Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20
KEF Alm.del Bilag 66
Offentligt
Blåhøj, den 11. november 2019.
Klima-Energi-og Forsyningsudvalget.
Att. Formand Ida Auken og Næstformand Carsten Kissmeyer
Undertegnede tillader sig hermed at henvende sig til jer på vegne af Blåhøj
Energiselskab, som er beliggende Sdr. Ommevej 38, 7330 Brande i Ikast-Brande
Kommune.
Blåhøj Energiselskabs historie kort, fremover benævnt som BE. Ca. 165 af Blåhøjs
borgere fulgte i halvfemserne den politiske opfordring fra Regeringen og Folketinget
om, at der blev bygget nogle biogasanlæg i Danmark for at nedbringe generne ved
landbrugets gylleudbringning og for at løse nogle af industriens affaldsproblemer
samt nedsætte forbruget af fossile brændsler. For at det skulle være interessant for
varmeforbrugerne at bygge og drive disse anlæg, skulle varmeforbrugerne tilbydes
og sikres en fast og billig varmepris i en tyveårig periode. I 1995 blev BE en realitet,
men det viste sig med det samme, at de varmepriser, vi var blevet stillet i udsigt af
Energistyrelsen, ikke kunne holde, og helt galt var det med varmeforbruget, som var
sat fra 40 til 50 % for højt. Da Dansk Fjernvarme kom til at se på varmeforbruget,
kunne de konstatere, at varmeforbruget i Blåhøj var normalt, og at værkets drift var
i orden, idet værket producerede ca. dobbelt så meget energi, som Energistyrelsen
havde beregnet. De ca. 165 varmeforbrugene kom til at betale mellem kr. 800000.-
og en million for meget for varmen pr år i årene fremover. På trods af de store
indbetalinger fra varmeforbrugerne var værkets økonomi meget anspændt. På et
tidspunkt søgte vi foretræde for Det Energipolitiske Udvalg. Udvalget lavede en
enstemmig indstilling til den daværende miljøminister Svend Auken, at BE skulle
have en gældssanering. Jeg havde i alt tre møder med Auken, og til sidst fik BE en
gældssanering på godt 2.4 millioner. Selskabskassekreditten kunne indfries, men
varmeprisen kunne ikke nedsættes. Derfor fik undertegnede lavet en gennemgang
af selskabets økonomi af BDO-revision i Herning. Rapporten viste, at såfremt
varmeforbrugerne skulle have leveret varme til de priser, som Energistyrelsen havde
stillet varmeforbrugerne i udsigt, så skulle BE have haft en gældssanering på 8.1
million. BDO-rapporten har været forevist mange, og ingen har betvivlet rapportens
korrekthed.
Det bør være sådan i det danske samfund, at der skal være tillid til de vurderinger og
beregninger, som offentlige myndigheder kommer med og udtaler sig om. Kort tid
efter at Ikast-Brande kommune var blevet en realitet, måtte jeg henvende mig til
KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 66: Henvendelse af 11/11-19 fra Blåhøj Energiselskab v/Thomas Sørensen om hjælp til ændring af rammevilkårene for Blåhøj Energiselskab
2104054_0002.png
vores nye Borgmester Carsten Kissmeyer og anmode om, at vi fik lånene hos
kommune kredit forlænget, for at vi kunne overholde afdragene hos
kommunekredit. Med energiforliget i 2012 blev de miljøløsninger, vi leverer, endelig
respekteret. I 2018 blev det besluttet, at energiforliget fra 2012 skulle videreføres.
Vi besluttede derfor at bygge et nyt anlæg for at medvirke til en fordobling af de
miljømæssige løsninger og for at sikre varmeforbrugerne fornuftige priser i en tyve
årig periode, eftersom at vi fik oplyst, at rammevilkårene på et nyt anlæg var tyve år
på el delen for en ny motor, og at rammevilkårene ville være gældende til 2032 for
den gamle motor. Det er under de forudsætninger, vi har opstartet det nye projekt.
Det er derfor med meget stor undren, at vi nu har fået oplyst, at rammevilkårene for
det nye projekt kun er gældende til 2032, når det er opført på samme matrikel som
det gamle anlæg. Det kan ikke være rimeligt. Vi anmoder derfor om jeres støtte og
opbakning, så vi på det nye byggeri og nye motor får nogle rammevilkår, som er
gældende i tyve år. Det skulle gerne ende med at BE bliver en god historie. Vi har før
fået hjælp af en Auken og en Kissmeyer, det håber vi også vil ske denne gang. Vi ser
derfor frem til at modtage jeres positive besvarelse.
Med venlig hilsen
F. Blåhøj Energiselskab
Thomas Sørensen
Mail:
[email protected]
Telefon 7534 5143 og 6170 5143
NB: Så vidt jeg er orienteret, findes der nu kun to varmeforbrugerejede Energiselskaber tilbage i
Danmark af vores type det ene i Filskov og det andet i Blåhøj. De andre værker af den type er
enten opkøbt, nedlagt eller gået fallit. Med det nuværende anlæg behandler vi ca.110 tons gylle pr
dag og ca. 40 tons industriaffald pr dag. Med det nye anlæg vil vi kunne fordoble behandlingen af
gylle og affald - dybstrøelse mm. og fordoble energiproduktionen.