det bør overlades til

mediebranchen selv at tilrettelægge ordningen.

7. Kommissionens overvejelser om sociale medier (kapitel

13)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til regulerin-

gen af sociale medier. Der fokuseres i den forbindelse dels på, hvem der har eller bør

have ansvaret for ulovligt indhold på de sociale medier, dels på de sociale mediers egen

indholdsmoderation.

Kommissionen finder grundlæggende, at sociale medier og platforme har en lang række

positive egenskaber, som helt indiskutabelt har været til gavn for ytrings- og informati-

onsfriheden og den offentlige debat. Derfor er det også kommissionens synspunkt, at de

seneste års negative fokus indimellem har fremstået som en lidt ensidig fortælling om

sociale mediers skadelige konsekvenser for demokratiet, debatkulturen mv.

Kommissionen anerkender samtidig, at diskussionen langt hen ad vejen har været beret-

tiget. Når bl.a. spørgsmålet om ansvaret for indholdet på de sociale medier trænger sig

på, ligger der helt reelle grunde bag. Den nærmest ubegrænsede adgang til at ytre sig og

publicere indhold, som indtil for få år siden var den praktiske realitet på sociale medier,

har vist sig at have en bagside. Samtidig er vi tvunget til at forholde os til det faktum,

at sociale medier og platforme i kraft af deres udbredelse og markedsposition er blevet

magtfulde samfundsaktører, hvis handlemåde har stor indflydelse på både demokratiet

og ytringsfriheden.

7.1

Den retlige regulering af sociale medier

Kommissionen ønsker som udgangspunkt ikke nye indholdsmæssige indskrænkninger

af ytringsfriheden på de sociale medier mv. Det strafferetlige værn eksisterer, og straffe-

lovgivningen gælder også for aktiviteter, der foregår på sociale medier. Udgangspunktet

er, at den der ytrer sig på sociale medier – ligesom ved ytringer i alle andre henseender

– har ansvaret for eventuelle ulovlige ytringer. Der bliver da også regelmæssigt afgjort

sager, der drejer sig om forhold, som har fundet sted på de sociale platforme, f.eks. den

såkaldte Umbrella-sag om videregivelse af nøgenbilleder.

Kommissionen er opmærksom på, at der for nuværende synes at være et misforhold

mellem omfanget af ulovlige ytringer i opslag og kommentarer på de sociale medier, og

det antal sager, som rent faktisk forfølges. Dette misforhold kan give et indtryk af, at det

reelt er straffrit at ytre sig i strid med lovgivningen på de sociale medier. Kommissionen

finder denne situation uacceptabel. Kommissionen finder derfor, at det er vigtigt at op-

prioritere politiets indsats, så særligt tilfælde af grove eller systematiske lovovertrædelser

på sociale medier effektivt forfølges – både af hensyn til en evt. forurettet og dermed

retssikkerheden og af hensyn til det generelle debatklima, som påvirkes af tilstedeværel-

sen af bl.a. trusler og chikane.

Kommissionen finder således også, at der allerede inden for rammerne af gældende ret

er muligheder for at holde et socialt medie medansvarligt for formidling af ulovligt ind-

hold på deres platform. Reglerne i e-handelsloven indebærer bl.a., at et socialt medie,

som får kendskab til ulovlig aktivitet eller information på sin platform, skal tage skridt

til at fjerne informationen eller hindre adgangen dertil for at forblive ansvarsfrit. Gør

platformen ikke det, kan platformen efter omstændighederne gøres ansvarlig for med-

virken til en ulovlig handling efter de almindelige erstatnings- eller strafferetlige regler.

Den nærmere afklaring af, hvornår der konkret foreligger forhold eller omstændigheder,

som medvirker til, at sociale medier kan ifalde ansvar efter disse regler, er endnu ikke

afklaret ved domstolene.

Kommissionen finder ikke, at der – ligesom det har været tilfældet i f.eks. Tyskland –

bør gennemføres lovgivning, der med trussel om høje bødestraffe pålægger de (største)

sociale medier en pligt til hurtigt – og inden for faste tidsfrister – at fjerne eller blokere

ulovligt indhold, efter at have modtaget en anmeldelse herom. I stedet bør

status quo

op-

retholdes, så de sociale mediers ansvar for indhold alene kan indtræde efter en konkret

vurdering af den udviste passivitet i det enkelte tilfælde.

Kommissionen finder heller ikke, at der er grundlag for at ændre den generelle

medie-

retlige regulering,

så de sociale medier i højere grad ligestilles med de medier, som i dag

er omfattet af medieansvarsloven, bl.a. ved at udbrede redaktøransvaret til disse medier.

Kommissionen lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at det – både principielt og rent

praktisk – er svært at forestille sig, at man kan overføre redaktør- eller udgiverbegrebet

til de sociale mediers virksomhed.

Kommissionen har overvejet, om visse indflydelsesrige brugere af navnlig sociale me-

dier, som f.eks. bloggere (som ikke er tilknyttet et medie omfattet af medieansvarslo-

ven) og de såkaldte ”influencere”, særskilt bør underlægges medieansvarslovens stan-

dard om at leve op til god presseskik. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at

der for så vidt angår bloggere og influencere i sagens natur sjældent vil være tvivl om

ophavsmanden(kvinden), hvorfor de eksisterende strafferetlige regler i princippet kan

anvendes umiddelbart over for den pågældende. Pålægges der yderligere forpligtelser,

f.eks. svarende til de presseetiske regler, oveni de krav, som findes i f.eks. straffeloven og

markedsføringsloven, vil det bl.a. derfor udgøre et uproportionalt indgreb i de pågæl-

dendes ytringsfrihed.

Kommissionen er endelig af den opfattelse, at det har betydning, at det på sociale medier

er let at optræde på en måde, så man ikke umiddelbart kan identificeres – f.eks. ved at

gøre brug af en falsk profil.

flertal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Jakob

Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama, Vibe Klarup og Vibe-

ke Borberg) bemærker, at anonymitet også er et gode, som kan være medvirkende til, at

personer, der ellers ville holde sig tilbage, ytrer sig. Det gælder særligt i mere repressive

regimer, hvor der slås hårdt ned på systemkritik, men selv i de mest demokratiske sam-

fund kan anonymitet være med til at sikre videre rammer for ytringsfriheden til gavn for

både den enkelte og for samfundet. Muligheden for at optræde anonymt har historisk set

været betydningsfuld, idet megen kontroversiel viden, kritik af magthavere, afsløringer

af magtmisbrug mv. næppe havde set dagens lys, hvis ikke det havde været for anonymi-

tetsretten, herunder ved at skrive under pseudonym. Flertallet minder også om, at der i

tilfælde af mere alvorlige lovovertrædelser på sociale medier normalt vil være mulighed

for ved politimæssig efterforskning at finde frem til personen bag en falsk eller anonym

profil – f.eks. via oplysninger om, hvilken IP-adresse den pågældende bruger har benyt-

tet sig af. Anonymitet er derfor ikke (altid) et værn mod retsforfølgelse. Desuden ville

der – hvis man forestiller sig, at der alene fra dansk side blev indført krav om brugerveri-

fikation ved oprettelse af profiler på sociale medier – efter flertallets opfattelse være rig-

holdige muligheder for omgåelser, f.eks. ved at oprette en profil under ophold i udlandet.

mindretal

i kommissionen (Rune Stubager og Anna Libak) er enige i, at det skal være

muligt at optræde anonymt i offentlige medier. Mindretallet finder imidlertid, at der i

dag er for store muligheder for under dække af anonymitet dels at chikanere andre og

dels at afspore eller ødelægge debatter ved chikanøs adfærd – begge dele med negative

konsekvenser for ytringsfriheden. Mindretallet hæfter sig ved, at det kræver uforholds-

mæssigt store ressourcer fra politiets side at forfølge sådanne sager, også selvom det er

teknisk muligt f.eks. at identificere IP-adresser, hvorfra sådan adfærd udøves, ligesom

oplevelsen af reel anonymitet kan anspore gerningsmænd til yderligere chikane mv.

Mindretallet peger endvidere på, at der – bl.a. med den medieretlige kildebeskyttelse – er

steder, hvor personer, der ønsker at viderebringe oplysninger af offentlig interesse, under

tilsagn om anonymitet kan henvende sig. Der vil ikke være garanti for, at der sker offent-

liggørelse, men hvis det sker, og det f.eks. viser sig, at der er viderebragt krænkende eller

usande beskyldninger, vil der være nogen at holde ansvarlig i stedet for den anonyme

kilde. Det er disse medlemmers opfattelse, at kildebeskyttelsen og de whistleblower-ord-

ninger, som i disse år etableres både i offentlig og privat regi, må anses for i en dansk

sammenhæng at tilgodese hensynet til de personer, der af gode grunde ønsker at forblive

anonyme.

Det er derfor mindretallets opfattelse, at der er god grund til at se på, hvordan mulighe-

derne for at optræde anonymt på de sociale medier kan reguleres bedre – f.eks. ved at stille

krav om brugerverifikation i forbindelse med oprettelse af profiler eller som betingelse for

kommentering på opslag. Krav om brugerverifikation ved oprettelse af profiler kan endvi-

dere bidrage til at imødegå det omfattende problem med falske profiler og bots. Mindre-

tallet peger i den forbindelse på de allerede eksisterende muligheder for NemID-verifika-

tion af brugerne, der findes på nogle private virksomheders hjemmesider. At brugerens

identitet er kendt af udbyderen udelukker ikke, at brugeren kan optræde anonymt, men

den muliggør en hurtig og enkel identifikation af gerningsmænd i de tilfælde, hvor der

foreligger overtrædelser, f.eks. af straffelovens §266 b, eller hvor der fremsættes trusler.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler et skærpet fokus på retshåndhævelse og dermed retsfor-

følgning af grove overtrædelser af ytringsfrihedens grænser online.

• Kommissionen anbefaler, at de eksisterende muligheder for at pålægge ansvar udnyt-

tes, når det er muligt, så det kan afklares i praksis, hvornår en platform kan holdes

medansvarlig for brugernes ulovlige indhold. Dette kunne ske ved, at myndighederne

af egen drift tillige forfølger denne vinkel i tilfælde, hvor ulovligt indhold ikke til-

strækkeligt hurtigt fjernes fra sociale medier.

• Kommissionen anbefaler, at der – bl.a. af hensyn til ytringsfriheden – også fremover

udvises tilbageholdenhed med at lovgive. Denne tilgang bør samtidig kombineres

med andre tiltag, herunder øget opmærksomhed om de eksisterende reglers anven-

delighed på aktiviteter, der finder sted på de sociale medier.

• Et

flertal

i kommissionen (Nils Bernstein (formand), Bodil Due, Jens Elo Rytter, Ja-

kob Nielsen, Jonas Christoffersen, Flemming Rose, Jacob Mchangama, Vibe Klarup

og Vibeke Borberg) anbefaler, at der ikke ved lov indføres krav om brugerverifikation

ved oprettelse af profiler på sociale medier.

• Et

mindretal

i kommissionen (Rune Stubager og Anna Libak) anbefaler, at der ved

lov indføres krav om brugerverifikation ved oprettelse af profiler på sociale medier.

7.2

De sociale mediers indholdsmoderation

Kommissionen er opmærksom på, at en række sociale medier selv har iværksat forskelli-

ge initiativer med henblik på mere effektivt at sortere i indholdet – bl.a. ved brug af kun-

stig intelligens-løsninger, massiv brug af indholdsmoderatorer og ved at have etableret

systemer, hvor brugere kan indberette ulovligt indhold. Kommissionen bemærker i den

forbindelse, at der også i forbindelse med fjernelse af ulovligt indhold bør være fokus på

gennemsigtighed og klagemuligheder for den, der får fjernet indhold, så det sikres, at der

kun sker fjernelse af indhold, der er ulovligt.

Kommissionen bemærker samtidig, at sociale medier ikke er offentlige myndigheder og

derfor heller ikke er underlagt de krav om bl.a. saglighed, som gælder for offentlige myn-

digheders handlemåde. Begrebsmæssigt er det derfor forkert at tale om censur. For når

f.eks. Facebook eller Twitter fjerner en brugers materiale, er rækkevidden af indgrebet,

at materialet er bandlyst fra

denne

platform.

Kommissionen er bevidst om, at et synspunkt om, at private vilkår må indses og accep-

teres som de er – med rette – kan angribes for at være virkelighedsfjern, fordi den ikke

tager højde for de sociale mediers og platformes

reelle

samfundsmæssige betydning. For

selv om udgangspunktet om, at der er tale om private virksomheder, hvis vilkår bruger-

ne med åbne øjne har accepteret, principielt er rigtigt, må man nødvendigvis forholde

sig til den betydning, de sociale medier og platforme i dag har for bl.a. ytringsfrihedens

rammer og udfoldelse.

Kommissionen har ikke desto mindre vanskeligt ved at forestille sig et scenarie, hvor der

skulle fastsættes f.eks. lovkrav om, hvad de sociale medier ikke må fjerne eller blokere,

eller hvordan indholdsmoderation mere præcist skal udøves.

Kommissionen deler synspunktet om, at den rådighed og magt, som teknologivirksom-

hederne (platformsejerne) reelt har fået over ytringsfrihedens udfoldelse i store dele

af verden, bør modsvares af krav, som bedre afspejler deres reelle betydning for bl.a.

ytringsfrihedens udfoldelse. Disse krav bør bl.a. omfatte, at der – formentlig mest hen-

sigtsmæssigt i EU-regi – tilvejebringes større åbenhed og transparens om, hvad der er

indholdsmoderationens grundlag, og hvordan den praktiseres samt krav om, at de tek-

niske moderationsværktøjer løbende forfines, så de sociale medier bliver bedre til kun at

fjerne det indhold, som det er nødvendigt at fjerne.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at der tilvejebringes større åbenhed og transparens om,

hvad der er indholdsmoderationens grundlag, og hvordan den praktiseres samt stil-

les krav om, at de tekniske moderationsværktøjer løbende forfines. Kravene bør også

omfatte, at den konkrete fjernelse af indhold og eventuelt blokering af profiler ledsa-

ges af en begrundelse og anvisning af klageadgang.

8. Kommissionens overvejelser om disinformation

(kapitel 14)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til disinfor-

mation. Der fokuseres i kapitlet bl.a. på, om der er et problem med disinformation i

Danmark, om der er behov for yderligere regulering, og på hvordan disinformation bør

imødegås fremadrettet.

En udfordring i diskussionen om disinformation – eller ”fake news” – er fraværet af en

fælles forståelse af, hvad udtrykket dækker over. Fake news-betegnelsen er efterhånden

blevet brugt om en række forskellige forhold, herunder

– sjusket, tendentiøs og utroværdig journalistik,

– harmløse, men usande beskyldninger om private og offentlige forhold og

– forsøg på systematisk manipulation og grov vildledning af en befolkning i forbindelse

med valghandlinger.

Det er efter kommissionens opfattelse centralt, at man snævrer begrebet ind til at kon-

centrere sig om vildledning, der ikke alene sker bevidst, men som også har potentiale til

at gøre skade af en vis rækkevidde. Med en sådan kvalificering af begrebet falder både

den dårligt udførte journalistik og den form for vildledning, som måske nok er intende-

ret, men som samtidig er relativt harmløs, uden for afgrænsningen.

Med den kvalificerede form for disinformation forstår kommissionen herefter:

”Bevidst udbredelse af usand eller på anden måde vildledende informati-

on, som er egnet til at gøre samfundsmæssig skade, herunder ved at påvir-

ke den politiske meningsdannelse eller undergrave tilliden til de beståen-

de demokratiske institutioner.”

Den foreslåede afgrænsning omfatter ikke alene deciderede usandheder (løgne), men

også vildledning. Det er ikke afgørende, om information er verificerbart sand eller falsk,

men derimod om informationen er vildledende, og dette også er hensigten. Desuden er

det et krav, at disinformationen skal være egnet til at gøre samfundsmæssig skade, hvor-

ved disinformation, der højst – kortvarigt – skaber lidt røre, vil falde udenfor.

Det er kommissionens overordnede vurdering, at de disinformationstilfælde, der hidtil

er konstateret i dansk sammenhæng, har kunnet håndteres inden for rammerne af de

initiativer, der allerede er taget for at imødegå eventuelle påvirkningskampagner mv.

Kigger man mod udlandet, er der efter kommissionens opfattelse dog grund til en vis

bekymring, bl.a. fordi erfaringerne fra lande som Frankrig, Sverige og Storbritannien

har vist, at samfund, som har lighedstræk med det danske, kan blive mål for omfat-

tende disinformationskampagner, som kan polarisere og påvirke befolkningens tillid

til medier og institutioner. Dertil kommer de fremtidsperspektiver, der knytter sig til

deep fake-teknologiens videomanipulationer mv., som må antages at have potentiale til

at fremkalde stærkere reaktioner end det tekstindhold, som hidtil har været disinforma-

tionens format.

Derfor er det også kommissionens synspunkt, at der er behov for at følge udviklingen tæt

og have et skarpt fokus på at sikre, at den nationale modstandskraft over for den kvalifi-

cerede form for disinformation er tilstrækkelig robust.

Kommissionen bemærker endvidere, at den daværende VLAK-regering i september 2018

præsenterede en handlingsplan med initiativer, der skulle styrke værnet mod udenland-

ske påvirkningskampagner. Som led i handlingsplanen blev der bl.a. nedsat en tværmi-

nisteriel task force, der koordinerer myndighedernes indsats på området, ligesom Uden-

rigsministeriet har styrket monitoreringen af tilfælde af disinformation i medierne rettet

mod Danmark. Der blev endvidere gennemført en ændring af straffeloven for at styrke

det strafferetlige værn mod fremmede efterretningstjenesters påvirkningskampagner

mod Danmark. Der er desuden gennemført en række initiativer på EU-niveau, ligesom

store sociale medie-platforme har iværksat en række tiltag for at bekæmpe spredningen

af disinformation og falske nyheder på deres platforme.

Kommissionen finder på den baggrund ikke, at der er behov for yderligere regulerings-

mæssige tiltag, der enten udbygger det eksisterende strafferetlige værn mod disinforma-

tion, eller som – f.eks. efter fransk eller tysk forbillede – udstyrer en offentlig myndighed

med beføjelser til at afgøre, hvornår der er tale om disinformation, og skrider ind over

for platformene, hvor disinformationen finder sted, med påbud om sletning, blokering

af sider eller (byrdefulde) økonomiske sanktioner.

Sådan lovgivning ville under alle omstændigheder føre til indskrænkninger i ytringsfri-

heden, idet der enten vil være tale om at udvide området for strafbare ytringer eller om

regler, som vil animere de digitale platforme til at fjerne indhold hurtigt og med ”rund

hånd”, herunder ved brug af upload-filtre, der ofte beskyldes for at bære forhåndscensu-

rens kendetegn. Lovgivning, der vil forudsætte en (hurtig) stillingtagen til, om f.eks. en

artikel eller et udsagn er valid information eller disinformation, vil uvægerligt give an-

ledning til vanskelige afgrænsninger, fordi det ofte ikke vil være entydigt, om et konkret

tilfælde falder i den ene eller den anden kategori. Meget vil formentlig falde i en gråzone

mellem det verificerbart valide og den egentlige, kvalificerede disinformation.

Kommissionen finder derfor, at der må kræves særligt tungtvejende grunde for at gen-

nemføre denne type lovgivning, og disse er efter kommissionens opfattelse ikke til stede

på nuværende tidspunkt.

For det første

er der ikke belæg for, at problemet med kvalificeret disinformation har en

sådan karakter og betydning i en snæver dansk sammenhæng, at det ikke kan håndteres

inden for rammerne af de initiativer, der allerede er taget.

For det andet

må den nationale modstandskraft antages at være relativt stærk, bl.a. på

grund af det generelt høje uddannelsesniveau og deraf følgende kritiske tilgang til sam-

fundsmæssige spørgsmål.

For det tredje

er den professionelle danske mediebranche, som arbejder inden for ram-

merne af bl.a. god presseskik, fortsat en dominerende kilde til nyhedsinformation for de

fleste danskere. Den nyder samtidig høj troværdighed.

I stedet bør disinformation efter kommissionens opfattelse imødegås på anden vis. Kom-

missionen finder i den forbindelse, at den publicistiske mediebranche spiller en vigtig

rolle i modsvaret på disinformationen. Herudover er det efter kommissionens opfattelse

væsentligt, at der fastholdes et fokus på, at der bl.a. i uddannelsessystemet undervises

relevant og tidssvarende i digitale færdigheder mv. Kommissionen har i den forbindelse

noteret sig de oplysninger, der fremgår af et notat af 3. februar 2020 fra Undervisnings-

ministeriet, hvori der redegøres for bl.a., hvordan der i folkeskolen og på ungdomsud-

dannelserne undervises i bl.a. digital dannelse og mediekritik, jf. bilag 3. Det kan efter

kommissionens opfattelse overvejes, om der er behov for initiativer rettet mod bestemte

grupper uden for uddannelsessystemet.

Endelig spiller de sociale medier – herunder ikke mindst Facebook – en nøglerolle i for-

hold til disinformation, fordi det er på disse platforme, at disinformationen især finder

sted. Facebook har bl.a. iværksat en række initiativer til bekæmpelse af disinformation,

herunder ved etablering af faktatjek-samarbejder, ligesom de største teknologivirksom-

heder har tiltrådt EU-kommissionens Code of Conduct om disinformation. Desuden er

bestræbelserne på at afsløre falske profiler og andet problematisk indhold intensiveret,

og bl.a. Facebook har offentliggjort, at virksomheden alene i 2018 slettede i størrelsesor-

denen 2 mia. falske profiler.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at der – som situationen er i dag – ikke lovgives mod dis-

information.

• Kommissionen anbefaler, at der fastholdes et fokus på, at der bl.a. i uddannelsessyste-

met undervises relevant og tidssvarende i digitale færdigheder mv., og at det samtidig

overvejes, om der er behov for initiativer rettet mod bestemte grupper uden for ud-

dannelsessystemet. Sådanne initiativer vil i givet fald med fordel kunne iværksættes i

samarbejde med civilsamfundets organisationer, herunder f.eks. Ældresagen.

9. Kommissionens overvejelser om informationsfrihed

(kapitel 15)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser i forhold til informationsfrihed. Der

fokuseres i kapitlet på retten til indsigt og oplysninger, internettets informationsmulig-

heder og forskningsfrihed.

Informationsfriheden fremhæves ofte som fundamentet for retten til ytringsfrihed. In-

formationsfriheden indebærer en ret til at ”modtage oplysninger eller tanker” og dermed

navnlig retten til at kunne blive informeret om væsentlige samfundsanliggender.

Tanken er, at adgangen til information – f.eks. faktuelle oplysninger og holdninger, der

findes i samfundsdebatten – er afgørende for, at den enkelte kan bruge sin ytringsfrihed

i fri og meningsfuld debat med andre. På samme vis er informationsfriheden også fun-

damentalt nødvendig for tanke- og meningsfriheden, idet det er vanskeligt at forestille

sig, hvilke tanker og meninger der kan opstå i vakuum uden information og input fra

det omgivende samfund. Det ville f.eks. være vanskeligt at tage stilling til stemmeafgiv-

ning og indgå i diskussioner op til et folketingsvalg uden oplysninger om politikernes og

partiernes holdninger og kendsgerninger om samfundets tilstand i øvrigt. Informations-

friheden, ytringsfriheden og tanke- og meningsfriheden er således gensidigt hinandens

præmis. Og den enkelte rettigheds gennemslagskraft hænger til enhver tid sammen med

vilkårene for og udstrækningen af de øvrige.

9.1

Retten til aktindsigt og oplysninger

Kommissionen bemærker overordnet, at regler, der sikrer offentlighedens adgang til in-

formation om væsentlige samfundsanliggender, er et definerende kendetegn for et vel-

fungerende demokrati. Det er derfor afgørende, at eventuelle begrænsninger i denne

adgang udformes, så informationsfriheden ikke begrænses unødigt i mødet med mod-

stående hensyn.

Kommissionen bemærker dernæst, at der med ændringerne af offentlighedsloven i 2013

skete en markant indsnævring i adgangen til information om myndighedernes virk-

somhed. Det fremgår også af Folketingets Ombudsmands evaluering af ministerbetje-

ningsreglen, at denne regel har ført til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt.

Kommissionen har på den baggrund drøftet, om offentlighedsloven bør revideres.

Kommissionen anerkender, at ministre og regering kan have behov for et fortroligt rum,

som kan sikre dem kvalificeret rådgivning og bistand fra embedsværket også i sager,

hvor ekspertisen er fordelt på flere forvaltningsmyndigheder. Det gælder ligeledes, når

der foregår politiske forhandlinger i regeringen eller mellem regeringen og Folketingets

partier, at de ofte nødvendige kompromisser bedst forhandles bag lukkede døre. Efter

kommissionens opfattelse bør retten til aktindsigt imidlertid alene begrænses, når – og i

det omfang – det reelt er nødvendigt for at sikre det legitime fortrolige rum for minister-

betjening og politiske forhandlinger. Det er i den forbindelse kommissionens opfattelse,

at man med revisionen af offentlighedsloven i 2013 ikke har fundet den rette balance

mellem på den ene side hensynet til at sikre regeringen og dens ministre en kvalificeret

rådgivning og bistand fra embedsværket og på den anden side offentlighedens beretti-

gede interesse i at kunne få indblik i myndighedernes arbejde i videst muligt omfang.

Kommissionen anbefaler derfor, at offentlighedsloven revideres med henblik på at give

hensynet til informationsfriheden større vægt i mødet med andre hensyn. Det forekom-

mer i den forbindelse mest nærliggende at overveje en indskrænkning af ministerbetje-

ningsreglen i offentlighedslovens § 24 og folketingspolitikerreglen i offentlighedslovens

§ 27, nr. 2, så der sikres øget adgang til faktuelle oplysninger. Det kan i den forbindelse

overvejes, hvordan princippet om meroffentlighed kan tillægges større betydning, lige-

som det kan overvejes, hvordan myndighederne kan tilskyndes til i højere grad klart at

adskille faktiske oplysninger fra politiske overvejelser mv. Formålet med en ændring er

ikke at gribe ind i behovet for fortrolige, politiske drøftelser, men at sikre indsigt i de

faktiske oplysninger, der ligger til grund for de politiske beslutninger. En sådan ændring

vil efter kommissionens vurdering kunne øge adgangen til aktindsigt og sikre legitimitet

omkring de reviderede regler.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at offentlighedsloven revideres med henblik på at give hen-

synet til informationsfriheden større vægt i mødet med andre hensyn.

9.2

Forskningsfrihed

Kommissionen finder det vigtigt, at forskningen er fri og uafhængig, da universiteter-

ne forsyner samfundet og borgerne med relevant information – både i kraft af myn-

dighedsbetjening, men også via formidling i undervisning og via medier. Kvaliteten af

samfundets vigtigste beslutningsprocesser afhænger af, at det faktiske grundlag for disse

processer er uangribeligt og frigjort fra uvedkommende interesser.

Kommissionen finder i den forbindelse, at der er grund til bekymring i forhold til forsk-

ningsfriheden, da der de senere år har været flere eksempler på sager, som både konkret,

men også generelt er egnede til at så tvivl om denne uangribelighed. De enkelte sager

efterlader pletter på universiteternes ry og kan derfor mere generelt og grundlæggende

skade offentlighedens tiltro til forskningen. Sagerne indikerer desuden, at problemerne

er blevet større, efter at sektorforskningen blev del af universiteterne, om end kommis-

sionen er bevidst om, at der også forud herfor var eksempler på sager, der kunne så tvivl

om forskningsfrihedens sundhedstilstand.

Kommissionen er af den opfattelse, at det først og fremmest er universiteternes ledelse,

der har ansvaret for, at dets forskere – i overensstemmelse med universitetslovens for-

udsætning herom – ikke presses af hverken eksterne eller interne interessenter. Kom-

missionen understreger desuden, at også eksterne interessenter – private såvel som of-

fentlige – har en pligt både til ikke at stille urimelige krav til forskerne og til at acceptere

såvel uventede som uønskede resultater. Det er i den forbindelse vigtigt at have for øje,

at bestemte forskningsresultater ikke kan forventes eller bestilles. Herudover påpeger

kommissionen, at der i sidste ende ligger et stort ansvar hos den enkelte forsker for at stå

imod og sige fra, hvis vedkommende udsættes for pression, så den enkelte forsker ikke –

f.eks. på grund af ønsket om adgang til eksternt samarbejde, omidler og/eller data – går

på kompromis med grundlæggende principper for uafhængig forskning.

I forhold til forskeres optræden i medier bemærker kommissionen, at forskere, når de

optræder i medierne i den kapacitet, bør være opmærksomme på at holde sig inden for

deres fagligheds rammer. Dertil kommer, at de medier, der i vidt omfang bruger forskere

og andre såkaldte ”ekspert-kilder”, fortsat har pligt til at udøve den fornødne kildekritik,

så mediernes dækning af forskning ikke er uden kritisk sans, og det dermed undgås, at

halve sandheder viderebringes deklareret som forskning.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at universiteternes ledelser etablerer en kvalitetssikring af

bestilte rapporter på universiteterne.

• Kommissionen anbefaler, at universiteternes ledelser ikke accepterer de såkaldte

”dobbelt mundkurv”-klausuler, som efter kommissionens opfattelse er uforenelige

ikke kun med fri og uafhængig forskning og dermed også til skade for informations-

friheden, men som også er vanskelige at forsvare ud fra et ytringsfrihedsperspektiv.

• Kommissionen anbefaler, at universiteternes ledelser tager skridt til en samlet vur-

dering af, hvordan forsknings-, informations- og ytringsfriheden kan styrkes til gavn

for det danske demokrati.

10. Kommissionens overvejelser om nyere lovgivning-

stendenser (kapitel 16)

Kapitlet indeholder kommissionens overvejelser og anbefalinger i forhold til tenden-

serne i lovgivningen fra årtusindskiftet og frem. Der fokuseres i den forbindelse på de

lovændringer, som har haft størst betydning for ytringsfriheden, som er blevet diskuteret

i den offentlige debat, og som er blevet mødt med væsentlig kritik.

Kommissionen har i forbindelse med kapitlet set nærmere på følgende ændringer af

lovgivningen:

1. Bestemmelser om terror og medvirken hertil samt kriminalisering af terrorfi-

nansiering mv. (Anti-terrorpakke I).

2. Kriminalisering af hvervning til terror og forbud mod oplæring i at begå eller

fremme terror mv. (Anti-terrorpakke II).

3. Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger i forbin-

delse med religiøs oplæring (imamloven).

4. Skærpelse af strafferammen for trusler mod tjenestemænd.

5. Indrejseforbud for visse udenlandske religiøse forkyndere.

6. Blokering af hjemmesider.

7. Ophævelse af forbuddet mod blasfemi.

8. Forbud mod på offentligt sted at bære beklædningsgenstande, der skjuler an-

sigtet (tildækningsforbud).

9. Forbud mod at bære forbudte eller opløste foreningers kendetegn.

10. Styrkelse af det strafferetlige værn mod udenlandske påvirkningsoperationer

mod Danmark (påvirkningslov).

11. Skærpelse af straffen for krænkelser af privatlivets fred og ærekrænkelser.

Gennemgangen af de enkelte love viser, at der siden 2001 er sket en udvikling, hvor man

fra lovgivers side har virket mere tilbøjelig end tidligere til at begrænse borgernes grund-

læggende frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden. Udviklingen er accelereret siden

vedtagelsen af imamloven i 2016, så man de senere år i stadigt stigende omfang kan siges

at have forladt den linje, der blev lagt efter 2. Verdenskrig, og som indebar, at udfordrin-

gerne skal mødes ved, at man værner om ytringsfriheden i stedet for at begrænse den.

Selv om der ikke er tvivl om, at verden har ændret sig meget de sidste 20 år, hvor bl.a.

et ændret trusselsbillede og nye teknologier har skabt helt nye udfordringer, som det er

nødvendigt at tage hånd om, kan det ikke i sig selv forklare, hvorfor udviklingen navn-

lig har taget fart fra 2016 og frem. Det gælder ikke blot i forhold til antallet af love, der

indskrænker ytringsfriheden, men også de hensyn, der begrunder indskrænkningerne.

Kommissionen bemærker i den forbindelse, at selvom indskrænkningerne generelt er

begrundet i væsentlige hensyn, herunder hensynet til den offentlige sikkerhed, den of-

fentlige orden eller privatlivets fred, og selvom de enkelte begrænsninger i ytringsfri-

heden derfor hver for sig kan virke tilforladelige, giver summen af dem anledning til

bekymring. Det gælder ikke mindst, hvis udviklingen fortsætter.

Kommissionen bemærker endvidere, at indskrænkningerne af ytringsfriheden ofte er

gennemført i kølvandet på begivenheder, hvor der ikke mindst politisk har været et stort

behov for at vise handlekraft – f.eks. efter et terrorangreb. I den situation vil der helt

naturligt være en vis risiko for, at man fra lovgivers side ender med at ”overreagerer” og

indskrænker ytringsfriheden mere end nødvendigt. Hvis indskrænkningerne ikke efter-

følgende evalueres, når der er gået lidt tid, er der en overhængende fare for, at der blot

bliver bygget oven på næste gang, der politisk er behov for at vise handlekraft – f.eks. ef-

ter et nyt terrorangreb. Efter kommissionens opfattelse kan denne risiko i et vist omfang

forebygges ved, at den relevante minister får pligt til at evaluere de indskrænkninger af

ytringsfriheden, som gennemføres på ministerens område, når der er gået f.eks. 3-5 år.

Kommissionen anbefaler på denne baggrund:

• Kommissionen anbefaler, at man fra lovgivers side vender tilbage til den tilgang, der

var den fremherskende herhjemme i mange år efter 2. Verdenskrig. Det betyder, at

udfordringerne i langt højere grad, end det har været tilfældet de senere år, skal mø-

des ved at værne om ytringsfriheden i stedet for at begrænse den.

• Kommissionen anbefaler, at der fremover ved brug af revisionsklausuler eller lov-

overvågning gennemføres en grundig evaluering af love, hvor en indskrænkning af

ytringsfriheden undtagelsesvis har været nødvendig. Evalueringen bør gennemføres,

når den enkelte lov har været i kraft i f.eks. 3-5 år. En tilsvarende grundig evaluering

bør efter kommissionens opfattelse også gennemføres i forhold til de allerede ved-

tagne lovændringer, som kommissionen har gennemgået i kapitel 16, jf. opregningen

ovenfor.

11.

Konklusion

Ytringsfriheden har aktuelt

gode rammer og vilkår

i Danmark. Den hviler på et

solidt

fundament,

som kommissionen ikke ser grund til at ændre grundlæggende ved. Det er

imidlertid vigtigt, at vi som samfund værner om ytringsfriheden og ikke tager den for gi-

vet. For selvom ytringsfriheden generelt vurderes meget højt i befolkningen som helhed,

så er billedet lidt anderledes, når det kommer til konkrete forhold.

Ytringsfriheden står aktuelt over for en

række udfordringer,

som det er nødvendigt at

tage alvorligt. Det gælder ikke mindst i forhold til den

stærkt bekymrende terror og vold –

og forsøg herpå – og den alt for udbredte anvendelse af trusler og chikane

over for grupper

og personer, der gør brug af retten til at ytre sig. Det er på den baggrund afgørende, at

ytringsfriheden netop

ikke tages for givet.

Der skal derimod

værnes

om rammerne, og

vilkårene skal løbende

følges og vedligeholdes,

så ytringsfriheden sikres også for fremti-

dige generationer.

Ytringsfriheden nyder i dag en

bred beskyttelse

i dansk ret, hvor den er beskyttet af både

grundloven og navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ytringsfrihe-

den er samtidig

ikke absolut,

idet retten til at ytre sig i overensstemmelse med alminde-

lige menneskeretlige principper kan begrænses af hensyn til legitime samfundsmæssige

interesser som f.eks. den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed mv. eller af hensyn

til andres rettigheder, herunder f.eks. retten til privatliv. Det følger udtrykkeligt af Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, stk. 2.

Dansk ret indeholder

mange eksempler på sådanne begrænsninger.

Det gælder ikke

mindst straffeloven, som bl.a. kriminaliserer racistiske ytringer, ærekrænkende udtalel-

ser om en anden person (injurielovgivningen), brud på tavshedspligt samt tilskyndelse

til forbrydelser og billigelse af terror mv. Mange af disse begrænsninger vil for de fleste

være helt ukontroversielle og nærmest indiskutable, hvilket f.eks. er tilfældet for tavs-

hedspligten i sundhedsvæsenet, som er begrundet i hensynet til patienternes privatliv,

og som næppe nogen vil være foruden. Andre er mere omdiskuterede, hvilket bl.a. er til-

fældet for straffelovens § 266 b (racismeparagraffen) og den nu ophævede bestemmelse

om blasfemi. Samlet set er der imidlertid ingen tvivl om, at ytringsfriheden generelt har

meget vide retlige rammer i dagens Danmark.

Det er imidlertid ikke kun de retlige rammer, som giver ytringsfriheden gode kår i da-

gens Danmark. Ytringsfriheden understøttes også på en række andre punkter. I den

forbindelse skal det fremhæves, at der i Danmark ydes

mediestøtte

til en lang række

forskellige medier. Det har været med til at sikre, at der i dag fortsat er en

god og varieret

publicistisk presse

her i landet, som varetager rollen som offentlighedens vagthund i for-

hold til magthaverne i bred forstand.

Det skal endvidere fremhæves, at Danmark – i lighed med de øvrige nordiske lande – har

et godt uddannelsessystem,

som fremmer kritisk tænkning. Danmark har bl.a. derfor en

stærk modstandskraft over for ondsindede udenlandske påvirkningsoperationer. Kom-

missionen finder det i den forbindelse positivt, at der i folkeskolen og på ungdomsud-

dannelserne undervises i bl.a. digital dannelse og mediekritik, jf. bilag 3.

Det skal også fremhæves, at internettet, herunder ikke mindst de

sociale medier,

har haft

nærmest revolutionerende betydning for ytrings- og informationsfriheden, fordi de har

skabt adgang for enhver, der ønsker det, til at ytre sig offentligt, ligesom mulighederne

for at tilegne sig information og viden med den nye teknologi er gjort nærmest uanede.

Endelig skal det fremhæves, at ytringsfriheden er

fast forankret i den danske kultur og

historie,

hvilket uden tvivl er en væsentlig del af forklaringen på, at befolkningen generelt

tillægger ytringsfriheden en stor betydning. Det er bl.a. afspejlet i den befolkningsun-

dersøgelse, som kommissionen har fået gennemført, hvor ytringsfrihed – sammen med

værdierne tillid og lighed for loven – er en af de tre værdier, som deltagerne i undersø-

gelsen samlet set vurderer som de vigtigste for det danske samfund.

Den faste forankring kan imidlertid også betyde, at man i det daglige let

kommer til at

tage ytringsfriheden for givet.

Det er nok de færreste, der tænker over, at ytringsfriheden

historisk set er en relativt ny rettighed, der i Danmark kun har været beskyttet i en korte-

re periode. Man bør heller ikke være blind over for, at ytringsfrihed er en rettighed, som

i praksis kun er en mindre del af verdens befolkning forundt, og at ikke alle accepterer

andres ytringsfrihed. Det vil på den baggrund være en fejl at se på ytringsfriheden som

en sejr, der er endegyldigt vundet. Tværtimod er det afgørende, at både rammer og vil-

kår for ytringsfriheden

løbende følges og vedligeholdes,

så ytringsfriheden sikres også for

fremtidige generationer.

Selvom ytringsfriheden generelt vægtes højt, viser kommissionens befolkningsundersø-

gelse også en klar tendens til, at opbakningen falder drastisk, når ytringsfriheden stilles

op over for andre modstående hensyn og mulige konsekvenser, som ytringer kan have

for andre eller for samfundet i bredere forstand. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at kun

lige over halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen mener, at almindelige borgere skal

kunne udtale sig, som de vil, selvom det kan såre eller krænke andre mennesker.

Undersøgelser viser, at alt for mange afholder sig fra at deltage i den offentlige debat pga.

frygten for terror, vold og trusler mv., og kommissionens egen befolkningsundersøgelse

bekræfter desværre billedet af, at mange afholder sig fra at ytre sig på navnlig de sociale

medier bl.a. på grund af trusler om vold.

Det er stærkt bekymrende og helt uacceptabelt, at der er voldsparate grupper og en-

keltpersoner i det danske samfund, som ikke respekterer andres ret til ytringsfrihed.

Kommissionen anbefaler på den baggrund i kapitel 10 om ytringssikkerhed mv., at der

bliver taget effektive skridt til at adressere det grundlæggende problem, at en mindre

del af borgerne i Danmark ikke har den helt fundamentale respekt for andre borgeres

menings- og ytringsfrihed, ligesom det bør sikres, at trusler anmeldes og efterforskes, så

de i videst muligt omfang kan mødes med en sanktion.

Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at samfundsudviklingen i dag presser

ytringsfriheden på en række nye fronter. Det gælder bl.a. i forhold til den

teknologiske

udvikling,

der både i forhold til de

publicistiske medier

og de nye

sociale medier

samt fore-

komsten af

disinformation

giver anledning til en række nye problemstillinger. Der er på

disse områder tale om udfordringer, som Danmark i kraft af de eksisterende rammer og

vilkår langt hen ad vejen allerede er

godt rustet til at imødegå.

Det skyldes ikke mindst, at

den danske befolkning, som nævnt, generelt er veluddannet, at der er gode publicistiske

medier, og at lovgivningen generelt er fornuftigt indrettet.

Det er imidlertid vigtigt at værne om rammerne og løbende styrke vilkårene på de om-

råder, der allerede i dag trækker i den rigtige retning. I kapitel 14 om disinformation

anbefaler kommissionen derfor f.eks., at det sikres, at der i uddannelsessystemet

un-

dervises relevant og tidssvarende i digitale færdigheder,

og at det samtidig overvejes, om

der er behov for initiativer rettet mod grupper uden for uddannelsessystemet i forhold

til disinformation. Kommissionens befolkningsundersøgelse tegner et billede af, at det

navnlig er på de

sociale medier,

at bekymringen for at blive udsat for usande historier er

størst, hvilket kunne tyde på, at der er behov for at fastholde og styrke informationsind-

satsen på området.

Tilsvarende peges der i kapitel 12 om publicistiske medier og kapitel 13 om internet-

tet og sociale medier på initiativer, som efter kommissionens opfattelse kan medvirke

til at sikre, at Danmark også fremover er godt rustet til at håndtere de udfordringer,

som den teknologiske udvikling medfører. Dette omfatter bl.a. at sikre, at der

fortsat og

med respekt for armslængdeprincippet ydes støtte til de publicistiske medier,

ligesom der

bør være

særlig opmærksomhed på at sikre stærke og solide medier lokalt.

Løsningen er

derimod ikke lovgivning, som begrænser ytringsfriheden. Den form for regulering af

sociale medieplatforme, som i disse år vinder frem i bl.a. Tyskland og Frankrig, er efter

kommissionens opfattelse ikke svaret, jf. kapitel 13 om internettet og sociale medier og

kapitel 14 om disinformation.

Kommissionen understreger vigtigheden af, at man i kampen mod tidens udfordringer

ikke falder for fristelsen til at begrænse ytringsfriheden, hvilket der desværre har været

en stigende tendens til de senere år, jf. kapitel 16 om nyere lovgivningstendenser. Denne

udvikling finder kommissionen bekymrende.

En lignende tendens er afspejlet i kommissionens befolkningsundersøgelse, der viser, at

man i befolkningen generelt er mindre tolerante over for bestemte yderligtgående grup-

pers, herunder navnlig nynazisters og islamisters, ret til at ytre sig sammenlignet med

andre grupper. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at lighed for loven som værdi

samtidig vurderes meget højt. Undersøgelsen tyder samtidig på, at en meget stor del af

indvandrere og efterkommere fra muslimske lande mener, at det bør være ulovligt at

kritisere islam. Endelig viser undersøgelsen, at næsten 30 pct. af de adspurgte er enige i et

udsagn om, at radio og tv bør tie yderligtgående synspunkter ihjel. Det billede ser i øvrigt

ud til at have været nogenlunde uændret siden starten af 1970’erne, hvor man første gang

undersøgte spørgsmålet. Resultatet er ikke overraskende, men tegner et

klassisk billede

de udfordringer, som ytringsfriheden står over for.

Det er således ikke nyt, at ytringsfriheden generelt nyder størst opbakning, når der er

tale om synspunkter, som enten er ukontroversielle, eller som man selv er enig i. Det er

heller ikke nyt, at mange i bestemte situationer kan blive grebet af en intuitiv lyst til at

lukke munden på personer og grupper, hvis synspunkter og værdier adskiller sig helt

fundamentalt fra ens egne. Efter kommissionens opfattelse ændrer det imidlertid ikke

ved, at det grundlæggende er den helt forkerte vej at gå, da det netop er i sidstnævnte si-

tuationer, at ytringsfriheden for alvor skal stå sin prøve. Kommissionen finder det derfor

også afgørende, at der holdes fokus på denne tendens, så der sikres en bredere forståelse

for og accept af, at ytringsfriheden ikke blot gælder, når der er tale om mere harmløse,

neutrale og politisk korrekte ytringer, men også når der er tale om ytringer, der støder,

chokerer og forstyrrer.

Kommissionen finder i den anledning grund til at fremhæve, at befolkningsundersøgel-

sen tegner et billede af, at gruppen af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande

er mere restriktive i forhold til ytringsfrihed end befolkningen generelt set. Gruppen

vurderer gennemsnitligt set vigtigheden af ytringsfrihed højt, men dog lavere end de

øvrigt adspurgte.

Hvorvidt det er udtryk for, at denne befolkningsgruppe oftere end andre mærker kon-

sekvenserne af en til tider hård tone i debatten, eller om det skyldes en generel anden

vægtning af ytringsfrihed over for andre modstående hensyn, som er kulturelt eller re-

ligiøst betinget, eller det skyldes noget helt tredje, siger undersøgelsen ikke noget om.

Forklaringen skal måske findes i en kombination af flere forskellige forhold. Uanset årsa-

gen understreger det vigtigheden af at holde et vedvarende fokus på at sikre en bredere

forståelse og accept af ytringsfriheden i Danmark.

Endelig er det vigtigt, at eventuelle

uklarheder i retstilstanden

bliver afklaret. Kommissi-

onen anerkender i den forbindelse, at der altid vil være en vis uklarhed om ytringsfrihe-

dens (retlige) grænser, som det ikke er muligt og næppe heller ønskeligt at fjerne, da der

bør være et vist fortolkningsrum for domstolene i de konkrete sager. Det bør dog i videre

omfang end i dag sikres, at man alene kan straffes for ytringsindhold, man med rimelig

sikkerhed har udtalt, og ikke hvad man kan tænkes at have ment med sin udtalelse. Ingen

bør kunne risikere strafansvar, fordi et udsagn tillægges et meningsindhold, som ikke er

udtrykkeligt udtalt, og som heller ikke med rimelig stor sikkerhed kan udledes af sam-

menhængen. Som det fremgår af kapitel 8 om ytringsfrihedens grænser og kapitel 9 om

racismeparagraffen, er der i forhold til straffelovens § 136, stk. 2, der kriminaliserer billi-

gelse af terror, og den såkaldte racismeparagraf i straffelovens § 266 b desuden et konkret

behov for, at retstilstanden efter disse bestemmelser gøres mere klar. I den forbindelse

er det værd at bemærke, at selvom befolkningsundersøgelsen viser, at flertallet har en

god fornemmelse for de gældende begrænsninger i ytringsfriheden, er der samtidig en

relativt stor gruppe af de adspurgte, som ikke er stand til at vurdere, hvad det er lovligt

og ulovligt at sige.

Der er samtidig behov for, at de

retlige rammer løbende justeres

for at sikre, at de er

tidssvarende. Det har bl.a. betydning i forhold til ansattes ytringsfrihed, hvor befolk-

ningsundersøgelsen viser, at 29 pct. af de offentligt ansatte har oplevet kritisable forhold

på arbejdspladsen, som de mener offentligheden burde have kendskab til, men at kun 19

pct. af disse har påtalt disse forhold offentligt. Et flertal i kommissionen anbefaler, at det

overvejes at lovfæste de gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed, jf. kapitel 11

om ansattes ytringsfrihed. Herudover har det betydning i forhold til medieansvarsloven,

hvor der efter kommissionens opfattelse bør foretages en ny afgrænsning af de medier,

som automatisk omfattes, så de digitale medier, som utvivlsomt er publicistiske medier,

uden videre omfattes af loven og dermed ansvarssystemet og presseetikken, jf. kapitel 12

om publicistiske medier.

Endelig finder kommissionen, at det er værd at fremhæve anbefalingen om, at offentlig-

hedsloven bør revideres med henblik på at give hensynet til informationsfriheden større

vægt i mødet med andre hensyn.

Kapitel 3

Hvorfor ytringsfrihed?

1. Indledning

Ytringsfriheden er et fundamentalt gode for individet og har grundlæggende betydning

for individets og demokratiets udvikling. De bærende hensyn bag ytringsfriheden har

stor betydning for spørgsmålet om, hvordan ytringsfriheden værnes, og hvilke ind-

skrænkninger det skal være muligt at fastsætte.

Ytringsfriheden er desuden en forudsætning for den måde, vi i demokratiske samfund

forsøger at løse konflikter på. Idealet er at finde fredelige løsninger gennem meningsud-

veksling og uden brug af vold, trusler og intimidering.

Ytringsfrihed er en rettighed i sig selv, men også en vigtig forudsætning for en række an-

dre fundamentale frihedsrettigheder, som mister betydning uden ytringsfriheden. F.eks.

hænger forsamlingsfriheden og religionsfriheden ofte uløseligt sammen med retten til

at ytre sig.

2. Hvad mener vi, når vi taler om ytringer og ytringsfrihed?

2.1

Hvad forstås ved en ytring?

En ytring kan – helt overordnet – defineres som en formidling af tanker, meninger og

oplysninger. Formidlingen kan finde sted i en række forskellige former. Mest indlysende

er naturligvis det talte og skrevne ord. De sidste årtiers teknologiske udvikling har skabt

mange nye muligheder for kommunikation af ytringer. I dag kan både skrift og tale ud-

bredes såvel fysisk, f.eks. under et møde eller i et interview, som digitalt på f.eks. sociale

medier eller andre platforme.

En ytring er dog ikke alene at sige eller skrive noget. Ytringer kan også manifestere sig

på mange andre måder. Det afgørende er i alle tilfælde, om der med ytringen – uanset

udtryksform – ligger en intention om at formidle meningsindhold eller information.

De engelske og franske betegnelser for ytringsfrihed ”freedom of expression” og ”liber-

té d’expression” – friheden til at

udtrykke

sig – illustrerer tydeligere end på dansk, at

ytringsfriheden ikke begrænser sig til udtryk i tale og på skrift.

Uden for disse klassiske udtryksformer vil det ofte være den konkrete sammenhæng, der

afgør, om der er tale om et udtryk med et meningsindhold. F.eks. vil deltagelse i demon-

strationer og optog kunne være ytringer, hvilket er særligt oplagt, hvis der f.eks. bæres

bannere eller lignende med bestemte budskaber. Deltagelse i f.eks. ejendomsbesættelser

og fysiske blokader kan også udgøre ytringer.

Hvis man færdes i en gruppe uden andet formål end at transportere sig fra A til B eller at

nyde selskabet falder det uden for ytringsbegrebet.

Formidling af tanker, holdninger og informationer kan oplagt også ske igennem kunst-

værker – f.eks. billeder, skulpturer, teaterstykker og sang. Der har gennem historien væ-

ret talrige eksempler på kunstnere, som har søgt at skabe debat gennem kunstværker.

Efter omstændighederne kan påklædning eller symboler også falde inden for ytrings-

begrebet. Det kan f.eks. være T-shirts med påtrykte budskaber eller tøj, som med logo

eller lignende udtrykker et tilhørsforhold til en forening eller gruppering eller støtte til

politiske synspunkter.

De nævnte eksempler illustrerer spændvidden i ytringsbegrebet, men viser samtidig, at

det næppe på forhånd er muligt at beskrive alle de tilfælde, som efter omstændighederne

rummer en ytring.

Den orange revolution – beklædning som en ytring

Den orange revolution, som fulgte i kølvandet af det ukrainske præsidentvalg i efter-

året 2004, fik sit navn, fordi demonstranterne, som deltog i den folkelige opstand, var

iklædt orange påklædning, særligt orange tørklæder.

Disse forhold har været genstand for sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som har fastslået, at

disse handlinger kan være omfattet af artikel 10 – se hertil bl.a. Hashman & Harrup mod Storbritannien (25. november

1998), pr. 28

I en nyere dansk kontekst er kunstnere som Jens Jørgen Thorsen, Marco Evaristti og Uwe Max Jensen eksempler på de

såkaldte provo-kunstnere

Ytringsbegrebet vil blive genstand for nærmere behandling i kapitel 7.

Ved demonstrationerne og med den tilhørende orange påklædning udtrykte delta-

gerne deres utilfredshed med det forudgående præsidentvalg, hvor der var tegn på

valgsvindel. Demonstrationerne førte til omvalg.

Eksemplet viser, hvordan noget, som i en anden sammenhæng ikke kan anses at rum-

me et budskab og udgøre en ytring – at bære orange påklædning – i den omtalte

sammenhæng fik et særligt meningsindhold.

2.2

Hvad er ytringsfrihed?

Fuldstændig ytringsfrihed betegner en tilstand, hvor adgangen til at formidle tanker og

oplysninger ikke er undergivet begrænsninger, men tværtimod nyder statens beskyttel-

se. Nært forbundet med ytringsfrihed er desuden informationsfriheden, som er den frie

adgang til at

modtage

idéer og oplysninger.

I den klassiske juridiske forståelse af ytringsfriheden har der særligt været fokus på be-

skyttelsen mod indgreb fra statsmagten, i særdeleshed som et forbud mod censur, som

kan forhindre udbredelsen af en ytring.

Dette afspejles i grundlovens § 77, hvis centrale indhold netop er et forbud mod cen-

sur.

Det vil sige forbud mod krav om forudgående vurdering af en ytrings lovlighed og

ønskelighed, før den må fremsættes. Bestemmelsen sikrer det, man også kalder formel

ytringsfrihed. Den formelle ytringsfrihed er ikke til hinder for, at lovgivningsmagten kan

fastsætte et efterfølgende ansvar for ytringen (fx fængselsstraf eller bøde).

I dag gælder ikke kun forbud mod forudgående indgreb i ytringsfriheden. I dansk ret

begrænses lovgivers mulighed for (også efterfølgende) at straffe ytringer navnlig af arti-

kel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Man siger, at denne

begrænsning værner den materielle ytringsfrihed.

Ytringsfriheden anses som nævnt også for at omfatte andet og mere end beskyttelsen

mod forudgående og efterfølgende indgreb som følge af

ytringer.

Friheden til at

søge

modtage

oplysninger og ideer – det vil sige informationsfriheden – er også et vigtigt

element i den aktuelle forståelse af ytringsfrihed. Synspunktet er, at uden retten til at

T. G. Ash og T. Snyder, “The Orange Revolution” (28. april 2005),

The New York Review of Books,

https://www.nybooks.

com/articles/2005/04/28/the-orange-revolution/

Grundlovens § 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for

domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

modtage information vil friheden til at formidle tanker og oplysninger være væsentligt

amputeret.

Ytringsfriheden omfatter også retten til at forholde sig tavs og dermed afstå fra offentligt

at udtrykke sine holdninger om et givent emne. Det kaldes i en retlig sammenhæng den

negative ytringsfrihed.

Denne udvikling, hvor ytringsfriheden anses for at yde en beskyttelse, der går væsentligt

videre end friheden fra censur, stammer som nævnt i vidt omfang fra EMRK artikel 10,

herunder praksis vedrørende bestemmelsen fra Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol.

Denne praksis har haft meget stor indflydelse på ytringsfrihedens udvikling i

Danmark og Europa generelt, og Domstolen har gentagne gange slået fast, at ytringsfri-

heden udgør en af de vigtigste rettigheder i et demokratisk samfund.

Domstolen anven-

der desuden en dynamisk fortolkningsstil, som indebærer, at konventionens bestemmel-

ser fortolkes i lyset af de eksisterende samfundsforhold.

Gennemgangen viser, at ytringsfriheden i dag omfatter andet og mere end forbud mod

censur. Ytringsfriheden er med andre ord dynamisk og tæt forbundet med samfundsud-

viklingen. Grundlovens § 77 har ikke hindret denne dynamiske fortolkning og udvikling

af ytringsfriheden. Forbuddet mod censur er dog fortsat vigtigt for ytringsfrihedsbeskyt-

telsen i dag – også i Danmark.

Censur af DR-studievært

Adam Holm, der havde været vært på nyhedsprogrammet Deadline, udkom i 2013

med en kronik i Politiken, hvor han blandt andet skrev: ”Religion er ganske enkelt ren

narresut”, ligesom han i øvrigt gav udtryk for en stærk modvilje mod religion. DR’s

ledelse fandt, at hans religionskritik gik over grænsen for, hvad der var foreneligt med

at være nyhedsvært i DR og indkaldte ham derfor til et møde. På mødet fik han en

tjenstlig påtale og pålæg om, at han, hvis han fremover ville fremføre private holdnin-

ger i den offentlige debat, forinden skulle indhente tilladelse fra sin nærmeste chef.

Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen og udtalte skarp kritik af DR, idet han

fandt, at DR – med kravet om forhåndsgodkendelse – havde iværksat en grundlovs-

stridig censurforanstaltning over for studieværten som privatperson.

Ved revisionen af den norske grundlovs § 100 i 1999 blev den norske ytringsfrihedsbestemmelse affattet således, at

ordlyden af § 100 udtrykkeligt omfatter retten til at modtage information

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil blive behandlet i

kapitel 7.

Handyside mod Storbritannien, dom af 7. december 1976, pr. 49: “Freedom of expression constitutes one of the

essential foundations of such a society, one of the basic conditions for its progress and for the development of every

man”.

3. Hensyn bag ytringsfriheden

3.1

Indledning

Selv om ideen om ytringsfrihed på nogle punkter kan spores helt tilbage til antikkens

Grækenland, er ytringsfrihedsbegrebet, som vi kender det i dag, i særlig grad knyttet

til oplysningstiden. Tidens opgør med religiøse dogmer og kirkens absolutte autoritet,

som skete med udgangspunkt i den videnskabelige rationalitet og diskussionerne om

forholdet mellem fornuft og tro, eskalerede debatten om retten til at ytre sig frit. Opgøret

begrænsede sig ikke kun til religiøse dogmer – også enevælden og adelens magt kom

under beskydning i oplysningstiden.

Når nødvendigheden af ytringsfriheden skal begrundes, henvises derfor også typisk til

tre overordnede begrundelser, som har deres udspring i netop oplysningstiden.

3.2

Autonomi – det frie og myndige menneske

Grundtanken bag autonomihensynet er, at ytringsfriheden er en nødvendig forudsæt-

ning for det enkelte individs udvikling til et selvstændigt, myndigt menneske.

Ytringsfriheden er fundamental i relation til menneskets udvikling, fordi den skaber

grundlaget for de processer, som kommer til udtryk ved udvekslingen af holdninger,

ideer og værdier mellem mennesker. Disse sociale processer stimulerer vores evne til at

reflektere og handle som rationelle og selvstændige individer. Og det er via relationen

til andre individer, at vi finder ud af, hvad vi selv tænker og mener, og lærer hvem vi er.

Det enkelte individs ret til at udfolde, udvikle og realisere sig gennem ytringer, og til i

øvrigt at kunne udvikle normer for sin egen adfærd, har altså afgørende betydning for, at

vi kan udvikle os til ligeværdige, autonome og fornuftige individer.

Denne præmis er som udgangspunkt fælles for de forskellige udlægninger af autonomi-

hensynet. De to hovedstrømninger inden for autonomihensynet har dog forskelligt syn

på, hvilken rolle staten har i forhold til det autonome individ.

I den mest frihedsorienterede udlægning af autonomihensynet, er hovedsynspunktet –

groft sagt – at ethvert indgreb i individets ytringsfrihed vil være en krænkelse af det

Det såkaldte autonomihensyn er meget omdiskuteret i den politiske filosofi og der findes forskellige udlægninger

af princippet og dets indhold, se f.eks. A. Stigen,

Ytringsfrihedens idé

(1986), side 29, R. Dworkin,

Taking rights

seriously

(1977), side 227, R. Scanlon,

Freedom of expression and Categories of Expression

(1979), side 526 og M. Sandel,

Democracy’s discontent: America in search of a public philosophy

(1996), side 7.

autonome individ, fordi den vil begrænse individets mulighed for at udvikle sin person-

lighed.

Denne tankegang funderer sit argument på en respekt for individets selvbestemmelses-

ret og tager sit udgangspunkt i en grundtanke om lighed.

Lighedstanken hviler på det

ræsonnement, at ethvert menneske har ret til at blive behandlet med omtanke og respekt

af staten, og at staten derfor skal anerkende individets ret til at udvikle sin egen rettesnor

for, hvad der for den enkelte er et godt liv, og hvilke synspunkter man tilslutter sig. Ind-

greb i ytringsfriheden bliver derfor i denne udgave af autonomihensynet udtryk for en

manglende respekt for menneskers ligeværd. Argumentationen har også sammenhæng

med demokratihensynet, som også kan begrunde ytringsfriheden (se nedenfor). Hoved-

pointen er, at en flertalsbeslutning kun har demokratisk legitimitet, når alle individer

– i særdeleshed dem, der tilhører mindretallet – har haft mulighed for frit at ytre deres

synspunkter og meninger om den pågældende beslutning.

Autonomihensynet findes også i en variant, som argumenterer for, at staten bør have en

opdragende funktion i forhold til individet. Argumentation tager sit udgangspunkt i en

forståelse af, at mennesket aldrig er fuldstændig frit og selvstændigt til at udvikle normer

for, hvad der udgør et godt liv, fordi der altid vil være en påvirkning fra arv og miljø.

Derfor bør staten ikke afholde sig fra at påvirke individers opdragelse, men bør i et vist

omfang civilisere borgernes moralske egenskaber.

En variant af denne tænkning tager

afsæt i forestillingen om

det myndige menneske.

Hensynet bygger på en antagelse om, at

mennesket skal gennemgå en vis dannelse for at kunne fungere som et autonomt individ.

Denne proces har nær sammenhæng med et fungerende uddannelsessystem.

Det er – ifølge denne tænkning – statens ansvar at skabe forudsætningerne for en sådan

socialiserings- og dannelsesproces.

Denne udlægning af autonomihensynet underken-

der ikke den respekt for det enkelte individs selvbestemmelsesret, som den mere friheds-

orienterede begrundelse bygger på. Respekten for individets selvbestemmelsesret skal

ses i sammenhæng med dannelsesprocessen. Argumentet er, at den enkeltes frihed ikke

vil være reel uden en forudgående dannelses- og socialiseringsproces.

En myndig og autonom person, som har gennemgået en socialiserings- og dannelses-

proces, anses for at være forholdsvis fornuftig, men samtidig også fejlbarlig. Denne fejl-

Denne version af autonomiargumentet er bl.a. fremsat af den amerikanske retsfilosof Ronald Dworkin, se Dworkin

(1977), side 227.

Den liberalistiske version af autonomibegrundelsen kritiseres for netop ikke at tage hensyn til det forhold, at

menneskeret er formet af arv og miljø.

Se bl.a. M. Sandel (1996).

Dette udgangspunkt for autonomiprincippet tager den norske betænkning ”Ytringsfriheden bør finde Sted – Forslag til

ny Grunnlov § 100” (NOU 1999:27). Se side 21ff.

barlighed (som vi genfinder i sandhedshensynet – se straks nedenfor) kræver derfor

også, at der løbende eksisterer en åben (offentlig) og kritisk udveksling af meninger,

oplysninger og ideer. Det autonome, myndige individ kan enten deltage i eller gøre sig

bekendt med denne meningsudveksling. Dette forudsætter under alle omstændigheder

en vidtrækkende ytringsfrihed.

Informationsfriheden kan også begrundes i autonomihensynet, fordi individet – for at

kunne fungere som et rationelt, autonomt individ – skal have adgang til information.

Autonomihensynet antages også at omfatte retten til ikke at tilkendegive sine meninger

og overbevisninger – somme tider benævnt den negative ytringsfrihed.

3.3

Sandhed - stræben efter indsigt og den fejlbarlige fornuft

Sandhedshensynet udgør et andet af de tre klassiske argumenter for ytringsfriheden.

Argumentet tager afsæt i en videnskabelig tankegang, hvorefter vi gennem frie menings-

udvekslinger kan fremme ny indsigt. Helt grundlæggende er antagelsen, at sandheden

bedst fremmes og findes i en fri og åben diskussion og ved udvekslingen af informatio-

ner, synspunkter og påstande.

Ytringsfriheden er efter sandhedshensynet en grundlæg-

gende forudsætning for større indsigt.

Sandhedshensynet optræder også i forskellige varianter og udlægninger, som har været

indgående behandlet i den vestlige politiske filosofi.

Det klassiske forsvar for ytrings-

friheden leveres dog af den britiske liberale filosof John Stuart Mill i hans berømte essay

”On Liberty” fra 1859.

Centralt i Mills sandhedsargument står antagelsen om, at sandheden/indsigten – eller

det bedste bud derpå – nødvendigvis må findes i en proces, hvor forskellige synspunkter

brydes og udfordres. Mills argument for ytringsfriheden baserer sig på en grundtanke

om menneskets fejlbarlighed, hvorefter den indsigt, vi som individer besidder, til alle

tider vil være påvirket af forskellige forhold, herunder rodfæstede antagelser begrundet

i personlige begrænsninger, bestående magtforhold mv. Grundtanken er, at alle indivi-

der – om end rationelle – også er fejlbarlige, og derfor er nødt til at give rum for andre

synspunkter end deres egne for det tilfælde, at de viser sig (mere) rigtige/sande eller i

De filosofiske overvejelser om, hvorvidt sandheden skal betragtes som et fundamentalt gode eller har sin berettigelse i

mere utilitaristiske begrundelser, vil ikke blive gjort til genstand for en nærmere behandling i det følgende.

F. Schauer,

Free speech: a philosophical enquiry

(1982), J. Milton,

Aeropagitica

(1644) og F. Hayek,

The Use of Knowledge

in Society

(1945).

Før Mill har også den britiske teolog John Milton forsvaret ytringsfriheden med udgangspunkt i sandhedsargumentet.

For nærmere herom henvises til J. Milton (1644).

hvert fald rummer en (større) flig af sandheden. Sat på spidsen er synspunktet, at man,

ved ikke at ville lytte til et argument, berøver sig selv såvel som samfundet en indsigt.

”Den mening, vi vil bruge autoritetens magt til at gøre tavs, kunne mu-

ligvis være sand. De, der ønsker at nægte den mund og mæle, benægter

naturligvis, at den er sand. Men de er ikke ufejlbarlige. De har ingen auto-

ritet til at afgøre spørgsmålet for hele menneskeheden og afskære enhver

anden person fra midlerne til selv at bedømme sagen. At afvise at lade en

mening komme til orde og blive hørt, fordi de er sikre på, at den er falsk,

beløber sig til at gå ud fra, at deres sikkerhed er det samme som absolut

sikkerhed. At afskære fra diskussion er altid det samme som at postulere

sin egen ufejlbarlighed”

Den frie meningsudveksling, hvor påstande og meninger konfronteres med hinanden,

sikrer, at vi er mindre tilbøjelige til at lade vores personlige overbevisninger, præferencer

og irrationelle forestillinger herske. Selv indlysende sandheder kan ikke anskues som en

én gang opnået (vedtaget) indsigt, men skal for samfundets og for individets egen skyld

stadig udfordres og sættes under debat. Hvis der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved

sådanne sandheder, og meninger dermed undertrykkes, er det, ifølge Mill, det samme

som at gøre krav på ufejlbarlighed. Desuden mener Mill, at man risikerer at ende i den

offentlige menings tyranni, hvis der i den offentlige debat opstår dogmer, som ikke kan

udfordres. Det ser han som en trussel mod borgernes frihed.

Den åbne debat og menings- og informationsudveksling har også den funktion, at vi i

mødet med ubegrundede og ligefrem falske ytringer anspores til at argumentere for de

synspunkter mv., som vi selv betragter som sande. Dermed skærper vi vores evne til at

argumentere for og begrunde vores holdninger. Det er navnlig i mødet med modargu-

menter, modstående synspunkter og anskuelser, hvor man risikerer kritik, at de holdnin-

ger vi indtager, står deres prøve.

Sandhedshensynet varetager også det hensyn, at der i et demokrati er en interesse i en

rationel meningsdannelse som baggrund for de beslutninger, som træffes, og argumen-

tet har derfor en nær sammenhæng med demokratibegrundelsen for ytringsfriheden, jf.

nedenfor.

Mills argument har formentlig størst betydning i relation til forhold, som vedrører mo-

ralske, politiske og generelt samfundsmæssige spørgsmål, hvor der oftest vil indgå en vis

grad af fortolkning, men hensynet har også betydning for søgen efter naturvidenskabelig

indsigt.

Oversættelse fra J. Husted,

Mill om friheden – oversættelse og guide

(2008), side 32.

Darwin, forskningsfrihed og sandhedshensynet

I 1859 udgav videnskabsmanden Charles Darwin bogen ”Arternes oprindelse”, som

indeholdt en teori om naturlig selektion. Ved udgivelsen tog den biologiske opfattelse

af verden og udviklingen stadig hovedsagelig udgangspunkt i religiøse overbevisnin-

ger (den kristne lære). Darwins teori om, at naturlig selektion kan forklare, hvordan

jordens dyre- og plantearter har udviklet sig igennem jordens historie stod således i

skarp kontrast til de øvrige biologiske opfattelser, som herskede, og Darwins evoluti-

onsteori var for sin tid voldsomt kontroversiel. Måske var det også derfor, han ventede

over 15 år fra manuskriptet lå færdigt, til bogen blev publiceret. Bogen regnes i dag

som det mest epokegørende værk i biologiens historie, og Darwins opdagelser har

haft enorm indflydelse på vores viden om livet på jorden.

Albert Einsteins relativitet-

steori og Niels Bohrs bidrag til kvantefysikken repræsenterede begge et brud med den

klassiske fysik og er også eksempler på forskning, som har haft afgørende indflydelse

på den videnskabelige indsigt.

Den fri forskning har stor betydning for, at vi som samfund konstant sætter opfat-

telser og antagelser under debat og er afgørende i forhold til sandhedshensynets

bærende præmis. Eksemplet med Darwins udgivelse viser tydeligt, at det skal være

muligt at fremsætte teorier og resultater, som strider mod etablerede sandheder og

kendsgerninger, fordi det kan have potentiale til at skabe større videnskabelig indsigt

og ændre helt grundlæggende antagelser, som vi baserer vores eksistens på.

Som vi

ser i eksemplet om Galileo Galilei i kapitel 4, har der dog langtfra altid været plads til

forskningsresultater, der stred mod tidens dogmer.

3.4

Demokrati – Det demokratiske samfund

Som en tredje central begrundelse for ytringsfriheden fremhæves ofte dens betydning

for et demokratisk samfund, hvor meningsudveksling og den frie adgang til informatio-

ner udgør fundamentet for demokratiets funktion.

Ytringsfriheden er derfor uløseligt

forbundet med de demokratiske frihedsrettigheder og betragtes som en særlig demokra-

tisk rettighed.

”Store opdagelser: Darwin og evolutionslæren” (30. april 2014),

Videmskab.dk,

https://videnskab.dk/miljo-

naturvidenskab/store-opdagelser-darwin-og-evolutionslaeren (senest tilgået den 19. juni 2019).

Der er blevet peget på, at forsknings- og ytringsfriheden for forskere i den senere tid er kommet under pres, bl.a. fordi

universiteter i højere grad indgår aftaler om at udføre forskning, som indeholder klausuler, der begrænser eller fratager

forskere deres forskning- og ytringsfrihed. Se bl.a. ”Professor: Forskningsfriheden er til salg” (15. oktober 2017),

Altinget,

https://www.altinget.dk/artikel/professor-forskningsfriheden-er-til-salg (senest tilgået den 16. december

2019). For nærmere om dette spørgsmål se kapitel 15 om informationsfrihed

Demokratiargumentet kan spores helt tilbage til Spinoza, Hume og Kant, se hertil Schauer (1982), side 37.

Se bl.a. den amerikanske retsfilosof A. Meiklejohn,

Free speech – and it’s relation to self-regulation

(1948).

Det moderne repræsentative demokrati er kendetegnet ved at være et folkestyre, hvor

borgerne er de ultimative beslutningstagere, som ved valghandlingen beslutter, hvem der

skal forvalte magten. Frie valg og flertalsbeslutninger er karakteristiske for demokratiet,

men demokratiet kan ikke udelukkende basere sig herpå. Uden en åben og inkluderende

offentlig debat, som går forud for valghandlingerne, vil demokratiet være illusorisk.

Magthaverne skal kunne udfordres, påvirkes og stilles til ansvar for deres beslutninger,

og det sker bedst i en offentlig og fri debat, ligesom borgerne skal kunne få kendskab til

politikernes synspunkter, værdier og bevæggrunde.

Ytringsfriheden skal sikre deltagelse i og indflydelse på demokratiet, men det er ikke

alene retten til at deltage og ytre sig i den offentlige debat, som er af væsentlig betydning

for demokratiet. Også retten til at blive gjort bekendt med og have adgang til informati-

oner, påstande og synspunkter er af fundamental betydning for demokratiet. Derfor er

informationsfriheden, som skal sikre den faktiske adgang til information, også central.

Det er den forudgående og løbende meningsudveksling, som sikrer, at borgerne har et

oplyst grundlag at træffe deres beslutninger på. Denne forestilling hænger nært sam-

men med sandhedshensynets idé om, at meningsudvekslinger skaber bedre indsigt. Det

gælder også for de folkevalgte, som naturligt må antages at have en interesse i at kunne

holde sig orienterede om befolkningens ønsker, synspunkter og herskende dagsordener.

Ytringsfriheden er – efter demokratihensynet – en nødvendig forudsætning for, at kun-

ne udøve magten på et oplyst grundlag.

Lovgivningsprocessen skal sikre tid til politisk debat og eftertanke

Et lovforslag skal behandles tre gange i Folketinget, inden det kan vedtages. Det står

i grundlovens § 41, stk. 2. Formålet med at have tre behandlinger er at sikre, at der

er tilstrækkelig tid til politiske drøftelser og nærmere overvejelser om lovforslaget. I

lovgivningsprocessen er der derved taget hensyn til, at politikerne skal kunne gøre sig

bekendt med befolkningens holdninger til et fremsat lovforslag, ligesom borgerne,

som følge af offentligheden i lovgivningsprocessen, har mulighed for at følge med og

deltage i den politiske debat.

Den danske tradition for at sende udkast til lovforslag og anden lovgivning i offentlig

høring hos berørte organisationer mv., varetager samme hensyn.

Som den britiske professor Timothy Garton Ash formulerer det: “First voice, then vote”, i T.G. Ash,

Free speech – Ten

Principles for a Connected World

(2016), side 76.

Det er ikke blot information af faktisk karakter, der efter demokratiargumentet bør være

videst mulig adgang til. Lige så afgørende er det, at borgerne (vælgerne) har adgang til

mangfoldige synspunkter og kritiske holdninger om emner af samfundsmæssig inte-

resse. Sandhedshensynets forestilling om, at en ytring ikke nødvendigvis er sand eller

falsk, men kan indeholde aspekter af begge, genfindes altså her. Synspunktet gør sig nok

særligt gældende, når emnet drejer sig om mere værdiprægede emner, som f.eks. poli-

tiske og moralske spørgsmål. Her vil sandheden ofte være mangesidet og tage afsæt i

forskellige holdningsmæssige overbevisninger.

Ytringsfriheden er også en vigtig del af offentlighedens kontrol med politikernes forvalt-

ning af magten, fordi ytrings- og informationsfriheden er med til at sikre gennemsig-

tighed. Denne kontrolfunktion varetages i de moderne samfund i høj grad af medierne,

som også ofte kaldes ”offentlighedens vagthund” eller ”den fjerde statsmagt”.

Kernen i mediernes rolle i samfundet består i at informere og oplyse borgerne om vig-

tige samfundsanliggender. Uden ytringsfrihed og adgang til information om offentlige

forhold ville medierne ikke kunne udfylde denne vigtige demokratiske kontrolfunktion.

Der findes en række regler, som sikrer offentlighed om de demokratiske processer. Det

gælder bl.a. regler om aktindsigt og princippet om offentlighed i retsplejen.

Med disse

regler skabes grundlaget for, at offentligheden, herunder medierne, kan kigge magtha-

verne i kortene. Spørgsmålet om rækkevidden af informationsfriheden, herunder navn-

lig i relation til indsigt i myndighedernes arbejde, giver løbende anledning til debat i

offentligheden.

3.5

Mangfoldighedshensynet - Ytringsfrihed som fremmer af tolerance

Undertiden peges der i dag på en fjerde begrundelse for ytringsfriheden – mangfoldig-

hedshensynet.

Her er argumentet, at ytringsfriheden sikrer, at vi bliver mødt med holdninger og syns-

punkter, som vi er uenige i, og at vi med tiden vil kunne lære at acceptere, at disse syns-

punkter findes – trods vores uenighed. I nogle tilfælde vil vi måske endda acceptere eller

lade os overbevise af holdninger, som vi tidligere vendte os imod. Argumentet baserer

sig på en antagelse om, at vi instinktivt vil have tendens til at ville gøre indskrænkninger i

Adgangen til at overvære Folketingets forhandlinger, jf. grundlovens § 49, reglerne om aktindsigt, samt princippet om

offentlighed i retsplejen, jf. grundlovens § 65.

Se for nærmere om offentlighedens adgang til indsigt i offentlige myndigheders arbejde i kapitel 15 om

informationsfrihed.

ytringsfriheden for holdninger, som vi ikke er enige i, men at ytringsfriheden medvirker

til at undertrykke denne impuls.

Ræsonnementet er, at ytringsfriheden tester vores evne til leve i samfund, som er præget

af konflikt og uoverensstemmelser, og træner vores tolerance over for anderledes hold-

ninger og overbevisninger. Ytringsfriheden medvirker – efter denne tænkemåde – til, at

vi lærer at leve med den mangfoldighed, som eksisterer.

Mangfoldighedsargumentet er i de senere år særligt blevet sat i forbindelse med kon-

sekvenserne af globaliseringen. Globaliseringen og den deraf afledte migration har

betydet, at der i mange samfund i dag er en langt større forskellighed i befolknings-

sammensætningen end tidligere. Den mindre grad af homogenitet har været årsag til

kultursammenstød og konfrontationer. De sociale medier, hvor vi dagligt konfronteres

med mange flere – også yderligtgående – synspunkter end tidligere, har også bidraget til,

at disse konfliktsituationer opstår.

Ifølge mangfoldighedsargumentet er ytringsfriheden en del af løsningen på disse udfor-

dringer, fordi den på længere sigt skaber større tolerance og forståelse.

Selv om vi på

kortere sigt må acceptere alvorlige og ubehagelige situationer og sammenstød, som kan

opstå, når nogen bruger deres ytringsfrihed.

Man kan indvende mod mangfoldighedsargumentet, at det baserer sig på en meget opti-

mistisk tro på den menneskelige natur. Mere skeptisk indstillede vil måske snarere mene,

at mangfoldigheden i de moderne samfund nødvendiggør en mere udstrakt hensynta-

gen for at sikre en fredelig sameksistens. Her er synspunktet, at den sociale fred bedst

opretholdes i multikulturelle samfund, hvis der er visse selvpålagte eller lovbestemte be-

grænsninger i, hvad man offentligt kan tillade sig at sige – f.eks. om andres religion eller

etniske ophav.

4. Den begrænsede ytringsfrihed

Ytringsfriheden er ikke en absolut rettighed. Der er i alle de samfund, hvor ytringsfrihe-

den er beskyttet, samtidig en erkendelse af, at den ikke kan være ubegrænset, og at det

er legitimt at fastsætte visse begrænsninger af hensyn til andre individer og samfundet.

Mangfoldighedsprincippet er hovedsageligt udviklet og siden forsvaret af den amerikanske jurist Lee Bollinger, se L.

Bollinger,

The Tolerant Society

(1986).

Mangfoldighedsprincippet fremhæves som et væsentligt argument for ytringsfriheden i en multikulturel og

globaliseret verden hos Ash (2016), side 73ff.

Behovet for indskrænkninger opstår, når ytringsfriheden kommer i konflikt med andre

grundlæggende rettigheder og samfundsinteresser, som også beskyttes. Derfor kan det

være nødvendigt at gøre indgreb i ytringsfriheden for at beskytte f.eks. den nationale

sikkerhed, forebygge uorden eller forbrydelser eller for at beskytte andres omdømme og

integritet.

Staten kan desuden i særlige tilfælde – som følge af internationale forpligtelser – have en

egentlig pligt til at fastsætte indskrænkninger i ytringsfriheden, f.eks. ved kriminalise-

ring af visse former for hadefuld tale.

Nogle begrænsninger i ytringsfriheden forekommer ukontroversielle og nærmest indis-

kutable. Det gælder f.eks. tavshedspligten i sundhedsvæsenet, som er begrundet i hensy-

net til patienternes privatliv, og som næppe nogen vil være foruden.

Der sker dog også indskrænkninger i ytringsfriheden pga. mere abstrakte, værdibasere-

de hensyn, som f.eks. at opretholde ro i samfundet. Det var den nu ophævede bestem-

melse om blasfemi i straffeloven et eksempel på.

Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål, hvordan man finder balancen mellem ytrings-

frihed og andre grundlæggende hensyn, og der vil formentlig altid være debat om, hvor-

dan balancen skal være.

Når der opstår konkrete problemstillinger, søges de som ud-

gangspunkt løst ved en afvejning af de modsatrettede hensyn, som er i spil.

Afvejning af grundlæggende hensyn – ytringsfrihed og retten til privatliv

I 2012 afsagde Højesteret dom i en sag om optagelser foretaget med skjult kamera fra

et plejehjem i København. Optagelserne blev vist i programmet ’Magasinet Søndag’

og formålet var at afdække en betydelig forskel på kommunernes officielle politik for

pleje og den faktiske praksis på det pågældende plejehjem. De skjulte optagelser var

lavet af en journalist, som i en periode på to måneder havde taget arbejde som syge-

hjælper på plejehjemmet. Hun var i kraft af sin ansættelse underlagt tavshedspligt.

Højesteret fandt, at emnet for udsendelsen utvivlsomt var af væsentlig samfundsmæs-

sig interesse.

Optagelserne viste imidlertid beboerne i meget intime situationer, herunder afklædte,

under toiletbesøg og under plejepersonalets bistand med intimhygiejne. Beboerne

havde ikke samtykket til hverken optagelsen eller den efterfølgende visning, hvor der

var foretaget en vis sløring af beboerne, men dog så utilstrækkelig, at det var muligt

Se nærmere om ytringsfrihedens historiske udvikling og ankomst til Danmark i kapitel 4.

for pårørende og bekendte mv. at identificere dem. Den videregivelse af fortrolige op-

lysninger, som udsendelsen derfor indebar, udgjorde ifølge Højesteret en grov kræn-

kelse af beboernes privatliv.

I centrum af sagen stod to grundlæggende hensyn, der skulle afvejes over for hin-

anden: Beboernes ret til privatliv over for hensynet til pressens særligt vidtgående

ytringsfrihed til at rapportere om emner af samfundsmæssig interesse.

Efter en samlet afvejning slog Højesteret fast, at hensynet til at belyse de mulige kriti-

sable forhold på det pågældende plejecenter ikke kunne berettige de grove krænkelser

af beboernes privatliv, som visningen af optagelserne indebar. Derfor blev journa-

listerne kendt skyldige i at have videregivet fortrolige oplysninger. Højesteret lagde

altså konkret større vægt på hensynet til at værne om beboernes privatliv end på hen-

synet til at sikre pressens ytringsfrihed og mulighed for at virke som offentlighedens

vagthund.

Lovgivningsmæssige begrænsninger i ytringsfriheden medfører typisk ikke – som ek-

semplet med de skjulte optagelser viser – at de pågældende ytringer ikke kan se dagens

lys (forudgående indgreb). Det forhindrer dog ikke, at ytringerne udløser et efterfølgen-

de (straf-)ansvar. Det er bl.a. forudsat i grundlovens § 77 ved formuleringen ”dog under

ansvar for domstolene”.

Racismeparagraffen i straffelovens § 266 b og § 267 om injurier er eksempler på bestem-

melser, der fastsætter strafansvar for ytringer med et nærmere bestemt indhold.

Der er bred enighed om, at der i mødet med andre beskyttelseshensyn må sættes visse

grænser for ytringsfriheden. Spørgsmålet om, hvor disse grænser konkret befinder sig

i et moderne demokrati, optager dog fortsat ofte og følelsesladet den offentlige debat.

4.1

Hvor skal grænsen gå – ord eller handling?

Spørgsmålet om, hvorvidt der kan og bør skelnes mellem holdninger (ytringer) og hand-

linger, udgør en væsentlig skillelinje i diskussionen om ytringsfrihedens grænser.

U2012.1788H.

De nærmere retlige rammer for ytringsfriheden behandles i kapitel 7.

Se bl.a. P. Germer,

Ytringsfrihedens væsen

(1973/1978), side 210ff., E. Hansen, ”MEN hvordan adskiller vi tale og

handling?” (8. december 2016),

Offentligheder.dk,

http://offentligheder.dk/men-hvordan-adskiller-vi-tale-og-handling/,

A. Meiklejohn,

Political Freedom

(1960/1965), side 122f., A. Ross,

Dansk statsforfatningsret

(166/1980), side 709, H.

Koch, Om Tolerance, Frie Ord, (1946), side 107 og J. Mchangama og F. Stjernfelt,

MEN – Ytringsfrihedens historie i

Danmark,

side 937f.

Helt grundlæggende handler diskussionen om, hvorvidt staten bør sætte grænser for

vores tanke- og ytringsfrihed (holdninger/ytringer) eller kun for individets handlefrihed

(handlinger). Et afledt spørgsmål er, om det overhovedet er muligt og hensigtsmæssigt at

foretage en skarp sondring mellem ord og handlinger.

Ét grundsynspunkt er, at det at udtrykke sig med ord er væsensforskelligt fra det at hand-

le i fysisk forstand, og at det er en glidebane for indskrænkninger af ytringsfriheden, hvis

man sidestiller ytringer med handlinger.

Fortalere for dette synspunkt vil alene krimi-

nalisere ytringer, der rummer en klar opfordring eller tilskyndelse til at begå strafbare

handlinger eller grove, usande sigtelser mod enkeltpersoner.

Et eksempel til illustration af synspunktet er billigelse af terror, som de fleste nok kan bli-

ve enige om er både usympatisk og stødende. Tilhængerne af den skarpe sondring mel-

lem ord og handlinger vil dog lægge afgørende vægt på, at den blotte billigelse – om end

usympatisk – stadig er noget helt andet end det at udføre en terrorhandling. Forherligel-

sen alene bør derfor ikke kriminaliseres, men i stedet angribes med ord og argumenter.

Kritikere af den skarpe sondring mellem tale og handling peger omvendt på, at det ofte

ikke er muligt at foretage en skarp skelnen mellem ord og handling, fordi grænsen i

praksis vil være flydende og uklar.

De mener desuden, at ytringer nogle gange skal

kriminaliseres, ikke fordi ord skal sidestilles med handlinger, men fordi ord kan have an-

dre skadevirkninger end handlinger. Det er for eksempel tilfældet med injurierende og

ærekrænkende udtalelser, som fortalerne for en skarp skelnen mellem ord og handlinger

i øvrigt også mener skal kriminaliseres.

Hvis man tager eksemplet med billigelse af terror, kan kriminalisering i denne optik

begrundes med, at billigelsen bidrager til en opfattelse af, at det er rimeligt og retfærdigt

at begå terrorhandlinger. Hvis en positiv opfattelse af terrorisme styrkes eller spreder

sig, så øger det risikoen for, at personer begår terrorhandlinger. Diskussionen om ord og

handling handler derfor også om, hvilke skadevirkninger man ønsker at undgå.

Tankegangen finder sit udgangspunkt i filosoffen Spinozas tanker om handlefrihed og tankefrihed. Ifølge Spinoza kan

man ikke bestemme, hvad folk skal tro på, og derfor skal det i en fri stat være tilladt for enhver at mene og sige, hvad

han vil. Staten kan derimod gøre indgreb i den enkeltes handlefrihed, men aldrig tanke- og ytringsfriheden. Se hertil

C. H. Koch,

Spinoza – kætter og filosof

(2015), side 401ff. Se desuden kapitel 4, afsnit 4.1, om Spinoza.

Stjernfelt og Mchangama (2016) sondrer mellem tale og handlinger, og tilslutter sig derved den danske oplysningsmand

Michael Birckners tanker, som er inspireret af bl.a. Spinoza. I sit hovedværk om trykkefriheden fra 1797 anfører Birckner

således, at det kun bør være direkte opfordring til fysisk handling, der kan gøres til genstand for retsforfølgning. Se

også ”Flemming Rose: Regeringen eroderer et grundprincip i den danske ytringsfrihed” (2. april 2016), Jyllands-Posten,

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE8554156/flemming-rose-regeringen-eroderer-et-grundprincip-i-den-danske-

ytringsfrihed/.

E. Hansen, (2016).

Hadefuld tale – hvor langt er der fra ord til handling?

Diskussionen om skellet mellem ord og handling har i nyere tid især relateret sig til

hadefuld tale (hate speech), som i Danmark er kriminaliseret i straffelovens § 266 b.

Senest blussede diskussion op i forbindelse med vedtagelsen af den såkaldte imam-lov

i 2016. Med den nye bestemmelse i straffelovens § 136, stk. 3, blev det gjort strafbart at

fremsætte ytringer, der indebærer en udtrykkelig

billigelse

af visse grovere forbrydel-

ser, som f.eks. flerkoneri og revselse, når det sker som led i religiøs oplæring.

Fortalere for den skarpe sondring mellem ord og handling mener, at loven udvisker

skellet mellem det at

billige

noget strafbart og det at

opfordre

til at gøre noget strafbart.

Fortalere for loven anfører, at netop fordi billigelsen sker som led i religiøs oplæring,

bliver den handlingsanvisende, og derfor bør den kriminaliseres.

4.2

Andre forhold af betydning for ytringsfrihedens udfoldelse

Borgernes lyst til og mulighed for at sige, hvad de mener om et bestemt emne, og dermed

gøre brug af deres ytringsfrihed, påvirkes ikke udelukkende af retlige rammer. Frygt for

reaktioner eller repressalier, påvirkning fra sociale normer og den reelle mulighed for at

komme til orde kan også – med forskellig styrke – begrænse individets ytringsfrihed og

udfoldelse.

Alle borgere har som udgangspunkt den samme ytringsfrihed, men det retlige værn om

ytringsfriheden sikrer ikke i sig selv, at alle borgere kommer til orde og gør brug af deres

ytringsfrihed.

Den faktiske adgang til at udøve sin ytringsfrihed afhænger af mange faktorer, herun-

der den enkeltes personlige evne til at udtrykke sig. Hvis man f.eks. har svært ved at

formulere sig, har det nødvendigvis indvirkning på muligheden for at komme til orde.

Derfor spiller befolkningens uddannelses- og vidensniveau også en vigtig rolle i relation

til ytringsfrihedens praktiske udfoldelse i samfundet.

Betydningen af muligheden for at kunne komme til orde bliver måske særlig tydelig, når

man ønsker at nå ud til en videre kreds. Adgangen til at ytre sig i det offentlige rum har

tidligere været nært forbundet med adgangen til at publicere ytringer gennem de etab-

lerede nyhedsmedier. Medierne bestemmer suverænt, hvad der bringes, og en ytrings

Lovforslag nr. L 18 om ændring af straffeloven af 5. oktober 2016 (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat)

gennemslagskraft har derfor traditionelt haft nær sammenhæng med, om skribenten

slap gennem det redaktionelle nåleøje.

Den teknologiske udvikling – ikke mindst tilkomsten af sociale medier – har imidlertid

ændret billedet fuldstændigt. I dag kan enhver med adgang til internettet publicere sine

holdninger mv. på sociale medier uden behov for en redaktør eller andre hjælpemidler.

Enhver er populært sagt blevet sin egen redaktør. På sociale medier kan ytringer frem-

sættes straks og (potentielt) spredes vidt og bredt med meget høj hastighed.

Udviklingen forstås undertiden sådan, at sociale medier har demokratiseret den offent-

lige debat, fordi mange flere, takket været de nye medier, i dag har mulighed for at ytre

sig og deltage i debatter med mennesker, de ellers ikke vil møde. Derudover er afstanden

til politikerne blevet kortere, og den offentlige dagsorden defineres ikke kun af publici-

stiske nyhedsmedier og politikere. Kampagnerne #metoo om seksuelle krænkelser og

#detkuhaværetmig om en straffesag mod en yngre læge er aktuelle eksempler på, hvilken

betydning sociale medier har for den offentlige dagsorden.

Det er dog også velkendt, at tonen i debatten på sociale medier til tider er så hård og

brutal, at den får nogen til at holde sig fra at deltage og dermed undlade at bruge deres

ytringsfrihed. Internettet og sociale medier kritiseres i det hele taget for at give rum til

anonyme brugere, som forurener debatklimaet på de forskellige platforme, og som der-

for forhindrer mangfoldig samtale.

Som nævnt kan det være forbundet med retlige sanktioner at udnytte sin ytringsfrihed,

men risikoen for andre mere uformelle reaktioner kan også i høj grad påvirke lysten og

tilbøjeligheden til at ytre sig.

De repressalier (f.eks. social misbilligelse, vold, trusler, karantæne på sociale medier el-

ler ansættelsesmæssige konsekvenser), der efter omstændighederne kan være forbundet

med at ytre sig offentligt om følsomme eller kontroversielle emner, spiller tillige en rolle

for den faktiske brug af ytringsfriheden. Hvad enten det er en hård debattone, frygten

for egentlige trusler og angreb eller sociale reaktioner, der afholder folk fra at ytre sig, er

Se publikationen ”Hadefulde ytringer i den offentlige online debat”,

Institut for Menneskerettigheder

(https://

menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/ligebehandling_2017/rapport_hadefulde_

ytringer_online_2017.pdf).

det alvorligt for demokratiet.

At frygten ikke altid er ubegrundet, har vi desværre set

eksempler på både i Danmark og i resten af verden.

Der er en væsentlig forskel på, om man undlader at ytre sig pga. frygt for uretmæssige

trusler og vold mv., eller om man vælger at forholde sig tavs om et givent emne, fordi

man er af den overbevisning, at det vil være mere hensigtsmæssigt at lade være.

Ytringskultur- og ansvar, sociale normer og etikette har væsentlig betydning for, hvad vi

ytrer os om, og hvordan vi ytrer os. Hvilken ytringskultur, der eksisterer, afhænger i høj

grad af samfundet, medierne, religion mv.

Disse normer for hvad vi ytrer os om, og hvordan vi ytrer os, sættes også på prøve i den

digitaliserede og globale virkelighed, hvor der eksisterer vidt forskellige retningsgivende

normer for meningsudveksling.

Den offentlige debat er som nævnt i meget stort omfang rykket over på de sociale medi-

er, som har etiske retningslinjer, der er tilpasset en global virkelighed. At dette kan have

konsekvenser for ytringsfriheden blev bl.a. tydeligt, da forfatteren Peter Øvig Knudsens

bøger om hippiebevægelsen i Danmark i 2013 blev fjernet fra Apples netbutik, fordi bo-

gens forside viste en nøgen kvinde. Det samme gjorde sig gældende, da Facebook fjerne-

de et ikonisk billede fra Vietnamkrigen, som viste en nøgen pige, der flygtede under et

napalm-angreb. Begge sager gav anledning til stor debat, fordi amerikanske normer for

blufærdighed, som fjernelsen af billederne var udtryk for, forekom bornerte og utidssva-

rende i bl.a. en dansk sammenhæng.

Denne indholdsmoderation på sociale medier finder også sted i forhold til kontrover-

sielle politiske udsagn og religionskritik.

De sociale adfærdsnormer fungerer desuden som uskrevne regler, der får en selvregu-

lerende effekt i forhold til, hvad folk ytrer. Hvad der er god og dårlig ytringsadfærd be-

stemmes af de sociale normer og etikette. I vores daglige liv går vi formentlig sjældent

rundt og tænker på de retlige grænser for ytringsfriheden, når vi ytrer os. Her er det i

højere grad de sociale, moralske normer og omgangstonen, som regulerer vores adfærd.

Det er i høj grad den konkrete sammenhæng, som sætter rammerne og vilkårene for

Se f.eks. undersøgelsen ”Chikane, trusler og hærværk mod kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer”

Indenrigsministeriet, KL

Danske Regioner

(http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_85511/cf_202/Chikane-unders-gelse.

PDF). Rapporten viser, at fire ud af ti kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer har oplevet chikane, hærværk

eller trusler i forbindelse med deres politiske hverv – særligt på mail og via sociale medier.

Det gælder f.eks. angrebet i februar 2015 mod et debatmøde om ytringsfrihed og den jødiske synagoge i København,

hvor to personer blev dræbt og angrebet i januar 2015 på satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt,

ligesom også trusler over for nogle enkeltpersoner er så alvorlige, at de må leve under beskyttelse.

meningsudvekslingen. Eksempelvis vil det, vi siger på arbejdspladsen højst sandsynligt

adskille sig fra, hvad vi ytrer ved middagsbordet inden for hjemmets fire vægge. Typisk

sker denne filtrering helt ubevidst, fordi vores adfærd indrettes efter sociale normer.

Det er under alle omstændigheder klart, at såvel muligheden for at komme til orde, fryg-

ten for repressalier som følge af ytringer og ytringskultur har betydning for ytringsfrihe-

dens faktiske grænser, som ofte adskiller sig fra de grænser, som loven sætter.

Når talen falder på ytringsfrihedens grænser, handler diskussionen ofte om, hvorvidt

forbud og strafferetlige sanktioner overhovedet er den rette måde at dæmme op for be-

stemte ytringer på. For nogen vil svaret være ”ja”, mens andre fastholder det synspunkt,

at oplysning og modargumenter i en offentlig debat er en bedre metode til at imødegå

holdninger og synspunkter, som for nogen (måske flertallet) kan virke frastødende og

uforståelige.

At debatten om ytringsfrihedens grænser kontinuerligt finder sted, er udtryk for, at

ytringsfriheden er dynamisk og ikke mindst påvirket af den almindelige samfundsud-

vikling. Det indikerer nok også, at ytringsfrihedens vilkår udgør et af de vigtigste para-

metre for det levende demokrati.

”Ytrings- og forsamlingsfrihed – status 2015-16”,

Institut for Menneskerettigheder

(https://menneskeret.dk/udgivelser/

ytrings-forsamlingsfrihed-status-2015-16), side 5f. Se for nærmere om, hvordan samfundsudviklingen har påvirket

synet på ytringsfriheden og dens grænser i kapitel 5 om ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur.

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

Kapitel 4

Ytringsfrihedens historiske udvikling

og ankomst til Danmark

1. Indledning

Ytringsfriheden er en fundamental rettighed, som vi i de vestlige demokratier tager for

givet. Men sådan har det langt fra altid været.

Set i et historisk perspektiv må man konstatere, at det vi forstår ved ytringsfrihed, er et

relativt nyt begreb, hvis udbredelse har nær sammenhæng med de forestillinger om in-

divid og samfund, der især vandt frem i oplysningstiden og tiden derefter.

Selv om dette kapitel særligt vil handle om den (rets-)historiske udvikling i Danmark

med et fokus på de retlige rammer om trykke- og ytringsfriheden gennem tiden, omta-

les også de begivenheder, personer og strømninger fra omverdenen, som i høj grad har

været bestemmende for den danske udvikling.

Med henblik på at afgrænse stoffets omfang i overensstemmelse med kommissionens

formål og rammer, vil gennemgangen ske ved hjælp af nogle udvalgte nedslagspunkter –

f.eks. bestemte perioder, begivenheder eller værker – som vurderes at have haft en særlig

betydning for ytringsfrihedens udvikling i Danmark.

2. Ytringsfrihed i antikkens Athen og i den romerske

republik

2.1

Antikkens Athen

I foråret 1994 markerede verden 2500-året for indførelsen af en form for demokrati i det,

der dengang var den græske bystat Athen.

Indførelsen af demokrati fandt sted i år 507 f.Kr., efter at tyrannen Peisistratos’ herre-

dømme var nedkæmpet, og tilskrives den athenske statsmand Kleisthenes, som med

hjælp fra folket var blevet bystatens højeste embedsmand.

Det athenske demokrati bestod frem til år 322 f.Kr.

Der var i løbet af de knap 200 år

naturligvis en række ændringer af de politiske organer og deres beføjelser.

Et grundtræk ved det athenske demokrati var, at der var tale om et direkte demokrati –

et forsamlingsdemokrati – som er noget ganske andet end de moderne repræsentative

demokratier, som vi kender i dag.

I det athenske demokrati var det centrale organ folkeforsamlingen (Ekklesia). Der var

ikke tale om et parlament med folkevalgte repræsentanter, som med et mandat fra væl-

gerne udøvede magten på vegne af folket. Folkeforsamlingen var derimod et sted (under

åben himmel), hvor i princippet enhver athensk borger kunne møde frem og tage direkte

del i statens styrelse ved f.eks. at stille forslag til lovgivning, deltage i afstemninger ved

håndsoprækning mv.

I en del af perioden var der møde i folkeforsamlingen så hyppigt som 40 gange årligt

med deltagelse af i størrelsesordenen 6.000 borgere hver gang – en ikke ubetydelig an-

del af de i alt ca. 30.000 borgere, som det skønnes opfyldte betingelserne for at deltage i

folkeforsamlingen.

Folkeforsamlingen var forbeholdt mandlige athenske borgere over 20 år, og borgerska-

bet var et privilegium, som faldt i arv til mandlige efterkommere. Kvinder, tilflyttere og

slaver var således alle afskåret fra direkte politisk indflydelse.

Folkeforsamlingen var ikke den eneste politiske forsamling i det athenske demokrati,

der – med en vis variation gennem perioden – tillige bestod af bl.a. folkedomstolen og

de såkaldte nomotheter (lovgivere) foruden et større embedsværk. Også i disse organer

var det de mandlige borgere, der besatte posterne, mange gennem lodtrækning, andre

ved direkte valg.

2.1.1

Isegoria og Parrhesia

Udover at være en styreform med bestemte politiske organer, var demokratiet på samme

tid også en livsform, hvor idealer om frihed og lighed indtog en særlig plads. Frihedside-

alet var todelt og bestod dels af den politiske frihed til at tage del i statens styrelse, dels af

Der var imidlertid ikke tale om en ubrudt periode med demokrati, idet der i perioden 2 gange i 411 og i 404 var

perioder, hvor demokratiet var afskaffet til fordel for et oligarkisk styre. Specielt i 404 var der under de såkaldte 30

tyranner tale om et meget brutalt regime, som først efter en hård borgerkrig blev afskaffet.

M. Herman Hansen,

Demokratiet i Athen,

1. udgave (1993), side 47ff.

Hansen (1993), side 30f.

friheden til at leve sit liv, som man ønskede sig uden statslig indblanding, når blot man

respekterede loven og tog hensyn til sine medmennesker.

Centralt i det politiske aspekt af friheden stod bl.a. begrebet Isegoria. Den oprindelige

betydning af udtrykket er ”lige ret til at tale på markedspladsen”

og er således et udtryk

for den lige adgang til at tale og blive hørt i f.eks. de politiske forsamlinger, herunder på

folkeforsamlingen. Isegoria handler med andre ord ikke om det indholdsmæssige – hvad

man kan og må sige – men derimod om retten til og muligheden for at blive hørt på lige

fod med andre borgere. Det var en del af borgerrettighederne og kunne helt eller delvist

fortabes.

I realiteten var det dog ikke sådan, at hvem som helst benyttede sig af sin taleret og mu-

ligheden for at overbevise sine medborgere om egne synspunkter. Der opstod med tiden

en forventning om, at dem, der tog ordet i forsamlingerne, besad et vist retorisk niveau,

og det at tale i forsamlingerne udviklede sig derfor til en krævende disciplin, som kun en

mindre gruppe af de taleberettigede – hovedsageligt trænede retorikere og ældre stats-

mænd – mestrede og praktiserede.

Når vi i dag taler om, at vi ”stemmer” til de politiske forsamlinger, antages det, at ud-

trykket har sin oprindelse i begrebet Isegoria, hvor det at bruge sin stemme/sin røst bog-

staveligt talt var ensbetydende med det at bruge sin mulighed for indflydelse i politiske

anliggender.

Et væsentligt aspekt af friheden til at leve sit liv, som man ønskede uden indblanding,

var friheden til ærligt og åbent at sige, hvad man mente. Det kaldes Parrhesia. Den op-

rindelige betydning er at ”sige alt,” og det er således et udtryk for retten til frimodigt

og åbent at give udtryk for sine tanker. Parrhesia vedrører – i moderne termer – den

indholdsmæssige ytringsfrihed og er sammenlignelig med den nutidige opfattelse af

ytringsfrihed.

Parrhesia kunne både relatere sig til politiske anliggender, hvor bl.a. Demosthenes opfor-

drede dem, der benyttede sig af retten til at tage ordet i folkeforsamlingen, til at tale frit,

og (især) til livet uden for de politiske forsamlinger, herunder privatsfæren. Et sted, hvor

Parrhesia blev praktiseret livligt, var i komedien, hvor de, som tog del i den offentlige

debat eller på anden måde gjorde sig bemærket, måtte finde sig i at lægge ryg til spydig-

Hansen (1993), side 107.

”The two clashing Meanings of Free Speech” (2. december 2017),

The Atlantic,

https://www.theatlantic.com/politics/

archive/2017/12/two-concepts-of-freedom-of-speech/546791/ (senest tilgået den 11. november 2019).

Ibid.

heder og latterliggørelse fra scenen. Et andet sted var ved folkedomstolene, hvor tonen

mellem anklager og forsvarer ofte var endog meget barsk.

Parrhesia er således et meget mere omfattende begreb end isegoria. Ifølge Demosthenes

omfattede det også kvinder, tilflyttere og slaver, og begrebet er uomtvisteligt en meget

vigtig del af Athenernes selvforståelse og identitet.

Men heller ikke Parrhesia var absolut. Ytringer kunne også dengang føre til retlig indgri-

ben, enten fordi de anfægtede religion eller andre traditionelle værdier, eller fordi man

mente, at de kunne bringe demokratiet i fare. Som et eksempel på, at det athenske demo-

krati – til trods for idealet om ytringsfrihed – kunne reagere kontant over for anderledes

tænkende, fremhæves ofte retssagen mod Sokrates.

Retssagen mod Sokrates

Sokrates (469- 399 f.Kr) blev i år 399 f.Kr. anklaget ved folkedomstolen i Athen med

krav om dødsstraf. Efter anklageskriftet havde Sokrates gjort sig skyldig i bl.a. ugude-

lighed og i at have ført sine unge tilhængere i fordærv. Forud for dette havde Sokrates,

som var en åbenmundet modstander af dele af det athenske demokrati, i en politisk

sårbar tid gjort sig upopulær bl.a. i kraft af sine nære relationer til nogle af dem, som

bar ansvaret for, at demokratiet i en periode fra 404-403 f.Kr. var erstattet af et tyran-

nisk styre. Sokrates havde dog personligt sagt fra over for tyrannerne, hvis brutalitet

han offentligt kritiserede, og hvis ordrer han med fare for sit liv nægtede at udføre.

Men få år efter genindførelsen af demokratiet blev han i en alder af 70 år anklaget

ved folkedomstolen. Han leverede selv en del af sit forsvar, som vi kender til gennem

to versioner skrevet af Platon og Xenofon, der begge havde været blandt Sokrates til-

hængere. Tro mod sine holdninger nægtede Sokrates pure at bortforklare sine hand-

linger og afviste også, at han – selv hvis han blev frikendt – ville indstille sin kritiske

virksomhed.

Retssagen endte med, at Sokrates med et forholdsvis snævert flertal blev kendt skyl-

dig. Da der bagefter skulle udmåles en straf, og Sokrates igen fik muligheden for at

tale sin sag, valgte han endnu engang at polemisere og provokere fremfor at foreslå en

rimelig straf. Han blev herefter – nu med større stemmeantal – idømt dødsstraf, og

måtte efter et ophold i fængsel tømme et bæger med skarntydesaft.

Den gængse udlægning af retssagen mod Sokrates har været, at Sokrates, som en mar-

tyr, måtte lade livet, fordi hans tanker, og de ting han sagde, var en torn i øjet på hans

mere snæversynede samtidige.

I dag er der to hovedforklaringer på retssagen, som ikke udelukker hinanden. Den

ene fremhæver, at Sokrates blev straffet for sin kritik af demokratiet og specielt for sin

indflydelse på flere af de Athenere, der havde medvirket til den oligarkiske revolution

i 404-3. Denne forklaring lægger altså vægten på det politiske.

Den anden forklaring inddrager historien og tager i højere grad det religiøse aspekt

alvorligt. Efter krigsnederlaget og borgerkrigen var stemningen nervøs, og man var

optaget af at bevare traditionelle værdier og gudernes beskyttelse og opretholde den

offentlige orden.

2.2

Den romerske republik

Når der i dag tales om, at der i antikkens Rom – i lighed med Athen – var en styreform,

der rummede elementer af det, vi i vores moderne samfund forstår ved demokrati, er

det først og fremmest den romerske republik, der sigtes til. Republikken blev til ca. 510

f.Kr. efter afskaffelse af flere århundreder med monarkisk styre og bestod indtil ca. år 30

f.Kr., hvor den afløstes af det romerske kejserdømme. Det moderne begreb, en republik,

kommer af det latinske res publica eller den fælles sag og betegner en statsform, hvor

den øverste ledelse vælges for et begrænset antal år. I den romerske republik var magten

tredelt med elementer af demokrati, monarki og aristokrati, i henholdsvis folkeforsam-

lingerne (Comitia), embedsværket (Magistratus) og senatet (Senatus).

Folkeforsamlingerne var det demokratiske og lovgivende organ, hvor de mandlige ro-

merske borgere kunne møde frem og deltage i afstemninger om f.eks. forslag til lov-

givning og valg af embedsmænd. Men ulig forholdene i Athen var der ikke tale om, at

enhver, som var mødt frem for at afgive sin stemme, også kunne tage ordet og selv stille

forslag.

Det græske begreb Isegoria genfindes altså ikke i den romerske republik.

Embedsværket bestod, som nævnt, af mænd, som havde opnået valg på folkeforsam-

lingerne.

Der var forskellige alderskrav til forskellige embeder, og opstigningen gennem embeds-

værket skete efter en bestemt rækkefølge, der skulle sikre et match mellem erfaring og

ansvar. I toppen af embedsværket sad de to konsuler. Antallet skulle forhindre frem-

komsten af en ny tyrannisk enehersker, og konsulerne kunne – hvis den ene ville beslutte

J. Manuel Diaz De Valdés, “Freedom of speech in Rome” i

Revista de Estudios Histórico-Jurídicos

(nr. 31 2009), side

130f.

noget, som den anden var imod – nedlægge veto.

Konsulerne blev kun udpeget for et

år ad gangen.

I særlige krisesituationer, hvor f.eks. Rom var truet af en udefrakommende fjende, kunne

der midlertidigt for en periode af 6 måneder indsættes en diktator, der som enerådig

leder, kunne være mere handlekraftig og resolut i sin magtudøvelse.

Senatet var et organ sammensat af modne mænd, der tidligere havde været del af em-

bedsværket. Senatorerne blev udpeget på livstid og skulle fungere som rådgivere for

konsulerne, som var de øverste embedsmænd. Selv om senatorerne ikke havde nogen

formel magt,

var deres indflydelse og autoritet stor, fordi de repræsenterede stabilitet og

kontinuitet over for de to konsuler, som kun valgtes for et år ad gangen.

I dag findes som bekendt senater i bl.a. USA, Canada og Italien, hvor betegnelsen bruges

om det ene af de lovgivende forsamlingers to kamre.

2.2.1 Libertas

Centralt i den romerske republik stod begrebet ”libertas”. Libertas betyder frihed og var

groft sagt et udtryk for frihed fra den undertrykkelse fra magthaverne, som romerne for-

bandt med det monarkiske styre, der gik forud for republikken. Frihedsbegrebet var en

del af medlemskabet af det romerske borgerskab og gjaldt derfor (i udgangspunktet) for

alle romerske borgere. Borgerskab med tilhørende ret til at deltage i de politiske forsam-

linger tilkom alene frie, romerske mænd, og som det var tilfældet i Athen, nød kvinder

ikke de samme rettigheder, selv om de blev anset for borgere. Borgerskab tilkom heller

ikke gruppen af slaver, men slaverne i den romerske republik kunne imidlertid købe

eller gøre sig fortjent til deres frihed og derved opnå romersk borgerskab med tilhørende

borgerrettigheder.

Frihedsbegrebet omfattede forskellige friheder, herunder ytringsfrihed. Mens der som

nævnt ikke var politiske diskussioner i folkeforsamlingerne, var der i praksis en meget

fri tale i andre sammenhænge. Det gjaldt f.eks. i senatet, hvor tonen var fri og undertiden

kunne manifestere sig ved voldsomme verbale angreb på politiske modstandere. Det

var også tilfældet i de romerske domstole, hvor der, ligesom i Athen, var tradition for at

forsøge at miskreditere sin modpart. Måske mere overraskende var der tilsyneladende

også inden for militæret en tradition for diskussion af politiske og andre offentlige anlig-

Udtrykket ”veto” er latinsk og betyder ”jeg forbyder”.

Senatet havde på et tidspunkt veto-ret i visse lovgivningsspørgsmål.

Se D. L. Wassons artikel, ”Roman Citizenship” (27. januar 2016),

Ancient History,

https://www.ancient.eu/article/859/

roman-citizenship/ (senest tilgået den 11. november 2019).

gender og dermed ikke den blinde tillid og underdanighed over for autoriteterne, som

man ville forestille sig. Det forklares med, at man som soldat også var borger og derfor

nød de almindelige borgerettigheder.

Også uden for den mere institutionelle sfære blev der praktiseret frisprog. Det var tilfæl-

det på markedspladsen (forum) og også i teatret, så længe man afstod fra udtrykkeligt at

navngive de personer, man hængte ud.

Mens der således umiddelbart er lighedstræk med det athenske demokratis Parrhesia,

er der også forskelle. Libertas er et meget mere omfattende begreb, der beskytter en ro-

mersk borger overalt mod overgreb – noget han har krav på alene i kraft af sit romerske

borgerskab. Hvor libertas på denne måde er udtryk for en form for tidlig retsstatstanke-

gang, handler parrhesia mere snævert om friheden til at sige sin mening.

Ciceros liv og død

En central skikkelse i den romerske republiks sidste tid var Marcus Tullius Cicero.

Cicero blev født i år 106 f.kr. og uddannede sig til og virkede som advokat, før han

indledte sin politiske karriere i den romerske magistrat. Cicero skabte sig hurtigt et

navn som politiker. Han steg hurtigt i graderne og opnåede i år 63 f.Kr. at blive ud-

nævnt til konsul.

Ciceros tid var præget af konstante magtkampe og usikkerhed om republikkens over-

levelse. Cicero markerede sig i den forbindelse som en meget stærk og veltalende

fortaler for republikken. Som konsul lykkedes det ham tilmed at afværge et forsøg

på at omstyrte republikken anført af Lucius Catalina, som havde lidt et nederlag, da

Cicero blev valgt til konsul.

Oprørerne blev henrettet efter en senatsbeslutning, som Cicero spillede en væsentlig

rolle i. Det kom – nogle år senere – til at koste Cicero en periode i landflygtighed,

fordi der blev indført en lov, hvorefter personer, der havde medvirket til henrettelse af

romerske borgere uden rettergang, blev tvunget i eksil.

Ved Ciceros tilbagekomst til Rom var situationen tilspidset yderligere, og endnu vær-

re blev det, da mordet på Cæsar i år 44. f.Kr. udløste en voldsom magtkamp mellem

Cæsars medkonsul Marcus Antonius og republikanerne, der frygtede, at en overladel-

J. Manuel Diaz De Valdés, “Freedom of speech in Rome” i

Revista de Estudios Histórico-Jurídicos

(nr. 31 2009), side

129ff. Forfatteren skriver sammenfattende:”Summing

up, republican times displayed a rich vibrant exercise of freedom of

speech through the most varied means. It was not only a feature of the Roman institutional life, but also of its society as a

whole.”

J. Møller og S.E. Skaaning,

Demokrati – opfattelser, udviklinger, årsager og virkninger,

1. udgave (2014), side 48.

se af magten til Marcus Antonius ville føre til republikkens undergang. Cicero kaste-

de sig helhjertet ind i kampen på republikanernes side. Hans stærke modstand mod

Marcus Antonius kom til udtryk i en række taler (de phillipiske taler), hvor Cicero i

meget skarpe vendinger angreb Marcus Antonius.

Cicero og hans fløj tabte kampen, da Cæsars arving Octavian (den senere kejser

Augustus) slog sig sammen med Marcus Antonius.

Cicero, der nu blev anset for statsfjende, blev pågrebet og dræbt. Hans hoved og hæn-

der blev skåret af og bragt til Antonius i Rom og herefter stillet frem til offentligt skue

på Forum i Rom, hvorfra Cicero havde holdt mange af sine taler.

3. Trykpresse, reformation og ytringsfrihed

Den europæiske middelalder var på den ene side karakteriseret ved videnskabelig nys-

gerrighed og fremgang og på den anden side ved stigende (religiøs) intolerance og un-

dertrykkelse. I det 12. og 13. århundrede blomstrede filosofi og videnskab – først på kate-

dralskoler og blandt byernes magistre, siden på universiteterne. Blandt andet som følge

af en stigende kontakt til den islamiske verden, blev antikke filosoffer som Aristoteles

genopdaget og oversat til latin sammen med værker fra fremtrædende islamiske tænke-

re. Samtidig lagde videnskabsmænd som ”the Oxford calculators” grundstenen til den

moderne naturvidenskab.

Det var også i middelalderen, at de første europæiske universiteter så dagens lys. I begyn-

delsen af 1200-tallet blev der etableret universiteter i Paris, Bologna og Oxford, da magi-

stre og studerende organiserede sig i lav (sammenslutninger) kaldet universitas. Nu var

det primært op til det akademiske miljø selv at sætte rammerne for den akademiske fri-

hed, hvilket gav forholdsvis vide rammer for anvendelsen af fornuft og rationalitet, men

dog langt fra ubegrænset tanke- og ytringsfrihed. Der er fra perioden 1200 og 1300-tallet

adskillige eksempler på kætterisager, som relaterede sig til den akademiske verden.

I 1210 forbød de kirkelige myndigheder i Paris Aristoteles´ naturfilosofi, og senere i 1277

udstedte biskopperne i Paris og Canterbury en fælles liste med 219 forbudte udsagn,

hvoraf størstedelen stammede fra Aristoteles eller hans efterfølgere.

Det var først og fremmest værkerne og de ideer, som de indeholdt, som blev anset for

kætterske. Det betød, at akademikerne ofte slap med livet i behold og kunne genoptage

deres karrierer, hvis de lod de formastelige værker brænde og trak de problematiske

udsagn tilbage.

Uden for universitetets verden udviklede Vesteuropa sig i mere intolerant retning kul-

minerende med den middelalderlige inkvisition, der indebar systematisk forfølgelse af

kættere på tværs af Europa.

Danmark fik sit første universitet i 1479, da kong Christian d. 1 grundlagde Københavns

Universitet. Universitetet blev lukket i 1531 som led i den katolske kirkes forsøg på

at sætte en stopper for reformationens udbredelse, men blev genåbnet af kong Chri-

stian d. 3 i 1537, året efter han vandt Grevens Fejde og gennemførte reformationen i

Danmark.

3.1

Trykpressens opfindelse

Det var en teknologisk landvinding – trykpressens opfindelse – som fik helt afgøren-

de betydning for den spredning af budskaber, som var en forudsætning for nogle af

1500-tallets allervigtigste begivenheder – herunder ikke mindst reformationen.

Når der således i disse år tales om, hvordan den (informations-)teknologiske udvikling

med bl.a. dannelsen af nye kommunikationsplatforme i væsentligt grad har påvirket og

forandret den måde, vi kommunikerer med hinanden og spreder vores synspunkter på,

er det historisk set ikke uden fortilfælde.

Indtil midten af det 15. århundrede var bøger et særsyn og noget, som det var de færreste

forundt at eje eller have adgang til. Man havde godt nok erstattet pergament med papir,

men hvis der skulle produceres flere eksemplarer af en tekst, måtte det stadig ske i hån-

den ved afskrivning.

Omkring år 1450 skete der imidlertid noget banebrydende, da den tyske guldsmed Johan

Gutenberg opfandt trykpressen.

Opfindelsen, der indebar, at skrifter nu kunne masseproduceres i et hidtil uset omfang

og med en langt større hastighed, fik de følgende årtier stor udbredelse.

Mens den nye teknik gik sin sejrsgang over det europæiske kontinent i det 15. og 16.

århundrede, rørte også andre ting på sig. Den katolske kirke havde oprindeligt taget

godt imod bogtrykkerkunsten, fordi den f.eks. kunne anvendes til masseproduktion af

Trykpressen var en metode, hvor genanvendelige bogstaver støbt i bly blev sat på forme, så de dannede hele sider med

skrift, som man ved brug af en skruepresse og en særlig sværte kunne trykke fra.

de afladsbreve, som var en vigtig indtægt for kirken.

Det blev imidlertid hurtigt klart,

at trykpressen også rummede et stort konfliktpotentiale, fordi den muliggjorde spred-

ningen af – for kirken – uønskede skrifter, som kritiserede kirken og dens position, eller

som vedrørte naturvidenskabelige opdagelser og teser, som var uforenelige med kirkens

dogmer og verdensbillede.

Dette blev særlig klart, da Martin Luther allehelgensaften i 1517 slog sine teser op på kir-

kedøren i Wittenberg og derved for alvor satte gang i den bevægelse, der nogle år senere

førte til reformationen. Det er blevet hævdet, at trykpressen var en slags fødselshjælper

for reformationen, og at det er tvivlsomt, om reformationen overhovedet ville have fun-

det sted på det tidspunkt i historien, hvis ikke trykpressen havde fandtes.

Utvivlsomt er det i hvert fald, at Luthers reformatoriske skrifter, herunder hans oversæt-

telse af biblen til et forståeligt tysk, som kom på tværs af den katolske kirkes hidtidige

forkyndelsesmonopol, ikke havde fået tilnærmelsesvis den samme udbredelse og gen-

nemslagskraft uden trykkekunsten.

Det var et nybrud af stor betydning, at reformationen betød, at bibelske skrifter blev

oversat til de reformerte landes nationalsprog, hvilket satte befolkningerne (i hvert fald

den del, der kunne læse) i stand til at tilegne og forholde sig til stoffet. Forventningen

om, at man kunne sin katekismus fik formentlig også på den lidt længere bane betydning

for befolkningens generelle læsefærdigheder.

Selv om kun få bestrider, at Luther med sin vedholdende og modige kritik af den katol-

ske kirke satte gang i skelsættende forandringer, er der i dag forskellige opfattelser af,

hvilken betydning reformationen og Luther havde for ytrings- og religionsfrihed og reli-

Netop tanken om, at man ved at betale penge til kirken kunne få aflad og på den måde undgå skærsildens pinsler, var

noget af det, som Luther vendte sig mod. Et gammelt dansk rim fra tiden før reformationen lød meget rammende:

”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen af skærsilden springer.”

Se f.eks. ”Bogtrykkerkunsten revolutionerede verden” (5. november 2015),

Jyllands-Posten,

https://jyllands-posten.dk/

nyviden/ECE8185028/bogtrykkerkunsten-revolutionerede-verden1/ (senest tilgået den) og ”Bogtrykkets betydning

for reformationens indførelse, ca. 1450-1536” (20. januar 2017),

danmarkshistorien.dk,

https://danmarkshistorien.dk/

leksikon-og-kilder/vis/materiale/bogtrykkets-betydning-for-reformationens-indfoerelse-ca-1450-1536/ (senest tilgået

den 11. november 2019).

giøs tolerance. Den hjemlige debat herom har strakt sig over en årrække, kulminerende

med reformationsjubilæet i 2017.

Den ene fløj i debatten mener, at grundlaget for ytrings- og religionsfriheden og den

religiøse tolerance netop skal findes hos bl.a. Luther, også selv om de første mange år

efter reformationen bød på omfattende religionskrige over det europæiske kontinent og

ikke umiddelbart førte til større frihed. Argumentet er imidlertid, at Luther med sin

introduktion af det personlige gudsforhold og kravet om samvittighedsfrihed (tanke-

frihed), på længere sigt kom til at virke som en katalysator for frihed og tolerance. Som

støtte for synspunktet peges således på, at senere kendte fortalere for frihed og tolerance

– herunder John Locke – bygger videre på Luthers grundlæggende tanke om troen som

en personlig sag.

Den modsatte fløj bestrider, at Luther og reformationen indførte et skel mellem kirke

og stat og peger på, at reformationen derimod umiddelbart førte til, at der rundt om i

Europas protestantiske stater (herunder Danmark) blev indført statskirker, hvor kongen

eller fyrsten blev overhoved for både kirke og stat. Det førte bl.a. til indførelsen af religiøs

lovgivning. Synspunktet om, at Luther og reformationen lagde kimen til større tolerance

og frihed afvises også, idet man bl.a. henviser til, at i hvert fald den ældre Luther, for-

uden at være udpræget anti-semitisk, forlangte den enkeltes totale lydighed over for den

verdslige myndighed (kongen eller fyrsten). Der peges ligeledes på det forhold, at der i

årene umiddelbart efter reformationen med censurforanstaltninger og hårde straffe blev

slået kontant ned på personer, der forkyndte noget, som stred mod evangeliet.

3.2

Reformationen

I Danmark blev reformationen endelig indført af kong Christian III i 1536 efter en pe-

riode med religiøs og politisk uro. Kirken blev underlagt kongemagten og mistede sin

økonomiske og politiske selvstændighed. Det juridiske grundlag for den nye lutherske

kirke blev fastsat i kirkeordinansen fra 1537 (den dansksprogede udgave forelå i 1539), der

Debatten har især været ført i Kristeligt Dagblad i 2009-2011 og igen i 2016-2017. Særligt kritiske over for Luther er

F. Stjernfelt og J. Mchangama i

MEN – ytringfrihedens historie i Danmark,

1. udgave (2016), kapitel 1. Se tilsvarende

artiklen ”Kritiske perspektiver på Luther og Reformationen” (2. december 2016),

Kristeligt Dagblad,

https://www.

kristeligt-dagblad.dk/debat/kritiske-perspektiver-paa-luther-og-reformationen (senest tilgået den 11. november

2019) og kronikken ”Luther versus trykkefrihed” (28. oktober 2010),

Jyllands-Posten,

https://jyllands-posten.

dk/debat/kronik/article4396875.ece/ (senest tilgået den 11. november 2019). For det modsatte synspunkt se bl.a.

”Ytringsfrihed i den kristne samfundsorden” (22. juni 2016),

Kristeligt Dagblad,

https://www.kristeligt-dagblad.dk/

kronik/ytringsfrihed-i-den-kristne-samfundsorden (senest tilgået den 11. november 2019), ”Reformation, ytringsfrihed

og tolerance. Kapitler af ytringsfrihedens historie” (31. oktober 2015),

180grader,

https://www.180grader.dk/Politik/

reformation-ytringsfrihed-og-tolerance-kapitler-af-ytringsfrihedens-historie/ (senest tilgået den 11. november 2019) og

K.W. Holm, ”Lutherhetzen og den bundne samvittigheds frihed” i

Tidehverv

(nr. 17 af 2011), side 140ff.

f.eks. fastsatte regler om de kirkelige handlinger, præsternes aflønning og om skolernes

indretning.

Med kirkeordinansen kom også de første formulerede lovbestemmelser om forhånds-

censur. Der var tidligere set eksempler på undertrykkelse af bøger i Danmark, men først

med bogtrykkerkunsten og reformationen blev behovet for kontrol tilsyneladende så

presserende, at det fandtes påkrævet at lovgive om censur.

Kirkeordinansens regler indebar, at ingen skrifter måtte udgives eller importeres, før der

var indhentet tilladelse fra universitetet og biskopperne. Forhåndscensuren skulle for-

hindre, at tidens mange ”dårlige bøger” ville lede folket i fordærv og vildfarelse med falsk

lærdom om religionen. Reglerne skulle med andre ord primært sikre ro og ensartethed

i trosspørgsmål.

Kirkeordinansen indeholdt også en positivliste med godkendte bøger, herunder biblen

og Luthers katekismus, som alle gode præster skulle bruge.

Selv om kirkeordinansens censurordning må forstås som ufravigelig, er der meget, der

tyder på, at det kneb med den konsekvente håndhævelse. I hvert fald fandt kongen flere

gange – og allerede i 1552 – anledning til at indskærpe reglerne.

Desuden blev reglerne i 1562 suppleret med et forbud mod import af dansksprogede

bøger trykt i udlandet for at dæmme op over for omgåelse af censuren. Med stramnin-

gen var en af intentionerne at koncentrere trykningen af dansksprogede skrifter hos de

forholdsvis få danske (københavnske) bogtrykkere, for derved at gøre kontrollen lettere.

I 1576 var der imidlertid atter behov for at indskærpe, at dansksprogede bøger trykt i

udlandet og indført uden om censuren skulle gennemses og ”approberes”. Forbuddet fra

1562 blev således – måske i erkendelsen af, at det var svært at opretholde – erstattet af en

ordning med forudgående godkendelse.

59 60

Det var på nogenlunde samme tid, at den katolske kirke som en del af sit eget censursystem, indførte et indeks over for-

budte bøger (Index Librorum Prohibitorum). Oversigten, som bl.a. omfattede Luthers samlede værker, blev opretholdt

helt frem til 1960’erne.

C. Appel,

Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark,

bind I (2001), side 357ff.

I Mchangama og Stjernfelt (2016) er der på side 41ff. en gennemgang af de mest centrale censursager fra

kirkeordinansens tid.

3.3

Danske lov

I 1660 indførtes enevælden ved et statskup, hvorved magten over stat og kirke blev yder-

ligere koncentreret hos kongen. Samtidig blev retten til tronen gjort arvelig. Enevældens

forfatning – kongeloven – blev underskrevet af kongen i 1665.

Få år efter i 1667 fandt den enevældige konge Frederik d. 3. det nødvendigt igen at ind-

skærpe, at intet måtte trykkes, før det havde været til gennemsyn på universitet hos den

dekan, der stod i spidsen for det relevante fakultet, som nu tilmed skulle bevidne sin

godkendelse ved at sætte sin underskrift foran i bogen. Den umiddelbare årsag til denne

indskærpelse var formentlig, at teologiprofessoren Christian Nold året før havde fået

udgivet en bog, som med en bemærkning om, at ”Bedre fyrster vælges end fødes” blev

anset for at udfordre enevældens ideologiske grundlag.

I 1683 fik Danmark for første gang et samlet lovkompleks – Danske Lov – som skabte

samme retstilstand i hele riget. Loven betød også, at de foregående 150 års mere enkelt-

stående bestemmelser om censur nu fik en mere systematisk form.

Der var i vidt omfang tale om at videreføre de regler, som var fastsat i de mange forskel-

lige forordninger siden reformationen. Loven indførte dog som noget nyt en særlig cen-

surordning for politiske tekster, som fremover skulle forhåndsgodkendes af en af kongen

særligt udpeget person. Desuden indeholdt Danske Lov en bestemmelse om, at såkaldt

oprørske skrifter – det vil sige skrifter, som man mente kunne opildne befolkningen – i

offentlighed skulle brændes på bålet af bødlen.

Afbrænding af bøger med et kættersk indhold var i middelalderen blevet praktiseret af

den katolske kirke, men hvor disse bogbrændinger først og fremmest havde til formål

at tilintetgøre den ”onde genstand”, havde enevældens bogbrændinger, der som nævnt

skulle ske i offentlighed, formentlig det yderligere formål at tjene til almen skræk og

advarsel.

Danske Lov fastslog, at kun den evangelisk-lutherske religion var tilladt i riget, og at en-

hver udøvelse eller prædiken af nogen anden religiøs retning var forbudt. Religiøse for-

brydelser blev efter loven straffet særdeles hårdt med dødsstraf, andre korporlige straffe

og landsforvisning. Særlig brutal var straffen for blasfemi, som betød, at den formastelige

H. Ilsøe i J.T. Lauridsen og O. Olsen (red.),

Umisteligt – et festskrift til Erland Kolding Nielsen,

1. udgave (2007), side

120.

Appel (2001), side 452.

først skulle have skåret sin tunge ud for dernæst at blive halshugget, så både hoved og

tunge kunne sættes på stage.

Tilsvarende korporlige og – set med nutidens øjne – barbariske straffe blev udløst af ma-

jestætsfornærmelse og fornærmelse eller kritik af regeringen og embedsværket.

Råderummet for kritik af konge, stat og kirke var således stærkt begrænset ved udgangen

af det 17. århundrede, som da også af nogle er blevet beskrevet som en istid for trykke-

friheden.

4. Ytringsfrihed og oplysningstid

Samtidig med at trykpressens udbredelse bidrog afgørende til reformationens gennem-

førelse, skete der også noget andet væsentligt i Europa.

Det var på nogenlunde samme tid, at naturvidenskabsmænd som Kopernikus, Galilei,

Newton og Descartes blev en slags pionerer for en ny type naturvidenskabelig forskning,

som var matematisk og systematisk, og hvor de fremsatte teorier blev underbygget og

afprøvet med kontrollerede eksperimenter. De to ting hænger sammen, fordi den natur-

videnskabelige forskning – ud over at skabe ny og værdifuld viden – indimellem også

udfordrede den udlægning af verdens indretning, som kirken hidtil havde krævet patent

på.

Retssagen mod Galilei

Den italienske videnskabsmand Galileo Galilei stod i 1633 som 70-årig anklaget ved

inkvisitionen i Rom.

Årsagen var, at han – ved at udgive et videnskabeligt værk, som byggede videre på

Kopernikus´ teorier om solen (og ikke jorden) som universets centrum offentliggjort

i 1543 – blev beskyldt for kætteri. Kopernikus´ værk var i mellemtiden blevet optaget

på den katolske kirkes oversigt over forbudte bøger, Index Librorum Prohibitorium,

jf. note 12 ovenfor.

