KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20
KEF Alm.del Bilag 383
Offentligt

Forslag

til

lov om ændring af lov om elforsyning

(Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

§1

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 6. februar 2020, som ændret ved § 1 i lov nr.

466 af 18. maj 2011 og § 1 i lov nr. 704 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:

fodnoten

ændres: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om

fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, EU-

Tidende 2009, nr. L 211, side 55« til: »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5.

juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv

2012/27/EU (omarbejdning), EU-Tidende 2019, nr. L 158, side 125« og »Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende

energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF, EU-

Tidende 2009, nr. L 140, side 16« ændres til: » Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder

(omarbejdning), EU-Tidende 2019, nr. L 328, s. 82«.

§ 2, stk. 1,

indsættes efter »elektricitet«: »samt på aggregering og energilagring«.

§ 5

indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2)

Aggregatorvirksomhed:

en virksomhed der varetager aggregering.«

Aggregering:

en funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk person, der samler flere

kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på et elektricitetsmarked.

Aggregering er ikke levering af elektricitet.«

Aktiv kunde:

en slutkunde eller en gruppe af slutkunder, som handler i fællesskab, og som

forbruger eller lagrer elektricitet, der er produceret på dennes lokalitet, eller der sælger

egenproduceret elektricitet eller deltager i fleksibilitetsordninger eller energieffektivitetsordninger,

forudsat at disse aktiviteter ikke udgør dennes primære forretnings- eller erhvervsmæssige

virksomhed.«

Nr. 2-5 bliver herefter nr. 5-8.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af 5.

juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om direktiv 2012/27/EU (omarbejdning).

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

§ 5

indsættes efter nr. 5, der bliver nr. 8, som nyt nummer:

»9)

Elektricitetsvirksomhed:

en fysisk eller juridisk person, der driver mindst en af følgende former

for virksomhed: produktion, transmission, distribution, aggregering, fleksibelt elforbrug,

energilagring eller elhandel og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske eller

vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse aktiviteter, men som ikke er slutkunde.«

Nr. 6-8 bliver herefter nr. 10-12.

§ 5, nr. 7,

der bliver nr. 11, indsættes efter »elektricitet«: » til eller køber elektricitet af den, der

omfattes af et aftagenummer«.

§ 5

indsættes efter nr. 8, der bliver nr. 12, som nye numre:

»13)

Energilageranlæg:

i elektricitetssystemet, et anlæg, hvor der sker energilagring.

14)

Energilagring:

i elektricitetssystemet, udsættelse af den endelige anvendelse af elektricitet til et

senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller konvertering af elektrisk energi til en

energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende rekonvertering af sådan

energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer.«

15)

Fleksibilitetsydelse:

en ydelse, som en markedsdeltager i medfør af en aftale leverer til en

netvirksomhed mod betaling eller modydelse, og som består i en ændring, der kan være udløst ved

aktivering fra netvirksomheden, af markedsdeltagerens eller dennes kunders aftag af elektricitet fra

eller leverance af elektricitet til elforsyningsnettet i netvirksomhedens netområde.«

Nr. 9 bliver herefter nr. 16.

§ 5

indsættes efter nr. 9, der bliver nr. 16, som nyt nummer:

»17)

Fuldt integrerede netkomponenter:

netkomponenter, der er integreret i et transmissions- eller

distributionsnet, herunder energilageranlæg, og som udelukkende anvendes til at sikre sikker og

pålidelig drift af transmissions- eller distributionsnettet og ikke til balancering eller håndtering af

kapacitetsbegrænsninger.«

Nr. 10 bliver herefter nr. 18.

§ 5

indsættes efter nr. 10, der bliver nr. 18, som nyt nummer:

»19)

Ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse:

en ydelse, der anvendes af en

transmissionsvirksomhed, en systemansvarlig virksomhed eller en netvirksomhed, til

spændingsregulering i statisk tilstand, tilførsel af hurtig reaktiv strøm, inerti for stabilitet i lokale

net, kortslutningsstrøm, dødstartskapacitet og ødriftkapacitet.«

Nr. 11-15 bliver herefter nr. 20-24.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

§ 5

indsættes efter nr. 15, der bliver nr. 24, som nyt nummer:

»25)

Regionalt koordinationscenter:

et regionalt koordinationscenter, som er oprettet i Danmark i

henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2019/943.«

Nr. 16 bliver herefter nr. 26.

10.

§ 5

indsættes efter nr. 16, der bliver nr. 26, som nyt nummer:

»27)

Slutkunde:

en kunde, der køber elektricitet til eget forbrug.«

Nr. 17-22 bliver herefter nr. 28-33.

11.

§ 6

indsættes som

stk. 2:

Stk. 2.

En slutkunde kan frit indgå aftaler med enhver aggregatorvirksomhed om aggregering uden

samtykke fra slutkundens elleverandør.«

12.

§ 6 a, stk. 1,

indsættes efter »elhandelsvirksomheder,«: » aggregatorvirksomheder,«.

13.

§ 6 a, stk. 1,

ændres »en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler

mellem forbrugere og disse virksomheder« til: »en række grundlæggende rettigheder i forbindelse

med aftaler mellem slutkunder og husholdningsforbrugere og disse virksomheder«.

14.

§ 6 a, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes efter »elhandelsvirksomheder«: »og aggregatorer«.

15.

§ 6 a,

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler, om at

Forsyningstilsynet skal føre tilsyn med elhandelsvirksomheders og aggregatorers overholdelse af

stk. 1-4.«

16.

§ 6 b, stk. 1,

ændres »jf. dog stk. 2, 3 og 6« til: »jf. dog stk. 3, 4 og 7«.

17.

§ 6 b

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

»Stk.

Alle elhandelsvirksomheder med over 200.000 slutkunder skal udbyde dynamiske

elpriskontrakter til slutkunder med et forbrug på under 100.000 kWh om året inden for det eller de

netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter. Forsyningstilsynet skal pålægge den

elhandelsvirksomhed med flest slutkunder i et netområde at udbyde dynamiske elpriskontrakter til

slutkunder med et forbrug på under 100.000 kWh om året, hvis andre elhandelsvirksomheder i

netområdet ikke udbyder dynamiske elpriskontrakter til disse slutkunder.«

Stk. 2-11 bliver herefter stk. 3-12.

18.

§ 6 b, stk. 5,

ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

19.

I §

6 b, stk. 5,

der bliver stk. 6, indsættes som

3. pkt.:

» Elhandelsvirksomheden skal i et varsel efter 1. pkt. informere husholdningsforbrugeren om

husholdningsforbrugerens mulighed for at indgå en ny aftale for at imødegå afbrydelse efter stk. 8,

2. pkt.«

20.

§ 6 b, stk. 6,

der bliver stk. 7, og i

6 b, stk. 7,

der bliver stik. 8, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

21.

§ 6 b, stk. 8,

der bliver stk. 9, ændres »stk. 7« til: »stk. 8«.

22.

§ 6 b, stk. 10,

der bliver stk. 11, ændres »stk. 1-8« til: »stk. 1 og stk. 3-9«.

23.

§ 6 b, stk. 11,

der bliver stk. 12, ændres »stk. 3, 5 og 7« til: »stk. 4, 6 og 8«.

24.

§ 6 b,

indsættes som

stk. 13:

»Stk.

13.

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om undtagelser til

leveringspligten i stk. 1, herunder for levering af elektricitet til medlemmer i

borgerenergifællesskaber og levering af elektricitet i forbindelse med aggregering.«

25.

§ 8, stk. 1, nr. 4,

ændres »§ 22, stk. 7« til: »§ 22, stk. 8«.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

26.

Efter § 8 b indsættes:

»§

Klima-, Energi- og Forsyningsministeren kan fastsætte regler vedrørende

1) aktive kunder,

2) borgerenergifællesskaber, og

3) aggregatorvirksomheder.

Stk. 2.

Regler efter stk. 1 kan bl.a. omfatte bestemmelser om deltagelse på elektricitetsmarkeder,

produktion og forbrug og lagring af elektricitet, aggregering, betaling af tariffer, regler om

etablering og regler om balanceansvar og balancering.

Stk. 3.

Med henblik på fastsættelsen af rettigheder efter stk. 1, jf. stk. 2, kan klima-, energi- og

forsyningsministeren forpligte elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale

transmissionsvirksomheder.«

27.

§ 10, stk. 3,

affattes således:

»Stk.

En virksomhed med bevilling til at udøve elproduktionsvirksomhed skal have den fornødne

tekniske og finansielle kapacitet til varetagelsen af den bevillingspligtige aktivitet.«

28.

§ 19

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterede den 1. januar 2021, forlænges uden

forudgående ansøgning til og med den 31. december 2025.«

29.

§ 22, stk. 1, nr. 5,

ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.

30.

§ 22, stk. 1, nr. 6,

ændres »stærkstrømsanlæg,« til: »stærkstrømsanlæg, og«.

31.

§ 22, stk. 1, nr. 7,

ophæves.

Nr. 8 bliver herefter nr. 7

32.

§ 22, stk. 1, nr. 8,

der bliver nr. 7, affattes således:

»7) basere udviklingen af nettet i netvirksomhedens netområde på en gennemsigtig

netudviklingsplan, som netvirksomheden skal offentliggøre hvert andet år.«

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

33.

§ 22

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om netvirksomhedernes

netudviklingsplaner, jf. stk. 1, nr. 7, herunder om de indholdsmæssige rammer for

netudviklingsplanerne, om planlægningsperioden og opdatering af planerne inden for 2-årsperioden,

samt om høring, forelæggelse for Forsyningstilsynet og offentliggørelse.Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om netvirksomhedernes indhentelse af oplysninger til brug for udarbejdelse af

netudviklingsplanerne. Forsyningstilsynet fastsætter regler om netudviklingsplanernes form og

struktur og supplerende regler om processuelle forhold.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.

34.

§ 22, stk. 4, 1. pkt.,

der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1, nr. 1-6, stk. 2 og stk.

3«.

35.

§ 22, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

36.

§ 22, stk. 8,

der bliver stk. 9, udgår

»og

til belysning af opfyldelsen af offentlige forpligtelser«.

37.

§ 22

indsættes efter stk. 8, der bliver stk. 9, som nyt stykke:

»Stk. 10.

Netvirksomheder skal samarbejde med den systemansvarlige virksomhed om effektiv

deltagelse af markedsdeltagere, der er tilsluttet deres net, på detail-, engros- og

balancemarkederne.«

Stk. 9 bliver herefter stk. 11.

38.

§ 22, stk. 10,

ophæves.

Stk. 11 bliver herefter stk. 12.

39.

§ 26, stk. 3,

indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Endvidere kan ministeren bestemme, at en netvirksomhed kan fastsætte supplerende tekniske krav

for adgang til tilslutning til virksomhedens elforsyningsnet, som er nødvendige for opretholdelsen

af den tekniske kvalitet af elforsyningsnettet i netvirksomhedens netområde. Ministeren kan

fastsætte nærmere regler om netvirksomheders fastsættelse af sådanne betingelser.«

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

40.

§ 27 a, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »markedsbaserede metoder«: », jf. dog regler fastsat i

medfør af § 27 d«.

41.

§ 27 d, stk. 1,

indsættes som 2. pkt.:

»Ministeren kan endvidere fastsætte regler om undtagelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende

ydelser samt ydelser der leveres af fuldt integrerede netkomponenter fra kravet om anskaffelse via

markedsbaserede metoder i § 27 a, stk. 2, 1. pkt.«

42.

§ 28, stk. 2, nr. 7, 1. pkt.,

indsættes efter »måledata«: », forbrugsdata«.

43.

§ 28, stk. 2,

indsættes efter nr. 16 som nye numre:

»17) Varetage digitaliseringen af transmissionssystemer.

18) Deltage i etableringen af den europæiske og den nationale ressourcetilstrækkelighedsvurdering i

henhold til kapitel IV i forordning 2019/943/EU.

19) Vedtage en ramme for samarbejde og koordination mellem regionale koordinationscentre.

20) Tage hensyn til de regionale koordinationscentres anbefalinger ved udførelsen af Energinets

opgaver.

21) Varetage dataforvaltning.«

44.

I § 28 c indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets

Ombudsmand gælder for det regionale koordinationscenter.

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

45.

Efter

§ 45

indsættes før overskriften:

»Anskaffelse

af elektricitet til nettab og af ydelser til netdrift

§ 45 a.

En netvirksomhed skal optræde som neutral markedsformidler ved anskaffelse af den

elektricitet, virksomheden anvender til at dække nettab i elforsyningsnettet i sit netområde i

overensstemmelse med gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder.

Stk. 2.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om forhold omfattet af

stk. 1, herunder om de metoder, som netvirksomhederne skal anvende ved anskaffelse af elektricitet

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

til at dække nettabet i deres elforsyningsnet. Forsyningstilsynet fastsætter nærmere regler om

udformning af metoderne.

§ 45 b.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om netvirksomheders anskaffelse

af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser og fleksibilitetsydelser, herunder om anskaffelse

af ydelserne i henhold til gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede procedurer samt

undtagelser herfra i forhold til fuldt integrerede netkomponenter, om Forsyningstilsynets

godkendelse af netvirksomheders metoder for markedsbaseret anskaffelse af ydelserne og om

netvirksomhedernes samarbejde og koordination med den systemansvarlige virksomhed.«

46.

I § 46, stk. 3, ændres »§ 22, stk. 4« til: »§ 22, stk. 5«.

47.

§ 47, stk. 5, 1. pkt.,

ændres »netvirksomheder, der har færre end 100.000 tilsluttede

forbrugere« til: »netvirksomheder, der alene eller sammen med andre netvirksomheder inden for

samme vertikalt integreret virksomhed har mindre end 100.000 tilsluttede slutkunder«.

48.

§ 47, stk. 5,

indsættes efter 2. pkt.:

»1. pkt. gælder ikke for energilager- og ladestanderaktiviteter«.

49.

Efter

§ 47

indsættes:

»§ 47 a.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om de kollektive

elforsyningsvirksomheders direkte og indirekte varetagelse af energilageraktiviteter, herunder

fastsætter ministeren regler om, at Forsyningstilsynet kan godkende, at de kollektive

elforsyningsvirksomheder

1) kan eje, udvikle, forvalte eller drive energilageranlæg, der er fuldt integrerede netkomponenter,

2) under nærmere fastsatte betingelser og inden for nærmere fastsatte rammer, kan eje, udvikle,

forvalte eller drive energilageranlæg, der ikke er fuldt integrerede netkomponenter.

Stk. 2.

Forsyningstilsynet kan fastsætte regler om godkendelse, efter regler fastsat i medfør af stk. 1,

nr. 1, af typer af fuldt integrerede netkomponenter, som de kollektive elforsyningsvirksomheder kan

eje, udvikle, forvalte eller drive. Forsyningstilsynet kan endvidere fastsætte regler om processuelle

forhold vedrørende godkendelser efter regler fastsat i medfør af stk. 1.

§ 47 b.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om de kollektive

elforsyningsvirksomheders direkte og indirekte varetagelse af ladestanderaktiviteter.«

50.

§ 50, stk. 1,

affattes således:

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

»En virksomhed med bevilling til at drive distributions- eller transmissionsnet skal have den

fornødne personelle, tekniske og finansielle kapacitet til varetagelsen af den bevillingspligtige

aktivitet.«

51.

§ 51 c, stk. 1, nr. 2,

ændres »§ 22, stk. 7« til: »§ 22, stk. 8«.

52.

§ 59, stk. 2,

ændres »spotprisen« til: »day-ahead prisen«.

53.

§ 59, stk. 3,

affattes således:

»Stk.

Med day-ahead prisen for elektricitet menes den timepris, som en udpeget

elektricitetsmarkedsoperatør, angiver pr. kWh på day-ahead markedet for det pågældende

budområde.«

54.

§ 69, stk. 4, nr. 2,

udgår

»og

energispareindsatsen, jf. § 22, stk. 1, nr. 5«.

55.

§ 69 b, stk. 1,

ophæves.

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.

56.

§ 72 f, stk. 1, 1. pkt.,

§ 72 f, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »en pris svarende til Nord Pool Spots

timepris pr. kWh på elspot i det prisområde, hvor elforbrugeren aftager sin elektricitet« til: »en pris

svarende til en udpeget elektricitetsmarkedsoperatørs timepris pr. kWh på day-ahead markedet i det

budområde, hvor elforbrugeren aftager sin elektricitet«,

57.

§ 73, stk. 1,

indsættes i

1. pkt.

efter »giver anledning til«: »i overensstemmelse med artikel 18 i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet« og

2. pkt.

ophæves.

58.

§ 78, stk. 6,

indsættes efter 1. pkt.:

»Ministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om Forsyningstilsynets opgaver og beføjelser

over for det regionale koordinationscenter.«

59.

§ 81

indsættes efter stk. 1, som nyt stykke:

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

»Stk.

Forsyningstilsynet kan til brug for tilsyn efter denne lov eller efter Europa-Parlamentets og

Rådets forordning om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne, til enhver tid uden

retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven eller efter få adgang til det

regionale koordinationscenters lokaler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver

nødvendig oplysning, herunder det regionale koordinationscenters regnskaber, øvrige

regnskabsmaterialer, forretningsbøger og andre forretningspapirer, uanset om disse oplysninger

opbevares elektronisk.Forsyningstilsynet kan kun opnå sådan adgang, såfremt der foreligger en

enstemmig beslutning herom blandt de regulerende myndigheder, som Forsyningstilsynet

koordinerer tilsynet af det regionale koordinationscenter med.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

60.

§ 82 a, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt.:

»Forsyningstilsynet overvåger markedsudviklingen for dynamiske elprisprodukter og vurderer de

risici, som disse produkter og ydelser kan udgøre, og griber ind over for urimelig praksis.«

61.

§ 82 a, stk. 1, 2. pkt.,

der bliver til 3. pkt., indsættes efter »undersøgelserne«: »og

overvågningen«.

62.

§ 84, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »bevillingspligtige virksomheder, Energinet, andre

elproduktionsvirksomheder og elhandelsvirksomheder« til: »elektricitetsvirksomheder, Energinet,

det regionale koordinationscenter, « og efter »koncernforbundne« indsættes: »eller vertikalt

integrerede virksomheder samt forbundne foretagender«.

63.

§ 84, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »elhandelsvirksomheder«: », aggregatorer,

borgerenergifællesskaber« og efter »opgaver efter loven« indsættes: », efter bestemmelser fastsat i

henhold til loven eller efter EU-retsakter om forhold omfattet af loven«.

64.

§ 84 a

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Netvirksomheder skal sikre, at alle berettigede parter har ikkediskriminerende adgang til

data, som netvirksomhederne forvalter, på tydelige og lige vilkår.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

65.

§ 84 a, stk. 4,

der bliver stk. 5, indsættes efter »stk. 1 og 2«: »og klager over netvirksomheder

vedrørende forhold omhandlet i stk. 3«.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

66.

§ 85, stk. 1,

affattes således:

»§

85.

Elektricitetsvirksomheder skal uanset ejerforhold og juridisk status udarbejde årsrapporter og

lade disse revidere efter årsregnskabslovens regler for aktieselskaber, jf. årsregnskabslovens § 7,

stk. 1, nr. 2-4. Årsrapporterne skal være offentligt tilgængelige.«

67.

§ 87, stk. 1, nr. 10,

ændres »§ 69 b, stk. 1, § 69 c, § 84, stk. 7, eller § 84 a« til: § 69 c, § 84,

stk. 7, § 84 a eller § 85, stk. 1, eller«.

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Stk. 2.

Regler fastsat i medfør af lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 6. februar

2020 med senere ændringer, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler.

Stk. 3.

Denne lovs § 1, nr. 32, har virkning for netvirksomhedernes netudvikling fra 2023 og frem.

De hidtil gældende regler i § 22, stk. 1, nr. 8, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119. af

6. februar 2020, finder anvendelse til og med 2022.

Stk. 4.

Forpligtelsen i § 45 a, stk. 1, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 45, om

at en netvirksomhed skal optræde som neutral markedsformidler ved anskaffelse af den elektricitet,

virksomheden anvender til at dække nettab i elforsyningsnettet i sit netområde i overensstemmelse

med gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder, har virkning for

netvirksomheders dækning af nettab fra den 1. januar 2022.

Stk. 5.

Denne lovs § 1, nr. 66, får for virksomheder, der ikke er netvirksomheder, virkning fra

regnskabsåret 2021. For elproduktionsvirksomheder og elhandelsvirksomheder finder de hidtil

gældende regler i § 85, stk. 1, i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af 6. februar 2020,

anvendelse til og med regnskabsåret 2020.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2 Lovforslagets formål og hovedindhold

2.1 Lovforslagets baggrund

2.1.1 Formål og indhold

2.1.2 Tidsfrister for gennemførelse

2.1.3 Relevant lovgivning og gældende retstilstand

2.2 Elmarkedsdirektivets baggrund, terminologi m.v.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1 Gennemførelse af elmarkedsdirektivet – forbrugerrettede bestemmelser

3.1.1. Kontraktrettigheder og faktureringsrettigheder

3.1.1.1. Gældende ret

3.1.1.2. Elmarkedsdirektivet

3.1.1.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.1.1.3.1. Rettighedshavere

3.1.1.3.2. Forbrugerrettigheder i den almindelige og den sektorspecifikke lovgivning

3.1.1.3.3. Forpligtelser for aggregatorer i forbindelse med kontrakter med slutkunder

3.1.1.3.4. Regler om varsling ved ændring i pris eller kontrakt

3.1.1.3.5. Tilsyn

3.1.1.4. Den foreslåede ordning

3.1.2 Leveringspligten

3.1.2.1. Gældende ret

3.1.2.2. Elmarkedsdirektivet

3.1.2.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.1.2.3.1. Undtagelse af levering af elektricitet i forbindelse med aggregering af regulerbart

elforbrug

3.1.2.3.2. Undtagelse af levering af elektricitet produceret i et borgerenergifællesskab

3.1.2.4. Den foreslåede ordning

3.1.3 Ret til dynamisk elpriskontrakt

3.1.3.1. Gældende ret

3.1.3.2. Elmarkedsdirektivet

3.1.3.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.1.3.3.1. Ret til dynamisk elpriskontrakt

3.1.3.3.2. Forsyningstilsynets overvågning og handlepligt

3.1.3.4. Den foreslåede ordning

3.1.4. Aktive kunder

3.1.4.1. Gældende ret

3.1.4.2. Elmarkedsdirektivet

3.1.4.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.1.4.3.1. Regler om egenproducenter samt balanceansvar

3.1.4.3.2. Afregningsmetoder

3.1.4.3.3. Lageraktiviteter

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.1.4.4. Den foreslåede ordning

3.1.5. Borgerenergifællesskaber

3.1.5.1. Gældende ret

3.1.5.2. Elmarkedsdirektivet

3.1.5.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.1.5.3.1 Deling og køb af elektricitet

3.1.5.3.2. Borgerenergifællesskabets adgang til at eje, etablere, købe eller leje og selvstændigt

forvalte distributionsnet

3.1.5.3.3. Nettariffer, herunder lokale fordele i netdriften og pligten til at samarbejde om at lette

deling af elektricitet

3.1.5.3.4. Borgerenergifællesskabets adgang til grænseoverskridende deling af elektricitet

3.1.5.3.5 Kommuners deltagelse i borgerenergifællesskaber

3.1.5.4. Den foreslåede ordning

3.1.6. Aggregatorer

3.1.6.1. Gældende ret

3.1.6.2. Elmarkedsdirektivet

3.1.6.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.1.6.3.1. Uafhængighedskravet for aggregatorer

3.1.6.3.2. Elmarkeder og den uafhængige aggregators balanceansvar

3.1.6.3.3. Transparens i markeder

3.1.6.3.4. Øvrige rettigheder for og krav vedrørende aggregatorer

3.1.6.4. Den foreslåede ordning

3.1.7. Dataforvaltning

3.1.7.1. Gældende ret

3.1.7.2. Elmarkedsdirektivet

3.1.7.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.1.7.4. Den foreslåede ordning

3.2. Gennemførelse af elmarkedsdirektivet - regulering af netvirksomheder samt af Energinet

3.2.1. Netvirksomheders anskaffelse af elektricitet til dækning af nettab

3.2.1.1. Gældende ret

3.2.1.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.1.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.2.1.4. Den foreslåede ordning

3.2.2. Netvirksomheders markedsbaserede anskaffelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende

ydelser

3.2.2.1. Gældende ret

3.2.2.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.2.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.2.2.4. Den foreslåede ordning

3.2.3. Netvirksomheders markedsbaserede anskaffelse af fleksibilitetsydelser

3.2.3.1. Gældende ret

3.2.3.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.3.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.2.3.4. Den foreslåede ordning

3.2.4. Netvirksomheders netudviklingsplaner

3.2.4.1. Gældende ret

3.2.4.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.4.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.2.4.4. Den foreslåede ordning

3.2.5. Netvirksomheders personelle, tekniske og finansielle kapacitet

3.2.5.1. Gældende ret

3.2.5.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.5.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.2.5.4. Den foreslåede ordning

3.2.6. Dataadskillelse

3.2.6.1. Gældende ret

3.2.6.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.6.3. Ministeriets overvejelser

3.2.6.4. Den foreslåede ordning

3.2.7. De kollektive elforsyningsvirksomheders varetagelse af energilageraktiviteter

3.2.7.1. Gældende ret

3.2.7.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.7.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.2.7.4. Den foreslåede ordning

3.2.8. De kollektive elforsyningsvirksomheders varetagelse af ladestanderaktiviteter

3.2.8.1. Gældende ret

3.2.8.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.8.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.2.8.4. Den foreslåede ordning

3.2.9. Transmissionssystemoperatørernes opgaver

3.2.9.1. Gældende ret

3.2.9.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.9.3. Ministeriets overvejelser

3.2.9.4. Den foreslåede ordning

3.2.10. Transmissionssystemoperatørernes anskaffelse af ydelser

3.2.10.1. Gældende ret

3.2.10.2. Elmarkedsdirektivet

3.2.10.3. Ministeriets overvejelser

3.2.10.4. Den foreslåede ordning

3.3. Gennemførelse af elmarkedsdirektivet – Forsyningstilsynets opgaver og beføjelser ift. det

regionale koordinationscenter

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Elmarkedsdirektivet

3.3.3 Ministeriets overvejelser

3.3.4 Den foreslåede ordning

3.4. Gennemførelse af elmarkedsdirektivet –Elektricitetsvirksomheders regnskabsføring og

regnskabsmæssig adskillelse

3.4.1. Gældende ret

3.4.2. Elmarkedsdirektivet

3.4.3 Ministeriets overvejelser

3.4.4. Den foreslåede ordning

3.5. Teknisk og finansiel kapacitet for elproduktionsbevillinger

3.5.1 Gældende ret

3.5.2. Ministeriets overvejelser

3.5.3. Den foreslåede ordning

3.6. Regnskabsmæssig adskillelse af omkostninger til energispareordningen

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.6.1 Gældende ret

3.6.2 Elmarkedsdirektivet

3.6.3. Ministeriets overvejelser

3.6.4. Den foreslåede ordning

3.7. Ensretning af netbevillingers udløbsdato

3.7.1. Gældende ret

3.7.2. Elmarkedsdirektivet

3.7.3 Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

3.7.4 Den foreslåede ordning

3.8. Forordning om det indre marked for elektricitet (elmarkedsforordning) - tarif

3.8.1 Gældende ret

3.8.2. Elmarkedsdirektivet

3.8.3 Ministeriets overvejelser

3.8.4 Den foreslåede ordning

3.9. Elforsyningslovens regler om udpegede elektricitetsmarkedsoperatører

3.9.1 Gældende ret

3.9.2 Forordning om om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af

kapacitetsbegrænsninger

3.9.3 Klima-, energi- og forsyningsministeriets overvejelser

3.9.4 Den foreslåede ordning

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

1. Indledning

Hovedformålet med de foreslåede ændringer i lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 119 af

6. februar 2020 (elforsyningsloven), er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet (omarbejdning).

Direktivet er herefter benævnt elmarkedsdirektivet. Implementering af elmarkedsdirektivet har til

formål at videreudvikle elmarkedsmodellen og skabe en forbrugerdrevet grøn omstilling.

Dette sker bl.a. ved at gennemføre direktivets bestemmelser om borgerenergifællesskaber og

aggregatorer. Ved indførslen af borgerenergifællesskaber kan borgere samle sig om produktion og

deling af bl.a. grøn energi inden for fællesskaber. Lovforslaget har endvidere til formål at skabe

markedsadgang for aggregatorer, som kan samle flere kunders forbrug eller producerede elektricitet

og handle med det på elektricitetsmarkedet, hvilket bl.a. også kan bidrage med at reducere behovet

for investeringer i elnettet. For at kunne gennemføre direktivets bestemmelser om

borgerenergifællesskaber og aggregatorer justeres den gældende leveringspligt, således at man kan

undtage borgerenergifællesskaber og aggregatorer fra leveringspligt. Dermed sikres en fortsat høj

forbrugerbeskyttelse, mens der samtidig skabes nye muligheder for at engagere borgerne i den

grønne omstilling samt åbner nye markeder i en forbrugerdrevet grøn omstilling.

Af andre centrale dele af lovforslaget kan det nævnes, at der med lovforslaget foreslås, at

netvirksomheder skal optræde som neutrale markedsformidlere ved anskaffelse af elektricitet til

dækning af nettab. Der forslås endvidere en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte nærmere

regler om de metoder, der skal anvendes, og en bemyndigelse for Forsyningstilsynet om

udformningen af metoderne.

Lovforslaget vil tillige indeholde bestemmelser om en netvirksomheds personelle ressourcer, der

ikke i dag fremgår eksplicit af lov om elforsyning. Samtidigt tydeliggøres det, at de eksisterende

krav til teknisk og finansiel kapacitet bør være tilstede under hele bevillingsperioden. Samme vil

gælde for kravet om personelle ressourcer.

Der gennemføres videre en række andre bestemmelser som følge af elmarkedsdirektivet, som er

beskrevet mere indgående i resten af lovforslaget.

Gennemførelsen af direktivet sker primært ved ændringer i elforsyningsloven. Direktivet er

medtaget som bilag 1 til lovforslaget.

Lovforslaget har endvidere til formål at foretage nogle justeringer af den gældende lovgivning

vedrørende teknisk og finansiel kapacitet for elproduktionsbevillinger, regnskabsmæssig adskillelse

af omkostninger til energispareordningen, ensretning af netbevillingernes udløbsdato samt visse

tilpasninger af loven for at undgå dobbeltregulering ift. Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet (herefter benævnt

elmarkedsforordningen).

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

2 Lovforslagets baggrund

2.1 Elmarkedsdirektivet

2.1.1 Formål og indhold

Elmarkedsdirektivet, som trådte i kraft den 4. juli 2019, fastsætter en række krav til

medlemsstaternes elmarkedsregulering.

Formålet med det indre marked for elektricitet er at tilrettelægge konkurrenceprægede,

grænseoverskridende elektricitetsmarkeder og derved give alle slutkunder, hvad enten der er tale

om privatpersoner eller erhvervsdrivende, reelle valgmuligheder, nye

forretningsmuligheder, konkurrencedygtige priser, effektive investeringssignaler og højere

servicestandarder samt at bidrage til forsyningssikkerhed og bæredygtighed. Direktivet fastsætter

bl.a., regler om nærmere regulering af elhandelsvirksomhed, distributionssystemoperatører,

transmissionssystemoperatører samt den regulerende myndigheds (i Danmark Forsyningstilsynet)

rolle.

Af særlig relevans for den danske gennemførelse af elmarkedsdirektivet i nærværende lovforslag er

direktivets bestemmelser om definitioner (artikel 2), grundlæggende kontraktlige rettigheder (art.

10), ret til en dynamisk elpriskontrakt (art. 11), ret til skifte og regler for skifterelaterede gebyrer

(art. 12), aggregeringskontrakter og fleksibelt elforbrug gennem aggregering (art. 13 og 17),

borgerenergifællesskaber (art. 16), leveringspligten (art. 27), distributionssystemoperatørernes (i

Danmark netvirksomheder) opgaver (art. 31), incitamenter til anvendelse af fleksibilitet i

distributionsnettet (art. 32), integration af elektromobilitet i elektricitetsnettet (art. 33),

distributionssystemoperatørers opgaver i forbindelse med dataforvaltning (art. 34), dele af

bestemmelserne om udskillelse af distributionssystemoperatører (artikel 35),

distributionssystemoperatørers ejerskab af energilageranlæg (art. 36),

transmissionssystemoperatørernes (i Danmark Energinet) opgaver (art. 40),

transmissionssystemoperatørers ejerskab af energilageranlæg (art. 54), adgang til regnskaber (art.

55), regnskabsmæssig adskillelse (art. 56) samt direktivets kap. 7 om de regulerende myndigheder.

2.1.2 Tidsfrister for gennemførelse

Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest den 1. januar 2021. Elmarkedsdirektivet

gennemføres delvis ved en ændring af elforsyningsloven i dette lovforslag. De resterende dele af

direktivet gennemføres ved bestemmelser på bekendtgørelsesniveau i medfør af denne lov. Art. 26

om ret til udenretslig tvistbilæggelse for alle slutkunder gennemføres ved, at erhvervskunder får

mulighed for at indbringe tvister for Ankenævnet på Energiområdet. Dette medfører dog ikke et

behov for ændringer i regler under ministeriets ressort.

2.1.3 Relevant lovgivning og gældende retstilstand

De ovennævnte artikler i afsnit 1.3.1.1 indebærer et behov for at gennemføre nye eller ændrede

bestemmelser i elforsyningsloven. Elmarkedsdirektivets øvrige bestemmelser vurderes ikke at

indebære et behov for regelændringer mhp. implementering.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

2.2. Elmarkedsdirektivets baggrund, terminologi m.v.

Elmarkedsdirektivet er en omarbejdning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF

af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv

2003/54/EF (herefter benævnt 2009-eldirektivet).

På baggrund af 2009-direktivet udgav Europa-Kommissionens tjenester den 22. januar 2010 et

fortolkningsnotat om bl.a. adskillelsesregimet for distributionssystemoperatører i medfør af 2009-

eldirektivet (herefter benævnt Kommissionens fortolkningsnotat om adskillelse fra 2010).

2009-eldirektivet byggede på og erstattede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af

26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv

96/92/EF (herefter benævnt 2003-eldirektivet).

2003-eldirektivet byggede på og erstattede Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 96/92/EF af 19.

december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (herefter benævnt 1996-

eldirektivet).

Elmarkedsdirektivets terminologi adskiller sig fra den danske terminologi.

Således bruger elmarkedsdirektivet begrebet distributionssystemoperatør, der svarer til begrebet

netvirksomhed i dansk ret.

Desuden bruger elmarkedsdirektivet begrebet elleverandør, hvor elforsyningsloven bruger begrebet

elhandelsvirksomhed. Definitionen af en elhandelsvirksomhed ændres ved dette lovforslag, se pkt.

2.1.6.3.

Endvidere bruger direktivet begrebet transmissionssystemoperatør, der svarer til begrebet

transmissionsvirksomhed i dansk ret, idet den systemansvarlige virksomhed varetager dele af de

opgaver, der efter elmarkedsdirektivet påhviler en transmissionssystemoperatør.

De funktioner, der i elmarkedsdirektivet varetages af den regulerende myndighed, varetages i dansk

ret af Forsyningstilsynet.

I lovforslaget bruges direktivets terminologi, når direktivets bestemmelser gengives. I øvrigt bruges

den danske terminologi.

Særligt bemærkes det, at der i forhold til transmissions- og systemansvarlig virksomhed er tale om

opgaver, der ifølge § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, varetages af Energinet eller en af denne

virksomheds helejede datterselskaber. Med omorganiseringen af Energinets virksomhed i maj 2018

er opgaver, der efter elmarkedsdirektivet påhviler en transmissionssystemoperatør på elområdet,

blevet flyttet fra modervirksomheden, Energinet, til to nye datterselskaber, der, inden for Energinets

overordnede koncernmål, er selvstændigt ansvarlige for varetagelsen af de driftsmæssige aspekter

forbundet med varetagelse af transmissionsvirksomhed og varetagelse af systemansvarlig

virksomhed. Myndighedslignende opgaver samt de overordnede koncernmæssige opgaver såsom

fastlæggelsen af de overordnede retningslinjer, koncernledelse, strategi og kommunikation

varetages i moderselskabet, Energinet. Den nærmere afgrænsning af, hvilke opgaver der varetages i

moderselskabet, og hvilke opgaver der varetages i datterselskaber, samt processerne for samarbejdet

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

mellem koncernens enheder er fastlagt i en koncerninstruks, der er godkendt klima-, energi- og

forsyningsministeren. Det er efter gældende ret ikke udelukket, at Energinet ændrer ved sine

nuværende organisatoriske rammer. Dette vil dog kræve ministerens godkendelse, jf. § 2, stk. 4, i

lov om Energinet.

Når der i lovforslaget er henvist til Energinets transmissionsvirksomhed og Energinets

systemansvarlig virksomhed fremstilles de beskrevne forhold på en forenklet måde for at forbedre

læsbarheden af lovforslaget. Med Energinets transmissionsvirksomhed menes henholdsvis den

transmissionsvirksomhed, der varetages af moderselskabet Energinet eller af et af denne

virksomheds helejede datterselskaber, eller begge dele, for så vidt både moderselskabet og et af

Energinets helejede datterselskaber begge varetager forskellige aspekter af transmissionsopgaven.

På tilsvarende vis bruges udtrykket Energinets systemansvarlige virksomhed for at betegne

henholdsvis moderselskabets eller et af Energinets helejede datterselskabers, eller begges,

varetagelse af systemansvarlig virksomhed. Ligeledes er Energinet i lovforslaget brugt som

omfattende både moderselskabet og de af virksomheden helejede datterselskaber, der varetager

transmissions- og systemansvarlig virksomhed. Hvor der i teksten kun omtales en af delopgaverne,

er dette specificeret ved at henvise til enten Energinets systemansvarlig virksomhed,

systemansvarsopgaven eller systemansvarsaktiviteten eller til Energinets transmissionsvirksomhed,

transmissionsopgaven eller transmissionsaktiviteten.

Det bemærkes endvidere, at der i den gældende lov om elforsyning findes adskillige bestemmelser,

der nævner transmissionsvirksomheder med bevilling. De tidligere såkaldte regionale

transmissionsvirksomheder, der havde bevilling, er blevet overdraget til Energinet. Der er ikke

blevet udstedt bevilling til andre transmissionsvirksomheder siden hen, således at det i praksis alene

er Energinet, der i dag varetager transmissionsvirksomhed. Energinets varetagelse af

transmissionsvirksomhed – og af systemansvarlig virksomhed – kræver ikke bevilling, jf. § 19, stk.

1, 2. pkt., i lov om Energinet.

Endelig bemærkes det, at begrebet kollektive elforsyningsvirksomheder, der bruges i dansk ret,

omfatter net- og transmissionsvirksomheder med bevilling og transmissions- og systemansvarlig

virksomhed, der varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør

af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, jf. § 5, nr. 11, i lov om elforsyning.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1 Gennemførelse af elmarkedsdirektivet – forbrugerrettede bestemmelser

3.1.1 Kontraktrettigheder og faktureringsrettigheder

3.1.1.1. Gældende ret

§ 6 i elforsyningsloven bestemmer, at levering af elektricitet til en elforbruger forudsætter en aftale

herom mellem elforbrugeren og en elhandelsvirksomhed. § 6 indeholder desuden elforbrugerens

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

rettighed til frit at vælge elhandelsvirksomhed og elprodukt. Endelig bestemmer § 6, at en

elhandelsvirksomhed ikke må opkræve gebyr af elforbrugeren ved skift af elhandelsvirksomhed.

§ 6 a i elforsyningsloven indeholder bemyndigelsesbestemmelser, der giver ministeren adgang til at

fastsætte regler, der forpligter elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale

transmissionsvirksomheder til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder.

Forbrugerrettighederne omfatter krav til kontrakter, krav om klagebehandling og krav til

fakturerings- og forbrugsoplysninger.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 6 a, stk. 1-3, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1233 af 6. november

2015 om elhandelsvirksomhedernes opgaver og forpligtelser i forbindelse med levering af

elektricitet til elkunder (herefter elleveringsbekendtgørelsen), der fastsætter krav til kontrakter og

klagebehandling vedrørende aftaleforholdet mellem en elhandelsvirksomhed og en

forbruger.Elleveringsbekendtgørelsen forpligter bl.a. elhandelsvirksomheder til at specificere

bestemte oplysninger i kontrakter om ellevering indgået med en forbruger samt iagttage bestemte

formkrav i udformningen af disse kontrakter. Bekendtgørelsen forpligter også

elhandelsvirksomheder til at iagttage bestemte krav ved varsling af ændringer i kontrakten med

forbrugeren, udbud af betalingsmetoder og skift af elhandelsvirksomhed. Bekendtgørelsen giver

endelig forbrugeren ret til klagebehandling ved elhandelsvirksomheden, ret til at påklage en

elhandelsvirksomheds afgørelse til ankenævnet på energiområdet samt ret til at gøre

Forsyningstilsynet opmærksom på elhandelsvirksomheders manglende overholdelse af

bekendtgørelsen.

Leveringspligten i elforsyningsloven § 6 b, stk. 1, forpligter elhandelsvirksomheder, som tilbyder

levering af elektricitet til husholdningsforbrugere, på anmodning om levering og mod betaling, at

levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de netområder, hvor

elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter.

Den gældende bestemmelse i § 6 b, stk. 1, indebærer at elhandelsvirksomheder ikke kan undlade at

tilbyde et eller flere elprodukter til enkelte husholdningsforbrugere eller kategorier af

husholdningsforbrugere i et netområde, når elhandelsvirksomheden markedsfører elprodukter til

husholdningsforbrugere i det pågældende netområde.

Elforsyningsloven § 6 b, stk. 5, 1. pkt, bestemmer, at elhandelsvirksomheden efter varsel kan hæve

aftalen om levering af elektricitet til en husholdningsforbruger, såfremt elhandelsvirksomheden har

stillet krav om sikkerhedsstillelse efter stk. 3, og sikkerheden ikke er stillet inden for en af

virksomheden fastsat frist. § 6 b, stk. 5, 2. pkt., bestemmer, at leveringsaftalen ikke kan hæves,

såfremt der er indgået en anden aftale om sikring af den fremtidige betaling.

Efter § 85 d, stk. 1, i elforsyningsloven, vil Forsyningstilsynet kunne give en elhandelsvirksomhed

påbud om at overholde de bestemmelser, der er fastsat i medfør af elforsyningsloven § 6 a, stk. 1-3,

såfremt det foretagne tilsyn afdækker, at elhandelsvirksomheden ikke overholder bestemmelserne.

Hvis elhandelsvirksomheden ikke efterkommer påbuddet, vil virksomheden kunne straffes med

bøde efter den gældende § 87, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Den almindelige forbrugerret supplerer elforsyningslovens og elleveringsbekendtgørelsens regler

om kontraktforhold mellem en forbruger og en elhandelsvirksomhed. Der henvises i denne

forbindelse til aftaleloven, lov om forbrugeraftaler, lov om køb og lov om markedsføring.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 6 a, stk. 4, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1395 af 25. november

2016 om energivirksomheder og bygningsejeres oplysningsforpligtelser over for slutkunder om

energiforbrug og fakturering m.v., der bl.a. fastsætter forpligtelser for elhandelsvirksomheders

fakturering overfor elforbrugere. Denne bekendtgørelse forpligter bl.a. elhandelsvirksomheder til at

iagttage en række krav til fakturering af elkunders forbrug. Kravene omfatter bl.a. krav til hvilke

oplysninger der skal fremgå af fakturaen, krav angående øvrige faktureringsoplysninger og

formkrav for fakturaen. Bekendtgørelsen giver desuden slutkunder ret til at modtage fakturering og

faktureringsoplysninger gratis.

Elforsyningsloven § 82, stk. 5 giver Forsyningstilsynet hjemmel til at fastsætte regler om

fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af klima- og energiydelser.

Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1400 af 3. december 2015 om

elhandelsvirksomheders fakturering af omkostninger over for elforbrugere.

Det fremgår således, at adgangen til at fastsætte regler om fakturering er delt mellem klima-, energi-

og forsyningsministeren og Forsyningstilsynet.

3.1.1.2.Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets art. 10, 11 og 13 sikrer husholdningskunder og slutkunder kontraktrettigheder

i aftaleforhold med elhandelsvirksomheder og aggregatorer.

Art. 10, 11 og 13 viderefører i vidt omfang kontraktrettighederne i elleveringsbekendtgørelsen. De

to vigtigste forskelle fra gældende ret er 1) at rettighederne i elmarkedsdirektivet i vidt omfang

gælder slutkunder og ikke alene husholdningskunder, og 2) at de kontraktlige rettigheder i art. 13 er

nye, idet der ikke i gældende ret er kontraktrettigheder for aftaleforhold med aggregatorer, når disse

ikke samtidigt er elhandlere.

En slutkunde er defineret i elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 3, som en kunde, der køber elektricitet til

eget forbrug. En husholdningskunde er defineret i elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 4, som en kunde,

der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, men ikke til erhvervsmæssig virksomhed.

Slutkundedefinitionen dækker på den baggrund et bredt kundebegreb, der bådeindeholder

husholdningskunder samt erhvervsvirksomheder i alle størrelser, når disse er kunder hos en

elhandelsvirksomhed eller en aggregator. Når en rettighed gælder for slutkunder gælder den således

også for husholdningskunder.

Art. 2, nr. 19, definerer en uafhængig aggregator, som en markedsdeltager, der er aktiv inden for

aggregering, og som ikke er tilknyttet kundens leverandør. Art. 2, nr. 18. definerer aggregering som

en funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk person, der samler flere kunders forbrug eller

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på et elektricitetsmarked For yderligere

beskrivelse af en aggregator og aggregering henvises til pkt. 2.1.6.2.

Hovedparten af de kontraktlige rettigheder i art. 10, 11 og 13 gælder for slutkunder. Dette gælder

art. 10, stk. 1-6, 8-10 og 12, art. 11 og art. 13, herunder bl.a. ret til bestemte oplysninger i

elleveringskontrakten, ret til varsling ved ændring af kontraktbestemmelser, ret til rimelige og

gennemsigtige kontraktvilkår, ret til klagebehandling, ret til en endelig kontoopgørelse, ret til en

dynamisk elpriskontrakt m.v. Enkelte af rettighederne gælder kun husholdningskunder. Dette

gælder art. 10, stk. 7 og stk. 11 om adgang til forudbetalingssystemer og alternative foranstaltninger

til afbrydelse af elleveringen.

Samlet set er forskellen fra 2009-eldirektivet, at kredsen af rettighedshavere for hovedparten af de

kontraktlige rettigheder udvides fra husholdningskunder til slutkunder.

Elmarkedsdirektivets art. 12 sikrer kunder og husholdningskunder ret til skifte af elleverandør og

aggregator og angiver regler om skifterelaterede gebyrer. Art. 12, stk. 1, sikrer kunder ret til skifte

af elleverandør og aggregator. Art. 12, stk. 2, sikrer at husholdningskunder og små virksomheder

som udgangspunkt ikke kan opkræves gebyr for skifte af elhandelsvirksomhed eller aggregator. Art.

12, stk. 5, sikrer husholdningskunder retten til at deltage i kollektive skifteordninger.

Elmarkedsdirektivets art. 18 og bilag I sikrer slutkunder rettigheder om regninger og

faktureringsoplysninger. Rettighederne omfatter retten til at modtage alle regninger og

faktureringsoplysninger omkostningsfrit, retten til valg af form, retten til valg af fleksibel

betalingsmetode samt retten til oplysning om ændring af produkt, pris eller rabat på regningen.

Rettighederne omfatter desuden mindstekrav til oplysninger på regningen og

faktureringsoplysninger, ret angående faktureringshyppighed og levering af

faktureringsoplysninger, specificering af slutkundens pris, slutkundens adgang til supplerende

oplysninger om hidtidigt forbrug og ret til angivelse af energikilder.

3.1.1.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser

Det er ministeriets vurdering, at det er nødvendigt at ændre i § 6 a i lov om elforsyning af hensyn til

implementeringen af elmarkedsdirektivets art. 10-13, art. 18 og bilag I. De gældende regler om

kontrakter, klagebehandling og fakturerings- og forbrugsoplysninger, der er fastsat ved

bekendtgørelser med hjemmel i elforsyningsloven § 6 a skal på den baggrund også ændres, når

elmarkedsdirektivets bestemmelser i art. 10-13, art. 18 og bilag I kræver det. Det drejer sig om

elleveringsbekendtgørelsen, bekendtgørelse om energivirksomheder og bygningsejeres

oplysningsforpligtelser over for slutkunder om energiforbrug og fakturering m.v. og bekendtgørelse

nr. 1400 af 3. december 2015 om elhandelsvirksomheders fakturering af omkostninger over for

elforbrugere.

Det er desuden vurderingen, at det er nødvendigt at gennemføre definitionen af en slutkunde i

elmarkedsdirektivet art. 2, nr. 3 i lov om elforsyning.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.1.1.3.1 Rettighedshavere

Afgrænsningen mellem rettighedshavere i elmarkedsdirektivets bestemmelser om kontrakt og

faktura er ikke identisk med afgrænsningen mellem rettighedshavere i elforsyningsloven.

Det fremgår af definitionen på husholdningskunde i elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 4, at denne er

”en kunde, der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, men ikke til erhvervsmæssig

virksomhed”.

I elforsyningsloven § 5, nr. 10 er en husholdningsforbruger defineret som en elforbruger, der køber

elektricitet til eget eller hovedsagelig til eget husholdningsforbrug. Af bemærkningerne til

bestemmelsen, fremgår det, jf. bemærkninger til § 5, nr. 10 som indsat ved lov nr. 577 af 4. maj

2015 jf. Folketingstidende 2014-2015 (1. samling), A, L 151, side 13, at ”hele forbruget af

elektricitet på en ejendom, der anvendes til beboelsesformål, vil blive betragtet som

husholdningsforbrug, også hvis der er et mindre forbrug af elektricitet til erhvervsmæssig

virksomhed på ejendommen, der ikke er adskilt fra forbruget til beboelsesformål ved separate

målinger eller lignende.”. Videre fremgår det, at indlemmelsen af et mindre erhvervsmæssigt

forbrug er begrundet i, at forbruget ”i mange tilfælde ikke meningsfuldt vil kunne adskilles fra

elforbruget til beboelsesformål”, f.eks. i det tilfælde, hvor husholdningsforbrugeren har et

hjemmekontor. Omvendt er ”egentlig produktion i hjemmet, herunder landbrugsvirksomhed” ikke

omfattet, hvis det meningsfuldt kan adskilles fra beboelsesforbruget.

Det fremgår på den baggrund, at definitionen på en husholdningsforbruger i lov om elforsyning er

bredere end definitionen på en husholdningskunde i elmarkedsdirektivet, fordi definitionen i lov om

elforsyning også kan indeholde et mindre forbrug til erhvervsmæssig virksomhed.

Lov om elforsyning § 6, a, stk. 1-3, giver Klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til at

fastsætte forpligtelser for elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale

transmissionsvirksomheder til sikring af grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse med

aftaler mellem forbrugere og disse virksomheder. I elmarkedsdirektivet art. 10 fremgår det, at

hovedparten af de grundlæggende forbrugerrettigheder skal sikres for slutkunder. Det fremgår af

definitionerne elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 3 og 4 sammenholdt, at slutkunder udgør en bredere

kreds af forbrugere end husholdningskunder.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til § 6 a, stk. 3, i lov om elforsyning, at ministeren har

hjemmel til at ”foretage en differentiering mellem forskellige typer af aftaleforhold, f.eks.

leverandørens aftaler med henholdsvis erhvervsdrivende og ikkeerhvervsdrivende forbrugere.”

Videre fremgår det, at en sådan differentiering vil være relevant ”hvor begrundelsen for den

pågældende regulering primært er et ønske om at beskytte ikkeerhvervsdrivende forbrugere, og

hvor en anvendelse af den pågældende regulering, også i forhold til erhvervsdrivende forbrugere,

ikke i realiteten vil være i disse forbrugeres interesse, fordi dette vanskeliggør eller umuliggør

levering af elektricitet på de vilkår og til de priser, som denne gruppe af forbrugere efterspørger.”

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Adgangen til at differentiere i kontraktrettigheder for erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende er

indskrænket for de dele af elmarkedsdirektivet art. 10, hvor slutkunder er rettighedshavere. I disse

tilfælde kan ministeren ikke i overensstemmelse med elmarkedsdirektivet bestemme, at

erhvervsdrivende ikke skal være dækkede af rettigheden. Dette gælder bl.a. retten til en kontrakt

med visse oplysninger, herunder ydelsens karakter, kontraktens løbetid og information om

mulighed for udenretslig tvistbilæggelse, retten til at blive underrettet om enhver justering af

leveringsprisen, retten til valg af betalingsmetode, retten til rimelige og gennemsigtige generelle

vilkår og betingelser i kontrakten, retten til ydelser og klagebehandling af god standard og retten til

modtagelse af slutopgørelse ved skift af elhandelsvirksomhed senest 6 uger efter at et sådan skift

har fundet sted. Disse rettigheder skal i overensstemmelse med elmarkedsdirektivet sikres for

slutkunder.

Adgangen til at differentiere er fortsat til stede for de resterende dele af elmarkedsdirektivets art. 10,

henholdsvis adgang til forudbetalingssystemer og alternative foranstaltninger til afbrydelse af

elleveringen, der alene skal sikres for husholdningskunder.

Adgangen til at differentiere er videre i 2009-eldirektivet, idet art. 7, pkt. 5, giver adgang til at en

medlemsstat kan bestemme, at de rettigheder, der fremgår af elmarkedsdirektivets bilag I alene skal

gælde for privatkunder. I direktivets art. 2, nr. 10 er en privatkunde defineret som en kunde, der

køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, men ikke til erhvervsmæssig virksomhed.

3.1.1.3.2. Forbrugerrettigheder i den almindelige og den sektorspecifikke lovgivning

Ministeriet bemærker, at visse af de kontraktlige rettigheder i elmarkedsdirektivets art. 10 og art. 13

er dækket af den almindelige forbrugerret i bl.a. aftaleloven, lov om forbrugeraftaler, lov om køb og

lov om markedsføring. Implementeringen af elmarkedsdirektivets art. 10 og art. 13 i lov om

elforsyning § 6 a sker under hensyn til delingen i gældende ret mellem sikring af rettigheder i bl.a.

lov om forbrugeraftaler og den sektorspecifikke regulering i lov om elforsyning og bekendtgørelser

udstedt i medfør af denne lov. I overensstemmelse hermed bestemmer § 1, stk. 4 i

elleveringsbekendtgørelsen, at bekendtgørelsens bestemmelser ikke finder anvendelse i forhold til

forbrugere, i det omfang anden lovgivning måtte give forbrugeren en bedre retsstilling.

Ministeriet vurderer at denne deling bør opretholdesved implementeringen af elmarkedsdirektivet

for så vidt angår den andel af gruppen af slutkunder, der er dækket af den almindelige forbrugerret

som anført ovenfor. Som eksempel gælder forbrugeraftaleloven for alle forbrugeraftaler i medfør af

lovens § 1, stk. 1. I medfør af § 2, stk. 1 er en forbrugeraftale en aftale, som en erhvervsdrivende

indgår som led i sit erhverv, når den anden part hovedsagelig handler uden for sit erhverv. En aftale

mellem en husholdningsforbruger som defineret i lov om elforsyning § 5, nr. 10 og en

elhandelsvirksomhed om levering af elektricitet er i denne sammenhæng en forbrugeraftale som

denne er defineret i forbrugeraftaleloven.

Visse elkunder i slutkundegruppen, f.eks. alle erhvervsdrivende virksomheder, er ikke omfattet af

rettighederne i eksempelvis lov om forbrugeraftaler, når disse handler som elkunder. For denne

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

andel af gruppen af slutkunder, der ikke er dækket af forbrugerrettigheder fastsat i den almindelige

forbrugerlovgivning, vurderer ministeriet, at det bør bestemmes i elleveringsbekendtgørelsen, at den

almindelige forbrugerret, der sikrer implementering af kravene i art. 10 og 13 i elmarkedsdirektivet,

ved henvisning også skal finde anvendelse for denne gruppe, hvis elmarkedsdirektivets

bestemmelser kræver det. Ministereiet bemærker, at det klart fremgår af elmarkedsdirektivets art.

10 og art. 13, at slutkunder skal være dækkede i samme omfang af de angivne rettigheder, hvor

slutkunder er rettighedshaver.

Ministeriet vurderer, at der er to alternativer til denne implementeringsmodel: 1) At regulere

forbrugerrettighederne for slutkunder samlet og i sin helhed i den sektorspecifikke regulering. En

sådan samlet regulering vil bevirke, at forbrugerrettighederne for den del af slutkundegruppen, der

er dækket af den almindelige forbrugerret i f.eks. forbrugeraftaleloven vil blive dobbeltreguleret.

Der vil derfor i denne situation være rettighedshavere i gruppen af slutkunder, der både vil være

dækkede af den almindelige forbrugerret i f.eks. lov om forbrugeraftaler og den sektorspecifikke

regulering, der implementerer kravene i elmarkedsdirektivets art. 10. 2) At regulere alle

forbrugerrettigheder for den del af slutkundegruppen, der ikke er dækkede af den almindelige

forbrugerret i den sektorspecifikke lovgivning. Ved denne implementeringsmodel vil de rettigheder,

der i dansk ret gælder for husholdningsforbrugere i den almindelige forbrugerret gælde parallelt

med lignende rettigheder for den resterende del af slutkundegruppen i den sektorspecifikke

lovgivning. Ministeriet vurderer, at denne implementeringsmodel vil skabe en uens implementering

af rettigheder for forskellige dele af slutkundegruppen, dels fordi det vil være vanskeligt at udforme

en sektorspecifik regulering der præcist gengiver rettighederne i den almindelige

forbrugerlovgivning, og dels fordi praksis på den sektorspecifikke lovgivning og den almindelige

lovgivning vil kunne udvikle sig forskelligt over tid.

Samlet er det ministeriets vurdering, at alternativ 1) giver dobbeltregulering med usikkerhed om

rettighedsdækning, og at alternativ 2) leder til ukorrekt implementering med forskellig

rettighedsdækning for en gruppe af rettighedshavere, der skal reguleres ens.

3.1.1.3.3. Forpligtelser for aggregatorer i forbindelse med kontrakter med slutkunder

De nuværende regler i lov om elforsyning § 6 a giver hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler,

der forpligter elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder.

Det fremgår af elmarkedsdirektivets art. 13 at aggregatorer også skal forpligtes over for slutkunder

fsva. kontrakter med disse.

Kravene til sikring af rettigheder ved aggregeringskontrakter i art. 13 er ikke identiske med kravene

ved elleveringskontrakter i art. 10. Ministeriet bemærker dog, at forbrugerbeskyttelsen for

husholdningskunders aftaler med aggregatorer om fleksibilitetsydelser forudsættes reguleret i

lignende grad som aftaler med elhandelsvirksomheder i forhold til aggregatorers- og

elhandelsvirksomheders forpligtelser til sikring af grundlæggende forbrugerrettigheder i

aftaleforhold.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Ministeriet bemærker, at hovedparten af de rettigheder, der skal sikres for slutkunder i deres

aftaleforhold med en markedsdeltager, der er aktiv inden for aggregering, forudsættes reguleret i

regler med hjemmel i lov om elforsyning § 6 a, stk. 1-3.

Elforsyningslovens § 6 giver elforbrugeren en grundlæggende ret til en aftale med en

elhandelsvirksomhed, når elforbrugeren skal have leveret elektricitet. For at sikre kravet til en

aggregeringskontrakt, der følger af elmarkedsdirektivets art. 13 på en tilsvarende lovteknisk måde,

bør kravet gennemføres i § 6 i elforsyningsloven. Desuden bør det grundlæggende krav i art. 13,

stk. 2 i elmarkedsdirektivet, om at en elhandelsvirksomhed ikke kan bestemme, om den forbruger,

der er i et aftaleforhold med elhandelsvirksomheden, skal have mulighed for at indgå en

aggregeringskontrakt gennemføres. Reglen i art. 13, stk. 2 fungerer både som en rettighed for

slutkunder, idet disse efter reglen kan indgå aftaler med en markedsdeltager der er aktiv inden for

aggregering uden samtykke fra deres elleverandør, og den fungerer som en rettighed for

aggregatorer idet disse sikres en vid mulighed for at markedsgøre fleksibilitetsydelser på vegne af

slutkunder.

3.1.1.3.4. Regler om varsling ved ændring i pris eller kontrakt

De nuværende regler om varsling i bekendtgørelse nr. 1233 af 6. november 2015 om

elhandelsvirksomhedernes opgaver og forpligtelser i forbindelse med levering af elektricitet til

elkunder opererer i § 3 med en differentiering mellem væsentlige og uvæsentlige ændringer til

ugunst for forbrugeren. For væsentlige ændringer i kontraktbetingelser gælder der et krav om

forudgående varsling af forbrugeren mindst 3 måneder forinden elhandelsvirksomheden agter at

foretage ændringen. For uvæsentlige ændringer i priser eller gebyrer gælder det, at forbrugeren skal

varsles om ændringen senest én faktureringsperiode efter ændringens ikrafttræden.

Ministeret vurderer, i overensstemmelse med elmarkedsdirektivets art. 5, stk. 1, om

markedsbaserede leveringspriser, at kravet om underretning om enhver justering af leveringsprisen i

elmarkedsdirektivets art. 10, stk. 4, alene gælder justering af den konkurrenceudsatte del af

leveringsprisen. Således gælder underretningspligten i direktivet ikke ændringer i afgifter. I henhold

til engrosmodellen gælder underretningspligten i direktivet heller ikke tariffer, når disse

viderefaktureres uændret til forbrugeren.

Ministeriet vurderer ikke, at den gældende sondring mellem væsentlige og uvæsentlige ændringer

til ugunst for forbrugeren kan opretholdes ved implementeringen af elmarkedsdirektivets art. 10,

stk. 4, idet kravet i direktivet angår enhver ændring. Ministeriet vurderer dog samtidigt, at enhver

ændring alene henviser til den konkurrenceudsatte del af leveringsprisen.

