Forslag til ændring af menighedsrådsloven § 2 (om rådets sammensætning):
Lidt baggrundsoplysninger:
Et sogns anliggender styres af menighedsrådet (§1)
Menighedsrådet består af et antal folkevalgte
lægfolk
samt de
præster,
der er ansat i sognet (§2).
Antallet af
lægfolk
er
minimum
5 og øges for hver ekstra 1000 medlemmer af sognet. Er der i
sognet f.eks. 1200 medlemmer, skal der vælges 6 lægfolk. Er der f.eks. 4200 hundrede
medlemmer, skal der vælges 9 lægfolk. I loven er der sat et
loft på 15
for, hvor mange lægfolk, der
kan være i rådet.
Antallet af
præster
i rådet er lig med det antal præster, der er ansat
–
som tjenestemænd eller
efter overenskomst med mindst 1 års anciennitet
–
ved kirken/sognet. Men der er ingen max-
grænse.
Problem:
I
landsognene
er der typisk ikke ansat mere end 1 eller 2 præster
–
og derfor vil rådet være
domineret af de folkevalgte lægfolk
–
sådan som hele intentionen er med menighedsrådsloven og
folkekirkens indretning i det hele taget.
Men i
mange kirker i byerne
er forholdene helt anderledes. Her er der langt flere præster ansat
ved en kirke
–
nogle steder helt op til 6-7. Og det betyder som loven er udformet i dag, at
præsternes andel af et menighedsråd er langt større og vi nærmer os nogle steder noget, der
bedst kan karakteriseres som et præstestyre. Og med en mindre andel af folkevalgte mindskes
tilsvarende den demokratiske legitimitet.
Jeg kan illustrere ovennævnte med forholdene i den kirke, hvor jeg selv er medlem af
menighedsrådet (Vor Frue sogn, domkirken i København). Der er 9 folkevalgte lægfolk og 6 ansatte
præster med domprovsten som den overordnede for den gruppe. Dvs. at præsterne har 40 % af
indflydelsen
–
og dermed meget langt fra selve idégrundlaget bag det, at folkevalgte lægfolk styrer
kirkens anliggender. De folkevalgte har en demokratisk legitimitet, som ansatte præster ikke har.
Og endnu et problem ved en meget stor præstegruppe i menighedsrådet: Præsterne indgår i et
hierarki
med den kirkebogsførende som overordnede de øvrige præster. Dette kan udfordre
princippet om, at hvert enkelt rådsmedlem alene stemmer efter egen overbevisning uden
hensyntagen til, hvad chefen mener!