Retssagen endte med, at Galilei blev dømt som kætter og – for at undgå at lide mar-

tyrdøden – måtte tilbagekalde sine påstande. Han blev tvunget til at leve i husarrest

frem til sin død i 1642.

K. Jakobsen,

Etter Charlie Hebdo – Ytringsfrihetens krise i historisk lys,

1. udgave (2017), side 30.

Galilei blev i 2009 efter mange års tilløb rehabiliteret af den katolske kirke, som i den

forbindelse lod en statue af ham rejse i Vatikanets have.

Sagen mod Galilei er af eftertiden blevet tillagt stor betydning som det første eksem-

pel på en sag, hvor den frie forskning – repræsenteret ved en også i sin samtid højt

respekteret videnskabsmand – kolliderede med kirkens verdensopfattelse, og derfor

udfordrede de teologiske magthavere.

De fremskridt, som fandt sted på det naturvidenskabelige felt, begyndte i 1600-, og

1700-tallet at sprede sig til det filosofiske og politiske område.

Det skete i en tid, hvor Europa i mange år i kølvandet af reformationen havde været

plaget af omfattende og blodige religionskrige, og hvor der begyndte at opstå tanker om

behovet for religiøs og tankemæssig tolerance og om individet som et rationelt væsen

med visse umistelige rettigheder.

4.1

Spinoza m.fl.

En tidlig oplysningsfilosof, som i dag i stigende grad tillægges betydning for udviklingen

af den religiøse tolerance og for tanke- og ytringsfriheden, er den hollandskfødte Baruch

Spinoza.

Spinoza var født i en jødisk, portugisisk immigrantfamilie, men blev som ung udstødt

af det jødiske samfund efter anklager om blasfemi. Spinoza skrev i de følgende år flere

teologisk-politiske værker, som blev anset for stærkt kontroversielle i sin samtid.

Spinoza argumenterede for et skarpt skel mellem stat og kirke og var samtidig af den

opfattelse, at staten skal være stærk og har krav på lydighed fra sine borgere i form af

overholdelse af vedtagne love mv.

Når det gjaldt tanker og trosspørgsmål, så Spinoza imidlertid anderledes på tingene.

Han anså individets tankefrihed som noget naturgivent og afviste derfor, at staten skul-

le kunne kontrollere borgernes tanker. Som en konsekvens heraf fandt Spinoza, at den

enkelte nødvendigvis måtte have ret til at give udtryk for sine tanker, og at forsøg på at

undertrykke tankefriheden ville føre til ufred og konflikt. Spinoza mente ligefrem, at

især samfundets ”bedste” borgere i betydningen de ærligste og dem med størst integritet

Det er i nyere tid blevet diskuteret, om den klassiske udlægning af sagen som en konflikt mellem tro og videnskab nu

også er helt rammende, eller om sagen snarere var en konflikt mellem videnskaben og en forfejlet udlægning af biblen.

ville udvikle sig til samfundsfjender, hvis deres holdninger blev udsat for undertrykkel-

se.

Spinoza, som skelnede skarpt mellem ord og handlinger, var dog ikke fortaler for en

uindskrænket ytringsfrihed. Han anerkendte, fordi hans samfundssyn baserede sig på

ideen om en samfundskontrakt mellem borgerne og staten, at det kunne være legitimt

og nødvendigt at skride ind over for ytringer, der udgjorde et angreb på samfundets

fundament.

Spinozas samtidige den liberale britiske filosof John Locke, som af nogle regnes for men-

neskerettighedernes fader, argumenterede også mod enevælden og for, at kirke og stat

skulle adskilles. ”Sjælens frelse” er ifølge Locke ikke et anliggende for staten at regulere.

Troen er hos Locke – i lighed med Luther og Spinoza – et personligt anliggende, som

ikke kan gennemtvinges, og ingen skal kunne fratages sine borgerrettigheder som følge

af religiøs uenighed. Tværtimod mener Locke, at vi er nødt til at acceptere og tolerere, at

andre kan have en anden opfattelse af, hvad den rette tro er.

Locke er formentlig bedst

kendt for sit synspunkt om, at alle er født med visse umistelige rettigheder, som det er

statens pligt at værne om. Staten havde – i Lockes tankesæt – som led i en samfundskon-

trakt fået overdraget magten af folket, og havde som følge heraf pligt til at lede til gavn

for borgerne og at beskytte borgernes medfødte rettigheder.

For den tyske filosof Immanuel Kant handler ytringsfriheden først og fremmest om

dannelse og rationalitet. Centralt i Kants teorier står synspunktet om, at offentligheden

fremmer fornuften. Det er i den offentlige sfære, at slaget skal stå, og det er derfor i den

sammenhæng, at der er behov for en vidtgående ytringsfrihed. Kant så statens opgave

som det at regulere samfundet til borgernes bedste. Derfor er det ifølge Kant irrationelt

og forbundet med risiko for fejl at ville træffe beslutninger på et uoplyst grundlag – det

vil sige uden at kende til, hvad borgerne selv mener, tjener dem bedst.

Kant er en stærk tilhænger af retssamfundet og mener– ligesom Spinoza – at borgerne

har en absolut pligt til at indrette sig efter staten. Det skal være tilladt og legitimt at være

uenig med statsmagten, men det skal ifølge Kant manifestere sig ved, at man

udtrykker

sin protest, og ikke ved civil ulydighed. Kant er også på linje med Spinoza i spørgsmålet

om indskrænkninger i ytringsfriheden, idet han også mener, at det kan være legitimt at

forbyde ytringer, som strider mod samfundsordenen.

K. Eggen,

Ytringsfrihet,

1. udgave (2002), side 56, og i samme retning C.H. Koch,

Spinoza – kætter og filosof,

1. udgave

(2015), side 402.

Det er en kuriøs detalje, om end situationsbetinget, at Locke ikke fandt, at den religiøse tolerance skulle omfatte

hverken katolikker eller ateister.

Eggen (2002), side 58.

4.2

Holberg

Den europæiske oplysnings tanker nåede også til Danmark. En central skikkelse i in-

troduktionen af oplysningstankerne i den første halvdel af 1700-tallet var forfatteren og

dramatikeren Ludvig Holberg. Holberg var også professor ved universitetet i København

og var i den egenskab paradoksalt nok en del af det censorkorps, der var et vigtigt led i

Danske Lovs censurregime.

Det forhindrede dog ikke Holberg i at forholde sig kritisk til den omfattende censur og

selv skrive tekster, der kun med nød og næppe undgik censuren.

Det, som muliggjorde dette, var formentlig, at Holberg i modsætning til tidens mere

radikale oplysningstænkere, ikke skrev politiske flammeskrifter, hvor kritikken af det

bestående trådte skarpt frem

Holberg benyttede sig derimod af det lidt større frirum, der gjaldt for fiktionen og sati-

ren, og gav på den måde sin kritik et mere subtilt og humoristisk udtryk. Holberg måtte

dog også træde ekstra varsomt under kong Christian d. 6.’s fromme (pietistiske) styre fra

1730-1746, hvor der blev indført mødepligt til gudstjenesten om søndagen, og hvor alle

former for forlystelse og teater blev stærkt begrænset.

Det spillede nok også en rolle, at Holberg – selv om han skrev satirisk og kritisk om

elementer i sin samtid – grundlæggende var systemloyal og fuldt ud bakkede op om den

enevældige styreform.

I sine sidste år skrev den meget produktive Holberg flere hundrede korte causerende

essays (epistler). De kunne handle om alt fra dagligdags ting som egenskaber ved kaffe,

the og tobak til mere principielle spørgsmål, herunder ytringsfrihed, som Holberg var

optaget af gennem hele sit forfatterskab.

I et af sine essays (epistel nr. 69) leverer Holberg et stærkt og ofte citeret forsvar for

ytringsfrihed:

”Hvis Skribenternes Frihed stedse havde været indskrænket, havde vi end-

nu henget udi mange Vildfarelser. Mange Meeninger, som i Begyndelsen

have været holdne vanskabte og daarlige, passere nu for uovervindelige

Sandheder, saa at det holdes nu ligesaa formasteligt at forkaste dem, som

det udi Begyndelsen haver været at antage dem.”

Udsagnet leder naturligt tankerne hen på den senere John Stuart Mill og sandhedshen-

synet, som er omtalt i kapitel 3.

Holbergs syn på ytringsfrihed og censur var dog ikke blottet for en vis ambivalens, idet

han ikke så et behov for at beskytte infantile og platte skrifter. I romanen Niels Klim be-

skriver Holberg således et samfund, hvor man først udstyres med ytringsfrihed, når man

har fået skæg.

Han var med andre ord ikke fortaler for ubetinget ytringsfrihed.

4.3

Struensee

Selv om de strenge censurregler i Danske Lov forblev uændrede, blæste der i anden halv-

del af 1700-tallet mildere vinde. En mere liberal sindet regent, kong Frederik d. 5, og cen-

tralt placerede embedsmænd, som var under indflydelse af de tendenser, der i det hele

taget prægede de europæiske lande, førte til, at censuren blev lempeligere praktiseret, og

at der opstod et vist rum for en offentlig, kritisk debat.

Længere mod syd i den holstenske by Altona havde der allerede gennem en årrække

været større frisind og tolerance end i Danmark. Altona var en fristad, hvor folk af alle

nationaliteter og trosretninger kunne slå sig ned, og byen havde i 1700-tallet udviklet sig

til en regulær kosmopol, hvor portugisiske jøder, hollandske mennoniter, katolikker og

reformerte franskmænd levede side om side. Alle kunne her åbent praktisere deres reli-

gion. Byen tiltrak også fritænkere og dissidenter og var et sted, hvor københavnske fri-

tænkere søgte hen, når de var faldet i unåde hos censurmyndighederne i det reaktionære

København. Det var dog heller ikke uden risiko at ytre sig i Altona, idet det hændte, at

myndighederne i København eller nabobyen Hamborg fik kendskab til, hvad der foregik,

og skred ind.

Det var i Altona, at den unge danske konge, Christian d. 7 i forbindelse med sin store

dannelsesrejse 1768, mødte lægen og oplysningsmanden J.F. Struensee, som kort efter

blev ansat som kongens personlige livlæge. Foruden at være praktiserende læge og en

slags embedslæge for Altona var Struensee stærkt optaget af oplysningen, og han tog

aktivt del i den frimodige debat, der fandt sted i Altona.

Ligesom Struensee var også kongen præget af oplysningstanken, og han havde i for-

bindelse med sin dannelsesrejse truffet flere af tidens store franske tænkere, herunder

Voltaire.

Efter hjemkomsten til Danmark gjorde den unge konge, hvis alvorlige psykiske sygdom

er velkendt, sig i stigende grad afhængig af Struensee, som efter kort tid var den egentlige

magthaver.

Se herom Per Stig Møllers forord i E. Hansen (red.),

Ytringsfriheden til forhandling,

1. udgave (2013).

Se Mchangama og Stjernfelt (2016), side 131ff., herunder særligt side 135-140 om sagen mod Johann Konrad Dippel.

Struensee var en ambitiøs og energisk mand, som i de knap halvandet år, han sad på

magten, gennemførte noget nær 2000 lovgivningsinitiativer.

Blandt hans første politiske gerninger var indførelsen af trykkefrihed. Det skete med ka-

binetsordren i kongens navn af 4. september 1770, som i en lidt mere nutidig version lød:

”Vi er fuldt overbevist om, at det er til ligeså stor skade for en upartisk un-

dersøgelse af sandheden som for afsløring af årelange fejltagelser og for-

domme, når redeligt sindede patrioter for det almene vel samt deres med-

borgeres sande bedste forordninger og forudfattede meninger afskrækkes

fra og forhindres i at skrive for at afdække misbrug og fordomme. Vi har

derfor efter moden overvejelse besluttet at indføre en uindskrænket tryk-

kefrihed i vore lande og riger, således at ingen er forpligtet til at lade bøger

og skrifter, som han vil udgive, underkaste censur og godkendelse ”

Indholdet var ikke til at tage fejl af – enhver form censur i det dansk-norske rige blev fra

den ene dag til den anden afskaffet. Og sprogbrugen er tydeligt oplysningstidens med

ord som ”sandhed”, ”fordomme”, ”upartiske” og ”almene vel”.

Der var tale om en dramatisk og overrumplende beslutning i et samfund, som censuren

– trods en vis opblødning – havde hvilet tungt over. Også internationalt, hvor noget gan-

ske tilsvarende endnu ikke var set, vakte det opmærksomhed.

Mest berømt er historien

om, hvordan den fremtrædende franske oplysningsfilosof Voltaire i bar begejstring skrev

et hyldestdigt til den danske konge.

Det har været diskuteret, hvad der var Struensees primære motiv til at indføre absolut

trykkefrihed. Nogle har peget på, at han formentlig især var drevet af sine egne erfarin-

ger med censuren i Altona, hvor han havde været med til at udgive et kontroversielt tids-

skrift, mens andre søger begrundelsen i, at Struensee forventede, at der ved en ophævelse

af censuren ville rejse sig en stor folkelig modstand mod hans egne fjender – dvs. adelen

og embedsværket – hvilket ville styrke hans egen position.

Mest udbredt er dog nok synspunktet om, at Struensee – snarere end at være drevet af

nag eller taktik – var meget påvirket af sin samtid og herunder stærkt inspireret af de

”Oversættelsen” stammer fra lærebogen af S. Grynberg,

Censur og ytringsfrihed,

1. udgave (2006), side 12.

I Sverige var der få år forinden i 1766 også indført trykkerfrihed, men dog ikke i helt så radikal form, som med

Stuensees kabinetsordre.

J. Glebe-Møller,

Struensees vej til skafottet – fornuft og åbenbaring i oplysningstiden,

1. udgave (2007), side 25f.

franske oplysningsfilosoffer, for hvem retten til at kunne tænke og skrive frit var en fun-

damental del af hele oplysningens projekt.

Reaktionen på censurens ophævelse var en dramatisk vækst i antallet af skrifter, hvoraf

mange blev udgivet anonymt. For mens der på den ene side blev plads til en fri, men

samtidig sober, debat om bl.a. politiske, videnskabelige og økonomiske emner, var der

mange, som benyttede den nyvundne frihed til under anonymitet at udgive deciderede

smædeskrifter rettet mod enkeltpersoner eller statsorganerne. På den måde blev censu-

rens ophævelse starten på den første egentlige debat om trykke/ytringsfrihed og græn-

serne herfor.

Struensee gik heller ikke ram forbi. Tværtimod blev han genstand for mange smæde-

skrifter, som særligt kredsede om hans indiskrete kærlighedsforhold til dronningen, som

fødte hans barn, og hans tyske ophav og sprog.

Struensee fandt det derfor nødvendigt allerede efter et år den 7. oktober 1771 at udstede

en ny ordre, som fastholdt censurfriheden, men som på visse punkter alligevel modere-

rede kabinetsordren fra 1770 ved f.eks. at indskærpe, at udgivne skrifter skulle overholde

andre borgerlige love. Pointen var at minde om, at bl.a. injuriebestemmelserne i Danske

Lov fortsat fandt anvendelse. Desuden blev det forbudt for bogtrykkere at udgive noget

uden at kende skribentens identitet, ligesom enten skribentens eller bogtrykkerens navn

skulle fremgå. Disse regler om bl.a. udgiveransvar var således en forløber for den senere

presselov af 1851, jf. afsnit 4, og kendes den dag i dag fra medieansvarslovens særlige

ansvarssystem.

Struensee levede dog på lånt tid, idet han med sin storm af reformer, der bl.a. betød, at

adelen mistede en række privilegier, og at mange embedsmænd ved hoffet blev fyret,

havde skabt sig betydningsfulde fjender. Han havde heller ikke opnået den brede fol-

kelige opbakning, han måske havde forventet. Årsagerne til dette var formentlig man-

ge, men det spillede nok en rolle, at samfundet ikke var modent til så gennemgribende

ændringer, og at der blandt folket blev set strengt på, at regenten blev gjort til hanrej.

Struensees tyskhed og tyske sprog blev også brugt imod ham. Struensee blev således

afsat i januar 1772 og endte nogle måneder senere sine dage på Fælleden, hvor han blev

halshugget efter at være fundet skyldig i anklager om – ved sit åbenlyse forhold til dron-

ningen – at have fornærmet (ydmyget) den enevældige monark.

Glebe-Møller (2007), side 33.

Se herom J. Engberg,

Magten og kulturen – Dansk kulturpolitik 1750-1900,

bind I (2005), side 224f.

Mange af Struensees reformer blev herefter rullet tilbage af de nye magthavere – kongens

halvbror arveprins Frederik, hans mor enkedronning Juliane Marie og den stærkt kon-

servativt sindede embedsmand Ove Høegh-Guldberg, som alle havde spillet en central

rolle i Struensees fald.

Forhåndscensuren blev ikke genindført, men ved et reskript udstedt den 20. oktober 1773

skete der nye væsentlige indskrænkninger i trykkefriheden, idet Københavns politime-

ster skulle påse, at der ikke i ugeblade eller aviser blev trykt noget, som angik ”Staten eller

regeringen, almindelige foranstaltninger eller andre Stridsskrifter, især hvor Personer

derved angribes, ei heller By-Rygter eller andre opdigtede Fortællinger, som indeholde

noget Fornærmeligt eller uanstændigt.”

Reglerne blev siden udbredt til hele riget.

De nye regler førte dog kun til et beskedent antal sager, hvor politimestrene skred ind,

men den mere indirekte betydning for skrivelysten, er vanskeligere at vurdere. Desuden

forekom det, at kancelliet selv – uden om politiet – skred ind over for kritiske skriben-

ter.

4.4

Birckner

I 1784 kom Christian d. 7’s stadigt umyndige søn (fra 1808 kong Frederik d. 6.) til magten

ved et kup. Magtovertagelsen indvarslede en tid med en friere offentlig debat. Den unge

arveprins afsatte de statsmænd – herunder ikke mindst Guldberg – der havde styret lan-

det siden Struensees fald, og lagde magten i hænderne på langt mere liberalt indstillede

mænd, der var tilhængere af, at offentligheden kunne debattere samfundsanliggender, og

som – med inspiration fra udlandet – håbede på at gennemføre omfattende reformer af

bl.a. landbrug og skolevæsen.

De følgende år var derfor præget af en omfattende offentlig debat, som landets ledelse

aktivt bidrog til ved at have offentlighed om nogle af de reformprocesser, som fandt sted,

herunder landboreformen, som i 1788 førte til stavnsbåndets ophævelse.

1773-reskriptet

blev også håndhævet lempeligt, og den nye unge arveprins blev af mange hyldet for sit

frisind.

H. Jørgensen,

Trykkefrihedsspørgsmålet i Danmark 1799-1848,

1. udgave (1944), side 20. Se tillige Engberg (2005),

side 228f., hvor det beskrives, hvordan ”omsorgen” for, hvad offentligheden kunne tåle at læse i 1776 – til trods for,

at forhåndscensuren formelt ikke var genindført – førte til, at den danske udgivelse af Goethes ”Den unge Werthers

Lidelser”. De teologiske professorer på Københavns Universitet, som havde fået bogen til gennemsyn af kancelliet

fandt, at den var uterlig og ville skade den offentlige moral.

Jørgensen (1944) side 20.

Jørgensen (1944) side 21f.

I begyndelsen af 1790’erne indtraf en ændring af forholdene. Flere ting spillede ind, men

medvirkende var det, at kritikken af regeringen og enevælden tog til, herunder med

udgivelse af oversættelser af nogle af de revolutionære skrifter fra Frankrig, som revo-

lutionen rullede henover på samme tid. Beretningerne fra Frankrig om henrettelser af

kongeparret og medlemmer af adelen har nok også gjort et stærkt indtryk og skabt æng-

stelse. 1773-reskriptet fik derfor fornyet anvendelse, idet der nu blev ført flere trykkefri-

hedssager, som endte med bødestraf og i enkelte tilfælde også med landsforvisning af

prominente forfattere.

Diskussionen om trykkefrihed fortsatte imidlertid, og i 1797 blev der nedsat en kommis-

sion, der fik til opgave at udarbejde regler, der kunne håndtere de stigende problemer

med tekster, der udfordrede trykkefriheden.

Sideløbende med dette arbejde fortsatte debatten om trykkefrihed, hvor en af de tonean-

givende personer var teologen Michael Gottlieb Birckner, som i 1797 udgav værket ”Om

trykkefriheden som dens love”, som den dag i dag nyder stor anerkendelse.

Birckner advokerer i sit værk for en næsten uindskrænket ytringsfrihed. Det skal være

tilladt at skrive hvad som helst, så længe man afstår fra at opfordre til omstyrtelse af sam-

fundet eller andre ulovligheder, og undlader at blande sig i det, som tilhører intimsfæren

(det huslige liv). Nutidens tabloidmedier vil således lede forgæves efter støtte hos Birck-

ner for nærgående journalistik om kendtes privatliv. Men omvendt har selv ekstreme og

bizarre ytringer om offentlige emner krav på beskyttelse ifølge Birckner.

Birckner er som Kant optaget af den offentlige debat som det moderne samfunds kerne,

fordi den både opdrager og oplyser borgerne, informerer regeringen om folkeviljen, ret-

ter fejl i lovgivningen og udskammer foragtelige positioner.

Centralt hos Birckner står

også Spinozas skarpe distinktion mellem ord og handling – staten skal beskæftige sig

med borgernes handlinger og ikke deres meninger.

Tidens anden centrale skikkelse i spørgsmålet om trykkefrihed var forfatteren P.A. Hei-

berg, som er kendt som ophavsmanden til udsagnet om, at ”ordener hænger man på

idioter”, der stammer fra en vise fra 1790. Heiberg var i 1780’erne en markant skikkelse i

den københavnske klubkultur og var kendt som en skarp kritiker af adelen og embeds-

standen, og han indkasserede flere bøder efter 1773-reskriptet.

Bl.a. lægger Mchangama og Stjernfelt (2016) ikke skjul på, at de bekender sig til Birckners tanker.

Mchangama og Stjernfelt (2016), side 217.

100

Den fortsatte og frimodige debat om trykkefriheden formildede ikke arveprinsen, som

den 27. september 1799 offentliggjorde sin trykkefrihedsforordning, der de næste knap

50 år satte rammerne om ytringsfriheden i riget.

Forud var gået et kommissionsarbej-

de, hvor arveprinsen var blevet præsenteret for udkast, som havde haft et langt mere

liberalt indhold.

I den endelige version blev ophævelsen af censuren fastholdt. Til gengæld indførte man

et langt mere udbygget og detaljeret strafferetligt værn mod visse typer af ytringer. Den

større præcision i definitioner og afgrænsning af det strafbare område, gjorde også de

nye regler mere anvendelige.

Forordningen var bygget sådan op, at de mest alvorlige og dermed strafværdige for-

brydelser kom først. De første bestemmelser slog således hegn om landets forfatning

(enevælden) og regeringen og fastsatte dødsstraf, livstidsstraf og landsforvisning for op-

fordring til forandring af statsforfatningen. Herefter fulgte majestætsfornærmelser, der

også kunne straffes med landsforvisning eller fængsel i op til 10 år. Dernæst de religiøse

forbrydelser, som også kunne straffes hårdt.

Uden som nævnt at genindføre forhåndscensuren medførte forordningen, at visse aviser

og tidsskrifter på 24 sider eller derunder, skulle sendes til politimesteren, som inden

distributionen skulle vurdere, om skriftet indeholdt noget af strafværdigt eller utilbørligt

indhold, idet der i så fald skulle ske beslaglæggelse. Desuden fastsatte forordningen, at de

forfattere, der overtrådte forordningens bestemmelser, som en obligatorisk del af straffen

skulle underkastes livsvarig censur. Dette kom senere til at overgå Grundtvig.

4.5

Ørsted

Umiddelbart efter trykkefrihedsforordningen fulgte nogle dramatiske år, hvor flere ce-

lebre skribenter blev idømt hårde straffe for overtrædelse af forordningen. Blandt andet

førnævnte P.A. Heiberg, som med tilbagevirkende kraft blev dømt til landsforvisning.

Efter at der på denne måde var statueret eksempler på de nye reglers hårdhed, opstod

der en udbredt opfattelse af, at trykkefriheden reelt var mere eller mindre afskaffet. Dette

pessimistiske syn blev dog forsøgt imødegået af den kendte jurist (og senere en af grund-

Hermed forstås Danmark og Norge, idet trykkefrihedsforordningen aldrig kom til at gælde for hertugdømmerne, hvor

Struensees kabintesordre fra 1770 med modifikationen fra 1771 således udgjorde retsgrundlaget helt frem til 1820, jf.

Mchangama og Stjernfelt (2016), side 252ff.

101

lovens fædre) Anders Sandøe Ørsted, som i 1801 udgav en afhandling, hvor han rede-

gjorde for sin egen og mindre dystre udlægning af forordningen og dens rækkevidde.

I afhandlingen argumenterer Ørsted særligt for, at forordningen skabte et betydeligt rum

i den offentlige debat til at beskæftige sig med politiske spørgsmål. Det gjorde han bl.a.

ved at redegøre indgående for sit syn på sammenhængen mellem den strenge bestem-

melse i forordningens § 2, hvorefter det var forbundet med landsforvisningsstraf at ud-

brede had mod forfatning og regering, og § 7, der fastsatte en vis adgang til at ytre sig

frimodigt om politiske anliggender, herunder udstedte love. I Ørsteds udlægning skulle

bestemmelsen om den politiske ytringsfrihed sikre, at regeringen kunne blive oplyst om

fejl og mangler. Derfor ville ytringer, som måske nok rummede kritik, men som måtte

opfattes som velmente råd til konge og regering om regeringsførelsen, ikke være i strid

med § 2. Modstykket hertil var ifølge Ørsted kritik fremsat med det formål ”...at

opvække

Folkets Misfornøielse og tilveiebringe Giæring”,

som i Ørsteds udlægning var utilladelige

og strafværdige på grund af deres manglende konstruktivitet.

Afhandlingen rummede

flere andre interessante fortolkninger, herunder f.eks. at bestemmelsen om majestætsfor-

nærmelse, kun omfattede levende regenter, og fik betydning for domstolenes retsanven-

delse i sager efter trykkefrihedsforordningen.

4.6

Eidsvoll-grundloven

De næste år blev der udstedt flere kongelige forordninger (reskripter), som på visse om-

råder indførte særlige restriktioner på ytringsfriheden. Først i 1805 kom den såkaldte

rygteplakat, som forbød trykning i aviser mv. af rygter om almindelige eller offentlige

foranstaltninger, eller om borgernes huslige stilling og private liv.

Noget mere vidtgående var en plakat udstedt den 2. oktober 1810, som indførte en ord-

ning, hvor udgivelse af skrifter med politisk indhold krævede et særligt privilegium. Som

betingelse for opnåelse af et sådant privilegium blev bl.a. stillet krav om, at der ikke måtte

optrykkes rygter eller offentliggøres efterretninger, som kunne vække anstød eller ube-

hag hos såkaldt venskabelige og allierede regeringer.

For at sikre overholdelsen af de nye restriktioner, blev der indført en procedure, hvor

redaktører af de pågældende skrifter inden udgivelsen skulle sende manuskripterne til

gennemsyn hos en særligt udpeget censor – altså en delvis genindførelse af forhånds-

censuren.

A.S. Ørsted,

Forsøg til en rigtig Fortolkning og Bedømmelse over forordningen om Trykkefrihedens Grændser, dateret den

27. september 1799,

1. udgave (1801).

Jørgensen (1944), side 42f.

Jørgensen (1944), side 44.

102

Baggrunden for både 1805- og 1810-reskriptet skal søges i den generelt anspændte uden-

rigspolitiske situation i Europa.

Som led i fredsforhandlingerne i Kiel efter Napoleonskrigene måtte Danmark i 1814 afstå

Norge, som herefter blev en selvstændig nation med sit eget konstitutionelle monarki.

Norge fik i den forbindelse med inspiration fra især Frankrig sin demokratiske forfatning

(Eidsvoll-grundloven), som i lovens § 100 indførte en grundlovssikret ytringsfrihed. Der

var i forhold til ytringsfrihedsbestemmelsen i den senere danske grundlov tale om en

bestemmelse, som ikke kun medførte en beskyttelse mod censur, men som også udtryk-

keligt fastsatte, at frimodige udtalelser om f.eks. statsmagten ikke ville kunne straffes.

5. Den Grundlovgivende Rigsforsamling og juni-grundloven

5.1

De stille år

Herefter fulgte den periode, som er blevet kaldt ”de stille år”.

Perioden er kendetegnet

ved, at der var relativt få sager om trykkefrihedsreglerne, og at den debat om statens ind-

retning og om ytringsfrihed, der havde stået på siden Struensees ophævelse af censuren

i 1770, næsten forstummede.

Sagen mod dr. Dampe

Der var dog enkelte sager, hvoraf sagen om dr. Dampe (J.J. Dampe), er den mest kend-

te. Teologen Dampe havde i sine helt unge år markeret sig ved at blive tildelt univer-

sitetets guldmedalje for en prisopgave i æstetik og ved senere at opnå en doktorgrad i

filosofi for en afhandling om koranens etik.

Han kom dog få år senere i myndighedernes negative søgelys, da han ved et offentligt

møde holdt en flammende tale, hvis budskab var, at der ikke er nogen modsætning

mellem oplysningstidens tanker om frihedsrettigheder og kristendommen. Dampe

blev efterfølgende meddelt et forbud mod at ytre sig offentligt, men fortsatte ufortrø-

dent. Han kastede sig nu energisk ind i kampen for afskaffelse af enevælden, som han

ville have erstattet med en fri forfatning, sådan som det var sket i andre europæiske

lande, herunder Norge.

Bl.a. Harald Jørgensen benytter udtrykket.

103

Da han i efteråret 1820 mødte op til det stiftende møde i en forening, der skulle kæm-

pe for en demokratisk forfatning, blev han anholdt, idet kredsen omkring foreningen

viste sig at være infiltreret af politiagenter (agent provocateurs), som i nogen tid havde

samlet beviser mod Dampe.

Dampe blev tiltalt for overtrædelse af trykkefrihedsforordningen bestemmelser om

højforræderi og majestætsfornærmelse og blev i første omgang dømt til døden. Straf-

fen blev kort efter ved kgl. resolution ændret til fængsel på livstid, og Dampe nåede at

afsone 5 år i Kastellet og 15 år på Christiansø og Frederiksø, før han i 1841 kunne forlade

fængslet, dog med påbud om under politibevogtning at forblive på Bornholm. Først i

1848 efter 27 års fangenskab blev Dampe løsladt endeligt. Han døde i 1867 og nåede altså

at opleve, at hans ønske om en fri forfatning blev realiseret.

Omkring 1830 begyndte det atter at røre på sig med åbenlyse angreb på den enevældige

kongemagt og krav om politiske reformer i lighed med, hvad der var sket i mange andre

af de europæiske lande.

Et første skridt i den retning blev taget i 1834, hvor kongen efter pres fra navnlig hertug-

dømmerne i Nordtyskland oprettede stænderforsamlingerne, hvor repræsentanter for

de fire stænder

kunne drøfte politiske spørgsmål. Der var strenge krav til valgret og

valgbarhed til stænderforsamlingerne, og det anslås, at kun ca. 3 pct. af befolkningen

opfyldte kravene til valgret og endnu færre de strengere krav til valgbarhed.

Stænderforsamlingerne skulle høres over forslag til ny lovgivning, men kunne ikke for-

pligte kongen. Selv om forsamlingerne således havde en vejledende rolle, var der tale om

den første bevægelse i retning af en demokratisering af lovgivningsprocessen, ligesom

der i forsamlingerne kunne føres en ganske fri debat om offentlige anliggender.

Det tilfredsstillede dog langt fra den liberale opposition, som intensiverede agitationen

for politiske reformer. Det skete navnlig i tidens toneangivende politiske tidsskrifter,

herunder Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet, som var involveret i mange af periodens

trykkefrihedssager.

De fire stænder udgjordes af den lærde stand, hvis medlemmer kongen udpegede, godsejerne, bønderne og

repræsentanter for købstæderne.

”Valgret 1834-1915” (29. august 2011),

danmarkshistorien.dk,

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/

materiale/valgret-1834-1915/ (senest tilgået den 13. november 2019).

104

Tiden var præget af en ganske nidkær håndhævelse af trykkefrihedsreglerne. Det skyld-

tes flere ting, herunder at kongen selv, som ellers havde startet sin regeringsperiode med

et mere liberalt sindelag, indtog en meget aktiv rolle i trykkefrihedssagerne, hvoraf flere

blev rejst på kongens personlige initiativ.

I 1834 rygtedes det, at kongen – som en reaktion på, hvad han betegnede som den vok-

sende skrivefrækhed – var på vej med nye stramninger af trykkefrihedsreglerne, som

tilmed skulle gennemføres uden om stænderforsamlingerne.

Det førte til, at en gruppe på mere end 500 mænd, som tilhørte den intellektuelle elite,

den 21. februar 1835 afleverede den såkaldte trykkefrihedsadresse til kongen. Henvendel-

sen var holdt i et ydmygt sprog og sørgede for at rose kongen for i sin ellers urolige rege-

ringstid at have holdt fast i trykkefriheden. Henvendelsen var således en appel til kongen

om at opretholde status quo i form af trykkefrihedsforordningen. Den fik dog ikke den

ønskede effekt, idet kongen efter få dage vendte tilbage med sit afvisende og arrogante

svar, som har dannet grundlag for udtrykket: ”Vi alene vide”.

Det tog mere end 3 år, før kongens indgreb var på plads, og i den mellemliggende tid hav-

de kongen accepteret at involvere stænderforsamlingerne, ligesom Ørsted, som kongens

juridiske rådgiver, havde sat sit tydelige aftryk på indholdet.

Reskriptet (plakaten), som

blev udstedt af kongen 1. november 1837, blev derfor ikke den omfattende stramning,

som først var bebudet, men indebar dog stramninger bl.a. i form af en kriminalisering af

uagtsomme overtrædelser af trykkefrihedsreglerne. Der skete også en vis lempelse af de

hidtidige regler. Trykkefrihedsforordningens bestemmelse om, at skribenter, der havde

overtrådt trykkefrihedsreglerne, som en obligatorisk konsekvens skulle underkastes livs-

lang censur, blev således mildnet væsentligt.

5.2

Lehmann

I 1839 døde Frederik d. 6. og blev afløst af Christian d. 8, som kortvarigt havde været

konge i det selvstændige Norge, der havde fået sin egen demokratiske forfatning i 1814

med en grundlovssikret ytringsfrihed.

Forventningerne i den danske forfatningsbevægelse var derfor høje, og de forstærke-

des, da kongen som svar på en henvendelse (adresse) fra 250 liberalt indstillede borgere

Jørgensen (1944), kapitel 8.

Jørgensen (1944), side 190, hvor forfatteren omtaler resultatet som en stor personlig sejr for Ørsted.

Grundtvig, der i 1826 var dømt for fornærmelige udtalelser i forbindelse med en teologisk-videnskabelig uenighed, og

som siden havde været underkastet censur, blev i 1837 løst fra censuren, som dog ikke havde forhindret ham i at have en

stor litterær produktion.

105

forfattet af juristen Orla Lehmann om betydningen af trykkefrihed, betryggende skrev

tilbage, at der fandtes ingen varmere ven af trykkefriheden end ham.

Realiteten skulle dog blive en anden, idet Christian d. 8’s ret korte regeringsperiode blev

præget af et stort antal trykkefrihedssager og nye begrænsninger på ytringsfriheden,

som en reaktion på den hastigt voksende forfatningsbevægelse. Blandt kongens mod-

træk var en forordning af 31. oktober 1840, som bl.a. forbød embedsmænd at tage del i

forfatningsbevægelsen.

En af dem, der kom galt afsted, var Lehmann. Han var en flittig skribent i Fædrelandet,

men det var en mere spontant afholdt tale, som endte med at koste ham en tur bag trem-

mer. Lehmann havde indset, at forfatningsbevægelsen var dybt afhængig af opbakning

fra landbefolkningen, som var den suverænt største befolkningsgruppe. Det var dog en

vanskelig opgave at mobilisere bønderne, som ikke havde glemt, at den nyligt afdøde

konge gennemførte omfattende landboreformer, som markant forbedrede levevilkårene

på landet. Lehmann greb derfor chancen, da han deltog i et møde på Falster, og holdt sin

berømte Falstertale, hvor han forsøgte at overbevise de tilstedeværende bønder om, at

enevælden ikke var til deres gavn.

Talen indbragte Lehmann en tiltale for overtrædelse af trykkefrihedsforordningen ved

at udbrede had og misnøje med forfatningen. Han blev først idømt bødestraf, men sagen

blev anket til Højesteret, hvor Lehmann selv førte sit forsvar og i den forbindelse leverede

endnu en brændende fortale for forfatningstanken. Det kunne ikke forhindre, at Høje-

steret idømte ham 3 måneders fængsel, men hans position som forfatningsbevægelsens

store helt var slået fast, og han blev ved sin løsladelse modtaget som sådan.

5.3

Juni-grundloven

I 1844 udarbejdede Ørsted på kongens bestilling et udkast til en ny samlet trykkefri-

hedslov. Lovforslaget, som bestod af 53 paragraffer, blev aldrig gennemført, men er in-

teressant, fordi det gav anledning til en omfattende diskussion, da det blev forelagt for

stænderforsamlingerne og kom til offentlighedens kendskab.

Selv om udkastet blev indledt med en bestemmelse, der fastslog princippet om censurfri-

hed, var realiteten, at forslaget lagde op til at indsnævre området for, hvad man ustraffet

kunne skrive om – alt sammen med det formål at lægge en dæmper på forfatningsde-

batten.

Mchangama og Stjernfelt (2016), side 353.

Jørgensen (1944), side 281.

106

Der blev også foreslået hårde straffe for politiske forbrydelser. Eksempelvis blev der lagt

op til, at tilskyndelse til opstand mod forfatningen eller kongen skulle straffes med dø-

den, dog med nedsættelse af straffen til fængsel på livstid, hvis ikke der blev handlet på

opfordringen. Og agitation for en forfatningsændring skulle straffes med landsforvis-

ning fra 5 år til livstid.

Ikke overraskende fik forslaget en kritisk modtagelse i den liberale presse, og behand-

lingen i stænderforsamlingerne trak også ud. Blandt dem, som højlydt blandede sig i

diskussionen, var teologen N.F.S. Grundtvig, som længe havde været aktiv i debatten om

ytringsfrihed.

Grundtvig skrev et mere end 80 sider langt indlæg om udkastet, som han mente behand-

lede litteraturen som en fjendtlig magt. Grundtvigs argumenter er mange og gentages

delvis under diskussionerne i den grundlovgivende forsamling få år senere. Overordnet

set er det Grundtvigs synspunkt, at historien har vist, at strenge restriktioner på tryk-

kefriheden ikke har nogen særlig dæmpende effekt på dem, der skriver skrifter af ringe

værdi, men derimod tvinger de værdifulde skribenter til tavshed og derved gør dem til

samfundsfjender. Grundtvig ser tale- og trykkefrihed som centrale elementer i den fol-

kelige oplysning sammen med den almene skoleuddannelse.

Forslaget til ny trykkefrihedslov blev som nævnt aldrig sat i kraft. Kongen døde i januar

1848, og den nye konge, Frederik d. 7., bestemte inden for få dage ved et reskript af 24.

januar 1848, at alle verserende trykkefrihedsager skulle opgives, ligesom censurdomme

øjeblikkelig skulle ophæves, og ubetalte bøder og sagsomkostninger eftergives.

Kort efter den 24. marts 1848 fremlagde det såkaldte Martsministerium (en slags over-

gangsregering mellem enevælden og den demokratiske forfatning med konstitutionelt

monarki), en ny foreløbig pressefrihedslov, som ophævede alle regler udstedt i tillæg til

1799-forordningen og fjernede forordningens bestemmelse om censur til dømte forfatte-

re samt bl.a. landsforvisningsstraffen.

Senere på året gennemførtes valg til Den Grundlovgivende Rigsforsamling, som fra ok-

tober 1848 til juni 1849 behandlede og siden vedtog Damarks første frie forfatning – ju-

nigrundloven. Drøftelserne i forsamlingen tog afsæt i et udkast af Lehmann og teologen

D.G. Monrad, som hentede inspiration hos franskmanden Montesquieus tanker om

magtens tredeling og fra den norske Eidsvoll-forfatning fra 1814.

Jørgensen (1944), side 295f.

107

Grundtvig, der ikke så nogen modsætning mellem frihedsrettigheder og en enevældig

monark, og som derfor ikke havde markeret sig som nogen fortaler for folkestyret, fik

plads i forsamlingen, hvor han tog aktivt del i forhandlingerne om grundlovens bestem-

melser om religions- og ytringsfrihed.

I forhold til religionsfrihed blev det springende punkt undtagelsen til udgangspunktet i

udkastets § 65 om, at enhver må dyrke gud i overensstemmelse med sin overbevisning.

Den ene fløj anført af bl.a. Ørsted mente, at undtagelsen skulle indebære, at intet dog

måtte

læres eller

foretages, som stred mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Den anden fløj, som omfattede Grundtvig, vendte sig i kraftige vendinger mod tilføjelsen

af ordet ”læres”, som ikke havde været del af det oprindelige udkast.

I sin argumentation baserer Grundvig sig bl.a. på Spinozas og Birckners lære om skelnen

mellem ord og handling. Han fastholdt således, at en sådan skelnen ikke bare er mulig,

men også nødvendig:

”… Når Staten forvexler disse to Ting, da forvexler den aabenbart i det

Hele sin Virkekreds, som aabenbart er indskrænket til det Udvortes, hvor

den har Midler, som den kan anvende, og fremfor Alt vilde da Alt hvad

man kalder baade Associations-, Tale- og Skrivefrihed være i Grunden

et Intet, saa snart man ikke erkjender, at der er en Grændse, en skarp

Grændse, som maa trækkes mellem hvad der siges og hvad der gjøres ”

Herudover gjorde Grundtvig gældende, at det stred mod kristendommens væsen at ville

begrænse andres tros- og tankefrihed.

Den modsatte fløj, der foruden Ørsted også talte kirkens repræsentant, biskop Mynster,

afviste, at en skarp skelnen mellem ord og handling er mulig – synspunktet var bl.a., at

det er meningsløst at forestille sig, at man kan fordømme og straffe handlinger, hvis man

ikke samtidig kan fordømme og forbyde den lære/overbevisning, som handlingen er et

udslag af.

For andre var det afgørende – også af ordensmæssige hensyn – at adgangen til at prakti-

sere en anden tro hovedsageligt kom til at ske i private former.

Citeret fra Mchangama og Stjernfelt (2016), side 376.

Se K. Thaning,

Grundtvig og Den Grundlovgivende Rigsforsamling

(1949), side 68.

108

Grundtvigs fløj vandt ikke kampen, idet ordet ”læres” efter afstemning kom med i den

endelige version af bestemmelsen i grundlovens § 65 (nu 67).

Debatten om § 65 havde på en måde foregrebet den debat, der bagefter fulgte om ytrings-

frihedsbestemmelsen. I udkastet var der foreslået en helt kortfattet ordlyd, som alene

fastslog, at:

”Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog under

Ansvar for Domstolene”.

Diskussionen kom hovedsageligt til at falde i to spor. Den ene diskussion drejede sig om,

hvorvidt der skulle tilføjes et udtrykkeligt forbud mod genindførelse af censur i bestem-

melsen. Argumentet

for

baserede sig navnlig på et ønske om at ville undgå en gentagelse

af den retstilstand, der indtraf, da man med trykkefrihedsforordningen af 1799 og sene-

re reskripter med bestemmelser om polititilsyn mv., i realiteten delvist genindførte den

censur, som Struensee ellers havde ophævet i 1770.

Argumentet imod, som blandt flere blev fremført af Ørsted, drejede sig navnlig om, at

man med en sådan tilføjelse ville binde fremtidige lovgivere på en måde, som kunne vise

sig uhensigtsmæssig, f.eks. ved undtagelsestilstande.

Den pågældende tilføjelse blev som bekendt føjet til bestemmelsen.

Den anden diskussion, som Grundtvig markerede sig i, vedrørte udtrykket ”dog under

ansvar for domstolene.” Grundtvig mente, at det åbnede en ladeport af muligheder for

lovgivers senere indskrænkninger i ytringsfriheden. Den grundlovsmæssige beskyttelse

af ytringsfriheden ville derfor efter Grundtvigs opfattelse ikke være meget værd, hvis

de ord fik lov at bestå. Desuden angreb han generelt bestemmelsen for at være stendød,

teknokratisk og blottet for åndelighed.

Grundtvig forsøgte selv med en alternativ formulering, som skulle fastslå, at der i for-

hold til åndelige (religiøse) og offentlige (politiske) anliggender skulle være en særlig

udstrakt ytringsfrihed. Han formåede dog ikke at overbevise de andre medlemmer af

forsamlingen om, at den ville rykke noget, og Grundtvig endte således med endnu et

nederlag. Den endelige bestemmelse i juni-grundlovens § 91, som i det store hele svarer

til grundlovens § 77, lød:

Både i Mchangama og Stjernfelt (2016), side 380ff. og i P. Germer,

Ytringsfrihedens væsen,

1. udgave (1973), side 11ff. er

der en mere udførlig gennemgang af diskussionerne.

109

”Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog un-

der Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsreg-

ler kunne ingensinde paany indføres.”

Diskussionen om rækkevidden af grundlovens ytringsfrihedsbeskyttelse har stort set

stået på lige siden og har – som Grundtvig vel nærmest forudså – især drejet sig om,

hvor grænsen bør trækkes med hensyn til de begrænsninger, som Folketinget ved lov

kan fastsætte.

5.4

Presseloven

Den nye grundlovs indførelse af udtrykkelige frihedsrettigheder for borgerne og ene-

vældens afskaffelse havde en umiddelbar og synlig effekt på skrivelysten. Der var således

i årene umiddelbart efter en stor vækst i antallet af aviser og tidsskrifter – ikke bare i

København.

Formelt var det stadig trykkefrihedsforordningen i den modificerede udgave, der satte

rammerne og dermed udgjorde indholdet af ”dog under ansvar for domstolene”.

Der blev dog allerede i 1849 indledt et arbejde med henblik på at skabe et nyt og mere

tidssvarende lovgrundlag. Et udkast blev i 1850 præsenteret for Rigsdagen, hvor det gav

anledning til stor diskussion. Striden stod bl.a. om den foreslåede bestemmelse om blas-

femi/gudsbespottelse, som navnlig Grundtvig kritiserede voldsomt, idet han – som i den

grundlovgivende rigsforsamling – gjorde sig til talsmand for en vid adgang til religions-

kritik og spot.

Det endelige resultat blev en lov, presseloven af 1851, som på den ene side indebar klare

lempelser i forhold til trykkefrihedsforordningen, men som på den anden side ikke var

udtalt liberal. Efter loven kunne opfordring til opstand mod konge og regering straffes

med landsforvisning

– en strafform, der ellers var afskaffet. Fornærmelse af kongen og

dennes nærmeste og fornærmelse af fremmede, venligtsindede magter og regenter kun-

ne straffes med fængsel i henholdsvis 2 eller 1 år.

Der blev også indført krav om, at korte skrifter på under 6 sider senest 1 time efter påbe-

gyndt distribution skulle indleveres til politiet til gennemsyn. Altså ikke forhåndscensur,

Mere herom i kapitel 7 om ytringsfrihedens retlige rammer.

Mchangama og Stjernfelt (2016), side 391.

Denne strafform blev dog aldrig bragt i anvendelse.

110

som grundloven jo forbød, men dog en ordning, som sikrede særdeles gode muligheder

for en hurtig indgriben (f.eks. konfiskation) over for skrifter med et ulovligt indhold.

Loven fastsatte også formelle krav til medierne og indførte et særligt ansvarssystem for

pressen, som ikke ligger langt fra det, som stadig findes i medieansvarsloven.

Presseloven af 1851 fandt i vidt omfang anvendelse helt frem til presseloven af 1938, men

lovens strafbestemmelser blev dog allerede i 1866 erstattet af den nye borgerlige straffelov.

6. Socialistsagerne og provisorietiden

6.1

Socialistsagerne

Blandt dem, der gjorde brug af de nyvundne rettigheder, var stifterne af det, der senere

skulle blive til Socialdemokratiet.

Postfunktionæren Louis Pio stiftede i 1871 sammen med sin fætter boghandleren Harald

Brix og skolelæreren Poul Geleff Den Internationale Arbejderforening for Danmark.

Formålet var at organisere den nye samfundsklasse af arbejdere, som var opstået i for-

bindelse med den spirende industrialisering, for derved at opnå indflydelse på løn- og

arbejdsvilkår.

Pio havde forinden etableret bladet Socialisten,

som i 1872 – med Brix som chefredak-

tør – begyndte at udkomme dagligt, og som blev arbejderbevægelsens faste organ.

Pio og hans meningsfæller var inspireret af den internationale arbejderbevægelses ledere

og agiterede med revolutionær retorik for en ændring af den eksisterende samfundsor-

den, som de mente udsatte arbejderklassen for undertrykkelse og udnyttelse.

Arbejderbevægelsen og Socialisten blev hurtigt genstand for myndighedernes opmærk-

somhed. Og da Pio i Socialisten den 2. maj 1872 under overskriften ”Maalet er fuldt” ind-

kaldte til fællesmøde i Fælledparken tre dage senere i sympati med de murersvende, som

på daværende tidspunkt strejkede, slog politiet til. Mødet blev forbudt afholdt, og da Pio

afviste at respektere forbuddet, men tværtimod vedblev med at opfordre folk til at møde

op, blev han sammen med Brix og Geleff natten til den 5. maj 1872 anholdt og fængslet.

Socialisten blev senere til Socialdemokraten og endnu senere til Aktuelt.

111

Fællesmødet fandt sted alligevel, og det kom til voldsomme sammenstød mellem de

fremmødte og politiet i det, der siden er blevet kaldt ”Slaget på Fælleden.”

Pio, Geleff og Brix blev bl.a. tiltalt for ved deres retorik at have opfordret til omstyrtelse

af samfundet, og selv om de tre forsvarede sig med, at de alene havde forsøgt at udbrede

de socialistiske ideer og tankegods og ikke havde opfordret til voldelige handlinger, blev

de dømt i flere instanser. Pio blev anset for hovedansvarlig og derfor idømt 5 års fængsel,

mens Geleff og Brix blev idømt 3 års fængsel.

Under deres afsoning blev der indledt en sag om opløsning af Den Internatonale Arbej-

derforening i medfør af grundlovens (daværende) § 87, som beskyttede foreningsfrihe-

den, men som gav mulighed for at opløse foreninger med et ulovligt formål. Sagen endte

med foreningens opløsning, idet Højesteret, som afgjorde sagen i sidste instans, fandt,

at de handlinger, som Pio, Geleff og Brix var blevet dømt for, måtte anses for udført på

foreningens vegne.

De blev alle tre løsladt i 1875 – hårdt mærkede af fængselsopholdet. Pio og Geleff tog et

par år senere imod et tilbud fra myndighederne om – udstyret med en mindre formue –

at forlade landet og emigrere til USA.

Brix fortsatte sit virke og etablerede efter løsladelsen det socialdemokratiske satireblad

”Ravnen”, hvis indhold i 1877 endte med at koste ham endnu en dom på 4 års fængsel.

Han døde 40 år gammel i 1881.

6.2

Provisorietiden

Provisorietiden betegner perioden fra 1885-1894, hvor Danmark blev styret via provi-

soriske (foreløbige) love gennemført uden om Rigsdagen. Selv om ytringsfriheden var

udtrykkeligt beskyttet i den få år gamle grundlov, blev det en tid, hvor det frie ord havde

svære kår.

Optakten til provisorietiden skal findes i den forfatningskamp, som begyndte efter en

grundlovsændring i 1866. Med ændringen blev reglerne om valgbarhed til Landstinget

ændret. Det skete efter ønske fra partiet Højre, som repræsenterede den konservative

fløj, og som ville have større indflydelse på den førte politik.

100

Ændringen betød, at Høj-

100

Reglerne om valgbarhed blev med forfatningsændringen i 1866 begrænset yderligere, og det betød, at en stor del

af Landstingets pladser nu var forbeholdt personer udvalgt af kongen og rige borgere, herunder godsejere/store

jordbesiddere. Reelt set var det nu under halvdelen af pladserne i Landstinget, som kunne vælges af folket.

112

re herefter opnåede flertal i Landstinget, som var det ene af Rigsdagens (Parlamentets) to

kamre – det andet var Folketinget.

Ved valget i 1872 fik Venstre, som var dannet i 1870, for første gang flertal i Folketinget,

mens Højre bevarede flertallet i Landstinget. Dette blev startskuddet til de næste mange

års indædte strid om regeringsmagten.

Venstre insisterede efter valget på, at regeringsmagten skulle tilfalde dem, fordi de nu

havde flertal i Folketinget, mens Højre fastholdt, at kongen ved grundlovsændringen

i 1866 var tillagt en grundlovssikret ret til at udpege regeringen uden hensyntagen til

Rigsdagens, herunder Folketingets flertal.

Grundloven anviste ikke udtrykkeligt hvordan et tilfælde af konflikt mellem de to kamre

i Rigsdagen skulle løses. Kongen, Christian d. 9., skar imidlertid igennem og tildelte

Højre regeringsmagten.

I 1875 blev højremanden J.B.S. Estrup statsminister (konseilspræsident). Det var under

Estrups næsten 20 år som regeringsleder, at den politiske krise mellem Højre og Venstre

for alvor eskalerede.

Venstre havde ikke glemt forløbet få år tidligere og førte en bevidst destruktiv politik

med det mål at presse Højre fra magten.

101

Strategien havde ikke den ønskede effekt, men

kom nærmere til at virke som en rød klud på Estrup, som flittigt rejste sager mod sine og

regeringens politiske modstandere.

102

Frustrerede venstrefolk begyndte nu at mobilisere sig i riffelklubber for om nødvendigt

at kunne forsvare folkestyret, mens tilhængere af Højre arrangerede frivillig skattebeta-

ling for at demonstrere deres opbakning til den førte politik.

103

I foråret 1885 tilspidsedes

situationen yderligere med forbud mod riffelklubberne og gennemførelse af det såkaldte

”Mundkurvscirkulære”, som krævede, at alle skolelærere i landet skulle vise lydighed

over for myndighederne og afstå fra at kritisere den siddende regering.

En afgørende begivenhed indtraf den 21. oktober 1885, hvor Estrup blev udsat for et

skudattentat. Estrup overlevede, men frygten for at det, der var startet som en forfat-

101

102

103

Utilfredsheden med Højres regeringsførelse fik i 1881 Venstre til at føre den såkaldte ”Visnepolitik”, som betød at

partiet nedstemte regeringsforslag og dermed gjorde lovgivningsarbejdet meget vanskeligt.

Blandt andet rejste Estrup i 1877 en injuriesag mod Venstre, der i en erklæring havde beskyldt Estrup for

grundlovsbrud for udstedelsen af den provisoriske finanslov i 1877.

I befolkningen var der en ophidset stemning, som bød på voldsomme sammenstød og kampe, om end det aldrig

direkte kom til organiserede kamphandlinger. Stemningen var på bristepunktet og det anføres, at tiden repræsenterer

det tætteste Danmark har været på borgerkrigslignende tilstande. Se Mchangama og Stjernfelt (2016), side 475f.

113

ningskamp, var ved at udvikle sig til en regulær borgerkrig, fik nu Højre til at gribe til

yderligere provisorisk lovgivning. Hertil benyttede Estrup-regeringerne sig af en grund-

lovsbestemmelse, som gjorde det muligt – under ekstreme omstændigheder – at udstede

foreløbig lovgivning uden om parlamentet (Rigsdagen).

104

Mindre end to uger efter skudattentatet indførte Estrups regering straffelovsprovisoriet af

2. november 1885, som skulle dæmme op for de ”agitatoriske Udskejelser, som bringer den

offentlige Orden og Sikkerhed i øjensynlig fare” og indebar en mærkbar begrænsning af

ytringsfriheden.

105

Med straffelovsprovisoriet blev det forbudt at ”raade eller opfordre til

at begaa handlinger, der falde ind under bestaaende Straffelov.” Også ytringer, der kunne

true den offentlige orden ved at ophidse befolkningen, skulle straffes med fængsel.

Samtidig kriminaliseredes ytringer, der kunne bringe ”forbitrelse imod andre klasser“, og

ytringer, som ”forvanskede kendsgerninger“ om regeringer.

Til særlig irritation for Estrup og Højre-regeringen var den såkaldte stråmandsvirksom-

hed, hvor lønnede stråmænd blev opgivet som ansvarshavende redaktører og derved

påtog sig straffen for de egentlige ansvarlige for lovstridige skriverier. For at dæmme op

for dette fænomen blev der i 1886 udstedt et presselovsprovisorium.

106

Presseprovisoriet

betød, at det kunne straffes med høje bøder, hvis landets aviser benyttede stråmænd til

at dække over de faktiske redaktører. Presselovsprovisoriet medførte også, at redaktøren

blev gjort medansvarlig for indholdet af anonyme indlæg.

De provisoriske straffelove skulle snart vise sig nyttige som værktøj til forfølgelse af po-

litiske modstandere.

Socialdemokraten V. Holst blev kort efter provisoriernes udstedelse idømt tre måneders

fængsel for udtalelser, som ”det reaktionære slyngelagtige Højreparti”, som ifølge Holst

bestod af ”politiske slyngler”.

107

Holst var langt fra den eneste, som fik provisorielovgiv-

104

105

106

107

Det var et krav, at den provisoriske lovgivning skulle forelægges Rigsdagen ved førstkommende samling. Det drejede

sig om § 25 i den gennemsete grundlov af 1866: ”§ 25. I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen

ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den

følgende Rigsdag.”

Citat fra motiverne til Straffelovsprovisoriet af 2. november 1886. Straffelovsprovisoriet ophævedes allerede i 1888.

Presselovsprovisoriet fik lov at bestå indtil 1894. Desuden blev også Det blå Gendarmeri – en midlertidig politistyrke,

som blandt andet havde til formål at nedkæmpe borgere i oprør – oprettet

V. Holst var bestemt ikke den eneste, som fik konsekvenserne af Straffelovsprovisoriet og Estrup-regeringens hårde kurs

mod kritikere at føle. I en opgørelse over antallet af pressesager anføres det, at der i perioden fra 1875 til 1894 alene var

280 sager, og dette inkluderer ikke sager fra byretten.

114

ningens konsekvenser at føle, idet der de kommende år blev rejst et meget stort antal

sager mod politiske modstandere, pressen og den øvrige befolkning.

108 109

Heller ikke de populære morskabsteatre (revyer), hvor man gjorde grin med aktuelle

emner, gik fri. Teatrene var ellers – som Holberg i sin tid – gode til på en spidsfindig og

indirekte måde at kritisere magthaverne og den førte politik, hvilket gjorde det vanske-

ligt at skride ind over for dem. Estrup-regeringen gik imidlertid håndfast til værks og

gennemførte en delvis genindførelse af censuren. Dette betød, at alle revyernes manu-

skripter fremover skulle gennemgås af en særligt udpeget censor.

Provisorietiden fik sin afslutning, da Venstre og Højre i 1894 indgik et forlig, samtidig

med at Estrup trådte tilbage som statsminister. Begge partier indså, at den fastlåste situ-

ation var uholdbar. Da Venstre i 1901 vandt valget, indførtes derfor parlamentarismen,

som indebærer, at en regering må gå af, hvis den får et flertal imod sig i parlamentet.

Både socialistsagerne og provisorietiden viser, at den ytringsfrihed, som blev givet med

junigrundloven i 1849, kom vanskeligt fra start og i sine første år måtte tåle betænkelige

indskrænkninger, ligesom myndighederne udviste en betydelig nærtagenhed. Som vi

skal se straks nedenfor føjede både 1. og 2. Verdenskrig snart yderligere sår til den relativt

unge grundlov, som for alvor kom på prøve i mødet med krigens logik om sikkerhed og

diplomati på bekostning af ytrings- og informationsfriheden.

7. Krigstid og fremkomsten af internationale menneskeret-

tigheder

7.1

Krigspresseloven

Danmarks neutralitetspolitik under 1. Verdenskrig betød øget kontrol af den offentlige

meningsdannelse og de fælles kommunikationskanaler. Allerede i 1909, hvor krigens

udbrud anedes i horisonten, udarbejdede man et fortroligt cirkulære, der regulerede

samarbejdet mellem forsvaret og telesektoren. Cirkulæret fraveg grundlovens beskyttel-

se af meddelelseshemmeligheden i ganske betydelig grad, idet det gav militæret ret til at

overvåge borgernes private telegrammer og telefonsamtaler. Mistænkelige telegrammer

108

109

F.eks. Morten Pontoppidan, som var præst og højskoleforstander. Han blev i 1886 i Højesteret idømt tre måneders

fængsel for at have fremsat en hård kritik af Estrup. Estrup blev så oprørt, at han personligt anlagde sagen mod

Pontoppidan. Ikke nok med en fængselsstraf kostede udtalelserne ham også statsstøtten til hans skolevirksomhed.

For en udførlig gennemgang af en række af provisorietidens mest spektakulære sager, se Mchangama og Stjernfelt

(2016), side 473ff.

115

kunne i den forbindelse standses på forsvarets foranledning og telefonsamtaler af samme

karakter afbrydes.

110

Fra krigens begyndelse i sommeren 1914 og de næste år frem blev der derudover jævnligt

udsendt hemmelige telegrammer til landets telegrafstationer med direktiver, der på for-

skellig vis indskrænkede rummet for, hvilket indhold der kunne tolereres i telegrammer.

F.eks. skulle ”Sensationelle og urigtige Meddelelser om danske Forhold eller Stemnin-

ger” bortcensureres ligesom private beskeder i hemmeligt sprog eller meddelelser på

andre sprog end engelsk, fransk, tysk og de skandinaviske sprog ikke var tilladt.

111

Forsøg

på at omgå telegrafcensuren ved at telefonere beskeder til Norge og Sverige, som derfra

uhindret kunne telegraferes videre medførte dernæst også telefoncensur. Censuren kun-

ne relativt nemt foretages, fordi datidens telefoni indebar, at omstillingsdamer manuelt

satte den, der ringede op i forbindelse med den ønskede linje. Omstillingsdamerne fik

med censuren en tillægsopgave i form af stikprøvekontrol af samtalerne og skulle i den

forbindelse afbryde opkald med ulovligt eller ikke-neutralt indhold.

112

Pressen – som også blev berørt af krigens generelle indskrænkninger af ytringsfrihe-

den – gik selvsagt heller ikke ram forbi i den danske regerings bestræbelser for at holde

landet på neutralitetens smalle sti og undgå provokationer af Tyskland. Mediernes re-

præsentanter blev således løbende under krigen indkaldt til møder i regi af Udenrigs-

ministeriets Pressebureau, hvor det blandt andet blev aftalt, at pressen ikke måtte skrive

om en række forhold, der kunne svække troværdigheden om dansk neutralitet. F.eks.

anmodede man redaktørerne om at udvise stor forsigtighed i omtalen af de krigsførende

parter og deres allierede.

113

Møderne i Pressebureauet blev løbende suppleret med en

række cirkulærer, herunder Justitsministeriets cirkulære af 15. september 1915, der angav

ikke færre end 20 emner, som kun tålte forsigtig eller slet og ret ingen omtale.

114

Presse-

bureauet spillede også en central rolle i at sikre, at regeringens opfattelse af krigens gang

var den, der afspejlede sig i dagbladenes spalter. I den forbindelse førte bureauet endda

”sorte lister” over journalister, der ikke indrettede sig og derfor måtte overvåges særligt

nøje.

115

På trods af regeringens indledende forsøg på ”blødere” henstillinger og aftaler med pres-

sen om mediernes indhold, gik der mindre end et år af krigen, før man opgav frivil-

lighedens vej og lavede en egentlig ”krigspresselov”. Loven var et midlertidigt straffe-

110

111

112

113

114

115

Mchangama og Stjernfelt (2016), side 618f.

Ibid., side 619.

Mchangama og Stjernfelt (2016), side 620f.

Ibid., side 621.

Ibid., side 621f.

Ibid., side 622.

116

lovstillæg, der medførte straf for ubeføjet at beskylde statsmyndigheder for partiskhed

i en afgørelse af ind- og udførselsspørgsmål, eller for at ophidse befolkningen mod en

krigsførende nation.

116

Krigspresseloven blev forlænget ad flere omgange og blev først

ophævet tæt ved krigens afslutning i 1918.

117

På trods af krigspresselovens ophævelse kastede indgrebene i ytringsfriheden under 1.

Verdenskrig lange skygger ind i mellemkrigstidens 1930’ere. F.eks. skulle Post- og Tele-

grafvæsenet fortsat efter krigen og helt ind til 1934 indberette telegrammer og telefon-

samtaler, som måtte antages at være en fare for statens sikkerhed eller forvolde urolig-

heder i landet.

118

7.2

Den tyske besættelse

Optakten til udbruddet af 2. verdenskrig var for Danmarks vedkommende på ny præget

af regeringens bestræbelser på at undgå at provokere naboen mod syd, som med stor

sensibilitet fulgte med i de danske medier. Som en lilleputnation uden alliancer og med

en udsat geografisk placering var Danmark sårbart, og der blev derfor atter ført en neu-

tralitetspolitik, som f.eks. betød, at regeringen aktivt prøvede at forhindre, at den danske

presse skrev noget, der kunne opfattes som tyskfjendtligt, eller som i øvrigt kunne så

tvivl om den danske neutralitet.

Det foregik rent praktisk ved, at regeringen på jævnlige møder med pressens repræ-

sentanter i Udenrigsministeriets Pressebureau opfordrede til, at der blev udvist tilba-

geholdenhed i omtalen af spørgsmål, som særligt kunne vække anstød i Tyskland. Det

er beskrevet, at denne indblanding i den frie presses ageren i det væsentlige blev mødt

med forståelse og derfor også i vidt omfang respekteret. Det spillede formentlig en rolle

i den forbindelse, at der var bred politisk opbakning til neutralitetspolitikken under 2.

Verdenskrig, og at de fleste store dagblade på dette tidspunkt havde et klart defineret

parti-tilhørsforhold og derfor ikke afveg fra partilinjen.

Den hadske, anti-semitiske retorik, som i samme år prægede Tyskland, nåede også til

Danmark, hvor justitsminister K.K. Steincke fik gennemført flere straffesager mod dan-

ske anti-semitter og anti-semitiske tidsskrifter. Trods domsfældelser mente Steincke,

at det strafferetlige værn var utilstrækkeligt, fordi det var tvivlsomt, om nogen kunne

dømmes for at tale nedsættende om en hel befolkningsgruppe. Der blev derfor foretaget

en række ændringer af straffeloven, hvor nye typer af ytringer blev pålagt strafansvar.

116

117

118

Ibid., side 625.

Ibid., side 627.

Ibid., side 621.

117

Blandt nyskabelserne var racismeparagraffen i straffelovens (nuv.) § 266 b, og § 136, stk.

2, der kriminaliserer offentlig billigelse af visse alvorlige forbrydelser.

Under den tyske besættelse fra 1940 til 1945 herskede censuren atter. Særligt udenrigs-

politiske og militære anliggender var sensitive emner og derfor underlagt omfattende

restriktioner.

Indtil samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 var det fortsat Udenrigsmini-

steriets Pressebureau, der under nidkær opmærksomhed fra besættelsesmagten vare-

tog opgaven med at regulere nyhedsstrømmen. Det indebar både en forhåndsscreening

af informationer fra de udenlandske pressebureauer og udstedelse af forbud mod helt

at omtale bestemte begivenheder. Den danske presse respekterede i vidt omfang den

etablerede ordning, velvidende at forholdene for pressen var langt værre i andre besatte

lande.

Efter samarbejdspolitikkens kollaps den 29. august 1943 overtog besættelsesmagten selv

kontrollen med den danske presse, hvis redaktionelle råderum herefter blev endnu min-

dre. Det var – ikke tilfældigt – i tiden herefter, at væksten i de illegale blade for alvor tog

fart.

Efter Tysklands kapitulation i maj 1945 opstod en på mange måder tumultarisk tid. Be-

folkningen i almindelighed og modstandsbevægelsen i særdeleshed krævede et kontant

opgør med landsforræderne, der havde gået fjendens ærinde. Det førte til et omfattende

juridisk efterspil, hvor bl.a. handlinger begået i krigsårene blev kriminaliseret med tilba-

gevirkende kraft. Det gjaldt navnlig for dem, der under krigen i skrift eller i tale havde

udbredt tysk propaganda. Og dødsstraffen, som ellers var afskaffet med straffeloven af

1930, blev midlertidigt genindført med straffelovstillægget fra juni 1945.

Ved afslutningen på 2. Verdenskrig i 1945 stod den vestlige verden altså tilbage med et

omfattende selvransagelsesarbejde. I alle vestlige lande udbrød – som nærmere beskre-

vet i kapitel 5 – i krigens kølvand hede debatter om demokratiets væsen og evne til at

beskytte borgerne i mødet med totalitære kræfter. Spørgsmålet om, hvordan man i frem-

tiden kunne forhindre lignende rædsler for menneskeheden, meldte på den måde sin

ankomst verden over. En del af svaret blev forsøgt givet med grundlæggelsen af de For-

enede Nationer (FN) den 24. oktober 1945. 51 lande forpligtede sig her til at samarbejde

internationalt om at bevare verdensfreden i fremtiden. Menneskerettigheder skulle ikke

længere kun være et nationalt anliggende, men beskyttes på tværs af landegrænser.

118

7.3

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder

Fremkomsten af internationale menneskerettigheder i efterkrigstiden har haft stor be-

tydning for udviklingen i den beskyttelse, som ytringsfriheden nyder.

Det var et afgørende øjeblik, da FN’s generalforsamling den 10. december 1948 vedtog

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (Verdenserklæringen). Erklæringen kom

i kølvandet af 2. verdenskrig, hvor det internationale samfund besluttede, at de grusom-

heder, som havde fundet sted under krigen, aldrig måtte gentage sig.

Det blev ved FN’s oprettelse defineret, hvad der var indeholdt i begrebet menneskeret-

tigheder. I forlængelse heraf blev der nedsat en arbejdsgruppe, som skulle formulere de

grundlæggende rettigheder. Dette arbejde blev ledet af den tidligere amerikanske første-

dame Eleanor Roosevelt, der sammen med repræsentanter fra otte medlemslande med

forskellige politiske, kulturelle og religiøse baggrunde

119

forfattede Verdenserklæringen.

Danmark var blandt de 48 lande, som i 1948 stemte for vedtagelsen.

Verdenserklæringen var banebrydende, fordi det var første gang, en stor del af verdens

lande blev enige om at formulere fælles rettigheder for alle mennesker, og erklæringen

har dannet grundlag for den internationale beskyttelse af menneskerettighederne lige

siden. Verdens-erklæringen beskriver 30 grundlæggende menneskerettigheder og om-

fatter både borgerlige og politiske rettigheder (f.eks. retten til liv og forenings-og for-

samlingsfrihed) samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (herunder retten til

undervisning og lige løn for lige arbejde). Menings- og ytringsfriheden hører til de bor-

gerlige- og politiske rettigheder.

Verdenserklæringen har karakter af en politisk programerklæring, og de 30 grundlæg-

gende rettigheder er derfor ikke retligt bindende for medlemsstaterne. Men selv om

Verdenserklæringen ikke er formelt juridisk bindende, har den haft en kolossal stor be-

tydning for udviklingen af rettighedsbeskyttelsen i hele verden, herunder som inspira-

tion for andre – bindende – menneskerettighedslove- og traktater både internationalt,

regionalt og nationalt.

7.4

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den vigtigste af disse er formentlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK) fra 1950, som har Verdenserklæringen som forbillede, og som derfor også er et

119

Gruppen omfattede foruden USA, som havde formandskabet, Sovjetunionen, Kina, Storbritannien, Frankrig, Canada,

Chile og Libanon.

119

barn af efterkrigstiden. Konventionen er et direkte svar på krigens rædsler og skal sam-

tidig være et bolværk mod totalitære regimer. Konventionen blev til efter Europarådets

dannelse i 1949.

Europarådets medlemsstater ønskede at skabe garantier for borgernes menneskerettig-

heder og sikre, at der kunne føres kontrol med efterlevelsen af de menneskeretlige for-

pligtelser. EMRK er – i modsætning til Verdenserklæringen – en retlig bindende kon-

vention.

Omfattet af EMRKs rettighedskatalog er en række basale politiske og borgerlige rettig-

heder, herunder ytrings- og informationsfriheden. Siden 1952 er EMRK også blevet ud-

bygget med såkaldte tillægsprotokoller, som en række af Europarådets medlemmer har

tilsluttet sig.

Med skabelsen af Europarådet og EMRK blev det anerkendt, at beskyttelsen af menne-

skerettighederne skulle ses som en uundværlig del af det europæiske demokrati.

Konventionen har siden den trådte i kraft i 1953 haft stor indflydelse på udviklingen

af menneskerettighedsbeskyttelsen i Europa. Danmark tiltrådte EMRK i 1953, og i 1992

blev den gjort til en del af dansk ret. Danske domstole har derfor pligt til at håndhæve

konventionen.

Det, der for alvor har haft betydning for den effektive beskyttelse af individets menneske-

rettigheder, er, at enhver borger har adgang til at klage eller rejse sager, hvis de oplever,

at en stat krænker menneskerettighederne. I sidste instans behandles sådanne klager af

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD/Domstolen), der er tilknyttet kon-

ventionen, og som har været i funktion siden 1959. Domstolen har stor gennemslags-

kraft, fordi dens afgørelser er bindende,

120

og det er i væsentligt omfang Domstolen, der

har sikret, at EMRK har haft så stor indflydelse på menneskerettighedernes udvikling.

I begyndelsen af EMD's levetid var antallet af afsagte domme stærkt begrænset. Siden

er antallet af domme steget kraftigt, og de nu i dag mere end 16.000 afsagte domme har

haft en væsentlig betydning for retsudviklingen inden for mange områder, herunder i

forhold til ytringsfriheden.

120

EMD’s afgørelser er formelt kun bindende for den medlemsstat, de er rettet mod, jf. EMRK art. 46, stk. 1.

Medlemslandene er imidlertid forpligtet til at overholde konventionen, som den fortolkes af EMD, dvs. også i sager der

ikke vedrører landet selv.

120

Konventionens artikel 10 slår fast, at enhver har ret til ytringsfrihed, og at denne ret også

omfatter menings- og informationsfriheden. Der er afsagt mange hundrede domme om

ytrings- og informationsfrihed, og de er normerende for fortolkningen af ytringsfrihe-

dens grænser. Den sag, som har haft størst betydning for (pressens) ytringsfrihed i Dan-

mark, er formentlig Jersild-sagen.

Jersild mod Danmark (Grønjakkesagen)

Den 23. september 1994 afsagde EMD dom i sagen Jersild mod Danmark.

121

Sagen

drejede sig om en journalist, som havde interviewet de såkaldte grønjakker, der i in-

terviewet fremsatte en række racistiske udtalelser om udlændinge. Interviewet blev

bragt i et indslag i TV-avisen. Efter udsendelsen blev journalisten (og hans redaktør)

tiltalt efter racismeparagraffen i straffelovens § 266 b. Højesterets flertal (4-1) fandt,

at udsendelsen gik for vidt, og idømte dem begge dagbøder for at have bragt de raci-

stiske interviews.

Journalisten indbragte sagen for Menneskerettighedsdomstolen, som fandt, at Hø-

jesterets dom krænkede journalistens ytringsfrihed. I det konkrete tilfælde var den

foretagne afvejning af ytringsfriheden over for racismebeskyttelsen således ikke

acceptabel, og Danmark havde derfor krænket den journalistiske og redaktionelle

ytringsfrihed. Domstolen lagde vægt på, at emnet var af væsentlig samfundsmæssig

interesse, og at DR ikke havde gjort udtalelserne til sine egne, men udelukkende vi-

dereformidlet dem.

Med dommen blev det slået fast, at journalister straffrit kan videreformidle ulovlige

ytringer, hvis emnet har den fornødne samfundsmæssige interesse.

8. Racisme- og blasfemiparagrafferne

8.1

Racismeparagraffen

Som omtalt under afsnit 7, blev der i 1939 foretaget en række ændringer af straffeloven,

herunder indsættelsen af bestemmelsen i § 266 b (nuv.), som normalt kaldes racisme-

paragraffen.

Bestemmelsen skulle udgøre en slags overbygning på de almindelige regler om injurier

og ærekrænkelser, for at sikre det retlige grundlag for også at kunne straffe hadefuld tale

121

Jersild mod Danmark (afsagt den 23. september 1994).

121

rettet mod grupper af personer som følge af deres tro, afstamning eller statsborgerfor-

hold. Den fik meget begrænset anvendelse, før den i 1971 blev ændret.

122

Da Folketinget i 1971 vedtog at ændre og udvide racismeparagraffen, var det kulminatio-

nen på en proces, som havde taget sin begyndelse mange år tidligere.

Allerede i forbindelse med FN’s forhandlinger af Konventionen om Borgerlige og Politi-

ske Rettigheder (ICCPR), som blev indledt i 1947, men først afsluttet næsten 20 år senere,

var kriminalisering af hadefuld tale et tema. Landene delte sig i to blokke, hvor de vestli-

ge demokratier anført af USA og Storbritannien principielt vendte sig mod, at der skulle

indsættes en bestemmelse om hadefuld tale i konventionen, fordi man frygtede, at den

ville blive et redskab for regeringer til undertrykkelse af uønsket kritik. Skulle der ske en

kriminalisering, skulle den begrænse sig til at omfatte tilskyndelse til vold.

Den anden blok, som navnlig omfattede Sovjetunionen og dens allierede, argumentere-

de omvendt for, at krigen med al tydelighed havde demonstreret behovet for et omfatten-

de forbud mod hadefuld tale og ønskede derfor en bestemmelse med et bredt indhold.

Da konventionen blev vedtaget i 1966 var det med en bestemmelse i art. 20, hvorefter

enhver tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til for-

skelsbehandling, fjendtlighed eller vold, skulle forbydes ved lov. Danmark ratificerede

ICCPR i 1972.

Sideløbende hermed foregik der forhandlinger om en særskilt FN-konvention mod ra-

cediskrimination. Dette forhandlingsforløb var væsentlig kortere, hvilket delvist skyldtes

opbakning fra en række nyligt selvstændige afrikanske lande og en opblussen af episoder

med racistisk motiveret hærværk mod jødiske bygninger og mindesmærker i Tyskland.

123

Diskussionen fra ICCPR gentog sig, og landene delte sig tilsvarende i to blokke, som ikke

kunne enes om, hvad der skulle vægtes højest – retten til at ytre sig i overensstemmelse

med sin overbevisning eller retten til ikke at blive udsat for diskriminerende udsagn.

Den endelige bestemmelse i konventionens artikel 4 (a), som en række lande heriblandt

Danmark stemte imod, fik en bred formulering, som indebar en forpligtelse for de del-

tagende lande til at:

122

123

I J. Mchangamas artikel ”Racismeparagraffen og hate speech i den internationale menneskeret” i

U2011B.215

nævnes, at

der kun findes en trykt dom fra perioden.

P. Justesen, ”Dansk ret og FN’s-racediskriminationskonvention” i

U2001B.148.

122

”..kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegen-

hed eller racehad, tilskyndelse til diskrimination og alle voldshandlinger

eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller person-

gruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver

bistand til raceforfølgelser, herunder deres finansiering.”

På foranledning af de nedstemte skandinaviske lande blev der dog indsat en klausul i

artikel 4 om, at dens anvendelse skulle ske under hensyntagen til ytringsfriheden for at

skabe et vist rum for forskellige fortolkninger.

Den danske gennemførelse af konventionen baserede sig på en betænkning fra et ud-

valg,

124

der foreslog at opfylde konventionens artikel 4 ved en udvidelse af racismepara-

graffen fra 1939.

Den debat, der havde været under FN-forhandlingerne, gentog sig til dels i Folketinget,

hvor der generelt ikke var den store begejstring at spore. Mest markant i sin kritik af forsla-

get var SF’eren Poul Dam. Han havde ikke indvendinger mod den eksisterende straffelovs-

bestemmelse fra 1939, som han så som et specifikt værn mod datidens løgnagtige og ondsin-

dede propaganda. Anderledes forholdt det sig med den foreslåede udvidede bestemmelse,

som efter Dams opfattelse ville kriminalisere meninger og anskuelser. Som arkitekten Poul

Henningsen (PH) og juraprofessor Alf Ross havde gjort det under efterkrigstidens demo-

kratidebat, kastede Poul Dam sig ud i et stærkt forsvar for enhvers ret til at have og give

udtryk for sine meninger, uanset hvor forkastelige og tåbelige andre måtte finde dem.

Dam tabte dog slaget og endte med sammen med resten af sin folketingsgruppe at stem-

me for lovforslaget, som blev vedtaget enstemmigt.

I forhold til konventionsteksten fik straffelovsbestemmelsen et andet indhold, idet den

blotte udbredelse af ideer ikke blev kriminaliseret. I bestemmelsen er det forhånelsen og

nedværdigelsen af andre som følge af race, hudfarve, nationalitet eller etniske oprindelse

eller tro, der straffes.

125

Bestemmelsen har flere gange siden sin vedtagelse givet anledning til fornyet debat –

navnlig i forbindelse med konkrete straffesager, der har affødt medieomtale. Den såkaldte

grønjakke-sag (Jersild-sagen), som er refereret i afsnit 7, er et eksempel på en af disse sager.

124

125

Betænkning nr. 553 (1969) om forbud mod racediskrimination.

Ved lov nr. 357 af 3. juni 1987 om ændring af straffeloven blev ”seksuelle orientering” føjet til rækken af

forfølgelsesgrunde.

123

En række andre sager har vedrørt fremtrædende politikere på den yderste højrefløj, her-

under ikke mindst tidligere folketingsmedlem for Fremskridtspartiet Mogens Glistrup,

der fik flere fængselsdomme for overtrædelse af racismeparagraffen for sine nedsætten-

de udtalelser om ”muhammedanere” og ”muhammedanismen.”

De senere år har de mest omtalte sager især drejet sig om medlemmer af Dansk Folke-

parti, som i flere tilfælde er blevet politianmeldt, men som også har reageret på beskyld-

ninger om racisme ved selv at rejse injuriesager. Partiet har ved flere lejligheder stillet

beslutningsforslag om ændring af racismeparagraffen.

126

8.2

Kriminalisering af blasfemi

I modsætning til racisme mv., er kriminalisering af blasfemi og gudsbespottelse langt

fra noget nyt. Som det tværtimod er fremgået, har de religiøse forbrydelser historisk set

været blandt de allermest alvorlige og strafværdige. Mange kættere har således gennem

historien lidt en krank skæbne.

I forbindelse med Rigsdagens forhandlinger om straffeloven fra 1930 var tingene imid-

lertid vendt på hovedet, idet diskussionen nu drejede sig om, hvorvidt der overhovedet

skulle være en kriminalisering af blasfemi. Det lovforslag, som den daværende justits-

minister Zahle fremsatte for Rigsdagen i 1929, indeholdt ikke en blasfemibestemmelse.

Ministeren henviste til, at han – i lyset af samfundsudviklingen – ikke fandt behov for en

strafferetlig beskyttelse af den religiøse følelse.

Under forslagets behandling i Folketinget forsøgte et mindretal forgæves at få en bestem-

melse indsat. Da forslaget senere blev behandlet i Rigsdagens andet kammer, Landstin-

get, gentog diskussionen sig. Her endte det dog med, at der blev indsat en bestemmelse

om blasfemi, som stort set var en videreførelse af den hidtidige bestemmelse i straffelo-

ven af 1866.

Strafferammen blev fastsat til bøde eller fængsel i op til 4 måneder – altså noget ganske

andet end tidligere tiders drakoniske straffe. Der blev desuden, for at sikre en snæver an-

vendelse – indsat en bestemmelse om, at kompetencen til at rejse tiltale skulle tilkomme

Rigsadvokaten.

127

126

127

I april 2014 fremsatte DF, V, LA og KF beslutningsforslag nr. B 106 om kortlægning af fordele og ulemper ved en afskaf-

felse af racismeparagraffen. Beslutningsforslaget blev forkastet ved 2. behandlingen. DF har senest i foråret 2018 fremsat

beslutningsforslag nr. B 76 om ændring (indsnævring) af racismeparagraffen.

Pkt. 3.1.2 i Straffelovrådets udtalelse fra februar 2015 om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens §

140 om blasfemi.

124

Bestemmelsen kriminaliserede offentlig spot (latterliggørelse) og forhånelse af noget her

i landet bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Bestemmelsens

beskyttelsesinteresse var den religiøse følelse, men det overordnede formål med bestem-

melsen, der blev indsat i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige fred

og orden, var formentlig at beskytte samfundet mod de konflikter og den uro, der kunne

opstå ved krænkelsen af religiøse følelser.

128

Bestemmelsen har givet anledning til et meget beskedent antal sager og endnu færre

domfældelser. Blandt de mest berømte sager, er sagen fra 1971 om sangerinden Trilles

fremførelse af visen ”Øjet”, som udløste en tiltale mod to DR-programchefer, efter at vi-

sen havde været opført i en udsendelse på DR. I sangteksten blev gud fremstillet som en

slags uforløst voyeur fra oven, hvilket udløste stor forargelse, da det blev vist på tv. Selv

om Rigsadvokaten havde indstillet, at der ikke skulle rejse tiltale, valgte Justitsministeriet

at gøre det.

Byretten foretog en ganske intensiv fortolkning af visen og kom frem til, at den skulle

forstås som et indlæg i polemisk form mod en bestemt form for religiøs opdragelse, og

at den dermed ikke var rettet mod den kristne troslærdomme. De to tiltalte blev derfor

frikendt, og sagen blev ikke anket.

De følgende år fulgte flere sager vedrørende kunstneren Jens Jørgen Thorsen, som dog

ikke førte til, at der blev rejst tiltale. Mest spektakulær var sagen om Thorsens Jesus-film.

Manuskriptet, som indeholdt meget grafiske beskrivelser af sexscener, som involverede

Jesus og prostituerede, blev udgivet i bogform i Danmark, hvilket udløste en politian-

meldelse i 1976.

Rigsadvokaten medgav, at manuskriptet fremstod som en ”grov spekulation i vulgaritet

og pornografi.” Rigsadvokaten fandt dog ikke desto mindre, at det var tvivlsomt, at der

ville kunne føres bevis for, at bogen var udtryk for spot eller forhånelse af den kristne

kirkes troslærdomme, idet han bl.a. lagde vægt på forfatterens (Thorsens) formodede

hensigt. I indstillingen til Justitsministeriet, som ministeriet fulgte, blev der derfor lagt

op til, at der ikke skulle rejses tiltale.

Da Thorsen siden fik offentlig filmstøtte til at realisere filmprojektet, skabte det stort

postyr. Kritikerne organiserede underskriftsindsamlinger og demonstrationer, og flere

borgerlige partier stillede krav om, at filmstøttereglerne skulle ændres. På den anden side

128

Straffelovrådets udtalelse fra februar 2015 om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om

blasfemi, pkt. 1.

125

stod bl.a. den socialdemokratiske presse og en række kulturpersonligheder, som gjorde

sagen til et spørgsmål om kunstnerisk og religiøs ytringsfrihed.

Endnu mere alvorlige var reaktionerne i udlandet, hvor paven fordømte filmprojektet,

flere danske ambassader blev udsat for angreb, og Thorsen fik indrejseforbud i Storbri-

tannien. Sagen var på den måde en slags forsmag på, hvad der ventede i forbindelse med

Muhammed-krisen 30 år senere (jf. nedenfor).

Først i 1992 kom der en Jesus-film fra Thorsens hånd. Filmen vakte ikke den store opsigt

og blev heller ingen kommerciel succes.

129

Nogle år forinden i 1984 havde Thorsen også vakt opsigt, da han skulle udføre et væg-

maleri på Birkerød Station og som sit motiv valgte Jesus på korset tilføjet et stort erigeret

lem. Den daværende trafikminister Arne Melchior forlangte maleriet, som han fandt

både anstødeligt og blasfemisk, overmalet omgående. Og da Politiken senere bragte et

ironiserende indlæg af forfatteren Carsten Jensen om sagen, førte det til, at ministeren

beordrede alle ministeriets abonnementer på Politiken opsagt. For det indkasserede han

senere en hård kritik fra Folketingets Ombudsmand.

130

Rigsadvokaten blev også involveret i sagen, da Thorsen blev anmeldt for overtrædelse af

blasfemibestemmelsen. Rigsadvokaten vurderede endnu engang, at der ikke var grund-

lag for at indlede en straffesag mod Thorsen

8.3

Ophævelse af blasfemiparagraffen

Siden blasfemiparagraffens indførelse har der flere gange været stillet lov- og beslut-

ningsforslag om dens ophævelse. DF har stået bag de fleste, men også LA, SF og EL har

stillet forslag. På den baggrund valgte den daværende konservative justitsminister i 2011

at bede Straffelovrådet om at afgive en udtalelse om konsekvenserne af en ophævelse af

bestemmelsen.

Straffelovrådets udtalelse forelå i februar 2015. Rådet kom ikke med en anbefaling i

spørgsmålet om evt. ophævelse af bestemmelsen, men udtalte, at bestemmelsen – fordi

dens anvendelse var sket under hensyntagen til den almindelige samfundsudvikling –

ikke var til hinder for skarp religionskritik.

129

130

Thorsen var i mellemtiden blevet ”overhalet” inden om af den amerikanske filminstruktør Martin Scorsese og hans

meget kontroversielle film ”The last Temptation of Christ” fra 1988, som udløste stærke reaktioner verden over.

Folketingets Ombudsmands beretning 1984, side 156. Ombudsmanden udtalte bl.a. at ministerens ønske om at vise sin

misbilligelse i anledning af det pågældende indlæg ikke var et sagligt formål, hvorfor beslutningen, der havde karakter

af en strafaktion over for bladet, var udtryk for magtfordrejning.

126

Den daværende socialdemokratiske regering tog ikke initiativ til en ophævelse. Man

lagde særlig vægt på, at Straffelovrådet havde peget på, at myndighederne efter en op-

hævelse ikke længere ville kunne skride ind over for f.eks. afbrændinger af bibelen eller

koranen.

Sagen sluttede dog ikke her. I foråret 2017 fremsatte EL på ny lovforslag

131

om ophævelse

af blasfemiparagraffen med den primære begrundelse, at den udgjorde en unødvendig

indskrænkning af ytringsfriheden. Under lovforslagets behandling i Folketinget beslut-

tede regeringspartierne at sadle om og støtte forslaget.

Med Folketingets vedtagelse af lovforslaget i juni 2017 var ophævelsen af blasfemipara-

graffen således en realitet.

Muhammed-krisen

Den 30. september 2005 bragte Jyllands-Posten 12 tegninger, hvor profeten Muham-

med var afbilledet på forskellige måder, herunder med en antændt bombe i sin turban.

Tegningerne blev bragt som led i en debat om selvcensur i kulturlivet, der udsprang

af, at en børnebogsforfatter havde haft svært ved at finde en illustrator til en biografi

om muslimernes profet Muhammed. Den tegner, der påtog sig opgaven erkendte med

henvisning til mordet på den islamkritiske, hollandske filminstruktør Theo van Gogh

og truslerne mod den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie som følge af hans ro-

man

De sataniske vers,

at han af frygt for repressalier insisterede på anonymitet.

Tegningerne udløste skarpe protester fra herboende muslimer samt ambassadører fra

en række muslimske lande, der forlangte et møde med statsministeren, som imidler-

tid valgte at svare dem skriftligt.

Sagen spredte sig efter nogle måneder til udlandet, hvor Organisation of Islamic Co-

operation (OIC) i december 2005 indklagede Danmark for FN’s menneskerettigheds-

kommissær, ligesom EU-kommissæren for retlige og indre anliggender kritiserede

offentliggørelsen af tegningerne. Konflikten optrappedes for alvor i januar og februar

2006, bl.a. efter at stormuftien i Egypten og andre islamisk lærde fordømte Danmark

og opfordrede til boykot af danske varer. Samtidig valgte først en norsk avis og siden

12 andre europæiske aviser at vise deres solidaritet med Jyllands-Posten ved selv at

offentliggøre tegningerne. Forsøg fra den danske regering på at gyde olie på vandene

lagde ikke en dæmper på konflikten. Den kulminerede i februar 2006, hvor der i flere

lande med muslimsk flertalsbefolkning blev afholdt voldelige protestdemonstratio-

ner, som var medvirkende til, at danske ambassader blev angrebet med brandbomber,

131

Lovforslag nr. L 170 af 28. marts 2017 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 170, som fremsat.

127

ligesom dannebrogsflag blev afbrændt og trampet på. Samtidig led danske virksom-

heder store tab pga. en omfattende boykot af deres produkter.

De dramatiske hændelser aftog i løbet af 2006, men flere af de involverede personer

har siden måttet leve under beskyttelse som følge af trusler mod deres person. Politiet

har desuden flere gange afværget planlagte terrorangreb mod Jyllands-Posten, lige-

som der har været attentatforsøg mod tegneren af den famøse tegning med bomben i

turbanen. Sagen har tillige haft betydning for det generelle trusselsniveau i Danmark.

Tegningerne udløste også en principiel debat om ytringsfrihed contra hensynet til

religiøse følelser. Diskussionen kom især til at handle om, hvorvidt publiceringen af

tegningerne var udtryk for en unødig og ufølsom krænkelse af muslimers trosforhold,

eller om den fuldt berettiget satte fokus på den omsiggribende selvcensur i forhold til

en kritisk behandling af islam.

Sagen fik også et retligt efterspil, idet Jyllands-Posten blev politianmeldt for overtræ-

delse af racisme- og blasfemiparagraffen. Rigsadvokaten afgjorde sagen endeligt den

15. marts 2006 med sin beslutning om ikke at rejse tiltale. For så vidt angår blasfemi-

paragraffen, fandt Rigsadvokaten, at tegningen med bomben i turbanen både kunne

forstås på en sådan måde, at den indebar en overtrædelse af bestemmelsen, men også

på en måde som klart ikke indebar en krænkelse. Derfor og med henvisning til be-

stemmelsens forudsatte snævre anvendelsesområde, vurderede Rigsadvokaten samlet

ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale mod Jyllands-Posten. Mus-

limske organisationer rejste derpå et civilt søgsmål mod Jyllands-Posten, hvor avisen

også blev frikendt.

9. Terrorpakker og imam-lov

9.1

Terrorpakker

Efter de store angreb mod USA den 11. september 2001 og siden mod Madrid og London

henholdsvis den 11. marts 2004 og den 7. juli 2005, besluttede Folketinget i lighed med

en række andre lande at gennemføre lovgivning, som skulle styrke værnet mod terror.

128

Den såkaldte terrorpakke I

132

blev vedtaget af Folketinget i 2002, og i 2006 fulgte terror-

pakke II.

133

Begge terrorpakker udløste retspolitiske diskussioner, som især drejede sig om række-

vidden af den definition af terror, som blev indført med terrorpakke I. Desuden gav

de nye indgrebsmuligheder for politiet, som terrorpakkerne medførte, anledning til en

principiel debat om, hvorvidt man – i den nationale sikkerheds navn – var ved at gøre

vold på frihedsrettighederne.

Særligt i forhold til ytringsfriheden samlede interessen sig om, at den udvidede terrorbe-

stemmelse betød, at straffelovens § 136, stk. 2, som kriminaliserer den blotte billigelse af

bl.a. terrorisme, nu også kom til at omfatte offentlig, udtrykkelig billigelse af terrorhand-

linger rettet mod udenlandske myndigheder eller internationale organisationer. Det er

blevet påvist, at der især efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i

januar 2015 og angrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge i København den

14.-15. februar 2015 er blevet rejst sigtelser om terrorbilligelse.

134

Blandt de mest omtalte

sager om terrorbilligelse, er sagerne mod Sam (Said) Mansour, som flere gange er dømt

for sin åbenlyse forherligelse af islamistisk terror.

9.2

Imam-lov

I februar og marts måned 2016 viste TV2 en udsendelsesrække med titlen ”Moskéerne

bag sløret.” Udsendelserne, der baserede sig på skjulte optagelser i en række moskéer i

Aarhus, København og Odense viste, at nogle imamer forkyndte en udlægning af islam,

som indebar accept af vold mod kvinder og korporlig afstraffelse af børn, og hvor stening

blev anset som en legitim religiøs reaktion.

Udsendelserne udløste voldsomme politiske reaktioner og gav anledning til en bred

samfundsmæssig debat om parallelsamfund og radikalisering.

Regeringen meldte hurtigt ud, at der ville komme initiativer til at imødegå den under-

gravning af danske love og værdier og de parallelle retsopfattelser, som den viste adfærd

efter regeringens opfattelse var udtryk for.

132

133

134

Lov nr. 378 af 6. juni 2006 om ændring af straffeloven mv. Loven skulle navnlig gennemføre en FN-konvention og en

FN-resolution samt en EU-rammeafgørelse vedr. bekæmpelse af terrorisme.

Lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen

for at bekæmpe terrorisme m.v.).

Se ”Kriminalisering af ”udtrykkelig billigelse” af terror går videre end påkrævet af Danmarks internationale

forpligtelser” (16. august 2015),

Justitia,

http://justitia-int.org/wp-content/uploads/2015/08/Analyse_Danmarks-

kriminalisering-af-billigelse-af-terror-brugen-af-straffelovens-%C2%A7136-stk.pdf (senest tilgået den 11. november

2019).

129

Den 31. maj 2016 blev der indgået en politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokra-

tiet, Konservative og Dansk Folkeparti om en række lovindgreb. Den samlede lovpakke

omfattede initiativer, som bl.a. skulle skærpe tilsynet med de pågældende trossamfund

og dertil knyttede foreninger mv., udvide mulighederne for fratagelse af økonomisk støt-

te og forhindre indrejse for såkaldte hadprædikanter fra udlandet.

Blandt initiativerne var også en kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare

forhold som led i religiøs oplæring.

Med lovforslaget, som gennemførte denne del af aftalen,

135

blev det således som noget

nyt strafbart som led i religiøs oplæring at billige (dvs. forherlige) en række strafbare

forhold, herunder incest, flerkoneri og vold. Som en del af begrundelsen herfor blev der

i lovforslaget peget på, at f.eks. imamer optræder med en helt særlig autoritet i deres me-

nighed, og at deres ord derfor ofte vil blive opfattet som en legitimering af de pågældende

handlinger, uanset at de ikke rummer en udtrykkelig opfordring.

Ud over at udvide området for kriminalisering af billigelse af forbrydelser, er den nye

bestemmelse i straffelovens § 136, stk. 3, interessant af navnlig to grunde. For det første

fordi også ytringer, som ikke fremsættes offentligt, er omfattet. Det er således udtryk-

keligt forudsat, at de strafbare ytringer formentlig ofte vil falde under omstændigheder,

hvor de ikke kan anses for at være fremsat offentligt. For det andet indebærer kravet om

”som led i religiøs oplæring”, at den sammenhæng, hvor ytringer er faldet, i særlig grad

vil være afgørende for, om der er tale om et strafbart forhold.

Både den politiske aftale og lovforslaget gav anledning til en fornyet debat om ytrings-

frihedens grænser, hvor regeringen og aftalepartierne fra flere sider blev kritiseret for at

forbyde holdninger og meninger frem for handlinger – det vil sige den velkendte dis-

kussion om ord contra handlinger. Det blev også kritiseret, at der skulle gælde andre

(strengere) krav for, hvad der kan siges i religiøse sammenhænge.

136

135

136

Lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat).

Se f.eks. ”Professor: Absurd at forbyde ytringer om stening” (7. april 2016),

Politiken,

https://politiken.dk/indland/

politik/art5617938/Professor-Absurd-at-forbyde-ytringer-om-stening (senest tilgået den 11. november 2019), ”Præster

og imamer på banen for ytringsfriheden” (4. juni 2016),

Berlingske,

https://www.berlingske.dk/samfund/praester-og-

imamer-paa-banen-for-ytringsfriheden (senest tilgået den 11. november 2019) og ”Imampakken er både god og dårlig”

(5. juni 2016),

Berlingske,

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/imampakken-er-baade-god-og-daarlig (senest

tilgået den 11. november 2019).

130

Kapitel 5

Ytringsfrihedens forankring i en demokratisk kultur

1. Indledning

I et demokrati er ytringsfriheden en uomgængelig borgerret. Forskningen viser, at et de-

mokrati kan indrettes på mange forskellige måder, men der er enighed om, at et demo-

krati – uanset dets nærmere indretning – ikke kan fungere uden ytringsfrihed.

137

Der er

ganske vist i den moderne historie mange eksempler på politiske regimer, der har kaldt

sig demokratier og samtidig har haft en stærkt indskrænket ytringsfrihed. Det gjaldt for

eksempel de kommunistiske regimer i det 20. århundrede, og i dag gælder det f.eks. lan-

de som Rusland og Tyrkiet. Disse regimer lever dog ikke op til de kriterier, der i dag er

almindelige i den vestlige demokratiforskning, bl.a. fordi der ikke er fuld ytringsfrihed. I

den vestlige demokratiforskning er det tværtimod et grundlæggende synspunkt, at bor-

gere og politikere i et fuldt udviklet demokrati skal kunne udtrykke deres mening frit, og

det skal derfor have en retsstat, der definerer, afgrænser og sikrer denne ret.

138

Disse juridiske rammer om ytringsfriheden, som behandles i andre af betænkningens

kapitler, kan imidlertid ikke stå alene. I praksis er det ikke nok, at ytringsfriheden er

sikret i paragraffer. Den skal også være understøttet af en kultur, der sikrer, at den kan

bruges og beskyttes. Man kan sige, at ytringsfriheden skal være forankret i en demokra-

tisk kultur, der skaber og opretholder muligheden for, at alle kan komme til orde. Det er

en ringe ytringsfrihed, der reelt kun er for de få. Den store betydning af denne kulturelle

dimension har vi senest erfaret i forbindelse med forsøg på at etablere demokrati i tidli-

gere udviklingslande. Her er der mange eksempler på, at der kan være langt fra etable-

ringen af de formelle rettigheder til udvikling af en kultur for demokrati, diskussion og

ytringsfrihed.

Dette kapitel søger derfor at sætte ytringsfriheden i et bredere demokrati- og samfunds-

historisk perspektiv. Det bringer os væk fra ytringsfrihedens juridiske forhold, men det

er vores opfattelse, at dette bredere perspektiv også bør inddrages. Kapitlets sigte er der-

137

138

Se f.eks. M.H. Hansen,

Demokrati som styreform og som ideologi,

1. udgave (2010), side 267ff.

Se f.eks. J. Møller og S.E. Skaaning,

Demokrati og demokratisering: En introduktion,

1. udgave (2010).

131

for at give et overblik over, hvordan det gik til, at ytringsfriheden blev en del af det dan-

ske demokrati mere bredt set. Der henvises løbende til andre kapitler, hvori flere af de

berørte emner tages nærmere op.

2. De borgerlige rettigheder

Det er en entydigt moderne idé, at alle borgere i et samfund skal have de samme grund-

læggende rettigheder. I alle før-moderne samfund var rettigheder og privilegier tvært-

imod noget, der var knyttet til den stand og den slægt, man som person var født ind i.

Det gjaldt for eksempel i dansk og europæisk middelalder, hvor bønder, borgere, adel og

gejstlighed udgjorde de fire gamle stænder, der havde hver deres rettigheder og pligter.

For eksempel havde adelen monopol på de højeste embeder i staten helt frem til enevæl-

dens indførelse. Selv det oldgræske demokrati var et standssamfund, hvor borgerskabet

var en form for stand, man som udgangspunkt var født ind i.

139

Overgangen fra den gamle standstankegang til en moderne opfattelse om borgerlig lig-

hed skete meget gradvist. I Europa skete det helt store skred med vedtagelsen af de så-

kaldte borgerlige forfatninger i første halvdel af 1800-tallet. I Danmark var det således

Junigrundloven af 1849, der sikrede alle borgere nogle fundamentale rettigheder, her-

under ytringsfriheden. Det er imidlertid en vigtig pointe, at der kulturelt set er tale om

langstrakte processer, der var sat i gang længe før 1800-tallet, og længe efter grundlovens

vedtagelse levede mange af de gamle opfattelser videre. For bare et par generationer si-

den lå det for eksempel i den almindelige opdragelse, at man skulle holde sig tilbage, hvis

man var i selskab med en standsperson. Man skulle ikke være ”næsvis”.

I en dansk sammenhæng skete det første store skridt væk fra den middelalderlige stands-

opfattelse med enevældens indførsel i 1660’erne.

140

Enevælden er historikernes udtryk

for det politiske system, der indførtes efter svenskekrigen 1657-1660. Det blev etableret

af en alliance mellem hoffet og borgerne i København, der formåede at sætte den gamle

adel uden for indflydelse. Det førte til et nyt system, hvor kongen var hævet over alle

andre, og hvor borgerskabet kom til at spille en stadigt stærkere rolle. Det efterfølgende

århundrede blev derfor i høj grad borgerskabets århundrede, ligesom det også var til-

fældet i andre vesteuropæiske lande. Det blev mere og mere almindeligt, at unge med

borgerlig baggrund begyndte at trænge frem i samfundssammenhænge, der tidligere

var domineret af adelige og gejstlige. Det gjaldt for eksempel inden for militæret og i

139

140

Man kunne dog både opnå og miste borgerskab, se M. H. Hansen:

Demokratiet i Athen,

1. udgave (1993), side 30f.

Overgangen fra standssamfund til rangssamfund ved enevældens indførsel beskrives i K.J.V. Jespersen,

Historien om

danskerne 1500-2000,

1. udgave (2007), side 64ff.

132

statsadministrationen,

141

og det gjaldt inden for lærdom og viden, hvor hovedparten af

hovedskikkelserne i den danske oplysningstid var af borgerlig herkomst. Derudover

gjorde borgerskabet sig mere og mere gældende inden for det økonomiske liv, hvor de

adelige velhavere og jordbesiddere fik ny konkurrence.

142

Ved 1700-tallets begyndelse var

disse processer kun så småt i gang; ved dets afslutning stod det klart for alle, at det gamle

standssamfund var ved at blive afløst af det, man kaldte ”det borgerlige samfund”. Det var

borgerskabet og dets værdier, der trængte frem, og en af deres værdier var ideen om den

borgerlige offentlighed og den tilhørende trykkefrihed.

143

I Danmark var der som nævnt i kapitel 4 en kort periode under Struensees regime i

1770’erne, hvor oplysningens idé om et samfund præget af borgerlig lighed blev rea-

liseret. Indførelsen af total trykkefrihed i 1770 er nok den mest kendte af Struensees

reformer, som tilsammen udgjorde et både tidstypisk og radikalt idékompleks. Et andet

eksempel var det princip, at ansættelse i staten kun skulle ske efter kvalifikationer. I 1771

modereredes trykkefriheden således, at alle tekster nu skulle påtrykkes forfatter- eller

bogtrykkernavn, men egentlig censur, som siden 1500-tallet havde været udøvet af Kø-

benhavns Universitet og i provinserne af den lokale biskop, blev først genindført efter

Struensees fald.

144

Set fra nutiden virker Struensees ideer ganske ukontroversielle, eller bare ”moderne”,

men i datiden viste de sig alt for vidtgående, og han blev henrettet d. 28. april 1772. Hans

regime blev som nævnt i kapitel 4 afløst af et konservativt styre under ledelse af embeds-

manden Ove Høegh-Guldberg. Han var stærk modstander af fritænkeri og trykkefrihed,

men han søgte borgerskabets støtte og tog også initiativ til reformer af det danske sam-

fund, og i de følgende årtier slog moderniseringen af landet generelt ind på den kurs, der

i store træk er fulgt siden da: reformer frem for revolution. Det er således symptomatisk

for dansk demokratihistorie, at heller ikke Junigrundloven blev indført ved revolution,

men blev udarbejdet og vedtaget af en grundlovgivende forsamling, der var indkaldt af

kongen. Det skete ganske vist under maksimalt pres, men altså uden revolution.

I andre lande blev de borgerlige rettigheder, herunder trykke- og ytringsfriheden, etab-

leret under mere voldelige omstændigheder. Vigtigst i det brede perspektiv er den ame-

rikanske og den franske revolution, der begge fandt sted i sidste tredjedel af 1700-tallet,

og som begge bl.a. handlede om at sikre almene borgerlige rettigheder. Selve ideen om

en forfatning som et dokument, der har sikringen af almene borgerlige rettigheder som

141

142

143

144

For borgerskabet i statsadministrationen se f.eks. T. Knudsen,

Fra enevælde til folkestyre: Dansk demokratihistorie indtil

1973,

1. udgave (2006), side 66ff.

P. Boje,

Vejen til velstand: Marked, stat og utopi. Tiden 1730-1850,

1. udgave (2014).

Den borgerlige offentlighed behandles nærmere i J. Habermas,

Borgerlig offentlighed,

2. udgave (2012).

F. Lundgreen-Nielsen, ”Grundtvig og censuren” i

Grundtvig Studier

(nr. 1 af 2007), side 44.

133

et centralt anliggende, stammer således i høj grad fra denne fase af verdenshistorien.

145

Den amerikanske revolution, der begyndte med de nordamerikanske koloniers oprør

imod det britiske parlaments krav om skattebetalinger, førte således efter en uafhængig-

hedskrig til vedtagelsen af den amerikanske forfatning i 1787-88, og i 1791 vedtoges en

række forfatningstillæg, hvoraf det første sikrer alle amerikanske statsborgere religions-

og ytringsfrihed. Tillægget slår således fast, at “Kongressen må ikke vedtage nogen lov,

som fastsætter en bestemt religion, som forbyder den fri religionsudøvelse, eller som be-

skærer tale- og pressefriheden…”

146

Ikke mange årtier senere skrev den franske liberale

Alexis de Tocqueville i sin berømte bog om ”Demokratiet i Amerika”, at der i USA ikke

var én eneste, der turde sætte spørgsmålstegn ved denne ret,

147

og også i dag er det en

almindelig opfattelse blandt jurister, at ytringsfriheden er særligt vidtgående i USA. Det

ligger således dybt i landets historie og selvforståelse, at det blev skabt som en republik

med maksimal individuel frihed og i opposition til de undertrykkende systemer i Euro-

pa. Religionsfriheden fik i den sammenhæng en betydning, som vi slet ikke i samme

grad kender i dansk historie og tradition.

Den franske revolution, der bl.a. begyndte med borgerskabets krav om en stærkere stem-

me i det politiske liv, var på mange punkter anderledes end den amerikanske, og ikke

mindst førte den til et helt andet resultat. Hvor den amerikanske revolution førte til

etableringen af en republik, der – efter mange og stadige kriser og udfordringer – stadig

eksisterer, førte den franske til etableringen af en republik, der inden for 10 år førte til

bl.a. det såkaldte terrorregime og siden til Napoleons statskup. I dag lever franskmæn-

dene i deres 5. republik, og tilbage i 1800-tallet var der flere perioder med monarkier og

imperier. Men i udgangspunktet var de to revolutioner præget af det samme idégods

fra oplysningstiden, herunder ønsket om ytringsfrihed. I den menneskerettighedserklæ-

ring, der blev vedtaget af den nyetablerede franske nationalforsamling i 1789, blev det

således i artikel 10 slået fast, at alle har ret til sine meninger og religiøse overbevisning,

så længe de ikke forstyrrer den offentlige orden, som er sikret gennem lovgivningen.

Artikel 11 fastslår endvidere, at ytringsfriheden er en af individets dyrebareste rettighe-

der, og at enhver har ret til frit at udtrykke sig i tale, skrift og på tryk – dog inden for

lovgivningens rammer.

148

145

146

147

148

G. Stourzh i T. Ball & J.G.A. Pocock (red.),

Conceptual Change and the Constitution,

1. udgave (1988).

Citeret efter F. Esmann (red.),

Amerikanske præsidenter: Fra George Washington til Bill Clinton,

1. udgave (2001), side

361.

A. de Tocqueville,

Democracy in America

(2000), side 174.

Artikel 10: ”No one shall be disquieted on account of his opinions, even religious, provided their manifestations do not

disturb the public order established by law”, artikel 11 “Free communication of ideas and opinions is one of the most

precious of the rights of man. Consequently, every citizen may speak, write, and print freely, subject to responsibility

for the abuse of such liberty in the cases determined by law.” Citeret efter C. Walton,

Policing Public Opinion in the

French Revolution: The Culture of Calumny and the Problem of Free Speech,

1. udgave (2009), side 7.

134

Det er imidlertid vigtigt at bemærke de forbehold, der ligger i advarslerne om eventuelt

misbrug og i henvisningen til den offentlige orden og landets love. Det var nemlig en

udbredt tanke i datidens Frankrig, at trykke- og ytringsfrihed var en tvetydig og proble-

matisk idé, der alt for let kunne føre til injurier og bagvaskelse og derigennem til øde-

læggelse af den offentlige orden. Det går således helt tilbage til revolutionernes epoke,

at ytringsfrihed er godt, men at der skal sættes grænser for dens brug. Selv den liberale

Tocqueville, der introducerede europæerne til det amerikanske demokrati og stadig i

dag læses som en af det moderne demokratis største teoretikere, var præget af dette tve-

tydige forhold til ytringsfrihed.

149

I Frankrig var det også henvisningen til den offentlige orden, der gjorde, at ytringsfri-

heden i de følgende år, altså under revolutionen, endte med at blive stærkt indskrænket.

Det komplicerede forløb under den franske revolution, fra de tidlige begivenheder i 1789

og frem til Napoleons magtovertagelse i 1799, skal ikke gentages her; men det er vel-

kendt, at en gruppe af særligt radikale revolutionære i 1793-94 havde held til at erobre

magten og etablere det såkaldte terrorregime, hvor modstandere af revolutionen blev

forfulgt og henrettet. Det var guillotinens tid, og flere end 16.000 blev dømt til døden.

I september 1793 indførte terrorregimet en lov, der forbød kritik af revolutionen og repu-

blikken, og frem gennem de følgende måneder blev tusinder arresteret med henvisning

til denne lov. Alene i Paris handlede mere end en tredjedel af sagerne ved det revolutio-

nære tribunal om politiske ytringer.

150

Dette er ofte blevet fremhævet som et eksempel på

de totalitære tendenser under den franske revolution, men de revolutionære så ikke selv

disse indgreb som værende i konflikt med det oprindelige krav om ytringsfrihed, da der

i dette var indlejret en henvisning til den offentlige orden. Det er således bemærkelses-

værdigt, at indskrænkningerne af trykkefriheden under den franske revolution i deres

begrundelse minder om dem, der også i Danmark indførtes i 1790’erne, idet indskrænk-

ningerne begge steder skete på det grundlag, at man i princippet var tilhængere af tryk-

kefrihed, men ønskede indskrænkninger af hensyn til den politiske orden og moralen i

samfundet.

Den franske revolution gjorde det klart, at den gamle verden med de stærke aristokratier

og de enevældige monarker var forbi. Det var imidlertid slet ikke klart, hvori det nye

bestod. Excesserne under revolutionen gjorde, at begreber som revolution, demokrati

og republik i brede kredse blev negative termer.

151

Ved indgangen til 1800-tallet var det

således også i Danmark kontroversielt at kalde sig ”demokrat” eller ”republikaner”. Det

149

150

151

de Tocqueville (2000), side 17f.

Walton (2009), side 4.

Begrebets udvikling under og efter den franske revolution er sammenfattet i J. Innes og M. Philp i J. Kurunmäki m.fl.

(red.),

Democracy in Modern Europe: A Conceptual History,

1. udgave (2018).

135

signalerede sympati med revolutionen i Frankrig og det kunne i nogle sammenhænge

være direkte farligt.

152

Nogle ønskede naturligvis at vende tilbage til den gamle verden før revolutionen, an-

dre ønskede at fortsætte revolutionen, men det synspunkt, der kom til at dominere den

politiske udvikling i første halvdel af 1800-tallet, var et mellemsynspunkt, nemlig at det

handlede om at finde en balance, der kunne sikre grundlæggende borgerlige rettigheder,

men uden at ende i kaos og revolution. Denne bestræbelse fik også omkring 1820 et fæl-

leseuropæisk navn: ”liberalisme”.

153

Hvis man i 1820’erne og 1830’erne kaldte sig ”liberal”, så betød det, at man var tilhænger

af en ”fri forfatning”.

154

Det smarte ved en fri forfatning var, at der netop ikke behøvede

at være en forfatning for et demokrati eller en republik. Det kunne også være en forfat-

ning, der inden for rammerne af et monarki sikrede alle borgere nogle grundlæggende

rettigheder. De borgerlige rettigheder var således med i den forfatning, som Frankrig fik

i 1824 under Ludvig 18.

155

Datidens liberale talte derfor om ”det konstitutionelle monarki”,

og de forfatninger, der blev vedtaget rundt omkring i Europa efter Napoleonskrigene –

for eksempel i Norge i 1814 – var alle forfatninger for konstitutionelle monarkier. Den

danske Junigrundlov kom først i 1849, men den fulgte i dens hovedtræk denne udvik-

ling. Forfatningerne for disse konstitutionelle monarkier var ikke ens, men det var et

gennemgående træk, at de sikrede, hvad periodens liberale satte højest, nemlig de basale

frihedsrettigheder (herunder ytringsfriheden), samtidig med at de (i ret forskellig grad)

introducerede forskellige typer af politisk repræsentation. Det giver derfor god mening

at gøre introduktionen af de frie forfatninger i første halvdel af 1800-tallet til det første

kapitel i historien om demokrati i det moderne Europa. Erklærede demokrater begyndte

også i 1830’erne og 1840’erne at gøre sig gældende i forskellige lande, men i det liberale

borgerskab ønskede man altså ikke ”rene demokratier”.

Også i Danmark var der et betydeligt liberalt borgerskab, der i første halvdel af 1800-tal-

let talte for en ”fri forfatning”. Det var på en måde skabt og fremmet af den enevælde,

det nu ønskede at afskaffe, og i Danmark – hvor en skarp censur var blevet genindført,

og hvor hoffet løbende foreslog yderligere stramninger – blev kampen for ”trykkefrihed”

noget af det, der især samlede de liberale. Det var således to liberale professorer, H.N.

Clausen og J.F. Schouw, der i tidsskriftet

Dansk Ugeskrift

i 1835 foreslog dannelsen af et

”Selskab for trykkefrihedens rette brug”. Det skete som en direkte reaktion på systemets

152

153

154

155

For forståelsen af demokrati i Danmark i denne periode se J. Nevers,

Fra skældsord til slagord: Demokratibegrebet i

dansk politisk historie,

1. udgave (2011), side 65ff.

J. Leonhard,

Liberalismus: Zur historischen Semantik eines europäischen Deutungsmusters,

1. udgave (2001).

J. Nevers m.fl. (red.),

Liberalisme: Danske og internationale perspektiver,

1. udgave (2013).

M. H. Hansen,

Demokratiets historie fra oldtid til nutid,

1. udgave (2012), side 73.

136

intention om at indføre en ny og skærpet presselov.

156

De liberale i 1830’erne og 1840’erne

var i øvrigt en broget skare, der strakte sig fra ”ultraliberale” til moderate monarkister,

men i denne periode samledes de altså ikke mindst om trykkefrihedssagen.

157

Med vedtagelsen af Junigrundloven af 1849 realiseredes de liberales hovedønske. Dan-

mark var nu ikke længere et enevældigt monarki, men et konstitutionelt monarki, og

alle danske statsborgere var sikret et antal grundlæggende rettigheder i rigets forfatning.

Der kom også i 1849 en efter datidens forhold ret vidtgående demokratisk repræsenta-

tion i Rigsdagen, idet alle mænd over 30 år med egen husstand og med godt ry og rygte

opnåede stemmeret til begge kamre. Man kunne i øvrigt vælges til Folketinget allerede

som 25-årig, hvorimod kun borgere over 40 år og med en vis indtægt kunne vælges til

Landstinget, der var tænkt som et mere konservativt kammer, der skulle forhindre, at

det mere demokratiske Folketing løb løbsk. Efter 1849 frygtede mange, at man var gået

for vidt med disse efter datidens forhold ganske demokratiske bestemmelser, og i senere

forfatninger fra 1850’erne og 1860’erne forsøgte man at trække sammensætningen i en

mere konservativ retning.

Først i 1915 fik Danmark en grundlov, der gav stemmeret også til kvinder og tyende. Det

er derfor en sandhed med modifikationer, når man i generationer har sagt, at Danmark

gik fra enevælde til folkestyre i 1849. Men Junigrundloven var selvfølgelig et meget væ-

sentligt skridt i en demokratisk retning, formentlig det største og vigtigste skridt i det

danske demokratis historie. Ikke mindst sikredes her de borgerlige rettigheder, som er

en central del af fundamentet for det moderne demokrati, herunder for ytringsfriheden.

3. Det oplyste folk

Med Junigrundloven af 1849 fik alle danskere altså formelt set ret til at ytre sig, og bag

det stod især det liberale borgerskab, der anså trykke- og ytringsfriheden for at være en

uomgængelig del af de borgerlige rettigheder, som de ønskede at sikre gennem en ”fri

forfatning”. Det var i øvrigt mange af de samme liberale, der senere førte Danmark i krig

med Preussen i 1864, hvilket førte til, at vores grundlovsfædre slet ikke har indtaget sam-

me ophøjede plads i den almindelige historiebevidsthed, som det kendes fra eksempelvis

Norge eller USA. Men det er en anden historie.

158

156

157

158

For en oversigt over trykkefrihedens forhold i hele perioden se H. Jørgensen,

Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark

1799-1848,

reprografisk genudgivet (1978).

H. Horstbøll i J. T. Lauridsen m.fl. (red.),

København – porten til Europa,

1. udgave (1996).

Se f.eks. R. Glenthøj m.fl. (red.),

Konfliktzonen Danmark,

1. udgave (2018).

137

Der var dog også andre udviklinger af det danske samfund under enevælden, der kom

til at få stor betydning for, at en kultur for diskussion og ytringsfrihed blev en integreret

del af det danske demokrati. I dette afsnit skal det handle om de ideer om folkeoplys-

ning, der fra slutningen af 1700-tallet begyndte at brede sig, og som er en ganske vigtig

baggrund for, at vi tidligt i demokratiets historie fik et højt oplysnings- og uddannelses-

niveau i den danske befolkning. Disse grundlæggende ideer var desuden en forløber for

det forhold, at det danske uddannelsessystem fra midten af 1800-tallet blev præget af

mere demokratiske ideer om, at børn skulle uddannes til at blive oplyste og engagerede

samfundsborgere. For at forstå baggrunden for den udvikling skal vi tilbage til de store

reformer af det danske samfund, der fandt sted under den sene enevælde.

Allerede i første halvdel af 1700-tallet begyndte stærke kræfter ved hoffet og på nogle af

landets godser at være optagede af, hvordan landet og dets økonomi kunne modernise-

res. De var europæisk og internationalt orienterede og optagede af, hvordan praksisser

og innovationer fra førende lande som England, Holland og Tyskland kunne bringes til

kongeriget og bidrage til dets udvikling. Studierejser og indhentning af udenlandske eks-

perter var blandt de yndede redskaber, og på den baggrund indledtes særligt fra midten

af 1700-tallet en bølge af reformer af forskellige dele af den danske økonomi. Det gjaldt

for eksempel landets infrastruktur. Det danske hovedvejssystem stammer således fra den

periode. Der blev også grundlagt kanaler, og postvæsenet blev markant udbygget, bl.a.

fordi man var bevidst om den økonomiske betydning af at få hurtige informationer fra

verdensmarkederne. Det var også i denne periode, der blev etableret et egentligt kre-

ditsystem, bl.a. med Kurantbankens oprettelse i 1736 og med initiativer til beskyttelse af

vekseludstedelser, ligesom aktieselskaber og private banker voksede frem. Det er også en

vigtig del af periodens historie, at den tidligere meget hofdominerede økonomi gradvist

blev liberaliseret og åbnet for en større andel af befolkningen.

159

Det handlede for ek-

sempel om, at de store statsbevilgede kompagnier i København gradvist mistede deres

monopoler på den lukrative fjernhandel.

Enevældens embedsmænd og reformatorer, der var af både adelig og borgerlig herkomst,

var også bevidste om vigtigheden af at kvalificere arbejdsstyrken, hvilket var en vigtig

baggrund for de skole- og sundhedsreformer, der også fandt sted. Man kan imidler-

tid ikke reducere for eksempel periodens skolereformer og dermed fundamentet for det

høje oplysningsniveau i det tidlige danske demokrati til økonomiske hensyn. Fra midten

af 1700-tallet blev samfundstænkningen nemlig præget af nye ideer om en bred folkelig

159

Boje (2014).

138

oplysning, der nok var forenelige med økonomiske hensyn, men som også betragtede

dannelsen af en oplyst og lykkelig almue som et formål i sig selv.

160

Nogle af de mest markante fortalere for disse tanker finder man blandt datidens gods-

ejere. Et stort gods var dengang en lille ”stat” i staten, og de mest progressive godsejere

var derfor dybt engageret i for eksempel skolespørgsmålet, fra de praktiske spørgsmål

vedr. skolerne på deres eget gods til de idémæssige og politiske diskussioner. Johan Lud-

vig Reventlow (1751-1801), der 1775 havde overtaget baroniet Brahetrolleborg på Sydfyn,

var en af disse progressive godsejere, der var stærkt engageret i reformerne under den

sene enevælde, og han opførte for eksempel tre almueskoler og et lærerseminarium på

sit gods. Reventlows svoger, Ernst Heinrich von Schimmelmann (1747-1831), der var en

af rigets mægtigste mænd, var en anden af de reformatorer, der i 1780’erne og 1790’erne

var optaget af at udvikle skolevæsenet på sit gods og i landet for at virke for almuens

uddannelse og oplysning. På Schimmelmanns gods, Lindenborg, skulle alle børn således

dagligt, bortset fra helligdage og seks uger i høsten, møde i skole efter et sindrigt system,

der gjorde det muligt også at bruge deres arbejdskraft i markerne.

161

Personer som Reventlow og Schimmelmann tog aktivt del i den såkaldte ”Store Skole-

kommission”, der blev nedsat i revolutionsåret 1789, og som afleverede sin betænkning

til kongen i 1799, altså samme år som trykkefrihedsforordningen af 1799 indførte stærke

indskrænkninger af ytringsfriheden. Reformerne af skolevæsenet handlede selvfølgelig

ikke i tidens eget sprog om demokrati og ytringsfrihed. I et kommissionsdokument fra

1786 hed det tværtimod, at skolemesteren skulle ”våge over børnenes sæder og tænke-

måde og indprente dem afsky for laster og lyst til gudsfrygt og dyd”.

162

Dette var tidens

ånd, men reformerne er alligevel en væsentlig baggrund for, at der ved grundlovens ved-

tagelse var en befolkning, der var parate til at udvikle en demokratisk kultur. Op gennem

hele 1800-tallet var skolevæsenet fortsat stærkt opdelt imellem almue- og borgerskoler

for hhv. land og by, og de to skolesystemer udvikledes og reformeredes hver for sig. Men

med almueskoleloven af 1814 blev syv års skolegang obligatorisk for alle, og bag den ud-

vikling lå i høj grad 1700-tallets ideer om den oplyste almue.

Fra midten af 1800-tallet blev det danske skole- og uddannelsessystem gradvist præget

af mere demokratiske oplysningstanker, og ingen havde formentlig større betydning for

den udvikling end N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Det er velkendt, at Grundtvig stod et

160

161

162

Der er mange værker om kameralismen og dens betydning. Den franske filosof Michel Foucault er for eksempel

berømt for sin betoning af disse ideers betydning for den moderne stat. Se f.eks. M. Foucault,

Sikkerhed, territorium,

befolkning: Forelæsninger på Collège de France, 1977-1978,

1. udgave (2008).

C. Larsen m.fl.,

Dansk skolehistorie bind 2 – Da skolen tog form 1780-1850,

1. udgave (2013), side 70.

Landbokommissionens forestilling af 1786, citeret efter J. Larsen,

Skolelovene af 1814 og deres tilblivelse: Aktmæssig

fremstillet,

1. udgave (1914), side 9.

139

specielt sted mellem enevælde og demokrati. Tager man ham på ordet, var han stærk

tilhænger af det første og modstander af det sidste. Det er dog væsentligt, at hele hans

tænkning og virke var rundet af en idé om folkelig oplysning og udvikling, der blev en

vigtig del af det danske demokratis idémæssige fundament. Han udviklede i øvrigt sine

tanker meget med årene. For eksempel var der et åndselitært element hos den tidlige

Grundtvig, som blev svagere i hans ældre år, hvor han blev en stadigt stærkere fortaler

for det folkelige. Det vil være forkert at kalde Grundtvig for populist, men ingen har haft

større betydning for, at dyrkelsen af det folkelige kom til at stå centralt i Danmark, og at

folkestyre op igennem det 20. århundrede blev et almindeligt synonym for demokrati.

Det var således især grundtvigske venstrefolk, der bragte det begreb ind i den danske

debat i årene omkring 1900.

163

Grundtvigs syn på ytringsfrihed udviklede sig i løbet af hans liv gradvist hen imod et

forsvar for videst mulig ytringsfrihed. Hans argumenter herfor i forbindelse med debat-

terne i den grundlovgivende forsamling er nærmere behandlet i kapitel IV (afsnit 5.3).

Grundtvigs syn på ytringsfrihed og hans skolepolitiske tanker var forbundne på den

måde, at han i stigende grad så skolen som det sted, hvor almuen skulle opdrages til en

moden brug af f.eks. trykke- og ytringsfrihed, og så var både hans tanker om ytrings-

frihed og hans tanker om skole og dannelse rundet af den mere fundamentale idé, at

ånden ikke må lænkes af dogmatiske systemer og hierarkier. I skriftet fra 1845 skrev

han for eksempel, at en ”grundig skoleforbedring” skulle bidrage til at oplyse folket om

menneskelivets og samfundets sande beskaffenhed og på sigt muliggøre alles ”virkelige

del i regeringen”.

164

Grundtvigs ideer kom til at præge generationer af skoletænkere. Det var for eksempel

grundtvigianere, der i årene omkring grundlovens vedtagelse begyndte at tale om vigtig-

heden af at udvikle en ”folkeskole”. I 1852 agiterede den grundtvigske sognepræst Chri-

stian Ludvig Børresen for eksempel for en ”folkeskole” med det formål at formidle en

”almen menneskelig dannelse, en almindelig og harmonisk uddannelse af alle sjælens

evner og anlæg. De forandrede forhold i vort fædreland kræver også, at folkeskolen skal

danne aktive borgere – ikke blot duelige og virksomme næringsbrugere, men også op-

lyste og forstandige deltagere i de offentlige anliggender”.

165

Hans synspunkter var del af

en større debat om grundskolens væsen og fremtid, hvori der selvfølgelig også var mere

konservative stemmer.

163

164

165

Nevers (2011), side 138ff.

Ibid., side 61.

C.L. Børresen,

Om de nødvendige Forandringer i Borger- og Almueskolevæsenet,

1. udgave (1851), side 16.

140

To år senere udgav Børresen en detaljeret plan for denne folkeskoles indretning, og heri

skrev han: ”Blandt alle udfordringer, den nærværende tid stiller til os, er næppe nogen

stærkere end den, at sørge for folkets, for hele massens oplysning. Magten er nu – ved den

almindelig valgret – for en stor del lagt i mængdens hånd, og hele folkets fremtid beror

altså på mængdens, på den store masses retsindighed og indsigt.”

166

Han så med andre

ord en nær sammenhæng mellem nødvendigheden af en god skole og så det demokrati,

der var under udvikling. Det handlede ikke eksplicit om demokrati eller ytringsfrihed,

men om at børnene skulle have ”åndelig næring, så de af egen drift fortsætter deres ån-

delige udvikling efter at skolens umiddelbare indvirkning på dem er ophørt.”

Almue- og borgerskolen var som nævnt to adskilte systemer, men ideen om en folkesko-

le trængte frem, og i 1899 blev det navnet for den danske enhedsskole, der stadig findes.

Der var selvfølgelig mange forskellige stemmer og interesser i debatten, men demokra-

tisk sindede reformatorer talte nu bredt om en nær sammenhæng mellem demokrati og

uddannelse.

167

4. Demokratiet vokser frem

Hverdagen i 1800-tallets danske almue- og borgerskoler var selvfølgelig ikke præget af

ytringsfrihed og moderne ideer om demokratisk debat. Danske skoler var dengang, hvad

der senere blev kaldt ”sorte skoler”. Men i et bredere historisk perspektiv var skolerne en

vigtig del af fundamentet for det demokrati, der udvikledes fra midten af 1800-tallet.

Det er nemlig et kendetegn ved det danske demokrati, at selv om det liberale borgerskab

spillede en vigtig rolle frem mod grundlovens vedtagelse, så var det folkelige bevægelser

med rødder i den mere jævne del af befolkningen, der især kom til at præge dets videre

udvikling.

Det er en gammel fortælling, at det danske demokrati er dybt præget af de folkelige

bevægelser fra 1800-tallet, og fortællingen har ikke overraskende rødder i de folkelige

bevægelser.

168

I nyere historisk forskning er fortællingen blevet kritiseret for at være et ty-

pisk eksempel på, at historien fortælles af sejrherrerne, og at ”taberne” og deres perspek-

tiver og visioner derfor i for høj grad er gledet ud af vores historieforståelse.

169

Det er der

bestemt også meget om, og man skal derfor være varsom med at trække en lige linje fra

166

167

168

169

C.L. Børresen,

Motiveret Forslag til en Reform af det danske Folkeskolevæsen,

1. udgave (1853), side 1.

Jf. citater i V. Skovgaard-Petersen,

Demokrati og dannelse: Fra latin- til almenskole. Lov om højere almenskoler 24. april

1903,

1. udgave (1976), side 78f.

Se f.eks. R. Skovmand,

De folkelige bevægelser i Danmark,

1. udgave (1951).

Se R. Glenthøj m.fl. (red.),

Konfliktzonen Danmark,

1. udgave (2018).

141

Grundtvig til det moderne demokrati. Kampen om ytringsfriheden er et godt eksempel

på, at der har stået mange kampe om demokratiets enkelte bestanddele.

170

Men når det

er sagt, er det nu engang et væsentligt træk i moderne dansk historie, at de gamle eliter

– hoffet, militæret, adelen, kirken og det store borgerskab – kom ret svage ind i det 20.