Af elforsyningsloven § 72 b, stk. 1, fremgår det, at ”elafgifter og betaling af omkostninger til

offentlige forpligtelser, jf. § 8, stk. 1, viderefaktureres uændret til det relevante aftagenummer.

Endvidere viderefaktureres netvirksomheders bindende midlertidige prisnedsættelser uændret til de

relevante aftagenumre.” Det fremgår desuden af de specielle bemærkninger til elforsyningsloven §

72 b, stk. 1, at ”elhandelsvirksomheden kan vælge at viderefakturere betalingen for net- og

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

systemydelser uændret til forbrugerne, eller at lade betalingen indgå som en integreret del af den

samlede regning.”.

Ministeriet vurderer, at varslingsforpligtelsen i kundeforholdet mellem en elhandelsvirksomhed og

den gruppe af slutkundegruppen, der ikke er husholdningsforbrugere, alene bør gælde den

konkurrenceudsatte del af leveringsprisen. Dette bevirker, at elhandelsvirksomheden ikke vil være

forpligtet til at varsle til denne del af slutkundegruppen om prisændringer, der ikke angår den

konkurrenceudsatte del af leveringsprisen, og som viderefaktureres uændret i overensstemmelse

med elforsyningslovens § 72 b, stk. 1. Ministeriet vurderer, at dette i særlig grad vil være en

hensigtsmæssig afgrænsning, når elhandelsvirksomheder kontraherer med erhvervskunder om

levering af elektricitet. I denne situation vil erhvervskunden kunne have en elleveringskontrakt, der

dækker alle erhvervskundens filialer i flere netområder.

Hvis elhandelsvirksomheden får en varslingsforpligtelse for prisændringer, der ikke angår den

konkurrenceudsatte del af leveringsprisen, og som viderefaktureres uændret i overensstemmelse

med elforsyningslovens § 72 b, stk. 1, vil elhandelsvirksomheden være forpligtet til at varsle hver

gang en sådan ændring finder sted i ét af de netområder, som kontrakten dækkeder. Ministeriet

vurderer, at denne afgrænsning ville udgøre en uforholdsmæssig byrde for elhandelsvirksomheder i

kontraktforhold med sådanne erhvervskunder.

Ministeriet vurderer således ikke i dette tilfælde, at elhandelsvirksomhederne bør bære risikoen for

enhver prisændring i net- og systemydelser, i den form, at en slutkunde, når denne ikke er

husholdningsforbruger, får adgang til opsigelse af kontrakten med en elhandelsvirksomhed, hvis

elhandelsvirksomheden ikke varsler slutkunden, der ikke er husholdningsforbruger, om en

prisændring, der direkte afspejler en prisændring i en net- eller systemydelse. Ministeriet vurderer,

at en sådan afgrænsning af varslingsforpligtelsen er i overensstemmelse med elmarkedsdirektivets

art. 5, stk. 1.

Ministeriet vurderer i øvrigt at varslingsforpligtelsen for den del af slutkundegruppen, der også er

husholdningsforbrugere bør opretholdes i overensstemmelse med den gældende regel i

elleveringsbekendtgørelsen § 4, om at der ikke er krav om varsling af ændringer i skatter, afgifter

og PSO samt midlertidige kortvarige nedsættelser af priselementet for netydelsen, hvor netydelsen

efter kontrakten viderefaktureres uændret til forbrugeren og hvor priselementet for netydelsen

efterfølgende sættes op til det hidtidige beløb.

Ministeriet vurderer endelig, at forpligtelsen om varsling af enhver prisændring ved bestemte

dynamiske elpriskontrakter alene kan angå ændringer i den fikserede beregningsmodel, der ligger til

grund for prisberegningen. Dynamiske elpriskontrakter kan således være kontrakter, hvor den

konkurrenceudsatte del af leveringsprisen er variabel inden for rammerne en fikseret

beregningsmodel. I den forbindelse vurderer ministeriet, at enhver justering kan fortolkes alene som

enhver justering i beregningsmetoden, når leveringsprisen er variabel inden for rammerne en

fikseret beregningsmodel. En sådan fikseret beregningsmodel for leveringspris kan eksempelvis

udgøres af summen af prisen for elektricitet på day-ahead markedet samt et nærmere bestemt tillæg

for elhandelsvirksomhedens omkostninger og avance ved levering til kunden. Ministeriet vurderer

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

ikke, at der er tale om en ændring i prisen i dette tilfælde, så længe beregningsmodellen fortsat

gælder uændret.

3.1.1.3.5. Oplysning om alternative foranstaltninger til afbrydelse

Den alternative foranstaltning til afbrydelse af elektricitetsleveringen i lov om elforsyning er

husholdningsforbrugerens mulighed for at indgå en ny aftale om levering af elektricitet med en ny

elhandelsvirksomhed, jf. lov om elforsyning § 6 b, stk. 7, 2. pkt.

Ministeriet vurderer, at elhandelsvirksomheder bør forpligtes i overensstemmelse med kravet i

elmarkedsdirektivets art. 10, stk. 11, om at give husholdningsforbrugere fyldestgørende oplysninger

om husholdningsforbrugerens mulighed for at indgå aftale efter § 6 b, stk. 7, 2. pkt., i tilstrækkelig

god tid før den planlagte afbrydelse. I overensstemmelse med art. 10, stk. 11, bør

elhandelsvirksomhedens opfyldelse af forpligtelsen ikke lede til en ekstraomkostning for

husholdningsforbrugeren.

3.1.1.3.6. Tilsyn

Den nuværende regel om tilsyn vedrørende forbrugerrettigheder for elleveringskontrakter i § 20 i

bekendtgørelse nr. 1233 af 6. november 2015 om elhandelsvirksomhedernes opgaver og

forpligtelser i forbindelse med levering af elektricitet til elkunder (elleveringsbekendtgørelsen) er

bl.a. fastsat i medfør af den generelle bemyndigelse til klima-, energi, og forsyningsministeren om

at fastsætte regler om kontraktrettigheder i elforsyningsloven § 6 a, stk. 1-3.

I det 2009-eldirektivet fremgår det i art. 37, at den regulerende myndighed skal ”overvåge graden

og effektiviteten af markedsåbning og konkurrence på engros- og detailsalgsniveau, herunder på

elektricitetsbørser, privatkundepriser, herunder forudbetalingssystemer, andel af kunder, der skifter

leverandør, andel af kunder, der afmeldes, afgifter for og udførelse af vedligeholdelsestjenester,

klager fra privatkunder samt enhver forvridning eller begrænsning af konkurrencen, idet den

fremlægger alle relevante oplysninger og oplyser de berørte konkurrencemyndigheder om relevante

sager”.

I elmarkedsdirektivet fremgår det i art. 59, stk. 1, litra o, at den regulerende myndighed har til

opgave at ”overvåge graden og effektiviteten af markedsåbning og konkurrence på engros- og

detailsalgsniveau, herunder på elektricitetsbørser, priser for husholdningskunder, herunder

forudbetalingssystemer, virkningen af dynamiske elpriskontrakter og af brugen af intelligente

målersystemer, andel af kunder, der skifter leverandør, andel af kunder, der afmeldes, gebyrer for

vedligeholdelsesydelser, udførelse af vedligeholdelsesydelser, forholdet mellem priser for husstande

og engrospriser, udviklingen i nettariffer og netgebyrer, klager fra husholdningskunder samt enhver

forvridning eller begrænsning af konkurrencen, herunder ved at fremlægge alle relevante

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

oplysninger og oplyse de relevante konkurrencemyndigheder om alle relevante sager”. I Danmark

er den regulerende myndighed Forsyningstilsynet.

Art. 37 i det gældende eldirektiv er bl.a. implementeret i elleveringsbekendtgørelsens § 20,

hvorefter Forsyningstilsynet kan modtage elkunders henvendelser om ”elhandelsvirksomheders

manglende overholdelse” af elleveringsbekendtgørelsen. Forsyningstilsynets tilsynsforpligtelse i

elleveringsbekendtgørelsen § 20 angående forbrugerrettigheder om elleveringskontrakter er fastsat i

medfør af elforsyningsloven § 6 a, stk. 1-3. Denne bemyndigelsesbestemmelse specificerer klima-,

energi-, og forsyningsministerens kompetence til at fastsætte regler, der forpligter bl.a.

elhandelsvirksomheder til at sikre bestemte grundlæggende forbrugerrettigheder.

Det fremgår klart af art. 37 i 2009-eldirektivet, at den regulerende myndighed har til opgave at

”overvåge (…) konkurrence på (…) detailsalgsniveau, (…) privatkundepriser, herunder

forudbetalingssystemer, andel af kunder, der skifter leverandør, andel af kunder, der afmeldes,

afgifter for og udførelse af vedligeholdelsestjenester, klager fra privatkunder samt enhver

forvridning eller begrænsning af konkurrencen”.

Når overvågningsforpligtelsen i art. 37 i eldirektivet fra 2009 sammenholdes med

bemyndigelsesbestemmelsen i elforsyningsloven § 6 a, stk. 1-3 og retten for elkunder i

elleveringsbekendtgørelsen § 20 til at rette henvendelse til Forsyningstilsynet om

elhandelsvirksomheders manglende overholdelse bestemte forbrugerrettigheder om kontrakter, er

det klart, at det har været hensigten, at Forsyningstilsynet skulle varetage en tilsynsopgave.

Imidlertid fremgår det ikke direkte af bemærkningerne til elforsyningsloven § 6 a, stk. 1-3, at

Forsyningstilsynet er pålagt en tilsynsopgave fsva. overholdelsen af de materielle rettigheder, der

udstedes i medfør af bestemmelsen. For at undgå fortolkningstvivl om omfanget af

Forsyningstilsynets tilsynsforpligtelse bør der indsættes en ny bemyndigelseshjemmel til særligt at

fastsætte regler om Forsyningstilsynets forpligtelse til at føre tilsyn om regler udstedt i medfør af §

6 a, stk. 1-3.

I medfør af en sådantilsynspligt vil det være muligt for Forsyningstilsynet at afdække, om der er et

mønster i klagesagerne til Ankenævnet på Energiområdet, enten på arten af klager eller på

fordelingen af klager mellem elhandelsvirksomhederne. Forsyningstilsynet vil eksempelvis kunne

reagere på en enkelt elhandelsvirksomheds manglende overholdelse af den samme rettighed eller

beslægtede rettigheder overfor flere elforbrugere. Forsyningstilsynet vil også kunne reagere på en

generel manglende overholdelse af en bestemt eller beslægtede rettigheder i

elhandelsvirksomheders forhold til elkunder.

3.1.1.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås med forslaget til ny § 5, nr. 25, at definitionen for begrebet slutkunde gennemføres.

Den gældende definition af husholdningsforbruger i lov om elforsyning § 5, nr. 10 forudsættes

videreført.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det foreslås desuden, at rettighedssubjekterne i elforsyningsloven § 6 a, stk. 1 specificeres til at

omfatte de to forbrugerkategorier, slutkunder og husholdningsforbrugere.

Indførelse af definitionen af en slutkunde i elforsyningsloven § 5, nr. 25 samt indførelsen af

slutkunden som rettighedssubjekt i elforsyningsloven § 6 a, stk. 1, medfører, at klima-, energi- og

forsyningsministeren kan fastsætte regler, der sikrer grundlæggende forbrugerrettigheder også for

den brede kreds af forbrugere, som slutkunder udgør. Det foreslås i den forbindelse, at

elleveringsbekendtgørelsens regler tilpasses, sådan at kravene til sikring af rettigheder for

slutkunder i elmarkedsdirektivets art. 10 gennemføres.

Det vil medføre, at de af slutkundernes forbrugerrettigheder, der for husholdningsforbrugeres

vedkommende er dækket af den almindelige forbrugerret i dansk lovgivning, også vil komme til at

gælde for slutkunder. Herved sikres en ensartet behandling af rettighederne for alle slutkunder, når

elmarkedsdirektivets art. 10 kræver det.

Ministeriet bemærker, at den del af forbrugergruppen slutkunder, der ikke som udgangspunkt er

dækkede af den almindelige danske forbrugerret, men som med ministeriets forslag vil blive

dækkede af den almindelige forbrugerret ved henvisning, udgør en afgrænset del af forbrugere. Det

vil navnlig være erhvervskunder, når disse kontraherer med f.eks. elhandelsvirksomheder og

aggregatorer. Der er således er tale om en afgrænset gruppe af rettighedshavere, der dels afgrænses

ved kun at udgøre den del af slutkundegruppen, som ikke er husholdningsforbrugere, og dels

afgrænses ved slutkundedefinitionen i forslag til definition af slutkunde i elforsyningsloven § 5, nr.

25, der gennemfører elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 3. Ministeret bemærker endelig, at de enkelte

bestemmelser i elmarkedsdirektivets art. 10 og 13 afgrænser hvilke rettigheder i hvilke

kontraktforhold, der vil gælde for den ovenfor nævnte gruppe af rettighedshavere.

Det foreslås med forslaget til ændring af § 6 a, stk. 1, at aggregatorer omfattes som pligtsubjekt i

bestemmelsen om klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence til at fastsætte regler om

grundlæggende forbrugerrettigheder.

Ministeriet bemærker i den forbindelse, at implementeringen af art. 13 i elmarkedsdirektivet

kræver, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler, der forpligter aggregatorer til at iagttage

visse krav relateret til kontrakter med slutkunder. I øvrigt bemærker ministeriet, at selvom kravene

til sikring af rettigheder ved aggregeringskontrakter i art. 13 ikke er identiske med kravene ved

elleveringskontrakter i art. 10 forudsættes forbrugerbeskyttelsen for husholdningsforbrugeres aftaler

med aggregatorer om fleksibilitetsydelser reguleret i lignende grad som aftaler med

elhandelsvirksomheder i forhold til aggregatorers- og elhandelsvirksomheders forpligtelser til

sikring af grundlæggende forbrugerrettigheder i aftaleforhold.

Ministeriet foreslår, at differentieringen mellem væsentlige og uvæsentlige oplysninger til ugunst

for forbrugeren i forhold til krav om varsling i elleveringsbekendtgørelsen § 3, der er fastsat med

hjemmel i elforsyningsloven §§ 6 a, stk. 1-3 forudsættes erstattet med et krav om varsling ved

enhver justering af leveringsprisen i overensstemmelse med kravet i elmarkedsdirektivet art. 10. stk.

4. For den del af slutkundegruppen, der ikke er husholdningsforbrugere foreslås det, at kravet om

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

varsling ved enhver ændring af leveringsprisen alene skal gælde den konkurrenceudsatte del af

prisen.

Det foreslås, at en elforbruger kan indgå aftaler med en aggregator uden samtykke fra

elforbrugerens elhandelsvirksomhed. Forslaget medfører, at kravet i art. 13, stk. 2 i

elmarkedsdirektivet gennemføres.

Det foreslås med forslaget til ændring af § 6 a, stk. 4, at aggregatorer omfattes som pligtsubjekt i

bestemmelsen om klima-, energi- og forsyningsministerens kompetence til at fastsætte regler om

faktureringsoplysninger og adgang til forbrugsoplysninger.

Ændringen af bestemmelsen sker under hensyn til fuld implementering af elmarkedsdirektivets art.

18 og bilag om fakturering og faktureringsoplysninger. Ministeriet bemærker i den forbindelse, at

pligtsubjektet i direktivets bestemmelser ikke er indskrænket til elhandelsvirksomheder.

Det foreslås endelig med forslag til ny § 6 a, stk. 5, at Klima-, energi- og forsyningsministeren gives

bemyndigelse til at fastsætte regler om, at Forsyningstilsynet skal føre tilsyn med

elhandelsvirksomheders og aggregatorers overholdelse af regler udstedt i medfør af § 6 a, stk. 1-4.

Den foreslåede bestemmelse i elforsyningsloven § 6 a, stk. 5 indebærer bl.a., at ministeren kan

bestemme, at Forsyningstilsynet skal føre tilsyn med elhandelsvirksomheders overholdelse af de

kontraktrettigheder, som forbrugere sikres i medfør af § 6 a, stk. 1-3. Forsyningstilsynet skal ikke

være klageinstans, men vil kunne varetage sin tilsynspligt bl.a. ved at overvåge arten og antallet af

klager til Ankenævnet på Energiområdet om manglende overholdelse af regler udstedt i medfør af

elforsyningsloven § 6 a, stk. 1-3.

3.1.2. Leveringspligten

3.1.2.1. Gældende ret

Leveringspligten i elforsyningsloven § 6 b, stk. 1, forpligter elhandelsvirksomheder, som tilbyder

levering af elektricitet til husholdningsforbrugere, på anmodning om levering og mod betaling, at

levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de netområder, hvor

elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter.

Den gældende bestemmelse i § 6 b, stk. 1, indebærer at elhandelsvirksomheder ikke kan undlade at

tilbyde et eller flere elprodukter til enkelte husholdningsforbrugere eller kategorier af

husholdningsforbrugere i et netområde, når elhandelsvirksomheden markedsfører elprodukter til

husholdningsforbrugere i det pågældende netområde. Det fremgår af de almindelige bemærkninger

til leveringspligten som fremsat i lovforslaget, jf. pkt. 3.1.3 i Folketingstidende 2013-14, tillæg A,

side 16, at formålet med at lade en leveringspligt omfatte ”alle elprodukter, som en

elhandelsvirksomhed markedsfører til husholdningsforbrugere i det samme netområde (…) er at

sikre, at der ikke sker prisdiskrimination af husholdningsforbrugere.” Videre fremgår det, at

indførelsen af leveringspligten sikrer, at ”en elhandelsvirksomhed ikke kan tvinge økonomisk svage

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

husholdningsforbrugere til at aftage et elprodukt med højere priser end virksomhedens øvrige

elprodukter.”

3.1.2.2. Elmarkedsdirektivet

Art. 27, stk. 1 i elmarkedsdirektivet indebærer, at medlemsstaterne skal sikre, at alle

husholdningskunder og, når medlemsstaterne anser det for hensigtsmæssigt, små virksomheder

omfattes af en leveringspligt, dvs. har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til

konkurrencedygtige, rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og

ikkeforskelsbehandlende priser på deres område. Medlemsstaterne kan for at sikre leveringspligt

med henblik herpå udpege en leveringspligtig leverandør. Medlemsstaterne skal pålægge

distributionssystemoperatører en forpligtelse til at tilslutte kunderne til deres net i henhold til vilkår,

betingelser og tariffer, som er fastlagt efter proceduren i artikel 59, stk. 7.

Elmarkedsdirektivet er ikke til hinder for, at medlemsstaterne styrker husholdningskunders og små

og mellemstore ikkehusholdningskunders markedsposition ved at fremme mulighederne for, at

denne kundegruppe frivilligt kan lade sig repræsentere samlet.

Art. 27, stk. 2 bestemmer, at rettigheden i art. 27, stk. 1 skal gennemføres på en gennemsigtig og

ikkeforskelsbehandlende måde samt ikke hindre det frie valg af leverandør i art. 4 i

elmarkedsdirektivet.

Art. 16 i elmarkedsdirektivet regulerer en ny retlig enhed, borgerenergifællesskabet. Efter art. 16,

stk. 1 og stk. 3, skal medlemsstaterne sikre borgerenergifællesskabet en række rettigheder.

Borgerenergifællesskabet er defineret i art. 2, nr. 11 som en retlig enhed, der er baseret på frivillig

og åben deltagelse og reelt kontrolleres af medlemmer eller partshavere, der er fysiske personer,

lokale myndigheder, herunder kommuner, eller små virksomheder, hvis primære formål er at give

sine medlemmer eller partshavere eller de lokalområder, hvor det drives, miljømæssige,

økonomiske eller sociale fællesskabsfordele frem for at give økonomisk gevinst, og som kan

beskæftige sig med produktion, herunder baseret på vedvarende energikilder, distribution, levering,

forbrug, aggregering, energilagring, energieffektivitetsydelser eller ydelser til opladning af

elektriske køretøjer eller yde andre energiydelser til sine medlemmer eller partshavere.

Efter art. 17, stk. 1 i direktivet skal medlemsstaterne tillade og fremme deltagelse i fleksibelt

elforbrug gennem aggregering. Medlemsstaterne skal tillade slutkunder, herunder dem, der tilbyder

fleksibelt elforbrug gennem aggregering, at deltage sideløbende med producenter på alle

elektricitetsmarkeder på en ikkeforskelsbehandlende måde.

3.1.2.3. Ministeriets overvejelser

Den gældende leveringspligt i elforsyningsloven § 6 b, stk. 1 er bredere end kravet om

leveringspligt i elmarkedsdirektivet art. 27, stk. 1, 1. pkt., fordi elhandelsvirksomheder efter § 6 b,

stk. 1, har pligt til at levere ethvert elprodukt, som virksomheden udbyder i det pågældende

netområde, til alle husholdningsforbrugere. Efter art. 27, stk. 1, 1. pkt. skal medlemsstaterne alene

sikre, at husholdningskunder har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Den gældende leveringspligt i § 6 b, stk. 1 blev indført ved lov nr. 633 af 16. juni 2014.

Leveringspligten blev indført på baggrund af Elreguleringsudvalgets anbefalinger om en model til

afløsning af elforsyningslovens ordning om forsyningspligtig virksomhed og forsyningspligtige

produkter. I Elreguleringsudvalgets rapport fra den 30. maj 2013 om ”Forslag til en fremtidig

regulering af forsyningspligten” fremgår det, at alle elhandelsselskaber bør få pligt til mod betaling

at levere el til husholdningskunder, der anmoder om det, da dette vil sikre ”en lovreguleret adgang

til elforsyning, som er en basal livsfornødenhed i et moderne samfund.”

Ministeriet vurderer fortsat, at elforsyningens særlige karakter som ydelse udgør et vægtigt hensyn

for en lovreguleret leveringspligt. Ministeriet vurderer desuden, at hensynet til

forbrugerbeskyttelsen bevirker, at den nuværende model, hvor leveringspligten omfatter ethvert

elprodukt, bør opretholdes. Ved fastholdelsen af dette udgangspunkt vurderer ministeriet, at der

bedst sikres en stabil forbrugerbeskyttelse, og at alle husholdningsforbrugere fortsat tilbydes et

bredt udvalg af produkter for at skabe optimale betingelser for mobiliteten på markedet.

Ministeriet vurderer dog, at der er behov for undtagelser til leveringspligten. Ministeriet vurderer, at

de nedenfor beskrevne undtagelser vedrørende levering af elektricitet i forbindelse med aggregering

og levering af elektricitet til borgerenergifællesskaber bevirker, at leveringspligten samlet set blødes

op, sådan at der skabes en befordrende ramme for aktivering af fleksibelt elforbrug og etablering af

borgerenergifællesskaber. I forbindelse med den forventede øgede elektrificering af energiforbruget

i samfundet vurderer ministeriet, at undtagelsen vedrørende levering af elektricitet i forbindelse

med aggregering over tid vil kunne betyde, at en ikke ubetydelig del af det samlede elforbrug i

Danmark leveres via produkter, der er undtaget leveringspligten. Ministeriet vurderer, at

undtagelsen af bestemte ydelser fra leveringspligten indebærer, at leveringspligten gradvist

nuanceres i takt med den øgede elektrificering, samtidig med at det høje niveau for

forbrugerbeskyttelse som udgangspunkt bevares. Ministeriet vurderer endelig, at det er vigtigt at

opretholde de gode vilkår for forbrugere, der af forskellige grunde ikke vil være i stand til- eller

ikke ønsker at deltage aktivt i aggregering eller energifællesskaber.

Ministeriet vurderer, at de enkelte undtagelser bør reguleres ved bekendtgørelse med hjemmel i en

generel bemyndigelsesbestemmelse til klima-, energi, og forsyningsministeren for at sikre en

fleksibel ramme for reguleringen af undtagelser til leveringspligten med lettere adgang til løbende

justeringer. Denne hjemmel skal give ministeren adgang til at fastsætte regler om undtagelse af

visse ydelser om levering af elektricitet fra leveringspligten.

3.1.2.3.1. Undtagelse af levering af elektricitet i forbindelse med aggregering af regulerbart

elforbrug

Ministeriet vurderer, at der er et behov for at undtage elprodukter fra leveringspligten, når disse

leveres i forbindelse med aggregering på et særskilt målepunkt, der alene er knyttet til en eller flere

installationer, hvis drift resulterer i et regulerbart elforbrug. Behovet for undtagelsesmuligheden

begrundes i 1) det materielle omfang af elmarkedsdirektivets art. 27, stk. 1, 2) kravet til

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

medlemsstaterne i elmarkedsdirektivets art. 17, stk. 1, og 3) den særlige karakter af det regulerbare

elforbrug, der knyttes til aggregering.

Ministeriet bemærker indledningsvist, at der i disse overvejelser anvendes begrebet regulerbart

elforbrug i stedet for elmarkedsdirektivets begreb fleksibelt elforbrug. Begrebet fleksibelt elforbrug

er et bredere begreb end regulerbart elforbrug, fordi fleksibelt elforbrug også rummer forbrug, der

reagerer på markedssignaler, bl.a. tidspunktafhængige elpriser eller finansielle incitamenter.

Regulerbart elforbrug rummer alene det forbrug, der er sat op til at blive styret af en

aggregatorvirksomhed via en funktion, der direkte påvirker driften på en eller flere installationer,

eksempelvis ved fuldt eller delvist at afbryde forbruget eller ved at øge forbruget.

Art. 27, stk. 1, 1. pkt. forpligter ikke medlemsstaterne til at sikre, at levering af elektricitet i

forbindelse med aggregering af fleksibelt elforbrug er omfattet af leveringspligt. Bestemmelsen

forpligter alene til sikring af en ”ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til

konkurrencedygtige, rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og

ikkeforskelsbehandlende priser…”. Ministeriet bemærker herved, at art. 27, stk. 1, 1. pkt. alene

sikrer en ret til levering af elektricitet af en bestemt kvalitet. Ministeriet vurderer, at art. 27 ikke

udelukker, at levering af elektricitet i forbindelse med aggregering ikke omfattes af den

leveringspligt, som en medlemsstat gennemfører regler om.

Art. 17, stk. 1, 1. pkt. forpligter medlemsstaterne til at fremme deltagelse i fleksibelt elforbrug

gennem aggregering. Ministeriet vurderer ikke, at den gældende § 6 b, stk. 1 i elforsyningsloven

fremmer deltagelse i fleksibelt elforbrug gennem aggregering, hvis aggregeringen indebærer

levering af elektricitet, fordi levering af elprodukter til et aggregeret forbrug efter § 6 b, stk. 1 vil

skulle tilbydes til alle husholdningsforbrugere på samme vilkår, uanset i hvilken grad

husholdningsforbrugeren har et regulerbart elforbrug.

Aggregering af en husholdningsforbrugers forbrug forudsætter, at husholdningsforbrugeren har et

regulerbart elforbrug af en vis størrelse, der kan aktiveres via aggregatorvirksomheden. Ministeriet

vurderer, at det vil være vanskeligt at aktivere husholdningsforbrugernes regulerbare elforbrug, hvis

elhandelsvirksomheder ikke kan tilbyde særlige elprodukter til husholdningsforbrugere med et

regulerbart elforbrug.

Et regulerbartelforbrug vil i denne forbindelse indebære, at forbruget ikke er bundet til bestemte

tidspunkter, men at det kan flyttes, uden at dette bevirker, at husholdningsforbrugeren behøver at

ændre forbrugsadfærd ud over den ramme for fleksibilitet som husholdningsforbrugeren har givet

samtykke til. Sådanne typer af elforbrug kan eksempelvis være knyttet til elbiler eller

varmepumper. Ved elforbrug tilknyttet en elbil kan det være underordnet for ejeren af elbilen,

hvornår elbilen lades op. Ved elforbrug til en varmepumpe kan det accepteres af

husholdningsforbrugeren, at husstanden opvarmes til et spænd mellem to temperaturer i stedet for

en fikseret temperatur. Det gælder både for elforbrug til elbiler og varmepumper, at det samlede

forbrug knyttet til forbrugstyperne er så stort, at aktiveringen af det fleksible elforbrug er særligt

relevant.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Ministeriet vurderer i tillæg til det ovenstående, at undtagelsen af disse elprodukter fra

leveringspligten kan medvirke til, at energiforbrug flyttes til vedvarende energikilder fra ikke-

vedvarende energikilder. I den forbindelse vurderer ministeriet, at undtagelsen generelt kan virke

understøttende på den grønne omstilling og befordrende for udnyttelse af kapaciteten i elnettet.

Ministeriet vurderer endelig, at undtagelsen bør knyttes til tre forudsætninger: 1) Undtagelsen

gælder alene elprodukter, der leveres i forbindelse med aggregering. 2) Leveringen af elproduktet

skal ske på et særskilt målepunkt. 3) Det særskilte målepunkt skal alene foranstalte levering af

elektricitet til en eller flere installationer, hvis drift resulterer i et regulerbart elforbrug.

De tre forudsætninger skal tjene til afgrænsning af de elprodukter, der undtages fra leveringspligten.

Hensynet bag afgrænsningen er, at det alene bør være de elprodukter, der leveres specifikt til

bestemte elforbrugende installationer, hvis drift har en særlig regulerbar beskaffenhed, der undtages

fra leveringspligten. Det elforbrug, leveres til almindeligt husholdningsforbrug, bør således fortsat

være dækket af leveringspligtige produkter.

3.1.2.3.2. Undtagelse af levering af elektricitet produceret i et borgerenergifællesskab

Ministeriet vurderer, at der er et behov for at undtage elprodukter fra leveringspligten, når disse

alene indebærer levering af elektricitet, der er er produceret i et borgerenergifællesskab, og

leveringen kun sker til medlemmer af borgerenergifællesskabet. Behovet for

undtagelsesmuligheden begrundes i 1) borgerenergifællesskabets særlige karakter som retlig enhed,

der ikke primært har til formål at agere kommercielt, og 2) at borgerenergifællesskabet, der råder

over en begrænset produktionskapacitet, bør have en eksklusiv ret til forbrug af den producerede

elektricitet, der stammer fra borgerenergifællesskabets produktionsfaciliteter.

Art. 27, stk. 1, 1. pkt. forpligter ikke medlemsstaterne til at sikre, at levering af elektricitet, der er

produceret i et borgerenergifællesskab, er omfattet af en leveringspligt. Bestemmelsen forpligter

alene til sikring af en ”ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til konkurrencedygtige,

rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikkeforskelsbehandlende priser…”.

Ministeriet bemærker herved, at art. 27, stk. 1, 1. pkt. alene sikrer en ret til levering af elektricitet af

en bestemt kvalitet. Ministeriet vurderer, at art. 27 ikke udelukker, at levering af elektricitet, der er

produceret i- og leveres til et borgerenergifællesskab iikke omfattes af den leveringspligt, som en

medlemsstat gennemfører regler om.

Det fremgår af definitionen på et borgerenergifællesskab i art. 2, nr. 11, at et borgerenergifællesskab

er ”baseret på frivillig og åben deltagelse…”, at og dets ”primære formål er give sine medlemmer

eller partshavere eller de lokalområder, hvor det drives, miljømæssige, økonomiske eller sociale

fællesskabsfordele frem for at give økonomisk gevinst…”.

Når et borgerenergifællesskab råder over produktionskapacitet, vil denne altid være begrænset.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Et borgerenergifællesskab med en begrænset produktion af elektricitet bør ikke igennem en

tilknyttet elhandelsvirksomhed forpligtes til at afsætte sin produktion uden for fællesskabets

grænser til enhver husholdningsforbruger i et netområde. Etableringen af et borgerenergifællesskab

vil typisk betyde, at medlemmerne af borgerenergifællesskabet investerer i produktionsanlæg. En

sådan investering udgør en økonomisk binding for borgerenergifællesskabet, som modsvares af den

fordel, som produktion og forbrug af elektricitet inden for borgerenergifællesskabets grænser udgør.

Ministeriet vurderer, at leveringspligten, hvis den også omfattede elektricitet produceret af et

borgerenergifællesskab, ville bevirke, at husholdningsforbrugere uden for kredsen af medlemmer af

et borgerenergifællesskab ville drage fordel af borgerenergifællesskabets produktion. En sådan

forpligtelse ville i praksis udgøre en væsentlig barriere for etablering af borgerenergifællesskaber.

Ministeriet vurderer endelig, at undtagelsen bør knyttes til to forudsætninger: 1) Undtagelsen

gælder alene elprodukter, der alene indeholder elektricitet produceret i et borgerenergifællesskab. 2)

Leveringen af elproduktet sker kun til medlemmer af- eller partshavere i borgerenergifællesskabet.

Det bemærkes, at medlemmer af et borgerenergifællesskab i de fleste tilfælde vil have behov for at

få leveret mere elektricitet til sig end den elektricitet, der produceres i borgerenergifællesskabet. I

dette tilfælde vil leveringen af elektricitet ud over den elektricitet, der stammer fra

borgerenergifællesskabets produktion, skulle ske på et leveringspligtigt produkt. For denne residual

vil elhandelsvirksomheden således være forpligtet inden for rammerne af udgangspunktet i § 6 b,

stk. 1.

3.1.2.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte regler

om undtagelser til leveringspligten i elforsyningslovens § 6 b, stk. 1, herunder for levering af

elektricitet i forbindelse med aggregering og levering af elektricitet til medlemmer af- eller

partshavere i borgerenergifællesskaber.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 b, stk. 12 vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren

bliver bemyndiget til at fastsætte regler om undtagelse af visse ydelser fra leveringspligten i

elforsyningsloven § 6 b, stk. 1. Under hensyn til de ovennævnte overvejelser om levering af

elektricitet i forbindelse med aggregering og levering af elektricitet til medlemmer af- eller

partshavere i borgerenergifællesskaber, foreslår ministeriet, at disse bør undtages fra

leveringspligten i elforsyningsloven § 6 b, stk. 1. Undtagelserne forventes at blive indført med

ikrafttrædelse 1. januar 2021.

I forhold til gældende ret vil bemyndigelsesbestemmelsen betyde, at det fremover ikke vil være

ethvert elprodukt, der er omfattet af leveringspligten. Ministeriet bemærker, at

bemyndigelsesbestemmelsen for eventuelle yderligere bekendtgørelsesfastsatte undtagelser til

leveringspligten forudsættes anvendt under iagttagelse af kravene i elmarkedsdirektivets art. 27.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.1.3 Ret til dynamisk elpriskontrakt

3.1.3.1. Gældende ret

Leveringspligten i elforsyningslovens § 6 b, stk. 1, forpligter elhandelsvirksomheder som tilbyder

levering af elektricitet til husholdningsforbrugere, på anmodning om levering og mod betaling, at

levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de netområder, hvor

elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter.

Den gældende bestemmelse i § 6 b, stk. 1, indebærer at elhandelsvirksomheder ikke kan undlade at

tilbyde et eller flere elprodukter til enkelte husholdningsforbrugere eller kategorier af

husholdningsforbrugere i et netområde. Formålet hermed er at sikre, at der ikke kan ske

prisdiskrimination af husholdningsforbrugerne. Med bestemmelsen sikres det således, at en

elhandelsvirksomhed ikke kan tvinge økonomisk svage husholdningsforbrugere til at aftage et

elprodukt med højere priser end virksomhedens øvrige elprodukter.

Leveringspligten i § 6 b, stk. 1, giver alene en ret til husholdningsforbrugere.

§ 2 i bekendtgørelse nr. 75 af 25. januar 2019 om fjernaflæste elmålere og måling af elektricitet i

slutforbruget (målerbekendtgørelsen) bevirker, at netvirksomhederne skal sikre, at der inden den 31.

december 2020 er idriftsat fjernaflæste elmålere hos alle slutbrugere. § 1, stk. 2 i

målerbekendtgørelsen præciserer, at der ved slutbruger i målerbekendtgørelsen forstås en fysisk

eller juridisk person, hvis levering eller aftag af elektricitet i nettet er omfattet af netvirksomhedens

pligt til at måle levering og aftag af elektricitet i nettet.

Elforsyningsloven § 82 a, stk. 1, forpligter Forsyningstilsynet til at foretage årlige undersøgelser af

elpriser for elforbrugere med et forbrug på op til 100.000 kWh om året og vurdere, om priserne er

rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende. Resultatet af

undersøgelserne offentliggøres på Forsyningstilsynets hjemmeside.

3.1.3.2. Elmarkedsdirektivet

Art. 2, nr. 15 definerer en dynamisk elpriskontrakt som en elektricitetsleveringskontrakt mellem en

leverandør og en slutkunde, som afspejler prisudsvinget på spotmarkederne, herunder på day-ahead-

og intraday-markeder, med intervaller, der som minimum svarer til markedsafregningsintervallerne.

Art. 11, stk. 1, 2. pkt., i elmarkedsdirektivet indebærer, at medlemsstaterne skal sikre, at slutkunder,

som har fået installeret en intelligent måler, kan anmode om at indgå en dynamisk elpriskontrakt

med mindst én leverandør og med enhver leverandør, som har flere end 200.000 slutkunder.

Art. 11, stk. 2, 2. pkt., i elmarkedsdirektivet angiver, at de regulerende myndigheder skal overvåge

markedsudviklingen og vurdere de risici, som de nye produkter og ydelser kan udgøre, og gribe ind

over for urimelig praksis.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Art. 11, stk. 4, angiver, at medlemsstaterne eller de regulerende myndigheder som minimum i en

tiårsperiode efter indførelsen af dynamiske elpriskontrakter skal overvåge og offentliggøre en årlig

rapport om de vigtigste udviklinger på dette område, herunder tilbuddene på markedet og effekten

på forbrugernes regninger, og særligt omfanget af prisudsvingene.

I Danmark er den regulerende myndighed Forsyningstilsynet.

Art. 2, nr. 3 definerer en slutkunde som en kunde, der køber elektricitet til eget forbrug.

Art. 2, nr. 23 definerer et intelligent målersystem som et elektronisk system, som kan måle den

elektricitet, der leveres til nettet, eller den elektricitet, der forbruges, og give flere oplysninger end

en konventionel måler, og som kan sende og modtage data til informations-, overvågnings- og

kontrolformål ved hjælp af en form for elektronisk kommunikation.

3.1.3.3. Ministeriets overvejelser

3.1.3.3.1. Ret til dynamisk elpriskontrakt

Den gældende leveringspligt i elforsyningsloven § 6 b, stk. 1, sikrer alene husholdningsforbrugeren

en ret til at kunne aftale levering af alle de elprodukter, som en elhandelsvirksomhed udbyder i det

netområde, hvorfra husholdningsforbrugeren ønsker at aftage elektricitet. § 6 b, stk. 1, forpligter

således ikke elhandelsvirksomheder til at udbyde bestemte produkter i et givent netområde.

Det er muligt, at en elforbruger kan ønske at aftage et dynamisk elprisprodukt i et givent netområde,

hvor ingen elhandelsvirksomheder udbyder dynamiske elprisprodukter. I en sådan situation vil § 6

b, stk. 1, ikke forpligte elhandelsvirksomhederne i det givne netområde til at udbyde sådanne

produkter.

Ministeriet bemærker, at § 2 i bekendtgørelse nr. 75 af 25. januar 2019 om fjernaflæste elmålere og

måling af elektricitet i slutfobruget (målerbekendtgørelsen) indebærer, at alle elforbrugere senest

den 31. december 2020 skal være tilsluttet elnettet igennem en fjernaflæst elmåler. I

overensstemmelse med elmarkedsdirektivets definition af slutkunder i art. 2, nr. 3, og samme

direktivs definition af intelligente målersystemer i art. 2, nr. 23, er elforbrugere derved dækket af

rettigheden til dynamiske elpriskontrakter i art. 11, stk. 1, 2. pkt.

Idet rettigheden i art. 11, stk. 1, 2. pkt. ikke er sikret ved leveringspligten i § 6 b, stk. 1, vurderer

ministeren at alle elhandelsvirksomheder med over 200.000 slutkunder skal udbyde dynamiske

elpriskontrakter til slutkunder med et forbrug på under 100.000 kWh om året inden for det eller de

netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter.

Der er ikke sikkerhed for, at der til enhver tid i alle netområder vil være en elhandelsvirksomhed

med over 200.000 slutkunder. Ministeriet vurderer derfor, at Forsyningstilsynet skal gives

kompetence til at udstede et påbud om at udbyde dynamiske elpriskontrakter til slutkunder med et

forbrug på under 100.000 kWh om året til den elhandelsvirksomhed i et netområde med flest af

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

disse slutkunder, hvis andre elhandelsvirksomheder i netområdet ikke udbyder dynamiske

elpriskontrakter til denne gruppe af slutkunder. Forsyningstilsynet vil i den forbindelse alene have

kompetence til at udstede et påbud til den elhandelsvirksomhed med flest slutkunder i et netområde,

hvis de øvrige elhandelsvirksomheder i netområdet ikke udbyder dynamiske elprisprodukter til

slutkunder med et forbrug på under 100.000 kWh om året.

Ministeriet vurderer, at retten til dynamisk elpriskontrakt i elmarkedsdirektivets art. 11, stk. 1, 2.

pkt., bør gennemføres i elforsyningsloven af hensyn til fuld implementering af elmarkedsdirektivets

bestemmelser, der giver rettigheder til borgere og virksomheder. Det er dog ministeriets vurdering,

at dynamiske elpriskontrakter allerede er udbredt på det danske elmarked. I forhold til den

nuværende og forventede fremtidige udbredelse af dynamiske elpriskontrakter på det danske

elmarked, forventer ministeriet ikke, at 1) forpligtelsen for elhandelsvirksomheder i forslag til ny §

6 b, stk. 2, 1. pkt., vil indebære en forpligtelse til at udbyde en ydelse, som elhandelsvirksomheden

ikke i forvejen ville have et kommercielt incitament til at udbyde, og 2) at Forsyningstilsynets

opgave med at give påbud i medfør af den beskrevne kompetence i forslag til § 6 b, stk. 2, 2. pkt.,

derfor kommer til at have et beskeden omfang.

3.1.3.3.2. Forsyningstilsynets overvågning og handlepligt

Ministeriet vurderer, at det er nødvendigt at ændre § 82 a, stk. 1, således at Forsyningstilsynets

undersøgelsesforpligtelse suppleres med en overvågningsforpligtelse vedrørende dynamiske

elprisprodukter. I medfør af en sådan ændring vil Forsyningstilsynet få til opgave at overvåge

markedsudviklingen for dynamiske elprisprodukter og vurdere de risici, som disse produkter og

ydelser kan udgøre, og gribe ind over for urimelig praksis.

Ministeriet vurderer, at dette vil sikre implementering af elmarkedsdirektivets art. 11, stk. 2, 2. pkt.,

hvorefter de regulerende myndigheder skal overvåge markedsudviklingen og vurdere de risici, som

de nye produkter og ydelser kan udgøre, og griber ind over for urimelig praksis.

Forsyningstilsynets forpligtelse til at gribe ind over for urimelig praksis vedrørende

markedsudviklingen for dynamiske elprisprodukter- og ydelser indebærer et skøn for

Forsyningstilsynet. Handlepligten vil således aktiveres, hvis Forsyningstilsynet efter et skøn

vurderer, at en praksis har været urimelig. Ministeriet vurderer i den forbindelse, at reglen i art. 11,

stk. 2, 2. pkt., bl.a., skal tjene til sikring af, at slutkunder modtager oplysninger om muligheder og

risici ved dynamiske elpriskontrakter fordi betalingsforpligtelsen for slutkunden er dynamisk.

Urimelig praksis vil også kunne foreligge, hvis en dynamisk elpriskontrakt, der angiver at følge en

nærmere angivet beregningsmodel for prisændringer i realiteten ikke efterleves, når slutkunden

faktureres. I den forbindelse kan der lægges vægt på, at slutkunder ikke kan forventes at have

fagligheden til at påse, om beregningsmodellen efterleves. Endelig henvises der til § 4 i lov om

markedsføring om god erhvervsskik. Bestemmelsen implementerer art. 3, stk. 1 og art. 5, stk. 1-3 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 2005-05-11 om virksomheders urimelige handelspraksis

over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450 og Europa-

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Parlamentets og Rådets direktiv 97/7, 98/27 og 2002/65 og Europa-Parlamentets og Rådets

forordning nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (2005/29). Art. 5, stk. 1-3 i

direktivet om urimelig handelspraksis definerer urimelig handelspraksis. Bilag I i direktivet om

urimelig handelspraksis angiver en fortegnelse over former for handelspraksis, der under alle

omstændigheder betragtes som urimelig. Ministeriet vurderer, at begrebet urimelig praksis i art. 11,

stk. 2, 2. pkt., i elmarkedsdirektivet skal fortolkes i overensstemmelse med art. 5 og bilag I i

direktivet om urimelig handelspraksis. Der vil således være tale om urimelig praksis i

elmarkedsdirektivets forstand, hvis art. 3, 5 og bilag I i direktivet om urimelig handelspraksis leder

til, at der er tale om urimelig handelspraksis.

§ 82 a, stk. 1, bør desuden ændres, således at Forsyningstilsynets årlige offentliggørelse om

prisundersøgelser efter § 82 a, stk. 1, 3. pkt., udvides til også at omfatte overvågningen vedrørende

dynamiske elpriskontrakter.

Dette forslag til ændring sikrer implementering af elmarkedsdirektivets art. 11, stk. 4, hvorefter

medlemsstaterne eller de regulerende myndigheder skal offentliggøre en årlig rapport om de

vigtigste udviklinger på området for dynamiske elpriskontrakter, herunder tilbuddene på markedet

og effekten på forbrugernes regninger, og særligt omfanget af prisudsvingene.

En sådan ændring indebærer derved, at opgaven i art. 11, stk. 4, tillægges Forsyningstilsynet.

Ministeriet begrunder dette med, at opgaven i art. 11, stk. 4, har sammenhæng med

Forsyningstilsynets opgave efter den gældende § 82 a, stk. 1, i lov om elforsyning.

Ministeriet bemærker i den forbindelse, at opgaven i forslag til ændring af § 82 a, stk. 1, forudsættes

afgrænset i overensstemmelse med art. 11, stk. 4, i elmarkedsdirektivet, således at

Forsyningstilsynets forpligtelse til at offentliggøre materiale angår om de vigtigste udviklinger på

området for dynamiske elpriskontrakter, herunder tilbuddene på markedet og effekten på

forbrugernes regninger, og særligt omfanget af prisudsvingene.

2.1.3.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at alle elhandelsvirksomheder med over 200.000 slutkunder skal udbyde dynamiske

elpriskontrakter til slutkunder med et forbrug på under 100.000 kWh om året inden for det eller de

netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter. Det foreslås desuden, at

Forsyningstilsynet påbyder den elhandelsvirksomhed med flest slutkunder i et netområde at udbyde

dynamiske elpriskontrakter til slutkunder med et forbrug på under 100.000 kWh om året, hvis andre

elhandelsvirksomheder i netområdet ikke udbyder dynamiske elpriskontrakter til disse slutkunder.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 b, stk. 2 vil medføre, at alle elhandelsvirksomheder med over

200.000 slutkunder skal udbyde dynamiske elpriskontrakter til slutkunder med et forbrug på under

100.000 kWh om året inden for det eller de netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder

elprodukter. Forsyningstilsynet påbyder den elhandelsvirksomhed med flest slutkunder i et

netområde at udbyde dynamiske elpriskontrakter til slutkunder med et forbrug på under 100.000

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

kWh om året, hvis andre elhandelsvirksomheder i netområdet ikke udbyder dynamiske

elpriskontrakter til disse slutkunder.

Ministeriet bemærker, at den gældende leveringspligt ikke dækker implementeringskravet i

elmarkedsdirektivet om dynamiske elpriskontrakter, fordi den gældende leveringspligt ikke

forpligter elhandelsvirksomheder til at udbyde elprodukter af en bestemt beskaffenhed. For at undgå

overimplementering vil det ubetingede krav alene gælde for elhandelsvirksomheder med over

200.000 slutkunder. Hvis en slutkunde ønsker at kunne indgå en dynamisk elpriskontrakt i et

netområde, hvor der ikke er nogen elhandelsvirksomheder, der har et kundegrundlag på 200.000

slutkunder, og der samtidigt ikke er nogen elhandelsvirksomheder, der udbyder dynamiske

elspriskontrakter, vil Forsyningstilsynet have hjemmel til at udstede et påbud.

Ministeriet vurderer dog, at byrden for elhandelsvirksomheder efter § 6 b, stk. 2, 1. pkt., vil være

begrænset, ligesom Forsyningstilsynets afgørelsesvirksomhed efter § 6 b, stk. 2, 2. pkt., vil være

det, idet dynamiske elpriskontrakter allerede er udbredt på det danske elmarked. Ministeriet kan dog

ikke udelukke, at forpligtelserne vil komme til at påvirke elhandelsvirksomheder.

Det foreslås desuden, at Forsyningstilsynet skal overvåge markedsudviklingen for dynamiske

elprisprodukter og vurdere de risici, som disse produkter og ydelser kan udgøre, samt gribe ind over

for urimelig praksis. Endelig foreslås det, at resultatet af overvågningen offentliggøres på

Forsyningstilsynets hjemmeside.

De foreslåede ændringer i § 82 a, stk. 1, vil medføre, at Forsyningstilsynets

undersøgelsesforpligtelse i den gældende § 82 a, stk. 1, suppleres med en overvågningsforpligtelse

vedrørende dynamiske elprisprodukter. I medfør af denne ændring vil Forsyningstilsynet få til

opgave at overvåge markedsudviklingen for dynamiske elprisprodukter og vurdere de risici, som

disse produkter og ydelser kan udgøre, og gribe ind over for urimelig praksis. De foreslåede

ændringer i § 82 a, stk. 1, vil også medføre, at Forsyningstilsynets årlige offentliggørelse om

prisundersøgelser efter § 82 a, stk. 1, 3. pkt., udvides til også at omfatte overvågningen vedrørende

dynamiske elpriskontrakter.

3.1.4. Aktive kunder

3.1.4.1. Gældende ret

Der er ikke regulering af aktive kunder i dansk ret forud for implementeringen af det omarbejdede

elmarkedsdirektiv. Årsagen til dette er, at den aktive kunde er et nyt kundebegreb, der introduceres i

elmarkedsdirektivet.

I vidt omfang har eksisterende regler i bl.a. elforsyningsloven betydning for den aktive kunde. Det

gælder bl.a. regler om egenproducenter, afregning, fjernaflæste elmålere samt tariffering.

Aktive kunder kan således være egenproducenter efter de almindelige regler om egenproducenter.

Dette bevirker bl.a. at en aktiv kunde, når denne er egenproducent, vil være underlagt regler udstedt

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

i medfør af § 8 a i lov om elforsyning, og at elafgiftslovens regler om undtagelse fra afgift vil finde

anvendelse inden for omfanget af bestemmelserne i § 2, stk. 1, litra c, jf. § 2, stk. 3-7.

Reglerne om afregning af egenproducenter er tilsvarende identisk for aktive kunder, når disse er

egenproducenter. Regler om nettoafregning af PSO-tariffen ligger i bekendtgørelse nr. 999 af 29.

juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet (nettoafregningsbekendtgørelsen).

Nettoafregning af eleafgiften er reguleret i elafgiftsloven.

Den aktive kunde er desuden dækket af reglerne i bekendtgørelse nr. 75 af 25. januar 2019 om

fjernaflæste elmålere og måling af elektricitet i slutforbruget (målerbekendtgørelsen). Det bevirker

bl.a. at netvirksomhederne efter § 2, stk. 1, skal sikre, at der inden den 31. december 2020 er

idriftsat fjernaflæste elmålere hos alle slutbrugere, herunder aktive kunder. Af § 8 fremgår det, at

netvirksomhederne har pligt til at indsende timemålte forbrugsdata til datahubben fra de af

netvirksomhedernes slutbrugere, hvor der er idriftsat fjernaflæste elmålere. Dette gælder også

forbrugsdata fra aktive kunder.

Tarifering af aktive kunder vil også finde sted efter de almindelige regler. Det betyder bl.a. at

prisfastsættelse af tariffer efter lov om elforsyning § 73, stk. 1, 1. pkt., har den samme betydning for

aktive kunder som andre kundetyper, der er underlagt tariffering.

3.1.4.2. Elmarkedsdirektivet

Den aktive kunde er et nyt rettighedssubjekt i elmarkedsdirektivet i forhold til eldirektivet fra 2009.

Aktive kunder er defineret i art. 2, nr. 8 som en slutkunde eller en gruppe af slutkunder, som handler

i fællesskab, og som forbruger eller lagrer elektricitet, der er produceret på dennes eget område, der

befinder sig inden for afgrænsede skel, eller, hvis en medlemsstat tillader det, på andre områder,

eller der sælger egenproduceret elektricitet eller deltager i fleksibilitetsordninger eller

energieffektivitetsordninger, forudsat at disse aktiviteter ikke udgør dennes primære forretnings-

eller erhvervsmæssige virksomhed.

De rettigheder, som en medlemsstat skal sikre for aktive kunder fremgår af art. 15 i

elmarkedsdirektivet.

Efter art. 15, stk. 1, skal en medlemsstat sikre, at slutkunder har ret til at handle som aktive kunder

uden at være underlagt uforholdsmæssige eller forskelsbehandlende tekniske krav, administrative

krav, procedurer og gebyrer, samt netgebyrer, der ikke afspejler omkostningerne.

Art. 15, stk. 2 bestemmer, at en medlemsstat skal sikre en række rettigheder og forpligtelser for

aktive kunder, herunder, at aktive kunder har ret til at udøve aktivitet enten direkte eller gennem

aggregering, at aktive kunder har ret til at sælge egenproduceret elektricitet, herunder gennem

elkøbsaftaler, at aktive kunder har ret til at deltage i fleksibilitetsordninger eller

energieffektivitetsordninger, at aktive kunder har ret til at delegere forvaltningen af de anlæg, der er

nødvendige for deres aktiviteter, til en tredjepart, herunder installation, drift, databehandling og

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

vedligeholdelse, uden at denne tredjepart anses som en aktiv kunde, at aktive kunder er underlagt

omkostningsægte, gennemsigtige og ikkeforskelsbehandlende netgebyrer, der er opgjort særskilt for

den elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet, i overensstemmelse

med elmarkedsdirektivet og elmarkedsforordningen, idet det sikres, at de bidrager på en passende

og afbalanceret måde til systemets samlede omkostninger, samt at aktive kunder er økonomisk

ansvarlige for de ubalancer, som de skaber i elektricitetssystemet; med henblik herpå skal de være

balanceansvarlige parter eller delegere deres balanceansvar.

Art. 15, stk. 3 bestemmer, at en medlemsstat kan differentiere mellem individuelle aktive kunder og

aktive kunder, der handler i fællesskab, forudsat at alle rettigheder og forpligtelser som fastsat i

medfør af denne artikel finder anvendelse på alle aktive kunder, samt at enhver forskel i behandling

af aktive kunder, der handler i fællesskab, skal være forholdsmæssig og behørigt begrundet.

Art. 15, stk. 4 bestemmer, at den medlemsstat, der har eksisterende ordninger, der ikke særskilt

opgør den elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet, ikke må

tildele nye rettigheder i henhold til disse ordninger efter den 31. december 2023. Under alle

omstændigheder skal kunder, der er omfattet af eksisterende ordninger, til enhver tid have mulighed

for at vælge en ny ordning, der som grundlag for beregningen af netgebyrer særskilt opgør den

elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet.

Art. 15, stk. 5 bestemmer, at en medlemsstat skal sikre, at aktive kunder, der ejer energilageranlæg,

har en række rettigheder, herunder ret til nettilslutning inden for et rimeligt tidsrum efter

anmodningen, forudsat at alle nødvendige betingelser såsom balanceansvar og tilstrækkelig måling

er opfyldt, ret til ikke at være underlagt noget dobbeltgebyr, herunder netgebyr, for lagret

elektricitet, der forbliver i deres egne anlæg, eller ved levering af fleksibilitetsydelser til

systemoperatører, ret til ikke at omfattes af uforholdsmæssige licenskrav og gebyrer, samt ret til at

levere flere ydelser samtidig, hvis det er teknisk muligt.

3.1.4.3. Ministeriets overvejelser

Ministeriet vurderer, at reguleringens tekniske karakter og hensynet til at fremme smidighed i

reguleringen bevirker, at art. 2, nr. 8, og art 15 i direktivet om aktive mest hensigtsmæssigt

gennemføres ved bekendtgørelse udstedt med hjemmel i en bestemmelse, der giver klima-, energi-

og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om borgerenergifællesskaber.

Ministeriet vurderer overordnet, at adgangen til at regulere i medfør af en sådan

bemyndigelsesbestemmelse skal afgrænses af direktivets krav til medlemsstaterne om sikring af

rettigheder for aktive kunder og forpligtelser for aktive kunder. På denne baggrund vil den

materielle reguleringskompetence i bemyndigelsesbestemmelsen derfor være sammenfaldende med

direktivets bestemmelser i art. 2, nr. 8 og art. 15.

Ministeriet vurderer, at at klima-, energi- og forsyningsministeren i den forbindelse bør kunne

forpligte elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder med

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

henblik på fastsættelsen af regler om rettigheder for borgerenergifællesskaber. Disse aktører vil som

udgangspunkt kun kunne forpligtes i det omfang elmarkedsdirektivets bestemmelser kræver det til

sikring af rettigheder for aktive kunder.

Elmarkedsdirektivets definition af en aktiv kunde i art. 2, nr. 8, bevirker, at medlemsstaterne skal

træffe beslutning om den aktive kundes stedlige adgang til at forbruge eller lagre elektricitet, der er

produceret af den aktive kunde. Definitionen angiver, at den aktive kunde kan gives denne adgang,

når elektriciteten er produceret på den aktive kundes eget område, inden for afgrænsede skel, eller

på andre områder.

Ministeriet vurderer, at aktive kunder i denne forbindelse bør stilles som egenproducenter, der

producerer og forbruger eller lagrer elektricitet bag en måler. De danske regler om

egenproducenters adgang til at forbruge eller lagre elektricitet, der er egenproduceret bag en måler

vil fremadrettet være begrænset af reglerne om stedlig afgrænsning for VE-egenforbrugere i art. 21,

stk. 2 og 3 i EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/2001 af 11.

december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder. I disse

bestemmelser er kravet, at elektriciteten forbliver på VE-egenforbrugernes lokalitet.

Ministeriet vurderer derudover, at den materielle reguleringskompetence i

bemyndigelsesbestemmelsen skal afgrænses på udvalgte områder. Områderne er 1) regler om

egenproducenter samt balanceansvar, 2) afregningsmetoder og 3) lageraktiviteter.

3.1.4.3.1. Regler om egenproducenter samt balanceansvar

Efter elmarkedsdirektivets art. 15, stk. 2, litra b, skal medlemsstaterne sikre, at aktive kunder har ret

til at sælge egenproduceret elektricitet, herunder gennem elkøbsaftaler.

Ministeriet vurderer, at aktive kunder skal have ret til at være egenproducenter efter de almindelige

regler om egenproducenter i dansk ret. Dette bevirker bl.a. at en aktive kunde, når denne er

egenproducent, vil være underlagt regler udstedt i medfør af § 8 a i elforsyningsloven, og at

elafgiftslovens regler om undtagelse fra afgift vil finde anvendelse inden for omfanget af

bestemmelserne i § 2, stk. 1, litra c, jf. § 2, stk. 3-7.

Elmarkedsdirektivet stiller et krav i art. 15, stk. 2, litra f om at aktive kunder skal være økonomisk

ansvarlige for de ubalancer, som de skaber i elektricitetssystemet; med henblik herpå skal de være

balanceansvarlige parter eller delegere deres balanceansvar i overensstemmelse med artikel 5 i

forordning (EU) 2019/943.

Ministeriet vurderer, at kravet især vil være relevant, når den aktive kunde leverer produceret eller

lagret elektricitet til nettet. Herudover vil det være relevant i forbindelse med aktive kunders

deltagelse i fleksibilitetsordninger.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.1.4.3.2. Afregningsmetoder

Elmarkedsdirektivet stiller et krav i art. 15, stk. 2, litra e om at aktive kunder skal være underlagt

omkostningsægte, gennemsigtige og ikkeforskelsbehandlende netgebyrer, der er opgjort særskilt for

den elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet.

Det fremgår desuden af art. 15, stk. 4, at de medlemsstater, der har eksisterende ordninger, der ikke

særskilt opgør den elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet, ikke

må tildele nye rettigheder i henhold til disse ordninger efter den 31. december 2023. Under alle

omstændigheder skal kunder, der er omfattet af eksisterende ordninger, til enhver tid have mulighed

for at vælge en ny ordning, der som grundlag for beregningen af netgebyrer særskilt opgør den

elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet.

Lov om elforsyning § 73, stk. 1, 1. pkt. angiver, at de kollektive elforsyningsvirksomheders

prisfastsættelse af deres ydelser efter §§ 69-71 skal ske efter rimelige, objektive og

ikkediskriminerende kriterier for, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning

til.

Ministeriet fortolker denne bestemmelse således, at kravet om, at tarifferne skal være

omkostningsægte bevirker, at ydelserne som udgangspunkt skal bruttoafregnes. Bruttoafregning

bevirker i denne forbindelse, at der sker en særskilt opgørelse for den elektricitet, der leveres til

nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet. Ministeriet vurderer, at dette er i

overensstemmelse med kravet i elmarkedsdirektivets art. 15, stk. 2, litra e.

I dansk ret er der dog to ordninger der ikke har særskilt opgørelse af den elektricitet, der leveres til

nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet for så vidt angår elafgiften og PSO-tariffen. De to

ordninger med afgiftsfritagelse indebærer frem til og med den 19. november 2032 henholdsvis en

timebaseret nettoopgørelse og en årsbaseret nettoopgørelse.

Regler om nettoafregning af PSO-tariffen ligger i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om

nettoafregning for egenproducenter af elektricitet (nettoafregningsbekendtgørelsen). Det fremgår af

nettoafregningsbekendtgørelsen §§ 20-23, at reglerne om årsnettoafregning er lukket for tilgang.

Nettoafregning af eleafgiften er reguleret i elafgiftsloven. Både den årsbaserede og den

timebaserede afgiftsfritagelse for elafgift af elektricitet kan ikke længere opnås af nye anlæg.

Ændringen til øjebliksafregning af alle nye anlæg er sket fra 1. april 2018, hvor Energinet.dk har

udarbejdet det nødvendige register for at kunne administrere ordningen.