århundrede, og at udviklingen af demokrati og velfærdsstat især blev præget af de to par-

tier, der voksede ud af 1800-tallets folkelige bevægelser: Venstre og Socialdemokratiet.

Bonde- og arbejderbevægelserne og deres politiske partier er vigtige i den her sammen-

hæng, fordi de var enige om at støtte grundlovens idé om ytringsfrihed, og fordi der

omkring dem dannedes et omfattende netværk af foreninger, selskaber og organisatio-

ner, hvori demokrati og ytringsfrihed blev praktiseret og derigennem dybere indlejret i

dansk politisk kultur.

Det var mobiliseringen af landbefolkningen, der kom først. I centrum stod dog arven fra

Grundtvig, der utrætteligt havde betonet vigtigheden af oplysning og uddannelse af den

brede befolkning. Det førte frem gennem anden halvdel af 1800-tallet til at væld af ini-

tiativer og institutioner af mere eller mindre grundtvigsk tilsnit. Mest berømt og særligt

dansk er højskolebevægelsen, der begyndte med grundlæggelsen af Rødding Højskole i

1844, og som havde sin storhedstid parallelt med demokratiets gennemslag i den bredere

befolkning.

Ideen med højskolerne var, at unge karle og piger fra den jævne landbefolkning under

et ophold præget af stærke fællesskabstanker skulle modtage uddannelse og oplysning

af grundtvigsk aftapning. Det handlede om at danne et stærkt og kristent folk bestående

af selvstændige individer, og det søgte man at skabe gennem indføringer i den nordiske

mytologi, kristendommen og den nationale historie. Pigerne kom på højskole i sommer-

halvåret, karlene kom om vinteren, så opholdet forstyrrede pligterne på gårdene mindst

muligt. Højskolerne var – og er fortsat – forskellige, men på dem alle handlede det om

dette både individuelle og kollektive oplysningsprojekt.

Livet på højskolerne var dybt præget af Grundtvigs ideer om ”det levende ord” i modsæt-

ning til det trykte ord, som dyrkedes af borgerskabet samt på latinskoler og på universi-

tetet. Det levende ord fik derfor en særlig plads i den forståelse af dannelse, kristendom

og historie, der udvikledes på højskolerne. Især salmer og sang fik en central plads. I

1870’erne udgav de tre højskoler Askov, Testrup og Vallekilde et antal af disse sange, og i

1894 udkom den første udgave af den danske højskolesangbog.

170

En samlet fremstilling af ytringsfrihedens historie i Danmark gives i J. Mchangama og F. Stjernfelt,

MEN:

Ytringsfrihedens historie i Danmark,

1. udgave (2016).

142

Alle højskoler havde også en talerstol i den store sal, hvor eleverne lyttede til de mange

omrejsende talere i den danske højskoleverden. Den franske filosof Claude Lefort har

beskrevet, hvordan talerstolen har symbolsk betydning i det moderne demokrati, da den

i modsætning til sin forgænger – tronstolen – ikke har nogen ejermand.

171

I et demokrati

skiftes vi til at få ordet og dermed til at lytte til hinanden.

I dansk historieskrivning har der, bl.a. på grund af de folkelige bevægelser, været et

stærkt fokus på den folkelige tales betydning for demokratiets udvikling. Et eksempel

er den betydning, mange har tillagt Grundtvigs foredrag. Et andet og mere konkret ek-

sempel er de taler, hvorigennem de liberale overtalte landbobefolkningen til at støtte

deres kamp for en fri forfatning. Orla Lehmanns tale på Falster i 1841 er et ofte citeret

eksempel, der langt op i tiden blev betragtet som en vigtig begivenhed i demokratiets

gennembrud. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvor vigtig sådan en tale faktisk var; men

dyrkelsen af Lehmanns tale siger noget om, hvilken plads det folkelige foredrag fik i det

danske demokratis mytologi.

Den fynske friskolelærer Klaus Berntsen er et tidseksempel på den generation af landbo-

ledere, der på et grundtvigsk fundament blev kendt som store folketalere, og som bidrog

til den mobilisering af den bredere landbobefolkning, der fandt sted i anden halvdel af

1800-tallet. Berntsen endte til tops i det danske samfund som statsminister 1910-1913, og

han er stadig det folketingsmedlem, der har siddet i flest år. 51 år blev det samlet set til.

172

I langt hovedparten af disse år var han valgt i Assenskredsen. Der er derfor rejst en statue

af ham i Assens, hvor han står ved en talerstol. Det er valgt, fordi han netop var kendt

som en stor folketaler. Det siges, at han på en eller anden måde altid fik foldet historier

om sin mor ind i sine taler.

Han var søn af en gårdejer og begyndte sin løbebane som friskole- og højskolelærer, men

han var også – som så mange andre af tidens grundtvigianere – aktiv i et væld af for-

eninger, for eksempel i skytteforeninger, og i forbindelse med oprettelsen af lokalaviser;

og derudover var han altså yderst aktiv i partiet Venstre.

Det var dengang noget nyt med partier. De liberale grundlovsfædre brød sig ikke om

”partier”, og de er derfor ikke nævnt i vores grundlov. De frygtede, at parti- og grup-

pedannelser ville undertrykke den enkeltes mulighed for at udvikle og forsvare sine

171

172

O. Korsgaard,

Kampen om folket: Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år,

1. udgave (2004).

Der gives et overblik over Berntsen liv og karriere i S. Mørch,

24 statsministre: 24 fortællinger om magten i Danmark i

det tyvende århundrede,

1. udgave (2000), side 115ff.

143

egne synspunkter.

173

De ville utvivlsomt fnyse af den betydning, partierne har fået i dag.

Der dannedes dog uformelle partier allerede i den grundlovgivende rigsforsamling, og

i sidste tredjedel af 1800-tallet dannedes de første rigtige partier med egentlige partipro-

grammer.

174

Partiet Venstre blev i de sidste tre årtier af 1800-tallet samlingspunktet for landbobevæ-

gelsen. Når man dengang talte om ”demokratiet”, så handlede det om denne bevægelse

af selverklærede ”demokrater”, der så sig selv i opposition til de privilegerede klasser i

byerne. Allerede i den grundlovgivende rigsforsamling dannedes der på den baggrund

en demokratisk venstrefløj, og i 1870 stiftedes selve partiet Det forenede Venstre, hvis

første program er fra 1872. Samme år fik partiet flertal i Folketinget. Det førte til den

lange forfatningskamp med det borgerlige parti Højre, der ledte frem til provisorietiden,

som beskrives i kapitel 4.

En lignende udvikling fandt sted inden for arbejderbevægelsen. Arbejderforeninger

voksede frem i byerne fra 1850’erne og 1860’erne. Mange af disse blev stiftet af arbejdsgi-

vere, men der kom også en stadigt stærkere socialistisk bevægelse.

175

I København var der

allerede i årtierne før grundloven en gruppe af socialistiske skribenter og teoretikere,

176

men først fra omkring 1870 blev arbejderbevægelsen for alvor socialistisk præget. Bag-

grunden var især vedtagelsen af et internationalt arbejderprogram på den første Interna-

tionale i London i 1864. På den baggrund kom kontakter til arbejderledere i København,

og udenlandske skrifter var også inspirationen, da Louis Pio i 1871 udgav sine

Socialistisk

Blade,

hvori han lagde op til en arbejderrevolution.

Det var også Pio, der i 1872 indkaldte til det ”folkemøde” i Fælledparken, der førte til den

første egentlige konfrontation mellem arbejderbevægelsen og ordensmagten - ”Slaget på

Fælleden”, som er nærmere behandlet i kapitel 4.

Episoden var medvirkende til, at den socialistiske arbejderbevægelse i løbet af 1870’erne

slog ind på en kurs, hvor det handlede om at kæmpe for sagen med ”lovlige midler”, og i

1876 dannedes Socialdemokratiet med netop det sigte. I de følgende årtier var der fortsat

socialistiske arbejderledere, der ønskede en mere revolutionær retning, men det blev

aldrig den officielle linje. Det var således en stærk tro på en demokratisk og reformorien-

173

174

175

176

For en kortfattet gennemgang af personer og ideer i den grundlovgivende rigsforsamling se C. Bjørn,

Kampen om

Grundloven,

1. udgave (1999).

De første programmer for de politiske partier i Danmark kan ses på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

For en oversigt se f.eks. H. Bruun,

Den faglige Arbejderbevægelse i Danmark indtil Aar 1900: Første Del til ca. 1880,

udgave (1938).

B. Nygaard: ”’De phantastiske forskruede Forestillinger’: Introduktioner til socialisme og kommunisme før 1848” i

Historisk Tidsskrift

(hæfte 2 af 2009), side 336ff.

144

teret politik i den danske socialistiske arbejderbevægelse fra et tidligt tidspunkt.

177

I 1875

bekendtgjorde den tyskfødte barber E.W. Klein, der var en vigtig skikkelse i denne fase

af bevægelsens historie: ”Så snart et parti anerkender bestemte personer som autoriteter,

forlader det demokratiets grundvold, thi autoritetstroen, den blinde lydighed, person-

kultus, er udemokratisk.”

178

I forhold til ytringsfriheden var det i partiets første program

af 1876 et krav til ”statens fundament”, at der skulle være en ”Afskaffelse af alle presselove,

forenings- og forsamlingslove, samt alle øvrige love, hvorved et folk kan blive forhindret

i at tilkendegive sine tanker i ord og skrift.”

179

Bag denne meget skarpe formulering lå

ikke mindst erfaringer som den i 1872.

I de følgende årtier kom arbejderbevægelsen i stadigt højere grad til at se sig selv som

en folkelig bevægelse i lighed med og i forlængelse af landbobevægelsen i 1800-tallet.

Ligesom der udvikledes et væld af selskaber og foreninger omkring landbobevægelsen,

etableredes der også omkring arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet et meget rigt

foreningsliv, hvor demokrati, diskussion og ytringsfrihed praktiseredes. Tilsammen

sikrede disse udviklinger, at personer fra den jævne del af befolkningen, både i by og

på land, deltog i politiske diskussioner og fik erfaringer med generalforsamlinger, valg-

handlinger og bestyrelsesarbejde. I løbet af første halvdel af det 20. århundrede kom der

også en række virksomheder i den såkaldte arbejderkooperation, der kan ses som denne

bevægelses svar på landbobevægelsens andelsvirksomheder.

180

Landbobevægelsen og arbejderbevægelsen stod ideologisk langt fra hinanden. Meget

firkantet kan man sige, at førstnævnte var liberale, og at sidstnævnte var socialister. De

ville med andre ord skabe meget forskellige samfund, og det er ikke svært at finde situati-

oner, hvor de svovlede imod hinanden. Men under forfatningskampen stod de sammen

i kampen imod Højre og embedsstaten, og det førte til en ny periode med konflikt om

demokrati og ytringsfrihed.

Som beskrevet i kapitel 4 endte Højre med at tabe forfatningskampen, først med det

forlig, der i 1894 førte til konseilspræsident Estrups fald og til provisorietidens ophør,

og senere med systemskiftet i 1901, hvor kongen accepterede at udnævne en venstrele-

det regering. Den første venstrestatsminister var juristen Johan Henrik Deuntzer (1845-

1918), men bag ham var jævne mennesker rundet af de folkelige bevægelser nu kommet

til magten. Klaus Berntsen blev selv konseilspræsident i 1910, og det var også ham, der

mere end nogen anden virkede for udarbejdelsen af den demokratiske grundlov, der blev

endeligt vedtaget d. 5. juni 1915. I mellemtiden var partiet Det Radikale Venstre i 1905

177

178

179

180

C. Bryld,

Den demokratiske socialismes gennembrudsår,

1. udgave (1992).

Citeret efter Nevers (2011), side 153.

”Program og Love for det socialdemokratiske Arbejderparti” (1876), side 5.

H. Grelle,

Det kooperative alternativ: Arbejderkooperationen i Danmark, 1852-2012,

1. udgave (2012).

145

blevet udskilt af Venstre, og det gamle Højre blev i 1915 til Det konservative Folkeparti.

181

Begge partier sluttede op om grundloven af 1915, der – med rette – især er kendt for den

betydelige udvidelse af valgretten. Man sagde i datiden, at riget nu fik en grundlov, der

gav ”lige ret for rig og fattig” (idet også tyende fik stemmeret, og da der ikke længere

var privilegeret valgret til Landstinget), ”lige ret for kvinde og mand” (idet kvinder nu

fik stemmeret til Rigsdagen) og ”lige ret for by og land” (idet en privilegeret stilling for

landdistrikterne bortfaldt). Grundloven af 1915 var således en stor sejr for ligeretstan-

ken, og selv om antidemokratiske positioner fortsat fandtes i det danske samfund, så

markerer den i det partipolitiske landskab en afsked med 1800-tallets forbehold for det

rene demokrati og en indgang i en epoke, hvor demokratiet havde sejret. Da totalitære

strømninger begyndte at vinde frem, talte fascisterne således også om, at de var de ”san-

de demokrater”.

182

5. Medier under forandring

Det var ikke kun i Danmark, at de første årtier af det 20. århundrede førte til demokra-

tiets bredere gennemslag. Den almindelige valgret slog igennem i en lang række lande,

og den første verdenskrig (1914-1918) var i sejrherrernes egen retorik en krig for ”det

vestlige demokrati”.

183

De nye nationalstater, der efter verdenskrigen blev grundlagt i det

centrale Europa på ruinerne af de gamle imperier, blev derfor grundlagt som demokra-

tiske republikker. Der udkom også i årene efter den første verdenskrig et antal teoretiske

værker om det moderne demokrati og dets grundlag og værdier. En af disse teoretikere

var den østrigske jurist Hans Kelsen, der gjorde det til et af demokratiets kendetegn, at

det skal give plads til dets modstandere og deres meninger. I 1932 skrev han for eksempel:

”Det synes at være demokratiets tragiske skæbne, at det må nære selv sin argeste fjende

ved sin barm.”

184

Der var imidlertid også demokratiteoretikere, der omvendt betonede

demokratiets ret til at forsvare sig over for dets modstandere. De talte bl.a. om ”militant

demokrati”.

185

Man skal derfor passe på med at tegne et glansbillede af forholdet mellem demokrati og

ytringsfrihed. I praksis har alle demokratier juridiske smuthuller for indførsel af forskel-

lige indskrænkninger af ytringsfriheden, og det 20. århundrede fremviser mange eksem-

pler på, at disse indskrænkninger kunne blive temmelig omfattende, også i velfungeren-

181

182

183

184

185

For en både grundig og overordnet behandling af periodens politiske historie se C. Friisberg,

Ingen over og ingen ved

siden af Folketinget: Partiernes kamp om forfatningen 1848-1920,

bind 1-2 (2007).

Se f.eks. Nevers (2011), side 185ff. samt J.W. Müller,

Contesting Democracy: Political Ideas in Twentieth-Century Europa,

1. udgave (2011).

M. Llanque,

Demokratisches Denken im Krieg: Die deutsche Debatte im Ersten Weltkrieg,

1. udgave (2000), side 103ff.

Citeret efter Hansen (2012), side 105.

M. Llanque i J. Kurunmäki m.fl. (red.),

Democracy in Modern Europe: A Conceptual History,

1. udgave (2018), side 182ff.

146

de demokratier. Ikke sjældent er det således sket, at tidligere tilhængere af ytringsfrihed,

når de får magten og skal forholde sig til f.eks. en krisesituation, er parate til at acceptere

ret betydelige indskrænkninger.

I en dansk sammenhæng var der allerede i 1880’erne flere eksempler på, at nogle af de

liberale, der havde kæmpet for trykkefrihed i 1830’erne og 1840’erne, i forfatningskampen

støttede indskrænkende tiltag.

Et andet væsentligt spændingsfelt var forholdet mellem ytringsfriheden og presseloven,

herunder Højres opgør med, at der under presseloven var udviklet, hvad de kaldte et

”stråmandssystem”, som i praksis gav mulighed for, at skribenter og redaktører kunne

publicere særligt kontroversielle udtalelser anonymt ved at lade en lønnet stråmand fun-

gere som ansvarshavende redaktør. Det førte til udstedelsen af en provisorisk presselov i

1886. Den provisoriske presselov fungerede indtil 1894, og da presseloven senere under-

gik en større revision i 1938 var den på centrale punkter inspireret af den provisoriske

lov.

186

Provisorietiden er nærmere beskrevet i kapitel 4.

Ændringer af presseloven førte også til omfattende begrænsninger af ytringsfriheden

under første verdenskrig. Den radikalt ledede regering var fra krigens udbrud i 1914

fast besluttet på at sikre rigets neutrale stilling. Det var dog ikke let, da to af de krigsfø-

rende lande, Storbritannien og Tyskland, var Danmarks vigtigste handelspartnere, og

regeringen skulle derfor krigen igennem gå en vanskelig balancegang. I konservative

kredse var der betydelig modstand over for Tyskland, og flere konservative aviser, særligt

i Sønderjylland, ønskede derfor fra tid til anden at skrive kritisk om Tyskland. Det førte

bl.a. til en ændring af presseloven, hvor et stort flertal af Folketingets medlemmer stemte

for ganske omfattende indskrænkninger af pressens frihed. Nu var det på den højre side

af det politiske spektrum, der var skepsis, hvorimod socialdemokrater og radikale, der

tidligere havde tordnet imod provisoriet, havde færre reservationer over for at lade målet

hellige midlet.

187

Begivenhederne både i 1880’erne og under den første verdenskrig minder os om den

store betydning, medier og presse har i det moderne demokrati. Demokratihistorike-

ren Mogens Herman Hansen har fremhævet dette som en fundamental forskel imellem

det antikke og det moderne demokrati. Idet rammen for det antikke demokrati var by-

staterne, så kunne udvekslinger foregå direkte, og der var heller ikke teknologier, der

muliggjorde massemedier. Det moderne demokrati har derimod nationalstaten som

sin ramme, og det fik derfor repræsentation som et grundlæggende træk. Det er også

186

187

Kurunmäki m.fl. (red.) (2018), side 170f.

Mchangama og Stjernfelt, (2016), side 624ff.

147

et kendetegn ved det moderne demokrati, at det udvikledes i en periode, hvor aviser,

tidsskrifter og pamfletter var populære medier. Ordet avis, der kommer af det italienske

avviso,

er således langt ældre end det moderne demokrati. Ordet blev allerede i 1500-tal-

lets Venedig brugt om håndskrevne politiske nyheder, som regeringen lod cirkulere.

188

I løbet af 1600-tallet kom der aviser i flere europæiske lande, men først i anden halvdel

af 1700-tallet blev avisen et massemedie. Berlingske Tidende, der er Danmarks ældste

eksisterende avis, udkom første gang d. 3. januar 1749; men først mod slutningen af år-

hundredet greb det for alvor om sig med tryksager, aviser og tidsskrifter.

189

Vi har allerede været inde på, hvordan netop det trykte ord som medium var med til at

præge kampen for ytringsfrihed, der især var en kamp for ”trykkefrihed”. Det minder os

om, at ytringsfrihedens historie er dybt integreret i mediernes historie og dermed i den

teknologiske historie: Nye teknologier fører til nye medier, der igen fører til nye typer af

modsætninger og udfordringer, der har konsekvenser for, hvordan ytringsfriheden kan

bruges, opleves og reguleres.

Det var således ikke mindst den teknologiske udvikling, der op gennem 1800-tallet gjor-

de det nemmere og billigere at trykke aviser, tidsskrifter, pamfletter og bøger. Mængden

af skrifter blev mangedoblet over tid. Det er således en vigtig baggrund for den politiske

udvikling frem mod grundloven, at der netop i disse årtier skete en markant forøgelse

af tryksager, og at det også blev stadigt vanskeligt for myndighederne at kontrollere om-

rådet. Det er derfor umuligt at adskille denne udvikling i mediehistorien fra den poli-

tiske historie, og også efter trykkefrihedens indførsel fik udviklinger på medieområdet

stor betydning for den politiske historie. Det var en central del af det unge demokrati,

at politik udgjorde en stor del af stoffet, politikere trykte i stigende grad deres tanker i

aviserne, mange journalister blev vigtige politikere og ikke mindst fik alle partier deres

egne aviser.

Også under enevælden var bestemte tryksager knyttet til bestemte kredse og bevægelser,

men i den periode, hvor demokratiet for alvor slog igennem, og hvor de fire gamle parti-

er (Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Konservative) blev dannet, havde de

fleste byer typisk fire forskellige aviser, én for hvert parti, og man holdt i udgangspunktet

sit partis avis.

190

Perioden betegnes mediehistorisk som partipressen og pressesystemet

kaldes også undertiden firebladssytemet.

191

I perioden fra 1870 til 1913 forøgedes antallet

af danske dagblade fra 87 til 147, og det samlede oplag af aviser steg fra ca. 49.000 til

188

189

190

191

Hansen (2012), side 96.

H. Horstbøll,

Menigmands medie: Det folkelige bogtryk i Danmark, 1500-1840,

1. udgave (1999).

Hansen (2012), side 9.

I. Schultz, ”Fra Partipresse over Omnibuspresse til Segmentpresse” i

Journalistica

(nr. 5 af 2007), side 7.

148

255.000.

192

I en omfattende gennemgang af avisens samlede historie frem til 1970’erne er

perioden fra ca. 1850 til første verdenskrig fremhævet som ”avisens guldalder”.

193

Avismediet har også udviklet sig meget siden de unge partiers epoke. I begyndelsen af

1900-tallet gjorde den teknologiske udvikling det muligt at lave aviser i tabloidformat,

og der kom på den baggrund i alle vestlige lande en såkaldt tabloidpresse, hvor en ny og

langt mere grænsesøgende form for journalistik vandt frem. I Danmark grundlagdes

Ekstra Bladet for eksempel i 1904, og under indskrænkningerne af pressefriheden under

den første verdenskrig var det ikke mindst Ekstra Bladets chefredaktør, Frejlif Olsen

(1868-1936), der lagde sig ud med regeringen.

Ved siden af den teknologiske udvikling skete der fra slutningen af 1800-tallet også væ-

sentlige ændringer i rollen for de journalister, der befolkede de mange nye avisers og

blades redaktioner. ”Journalisters” engagement i det sene 1800-tal var typisk politisk og

journalistarbejdet ofte et bierhverv ved siden af skribenternes hovedfag som f.eks. poli-

tikere, fagforeningsmænd, embedsmænd og forfattere. I provinsen var redaktøren ofte

alene om produktionen af stoffet. Venstre-redaktører var her typisk læreruddannede og

deres Socialdemokratiske sidestykker ofte typografer. I 1880 blev den første journalist-

forening stiftet i København, men professionelle fuldtidsjournalister var fortsat i under-

tal.

194

Først fra begyndelsen af det 20. århundrede voksede en egentlig professionel jour-

naliststand frem i Danmark, og ikke før 1946 blev mesterlæren på landets redaktioner

suppleret med en egentlig journalistuddannelse i form af et kursusfag på Aarhus Univer-

sitet. Først i 1975 dimitterede de første journalister fra Danmarks Journalisthøjskole, der

blev grundlagt som selvstændig institution fire år forinden i 1971.

Skiftet væk fra den rene partipresse tager for alvor fart i mellemkrigstiden, hvor både ho-

vedstads- og provinsavisers roller i samfundet ændrer sig. Perioden, der benævnes ”Om-

nibuspressen” – pressen for alle – er kendetegnet ved, at de tidligere stærke bånd mellem

partipolitik og dagblade kappes. Ganske vist spejles avisernes ideologiske ophav fortsat

navnlig i det redaktionelle stof, men den tilstræbte objektivisme bliver det nye pejlemær-

ke, som journalisterne sætter kurs efter i nyhedsformidlingen. Der skal nu være en klar

skillelinje mellem ”subjektive” kommentarer og ”objektive” nyheder, og journalisternes

rolle skifter – særligt med inspiration fra Amerika – fra agiterende til mere neutral for-

midlende. Introduktionen af den nye mere effektive rotationspresse, som den daværende

chefredaktør for Politiken, Henrik Cavling, som den første i Danmark i 1905 investerede

i, betød, at der i omnibuspressen også blev plads til nye stofområder som f.eks. livstil,

192

193

194

N. Thomsen,

Hovedstrømninger 1870-1914: Idélandskabet under dansk kultur, politik og hverdagsliv,

1. udgave (1998),

side 33.

H. Stangerup,

Avisens historie i de lande, der skabte den: England, Frankrig, Tyskland og USA,

bind. 1-3 (1973-74).

S. Schmidt,

Journalistikkens grundtrin,

1. udgave (2011), side 17f.

149

mode og sport.

195

De nye stofområder supplerede den traditionelle politiske journalistik

og muliggjorde en fælles samtale om andre begivenheder end de rent (parti-)politiske.

I nyere tid er pressen blevet en selvstændig samfundsinstitution i sin egen ret, som kan

interagere med og uafhængigt af andre samfundsinstitutioner.

196

Nogle argumenterer

også for, at der i løbet af de seneste årtier er sket et nybrud henimod et nyt pressesystem

– ”segmentpressen” – hvor medierne i stigende grad formidler og vinkler indhold til

bestemte målgrupper og kernelæsere, som er med til at bestemme, hvilket stof og hvilke

vinkler der kommer til udtryk i de forskellige medier.

197

Ved siden af udviklingen i den rolle, pressen og journalisterne har indtaget gennem

tiderne har den teknologiske udvikling også afgørende forandret mediebilledets kom-

pleksitet. Allerede i anden halvdel af 1800-tallet havde telegrafen revolutioneret kom-

munikationen på tværs af lande og kontinenter, og i begyndelsen af det 20. århundre-

de udvikledes teknologien bag den moderne radiokommunikation. Fra begyndelsen af

1920’erne blev radioen et yndet medium for magthavere til at kommunikere bredt, på en-

gelsk ”broadcasting”. Ligesom de første aviser blev brugt af regeringer og var kontrolleret

af regeringer, blev radioens tidlige udvikling også meget topstyret. I Storbritannien blev

British Broadcasting Corporation (BBC) ganske vist først etableret af post-og telegraf-

væsenet som en privat virksomhed i 1922, men i 1926 omdannedes den til den offentlige

virksomhed, der stadig eksisterer. Også i Danmark blev der i første omgang udsendt pri-

vate radioudsendelser, fra bl.a. Københavns Radiofoni, men allerede i 1925 indførtes der

en forsøgsordning med en monopolordning, der kort efter blev gjort permanent med

etableringen af Statsradiofonien. Statsradiofonien blev finansieret af lytterne gennem li-

censordningen, og allerede i 1940 havde ca. 80 % af danske husstande en radio.

Udviklingen er interessant i den her sammenhæng, fordi den illustrerer, hvordan den

teknologiske udvikling gjorde, at den politiske kommunikation mod midten af det

20. århundrede og i langt højere grad end blot få årtier tidligere kunne topstyres. Den

elektroniske massekommunikation var således også statsligt styret, da fjernsynet blev

udbredt i løbet af 1950’erne. Statsmonopolet på de elektroniske massemedier blev først

brudt i 1980’erne, på radioområdet med etableringen af kommercielle lokalstationer og

på TV-området med dannelsen af TV2 i 1988. De topstyrede elektroniske massemedier

i det 20. århundrede ændrede således igen rammerne for ytringsfriheden, og der var i

monopolets tid en lang række sager om programmer og indhold, der reelt også handlede

om ytringsfrihed. Nogle af disse sager behandles i kapitel 12. Også i dag er Danmarks Ra-

195

196

197

Schultz (2007), side 7ff.

L. Togeby m.fl.,

Magt og demokrati i Danmark – hovedresultater fra magtudredningen,

1. udgave (2003), side 214.

Schultz (2007), side 16ff.

150

dio og dele af TV 2 samt den nu nedlagte Radio24syv og efterfølgeren Radio4 underlagt

særlige Public Service forpligtelser. Det indebærer bl.a., at deres programvirksomhed

skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der indgås

hvert fjerde år en ny mediepolitisk aftale, som sammen med de såkaldte Public Ser-

vice-kontrakter bl.a. sætter rammerne for statsstøttede mediers virksomhed i Danmark.

Der gælder dog samtidig et såkaldt armslængdeprincip, der pålægger staten at respektere

de publicistiske mediers redaktionelle frihed. Grænsedragningen for armslængdeprin-

cippet har de seneste år ofte givet anledning til en undertiden livlig debat mellem medi-

erne og det politiske niveau.

198

Med internettets fremkomst i slutningen af det 20. århundrede og især med fremkomsten

af web 2.0 i begyndelsen af det 21. århundrede – altså teknologien bag brugergenereret

indhold på hjemmesider – har vi fået et nyt og vigtigt kapitel i historien om mediernes

forandringer og disse forandringers betydning for ytringsfriheden. Historikeren Niall

Ferguson har fremført det synspunkt, at internettet qua dets decentrale grundstruktur

adskiller sig markant fra de topstyrede medier fra det 20. århundrede, og at dets revo-

lutionerende betydning for udviklingen af samfundet derfor tåler sammenligning med

trykpressens fremkomst i 1500-tallet.

199

Slots- og Kulturstyrelsen diagnosticerede i 2017

de danske medievirksomheders tilstand i den digitale tidsalder på dyster vis:

”De privatejede danske medievirksomheders markedsrealiteter har æn-

dret sig dramatisk de sidste 30 år. I 1980’erne agerede de på et velafgrænset

og beskyttet dansk marked med lutter danske konkurrenter, benyttede en

hundrede år gammel teknologi, kontrollerede selv det meste af deres vær-

dikæde og nød godt af en enkel og stærk forretningsmodel, som sikrede

dem stabile indtægter fra trofaste annoncører og abonnenter. Tre årtier

senere er alle vilkår forandret: Medievirksomhedernes marked er globalt

og grænseløst, domineret af aktører, der ikke selv leverer medieindhold,

men derimod en ny teknologi, som ændrer selve markedets infrastruktur

fra måned til måned. Værdikæden er atomiseret. Og forretningsmodellen

gået i stykker, fordi både brugere og annoncører søger andre steder hen.”

200

198

Se f.eks. ”Opposition om DR: DF og regeringen bryder armslængdeprincip” (18. september 2018),

Politiken,

https://

politiken.dk/kultur/medier/art6705693/DF-og-regeringen-bryder-armsl%C3%A6ngdeprincip (senest tilgået den 18.

november 2019), ”Lidegaard: Medieforliget er DF’ernes hævn over medier, de ikke kan lide” (26. marts 2019),

Altinget,

https://www.altinget.dk/artikel/martin-lidegaard-medieforliget-er-en-ommer (senest tilgået den 18. november 2019) og

”Mediepolitisk strategi”,

Dansk Journalistforbund

(https://journalistforbundet.dk/mediepolitisk-strategi).

199 N. Ferguson,

The Square and the Tower: Networks and Power, from the Freemasons to Facebook,

1. udgave (2017).

200 Rapporten ”Mediernes Udvikling i Danmark 2017: Globaliseringen af den danske mediebranche”,

Slots- og

Kulturstyrelsen

(https://slks.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/medier/Mediernes_udvikling/2017/

Specialrapporter/Internationale_aktoerer/Rapport_og_bilag/Sammenfatning.pdf), side 19.

151

Dette og mange andre spørgsmål, som ny digital teknologi rejser i forhold til ytringsfri-

heden, behandles nærmere i kapitel 12 og 13.

6. Demokratidebat, velfærdsstat og globalisering

Den uden sammenligning største indskrænkning af ytringsfriheden i det moderne Dan-

marks historie skete under den tyske besættelse fra 1940 til 1945. Kort efter den tyske

besættelse blev der etableret en national samlingsregering, der under protest regerede

landet i samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Samarbejdspolitikken, der varede

frem til 29. august 1943, byggede på den forståelse, at besættelsesmagten ikke ville ”anta-

ste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed”.

Efter krigen var der – i Danmark som i andre lande – enighed om, at det var demo-

kratiet, der havde vundet, og der kom på den baggrund en omfattende debat om, hvad

demokrati egentlig er. Begrebet ”demokrati” var mere åbent dengang. Det var ikke, som

i dag, nært bundet til det politiske system. Der var f.eks. stor interesse for spørgsmålet

om, hvordan den demokratiske idé kunne spredes til andre sfærer i samfundet. Man talte

i den ånd om f.eks. pædagogisk demokrati og økonomisk demokrati. Men spørgsmålet

om ytringsfrihed stod også centralt i debatten, ikke mindst fordi man, nøjagtig som i an-

dre lande, skulle finde ud af, hvad man skulle stille op med modstanderne af demokrati.

Trods almen anerkendelse af behovet for det retslige opgør efter krigen, som er nærmere

beskrevet i kapitel 4, afsnit 7, har den konkrete udførelse af dette opgør givet anledning

til en omfattende retspolitisk debat – både i samtiden og i eftertiden.

Sideløbende hermed opstod der i sommeren 1945 en diskussion om demokratiet og dets

vilkår. Meget af debatten udspandt sig i kronikker og avisindlæg, men der kom også

mere vægtige værker, der er blevet klassikere i den danske demokratilitteratur.

Hvor det før krigen var et diskussionsemne,

demokratiet var den rette styreform,

handlede diskussionen efter krigen om, hvilke principper demokratiet skal basere sig på,

herunder navnlig det delikate spørgsmål, hvorvidt og i givet fald hvordan demokratiet

skal beskytte sig mod anti-demokrater.

201

Lignende debatter om, hvad man efter krigs-

afslutningen skulle stille op med nazister og anti-demokrater fandt på samme tid sted i

andre europæiske lande.

201

Diskussionen foregik i bl.a. den kommunistiske modstandsbevægelses blad Frit Danmark og i landets aviser, men gav

også anledning til flere bogudgivelser. De mest centrale indlæg i debatten er samlet i S. H. Rasmussen og N. K. Nielsen

(red.),

Strid om demokratiet – artikler fra en dansk debat 1945-46,

1. udgave (2003).

152

Den hjemlige debat blev indledt med et indlæg af filosofiprofessor og kommunist Jørgen

Jørgensen med titlen ”Demokratiet har ret til at forsvare sig”, som blev bragt i Frit Dan-

mark den 13. juli 1945.

Jørgensens usentimentale pointe er, at selv om humanisme (humanitet) er forbundet

med de demokratiske samfund,

”… er der intet selvmodsigende i, at Demokratiet be-

handler sine Modstandere haardt, hvis det ikke på anden Maade kan sikre sin Eksistens og

Trivsel.”

202

Demokratisk frihed er, ifølge Jørgensen, ikke en frihed til hvad som helst, men

kun det, som er foreneligt med demokratiets opretholdelse. Han sætter afslutningsvis sit

synspunkt på spidsen med udsagnet om, at

”Maskinpistolangreb kan desværre ikke slaas

tilbage med Stemmesedler.”

203

Indlægget vakte opsigt og udløste en række kommentarer. Blandt dem, som med for-

skellig begrundelse tilsluttede sig Jørgensens overordnede synspunkt, var professor og

medlem af befrielsesregeringen Mogens Fog og juraprofessor Stephan Hurwitz, som var

en af arkitekterne bag retsopgøret.

I Fog’s indlæg ”Nazismens Arv” fra september 1945 er udgangspunktet bekymringen for,

at der – selv om nazismen er nedkæmpet – igen vil opstå lignende udemokratiske be-

vægelser, som også i et samfund som det danske vil vinde opbakning.

204

Fog taler om en

bestemt mennesketype, som tiltrækkes af den slags autoritær ideologi, hvor der er kort

fra tanke til handling. Fog beskriver sågar, hvordan han er stødt på denne mennesketype

i modstandsbevægelsen.

Fog opsummerer sine synspunkter sådan:

”Der rejser sig Røster imod et Forbud mod nazistisk Virksomhed under

den gamle Devise: Frihed for Loke som for Thor. De, der staar paa dette

Grundlag, var med til at bringe vore demokratiske Rettigheder i Fare, for-

di de tillod deres Fjender at vokse sig stærke. Og den Svaghed maa ikke

gentages.”

205

Hurwitz indtrådte i diskussionen i foråret 1946 med et indlæg i Politiken, som først og

fremmest er svar på tiltale til arkitekten og samfundsdebattøren Poul Henningsen (PH)

og juraprofessor Alf Ross, der, jf. nedenfor, bl.a. havde plæderet for en uindskrænket

ytringsfrihed, herunder også for demokratiets fjender.

202

203

204

205

J. Jørgensen, ”Demokratiet har Ret til at forsvare sig” (1945) i Rasmussen og Nielsen (2003), side 24.

Rasmussen og Nielsen (2003), side 26.

Ibid., side 33ff.

Rasmussen og Nielsen (2003), side 41.

153

Hurwitz anser det som en selvfølgelighed, at der ikke kan herske en ubetinget ytrings-

frihed og henviser til, at straffeloven udtrykkeligt kriminaliserer den, som alene ved til-

skyndelse (opfordring) bistår med en forbrydelse. Ifølge Hurwitz har man et virkelig-

hedsfjernt syn på propagandaens farer, hvis man fastholder, at kun fysiske handlinger

skal kunne forbydes og straffes. Han medgiver dog, at afgrænsningen af, hvad der så skal

være ulovligt, er vanskelig om end ikke umulig.

PHs tilgang er en anden, selv om han udtrykker forståelse for, at der i krigens kølvand

er et udbredt ønske om at forbyde nazismen.

206

Han er dog grundlæggende uenig i, at et

forbud er det rette middel, hvis man vil nazismen til livs. Tværtimod mener han, at de

danske nazister netop ved deres lovlige tilstedeværelse i den offentlige debat i 1930’erne

fik en platform til offentligt at blamere og latterliggøre sig selv, hvilket svækkede deres

gennemslagskraft. Han hævder polemisk, at hvis nazistpartiet var blevet forbudt, havde

det formentlig med status af undergrundsbevægelse fået tag i både adel og industri og – i

stedet for Fritz Clausen – måske fået en blændende jurist i front.

Det leder frem til PHs hovedpointe – at der må skelnes skarpt mellem tanker og ord og

fysiske handlinger. For mens han er ganske enig i, at der må sættes rammer for hand-

lefriheden, forholder det sig anderledes med ytringsfriheden, der ifølge PH må være

ubegrænset:

”Her er det i demokratiets vitaleste interesse at der er absolut politisk fri-

hed for det er den eneste mulighed for at der i befolkningen kan dannes

de rette modgifte mod rabiat og meningsløs udvikling. Det er derfor ikke

bare for modstandernes skyld at de skal ha lov at ytre sig frit under demo-

krati. Det er mindst lisaa meget for demokratiets. Den aabne diskussion

og det politiske dagslys kan reducere mangen romantisk og mystisk politik

til næsten ingenting mens den vokser i interessanthed og tiltrækning ved

at arbejde hemmeligt. Dertil kommer at jo stærkere vi af sociale ligheds-

grunde tvinges til at indskrænke og regulere menneskets handlefrihed des

vigtigere blir den ubetingede ytringsfrihed: friheden til kritik af det besta-

aende styre.”

207

PH, der således i ytringsfrihedsspørgsmålet stillede sig på skuldrene af bl.a. Birckner og

Grundtvig, fandt opbakning hos bl.a. den fremtrædende juraprofessor Alf Ross, i dennes

anmeldelse af Hal Kochs bog ”Ordet eller Sværdet?” i foråret 1946.

208

206 Hans indlæg ”Frihed med eller uden Rabat” blev bragt i Socialdemokraten den 9. september 1945 og er optrykt i Rasmus-

sen og Nielsen (2003), side 57ff.

207 Rasmussen og Nielsen (2003), side 62.

208 Anmeldelsen blev bragt i Politiken den 23. marts 1946 og er optrykt i Rasmussen og Nielsen (2003), side 156ff.

154

Alf Ross vender sig mod den tanke, at man kan tvinge nogen til frihed og går skridtet

videre, når han skriver, at hvis demokratiet ønsker at afskaffe sig selv, så må det være

sådan. I forlængelse heraf er Ross i spørgsmålet om ytringsfrihed på linje med PH. Ross´

synspunkt er, at når først man begynder at begrænse ytringsfriheden, sår man frøet til

diktatur, hvad enten derved forstås nazisme eller kommunisme. Ross opsummerer sin

holdning med udsagnet om, at

”… oprigtig Kærlighed til Demokratiet som styreform,

aldrig kan føre til en Begrænsning af Ytringsfriheden. Flertalsprincip og fri Meningsdan-

nelse er uløseligt forbundne.”

209

En anden juraprofessor, Poul Andersen, havde tidligere i

debatten gjort sig til talsmand for lignende synspunkter, idet han bl.a. fremhævede, at

de liberale demokratier i USA og England ikke så ud til at lide synderligt under, at der i

disse samfund var en nærmest ubegrænset ytringsfrihed.

210

Alf Ross’ værk ”Hvorfor

demokrati?”

var langt det mest omfattende, og her udviklede

han en forståelse af demokrati som en politisk styreform, der faktisk ligger tæt på den

demokratiforståelse, der i dag er dominerende i politologisk litteratur.

211

For ham var de-

mokratiets kerne således det forfatningsmæssige system, der sikrer, at landets lov udgår

af flertallets vilje.

Ross er ofte blevet læst i kontrast til Hal Koch, der i modsætning til Ross betonede, at de-

mokrati ikke er et konstitutionelt system, men en tænkemåde og en livsform:

”Demokra-

ti lader sig ikke indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. Det er en livsform

( ) Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige

oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”

212

For ham var demokratiets ker-

ne ikke et bestemt politisk system, som er sikret i en forfatning, men en kultur præget af

samtale og dialog i opposition til magt og vold. Han yndede at fremhæve, at demokrati

handler om at bruge ordet fremfor sværdet:

”Det er samtalen (dialogen) og den gensidige

forståelse og respekt, som er demokratiets væsen.”

213

Dybt præget af kristent og grundtvigsk tankegods så han demokratiet som resultatet af

en lang civilisationsudvikling, der i den vestlige kulturkreds havde fundet sted fra an-

tikken henover kristendommen til den moderne politik. Det var ikke kun et produkt af

udviklinger i 17- og 1800-tallet, det var også et produkt af denne ældre og gradvise udvik-

ling af kultur og idealer, kort sagt det modsatte af barbari og vold. Hans fokus på samtale

og dialog førte ham også til det tankevækkende synspunkt, at der helst ikke skulle være

209

210

211

212

213

Rasmussen og Nielsen (2003), side 159.

P. Andersen i Rasmussen og Nielsen (2003), side 44.

F.eks. Møller og Skaaning (2010).

H. Koch, Hvad er demokrati? 1. udgave (1945), side 12f.

Koch (1945), side 16.

155

flere end 500 deltagere til et politisk møde.

214

Det var før fjernsynets tid, og i dén grad

før internet og Twitter, men altså alligevel kun lidt mere end et halvt århundrede siden.

Det minder os igen om, at der i den historiske udvikling hele tiden er forskydninger i

de samfundsmæssige rammer, der omgiver og betinger demokratiet og ytringsfriheden.

På grund af sin opfattelse af demokrati som en livsform satte han heller ikke grundloven

(eller forfatningen) og dens paragraffer centralt.

215

Han mente derimod, at livet selv har

nogle grundlove, som er demokratiets fundament. En af disse var efter hans opfattelse

friheden, der var fundamentet for de moderne frihedsrettigheder, som han satte højt:

”Disse såkaldte ”frihedsrettigheder” hører overhovedet til det dyrebareste, menneskeheden

gennem århundreders møjsommelige kamp er nået frem til.”

216

Ytringsfriheden var en af

disse frihedsrettigheder, men det er ikke nok for demokratiet, at den er sikret i en pa-

ragraf:

”Det afgørende er, om der er mennesker, der benytter denne frihed. Hvad kan det

nytte, at de har frihed til at tale, hvis de intet har at sige. Hvad kan det nytte, at de har fri-

hed til at handle, hvis de ikke kan andet end at gå i geled og efterabe alle de andre.”

217

Efter

hans opfattelse var ytringsfriheden i øvrigt ikke blot en del af demokratiets kerne, det

frie ord kunne også sikre demokratiet imod degeneration:

”Så længe ordet og kritikken

er frie, vil der altid være grænser for, hvor bedærvet et styre man kan få. Knægtes derimod

ytringsfriheden, er disse grænser skyllet bort.”

218

Mere generelt var den danske demokratidebat efter anden verdenskrig præget af en ret

dyb tro på folkets visdom. Andre steder i Europa, hvor folkestemningen i mellemkrigs-

tiden i langt højere grad havde drejet hen imod totalitære strømninger, så man mere

skeptisk på det rene folkestyre. Det er således i nyere demokratihistorisk forskning blevet

betonet, at der i efterkrigstidens centrale Europa – i lande som Vesttyskland, Frankrig og

Italien – udvikledes en særlig form for demokrati, hvor man fokuserede meget på at be-

skytte de grundlæggende borgerlige rettigheder imod uheldige og pludselige tendenser.

Man har talt om ”begrænset demokrati”.

219

Derfor blev efterkrigstidens vesteuropæiske

demokratier præget af stærke bureaukratier, præsidentembeder, forfatningsdomstole el-

ler forfatningsråd og af parlamenter med to kamre. Ifølge denne tankegang skulle der i

demokratierne indbygges garantier og diger, der sikrer de borgerlige rettigheder, og her-

under ytringsfriheden, imod antidemokratiske tendenser. Den samme tænkning blev

ifølge dette perspektiv også indbygget i det europæiske samarbejde.

220

Sådan gik det ikke

i Danmark, hvor troen på folket var stærk. I den danske efterkrigsforfatning, grundloven

214

215

216

217

218

219

220

Ibid., side 21.

Ibid., side 56f.

Ibid., side 67.

Ibid., side 73f.

Ibid., side 39.

Müller (2011).

Ibid., side 148f.

156

af 1953, blev tokammersystemet således afskaffet og erstattet med muligheden for folke-

afstemninger.

Selv om Ross’ ideer om demokrati i højere grad end Kochs rammer den forståelse af

demokrati, der præger vores nutid, så var det Koch, der ramte den ånd, der kom til at

dominere under opbygningen af velfærdsstatens institutioner fra 1950’erne til 1970’erne.

I 1950’erne var der blandt radikale, socialdemokrater og kommunister således enighed

om, at demokratiet ikke var fuldt realiseret med det politiske demokrati. Der var tværti-

mod en udbredt bekymring over, om den fremvoksende velfærdsstat ville udvikle sig til

et menneskefjernt administrativt system, og at det underliggende demokrati måske ville

visne. Derfor skulle demokratiet løbende videreudvikles og spredes i forskellige kultu-

relle, sociale og økonomiske sammenhænge.

221

I borgerlige kredse fulgte man i 1950’erne

som hovedregel ikke denne tankegang. Her opfattede man i højere grad demokratiet

som noget fuldt realiseret. Det forandrede sig imidlertid i 1960’erne, hvor der kom noget

nær tværpolitisk konsensus omkring den tanke, at samfundets videre udvikling handle-

de om at sprede demokratiske processer til alle dele af samfundet. Derfor blev fremme

af demokrati og ytringsfrihed også bygget ind centralt i velfærdsstatens institutioner, og

begrebet nærdemokrati blev et populært udtryk i 1970’erne. I nærmest alle dele af sam-

fundet handlede det om at fremme de demokratiske processer og ideer.

For eksempel blev det danske skole- og uddannelsessystem dybt præget af disse tanker.

Siden begyndelsen af 1900-tallet var forskellige former for reformpædagogik udviklet

i pædagogiske kredse. I disse programmer stod det typisk centralt, at den traditionel-

le autoritære disciplin skulle erstattes af en mere demokratisk og elevcentreret tilgang.

Ytringsfrihed var ikke et vigtigt begreb i den sammenhæng, men det var – særligt efter

anden verdenskrig – demokrati. Man talte om ”opdragelse til demokrati”. I den faktisk

indretning af skolen måtte de ofte vige for andre hensyn, men fra omkring 1970 kom de

til at præge skole- og samfundslivet temmelig fundamentalt.

Et eksempel kunne være universiteternes ledelse, hvor det traditionelle ”professorvælde”

med styrelseslovene af 1970 og 1973 blev erstattet med en mere demokratisk styreform.

Nu skulle universiteternes rektor ikke længere vælges af professorerne, men ved valg

hvor alle lærere, studerende og (fra 1973) teknisk-administrativt personale havde stem-

meret. Også ledelsen af de enkelte universitetsstudier demokratiseredes, idet fagenes ud-

vikling nu blev lagt i hænderne på studerende og lærere i fællesskab.

221

Afsnittet bygger på J.V. Køber, Et spørgsmål om nærhed: Nærdemokratibegrebets historie i 1970’ernes Danmark, 1. ud-

gave (2017).

157

Hvis ytringsfrihed betragtes i et bredere samfundsperspektiv, hvor det ikke kun handler

om en formel ret, men også betragtes som noget, der er knyttet til en mere lighedsoriente-

ret og demokratisk kultur, så kan man næppe overvurdere betydning af de forandringer,

der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne, herunder kvindernes indtog på arbejdsmarkedet

og de videregående uddannelser. Antiautoritære tanker vandt frem i hele samfundet, og

ideen om at alle skulle have mulighed for at ytre sig og deltage i beslutningsprocesser

blev institutionaliseret. Det kan nok heller ikke udelukkes, at den generelle stigning i

befolkningens uddannelsesniveau

222

og velfærdsstatens bidrag til minimering af social

nød i samfundet har efter alt at dømme medvirket til at skabe det fornødne overskud i

den brede befolkning til at gøre brug af ytringsfriheden.

Velfærdsstaten med de skattefinansierede velfærdsordninger har vi som bekendt stadig,

men i de sidste årtier af det 20. århundrede førte nye samfundsudviklinger til, at det

stærke fokus på demokrati og menneskelig udvikling trængtes i baggrunden af et fokus

på økonomisk bæredygtighed. Disse udviklinger, der ifølge nogle forskere har ført til, at

velfærdsstaten blev til en ”konkurrencestat”, har især fundet sted under påvirkning af

den såkaldte globalisering. Der kan således fremdrages utallige eksempler på, at indret-

ningen af de velfærdsstatslige institutioner er blevet dybt forandret i denne periode, hvor

det har været en stående politisk udfordring at få velfærdsstaten reformeret, så den kan

klare sig i en stadigt mere globaliseret økonomi.

223

Sideløbende med denne udvikling har debatten om demokrati også flyttet sig grund-

læggende siden 1970’erne. På den politiske venstrefløj findes stadig det synspunkt, at

demokratiet er et princip, der skal udbredes til andre sfærer end den rent politiske, men

det har været den dominerende tendens i de senere årtier, at demokrati er blevet navnet

for den type af politiske systemer, som vi har i vores del af verden. Der er med andre ord

sket en ret dyb forskydning i vores demokratiforståelse – væk fra, at demokratiet er en

lang proces, som vi stadig bygger videre på, og hen imod en opfattelse af, at demokrati

er et politisk system, som findes i mere eller mindre perfekt form, og at vi i et land som

Danmark så at sige er kommet i mål. Derudover har globaliseringen og især det mul-

tikulturelle samfund betydet, at spørgsmålet om ytringsfrihed igen er blusset op. Det

er således et gennemgående kendetegn ved de mange debatter om ytringsfrihed i de

seneste tre årtier, at mødet mellem vestlige og mellemøstlige kulturer på en eller anden

måde er en central faktor. Det har igen ført til, at fronter og positioner har forskubbet

sig. F.eks. var det en borgerlige regering, der i 1984 sørgede for, at Jens Jørgen Thorsens

maleri af Jesus med erigeret lem på Birkerød station blev fjernet – og godt 20 år senere

222

223

Se bilag 2.

O.K. Pedersen, Konkurrencestaten, 1. udgave (2011).

158

var det en anden borgerlig regering, der forsvarede Jyllands-Postens Mohammed-teg-

ninger.

I det helt store historiske perspektiv kan vi altså konkludere, at demokratiet og ytringsfri-

heden har ret dybe rødder i dansk samfundshistorie og gennem en lang historisk proces

er blevet spredt i samfundet, både som ideer og som praksisser. Historien viser også, at

demokratiet og ytringsfriheden historisk set er nært forbundne størrelser, og at diskussi-

oner om ytringsfrihed har det med at blusse op, når demokratiet er i krise eller undergår

større transformationer. De centrale perioder for diskussion af trykke- og ytringsfrihe-

den – fra slutningen af 1700-tallet over enevældens sidste årtier og forfatningskampens

epoke til verdenskrigene og senest globaliseringens epoke – er således også perioder,

hvor demokratiet har været til debat og i forandring. Og sådan vil det efter al sandsyn-

lighed blive ved med at være, idet ytringsfrihed og demokrati er komplekse begreber, og

idet der hele tiden sker forandringer, der gør, at vi i nye situationer skal forholde os til

begge dele og ikke mindst til deres indbyrdes relation.

159

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

Kapitel 6

Undersøgelse af ytringsfriheden i Danmark

Indledning

Som led i kommissionens arbejde med at vurdere ytringsfrihedens aktuelle rammer

og generelle vilkår i Danmark har kommissionen taget initiativ til at gennemføre en

befolkningsundersøgelse, som belyser befolkningens holdninger til og oplevelser med

ytringsfrihed. Dataindsamlingen er foretaget af analysebureauet Epinion, og analyserne

er udarbejdet af Justitsministeriets Forskningskontor ved Mikkel Møller Okholm, Per-

nille Søgaard Tolstrup og Signe Bechmann Hansen.

Dette kapitel indeholder under pkt. 1-7 den analyse, som Justitsministeriets Forsknings-

kontor har foretaget af besvarelserne af denne undersøgelse, som har været udsendt til

et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 16-74 år. Der har endvidere

været indhentet ekstra besvarelser fra udvalgte grupper i samfundet. Det gælder unge i

alderen 16-25 år samt indvandrere og efterkommere fra seks udvalgte lande, som i rap-

porten er inddelt i (primært) muslimske lande og øvrige lande. Derudover har der væ-

ret udsendt særskilte spørgeskemaer til politikere, debattører, journalister og kunstnere.

Spørgeskemaundersøgelsen blev gennemført i perioden april til juni 2019.

Formålet med undersøgelsen er at kortlægge befolkningens generelle holdninger til og

oplevelser med ytringsfrihed i Danmark samt at zoome ind på udvalgte grupper, der

enten ofte fremhæves i den offentlige debat om ytringsfrihed eller grupper, der som led i

udøvelsen af deres arbejde i særlig grad er afhængige af ytringsfriheden.

Udvalgte resultater fra befolkningsundersøgelsen

I det følgende har kommissionen udvalgt en række undersøgelsesresultater, som den

særligt ønsker at fremhæve.

Helt overordnet er der blandt alle grupper i undersøgelsen en stor opbakning til ytrings-

frihed i Danmark. Vedrører eller påvirker ytringerne andre, begrænses opbakningen dog

betydeligt. Opbakningen til ytringsfrihed ses også at variere alt efter, hvem der ytrer

161

sig, og hvem ytringen gælder. For så vidt angår ansattes brug af ytringsfrihed i tilfælde

af kritisable forhold på arbejdspladsen, er der generelt bred opbakning. Dette gælder

særligt offentligt ansatte. Samlet set er der desuden en oplevelse af, at folk generelt har

mulighed for at bruge deres ytringsfrihed ved at deltage i den offentlige debat, men også

at man af forskellige årsager til tider afholder sig fra at ytre sig i debatten, selv om man

egentlig gerne ville.

Befolkningens holdninger til ytringsfrihed

For at afdække befolkningens holdninger til ytringsfrihed er deltagerne i undersøgel-

sen blevet bedt om at vurdere vigtigheden af ytringsfrihed som værdi over for ni andre

værdier, som i Danmarkskanonen er udvalgt som de vigtigste for det danske samfund.

224

Med det formål at teste opbakningen til ytringsfriheden og hvor langt den rækker, er

deltagerne efterfølgende blevet bedt om at foretage en afvejning af ytringsfriheden som

princip over for andre modstående hensyn og mulige konsekvenser, som ens ytringer

kan have for andre eller for samfundet i bredere forstand.

Med undersøgelsen har kommissionen også ønsket at afdække befolkningens holdning

til ytringsfrihedens rækkevidde, når den sættes på spidsen og bruges til at fremme kon-

troversielle synspunkter, der måske ligefrem strider mod den gældende samfundsorden

som f.eks. det at argumentere for indførelse af sharia-lovgivning i Danmark.

Undersøgelsen forsøger også at afdække, hvordan befolkningen stiller sig, når man skal

forholde sig til, hvem der må ytre sig, og hvad man må ytre sig om. Det interessante er

her at belyse holdningen til, om repræsentanter for bestemte grupper ikke bør have lov

til at ytre sig i den offentlige debat, og om der er emner, som de ikke må sige noget om.

Det diskuteres løbende, om grænserne for ytringsfriheden er tilstrækkeligt klare, herun-

der hvilke ytringer, der f.eks. er strafbare efter racismeparagraffen. Derfor har kommissi-

onen med undersøgelsen fundet det interessant at se på, om befolkningen er i stand til at

vurdere, om en række konkrete ytringer er ulovlige efter gældende dansk lovgivning, og

samtidig se på holdningerne til, om ytringerne også

bør

være ulovlige.

Vigtigheden og rækkevidden af ytringsfrihed

Befolkningen vurderer vigtigheden af ytringsfrihed for det danske samfund højt. Blandt

10 værdier i det danske samfund er det således kun værdierne ”tillid” og ”lighed for

loven”, der vurderes højere end ytringsfriheden, mens f.eks. ”kønsligestilling”, ”frisind”

224

Læs mere om Danmarkskanonen her: https://www.danmarkskanon.dk/

162

og ”den kristne kulturarv” vurderes lavere. Der ses dog en tendens til, at opbakningen til

ytringsfrihed mindskes, jo større samfundsmæssige konsekvenser ytringerne har. 51 pct.

af de adspurgte mener, at almindelige borgere skal kunne udtale sig, som de vil, selvom

det kan såre eller krænke andre mennesker. 40 pct. mener fortsat dette, hvis konsekven-

sen er, at det kan true sammenholdet i det danske samfund, og 22 pct. hvis det kan true

statens sikkerhed. Der ses en tendens til, at der er større opbakning til almindelige bor-

geres ret til at ytre sig end til politikeres og mediers. Derudover tegner der sig generelt

et billede af, at opbakningen til ytringsfrihed er størst blandt politikere og debattører og

mindst blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande.

Generelt er grupperne i undersøgelsen mere tilbøjelige til at mene, at det bør være ulov-

ligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark end at kritisere Islam. Lige

over 60 pct. af befolkningen mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelse

af sharia-lovgivning i Danmark, hvilket svarer til opfattelsen blandt gruppen af indvan-

drere og efterkommere fra muslimske lande. Når det kommer til spørgsmålet, om det

bør være ulovligt at kritisere islam, tyder besvarelserne på, at andelen, der mener det, er

4 gange så stor blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande (76 pct.) som i

befolkningen generelt (18 pct.).

Hvem må ytre sig (om hvem)?

Med undersøgelsen er det også forsøgt belyst, om holdningen til bestemte gruppers

ytringsfrihed har ændret sig over tid, og om der findes udbredte opfattelser af, at bestem-

te grupper ikke skal være omfattet af samme ytringsfrihed, som andre grupper. Her ses

der en tendens til, at befolkningen i 2019 i forhold til 2006 er blevet mere tolerant over

for udvalgte befolkningsgruppers ret til at ytre sig. Det gælder dog ikke i forhold til grup-

perne ”nynazister” og ”islamiske fundamentalister, der argumenterer for indførelsen af

sharia-lov i Danmark”, hvor der i undersøgelsen ses relativ stor opbakning til, at disse to

grupper ikke skal være omfattet af samme ytringsfrihed som andre grupper. Dette gør

sig gældende, uanset hvilke befolkningsgrupper de to nævnte grupper ytrer sig om. Der

ses en tendens til, at befolkningen er mindre restriktiv, hvad angår ytrende gruppers

kritiske ytringer om den befolkningsgruppe, man selv tilhører, eksempelvis muslimers

kritiske ytringer om muslimer.

Lovlighed

Undersøgelsen tegner også et billede af, at befolkningen som helhed har en god fornem-

melse for de gældende begrænsninger i ytringsfriheden, og for hvad der er lovligt og

ulovligt at sige. Der er blevet spurgt til seks scenarier, hvoraf tre typisk vil være strafbare

at skrive i et læserbrev eller åbent opslag på Facebook, mens de tre andre typisk ikke vil

være det. Der er i høj grad overensstemmelse mellem, hvad grupperne i undersøgelsen

både

tror

er ulovligt og mener

bør

være ulovligt, og de scenarier, der typisk vil være

strafbare (resultaterne for så vidt angår de

sociale medier

og de

traditionelle publicistiske

163

medier

viser overordnet det samme). Det skal dog samtidig fremhæves, at der trods dette

er en relativt stor andel af de adspurgte (35 pct.), som

ikke

tror, at det vil være ulovligt at

skrive kommentaren ”Negre er lige så dumme som aber” i et åbent opslag på Facebook.

En kommentar som typisk vil være strafbar efter racismeparagraffen. Det kan tilføjes,

at 15-16 pct. af de adspurgte politikere og debattører er af samme opfattelse. I forhold til

de tre scenarier, som typisk ikke vil være strafbare at skrive, er der omvendt mere end

10 pct. af de adspurgte, der tror, at det er ulovligt. På tværs af grupperne ses der også en

tendens til, at flere mener, at scenarierne bør være ulovlige i forhold til, hvor mange der

tror, at de er det.

Oplevelser med ytringsfrihed

Det andet tema, som kommissionen har ønsket at undersøge, er befolkningens oplevel-

ser med ytringsfrihed, herunder om befolkningen oplever, at man har mulighed for at

udnytte ytringsfriheden og tage del i den offentlige debat. Og om der i den forbindelse

er forskel på befolkningens oplevelse af muligheden for at deltage i den offentlige debat

henholdsvis i de traditionelle publicistiske medier og på de sociale medier.

Der har de senere år været stor debat om udbredelsen af såkaldt fake news og en stigende

bekymring for, at man navnlig på de sociale medier præsenteres for bevidst falske infor-

mationer. Kommissionen har derfor undersøgt, hvor ofte befolkningen oplever at blive

udsat for bevidst falske informationer, og hvor stor bekymringen er for det.

Endelig har der gennem en længere årrække været en debat om især offentligt ansattes

ytringsfrihed og vilkårene herfor. Også dette har kommissionen haft et ønske om at sætte

fokus på med befolkningsundersøgelsen. I den forbindelse har det været naturligt også at

se på, hvordan ytringsfriheden opleves blandt de privat ansatte.

Censur og selvcensur

Hvad angår deltagelse i den offentlige debat, er der blandt alle grupper i undersøgelsen

relativt stor enighed om, at folk generelt har mulighed for at deltage i den offentlige debat

på både de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.

Henholdsvis 74 pct. og 71 pct. af de

adspurgte mener dette. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande er dog den

gruppe, hvor den mindste andel mener dette.

I forhold til opfattelsen af, om der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at deltage

i offentlige debatter, er der blandt grupperne i undersøgelsen også relativ stor enighed

herom for de to typer af medier, hvor mindst halvdelen i alle grupper mener, at det er

tilfældet. Indvandrere og efterkommere fra både muslimske og øvrige lande er dog de

grupper, hvor de mindste andele mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig

fra at deltage i offentlige debatter, mens den største andel ses for debattørerne. Det er

164

samlet set frygt for eksterne reaktioner (sociale sanktioner, trusler om vold og sanktio-

ner fra arbejdsgivere), som rangerer højst, når det angår, hvorfor man tror, folk generelt

afholder sig fra at ytre sig.

Hvad angår egen deltagelse i debatten, har 42 pct. deltaget på de sociale medier og 23 pct.

i traditionelle medier inden for de seneste seks måneder. Andelen, der på et tidspunkt

i løbet af de seneste seks måneder selv har afholdt sig fra at ytre sig, selvom de egentlig

gerne ville, ligger på 40 pct. for så vidt angår de sociale medier og 23 pct. for de traditi-

onelle. Når det gælder årsager til, hvorfor man har undladt at ytre sig, er den hyppigste

årsag ”høflighed, f.eks. for at undgå at såre andre”. Den næsthyppigste årsag er ”frygt for

sociale sanktioner”. Blandt dem, der har angivet, at de på et tidspunkt i løbet af de seneste

seks måneder selv har afholdt sig fra at ytre sig, selvom de egentlig gerne ville, er det kun

få, der henviser til begrænsninger indeholdt i lovgivningen, mens godt 20 pct. angiver

risikoen for trusler om vold som årsag. For politikere er denne andel 26 pct.

Usande historier på sociale medier og i publicistiske medier

Omkring 60 pct. af de adspurgte oplyser, at de inden for de seneste 6 måneder efter egen

opfattelse har været udsat for bevidst usande historier på både sociale medier og tradi-

tionelle medier. Overordnet set har en større andel af populationen efter egen opfattelse

oplevet at blive udsat for bevidst usande historier end andelen, der i høj grad er bekymret

herfor. Endvidere tegner der sig et billede af, at det er på de

sociale medier,

at bekymrin-

gen for at blive udsat for usande historier er størst.

Ansattes ytringsfrihed

29 pct. af de offentligt ansatte har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de

mener offentligheden burde have kendskab til. Af disse har 19 pct. påtalt disse forhold

offentligt. 13 pct. af de privatansatte har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som

de mener offentligheden burde have kendskab til. Heraf har 9 pct. påtalt de kritisable

forhold i offentligheden. Ses der på årsagerne til ikke at påtale de eventuelt kritisable

forhold offentligt, er det frygten for at blive fyret og at blive set som illoyal over for ar-

bejdspladsen, der fylder mest. Det ses også, at der blandt de adspurgte er en større støtte

til, at offentligt ansatte bør ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen end i forhold

til privatansatte.

Forskelle på tværs af grupper

I forbindelse med undersøgelsen har kommissionen fundet det relevant at se nærmere

på nogle udvalgte grupper, der enten ofte fremhæves i den offentlige debat om ytrings-

frihed eller grupper, der som led i udøvelsen af deres arbejde i særlig grad er afhængige

af ytringsfriheden.

165

Det diskuteres også løbende, om køn, alder eller social position – her forstået som ud-

dannelse og indkomst – har betydning i forhold til folks vurdering af ytringsfriheden

og vurdering af, i hvor høj grad man oplever, at man har mulighed for at deltage i den

offentlige debat. I undersøgelsen har der derfor også været et særligt fokus på, om disse

faktorer har betydning for befolkningens holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed.

Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande

Undersøgelsen tegner et billede af, at gruppen af indvandrere og efterkommere fra mus-

limske lande er mere restriktiv i forhold til ytringsfrihed end befolkningen generelt set.

Gruppen vurderer gennemsnitligt set vigtigheden af ytringsfrihed højt, men dog lavere

end de øvrige adspurgte. Blandt denne gruppe ses til sammenligning med den øvrige

befolkning endvidere mindre opbakning til ytringsfrihed, f.eks. når der er tale om udta-

lelser, der kan såre eller krænke andre mennesker. Derudover ses en tendens til, at grup-

pen er mere restriktiv i forhold til ytringsfriheden end den øvrige befolkning, når der

f.eks. er tale om udtalelser, der vedrører indvandrere, efterkommere, muslimer, islam mv.

Generelt minder besvarelserne fra indvandrere og efterkommere

fra øvrige lande

mere

om besvarelserne fra befolkningen generelt. Overordnet set tyder resultaterne på, at den

mere restriktive tilgang hos gruppen af indvandrere og efterkommere fra muslimske lan-

de i hvert fald ikke alene skyldes det forhold, at de er indvandrere eller efterkommere,

men at dens baggrund også skal findes i andre faktorer.

Politikere, debattører, kunstnere og journalister

Overordnet er politikere, debattører, kunstnere og journalister de mest positive i forhold

til ytringsfrihed i undersøgelsen. Disse gruppers besvarelser minder i høj grad om hin-

anden. De fire faggrupper vurderer i gennemsnit vigtigheden af ytringsfrihed højere end

befolkningen generelt – også selv om ytringerne har konsekvenser. Det kan fremhæves,

at en større andel af faggrupperne selv deltager i den offentlige debat. Samtidig har en

større andel på et tidspunkt i løbet af de seneste seks måneder afholdt sig fra at deltage,

selvom de egentlig gerne ville.

Betydningen af køn, alder, uddannelse og indkomst

Der tegner sig overordnet set ikke et entydigt billede af, at der er forskelle mellem mænd

og kvinders holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed. De steder, der ses forskelle,

tenderer kvinder til at være mere restriktive end mænd.

Unges holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed adskiller sig typisk ikke fra befolk-

ningens. De få steder, der ses forskelle, er tendensen, at unge er mindre restriktive end

befolkningen generelt set. Resultaterne tyder dermed ikke på, at der er større ændringer

på vej i forhold til befolkningens syn på ytringsfrihed i takt med, at nye generationer

kommer til.

166

Der ses generelt en tendens til, at holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed varierer

på tværs af populationens uddannelsesniveau. Der tegner sig et billede af, at personer

med gymnasiale og lange videregående uddannelser – og til dels også personer med mel-

lemlange videregående uddannelser – er mindre restriktive end personer med grund-

skoleuddannelse og erhvervsfaglig uddannelse. Disse tendenser er dog hverken entydige

eller gennemgående for hele undersøgelsen.

Der ses ikke en generel tendens til, at holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed

varierer på tværs af populationens indkomstniveau. De få steder, der ses forskelle, ten-

derer den næsthøjeste og højeste fjerdedel til at være mindre restriktive end den laveste

fjerdedel.

1. Befolkningsundersøgelsen

1.1

Beskrivelse af data

Undersøgelsen falder i to spor, hvor det ene fokuserer på danskernes holdninger til/

syn på ytringsfrihed, herunder andres ret til at gøre brug af denne, mens det andet spor

afdækker danskernes oplevelser med selv at gøre brug af ytringsfrihed. Der er derfor

udarbejdet og distribueret to forskellige spørgeskemaer. Hver enkelt person, der ind-

går i undersøgelsen, har kun modtaget et af spørgeskemaerne. Med andre ord er der

intet overlap mellem personerne, der har svaret på spørgeskemaet om holdninger og

personer, der har svaret på spørgeskemaet om oplevelser. Besvarelserne er indhentet i

perioden april til juli 2019.

Undersøgelsen er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen

16-74 år. Ved indsamlingen af besvarelser er der endvidere blevet indhentet ekstra be-

svarelser fra udvalgte grupper i samfundet. Det angår unge i alderen 16 til 25 år samt

indvandrere og efterkommere fra fire udvalgte lande, hvor majoriteten af befolkningen

er muslimer. De fire lande omfatter Tyrkiet, Libanon, Pakistan og Somalia. Derudover

er der indhentet ekstra besvarelser fra indvandrere og efterkommere fra to øvrige ud-

valgte lande: Vietnam og Sri Lanka. Desuden er der særskilt udarbejdet spørgeskemaer

til og indhentet ekstra besvarelser fra politikere, debattører, journalister og kunstnere.

For disse fire grupper er der anvendt ét spørgeskema per gruppe og ikke to som ved

populationen, de unge og indvandrere/efterkommere. De oven for beskrevne grupper er

blandt andet udvalgt, fordi der for nogles vedkommende er tale om personer, der som

led i udøvelsen af deres arbejde i særlig grad er afhængige af ytringsfrihed, mens andre

grupper er valgt, fordi der er en forventning om, at de – med hensyn til holdninger til og

oplevelser med ytringsfrihed – vil adskille sig fra befolkningen som helhed.

167

TABEL 1

Antal svar og svarprocent fordelt på gruppe og spørgeskema.

Gruppe

Populationen i

Danmark

Unge (16-25 år)

Indvandrere/

efterkomme-

225

, muslimske

lande

Indvandrere/

efterkommere,

øvrige lande*

Politikere

Debattører

Journalister*

Kunstnere*

Spørgeskema

Holdningsspørgeskema

Oplevelsesspørgeskema

Holdningsspørgeskema

Oplevelsesspørgeskema

Holdningsspørgeskema

Oplevelsesspørgeskema

Antal svar

2258

2225

522

482

291

276

Svarprocent

39 %

38 %

32 %

29 %

24 %

23 %

Kontaktgrundlag

5795

1626

1657

1205

1212

Holdningsspørgeskema

Oplevelsesspørgeskema

Målrettet politikere

Målrettet debattører

Målrettet journalister

Målrettet kunstnere

1254

323

417

138

36 %

39 %

30 %

44 %

252

249

4227

739

8552

Tabel 1 præsenterer antal svar, svarprocent og kontaktgrundlag fordelt på gruppe og

spørgeskema. Kontaktgrundlaget angiver antallet af personer, som spørgeskemaerne er

distribueret til.

*Grundet en lav svarprocent fra journalister og et lavt antal svar fra henholdsvis ind-

vandrere og efterkommere fra øvrige lande og fra kunstnere beskrives resultaterne for

disse tre grupper kun i form af overordnede tendenser i de enkelte analyser. Det har ikke

været muligt at udregne en svarprocent for kunstnere, da det præcise kontaktgrundlag

er ukendt.

Om de enkelte grupper i undersøgelsen

Populationen

226

: Gruppen består af et tilsigtet repræsentativt udsnit af den danske be-

folkning i alderen 16 til 74 år. Besvarelserne er vægtet således, at gruppen er repræsen-

tativ for den danske befolkning i alderen 16 til 74 år, hvad angår køn, alder, familiesam-

225

226

Opdeles gruppen i indvandrere og efterkommere, ses det for holdningsspørgeskemaet, at 175 af personerne er indvan-

drere, mens 116 er efterkommere. For oplevelsesspørgeskemaet gælder det, at 175 af personerne er indvandrere, mens 101

er efterkommere.

I figurerne, præsenteret i undersøgelsen, benævnes populationen i Danmark blot som ”Population”.

168

mensætning, socioøkonomisk situation, højest fuldførte uddannelse, familieindkomst

og herkomst.

227

Unge (16-25 år): Den yngre del af befolkningen er samlet i en gruppe for sig selv og

oversamplet for at mindske den statistiske usikkerhed, når resultaterne for gruppen

afrapporteres og sammenlignes med populationen. Besvarelserne er vægtet således, at

gruppen er repræsentativ for unge i alderen 16 til 25 år i den danske befolkning, hvad

angår køn, alder, familiesammensætning, socioøkonomisk situation, højest fuldførte ud-

dannelse, familieindkomst og herkomst.

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande: Indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet,

Libanon, Pakistan og Somalia er, ligesom de unge, oversamplet for at mindske den sta-

tistiske usikkerhed. Landene er alle kendetegnet ved, at majoriteten af befolkningen er

muslimer.

228

Landene er udvalgt, da indvandrere og efterkommere med baggrund i disse

lande repræsenterer nogle af de aktuelt største etniske minoritetsgrupper i Danmark.

Der er kun indhentet besvarelser fra personer, der har opholdt sig i Danmark i mindst

tre år. Dette er gjort for at højne andelen af personer, som forstår spørgsmålene, som

alene er stillet på dansk i spørgeskemaerne. Besvarelserne er vægtet således, at gruppen

er repræsentativ for indvandrere og efterkommere fra de fire pågældende lande i alderen

16 til 74 år i den danske befolkning, hvad angår køn, alder, familiesammensætning, soci-

oøkonomisk situation, højest fuldførte uddannelse og familieindkomst.

Indvandrere/efterkommere, øvrige lande: Ligesom indvandrere og efterkommere om-

fattet af den ovenstående gruppe, er indvandrere og efterkommere fra Vietnam og Sri

Lanka udvalgt, fordi de udgør nogle af de aktuelt største etniske minoritetsgrupper i

Danmark. Disse indvandrere og efterkommere er i overvejende grad ikke muslimer og

indgår derfor ikke i den ovenfor beskrevne gruppe. Personerne er ligeledes oversamplet

for at mindske den statistiske usikkerhed. Der er kun indhentet besvarelser fra personer,

der har opholdt sig i Danmark i mindst tre år. Dette er gjort for at højne andelen af per-

soner, som forstår spørgsmålene, som alene er stillet på dansk i spørgeskemaerne.

Politikere: Gruppen består af personer, der har været opstillet ved seneste folketingsvalg,

regionalvalg og kommunalvalg skal være med småt forbogstav. Europa-Parlamentsvalg

227

228

Det bemærkes, at gruppen ”Populationen” ligeledes indeholder unge i alderen 16 til 25 år, samt indvandrere/efterkom-

mere fra de fire udvalgte muslimske lande. De to oversamplede grupper er dog vægtet ned, når de indgår i gruppen ”Po-

pulationen”, således at de to gruppers andele af gruppen ”Populationen” svarer til deres respektive andele i den danske

befolkning.

Gruppen er kendetegnet ved, at 81 pct. har angivet, at de er muslimer. Det bemærkes desuden, at 88 pct. af alle personer

i undersøgelsen, som har angivet, at de er muslimer, tilhører gruppen af indvandrere/efterkommere fra de udvalgte

muslimske lande, der er oversamplet til undersøgelsen.

169

skal forsat være med store forbogstaver. (den 21. november 2017), og som det er muligt

at koble en e-mailadresse til.

Debattører: Denne gruppe består af personer, som har en blog på et nationalt medie, har

skrevet et nationalt debatindlæg og/eller skrevet et regionalt debatindlæg, og som det er

muligt at koble en e-mailadresse til.

229

Journalister: Rekrutteringen af journalister er foregået ved, at Dansk Journalistforbund

har udsendt et åbent link til undersøgelsen til de af deres medlemmer, der arbejder som

redaktionelle medarbejdere på medier.

Kunstnere: Gruppen af kunstnere er rekrutteret gennem otte forskellige fagforeninger og

et bookingbureau.

230

Rekrutteringen er foregået gennem hjemmesider og nyhedsbreve.

Blandt foreningerne har der været varierende villighed til at lade medlemmer deltage.

Baggrundsoplysninger

Ud over informationer om holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed og relaterede

emner, som er indhentet gennem spørgeskemaer, er der indhentet baggrundoplysnin-

ger om personerne i undersøgelsen. Dette gælder dog ikke for politikere, debattører,

journalister og kunstnere. Oplysningerne stammer fra Danmarks Statistiks registre og

omfatter:

• Køn

• Alder

• Oprindelsesland samt oplysninger om, hvorvidt personen er indvandrer eller efter-

kommer

• Højest fuldførte uddannelse

231

, herunder følgende kategorier:

– Grundskole

– Gymnasiale uddannelser

– Erhvervsfaglige uddannelser

– Korte videregående uddannelser

229

230

231

Indlæg skal minimum have bestået af 200 ord og være publiceret på onsdage, lørdage eller søndage i perioden fra den

15. oktober 2017 til den 15. oktober 2018. De tre dage er udvalgt for at begrænse antallet af debattører, der skulle findes

kontaktoplysninger på. Debattørernes indlæg skal være publiceret i følgende dagblade:

Nationale indlæg: Arbejderen, BT, Berlingske, Børsen, Ekstrabladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad,

Politiken eller Weekendavisen.

Regionale indlæg: Bornholms Tidende, Nordjyske Stiftstidende, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-

Skjern, Herning Folkeblad, Horsens Folkeblad, Århus Stiftstidende, JydskeVestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Fyens

Stiftstidende, Sjællandske, Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde eller Frederiksborg Amts Avis.

Foreningerne inkluderer Billedkunstnernes Forbund, Dansk Forfatterforening, Danske Bladtegnere, Danske Dramati-

kere, Danske Filminstruktører, Danske Scenografer, Danske Skønlitterære Forfattere og Foreningen af Danske Scenein-

struktører. Bookingbureauet er FBI - Funny Business Inc.

I analyserne blot benævnt ”uddannelse”.

170

– Mellemlange videregående uddannelser

– Lange videregående uddannelser

• Familieindkomst

232

inddelt i kvartiler. Variablen angiver, om personen tilhører enten

den fjerdedel af populationen med lavest indkomst, den fjerdedel af populationen

med højest indkomst, eller en af de to indkomstkvartiler derimellem.

Bevaring af data hos Rigsarkivet

Data indsamlet til denne undersøgelse videregives til Rigsarkivet inden d. 30. april 2020.

Dette gælder for alt data indsamlet gennem spørgeskemaundersøgelsen undtaget fri-

tekstbesvarelser, da disse kan være personhenførbare. Baggrundsoplysninger indhentet

gennem Danmarks Statistik videregives heller ikke af hensyn til anonymitet.

1.2

Indsamling af data

Dataindsamlingen er foretaget af analysebureauet Epinion. Indledningsvis har Epinion

bestilt repræsentative udtræk fra CPR-registret gennem Danmarks Statistik. Udtrækkene

fra CPR-registret er foretaget for både populationen som helhed samt de oversamplede

grupper af unge og indvandrere og efterkommere fra de udvalgte lande, jf. afsnit 1.1. Da-

taindsamlingen består af et kombinationsdesign, hvor der som udgangspunkt anvendes

internetbaserede spørgeskemaer, men hvor der desuden anvendes telefoniske rykkere og

telefoninterview i den afsluttede fase for at højne svarprocenten. I første omgang er bor-

gerne, som er udtrukket til undersøgelsen, kontaktet via digital post. Politikere, debattø-

rer, journalister og kunstnere er ikke udtrukket fra CPR-registret, men derimod udvalgt,

jf. de præsenterede afgrænsninger i afsnit 1.1. Disse grupper er kontaktet via e-mail. Epi-

nion har for en stor del af borgerne kunnet knytte borgeren til et telefonnummer. Disse

borgere er kontaktet telefonisk, hvis de ikke har besvaret spørgeskemaet på internettet.

For borgere, som ikke har et tilgængeligt telefonnummer, er der sendt påmindelser med

posten, hvis de ikke har besvaret spørgeskemaet på internettet.

Det bemærkes, at Epinion er ansvarlig for selve dataindsamlingen, mens spørgsmåle-

ne til spørgeskemaet er udarbejdet af Ytringsfrihedskommissionen efter udkast af Rune

Stubager (medlem af kommissionen og professor ved Aarhus Universitet) med hjælp fra

Kristina Bakkær Simonsen (adjunkt ved Aarhus Universitet). Simonsen har desuden stå-

et for størstedelen af det praktiske arbejde vedrørende spøgeskemaerne og indhentning

af e-mailadresser på debattører og politikere. Analyserne af datamaterialet er udarbejdet

af Justitsministeriets Forskningskontor ud fra kommissionens ønsker.

232

I analyserne blot benævnt ”indkomst”.

171

Repræsentativitet og vægtning

For de grupper, hvor borgerne er udtrukket tilfældigt gennem CPR-registret, gælder det,

at de udtrukne grupper er repræsentative for deres respektive populationer. Det er ikke

lykkedes at indhente besvarelser fra alle de udtrukne borgere. Derfor er de tre grupper

’populationen’, ’unge’ og ’indvandrere/efterkommere, muslimske lande’ vægtet, jf. afsnit

1. Besvarelserne fra politikere, debattører, journalister og kunstnere er ikke vægtet, da

det ikke umiddelbart er muligt at opgøre fordelingerne af baggrundskarakteristika for

hver af de fire gruppers respektive populationer. Ligeledes er gruppen af indvandrere/

efterkommere fra øvrige lande ikke vægtet, da det ikke er muligt for Danmarks Statistik

at udregne vægtene på baggrund af svargrundlaget.

Det bemærkes dog, at køns- og aldersfordelingerne for gruppen af indvandrere og ef-

terkommere fra øvrige lande (Sri Lanka og Vietnam) er sammenlignet med tilsvarende

fordelinger for alle indvandrere og efterkommere fra Sri Lanka og Vietnam i Danmark.

233

Fordelingerne afviger ikke markant fra hinanden.

Resultaterne for de uvægtede grupper er ikke lige så robuste som for de tre vægtede

grupper, jf. afsnit 1.3, da det ikke er sikret, at de uvægtede grupper er repræsentative

for deres respektive populationer, hvad angår køn, alder, familiesammensætning, soci-

oøkonomisk situation, højest fuldførte uddannelse, familieindkomst og herkomst. Det

er usikkert, i hvor høj grad resultaterne vedrørende eksempelvis gruppen af politikere

kan generaliseres til at gælde alle politikere i Danmark. Det kan muligvis være politike-

re med bestemte holdninger til ytringsfrihed, eller politikere der selv har haft bestemte

oplevelser med ytringsfrihed, der i højere grad har haft lyst til at svare på spørgeskemaet.

Dette vides dog ikke, men det er muligt at belyse repræsentativiteten i forhold til par-

timedlemskab. En sammenligning af kontaktgrundlaget for politikere og de politikere,

der har besvaret spørgeskemaet, viser, at de fleste partier ikke er skævt repræsenteret

i det endelige datagrundlag. Kandidater fra Venstre og Socialdemokratiet er en smule

underrepræsenteret, mens kandidater fra Enhedslisten er en smule overrepræsenteret.

Skævheden i fordelingerne er af mindre størrelse og giver sandsynligvis ikke anledning

til større bias i det overordnede billede af politikernes holdninger til og oplevelser med

ytringsfrihed.

1.3

Muligheder og begrænsninger ved spørgeskemaundersøgelser

Da kommissionen har haft et ønske om at lave en bred afdækning af befolkningens

holdninger til og oplevelser med ytringsfrihed, er det valgt at gennemføre en spørgeske-

233

Fordelingerne for samtlige indvandrere og efterkommere fra de nævnte lande er tilgængelig på Danmarks Statistiks

statistikbank.

172

maundersøgelse med et bredt udsnit af befolkningen frem for eksempelvis at gennem-

føre kvalitative interviews med udvalgte personer. Med en spørgeskemaundersøgelse er

det muligt at indhente viden, som kan generaliseres til hele befolkningen, samtidig med

at spørgeskemaundersøgelserne gør det muligt at indhente informationer om befolknin-

gens selvrapporterede holdninger og oplevelser, som ikke er tilgængelige andre steder.

Der er dog også visse begrænsninger ved spørgeskemaundersøgelser:

• Det lykkes aldrig at få besvarelser fra alle, der er med i det endelige udvalg. Der er no-

gen, det ikke lykkes at træffe, og andre, der ikke ønsker at deltage. Dette udgør en risi-

ko for, at de, man ikke får med, er et skævt udsnit af alle, og at tallene derfor forvrides

i den ene eller den anden retning. Dette kompenseres der dog i nogen grad for ved

vægtning af besvarelserne. Vægtene tager højde for nogle baggrundskarakteristika, jf.

afsnit 1.2, hvilket gør resultaterne mere præcise. Det er dog ikke muligt at kontrollere

for alle baggrundskarakteristika, der potentielt kan fordele sig anderledes, end de er

i hele befolkningen. Det bemærkes desuden, at selvom vægtene kan tage højde for

skævheder i data, er resultaterne stadig forbundet med en statistisk stikprøveusik-

kerhed, da det alene er et udsnit af befolkningen, der er omfattet af undersøgelsen.

• Der kan opstå konteksteffekter, hvor besvarelsen af spørgsmålene påvirkes af de

sammenhænge, som spørgsmålene indgår i. Det er eksempelvis værd at bemærke,

at bevarelsen i denne undersøgelse er indhentet i perioden april til juli 2019, hvilket

var lige omkring Folketingsvalget, som blev udskrevet den 7. maj og fandt sted den

5. juni 2019. I samme periode blev ytringsfrihed debatteret offentligt i forbindelse

med demonstrationer afholdt af Stram Kurs og reaktionerne på baggrund af disse

demonstrationer. Det kan dog ikke siges, om denne kontekst har haft en betydning

for besvarelsen af spørgsmålene, da der er anvendt et tværsnitsdesign, hvor data er

indsamlet på ét givent tidspunkt og ikke over flere omgange.

• Besvarelserne i et spørgeskema er subjektive og kan derfor være påvirket af svar-

personernes tolkning og forståelse af spørgsmålene og dertilhørende svarkate-

gorier. Risikoen for forskelle i subjektive forståelser kan endvidere være øget i

internetbaserede spørgeskemaer, da svarpersonerne ikke har mulighed for at få

uddybet spørgsmålene af en interviewer. Det kan dog på den anden side anses som

en fordel, at der ikke er en interviewer til stede og besvarelserne er anonyme, hvilket

formodentlig vil øge sandsynligheden for mere ærlige svar. Dette skal endvidere ses i

sammenhæng med, at besvarelserne i et spørgeskema kan være udsat for

social desi-

rability,

hvor besvarelserne kan være påvirket af, hvad svarpersonerne finder socialt

acceptabelt. Det bemærkes desuden, at selvrapporterede holdninger og oplevelser

ikke nødvendigvis stemmer overens med, hvordan en persons faktiske adfærd er i

forhold til det givne emne. Man kan ikke nødvendigvis altid vurdere, hvordan man

173

faktisk vil forholde sig til ytringsfrihed i en konkret situation, selvom man kan give et

selvrapporteret bud på dette.

1.4

Metode og fremgangsmåde

Resultaterne for de enkelte analyser af holdninger og oplevelser præsenteres i figurer,

hvad angår populationen, de unge (16-25 år), indvandrere/efterkommere fra muslimske

lande, politikere og debattører. Svargrundlaget for hver gruppe præsenteres i figurerne.

Dette grundlag kan variere fra figur til figur, dels fordi ikke alle personer har fået alle

spørgsmål, og dels fordi ’ved ikke’-svar i nogle tilfælde er sorteret fra.

Under figurerne beskrives, i hvor høj grad indvandrere/efterkommere fra øvrige landes,

journalisters og kunstneres holdninger og oplevelser ligner de andre gruppers. Desuden

beskrives ligeledes, hvorvidt der er forskelle internt i gruppen mellem indvandrere og

efterkommere fra de udvalgte muslimske landes holdninger og oplevelser.

Analyser af forskelle mellem grupper er kun præsenteret i kapitler, hvor kommissionen

har fundet det relevant. I kapitel seks og syv præsenteres derfor udelukkende populatio-

nens holdninger og opleveler.

I analyserne er det ligeledes undersøgt, om populationens holdninger til og oplevelser

med ytringsfrihed varierer over køn, uddannelse og indkomst.

I de fleste tilfælde er der foretaget statistiske tests for, om forskellen mellem populatio-

nens holdninger og oplevelser afviger signifikant fra holdningerne og oplevelserne for

hver af de andre grupper præsenteret i pågældende figur. I figurer, hvor der fremgår

grønne og røde tal, indikerer grønne tal, at andelen eller gennemsnittet i en gruppe er

statistisk signifikant større end tilsvarende andel eller gennemsnit i populationen. Om-

vendt indikerer et rødt tal, at andelen eller gennemsnittet er statistisk signifikant mindre

end tilsvarende andel eller gennemsnit i populationen. For overskuelighedens skyld be-

nævnes en statistisk signifikant forskel blot som en signifikant forskel i teksten. De stati-

stiske tests, der anvendes, afhænger af, hvilke svar der sammenlignes. Sammenlignes to

forskellige gruppers svar på samme spørgsmål med hinanden, anvendes en χ2-test eller

en z-test for to andele

234

og en z-test for to gennemsnit. Hvis sammenligningen går på

samme gruppes svar på to relaterede spørgsmål, anvendes McNemar’s test.

234

En χ2-test og en z-test for to andele giver samme resultatet, hvis testene anvendes på en 2 x 2 betinget fordeling. χ2-te-

sten er mindre teknisk krævende at anvende i statistikprogrammet benyttet til analyserne (SPSS). I tilfælde, hvor der er

anvendt forskellige vægte for de sammenlignede grupper, kan χ2-testen dog ikke anvendes automatisk, og i disse tilfælde

anvendes derfor en z-test for to andele i stedet.

174

Det bemærkes, at det for mange af spørgsmålene i spørgeskemaet er muligt at vælge

svarmuligheder, der nuancerer graden af enighed eller uenighed i et givent spørgsmål.

For en stor del af spørgsmålene har der været følgende seks svarmuligheder: ’Helt enig’,

’Nærmest enig’, ’Hverken enig eller uenig’, ’Nærmest uenig’, ’Helt uenig’ eller ’Ved ikke’.

Når der i rapporten præsenteres figurer, afrapporteres i de fleste tilfælde en sammenlagt

andel af personer, der er helt enige eller nærmest enige. I figurerne og tilhørende tekst

benævnes denne andel blot som ’andel enige’.

Selvom alle svarmuligheder for hvert spørgsmål ikke præsenteres i rapportens figurer, vil

de fulde svarfordelinger fremgå af tabeller i bilagsmateriale. Bilagsmaterialet findes på

Justitsministeriets hjemmeside sammen med forskningsrapporter udgivet af ministeriet.

Det bemærkes, at de fulde svarfordelinger, grundet anonymitetshensyn, ikke afrappor-

teres, hvis antallet af observationer i en celle i en tabel er under tre. Dette gælder både i

rapporten og i bilagstabellerne.

Beskrivende analyser

Rapportens analyser præsenterer deskriptive fund og forskelle mellem populationen

og forskellige grupper i samfundet. Det bemærkes, at selv når en figur viser, at der er

signifikant forskel på holdninger i populationen og holdninger blandt eksempelvis

indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, fortæller figuren intet om årsagen

til denne forskel. En eventuel forskel i holdninger mellem de to grupper kan skyldes

mange forskellige forhold. I dette tilfælde er det værd at bemærke, at populationen og

indvandrere/efterkommere fra de udvalgte muslimske lande adskiller sig i forhold til

kønsfordeling, aldersspredning samt uddannelses- og indkomstniveau. Figur 1.1 viser

fordelinger for populationen og indvandrere/efterkommere fra muslimske lande, som

har svaret på holdningsspørgeskemaet. Fordelingerne er stort set identiske, hvad angår

oplevelsesspørgeskemaet.

175

FIGUR 1.1

Populationen og indvandrere/efterkommere fra muslimske lande fordelt på køn, alder,

uddannelse og indkomst.

Køn

50% 52%

50% 48%

Alder

24%

17%

24%

16%

22%

19% 18%

18%

10%

13%

Mand

Kvinde

16-25 år

26-35 år

36-45 år

46-55 år

56-65 år

66-74 år

Uddannelse

51%

36%

28%

14%

11%

30%

17%

5% 3%

17%

10%

25%

10%

Indkomst

37%

25%

20%

25%

I figur 1.1 ses det, at gruppen af indvandrere/efterkommere fra de udvalgte muslimske

lande, som har deltaget i undersøgelsen, adskiller sig fra populationen i den forstand,

at der i gruppen indgår en større andel mænd og en større andel personer i de yngre

aldersgrupper. Derudover har gruppen overordnet et lavere uddannelsesniveau og en

lavere indkomst end populationen.

For at undersøge, hvorvidt forskellen i holdninger og oplevelser mellem populationen

og indvandrere/efterkommere fra muslimske lande skyldes forskelle i disse baggrunds-

karakteristika, er der flere steder i rapporten foretaget analyser, som kontrollerer for køn,

sia

rte

ell

gå

lan

gå

åe

ste

æs

rti

ste

æs

øj

rti

øj

rti

Population

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

176

alder, uddannelse og indkomst.

235

Hvis der er en forskel efter denne kontrol, skyldes for-

skellen i holdninger eller oplevelser ikke forskelle i de nævnte baggrundskarakteristika.

Det bemærkes dog, at forskellen i holdninger og oplevelser potentielt kan skyldes andre

baggrundskarakteristika, som det ikke er muligt at kontrollere for. Når det via regressi-

onsanalyser testes, om forskellen mellem populationen og indvandrere og efterkommere

fra de udvalgte muslimske lande er signifikant, efter kontrol for forskelle i baggrundska-

rakteristika, benævnes ”populationen” i stedet ”den resterende del af populationen”. ”Po-

pulationen” anvendes, når der er tale om et repræsentativt udsnit af hele populationen

i Danmark. ”Den resterende del af populationen” anvendes, når der er tale om tilsva-

rende, men uvægtede, gruppe, hvor indvandrere og efterkommere fra de oversamplede

lande ikke indgår.

236

Det bemærkes desuden, at lignende analyser foretages for at belyse

eventuelle forskelle i holdninger og oplevelser mellem populationen og indvandrere og

efterkommere fra øvrige lande yderligere.

Alle resultater fra regressionsanalyserne fremgår af tabeller i bilagsmaterialet, som findes

på Justitsministeriets hjemmeside sammen med forskningsrapporter udgivet af ministe-

riet.

Populationen opdelt på køn, uddannelse og indkomst

I undersøgelsen er der, i de afsnit kommissionen har fundet relevant, fokus på, om po-

pulationens holdninger og oplevelser varierer over køn, uddannelse og indkomst. Hvad

angår køn, laves simple sammenligninger af populationen opdelt på mænd og kvinder,

hvorefter det testes, om der er signifikante forskelle mellem de to køns svar.

Betydningen af uddannelse og indkomst for holdninger til og oplevelser med ytringsfri-

hed undersøges ved anvendelse af regressionsanalyser. Uddannelse og indkomst hænger

sammen med en lang række andre forhold, herunder eksempelvis alder, køn og her-

komst, som også kan have relevans for oplevelser med og holdninger til ytringsfrihed.

Derfor vil det ikke være retvisende at undersøge betydningen af uddannelse og indkomst

med simple sammenligninger. I stedet anvendes regressionsanalyser, hvor betydningen

235

236

Der er tale om lineære og logistiske regressionsanalyser. I disse analyser indgår en variabel, der indikerer, om personen

er en indvandrer/efterkommer fra Tyrkiet, Libanon, Pakistan eller Somalia samt en variabel, der indikerer, hvorvidt

personen er indvandrer eller efterkommer fra Sri Lanka eller Vietnam. De to variable adskiller den oversamplede del af

personerne fra de nævnte lande fra resten af befolkningen. Dette gøres for, at de to grupper kan sammenlignes med den

resterende del af personerne i undersøgelsen, som i højere grad er repræsentativ for populationen i Danmark.

Når der i rapporten laves regressionsanalyser, hvor det testes, om indvandrere/efterkommere fra de udvalgte muslimske

lande adskiller sig fra den resterende del af populationen, anvendes uvægtet data. Det vil sige, at det ikke præcis er den

population som er præsenteret i figurerne, der testes mod. Det er dog værd at bemærke, at der i regressionerne kontrolle-

res for flere af de variable, som populationen ellers er vægtet i forhold til. Vægtene anvendes ikke i regressionsanalyserne,

da de mindsker antallet af besvarelser fra indvandrere/efterkommere fra de oversamplede lande. I regressionsanalyserne

ønskes et højt antal besvarelser fra de oversamplede grupper for at mindske den statistiske usikkerhed i resultaterne.

177

af uddannelse og indkomst kan undersøges under kontrol for en række forhold.

237

Re-

gressionerne er beregnet under anvendelse af vægte, der tager højde for sampling og

bortfald.

Betydningen af indkomst og uddannelse illustreres ved at vise, hvordan regressionsmo-

dellen forudsiger, at de adspurgte ville have svaret, hvis de alle tilhørte en given ind-

komst- eller uddannelseskategori.

Når resultaterne for uddannelse og indkomst i analyserne præsenteres, testes signifikans

ved at undersøge, om parameterestimatet for den givne uddannelse er signifikant for-

skellig fra nul og derved forskellig fra referencekategorien. I analyser af uddannelse er

grundskoleniveau referencekategori, mens referencekategorien i analyser af indkomst er

den laveste indkomstkvartil. Resultaterne for uddannelsesniveauerne præsenteres i figu-

rer, da det hurtigt bliver uoverskueligt at beskrive de mange kategorier i tekst. Desuden

er der oftere signifikante forskelle at afrapportere i analyserne af uddannelse, hvilket

kræver mere tekst at beskrive. Resultaterne for indkomstkvartilerne præsenteres i tekst,

da antallet af kategorier er mindre og forskellene sjældnere er signifikante.

2. Vigtigheden af ytringsfrihed

Et mål for Ytringsfrihedskommissionens arbejde er at afdække, hvordan vilkårene for

ytringsfrihed aktuelt er i Danmark. I det følgende afsnit gennemgås dels, hvordan perso-

nerne i undersøgelsen vurderer vigtigheden af ytringsfrihed, og dels deres holdninger til

udsagn om borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed.

2.1

Vurdering af ytringsfrihed

Figur 2.1 viser, hvordan populationen i gennemsnit vurderer vigtigheden af en række

værdier for det danske samfund på en skala fra nul til ti, hvor nul er slet ikke vigtig, og ti

er meget vigtig. De ti værdier optræder alle i Danmarkskanonen.

238

237

238

Når betydningen af uddannelse undersøges, kontrolleres der for køn, alder, samt om personen er indvandrer eller efter-

kommer fra et af de oversamplede lande. Når betydningen af indkomst undersøges, kontrolleres der for de førnævnte

forhold samt uddannelse.

Læs mere om Danmarkskanonen her: https://www.danmarkskanon.dk/

178

FIGUR 2.1

Gennemsnitlig vurdering af vigtigheden af forskellige værdier for det danske samfund.*

Tillid

Lighed for loven

Ytringsfrihed

Velfærdssamfundet

Kønsligestilling

Det danske sprog

Frisind

Foreningsliv og frivillighed

Hygge

Den kristne kulturarv

N: Population = 2129-2237

*Skala fra 0-10, hvor 0 er slet ikke vigtig, og 10 er meget vigtig.

6,02

8,62

8,45

8,20

7,96

7,86

9,35

9,32

9,15

9,04

Ytringsfrihed er den af værdierne, der har den tredjehøjeste gennemsnitlig score kun

overgået af værdierne tillid og lighed for loven, som har en signifikant højere gennem-

snitlig score end ytringsfrihed. Det skal dog bemærkes, at forskellen i vurderingen af

disse værdier er forholdsvis beskeden, og at de alle ligger i den høje ende af skalalen.

Forskellene mellem vurderingen af ytringsfrihed og værdierne, der har en lavere gen-

nemsnitlig score, er også signifikante.

FIGUR 2.2

Gennemsnitlig vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed for det danske samfund.*

Population

Unge (16-25 år)

Indvandrere/efterkommere,

muslimske lande

Politikere

Debattører

9,1

9,0

8,5

9,6

9,5

N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 508, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 284, Politikere =

1252, Debattører = 320

*Skala fra 0-10, hvor 0 er slet ikke vigtig, og 10 er meget vigtig.

179

Af figur 2.2 fremgår det, hvordan de forskellige grupper i undersøgelsen vurderer vig-

tigheden af ytringsfrihed for det danske samfund. Alle grupper vurderer vigtigheden af

ytringsfrihed i den højeste del af skalalen. Det fremgår af figuren, at politikere og de-

battørers vurderinger af vigtigheden af ytringsfrihed i gennemsnit er signifikant højere

end populationens. De unges vurdering adskiller sig ikke signifikant fra populationens

vurdering, mens indvandrere og efterkommere fra muslimske landes vurdering i gen-

nemsnit er signifikant lavere end populationens. Der er ikke signifikant forskel internt i

gruppen mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske i forhold til, hvor højt de

vurderer vigtigheden af ytringsfrihed.

Det bemærkes, at når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse, ses stadig

en signifikant forskel mellem gruppen af indvandrere og efterkommere fra muslimske

lande og den resterende del af populationen i forhold til vurderingen af vigtigheden af

ytringsfrihed.

Fokuseres der på indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, ligger deres gennem-

snitlige vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed nogenlunde på niveau med populati-

onen og de unge. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er der

fortsat ingen forskel mellem indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den reste-

rende del af populationen.

Hvad angår de journalister og kunstnere, der har deltaget i undersøgelsen, ligger kun-

sternes vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed på niveau med politikere og debattører,

mens journalisternes vurdering ligger højere.

Populationen opdelt på køn

Ser man på, hvordan henholdsvis mænd og kvinder i populationen vurderer vigtigheden

af ytringsfrihed, vurderer kvinder den lidt højere end mænd (9,2 for kvinder og 9,1 for

mænd). Forskellen er signifikant.

Populationen opdelt på uddannelse

Der ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelsesniveau

239

og vurderingen af

vigtigheden af ytringsfrihed, når der kontrolleres for køn, alder og herkomst.

240

Når betydningen af uddannelsesniveau undersøges, anvendes grundskoleniveau som referencekategori. Det vil sige, at

de resterende uddannelsesniveauer hver især sammenlignes med grundskoleniveauet.

240 Med herkomst menes der, om personen er indvandrer eller efterkommer fra et af de oversamplede lande (Tyrkiet, Liba-

non, Pakistan, Somalia, Vietnam og Sri Lanka).

239

180

FIGUR 2.3

Estimeret gennemsnitlige vurdering af vigtigheden af ytringsfrihed for det danske sam-

fund, givet uddannelsesniveau.*

Grundskole

Gymnasiale udd.

Erhvervsfaglige udd.

Korte videregående udd.

Mellemlange

videregående udd.

Lange videregående udd.

*Skala fra 0-10, hvor 0 er slet ikke vigtig, og 10 er meget vigtig.

9,3

9,0

9,3

9,1

9,2

Det fremgår af figur 2.3, at de personer i populationen, som har gymnasiale eller er-

hvervsfaglige uddannelser, i gennemsnit vurderer vigtigheden af ytringsfrihed lavere

end personer med grundskoleuddannelse, mens personer med videregående uddannel-

ser ikke adskiller sig signifikant fra personer med grundskoleuddannelse. Det er værd at

bemærke, at alle grupper trods forskellene forsat vurderer ytringsfrihed i den høje ende

af skalaen.

Populationen opdelt på indkomst

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst

241

og vurderingen af vigtighe-

den af ytringsfrihed, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og herkomst.

2.2

Holdning til borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed

For at belyse ytringsfrihedens vilkår i Danmark fokuserer et aspekt af Ytringsfriheds-

kommissionens arbejde på at undersøge opfattelser af, om forskellige grupper bør have

ret til at ytre sig under forskellige betingelser. Følgende afsnit fokuserer på, om alminde-

lige borgere, politikere og medier nyder lige høj støtte til retten til at ytre sig. Derudover

undersøges det, om støtten til ytringsfrihed er afhængig af, hvilke konsekvenser udtalel-

ser kan have.

241

I analyserne er den laveste indkomstkvartil referencekategori. Det vil sige, at de resterende indkomstkvartiler hver især

sammenlignes med den laveste indkomstkvartil.

181

FIGUR 2.4

Holdning til

almindelige borgeres

ytringsfrihed (andel enige).

62%

51%

55%

40%

23%

42%

33%

18%

22%

23%

13%

24%

66%

58%

69%

Almindelige borgere skal

kunne udtale sig, som de

vil, også selvom det kan

krænke eller såre andre

mennesker?

Population

Politikere

Almindelige borgere skal

kunne udtale sig, som de vil,

også selvom det kan true

sammenholdet i det danske

samfund?

Almindelige borgere skal

kunne udtale sig, som de vil,

også selvom det kan true

statens sikkerhed?

Unge (16-25 år)

Debattører

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 2258, Unge (16-25 år) = 522, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 291, Politikere =

1254, Debattører = 323

Figur 2.4 viser, hvor stor en andel af de forskellige grupper i undersøgelsen, der er enige

i, at almindelige borgere skal kunne udtale sig, som de vil, selvom det henholdsvis kan

krænke og såre andre mennesker, true sammenholdet i det danske samfund eller true

statens sikkerhed.

Sammenlignes på tværs af de tre spørgsmål, tegner der sig et billede af, at der er flest, der

er enige i, at almindelige borgere skal kunne udtale sig, som de vil, selvom det kan kræn-

ke eller såre andre mennesker, mens færrest er enige, hvis det kan true statens sikkerhed.

Det fremgår af figur 2.4, at godt halvdelen af populationen er enige, når almindelige

menneskers udtalelser kan krænke eller såre andre mennesker, mens det er lidt over en

femtedel, der er enige, når det kan true statens sikkerhed. Hvad angår udtalelser, der kan

true sammenholdet i det danske samfund, ligger andelen af enige mellem de to andre

spørgsmål. Denne tendens gør sig gældende på tværs af grupperne på nær for debattører,

hvor andelen af enige er størst for udtalelser, der kan true sammenholdet i samfundet.

En undersøgelse foretaget af Institut for Menneskerettigheder tegner ligeledes et billede

af, at ytringsfrihed er vigtig at værne om, selvom mange ytringer opleves som krænken-

182

de. Undersøgelsen viser, at 62 pct. af danskerne, der bruger Facebook aktivt, har denne

holdning (Zuleta og Laursen 2019).

242

Det fremgår af figur 2.4, at andelen af politikere og debattører, der er enige, er større end

andelen af enige i populationen for alle tre udsagn. Forskellen er signifikant, dog med

undtagelse af politikerne i forhold til spørgsmålet om udtalelser, der kan true statens sik-

kerhed. De unge adskiller sig ikke signifikant fra populationen i forhold til de tre udsagn.

Det fremgår endvidere, at andelen af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,

der er enige i udsagnene, er signifikant mindre end for populationen for alle tre udsagn.

Forskellen mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende

del af populationen er fortsat signifikant, efter der kontrolleres for køn, alder, indkomst

og uddannelse. Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke signifikant

forskel for de tre udsagn.

Hvad angår indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, er der for ingen af udsagnene

signifikant forskel i forhold til den øvrige del af populationen, når der kontrolleres for

køn, alder, uddannelse og indkomst.

Hvad angår de journalister og kunstnere, der har deltaget i undersøgelsen, minder de

mest om debattørerne, men med en større andel enige for alle tre udsagn.

242

Zuleta, L. og S. K. Laursen (2019). Demokratisk Deltagelse på Facebook, Institut for Menneskerettigheder.

183

FIGUR 2.5

Holdning til

politikeres

ytringsfrihed (andel enige).

63%

58%

44%

47%

33%

16%

36%

54%

63%

25%

17%

10%

18%

Politikere skal kunne udtale

sig, som de vil, også selvom

det kan krænke eller såre

andre mennesker?

Population

Politikere

Politikere skal kunne udtale

sig, som de vil, også selvom

det kan true sammenholdet

i det danske samfund?

Politikere skal kunne

udtale sig, som de vil, også

selvom det kan true statens

sikkerhed?

Unge (16-25 år)

Debattører

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 2258, Unge (16-25 år) = 522, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 291, Politikere =

1254, Debattører = 323

Det billede, som figur 2.4 tegner for holdninger til almindelige borgeres ytringsfrihed,

ses ligeledes for holdninger til politikeres ytringsfrihed, jf. figur 2.5. For populationen

er andelen af enige størst for udtalelser, der kan krænke eller såre andre mennesker (44

pct.), og er herefter dalende for udtalelser, der kan true sammenholdet i samfundet, hvor

en tredjedel er enige og igen dalende til udtalelser, der kan true statens sikkerheder, hvor

17 pct. af populationen er enige. Andelen af politikere og debattører, der er enige, er

større end populationen for de tre udsagn. Forskellen er signifikant, dog med undtagelse

af politikerne i forhold til spørgsmålet om udtalelser, der kan true statens sikkerhed.

De unge adskiller sig ikke signifikant fra populationen i forhold til de tre udsagn. Der

er en signifikant mindre andel af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,

der er enige i de tre udsagn i forhold til populationen. Forskellen mellem indvandrere

og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af populationen er fortsat

signifikant for alle tre udsagn, efter der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddan-

nelse. Der er tilsvarende almindelige borgeres udtalelser ikke signifikant forskel, når ind-

vandrere sammenlignes med efterkommere for de tre udsagn om politikeres udtalelser.

Blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande placerer andelen af enige, hvad

angår udtalelser fra politikere, der kan krænke eller såre andre mennesker eller true sam-

menholdet i samfundet, sig mellem populationen og indvandrere og efterkommere fra

muslimske lande, dog tættest på andelene for populationen. I forhold til spørgsmålet om

184

statens sikkerhed er andelen blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande på ni-

veau med populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er

der for ingen af de tre udsagn signifikant forskel mellem indvandrere og efterkommere

fra øvrige lande og den resterende del af populationen.

Journalisterne og kunsterne minder også mest om debattørerne for spørgsmålene vedrø-

rende politikernes ytringer. Andelen af journalister, der er enige, er dog lidt større for alle

tre udsagn, mens andelen af enige blandt kunsterne er en anelse mindre ved udsagnene,

om det kan krænke eller såre andre mennesker eller true sammenholdet i samfundet,

men på niveau med journalisterne for udtalelser der kan true statens sikkerhed.

FIGUR 2.6

Holdning til

mediers

ytringsfrihed (andel enige).

57%

45%

47%

60%

65%

55%

36%

37%

30%

16%

20%

22%

13%

21%

Medierne skal kunne bringe

det indhold (fx i tekst, lyd og

billeder), som de vil, også

selvom det kan krænke eller

såre andre mennesker?

Population

Politikere

Medierne skal kunne bringe Medierne skal kunne bringe det

det indhold (fx i tekst, lyd og

indhold (fx i tekst, lyd og

billeder), som de vil, også

selvom det kan true sammen-

selvom det kan true statens

holdet i det danske samfund?

sikkerhed?

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

Unge (16-25 år)

Debattører

N: Population = 2258, Unge (16-25 år) = 522, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 291, Politikere =

1254, Debattører = 323

Samme billede som for almindelige borgeres og politikeres udtalelser gør sig også gæl-

dende, når spørgsmålene vedrører medierne, og hvorvidt de skal kunne bringe indhold,

der kan krænke eller såre andre mennesker, true sammenholdet i det danske samfund

eller true statens sikkerhed. For populationen ses den største andel af enige for indhold,

der kan krænke eller såre andre mennesker (45 pct.), mens 36 pct. er enige, når indholdet

kan true sammenholdet i det danske samfund, og en femtedel er enige, når indholdet

kan true statens sikkerhed. Politikere og debattører er i større omfang enige, end det er

tilfældet for populationen. Forskellene er signifikante på nær for politikere ved udsagnet

om, at det kan true statens sikkerhed. De unge adskiller sig ikke signifikant fra popu-

185

lationen i forhold til de tre udsagn, hvilket også var tilfældet ved spørgsmålene vedrø-

rende almindelige borgeres og politikeres ytringsfrihed. Der er endvidere en signifikant

mindre andel af indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, der er enige i de

tre udsagn i forhold til populationen. Forskellen mellem indvandrere og efterkommere

fra muslimske lande og den resterende del af populationen er fortsat signifikant, efter

der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse. Der er tilsvarende almindelige

borgeres og politikers udtalelser ikke signikant forskel, når indvandrere sammenlignes

med efterkommere for de tre udsagn, om mediernes skal kunne bringe det indhold, som

de vil.

I Udlændinge- og Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse fremgår et

lignende resultat, nemlig at en større andel af personer med indvandrer/efterkommer

baggrund er restriktive over for mediernes ret til at bringe indhold. Undersøgelsen viser,

at 35 pct. af indvandrerne og 39 pct. af efterkommerne mener, at der bør indføres restrik-

tioner i aviser for at beskytte folks religion. 13 pct. af personerne med dansk oprindelse

har samme holdning (Udlændinge- og Integrationsministeriet 2019).

243

Andelen af journalister og kunstnere, der er enige i, at medierne skal kunne bringe det

indhold, som de vil, selvom det kan krænke eller såre andre mennesker, true sammen-

holdet i det danske samfund eller true statens sikkerhed, er for alle tre udsagn større end

andelen af enige for alle andre grupper.

I lighed med indvandrere og efterkommere fra muslimske lande mener en mindre andel

af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, at medierne skal kunne bringe det

indhold, de vil, selvom det kan krænke eller såre andre mennesker. For udsagnene om

sammenholdet i samfundet og statens sikkerhed adskiller indvandrere og efterkommere

fra øvrige lande sig ikke fra den resterende del af populationen.

Sammenlignes figur 2.4, 2.5 og 2.6 med hinanden, ses der en tendens til, at der for alle

grupper er en større andel, der er enige i, at almindelige borgere skal kunne udtale sig,

sammenlignet med andelene, der er enige i, at politikere skal kunne udtale sig, og at

medierne skal kunne bringe indhold, der enten kan krænke eller såre andre mennesker,

true sammenholdet i det danske samfund eller true statens sikkerhed. Sammenlignes

andelen af enige for henholdsvis politikeres ret til at udtale sig og mediers ret til at bringe

243

Udlændinge- og Integrationsministeriet (2019). Medborgerskab 2019. Det bemærkes, at Udlændinge- og Integrations-

ministeriet undersøger holdninger i gruppen af indvandrere og efterkommere i Danmark som helhed, mens indevæ-

rende undersøgelse belyser holdninger blandt indvandrere og efterkommere fra udvalgte lande. Det er således ikke de

præcis samme grupper, som sammenlignes. Ydermere belyser indeværende undersøgelse holdninger blandt et repræ-

sentativt udsnit af hele den danske population, mens Udlændinge- og Integrationsministeriets undersøgelse belyser

holdninger blandt gruppen af personer med dansk oprindelse.

186

indhold, ligger disse på næsten samme niveau. Der tegner sig dog et billede af, at andelen

af enige blandt alle grupper er lidt større, når det kommer til mediernes ytringsfrihed i

forhold til politikernes.

Populationen opdelt på køn

Der ses signifikante forskelle i svarfordelingen for alle spørgsmålene, når populationen

fordeles på køn. Andelen af kvinder, der er enige i de forskellige udsagn, er generelt min-

dre end andelen af mænd, der er enige. Forskellene ligger mellem 12 og 22 procentpoint

for de ni spørgsmål om almindelige borgeres, politikeres og mediers ytringsfrihed. De

største forskelle på 21-22 procentpoint ses for spørgsmålene angående, at almindelige

borgere og politikeres udtalelse skal kunne ske, og at indhold skal kunne bringes i me-

dierne, selvom det kan krænke eller såre andre mennesker. For disse spørgsmål er 33-40

pct. af kvinderne enige sammenlignet med 54-61 pct. af mændene.

Populationen opdelt på uddannelse

Der ses signifikante sammenhænge mellem populationens uddannelsesniveau og an-

delen af enige i forhold til syv af de ni spørgsmål om almindelige borgeres, politikeres

og mediers ytringsfrihed, jf. figur 2.7. Resultaterne er kontrolleret for køn, alder og her-

komst. For spørgsmålene om, hvorvidt henholdsvis almindelige borgere og politikere

skal kunne udtale sig, som de vil, også selvom det kan true statens sikkerhed, ses ingen

signifikant sammenhæng med uddannelsesniveau.

187

FIGUR 2.7

Holdning til

almindelige borgeres, politikeres og mediers

ytringsfrihed (estimeret an-

del enige), fordelt efter uddannelse.

Almindelige borgere

48%

54%

61%

47%

52%

57%

45%

38%

34%

22% 23% 19% 23% 22% 26%

47%

42%

53%

Almindelige borgere skal

kunne udtale sig, som de vil,

også selvom det kan krænke

eller såre andre mennesker?

Almindelige borgere skal

kunne udtale sig, som de vil,

også selvom det kan true

sammenholdet i det danske

samfund?

Politikere

Almindelige borgere skal

kunne udtale sig, som de vil,

også selvom det kan true

statens sikkerhed?

38%

47%

44%

51%

47% 50%

31%

38%

28%

37% 35%

46%

22%

19% 17%

15% 18% 16%

Politikere skal kunne udtale

sig, som de vil, også selvom

det kan krænke eller såre

andre mennesker?

Politikere skal kunne udtale

sig, som de vil, også selvom

det kan true sammenholdet

i det danske samfund?

Medier

Politikere skal kunne udtale

sig, som de vil, også selvom det

kan true statens sikkerhed?

49%

40%

51%

42% 42%

56%

43%

31%

40%

42%

48%

27%

18%

27%

18% 20% 21%

Medierne skal kunne bringe

det indhold (fx i tekst, lyd og

billeder), som de vil, også

selvom det kan krænke eller

såre andre mennesker?

Medierne skal kunne bringe

det indhold (fx i tekst, lyd og

billeder), som de vil, også

selvom det kan true sammen-

holdet i det danske samfund?

Medierne skal kunne bringe

det indhold (fx i tekst, lyd og

billeder), som de vil, også

selvom det kan true statens

sikkerhed?

Grundskole

Korte videregående udd.

Gymnasiale udd.

Mellemlange videregående udd.

Erhvervsfaglige udd.

Lange videregående udd.

188

Det fremgår af figur 2.7, at der samlet set er en tendens til, at der er en større andel af

personer med lange videregående uddannelser, som er enige i, at almindelige borgere,

politikere og medier skal kunne ytre sig på trods af mulige konsekvenser, end andelen af

personer med grundskoleuddannelse. Personer med gymnasiale uddannelser samt korte

eller mellemlange videregående uddannelser er også mere tilbøjelige til at være enige

heri, mens der ikke er signifikant forskel på holdningerne til disse spørgsmål mellem

personer med erhvervsfaglige uddannelser og grundskoleuddannelse.

Populationen opdelt på indkomst

Det er undersøgt, hvorvidt populationens holdninger til, om almindelige borgere, po-

litikere og medierne skal kunne udtale sig og bringe indhold, som de vil, varierer i for-

hold til populationens indkomstniveau, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse

og herkomst. For spørgsmålene, der angår udtalelser og indhold, som kan henholdsvis

krænke eller såre andre mennesker, er forskellen i andel enige mellem indkomstgrup-

perne signifikante. Hvad angår om udtalelserne og indholdet kan true sammenholdet i

samfundet og statens sikkerhed er der ikke variationer på tværs af indkomstniveau. Med

hensyn til udsagnene om, hvorvidt almindelige borgere og politikere skal kunne udtale

sig, selvom det kan krænke eller såre andre, er en signifikant større andel af personer i

den næsthøjeste indkomstkvartil enige heri (estimerent andel henholdsvis 57 og 48 pct.)

end personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel henholdsvis 47 og 42 pct.).

En signifikant større andel af dem fra den højeste indkomstkvartil (estimeret andel 49

pct.) er enige i, at medierne skal kunne bringe det indhold, som de vil, selvom det kan

krænke eller såre andre mennesker, end dem fra den laveste indkomstkvartil (estimeret

andel 42 pct.).

2.3

Opsamling

Formålet med dette afsnit er at afdække, hvordan vilkårene for ytringsfrihed aktuelt er i

Danmark. Overordnet set vurderer alle grupper i undersøgelsen, at ytringsfrihed er en

vigtig værdi for det danske samfund. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande

vurderer dog vigtigheden af ytringsfrihed signifikant lavere end populationen. Når det

efterfølgende undersøges, om opbakningen til ytringsfrihed er afhængig af, hvilke kon-

sekvenser ytringer kan have – henholdsvis krænke eller såre andre mennesker, true sam-

menholdet i samfundet og true statens sikkerhed – ses der en tendens til, at opbakningen

til ytringsfrihed mindskes, jo større samfundsmæssige konsekvenser udtalelserne kan

have. Der ses en tendens til, at der er større opbakning til almindelige borgeres ret til at

ytre sig i forhold til politikere og mediers. Derudover tegner der sig generelt et billede

af, at opbakningen til ytringsfrihed er størst blandt politikere og debattører og mindst

blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande.

189

3. Begrænsninger i ytringsfrihed

I dette afsnit afdækkes kendskab og holdninger til rettigheder og begrænsninger i

ytringsfrihed, herunder lovligheden af en række scenarier og handlinger. Personerne

i undersøgelsen er spurgt til, hvad de

tror

er ulovligt, og hvad de mener

bør

være ulov-

ligt. Afsnit 3.1 afdækker, hvor stor en andel af de forskellige grupper i undersøgelsen der

tror,

at bestemte kommentarer er ulovlige at skrive på de

sociale medier,

og hvor stor en

andel af de forskellige grupper der mener, at tilsvarende kommentarer

bør

være ulovlige

at skrive på de

sociale medier.

Halvdelen af personerne i undersøgelsen har fået disse

spørgsmål vedrørende

sociale medier.

Der er foretaget identiske analyser, hvor den an-

den halvdel af personerne i undersøgelsen er spurgt til, om de

tror,

at kommentarerne er

ulovlige at skrive i

traditionelle medier,

samt om de mener, at kommentarerne bør være

ulovlige at skrive i

traditionelle medier.

Da resultaterne for analyserne for kommentarer

på de

sociale

og i de

traditionelle medier

overordnet viser det samme, både hvad angår

overordnede niveauer for hvert spørgsmål og forskelle mellem grupperne, præsenteres

alene analyserne for de

sociale medier.

Med

sociale medier

menes der eksempelvis Face-

book, Twitter, Instagram og blogs, mens der med

traditionelle medier

eksempelvis menes

aviser, radio og tv.

Afsnit 3.2 omhandler et eksperiment, der har til formål at belyse holdninger til, om det

skal være ulovligt henholdsvis at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark

og at kritisere islam.

3.1

Hvad er ulovligt, og hvad bør være ulovligt på sociale medier?

Figur 3.1 viser andelen af populationen, der

tror,

at det er ulovligt at skrive seks forskel-

lige kommentarer i et åbent opslag på Facebook, samt om de mener, at de tilsvarende

kommentarer

bør

være ulovlige.

De seks kommentarer er udvalgt af Ytringsfrihedskommissionen, så tre af dem repræsen-

terer kommentarer, der typisk vil være strafbare at skrive i et åbent opslag på Facebook,

og som derfor er forbundet med begrænsninger i ytringsfrihed. Det gælder truslen: ”Jeg

kommer og nakker dig, og jeg ved hvor du bor”, den racistiske kommentar: ”Negre er lige

så dumme som aber” og æreskrænkelsen/bagvaskelsen ved at skrive om en person, der

har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet frikendt i retten: ”Han er

helt sikkert skyldig i forbrydelsen”. De resterende tre kommentarer vil typisk ikke være

strafbare at skrive hverken i et åbent opslag på Facebook eller i traditionelle medier.

Afsnittet tager afsæt i Ytringsfrihedskommissionens arbejde med at afdække forskellige

gruppers kendskab og holdninger til rettigheder og begrænsninger i ytringsfrihed.

190

FIGUR 3.1

Andel der

tror,

at scenarier er ulovlige i Danmark, samt andel der mener, at scenarier

bør

være ulovlige i Danmark.

84%

87%

65%

70%

57%

51%

29%

17%

14%

24%

13%

23%

Skrive til sin

moddebattør:

“Jeg kommer

og nakker dig,

og jeg ved

hvor du bor” i

en åben debat

på Facebook

Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De

Skrive om en

fra ikke-vest-

er lige så

fremmede

moddebattør:

lige lande er dumme som misbruger vores

“Du er

mere

aber” i et

velfærdssystem” åndsvag” i et

kriminelle

åbent opslag i et åbent opslag åbent opslag

end danske

på Facebook

på Facebook på Facebook

unge” i et

åbent opslag

på Facebook

Skrive om en

person, der har

været tiltalt for

en alvorlig

forbrydelse og

senere er

blevet frikendt

i retten: “Han

er helt sikkert

skyldig i

forbrydelsen” i

et åbent opslag

på Facebook

Tror, det er ulovligt

N: Population = 1108

Bør være ulovligt

Overordnet er der i nogen grad en overensstemmelse mellem, hvad, populationen

tror,

er ulovligt, og hvad, de mener,

bør

være ulovligt, jf. figur 3.1. For hvert spørgsmål er der

dog en større andel, der mener, at kommentaren

bør

være ulovlig, end andelen der

tror,

at kommentaren er ulovlig. Denne forskel er for alle seks udsagn signifikant. Det udsagn,

som flest

tror,

at det er ulovligt at skrive, er: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor

du bor” til sin moddebattør. Samtidig er det kommentaren, som flest mener,

bør

være

ulovlig. Herefter følger udsagnet: ”Negre er lige så dumme som aber” og at skrive om

en person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet frikendt i

retten: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen”. Disse tre kommentarer, som de største

andele af populationen både

tror

er ulovlige og mener

bør

være ulovlige, er også de kom-

mentarer, jf. tidligere, der typisk vil være strafbare at skrive i et åbent opslag på Facebook.

191

Hvilke udsagn,

tror

de forskellige grupper, er ulovlige?

I figur 3.2 præsenteres andelen inden for hver af grupperne i undersøgelsen, som

tror,

den givne kommentar er ulovlig at skrive i et åbent opslag på Facebook.

FIGUR 3.2

Andel der

tror,

at scenarier er ulovlige i Danmark.

96% 96%

84%

78%

71%

81%81%

65%

56%

51%

43%

32%

17% 17%

12%

9% 7%

14%12%14%

10%

13% 12%11%

70%

65%

Skrive til sin

moddebattør:

“Jeg kommer

og nakker dig,

og jeg ved

hvor du bor” i

en åben debat

på Facebook

Skrive om en

Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De

fremmede

moddebattør:

fra ikke-vest-

er lige så

“Du er

lige lande er dumme som misbruger vores

velfærdssystem” åndsvag” i et

mere

aber” i et

kriminelle

åbent opslag i et åbent opslag åbent opslag

på Facebook på Facebook

end danske

på Facebook

unge” i et

åbent opslag

på Facebook

Skrive om en

person, der har

været tiltalt for

en alvorlig

forbrydelse og

senere er

blevet frikendt

i retten: “Han

er helt sikkert

skyldig i

forbrydelsen” i

et åbent opslag

på Facebook

Population

Politikere

Unge (16-25 år)

Debattører

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 1108, Unge (16-25 år) = 240, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 126, Politikere =

627, Debattører = 161

De tre udsagn, som de største andele af populationen

tror

er ulovlige at skrive i et åbent

opslag på Facebook, er ligeledes de tre udsagn, som der på tværs af de andre grupper i

undersøgelsen, er flest der tror, er ulovlige at skrive, jf. figur 3.1 og 3.2. Det fremgår af

figur 3.2, at der er en signifikant større andel politikere og debattører, som

tror,

at de tre

kommentarer er ulovlige, sammenlignet med populationen. For de resterende tre kom-

mentarer er der en tendens til, at en mindre andel politikere og debattører

tror,

at disse

kommentarer er ulovlige, sammenlignet med populationen. Denne tendens er dog ikke

i alle tilfælde signifikant.

192

For de fleste kommentarer ses en tendens til, at en mindre andel af de unge og af ind-

vandrere og efterkommere fra muslimske lande

tror,

at kommentarerne er ulovlige, sam-

menlignet med populationen. Tendensen er dog ikke signifikant for alle kommentarerne.

Det er undersøgt, hvorvidt der er en forskel på, hvad indvandrere og efterkommere fra

muslimske lande og den resterende del af populationen

tror,

er ulovligt, når der kon-

trolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. Sandsynligheden for, at indvandrere

og efterkommere fra muslimske lande

tror,

at det er ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og

nakker dig, og jeg ved hvor du bor” i et åbent opslag på Facebook, er fortsat signifikant

lavere end for den resterende del af populationen. En signifikant forskel ses ikke for

andre af kommentarerne. Der er ikke signifikant forskel, når indvandrere sammenlignes

med efterkommere for nogle af kommentarerne.

Sandsynligheden for at indvandrere og efterkommere fra øvrige lande

tror,

at det er ulov-

ligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor du bor” til sin moddebattør og

skrive om en person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet

frikendt: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen” i et åbent opslag på Facebook, er

signifikant lavere end tilsvarende sandsynlighed for den resterende del af populationen,

når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse. Hvad angår de resterende

fire kommentarer, er forskellen til den resterende del af populationen kun signifikant,

hvad angår, om man

tror,

det er ulovligt at skrive: ”De fremmede misbruger vores vel-

færdssystem”, hvor sandsynligheden for at

tro,

at det er ulovligt, er signifikant højere for

indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, sammenlignet med den resterende del af

populationen efter kontrol for baggrundskarakteristika.

Hvad angår journalister og kunstnere, ligner deres svar i højere grad politikerne og de-

battørernes svar end populationens svar, når der spørges til, hvilke scenarier, de

tror,

ulovlige.

193

Hvilke udsagn

bør

være ulovlige ifølge de forskellige grupper?

Figur 3.3 viser andelen inden for hver af grupperne, som mener, at den givne kommentar

bør

være ulovlig at skrive i et åbent opslag på Facebook.

FIGUR 3.3

Andel der mener, at scenarier

bør

være ulovlige i Danmark.

97% 98%

87%

80%

73%

78% 79%

70%

67%

61%

57%

46%

40%

34%

24%22%

20%

19%

23%

21%21%

17%

77% 77%

42%

29%31%

18%

15%

12%

Skrive til sin

moddebattør:

“Jeg kommer

og nakker dig,

og jeg ved

hvor du bor” i

en åben debat

på Facebook

Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De

Skrive om en

fra ikke-vest-

er lige så

fremmede

moddebattør:

lige lande er dumme som misbruger vores

“Du er

mere

aber” i et

velfærdssystem” åndsvag” i et

kriminelle

åbent opslag i et åbent opslag åbent opslag

end danske

på Facebook

på Facebook på Facebook

unge” i et

åbent opslag

på Facebook

Skrive om en

person, der har

været tiltalt for

en alvorlig

forbrydelse og

senere er

blevet frikendt

i retten: “Han

er helt sikkert

skyldig i

forbrydelsen” i

et åbent opslag

på Facebook

Population

Politikere

Unge (16-25 år)

Debattører

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 1108, Unge (16-25 år) = 240, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 126, Politikere =

627, Debattører = 161

Det fremgår af figuren, at de tre udsagn, som de største andele af populationen mener

bør

være ulovlige at skrive i et åbent opslag på Facebook, jf. figur 3.1, også gælder på

tværs af de andre grupper i undersøgelsen. Dette er tilsvarende tendensen, som fremgik

af figur 3.2, der angår, om man

tror

udsagnene er ulovlige. Ligeledes ses det, at der er en

signifikant større andel politikere og debattører, der mener, at de tre kommentarer

bør

være ulovlige, sammenlignet med populationen.

194

Der en tendens til, at unge i mindre omfang end populationen mener, at disse tre kom-

mentarer

bør

være ulovlige. Forskellen er dog ikke i alle tilfælde signifikant.

For spørgsmålene om, hvorvidt det

bør

være ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker

dig, og jeg ved, hvor du bor” og at skrive om en person, der har været tiltalt for en alvorlig

forbrydelse og senere er blevet frikendt i retten: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydel-

sen” i et åbent opslag på Facebook, mener en signifikant mindre andel indvandrere og

efterkommere fra muslimske lande, at dette

bør

være ulovligt, sammenlignet med po-

pulationen. Der ses fortsat en signifikant forskel mellem indvandrere og efterkommere

fra muslimske lande og den resterende del af populationen, når der kontrolleres for køn,

alder, uddannelse og indkomst for kommentaren om truslen, mens der ikke længere er

signifikant forskel, hvad angår kommentaren om æreskrænkelsen/bagvaskelsen.

Figur 3.3 viser, at der ikke er signifikant forskel mellem populationen og indvandrere

og efterkommere fra muslimske lande, hvad angår andelen, der mener, at det

bør

være

ulovligt at skrive: ”Negre er lige så dumme som aber” og ”Du er åndsvag” i et åbent op-

slag på Facebook. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er der

fortsat ingen forskel mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den

resterende del af populationen.

Sammenlignet med populationen mener en signifikant større andel indvandrere og ef-

terkommere fra muslimske lande, at det

bør

være ulovligt at skrive både: ”Unge fra ik-

ke-vestlige lande er mere kriminelle end danske unge” og ”De fremmede misbruger vo-

res velfærdssystem” i et åbent opslag på Facebook. Forskellene forbliver signifikante, når

indvandrere og efterkommere fra muslimske lande sammenlignes med den resterende

del af populationen, og der samtidig kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst.

Ses der på, om der er signifikant forskel, når indvandrere sammenlignes med efterkom-

mere fra de muslimske lande, er dette tilfældet for to af de seks kommentarer. Det ses for

kommentaren: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor du bor”, hvor en signifikant

større andel af efterkommere mener, at dette

bør

være ulovligt i forhold til indvandre-

re. Modsat mener en signifikant mindre andel af efterkommere, at kommentaren: ”De

fremmede misbruger vores system”

bør

være ulovlig, sammenlignet med andelen af ind-

vandrere. Efterkommernes besvarelser for disse kommentarer minder derfor mere om

populationens end indvandrernes besvarelser.

244

244 Det skal understreges, at selvom forskellen mellem indvandrere og efterkommere er signifikant, er resultatet baseret

på et relativt lille datagrundlag og følgelig behæftet med statistisk usikkerhed. Endvidere er der ikke kontrolleret for

baggrundskarakteristika, som alder, køn, indkomst med videre. Det kan derfor ikke udelukkes, at sammenhængen kan

skyldes andre faktorer end, at man er indvandrer eller efterkommer.

195

Sandsynligheden for at indvandrere og efterkommere fra øvrige lande mener, at det

bør

være ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved, hvor du bor” til sin mod-

debattør, og skrive om en person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og se-

nere er blevet frikendt: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen” i et åbent opslag på

Facebook, er signifikant lavere end tilsvarende sandsynlighed for den resterende del af

populationen, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. For de reste-

rende fire kommentarer, ligner holdningerne blandt indvandrere og efterkommere fra

øvrige lande holdningerne i den resterende del af populationen, når der kontrolleres for

de omtalte baggrundskarakteristika.

Hvad angår journalister, ligner deres svar i højere grad politikerne og debattørernes svar,

end populationens svar. På enkelte spørgsmål ligner kunstnernes svar i højere grad po-

pulationens, end de ligner politikernes, debattørernes og journalisternes.

Populationen opdelt på køn

Opdeles populationen på henholdsvis mænd og kvinder, ses der signifikante forskelle på

svarfordelingerne for flere af kommentarerne, både hvad angår, om man

tror,

kommen-

tarerne er ulovlige, samt om man mener, de

bør

være ulovlige.

Når personerne spørges til, om de

tror,

det er ulovligt at skrive: ”Negre er lige så dumme

som aber” i et åbent opslag på Facebook, svarer en signifikant større andel mænd (72

pct.) end kvinder (60 pct.), at de

tror,

det er ulovligt.

En signifikant større andel kvinder (33 pct.) end mænd (25 pct.) mener, at det

bør

være

ulovligt at skrive: ”Unge fra ikke-vestlige lande er mere kriminelle end danske unge” i et

åbent opslag på Facebook.

Ligeledes mener en signifikant større andel kvinder (29 pct.) end mænd (20 pct.), at det

bør

være ulovligt at skrive: ”De fremmede misbruger vores velfærdssystem” i et åbent

opslag på Facebook.

For de øvrige spørgsmål ses der ikke signifikante forskelle mellem mænd og kvinder.

Populationen opdelt på uddannelse

Det er undersøgt, om populationens uddannelsesniveau har betydning for, hvilke kom-

mentarer, man

tror,

er ulovlige, og hvilke kommentarer, man mener,

bør

være ulovlige

at skrive i et åbent opslag på Facebook, når der kontrolleres for køn, alder og herkomst.

196

FIGUR 3.4

Estimeret andel, der

tror,

at scenarier er ulovlige i Danmark, givet uddannelsesniveau.

90%

81%

88%

85% 86%

81%

68%

71% 70%

64% 64%66%

58%

52%

51% 46%

46%

20% 20%

15%

12%11%

16% 18%

10% 11%12%

16%

16%14%

11%

6% 8%

Skrive til sin Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De

Skrive om en

moddebattør: fra ikke-vest-

er lige så

fremmede

moddebattør:

“Jeg kommer

lige lande er

dumme som misbruger vores

“Du er

og nakker dig,

mere

aber” i et åbent velfærdssystem” åndsvag” i et

og jeg ved

kriminelle end

opslag på i et åbent opslag åbent opslag

hvor du bor” i danske unge” i

Facebook

på Facebook på Facebook

en åben debat et åbent opslag

på Facebook

Skrive om en

person, der har

været tiltalt for

en alvorlig

forbrydelse og

senere er blevet

frikendt i

retten: “Han er

helt sikkert

skyldig i

forbrydelsen” i

et åbent opslag

på Facebook

Grundskole

Korte videregående udd.

Gymnasiale udd.

Mellemlange videregående udd.

Erhvervsfaglige udd.

Lange videregående udd.

I figur 3.4 fremgår den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau,

der

tror,

at de seks kommentarer er ulovlige at skrive i et åbent opslag på Facebook. Hvad

angår, om man

tror,

det er ulovligt at skrive: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved,

hvor du bor” i en åben debat på Facebook, er andelen af personer med gymnasiale- eller

mellemlange videregående uddannelser, der

tror,

at kommentaren er ulovlig, signifikant

højere end andelen af personer med grundskoleniveau. Fokuseres der på de resterende

uddannelsesniveauer ses ingen signifikant forskel fra grundskoleniveauet. Tilsvarende

tendens gør sig gældende, hvad angår andelen, der

tror,

det er ulovligt at skrive om en

person, der har været tiltalt for en alvorlig forbrydelse og senere er blevet frikendt i ret-

ten: ”Han er helt sikkert skyldig i forbrydelsen” i et åbent opslag på Facebook.

Der ses ingen signifikante forskelle mellem personer med grundskoleniveau og de re-

sterende uddannelsesniveauer, hvad angår andelen, der

tror,

at det er ulovligt at skrive:

”Negre er lige så dumme som aber” i et åbent opslag på Facebook.

197

Fokuseres der i figur 3.4 på de tre kommentarer, som færrest, uanset uddannelsesniveau,

tror

er ulovlige, ses en tendens til, at en mindre andel personer med videregående uddan-

nelser

tror,

at kommentarerne er ulovlige at skrive åbent på Facebook. Det er dog ikke i

alle tilfælde, at forskellen til grundskoleniveauet er signifikant.

Af Figur 3.5 fremgår den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau,

der mener, at de seks kommentarer

bør være

ulovlige at skrive åbent på Facebook.

FIGUR 3.5

Estimeret andel, der mener, at scenarier

bør

være ulovlige i Danmark, givet uddannel-

sesniveau.

95%

88%91%90%

86%

82%

79%

69%

74%

72% 72%

66%

65%

60% 63%

57%

54%

32% 32%

29%

28% 27%

15%

30%

26% 27% 26%

23% 21%

20% 23% 19% 21%

20%

16%

Skrive til sin Skrive: “Unge Skrive: “Negre Skrive: “De

Skrive om en

moddebattør: fra ikke-vest-

er lige så

fremmede

moddebattør:

“Jeg kommer

lige lande er

dumme som misbruger vores

“Du er

og nakker dig,

mere

aber” i et åbent velfærdssystem” åndsvag” i et

og jeg ved

kriminelle end

opslag på i et åbent opslag åbent opslag

hvor du bor” i danske unge” i

Facebook

på Facebook på Facebook

en åben debat et åbent opslag

på Facebook

Skrive om en

person, der har

været tiltalt for

en alvorlig

forbrydelse og

senere er blevet

frikendt i

retten: “Han er

helt sikkert

skyldig i

forbrydelsen” i

et åbent opslag

på Facebook

Grundskole

Korte videregående udd.

Gymnasiale udd.

Mellemlange videregående udd.

Erhvervsfaglige udd.

Lange videregående udd.

Fokuseres der i figur 3.5 på de tre kommentarer, som de største andele, uanset uddannel-

sesniveau, mener

bør

være ulovlige: ”Jeg kommer og nakker dig, og jeg ved hvor du bor”,

Negere er lige så dumme som aber” og ”Han er helt sikkert skyld i forbrydelsen”, ses det,

at andelen af enige blandt personer med gymnasiale uddannelser er signifikant større

198

end andelen af personer med grundskoleniveau. Ingen af de andre uddannelsesniveauer

adskiller sig signifikant fra grundskoleniveauet for disse tre kommentarer.

Andelen af personer med korte videregående uddannelser, der mener, at det

bør

være

ulovligt at skrive: ”Unge fra ikke-vestlige lande er mere kriminelle end danske unge” i

et åbent opslag på Facebook, er signifikant mindre end andelen af personer med grund-

skoleniveau.

Hvad angår kommentaren: ”Du er åndssvag”, mener en signifikant større andel personer

med erhvervsfaglige uddannelser, at kommentaren

bør

være ulovlig at skrive åbent på

Facebook, sammenlignet med personer med grundskoleniveau.

Populationen opdelt på indkomst

Det er undersøgt, hvorvidt indkomstniveau har betydning for populationens sandsyn-

lighed for at

tro,

at de seks kommentarer er ulovlige at skrive på Facebook samt sand-

synligheden for at mene, at udsagnene

bør

være ulovlige at skrive. For alle seks udsagn

gælder det, at der ikke er signifikant sammenhæng med indkomst. I disse analyser er der

kontrolleret for køn, alder, uddannelse og herkomst.

3.2

Bør det være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov

og at kritisere islam?

Et centralt aspekt i Ytringsfrihedskommissionens arbejde er at undersøge, om der findes

udbredte opfattelser af, at bestemte ytringer, herunder om religiøse emner, ikke skal være

omfattet af samme ytringsfrihed som andre ytringer.

I figur 3.6 er populationen inddelt i tre grupper, henholdsvis kontrolgruppe, eksperi-

mentalgruppe ét og eksperimentalgruppe to. Eksperimentet udføres på en sådan måde,

at der ikke spørges direkte ind til, om det bør være ulovligt henholdsvis at argumente-

re for indførelsen af sharia-lov i Danmark og kritisere islam, men blot til, hvor mange

handlinger på en liste, der bør være ulovlige. Dette gøres for at belyse holdninger, som

personerne ikke nødvendigvis vil afsløre, hvis de bliver spurgt direkte. Resultaterne af

eksperimentet kan på grund af dette design fortolkes således, at (100 gange) forskellen i

det gennemsnitlige antal handlinger, som kontrolgruppen og henholdsvis hver af de to

eksperimentalgrupper ønsker skal være ulovlige, viser den procentandel i populationen,

der ønsker, at det skal være ulovligt henholdsvis at argumentere for indførelsen af sha-

ria-lov i Danmark og at kritisere islam.

Da forskellene mellem kontrolgruppen og hver af eksperimentalgrupperne i figur 3.6 er

på henholdsvis 0,62 og 0,18, kan resultatet derfor tolkes sådan, at 62 pct. af populationen

mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark,

199

mens 18 pct. af populationen mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam. Andelen,

der mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Dan-

mark, er signifikant større, end andelen der mener, at det bør være ulovligt at kritisere

islam. Disse to andele er udregnet ved at trække det gennemsnitlige antal handlinger,

som kontrolgruppen mener,

245

bør være ulovlige, fra henholdsvis gennemsnittet for eks-

perimentalgruppe ét og eksperimentalgruppe to.

245

For at validere metoden, er personerne i kontrolgruppen efterfølgende spurgt til, hvorvidt de mener, at hver af de to

handlinger bør være ulovlige. Her svarer 61 pct. af kontrolgruppen, at de er enige i, at det bør være ulovligt at argumen-

tere for indførelsen af sharia-lov i Danmark. Samtidig svarer 28 pct., at de er enige i, at det bør være ulovligt at kritisere

islam. Andelen i kontrolgruppen, der er enige i, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i

Danmark, er stort set identisk med den tilsvarende andel, der udregnes på baggrund af eksperimentet (henholdsvis 61

og 62 pct.). Det samme er ikke tilfældet for de tilsvarende andele, der er enige i, at det bør være ulovligt at kritisere islam

(henholdsvis 28 og 18 pct.). Dette kan skyldes, at relativt mange er i tvivl om, hvorvidt det bør være ulovligt at kritisere

islam. Af de 28 pct. i kontrolgruppen, der svarer, at de er meget enige eller nærmest enige, har 16 procentpoint svaret

nærmest enig. Den del af personerne, der er inkluderet i eksperimentalgruppe to, har ikke fået muligheden for at svare

”nærmest enige” på spørgsmålet om, hvorvidt det bør være ulovlig at kritisere islam. De, som er nærmest enige i denne

gruppe, vil muligvis ikke have angivet, at det bør være ulovligt at kritisere islam, hvis spørgsmålets svarmuligheder var

sat mere skarpt op, som de er for eksperimentalgruppen.

200

FIGUR 3.6

Eksperiment: Hvor mange handlinger bør være ulovlige?

Kontrolgruppe

Hvor mange af følgende re

handlinger, mener du, bør

være ulovlige?

· At stjæle

· At køre bil, når man

har drukket én enkelt

genstand, fx én øl

· At sælge slik

· At opføre vindmøller

på land

Eksperimentalgruppe 1

Hvor mange af følgende fem

handlinger, mener du, bør

være ulovlige?

· At stjæle

· At køre bil, når man

har drukket én enkelt

genstand, fx én øl

· At sælge slik

· At opføre vindmøller

på land

· At argumentere for

indførelsen af

sharia-lov i Danmark

49%

37%

27%

16%

21%

40%

Eksperimentalgruppe 2

Hvor mange af følgende fem

handlinger, mener du, bør

være ulovlige?

· At stjæle

· At køre bil, når man

har drukket én enkelt

genstand, fx én øl

· At sælge slik

· At opføre vindmøller

på land

· At kritisere islam

40%

34%

Gennemsnit: 1,60

Gennemsnit: 2,22

Forskel til kontrolgruppe: 0,62

Gennemsnit: 1,78

Forskel til kontrolgruppe: 0,18

Sharia-lov og kritik af islam – gruppernes holdninger

I figur 3.7 er resultaterne fra eksperimentet fordelt på grupperne i undersøgelsen. Fi-

guren viser forskellen mellem kontrolgruppen og hver af de to eksperimentalgrupper.

Denne forskel tolkes som andelen, der mener, at det bør være ulovligt henholdsvis at

argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark og at kritisere islam.

201

FIGUR 3.7

Eksperiment: Andel der mener, at handlingerne bør være ulovlige (gennemsnitlig for-

skel mellem kontrolgruppen og eksperimentalgrupperne).

0,76

0,62

0,59

0,42

0,40

0,23

0,12

0,05

0,15

0,18

Population

Unge (16-25 år)

Indvandrere/

efterkommere,

muslimske lande

Politikere

Debattører

Eksperimental I

(at argumentere for indførels-

en af sharia-lov i Danmark)

Eksperimental II

(at kritisere islam)

Kontrolgruppe N: Population = 765, Unge (16-25 år) = 171, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande =

105, Politikere = 418, debattører = 107

Eksperimentalgruppe 1 N: Population = 759, Unge (16-25 år) = 195, Indvandrere/efterkommere, muslimske

lande = 90, Politikere = 417, debattører = 109

Eksperimentalgruppe 2 N: Population = 734, Unge (16-25 år) = 155, Indvandrere/efterkommere, muslimske

lande = 96, Politikere = 419, debattører = 107

Resultaterne kan tolkes sådan, at eksempelvis 76 pct. indvandrere og efterkommere fra

muslimske lande mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam. I samme gruppe kan

det ligeledes tolkes, at 59 pct. mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførel-

sen af sharia-lov i Danmark. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande er den

eneste gruppe, hvor en større andel mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam end

at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark. I den samlede population og i de

øvrige grupper er fordelingen modsat. Sammenlignes gruppen af indvandrere og efter-

kommere fra muslimske lande med de resterende grupper, ses det også, at en signifikant

større andel af gruppen mener, at det bør være ulovligt at kritisere Islam. Det er ikke

muligt at sammenligne indvandrere med efterkommere, da antallet af personer i hver

gruppe er så småt, at det skaber en stor statistisk usikkerhed. Udlændinge- og Integrati-

onsministeriets medborgerskabsundersøgelse opdeler på indvandrere og efterkommere

og viser, at henholdsvis 42 og 48 pct. af indvandrerne og efterkommerne i Danmark er

202

enige i, at det bør være forbudt at kritisere religion. Andelen blandt personer af dansk

oprindelse er 20 pct. (Udlændinge- og Integrationsministeriet 2019).

246

Hvad angår spørgsmålet, om det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af

sharia-lov i Danmark, er både unge, politikere og debattører mindre restriktive end po-

pulationen. I alle tre grupper er andelen, der mener, at det bør være ulovligt, signifikant

mindre end andelen i populationen. Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande

adskiller sig ikke fra populationen.

I forhold til, om det bør være ulovligt at kritisere islam, er andelen af politikere, der

mener, det bør være ulovligt, signifikant mindre end populationen. Der ses ingen signi-

fikant forskel mellem debattører og populationen samt unge og populationen.

De adspurgte journalister og kunstnere ligner debattørerne, hvad angår holdningen til,

hvorvidt det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark.

Kunstnerne ligner populationen, hvad angår, om det bør være ulovligt at kritisere islam.

På dette spørgsmål ligner journalisterne i højere grad politikerne.

Andelen af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, der mener, at det bør være

ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark, er mindre end andelen

i populationen og en smule mindre end andelen blandt indvandrere og efterkommere

fra muslimske lande. Andelen blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande,

der mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam, er en smule større end andelen i

populationen.

Populationen opdelt på køn

Der ses en signifikant forskel mellem mænd og kvinder, hvad angår, hvor stor en andel

der mener, at det bør være ulovligt at argumentere for indførelsen af sharia-lov i Dan-

mark. For kvinder er andelen 56 pct., mens den for mænd er 66 pct. Kvinder er således

gennemsnitligt mindre restriktive end mænd. Der er ingen signifikant forskel mellem

mænd og kvinder i forhold til, om det bør være ulovligt at kritisere islam.

Ingen opdeling på uddannelse og indkomst

Der er i dette afsnit ikke lavet regressionsanalyser med fokus på uddannelse og ind-

komst, som der er i de foregående afsnit, hvilket skyldes, at eksperimentet er sat op på en

sådan måde, at det ikke er muligt at gennemføre regressionsanalyser.

246 Udlændinge- og Integrationsministeriet (2019). Medborgerskab 2019. Det bemærkes, at der i indeværende undersøgelse

spørges til kritik af islam, mens der i Udlændinge- og Integrationsministeriets undersøgelse spørges til kritik af religion

generelt. Desuden er de grupper, der refereres til, forskellige, jf. beskrivelsen i afsnit 2.2.

203

3.3

Opsamling

Dette afsnit har til formål at afdække kendskab og holdninger til rettigheder og begræns-

ninger i ytringsfrihed, herunder hvad man

tror

er ulovligt, og hvad man mener

bør

være

ulovligt at ytre sig om i et åbent opslag på Facebook. Der er blevet spurgt til seks scenari-

er, hvoraf tre typisk vil være strafbare at skrive, og tre ikke vil være det. Der er i høj grad

overensstemmelse mellem, hvad grupperne i undersøgelsen både

tror

er ulovligt og me-

ner

bør

være ulovligt, og de scenarier, der typisk vil være strafbare. På tværs af grupperne

ses der også en tendens til, at flere mener, at scenarierne bør være ulovlige i forhold til,

hvor mange der tror, at de er det. Overordnet er politikere og debattører mest tilbøjelige

til at tro, at de tre udsagn, der typisk vil være strafbare, er ulovlige, og til at mene, at de

også bør være det. Unge er generelt mindre tilbøjelige til både at tro og mene, at disse tre

scenarier er og bør være ulovlige.

Afsnittet har endvidere til formål at undersøge, om der findes udbredte opfattelser af,

at bestemte ytringer, herunder om religiøse emner, ikke skal være lovlige. Generelt er

grupperne i undersøgelsen mere tilbøjelige til at mene, at det bør være ulovligt at argu-

mentere for indførelsen af sharia-lov i Danmark end at kritisere Islam. Indvandrere og

efterkommere fra muslimske lande er dog tilbøjelige til at mene det modsatte, selvom

størstedelen af denne gruppe ligeledes mener, at det bør være ulovligt at argumentere for

indførelsen af sharia-lov i Danmark.

4. Hvem må ytre sig (om hvem)?

I indeværende afsnit rettes fokus mod, hvad personerne i undersøgelsen mener om

forskellige gruppers ret til at ytre sig. Ytringsfrihedskommissionen søger at belyse, om

der findes udbredte opfattelser af, at bestemte grupper ikke skal være omfattet af sam-

me ytringsfrihed som andre grupper. Det belyses desuden, om holdningen til bestemte

gruppers ytringsfrihed har ændret sig over tid.

4.1

Ytringer i den offentlige debat

I 2006 blev et repræsentativt udsnit af befolkningen spurgt til deres holdninger til, hvor-

vidt udvalgte befolkningsgrupper bør have lov til at ytre sig i den offentlige debat. Præ-

cis samme spørgsmål bliver stillet til populationen i den indeværende undersøgelse fra

204

2019.

247

Tallene fra 2006 er baseret på en undersøgelse anvendt i en forskningsartikel

om danskernes ytringsfrihed fra 2007 (Petersen et al. 2007).

248

I figur 4.1 sammenlignes

resultaterne fra de to undersøgelser. Det bemærkes, at hver person i undersøgelsen kun

er blevet bedt om at tage stilling til ytringer fra to af de ytrende grupper præsenteret i

figur 4.1. Dette metodiske design gør det muligt at undersøge, hvorvidt populationen

er mindre tolerant overfor bestemte gruppers ytringer sammenlignet med andres. Hvis

hver person i undersøgelsen var præsenteret for hver af de ytrende grupper, ville nogle

personer muligvis søge at vise stringens i deres svar, således at de svarede ens, hvad angår

alle grupper.

FIGUR 4.1

Andel enige i, at følgende grupper

ikke

bør have lov til at ytre sig i den offentlige debat.

45%

36%

25%

18%

19%

14%

18%

16%

11%

41%

24%

17%

41%

38%

24%

Den

Autonome Nynazister Den yderste Nykristne Rockere

yderste

højre øj

grupper,

venstre øj

der kæmper

imod

homosek-

suelle og fri

abort

Islamiske Muslimer

fundamen-

talister, der

argumen-

terer for

indførelse

sharia-lov i

Danmark

Population 2006

Population 2019

N: Population 2006= 475-520, Population 2019 = 528-630

Figur 4.1 viser en tendens til, at populationen i 2019 overordnet set er mere tolerant over

for de udvalgte befolkningsgruppers ret til at ytre sig. Mellem knap en tiendedel og en

femtedel af populationen i 2019 er enige i, at grupperne ikke må have lov at ytre sig i den

offentlige debat, bortset fra ’nynazister’ og ’islamistiske fundamentalister, der argumen-

247

248

I undersøgelsen fra 2006 er svarene indhentet fra et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 18 til 70 år. Under-

søgelsen fra 2019, som indeværende rapport primært bygger på, har indhentet besvarelser fra et repræsentativt udsnit

af befolkningen i alderen 16 til 74 år, hvorfor de to undersøgelser ikke er fuldstændige sammenlignelige. Dette vurderes

dog ikke at være af væsentlig betydning for muligheden for at sammenligne resultaterne fra de to undersøgelser.

Petersen, M. B., et al. (2007). ”Frihed for Loke såvel som for Thor.” Politica 39(1): 49-66.

205

terer for indførelsen af sharia-lov i Danmark’, hvor andelene er noget større (henholdsvis

45 og 38 pct.). Forskellen mellem populationen i 2006 og i 2019 er signifikant, hvad angår

alle grupper, undtagen de to nævnte grupper. Resultaterne peger på, at tolerancen for

de fleste befolkningsgruppers ret til at ytre sig er blevet større, på nær hvad angår de to

nævnte grupper, som ligeledes er de grupper, hvis ret til at ytre sig som færrest støtter

op om.

4.2

Udvalgte gruppers kritiske ytringer om jøder

I indeværende undersøgelse fra 2019 er populationen desuden spurgt til, hvorvidt ud-

valgte befolkningsgrupper bør have lov til ytre sig kritisk om andre udvalgte grupper.

Det bemærkes, at spørgeskemaets metodiske udformning kan påvirke resultaterne i det-

te afsnit, da hver deltager i undersøgelsen tilfældigt er blevet tildelt

to ytrende grupper,

hvis ytringer de skal vurdere. Dog er hver deltager i undersøgelsen blevet bedt om at for-

holde sig til ytringer om

alle

grupper, der

ytres om.

I besvarelsen af spørgeskemaet kan

nogle respondenter muligvis søge at vise stringens i deres svar, således at de svarer ens,

hvad angår alle grupper, de præsenteres for, selvom de ikke nødvendigvis havde svaret

det samme, hvis de kun var præsenteret for enkelte af de grupper, der ytres om.

I figur 4.2 præsenteres andelen, der er enige i, at udvalgte befolkningsgrupper

ikke

bør

have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den offentlige debat. Jøder er her udvalgt som

gruppe, der ytres om, da dette er den eneste af de religiøse grupper i undersøgelsen,

som ikke er repræsenteret som gruppe, der bør have lov til at ytre sig

andre grupper.

Populationens holdninger til, hvorvidt udvalgte befolkningsgrupper bør har lov at ytre

sig kritisk om andre grupper end jøder (kristne, muslimer, danskere, homoseksuelle og

indvandrere) fremgår senere i dette afsnit, jf. figur 4.4. Da resultaterne for analyserne af

kritiske ytringer om disse grupper overordnet viser det samme, både hvad angår over-

ordnede niveauer og forskelle mellem grupperne (unge, indvandrere og efterkommere

fra muslimske lande, politikere med videre), præsenteres alene analyserne for jøder i

dette afsnit.

206

FIGUR 4.2

Andel enige i, at følgende grupper

ikke

bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den

offentlige debat.

55%

37%

33%

30%

38%

25%

21%23%

13%

30%

22%

49%

45%

41%

31%

32%

23%22%

22%

16%

15%

13% 12%

10%

28%

24%

19%

14%

33%

30%

23%

20%

11%12%

19%

10%

Muslimer Muslimske

fundamen-

talister, der

argumen-

terer for

indførelse

sharia-lov i

Danmark

Population

Politikere

Kristne

fundamen-

talister, der

modstan-

dere af fri

abort og

homosek-

sualitet

Repræsent- Nynazister Repræsent-

anter for

den yderste

højrefløj

venstrefløj

Indvan-

drere

Unge (16-25 år)

Debattører

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 530-628, Unge (16-25 år) = 110-145, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 59-85,

Politikere = 308-317, Debattører = 75-95

Det fremgår af figur 4.2, at ’muslimske fundamentalister, der argumenterer for indførelse

af sharia-lov i Danmark’ og ’nynazister’ er de to befolkningsgrupper, som den største

andel i populationen (henholdsvis 55 pct. og 49 pct.) mener, ikke bør have lov til at ytre

sig kritisk om jøder i den offentlige debat. De største andele inden for hver af de øvri-

ge grupper i undersøgelsen – unge, indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,

politikere og debattører – ses også for ’muslimske fundamentalister, der argumenterer

for indførelse af sharia-lov i Danmark’ og ’nynazister’. Blandt de øvrige grupper i under-

søgelsen er der dog en signifikant mindre andel end blandt populationen, der mener, at

’muslimske fundamentalister, der argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’

må ytre sig kritisk om jøder. Hvad angår ’Nynazister’, er det kun politikere og debattører,

der adskiller sig signifikant fra population.

Betragtes gruppernes holdninger på tværs af de forskellige ytrende grupper, ses det, at

andelen af enige i alle tilfælde er signifikant mindre for politikere og debattører, end det

er tilfældet for populationen. Dette kan ses som et udtryk for, at gruppen af politikere og

debattører er

mindre

restriktive end populationen i forhold til de ytrende gruppers ret til

at udtale sig kritisk om jøder i den offentlige debat.

207

Gruppen af unge er hverken konsekvent mere eller mindre restriktive end populationen.

Når det drejer sig om kristnes kritiske ytringer om jøder, er de unge

mere

restriktive end

populationen med en signifikant større andel enige i, at ’kristne’ ikke må ytre sig kritisk

om jøder i den offentlige debat. Når det derimod drejer sig om grupperne ’muslimer’ og

’muslimske fundamentalister, der argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’,

er andelen af enige blandt de unge signifikant mindre sammenlignet med populationen,

og dermed er de unge

mindre

restriktive over for disse grupper end populationen.

Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande adskiller sig typisk

ikke

fra popu-

lationen. Gruppen er dog

mindre

restriktiv over for ’muslimske fundamentalister, der

argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’ og ’indvandrere’ med en signifikant

mindre andel enige i, at disse grupper ikke må udtale sig kritisk om jøder, sammenlignet

med populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelsesniveau,

er forskellen til den resterende del af populationen forsat signifikant, hvad angår ’ind-

vandrere’, mens den ikke længere er signifikant for ’muslimske fundamentalister, der ar-

gumenterer for indførelsen af sharia-lov i Danmark’. Derudover ses der efter kontrollen

af de omtalte baggrundkarakteristika en signifikant forskel for ’repræsentanter for den

yderste venstrefløj’, hvor indvandrere og efterkommere fra muslimske lande er

mere

re-

striktive end den resterende del af populationen.

Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke signifikant forskel på, hvor

stor en andel der mener, at de forskellige ytrende grupper ikke må udtale sig kritisk om

jøder i den offentlige debat.

Hvad angår gruppen af kunstnere, ligner deres svar i høj grad debattørernes, dog ten-

derende til en mindre andel enige. Gruppen af journalister tenderer til at være mindre

restriktive, end de resterende grupper i undersøgelsen.

Da antallet af besvarelser blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande for disse

spørgsmål er relativt småt, kommenteres der ikke på disse resultater.

Populationen opdelt på køn

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og andelen,

der er enige i, at de forskellige grupper

ikke

bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i

den offentlige debat.

Populationen opdelt på uddannelse

Hvad angår alle de ytrende grupper, med undtagelse af ’kristne’ og ’nynazister’, er der,

efter der er kontrolleret for køn, alder og herkomst, en signifikant sammenhæng mellem

uddannelse og andelen, der er enige i, at grupperne

ikke

bør have lov til at ytre sig kritisk

om jøder i den offentlige debat.

208

Figur 4.3. præsenterer den estimerede andel personer for hvert uddannelsesniveau, der

er enige i, at de forskellige grupper

ikke

bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den

offentlige debat. ’Kristne’ og ’nynazister’ præsenteres ikke i figur 4.3, da der som nævnt

for disse grupper ikke er signifikant sammenhæng mellem uddannelse og kritiske ytrin-

ger om jøder.

FIGUR 4.3

Estimeret andel enige i, at følgende grupper

ikke

bør have lov til at ytre sig kritisk om

jøder i den offentlige debat, givet uddannelsesniveau.

63%

60% 62%

44%

34%

18% 19%18%

40%

35%

19%

21%

18%

10%

44%

38%

43%

30% 28%

22% 22% 20%

14%

40%

32%

29%

26%

21%

19%

18%

20%

13%

11%

17%

Muslimer

Muslimske

fundamental-

ister, der

argumenterer

for indførelse

af sharia-lov i

Danmark

Kristne

fundamen-

talister, der

er modstan-

dere af fri

abort og

homosek-

sualitet

Repræsentan- Repræsentan-

ter for den

yderste

venstre øj

højre øj

Indvandrere

Grundskole

Korte videregående udd.

Gymnasiale udd.

Mellemlange videregående udd.

Erhvervsfaglige udd.

Lange videregående udd.

I figur 4.3 ses der en tendens til, at personer med gymnasiale uddannelser, mellemlange

og lange videregående uddannelser, er mindre restriktive end personer med grundsko-

leniveau, hvad angår de forskellige gruppers ytringer om jøder. Det ses endvidere, at den

estimerede andel enige blandt personer med erhvervsfaglige uddannelser typisk ligger

på niveau med personer med grundskoleniveau.

Populationen opdelt på indkomst

Hvad angår den ytrende grupper ’repræsentanter for den yderste højrefløj’, er der en

signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen af enige i, at gruppen ikke bør

have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den offentlige debat, kontrolleret for køn, al-

der, uddannelsesniveau og herkomst. Andelen af personer i den højeste indkomstkvartil

(estimeret andel 22 pct.), der er enige i, at ’repræsentanter for den yderste højrefløj’ ikke

209

bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder i den offentlige debat, er signifikant mindre

end andelen af personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel 37 pct.). For per-

soner i de resterende indkomstkvartiler ses ingen signifikant forskel fra den laveste ind-

komstkvartil. Hvad angår alle de andre gruppers kritiske ytringer om jøder, findes ingen

signifikant sammenhæng med indkomst.

4.3

Udvalgte gruppers kritiske ytringer om andre grupper

Ligesom der er blevet spurgt om, hvorvidt udvalgte befolkningsgrupper bør have lov

til ytre sig kritisk om jøder, er der også spurgt om, hvorvidt disse befolkningsgrupper

bør have lov til at ytre sig kritisk om andre grupper. I figur 4.4 præsenteres andelen af

populationen, der er enige i, at de udvalgte befolkningsgrupper (kaldet ytrende grupper)

ikke

bør have lov til at ytre sig kritisk om henholdsvis jøder, kristne, muslimer, danskere,

homoseksuelle og indvandrere i den offentlige debat. I figuren er de ytrende grupper pla-

ceret som kategorier på den vandrette akse, mens de grupper, der

ytres om,

er indikeret

ved søjler med forskellige farver.

FIGUR 4.4

Andel enige i, at følgende grupper

ikke

bør have lov til at ytre sig kritisk om jøder, krist-

ne, muslimer, danskere, homoseksuelle og indvandrere i den offentlige debat.

51% 59%

55% 52%

49% 50%

32%

28%

27%23%

13% 16%

29% 35%

30%

27% 26%

25% 22% 23%

24%

22%

19% 21%20%

46%

49%

45% 44% 45%

44%

28%

31%30% 33%

27%

22% 20%

23% 22%

20% 19% 19%

27%

23%

20%

13% 13%

Muslimer Muslimske Kristne

fundamen-

talister, der

argumen-

terer for

indførelse af

sharia-lov i

Danmark

Jøder

Kristne

Kristne Repræsent- Nynazister Repræsenta- Indvan-

fundamen- anter for

ter for den

drere

talister, der den yderste

yderste

er modstan- højre øj

venstre øj

dere af fri

abort og

homosek-

sualitet

Danskere

Homoseksuelle

Indvandrere

Muslimer

N: Population = 528-631

210

Det fremgår af figur 4.4, at populationen er

mest

restriktiv over for ytringer

fra

’muslim-

ske fundamentalister, der argumenterer for indførelse af sharia-lov i Danmark’ og ’ny-

nazister’, hvilket er samme tendens, som gjorde sig gældende i afsnit 4.2. Andelen, der er

enige i, at disse grupper ikke må ytre sig kritisk, er relativt høj, uanset hvilken gruppe der

ytres om. Dette kan tolkes som, at variationen i restriktiviteten over for ytringer i højere

grad afhænger af gruppen, der ytrer sig, mens der ikke ses samme variation i forhold til,

hvem de ytrer sig om. Dette resultat kan dog være påvirket af spørgeskemaets metodiske

design, jf. indledningen til afsnit 4.2.

Betragtes tendenserne i figur 4.4 blandt de grupper, der ytres om, kan der dog ses en

tendens til, at populationen forholder sig mere restriktivt til kritiske ytringer om homo-

seksuelle, end til kritiske ytringer om både kristne, muslimer, danskere og indvandrere.

Af figur 4.4 kan det ligeledes aflæses, at der er en tendens til, at populationen er mindre

restriktiv om de ytrende gruppers kritiske ytringer om egne grupper, eller grupper der

kan opfattes som lignende. Med dette henvises til, at hvad angår den ytrende gruppe

’muslimer’, er populationen mindst restriktiv om denne gruppes kritiske ytringer om

muslimer og indvandrere. Ligeså gælder det, at hvad angår den ytrende gruppe ’indvan-

drere’, er populationen mindst restriktiv om denne gruppes kritiske ytringer om indvan-

drere og muslimer, og slutteligt, når det omhandler den ytrende gruppe ’kristne’, er po-

pulationen mindst restriktiv om denne gruppes kritiske ytringer om kristne og danskere.

Populationen opdelt på køn

Ses der på populationen opdelt på køn og kritiske ytringer om kristne, muslimer, dan-

skere, homoseksuelle og indvandrere, er der i enkelte tilfælde signifikante forskelle mel-

lem mænd og kvinder. I disse tilfælde er der en tendens til, at kvinder er mere restriktive

end mænd

249

Populationen opdelt på uddannelse

Hvad angår populationen opdelt på uddannelse og kritiske ytringer om kristne, musli-

mer, danskere, homoseksuelle og indvandrere, ses der overordnet samme tendenser for

uddannelsesniveauerne som for kritiske ytringer om jøder, jf. afsnit 4.2, når der kontrol-

leres for køn, alder og herkomst.

Populationen opdelt på indkomst

Hvad angår populationen opdelt på indkomst og kritiske ytringer om kristne, musli-

mer, danskere, homoseksuelle og indvandrere, er der i de fleste tilfælde ikke signifikante

249 Dette gælder for kristnes ytringer om muslimer, homoseksuelle og indvandrere, repræsentanter for den yderste højre-

fløjs ytringer om muslimer og indvandrere samt nynazisters ytringer om indvandrere.

211

forskelle mellem den laveste indkomstkvartil og de resterede indkomstkvartiler, når der

kontrolleres for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst, ligesom det er tilfældet for

kritiske ytringer om jøder, jf. afsnit 4.2.

4.4

Opsamling

I dette afsnit er det belyst, om holdningen til bestemte gruppers ytringsfrihed har ændret

sig over tid, og om der findes udbredte opfattelser af, at bestemte grupper ikke skal være

omfattet af samme ytringsfrihed som andre grupper. Der ses en tendens til, at popula-

tionen i 2019 i forhold til 2006 overordnet er mere tolerante over for udvalgte befolk-

ningsgruppers ret til at ytre sig på nær ’nynazister’ og ’islamiske fundamentalister, der

argumenterer for indførelsen af sharia-lov i Danmark’. Det ses endvidere, at det begge

år er netop disse to grupper, som personerne i undersøgelserne er mest restriktive over

for. I undersøgelsen fra 2019 ses tilsvarende, at det er disse to gruppers kritiske ytringer,

som populationen er mest restriktive over for, uanset hvem de ytrer sig om. Der ses en

tendens til, at populationen er mindre restriktiv, hvad angår ytrende gruppers kritiske

ytringer om egne grupper eller grupper, der opfattes som lignende, eksempelvis musli-

mers kritiske ytringer om muslimer.

5. Censur og selvcensur

I dette afsnit undersøges holdninger og oplevelser i relation til censur og selvcensur.

Afsnittet behandler tre overordnede temaer: Holdningen til censur i radio og tv, opfat-

telsen af folks generelle udsathed for censur på

sociale

og i

traditionelle

medier samt egne

oplevelser med censur og selvcensur på

sociale

og i

traditionelle

medier.

Afsnittet afspejler Ytringsfrihedskommissionens arbejde med at afdække ytringsfrihe-

dens vilkår i Danmark, herunder begrænsninger i form af støtten til censur. Desuden

søger kommissionen at afdække, i hvor stort omfang selvcensur udøves i Danmark samt

undersøge, hvilke forhold der får befolkningen til at afstå fra at ytre sig offentligt.

I dette afsnit behandles censur og selvcensur i relation til både

sociale medier

traditio-

nelle medier.

Med

sociale medier

menes der eksempelvis Facebook, Twitter, Instagram og

blogs, mens der med

traditionelle medier

eksempelvis menes aviser, radio og tv.

212

5.1

Bør radio og tv tie yderliggående synspunkter ihjel?

Figur 5.1 viser andelen af personer, der er enige i, at radio og tv burde tie yderliggående

synspunkter ihjel i henholdsvis 1971-1981,

250

2006

251

og 2019.

FIGUR 5.1

Andel enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.

Gennemsnit af population 1971-1981

31%

Population 2006

25%

Population 2019

29%

N: Population samlet for 1971-1981 = 6938, Population 2006 = 1901, Population 2019 = 1913

Overordnet kan det aflæses af figur 5.1, at en fjerdedel af populationen i 2006 og knap tre

ud af ti af populationen i 2019 mener, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter

ihjel. Andelen af populationen, der i 1971-1981 er enige i, at radio og tv burde tie yder-

liggående synspunkter ihjel, er signifikant større end tilsvarende andele i både 2006 og

2019. Samtidig er andelen i 2019 dog signifikant større end i 2006. Der er således ikke

en entydig tendens over tid. Det bemærkes, at de personer, der har svaret ’ved ikke’ til

spørgsmålet, er sorteret fra i 1981, 2006 og 2019. Dette er gjort for at gøre tallene sam-

menlignelige, da ’ved ikke’ ikke er et muligt svar i valgundersøgelserne fra 1971 til 1979.

I figur 5.2 er resultaterne for indeværende undersøgelse fra 2019 yderligere uddybet. Her

er andelen blandt de forskellige grupper i undersøgelsen, der er enige i, at radio og tv

burde tie yderliggående synspunkter ihjel, præsenteret.

250

251

Tallene fra 1971 til 1981 stammer fra Det Danske Valgprojekts valgundersøgelser. Dokumentation og resultater kan findes

her: https://www.valgprojektet.dk/pages/page.asp?pid=308&l=dk

Tallene fra 2006 stammer fra tidligere omtalte undersøgelse (se afsnit 4.1) til brug for en forskningsartikel om dansker-

nes ytringsfrihed (Petersen et al. 2007). I omtalte forskningsartikel blev disse tal dog aldrig anvendt, hvorfor de ikke før

er blevet publiceret.

213

FIGUR 5.2

Andel enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.

Population

Unge (16-25 år)

Indvandrere/efterkommere,

muslimske lande

Politikere

Debattører

25%

29%

17%

36%

18%

N: Population = 1913, Unge (16-25 år) = 336, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 197, Politikere =

1242, Debattører = 320

Af figur 5.2 fremgår det, at andelen, der er enige i, at radio og tv burde tie yderliggående

synspunkter ihjel, er signifikant mindre for henholdsvis unge, politikere og debattører.

Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande har en signifikant større andel, der er

enige til sammenligning med populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, uddan-

nelse og indkomst, er der fortsat signifikant forskel mellem indvandrere og efterkom-

mere fra muslimske lande og den resterende del af populationen. Der er ikke signifikant

forskel, når indvandrere sammenlignes med efterkommere i forhold til andelen, der er

enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.

Blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande ligger andelen af enige på niveau

med politikere. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst, er der dog

ikke signifikant forskel på indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den reste-

rende del af populationen i forhold til at mene, at radio og TV burde tie yderliggående

synspunkter ihjel.

Hvad angår gruppen af kunstnere, ligner deres svar i høj grad debattørernes. Journali-

sternes svar minder derimod mere om de unges, dog med en mindre andel enige.

Populationen opdelt på køn

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og andelen

af enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.

214

Populationen opdelt på uddannelse

Der ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelse og andelen, der er enige i, at

radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, når der kontrolleres for køn, alder

og herkomst.

Figur 5.3 viser den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau, der er

enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel.

FIGUR 5.3

Estimeret andel enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, givet

uddannelsesniveau.

Grundskole

Gymnasiale udd.

Erhvervsfaglige udd.

Korte videregående udd.

Mellemlange videregående udd.

Lange videregående udd.

20%

27%

23%

29%

32%

38%

Af figur 5.3 fremgår det, at andelen af personer med lange videregående uddannelser, der

er enige i, at radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, er signifikant mindre

end andelen blandt personer med grundskoleniveau. Andelen inden for de resterende

uddannelsesniveauer adskiller sig ikke signifikant fra grundskoleniveauet.

Populationen opdelt på indkomst

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen, der er enige i, at

radio og tv burde tie yderliggående synspunkter ihjel, kontrolleret for køn, alder, uddan-

nelsesniveau og herkomst.

5.2

Opfattelse af general udsathed for censur

I dette delafsnit fremgår to forskellige udtryk for opfattelser af folks udsathed for censur.

Først belyses andelen, der er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de

vil i den offentlige debat på

sociale medier

og i de

traditionelle medier.

Dernæst ses der

215

på andelen, der er enige i, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og

skrive det, de mener, på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.

Enighed i at folk har mulighed for at sige, hvad de vil

FIGUR 5.4

Andel enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat

på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.*

86%

80%

74%

64%

83%

71%

64%

55%

80%

74%

Andel enige i, at at folk generelt har

mulighed for at sige, hvad de vil i den

offentlige debat på de sociale medier.

Population

Politikere

Unge (16-25 år)

Debattører

Andel enige i, at folk generelt har mulighed for

at sige, hvad de vil i den offentlige debat i

traditionelle medier.

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =

1254, Debattører = 323

*Politikerne er i stedet blevet spurgt om, hvorvidt politikere i Danmark har mulighed for at sige, hvad de vil i

den generelle offentlige debat henholdsvis på de sociale medier og i traditionelle medier.

Af figur 5.4 fremgår andelen, der er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad

de vil i den offentlige debat på henholdsvis de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.

Overordnet ses det, at andelen af enige i populationen er relativ ens for de

sociale

og de

traditionelle

medier (henholdsvis 74 og 71 pct.). For de andre grupper i undersøgelsen va-

rierer andelen af enige lidt mere på tværs af de to typer af medier. Der ses dog overordnet

en tendens til, at andelen af enige inden for hver gruppe er størst, hvad angår de

sociale

medier

i forhold til de

traditionelle medier.

Betragtes spørgsmålet vedrørende de

sociale medier,

er andelen af enige signifikant stør-

re for de unge, politikere og debattører sammenlignet med populationen. I modsætning

hertil er andelen af enige signifikant mindre blandt indvandrere og efterkommere fra

muslimske lande sammenlignet med populationen. Forskellen mellem svarene for ind-

216

vandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af populationen

er fortsat signifikant, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. Sam-

menlignes indvandrere med efterkommere, er der endvidere en signifikant forskel, idet

andelen af enige blandt indvandrere er mindre end andelen af enige blandt efterkomme-

re. Efterkommere minder dermed mere om populationen i forhold til, om folk generelt

har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat på de

sociale medier.

Betragtes spørgsmålet vedrørende de

traditionelle medier,

er andelen af enige politikere

signifikant større end andelen af enige i populationen, mens andelen af enige er sig-

nifikant mindre for de unge samt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande

sammenlignet med populationen. Denne forskel for indvandrere og efterkommere fra

muslimske lande og den resterende del af populationen er fortsat signifikant, når der

kontrolleres for køn, alder, uddannelse og indkomst. Der er dog ikke signifikant forskel,

når indvandrere sammenlignes med efterkommere, som der er for de

sociale medier.

Yderligere ses, at andelen af enige blandt debattørerne er på niveau med andelen af enige

i populationen.

Sammenlignet med den resterende del af populationen mener en mindre andel indvan-

drere og efterkommere fra øvrige lande, at folk har mulighed for at sige, hvad de vil i den

offentlige debat på både

sociale

og i

traditionelle medier.

Når der kontrolleres for køn,

alder, uddannelse og indkomst, er forskellen til den resterende del af populationen dog

ikke signifikant.

Gruppen af kunstnere

252

er, frem for spørgsmålet præsenteret i det ovenstående, blevet

stillet spørgsmålet ”hvor

enig eller uenig er du i, at kunstnere i Danmark har mulighed for

at sige, hvad de vil i den generelle offentlige debat på de sociale medier (fx på Facebook,

Twitter, Instagram og blogs)?”.

Tilsvarende spørgsmål er stillet vedrørende

traditionelle

medier.

Sammenlignet med grupperne præsenteret i figur 5.4, ligner besvarelserne fra

gruppen af kunstnere populationen på spørgsmålet, om folk generelt har mulighed for at

sige, hvad de vil i den offentlige debat på de

sociale medier,

mens kunstneres besvarelser

ligner politikernes, når der spørges til

traditionelle medier.

Populationen opdelt på køn

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og andelen

af enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat på de

sociale medier

og tilsvarende i de

traditionelle medier.

252

Gruppen af journalister har ikke modtaget spørgsmål, der svarer til dem, præsenteret i dette delafsnit, hvorfor der ikke

afrapporteres om journalisternes svar.

217

Populationen opdelt på uddannelse

Figur 5.5 viser den estimerede andel personer inden for hvert uddannelsesniveau, der

er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat

på

sociale medier.

FIGUR 5.5

Estimeret andel enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offent-

lige debat på de

sociale medier,

givet uddannelsesniveau.

Grundskole

Gymnasiale udd.

Erhvervsfaglige udd.

Korte videregående udd.

Mellemlange videregående udd.

Lange videregående udd.

65%

78%

74%

81%

79%

80%

Figur 5.5 viser, at andelen, der er enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de

vil i den offentlige debat på de

sociale medier,

er signifikant større blandt personer med

alle øvrige uddannelsesniveauer i forhold til grundskoleniveau, når der kontrolleres for

køn, alder og herkomst.

Hvad angår spørgsmålet, om folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den

offentlige debat

i traditionelle medier,

findes der ingen signifikant sammenhæng med

uddannelse efter kontrol af de omtalte baggrundskarakteristika.

Populationen opdelt på indkomst

Det er undersøgt, hvorvidt der er variationer på tværs af populationens indkomstniveau i

forhold til, om man mener, folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentli-

ge debat på de

sociale medier

og i

de traditionelle medier.

Der er kontrolleret for køn, alder,

uddannelse og herkomst. Hvad angår de

sociale medier,

er andelen af enige blandt perso-

ner i den højeste indkomstkvartil signifikant større (estimeret andel 80 pct.) end blandt

personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel 70 pct.). Fokuseres der på de re-

sterende indkomstkvartiler, ses ingen signifikante forskelle fra laveste indkomstkvartil.

218

En lignende tendens gør sig gældende, hvad angår andelen, der er enige i, at folk generelt

har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat i

traditionelle medier.

Her er

andelen signifikant større blandt personer i den næsthøjeste og højeste indkomstkvartil

(estimeret andel henholdsvis 74 og 75 pct.) sammenlignet med laveste indkomstkvartil

(estimeret andel 67 pct.), mens den næstlaveste indkomstkvartil ikke adskiller sig herfra.

Er der noget, der afholder folk fra at sige og skrive, hvad de vil

I dette delafsnit fokuseres der på, om de forskellige grupper i undersøgelsen mener, at

der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de

sociale

medier

og i de

traditionelle medier.

FIGUR 5.6

Andel der mener, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det,

de vil på de

sociale medier

samt i de

traditionelle medier.*

79%

69%

66%

50%

83%

72%

66%

51%

71%

87%

Andel der mener, at der er noget, som kan

få folk til at afholde sig fra at sige og skrive

det, de vil på de sociale medier.

Population

Politikere

Unge (16-25 år)

Debattører

Andel der mener, at der er noget, som kan

få folk til at afholde sig fra at sige og skrive

det, de vil i de traditionelle medier.

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =

1254, Debattører = 323

*Politikerne er i stedet blevet spurgt om, hvorvidt der er noget, som kan få politikere i Danmark til at afholde

sig fra at sige og skrive det de vil på de

sociale medier

samt i de

traditionelle medier.

Af figur 5.6 fremgår det, at andelen der mener, at der er noget, som kan få folk til at

afholde sig fra at sige og skrive det, de vil, er cirka på samme niveau, når der spørges til

sociale medier,

som når der spørges til de

traditionelle medier.

Grupperne af politi-

kere udgør dog en undtagelse herfra, da niveauerne her er forskellige på tværs af de to

spørgsmål.

219

Hvad angår spørgsmålet vedrørende de

sociale medier,

fremgår det af figur 5.6, at 69 pct.

af populationen mener, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og

skrive det, de vil. Hvad angår de

traditionelle medier,

er det 72 pct. af populationen, der

mener dette. Andelen af unge, der mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig

fra at sige og skrive det, de vil på de

sociale medier,

er på niveau med andelen i popula-

tionen, mens der for de

traditionelle medier,

er en signifikant mindre andel, der mener

dette. Blandt debattører er andelen signifikant større end blandt populationen for både

sociale

traditionelle medier.

Blandt politikerne er andelen signifikant større for de

sociale

medier. For de

traditionelle medier

adskiller politikerne sig ikke signifikant fra

populationen. I modsætning hertil er andelen, der mener, at der er noget, der kan få folk

til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de

sociale medier

og i de

traditionelle

medier,

signifikant mindre blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande,

end det er tilfældet for populationen. Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse

og indkomst, er forskellen mellem indvandrere og efterkommere fra muslimske lande

og den resterende del af populationen fortsat signifikant. Sammenlignes besvarelserne

blandt indvandrere med efterkommere er der ikke signifikant forskel for hverken

sociale

eller

traditionelle medier.

Som det fremgår af figur 5.6, mener 69 pct. af populationen, at der er noget, det kan få

folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på

sociale medier.

I den sammen-

hæng kan det nævnes, at Institut for Menneskerettigheders undersøgelse af demokratisk

deltagelse på Facebook viser, at 63 pct. af de aktive danske Facebookbrugere mener, at

det er et problem for ytringsfriheden, hvis folk afstår fra at ytre sig på grund af tonen i

online-debatter (Zuleta og Laursen 2019)

Gruppen af kunstnere er, frem for spørgsmålet præsenteret i det ovenstående, blevet stil-

let spørgsmålet ”mener

du, at der er noget, som kan få kunstnere i Danmark til at afholde

sig fra at sige og skrive det, de vil på de sociale medier (fx på Facebook, Twitter, Instagram

og blogs)?”.

Tilsvarende spørgsmål er stillet angående

traditionelle medier.

Sammenlig-

net med grupperne præsenteret i figur 5.6, ligner kunstnernes besvarelser politikernes

besvarelser for spørgsmålet vedrørende de

sociale medier,

mens besvarelserne fra kunst-

nerne på spørgsmålet om

traditionelle medier

placerer sig mellem populationens og de-

battørernes besvarelser.

Andelen blandt indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, der mener, at der er no-

get, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på både

sociale

og i

traditionelle

medier, er mindre end andelen i populationen og tættere på niveauet blandt

indvandrere og efterkommere fra muslimske lande. Når der kontrolleres for køn, alder,

uddannelse og indkomst, er sandsynligheden for at mene, at der er noget, der kan få

folk til at holde sig tilbage signifikant lavere for indvandrere og efterkommere fra øvrige

lande sammenlignet med den resterende del af populationen.

220

Der ses en vis diskrepans, når andelen af enige i, at folk har mulighed for at sige, hvad de

vil, jf. figur 5.4, sammenlignes med andelen af enige i, at der noget, der forhindrer folk

i at sige, hvad de vil, jf. figur 5.6. Blandt populationen er henholdsvis 74 pct. og 71 pct.

enige i, at folk generelt har mulighed for at sige, hvad de vil i den offentlige debat på de

sociale medier

samt i de

traditionelle medier.

Samtidig er der dog en relativt stor andel,

der mener, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de

vil på de

sociale medier

og i

traditionelle medier,

da henholdsvis 69 pct. og 72 pct. af

populationen mener dette. De to synspunkter er dog ikke nødvendigvis modstridende.

Populationen opdelt på køn

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og holdnin-

ger til, om der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at ytre sig på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.

Populationen opdelt på uddannelse

Det er undersøgt, om populationens uddannelsesniveau har betydning for, om man me-

ner, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på

sociale medier

samt i de

traditionelle medier.

Der er kontrolleret for køn, alder og

herkomst.

FIGUR 5.7

Estimeret andel der mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og

skrive det, de vil på

de sociale medier

samt i de

traditionelle medier,

givet uddannelse.

77%

67%

68%

66%

74%

68%

79%

70%

78%

75%

Estimeret andel der mener, at der er

noget, der kan få folk til at afholde sig

fra at sige og skrive det, de vil på de

sociale medier.

Grundskole

Korte videregående udd.

Estimeret andel der mener, at der er

noget, der kan få folk til at afholde sig

fra at sige og skrive det, de vil i de

traditionelle medier.

Erhvervsfaglige udd.

Lange videregående udd.

Gymnasiale udd.

Mellemlange videregående udd.

221

Hvad angår de

sociale medier,

viser figur 5.7, at andelen af personer med mellemlang

videregående uddannelse, der mener, at der er noget der kan få folk til at afholde sig fra

at sige og skrive det, de vil, er signifikant større end andelen blandt personer med grund-

skoleniveau. Hvad angår de

traditionelle medier,

ses det tilsvarende for personer med

mellemlange videregående uddannelse, hvor andelen af enige i udsagnet er større end

blandt personer med grundskoleuddannelse. Dette gør sig også gældende for personer

med korte videregående uddannelser.

Populationen opdelt på indkomst

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen, der mener, at der

er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de

sociale me-

dier,

kontrolleret for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst.

Herimod ses en signifikant sammenhæng mellem indkomst og andelen, der mener, at

der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil i de

traditi-

onelle medier,

kontrolleret for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst. Andelen af

personer i den næstlaveste indkomstkvartil, der mener, at der er noget, der kan få folk til

at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil i de

traditionelle medier,

er signifikant mindre

(estimeret andel 68 pct.) end andelen af personer i den laveste indkomstkvartil (estime-

ret andel 74 pct.). For personer i de resterende indkomstkvartiler ses ingen signifikant

forskel fra laveste indkomstkvartil.

Opfattelse af årsager til, at folk afholder sig fra at ytre sig på sociale medier

Den andel af populationen, der har angivet, at der er noget, som kan få folk til at afholde

sig fra at sige og skrive det, de vil på de sociale medier (69 pct.), er efterfølgende blevet

spurgt, hvad de mener, der får folk til at afholde sig herfra.

En rapport fra Institut for Menneskerettigheder viser, at mænd oftere deltager i sam-

fundsdebatter på Facebook end kvinder, samt at kvinder oftere afholder sig fra at deltage

i debatten som konsekvens af tonen i debatten (Epinion for Institut for Menneskeret-

tigheder 2019). Ytringsfrihedskommissionen har på denne baggrund en interesse i at

belyse, hvorvidt årsagerne til at afholde sig fra at ytre sig på sociale medier er forskellige

blandt mænd og kvinder, hvorfor figur 5.8 også viser svarfordelingen opdelt på køn.

Der er dog i indeværende undersøgelse ikke fundet en signifikant forskel på mænd og

kvinders holdninger til, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at ytre sig på

sociale medier,

jf. tidligere i dette afsnit. Der kan dog være forskel i årsagerne til at

afholde sig herfra, hvorfor analyserne i dette afsnit er opdelt på køn.

222

FIGUR 5.8

Andel der mener, at nedenstående årsager får folk til at afholde sig fra at sige og skrive

det, de vil på de sociale medier.*

Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til

grin, blive chikaneret eller miste venner

Risiko for trusler om vold

Frygt for sanktioner fra deres

arbejdsgiver, fx at blive kritiseret, få en

advarsel eller at blive fyret

Høflighed, fx for at undgå at såre andre

Politisk korrekthed

At de sociale medier afviser

eller fjerner bestemte ytringer

Lovgivningen

Andet

Population

Kvinde

Mand

30%

27%

34%

25%

24%

27%

42%

38%

39%

52%

50%

55%

47%

68%

70%

65%

63%

52%

N: Population = 1524-1525, Kvinde = 832-833, Mand = 692

*Kun personer, der har svaret ja til, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det,

de vil på de sociale medier, har fået spørgsmålet. Det er muligt at angive flere svar.

Af figur 5.8 fremgår, hvor stor en andel af de personer – som jf. figur 5.6 mener, at der er

noget, der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive, hvad de vil på sociale medier

– der har angivet, at en eller flere af de nævnte årsager, efter deres opfattelse, forårsager,

folk

afholder sig fra at ytre sig på sociale medier. Det bemærkes i forlængelse heraf, at

besvarelserne, der indgår i figur 5.8, omhandler personers vurdering af, hvilke årsager

der får

folk generelt

til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil på de sociale medier.

Figuren viser således ikke personernes egne årsager til, at de eventuelt selv afholder sig

fra at ytre sig på sociale medier.

Figur 5.8 viser, at både mænd og kvinder hyppigst angiver ’frygt for sociale sanktioner’

som årsagen til, at folk afholder sig fra at sige og skrive det, de vil på sociale medier, tæt

efterfulgt af årsagen ’risiko for trusler om vold’.

223

For halvdelen af årsagerne vist i figur 5.8 er der en signifikant forskel mellem andelen

af mænd og kvinder, der angiver pågældende årsag til, at folk afholder sig fra at ytre sig

på de sociale medier. En signifikant større andel af mænd end kvinder angiver ’frygt for

sanktioner fra deres arbejdsgiver’ samt ’at de sociale medier afviser eller fjerner bestemte

ytringer’. Omvendt angiver en signifikant større andel af kvinder end mænd årsagerne

’frygt for sociale sanktioner’ samt ’høflighed’. For de resterende årsager er der ingen sig-

nifikante forskelle mellem mænd og kvinder.

Opfattelse af årsager til, at folk afholder sig fra at ytre sig på traditionelle medier

Tilsvarende de

sociale medier

er den andel af populationen, der mener, at der er noget,

som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det, de vil i de

traditionelle medier

(72

pct.), efterfølgende blevet spurgt, hvad de mener, årsagerne er hertil. Ligesom i ovenstå-

ende afsnit er besvarelserne også opdelt på køn grundet Ytringsfrihedskommissionens

interesse herfor.

FIGUR 5.9

Andel der mener, at nedenstående årsager får folk til at afholde sig fra at sige og skrive

det, de vil i de traditionelle medier.*

Risiko for trusler om vold

Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til

grin, blive chikaneret eller miste venner

Frygt for sanktioner fra deres

arbejdsgiver, fx at blive kritiseret, få en

advarsel eller at blive fyret

Politisk korrekthed

Høflighed, fx for at undgå at såre andre

At medierne afviser eller

fjerner bestemte ytringer

Lovgivningen

Andet

Population

Kvinde

Mand

24%

43%

41%

45%

36%

39%

32%

34%

33%

36%

54%

56%

51%

53%

52%

54%

62%

63%

60%

N: Population = 1598-1600, Kvinde = 869-870, Mand = 729-730

*Kun personer, der har svaret ja til, at der er noget, som kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive det,

de vil i de traditionelle medier, har fået spørgsmålet. Det er muligt at angive flere svar.

224

Det kan aflæses af figur 5.9, at af de personer – som jf. figur 5.6 mener, at der er noget,

der kan få folk til at afholde sig fra at sige og skrive, hvad de vil i traditionelle medier –

angiver både mænd og kvinder hyppigst ’risiko for trusler om vold’ som årsag til, at folk

afholder sig fra at sige og skrive det, de vil i traditionelle medier, tæt efterfulgt af svaret

’frygt for sociale sanktioner’. Disse to årsager var også de hyppigst valgte, hvad angik de

sociale medier.

Det fremgår af figur 5.9, at der kun er signifikant forskel mellem andelen af mænd og

kvinder, hvad angår årsagen ”høflighed”, hvor en signifikant større andel af kvinder har

angivet denne årsag til at afholde sig fra at ytre sig på de traditionelle medier end mænd.

5.3

Oplevet censur og selvcensur

Dette afsnit omhandler grupperne i undersøgelsens oplevelser og erfaringer med delta-

gelse i og afholdelse fra deltagelse i offentlige debatter på de

sociale medier

og i

de traditi-

onelle medier.

Som nævnt tidligere menes der med

sociale medier

eksempelvis Facebook,

Twitter, Instagram og blogs, og med

traditionelle medier

menes der eksempelvis aviser,

radio og tv.

Først ses der på, hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter er blandt grupperne i un-

dersøgelsen og herefter, hvor hyppigt de deltager. Dernæst ses der på personer, der afhol-

der sig fra at deltage i de offentlige debatter på

sociale

og i

traditionelle

medier, dels hvor

udbredt det er at afholde sig herfra og dels, hvilke årsager der er hertil.

Deltagelse i den offentlige debat

Figur 5.10 viser, hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter på de sociale medier og i de

traditionelle er blandt de forskellige grupper i undersøgelsen.

Det bemærkes, at personerne i undersøgelsen kan have tolket spørgsmålet angående del-

tagelse i den offentlige debat i traditionelle medier forskelligt. Nogle personer kan have

tolket det sådan, at deltagelse er betinget af at have skrevet et læserbrev til en avis eller

deltaget i en debat på TV eller i radio, mens andre kan have tolket det sådan, at deltagelse

også indebærer at have skrevet en kommentar til et opslag på et nyhedsmedies Face-

bookside. Tolkningen af spørgsmålet kan afspejle andelene, der angiver at have deltaget.

225

FIGUR 5.10

Andel, der har deltaget i offentlige debatter i de

sociale medier

og på de

traditionelle

medier.

89%

80%

94%

86%

42%

46%

40%

23%

28%

20%

Har du inden for de seneste 6 måneder

deltaget i den offentlige debat på de

sociale medier

Population

Politikere

Unge (16-25 år)

Debattører

Har du inden for de seneste 6 måneder

deltaget i den offentlige debat i de

traditionelle medier

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =

1254, Debattører = 323

Det fremgår af figur 5.10, at godt fire ud af ti har deltaget i den offentlige debat på de

sociale medier

inden for de seneste seks måneder. Tilsvarende er det noget færre, knap

en fjerdedel, der har deltaget i den offentlige debat i

de traditionelle medier.

Hvad an-

går begge medier, er der en signifikant større andel af politikere og debattører, der har

deltaget i offentlige debatter inden for de seneste seks måneder i sammenligning med

populationen, hvilket dog ikke er overraskende i kraft af deres erhverv og kriterierne for

udvælgelse af debattørerne jf. afsnit 1.1. Der er endvidere en signifikant større andel af

indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, der har deltaget i den offentlige de-

bat i de

traditionelle medier

inden for de seneste seks måneder i forhold til populationen.

Dette er dog ikke tilfældet, når debatten foregår på de

sociale medier.

Forskellen mellem

indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af populatio-

nen er ikke signifikant, når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse. Ses

der på, hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter er på de

sociale

og i de

traditionelle

medier, når indvandrere sammenlignes med efterkommere fra muslimske lande, er der

signifikant forskel, når det vedrører

traditionelle medier.

En noget større andel af indvan-

drere har her deltaget end efterkommere. Der er ikke signifikant forskel på deltagelsen,

når det vedrører

sociale medier.

De unge adskiller sig ikke fra populationen i forhold til,

hvor udbredt deltagelse i offentlige debatter er på de

sociale

og i de

traditionelle

medier.

226

Andelen af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, der har deltaget i debatten på

både

sociale

traditionelle

medier, er en anelse mindre end andelene i populationen.

Når der kontrolleres for køn, alder, indkomst og uddannelse, er der dog ingen signifikant

forskel mellem indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den resterende del af

populationen. Dette gælder både for andelen, der har deltaget på

sociale medier,

og an-

delen, der har deltaget i

traditionelle medier.

Hvad angår kunsternes deltagelse i offentlige debatter på

social

og i

traditionelle

medier,

placerer deres besvarelser sig mellem populationen og politikere og debattører.

253

Populationen opdelt på køn

Der er ikke signifikant forskel på besvarelserne fra mænd og kvinder i populationen i

forhold til, hvor udbredt deltagelse i den offentlige debat er på de sociale medier. Modsat

ses der en signifikant forskel, når debatten er i de

traditionelle medier,

hvor en større

andel af mænd (26 pct.) end kvinder (21 pct.) har deltaget i debatten inden for de seneste

seks måneder.

Populationen opdelt på uddannelse

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem uddannelse og deltagelse i den offentlige

debat på

de sociale medier,

når der kontrolleres for køn, alder og herkomst. Sammen-

hængen er dog signifikant, hvad angår deltagelse i den offentlige debat i de

traditionelle

medier.

253

Gruppen af journalister har ikke modtaget spørgsmål, der svarer til dem præsenteret i dette delafsnit, hvorfor der ikke

afrapporteres om journalisterne.

227

FIGUR 5.11

Estimeret andel, der har deltaget i offentlige debatter i de

traditionelle medier,

fordelt på

uddannelsesniveau.

Grundskole

Gymnasiale udd.

Erhvervsfaglige udd.

Korte videregående udd.

Mellemlange videregående udd.

Lange videregående udd.

19%

21%

23%

27%

23%

26%

Andelen af personer med lange videregående uddannelser, der har deltaget i den of-

fentlige debat i de

traditionelle medier,

er signifikant mindre end blandt personer med

grundskoleniveau. De resterende uddannelsesniveauer adskiller sig ikke signifikant fra

grundskoleniveauet med hensyn til deltagelse i den offentlige debat i de

traditionelle me-

dier.

Populationen opdelt på indkomst

Når der kontrolleres for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst, ses der ingen sig-

nifikant sammenhæng mellem indkomst og deltagelse i den offentlige debat på hverken

sociale

traditionelle

medier.

Hyppighed af deltagelse i den offentlige debat

Figur 5.12 viser hyppigheden af deltagelse i den offentlige debat på de

sociale medier

og i

traditionelle medier

for dem i de forskellige grupper, der har angivet at have deltaget i

debatten inden for de seneste seks måneder jf. figur 5.10. De unge indgår ikke i figuren,

da der er for få besvarelse i nogle af svarkategorierne til at det er muligt at afrapportere

resultaterne. Overordnet kan det dog nævnes, at de unge fordeler sig tilsvarende popu-

lationen, hvilket også var tilfældet for deltagelse inden for de seneste seks måneder, jf.

figur 5.10.

228

FIGUR 5.12

Hyppighed af deltagelse i den offentlige debat på de

sociale medier

og i de

traditionelle

medier.*

Sociale medier

Population

Indvandrere/efterkom-

mere, muslimske lande

Politikere

Debattører

Population

Indvandrere/efterkom-

mere, muslimske lande

Politikere

Debattører

Hver dag

Mindst en gang om måneden

3% 7%

11%

16%

63%

10%

19%

53%

17%

29%

19%

21%

15%

12%

29%

22%

14%

24%

Traditionelle medier

2%4% 6%

10%

78%

13%

66%

2% 8%

13%

37%

40%

1% 11%

12%

44%

31%

Flere gange om ugen

Sjældnere

Ca. en gang om ugen

N: Population = 513-933, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 78-128, Politikere =1082-1120, Debat-

tører = 258-305

*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har

deltaget i den offentlige debat på sociale eller i traditionelle medier, er inkluderet i figuren.

Det fremgår af figur 5.12, at der overordnet er en større andel i alle grupper, der deltager

hyppigere i den offentlige debat på de

sociale medier

i forhold til i de

traditionelle medier.

Populationen deltager ikke så hyppigt i den offentlige debat, hverken på de

sociale medier

eller i de

traditionelle medier,

da en relativt lille andel har deltaget mindst en gang om

ugen. Det fremgik af figur 5.10, at en større andel politikere og debattører har deltaget i de-

batten inden for de seneste seks måneder i forhold til de andre grupper. Af figur 5.12 frem-

går det endvidere, at de politikere og debattører, der har deltaget, også deltager hyppigere,

end de personer i populationen, der har deltaget inden for de seneste seks måneder. Der

er dog relativ stor forskel på hyppigheden af politikere og debattørers deltagelse, når de

sociale medier

sammenlignes med de

traditionelle medier,

hvor der ses en tendens til, at

der hyppigere deltages på de

sociale

medier i forhold til de

traditionelle.

Eksempelvis har

17 pct. af politikerne deltaget i den offentlige debat på de

social medier

hver dag inden for

de seneste seks måneder, mens det angår to pct., som har deltaget i de

traditionelle medier.

229

Indvandrere og efterkommere fra muslimske lande deltager hyppigere end populationen

i den offentlige debat på både de

sociale medier

og i de

traditionelle medier,

da der ses

større andele, der har deltaget hver dag, flere gange om ugen og cirka en gang om ugen

for begge typer af medier. Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke

signifikant forskel på hyppigheden af deres deltagelse.

Hvad angår både de

sociale

og de

traditionelle

medier minder indvandrere og efterkom-

mere fra øvrige lande mest om indvandrere og efterkommere fra muslimske lande i for-

hold til, hvor ofte de har deltaget i den offentlige debat inden for de seneste seks måneder.

De adspurgte kunstnere minder mest om debattørerne, hvad angår hyppigheden af del-

tagelse i offentlige debatter på de

sociale medier,

dog med en lidt mindre hyppig delta-

gelse. Hvad angår de

traditionelle medier,

minder kunstnerne mest om indvandrere og

efterkommere fra muslimske lande, dog med en lidt mindre hyppig deltagelse.

254

Afholdelse fra at ytre sig

Af figur 5.13 fremgår andelen, der inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra

at ytre sig henholdsvis på de

sociale medier

eller i de

traditionelle medier,

selvom pågæl-

dende egentlig gerne ville.

FIGUR 5.13

Andel der inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig henholdsvis

på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier,

selvom pågældende egentlig gerne ville.

50%

40%

32%

33%

23%

18%

19%

42%

31%

29%

Andel der inden for de seneste 6 måneder

har afholdt sig fra at ytre sig på de

sociale medier, selvom pågældende

egentlig gerne ville.

Population

Politikere

Unge (16-25 år)

Debattører

Andel der inden for de seneste 6 måneder

har afholdt sig fra at ytre sig i de

traditionelle medier, selvom pågældende

egentlig gerne ville.

Indvandrere/efterkommere, muslimske lande

N: Population = 2225, Unge (16-25 år) = 482, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 276, Politikere =

1254, Debattører = 323

254

Gruppen af journalister har ikke modtaget spørgsmål, der svarer til dem præsenteret i dette delafsnit, hvorfor der ikke

afrapporteres om journalisterne.

230

Figur 5.13 viser, at der på tværs af grupperne er en større andel, der har afholdt sig fra at

ytre sig på de

sociale medier

end i de

traditionelle medier

inden for de seneste seks måne-

der. 40 pct. af populationen har afholdt sig fra at ytre sig på

de sociale medier,

selvom de

egentlig gerne ville, mens det er 23 pct., der har afholdt sig herfra i de

traditionelle medier.

Andelen, der har afholdt sig, er signifikant mindre for gruppen af unge for både de

so-

ciale

traditionelle

medier. Blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande

er der ligeledes en signifikant mindre andel, som har afholdt sig, hvad angår de

sociale

medier,

mens der ikke er forskel, når det vedrører de

traditionelle medier.

Kontrolleres

der for køn, alder, uddannelse og indkomst, ses der stadig en signifikant forskel mellem

svarene for indvandrere og efterkommere fra muslimske lande og den resterende del af

populationen for de

sociale medier

og forsat ikke en signifikant forskel for de

traditionelle

medier.

Sammenlignes indvandrere med efterkommere, er der ikke signifikant forskel

for hverken de

sociale

eller de

traditionelle

medier.

For politikere er der sammenlignet med populationen en signifikant større andel, der

inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig på både de

sociale

og i

traditionelle

medier, selvom de egentlig gerne ville. Hvad angår debattørerne, er der

en signifikant større andel, der har afholdt sig fra at deltage på de

traditionelle medier

sammenlignet med populationen, mens der ikke er signifikant forskel, når det vedrører

sociale medier.

De adspurgte kunstnere ligner politikerne, hvad angår afholdelse fra at ytre sig på de

sociale medier,

mens gruppen af kunstnere ligner populationen, hvad angår afholdelse

fra at ytre sig i de

traditionelle medier.

Andelen af indvandrere og efterkommere fra øvrige lande, som har afholdt sig fra at

deltage, er på niveau med andelen blandt indvandrere og efterkommere fra muslimske

lande, både hvad angår

sociale

traditionelle

medier. Disse andele er således mindre

end andelen for populationen. Kontrolleres der for køn, alder, uddannelse og indkomst

er forskellen mellem indvandrere og efterkommere fra øvrige lande og den resterende

del af populationen signifikant, hvad angår afholdelse fra deltagelse på

sociale medier,

insignifikant hvad angår deltagelse i

traditionelle medier,

hvilket svarer til resultaterne for

indvandrere og efterkommere fra muslimske lande sammenlignet med den resterende

del af populationen.

Det bemærkes i forbindelse med de

sociale medier,

at Institut for Menneskerettigheders

undersøgelse af demokratisk deltagelse på Facebook viser, at 59 pct. af de aktive danske

Facebook-brugere oplever, at de ofte eller af og til afholder sig fra at skrive kommentarer

i en debat på Facebook på grund af tonen (Zuleta og Laursen 2019). Det kan endvidere

nævnes, at en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Institut for Menneskerettighe-

der, viser, at 72 pct. af politikere har oplevet chikane eller trusler på sociale medier under

231

valgkamp til folketingsvalg (Epinion for Institut for Menneskerettigheder 2019).

255

Dette

kan ses i relation til, at 50 pct. af politikerne har afholdt sig fra at ytre sig på de

sociale

medier,

selvom de egentlig gerne ville.

Populationen opdelt på køn

Der ses en signifikant sammenhæng mellem populationen opdelt på køn og afholdelse

fra at ytre sig på de

sociale medier.

Med 42 pct. er andelen af kvinder, der inden for de

seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig på de

sociale medier,

signifikant større

end andelen af mænd (37 pct.), der har afholdt sig herfra. Derimod ses der ingen signi-

fikant sammenhæng mellem køn og afholdelse fra at ytre sig på de

traditionelle medier.

Populationen opdelt på uddannelse

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem uddannelse – når der kontrolleres for

køn, alder og herkomst – og andelen, der har afholdt sig fra at deltage på de

sociale me-

dier,

selvom pågældende egentlig gerne ville.

I figur 5.14 ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelse og andelen, der har af-

holdt sig fra at deltage i de

traditionelle medier,

selvom pågældende egentlig gerne ville,

kontrolleret for køn, alder og herkomst.

FIGUR 5.14

Estimeret andel, der inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig i de

traditionelle medier,

selvom pågældende egentlig gerne ville, givet uddannelsesniveau.

Grundskole

Gymnasiale uddannelser

Erhvervsfaglige uddannelser

Korte videregående uddannelser

Mellemlange videregående uddannelser

Lange videregående uddannelser

17%

19%

27%

26%

25%

20%

255

”Undersøgelse af chikane og trusler mod folketingskandidater”, Institut for Menneskerettigheder (https://menneskeret.

dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/2019905_epinion_trusler_og_chikane_mod_folketingskandidater_

tabelrapport.pdf).

232

Andelen af personer med mellemlange videregående uddannelser, der har afholdt sig

fra at deltage i den offentlige debat i de traditionelle medier, er signifikant mindre, end

andelen blandt personer med grundskoleniveau. De resterende uddannelsesniveauer ad-

skiller sig ikke signifikant fra grundskoleniveauet i forhold til andelene, der har afholdt

sig fra at deltage i de

traditionelle medier.

Populationen opdelt på indkomst

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem indkomst og at afholde sig fra at deltage

henholdsvis på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier,

selvom pågældende egentlig

gerne ville, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelsesniveau og herkomst.

Hyppighed af afholdelse fra at ytre sig

Figur 5.15 viser hyppigheden af at afholde sig fra at deltage i den offentlige debat på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier

for dem i de forskellige grupper, der har angivet

at have afholdt sig herfra inden for de seneste seks måneder, jf. figur 5.13.

233

FIGUR 5.15

Hyppighed af afholdelse fra deltagelse i den offentlige debat på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.*

Sociale medier

Population

Unge (16-25 år)

Indvandrere/efterkom-

mere, muslimske lande

Politikere

Debattører

11%

14%

17%

30%

29%

14%

19%

31%

27%

16%

21%

12%

17%

34%

22%

25%

32%

14%

18%

23%

28%

22%

Traditionelle medier

Population

Unge (16-25 år)

Indvandrere/efterkom-

mere, muslimske lande

Politikere

Debattører

Hver dag

Mindst en gang om måneden

12%

11%

10%

30%

37%

21%

12%

24%

36%

23%

18%

14%

36%

13%

44%

30%

3% 5%

12%

36%

44%

Flere gange om ugen

Sjældnere

Ca. en gang om ugen

N: Population = 479-833, Unge (16-25 år) = 83-147, Indvandrere/efterkommere, muslimske lande = 48-83,

Politikere = 374-615,

Debattører = 95-131

*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har

afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat på sociale eller i traditionelle medier, selvom de egentlig gerne

ville, er inkluderet i figuren.

Det fremgår af figur 5.15, at der overordnet ikke er den store variation mellem populati-

onen, unge og indvandrere og efterkommere fra muslimske lande i forhold til, hvor hyp-

pigt man har afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat på de

sociale medier

inden for

de seneste seks måneder. Politikere og debattører adskiller sig dog fra de andre grupper.

234

Når det kommer til at afholde sig fra at deltage i debatten i de

traditionelle medier,

er de

unge samt indvandrere og efterkommere fra muslimske lande tilbøjelige til at afholde sig

herfra lidt oftere.

Debattører og politikere afholder sig hyppigere, når debatten er på de

sociale medier

end,

hvad de gør, når det er i de

traditionelle medier.

Debattørerne og politikerne er de grup-

per, hvor de mindste andele afholder sig en gang om ugen eller oftere i de

traditionelle

medier,

mens det modsatte ses, når det vedrører de

sociale medier.

For både de

sociale

traditionelle

medier er der ikke signifikant forskel, når indvandrere

sammenlignes med efterkommere.

Det er ikke muligt at afrapportere resultaterne for indvandrere og efterkommere fra øv-

rige lande, da antallet af personer, der har afholdt sig fra at ytre sig på de

sociale

og i de

traditionelle

medier, er så småt, at det skaber en stor statistisk usikkerhed.

Årsager til egen afholdelse fra at ytre sig på sociale medier

Personerne, der angiver, at de inden for de seneste seks måneder har afholdt sig fra at

ytre sig på de sociale medier, selvom de egentlig gerne ville (40 pct.), er efterfølgende

blevet spurgt om årsagen til, at de afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier. Lige-

som i tidligere afsnit er figur 5.16 vist for populationen samlet og opdelt på køn grundet

Ytringsfrihedskommissionens interesse herfor.

235

FIGUR 5.16

Årsager til at man selv har afholdt sig fra at ytre sig på sociale medier, selvom man egent-

lig gerne ville.*

Høflighed, fx for at undgå at såre andre

Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til

grin, blive chikaneret eller miste venner

Andet

26%

44%

46%

41%

38%

40%

37%

Risiko for trusler om vold

22%

21%

23%

Politisk korrekthed

Frygt for sanktioner fra min arbejdsgiver, fx at

blive kritiseret, få en advarsel eller at blive fyret

At de sociale medier ville afvise eller

fjerne mine ytringer

Lovgivningen

Population

Kvinde

Mand

15%

16%

14%

21%

20%

24%

N: Population = 884-886, Kvinde = 507-508, Mand = 377-378

*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har

afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat på sociale medier, selvom de egentlig gerne ville, er inkluderet i

figuren. Det er muligt at angive flere svar.

Af figur 5.16 fremgår således, hvor stor en andel af henholdsvis mænd og kvinder, der

angiver forskellige årsager til, at de

selv

har afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier.

Mænd og kvinder vælger begge hyppigst årsagen ’høflighed’ som grund til, at de har

afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier, tæt efterfulgt af ’frygt for sociale sankti-

oner’ og herefter ’andet’. Under kategorien ’andet’ er det især, at debatterne er usaglige,

ukonstruktive eller at tonen er for hård, der samlet afholder mænd og kvinder fra at ytre

sig på de sociale medier. I den modsatte ende af skalaen vælger både få mænd og kvinder

’lovgivningen’ som den mindst hyppige årsag til at afholde sig herfra.

236

Institut for Menneskerettigheders rapport om demokratisk deltagelse på Facebook viser,

at de hyppigste årsager til at afholde sig fra at deltage i en debat på Facebook er, at tonen

er for grov, eller at debatten er afsporet. Henholdsvis 52 og 50 pct. af de aktive Facebook-

brugere i Danmark angiver disse årsager (Zuleta og Laursen 2019).

256

Figur 5.16 viser, at besvarelserne tenderer til at variere over køn, men at der alene er

signifikant forskel mellem andelene blandt henholdsvis mænd og kvinder for én årsag:

Andelen af mænd, der udpeger, ’at de sociale medier ville afvise eller fjerne ytringerne’,

som årsag til, at de har afholdt sig fra at ytre sig på de sociale medier, selvom de egentlig

gerne ville, er signifikant større end andelen af kvinder, der vælger denne årsag.

Det er særskilt undersøgt hvor stor en andel i undersøgelsens grupper, der angiver, at

risiko for trusler om vold afholder dem fra at ytre sig på de sociale medier, da Ytringsfri-

hedskommissionen har interesse herfor. Blandt politikere har en signifikant større andel

angivet denne årsag (26 pct.) sammenlignet med populationen. De andre grupper ad-

skiller sig ikke fra populationen.

Årsager til egen afholdelse fra at ytre sig på traditionelle medier

Tilsvarende de sociale medier, er personerne, der har angivet, at de inden for de seneste

seks måneder har afholdt sig fra at ytre sig på de traditionelle medier, selvom de egentlig

gerne ville (23 pct.), efterfølgende blevet spurgt om årsagen til, at de afholdt sig herfra.

Figur 5.17 viser resultaterne heraf opdelt på køn.

256

Zuleta, L. og S. K. Laursen (2019). Demokratisk Deltagelse på Facebook, Institut for Menneskerettigheder.

237

FIGUR 5.17

Årsager til at man selv har afholdt sig fra at ytre sig på traditionelle medier, selvom man

egentlig gerne ville.*

Høflighed, fx for at undgå at såre andre

Frygt for sociale sanktioner, fx at blive til

grin, blive chikaneret eller miste venner

Risiko for trusler om vold

25%

26%

35%

36%

35%

34%

37%

31%

Politisk korrekthed

16%

21%

27%

Andet

Frygt for sanktioner fra min arbejdsgiver, fx at

blive kritiseret, få en advarsel eller at blive fyret

At medierne ville afvise

eller fjerne mine ytringer

Lovgivningen

Population

Kvinde

Mand

20%

16%

12%

20%

10%

11%

N: Population = 518-519, Kvinde = 275-276 Mand = 243

*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks måneder har

afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat i traditionelle medier, selvom de egentlig gerne ville, er inklu-

deret i figuren. Det er muligt at angive flere svar.

Af figur 5.17 fremgår således, hvor stor en andel af henholdsvis mænd og kvinder der

angiver de forskellige muligheder som årsag til, at de

selv

har afholdt sig fra at ytre sig på

de traditionelle medier. En stor andel af både mænd og kvinder angiver ’høflighed’ som

årsag til, at de selv har afholdt sig fra at ytre sig på de traditionelle medier, tæt efterfulgt af

’frygt for sociale sanktioner’. Dette er også de hyppigst valgte svarmuligheder, hvad angår

de sociale medier. I den modsatte ende af skalaen fremgår, ligesom for de sociale medier,

at ’lovgivningen’ vælges af færrest mænd og kvinder.

For to af årsagerne er der en signifikant forskel mellem andelen af mænd og kvinder,

der har valgt pågældende årsager til, at de har afholdt sig fra at ytre sig i de traditionelle

238

medier. En signifikant større andel af mænd end kvinder angiver årsagen ’politisk kor-

rekthed’ samt ’at medierne ville afvise eller fjerne mine ytringer’.

Det er også for de traditionelle medier undersøgt hvor stor en andel i undersøgelsens

grupper, der angiver, at risiko for trusler om vold afholder dem fra at ytre sig, selvom

de egentlig gerne ville. Blandt unge og debattører har en signifikant mindre andel angi-

vet denne årsag (henholdsvis 10 og 15 pct.) sammenlignet med populationen. De andre

grupper adskiller sig ikke fra populationen.

5.4

Opsamling

Dette afsnit har til formål at undersøge holdninger og oplevelser i relation til censur og

selvcensur. Hvad angår censur, har der ikke været et markant skifte i folks holdninger til

censur i radio og tv set over en længere tidsperiode på knap 50 år.

Hvad angår deltagelse i den offentlige debat, er der blandt alle grupper i undersøgelsen

relativ stor enighed om, at folk generelt har mulighed for at deltage i den offentlige debat

på både de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.

Indvandrere og efterkommere fra

muslimske lande er dog den gruppe, hvor den mindste andel mener dette, mens den

største andel ses for politikere. Ikke overraskende har en markant større andel af poli-

tikere og debattører deltaget i offentlige debatter på både de

sociale

og i de

traditionelle

medier sammenlignet med såvel populationen, de unge og indvandrere og efterkomme-

re fra muslimske lande, hvor under halvdelen har deltaget på de

sociale medier

og under

en tredjedel i de

traditionelle medier.

Hvad angår, om der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at deltage i offentlige

debatter, er der blandt grupperne i undersøgelsen også relativ stor enighed heri for de

to typer af medier, hvor mindst halvdelen i alle grupper mener dette. Indvandrere og

efterkommere fra både muslimske og øvrige lande er dog de grupper, hvor de mindste

andele mener, at der er noget, der kan få folk til at afholde sig fra at deltage i offentlige

debatter, mens den største andel ses for debattørerne. Når det kommer til selv at afholde

sig fra deltagelse, er det en mindre andel blandt alle grupper, som har afholdt sig fra at

ytre sig, selvom de egentlig gerne ville. Der ses en tendens til, at en større andel blandt de

deltagende afholder sig fra at debattere på de

sociale medier

end i de

traditionelle.

Hvad angår opfattelser af årsager til, at andre afholder sig fra at deltage, er det samlet

set frygt for eksterne reaktioner (sociale sanktioner, trusler om vold og sanktioner fra

arbejdsgivere), som rangerer højst, når det angår, hvorfor man tror, folk generelt afholder

sig. Når det gælder årsager til egen afholdelse, er den hyppigste årsag høflighed. Det skal

dog bemærkes, at de næsthyppigste årsager er eksterne reaktioner. Lovlighed er samlet

239

set den årsag, der rangerer lavest på tværs af

sociale

traditionelle

medier samt af både

egne og andres årsager.

6. Usande historier på sociale og i traditionelle medier

En del af Ytringsfrihedskommissionens arbejde søger at afdække oplevelser af omfanget

af informationsfrihed

257

, herunder tillid til information og oplevet omfang af usande hi-

storier.

Dette afsnit omhandler populationens oplevelser med usande historier på de

sociale me-

dier

og i de

traditionelle medier,

dels om personerne oplever at være udsat for bevidst

usande historier, og dels om de er bekymret for at blive udsat herfor. Med

sociale medier

menes der, som tidligere nævnt, eksempelvis Facebook, Twitter, Instagram og blogs, og

med

traditionelle medier

menes der eksempelvis aviser, radio og tv.

FIGUR 6.1

Usande historier på

sociale medier

og i

traditionelle

medier.

Udsat for usande historier

61%

58%

44%

29%

Bekymret for usande historier

Har inden for de

seneste 6 måneder

efter egen mening

oplevet at blive

udsat for bevidst

usande historier på

sociale medier

Har inden for de

seneste 6 måneder

efter egen mening

oplevet, at de

traditionelle medier

er kommet med

bevidst usande

historier

Er i høj grad bekymret Er i høj grad bekymret

for at blive udsat for

bevidst usande

historier på de sociale

historier fra

medier

traditionelle mediers

side

N: Population = 2225

257

Informationsfrihed dækker over retten til at få adgang til og til at sprede information.

240

Figur 6.1 viser, hvorvidt populationen vurderer at være henholdsvis udsat for og i høj

grad bekymret

258

for usande historier på de

sociale medier

og i de

traditionelle medier.

For

spørgsmålet vedrørende udsathed vises andelen, der inden for de seneste seks måneder

vurderer, at de har oplevet at blive præsenteret for bevidst usande historier.

259

Andelen af

populationen, der angiver at have oplevet at blive præsenteret for bevidst usande histori-

er på de

sociale medier,

er en anelse større end tilsvarende andel, hvad angår

traditionelle

medier.

Der tegner sig et tilsvarende billede for populationen, når det vedrører bekym-

ring for at blive udsat for bevidst usande historier, hvor andelen ligeledes er større for de

sociale medier

end for de

traditionelle medier.

Når udsathed og bekymring vedrørende

sociale medier

sammenlignes, er en signifikant

mindre andel af populationen i høj grad bekymret for at blive udsat for bevidst usande

historier på de

sociale medier,

sammenlignet med andelen, der har oplevet at blive ud-

sat herfor (henholdsvis 44 og 61 pct.). Det tilsvarende gør sig gældende for

traditionelle

medier,

hvor forskellen mellem de 29 pct., der i høj grad er bekymret, og de 58 pct., der

angiver at have været udsat for bevidst usande historier fra de

traditionelle mediers

side,

også er signifikant.

Det er undersøgt, hvorvidt der blandt populationen er en sammenhæng mellem at være

udsat for usande historier og i høj grad at være bekymret herfor. Denne sammenhæng

er signifikant for både

sociale

traditionelle

medier. 57 pct. af personer i populationen,

der har oplevet at blive udsat for sande historier på de

sociale medier

inden for de seneste

seks måneder, er i høj grad bekymret, mens det gælder for 24 pct. af personer, som ikke

har oplevet at være udsat herfor. Tilsvarende tendens ses for de

traditionelle medier.

Populationen opdelt på køn

Når der fokuseres på populationen fordelt på køn, er der en signifikant større andel af

mænd (65 pct.), der vurderer, at de har været præsenteret for bevidst usande historier på

sociale medier

inden for de seneste seks måneder, i forhold til kvinder (58 pct.). For

traditionelle medier

ses der også en signifikant større andel af mænd, der angiver at have

været udsat for usande historier i forhold til kvinder (66 pct. mænd mod 52 pct. kvin-

der). Hvad angår spørgsmålet omkring bekymring for at blive udsat for bevidst usande

historier på de

sociale medier,

adskiller mænd og kvinders besvarelser sig ikke signifikant

fra hinanden. Det gør de dog, når det vedrører bekymring for, at de

traditionelle medier

258

259

’I høj grad’ er sammensat af svarmulighederne ’I meget høj grad’ og ’I ret høj grad’. Den resterende del af populationen

er enten bekymrede i mindre grad, slet ikke bekymrede eller ved ikke, om de er bekymrede.

Tallene angiver andelen af personer, der vurderer, at de overhovedet har oplevet bevidst usande historier. Den resterende

andel af populationen mener enten, at de aldrig har oplevet bevidst usande historier inden for de seneste seks måneder,

eller ikke ved, om de har. Svarkategorierne i spørgsmålet som præsenteret i spørgeskemaet er: Hver dag, flere gange om

ugen, ca. en gang om ugen, mindst en gang om måneden, sjældnere, aldrig og ved ikke.

241

kommer med bevidst usande historier, hvor 32 pct. af mændene mod 27 pct. af kvinder-

ne i høj grad er bekymret herfor.

Populationen opdelt på uddannelse

Hvad angår populationens uddannelsesniveau i forhold til udsathed og bekymring for

usande historier på de

sociale medier,

ses der signifikante sammenhænge ved begge

spørgsmål. Vedrørende de

traditionelle medier

ses alene forskel med hensyn til udsathed

for usande historier, mens bekymringen herfor ikke varierer over uddannelsesniveau.

Sidstnævnte indgår derfor ikke i figur 6.2.

FIGUR 6.2

Udsathed og bekymring for usande historier på

sociale

og i

traditionelle

medier (estime-

rede andele), givet uddannelse.

68%

57%

62%

67%

59%

66%

53%

41%

49%

48% 49%

55%

65%

72%

58%

62%

55%

Har inden for de seneste 6

måneder efter egen mening

oplevet at blive udsat for

bevidst usande historier på

sociale medier

Er i høj grad bekymret for, at

blive udsat for bevidst usande

historier på de sociale medier

Har inden for de seneste 6

måneder efter egen mening

oplevet, at de traditionelle

medier er kommet med bevidst

usande historier

Grundskole

Korte videregående udd.

Gymnasiale udd.

Mellemlange videregående udd.

Erhvervsfaglige udd.

Lange videregående udd.

Det fremgår af figur 6.2, at en signifikant større estimeret andel af personer med hen-

holdsvis lange videregående og gymnasiale uddannelser angiver at have været udsat for

bevidst usande historier på

sociale medier

i forhold til personer med grundskoleniveau.

Den estimerede andel af personer med korte videregående uddannelser, der har været

udsat, er ligeledes relativ høj, men forskellen er ikke signifikant.

260

Det tilsvarende billede

ses også, hvad angår bekymring for usande historier på de

sociale medier,

men hvor også

personer med mellemlange videregående uddannelser har en signifikant større estimeret

andel, der har været udsat i forhold til personer med grundskoleniveau.

260 Dette skyldes, at signifikanstesten er udregnet på baggrund af et mindre antal personer end testen for personer med

lange videregående og gymnasiale uddannelser

242

Hvad angår de

traditionelle medier,

angiver en signifikant større estimeret andel af perso-

ner med henholdsvis korte videregående og gymnasiale uddannelser at have været udsat

for bevidst usande historier i forhold til personer med grundskoleniveau.

I begge analyser er der kontrolleret for køn, alder og herkomst.

Populationen opdelt på indkomst

Det er undersøgt, hvorvidt indkomstniveau har betydning for populationens udsathed

og bekymring for usande historier på

sociale

og i

traditionelle

medier. Der ses dog ingen

signifikant sammenhæng mellem indkomst og denne udsathed eller bekymring. I disse

analyser er der kontrolleret for køn, alder, herkomst og uddannelse.

Hyppighed af udsathed for usande historier

I figur 6.3 præsenteres populationens egen vurdering af, hvor hyppigt de er udsat for

usande historier henholdsvis på

sociale

og i

traditionelle

medier. I opgørelsen er kun

inkluderet de personer, der har angivet overhovedet at have været udsat for usande hi-

storier, jf. figur 6.1.

FIGUR 6.3

Hyppighed af udsathed for usande historier på

sociale medier

og i

traditionelle medier.*

Hvor ofte har du inden for de seneste

6 måneder efter din mening oplevet at

blive præsenteret for bevidst usande

historier på de sociale medier?

15%

26%

17%

24%

18%

Hvor ofte har du inden for de seneste 6

måneder oplevet, at de traditionelle

medier efter din mening er kommet

med bevidst usande historier?

15%

12%

25%

44%

Hver dag

Mindst en gang om måneden

Flere gange om ugen

Sjældnere

Ca. en gang om ugen

N: Population = 1279-1366

*Kun besvarelser fra personer, der har angivet, at de mener, at de på noget tidspunkt inden for seneste seks er

blevet præsenteret for bevidst usande historier på sociale eller i traditionelle medier, er inkluderet i figuren.

243

Det ses af figur 6.3, at en større andel af populationen vurderer, at de bliver udsat for

usande historier på

sociale medier

en gang om ugen eller oftere, sammenlignet med til-

svarende andel angående

traditionelle medier.

Der er, jf. figur 6.1, også en større andel,

der oplever at have været udsat for usande historier på de

sociale medier,

sammenlignet

med de

traditionelle medier.

Det skal understreges, at figuren ikke viser, om populatio-

nen oftere læser historier på

sociale medier

end

traditionelle medier.

Det kan ikke ude-

lukkes, at årsagen til noget af forskellen i hyppigheden i udsathed for usande historier,

henholdsvis på

sociale

og i

traditionelle

medier, kan skyldes, at populationen ikke bruger

de to typer af medier lige ofte.

6.1

Opsamling

Dette afsnit har til formål af afdække tillid til informationer, herunder oplevet omfang af

og bekymring for usande historier. Overordnet set har en større andel af populationen

oplevet at blive udsat for bevidst usande historier på de

sociale

og i de

traditionelle

me-

dier end andelen, der i høj grad er bekymret herfor. Endvidere tegner der sig et billede

af, at det er på de

sociale medier,

at både udsathed for usande historier, hyppigheden af

udsathed og bekymringen for at blive udsat for usande historier er størst.

7. Ytringsfrihed på arbejdspladsen

Oplevelser af ytringsfrihed på arbejdspladsen, herunder mulighed for og opbakning til

ytringer om kritisable forhold, er et tema i Ytringsfrihedskommissionens arbejde.

Dette afsnit omhandler, hvilke oplevelser populationen har med ytringsfrihed på de-

res arbejdspladser. I afsnit 7.1 er populationen inddelt i to kategorier efter, hvilken type

ansættelse personerne har angivet at have: Offentligt ansat og privatansat

261

. I afsnit 7.2

indgår også personer, som tidligere har været i arbejde i kategorierne ”privat ansatte” og

”offentligt ansatte”, samt opgørelser for hele populationen.

Første delafsnit fokuserer på egne erfaringer med kritisable forhold på arbejdspladsen,

mens andet delafsnit fokuserer på, om privat og offentligt ansatte bør ytre sig herom.

261

Det skal i forbindelse med tolkningen af resultaterne i dette afsnit bemærkes, at populationen ikke er vægtet i forhold

til ansættelsestype, jf. afsnit 1.1. Populationen er dermed ikke repræsentativ for den danske befolkning, hvad angår an-

sættelsestype. Der er dog vægtet for køn, højeste fuldførte uddannelse og familieindkomst, som kan være relateret til

ansættelsestype.

244

7.1

Oplevelser med ytringsfrihed på arbejdspladsen

I dette delafsnit fokuseres der på, om personerne i populationen, der har angivet at være

i arbejde, har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplader, og derefter om de har

påtalt disse forhold i offentligheden. For de personer, der har angivet ikke at have påtalt

de kritisable forhold, er årsagen hertil belyst.

FIGUR 7.1

Andel der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentlighe-

den burde have kendskab til.*

29%

13%

Privatansat

N: Privatansat = 754, Offentlig ansat = 457

*I figuren er der frasorteret dem, der har svaret, at de

ikke

er i arbejde.

O entlig ansat

Figur 7.1 viser, hvor stor en andel af henholdsvis de privatansatte og de offentligt ansatte,

der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde

have kendskab til. Den største andel, der har oplevet dette, ses for gruppen af offentlig

ansatte (29 pct.), mens det gælder for 13 pct. af de privatansatte. Forskellen mellem grup-

perne er signifikant. Det skal dog bemærkes, at måden, hvorpå spørgsmålet er stillet, kan

give anledning til overvejelser om, hvorvidt forskellen i andelene skyldes, at de offentligt

ansatte oftere oplever kritisable forhold på arbejdspladsen, eller om de kritisable forhold,

de oplever, i højere grad er nogle, de mener, offentligheden burde have kendskab til.

Population opdelt på køn

Forskellen mellem mænd er kvinder er kontrolleret for ansættelsestype (privatansat, of-

fentlig ansat eller selvstændig erhvervsdrivende). Der er ingen signifikant forskel mellem

den estimerede andel af henholdsvis mænd og kvinder, der har oplevet kritisable forhold

på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde have kendskab til.

245

Population opdelt på uddannelse og indkomst

Der ses ikke en signifikant forskel på andelen blandt de forskellige uddannelsesgrupper,

der har oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, at offentligheden

burde have kendskab til, når der kontrolleres for køn, alder, herkomst og ansættelsesty-

262

. Det tilsvarende ses for de forskellige indkomstgrupper, hvor der kontrolleres for

samme baggrundsvariable og uddannelse.

Oplevet og påtalt kritisable forhold i offentligheden

Det følgende omhandler, hvorvidt de personer, der har oplevet kritisable forhold på de-

res arbejdspladser, som de mener, at offentligheden burde kende til, har påtalt forhol-

dene i offentligheden, eksempelvis i form af læserbreve, ved offentlige møder, deling på

sociale medier og lignende.

FIGUR 7.2

Andel der har oplevet kritisable forhold

påtalt dem i offentligheden.*

19%

Privatansat

N: Privatansat = 98, Offentlig ansat = 134

O entlig ansat

*Kun besvarelser fra personer, der har angivet, at de har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som

de mener, offentligheden burde have kendskab til, er inkluderet i figuren.

Figur 7.2 viser andelen af de personer, der har oplevet kritisable forhold på deres arbejds-

plads, som de mener, offentligheden burde have kendskab til, og som har påtalt forholde-

ne i offentligheden. Der er her signifikant forskel på andelen ud fra typen af ansættelse.

Ni pct. af de privatansatte har påtalt de kritisable forhold i offentligheden, mens 19 pct. af

de offentligt ansatte har påtalt dem.

262

Der kontrollers i regressionsanalyserne i dette afsnit også for ansættelsestype, da analyserne i afsnittet er opdelt på denne

variabel.

246

Population opdelt på køn, uddannelse og indkomst

Der ses ingen signifikant sammenhæng mellem hverken køn, uddannelse eller indkomst

og andelen i populationen, der har oplevet og påtalt de kritisable forhold i offentlighe-

den. Køn er kontrolleret for ansættelsestype. Uddannelse er kontrolleret for køn, alder,

herkomst og ansættelsestype og indkomst for de samme baggrundskarakteristika samt

uddannelse.

Årsager til ikke at påtale kritisable forhold

Personer, der ikke har påtalt de kritisable forhold i offentligheden, har kunnet angive en

række årsager til, at de har afholdt sig herfra.

FIGUR 7.3

Årsager til at de kritisable forhold ikke er blevet påtalte i offentligheden.*

54%

46%

35%

26% 24%

20%

26%

15%

19%

12%

10%

19%

44%

48%

Det er ikke

muligt at

forbedre

forholdene

Jeg kender

ikke

reglerne

for at ytre

sig

o entligt

Jeg eller Jeg var bange

en af

for at blive

mine

fyret, hvis jeg

kolleger

udtalte mig

o entligt

tidligere

blevet

kritiseret

eller

stra et af

ledelsen

for at

udtale sig

o entligt

På min

Jeg var

arbejdsp- bange for, at

lads er der

jeg ville

en o ciel

blive set

politik om, som illoyal

at kun

over for

ledelsen arbejdsplad-

må udtale

sen

sig

o entligt

forhold på

arbejdsp-

ladsen

Andet

Privatansat

O entlig ansat

N: Privatansat = 89-90, Offentlig ansat = 108-109

*Kun besvarelser fra personer der har angivet, at de har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som

de mener, offentligheden burde have kendskab til, men ikke har påtalt disse kritisable forhold, er inkluderet i

figuren. Det har været muligt at angive flere årsager.

Af figur 7.3 fremgår det, at de hyppigst angivne årsager blandt både privatansatte og of-

fentligt ansatte er at være bange for at blive fyret og at være bange for at blive set som

247

illoyal over for arbejdspladsen. Omtrent halvdelen af både de privatansatte og offentligt

ansatte angiver disse årsager. Modsat ses det, at de i mindre omfang angiver, at de selv

eller en kollega tidligere er blevet kritiseret eller straffet af ledelsen for at udtale sig of-

fentligt, at de ikke kender reglerne for at ytre sig offentligt og andet, som årsager til af

afholde sig fra at ytre sig om de kritisable forhold i offentligheden. Der er ikke signifikant

forskel på de privatansatte og offentligt ansattes angivelser af årsager til at afholde sig fra

at ytre sig i offentligheden.

263

Vurdering af, hvor positiv arbejdsgiveren er over for medarbejderes ytringer om kri-

tisable forhold

Det følgende omhandler, hvordan personerne i populationen, der har angivet at være i

arbejde, vurderer, at deres arbejdsgiver er stemte over for, at medarbejderne udtaler sig

offentligt om eventuelle kritisable forhold på arbejdspladsen.

FIGUR 7.4

Gennemsnitlig vurdering af hvordan arbejdsgiveren er stemt over for, at medarbejdere

udtaler sig offentligt om eventuelle kritisable forhold på arbejdspladsen*.

3,3

3,5

Privatansat

O entlig ansat

N: Privatansat = 620, Offentlig ansat = 393

*Skala fra 0-10, hvor 0 er meget negativ, og 10 er meget positiv.

Figur 7.4 viser, hvordan privatansatte og offentligt ansatte i gennemsnit tror, at deres

arbejdsgivere er stemte over for, at medarbejdere udtaler sig offentligt om eventuelle

kritisable forhold på arbejdspladsen på en skala fra nul til ti, hvor nul er er meget negativ,

og ti er meget positiv. Forskellen mellem privatansattes og offentligt ansattes vurderinger

er ikke signifikant.

263

Det er ikke undersøgt, hvordan populationen fordeler sig på køn, uddannelse og indkomst for årsagerne til, at de kriti-

sable forhold ikke er blevet påtalte i offentligheden, da antallet af besvarelser ikke er tilstrækkeligt til sådanne analyser.

248

Populationen opdelt på køn

Forskellen mellem mænd og kvinder er kontrolleret for ansættelsestype (privatansat, of-

fentligt ansat eller selvstændig erhvervsdrivende). I forhold til mænd vurderer kvinder

i gennemsnit, at deres arbejdsgivere er en smule mere negativt stemte over for, at med-

arbejdere udtaler sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Forskellen er

signifikant (estimeret 3,8 for mænd og estimeret 3,1 for kvinder).

Population opdelt på uddannelse

Der er signifikant sammenhæng mellem uddannelsesniveau og populationens gennem-

snitlige vurdering af, hvordan arbejdsgivere er stemte over for offentlige ytringer om

kritisable forhold på arbejdspladsen, når der kontrolleres for køn, alder, herkomst og

ansættelsestype.

FIGUR 7.5

Estimeret gennemsnitlig vurdering af hvordan arbejdsgiveren er stemt over for, at med-

arbejdere udtaler sig offentligt om eventuelle kritisable forhold på arbejdspladsen, givet

uddannelsesniveau.*

Grundskole

Gymnasiale uddannelser

Erhvervsfaglige uddannelser

Korte videregående uddannelser

Mellemlange videregående uddannelser

Lange videregående uddannelser

3,4

3,3

4,2

*Skala fra 0-10, hvor 0 er meget negativ, og 10 er meget positiv.

Det fremgår af figur 7.5, at personer med lang videregående uddannelses gennemsnit-

lige vurdering af, hvordan arbejdsgiveren er stemt over for, at medarbejdere udtaler sig

offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen, er signifikant højere end blandt per-

soner med grundskoleuddannelse. De resterende uddannelsesniveauer adskiller sig ikke

fra grundskoleniveauet.

249

Population opdelt på indkomst

Ses der på populationen opdelt i indkomstkvartiler, er der også en signifikant sammen-

hæng herimellem og den gennemsnitlige vurdering af, hvordan arbejdsgivere er stemte

over for offentlige ytringer om kritisable forhold på arbejdspladsen, når der kontrolleres

for køn, alder, uddannelse, herkomst og ansættelsestype. Personer i den næsthøjeste ind-

komstkvartil har i gennemsnit en signifikant lavere vurdering (estimeret andel 3,2) end

personer i den laveste indkomstkvartil (estimeret andel 3,8). De resterende indkomst-

kvartiler adskiller sig ikke signifikant fra den laveste indkomstkvartil i forhold til den

gennemsnitlige vurdering af, hvordan arbejdsgivere er stemte over for ytringer om kriti-

sable forhold på arbejdspladsen.

7.2

Bør privat og offentligt ansatte ytre sig?

Følgende delafsnit omhandler personerne i undersøgelsens holdninger til, hvorvidt hen-

holdsvis privatansatte og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på

deres arbejdspladser, hvis arbejdsgiverne ikke er lydhøre over for kritikken. Dette delaf-

snit inkluderer opgørelser for hele populationen. Desuden inkluderes besvarelser fra de

personer i populationen, der angiver ikke at være i arbejde, men tidligere har været enten

privat eller offentligt ansat.

FIGUR 7.6

Andel der mener, at

privatansatte

offentligt

ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable

forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken.

71%

61%

60%

73%

64%

71%

Population

Privatansat

O entlig ansat

Privatansat

O entlig ansat

N: Population = 2225, Privatansat = 1171-1172, Offentlig ansat = 733

250

Figur 7.6 viser andelen blandt populationen og nuværende eller tidligere privatansatte og

offentligt ansatte, der mener, at offentligt ansatte og privatansatte bør ytre sig offentligt

om kritisable forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for

kritikken. Der tegner sig et billede af, at der inden for begge ansættelsesgrupper (pri-

vatansatte og offentligt ansatte) er en større andel, der mener, at offentligt ansatte bør

ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladen sammenlignet med andelen, der mener,

at privatansatte bør ytre sig herom. Forskellen inden for de to ansættelsesgrupper er

signifikant. Der er omvendt ikke signifikant forskel, når de to ansættelsesgrupper sam-

menlignes på tværs. For begge grupper mener godt 60 pct., at privatansatte bør ytre sig

om eventuelle kritisable forhold og godt 70 pct., at offentligt ansatte bør ytre sig herom.

Populationen opdelt på køn

Forskellen mellem mænd og kvinder er kontrolleret for ansættelsestype (privatansat, of-

fentligt ansat eller andet). I forhold til kvinder (estimeret 69 pct.) mener en signifikant

større andel mænd (estimeret 73 pct.), at offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kriti-

sable forhold, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken. Lignende billede gør

sig gældende hvad angår privatansatte. Her mener en signifikant større andel mænd (63

pct.) end kvinder (59 pct.), at de privatansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold

på arbejdspladsen, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken.

Population opdelt på uddannelse

Der ses en signifikant sammenhæng mellem uddannelsesniveau, og hvorvidt privatan-

satte og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejds-

plads, når der kontrolleres for køn, alder, herkomst og ansættelsestype.

251

FIGUR 7.7

Estimeret andel der mener, at

privatansatte

og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt

om kritisable forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for

kritikken, givet uddannelse.

80%

71%

57%

60%

56%

61%

71%

65%

70%

84%

74%

69%

Mener du, at privatansatte bør ytre

sig o entligt om kritisable forhold på

deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiver-

en ikke er lydhør over for kritikken?

Mener du, at o entligt ansatte bør ytre

sig o entligt om kritisable forhold på

deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren

ikke er lydhør over for kritikken?

Grundskole

Korte videregående udd.

Gymnasiale udd.

Mellemlange videregående udd.

Erhvervsfaglige udd.

Lange videregående udd.

Figur 7.7 viser, at den del af populationen, der har gymnasiale eller lange videregående

uddannelser, er mere tilbøjelige end personer, der har grundskole, til at mene, at både

privat og offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på deres arbejds-

plads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over for kritikken.

Population opdelt på indkomst

Der er en signifikant sammenhæng mellem indkomstkvartiler og andelen, der mener, at

man som privatansat og offentligt ansat bør ytre sig offentligt om kritisable forhold på

arbejdspladsen, når der kontrolleres for køn, alder, uddannelse, herkomst og ansættel-

sestype. Personer i næstlaveste (estimeret andel 57 pct.) og næsthøjeste indkomstkvartil

(estimeret andel henholdsvis 59 pct.) er mindre tilbøjelige end personer i den laveste

indkomstkvartil (estimeret andel 66 pct.) til at mene, at privatansatte bør ytre sig offent-

ligt om kritisable forhold på deres arbejdsplads, hvis arbejdsgiveren ikke er lydhør over

for kritikken. Samtidig gælder det, at personer i næstlaveste indkomstkvartil (estimeret

andel 68 pct.) er mindre tilbøjelige end personer i laveste indkomstkvartil (estimeret

andel 75 pct.) til at mene, at offentligt ansatte bør ytre sig offentligt om kritisable forhold

på arbejdspladsen. Der er ikke forskel på personer i den højeste indkomstkvartil og per-

soner i den laveste i forhold til, om offentligt ansatte og privatansatte bør ytre sig.

252

7.3

Opsamling

Formålet med dette afsnit er at afdække oplevelser af ytringsfrihed på arbejdspladsen,

herunder mulighed for og opbakning til ytringer om kritisable forhold på arbejdsplad-

sen. Offentligt ansatte er den ansættelsesgruppe, hvor den største andel har oplevet kriti-

sable forhold på arbejdspladsen, som de mener offentligheden burde have kendskab til.

Det ses også, at der på tværs af ansættelsesgrupperne er en større støtte til, at offentligt

ansatte bør ytre sig om kritisable forhold på arbejdsplads i forhold til privatansatte. Ses

der på årsagerne til ikke at påtale de eventuelt kritisable forhold, er det frygten for at blive

fyret og at blive set som illoyal over for arbejdspladsen, der fylder mest både for offentligt

ansatte og privatansatte.

253

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

Kapitel 7

Ytringsfrihedens retlige rammer

1. Indledning

Ytringsfriheden er en grundlæggende forudsætning for vores demokrati, som både er en

rettighed i sig selv, men også et afgørende fundament for en række andre fundamentale

rettigheder, herunder forsamlingsfriheden, foreningsfriheden, religionsfriheden, poli-

tisk og offentlig deltagelse, uddannelse og ret til oplysning.

I dansk ret er ytringsfriheden navnlig beskyttet af bestemmelser i grundloven og Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), men er også omfattet af bl.a. EU’s

Charter om grundlæggende rettigheder samt en række FN-konventioner, herunder kon-

ventionen om borgerlige og politiske rettigheder, som Danmark har tiltrådt. Indholdet af

disse bestemmelser er nærmere beskrevet i dette kapitel.

Ytringsfriheden er ikke en absolut rettighed. Retten til at ytre sig kan i overensstem-

melse med almindelige menneskeretlige principper begrænses af hensyn til legitime

samfundsmæssige interesser som f.eks. den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed

mv. eller af hensyn til andres rettigheder, herunder f.eks. retten til privatliv. Dette følger

udtrykkeligt af artikel 10, stk. 2, i EMRK.

Dansk ret indeholder mange eksempler på sådanne begrænsninger. Det gælder ikke

mindst straffeloven, som bl.a. kriminaliserer racistiske ytringer, ærekrænkende udta-

lelser om en anden person (injurielovgivningen) samt tilskyndelse til forbrydelser og

billigelse af terror mv.

De forskellige samfundsmæssige hensyn, som kan begrunde indskrænkninger i ytrings-

friheden efter EMRK, beskrives nærmere i afsnit 5. Samtidig beskrives de danske regler

i bl.a. straffeloven, som indebærer begrænsninger i retten til at ytre sig, men som kan

begrundes i de enkelte hensyn.

255

2. Grundloven

Grundloven stammer fra 1849, og selv om der – senest i 1953 – er gennemført flere grund-

lovsrevisioner,

264

er mange af grundlovens bestemmelser i det væsentlige uændrede. Det

gælder bl.a. bestemmelserne om de politiske rettigheder, herunder ytrings-, forenings-,

og forsamlingsfrihed, i grundlovens kapitel VIII, som til en vis grad bærer præg af den

samtid, som de blev skrevet i. Det viser sig navnlig ved, at der først og fremmest fokuse-

res på beskyttelsen mod censur fra statsmagtens side og i mindre grad på det i dag mere

presserende spørgsmål om, hvad man ustraffet skal kunne sige og skrive.

2.1

Grundlovens § 77

Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, som lyder:

”§

77.

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog un-

der ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde

på ny indføres.”

Bestemmelsen stammer fra den oprindelige grundlov fra 1849 (som § 91),

265

hvor det dog

alene var ytringer på tryk, der var beskyttede. Tidligere blev ytringsfrihed da ofte også

omtalt som ensbetydende med trykkefrihed, idet de trykte medier var den primære og

mest virkningsfulde udtryksform. Ved grundlovsrevisionen i 1953 blev bestemmelsen

ændret til også at omfatte ytringer ”i skrift og tale”.

2.1.1

Hvad er omfattet af grundlovens beskyttelse?

Selv om ordet ”tanker” indgår i grundlovsbestemmelsens ordlyd, betyder det ikke, at det

kun er ytringer, som er udtryk for en vis selvstændig tankevirksomhed eller intellektuelt

niveau, eller ytringer, der f.eks. udtrykker en politisk opfattelse, som nyder beskyttelse.

Bestemmelsen omfatter derimod alle typer af ytringer, herunder gengivelse af rent fak-

tiske forhold, fiktion (f.eks. skønlitteratur) og praktiske anvisninger. Referater og blotte

gengivelser eller efterligninger af andres ytringer er også beskyttet af bestemmelsen.

Udtrykket ”på tryk, i skrift” skal i overensstemmelse med grundlovsbestemmelsens for-

mål forstås tilsvarende bredt. Det betyder f.eks., at det ikke kun er ytringer, der udtryk-

kes med ord, som er omfattet. Andre udtryksformer – som f.eks. grafiske figurer, teg-

264

265

Grundloven er ændret i 1866, 1915, 1920 og i 1953.

Bestemmelsens tilblivelse er beskrevet i kapitel 4, afsnit 5.3.

256

ninger og billeder, herunder levende billeder, mv. – er også omfattet. Det samme gælder

tekniske eller mekaniske gengivelser heraf – f.eks. kan en reproduktion af et billede eller

en plakat udgøre en ytring.

266

Det er oplagt, at også de moderne offentliggørelsesmåder

– f.eks. på internettet, sociale medier mv. – er omfattet.

Tøjgenstande med en åbenbar symbolværdi eller graffiti,

267

der rummer en menings-

tilkendegivelse, kan også være ytringer i grundlovens forstand, ligesom en ytring kan

manifestere sig ved fremvisning af genstande med en klar symbolværdi som f.eks. et flag

eller et banner. Tibetkommissionen lagde således i sin beretning til grund, at forholdsor-

dren om, at de officielle gæster under det kinesiske statsbesøg i 2012 skulle skærmes for

synet af pro-tibetanske demonstranter, der stod med tibetanske flag og lignende, stred

mod grundlovens beskyttelse af demonstranternes ytringsfrihed. Kommissionen skriver

således udtrykkeligt, at demonstranternes brug af virkemidler i form af bl.a. tibetanske

flag og gule Falun Gong-T-shirts udgjorde meningstilkendegivelser omfattet af § 77.

268

Udtrykket ”i tale” omfatter tilsvarende både direkte kommunikation - f.eks. almindelig

samtale eller under møder – og tekniske gengivelser heraf, f.eks. en lydoptagelse.

Også kommercielle ytringer som reklamer er omfattet af grundlovsbeskyttelsen.

I den juridiske litteratur har det siden grundlovsændringen i 1953 givet anledning til sær-

lige overvejelser, at der på dette tidspunkt eksisterede censurordninger for film og teater.

Det må formentlig lægges til grund, at man ved grundlovsrevisionen var af den opfat-

telse, at disse censurordninger (som indebar en forudgående myndighedskontrol) ikke

stred mod den udvidede beskyttelse af ytringsfriheden, som 1953-grundloven indebar.

Eftersom censurordningerne for længst er ophævet,

269

har det – mere teoretiske – spørgs-

mål imidlertid været rejst, om det betyder, at censuren kan genindføres. Der er ikke helt

enighed herom, men hovedsynspunktet synes dog at være, at fortiden binder i den for-

stand, at censuren for film og teater i princippet ville kunne genindføres.

270

En anden særlig problemstilling har handlet om, hvordan det forhold, at der herskede

et statsligt monopol på radioområdet (og siden også tv) harmonerede med tilføjelsen af

ordet ”tale” i grundlovens § 77 i 1953. Som det var tilfældet med teater- og filmcensuren,

266 J.P. Christensen m.fl., Dansk Statsret, 1. udgave (2012), side 335.

267 At graffiti er omfattet af grundlovens beskyttelse, er selvsagt ikke til hinder for, at den, der står bag, efter omstændighe-

derne vil kunne straffes for f.eks. hærværk, jf. nedenfor om efterfølgende strafansvar.

268 Tibetkommissionens beretning (2017), side 352f.

269 I dag eksisterer alene en vejledningsordning for film, der retter sig mod mindreårige.

270 Se f.eks. Christensen m.fl. (2012), side 338 og anderledes H. Zahle, Menneskerettigheder – Dansk forfatningsret, 2. udga-

ve (1998), side 64.

257

må man gå ud fra, at det ved grundlovsrevisionen blev vurderet, at radiomonopolet ikke

stred mod grundloven. En faktor i den forbindelse var formentlig, at der for den statslige

radio, der jo var etableret før grundlovsrevisionen i 1953, gjaldt en pligt til alsidighed i

programlægningen, ligesom der har været peget på, at radiomediets ”særlige art” tilsag-

de, at der måtte tillades en vis forudgående indholdsredigering.

271

Afledt heraf har der særligt i forbindelse med valgkampe og folkeafstemninger været

rejst det spørgsmål, om partier, der ikke i forvejen er repræsenteret i Folketinget, men

som er opstillingsberettigede, som følge af alsidighedsforpligtelsen har krav på deltagelse

i de store tv-transmitterede afslutningsdebatter, som i hvert fald traditionelt har været en

særlig vigtig platform for partipolitisk agitation.

Efter spørgsmålet har været behandlet ved domstolene og af Folketingets Ombuds-

mand, er retstilstanden i dag, at de radio- og tv-stationer, som er underlagt en public

service-forpligtelse (det vil først og fremmest sige DR og TV2) i forbindelse med valg til

Folketinget mv., som udgangspunkt skal behandle de opstillingsberettigede partier ens

med hensyn til muligheden for at komme til orde.

272

For DRs vedkommende følger dette

muligvis allerede af, at DR, som en offentlig myndighed, er underlagt det almindelige

forvaltningsretlige regime, herunder lighedsprincippet.

273

2.1.2 Hvem er omfattet af grundlovsbeskyttelsen?

Beskyttelsen af ytringsfriheden i grundlovens § 77 omfatter ”enhver”. Det principielle

udgangspunkt er derfor, at ytringsfriheden kan påberåbes af alle, herunder såvel danske

som udenlandske statsborgere, der opholder sig i landet. Udenlandske journalister og

skribenter, der befinder sig i Danmark, kan derfor lige så lidt som deres danske kolleger

underkastes nogen form for censur, uanset hvor de påtænker at offentliggøre deres tek-

ster.

Det har tidligere været et udbredt synspunkt, at skrifter, bøger mv., som er publiceret i

udlandet, ikke nød grundlovens beskyttelse og derfor kunne gøres til genstand for cen-

sur i forbindelse med import.

271

272

273

Zahle (1998), side 90, som henviser til Max Sørensens synspunkter. Se også T. Jensen, ”Politiske udsendelser i Danmarks

Radio før valg og folkeafstemninger” i U1989B.129.

Højesteret har i sagen U1989.148H afvist, at dette princip også gælder ved vejledende folkeafstemninger. I dommen

afviste Højesteret, at seks opstillingsberettigede partier, som ikke havde plads i Folketinget på det pågældende tidspunkt,

kunne forlange at deltage i DRs udsendelser op til folkeafstemningen om EF-pakken.

J.P. Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer, 1. udgave (2015), side 492f.

258

Argumentet har været, at der i disse tilfælde ikke ville være en person i Danmark at

holde ansvarlig for eventuelle lovbrud – f.eks. i den situation, hvor der i en udenlandsk

udgivelse fremsættes injurier mod en i Danmark bosiddende person eller hjemmehø-

rende virksomhed.

Dette synspunkt er dog siden forladt, bl.a. med henvisning til at også adgangen til at

modtage

ytringer er et element i ytringsfriheden. Dertil kommer, at der i dag er et langt

tættere retligt samarbejde på tværs af landegrænser, som betyder, at mulighederne for at

gøre et retligt ansvar gældende over for personer, der opholder sig i udlandet, er væsent-

lig bedre end tidligere.

274

Til gengæld er personer, der bor eller opholder sig uden for Danmark, ikke omfattet af

den grundlovssikrede ytringsfrihed.

En beslægtet diskussion har drejet sig om børn og mindreårige, hvor nogle juridiske

forfattere med reference til ordene ”dog under ansvar for domstolene” har indtaget det

standpunkt, at så længe man ikke kan holdes strafferetligt ansvarlig for sine ytringer, kan

man heller ikke påberåbe sig grundlovens beskyttelse. Andre har villet sætte grænsen

ved myndighedsalderen med henvisning til, at umyndige børn og unge indtil dette tids-

punkt må tåle et sådant generelt tilsyn fra forældrenes side, at det er meningsløst at tale

om egentlig ytringsfrihed for disse gruppers vedkommende.

I nyere litteratur er der dog tilsyneladende enighed om, at der ikke – hverken i grundlo-

vens ordlyd eller i øvrigt – er holdepunkter for mere generelt at anse børn og unge som

undtaget fra grundlovsbeskyttelsen. Der peges i den forbindelse typisk også på, at stra-

fansvar er for snæver en forståelse af udtrykket ”ansvar,” som også kan omfatte civilretligt

erstatningsansvar, som børn helt ned til 4-års alderen kan pådrage sig.

275

Dette principielle udgangspunkt om børn og unge er dog ikke til hinder for, at myndig-

hedspersoner (f.eks. skole- eller institutionsledere), der har ansvaret for børn og unge,

som led i dette forhold kan træffe rimelige og saglige foranstaltninger, uden derved at

komme i konflikt med grundloven, jf. nedenfor om anstaltsforhold.

Også såkaldte juridiske personer er omfattet af ytringsfriheden. Det betyder, at private

virksomheder eller foreninger i lighed med enkeltpersoner er beskyttet af grundlovens

§ 77.

274

275

Christensen m.fl. (2015), side 339 og Zahle (1998), side 83, og K.A. Frøbert, Dansk Informationsret hæfte 1 – Den grund-

lovshjemlede ytringsfrihed, 1. udgave (1975), side 41f.

Se f.eks. Christensen m.fl. (2015), side 339 og Zahle (1998), side 83. Diskussionen er foldet meget ud hos Frøbert (1975),

side 36ff.

259

2.1.3 Gælder der særlige begrænsninger for visse grupper?

Selv om ytringsfriheden som nævnt gælder for enhver, er det i praksis accepteret, at

såkaldte anstaltsforhold i visse tilfælde kan danne grundlag for indskrænkninger i bor-

gernes retsforhold – herunder de grundlovssikrede rettigheder, som ytringsfriheden er

en del af.

Bortset fra børn og mindreårige har spørgsmålet især knyttet sig til personer, der – som

f.eks. varetægtsarrestanter og indsatte i fængsler – befinder sig i et særligt afhængig-

heds- og disciplinærforhold. At være frihedsberøvet under sådanne rammer indebærer

ikke alene, at man må tåle snævre grænser for sin fysiske bevægelsesfrihed, men efter

omstændighederne også indskrænkninger i bl.a. sin kommunikation med omverdenen.

For selv om udgangspunktet er, at både varetægtsarrestanter og indsatte nyder grundlo-

vens beskyttelse, er det fast antaget, at institutionsledelsen – uanset grundlovens ordlyd

– kan udøve en vis forhåndskontrol (censur) med f.eks. interne fængselsblade og med

artikler, læserbreve mv., som en arrestant eller indsat ønsker at offentliggøre. Tilsvarende

kan institutionsledelsen konkret modsætte sig eller sætte betingelser for, at en arrestant

eller en indsat interviewes i medierne under fængslingen.

En sådan forhåndskontrol er imidlertid kun lovlig, så længe den varetager saglige hen-

syn og i øvrigt er proportional. Hvis f.eks. hensynet til institutionens sikkerhedsmæssige

forhold eller ordenshensyn taler for det, kan det således være berettiget at bremse en

bestemt artikel.

276

Omvendt er det klart, at anstaltsforholdet ikke kan begrunde en mere generel og vilkår-

lig adgang for institutionen til at blokere artikler mv., f.eks. fordi de er ubekvemme for

ledelsen. Der skal anlægges en konkret vurdering, hvor hensynet til ytringsfriheden skal

indgå med vægt.

277

I samme retning er det i en ombudsmandssag fra 1958 fastslået, at grundlovens § 77 ikke

er til hinder for, at der fra skoleledelsens side gennemføres en vis forhåndskontrol med

276

277

Justitsministeriets notat af 7. juni 1989 om adgangen til at udgive et fængselsblad. Notatet blev udarbejdet i forbindelse

med gennemførelsen af straffuldbyrdelsesloven (lov nr. 432 af 31. maj 2000), hvorved bl.a. hidtidig praksis med hensyn

til forhåndskontrol af fængselsblade og indsattes artikler mv. blev lovfæstet.

Det har konkret været genstand for kritik, at ”hensynet til retsfølelsen”, herunder hensynet til den forurettede, har be-

grundet indgreb i ytringsfriheden for indsatte og arrestanter, jf. Zahle (1998), side 84 og H.J. Engbo i V. Greve m.fl. (red),

Nytter det? Mosaik om kriminalforsorg og kriminalpolitik, 1. udgave (2001). Ombudsmanden accepterede konkret dette

i sagen FOB.1995.170 bl.a. under henvisning til, at Straffelovrådet (et flertal) i betænkning nr. 1181 (1989) om en lov om

fuldbyrdelse af straf havde foreslået, at hensynet til at undgå en ”åbenbar krænkelse af retsfølelsen” skulle kunne begrun-

de afslag på interview med indsatte. Dette genfindes i lovforslag nr. L 145 af 8. december 1999 om fuldbyrdelse af straf

m.v. (Folketingstidende, 1999-2000, tillæg A, spalte 3632), pkt. 5.7.6.2).

260

indholdet af et skoleblad, før det omdeles blandt eleverne. Dette måtte ifølge ombuds-

manden være særligt klart i tilfælde, hvor ingen person over 15 år (dvs. den kriminelle

lavalder) hæfter for bladets indhold. Ombudsmanden anerkendte således, at ordens-

mæssige eller pædagogiske grunde konkret kan begrunde et forudgående indgreb. Men

ombudsmanden manede dog samtidig til en vis forsigtighed med hensyn til at udøve

censur med skoleblade – ikke mindst i forhold til elever, der har opnået en vis moden-

hed, f.eks. gymnasieelever.

278

Offentligt ansattes ytringsfrihed har givet anledning til en række spørgsmål og et større

antal sager, som behandles særskilt nedenfor under afsnit 5.3.2.1 om tavshedspligt mv.

2.1.4 Hvad er indholdet af grundlovens ytringsfrihedsbeskyttelse?

2.1.4.1

Censur og andre lignende foranstaltninger (Formel ytringsfrihed)

Hovedindholdet af grundlovens ytringsfrihedsbestemmelse er, at den udtrykkeligt be-

skytter borgerne mod censur og lignende forudgående forholdsregler, som ”ingensinde

på ny kan indføres.”