Ministeriet bemærker desuden, at den tidsmæssige detaljeringsgrad af den bruttoafregning, der

finder sted i overensstemmelse med lov om elforsyning § 73 øges ved udrulning af fjernaflæste

elmålere.

I medfør af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 75 af 25. januar 2019 om fjernaflæste elmålere og

måling af elektricitet i slutforbruget (målerbekendtgørelsen) skal netvirksomhederne sikre, at der

inden den 31. december 2020 er idriftsat fjernaflæste elmålere hos alle slutbrugere. Af

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

målerbekendtgørelsen § 8 fremgår det, at netvirksomhederne har pligt til at indsende timemålte

forbrugsdata til datahubben fra de af netvirksomhedernes slutbrugere, hvor der er idriftsat

fjernaflæste elmålere.

Det sikres herved, at alle slutkunder kan overgå til flexafregning.

Ministeriet bemærker, at flexafregning er en afregningsmetode, der danner grundlag for en særskilt

opgørelse af den elektricitet, der leveres til nettet, og den elektricitet, der forbruges fra nettet på

timebasis. I medfør af § 2, stk. 1 og § 8 i målerbekendtgørelsen er afregningen detaljeret til

timemålt forbrugsdata.

Ministeriet vurderer, at kravet om idriftsættelse af fjernaflæste elmålere bevirker, at alle kunder, der

er tilsluttet elnettet på et målepunkt via en fjernaflæst elmåler vil overgå til flexafregning, selvom

kunden er eller kan være omfattet af reglerne om nettoafregning for så vidt angår elafgiften og PSO-

tariffen.

3.1.4.3.3. Lageraktiviteter

Elmarkedsdirektivet angiver i art. 15, stk. 5, litra b, at medlemsstaterne skal sikre, at aktive kunder,

der ejer energilageranlæg ikke er underlagt noget dobbeltgebyr, herunder netgebyr, for lagret

elektricitet, der forbliver i deres egne anlæg, eller ved levering af fleksibilitetsydelser til

systemoperatører.

Ministeriet bemærker, at nettariffer, i overensstemmelse med kravet i art. 15, stk. 2, litra e, skal

være omkostningsægte og ikkeforskelsbehandlende, også i forhold til aktive kunder med

energilageranlæg. I den forbindelse vurderer ministeriet, at nettarifferne samlet set ikke kan være

omkostningsægte og ikkeforskelsbehandlende for aktive kunder, der ejer energilageranlæg, hvis

disse kunder er underlagt dobbelttariffering.

Ministeriet vurderer, at lov om elforsyning § 73, stk. 1, 1. pkt. bevirker, at tariffer skal være

underlagt rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier for, hvilke omkostninger de enkelte

køberkategorier giver anledning til. Dette udelukker dobbelttariffering, såfremt omkostningerne

ikke opstår gentagne gange.

3.1.4.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres en bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter klima-, energi- og

forsyningsministeren kan fastsætte regler om aktive kunder. Det foreslås, at denne bemyndigelse

skal anvendes til at fastsætte regler der er nødvendige for at sikre gennemførelse af

elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 8, der definerer en aktiv kunde, samt art. 15, der fastsætter nærmere

krav for medlemsstaternes gennemførelse af regler om aktive kunder.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det foreslås i § 9, stk. 2, at regler om aktive kunder, borgerenergifællesskaber og aggregatorer kan

omfatte bestemmelser om deltagelse på elektricitetsmarkeder, produktion og forbrug af elektricitet,

aggregering, betaling af tariffer, regler om etablering og balanceansvar og balancering.

Det foreslås desuden i § 9, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan forpligte

elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder med henblik på

fastsættelsen af regler om rettigheder for aktive kunder efter forslag til § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 1.

Bemyndigelsen i forslag til ny § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og 3, foreslås afgrænset af

elmarkedsdirektivets bestemmelser i art. 2, nr. 8, der definerer en aktiv kunde og art. 15, der

fastsætter nærmere krav for medlemsstaternes gennemførelse af regler om aktive kunder.

Bemyndigelsen i forslag til ny § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og 3, foreslås desuden afgrænset i

overensstemmelse med de i pkt. 2.1.4.3. angivne overvejelser.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og 3, vil medføre, at en aktive kundes

adgang til at forbruge eller lagre elektricitet, der er produceret af den aktive kunde bag en måler, vil

blive stedligt afgrænset til forbrug eller lagring af elektricitet, der er produceret af den aktive kunde

på den aktive kundes lokalitet.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og 3, vil i øvrigt medføre, at aktive kunder

får ret til at være egenproducenter efter de almindelige regler om egenproducenter i dansk ret. Dette

bevirker bl.a. at en aktiv kunde, når denne er egenproducent, vil være underlagt regler udstedt i

medfør af § 8 a i elforsyningsloven, og at elafgiftslovens regler om undtagelse fra afgift vil finde

anvendelse inden for omfanget af bestemmelserne i § 2, stk. 1, litra c, jf. § 2, stk. 3-7.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og 3, vil desuden medføre, at aktive

kunder underlægges tariffer fastsat efter de almindelige regler i elforsyningsloven § 73, jf. §§ 69-71.

Ministeriets fortolkning af § 73, stk. 1, 1. pkt., betyder, at disse tariffer som udgangspunkt

bruttoafregnes.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2 og 3, vil endelig medføre, at aktive kunder,

i overensstemmelse med elforsyningsloven § 73, stk. 1, 1. pkt., ikke kan dobbelttarriferes, så længe

omkostningerne ikke opstår gentagne gange.

3.1.5. Borgerenergifællesskaber

3.1.5.1 – Gældende ret

Borgerenergifællesskaber er ikke reguleret i dansk ret. Borgerenergifællesskabet er en ny juridisk

enhed, der introduceres i elmarkedsdirektivet.

Visse regler i dansk ret har dog betydning for implementeringen af elmarkedsdirektivets

bestemmelser om borgerenergifællesskaber. Det drejer sig om anvendelsesområdet for lov om

elforsyning i § 2, stk. 1, reguleringen af kommuners varetagelse af opgaver i § 4, stk. 1, det frie

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

leverandørvalg i § 6, 2. pkt., retten til at udøve netvirksomhed i § 19 og §§ 50-54 samt reglerne om

udformning af nettarifferne i §§ 73, 73 a og 73 b.

§ 2, stk. 1 i elforsyningsloven bestemmer, at loven finder anvendelse på produktion, transport,

handel og levering af elektricitet. § 4, stk. 1, 2. pkt., bestemmer, at en kommune kan deltage i

selskaber med begrænset ansvar, som varetager virksomhed, som er omfattet af § 2, stk. 1. Det

bevirker, at en kommune kan deltage i selskaber med begrænset ansvar, der varetager virksomhed

vedrørende produktion, transport, handel og levering af elektricitet. Anvendelsesområdet for lov om

elforsyning og reguleringen af kommuners varetagelse af opgaver behandles i afsnittet om

kommuners deltagelse i borgerenergifællesskaber.

§ 6, 2. pkt., i elforsyningsloven bestemmer, at en elforbruger frit kan vælge elhandelsvirksomhed og

elprodukt. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med leveringspligten i § 6 b, stk. 1, der forpligter

elhandelsvirksomheder, der leverer elprodukter til husholdningsforbrugere, til, på anmodning om og

mod betaling, at levere ethvert elprodukt til husholdningsforbrugere inden for det eller de

netområder, hvor elhandelsvirksomheden tilbyder elprodukter. Det frie leverandørvalg og

betydningen for implementeringen af reglerne om borgerenergifællesskaber behandles i nedenfor i

afsnittet om deling- og køb af elektricitet.

§ 19 i elforsyningsloven bestemmer blandt andet, at netvirksomhed kun kan udøves efter bevilling,

der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i elforsyningslovens kapitel 7 og 8. Dette

bevirker blandt andet, at netvirksomheden, der har bevilling, har en eneret på varetagelsen af

netvirksomhed inden for bevillingsområdet. Kapitel 8 indeholder bestemmelserne §§ 50-54. § 50,

stk. 1 bestemmer, at bevillinger til kollektive elforsyningsvirksomheder kun kan meddeles til

ansøgere, der skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet. Det fremgår af

elforsyningslovens § 5, nr. 10, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed blandt andet er en offentlig

eller privatejet elforsyningsvirksomhed med bevilling. Retten til at udøve bevillingspligtig

netvirksomhed behandles i afsnittet om borgerenergifællesskabets adgang til at eje, etablere, købe

eller leje og selvstændigt forvalte distributionsnet.

§§ 73 og 73 a i elforsyningsloven indeholder regler om udformning af nettarifferne. § 73

bestemmer, at de kollektive elforsyningsvirksomheders prisfastsættelse af deres ydelser, herunder

nettarifferne, skal ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier for, hvilke

omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til. Prisdifferentiering af hensyn til

effektiv udnyttelse af elnettet og til elforsyningssikkerhed er tilladt. Prisdifferentiering på baggrund

af en geografisk afgrænsning er kun tilladt i særlige tilfælde. Bestemmelsen bestemmer således

blandt andet, at nettarifferne skal være omkostningsægte og at prisdifferentiering af nettarifferne på

baggrund af en geografisk afgrænsning kun er tilladt i særlige tilfælde.

Af forarbejderne til § 73, stk. 1 i lov nr. 577 fremgår det, at princippet i § 73 i lov om elforsyning

er, at prisen for elektricitet skal fastsættes med udgangspunkt i omkostningerne til levering af

elektricitet til de pågældende kunder. I § 73 a, stk. 1, fremgår det, at priser og betingelser for

anvendelse af transmissions- og distributionsnet fastsættes af de kollektive

elforsyningsvirksomheder efter offentliggjorte metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Endelig fremgår det i § 73 b, stk. 1, 1. pkt., at Energibranchens organisationer kan udarbejde

standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser m.v. for net- og

transmissionsvirksomhedernes ydelser.

Det fremgår herved af elforsyningsloven §§ 73, 73 a og 73 b, at der i dansk ret gælder en række

principper, som netvirksomhederne og energibranchens organisationer skal iagttage i udformningen

af nettarifferne. Tarifsystemets rammer betyder, at det er branchen, der udformer metoderne for

opgørelse af tariffer, hvorefter metoderne efterfølgende godkendes af Forsyningstilsynet. Det

fremgår desuden modsætningsvist, at bestemmelserne ikke tillægger kompetencen til udformning af

metode til Klima-, Energi- og Forsyningsministeren. De materielle krav er begrænset til

principperne i § 73, stk. 1. Ministeren kan derfor ikke direkte diktere tarifudformningen eller

særlige produkter, men ministeren kan, inden for rammerne af EU-reglerne, bestemme hvilke

hensyn, der skal inddrages, når metoderne udvikles.

Reglerne om udformning af nettarifferne behandles i afsnittet om nettariffer, herunder lokale

fordele i netdriften og pligten til at samarbejde om at lette deling af elektricitet samt afsnittet om

Forsyningstilsynets opgaver.

§ 28, stk. 2, nr. 12 og 13 i elforsyningsloven angiver det som en del af Energinets opgaver at

udarbejde forskrifter for netvirksomhedernes målinger, samt at udarbejde forskrifter, som er

nødvendige for elmarkedets funktion, herunder forskrifter om aktørernes pligter og rettigheder.

3.1.5.2. Elmarkedsdirektivet

Borgerenergifællesskabet er en ny aktør i elmarkedsdirektivet i forhold til eldirektivet fra 2009.

Borgerenergifællesskabet er defineret i art. 2, nr. 11, i direktivet som en retlig enhed, der a) er

baseret på frivillig og åben deltagelse og reelt kontrolleres af medlemmer eller partshavere, der er

fysiske personer, lokale myndigheder, herunder kommuner, eller små virksomheder b) hvis primære

formål er at give sine medlemmer eller partshavere eller de lokalområder, hvor det drives,

miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele frem for at give økonomisk gevinst, og

c) som kan beskæftige sig med produktion, herunder baseret på vedvarende energikilder,

distribution, levering, forbrug, aggregering, energilagring, energieffektivitetsydelser eller ydelser til

opladning af elektriske køretøjer eller yde andre energiydelser til sine medlemmer eller partshavere.

I præambelbetragtning 43 fremgår det, at ”[t]akket være teknologi til decentral energiproduktion og

forbrugerindflydelse er energifællesskaber blevet et virkningsfuldt og omkostningseffektivt middel

til at opfylde borgernes behov og forventninger vedrørende energikilder, tjenesteydelser og lokal

deltagelse. Energifællesskaber giver alle forbrugere mulighed for at have en direkte interesse i

produktion, forbrug eller deling af energi. Energifællesskabsinitiativer lægger navnlig vægt på at

levere billig energi af en bestemt slags, f.eks. vedvarende energi, til deres medlemmer eller

partshavere, snarere end på at give overskud, sådan som det er tilfældet for en traditionel

elektricitetsvirksomhed.”

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Art. 16 i det omarbejdede elmarkedsdirektiv indeholder regler om borgerenergifællesskaber.

Reglerne i art. 16 har ifølge direktivets betragtning 43 til formål at give borgerenergifællesskaber en

befordrende ramme, retfærdig behandling, lige vilkår og et klart defineret katalog over rettigheder

og forpligtelser.

Art. 16, stk. 1 og art. 16, stk. 3 fastsætter en række rettigheder for borgerenergifællesskaber, som

medlemsstaterne skal sikre.

Art. 16, stk. 1 bestemmer overordnet, at medlemsstaterne skal fastsætte en gunstig ramme for

borgerenergifællesskaber og specificerer herunder en række rettigheder, som medlemsstaterne skal

sikre: Deltagelse i borgerenergifællesskaber skal være åben og frivillig og medlemmer, og

partshavere skal have adgang til at trække sig ud. Medlemskab af et borgerenergifællesskab

bevirker desuden ikke, at medlemmer eller partshavere mister deres status som husholdningskunde

eller slutkunde. Borgerenergifællesskabet skal endelig være omfattet af ikkeforskelsbehandlende,

rimelige, forholdsmæssige og gennemsigtige procedurer og gebyrer og omkostningsægte

netgebyrer.

Art. 16, stk. 3 bestemmer yderligere, at medlemsstaterne skal sikre en række rettigheder for

borgerenergifællesskaber: Efter bestemmelsen skal borgerenergifællesskaber kunne få adgang til

alle elektricitetsmarkeder, enten direkte eller via aggregering, på en ikkeforskelsbehandlende måde.

De skal behandles på en ikkeforskelsbehandlende og forholdsmæssigt afpasset måde for så vidt

angår deres aktiviteter, rettigheder og forpligtelser som slutkunder, producenter, leverandører,

distributionssystemoperatører eller markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering. De skal

være økonomisk ansvarlige for de ubalancer, som de skaber i elektricitetssystemet. De skal

behandles som aktive kunder med hensyn til deres forbrug af egenproduceret elektricitet. De har ret

til inden for borgerenergifællesskabet at foranstalte deling af elektricitet, der produceres af de af

fællesskabet ejede produktionsenheder, med forbehold af art. 16 øvrige betingelser og under

forudsætning af, at fællesskabsmedlemmerne bevarer deres rettigheder og forpligtelser som

slutkunder. Endelig fastsætter art. 16, stk. 3, at hvis elektricitet deles, berører dette med henblik på

borgerenergifællesskabets ret til at foranstalte deling af elektricitet, ikke de gældende netgebyrer, -

tariffer og -afgifter i overensstemmelse med en gennemsigtig cost-benefit-analyse af distribuerede

energiressourcer udviklet af den kompetente nationale myndighed.

Art. 16 stk. 2 og art. 16, stk. 4 giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte regler, om at

borgerenergifællesskaber skal være åbne for grænseoverskridende deltagelse og at

borgerenergifællesskaber skal have ret til at eje, etablere, købe eller leje distributionsnet og til

selvstændigt at forvalte dem.

3.1.5.3. Ministeriets overvejelser

Ministeriet vurderer, at reguleringens tekniske karakter og hensynet til at fremme smidighed i

reguleringen bevirker, at art. 2, nr. 11, og art 16 i direktivet om borgerenergifælleskaber mest

hensigtsmæssigt gennemføres ved bekendtgørelse udstedt med hjemmel i en bestemmelse, der giver

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om

borgerenergifællesskaber.

Ministeriet vurderer overordnet, at adgangen til at regulere i medfør af en sådan

bemyndigelsesbestemmelse skal afgrænses af direktivets krav til medlemsstaterne om sikring af

rettigheder for borgerenergifællesskaber og forpligtelser for borgerenergifællesskaber. På denne

baggrund vil den materielle reguleringskompetence i bemyndigelsesbestemmelsen derfor være

sammenfaldende med direktivets bestemmelser i art. 16.

Ministeriet vurderer, at at klima-, energi- og forsyningsministeren i den forbindelse bør kunne

forpligte elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder med

henblik på fastsættelsen af regler om rettigheder for borgerenergifællesskaber. Disse aktører vil som

udgangspunkt kun kunne forpligtes i det omfang elmarkedsdirektivets bestemmelser kræver det til

sikring af rettigheder for borgerenergifællesskaber.

Ministeriet vurderer derudover, at den materielle reguleringskompetence i

bemyndigelsesbestemmelsen skal afgrænses på udvalgte områder. Områderne er 1)

borgerenergifællesskabers deling- og køb af elektricitet, 2) borgerenergifællesskabers adgang til at

eje, etablere, købe eller leje og selvstændigt forvalte distributionsnet, 3) en pligt til at

netvirksomhedernes tarifprodukter skal afspejle lokale fordele i netdriften, 4)

borgerenergifællesskabers adgang til at være åbne for grænseoverskridende deltagelse, og 5)

kommuners deltagelse i borgerenergifællesskaber. Disse præciseringer af reguleringskompetencen

gennemgås nedenfor.

3.1.5.3.1. Deling- og køb af elektricitet

Kravet i elmarkedsdirektivets art. 16, stk. 3, litra e, medfører, at borgerenergifællesskaber har ret til

inden for borgerenergifællesskabet at foranstalte deling af elektricitet, der produceres af de af

fællesskabet ejede produktionsenheder, med forbehold for de andre betingelser i denne artikel og

under forudsætning af, at borgerenergifællesskabsmedlemmerne bevarer deres rettigheder og

forpligtelser som slutkunder.

Ministeriet vurderer, at borgerenergifællesskabets deling af produceret elektricitet i

borgerenergifællesskabet bør ske på grundlag af de almindelige markedsregler gennem en aftale

mellem en elhandelsvirksomhed og et borgerenergifællesskab, hvor elhandelsvirksomheden

varetager ansvar for både produktion og forbrug i borgerenergifællesskabet. På forbrugssiden

vurderer ministeriet, at hele borgerenergifællesskabets elforbrug skal leveres af den samme

elhandelsvirksomhed, der også varetager balanceansvaret for borgerenergifællesskabets produktion.

Et borgerenergifællesskab vil dog også selv kunne etablere sig som elhandelsvirksomhed i medfør

af borgerenergifællesskabets ret efter elmarkedsdirektivets art. 16, stk. 3, litra a. Denne

bestemmelse forpligter medlemsstaterne til at sikre, at borgerenergifællesskaber kan få adgang til

alle elektricitetsmarkeder. Hvis et borgernergifællesskab etablerer sig som elhandelsvirksomhed

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

med det formål at levere elektricitets til dets medlemmer, vil borgernergifællesskabet, hvis der ikke

træffes særskilt beslutning om alternativ regulering, være omfattet af alle almindelige regler om

elhandelsvirksomheder i elforsyningsloven og bekendtgørelser udstedt i medfør af bestemmelser i

elforsyningsloven.

Det fremgår i art. 4 i direktivet, at alle kunder frit kan købe elektricitet fra en leverandør efter eget

valg og sikrer, at alle kunder kan have mere end én elektricitetsleveringskontrakt på samme tid,

forudsat at den krævede tilslutning og de nødvendige målepunkter er etableret.

I dansk ret fremgår det frie leverandørvalg af elforsyningsloven § 6, 2. pkt. Efter denne

bestemmelse kan en elforbruger frit vælge elhandelsvirksomhed og elprodukt. Det fremgår af art.

16, stk. 1, litra c i direktivet, at medlemsstaterne skal sikre, at medlemmer af eller partshavere i et

borgerenergifællesskab ikke mister deres rettigheder eller forpligtelser som husholdningskunder

eller aktive kunder. Det frie leverandørvalg i art. 4 er en af disse rettigheder.

Ministeriet vurderer, at alle elforbrugere efter elforsyningsloven § 6 fortsat skal være dækket af det

frie leverandørvalg i overensstemmelse med art. 4 i elmarkedsdirektivet. Når slutkunder i deres

egenskab af medlemmer af- eller partshavere i et borgerenergifællesskab får leveret elektricitet af

en bestemt elhandelsvirksomhed er dette udtryk for, at disse slutkunder har gjort brug af deres frie

valg efter § 6. Ministeriet vurderer dog ikke, at dette aftaleforhold påvirker den adgang en

slutkunde, der også er medlem eller partshaver i et borgerenergifællesskab, har til at at vælge en

anden elhandelsvirksomhed, der ikke varetager ansvar for produktion og forbrug i

borgerenergifællesskabet til at levere elektricitet for slutkunden på et særskilt målepunkt.

3.1.5.3.2. Borgerenergifællesskabets adgang til at eje, etablere, købe eller leje og selvstændigt

forvalte distributionsnet

Ministeriet vurderer, at hensynet til nye aktører, såsom borgerenergifælleskaber, og de rettigheder

de tildeles, ikke bør forfølges i en sådan grad, at det bliver på bekostning af de øvrige

systembrugere og det fælles gode som det kollektive net udgør. Kollektivitetshensynet bag den

gældende model for organiseringen af elsektoren og hensynet om at undgå en samfundsøkonomisk

ineffektiv udbygning med parallelle net vejer i den forbindelse tungt. Derfor lægges der med

lovforslaget ikke op til, at borgernergifællesskaber skal kunne eje, etablere, købe eller leje og

selvstændigt forvalte distributionsnet.

Ministeriet vurderer også at elforsyningslovens eksisterende model for regulering af netvirksomhed

betyder, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at give borgerenergifællesskaber adgang til at eje,

etablere, købe eller leje og selvstændigt forvalte distributionsnet.

I elforsyningsloven er retten til at udøve netvirksomhed betinget af bevilling. Elforsyningsloven

indeholder en række krav for bevillingshavere, blandt andet krav om tredjepartsadgang for eksterne

brugere af nettet og krav om at de bevillingshavende netvirksomheder skal have den fornødne

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

tekniske og finansielle kapacitet, samt med forslag til ændring af § 50, stk. 1, fornøden personel

kapacitet, jf. dette lovforslags § 1, nr. 50.

Hvis borgerenergifællesskaber gives adgang til at eje, etablere, købe eller leje og selvstændigt

forvalte distributionsnet vil de som udgangspunkt skulle pålæggesde ovenstående krav, der

pålægges netvirksomheder. Ministeriet vurderer, at disse krav samlet set ville udgøre en

uforholdsmæssig byrde for driften af et borgerenergifællesskab. Ministeriet vurderer i denne

forbindelse, at den væsentlige samfundsmæssige betydning af opgaven med at varetage

netvirksomhed gør, at ministeriet ikke finder anledning til at lempe på kravene til at udøve

netvirksomhed for borgerenergifællesskaber.

Elforsyningslovens bevillingssystem giver de bevillingshavende netvirksomheder en eneret til at

drive distributionsnet i deres respektive geografisk afgrænsede netområder. Ministeriet bemærker,

at det ved dette lovforslag foreslås, at de gældende bevillingers udløb ensrettes, således at alle

netbevillinger udløber den 31. december 2025, jf. dette lovforslags § 1, nr. 28. Ministeriet forventer

i øvrigt, at bevillingssystemet opretholdes, således at der udstedes nye bevillinger, der skal være

gældende fra år 2026 og frem.

Ministeriet vurderer, at borgerenergifællesskaber som udgangspunkt – inden for det gældende

bevillingssystem – ville skulle forhandle med netvirksomhederne om muligheden for at drive net

igennem en delvis og geografisk afgrænset bevillingsoverdragelse. Netvirksomhedernes ret til deres

bevilling under det gældende bevillingssystem bevirker derfor, at ministeriet ikke kan pålægge

netvirksomhederne delvise bevillingsoverdragelser til borgerenergifællesskaber.

Ministeriet vurderer samlet, at de ovenstående faktorer angående 1) det grundlæggende

kollektivitetshensyn og hensynet til at undgå en samfundsøkonomisk ineffektiv udbygning med

parallelle net i den nuværende model for udøvelse af netvirksomhed, 2) elforsyningslovens

administrative byrder og krav om teknisk og finansiel kapacitet for varetagelse af netvirksomhed

samt krav om fornøden personel kapacitet, som foreslået ved dette lovforslags § 1, nr. 50, krav om

tredjepartsadgang, og 3) netvirksomheders eksisterende bevillingsret bevirker, at

borgerenergifællesskaber ikke på nuværende tidspunkt bør gives adgang til at eje, etablere, købe

eller leje og selvstændigt forvalte distributionsnet.

3.1.5.3.3. Nettariffer, herunder lokale fordele i netdriften og pligten til at samarbejde om at

lette deling af elektricitet

Ministeriet vurderer, at de eksisterende rammer vedrørende kompetencefordelingen i tarifsystemet

efter elforsyningslovens §§ 73, 73 a og 73 b bør opretholdes. Det gælder også fsva. tariffering af

borgerenergifællesskaber.

Ministeriet vurderer samtidigt, at borgerenergifællesskabets produktion og forbrug af elektricitet

kan lede til netfordele for den relevante netvirksomhed. Sådanne fordele vil bl.a. kunne bestå i en

mindre belastning af det samlede net som følge af samtidighed mellem produktion og forbrug. En

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

sådan fordel vil også kunne være til stede, hvis borgerenergifællesskabet råder over lagerkapacitet,

der sikrer lokalt forbrug af lokalt produceret elektricitet med en følgende mindre belastning af det

samlede net. Ministeriet finder, at i tilfælde af at sådanne fordele kan påvises, bør fordelene være

afspejlede som en rettighed for borgerenergifællesskabets betaling af nettarif til den relevante

netvirksomhed.

Det fremgår dels af § 73, stk. 1 og forarbejderne til bestemmelsen, at de tariffer, som

borgerenergifællesskaber skal betale, skal fastsættes ud fra rimelige, objektive og

ikkediskriminerende kriterier, og dels at princippet bag bestemmelsen er, at prisen for brugen af

elnettet skal fastsættes med udgangspunkt i omkostningerne som belastningen af nettet giver

anledning til. Ministeriet vurderer dog, at det af hensyn til korrekt implementering af

elmarkedsdirektivets art. 16, stk. 1, litra e, herunder klarhed om borgerenergifællesskabets særlige

rettigheder som retlig enhed, er nødvendigt ved bekendtgørelse at bestemme, at tariferingen af

borgerenergifællesskaber skal udarbejdes ud fra en særskilt vurdering om fordele og ulemper ved

borgerenergifællesskabets brug af nettet. Ministeriet bemærker derved, at borgerenergifællesskabet

vil kunne have ret til særlige fordele i deres betaling af tariffer, hvis borgerenergifællesskabets

produktion og forbrug leder til fordele for netdriften. Tariferingen af borgerenergifællesskabet vil

være afgrænset til borgerenergifællesskabet som enhed.

Elforsyningsloven indeholder en regel i § 73, stk. 1, 3. pkt., om, at prisdifferentiering af kollektive

elforsyningsvirksomheders ydelser på baggrund af en geografisk afgræsning kun er tilladt i særlige

tilfælde. Ministeriet vurderer ikke, at tarifering af borgerenergifællesskaber udgør et sådant særligt

tilfælde. Dette bevirker, at tariferingen af borgerenergifællesskaber, herunder de fordele, der vil

kunne gives borgerenergifællesskaber som beskrevet ovenfor, vil skulle vige for udgangspunktet

om forbud mod geografisk differentiering. Ministeriet vurderer i tilknytning hertil, at tariferingen af

borgerenergifællesskaber vil skulle være den samme for flere borgerenergifælleskaber inden for et

netområde, hvis de er etableret inden for det samme netområde.

Det fremgår i Klimaaftale for energi og industri mv. af 22. juni 2020, at det er aftalt, at der skal

”indføres den nødvendige lovgivning, der muliggør indførelsen af et geografisk differentieret

tilslutningsbidrag og indfødningstariffer for producenter på både distributions- og

transmissionsniveau…”. Ministeriet vurderer i forbindelse med denne politiske aftale, at fremtidige

ændringer i elforsyningsloven med betydning for § 73, stk. 1, 3. pkt., vil kunne bevirke, at

borgerenergifællesskaber, når disse producerer elektricitet, vil kunne blive tarifferet ud fra en

geografisk afgrænsning. En sådan ændring af elforsyningsloven følger dog ikke af dette lovforslag.

Der gælder ikke et nærhedskrav for borgerenergifællesskaber i elmarkedsdirektivet. Et

borgerenergifællesskab kan således eksempelvis være etableret på tværs af netområder. Den eneste

geografiske afgrænsning for et borgerenergifællesskab i medfør af elmarkedsdirektivet og den

påtænkte regulering i medfør af forslag til ny § 9, nr. 2 i lov om elforsyning er lov om elforsynings

generelle geografiske afgrænsning i § 2, stk. 2. Et borgerenergifællesskab vil således i princippet

kunne etablere sig frit inden for land- og søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. Et

borgerenergifællesskab, der er etableret på tværs af netområder, vil kan kunne tilbydes den særlige

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

tarif i forhold til afregning af den del af borgerenergifællesskabets målepunkter, der ligger inden for

det pågældende netområde. Inden for et netområde vil der ikke kunne skelnes mellem, hvor

borgerenergifællesskabets målepunkter er placeret for at få adgang til den særlige tarif, og vilkårene

skal være ens uanset beliggenhed inden for netområdet.

Ministeriet vurderer, at Klima-, energi, og forsyningsministeriet skal varetage opgaven med at

udarbejde en cost-benefit-analyse af borgerenergifællesskabers distribuerede energiressourcer efter

art. 16, stk. 3 in fine. Denne analyse skal danne grundlag for vurderingen af den særlige tarif rettet

til borgerenergifællesskaber som køberkategori sammen med principperne i § 73, stk. 1, om

rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier for kollektive elforsyningsvirksomheders

prisfastsættelse af deres ydelser. Hvis cost-benefit-analysen leder til, at der er behov for supplerende

principper eller kriterier til brug for Forsyningstilsynets godkendelse efter § 73 a, stk. 1, vurderer

ministeriet, at sådanne principper eller kriterier skal reguleres i regler fastsat ved bekendtgørelse

udstedt med hjemmel i en bestemmelse, der giver Klima-, energi- og forsyningsministeren

bemyndigelse til at fastsætte regler om rettigheder og forpligtelser for borgerenergifællesskaber.

Ministeriet vurderer, at Forsyningstilsynet med godkendelseskompetencen efter elforsyningsloven §

73 a, stk. 1, jf. § 73, stk. 1, allerede med det eksisterende hjemmelsgrundlag kan godkende tariffer

med særlige fordele til den køberkategori, som borgerenergifællesskaber udgør. Ministeriet vurderer

derfor ikke, at der er behov for yderligere regulering af Forsyningstilsynets kompetence til at

godkende en særlig tarif til den køberkategori, som borgerenergifællesskaber udgør. Ministeriet

vurderer desuden, at Forsyningstilsynet vil have pligt til at inddrage supplerende principper eller

kriterier, der skal anvendes ved udformningen af tariffer til borgerenergifællesskaber, hvis sådanne

reguleres ved bekendtgørelse på baggrund af den cost-benefit-analyse, som klima-, energi, og

forsyningsministeriet udarbejder i overensstemmelse med art. 16, stk. 3 in fine.

Det fremgår af direktivets art. 16, stk. 1, litra d, at medlemsstaterne skal opsætte et gunstigt regelsæt

for borgerenergifællesskaber og sikre, at relevante distributionssystemoperatører under

forudsætning af rimelig kompensation som vurderet af den regulerende myndighed samarbejder

med borgerenergifællesskaber om at lette overførsel af elektricitet inden for

borgerenergifællesskaber.

Netvirksomheder i det distributionsområde, hvor borgerenergifællesskabet er beliggende, har pligt

til at samarbejde med borgerenergifællesskabet om borgerenergifællesskabets interne deling af

elektricitet. For denne ydelse angående deling af elektricitet inden for borgerenergifællesskabets

rammer, har netvirksomheden ret til en rimelig kompensation af borgerenergifællesskabet i

overensstemmelse med art. 16, stk. 1, litra d. Ministeriet vurderer, at denne kompensation skal

svares som et særskilt gebyr til netvirksomheden af borgerenergifællesskabet. Ministeriet bemærker

i øvrigt, at flere netvirksomheder vil kunne have den nævnte pligt til samarbejde og ret til

kompensation i forhold til det samme borgerenergifællesskab, hvis borgerenergifællesskabet er

etableret og drives på tværs af netområder.

Ministeriet vurderer på denne baggrund, at det er nødvendigt med regulering, der forpligter

netvirksomhederne til at samarbejde med borgerenergifællesskaberne om at lette deres deling af

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

elektricitet samt, inden for rammerne af elforsyningsloven, forpligte netvirksomhederne til at

samarbejde om at udvikle en særlig tarif til borgerenergifællesskaberne, så de afspejler de reelle

omkostninger eller besparelser, som borgerenergifællesskabets produktion og forbrug bevirker på

netdriften. Det er væsentlig at bemærke, at sådanne tariffer ikke bør forskelsbehandle

borgerenergifællesskaber, men kan sigte mod alle aktører, herunder borgerenergifællesskaber, der

opfylder kriterierne for adgang til de omtalte tariffer.

Det fremgår af elmarkedsdirektivets art. 16, stk. 1, litra d, at det er den regulerende myndighed, der

vurderer rimeligheden af kompensation efter bestemmelsen. I Danmark er den regulerende

myndighed Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet har kompetence til at godkende priser og

betingelser for anvendelse af distributionsnet efter elforsyningsloven § 73 a, stk. 1.

Ministeriet bemærker, at kompensation efter art. 16, stk. 1, litra d, forudsættes at skulle svares som

et særskilt gebyr af borgerenergifællesskabet.

3.1.5.3.4. Borgerenergifællesskabets adgang til grænseoverskridende deling af elektricitet

Direktivets art. 16, stk. 2, litra a angiver, at en medlemsstat kan bestemme, at

borgerenergifællesskaber er åbne for grænseoverskridende deltagelse.

Ministeriet vurderer, at åbenhed for grænseoverskridende deltagelse i borgerenergifællesskaber vil

bevirke en væsentligt forøget kompleksitet i forhold til at koordinere regulering, systemer og

afregning på tværs af landegrænser. Ministeriet vurderer i den forbindelse, at hvis

borgerenergifællesskaber skal have adgang til grænseoverskridende deltagelse, er der behov for

mellemstatslige aftaler i form af enten bilaterale aftaler eller Memoranda of Understanding.

Ministeriet bemærker, at de øvrige nordiske lande ikke har udvist interesse for at igangsætte

processer, der kan lede til udarbejdelsen af bilaterale aftaler eller Memoranda of Understanding om

borgerenergifællesskabers åbenhed for grænseoverskridende deltagelse.

Ministeriet vurderer derfor ikke, at borgerenergifællesskaber bør gives adgang til at være åbne for

grænseoverskridende deltagelse.

3.1.5.3.5 Kommuners deltagelse i borgerenergifællesskaber

Elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 11, litra a angiver, at kommuner kan være medlem- eller partshaver

i- og kontrollere et borgerenergifællesskab.

Elforsyningsloven § 4, stk. 1, 2. pkt., giver hjemmel til, at en kommune kan deltage i selskaber med

begrænset ansvar, som varetager virksomhed, som er omfattet af § 2, stk. Denne bestemmelse

angiver lov om elforsynings anvendelsesområde som produktion, transport, handel og levering af

elektricitet.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Ministeriet vurderer, at den ovenstående hjemmel giver kommuner en klar adgang til at deltage i

borgerenergifællesskaber som medlem eller partshaver under forudsætning af, at

borgerenergifællesskabet er organiseret som et selskab med begrænset ansvar.

3.1.5.4 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres en bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, hvorefter Klima-, energi- og

forsyningsministeren kan fastsætte regler om borgerenergifællesskaber. Det foreslås, at denne

bemyndigelse skal anvendes til at fastsætte regler der er nødvendige for at sikre gennemførelse af

elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 11, der definerer et borgerenergifællesskab, samt art. 16, der

fastsætter nærmere krav for medlemsstaternes gennemførelse af regler om

borgerenergifællesskaber.

Det foreslås i § 9, stk. 2, at regler om aktive kunder, borgerenergifællesskaber og aggregatorer kan

omfatte bestemmelser om deltagelse på elektricitetsmarkeder, produktion og forbrug af elektricitet,

aggregering, betaling af tariffer, regler om etablering og balanceansvar og balancering.

Det foreslås desuden i § 9, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan forpligte

elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder med henblik på

fastsættelsen af regler om rettigheder for borgerenergifællesskaber efter forslag til § 9, stk. 1, nr. 2,

jf. stk. 1.

Bemyndigelsen i forslag til ny § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, foreslås afgrænset af elmarkedsdirektivets

bestemmelser i art. 2, nr. 11, der definerer et borgerenergifællesskab og art. 16, der fastsætter

nærmere krav for medlemsstaternes gennemførelse af regler om borgerenergifællesskaber.

Bemyndigelsen i forslag til ny § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, foreslås desuden afgrænset i

overensstemmelse med de i pkt. 2.1.5.3. angivne overvejelser.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, vil medføre, at borgerenergifællesskabets

deling af produceret elektricitet i borgerenergifællesskabet og levering af elektricitet til

borgerenergifællesskabet bør ske på grundlag af de almindelige markedsregler gennem en aftale

mellem en elhandelsvirksomhed og et borgerenergifællesskab, hvor elhandelsvirksomheden

varetager ansvar for både produktion og forbrug i borgerenergifællesskabet. Bemyndigelsen vil

desuden medføre, at elhandelsvirksomheden varetager balanceansvaret for

borgerenergifællesskabets produktion. Et borgerenergifællesskab vil også selv kunne etablere sig

som elhandelsvirksomhed. Hvis der ikke træffes særskilt beslutning om alternativ regulering, vil

borgernergifællesskabet i denne situation være omfattet af alle almindelige regler om

elhandelsvirksomheder i elforsyningsloven og bekendtgørelser udstedt i medfør af bestemmelser i

elforsyningsloven.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, vil medføre, at alle elforbrugere efter

elforsyningsloven § 6, 2. pkt., fortsat skal være dækkede af det frie leverandørvalg i

overensstemmelse med art. 4 i elmarkedsdirektivet. Selvom slutkunder, i deres egenskab af

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

medlemmer af- eller partshavere i et borgerenergifællesskab, får leveret elektricitet gennem en

bestemt elhandelsvirksomhed, påvirker dette ikke den enkelte slutkundes mulighed for at vælge en

anden elhandelsvirksomhed, når slutkunden får leveret elektricitet på et særskilt målepunkt.

Den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, vil desuden medføre, at borgerenergifællesskaber ikke

gives adgang til at eje, etablere, købe eller leje og selvstændigt forvalte distributionsnet.

Den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, vil desuden medføre, der bliver fastsat regler, der

forpligter netvirksomhederne til at samarbejde med borgerenergifællesskaberne om at lette deres

deling af elektricitet samt, inden for rammerne af elforsyningsloven, forpligter netvirksomhederne

til at samarbejde om at udvikle en særlig tarif til borgerenergifællesskaberne, så de afspejler de

reelle omkostninger eller besparelser, som borgerenergifællesskabets produktion og forbrug

bevirker på netdriften.

Den foreslåede § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, vil endelig medføre at der ikke fastsættes regler om

grænseoverskridende deltagelse i borgerenergifællesskaber.

3.1.6. Aggregatorer

3.1.6.1. Gældende ret

Aggregatorer og aggregering af fleksibelt elforbrug eller produktion er ikke reguleret i dansk ret.

Årsagen er, at aggregatorer er en ny rolle og aggregering af fleksibelt elforbrug eller produktion er

en ny aktivitet, der introduceres i elmarkedsdirektivet.

Visse regler i lov om elforsyning har dog betydning for implementeringen af elmarkedsdirektivets

bestemmelser om aggregeringskontrakter, aggregatorer og aggregering af fleksibelt elforbrug eller

elproduktion.

Lov om elforsyning § 5, nr. 7 definerer en elhandelsvirksomhed som en virksomhed der sælger

elektricitet.

Lov om elforsyning § 28, stk. 2, nr. 13 bestemmer, at Energinet, som en del af sine lovbestemte

opgaver, skal udarbejde forskrifter, som er nødvendige for elmarkedets funktion, herunder

forskrifter om aktørernes pligter og rettigheder.

Lov om elforsyning § 73 a, stk. 1, angiver, at priser og betingelser for anvendelse af transmissions-

og distributionsnet fastsættes af de kollektive elforsyningsvirksomheder efter offentliggjorte

metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet.

Desuden fremgår det i art. 5, stk. 1 i EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

(EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet, at alle markedsdeltagere skal

være ansvarlige for de ubalancer, de skaber i systemet. Lov om elforsyning § 27 c, stk. 4 gengiver

denne regel.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.1.6.2. Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivet indeholder definitioner af aggregering, den uafhængige aggregator og

fleksibelt elforbrug.

Art. 2, nr. 18, definerer aggregering som en funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk

person, der samler flere kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på

et elektricitetsmarked

Art. 2, nr. 19, definerer en uafhængig aggregator som en markedsdeltager, der er aktiv inden for

aggregering, og som ikke er tilknyttet kundens leverandør

Art. 2, nr. 20, definerer fleksibelt elforbrug som ændringer i en slutkundes elforbrug i forhold til det

normale eller aktuelle forbrugsmønster som reaktion på markedssignaler, herunder som reaktion på

tidspunktafhængige elpriser eller finansielle incitamenter, eller som reaktion på accept af

slutkundens bud om at sælge en forbrugsreduktion eller -forøgelse til en bestemt pris på et

organiseret marked som defineret i artikel 2, nr. 4), i Europa-Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 1348/2014, hvad enten dette sker alene eller gennem

aggregering,

Elmarkedsdirektivet indeholder desuden regler angående aggregeringskontrakter og regler om

fremme af fleksibelt elforbrug gennem aggregering.

Art. 13 i det omarbejdede elmarkedsdirektiv indeholder rettigheder for slutkunder og forpligtelser

for markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, når disse indgår en aggregeringskontrakt

med hinanden. Art. 17 i det omarbejdede elmarkedsdirektiv indeholder generelle regler til fremme

af fleksibelt elforbrug gennem aggregering.

Art. 13, stk. 1 giver alle kunder ret til frit at købe og sælge andre elektricitetsydelser, herunder

aggregering, end elektricitetslevering hos en elektricitetsvirksomhed efter eget valg.

I præambelbetragtning 39 fremgår det, at en medlemsstat frit kan vælge en gennemførelsesmodel

for uafhængige aggregatorer, men at den valgte model bør omfatte gennemsigtige og retfærdige

regler, der tillader uafhængige aggregatorer at udfylde deres rolle som mellemled, og sikre, at

slutkunden i tilstrækkelig grad får gavn af deres aktiviteter.

Art. 13, stk. 2 giver slutkunder ret til at indgå en aggregeringskontrakt uden samtykke fra

slutkundens elektricitetsvirksomheder. Bestemmelsen forpligter desuden markedsdeltagere, der er

aktive inden for aggregering, til at informere slutkunderne fuldt ud om de muligheder og vilkår, der

er forbundet med den kontrakt, som de tilbyder dem.

Art. 13, stk. 3 giver slutkunder ret til gratis at modtage alle relevante oplysninger om fleksibelt

elforbrug og om leveret og solgt elektricitet mindst én gang i hver faktureringsperiode, hvis en

slutkunde anmoder herom.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Medlemsstaterne skal endelig sikre, at rettighederne i stk. 2 og 3 gælder for alle slutkunder på en

ikkeforskelsbehandlende måde for så vidt angår omkostninger, indsats og tidsfrister, herunder

navnlig at kunder ikke er underlagt forskelsbehandlende tekniske og administrative krav, procedurer

eller gebyrer af deres leverandør på grundlag af, hvorvidt de har en aftale med en markedsdeltager,

der er aktiv inden for aggregering.

Efter art. 17, stk. 1 i direktivet skal medlemsstaterne tillade og fremme deltagelse i fleksibelt

elforbrug gennem aggregering. Medlemsstaterne skal tillade slutkunder, herunder dem, der tilbyder

fleksibelt elforbrug gennem aggregering, at deltage sideløbende med producenter på alle

elektricitetsmarkeder på en ikkeforskelsbehandlende måde.

Efter art. 17, stk. 2 skal medlemsstaterne sikre, at transmissionssystemoperatører og

distributionssystemoperatører ved køb af systemydelser behandler markedsdeltagere, der er aktive

inden for aggregeringen af fleksibelt elforbrug, sideløbende med producenter på grundlag af deres

tekniske kapacitet på en ikkeforskelsbehandlende måde.

Art. 17, stk. 3 fastsætter, at markedsdeltagere der er aktive inden for aggregering, herunder

uafhængige aggregatorer, skal have ret til at få adgang til elektricitetsmarkeder uden de øvrige

markedsdeltageres samtykke, og at de skal være økonomisk ansvarlige for de ubalancer, som de

skaber i elektricitetssystemet. I den forbindelse skal de være balanceansvarlige parter eller skal

delegere deres balanceansvar i overensstemmelse med artikel 5 i elmarkedsforordningen.

Art. 17, stk. 3 forpligtelser medlemsstaterne til at gennemføre ikkeforskelsbehandlende og

gennemsigtige regler, der klart fordeler roller og ansvarsområder mellem alle

elektricitetsvirksomheder og slutkunder, samt ikkeforskelsbehandlende og gennemsigtige regler og

procedurer for dataudveksling mellem markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, og

andre elektricitetsvirksomheder, som sikrer nem adgang til data på lige og ikkeforskelsbehandlende

vilkår med fuld beskyttelse af følsomme forretningsoplysninger og kunders personoplysninger.

Endelig forpligtes medlemsstaterne til at gennemføre en ordning til løsning af konflikter mellem

markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, og andre markedsdeltagere, herunder ansvar

for ubalancer.

Art. 17, stk. 3 giver endelig slutkunder ret til ikke at blive pålagt uberettigede betalinger, sanktioner

eller andre uberettigede kontraktmæssige restriktioner af deres leverandør, når de har en kontrakt

med uafhængige aggregatorer.

Art. 17, stk. 4 fastsætter, at medlemsstaterne kan kræve, at elektricitetsvirksomheder eller

deltagende slutkunder betaler økonomisk kompensation til andre markedsdeltagere eller

markedsdeltagernes balanceansvarlige part, hvis disse markedsdeltagere eller balanceansvarlige

parter er direkte påvirket af aktivering af fleksibelt elforbrug. Sådan økonomisk kompensation må

ikke skabe hindringer for markedsadgangen for markedsdeltagere, der er aktive inden for

aggregering, eller udgøre en hindring for fleksibilitet. I sådanne tilfælde skal den økonomiske

kompensation være strengt begrænset til dækning af de deraf følgende omkostninger, som

leverandørerne til de deltagende kunder eller leverandørernes balanceansvarlige part har afholdt

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

under aktivering af fleksibelt elforbrug. Beregningsmetoden for kompensation kan tage hensyn til

de fordele, som de uafhængige aggregatorer skaber for andre markedsdeltagere. Hvor dette er

tilfældet, kan aggregatorer eller deltagende kunder blive pålagt at bidrage til en sådan

kompensation, dog kun hvis og i det omfang fordelene for alle leverandører, kunder og deres

balanceansvarlige parter ikke overstiger de direkte omkostninger, der er afholdt.

Beregningsmetoden skal godkendes af den regulerende myndighed eller en anden kompetent

national myndighed.

Art. 17, stk. 5 fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at de regulerende myndigheder eller, hvis

deres nationale retssystem kræver det, transmissionssystemoperatører og

distributionssystemoperatører i tæt samarbejde med markedsdeltagere og slutkunder fastlægger de

tekniske krav for deltagelse i fleksibelt elforbrug på alle elektricitetsmarkeder på grundlag af disse

markeders tekniske karakteristika og det fleksible elforbrugs egenskaber. Disse krav skal omfatte

deltagelse, der involverer aggregeret forbrug.

3.1.6.3. Ministeriets overvejelser

Ministeriet vurderer, at reguleringens tekniske karakter og hensynet til at fremme smidighed i

reguleringen bevirker, at art. 13, og art. 17 i direktivet om aggregeringskontrakt og fleksibelt

elforbrug gennem aggregering mest hensigtsmæssigt implementeres ved bekendtgørelse udstedt

med hjemmel i en bestemmelse, der giver Klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til

at fastsætte regler om rettigheder og forpligtelser for aggregatorvirksomheder.

Ministeriet vurderer overordnet, at adgangen til at regulere i medfør af en sådan

bemyndigelsesbestemmelse skal afgrænses af direktivets krav til medlemsstaterne om sikring af

rettigheder for aggregatorer og forpligtelser for aggregatorer. På denne baggrund vil den materielle

reguleringskompetence i bemyndigelsesbestemmelsen derfor være sammenfaldende med direktivets

bestemmelser i art. 13 og 17.

Ministeriet vurderer, at at klima-, energi- og forsyningsministeren i den forbindelse bør kunne

forpligte elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder med

henblik på fastsættelsen af regler om rettigheder for aggregatorvirksomheder. Disse aktører vil

alene kunne forpligtes i det omfang elmarkedsdirektivets bestemmelser kræver det til sikring af

rettigheder for aggregatorvirksomheder.

Ministeriet vurderer derudover, at den materielle reguleringskompetence i

bemyndigelsesbestemmelsen skal afgrænses på udvalgte områder. Områderne er 1)

uafhængighedskravet for aggregatorer, 2) den uafhængige aggregators balanceansvar i forbindelse

med deltagelse på forskellige fleksibilitetsmarkeder, og 3) transparens i markeder for

fleksibilitetsydelser. Desuden beskrives i 4) en række øvrige rettigheder for og krav vedrørende

aggregatorer. Disse præciseringer af reguleringskompetencen gennemgås nedenfor.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Endelig bemærker ministeriet, at der i lov om elforsyning anvendes begrebet elhandelsvirksomhed i

stedet for det i elmarkedsdirektivet anvendte begreb, elleverandør, jf. generelt om

begrebsanvendelse i elforsyningsloven i dette lovforslag, pkt. 1.2.

3.1.6.3.1. Uafhængighedskravet for aggregatorer

Ministeriet har overvejet 2 modeller til implementering af uafhængighedskravet for aggregatorer i

art. 2, nr. 19, og art. 13, stk. 1, sammenholdt med præambelbetragtning 39.

Model 1: Aggregatorens uafhængighed kan sikres ved, at aggregatoren er uafhængig af den

elhandelsvirksomhed, der leverer elektricitet til slutkunden, sådan at der – til slutkundens fordel – er

et krav om konkurrence mellem slutkundens initiale elhandelsvirksomhed og aggregatoren.

Model 2: Aggregatorens uafhængighed kan sikres ved helt at adskille markedet for levering af

elektricitet fra markedet for aggregering af fleksibelt elforbrug. I den forbindelse kan aggregatorens

uafhængighed sikres ved, at en markedsdeltager, som er aktiv inden for aggregering, hverken selv

behøver at påtage sig rollen som elhandelsvirksomhed eller være tilknyttet en anden

elhandelsvirksomhed i sit forhold til slutkunden.

Ministeriet vurderer, at model 2 er nødvendig at indføre af hensyn til fuld implementering af

uafhængighedskravet i art. 2, nr. 19 og art. 13, stk. 1, sammenholdt med præambelbetragtning 39.

Ministeriet vurderer, at det er nødvendigt at give adgang til varetagelse af aggregatorvirksomhed

efter model 1, da markedets aktører efterspørger at drive virksomhed med udgangspunkt i modellen,

fordi modellen ikke indebærer markedsforvridninger med tilhørende behov for kompensation for

mængder af energi, der påvirkes i andre markedsdeltageres porteføljer.

Ministeriet vurderer på den ovenstående baggrund, at det er nødvendigt at indføre en ordning, hvor

både model 1 og model 2 indgår.

Ministeriet bemærker endelig, at når aggregatorvirksomheden er uafhængig i model 2’s betydning

er uafhængigheden i model 1 også opfyldt, fordi aggregatoren altid vil være uafhængig fra

slutkundens initiale elhandelsvirksomhed, hvis markedet for levering af elektricitet er helt adskilt

fra markedet for aggregering af fleksibelt elforbrug.

3.1.6.3.2. Elmarkeder og den uafhængige aggregators balanceansvar

Ministeriet bemærker, at uafhængige aggregatorer kan udbyde aggregering af fleksibelt elforbrug

og elproduktion på flere forskellige elmarkeder, herunder engros- og systemydelsesmarkederne

både i form af produkter med eller uden levering af energimængder. For udbud af ydelser, der

indebærer levering af energimængder er de nedenstående overvejelser relevante, fordi ydelsen

indebærer dermed levering af energimængder og dermed balancering.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Den uafhængige aggregator er markedsdeltager og derved balanceansvarlig i overensstemmelse

med art. 5, stk. 1, i elmarkedsforordningen. Dette krav gengives i elforsyningsloven § 27 c, stk. 4.

Ministeriet bemærker i den forbindelse, at aggregering i model 1 altid vil være forbundet med

levering af energimængder. Det betyder, at der til aggregeringen altid er tilknyttet en

elhandelsvirksomhed. Den markedsdeltager, der er aktiv inden for aggregering kan vælge selv at

varetage leveringen og dermed både at agere som aggregator- og som elhandelsvirksomhed.

Alternativt vil markedsdeltageren der er aktiv inden for aggregering skulle indgå i et aftaleforhold

med en elhandelsvirksomhed om levering af mængder af energi. I begge tilfælde vil

markedsdeltageren der er aktiv inden for aggregering, enten selv som elhandelsvirksomhed eller

gennem sin tilknyttede elhandelsvirksomhed, være balanceansvarlig eller delegere sit balanceansvar

for de ubalancer, som aggregeringen af det fleksible elforbrug giver anledning til, hvis der ved

aggregeringen også leveres energi.

I model 2 vurderer ministeriet, at balanceansvaret nødvendiggør en korrektion af ubalancer. For at

undgå forvridninger i markedet ved aktivering af fleksibilitet kan der herudover være behov for

økonomisk kompensation. Ministeriet vurderer, at Energinet skal udforme en metode til korrektion

af ubalancer og økonomisk kompensation i overensstemmelse med principperne i art. 17, stk. 4,

herunder forbud mod hindring af markedsadgang for aggregatorer og fleksibilitet, begrænsning af

kompensationens omfang, at beregningsmetoden kan tage hensyn til de fordele, som uafhængige

aggregatorer skaber for andre markedsdeltagere, samt at aggregatorer kan forpligtes til at bidrage til

en sådan kompensation.

Ministeriet vurderer, at denne metode skal udarbejdes af Energinet med hjemmel i lov om

elforsyning § 28, stk. 2, nr. 13. Denne bestemmelse angiver, at det er blandt Energinets opgaver at

udarbejde forskrifter, som er nødvendige for elmarkedets funktion, herunder forskrifter om

aktørernes pligter og rettigheder.

Forskrifter udstedt med hjemmel i lov om elforsyning § 28, stk. 2, nr. 13, udarbejdes i et

samarbejde med relevante aktører, metodegodkendes af Forsyningstilsynet inden disse kan

anvendes, og offentliggøres på Energinets hjemmeside. Ministeriet vurderer på den baggrund, at det

ved bekendtgørelse skal kunne pålægges Energinet at udforme en metode til korrektion af ubalancer

og økonomisk kompensation i overensstemmelse med principperne i art. 17, stk. 4 i

elmarkedsdirektivet, hvis Energinet ikke, inden for en nærmere angivet frist, har udformet en

metode.

3.1.6.3.3. Transparens i markeder

Ministeriet vurderer, at model 1 er transparent for markedsdeltagere og slutkunder, fordi modellen

ikke indebærer markedsforvridninger med tilhørende behov for kompensation for energimængder,

der påvirkes i andre markedsdeltageres porteføljer, idet slutkundens fleksible elforbrug adskilles fra

slutkundens øvrige forbrug. Denne adskillelse bevirker, at der foreligger faktiske målinger fra

slutkundens fleksible forbrug, der giver Energinet en bedre forudsætning for at varetage sit

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

systemansvar gennem balancering. I denne forbindelse vurderer ministeriet, at modellen lever op til

elmarkedsdirektivets præambelbetragtning 39, hvorefter, den valgte model bør omfatte

gennemsigtige og retfærdige regler, der tillader uafhængige aggregatorer at udfylde deres rolle som

mellemled, og sikre, at slutkunden i tilstrækkelig grad får gavn af deres aktiviteter.

Ministeriet vurderer, at model 2 har potentiale til at lette markedsadgangen for markedsdeltagere

der er aktive inden for aggregering, der alene ønsker at drive virksomhed som aggregator i deres

forhold til slutkunden. Ved indfrielse af dette potentiale øges udbuddet for fleksibilitetsydelser på

elmarkedet. Ministeriet bemærker, at model 2 forudsættes reguleret således, at slutkunden ikke

involveres i korrektionen af ubalancer og den økonomiske kompensation. Kravet om at slutkunder

ikke skal involveres er ligeledes begrundet i principperne i præambelbetragtning 39.

3.1.6.3.4. Øvrige rettigheder for og krav vedrørende aggregatorer

Formålet med Art. 17, stk. 3, litra a og e, er, at der, inden for deres anvendelsesområde, ikke kan

lægges hindringer af andre markedsdeltagere for at en markedsdeltager, der er aktiv inden for

aggregering, kan få adgang til markedet for aggregering af fleksibelt elforbrug.

Det er ministeriets vurdering, at bestemmelserne har sammenhæng med kravet i art. 13, stk. 2, om

at en slutkundes elektricitetsvirksomhed ikke må kunne stille krav om samtykke i forbindelse med

slutkundens valg om at kontrahere med en aggregator om aggregering af fleksibelt elforbrug.

Ministeriet vurderer, at de ovenstående regler, der tjener til sikring af markedsadgangen for

markedsdeltagere der er aktive inden for aggregering, bør gennemføres ordret ved bekendtgørelse.

Der fremgår ikke yderligere krav til beskaffenheden af konfliktløsningsordningen efter art. 17, stk.

3, litra f, end at medlemsstaterne skal sikre en ordning til løsning af konflikter mellem

markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, og andre markedsdeltagere, herunder ansvar

for ubalancer.

Ministeriet vurderer, at muligheden for at få afgjort en tvist mellem private igennem den

almindelige adgang til tvistbilæggelse ved domstolene udgør en passende ordning til løsning af

konflikter inden for sagsområdet i art. 17, stk. 3, litra f.

Art. 17, stk. 5 i elmarkedsdirektivet stiller krav om, at medlemsstater fastlægger tekniske krav for

deltagelse i fleksibelt elforbrug på alle elektricitetsmarkeder på grundlag af disse markeders

tekniske karakteristika og det fleksible elforbrugs egenskaber.

Energinets markedsforskrifter udstedes med hjemmel i lov om elforsyning § 28, stk. 2, nr. 13.

Bestemmelsen pålægger Energinet at udarbejde forskrifter, som er nødvendige for elmarkedets

funktion, herunder forskrifter om aktørernes pligter og rettigheder. Energinet har desuden

kompetence til at stille vilkår for brugernes adgang til at benytte virksomhedens ydelser. Disse

vilkår skal være objektive, ikkediskriminerende og offentligt tilgængelige og kan vedrøre

økonomiske forhold, herunder krav om sikkerhedsstillelse for udgifter eller risiko for udgifter, som

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Energinet påtager sig på brugerens vegne, eller som er forbundne med brugen af Energinets ydelser,

krav til indrapportering og formidling af data og andre informationer af relevans for Energinets

arbejde og forhold, som bidrager til at sikre bedst mulig konkurrence for produktion og handel med

elektricitet.

Ministeriet vurderer, at § 28, stk. 2, nr. 13, der pålægger Energinet at udarbejde forskrifter, som er

nødvendige for elmarkedets funktion, herunder forskrifter om aktørernes pligter og rettigheder giver

den fornødne hjemmel i forhold til implementeringen af art. 17, stk. 5.

3.1.6.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres en bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 3, hvorefter klima-, energi- og

forsyningsministeren kan fastsætte regler om aggregatorvirksomheder. Det foreslås, at denne

bemyndigelse skal anvendes til at fastsætte regler der er nødvendige for at sikre gennemførelse af

elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 18 og 19, der definerer aggregering og en uafhængig aggregator,

samt art. 17, der fastsætter nærmere krav for medlemsstaternes gennemførelse af regler fleksibelt

elforbrug gennem aggregering.

Det foreslås i § 9, stk. 2, at regler om aktive kunder, borgerenergifællesskaber og

aggregatorvirksomheder kan omfatte bestemmelser om deltagelse på elektricitetsmarkeder,

produktion og forbrug af elektricitet, aggregering, betaling af tariffer, regler om etablering og

balanceansvar og balancering.

Det foreslås desuden i § 9, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan forpligte

elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder med henblik på

fastsættelsen af regler om rettigheder for aggregatorvirksomheder efter forslag til § 9, stk. 1, nr. 2,

jf. stk. 1 og 2.