Det er selvfølgelig en sandhed med modikationer, idet også grundloven kan ændres ef-

ter den særlige og besværlige procedure, der følger af grundlovens § 88. Desuden anses

grundloven ikke at være til hinder for, at der på visse betingelser kan nedlægges (foged-)

forbud mod udgivelse eller offentliggørelse af f.eks. en bog eller tv-udsendelse, jf. nedenfor.

At grundlovens fædre først og fremmest var optaget af at indføre en beskyttelse mod

censur, er historisk begrundet, idet censuren i perioder havde hvilet tungt over landet

279

Dertil kommer, at censur udgør den mest direkte og indgribende indskrænkning af

ytringsfriheden, idet den stiller sig i vejen for selve offentliggørelsen af bestemte ytringer.

Det er således kernen i censurbegrebet, at det dækker over ethvert krav om forudgående

prøvelse af en offentlig myndighed med det formål at afgøre, om offentliggørelse skal

tillades eller forbydes.

280

Forbuddet mod censur omfatter både censur, som alene retter sig mod ulovligt indhold,

og den – endnu mere betænkelige – form for censur, hvor myndighederne kan skride

ind over for lovligt indhold, alene fordi det er ubekvemt, f.eks. fordi det rummer kritik

af myndigheder eller lignende.

278

279

FOB.1958.165.

I kapitel 4 er der en gennemgang af ytringsfrihedens historiske udvikling, hvor særligt udviklingen i de retlige rammer

er beskrevet, herunder tidligere tiders forskellige ordninger med forhåndscensur.

280 Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. S 293, folketingssamlingen 2005-2006.

261

Udtrykket ”andre forebyggende forholdsregler” omfatter ordninger, der ligesom censur

kan forhindre eller forsinke offentliggørelsen af ytringer. Selve afgrænsningen mellem

censur og disse censurlignende foranstaltninger er imidlertid mindre væsentlig, efter-

som grundlovens § 77 forbyder begge dele.

281

Denne beskyttelse mod censur og andre

lignende forholdsregler kaldes også den formelle ytringsfrihed.

Spørgsmålet om bestemte ordningers forenelighed med forbuddet mod censur og cen-

surlignende forholdsregler har navnlig været oppe at vende i forbindelse med overve-

jelser (undertiden helt teoretiske) om erhvervsmæssig regulering af brancher, som er

knyttet til ytringsfrihedens udfoldelse, herunder forlagsvirksomhed. Her er hovedsyns-

punktet, at denne type regulering er tilladelig, så længe den ikke kommer til at virke som

et camoufleret angreb på ytringsfriheden. Det kan således f.eks. være på sin plads at stille

visse uddannelsesmæssige krav til forlæggere eller redaktører eller at stille krav om, at

der pligtmæssigt skal afleveres et eksemplar til det offentlige i forbindelse med udgivelse

af et skrift eller en bog. Omvendt vil det formentlig stride mod forbuddet mod censur-

lignende forholdsregler, hvis der indførtes en ordning, hvor der forud for udgivelsen af et

skrift skulle deponeres et beløb til dækning af eventuelle erstatningskrav, fordi en sådan

ordning kunne have en lige så dæmpende effekt som egentlig forhåndscensur. En ord-

ning, der gør forlagsvirksomhed betinget af et særligt privilegium eller en særlig offentlig

autorisation, vil også give anledning til spørgsmål om grundlovens § 77.

282

Der har i nyere tid været sager, der har vedrørt censur i grundlovens forstand. Et eksem-

pel angår en studievært på DR2 Deadline (Adam Holm-sagen), som også er refereret i

kapitel 3, afsnit 2.2. I sagen havde DRs ledelse, som en reaktion på en kronik med kon-

troversielle synspunkter om bl.a. religiøsitet, som studieværten som privatperson havde

fået offentliggjort, pålagt ham fremover at indhente tilladelse fra sin chef, når han ville

ytre sig i den offentlige debat. Folketingets Ombudsmand udtalte bl.a., at den ledelses-

mæssige reaktion over for studieværten indebar en grundlovsstridig censurordning.

283

I en anden sag skulle Justitsministeriet bistå Sundhedsministeriet med en vurdering

af, om en bestemmelse i et forslag fra EU-Kommissionen om ændring af de fælleseuro-

pæiske regler for godkendelse af lægemidler var i overensstemmelse med grundlovens

§ 77. Den foreslåede bestemmelse indebar, at visse typer af information om centralt

godkendte lægemidler (indlægssedler) skulle kontrolleres af Det Europæiske Lægemid-

delagentur, før materialet kunne spredes til offentligheden. Ordningen skulle sikre, at

informationsmaterialet overholdt visse kvalitetskrav, og en offentliggørelse af informa-

281

282

283

P. Germer, Statsforfatningsret, 5. udgave (2012), side 212.

Frøbert (1975), side 24f, H. Elmquist, Statsret – praktisk forfatningsret i en politisk verden, 1. udgave (2015), side 132f. og

Christensen m.fl. (2015), side 325f.

Folketingets Ombudsmands udtalelse af 13. maj 2014.

262

tionsmaterialet uden forudgående godkendelse fra agenturet ville efter forslaget være

ulovlig. På den baggrund udtalte Justitsministeriet, at den foreslåede ordning havde ka-

rakter af censur og derfor ville være i strid med grundloven.

284

Trods grundlovens beskyttelse mod censur og censurlignende foranstaltninger, er der

fast lovgivnings- og retspraksis for, at der på nærmere betingelser kan nedlægges (fo-

ged-)forbud for at hindre offentliggørelsen af ytringer (f.eks. en bog, et tidsskrift eller

en film), der strider mod andres rettigheder. Med et forbud bliver en bestemt handling

– f.eks. udgivelsen af en bog – gjort strafbar og dermed i almindelighed forhindret.

285

Når det på denne måde accepteres, at der – uden at det strider mod grundlovsbeskyttel-

sen mod forudgående indgreb – kan skrides ind forud for en offentliggørelse, skyldes det

navnlig to omstændigheder: For det

første

forudsætter nedlæggelse af et forbud, at den,

der ønsker forbuddet, kan godtgøre eller sandsynliggøre, at forbuddet er nødvendigt,

og at formålet vil forspildes (der vil ske uoprettelig skade), hvis ikke forbud nedlægges.

Det skal således med en vis styrke sandsynliggøres, at der ved offentliggørelse vil ske en

krænkelse af andres rettigheder, f.eks. fordi der i så fald vil blive spredt tavshedsbelagte

oplysninger eller meget krænkende udsagn. For det

andet

kan afgørelsen om forbud

kun træffes af domstolene, der forudsættes at foretage en intensiv prøvelse, før forbud

nedlægges. Denne sidste betingelse skal ses i sammenhæng med, at censurforbuddet i §

77 særligt er rettet mod den udøvende magts – det vil sige forvaltningens – udøvelse af

censur.

Der foreligger en ganske omfattende praksis vedrørende nedlæggelse af forbud før of-

fentliggørelse af ytringer i form af bøger, tv-udsendelser mv.

I en højesteretssag fra 1982 om Frimurerordenen

286

var der fremsat krav om nedlæg-

gelse af et forbud mod en udsendelse, som DR planlagde at sende, og som bl.a. ville

vise rekonstruktioner af hidtil hemmeligholdte optagelsesceremonier inden for ordenen.

Frimurerordenen gjorde gældende, at de pågældende ceremonier henhørte under orde-

nens private forhold og derfor kunne kræves beskyttet mod offentliggørelse. Højesterets

flertal gav frimurerordenen medhold, idet man tiltrådte, at ceremonierne måtte anses at

henhøre under ordenens private forhold og derfor var beskyttet mod uberettiget offent-

284

285

286

Se Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrørende KOM (2008) 0662 fra Folketingets Europaudvalg, folke-

tingssamlingen 2008-2009. Sagen er også illustrativ i forhold til spændvidden i, hvilke typer af ytringer der er omfattet

af beskyttelsen.

De såkaldte midlertidige forbud, herunder forbud og beslaglæggelse, der kan forhindre offentliggørelse eller udbredelse

af skrifter, gennemgås mere detaljeret nedenfor i afsnit 5.3.2.2.

U1982.750H.

263

liggørelse, ligesom man lagde vægt på, at en offentliggørelse ikke havde nogen samfunds-

mæssig interesse.

Sagen viser, at afvejningen kan falde ud til fordel for den – i det konkrete tilfælde juridi-

ske – person, hvis private forhold vil blive blotlagt ved en offentliggørelse, hvis ikke der

er den fornødne offentlige interesse i oplysningerne. Det er dog tvivlsomt, om sagen ville

have fået samme udfald i dag, og flere har således givet udtryk for, at sagen ikke længere

er udtryk for gældende ret.

287

Højesteret nåede det modsatte resultat i en sag fra 2010, hvor ansatte på en institution for

behandling af alkoholmisbrugere ønskede nedlagt forbud over for nogle optagelser, som

DR med skjult kamera havde foretaget på institutionen.

288

De henviste til, at optagelser-

ne, der var foretaget uden samtykke fra de optagne, indebar en krænkelse af straffelovens

bestemmelser om fredskrænkelse. Højesteret afviste at nedlægge forbud, idet man hen-

viste til, at optagelserne var en del af en udsendelse, som ville angå et emne af væsentlig

samfundsmæssig interesse – påståede kritisable forhold på private behandlingshjem un-

derlagt offentligt tilsyn. Desuden lagde man vægt på, at der ville ske en effektiv sløring og

stemmeforvrængning for så vidt angår de optagne personer, ligesom Højesteret henviste

til, at de personer, der havde ønsket forbuddet, kun var filmet i korte sekvenser i forbin-

delse med udøvelsen af deres arbejde. Højesteret udtalte mere generelt, at et fogedforbud

mod et nyhedsmedies offentliggørelse af optagelser er et indgreb i ytrings- og informati-

onsfriheden, som kun kan foretages, hvis tungtvejende grunde taler for det og henviste

i den forbindelse til principperne bag grundlovens § 77 og EMRK artikel 10. Højesteret

henviste endvidere udtrykkeligt til mediernes særlige rolle som offentlighedens vagt-

hund (public watchdog), jf. afsnit 4.2 nedenfor.

289

Afgørelsen viser, at domstolene, når de træffer afgørelse om nedlæggelse af forbud mod

offentliggørelse af et skrift mv., skal foretage en afvejning, hvor hensynet til ytringsfrihed

vejer tungt. Det gælder især, når der er tale om at nedlægge forbud over for medier.

Grundlovens beskyttelse af den formelle ytringsfrihed er ikke til hinder for en vis saglig

regulering med hensyn til tid, sted og måde for udøvelse af ytringsfriheden. Et eksempel

287

288

289

Se f.eks. S. Schaumburg-Müller og S. Sandfeld Jakobsen, Medieretten, 1. udgave (2013), side 211.

U2010.1859H.

En anden meget omtalt sag fra de senere år er sagen om bogen: Syv år for PET, som er skrevet af en journalist på bag-

grund af bl.a. interviews med den tidligere chef for PET Jakob Scharf. I denne sag nedlagde Københavns byret – efter

anmodning fra PET – i oktober 2016 ved en række kendelser forbud mod, at bogen blev udgivet. Forbuddet blev dog

ophævet allerede få dage senere, idet bogen i strid med forbuddet var blevet optrykt i et særtillæg til dagbladet Politiken,

således at det ikke længere var praktisk muligt at opretholde forbuddet. JP/Politikens Hus og Politikens ansvarshavende

chefredaktør Christian Jensen er efterfølgende blevet idømt bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr. for at over-

træde det nedlagte forbud. Sagen er anket til landsretten.

264

herpå er den såkaldte valgagitationsbekendtgørelse,

290

som bl.a. indeholder regler for op-

sættelse af valgplakater og brug af højtalere i forbindelse med valgkampe. Tilsvarende kan

politiet med hjemmel i politiloven

291

og ordensbekendtgørelsen

292

bl.a. give påbud om den

konkrete afvikling af demonstrationer mv., ligesom det følger af ordensbekendtgørelsens

§ 5, at demonstrationer som udgangspunkt skal anmeldes til politiet 24 timer, før de skal

finde sted. Tilsidesættelse af dette kan sanktioneres med bøde, men medfører ikke, at

forsamlingen af den grund bliver ulovlig.

293

Et andet eksempel er lov om radio- og fjern-

synsvirksomhed,

294

der bl.a. indeholder regler om reklamer i radio og fjernsyn. F.eks. må

der efter denne lovs § 76, stk. 4, ikke udsendes reklamer for politiske budskaber i perioden

fra tidspunktet for udskrivelse af valg til politiske forsamlinger eller folkeafstemninger

og indtil afholdelsen af valget eller afstemningen. Er dato for valget eller afstemningen

(undtagelsesvist) bekendtgjort tidligere end 3 måneder før afholdelsen, indtræder den re-

klamefri periode dog først 3 måneder før afholdelsen af valget eller afstemningen.

2.1.4.2 Indholdsmæssig (materiel) ytringsfrihed

Mens der ikke hersker nogen uenighed om, at grundlovens § 77, 2. pkt. – med de nævn-

te modifikationer – indebærer en utvetydig beskyttelse mod censur og censurlignende

foranstaltninger, har bestemmelsens 1. pkt. og navnlig udtrykket ”dog under ansvar for

domstolene” gennem årene givet anledning til betydelig diskussion.

Hvor det på den ene side forekommer indlysende og også har støtte i grundlovens for-

arbejder, at udtrykket forudsætter, at et efterfølgende ansvar for ytringer kan komme på

tale, har striden stået om, hvorvidt grundlovsbestemmelsen i sig selv kan siges at frede

visse ytringer eller ytringer om visse emner for efterfølgende ansvar. En sådan indholds-

mæssig beskyttelse af ytringer kaldes også

materiel ytringsfrihed.

Hovedsynspunktet i litteraturen har gennem årene været, at grundlovens § 77 ikke i sig

selv indebærer en sådan indholdsmæssig beskyttelse af ytringsfriheden.

295

Efter denne

opfattelse forhindrer grundlovens § 77 derfor ikke lovgivningsmagten i at gøre ytringer

på et hvilket som helst område og med et hvilket som helst indhold ansvarspådragende.

Juraprofessor Alf Ross har polemisk udtrykt det sådan, at man for så vidt kunne forbyde

enhver form for sportsjournalistik, hvis nu det var lovgivers ønske.

296

290

291

292

293

294

295

296

Bekendtgørelse nr. 645 af 12. oktober 1989 om valgagitation.

Lovbekendtgørelse nr. 956 af 20. august 2015 om politiets virksomhed.

Bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 med senere ændringer.

Tibetkommissionens beretning (2017), side 386.

Lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019 om radio- og fjernsynsvirksomhed med senere ændringer.

A. Ross, Dansk statsforfatningsret – bind 2, 3. udgave (1980), side 716 og 724 og P. Andersen, Dansk Statsforfatningsret,

1. udgave (1954), side 374.

A. Ross, Dansk Statsforfatningsret – bind 2, 3. udgave (1980), side 724.

265

Synspunktet står i kontrast til, at det ikke sjældent forekommer, at f.eks. debattører og

politikere udtrykker sig på en måde, som efterlader det indtryk, at ytringsfriheden i

Danmark er ubetinget eller ”ikke til forhandling.”

297

Andre forfattere har således – med lidt forskellig argumentation – indtaget det syns-

punkt, at grundlovsbestemmelsen også indebærer en vis beskyttelse af den indholds-

mæssige ytringsfrihed. Juraprofessor Peter Germer, som har været den stærkeste fortaler

for synspunktet, har både i sin afhandling ”Ytringsfrihedens grænser” fra 1973 og efter-

følgende argumenteret for, at grundloven sikrer en ubegrænset ytringsfrihed om offent-

lige spørgsmål.

298

Germer har dog stået noget isoleret med sin udlægning, som heller

ikke synes at have fundet støtte i retspraksis.

I en sag fra 1996 om prøvelse af en disciplinær bøde, som Advokatnævnet havde tilkendt

en advokat, gjorde advokaten bl.a. gældende, at den kritik af en advokatkollegas arbejde,

som havde udløst bøden, angik offentlige anliggender, som efter grundlovens § 77 nyder

en uindskrænket beskyttelse. Om dette spørgsmål sagde landsretten:

”Landsretten finder heller ikke grundlag for at fortolke Grundlovens § 77

som hævdet af sagsøgeren, hvorefter bestemmelsen skulle hjemle en uind-

skrænket materiel ytringsfrihed om offentlige anliggender.”

299

Herudover er der adskillige eksempler på domme, hvor personer er straffet for udsagn

mv., der utvivlsomt er fremkommet som led i en politisk debat om emner af samfunds-

mæssig interesse. I en sag fra 2003 havde en politiker, der var kandidat ved folketings-

valget i november 2001 og spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation, under

valgkampen oprettet en hjemmeside, hvor han fremsatte nogle meget grove og nedvær-

digende udsagn om muslimer, herunder at de skulle samles og interneres i koncentrati-

onslejre. Der blev rejst tiltale for overtrædelse af racismeparagraffen i straffelovens § 266

b, stk. 2, (stk. 2, er den såkaldte propagandabestemmelse om kvalificerede overtrædel-

ser), og selv om Højesteret udtrykkeligt anerkendte, at der gælder en særlig vidtgående

ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender, kunne dette – på grund af ud-

sagnenes grovhed – ikke føre til, at udsagnene var straffri. Tiltalte blev derfor idømt 20

dages betinget fængsel.

300

297

298

Jf. den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens grundlovstale i 2006.

Spørgsmålet er hovedtemaet for Germers afhandling fra 1973; Ytringsfrihedens væsen, og hans argumentation baserer

sig navnlig på den statsretlige teori umiddelbart efter grundloven og til dels også på forhandlingerne i Den Grundlovgi-

vende Rigsforsamling 1848-1849, jf. herom kapitel 4, afsnit 5.3.

299 U1996.449V.

300 U2004.734H. Se tilsvarende U2000.2234H.

266

Selv om landsrettens afgørelse ikke understøtter synspunktet om, at der af grundlovens

§ 77 kan udledes en ubetinget ytringsfrihed om offentlige spørgsmål, anerkendes det, at

der gælder en særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender.

Tilsvarende er fastslået i en række andre domme.

At ytringsfriheden generelt er af central betydning i et demokratisk samfund, slog Høje-

steret fast i en dom fra 1999, hvor der skulle tages stilling til, om forbudsordningen i den

såkaldte rockerlov

301

stred mod grundloven. Sagen drejede sig derfor først og fremmest

om forsamlingsfrihedsbestemmelsen i grundlovens § 79, men Højesteret kom indled-

ningsvis med følgende mere generelle tilkendegivelse:

”Denne bestemmelse [§79 red.] om forsamlingsfrihed er ligesom bestem-

melserne om ytringsfrihed i § 77 og foreningsfrihed i § 78 en nødvendig

og selvfølgelig forudsætning for et demokrati.”

Højesteret fortsætter herefter med følgende udsagn om indgreb i forsamlingsfriheden:

”Af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger at befordre menings-

tilkendegivelser sikrer bestemmelsen, at forsamlinger kan afholdes uden

forudgående tilladelse fra en offentlig myndighed og ikke vilkårligt kan

forbydes. Bestemmelsen hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes

regler, som – uden at være rettet mod en forsamlings meningstilkende-

givelser – begrænser forsamlingsfriheden, når dette sker til beskyttelse

af andre væsentlige interesser, herunder andres liv og velfærd. Sådanne

begrænsninger må dog ikke gå videre end, hvad der er nødvendigt for en

sådan beskyttelse, jf. herved også Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions artikel 11.”

302

Højesteret fastslår her, at der kan gøres indgreb i forsamlingsfriheden, men indfortolker

samtidig et krav om, at indgreb i forsamlingsfriheden skal være proportionale og ikke

må rette sig mod forsamlingens budskab (meningstilkendegivelsen).

Den vægtning af ytringsfriheden, som Højesterets dom i sagen om rockerloven er ud-

tryk for, viser sig, når der skal træffes afgørelse i sager om ytringsfrihed og ytringsfrihe-

dens grænser. Her foretages en afvejning, hvor hensynet til ytringsfriheden stilles over

for de konkrete modstående hensyn – f.eks. hensynet til privatlivets fred eller andres

omdømme – og i denne afvejning indgår hensynet til ytringsfriheden med tyngde.

301

302

Lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme.

U1999.1798H.

267

Afvejningen foretages, når domstolene i konkrete straffesager skal fortolke og anvende

lovbestemmelser, der begrænser den indholdsmæssige ytringsfrihed (i praksis meget

ofte bestemmelser i straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser). Hvis en sådan

sag, hvor der skal ske en afvejning af modstående hensyn, involverer medier, anvendes

ofte udtrykket ”hensynet til nyhedsformidlingen”.

Det var bl.a. tilfældet i en sag fra 1994, hvor en journalist fra tv-stationen Tv-Stop var til-

talt for krænkelse af husfreden ved at være fulgt med, da en flok demonstranter – som led

i en demonstration mod Øresundsbroen – valgte at trænge ind i daværende miljømini-

ster Svend Aukens have. Højesteret frifandt journalisten med bl.a. følgende begrundelse:

”Afvejningen af de modstående hensyn fører i denne sag til, at hensynet til

nyhedsformidlingen må tillægges en sådan vægt, at tiltaltes tilstedeværel-

se i haven for at skildre demonstrationen ikke kan anses for at have været

uberettiget.”

303

Den fremherskende opfattelse er, at denne udvikling i retspraksis, som indebærer en

vis beskyttelse af den indholdsmæssige ytringsfrihed, ikke skyldes en nyfortolkning af

grundlovens § 77, 1. pkt., men derimod er drevet af Den Europæiske Menneskerettig-

hedsdomstols fortolkning af konventionens artikel 10.

Der peges i den forbindelse navnlig på to forhold – for det første, at artikel 10 både ef-

ter sin ordlyd og i praksis yder en væsentlig bredere beskyttelse af ytringsfriheden end

grundloven. For det andet tillægges det betydning, at menneskerettighedskonventionen

ved inkorporeringsloven i 1992 blev gjort til en del af dansk ret, hvilket betyder, at kon-

ventionen kan påberåbes for og anvendes af de danske domstole på samme måde som

andre danske love vedtaget af Folketinget, og at det – i tilfælde af konflikt mellem en

dansk lovbestemmelse og EMRK – vil være udgangspunktet, at den danske regel må

vige. Karakteristisk er det også, at de danske domstole – herunder Højesteret – i sager

om ytringsfrihed typisk henviser udtrykkeligt til artikel 10 og fortolker andre danske

lovbestemmelser i lyset af denne.

304

Højesteret ses således ikke, som det er tilfældet med forsamlingsfrihedsbestemmelsen i

§ 79, at have fortolket grundlovens § 77 således, at de begrænsninger i ytringsfriheden,

som lovgiver kan fastsætte, skal være proportionale.

303

304

U1994.988H. Se tilsvarende U1995.1675H (sagen om Peberholm).

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og dens betydning og status i dansk ret gennemgås udførligt

i afsnit 6-8 nedenfor.

268

2.2

Andre grundlovsbestemmelser af betydning for den indholdsmæs-

sige ytringsfrihed

Det har – måske afledt af den begrænsede rækkevidde af § 77’s beskyttelse af den ind-

holdsmæssige ytringsfrihed – været et tema i juridiske kredse, i hvilket omfang en be-

skyttelse på forfatningsniveau kan udledes af andre bestemmelser i grundloven.

Grundlovens § 13 fastsætter bl.a., at ministrene er ansvarlige for regeringens embeds-

førelse, og at deres ansvar bestemmes ved lov. Sidste led vedrører ministrenes retlige

ansvar, som er reguleret i ministeransvarlighedsloven.

305

Første led derimod vedrører det

politiske ansvar, og her er antagelsen, at en minister kan kritiseres og drages politisk til

ansvar for hvad som helst af både sine politiske kolleger og modstandere og af vælgerne.

Bestemmelsen bliver derfor typisk – med henvisning til grundlovens forarbejder – udlagt

sådan, at den forudsætter tilstedeværelsen af en politisk debatkultur, hvor der kan rejses

kritik af ministrene og regeringen. Synspunktet er, at heraf må følge, at lovgivningsmag-

ten er afskåret fra at gennemføre lovgivning, der forbyder politisk debat. Denne – snæv-

re – begrænsning af lovgivers kompetence antages at indebære en vis indholdsmæssig

beskyttelse af ytringsfriheden.

306

I samme retning følger det af grundlovens § 31, stk. 2, at valg til Folketinget skal ske efter

forholdstalsvalgmetoden. Forholdstalsvalgmetoden skal sikre en ligelig repræsentation

af de forskellige anskuelser blandt vælgerne og forudsætter derfor umiddelbart eksisten-

sen af (flere) politiske anskuelser og – som en naturlig følge heraf – tilstedeværelsen af en

politisk debat. I lighed med § 13 er det derfor synspunktet, at bestemmelsen forudsætter,

at der er en (fri) politisk debat – i hvert fald i forbindelse med valgkampe.

307

En særlig ytringsfrihed for folketingsmedlemmer følger udtrykkeligt af grundlovens §

57, 2. pkt. Bestemmelsen fastsætter nemlig, at et folketingsmedlem ikke kan drages til

ansvar for sine ytringer i Folketinget og indebærer ansvarsimmunitet for ytringer, som er

faldet i forbindelse med folketingsarbejdet.

308

Folketinget kan konkret beslutte at ophæve

immuniteten, men der er tale om en formel snarere end en reel mulighed, da det ikke er

sket i nyere tid.

309

305

306

307

308

309

Lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed.

Se f.eks. Christensen m.fl. (2015), side 123 og P. Germer, Ytringsfrihedens væsen, 1. udgave (1973), side 39.

Christensen m.fl. (2015), side 328f. og Zahle (1998), side 76f., hvor der henvist til M. Sørensen og O. Espersen.

Folketinget skal ikke forstås som et stedligt, men derimod som et funktionelt kriterium.

I Christensen m.fl. (2015), side 356, nævnes det, at der ikke siden 1873 er givet samtykke til at strafforfølge et folketings-

medlem for ytringer omfattet af § 57, 2. pkt.

269

Dette særlige ytringsprivilegium skal sikre en så fri og levende politisk debat i forbin-

delse med Folketingets arbejde som muligt, men er omvendt ikke til hinder for, at et

medlem mødes med Folketingets egne reaktioner, f.eks. en irettesættelse fra formanden,

i anledning af sine ytringer.

310

Endelig antages grundlovens § 67 om religionsfrihed at sikre borgerne en egentlig be-

skyttelse af ytringsfriheden med hensyn til religiøse ytringer. Det betyder, at lovgiv-

ningsmagten er afskåret fra at begrænse eller forbyde selve gudsdyrkelsen i de religiøse

samfund, så længe der ikke foretages eller læres (forkyndes) noget, som strider mod sæ-

deligheden eller den offentlige orden. I forbindelse med den såkaldte imam-lov fra 2016,

hvor det blev strafbart som led i religiøs oplæring at billige (forherlige) visse strafbare

forhold, blev det konkret vurderet, at kriminaliseringen opfyldte kravet om, at indgrebet

skal være begrundet i hensynet til den offentlige orden.

311

Lovændringen er omtalt i ka-

pitel 16 om nyere lovgivningstendenser.

Folketinget har for nylig vedtaget et lovforslag, som gør det strafbart på offentligt sted

at bære beklædning, hvorved ansigtet dækkes, medmindre der foreligger et anerken-

delsesværdigt formål (tildækningsforbud). Lovforslaget tager bl.a. sigte på den form for

religiøst eller kulturelt begrundet hovedbeklædning, der indebærer, at ansigtet tildækkes

– f.eks. burka og niqab. I lovforslagets bemærkninger står bl.a. om forholdet til grund-

lovens § 67, at forbuddet ikke vil være til hinder for tildækning, som tjener et anerken-

delsesværdigt formål, og at det herved forudsættes, at tildækning af ansigtet af religiøse

årsager som klart udgangspunkt ikke vil være forbudt, når det sker i forbindelse med en

konkret religiøs handling eller lignende, f.eks. i en religiøs bygning eller i forbindelse

med et vielses- eller begravelsesritual mv.

312

Lovændringen er omtalt i kapitel 16 om nyere

lovgivningstendenser.

De to love illustrerer, at grundlovens § 67 ligesom ytringsfrihedsbestemmelsen i § 77

overlader et betydeligt spillerum for lovgiver (Folketinget) til at fastsætte begrænsninger

i religionsfriheden, når blot disse kan begrundes i hensynet til den offentlige orden eller

sædelighed og desuden ikke griber ind i selve gudsdyrkelsen.

310

311

312

Jf. Folketingets forretningsordens § 29, der også giver mulighed for i særligt graverende tilfælde at udelukke et medlem

fra Folketingets møder i 14 dage.

Jf. lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Folketingstidende 2016-2017, L 18, A, som fremsat),

pkt. 3.2.1.

Lovforslag nr. L 219 af 11. april 2018 om ændring af straffeloven (Folketingstidende 2017-2018, L 219, A, som fremsat), pkt.

270

3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK)

EMRK udgør utvivlsomt den væsentligste menneskeretlige konvention i dansk sammen-

hæng.

EMRK er til forskel fra andre menneskeretskonventioner gjort til en del af dansk ret.

313

Det skete i 1992, hvor konventionen blev inkorporeret i dansk ret. Det betyder, at kon-

ventionen kan påberåbes for og anvendes af danske domstole og andre retsanvendende

myndigheder, og at domstolene har et lovbestemt grundlag for at undlade at anvende en

anden bestemmelse i dansk lovgivning, der må anses for at være i strid med en bestem-

melse i EMRK.

314

Dette udgangspunkt modificeres dog af, at grundloven har forrang for konventionen,

så skulle der opstå konflikt mellem grundloven og EMRK, ville EMRK skulle vige for

grundloven.

Desuden er det ved inkorporeringen forudsat, at lovgiver kan beslutte at fravige kon-

ventionen.

315

Hvis en sådan situation måtte opstå, hvor lovgiver eksplicit ønsker at fravi-

ge konventionen, bør dette udtrykkeligt angives i den pågældende lovs bemærkninger.

Retsvirkningen af dette vil være, at de danske domstole undtagelsesvis ikke vil skulle til-

sidesætte den danske bestemmelse, selv om den må anses for at være i strid med EMRK.

Begrundelsen er, at EMRK ikke gælder på grundlovsniveau og derfor ikke begrænser

lovgivers råderum. En sådan situation, hvor lovgiver udtrykkeligt har villet fravige kon-

ventionen, har endnu ikke foreligget.

313

314

315

Ved lov nr. 285 af 29. april 1992 er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention inkorporeret i dansk ret.

Betænkning nr. 1546 (2014) om inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet, side 40.

Betænkning nr. 1220 (1991) om inkorporering af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, side 197.

271

Danmark er som konventionspart forpligtet til at overholde konventionen, sådan som

den fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Praksis fra EMD

må derfor – uanset om Danmark har været part i en sag eller ej – tages i betragtning,

når konventionens rækkevidde vurderes i dansk sammenhæng.

316

Forsømmelse heraf vil

i værste fald kunne medføre en dom mod Danmark for overtrædelse af konventionen i

en eventuel fremtidig sag.

317

3.1

EMRK artikel 10

Ytringsfriheden er beskyttet i EMRK artikel 10, som lyder:

”Stk. 1.

Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed

og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden ind-

blanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne

artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmfore-

tagender kun må drives i henhold til bevilling.

Stk. 2.

Da udøvelse af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar,

kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller

straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et de-

mokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial in-

tegritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse,

for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode

navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige

oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”

3.1.1

Hvad er omfattet af artikel 10?

3.1.1.1 Ytrings-, informations- og meningsfriheden

Artikel 10 beskytter udtrykkeligt både retten til at fremsætte ytringer (ytringsfrihed) og

retten til at modtage tanker og oplysninger (informationsfrihed). For så vidt angår be-

skyttelsen af ytringsfriheden, omfatter artikel 10’s beskyttelse både forudgående indgreb

(censur og censurlignende foranstaltninger) og efterfølgende indgreb f.eks. i form af

sanktioner (f.eks. bøde eller fængselsstraf).

316

317

Højesteret fastslog i slutningen af 1989 i en række domme, at der består en pligt for danske domstole og andre myndig-

heder til så vidt muligt at lægge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den praksis, som knytter sig hertil,

til grund ved fortolkningen af dansk ret. Dommene er refereret i afgørelser er refereret i U1989.928H, U1990.13H og

U1990.181H.

Besvarelse af spørgsmål nr. 60 (Alm. del) af 8. februar 2018 fra Folketingets Europaudvalg.

272

Bestemmelsen indeholder derimod – i modsætning til grundlovens § 77 – ikke et forbud

mod såkaldte forudgående indgreb (censurforanstaltninger). Både forudgående og ef-

terfølgende indgreb kan således efter artikel 10, stk. 2, være berettigede.

Artikel 10 yder dermed heller ingen ubegrænset beskyttelse af ytringsfriheden.

Omfattet af artikel 10 er også retten til at kunne modtage offentligt tilgængelig informati-

on eller anden information og tanker, som andre ønsker at formidle. Staten må desuden

ikke begrænse adgangen til oplysninger af offentlig interesse.

318

Retten til (på visse betin-

gelser) at modtage information fra offentlige myndigheder er desuden omfattet af EMRK

artikel 10. En nylig afsagt dom har således fastslået, at EMRK artikel 10 i et vist omfang

også beskytter retten til aktindsigt.

319

Informationsfriheden

skal sikre, at den enkelte har mulighed for at tilegne sig faktuel

information, tanker mv., som er offentlig tilgængelige, eller som andre ønsker at videre-

formidle.

I dommen

Open Door & Dublin Well Woman

mod Irland fandt Domstolen, at artikel

10 var krænket, fordi en irsk domstol i 1988 havde pålagt to organisationer, som vej-

ledte kvinder om graviditet, at stoppe med at formidle information om mulighederne

for at få foretaget abort i bl.a. Storbritannien.

320

Irland tillod ikke provokeret abort på

det pågældende tidspunkt, men det var ikke strafbart for en irsk kvinde at få foretaget

abort i udlandet. Domstolen fandt derfor, at forbuddet mod at formidle information om

abortmulighederne i udlandet stred mod retten til at modtage information.

321

Selv om de

irske myndigheders påbud i forhold til de to organisationer varetog et legitimt hensyn

(hensynet til den offentlige moral, hvor medlemsstaterne indrømmes et vist nationalt

råderum), var det konkrete indgreb uproportionalt i forhold til det forfulgte formål.

322

Det er i vidt omfang en opgave for medierne at holde borgerne informeret om emner

af samfundsmæssig interesse, og som en naturlig konsekvens heraf nyder medierne en

særlig grad af beskyttelse

323

(se nærmere herom i afsnit 4.2). Dette er gentagne gange

fastslået i EMD's praksis.

318

319

320

321

322

323

P. Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 3. udgave (2011), side 804.

Maygar Helsinki-Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016). For nærmere om dommens betydning, se R.

Grønved Nielsen og D. Knobel, ”Aktindsigt – en menneskerettighed?” i U2017B.432.

Open Door & Dublin Well Woman mod Irland (afsagt den 29. oktober 1992).

Domstolen lagde desuden vægt på, at informationerne om abortmuligheder – som med forbuddet forsøgtes forhindret

– desuden var tilgængelig igennem andre kanaler, f.eks. gennem magasiner. Denne information kunne dog tilgås uden

kvalificeret vejledning, og varetog derfor i mindre grad beskyttelsen af kvindernes sundhed end de to organisationers

rådgivning.

Se også Khurshid Mustafa & Tarzibachi mod Sverige (afsagt den 16. december 2008).

Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 70.

273

Friheden til at have sine egne meninger og tanker er også omfattet af artikel 10. Retten

til at tænke frit og til samvittighedens frihed er også beskyttet af konventionens artikel 9.

Meningsfriheden

relaterer sig primært til den private sfære, og det vil typisk være meget

vanskeligt for staten at gribe ind i friheden til at danne sig sine egne meninger.

Dommen

Vogt mod Tyskland

er illustrativ i forhold til meningsfrihedens betydning. Her

fandt Domstolen, at afskedigelse af en lærer som reaktion på den pågældendes medlem-

skab af det kommunistiske parti udgjorde en krænkelse af artikel 10.

324

Afskedigelsen

var ikke udløst af noget, som læreren havde sagt eller på anden måde tilkendegivet, men

derimod af hendes generelle politiske overbevisning og medlemskab af et politisk parti.

Dette fandtes omfattet af artikel 10.

Meningsfriheden efter artikel 10 har et vist sammenfald med artikel 9, som beskytter

retten til at tænke frit og til samvittighedens frihed. Dog er beskyttelsen efter artikel 9,

for så vidt angår den indre overbevisning, absolut, mens meningsfriheden efter artikel

10 kan begrænses, hvis indgrebet forfølger et af de i artikel 10, stk. 2, nævnte anerkendel-

sesværdige formål, jf. nedenfor.

Omfattet af meningsfriheden er også retten til at forholde sig tavs om sine personlige

meninger.

325

Et pålæg fra myndighederne om at skulle udtale sig om sin religiøse eller

politiske overbevisning vil således udgøre et indgreb i meningsfriheden. EMD har dog

udtalt, at friheden til at forholde sig tavs vedrørende faktiske oplysninger, f.eks. ved at

nægte af afgive forklaring som vidne under en retssag, ikke er omfattet af artikel 10.

326

3.1.1.2 Inden for beskyttelsen af ytringsfriheden

Artikel 10 omfatter udtrykkeligt både ytringer i form af oplysninger om faktiske forhold

og tilkendegivelser af personlige meninger. Beskyttelsen dækker som udgangspunkt

både ytringens form og indhold.

Ud over de traditionelle ytringsformer som skrift og tale omfatter artikel 10 også ik-

ke-sproglige (non-verbale) udtryksformer som f.eks. faste og levende billeder, kunst-

neriske udtryksformer,

327

symboler,

328

symbolsk påklædning

329

og symbolske handlinger,

hvis der med handlingen formidles et budskab,

330

f.eks. ved tegn. Spændvidden viser sig

324

325

326

327

328

329

330

Vogt mod Tyskland (afsagt 26. september 1995).

Strohal mod Østrig (afsagt 7. april 1992 (K)).

Ezelin mod Frankrig (afsagt den 26. april 1991), pr. 33.

Müller mod Schweiz (afsagt den 24. maj 1988).

Vajnai mod Ungarn (afsagt den 8. juli 2008), pr. 29.

Stevens mod Storbritannien (afsagt den 25. november 1999).

Murat Vural mod Tyrkiet (afsagt den 21. april 2014), pr. 40-56.

274

ved, at Domstolen i sin praksis har anset alt fra protestaktioner

331

og blokader

332

til kast

med maling for ytringer

333

omfattet af artikel 10’s beskyttelse.

Symboler som ytringer

I 2009 behandlede Domstolen en sag om en ungarsk politiker, som havde sat en fem-

takket rød stjerne på sin jakke i forbindelse med en demonstration. Den røde stjerne

er særligt forbundet med det tidligere kommunistiske styre i Sovjetunionen og de

østeuropæiske lande. Den røde stjerne symboliserer dog også andre organisationer og

forbindes bl.a. med den internationale arbejderbevægelse.

I Ungarn var der forbud mod at bære den røde stjerne, som blev betragtet som et to-

talitært symbol, og den ungarske politiker blev derfor dømt for overtrædelse af dette

forbud. Sagen blev indbragt for EMD, som lagde til grund, at politikeren havde iført

sig symbolet som en politisk meningstilkendegivelse og som herefter fandt, at dom-

fældelsen krænkede politikerens ret til ytringsfrihed efter EMRK artikel 10.

334

Domstolen henviste bl.a. til, at der er et meget snævert rum for at begrænse den poli-

tiske ytringsfrihed. At fremvisningen af symbolet kunne vække negative følelser hos

ofre for det sovjetiske styre eller deres efterladte, kunne ikke begrunde indgrebet i

politikerens ytringsfrihed.

Når det skal bedømmes, om en ikke-sproglig udtryksform er omfattet af artikel 10, vil

det være relevant at se på karakteren af og formålet med handlingen. Det vil typisk blive

udslagsgivende, om hensigten med den pågældende adfærd mv. har været at tilkende-

give en mening. Det var tilfældet i dommen

Murat Vural mod Tyrkiet,

hvor en person

havde kastet maling mod en statue af grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Mustafa

Kemal Atatürk. Domstolen lagde vægt på, at handlingen både rent objektivt kunne ses

som en meningstilkendegivelse, og at den dømte desuden havde haft til hensigt – med

sin handlemåde – at udtrykke sin utilfredshed med, at landet blev ledet med udgangs-

punkt i Atatürks ideologi.

335

Også rent kommercielle ytringer som f.eks. reklamer nyder beskyttelse efter artikel 10.

336

331

332

333

334

335

336

Shvydka mod Ukraine (afsagt den 30. oktober 2014), pr. 35-38.

Hashman og Harrup mod Storbritannien (afsagt den 25.november 1999), pr. 28.

Murat Vural mod Tyrkiet (afsagt den 21. april 2014), pr. 54.

Vajnai mod Ungarn (afsagt den 8. juli 2008).

Murat Vural mod Tyrkiet (afsagt den 21. april 2014), pr. 56.

Casado Coca mod Spanien (afsagt den 24. februar 1994), pr. 35-37.

275

En ytring er beskyttet, uanset hvilket medium der er anvendt til udbredelsen. Det er så-

ledes ikke afgørende, om udbredelsen er sket ved tale, i radio eller tv, på film eller teater,

via kunst eller på sociale medier.

Retten til ytringsfrihed er heller ikke personelt begrænset og gælder derfor for ”enhver.”

Udtrykket omfatter fysiske personer, herunder også mindreårige og juridiske personer

som f.eks. selskaber og foreninger.

337

Som nævnt beskytter artikel 10 både ytringer om faktiske forhold og ytringer, som rum-

mer en meningstilkendegivelse, og der er i det hele taget vide rammer for den indholds-

mæssige beskyttelse.

Artikel 10 beskytter således ikke alene mere harmløse, neutrale og politisk korrekte

ytringer. Den beskytter med EMD's egne ord også ytringer, der ”støder, chokerer og for-

styrrer.”

338

At sådanne ytringer også er beskyttet af artikel 10, følger af kravene om pluralisme, tole-

rance og åbenhed, uden hvilke der ikke kan eksistere et ”demokratisk samfund.”

339

Dette

udtalte Domstolen bl.a. i dommen

Handyside mod Storbritannien,

som drejede sig om

en dansk skolebog (”Den lille røde bog for skoleelever”), der blev udgivet i slutningen af

60’erne, og som var målrettet børn i teenagealderen. Bogen indeholdt kapitler om – i sin

samtid – kontroversielle emner som onani, pornografi, og seksualitet. I England, hvor

bogen også blev udgivet, blev udgiverens mere end tusind eksemplarer beslaglagt og de-

strueret. Domstolen fandt, at bogens indhold var omfattet af ytringsfrihedsbeskyttelsen

efter artikel 10, hvorfor beslaglæggelsen og destruktionen udgjorde et indgreb i forlagets

ytringsfrihed. Domstolen fandt imidlertid i det konkrete tilfælde, at indgrebet var nød-

vendigt i et demokratisk samfund, og Storbritannien blev derfor ikke dømt for at have

overtrådt artikel 10.

340

Afgørelsen skal ses i lyset af, at sagen angik spørgsmål vedrørende

den offentlige moral, hvor det – som følge af store nationale og kulturelle forskelle – er

Domstolens praksis at indrømme staterne en ganske vid skønsmargin. Se nærmere om

det nationale skøn i afsnit 3.4.2 om ”nødvendigt i et demokratisk samfund.”

337

338

339

340

J.F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 4. udgave (2017), side 972.

”… not only ”information” or ”ideas” that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference,

but also to those that offend, shock or disturb the State or any other sector of the population.” Handyside mod Storbri-

tannien, (afsagt den 7. december 1976), pr. 49.

Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976), pr. 49.

Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976). Domstolen fandt, at indgrebet var nødvendigt i et demo-

kratisk samfund, hvorfor der ikke var sket krænkelse af artikel 10. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at der ikke herskede en

fælles forståelse i medlemsstaterne af, hvad det krævede at beskytte den offentlige moral.

276

At også ytringer, som støder, chokerer og forstyrrer, er omfattet af ytringsfrihedsbeskyt-

telsen, udtalte Domstolen ligeledes i sagen

Lingens mod Østrig.

341

Denne sag drejede sig

om en journalist, som var blevet straffet for ærekrænkelse ved i to artikler at have fremsat

hård kritik af den østrigske kansler. Kritikken var begrundet i, at kansleren ikke klart

ville afvise at samarbejde med en politiker med en fortid i SS. Kansleren blev i artik-

lerne bl.a. kaldt umoralsk og uværdig. EMD fandt ikke, at indgrebet (dommen mod

journalisten) trods beskyldningernes karakter kunne anses for at være nødvendigt i et

demokratisk samfund.

3.1.1.3 Uden for EMRKs ytringsfrihedsbeskyttelse

Der

dog grænser for, hvilke ytringer konventionen indholdsmæssigt beskytter.

Efter EMD’s praksis falder ytringer, der truer med eller tilskynder til vold, eller som er

udtryk for et ekstremt had eller forhånelse af andre persongrupper, således uden for

beskyttelsen.

342

Det følger af EMRKs artikel 17, som efter sin ordlyd indebærer et forbud mod misbrug af

de rettigheder, som konventionen sikrer:

”Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som medførende

ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virk-

somhed eller udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af

de heri nævnte rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre

omfang, end der er hjemmel for i Konventionen.”

Domstolen har udtrykt det sådan, at artikel 17 skal forhindre personer, foreninger mv. i

at misbruge deres konventionssikrede rettigheder til at undertrykke andres rettigheder

eller de principper om demokrati og respekt for menneskerettigheder, som EMRK ba-

serer sig på.

343

341

342

343

Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986), pr. 41.

Se bl.a. Delfi AS mod Estland (afsagt den 16. juni 2015), Norwood mod Storbritannien (afsagt den 16. november 2004)

og Garaudy mod Frankrig (afsagt den 24. juni 2003).

Domstolen har bl.a. udtalt, at ”(...) although its case-law has enshrined the overriding and essential nature of the freedom

of expression in a democratic society (…), it has also laid down the limits to that freedom. The Court has held in

particular, that speech which is incompatible with the values proclaimed and guaranteed by the Convention would be

removed from the protection of Article 10 by virtue of Article 17 of the Convention (…)”, jf. Domstolens afgørelse om

afvisning af antagelse til realitetsbehandling: Pavel Ivanov mod Rusland (afsagt den 20. februar 2007). Det har varieret,

hvorvidt Domstolen har afvist beskyttelse for sådanne ytringer med henvisning til at de slet ikke var omfattet af artikel

10’s anvendelsesområde (artikel 17) eller med henvisning til at indgreb over for de pågældende ytringer har været nød-

vendige i et demokratisk samfund i forhold til et af de i artikel 10, stk. 2 opregnede legitime hensyn, jf. Kjølbro (2017),

side 972.

277

Bestemmelsen har bl.a. fundet anvendelse i sager, hvor der har været tale om grove ra-

cistiske udtalelser eller benægtelser af forbrydelser mod menneskeligheden (holocaust).

Domstolen har udtalt, at ytringer med et sådant indhold er udtryk for misbrug af ytrings-

friheden, jf. artikel 17, og derfor falder helt uden for den beskyttelse af ytringsfriheden,

som følger af artikel 10. I dansk retspraksis har artikel 17 ikke spillet nogen særlig rolle,

og Højesteret har kun i enkelte tilfælde henvist til artikel 17.

344

3.2

Indgreb i retten til ytrings- og informationsfriheden

3.2.1 Hvornår er der tale om et indgreb?

Hvis et forhold er omfattet af artikel 10’s anvendelsesområde, er spørgsmålet, om der

i det konkrete tilfælde foreligger et indgreb i ytringsfriheden. Domstolen har generelt

anlagt en bred forståelse af, hvad der kan udgøre et indgreb i ytringsfriheden, men en

foranstaltning, der retter sig mod ytringsfriheden, må dog have en vis intensitet for at

kunne udgøre et indgreb. Selv sanktioner mv. med lav intensitet – f.eks. krav om en und-

skyldning eller en advarsel – kan dog efter omstændighederne udgøre et indgreb efter

artikel 10, stk. 1.

345

Et indgreb kan både rette sig mod den, der fremsætter en ytring, og mod en person eller

aktør – navnlig pressen – som videreformidler andres ytringer.

Det er oplagt, at censurforanstaltninger og lignende krav om forudgående godkendelse

udgør indgreb i ytringsfriheden.

346

Dette er bl.a. fastslået i dommen

Cypern mod Tyrkiet,

hvor de tyrkiske myndigheder havde censureret en række skolebøger, selv om indholdet

var af ukontroversiel karakter. Dette udgjorde et indgreb i cyprioternes ret til ytrings- og

informationsfrihed efter artikel 10.

Desuden udgør efterfølgende strafforanstaltninger som følge af en ytring, f.eks. fængsel

eller bødestraf, utvivlsomt også indgreb i ytringsfriheden.

347

Også idømmelse af erstat-

ningspligt for fremsatte ytringer vil udgøre indgreb i ytringsfriheden.

348

En ansættelsesretlig reaktion (f.eks. fyring) som følge af en fremsat ytring vil også være et

indgreb i ytringsfriheden, forudsat at der kan påvises en sammenhæng mellem ytringen

344

345

346

347

348

Se f.eks. U2000.2234H og U2004.734H, Højesteret i begge sager tiltrådte, at den tiltalte var skyldig i overtrædelse af

straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne måtte forstås i lyset af EMRK artikel 10 og 17.

Lorenzen m.fl. (2011), side 809.

Cypern mod Tyrkiet (afsagt den 10. maj 2001).

Fatullayev mod Aserbajdsjan (afsagt den 22. april 2010): En journalist havde i denne sag skrevet en artikel om en massak-

re, som angiveligt var begået af aserbajdsjanske soldater. Journalisten blev bl.a. idømt 2,5 års fængsel, hvilket EMD fandt

var i strid med artikel 10.

Tolstoy Miloslavsky mod Storbritannien (afsagt den 13. juli 1995).

278

og reaktionen. Kan det omvendt påvises, at en ansættelsesretlig reaktion snarere end

medarbejderens ytringer må anses for begrundet i vedkommendes forsømmelse af sine

arbejdsforpligtelser, vil der selvsagt ikke foreligge et indgreb i vedkommendes ytrings-

frihed.

349

Spørgsmålet om, hvorvidt en given handling eller adfærd er omfattet af artikel 10’s an-

vendelsesområde, vil som følge af bredden i beskyttelsesområdet sjældent give anled-

ning til større vanskeligheder.

Der er dog forekommet tvivlstilfælde. Det er f.eks. ikke oplagt, at en dom for overtrædel-

se af en bestemmelse, som ikke i sig selv udgør en indskrænkning af ytringsfriheden, vil

være omfattet af artikel 10’s anvendelsesområde. Spørgsmålet har bl.a. været aktualiseret

i sager om journalistiske researchhandlinger, som har indebåret en overtrædelse af gæl-

dende lovgivning – f.eks. generel våben- eller narkotikalovgivning – der ikke isoleret set

begrænser ytringsfriheden.

Mikkelsen og Christensen mod Danmark

350

fandt Domstolen, at to danske journalisters

køb af otte krysantemumbomber som led i research til en tv-udsendelse om tilgængelig-

heden af ulovligt fyrværkeri

var

omfattet af artikel 10’s anvendelsesområde. Handlingen

– dvs. købet af det ulovlige fyrværkeri – udgjorde i sig selv ikke en ytring. Men formålet

med handlingen var – til brug for en kritisk pressehistorie om illegal handel med fyrvær-

keri og myndighedernes mangelfulde kontrolindsats – at afdække, hvor let køb kunne

foretages. Der var tale om et emne, som utvivlsomt havde samfundsmæssig interesse,

men Domstolen afviste i det konkrete tilfælde at behandle sagen, idet man fandt klagen

åbenbart ugrundet. Det skyldtes navnlig, at journalisterne ikke var blevet forhindret i at

sende dokumentaren, ligesom straffesagen mod dem ikke relaterede sig til udsendelsen,

men til den forudgående strafbare handling.

3.2.2 Statens positive forpligtelse til at beskytte ytrings- og informationsfrihed

EMD har i sin praksis også fundet, at de enkelte rettigheder udløser en

positiv forpligtelse

for staten til at beskytte borgerne.

351

Det betyder for så vidt angår artikel 10, at staterne i

visse tilfælde ikke alene skal afstå fra at krænke, men derimod aktivt skal beskytte indivi-

ders og virksomheders mv. ret til at ytre sig og herunder sikre, at der ikke sker urimelige

349

350

351

Af øvrige eksempler på forhold, som kan udgøre indgreb i ytringsfriheden, kan nævnes lukning af medier, forbud mod

udsendelser, fratagelse af provenu ved salg af bog, fortabelse af retten til at udøve erhverv, beslaglæggelse af tryksager mv.

For yderligere eksempler, se Lorenzen m.fl. (2011), side 806f.

Mikkelsen og Christensen mod Danmark (afsagt den 24. maj 2011). Klagen fandtes åbenbart ugrundet, jf. EMRK artikel

35.

Özgür Gündem mod Tyrkiet (afsagt den 16. marts 2000), pr. 42.

279

begrænsninger i retten hertil.

352

Myndighedernes passivitet i så henseende vil efter om-

stændighederne i sig selv kunne udgøre en krænkelse af ytringsfriheden.

Et sådant tilfælde forelå i sagen

Özgur Gündem mod Tyrkiet.

353

Her havde en tyrkisk avis

og dens medarbejdere, som særligt dækkede forholdene for det kurdiske mindretal, i

flere år været udsat for voldelige angreb, herunder med drab og brandstiftelse. De tyrki-

ske myndigheder kendte naturligvis til hændelserne, men havde ifølge EMD ikke gjort

tilstrækkeligt for at beskytte avisen og dens medarbejdere. Denne undladelse udgjorde

en krænkelse af artikel 10.

Statens positive forpligtelser omfatter bl.a. også en pligt til at yde beskyttelse til demon-

stranter, som ønsker at ytre sig.

354

Det kan f.eks. dreje sig om at skærme en gruppe af

demonstranter mod saboterende angreb fra aggressive mod-demonstranter. Forsam-

lingsfriheden er selvstændigt beskyttet af EMRK artikel 11.

Hvorvidt en stat i en konkret sag skal dømmes for et indgreb, herunder manglende op-

fyldelse af en positiv forpligtelse, vil afhænge af, om indgrebet er foreskrevet ved lov,

forfølger et anerkendelsesværdigt formål og må anses for at være nødvendigt i et demo-

kratisk samfund (proportionalt) (se herom afsnit 3.4).

3.3

Pligter og ansvar efter artikel 10, stk. 2

Det følger af EMRK artikel 10, stk. 2, at der med udøvelsen af ytrings- og informations-

friheden også følger pligter og ansvar. Dette spiller efter Domstolens praksis især en rolle

i forhold til bestemte aktører i samfundet, herunder navnlig medierne, der som nævnt

spiller en særlig central rolle i forhold til ytringsfrihedens udøvelse. (For nærmere om

mediernes særlige pligter og ansvar se afsnit 4.2.1 nedenfor).

Det er dog ikke kun medierne, der stilles særlige krav til. Også andre aktører og grupper

skal udøve ytringsfriheden under hensyntagen til deres særlige hverv og position, og

dette kan bl.a. betyde, at disse grupper i nogle henseender i højere grad end andre må

acceptere begrænsninger af deres ytringsfrihed.

Dette gælder f.eks.

ansatte,

355

som er underlagt en række særlige forpligtelser i forhold

til deres arbejdsgiver. Den loyalitets- og tavshedspligt, som ansatte i almindelighed skal

352

353

354

355

De Diego Nafria mod Spanien (afsagt den 14. marts 2003) og Appleby og andre mod Storbritannien (afsagt den 6. maj

2003).

Özgür Gündem mod Tyrkiet (afsagt den 16. marts 2000).

Palttform “Ärzte für das Leben” mod Østrig (afsagt den 21. juni 1988).

Dette gælder både offentligt ansatte og privatansatte.

280

overholde, vil således ofte begrænse deres ytringsfrihed.

356

Det er også fastslået i Domsto-

lens praksis, at en (offentligt) ansat, der vil kritisere sin arbejdsplads, som udgangspunkt

bør rejse en sådan kritik internt, førend f.eks. pressen inddrages, medmindre formålet

med kritikken derved ville forspildes.

357

For militærpersonel, herunder soldater, gælder efter Domstolens praksis særlige forplig-

telser, der indskrænker ytringsfriheden for denne gruppe. Domstolen har således slået

fast, at militærpersonel kan underlægges en skærpet tavshedspligt pga. den afgørende og

kritiske funktion, som de varetager.

358

Domstolen har også slået fast, at

advokater

er underlagt særlige pligter og ansvar, som

de skal iagttage, fordi de fungerer som mellemled mellem offentligheden og domstolene.

Dette betyder bl.a., at advokater som udgangspunkt ikke bør fremsætte kritik af domsto-

le og dommere i pressen, men derimod forsøge at gå rettens vej med sådanne forhold.

359

3.4

Betingelser for indgreb i ytringsfriheden (Domstolens prøvelses-

koncept)

Beskyttelsen af ytringsfriheden er som nævnt ikke ubegrænset, idet ytringsfriheden kan

underkastes indgreb i form af formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestem-

melser, når indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund

af hensyn til et af de legitime (anerkendelsesværdige) hensyn i artikel 10, stk. 2.

Disse anerkendelsesværdige hensyn, som et indgreb i ytringsfriheden skal forfølge, er

udtømmende opregnet i artikel 10, stk. 2, og omfatter hensynet til den nationale sikker-

hed, territorial integritet eller offentlig tryghed, forebyggelse af uorden eller forbrydelse,

beskyttelse af sundheden eller sædeligheden, beskyttelse af andres gode navn og rygte

eller rettigheder, forhindring af udspredelse af fortrolige oplysninger og sikring af doms-

magtens autoritet og upartiskhed.

Spørgsmål om, hvorvidt et indgreb kan anses for at varetage et eller flere af de anerken-

delsesværdige hensyn i artikel 10, stk. 2, vil sjældent i sig selv give anledning til tvivl, idet

hensynene er bredt affattet og omfatter en lang række samfunds- og individhensyn.

360

356

357

358

359

360

Se Lorenzen m.fl. (2011), side 818ff.

Spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed behandles nærmere nedenfor i afsnit 5.3.3.3.

Hadjianastassiou mod Grækenland (afsagt den 16. december 1992). Se for nærmere om denne dom afsnit 5.3.3.1.

Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998). Se nærmere om advokaters ytringsfrihed i afsnit 5.6.2-5.6.3.

J. Elo Rytter, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dansk ret”, 2. udgave (2006), side 277.

281

3.4.1 Indgrebet skal være foreskrevet ved lov (hjemmelskravet)

Hvis det er fastslået, at der foreligger et indgreb i konventionens forstand, er næste betin-

gelse efter artikel 10, stk. 2, at indgrebet skal være foreskrevet ved lov.

Kravet herom indebærer, at der skal være et retsgrundlag (en hjemmel) for at gøre ind-

greb i ytringsfriheden. Der er ikke krav om, at der nødvendigvis skal være tale om tradi-

tionel nedskreven lov. Også retsprincipper, retspraksis og professionelle etiske regler kan

efter omstændighederne udgøre et tilstrækkeligt grundlag for indgreb.

361

Retsgrundlaget skal ifølge Domstolens praksis desuden være

tilgængeligt

forudsige-

ligt.

362

Tilgængelighedskriteriet betyder kort sagt, at borgeren skal kunne gøre sig be-

kendt med grundlaget for det indgreb, som han har været udsat for. Der kan ikke gøres

indgreb på baggrund af ”hemmelig ret.”

I kravet om forudsigelighed ligger, at det skal stå klart for borgerne, hvori den retsstridi-

ge handling består, og hvad konsekvenserne af at foretage handlingen vil være (sanktio-

nen). Foruden at sikre, at borgerne kan forudse konsekvenserne af deres handlinger, skal

hjemmelskravet forhindre, at der sker en vilkårlig retsanvendelse.

Der er ikke eksempler på danske sager, hvor hjemmelskravet har været særskilt proble-

matiseret.

3.4.2 Indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund (proportionali-

tetskravet)

Det er i praksis særligt kravet om, at et indgreb skal være ”nødvendigt i et demokratisk

samfund,” der har givet vigtige fortolkningsbidrag til rækkevidden af artikel 10’s beskyt-

telse af ytrings- og informationsfriheden. I Domstolens righoldige praksis er der således

udviklet en række momenter, som indgår i denne vurdering.

Ytrings- og informationsfriheden udgør ifølge EMD en helt grundlæggende forudsæt-

ning for demokratiet, og den tillægges derfor stor betydning i afvejningen over for mod-

stående hensyn. Domstolen har i tråd hermed slået fast, at nødvendigheden af et indgreb

skal være påvist på en tilstrækkelig overbevisende måde.

363

361

362

363

Sunday Times mod Storbritannien, (afsagt den 26. april 1974) pr. 47. og Villnow mod Belgien (afvisning - afsagt den 29.

januar 2008) og Lorenzen m.fl. (2011), side 820.

Karademirci m.fl. mod Tyrkiet (afsagt den 5. januar 2005), pr. 42.

Se f.eks. Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1976), Observer & Guardian mod Storbritannien (afsagt den 26. novem-

ber 1991) Pedersen & Bundsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004) og Kjølbro (2017), side 980. Se nærmere

om forholdet mellem EMRK artikel 10, stk. 1 og 2 i Lorenzen m.fl.” (2011), side 815.

282

Overordnet set skal der være et

presserende samfundsmæssigt behov

(”pressing social

need”) for, at et indgreb kan anses for nødvendigt.

364

Denne vurdering beror i høj grad

på den konkrete sags omstændigheder, men generelt stilles der ikke krav om, at indgre-

bet skal være decideret uundgåeligt. Omvendt er det ikke nok, at der er tale om et nyttigt

eller rimeligt indgreb.

365

Staterne er ved denne vurdering tillagt en vis

skønsmargin.

Det betyder, at de nationale

domstole har et vist råderum i forbindelse med nødvendighedsvurderingen. Der er om-

råder, hvor staternes skønsmargin er videre end andre med den virkning, at Domstolens

prøvelse er mindre indgående. Dette gælder særligt på områder, hvor der i medlemssta-

terne hersker meget forskellige opfattelser og standarder. Det er f.eks. tilfældet i sager

vedrørende den offentlige moral/sædelighed, hvilket den omtalte dom

Handyside mod

Storbritannien

om beslaglæggelse af en dansk skolebog i Storbritannien er et illustrativt

eksempel på.

366

Det gælder også på området for kommercielle ytringer.

367

Der er på den anden side også områder og emner, hvor Domstolen foretager en mere

intensiv prøvelse og dermed ikke efterlader noget stort råderum for skøn til de nationale

domstole. Dette er særligt tilfældet i sager, der vedrører indgreb over for politiske ytrin-

ger og indgreb i mediernes ytringsfrihed.

368

Her vil der blive krævet særligt stærke og

overbevisende bevæggrunde for indgreb.

369

Den endelige vurdering af, om et konkret indgreb er nødvendigt i et demokratisk sam-

fund vil bero på en helhedsvurdering, hvor det bl.a. vil blive tillagt stor betydning, om

ytringen drejer sig om et emne af

samfundsmæssig interesse,

og om indholdet af ytringen

er saglig. Hvis ytringen angår et emne af samfundsmæssig interesse og dermed bidra-

ger til den offentlige debat, nyder ytringen en vidtgående beskyttelse, og der vil kræves

tungtvejende grunde for at gøre indgreb.

370

Omvendt vil ytringer om enkeltpersoners

rent private forhold sjældent have nogen særlig samfundsmæssige interesse, og de nyder

derfor heller ikke en tilsvarende stærk beskyttelse.

371

364

365

366

367

368

369

370

371

Se f.eks. Incal mod Tyrkiet (afsagt den 9. juni 1998), pr. 52.

“It has been pointed out in the Court’s case-law that, whilst the adjective “necessary”, within the meaning of Article 10

para. 2 (art. 10-2) of the Convention, is not synonymous with “indispensable”, neither does it have the flexibility of such

expressions as “admissible”, “ordinary”, “useful”, “reasonable” or “desirable”; rather, it implies a “pressing social need”

(Barthold mod Tyskland (afsagt den 25. marts 1985), pr. 55).

Se bl.a. Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976), som omhandlede beskyttelsen af den offentlige

moral, Murphy mod Irland (afsagt den 10. juli 2003), pr. 67. og Barthold mod Tyskland (afsagt den 25. marts 1985).

Lorenzen m.fl. (2011), side 825.

Se bl.a. Sürek mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 61 (vedr. politiske ytringer) og Tromsø og Steenaas mod Norge

(afsagt den 20. maj 1999), pr. 59. (vedr. pressens ytringsfrihed). For tilfælde, hvor EMD ikke har fundet, at der ikke var

tale om en politisk ytring, se Mouvement Raelien Suisse mod Schweiz (13. juli 2012), pr. 62.

Fedchenko mod Rusland (nr.2) (afsagt den 11. februar 2010), pr. 36.

Wingrove mod Storbritannien (afsagt den 25, november 1996), pr. 58.

Lorenzen m.fl. (2011), side 860ff. Se også Von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004).

283

Den samfundsmæssige interesse skal forstås bredt, idet også mere almene emner, der

f.eks. omhandler sociale, økonomiske og kulturelle samfundsforhold, efter praksis har

en stærk beskyttelse mod indgreb.

372

Emnet for og formålet med ytringen har derfor stor

betydning for, hvor tæt EMD går ind i bedømmelsen af nødvendigheden af indgrebet.

Når Domstolen skal afgøre, om et indgreb er nødvendigt i et demokratisk samfund, ser

den også på, om de nationale domstole har vurderet

sagen i sin helhed,

og om begrundel-

sen for indgrebet fremstår

relevant og tilstrækkelig.

Domstolen vurderer også, om de nati-

onale domstole har foretaget

en acceptabel bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder,

og om det foretagne indgreb er

proportionalt

i forhold til det forfulgte anerkendelsesvær-

dige formål – det vil sige, om indgrebet er rimeligt og egnet til at opnå det legitime formål.

I kravet om,

at de nationale domstole skal have behandlet sagen i sin helhed,

ligger bl.a., at

indholdet af en ytring altid skal vurderes i relation til den sammenhæng, hvorunder den

er fremsat.

373

F.eks. vil det have betydning for vurderingen, om en ytring er faldet spon-

tant under en mundtlig debat, eller om der er tale om en mere velovervejet og forberedt

ytring, som f.eks. er indeholdt i et læserbrev, som afsenderen har brugt tid på at forfatte

og sende.

374

Sagen

Gül og andre mod Tyrkiet

er er et godt eksempel på, at den sammenhæng, hvor-

under en ytring er faldet, kan have afgørende betydning for vurderingen. Her havde

demonstranter ved et 1. maj-arrangement bl.a. råbt, at ”politisk magt vokser ud af gevær-

løbet”, hvilket de efterfølgende var blevet dømt for ved de tyrkiske domstole. EMD fandt,

at udsagnene i det konkrete tilfælde ikke kunne siges at opfordre til eller bifalde vold eller

had. Domstolen lagde udtrykkeligt vægt på, at ordene var faldet i forbindelse med en i

øvrigt fredelig og lovlig demonstration.

375

Afgørelsen viser, at hvis de nationale domstole begrænser sig til isoleret at vurdere det

sproglige indhold af en ytring og ikke inddrager de konkrete omstændigheder, kan dette

udgøre en krænkelse.

376

I sin praksis vurderer EMD også, om statens begrundelse for indgrebet er

relevant og

tilstrækkelig.

377

372

373

374

375

376

377

Müller og andre mod Schweiz (afsagt den 24. maj 1988), pr. 27.

Ayhan Erdogan mod Tyrkiet (afsagt den 13. januar 2009) pr. 23.

Lorenzen m.fl. (2011), side 58.

Gül og andre mod Tyrkiet (afsagt den 8. juni 2010), pr. 41-45.

Ayhan Erdogan mod Tyrkiet (afsagt den 13. januar 2009), pr. 30-32.

Vogt mod Tyskland (afsagt den 26. september 1995), pr. 52.

284

Kravet om relevans spiller sjældent nogen større rolle i praksis.

378

Derimod er kravet om,

at indgrebet skal være tilstrækkeligt for at sikre det legitime hensyn oftere genstand for

EMD's prøvelse.

Dette ses bl.a. i sager, hvor der er nedlagt forbud mod offentliggørelse af visse oplys-

ninger.

379

Hvis oplysningerne allerede er offentliggjort på anden måde og derved gjort

tilgængelige, vil et forbud mod at offentliggøre oplysningerne ikke længere være virk-

somt og dermed ikke tilstrækkeligt til at opnå det anerkendelsesværdige formål – i det

konkrete tilfælde at forhindre udbredelsen af de fortrolige oplysninger.

Dette var bl.a. et omdrejningspunkt i sagen

Observer & Guardian mod Storbritannien,

hvor EMD's flertal godkendte et forbud – begrundet i hensynet til statens sikkerhed –

mod offentliggørelsen af en afslørende bog om den britiske efterretningstjeneste, som

det i bogen hævdedes havde begået lovbrud. Flertallet fandt, at et forbud mod bogen

havde været berettiget, men kun indtil det tidspunkt, hvor bogen var blevet udgivet i

USA, og fortroligheden som følge heraf kompromitteret.

380

I sin prøvelse af, om et indgreb er nødvendigt i et demokratisk samfund, lægger Domsto-

len som nævnt også vægt på, om de nationale myndigheder har foretaget en

acceptabel

bedømmelse af sagens faktum.

381

Kravet herom indebærer bl.a., at de nationale domstole

ikke må ignorere faktuelle forhold, som er relevante for bedømmelsen af, om et indgreb

har været nødvendigt i et demokratisk samfund. I sagen

Gazeta Ukraina-Tsentr mod

Ukraine

havde en journalist under en pressekonference fremsat beskyldninger om, at

en navngiven person, som var politiker, havde forsøgt at få ham skaffet af vejen.

382

Pres-

sekonferencen blev dækket af en avis, som senere offentliggjorde en artikel, hvori den

alvorlige beskyldning blev viderebragt. Avisen blev pålagt at betale et beløb til politike-

ren for at videreformidle og sprede den injurierende udtalelse. Avisen indbragte sagen

for EMD, som bl.a. anførte, at beskyldningen og videreformidlingen heraf vedrørte et

emne af væsentlig samfundsmæssig interesse – den udsatte position, som journalister

i visse lande kan befinde sig i.

383

EMD inddrog således specifikt det forhold, at der de

foregående knap 20 år havde været i størrelsesordenen 18 drab på (kritiske) journalister

i Ukraine.

384

EMD nåede frem til, at domfældelsen af avisen krænkede konventionen og

378

379

380

381

382

383

384

Lorenzen m.fl. (2011), side 830.

Obukhova mod Rusland (afsagt den 8. januar 2009).

Dommen omtales nærmere i afsnit 5.3.3 om afvejningen mellem ytringsfriheden og fortroligholdelse af oplysninger.

De nationale domstoles begrundelse udgør grundlaget for EMD's prøvelse, og hvis de nationale domstole ikke har leve-

ret en tilstrækkelig begrundelse for sagens afgørelse i det nationale retssystem, kan dette i sig selv udgøre en krænkelse,

jf. Lorenzen m.fl. (2011), side 829.

Gazeta Ukraina-Tsentr mod Ukraine (afsagt den 15. juli 2010).

Gazeta Ukraina-Tsentr mod Ukraine (afsagt den 15. juli 2010), pr. 51.

Gazeta Ukraina-Tsentr mod Ukraine (afsagt den 15. juli 2010)

285

tillagde det herved udtrykkelig vægt, at de nationale domstole havde forsømt at inddrage

de relevante oplysninger om den høje forekomst af drab på journalister i Ukraine.

385

Kravet om en acceptabel bedømmelse af fakta indebærer også, at de nationale domstole

skal foretage en korrekt kategorisering af ytringerne. Med dette menes, at de nationale

domstole, f.eks. i sager om mediernes ytringsfrihed, skal skelne mellem på den ene side

mediernes selvstændigt fremsatte beskyldninger og på den anden side mediernes videre-

givelse af andres beskyldninger. Dette er vigtigt, fordi mediernes udvidede ytringsfrihed

i særlig grad beskytter mediernes adgang til at videregive og rapportere andres infor-

mation og tanker (se straks nedenfor om mediernes referatprivilegium). Tilsvarende

forventer EMD, at de nationale domstole foretager en (korrekt) kategorisering af ære-

krænkelser som enten ”value judgments” eller ”statement of fact” (se nærmere herom i

afsnit 5.1.3).

Også indgrebets karakter og intensiteten af en pålagt eller idømt sanktion

har stor betyd-

ning for vurderingen af indgrebets nødvendighed i et demokratisk samfund og dermed

indgrebets

proportionalitet.

Indgrebets karakter

relaterer sig til, om der er tale om et forudgående eller efterfølgende

indgreb i ytringsfriheden. Et forudgående indgreb (censurforanstaltninger, beslaglæg-

gelse, forbud mv.), der forhindrer selve offentliggørelsen, vil som udgangspunkt blive

underkastet en mere intensiv prøvelse end efterfølgende indgreb.

386

Dette gælder særligt,

hvis et sådant forudgående indgreb griber ind i mediernes udvidede ytringsfrihed. Dom-

stolen har i dommen

Observer & Guardian mod Storbritannien

således udtalt, at:

”…the dangers inherent in prior restraints are such that they call for the

most careful scrutiny on the part of the Court. This is especially so as far

as the press is concerned, for news is a perishable commodity and to delay

its publication, even for a short period, may well deprive it of all its value

and interest…”

387

Intensiteten af sanktionen,

f.eks. bøde eller fængselsstraf, skal som nævnt også være pro-

portional. Heri ligger, at der skal være et rimeligt forhold mellem sanktionen og den

krænkelse eller skadevirkning, som den sanktionerede ytring medfører.

385

386

387

Lorenzen m.fl. (2011), side 836.

Wingrove mod Storbritannien (afsagt den 25. november 1996), pr. 58.

Observer & Guardian mod Storbritannien (afsagt den 26. november 1991), pr. 60.

286

Dette gælder for så vidt både sanktionens art (fængselsstraf, erstatning, bøde mv.) og

sanktionens konkrete omfang (en fængselsstrafs længde eller en bødestørrelse mv.)

388

dommen

Cumpana og Mazare mod Rumænien

389

fandt Domstolen, at en dom mod to

journalister, som var blevet idømt 7 måneders fængsel, pålagt at betale erstatning samt

fået forbud mod at arbejde som journalister i et år, var åbenbart uproportional. Journa-

listerne var blevet dømt ved de rumænske domstole for i en artikel at have fremsat udo-

kumenterede anklager om korruption mod en navngiven dommer. Domstolen udtalte

mere generelt, at fængselsstraf til journalister i anledning af deres professionelle virke

kun kan accepteres i helt ekstraordinære og særligt alvorlige tilfælde. Den foreliggende

sag var ikke udtryk for en sådan situation.

Når EMD på denne måde interesserer sig for de konkrete indgrebs karakter og intensitet,

skyldes det, at meget byrdefulde sanktioner – foruden følgerne for de umiddelbart be-

rørte – mere generelt er egnet til at afskrække andre fra at ytre sig. Domstolen anvender

ofte udtrykket ”chilling effect” (afskrækkende effekt) som betegnelse for de tilfælde, hvor

et indgreb, f.eks. fængselsstraf, har en så indgribende karakter, at det kan påvirke andres

tilbøjelighed til at ytre sig.

390

På grund af mediernes særlige rolle i de demokratiske sam-

fund er det således afgørende, at de sanktioner, som pressen kan idømmes, ikke bevirker,

at der opstår selvcensur af frygt for de retlige konsekvenser.

391

4. Udvidet ytringsfrihed

Når Domstolen vedvarende har fastslået, at indgreb i ytringer om emner af samfunds-

mæssig interesse kræver tungtvejende grunde, har det bl.a. som konsekvens, at de insti-

tutioner og aktører i samfundet, som særligt beskæftiger sig med forhold af samfunds-

mæssig interesse, generelt må tåle en højere grad af kritisk interesse.

Det gælder navnlig regeringer og regeringsmedlemmer, men også offentlige institutio-

ner og myndigheder.

392

Domstolen har endvidere slået fast, at der er vide rammer for kritik af embedsmænd,

for så vidt at kritikken angår deres embedsførelse.

393

Dette gør sig særligt gældende, når

388

389

390

391

392

393

Kjølbro (2017), side 983.

Cumpana og Mazare mod Rumænien (afsagt den 17. december 2004).

Cumpana og Mazare mod Rumænien (afsagt den 17. december 2004), pr. 114 og 116.

Krasulya mod Rusland (afsagt den 22. februar 2007) pr. 44.

Pinto Pinheiro Marques mod Portugal (afsagt den 22. januar 2015)

De Carolis and France Télévisions mod Frankrig (afsagt den 21. januar 2016).

287

kritikken fremsættes i forbindelse med afdækningen f.eks. magtmisbrug eller andre uac-

ceptable forhold.

394

Også politikere må generelt lægge ryg til mere end folk i almindelighed, når kritikken

relaterer sig til eller har relevans for deres politiske virke. Man kan udtrykke det sådan,

at det er den pris, de pågældende betaler for at tage del i magten.

4.1

Politikeres ytringsfrihed

For politikere går det imidlertid begge veje. For mens politikere som nævnt må tåle at

blive kigget kritisk i kortene, nyder de samtidig en særligt vidtgående ytringsfrihed, når

de deltager i debatter om emner af samfundsmæssig interesse.

EMD har begrundet dette med, at politikere i almindelighed indtager en central rolle

og funktion i et demokrati, hvor de skal varetage borgernes interesser og sætte relevante

samfundsforhold under debat.

395

For at kunne udfylde denne rolle, er politikere indrøm-

met et særligt frisprog.

For folkevalgte politikere gælder desuden en særlig udstrakt ytringsfrihed med hensyn

til de diskussioner, der finder sted i de parlamentariske forsamlinger.

396

I en dansk sam-

menhæng følger dette direkte af grundlovens § 57, hvorefter folketingspolitikere som

udgangspunkt nyder immunitet for deres ytringer i folketingssalen, jf. afsnit 2.2 ovenfor.

Indgreb rettet mod politikeres ytringer har været genstand for en lang række sager ved

EMD, og i disse sager foretager Domstolen en meget intensiv prøvelse.

397

Dette gælder

for så vidt også indgreb, der retter sig mod politiske partier og andre politisk aktive in-

divider og aktører.

398

Rækkevidden af politikeres ytringsfrihed var et centralt tema i dommen

Castells mod

Spanien.

399

Her havde et spansk parlamentsmedlem i en avisartikel fremsat stærkt kri-

tiske udsagn mod den siddende regering, som han mente forholdt sig for passivt med

hensyn til at finde og retsforfølge gerningsmændene bag flere politisk motiverede mord

og overfald i Baskerlandet. Parlamentsmedlemmet udtrykte sig på en måde, hvor han

gjorde den spanske regering medansvarlig for forbrydelserne. Ved de nationale domstole

394

395

396

397

398

399

Cihan Öztürk mod Tyrkiet (afsagt den 9. juni 2009), pr. 32.

Castells mod Spanien (afsagt den 23. april 1992), pr. 42.

Kjølbro (2017), side 1025.

Ibid., side 1021.

Ibid.

Castells mod Spanien (afsagt den 23. april 1992).

288

var politikeren blevet dømt for indholdet af avisartiklen, hvilket Domstolen fandt var i

strid med artikel 10. Domstolen lagde bl.a. andet vægt på, at der er videre rammer for

kritik, når det omhandler regeringen, og at det konkrete emne havde stor samfundsmæs-

sig interesse i Spanien.

Som nævnt modsvares den stærke beskyttelse af politikeres ytringsfrihed i et vist omfang

af, at politikere generelt også må tåle mere end andre.

400

Dette er bl.a. fastslået i den oven-

for omtalte dom

Lingens mod Østrig,

hvor EMD udtalte, at politikere – på grund af deres

position i et demokratisk samfund – må tolerere en høj grad af kritik.

401

Grænsen for politikernes udvidede ytringsfrihed går ved fremsættelsen af særdeles grove

beskyldninger eller fornærmelige udtalelser, som ikke har faktuelt belæg.

402

4.2

Mediernes særlige ytringsfrihedsbeskyttelse

Medierne er som følge af deres vitale funktion i de demokratiske samfund tillagt en

særlig udvidet ytringsfrihed.

Denne udvidede ytringsfrihed for medierne er navnlig begrundet i hensynet til informa-

tionsfriheden, hvorved forstås offentlighedens adgang til – via mediernes nyhedsformid-

ling – at modtage relevant information om væsentlige emner.

403

Indholdsmæssigt er den udvidede ytringsfrihed for medierne toleddet, idet den dels be-

tyder, at medierne har en særlig adgang til at tilgå og søge efter information, og dels en

udvidet adgang til at videreformidle den tilvejebragte information til offentligheden.

400 Se f.eks. Renaud mod Frankrig (afsagt den 25. februar 2010) (ærekrænkelse) og Karhuvaara & Iltalehti mod Finland

(afsagt den 16. november 2004) (omtale af privatliv). Se nærmere herom i omtalen af ærekrænkelser, afsnit 5.2.

401 Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986).

402 Kjølbro (2017), side 1024.

403 Centro Europa 7 S.R.L og Stefano mod Italien (afsagt den 7. juni 2012), pr. 131:”Freedom of the press and other news me-

dia affords the public one of the best means of discovering and forming an opinion of the ideas and attitudes of political

leaders. It is incumbent on the press to impart information and ideas on political ideas and on other subjects of public

interest. Not only the press have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive

them” og Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 73.

289

Det udtrykkes ofte sådan, at der med Domstolens praksis er etableret en egentlig pres-

sefrihed med hjemmel i artikel 10. Medierne skal agere som ”offentlighedens vagthund”

(”public watchdog”),

404

og holde borgerne informerede om vigtige samfundsmæssige

forhold, hvilket er en forudsætning for at kunne kigge de politiske og økonomiske magt-

havere i kortene. Den udvidede ytringsfrihed for medier og journalister gælder således

særligt, når de udøver deres funktion som offentlighedens vagthund.

405

Derudover spiller medierne en afgørende rolle som platform for debat, der sætter ram-

merne for den offentlige meningsdannelse.

406

Betydningen af mediernes særstatus er som nævnt bl.a., at der skal kunne påvises tungt-

vejende grunde, hvis Domstolen skal acceptere et indgreb, der retter sig mod mediernes

formidling af et emne af samfundsmæssig relevans og interesse.

Dette slog Domstolen første gang fast i den banebrydende dom

Sunday Times mod Stor-

britannien

fra 1974.

407

Her havde de britiske domstole nedlagt forbud mod, at avisen

Sunday Times bragte en artikel om præparatet thalidomid, der havde forårsaget meget

alvorlige fosterskader. Avisen havde kritiseret nogle konkrete forslag til forlig af sagerne,

hvoraf flere på det aktuelle tidspunkt fortsat var under behandling ved domstolene. De

britiske domstole mente derfor, at fremtidige artikler ville være udtryk for foragt for

retten, hvorfor der blev nedlagt forbud over for avisens påtænkte yderligere artikler om

emnet.

EMD bemærkede, at ikke alene har medierne til opgave at formidle sådan information –

offentligheden har også en ret til modtage den.

408

Domstolen konkluderede, at indgrebet

over for avisen ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund, fordi hensynet til at sikre

domsmagtens autoritet ikke kunne veje tungere end den samfundsmæssige interesse i

omtale af den pågældende sag.

409

404 Jersild mod Danmark (afsagt den 23. september 1994), pr. 31.

405 Se f.eks. Janowski mod Polen (afsagt den 21. januar 1999), pr. 32, hvor Domstolen udtalte, at en journalists strafbare

udtalelser ikke ”involve the issue of freedom of the press since the applicant, although a journalist by profession, clearly

acted as a private individual on this occassion”.

406 Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986), pr. 42: “Freedom of the press furthermore affords the public one of the best

means of discovering and forming an opinion of the ideas and attitudes of political leaders. More generally, freedom of

political debate is at the very core of the concept of a democratic society which prevails throughout the Convention.”

407 Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979).

408 “Not only do the media have the task of imparting such information and ideas: the public also has a right to receive

them”, Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 65.

409 Domstolen har behandlet mange sager om mediernes ytringsfrihed. Se f.eks. Axel Springer AG mod Tyskland (afsagt

den 7. februar 2012), Biriuk mod Litauen (afsagt den 25. november 2008), Bladet Tromsø & Stensaas mod Norge (afsagt

den 20. maj 1999), Castells mod Spanien (afsagt den 23. april 1992) Cumpana & Mazare mod Rumænien (afsagt den 17.

december 2004) og Stoll mod Schweiz (afsagt den 10. december 2007).

290

4.2.1 Mediernes særlige pligter og ansvar

Med udøvelsen af ytrings- og informationsfriheden følger også pligter og ansvar. Dette

spiller især en rolle i forhold til medierne, hvis udvidede ytringsfrihed til dels modsvares

af, at det forventes, at medierne udviser en særlig omhu for at sikre, at der faktuelt belæg

for nyheder og historier.

Hensynet bag dette er, at eksempelvis negativ medieomtale kan have meget stor skade-

virkning for de berørte, og derfor er det et rimeligt krav at stille til medierne, at de som

professionelle nyhedsformidlere med en særlig gennemslagskraft forvalter dette ansvar

ved at leve op til grundlæggende journalistiske, etiske standarder.

Domstolen har således udtalt, at det hører med til mediernes pligter og ansvar, at de

handler i god tro, på baggrund af et vist faktuelt grundlag, og at de videreformidler tro-

værdig og pålidelig information i overensstemmelse med journalistiske etiske standar-

der.

410

Heri ligger, at medierne skal foretage en grundig research og efterprøve eventuelle

oplysninger fra kilder, hvilket er særligt vigtigt, når der fremsættes kritik.

411

Ved kritiske

artikler har medierne desuden en særlig pligt til at sørge for, at den, som er genstand

for kritikken, får lejlighed til at udtale sig (kontradiktion).

412

For danske journalisters

vedkommende følger et sådant krav af de vejledende regler for god presseskik, som skal

overholdes af medier omfattet af medieansvarsloven.

413

4.2.2 Mediernes særlige ret til at videreformidle

En hovedopgave for medierne er at videreformidle information. Når medierne videre-

formidler faktuel information fra f.eks. en forskningsrapport eller en undersøgelse, skal

det ske under iagttagelse af de særlige pligter og ansvar, som knytter sig til mediernes

virksomhed. Dette betyder konkret, at medierne skal overholde almindelige journalisti-

ske principper om grundig research og efterprøvelse af oplysningernes rigtighed. Hvis

et medie har efterlevet disse standarder, vil det ifølge EMD's praksis som udgangspunkt

være uden ansvar, hvis det f.eks. efterfølgende viser sig, at der med referatet er videre-

givet retsstridige udsagn.

414

Indholdet af mere officielle rapporter eller undersøgelser fra

410

411

412

413

414

Se bl.a. Fressoz & Roire mod Frankrig (21. januar 1999 – app. no. 29183/95), pr. 54 og Bladet Tromsø and Stensaas mod

Norge (1995), pr. 65: ”By reason of the ’duties and responsibilities’ inherent in the exercise of the freedom of expression,

the safeguard afforded by Article 10 to journalists in relation to reporting on issues of general interest is subject to the

provisio that they are acting in good faith in order to provide accurate and reliable information in accordance with the

ethics of journalism.”

Se bl.a. De Haes and Gijsels mod Belgien (afsagt den 24. februar 1997), pr. 39.

Bergens Tidende mod Norge (afsagt den 2. maj 2000).

Se kapitel 12 for nærmere om de presseetiske regler.

T. Baumbach, Medieret – frihed og ansvar (2017), side 138f.

291

eksempelvis offentlige myndigheder vil kunne gengives (loyalt), uden at mediet forinden

foretager en selvstændig efterprøvelse af indholdet.

415

Den udvidede ytringsfrihed for medierne gælder ikke kun ved formidlingen af faktuel

information. Omfattet er også pressens ret til at videreformidle andres udtalelser, f.eks.

hvad en folketingspolitiker har sagt under et debatmøde, eller hvad et vidne forklarer

under en retssag. Det gælder i udgangspunktet, selv om de gengivne udtalelser isoleret

set måtte være ulovlige. Ansvarsfriheden er dog betinget af, at det sker som led i dæknin-

gen af et emne, som har samfundsmæssig interesse.

Det er dog her væsentligt at sondre skarpt mellem mediernes blotte videreformidling af

andres udtalelser, f.eks. racistiske udtalelser, og mediernes selvstændigt fremsatte ytrin-

ger, eksempelvis en beskyldning om strafbart forhold.

Skellet kan dog være uskarpt. I Jersild-sagen, hvor EMD fastslog, at journalisten straffrit

kunne videreformidle de medvirkendes racistiske ytringer, havde journalisterne sørget

for at skabe en god stemning ved bl.a. at forsyne de medvirkende grønjakker med rigeligt

øl forud for interviewet. Det rokkede i det konkrete tilfælde ikke ved straffriheden, men

det kan næppe udelukkes, at journalister kan optræde på en sådan anstiftende måde, at

forholdet falder uden for straffriheden for videregivelse af andres strafbare udtalelser.

I sagen

Pedersen & Baadsgaard mod Danmark

416

havde de danske domstole fundet, at

journalisterne i en dokumentarudsendelse om en drabssag ved at stille en række re-

toriske spørgsmål selvstændigt havde fremsat grove beskyldninger mod en navngiven

politimand. Journalisterne blev derfor dømt for injurier. Domstolen udtalte mere prin-

cipielt, at det ville være yderst skadeligt for mediernes virke som ”public watchdog”, hvis

medierne blev straffet for at videreformidle andres ytringer.

417

I den konkrete udsendelse

havde ingen af de interviewede dog fremsat beskyldninger mod politimanden. Beskyld-

ningerne stammede derimod fra pressen selv, og derfor fandt Domstolen ikke, at jour-

nalisternes ytringsfrihed var krænket

418

(sagen behandles nærmere i afsnit 5.2.3.2 om

ærekrænkelser).

4.2.3 Mediernes dækning af begivenheder af samfundsmæssig interesse

Beslægtet med referatprivilegiet er journalisters særlige adgang til at rapportere fra begi-

venheder af samfundsmæssig interesse. Udgangspunktet er, at journalister – ligesom alle

415

416

417

418

Colombani m.fl. mod Frankrig (afsagt den 25. juni 2002).

Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004).

Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004), pr. 77.

Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004), pr. 95.

292

andre – skal overholde den almindelige lovgivning, herunder også straffelovgivningen.

419

Men i praksis er det nu slået fast, at journalister i vidt omfang kan ”følge med”, når andre

– f.eks. demonstranter – begår husfredskrænkelser for at dække begivenheden.

I 1994 frifandt Højesteret således en journalist, som var fulgt med en række demonstran-

ter ind i politikeren Svend Aukens have, for husfredskrænkelse

.420

Højesteret fandt i den

konkrete sag, at hensynet til nyhedsformidlingen måtte veje tungere end den forholdsvis

beskedne krænkelse af privatlivet, som journalistens tilstedeværelse udgjorde. Når em-

net er af samfundsmæssig interesse, kan pressen derfor som udgangspunkt straffrit følge

med og rapportere om emnet.

421

Spørgsmålet om mediernes dækning af begivenheder af samfundsmæssig interesse har

senest været aktuelt i en sag fra 2015, hvor en fotograf fra Politiken sammen med andre

pressefolk fulgte en gruppe migranter og flygtninge på en sønderjysk motorvej. Pres-

sefolkene fik undervejs påbud om at forlade motorvejen, men dette undlod Politikens

fotograf at følge, og han fik herefter en bøde for ikke at efterkomme politiets ordre. Da

fotografen ikke betalte bøden, blev sagen indbragt for domstolene. Byretten frifandt fo-

tografen med henvisning til hensynet til nyhedsformidling, men fandt samtidig, at po-

litiets påbud om at forlade motorvejen havde været tilstrækkeligt begrundet og givet

med rette. Anklagemyndigheden havde under sagen gjort gældende, at pressefolkenes

tilstedeværelse opildnede grupperne af migranter og flygtninge. Dommen blev anket

til landsretten, som også frifandt fotografen. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at

politiets påbud var nødvendigt. Landsretten udtaler i dommen, at ”påbuddet afskar eller

i hvert fald væsentligt begrænsede mediernes adgang til fortsat at dække situationen på

motorvejen. Hensynet til nyhedsformidling er særlig vægtigt, når der som her var tale

om en ganske ekstraordinær situation af stor samfundsmæssig interesse.”

422

EMD har dog i sin praksis anerkendt, at et indgreb over for en pressemedarbejder, som

dækker en begivenhed af samfundsmæssig interesse, kan være berettiget. I dommen

Pentikäinen mod Finland

havde en fotograf fulgt en demonstration, som udviklede sig

voldeligt, og som politiet derfor forsøgte at opløse.

423

Fotografen nægtede – sammen

med flere demonstranter – at efterkomme politiets påbud om at forlade stedet, og de

419 Fressoz og Roire mod Frankrig (afsagt den 21. januar 1999), pr. 52.

420 U1994.988H. Sagen er også gennemgået under afsnit 2 vedrørende grundlovens § 77.

421 Højesterets dom skal ses i lyset af, at EMD kort forinden havde afgjort Jersild-sagen og i den forbindelse underkendt de

danske domstoles afgørelser i sagen. Se også U1999.1675H (Peberholm).

422 Vestre Landsrets dom af 3. oktober 2018 (utrykt). Om det forhold, at gruppen af flygtninge/migranter ifølge politiet blev

opildnet af pressens tilstedeværelse, og at nogle i gruppen om muligt ønskede at anvende pressen til at skabe opmærk-

somhed om deres situation, udtalte landsretten, at dette ikke kunne ændre på, at hensynet til nyhedsformidling skulle

tillægges betydelig vægt. Anklagemyndigheden har ikke anket landsrettens dom.

423 Pentikäinen mod Finland (afsagt den 20. oktober 2015).

293

blev derfor anholdt. Domstolens flertal (4-2) fandt, at indgrebet var berettiget og lagde

i sin begrundelse vægt på, at de nationale domstole havde foretaget en rimelig afvej-

ning af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til at sikre den offentlige orden. I

den forbindelse lagde Domstolen vægt på, at fotografen ikke var blevet tilbageholdt i sin

egenskab af fotograf, men fordi han nægtede at efterkomme politiets påbud, ligesom han

ikke havde fået konfiskeret sit udstyr. Han var heller ikke blevet sanktioneret yderligere,

hvilket Domstolen tillagde betydning.

Praksis viser, at journalister mv. som udgangspunkt skal respektere politiets påbud, når

disse er rimelige og heller ikke har til formål at begrænse mediernes mulighed for at

dække relevante samfundsmæssige begivenheder, som f.eks. demonstrationer, men at

hensynet til ytringsfriheden efter omstændighederne tillægges stor betydning.

424

4.2.4 Kildebeskyttelse

For at medierne kan udfylde deres opgave som offentlighedens vagthund og som op-

lysningsorgan, er det desuden afgørende, at medierne har ret til at beskytte deres kilder.

Med denne begrundelse har EMD indfortolket en ret til kildebeskyttelse i artikel 10.

425

Retten til kildebeskyttelse hviler derfor navnlig på hensynet til at sikre informationsfri-

heden. Uden kildebeskyttelse ville kilder i højere grad afholde sig fra at tage kontakt eller

udtale sig til pressen med information af samfundsmæssig interesse.

426

Kildebeskyttelse var det centrale i sagen

Goodwin mod Storbritannien,

hvor journalist-

praktikanten David Goodwin var idømt en bøde for ikke at ville afsløre sin kilde til

fortrolige oplysninger om et firmas finansielle situation. De hemmelige oplysninger var

ikke offentliggjort, men de britiske domstole gav ikke desto mindre Goodwin påbud om

at afsløre sin kilde. Da han nægtede dette, blev han idømt en bøde. Dette fandt EMD

uforeneligt med artikel 10 og udtalte:

”Protection of journalistic sources is one of the basic conditions for press

freedom…. Without such protection, sources may be deterred from as-

sisting the press in informing the public on matters of public interest”

427

Som det fremgår af Domstolens udtalelse i sagen, er det hensynet til, at kilder tør hen-

vende sig til medierne med vigtige informationer om emner af

samfundsmæssig interesse

424

425

426

427

J. Elo Rytter, Individets grundlæggende rettigheder, 2. udgave (2016), side 303.

Goodwin mod Storbritannien (afsagt den 27. marts 1996), pr. 39.

Ibid.

294

og i denne sammenhæng sikres anonymitet, der udgør et tungtvejende hensyn bag kil-

debeskyttelsen.

428

På grund af kildebeskyttelsens væsentlige betydning for informationsfriheden har Dom-

stolen udtalt, at der skal være effektive retlige procedurer i national ret, som værner

om kildebeskyttelsen ved at føre kontrol med indgreb i kildebeskyttelsen.

429

Det betyder

bl.a., at berettigelsen af sådanne indgreb skal kunne prøves ved et uafhængigt og upar-

tisk organ, f.eks. domstolene.

430

En sådan prøvelse skal sikre, at der inden et eventuelt

indgreb i kildebeskyttelsen er sket en afvejning af de interesser, der er på spil. Domstolen

har ligeledes udtalt, at det skal indgå i prøvelsen af et indgreb i kildebeskyttelsen, om et

mindre indgribende middel end indgreb i kildebeskyttelsen vil kunne anvendes.

431

Domstolen anerkender således, at der kan ske indgreb i kildebeskyttelsen, men dette kan

kun ske, hvis det er begrundet i et tungtvejende samfundsmæssigt hensyn, f.eks. hensy-

net til at opklare alvorlig kriminalitet.

Domstolen har bl.a. taget stilling til spørgsmålet i sagen

Big Brother Watch m.fl. mod

Storbritannien.

432

I sagen havde en række journalister og borgerrettigheds-organisatio-

ner klaget til EMD efter de afsløringer om masseovervågning og deling af informatio-

ner mellem bl.a. USA og Storbritannien, som Edward Snowden – der havde arbejdet

for den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA – fremkom med i 2013. Journalisterne og

borgerrettighedsorganisationerne klagede navnlig over tre typer af overvågning; masse-

overvågning af kommunikation, efterretningsdeling mellem stater og indhentningen af

information om kommunikation mellem borgere fra bl.a. teleselskaber. Klagen gik bl.a.

på, at de regler, der tillod masseovervågning og indhentning af data fra bl.a. teleudbyde-

re, ikke indeholdt et tilstrækkeligt beskyttelsesværn i forhold til at sikre fortroligt jour-

nalistisk materiale, herunder de kilder, som journalisterne var i kontakt med. Domstolen

fandt, at navnlig masseovervågningen, som ikke indeholdt nogle sikkerhedsgarantier i

forhold til fortroligt journalistisk materiale, var i strid med artikel 10, fordi det mang-

428 Se nærmere om de danske kildebeskyttelsesregler i kapitel 12, afsnit 3.5.1.

429 Kjølbro (2017), side 1012ff.

Domstolen har senest behandlet spørgsmålet om kildebeskyttelse i Big Brother Watch m.fl. mod Storbritannien (afsagt den

13. september 2018), hvor Domstolen fandt, at britisk lovgivning om overvågning mv. ikke indeholdt tilstrækkeligt

beskyttelsesværn i forhold til at sikre fortroligt journalistisk materiale.

430 En sådan prøvelse skal senest finde anvendelse før myndighedernes adgang til og anvendelse af materialet.

431 De nævnte momenter indgik i dommen Sanoma Uitgevers B.V. mod Holland, hvor en udgiver fik beslaglagt en CD-rom,

som kunne afsløre en journalists fortrolige kilder. CD-rommen blev beslaglagt, fordi politiet mente, at indholdet var re-

levant for en verserende efterforskning af alvorlig kriminalitet. CD-rommen blev beslaglagt under protest fra udgiveren,

som klagede til EMD over beslaglæggelsen. Domstolen gennemgik de ovenstående momenter og udtalte, at national ret

ikke indeholdt tilstrækkelige garantier i forhold til at føre kontrol med indgreb i kildebeskyttelsen. Der var derfor sket en

krænkelse af artikel 10. Se Sanoma Uitgevers B.V. mod Holland (afsagt den 14. september 2010), pr. 90-92.

432 Big Brother Watch m.fl. mod Storbritannien (afsagt den 13. september 2018). Sagen er den 4. februar 2019 blevet henvist

til Storkammeret ved Menneskerettighedsdomstolen.

295

lende beskyttelsesværn i sig selv kunne have en afskrækkende effekt på kilders lyst til at

henvende sig til pressen. I forhold til indhentningen af information fra dataudbydere

fandt Domstolen, at det var i strid med artikel 10, at de relevante sikkerhedsgarantier kun

fandt anvendelse, når formålet med at få adgang til fortroligt journalistisk materiale var

at finde en anonym kilde og ikke ved anden gennemgang af journalistisk materiale, hvor

der ville være risiko for tilfældighedsfund.

4.2.5 Medierne som offentlighedens vagthund og mediernes arbejdsmetoder

Ud over rollen som oplysningsorgan har medierne også en særlig opgave med at føre

tilsyn og kontrol med magthaverne i samfundet. I praksis spiller medierne således en

afgørende rolle i forhold til at afdække forhold, som offentligheden ellers ikke ville have

fået indsigt i. I denne sammenhæng benytter medierne forskellige arbejdsmetoder, f.eks.

adgangen til aktindsigt. Medierne anvender dog også mere kontroversielle metoder, som

f.eks. skjult kamera, ligesom der findes eksempler på, at journalister har overtrådt den al-

mindelige lovgivning for at afsløre huller i lovgivningen eller afdække kritisable forhold.

4.2.5.1 Aktindsigt

Muligheden for at få aktindsigt i informationer fra offentlige myndigheder er et vigtigt

arbejdsredskab for journalister, når de skal dække forhold af samfundsmæssig interes-

se.

433

Domstolen har tidligere afvist, at artikel 10 indebærer en ret til at få indsigt i offentlige

myndigheders dokumenter.

434

Domstolen har dog i nyere domme udvidet indholdet af

artikel 10 til i et vist omfang også at beskytte retten til aktindsigt.

435

Domstolen har i dommen

Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn

anerkendt en be-

grænset ret til aktindsigt i offentlige dokumenter og oplysninger efter artikel 10.

436

Sa-

gen handlede om en NGO, der havde anmodet de ungarske myndigheder om indsigt i

oplysninger om advokater, og hvor ofte disse havde været beskikket i konkrete sager.

437

Oplysningerne skulle organisationen bruge til udarbejdelsen af en rapport om retssyste-

433

434

435

436

437

Adgangen til aktindsigt er også væsentlig for andre personer eller organisationer, som ønsker at få indsigt i offentlige

myndigheders ageren. Det er dog særligt medierne, der udnytter denne mulighed.

Se f.eks. Leander mod Sverige (afsagt den 26. marts 1987) Guerra m.fl. mod Italien (afsagt den 19. februar 1998) og Roche

mod Storbritannien (afsagt den 19. oktober 2005).

I dommen Társaság A Szabadságjogokért mod Ungarn (afsagt den 14. april 2009) fandt Domstolen således, at artikel 10

efter omstændighederne indeholder et princip om dokumentoffentlighed

Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016).

Domstolen anerkendte i dommen Társaság A Szabadságjogokért mod Ungarn (afsagt den 14. april 2009), at også ik-

ke-statslige organisationer på linje med medierne kan have funktion som offentlighedens vagthund – i det konkrete

tilfælde ved at indsamle informationer af interesse for offentligheden.

296

met og brugen af beskikkede forsvarere. NGO’en fik afslag på anmodningen. Domstolens

flertal (15-2) fandt, at der med afslaget på aktindsigt var sket en krænkelse af artikel 10,

selv om de informationer, som NGO’en anmodede om, efter national ret var undtaget

fra aktindsigt.

Domstolen udtalte mere generelt, at det vil bero på en konkret vurdering, om et afslag på

aktindsigt udgør en krænkelse af artikel 10, hvor navnlig

fire kriterier

skal inddrages.

438

For det første skal det inddrages, hvad

formålet med anmodningen

om indsigt i oplysnin-

gerne er.

439

Det har således betydning om aktindsigtsanmodningen er fremsat med hen-

blik på at formidle informationen til offentligheden.

440

For det andet har det betydning,

om den information, der søges indsigt i, har

offentlig interesse.

441

For det tredje skal det

inddrages,

hvilken rolle

den, der anmoder om information, spiller i samfundet.

442

For det

fjerde har det betydning, om den søgte information er

tilgængelig,

således at de statslige

myndigheder ikke aktivt skal indhente oplysninger for at imødekomme aktindsigtsan-

modningen, f.eks. ved at igangsætte større undersøgelser.

443

I den konkrete bedømmelse tillagde Domstolen det for det første betydning, at adgangen

til oplysningerne var nødvendige for at kunne udarbejde rapporten om beskikkede ad-

vokater, ligesom der var tale om et emne af samfundsmæssig interesse. Derudover lagde

Domstolen vægt på, at NGO’en, som anmodede om informationen, spillede en rolle som

”offentlighedens vagthund”, og at de anmodede oplysninger var færdige og tilgængelige.

Domstolen vurderede også, at indsigt i oplysningerne ikke krænkede de omtalte advo-

katers privatliv.

444

Den omtalte dom omhandler, som det fremgår, ikke specifikt mediernes adgang til at

få aktindsigt, men klarlægger mere generelt, hvilke fortolkningsmomenter der skal ind-

drages i behandlingen af aktindsigtsanmodninger, særligt når disse er fremsat af medier

eller andre, som fungerer som ”offentlighedens vagthund.”

4.2.5.2 Skjult kamera

Medierne benytter undertiden skjult kamera for at afdække og dokumentere kritisable

eller ulovlige forhold mv. Anvendelsen af skjult kamera er ikke en ukontroversiel meto-

de, men der er flere eksempler på, at brugen af skjult kamera har været med til at afdække

438

439

440

441

442

443

444

Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 157.

Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 158-159.

Dette vil således ofte være tilfældet, hvor anmodningen er fremsat medierne eller en NGO.

Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 160-163.

Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 164-168.

Magyar Helsinki Bizottság mod Ungarn (afsagt den 8. november 2016), pr. 169-170.

Se for nærmere behandling af sagen R. Grønved Nielsen og D. Knobel, ”Aktindsigt – en menneskerettighed?” i

U2017B.432.

297

forhold af væsentlig samfundsmæssig interesse. I en dansk sammenhæng kan bl.a. næv-

nes dokumentarrækken om ”Moskeerne bag sløret”, som hovedsageligt baserede sig på

skjulte optagelser.

445

Brugen af skjult kamera er kontroversiel, bl.a. fordi den ofte kolliderer med retten til

privatliv (se nærmere om afvejningen mellem hensynet til retten til privatliv og hensynet

til ytringsfriheden i afsnit 5.1.3).

Domstolen har behandlet flere sager om brugen af skjult kamera som led i undersøgende

journalistik.

I dommen

Haldimann m.fl. mod Schweiz

var journalister blevet idømt dagbøder for at

have offentliggjort skjulte optagelser i forbindelse med et program om forsikringsselska-

bers praksis ved salg af livsforsikringer.

446

En forsikringsmægler – som indgik i en af de

skjulte optagelser – anlagde sag mod journalisterne med påstand om, at hans privatliv

var blevet krænket, hvilket han ved de nationale domstole fik medhold i. Journalisterne

indklagede domfældelsen for EMD med påstand om, at den stred mod artikel 10. Dom-

stolen slog først og fremmest fast, at der var tale om et emne af væsentlig samfunds-

mæssig interesse. Samtidig anerkendte Domstolen, at indgrebet over for journalisterne

havde varetaget et legitimt formål, nemlig at beskytte forsikringsmæglerens gode navn

og rygte. Der var derfor tale om en konflikt mellem artikel 10 og artikel 8.

447

Domstolen udtalte, at fokus for udsendelsen ikke var på forsikringsmæglerens private

forhold, men på et generelt problem i forsikringsbranchen, og der var derfor tale om en

mindre krænkelse af hans ret til et godt navn og rygte. Det blev i denne sammenhæng

også tillagt vægt, at mæglerens ansigt og stemme i udsendelsen var blevet sløret, lige-

som samtalen ikke havde fundet sted på hans kontor eller erhvervsadresse.

448

Domstolen

fandt desuden, at domfældelsen mere generelt var egnet til at afholde medierne fra at

fremsætte kritik. Der var derfor sket en krænkelse af journalisternes ret til ytringsfrihed

efter artikel 10.

Domstolen afviste således ikke, at medierne kan gøre brug af skjult kamera, men bemær-

kede, at en sådan arbejdsmetode skal benyttes i meget begrænset omfang og i alminde-

Dokumentarens afsløringer førte som nævnt til den såkaldte ”imam-lov”, der bl.a. kriminaliserede opfordring til bl.a.

vold og bigami som led i religiøs oplæring (for nærmere herom se afsnit 5.4.2.1).

446 Haldimann m.fl. mod Schweiz (afsagt den 24. februar 2015).

447 Domstolens prøvelse af sagen tager udgangspunkt i de seks fortolkningsmomenter, som Domstolen anvendte i dommen

Axel Springer mod Tyskland (som omtales nedenfor i afsnit 5.1.3) var af betydning for bedømmelsen af den konkrete sag.

Se Haldimann m.fl. mod Schweiz (afsagt den 24. februar 2015), pr. 50 og 51.

448 Domstolen inddrog også det forhold, at der på intet tidspunkt under sagen – hverken ved de nationale domstole eller

EMD – blev stillet spørgsmålstegn ved optagelsernes autencitet.

445

298

lighed kun, når et forhold ikke kan afdækkes på andre måder. Også i denne sammen-

hæng skal journalister overholde journalistiske etiske standarder (se nærmere ovenfor i

afsnit 4.2.1 om mediernes særlige pligter og ansvar).

I sagen

Bremner mod Tyrkiet

var det den person, som var blevet optaget med skjult ka-

mera, der klagede til EMD over, at nogle skjulte optagelser af ham, som var offentliggjort

i en tv-udsendelse, krænkede hans ret til privatliv efter artikel 8.

449

Klageren, som var

australsk statsborger, var blevet optaget i færd med at forsøge at omvende personer til

kristendom. Temaet for udsendelsen var udenlandske missionærer i Tyrkiet, og i udsen-

delsen var missionærens ansigt og stemme ikke sløret.

450

Domstolen fandt, at emnet for

udsendelsen generelt havde samfundsmæssig interesse. Derimod havde det ikke offent-

lig interesse at kende klagerens identitet, og der var derfor sket en krænkelse af klagerens

ret til respekt for privatliv efter artikel 8.

451

Det kan udledes af Domstolens praksis, at de væsentligste afvejningsmomenter i forhold

til berettigelsen af brugen af skjult kamera er, om der er tale om et emne af offentlig inte-

resse, om forholdet kunne være afdækket uden brugen af skjult kamera, og hvor stor en

privatlivskrænkelse brugen af de skjulte optagelser udgør.

4.2.5.3 Journalisters selvstændige brud på den almindelige lovgivning for at afdæk-

ke kritisable forhold

Der er flere eksempler på, at journalister, som forsøger af afdække kritisable forhold,

huller i lovgivningen mv., selv overtræder den almindelige lovgivning.

452

Medier og journalister skal som nævnt ligesom alle andre borgere i almindelighed over-

holde den almindelige straffelovgivning mv. i deres arbejde, herunder når de foretager

research.

EMD har dog – bl.a. i afgørelsen

Mikkelsen og Christensen mod Danmark

– anerkendt, at

journalisters selvstændige overtrædelser af lovgivningen som led i research af historier

449 Bremner mod Tyrkiet (afsagt den 13.oktober 2015).

450 Programmet bar titlen ”foreign pedlars of religion.”

451 Se også dommen refereret i U2012.2328H (hundehandler-dommen), hvor Højesteret bl.a. udtalte, at fotografering med

skjult kamera som udgangspunkt er forbundet med væsentlige betænkeligheder, og at en sådan fremgangsmåde kan kun

være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes

krav på beskyttelse.

452 Se fra dansk retspraksis: U2008.671H, U2008.1055Ø, U2009.920Ø, U2013.1920.

299

af samfundsmæssig interesse kan være omfattet af artikel 10.

453

Det indebærer, at dom-

stolene ved behandlingen af denne type sager skal bedømme det strafbare forhold

i lyset

af artikel 10.

Dommen er beskrevet i afsnit 3.2.1.

I en lignende sag, som blev afgjort af Domstolen i 2016, havde tre svenske journalister

klaget til EMD over en domfældelse for ulovligt køb af skydevåben på det sorte mar-

ked.

454

Købet var sket som led i research til en artikel om den lette adgang til skydevå-

ben. Domstolen fandt, at domfældelsen af journalisterne klart havde udgjort et indgreb

i deres ret til ytringsfrihed, men fandt samtidig, at indgrebet havde været nødvendigt i

et demokratisk samfund. I sagen lagde Domstolen vægt på, at journalisterne ikke var

blevet forhindret i at offentliggøre artiklen, og at den lovgivning, som de var dømt for at

overtræde, gjaldt for alle borgere. Domstolen lagde også betydelig vægt på, at de svenske

domstole ved prøvelsen af sagen havde inddraget hensynet til pressens rolle som offent-

lighedens vagthund og havde afvejet de forskellige momenter på en balanceret måde (se

nærmere om EMD's prøvelseskoncept afsnit 3.4).

Foruden den nævnte sag om journalisters køb af ulovligt fyrværkeri har spørgsmålet

i en dansk sammenhæng bl.a. foreligget i den meget omtalte sag om grillkniven i luft-

havnen.

455

Her ville en journalist afdække en sikkerhedsbrist i Københavns Lufthavn og

medtog derfor en grillkniv fra en restaurant i lufthavnens sikrede område og bragte den

med sig ud til en gate, hvor han blev fotograferet med kniven. Journalisten returnerede

herefter kniven til restauranten. Pointen var at vise, at det trods en lang række skærpede

sikkerhedsmæssige tiltag i kølvandet af terrorangrebene i USA i 2001, hvor flykaprerne

var bevæbnede med hobbyknive, stadig var muligt at få f.eks. en grillkniv med sig ind i

kabinen.

Sagen endte for Højesteret, hvor et flertal fandt, at journalisten havde gjort sig skyldig

i overtrædelse af våbenloven.

456

Flertallet anførte bl.a., at våbenloven efter sin karakter

ikke udgør et indgreb i ytringsfriheden efter EMRK artikel 10, og at en domfældelse i

453

454

455

456

Mikkelsen og Christensen mod Danmark (afgørelse afsagt den 24. maj 2011). Denne retstilstand – hvor journalisters

selvstændige lovbrud er omfattet af artikel 10 – står dog noget uafklaret tilbage efter Domstolens afgørelse i sagen Bram-

billa m.fl. mod Italien (afsagt den 23. juni 2016). Her var journalister blevet straffet for ulovligt at have aflyttet en poli-

tiradio for hurtigst muligt at kunne rapportere fra gerningssteder. Domstolen fandt, at der ikke var sket en krænkelse af

journalisternes rettigheder ved domfældelsen, men undlod at tage stilling til, om handlingerne overhovedet var omfattet

af artikel 10. Se Brambilla m.fl. mod Italien (afsagt den 23. juni 2016) og Kjølbro (2017), side 990.

Salihu mod Sverige (afsagt den 10.maj 2016).

U2008.671H.

Våbenlovens § 4, stk. 1.

300

sagen derfor ikke ville stride mod EMRK. Flertallet tilføjede, at tiltalte selv havde skabt

den situation, der indebar lovovertrædelsen.

457

I en dom fra 2013 fandt landsretten ikke, at dokumentfalsk foretaget i forbindelse med en

udsendelse om udstedelse af aldersbeviser i Odense Kommune, var straffri. Udsendel-

sen viste, at to unge, som var under 16 år, men som journalister fra TV2 havde udstyret

med sygesikringsbeviser fra to andre personer over 18 år, kunne få udstedt aldersbevi-

ser på baggrund af de lånte sygesikringsbeviser. Journalisterne blev tiltalt for i forening

med de fire unge at have begået dokumentfalsk efter straffelovens § 174. Landsretten

fandt, at de tiltalte utvivlsomt havde overtrådt straffelovens § 174. Landsretten udtalte,

at spørgsmålet herefter var, om det emne, som de havde ønsket at afdække, havde en så-

dan væsentlighed,

at formålet med lovovertrædelserne kunne medføre straffrihed i medfør

af EMRK artikel 10.

På baggrund af sagens oplysninger fandt landsretten, at emnet var

af samfundsmæssig interesse, men dog ikke af en sådan styrke, at det kunne begrunde

straffrihed. Retten lagde herunder vægt på, at journalisterne havde formået flere perso-

ner under 18 år til at medvirke til dokumentfalsk.

458

Dommen viser, at danske domstole således også inddrager hensynet til ytringsfriheden

ved afgørelse af sager, hvor journalister som led i deres arbejde har overtrådt lovgivning,

som ikke i sig selv udgør en begrænsning af ytringsfriheden.

4.2.6 Mediepluralisme- og uafhængighed

Det følger af EMRK artikel 10, stk. 1, 3. led, at ytringsfriheden ikke er til hinder for, at

staterne kan kræve, at radio-, fjernsyns- og filmforetagender kun må drives i henhold til

offentlig bevilling. Ved konventionens tilblivelse var det ikke ualmindeligt med statsmo-

nopoler på radio- og tv-området, men det er efter senere praksis fra EMD ikke muligt

at opretholde sådanne statsmonopoler.

459

Staterne kan dog stadig gøre radio- og tv-virk-

457

458

459

Mindretallet fandt derimod, at journalisten havde haft et i våbenlovens forstand anerkendelsesværdigt formål med sin

besiddelse af grillkniven og ville derfor frifinde ham. Mindretallet fandt således, at det journalistiske formål med at

besidde kniven kunne omfattes af udtrykket ”lignende anerkendelsesværdigt formål” i den relevante bestemmelse i

våbenloven. De to dommere fandt tillige – i modsætning til flertallet – at journalistens handling havde været nødvendig

for at påvise den pågældende sikkerhedsbrist. Mindretallet havde på den baggrund ikke anledning til udtrykkeligt at

forholde sig spørgsmålet om artikel 10, men de betragtninger, der fører frem til konklusionen om, at der forelå et aner-

kendelsesværdigt formål, leder tankerne på de afvejningsmomenter, der er indgået i sager, hvor hensynet til mediernes

særlige ytringsfrihed har skullet afvejes over for nationalstaternes håndhævelse af straffeloven.

U2013.1920Ø. I sin begrundelse henviste landsretten til Højesterets afgørelse i sagen om grillkniven i lufthavnen, og

anførte, at det følger af Højesterets dom, at det ikke kan tillægges betydning, at ”opmærksomheden omkring forholdet

ville være blevet mindsket, såfremt de tiltalte havde dokumenteret en mangelfuld kontrol fra de involverede kommuners

side ved hjælp af lovlige midler.”

Informationsverein Lentia mod Østrig (afsagt den 24. november 1993). At dette blev inddraget i artikel 10 skyldes navn-

lig, at der på tidspunktet for konventionens ikrafttræden rent teknisk kun var mulighed for ganske få kanaler.

301

somhed betinget af tilladelse, hvis dette er begrundet i tekniske forhold eller lignende.

460

Gives der afslag på en bevilling eller tilladelse på nærmere fastsatte vilkår, skal afslaget

eller vilkårene opfylde de betingelser for indgreb, som følger af artikel 10, stk. 2.

Staterne har også en forpligtelse til at sikre pluralisme i mediebilledet, hvad angår radio-

og tv-udbuddet. Denne mediemæssige mangfoldighed skal sikre, at borgerne har adgang

til information, som repræsenterer en flerhed af synspunkter og ideer.

461

EMD har i sagen

Informationsverein Lentia mod Østrig

direkte udtalt, at staten er den

ultimative garant for mediemæssig pluralisme, og at heri ligger en positiv pligt for sta-

terne til at:

”guarantee diversity of overall programme content, reflecting as far as pos-

sible the variety of opinions encountered in the society”

462

Staten skal med andre ord skabe rammer, som sikrer, at det samlede mediebillede af-

spejler de forskellige synspunkter, som hersker i samfundet. Dette gælder ikke mindst i

forbindelse med politiske debatter mv., som bringes i tv eller i radio.

463

Som det fremgår

af afsnit 2.1.1 har bl.a. DR og TV2 således en udtrykkelig pligt til alsidighed. Desuden

gælder der i forbindelse med valg til de politiske forsamlinger særlige krav om ligelig

repræsentation af de opstillingsberettigede partier.

I sagen

Centro Europa 7 S.R.L & Di Stefano mod Italien

slog Domstolen fast, at hensynet

til at sikre et pluralistisk mediebillede bl.a. også indebærer, at der er en effektiv adgang

til markedet og ikke blot en teoretisk adgang til at udbyde radio-og tv-programmer.

464

I sagen havde en virksomhed fået tilladelse til at sende fjernsynsprogrammer, men på

grund af en række forhold – herunder overgangsbestemmelser i lovgivningen – var virk-

somheden i en periode på 10 år reelt afskåret fra at udnytte tilladelsen. Den manglende

realisering af virksomhedens sendetilladelse pga. uklarhed i lovgivning mv., udgjorde

ifølge Domstolen en krænkelse af artikel 10.

465

460 Se f.eks. Radio ABC mod Østrig (afsagt den 20. oktober 1997), hvoraf det formentlig kan udledes, at Domstolen – om

nødvendigt – vil gå ind i en prøvelse af de tekniske begrundelser for et eventuelt afslag, jf. Schaumburg-Müller og Sand-

feld Jakobsen (2013), side 86.

461 Manole m.fl. mod Moldova (afsagt den 17. september 2009), pr. 100 og 107.

462 Informationsverein Lentia mod Østrig (afsagt den 24. november 1993), pr. 38.

463 Centro Europa 7 S.R.L. & Di Stefano mod Italien (afsagt den 7. juli 2012), pr. 129 og 130.

464 Centro Europa 7 S.R.L. & Di Stefano mod Italien (afsagt den 7. juli 2012), pr. 130: ”In this connection, the Court obser-

ves that to ensure true pluralism in the audiovisual sector in a democratic society, it is not sufficient to provide for the

existence of several channels or the theoretical possibility for potential operators to access the audiovisual market. It is

necessary in addition to allow effective access to the market so as to guarantee diversity of overall programme content,

reflecting as far as possible the variety of opinions encountered in the society at which the programmes are aimed.”

465 Centro Europa 7 S.R.L & Di Stefano mod Italien (afsagt den 7. juli 2012), pr. 154-156.

302

5. EMD's afvejning af ytringsfriheden over for andre legiti-

me hensyn og nationale indskrænkninger i dansk ret

De væsentligste fortolkningsbidrag om ytringsfrihedens beskyttelse findes, hvor Dom-

stolen, som led i vurderingen af, om et indgreb er nødvendigt i et demokratisk samfund,

har skullet afveje hensynet til ytringsfriheden over for et eller flere af de anerkendelses-

værdige hensyn i artikel 10, stk. 2, eller over for en anden rettighed i EMRK, herunder

navnlig artikel 8 om retten til respekt for privatliv, som også kan begrunde indskrænk-

ninger i ytringsfriheden.

De fortolkningsmomenter, som Domstolen har udviklet igennem sin praksis, har re-

levans, når de nationale begrænsninger af ytringsfriheden finder anvendelse i praksis.

Derfor har Domstolens praksis på dette område stor betydning for behandlingen af de

bestemmelser i dansk ret, som udgør indskrænkninger af ytringsfriheden.

I det følgende gennemgås de væsentligste indskrænkninger i ytringsfriheden i dansk ret

i sammenhæng med relevant praksis fra EMD.

5.1

5.1.1

Hensynet til retten til respekt for privatlivet

Generelt om EMD's praksis om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden

over for hensynet til retten til respekt for privatlivet

Et af de hensyn, som ytringsfriheden kan kollidere med, er hensynet til retten til respekt

for privatlivet. Det kan f.eks. ske, når et medie offentliggør oplysninger om en politikers

private forhold.

EMRK artikel 10, stk. 2, tillader indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet

til andres rettigheder. Omfattet af disse rettigheder er bl.a. retten til respekt for privatliv,

som er beskyttet af EMRK artikel 8, og som derfor kan begrunde indskrænkninger i

ytringsfriheden.

466

Domstolen har slået fast, at begrebet ”privatliv” er et vidt begreb, som det ikke er muligt

at definere udtømmende. Det omfatter individets fysiske og psykologiske integritet og

omfavner som begreb bl.a. seksuel orientering og køn og også personlige oplysninger,

466 Tammer mod Estland (afsagt den 6. februar 2001) og Caroline von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004)

Se også Rytter (2016), side 304. EMRK artikel 8 bestemmer, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit

hjem og sin korrespondance.

303

som individet med rimelighed kan forvente ikke offentliggøres uden dets samtykke.

467

Til privatlivet hører også en persons navn og billeder af personen.

468

Beskyttelsen af retten til privatliv tager først og fremmest sigte på at muliggøre udvik-

lingen af den enkeltes personlighed i forholdet til andre mennesker uden indblanding.

Det primære formål med artikel 8 er at beskytte den enkelte mod uberettigede indgreb

i de beskyttede rettigheder fra offentlige myndigheder. Bestemmelsen fortolkes dog

sådan, at den også i et vist omfang pålægger staten positive handlepligter. Staten kan

således have en pligt til at beskytte den enkelte mod andre privates krænkelse af den

pågældendes privatliv generelt. Det betyder bl.a., at staten kan have en pligt til beskytte

individer mod uberettiget offentliggørelse af billeder eller informationer om rent private

forhold.

469

Det er som udgangspunkt overladt til staten at vurdere, hvilke foranstaltninger der skal

gøres, og staten har ikke nødvendigvis pligt til at indføre strafbestemmelser. EMD har

dog slået fast, at det kan udgøre en krænkelse af artikel 8, hvis den tilkendte erstatning

eller godtgørelse for privatlivskrænkelsen er for lav.

470

Hvis der er tale om et sammenstød med EMRK artikel 8 og artikel 10 – f.eks. når et medie

har offentliggjort oplysninger om en kendt persons private forhold – foreligger der en

situation, hvor der skal foretages en afvejning af to fundamentale menneskerettigheder.

EMD har udtalt det sådan, at der er er tale om to ligestillede rettigheder, som skal afba-

lanceres over for hinanden.

471

Domstolens praksis om afvejningen mellem artikel 8 og artikel 10 har navnlig drejet sig

om mediernes offentliggørelse af fotos eller oplysninger om private forhold.

472

Problem-

stillingen har navnlig været et tema i Domstolens praksis inden for de seneste 10-15 år,

og der kommer løbende domme, som indeholder nye fortolkningsbidrag til afvejningen

mellem de to grundlæggende rettigheder.

467

468

469

470

471

472

Axel Springer mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012), pr. 83.

Von Hannover mod Tyskland (nr.1) (afsagt den 24. juni 2006), pr. 50 og pr. 96.

Kjølbro (2017), side 1004.

Armoniené mod Litauen (afsagt den 25. november 2008).

Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt den 7. februar 2012), pr. 106. Denne afvejning er den samme, lige meget om

sagen skal vurderes efter artikel 8, fordi der klages over krænkelse af retten til privatliv, eller om sagen skal bedømmes

efter artikel 10, fordi medierne mener, at et indgreb er i strid med deres ret til ytrings- og informationsfrihed. Se Kjølbro

(2017), side 1004.

Sagerne har enten været anlagt af den person, som har fået offentliggjort oplysninger, og som mener, at staten ikke har

opfyldt sin positive forpligtelse til at beskytte privatlivet. eller af det medie, som mener, at en domfældelse for offentlig-

gørelse af billeder eller oplysninger om private forhold er i strid med mediets ret til ytrings- og informationsfrihed.

304

Afvejningen mellem artikel 8 og artikel 10 skulle bl.a. foretages i dommen

MGN Limited

mod Storbritannien,

473

hvor en britisk udgiver af et tabloidmagasin klagede til EMD over

en domfældelse for at videregive billeder af supermodellen Naomi Campbell. Artiklerne

drejede sig om modellens narkotikamisbrug, og billederne viste modellen foran en byg-

ning, hvor folk afhængige af narkotika gik til afvænningsmøder.

474

EMD tilsluttede sig de nationale domstoles vurdering af, at oplysningerne om modellens

misbrug, herunder at hun var i behandling, havde offentlig interesse, fordi modellen tid-

ligere offentligt havde afvist, at hun havde taget stoffer, og således selv havde bragt dette

emne ud i offentligheden. Spørgsmålet var derfor ikke, om oplysningerne om modellens

misbrug kunne bringes, men derimod om billederne var i strid med modellens ret til

privatliv.

Domstolen fandt herefter, at de nationale domstole havde foretaget en rimelig prøvelse

af sagen og inddraget de relevante momenter i afvejningen af de modstående hensyn.

De nationale domstole havde bl.a. lagt vægt på, at de offentliggjorte billeder havde været

krænkende for modellen, og at det ikke havde været nødvendigt at offentliggøre bille-

derne for at bringe artiklerne om modellens misbrug. Da de nationale domstole således

havde anvendt de rigtige principper og givet en tilstrækkelig og relevant begrundelse for

domfældelsen, fandt Domstolen, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 10.

5.1.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til retten

til respekt for privatliv

I dansk ret er privatlivets fred navnlig beskyttet af straffelovens kapitel 27, som inde-

holder en række bestemmelser, der begrænser adgangen til at indhente og videregive

oplysninger eller billeder om rent private forhold. Bestemmelserne (§§ 263-264 d) kri-

minaliserer således krænkelser af privatlivets fred (fredskrænkelser).

475

Nogle af reglerne

udgør direkte indskrænkninger i ytringsfriheden, idet de kriminaliserer videregivelse

af oplysninger eller billeder om rent private forhold.

476

Bestemmelserne omfatter også

mediernes offentliggørelse af sådanne oplysninger. En anden del af bestemmelserne om

fredskrænkelser kriminaliserer forskellige måder at få adgang til oplysninger på og ud-

gør derfor ikke direkte indskrænkninger af ytringsfriheden.

477

Disse bestemmelser har

MGN Limited mod Storbritannien (afsagt den 18. januar 2011).

Billederne var taget fra et skjul med telelinse, og modellen var således ikke klar over, at hun blev fotograferet. Modellens

advokat havde efter den første artikel kontaktet bladet og anmodet om, at de ikke publicerede flere oplysninger om

modellen. Dette besvarede bladet dog med flere artikler om modellens narkotikamisbrug, som også indeholdt kritik af

modellens anmodning om ikke at offentliggøre flere artikler.

475 Straffelovens kapitel 27 indeholder også regler om ærekrænkelser – disse regler gennemgås i afsnit 5.2.2 nedenfor.

476 Straffelovens § 264 og § 264 d.

477 Straffelovens § 263, § 264, § 264 a.

473

474

305

dog betydning for informationsfriheden, fordi de sætter grænser for adgangen til at ind-

hente oplysninger.

5.1.2.1

Fredskrænkelser

Straffelovens § 264 c kriminaliserer det at skaffe sig eller uberettiget udnytte oplysninger,

der er fremkommet ved en overtrædelse af § 263 om brud på brevhemmeligheden, §

264 om husfredskrænkelse eller § 264 a om fotografering eller iagttagelse ved hjælp af et

apparat af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Udnyttelse af oplys-

ningerne kan dog efter omstændighederne været berettiget og dermed straffri. Det kan

f.eks. være tilfældet, hvis udnyttelsen har tjent et journalistisk formål.

Bestemmelsen har kun sjældent været anvendt i praksis.

Straffelovens § 264 d kriminaliserer den uberettigede videregivelse af meddelelser eller

billeder vedrørende en andens private forhold. Endvidere kriminaliserer bestemmelsen

uberettiget videregivelse af billeder af en person under omstændigheder, som åbenbart

kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.

478

Sidste led af bestemmelsen tager sig-

te på situationer, hvor en person f.eks. fotograferes eller filmes, mens vedkommende

befinder sig i en situation, som vedkommende ikke selv har nogen direkte indflydelse

på, f.eks. et offer for en trafikulykke.

479

Bestemmelsen beskytter også afdøde personer og

udgør efter sit indhold en indskrænkning i ytringsfriheden. Den finder løbende anven-

delse i praksis

.480

Beskyttelsen af privatlivets fred ved videregivelse af oplysninger eller billeder vedrørende

andres private forhold har længe været en del af den danske straffelovgivning. Således

finder man allerede i straffeloven fra 1866 en bestemmelse, som har næsten samme sigte

som den nugældende § 264 d.

481

478

Bestemmelsen suppleres desuden af retsplejelovens § 32, stk. 6, som indeholder et forbud mod billedoptagelse uden for

retsbygninger af sigtede, tiltalte mv. på vej til og fra retsmøder i straffesager. Se hertil EMD's dom i Egeland & Hanseid

mod Norge (afsagt den 16. april 2009), hvor Domstolen fandt, at straf til pressen for offentliggørelse af billeder tager uden

for en retsbygning ikke udgjorde en krænkelse af artikel 10.

479 Dette fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 601 (1971) om privatlivets fred, der ligger til grund for udformningen

af bestemmelsen i straffelovens § 264 d, som affattet ved § 1, nr. 6, i lov nr. 89 af 29. september 1972. Med lov nr. 1719 af

27. december 2018 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medieansvarsloven er der

dog sket en mindre udvidelse af det snævre anvendelsesområde for bestemmelsens sidste led, navnlig for så vidt angår

videregivelse af nøgenbilleder.

480 Se f.eks. TfK 2018.672, TfK 2018.61, U2017.2627V, TfK 2017.486, FED 2008.36.

481 Betænkning nr. 601 (1971) om privatlivets fred”, side 28. I almindelig borgerlig straffelov af 10. februar 1866 fandtes den

tilsvarende bestemmelse i § 220: ”Den, der ved offentlige meddelelser om personlige og huslige forhold krænker privat-

livets fred, straffes med bøder fra 10 til 100 Rd. eller med simpelt fængsel indtil 3 måneder.”

306

Det er selve videregivelsen, der er gjort strafbar, og ikke den primære handling, som har

givet adgang til billedet eller oplysningerne, f.eks. ved fotografering på ikke frit tilgænge-

ligt sted eller brud på brevhemmeligheden.