Bemyndigelsen i forslag til ny § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og 3, foreslås afgrænset af

elmarkedsdirektivets bestemmelser i art. 2, nr. 18 og 19, der definerer aggregering og en uafhængig

aggregator, samt art. 17, der fastsætter nærmere krav for medlemsstaternes gennemførelse af regler

fleksibelt elforbrug gennem aggregering. Bemyndigelsen i forslag til ny § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2

og 3, foreslås desuden afgrænset i overensstemmelse med de i pkt. 2.1.6.3. angivne overvejelser.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og 3, vil medføre, at

aggregatorvirksomhed reguleres ved bekendtgørelse i overensstemmelse med de to modeller for

varetagelse af aggregatorvirksomhed angivet i pkt. 2.1.6.3.1. I model 1 vil aggregatorvirksomheden

også kunne være en elhandelsvirksomhed. I model 2 vil aggregatorvirksomheden hverken selv

behøve at påtage sig rollen som elhandelsvirksomhed eller være tilknyttet en anden

elhandelsvirksomhed i sit forhold til slutkunden. Det bemærkes, at model 2 dels nødvendiggør en

korrektion af ubalancer, og dels muliggør et behov for økonomisk kompensation for at undgå

forvridninger i markedet. Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og 3, vil

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

medføre, at model 2 reguleres således, at slutkunden ikke involveres i korrektionen af ubalancer og

den økonomiske kompensation.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og 3, vil medføre, at Energinet udarbejder

en metode til korrektion af ubalancer og økonomisk kompensation med hjemmel i

elforsyningsloven § 28, stk. 2, nr. 13. Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og 3,

vil i den forbindelse medføre, at det ved bekendtgørelse kan pålægges Energinet at udforme en

metode til korrektion af ubalancer og økonomisk kompensation i overensstemmelse med

principperne i art. 17, stk. 4 i elmarkedsdirektivet, hvis Energinet ikke, inden for en nærmere

angivet frist, har udformet en metode.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og 3, vil medføre, at

konfliktløsningsordningen efter art. 17, stk. 3, litra f, bliver adgangen til at få afgjort en tvist mellem

private igennem den almindelige adgang til tvistbilæggelse ved domstolene.

Den foreslåede bemyndigelse i § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2 og 3, vil endelig medføre, at

elforsyningsloven § 28, stk. 2, nr. 13, vil danne hjemmel i forhold til implementeringen af

elmarkedsdirektivets art. 17, stk. 5.

3.1.7. Dataforvaltning

3.1.7.1. Gældende ret

§ 28, stk. 2, nr. 7, i lov om elforsyning, indebærer bl.a., at Energinet skal etablere og drive en

datahub til håndtering af måledata m.v. og til varetagelse af nødvendige funktioner og

kommunikation til brug for elhandelsvirksomhedernes fakturering, herunder formidling af

information om elafgifter.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, side 16,

venstre spalte, at datahubben er et knudepunkt, der administrerer transaktioner og kommunikation

mellem alle elmarkedets aktører. I tillæg hertil skal elforbrugerne tilbydes adgang til at se og

eventuelt formidle eller give accept til formidling af egne data (stamdata og elforbrug) til en

modtager, og legitime interessenter skaffes adgang til dataudtræk fra datahubben til

samfundsnyttige formål, såsom at opnå energibesparelser.

Det fremgår endvidere, at aktører, elforbrugere og andre legitime interessenter uden separat betaling

sikres adgang til datahubben, samt at den daglige brug af datahubben skal være gebyrfri.

Energinet kan udarbejde forskrifter, som er nødvendige for elmarkedets funktion, herunder

forskrifter om aktørernes pligter og rettigheder, jf. § 28, stk. 2, nr. 13, herunder i forbindelser med

oprettelse, behandling og udveksling af stamdata for målepunkter.

§ 51, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med bl.a. den

virksomhed, som Energinet og denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

og 3, i lov om Energinet udøver i medfør af lov om elforsyning, regler udstedt i medfør af loven og

bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om

betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

Bestemmelsen sikrer, at der føres tilsyn med Energinets virksomhed, herunder de opgaver, som

Energinet varetager som følge af lov om elforsyning.

3.1.7.2. Elmarkedsdirektivet

Art. 23, stk. 1, i elmarkedsdirektivet forpligter medlemsstaterne eller en af medlemsstaterne udpeget

kompetent myndighed til at fastsætte regler om berettigede parters adgang til slutkunders data. Data

omfatter målerdata og forbrugsdata samt data, der er nødvendige for kunders skifte af leverandør,

fleksibelt elforbrug og andre ydelser.

Art. 23, stk. 2, bestemmer, at medlemsstaterne skal tilrettelægge forvaltningen af data med henblik

på at sikre en effektiv og sikker adgang til og udveksling af data samt databeskyttelse og

datasikkerhed. Uafhængigt af den dataforvaltningsmodel, der anvendes i den enkelte medlemsstat,

skal de parter, der har ansvar for dataforvaltning, give enhver berettiget part adgang til slutkundens

data på baggrund af udtrykkeligt samtykke fra slutkunden i overensstemmelse med stk. 1. De

ønskede data skal stilles til rådighed samtidigt for de berettigede parter på en

ikkeforskelsbehandlende måde. Der skal desuden være nem adgang til data, og de relevante

procedurer herfor skal offentliggøres.

Art. 23, stk. 3, angiver, at medlemsstaternes regler om adgang til data og datalagring med henblik

på elmarkedsdirektivet skal være i overensstemmelse med relevant EU-ret, samt at behandling af

personoplysninger, der foretages inden for rammerne af elmarkedsdirektivet, skal foretages i

overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen.

Art. 23, stk. 4, stiller krav om, at medlemsstaterne eller en af medlemsstaterne udpeget kompetent

myndighed skal bemyndige og certificere eller, hvis det er relevant, føre tilsyn med de parter, der er

ansvarlige for dataforvaltning for at sikre, at de overholder kravene i elmarkedsdirektivet.

Stk. 4 angiver yderligere, at medlemsstaterne, uden at det berører databeskyttelsesrådgivernes

opgaver i henhold til forordning 2016/679/EU, kan beslutte at kræve, at parter, der er ansvarlige for

dataforvaltning, udpeger en overvågningsansvarlig, som skal føre tilsyn med gennemførelsen af de

foranstaltninger, der træffes af disse parter, for at sikre ikkeforskelsbehandlende adgang til data og

overholdelse af kravene i elmarkedsdirektivet. Medlemsstaterne kan udpege

overvågningsansvarlige eller organer som omhandlet i elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 2, litra

d), for at opfylde forpligtelserne i medfør af art. 23, stk. 4.

Art. 23, stk. 5, giver slutkunder ret til ikke at blive pålagt ekstra omkostninger i forbindelse med at

få adgang til deres data eller i forbindelse med en anmodning om at få stillet deres data til rådighed.

Bestemmelsen forpligter yderligere medlemsstaterne til at fastsætte de relevante gebyrer i

forbindelse med berettigede parters adgang til data. Endelig pålægger bestemmelsen

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

medlemsstaterne eller en af medlemsstaterne udpeget kompetent myndighed at sikre, at gebyrer, der

pålægges af regulerede enheder, der leverer dataydelser, er rimelige og behørigt begrundede.

3.1.7.3. Ministeriets overvejelser

Det påhviler Energinet at varetage og drive datahubben, der er et knudepunkt, som administrerer

transaktioner og kommunikation mellem alle elmarkedets aktører, jf. § 28, stk. 2, nr. 7, i lov om

elforsyning. Berettigede parters adgang til data sker således gennem datahubben. Data, som

administreres i datahubben, omfatter bl.a. måledata og forbrugsdata, samt data der er nødvendige

for kunders skifte af leverandør, fleksibelt elforbrug og andre ydelser.

Som ansvarlig for drift af datahubben udarbejder Energinet forskrifter som er nødvendige for

elmarkedets funktion, herunder om aktørernes pligter og rettigheder, jf. § 28, stk. 2, nr. 13, i lov om

elforsyning. Med henblik på implementering af elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 1, bør det

præciseres i § 28, stk. 2, nr. 13, i lov om elforsyning, at data, som datahubben håndterer, omfatter

data, som det er defineret i elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 1, herunder måledata, forbrugsdata

m.v. Det er herefter ministeriets vurdering, at det gældende retsgrundlag er i overensstemmelsen

med elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 1.

Med datahubben sikres en effektiv og sikker adgang til og udveksling af data samt databeskyttelse

og datasikkerhed i overensstemmelse med elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 2, 1. pkt. Derudover

har enhver berettiget part adgang til slutkundens data på baggrund af udtrykkeligt samtykke fra

slutkunden i overensstemmelse med elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 2, 2. pkt., idet

elforbrugerne tilbydes adgang til at se og eventuelt formidle eller give accept til formidling af egne

data til en modtager. Data stilles til rådighed i form af dataudtræk fra datahubben for berettigede

parter på en ikkeforskelsbehandlende måde, samtidigt og adgangen til data er nem, ligesom de

relevante procedurer herfor offentliggøres i Energinets forskrifter, jf. § 28, stk. 2, nr. 13, i

overensstemmelse med elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 2, 3. og 4. pkt.

Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med Energinet og dennes virksomhed,

herunder de opgaver som Energinet varetager, jf. § 51, stk. 1, 1. pkt., i lov om elforsyning. Da det

pålægger Energinet at varetage og drive datahubben, og der føres tilsyn med Energinet og dennes

virksomhed, er det gældende retsgrundlag i overensstemmelse med elmarkedsdirektivets artikel 23,

stk. 4.

Netvirksomhederne deltager i dataforvaltning via indberetninger af måledata fra

netvirksomhedernes aftagenumre i datahubben. Netvirksomheder skal opstille et program for intern

overvågning, som beskriver virksomhedernes tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd, jf. § 20

a i lov om elforsyning. Idet Energinet er ejermæssigt adskilt efter § 19 a i lov om elforsyning, er

Energinet ikke omfattet af bestemmelsen. Muligheden i elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 4, er

derfor kun implementeret for så vidt angår netvirksomheder i overensstemmelse med

elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 2, litra d).

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Aktører, slutkunder og andre berettigede parter sikres adgang til datahubben uden separat betaling.

Den daglige brug af datahubben skal være gebyrfri. Det er hensigten, at udviklingsomkostninger og

løbende drift af datahubben afregnes og afskrives over Energinets tariffer. Det er således ikke

hensigten at slutkunder skal pålægges ekstra omkostninger i forbindelse med adgang til deres data i

datahubben. Berettigede parters adgang skal ligeledes være gebyrfri. Det gældende retsgrundlag er

således i overensstemmelse med elmarkedsdirektivets artikel 23, stk. 5.

3.1.7.4. Den foreslåede ordning

Den foreslåede ændring af § 28, stk. 2, nr. 7, vil indebære, at det er præciseret i bestemmelsen, at

forbrugsdata også håndteres i datahubben. Formålet med ændringen er at det tydeliggøres, at

bestemmelsen implementerer elmarkedsdirektivets artikel 23.

3.2. Gennemførelse af elmarkedsdirektivet - regulering af netvirksomheder samt af Energinet

3.2.1. Netvirksomheders anskaffelse af elektricitet til dækning af nettab

3.2.1.1. Gældende ret

§ 22, stk. 1, i lov om elforsyning omhandler netvirksomhedernes opgaver.

§ 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning indebærer, at en netvirksomhed skal anvende gennemsigtige,

ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelsen af den energi, som

netvirksomheden anvender til at udføre sit hverv. Bestemmelsen blev indsat i lov om elforsyning

ved § 1, nr. 16, i lov nr. 494 af 9. juni 2004 om ændring af bl.a. lov om elforsyning. Der findes

ingen forarbejder til bestemmelsen. Det må antages, at formålet med bestemmelsen var at

gennemføre artikel 14, stk. 5, i 2003-eldirektivet, der senere blev videreført som artikel 25, stk. 5, i

2009-eldirektivet. Herefter skulle distributionssystemoperatører anvende gennemsigtige,

ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af energi til dækning af energitab

og reservekapacitet i deres system, når de optrådte i denne egenskab.

§ 22, stk. 4, i lov om elforsyning indebærer at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte

regler om gennemførelse af bestemmelserne i bl.a. § 22, stk. 1. § 22, stk. 4, specificerer ikke

nærmere rammer for bemyndigelsen i forhold til § 22, stk. 1, nr. 7. Der er ikke vedtaget regler på

bekendtgørelsesniveau med hjemmel i § 22, stk. 4, om netvirksomhedernes anskaffelse af energi.

Forsyningstilsynet fører tilsyn med netvirksomheders aftaler om indkøb af elektricitet til dækning af

nettab i medfør af § 46 i lov om elforsyning. § 46 indebærer, at aftaler som kollektive

elforsyningsvirksomheder indgår med andre virksomheder, herunder koncernforbundne selskaber,

skal indgås på markedsmæssige vilkår og skal foreligge i skriftlig form på aftaletidspunktet.

Bestemmelsen indeholder endvidere bl.a. krav til dokumentation og regler om Forsyningstilsynets

beføjelser.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

I medfør af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1624 af 15. december 2015

om fremgangsmåderne ved

indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester

skal

ordregivende enheder overholde bestemmelserne i forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Bekendtgørelsen benævnes herefter som forsyningsvirksomhedsbekendtgørelsen. Med

forsyningsvirksomhedsdirektivet forstås Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26.

februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og

energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF, jf. § 1, stk.

2, i forsyningsvirksomhedsbekendtgørelse.

Netvirksomheder anses som omfattet af begrebet ordregivende enheder, der er nærmere beskrevet i

forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 4.

I medfør af forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 23 litra b, ii) finder direktivet ikke anvendelse

på kontrakter vedrørende forsyning af energi, der tildeles af ordregivende enheder, som selv er

aktive i energisektoren bl.a. ved drift at eldistributionsnet.

Artikel 5, stk. 1, i elmarkedsforordningen indebærer, at alle markedsdeltagere skal være ansvarlige

for de ubalancer, de skaber i systemet. Med henblik herpå skal markedsdeltagerne i medfør af

bestemmelsen enten være balanceansvarlige aktører eller kontraktligt uddelegere deres ansvar til en

balanceansvarlig aktør efter eget valg.

3.2.1.2. Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5, indebærer, at hver distributionssystemoperatør skal optræde

som neutral markedsformidler ved anskaffelse af den energi, den anvender til at dække energitab i

dennes system i overensstemmelse med gennemsigtige, ikkeforskelsbehandlende og

markedsbaserede metoder, når den udøver denne aktivitet.

Bestemmelsen i elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5, erstatter den bestemmelse, der tidligere var

indeholdt i artikel 25, stk. 5, i 2009-eldirektivet, hvorefter distributionssystemoperatører skulle

anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af energi

til dækning af energitab og reservekapacitet i deres system, når de optrådte i denne egenskab, jf.

afsnittet om gældende ret ovenfor.

Elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5, omhandler til forskel for bestemmelsen i 2009-eldirektivet

alene anskaffelse af energi til dækning af nettab, hvor det er tilføjet, at en

distributionssystemoperatør herved skal optræde som neutral markedsformidler.

2.2.1.3. Ministeriets overvejelser

Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning dækker bredt over anskaffelse

af den energi, som en netvirksomhed anvender til at udføre sit hverv.

Det anses som hensigtsmæssigt, at der i stedet for indsættes en ny bestemmelse i lov om

elforsyning, der alene vil omhandle netvirksomhedernes anskaffelse af elektricitet til dækning af

nettab.

For det første vil der med bestemmelsens begrænsning på netvirksomhedernes anskaffelse af

elektricitet til dækning af nettab reflekteres, at artikel 25, stk. 5, i 2009-eldirektivet kun delvis

videreføres i elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5. Det vurderes dog samtidigt som nødvendigt at

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

medtage tilføjelsen i elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5, om netvirksomheders rolle som neutrale

markedsformidlere ved gennemførelse af bestemmelsen i dansk ret.

For det andet indeholder den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning et

element af overimplementering. Navnlig finder kravet i den gældende § 22, stk. 1, nr. 7, efter

bestemmelsens ordlyd også anvendelse på en netvirksomheds anskaffelse af energi til andre formål.

Eksempler for anskaffelse af energi til udførelse af en netvirksomheds hverv er indkøb af

elektricitet til en netvirksomheds bygninger eller indkøb af varme til opvarmning af

netvirksomhedens bygninger. Idet der ikke findes bemærkninger til bestemmelsen, er formålet med

denne overimplementering uklar. Sådanne indkøb vil under alle omstændigheder være underlagt

kravet om markedsmæssighed efter § 46 i lov om elforsyning. Dette anses som tilstrækkelig,

hvorfor overimplementeringen ikke foreslås videreført.

Dernæst vurderes det, at udformningen af den foreslåede nye bestemmelse som selvstændig

bestemmelse, med en placering uden for § 22, stk. 1, i lov om elforsyning, der omhandler

netvirksomhedernes opgaver, bedre vil reflektere afgrænsningen mellem netvirksomheders opgaver

og måden at udføre opgaven på.

Det er endvidere ministeriets vurdering, at elmarkedsdirektivets krav om, at netvirksomheder skal

optræde som neutral markedsformidler beskriver den rolle, som netvirksomhederne skal påtage sig,

når de i forbindelse med deres opgavevaretagelse interagerer med aktører på de konkurrenceudsatte

markeder. Dette er for at sikre, at netvirksomhederne fremmer konkurrence på markederne ved

anskaffelse af den elektricitet, de anvender til at dække deres nettab, efter gennemsigtige,

ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder, og ikke bruger deres opgaver som

monopolvirksomhed til at skævvride konkurrencen.

I forbindelse med en analyse af koncernforbundne netvirksomheders betydning for konkurrencen,

herefter benævnt konkurrenceanalysen, som blev igangsat som opfølgning på

Elreguleringsudvalgets anbefalinger, er der blevet gennemført en undersøgelse på vegne af

Forsyningstilsynet af konkurrencesituationen på elmarkedet med fokus på de koncernforbundne

virksomheders aktiviteter. Ifølge undersøgelsen, der blev offentliggjort den 8. oktober 2019 på

Forsyningstilsynets hjemmeside, angav flere netvirksomheder (16 ud af 30 respondenter), at de

havde købt elektriciteten til dækning af nettab fra en selskabsmæssigt forbundet

elhandelsvirksomhed. Det bemærkes i denne forbindelse, at 24 af de nuværende 40

netvirksomheder er koncernforbundet med en elhandelsvirksomhed, og at de koncernforbundne

netvirksomheder står for ca. 90 pct. af den transporterede elektricitet.

Den nuværende praksis vurderes ikke at kunne videreføres under de nye bestemmelser i

elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5.

Det vurderes, at en netvirksomhed, der indkøber elektricitet direkte fra koncernforbundne

elhandelsvirksomheder, ikke anskaffer elektricitet efter gennemsigtige, ikkediskriminerende og

markedsbaserede metoder og ikke optræder som neutral markedsformidler i henhold til

elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5.

Transaktioner med en selskabsmæssig forbunden elhandelsvirksomhed indebærer en risiko for

krydssubsidiering. Elhandelsvirksomheden kan endvidere også opnå en fordel ved at levere

elektricitet til dækning af nettab, selvom leveringen sker til en markedsmæssig pris, idet

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

elhandelsvirksomheden hermed er sikret en stor, fast volumen. Samtidig er der risiko for, at

netvirksomhederne tilkøber produkter, de ikke har brug for, f.eks. prissikringsprodukter, hvilket kan

skabe ekstra omsætning og potentielt overskud i elhandelsvirksomheden.

For at undgå fortolkningstvivl om, hvad der konstituerer neutral markedsformidling, og dermed en

uens anvendelse af reglerne, anses det som mest hensigtsmæssigt, at det fastsættes, hvilke metoder

en netvirksomhed kan anvende ved indkøb af elektricitet til dækning af nettab.

Der er identificeret to modeller, der begge vurderes at opfylde kravene i elmarkedsdirektivets artikel

31, stk. 5.

Den første model indebærer, at netvirksomheden anskaffer elektricitet ved direkte indkøb på et

elspotmarked (day-ahead marked) for elektricitet uden om detailhandlen for elektricitet, dvs. på en

elbørs som f.eks. Nord Pool Spot. Et elspotmarked er et marked, hvor priserne fastsættes time for

time for den fysiske udveksling af elektricitet. Et day-ahead marked er et marked, hvor der dagen

før driftsdøgnet handles elektricitet for driftsdøgnet. Med direkte indkøb vil netvirksomheden selv

varetage opgaver relateret til køb på spotmarkedet, der før blev løst i konkurrenceudsatte

virksomheder. Det bemærkes i denne forbindelse, at dækning af nettab i distributionsnettet er en del

af netvirksomhedernes opgaver i tilknytning til transport af elektricitet. Da indkøbet af elektricitet

til dækning af nettab sker til eget forbrug, vil netvirksomheden ikke optræde som leverandør af

elektricitet.

Netvirksomhederne skal i denne model som aktører, der foretager handel på spotmarkedet, være

forbrugsbalanceansvarlig for eget forbrug. Dette betyder, at de vil være finansiel ansvarlige for

ubalancer mellem forventet og reel forbrug i driftsdøgnet over for Energinet som systemansvarlig

virksomhed. Som udgangspunktet er det den balanceansvarliges interesse at minimere ubalancen

ved at handle med elektricitet på et intraday marked, dvs. et marked for handel med elektricitet på

driftsdøgnet, for at komme så tæt som muligt på det indmeldte forventede forbrug. I henhold til

artikel 5, stk. 1, i elmarkedsforordningen kan markedsaktører, dvs. netvirksomheden i denne model,

enten selv varetage balanceansvaret eller kontraktligt uddelegere balanceansvaret til en anden

balanceansvarlig aktør efter eget valg. Enhver, der varetager balanceansvar, skal være godkendt af

Energinet hertil. Varetagelse af balanceansvaret er en aktivitet, der er konkurrenceudsat. For at sikre

den nødvendige markedsprøvning ved uddelegering af balanceansvaret og for at modvirke

potentielle risici for skævvridning af konkurrencen, bør det sikres, at en netvirksomheds eventuelle

delegation af sit balanceansvar til en anden balanceansvarlig aktør sker i henhold til en åben,

gennemsigtig og ikkediskriminerende udbudsprocedure og dermed mest mulig konkurrence.

Den anden model indebærer, at netvirksomheden udbyder opgaven med indkøb af elektricitet til

dækning af nettab på en kontrakt med spotpris plus en markup, dvs. en avance på spotprisen. Det vil

hermed være udelukket, at udbuddet kan omfatte prissikringsprodukter. Ifølge modellen vil en

interesseret elhandelsvirksomhed byde på markup-en i udbuddet. Modellen har til formål at sikre, at

indkøb af elektricitet vil ske gennem en elhandelsvirksomhed efter lige konkurrence om at vinde

kontrakten. Elhandelsvirksomheden kan opnå profit, men profitmargen fastsættes ved konkurrence i

udbuddet. Også i forhold til denne model bør det sikres, at en netvirksomheds udbud sker i henhold

til en åben, gennemsigtig og ikkediskriminerende udbudsprocedure og dermed mest mulig

konkurrence.

Begge foreslåede modeller vurderes at leve op til elmarkedsdirektivets krav om neutral

markedsformidling. I den første model lægger netvirksomhederne ordrer ind på et

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

konkurrencemarked, hvor alle producenter, dvs. dem, der tilbyder elektricitet, kan byde ind på lige

vilkår. I den anden model sikres gennemsigtighed og lige adgang for elhandelsvirksomheder til at

byde på opgaven i detailmarkedet for el.

3.2.1.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, hvorefter en netvirksomhed skal anvende

gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelsen af den energi, den

anvender til at udføre sit hverv, ophæves.

Det foreslås endvidere, at der indføres en ny bestemmelse i lov om elforsyning, § 45 a, stk. 1,

hvorefter en netvirksomhed vil skulle optræde som neutral markedsformidler ved anskaffelse af den

elektricitet, virksomheden anvender til at dække nettab i elforsyningsnettet i sit netområde, i

overensstemmelse med gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder.

Den foreslåede ændring vil medføre, at elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 5, vil blive gennemført.

I tilknytning hertil foreslås det med forslaget til § 45 a, stk. 2, i lov om elforsyning, at der indføres

nye bemyndigelser for klima-, energi- og forsyningsministeren og Forsyningstilsynet.

Forslaget til § 45 a, stk. 2, 1. pkt., vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil skulle

fastsætte nærmere regler om netvirksomhedernes optræden som neutrale markedsformidlere ved

anskaffelse af den energi, de anvender til at dække energitab i elforsyningsnettet i deres netområde i

overensstemmelse med gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder, herunder

om de metoder, som netvirksomhederne skal anvende ved anskaffelse af energi til at dække

energitab i deres elforsyningsnet.

Det vurderes hensigtsmæssigt at bemyndige ministeren til fastsættelse af nærmere regler i en

bekendtgørelse, både fordi der er tale om fastsættelse af detaljerede tekniske regler om metoder og

fordi det hermed vil være muligt at tilpasse reguleringen over tid, uden at det vil kræve lovændring.

Fremgangsmåden vil således gøre det muligt fremadrettet at foretage justeringer til de metoder, der

agtes indført på bekendtgørelsesniveau. Det vil hermed også være muligt at fastsætte regler om

andre metoder, hvis det, mod forventning, skulle vise sig nødvendigt. Dette kan eksempelvis være,

hvis den initiale udmøntning af de foreslåede bemyndigelser ikke formår at frembringe det ønskede

resultat med en reel konkurrenceudsættelse af indkøb af elektricitet til dækning af nettab, hvor

netvirksomhederne agerer som neutrale markedsformidlere.

Den foreslåede bemyndigelse har til formål at sikre, at der vil blive fastsat nærmere regler om

netvirksomhedernes anskaffelse af elektricitet til dækning af nettab efter metoder, der lever op til

elmarkedsdirektivets krav i artikel 31, stk. 5.

Bemyndigelsen vil ved den initiale udmøntning bl.a. blive udmøntet ved, at der vil blive fastsat

regler om de to modeller, der er nærmere skitseret i afsnit 2.2.1.3., og som anses at opfylde kravet

om netvirksomheders neutrale markedsformidling, dvs. 1) enten direkte indkøb af elektricitet på et

spotmarked, hvor netvirksomheden selv varetager balanceansvaret eller, alternativ, udbyder

balanceansvaret, eller 2) udbud af indkøb af elektricitet på en kontrakt med spotpris plus en markup.

Det forventes herudover, at der bl.a. vil blive fastsat regler om, at netvirksomhederne kan vælge at

anvende enten den ene eller den anden metode, men at de respektive krav, der vil blive opstillet for

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

hver af de to metoder, skal følges fuldt ud, dvs. uden at der er mulighed for til- eller fravalg af

kravene inden for hver af de to metoder. Det forventes endvidere, at der bl.a. vil blive fastsat regler

om, at hele den nødvendige mængde elektricitet til dækning af nettab skal dækkes ved indkøb via

en eller begge metoder. Herudover forventes det, at ministeren vil fastsætte regler om konsekvenser

ved manglende anvendelse af metoderne til indkøb af elektricitet til dækning af nettab og om andre

relevante forhold, herunder om Forsyningstilsynets tilsyn med anvendelsen af metoderne. Endelig

forventes det, at ministeren med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse vil fastsætte regler om

adgang til klage over netvirksomhedernes udbud, der efter det foreslåede vil indgå i de to metoder.

I tilknytning til ministerens bemyndigelse i forslaget til § 45 a, stk. 2, 1. pkt., vil forslaget til § 45 a,

stk. 2, 2. pkt., indebære, at Forsyningstilsynet vil skulle fastsætte nærmere regler om udformning af

metoderne.

At give Forsyningstilsynet bemyndigelsen hertil, anses som hensigtsmæssigt på baggrund af

Forsyningstilsynets overordnede rolle i relation til sikring af konkurrenceprægede markedsforhold.

Forsyningstilsynets bemyndigelse har tæt sammenhæng med den foreslåede bemyndigelse for

ministeren i § 45 a, stk. 2, 1. pkt. Den initiale udmøntning forventes således at ske i forhold til de

oven for beskrevne metoder. Skulle det vise sig nødvendigt at foretage justeringer i metoder eller at

fastsætte regler om andre metoder, jf. ovenfor, vil dette reflekteres i udmøntningen af

Forsyningstilsynets hjemmel.

Formålet med bemyndigelsen til Forsyningstilsynet er at sikre, at netvirksomhedernes konkrete

anvendelse af metoderne vil ske på åben, gennemsigtig og ikkediskriminerende vis, og dermed

under konkurrencemæssige forhold, også i tilfælde, hvor forsyningsvirksomhedsdirektivet ikke vil

finde anvendelse, fordi de kontrakter, netvirksomhederne udbyder i medfør af metoderne, i det

konkrete tilfælde vurderes at falde under bestemmelsen i artikel

23, litra b, ii), i

forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Det bemærkes i relation hertil, at vurderingen af, om der

foreligger en kontrakt, der er omfattet af artikel 23, litra b, ii), og dermed om udbuddet skal ske i

medfør af reglerne i forsyningsvirksomhedsdirektivet, vil alene påhvile netvirksomheden.

Det forventes, at Forsyningstilsynet ved den initiale udmøntning af bemyndigelsen i forhold til den

første metode enten vil fastsætte regler om Forsyningstilsynets forhåndsgodkendelse vedrørende

netvirksomhedernes udbud af varetagelsen af balanceansvaret eller regler, der vil indeholde

konkrete rammer for netvirksomheders udbud af balanceansvaret. I forhold til den anden metode

forventes det, at Forsyningstilsynet vil fastsætte regler, der vil indeholde konkrete rammer for

netvirksomhedernes udbud af indkøb af elektricitet.

Forskellen i den forventede udmøntning af Forsyningstilsynets bemyndigelse vedrørende de udbud,

der indgår i de to metoder, er begrundet i, at det anses som usikkert, om netvirksomhederne vil være

interesserede i at benytte metoden, hvorefter de uddelegerer balanceansvaret til en anden aktør ved

udbud. I denne situation bør det være muligt for Forsyningstilsynet først at fastsætte regler om

rammerne for udbud af balanceansvaret, når metoden har været benyttet af netvirksomheder, og det

er muligt at basere fastsættelse af reglerne på erfaringerne fra disse udbud. Det vil imidlertid også

være muligt, at Forsyningstilsynet helt ser bort fra fastsættelse af sådanne regler, hvis det skulle vise

sig, at denne variant af metoden kun kommer til sporadisk anvendelse i praksis. I dette tilfælde

forventes det, jf. ovenfor, at Forsyningstilsynet som alternativ vil fastsætte regler vedrørende

forhåndsgodkendelse af netvirksomheders udbud, eksempelvis i form af godkendelse af et fælles

udbudsstandard for udbud af balanceansvaret, der er udarbejdet af netvirksomheder i fællesskab

eller af en eller flere brancheorganisationer og som efter Forsyningstilsynets bestemmelse herom vil

kunne anvendes af netvirksomhederne.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Forsyningstilsynet vil ved udmøntning af sin bemyndigelse skulle tilgodese, at de administrative

omkostninger ved udbud minimeres.

Forsyningstilsynet vil have brede rammer for at udmønte sin bemyndigelse inden for det

overordnede formål med at sikre åbenhed, gennemsigtighed og ikkediskrimination dog under

hensyn til minimering af de administrative omkostninger ved udbud. Udmøntningen af

bemyndigelsen ved fastsættelse af regler om udbud vil både kunne rumme fastsættelse af regler om

udbudsproceduren, herunder eksempelvis vedrørende offentliggørelse af udbuddet, regler om

udbudsspecifikkationer, herunder eksempelvis at kontrakten udbydes alene, dvs. ikke kobles til

indkøb af andre ydelser, og at udbuddet ikke indeholder diskriminerende vilkår såsom et krav om at

have været etableret på markedet i en bestemt periode. Forsyningstilsynet vil også kunne fastsætte

regler om kriterier for evaluering af indkomne tilbud.

Det bemærkes, at den aftale, som netvirksomheden indgår med tilbudsgiveren efter et udbud, fortsat

vil være underlagt kravene i § 46 i lov om elforsyning og Forsyningstilsynets tilsyn hermed. Dette

skyldes, at det også ved udbud fortsat bør sikres, at de efterfølgende aftaler opfyldes og afsluttes

markedsmæssigt. Det antages imidlertid, at Forsyningstilsynet i det omfang at aftalens pris svarer til

udbudsresultatet og vilkårene svarer til udbudsspecifikationerne, vil tage højde for, at prisen er

resultatet af et udbud. Der forudsættes herved, at det pågældende udbud er blevet gennemført i

overensstemmelse med Forsyningstilsynets regler herom.

Der henvises til, at lovforslaget indeholder et forslag til en overgangsbestemmelse, der fastlægger

fra hvornår netvirksomhedernes ankaffelse af elektricitet til dækning af nettab skal ske under

optræden af netvirksomheden som neutral markedsformidler i overensstemmelse med

gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder, jf. lovforslagets § 2, stk. 4.

Det bemærkes endvidere, at evt. meromkostninger, der ville kunne opstå for netvirksomhederne i

forbindelse med anvendelse af de nye metoder, forventes at kunne håndteres inden for de gældende

regler for netvirksomhedernes økonomiske regulering i medfør af § 69 i lov om elforsyning og

indtægtsrammebekendtgørelsen.

Endelig bemærkes det, at indtægtsrammebekendtgørelsens bestemmelser om indregning af

netvirksomhedernes omkostninger til nettab vil blive justeret med hjemmel i forslag til § 45 a, stk.

1, således at tilfælde, hvor en netvirksomhed ikke overholder metoderne til indkøb af elektricitet til

nettab vil blive reflekteret i reglerne.

3.2.2. Netvirksomheders markedsbaserede anskaffelse af ikke frekvensrelaterede

systembærende ydelser

3.2.2.1. Gældende ret

Lov om elforsyning indeholder ingen bestemmelser, der regulerer netvirksomheders anskaffelse af

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser.

Ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser udgør en delmængde af de ydelser, der i den danske

elsektor omtales som systembærende egenskaber eller kritiske egenskaber.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Efter § 22, stk. 1, nr. 1, i lov om elforsyning er netvirksomhederne teknisk ansvarlige for at

opretholde den tekniske kvalitet i nettene.

§ 26, stk. 2, i lov om elforsyning indebærer, at brugerne skal opfylde de fastsatte krav for at få

adgang til tilslutning til og benyttelse af det kollektive elforsyningsnet. I medfør af § 26, stk. 3, kan

klima-, energi-, og forsyningsministeren fastsætte nærmere regler herom, herunder kan ministeren

bestemme, at visse tekniske standarder og krav for adgang til og benyttelse af det kollektive

elforsyningsnet skal fastsættes af Energinet. Ministeren har udmøntet sin bemyndigelse i § 7, stk. 1,

i bekendtgørelse nr. 1402 af 13. december 2019 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af

eltransmissionssystemet m.v., hvorefter Energinet skal udarbejde forskellige forskrifter for

benyttelsen af det kollektive elforsyningsnet. Energinets bemyndigelse gælder imidlertid ikke, for

så vidt der er tale om forhold, der reguleres ved bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i § 26, stk. 3, at den systemansvarlige

virksomheds forskrifter skal være objektive og ikkediskriminerende og tage rimelig hensyn til de

enkelte kategorier af brugernes tekniske og økonomiske formåen, jf. bemærkninger til § 26, i lov nr.

375 af 2. juni 19993, jf. Folketingstidende 1998-99, A, L 234 som fremsat, side 5902.

Kommissionens forordning (EU) 2016/631 af 14. april 2016 om fastsættelse af netregler om krav til

nettilslutning for produktionsanlæg og Kommissionens forordning (EU) 2016/1388 af 17. august

2016 om fastsættelse af netregler om nettilslutning af forbrugs- og distributionssystemer forudsætter

nærmere implementering ved fastsættelse af visse tekniske krav på national niveau. Den første

forordning omtales i sektoren også som RfG’en, hvor RfG står for Requirements for Generators.

Den anden forordning omtales også som DCC’en, hvor DCC står for Demand Connection Code.

Samme betegnelser bruges efterfølgende i lovforslaget.

Netvirksomhederne har i fællesskab, dvs. via fuldmagt til brancheorganisationen Dansk Energi,

sammen med Energinet fastsat tekniske betingelser for tilslutning af nye produktionsanlæg,

herunder solceller, vindmøller og kraftværker, til distributionsnettet for at implementere relevante

dele af RfG’en. Betingelserne blev godkendt af Forsyningstilsynet med hjemmel i RfG’en.

Ligeledes har netvirksomheder i fællesskab, via Dansk Energi, fastsat betingelser for tilslutning af

nye forbrugsenheder, der anvendes til efterspørgselsreaktion (i sektoren også omtalt med det

engelske begreb demand response), dvs. forbrugsenheder, der leverer ydelser til netvirksomheder,

for at implementere relevante dele af DCC’en. Også disse betingelserne blev godkendt af

Forsyningstilsynet med hjemmel i DCC’en.

Efter § 27 a i lov om elforsyning er Energinet som systemansvarlig virksomhed teknisk ansvarlig

for elforsyningssikkerheden.

Som led i sikringen af elforsyningssikkerheden har Energinet bl.a. udarbejdet en teknisk forskrift

2.1.3. vedrørende udveksling af såkaldt reaktiv effekt i snitfladen mellem transmissions- og

distributionssystemerne for at sikre spændingsstabiliteten i det sammenhængende elsystem.

Energinets forskrift benævnes også som MVAR-forskriften, hvor MVAR er forkortelsen for den

engelske betegnelse mega volt amps (reactive), der er enheden reaktiv effekt måles i.

Netvirksomheder er i medfør af forskriften ansvarlige for, hvad der teknisk kaldes MVAR-

kompensering (kompensering af reaktiv effekt) i snitfladen til deres tilslutning til TSO-nettet.

Dermed er de i noget omfang ansvarlige for det, der teknisk kaldes for spændingsregulering i statisk

tilstand, som er en ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

§ 73 a, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at priser og betingelser for anvendelse af

transmissions- og distributionsnet fastsættes af de kollektive elforsyningsvirksomheder efter

offentliggjorte metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet.

3.2.2.2. Elmarkedsdirektivet

I medfør af elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 7, skal en distributionssystemoperatør anskaffe de

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser, der er nødvendige for en effektiv, pålidelig og

sikker drift af operatørens elforsyningsnet i overensstemmelse med gennemsigtige,

ikkeforskelsbehandlende og markedsbaserede procedurer, medmindre den regulerende myndighed

har vurderet, at markedsbaseret levering af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser ikke er

omkostningseffektivt og har indrømmet en fritagelse herfra. Endvidere fastslår artikel 31, stk. 7, at

forpligtelsen til at anskaffe ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser ikke finder anvendelse på

fuldt integrerede netkomponenter.

Ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 49, defineret

som en ydelse, der anvendes af en transmissionssystemoperatør eller distributionssystemoperatør til

at sikre en række tekniske forhold, nærmere bestemt spændingsregulering i statisk tilstand, tilførsel

af hurtig reaktiv strøm, inerti for stabilitet i lokale net, kortslutningsstrøm, black start-kapacitet (på

dansk: dødstartskapacitet) og ødriftkapacitet. Der er herved tale om tekniske begreber, der beskriver

forskellige tekniske tiltag, der kan anvendes for at sætte de rigtige spændingsniveauer i

elforsyningsnettet, sikre stabilitet i spændingen i elforsyningsnettet, genoprette spændingen ved fejl,

afhjælpe fejl eller sikre stabilitet ved fejl i nettet såsom kortslutninger eller udfald af enheder. De

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser er en delmængde af, hvad der i den danske elsektor

bl.a. betegnes som systembærende egenskaber eller kritiske egenskaber, jf. ovenfor.

Fuldt integrerede netkomponenter er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 51, defineret som

netkomponenter, der er integreret i et transmissions- eller distributionssystem, herunder lageranlæg,

og som udelukkende anvendes til at sikre sikker og pålidelig drift af transmissions- eller

distributionssystemet og ikke til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

Efter artikel 31, stk. 8, skal anskaffelse af ydelserne sikre effektiv deltagelse af alle kvalificerede

markedsdeltagere, herunder markedsdeltagere, der tilbyder energi fra vedvarende energikilder,

markedsdeltagere, der deltager i fleksibelt elforbrug, operatører af energilageranlæg og

markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering, navnligt ved at kræve, at regulerende

myndigheder og distributionssystemoperatører i tæt samarbejde med alle markedsdeltagere og

transmissionssystemoperatører fastlægger de tekniske krav til deltagelse på disse markeder på

grundlag af disse markeders tekniske karakteristika og alle markedsdeltagernes kapacitet.

Det følger af sammenhængen med elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 6, at elmarkedsdirektivets

regler om anskaffelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser kun er relevant, når en

distributionssystemoperatør er ansvarlig for anskaffelse af ydelserne.

3.2.2.3. Ministeriets overvejelser

Elmarkedsdirektivets bestemmelser om en netvirksomheds anskaffelse af ikkefrekvensrelaterede

systembærende ydelser skal ses på baggrund af, at stigende mængder distribueret produktion af

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

elektricitet baseret på vedvarende energikilder, der direkte er tilsluttet distributionsnettet,

fremadrettet kan føre til et øget behov for anskaffelse af ydelser, der sikrer stabiliteten i

elforsyningsnettet.

Elmarkedsdirektivet definerer begrebet ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse, jf. artikel 2, nr.

49. Som nævnt ovenfor er der tale om en delmængde af ydelser for levering af det, der i den danske

elsektor betegnes som ydelser til sikring af kritiske egenskaber eller systembærende egenskaber.

Tilstrækkelige kritiske egenskaber er nødvendige for en stabil drift af elsystemet, og er derfor med

til at sikre elforsyningssikkerheden.

Om netvirksomhedernes ansvar for at anskaffe ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser, jf.

elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 6, bemærker ministeriet, at det overordnede ansvar for at sikre

spændingsstabilitet i det sammenhængende elforsyningssystem ligger hos Energinet som

systemansvarlig virksomhed, jf. § 27 a i lov om elforsyning. Netvirksomhederne skal imidlertid i

henhold til Energinets MVAR-forskrift sikre, at deres net ikke påfører det sammenhængende

elforsyningssystem såkaldt spændingsforurening. Netvirksomhederne kan derfor i medfør af

MVAR-forskriften anses som værende ansvarlige for spændingsregulering i statisk tilstand, som er

en ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse.

Herudover er netvirksomheder ansvarlige for at opretholde den tekniske kvalitet i deres eget net, jf.

§ 22, stk. 1, nr. 1, i lov om elforsyning.

Ministeriet vurderer, at elmarkedsdirektivet ikke indeholder et absolut krav om, at

ikkefrekvensrelateret systembærende ydelser anskaffes fra tredjepart.

Klima-, energi- og forsyningsministeriet vurderer navnlig, at direktivet anerkender, at

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser kan leveres af de såkaldte fuldt integrerede

netkomponenter, jf. elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 7, sidste pkt. Begrebet fuldt integrerede

netkomponenter er defineret i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 51.

Netvirksomhederne ejer og anvender i dag en række netkomponenter, som efter ministeriets

vurdering i udgangspunktet kan anses som fuldt integrerede netkomponenter, fordi de i dag alene

bruges til sikker og pålidelig drift af nettet, og ikke til håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

Nærmere bestemt bruger netvirksomhederne eksempelvis kondensatorer, reaktorer og

viklingskoblere i transformere til sikker og pålidelig netdrift, herunder spændingsregulering i statisk

tilstand. Spændingsregulering i statisk tilstand er en ydelse, der indgår i definitionen af begrebet

ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse i medfør af elmarkedsdirektivet. I medfør af

elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 7, sidste punktum, vil netvirksomhederne fortsat kunne eje og

drive de nævnte komponenter og bruge dem til fremskaffelse af ikkefrekvensrelaterede

systembærende ydelser, uden at være underlagt et krav om at skulle fremskaffe ydelsen fra

tredjepart. Det forudsættes imidlertid at de pågældende komponenter fortsat ikke bruges til

håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

Endvidere bemærkes det, at netvirksomhederne via tilslutningsbetingelser af de anlæg, der er

tilsluttet deres net, kan sikre, at anlæggene ikke påfører nettet spændingsforurening. Spørgsmålet er,

hvorvidt sådanne krav til adgang til tilslutning til nettet, kan betragtes som anskaffelse af ydelser,

herunder de ydelser, der falder under elmarkedsdirektivets definition af ikkefrekvensrelaterede

systembærende ydelser, og som derfør bør markedsgøres.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Dertil bemærkes det, at det i lyset af formuleringen af den gældende § 26, stk. 3, i lov om

elforsyning er uklart, hvorvidt netvirksomhederne i dag kan fastsætte tekniske tilslutningskrav ved

siden af Energinet – ud over de hjemler herom, der følger af RfG’en og DCC’en. På baggrund af

netvirksomhedernes ansvar for den tekniske kvalitet i deres net, anses det som hensigtsmæssigt at

give netvirksomhederne mulighed for fastsættelse af sådanne krav. Dette bør tydeliggøres ved en

ændring af § 26, stk. 3, i lov om elforsyning, hvorved klima-, energi- og forsyningsministeren vil

bemyndiges til – inden for visse rammer - at give netvirksomhederne mulighed herfor.

Kravene bør være nødvendige for at sikre den tekniske kvalitet i netvirsksomhedernes

elforsyningsnet. De børe være objektive og ikkediskriminerende, og tage rimeligt hensyn til de

enkelte

kategorier af brugeres tekniske og økonomiske formåen. Herved tages udgangspunkt i, hvad der er

gældende for Energinets fastsættelse af tekniske forskrifter, jf. ovenfor i afsnit 2.2.2.1. Kravene bør

udvikles i samråd med Energinet og alle systembrugere. Endvidere bør kravene, der vil fremstå som

betingelser vedrørende adgang til tilslutning og dermed adgang til anvendelse af netvirsomhedernes

net, metodeanmeldes til Forsyningstilsynet i medfør af gældende § 73 a i lov om elforsyning.

Efter ministeriets vurdering tjener tekniske krav til anlæg, der tilsluttes en netvirksomheds net, som

holder sig inden for disse rammer, sikringen af, at et givet anlæg ikke påfører nettet

spændingsforurening eller påvirker sikkerheden i driften af nettet i øvrigt. Der er dermed tale om

krav til, hvordan et anlæg skal reagere på en given situation i nettet, og ikke krav til levering af en

egentlig ydelse, der bør markedsgøres.

Et eksempel er et krav til et anlægs reaktion på en spændingsændring i nettet. Formålet hermed er at

sikre, at anlægget ikke afkobler nettet i forbindelse med spændingsændringer og dermed forværrer

situationen i nettet. Kravet omhandler ikke en egentlig ydelse, som netvirksomheden efterspørger,

men et handlemønster fra anlægget i forbindelse med spændingsændringer i nettet.

I det omfang der måtte være tale om objektive og ikkediskriminerende, rimelige krav, der er

nødvendige for at sikre den tekniske kvalitet i nettene, og som vil være metodegodkendt af

Forsyningstilsynet i medfør af § 73 a, vil sikringen af tilstedeværelse af kritiske egenskaber

gennem tilslutningsbetingelserne således ikke være omfattet af et krav om markedsgørelse, dvs. et

krav om markedsbaseret anskaffelse.

Samlet set er det ministeriets opfattelse, at netvirksomhedernes aktuelle behov for at sikre

tilvejebringelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser er begrænset, da

netvirksomhedernes ansvar i medfør af MVAR-forskriften er begrænset. Det behov der er, bliver

aktuelt dækket af virksomhedernes egne fuldt integrerede netkomponenter.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der vil kunne opstå et øget behov fremadrettet, som kan føre

til, at netvirksomhederne vil efterspørge ydelserne hos tredjepart, ligesom netvirksomhederne

allerede i dag i princippet kan vælge at anskaffe ydelserne fra tredjepart frem for selv at anskaffe

fuldt integrerede netkomponenter, hvis dette vurderes at være mere omkostningseffektivt.

Ministeriet vurderer i denne henseende, at den økonomiske regulering af netvirksomhederne, der er

indeholdt i § 69 i lov om elforsyning og indtægtsrammebekendtgørelsen, giver netvirksomhederne

incitament til at vælge den mest omkostningseffektive løsning. Derfor anses det heller ikke som

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

nødvendigt særskilt at lade Forsyningstilsynet vurdere omkostningseffektiviteten af markedsbaseret

anskaffelse sammenlignet med dækning af behovet via egne komponenter.

Skulle det fremadrettet blive aktuelt, at netvirksomhederne anskaffer ikkefrekvensrelaterede

systemværende ydelser fra tredjepart, vil det skulle ske efter gennemsigtige, ikkediskriminerende og

markedsbaserede procedurer, der sikrer effektiv deltagelse af alle kvalificerede markedsdeltagere,

jf. elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 7, sammenholdt med artikel 31, stk. 8.

Til sikring af effektiv deltagelse af alle kvalificerede markedsdeltagere kræver elmarkedsdirektivet

endvidere, at Forsyningstilsynet sammen med netvirksomhederne og i tæt samarbejde med alle

markedsdeltagere og navnlig Energinet bør fastlægge de tekniske krav til deltagelse på markederne,

jf. elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 8.

Ministeriet vurderer, at Forsyningstilsynets inddragelse som forudset i direktivet, bør ske ved at de

påtænkte metoder for markedsbaseret anskaffelse, herunder de tekniske krav til deltagelse på

markederne anmeldes til Forsyningstilsynets godkendelse på baggrund af bl.a. netvirksomhedernes

redegørelse for metoderne, inddragelsesprocessen og teknologineutralitet af kravene.

3.2.2 4. Den foreslåede ordning

Der foreslås en ny bestemmelse i lov om elforsyning, der vil definere begrebet

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Der foreslås herudover, at der indføres en ny bemyndigelse for klima-, energi- og

forsyningsministeren.

Forslaget vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil skulle fastsætte regler om

netvirksomheders anskaffelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser, herunder om

anskaffelse af ydelserne i henhold til gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede

procedurer samt undtagelser herfra i forhold til fuldt integrerede netkomponenter og om

Forsyningstilsynets godkendelse af netvirksomheders metoder til markedsbaseret anskaffelse af

ydelserne.

Det anses som hensigtsmæssigt at gennemføre disse krav ved bekendtgørelse. Hermed vil det være

muligt at tilpasse rammerne til udmøntning af kravene over tid, uden at dette vil kræve lovændring.

Denne fleksibilitet anses som nødvendigt i lyset af, at markedsbaseret anskaffelse af

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser fremstår som en ny og uprøvet tilgang.

Den foreslåede bemyndigelse har til formål at sikre, at der vil blive fastsat de regler, der er

nødvendige for at sikre gennemførelse af elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 6-8, herunder om

anskaffelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser, i det omfang netvirksomhederne har

et ansvar herfor, efter gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder.

Det forventes, at der vil blive fastsat regler om undtagelse af fuldt integrerede netkomponenter,

således at netvirksomhederne fortsat vil have mulighed for at tilvejebringe ikkefrekvensrelaterede

systembærende ydelser ved anvendelse af fuldt integrerede netkomponenter.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler om netvirksomhedernes fastsættelse af

tekniske krav til deltagelse på markederne i tæt samarbejde med Energinet og alle markedsdeltagere

på grundlag af disse markeders tekniske karakteristika og alle markedsdeltageres kapacitet for at

sikre effektiv deltagelse af alle kvalificerede markedsdeltagere.

Det forventes herudover, at der vil blive fastsat regler om forelæggelse af netvirksomhedernes

metoder for markedsbaseret anskaffelse, herunder de tekniske krav, for Forsyningstilsynets

godkendelse og om netvirksomheders nærmere redegørelse for bl.a. metoderne,

inddragelsesprocessen og teknologineutralitet af kravene.

Herudover foreslås det, at bemyndige ministeren til at give netvirksomheder mulighed for, inden for

visse rammer, at fastsætte tekniske krav for adgang til tilslutning til en netvirksomheds

elforsyningsnet, som er nødvendige for at sikre den tekniske kvalitet af elforsyningsnettet i

netvirksomhedens netområde. Dette vil kræve en ændring af § 26, stk. 3, i lov om elforsyning.

3.2.3. Netvirksomheders markedsbaserede anskaffelse af fleksibilitetsydelser

3.2.3.1. Gældende ret

Lov om elforsyning indeholder ingen bestemmelser, der regulerer netvirksomheders anskaffelse af

fleksibilitetsydelser.

§ 73 a, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at priser og betingelser for anvendelse af

transmissions- og distributionsnet fastsættes af de kollektive elforsyningsvirksomheder efter

offentliggjorte metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet.

§ 73 a, stk. 2, i lov om elforsyning indebærer, at Forsyningstilsynet kan godkende metoder for

begrænsede købergrupper og for et begrænset tidsrum, som led i de kollektive

elforsyningsvirksomheders metodeudvikling. Bestemmelsen indebærer endvidere, at

Forsyningstilsynet kan sætte vilkår for godkendelsen af sådanne metoder.

I medfør af § 1, stk. 1, nr. 1 og 9, i bekendtgørelse nr. 1002 af 20. november 2011 om

Energitilsynets overvågning af det indre marked for el og naturgas m.v. overvåger

Forsyningstilsynet (der indtil 2018 var benævnt Energitilsynet) bl.a. graden og effektiviteten af

markedsåbning og konkurrence på engros- og detailsalgsniveau, herunder på elektricitetsbørser

samt konkurrenceforvridning eller begrænsning af konkurrencen. I medfør af bekendtgørelsens § 1,

stk. 2, kan Forsyningstilsynet endvidere som led i overvågningen foretage undersøgelser af,

hvordan bl.a. elektricitetsmarkederne fungerer, samt fastlægge og pålægge foranstaltninger inden

for gældende lovgivning for at fremme effektiv konkurrence og sikre, at markedet fungerer.

3.2.3.2. Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 1, indebærer, at medlemsstaterne skal sørge for det fornødne

regelsæt, der giver distributionssystemoperatører mulighed for og incitament til at anskaffe

fleksibilitetsydelser, herunder håndtering af kapacitetsbegrænsninger i deres område, med henblik

på at forbedre effektiviteten i driften og udviklingen af distributionssystemet. Regelsættet skal

navnlig sikre, at distributionssystemoperatørerne kan anskaffe sådanne ydelser fra udbydere af

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

decentral produktion, fleksibelt elforbrug eller energilagring, og skal fremme iværksættelse af

energieffektivitetsforanstaltninger, når sådanne ydelser på omkostningseffektiv vis formindsker

behovet for at opgradere eller erstatte elektricitetskapacitet og støtter effektiv og sikker drift af

distributionssystemet.

Distributionssystemoperatører skal anskaffe fleksibilitetsydelser i henhold til gennemsigtige,

ikkeforskelsbehandlende og markedsbaserede procedurer, medmindre de regulerende myndigheder

har fastslået, at anskaffelsen af sådanne ydelser ikke er omkostningseffektiv, eller at sådan

anskaffelse fører til alvorlige markedsforvridninger eller overbelastning.

Endvidere indebærer artikel 32, stk. 2, at den regulerende myndighed, alternativt

distributionssystemoperatørerne med forbehold af den regulerende myndigheds godkendelse,

fastsætter specifikationerne for de fleksibilitetsydelser, der anskaffes, og, hvor det er relevant,

standardiserede markedsprodukter for sådanne ydelser, som minimum på nationalt plan.

Fastsættelsen af specifikationer og produkter skal ske i en transparent og åben proces, der omfatter

alle relevante systembrugere og transmissionssystemoperatøren. Specifikationerne skal sikre en

effektiv og ikkeforskelsbehandlende deltagelse af alle markedsdeltagere, herunder

markedsdeltagere, der tilbyder energi fra vedvarende energikilder, markedsdeltagere, der deltager i

fleksibelt elforbrug, operatører af energilageranlæg og markedsdeltagere, der er aktive inden for

aggregering. Distributionssystemoperatørerne udveksler alle de nødvendige oplysninger og

koordinerer med transmissionssystemoperatørerne for at sikre optimal udnyttelse af ressourcer,

garantere sikker og effektiv drift af systemet og fremmer markedsudviklingen.

Distributionssystemoperatørerne skal i tilstrækkelig grad godtgøres for anskaffelsen af disse ydelser

for som minimum at kunne dække deres rimelige, dermed forbundne udgifter, herunder udgifter til

den nødvendige informations- og kommunikationsteknologi og udgifter til den nødvendige

infrastruktur.

3.2.3.3. Ministeriets overvejelser

Elmarkedsdirektivets bestemmelser vedrørende en netvirksomheds anskaffelse af

fleksibilitetsydelser skal ses på baggrund af de forandringer, elsektoren gennemgår som led i den

grønne omstilling. Denne medfører markante ændringer i den måde, elektricitet bliver produceret

på, hvor produktionen bliver stadig mere decentraliseret og fluktuerende, samtidigt med at en øget

elektrificering af samfundet sætter pres på elsystemet fra forbrugssiden. Elsystemet skal også under

de nye rammebetingelser kunne levere et højt niveau for elforsyningssikkerhed, uden at det bliver

unødvendigt dyrt for elforbrugeren.

Det fremgår således også af direktivets præambelbetragtning 61, at distributionssystemoperatørerne

på en omkostningseffektiv måde skal integrere nye former for elektricitetsproduktion, navnlig

anlæg, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder, og nye belastninger, som f.eks.

belastninger fra varmepumper og elektriske køretøjer. Ifølge præambelbetragtningen bør

distributionssystemoperatørerne derfor have mulighed for og gives incitamenter til at gøre brug af

ydelser fra distribuerede energiressourcer såsom fleksibelt elforbrug og energilagring, baseret på

markedsprocedurer, for at kunne drive deres net effektivt og undgå omkostningstunge udvidelser af

nettet.

Elmarkedsdirektivet indeholder ingen definition af begrebet fleksibilitetsydelse. Det er ministeriets

vurdering, at begrebet fleksibilitetsydelse bør afgrænses som værende en ydelse, som

en markedsdeltager i medfør af en aftale leverer til en netvirksomhed mod betaling eller modydelse,

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

og som består i en ændring af markedsdeltagerens eller dennes kunders aftag af elektricitet fra eller

leverance af elektricitet til elforsyningsnettet i netvirksomhedens netområde. Ændringen kan også

ske ved, at netvirksomheden selv aktiverer ændringen i aftag eller leverance. Det behøver således

ikke være markedsdeltageren eller kunden selv, der udløser ændringen.

Med definitionen vil eksempelvis både en tilslutningsaftale med begrænset netadgang

(afbrydelighedsaftale), en aftale om en tidsmæssig forskydning af en elforbrugers forbrug, eller en

aftale om aktivering af en ydelse fra et energilageranlæg være omfattet.

Elforbrugernes reaktion på prissignaler i form af eksempelvis tidsdifferentierede tariffer anses

derimod ikke, som omfattet af begrebet fleksibilitetsydelse. Dette betyder imidlertid ikke, at

netvirksomhederne ikke vil kunne anvende tidsdifferentierede tariffer til at håndtere ovenstående

udfordringer – forudsat at de er metodegodkendt af Forsyningstilsynet i medfør af gældende ret, jf.

§ 73 a, i lov om elforsyning.

Prissignaler i form af eksempelvis tidsdifferentierede tariffer er ikke omfattet af definitionen, da

dette anses for at være implicit aktivering af fleksibilitet, hvor markedsdeltageren ændrer på aftags-

eller leverancemønstret som reaktion på prissignalet, og ikke som følge af en forud indgået aftale

om levering af fleksibilitet. Dette står i kontrast til den fleksibilitet, der er handlet eksplicit, hvor

værdien af fleksibiliteten er direkte afspejlet i den aftalte betaling eller modydelsen. Fleksibilitet

skal være handlet eksplicit i denne forstand for, at der kan være tale om en fleksibilitetsydelse. En

modydelse for en fleksibilitetsydelse kan godt bestå i en tarifændring for markedsdeltageren, hvis

det fremgår direkte af den indgåede aftale, men det kan således ikke være en tarifændring, der

eksempelvis varierer over tid for at sende prissignaler.

Ministeriet vurderer, at elmarkedsdirektivet ikke indeholder et absolut krav om, at ydelserne

anskaffes fra tredjepart, men direktivet kræver i artikel 32, stk. 1, at netvirksomheder skal have

mulighed for og incitament hertil.

Det er ministeriets vurdering, at incitamenterne for netvirksomheder til at anskaffe

fleksibilitetsydelser ligger i den gældende økonomiske regulering af netvirksomheder.

Netvirksomhedernes økonomiske regulering er indeholdt i § 69 i lov om elforsyning og

indtægtsrammebekendtgørelsen. Ministeriet vurderer, at den gældende regulering overordnet skaber

et incitament for netvirksomhederne til at vælge den mest omkostningseffektive løsning, hvad end

det er en driftsløsning i form af eksempelvis en fleksibilitetsydelse eller en investeringsløsning. Det

vurderes, at særligt elementerne vedrørende benchmarking og leveringskvalitet i den økonomiske

regulering kan have betydning for ligeværdigheden af drifts- og investeringsløsninger. I forhold til

benchmarkingen, der bruges til fastsættelse af individuelle effektiviseringskrav for

netvirksomheder, bør Forsyningstilsynet ved udvikling af benchmarkingmetoden være opmærksom

på, at denne ikke indeholder barrierer for incitamentet til anskaffelse af fleksibilitetsydelser. I

forhold til modellen for leveringskvalitet, som indeholdt i indtægtsrammebekendtgørelsen, vurderer

ministeriet, at der bør tages højde for afbrud, der sker i medfør af en aftale med en markedsdeltager,

eksempelvis en tilslutningsaftale med begrænset netadgang (afbrydelighedsaftale), ved vurdering af

en netvirksomheds leveringskvalitet.

Elmarkedsdirektivets indeholder en undtagelse i artikel 32, stk. 1, sidste pkt., 1. led, hvorefter

netvirksomhederne ikke behøver at anskaffe fleksibilitetsydelser efter gennemsigtige,

ikkediskriminerende og markedsbaserede procedurer, hvis det vurderes, at anskaffelse af ydelserne

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

ikke er omkostningseffektiv. Ifølge direktivet bør det være Forsyningstilsynet, der foretager denne

vurdering. På baggrund af den danske indtægtsrammeregulering, der netop er indrettet til, at en

netvirksomhed vælger den mest omkostningseffektive løsning, jf. ovenfor, er det ministeriets

vurdering, at det som udgangspunkt vil være den økonomiske regulering, der vil være styrende for,

om en netvirksomhed vælger at anskaffe fleksibilitetsydelser frem for en investeringsløsning,

eksempelvis netudbygning, for at håndtere et givent kapacitetspres på nettet. Det vil således ikke

være nødvendigt med Forsyningstilsynets særlige stillingtagen til, om en netvirksomhed bør

anskaffe en fleksibilitetsydelse eller udbygge nettet.