Bestemmelsen omfatter navnlig oplysninger om interne familieforhold, privat omgangs-

kreds, forlovelser, private stridigheder, separation og skilsmisse, seksuelle forhold og

præferencer, fysiske og psykiske sygdomme, selvmord og selvmordsforsøg, misbrug af

stoffer eller alkohol, domme i afsluttede straffesager, politisk tilhørighed, religiøse for-

hold og personlige kriser.

482

Videregivelsen vil dog kun være strafbar, hvis den må anses for uberettiget. Det betyder,

at der bl.a. skal tages hensyn til, under hvilke omstændigheder videregivelsen er sket.

Hvis videregivelsen er sket i en privat kreds, f.eks. under et privat middagsselskab, vil den

som udgangspunkt falde uden for det strafbare område.

483

Ved vurderingen af, om en videregivelse er uberettiget, indgår også karakteren af det

videregivne, herunder navnlig i hvilket omfang oplysningerne eller materialet er bela-

stende for pågældende.

484

En oplysning om, at en person har indgået ægteskab, vil som

udgangspunkt ikke være belastende for vedkommende, mens det modsatte typisk vil

gøre sig gældende med hensyn til oplysninger om ægteskabelige problemer, alvorlig syg-

dom eller selvmordsforsøg.

Når det skal afgøres, hvad der ligger inden for det strafbare område efter § 264 d, skal

der desuden tages hensyn til ytringsfriheden og hensynet til nyhedsformidlingen. Det

betyder bl.a., at nyhedsmedier efter omstændighederne kan videregive oplysninger om

domfældtes navne i afsluttede straffesager, navnlig hvis kendskab til navnet på den dom-

fældte har offentlig interesse.

Sager vedrørende straffelovens § 264 d vil ofte dreje sig om mediers videregivelse af op-

lysninger om private forhold.

I en dom fra 2008 blev tre ansvarshavende redaktører på nogle dagblade og et uge-

blad samt fire journalister straffet for overtrædelse af straffelovens § 264 d i anledning

af nogle artikler, hvoraf det fremgik, at en kendt tv-vært havde ophævet eller var ved

at ophæve samlivet med sin mand. Grundlaget for artiklerne var, at hun havde købt

en ejendom alene i nærheden af parrets fælles bolig. Landsretten bemærkede bl.a., at

482 K.Aa. Frøbert, Massemediernes frihed og ansvar, 2. udgave (1992), side 79.

483 T. Rørdam i J. Vestergaard, Strafferet – Forbrydelser og andre strafbare forhold, 2. udgave (2013), side 260f.

484 Ibid., side 261.

307

tv-værten ikke havde fremlagt sit privatliv, herunder sine ægteskabelige forhold, for

medierne på en sådan måde, at medierne derved kunne være i god tro om hendes hold-

ning til omtalen.

485

Tilsvarende blev en journalist og en chefredaktør, der begge var ansat på et ugeblad, i en

sag fra 2001 fundet skyldige i at have overtrådt straffelovens § 264 d ved på forsiden og i

en artikel i ugebladet at have bragt omtale af, at to journalister var kærester, selv om de

begge tidligere over for ugebladet udtrykkeligt havde frabedt sig offentlig omtale af deres

forhold.

486

Også privatpersoners videregivelse af billeder mv. om andres private forhold er omfattet

af bestemmelsen og har givet anledning til flere sager i praksis.

I en dom fra 2005 blev en mand straffet for via internettet at have sendt nøgenbilleder

til flere personer af en kvinde, han tidligere havde haft et forhold til, sammen med en

pornografisk tekst, som gav indtryk af, at det var kvinden selv, som var afsender af både

billeder og tekst.

487

Bestemmelsen er behandlet indgående i Straffelovrådets ovennævnte betænkning fra

2017 om freds- og ærekrænkelser.

488

Straffelovrådet anbefaler, at den eksisterende straf-

feramme på fængsel i op til 6 måneder skal forhøjes til 2 år, når der foreligger skærpen-

de omstændigheder. Forslaget er begrundet i internettets udbredelse, idet videregivelse

af oplysninger om andres private forhold på internettet generelt kan indebære privat-

livskrænkelser af en intensitet, som ikke tidligere er set. Oplysninger på internettet kan

spredes meget vidt og meget hurtigt og kan i praksis være vanskelige og i visse tilfælde

umulige at få slettet igen. Der er dermed en større risiko for store skadevirkninger og

mere vedvarende krænkelser, end der f.eks. er ved krænkelser gennem trykte aviser, tids-

skrifter mv., og den samlede effekt af dette kan være foruroligende stor.

Anbefalingen blev allerede fulgt i foråret 2018, hvor Folketinget vedtog, at straffen for

overtrædelse af § 264 d under særligt skærpende omstændigheder – under hensyn til

oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer

TfK 2008.499 Ø. De tre ansvarshavende redaktører blev herefter hver straffet med 20 dagbøder á 500 kr., mens de fire

journalister, der havde skrevet artiklerne, hver blev straffet med 10 dagbøder á 500 kr. De tre ansvarshavende redaktører

blev endvidere hver in solidum med de ansvarlige journalister dømt til at betale tv-værten en tortgodtgørelse på 20.000

kr.

486 FED 2001.2520 Ø. Chefredaktøren blev straffet med 10 dagbøder á 500 kr. og journalisten blev straffet med 15 dagbøder

á 1.000 kr. De skulle in solidum betale 20.000 kr. i tortgodtgørelse til hver af sagsøgerne.

487 TfK 2005.709/1 Ø. Se bl.a. også TfK 2002.56 V og TfK 2001.658 Ø.

488 Betænkning nr. 1563 (2017) om freds- og ærekrænkelser.

485

308

– kan stige til fængsel indtil 3 år.

489

Den nye bestemmelse i § 264 d, stk. 2, tager særligt

sigte på digitale sexkrænkelser.

Straffelovens § 264 d er senest ændret med lov nr. 1719 af 27. december 2018 om ændring

af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medieansvarsloven, som ud-

vider beskyttelsen mod videregivelse af nøgenbilleder af personer i det offentlige rum.

Ændringen betyder, at det ikke længere er afgørende, om et billede er taget på et i prin-

cippet offentligt sted, men derimod hvilken offentlighed det har været påregneligt for

den pågældende, at man ville kunne blive genstand for. Det betyder bl.a., at et billede

af en nøgen person, som er taget på et offentligt tilgængeligt sted, men hvor kun ganske

få personer er til stede, f.eks. på en øde strand eller lignende, som altovervejende ud-

gangspunkt ikke må videregives.

490

Ved samme lov har Folketinget desuden tredoblet

bødestraffen for overtrædelse af bestemmelsen.

5.1.2.2 Andre privatlivskrænkelser

Straffelovens kapitel 27

rummer som nævnt også en række andre bestemmelser om pri-

vatlivskrænkelser, som ikke efter deres indhold udgør begrænsninger af ytringsfriheden,

men som efter omstændighederne vil skulle fortolkes i lyset af ytringsfriheden. Det vil

særligt være tilfældet, når der er tale om, at journalister har overtrådt bestemmelserne

som led i research eller dækning af en historie. De pågældende bestemmelser kriminali-

serer forskellige måder at få adgang til oplysninger mv. på.

Kerneområdet for straffelovens § 263, stk. 1, har traditionelt været krænkelse af brevhem-

meligheden, dvs. den situation, hvor nogen åbner andres breve eller på anden måde gør

sig bekendt med indholdet (stk. 1, nr. 1). Også det at skaffe sig adgang til andres gemmer,

f.eks. en skrivebordsskuffe, er strafbart (stk. 1, nr. 2), ligesom det er ulovligt hemmeligt

at aflytte eller på anden måde optage andres samtaler (dvs. samtaler, som man ikke selv

deltager i) med et aflytningsapparat (f.eks. en mobiltelefon) (stk. 1, nr. 3). Desuden er det

efter stk. 2 strafbart at skaffe sig uberettiget adgang til it-oplysninger.

Bestemmelsens stk. 3 kaldes populært for hackerbestemmelsen og tager særligt sigte på

de situationer, hvor der er tale om erhvervsspionage, selv om det strafbare område ikke

begrænser sig hertil.

491

Hackerbestemmelsen har ikke givet anledning til mange sager,

hvor ytringsfriheden har været et tema. Den fandt imidlertid anvendelse i den meget

omtalte Se & Hør-sag, hvor en medarbejder hos it-virksomheden IBM igennem en pe-

489 Lovforslag nr. L 115 som optrykt efter 2. behandling den 20. marts 2018 om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen

for blufærdighedskrænkelse og digitale sexkrænkelser). Under Folketingets behandling af lovforslaget ændredes forsla-

get fra 2 års fængsel til 3 års fængsel.

490 Lovforslag nr. L 20 af den 3. oktober 2018 om ændring af straffeloven mv. (freds- og ærekrænkelser), afsnit 2.7.2.

491 V. Greve m.fl., Kommenteret straffelov – speciel del, 10. omarbejdede udgave (2012), side 443.

309

riode på 3 år lækkede oplysninger til ugebladet Se & Hør om kendte personers økono-

miske transaktioner fra betalingskortsfirmaet Nets. Det gav ugebladet adgang til meget

personlige oplysninger om de pågældendes gøren og laden og satte i flere tilfælde bladet

i stand til at lokalisere enkeltpersoner på ferie i udlandet, hvor ugebladet opsøgte og

fotograferede dem. Den tiltalte blev dømt efter straffelovens § 263, stk. 3. Også en række

andre involverede, herunder en nyhedschef, blev dømt for medvirken til overtrædelse

af hackerbestemmelsen. En tidligere chefredaktør blev i sagen idømt 1 år og 3 måneders

fængsel. Straffens længde understreger sagens alvor, da fængselsstraf til chefredaktører

eller journalister forekommer yderst sjældent i en dansk sammenhæng.

492

Hensynet til ytringsfriheden har ofte også spillet en rolle i sager om husfredskrænkelser

efter straffelovens § 264, hvor journalister og fotografer har været involveret.

Bestemmelsen kriminaliserer den, der uberettiget skaffer sig adgang til fremmed hus

eller andet ikke frit tilgængeligt sted, eller som – trods opfordring dertil – undlader at

forlade fremmed grund. Efter sin ordlyd og karakter udgør bestemmelsen helt indly-

sende ikke en indskrænkning af ytringsfriheden, men den har ikke desto mindre været

omdrejningspunktet for flere sager, hvor hensynet til ytringsfriheden, herunder nyheds-

formidlingen, har haft stor betydning for sagens bedømmelse.

I sagen om Svend Aukens have – som er refereret i afsnit 2.1.4.2 – fandt Højesteret efter

en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for hensynet til politikerens pri-

vatliv, at journalisten ikke havde handlet uberettiget ved at følge med demonstranter ind

i politikerens have.

493

Højesteret lagde i sin bedømmelse vægt på, at demonstrationen

angik et emne af offentlig interesse, og at journalistens ulovlige indtrængen udgjorde en

forholdsvis beskeden privatlivskrænkelse.

494

Samme resultat kom Højesteret frem til i en dom fra 1999, hvor tre journalister blev

frifundet for ulovlig indtrængen på øen Peberholm i forbindelse med en demonstra-

tion mod den kommende Øresundsforbindelse. Hensynet til ytringsfriheden betød, at

492

Se også: ”Mediejurist: Vi har ikke tradition for at sende journalister i fængsel” (3. december 2016), DR.dk, https://www.

dr.dk/nyheder/indland/mediejurist-vi-har-ikke-tradition-sende-journalister-i-faengsel (senest tilgået den 14. august

2019).

493 U1994.988H.

494 Dommen udgjorde for så vidt et nybrud i forhold til tidligere praksis, hvor Højesteret var kommet frem til det modsatte

resultat, nemlig at journalisters indtrængen på ikke frit tilgængeligt sted førte til domfældelse. Se f.eks. sagen om Mærsk

McKinney Møllers have (U1987.934H).

310

journalisternes indtrængen ikke kunne anses for at være uberettiget, og de blev derfor

frifundet for ulovlig indtrængen.

495

I en dom fra 2016 fandt Østre Landsret derimod ikke, at en pressefotografs husfredskræn-

kelse var berettiget.

496

I sagen havde nogle unge foretaget en aktion for at markere årsda-

gen for rydningen af ungdomshuset på Jagtvej. De unge var trængt ind i en virksomhed

og havde ryddet en virksomheds mapper og papirer. En pressefotograf var sammen med

de unge trængt ind i virksomheden og havde taget billeder af hændelsen. Billederne blev

senere bragt i et magasin. Landsretten fandt, at aktionen ikke havde en samfundsmæssig

interesse eller aktuel nyhedsværdi, som berettigede pressefotografen til at følge med ind

i virksomheden uden samtykke, og fandt derfor fotografen skyldig i overtrædelse af §

264, stk. 1, nr. 1.

I sager om ulovlig indtrængen, hvor medierne dækker nyhedsrelevante begivenheder,

tillægges hensynet til ytringsfriheden ganske betydelig vægt. Der vil dog altid skulle fore-

tages en konkret afvejning, hvor grovheden af privatlivskrænkelsen skal sættes over for

den samfundsmæssige interesse i dækningen af det pågældende forhold. Er krænkelsen

betydelig og den offentlige interesse tilsvarende mindre stærk, vil afvejningen således

kunne falde anderledes ud end i de to gengivne sager.

497

Efter straffelovens § 264 a er det strafbart uberettiget at fotografere personer på et ikke

frit tilgængeligt sted. Bestemmelsen udgør ikke en indskrænkning af ytringsfriheden,

men har på samme måde som § 264 om ulovlig indtrængen været anvendt i en række

sager, hvor hensynet til ytringsfriheden har spillet en afgørende rolle. Det har særligt

drejet sig om sager om mediernes brug af skjult kamera.

I en dom (hundehandlerdommen) fra 2012 frifandt Højesteret med dissens to journali-

ster fra DR for overtrædelse af straffelovens § 264 a.

498

Journalisterne havde med skjult

kamera fotograferet i en privat bolig, som blev anvendt til ulovlig erhvervsmæssig handel

U1999.1675H. Se også Østre Landsrets dom af 1. november 2018 (utrykt), hvor en række tiltalte journalister blev fri-

fundet for ulovlig indtrængen i forbindelse med et TV-program om kædesvindel. Retten fandt i den pågældende sag,

at programmet omhandlede væsentlige samfundsmæssige forhold, og at hensynet til nyhedsformidlingen betød, at de

pågældendes tilstedeværelse på ikke frit tilgængeligt sted, ikke kunne anses for uberettiget.

496 TfK 2016.361 Ø.

497 T. Baumbach, Strafferet og menneskeret, side 285. EMD's praksis om mediernes dækning af begivenheder af samfunds-

mæssig interesse er behandlet i afsnit 4.2.3.

498 U2012.2328H. Dommen har givet anledning til debat om bl.a. afvejningen af hensynet til privatlivets fred over for andre

hensyn. Der henvises i den forbindelse til P. Blume ”Berettiget overvågning af ikke frit tilgængeligt område” i U2012B.390,

V. Borberg ”Mediernes brug af skjult kamera på privat område” i U2014B.258, P.Skov m.fl. ”Peter Skov, Peter Lambert,

Iben Gjessing: Om rettighedssammenstød og skjult kamera – en kommentar til U2014B.258” i U2014B.359, S. Schaum-

burg-Müller ”Sten Schaumburg-Müller: Om retlig beskyttelse af aktiv journalistik. En kommentar til U2014B.258 om

mediernes brug af skjult kamera på privat område” i U2015B.9 og T. Baumbach ”Den retsvidenskabelige strafferetsforsk-

ning i det 21. århundrede – refleksioner” i TfK 2015.515.

495

311

med hunde. Genstanden for optagelserne var hundene og viste kun den forurettede i,

hvad Højesterets flertal betegnede som ”korte øjeblikssekvenser”.

Flertallet udtalte, at spørgsmålet om, hvorvidt fotografering på ikke frit tilgængeligt sted

har været uberettiget, beror på en afvejning mellem de modstående hensyn, der var i

spil. Højesteret anførte herefter, at fotografering af en person på et ikke frit tilgængeligt

sted er uberettiget og dermed strafbar (efter § 264 a), når fotograferingen indebærer en

krænkelse, der overstiger hensynet til ytringsfriheden.

Med henvisning til, at den krænkelse af privatlivets fred, som fotograferingen indebar,

var beskeden, og at de skjulte optagelser indgik i en tv-udsendelse om bl.a. ulovlig han-

del med hunde, som rejste spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse, frifandt

flertallet journalisterne for overtrædelse af § 264 a. Mindretallet fandt i modsætning

hertil, at optagelsen med skjult kamera i den forurettedes bolig indebar en sådan grov

krænkelse af hendes ret til beskyttelse af sit privatliv, at de ville dømme journalisterne for

overtrædelse af straffelovens § 264 a.

Brugen af skjult kamera som led i journalistisk research er i det hele taget et kontrover-

sielt emne, som jævnligt har givet anledning til debat. I hundehandlerdommen fandt

Højesterets flertal da også anledning til at komme med denne mere almene betragtning

om mediernes brug af skjult kamera:

”Fotografering med skjult kamera er som udgangspunkt forbundet med

væsentlige betænkeligheder, og en sådan fremgangsmåde kan kun være

berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfunds-

mæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse”

499

I den såkaldte Fælledgården-sag, som er omtalt i afsnit 5.3.2.1, fandt Højesteret, at hen-

synet til at belyse de muligt kritisable forhold på den pågældende institution ikke kunne

berettige de krænkelser af beboernes privatliv, som optagelserne havde udsat dem for.

Derfor blev de tiltalte dømt for at have videregivet fortrolige oplysninger. Hensynet til

privatlivets fred kan således konkret veje så tungt, at hensynet til mediernes ytringsfri-

hed må vige.

For så vidt angår EMD's praksis vedrørende brugen af skjult kamera henvises til afsnit

4.2.5.2.

499 U2012.2328H.

312

§ 264 a er også behandlet i Straffelovrådets betænkning fra 2016 om freds- og ærekræn-

kelser, hvor der ikke foreslås ændringer i bestemmelsen.

500

I det fremsatte lovforslag om

ændring af straffelovens kapitel 27 foretages alene en teknisk ændring af bestemmelsen,

men de foreslåede markante strafskærpelser vil også omfatte overtrædelser af § 264 a.

5.1.2.3 Privatlivskrænkelser – civilretlige sanktioner

Der findes også privatlivskrænkelser, som ikke er strafbare efter straffelovens regler.

501

sådanne situationer står den krænkede dog ikke uden reaktionsmuligheder, idet der også

eksisterer et civilretligt værn, som udvider det beskyttede område for privatlivet.

502

Den

civilretlige beskyttelse betyder, at der kan idømmes økonomiske sanktioner (erstatning

og godtgørelse for tort), hvis der er begået en retsstridig krænkelse af en persons frihed,

fred, ære eller person. Det følger af erstatningsansvarslovens § 26, som indeholder regler

om tort- og krænkelsesgodtgørelse.

503

Det civilretlige værn har særligt relevans, når an-

dre uberettiget anvender billeder af eller oplysninger om en person, som den pågælden-

de selv har ret til at råde over.

504

Det antages, at det enkelte individ i almindelighed har (ene)ret til at råde over sit eget

personbillede.

505

Denne ret omtales også som

retten til eget billede.

Retten er baseret på

almindelige retsgrundsætninger og har derfor hovedsageligt udviklet sig i praksis ved de

danske domstole.

506

Den er en del af det retsværn, som beskytter individets integritet og

personlighed – også kaldet personlighedsretten.

507

En krænkelse af et individs ret til at råde over sit eget personbillede kan forekomme i

forskellige sammenhænge.

508

500

501

502

503

504

505

506

507

508

Betænkning nr. 1563 (2016) om freds- og ærekrænkelser.

Straffelovens bestemmelser herom er forbeholdt de groveste krænkelser. Se Højesterets udtalelse i U2010.2448H.

Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 222f.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, er en videreførelse af den dagældende regel i § 15, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til

straffeloven, jf. herved § 2 i lov nr. 89 af 29. marts 1972. Efter den dagældende § 15, stk. 2, i ikrafttrædelsesloven skulle

godtgørelsens størrelse fastsættes under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighe-

derne i øvrigt.

Betænkning nr. 601 (1971) om privatlivets fred, side 40f.

V. Borberg i H. Udsen (red.) m.fl., Lærebog i informationsret, 1. udgave (2016), side 320.

U2010.2448H.

Til dette område hører bl.a. også straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser, persondataretten og den beskyttelse

som EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og tilhørende EMD praksis giver. Se for en samlet gennemgang af

personlighedsretten P. Schønning m.fl. (red.), Personlighedsret, 1. udgave (2007).

Området for retten til eget billede indeholder en del særregler, som ikke gennemgås i det følgende. For en nærmere

gennemgang af ”retten til eget billede” se f.eks. V. Borberg i Udsen (red.) m.fl. (2016), Schønning m.fl. (red.) (2007) og

Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 224f.

313

Det kan f.eks. være retsstridigt at offentliggøre et personbillede, som viser en person ”i

en særlig privat eller afslørende situation”, også selv om det ikke er strafbart efter straf-

felovens § 264 d.

509

Det var f.eks. tilfældet i en sag om Se & Hørs offentliggørelse af billeder af en studie-

vært, som var topløs og befandt sig på en offentlig strand. Højesteret fandt, at der med

optagelsen og offentliggørelsen af billederne var sket en retsstridig krænkelse af studie-

værten, som berettigede hende til tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26.

510

I bedømmelsen af dette forhold lagde Højesteret vægt på, at billederne var optaget uden

hendes vidende og samtykke, at de ikke havde nogen sammenhæng med hendes virke

som radio- og tv-vært, og at de ikke indgik som led i en omtale af samfundsmæssigt

relevante forhold.

511

Retten til eget billede kan også være krænket i tilfælde, hvor et personbillede er brugt

i en sammenhæng, som kan siges at være vildledende eller misvisende. Dette gælder

f.eks., hvor et billede bruges i en sammenhæng, som kan virke krænkende, f.eks. fordi

billederne bliver brugt som illustration til artikler, som ikke har noget med personerne

på billedet at gøre.

512

Krænkelse af retten til eget billede har i praksis navnlig været aktuelt, når personbilleder

bruges i

reklameøjemed.

Det er f.eks. tilfældet, når en virksomhed ønsker at benytte et

billede af en kendt person som reklame for en vare eller lignende. Hvis virksomheden

509

510

511

512

Som udgangspunkt kan personer, som befinder sig på frit tilgængeligt sted, frit fotograferes. Videregivelsen kan dog

være i strid med straffelovens § 264 d, hvis der er tale om rent private forhold. Hvis betingelserne for at anvende § 264

d ikke er opfyldt (se gennemgang af bestemmelsen ovenfor), kan den civilretlige beskyttelse dog være en mulighed. Se

Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 225.

U2010.2448H. Om der ved en offentliggørelse af et personbillede (som er taget på frit tilgængeligt sted) er tale om

en retsstridig krænkelse vil navnlig bero på, om billedernes offentliggørelse vil være krænkende for den pågældende,

herunder om der er tale om en privat situation, f.eks. nøgenbilleder. Hvis billedet ikke har nogen offentlig interesse,

taler dette imod at billedet kan offentliggøres. Se Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 225. Det må i

øvrigt antages, at den pågældende sag i dag vil være omfattet af § 264 d som følge af den ændring af bestemmelsen, der

er foretaget med lov nr. 1719 af 18. december 2018 om ændring af bl.a. straffeloven. Således fremgår det af lovforslagets

bemærkninger, at et billede af en nøgen person, som er taget på et offentligt tilgængeligt sted, men hvor kun ganske få

personer er til stede, f.eks. på en øde strand eller lignende, som altovervejende udgangspunkt ikke må videregives, jf.

lovforslag nr. L 20 af 3. oktober 2018 om ændring af straffeloven mv. (freds- og ærekrænkelser) (Folketingstidende, 2018-

2019, L 20, A, som fremsat), afsnit 2.7.2.

Denne retstilstand må anses for at være i overensstemmelse med EMD's praksis om brug af personbilleder, som også

har anerkendt en vis beskyttelse af privatlivet i det offentlige rum (se straks nedenfor om afvejningen mellem artikel 8 og

artikel 10). Se hertil V. Borberg i Udsen (red.) m.fl., (2016), side 334.

Se f.eks. U1998.170Ø, hvor landsretten fandt, at det udgjorde en retsstridig krænkelse, at en avis havde brugt et billede

fra en teaterforestilling, hvor to skuespillere indgik i en voldtægtslignende scene til at ledsage et læserbrev med titlen

”Skandaløse erstatninger. Voldtægt på udsalg.”.

314

ikke på forhånd har indhentet et samtykke til offentliggørelsen, vil det udgøre en retsstri-

dig krænkelse af den pågældendes ret til eget billede.

513 514

Medierne offentliggør dagligt mange billeder som illustration til artikler, herunder også

personbilleder. Medierne har som udgangspunkt en særlig adgang til at benytte sig af

personbilleder til redaktionelt brug, når det sker som en integreret del af mediernes

dækning af aktuelle samfundsforhold mv. og under iagttagelse af de netop beskrevne

begrænsninger, herunder med respekt for privatlivets fred.

515

Den vidtgående adgang til

at benytte personbilleder er således begrundet i hensynet til ytrings- og informations-

friheden.

516

Hvorvidt offentliggørelsen af et personbillede er berettiget vil bero på en afbalancering

af hensynet til beskyttelse af den pågældendes ret til privatliv over for mediernes ytrings-

frihed. I denne vurdering vil særligt den

samfundsmæssige interesse

i offentliggørelsen af

billedet indgå.

517

Der findes i dansk ret også en beskyttelse af individets

ret til eget navn.

Denne ret beskyt-

ter personer mod, at andre benytter deres navn i kommercielt øjemed til at lukrere på

den eventuelle reklameværdi, som knytter sig til navnet.

518

Der kan i dansk ret ikke siges at eksistere en egentlig

ret til egen historie

i den forstand, at

den enkelte selv har absolut kontrol over den pågældendes fremstilling i offentligheden,

eller hvilke oplysninger om den pågældende offentligheden får kendskab til.

519

Der findes

dog en række regler, som i et vist omfang beskytter retten til egen historie i det omfang

reglerne begrænser andres adgang til at offentliggøre oplysninger om en person. Dette

gælder

bl.a.

straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser, persondatarettens

513

514

515

516

517

518

519

Højesteret slog første gang dette princip fast i en dom fra 1965 (U1965.126H). Det følger af dommen, at den person,

som uberettiget har fået anvendt sit billede i kommerciel sammenhæng, har krav på erstatning og i visse tilfælde også

tortgodtgørelse. Se for nærmere herom: V. Borberg i Udsen (red.) m.fl., side 303ff. Se også K.A. Frøbert, Dansk informa-

tionsret hæfte 2 – Ytringsfrihedens grænser, 1. udgave (1976), side 75.

Dette princip suppleres i et vist omfang af markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, som også indebærer,

at der ikke må benyttes personbilleder som led i markedsføring uden den pågældendes tilladelse. Se f.eks. U2008.1974H

og U2003.686SH (Idolplakater af Martin Jørgensen).

Se for spørgsmålet om, hvornår et medies brug af personbilleder varetager henholdsvis et kommercielt formål og et

redaktionelt formål: Schønning m.fl. (red.) (2007), side 119f.

Adgangen for medierne til at videregive personbilleder begrænses også af reglerne i retsplejeloven om fotografering af

personer på vej til og fra retten (se for nærmere herom afsnit 5.6.2).

T. Riis, H. Udsen og V. Borberg, ”Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer efter von Han-

nover nr. 2” i Juristen (nr. 1 af 2015), side 17. Se for nærmere om denne afvejning straks nedenfor i afsnittet om afvejnin-

gen mellem EMRK artikel 8 og EMRK artikel 10.

Denne ret hviler i udgangspunktet også på almindelge retsgrundsætninger. Se for nærmere herom V. Borberg i Udsen

(red.) m.fl. (2016), side 337f. og Schønning m.fl. (2007), side 181f. Der findes også regler om brugen af personnavn i

navneloven.

Schønning m.fl. (red.) (2007), side 175.

315

regler og de regler i retsplejeloven, som begrænser adgangen til at referere straffesager i

offentligheden.

Overholdes de regler, som begrænser muligheden for at omtale andres forhold, må en

person som udgangspunkt tåle at blive omtalt offentligt, f.eks. i forbindelse med at den

pågældende bliver portrætteret.

Det er dog også udgangspunktet, at der heller ikke i disse tilfælde må anvendes oplys-

ninger om en person, f.eks. om dennes bedrifter, med et kommercielt formål for øje, hvis

den omtalte person ikke har indvilget i denne brug af oplysninger.

520

Det vil utvivlsomt også være berettiget at offentliggøre oplysninger om private forhold,

hvis den omtalte har givet samtykke til omtalen.

521

Derudover vil det være retmæssigt

at omtale forhold, som en person selv har givet offentligheden adgang til. Disse private

oplysninger vil efterfølgende frit kunne omtales.

Det antages også, at brugen af oplysninger om faktiske personer eller begivenheder i en

kunstnerisk sammenhæng,

f.eks. i en film, nyder stor beskyttelse. Det betyder f.eks., at der

er en vidtgående frihed til at lade sig inspirere eller lignende af en bestemt persons liv

og historie i en kunstnerisk sammenhæng under forudsætning af, at bl.a. straffelovens

regler om freds- og ærekrænkelser i den forbindelse overholdes. Benyttes en straffesag

som udgangspunkt for en tv-serie eller lignende, kan kunstneren i almindelighed godt

tildigte de involverede personer forskellige tanker mv. Det vil ligge inden for den kunst-

neriske ytringsfrihed. Derimod vil det være problematisk at tildigte, at en dømt person

har begået yderligere forbrydelser, som denne ikke er straffet for i virkeligheden, da man

her kan komme på kant med freds- og ærekrænkelsesreglerne.

522

Der findes meget lidt dansk praksis, som kan bidrage til at afklare omfanget af retten til

egen historie.

I Danmark har spørgsmålet om retten til egen historie i en kunstnerisk sammenhæng

dog været behandlet i forbindelse med en sag om romanen ”Suverænen”. Sagen drejede

sig navnlig om, hvorvidt det var i strid med en persons ret til privatliv, at en forfatter hav-

de benyttet den pågældende som romanfigur og i denne forbindelse anvendt oplysninger

og billeder af privat karakter om personen, herunder personens fulde navn og billede og

private oplysninger om den pågældendes arbejde, børn og økonomi. Landsretten fandt

520

521

522

Se f.eks. Sø- og Handelsrettens dom af 21. august 2006.

Schønning m.fl. (red.) (2007), side 176f.

Ibid., side 179.

316

imidlertid, at romanen var et fiktivt værk, og at hensynet til forfatterens kunstneriske

ytringsfrihed i den konkrete sag vejede tungere end hensynet til den omtalte persons

privatliv.

523

Det spillede også ind i landsrettens vurdering, at den ikke fandt de anvendte

oplysninger særligt private.

I sagen fastslår landsretten således, at der skal ske en afvejning af hensynet til det enkelte

individs ret til privatliv over for den pågældende kunstners ret til ytringsfrihed, når der

anvendes oplysninger af privat karakter i en kunstnerisk sammenhæng.

Udgivelser af f.eks. biografier vil kunne finde sted uden den omtaltes samtykke, hvis et

sådant værk i øvrigt holder sig inden for lovgivningens rammer. I sådanne tilfælde vil en

person ikke kunne forhindre, at et sådant værk offentliggøres.

524

5.1.3 EMD's praksis om afvejningen mellem hensynet til retten til respekt for

privatliv og hensynet til ytringsfriheden

Offentliggørelse af private oplysninger eller billeder af privat karakter kan som nævnt

udgøre en krænkelse af privatlivets fred.

525

Beskyttelsen af privatlivet er generelt et tungt-

vejende hensyn, og der er derfor flere eksempler på, at Domstolen har accepteret be-

grænsninger af ytrings- og informationsfriheden begrundet i dette hensyn. Det kan dog

være yderst vanskeligt at afgøre, hvornår hensynet til offentlighedens ret til at blive infor-

meret om emner af offentlig interesse i det konkrete tilfælde vejer tungere end hensynet

til den enkeltes ret til privatliv.

I de ledende domme på området har Domstolen fastlagt en række fortolkningsmomen-

ter, som skal inddrages ved denne bedømmelse.

Domstolen har f.eks. i en sag, hvor prinsesse Caroline von Hannover klagede over me-

diernes krænkelse af hendes privatliv, slået fast, at selv om et emne påkalder sig stor

offentlig interesse i dele af eller hos hele befolkningen, er det ikke ensbetydende med,

at det også har samfundsmæssig interesse.

526

I den konkrete sag var der tale om såkaldt

tabloid-/sladderjournalistik, og selv om der er mange læsere til disse mediers historier

om kendte menneskers privatliv, nyder sådan journalistik efter Domstolens praksis ikke

nær den samme beskyttelse som journalistik, der har til formål bidrage til en debat om

523

524

525

526

U2011.3021Ø.

V. Borberg i Udsen (red.) m.fl. (2016), side 343. Se også gennemgang af dommen om ”Nordvang” i afsnit 5.3.2.2.

Campmany Diez de Revenga & Lopez Galiacho Perona (afsagt den 12. december 2000).

Caroline von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004), pr. 64: ”…the sole purpose of which was to satisfy the

curiosity of a particular readership regarding the details of the applicant’s private life, cannot be deemed to contribute

to any debate of general interest to society despite the applicant being known to the public…”

317

emner af samfundsmæssig interesse. Domstolen lagde desuden vægt på, at Caroline von

Hannover ikke varetog nogen officielle, repræsentative pligter og karakteriserede hende

som ”a private individual”.

527

Anderledes gik det, da Domstolen siden afgjorde endnu en sag anlagt af prinsessen, der

denne gang havde klaget over, at de tyske domstole havde afvist at nedlægge forbud mod

brug af et billede af prinsessen og hendes mand på skiferie. I denne sag fandt Domstolen,

at der ikke var sket en krænkelse af prinsessens ret til privatliv. Det skyldtes, at billedet

var anvendt i en artikel om prinsessens far, fyrst Rainier af Monaco, som på daværende

tidspunkt var statsoverhoved i Monaco, og som var alvorligt syg. De tyske domstole hav-

de fundet, at emnet havde offentlig interesse, og Domstolen fandt ikke grundlag for at

tilsidesætte denne vurdering. Domstolen fandt heller ikke, at billedets indhold i sig selv

var krænkende for prinsessen.

Det centrale i Domstolens vurdering af disse sager er således, om de private oplysninger

berører et emne af

samfundsmæssig interesse.

528

Det vil efter Domstolens praksis bero på

en konkret vurdering, om et emne er af samfundsmæssig interesse.

529

Domstolen har

f.eks. fundet, at det var af samfundsmæssig interesse, at et medie omtalte, at prins Albert

af Monaco havde et barn uden for ægteskabet. Det skyldtes navnlig, at statsoverhovedet

i Monaco findes på baggrund af arvefølge, hvilket potentielt betød, at barnet kunne blive

statsoverhoved.

530

Sagen viser, at når en magthavers private forhold kan have betydning

for befolkningen og samfundet, vil det kunne have samfundsmæssig interesse at offent-

liggøre oplysninger af privat karakter. Den samfundsmæssige interesse vil betyde, at

ytringsfriheden skal tillægges betydelig vægt ved afvejningen af de modstående hensyn.

I den anden sag om prinsesse Caroline von Hannover opregner Domstolen desuden

en række andre afvejningskriterier, som skal inddrages ved afvejningen af hensynet til

ytringsfriheden over for hensynet til retten til privatliv. Disse kriterier hænger i høj grad

sammen med den samfundsmæssige interesse.

Det skal ifølge Domstolen for det første indgå i afvejningen, hvor

kendt den omtalte per-

son er,

herunder om der er tale om personer, som varetager officielle forpligtelser, f.eks.

politikere eller andre offentlige skikkelser. Også det

emne,

der er genstand for artiklen

mv., har betydning.

531

Desuden skal den

forurettedes tidligere interaktion med medier-

527

528

529

530

531

Caroline von Hannover mod Tyskland (afsagt den 24. juni 2004), pr. 63 og 72.

Se også Varapnickaite-Mazyliene mod Litauen (afsagt den 17. juni 2012), pr. 43.

Couderc & Hachette Filipacchi Associés mod Frankrig (afsagt den 10. november 2015), pr. 97.

Se f.eks. Couderc & Hachette Filipacchi Associés mod Frankrig (afsagt den 10. november 2015). Det var derfor ikke i

strid med artikel 10 at bringe denne information.

Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 110.

318

tages i betragtning, om end tidligere åbenhed over for pressen ikke betyder, at den

pågældende derved har givet afkald på retten til privatliv.

532

Artiklens

indhold, form og

konsekvenserne af artiklens publicering

skal der også tages højde for i afvejningen.

533

Kon-

sekvenserne af en artikel vil som udgangspunkt være nemmere for Domstolen eller de

nationale domstole at vurdere i disse situationer, end det f.eks. er tilfældet, når skade-

virkningerne af videregivelse af oplysninger om bl.a. national sikkerhed skal vurderes. I

sådanne tilfælde vil Domstolen i højere grad bedømme risikoen for skadevirkning end

den faktiske skadevirkning. Konsekvenserne af en offentliggørelse af oplysninger om

private forhold synes i øvrigt heller ikke tillagt lige så stor betydning i afvejningen som

ved videregivelse af fortrolige oplysninger om forhold vedrørende national sikkerhed (se

nærmere herom i afsnit 5.5).

I de tilfælde, hvor der er tale om offentliggørelse af et billede, skal det ligeledes inddra-

ges, under hvilke omstændigheder billedet er blevet optaget, herunder om der er givet

samtykke til billedoptagelsen.

534

Hvad angår det første afvejningskriterium – om personen er kendt – er det afgørende,

om der er tale om en person, som optræder i en offentlig sammenhæng som politisk eller

offentlig figur, eller et almindelig menneske uden offentlige funktioner – ikke om perso-

nen varetager et offentligt hverv eller lignende.

535

Domstolens afgørelse i Von Hannover

nr. 2 udvider derfor – i forhold til afgørelsen i Von Hannover nr. 1 – kredsen af personer,

som ”…må tåle, at medierne offentliggør detaljer om deres privatliv, hvis dækningen er

af almen interesse”.

536

De pågældende afvejningsmomenter blev også anvendt i sagen

Axel Springer mod Tysk-

land,

som blev afgjort af EMD samme dag som

Von Hannover mod Tyskland (nr. 2).

537

I Springer-sagen havde en tysk avis bl.a. rapporteret om, at en tysk skuespiller var blevet

pågrebet med narkotika i et øltelt og efterfølgende dømt for det. De tyske domstole havde

nedlagt forbud mod at skrive om skuespillerens anholdelse, hvilket Domstolen imid-

532

533

534

535

536

537

Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 111.

Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 112.

Von Hannover mod Tyskland (nr. 2) (afsagt 7. februar 2012), pr. 113.

Se T. Riis m.fl., ”Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer efter von Hannover nr. 2” i Juristen

(nr. 1 af 2015) som anfører, at ”EMD har ikke formuleret en fast definition af, hvilke persongrupper der er omfattet af

begrebet »public figures«, men henviser i pr. 71 til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution 1165 (1998) om

retten til privatliv som relevant retskilde. I pkt. 7 i denne resolution er det anført: »Public figures are persons holding

public office and/or using public resources and, more broadly speaking, all those who play a role in public life, whether

in politics, the economy, the arts, the social sphere, sport or in any other domain.«

T. Riis m.fl., ”Mediernes ret til at offentliggøre billeder af offentligt kendte personer efter von Hannover nr. 2” i Juristen

(nr. 1 af 2015).

Axel Springer AG mod Tyskland (7. februar 2012).

319

lertid fandt i strid med artikel 10. Domstolen anvendte de samme afvejningsmomenter

som i Von Hannover-dommen (nr. 2) og lagde således bl.a. vægt på, at emnet havde en

vis offentlig interesse, og at skuespilleren var en offentlig kendt person, som navnlig var

kendt for sin rolle som politikommissær i en meget kendt tv-serie.

538

Der var i denne sag tale om offentliggørelse af private oplysninger, men ikke billeder af

den pågældende som i Von Hannover-dommen. Domstolen udtalte, at det skulle tillæg-

ges vægt, hvordan oplysningerne var blevet fremskaffet, ligesom oplysningernes trovær-

dighed var af betydning. I den konkrete sag kom oplysningerne fra politiet selv og var

derfor oplagt troværdige. Domstolen udtalte endvidere i Springer-sagen, at det er væ-

sentligt, at medierne tager passende hensyn til uskyldsformodningen – dvs. princippet

om, at man er uskyldig indtil andet er bevist – når de rapporterer om straffesager.

Det har også betydning for afvejningen mellem artikel 8 og artikel 10, hvilken

karak-

ter og intensitet

privatlivskrænkelsen har.

539

I dommen

Hachette Filipacchi Associés mod

Frankrig

havde et ugeblad bragt et billede af en myrdet politiker.

540

Billedet var taget kort

efter, at politikeren var blevet likvideret, og det blev offentliggjort 13 dage efter mordet.

De franske domstole pålagde – efter familien til politikeren havde anlagt en sag mod bla-

det – ugebladet at bringe en erklæring, som bl.a. indeholdt en passage om, at billedet var

bragt uden samtykke fra politikerens familie, og at de efterladte mente, at offentliggørel-

sen af billedet på det pågældende tidspunkt havde udgjort en grov privatlivskrænkelse.

Udgiveren indklagede denne afgørelse for EMD, som dog fandt, at der med påbuddet om

at bringe erklæringen ikke var sket en krænkelse af artikel 10. Domstolens flertal (5-2)

udtalte, at nogle livssituationer fortjener en

særlig beskyttelse

efter artikel 8 – dette gælder

bl.a., når et nært familiemedlem går bort. Staten kan under disse omstændigheder have

en pligt til at sørge for, at de berørtes privat- og familieliv respekteres. Derudover fandt

Domstolen, at udgiveren ikke havde påvist, at påbuddet om at offentliggøre erklærin-

gen havde haft en afskrækkende virkning i forhold til mediets brug af ytringsfriheden i

fremtiden.

Domstolen har også behandlet sager om brug af oplysninger af privat karakter i doku-

mentariske værker. I

Éditions Plon mod Frankrig

fandt Domstolen ikke, at et midlertidigt

forbud mod udgivelse af en bog om den forhenværende præsident Francois Mitterand,

der netop var gået bort, og hans alvorlige kræftsygdom, udgjorde en krænkelse af artikel

538

539

540

Derudover tillagde Domstolen det bl.a. betydning, at skuespilleren tidligere selv havde offentliggjort oplysninger om sit

privatliv, at oplysningerne om anholdelsen kom fra en troværdig kilde (anklagemyndigheden), og at det ikke var godt-

gjort, at dækningen af sagen havde haft alvorlige konsekvenser for skuespilleren.

Rytter, (2016), side 304f.

Hachette Filipacchi Associés mod Frankrig (14. juni 2007).

320

10.

541

Bogen, der indeholdt intime detaljer om sygdomsforløbet, var skrevet af eks-præsi-

dentens personlige læge og blev udgivet 10 dage efter eks-præsidentens død. Domstolen

fandt, at forbuddet varetog et legitimt hensyn ved at beskytte den tidligere præsidents

ære, omdømme og privatliv. Desuden blev der lagt vægt på, at udgivelsen var egnet til at

påvirke de efterladtes sorgproces.

Det midlertidige forbud blev senere gjort permanent. Et permanent forbud mod at ud-

give bogen kunne ifølge Domstolen imidlertid ikke anses for at være nødvendigt i et

demokratisk samfund. Det udgjorde derfor en krænkelse af artikel 10. Domstolen be-

mærkede i den forbindelse, at:

”… Likewise, the more time that elapsed, the more the public interest in

discussion of the history of President Mitterand’s two terms of office pre-

vailed over the requirements of protecting the President’s rights with re-

gard to medical confidentiality…”

542

Mulighederne for at omtale private forhold af samfundsmæssig interesse påvirkes såle-

des også af et tidsmæssigt aspekt.

5.1.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.1.2, indeholder dansk ret en række bestemmelser, der be-

grænser adgangen til at indhente og videregive oplysninger eller billeder om rent pri-

vate forhold. Bestemmelserne, der har til formål at beskytte andre mod krænkelser af

privatlivets fred (fredskrænkelser), indebærer visse indskrænkninger i forhold til såvel

ytrings- som informationsfriheden.

EMRK giver mulighed for denne type regler, idet konventionens artikel 10, stk. 2, tillader

indskrænkninger i ytringsfriheden, som er begrundet i hensynet til andres rettigheder,

herunder retten til respekt for privatliv. I den forbindelse bemærkes, at retten til privat-

liv – til forskel fra andre af de legitime hensyn, som kan begrunde indskrænkninger i

ytringsfriheden – i sig selv beskyttet af EMRK artikel 8. Det indebærer efter Domstolens

praksis, at der er to fundamentale og ligestillede rettigheder, som skal afvejes over for

hinanden, når indskrænkninger i ytringsfriheden er begrundet i retten til privatliv.

Som gennemgangen viser, kan det imidlertid være vanskeligt at afgøre, hvornår hensy-

net til, at offentligheden kan informeres om emner af samfundsmæssig interesse, vejer

541

542

Éditions Plon mod Frankrig (afsagt den 18. maj 2004).

Éditions Plon mod Frankrig (afsagt den 18. maj 2004), pr. 53.

321

tungere end hensynet til det enkelte individs ret til respekt for privatliv. Det vil derfor i

hvert enkelt tilfælde bero på en konkret afvejning, om der er sket en krænkelse af artikel

10 eller artikel 8.

Ved denne afvejning har det generelt afgørende betydning, om de private oplysninger

eller billeder indgår i dækningen af et emne af samfundsmæssig interesse. I den forbin-

delse bemærkes det, at selv om begrebet samfundsmæssig interesse som nævnt dækker

bredt, har det ikke nødvendigvis sammenhæng med, hvilke emner der påkalder sig stor

offentlig opmærksomhed i dele af eller hos hele befolkningen.

Alvorligheden af privatlivskrænkelsen har også betydning for afvejningen, og derfor vil

karakteren og intensiteten af den konkrete krænkelse af privatlivet indgå som et centralt

fortolkningsmoment. Der er således betydelig forskel på at offentliggøre oplysninger om,

at en person har en alvorlig psykisk eller fysisk lidelse, og at publicere en nyhed om, at

den pågældende har indgået ægteskab.

Ud over de nævnte fortolkningsmomenter, som Domstolen inddrager ved vurderingen

af sager om videreformidling og offentliggørelse af oplysninger eller billeder af privat

karakter, har Domstolen udviklet en række yderligere fortolkningsmomenter, som li-

geledes skal inddrages ved afvejningen af de modstående hensyn. Det skal således bl.a.

inddrages, hvor kendt den omtalte er, herunder hvilken position den pågældende indta-

ger. Det emne, som videreformidlingen af oplysninger eller billeder relaterer sig til, har

ligeledes betydning for afvejningen, ligesom også den forurettedes tidligere interaktion

med medierne skal tages i betragtning. Det samme gælder artiklens indhold, form og

konsekvenserne af artiklens offentliggørelse.

5.2

Hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder

5.2.1 Generelt om EMD's praksis om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden

over for hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder

EMRK artikel 10, stk. 2, tillader indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet

til andres gode navn og rygte og rettigheder.

Til forskel fra andre af de legitime hensyn, som kan begrunde indskrænkninger i ytrings-

friheden, er retten til beskyttelse af ens gode navn og rygte også en menneskerettighed

322

beskyttet af EMRK artikel 8.

543

Indeholdt i retten til privatliv er således også en ret til

beskyttelse mod uberettigede angreb på sit gode navn og rygte.

544

De sager om hensynet til andres gode navn og rygte og rettigheder, som indbringes for

Domstolen, har særligt drejet sig om ærekrænkelse (injurier), og Domstolen har derfor

en righoldig praksis om dette emne. Domstolen har slået fast, at der i forbindelse med

konkrete sager om ærekrænkelser skal foretages en afvejning af hensynet til individets

ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 og andre personers gode navn og rygte eller rettig-

heder efter EMRK artikel 8 med henblik på at vurdere, om strafansvar i den konkrete

situation vil være i overensstemmelse med EMRK artikel 10. Domstolen har således ud-

talt, at der i denne situation skal foretages en afvejning af to fundamentale, ligestillede

menneskerettigheder, som skal afbalanceres over for hinanden.

545

Når Domstolen vurderer konkrete sager, foretager Domstolen en bedømmelse af, hvor-

vidt de nationale domstole har foretaget en retfærdig afbalancering af hensynet til privat-

livet over for hensynet til ytringsfriheden.

I dommen

Ruokanen m.fl. mod Finland

havde de nationale domstole dømt en chefredak-

tør og en journalist for ærekrænkelse, fordi de havde publiceret en artikel om, hvordan en

kvinde angiveligt var blevet gruppevoldtaget af nogle baseballspillere under en fest. Den

efterfølgende efterforskning var imidlertid blevet afsluttet uden tiltale mod mændene,

da kvinden ikke kunne udpege gerningsmændene til overgrebet. Domstolen udtalte, at:

”… the issue which is essentially at stake in the present case is whether

the domestic courts struck the required balance between the applicants’

right to freedom of expression and the rights to reputation of the alleged

perpetrators of a crime…”

546

Efter Domstolens opfattelse var artiklen ikke blot ærekrænkende for baseballspillerne,

den udgjorde også en krænkelse af uskyldsformodningen, som er beskyttet efter EMRK

artikel 6, fordi den påståede voldtægt blev beskrevet som et faktum.

547

Domstolen fandt,

at de nationale domstoles begrundelse for at gøre indgreb i ytringsfriheden i tilstrække-

ligt omfang viste, at indgrebet over for journalisten og chefredaktøren var nødvendigt i

EMRK artikel 8 bestemmer som nævnt, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korre-

spondance.

544 Axel Springer mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012), pr. 83-84.

Domstolen har udtalt, at artikel 8 finder anvendelse i injuriesager, hvis der er tale om angreb af en vis alvor, som kan skade

den enkeltes ret til respekt for privatliv.

545 Axel Springer mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012), pr. 87.

546 Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), pr. 43.

547 Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), pr. 48.

543

323

et demokratisk samfund.

548

De nationale domstole havde således foretaget en balanceret

afvejning af hensynet til pressens ytringsfrihed over for hensynet til baseballspillernes

gode navn og rygte og uskyldsformodningen.

Staten kan som nævnt desuden have en positiv pligt til at beskytte den enkelte mod andre

privates krænkelse af privatlivet generelt. Det omfatter også beskyttelse af den pågælden-

des gode navn og rygte.

549

Domstolen har herudover anerkendt, at hensynet til at beskytte andres rygte og rettighe-

der kan begrunde indgreb over for ytringer, som tilskynder, fremmer eller retfærdiggør

had mod personer eller grupper af personer baseret på intolerance, herunder etnisk,

religiøs og kulturel.

550

Domstolen har således udtalt, at det kan være nødvendigt i et de-

mokratisk og pluralistisk samfund, fordi et demokratisk samfund bygger på tolerance og

respekt for alle menneskers ligeværd.

551

Domstolen fandt f.eks. i sagen

Balsyte-Lideikiene mod Litauen,

at det ikke var i strid med

artikel 10, at en udgiver af en kalender var blevet tildelt en advarsel og havde fået kon-

fiskeret de tilgængelige eksemplarer af kalenderen.

552

Kalenderen indeholdt materiale,

som opfordrede til etnisk had mod bl.a. polakker og jøder, som boede i Litauen, og ad-

varslen og konfiskationen af kalenderne varetog således et legitimt hensyn til at beskytte

de omtalte gruppers ”ry og rettigheder”.

Der findes også tilfælde, hvor Domstolen har fundet, at sådanne ytringer falder helt

uden for artikel 10’s beskyttelse. Domstolen har med henvisning til EMRK artikel 17, som

indeholder et forbud mod misbrug af rettigheder, således afvist, at visse ytringer, der

tilskynder, fremmer eller retfærdiggør had af personer eller grupper er beskyttet efter

konventionen (for nærmere herom se afsnit 5.2.3.1 straks nedenfor).

553

Artikel 17 har i

Domstolens praksis også fundet anvendelse over for udtalelser, der tilskynder til vold

eller andre grove forbrydelser (se for nærmere herom afsnit 5.4 om hensynet til den of-

fentlige tryghed), eller som fremmer terrorhandlinger (se for nærmere herom afsnit 5.5

om hensynet til den offentlige sikkerhed).

548

549

550

551

552

553

Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), pr. 52.

Se f.eks. Rubio Dosamantes mod Spanien (afsagt den 21. februar 2017).

Kjølbro (2017), side 1074.

Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003), pr. 40.

Balsyte-Lideikiene mod Litauen (afgørelse afsagt den 4. november 2008).

I Jersild-dommen udtalte Domstolen således, at de ytringer, som Grønjakkerne havde fremsat, ikke var beskyttet af

artikel 10, jf. Jersild mod Danmark (afsagt den 23.september 1994), pr. 35.

324

5.2.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden, som er begrundet i hensynet

til at beskytte andres gode navn, rygte eller rettigheder

Der findes i dansk ret en række retlige indskrænkninger, som bl.a. varetager hensynet til

at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder. Disse bestemmelser findes navnlig

i straffelovens kapitel 27, som kriminaliserer freds- og ærekrænkelser, herunder injurier

(straffelovens § 267-271) og racisme (§ 266 b).

Den mere retspolitiske diskussion om § 266 b og spørgsmålet om bestemmelsens even-

tuelle uklare grænser behandles i kapitel 9.

5.2.2.1 Racismeparagraffen

Straffelovens § 266 b indeholder et forbud mod forhånende, nedværdigende eller truen-

de ytringer mod en række persongrupper. Derfor begrænser bestemmelsen ytringsfri-

heden.

Den blev indført i 1939 og fik i det væsentligste sin nuværende affattelse i 1971 med

Danmarks ratificering af FN’s konvention om afskaffelse af alle former for racediskri-

mination. Beskyttelsesinteressen ”seksuel orientering” blev føjet til i 1987,

554

mens be-

stemmelsens stk. 2 om propaganda først kom til i 1995.

555

Bestemmelsen finder løbende

anvendelse i praksis, og i 2018 og 2019 blev der rejst tiltale for overtrædelse af bestemmel-

sen henholdsvis 20 og 15 gange.

556

Efter straffelovens § 266 b straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i

en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af

personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller

etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Strafferammen i § 266 b er bøde eller

fængsel indtil 2 år.

Bestemmelsen skal beskytte de omfattede grupper mod at blive udsat for grove trusler,

forhånelser eller nedværdigende udsagn, som krænker deres menneskelige værdighed. I

modsætning til straffelovens regler om injurier, som beskytter enkeltpersoners ære, yder

§ 266 b en særlig beskyttelse af de grupper, som er udtrykkelig nævnt i bestemmelsen.

De beskyttede grupper er kendetegnet ved, at personerne, der tilhører den enkelte grup-

pe, har et træk til fælles, f.eks. samme hudfarve, samme nationale eller etniske oprindelse

554

555

556

Lovforslag nr. L 196 af 12. februar 1987 om ændring af borgerlig straffelov, kriminallov for Grønland og lov om forbud

mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (Forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering) (Folketings-

tidende, 1986-1987, tillæg A, spalte 4169).

Lovforslag nr. L 46 af 9. november 1994 om ændring af straffeloven (Racediskrimination m.v.) (Folketingstidende, 1994-

1995, Tillæg A, side 527).

Opgørelse fra Rigsadvokaten af 25. januar 2020.

325

eller samme religiøse overbevisning. Bestemmelsen omfatter desuden trusler, forhånelse

eller nedværdigelse på grund af kønsidentitet.

557

Mens gruppen af personer, som bekender sig til en bestemt religion, eller som tilhø-

rer en bestemt race, som nævnt beskyttes af bestemmelsen, gør det samme sig som ud-

gangspunkt ikke gældende for f.eks. religionen i sig selv (f.eks. kristendom eller islam).

I praksis er der imidlertid set eksempler på, at domstolene i relation til anvendelsen af

straffelovens § 266 b har fortolket udtalelser, der sprogligt, herunder i den sammenhæng,

som udtalelsen indgik i, angik en given religion, som udtalelser rettet mod alle de perso-

ner, der bekender sig til religionen.

Det gælder f.eks. en afgørelse fra 2004, hvor udtalelsen ”Islam er ikke en religion i tradi-

tionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet

ved vold” fandtes at indeholde en så grov forhånelse og nedværdigelse af muslimer, at

tiltalte havde overtrådt straffelovens § 266 b.

558

Formålet med § 266 b er navnlig at beskytte de omfattede persongrupper mod udtalel-

ser, som f.eks. sammenligner dem med dyr, f.eks. at ”de vegeterer som arbejdsløse på

flittige og dygtige danskere, mens de gennem indvandring og børneavl formerer sig som

rotter”.

559

Også andre usaglige generaliserende udsagn om, at en gruppe generelt begår

grov kriminalitet, eller at de fører en anstødelig levevis er en del af bestemmelsens ker-

neområde.

Det er ikke udelukkende sproglige udtalelser, som er omfattet af § 266 b, da også andre

former for ytringer eller meddelelser kan være strafbare. Et sådant tilfælde forelå i en sag

fra 1994, hvor en række unge gerningsmænd formentlig med slet skjult reference til Ku

Klux Klan-bevægelsen havde placeret et brændende kors ud for et hus, som var beboet af

tyrkere. Landsretten fandt, at dette udgjorde en strafbar handling omfattet af § 266 b.

560

Udtalelserne skal som nævnt desuden have en vis grovhed. Hvad der ligger heri, er svært

at sige noget meget fast om, men retspraksis giver en vis rettesnor.

F.eks. fandtes et udsagn om, at ”das jüdische Leben besteht aus zwei Elementen: Geld

einsammeln und protestieren” (oversættelse: det jødiske liv består af to elementer: ind-

557

558

559

560

Se besvarelsen af spørgsmål nr. S 856 af den 1. april 2016.

U2003.2435V.

U1980.1065V. Kun udtalelser om sammenligninger med dyr, som har til formål at true, fornedre eller nedværdige er

omfattet. Almindelige talemåder, som f.eks. ”de kagler som høns” eller lignende vil normalt ikke kunne siges at være

omfattet.

U1994.993Ø.

326

samling af penge og protester) ikke at leve op til grovhedskriteriet, og udtalelsen var

derfor ikke omfattet af § 266 b.

561

I en anden sag havde en lokalpolitiker i et interview om flygtninge i en lokalavis udtalt:

”Kameldrivere og fåreavlere. Hvad skal vi med dem? De sorte breder sig alle steder. Det

er ligesom en kræftsygdom.”

562

Landsretten fandt udtalelserne omfattet af § 266 b, stk. 1,

fordi flygtninge på baggrund af race og etnisk oprindelse bliver forhånet og nedværdiget.

I praksis har sammenligninger af grupperne med alvorlige sygdomme eller skadedyr,

563

budskaber om at en gruppe generelt begår grov kriminalitet,

564

eller udbredelse af ideer

om, at en af de beskyttede grupper bør udryddes, opfyldt grovhedskriteriet.

565

Almindelige skældsord vil som udgangspunkt falde uden for det strafbare anvendelses-

område, men kan dog efter omstændighederne være omfattet (se straks nedenfor om

tilråb som ”sorte svin”).

Omfattet kan også være udtalelser, som er fremsat over for en enkeltperson, hvis udta-

lelsen samtidig er rettet mod den gruppe, som personer tilhører. Det var f.eks. tilfældet

i en sag fra 2007, hvor en person under en fodboldkamp bl.a. havde kaldt en modspiller

for ”negerbolle”, ”sorte svin” og ”perkersvin”. Østre Landsret udtalte, at ”udtalelser frem-

sat over for en enkeltperson kan imidlertid være omfattet af § 266 b, såfremt udtalelsen

samtidig er rettet mod den gruppe, som personen tilhører, hvilket er tilfældet her”.

566

Så-

danne udsagn vil normalt ikke leve op til kriteriet om en vis grovhed, men i det konkrete

tilfælde ligger grovheden i den direkte konfrontation.

567

Udtalelsen skal desuden være fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en vi-

dere kreds. Hvis en udtalelse er faldet under en privat samtale, og den pågældende ikke

har haft til hensigt, at den skulle udbredes uden for den snævre kreds, vil forholdet falde

uden for det strafbare område.

568

561

562

563

564

565

566

567

568

U1988.788V.

U1999. 296V.

U2003.1974Ø.

U2004.734H.

U2005.1468Ø.

Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 315. Det er af Trine Baumbach anført, at udtalelserne var uhøviske,

men ikke racistiske i § 266 b’s forstand, fordi udtalelserne ikke var egnede til at blive generaliseret ud på en af de beskyt-

tede grupper. Se T. Baumbach, ”Racismebestemmelsens usikre grænser” i Juristen (nr. 2 af 2014), side 47f.

G. Toftegaard Nielsen m.fl., Kommenteret straffelov – speciel del, 11. omarbejdede udgave (2017), side 543.

327

Dette var det springende punkt i en meget omtalt sag, hvor historikeren Lars Hede-

gaard under en privat julefrokost havde sagt til en journalist, at ”når en muslimsk mand

voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det”, at ”de voldtager deres egne børn”, og at

”piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far”.

Hedegaard vidste, at samtalen blev båndet, men ikke at der også blev optaget en video af

udtalelserne, som uden hans vidende blev lagt på internettet næste dag.

Udsagnene var omfattet af anvendelsesområdet for § 266 b, men det centrale spørgs-

mål blev, om Hedegaard havde haft forsæt til offentlig udbredelse. Landsretten dømte

for overtrædelse af § 266 b med henvisning til, at der var en forudgående aftale med

journalisten om, at der skulle foretages et interview, ligesom emnet var fastlagt før jule-

frokosten. Der var desuden ikke truffet nogen aftale om, at Hedegaard skulle have inter-

viewet til gennemsyn inden udgivelse. Sagen blev indbragt for Højesteret, som frifandt

Hedegaard.

569

Højesteret citerede fra landsrettens dom, at Hedegaard ”burde have indset, at hans udta-

lelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds” og påpegede, at Hedegaard derved

havde handlet uagtsomt. Landsrettens begrundelse kunne derfor ikke bære landsrettens

konklusion om, at Lars Hedegaard var skyldig i overtrædelse af § 266 b, eftersom over-

trædelse af denne bestemmelse kræver, at der foreligger forsæt. På denne baggrund måt-

te Hedegaard frifindes.

Også tilråb mv., som sker på offentligt sted, vil kunne opfylde betingelsen om at være

fremsat offentligt. Det illustreres bl.a. af en sag fra 2007, hvor en person ved et busstop-

pested – hvor ca. 10 personer var til stede – havde omtalt en anden persons børn som

”perkerafkom”, hvilket vedkommende blev dømt for.

570

Bestemmelsens stk. 2 er en strafskærpelsesregel, som fastsætter, at det ved strafudmålin-

gen skal tillægges betydning i skærpende retning, hvis forholdet har karakter af propa-

gandavirksomhed.

Propagandavirksomhed kan bl.a. foreligge, hvis der sker en systematisk spredning af

diskriminerende udtalelser eller lignende, som har til hensigt at påvirke den offentlige

meningsdannelse, hvis udbredelsen sker i samarbejde mellem flere og som led i f.eks. et

569

570

Bevisbedømmelsen var foretaget af landsretten, og Højesteret kunne ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedøm-

melse vedrørende skyldsspørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætnings-

vis.

U2007.1679Ø.

328

partis eller en organisations virke, og hvis der er tale om en mere omfattende udbredelse

gennem f.eks. tv, radio eller skrifter.

571

Propagandavirksomhed forelå bl.a. i en sag fra 2007, hvor lederen af Hizb-ut-Tahrir i

Danmark på foreningens danske hjemmeside havde opfordret muslimer til at slå jøder

ihjel.

572

Den pågældende var allerede i 2003 blevet idømt 60 dages betinget fængsel for

bl.a. at have uddelt løbesedler, der indeholdt forhånende eller nedværdigende bemærk-

ninger om jøder, som samtidig kunne forstås som trusler. Sagen fra 2007 udløste en straf

på 60 dages ubetinget fængsel, hvilket er den strengeste straf, der hidtil er idømt for

overtrædelse af § 266 b.

573

Det fremgår af forarbejderne til § 266 b, at bestemmelsen skal anvendes under hensyn

til ytringsfriheden.

574

Det betyder bl.a., at udtalelser, som ikke har en vis grovhed, ikke er

omfattet af bestemmelsens kriminaliserede område. Heller ikke videnskabeligt fremsatte

teorier – som opfylder de videnskabelige krav til det pågældende felt – om f.eks. etni-

ske forskelligheder vil være omfattet af § 266 b,

575

og falder ytringerne i en ellers saglig

(politisk) debat, som eksempelvis en debat om repræsentationen af en nationalitet eller

lignende i kriminalitetsstatistikker, vil de som udgangspunkt heller ikke være strafbare.

Straffelovens § 266 b har været genstand for debat i mange år. Det gælder også i juridiske

kredse, hvor det er blevet diskuteret, om grænserne for § 266 b er for uklare. Det anføres

af kritikerne, at denne uklarhed kan være hæmmende for den offentlige debat.

5.2.2.2 Injurier

Straffelovens kapitel 27 indeholder også regler om ærekrænkelser, der i praksis udgør

nogle af de væsentligste begrænsninger af ytringsfriheden, idet de hjemler straf for ud-

sagn mv. med et nærmere bestemt indhold. Ærekrænkelser kaldes også injurier, og reg-

lerne herom findes i straffelovens §§ 267-271. Reglerne er nyaffattet i 2018 med henblik

på at sikre, at bestemmelserne bedre afspejler de principper, der følger af EMRK artikel

10 og Menneskerettighedsdomstolens praksis.

571

572

573

574

575

Lovforslag nr. L 46 af 9. november 1994 om ændring af straffeloven (Racediskrimination m.v.) (Folketingstidende, 1994-

1995, Tillæg A, side 527), afsnit 2 – se også Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 322. Hvis et udsagn er

omfattet af stk. 2, kan anklagemyndigheden af egen drift rejse sag.

U2007.1471Ø.

U2003.1438Ø.

Betænkning nr. 553 (1969) om forbud mod racediskrimination, side 34. I forbindelse med ønsket om at tiltræde Racedis-

kriminationskonvention (CERD) blev udarbejdet betænkning om forbud mod racediskrimination, som udgør grundla-

get for udvidelsen af racismebestemmelsen i 1971.

F.eks. den kontroversielle bog; The Bell Curve fra 1994 af Richard J. Herrnstein og Charles Murray, som særligt omhand-

lede race og intelligens. Se for kritik artiklen ”Om sorte og hvide hjerner” (17. november 1997), Information, https://www.

information.dk/1997/11/sorte-hvide-hjerner (senest tilgået den 13. juli 2018). I dansk sammenhæng kan nævnes professor

emeritus Helmut Nyborg, hvis forskning også drejede sig om forskelle i intelligens hos forskellige etniciteter mv.

329

Efter straffelovens § 267, stk. 1, straffes den, der fremsætter eller udbreder udtalelse eller

anden meddelelse eller foretager en handling, der er egnet til at krænke nogens ære, for

ærekrænkelse med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Bestemmelsen omfatter alle former for ærekrænkende ytringer, hvad enten de udbredes

på skrift eller i tale. Handlinger, billeder mv. er også omfattet. Det afgørende er, at de

pågældende udsagn eller handlinger mv. er egnet til at krænke en andens ære, uanset

om der er tale om beskyldninger, meningstilkendegivelser, fornærmelser eller lignende.

Alt fra konkrete påstande om, at en person har begået et alvorligt strafbart forhold, til

udtalelser eller handlinger, der er stærkt hånende, er således omfattet af bestemmelsen.

For at være strafbar skal den pågældende meddelelse, udtalelse eller handling objektivt

set være egnet til at krænke en persons ære både i form af selvagtelse og omdømme.

Derimod er det ikke et krav, at den pågældendes ære er krænket i det konkrete tilfælde,

når blot ytringen eller handlingen generelt er egnet til at udgøre en ærekrænkelse under

de omstændigheder, som den fremkommer i.

Efter straffelovens § 269, stk. 1, er en ærekrænkelse straffri, hvis den er fremkommet i en

sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til den. Ved denne vurdering skal der bl.a.

lægges lægt på, om sandheden af en beskyldning bevises, eller om der var et tilstrække-

ligt faktuelt grundlag for ærekrænkelsen, og om fremsættelsen eller udbredelsen heraf

skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse, jf. bestemmelsens

stk. 2.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at der heri bl.a. ligger, at der i overens-

stemmelse med EMD's praksis skal sondres mellem, om en udtalelse udgør en ”værdi-

dom” (value judgment) eller en ”beskyldning” (statement of facts).

576

Ved ”beskyldning” forstås i den forbindelse en påstand om fakta, der kan bevises eller

modbevises – f.eks. en påstand om, at en anden person har gjort noget strafbart. Deri-

mod er en ”værdidom” et subjektivt standpunkt, der ikke kan bevises, men som kan have

et vist faktuelt grundlag – f.eks. en udtalelse om, at en anden person er racistisk, uetisk,

umoralsk eller uværdig.

Er der tale om en beskyldning, kan der kræves bevis, og hvis et sådant bevis føres, vil det

klare udgangspunkt være, at beskyldningen er straffri. Lykkes det derimod ikke at bevise

beskyldningen, vil den altovervejende hovedregel være, at den er strafbar.

576

Lovforslag nr. L 20 af 3. oktober 2018 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, erstatningsansvarsloven og mediean-

svarsloven (Freds- og ærekrænkelser m.v.) (Folketingstidende, 2018-2019, 1. samling, Tillæg A, som fremsat), side 61ff.

330

For værdidomme er der ikke krav om sandhedsbevis, da et sådant ikke meningsfuldt vil

kunne føres. Udgangspunktet er i stedet, at en værdidom ikke er strafbar, hvis der påvises

et vist faktuelt grundlag for den, og hvis den samtidig er udbredt som led i en offentlig

debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse og i god tro.

Selv om der kan påvises et faktuelt grundlag for en ytring, vil den alligevel kunne være

strafbar, hvis den ingen samfundsmæssig eller anden anerkendelsesværdig interesse har.

I det tilfælde vil hensynet til forurettedes ære således ofte veje tungere end hensynet til

gerningsmandens ytringsfrihed.

Varetagelse af andre anerkendelsesværdige interesser indgår også i vurderingen af, om

der var rimelig anledning til ærekrænkelsen i den konkrete sammenhæng. Eksempler

på sådanne andre interesser kan være, hvor man var forpligtet til at udtale sig, hvor man

foretager anmeldelser til kommune eller politiet i god tro, eller hvor man berettiget vare-

tager egne eller andres interesser.

Herudover indgår bl.a. en ytrings emne og formål i vurderingen af, om en ytring har

en samfundsmæssig eller anden anerkendelsesværdig interesse. Der er således et meget

snævert område for at begrænse politiske ytringer og ytringer om vigtige samfunds-

mæssige anliggender. Et afgørende moment i helhedsvurderingen vil derfor ofte være,

om ytringen fremkom i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender.

Omvendt ydes der ikke en tilsvarende beskyttelse mod ytringer, der ikke har en almen

interesse, men f.eks. blot har til formål at tilfredsstille publikums nysgerrighed.

Der vil også skulle lægges vægt på, om der er et sagligt formål med en ytring, f.eks. om

hensigten er at opnå en politisk debat eller at oplyse og forklare. Hvis det primære formål

snarere er at skade omdømmet på den person, der er genstand for ytringen, vil den være

mindre beskyttelsesværdig.

Udtalelsens afsender indgår også som et vigtigt led i vurderingen. Navnlig pressen, men

også især politikere, har en særligt vid ytringsfrihed. Det bemærkes herved, at der i for-

bindelse med pressens ytringsfrihed skal sondres mellem, om en andens udtalelse refere-

res i pressen, eller om en journalist selv kommer med en udtalelse, herunder f.eks. peger

på mulige gerningsmænd til en forbrydelse. Sidstnævnte tilfælde nyder langt fra samme

beskyttelse som førstnævnte.

Det er endvidere væsentligt, hvem der er adressat for en ytring. Der er således vid adgang

til at ytre sig skarpt om en regering eller politikere, mens tilsvarende ytringer i relation til

privatpersoner nyder mindre beskyttelse. Beskyttelsen forøges dog, hvis en privatperson

involverer sig i en offentlig debat, hvor den pågældende må tåle, at andre ytrer sig skarpt

om denne.

331

Også udtalelsens forum og muligheden for modsigelse (kontradiktion) er af betydning

for den samlede afvejning. Det skyldes, at en ytrings skadelige effekt er langt større, hvis

ytringen er udbredt i en landsdækkende tv-udsendelse eller via internettet, end hvis

ytringen er udbredt på et møde med et begrænset deltagerantal. I den forbindelse vil

der også skulle lægges vægt på, om den person, der er genstand for ytringen, har haft

mulighed for at komme til orde.

Det kan ligeledes tillægges vægt, om udtalelser i en artikel indgår sagligt med fokus på

oplysning om f.eks. en begivenhed eller omstændigheder af offentlig interesse, eller om

udtalelserne særligt fokuserer på privatliv. Graden af beskyttelse, som en ytring nyder,

er også afhængig af konteksten for ytringen. Der kan f.eks. være videre rammer for at

udtale sig kritisk, hvis man ytrer sig på andres foranledning eller i en ophidset situation.

Sondringen mellem værdidomme og beskyldninger har tillige betydning for straffelo-

vens § 268, der er en strafskærpelsesregel. Efter denne bestemmelse kan den straf, der er

nævnt i § 267, således stige til fængsel indtil 2 år, hvis en alvorlig beskyldning er usand

(nr. 1) eller en beskyldning er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie,

og beskyldningen er egnet til væsentligt at skade den forurettede (nr. 2).

Efter straffelovens § 269, stk. 3, kan der ikke føres bevis for en strafbar handling, hvis den,

beskyldningen rettes imod, er frifundet for handlingen ved endelig dom.

Endelig følger det af § 267, stk. 2, at også afdøde personer kan være genstand for ære-

krænkelse. Beskyttelsen ophører dog 20 år efter den pågældendes død, medmindre for-

holdet er omfattet af § 268.

5.2.3 EMD's praksis om afvejningen af hensynet til at beskytte andres rettigheder

og ytringsfriheden

5.2.3.1 Hadefuld tale

EMD har i sin praksis fastslået, at det i et demokratisk samfund kan være nødvendigt

at sanktionere ytringer, der opfordrer til vold eller er udtryk for hadefuld tale, der op-

fordrer til intolerance mv. (også kaldet hate speech).

577

Hadefuld tale krænker ikke blot

de omtaltes rettigheder, men kan også udgøre en trussel mod samfundsfreden og den

offentlige orden.

578

577

578

Féret mod Belgien (afsagt den 16. juli 2009).

Belkacem v. Belgium (afsagt den 27. juni 2017).

332

Der findes ingen præcis definition af hadefuld tale, men Domstolen har udtalt følgende:

“Tolerance og respekt for alle menneskers lige værdighed udgør funda-

mentet for et demokratisk og pluralistisk samfund. Derfor kan det i visse

demokratiske samfund principielt anses for nødvendigt at sanktionere

eller endda forhindre alle former for ytringer, der udbreder, tilskynder,

fremmer eller retfærdiggør had baseret på intolerance […], forudsat at alle

‘formaliteter’, ‘betingelser’, ‘begrænsninger’ eller ‘sanktioner’, som pålæg-

ges, står i rimeligt forhold til det legitime formål, der forfølges.”

579

Domstolen anerkender derfor, at der må gøres indgreb over for visse ytringer, som ud-

breder, tilskynder, forherliger eller retfærdiggør had, og som har baggrund i intolerance.

Beskyttelsen i artikel 10 omfatter ifølge praksis fra EMD ikke adfærd eller ytringer, der

truer med eller tilskynder til vold, eller adfærd eller ytringer, der er udtryk for et eks-

tremt had eller forhånelse af andre persongrupper. Herudover omfatter beskyttelsen ikke

ytringer, som undergraver og modarbejder de principper om demokrati og respekt for

menneskerettigheder, som EMRK bygger på, hvilket følger af EMRK artikel 17 om for-

bud mod misbrug af rettigheder.

580

I sagen

Norwood mod Storbritannien

havde en brite få dage efter angrebet på World

Trade Center den 11. september 2001 hængt en plakat i sit vindue, som viste de to tvil-

lingetårne i brand, og hvor følgende tekst fremgik: ”Islam out of Britain – Protect the

British People.” De britiske domstole havde idømt ham en bøde på 300 £ for at udvise

fjendtlighed over for en religiøs gruppe.

581

Domstolen afviste, at plakatens indhold var beskyttet af artikel 10, fordi den ifølge Dom-

stolen kædede alle, der tilslutter sig islam (muslimer) sammen med det alvorlige terror-

angreb. Derfor fandt artikel 17 anvendelse.

Domstolens praksis på dette område er ikke fuldstændig entydig, og EMD har således

også fundet, at udtalelser, som tilskynder til had og er udtryk for hadefuld tale, er omfat-

tet af artikel 10. Indgreb over for sådanne udtalelser skal derfor bedømmes efter artikel

10, stk. 2. Det er forekommet i tilfælde, hvor Domstolen – til trods for ytringernes grov-

579

580

581

Se Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003), pr. 40. Der er tale om kommissionens egen oversættelse af

præmissen, der på engelsk lyder således: ”Tolerance and respect for the equal dignity of all human beings constitute the

foundations of a democratic, pluralistic society. That being so, as a matter of principle it may be considered necessary in

certain democratic societies to sanction or even prevent all forms of expression which spread, incite, promote or justify

hatred based on intolerance [...], provided that any ‘formalities’, ‘conditions’, ‘restrictions’ or ‘penalties’ imposed are pro-

portionate to the legitimate aim pursued.”

Se afsnit 3.1.1.3 for yderligere om artikel 17.

Norwood mod Storbritannien (afsagt den 16. november 2004).

333

hed – konkret har vurderet, at de ikke har været egnede til at undergrave de grundlæg-

gende principper bag konventionen og derfor ikke er omfattet af artikel 17.

Domstolen har dog i disse sager typisk fundet, at de foretagne indgreb var forenelige

med artikel 10, fordi indgrebene kunne anses for nødvendige i et demokratisk samfund

af hensyn til et af de legitime hensyn i artikel 10, stk. 2.

I sagen

Vejdeland m.fl. mod Sverige

fandt artikel 17 ikke anvendelse.

582

Her var klager-

ne blevet idømt bøder og betingede frihedsstraffe for på et gymnasium at have uddelt

løbesedler om homoseksualitet og homoseksuelle. I løbesedlerne blev homoseksualitet

beskrevet som en afvigende seksuel tilbøjelighed med en moralsk nedbrydende effekt på

samfundet og som en af hovedårsagerne til problemerne med hiv og aids. Løbesedlerne

indeholdt desuden påstand om, at homoseksuelle organisationer forsøger at bagatellisere

pædofili. EMD udtalte bl.a., at selv om løbesedlerne ikke direkte opfordrede til at begå

hadefulde handlinger, indeholdt de alvorlige og fordomsfulde påstande, og konkludere-

de, at de idømte straffe var nødvendige i et demokratisk samfund, og at de derfor ikke var

i strid med klagernes ret til ytringsfrihed efter EMRK artikel 10.

EMD giver generelt staterne en vid skønsmargin, når det gælder indgreb i ytringer, som

kan karakteriseres som hadefuld tale. Dette illustreres bl.a. af sagen

Féret mod Belgien.

583

Her var en belgisk politiker blevet idømt samfundstjeneste og en betinget fængselsstraf

for under en valgkampagne at have uddelt løbesedler, hvori udlændinge, fremmede og

flygtninge blev latterliggjort og omtalt som kulturelt anderledes, som kriminelle og som

personer, der udnyttede Belgiens velfærdssystem og goder.

EMD fandt bl.a., at løbesedlerne var udtryk for tilskyndelse til adskillelse og had på

grund af race, hudfarve, national oprindelse og etnicitet. EMD fandt også, at den idømte

straf udgjorde et nødvendigt indgreb i politikerens ret til ytringsfrihed efter artikel 10, og

underkendte på den baggrund ikke sanktionen, som også fandtes at være proportional.

584

Sagen viser, at heller ikke politikeres ytringsfrihed er ubegrænset.

585

582

583

584

585

Vejdeland m.fl. mod Sverige (afsagt den 9. februar 2012).

Féret mod Belgien (afsagt den 16. juli 2009).

EMD henviser i samme dom desuden til Europarådets Ministerkomités anbefaling nr. R (97) 20 om hadefuld tale (”hate

speech”). Det fremgår af et bilag til denne anbefaling, at begrebet ”hadefuld tale” omfatter enhver ytring, som spreder,

opfordrer til, fremmer eller retfærdiggør racehad, fremmedhad, antisemitisme eller andre former for had baseret på

intolerance, herunder intolerance, der er udtryk for aggressiv nationalisme og etnocentrisme, diskrimination og fjendt-

lighed over for minoriteter, migranter og personer med indvandrerbaggrund.

Dommen er blevet kritiseret for at være for vidtgående, og begrænse den politiske ytringsfrihed unødigt. Se f.eks. Dirk

Voorhoof, No overbroad suppression of extremist opinions and ‘hate speech’, Strasbourg Observers, 12. juni 2018 og J.

Mchangama, “Racismeparagraffen og hate speech i den internationale menneskeret i U2011B.215.

334

I de tilfælde, hvor en udtalelse ikke er så grov, at den er omfattet af artikel 17, men deri-

mod omfattet af artikel 10, vil Domstolen foretage en afvejning af de modstående hen-

syn, og det er i denne forbindelse ikke kun udtalelsernes konkrete ordlyd og indhold,

som tillægges betydning. Selv om Domstolen således anerkender staternes ret til at gøre

indgreb over for ”hadefuld tale”, så betyder ytringsfrihedens fundamentale karakter, at

staten skal være varsom med at gøre indgreb over for ytringer, som godt nok er grove,

men som har samfundsmæssig interesse – også når der er tale om kontroversielle sam-

fundsmæssige emner.

I sagen

Gündüz mod Tyrkiet

havde Tyrkiet straffet en religiøs leder for at opfordre til

had og fjendtlighed over for personer, som ikke havde samme religiøse baggrund.

586

Han

havde i et tv-program advokeret for indførelsen af sharia som styreform, ligesom han

havde udtalt, at børn af folk i sekulære ægteskaber var ”bastarder”. EMD fandt, at udta-

lelserne ikke kunne anses for opfordringer til vold eller hadefuld tale. At tale for indførel-

sen af sharia uden samtidig at tilskynde til at bruge voldelige midler til formålet var såle-

des efter EMD's opfattelse ikke hadefuld tale. Desuden var den religiøse leders udtalelser

fremsat som led i en verserende debat af offentlig interesse. Derfor var artikel 10 krænket.

Det kan også have betydning for bedømmelsen, hvem der udtaler sig, herunder om der

er tale om en politiker, som i almindelighed er tillagt en udvidet ytringsfrihed for at

kunne sætte emner af samfundsmæssig betydning under debat. Dog har EMD udtalt, at

politikere skal undgå at fremsætte udtalelser, der afføder intolerance.

587

Den sammenhæng, som udtalelserne er fremsat i, kan også have betydning for Domsto-

lens vurdering. Fremsættes udtalelserne f.eks. på baggrund af en anspændt politisk eller

social situation, vil Domstolen være mere tilbøjelig til at anerkende nødvendigheden

af at gribe ind over for ytringer.

588

De beskrevne momenter har også betydning for be-

dømmelsen af ytringer, som kan siges at opfordre til vold (se nærmere herom nedenfor

i afsnit 5.4).

Domstolen har desuden slået fast, at benægtelse af klare historiske kendsgerninger, som

f.eks. holocaust, ikke er beskyttet af artikel 10.

589

I sagen

Garaudy mod Frankrig

havde en

forfatter udgivet en bog, hvori han bl.a. anfægtede, at holocaust havde fundet sted. Han

blev ved de nationale domstole dømt for holocaust-benægtelse og opfordring til had.

Denne dom indklagede forfatteren for EMD, som udtalte, at der ikke var nogen tvivl

om, at forfatterens ytringer ikke kunne anses for historisk forskning eller tilsvarende.

586

587

588

589

Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003).

Erbakan mod Tyrkiet (afsagt den 6. juli 2006).

Perincek mod Schweiz (afsagt den 15. oktober 2015).

Garaudy mod Frankrig (afgørelse afsagt den 24. juni 2003). Se også Kjølbro (2017), side 1071.

335

Desuden fandt Domstolen, at udtalelserne beskyldte ofrene for holocaust for at forfalske

historien. Dette udgjorde ifølge Domstolen en af de alvorligste former for racistiske ære-

krænkelser mod jøder og var egnet til at opildne til had mod jøder.

590

På den anden side gælder der meget vide rammer vedrørende udtalelser om historiske

begivenheder, som ikke udgør klare historiske kendsgerninger.

591

Danmark har i modsætning til en række andre europæiske lande ikke gennemført lov-

givning, der specifikt kriminaliserer holocaust-benægtelse.

5.2.3.2 Afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til andres gode navn og

rygte og rettigheder

I en væsentlig del af de sager om indgreb i ytringsfriheden, som EMD har afgjort, har

temaet været hensynet til andres gode navn og rygte.

Hensynet til andres gode navn og rygte udgør som tidligere nævnt ikke alene et legitimt

hensyn efter artikel 10, stk. 2, men nyder tillige beskyttelse efter EMRK artikel 8 om ret-

ten til familieliv mv.

I sager om ærekrænkelse kan vurderingen på det generelle plan beskrives som en klas-

sisk afvejning mellem på den ene side hensynet til individets ytringsfrihed efter EMRK

artikel 10 og på den anden side hensynet til andre personers gode navn og rygte eller

rettigheder, der som nævnt er beskyttet i artikel 8.

592

Domstolen har dog udtalt, at artikel

8 kun har relevans for bedømmelsen af en sag, hvis der er tale om ytringer om en anden

persons omdømme, som har en alvorlig karakter, og som derfor er egnede til at nedsætte

personen i andres agtelse på en måde, som griber ind i retten til privatliv.

593

I den konkrete afvejning indgår en række fortolkningsfaktorer, herunder kategorise-

ringen af udtalelsen som enten en ”value judgment” (værdidom) eller en ”statement of

facts” (beskyldning), udtalelsens emne og formål, udtalelsens afsender og adressat, ud-

talelsens forum, og om den, som udtalelsen angår, har haft mulighed for at forsvare sig

mod de krænkende påstande. Endvidere lægges der vægt på udtalelsens form samt den

sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i.

590

591

592

593

Garaudy mod Frankrig (afgørelse afsagt den 24. juni 2003), pr. 49.

Lehideux & Isorni mod Frankrig (afsagt den 23. september 2008).

Se f.eks. Axel Springer mod Tyskland, (afsagt den 7. februar 2012), pr. 87, og Ungváry og Irodalom Kft. mod Ungarn

(afsagt den 3. december 2013), pr. 43.

Axel Springer AG mod Tyskland (afsagt 7. februar 2012), pr. 83-84.

336

Den ledende dom på området er Lingens mod Østrig.

594

I sagen havde journalisten Peter

Lingens betegnet den østrigske kansler Bruno Kreisky som ”umoralsk” og ”uværdig.”

Baggrunden var, at Kreisky havde samarbejdet med en politiker, der havde en fortid i SS.

Lingens blev ved de østrigske domstole dømt for udtalelsen bl.a. med henvisning til, at

han ikke havde formået at føre sandhedsbevis for sine påstande om kansleren.

Domstolen udtalte bl.a.:

”In the Court’s view a careful distinction needs to be made between facts

and value judgments. The existence of facts can be demonstrated, whereas

the truth of value-judgments is not susceptible of proof […]. As regards

value-judgments this requirement is impossible of fulfillment and it in-

fringes freedom of opinion itself.”

595

Domstolen fandt, at Lingens’ udsagn var såkaldte værdidomme. Det kunne derfor slet

ikke kræves, at Lingens førte sandhedsbevis for sine udsagn. Derimod var det afgøren-

de, om der var et vist faktuelt belæg for udsagnene, og om disse var fremsat i god tro.

Hvis værdidommen omhandler et emne af samfundsmæssig interesse, vil hensynet til

ytringsfrihedsbeskyttelsen typisk veje tungere.

596

Citatet viser også, at det i sig selv vil kunne udgøre en krænkelse af artikel 10, hvis der

stilles krav om sandhedsbevis i forhold til en værdidom, idet et sådant ikke meningsfuldt

vil kunne føres.

Denne vurdering i sager om bedømmelse af værdidomme er siden gentaget og anvendt

mange gange i EMD's praksis.

597

Essensen er, at en værdidom som hovedregel vil være straffri, hvis den hviler på et vist

faktuelt grundlag, og hvis den under de konkrete omstændigheder må anses for rimelig.

En værdidom kan derimod være strafbar, hvis den er fremsat uden tilstrækkeligt faktuelt

grundlag.

598

”Beskyldninger” (statements of fact) dækker derimod over udsagn, der kan føres bevis

for – det vil sige egentlige beskyldninger, hvis rigtighed lader sig be- eller afkræfte. I sager

594

595

596

597

598

Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986).

Lingens mod Østrig (afsagt den 8. juli 1986), pr. 46.

Unabhängige Initiative Informationsvielfalt mod Østrig (afsagt den 26. februar 2002), pr. 46 og Baumbach (2017), side

188.

F.eks. Oberschlick mod Østrig (afsagt den 23. maj 1991).

Unabhängige Initiative Informationsvielfalt (afsagt den 26. februar 2002), pr. 40 og Jerusalem mod Østrig (afsagt den 27.

febraur 2001), pr. 43.

337

om beskyldninger for strafbare forhold indgår hensynet til uskyldsformodningen efter

EMRK artikel 6, stk. 2, også i vurderingen.

599

Domstolen forventer, at de nationale domstole foretager denne sondring mellem værdi-

domme og beskyldninger i deres prøvelse af injuriesager. Samtidig har Domstolen aner-

kendt, at kategoriseringen af, om en udtalelse udgør en beskyldning eller en værdidom,

ikke altid er nem at foretage.

600

Udslagsgivende vil som udgangspunkt være, om udtalel-

sens påstand kan gøres til genstand for bevis.

601

I 2015 afgjorde den danske højesteret en meget omtalt sag om ærekrænkelser i form af

beskyldninger. Sagen havde sit udspring i 2007 og 2008, hvor historikeren Bent Jensen i

en række artikler i landsdækkende aviser fremsatte udtalelser om, at journalisten Jørgen

Dragsdahl havde været KGB-agent, og at PET også havde været af denne opfattelse. Bent

Jensen havde haft særlig adgang til fortrolige PET-arkiver i forbindelse med forskning i

Den Kolde Krigs historie, og det var på den baggrund, han fremsatte beskyldningerne.

Højesteret dømte Bent Jensen for ærekrænkelse bl.a. under henvisning til, at der i det

materiale, som lå til grund for beskyldningerne, ikke var tilstrækkelig belæg for beskyld-

ningerne om, at Dragsdahl skulle være KGB-agent. Højesteret fandt, at Bent Jensens

udtalelser indeholdt beskyldninger om, at Dragsdahl havde realiseret gerningsindholdet

i straffelovens §§ 107 eller 108 om spionage. Overtrædelse af disse bestemmelser kan

medføre meget lange fængselsstraffe.

Højesteret lagde vægt på, at Bent Jensen som historiker, der fremsatte beskyldningerne,

ikke havde levet op til den standard, som journalister skal opfylde, og som efter EMD's

praksis kræves for at beskytte de fremsatte ytringer.

602

Efter denne standard skal der

handles i god tro, på baggrund af faktuelle oplysninger og formidles nøjagtige og påli-

delige informationer i overensstemmelse med journalistisk etik.

603

At Bent Jensen, som

Er der tale om beskyldninger om strafbare forhold, er der en glidende overgang til beskyttelsen efter konventionens

artikel 6, stk. 2, hvorefter enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans eller hendes

skyld er bevist i overensstemmelse med loven (uskyldsformodningen).

Se også Ruokanen m.fl. mod Finland (afsagt den 6. april 2010), som er omtalt ovenfor.

600 Scharsach and News Verlagsgesellschaft mod Østrig (afsagt den 13. november 2003), pr. 40: ”… The Court notes in this

respect that the assessment of whether a certain statement constitutes a value judgment or a statement of fact might in

many cases be difficult. However, since under the Court’s case-law a value judgment must be based on sufficient facts in

order to constitute a fair comment under article 10 (…) their difference finally lies in the degree of factual proof which

has to be established.”

601 Pfeifer mod Østring (afsagt den 15. november 2007), pr. 46-48. Bedømmelsen af, om der er tale om en værdidom eller en

beskyldning vil i første omgang selvsagt foretages af de nationale domstole, og Domstolen har udtalt, at denne kategori-

sering som udgangspunkt ligger inden for staternes skønsmargin, jf. Tusalp mod Tyrkiet (afsagt den 21. februar 2016), pr.

43. Domstolen vil dog typisk også efterprøve de nationale domstoles kategorisering. Se f.eks. Pfeifer mod Østrig (afsagt

den 15. november 2007), pr. 47, hvor Domstolen ikke er enige i de nationale domstoles kategorisering af en ytring.

602 U2015.3106H.

603 Se nærmere herom i afsnit 4.2.1 om mediernes særlige pligter og ansvar.

599

338

ikke er journalist, alligevel skulle bedømmes efter denne målestok, skyldes, at princip-

perne efter EMD's praksis ikke kun skal efterleves af professionelle skribenter, men også

af personer, som i øvrigt tager aktivt del i den offentlige debat.

604

Hensynet til beskyttelsen af Dragsdahls omdømme efter konventionens artikel 8 vejede i

den konkrete sammenhæng tungere end hensynet til Bent Jensens ytringsfrihed.

Et mindretal på to dommere ville dog frifinde under henvisning til, at de ærekrænkende

udsagn måtte forstås sådan, at Dragsdahl alene blev beskyldt for at være påvirkningsa-

gent, hvilket var i overensstemmelse med opfattelsen i det materiale fra PET, der lå til

grund for beskyldningerne.

Dommen illustrerer, at de danske domstole anvender EMD's praksis om ærekrænkelser

aktivt i bedømmelsen af danske forhold.

Bent Jensen indklagede efterfølgende Højesterets dom for EMD. Klagen blev afvist af

EMD den 8. februar 2018. Af brevet, hvorved EMD afviser Bent Jensens klage, fremgår

blot følgende:

”… Vedrørende de klager, der er rejst af klageren under artikel 10, § 1 i

EMRK finder EMD i lyset af det materiale, den har til rådighed, at det på-

klagede materiale ikke afslører nogen krænkelse af rettigheder og friheder,

som fremgår af konventionen eller protokollerne…”

605

Hvis der er tale om en beskyldning, vil denne først og fremmest være straffri, hvis dens

sandhed kan bevises.

Selv hvis en beskyldnings sandhed ikke kan bevises, eller hvis beskyldningen er fejlag-

tig, kan den dog stadig være straffri efter EMD's praksis. Dette vil være tilfældet, hvis

udtalelsen er fremsat i god tro og på et vist faktuelt grundlag og omhandler et emne af

offentlig interesse.

604 Højesteret henviser i afgørelsen til EMD's dom i sagen Braun mod Polen (afsagt den 4. november 2014), pr. 40, hvoraf

fremgår følgende: ”The Court reiterates that the protection of the right of journalists to impart information on issues

of general interest requires that they should act in good faith and on an accurate factual basis and provide “reliable and

precise” information in accordance with the ethics of journalism (see, for example, Fressoz and Roire, § 54; Bladet Trom-

sø and Stensaas, § 58, and Prager and Oberschlick, § 37, all cited above). The same principles must apply to others who

engage in public debate (see Steel and Morris v. the United Kingdom, no. 68416/01, § 90, ECHR 2005-II).”

605 Afvisningsbeslutningen er truffet af en såkaldt enkeltdommerformation. Det følger af EMRK artikel 27, at en enkelt-

dommer kan afvise en klage fra EMD’s liste over anmeldte klager, hvis en sådan beslutning kan træffes uden yderligere

undersøgelse.

339

I dommen

Erla Hlynsdóttir mod Island

tillagde Domstolen det betydelig vægt, at der var

tale om et emne af samfundsmæssig interesse.

606

Klager i sagen var en journalist, som

ved de nationale domstole var blevet straffet for ærekrænkelse. Journalisten var blevet

kontaktet af en stripklubejer, som ville have, at hun skulle skrive en historie om et på-

stået overfald på ham, som han hævdede var bestilt af ejeren af en rivaliserende strip-

klub. Det afviste journalisten, men hun besluttede at undersøge sagen nærmere. Herefter

skrev hun en artikel, som indeholdt en andens beskyldninger mod den mand, der havde

henvendt sig til hende. Beskyldningen gik bl.a. på, at han skulle være en del af en litau-

isk mafiagruppe. Herefter anlagde manden sag mod journalisten, som ved de nationale

domstole blev dømt for ærekrænkelse, hvorefter sagen blev indbragt for EMD.

Journalisten kunne ikke føre sandhedsbevis for påstandene i artiklen, men Domsto-

len tillagde det væsentlig betydning, at artiklen omhandlede et emne af offentlig in-

teresse. Journalisten havde desuden handlet i god tro og i overensstemmelse med den

omhu, som kan forventes af journalister (”the diligence expected of a responsible jour-

nalist”).

607

De nationale domstoles domfældelse af journalisten var derfor i strid med

artikel 10.

Dommen illustrerer, at en udtalelses emne og formål også har betydning for vurderin-

gen. Som det er blevet nævnt nogle gange, er der et meget snævert område for at begræn-

se politiske ytringer og ytringer om vigtige samfundsmæssige anliggender, og det gælder

som udgangspunkt uafhængigt af, hvilket hensyn et konkret indgreb varetager.

608

En udtalelses afsender og adressat indgår også i afvejningen af hensynet til ytringsfri-

heden over for hensynet til andres gode navn og rygte. I denne sammenhæng indtager

pressen efter EMD's praksis en særstilling, hvilket skal ses i sammenhæng med pressens

rolle som ”public watchdog”. Der skal således tungtvejende grunde til at retfærdiggøre

indgreb i pressens ytringsfrihed.

Selv når der er tale om egentlige beskyldninger (”statement of facts”), der er fremsat af

tredjemand og viderebragt af pressen, har EMD fastslået, at pressen indtager en sær-

stilling i forbindelse med viderebringelsen. Ifølge Domstolen er det i sådanne tilfælde

ikke afgørende, om journalisten kan bevise rigtigheden af de viderebragte påstande, men

derimod om der er et tilstrækkeligt præcist og troværdigt faktuelt grundlag for ytringen.

606 Erla Hlynsdóttir mod Island (afsagt den 10. juli 2012).

607 Erla Hlynsdóttir mod Island (afsagt den 10. juli 2012), pr. 72.

608 En tilsvarende beskyttelse gælder ikke for ytringer eller andre meningstilkendegivelser, som ikke har almen interesse,

men f.eks. primært har til formål at tilfredsstille et publikums nysgerrighed om andre menneskers private forhold. Se

nærmere herom ovenfor i afsnit 5.1.3 om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til privatlivets

fred.

340

Hertil kommer, at der er forskel på selv at fremsætte et udsagn og at referere andres ud-

sagn. Referat af andres udsagn som led i journalistisk nyhedsformidling, der lever op til

sædvanlige krav til research mv., kan således være berettiget og beskyttet mod indgreb,

selv om udsagnets rigtighed ikke kan bevises. Det ligger imidlertid bl.a. i henvisningen

til sædvanlige krav til research, at der også i sådanne tilfælde skal foreligge i det mindste

et vist troværdigt grundlag for udsagnet.

Det er endvidere væsentligt, hvem der er genstanden for en ytring. F.eks. må politikere –

som beskrevet i afsnit 4.1 – generelt acceptere en højere grad af kritik end privatpersoner.

EMD har således udtalt, at:

”the limits of acceptable criticism are wider as regards a politician as such

than regards a private individual. Unlike the latter, the former inevitably

and knowingly lays himself open to close scrutiny of his words and deeds

by journalists and the public at large, and he must consequently display a

greater degree of tolerance”.

609

Det forum udtalelsen er faldet i, og spørgsmålet om, hvorvidt den person, som udtalel-

sen angår, har haft mulighed for at forsvare sig, er yderligere momenter i afvejningen. En

ytrings skadelige effekt er langt større, hvis den er fremsat i en landsdækkende tv-udsen-

delse, end hvis den f.eks. er fremsat på et lukket møde med få deltagere. Har den, som

ytringen er rettet mod, haft rimelig lejlighed til at komme til orde og forsvare sig mod

eventuelle skadelige påstande, kan det omvendt tale imod at sanktionere ytringen, selv

om den er nået ud til et bredt publikum.

Den danske højesteret behandlede i 1999 en straffesag om dokumentarudsendelsen

“Politiets blinde øje”, der satte kritisk lys på politiets efterforskning i den såkaldte Pedal

Ove-sag.

610

Pedal Ove blev først dømt for drab, men senere frifundet, efter at sagen var

blevet genoptaget af Den Særlige Klageret. I dokumentarudsendelsen rettede to journa-

lister en alvorlig beskyldning mod en navngiven politiinspektør. I sin redegørelse for de

momenter, der efter EMD's praksis måtte tillægges betydning ved vurderingen af, om

beskyldningen var strafbar, inddrog Højesteret, at de tiltalte journalister ikke havde for-

søgt at føre sandhedsbevis for beskyldningen, ligesom beskyldningen ikke kunne anses

for fremsat i god tro til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller andres tarv

og dermed straffri i medfør af § straffelovens § 269, stk. 1. Højesteret fremhævede også,

at journalisterne ikke kunne påregne, at politiinspektøren ville medvirke i udsendelsen,

fordi der verserede en genoptagelsessag i Pedal Ove-sagen på tidspunktet for udsendel-

609 Gasior mod Polen (afsagt den 21. februar 2012), pr. 37.

610 U1999.122H.

341

sen. En eventuel medvirken i udsendelsen ville derfor foregribe eventuelle afhøringer

for klageretten, herunder også afhøring af politiinspektøren. Højesteret dømte herefter

begge journalister for injurier.

Sagen blev indbragt for EMD, der i sagen

(Pedersen & Baadsgaard mod Danmark)

fandt,

at domfældelsen ikke var i strid med EMRK artikel 10.

611

Domstolen lagde bl.a. vægt på,

at journalisterne ikke var dømt for at have kritiseret politiets efterforskning eller for at

have videreformidlet vidneudsagn. Domfældelsen drejede sig derimod om en konkret

beskyldning, som journalisterne selvstændigt havde fremsat, og derfor blev de i relation

hertil bedømt efter en anden og strengere skala, end hvis der blot havde været tale om at

videreformidle den selvsamme beskyldning.

Udtalelsens form kan også spille ind. Hvis en udtalelses indhold anses for omfattet af

artikel 10, vil et stødende ordvalg eller en stødende stil ikke i almindelighed udgøre et

selvstændigt grundlag for et indgreb i ytringsfriheden. I

Oberschlick mod Østrig (nr. 2)

havde en journalist bl.a. kaldt politikeren Jörg Haider for en idiot (”a Trottel”). Om dette

udtaler Domstolen:

“It is true that calling a politician a Trottel in public may offend him. In

the instant case, however, the word does not seem disproportionate to the

indignation knowingly aroused by Mr Haider. As to the polemical tone of

the article, which the Court should not be taken to approve, it must be re-

membered that Article 10 protects not only the substance of the ideas and

information expressed but also the form in which they are conveyed (see

among other authorities, the Oberschlick (no. 1) judgment cited above, p.

25, para. 57)”.

612

Den grad af beskyttelse, som en ytring nyder, er også afhængig af den sammenhæng,

som ytringen er fremsat i. Blander en privatperson sig f.eks. i den offentlige debat, er der

videre rammer for den kritik, som den pågældende må tåle set i forhold til, hvad folk i

almindelighed må finde sig i.

5.2.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.2.2, findes der i dansk ret en række bestemmelser, der vare-

tager hensynet til at beskytte andres gode navn og rygte og rettigheder. Det gælder både

611

612

Pedersen & Baadsgaard mod Danmark (afsagt den 17. december 2004).

Oberschlick mod Østrig (nr. 2) (afsagt den 1. juli 1997), pr. 35.

342

den såkaldte racismeparagraf, der beskytter en række persongrupper mod forhånende,

nedværdigende eller truende ytringer, samt straffelovens regler om injurier.

Domstolen har i sin praksis anerkendt staternes ret til at gøre indgreb over for ytringer,

som udbreder, tilskynder, forherliger eller retfærdiggør had på baggrund af intolerance

(”hate speech”). Som gennemgangen af praksis viser, er det imidlertid yderst vanskeligt

at give en definition af, hvad der udgør hadefuld tale.

I de tilfælde, hvor ytringer har haft en sådan grov karakter, at EMD har vurderet, at de

undergraver og modarbejder de principper, som konventionen hviler på, har Domstolen

med henvisning til artikel 17 afvist, at ytringerne nyder konventionens beskyttelse.

Hvis EMD konkret vurderer, at ytringer med et hadefuldt indhold er omfattet af artikel

10 og dermed konventionens beskyttelse, vil det foretagne indgreb som i andre tilfælde

skulle bedømmes i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2. Her vil staterne dog have en

vid skønsmargin, idet Domstolen – på grund af ytringernes karakter – typisk vil aner-

kende, at indgrebet har været nødvendigt i et demokratisk samfund. Så selv om det kan

være svært at udlede noget klart mønster for, hvornår Domstolen anvender artikel 17

frem for artikel 10, vil resultatet typisk under alle omstændigheder blive det samme – at

statens indgreb ikke underkendes.

I de tilfælde, hvor Domstolen har fundet, at en ytring med et hadefuldt indhold er om-

fattet af artikel 10, har Domstolen i bedømmelsen af, hvorvidt et indgreb er nødvendigt

i et demokratisk samfund, ud over den samfundsmæssige interesse også lagt vægt på,

hvem der fremsætter udtalelsen. Som udgangspunkt kan det således have betydning,

om ytringen er fremsat af en politiker, som generelt er tillagt en udvidet ytringsfrihed.

Som praksis viser, betyder denne udvidede ytringsfrihed ikke, at politikere straffrit kan

fremsætte en hvilken som helst udtalelse (f.eks. hadefuld tale), men bedømmelsen af

disse tilfælde er vanskelig. På den ene side har Domstolen udtalt, at der skal være plads

til at debattere kontroversielle samfundsmæssige emner i et demokrati, ligesom ytrings-

friheden også beskytter emner, der ”støder, chokerer og forstyrrer”. På den anden side

har Domstolen anerkendt, at det kan være nødvendigt i et demokratisk samfund at gribe

ind over for udtalelser, som spreder, tilskynder, fremmer eller retfærdiggør had funderet

på intolerance.

Som nævnt er Domstolens praksis på dette område ikke fuldstændig entydig, og den

vanskelige afvejning betyder også, at Domstolens praksis løbende er genstand for debat

(se nærmere herom i kapitel 5.2.3).

Domstolen har også anerkendt staternes ret til at gøre indgreb over for meddelelser, ud-

talelser og handlinger, der krænker en anden persons ære. Gennemgangen viser i den

343

forbindelse, at når Domstolen skal afgøre, om de nationale domstole har foretaget en

retfærdig afbalancering af hensynet til privatlivet over for hensynet til ytringsfriheden,

vil det centrale spørgsmål være, om udtalelsen fortjener beskyttelse i den sammenhæng,

hvori den er fremkommet. Der er dog tale om en helhedsvurdering, hvor en lang række

momenter indgår. Udtalelsens emne og formål vil navnlig være af betydning for vurde-

ringen. Der er således et meget snævert område for at begrænse politiske ytringer og

ytringer om vigtige samfundsmæssige anliggender, og det er ofte et afgørende moment

i helhedsvurderingen, om ytringen er fremsat som led i en debat om vigtige samfunds-

mæssige anliggender.

I vurderingen efter EMRK indgår som nævnt en lang række momenter, og disse tillæg-

ges varierende betydning afhængig af den sammenhæng, som ytringen er fremsat i.

Disse momenter inkluderer ud over udtalelsens emne og formål også udtalelsens afsen-

der og adressat, udtalelsens forum og muligheden for at imødegå og forsvare sig mod

udtalelsen, udtalelsens form samt den sammenhæng som udtalelsen er faldet i.

Domstolen har i sin praksis om bl.a. ærekrænkelser desuden lagt afgørende vægt på

kategoriseringen af udtalelsen som enten en værdidom (”value judgments”) eller en be-

skyldning (”statements of fact”).

En værdidom vil som udgangspunkt ikke være strafbar, hvis der påvises et vist faktuelt

grundlag for den, og hvis den samtidig er udbredt som led i en offentlig debat om emner

af væsentlig samfundsmæssig interesse og i god tro.

Er der derimod tale om en beskyldning, vil denne først og fremmest være straffri, hvis

dens sandhed kan bevises. Selv hvis en beskyldnings sandhed ikke kan bevises, eller hvis

beskyldningen er fejlagtig, kan den dog stadig være straffri efter EMD's praksis. Dette

vil være tilfældet, hvis udtalelsen er fremsat i god tro og på et vist faktuelt grundlag og

omhandler et emne af offentlig interesse.

De ovenstående fortolkningsmomenter har i dag stor betydning for de danske domstoles

behandling af ærekrænkelsessager.

Gennemgangen viser også, at hensynet til pressens ytringsfrihed vejer tungt, når der

rapporteres om emner af offentlig interesse, hvilket betyder, at pressens nyder et særligt

ytringsfrihedsprivilegium til at formidle andres beskyldninger. Grænserne for medier-

nes ytringsfrihed i denne sammenhæng går dog typisk ved journalisters selvstændigt

fremsatte beskyldninger, som bl.a. sagen om Pedal Ove tydeligt illustrerer.

344

5.3

Hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger

5.3.1 Generelt om EMD's praksis om afvejningen af hensynet til at forhindre ud-

spredelse af fortrolige oplysninger over for hensynet til ytringsfriheden

Efter EMRK artikel 10, stk. 2, kan retten til at ytre sig og retten til at modtage information

begrænses for at forhindre, at fortrolige oplysninger kommer til andres kundskab.

Der kan være forskellige bagvedliggende årsager til, at oplysninger ønskes fortroligholdt.

Det kan f.eks. dreje sig om, at beredskabsplaner ved terrorangreb fortroligholdes af hen-

syn til national sikkerhed, eller at helbredsoplysninger om fysiske og psykiske forhold

hemmeligholdes af hensyn til at beskytte enkeltpersoners private forhold. Hensynet til

at fortroligholde oplysninger vil således ofte blive påberåbt i sammenhæng med andre af

de legitime hensyn i artikel 10, stk. 2.

Domstolen har generelt udtalt, at når de modstående hensyn skal afvejes, skal der findes

en rimelig balance (”fair balance”). Domstolen har til dette formål udviklet en række

kriterier, som skal inddrages i denne afvejning mellem hensynet til at fortroligholde in-

formation og retten til at videregive og modtage sådanne oplysninger.

Gennemgående for EMD's praksis er, at det også her vejer tungt, om videregivelsen ved-

rører et emne af

offentlig interesse.

Artikel 10 beskytter således ikke videregivelsen af

(fortrolige) oplysninger, som ingen offentlig interesse har.

613

Dette kriterium var afgørende i dommen i

Fressoz og Roire mod Frankrig,

hvor to jour-

nalister var blevet straffet for i en artikel at bringe fortrolig information.

614

Artiklen om-

talte lønindtægten for den daværende direktør for industrikoncernen Peugeot, og som

dokumentation var hans skatteoplysninger også blevet offentliggjort. Artiklen viste, at

direktørens løn var steget med ca. 45 pct. over en periode på 2-3 år. I samme periode hav-

de direktøren – i forbindelse med en verserende arbejdskonflikt på Peugeotfabrikkerne

– offentligt opfordret de ansatte til at besinde sig i forhold til deres krav om lønstigninger.

Domstolen fandt, at direktørens løn og skatteoplysninger i den konkrete sammenhæng

var af offentlig interesse. Domfældelsen af de to journalister stred derfor mod artikel 10.

Sagen illustrerer, at den beskyttelse medierne nyder efter artikel 10, tillige omfatter til-

fælde, hvor medierne videreformidler fortrolig information. Her stilles dog som nævnt

krav om, at de pågældende oplysninger er (eller berører et emne) af offentlig interesse,

613

614

Dette er desuden i overensstemmelse med Domstolens vurdering i sager om f.eks. privatlivskrænkelser, som er omtalt i

afsnit 5.1.2. Se også Lorenzen m.fl. (2011), side 860.

Fressoz og Roire mod Frankrig (afsagt den 21. januar 1999).

345

og at mediet har handlet i god tro, på et vist faktuelt grundlag og har formidlet pålidelig

og nøjagtig information i overensstemmelse med de etiske standarder for journalisme.

615

Det vil derfor indgå i afvejningen, om der er foretaget en grundig research for at sikre, at

de fortrolige oplysninger, man har modtaget, er korrekte og pålidelige.

Staterne vil som udgangspunkt have en relativt vid skønsmargin, når det gælder indgreb

over for videregivelse af informationer, som er begrundet i hensynet til den nationale

sikkerhed. Dette gælder f.eks. oplysninger fra militær og efterretningstjeneste.

616

EMD inddrager ved bedømmelsen af disse sager tillige den potentielle

skadevirkning

forbundet med udspredning af de fortrolige oplysninger.

617

Både den helt konkrete ska-

devirkning i den foreliggende situation, og de mere generelle og langsigtede skadevirk-

ninger, som videregivelse af fortrolige oplysninger kan have, herunder f.eks. manglende

tillid. På grund af de vanskeligheder, der kan være med at bedømme den konkrete ska-

devirkning, synes Domstolen dog mere tilbøjelig til at bedømme risikoen for skadevirk-

ning i disse sager.

Domstolen har understreget, at den offentlige interesse i visse tilfælde kan veje tungere

end den skade, som videregivelsen af fortrolige oplysninger potentielt kan forvolde.

618

Også de bevæggrunde, der ligger bag videregivelsen af de fortrolige oplysninger tillægges

betydning af Domstolen. Det gør således en forskel for bedømmelsen, om oplysningerne

er videregivet for f.eks. at afsløre omfattende korruption og dermed afdække et emne

af offentlig interesse (whistleblowing), eller om motivationen snarere har været at opnå

personlig vinding eller hævn mv.

619

EMD lægger også vægt på oplysningernes autencitet,

det vil sige, om den videregivne information er nøjagtig og troværdig (”accurate and

reliable”).

620

Den, der videregiver, har således som udgangspunkt en pligt til at sikre sig,

at der er tale om korrekte oplysninger.

Fressoz og Roire mod Frankrig (afsagt den 21. januar 1999), pr. 54.

Se Hadjianastassiou mod Grækenland, som refereres nedenfor i afsnit 5.3.3.1. Dette gælder også andre oplysninger, f.eks.

oplysninger fra diplomatiske forhandlinger.

617 Dette kriterium er bl.a. kritiseret i Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 136f. Forfatterne anfører, at det

i stedet bør være interessen i hemmeligholdelse, der bør inddrages og tillægges vægt afhængig af tyngde.

618 Se hertil nedenfor i afsnit 5.3.3.3 om dommen Guja mod Moldova (afsagt den 12. august 2008), pr. 90, hvor Domstolen

ikke finder skadevirkningen større end den offentlige interesse.

619 Lorenzen m.fl. (2011), side 861.

620 Guja mod Moldova (afsagt den 12. august 2008), pr. 75.

615

616

346

5.3.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til at

forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger

5.3.2.1

Bestemmelser om tavshedspligt

I dansk ret findes både i tværgående love (f.eks. forvaltningsloven) og speciallovgivnin-

gen et omfattende regelsæt, som sætter grænser for, hvilke oplysninger man kan videre-

give. Disse regler drejer sig særligt om den tavshedspligt, som offentligt ansatte er under-

lagt, og som sætter grænser for, hvad offentligt ansatte kan ytre sig om.

Straffelovens §§ 152-152 d omhandler uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger,

som fremkommer ved brud på tavshedspligten.

621

Hovedbestemmelsen om offentligt ansattes tavshedspligt findes i straffelovens § 152, som

kriminaliserer uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger, som

den offentligt ansatte har fået kendskab til i medfør af sit arbejde.

622

Pligten til at hemme-

ligholde oplysninger gælder både under og efter ansættelsen. Også personer, som virker

i offentligt hverv, er omfattet af tavshedspligten. Det betyder f.eks., at folketingsmedlem-

mer også er underlagt denne bestemmelse.

623

Tavshedspligten omfatter alene fortrolige oplysninger. Efter bestemmelsens stk. 3, anses

en oplysning for at være fortrolig, når det fremgår af særlige lovbestemmelser, at oplys-

ningen eller bestemte typer af oplysninger er af fortrolig karakter. Om en oplysning er

tavshedsbelagt, er således reguleret andre steder end i straffeloven. Endvidere anses en

oplysning for at være fortrolig, når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde oplys-

ningen for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Straffeloven

indeholder ikke en nærmere angivelse af, hvilke offentlige eller private interesser der kan

medføre, at en oplysning må anses for at være fortrolig. Dette må derfor i væsentligt om-

fang bero på regler uden for straffeloven, f.eks. forvaltningslovens § 27, hvorefter den, der

virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt om bl.a. enkeltpersoners

private, herunder økonomiske, forhold.

Den omstændighed, at en oplysning er fortrolig, indebærer ikke i sig selv, at der forelig-

ger en krænkelse af tavshedspligten, hvis oplysningen videregives til andre. Videregivelse

af den fortrolige oplysning skal ifølge bestemmelsen også være ”uberettiget.” Det betyder

621

622

623

De nærmere rammer og praksis om offentligt ansattes ytringsfrihed er behandlet i betænkning nr. 1563 (2017) om offent-

lig ansattes ytringsfrihed og whistleblower-ordninger.

Straffelovens § 152 a slår fast, at bestemmelsen også finder anvendelse på den, der udfører arbejde for det offentlige,

mens § 152 b fastsætter at også personer, som udfører arbejder, der er beskikket er omfattet (f.eks. læger eller apotekere),

ligesom deres medarbejdere, medhjælpere mv. er omfattet i medfør af § 152 c. Efter retsplejelovens § 129 finder § 152

tilsvarende anvendelse på advokater samt deres autoriserede fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i øvrigt

beskæftiges i advokatvirksomheden.

En folketingskandidat vil derimod ikke være omfattet. Se f.eks. U2007.936Ø om straffe

347

bl.a., at en videregivelse ikke vil stride mod tavshedspligten, hvis den person, i hvis inte-

resse der er tavshedspligt, har givet fornødent samtykke til videregivelsen.

624

Selv om der ikke foreligger samtykke, vil videregivelse af fortrolige oplysninger efter om-

stændighederne kunne være berettiget. Straffelovens § 152 e fastsætter, at tavshedspligten

efter straffelovens § 152 ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende er forpligtet til at vi-

deregive oplysningen (nr. 1), eller tilfælde, hvor den pågældende har handlet i berettiget

varetagelse af åbenbar almeninteresse eller eget eller andres tarv (nr. 2).

En pligt til at videregive oplysninger efter § 152 e, nr. 1, kan f.eks. foreligge, hvor der er tale

om vidnepligt, eller hvor det følger af f.eks. sociallovlovgivningen, at der kan ske videre-

givelse.

625

Videregivelse som led i berettiget varetagelse af eget eller andres tarv kan f.eks.

forekomme i situationer, hvor der indgives underretning i en social sag, politianmeldelse

eller lignende.

626

Videregivelse til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse kan foreligge, hvor der

er en samfundsmæssig interesse i, at oplysningerne videregives. Det vil f.eks. kunne være

tilfældet, hvis der videregives oplysninger med henblik på at afdække ulovligheder.

627

Be-

rettigelsen vil i sådanne tilfælde afhænge af værdien af videregivelsen, og de modstående

hensyn skal i disse tilfælde afvejes over for hinanden.

Retspraksis vedrørende straffelovens § 152 e, nr. 2, om ”berettiget varetagelse” er spar-

som. Dog var bestemmelsen central i en af den nyere tids mest omtalte sager om brud på

tavshedspligten – sagen om den tidligere medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste

(FE) Frank Grevil.

628

Grevil havde udleveret kopi af tre trusselsvurderinger, som FE havde udarbejdet, til en

journalist. Trusselsvurderingerne indeholdt bl.a. oplysninger om Iraks våbenmæssige si-

tuation og FE’s vurdering af, om Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Trus-

selsvurderingerne var alle klassificeret ”hemmeligt, kun til nationalt brug”, hvilket er det

næsthøjeste niveau af fem mulige inden for FE. Det var derfor berettiget at kræve disse

fortrolige oplysninger hemmeligholdt.

629

Østre Landsret fandt, at oplysningerne var fortrolige, og at videregivelsen heraf havde

været uberettiget. Den omstændighed, at der på tidspunktet for videregivelsen i offent-

624

625

626

627

628

629

Se bl.a. betænkning nr. 998 (1984) om tavshedspligt, side 107ff.

Se Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 187.

Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 187.

Se flertallets begrundelse i U2006.65Ø.

U2006.65Ø.

Den dagældende forvaltningslovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og 2 (nu § 27, stk. 5, jf. stk. 2, 1. pkt. og stk. 3).

348

lige tilgængelige rapporter var tilsvarende oplysninger som i trusselsvurderingerne om

Iraks våbenmæssige situation, kunne ifølge retten ikke føre til andet resultat.

Grevil forsvarede sig med, at han havde handlet i berettiget varetagelse af åbenbar al-

meninteresse, og at handlingen derfor var straffri. Han oplyste, at hans motiv for vide-

regivelse af oplysningerne var at delagtiggøre den danske offentlighed, herunder pressen

og Folketinget, i grundlaget for regeringens beslutning om, at Danmark skulle deltage i

Irak-krigen.

630

Flertallet udtalte herefter, at der på tidspunktet for videregivelsen var en betydelig offent-

lig interesse i at kende grundlaget for den politiske beslutning om Danmarks deltagelse

i den militære aktion i Irak. Dette kunne imidlertid ikke i sig selv føre til, at Grevil var

berettiget til at videregive trusselsvurderingerne. Da handlingen (videregivelsen) skabte

risiko for, at FE´s virksomhed ville lide skade, og da det ikke kunne lægges til grund, at

videregivelsen var sket med henblik på at afdække ulovligheder eller andre forhold af

samme alvorlige karakter og heller ikke medvirkede hertil, fandt flertallet ikke, at Grevil

kunne anses for at have handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse.

Grevil blev herefter idømt 4 måneders fængsel for under særligt skærpende omstæn-

digheder at have brudt sin tavshedspligt. At der forelå særligt skærpende omstændighe-

der efter § 152, stk. 2, skyldtes navnlig den skadesrisiko for FEs fremtidige arbejde, som

var forbundet med videregivelsen, og det forhold, at Grevil på videregivelsestidspunktet

havde indtaget en betroet stilling i FE.

631

De journalister på Berlingske, som havde modtaget og siden offentliggjort oplysningerne

fra Grevil, blev frifundet.

Straffelovens § 152 e, nr. 2, var desuden central i sagen om skjulte optagelser fra Plejecen-

teret Fælledgården. Her afviste landsretten, at de skjulte optagelser, som var foretaget,

mens journalisten var ansat på plejecenteret, straffrit havde kunnet videregives i beretti-

get varetagelse af åbenbar almeninteresse.

632

630

631

632

De journalister på Berlingske, som havde modtaget og siden offentliggjort oplysningerne fra Grevil, blev frifundet (sa-

gen mod journalisterne omtales nærmere nedenfor).

Mindretallet udtalte, at beslutningen om Danmarks deltagelse i krigen i Irak var af vidtrækkende betydning, og at der var

tale om en ekstraordinær situation. Den efterfølgende offentlige debat om grundlaget for beslutningen og den åbenbare

politiske interesse i at kende hertil bevirkede, at tiltalte måtte anses for at have handlet i berettiget varetagelse af åben-

bar almeninteresse, da han videregav trusselsvurderingerne med henblik på, at oppositionen og offentligheden kunne

få indsigt i dokumenterne. Dissensen fandt endvidere, at der ikke var dokumenteret nogen skadevirkning af tiltaltes

handling, og fandt under henvisning hertil samt under hensyn til sagens omstændigheder i øvrigt ikke, at forholdet var

omfattet af straffelovens § 152, stk. 2.

U2011.1788H.

349

I 2017 blev en kommunalpolitiker fra Københavns Borgerrepræsentation dømt for brud

på tavshedspligten ved at have lækket fortrolige oplysninger til pressen efter terrorangre-

bene ved Krudttønden og Synagogen i Krystalgade i 2015.

633

Kommunalpolitikeren stil-

lede – efter aftale med en journalist fra BT – en række spørgsmål til socialforvaltningen

om gerningsmanden bag terrorangrebene og hans familiemæssige forhold. Svarene, som

indeholdt private oplysninger om væsentlige sociale problemer og kriminelle forhold,

videregav han til BT og Berlingske. Begge aviser bragte herefter historier, hvor de refere-

rede de fortrolige oplysninger.

634

Det fremgår af dommen, at kommunalpolitikeren mente, at det var i almenvellets in-

teresse at få oplyst, hvad kommunen havde gjort og (navnlig) ikke havde gjort. Hans

hensigt med videregivelsen var således, at offentligheden skulle have det fulde indblik

i gerningsmandens liv, ligesom han også ønskede kommunens ansvar i sagen belyst.

635

Byretten vurderede bl.a., om kommunalpolitikeren handlede i berettiget varetagelse af

åbenbar almeninteresse, og fandt efter en nærmere gennemgang og vurdering af sagens

faktum, at videregivelsen af de fortrolige oplysninger var uberettiget. Retten udtalte bl.a.,

at der på tidspunktet for videregivelsen ikke var indikationer for, at kommunen skulle

have begået alvorlige fejl.

Sagen illustrerer ligesom domfældelsen i Grevil-sagen, at selv hvor der er tale om et

emne af stor offentlig interesse, vil dette ikke være ensbetydende med, at fortrolige op-

lysninger straffrit kan videregives.

De omtalte domme har drejet sig om den primære handling, hvor en person har vi-

deregivet fortrolige oplysninger ved brud på tavshedspligten. Det følger imidlertid af

straffelovens § 152 d, at det ikke kun er tavshedsbruddet, der kan være strafbart, men på

visse betingelser også den efterfølgende behandling af de fortrolige oplysninger. Efter

stk. 1 kan man således straffes, hvis man – uden selv at have nogen andel i tavshedsbrud-

det – siden skaffer sig eller udnytter de oplysninger, der er fremkommet ved bruddet på

tavshedspligten. For på den måde at straffe i andet led stilles der altså krav om, at man

enten aktivt har opsøgt og tilegnet (skaffet) sig oplysningerne, eller at man efterfølgende

har draget nytte af (udnyttet) dem.

633

634

635

Københavns Byrets dom af 9. februar 2017 (utrykt). Kommunalpolitikeren blev straffet med 10 dagbøder af 1000 kr.

Også en journalist er senere hen tiltalt for at bringe de fortrolige oplysninger, som kommunalpolitikeren havde lækket.

Se https://politiken.dk/kultur/medier/art6895850/B.T.-journalist-tiltalt-for-at-bringe-fortrolige-oplysninger-om-Omar-

El-Husseins-familie. Journalisten blev ved Københavns Byrets dom af 1. april 2019 fundet skyldig i overensstemmelse

med den rejste tiltale og straffet med 10 dagbøder af 500 kr. Dommen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket

til landsretten og er berammet til den 22. juni 2020.

Københavns Byrets dom af den 9. februar 2017 (utrykt).

350

Efter § 152 d, stk. 2, er det strafbart – uden selv at have medvirket til gerningen – uberet-

tiget at videregive oplysninger om ”enkeltpersoners rent private forhold”, som er tilveje-

bragt ved overtrædelse af straffelovens §§ 152-152 c. Tilsvarende er det efter stk. 3 strafbart

– uden selv at have medvirket til gerningen – uberettiget at videregive oplysninger, som

er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.

Disse to bestemmelser udvider strafansvaret til også at omfatte dem, der efterfølgende

videregiver fortrolige oplysninger, som er tilvejebragt ved andres brud på tavshedsplig-

ten. Det strafbare område er dog – i modsætning til i stk. 1 – indsnævret til kun at omfat-

te videregivelsen af fortrolige oplysninger, som fortjener en særlig beskyttelse.

At bestemmelsen i § 152 d om strafansvar for den efterfølgende behandling af oplysnin-

ger, som er tilvejebragt ved et tavshedsbrud, stiller kvalificerende krav til enten den straf-

bare handling (stk. 1) eller karakteren af de videregivne oplysninger (stk. 2 og 3), skyldes,

at lovgiver har villet sikre, at mediernes videregivelse af oplysninger, som er fremkom-

met ved tavshedspligtsbrud, i de fleste tilfælde ikke vil være strafbar.

636

Udgangspunktet

er derfor, at der ikke kan straffes for den blotte videregivelse af de oplysninger, som er

fremkommet ved brud på tavshedspligten, medmindre der er tale om oplysninger om-

fattet af § 152 d, stk. 2 eller 3.

Praksis om straffelovens § 152 d er sparsom, men § 152 d, stk. 2, om videregivelse af oplys-

ninger om rent private forhold fandt anvendelse i en sag fra 2015.

637

Her var oplysninger

om et ægtepars smitte med MRSA blevet offentliggjort i en artikel på en hjemmeside,

hvoraf også parrets adresse fremgik. Den anvendte hjemmeside var et forum, hvor man

som journalist, redaktør eller embedsmand selv kunne byde ind med historier. Artiklen

blev efter kort tid ændret, så det i stedet fremgik, at der var to smittede personer på den

pågældende adresse uden angivelse af navnene. Der var ingen tvivl om, at oplysningerne

om MRSA-smitte kom fra en person, som havde fået kendskab til oplysningerne gennem

sit offentlige virke eller hverv, og som dermed havde overtrådt sin tavshedspligt i strid

med § 152.

Journalisten, som havde skrevet artiklen, blev i byretten dømt for overtrædelse af § 152 d,

stk. 2. Også redaktøren for hjemmesiden blev kendt skyldig i overtrædelse af bestemmel-

sen som medansvarlig for den uberettigede videregivelse. Redaktøren ankede dommen

til landsretten, som i lighed med byretten lagde til grund, at redaktøren havde vidst, at

636

637

Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 185.

U2015.2344V.

351

oplysningerne var fremkommet ved et brud på tavshedspligten, hvorved han havde på-

draget sig et medansvar.

638

Sagen kom herefter til at dreje sig om, hvorvidt oplysningerne lovligt kunne videregives

på grund af berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse efter § 152 e, nr. 2. Landsret-

ten medgav, at problemet med MRSA-smitte havde en væsentlig samfundsmæssig inte-

resse, men afviste, at en dækning af sagen nødvendiggjorde en offentliggørelse af de rent

private oplysninger om, hvem smitten havde ramt. Redaktøren blev derfor også dømt i

landsretten, som forhøjede hans straf til 10 dagbøder á 500 kr.

Sagen om Frank Grevils læk af trusselsvurderinger om situationen i Irak fra Forsvarets

Efterretningstjeneste, jf. ovenfor, førte også til, at der blev rejst sag mod de journalister,

som havde skrevet artiklerne, hvor oplysningerne viderebragtes, og deres redaktør.

639

Det afgørende spørgsmål i sagen blev, om offentliggørelsen (viderebringelsen) af de for-

trolige oplysninger kunne anses for sket som led i en berettiget varetagelse af åbenbar

almeninteresse.

Om dette udtalte Københavns Byret:

”De nævnte bestemmelser i straffeloven skal læses i lyset af ytringsfriheds-

bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel

10 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrøren-

de denne bestemmelse, idet de tiltalte har gjort gældende, at de er straffri,

fordi de som led i deres arbejde som journalister (…) var berettigede til

at videregive oplysninger af væsentlig samfundsmæssige interesse for of-

fentligheden.

Afvejningen af de modstående væsentlige hensyn i sagen fører efter ret-

tens opfattelse til, at den betydelige offentlige interesse omkring beslut-

ningen om krigsdeltagelse i 2003 skal tillægges en sådan vægt over for

risikoen for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, at det

kan lægges til grund, at de tiltalte handlede i berettiget varetagelse af åben-

bar almeninteresse.”

638

639

Redaktøren fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke.

Københavns byrets dom af 4. december 2006 (utrykt). De tre pressefolk var tiltalt for overtrædelse af § 152 d, stk. 3, jf. §

152, stk. 1, jf. stk. 2, jf. hhv. medieansvarslovens § 10, stk. 3, og hhv. § 13.

352

På denne baggrund blev de to journalister og redaktøren frifundet. Anklagemyndighe-

den undlod at anke dommen.

Sagen er illustrativ, idet den viser, at der skelnes klart mellem den, der ved at bryde sin

tavshedspligt lækker fortrolige oplysninger, og den, der efterfølgende viderebringer de

selvsamme oplysninger. Desuden er sagen et godt billede på den udvidede ytringsfrihed,

der tilkommer medierne, når de optræder i rollen som offentlighedens vagthund.

Der findes i vidt omfang særlige tavshedspligtsregler i særlovgivningen, f.eks. sundheds-

lovgivningen, den finansielle lovgivning, selskabsloven, luftfartsloven og arbejdsmiljølo-

ven, hvorefter ansatte, bestyrelsesmedlemmer mv. pålægges tavshedspligt med hensyn til

oplysninger, som de bliver bekendt med gennem deres ansættelse eller hverv. For privat-

ansatte kan der – ud over de regler, som kan findes i særlovgivningen for det pågældende

erhverv – være fastsat supplerende regler om tavshedspligt i ansættelsesaftalen.

5.3.2.2 Midlertidige forbud

Trods grundlovens beskyttelse mod censur og andre censurlignende foranstaltninger, er

det fast antaget i den statsretlige teori og accepteret i retspraksis, at der på nærmere be-

tingelser kan nedlægges såkaldte

”midlertidige forbud”

for at forhindre offentliggørelsen

af ytringer (f.eks. en bog, en artikel eller film), der strider mod andres rettigheder.