Det bemærkes, at netvirksomheder allerede i dag anvender afbrydelighedsaftaler til håndtering af

lokale kapacitetsbegrænsninger, hvor tilsluttede elforbrugere tilbydes et nedsat tilslutningsbidrag

eller nedsatte tariffer mod muligheden for, at netvirksomhederne kan afbryde elforsyningen, hvis

lokale kapacitetsforhold tilsiger det. Aftalerne vurderes at være fleksibilitetsydelser, jf. ovenfor. Det

vurderes imidlertid ikke, at der herved er tale om markedsbaseret anskaffelse af ydelserne.

Netvirksomhedernes metoder, der ligger bag disse typer aftaler, skal godkendes af

Forsyningstilsynet i medfør af gældende ret, jf. § 73 a i lov om elforsyning. Det udelukkes ikke, at

metoderne ville kunne godkendes i en situation, hvor markeder for fleksibilitetsydelser endnu er

under udvikling. Der kan også være tale om meget lokale behov. Netvirksomhederne bør i disse

tilfælde særlig redegøre for fremgangsmåden og dennes nødvendighed.

Det bemærkes, at Forsyningstilsynet vil have metodefrihed i sin vurdering af netvirksomhedernes

redegørelser herom. Forsyningstilsynet vil i denne sammenhæng kunne vurdere den anmeldte

metodes omkostningseffektivitet sammenlignet med en markedsbaseret anskaffelse. Herved vil

Forsyningstilsynet eksempelvis kunne inddrage hensyn til at sikre lavest mulige forbrugerpriser på

både kort og lang sigt, en sikker og stabil forsyning samt en omkostningseffektiv

teknologiudvikling og omkostningseffektiv grøn omstilling.

Det bemærkes, at Forsyningstilsynet i henhold til gældende ret, jf. § 73 a, stk. 2, i lov om

elforsyning, vil have mulighed for at begrænse sin metodegodkendelse i tidsmæssig henseende.

Dette vil kunne give mulighed for en fornyet revurdering efter en periode i forhold til et eventuelt

øget potentiale for omkostningseffektiv anskaffelse af ydelserne på markedsbaseret vis.

I forhold til markedspotentialet vedrørende anskaffelse af fleksibilitetsydelser efter

markedsbaserede procedurer forventer ministeriet, at de netudviklingsplaner, som netvirksomheder

skal udvikle i medfør af elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 3 og 4, vil understøtte

markedsudviklingen. Der henvises nærmere til afsnit 2.2.4. nedenfor om netvirksomhedernes

netudviklingsplanlægning.

Såfremt Forsyningstilsynet ikke kan acceptere netvirksomheders anmeldte metoder, vil

netvirksomheden ikke kunne anvende metoden.

Det er endvidere ministeriets vurdering i henhold til bestemmelserne i elmarkedsdirektivets artikel

32, stk. 2, at specifikationerne for deltagelse på fleksibilitetsmarkeder, og hvor relevant

standardiserede markedsprodukter på national plan, bør fastsættes af netvirksomhederne i tæt

samarbejde med Energinet og under inddragelse af alle kvalificerede markedsdeltagere for at sikre

en effektiv og ikkediskriminerende deltagelse af alle markedsdeltagere, herunder VE-producenter,

elforbruger, energilageroperatører og aggregatorer.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

For at sikre Forsyningstilsynets inddragelse som krævet ved elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 2,

bør de påtænkte metoder for markedsbaseret anskaffelse, herunder specifikationerne, og hvor

relevant standardiserede markedsprodukter, anmeldes til Forsyningstilsynet med henblik på

Forsyningstilsynets godkendelse på baggrund af netvirksomhedernes redegørelse for metoderne,

inddragelsesprocessen og teknologineutralitet af kravene.

Et tæt samarbejde og koordination netvirksomhederne imellem og med Energinet, herunder især

ved udarbejdelsen af specifikationerne for deltagelse i fleksibilitetsmarkeder eller standardprodukter

og ved udveksling af alle nødvendige oplysninger, anses som essentiel. Dette både med henblik på

at sikre optimal udnyttelse af ressourcer, garantere en sikker og effektiv drift af systemet og fremme

udvikling af markeder for fleksibilitetsydelser. Konkret ligger der bl.a. heri, at koordinering af

netvirksomhedernes markedsbaseret anskaffelse af fleksibilitetsydelser med Energinets anskaffelse

af systemydelserne på de eksisterende markeder herfor kan øge markedslikviditet på

fleksibilitetsmarkederne ved, at ydelserne kan tilbydes på markederne for Energinets systemydelser,

når netvirksomhederne ikke har brug for dem.

Muligheden for at markedsdeltagere kan tilbyde ydelserne på forskellige markeder, bør imidlertid

ikke føre til en realisering af de risici, som er omtalt i elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 1, sidste

pkt., 2. led, navnlig at anskaffelse af fleksibilitetsydelserne kan føre til alvorlige

markedsforvridninger eller øget overbelastning. Alvorlige markedsforvridninger eller øget

overbelastning kan eksempelvis opstå, hvis prissignaler fra lokale markeder forvrider prissignalet

fra engrosmarkedet, eller hvis markedsdeltagere kan spekulere i at skabe en netbelastning, der

medfører efterspørgsel af fleksibilitet. Det vurderes, at disse risici bør afbødes ved udveksling af

oplysninger og koordinering mellem netvirksomheder og Energinet, herunder samarbejde ved

udarbejdelsen af specifikationerne for ydelserne, jf. ovenfor.

Herudover henvises i forhold til de nævnte risici til Forsyningstilsynets mulighed for i medfør af

gældende ret at foretage undersøgelser af, hvordan elektricitetsmarkederne fungerer.

Endvidere bemærkes det vedrørende elmarkedsdirektivets bestemmelse om netvirksomhedernes

tilstrækkelige godtgørelse for anskaffelse af fleksibilitetsydelser, jf. artikel 32, stk. 2, at anskaffelse

af fleksibilitetsydelser vil være en del af netvirksomhedernes bevillingspligtige aktivitet. Der vil

således ikke være tale, om at netvirksomhederne vil få en ny opgave. Netvirksomheder kan anskaffe

fleksibilitetsydelser i stedet for at opgradere eller reinvestere i nettene. Dermed fremstår anskaffelse

af fleksibilitetsydelser som et alternativt redskab. Netvirksomhedernes omkostninger ved

anskaffelse af ydelserne vil indgå i fastsættelsen af omkostnings- og forrentningsrammen som led i

fastsættelsen af virksomhedernes indtægtsrammer efter den gældende økonomiske regulering af

netvirksomhederne i medfør af § 69 i lov om elforsyning og indtægtsrammebekendtgørelsen.

Derigennem vil netvirksomhederne blive godtgjort.

Det vurderes ikke, at omkostninger i forbindelse med anskaffelse af fleksibilitetsydelser, herunder

nødvendigt IT- og kommunikationsteknologi og -infrastruktur, herudover vil give anledning til en

tilpasning af rammerne inden for en reguleringsperiode, da dette vil forudsætte, at omkostningerne

kan henføres til eksogene forhold, eksempelvis myndighedspålæg. Da anskaffelsen af

fleksibilitetsydelser ikke er en ny aktivitet for netvirksomheder, men almindelig, forventelig

forretningsudvikling som led i varetagelsen af den bevillingspligtige aktivitet, vil der ikke være tale

om sådanne eksogene forhold. Det bemærkes i denne forbindelse, at det er ministeriets vurdering, at

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

direktivet ikke kræver, at netvirksomhederne i fællesskab udvikler en eventuel markedsplatform.

Markedsplatforme vil også kunne stilles til rådighed af eksterne aktører.

3.2.3 4. Den foreslåede ordning

Der foreslås nye bestemmelser i lov om elforsyning, der vil definere begrebet fleksibilitetsydelser,

jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Det foreslås herudover, at der indføres en ny bemyndigelse for klima-, energi- og

forsyningsministeren.

Forslaget vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil skulle fastsætte regler om

netvirksomheders anskaffelse af fleksibilitetsydelser, herunder om anskaffelse af ydelserne i

henhold til gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede procedurer, om

Forsyningstilsynets godkendelse af netvirksomheders metoder til markedsbaseret anskaffelse af

ydelserne og om netvirksomhedernes samarbejde og koordination med den systemansvarlige

virksomhed.

Det anses som mest hensigtsmæssigt at gennemføre disse krav ved bekendtgørelse. Hermed vil det

være muligt at tilpasse rammerne til udmøntning af kravene over tid, uden at dette vil kræve

lovændring. Denne fleksibilitet anses som nødvendigt i lyset af, at markedsbaseret anskaffelse af

fleksibilitetsydelser fremstår som en ny og i vid udstrækning uprøvet tilgang.

Den foreslåede bemyndigelse har til formål at sikre, at der vil blive fastsat regler til gennemførelse

af elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 1, sidste pkt. og stk. 2, 1.-3. pkt., om anskaffelse af

fleksibilitetsydelser efter gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede metoder.

Det forventes, at der vil blive fastsat regler om netvirksomhedernes fastsættelse af specifikationer

og, hvor relevant, standardiserede markedsprodukter på national niveau i tæt samarbejde med

Energinet og alle relevante systembrugere. Specifikationerne og de standardiserede

markedsprodukter skal sikre effektiv og ikkediskriminerende deltagelse af alle markedsdeltagere.

Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler om forelæggelse af netvirksomhedernes

metoder for markedsbaseret anskaffelse, herunder specifikationer og evt. standardiserede

markedsprodukter, for Forsyningstilsynet med henblik på godkendelse og om netvirksomheders

nærmere redegørelse for bl.a. metoderne, inddragelsesprocessen og teknologineutralitet af kravene.

Ligeledes vil der med hjemmel i den foreslåede bestemmelse blive fastsat regler om udveksling af

oplysninger og koordination mellem netvirksomheder og Energinet.

Det bemærkes endelig, at der vil ske en justering af den gældende indtægtsrammeregulering

vedrørende beregningsmetoden for fastsættelse af en netvirksomheds leveringskvalitet, jf. ovenfor i

afsnit 2.2.3.3.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.2.4. Netvirksomhedernes netudviklingsplaner

3.2.4.1. Gældende ret

§ 22, stk. 1, nr. 4, i lov om elforsyning indebærer, at en netvirksomhed skal kortlægge det samlede

elforbrug i forsyningsområdet og offentliggøre data fra kortlægningen eller på begæring stille

sådanne data til rådighed.

§ 22, stk. 1, nr. 8, i lov om elforsyning indebærer, at en netvirksomhed i forbindelse med

planlægning af udbygning af sit net skal overveje, om foranstaltninger til energieffektivitet gennem

efterspørgselsstyring eller decentraliseret produktion kan erstatte behovet for at udvide kapaciteten.

Det fremgår af forarbejderne til § 22, stk. 1, nr. 8, der er indsat ved § 1, nr. 18, i lov nr. 494 af 9.

juni 2004, at bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 7, i 2003-eldirektivet, jf. ændringsforslag §

1, nr. 4, i betænkningen afgivet den 26. maj 2004 over L 236 af 21. april 2004, jf.

Folketingstidende 2003-04, tillæg B, side 2101. Der er ikke knyttet andre bemærkninger til

bestemmelsen. Efter artikel 14, stk. 7, i 2003-eldirektivet skulle distributionssystemoperatører, når

de planlægger at udvide distributionsnettet, overveje foranstaltninger til energieffektivitet gennem

efterspørgselsstyring og/eller decentraliseret produktion som eventuel alternativ til forbedring eller

erstatning af elektricitetskapacitet. 2003-eldirektivet blev senere erstattet af 2009-eldirektivet. Dette

senere direktiv indeholdt en enslydende bestemmelse i artikel 25, stk. 7.

§ 22, stk. 2, i lov om elforsyning indebærer, at netvirksomheden skal samarbejde med Energinet ved

udførelsen af bl.a. opgaven i § 22, stk. 1, nr. 8, i lov om elforsyning.

§ 22, stk. 8, i lov om elforsyning indebærer, at netvirksomheder i samarbejde med

transmissionsvirksomheder skal udarbejde årlige oversigter og prognoser til brug for markedets

aktuelle og potentielle aktører og til belysning af opfyldelsen af offentlige forpligtelser. Det

bemærkes, at bestemmelsen foreslås ændret med nærværende lovforslag, således at udarbejdelsen

ikke længere skal ske til belysning af opfyldelsen af offentlige forpligtelser, jf. lovforslagets § 1, nr.

36.

Artikel 57 i elmarkedsforordningen, indebærer, at distributionssystemoperatører og

transmissionssystemoperatører samarbejder med hinanden om planlægning og drift af deres net.

Distributionssystemoperatører og transmissionssystemoperatører udveksler navnlig alle nødvendige

oplysninger og data vedrørende produktionsanlægs ydeevne og fleksibelt elforbrug, den daglige

drift af deres net og den langsigtede planlægning af investeringer i nettene, alt med henblik på at

sikre en omkostningseffektiv, sikker og pålidelig udvikling og drift af deres net.

Efter artikel 3 i RfG’en om fastsættelse af netregler om krav til nettilslutning kan og skal

netvirksomhederne indhente oplysninger om produktionsanlæg, der er nødvendige for at sikre

overholdelse af de tekniske krav til produktionsanlæggene. Ligeledes gives der i artikel 1, stk. 1,

litra d, i DCC´en om fastsættelse af netregler om nettilslutning af forbrugs- og distributionssystemer

hjemmel til at indhente oplysninger om forbrugsanlæg. Dette gælder dog ikke for forbrugsenheder,

der ikke leverer efterspørgselsreaktion.

Problemet ved dette er, at de forbrugsenheder, der teknisk kan levere efterspørgselsreaktion, men

ikke i installationsøjeblikket har til hensigt at levere dette, ikke vil blive registreret hos

netvirksomheden.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Konsekvensen er, at netvirksomhederne ikke har et tilstrækkeligt overblik over relevante

installationer, der kan levere fleksibilitet, og derfor kan risikere at undervurdere den fleksible

forbrugskapacitet i et givent område og dermed vil være mere tilbøjelig til at investere i

netudbygning.

Energinet har med hjemmel i § 26, stk. 3, i lov om elforsyning, udstedt teknisk forskrift 3.3.1. for

Elektriske Energilageranlæg, hvor afsnit 8 giver netvirksomhederne ret til at modtage

dokumentation for, at anlæggene overholder den tekniske forskrift. Denne forskrift omfatter dog

ikke elbiler og ladestandere.

3.2.4.2. Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 3, indebærer, at udviklingen af et distributionssystem skal være

baseret på en gennemsigtig netudviklingsplan, som distributionssystemoperatøren mindst hvert

andet år offentliggør og forelægger den regulerende myndighed.

Begrebet distributionssystem svarer til elforsyningsnettet i en netvirksomheds netområde.

Bestemmelsen i elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 3, erstatter den bestemmelse, der tidligere var

indeholdt i artikel 25, stk. 7, i 2009-eldirektivet, hvorefter distributionssystemoperatører, når de

planlægger at udvide distributionsnettet, skulle overveje foranstaltninger til energieffektivitet

gennem efterspørgselsstyring og/eller decentraliseret produktion til eventuel erstatning af behovet

for at forbedre eller erstatte elektricitetskapacitet, jf. afsnittet om gældende ret ovenfor.

Ifølge artikel 32, stk. 3, skal netudviklingsplanen skabe klarhed over behovet for

fleksibilitetsydelser på mellemlang og lang sigt og skal fastlægge de investeringer, der er planlagt

for de næste fem til ti år, med særlig vægt på den vigtigste distributionsinfrastruktur, som er

nødvendig for at tilslutte ny produktionskapacitet og nye belastninger, herunder ladestandere til

elektriske køretøjer. Netudviklingsplanen skal ligeledes omfatte anvendelsen af fleksibelt elforbrug,

energieffektivitet, energilageranlæg eller andre ressourcer, som distributionssystemoperatøren skal

bruge som alternativ til systemudvidelse.

Artikel 32, stk. 4, indeholder nærmere processuelle regler. Herefter skal

distributionssystemoperatøren høre alle relevante systembrugere og de relevante

transmissionssystemoperatører om netudviklingsplanen.

Systembrugere er i direktivets artikel 2, nr. 36, defineret som en fysisk eller juridisk person, der

forsyner eller forsynes fra et transmissionssystem eller et distributionssystem.

Bestemmelsen i artikel 32, stk. 4, indebærer endvidere, at distributionssystemoperatøren skal

offentliggøre resultaterne af høringsprocessen sammen med netudviklingsplanen og skal forelægge

resultaterne af høringsprocessen og netudviklingsplanen for den regulerende myndighed.

Endelig fremgår det af bestemmelsen, at den regulerende myndighed kan anmode om, at der

foretages ændringer i planerne.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Efter artikel 32, stk. 5, kan meddlemsstaterne bestemme, at forpligtelsen i stk. 3 ikke gælder for

integrerede elektricitetsvirksomheder, som betjener færre end 100.000 tilsluttede kunder, eller som

betjener små isolerede systemer.

3.2.4.3. Ministeriets overvejelser

Direktivets bestemmelser hvorefter netvirksomheder skal udarbejde netudviklingsplaner, skal ses på

baggrund af de forandringer elsektoren gennemgår som led i den grønne omstilling, som er

beskrevet i afsnit 2.2.3.3. I denne forbindelse understreges det i direktivets præambelbetragtning 61,

at netudviklingsplaner er et vigtigt instrument til at støtte integrationen af anlæg, der bruger

vedvarende energikilder, fremme udviklingen af energilageranlæg og elektrificeringen af

transportsektoren samt til at forsyne systembrugerne med tilstrækkelige oplysninger om de

planlagte udvidelser eller opgraderinger af nettet.

Efter ministeriets vurdering er hovedformålet med netudviklingsplaner at skabe gennemsigtighed

for alle markedsaktører, herunder også Energinet, om den fremtidige udvikling og behovene i

distributionssystemet. Hermed skabes grundlaget for, at aktørerne får mulighed for at kunne agere

ud fra netvirksomhedernes planlægning i forhold til alternative løsninger og for at være med til at

påvirke udviklingen i distributionsnettet, herunder ved at levere fleksibilitetsydelser til

netvirksomheder, jf. nærmere herom i afsnit 2.2.3. om netvirksomhedernes anskaffelse af

fleksibilitetsydelser. Inddragelse af fleksibilitetsydelser, som brugerne af distributionsnettene vil

kunne tilbyde, forventes at bidrage til en forbedret effektivitet i driften og udviklingen af

distributionssystemet og et formindsket behovet for at opgradere eller erstatte elektricitetskapacitet.

Dermed anses netudviklingsplaner og deres potentiale for at fremme et marked for ydelser fra

distribuerede energiressourcer som et instrument til at understøtte en mere omkostningseffektiv

netdrift til gavn for netvirksomhederne og i sidste ende elforbrugerne. I forhold til Energinet vil

netudviklingsplanerne være et vigtigt instrument til at sikre koordinering af netudviklingen på

distributions- og transmissionsniveauet. Netudviklingsplaner skal derfor samlet set bidrage til at

understøtte en samfundsøkonomisk fornuftig udvikling af elforsyningsnettet i Danmark.

Netudviklingsplaners indhold bør svare til de rammer, som elmarkedsdirektivet beskriver i artikel

32, stk. 3. Herefter skal en netudviklingsplan skabe klarhed over behovet for fleksibilitetsydelser,

fastlægge planlagte investeringer med særlig vægt på den vigtigste distributionsinfrastruktur, som er

nødvendig for at tilslutte ny produktionskapacitet og nye belastninger, og omfatte anvendelsen af

fleksibelt elforbrug, energieffektivitet, energilageranlæg eller andre ressourcer, som alternativ til

systemudvidelse.

Fordi der er tale om overordnede rammer, skal der fastsættes nærmere krav til indhold og

detaljeringsgrad, herunder kan det eksempelvis vise sig som hensigtsmæssigt, at der sættes en nedre

grænse for, hvilke investeringer der skal medtages i planerne, f.eks. i form af et specifikt

spændingsniveau eller væsentlighedskriterier. Krav til bl.a. indhold og detaljeringsgrad, herunder

nedre grænser som beskrevet, bør fastsættes med sigte på formålet med planerne, som er at give

andre aktører tilstrækkelige oplysninger. Dvs. oplysninger, som sætter markedsdeltagere i stand til

at vurdere deres muligheder for at understøtte netvirksomheders effektive netdrift ved tilbud af

fleksibilitetsydelser eller lignende, og som giver Energinet mulighed for i sin planlægning at tage

højde for udviklingen på distributionsniveauet og dermed at sikre en koordineret planlægning.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

At netudviklingsplaner skal være gennemsigtige, indebærer, at de skal være indholdsmæssigt

forståelige og let tilgængelige.

Indholdsmæssig forståelighed vil bl.a. kunne opnås ved klare indholdsmæssige krav, jf. ovenfor, og

ved fastlæggelse af fælles analyseforudsætninger, hvor muligt. Fælles analyseforudsætninger,

eksempelvis fremskrivninger for elektricitetsforbrug, vil kunne sikre, at netudviklingsplanerne

udarbejdes i tråd med den forventede generelle udvikling i samfundet og vil sætte nogle

overordnede rammer, der gælder på tværs. Således bør eksempelvis de fremskrivninger for forbrug,

som lægges til grund i de enkelte netudviklingsplaner, sammenlagt holde sig inden for et vist

interval omkring det generelle forventede niveau på landsplan.

Herudover vil der være brug for, at netvirksomhederne bygger deres netudviklingsplaner på egne

prognoser og analyseforudsætninger, der i nogen grad vil være specifikt for de enkelte netområder.

Der vil endvidere være brug for fastlæggelse af fælles kriterier for at opgøre visse elementer i

netudviklingsplanerne, eksempelvis måden at opgøre behov for fleksibilitet på.

Let tilgængelighed bør kunne sikres ved nærmere krav vedrørende planernes offentliggørelse.

Ministeriet vurderer, at alle planer bør offentliggøres på én platform. Ifølge direktivet er det

netvirksomhedernes ansvar at offentliggøre netudviklingsplanerne. Resultatet af høringsprocessen

over planerne skal offentliggøres sammen med netudviklingsplanerne. Netudviklingsplanerne og

resultatet af høringsprocessen for netudviklingsplanerne vil ifølge direktivet også skulle forelægges

Forsyningstilsynet, jf. nærmere hertil nedenfor. Det anses på denne baggrund som hensigtsmæssigt,

at planerne og høringssvarene vil samles til offentliggørelse på Forsyningstilsynets hjemmeside.

Både en model, hvor Forsyningstilsynets hjemmeside vil indeholde et link til alle

netudviklingsplaner og resultatet af høringsprocesserne på netvirksomhedernes hjemmesider, eller

en model, hvor alle planer og resultaterne af høringsprocessen samles på Energinets hjemmeside,

med mulighed for netvirksomhederne på deres hjemmeside at linke dertil, anses som muligt.

Ministeriet vurderer, at netudviklingsplanerne ikke bør være bindende for netvirksomheder, men vil

give aktørerne et øjebliksbillede - med jævnlige faste opdateringer hvert andet år. Opdatering af

planerne skal sikre, at netudviklingsplaners øjebliksbillede er retvisende. Derfor bør det også være

muligt for opdateringer inden for den fastsatte toårige tidsfrist, hvis der sker væsentlige ændringer i

forhold af betydning for netudviklingsplanlægning, der bevirker at en plan ikke længere kan anses

at værende retvisende.

I forhold til tidshorisonten for planlægningen fremgår det af direktivet, at netudviklingsplanen skal

skabe klarhed over behovet for fleksibilitetsydelser på mellemlang og lang sigt og skal fastlægge de

investeringer, der er planlagt for de næste 5 til 10 år. Ministeriet vurderer på denne baggrund, at

netudviklingsplanerne bør have en 10-årig tidshorisont. Med en 10-årige tidshorisont vil det være

muligt at få indsigt i netvirksomhedernes overordnede udviklingsperspektiver på længere sigt,

hvilket vil være en værdifuld oplysning både for markedsaktørerne og for Energinet, selv om der er

en voksende usikkerhed forbundet med oplysningerne, der ligger længere mod slutningen af

perioden. Sammenholdt med et krav om jævnlige 2-årige opdateringer vil usikkerhederne dog

løbende mindskes.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Ifølge direktivet skal netudviklingsplaner sendes i høring hos relevante systembrugere og de

relevante transmissionssystemoperatører. Det er ministeriets vurdering, at høringen bør være anlagt

bredt.

Det bemærkes i denne forbindelse, at Energinet i medfør af lov om Energinet er ansvarlig for

udviklingen af transmissionsinfrastrukturen og udfører sine transmissionsopgaver og opgaven som

systemansvarlig virksomhed på baggrund af en sammenhængende og helhedsorienteret

planlægning. Der vil således være et behov for et tæt samarbejde mellem netvirksomhederne og

Energinet. Der henvises i denne forbindelse særligt til artikel 57, stk. 1, i elmarkedsforordningen,

der indebærer, at netvirksomheder og Energinet skal samarbejde med hinanden om planlægning og

drift af deres net, og at de navnlig skal udveksle alle relevante oplysninger med henblik på at sikre

en omkostningseffektiv, sikker og pålidelig udvikling og drift af deres respektive net.

Endvidere bestemmer direktivet, at resultaterne af høringsprocessen og netudviklingsplanen skal

forelægges Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet kan ifølge direktivet anmode om ændringer af

netudviklingsplanen. Det er ministeriets vurdering, at direktivet ikke kræver en egentlig

godkendelse af planerne. Forsyningstilsynets rolle i forhold til netudviklingsplaner skal primært ses

i lyset af Forsyningstilsynets overordnede overvågningsfunktion for at sikre velfungerende

konkurrencebaserede markeder og markedsprocesser, herunder på markederne for levering af

fleksibilitetsydelser. Forelæggelseskravet og Forsyningstilsynets mulighed for at anmode om

ændringer vurderes at have både formelle og materielle formål. Forsyningstilsynet bør således på

baggrund af et gennemsyn af planerne bl.a. sikre, at de formelle regler er overholdt, eksempelvis, at

planerne har været i høring. Derudover bør Forsyningstilsynet også sikre planernes materielle

konsistens, eksempelvis, hvorvidt planerne tager tilstrækkeligt højde for oplysninger, der er

indkommet i høringen. En gennemgang af planerne bør også belyse, hvorvidt der i tilstrækkeligt

omfang er redegjort for netvirksomhedernes egne analyseforudsætninger, hvorvidt planerne

imellem er tilstrækkelige konsistente under henseende til de generelle analyseforudsætninger m.v.

Idet det vil være ministeren, eller Energistyrelsen efter delegation i medfør af bekendtgørelse nr.

1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser (delegationsbekendtgørelsen),

der vil have ansvaret for fastsættelse af de indholdsmæssige rammer for netudviklingsplanerne,

herunder fastsættelse af de generelle analyseforudsætninger, bør Forsyningstilsynet indhente

Energistyrelsens vurdering vedrørende netvirksomhedernes netudviklingsplaner,

netvirksomhedernes egne analyseforudsætninger, deres konsistens med de generelle

analyseforudsætninger samt energifaglige forhold i øvrigt, herunder f.eks. sammenhængen til

Energinets overordnede netplanlægning. Forsyningstilsynet bør lægge Energistyrelsens vurdering til

grund ved sit gennemsyn af planerne og navnlig sin vurdering, om der bør anmodes om en ændring

af planerne.

Direktivet kræver, at netvirksomhederne offentliggør planerne sammen med resultaterne af

høringsprocessen. Det vurderes, at det herudover kan være hensigtsmæssigt at kræve, at også

Forsyningstilsynets anmodning om ændringer offentliggøres sammen med planernes

offentliggørelse, hvis der ikke eller ikke i tilstrækkeligt omfang er fulgt op på anmodningen om

ændring. Formålet hermed ville være at sikre netvirksomhedernes behørige stillingtagen til

Forsyningstilsynets anmodning.

Direktivet indeholder ingen nærmere regler om det tidsmæssige forløb i forbindelse med

offentliggørelse af planerne og forelæggelse for Forsyningstilsynet med henblik på, at

Forsyningstilsynet kan anmode om ændringer. Det er ministeriets vurdering, at det bør være

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Forsyningstilsynet, der fastlægger nærmere regler om processuelle forhold, herunder det

tidsmæssige forløb.

Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at undtage netvirksomheder med under 100.000

tilsluttede forbrugere eller små isolerede systemer fra kravet om at basere udviklingen af

elforsyningsnettet i deres netområde på gennemsigtige netudviklingsplaner, der skal offentliggøres

hvert andet år og forelægges den regulerende myndighed. Ministeriet finder ikke, at

undtagelsesmuligheden bør gennemføres i Danmark.

Ministeriet vurderer, at

formålene med

netudviklingsplanerne, som beskrevet ovenfor, i udgangspunktet er lige så relevante for mindre

netområder, hvorfor også mindre netvirksomheder bør basere udviklingen af forsyningsnettet i

deres netområde på en netudviklingsplan. Krav til detaljeringsgraden af planerne samt evt.

begrænsninger, eksempelvis til et vist spændingsniveau, jf. ovenfor, forventes imidlertid at medføre

en vis graduering, der i nogen omfang kan mindske de byrder, der for mindre netvirksomheder kan

være forbundet med kravet om at udarbejde gennemsigtige netudviklingsplaner til offentliggørelse

og forelæggelse for Forsyningstilsynet.

§ 22, stk. 1, nr. 4, i lov om elforsyning, forpligter en netvirksomhed bl.a. til at kortlægge forbruget i

sit netområde. § 22, stk. 1, nr. 8, i lov om elforsyning forpligter en netvirksomhed til i sin

planlægning at overveje foranstaltninger til energieffektivitet gennem efterspørgselsstyring eller

decentraliseret produktion som eventuel alternativ til forbedring eller erstatning af

elektricitetskapacitet. Elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 3-5, overlapper med disse bestemmelser,

men går delvist videre end gældende ret. På denne baggrund fremstår de nye krav om udarbejdelsen

af netudviklingsplanerne sammenlignet med gældende lovgivning som en delvist ny opgave for

netvirksomhederne.

For at sikre, at netvirksomhederne har de rette forudsætninger for at udarbejde netudviklingsplaner,

er der behov for, at netvirksomhederne kan indhente de nødvendige oplysninger om produktions-,

forbrugs- og energilagringsinstallationer, der tilkobles elforsyningsnettet i netvirksomhedens

netområde. De samme oplysninger vil ligeledes kunne understøtte netvirksomhedens

netplanlægning, hvilket vurderes væsentligt for netvirksomhedernes planlægning i forhold til

alternative løsninger, som f.eks. fleksibilitetsydelser.

Netudviklingsplanerne, som netvirksomhederne skal udarbejde på baggrund af elmarkedsdirektivet,

skal bl.a. ses som et redskab til at kommunikere med omverdenen, hvor der redegøres for

netvirksomhedernes forventede udbygning af nettet, hvilket bl.a. tillader eksterne markedsaktører at

tilbyde alternative løsninger. Dette vil formentlig betyde ændringer af den interne netplanlægning i

netvirksomhederne, hvilket skyldes, at netudviklingsplanen ikke forventes at have samme

detaljeringsgrad som netplanlægningen. Det forventes således, at der vil foregå en kontinuert

iterativ proces mellem netvirksomhederne og markedsaktørerne. De hjemler, der i dag tillader

netvirksomhederne at indsamle oplysninger om nye og ændrede installationer, er ikke fuldt

dækkende i forhold til de oplysninger, som er nødvendige for netplanlægningen, som følge af en

øget elektrificering af samfundet.

De hjemler, der efter gældende ret tillader netvirksomhederne at indhente oplysninger om

nettilkoblede produktions-, forbrugs- og energilageringsinstallationer, er bl.a. fastsat i RfG og DCC

og Energinets tekniske forskrifter. De oplysninger, der er hjemlet der, giver ikke hjemmel til at

anvende disse oplysninger med henblik på udarbejdelse af netudviklingsplaner.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Der er således ikke nogen særskilt hjemmel til, at netvirksomhederne kan indhente oplysninger om

ladestandere, og ligeledes er der ikke hjemmel til at indhente oplysninger om varmepumper, der

ikke leverer efterspørgselsreaktion. De oplysninger, som netvirksomhederne har behov for, vil

vedrøre installationernes tekniske egenskaber og placering. Det kan f.eks. være installationens

effektbelastning af nettet, samt hvilket målepunkt det er tilkoblet. Der er således ikke tale om

løbende indhentning af forbrugs- eller produktionsdata, men blot en enkelt indberetning af

oplysninger, der giver netvirksomhederne en viden om, hvordan installationerne kan spille ind i

netplanlægningen og dermed i udarbejdelsen af netudviklingsplanerne.

Ministeriet finder, at ministeren derfor bør bemyndiges til at fastsætte regler om

netvirksomhedernes indhentning af oplysninger om installationer til brug for udarbejdelse af

netudviklingsplanerne. Bemyndigelsen har til hensigt at sikre, at netvirksomhederne har en eksplicit

hjemmel til at indsamle og anvende indsamlede oplysninger til netplanlægningsmæssige formål.

Ministeriet vurderer, at ved at give ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om indhentning af

oplysninger til brug for bl.a. udarbejdelse af netudviklingsplaner, sikres det, at det kun er

nødvendige oplysninger, der indsamles, således at netvirksomhederne kan leve op til deres

forpligtelser om udarbejdelse af netudviklingsplaner. Det bemærkes, at de oplysninger, der

forventes at blive givet adgang til, alle vil skulle behandles i overensstemmelse med

persondataforordningen og persondataloven. Det er ikke formålet med den foreslåede bemyndigelse

at lade netvirksomhederne videredistribuere disse oplysninger til tredjepart. Det må dog forventes,

at den vidensskabelse, som de indhentede oplysninger bidrager med, vil blive videreformidlet i

aggregeret form gennem netudviklingsplanerne.

3.2.4.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 22, stk. 1, nr. 8, der vil blive nr. 7, i lov om elforsyning, vil blive nyaffattet.

Dette vil indebære, at den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, nr. 8, vil blive erstattet med en ny

bestemmelse, hvorefter en netvirksomhed skal basere udviklingen af nettet i virksomhedens

netområde på en gennemsigtig netudviklingsplan, som netvirksomheden offentliggør hvert andet år.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den grundlæggende forpligtelse i elmarkedsdirektivets

artikel 32, stk. 3, 1. pkt., vil blive gennemført.

I tilknytning hertil foreslås det med forslaget til § 22, stk. 4, at der indføres nye bemyndigelser for

klima-, energi- og forsyningsministeren og Forsyningstilsynet.

Forslaget til § 22, stk. 4, 1. pkt., vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil skulle

fastsætte nærmere regler om netvirksomhedernes netudviklingsplaner, herunder om de

indholdsmæssige rammer for netudviklingsplanerne, planlægningsperioden og opdatering af

planerne inden for 2-årsperioden, samt om høring, forelæggelse for Forsyningstilsynet og

offentliggørelse.

Det anses som hensigtsmæssigt at indføre bemyndigelser, fordi det hermed vil være muligt at

tilpasse reguleringen over tid, uden at det vil kræve lovændring. Denne fleksibilitet anses som

nødvendigt, både i lyset af de forandringer, som elsektoren og elsystemet gennemgår i de

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

kommende år, men også fordi der er tale om en ny og uprøvet regulering. Således vil

Energistyrelsen, der efter delegation fra ministeren i medfør af delegationsbekendtgørelsen vil være

ansvarlig for at fastsætte reglerne, løbende skulle følge med i udmøntningen af planerne og om

nødvendigt sikre justering af de indholdsmæssige rammer.

Den foreslåede bemyndigelse har til formål at sikre, at der vil blive fastsat de supplerende regler til

forslag til § 22, stk. 1, nr. 7, som vil være nødvendige for at sikre fuld gennemførelse af kravene i

elmarkedsdirektivets artikel 32, stk. 3, vedrørende netudviklingsplanernes indholdsmæssige rammer

og planlægningsperioden , samt kravene i artikel 32, stk. 4, om høring af netudviklingsplaner, om at

resultaterne af høringsprocessen skal offentliggøres sammen med netudviklingsplanen og om, at

begge dele skal forelægges for Forsyningstilsynet, der kan anmode om ændringer af

netudviklingsplanerne.

Bemyndigelsen vil bl.a. blive udmøntet ved, at der vil blive fastsat regler om

netudviklingsplanernes indhold og detaljeringskrav inden for de rammer, som direktivet udstikker i

artikel 32, stk. 3, 2. og 3. pkt. Det følger af artikel 32, stk. 3, 2. og 3. pkt., at netudviklingsplanen

skal skabe klarhed over behovet for fleksibilitetsydelser og skal fastlægge de planlagte

investeringer, med særlig vægt på den vigtigste distributionsinfrastruktur, som er nødvendig for at

tilslutte ny produktionskapacitet og nye belastninger, herunder ladestandere til elektriske køretøjer.

Netudviklingsplanen skal ligeledes omfatte anvendelsen af fleksibelt elforbrug, energieffektivitet,

energilageranlæg eller andre ressourcer, som distributionssystemoperatøren skal bruge som

alternativ til systemudvidelse. Der vil med hjemmel i bestemmelsen herudover blive fastsat regler

om relaterede forhold, såsom analyseforudsætninger og fælles kriterier, herunder måden at opgøre

enkelte elementer på, f.eks. behov for fleksibilitetsydelser.

Der forventes, at der vil blive fastsat regler om, at planlægningshorisonten for

netudviklingsplanerne skal være 10 år.

Det fremgår af forslaget til § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, at netudviklingsplaner skal

opdateres hvert 2. år. Den foreslåede bemyndigelse i § 22, stk. 4, nr. 1, om opdatering af planerne,

vil bl.a. give ministeren mulighed for at fastsætte regler om opdateringer inden for den faste 2-årige

kadence, eksempelvis ved ændringer af væsentlige forhold af betydning for planerne, og regler om

kriterier for, hvornår der vil være tale om væsentlige ændringer, der vil udløse et krav om

opdatering af planerne ud over den faste 2-årige kadence.

Ministeren vil endvidere udmønte den foreslåede bemyndigelse ved at fastsætte regler om

netvirksomhedernes høring af relevante systembrugere og Energinet, om netvirksomhedernes

forelæggelse af resultaterne af høringsprocessen og netudviklingsplanen for Forsyningstilsynet, og

om offentliggørelse af resultaterne af høringsprocessen, herunder om offentliggørelse af resultaterne

af høringsprocessen sammen med netudviklingsplanerne. Det forventes endvidere, at ministeren vil

udmønte den foreslåede bemyndigelse ved at fastsætte regler om, at Forsyningstilsynets anmodning

af ændringer af planerne, se nærmere herom nedenfor, ligeledes offentliggøres sammen med

planerne, hvis der ikke eller ikke i fuldt omfang er fulgt op på anmodningen.

Endvidere vil ministeren fastsætte regler om, at netvirksomhederne skal gøre deres planer

tilgængelige for offentliggørelse på Forsyningstilsynets hjemmeside.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Herudover vil ministeren med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse fastsætte regler om

Forsyningstilsynets opgaver inden for rammerne af artikel 32, stk. 3-5. Der vil eksempelvis være

tale om regler vedrørende Forsyningstilsynets gennemsyn af planerne med mulighed for at anmode

om ændringer vedrørende både formelle og materielle forhold, som beskrevet i afsnittet om

ministeriets overvejelser. Der vil ligeledes blive fastsat regler om, at Forsyningstilsynet i

forbindelse med sin gennemsyn af planerne skal indhente Energistyrelsens vurdering vedrørende

bl.a. netvirksomhedernes redegørelse for deres egne analyseforudsætninger, deres konsistens med

Energistyrelsens generelle analyseforudsætninger samt energifaglige forhold i øvrigt, herunder

f.eks. sammenhængen til Energinets overordnede netplanlægning. Endvidere forventes der fastsat

regler, hvorefter Forsyningstilsynet skal lægge Energistyrelsens vurdering til grund ved sit

gennemsyn af planerne og navnlig sin vurdering, om der bør anmodes om ændring af planerne.

Forslaget til § 22, stk. 4, 2. pkt., vil indebære, at ministeren vil få bemyndigelse til at fastsætte

regler om netvirksomhedernes indhentning af oplysninger til brug for udarbejdelse af

netudviklingsplaner. Denne hjemmel har til formål at sikre, at netvirksomhederne har de

nødvendige oplysninger om de produktions-, forbrugs-, og energilagringsinstallationer, der er

koblet til den enkelte netvirksomheds netområde. Disse oplysninger skal til for at højne kvaliteten

af netudviklingsplanerne og således også netplanlægningen. Når oplysningerne anvendes i

forbindelse med netudviklingsplanen, vil de alene blive brugt i aggregeret form. Bemyndigelsen vil

ministeren anvende til på bekendtgørelsesniveau at fastsætte rammerne for, hvilke oplysninger som

netvirksomhederne skal have ret til at indhente om nettilkoblede installationer.

Det bemærkes, at de oplysninger, der forventes at blive givet adgang til, alle vil skulle behandles i

overensstemmelse med persondataforordningen og persondataloven. Det er ikke formålet med den

foreslåede bemyndigelse at lade netvirksomhederne videredistribuere disse oplysninger til

tredjepart. Det må dog forventes, at den vidensskabelse, som de indhentede oplysninger bidrager

med, vil blive videreformidlet i aggregeret form gennem netudviklingsplanerne.

Det er hensigten, at oplysningerne skal understøtte netvirksomhederne i deres udarbejdelse af

netudviklingplaner, der kan understøtte netvirksomhedens netplanlægning og koordination med

markedsaktører.

Det forventes, at en bedre netplanlægning kan føre til en mere effektiv drift. Derfor forudsættes de

begrænsede omkostninger, som netvirksomhederne måtte have ved behandling af øgede

datamængder at kunne holdes inden for netvirksomhedernes eksisterende økonomiske rammer.

Den foreslåede bemyndigelse vil i yderst begrænset omfang pålægge elinstallatører en administrativ

byrde. Dele af de oplysninger, som bemyndigelsen vil give hjemmel til at indsamle, registreres

allerede i dag, men med forslaget påtænkes de anvendt til et nyt formål. De oplysninger, der ikke

registreres i dag, vil blive indrapporteret på samme måde gennem et eksisterende system.

Bemyndigelsen vil således medføre en begrænset udvidelse af en eksisterende opgave for

elinstallatørerne.

Forslaget til § 22, stk. 4, 3. pkt., vil indebære, at Forsyningstilsynet vil skulle fastsætte nærmere

regler om netudviklingsplanernes form og struktur og supplerende regler om processuelle forhold.

Bemyndigelsen til Forsyningstilsynet anses som hensigtsmæssig i lyset af, at direktivet pålægger

Forsyningstilsynet en selvstændig opgave med at gennemse netudviklingsplaner og evt. anmode om

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

ændringer, jf. nærmere herom i afsnittet om ministeriets overvejelser. Derfor vil det være naturligt,

at det er Forsyningstilsynet, der tilrettelægger processerne og planernes udseende.

Forsyningstilsynets fastsættelse af regler for at opnå en ensartet form og struktur af

netudviklingsplanerne vil have til formål at sikre en ensartet præsentation af de enkelte

netvirksomheders planer. Fastsættelse af regler om processuelle krav vil have til formål at sikre

parallelle processer for alle netvirksomheder.

Det bemærkes, at § 22, stk. 2, i lov om elforsyning om netvirksomhedernes samarbejde med

Energinet også vil gælde i forhold til den nye bestemmelse om netvirksomhedernes

netudviklingsplaner. Der henvises endvidere mere specifikt til artikel 57 i elmarkedsforordningen.

Der henvises endvidere til, at lovforslaget indeholder et forslag til en overgangsbestemmelse om,

hvornår netudviklingsplaner skal udarbejdes for første gang, jf. lovforslagets § 2, stk. 3.

Det bemærkes endelig, at de meromkostninger, der vil opstår for netvirksomhederne i forbindelse

med de nye krav om netudviklingsplaner, sammenlignet med de gældende forpligtelser, forventes at

kunne håndteres inden for de gældende regler for netvirksomhedernes økonomiske regulering i

medfør af § 69 i lov om elforsyning og indtægtsrammebekendtgørelsen.

3.2.5. Netvirksomheders personelle, tekniske og finansielle kapacitet

3.2.5.1. Gældende ret

§ 19, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at netvirksomhed og transmissionsvirksomhed kun kan

udøves efter bevilling, der kan gives til virksomheder, som opfylder kravene i kapitel 7 og 8 i lov

om elforsyning. Transmissionsvirksomhed varetaget af Energinet eller denne virksomheds helejede

datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet udføres dog uden bevilling.

§ 50, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at bevillinger til kollektive elforsyningsvirksomheder

kun kan meddeles til ansøgere, der skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.

Følgende fremgår af en vejledning, som Energistyrelsen udgav i oktober 1999 i forbindelse med de

på det tidspunkt forestående bevillingsudstedelser til bl.a. net- og transmissionsvirksomhed: »Da det

er bevillingshaveren, der skal udføre den bevillingspligtige aktivitet, skal den pågældende

bevillingshaver som minimum have ansat det personale, som skal træffe de overordnede ledelses-

og driftsmæssige beslutninger samt udøve den overordnede økonomiske styring af virksomheden.

Det personale, der har sådanne beføjelser, vil altså ikke kunne lejes hos andre juridiske enheder, da

dette i realiteten ville være ensbetydende med, at den bevillingspligtige aktivitet blev udøvet af

disse andre juridiske enheder. De præcise grænser for, hvor stor en del af virksomhedens opgaver,

der skal udføres af virksomhedens eget personale, vil i øvrigt afhænge af virksomhedens størrelse

og opgavernes omfang og karakter.«

§ 53, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at bevillinger hverken direkte eller indirekte kan

overdrages til andre, medmindre klima-, energi- og forsyningsministeren tillader overdragelsen og

godkender vilkårene herfor. Ministerens opgave efter denne bestemmelse er delegeret til

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Energistyrelsen i medfør af bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver

og beføjelser.

Vertikalt integrerede virksomheder er defineret i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 53, som en

elektricitetsvirksomhed eller en gruppe af elektricitetsvirksomheder, som den samme person eller de

samme personer har ret til direkte eller indirekte at øve kontrol over, og som driver mindst en af

følgende former for virksomhed: transmission eller distribution, og mindst en af følgende former for

virksomhed: produktion eller levering. Definitionen, der allerede var indeholdt i 2009-eldirektivet,

er gennemført i § 5, nr. 22, i lov om elforsyning. Vertikalt integration ligner koncernbegrebet som

defineret i bilag 1 B til årsregnskabsloven, men er på den ene side snævrere end koncernbegrebet,

idet vertikal integration forudsætter, at netvirksomheden indgår sammen med enten elproduktions-

eller elhandelsvirksomhed, og på den anden side bredere, idet f.eks. også joint ventures og

virksomheder ejet af samme fysiske personer indgår i begrebet.

3.2.5.2. Elmarkedsdirektivet

Det fremgår af elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 2, litra c, at en distributionssystemoperatør, der

er en del af en vertikalt integreret virksomhed, skal have reel beslutningskompetence uafhængig af

den vertikalt integrerede virksomhed for så vidt angår de aktiver, der er nødvendige for at drive,

vedligeholde og udvikle nettet. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at

distributionssystemoperatøren skal råde over de nødvendige ressourcer til at varetage disse opgaver,

herunder menneskelige, tekniske, fysiske og finansielle ressourcer.

Det fremgår endvidere af elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 4, at medlemsstaterne bl.a. kan

bestemme, at kravene i artikel 35, stk. 2, litra c, ikke gælder for integrerede

elektricitetsvirksomheder, der betjener færre end 100.000 tilkoblede kunder.

Elmarkedsdirektivets bestemmelser svarer til enslydende bestemmelser, der var indeholdt i artikel

26, stk. 2, litra c, i 2009-eldirektivet.

Det fremgår af Kommissionens fortolkningsnotat om adskillelse fra 2010, at en vertikalt integreret

virksomheds brug af fælles ydelser til varetagelse af administrative, finansielle, IT-mæssige

funktioner m.v. på tværs af virksomheder, herunder af distributionssystemoperatøren, bør vurderes

konkret, jf. side 25 i notatet.

Kommissionens tjenester henviser i denne forbindelse til kravet om, at netvirksomheder skal råde

over de nødvendige ressourcer, herunder menneskelige, tekniske, fysiske og finansielle ressourcer

for at kunne varetage sin opgave med at drive, vedligeholde og udvikle sit forsyningsnet. Ifølge

Kommissionens tjenester må distributionssystemoperatøren ikke i urimelig grad få leveret ydelser

fra andre virksomheder, den er vertikalt integreret med, fordi den selv må have de nødvendige

ressourcer til rådighed.

Ifølge Kommissionens fortolkningsnotatet anser Kommissionens tjenester muligheden for levering

af ydelser fra andre dele af den vertikalt integrerede virksomhed som begrænset. Hvis der leveres

sådanne ydelser, bør der ifølge notatet være betingelser på plads for at reducere

konkurrenceproblemer og udelukke interessekonflikter. Det understreges i notatet, at

krydssubsidieringer ikke kan accepteres. For at sikre dette, skal ydelsen leveres på markedsmæssige

vilkår, og der skal være indgået en aftale om levering af ydelsen.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.2.5.3. Ministeriets overvejelser

Elmarkedsdirektivets krav i artikel 35, stk. 2, litra c, om, at en vertikalt integreret netvirksomhed

bl.a. skal råde over nødvendige menneskelige ressourcer for at sikre netvirksomhedens uafhængige

beslutningskompetence, fremgår ikke eksplicit af lov om elforsyning.

Vejledningen fra 1999 har ikke bindende karakter.

På baggrund heraf anser ministeriet det for hensigtsmæssigt, at der skabes klarhed om kravet,

hvorefter en netvirksomhed selv skal have ansat personale, ved at lade kravet om fornøden personel

kapacitet fremgå eksplicit af loven.

Ministeriet vurderer, at kravet bør stilles til alle netvirksomheder. I denne henseende skal kravet ses

på baggrund af den væsentlige samfundsmæssige betydning af opgaven med at varetage net- og

transmissionsvirksomhed, sammenholdt med, at varetagelsen af disse opgaver fremstår som

naturlige monopoler. Kravet tjener i relation hertil formålet med at give den bevillingsudstedende

myndighed sikkerhed for, at den virksomhed, der får bevilling til at drive netvirksomhed, selv har

ansat det fornødne personale til at tage ansvar for varetagelsen af den bevillingspligtige aktivitet og

at ansvaret for at varetage den bevillingspligtige aktivitet således reelt er forankret hos den

virksomhed, der har bevillingen.

Det bemærkes i denne forbindelse, at den førnævnte undersøgelse af konkurrencesituationen på

elmarkedet som er udarbejdet for Forsyningstilsynet som led i opfølgningen på

Elreguleringsudvalgets anbefalinger, fandt, at 26 ud af 38 responderende netvirksomheder havde 0

ansatte i netvirksomheden.

Kravet om fornøden personel kapacitet forfølger endvidere et konkurrencemæssig hensyn, når der

er tale om vertikalt integrerede netvirksomheder. Udøvelse af netvirksomhed er

monopolvirksomhed, og varetagelse af virksomhedens opgaver af andre end bevillingshaveren kan

indebære risiko for, at beslutninger der træffes vedrørende netvirksomhedens drift, vedligeholdelse

og udvikling af nettet, tilsigtet eller utilsigtet sker ud fra, hvad der optimerer økonomien i de andre

virksomheder, som netvirksomheden er vertikalt integreret med, herunder ved indgåelse af aftaler

med andre virksomheder, som netvirksomheden er vertikalt integreret på ikkemarkedsmæssige

vilkår. Krydssubsidiering via brug af fælles serviceselskaber kan navnlig give

elhandelsvirksomheder, der er vertikalt integreret med netvirksomheden, en urimelig

konkurrencefordel sammenlignet med uafhængige elhandelsvirksomheder.

Samtidig bør det ikke helt udelukkes, at vertikalt integrerede virksomheder skal kunne få gavn af de

synergieffekter, der kan ligge i den vertikale integration. Brug af fælles serviceselskaber bør ske

inden for rammer, der forhindrer krydssubsidiering. Dette fremgår også af Kommissionens

fortolkningsnotat, jf. ovenfor under afsnit 2.2.5.2., der kræver, at ydelsen i givet fald skal leveres på

markedsmæssige vilkår, og der skal være indgået en aftale om levering af ydelsen. Det bemærkes i

denne forbindelse, at § 46 i lov om elforsyning, bestemmer, at aftaler som kollektive

elforsyningsvirksomheder indgår med andre virksomheder, skal indgås på markedsmæssige vilkår

og skal foreligge i skriftlig form på aftaletidspunktet.

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Ligeledes bør det fortsat kunne være muligt for små netvirksomheder, herunder

transformatorforeninger med få tusinde tilsluttede slutkunder, der ikke er vertikalt integreret, men

måske koncernforbundet med virksomheder, der varetager andre forsyningsarter, at sikre en effektiv

udførelse af forsyningsaktiviteterne gennem fælles servicefunktioner på tværs af forsyningsarterne.

Aftaler herom vil, jf. ovenfor, være underlagt krav om markedsmæssighed i medfør af § 46 i lov om

elforsyning. Netvirksomheden bør imidlertid også i disse tilfælde have et minimum af eget

personale, der er ansat af virksomheden for at sikre, at ansvaret for varetagelsen af den

bevillingspligtige aktivitet reelt er forankret i den virksomhed, der har fået bevilling.

Selv om der ikke aktuelt findes transmissionsvirksomheder med bevilling, vil lignende overvejelser

som anført ovenfor om identitet mellem bevillingshaveren og den, der har ansvaret for varetagelsen

af den bevillingspligtige virksomhed også gøre sig gældende for disse virksomheder. Det bør også i

disse tilfælde sikres, at ansvaret for varetagelsen af transmissisonsaktiviteten reelt ligger hos den

virksomhed, der har fået bevilling. Der bør derfor i givet fald også for transmissionsvirksomheder

med bevilling være et krav om, at virksomheden har den fornøden personel kapacitet.

I lyset af den store forskellighed blandt netvirksomhederne både i forhold til antal tilsluttede kunder

(der rangerer fra at omfatte over en million til få tusinde tilsluttede elforbrugere ), mængden af

transporteret elektricitet, økonomisk omfang, tekniske forhold, organisatoriske forhold, herunder

vertikal integration, m.v. vurderes det vanskeligt og uhensigtsmæssigt at fastsætte et bestemt antal

personer, som en netvirksomhed eller en transmissionsvirksomhed med bevilling skal have ansat og

hvilke kvalifikationer og kompetencer det pågældende personale bør have, for at hensynene bag

kravet om personel kapacitet er opfyldt. Dette var heller ikke forudsat i Energistyrelsens vejledning

fra 1999, og i Kommissionens fortolkningsnotat om adskillelse fra 2010 lægges der i forhold til

vertikalt integrerede netvirksomheder også op til en konkret vurdering, jf. afsnit 2.2.5.2. om

elmarkedsdirektivet.

På ovenstående baggrund bør det foreslåede eksplicitte krav om fornøden personel kapacitet være

genstand for en konkret skønsmæssig vurdering fra Energistyrelsen, ligesom det allerede i dag er

tilfældet for kravene om fornøden teknisk og finasiel kapacitet i medfør af den gældende

bestemmelse i § 50, stk. 1, i lov om elforsyning. Den skønsmæssige vurdering vil blive foretaget i

forbindelse med godkendelser af bevillingsoverdragelser, det løbende tilsyn med bevillingerne, og

ved udstedelse af nye bevillinger.

Den kvalitative dimension af kravet, dvs. spørgsmålet om de ansatte personers kvalifikationer og

kompetencer, herunder beslutningskompetence, og kravets kvantitative dimension, dvs. spørgsmålet

om, hvor stor en del af virksomhedens opgaver, der skal udføres af virksomhedens eget personale,

bør herved betragtes samlet. Således vil eksempelvis de krav, der stilles til personales

kvalifikationer og kompetencer have indflydelse på, om kravene kan opfyldes af den enkelt person,

eller om der skal være flere personer med specialiserede kvalifikationer og kompetencer ansat af

virksomheden.

Den skønsmæssige vurdering vil indebære, at kravet om fornøden personel kapacitet vil være

genstand for en vurdering af de individuelle forhold for den enkelte netvirksomhed.

Overordnet set, vurderer ministeriet, at rammerne for den skønsmæssige vurdering af, om

bevillingshaveren har den fornødne personelle kapacitet, bør være, at enhver netvirksomhed som

minimum skal have ansat personale, der har de fornødne kvalifikationer inden for ledelse og drift af

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

netvirksomheder til at sikre, at ansvaret for den daglige varetagelse af den bevillingspligtige opgave

er placeret i den bevillingshavende virksomhed. Såfremt opgaver med udførelse af den daglige drift

af den bevillingspligtige aktivitet efter aftale varetages uden for netvirksomheden, eksempelvis af

en servicevirksomhed, skal det sikres, at beslutningskompetencen vedrørende disse opgaver fortsat

er forankret hos netvirksomhedens personale. Det pågældende personale vil ikke kunne lejes hos

andre juridiske enheder. Hvad der herudover vil kræves i forhold til det ansatte personales

kvalifikationer og kompetencer, samt hvor stor en del af virksomhedens opgaver, der skal udføres af

virksomhedens eget personale, vil afhænge af den samlede, skønsmæssige vurdering af en række

parameter, som nævnt ovenfor. Ved vurderingen vil der dog skulle tages højde for

elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 2, litra c, der knytter sig til vertikal integration og som skal

gælde for alle netvirksomheder med over 100.000 tilkoblede kunder. Det anses således som

værende inden for rammerne af den skønsmæssige udmøntning af kravene, at der for disse meget

store netvirksomheder, der er vertikalt integrerede, vil blive stillet krav om, at bevillingshaveren bør

have ansat det personale, der udover at have fornødne kvalifikationer og kompetencen til at træffe

de daglige ledelses- og driftsmæssige beslutninger også bør have kompetencen til at udøve den

økonomiske styring af virksomheden i relation til virksomhedens daglige drift. Samme krav kan

inden for rammen af den individuelle skønsmæssige vurdering også påtænkes at blive anvendt i

forhold til andre netvirksomheder, som tilnærmelsesvis ligner disse netvirksomheder. Det

bemærkes særligt i relation til en virksomheds størrelse, at antal tilsluttede slutkunder ikke vil være

afgørende for det antal personer, som virksomheden selv skal have ansat. Virksomhedens størrelse

kan imidlertid være en faktor i vurderingen af kompleksiteten af den enkelte virksomheds opgaver

og dermed opgavernes omfang og karakter.

Det anses som nærliggende at lade kravet fremgå på lige fod med kravene om teknisk og finansiel

kapacitet.

Det anses herudover som hensigtsmæssigt, at det tydeligt fremgår af loven, at en bevillingshaver til

net- og transmissionsvirksomhed til stadighed skal opfylde kravene om fornøden personel, teknisk

og finansiel kapacitet, dvs. ved udstedelse af bevilling og under bevillingens løbetid. I

elmarkedsdirektivets perspektiv sikrer kravene netvirksomhedens reelle beslutningskompetence,

uafhængig af andre virksomheder, som netvirksomheden er vertikalt integreret med. Formålet hermed

er at forhindre konkurrenceforvridning på de konkurrenceudsatte markeder, jf. ovenfor. Dette kan

kun opnås, hvis den vertikalt integrerede netvirksomhed opfylder kravene kontinuerligt.

At kravene bør opfyldes løbende vil herudover for netvirksomheder, der ikke er vertikalt integreret,

og for transmissionsvirksomheder med bevilling, være begrundet i, at varetagelsen af net- og

transmissionsvirksomhed er en opgave af væsentlig samfundsmæssige betydning, sammenholdt

med, at varetagelsen af disse opgaver fremstår som naturlige monopoler.

3.2.5.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det fremover vil fremgå af § 50, stk. 1, i lov om elforsyning, at en virksomhed med

bevilling, der driver distributions- eller transmissionsnet skal have den fornødne personelle, tekniske

og finansielle kapacitet til varetagelsen af den bevillingspligtige aktivitet.

Den foreslåede ændring vil medføre, at de eksisterende krav til virksomhedernes tekniske og

finansielle kapacitet vil videreføres, idet det imidlertid vil fremgå af loven, at kravene vil skulle

opfyldes kontinuerligt.

100

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at det eksplicit vil fremgå af loven, at

virksomhederne vil skulle have den fornødne personelle kapacitet. Opfyldelse af kravet vil være

genstand for en skønsmæssig vurdering inden for de rammer, der er skitseret i afsnit 2.2.5.3.

ovenfor. Der vil være tale om en konkret skønsmæssig vurdering, som Energistyrelsen vil foretage i

forbindelse med godkendelse af bevillingsoverdragelser, løbende tilsyn med bevillingerne og ved

udstedelse af nye bevillinger. Også dette krav vil efter forslaget skulle opfyldes kontinuerligt.

3.2.6 Dataadskillelse

3.2.6.1 Gældende ret

§ 84 a, stk. 1, i lov om elforsyning, indebærer, at kollektive elforsyningsvirksomheder skal iagttage

fortrolighed om kommercielt følsomme oplysninger, som de modtager i forbindelse med udøvelsen

af deres virksomhed, og skal forhindre, at oplysninger om egne aktiviteter, som kan være

forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på en diskriminerende måde.

Bestemmelsen sikrer, at bl.a. netvirksomheder behandler kommercielt følsomme oplysninger, som

de modtager i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed, fortroligt. Oplysninger, som

netvirksomheder modtager i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed, kan bl.a. være

oplysninger om virksomhedens aftagenumre.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 1257,

venstre spalte, at bestemmelsens formål er at sikre, at kollektive elforsyningsvirksomheder,

herunder netvirksomheder, ikke kan videregive kommercielt følsomme oplysninger til andre med

det resultat, at f.eks. et bestemt handelsselskab får konkurrencemæssige fordele i forhold til andre

handelsselskaber.

Bestemmelsen implementerer bl.a. artikel 16 om distributionsoperatørers tavshedspligt i 2003-

eldirektivet, og er implementeret ved lov nr. 494 af 9. juni 2004. 2009-eldirektivet viderefører

artikel 16 med visse ændringer, som blev implementeret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011. Artikel16

er videreført uændret ved elmarkedsdirektivets artikel 37.