Med et forbud pålægges en part således at undlade en bestemt (retsstridig) handling –

f.eks. offentliggørelsen af en tv-udsendelse eller udgivelsen af en bog – ligesom handlin-

gen gøres strafbar og derfor – hvis borgerne er lovlydelige – forhindres. Det er ligeledes

fast antaget, at det er muligt at foretage beslaglæggelse af ytringer, f.eks. trykte skrifter,

inden offentliggørelse. For at kunne nedlægge (midlertidige) forbud mod eller beslag-

lægge (påtænkte) ytringer, skal det kunne godtgøres, at der vil ske uoprettelig skade eller

formålet i øvrigt vil forspildes, hvis der ikke gribes ind inden offentliggørelsen.

640

640 Christensen m.fl. (2015), side 1 og Germer (2012), side 381. For nærmere om foreløbige forbud og beslaglæggelsers for-

enelighed med grundlovens forbud mod censur og andre forebyggende foranstaltninger, se afsnit 2.1 om grundlovens §

77.

353

Reglerne om nedlæggelse af midlertidige forbud og påbud

641

findes i retsplejelovens ka-

pitel 40 (§§ 411-430).

642

Formålet med reglerne om midlertidige forbud og påbud er at beskytte mod krænkelse

af andres rettigheder ved at give mulighed for at den, der frygter for en krænkelse af sine

rettigheder, hurtigere end det i almindelighed vil kunne lade sig gøre ved en alminde-

lig retssag, kan opnå et retligt forbud mod, at bestemte fysiske eller juridiske personer

foretager visse (konkrete) handlinger, som strider mod dennes rettigheder.

643

Af særlig

relevans i en ytringsfrihedssammenhæng er det bl.a., når der nedlægges forbud mod

offentliggørelse af en bog eller lignende, f.eks. fordi en myndighed frygter, at fortro-

lige oplysninger omfattet af tavshedspligten udbredes til offentligheden, eller når der

nedlægges forbud mod offentliggørelsen af en tv-udsendelse for at hindre krænkelse af

andres ret til privatliv, f.eks. ved at forhindre at der videregives private oplysninger i strid

med straffelovens § 264 d.

644

De almindelige betingelser

for at meddele forbud følger af retsplejelovens § 413.

Forbud eller påbud kan meddeles, hvis den part, der anmoder om at der nedlægges for-

bud eller påbud,

godtgør eller sandsynliggør, 1)

at parten har den ret, der søges beskyttet

ved forbuddet eller påbuddet,

at modpartens adfærd nødvendiggør, at der meddeles

forbud eller påbud, og

at partens mulighed for at opnå sin ret vil forspildes, hvis parten

henvises til at afvente tvistens retlige afgørelse.

Hvis retten finder, at betingelserne for et forbud eller påbud er opfyldt og derfor ned-

lægger forbud eller påbud, betyder det, at modparten ikke må foretage den pågældende

Ved lovændringen i 2012 blev også ”påbud” omfattet af bestemmelsen, således at retten ved et påbud eller forbud nu

kan bestemme, at en part midlertidigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger. En midlertidig afgørelse om

påbud vil eksempelvis kunne gå ud på, at der skal etableres en bestemt faktisk tilstand, f.eks. at en vejbom skal fjernes,

eller at et skilt skal tages ned.

I det følgende fokuseres på forbud, som hindrer offentliggørelsen af ytringer.

642 Tidligere var disse forbud benævnt ”fogedforbud.” I 2013 blev kompetencen til at nedlægge forbud flyttet fra rettens

afdeling for behandling af fogedsager (fogedretten) til rettens afdeling for behandling af borgerlige retssager (retsafde-

lingen). I den forbindelse gik man bort fra terminologien ”fogedforbud”. Reglerne om fogedforbud fandtes tidligere i

retsplejelovens kapitel 57 (§§ 641-652).

Reglerne blev revideret og flyttet ved lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012 om ændring af retsplejeloven mv.

(Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat).

643 Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012 om ændring af retsplejeloven mv. (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47,

som fremsat), indledning. Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1530 (2012) om reform af den civile

retspleje VII (Midlertidige afgørelser om forbud og påbud) og er i det væsentligste udformet i overensstemmelse med

rådets lovudkast.

644 Reglerne finder f.eks. også anvendelse i forhold til nedlæggelse af forbud mod ulovlig brug af patent og andre immate-

rialrettigheder. I sager om krænkelse af immaterialrettigheder kan muligheden for at nedlægge forbud og påbud udgøre

den primære sikring mod retskrænkelser (se lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012 om forslag til lov om ændring

af retsplejeloven mv. (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat), pkt. 2.4.3.

641

354

handling, f.eks. udgive en konkret bog eller hindre udsendelsen af en endnu ikke offent-

liggjort tv-udsendelse.

645

Hvis modparten alligevel forsætligt foretager den pågældende handling, så overtræder

pågældende forbuddet eller påbuddet og kan straffes med bøde eller fængsel i op til 4

måneder og i den forbindelse blive dømt til at betale erstatning.

646 647

Det var f.eks. tilfældet i den meget omtalte sag om bogen

"Syv år for PET",

som handler

om den tidligere chef for PET Jakob Scharfs tid i efterretningstjenesten.

648

Her blev der

nedlagt forbud (og beslaglæggelse) over for forskellige aktører,

649

som Politiken imidler-

tid trodsede ved at bringe bogen i sin fulde længde som et tillæg til avisens søndagsud-

gave. JP/Politikens Hus og Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen blev

efterfølgende idømt bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr. for at overtræde det

nedlagte forbud. Sagen er anket til landsretten.

650

Efter retsplejelovens § 414, stk. 1, kan et forbud eller påbud ikke meddeles, hvis det skøn-

nes, at lovens almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en af modparten

tilbudt sikkerhed yder et tilstrækkeligt værn. Det centrale i denne sammenhæng er, om

reglerne om straf og erstatning kan forventes at holde modparten fra at udvise den rets-

stridige adfærd. I denne bedømmelse kan modpartens tidligere adfærd tillægges betyd-

ning.

Retten kan ligeledes afvise at meddele påbud eller forbud, hvis dette vil påføre modpar-

ten skade eller ulempe, som står i åbenbart misforhold til partens interesse i forbuddet

Hvis der nedlægges forbud eller påbud, er det et krav, at den part, der har anmodet om forbud eller påbud, inden to

uger efter, at der er truffet endelig afgørelse om at meddele forbud eller påbud, skal anlægge eller indlede sag om den

rettighed, der påstås krænket, medmindre en sådan sag allerede er anlagt ved en dansk eller udenlandsk domstol eller er

indledt ved en voldgiftsret (§ 425). Se Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012, (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47,

som fremsat), de specielle bemærkninger til § 425.

646 Dette følger af retsplejelovens § 430, hvorefter en forsætlig overtrædelse af et meddelt foreløbigt forbud kan straffes med

bøde eller fængsel i op til 4 måneder, og i forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning.

647 Medvirken til at overtræde forbuddet er selvstændigt kriminaliseret i § 430, stk. 2. Retsplejerådet anbefalede i forbin-

delse med lovændringen i 2012 at ændre denne bestemmelse, da en tredjemands forsætlige medvirken kan straffes efter

strfl. § 23. Det følger dog af forarbejderne, at Justitsministeriet fandt det rigtigst - bl.a. med henblik på at understrege det

strafferetlige værn på området – at opretholde en særskilt regel om strafansvaret for medvirken og tredjemands erstat-

ningsansvar. Se Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012, (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat), afsnit

2.8.3.

648 Forbud nedlagt af byretten ved kendelse af 8. oktober 2016.

649 Forbud i kendelse af 6. oktober 2016 vedrørende ArtPeople A/S (People’s Press) og journalist Morten Skjoldager, forbud

og beslaglæggelse i kendelse af 7. oktober 2016 vedrørende Radio24syv og en række boghandlere og forbud og beslag-

læggelse i kendelse af 8. oktober 2016 vedrørende JP/Politikens Hus A/S.

650 Den tidligere PET-chef Jakob Scharf er desuden blevet idømt 4 måneders fængsel for med bogen at have overtrådt sin

tavshedspligt 24 gange. Denne sag er dog også anket til landsretten. Herudover er Politikens chefredaktør Christian

Jensen – som bragte bogen ”Syv år for PET” på trods af det foreløbige forbud – blevet sigtet af Københavns Politi for

videreformidling af fortrolige oplysninger. Det samme er Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, fordi der i avisen

blev bragt oplysninger fra bogen.

645

355

eller påbuddet. Denne proportionalitetsafvejning følger af § 414, stk. 2, og den forud-

sættes ifølge forarbejderne til bestemmelsen anvendt i de (få) tilfælde, hvor der er en

betydelig forskel mellem den ene parts interesse i forbuddets nedlæggelse og dets mulige

skadevirkninger for den, som forbuddet nedlægges over for.

651

Hvis formålet med forbuddet (allerede) er forspildt, f.eks. fordi en bog eller lignende al-

lerede er gjort tilgængelig for offentligheden, kan retten også afvise af nedlægge forbud,

idet et forbud ikke længere kan siges at være nødvendigt for at forhindre skadevirknin-

gerne af en offentliggørelse.

Dette var således tilfældet i sagen om ”Jægerbogen”.

652

I denne sag havde Forsvarsmini-

steriet begæret et forbud nedlagt over for den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks

bog ”Jæger – i krig med eliten”, som på tidspunktet for begæringen endnu ikke var

publiceret. Bogen omhandlede Thomas Rathsacks tidligere virke som jægersoldat, bl.a.

under krigen i Afghanistan. Under sagen i fogedretten i København havde Forsvarsmi-

nisteriet sandsynliggjort, at bogen indeholdt fortrolige oplysninger, som var omfattet

af tavshedspligten, og som det var nødvendigt at hemmeligholde bl.a. af militære og sik-

kerhedsmæssige årsager. Byretten afviste dog at nedlægge forbud mod bogen, bl.a. med

henvisning til at bogen i sin helhed havde været offentliggjort i Politiken, og at bogen

desuden var tilgængelig på internettet. Formålet med forbudsbegæringen – at forhindre

udbredelse af de fortrolige oplysninger – var derfor forspildt.

Når retten skal foretage en vurdering af adgangen til at nedlægge forbud mod f.eks. en

bog eller tv-udsendelse skal denne vurdering foretages i lyset Den Europæiske Menne-

skerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed.

653

Det betyder, at nødvendigheden af et forbud skal afvejes over for hensynet til ytrings- og

informationsfriheden.

654

I denne sammenhæng viser praksis, at Højesteret tillægger

den samfundsmæssige rele-

vans

af det, der forsøges forhindret, stor betydning ved vurderingen af, om et ønsket

foreløbigt forbud skal meddeles.

655

Dette var f.eks. centralt i en dom fra 1989, hvor Højesteret ophævede et nedlagt forbud

mod at Ekstra Bladet bragte billeder af to kvindelige patienter samt navnet på den ene

651

652

653

654

655

Lovforslag nr. L 47 af den 1. november 2012, (Folketingstidende, 2012-2013, A, L 47, som fremsat), afsnit 2.4.2.3.

Københavns Byrets kendelse af den 21. september 2009.

For så vidt angår EMD's praksis om forbud mod offentliggørelse henvises til afsnit 5.3.3.

Rytter (2016), side 270f.

Christensen (2015), side 502. Se for nærmere om denne afvejning afsnit 2-3 om ytringsfriheden.

356

patient, som var indlagt på det psykiatriske hospital ”Nordvang”.

656

Højesteret lagde i

bedømmelsen af sagen navnlig vægt på, at omtalen og fotogengivelsen af de to patienter

var sket som i led i en saglig reportage af

betydelig nyheds- og informationsværdi,

som var

tilrettelagt i samarbejde med overlæger og plejepersonale fra det psykiatriske hospital.

Derudover synes domstolene også at tillægge det betydning, hvilken intensitet (grov-

hed) den (potentielle) krænkelse har. I en kendelse fra 2009 fandt fogedretten i Odense

således, at der ikke var grundlag for at nedlægge forbud mod udsendelsen ”Operation

X – pels på vrangen”, som omhandlede forholdene på danske pelsdyrfarme. Udsendelsen

indeholdt optagelser, som var foretaget ved ulovlig indtrængen på flere minkfarme, og

begæringen om forbud var fremsat af Dansk Pelsdyravlerforening. Fogedretten afviste

forbudsbegæringen med henvisning til, at dyrevelfærd var et aktuelt emne af offentlig

interesse, og at krænkelsen måtte betegnes som ”forholdsvis beskeden”.

657

Dette bekræftede Højesteret i en dom fra 2010 om en udsendelse om et alkoholbehand-

lingshjem, hvori der indgik skjulte optagelser. Dommen er gennemgået i afsnit 2.1.4.1. I

dommen udtalte Højesteret således, at ”det forhold, at en offentliggørelse kan medføre en

krænkelse, er derfor ikke tilstrækkelig til, at et fogedforbud kan nedlægges, medmindre

krænkelsen er af en sådan grovhed, at hensynet til den krænkede overstiger hensynet til

ytrings- og informationsfriheden”.

658

Derudover vil karakteren af den potentielle krænkelse kunne have betydning for dom-

stolenes bedømmelse af nødvendigheden af et midlertidigt forbud.

Ved brud på tavshedspligten og videregivelse af fortrolige oplysninger, vil det i udgangs-

punktet være meget vanskeligt at genoprette den skade, som en offentliggørelse af oplys-

ningerne har forårsaget. Hverken straf eller erstatning vil således kunne genoprette den

eventuelle skadevirkning af, at de fortrolige oplysninger nu er tilgængelige for offentlig-

heden.

Heroverfor står f.eks. sager om injurier, hvor lovgivningens almindelige regler i udgangs-

punktet giver parten mulighed for at få oprejsning for den krænkelse, som en beskyld-

ning mv. har forårsaget i form af straf, erstatning og mortifikation (dvs. at beskyldningen

erklæres ubeføjet).

659

656

657

658

659

U1989.726H.

Retten i Odenses dom af 25. oktober 2009 (fogedretten – utrykt).

U2010.1859H.

T. Baumbach, ”Medieansvar eller redaktøransvar i forbudssager – har det nogen betydning?” i U2018B.36.

357

5.3.2.3 Nærmere om offentligt ansattes ytringsfrihed

Der er tungtvejende årsager til, at offentligt ansatte skal kunne ytre sig og deltage i den

offentlige debat.

Den offentlige debat er af afgørende betydning i et demokrati, og det er vigtigt, at også

offentligt ansatte, som udgør en stor gruppe borgere i den danske befolkning, har mu-

lighed for at deltage i debatten. Offentligt ansattes deltagelse i den offentlige debat med

viden og synspunkter er helt generelt til gavn for samfundet. Det skyldes bl.a., at offent-

ligt ansatte besidder en viden – inden for de forskellige fagområder, som de arbejder med

– der i mange sammenhænge vil være med til at højne det faglige niveau i den offentlige

debat. I et demokrati er det naturligvis også af betydning, at den offentligt ansatte som

borger kan gøre brug af sine frihedsrettigheder, herunder friheden til at ytre sig.

660

Der er dog også en række modstående hensyn, som kan begrunde begrænsninger af

offentligt ansattes ytringsfrihed. De gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed

er baseret på hensyn til den enkelte offentligt ansattes rettigheder samt den offentlige

debat og demokratiet i bredere forstand, men er også baseret på en række hensyn til den

politiske og administrative beslutningsproces og funktionsevne.

De gældende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed er således udtryk for en afvej-

ning af en række delvis modsatrettede hensyn.

5.3.2.3.1 Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed

Offentligt ansattes ytringsfrihed er beskyttet af både grundlovens § 77 og Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Beskyttelsen af offentligt ansattes ytringsfrihed gælder i almindelighed kun, hvis den

ansatte ytrer sig på egne vegne (som privatperson). Man kan derfor som offentligt ansat

– ligesom enhver anden – deltage i den offentlige debat og fremsætte personlige holdnin-

ger, forudsat at man ytrer sig på egne vegne. Dette udgangspunkt gælder også, når den

pågældende udtaler sig om emner, der drejer sig om den pågældendes eget arbejdsom-

råde (se dog nedenfor om særlige begrænsninger i denne sammenhæng).

Udtaler den offentligt ansatte sig i stedet på myndighedens vegne, vil den offentligt an-

sattes ytringsfrihed imidlertid være begrænset. Det skyldes, at udtalelser, som den ansat-

te afgiver som led i tjenesten, er undergivet arbejdsgiverens almindelige instruktionsbe-

føjelse. Ledelsen i en offentlig myndighed kan således fastsætte regler for, hvem der må

660 Se betænkning nr. 1553 (2015) om offentligt ansattes ytringsfrihed, side 180ff.

358

udtale sig på myndighedens vegne, og nærmere retningslinjer om indholdet af sådanne

udtalelser.

661

Offentligt ansatte er undergivet de samme begrænsninger, som gælder for andre per-

soner, det vil bl.a. sige straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser. Man må som

offentligt ansat således ikke fremsætte injurier, når man udtaler sig.

Der gælder dog også andre begrænsninger for offentligt ansatte, når de ytrer sig. Offent-

ligt ansattes ytringsfrihed er således også begrænset af reglerne om tavshedspligt om for-

trolige oplysninger.

662

Offentligt ansatte må i almindelighed derfor ikke bryde tavsheds-

pligten – heller ikke når de benytter deres ytringsfrihed til at udtale sig på egne vegne.

Offentligt ansatte kan i den forbindelse ikke pålægges tavshedspligt i videre omfang, end

hvad der følger af lovgivningen, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 5.

Grundlovens § 77 udelukker, at offentlige myndigheder kan indføre censur over for deres

ansatte. Det betyder f.eks., at ledelsen i en offentlig myndighed ikke kan beslutte, at de

ansatte kun må udtale sig til pressen som privatpersoner, hvis ledelsen på forhånd har

godkendt udtalelsen. Det er derfor ikke muligt for en offentligt ansats arbejdsgiver at

udstede såkaldte mundkurvscirkulærer.

Tavshedspligten varetager en række tungtvejende hensyn, og der kan således være for-

skellige årsager til, at offentligt ansatte ikke må bryde deres tavshedspligt, når de ytrer

sig. F.eks. kan det være hensynet til national sikkerhed eller hensynet til individets ret

til privatlivsbeskyttelse, som begrunder, at disse oplysninger er fortrolige og derfor ikke

skal komme til offentlighedens kundskab.

Ud over reglerne om tavshedspligt gælder der visse særlige grænser for offentligt ansattes

adgang til at ytre sig om emner inden for deres arbejdsområde. Overtrædelse af disse

grænser kan have karakter af tjenesteforseelse eller misligholdelse af ansættelsesforhol-

det.

Det er en almindelig anerkendt antagelse, at offentligt ansatte, når de udtaler sig, ikke

må give åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for deres eget ar-

bejdsområde eller udtrykke en åbenbar uholdbar vurdering. Ombudsmanden har i den

forbindelse udtalt, at udgangspunktet må være, at den blotte omstændighed, at en ansats

661

662

Se for nærmere herom betænkning nr. 1553 (2015) om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Disse fremgår, for så vidt angår dansk rets almindelige regler, af straffelovens §§ 152-152 f og forvaltningslovens § 27 (se

nærmere om tavshedspligtsregler i afsnit 5.3.2.1 ovenfor)

359

ytringer indeholder ikke fuldt korrekte oplysninger, ikke i sig selv er nok til, at udtalelsen

kan anses for retsstridig.

663

Derudover må man som offentligt ansat gerne udtale sig kritisk om forholdene på ens

arbejdsplads, hvis forholdene giver anledning til det, men man må ikke udtrykke sig i en

urimelig grov form. Det betyder bl.a., at en offentligt ansat ikke må benytte vendinger,

som i urimelig grad er udskældende, hånende eller latterliggørende over for arbejdsgive-

ren.

664

Senest har Ombudsmanden i en udtalelse fra 2019 bemærket, at offentligt ansatte

har en vis ret til at bruge skarpe og polemiske vendinger, når de deltager i den offentlige

debat om deres arbejdsplads, og at der er rum for en vis brug af overdrevne udtryk, når

blot ytringen ikke derved bliver åbenbart urigtig eller urimelig grov.

665

Derudover må der af hensyn til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne i særlige tilfælde udvises tilbageholdenhed med hensyn til ytringer om

forhold, der vedrører eget arbejdsområde. Denne begrænsning gælder normalt kun for

centralt placerede medarbejdere tæt på beslutningsprocessen og dermed i praksis for en

meget lille del af de offentligt ansatte.

5.3.2.3.2 Offentligt ansattes meddeleret

Offentligt ansatte har også en såkaldt meddeleret. Det betyder, at der for offentligt an-

satte er en ret til at give pressen og andre eksterne parter oplysninger i tilfælde, hvor

der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige

forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler.

Det skyldes, at offentligt ansatte – særligt dem, som arbejder tæt på den politiske og

administrative ledelse – vil være de nærmeste til at vide, hvis der bliver begået magtmis-

brug, eller hvis forholdene af andre årsager er ulovlige eller kritisable.

Offentligt ansatte har således efter de gældende regler ret til at udtale sig til pressen på

egne vegne mv. om forhold vedrørende ulovlig forvaltning mv., hvis udtalelserne ligger

inden for grænserne af deres ytringsfrihed.

666

Offentligt ansatte har i denne forbindelse i almindelighed bl.a. ret til frit at videregive

ikke-fortrolige oplysninger

til pressen mv. i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om

ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning, herunder åben-

663 Se FOB 1995.381.

664 Se FOB 2018-8. Se også FOB 2017-1, hvor Ombudsmanden fandt, at en grov kommentar overskred grænserne for offent-

ligt ansattes ytringsfrihed.

665 Se FOB 2019.18.

666 Se betænkning nr. 1553 (2015) om offentligt ansattes ytringsfrihed, side 18.

360

bart misbrug af offentlige midler. Sådanne ytringer betegnes undertiden også som ”whi-

stleblowing”.

Anna Mee Allerslev-sagen

I september 2017 bragte flere medier artikler om, at den daværende beskæftigelses-

og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, vederlagsfrit havde lånt Rådhushal-

len i Københavns Kommune til sin private bryllupsreception i august samme år. Det

fremgik, at beskæftigelses- og integrationsborgmesteren dermed havde sparet 65.000

kr., som var det beløb, kommunen normalt opkrævede for udlån af lokalet. Der blev

som led i mediernes omtale af sagen desuden optrykt et internt arbejdsdokument fra

kommunen, hvoraf det fremgik, at det var et privat arrangement, og at Københavns

Kommune afholdt udgifterne for arrangementet.

Efter at det interne dokument var offentliggjort, kom det frem i pressen, at kommu-

nens medarbejdere havde fået at vide, at videregivelsen af dokumentet var ”fuldstæn-

dig uacceptabel”. Det fik ombudsmanden til at gå ind i sagen og spørge kommunen,

om kommunens reaktion var i overensstemmelse med reglerne om offentligt ansattes

ytringsfrihed og den såkaldte meddeleret.

I svaret til ombudsmanden tilkendegav Københavns Kommune, at det hverken var

ulovligt eller uacceptabelt, hvis det var en af kommunens ansatte, der gav pressen do-

kumentet. Det fremgik desuden af svaret, at der hverken havde været eller ville blive

indledt en undersøgelse af, om det rent faktisk var en medarbejder fra kommunen,

der havde videregivet oplysningerne. På den baggrund besluttede ombudsmanden

herefter ikke at foretage sig mere i sagen.

667

Hvis der er tale om

fortrolige oplysninger,

vil sådanne oplysninger kunne videregives til

pressen mv., hvis det sker til varetagelse af åbenbar almen interesse eller eget eller andres

tarv, jf. straffelovens § 152 e, nr. 2, som er omtalt ovenfor.

668

Det kan således være straf-

bart, hvis den offentligt ansatte videregiver fortrolige oplysninger, og videregivelsen ikke

varetager en åbenbar almen interesse eller eget eller andres tarv.

669

Spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed, herunder meddeleretten, behandles

nærmere i kapitel 11, afsnit 2.3.

667 http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/borgmesters_bryllupsreception/

668 Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed er behandlet indgående i betænkning nr. 1553 (2015).

669 Offentligt ansattes ytringsfrihed er desuden indgående behandlet i betænkning nr. 1472 (2006) og betænkning nr. 1553

(2015).

361

5.3.3 EMD's praksis om afvejningen mellem hensynet til at fortroligholde oplys-

ninger og ytringsfriheden

EMD har behandlet et betydeligt antal sager, som vedrører forholdet mellem fortrolig-

holdelse af oplysninger og ytringsfriheden. Det har typisk drejet sig om tilfælde, hvor

pressen har offentliggjort oplysninger af fortrolig karakter, som f.eks. er fremkommet

ved andres brud på tavshedspligt, eller sager, hvor den person, som har brudt sin tavs-

hedspligt, er blevet sanktioneret, f.eks. ved afskedigelse eller med en strafferetlig sank-

tion.

5.3.3.1 Straf for brud på tavshedspligten

I sagen

Matúz mod Ungarn

670

var en tv-vært på en statslig tv-station blevet fyret efter at

have udgivet en bog, hvoraf der fremgik oplysninger om en anden ansat, som blandede

sig i de enkelte programmers indhold på en måde som – ifølge tv-værten – havde cen-

surlignende karakter. Tv-værten havde uden held forsøgt at rejse sin bekymring internt.

Tv-værten blev afskediget for brud på sin tavshedspligt. EMD fandt, at der med afske-

digelsen var sket en krænkelse af artikel 10. Domstolen lagde først og fremmest vægt

på, at der var tale om et emne af samfundsmæssig interesse. Desuden var dele af den

lækkede information allerede offentliggjort på internettet. Domstolen tillagde det des-

uden betydning, at tv-værten først havde rejst sine bekymringer for ledelsen, som dog

ikke havde foretaget sig noget. Offentliggørelse af oplysningerne var derfor den sidste

reaktionsmulighed.

Hvis en sag vedrører videregivelse af oplysninger, som er fortrolige af hensyn til statens

sikkerhed, overlader EMD generelt staterne en vid skønsmargin til at vurdere nødven-

digheden af et indgreb. Dette illustreres bl.a. af dommen

Hadjianastassiou mod Græken-

land,

hvor en ansat i det græske luftvåben havde videregivet fortrolige militære oplys-

ninger til en privat virksomhed. Selv om den lækkede information ikke havde en kritisk

karakter, udtalte EMD, at offentliggørelse af oplysningerne var egnet til at skade den

nationale sikkerhed, og domfældelsen indebar derfor ikke en krænkelse af artikel 10.

671

En lang række af Domstolens sager om hensynet til at hemmeligholde oplysninger har

drejet sig om de tilfælde, hvor pressen blot videreformidler oplysninger fra tredjemand,

som f.eks. er fremkommet ved brud på tavshedspligten. I disse sager aktualiseres også

spørgsmålet om kildebeskyttelse.

672

EMD har derfor lagt stor vægt på den eventuelle

skadevirkning for pressen ved offentliggørelsen af deres kilder. For nærmere om spørgs-

670 Matúz mod Ungarn (afsagt den 21. oktober 2014).

671 Hadjiananstassiou mod Grækenland (afsagt den 16. december 1992).

672 Se nærmere om mediernes ret til at hemmeligholde deres kilder, afsnit 4.2.4.

362

målet vedrørende mediernes ret til kildebeskyttelse, se afsnit 4.2.4 om de danske kilde-

beskyttelsesregler og EMD's praksis.

Pressen har som udgangspunkt en vid adgang til at videregive fortrolige oplysninger,

medmindre de er fortrolige af hensyn til national sikkerhed mv. Domstolen foretager

dog i nogle tilfælde en vurdering af, hvorvidt der (stadig) er grund til at fortroligholde

de pågældende oplysninger.

I dommen

Vereingung Weekblad Bluf! mod Holland

var et nummer af magasinet Bluf!

blevet beslaglagt og alle udgaver tilbagekaldt fra markedet, fordi de nationale myndig-

heder fandt, at publiceringen af en seks år gammel fortrolig rapport fra den hollandske

sikkerhedstjeneste udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed. EMD stillede sig

imidlertid tvivlende over for, om oplysningerne i rapporten stadig krævede fortrolighol-

delse af hensyn til den nationale sikkerhed. Med henvisning til bl.a. dokumentets alder

og indholdets generelle karakter fandt Domstolen derfor, at der med beslaglæggelsen var

sket en krænkelse af magasinets ytringsfrihed.

Dommen viser, at staterne ikke bare kan begrænse adgangen til oplysninger ved at de-

finere information om national sikkerhed som klassificeret. En sådan begrænsning kan

således som udgangspunkt kun gælde de oplysninger, hvor offentlighedens kendskab til

informationen faktisk vil udgøre en fare for den nationale sikkerhed. Derudover viser

dommen, at det tidsmæssige aspekt kan have betydning. Hensynet bag at klassificere op-

lysninger kan med tiden således blive mindre end hensynet til offentlighedens kendskab

til oplysningerne.

Også andre forhold end hensynet til den nationale sikkerhed har været genstand for

Domstolens behandling af sager, hvor pressen videregiver fortrolige oplysninger fra

tredjemand.

I dommen

Bédat mod Schweiz

havde en journalist skrevet en artikel i et ugeblad om en

straffesag mod en bilist, som under sin kørsel havde ramt en gruppe fodgængere, hvoraf

tre var blevet dræbt og flere såret. I artiklen var bl.a. gengivet oplysninger om politiets

afhøring af bilisten og billeder af de breve, som bilisten havde sendt til den dommer,

som forestod undersøgelsen af straffesagen. Domstolen udtalte, at ytringsfriheden her

kolliderede med lige så vigtige hensyn, bl.a. hensynet til uskyldsformodningen, retten

til privatliv og til at kunne sikre en effektiv efterforskning. Selv om emnet for artiklen i

sig selv havde offentlig interesse, havde journalisten ikke godtgjort, hvordan de omtalte

oplysninger bidrog til en debat af offentlig interesse. Desuden havde artiklen haft en sen-

sationspræget karakter. Der var derfor ikke en krænkelse af journalistens ytringsfrihed

efter artikel 10, at han var blevet idømt en bøde for at videregive disse oplysninger.

363

Også offentliggørelse af fortrolige oplysninger, som kan have negative konsekvenser for

diplomatiet, vil kunne begrunde indgreb i ytringsfriheden. Et sådant tilfælde forelå i

sagen

Stoll mod Schweiz,

hvor en journalist var blevet idømt en bøde, fordi han i en avis

havde offentliggjort fortrolige oplysninger fra et lækket dokument. Dokumentet inde-

holdt oplysninger fra en diplomatisk forhandling om betaling af erstatning til jøder for

forhold, der relaterede sig til 2. verdenskrig.

673

EMD fandt (med dissens), at der med

bøden ikke var sket en krænkelse af artikel 10. Flertallet lagde særligt vægt på den skade-

virkning, som offentliggørelse af fortrolige diplomatiske dokumenter generelt kan have

samt de konkrete konsekvenser for den verserende forhandling.

674

Eksemplet afspejler også det forhold, at den potentielle skadevirkning som nævnt ind-

drages i bedømmelsen af sager om videregivelse eller offentliggørelse af fortrolige oplys-

ninger.

Den potentielle skadevirkning vil afhænge af de fortrolige oplysningers karakter. For

mens videregivelse af fortrolige oplysninger om en enkeltpersons private forhold selv-

sagt vil være både skadeligt og ubehageligt for den pågældende, vil skadespotentialet

ved videregivelse af sensitive oplysninger af militær karakter i sagens natur kunne være

langt større og vidtrækkende. Domstolen har således også anerkendt, at det kan være

nødvendigt med endda meget hårde straffe til personer, som har videregivet fortrolige

oplysninger af en særlig sensitiv karakter, også selv om det ikke konkret kan påvises, at

videregivelsen rent faktisk har forrettet større skade. I sagen

Bojolyan mod Tyrkiet

fandt

Domstolen eksempelvis, at en straf på 10 år fængsel for at have videregivet fortrolige

informationer af bl.a. politisk og militær karakter til en udenlandsk efterretningstjeneste

ikke udgjorde en krænkelse af artikel 10.

5.3.3.2 Nedlæggelse af forbud for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger

EMD har også behandlet sager, hvor der har været nedlagt forbud mod offentliggørelse

eller fortsat offentliggørelse.

I dommen

Observer & Guardian mod Storbritannien

havde to aviser annonceret deres

hensigt om at publicere uddrag fra bogen Spycatcher, som var skrevet af en tidligere

efterretningsofficer, og som på tidspunktet endnu ikke var offentliggjort.

675

Bogen inde-

holdt oplysninger om, hvordan den britiske efterretningstjeneste angiveligt havde fore-

taget flere ulovlige handlinger, herunder aflytning af udenlandske diplomater og ulovlige

militæroperationer mv. De britiske domstole nedlagde et midlertidigt forbud mod of-

673

674

675

Stoll mod Schweiz (afsagt den 10. december 2007).

Stoll mod Schweiz (afsagt den 10. december 2007), pr. 136.

Observer & Guardian mod Storbritannien (afsagt den 26. november 1991).

364

fentliggørelsen af bogen, mens den retlige behandling af anmodningen om et permanent

forbud mod bogens udgivelse stod på.

Under rettens behandling af denne anmodning blev bogen udgivet i USA, ligesom ek-

semplarer af bogen også kunne findes i Storbritannien. Til trods herfor blev forbuddet

mod at udgive bogen opretholdt.

De to aviser indbragte sagen for EMD, som fandt, at det havde været berettiget at ned-

lægge forbuddet mod bogen, idet dens indhold var fortroligt og var egnet til at skade den

britiske efterretningstjeneste og dens forhold til allierede lande mv. Domstolen fandt

dog, at det ikke kunne retfærdiggøres, at forbuddet blev opretholdt, efter at bogen var

blevet udgivet i USA.

Sagen viser, at Domstolen anerkender staternes ret til at nedlægge forbud mod offent-

liggørelse af fortrolige oplysninger med det formål at holde disse oplysninger fortrolige.

Samtidig illustrerer dommen, at det har afgørende betydning for vurderingen af nød-

vendigheden af indgrebet, om dette rent faktisk har virkning. Hvis oplysningerne på

anden måde er tilgængelige for offentligheden, vil formålet med et forbud derfor som

udgangspunkt være forspildt, da det ikke har nogen reel effekt i forhold til at holde op-

lysningerne fortrolige.

5.3.3.3 Indgreb i offentligt ansattes ytringsfrihed

EMD anerkender, at også offentligt ansatte har ret til ytringsfrihed, men at det kan være

berettiget at pålægge dem særlige begrænsninger på grund af den såkaldte diskretions-

forpligtelse, der er forbundet med ansættelsesforholdet. Denne forpligtelse indebærer

bl.a., at den ansatte ved brugen af sin ytringsfrihed skal udvise loyalitet, tilbageholden-

hed og diskretion i forhold til ansættelsesstedet. Kun i tilfælde, hvor de restriktioner,

der opstilles for offentligt ansattes ytringsfrihed (eller de sanktioner offentligt ansatte

pålægges) efter en konkret vurdering må anses for mere vidtgående end nødvendigt i et

demokratisk samfund, statuerer EMD krænkelse af artikel 10.

EMD har i en række nyere sager – første gang i Guja-dommen fra 2008 – fastslået, at

visse ytringer om ulovligheder og uregelmæssigheder på arbejdspladsen kan nyde be-

skyttelse efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, navnlig hvor

der kun er en lille gruppe af personer, der har kendskab til forholdene. Det betyder, at det

kan udgøre en krænkelse af artikel 10, hvis der gøres indgreb over for sådanne ytringer.

365

I dommen

Guja mod Moldova

fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 10.

676

I sagen var en pressechef hos rigsadvokaten i Moldova blevet afskediget, fordi han til

en avis havde videregivet to breve, som indeholdt oplysninger om politisk indblanding

i konkrete straffesager. EMD anførte, at offentligt ansatte er underlagt en loyalitets-, til-

bageholdenheds- og diskretionsforpligtelse over for deres arbejdsgiver.

677

Kritik mv. bør

derfor i første omgang rejses internt i form af indberetninger eller lignende til overord-

nede. Kun i tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre (eller må antages at være utjenligt),

kan den ansatte som en sidste udvej vælge offentliggørelse.

EMD fastslog efter en samlet vurdering, at der var sket en krænkelse af artikel 10. Dom-

stolen lagde i den forbindelse navnlig vægt på,

pressechefen ikke havde haft andre

effektive muligheder for at rapportere om forholdene end at gå til offentligheden, og

pressechefens ytringer desuden angik meget vigtige samfundsanliggender, herunder

magtfordeling, magtmisbrug fra en højtstående politiker mv. Domstolen lagde desuden

vægt på,

han handlede i god tro med henblik på at bekæmpe korruption og ikke ud

fra personlige motiver, og

der med afskedigelsen af ham var tale om en meget hård

sanktion i den konkrete sag.

Med Guja-dommen fastslog EMD på den ene side, at (også) ytringer fra højere embeds-

mænd om ulovligheder eller uregelmæssigheder på arbejdspladsen i visse tilfælde bør

beskyttes, navnlig hvor kun en lille gruppe af personer har kendskab til forholdene. På

den anden side udtalte EMD imidlertid, at sådanne ytringer – set i lyset af den ansattes

diskretionsforpligtelse – i første omgang bør fremsættes til vedkommendes overordnede

eller anden kompetent myndighed. Kun i tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre (eller

må antages at være utjenligt), kan den ansatte som en sidste udvej vælge offentliggørelse.

Principperne fra Guja-dommen er siden gentaget i EMD's praksis adskillige gange.

678

676

677

678

Guja mod Moldova (afsagt 12. februar 2008).

Dette gjaldt navnlig højere embedsmænd, hvis opgave det er loyalt at bistå regeringen med at udøve sine funktioner, og

som ofte har adgang til information, som regeringen af legitime årsager ønsker hemmeligholdt (pr. 70 og 71). EMD an-

førte på den anden side, at højere embedsmænd kan få kendskab til interne oplysninger, herunder fortrolige oplysninger,

som offentligheden kan have en stærk samfundsmæssig interesse i at få kendskab til. På den baggrund bør ytringer fra

højere embedsmænd – og andre ansatte i den offentlige sektor – om ulovligheder eller uregelmæssigheder på arbejds-

pladsen i visse tilfælde beskyttes, navnlig hvor der kun er en lille gruppe af personer, der har kendskab til forholdene (pr.

72). Set i lyset af den ansattes diskretionsforpligtelse, bør sådanne ytringer dog i første omgang ske i form af indberetnin-

ger til vedkommendes overordnede eller anden kompetent myndighed (pr. 73).

Bucur & Toma mod Rumænien (afsagt den 8. januar 2013), Heinisch mod Tyskland (afsagt den 21. juli 2011) og Mar-

chenko mod Ukraine (afsagt den 19. februar 2009).

366

5.3.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.3.2, indeholder dansk ret en række bestemmelser, som har til

formål at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger. Det gælder f.eks. bestemmel-

serne om tavshedspligt i straffeloven og bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 40 om

midlertidige forbud og påbud.

Hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger vil typisk varetage en ræk-

ke vægtige formål, som også har betydning for statens ret til at gøre indgreb i ytrings-

friheden. Domstolen anerkender således, at der kan være tungtvejende modstående

offentlige og private hensyn, som sætter grænser for udbredelsen af fortrolige oplysnin-

ger. Særligt ved indgreb begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed vil Domstolen

overlade staterne en vid skønsmargin., og der er således eksempler på, at Domstolen har

anerkendt endda meget strenge straffe for videregivelse af oplysninger, som er fortrolige

af hensyn til den nationale sikkerhed. Dette synes efter EMD's praksis at have sammen-

hæng med den potentielle skadevirkning ved offentliggørelse af fortrolige oplysninger

om den nationale sikkerhed.

Domstolen har dog også i flere sager fundet, at det var i strid med artikel 10 at gøre ind-

greb over for personer eller medier, som har offentliggjort fortrolig information.

I denne sammenhæng er der navnlig fire kriterier, som har betydning for afvejningen af

ytringsfriheden over for hensynet til at holde oplysninger fortrolige.

Domstolens praksis viser for det første, at det har væsentlig betydning, om offentliggø-

relsen af de fortrolige oplysninger bidrager til en offentlig debat om et emne af

samfunds-

mæssig interesse.

Den offentlige interesse vil således efter omstændighederne kunne veje

tungere end de modstående hensyn, hvorfor indgreb over for videregivelsen af ytringer-

ne vil være i strid med artikel 10.

For det andet har Domstolen også lagt vægt på

skadevirkningen

(også den potentielle) af,

at fortrolig information spredes. Dette kriterium har været kritiseret, idet det kan være

meget vanskeligt for Domstolen (og de nationale domstole) at vurdere skadevirkningen

af en videregivelse, særligt fordi det ikke er muligt for domstolene at iværksætte en un-

dersøgelse af selve skadevirkningen.

679

For det tredje har Domstolen i afvejningen også inddraget de

motiver,

der ligger til grund

for videregivelsen. Det vil således tale imod, at et indgreb er berettiget, hvis den der vide-

regiver informationen har gjort det for at afdække kritisable forhold, som offentligheden

679

Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 136f.

367

bør kende til. Derimod vil videregivelse af fortrolige oplysninger, der f.eks. er foretaget

med økonomisk vinding for øje, ikke være et anerkendelsesværdigt motiv.

For det fjerde har spørgsmålet om

oplysningernes ægthed,

dvs. om der er tale om nøjagtig

og troværdig information, også indgået i Domstolens bedømmelse. Den, der videregiver

de fortrolige oplysninger, har således i almindelighed en pligt til at sikre sig, at oplysnin-

gerne er korrekte.

Kravet om at sikre, at oplysningerne er troværdige og nøjagtige, gælder som udgangs-

punkt også for pressens videregivelse af oplysninger, som det kan være ulovligt for andre

at videregive, f.eks. fordi de er fortrolige. Medierne nyder dog i almindelighed en særlig

beskyttelse, som betyder, at mediernes videregivelse efter omstændighederne kan være

straffri, selv om ”kildens” brud på tavshedspligten ikke vil være det.

EMD har desuden anerkendt, at midlertidige forbud kan være i nødvendige i et demo-

kratisk samfund. Da der er tale om et forudgående indgreb, vil Domstolen dog foretage

en mere intensiv prøvelse af indgrebets nødvendighed. I denne sammenhæng har det

afgørende betydning, om et forbud mod offentliggørelse reelt har virkning. Når først

informationen er tilgængelig for offentligheden, vil det således være i strid med artikel

10 at nedlægge forbud eller lignende.

Gennemgangen viser endelig, at spørgsmålet om videregivelse af fortrolig information

bl.a. har været omdrejningspunktet for sager om offentligt ansattes ytringsfrihed. EMD

lægger i sin praksis betydelig vægt på hensynet til, at de pågældende ansættelsesmyndig-

heders beslutningsproces og daglige forvaltning ikke unødigt undermineres af de ansat-

tes ytringer. EMD accepterer – bl.a. som følge af diskretionsforpligtelsen – betydeligt vi-

dere restriktioner for offentligt ansattes ytringsfrihed, end hvad der gælder efter danske

regler og praksis. Kun i tilfælde, hvor de restriktioner, der opstilles for offentligt ansattes

ytringsfrihed (eller de sanktioner offentligt ansatte pålægges) – efter en konkret vurde-

ring må anses for mere vidtgående end nødvendigt i et demokratisk samfund – statuerer

EMD krænkelse af artikel 10.

5.4

Hensynet til den offentlige tryghed eller til at forebygge uorden og

forbrydelse

5.4.1 Generelt om afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til den offentli-

ge tryghed eller at forebygge uorden og forbrydelse

EMRK artikel 10, stk. 2, tillader indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet

til den offentlige tryghed og til forebyggelse af uorden og forbrydelser.

368

Hensynet til den offentlige tryghed mv. påberåbes oftest i sammenhæng med andre af de

hensyn, som er opregnet i artikel 10, stk. 2, herunder navnlig hensynet til den nationale

sikkerhed.

680

Ordlyden af artikel 10 taler om den ”offentlige tryghed”, men dette benyttes i Domstolens

praksis ofte som synonym for ”offentlig orden”.

681

Domstolen har desuden slået fast, at

offentlig tryghed kan dække over meget forskelligartede forhold.

682

Staterne indrømmes en ikke ubetydelig skønsmargin af EMD, når det gælder indgreb

i ytringsfriheden som følge af hensynet til den offentlige tryghed. EMD går dog langt

i prøvelsen af, om der rent faktisk har været en trussel mod den offentlige tryghed –

særligt når der er tale om indgreb over for ytringer, som vedrører forhold af samfunds-

mæssig interesse. Den sammenhæng, som en ytring er fremsat i, er også af væsentlig

betydning for vurderingen af indgrebets lovlighed.

I praksis er det ofte ved indgreb over for ytringer fremsat under demonstrationer mv.,

at staten påberåber sig hensynet til den offentlige orden som begrundelse for indgrebet.

I sagen

Faber mod Ungarn

havde politiet givet en person påbud om at fjerne et flag, som

den pågældende fremviste ca. 100 meter fra en demonstration mod racisme og had. Den

pågældende holdt det såkaldte ”Arpad flag”, som i Ungarn bl.a. vækker associationer

til jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig, og som af myndighederne blev anset for at

være krænkende.

683

Domstolen foretog en grundig vurdering af sagens faktum og fandt,

at der ikke var beviser for, at klager havde udgjort en fare for den offentlige orden, eller

at han på anden måde havde forsøgt at hindre demonstrationens gennemførelse. Derfor

fandtes indgrebet ikke at være proportionalt, hvorfor der forelå en krænkelse af artikel

10. At fremvisningen af flaget kunne opfattes som stødende over for tilstedeværende

demonstranter kunne ikke i sig selv begrunde indgrebet.

684

Sagen er et godt eksempel på,

at Domstolen tillægger sagens konkrete omstændigheder stor betydning for vurderingen

af, om et indgreb har været nødvendigt i et demokratisk samfund.

680 Jacobs, Ovey & White, The European Convention on Human Rights, 6. udgave (2014), side 319.

681 Jacobs, Ovey & White, The European Convention on Human Rights, 6. udgave (2014), side 317.

682 Engel m.fl. mod Holland (afsagt den 8. juni 1976), som omhandlede forhold vedrørende flere af EMRK’s rettigheder, pr.

68: “The concept of ‘order’ refers not only to public order or ‘ordre public’ … [I]t also covers the order that must prevail

within the confines of a specific special group. This is so, for example, when, as in the case of armed forces, disorder in

that group can have repercussions on order in society as a whole.”

683 Det fremgår af dommen, at flaget kan tillægges flere forskellige betydninger, se pr. 54 af nedennævnte dom.

684 Faber mod Ungarn (afsagt den 24. juli 2012).

369

Det følger også af EMD's praksis, at staterne har en vid skønsmargin, når der er tale om

indgreb over for ytringer, som billiger

grove

forbrydelser, f.eks. terror, drab og vold.

685

5.4.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til den

offentlige tryghed eller til at forebygge uorden og forbrydelse

Der findes i dansk ret flere eksempler på indskrænkninger i ytringsfriheden, som er be-

grundet i hensynet til den offentlige orden mv. Straffelovens kapitel 15 omfatter forskel-

lige forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvoraf flere efter omstændighederne

kan begrænse ytringsfriheden. Dette gælder bl.a. straffelovens § 136 om offentlig tilskyn-

delse til forbrydelse og udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger.

5.4.2.1 Tilskyndelse til forbrydelse, billigelse af terror mv.

Straffelovens § 136, stk. 1, kriminaliserer offentlig tilskyndelse (opfordring) til forbrydelse

og har været at finde i straffeloven siden 1930. Bestemmelsen omfatter tilskyndelse til

forbrydelser af grovere karakter og således ikke mere bagatelagtige forhold.

686

Kravet

om, at der skal være tale om ”offentlig tilskyndelse” indebærer, at fremsættelsen skal

være sket på en måde, hvor der sker en vis udbredelse til offentligheden – det kan f.eks.

være på et offentligt møde eller via medierne. Bestemmelsen har i praksis navnlig fundet

anvendelse, hvor voldelige handlinger er blevet fulgt op med opfordringer til at foretage

yderligere voldshandlinger.

687

Bestemmelsen har senest været aktualiseret i to sager om udtalelser fremsat på Facebook.

I den ene sag blev tiltalte dømt for på en Facebook-side med titlen ”Nej til moskeer –

oprigtig” at have skrevet følgende: ”Håber også moskeerne bliver bombet her i Danmark,

så vil jeg gerne hjælpe med det.” Kommentaren blev skrevet dagen efter terrorangrebet

i Paris den 7. januar 2015, hvor 11 ansatte på satiremagasinet Charlie Hebdo blev dræbt.

Tiltalte forklarede, at det skete i frustration over en tv-udsendelse med et indslag fra en

moské, hvor imamerne havde givet udtryk for, at terrorangrebet i Paris var berettiget.

688

På samme Facebook-side skrev en anden person også den 8. januar 2015: ”Det forlyder,

at flere moskeer i Frankrig er blevet udsat for angreb efter onsdagens massakre på Char-

lie Hebdo” (…) ”Det lyder da rigtig godt så kan de selv smage deres egen terror – Forsæt

endelig med disse angreb.”

685 Leroy mod Frankrig (afsagt den 2. november 2008).

686 Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 148f.

687 Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 290. Se eksempelvis de sager, som omtales straks nedenfor om

kommentarerne på Facebook efter angrebet mod Charlie Hebdo.

688 U2017.348V.

370

I denne sag fandt retten også, at der var tale om offentlig tilskyndelse til en forbrydelse,

hvorfor tiltalte blev idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af § 136, stk. 1.

689

I 1939 blev et stk. 2 føjet til § 136. Som det er beskrevet i kapitel 4, afsnit 7.2, skete det

navnlig under indflydelse af datidens voldsomme begivenheder i Tyskland og af frygt

for, at de strømninger, som prægede det tyske samfund, skulle smitte af på Danmark.

690

Det var i samme forbindelse, at straffeloven blev tilføjet racismeparagraffen i § 266 b.

Med bestemmelsen i § 136, stk. 2, blev det strafbart offentligt udtrykkeligt at billige en

af de forbrydelser, der er omhandlet i straffelovens 12. og 13. kapitel.

691

Det omfatter bl.a.

forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, som f.eks. forherligelse eller bil-

ligelse af spionage og efterretningsvirksomhed, som er omtalt ovenfor og forbrydelser

mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder.

Der skal være tale om billigelse af en allerede begået handling, og påskønnelsen eller

anerkendelsen skal være udtrykkelig. En mere indirekte påskønnelse af f.eks. en terror-

handling vil således ikke være omfattet af bestemmelsen. Til illustration fandt statsad-

vokaten ikke, at ytringerne: ”Vi er alle Omar” og ”JE SUIS OMAR” på Facebook efter

angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade den 14. januar 2015 udgjorde en

tilstrækkelig udtrykkelig billigelse af den gennemførte terrorhandling og standsede på

den baggrund efterforskningen af sagen.

692

Bestemmelsens anvendelsesområde er gennem årene blevet udvidet i takt med, at straf-

felovens 12. og 13. kapitel er blevet udvidet med nye strafbare forhold. Dette er navnlig

sket i forbindelse med de senere års udbygning af det strafferetlige værn mod terrorisme.

Terrorpakkerne fra 2002 og 2006 har bl.a. medført, at det nu også er strafbart at billige

terrorhandlinger rettet mod udenlandske myndigheder eller internationale organisatio-

689 U2017.351V. Der fremgår af domsreferatet i sidstnævnte dom vedrørende tiltaltes forklaring bl.a. følgende: ”På Facebook

skriver man måske lidt mere end ellers, fordi man kan ”gemme sig.” Det har ikke været hans intention, at det skulle gå ud

over nogen personer eller bygninger. Han mente ikke noget med det; det var i frustration. Han tænkte ikke over, hvem

der læste det, han skrev”

690 Lovforslag nr. 23 af 13. januar 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. april 1930. (Lov nr. 87 af 15.

marts 1939).

691 Lovforslag nr. 23 af 13. januar 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. april 1930. (Lov nr. 87 af 15.

marts 1939).

692 ”Aarhusianer skrev ”Je suis Omar” på Facebook – men slipper for straf ” (26. februar 2015), Berlingske, https://www.b.dk/

nationalt/aarhusianer-skrev-je-suis-omar-paa-facebook-men-slipper-for-straf (senest tilgået den 29. juni 2018).

371

ner. Tidligere omfattede det strafbare område udelukkende forherligelse af terrorangreb

rettet mod danske myndigheder mv.

693

Som med § 136, stk. 1, skal der ligeledes være tale om en

offentlig

billigelse, hvilket navn-

lig kan tænkes opfyldt, hvis billigelsen f.eks. fremsættes på et offentligt møde eller via

medierne. Kravet om, at der skal være tale om en offentlig billigelse kan dog også tænkes

opfyldt, hvis udtalelserne på anden måde er fremsat over for en større kreds af personer.

Det var f.eks. tilfældet i en dom fra 2016, hvor en person blev dømt for at råbe ”ISIS

– islamisk stat” og ”Bare se Paris, Kurt Westergaard, det er dig næste gang” ud af sit

fængselsvindue, mens 25-30 medindsatte og 2 fængselsbetjente var på gårdtur i arresten.

Bestemmelsen ses særligt anvendt i sager, hvor der er sket billigelse af forbrydelser på

internettet, herunder især på de sociale medier. Dette var bl.a. tilfældet i en sag fra 2006,

hvor en person på en internetside som en kommentar til et brandattentat året forinden

mod den daværende integrationsministers private bopæl havde skrevet: ”Måske skulle

man genoptage successen med at brandbombe ministres privat boliger igen. Det var da

noget, der rigtigt skabte opmærksomhed omkring flygtninge indvandrere, da tuderikke

fik lidt hårdt mod hårdt. Jeg synes, at indenrigsministerens bopæl ville være et oplagt mål

for at skabe opmærksomhed om Ungeren. MAKE A SMASH-HIT, KILL A FASCIST.”

694

Kommentaren blev både anset som en opfordring til brandbombning af indenrigsmini-

sterens bolig og som en udtrykkelig billigelse af det tidligere gennemførte angreb mod

integrationsministerens bolig. Den tiltalte blev derfor kendt skyldig i overtrædelse af §

136, stk. 1 og 2, og idømt 6 måneders fængsel.

En udtrykkelig billigelse forelå også i en sag fra 2013, hvor en tiltalt blev dømt for efter

Breiviks massedrab på Utøya at have skrevet på Facebook: ”vi elsker dig anders breivik.

Stå på hail and kill manowar.”

695

693

Lovforslag nr. L 35. af 13. december 2001 om ændring af straffeloven mv. (Folketingstidende, 2001-2002, tillæg A, side

808), afsnit 2.3.1.1. Med terrorpakken fra 2006 omfatter det strafbare område også billigelse af de efter straffelovens §

114 a omfattede handlinger, som er omfattet af forskellige konventioner om f.eks. forbrydelser mod diplomatiske re-

præsentanter, gidseltagning mv. (se lovforslag nr. L 217 af 31. marts 2006 om forslag til lov om ændring af straffeloven,

retsplejeloven og forskellige andre love, (Folketingstidende, 2005-2006, tillæg A, side 7137), specielle bemærkninger pkt.

694 TfK 2007.774 Ø.

695 Pressemeddelelse fra Retten i Kolding af den 31. maj 2013: Dom for at have udtrykt støtte til terror i Norge , https://

www.domstol.dk/kolding/nyheder/Pressemeddelelser/Pages/Domforathaveudtryktst%C3%B8ttetilterroriNorge.aspx

(link senest tilgået den 21. august 2018).

372

En særlig omtalt sag drejede sig om Sam (tidligere Said) Mansour, der også er kendt som

boghandleren fra Brønshøj. Han blev i 2007 første gang dømt for at fremme terror efter

straffelovens § 114 e og i den forbindelse idømt 3,5 års fængsel.

I 2015 var Mansour i en ny straffesag tiltalt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 136,

stk. 2, ved bl.a. at have udtrykt sin påskønnelse af hellige krigere (mujahedin) gennem

meddelelser, tekster, billeder, posters, links mv., via e-mail eller på Facebook.

696

Retten på Frederiksberg, som behandlede sagen i 1. instans, fandt, at langt den overve-

jende del af de udsagn mv., der var rejst tiltale for, var udtryk for en billigelse af terror-

handlinger foretaget i Syrien eller Irak omfattet af straffelovens § 136, stk. 2. De samme

udsagn var imidlertid også strafbare efter straffelovens § 114 e om fremme af terror, fordi

de kunne opildne og hverve personer til at deltage i væbnet hellig krig.

Blandt de udsagn, som efter byrettens opfattelse indebar en overtrædelse af både § 136,

stk. 2, og § 114 e, var et opslag af 29. april 2013, som er et billede med teksten:

”Vi er terrorister, og terror er en pligt. Både Øst og Vest må vide, at vi er

terrorister, og vi er frygtindgydende. Udrust imod dem så mange kamphe-

ste, som I formår dermed at sætte en skræk i Allahs og jeres fjende. Derfor

er terror en pligt ifølge Allahs religion.”

Blandt de udsagn, som retten vurderede alene indebar en overtrædelse af § 136, stk. 2, var

bl.a. et opslag på Facebook af 7. september 2013, som er et billede af Osama Bin Laden i et

logo fra butikken ”Seven-Eleven” med angrebet mod World Trade Center i baggrunden.

Logoet er lavet om til et 9-tal i stedet for et 7-tal, hvilket symboliserer dagen for terror-

angrebet mod World Trade Center. Under ”Nine-Eleven” er skrevet ”Made by Qaeda”.

Mansour blev i byretten kendt skyldig i overtrædelse af § 114 e, § 136, stk. 1 og 2, og § 266

b, stk. 2, jf. stk. 1, og idømt 4 års fængsel.

Om forholdet til ytringsfriheden udtalte byretten, at Mansour ikke havde distanceret sig

fra eller forholdt sig kritisk til indholdet af de opslag mv., som bl.a. åbenlyst billigede hel-

lig krig i form af voldelige handlinger. På denne baggrund kunne hensynet til ytringsfri-

heden efter EMRK artikel 10 ikke føre til, at Mansours handlinger måtte anses for straffri.

696

Retten på Frederiksbergs dom af 4. december 2014 i sagen SS-7156/2014. Sam Mansour var endvidere tiltalt for overtræ-

delse af §§ 114 e og § 266 b.

373

Sagen blev anket til landsretten, som også fandt, at den overvejende del af de ytringer,

som sagen vedrørte, udgjorde billigelse af terror (§ 136, stk. 2) og fremme af terror (§ 114

e). Dette gjaldt også det ovennævnte opslag om ”Made by Qaeda”, som af byretten ude-

lukkende blev henregnet til § 136, stk. 2.

I forhold til hensynet til ytringsfriheden gav landsretten som udgangspunkt samme be-

grundelse som byretten. Landsretten anførte dog supplerende, at en række udtalelser

(som ikke er citeret i dommen, men som indgik i sagen) efter en konkret vurdering ikke

kunne anses for at være strafbare. Dette begrundedes med hensynet til ytringsfriheden,

ligesom der blev henvist til, at rene sympatierklæringer – ifølge bemærkningerne til be-

stemmelsen – ikke er omfattet af § 114 e. Det fremgår, at der bl.a. var tale om citater fra

og henvisninger til koranen samt udsagn om, at demokrati er imod islam.

697

Landsretten stadfæstede byrettens dom på 4 års fængsel, men valgte samtidig at frakende

Mansour hans danske statsborgerskab og udvise ham for bestandigt. Dommen var på

dette punkt den første af sin art. Spørgsmålet om udvisning og frakendelse af statsbor-

gerskabet blev senere indbragt for Højesteret, som stadfæstede landsrettens dom.

698

Rigsadvokaten oplyser, at der fra 2000 – 2015 blev rejst 6 tiltaler om overtrædelse af §

136.

699

Alene i 2016 blev der rejst tiltale i 30 tilfælde, hvilket er udtryk for en signifikant

stigning,

700

mens der i 2019 blev rejst tiltale i 10 tilfælde.

701

Straffelovens § 136 blev i december 2016 udvidet, idet stk. 3 blev tilføjet.

702

Bestemmelsen

gør det strafbart udtrykkeligt at billige en række strafbare handlinger, herunder terror,

drab, voldtægt, tvang og bigami som led i religiøs oplæring.

703

I kravet om ”som led i reli-

giøs oplæring” ligger, at der skal være et forkyndende element, som tager sigte på at gøre

et budskab kendt samt vinde nye eller fastholde eksisterende tilhængere.

704

697

698

699

700

701

702

703

704

Se hertil EMD's dom i Gündüz mod Tyrkiet (afsagt den 4. december 2003), som er beskrevet i afsnit 5.2.3.1 om EMD's

praksis vedrørende afvejningen af hensynet til at beskytte andres rettigheder og ytringsfriheden.

U2016.3235H.

Oplysningerne er indhentet via elektronisk udtræk fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS). Det er ikke muligt at

skelne mellem tiltaler for stk. 1 og stk. 2 i POLSAS, hvorfor tallet omfatter tiltaler efter både stk. 1 og stk. 2.

Rigsadvokatens opgørelse af 30. august 2018.

Rigsadvokatens opgørelse af 25. januar 2020.

Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 2017 og dens tilblivelseshistorie er udførligt beskrevet i kapitel 4, afsnit 9.2.

Hvis de fremsatte udtalelser har karakter af råd, dåd eller tilskyndelse vil der være tale om medvirken til en strafbar

handling, som er reguleret i straffelovens § 23.

Almindelig religionsundervisning er ikke omfattet af bestemmelsens kriminalisering, da denne ikke indeholder et for-

kyndende element.

374

Den person, som fremsætter ytringerne, skal have en vis (religiøs) autoritet over for

modtagerne, men der er ikke noget krav om, at der skal være tale om billigelse af konkret

foretagne handlinger, sådan som det er tilfældet efter § 136, stk. 2.

Den religiøse oplæring kan ikke kun finde sted ved gudstjenester, på koranskole mv.

Også studiekredse eller ytringer fremsat i grupper på f.eks. Facebook med religiøst fokus

eller i religiøse udgivelser kan være omfattet. Offentlig debat, f.eks. indlæg i en avis, vil

ifølge bemærkningerne til loven ikke udgøre religiøs oplæring. Heller ikke ytringer om

på demokratisk vis at ville ændre retstilstanden er omfattet af det strafbare område.

705

Det kunne f.eks. være et udsagn om, at man ønsker revselsesretten genindført, forudsat

at udsagnet ikke samtidig kan siges at udgøre en udtrykkelig billigelse af eller opfordring

til korporlig afstraffelse af børn.

706

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at bestemmelsen skal varetage hensynet til at

beskytte den offentlige orden, til at forebygge uorden eller forbrydelser samt beskyttelse

af andres rettigheder, idet bestemmelsen skal imødegå adfærd, der undergraver danske

love og værdier og understøtter parallelle retsopfattelser.

Bestemmelsen adskiller sig fra stk. 1 og 2 ved, at der ikke er noget krav om, at de strafbare

ytringer skal være ”udbredt offentligt”. Tværtimod er det som nævnt forudsat, at udsag-

nene kan være faldet i forbindelse med religiøse møder, hvor der ikke har været almin-

delig adgang. Bestemmelsen har – bl.a. af denne årsag – været genstand for stor debat.

Bestemmelsen har endnu kun været anvendt i en sag, hvor en imam fra en moské på

Nørrebro i København under en fredagsprædiken havde bifaldet drab på jøder.

707

Ima-

men blev den 26. marts 2019 idømt 6 måneders betinget fængsel. Østre Landsret har den

30. januar 2020 stadfæstet dommen.

Tilføjelsen af § 136, stk. 3, skete som led i en samlet lovpakke fra 2016 rettet mod såkaldte

hadprædikanter. Et andet og stærkt omdiskuteret element i denne pakke var en ændring

af udlændingeloven, hvorefter der kan meddeles indrejseforbud til religiøse forkyndere,

Lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse straf-

bare handlinger som led i religiøs oplæring) (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat).

706 Lovforslag nr. L 18 af 5. oktober 2016 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2016-2017, A, L 18, som fremsat):

Det anføres i bemærkningerne til bestemmelsen, at de ytringer, som er omfattet af anvendelsesområdet typisk vil være

af begrænset samfundsmæssig interesse, jf. de alm. bemærkninger afsnit 3.3.2.

707 Anklagemyndighedens pressemeddelelse af 24.juli 2018: ”Anklagemyndigheden rejser straffesag mod hadprædikant”

(https://anklagemyndigheden.dk/da/anklagemyndigheden-rejser-straffesag-mod-hadpraedikant).

705

375

som kan være til fare for den offentlige orden.

708

Ordningen indebærer, at udenlandske re-

ligiøse forkyndere på visse betingelser kan optages på en offentligt tilgængelig sanktionsli-

ste. Når man er optaget på listen, har man automatisk forbud mod at indrejse i Danmark.

Ved vurderingen af, om en religiøs forkynders adfærd giver grund til at tro, at vedkom-

mende ved indrejse og ophold (fortsat) i Danmark vil udgøre en sådan trussel mod den

offentlige orden, at vedkommende skal optages på sanktionslisten, er det bl.a. relevant at

undersøge, hvad vedkommende tidligere har sagt og tilkendegivet. Udtalelser, som efter

deres indhold undergraver og modarbejder de principper om demokrati og respekt for

menneskerettigheder, som det danske samfund bygger på, kan ifølge lovforslagets be-

mærkninger give grund til at tro, at en udlænding vil udgøre en trussel mod den offent-

lige orden. Herved sigtes bl.a. til ytringer, hvor der tages afstand fra respekten for race,

køn, mv., eller udtalelser som opfordrer til voldelige handlinger.

709

Et indrejseforbud, der

på denne måde – enten helt eller delvist – baserer sig på vedkommendes tidligere udsagn

og kendte synspunkter, er udtryk for en begrænsning i vedkommendes ytringsfrihed

efter EMRK artikel 10. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at indrejseforbuddet

ikke vil finde anvendelse, i det omfang dette vil stride mod bl.a. EMRK artikel 10, hvil-

ket f.eks. vil være tilfældet, ”hvor hensynet til en vidtgående ytringsfrihed om emner af

samfundsmæssig interesse tilsiger dette.”

710

Det er Udlændingestyrelsen, der afgør, om en udenlandsk religiøs forkynder skal optages

på sanktionslisten, som pr. 28. oktober 2019 omfatter 14 personer.

711

5.4.2.2 Forbrydelser mod offentlig myndighed mv.

Straffelovens kapitel 14 omfatter en række bestemmelser om forbrydelser mod offentlige

myndighed mv., som i visse tilfælde kan udgøre indskrænkninger i ytringsfriheden.

708 Dette følger af udlændingelovens § 29 c, stk. 1, jf. § 32, stk. 10. Se eksempelvis ”Er indrejseforbud for hadprædikanter en

indskrænkning af ytringsfriheden?” (1. april 2016), Kristeligt Dagblad, https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/er-ind-

rejseforbud-hadpraedikanter-en-indskraenkning-af-ytringsfriheden (senest tilgået den 11. juli 2019) og ”S-ordfører:

Bindegale hadprædikanter skal ikke have adgang til Danmark” (3. maj 2017), BT, https://www.bt.dk/politik/klar-s-ord-

foerer-bindegale-hadpraedikanter-skal-ikke-have-adgang-til-danmark (senest tilgået den 11. juli 2018). Se desuden hø-

ringssvar til forslag til lov om ændring af udlændingeloven fremsat den 9. november 2016.

709 Lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016 om ændring af udlændingeloven (Indførelse af en offentlig sanktionsliste over

udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse) (Folketingstidende 2016-2017, A, L 48, som

fremsat).

710 Lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016 om ændring af udlændingeloven (Indførelse af en offentlig sanktionsliste over

udenlandske religiøse forkyndere m.fl., som kan udelukkes fra at indrejse) (Folketingstidende 2016-2017, A, L 48, som

fremsat), afsnit. 3.3.3.

711 Udlændingestyrelsens hjemmeside (nyidanmark.dk): ”Religiøse forkyndere med indrejseforbud”

(https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Religiøse-forkyndere/Religiøse-forkyndere-med-ind -

rejseforbud/?anchor=7C5D2D143D284E4EB2829BA5F0F04837&callbackItem=C0848E0180C34017BFB14D -

C9BC116572&callbackAnchor=608DF21DB20C40B68646A6B6804E595D).

376

Det gælder bl.a. straffelovens § 119 om vold eller trussel om vold mod offentligt ansat-

te/embedspersoner m.fl. og § 121 om hån, skældsord eller fornærmelig tale mod em-

bedspersoner/offentligt ansatte.

712

§ 119 kriminaliserer med en strafferamme på op til 8

års fængsel vold eller trussel om vold mod personer, som det ”påhviler at handle i medfør

af offentlig tjeneste eller hverv”, f.eks. politifolk, folkeskolelærere og folketingsmedlem-

mer.

713

Det er kriminaliseringen af trusler om vold mod offentligt ansatte, som udgør en ind-

skrænkning af ytringsfriheden. Truslen om vold skal være fremsat i anledning af den

pågældendes hverv som offentlig ansat.

714

Der er omfattende praksis vedrørende trusler efter § 119. I en nylig dom blev en person

eksempelvis dømt for have skrevet følgende til en folketingspolitiker på Facebook: ”Ville

ønske at jeg bare kunne udfordre dig til duel. Tage dig ud med et enkelt skud […] (dette

er ikke en konkret trussel din nasserøv)”.

715

Både by-og landsret fandt, at der var tale om

en trussel, og det udgjorde en skærpende omstændighed, at truslen var fremsat på bag-

grund af folketingsmedlemmets ytringer i den offentlige debat. Det følger udtrykkeligt

af straffelovens § 81, stk. 1, nr. 7, at det er en skærpende omstændighed, hvis en strafbar

handling har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.

Som et yderligere eksempel på en trussel, som domstolene har fundet strafbar efter §

119, kan nævnes udtalelsen ”du skal ikke komme og åbne min celle igen, for så ved du

ikke, hvad der sker”, som blev fremsat over for en fængselsansat.

716

Til forskel fra de

ovennævnte eksempler, fandtes udtalelsen ”sådan nogle drengerøve spiser jeg til mor-

genmad”, som var rettet mod en polititjenestemand, derimod ikke at udgøre en strafbar

trussel.

717

Straffelovens §121 kriminaliserer hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale rettet

mod embedspersoner/offentligt ansatte og udgør derfor også en begrænsning af ytrings-

712

713

714

715

716

717

Også straffelovens § 127 om tilskyndelse af værnepligtige mv. til ulydighed, § 129 om uberettigede offentlige meddelelser

om valghandlinger mv., § 129 a om offentliggørelse af bevidst usande gengivelser eller falske citater af meddelelser om

faktiske forhold fremsat i retsmøder mv. kan udgøre indskrænkninger i ytringsfriheden. Disse ses dog ikke anvendt i

nyere trykt praksis.

Også chikanøse fredskrænkelser af personer i offentlig tjeneste eller hverv er kriminaliseret i medfør af § 119 a, hvorefter

bl.a. chikanøs kontakt i form af mundtlige eller skriftlige henvendelser kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Bestemmelsen blev indført i 2016 som led i den såkaldte ”respekt-pakke.” Se lov nr. 1728 af den 27. december 2016 om

ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forskellige andre love (Øget respekt for det offentlige rum,

offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste m.v.).

Trussel om vold over for den pågældende i privat sammenhæng, som ikke har sammenhæng med den pågældendes

offentlige ansættelse vil ikke være omfattet.

TfK 2018.321 V.

TfK 2008.478 Ø.

U2002.2739Ø.

377

friheden.

718

Også her er praksis righoldig, og den viser, at man bl.a. skal afholde sig fra at

bruge udtryk som ”narrøv”,

719

”smatso”,

720

og ”racist” mod den beskyttede personkreds.

721

At spytte mod en offentlig ansat anses for vold og er derfor omfattet af § 119 og ikke §

121.

722

Også straffelovens § 132 om retsstridig benyttelse af kendetegn eller dragt mv. kan efter

sin karakter udgøre en begrænsning af ytringsfriheden.

723

Det vil særligt være tilfældet,

når der med den synlige anvendelse af det pågældende kendetegn mv. tilsigtes en for-

midling af en meningstilkendegivelse. Omfattet af dette forbud vil bl.a. være retsstridig

brug af politi- eller militæruniform.

I 2018 er der tilføjet en ny bestemmelse til straffelovens § 132 a om deltagelse i en ulovlig

forening. § 132 a drejer sig om retsvirkningerne af et foreløbigt forbud mod eller en op-

løsning af en forening. Efter bestemmelsens stk. 1 er det strafbart at fortsætte aktiviteter-

ne i en forening, når der er nedlagt foreløbigt forbud, eller foreningen er opløst ved dom

efter grundlovens § 78. Det nye stk. 2 kriminaliserer den, der på offentligt sted, i krimi-

nalforsorgens institutioner eller i øvrigt med forsæt til udbredelse i en videre kreds bærer

en forbudt eller opløst forenings kendetegn. Disse kendetegn (såkaldte insignier) kan

bl.a. omfatte påklædning med grupperingens logo, rygmærker, emblemer eller flag.

724

Forbuddet er navnlig begrundet i, at tilstedeværelsen af f.eks. rygmærker eller tilsvaren-

de bandesymboler i det offentlige rum kan virke utryghedsskabende, hvis grupperingen

er forbundet med (grov) kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet. Bestemmelsen

varetager således navnlig hensynet til den offentlige tryghed og forebyggelse af uorden

eller forbrydelse.

725

718

719

720

721

722

723

724

725

Også i restaurationsloven § 32 findes et forbud mod fornærmelig adfærd på steder, som er offentligt tilgængelige, og hvor

der sælges mad og drikke, som indtages på den pågældende beværtning. Også ordensbekendtgørelsens § 3 supplerer

straffelovens § 121.

U2012.3166Ø.

U2003.498Ø.

TfK 2008.204 Ø.

Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 105.

Dette gælder også straffelovens § 132 a om deltagelse i fortsættelse af en foreløbig forbudt eller opløst forenings virksom-

hed, som omtales på denne side.

Lovforslag nr. L 208 af 23. marts 2018, om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Retsvirkninger af et foreløbigt

forbud mod eller en opløsning af en forening) (Folketingstidende, 2017-2018, A, L 208, som fremsat). Lovændringen

skal ses i sammenhæng med, at det i sommeren 2018 blev offentliggjort, at der vil blive ført sag om opløsning af ban-

degrupperingen Loyal to Familia (LTF). Den 4. september 2018 nedlagde Københavns Politi et foreløbigt forbud mod

LTF, jf. pressemeddelelse af 4. september 2018 ”Københavns Politi nedlægger foreløbigt forbud mod Loyal to Familia”

(https://politi.dk/koebenhavns-politi/nyhedsliste/koebenhavns-politi-nedlaegger-foreloebigt-forbud-mod-loyal-to-fa-

milia/2018/09/04).

Lovforslag nr. L 208 (Folketingstidende, 2017-2018, A, L 208, som fremsat), pkt. 2, afsnit 2.2.2.2.

378

Det er udtrykkelig anført i lovforslagets bemærkninger, at bestemmelsen kan indebære

et indgreb i ytringsfriheden, fordi man forhindres i at iføre sig et kendetegn, som kan

være udtryk for en meningstilkendegivelse. Eftersom grundlovens § 77 ikke sætter be-

grænsninger for, hvilke indgreb der ved lov kan gøres i den indholdsmæssige ytringsfri-

hed, rejser bestemmelsen ikke særlige spørgsmål i forhold til grundloven.

726

Beskyttelsen

af ytringsfriheden efter EMRK artikel 10 er videre end grundlovsbeskyttelsen, og for-

buddet vil kunne udgøre et indgreb i ytringsfriheden i konventionens forstand. Det er

imidlertid Justitsministeriets vurdering, at et sådant indgreb vil varetage legitime hensyn

omfattet af artikel 10, stk. 2, og derfor være berettiget. Det anføres samtidig, at forbuddet

ikke er til hinder for, at de pågældende kendetegn straffrit vil kunne besiddes i visse sær-

lige tilfælde, f.eks. i forbindelse med en demonstration mod beslutningen om at forbyde/

opløse foreningen.

727

Ulovlig tvang er strafbart efter § 260. Selv om det måske ikke forekommer oplagt, kan

denne bestemmelse også udgøre en begrænsning i ytringsfriheden, fordi den krimina-

liserer ytringer, hvorved nogen trues til at gøre, tåle eller undlade noget. Bestemmelsen

fandt f.eks. anvendelse i en sag fra 2011, hvor en anholdt person blev dømt for at have tru-

et politiet ved bl.a. følgende udtalelse: ”Hvis I ikke løslader mig, er der nogen, der dør.”

728

Efter §§ 266 og 266 a er henholdsvis trusler om at foretage en strafbar handling (særlig

grove trusler) og ytringer, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk,

strafbare.

Der findes et større antal domme vedrørende § 266, herunder flere sager om trusler mod

politikere og andre offentligt kendte personer. I en sag fra 2010 blev tiltalte dømt for at

have fremsat trusler mod et fremstående medlem af Folketinget (Pia Kjærsgaard). Den

pågældende havde på Facebook skrevet: ”Helle for at skyde hende” og ”lad mig skyde

den klamme rynkefjæsede gamle kælling en gang for alle!” Både by- og landsret fandt, at

udtalelserne var egnede til at fremkalde alvorlig frygt, og den tiltalte blev idømt 30 dages

ubetinget fængsel.

729

Straffelovens § 266 a om offentligt fremsatte udtalelser, der tilstræber at fremkalde volds-

handlinger eller hærværk, har tilsyneladende ingen eller meget begrænset selvstændig

betydning.

730

726

727

728

729

730

Der henvises til afsnit 1 ovenfor om grundlovens § 77.

Lovforslag nr. L 208 (Folketingstidende, 2017-2018, A, L 208, som fremsat), pkt. 2.2.3.4.

TfK 2011.49 V.

U2010.2085Ø.

Toftegaard Nielsen (2017), side 532.

379

5.4.2.3 Særligt vedrørende afvikling af demonstrationer

Politiet er i politiloven og ordensbekendtgørelsen tildelt en række beføjelser til at foreta-

ge indgreb, som skal sikre den offentlige orden og tryghed. Dette gælder bl.a. politilovens

§§ 7-9, som specifikt regulerer politiets mulighed for at gribe ind over for offentlige for-

samlinger og opløb.

Politiets opgavevaretagelse i den forbindelse er to-delt. På den ene side har politiet efter

politilovens § 7 en udtrykkelig pligt til at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.

731

På

den anden side har politiet pligt til at forhindre, at offentlige forsamlinger udvikler sig

voldeligt og bliver til fare for den offentlige orden eller fred.

Politiet kan som led i dette om nødvendigt påbyde, at en demonstration (forsamling)

skal finde sted på en anden lokation eller f.eks. følge en anden rute end den først plan-

lagte. Politiet kan ultimativt forbyde eller opløse en forsamling under åben himmel, hvis

der er eller kan befrygtes fare for den offentlige fred.

Politilovens § 8 regulerer politiets indgreb over for forsamlingsdeltagere, dvs. enkelt-

personer, som i en forsamling under åben himmel giver anledning til fare for betydelig

forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoner eller den offentlige sik-

kerhed. Det kan f.eks. dreje sig om personer, som fra forsamlingen kaster med genstan-

de mod bygninger eller skilte, ligesom brug af sirener mv. efter omstændighederne kan

udgøre betydelige forstyrrelser.

732

Efter § 9 har politiet til opgave at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den

offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. For

at varetage denne opgave er politiet tildelt en række beføjelser, herunder muligheden for

at fratage genstande eller frihedsberøve.

Som det fremgår, omhandler de ovenstående bestemmelser politiets indgreb i forsam-

lingsfriheden. Dette har dog en nær sammenhæng med ytringsfriheden, fordi borgerne

typisk forsamles for at ytre sig. Derfor vil et indgreb over for forsamlingsdeltagerne ty-

pisk også udgøre et indgreb i de pågældendes ytringsfrihed.

Politiloven suppleres af ordensbekendtgørelsens bestemmelser, herunder § 3 om adfærd,

der er egnet til at påvirke den offentlige orden, og § 9, som indeholder et forbud mod op-

sætning af plakater, der kan forstyrre den offentlige orden eller har en anstødelig karakter.

731

732

Lovbekendtgørelse nr. 956 af 20 august 2015 om politiets virksomhed.

Besvarelsen af spørgsmål nr. 1241 (Alm. del) af den 19. oktober 2009.

380

Politiets handlemåde i forbindelse med demonstrationer var bl.a. genstand for undersø-

gelse i Tibetkommissionens vurdering af politiets ordrer og adfærd under de kinesiske

statsbesøg i 2012, 2013 og 2014.

733

Under den kinesiske præsidents besøg i 2012 havde et

antal demonstranter bl.a. fremvist tibetanske flag og iklædt sig Falun Gong T-shirts for

at tilkendegive deres støtte til Tibet og utilfredshed med det kinesiske styres Tibet-poli-

tik. Begge forhold udgjorde meningstilkendegivelser, som havde til hensigt at formidle

et politisk budskab. Demonstranternes budskaber var således beskyttet af såvel EMRK

artikel 10 og grundlovens § 77, ligesom demonstrationerne nød beskyttelse efter grund-

lovens § 79 og EMRK artikel 11.

Tibetkommissionen lagde til grund, at der var udstedt en generel ordre om, at demon-

stranterne ikke måtte være synlige for kortegen med de besøgende fra Kina, og at denne

ordre gjaldt, uanset om der var konkret fare for den offentlige orden eller ej. Kommis-

sionen fandt derfor, at ordren var i strid med både forsamlings- og ytringsfriheden. Po-

litiet havde – bl.a. ved fratagelse af tibetanske flag – i en række konkrete tilfælde aktivt

forhindret demonstranterne i at være synlige for den kinesiske delegation. Dette udgjor-

de efter kommissionens opfattelse en klar krænkelse af demonstranternes ytrings- og

forsamlingsfrihed.

Senest har der været en del debat om de demonstrationer, som lederen af det politiske

parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, afholdt op til folketingsvalget i 2019, og hvor der bl.a.

er sket afbrænding af koranen. Det skyldes ikke mindst, at en demonstration på Blågårds

Plads i april 2019 førte til massive uroligheder på Nørrebro, hvor der bl.a. blev kastet

brosten efter politiet og sat ild til biler og containere. Efter urolighederne fik Rasmus

Paludan i flere omgange midlertidigt forbud mod at demonstrere i bl.a. Københavns og

Københavns Vestegns Politikreds. Forbuddene blev navnlig begrundet med, at demon-

strationerne med det daværende trusselsniveau ville kunne bringe den offentlige orden

og Rasmus Paludans sikkerhed i fare.

I kølvandet på urolighederne har bl.a. professor Jørn Vestergaard og advokat Tyge Trier

gjort gældende, at staten er berettiget til at skride ind over for personer, der som Rasmus

Paludan ”misbruger” ytrings- og forsamlingsfriheden.

734

I forhold til ytringsfriheden er

det for så vidt korrekt.

733

734

Se Tibetkommissionens beretning (2017), kapitel 4. Den kinesiske præsident var på besøg i 2012. I 2013 og 2014 var der

tale om to officielle kinesiske besøg fra andre centrale personer i det kinesiske magthierarki.

B. Barkholt Fruelund, ”Advokat: Ytringsfrihed beskytter ikke koranafbrænding” i Ritzaus Bureau (15. april 2019) og ”Pal-

udans hate speech er strafbar” (1. maj 2019), Refugees.dk, http://refugees.dk/aktuelt/2019/maj/paludans-hate-speech-er-

strafbar/ (senest tilgået den 6. november 2019).

381

Som anført i afsnit 3.1.1.3 beskytter EMRK således ikke ytringer, der udgør

misbrug

ytringsfriheden. I grundloven opererer man ikke med et begreb om

misbrug

af ytrings-

eller forsamlingsfriheden, men Folketinget kan vedtage love, hvor bestemte ytringer

ulovliggøres. Folketinget vil med andre ord godt kunne gribe ind og begrænse ytrings-

friheden.

Derimod er der efter grundloven kun begrænsede muligheder for at gribe ind over for

selve demonstrationerne. De vil således alene kunne forbydes, hvis der

fra forsamlingen

udgår eller kan frygtes at udgå en fare for den offentlige fred, eller – ud fra nødretsbe-

tragtninger – hvis der

fra andre end forsamlingen selv

udgår eller kan frygtes at udgå en

alvorlig fare. Dette vil bero på en konkret vurdering, hvor der bl.a. vil skulle lægges vægt

på, om der er fare for menneskers liv eller velfærd, samt om faren vil kunne afværges ved

en relevant og proportional indsats fra politiets side, blandt andet således at det er muligt

at opretholde et forsvarligt politiberedskab i øvrigt. Det betyder, at politiet således ikke

kan forbyde en forsamling

alene

med henvisning til politiets ressourcer eller prioritering

af andre opgaver, men hvis politiet vurderer, at det ikke vil være muligt at forebygge uro-

ligheder med en politistyrke af en størrelse, der gør det muligt samtidig at opretholde et

forsvarligt politiberedskab i øvrigt, kan der være grundlag for at forbyde en forsamling.

735

Også straffelovens § 134 b, som indeholder et maskeringsforbud, vil efter omstændighe-

derne kunne udgøre en indskrænkning af ytringsfriheden, i det omfang at en tildækning

(maskering) er udtryk for en meningstilkendegivelse beskyttet af artikel 10. Dette er til-

lige forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, hvor det om forholdet til ytringsfri-

heden er anført, at det i det konkrete tilfælde vil bero på en helhedsvurdering, om en

håndhævelse af maskeringsforbuddet vil være i strid med artikel 10.

736

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at sociale begivenheder, f.eks. demonstrationer,

ikke udvikler sig til reelle uroligheder, da identitetsslørende maskering i praksis har vist

sig at være egnet til bl.a. at forstyrre den offentlige ro og orden.

Den begrundede trykte praksis har typisk drejet sig om personer, som har tildækket

deres ansigt i forbindelse med demonstrationer for at undgå identifikation.

737

Hensynet

735

736

737

I tråd med grundloven følger det af politiloven, at det er politiets opgave at beskytte borgernes ret til at forsamle sig.

Politiet er således direkte forpligtet til at værne om den grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Det følger samtidig af poli-

tiloven, at politiet skal virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet, ligesom politiet skal forebygge og afværge

fare for blandt andet enkeltpersoners sikkerhed. Det betyder, at politiet skal sikre både den offentlige fred og orden og

borgernes ret til at forsamle sig, og at politiet må balancere de to hensyn, når de støder sammen.

Lovforslag nr. L 196 af 9. februar 2000 om ændring af straffeloven (maskeringsforbud) (Folketingstidende, 1999-2000,

tillæg A, side 6112), afsnit 7.2.

Se bl.a. TfK 2018.339 og TfK 2007.595/2.

382

til ytringsfriheden ses ikke umiddelbart at have været påberåbt i den foreliggende trykte

domspraksis.

5.4.2.4 Tildækningsforbud

Den 31. maj 2018 vedtog et flertal i Folketinget en ændring af straffeloven, som indfører et

generelt forbud mod på offentligt sted at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansig-

tet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.

738

Tildækningsforbuddet trådte i kraft

den 1. august 2018 og har – siden intentionen om at indføre det – givet anledning til stor

debat i offentligheden.

739

Diskussionerne har navnlig kredset om forbuddets betydning

for muslimske kvinders brug af burka og niqab. I offentligheden har tildækningsforbud-

det derfor ofte været omtalt som ”burkaforbuddet”.

Det følger af bemærkningerne til loven, at tildækning af ansigtet med en beklædnings-

genstand efter omstændighederne kan være en meningstilkendegivelse, hvorfor bestem-

melsen vil kunne udgøre en indskrænkning af ytringsfriheden efter artikel 10.

740

Hvis

tildækning af ansigtet kan anses for at være udtryk for en ytring beskyttet af konventio-

nen, må det bero på en konkret vurdering af den foreliggende situation, om et indgreb

vil være i strid med artikel 10.

Hensigten med at indføre tildækningsforbuddet er ifølge bemærkninger til lovforslaget

navnlig at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens, som er afgørende for

et samfund, da det efter regeringens opfattelse ikke er foreneligt med værdierne og sam-

menhængskraften i det danske samfund at holde ansigtet skjult i det offentlige rum.

741

Tildækningsforbuddet har således nærmest sammenhæng med spørgsmålet om den of-

738

739

740

741

Lovforslag nr. L 219 af den 11. april 2018 om ændring af straffeloven (tildækningsforbud) (Folketingstidende, 1999-2000,

tillæg A, side 6112). Det er forudsat i lovforslagets bemærkninger, at bødeniveauet forhøjes ved gentagne overtrædelser

af forbuddet. Se lovforslaget pkt. 3.2.6 for nærmere herom.

Se f.eks. ”Birthe Rønn Hornbech: Vi bør sige nej til burkaer, men også nej til et forbud” (5. oktober 2017), Politiken,

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6145523/Vi-b%C3%B8r-sige-nej-til-burkaer-men-ogs%C3%A5-nej-til-et-

forbud (senest tilgået den 19. august 2019), A. Libak, ”Borgere går ikke i burka” i Ekstra Bladet (8. februar 2018), ”Et bur-

kaforbud er et svaghedstegn” (27. januar 2018), Jyllands-posten.dk, https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE10250819/

et-burkaforbud-er-et-svaghedstegn/ (senest tilgået den 19. august 2019), L. Kattrup, ”Forbuddet mod burka og niqab

handler om at beskytte demokratiet” i Kristeligt Dagblad (16. oktober 2017), ”LA’er: Burkaforbuddet er et skred i det li-

berale værdisæt” (2. august 2018), Altinget.dk, https://www.altinget.dk/artikel/laer-burkaforbuddet-er-et-skred-i-det-li-

berale-vaerdisaet (senest tilgået den 19. august 2019) og ”Et burkaforbud vil være symptombehandling og sætte

spørgsmålstegn ved vores liberale og demokratiske samfund” (22. august 2017), Politiken, https://politiken.dk/debat/

profiler/filosofferne/sunelaegaard/art6075728/Et-burkaforbud-vil-v%C3%A6re-symptombehandling-og-s%C3%A6t-

te-sp%C3%B8rgsm%C3%A5lstegn-ved-vores-liberale-og-demokratiske-samfund (senest tilgået den 19. august 2019).

Tildækningsforbuddet og forholdet til grundlovens § 77 er behandlet i bemærkningerne til bestemmelsen, hvor det

konkluderes, at forbuddet ikke udgør et forudgående indgreb, og at forbuddet derfor ikke rejser spørgsmål i forhold

grundlovens ytringsfrihedsbeskyttelse. Om forholdet mellem tildækningsforbuddet og grundlovens § 67 om religions-

frihed se afsnit 2 om grundloven.

Lovforslag nr. L 219 af den 11. april 2018 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2017-2018, L 219, A, som frem-

sat), pkt. 1.

383

fentlige orden i den forstand, at forbuddet tager sigte på at sikre sammenhængskraften i

samfundet og den sociale interaktion i det offentlige rum.

Omfattet af forbuddet er tildækning af ansigtet, der sker ved beklædningsgenstande,

herunder huer, hætter, masker, heldækkende dragter mv. Beklædningsgenstande som

f.eks. burka og niqab, der skjuler ansigtet, er således omfattet af forbuddet, og det samme

gælder f.eks. elefanthuer, som også dækker ansigtet.

Hvis tildækningen af ansigtet tjener et ”anerkendelsesværdigt formål”, kan man ikke

straffes for at skjule sit ansigt med en beklædningsgenstand. De eksempler, der gives på

anerkendelsesværdige formål i bestemmelsens forarbejder, er bl.a., når en person ifører

sig halstørklæde og hue mv. for at holde varmen i koldt vejr, hvis det efter de konkrete

omstændigheder må anses for sædvanlig og rimelig påklædning.

742

Beklædning, som

skjuler ansigtet i forbindelse med en konkret religiøs handling – f.eks. et konkret vielses-

eller begravelsesritual – vil som det klare udgangspunkt også være tilladt, fordi det tjener

et anerkendelsesværdigt formål.

Det følger også af bemærkningerne til loven, at i det omfang en tildækning af ansigtet i

sig selv anses for en meningstilkendegivelse, der er beskyttet af ytringsfriheden, vil det

skulle indgå i vurderingen af, om tildækningen tjener et anerkendelsesværdigt formål.

743

Det er politiet, der konkret vurderer, om tildækningen af ansigtet i det pågældende til-

fælde er en overtrædelse af forbuddet, eller om det tjener et anerkendelsesværdigt for-

mål.

744

Bestemmelsen trådte i kraft den 1. august 2018 og frem til og med juni 2019 har

politiet rejst 39 sigtelser. I 22 af sigtelserne har ansigtet været tildækket af en niqab eller

burka.

745

742

743

744

745

Det samme gælder kostumer mv. i forbindelse med f.eks. fastelaven eller brug af masker og hjelme, som anvendes ved

udøvelse af sport eller lignende. Tildækning som følge af lovkrav, f.eks. lovpligtig brug af styrthjelm vil også som ud-

gangspunkt falde uden for det strafbare område. Omfattet er ifølge bemærkningerne til loven også masker og hjelme i

forbindelse med jagt og fiskeri, f.eks. sikkerheds- eller camouflageudstyr. Også anvendelse af f.eks. beskyttelseshjelme og

åndedrætsværn i en arbejdsmæssig sammenhæng vil konkret kunne tjene et anerkendelsesværdigt formål.

Lovforslag nr. L 219 af den 11. april 2018 om ændring af straffeloven (Folketingstidende, 2017-2018, L 219, A, som frem-

sat), pkt. 3.2.3.

I praksis betyder forbuddet, at politiet efter omstændighederne kan påbyde en person at bringe den ulovlige adfærd til

ophør, det vil sige f.eks. fjerne den beklædningsgenstand, som skjuler ansigtet. Politiet vil også kunne påbyde en person,

der bryder tildækningsforbuddet, at fjerne sig fra et offentligt sted, og politiet vil også kunne indbringe personen til en

politistation (jf. lovforslagets pkt. 3.2.4.). Politiets administration af bestemmelsen skal ske med passende hensyntagen

til personens integritet og uden unødig og nedværdigende krænkelse af den pågældende.

”Burkaforbuddet fylder år – og der er sigtet 22” (3. september 2019), TV2, https://nyheder.tv2.dk/sam-

fund/2019-09-03-mor-overtraadte-tildaekningsforbud-fire-gange-nu-er-dommen-faldet (senest tilgået den 22. januar

2020) og besvarelse af spørgsmål nr. 367 (Alm. del) af 21. januar 2019 fra Folketingets Udlændinge- og Integrationsud-

valg.

384

Tildækningsforbuddet anses efter lovforslaget bemærkninger at indebære begræns-

ninger i forhold til både EMRK artikel 8, artikel 9 og artikel 10. Tildækning af ansigtet

kan som nævnt udgøre en meningstilkendegivelse, hvorfor der kan være tale om en be-

grænsning af retten til ytringsfrihed efter artikel 10. Retten til respekt for privatlivet efter

EMRK artikel 8 er af betydning, fordi denne rettighed efter EMD's praksis også omfat-

ter en persons ret til at bestemme sin fysiske fremtræden. Retten til at tænke frit og til

samvittigheds- og religionsfrihed efter EMRK artikel 9 har ligeledes betydning i forhold

til et tildækningsforbud, fordi denne bestemmelse også beskytter adgangen til at bære

religiøst begrundet beklædning eller andre effekter.

Om forholdet til disse bestemmelser anføres det i bemærkningerne til loven, at hensynet

bag tildækningsforbuddet – at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens,

som er afgørende i et samfund – er anerkendt af EMD som et lovligt og sagligt formål,

der kan begrunde indskrænkninger i de omtalte rettigheder.

5.4.3 EMD's praksis vedrørende indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i

hensynet til den offentlige tryghed eller til at forebygge uorden og forbrydelse

5.4.3.1 Tilskyndelse til vold, billigelse af strafbare handlinger og trusler

Domstolen har – som nævnt i afsnit 3.1.1.2 – flere gange slået fast, at artikel 10 ikke kun

beskytter ukontroversielle og harmløse ytringer, men tillige ytringer, som støder, choke-

rer eller forstyrrer staten eller en hvilken som helst del af befolkningen.

746

Grænsen for artikel 10’s beskyttelse går ved ytringer mv., der truer med eller tilskynder til

vold, eller adfærd eller ytringer, der er udtryk for ekstremt had eller forhånelse af andre

persongrupper, og som er baseret på intolerance, herunder religiøs, etnisk og kulturel

intolerance.

747

Herudover omfatter konventionens beskyttelse ikke ytringer, som under-

graver og modarbejder de principper om demokrati og respekt for menneskerettigheder,

som EMRK bygger på, jf. herved EMRK artikel 17 om forbud mod misbrug af rettighe-

der, som er omtalt i afsnit 3.1.1.3 ovenfor.

Ytringer, som er stærkt racediskriminerende, eller som er udtryk for hadefuld tale eller

tilskyndelse til vold eller andre grove forbrydelser, vil EMD som udgangspunkt anse for

746

747

Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976), pr. 49.

Ferét mod Belgien (afsagt den 16. juli 2009), pr. 64, 72, og 73. Domstolen henviser i dommens præmis 44 til Europa-

rådets Ministerkomités anbefaling nr. R (97) 29 om hadefuld tale (”hate speech”). I et bilag til denne anbefaling frem-

går, at begrebet ”hate speech” omfatter enhver ytring, som spreder, opfordrer til, fremmer eller retfærdiggør racehad,

fremmedhad, antisemitisme eller andre former for had baseret på intolerance, herunder intolerance, der er udtryk for

aggressiv nationalisme og etnocentrisme, diskrimination og fjendtlighed over for minoriteter, migranter og personer

med indvandrerbaggrund. Se for nærmere herom besvarelsen af spørgsmål S 177 (Alm. del) af den 30. maj 2017. Se også

Kjølbro (2017), side 1074.

385

omfattet af artikel 17.

748

Virkningen af dette er, at den indklagede stat ikke skal retfærdig-

gøre et indgreb i en sådan ytring efter artikel 10, stk. 2.

749

Som et eksempel på et tilfælde, hvor Domstolen har fundet, at en ytring faldt helt uden

for artikel 10’s beskyttelse, kan nævnes sagen

Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland,

hvor der bl.a. var tale om klare opfordringer til voldshandlinger. Her havde organisa-

tionen Hizb ut-Tahrir i forskellige sammenhænge, bl.a. på deres russiske hjemmeside,

fremsat antisemitisk propaganda, glorificering af selvmordsbombere i Israel og opfor-

dringer til vold mod jøder.

750

Disse ytringer var ifølge Domstolen udtryk for misbrug af

ytringsfriheden efter artikel 17.

751

Domstolen udtalte i denne sammenhæng, at:

”a political organisation whose leaders incite to violence or put forward a

policy which fails to respect democracy or which is aimed at the destruc-

tion of democracy and the flouting of the rights and freedoms recognised

in a democracy cannot lay claim to the Convention’s protection against

penalties.”

752

Opfordringen til vold kan også ses i kombination med bl.a. groft racediskriminerende

udtalelser eller støtte til terror, som i mange tilfælde også vil være omfattet af artikel 17.

Dette var f.eks. tilfældet i en afgørelse mod

Roj TV,

hvor Domstolen fandt, at tv-kanalen

ikke kunne nyde beskyttelse efter artikel 10, fordi den havde udnyttet ytringsfriheden til

at opfordre til vold og yde støtte til terroraktiviteter.

753

Sagen er nærmere omtalt i afsnit

5.5.3.1.

Det er afgørende for vurderingen af ytringer om opfordringer til vold, at der faktisk er

tale om opfordring til vold og ikke alene ytringer, som er krænkende over for andre eller

ubehagelige for myndighederne.

754

5.4.3.1.1 Ytringer inden for artikel 10's anvendelsesområde

Domstolens praksis på dette område er ikke fuldstændig entydig, og EMD har således

også fundet udtalelser, som opfordrer til vold eller er udtryk for hadefuld tale, omfattet af

artikel 10, hvilket betyder, at et indgreb over for sådanne udtalelser skal bedømmes efter

artikel 10, stk. 2. Dette er forekommet i tilfælde, hvor Domstolen – til trods for ytringer-

748

749

750

751

752

753

754

Spørgsmålet om artikel 10 og 17 og stærkt racediskriminerede udtalelser og hadefuld tale behandles mere indgående i

afsnit 5.2.3.1 om hadefuld tale, herunder straffelovens § 266 b.

Se for nærmere herom i Lorenzen m.fl. (2011), side 1015ff.

Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland (afsagt den 14. juni 2013), pr. 49.

Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland (afsagt den 14. juni 2013), pr. 113.

Kasymakhunov & Saybatalov mod Rusland (afsagt den 14. juni 2013), pr. 105.

Roj TV mod Danmark (afgørelse afsagt den 17. april 2018).

Yalcin Kücük mod Tyrkiet (afsagt den 22. april 2008).

386

nes grovhed – konkret har vurderet, at ytringerne ikke har været egnede til at undergrave

de grundlæggende principper bag konventionen.

Domstolen har dog i disse sager typisk fundet de foretagne indgreb i overensstemmelse

med artikel 10, fordi indgrebene kunne anses for nødvendige i et demokratisk samfund

af hensyn til et af de legitime hensyn i artikel 10, stk. 2.

Domstolen har ved flere lejligheder behandlet sager efter artikel 10, hvor der i medlems-

staten er idømt straf for ytringer, som er blevet anset for at indeholde et forsvar for vold

og opfordringer til fjendtlighed i form af f.eks. oprør.

I sagen

Sürek (nr. 1) mod Tyrkiet

havde en avisejer trykt to debatindlæg, som indeholdt

passager, der på det kraftigste fordømte de tyrkiske myndigheders militære aktioner i

det sydøstlige Tyrkiet.

755

Debatindlæggene indeholdt også udtalelser, som anklagede de

tyrkiske myndigheder for med voldelige midler at undertrykke det kurdiske folks kamp

for frihed og uafhængighed. Det ene af indlæggene rummede desuden en påstand om,

at staten havde set gennem fingrene med tortur og drab af systemkritikere, mens det i

det andet indlæg bl.a. var anført, at de tyrkiske myndigheder bevidst havde begået to

massakrer som led i kampen for at udrydde det kurdiske folk.

756

Avisejeren var på den

baggrund blevet dømt for at have spredt propaganda mod statens enhed, som kunne

fremkalde fjendskab og had blandt det tyrkiske folk.

Ved EMD's behandling af sagen påberåbte Tyrkiet sig bl.a. hensynet til den offentlige or-

den (samt nationale sikkerhed og territoriale integritet) som begrundelse for indgrebet

over for avisejeren.

EMD fandt, at der med domfældelsen af avisejeren ikke var sket en krænkelse af artikel

10. Domstolen indledte med en generel bemærkning om, at rummet for at gøre indgreb

over for politiske ytringer eller ytringer om emner af samfundsmæssig interesse er snæ-

vert – ikke mindst, hvis kritikken retter sig mod den siddende regering. I den konkrete

sag fandt Domstolen imidlertid, at Tyrkiet havde været berettiget til at skride ind over

for avisredaktøren, idet de pådømte ytringer kunne anses for at opfordre til et blodigt

hævntogt i en i forvejen betændt situation, ligesom et af indlæggene havde indeholdt

alvorlige beskyldninger mod navngivne personer, som kunne føre til had mod dem og

dermed udsætte dem for væsentlige fare.

755

756

Sürek mod Tyrkiet (nr. 1) (afsagt den 8. juli 1999). Se modsat Polat mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), hvor Domstolen

fandt, at ytringerne ikke udgjorde en substantiel trussel mod den nationale sikkerhed.

Sürek mod Tyrkiet (nr. 1) (afsagt den 8. juli 1999), pr. 11.

387

Selv om avisejeren ikke selv havde fremsat de strafbare ytringer, havde han ved at bringe

dem i sin avis faciliteret en udbredelse af ytringer, der kunne føre til vold og had. Dom-

stolen lagde vægt på, at ejeren udvalgte, hvad der skulle trykkes i avisen, og i udførelsen

af denne opgave var underlagt ”pligter og ansvar” efter artikel 10, stk. 2. Disse pligter og

ansvar i udvælgelsen af indlæg skulle tillægges endnu større vigtighed i relation til høj-

spændte konfliktsituationer.

Sagen illustrerer, at der kan gøres indgreb over for medier, som spreder ytringer, der

kan forstyrre den offentlige orden på voldsom vis. Dommen viser også, at der i særlige

tilfælde vil kunne gøres indgreb over for ytringer, som indeholder kritik af den sidden-

de regering, fordi det kan være nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den

offentlige orden, når kritikken også rummer opfordringer til vold mv., idet staterne i

sådanne tilfælde som udgangspunkt er tillagt en vid skønsmargin.

757

Dommen var dog

ikke enstemmig. Syv ud af sytten dommere dissentierede mod afgørelsen og fandt bl.a.,

at det ikke var påvist, at indlæggene udgjorde en reel risiko.

I en anden sag mod Tyrkiet

(Faruk Temal mod Tyrkiet)

fandt Domstolen, at der var sket

en krænkelse af artikel 10.

758

Her var formanden for et politisk parti, som var i opposi-

tion til den siddende regering, blevet straffet for at sprede propaganda, som forsvarede

brugen af vold eller andre terrormetoder. Partiformanden havde på en partikonference

oplæst en erklæring, hvor han i stærke vendinger kritiserede den amerikanske indsats i

Irak, ligesom han bl.a. kritiserede fængslingen af lederen af en terrororganisation. Dom-

stolen fandt, at politikeren med sine udtalelser ikke havde opfordret til vold eller i øvrigt

havde fremsat hadefuld tale og lagde særlig vægt på, at formanden havde udtalt sig som

politiker, og at han havde udtalt sig om et emne af samfundsmæssig interesse.

Domstolen har i flere tilfælde behandlet sager om billigelse af terrorhandlinger.

Leroy mod Frankrig

havde en fransk karikaturtegner fremstillet en tegning, som blev of-

fentliggjort i et dagblad to dage efter terrorangrebet den 11. september 2001.

759

Tegningen

forestillede fire højhuse i brand efter et flyangreb og var ledsaget af overskriften ”Hvad

vi alle har drømt om – Hamas gjorde det”.

760

Tegneren gjorde under sagen gældende,

at der var tale om et satirisk indlæg, som udtrykte hans modstand mod amerikansk

imperialisme. Han blev ved de franske domstole idømt en bøde for at billige terroris-

me, ligesom bladet, som havde bragt tegningen, blev dømt til at trykke og udgive den

franske dom. EMD fandt – efter en samlet bedømmelse af sagen – at indgrebet havde

757

758

759

760

Sürek mod Tyrkiet (nr. 1) (afsagt den 8. juli 1999), pr. 61 og 65.

Faruk Temal mod Tyrkiet (afsagt den 1. februar 2011).

Leroy mod Frankrig (afsagt den 2. oktober 2008).

”Nous en avions tous revé… le Hamas l’a fait”, se pr. 6.

388

været nødvendigt i et demokratisk samfund. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at tegningen

i sammenhæng med overskriften ikke udelukkende kunne ses som en kritik af ameri-

kansk imperialisme, men også måtte ses som støtte til og glorificering af 9/11-angrebet,

ligesom tegningen underminerede ofrenes menneskelige værdighed. Domstolen ind-

drog det forhold, at tegningen blev offentliggjort i nær tilknytning til angrebet (to dage).

I forhold til hensynet til den offentlige orden lagde Domstolen vægt på, at tegningen blev

publiceret i en avis, som udkom i Baskerlandet – en region hvor den politiske situation

var anspændt. Offentliggørelsen af tegningen havde ifølge Domstolen givet anledning

til reaktioner i befolkningen, der kunne have medført voldelige handlinger, som ville

forstyrre den offentlige orden.

761

I 2018 faldt der dom i sagen

Stomakhin mod Rusland,

hvor en person, der både var ansat

som journalist på et dagblad og selv udgav et nyhedsbrev,

762

var blevet idømt en fæng-

selsstraf på 5 år for at have skrevet og publiceret en række artikler om den væbnede kon-

flikt i Tjetjenien.

763

Artiklerne indeholdt bl.a. hård kritik af den russiske regering og det

russiske militærs ageren i Tjetjenien. Desuden blev der i artiklerne udtrykt støtte til en

tjetjensk separatistbevægelse. De nationale domstole fandt, at artiklerne retfærdiggjorde

terror og vold og samtidig tilskyndede til vold.

Domstolen var for så vidt enig i, at en del af de udsagn, som var indeholdt i artikler-

ne, rummede tilskyndelse til vold og billigelse af terrorisme, mens andre udsagn ramte

et acceptabelt niveau for kritik af myndighederne mv. Efter en samlet vurdering fandt

Domstolen imidlertid, at selv om nogle udsagn gik længere, end hvad der kunne anses

for acceptabelt, forelå der ikke et presserende samfundsmæssigt behov for at gribe ind

over for den pågældende, ligesom straffen på fem års fængsel var uproportional.

Domstolen tilføjede mere generelt, at staterne bør have en forsigtig tilgang ved fastlæg-

gelsen af, hvad der udgør ”hadefuld tale”, og at de ved udformningen af bestemmelser

om ”hadefuld tale” bør sikre, at disse ikke finder anvendelse, hvor der udelukkende er

tale om kritik af regering, myndigheder mv.

764

761

762

763

764

Leroy mod Frankrig (afsagt den 2. oktober 2008), pr. 45.

Han var således bade stifter, ejer, udgivet og ansvarshavende redaktør for nyhedsbrevet.

Stomakhin mod Rusland (afsagt den 9. maj 2018). Det bemærkes, at der er anmodet om at dommen fra Domstolens

3.afdeling henvises til og behandles af Storkammeret.

Stomakhin mod Rusland (afsagt den 9. maj 2018), pr. 117: ”It stresses in this connection that it is vitally important that

the domestic authorities adopt a cautious approach in determining the scope of “hate speech” crimes and strictly con-

strue the relevant legal provisions in order to avoid excessive interference under the guise of action taken against “hate

speech”, where such charges are brought for a mere criticism of the Government, State institutions and their policies and

practices.”

389

I de tilfælde, hvor Domstolen har fundet opfordringer til vold mv. omfattet af artikel 10,

er de nationale myndigheder som nævnt blevet tillagt en videre skønsmargin til at vur-

dere nødvendigheden af et indgreb i ytringsfriheden.

765

Denne vide skønsmargin finder

som nævnt også anvendelse over for ytringer, der kan karakteriseres som hadefuld tale

(se afsnit 5.2.3.1 ovenfor).

EMD har i sagen

Perincek mod Schweiz

fra 2015 opregnet en række af de afvejningsmo-

menter, som skal inddrages i vurderingen af, om et indgreb over for ytringer, verbale

som non-verbale, som påstås at kunne lede til og retfærdiggøre vold, had og intolerance,

har været nødvendige i et demokratisk samfund.

766

Hvis udtalelserne har været fremsat på baggrund af en anspændt politisk eller social situ-

ation, vil Domstolen være mere tilbøjelig til at anerkende nødvendigheden af at gribe ind

over for ytringerne. Dette gjaldt f.eks. i forbindelse med en række sager, som omhand-

lede situationen i det sydøstlige Tyrkiet, hvor der var sammenstød mellem PKK (omtalt

ovenfor) og de tyrkiske myndigheder.

767

Den sammenhæng, som udtalelserne er fremsat

i, kan derfor have betydning for Domstolens vurdering.

Desuden har Domstolen lagt vægt på, hvordan udtalelserne er faldet og deres potentiel-

le skadeevne, hvilket særligt har betydning i forhold til risikoen for forstyrrelse af den

offentlige orden. Dette hensyn blev bl.a. inddraget i sagen

Faber mod Ungarn

(refereret

ovenfor i afsnit 5.4.1), hvor Domstolen vurderede, at fremvisningen af det kontroversielle

Arpad-Flag havde en yderst begrænset indflydelse på den pågældende demonstrations

forløb.

Perincik mod Schweiz

bemærkede Domstolen generelt, at det i alle tidligere sager har

været et samspil mellem forskellige faktorer og ikke et enkelt moment, som har været

bestemmende for sagens udfald. Domstolen understreger, at i denne type sager vil dens

tilgang til vurderingen af, om indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund være

yderst kontekst-specifik.

768

Det er altså ikke udelukkende udtalelsens ordlyd og indhold,

som tillægges vægt, men i høj grad også den sammenhæng, som ordene er faldet i.

765

766

767

768

Sürek mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 61.

Perincek mod Schweiz (afsagt den 15. oktober 2015).

Zana mod Turkey (afsagt den 25. november 1997), pr. 57-60.

Perincek mod Schweiz (afsagt den 15. oktober 2016), pr. 204-208.

390

5.4.3.1.2 Indrejseforbud som indgreb i ytringsfriheden

EMD har slået fast, at de enkelte landes regler om indrejse og ophold skal forvaltes i

overensstemmelse med EMRK.

769

Selv om konventionen ikke giver en ret til indrejse,

770

vil konventionens bestemmelser, herunder artikel 10, altså kunne have betydning, når

der f.eks. meddeles indrejseforbud over for en såkaldt hadprædikant.

Et indrejseforbud, som baserer sig på de ytringer, som vedkommende har fremsat, vil

som udgangspunkt udgøre et indgreb i ytringsfriheden, og derfor vil et sådan indgreb

skulle leve op til kravene i artikel 10, stk. 2, medmindre indgrebet er iværksat som følge

af ytringer, der må henføres under artikel 17.

EMD har behandlet flere sager, som angår indrejseforbud.

771

I sagen

Cox mod Tyrkiet

fandt Domstolen, at et indrejseforbud over for en amerikansk statsborger, som tidligere

havde haft job som lærer i Tyrkiet, udgjorde en krænkelse af artikel 10.

772

Læreren havde

under sit ophold i Tyrkiet fremsat udtalelser om, at Tyrkiet havde begået alvorlige for-

brydelser mod armenerne, og at Tyrkiet udnyttede kurderne. Domstolen lagde til grund,

at de tyrkiske myndigheders afslag på indrejse var en reaktion på udtalelserne, og at

myndighederne derigennem ville undertrykke lærerens ret til ytringsfrihed og hindre

hendes formidling af tanker og meninger.

773

Hvis der foreligger rettighedsmisbrug efter artikel 17, fordi den person, som rammes af

indrejseforbuddet, er kendt for ytringer, som har til formål at modarbejde eller under-

grave demokratiet – f.eks. afvisning af klare historiske kendsgerninger som holocaust

774

– vil der ikke være hjælp at hente i konventionen. Det samme gælder ytringer, som op-

fordrer til vold,

775

eller hvis der er tale om særlig kvalificeret ”hadefuld tale” om bestemte

befolkningsgrupper.

776

Hvis vedkommende er kendt for f.eks. generaliserende udtalelser om bestemte befolk-

ningsgrupper, som måske nok er grove, men som ikke har en så ekstrem karakter, at de

er omfattet af artikel 17, vil et indrejseforbud være tilladeligt, hvis det kan stå for prøvel-

sen efter artikel 10, stk. 2.

769

770

771

772

773

774

775

776

Abdulaziz, Cabales and Balkandali mod Storbritannien (afsagt den 28. marts 1985), pr. 59-60.

Abdulaziz, Cabales and Balkandali mod Storbritannien (afsagt den 28. marts 1985).

Se f.eks. Cox mod Tyrkiet (afsagt den 20. maj 2010), og Piermont mod Frankrig (afsagt den 27. april 1995).

Cox mod Tyrkiet (afsagt den 20. maj 2010)

”repress the exercise of her freedom of expression and stifle the spreading of ideas”.

Chauvy mod Frankrig (afsagt den 29. september 2004), pr. 69.

Arsland mod Tyrkiet (afsagt den 23. februar 2010), pr. 46.

Hizb ut-Tahrir m.fl. mod Tyskland (afsagt den 19. juni 2012).

391

5.4.3.2 Hensynet til den offentlige orden i forbindelse med demonstrationer

Domstolen har slået fast, at staterne har en positiv forpligtelse til at sikre, at demonstra-

tioner mv., der er lovlige og fredelige, kan gennemføres.

777

EMD har i sin praksis desuden været meget optaget af, at staterne ikke gør indgreb i

ytringsfriheden med henvisning til den offentlige orden, medmindre der eksisterer

en reel trussel mod den offentlige tryghed, eller ytringerne rummer en tilskyndelse til

voldshandlinger.

Det illustreres bl.a. af dommen

Faber mod Ungarn

(som er omtalt ovenfor i afsnit 5.4.1),

som vedrørte fremvisning af et flag med kontroversielle historiske associationer under

en demonstration. Domstolen fandt, at der i den konkrete situation ikke forelå en reel

trussel for den offentlige orden, hvorfor indgrebet krænkede artikel 10. Det samme gjor-

de sig gældende i sagen

Gül m.fl. mod Tyrkiet,

som er refereret i afsnit 3.4.3.

EMD har i sin praksis endvidere slået fast, at det som udgangspunkt ikke vil være et

tilstrækkeligt grundlag for at gribe ind over for demonstranter, at der er en vis risiko

for spændinger og ophidset meningsudveksling mellem demonstranter og modstande-

re.

778

Der skal være tale om mere kvalificeret voldelig eller truende adfærd eller alvorlig

forstyrrelse af den offentlige orden. Politiet skal under alle omstændigheder i sådanne

sammenhænge vælge den mindst indgribende foranstaltning.

779

I sagen

Chorherr mod Østrig

var en række personer blevet anholdt og senere straffet

for ved en militær højtidelighed at have uddelt foldere, hvis indhold gav udtryk for

modstand mod, at militæret ville investere i nyt udstyr.

780

De nationale myndigheder

havde fundet, at dette kunne forstyrre den offentlige orden, og Domstolen fandt ikke

grundlag for at tilsidesætte vurderingen. I sagen havde de nationale myndigheder ud-

øvet deres skøn over nødvendigheden af indgreb over for forsamlinger under hensyn

til ytrings- og forsamlingsfriheden og vurderet, at der forelå en reel trussel mod den

offentlige tryghed.

Dommen viser, at EMD for så vidt går tæt ind i bedømmelsen af, om der foreligger en

trussel mod den offentlige tryghed, men også overlader staterne en vis skønsmargin til at

vurdere, hvornår og hvordan der bør gribes ind i retten til ytringsfrihed for at sikre den

offentlige orden.

777

778

779

780

Plattform ”Ärzte für das Leben” mod Østrig (afsagt den 21. juni 1988).

Kjølbro (2017), side 1069.

Ibid.

Chorherr mod Østrig (afsagt den 25. august 1993).

392

5.4.3.3 Forbud mod tildækning af ansigter i offentligheden

Domstolen har behandlet flere sager, der omhandler lovgivning, som forbyder tildæk-

ning af ansigtet i det offentlige rum.

I dommen

S.A.S. mod Frankrig

tog Domstolen første gang stilling til dette spørgsmål. I

sagen havde en fransk kvinde, som var praktiserende muslim, klaget til Domstolen over,

at hun ikke længere kunne iføre sig burka eller niqab som følge af, at Frankrig havde ind-

ført en lov, der forbyder tildækning af ansigtet i det offentlige rum.

781

Lovgivningen var

ikke rettet særligt mod muslimer, men indeholdt et generelt tildækningsforbud. Kvinden

gjorde bl.a. gældende, at denne lovgivning krænkede hendes rettigheder efter artikel 8

om retten til respekt for privatliv, artikel 9 om retten til at tænke frit og til samvittigheds-

og religionsfrihed og artikel 10 om retten til ytringsfrihed.

Frankrig påberåbte sig i sagen hensynet til den offentlige tryghed og hensynet til at be-

skytte andres rettigheder og friheder som baggrund for indførelsen af det generelle til-

dækningsforbud.

Domstolen undersøgte navnlig tildækningsforbuddet i forhold til artikel 8 og artikel 9

og fandt, at det franske forbud mod tildækning af ansigtet måtte anses for proportionalt

med formålet om at ”beskytte andres rettigheder og friheder”, som er nævnt i artikel 8,

stk. 2 og artikel 9, stk. 2.

782

Domstolen afviste dog samtidig, at det generelle forbud kunne

begrundes i hensynet til den offentlige tryghed.

783

Domstolen anerkendte, at ansigtet spiller en væsentlig rolle i forhold til social interakti-

on, og at et slør eller lignende, der skjuler ansigtet, kan opfattes således, at det krænker

andres ret til at leve i et socialt rum.

784

Derudover bemærkede Domstolen, at indførelsen

af et tildækningsforbud i det offentlige rum var et ”choice of society”. Ved sådanne valg

vil staterne – navnlig når der ikke er konsensus mellem medlemsstaterne – være overladt

en vid skønsmargin.

Kvinden havde også nedlagt påstand om, at lovgivningen var diskriminerende efter arti-

kel 14, som indeholder et forbud mod diskrimination. Det skyldtes, at forbuddet i særlig

grad havde haft negativ betydning for muslimske kvinder, som af religiøse årsager øn-

skede at iføre sig burka eller niqab. Dette var ifølge Domstolen uden betydning, fordi

781

782

783

784

S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014). Det fremgår af sagen, at kvinden oplyste, at hun iførte sig burka og niqab i

overensstemmelse med hendes religiøse overbevisning, og at hun ikke var tvunget til at bære burka eller niqab af familie

eller trosfæller mv. Hun udtalte videre, at formålet med at iklæde sig burka eller niqab ikke var at irritere eller støde

andre, men at hun alene gjorde det for at føle indre fred med sig selv.

S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 122.

S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 139.

S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 122 og 142.

393

forbuddet havde en objektiv og rimelig begrundelse.

785

I lyset af de ovenfor nævnte mo-

menter – og fordi det franske forbud var generelt formuleret og dermed kunne ramme

alle – var forbuddet heller ikke i strid med artikel 14.

Efter at Domstolen havde bedømt forbuddets forenelig med artikel 8 og artikel 9, udtalte

Domstolen, at det franske forbud ikke rejste særskilte spørgsmål i forhold til ytringsfri-

heden. Det må derfor antages, at hensynet til at fremme og lette den sociale interaktion

og sameksistens, der er afgørende i et samfund, ligeledes kan begrunde den generelle

indskrænkning af artikel 10.

Domstolen har senest prøvet samme spørgsmål igen i 2017 i to sager vedrørende belgisk

lovgivning, der forbyder hel eller delvis tildækning af ansigtet i det offentlige rum.

786

Domstolen følger i dommene ganske tæt de samme retningslinjer, som Domstolen fast-

lagde i

S.A.S. mod Frankrig

og fandt heller ikke, at det belgiske forbud er i strid med

konventionens rettigheder.

5.4.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.4.2, indeholder dansk ret en lang række forskellige bestem-

melser, som har til formål at sikre den offentlige orden. Det gælder f.eks. forbud mod

offentlig tilskyndelse til forbrydelse og mod billigelse af terror mv., forbud mod trusler

og ulovlig tvang samt forbud mod hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale rettet

mod embedspersoner.

EMRK giver mulighed for denne type regler. Når der sker indgreb i ytringsfriheden af

hensyn til den offentlige tryghed eller af hensynet til forebyggelse af uorden og forbry-

delse, har staterne således en ikke uvæsentlig skønsmargin til at vurdere, om og i hvilket

omfang det er nødvendigt at foretage indgrebet. Domstolen prøver dog, om der rent

faktisk foreligger en trussel mod den offentlige orden. Denne prøvelse har naturligvis

sammenhæng med, at indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund. Eksi-

sterer der ikke en reel trussel, vil dette tale imod, at der er et presserende samfundsmæs-

sigt behov for at gøre indgreb i ytringsfriheden. Derfor har dette moment betydning for

Domstolens bedømmelse af sagerne.

785

786

S.A.S. mod Frankrig (afsagt den 1. juli 2014), pr. 161.

Belcacemi og Oussar mod Belgien (afsagt den 11. juli 2017) og Dakir mod Beligien (afsagt den 11. juli 2017).

394

Ytringer, der direkte opfordrer til vold, og som derfor kan udgøre en væsentlig risiko for

forstyrrelse af den offentlige orden, vil i udgangspunktet være omfattet af artikel 17 om

misbrug af rettigheder og derfor falde helt uden for konventionens beskyttelse. Indgreb

over for sådanne ytringer vil som følge heraf ikke skulle retfærdiggøres efter artikel 10,

stk. 2.

Gennemgangen viser dog også, at Domstolen har fundet, at udtalelser som indeholder et

forsvar for vold eller lignende kan være omfattet af artikel 10. Indgreb over for sådanne

udsagn skal derfor kunne retfærdiggøres efter artikel 10, stk. 2. Domstolens praksis viser,

at det i denne sammenhæng skal erindres, at der er et snævert rum for at gøre indgreb

over for politiske ytringer eller ytringer om emner af samfundsmæssig interesse.

For så vidt angår gennemførelsen af demonstrationer, er staterne ligeledes overladt en

vis skønsmargin i forhold til at vælge ”rimelige og passende” foranstaltninger til at sikre,

at disse kan gennemføres på fredelig vis.

787

Gennemgangen viser dog, at hvis politiet

griber ind over for demonstrationer eller moddemonstrationer (som også har til hensigt

at tilkendegive deres mening), vil et sådant indgreb skulle leve op til betingelserne efter

artikel 10, stk. 2. Er der ingen reel risiko for den offentlige orden forbundet med en mod-

demonstration eller lignende, eller vil mindre indgribende foranstaltninger have været

tilstrækkeligt, kan det udgøre en krænkelse af ytringsfriheden.

Domstolens praksis viser også, at det ikke er i strid med artikel 10 at indføre et generelt

forbud mod tildækning af ansigtet i det offentlige rum, hvis hensynet bag et sådant for-

bud er at fremme og lette den sociale interaktion og sameksistens. Derimod har Dom-

stolen afvist, at et sådant indgreb generelt kan retfærdiggøres med henvisning til den

offentlige tryghed.

788

Om et indgreb over for en ansigtstildækning vil være berettiget i et

konkret tilfælde, må dog bero på en nærmere vurdering af den foreliggende situation, og

hensynet til ytringsfriheden vil skulle inddrages i denne vurdering.

787

788

Kjølbro (2017), side 1069.

Det følger som nævnt af gennemgangen af EMD's praksis om tildækningsforbud, at EMD bedømte tildækningsforbud-

det i forhold til artikel 8 (privatliv) og artikel 9 (religionsfrihed mv). Hensynet til den offentlige tryghed udgør også et

legitimt hensyn i forhold til at gøre indgreb i disse bestemmelser.

395

5.5

Hensynet til national sikkerhed og territorial integritet

5.5.1 Generelt om afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til national

sikkerhed og territorial integritet

Efter artikel 10, stk. 2, kan staterne gøre indskrænkninger i ytringsfriheden, når de er

begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed og territoriale integritet.

789

EMD har ikke afgjort mange sager, hvor ytringsfriheden har skullet afvejes over for hen-

synet til den nationale sikkerhed.

790

Det er derfor ikke ganske klart afgrænset, hvilke

forhold der falder under udtrykket ”den nationale sikkerhed”. De ledende domme på

området viser dog, at sagerne særligt har vedrørt beskyttelsen af statens sikkerhed og de

demokratiske forfatninger mod trusler fra såvel indre som ydre fjender.

791

Når EMD behandler sager, hvor der er sket indgreb i ytringsfriheden begrundet i hensy-

net til den nationale sikkerhed, har staterne en vid skønsmargin, og Domstolen har såle-

des ofte anerkendt, at dette hensyn kunne begrunde indskrænkninger i ytringsfriheden.

Det betyder, at Domstolen i sin bedømmelse af sagerne ikke foretager en indgående

prøvelse af statens bevæggrunde for at gribe ind i det pågældende tilfælde. Den vide

skønsmargin begrundes bl.a. i den delikate og sensitive karakter, som hensynet til den

nationale sikkerhed har. Dertil kommer, at det i sagens natur vil være vanskeligt (og

risikofyldt) for Domstolen at tilsidesætte de nationale sikkerhedsmyndigheders vurde-

ring af de trusler mv., der hævdes at have nødvendiggjort et indgreb i ytringsfriheden af

hensyn til den nationale sikkerhed.

792

EMD foretager en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder. Dette er f.eks.

afspejlet i dommen

Okcuoglu mod Tyrkiet,

hvor en tyrkisk statsborger var blevet fængs-

let for nogle kommentarer, som han havde fremsat i en diskussion, og som senere blev

offentliggjort i en artikel med titlen ”The past and present of the Kurdish problem”.

793

Han blev senere idømt en bøde på baggrund af en bestemmelse i tyrkisk ret, som skulle

For så vidt angår hensynet til den territoriale integritet ses dette hensyn sjældent påberåbt som begrundelse for indgreb i

ytringsfriheden. Når hensynet påberåbes har det oftest været påberåbt i sammenhæng med hensynet til national sikker-

hed. Se dog om en indskrænkning, som bl.a. var begrundet i territorial integritet, afsnit 5.4.3.1.2 om indrejseforbud. Det

var bl.a. tilfældet i sagen Zana mod Tyrkiet, som omtales kort nedenfor under afsnit 5.5.3.1. Det kan bemærkes, at der

under offentlige faretilstande efter EMRK artikel 15 kan ske fravigelse af forpligtelser efter konventionen. Dette er således

tilstande, som ligger uden for hensynet til den nationale sikkerhed.

790 Hensynet til den nationale sikkerhed er ofte genstand for sager, hvor der er sket indskrænkninger i medfør af artikel 8

om retten til privatliv. Spørgsmålet om forhindring af udspredning af fortrolige oplysninger begrundet i hensynet til den

nationale sikkerhed gennemgås i afsnit 5.3 om hensynet til at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger.

791 S. Greer, The exceptions to Articles 8 to 11 of the European Convention on Human Rights, 1. udgave (1998) side 18ff.

792 Ibid., side 22.

793 Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999).

789

396

beskytte den nationale sikkerhed. De tyrkiske myndigheder anførte, at udtalelserne var

egnede til at forværre den i forvejen alvorlige sikkerhedssituation i det sydøstlige Tyrkiet.

Domstolen fandt, at indgrebet ikke kunne anses for at være nødvendigt i et demokratisk

samfund og tilsidesatte derved de nationale domstoles vurdering. EMD henviste til,

udtalelserne var blevet trykt i et tidsskrift, som udkom i et meget lille oplag,

794

hvilket

begrænsede udtalelsernes potentielle skadevirkning,

kommentarerne – om end nogle

var fremsat i en fjendtlig tone – ikke rummede en opfordring til vold, væbnet modstand

eller opstand,

795

den idømte sanktion var uproportional i forhold til det forfulgte

hensyn.

796

Det er relativt sjældent forekommende, at det alene er hensynet til den nationale sik-

kerhed, der påberåbes til støtte for et indgreb i ytringsfriheden. Ofte vil der også være

spørgsmål om f.eks. videregivelse og videreformidling af fortrolige oplysninger i spil. Se

nærmere herom i afsnit 5.3 om tavshedspligt.

797

5.5.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til natio-

nal sikkerhed

Hensynet til den nationale sikkerhed har i dansk ret ført til flere indskrænkninger i

ytringsfriheden. De bestemmelser som – begrundet i hensynet til den nationale sikker-

hed – indebærer begrænsninger i ytringsfriheden, findes navnlig i straffelovens 12. kapi-

tel (landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og

13. kapitel (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terroris-

me mv.).

Mange af bestemmelserne er historisk begrundede og har længe ikke haft nogen praktisk

betydning.

798

Det gælder f.eks. straffelovens § 100, som senest ses anvendt i 1915.

799

794

795

796

797

798

799

Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999), pr. 48.

Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999).

Okcuoglu mod Tyrkiet (afsagt 8. juli 1999), pr. 49.

Dette forhold behandles nærmere under afsnit 5.3 om afvejningen af hensynet til at forhindre udspredning af fortrolige

oplysninger over for ytringsfriheden. I denne sammenhæng vil også sagen om Frank Grevils læk af hemmeligstemplede

papirer blive behandlet.

Dette gælder bl.a. straffelovens § 98, § 100, § 102, § 110 a, § 111.

Bestemmelsen kriminaliserer offentlige udtalelser, som tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige

forholdsregler mod den danske stat, og straffes med fængsel indtil 6 år. Den eneste dom, som har tilknytning til bestem-

melsen og ytringsfriheden, angår et forhold, som vedrører en tidligere tilsvarende bestemmelse. Sagen omhandlede en

redaktør af dagbladet Politiken, som havde bragt en række artikler, som staten fandt, var farlige for Danmarks forhold til

krigsførende magter. Redaktøren blev frifundet med henvisning til, at de emner, som artiklerne havde omhandlet, måtte

antaget at være offentlig kendte og debatterede. (U1915.882AD).

397

5.5.2.1 Terrorbestemmelser

I nyere tid har særligt nogle af de bestemmelser, som blev indført med anti-terrorpakke I

(2002)

800

og II (2006),

801

givet anledning til debat i forhold til ytringsfriheden. Dette gæl-

der navnlig straffelovens § 114 e, men også § 114 b kan efter omstændighederne udgøre

en indskrænkning af ytringsfriheden.

Straffelovens § 114 b omhandler finansiering af terrorvirksomhed og blev indsat i straffe-

loven som led Danmarks opfyldelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) og

Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af finansiering af terror.

802

Bestemmelsen fremstår ikke umiddelbart som en indskrænkning af ytringsfriheden,

men et økonomisk bidrag til en forening kan efter omstændighederne anses som en

tilkendegivelse af, at bidragyderen støtter foreningen og dens virksomhed og formål. En

sådan meningstilkendegivelse kan være omfattet af artikel 10.

Ved Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen om bekæmpelse af finansiering af terror blev

det fremhævet, at denne:

”…kan heller ikke bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime

ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under ud-

øvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser”.

803

Bestemmelsen har bl.a. fundet anvendelse i den såkaldte Fighters and Lovers-sag, hvor

seks personer blev dømt for forsøg på at yde støtte til to terrororganisationer. En ræk-

ke personer havde gennem firmaet Fighters+Lovers produceret, distribueret og solgt

t-shirts.

804

Hensigten var, at overskuddet fra t-shirt-salget skulle anvendes til at støtte or-

ganisationerne FARC (Colombias væbnede revolutionære styrker) og PFLP (Folkefron-

ten til Palæstinas Befrielse). Sagen drejede sig særligt om, hvorvidt de to organisationers

aktiviteter kunne siges at udgøre terror, hvilket Højesteret fandt var tilfældet.

Højesteret gjorde dog straffen for to af de dømte betinget bl.a. med henvisning til usik-

kerheden om den nærmere rækkevidde af straffelovens § 114 b.

800 Lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven mv. (terrorpakke I).

801 Lov nr. 542 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven mv. (terrorpakke II).

802 Lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 (Folketingstidende, 2001-2002, tillæg A, side 808), alm. bemærkninger, pkt. 1.1.

Bestemmelsen udgør desuden en særlig medvirkensbestemmelse, som udvider det strafbare medvirkensansvar efter §

23.

803 Dette følger af den erklæring, som Rådet fremkom med i forbindelse med drøftelserne.

804 U2009.1452H.

398

EMRK artikel 10 eller hensynet til ytringsfriheden blev ikke udtrykkeligt påberåbt i sa-

gen, men flere af de tiltalte forklarede dog, at de med t-shirt-salget havde villet skabe

debat. Desuden anførte de tiltalte – til støtte for påstanden om formildelse – at de havde

haft såkaldte ”ideelle motiver” for deres handlinger, nemlig at yde humanitær støtte og

rejse debat.

Sagen har særligt givet anledning til diskussion om rækkevidden af § 114 b, men hensy-

net til ytringsfriheden synes ikke at have præget denne debat.

805

Straffelovens § 114 e er en udvidet medvirkensregel, som kriminaliserer enhver støtte

til en person, gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå ter-

rorhandlinger, terrorlignende handlinger, terrorstøttehandlinger eller hvervning til eller

oplæring i de nævnte handlinger. Støtten skal være egnet til at fremme den kriminelle

virksomhed.

806

Eksempler på forhold, som kan være omfattet, er f.eks. en situation, hvor en person vi-

dende yder professionel rådgivning til organisationer, der begår eller har til hensigt at

begå terrorhandlinger. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen anført, at den ikke ud-

gør en indskrænkning af ytringsfriheden, og at rene sympatitilkendegivelser ikke udgør

den form for støtte til terrororganisationer, som er omfattet er bestemmelsen.

807

Hensynet til ytringsfriheden var dog ikke desto mindre en væsentlig del af sagen om Roj

TV, som endte i Højesteret.

808

I sagen havde landsretten fundet, at Roj TV og tilknyttede selskaber gennem deres ud-

sendelser havde fremmet PKK’s (Kurdistans Arbejderparti) terrorvirksomhed ved pro-

paganda. PKK var opført på EU’s terrorliste, og landsretten, som foretog en selvstændig

vurdering af spørgsmålet, lagde ved bevisbedømmelsen til grund, at PKK havde anvendt

vold og voldelige midler, hvorfor organisationen måtte anses for en terrororganisation.

Se bl.a. P. Vedel Kessing, ”Økonomisk støtte til terrorvirksomhed” i Juristen (nr. 5 af 2009), side 152ff. og J.S. Sørensen,

”Terrorlovgivning og terrorsager” i Juristen (nr. 19 af 2008), side 297ff.

806 Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 75.

Se også § 101 a, stk. 2, som kriminaliserer hvervning af en dansk statsborger mv. til en fjendtlig væbnet styrke eller

som offentligt tilskynder sådanne personer til at tilslutte sig. Bestemmelsen blev indført i 2015 ved lov nr. 1880 af den

29. december 2015 om ændring af straffeloven (Tilslutning til fjendtlig væbnet styrke), men ses ikke at have fundet

anvendelse i trykt praksis.

807 Lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 om ændring af straffeloven mv. (Folketingstidende, 2001-2002, 2. samling, tillæg

A, side 808ff.), alm. bemærkninger pkt. 2.3.1.1. og Toftegaard Nielsen m.fl. (2017), side 76. Se afsnit 5.4.2.1 om straffelo-

vens § 136, stk. 2, som omhandler forherligelse af konkrete terrorhandlinger.

808 U2014.1540H. Der var tale om to de to selskaber, ROJ TV A/S og Mesopotamia Broadcast A/S METV. Propaganda til

fordel for fjendtlig krigs- eller besættelsesmagt, herunder virksomhed som udgiver, redaktør eller forretningsfører ved

dagblad, tidsskrift, forlag eller pressebureau, der arbejder til fremme af fjendtlig interesse, er strafbart efter straffelovens

102, stk. 2, nr. 4. Bestemmelsen ses ikke at have fundet anvendelse i nyere trykt praksis.

805

399

Landsretten anførte, at EMRK artikel 10 ikke kunne begrunde straffrihed, fordi der var

tale om fremme af terrorvirksomhed. For Højesteret drejede sagen sig udelukkende om

rettighedsfrakendelse, herunder hvorvidt frakendelsen af sendetilladelsen ville være i

strid med EMRK artikel 10. Højesteret tilsluttede sig landsrettens konklusion om, at Roj

TV’s udsendelser kunne anses for terrorfremmende virksomhed. Retten til ytringsfri-

hed som beskyttet af EMRK artikel 10 kunne – ifølge Højesteret – ikke føre til et andet

resultat.

5.5.2.2 Spionage og efterretningsvirksomhed

Forskellige former for efterretningsvirksomhed (spionage) er kriminaliseret i straffelo-

vens §§ 107-109. Bestemmelserne kan udgøre indskrænkninger i ytringsfriheden, fordi

de bl.a. kriminaliserer videregivelse af oplysninger.

Straffelovens § 107 er den såkaldte ”strenge” spionagebestemmelse. Den kriminaliserer

videregivelse af oplysninger til fremmed efterretningsvæsen, som af hensyn til danske

stats- eller samfundsinteresser skal hemmeligholdes.

Bestemmelsen har bl.a. været bragt i anvendelse i en sag fra 1959, hvor en handelsrådgi-

ver ved den danske ambassade i Bonn havde videregivet hemmeligt stemplede papirer

til en polsk diplomat, som han blev venner med og senere kom til at stå i et økonomisk

afhængighedsforhold til.

809

Dette var alt sammen orkestreret af den polske efterretnings-

tjeneste, som havde undersøgt handelsrådgiverens personlige forhold grundigt og her-

efter udnyttede hans (økonomiske) svagheder til at få udleveret statshemmeligheder og

senere hverve ham som spion. Handelsrådgiveren blev også dømt efter straffelovens §

108, stk. 1, for at have haft forbindelse med fremmed efterretningsvæsen og idømtes otte

års fængsel, jf. nedenfor.

Straffelovens § 108 kaldes den ”milde” spionagebestemmelse og omfatter såkaldt anden

ulovlig efterretningsvirksomhed. Efter bestemmelsen er det strafbart at hjælpe en frem-

med efterretningstjeneste til at virke i Danmark. Bestemmelsen er ændret med lov nr.

269 af 26. marts 2019, hvorved det er blevet præciseret, at også påvirkningsoperationer,

som foretages af fremmede efterretningstjenester, er omfattet af bestemmelsen. Det er

således strafbart at hjælpe eller sætte en fremmed efterretningstjeneste i stand til at fore-

tage påvirkningsvirksomhed, forudsat der er et samarbejde med efterretningstjenesten.

Bestemmelsen har givet anledning til flere sager.

810

I 2002 faldt der dom i en sag, hvor en

toldassistent tilbage i 1989 havde givet oplysninger til DDR’s efterretningstjeneste Stasi.

809 U1959.718Ø. Bestemmelsen er også anvendt i U1980.421H (se omtale i fodnote 816).

810 Se bl.a. U1975.884Ø, U1978.167H, U1959.718/2Ø, U1966.204Ø og U1960.906H.

400

Oplysningerne omfattede bl.a. informationer om det danske toldvæsens struktur, pro-

cedurer mv. samt oplysninger om danske statsborgere, herunder ansatte i dansk politi.

Under sagen forsvarede den tiltalte sig med, at han havde afgivet oplysningerne under

forhørslignende omstændigheder, og at han opfattede afgivelsen af oplysningerne som

nødvendige for at øge chancen for at få sin forlovede, som boede i Østtyskland, til Ve-

sten. Han blev straffet med fire måneders fængsel for ulovlig efterretningsvirksomhed.

Bestemmelsen er senest blevet brugt i 2012, hvor en 49-årig herboende udenlandsk pro-

fessor i statskundskab blev idømt fem måneders fængsel efter den milde spionparagraf.

Sagen blev ført for dobbeltlukkede døre, men det fremgår af rettens pressemeddelelse,

at professoren i en periode over otte år havde udleveret referater fra samtaler og konfe-

rencer mv. til ansatte ved den russiske ambassade i København, ligesom han blev fundet

skyldig i forsøg på at overdrage lister med navne på statskundskabsstuderende, som han

vurderede måske ville kunne hverves som spioner for det pågældende land.

811

Rationalet

var tilsyneladende, at en del studerende på et senere tidspunkt kunne forventes at få

ansættelse i centraladministrationen og herved potentielt få adgang til sensitive oplys-

ninger, som kunne være af interesse for det fremmede lands myndigheder.

812

De to bestemmelser suppleres af straffelovens § 109, som omhandler videregivelse af

statshemmeligheder. Bestemmelsen kriminaliserer en kvalificeret krænkelse af tavsheds-

pligten i offentlig tjeneste og hverv, når krænkelsen vedrører statens sikkerhed.

813

Hvis

de hemmeligholdte oplysninger videregives til en fremmed efterretningstjeneste, vil

forholdet være strafbart efter straffelovens § 107. Bestemmelsen antages også at omfatte

mediernes videreformidling af oplysninger, som er hemmeligholdt af hensyn til statens

sikkerhed.

814

Den ses senest anvendt i en sag fra 1980, hvor der dog også skete domfældelse for over-

trædelse af straffelovens §§ 107 og 108.

815

811

812

813

814

815

Pressemeddelelse fra Retten i Glostrup af 31. maj 2012: ”Fængsel i 5 måneder til 49-årig professor” (https://www.dom-

stol.dk/glostrup/nyheder/ovrigenyheder/Pages/Fangseli5manedertil49-arigprofessor.aspx (senest tilgået den 19. august

2019).

”10 danske studerende opført på spionliste” (13. april 2012), https://www.berlingske.dk/samfund/10-danske-studeren-

de-opfoert-paa-spionliste (senest tilgået den 19. august 2019).

For nærmere om afvejningen mellem hensynet til ytringsfriheden og hensynet til at forhindre udspredningen af fortro-

lige oplysninger, se afsnit 5.3.

Schaumburg-Müller og Sandfeld Jakobsen (2013), side 296. Medierne kan også straffes for videregivelse af ellers tavs-

hedsbelagte meddelelser, når disse er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar, jf. straffelovens § 152 d,

stk. 3.

U1980.421H, hvor en østtysk statsborger med det formål i et fremmed efterretningsvæsens tjeneste forsøgte at skaffe sig

statshemmeligheder. Til dette formål havde den østtyske mand hvervet en kvindelig studerende, som tog ansættelse i

Udenrigsministeriet og fremskaffede en række dokumenter af såvel klassificeret som uklassificeret karakter, som blev

overgivet til fremmed efterretningsvæsen. For dette blev den østtyske mand idømt 6 års fængsel.

401

5.5.2.3 Fornærmelser mod bestemte persongrupper

Straffelovens kapitel 12 og 13 indeholder også en række bestemmelser, som i visse særlige

tilfælde skærper straffen for bl.a. injurier efter straffelovens kapitel 27. Dette gælder f.eks.

straffelovens § 110 d, hvorefter straffen for ærekrænkelse kan forhøjes med indtil det hal-

ve, når genstanden for krænkelsen er enten et fremmed statsoverhoved eller lederen af

en fremmed diplomatisk mission.

816

Bestemmelsen ses ikke anvendt siden 1935.

817

Tilsvarende fastsætter straffelovens § 115, at straffen i bl.a. sager om injurier og hus-

fredskrænkelse kan forhøjes med indtil det dobbelte, hvis genstanden for krænkelsen er

majestæten eller regeringen.

Denne bestemmelse har tilsyneladende heller ikke ført til domfældelser i nyere tid, men

det vakte nogen opsigt, da 11 aktivister fra Greenpeace i 2011 blev tiltalt for majestætsfor-

nærmelse. Tre af aktivisterne havde i december 2009 forklædt sig som gæster i forbin-

delse med en gallamiddag på Christiansborg Slot under COP 15 i København. Efter de

var lykkedes med at passere flere politiafspærringer – forklædt som statsleder med frue

og livvagt – fremviste de deres medbragte gule bannere med teksten: ”Politicians talk –

Leaders Act”. Demonstranterne blev bl.a. tiltalt for husfredskrænkelse efter straffelovens

§ 264, stk. 1, nr. 1, som er en af de bestemmelser, hvor strafferammen efter § 115, stk. 1,

forhøjes med indtil det dobbelte, når den forurettede er majestæten. Flertallet i byretten

(to voterende) frifandt dog demonstranterne for dette forhold bl.a. med henvisning til, at

den pågældende happening faldt uden for beskyttelsesinteressen i § 115, stk. 1.

818

Det fremgår af dommen, at flertallet udtrykkeligt inddrog hensynet til ytringsfriheden

med henvisning til EMRK artikel 10 i begrundelsen for frifindelsen.

Straffelovens § 110 e om straf for offentlig forhånelse af fremmed nation, fremmed stat,

fremmed stats flag eller andet anerkendt nationalmærke samt forbud mod forhånelse af

De Forenede Nationers eller Det Europæiske Råds flag udgør efter sin karakter også en

begrænsning af ytringsfriheden.

816

817

818

Bestemmelsen opfylder forpligtelserne efter FN’s Konvention af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for forbry-

delser mod internationalt beskyttede personer herunder diplomatiske repræsentanter.

U1936.156Ø.

Se Københavns Byrets dom af 22. august 2011 (SS 4-9617/2011).

402

Bestemmelsen er primært udenrigspolitisk begrundet og kriminaliserer således ikke for-

hånelse mv. af Dannebrog.

819

Der foreligger ikke trykt praksis om anvendelse af bestem-

melsen siden 1930’erne.

820

5.5.3 EMD's praksis vedrørende indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i

hensynet til national sikkerhed

5.5.3.3.1 Terror

Når der er sket indgreb i ytringsfriheden i forbindelse med udsagn mv., der kan betragtes

som fremme af eller støtte til terrorisme, tillægges hensynet til ytringsfriheden ikke stor

vægt. Modhensynet vejer ganske enkelt for tungt, ligesom EMD har fundet, at ytrin-

ger, der indebærer fremme af terrorisme, ikke er beskyttelsesværdige, men derimod kan

være omfattet af artikel 17 om rettighedsmisbrug.

I sagen om Roj TV var det tv-stationens opfattelse, at domfældelsen stred mod artikel 10,

og derfor indbragte man sagen for EMD. EMD har imidlertid ved en afgørelse i maj 2018

afvist klagen.

821

Afvisningen indeholder flere interessante fortolkningsbidrag i relation

til vægtningen af hensynet til ytringsfriheden i sager om fremme af eller støtte til terror.

EMD fandt, at de danske domstoles afgørelser baserer sig på en tilstrækkelig og accep-

tabel bedømmelse af sagens faktum, idet der er foretaget en omhyggelig bedømmelse og

afbalancering af sagens beviser.

Fordi Roj TV’s udsendelser fremmede PKK’s terrorvirksomhed ved at indeholde op-

fordring til vold og støtte til terrorhandlinger, som blev formidlet til et bredt publikum,

nåede Domstolen endvidere frem til, at Roj TV’s aktiviteter er omfattet af artikel 17 om

misbrug af konventionens rettigheder.

Domstolen bemærker kort – i forhold til klagers påstand om, at domfældelsen krænker

deres ytringsfrihed efter artikel 10 – at den bl.a. i dommen

Zana mod Tyrkiet

fandt, at

et indgreb over for en ytring, der udtrykte støtte til PKK, ikke udgjorde en krænkelse af

artikel 10.

822

819

820

821

822

Dansk Folkeparti fremsatte den 4. november 2005 lovforslag om at kriminalisere flagafbrænding af Dannebrog. Bag-

grunden var ifølge Dansk Folkepartis daværende retsordfører en demonstration mod Irak-krigen foran den ameri-

kanske ambassade i København i juli, hvor demonstranter afbrændte både det amerikanske og danske flag. (Se ”DF:

Flagafbrænding skal give fængsel” (29. december 2006), Politiken, https://politiken.dk/indland/art4863211/DF-Flagaf-

br%C3%A6nding-skal-give-f%C3%A6ngsel (senest tilgået den 19. august 2019).

U1934.589Ø og U1936.820Ø.

Roj TV A/S mod Danmark (afsagt den 24. maj 2018). Klagen blev afvist med henvisning til artikel 17 (se straks nedenfor).

Zana mod Tyrkiet (25. november 1997).

403

I denne dom fandt Domstolen, at den pågældende udtalelse, der var fremsat i en avis af

en tidligere tyrkisk borgmester, var egnet til at påvirke den igangværende konflikt i det

sydøstlige Tyrkiet. Med henvisning til staternes skønsmargin i sager om national sikker-

hed og territorial integritet fandt Domstolen, at der ikke forelå en krænkelse af artikel 10.

Med afgørelse om afvisning af sagen om Roj TV har EMD slået fast, at ytringer, som

fremmer terrorvirksomhed kan være omfattet af artikel 17 og dermed falde helt uden for

artikel 10’s beskyttelse.

5.5.3.1 Spionage

De sager ved EMD, hvor det udelukkende er hensynet til den nationale sikkerhed, som

staten har henvist til, har i de fleste tilfælde drejet sig om spionage. Hensynet til at fortro-

ligholde statshemmeligheder har i disse sager vejet tungt i afvejningen over for ytrings-

friheden.

Sagen

Pasko mod Rusland

handlede om en russisk flådeofficer og militærjournalist, som

var blevet dømt for forsøg på videregivelse af fortrolige oplysninger om bl.a. kritiske

militærenheder/statshemmeligheder til fremmede statsborgere.

823

Som journalist på en

militæravis havde han bl.a. skrevet artikler om miljømæssige udfordringer, herunder

transport af militært atomaffald. Han mente, at de russiske myndigheder i realiteten hav-

de retsforfulgt ham pga. de kritiske artikler.

Domstolen fandt, at der ikke var sket en krænkelse af den russiske officers ytringsfrihed

og lagde ved bedømmelsen vægt på, at han i kraft af sit arbejde var underlagt tavsheds-

pligt, og at dele af den information, som han havde haft til hensigt at videregive, poten-

tielt kunne skade den nationale sikkerhed betydeligt. Desuden lagde Domstolen vægt

på, at den tiltalte var blevet dømt for forsøg på spionage i sin stilling som officer og ikke

i kraft af sit journalistiske arbejde.

Domstolen har i sin praksis desuden anerkendt, at medlemsstaterne – fordi der er tale

om så alvorlige forbrydelser – er i deres gode ret til at bekæmpe sådanne forbrydelser på

effektiv vis, bl.a. ved idømmelse af meget strenge straffe.

824

5.5.3.2 Fornærmelser mod statsoverhoveder, diplomater, regeringer mv.

Helt generelt er der efter EMD's praksis en snæver adgang til at gøre indgreb over for

ytringer, som har karakter af politiske meningstilkendegivelser, og som ikke angår de

823

824

Pasko mod Rusland (afsagt den 22. oktober 2009). EMD udtalte i sagen, at: ”the court further has no difficulties in ac-

cepting that the measure complained of pursued a legitimate aim, namely protection of the interests of national security”

(pr. 84).

Kjølbro (2017), side 984.

404

pågældendes – f.eks. monarkers – privatliv eller ære. Det har EMD bl.a. slået fast i dom-

men

Colombani m.fl. mod Frankrig,

hvor en journalist og en forlagsredaktør var blevet

dømt for forhånelse af den marokkanske konge.

825

Journalisterne havde på baggrund af

en ekspertrapport fra EU-Kommissionen kritiseret kongen for ikke at gøre nok i kampen

mod fremstilling af og handel med hash. EMD fandt, at domfældelsen af journalisterne

var i strid med artikel 10, da emnet havde samfundsmæssig interesse.

826

Mondragon mod Spanien

var et spansk parlamentsmedlem bl.a. blevet idømt ét års be-

tinget fængsel for at anklage den spanske konge for tortur.

827

Kritikken blev fremsat, efter

at flere medarbejdere ved en avis – som var under mistanke for at have tilknytning til

terrororganisation ETA – var blevet anholdt og tilbageholdt af politiet. De klagede heref-

ter over, at de var blevet udsat for inhuman behandling, mens de var i politiets varetægt.

Parlamentsmedlemmet skrev i sin kritik, at kongen var overhoved for staten, herunder

de styrker, som angiveligt havde udsat avismedarbejderne for tortur. EMD statuerede

krænkelse af artikel 10 med henvisning til, at der var tale om en politisk meningstilken-

degivelse, og at kongen – i et konstitutionelt demokrati som Spanien – ikke kunne være

fritaget fra kritik. I den forbindelse lagde Domstolen særlig vægt på, at kritikken ude-

lukkende relaterede sig til kongens institutionelle rolle som statens overhoved og ikke

omhandlede hans privatliv eller lignende.

828

Domstolen bemærkede desuden, at fængselsstraf for politiske meningstilkendegivelser

udelukkende kan komme på tale under helt særlige omstændigheder.

829

Sådanne sank-

tioner kan ifølge Domstolen kun accepteres, hvis der er tale om udtalelser, som udgør

opfordringer til vold eller hadefuld tale (hate speech).

830

Domstolen bemærkede i øvrigt,

at øget beskyttelse for statsoverhoveder for så vidt angår injurier, ikke vil være i overens-

stemmelse med konventionens ånd.

831

5.5.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.5.2, indeholder dansk ret en række bestemmelser, som bl.a.

har til formål at forebygge terror, spionage og fornærmelser mod bestemte persongrup-

per. Der er inden for rammerne af EMRK generelt en relativt vid adgang for staterne til

nationalt at fastsætte sådanne bestemmelser.

825

826

827

828

829

830

831

Colombani m.fl. mod Frankrig (afsagt den 25. juni 2002).

Se hertil også Mondragon mod Spanien (afsagt den 15. marts 2011).

Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011). For så vidt angår kritik af regeringen kan dommen Castells mod

Spanien, som er omtalt i afsnit 4.1, fremhæves.

Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 57.

Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 59.

Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 58.

Mondragon mod Spanien (afsnit den 15. marts 2011), pr. 55.

405

Når bortses fra sager om fornærmelser mod regenter og statsoverhoveder mv., kan det

således sammenfattende konstateres, at staterne har en ganske vid skønsmargin ved ind-

greb i ytringsfriheden, som er begrundet i hensynet til den nationale sikkerhed. Dette

skyldes primært, at der i disse tilfælde foreligger tungtvejende modstående hensyn, og at

EMD anerkender, at de nationale myndigheder som udgangspunkt må anses for bedst

egnede til at vurdere den konkrete nødvendighed af et indgreb begrundet i hensynet til

statens sikkerhed, f.eks. når der er tale om fremme af terror eller spionagevirksomhed.

Domstolen er dog yderst opmærksom på, at staternes henvisning til hensynet til nati-

onal sikkerhed som baggrund for at gøre indgreb i ytringsfriheden ikke bliver en skin-

begrundelse for at begrænse ytringsfriheden, hvor der ikke reelt foreligger en national

sikkerhedsrisiko.

832

Den vide skønsmargin i disse sager synes at være begrundet i hensynets tungtvejende

karakter, og fordi Domstolen vanskeligt kan bedømme den reelle sikkerhedsrisiko. Dette

adskiller sig således fra bedømmelsen af f.eks. indgreb af hensyn til sædeligheden, hvor

den vide skønsmargin er begrundet i den manglende fælles forståelse vedrørende mo-

ralske spørgsmål i medlemsstaterne (se nærmere nedenfor i afsnit 5.7.1). Fælles for de to

vurderinger er dog, at Domstolen anser den enkelte stat for bedst egnet til at bedømme

disse tilfælde.

Da der findes meget få domme, hvor det udelukkende er hensynet til national sikkerhed,

der er påberåbt som begrundelse for et indgreb i ytringsfriheden, har Domstolen ikke på

samme måde, som ved f.eks. sager om injurier, udviklet en række fortolkningsfaktorer,

som skal indgå. Gennemgangen viser dog, at Domstolen i flere sammenhænge inddrager

skadevirkningen, herunder også den potentielle skadevirkning, for national sikkerhed i

bedømmelsen. I denne sammenhæng ses Domstolen også at have lagt vægt på, hvordan

ytringen er udbredt/hvilket medie, der er anvendt til at fremsætte udtalelsen, da dette

kan være af betydning for udbredelsen af udtalelsen.

Når hensynet påberåbes i sammenhæng med hensynet til at forhindre udspredelse af

fortrolige oplysninger, inddrager Domstolen som nævnt også (den potentielle) skade-

virkning i afvejningen af de modstående hensyn. I disse sammenhænge har Domstolen

dog også peget på en række andre kriterier, herunder spørgsmålet om offentlig interesse.

Gennemgangen viser dog, at hensynet til den offentlige interesse ikke synes at have af-

gørende betydning i sager, hvor det udelukkende drejer sig national sikkerhed, hvilket

adskiller bedømmelsen fra f.eks. den, der foretages, når der er videregivet fortrolige op-

lysninger eller i sager om injurier.

832

Se f.eks. Polat mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 47 og Arslan mod Tyrkiet (afsagt den 8. juli 1999), pr. 48.

406

5.6

Hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed og

hensynet til ytringsfriheden

5.6.1 Generelt om EMD's praksis om afvejningen mellem at sikre domsmagtens

autoritet og upartiskhed og hensynet til ytringsfriheden

Der kan efter EMRK artikel 10, stk. 2, gøres indskrænkninger i ytringsfriheden for at

sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed. Sager om indgreb i ytringsfriheden på bag-

grund af dette hensyn forekommer ofte i sammenhæng med andre af de hensyn, som

er nævnt i artikel 10, stk. 2, f.eks. hensynet til andres gode navn og rygte eller privatliv.

Hensynet varetager navnlig den samfundsmæssige interesse, der er i at sikre, at befolk-

ningen har tillid til retssystemet og domstolene og til, at der i domsstolssystemet træffes

retfærdige afgørelser. Dette hensyn er ifølge Domstolens praksis tungtvejende, men det

må omvendt ikke stå i vejen for en offentlig debat om spørgsmål om domstolene og be-

handlingen af sager i domstolssystemet. Domstolene og retssystemets funktion generelt

er et emne af væsentlig offentlig interesse, som derfor også skal kunne gøres til genstand

for en offentlig debat. Afvejningen handler således om grundlæggende at sikre, at der

opretholdes en høj grad af tillid til domstolene og samtidig tillade, at en så væsentlig

samfundsinstitution, som domstolene udgør, kan gøres til genstand for debat.

Hensynet var bl.a. påberåbt i dommen

Sunday Times mod Storbritannien,

som omhand-

lede et forbud over for medierne mod at omtale en verserende sag ved domstolene. I den

konkrete sag fandt Domstolen, at der med forbuddet var sket en krænkelse af mediernes

ytringsfrihed. Dommen er nærmere omtalt i afsnit 4.2.

833

Domstolen udtalte, at sager ved domstolene også skal kunne debatteres i offentligheden.

Hensynet til domsmagtens autoritet og upartiskhed kan således ikke begrunde et gene-

relt forbud mod at omtale kommende eller verserende straffe- og civilsager, og nationale

domstole kan ikke agere i et vakuum uden offentlighedens indsigt. Domstolen fremhæ-

ver i sagen også, at det påhviler medierne at dække sager, som behandles af domstolene,

og som har offentlig interesse.

834

Også i denne afvejning af modstående interesser spiller

hensynet til den offentlige interesse og befolkningens ret til at modtage disse informa-

tioner en betydelig rolle (se nærmere om offentlighedsregler i afsnit 5.6.2). Domstolen

nævner samtidig, at mediernes dækning af aktuelle sager ikke må udvikle sig til en ”fol-

kedomstol”, som kan svække den generelle tillid til domstolene som rette forum for at

løse retlige konflikter mv.

833

834

Udfaldet af Sunday Times dommen blev som tidligere nævnt, at den offentlige interesse i at få kendskab til den verseren-

de sag i det konkrete tilfælde vejede tungere end hensynet til domsmagtens autoritet og upartiskhed.

Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 65.

407

Sunday Times mod Storbritannien

angiver Domstolen også, hvad der findes omfattet

af hensynet. Domstolen udtaler, at der med begrebet ”domsmagtens autoritet” navnlig

sigtes til, at den almindelige forestilling om, at domstolene er det rette forum for at løse

konflikter i og det rette forum for at bedømme eksistensen af juridiske rettigheder og

pligter. Hensynet har derfor til hensigt at varetage det formål, at befolkningen som hel-

hed har respekt for og tillid til, at domstolene kan løfte disse opgaver. Domstolen slår i

dommen fast, at det er retssystemet i bred forstand, herunder domstole og dommere i

deres officielle kapacitet, der er omfattet af begrebet ”domsmagten”.

835

For så vidt angår staternes skønsmargin på dette område, har Domstolen udtalt, at der i

forhold til hensynet til domsmagtens autoritet og upartiskhed – i modsætning til hensy-

net til sædeligheden – er en relativt høj grad af fælles forståelse i konventionsstaterne af,

hvad dette hensyn angår.

836

Som følge heraf er staterne ikke tillagt en udvidet skønsmar-

gin i forhold til dette hensyn.

Domstolens praksis vedrørende afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til

domsmagtens autoritet og upartiskhed centrerer sig navnlig om to typer af sager. Den

ene kategori drejer sig om sager, hvor indgrebet er foretaget for at beskytte

domstolenes

uafhængighed,

f.eks. hvor en sag omtales i offentligheden på en måde, der er egnet til at

påvirke domstolenes behandling, eller hvor en advokat har ytret sig om en verserende

sag. Disse sager omhandler navnlig tilfælde, hvor journalister er blevet dømt for omtale

eller kommentering af verserende retssager.

837

Den anden type sager drejer sig om ind-

greb foretaget af hensyn til at beskytte

domstolenes autoritet.

Disse sager drejer sig særligt

om situationer, hvor der er fremsat kritik af en domstol eller konkrete dommere, og hvor

dette har medført indgreb over for den ytrende, f.eks. i form af bødestraf.

838

Hensynet påberåbes som nævnt ofte i sammenhæng med andre af de hensyn, der fin-

des i artikel 10, stk. 2. Dette illustreres bl.a. af sagen

News Verlag GmbH & CoKG mod

Østrig.

839

I sagen klagede en udgiver over, at de nationale domstole havde nedlagt forbud

mod at bringe et billede af en mistænkt i en straffesag. De nationale domstoles forbud

var udstedt med det formål at beskytte den mistænkte mod bl.a. injurier og krænkelser af

uskyldsformodningen. Domstolen anerkendte i denne sammenhæng, at forbuddet mod

brug af billedet også varetog hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

835

836

837

838

839

Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 55. Domstolen slår også fast, at hensynet også udstræk-

ker sig til at beskytte parternes rettigheder i en retssag. Hensynet har således visse overlap med andre af konventionens

rettigheder, f.eks. uskyldsformodningen efter EMRK artikel 6.

Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), pr. 59.

F.eks. Sunday Times mod Storbritannien (afsagt den 26. april 1979), Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997).

Prager & Oberschlick mod Østrig (afsagt den 26. april 1995).

News Verlag GmbH & CoKG mod Østrig (afsagt den 26. februar 2002).

408

5.6.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til at

sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed

Der findes i dansk ret en række regler, som indskrænker ytringsfriheden i relation til

domstolenes behandling af konkrete sager. Dette gælder f.eks. regler om dørlukning og

referat- og navneforbud. Disse regler varetager ikke udelukkende hensynet til at sikre

domsmagtens autoritet og upartiskhed, men kan f.eks. også varetage hensynet til par-

ternes privatliv, hensynet til uskyldsformodningen eller hensynet til efterforskning og

opklaring af en sag.

Det følger af grundlovens § 65, at der i retsplejen skal være offentlighed og mundtlig-

hed i videst muligt omfang.

840

Offentlighedsprincippet betyder bl.a., at borgerne som

udgangspunkt vil have adgang til at overvære retsmøder i civile sager og straffesager.

841

Det indebærer også, at der normalt vil være adgang til at gengive og omtale det, der sker

under retsmøderne.

842

Denne adgang til at referere, hvad der foregår under retsmøderne,

benyttes i høj grad af medierne, som formidler information fra domstolenes behandling

af sager til offentligheden (se nærmere nedenfor om mediernes adgang til bl.a. at kære

kendelser om dørlukning mv.)

Princippet om åbne døre har navnlig til formål at medvirke til at sikre en retfærdig ret-

tergang. En retfærdig rettergang sikres bl.a. ved, at offentligheden, herunder medierne,

har adgang til at overvære retssager og dermed kan føre demokratisk kontrol med dom-

stolenes behandling af konkrete sager.

843

Offentlighedsprincippet er en grundlæggende forudsætning for, at medierne kan udfylde

deres rolle som samfundets vagthund. Det er reelt set kun få, der har mulighed for at over-

være retsmøder ud over medierne, og befolkningen vil derfor i vidt omfang være afhæn-

gig af, at medierne i aviser, radio, tv mv. refererer, hvad der foregår i retssalene. Det har

således ofte været mediernes vedvarende dækning af retssager, der har haft indflydelse på,

hvilke emner der debatteres i offentligheden. F.eks. har mediernes vedvarende dækning af

voldtægtssager skabt stor debat om, hvorvidt de nuværende regler bør ændres.

Grundlovens princip om offentlighed i retsplejen skal som nævnt gennemføres i videst

muligt omfang. Fordi der ikke er tale om et absolut princip, kan der gøres indskrænknin-

ger heri. Der kan således være tilfælde, hvor offentlighedsprincippet må vige for andre

væsentlige hensyn, f.eks. hvor hensynet til en forurettet eller til efterforskningen af en

840 Udgangspunktet om offentlighed følger også af retsplejelovens § 28 a, hvoraf det følger, at alle retsmøder er offentlige

medmindre andet er bestemt ved lov. Se nærmere om reglerne om offentlighed, kapitel 15.

841 Dette benævnes den umiddelbare offentlighed.

842 Dette benævnes den middelbare offentlighed.

843 Betænkning nr. 1330 (1997) om samarbejdet mellem retterne og pressen, side 95.

409

verserende sag vejer tungere end hensynet til offentlighedens ret til indsigt. De i praksis

væsentligste indskrænkninger i offentlighedsprincippet findes i retsplejelovens kapitel 2

og omfatter bl.a. reglerne om dørlukning, referatforbud og navneforbud.

De regler, som begrænser offentlighedsprincippet, begrænser naturligvis ytringsfrihe-

den, men også informationsfriheden indskrænkes væsentligt, når medierne pga. en dør-

lukning ikke kan formidle informationer om en sag til befolkningen.

Fordi mediernes opgave med at referere fra retssager har stor samfundsmæssig betyd-

ning, er medierne tillagt en række særlige rettigheder i relation til de væsentligste ind-

skrænkninger i offentlighedsprincippet. Disse rettigheder skal sikre, at domstolene tager

hensyn til offentlighedens interesse i at følge de konkrete retssager.

Medierne er tillagt en særlig adgang til at udtale sig, før der træffes afgørelse om dørluk-

ning, referatforbud og navneforbud.

844

Udtaleretten skal sikre, at pressens argumenter

for ikke at gøre indskrænkninger i ytringsfriheden høres, inden retten træffer afgørelse

om dørlukning mv.

Ud over retten til at udtale sig har medierne også mulighed for at appellere (kære) ret-

tens beslutninger om dørlukning, referatforbud og navneforbud til en højere instans.

845

Denne ret til at appellere afgørelser om indskrænkninger i offentlighed i retsplejen skal

ses som et naturligt supplement til retten til at udtale sig og skal sikre, at ”vægten af de

synspunkter, medierne har fremsat, kan prøves ved en højere instans”.

846

Udtale- og appelretten skal således sikre, at domstolene tager hensyn til offentlighedens

interesse i at følge sagen, og at medierne med retten til at udtale sig har mulighed for at

påvirke rettens kendelse.

847

844 Udtaleret ved dørlukning, jf. § 29 c, stk. 1, udtaleret ved referatforbud, jf. § 30 b, stk. 1, og udtaleret ved navneforbud, jf.

§ 31 a, stk. 1. Det er kun tilstedeværende repræsentanter fra medierne, som har mulighed for at udtale sig. Udtaleretten

finder også anvendelse i sager, hvor der anmodes om dobbelt lukkede døre – journalister har i denne sammenhæng ret

til at udtale sig om dørlukningen, inden dørene lukkes i første omgang.

845 Kæreadgang ved dørlukning i civilesager, jf. § 393, stk. 2. og § 968, stk. 2. Det er en betingelse for denne kæreadgang, at

massemediet har været repræsenteret under retsmødet.

846 Betænkning nr. 1330 (1997) vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen, side 118f.

Udtaleretten og appeladgangen er forbeholdt de tilstedeværende repræsentanter fra massemedierne, som er omfattet

af medieansvarsloven § 1, stk. 1, nr. 1-3. Se kapitel 12 for nærmere om mediansvarslovens regler. Se betænkning nr. 1205

(1990) om medieansvar, side 278 for afgrænsningen af denne gruppe.

847 Anklager og forsvarer vil typisk ikke have betænkeligheder ved at indskrænke offentligheden om en sag, og mediernes

særlige rettigheder er indført for at sikre, at der reelt tages hensyn til offentlighedens interesse i at få indsigt i verserende

retssager.

410

Når retten skal afgøre, om der skal ske dørlukning, referatforbud eller navneforbud, skal

retten altid vælge den mindst indgribende fremgangsmåde, som kan varetage hensynet

med at begrænse offentligheden til en retssag (mindstemålsprincippet). Det betyder, at

hvis det formål, der med f.eks. dørlukning forsøges varetaget, også kan beskyttes ved at

nedlægge referatforbud, er retten forpligtet til at vælge dette.

848

Dørlukning

er den mest indgribende af de foranstaltninger, som kan begrænse offent-

lighedsprincippet, fordi en dørlukning betyder, at offentligheden ikke har adgang til at

overvære sagen og derfor ikke ved, hvad der foregår under sagens behandling. Dørluk-

ning betyder, at det er forbudt offentligt at gengive, hvad der forhandles i retsmødet.

849

Dørlukning kan gælde for hele sagen eller dele af sagen, f.eks. under en vidneforkla-

ring.

850

Dørlukning kan ifølge retsplejeloven bestemmes i en række tilfælde og kan varetage for-

skelligartede hensyn, bl.a. ordensmæssige hensyn, hensynet til sagens opklaring, hensy-

net til parternes privatliv eller bredere samfundsmæssige hensyn, som f.eks. hensynet

til statens forhold til fremmede magter. Der er således flere begrundelser for, hvorfor

dørene til en retssal lukkes for offentligheden.

851

Der findes bl.a. regler om udelukkelse af enkeltpersoner eller grupper fra retsmøder og

egentlig dørlukning, som er begrundet i

ordensmæssige hensyn.

852

Det følger bl.a. af rets-

plejelovens § 28 b, som indeholder en række bestemmelser om udelukkelse af enkeltper-

soner ved retsmøder.

853

F.eks. kan enkeltpersoner udelukkes for at undgå, at retslokalet

overfyldes, ligesom retten kan bestemme, at et retsmøde skal foregå bag lukkede døre,

hvis hensynet til god ro og orden i retslokalet kræver det.

848

Dette følger af retsplejelovens § 29, stk. 5, hvoraf det fremgår, at der ikke kan træffes beslutning om dørlukning, hvis det

er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud.

849 Jf. retsplejelovens § 29 d. Kun hvor dørene udelukkende lukkes af hensyn til at sikre ro og orden, vil det være lovligt at

gengive, hvad der er sket under retsmødet.

850 Hvis en vidneforklaring afvikles for lukkede døre, er der referatforbud for denne del af sagen og der må derfor ikke ske

offentlig gengivelse heraf, jf. retsplejelovens § 29 c. Nogle retsmøder foregår altid for lukkede døre. Det gælder f.eks.

retsmøder, hvor rettens rådslagninger og afstemninger foregår (retsplejelovens § 214, stk. 2), sager om ægteskab eller

forældremyndighed (retsplejelovens § 453) eller i sager om faderskab og medmoderskab (retsplejelovens § 456 m).

851 Reglerne om dørlukning følger af retsplejelovens § 28 b – 29. Dørene kan også lukkes i en række andre tilfælde f.eks. hvor

et vidne skal forblive anonymt. Se f.eks. retsplejeloven § 173, stk. 2.

852 Dette omfatter både straffesager og borgerlige sager.

853 Beslutningen om at begrænse adgangen til at overvære retsmødet træffes af rettens formand efter § 28 b. Efter § 29 kan

retten bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre.

411

Adgangen for bestemte personer eller grupper af personer kan også begrænses, hvis det

skønnes nødvendigt for at opnå en

sandfærdig forklaring

af et vidne eller en part.

854

straffe- og civilsager

vil dørene også kunne lukkes for offentligheden, når statens for-

hold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det.

855

Dørene til

retslokalet kan også lukkes, hvis sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte

nogen for en unødvendig krænkelser, herunder når der skal afgives forklaring om er-

hvervshemmeligheder.

856

Retsplejeloven giver også adgang til i civile sager at lukke døre-

ne, hvis det er af særlig betydning for at undgå offentlig omtale af sagen.

857

Det er dog en

betingelse, at der ikke er nogen afgørende offentlige interesser, som taler imod at lukke

dørene i sådanne tilfælde.

858

Der findes også regler om dørlukning, som udelukkende finder anvendelse i straffesager

(§ 29). Dørene i en

straffesag

kan bl.a. lukkes, hvis den sigtede eller tiltalte er under 18

år.

859

Dørene kan også lukkes, når politifolk, hvis identitet skal hemmeligholdes, fordi de

arbejder som agenter, skal afgive forklaring i en sag.

860

Af særlig praktisk betydning er reglen om, at dørene kan lukkes, hvis et offentligt rets-

møde på afgørende måde kan modvirke en sags opklaring.

861

Det kan f.eks. være nød-

vendigt, fordi der er flere gerningsmænd, som endnu ikke er anholdt, eller hvor sagen

stadig efterforskes. Offentlighed om en sådan sag, f.eks. i medierne, vil i nogle tilfælde

kunne give medskyldige oplysninger, som giver mulighed for at skjule beviser, tyvekoster

eller lignende.

Jf. Retsplejeloven § 28 b, stk. 3. I en sag fra 1998 besluttede retsformanden, at alle tilhørere i retssalen, som havde tilknyt-

ning til rockergrupperne Hells Angels og Bandidos, skulle forlade lokalet under en vidneafhøring, da det skønnedes

nødvendigt for at opnå en sandfærdig vidneforklaring (U1998.665/1V).

855 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 1, nr. 2.

856 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 1, nr. 3.

857 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 2.

858 Bestemmelsen ses navnlig anvendt i sager, hvor der er risiko for, at forretningshemmeligheder afsløres/kompromitteres:

U2016.3621Ø og U2009.2296/1Ø.

859 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 3, nr. 1.

860 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 3, nr. 2. Også i de tilfælde, hvor en polititjenestemand har udført såkaldt ”agent provocat-

eur”-virksomhed efter retsplejeloven § 754 a, kan dørene lukkes, hvis anklagemyndigheden anmoder om det, jf. rets-

plejeloven § 29 a, stk. 3. Se Baumbach (2017), side 313. Se også U2015.1469Ø, hvor Østre Landsret afviste dørlukning,

idet de pågældende agenters identitet allerede var kendt i offentligheden. Der var således ikke noget hensyn, der kunne

begrunde dørlukning.

861 Jf. retsplejeloven § 29, stk. 3, nr. 4.

854

412

I sager om seksualforbrydelser lukkes dørene, når offeret i sagen afhøres,

862

og når der

afspilles eller forevises lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst tiltale

eller sigtelse for under sagen.

863

Retsplejelovens § 845 giver endvidere mulighed for at retten i særlige situationer i straf-

fesager undergivet offentlig påtale kan træffe forhåndsafgørelser om dørlukning, referat-

forbud og navneforbud.

864

Efter denne bestemmelse kan der efter anmodning fra ankla-

gemyndigheden, forsvareren eller et vidne i et retsmøde forud for hovedforhandlingen

træffes afgørelse om bl.a. navne- og referatforbud. Retten kan efter retsplejelovens § 31 c

desuden træffe forhåndsafgørelse om referat- og navneforbud i sager om ærekrænkelse.

Der er i retsplejelovens regler om dørlukning også mulighed for såkaldte dobbelt luk-

kede døre. Det betyder, at selve spørgsmålet (forhandlingen) om dørlukning behandles

for lukkede døre, og det er udelukkende selve kendelsen om dørlukning, som afsiges i et

åbent retsmøde.

865

Dobbelt lukkede døre kan navnlig finde sted, hvis det kræves af hen-

syn til statens forhold til fremmede magter eller sagens opklaring. Hvis retten har afgjort,

at der skal være dobbelt lukkede døre, betyder det i praksis, at offentligheden f.eks. heller

ikke kan få kendskab til, hvilke forhold der er rejst sigtelse for. Dette var f.eks. tilfældet i

den meget omtalte ”Kundby-sag”. Her blev grundlovsforhøret af den 15-årige pige afvik-

let for dobbelt lukkede døre.

866

Reglerne om

referatforbud

følger af retsplejelovens § 30-30 b og omfatter alene

straffesa-

ger.

Referatforbud betyder, at der ikke offentligt kan gengives, hvad der er passeret under

forhandlingerne i straffesager, og et referatforbud begrænser således særligt mediernes

adgang til at dække en sag, fordi det i praksis oftest vil være medierne, som gør brug af

muligheden for at overvære og referere en sag. Referatforbud kan gælde for hele eller

kun dele af sagen, f.eks. en vidneforklaring.

Forbuddet omfatter ikke selve domsafsigelsen, og denne kan derfor frit refereres, hvis

den afsiges i et retsmøde. Det følger af retsplejelovens § 28 a, stk. 2, hvoraf det fremgår,

at retsmøder, hvori der afsiges dom, altid er offentlige. Domskonklusion og præmisser

kan gengives offentligt, men domme og kendelser i straffesager må kun gengives offent-

ligt, når de er anonymiseret, således at tiltalte, ofre, sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller

Jf. retsplejeloven § 29 a, stk. 1. Omfattet er overtrædelse af straffelovens § 210 (incest mv.), § 216 (voldtægt), § 222, stk.

2 (samleje med person under 15 år), § 223, stk. 1 (om samleje med stedbarn, plejebarn eller elev) og § 225 (om andet

seksuelt forhold end samleje).

863 Jf. retsplejeloven § 29 a, stk.2.

864 Dette følger af retsplejelovens § 845.

865 Jf. retsplejeloven § 29 c, stk. 1, 2. pkt.

866 ”Overblik: Sådan startede Kundby-sagen” (10. februar 2017), DR, https://www.dr.dk/nyheder/indland/overblik-sa-

adan-startede-kundby-sagen (senest tilgået den 19. august 2019).

862

413

vidners identitet ikke fremgår.

867

Forbuddet går kun på selve dommens eller kendelsens

tekst.

Forbuddet betyder ikke, at det i alle tilfælde vil være ulovligt at offentliggøre identiteten

på de involverede personer (eller give sådanne oplysninger, at disse vil kunne genken-

des i en videre kreds) i forbindelse med offentliggørelsen af en anonymiseret dom eller

kendelse. Der er således tradition for, at verserende og nyligt afsluttede straffesager i vidt

omfang kan omtales offentligt også med angivelse af de involverede personers navne.

Om det i det konkrete tilfælde vil være ulovligt, vil bero på bl.a. straffelovens almindelige

regler, medieansvarslovens regler om god presseskik, som sætter visse grænser for omta-

le af straffesager, ligesom der kan være nedlagt navneforbud eller retsplejelovens regler.

868

De forhold, der kan begrunde et referatforbud, følger af retsplejelovens § 30, stk. 1, nr.

1-4. Betingelsen for at nedlægge referatforbud kan foreligge, når den sigtede eller tiltalte

er under 18 år,

869

når offentlighed om en sag kan være til fare for nogens sikkerhed,

870

når

det kan skade opklaringen af en sag,

871

eller når offentlighed om sagen kan udsætte nogen

for unødvendig krænkelse, herunder krænke retten til privatliv.

872

Navneforbud

er den mindst indgribende indskrænkning af offentlighedsprincippet.

873

Overtrædelse af et navneforbud straffes med bøde.

874

Et navneforbud betyder, at navn,

stilling eller bopæl på sigtede eller tiltalte eller andre personer, som indgår i sagen, ikke

må offentliggøres. Et nedlagt navneforbud forhindrer således ikke, at pressen refererer

fra sagen, men de må ikke videregive de nævnte informationer eller andre oplysninger,

som er egnede til at identificere den pågældende, f.eks. alder eller lignende. Der er i

Dette følger af retsplejelovens § 1017 d. Denne regel blev indført i forbindelse med en ændring af retsplejelovens regler

i 2004, hvor adgangen til aktindsigt blev udvidet væsentligt. Bestemmelsen modsvarer således den generelle adgang

til aktindsigt i straffesager, der er afsluttet for mindre end 1 år siden, som følger af retsplejelovens § 41 b, stk. 1 (se for

nærmere om retsplejelovens regler om aktindsigt afsnit 4.2.5.1). Dommen eller kendelsens tekst vil også kunne offentlig-

gøres uden anonymisering, hvis de omtalte udtrykkeligt har samtykket til offentliggørelse uden anonymisering. Der kan

naturligvis kun gives samtykke for den enkeltes eget vedkommende.

868 Betænkning nr. 1427 (2003) om reform af den civile retspleje II, kapitel 9, afsnit II.

869 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 1.

870 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 2.

871 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 3.

872 Jf. retsplejeloven § 30, stk. 1, nr. 4. Hvis der er nedlagt referatforbud indbefatter dette også et navneforbud i forhold til de

personer, som er involverede i sagen.

873 Reglerne om navneforbud følger af retsplejelovens §§ 31-31 a.

874 Jf. retsplejeloven § 32 b, stk. 2. Det er en forudsætning for, at en person kan ifalde bødeansvar for overtrædelse af et

navneforbud, at den pågældende var bekendt med forbuddet, vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten,

eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden

eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud. Se U2017.181Ø, hvor en forfatter blev idømt en bøde på 10.000

kr. for at have gengivet navnet på en person, som var sigtet for drabsforsøg mod forfatteren. Byretten havde nedlagt

navneforbud.

867

414

princippet tale om et egentligt identifikationsforbud.

875

Navneforbuddet kan gælde for

én eller flere personer, som indgår i sagen.

Når retten skal afgøre, om der kan nedlægges navneforbud, skal retten tage hensyn til

lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning. Hvis der er tale om en grov

forbrydelse som f.eks. drab eller en lovovertrædelse af samfundsmæssig betydning, f.eks.

visse miljø eller skattestraffesager, vil det således tale imod, at der nedlægges navnefor-

bud.

876

Dette følger af retsplejeloven § 31, stk. 3, hvori det også er angivet, at det taler

imod navneforbud, hvis den tiltalte eller sigtede har eller har haft en stilling, som i for-

hold til offentligheden er særlig betroet.

Retten skal således afbalancere hensynet til enkeltpersoner og den potentielle krænkelse,

der vil være i at få offentliggjort sin identitet over for den offentlige interesse i at få indsigt

i en sag og kendskab til den sigtedes identitet.

877

Det er ofte stærkt omdiskuteret, når der nedlægges navneforbud i straffesager, i særdeles-

hed fordi det ofte er sager, som medierne har vist stor interesse for at dække. Det gjaldt

f.eks. et navneforbud i en meget omtalt sag om en offentlig kendt erhvervskvinde, som

blev kaldt ”Jetset-dronningen”.

878

I denne sag havde bl.a. Ekstra Bladet i to artikler offent-

liggjort kvindens navn i forbindelse med et grundlovsforhør. Artiklerne linkede kvinden

til en mulig straffesag om narkotikakriminalitet. Under grundlovsforhøret anmodede

kvinden om at få nedlagt navneforbud, hvilket retten imødekom. Ekstra Bladets journa-

lister kærede kendelsen til landsretten, som stadfæstede byrettens afgørelse og dermed

fastholdt navneforbuddet (se straks nedenfor om journalisters adgang til at appellere

afgørelser). Landsretten lagde vægt på, at offentliggørelse af den sigtedes navn på det

pågældende tidspunkt kunne udsætte hende for en unødvendig krænkelse.

Navnet i artiklerne var efter nedlæggelse af navneforbuddet blevet udskiftet med titlen

”jetset-dronningen”. Det fremgår af domsreferatet, at 27.902 personer havde åbnet og

læst artiklen, inden kvindens rigtige navn var fjernet fra artiklerne. Sagen blev indbragt

875

876

877

878

Bestemmelsen finder også anvendelse på juridiske personer, og der kan derfor nedlægges navneforbud, som hindrer

offentlig gengivelse af navnet på en tiltalt virksomhed, jf. § 31, stk. 2.

Betænkning nr. 1330 (1997) om samarbejdet mellem retterne og pressen, side 114. I betænkningen nævnes følgende

tilfælde som eksempler på, at det vil være i den offentlige interesse at få kendskab til den tiltalte eller sigtede: sager, hvori

der medvirker nævninger, sager af vidtrækkende samfundsmæssig betydning, eksempelvis visse miljø- og skattestraffe-

sager, sager, hvor medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i børsnoterede aktieselskaber tiltales for forhold foretaget

i denne egenskab og sager, hvor personer i stillinger, der kræver offentlig autorisation, misbruger deres stilling.

Se f.eks. U2006.1518H om ophævelse af et navneforbud i en mordsag, som var afsagt under grundlovsforhøret. Højeste-

ret fandt ikke, at navneforbuddet skulle opretholdes og anførte følgende: ”Offentlighed i strafferetsplejen er i sager af så

alvorlig karakter særlig påkrævet for at sikre borgernes indsigt i domstolenes behandling af straffesager”. Hensynet til

den tiltalte måtte således vige for de samfundsmæssige hensyn, der begrunder videst mulig offentlighed under domsfor-

handlingen i straffesager.

U2010.1427H.

415

for Højesteret, som udtalte at ”den forudgående omtale ikke i sig selv kan medføre, at der

ikke kunne nedlægges navneforbud”, og som herefter tiltrådte landsrettens afgørelse og

stadfæstede navneforbuddet.

Sagen viser, at en tidligere omtale af en sigtet ikke betyder, at der ikke senere kan ned-

lægges navneforbud.

Hvis retten finder, at betingelserne for at nedlægge et navneforbud er opfyldt, vil nav-

neforbuddet som udgangspunkt være gældende indtil afsigelsen af endelig dom.

879

Der

er dog også i retsplejeloven mulighed for, at navneforbuddet ophæves under sagens be-

handling efter anmodning fra pressen eller af rettens egen drift.

880

På dette tidspunkt vil

det altså være tilladt at oplyse om den pågældendes navn.

Ovenstående regler om navneforbud finder anvendelse, hvis retten finder, at en anmod-

ning om navneforbud bør imødekommes. Der findes dog også i retsplejeloven tilfælde,

hvor der altid gælder navneforbud. Dette gælder ofre for seksualforbrydelser, hvis iden-

titet altid skal hemmeligholdes af hensyn til deres privatliv.

881

Det samme gælder oplys-

ninger om lægdommeres identitet, som ikke må offentliggøres.

882

Også spørgsmålet om

optagelse og transmission af billeder, lyd og tekst

mv. i retsmøder

reguleres i retsplejeloven. Det er som udgangspunkt forbudt at optage eller transmittere

billeder og lyd under et retsmøde.

883

Dog kan retten helt undtagelsesvis tillade, at dette

finder sted. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at en sådan tilladelse til

at optage eller transmittere lyd eller billede i straffesager kun bør gives i ganske særlige

og yderst omtalte sager, særligt i sager, hvor der er tiltalt for forhold begået i offentlig

tjeneste.

884

For civile sager kan tilladelse gives, hvis alle parter samtykker hertil og i sager

af principiel karakter, hvor det offentlige er part.

Optagelse af billeder i og uden for rettens bygninger

er også reguleret af retsplejeloven.

Det er således forbudt at tage billeder af sigtede, tiltalte og vidner, som er på vej til eller

fra et retsmøde i en straffesag, og en overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde.

885

Kun hvis den pågældende har givet samtykke til at få taget billeder i denne situation, vil

879

880

881

882

883

884

885

Jf. retsplejeloven § 31 a, stk. 3.

Jf. retsplejeloven § 31 a, stk. 2.

Jf. retsplejeloven § 1017 b, stk. 1.

Jf. retsplejeloven § 1017 c, stk. 1.

Dette følger af § 32, stk. 1, 1. pkt.

Lov nr. 362 af 1999. Alm. bemærkninger til lovforslaget pkt. 7.2.

Jf. § 32 b, stk. 1. I en sag fra 2005 idømte Vestre Landsret en journalist en bøde på 10.000 kr. for uden samtykke at have

fotograferet en tiltalt uden for en retsbygning (U2005.2578V).

416

det være tilladt at tage billederne. Også offentliggørelsen af sådanne billeder er forbudt,

medmindre der altså er givet samtykke.

886

Derimod kan de tilstedeværende, herunder medierne, under et retsmøde frit lave

teg-

ninger.

Dette er også årsagen til, at der i de retsreportager, som medierne bringer, ofte vil

være tegninger fra den omtalte retssag. Retten kan dog under særlige omstændigheder

forbyde, at der tegnes under et retsmøde og at sådanne tegninger offentliggøres.

887

En åbenbar begrænsning af ytringsfriheden findes i

retsplejeloven § 1017,

som bl.a. om-

handler illoyal gengivelse af, hvad der er passeret under et retsmøde.

888

Bestemmelsens

stk. 1 fastsætter, at offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal.

Overtrædelse af denne del af bestemmelsen er ikke strafbelagt, og der eksisterer ikke

retspraksis vedrørende denne del af bestemmelsen.

Derimod kan man efter bestemmelsens stk. 2 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 må-

neder, hvis man på forskellig vis forsøger at

påvirke retten og rettens behandling af kon-

krete sager.

Formålet med bestemmelsen er, at der ikke fremsættes udtalelser, som kan

påvirke en sags udfald og påvirke retten til en retfærdig rettergang. Bestemmelsen har

kun ganske sjældent været anvendt i praksis, og der foreligger således ikke nyere trykt

domspraksis om bestemmelsen (se dog nedenfor om offentligt omtalte anmeldelser).

889

Det er efter bestemmelsen strafbart at fremsætte udtalelser, hvormed der gives

væsentlig

urigtig meddelelse

om en straffesag, der endnu ikke er endelig afgjort eller bortfaldet (stk.

2, nr.1).

I 2016 blev Enhedslistens Pernille Skipper anmeldt af en forsvarsadvokat for overtræ-

delse af § 1017, stk. 2, nr. 1, for at have givet forkerte oplysninger i en straffesag om vold-

tægt.

890

Forsvarsadvokaten mente, at Pernille Skipper havde overtrådt bestemmelsen ved

bl.a. at udtale, at pigen (som havde anmeldt voldtægten) var bevidstløs og ude af stand

til at sige fra. Det havde retten imidlertid ikke fundet bevist. Forsvarsadvokaten mente,

Retsplejelovens § 32, stk. 1, 2. pkt.

Navne- og referatforbud vil også kunne begrænse retten til at lave tegninger under retsmødet, ligesom hensynet til ofre

for seksualforbrydelser og lægdommeres identitet kan begrænse retten til at publicere tegninger fra retsmøder. Dette

skyldes, at tegninger også vil kunne være egnede til at identificere disse personer.

888 For alle tre forhold efter § 1017, stk. 2, nr. 1-3, gælder det, at udtalelserne skal være fremsat i tale eller skrift og beregnet

på at virke i en videre kreds, dvs. at den pågældende har haft til hensigt at en større kreds af personer skulle få kendskab

til udtalelserne.

889 Se U1955. 186Ø, U1959.828/2Ø og U1982.1022H/2.

890 ”Pernille skipper anmeldes for udtalelser om voldtægtssag” (4. maj 2016), DR, https://www.dr.dk/nyheder/politik/per-

nille-skipper-anmeldes-udtalelser-om-voldtaegtssag (senest tilgået den 19. august 2019).

886

887

417

at Pernille Skippers udtalelser var egnede til at påvirke dommere og domsmænd i en

eventuel ankesag.

Politiet lukkede sagen. Ifølge forsvarsadvokaten var begrundelsen, at det for det første

var urigtige oplysninger i medierne, der fik Pernille Skipper til at komme med fejlagtige

udsagn om, at ofret var bevidstløs, da voldtægten skete. Desuden lagde politiet vægt på,

at udtalelserne blev fremsat efter afsigelse af byrettens dom, og inden sagen blev anket

til landsretten. Der var derfor endnu ikke udpeget en dommer, som kunne påvirkes af

udtalelserne.

891

Det er efter bestemmelsen også strafbart at fremsætte udtalelser,

der kan lægge hindrin-

ger i vejen for sagens oplysninger.

892

Der ses ikke at være trykt domspraksis vedrørende

denne del af bestemmelsen.

Det er også strafbart at fremsætte udtalelser under en verserende straffesag, der er egne-

de til på uforsvarlig måde at påvirke dommere, domsmænd eller nævninge med hensyn

til en sags afgørelse.

893

Bestemmelsen blev indført, fordi det fandtes stødende, at der i

pressen blev bragt artikler, hvor tiltaltes skyld eller uskyld blev drøftet under verserende

straffesager. Det var særligt den potentielle påvirkning af nævninge, som fandtes anstø-

delig.

894

Bestemmelsen gav anledning til stor offentlig debat i forbindelse med domfældelsen

af Sam Mansour – også kendt som boghandleren fra Brønshøj (se afsnit 5.4.2.1 for be-

handling af dommen). I forbindelse med domfældelsen af Sam Mansour blev seks med-

lemmer af Folketinget anmeldt til politiet for overtrædelse af § 1017, stk. 2, nr. 3, fordi

de havde fremsat udtalelser på de sociale medier og i dagspressen, som Sam Mansours

forsvarsadvokat mente var egnede til på uforsvarlig måde at påvirke de dommere og

nævninge, der deltog i byrettens og landsrettens behandling af den omtalte straffesag.

Udtalelserne drejede sig navnlig om den ønskede straf for Sam Mansour.

895

891

”Politiet dropper sag mod Pernille Skipper efter udtalelser om voldtægtssag” (29. august 2016), DR, https://www.dr.dk/

nyheder/politik/politiet-dropper-sag-mod-pernille-skipper-efter-udtalelser-om-voldtaegtssag (senest tilgået den 19.

august 2019).

892 Retsplejeloven § 1017, stk. 1, nr. 2.

893 Retsplejeloven § 1017, stk. 1, nr. 3.

894 Tillæg B til Rigsdagstidende, Udvalgenes Betænkninger m.m., Ordentlig Samling 1935-36, sp. 2933f.

895 Et af de udsagn, som et folketingsmedlem var blevet anmeldt for, havde følgende ordlyd: ”Jeg håber inderligt, at Sam

Mansour (boghandleren fra Brønshøj) får frataget sit statsborgerskab og bliver udvist. Det kan godt være, at han på

papiret er dansker, og i alt for mange år har nydt godt af det danske samfunds beskyttelse og goder, men rigtig dansker

er han ikke. Han har tværtimod modarbejdet vore værdier og opfordret til terror i en totalitær ideologis navn.” Se Rigs-

advokatens notat af den 24. september 2015 om anvendelsen af retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, i relation til udtalelser

fremsat af medlemmer af Folketinget i forbindelse med domfældelsen af Said Mansour, side 2.

418

Københavns Politi fandt ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen af anmeldelsen –

en indstilling som statsadvokaten tiltrådte.

896

Afgørelsen blev påklaget af Sam Mansours

forsvarsadvokat til Rigsadvokaten, som efter en nærmere behandling af sagen ikke fandt

tilstrækkeligt grundlag for at antage, at en domstol ville finde, at politikernes udtalelser

ville udgøre en overtrædelse af § 1017, stk. 2, nr. 3.

897

Rigsadvokaten lagde i sin vurdering af sagen vægt på en række momenter, herunder

navnlig,

folketingspolitikere generelt må nyde en særlig udstrakt grad af ytringsfrihed,

politikerne kun udtalte sig om sanktionsspørgsmålet og ikke om Sam Mansours skyld

eller uskyld,

udtalelserne vedrørte et spørgsmål af stor samfundsmæssig interesse, og

udtalelserne var fremsat på et tidspunkt, hvor de som udgangspunkt ikke var egnede

til at påvirke den pågældende retsinstans.

898

Retsplejeloven § 1017 suppleres i vidt omfang af de vejledende regler for god presseskik,

som indeholder et helt afsnit, som udelukkende omhandler mediernes dækning af rets-

sager (retsreportager). At dækningen af retssager skal være objektiv følger således også af

de presseetiske regler. Efter pkt. C3 bør retsreportagen være objektiv, og journalister bør

derfor under ethvert stadium af sagen, herunder også sagens forberedelse, tilstræbe en

kvalitativ ligelig gengivelse af parternes synspunkter, ligesom reglen foreskriver, at dæk-

ningen af en sag bør følges op med et referat af sagens afslutning. Det følger også af pkt.

C5, at så længe en straffesag ikke er endelig afgjort eller bortfaldet, må der ikke bringes

historier, som tager stilling til, om en sigtet eller tiltalt er skyldig, ligesom der ikke må

lægges hindringer i vejen for sagens opklaring (se for nærmere om de presseetiske regler

kapitel 12).

Som udgangspunkt er

advokater

i deres virke underlagt de samme begrænsninger i

ytringsfriheden som alle andre borgere. Advokater skal dog også overholde god advo-

katskik efter retsplejelovens § 126. Domstolene har slået fast, at tilsidesættelse af god

advokatskik også kan omfatte en advokats ytringer.

899

Det er i første omgang Advokat-

nævnet, der har mulighed for at sanktionere tilsidesættelse af god advokatskik, men

896 Efterforskningen blev indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Se anklagemyndighedens pressemeddelelse af 10.

februar 2015, ”Ingen straffesager mod politikere for udtalelser i Mansour-sagen” (https://anklagemyndigheden.dk/da/

ingen-straffesager-mod-politikere-udtalelser-i-mansour-sagen).

897 I sin bedømmelse inddrog Rigsadvokaten hensynet bag bestemmelsen som udtrykt ved dennes ordlyd og forarbejder

samt den foreliggende praksis fra Højesteret og til dels EMD. Sam Mansours forsvarsadvokat havde anmeldt i alt seks fol-

ketingsmedlemmer. Rigsadvokaten fandt, at to af de anmeldte folketingsmedlemmers udtalelser faldt helt uden for det

strafbare område, og det var således de øvrige fire anmeldte medlemmer af Folketingets udtalelser, som Rigsadvokaten

tog stilling til.

898 To af folketingsmedlemmerne havde fremsat deres udtalelser efter, at byretten havde afsagt skyldkendelsen, men inden

domsafsigelsen, mens de øvrige udtalelser blev fremsat umiddelbart efter og i de følgende 2-3 dage efter domsafsigelsen

i byretten.

899 Se f.eks. U2012.616H.

419

Advokatnævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

900

Nævnet har behandlet

flere sager, som omhandler klager over advokaters ytringer, og en række af disse har

været eller er på nuværende tidspunkt indbragt for domstolene.

901

Advokatnævnet ind-

drager i sin behandling af sager om advokaters ytringer bl.a. de omstændigheder, som

udtalelsen er fremsat under, hvem ytringerne er fremsat over for og indholdet af selve

ytringen.

902

Et antal af de sager, som har været behandlet af Advokatnævnet, omhandler advoka-

ters udtalelser på Facebook.

903

Nævnet har bl.a. behandlet en sag, hvor en advokat i et

opslag på Facebook gav udtryk for mistanke om, at en modpart i en sag havde afgivet

falsk forklaring. Advokatnævnet lagde vægt på, at advokaten med denne ytring var gået

videre end berettiget til varetagelse af sin klients interesser i den pågældende sag. Advo-

katnævnet fandt, at advokaten, hvis denne havde en mistanke om, at der var afgivet falsk

forklaring for retten, burde have kontaktet politiet og ikke udbredt denne mistanke via

et opslag på Facebook.

904

Sagen viser, at selv om advokater har pligt til at varetage og forsvare deres klienters inte-

resser, må de ikke søge klientens interesser fremmet på en anstødelig måde, f.eks. med

udtalelser som i den netop nævnte sag.

Nævnet har også behandlet sager om advokaters udtalelser fremsat under retssager.

905

en sag fra 2012 havde en part i forbindelse med en samværssag klaget til Advokatnævnet

over, at nogle udtalelser, som modpartens advokat havde fremsat om ham under sagen,

var meget krænkende. Udtalelserne – som var en gengivelse af advokatens klients syns-

punkter – gik bl.a. på, at den pågældende skulle have misbrugt deres datter seksuelt. I sin

afgørelse udtalte Advokatnævnet, at:

”Der må tillægges en advokat ganske vide grænser for under en retssag at

fremkomme med ytringer om advokatens og klientens opfattelse af sagens

900 Domstolene har slået fast, at denne procedure ikke er uforenelig med grundlovens § 77 om ”dog under ansvar for dom-

stolene”. Se hertil T. Lorentzen, ”Jeg ser frem til Deres udgydelser” i Advokaten (24. februar 2014).

901 Se for eksempler på fældende afgørelser fra Advokatnævnet, som er indbragt for domstolene og T.R. Keldmann, ”Når

advokaten ytrer sig på Facebook” i Advokaten (20. juni 2017).

902 T.R. Keldmann, ”Når advokaten ytrer sig på Facebook” i Advokaten (20. juni 2017).

903 Se bl.a. Advokatnævnets kendelse af 21. marts 2016 (sagsnr. 2015-1228), Advokatnævnets kendelse af 26. august 2016

(sagsnr. 2016-923), og Advokatnævnets kendelse af kendelse af 3. november 2015 (sagsnr. 2014-1598, 2014-1722 og 2014-

2080).

904 Afgørelsen er blevet indbragt for domstolene.

905 Se bl.a. Advokatnævnets kendelse af 19. juni 2013 (sagsnr. 2012-638) og Advokatnævnets kendelse af 22. oktober 2013

(sagsnr. 2012-1371).

420

faktiske og retlige omstændigheder, hvis disse ytringer med rimelighed

kan siges at understøtte klientens påstande og anbringender i sagen.”

906

Advokatnævnet fandt ikke, at advokaten var gået videre end en berettiget varetagelse af

klientens tarv tilsagde og fandt på den baggrund ikke, at advokaten med sine udtalelser

havde overtrådt god advokatskik. Sagen viser, at Advokatnævnet anerkender, at der gæl-

der ganske vide rammer for advokaters ytringer under retssager.

Der fremsættes undertiden også kritik af dommere, som kan være skadelig for tilliden

til domstolenes autoritet og upartiskhed.

907

Adgangen til at kritisere eller udtale sig om

dommere er underlagt de almindelige indskrænkninger i ytringsfriheden. Hvis der er

tale om beskyldninger eller lignende, vil disse som udgangspunkt skulle bedømmes efter

de almindelige regler i dansk ret om ærekrænkelse (se nærmere herom i afsnit 5.2.2.2 om

ærekrænkelser).

5.6.3 EMD's praksis om afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for hensy-

net til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed

De sager, som domstolen har behandlet om indgreb i ytringsfriheden af hensyn til at

sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed, omhandler navnlig begrænsninger i medi-

ernes og andres mulighed for at overvære og omtale verserende sager ved domstolene,

f.eks. i form af dørlukning, referatforbud og navneforbud.

EMD har slået fast, at det er i strid med ytringsfriheden at indføre et generelt forbud

mod at referere fra eller i øvrigt omtale en verserende straffesag.

908

Desuden følger det af

EMRK artikel 6 om ret til retfærdig rettergang, at enhver bl.a. er berettiget til en offentlig

rettergang, ligesom dom skal afsiges i et offentligt møde. Der er dog også i bestemmelsen

undtagelser til dette udgangspunkt.

909

Domstolen har i sin praksis derimod anerkendt, at det kan være nødvendigt at begrænse

ytringsfriheden af hensyn til bl.a. den videre efterforskning af en verserende sag.

910

906

907

908

909

910

Advokatnævnets kendelse af 12. november 2013 (sagsnr. 2011-2663).

Se f.eks. U2013.1067/2H om ærekrænkende beskyldninger mod en dommer.

Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997), pr. 50. Se også Kjølbro (2017), side 1043.

EMRK artikel 6: ”… pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sæ-

deligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet

til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening

strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.”

Weber mod Schweiz (afsagt den 22. maj 1990).

421

Også begrænsninger af antallet af tilstedeværende af hensyn til ordensmæssige forhold,

f.eks. for at sikre, at et retslokale ikke overfyldes, har Domstolen accepteret. I en sag fandt

Domstolen det således ikke i strid med artikel 10, at der under en række retsmøder var

blevet trukket lod blandt forskellige grupper af pressens repræsentanter for at afgøre,

hvem der kunne overvære retssagen. Det skyldtes, at der var tale om en meget omtalt

drabssag, som et stort antal medier ønskede at overvære og rapportere fra. Domstolen

fandt, at de journalister, som ikke fik adgang til selve retsmødet, havde mulighed for at

rapportere fra sagen, da den nationale domstol offentliggjorde pressemeddelelser til de

journalister, som ikke fik adgang.

911

Pressen var således ikke generelt forhindret i at for-

midle informationer om sagens gang.

Domstolen har også anerkendt, at det kan være nødvendigt at nedlægge forbud mod at

offentliggøre identiteten på en sigtet eller tiltalt i verserende straffesager, for at beskytte

denne persons ret til respekt for privatlivet.

912

Om det i det konkrete tilfælde vil være

berettiget vil afhænge af en afvejning af hensynet til den pågældendes ret til respekt for

privatliv over for mediernes ret til ytringsfrihed og hensynet til informationsfriheden.

Det spiller en rolle for vurderingen af, om det i konkrete tilfælde vil være berettiget at

nedlægge forbud mod at offentliggøre den pågældendes identitet, om personen er aktiv

i offentligheden og som følge heraf må tåle en større grad af omtale om sin person. Det

blev f.eks. tillagt betydning i

Axel Springer mod Tyskland,

som er omtalt i afsnit 5.1.3

ovenfor, hvor Domstolen fandt, at det var strid med artikel 10, at der over for en avis var

blevet nedlagt forbud mod at offentliggøre flere artikler om en kendt skuespillers anhol-

delse og domfældelse for besiddelse af kokain.

913

Det skal også inddrages, om omtalen angår et emne af offentlig interesse, og om selve

offentliggørelsen af identiteten i denne sammenhæng spiller en rolle for dækningen af

emnet og sagen. Også karakteren af den pågældende sag har betydning, og hvis der f.eks.

er tale om embedsmisbrug, vil dette kunne begrunde offentlig omtale af den anklagedes

identitet.

914

De samme momenter har også betydning ved bedømmelsen af navneforbud nedlagt for

at beskytte identiteten på et offer for en forbrydelse. Hensynet til et offer for en forbrydel-

se og dennes ret til respekt for sit privatliv kan således begrunde et forbud mod at afsløre

identiteten på den pågældende. Domstolen fandt f.eks. i

Kurier mod Østrig,

at det ikke

var i strid med artikel 10, at et dagblad var blevet pålagt at betale 10.000 euro i erstatning

911

912

913

914

Axel Springer mod Tyskland (afgørelse afsagt den 13. marts 2012).

Kjølbro (2017), side 1043.

Axel Springer AG mod Tyskland (afsagt den 7. februar 2012).

Kjølbro (2017), side 1043.

422

til et offer for seksualforbrydelser. Dagbladet blev pålagt at betale erstatning, fordi de i

forbindelse med dækningen af retssagen havde afsløret ofrets identitet.

915

Domstolen har i sin praksis fundet, at det vil være berettiget at gøre indgreb over for

ytringer, som er egnede til at underminere offentlighedens tillid til domstolene, eller som

kan skade retten til en retfærdig rettergang i verserende sager.

Det var bl.a. omdrejningspunktet for dommen

Worm mod Østrig,

som handlede om

pressens dækning af en verserende retssag.

916

I sagen havde en journalist i en artikel om

en verserende straffesag om skattesvig, hvor den tiltalte var landets tidligere finansmini-

ster, bl.a. fremsat udtalelser om, at den tidligere minister var skyldig, og at domstolene

også måtte nå til den samme konklusion. Disse udtalelser fandt de nationale myndig-

heder egnede til at indvirke på sagens resultat. Denne vurdering blev ikke tilsidesat af

EMD. Domstolen bemærkede, at offentlige personer i lige så høj grad som privatperso-

ner har ret til en retfærdig rettergang og gav i sin behandling af sagen udtryk for, at det

kan komme på tale at begrænse mediernes ytringer for at undgå, at befolkningen mister

tillid til retssystemet og til domstolene som rette forum for at løse konflikter.

917

Sagen viser, at journalister i deres dækning af retssager skal være varsomme med bl.a.

at fremsætte udtalelser om skyldsspørgsmålet, som kan påvirke den tiltaltes ret til en

retfærdig rettergang.

Domstolens praksis viser dog generelt, at medierne har en vidtgående ytringsfrihed ved

dækningen af retssager.

918

Det illustreres bl.a. af dommen

De Haes og Gijsels mod Belgien,

hvor en journalist i en

avis havde fremsat alvorlig kritik af en national domstol i forbindelse med en verserende

sag om skilsmisse og forældremyndighed over to børn. Journalistens kritik gik bl.a. på,

at dommerne i sagen var partiske, og at de forsætligt havde truffet en forkert beslutning,

fordi de havde sympati for den ene forælders politiske ståsted.

Tre dommere og en generaladvokat i sagen sagsøgte journalisten og hans redaktør for

injurier, og de nationale domstole gav sagsøgerne medhold og dømte journalisten og re-

915

916

917

918

Kurier Zeitungsverlag & Druckerei mod Østrig (afsagt den 17. januar 2012).

Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997).

Worm mod Østrig (afsagt den 29. august 1997), pr. 54. Domstolen fandt heller ikke, at der var sket en krænkelse af artikel

10 i Tourancheau & July mod Frankrig (afsagt den 24. november 2005), hvor journalister havde udtalt sig om skylds-

spørgsmålet i en verserende straffesag om mord.

Kjølbro (2017), side 1045.

423

daktøren. De nationale domstole fandt også, at den fremsatte kritik var egnet til at skabe

tvivl om dommernes uafhængighed.

Journalisten og redaktøren indbragte sagen for EMD, der gav dem medhold i, at deres

ytringsfrihed var blevet krænket. Domstolen gentog sin udtalelse fra tidligere domme

om, at ytringsfriheden også omfatter ideer og informationer, der støder, chokerer eller

forstyrrer. Domstolen tillagde en lang række momenter betydning i bedømmelsen af

sagen, herunder navnlig

journalisterne havde foretaget en grundig research forud

for offentliggørelsen af artiklerne,

de vedrørte et emne af offentlig interesse, og

der

var tale om værdidomme, som havde et vist faktuelt grundlag, og som fandtes rimelige

i den konkrete situation. Domstolen lagde også vægt på mediernes pligt til at dække

forhold af offentlig interesse, og at befolkningen har en ret til at modtage sådanne op-

lysninger.

Sagen viser, at hvis medierne handler i god tro, på et vist faktuelt grundlag og rappor-

terer om et emne af offentlig interesse, vil der være et snævert rum for at gøre indgreb i

mediernes ytringsfrihed.

Sagen omhandler også kritik af dommere, som flere gange har været et tema i Dom-

stolens behandling af sager om indgreb i ytringsfriheden af hensyn til domsmagtens

autoritet og upartiskhed. I disse sager om ærekrænkelse af dommere er også hensynet

til andres gode navn og rygte og rettigheder relevant (for nærmere om EMD's generelle

praksis vedrørende ærekrænkelser se afsnit 5.2.2.2).

I sagen bemærkede Domstolen, at dommere – på grund af den rolle, de spiller i samfun-

det og den tillid, som de skal nyde – skal beskyttes mod ødelæggende beskyldninger, som

er uden nogen faktuel basis. Det skyldes også, at dommere er underlagt tavshedspligt og

derfor ikke i offentligheden kan kommentere på sådanne angreb, som f.eks. politikere

kan.

919

I sager om kritik af dommere skal det således iagttages, at dommere skal kunne

omtales og kritiseres, men det skal som udgangspunkt have et vist faktuelt grundlag for

ikke at undergrave tilliden til domstolene.

920

Når afvejningen mellem hensynet til den konkrete dommers ære skal afvejes over for

hensynet til mediernes ret til at omtale retssager og udtale sig kritisk herom, skal det

inddrages, om kritikken er fremsat hovedsageligt for at fornærme de omtalte dommere

919 De Haes & Gijsels mod Belgien (afsagt den 24. februar 1997), pr. 37.

920 P. Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer – art. 10-59, 3. udgave (2011), side

868.

424

uden at bidrage til en debat af offentlig interesse. I så fald vil udtalelsernes beskyttelses-

værdighed efter artikel 10 være mindre.

921

Selv om medierne har en vid ytringsfrihed til at dække retssager og kommentere aktuelle

sager, er der også grænser for mediernes ytringsfrihed. Domstolen fandt således f.eks., at

medierne var gået for vidt i

Prager mod Oberschlick.

922

Her havde en journalist fremsat al-

vorlige og grove beskyldninger mod flere dommere, bl.a. med påstand om, at dommerne

havde overtrådt loven. Domstolen fandt, at der var tale om alvorlige beskyldninger uden

et vist faktuelt grundlag, og som ikke var fremsat i god tro. Det var ifølge Domstolen ikke

bare skadeligt for de omtalte dommeres omdømme, men også skadeligt mere generelt,

fordi beskyldningerne havde undergravet befolkningens tillid til domstolenes uafhæn-

gighed og integritet.

923

Hensynet til at beskytte den tiltaltes ret til privatliv betyder også, at det kan være beretti-

get at forbyde medierne eller andre at offentliggøre billeder af den pågældende på vej til

eller fra retten eller i øvrigt. Det fandt Domstolen bl.a. var tilfældet i dommen

Egeland og

Hanseid mod Norge,

hvor et medie var blevet straffet for at have offentliggjort et billede af

en domfældt i en drabssag på vej væk fra retten i stærkt oprevet tilstand.

924

I relation til samme retssag har Domstolen ligeledes anerkendt forbud mod at optage og

transmittere fra straffesager. I dommen

P4 Radio Hele Norge mod Norge

havde de nati-

onale domstole afvist en ansøgning fra en radiostation om at måtte transmittere direkte

fra retssagen. Der var tale om en højt profileret sag, hvor der ikke var plads til alle tilhøre-

re og journalister i retslokalet, og derfor havde domstolen sørget for, at der i en sportshal

var opsat et midlertidigt presseforum, hvor både lyd og billede fra selve retssagen blev

transmitteret direkte, således at alle medier havde adgang til at referere sagen. Domsto-

len slog fast, at de nationale myndigheder er overladt en

vid skønsmargin

i forhold til

at afgøre, om der må transmitteres direkte fra en retssag. I det konkrete tilfælde fandt

Domstolen, at der med de nationale domstoles afslag på at transmittere ikke var sket en

krænkelse af artikel 10. Det blev navnlig tillagt vægt, at der var stillet andre muligheder

til rådighed for at følge og rapportere fra sagen.

921

922

923

924

Maciejewski mod Polen (afsagt den 13. januar 2015).

Prager & Oberschlick mod Østrig (afsagt den 26. april 1995).

Prager & Oberschlick mod Østrig (afsagt den 26. april 1995), pr. 37-39.

Hanseid mod Norge (afsagt den 16. april 2009). Avisen blev straffet for at overtræde en national bestemmelse om, at der

ikke måtte offentliggøres billeder på vej til og fra retten af tiltalte eller dømte personer uden samtykke fra de pågældende.

Kvinden havde ikke samtykket til billedoptagelsen, og selv om hendes identitet i forvejen var kendt, og hun tidligere hav-

de haft kontakt med pressen, fandt Domstolen ikke, at der med domfældelsen af avisen var sket en krænkelse af artikel

10.

425

Advokaters ytringsfrihed har også været genstand for behandling ved EMD. Det gælder

både advokaters ytringer i og uden for retssalen.

Domstolen har i sin praksis fremhævet, at advokater har en central rolle i retssystemet,

fordi de fungerer som mellemled mellem offentligheden og domstolene.

925

Det betyder

også, at selv om advokater har ret til at kommentere på retssystemet generelt eller kon-

krete sager i offentligheden, så forventes det, at de fremsætter deres udtalelser på en

rimelig måde, som bidrager til at bevare tilliden til retssystemet og samtidig respekterer

værdighedskravene til den juridiske stand.

926

Det er ikke i strid med advokaters ytringsfrihed efter artikel 10, at advokater er pålagt

særlige pligter og ansvar i deres hverv. Disse særlige pligter og ansvar indebærer bl.a., at

advokater som udgangspunkt bør rejse kritik af domstolenes behandling af sager over

for domstolene, f.eks. ved at indgive klage, inden de går til medierne.

927

Dette udgangspunkt betyder dog ikke, at advokater er udelukkede fra at udtale sig kri-

tisk om behandlingen af verserende retssager, men sådan kritik forudsætter, at der eksi-

sterer et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for de kritiske udtalelser.

928

I sagen

Foglia mod

Schweiz

havde en advokat udtalt sig kritisk om en verserende sag, ligesom han havde

delt retsdokumenter med offentligheden. Det blev advokaten idømt en bøde for ved de

nationale domstole, fordi udtalelserne og offentliggørelsen af dokumenter havde ført til

en kampagne i medierne, som havde til formål at påvirke sagens udfald.

929

Advokaten

havde navnlig kritiseret anklagemyndighedens efterforskning og behandling af sagen,

der handlede om alvorlig økonomisk kriminalitet, som flere af advokatens klienter havde

været ofre for, ligesom han kritiserede, at anklagemyndigheden frafaldt tiltale i sagen på

baggrund af manglende bevis.

EMD fandt, at offentligheden havde ret til at blive informeret om sagen, fordi der var tale

om en sag af offentlig interesse om økonomisk kriminalitet begået af en offentlig kendt

person. Derudover kunne advokaten ikke holdes ansvarlig for, hvordan dokumenterne

og hans udtalelser efterfølgende var blevet udnyttet af medierne. Der var heller ikke tale

om fortrolige oplysninger, og videregivelsen af oplysningerne var som sådan ikke i strid

med national ret. Endelig lagde Domstolen vægt på, at udtalelserne ikke var egnede til

925

926

927

928

929

Kyprianou mod Cypern (afsagt den 15. december 2005), pr. 173.

Nikula mod Finland (afsagt den 21. marts 2002), pr. 45-46, Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998) pr. 33 og

Veraart (afsagt den 30. november 2006), pr. 51.

Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998).

Kjølbro (2017), side 1048.

Foglia mod Schweiz (afsagt den 12. december 2007).

426

at undergrave befolkningens tillid til domstolene. Der var derfor sket en krænkelse af

artikel 10.

Domstolen har dog i andre tilfælde fundet det berettiget at straffe advokater for grove

og alvorlige beskyldninger fremsat i offentligheden uden, at det har været forsøgt at gå

rettens vej med sådanne beskyldninger.

930

I retssalen er advokater også beskyttet af artikel 10, og fordi advokaten her skal varetage

sin klients interesser, gælder en særlig beskyttelse af advokatens ytringsfrihed, som tilla-

der en vis grad af frisprog.

931

I dommen

Kyprianou mod Cypern

var en advokat blevet idømt en fængselsstraf for at

have udvist foragt for retten, fordi han bl.a. havde anklaget dommerne for ikke at lytte til

ham.

932

Domstolen fandt ikke, at de nationale domstole havde fundet den rette balance

mellem hensynet til at sikre domsmagtens autoritet på den ene side og advokatens ret til

ytringsfrihed. Desuden anførte EMD, at (fængsels)straf til forsvarsadvokater for ytringer

fremsat i retten vil være egnede til at have en afskrækkende virkning (”chilling effect”)

på forsvarsadvokaters varetagelse af deres klienters interesser og derfor have en skadelig

påvirkning af retten til en retfærdig rettergang. Domstolen kom i den konkrete sag frem

til, at idømmelsen af fængselsstraf var uproportional.

933

I forhold til grænserne for advokaters ytringsfrihed i retssalen har Domstolen fundet, at

det har været berettiget at gøre indgreb over for advokater, som har fremsat alvorlige be-

skyldninger mod konkrete individer, og hvor beskyldningerne ikke har haft et tilstræk-

keligt faktuelt grundlag, forudsat at indgrebene har været proportionale.

934

5.6.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.6.1-5.6.3, indeholder dansk ret en række bestemmelser, som

– bl.a. ud fra hensynet til at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed – indskrænker

ytringsfriheden i relation til domstolenes behandling af konkrete sager. Det gælder f.eks.

regler om dørlukning og referat- og navneforbud.

930

931

932

933

934

Schöpfer mod Schweiz (afsagt den 20. maj 1998).

P. Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer – art. 10-59, 3. udgave (2011),

side 867. Et indgreb i advokatens ytringsfrihed ville også kunne betyde krænkelse af artikel 6 om retten til en retfærdig

rettergang.

Kyprianou mod Cypern (afsagt den 15. december 2005).

Kyprianou mod Cypern (afsagt den 15. december 2005), pr. 183. Se også Nikula mod Finland (afsagt den 21. marts 2002).

Schmidt mod Østrig (afsagt den 17. juli 2008) og Peruzzi mod Italien (afsagt den 30. juni 2015).

427

Gennemgangen af EMD's praksis vedrørende indgreb i ytringsfriheden af hensyn til

domsmagtens autoritet og upartiskhed viser, at Domstolen anerkender, at der kan være

tungtvejende årsager til at begrænse ytringsfriheden ved f.eks. at forbyde offentliggørelse

af oplysninger eller billeder af tiltalte mv. i verserende sager. Det kan bl.a. være for at sik-

re retten til privatliv, eller til at den almindelige tillid til domstolene opretholdes. Det kan

således være berettiget at foretage indgreb over for udtalelser, der er egnede til at svække

befolkningens generelle respekt for og tillid til domstolenes behandling af konkrete sa-

ger, eller som kan skade retten til en retfærdig rettergang. Retten til en retfærdig retter-

gang kan bl.a. påvirkes af udtalelser om skyldsspørgsmålet, inden de nationale domstole

har afsluttet en konkret sag.

Samtidig er det efter Domstolens praksis afgørende, at retssystemet, herunder domsto-

lene og dommerne, kan gøres til genstand for debat i offentligheden, da der er tale om

en helt afgørende samfundsinstitution. Derudover er det afgørende for tilliden til dom-

stolene, at befolkningen har indsigt i behandlingen af konkrete sager. Gennemgangen

af praksis viser i denne sammenhæng, at medierne er tillagt en vidtgående adgang til at

referere fra og kommentere på aktuelle sager. Det forudsætter dog, at medierne lever op

til deres særlige pligter og ansvar, som bl.a. kræver, at medierne handler i god tro og på et

vist faktuelt grundlag. Domstolen har i denne sammenhæng lagt vægt på, at mediernes

dækning af en sag ikke må udvikle sig til en egentlig folkedomstol, som bl.a. vil være

egnet til at underminere den generelle tillid til domstolene på sigt.

Derudover viser praksis, at advokater er underlagt særlige pligter og ansvar i forhold

til deres brug af ytringsfrihed. Disse særlige forpligtelser har baggrund i advokaternes

særlige rolle i retssystemet og betyder bl.a., at advokaters (kritiske) udtalelser skal være

fremsat på en rimelig måde, ligesom kritik af domstole og dommere som udgangspunkt

bør adresseres ved brug af de retlige klagemuligheder, inden offentligheden inddrages.

Generelt er de enkelte stater i disse sager ikke overladt en udvidet skønsmargin, som

det f.eks. er tilfældet i forhold til indgreb af hensyn til sædeligheden. Det skyldes ifølge

Domstolen, at der generelt er enighed om, hvad dette hensyn angår og indebærer. Se

straks nedenfor for mere herom.

428

5.7

Hensynet til at beskytte sædeligheden

5.7.1 Generelt om EMD's praksis i afvejningen af ytringsfriheden over for hensy-

net til sædeligheden

EMD har i sin praksis behandlet flere sager, hvor der er sket indgreb i ytringsfriheden af

hensyn til sædeligheden. Sagerne har navnlig drejet sig om rækkevidden af den kunst-

neriske ytringsfrihed.

935

Begrebet sædelighed dækker over det, man kan betegne som den offentlige moral i for-

hold til forskellige emner, f.eks. religion, seksualadfærd mv.

I sager, hvor der har været spørgsmål om sædelighed, har EMD overladt staterne en gan-

ske vid skønsmargin til at vurdere nødvendigheden af et indgreb. Domstolen begrunder

dette med, at der i spørgsmålet om offentlig moral er endda meget store variationer lan-

dene imellem, hvorfor de nationale domstole må anses for bedst egnede til at vurdere

nødvendigheden af et indgreb.

936

Det illustreres f.eks. af dommen

Handyside mod Storbritannien,

som er refereret i afsnit

3.1.1.2. Her godkendte EMD Storbritanniens indgreb over for en dansk skolebog, som

indeholdt kapitler om – i sin samtid – kontroversielle emner som onani, pornografi, og

seksualitet. Domstolen lagde afgørende vægt på

statens vide skønsmargin,

når det drejer

sig om den offentlige moral.

Det var tillige afgørende i dommen

Müller m.fl. mod Schweiz,

der handlede om en kunst-

ners udstilling af værker, som viste flere seksuelle forhold mellem bl.a. mennesker og

dyr.

937

Der var ingen aldersgrænse på museet, hvor værkerne blev udstillet. Kunstneren,

og museet blev idømt en bøde og malerierne konfiskeret. EMD fandt, at dette indgreb

ikke udgjorde en krænkelse af kunstnerens eller museets ytringsfrihed. EMD henviste

bl.a. til den manglende fælles forståelse af moral i medlemsstaterne, ligesom man lagde

afgørende vægt på, at udstillingen havde været åben for folk i alle aldre.

Dommen illustrerer – ligesom

Handyside mod Storbritannien

– at EMD bl.a. tillægger

det betydning, hvem der er målgruppen for det værk mv., som anses for stødende, når

det skal afgøres, om et indgreb begrundet i hensynet til sædeligheden er berettiget.

935

936

937

Vereingung Bildener Künstler mod Østrig (afsagt den 25. januar 2007), Otto-Preminger Institute mod Østrig (afsagt den

20. september 1994), Wingrove mod Storbritannien (afsagt den 25. november 1996) og Müller m.fl. mod Schweiz (afsagt

den 24. maj 1988).

Handyside mod Storbritannien (afsagt den 7. december 1976).

Müller m.fl. mod Schweiz (afsagt den 24. maj 1988).

429

Hensynet til sædeligheden har også været et tema i sager, hvor indgreb i ytringsfriheden

har baseret sig på, at der var tale om blasfemi. Sagerne om blasfemiske ytringer har bl.a.

omhandlet rækkevidden af den kunstneriske ytringsfrihed i forhold til krænkelse af reli-

giøse følelser.

938

Da blasfemi ikke længere er kriminaliseret i dansk ret, er denne praksis

dog ikke i dag relevant i en dansk sammenhæng.

Selv om der er en videre skønsmargin i sager, der vedrører den offentlige moral, er den

ikke ubegrænset. Det har EMD bl.a. slået fast i sagen

Open Door & Dublin Well Woman

mod Irland,

som er refereret i afsnit 3.1.1.1 om informationsfrihed. I sagen, der vedrørte

en organisations ret til at formidle information om irske kvinders muligheder for at få

foretaget abort i udlandet, udtalte Domstolen bl.a., at selv om der er en vid skønsmargin

vedrørende moralske spørgsmål, hvortil abort utvivlsomt hører, så er denne skønsmar-

gin ikke ubegrænset. Domstolen fandt i den konkrete sag, at artikel 10 var krænket, idet

man bl.a. lagde vægt på indgrebets meget indgribende og absolutte karakter.

939

5.7.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til at

beskytte sædeligheden

Hensynet til at beskytte sædeligheden har kun i meget begrænset omfang givet anled-

ning til indskrænkninger i ytringsfriheden i dansk ret.

Det mest omtalte eksempel er den nu ophævede blasfemibestemmelse, som tidligere

fandtes i straffelovens § 140, hvorefter den, der offentligt drev spot med eller forhånede

noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse,

kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

940

Det overordnede formål med bestemmelsen var at værne samfundet mod de stridighe-

der og uroligheder, der kan opstå ved krænkelsen af religiøse følelser. Det understøttes

af, at bestemmelsen var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den of-

fentlige fred og orden.

Blasfemibestemmelsen blev efter mange års debat afskaffet den 2. juni 2017. Den konkre-

te baggrund var et lovforslag fremsat af Enhedslisten, der som begrundelse for forslaget

anførte, at bestemmelsen udgjorde en unødvendig indskrænkning af ytringsfriheden.

941

938 Se også Otto-Preminger-Institut mod Østrig (afsagt den 20. september 1994).

939 Open Door & Dublin Well Woman mod Irland (afsagt den 29. oktober 1992), pr. 73.

940 Straffelovens § 140 videreførte en blasfemibestemmelse fra straffeloven af 1866, og blasfemi og gudsbespottelse havde før

da været en del af dansk (og udenlandsk) straffelovgivning i flere hundrede år. Dette er mere udførligt beskrevet i kapitel

941 Lovforslag nr. L 170 af den 28. marts 2017 om ophævelse af Straffelovens blasfemibestemmelse (Folketingstidende, 2016-

2017, A, L 170, som fremsat).

430

Forslaget førte til fornyet diskussion både i og uden for folketingssalen, men endte altså

med at blive vedtaget, herunder med regeringspartiernes stemmer.

942

Som det fremgår af

kapitel 4, afsnit 8.2, var antallet af rejste straffesager om overtrædelse af blasfemibestem-

melsen uhyre beskedent.

Der findes i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden en række

bestemmelser, som kan udgøre indskrænkninger af ytringsfriheden.

Kriminaliseringen af blufærdighedskrænkelse i straffelovens § 232 kan efter omstæn-

dighederne også indebære en indskrænkning af ytringsfriheden. Det vil kunne være

tilfældet, hvor selve den blufærdighedskrænkende adfærd samtidig har karakter af en

ytring. Et eksempel fra udlandet kunne være, når dyreaktivister fra organisationen PETA

gennemfører happenings under sloganet ”Rather go naked than wear fur”, hvor alle de

deltagende færdes nøgne i det offentlige rum. Desuden kan en blufærdighedskrænkelse

bestå i såkaldt verbal eller skriftlig uterlighed, jf. f.eks. en dom fra 2013, hvor en kvindelig

skolelærer havde krænket en elevs blufærdighed ved at sende eleven sms-beskeder med

et seksuelt indhold.

943

Det har ikke været muligt at identificere sager om blufærdighedskrænkelse, hvor hensy-

net til ytringsfriheden har været et tema.

En meget begrænset indskrænkning af ytringsfriheden kan også siges at foreligge efter §

234. Bestemmelsen kriminaliserer salg af ”utugtige billeder eller genstande” til personer

under 16 år og er en særlig beskyttelsesregel for unge. Overtrædelse af bestemmelsen

straffes med bøde. Omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde er formentlig også

udbredelse i form af bytte. Derimod er fremvisning, bortgivelse, udlån mv. ikke en del af

det strafbare område.

944

Videregivelse af utugtige billeder og genstande til et barn under

16 år, der ikke har karakter af salg eller bytte, vil imidlertid kunne være omfattet af straf-

felovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Der ses ikke at foreligge nyere afgørelser om bestemmelsen. Bestemmelsen er blevet be-

handlet af Straffelovrådet i en betænkning fra 2012 om seksualforbrydelser.

945

Straffelov-

Se bl.a. diskussionen i Folketinget under 2. behandling af lovforslaget. Se også D. Rehling, ”Blasfemiparagraffen er ikke

skabt for at forhindre religiøs kritik, men for at afværge ondsindet nedgøring” i Information (26. april 2017), R. Lykke-

berg, ”Blasfemiparagraffen er en god idé – for en religiøs diktator. Men i Danmark bør den afskaffes” i Information (26.

april 2017) og N.H. Møller og D. Rebouh, ”S i blasfemi-debat: Paragraffen gælder kun afbrænding af hellige skrifter” (26.

april 2017), DR, https://www.dr.dk/nyheder/indland/s-i-blasfemi-debat-paragraffen-gaelder-kun-afbraending-af-helli-

ge-skrifter (senest tilgået den 20. november 2019).

943 U2013.1621Ø.

944 K. Waaben, Strafferettens specielle del, 5. reviderede udgave (1999), side 65

945 Betænkning nr. 1534 (2012) om seksualforbrydelser, side 597.

942

431

rådet foreslår i betænkningen at ophæve bestemmelsen som betydningsløs i praksis eller

at sænke aldersgrænsen til 15 år, så aldersgrænsen er den samme, som eksisterer i forhold

til den vejledningsordning for film, der retter sig mod mindreårige.

946

Denne anbefaling

har ikke ført til ændring eller ophævelse af bestemmelsen.

En anden straffelovsbestemmelse, som varetager hensynet til sædeligheden, og som efter

sit indhold udgør en begrænsning af ytringsfriheden, er § 235, stk. 1, om børnepornogra-

fi. Bestemmelsen kriminaliserer den, som udbreder pornografiske fotografier eller film,

andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år.

947

Efter bestemmelsens stk. 2 straffes den, som besidder eller mod vederlag eller gennem

internettet eller et lignende system til udspredning af information gør sig bekendt med

sådant materiale, som er omfattet af stk. 1. Bestemmelsen er selvsagt primært begrundet

i hensynet til at beskytte børn mod de seksuelle overgreb, hvorfor hensynet til sædelig-

heden er sekundært.

Forbuddet mod udbredelse mv. af børnepornografi blev indsat i straffeloven i 1980

948

– 11

år efter at Folketinget i 1969 frigav billedpornografien.

949

Det strafbare område er flere gange blevet udvidet. Det er sket i takt med, at der in-

ternationalt er kommet større fokus på at beskytte børn og mindreårige mod seksuelle

overgreb.

950

Bl.a. er det med en lovændring fra 2009 blevet strafbart ”alene” at tilgå eller

gøre sig bekendt med børnepornografisk materiale, ligesom også såkaldt fiktiv børne-

pornografi i et vist omfang er blevet strafbart.

951

Bestemmelsen kriminaliserer således også udbredelsen af ”andre pornografiske visuelle

gengivelser eller lignende af personer under 18 år”. Med udtrykket sigtes til børnepor-

nografi, som ikke rummer optagelser af virkelige situationer, men som – f.eks. ved brug

946 Medierådet for børn og unge: ”Aldersmærkerne” (https://www.medieraadet.dk/medieradet/film/aldersmaerkerne).

947 Beskyttelsen efter straffelovens § 235 sikres rent praktisk af Børnepornofilteret, der fjerner indhold, som er strafbart

efter § 235. Ordningen er baseret på en frivillig aftale mellem internetudbyderne, Red Barnet og Rigspolitiet. Som led

i samarbejdet med internetudbyderne videregiver Rigspolitiet løbende på grundlag af konkrete samarbejdsaftaler

oplysninger til internetudbyderne om internetadresser, der efter Rigspolitiets vurdering indeholder materiale, som det

efter straffelovens § 235 er strafbart at udbrede, besidde eller gennem internettet eller mod vederlag at gøre sig bekendt

med. Netfilterordningen er således en ordning, der alene er rettet mod danske internetudbydere med henblik på

direkte blokering fra udbyderens side af hjemmesider med børnepornografisk materiale.

948 Lov nr. 252 af 16. juni 1980 om ændring af straffeloven.

949 Lov nr. 224 af 30. maj 1969 om ændring af straffeloven.

950 For en nærmere gennemgang af Danmarks internationale forpligtelser med hensyn til kriminalisering af børneporno-

grafi mv. kan der henvises til kapitel 23 i betænkning nr. 1534 (2012) om seksualforbrydelser.

951 Lov nr. 319 af 28. april 2009 om ændring af straffeloven. Der blev i 2017 rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 235

i 226 sager, jf. svar fra Rigsadvokaten af den 11. september 2018.

432

af computergenererede billeder – indebærer en realistisk afbildning, der fremtræder på

tilnærmelsesvis samme måde som fotografier.

Socialdemokratiet fremsatte i 2010 et beslutningsforslag om – efter svensk forbillede –

at indføre et generelt forbud mod animeret og computergenereret børnepornografi.

952

Forslaget ville bl.a. ramme tegneserier (Manga) med et børnepornografisk indhold, men

kunne ikke samle flertal. Folketingets behandling af forslaget satte dog gang i en større

diskussion, hvor hensynet til (kunstnerisk) ytringsfrihed var et centralt tema, ligesom

den velkendte diskussion om forskellen på at straffe tanker og handlinger gentog sig.

953

Det har imidlertid ikke været muligt at identificere straffesager, hvor hensynet til den

kunstneriske ytringsfrihed har været omdrejningspunktet, selv om det er forudsat, at

materiale, der som udgangspunkt er omfattet af bestemmelsen, efter en konkret vurde-

ring kan være legitimeret ved sin kunstneriske værdi.

954

Det er nærliggende at antage,

at dette hænger sammen med, at argumentet om kunstnerisk ytringsfrihed formentlig

sjældent vil have nogen relevans, og at de modstående hensyn er særdeles tungtvejende.

Der findes dog en trykt dom fra 2008, hvor den tiltalte gjorde gældende, at en mindre del

af det børnepornografiske materiale, han var tiltalt for at besidde, var rene poseringsbil-

leder uden seksuel aktivitet, og som havde en kunstnerisk karakter. Landsretten afviste

imidlertid synspunktet om billedernes kunstneriske værdi.

955

5.7.3 EMD's praksis om afvejningen mellem hensynet til sædeligheden og hensy-

net til ytringsfriheden

I EMD's praksis findes flere sager, hvor ytringsfriheden har skullet afvejes over for hen-

synet til sædeligheden og den offentlige moral. Mange af sagerne har imidlertid drejet

sig om andre landes indskrænkninger i ytringsfriheden, som ikke (længere) genfindes

i dansk ret – f.eks. bestemmelser om blasfemi. Denne del af EMD's praksis gennemgås

ikke her.

952

953

954

955

Beslutningsforslag nr. B 133 fremsat den 12. februar 2010 (Folketingstidende, 2009-2010, Tillæg A, B 133, som fremsat).

”Ytringsfrihedsforkæmpere i strid om børneporno” (18. februar 2010), Information, https://www.information.dk/ind-

land/2010/02/ytringsfrihedsforkaempere-strid-boerneporno (senest tilgået den 20. november 2019), ”Tænketank vil

tillade tegnet børneporno” (12. april 2010), BT, https://www.bt.dk/krimi/taenketank-vil-tillade-tegnet-boerneporno-0

(senest tilgået den 20. november 2019) og ”Hvad er op og ned i sagen om animeret børneporno?” (3. august 2019), Tryk-

kefrihedsselskabet, https://www.trykkefrihed.dk/hvad-er-op-og-ned-i-sagen-om-animeret-borneporno.htm (senest

tilgået den 20. november 2019).

A. Dorph i J. Vestergaard (red.), Strafferet – forbrydelser og andre strafbare forhold, 1. udgave (2009), side 112.

U2008.100Ø.

433

EMD's praksis om børnepornografi mv. er meget sparsom, og langt de fleste sager har

drejet sig om spørgsmålet om overholdelse af processuelle garantier ved frihedsberøvelse

omfattet af EMRK artikel 5 om retten til frihed.

Domstolen har dog i en enkelt sag haft anledning til at behandle spørgsmålet om krimi-

nalisering af børneporno og ytringsfriheden. I sagen

Karttunen mod Finland

var spørgs-

målet for EMD, om indgreb over for en kunstner, som havde brugt børnepornografiske

billeder i sine kunstværker, var i overensstemmelse med ytringsfriheden.

956

De finske

domstole havde begrundet indgrebet med henvisning til hensynet til sædeligheden og

lagde i deres vurdering af sagen desuden vægt på, at flere af billederne af de afbildede

børn og unge kvinder var så tydelige, at de kunne genkendes, hvilket krænkede deres

ret til privatliv.

957

EMD bemærkede indledningsvis, at kunstnere ikke generelt er beskyt-

tet mod indskrænkninger i ytringsfriheden efter artikel 10, stk. 2.

958

Samtidig udtalte

Domstolen, at de nationale domstoles begrundelse for indgrebet var både relevant og

tilstrækkelig til at vise, at indgrebet var nødvendigt i et demokratisk samfund, ligesom

EMD desuden henviste til staternes skønsmargin på dette område. EMD fandt på den

baggrund, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 10.

Sagen illustrerer, at selv om der er tale om ytringer – i dette tilfælde i form af kunstvær-

ker – som har til hensigt at skabe en debat af samfundsmæssig interesse, vil hensynet til

børns rettigheder, herunder deres privatliv, være særdeles tungtvejende.

I sagen

Perrin mod Storbritannien

anerkendte EMD, at nationalstaterne har en vid skøns-

margin til at begrænse ytringsfriheden på internettet af hensyn til at beskytte børn.

959

den pågældende sag havde en person stillet pornografiske billeder til rådighed på inter-

nettet uden at begrænse adgangen hertil med en aldersgrænse, hvilket betød, at materi-

alet kunne tilgås af mindreårige. Det udgjorde efter EMD's opfattelse ikke en krænkelse

af ytringsfriheden, at han var idømt en fængselsstraf for dette forhold.

960

I dommen

Bayev mod Rusland,

havde staten også angivet hensynet til sædeligheden som

baggrund for den lovgivning, der kriminaliserede positiv omtale af homoseksualitet over

for mindreårige.

961

Rusland anførte, at en åben manifestation af homoseksualitet var en

fornærmelse over for de skikke og traditioner, som herskede blandt flertallet af russere,

og at homoseksualitet generelt blev anskuet som en hindring for at opretholde traditi-

956

957

958

959

960

961

Karttunen mod Finland (afgørelse afsagt den 10. maj 2011).

Karttunen mod Finland (afgørelse afsagt den 10. maj 2011), pr. 21.

Perrin mod Storbritannien (afsagt den 18. oktober 2005).

Efter Domstolens praksis er hensynet til børns rettigheder meget tungtvejende. Se f.eks. K.U. mod Finland (afsagt den 2.

december 2008).

Bayev mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017). Se nærmere herom nedenfor.

434

onelle familieværdier.

962

Rusland begrundede således lovgivningen med henvisning til

folkestemningen om dette spørgsmål.

Domstolen anerkendte, at folkestemningen vil kunne tillægges betydning i sager, hvor

der er sket indgreb af hensyn til sædeligheden. Dette vil dog være betinget af, at fol-

kestemningen ikke indebærer en indskrænkning af de rettigheder, der er indeholdt i

konventionen.

963

I forhold til spørgsmålet om skønsmargin bemærkede Domstolen, at staterne som ud-

gangspunkt er overladt en videre skønsmargin, når der er tale om sensitive moralske og

etiske spørgsmål, men at der i forhold til spørgsmålet om bl.a. homoseksuelle er en klar

europæisk konsensus om, at folk har ret til at tilkendegive deres seksuelle orientering

som f.eks. homoseksuel og ligeledes fremme deres egne rettigheder og værdier.

964

I sagen

kom Domstolen frem til, at der var sket en krænkelse af bl.a. ytringsfriheden efter artikel

10 (se nærmere om dommen nedenfor i afsnit 5.8.1).

5.7.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.7.2, har hensynet til at beskytte sædeligheden kun i meget

begrænset omfang givet anledning til indskrænkninger i ytringsfriheden i dansk ret.

Kriminaliseringen af bl.a. blufærdighedskrænkelse og børnepornografi er dog eksem-

pler herpå.

Denne type bestemmelser er helt inden for rammerne af EMRK. Det kan på baggrund af

gennemgangen således generelt konstateres, at staterne har en vid skønsmargin, når det

gælder indgreb i ytringsfriheden begrundet i hensynet til sædeligheden. Dette skyldes

den manglende fælles europæiske opfattelse af, hvordan den offentlige moral generelt

bør være. Den vide skønsmargin betyder, at Domstolen anerkender, at der er et vist rum

for forskellige europæiske tilgange til et moralsk spørgsmål efter EMRK artikel 10.

Der kan dog være også være områder, hvor der eksisterer en generel europæisk opfat-

telse af et moralsk spørgsmål, og i sådanne tilfælde vil landene ikke have en lige så vid

skønsmargin. Domstolens praksis viser altså, at skønsmarginen – om end vid – ikke er

ubegrænset når det gælder sædelighed. Domstolen overvåger derfor også i disse sager,

om indgrebet er foreneligt med konventionen.

Ibid., pr. 65.

Ibid., pr. 70. Domstolen udtaler tillige, at den russiske lovgivning fremmer fordomme og tilskynder til homofobi, hvilket

er i strid med de værdier, som kendetegner et demokratisk samfund, herunder lighed, pluralisme og tolerance.

964 Bayev mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017), pr. 66.

962

963

435

Gennemgangen af praksis viser, at målgruppen for udtalelserne har betydning for be-

dømmelsen. Dette hænger navnlig sammen med spørgsmålet om, at der kan være bety-

delig forskel på, om en udtalelse henvender sig til samfundet generelt eller til specifikke

og mere sensitive grupper som f.eks. børn.

Når det gælder indgreb i ytringsfriheden, som har til formål at sikre sædeligheden og

beskytte børns rettigheder, vil staterne derfor have en vid skønsmargin til at vurdere

nødvendigheden af et indgreb. Dette skyldes ikke mindst, at hensynet til børns rettighe-

der vejer særdeles tungt.

5.8

Hensynet til sundheden

5.8.1 Generelt om afvejningen af ytringsfriheden over for hensynet til sundheden

i EMD's praksis

EMRK artikel 10, stk. 2, giver mulighed for at gøre indgreb i ytringsfriheden på baggrund

af hensyn til sundheden.

Sager, hvor der er gjort indgreb i ytringsfriheden af hensyn til sundheden, udgør en

beskeden del af EMD's praksis om artikel 10. Sagerne drejer sig typisk om indgreb i den

kommercielle ytringsfrihed, f.eks. indskrænkninger i retten til at reklamere for visse læ-

gemidler, lægelige ydelser eller sundhedsskadelige produkter som f.eks. tobak.

Når det gælder indgreb i den kommercielle ytringsfrihed, overlader EMD som udgangs-

punkt staterne en vid skønsmargin i vurderingen af, hvorvidt indgrebet har været nød-

vendigt. Kommercielle indlæg kan dog indgå i en offentlig debat om et emne af sam-

fundsmæssig interesse, og i sådanne tilfælde vil staternes skønsmargin være mindre.

965

Hvor der er tale om indgreb over for reklame for lægemidler, sundhedsskadelige pro-

dukter eller lignende, vil hensynet til sundheden – beskyttelsen af forbrugerne og deres

sundhed – generelt være tungtvejende.

Omvendt kan indgreb over for f.eks. artikler, som har til hensigt at oplyse om sundheds-

skadelige produkter mv., udgøre en krænkelse af ytringsfriheden.

966

Der findes også enkelte sager, hvor det ikke har været indgreb i den kommercielle

ytringsfrihed, som har været begrundet i hensynet til sundheden.

965 Kjølbro (2017), side 1061f.

966 Hertel mod Schweiz (afsagt den 25. august 1998) om en artikel, som havde til hensigt at formidle viden om de sundheds-

mæssige risici ved at benytte mikrobølgeovn til at tilberede mad.

436

Dommen

Bayev m.fl. mod Rusland

tog således udgangspunkt i en række nationale lov-

givningsinitiativer, som kriminaliserede enhver positiv omtale blandt mindreårige af

”non-traditional sexual relationships”, herunder homoseksualitet.

967

Tre aktivister for

homoseksuelles rettigheder havde som protest mod denne lovgivning stået med bannere

foran bl.a. en skole og et børnebibliotek med budskaber om, at homoseksualitet er helt

normalt.

968

Aktivisterne var på baggrund af den lovgivning, som de protesterede imod,

blevet idømt bøder. Aktivisterne indklagede Rusland for EMD med påstand om, at lov-

givningen var i strid med bl.a. artikel 10 om ytringsfrihed.

Rusland gjorde gældende, at loven om forbud mod promovering af homoseksualitet og

de konkrete indgreb over for aktivisterne havde været nødvendigt af hensyn til sundhe-

den, og anførte, at homoseksualitet udgjorde en risiko for sundheden og landets demo-

grafi. Også hensynet til sædeligheden og beskyttelsen af andres rettigheder blev fremført

af Rusland som begrundelse.

969

I Domstolens vurdering af, om indgrebene havde været nødvendige, valgte Domstolen

at fokusere på nødvendigheden af lovgivningen mod positiv omtale af bl.a. homoseksu-

alitet generelt og således ikke de enkelte indgreb mod aktivisterne.

Domstolen fandt ikke statens begrundelse om, at lovgivningen bl.a. varetog hensynet til

sundheden overbevisende. Tværtimod anførte Domstolen, at lovgivningen var kontra-

produktiv, idet formidling af information om seksuelle forhold mv. er en uundværlig del

af bl.a. sygdomsforebyggelseskampagner, som understøtter folkesundheden. Domstolen

kunne heller ikke anerkende hensynet til demografien som en legitim baggrund for lov-

givningen.

970

Overordnet konkluderede Domstolen, at lovgivningen ikke forfulgte nogen af de an-

givne legitime hensyn, og fandt samtidig, at lovgivningen var uklar og uforudsigelig,

ligesom den var uforenelig med demokratiske værdier, fordi den ansporede til og for-

stærkede homofobi. På den baggrund fandt Domstolen, at Rusland havde overtrådt sin

skønsmargin efter artikel 10 både for så vidt angik den generelle lovgivning og indgrebet

over for aktivisterne. Indgrebet var følgelig i strid med artikel 10.

967 Bayev m.fl. mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017).

968 Bayev m.fl. mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017), bl.a. et banner med følgende tekst: Children have the right to know.

Great people are also sometimes gay; gay people also become great. Homosexuality is natural and normal” (pr. 14).

969 Se nærmere herom i afsnit 5.7 om sædelighed.

970 Bayev m.fl. mod Rusland (afsagt den 20. juni 2017), pr. 72. Domstolen havde vanskeligt ved at se, hvordan den vedtagne

lov kunne understøtte de demografiske mål, som staten havde. Om dette forhold udtalte Domstolen bl.a. at demografiske

forhold er en kompleks udfordring, som har nær sammenhæng med bl.a. økonomiske og sociale forhold, og at under-

trykkelse af omtale af homoseksuelle forhold ikke er en måde, hvorpå en negativ demografisk udvikling kan vendes.

437

5.8.2 Nationale indskrænkninger i ytringsfriheden begrundet i hensynet til sund-

heden

Der findes i dansk ret en række bestemmelser, som fastsætter begrænsninger i ytringsfri-

heden, som er begrundet i bl.a. hensynet til sundheden. Disse bestemmelser skal navnlig

fastsætte restriktioner for adgangen til at reklamere for visse produkter, f.eks. tobak.

Sådanne bestemmelser findes bl.a. i lægemiddelloven, som regulerer området for mar-

kedsføring af lægemidler.

971

Af lovens § 63 fremgår det bl.a., at en reklame for et lægemid-

del skal være fyldestgørende og saglig, og at den ikke må være vildledende eller overdrive

lægemidlets egenskaber. Denne bestemmelse sætter således en række begrænsninger for,

hvordan der kan reklameres for et lægemiddel. Det samme gælder markedsføring for

sundhedsydelser, som reguleres af lov om markedsføring af sundhedsydelser.

972

Af lo-

vens § 2 følger det således, at sådan markedsføring skal være saglig, ligesom der ikke ved

markedsføringen må anvendes urigtige, vildledende eller mangelfulde angivelser.

Det følger endvidere af lovens § 66, at der ikke over for offentligheden må reklameres

for lægemidler, som er i) receptpligtige, ii) uegnede til anvendelse, uden at patienten

forinden har søgt læge med henblik på diagnosticering eller overvågning af behand-

lingen, eller iii) er omfattet af lov om euforiserende stoffer. Begge bestemmelser udgør

indskrænkninger i ytringsfriheden.

Lovgivningen rummer også en række bestemmelser, som begrænser muligheden for at

reklamere for sundhedsskadelige produkter.

I Danmark gælder der efter § 3 i lov om forbud mod tobaksreklame således et forbud

mod alle former for reklamer for tobak.

973

Tobaksreklameloven er en implementering af

EU-direktivet om reklamer for tobaksvarer (tobaksreklamedirektivet).

974

971

972

973

974

Lovbekendtgørelse nr. 99 af den 16. januar 2018 om lægemidler.

Lov nr. 326 af 6. maj 2003 og lovforslag nr. L 106 af den 5. december 2002 om markedsføring af sundhedsydelser (Folke-

tingstidende, 2002-2003, Tillæg A, side 2346ff.).

Lovbekendtgørelse nr. 1021 af 21. oktober 2008 om forbud mod tobaksreklame m.v.

Direktiv (EU) nr. 2003/33/EF af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse (tobaksreklamedirektivet).

438

Bestemmelsen udgør en klar begrænsning af ytringsfriheden, idet man afskæres fra at

formidle reklamer om tobak.

975

Der er dog kun enkelte eksempler i praksis på domfæl-

delser for overtrædelse af reklameforbuddet.

976

I 2007 blev en cigaretproducent tiltalt og dømt for overtrædelse af § 3 ved at have indryk-

ket en annonce med overskriften »Er det muligt at producere en cigaret, der er mindre

skadelig?« i 4 landsdækkende dagblade. Under overskriften fulgte en tekst med omtale

af virksomhedens forskning, som havde til formål at skabe mindre skadelige tobakspro-

dukter.

977

Et flertal i landsretten fandt, at annoncen indirekte havde til formål at fremme

afsætningen af tobaksvarer, og der var derfor tale om en ulovlig reklame. Et mindretal

ville frifinde med henvisning til, at forbuddet mod tobaksreklamer skulle håndhæves

med respekt for den beskyttelse af den kommercielle ytringsfrihed, som følger af Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, hvorefter der må ”indrømmes

en virksomhed en ret til at deltage i den offentlige debat om de farlige produkter, som

virksomheden lovligt fremstiller eller markedsfører”.

978

En anden reklame, som også var en del af straffesagen, fandtes ikke at udgøre en over-

trædelse af reklameforbuddet.

Der er herudover i bl.a. markedsføringsloven fastsat begrænsninger i adgangen til at

målrette markedsføringen af alkoholholdige produkter mod børn og unge.

979

5.8.3 EMD's praksis om afvejningen af hensynet til sundheden og ytringsfriheden

EMD har i flere afgørelser anerkendt, at der kan gøres indgreb i kommercielle ytringer

begrundet i hensynet til folkesundheden.

Hachette mod Frankrig

havde et ugeblad bragt en reportage fra et racerløb, som bl.a.

indeholdt billeder af racerkørerne og deres tøj, som var påført reklamer fra sponsorer,

herunder en tobaksproducent.

980

De nationale domstole havde fundet, at reportagen rummede en indirekte reklame for

tobaksproducentens produkter. Selv om der klart ikke var tale om en direkte reklame for

Der er opregnet en række undtagelsesbestemmelser fra forbuddet mod tobaksreklame i § 3, stk. 2 og 3. Forbuddet mod

tobaksreklame gælder således ikke ”neutral anbringelse af tobaksvarer i forbindelse med betalingskasser, barer og lig-

nende.”, jf. § 3, stk. 3.

976 U2007.1665Ø og U2004.2551Ø.

977 U2007.1665Ø.

978 U2007.1665Ø.

979 Se f.eks. lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, § 11, stk. 2.

980 Hachette Filipacchi Presse Automobile & Dupuy mod Frankrig (afsagt den 5. marts 2009)

975

439

tobak, tillagde EMD i sin bedømmelse af sagen hensynet til sundheden stor vægt med

henvisning til, at tobaksrygning udgør en væsentlig samfundsmæssig udfordring. EMD

fandt på den baggrund ikke, at den bøde, som ugebladet var blevet pålagt, stred mod

artikel 10.

Afgørelsen skal ses i lyset af, at staten – dvs. Frankrig – rent faktisk havde en begrænset

skønsmargin, idet den kommercielle ytring indgik i den journalistiske dækning af en of-

fentlig begivenhed. Det viser noget om, hvor stor vægt hensynet til sundheden tillægges.

Det kan dog anføres, at der formentlig ikke var tale om en begivenhed (racerløb), som

kan siges at være i kerneområdet for beskyttelsen af journalistisk dækning af begivenhe-

der af samfundsmæssig interesse, som det f.eks. typisk vil være tilfældet ved et debatar-

rangement, en demonstration eller lignende.

Villnow mod Belgien

ansås det heller ikke at udgøre en krænkelse af artikel 10, at en

læge, som havde reklameret for kosmetisk kirurgi, midlertidigt var blevet frakendt ret-

ten til at arbejde som læge i en periode, fordi han ved sin reklamering havde overtrådt

reglerne for god lægeskik.

981

Domstolen lagde vægt på, at langt de fleste konventionslande ligesom Belgien har regler,

som begrænser adgangen til som læge at reklamere for sin virksomhed.

Også spørgsmålet om reklame for lægelige ydelser har været behandlet af EMD. Det var

således omdrejningspunktet for sagen

Stambuk mod Tyskland.

982

Her var en tysk øjenlæ-

ge blevet idømt en disciplinær sanktion for at have overtrådt en række professionsetiske

regler om reklame for lægemidler. Dette skyldtes, at lægen havde medvirket i en artikel

i et dagblad, som omhandlede brugen af laseroperationer til korrektion af synsfejl mv.

Over for EMD gjorde øjenlægen gældende, at han blot havde assisteret medierne i en re-

portage om denne type operationer. Artiklen berørte spørgsmål om risici ved indgrebet,

og det fremgik desuden af artiklen, at lægen havde foretaget 400 laseroperationer med

en succesrate på 100 procent.

Domstolen fandt, at der var tale om en afbalanceret fremstilling rettet mod offentlighe-

den om et emne af generel lægelig interesse. Da artiklen havde til formål at oplyse om

denne nye operationsteknik og i øvrigt ikke var misvisende eller på anden måde vildle-

dende, kunne det forhold, at øjenlægen opnåede en vis kommerciel omtale med artiklen

ikke begrunde indgrebet. Domstolen fandt, at der ikke var sket en rimelig afbalancering

af de relevante interesser i spil, herunder hensynet til sundheden og til andre praktise-

981

982

Villnow mod Belgien (afgørelse afsagt den 29. januar 2008)

Stambuk mod Schweiz (afsagt den 17. oktober 2002).

440

rende læger over for hensynet til øjenlægens ret til ytringsfrihed og pressens væsentlige

rolle i samfundet.

983

Der var derfor sket en krænkelse af artikel 10.

5.8.4 Afrunding

Som det fremgår af afsnit 5.8.2, er der i dansk ret fastsat en række begrænsninger i

ytringsfriheden, som er begrundet i bl.a. hensynet til sundheden. Dette gælder navnlig

bestemmelser, som fastsætter restriktioner for adgangen til at reklamere for visse pro-

dukter, f.eks. tobak.

Denne type bestemmelser giver typisk ikke problemer i forhold til EMRK. Når disse

sager kommer for Domstolen, indrømmes staterne således som udgangspunkt en vid

skønsmargin, idet der typisk vil være tale om indgreb i den kommercielle ytringsfrihed,

som ikke nyder samme høje grad af beskyttelse som f.eks. den ytringsfrihed, der tilkom-

mer medier og politikere, ligesom hensynet til sundheden, som de gengivne domme

viser, vægtes meget tungt. At den kommercielle ytringsfrihed ikke i samme grad nyder

beskyttelse som f.eks. den politiske ytringsfrihed, skal ses i lyset af disse ytringers betyd-

ning for demokratiet. Den kommercielle ytringsfrihed har således ikke samme funda-

mentale betydning for demokratiet og de demokratiske processer, men varetager snarere

økonomiske formål.

Domstolens praksis viser dog også, at Domstolen prøver, om de nationale domstole har

foretaget en rimelig afvejning af de modstående hensyn i den konkrete sag.

984

Hvis op-

lysningerne således har offentlig interesse, vil Domstolen intensivere sin prøvelse af, om

indgrebet har været nødvendig i et demokratisk samfund efter artikel 10, stk. 2. Den

offentlige interesse får derfor også i forhold til dette hensyn væsentlig betydning for be-

dømmelsen af en konkret sag, ligesom det f.eks. er tilfældet i sager om indgreb på bag-

grund af hensynet til andres gode navn og rygte.

983 Stambuk mod Schweiz (afsagt den 17. oktober 2002), pr. 52.

984 Jf. f.eks. Stambuk mod Tyskland (afsagt den 17. oktober 2002), som er omtalt ovenfor.

441

6. EU’s charter om grundlæggende rettigheder artikel 11

985

Ytringsfriheden er også beskyttet i EU-regi. Det følger af EU’s charter om grundlæggen-

de rettigheder

986

artikel 11 om ytrings-og informationsfrihed, at:

”1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og

frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblan-

ding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

2. Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.”

Det fremgår af de ledsagende forklaringer til chartret, at chartrets artikel 11 svarer til

artikel 10 i EMRK. Rettighederne har derfor samme betydning og omfang.

987

Herudover slår chartrets artikel 52, stk. 1, fast, at enhver begrænsning i udøvelsen af de

rettigheder og friheder, der anerkendes i chartret, skal være fastlagt i lovgivningen og

skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Der kan kun indfø-

res begrænsninger i ytrings- og informationsfriheden, hvis de er nødvendige og faktisk

svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af EU, eller et behov for beskyttelse af

andres rettigheder og friheder. Mål af almen interesse, der er anerkendt af EU, dækker

bl.a. de målsætninger, som følger af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union og

andre interesser beskyttet af specifikke bestemmelser i EU-traktaterne.

988

Det afgørende

er, at der er tale om et mål anerkendt af EU, og ikke den enkeltes medlemsstats fastsatte

målsætninger, som dog kan være identiske med de af EU fastsatte mål.

Begrænsninger skal altid ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Anvendelsesområdet for Charteret følger af Charterets artikel 51, som først og fremmest

fastslår, at chartret finder anvendelse på EU’s institutioner og organer under iagttagelse

af nærhedsprincippet. Det følger desuden af EU-Domstolens praksis, at forpligtelsen til

at respektere de grundlæggende rettigheder, som er indeholdt i Charteret, også påhviler

medlemsstaterne, når de handler inden for rammerne af EU-retten.

985 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2000/C 364/01).

986 Det fremgår af præamblen til EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder i Den Europæiske Union, at chartret fastslår

politiske, sociale og økonomiske rettigheder for borgere og beboere i Den Europæiske Union (EU) som en del af EU-lov-

givningen. Det blev udarbejdet af Det Europæiske Konvent og vedtaget den 7. december 2000 af Europa-Parlamentet,

Ministerrådet og Europa-Kommissionen.

987 Det bemærkes i øvrigt, at det om chartrets anvendelsesområde fremgår af artikel 51, stk. 1, at chartrets bestemmelser kun

er rettet til EU’s institutioner og organer samt til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det fremgår desuden

af chartrets artikel 51, stk. 2, at chartret ikke skaber nye kompetencer eller nye opgaver for Unionen, og ikke ændrer de

kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne.

988 Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union.

442

Chartret blev med Lissabon-traktaten den 1. december 2009 juridisk bindende på trak-

tatniveau. Det vil sige, at charteret har samme juridiske værdi som EU-traktaterne.

989

7. Internationale menneskerettigheder

Ytringsfriheden er også beskyttet af en række internationale menneskerettigheds-doku-

menter.

Som omtalt i kapitel II vedtog FN i 1948 FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighe-

der. Denne konventions artikel 19 indeholder en bestemmelse om ytrings- og informa-

tionsfriheden.

Verdenserklæringen har karakter af en politisk programerklæring, og de grundlæggende

rettigheder i erklæringen er derfor ikke retligt bindende for medlemsstaterne.

I 1966 vedtog FN’s Generalforsamling FN’s konvention om Borgerlige og Politiske Ret-

tigheder (ICCPR), som trådte i kraft den 23. marts 1973. Denne konvention er retligt

bindende, og Danmark har tiltrådt konventionen, som efter artikel 19 også omfatter

ytringsfriheden:

”1. Enhver har ret til meningsfrihed uden indblanding.

2. Enhver har ret til ytringsfrihed; denne ret skal omfatte frihed til at søge,

modtage og meddele oplysninger og tanker af enhver art uden hensyn til

landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller

ved andre midler efter eget valg.

3. Udøvelsen af de ved denne artikels stk. 2 hjemlede rettigheder medfører

særlige forpligtelser og et særligt ansvar. Den kan derfor undergives visse

begrænsninger, men dog kun sådanne som er hjemlet ved lov og er nød-

vendige:

a) af hensyn til respekten for andres rettigheder eller omdømme;

b) af hensyn til statens sikkerhed, den offentlige orden (ordre public),

sundhed eller sædelighed.”

Danmark har pligt til at sikre, at national lovgivning og praksis lever op til konventio-

nens krav. Man kan som borger derfor påberåbe sig konventionen over for danske admi-

989 Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) artikel 6, stk. 1.

443

nistrative myndigheder og domstole, hvis man mener, at konventionens bestemmelser

overtrædes.

ICCPR er dog ikke inkorporeret i dansk ret, hvilket blandt andet betyder, at konven-

tionen ikke er direkte anvendelig i dansk ret i den forstand, at den vil kunne føre til

tilsidesættelse af en bestemmelse i dansk ret, som må antages at være i strid med kon-

ventionen.

990

990 En ikke-inkorporeret konvention kan heller ikke udgøre et selvstændigt retsgrundlag for en offentlig myndigheds afgø-

relser i forhold til private, ligesom den isoleret set ikke kan skabe pligter for private. For nærmere om gennemførelse og

anvendelse af internationale konventioner, se betænkning nr. 1546 (2014) om inkorporering mv. inden for menneskerets-

området. Af betænkningen fremgår, at FN’s Konvention om borgerlige og politiske rettigheder i perioden fra 1. januar

2001 til den 1. januar 2014 er otte domme i Ugeskrift for Retsvæsen, hvor danske domstole udtrykkeligt har anvendt

konventionen. Ingen af de otte domme omhandler artikel 19 om ytringsfrihed.

444

Denne side er med vilje efterladt uden indhold.

Dene side er med vilje efterladt uden indhold.