§ 84 a, stk. 3, indebærer, at klager over kollektive elforsyningsvirksomheder vedrørende forhold,

omhandlet i bl.a. § 84 a, stk. 1, kan indbringes for Forsyningstilsynet.

§ 20 a, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at bl.a. netvirksomheder skal opstille et program for

intern overvågning, som beskriver virksomhedens tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd.

Bestemmelsen indebærer ligeledes, at virksomhederne skal sikre at programmet for intern

overvågning overholdes og kontrolleres på en passende måde. En årsberetning med en beskrivelse

af programmet samt kontrollen heraf skal offentliggøres og anmeldes til Forsyningstilsynet.

101

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 8223,

højre spalte, at bestemmelsen implementerer artikel 10, stk. 2, litra d, i 2009-eldirektivet, som er

videreført uændret i artikel 35, stk. 2, litra d, i elmarkedsdirektivet.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at de interne overvågningsprogrammer skal beskrive

virksomhedens foranstaltninger for at sikre, at diskriminerende adfærd over for andre virksomheder

ikke finder sted. Programmerne skal bl.a. fastlægge regler om hvilke oplysninger, der er fortrolige,

og om, at de ansatte i deres kontakt med kundernes ikke må favorisere bestemte kommercielle

virksomheder. De interne overvågningsprogrammer har til formål at forhindre netvirksomhedernes

diskriminerende adfærd.

§ 20 a, stk. 5, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler

om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal

indeholde, og hvordan det skal kontrolleres. Med hjemmel i § 20 a, stk. 5, er der fastsat nærmere

regler for netvirksomhedernes interne overvågningsprogrammer i bekendtgørelse nr. 933 af 27. juni

2018 om program for intern overvågning for net- og transmissionsvirksomheder og Energinet. Af

bekendtgørelsen fremgår det nærmere, hvilke tiltag, der skal beskrives i overvågningsprogrammet,

og hvordan virksomheden gennemfører en passende kontrol af programmet.

§ 22, stk. 3, i lov om elforsyning indebærer, at netvirksomheder skal indberette oplysninger

vedrørende virksomhedens aftagenumre til datahubben. Indberetningen skal ske i henhold til

forskrifter udstedt af Energinet om forbrug af elektricitet, tarifoplysninger og andre oplysninger af

betydning for elhandelsvirksomhedernes fakturering, jf. § 72 b, stk. 1, i lov om elforsyning.

Netvirksomhederne varsler ændringer i priser og vilkår via datahubben.

Bestemmelsen indebærer, at netvirksomheder skal indberette oplysninger vedrørende

virksomhedens aftagenumre til datahubben, som er en it-platform, som håndterer data, nødvendige

transaktioner og kommunikation mellem elmarkedets aktører.

§ 72 c, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at kommunikation mellem en elhandelsvirksomhed

og netvirksomhederne og Energinet om forhold, der vedrører et konkret aftagenummer, sker via

datahubben i henhold til forskrifter udstedt af Energinet i medfør af § 28, stk. 2, nr. 13, i lov om

elforsyning. I særlige tilfælde, der fastlægges i Energinets forskrifter i medfør af § 28, stk. 2, nr. 13,

i lov om elforsyning, hvor elhandelsvirksomheden har behov for en dialog vedrørende konkrete

problemstillinger om målinger, fakturering, afbrydelser eller lignende, vil der kunne ske direkte

kommunikation om enkelte aftalenumre, der involverer både en elhandelsvirksomhed og en

netvirksomhed.

Bestemmelsen indebærer, at kommunikation vedrørende konkrete aftalenumre, som sker mellem en

netvirksomhed og netvirksomhederne og Energinet skal ske via datahubben. Det fremgår af

forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 151, som fremsat, side 24, at

bestemmelsen sikrer, at det ikke mellem netvirksomhederne og elhandelsvirksomhederne deles,

hvem der er leverandør til konkrete forbrugere. Formålet med bestemmelsen er, at der ikke sker

diskrimination af elhandelsvirksomheder, som ikke er koncernforbundne med en netvirksomhed.

102

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 151, som

fremsat, side 24, at bestemmelsen ikke hindrer, at der kan ske direkte kommunikation mellem

elhandelsvirksomheder og netvirksomheder om konkrete aftagenumre, hvor det skønnes

nødvendigt, f.eks. for at afklare konkrete problemstillinger om målinger, fakturering, afbrydelser,

genåbning m.v.

Netvirksomheder er som udgangspunkt underlagt krav om adskillelse efter elmarkedsdirektivets

artikel 35, stk. 1, 2 og 3, som i dansk ret er implementeret i § 47, i lov om elforsyning, om

selskabsmæssig adskillelse, §§ 45, 50, 46 og 20 a, om funktionel adskillelse samt § 20 b om

identitetsmæssig adskillelse af netvirksomheder.

Det følger dog af § 45, stk. 3, at netvirksomheder, som alene eller sammen med andre

netvirksomheder inden for samme koncern har mindre end 100.000 tilsluttede forbrugere, er

undtaget for krav om funktionel adskillelse i § 45, stk. 1, og 2.

Derudover fremgår det af § 47, stk. 5, at ministeren for netvirksomheder, der har færre end 100.000

tilsluttede forbrugere, kan fastsætte regler om, at mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for

bevillingen til netvirksomhed, er undtaget fra kravet i § 47, stk. 4, om, at aktiviteterne skal udøves i

selvstændige selskaber med begrænset ansvar. I sådanne tilfælde skal aktiviteterne holdes

regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter. Bemyndigelsesbestemmelsen er i

dag ikke udnyttet.

Bekendtgørelse nr. 358 af 20 maj 2003 om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra

elforsyningsloven er udstedt med hjemmel i elforsyningslovens generelle undtagelsesbestemmelse i

§ 1, stk. 4, i lov om elforsyning, som giver ministeren bemyndigelse til bl.a. at bestemme at mindre

omfattende aktiviteter som er omfattet af loven, helt eller delvist er undtaget fra lovens

bestemmelser. Af bekendtgørelsen fremgår det, at kollektive elforsyningsvirksomheder uanset § 47,

stk. 4, i lov om elforsyning, kan drive virksomhed med elproduktion eller anden tilknyttet

virksomhed, såfremt de samlede indtægter herfra udgør mindre end 5 % af

elforsyningsvirksomhedens øvrige aktiviteter.

3.2.6.2 Elmarkedsdirektivet

Artikel 34 i elmarkedsdirektivet er en ny bestemmelse og vedrører distributionssystemoperatørernes

opgave i forbindelse med dataforvaltning. Begrebet distributionssystemoperatør svarer til begrebet

netvirksomhed i dansk ret. Begrebet data omfatter målerdata, forbrugsdata samt data, der er

nødvendige for kunders skifte af leverandør, fleksibelt elforbrug og andre ydelser, jf. artikel 23, stk.

1, i elmarkedsdirektivet.

Artikel 34, 1. pkt., i elmarkedsdirektivet indebærer, at alle berettigede parter skal have ikke

forskelsbehandlende adgang til data på tydelige og lige vilkår i overensstemmelse med de relevante

databeskyttelsesregler.

103

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Artikel 34, 2. pkt., i elmarkedsdirektivet indebærer, at hvor der er indført intelligente målersystemer

i henhold til elmarkedsdirektivets artikel 19, og hvor distributionssystemoperatørerne deltager i

dataforvaltning, skal de i elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 2, litra d), omhandlede

overvågningsprogrammer omfatte specifikke foranstaltninger med henblik på at udelukke

forskelsbehandlende adgang til data fra berettigede parter.

Artikel 34, 3. pkt., i elmarkedsdirektivet indebærer, at medlemsstaterne skal træffe alle de

nødvendige foranstaltninger til sikring af, at vertikalt integrerede virksomheder ikke har privilegeret

adgang til data for udførelsen af deres leveringsaktiviteter, hvor distributionssystemoperatørerne

ikke er omfattet af elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 1, 2 eller 3.

3.2.6.3 Ministeriets overvejelser

Bestemmelsen i elmarkedsdirektivets artikel 34, 1. pkt., hvorefter alle berettigede parter skal sikres

ikkeforskelsbehandlende adgang på tydelige og lige vilkår, skal ses i lyset af de situationer, hvor

netvirksomheden deltager i dataforvaltningen. Data er defineret i elmarkedsdirektivets artikel 23

som målerdata, forbrugsdata samt data, der er nødvendig for kunders skifte af leverandør, fleksibelt

forbrug og andre ydelser. Netvirksomhederne deltager i dataforvaltning via indberetninger af

måledata fra netvirksomhedernes aftagenumre i datahubben, jf. § 22, stk. 3, i lov om elforsyning. Al

kommunikation mellem netvirksomheder, elhandelsvirksomheder og Energinet skal herefter ske via

datahubben af hensyn til at undgå diskrimination af elhandelsvirksomheder, som ikke er

koncernforbundne med en netvirksomhed, jf. § 72 c, stk. 1, i lov om elforsyning.

Netvirksomheder skal sikre fortrolighed om kommercielt følsomme oplysninger, som de modtager i

forbindelse med udøvelsen af deres virksomheder og skal forhindre, at oplysninger om egne

aktiviteter, som kan være forretningsmæssigt fordelagtige, bliver videregivet på diskriminerende

måde, jf. § 84 a, stk. 1, i lov om elforsyning. Med bestemmelsen sikres det, at netvirksomheder

iagttager fortrolighed om bl.a. oplysninger om måledata fra netvirksomhedernes aftagenumre, som

virksomhederne indsamler i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed. Bestemmelsen i § 84

a, stk. 1, omfatter dog ikke tilfælde, hvor oplysninger, som netvirksomheder forvalter, kan gives til

berettigede parter. Bestemmelsen sikrer således ikke berettigede parter ikkediskriminerende adgang

til data på tydelige og lige vilkår, jf. elmarkedsdirektivets artikel 34.

Selvom måledata fra netvirksomheders aftagenumre indberettes i datahubben og kommunikation

om måledata herefter skal foregå via datahubben, er det ministeriets vurdering, at det er

hensigtsmæssigt at sikre, at oplysningerne ikke bliver videregivet til berettigede parter på

diskriminerende vis uden om datahubben.

Det påhviler medlemsstaten at sikre, at netvirksomhederne tildeler alle berettigede parter ikke

forskelsbehandlende adgang til data på tydelige og lige vilkår. Det er ministeriets vurdering, at det

kan sikres ved at forpligte netvirksomheder til nærmere at beskrive tiltag for at forhindre sådan

diskriminerende adfærd. Sådanne tiltag, som kan sikre berettigedes parters adgang til data på

tydelige og lige vilkår, skal beskrives i netvirksomhedernes overvågningsprogrammer, jf. § 20 a,

104

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

stk. 1, i lov om elforsyning. Netvirksomhedernes overvågningsprogrammer skal beskrive

virksomhedernes tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd, herunder en beskrivelse af de

specifikke tiltag, som virksomhedens ansatte, rådgivere og øvrige personer, som udfører opgaver

for virksomheden, er underlagt. Formålet med netvirksomhedernes overvågningsprogrammer er at

forhindre diskriminerende adfærd.

I Danmark er der indført intelligente målersystemer i henhold til elmarkedsdirektivets artikel 19, da

der er installeret fjernaflæste målere. Elmarkedsdirektivets artikel 34, 2. pkt., indebærer, at

netvirksomhedernes interne overvågningsprogrammer skal omfatte specifikke foranstaltninger med

henblik på at udelukke forskelsbehandlende adgang til data fra berettigede parter. Med hjemmel i §

20 a, i lov om elforsyning, er der fastsat nærmere regler for netvirksomhedernes

overvågningsprogrammer i bekendtgørelsen nr. 933 af 27 juni 2018 om program for intern

overvågning for net- og transmissionsvirksomheder og Energinet.

Det er ministeriets vurdering, at en ændring af bekendtgørelsen nr. 933 af 27. juni 2018, hvorefter

netvirksomhederne i programmet skal beskrive tiltag, der skal sikre, at oplysninger vedrørende

netvirksomhedens aftagenumre, som virksomheden indberetter til datahubben, ikke videregives til

andre, er tilstrækkelig til at artikel 34, 2. pkt., kan anses for at være implementeret i dansk ret.

For virksomheder, som er undtaget fra § 47 om selskabsmæssig adskillelse, §§ 45, 50, 46 og 20 a

om funktionel adskillelse samt § 20 b om identitetsmæssig adskillelse af virksomheder, i lov om

elforsyning, der implementerer artikel 35, stk. 1, 2 eller 3, skal medlemsstaterne træffe alle de

nødvendige foranstaltninger til sikring af, at vertikalt integrerede virksomheder ikke har privilegeret

adgang til data for udførelsen af deres leveringsaktiviteter.

For elhandelsvirksomheder, der er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i § 2, stk. 4, § 45, stk. 3,

eller § 47, stk. 5, er det ministeriets vurdering, at det ved implementering af artikel 34, 3. pkt., skal

sikres, at vertikalt integrerede virksomheder ikke har privilegeret adgang til data for udførelsen af

deres leveringsaktiviteter.

Netvirksomheders deltagelse i dataforvaltning omfatter måledata fra netvirksomhedens

aftagenumre, som netvirksomhederne skal indberette til datahubben, jf. § 22, stk. 3, hvorefter al

kommunikation mellem elhandelsvirksomhed og netvirksomhederne skal foregå via datahubben, jf.

§ 72 c, stk. 1. § 22, stk. 3, samt § 72 c, stk. 1, finder anvendelse for alle netvirksomheder og dermed

også for netvirksomheder, som er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i § 2, stk. 4, § 45, stk. 3,

eller § 47, stk. 5. I tilknytning hertil vil den nye bestemmelse i § 85 a, stk. 3, også omfatte

netvirksomheder, som er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i § 2, stk. 4, § 45, stk. 3, eller § 47,

stk. 5, hvorfor netvirksomhederne vil skulle sikre, at alle berettigede parter har ikkediskriminerende

adgang til data på tydelige og lige vilkår.

Til sikring af, at netvirksomhederne giver alle berettigede parter ikkediskriminerende adgang, er det

ministeriets vurdering, at klager herom skal kunne indbringes for Forsyningstilsynet.

105

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.2.6.4 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 84 a i lov om elforsyning.

Bestemmelsen i det nye stk. 3 vil forpligte netvirksomheder til at sikre berettigede parter en ikke

forskelsbehandlende adgang til den data, som netvirksomhederne forvalter, og at adgangen hertil

skal ske på tydelige og lige vilkår.

Bestemmelsen vil understøtte, at data, som netvirksomhederne forvalter, ikke bliver videregivet på

diskriminerende vis til berettigede parter uden for datahubben.

Berettigede parters adgang til data vil skulle ske i overensstemmelse med

databeskyttelsesforordningen og lov om databeskyttelse.

Det nye stk. 3 i § 84 a i lov om elforsyning, vil implementere elmarkedsdirektivets artikel 34, 1. pkt.

Det stk. 3 i § 84 a, stk. 3, § 72 c, stk. 1, samt § 22, stk. 3, sikrer, at vertikalt integrerede

virksomheder ikke har privilegeret adgang til data for udførelsen af deres leveringsaktiviteter,

selvom netvirksomhederne ikke er omfattet af elmarkedsdirektivets artikel 35, stk. 1, 2 og 3, jf.

elmarkedsdirektivets artikel 34, 3. pkt.

Til sikring af, at netvirksomhederne giver alle berettigede parter ikkediskriminerende adgang,

foreslås det at det tilføjes i § 84 a, stk. 4, der med lovforslaget bliver stk. 5, at klager herom kan

indbringes for Forsyningstilsynet, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

3.2.7. De kollektive elforsyningsvirksomheders varetagelse af energilageraktiviteter

3.2.7.1. Gældende ret

Lov om elforsyning indeholder ingen bestemmelser, der udtrykkelig regulerer netvirksomheders,

bevillingspligtige transmissionsvirksomheders eller Energinets varetagelse af energilageraktiviteter,

forstået som ejerskab, udvikling, forvaltning og drift af energilageranlæg.

Varetagelse af energilageraktiviteter er navnlig ikke særskilt nævnt blandt de opgaver, som net- og

transmissionsvirksomheder skal varetage i medfør af §§ 20 og 22, i lov om elforsyning eller som

den

systemansvarlige virksomhed skal varetage i medfør af § 28, stk. 2, i lov om elforsyning.

Varetagelse af energilageraktiviteter er heller ikke særskilt nævnt blandt de aktiviteter, som

Energinet har hjemmel til at varetage som aktiviteter i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.

§ 47, stk. 4, i lov om elforsyning indebærer for net- og transmissionsvirksomheder med bevilling, jf.

§ 19, stk. 1, i lov om elforsyning, at andre aktiviteter end varetagelse af net- og

transmissionsvirksomhed skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. Ministeren er

efter § 47, stk. 5, bemyndiget til at fastsætte regler, hvorefter netvirksomheder, der har færre end

100.000 tilsluttede forbrugere, kan udøve mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for

106

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

bevillingen, i samme selskab som netvirksomheden. Aktiviteterne skal i så fald holdes

regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter. Bemyndigelsen er ikke udnyttet.

Bekendtgørelse nr. 358 af 23. maj 2003 om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra

elforsyningsloven (herefter benævnt som bekendtgørelse om sideordnede aktiviteter), der har

hjemmel i § 2, stk. 4, i lov om elforsyning, tillader, at kollektive elforsyningsvirksomheder kan

varetage visse andre aktiviteter ved siden af kollektiv elforsyningsvirksomhed. § 2, stk. 2, i

bekendtgørelsen om sideordnede aktiviteter indebærer, at kollektive elforsyningsvirksomheder,

uanset bestemmelsen i § 47, stk. 4, i lov om elforsyning kan drive virksomhed med elproduktion

eller anden tilknyttet virksomhed, såfremt de samlede indtægter herfra udgør mindre end 5% af

omsætningen i den kollektive elforsyningsvirksomhed.

3.2.7.2. Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets artikel 36 og 54 indeholder bestemmelser om henholdsvis

distributionssystemoperatørers og transmissionssystemoperatørers varetagelse af

energilageraktiviteter.

Elmarkedsdirektivets udgangspunkt er, at virksomhederne ikke må eje, udvikle, forvalte eller drive

energilageranlæg, jf. artikel 36, stk. 1 og artikel 54, stk. 1.

Energilageranlæg er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 60, defineret som, i elektricitetssystemet, et

anlæg, hvor der sker energilagring.

Energilagring er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 59, defineret som, i elektricitetssystemet,

udsættelse af den endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev

produceret, eller konvertering af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af

sådan energi og den efterfølgende rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller

anvendelse som anden energibærer.

Ejerskab, udvikling, forvaltning og drift af energilageranlæg betegnes herefter også som varetagelse

af energilageraktiviteter.

Elmarkedsdirektivets artikel 36, stk. 2, og artikel 54, stk. 2, indebærer for det første, at

medlemsstaterne kan give distributions- og transmissionssystemoperatører tilladelse til at eje,

udvikle, forvalte eller drive energilageranlæg, hvis de er såkaldte fuldt integrerede netkomponenter,

og den regulerende myndighed har meddelt sin godkendelse.

Muligheden omtales i det følgende også som første option eller option 1.

Fuldt integrerede netkomponenter er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 51, defineret som

netkomponenter, der er integreret i et transmissions- eller distributionssystem, herunder lageranlæg,

og som udelukkende anvendes til at sikre sikker og pålidelig drift af transmissions- eller

distributionssystemet og ikke til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

Elmarkedsdirektivets artikel 36, stk. 2, og artikel 54, stk. 2, indebærer for det andet, at

medlemsstaterne kan give distributions- og transmissionssystemoperatører tilladelse til at varetage

107

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

energilageraktiviteter, hvis følgende betingelser alle er opfyldt: 1) andre parter er efter en åben,

gennemsigtig og ikkeforskelsbehandlende udbudsprocedure, der er underlagt den regulerende

myndigheds gennemgang og godkendelse, ikke blevet tildelt ret til at eje, udvikle, forvalte eller

drive sådanne anlæg eller er ikke i stand til at levere sådanne ydelser rettidigt og til en rimelig pris,

2) sådanne anlæg er nødvendige, for at henholdsvis distributions- og

transmissionssystemoperatørerne kan opfylde deres forpligtelser i henhold til elmarkedsdirektivet

om effektiv, pålidelig og sikker drift af distributionssystemet, og anlæggene anvendes ikke til køb

eller salg af elektricitet på elektricitetsmarkeder, og 3) den regulerende myndighed har vurderet

behovet for en sådan fritagelse og har foretaget en vurdering af udbudsproceduren, herunder

betingelserne i udbudsproceduren, og har meddelt sin godkendelse. Den regulerende myndighed

kan udarbejde retningslinjer eller udbudsklausuler for at hjælpe distributions- og

transmissionssystemoperatører med at sikre en retfærdig udbudsprocedure.

Muligheden omtales i det følgende også som anden option eller option 2.

Artikel 36, stk. 3, og artikel 54, stk. 4, indeholder bestemmelser vedrørende eksisterende

energilageranlæg. Herefter skal den regulerende myndighed med regelmæssige mellemrum og

mindst hvert femte år afholde en offentlig høring vedrørende eksisterende energilageranlæg med

henblik på at vurdere markedsparternes eventuelle tilgængelighed og interesse i at investere i

sådanne anlæg. Den regulerende myndighed skal sikre, at distributions- og

transmissionssystemoperatørernes aktiviteter udfases inden for 18 måneder, hvis den offentlige

høring viser, at tredjeparter er i stand til at eje, udvikle, drive eller forvalte sådanne anlæg på en

omkostningseffektiv måde. Det er ifølge elmarkedsdirektivets bestemmelser den regulerende

myndighed, der skal vurdere høringen. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at de regulerende

myndigheder som en del af denne procedures betingelser kan tillade, at systemoperatører modtager

rimelig kompensation, navnlig for at dække restværdien af deres investering i

energilageranlæggene.

Kravet om de regelmæssige offentlige høringer omtales i det følgende også som krav om løbende

markedstests.

Artikel 36, stk. 4, og artikel 54, stk. 5, indeholder undtagelser fra kravet om løbende markedstests

efter artikel 36, stk. 3, og artikel 54, stk. 4. Herefter finder kravet ikke anvendelse på fuldt

integrerede netkomponenter. Det finder heller ikke anvendelse på den sædvanlige

afskrivningsperiode for nye batterilageranlæg ved en distributionssystemoperatørs endelige

investeringsbeslutning før den 4. juli 2019, henholdsvis den 4. juli 2024 ved en

transmissionssystemoperatørs endelige investeringsbeslutning, Samtidigt skal følgende betingelser

være opfyldt: 1) de pågældende batterilageranlæg er tilsluttet nettet senest to år efter de nævnte

frister, 2) de er integreret i systemet, 3) de anvendes udelukkende til reaktiv øjeblikkelig

genetablering af nettets sikkerhed i nødsituationer, hvor sådan genetableringsforanstaltning starter

med det samme og slutter, når den regelmæssige omfordeling kan løse problemet, og 4) de

anvendes ikke til at købe eller sælge elektricitet på elektricitetsmarkederne, herunder balancering.

Elmarkedsdirektivets artikel 54, stk. 3, indebærer, at en beslutning om at indrømme en fritagelse for

en transmissionssystemoperatør meddeles Kommissionen og ACER sammen med de relevante

oplysninger om anmodningen og begrundelsen for indrømmelse af fritagelsen. ACER er det

Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder.

108

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det følger af artikel 31, stk. 10, og artikel 40, stk. 8, at medlemsstaterne eller deres udpegede

kompetente myndigheder kan tillade, at distributionssystemoperatører henholdsvis

transmissionssystemoperatører udfører andre aktiviteter end dem, der er fastsat i

elmarkedsdirektivet og i forordning (EU) 2019/943 (elmarkedsforordningen), hvis sådanne

aktiviteter er nødvendige, for at distributionssystemoperatørerne hhv.

transmissionssystemoperatører kan opfylde deres forpligtelser i henhold til elmarkedsdirektivet eller

elmarkedsforordningen, forudsat at den regulerende myndighed har vurderet nødvendigheden af en

sådan fritagelse. Dette betyder, at der kan fastsættes bestemmelser om yderligere opgaver end hvad

der følger af elmarkedsdirektivets og elmarkedsforordningens bestemmelser, så længe der er tale

om opgaver, som er nødvendige for distributionssystemoperatørers henholdsvis

transmissionssystemoperatørers forpligtelser efter enten elmarkedsdirektivet eller

elmarkedsforordningen, forudsat at den regulerende myndighed har vurderet nødvendigheden af en

sådan fritagelse. Artikel 31, stk. 10, og artikel 40, stk. 8, fastsætter således en begrænsning for,

hvilke opgaver en distributionssystemoperatør kan varetage.

3.2.7.3. Ministeriets overvejelser

Inden for den Europæiske Union er markedet for energilagring aktuelt fortsat forholdsvis begrænset

og teknologierne, eksempelvis lagring af elektricitet i batterier eller såkaldte Power-to-X-

teknologier, hvor elektricitet omdannes til en anden energibærer, der kan lagres, bruges generelt

endnu ikke i storskala og på kommercielle vilkår. Blandt batteriteknologierne er der nogle

teknologier, der allerede bruges i det danske elmarkedet i dag, om end som demonstrations- og

forsøgsprojekter og ikke på almindelige markedsvilkår. Der kan også være netkomponenter der

lagrer elektricitet, eksempelvis kondensatorer.

Til begrebet energilagring og energilageranlæg i elmarkedsdirektivets forstand bemærkes, at der

kan være to former for energilagring i elektricitetssystemet. Der kan være tale om udsættelse af den

endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret. Et

eksempel herfor vil være lagring af elektricitet i batterier. Derudover kan der være tale om

konvertering af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den

efterfølgende rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden

energibærer. Et eksempel herfor kan være elektricitet der konverteres til en anden energiform som

f.eks. brint, lagringen af denne i en kaverne, og hvor der efterfølgende sker en rekonvertering til

elektricitet via et anlæg, som producerer elektricitet ved f.eks. brug af brint.

Det er ministeriets vurdering, at tilstedeværelse af et anlæg, i elektricitetssystemet, hvor elektricitet

konverteres til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende

rekonvertering af denne energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer,

forudsætter, at delelementerne af den beskrevne proces foregår som en integreret operation, for at

der fra et teknisk synspunkt kan være tale om energilagring. Herefter vil en kaverne til lagring af

brint, isoleret set, ikke betragtes som et energilageranlæg i elektricitetssystemet, ligesom anlægget,

hvor elektricitet konverteres til en anden energiform, eksempelvis et elektrolyseanlæg til

konvertering af elektricitet til brint, det kemiske anlæg, der efterfølgende anvender brinten, eller det

anlæg, hvor brint rekonverteres til elektrisk energi, ikke i sig selv betragtes som værende et

energilageranlæg. Ministeriets vurdering er derfor endvidere, at alene hvor alle delprocesserne

foregår som teknisk og organisatoriske, herunder ejermæssige, integrerede operationer, vil de

betragtes som værende et energilageranlæg i elmarkedsdirektivets forstand. Dette vurderes således

at være opfyldt, hvis en aktør ejer et anlæg der konverterer elektricitet, som lagres af samme aktør,

109

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

med henblik på anvendelse. Det vurderes, at delelementet »anvendelse« bør forstås bredt, således,

at der allerede vil være tale om, at der foreligger anvendelse, hvis brinten udtages fra lagret med

henblik på salg eller en egentlig fysisk anvendelse, dvs. eksempelvis ved brug i et kemisk anlæg,

eller ved brug i gassystemet.

At der er tale om et anlæg »i elektricitetssystemet« indebærer, at der vil være tale om et anlæg, der

er tilsluttet elektricitetssystemet. Elektricitetssystemet forstås bredt i denne sammenhæng og kan

være enten det kollektive net eller også en slutkundes forbrugsinstallation. Kravet understøtter at et

brintlager isoleret set ikke vil være et energilager i elektricitetssystemet, da brintlageret ikke vil

være tilsluttet i elektricitetssystemet. Dette betyder, at hvis et brintlager teknisk og organisatorisk

herunder ejerskabsmæssigt, ikke er integreret med konvertering eller rekonverterting, som er

tilsluttet til elektricitetssystemet, så vil brintlagringen ikke anses som værende i

elektricitetssystemet og dermed ikke være omfattet af definitionen på energilagring i medfør af

elmarkedsdirektivet.

Supplerende bemærkes det, at en forvalter af et isoleret brintlager som udgangspunkt ingen

indflydelse har på, hvor brinten kommer fra, og hvad den bruges til. Således vil indføringen af brint

fra et elektrolyseanlæg til gaslageret kunne ske via et distributionsselskabs eller Energinets gasnet,

som vil betyde, at den opbevarede energiform ikke længere befinder sig i elektricitetssystemet. Det

vurderes, at der i denne situation er tale om en lagring i gassystemet, og aktiviteterne med

konvertering og rekonvertering må da anses som separate og selvstændige aktiviteter.

Det kan ikke udelukkes, at der vil være grænsetilfælde, hvor lagringen, som i princippet sker i

gassystemet, har en så nær tilknytning til elektricitetssystemet, at der er tale om energilagring

omfattet af elmarkedsdirektivet. Dette kunne netop være tilfældet, hvis konverteringen, og

efterfølgende processer efter lagring, dvs. anvendelsen, herunder i form af en eventuel opgradering

og brug i gassystemet, finder sted i nær sammenhæng med selve lageret, f.eks. fordi

opgraderingsanlægget er teknisk og organisatorisk integreret med lageret.

Elmarkedsdirektivets artikel 31, stk. 10, og artikel 40, stk. 8, sætter nogle begrænsninger for, hvad

netvirksomheder og Energinet kan gives lov til at foretage sig af aktiviteter. Ministeriet forstår

bestemmelserne som begrænsninger for, hvad netvirksomheder kan gives af opgaver som del af

deres bevillingspligtige aktivitet, eller hvad der kan pålægges af opgaver for Energinet. Isoleret

ejerskab af et elektrolyseanlæg vurderes herefter ikke at være en aktivitet, som er nødvendig for

varetagelse af netvirksomheders bevillingspligtige aktivitet og Energinets varetagelse af

henholdsvis transmission- og systemansvarlig virksomhed. Når et elektrolyseanlæg indgår i et

energilageranlæg i elektricitetssytemet, som beskrevet ovenfor, vil netvirksomheders eller

Energinets mulighed for varetagelsen af den samlende energilagringsaktivitet, inklusive

elektrolysedelen, være betinget af Forsyningstilsynets godkendelse i medfør af henholdsvis artikel

36, stk. 2, og artikel 54, stk. 2, jf. nærmere nedenfor.

Elmarkedsdirektivets udgangspunkt er, at distributions- og transmissionssystemoperatører ikke må

varetage energilageraktiviteter. Der er tale om aktiviteter, der som udgangspunkt bør varetages på

konkurrencemæssige vilkår, og som ikke tvingende er en del af en net- eller

transmissionsvirksomheds eller det systemansvarlige virksomheds kernevirksomhed, drift af

elforsyningsnettet henholdsvis det overordnede systemansvar.

110

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Ministeriet vurderer, at elmarkedsdirektivets forbud mod at eje, udvikle, forvalte eller drive

energilageranlæg retter sig både mod virksomheders direkte og indirekte varetagelse af

energilageraktiviteter. Dette betyder, at kollektive elforsyningsvirksomheder som udgangspunkt

hverken selv bør varetage energilageraktiviteter eller direkte eller indirekte må udøve kontrol i

virksomheder, der varetager energilageraktiviteter. Det fremgår således af elmarkedsdirektivets

præambelbetragtning 62, at energilageraktiviteter bør være markedsbaserede og

konkurrencedygtige, hvorfor krydssubsidiering mellem energilagring og den regulerede

distributions- eller transmissionsfunktion bør undgås. Det fremgår endvidere, at direktivets

restriktioner for ejerskab af energilageranlæg bl.a. skal forhindre konkurrenceforvridning og fjerne

risikoen for forskelsbehandling. Ministeriet vurderer, at risikoen herfor vil mindskes betydeligt, hvis

elmarkedsdirektivets forbud fortolkes således, at det finder anvendelse både i forhold til direkte

varetagelse af aktiviteten i den kollektive elforsyningsvirksomhed selv og indirekte i selskaber, som

en kollektiv elforsyningsvirksomhed direkte eller indirekte har kontrol over.

Begrebet kontrol bruges i § 5, nr. 22, i lov om elforsyning, der definerer begrebet vertikal integreret

virksomhed. Definitionen blev indsat i anledning af gennemførelse af 2009-eldirektivet, jf. § 1, nr. 2,

i lov nr. 466 af 18. maj 2011. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår følgende om

kontrolbegrebet, jf. bemærkninger til § 5, nr. 20, som indsat ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, jf.

Folketingstidende 2010-2011 (1. samling), A, L 87, side 21 og 22.

»I definitionen indgår begrebet kontrol. Kontrol kan udøves af »den eller de samme fysiske eller

juridiske personer«. Begrebet »juridisk person« omfatter både virksomheder, stat og kommune m.v.

Kontrol kan også være til stede, hvis der er to eller flere ejere af andele i en virksomhed, der tilsammen

udøver kontrol over virksomheden. Der er i dette tilfælde tale om fælles kontrol.

Kontrolbegrebet er nærmere beskrevet i Europa-Kommissionens konsoliderede meddelelse om

jurisdiktion efter Rådets forordning (EF) Nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og

virksomhedsovertagelser (2008/C 95/01).

Det følger af meddelelsen, at kontrol kan udøves som »enekontrol« eller som »fælles kontrol«.

Enekontrol foreligger, hvis en enkelt person eller virksomhed m.v. alene kan udøve afgørende

indflydelse på en virksomhed. Fælles kontrol foreligger, når to eller flere personer eller virksomheder

m.v. har mulighed for at udøve afgørende indflydelse på en anden virksomhed. Meddelelsen beskriver

forskellige situationer, hvor fælles kontrol foreligger. Ifølge meddelelsen foreligger der ingen fælles

kontrol, hvis der ikke kan antages et fast flertal i beslutningsprocessen, og når flertallet ved hver

enkelt lejlighed kan være sammensat af forskellige kombinationer mellem minoritetsaktionærer.«

Samme kontrolbegreb bør efter ministeriets vurdering finde anvendelse i nærværende

sammenhæng.

Det er ministeriets vurdering, at forbuddet mod indirekte varetagelse af energilageraktiviteter

gennem underliggende selskaber ikke vil udelukke, at aktiviteterne kan ligge i et andet selskab, som

en netvirksomhed er selskabsmæssig forbundet med, eksempelvis som søsterselskab.

Som nævnt ovenfor, ejer og anvender de kollektive elforsyningsvirksomheder i dag en række

netkomponenter, der har en energilagringsfunktion, eksempelvis kondensatorer, og som leverer

ydelser til netsikkerhed og netpålidelighed og bidrager til synkronisering af forskellige dele af

systemet. Ejerskab og anvendelse af disse netkomponenter anses i dag som del af udførelsen af en

netvirksomheds bevillingspligtige aktivitet.

111

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Direktivet anerkender, at netkomponenter, hvor disse har en energilagringsfunktion, fortsat bør

kunne ejes af henholdsvis net- og transmissionsvirksomheder og den systemansvarlige virksomhed,

forudsat at de er såkaldte fuldt integrerede netkomponenter, hvilket i medfør af direktivets

definition af begrebet i artikel 2, nr. 51, indebærer, at de udelukkende anvendes til at sikre sikker og

pålidelig drift af distributions- eller transmissionsnettet og ikke anvendes til balancering eller

håndtering af kapacitetsbegrænsninger. Således fremgår følgende af præambelbetragtning 63:

»Hvor energilageranlæg er fuldt integrerede netkomponenter, der ikke anvendes til balancering eller

til håndtering af kapacitetsbegrænsninger, bør de, med forbehold af den nationale regulerende

myndigheds godkendelse, ikke være underlagt de samme strenge begrænsninger som

systemoperatørerne med hensyn til at eje, udvikle, forvalte eller drive disse anlæg. Sådanne fuldt

integrerede netkomponenter kan omfatte energilageranlæg som kondensatorer eller svinghjul, som

leverer vigtige ydelser til netsikkerhed og netpålidelighed og bidrager til synkronisering af

forskellige dele af systemet.«

I direktivets materielle bestemmelser er denne tilgang genspejlet i elmarkedsdirektivets første

option, hvorefter medlemsstaterne kan tillade distributions- og transmissionsoperatører at eje,

udvikle, forvalte eller drive energilageranlæg, hvis der er tale om fuldt integrerede netkomponenter,

og Forsyningstilsynet har givet sin godkendelse.

Ministeriet vurderer, at direktivets første option bør gennemføres for både netvirksomheder og

transmissionsvirksomheder, hhv. den systemansvarlige virksomhed.

Netvirksomhederne og Energinet ejer og anvender i dag en række netkomponenter, der i teknisk

henseende opfylder definitionen af begrebet energilageranlæg, selv om de anvendes med andre

formål end deres egenskab som energilager. Således opsættes og anvendes eksempelvis

kondensatorer i dag alene på grund af deres tekniske egenskab til at levere passiv reaktiv

effektkompensering (spændingsregulering) og ikke til lagring af energi. Kondensatorer er heller

ikke opsat med et formål om at balancere nettet eller at håndtere kapacitetsbegrænsninger, og

bruges aktuelt heller ikke til at balancere nettet eller til at håndtere kapacitetsbegrænsninger.

Der kan også være netkomponenter med lagerfunktion, der anvendes netop på grund af denne

lagerfunktion, men som vil kunne anses som fuldt integrerede netkomponenter. Eksempelvis ejer

både Energinet og netvirksomhederne i dag backup-batterier til transformerstationer. Backup-

batterianlæggene indgår i driften af transformerstationer og anvendes udelukkende til reserve- og

nødforsyning i tilfælde af svigt i den normale lokale elforsyning via det kollektive elforsyningsnet. I

disse situationer sikrer batterianlæggene opretholdelse af stationernes (og dermed

elforsyningsnettets) kontrol- og styresystemer samt datakommunikation. Batterianlæggene er ikke

forbundet til det kollektive elforsyningsnet med henblik på levering af frekvensrelaterede ydelser,

og batterierne leverer ikke energi til det kollektive elforsyningsnet. Batterianlæggene er nødvendige

for at kunne opretholde driften af transmissions- eller distributionsnettet i tilfælde af større

driftsforstyrrelser og i forbindelse med reetablering af forsyningen efter en sådan driftsforstyrrelse.

Også backup-batterianlæg bør derfor kunne anses som energilageranlæg, der er fuldt integrerede

netkomponenter i elmarkedsdirektivets forstand.

Det bemærkes, at ikke alle fuldt integrerede netkomponenter vil falde under definitionen af

energilageranlæg. Således anses hverken reaktorer, viklingskobler i transformere og såkaldte

HVDC-VSC-konvertere, der kan omkobles til det, der kaldes for STATCOM-drift, som

112

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

energilageranlæg. HVDC står for High Voltage Direct Current. VSC står for Voltage Source

Converter. STATCOM står for Static Synchronous Compensator. Heller ikke de

synkronkompensatorer og SVC-anlæg, der anvendes af Energinet, anses at for at være

energilageranlæg. SVC står for Static Var Compensator.

Det er ministeriets vurdering, at netvirksomhederne og Energinet også i fremtiden bør kunne eje,

udvikle, forvalte og drive de ovenfor nævnte typer af netkomponenter samt andre netkomponenter

med energilagring, som er fuldt integrerede netkomponenter, hvis Forsyningstilsynet godkender det.

Ministeriet understreger, at de ovenfor nævnte komponenter, herunder backup-batterier, imidlertid

ikke længere vil kunne anses som fuldt integrerede netkomponenter, hvis deres faktiske brug

ændres, og de ikke længere udelukkende anvendes til at sikre sikker og pålidelig drift af

elforsyningsnettet, men også til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger. Det vil

derfor være nødvendigt, at eventuelle godkendelser fra Forsyningstilsynet vedrørende

netkomponenter, der falder under definitionen af energilageranlæg, er betinget af, at den

pågældende netkomponent faktisk ikke bruges til balancering og håndtering af

kapacitetsbegrænsninger.

Direktivet indeholder ingen nærmere regler om Forsyningstilsynets godkendelse, og ministeriet

vurderer, at det bør være op til Forsyningstilsynet selv at tilrettelægge processen herfor. Det anses

som muligt, at vurderingen af, om der er tale om fuldt integrerede netkomponenter kan tage

udgangspunkt i typer af energilageranlæg, frem for individuelle konkrete anlæg.

Forsyningstilsynets godkendelse af en kollektiv elforsyningsvirksomheds varetagelse af

energilageraktiviteter med fuldt integrerede netkomponenter vil i givet fald give virksomheden

mulighed for at udføre den godkendte aktivitet uden på et senere tidspunkt at blive underlagt

direktivets krav om løbende markedstests, jf. artikel 36, stk. 3, sammenholdt med stk. 4, angående

netvirksomheder, og artikel 54, stk. 4, sammenholdt med stk. 5, angående

transmissionsvirksomheder og det systemansvarlige virksomhed. Derfor vil de pågældende fuldt

integreret netkomponenter heller ikke blive genstand for en evt. udfasning. Dog vil betingelsen om,

at netkomponenterne udelukkende anvendes til at sikre sikker og pålidelig drift af elforsyningsnettet

og ikke til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger, skulle opfyldes til enhver tid.

Elmarkedsdirektivets anden option omfatter situationer, hvor varetagelse af energilageraktiviteter

med andre anlæg end fuldt integrerede netkomponenter er nødvendige for at sikre varetagelse af de

kollektive elforsyningsvirksomheders hovedopgave – i elmarkedsdirektivet beskrevet som effektiv,

pålidelig og sikker drift af systemet. Med undtagelsesmuligheden tager direktivet højde for, at

energilagerteknologier fortsat er under udvikling. Således giver elmarkedsdirektivet

medlemsstaterne mulighed for at lade de kollektive elforsyningsvirksomheder selv varetage de

nødvendige energilageraktiviteter, hvis det – gennem forudgående gennemførelse af et udbud - er

påvist, at den nødvendige ydelse, hvis tekniske karakteristika defineres af den kollektive

elforsyningsvirksomhed, der efterspørger ydelsen, aktuelt ikke kan leveres af markedet, ikke kan

leveres rettidigt, eller ikke kan leveres på omkostningseffektiv vis. Nødvendigheden af ydelsen

relaterer til sikring af en effektiv, pålidelig og sikker drift af elforsyningsnettet.

Undtagelsesmuligheden gives kun, indtil den teknologiske udvikling og markedsudviklingen er nået

dertil, at omkostningseffektiv levering af ydelserne fra en markedsaktør bliver mulig.

Undtagelsesmuligheden kan efter elmarkedsdirektivets bestemmelser ikke finde anvendelse ift.

energilageranlæg, der anvendes til køb eller salg af elektricitet på elektricitetsmarkeder.

113

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Ministeriet finder, at elmarkedsdirektivets anden option om at tillade virksomhederne at varetage

energilageraktiviteter ved andre energilageranlæg end fuldt integrerede netkomponenter, forudsat at

direktivets nærmere betingelser herfor er opfyldt, bør gennemføres for netvirksomheder samt

transmissionsvirksomheder, hhv. den systemansvarlige virksomhed.

Netvirksomheder bruger i dag dieselgeneratorer både for at håndtere pludselig opståede

nødsituationer og for kortvarigt at sikre forsyningen af mindre områder i forbindelse med

vedligeholdelsesarbejde. Netvirksomheder forventer, at det fremadrettet kan være mere

hensigtsmæssigt at bruge mobile containerbatterier i stedet for de nuværende dieselgeneratorer.

Brug af containerbatterier vil i givet fald, ligesom i dag brug af dieselgeneratorer, ske som led i en

effektiv, pålidelig og sikker drift af distributionssystemet og dermed som led i udførelsen af

netvirksomhedernes bevillingspligtige aktivitet.

Ministeriet vurderer, at Energinet på nuværende tidspunkt ikke ejer energilageranlæg, bortset fra

fuldt integrerede netkomponenter. Det er som beskrevet ovenfor, elmarkedsdirektivets hensigt, at

kommercielle aktører skal være de primære til varetagelsen af energilageraktiviteter, men hvor

kommercielle aktører ved udbud ikke tildeles retten til at varetage energilageraktiviteter, vil

Energinet kunne varetage denne aktivitet, forudsat at direktivets øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Energinet vil således efter anden option kunne tildeles retten til at varetage energilageraktiviteter,

hvis det er nødvendigt for at sikre en effektiv, pålidelig og sikker drift af transmissionssystemet og

dermed varetagelse af den aktivitet, som Energinet har hjemmel til at varetage i medfør af § 2, stk. 2

og 3, i lov om Energinet.

Anden option vil eventuelt kunne være relevant for Energinet i forbindelse med et behov for

stabilisering af nettet på en energi-ø. Energi-øen vil være forbundet via HVDC-forbindelser, hvorfor

inertien fra elektricitetssystemet ikke kan stabilisere nettet på energi-øen, da inerti kun kan

udveksles gennem vekselstrømsforbindelser. Der kan derfor være behov for inerti i energi-øens eget

net, som potentielt kan frembringes gennem en teknisk løsning, hvor der frembringes (syntetisk)

inerti, ved at opsætte et energilager i forbindelse med konverterteknologi. Inerti i energi-øens net er

vigtigt i forhold til at sikre, at frekvensen ikke skaber betydelige udsving i forbindelse med udfald

af vindmøller eller forstyrrelser på energi-øen, som kan føre til kaskadeudkoblinger af vindmøller i

energi-øens net, som i værste tilfælde kan føre til udfald af hele energi-øens produktion.

Vindmøllerne udkobler ved for store frekvensudsving for at beskytte sig selv mod skade på

komponenter, f.eks. overophedning.

Som følge af den grønne omstilling og indfrielse af målet om 70% drivhusgasemissioner vil der

ligeledes potentielt på sigt være et behov for, at Energinet kan varetage energilageraktiviteter, i takt

med at termiske kraftværker gradvist udfases. Her vil Energinet evt. kunne anvende et lager, der

tilsluttes nettet gennem en konverter og derved frembringer nogle af de samme kritiske egenskaber

til stabilisering af transmissionsnettet, som i dag frembringes fra termiske kraftværker. Energinets

varetagelse af energilageraktiviteter forudsætter, at samtlige betingelser i artikel 54, stk. 2. 2. led er

opfyldt. De nævnte eksempler vil under nogle omstændigheder kunne varetages af Energinet, som

følge af første option, hvis Forsyningstilsynet i det konkrete tilfælde godkender, at der er tale om

energilageranlæg, som er fuldt integrerede netkomponenter. I disse tilfælde vil andre

markedsaktører ikke have samme adgang til at varetage energilageraktiviteten.

114

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Også varetagelse af energilageraktiviteter efter anden option kræver Forsyningstilsynets

godkendelse.

En af forudsætningerne for at der kan gives godkendelse efter anden option er, at den kollektive

elforsyningsvirksomhed har gennemført et udbud, jf. artikel 32, stk. 2, litra a, og artikel 54, stk. 2,

litra a.

Om elmarkedsdirektivets krav om udbud bemærkes det, at elmarkedsdirektivet gælder ved siden af

almindelig udbudsret. Det betyder bl.a., at de kollektive elforsyningsvirksomheders udbud i medfør

af bestemmelserne i elmarkedsdirektivet skal gennemføres i overensstemmelse med EU-

udbudsretten

vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og kontrakter inden for

forsyningsvirksomhed (EU-udbudsreglerne), herunder forsyningsvirksomhedsdirektivet, jf. § 1, stk.

1 i forsyningsvirksomhedsbekendtgørelse. Det vil være virksomhedernes ansvar at sikre, at deres

udbud gennemføres i overensstemmelse med de relevante EU-udbudsregler.

Forsyningstilsynet skal i relation til sin godkendelse efter anden option vurdere behovet for en

fritagelse, ligesom Forsyningstilsynet skal foretage en vurdering af den kollektive

elforsyningsvirksomheds udbudsprocedure, herunder betingelserne i udbudsproceduren.

Vurderingen af behovet for en fritagelse indebærer en vurdering af, hvorvidt de konkrete

energilageraktiviteter er nødvendige for en effektiv, pålidelig og sikker drift af distributions- eller

transmissionssystemet, dvs. varetagelse af henholdsvis den bevillingspligtige aktivitet og den

aktivitet, eltransmissionsvirksomhed og systemansvarlig virksomhed, som Energinet har hjemmel

til at varetage i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet. Ministeriet vurderer, at

Forsyningstilsynet bør indhente Energistyrelsens udtalelse inden Forsyningstilsynet konkluderer på

spørgsmålet. Dette anses som hensigtsmæssigt, fordi vurderingen berører energifaglige forhold med

relation til de bevillingspligtige aktiviteter eller Energinets lovfastsatte opgaver, som

Energistyrelsen er fagmyndigheden for. Efter direktivet er det dog Forsyningstilsynet som

uafhængig myndighed, der i sidste ende skal vurdere nødvendigheden af en fritagelse. Derfor vil

Forsyningstilsynet ikke være bundet af Energistyrelsens udtalelse.

Ved vurderingen bør det også sikres, at der ved det konkrete energilageranlæg, som den kollektive

elforsyningsvirksomhed ansøger om at eje, udvikle, forvalte eller drive, ikke er tale om et anlæg,

der vil bruges til køb eller salg af elektricitet på elektricitetsmarkeder. Det bemærkes hertil, at der

på baggrund heraf bør indsættes et krav i en evt. afgørelse om godkendelse fra Forsyningstilsynet,

om at godkendelsen er betinget af, at anlægget ikke bruges til køb eller salg af elektricitet på

elektricitetsmarkeder.

Vurderingen af udbudsproceduren omfatter en vurdering af udbuddets betingelser med henblik på,

at udbuddets genstand holder sig inden for rammerne af de energilageraktiviteter, som en

netvirksomhed undtagelsesvis selv ville kunne varetage som led i sin bevillingspligtige aktivitet,

eller som Energinet undtagelsesvis selv vil kunne varetage inden for sine lovfastsatte opgaver.

Herudover bør Forsyningstilsynet foretage en vurdering af, hvorvidt de efterlyste ydelser defineres i

henhold til objektive tekniske karakteristika og hvorvidt udbudskravene i øvrigt er objektive.

Formålet hermed vil være at sikre reelle udbud, og dermed at forhindre udbud, hvor formuleringen

af udbudsbetingelser eller kriterier for evaluering af udbuddet i forvejen udelukker, at andre parter

vil kunne levere ydelsen.

115

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Endvidere indebærer kravet om vurdering af udbudsproceduren en efterprøvelse af udbuddets

resultat, hvis andre parter ikke er blevet tildelt ret til at eje, udvikle, forvalte eller drive sådanne

anlæg eller ikke er i stand til at levere sådanne ydelser rettidigt og til en rimelig pris. I forhold til

vurderingen af en budt pris som rimelig eller ej, kan der eksempelvis inddrages antal af de

modtagne bud ved det konkrete udbud eller erfaringer fra udbud i andre netområder, ligesom

netvirksomhederne bør redegøre grundigt for deres evt. vurdering af prisen som ikke rimelig.

Kun hvis Forsyningstilsynet i givet fald kommer frem til, at en given energilagerydelse er

nødvendig for elforsyningsnettets effektiv, sikker og pålidelig drift, at anlægget ikke anvendes til

køb eller salg af elektricitet på elektricitetsmarkeder og at ydelsen ikke omkostningseffektiv kan

leveres af markedet, vil den berørte kollektive elforsyningsvirksomhed kunne varetage de

pågældende energilageraktivitet som del af virksomhedens bevillingspligtige aktivitet eller den

aktivitet, eltransmissionsvirksomhed eller systemansvarlig virksomhed, som Energinet varetager i

medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.

Direktivet indeholder ikke nogle udtrykkelig krav til det processuelle, herunder det tidsmæssige

forløb i forbindelse med godkendelsen efter anden option. Ministeriet finder, at det bør være op til

Forsyningstilsynet selv at tilrettelægge processen. Forsyningstilsynet bør også have mulighed for at

udarbejde regler om udformning af de kollektive elforsyningsvirksomheders udbud inden for de

oven for beskrevne rammer for Forsyningstilsynets vurdering af udbuddene. Dette vurderes at

kunne bidrage til mere smidige godkendelser af udbudsprocedurerne.

Forsyningstilsynets godkendelse af, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed må varetage

energilageraktiviteter i medfør af direktivets anden option, vil ikke være varig, idet den løbende skal

tages op til revision i form af markedstests, der gennemføres af Forsyningstilsynet, jf.

elmarkedsdirektivets krav i artikel 36, stk. 3, og artikel 54, stk. 4. Hvis Forsyningstilsynet vurderer,

at markedet kan levere ydelsen på en omkostningseffektiv måde, skal Forsyningstilsynet sikre en

udfasning af de kollektive elforsyningsvirksomheders energilageraktiviteter inden for 18 måneder.

De berørte kollektive elforsyningsvirksomheder bør kompenseres for at dække restværdien af deres

investering i energilageranlæggene.

Ministeriet vurderer, at der heri ligger, at Forsyningstilsynet i forbindelse med en offentlig høring

som markedstest skal oplyse om, at henholdsvis netvirksomhederne og Energinet vil blive

kompenseret. Efter ministeriets fortolkning indebærer bestemmelsen ikke, at de andre aktører kan

forpligtes til at købe energilageraktiviteten. Omvendt bør der ikke være noget til hinder for, at de

nye aktører frivilligt overtager energilageranlæggene mod betaling, som i så fald vil være genstand

for en forhandling. Alternativ vil energilageranlæggene skulle skrottes. Kompensationen, der vil

indgå i indtægtsrammereguleringen, og som derfor vil betales af elforbrugerne via tarifferne, vil

være for restværdien af anlægget modregnet en eventuel betaling ved salg af det pågældende anlæg.

Dernæst er det ministeriets vurdering, at Forsyningstilsynet har metodefrihed ved udførelsen og

vurderingen af de påkrævende markedstest. Derved kan Forsyningstilsynet inddrage andre

omkostninger i vurderingen af andre markedsparters omkostningseffektive drift af

energilageranlæg, end de direkte omkostninger, der knytter sig til netvirksomhedens valgte

energilageranlæg, dvs. omkostninger ved alternative løsninger, som andre parter kan tilbyde.

116

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Elmarkedsdirektivet tager ikke nærmere stilling til, hvad der ligger i kravet om udfasning. Det er

ministeriets vurdering, at når Forsyningstilsynet har truffet beslutning om udfasningen, må

virksomhederne som udgangspunkt fortsætte aktiviteterne indtil udløbet af udfasningsperioden, men

de må ikke foretage ny- eller reinvesteringer i aktiviteterne i den mellemliggende periode, og de

skal have afviklet aktiviteterne senest ved udløb af de 18 måneder, dvs. enten have solgt eller

skrottet energilageranlæggene.

Når en given energilageraktivitet, der har været omfattet af en undtagelse i medfør af option 2, efter

udfasningen skal varetages af andre end de kollektive elforsyningsvirksomheder, vil der fortsat

være tale om en ydelse, der vil være nødvendig for en effektiv, pålidelig og sikkert drift af

henholdsvis distributions- og transmissionsnettet. Ydelsen vil dermed indgå som en del af

netvirksomhedens eller Energinets regulerede økonomi. Ydelsen vil skulle udbydes efter

gennemsigtige, ikkediskriminerende markedsbaserede procedurer under overholdelse af EU-

udbudsregler, jf. ovenfor. Aftaler om levering af ydelser vil være underlagt krav om

markedsmæssighed i medfør af § 46 i lov om elforsyning.

Elmarkedsdirektivet indeholder en udtrykkelig regel for nogle særlige batterilageranlæg med en

endelig investeringsbeslutning før henholdsvis 4. juli 2019 (for netvirksomheder), der svarer til

tidspunktet for ikrafttræden af direktivet, og 4. juli 2024 (for Energinet), jf. artikel 36, stk. 4, og

artikel 54, stk. 5. De kollektive elforsyningsvirksomheders energilageraktiviteter, der gennemføres

med batterilageranlæg, der overholder fristerne og svarer til kravene i artikel 36, stk. 4, og artikel

54, stk. 5, i øvrigt, skal således først udsættes for en markedstest i forbindelse med anlæggets

bogføringsmæssige afskrivning. Dette indebærer i givet fald fastsættelse af standardlevetider for de

pågældende særlige batterilageranlæg. På markedstesten og kravet om udfasningen finder

bestemmelserne i artikel 36, stk. 3, og artikel 54, stk. 4, anvendelse. Fordi der vil være tale om

anlæg, som allerede vil være bogføringsmæssig afskrevet, vil det efter ministeriets vurdering

imidlertid ikke være aktuelt med en kompensation for anlæggets restværdi.

Det fremgår af artikel 36, stk. 4, litra a, og artikel 54, stk. 5, litra a, at batterianlægget skal tilsluttes

inden for 2 år fra de oven for nævnte frister. Det fremgår endvidere af artikel 36, stk. 4, litra b, og

artikel 54, stk. 5, litra b, at anlægget skal være integreret i systemet. Direktivet indeholder ingen

nærmere forklaring om, hvad der hermed menes. Ministeriet tillægger kravet om integration ingen

selvstændig betydning sammenholdt med, at anlægget skal være tilsluttet og dermed stationær.

Endelig fremgår det af artikel 36, stk. 4, litra c, og artikel 54, stk. 5, litra c, at kun batterianlæg er

omfattet, der udelukkende anvendes til reaktiv øjeblikkelig genetablering af nettets sikkerhed i

nødsituationer, hvor sådan genetableringsforanstaltning starter med det samme og slutter, når den

regelmæssige omfordeling kan løse problemet. Kun hvis alle betingelser er opfyldt, vil særreglen

finde anvendelse.

På andre energilageranlæg, som en kollektiv elforsyningsvirksomhed måtte have anskaffet inden

lovforslagets ikrafttræden, og som ikke er fuldt integrerede netkomponenter, men som er

nødvendige for effektiv, pålidelig og sikkert netdrift og dermed udførelsen af netvirksomhedens

bevillingspligtige aktivitet eller Energinets lovfastsatte transmissions- eller

systemansvarsaktiviteter, vil kravet om løbende markedstest og i givet fald udfasning af aktiviteten

mod kompensation finde anvendelse.

Det bemærkes endvidere, at for så vidt der er netvirksomheder, der på tidspunktet for lovforslagets

ikrafttræden ejer energilageranlæg, der hverken kan kvalificeres som fuldt integrerede

117

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

netkomponenter, eller kan vurderes som værende nødvendige for effektiv, pålidelig og sikkert

netdrift, ville der være tale om energilageraktiviteter uden relation til virksomhedernes

bevillingspligtige aktivitet. Sådanne aktiviteter, der herefter betegnes som selvstændige

energilageraktiviteter, kan heller ikke efter gældende ret på lovlig vis varetages af

netvirksomhederne.

I relation til, at der efter gældende dansk lovgivning ikke er noget til hinder for, at netvirksomheder

direkte eller indirekte kan udøve kontrol i selskaber, der varetager selvstændige

energilageraktiviteter, vurderer ministeriet det hensigtsmæssigt, at de berørte netvirksomheder skal

kunne fortsatte med denne indirekte varetagelse af de allerede påbegyndte selvstændige

energilageraktiviteter indtil udløbet af deres respektive bevillinger.

I relation til muligheden efter gældende ret, for netvirksomheder med under 100.000 tilsluttede

elforbrugere at varetage selvstændige energilageraktiviteter i netvirksomheden i medfør af

bekendtgørelsen om sideordnede aktiviteter, vurderer ministeriet, at der ikke vil være tale om

tilknyttede aktiviteter, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, hvorfor dette ikke vil være en lovlig aktivitet

efter gældende ret.

Med henblik på direktivets grundlæggende forbud for netvirksomheder at varetage

energilageraktiviteter, bemærkes det i øvrigt, at ministerens bemyndigelse efter gældende ret til at

undtage netvirksomheder med under 100.000 tilsluttede elforbrugere fra kravet om selskabsmæssig

adskillelse, jf. § 47, stk. 5, i lov om elforsyning, bør begrænses. Der henvises til forslaget til

ændring af § 47, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 48. Dette vil imidlertid ikke hindre disse

netvirksomheder i at søge om godkendelse for ejerskab, udvikling, forvaltning og drift af

energilageranlæg, hvis disse er fuldt integrerede netkomponenter , dvs. i medfør af option 1, eller

om godkendelse i medfør af option 2. Som fuldt integreret netkomponent vil der være tale om en

komponent, der udelukkende anvendes til sikker og pålidelig netdrift. I relation til option 2 er det en

betingelse, at anlægget er nødvendigt til effektiv, sikker og pålidelig netdrift. I givet fald vil der i

begge tilfælde være tale om varetagelse af den bevillingspligtige aktivitet.

3.2.7.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at elmarkedsdirektivets definitioner for begreberne energilageranlæg, energilagring og

fuldt integrerede netkomponenter gennemføres.

Det foreslås endvidere, at der indføres nye bemyndigelser for klima-, energi- og

forsyningsministeren og Forsyningstilsynet.

Forslaget til § 47 a, stk.1, i lov om elforsyning vil indebære, at klima-, energi- og

forsyningsministeren vil skulle fastsætte regler om de kollektive elforsyningsvirksomheders direkte

og indirekte varetagelse af energilageraktiviteter.

Elmarkedsdirektivets bestemmelser indeholder en detaljeret og teknisk regulering af de kollektive

elforsyningsvirksomheders varetagelse af energilageraktiviteter. Det anses derfor som

hensigtsmæssigt at gennemføre direktivets bestemmelser ved bekendtgørelse.

118

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Den foreslåede bemyndigelse har til formål at sikre, at der vil blive fastsat de nødvendige regler for

gennemførelse af elmarkedsdirektivets artikel 36 og artikel 54 om distributions- og

transmissionssystemoperatørers varetagelse af energilageraktiviteter, herunder bestemmelser om

udmøntning af direktivets optionelle bestemmelser.

Der vil således blive fastsat, at de kollektive elforsyningsvirksomheder som udgangspunkt hverken

direkte eller indirekte må varetage energilageraktiviteter.

Forslaget til § 47 a, stk. 1, nr. 1, vil dernæst indebære fastsættelse af regler til gennemførelse af

elmarkedsdirektivets første option om, at Forsyningstilsynet kan godkende, at de kollektive

elforsyningsvirksomheder kan eje, udvikle, forvalte eller drive energilageranlæg, der er fuldt

integrerede netkomponenter.

Der vil i medfør af forslaget og i overensstemmelse med artikel 36, stk. 2, og artikel 54, stk. 2, blive

fastsat regler om Forsyningstilsynets godkendelse, der vil medføre, at det er Forsyningstilsynet, der

vil skulle vurdere karakteren af et givet anlæg som fuldt integreret netkomponent. En godkendelse

vil dog altid skulle betinges af, at det anlæg, der godkendes som fuldt integreret netkomponent, ikke

anvendes til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

Forslaget til § 47 a, stk. 2, vil indebære fastsættelse af regler til gennemførelse af

elmarkedsdirektivets anden option om, at Forsyningstilsynet kan godkende, at de kollektive

elforsyningsvirksomheder kan eje, udvikle, forvalte eller drive energilageranlæg, der ikke er fuldt

integrerede netkomponenter, forudsat, at nærmere betingelser er opfyldt.

Det forventes, at der vil blive fastsat regler til gennemførelse af optionen for netvirksomheder,

transmissionsvirksomheder og det systemansvarlige virksomhed, med ikrafttræden samtidig med

lovforslaget.

For det første vil ministeren fastsætte bestemmelser, der vil sikre, at godkendelse efter anden option

vil holde sig inden for elmarkedsdirektivets betingelser knyttet til optionen. Dette vil navnlig

omfatte regler om Forsyningstilsynets vurdering, at de pågældende energilageranlæg er nødvendige

for en effektiv, pålidelig og sikker drift af den kollektive elforsyningsvirksomheds elforsyningsnet,

at de ikke anvendes til køb eller salg af elektricitet på elektricitetsmarkeder og Forsyningstilsynets

vurdering af udbudsproceduren, herunder betingelserne i udbudsproceduren, som nærmere

beskrevet i afsnittet om ministeriets overvejelser. Vedrørende vurdering af nødvendigheden for en

effektiv, pålidelig og sikker drift, og dermed spørgsmål vedrørende omfanget af en bevillingspligtig

virksomheds bevillingspligtige aktivitet eller omfanget at Energinets transmissions- eller

systemansvarsaktivitet i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, vil der blive fastsat regler

om, at Forsyningstilsynet skal indhente en udtalelse fra Energistyrelsen, dog uden at udtalelsen vil

være bindende for Forsyningstilsynet.

For det andet vil ministeren fastsætte regler om rammerne for varetagelse af aktiviteterne, navnlig

regler om løbende markedstests, krav om eventuel udfasning og kompensation i forbindelse

hermed.

De foreslåede bemyndigelser til klima-, energi- og forsyningsministeren forventes endvidere

udmøntet ved, at der vil blive fastsat regler om følgende konstellationer:

119

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

−

En kollektiv elforsyningsvirksomheds batterilageranlæg, der opfylder kravene i

elmarkedsdirektivets artikel 36, stk. 4, eller artikel 54, stk. 5. Disse vil blive underlagt en første

markedstest i forbindelse med deres bogføringsmæssige afskrivning. Det vil omfattes af den

foreslåede bemyndigelse, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte

standardlevetider for de pågældende batterilageranlæg.

−

En kollektiv elforsyningsvirksomheds andre energilageranlæg, der ikke er fuldt integrerede

netkomponenter, men som er nødvendige for en effektiv, pålidelig og sikkert drift af

elforsyningsnettet, med en endelig investeringsbeslutning før lovens foreslåede

ikrafttrædelsesdato den 1. januar 2021. Disse vil blive underlagt en markedstest senest 5 år efter

den 1. januar 2021 og vil i givet fald skulle udfases indenfor 18 måneder mod kompensation af

restværdien.

−

Energilageranlæg med en bindende investeringsbeslutning før den 1. januar 2021 som ejes af et

selskab, som en netvirksomhed direkte eller indirekte har kontrol over. Netvirksomheden vil

kunne beholde sine direkte eller indirekte ejerandele i de pågældende underliggende selskaber

indtil udløbet af netvirksomhedens bevilling.

Ministeren vil endvidere fastsatte regler, der vil gennemføre kravet i elmarkedsdirektivets artikel

54, stk. 3, om at give meddelelse til Kommissionen og ACER, ved godkendelse af en

transmissionsvirksomheds eller det systemansvarlige virksomheds varetagelse af

energilageraktiviteter efter anden option.

Det indgår herudover i forslaget, jf. forslag til § 47 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om elforsyning, at

Forsyningstilsynet vil kunne fastsætte regler om godkendelse, inden for de rammer som ministeren

vil fastsætte, af typer af fuldt integrerede netkomponenter, som de kollektive

elforsyningsvirksomheder kan eje, udvikle, forvalte eller drive.

Denne bemyndigelse for Forsyningstilsynet anses hensigtsmæssigt for at kunne undgå individuelle

ansøgninger og vurderinger af anlæg som fuldt integrerede netkomponenter i tilfælde hvor et givet

anlæg svarer til en bestemt type af anlæg, der opfylder de kriterier, der fremgår af

elmarkedsdirektivets definition af fuldt integrerede netkomponenter. Et eksempel herfor ville være

kondensatorer. Det vil dog også i disse tilfælde skulle være en betingelse, at de undtagne fuldt

integrerede netkomponenter ikke faktisk bruges til balancering og håndtering af

kapacitetsbegrænsninger.

Forslaget til § 47 a, stk. 2, 2. pkt., vil indebære, at Forsyningstilsynet vil få bemyndigelse til at

fastsætte regler med relation til processuelle forhold.

Det anses som mest hensigtsmæssigt, hvis Forsyningstilsynet selv får mulighed for at fastlægge

relevante regler, eksempelvis vedrørende ansøgningers indhold, det tidsmæssige forløb vedrørende

godkendelser i medfør af 2. option, m.v.

Den foreslåede bemyndigelse har til formål at sikre gennemsigtige og smidige processer.

Ud over ren processuelle regler, vil Forsyningstilsynet også bruge bemyndigelsen til at fastsætte

regler om udformning af de kollektive elforsyningsvirksomheders udbud, der eksempelvis vil have

som formål at sikre at udbuddets genstand holder sig inden for rammerne af de

energilageraktiviteter, som undtagelsesvis kan godkendes, og for at sikre reelle udbud.

120

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det foreslås endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministerens hjemmel i § 47, stk. 5, i lov om

elforsyning, hvorefter

ministeren for netvirksomheder, der har færre end 100.000 tilsluttede

forbrugere, kan fastsætte regler om, at mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for

bevillingen til netvirksomhed, er undtaget fra kravet om selskabsmæssig adskillelse af aktiviteterne,

vil blive begrænset, således at undtagelsesmuligheden ikke vil finde anvendelse på virksomhedernes

selvstændige energilageraktiviteter, dvs. varetagelse af sådanne energilageraktiviteter, der ikke er en

del af virksomhedernes bevillingspligtige aktivitet.

Endelig bemærkes det, at gennemførelse af elmarkedsdirektivets bestemmelser vil nødvendiggøre

en tilpasning af reglerne om den økonomiske regulering af virksomhederne for at sikre en rimelig

kompensation af de udfasede aktiviteter. Det vurderes, at der vil være tale om justeringer, der vil

holde sig inden for bemyndigelserne i §§ 69 og 71 i lov om elforsyning vedrørende henholdsvis

netvirksomhedernes og Energinets økonomiske regulering.

3.2.8. Ladestanderaktiviteter

3.2.8.1. Gældende ret

Lov om elforsyning indeholder ingen bestemmelser, der udtrykkelig regulerer netvirksomheder,

bevillingspligtige transmissionsvirksomheders eller Energinets varetagelse af ladestanderaktiviteter,

forstået som ejerskab, udvikling, forvaltning og drift af ladestandere til elektriske køretøjer.

Varetagelse af ladestanderaktiviteter er navnlig ikke særskilt nævnt blandt de opgaver, som net- og

transmissionsvirksomheder skal varetage i medfør af §§ 20 og 22, i lov om elforsyning. Varetagelse

af ladestanderaktiviteter er heller ikke nævnt blandt de aktiviteter, som Energinet eller dennes

helejede datterselskaber har hjemmel til at varetage som selvstændige aktiviteter i medfør af § 2,

stk. 2 og 3, i lov om Energinet.

§ 47, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer bl.a., at en virksomhed med bevilling til henholdsvis

net- og transmissionsvirksomhed alene kan drive de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen, i

virksomheden.

§ 47, stk. 4, i lov om elforsyning indebærer for net- og transmissionsvirksomheder med bevilling, jf.

§ 19, stk. 1, i lov om elforsyning, at andre aktiviteter end varetagelse af net- og

transmissionsvirksomhed, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. Ministeren

er efter § 47, stk. 5, bemyndiget til at fastsætte regler, hvorefter netvirksomheder, der har færre end

100 000 tilsluttede forbrugere, kan udøve mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for

bevillingen, i samme selskab som netvirksomheden. Aktiviteterne skal i så fald holdes

regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter. Grænsen på de 100 000

tilsluttede forbrugere fortolkes i praksis således, at der ved flere netvirksomheder inden for samme

koncern lægges det samlede antal elforbrugere til grund. Bemyndigelsen i § 47, stk. 5, er ikke

udnyttet.

Bekendtgørelse nr. 358 af 23. maj 2003 om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra

elforsyningsloven (herefter benævnt som bekendtgørelse om sideordnede aktiviteter), der har

hjemmel i § 2, stk. 4, i lov om elforsyning, tillader, at kollektive elforsyningsvirksomheder kan

varetage visse andre aktiviteter ved siden af kollektiv elforsyningsvirksomhed. § 2, stk. 2, i

121

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

bekendtgørelsen om sideordnede aktiviteter indebærer, at kollektive elforsyningsvirksomheder,

uanset bestemmelsen i § 47, stk. 4, i lov om elforsyning kan drive virksomhed med elproduktion

eller anden tilknyttet virksomhed, såfremt de samlede indtægter herfra udgør mindre end 5% af

omsætningen i den kollektive elforsyningsvirksomhed.

3.2.8.2. Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets artikel 33 indeholder bl.a. bestemmelser om distributionssystemoperatørers

varetagelse af ladestanderaktiviteter.

Elmarkedsdirektivet indeholder ingen bestemmelser om transmissionssystemoperatørers varetagelse

af disse aktiviteter.

Elmarkedsdirektivets udgangspunkt er, at distributionssystemoperatører ikke må eje, udvikle,

forvalte eller drive ladestandere til elektriske køretøjer, bortset fra, hvor

distributionssystemoperatører ejer private ladestandere udelukkende til egen anvendelse, jf. artikel

33, stk. 2.

Artikel 33, stk. 3, indebærer, at medlemsstaterne kan give distributionssystemoperatører tilladelse

til at eje, udvikle, forvalte eller drive ladestandere til elektriske køretøjer, hvis alle følgende

betingelser er opfyldt: 1) andre parter er efter en åben, gennemsigtig og ikkeforskelsbehandlende

udbudsprocedure, der er underlagt den regulerende myndigheds gennemgang og godkendelse, ikke

blevet tildelt ret til at eje, udvikle, forvalte eller drive ladestandere til elektriske køretøjer eller er

ikke i stand til at levere sådanne ydelser rettidigt og til en rimelig pris, 2) den regulerende

myndighed har foretaget en forudgående gennemgang af udbudsprocedurens betingelserne i

henhold til den betingelse, der her er gengivet under nr. 1), og har meddelt sin godkendelse.

Distributionssystemoperatøren skal drive ladestandere på grundlag af tredjepartsadgang i

overensstemmelse med elmarkedsdirektivets artikel 6 om tredjepartsadgang og må ikke

forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere, navnlig ikke til fordel for sine

tilknyttede virksomheder. Den regulerende myndighed kan udarbejde retningslinjer eller

udbudsklausuler for at hjælpe distributionssystemoperatører med at sikre en retfærdig

udbudsprocedure.

Hvis medlemsstaterne har gennemført betingelserne i artikel 33, stk. 3, skal de eller deres udpegede

kompetente myndigheder i medfør af artikel 33, stk. 4, med regelmæssige mellemrum og mindst

hvert femte år afholde en offentlig høring med henblik på en fornyet vurdering af andre parters

eventuelle interesse i at eje, udvikle, forvalte eller drive ladestandere til elektriske køretøjer.

Såfremt den offentlige høring viser, at andre parter kan eje, udvikle, drive eller forvalte sådanne

ladestandere, skal medlemsstaterne sikre, at distributionssystemoperatørernes aktiviteter i denne

forbindelse udfases, med forbehold for afslutning af den i artikel 33, stk. 3, nævnte

udbudsprocedure med positivt resultat. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at de regulerende

myndigheder som en del af denne procedures betingelser kan tillade, at

distributionssystemoperatøren får dækket restværdien af sin investering i opladningsinfrastruktur.

3.2.8.3. Ministeriets overvejelser

122

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Elmarkedsdirektivet tillader netvirksomhederne at eje private ladestandere til køretøjer til

udelukkende egen anvendelse.

Det vurderes, at der herved er tale om en aktivitet, ejerskab af ladestandere til udelukkende

opladning af egne eldrevne firmabiler, som en netvirksomhed i medfør af gældende ret må varetage

som led i sin bevillingspligtige aktivitet, også uden at det er særskilt nævnt i lovgivningen. Der skal

imidlertid udelukkende være tale om ejerskab og anvendelse af ladestandere til elbiler, der ejes af

netvirksomheden til brug for varetagelse af sine distributionsopgaver, hvor elbilerne udelukkende

anvendes af netvirksomheden.

Det bemærkes, at tilsvarende ville gælde for transmissionsvirksomheder med bevilling. Det

vurderes endvidere, at Energinet ligeledes efter gældende ret kan eje private ladestandere til

elektriske køretøjer til egen anvendelse, i det omfang det sker som led i varetagelsen af

eltransmissionsvirksomhed eller systemansvarlig virksomhed, dvs. hvor der udelukkende er tale om

ejerskab og anvendelse af ladestandere til elbiler, der ejes af det selskab, der varetager

transmissions- eller systemansvarlig virksomhed, til brug for varetagelse af sine transmissions- eller

systemansvarsopgaver, hvor elbilerne udelukkende anvendes af det pågældende selskab. Det

vurderes, at det vil være i overensstemmelse med direktivet også at bibeholde disse rammer for

transmissionsvirksomheder med bevilling og Energinet.

En netvirksomheds varetagelse af ladestanderaktiviteter, der går ud over disse rammer, er ikke

tilladt efter elmarkedsdirektivet. Dette svarer til gældende ret, hvorefter en netvirksomhed som

udgangspunkt alene må varetage opgaver, der ligger inden for den bevillingspligtige aktivitet.

Ladestanderaktiviteter, der går ud over disse rammer, betegnes i det følgende som varetagelse af

selvstændige ladestanderaktiviteter. Tilsvarende som for netvirksomheder ville gælde for

transmissionsvirksomheder med bevilling. Energinet har i medfør af lov om Energinet ikke

hjemmel til at varetage selvstændige ladestanderaktiviteter.

Ministeriet vurderer, at elmarkedsdirektivets forbud for netvirksomheder mod at varetage

selvstændige ladestanderaktiviteter, retter sig både mod en netvirksomheds direkte og indirekte

varetagelse af disse aktiviteter. Dette betyder, at netvirksomheder heller ikke direkte eller indirekte,

må udøve kontrol i virksomheder, der varetager selvstændige ladestanderaktiviteter. Ligesom det er

tilfældet for energilageraktiviteter, der specifikt omtales i elmarkedsdirektivets

præambelbetragtning 62, jf. afsnit 2.2.7.3., bør krydssubsidiering mellem selvstændige

ladestanderaktiviteter og en netvirksomheds regulerede aktivitet undgås. Samtidigt vurderer

ministeriet, at risikoen for konkurrenceforvridning og forskelsbehandling vil mindskes betydeligt,

hvis elmarkedsdirektivets grundlæggende forbud mod netvirksomhedernes varetagelse af

selvstændige ladestanderaktiviteter fortolkes således, at det finder anvendelse både i forhold til

direkte varetagelse af aktiviteten i netvirksomheden selv og indirekte i virksomheder, som

netvirksomheden direkte eller indirekte har kontrol over.

Om kontrolbegrebet henvises til afsnit 2.2.7.3. Samme kontrolbegret som beskrevet der, bør efter

ministeriets vurdering finde anvendelse i nærværende sammenhæng.

Tilsvarende bør gælde for transmissionsvirksomheder med bevilling, selv om det ikke er reguleret i

elmarkedsdirektivet. Energinet har som nævnt ikke hjemmel til efter lov om Energinet at varetage

selvstændige ladestanderaktiviteter.

123

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det er ministeriets vurdering, at forbuddet mod indirekte varetagelse af selvstændige

ladestanderaktiviteter gennem underliggende selskaber, ikke vil udelukke, at aktiviteterne kan ligge

i et andet selskab, som en netvirksomhed er selskabsmæssig forbundet med, eksempelvis som

søsterselskab.

Elmarkedsdirektivets forbud for netvirksomheder mod at varetage selvstændige

ladestanderaktiviteter vil også udelukke, at netvirksomheder med under 100.000 tilsluttede

elforbrugere, kan varetage selvstændige ladestanderaktiviteter. Dette vil kræve en begrænsning af

ministerens bemyndigelse efter gældende ret til at undtage netvirksomheder med under 100.000

tilsluttede elforbrugere fra kravet om selskabsmæssig adskillelse, jf. § 47, stk. 5. Der henvises til

forslag til ændring af § 47, stk. 5, i lov om elforsyning.

I relation til muligheden efter gældende ret for netvirksomheder med under 100.000 tilsluttede

elforbrugere at varetage selvstændige ladestanderaktiviteter i netvirksomheden i medfør af

bekendtgørelsen om sideordnede aktiviteter, vurderer ministeriet, at der ikke vil være tale om

tilknyttede aktiviteter, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, hvorfor dette ikke vil være en lovlig aktivitet

efter gældende ret.

I forhold til elmarkedsdirektivets option om undtagelsesvis at tillade netvirksomheder at varetage

selvstændige ladestanderaktiviteter, vurderer ministeriet, at denne option ikke bør gennemføres,

fordi der allerede findes en række kommercielle ladestanderoperatører i Danmark. Der er ikke

belæg for at tro, at disse aktører ikke vil have interesse i at løfte opgaven med at imødekomme

efterspørgslen efter ladestandere og eje, udvikle, forvalte og drive ladestandere for elektriske

køretøjer.

3.2.8.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås med forslag til § 47 b, at der indføres en ny bemyndigelse for ministeren.

Forslaget til § 47 b indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil skulle fastsætte regler

om de kollektive elforsyningsvirksomheders direkte og indirekte varetagelse af

ladestanderaktiviteter.

Det anses som hensigtsmæssigt at gennemføre direktivets bestemmelser ved bekendtgørelse, da der

vil være tale om detaljerede regler af teknisk karakter.

Den foreslåede bemyndigelse har primært til formål at sikre, at der vil blive fastsat de nødvendige

regler for gennemførelse af elmarkedsdirektivets artikel 33, stk. 2.

Bemyndigelsen forventes at blive udnyttet til at fastsætte, at bevillingspligtige net- og

transmissionsvirksomheder ikke direkte eller indirekte må udøve kontrol i virksomheder, der

varetager selvstændige ladestanderaktiviteter. Herudover vil den foreslåede bemyndigelse give

mulighed for at præcisere de eksisterende grænser efter gældende ret vedrørende de kollektive

elforsyningsvirksomhedernes ejerskab af private ladestander til udelukkende egen anvendelse.

124

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Bemyndigelsen vil ikke kunne udnyttes af klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte

regler om den undtagelsesmulighed, der er indeholdt i direktivets artikel 33, stk. 2-3.

Det foreslås endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministerens hjemmel i § 47, stk. 5, i lov om

elforsyning, hvorefter

ministeren for netvirksomheder, der har færre end 100.000 tilsluttede

forbrugere, kan fastsætte regler om, at mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for

bevillingen til netvirksomhed, er undtaget fra kravet om selskabsmæssig adskillelse af aktiviteterne,

vil blive begrænset, således at undtagelsesmuligheden ikke vil finde anvendelse på virksomhedernes

selvstændige ladestanderaktiviteter, dvs. varetagelse af sådanne ladestanderaktiviteter, der ikke er

en del af virksomhedernes bevillingspligtige aktivitet.

Det bemærkes, at der forventes foretaget nødvendige tilpasninger af den økonomiske regulering af

virksomhederne. Eksempelvis vil en netvirksomheds private ladestander til udelukkende egen

anvendelse være et aktiv til brug for den bevillingspligtige aktivitet og vil dermed indgå i

virksomhedens regulatoriske aktivbase i indtægtsrammereguleringen. Der vil på denne baggrund i

nødvendigt omfang skulle fastsættes standardlevetider for ladestandere. Det vurderes, at der vil

være tale om justeringer, der vil holde sig inden for bemyndigelserne i §§ 69 og 71 i lov om

elforsyning vedrørende henholdsvis netvirksomhedernes og Energinets økonomiske regulering.

3.2.9 Transmissionssystemoperatørernes opgaver

3.2.9.1 Gældende ret

Efter § 27 a, stk. 1, i lov om elforsyning har Energinet ansvaret for at opretholde det fastsatte niveau

for elforsyningssikkerhed og for at overvåge udviklingen heraf. Klima-, energi- og

forsyningsministeren har det overordnede ansvar for elforsyningssikkerheden og fastsætter niveauet

herfor, jf. § 27. Energinet skal anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende og markedsbaserede

metoder ved anskaffelsen af den energi, den anvender til at udføre sit hver, jf. § 28, stk. 2, nr. 16.

Efter § 27 a, stk. 3, i lov om elforsyning udarbejder Energinet årligt en redegørelse om

elforsyningssikkerheden med anbefalinger om det fremtidige niveau herfor. Nærmere regler om

redegørelsen er fastsat i kapitel 8 i bekendtgørelse nr. 652 af 18. maj 2020 om systemansvarlig

virksomhed og anvendelse af eltransmissionsnettet m.v. (systemansvarsbekendtgørelsen). Energinet

foretager i denne forbindelse bl.a. ressourcetilstrækkelighedsvurderinger for Danmark gennem

arbejdet med den årlige redegørelse for elforsyningssikkerhed.

Energinet skal sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af elektricitet med tilhørende ydelser,

herunder bl.a. vedligeholde, om- og udbygge forsyningsnettet i forsyningsområdet i fornødent

omfang, jf. § 20, stk. 1, i lov om elforsyning. Enhver har ret til at anvende det kollektive

elforsyningsnet imod betaling, jf. § 24, stk. 1, og efter § 24, stk. 2, må kollektive

elforsyningsvirksomheder ikke forskelsbehandle brugere af systemet eller kategorier af brugere

eller begunstigede tilknyttede eller associerede virksomheder eller virksomheder, der kontrolleres af

samme virksomhedsdeltagere. § 28, stk. 2, fastsætter en række opgaver, som Energinet derudover

varetager.

125

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det fremgår af § 28, stk. 2, nr. 7, at Energinet etablerer og driver en datahub, som håndterer

målerdata m.v. til varetagelsen af nødvendige funktioner og kommunikation mellem elmarkedets

aktører. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, side

16, venstre spalte, at datahubben er et knudepunkt, der administrerer transaktioner og

kommunikation mellem alle elmarkedets aktører.

Energinet kan for de aktiviteter der varetages i medfør af lov om Energinet § 2, stk. 2 og 3, indregne

nødvendige omkostninger, jf. lov om elforsyning § 71. § 2, stk. 2, i lov om Energinet opremser

opgaver, som Energinet varetager i medfør af bl.a. lov om Energinet og lov om elforsyning

forbundet med en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning. De kollektive

elforsyningsvirksomheders (herunder Energinets) prisfastsættelse af ydelser efter § 69-71 i lov om

elforsyning skal ske efter kriterier, som de enkelte køberkategorier giver anledning til. Energinet

kan således i deres omkostninger indregne de nødvendige omkostninger. Artikel 18 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 943/2019/EU af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet

(elmarkedsforordningen) fastsætter nærmere bestemmelser om fordelingen af omkostninger. For en

nærmere uddybning af artikel 18, henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.8.1.

Efter § 8, stk. 1, i lov om elforsyning skal alle elforbrugere betale en forholdsmæssig andel af de

nødvendige omkostninger ved at gennemføre nærmere angivne offentlige forpligtelser, medmindre

omkostningerne er finansieret af statsmidler, jf. § 8, stk. 5, eller andet følger af regler udstedt i

medfør af lovens §§ 8 a eller 8 b vedrørende egenproduktion af elektricitet eller af 9 a, der vedrører

elforbrug til produktion af fjernvarme under visse omstændigheder. Energinets omkostninger

betales således af elforbrugere gennem systemtariffen, jf. § 8, stk. 2, medmindre der er tale om

Energinets opgavevaretagelse, som finansieres via finansloven.

Efter elmarkedsforordningen, forelægger alle transmissionssystemoperatører i et

systemdriftsområde de berørte regulerende myndigheder (i Danmark Forsyningstilsynet) et forslag

om oprettelse af regionale koordinationscentre i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i

kapitel 5 i elmarkedsforordningen. De regulerende myndigheder gennemgår og godkender forslaget,

jf. elmarkedsforordningens artikel 35, stk. 1. Forslaget skal bl.a. indeholde en beskrivelse af

samarbejdsprocesserne i overensstemmelse med artikel 38, jf. artikel 35, stk. 1, litra e.

De regionale koordinationscentre supplerer transmissionssystemoperatørernes rolle ved at udføre de

opgaver af regional betydning, som de har fået tildelt i overensstemmelse med artikel 37, jf.

elmarkedsforordningens artikel 35, stk. 5.

Transmissionssystemoperatørerne i et systemdriftsområde udvikler en procedure for vedtagelse og

revision af koordinerede tiltag og henstillinger, som regionale koordinationscentre har udstedt i

overensstemmelse med kriterierne anført i stk. 2, 3 og 4, jf. elmarkedsforordningens artikel 42, stk.

De regionale koordinationscentre udsteder koordinerede tiltag til transmissionssystemoperatørerne

angående de opgaver, der er omhandlet i artikel 37, stk. 1, litra a og b, jf. artikel 42, stk. 2.

126

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

De regionale koordinationscentre vedtager henstillinger til transmissionssystemoperatørerne

angående de opgaver, der er angivet i artikel 37, stk. 1, litra c-p, eller tildelt i overensstemmelse

med artikel 37, stk. 2. Hvis en transmissionssystemoperatør beslutter at afvige fra en henstilling,

som omhandlet i stk. 1, forelægger den regionale koordinationscentre og systemdriftsområdets

øvrige transmissionssystemoperatører en udførlig begrundelse for dets beslutning uden udgrundet

ophold, jf. artikel 42, stk. 3.

De opgaver, der er fastsat i artikel 37 sammenholdt med bilag 1, vedrører de regionale

koordinationscentres opgaver af regional betydning, for hele det systemdriftsområde, hvor det er

etableret. Der er bl.a. tale om opgaver om at foretage regionale prognoser for effekttilstrækkelighed,

udføre regional koordinering af planlægning af afbrydelser, støtte koordineringen og optimeringen

af regional genoprettelse, som transmissionssystemoperatørerne har anmodet om, udføre analyse og

rapportering efter aktiviteter og efter driftsforstyrrelser, fremme anskaffelse af

balanceringskapacitet på regionalt niveau, bistå transmissionssystemoperatørerne på disses

anmodning med at optimere afregning internt blandt transmissionssystemoperatører, udføre regional

dimensionering af reservekapacitet, udføre opgaver i relation til kortlægning af sæsonbestemte

tilstrækkelighedsvurderinger, udføre opgaver i forbindelse med at bistå

transmissionssystemoperatører i afklaringen af behov for ny transmissionskapacitet og for

opgradering af eksisterende transmissionskapacitet. De regionale koordinationscentre handler ved

varetagelsen af deres opgaver i henhold til EU-retten uafhængigt af transmissionssystemoperatørers

interesser, jf. artikel 35, stk. 4.

3.2.9.2 Elmarkedsdirektivet

Hver transmissionssystemoperatør er efter elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, ansvarlig for en

række opgaver.

Det følger af bestemmelsen, at hver transmissionssystemoperatør er ansvarlig for at sikre, at

systemet til stadighed kan imødekomme rimelige krav om transmission af elektricitet, og på

almindelige økonomiske vilkår drive, vedligeholde og udbygge sikre, pålidelige og effektive

transmissionssystemer, under behørig hensyntagen til miljøet, i tæt samarbejde med

transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører i nabolande.

Hver transmissionssystemoperatør er ansvarlig for at sikre passende måder at opfylde sine

forpligtelser på. Ansvarlig for at bidrage til forsyningssikkerheden ved en passende

transmissionskapacitet og et pålideligt system. At styre elektricitetsstrømmene i systemet under

hensyn til udvekslingerne med andre sammenkoblede systemer - med henblik herpå skal

transmissionssystemoperatøren sikre et sikkert, pålideligt og effektivt elektricitetssystem og i den

forbindelse sørge for, at de nødvendige systemydelser, herunder dem, som skyldes fleksibelt

elforbrug og energilageranlæg, er til rådighed, for så vidt dette kan ske uafhængigt af andre

transmissionssystemer, som systemet er sammenkoblet med.

127

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Hver transmissionssystemoperatør er ansvarlig for at give operatørerne for eventuelle andre

systemer, som hans system er sammenkoblet med, de oplysninger, som er nødvendige for en sikker

og effektiv drift af det sammenkoblede system og for samordnet udbygning og interoperabilitet.

Ansvarlig for ikke at forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og navnlig

ikke at begunstige tilknyttede selskaber. Ansvarlig for at forsyne systembrugerne med de

oplysninger, de behøver for at få effektiv systemadgang. Ansvarlig for at inddrive

overbelastningsafgifter og betalinger inden for rammerne af mekanismen for kompensation mellem

transmissionssystemoperatørerne i overensstemmelse med artikel 49 i forordning (EU) 2019/943

(elmarkedsforordningen), at indrømme og forvalte tredjepartsadgang og at give begrundede

redegørelser, når sådan adgang nægtes, hvilket overvåges af de regulerende myndigheder.

Transmissionssystemoperatører fremmer først og fremmest markedsintegration under udførelsen af

deres opgaver i henhold til nærværende artikel.

Hver transmissionssystemoperatør er ansvarlig for at anskaffe systemydelser med henblik på at

sikre driftssikkerhed, at vedtage en ramme for samarbejde og koordination mellem regionale

koordinationscentre, at deltage i etableringen af den europæiske og den nationale

ressourcetilstrækkelighedsvurdering i henhold til kapitel IV i elmarkedsforordningen og for at

digitalisere transmissionssystemer.

Hver transmissionssystemoperatør er endvidere ansvarlig for dataforvaltning, herunder udviklingen

af dataforvaltningssystemer, cybersikkerhed og databeskyttelse med forbehold af de gældende

regler, og uden at dette berører andre myndigheders kompetencer.

Ved udførelsen af de nævnte opgaver i medfør af artikel 40, stk. 1, tager

transmissionssystemoperatøren hensyn til de regionale koordinationscentres anbefalinger, jf. artikel

40, stk. 3.

3.2.9.3. Ministeriets overvejelser

For at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra j-m og stk. 3,

der vedrører transmissionssystemoperatørs opgaver, gennemføres de nye opgaver i lov om

elforsyning.

Transmissionsvirksomheden i Danmark er Energinet. § 28, stk. 2, i lov om elforsyning, indeholder

bestemmelser om Energinets opgaver, hvori Energinets nye opgaver vil fremgå. Der er tale om nye

opgaver, som Energinet fremover skal varetage, som følge af elmarkedsdirektivet. Derudover vil er

der ligeledes tale om opgaver, som Energinet allerede varetager i dag, men som ikke direkte

fremgår af lov om elforsyning. Disse opgaver vil ligeledes indarbejdes i § 28, stk. 2, i lov om

elforsyning, for at sikre en korrekt implementering i national ret.

Det følger ikke af gældende ret, at Energinet skal varetage digitaliseringen af

transmissionssystemer, men opgaven følger implicit som følge af Energinets varetagelse af andre

opgaver.

128

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Energinet digitaliserer i dag transmissionssystemer som følge af sin opgavevaretagelse som

systemansvarlig virksomhed. Opgaven er f.eks. en del af Energinets varetagelse af en sikker og

pålidelig drift ved opretholdelsen af det af ministeren fastsatte niveau for elforsyningssikkerhed, i

medfør af lov om elforsyning § 27 a, stk. 2. Energinets formål er bl.a. at sikre en effektiv drift og

udbygning af den overordnede infrastruktur på elområdet, jf. lov om Energinet § 2, stk. 1.

Efter elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra l, er hver transmissionssystemoperatør ansvarlig

for at digitalisere transmissionssystemer. Det er ministeriets vurdering, at det vil kræve en ændring

af gældende ret, for at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1,

litra l.

Det følger ikke af gældende ret, at Energinet skal deltage i etableringen af den europæiske og den

nationale ressourcetilstrækkelighedsvurdering i henhold til kapitel IV i forordning (EU) 2019/943

(elmarkedsforordning). Efter elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra k, er hver

transmissionssystemoperatør ansvarlig for at deltage i etableringen af den europæiske og den

nationale ressourcetilstrækkelighedsvurdering i henhold til kapitel IV i elmarkedsforordningen. Det

er ministeriets vurdering, at det vil kræve en ændring af gældende ret, for at sikre en korrekt

implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra k.

Det følger ikke af gældende ret, at Energinet skal vedtage en ramme for samarbejde og koordination

mellem regionale koordinationscentre. Efter elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra j, er hver

transmissionssystemoperatør ansvarlig for at vedtage en ramme for samarbejde og koordination

mellem regionale koordinationscentre. Det er ministeriets vurdering, at det vil kræve en ændring af

gældende ret, for at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra j.

Dataforvaltning dækker over data, som det er defineret i elmarkedsdirektivets artikel 23, hvorefter

data omfatter målerdata og forbrugsdata samt data, der er nødvendige for kunders skifte af

leverandør, fleksibelt elforbrug og andre ydelser. Data, som det er defineret i elmarkedsdirektivet

ligger i datahubben. Det er ministeriets vurdering, at udvikling af dataforvaltningssystemer,

cybersikkerhed og databeskyttelse, som det fremgår af direktivet, knytter sig til denne data og

dermed datahubben. Det er ministeriets vurdering, at gældende ret dækker over datahubben. Det er

herefter ministeriets vurdering, at dataforvaltning, hvor Energinet herudover trækker data ud af

datahubben, som Energinet forvalter, ikke er omfattet af gældende ret, og implementering af artikel

40, stk. 1, litra m, vil kræve en ændring af de gældende regler.

Det følger ikke af gældende ret, at Energinet skal tage hensyn til de regionale koordinationscentres

anbefalinger, ved Energinets opgavevaretagelse inden for rammerne af elmarkedsdirektivets artikel

40, stk. 1. Efter elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 3, tager tager transmissionssystemoperatøren

hensyn til de regionale koordinationscentres anbefalinger ved udførelsen af de i artikel 40, stk. 1

omhandlede opgaver. Det er ministeriets vurdering, at det vil kræve en ændring af gældende ret, for

at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 3.

3.2.9.4 Den foreslåede ordning

129

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Efter EUF-Traktatens artikel 288, er et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål bindende for

enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme

form og midler for gennemførelsen.

Der foreslås indsat et nyt nummer 17 i § 28, stk. 2, hvorefter Energinet skal varetage

digitaliseringen af transmissionssystemer. Bestemmelsen foreslås indsat, for at sikre en korrekt

implementering af artikel 40, stk. 1, litra l, hvorefter hver transmissionssystemoperatør, dvs.

Energinet i Danmark, er ansvarlig for at digitalisere transmissionssystemer. Den foreslåede

bestemmelse medfører ingen ændringer i forhold til Energinets opgavevaretagelse i dag.

Der foreslås indsat et nyt nummer 18 i § 28, stk. 2, hvorefter Energinet skal deltage i etableringen af

den europæiske og den nationale ressourcetilstrækkelighedsvurdering i henhold til kapitel IV i

forordning 2019/943/EU (elmarkedsforordning). Bestemmelsen foreslås indsat, for at sikre en

korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra k, hvorefter hver

transmissionssystemoperatør er ansvarlig for at deltage i etableringen af den europæiske og den

nationale ressourcetilstrækkelighedsvurdering i henhold til kapitel IV elmarkedsforordningen.

Energinet foretager i dag vurderinger, som vil kunne bruges i forbindelse med den europæiske og

nationale ressourcetilstrækkelighedsvurdering, men der kan være behov for videreudvikling af

modeller og data indmeldinger for at leve op til nye europæiske modeller for

ressourcetilstrækkelighedsvurderinger. Der vil derfor i et vidst omfang være tale om nye eller øgede

opgaver for Energinet.

Energinet foretager i dag ressourcetilstrækkelighedsvurderinger for Danmark gennem arbejdet med

den årlige redegørelse for elforsyningssikkerhed i medfør af i bekendtgørelse nr. 652 af 18. maj

2020 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af eltransmissionsnettet m.v.

(systemansvarsbekendtgørelsen). Det er ministeriets vurdering, at Energinet vil kunne leve op til

kravene for den nationale ressourcetilstrækkelighedsvurdering ved at modificere i de beregninger,

der allerede foretages i dag.

For så vidt angår Energinets deltagelse i den europæiske ressourcetilstrækkelighedsvurdering,

bidrager Energinet allerede i dag i ENTSO-e’s arbejde med den europæiske prognose for

produktions tilstrækkelighed over en femårig periode og tiårig EU-dækkende netudviklingsplan i

medfør af elmarkedsforordningens artikel 30, som tidligere blev reguleret ved elforordningens

artikel 8.

Der foreslås indsat et nyt nr. 19 i § 28, stk. 2, hvorefter Energinet skal vedtage en ramme for

samarbejde og koordination mellem regionale koordinationscentre. Bestemmelsen foreslås indsat,

for at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra j, hvorefter

hver transmissionssystemoperatør er ansvarlig for at vedtage en ramme for samarbejde og

koordination mellem regionale koordinationscentre. Bestemmelsen medfører en ny opgave for

Energinet.

Der foreslås indsat et nyt nr. 20 i § 28, stk. 2, hvorefter Energinet skal tage hensyn til de regionale

koordinationscentres anbefalinger ved udførelsen af Energinets opgaver. Bestemmelsen foreslås

130

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

indsat, for at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 3, hvorefter

følger at transmissionssystemoperatøren tager hensyn til de regionale koordinationscentres

anbefalinger, ved udførelsen af de i artikel 40, stk. 1 omhandlede opgaver. Bestemmelsen medfører

en ny forpligtelse for Energinet.

De regionale koordinationscentre reguleres ved elmarkedsforordning. Det fremgår bl.a. af

forordningens artikel 35, stk. 5, at de regionale koordinationscentre supplerer

transmissionssystemoperatørernes rolle ved at udføre de opgaver af regional betydning, som de har

fået tildelt i overensstemmelse med artikel 37. De regionale koordinationscentres anbefalinger

afgrænses af de beføjelser de er tillagt efter elmarkedforordningen, som har regional betydning.

Disse anbefalinger skal Energinet fremover tage hensyn til, ved udførelsen af Energinets opgaver.

Der foreslås indsat et nyt nr. 21 i § 28, stk. 2, hvorefter Energinet skal varetage dataforvaltning,

herunder udvikling af dataforvaltningssystemer, cybersikkerhed og databeskyttelse. Bestemmelsen

foreslås indsat, for at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 1, litra

m, hvorefter følger at hver transmissionssystemoperatør er ansvarlig for dataforvaltning, herunder

udviklingen af dataforvaltningssystemer, cybersikkerhed og databeskyttelse med forbehold af de

gældende regler, og uden at dette berører andre myndigheders kompetencer. Den foreslåede

bestemmelse medfører ingen ændringer i forhold til Energinets opgavevaretagelse i dag.

3.2.10 Transmissionssystemoperatørernes anskaffelse af ydelser via markedsbaserede

metoder

3.2.10.1. Gældende ret

Efter § 27 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om elforsyning, anvender Energinet anvender markedsbaserede

metoder ved anskaffelse af energi og andre ydelser til at opretholde det fastsatte niveau for

elforsyningssikkerhed, jf. § 27 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om elforsyning. Det følger endvidere af § 28,

stk. 2, nr. 16, at Energinet anvender gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbasererede

metoder ved anskaffelsen af den energi, som Energinet anvender til at udføre sit erhverv.

Efter § 27 d, stk. 1, i lov om elforsyning, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte

nærmere regler om indhold og udførelse af de opgaver, som påhviler Energinet i medfør af §§ 27 a

og 27 c.

§ 27 d, stk. 1, i lov om elforsyning, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 652 af 18. maj 2020 om

systemansvarlig virksomhed og anvendelse af eltransmissionsnettet m.v.

(systemansvarsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. nærmere regler om Energinets

anvendelse af markedsbaserede metoder efter § 27 a, stk. 2, 1. pkt.

Det følger af systemansvarsbekendtgørelsen, at Energinet anvender markedsbaserede metoder, ved

anskaffelse af energi og andre ydelser til at opretholde det fastsatte niveau for

elforsyningssikkerhed, jf. § 19. Energinet skal sikre en omkostningseffektiv tilvejebringelse af

131

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

ydelser på lang sigt, ved i videst mulig omfang at skabe rammer for transparente, ikke-

diskriminerende og teknologineutrale markeder, jf. § 19, stk. 3.

Energinets anskaffelse af energi og andre ydelser skal svare til behovet angivet i en begrundet

behovsvurdering efter bekendtgørelsens § 20, jf. § 19, stk. 2. Med andre ydelser forstås ydelser og

tjenester, der sikrer, at de kritiske egenskaber er til stede i systemet, herunder spændingsregulering,

inerti, kortslutningseffekt og dødstart.

Nærmere krav til behovsvurderingen fastsættes i § 20. Behovsvurderingen skal indeholde det

samlede forventede behov for energi og andre ydelser til opretholdelse af det fastsatte niveau for

elforsyningssikkerhed, angive behovet, en definition af de tekniske krav samt omfatte behov, der

kan dækkes af Energinets egne anlæg. Behovsvurderingen skal opdateres ved øgede behov, som

følge af uforudsete hændelser.

Energinet gennemfører en proces der sikrer, at virksomheder, der ønsker at levere en efterspurgt

ydelse, opfylder de fastsatte krav for levering af ydelsen på leveringstidspunktet efter § 21, stk. 1.

3.2.10.2 Elmarkedsdirektivet

Ved transmissionssystemoperatørers anskaffelse af systemydelser med henblik på at sikre

driftssikkerheden, anskaffer transmissionssystemoperatører balanceydelser i overensstemmelse med

nærmere fastsatte procedurer. Anskaffelsen skal ske via gennemsigtige, ikkeforskelsbehandlende og

markedsbaserede procedurer samt ved en effektiv deltagelse af alle kvalificerede

elektricitetsvirksomheder og markedsdeltagere, herunder markedsdeltagere, der tilbyder energi fra

vedvarende energikilder, markedsdeltagere, der deltager i fleksibelt elforbrug, operatører af

energilageranlæg og markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering. Med henblik på at sikre

en effektiv deltagelse af alle kvalificerede elektricitetsvirksomheder og markedsdeltagere, fastsætter

de regulerende myndigheder og transmissionssystemoperatører i tæt samarbejde med alle

markedsdeltagere tekniske krav for deltagelse på disse markeder på grundlag af disse markeders

tekniske karakteristika, jf. elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 4, og artikel 40, stk. 1, litra i.

En systemydelse er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 48, defineret som en ydelse, der er

nødvendig for driften af et transmissions- eller distributionssystem, herunder balancering og

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser, dog ikke håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

Ovenstående krav til anskaffelse af systemydelser via markedsbaserede metoder finder anvendelse

på transmissionssystemoperatørers levering af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser,

medmindre den regulerende myndighed har vurderet, at markedsbaseret levering af

ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser ikke er omkostningseffektiv og har indrømmet en

fritagelse. Regelsættet skal navnlig sikre, at transmissionssystemoperatører kan anskaffe sådanne

ydelser fra leverandører af fleksibelt elforbrug eller energilagring, og skal fremme iværksættelse af

energieffektivitetsforanstaltninger, når sådanne ydelser på omkostningseffektiv vis formindsker

132

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

behovet for at opgradere eller erstatte elektricitetskapacitet og støtter en effektiv og sikker drift af

transmissionssystemet, jf. artikel 40, stk. 5.

En ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 49, defineret

som en ydelse, der anvendes af en transmissionssystemoperatør eller distributionssystemoperatør til

spændingsregulering i statisk tilstand, tilførsel af hurtig reaktiv strøm, inerti for stabilitet i lokale

net, kortslutningsstrøm, »black start«-kapacitet og ødriftkapacitet.

Med forbehold af den regulerende myndigheds godkendelse fastsætter

transmissionssystemoperatører, eller den regulerende myndighed selv, i en transparent og åben

proces, der omfatter alle relevante systembrugere og distributionssystemoperatører,

specifikationerne for de ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser, der anskaffes, og, hvor det

er relevant, standardiserede markedsprodukter for sådanne ydelser, som minimum på nationalt plan.

Specifikationerne skal sikre en effektiv og ikkeforskelsbehandlende deltagelse af alle

markedsdeltagere, herunder markedsdeltagere, der tilbyder energi fra vedvarende energikilder,

markedsdeltagere, der deltager i fleksibelt elforbrug, operatører af energilageranlæg og

markedsdeltagere, der er aktive inden for aggregering. Transmissionssystemoperatørerne udveksler

alle de nødvendige oplysninger og koordinerer med distributionssystemoperatørerne for at sikre en

optimal udnyttelse af ressourcer, garantere sikker og effektiv drift af systemet og fremme

markedsudvikling. Transmissionssystemoperatører skal i tilstrækkelig grad godtgøres for

anskaffelsen af disse ydelser for som minimum at kunne dække de rimelige, dermed forbundne

omkostninger, herunder udgifter til den nødvendige informations- og kommunikationsteknologi og

udgifter til den nødvendige infrastruktur, jf. artikel 40, stk. 6.

Forpligtelsen til at anskaffe ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser som omhandlet i stk. 5

finder dog ikke anvendelse på fuldt integrerede netkomponenter, jf. artikel 40, stk. 7.

Fuldt integrerede netkomponenter er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 51, defineret som

netkomponenter, der er integreret i et transmissions- eller distributionssystem, herunder lageranlæg,

og som udelukkende anvendes til at sikre sikker og pålidelig drift af transmissions- eller

distributionssystemet og ikke til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

3.2.10.3 Ministeriets overvejelser

Efter EUF-Traktatens artikel 288, er et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål bindende for

enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme

form og midler for gennemførelsen.

For at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivets artikel 40, stk. 4-7, der vedrører

transmissionssystemoperatørers anskaffelse af systemydelser, med henblik på at sikre

driftssikkerheden, ændres eksisterende bestemmelser i tråd med elmarkedsdirektivets bestemmelser.

Transmissionsvirksomheden i Danmark er Energinet.

133

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Energinets anskaffelse af energi og andre ydelser med henblik på at opretholde

elforsyningssikkerheden, reguleres ved lov om elforsyning og bekendtgørelse nr. 652 af 18. maj

2020 om systemansvarlig virksomhed og anvendelse af eltransmissionsnettet m.v.

(systemansvarsbekendtgørelsen). Både lov om elforsyning og systemansvarsbekendtgørelsen skal

ændres og tilpasses, for at sikre en korrekt implementering af elmarkedsdirektivet.

3.2.10.4 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i § 27 a, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvisning til regler fastsat i medfør af § 27

d. Der foreslås endvidere indsat et nyt 2. pkt. i § 27 d, stk. 1, hvorefter ministeren kan fastsætte

regler om undtagelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser samt ydelser der leveres af

fuldt integrerede netkomponenter fra kravet om anskaffelse via markedsbaserede metoder i § 27 a,

stk. 2, 1. pkt.

Der vil med hjemmel i § 27 d, stk. 1, 2. pkt. kunne fastsættes regler om undtagelse fra kravet om

anskaffelse af ydelser via markedsbaserede metoder i § 27 a, stk. 2, 1. pkt., for at sikre en korrekt

implementering af elmarkedsdirektivets bestemmelser.

Der forventes fastsat regler i bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed, hvorefter kravet om

anskaffelse af ydelser via markedsbaserede metoder i § 27 a, stk. 2, 1. pkt., ikke finder anvendelse

på ydelser, der dækkes af fuldt integrerede netkomponenter samt ikkefrekvensrelaterede

systembærende ydelser, såfremt Forsyningstilsynet vurderer, at en markedsbaseret

levering/anskaffelse af ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser ikke er omkostningseffektiv

og meddeler undtagelse fra kravet om markedsgørelse.

3.3 Gennemførelse af elmarkedsdirektivet – Forsyningstilsynets opgaver og beføjelser vedr.

det regionale koordinationscenter

3.3.1. Gældende ret

Hvad angår gældende ret fsva. regionale koordinationscentre henvises først og fremmest til afsnit

2.2.9.2, hvor elmarkedsforordningens regler og Energinets opgaver i den forbindelse er nærmere

beskrevet.

Det regionale koordinationscenter etableres i Danmark som et aktieselskab, der ejes af de nordiske

systemoperatører, dvs. Energinet, finske Fingrid, norske Stattnet, Svenska Kraftnät, samt Kraftnät

Åland, hvor sidstnævnte dog ikke er medejer, men deltager i ejerskabet via en samarbejdsaftale.

De fire førstnævnte systemoperatører udpeger og deltager i det regionale koordinationscenters

bestyrelse, hvor Kraftnät Åland som følge af samarbejdsaftalen dog ikke har stemmeret.

134

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det følger af elforsyningslovens § 28 c, at

Energinet eller denne virksomheds helejede

datterselskaber som led i samarbejdet med andre landes systemansvarlige virksomheder efter klima-

, energi- og forsyningsministerens godkendelse kan indtræde som medejer af selskaber med

begrænset ansvar, der udfører grænseoverskridende systemansvarsopgaver som nævnt i § 28, stk. 2,

nr. 3, og opgaver vedrørende sammenkobling af elmarkeder.

Det følger af § 28, stk. 2, at Energinet skal udføre en række opgaver. Af bestemmelsens nr. 3

fremgår det, at Energinet skal samarbejde med systemansvarlige virksomheder i andre lande om

etablering af gensidige, ligeværdige principper for elforsyning samt om nettariffer, netadgang og

transit, markedsspørgsmål m.v., samkøring af transmissionsforbindelser, herunder håndtering af

balance- og kapacitetsproblemer samt indgå nødvendige fælles systemdriftaftaler, som sikrer

udnyttelsen af de fordele, som sammenkoblede systemer giver.

Det følger af § 76, stk. 2, at for virksomhed, der varetages af Energinet eller denne virksomheds

helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, skal der, for så vidt angår

systemansvars- og transmissionsydelser, til Forsyningstilsynet anmeldes priser, tariffer og

betingelser for ydelser samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler, efter

Forsyningstilsynets nærmere bestemmelse. Det følger desuden af § 77, at hvis Forsyningstilsynet

finder, at priser og leveringsbetingelser må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne

lov, kan tilsynet give pålæg om ændring af priser og betingelser.

§ 78, stk. 6, er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter ministeren kan udstede regler om,

hvilke

opgaver Forsyningstilsynet skal varetage, herunder overvågningsopgaver for at sikre velfungerende

konkurrencebaserede elmarkeder og opgaver vedrørende samarbejdet med andre landes

energireguleringsmyndigheder, herunder på regionalt plan og EU-plan, og regler om

Forsyningstilsynets opgaver efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked

for elektricitet. Bekendtgørelse om Energitilsynets overvågning af det indre marked for el og

naturgas m.v., som indeholder en række opgaver og beføjelser, som vil være relevante for det

regionale koordinationscenter, er udstedt efter denne bestemmelse.

Bekendtgørelsens titel er fra før Energitilsynet blev omdannet til Forsyningstilsynet.

Det følger af § 81, stk. 1, at Forsyningstilsynet

til enhver tid uden retskendelse mod behørig

legitimation til brug for tilsynet efter loven eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne kan få adgang til en virksomheds

eller en markedsdeltagers lokaler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver

nødvendig oplysning, herunder virksomhedens eller markedsdeltagerens regnskaber, øvrige

regnskabsmaterialer, forretningsbøger og andre forretningspapirer, uanset om disse oplysninger

opbevares elektronisk.

Det følger af § 84, at klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsyningstilsynet og

Energiklagenævnet i forbindelse med behandling af en klage, udøvelse af tilsyn eller overvågning af

markedet kan indhente oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen af disse opgaver, hos

bevillingspligtige virksomheder, Energinet, andre elproduktionsvirksomheder og

135

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

elhandelsvirksomheder samt disses koncernforbundne virksomheder, berørte forbrugere og andre

købere af elektricitet. Ministeren kan herudover fra kollektive elforsyningsvirksomheder,

elhandelsvirksomheder og elproducenter indhente oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen

af ministerens opgaver efter loven. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at Forsyningstilsynet til

sikring af overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om integritet og

gennemsigtighed på engrosenergimarkederne kan indhente nødvendige oplysninger hos enhver

relevant fysisk og juridisk person.

3.3.2. Elmarkedsdirektivet

Det regionale koordinationscenter defineres i elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 50, som ”et regionalt

koordinationscenter, som er oprettet i henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2019/943”.

Elmarkedsdirektivets art. 62, stk. 1-3 vedrører de regulerende myndigheders opgaver og beføjelser

for så vidt angår regionale koordinationscentre. Artiklen er ny i forhold til eldirektivet fra 2009.

Det følger af bestemmelserne i stk, 1, litra b, e og f, at;

1),

de regulerende myndigheder skal godkende de omkostninger, der er forbundet med aktiviteterne

i de regionale koordinationscentre, som skal afholdes af transmissionssystemoperatørerne og tages i

betragtning ved beregning af tariffer, forudsat at de er rimelige og hensigtsmæssige.

2),

de regulerende myndigheder sammen med andre regulerende myndigheder i

systemdriftsregionen, skal foreslå mulige yderligere opgaver og yderligere beslutningsbeføjelser,

der skal tildeles de regionale koordinationscentre af medlemsstaterne i systemdriftsregionen.

3),

de regulerende myndigheder sikrer overholdelse af forpligtelserne i henhold til

elmarkedsdirektivet og anden relevant EU-ret, navnlig hvad angår forhold på tværs af grænserne, og

i fællesskab identificerer, hvorvidt de regionale koordinationscentre overholder deres respektive

forpligtelser; hvis de regulerende myndigheder ikke har været i stand til at nå til enighed inden for

en frist på fire måneder efter indledningen af konsultationerne med henblik på i fællesskab at

identificere manglende overholdelse, forelægges sagen for ACER til afgørelse i henhold til artikel

6, stk. 10, i forordning (EU) 2019/942.

Tilsvarende forpligtelser fremgår af art. 59, stk. 1, litra d, som dog vedrører uenigheder om

overholdelse af ENTSO og EU-DSO enhederne.

Derudover følger det af art. 62, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at de regulerende myndigheder

får tildelt beføjelser til at varetage en række opgaver, herunder ifølge litra a, b og c, at;

1),

de kan anmode om oplysninger fra regionale koordinationscentre.

2),

de kan gennemføre inspektioner, herunder uanmeldte inspektioner, i de regionale

koordinationscentres lokaler.

136

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3),

de kan udstede bindende afgørelser vedrørende regionale koordinationscentre.

Endelig følger det af bestemmelsens stk. 3, at den regulerende myndighed, der er beliggende i den

medlemsstat, hvor det regionale koordinationscenter har hjemsted, skal have beføjelse til at pålægge

effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner over for de regionale koordinationscentre,

der ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til dette direktiv, forordning (EU) 2019/943 eller

enhver anden relevant retligt bindende afgørelse truffet af den regulerende myndighed eller ACER,

eller skal have beføjelse til at foreslå, at en kompetent domstol pålægger sådanne sanktioner.

3.3.3. Ministeriets overvejelser

Da det regionale koordinationscenter udgør et en selvstændig juridisk person, vurderer klima-,

energi- og forsyningsministeren, at det vil være hensigtsmæssigt at implementere direktivets

definition, således at der lettere kan henvises til det regionale koordinationscenter i de øvrige

materielle bestemmelser, som implementerer direktivets opgaver og beføjelser til Forsyningstilsynet

i den henseende. Den danske lovgivning vil i sagens natur kun finde anvendelse på et regionalt

koordinationscenter placeret i Danmark, og dette ekspliciteres i definitionen.

De nordiske regulerende myndigheder (i Danmark Forsyningstilsynet) har udarbejdet en række

anbefalinger til de af direktivets opgaver og beføjelser, som indebærer et behov for at fastsætte

regler. Af disse anbefalinger fremgår det, at forvaltningsloven, offentlighedsloven og

ombudsmandsloven bør finde anvendelse for det regionale koordinationscenter.

Ministeriet vurderer, at direktivbestemmelsen i art. 62, stk. 1, litra b, om, at de regulerende

myndigheder skal godkende omkostninger forbundet med de regionale koordinationscentre er

tilstrækkeligt implementeret i den nugældende § 76, stk. 2, hvoraf det følger, at Energinet skal

anmelde priser, betingelser og tariffer

samt grundlaget for disse,

dvs. de omkostninger, som priser,

betingelser og tariffer afspejler. Det følger af § 77, at

Forsyningstilsynet i visse nærmere bestemte

tilfælde kan give pålæg om ændring af priser og betingelser.

Ministeriet vurderer, at under den nugældende økonomiske regulering af Energinet vil det være

uhensigtsmæssigt ud fra direktivbestemmelsens ordlyd at indføre et egentligt godkendelsesregime,

da det ikke vil være muligt at indrette reglerne således, at der vil være en klar økonomisk retsfølge

af Forsyningstilsynets manglende godkendelse af omkostninger forbundet med det regionale

koordinationscenter.

Ministeriet vurderer, at direktivbestemmelserne i art. 62, stk. 1, litra e og f, kræver særskilt

hjemmel, men at dette bør håndteres ifm. nyudstedelse af bekendtgørelse om Energitilsynets

overvågning af det indre marked for el og naturgas m.v.

Ministeriet vurderer overordnet, at for at sikre, at den danske lovgivning også efter sin ordlyd er i

overensstemmelse med kravene i elmarkedsdirektivet, er der behov for at nyudstede denne

bekendtgørelse, så den afspejler den udvikling der har været på elmarkederne og i reguleringen af

137

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

dem, siden bekendtgørelsen blev udstedt, herunder i form af en række redaktionelle ændringer og

præciseringer.

Ministeriet vurderer, at Forsyningstilsynet allerede har hjemmel til at udøve de beføjelser, der følger

af direktivbestemmelserne i art. 62, stk. 2, litra c, om at kunne udstede bindende afgørelser, jf.

elforsyningslovens § 85 d.

I den forbindelse vurderer ministeriet, at reglerne i elforsyningslovens § 78 og kap. 13 om

sanktioner sammen med § 85 d udgør korrekt implementering af direktivets art. 62, stk. 3.

Ministeriet vurderer, at den eksisterende hjemmel til at gennemføre inspektioner i

elforsyningslovens § 81, stk. 1, ikke udgør tilstrækkelig klar hjemmel til at gennemføre fysiske

inspektioner i overensstemmelse med direktivet.

Tilsvarende vurderer ministeriet, at den eksisterende hjemmel til at indhente oplysninger i

elforsyningslovens § 84 ikke udgør tilstrækkelig klar hjemmel til at indhente de nødvendige

oplysninger fra det regionale koordinationscenter i overensstemmelse med direktivet.

3.3.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås først og fremmest at indføre en definition af det regionale koordinationscenter i

elforsyningsloven. Da der er tale om en definitionsbestemmelse, vil denne ikke i sig selv have et

materielt indhold.

Det foreslås desuden at indsætte en ny bestemmelse i § 28 c, hvorefter forvaltningsloven,

offentlighedsloven og ombudsloven finder anvendelse for det regionale koordinationscenter.

Bestemmelsen udformes efter sin ordlyd på samme måde som den tilsvarende bestemmelse i lov om

Energinet, som omfatter Energinet.

Det foreslås at foretage visse tilpasninger i bemyndigelsesbestemmelsen i elforsyningslovens § 78,

stk. 6, således at der foreligger klar hjemmel til at foretage de tilpasninger i bekendtgørelse om

Energitilsynets overvågning af det indre marked for el og naturgas m.v., så der foreligger en klar

bemyndigelse til at fastsætte regler om Forsyningstilsynets opgaver og beføjelser over for det

regionale koordinationscenter. Det vil i den forbindelse også være nødvendigt med et redaktionelt

gennemsyn af bekendtgørelsen, så den eksempelvis afspejler, at Energitilsynet senere er blevet

omdannet til Forsyningstilsynet.

Med henblik på implementering af art. 62, stk. 2, litra b, foreslås det at udvide elforsyningslovens §

81 således, at Forsyningstilsynet får hjemmel til at gennemføre inspektioner, hos det regionale

koordinationscenter, såfremt de deltagende regulatorer bliver enstemmigt enige om dette.

inspektioner vil eksempelvis kunne finde anvendelse, hvis en anmodning om oplysninger vurderes

at være uegnet til at opnå de ønskede oplysninger. For at sikre at samarbejdsforpligtelsen i art. 62,

stk. 1, litra f, overholdes ifm. uanmeldte inspektioner, foreslås det at indrette denne hjemmel

138

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

således, at inspektioner kun kan gennemføres, såfremt de regulerende myndigheder i

systemdriftsregionen enstemmigt har vedtaget det.

Med henblik på implementering af art. 62, stk. 2, litra a, foreslås det at tilføje ”det regionale

koordinationscenter” til rækken af pligtsubjekter i § 84, stk. 1, således at det klart fremgår, at

Forsyningstilsynet kan indhente oplysninger fra det regionale koordinationscenter ifm. behandling

af klager, udøvelse af tilsyn eller overvågning af markedet.

For at sikre, at Forsyningstilsynet effektivt kan overvåge det regionale koordinationscenters

aktiviteter, må sådan indhentning af oplysninger nødvendigvis kunne ske uden et krav om

enstemmig beslutning blandt de øvrige regulerende myndigheder i systemdriftsregionen. Det skal

Forsyningstilsynet kunne gøre af egen kraft.

3.4. Gennemførelse af elmarkedsdirektivet – Regnskabsføring og regnskabsmæssig adskillelse

3.4.1 Gældende ret

§ 85, stk. 1, lov om elforsyning indebærer, at elproduktionsvirksomheder og virksomheder, der

driver handel med elektricitet, skal udarbejde årsrapporter i henhold til årsregnskabsloven.

Årsrapporterne skal være offentligt tilgængelige.

Det følger af § 85, stk. 2, at virksomhederne skal føre konsoliderede regnskaber for

ikkeelektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville skulle gøre, såfremt de gældende aktiviteter blev

udført af særskilte selskaber. Ministeren kan i medfør af stk. 3 fastsætte nærmere regler om

virksomhedernes regnskabsføring efter stk. 1 og 2. Bemyndigelsen er ikke udmøntet.

Bestemmelsen i § 85, stk. 2, om at virksomhederne skal føre konsoliderede regnskaber for

ikkeelektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville skulle gøre, såfremt de gældende aktiviteter blev

udført af særskilte selskaber, er efter ministeriets vurdering alene relevant for virksomheder, der

varetager eldistribution sammen med andre aktiviteter.

Dette vil sige inden for den undtagelse, der er muligt efter reglerne fastsat i bekendtgørelse nr. 358

af 20. maj 2003 om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra elforsyningsloven.

Bekendtgørelsen fastsætter i § 2, stk. 2, at aktiviteterne skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra

øvrige aktiviteter. § 47, stk. 5, i lov om elforsyning bestemmer endvidere, at virksomheder, der

udøver andre aktiviteter end distribution, skal holde distributionsaktiviteterne regnskabsmæssigt

adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter.

§ 69 b, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at netvirksomheder uanset ejerforhold og juridisk

status skal udarbejde årsrapporter og lade disse revidere efter årsregnskabslovens regler for

aktieselskaber, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 2-4. Årsrapporterne skal være offentligt

tilgængelige.

Konkret betyder dette, at netvirksomhederne ved udarbejdelse af årsrapporter skal følge reglerne for

regnskabsklasserne B, C eller D. Årsregnskabsloven opdeler de omfattede virksomheder i fire

regnskabsklasser, som benævnes med bogstaverne A, B, C og D. Det er kun regnskabsklasserne B,

C og D, som kan anvendes af aktieselskaber, jf. § 7, stk. 1, nr. 2-4. Regnskabsklasse B omfatter små

139

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

virksomheder, C mellemstore og store virksomheder og D statslige aktieselskaber og børsnoterede

virksomheder. Loven stiller øgede krav til årsrapporter, jo højere regnskabsklasse virksomheden er

placeret i. Fastsættelsen af placeringen af virksomheden i en af disse regnskabsklasser sker med

udgangspunkt i de størrelsesgrænser (balancesum, nettoomsætning og gennemsnitligt antal

heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret), som loven indeholder, jf. § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. stk.

2. Regnskabsklasse D, der er den højeste regnskabsklasse, omfatter statslige aktieselskaber og

børsnoterede virksomheder uanset størrelse, jf. § 7, stk. 1, nr. 4. Det bemærkes dog, at hvis der er

tale om et andelsselskab, vil der skulle ske de fornødne tilpasninger efter årsregnskabsloven pga.

den særlige juridiske form. Virksomheder omfattet af regnskabsklasserne B, C eller D skal

revideres i henhold til reglerne i årsregnskabslovens § 135. Som udgangspunkt er der revisionspligt,

dog kan virksomheder omfattet af regnskabsklasse B vælge at lade deres regnskab revidere efter en

særlig lempelig standard, som er tilpasset små virksomheders særlige behov, og helt små

virksomheder kan fravælge revision.

§ 47, stk. 5, i lov om elforsyning bestemmer som ovenfor nævnt, at virksomheder, der udøver andre

aktiviteter end distribution, skal holde distributionsaktiviteterne regnskabsmæssigt adskilt fra

netvirksomhedens øvrige aktiviteter.

Herudover indeholder § 12 i lov om Energinet en bestemmelse om, at Energinet i deres interne

regnskabsføring skal føre separate regnskaber for hvert af deres elektricitetsrelaterede og

naturgasrelaterede aktiviteter med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og

konkurrenceforvridning.

Bestemmelserne om regnskabsføring og regnskabsmæssig adskillelse for

elproduktionsvirksomheder og elhandelsvirksomheder, jf. § 85, for netvirksomheder efter § 69 b,

stk. 1, og for Energinet i § 12 i lov om Energinet, gennemfører artikel 31 i 2009-eldirektivet.

2009-eldirektivets artikel 31 indebærer, at elektricitetsvirksomheder uanset ejerforhold og juridisk

status skal udarbejde årsregnskaber og lade disse revidere og offentliggøre i overensstemmelse med

de bestemmelser i national lovgivning om kapitalselskabers årsregnskaber, som er vedtaget i

medfør af Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 44,

stk. 2, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer. Det følger endvidere af artikel 31, at

virksomheder, som ikke er retligt forpligtede til at offentliggøre deres årsregnskaber, skal opbevare

en kopi på deres hovedsæde, som skal kunne konsulteres af offentligheden.

Det følger endvidere af 2009-eldirektivets artikel 31, at elektricitetsvirksomheder i deres interne

regnskabsføring skal føre separate regnskaber over hver af deres transmissions- og

distributionsaktiviteter, således som de skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af

særskilte virksomheder, med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og

konkurrenceforvridning. De skal også føre regnskaber, som kan være konsoliderede, over andre

elektricitetsaktiviteter, der ikke vedrører transmission og distribution. Indtægter fra ejerskab af

transmissions- eller distributionssystemet specificeres i regnskaberne. Der skal i relevant omfang

føres konsoliderede regnskaber over andre ikke-elektricitetsrelaterede aktiviteter. Disse interne

regnskaber skal omfatte en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for hver aktivitet.

Under revisionen skal det især undersøges, om forpligtelsen til at undgå forskelsbehandling og

krydssubsidiering, overholdes.

Elektricitetsvirksomheder er et bredt begreb, der omfatter både netvirksomheder,

transmissionsvirksomhed, elproduktion samt elhandel, jf. definitionen i artikel 2, nr. 35, i 2009-

140

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

eldirektivet, hvorefter en elektricitetsvirksomhed er »enhver fysisk eller juridisk person, der driver

mindst en af følgende former for virksomhed: produktion, transmission, distribution, forsyning eller

køb af elektricitet, og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske og/eller

vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse aktiviteter, men som ikke er endelig

kunde.«

Det følger af 2009-eldirektivets artikel 30, stk. 1, at medlemsstaterne eller enhver kompetent

myndighed, som de udpeger, herunder de i artikel 35 omhandlede regulerende myndigheder, i det

omfang det er nødvendigt, for at de kan udføre deres hverv, skal have adgang til

elektricitetsvirksomheders regnskaber, jf. artikel 31.

Dette er sikret i § 84, stk. 1, i lov om elforsyning, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren,

Forsyningstilsynet og Energiklagenævnet i forbindelse med behandling af en klage, udøvelse af

tilsyn eller overvågning af markedet kan indhente oplysninger, som er nødvendige for varetagelsen

af disse opgaver, hos bevillingspligtige virksomheder, Energinet, andre elproduktionsvirksomheder

og elhandelsvirksomheder samt disses koncernforbundne virksomheder, berørte forbrugere og andre

købere af elektricitet.

3.4.2 Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets artikel 56 om regnskabsføring og regnskabsmæssig adskillelse og artikel 55

om adgang til regnskaber er en uændret videreførelse af 2009-eldirektivets artikel 31 og 30, som er

nærmere beskrevet i afsnit 2.4.1 ovenfor.

Definitionen af elektricitetsvirksomheder fremgår af elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 57, hvorefter

en elektricitetsvirksomhed er »enhver fysisk eller juridisk person, der driver mindst en af følgende

former for virksomhed: produktion, transmission, distribution, aggregering, fleksibelt elforbrug,

energilagring, levering eller køb af elektricitet, og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske

og/eller vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse aktiviteter, men som ikke er

slutkunde.«

Produktion er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 37, defineret som fremstilling af elektricitet,

transmission er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 34, defineret som transport af elektricitet via det

sammenkoblede system for meget høj spænding og højspænding med henblik på levering af

elektricitet til slutkunder eller distributionsvirksomheder og omfatter ikke levering. Distribution er i

artikel 2, nr. 28, defineret som transport af elektricitet via høj-, mellem- eller

lavspændingsdistributionssystemer med henblik på dets leverance til kunder og omfatter ikke

levering.

Aggregering er i artikel 2, nr. 18, defineret som en funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk

person, der samler flere kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på

et elektricitetsmarked. Fleksibelt elforbrug er i artikel 2, nr. 20, defineret som ændringer i en

slutkundes elforbrug i forhold til det normale eller aktuelle forbrugsmønster som reaktion på

markedssignaler, herunder som reaktion på tidspunktafhængige elpriser eller finansielle

incitamenter, eller som reaktion på accept af slutkundens bud om at sælge en forbrugsreduktion

eller -forøgelse til en bestemt pris på et organiseret marked som defineret i artikel 2, nr. 4, i

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1348/2014 , hvad enten dette sker alene eller

gennem aggregering. Energilagring er i artikel 2, nr. 59, defineret som i elektricitetssystemet,

141

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

udsættelse af den endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev

produceret, eller konvertering af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af

sådan energi og den efterfølgende rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller

anvendelse som anden energibærer. Levering er i artikel 2, nr. 12, defineret som salg, herunder

videresalg af elektricitet til kunder.

Slutkunde er i direktivets artikel 2, nr. 3, defineret som en kunde, der køber elektricitet til eget

forbrug.

Definitionen af elektricitetsvirksomheder i elmarkedsdirektivet er udvidet i forhold til de

virksomheder, der hidtil var omfattet af begrebet elektricitetsvirksomheder i medfør af 2009-

eldirektivet, således at definitionen nu endvidere omfatter virksomheder, der driver aggregering,

fleksibelt elforbrug og energilagring. Dette vil omfatte borgerenergifællesskaber, der udøver

aktiviteter omfattet af definitionen.

3.4.3 Ministeriets overvejelser

Formålet med elmarkedsdirektivets bestemmelser om regnskabsføring og regnskabsmæssig

adskillelse for elektricitetsvirksomheder er at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og

konkurrenceforvridning. Elmarkedsdirektivet stiller derfor som krav, at aktiviteterne

regnskabsmæssigt adskilles, og at der foretages revision af regnskaberne.

Elektricitetsvirksomheder er et bredt begreb, der omfatter både netvirksomheder,

transmissionsvirksomheder, elproduktion, og elhandel. Herudover er begrebet endvidere i forhold

til 2009-eldirektivet udvidet til også at omfatte virksomheder, der driver aggregering, energilagring

og fleksibelt elforbrug. Dette omfatter også borgerenergifællesskaber.

For netvirksomheder indeholder § 69 b, stk. 1, i lov om elforsyning et krav om regnskabsføring for

alle netvirksomheder, uanset størrelse og ejerforhold. For elhandelsvirksomheder og

elproduktionsvirksomheder følger kravet af § 85, og hvor der henvises til, at årsrapporter skal

udarbejdes i henhold til årsregnskabsloven. Årsregnskabsloven indeholder bestemmelser for

udarbejdelse af årsregnskaber, revision og offentliggørelse, hvor der er mulighed for undtagelser for

nogle mindre virksomheder. Der kan dermed i dag være mindre elproduktionsvirksomheder og

elhandelsvirksomheder, der ikke i dag er omfattet af kravet om udarbejdelse af årsrapporter.

Ligeledes indeholder lov om Energinet relevante regler, jf. § 12.

For at sikre, at alle elektricitetsvirksomheder vil være omfattet af alle krav vedr. både udarbejdelse

af regnskaber, revision og offentliggørelse, uanset størrelse og ejerskab, vil § 85 skulle ændres.

Sådan en ændring vil endvidere være nødvendig, fordi begrebet elektricitetsvirksomheder udvides i

elmarkedsdirektivet og nu også omfatter aggregering, fleksibelt elforbrug og energilagring.

Bestemmelsen i § 85, stk. 2, om at virksomhederne skal føre konsoliderede regnskaber for

ikkeelektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville skulle gøre, såfremt de gældende aktiviteter blev

udført af særskilte selskaber, er efter ministeriets vurdering alene relevant for virksomheder, der

varetager eldistribution sammen med andre aktiviteter.

142

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Dette vil sige inden for den undtagelse, der er muligt efter reglerne fastsat i bekendtgørelse nr. 358

af 20. maj 2003 om undtagelse af anlæg og sideordnede aktiviteter fra elforsyningsloven.

Bekendtgørelsen fastsætter i § 2, stk. 2, at aktiviteterne skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra

øvrige aktiviteter. § 47, stk. 5, i lov om elforsyning bestemmer endvidere, at virksomheder, der

udøver andre aktiviteter end distribution skal holde distributionsaktiviteterne regnskabsmæssigt

adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter.

Der er i dag mulighed for fastsættelse af nærmere regler om virksomhedernes regnskabsføring i §

85, stk. 3, i lov om elforsyning, hvilket ikke er udnyttet.

Kravet i elmarkedsdirektivet om konsoliderede regnskaber for andre aktiviteter, og krav til særskilte

balancer og resultatopgørelser for hver aktivitet i den interne regnskabsføring vurderes umiddelbart

sikret i de generelle regler i årsregnskabsloven, men der vil kunne fastsættes supplerende regler

herom på bekendtgørelsesniveau med hjemmel i § 85, stk. 3. Kravet i elmarkedsdirektivet om, at

revisionen skal påse, at krydssubsidiering og diskrimination forhindres, er ikke gennemført i lov om

elforsyning. I det omfang årsregnskabslovens regler ikke er dækkende, vil der kunne fastsættes

supplerende regler herom med hjemmel i § 85, stk. 3.

3.4.4 Den foreslåede ordning

Der foreslås, at § 85, stk. 1, bliver nyaffattet, således at kravet om udarbejdelse af årsrapporter og

revision heraf vil omfatte elektricitetsvirksomheder uanset ejerforhold og juridisk status.

Dette indebærer, at elektricitetsvirksomhederne ved udarbejdelse af årsrapporter skal følge reglerne

for regnskabsklasserne B, C eller D som nærmere beskrevet ovenfori afsnit 2.4.1.

I det omfang årsregnskabslovens regler ikke er dækkende i forhold til kravet om særskilte balancer,

forbuddet mod krydssubsidiering m.v., vil der kunne fastsættes supplerende regler med hjemmel i §

85, stk. 3.

Samtidig foreslås det, at § 69 b, stk. 1, om netvirksomheders årsrapporter ophæves, da

netvirksomhederne fremadrettet vil være omfattet af § 85, stk. 1, da de er omfattet af begrebet

elektricitetsvirksomheder.

Herudover vil definitionen af elektricitetsvirksomheder jf. elmarkedsdirektivet, blive indsat i lov om

elforsyning.

Endelig vil § 84, stk. 1, 1. pkt. om indhentelse af oplysninger hos virksomheder blive ændret,

således at begrebet elektricitetsvirksomheder vil erstatte de relevante oplistede virksomheder, der

indgår i begrebet. Det vil sige bevillingspligtige virksomheder (netvirksomheder og

elproduktionsvirksomheder over 25 MW, Energinet, andre elproduktionsvirksomheder og

elhandelsvirksomheder). Med indsættelse af elektricitetsvirksomheder vil anvendelsesområdet for §

84, stk. 1, 1. pkt. blive udvidet, således at det fremadrettet tillige vil omfatte aggregatorer og

virksomheder, der driver energilagring og fleksibelt elforbrug. Dette vil endvidere omfatte

borgerenergifællesskaber, der udøver aktiviteter omfattet af definitionen af

elektricitetsvirksomheder.

Derudover vil § 84, stk. 1, 2. pkt., om ministerens adgang til at indhente oplysninger, der er

nødvendige for varetagelsen af ministerens opgaver efter loven blive ændret. Herefter vil § 84, stk.

143

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

1, 2. pkt. også omfatte ministerens adgang til at indhente oplysninger efter bestemmelser fastsat i

medfør af loven eller EU-retsakter om forhold omfattet af loven.

Der foreslås endvidere fastsat en overgangsordning, hvorefter de foreslåede ændrede regler om

regnskabsføring og regnskabsmæssig adskillelse først finder anvendelse fra regnskabsåret 2021.

3.5 Teknisk og finansiel kapacitet for elproduktionsbevillinger

3.5.1 Gældende ret

§ 10, stk. 1, i lov om elforsyning, indebærer, at elproduktion fra anlæg med en kapacitet på over 25

MW kun kan udøves af virksomheder, der har opnået bevilling.

§ 10, stk. 3, i lov om elforsyning indebærer, at bevilling gives til en ansøger, som kan dokumentere,

at denne har den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.

§ 10, stk. 3, i lov om elforsyning, implementerer artikel 5, stk. 2, litra g, i 1996-eldirektivet, der er

videreført i artikel 6, stk. 2, litra h, i 2003-eldirektivet, der er videreført i artikel 7 i 2009-

eldirektivet og som er videreført uændret i artikel 8, stk. 2, litra h, i elmarkedsdirektivet.

Artikel 8 i elmarkedsdirektivet vedrører bevillingsprocedure med henblik på ny kapacitet. Artikel 8,

stk. 2, litra h, fastsætter, at medlemsstater bl.a. skal tage hensyn til bevillingsansøgerens

karakteristika såsom teknisk, økonomisk og finansiel formåen ved fastsættelse af passende kriterier

for meddelelse af bevillinger til etablering af produktionskapacitet.

Bevillingspligten blev indført ved lov nr. 54 af 25. februar 1976 og blev videreført ved lov nr. 375

af 2. juni 1999, der gennemførte elreformen. Loven er trådt i kraft den 30. december 1999.

Elreformen opstillede rammerne for et liberaliseret elmarked, hvor bl.a. elproduktionsvirksomhed

skulle ske på markedsvilkår, mens transmissions- og netvirksomhed fortsat ville være naturlige

monopoler.

I forbindelse med ansøgning om bevilling til elproduktion skal ansøgeren bl.a. dokumentere, at

denne har den fornødne finansielle og tekniske kapacitet. Energistyrelsen har til brug for udstedelse

af elproduktionsbevillinger for anlæg på land med en kapacitet på over 25 MW udgivet et eksternt

praksisnotat, hvis formål bl.a. er i en kort og enkel form at give information om Energistyrelsens

praksis for vurdering af finansiel og teknisk kapacitet.

Den finansielle kapacitet vurderes ud fra om ansøgeren har dokumenteret at have den økonomiske

styrke til at finansiere elproduktionsvirksomheden i bevillingsperioden, og om virksomheden har

midlerne til at rydde op efter sig ved endt produktion ved vilkår om reetablering efter § 12, i lov om

elforsyning.

Den tekniske kapacitet vurderes ud fra om ansøgeren har dokumenteret at have den nødvendige

tekniske viden og de nødvendige ressourcer til at drive elproduktionsvirksomheden. Vurderingen af

144

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

den tekniske kapacitet beror på de konkrete forhold for den pågældende elproduktionsvirksomhed

og afhænger i vidt omfang af anlægstypen.

Det følger af § 51, stk. 2, i lov om elforsyning, at bevillingshavere til elproduktionsvirksomhed skal

eje de anlæg, som anvendes til gennemførelsen af de bevillingspligtige aktiviteter. I

Energistyrelsens eksterne praksisnotat for elproduktionsbevillinger til elproduktionsanlæg på land

fremgår:

»Det er et krav efter elforsyningsloven, at den virksomhed, som meddeles bevilling til elproduktion,

ejer og driver elproduktionsanlægget. Dette krav er dog ikke til hinder for, at ansøgeren kan indgå

en aftale med en anden virksomhed om, at ansøgeren trækker på denne virksomheds tekniske

ressourcer og viden. Det kan i disse tilfælde forekomme, at ansøgeren slet ikke har tekniske

medarbejdere ansat, men udelukkende benytter sig af teknisk bistand fra en anden virksomhed.

Elforsyningsloven er ikke til hinder for sådanne ordninger, men Energistyrelsen skal i disse tilfælde

have tilsendt aftalen mellem ansøgeren og den virksomhed, som skal yde den tekniske bistand.

Energistyrelsen vil gennemgå aftalen med henblik på at sikre, at aftalen giver ansøgeren

tilstrækkelig adgang til teknisk bistand. Ud over en vurdering af de tekniske ressourcer, som

ansøgeren med aftalen får adgang til, kan Energistyrelsen forlange, at der stilles en garanti for, at

der til hver en tid vil eksistere en aftale med f.eks. en rådgivende ingeniørvirksomhed. Alternativt

kan Energistyrelsen anmode ansøgeren om at stille garanti for, at der til enhver tid eksisterer en

aftale med en anden virksomhed om, at ansøgeren kan trække på en denne virksomheds tekniske

ressourcer og viden.«

§ 51, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn

med overholdelsen af vilkårene i bevillingen. Opgaven er delegeret til Energistyrelsen i medfør af

bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser.

Det er bevillingsforudsætningerne, der danner grundlaget for bindingerne for tilsynet.

Bevillingshaverne skal til stadighed have tilstrækkelig teknisk og finansiel kapacitet til at drive

elproduktionsanlæg og til at foretage skrotning og oprydning, når disse er udtjente. Tilsynet sker på

baggrund af en risikovurdering i forhold til effekt på især forsyningssikkerheden og

miljøpåvirkning.

§ 53, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at bevillinger hverken direkte eller indirekte kan

overdrages til andre, medmindre klima-, energi- og forsyningsministeren tillader overdragelsen og

godkender vilkårene herfor.

Efter Energistyrelsens praksis godkendes bevillingsoverdragelser, såfremt den nye bevillingshaver

kan dokumentere at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet.

Kravene vedrørende den fornødne tekniske og finaniselle kapacitet fremstår efter ordlyden som

krav, der stilles til ansøgeren i forbindelse med udstedelse af bevillingen, jf. § 10, stk. 3, i lov om

elforsyning. Kravene vurderes imidlertid som indeholdt i de udstedte bevillinger ved at disse

indeholder vilkår om, at virksomheden til stadighed råder over den fornødne tekniske og finansielle

145

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

kapacitet til at drive elproduktionsanlægget. Det fremgår endvidere af bevillingerne, at

Energistyrelsen skal underrettes, såfremt der sker ændringer af oplysninger af relevans for

bevillingen.

I tilfælde, hvor bevillingen overdrages, foretages en ny vurdering af, om ansøgeren, der ønsker at

overtage bevillingen, kan dokumentere at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet. Først

når ansøgeren kan bevise at opfylde kravene til bevilling, udstedes bevilling på ny og overdragelsen

godkendes.

3.5.2. Ministeriets overvejelser

Det anses som hensigtsmæssigt, at det fremadrettet klart vil fremgå af loven, at en bevillingshaver

til elproduktionsvirksomhed til stadig skal opfylde kravene om fornøden tekniske og finansiel

kapacitet, dvs. under hele bevillingsperioden.

Kravene er bl.a. begrundet i, at varetagelse af elproduktionsvirksomhed er en opgave, der er af

betydning for elforsyningssikkerheden. Hensynet til elforsyningssikkerheden varetages bl.a. ved, at

bevillingshaveren har den økonomiske styrke til at finansiere elproduktionsvirksomheden i hele

bevillingsperioden, samt at bevillingshaveren har den nødvendige tekniske viden og de nødvendige

tekniske ressourcer til at drive elproduktionsvirksomheden.

Den foreslåede præcisering i lovforslagets § 1, nr. 50 til § 50, stk. 1, i lov om elforsyning, om, at

bevillingshavere til net- og transmissionsvirksomhed også skal have den fornødne personelle

kapacitet til varetagelsen af den bevillingspligtige aktivitet, bør ikke medføre en tilsvarende

ændring af ordlyden i § 10, stk. 1, for så vidt angår elproduktionsvirksomhed.

Udøvelse af elproduktionsvirksomhed er som udgangspunkt ikke monopolvirksomhed, da enhver,

der opfylder kravene til elproduktionsbevilling, efter ansøgning kan blive tildelt

elproduktionsbevilling. De samme hensyn gør sig derfor ikke gældende for konkurrenceudsat

elproduktionsvirksomhed, som for net- og transmissionsvirksomhed, der er monopolvirksomhed og

varetager en opgave, der er af væsentlig samfundsmæssig betydning. Det bør således fortsat som

udgangspunkt være muligt for bevillingshaveren til elproduktionsvirksomhed at dokumentere den

fornødne tekniske kapacitet ved indgåede aftaler med andre virksomheder. Der er dog

elproduktionsvirksomheder, der varetager en opgave af væsentlig samfundsmæssig betydning, hvor

elproduktionsvirksomheden ligeledes varetager forsyningen af fjernvarme til et nærmere angivet

fjernvarmeområde, og hvor der gælder en fjernvarmeforsyningspligt. Det må derfor konkret

vurderes, om en elproduktionsvirksomhed varetager en så samfundsmæssig betydningsfuld opgave,

at virksomheden skal have ansat personale til opfyldelse af kravet om teknisk kapacitet, eller om

virksomheden kan trække på kompetencer, der ligger uden for virksomheden, f.eks. ved aftale, til

opfyldelse af den tekniske kapacitet.

Det bemærkes, at det ikke efter elmarkedsdirektivet er et krav, at bevillingshavere til

elproduktionsvirksomhed også skal have den fornødne personelle kapacitet til varetagelsen af den

146

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

bevillingspligtige aktivitet, som er et krav efter elmarkedsdirektivet for så vidt angår

bevillingshavere til net- og transmissionsvirksomhed.

3.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det fremover vil fremgå af § 10, stk. 3, i lov om elforsyning, at en virksomhed med

bevilling til at udøve elproduktionsvirksomhed skal have den fornødne tekniske og finansielle

kapacitet til varetagelsen af den bevillingspligtige aktivitet.

Med ordningen vil de eksisterende krav til virksomhedernes tekniske og finansielle kapacitet

videreføres, idet det imidlertid præciseres, at kravet skal være opfyldt kontinuerligt.

3.6. Regnskabsmæssig adskillelse af omkostninger til energispareordningen

3.6.1. Gældende ret

Den gældende energispareordning bygger på en særlig regulering, hvor net- og

distributionsvirksomheder (forsyningsselskaber) forpligtes til at sikre realiseringen af

energibesparelser for at bidrage til målet om at nedbringe energiforbruget i overensstemmelse med

nationale og EU-målsætninger.

Den nuværende model for regulering af energispareforpligtelsen stammer fra 2006. Her blev der

ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 foretaget en række ændringer i bl.a. lov om elforsyning, lov om

naturgasforsyning og lov om varmeforsyning, som betød, at net- og distributionsvirksomhederne fik

konkrete energispareforpligtelser med årlige sparemål. Elnetvirksomhedernes forpligtelse til at

gennemføre energibesparelser fremgår af § 22, stk. 1, nr. 5, i lov om elforsyning.

Lovkravene til energiselskabernes energibesparelser er fulgt op af en energispareaftale mellem

transport- og energiministeren og el-, naturgas-, fjernvarme- og oliebrancherne. Aftalen med

energiselskaberne er en såkaldt offentligretlig aftale, som bl.a. er karakteriseret ved, at aftalen er

indgået til delvis erstatning for offentligretlig regulering.

Energispareordningen er tariffinansieret ud fra et hvile-i-sig-selv-princip, som indebærer, at

energiselskaberne kan få dækket alle deres omkostninger til energispareindsatsen hos deres

energiforbrugere.

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan med henblik på gennemførelse af aftalen udstede

regler, som regulerer energispareindsatsen, herunder om tilsyn og kontrol. Bemyndigelsen er

udmøntet i bekendtgørelse nr. 864 af 26. august 2019 om energispareydelser i net- og

distributionsvirksomheder (herefter Energisparebekendtgørelsen), hvor virksomhederne forpligtes

til realisering af energibesparelser i slutforbruget, som ikke ville være blevet realiseret uden net- og

distributionsvirksomhedernes indsats. Herudover indeholder bekendtgørelsen regler om net- og

147

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

distributionsvirksomhedernes dokumentations- og opgørelsesmetoder samt krav om samarbejde

mellem net- og distributionsvirksomhederne om energispareaktiviteter, suppleret med krav til de

virksomheder, der vælger at være uden for samarbejdet og aftalen.

Det følger af § 22, stk. 10, i lov om elforsyning, at indtægter og omkostninger forbundet med

energibesparelser efter bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, skal holdes regnskabsmæssigt adskilt fra

netvirksomhedens øvrige driftsmæssige indtægter og omkostninger. Indtægterne skal dække

omkostningerne til energispareindsatsen i regnskabsåret.

Det følger videre af § 69, stk. 4, nr. 2, i lov om elforsyning, at ved fastsættelse af indtægtsrammen

for netvirksomheden foretages der forhøjelse af indtægtsrammen til dækning af netvirksomhedens

omkostninger til energispareindsatsen efter § 22, stk. 1, nr. 5.

Klima-, energi- og forsyningsministeren har i medfør af § 69, stk. 5, nr. 9, fastsat regler om

indregning af indtægter og omkostninger knyttet til netvirksomhedernes energispareindsats, jf.

bekendtgørelse nr. 969 af 27. juni 2018 med senere ændringer om indtægtsrammer for

netvirksomheder (herefter Indtægtsrammebekendtgørelsen) og i Energisparebekendtgørelsen.

Energisparebekendtgørelsens § 21, stk. 1, tillader Forsyningstilsynet at midlertidigt forhøje en net-

eller naturgasdistributionsvirksomheds indtægtsramme med et beløb, der svarer til

nettoomkostningerne forbundet med energibesparelser. Forsyningstilsynet udmelder, jf.

Energisparebekendtgørelsens § 23, stk. 1, vejledende midlertidige forhøjelser af en netvirksomheds

indtægtsramme for det kommende regnskabsår.

Det følger af Indtægtsrammebekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, at indtægter forbundet med

realisering af energibesparelser ikke indgår i netvirksomhedens differenceopgørelse og dermed ikke

indgår i en netvirksomheds indtægter, jf. § 2, stk. 1, nr. 10. Det følger ligeledes af § 2, stk. 1, nr. 5,

at omkostninger forbundet med realisering af energibesparelser ikke indgår i en netvirksomheds

driftsomkostninger. Begge er en konsekvens af den regnskabsmæssige adskillelse fra

netvirksomhedens øvrige omkostninger, jf. § 3, stk. 2, nr. 3, og § 3, stk. 3, nr. 2.

Det følger af Indtægtsrammebekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 6, at tillæg til dækning af

nettoomkostninger til energisparende aktiviteter justeres for eventuelle differencer fra forrige år.

Nettoomkostninger til energispareindsatsen indgår ikke i benchmarkingen af netvirksomhederne, jf.

§ 10, stk. 3, nr. 1.

Med energiaftalen af 29. juni 2018 blev der opnået politisk enighed om ikke at forlænge den

nuværende energispareordning, der udløber med udgangen af 2020. Det fremgår bl.a. af

energiaftalen, at der skal foretages en modernisering af energispareindsatsen med henblik på at

forøge indsatsens effekt og målrette indsatsen til områder, hvor energieffektiviseringer giver større

nytte for forbrugerne og samfundet end i dag. Fra 1. januar 2021 afløses den nuværende

energispareordning af statslige tilskudspuljer. Dette sker ved en ændring af lov om ændring af lov

om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om fremme af energibesparelser i bygninger,

148

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

afskrivningsloven og ligningsloven samt ophævelse af en række love under Klima-, Energi- og

Forsyningsministeriets område (L 116 – 2019-20).

3.6.2. Ministeriets overvejelser

Med den gældende energispareordnings udløb ved udgangen af 2020 ophører net- og

distributionsvirksomhedernes forpligtelse til at gennemføre energispareprojekter. Selvom den

gældende energispareordning ophører med udgangen af 2020, vil der fortsat i 2021 og eventuelt

2022 være behov for at føre tilsyn med de energispareprojekter, som er gennemført i 2020. Denne

tilsynsopgave, der varetages af henholdsvis Energistyrelsen og Forsyningstilsynet, forventes

dermed ikke afsluttet før 2022. Der er som følge heraf fortsat behov for et hjemmelsgrundlag til

bl.a. tilsyn og kontrol. Ordningen og den tilhørende lovgivning kan derfor ikke i sin helhed

ophæves med virkning fra 1. januar 2021. Hjemmelsgrundlaget er for netvirksomhederne fastsat i

bekendtgørelse nr. 864 af 26. august 2019 om energispareydelser i net- og

distributionsvirksomheder med hjemmel i elforsyningsloven. Først efter afslutning af de sidste

tilsynsopgaver forbundet med energispareordningen, herunder afgørelse af evt. klagesager, vil der

kunne ske ophævelse af energispareordningens hjemmelsbestemmelser i deres helhed.

Efter 2020 vurderes der imidlertid ikke længere at være behov for at holde indtægter og

omkostninger forbundet med energibesparelser regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedernes

øvrige driftsmæssige indtægter og omkostninger. Fra 1. januar 2021 vil netvirksomhederne alene

have administrationsomkostninger i relation til energispareordningen, men ikke omkostninger til

gennemførelse af energispareprojekter. Administrationsomkostningerne relaterer sig primært til

netvirksomhedernes udgifter til indberetninger af gennemførte energispareprojekter, assistance ved

myndighedernes tilsynsforpligtelse m.v. Disse udgifter vurderes at kunne håndteres ved mindre

tilpasninger af den eksisterende indtægtsrammeregulering.

Det vurderes derfor ikke nødvendigt at opretholde lovkravet om regnskabsmæssig adskillelse, jf. §

22, stk. 10, i lov om elforsyning frem til energispareordningens endelige afslutning, da

elnetvirksomhedernes omkostninger vil være begrænsede og ikke være relateret til konkrete

energispareprojekter.

Det kan ikke udelukkes, at der som følge af COVID-19 opstår forsinkelser i leverancer af visse

komponenter og udstyr, som anvendes til at gennemføre energispareprojekter. Der er således en

risiko for, at enkelte projekter ikke vil være afsluttede før 2021, hvor energispareordningen udløber.

Hvis disse projekter først afsluttes i 2021, kan der opstå økonomiske tab for energiselskaberne, hvis

projekterne ikke er berettigede til tilskud under energispareordningen. Denne udfordring håndteres

inden for rammerne af den nuværende energispareaftale, idet parterne i enighed kan beslutte at lade

forsinkede projekter være omfattet af energispareordningen i nærmere bestemt omfang. Såfremt

dette sker, kan der være behov for at opretholde kravet om regnskabsmæssig adskillelse for de

selskaber, som måtte have behov for at færdiggøre energispareprojekter primo 2021. Da kravet om

regnskabsmæssig adskillelse allerede fremgår af den nuværende energispareaftales pkt. 14.5 og af

149

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

den gældende energisparebekendtgørelse, skønnes det tilstrækkeligt at regulere kravet om

regnskabsmæssig adskillelse i energispareaftalen og på bekendtgørelsesniveau. Der vil her kunne

tages stilling til i hvilket omfang, omkostninger til energispareprojekter fortsat skal være omfattede

af kravet om regnskabsmæssig adskillelse.

3.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 22, stk. 10, i lov om elforsyning ophæves, og at henvisningen til omkostninger til

energispareindsatsen i § 69, stk. 4, nr. 2, som en konsekvens tilsvarende udgår.

En ophævelse af kravet i § 22, stk. 10, om regnskabsmæssig adskillelse vil indebære, at

netvirksomhederne ikke længere vil skulle udarbejde et særskilt regnskab for ordningen. Dette

betyder, at de resterende administrative omkostninger fremover vil indgå i en netvirksomheds

omkostningsramme, hvilket kræver en ændring af § 69, stk. 4, nr. 2, således at beløbsmæssige

justeringer af indtægtsrammen for omkostninger til energispareindsatsen foretages inden for

omkostningsrammen.

I forhold til netvirksomhedernes indtægtsrammefastsættelse vil det medføre, at netvirksomhederne

fremadrettet vil skulle ansøge Forsyningstilsynet om at få dækket de tilbageværende omkostninger

til energispareordningen efter 2020 gennem et tillæg til indtægtsrammen på samme måde, som

netvirksomhederne i dag ansøger Forsyningstilsynet om at få dækket omkostninger til

myndighedsbehandling, jf. Indtægtsrammebekendtgørelsens § 26, stk. 3, nr. 3.

Det vil sige, at en netvirksomhed vil kunne opkræve et sådant tillæg som en del af

netvirksomhedens almindelige tarif, hvis netvirksomheden vel at mærke har modtaget et tillæg til

indtægtsrammen. Det betyder, at netvirksomhederne ikke længere vil skulle opgøre en særskilt tarif

til energispareordningen til elkunderne.

Det betyder videre, at de tilbageværende omkostninger til energispareordningen efter 2020 ikke vil

indgå i rekalibreringen af netvirksomhedernes omkostninger for næste reguleringsperiode, da

netvirksomhederne allerede har fået disse omkostninger dækket.

Omkostningerne vil endvidere efter ansøgning undtages fra benchmarking af netvirksomhedernes

økonomi, da det ikke pt. er omfattet jf. indtægtsrammebekendtgørelsens § 10, stk. 3, nr. 1. Endelig

vil differencerne ved energispareordningen i hhv. netvirksomhedernes favør og elkundernes favør

ved udgangen af 2020 blive lagt sammen med netvirksomhedernes almindelige differencer på den

bevillingspligtige aktivitet.

Indtægtsrammebekendtgørelsen og Energisparebekendtgørelsen vil som en konsekvens blive

tilrettet som beskrevet ovenfor.

3.7. Ensretning af netbevillingers udløbsdatoer

3.7.1. Gældende ret

150

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

§ 19, stk. 2, i lov om elforsyning indebærer, at bevillinger til at varetage netvirksomhed gives for

mindst 20 år for et nærmere afgrænset område.

§ 53, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at bevillinger hverken direkte eller indirekte kan

overdrages til andre, medmindre klima-, energi- og forsyningsministeren tillader overdragelsen og

godkender vilkårene herfor.

3.7.2. Ministeriets overvejelser

De oprindelige bevillinger til at drive netvirksomhed er blevet udstedt på forskellige tidspunkter i

perioden 2002-2005 for en periode på 20 år beregnet fra afgørelsens tidspunkt. Et stort antal

virksomheder med bevilling til at drive netvirksomhed har efterfølgende været genstand for opkøb

og fusioner med andre virksomheder med bevilling til at drive netvirksomhed. I forbindelse med

Energistyrelsens godkendelse af bevillingsoverdragelserne i medfør af § 53, stk.1, i lov om

elforsyning har det i nogle tilfælde været nødvendigt, at fastsætte nye bevillingsdatoer, alt efter den

konkrete gennemførelse af en given transaktion. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at de nuværende

bevillinger vil udløbe på forskellige tidspunkter i perioden 2022-2025.

Det anses som hensigtsmæssigt at ensrette bevillingernes udløbsdato. Hermed vil det kunne opnås, at

den nye bevillingsperiode vil starte på samme tidspunkt for alle netvirksomheder og på

grundlæggende samme reguleringsmæssige vilkår.

Den sidste bevilling udløber den 21. februar 2025, hvorfor en fælles udløbsdato tidligst kan fastsættes

til denne dato. Det anses imidlertid for mere hensigtsmæssigt at lade bevillingerne udløbe med

udgangen af et kalenderår, dvs. den 31. december 2025.

Det anses endvidere som administrativt mest smidigt, at forlænge bevillingerne uden forudgående

ansøgning fra netvirksomhederne. Skulle en netvirksomhed ikke ønske at beholde sin netbevilling ud

over dennes oprindelige bevillingsdato, vil netvirksomheden have mulighed for, at overdrage sin

bevilling inklusive de anlæg, som anvendes til udførelsen af den bevillingspligtige aktivitet, jf. § 51,

stk. 2, i lov om elforsyning, til en anden part.

Overdragelse af en netbevilling til en anden part vil kræve ministerens tilladelse og godkendelse af

vilkårene for overdragelsen i medfør af § 53, stk. 1, i lov om elforsyning. Det kan være den påtænkte

nye bevillingshaver, der står for ansøgningen om tilladelse for overdragelsen.

3.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i den gældende § 19 i lov om elforsyning. Den nye

bestemmelse vil medføre, at bevillinger til at drive netvirksomhed, som eksisterede den 1. januar

2021, vil forlænges uden forudgående ansøgning og med deres gældende indhold og vilkår til og med

den 31. december 2025.

3.8 Forordning om det indre marked for elektricitet (elmarkedsforordning) - tarif

151

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

3.8.1. Gældende ret

§ 73 i lov om elforsyning fastsætter nærmere regler om, hvorledes tariffer fastsættes, samt

fordelingen af disse.

Efter § 73, stk. 1, i lov om elforsyning, skal de kollektive elforsyningsvirksomheders

prisfastsættelse af deres ydelser efter §§ 69-71, i lov om elforsyning, ske efter rimelige, objektive og

ikkediskriminerende kriterier for, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning

til. Prisdifferentiering af hensyn til effektiv udnyttelse af elnettet og til elforsyningssikkerhed er

tilladt. Prisdifferentiering på baggrund af en geografisk afgrænsning er kun tilladt i særlige tilfælde.

Efter stk. 2, skal de kollektive elforsyningsvirksomheder offentliggøre tariffer og betingelser for

brugen af elnettet.

Efter lov om elforsynings § 5, nr. 11, skal en kollektiv elforsyningsvirksomhed forstås en offentlig

eller privatejet elforsyningsvirksomhed med bevilling samt elforsyningsvirksomhed, der varetages

af Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om

Energinet, som på offentligt regulerede vilkår har til formål at udføre aktiviteter som net-,

transmissions-, eller systemansvarlig virksomhed. Netvirksomheders og Energinets tariffer skal

således fastsættes efter nærmere fastsatte rammer og offentliggøres.

Kollektive elforsyningsvirksomheder skal stille deres ydelser til rådighed for elforbrugerne på

gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vilkår, jf. lov om elforsyning § 6 d. De

kollektive elforsyningsvirksomheder skal således ved deres prisfastsættelse iagttage kravet om

gennemsigtighed, objektivitet, rimelighed og ikke-diskrimination.

I lov om elforsyning § 69 reguleres fastsættelsen af indtægtsrammen. Det følger af § 69, stk. 1, at

priser for ydelser fra netvirksomhederne fastsættes i overensstemmelse med en indtægtsramme, som

Forsyningstilsynet årligt fastsætter for hver netvirksomhed med henblik på dækning af

netvirksomhedens omkostninger ved en effektiv drift af den bevillingspligtige aktivitet og

forrentning af den investerede kapital. Omkostningerne dækker drift af den bevillingspligtige

aktivitet, herunder driftsomkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser,

administration, vedligeholdelse, driftsomkostninger pålagt af offentlige myndigheder eller

Energinet, nettab, afvikling af gældsforpligtelser stiftet inden den 1. januar 2000 og tab på debitorer,

jf. § 2, nr. 5 i bekendtgørelse nr. 969 af 27. juni 2018 om indtægtsrammer for netvirksomheder

(indtægtsrammebekendtgørelsen), som fastsætter nærmere regler om omfang og beregning af

indtægtsrammen.

Efter § 69, stk. 5, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indtægtsrammen

og de elementer, som indgår heri. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter endvidere

regler om opgørelse og afvikling af differencer mellem en netvirksomheds indtægtsramme og

indtægter og i forhold til dækning af netvirksomhedens omkostninger til energispareforpligtelser, jf.

stk. 6. Ministerens beføjelser efter § 69, stk. 5 og stk. 6, er delegeret til Energistyrelsen i medfør af

bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser

152

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

(delegationsbekendtgørelsen). § 69, stk. 5 og stk. 6 er udmøntet ved

indtægtsrammebekendtgørelsen.

Det følger af § 71, i lov om elforsyning, at Energinet for de aktiviteter der varetages i medfør af lov

om energinet § 2, stk. 2 og 3, kan indregne nødvendige omkostninger. § 2, stk. 2, i lov om

energinet, opremser opgaver, som Energinet varetager i medfør af bl.a. lov om Energinet og lov om

elforsyning, forbundet med en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning.

Priser og betingelser for anvendelse af transmissions- og distributionsnet fastsættes af de kollektive

elforsyningsvirksomheder efter offentliggjorte metoder, som er godkendt af Forsyningstilsynet, jf.

lov om elforsyning § 73 a. Tariffen fastsættes således efter metoder, som er godkendt af

Forsyningstilsynet. Efter § 76, stk. 1, nr. 1, skal de kollektive elforsyningsvirksomheder anmelde

tariffer til Forsyningstilsynet.

Efter § 73 a, stk. 3, i lov om elforsyning, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte

regler om indholdet af de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår,

herunder tariffer. Ministerens beføjelser efter § 73 a, stk. 3, er delegeret til Energistyrelsen i medfør

af delegationsbekendtgørelsen. Dette betyder, at ministerens adgang til at fastsætte nærmere regler

om indholdet af metoder der anvendes til at beregne tariffer, er delegeret til Energistyrelsen.

Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1085 af 20. september 2020 om netvirksomheders,

regionale transmissionsvirksomheders og Energinet.dk’s metoder for fastsættelse af tariffer m.v.

(metodebekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er fastsat med hjemmel i § 73 a, stk. 2 i lov om

elforsyning nr. 516 af 20. maj 2010, som fremgår af nugældende § 73 a, stk. 3.

Efter § 1, stk. 1 og stk. 2, i metodebekendtgørelsen, skal både netvirksomheder og Energinet

anmelde de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for deres

ydelser, herunder tariffer, til Forsyningstilsynets godkendelse. Forsyningstilsynets godkendelse af

metoderne er en forudsætning for virksomhedernes anvendelse af betingelser og vilkår for deres

ydelser, herunder tariffer.

Derudover er der adgang for energibranchens organisationer, til at udarbejde standardiserede

vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser m.v. for net- og

transmissionsvirksomhedernes ydelser. Forsyningstilsynet fører tilsyn med sådanne standardiserede

vejledninger efter regler fastsat af tilsynet, jf. lov om elforsyning § 73 b. Net- og

transmissionsvirksomheder kan i deres anmeldelse basere sig på standardiserede metoder, der er

entydigt fastlagt i branchevejledninger og lignende, idet virksomhederne i deres anmeldelse af

metoden specifikt redegør for eventuelle afvigelser fra branchestandarden, jf. § 4 i

metodebekendtgørelsen.

Forordning (EU) 2019/943 (elmarkedsforordningen) artikel 18 fastsætter regler om afgifter for

netadgang (tariffer). Bestemmelsen regulerer bl.a. hvad der indgår i fastsættelsen af tariffen og

hvorledes tariffen fordeles blandt brugere.

153

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Efter elmarkedsforordningens artikel 18, stk. 1, skal afgifter, der opkræves af netoperatører for

adgang til net, herunder afgifter for tilslutning til net, afgifter for brugen af net og i givet fald

afgifter i tilknytning til styrkelse af net, afspejle omkostningerne, være gennemsigtige, tage hensyn

til behovet for netsikkerhed og fleksibilitet og afspejle de faktiske omkostninger, for så vidt disse

svarer til en effektiv og strukturelt sammenlignelig netoperatørs omkostninger og anvendes uden

forskelsbehandling. Disse afgifter omfatter ikke ikkerelaterede omkostninger, der støtter

ikkerelaterede politiske målsætninger.

Det følger endvidere af stk. 1, at den metode, der anvendes til at bestemme netafgifterne, på neutral

vis skal understøtte systemets samlede effektivitet på længere sigt i kraft af prissignaler til kunder

og producenter og navnlig anvendes på en måde, der ikke indebærer positiv eller negativ

forskelsbehandling mellem produktion forbundet på distributionsniveauet og produktion forbundet

på transmissionsniveauet. Netafgifterne må hverken indebære positiv eller negativ

forskelsbehandling af energilagring eller aggregering og må ikke virke hæmmende for

egenproduktion, egetforbrug eller deltagelse i fleksibelt elforbrug. Disse afgifter må ikke være

afstandsrelaterede.

Det følger af stk. 2, at tarifmetoder skal afspejle transmissionssystemoperatørers og

distributionssystemoperatører faste omkostninger og tilvejebringe passende incitamenter til

transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører på både kort og lang sigt for at øge

effekten, herunder energieffektiviteten, fremme markedsintegrationen og forsyningssikkerheden,

understøtte effektive investeringer, understøtte de dermed forbundne forskningsaktiviteter og lette

innovationen i forbrugeres interesse inden for områder såsom digitalisering, fleksibilitetsydelser, og

samkøringslinjer.

Størrelsen af producenttariffer eller slutkundetariffer, skal, hvor det er hensigtsmæssigt, udsende

lokaliseringsbestemte signaler på EU-plan og tage hensyn til omfanget af nettab og

kapacitetsbegrænsninger og investeringsomkostninger for infrastrukturen, jf. stk. 3.

I stk. 4 fastsættes hvilke forhold der skal tages i betragtning, når afgiften for netadgang skal

fastsættes. Bestemmelsen fastsætter, at følgende skal tages i betragtning. Betalinger og indtægter,

der skyldes ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatører, de faktisk

foretagne og modtagne betalinger samt betalinger forventet for fremtidige perioder, skønnet på

baggrund af tidligere perioder.

Fastsættelse af afgifterne for netadgang i henhold til artikel 18, berører ikke afgifter i forbindelse

med håndtering af kapacitetsbegrænsninger som omhandlet i artikel 16, jf. stk. 5. Ved

kapacitetsbegrænsninger skal artikel 16 således tages i betragtning. Derudover lægges der ikke

nogen særlig netafgift på individuelle transaktioner med henblik på budområdeoverskridende

handel af elektricitet, jf. stk. 6.

Distributionstariffer skal afspejle omkostninger under hensyntagen til systembrugeres, herunder

aktive kunders, brug af distributionsnettet. Distributionstariffer kan indeholde elementer med

relation til nettilslutningsmuligheder og kan differentieres på grundlag af systembrugeres forbrugs-

154

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

eller produktionsprofiler, jf. stk. 7. Fordelingen af distributionstariffen afhænger således af køberens

brug af distributionsnettet og tariffen vil derfor afhænge af køberkategorien.

Hvor der i en medlemsstat er indført intelligente målersystemer, skal de regulerende myndigheder

overveje tidsdifferentierede nettariffer, når de fastsætter eller godkender transmissions- og

distributionstariffer eller metoder for disse, i overensstemmelse med artikel 59 i

elmarkedsdirektivet. Tidsdifferentierede nettariffer kan, hvor det er hensigtsmæssigt, indføres til at

afspejle anvendelsen af nettet på en for slutkunden gennemsigtig, omkostningseffektiv og

forudsigelig måde, jf. stk. 7.

Distributionstarifmetoder skal give distributionssystemoperatører incitamenter med henblik på den

mest omkostningseffektive drift og udvikling af deres net, herunder gennem indkøb af ydelser. De

regulerende myndigheder anerkender til dette formål relevante omkostninger som berettigede,

medtager disse omkostninger i distributionstariffer og kan indføre præstationsmål for at give

distributionssystemoperatører incitamenter til at forøge deres nets effektivitet, herunder gennem

energieffektivitet, fleksibilitet og udvikling af intelligente net og intelligente målersystemer, jf. stk.

ACER forelægger senest den 5. oktober 2019 en rapport om bedste praksis for metoderne for

transmissions- og distributionstariffer, idet der tages hensyn til særlige nationale forhold, for at

afbøde risikoen for opsplitning af markedet. Rapporten om bedste praksis behandler mindst den

tarifkvotient, der gælder for producenter, og tariffer for slutkunder, de omkostninger der skal

dækkes af tariffer, tidsdifferentierede nettariffer, lokaliseringsbestemte signaler, forholdet mellem

transmission- og distributionstariffer, metoder til sikring af gennemsigtighed i forbindelse med

tariffastsættelse og

‑struktur,

grupper af netbrugere, der er omfattet af tariffer, herunder, hvor det er

relevant, disse gruppers kendetegn, forbrugsmønstre og enhver tariffritagelse samt tab i høj-,

mellem- og lavspændingsnet. Denne rapport ajourføres mindst hvert andet år, jf. stk. 9. De

regulerende myndigheder skal tage behørigt hensyn til rapporten, når de fastsætter eller godkender

transmissions- og distributionstariffer eller metoderne herfor i overensstemmelse med artikel 59 i

elmarkedsdirektivet, jf. stk. 10.

3.8.2. Elmarkedsdirektivet

Elmarkedsdirektivets artikel 59 og 60 fastsætter rammer for de regulerende myndigheders (i

Danmark Forsyningstilsynet) rolle i forbindelse med nettariffer. De regulerende myndigheder har

bl.a. adgang til at ændre tariffer, for at sikre at disse er forholdsmæssige og anvendes på en

ikkeforskelsbehandlende måde.

Efter elmarkedsdirektivets artikel 59, stk. 1, litra a, skal den regulerende myndighed fastsætte eller

godkende transmissions- eller distributionstariffer eller deres metoder eller begge dele i

overensstemmelse med gennemsigtige kriterier. De regulerende myndigheder overvåger

udviklingen i nettariffer og netgebyrer, jf. artikel 59, stk. 1, litra o.

155

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Den regulerende myndighed har bl.a. ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af metoder, der

anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, for bl.a. tilslutning og adgang til

nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer eller metoderne herfor. Disse tariffer

eller metoder skal være udformet således, at de nødvendige investeringer i nettene kan gennemføres

på en sådan måde, at investeringerne sikrer nettenes levedygtighed, jf. artikel 59, stk. 7, litra a.

Derudover har de regulerende myndigheder ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af metoder,

der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, for tilvejebringelse af

systemydelser, som leveres på den mest økonomiske måde og giver passende incitamenter til

netværksbrugere, så de kan balancere deres input og resultater. Sådanne systemydelser skal leveres

på en rimelig og ikkeforskelsbehandlende måde og være baseret på objektive kriterier, jf. artikel 59,

stk. 7, litra b.

Enhver berørt part, som har ret til at klage over en afgørelse om metoder i henhold til artikel 59

eller, når den regulerende myndighed har høringspligt, over forslag til tariffer eller metoder, kan

senest to måneder efter, at afgørelsen eller forslaget til afgørelse er offentliggjort, eller tidligere,

hvis fastsat af medlemsstaterne, indgive klage med henblik på fornyet behandling. En sådan klage

har ikke opsættende virkning, jf. artikel 60, stk. 3.

For at øge gennemsigtigheden på markedet og sikre samtlige interesserede parter alle de

nødvendige oplysninger og afgørelser eller forslag til afgørelser vedrørende de transmissions- og

distributionstariffer, der er omhandlet i artikel 60, stk. 3, skal de regulerende myndigheder

offentliggøre de nærmere metoder og underliggende omkostninger, der anvendes til beregning af de

relevante nettariffer, samtidig med at forretningsmæssigt følsomme oplysninger behandles

fortroligt, jf. artikel 59, stk. 9.

Det følger endvidere af artikel 60, stk. 1, at de regulerende myndigheder har beføjelse til at kræve,

at transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører om nødvendigt ændrer de vilkår

og betingelser, herunder tariffer eller metoder, som er omhandlet i elmarkedsdirektivets artikel 59,

for at sikre, at disse er forholdsmæssige og anvendes på en ikkeforskelsbehandlende måde, jf.

artikel 18 i forordning (EU) 2019/943 (elmarkedsforordning). I tilfælde af forsinkelser ved

fastsættelsen af transmissions- og distributionstariffer har de regulerende myndigheder beføjelse til

at fastsætte eller godkende midlertidige transmissions- og distributionstariffer eller metoder og til at

træffe afgørelse om passende kompensationsforanstaltninger, såfremt de endelige transmissions- og

distributionstariffer eller metoder afviger fra disse midlertidige tariffer eller metoder.

3.8.3 Ministeriets overvejelser

Artikel 18 i elmarkedsforordningen, reguleres til dels ved § 73 i lov om elforsyning.

Efter EUF-Traktatens artikel 288, er en forordning almengyldig og umiddelbart gældende i hver

medlemsstat og må ikke gennemføres i national ret.

Da forordninger er umiddelbart gældende i medlemsstaterne, skal de anvendes i deres EU-retlige

form og må derfor af medlemsstaten ikke inkorporeres eller omskrives. Imidlertid kan det i et

156

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

tilfælde, hvor anvendelsen af en EU-retlig ordning beror på et samvirke mellem både EU-ret og

national ret, være i overensstemmelse med EU-retten at gengive visse dele af forordningen i

national ret. En gengivelse skal dog gøre det klart, at indholdet af den nationale retsakt stammer fra

en forordning.

For at sikre overholdelse af EUF-Traktatens artikel 288 foreslås dele af § 73, stk. 1 i lov om

elforsyning ophævet og der foreslås indsat en henvisning i § 73, stk. 1, til forordning (EU) 2019/943

(elmarkedsforordningen) artikel 18.

Ved den foreslåede ændring forventes, at tarifopkrævningen i høj grad vil bestå uændret.

Ændringen vil betyde, at der som følge af elmarkedsforordningens artikel 18, vil skulle tages

stilling til flere forhold ved fastsættelsen af nye metodeanmeldelser. Dette kan betyde, at

fordelingen af tariffen på de forskellige køberkategorier efter en ny metodeanmeldelse efter

elmarkedsforordningens artikel 18, kan variere fra fordelingen i dag.

3.8.4 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 73, stk. 1, 2. pkt., i lov om elforsyning, ophæves. Herved sikres, at der ikke i

national ret er bestemmelser, som er i strid med eller regulerer samme forhold, som forordning (EU)

2019/943 (elmarkedsforordningen). Derudover foreslås indsat en henvisning til

elmarkedsforordningens artikel 18, hvor der er et samspil mellem denne bestemmelse og § 73 i lov

om elforsyning, hvorved det gøres klart, at den nærmere regulering af tariffer reguleres ved

elmarkedsforordningen.

3.9 Elforsyningslovens regler om udpegede elektricitetsmarkedsoperatører

3.9.1 Gældende ret

Elforsyningsloven § 59, stk. 1, bestemmer, at netvirksomhederne indberetter på timebasis til klima-,

energi- og forsyningsministeren mængden af den elektricitet, der er produceret på anlæg omfattet af

§§ 58, 58 b og 58 c.

Elforsyningsloven § 59, stk. 2, giver klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at

fastsætte markedsprisen for elektricitet på anlæg nævnt i stk. 1 på månedsbasis som et gennemsnit

af spotprisen, jf. stk. 3, i det pågældende område.

Elforsyningsloven § 59, stk. 3, angiver, at der med spotpris på elektricitet menes den timepris pr.

kWh,

som den nordiske elbørs, Nordpool, angiver på spotmarkedet for pågældende

område.Elforsyningsloven § 72 f, stk. 1, 1. pkt., angiver, at for timemålte aftagenumre, der aftager

elektricitet efter elforsyningsloven § 6 c, stk. 7, eller § 72 e, stk. 5, fastsættes en pris svarende til

Nord Pool Spots timepris pr. kWh på elspot i det prisområde, hvor elforbrugeren aftager sin

elektricitet, med et tillæg, der er fastsat af Forsyningstilsynet efter stk. 3. Elforsyningsloven § 72 f,

157

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

stk. 1, 2. pkt., angiver at, for ikketimemålte aftagenumre, der aftager elektricitet efter

elforsyningsloven § 6 c, stk. 7, eller § 72 e, stk. 5, fastsættes der en pris svarende til Nord Pool

Spots dagspris pr. kWh på elspot i det prisområde, hvor elforbrugeren aftager sin elektricitet, med et

tillæg, der er fastsat af Forsyningstilsynet efter stk. 3.

3.9.2 Forordning om om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af

kapacitetsbegrænsninger

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2015/1222 af 24. juli 2015 om fastsættelse af

retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger (Forordning

2015/1222) fastsætter bl.a. regler om udpegelse af elektricitetsmarkedsoperatører og

elektricitetsmarkedsoperatørers opgaver.

Det fremgår af definitionen i art. 2, nr. 23, at en udpeget elektricitetsmarkedsoperatør (en NEMO)

er en enhed, der af den kompetente myndighed er blevet udpeget til at udføre opgaver i forbindelse

med den fælles day-ahead- eller intraday-kobling

Det fremgår af art. 5, stk. 1, at hvis der i en medlemsstat eller i en medlemsstats budområde på

datoen for denne forordnings ikrafttrædelse eksisterer et nationalt, lovbeskyttet monopol på day-

ahead- og intraday-handelsydelser, som udelukker udpegelsen af mere end én NEMO, skal den

pågældende medlemsstat underrette Kommissionen herom senest to måneder efter denne

forordnings ikrafttrædelse og kan afvise at udpege mere end én NEMO pr. budområde.

Det fremgår af art. 7, stk. 1, at NEMO'er fungerer som markedsoperatører på nationale eller

regionale markeder med henblik på i samarbejde med TSO'er at gennemføre den fælles day-ahead-

og intraday-kobling. Deres opgaver omfatter modtagelse af bud fra markedsdeltagerne, det

overordnede ansvar for matchning og fordeling af bud i overensstemmelse med resultaterne af den

fælles day-ahead- og intraday-kobling, offentliggørelse af priser samt afvikling og clearing af de

kontrakter, der resulterer af handlerne, i henhold til de relevante deltageraftaler og regler.

Det fremgår af art. 10, at TSO'er og NEMO'er i fællesskab organiserer den daglige drift af den

fælles day-ahead- og intraday-kobling. De mødes jævnligt for at drøfte og træffe beslutninger om

operationelle spørgsmål vedrørende den daglige drift. TSO'erne og NEMO'erne inviterer agenturet

og Kommissionen til at deltage i disse møder som observatører og offentliggør kortfattede referater

af disse møder.

3.9.3 Klima-, energi- og forsyningsministeriets overvejelser

Der er ikke et lovbeskyttet monopol i Danmark, der udelukker udpegelsen af mere end en NEMO.

Der er allerede er godkendt flere NEMO’er i Danmark. Det er således ikke retvisende, når det i

elforsyningsloven §§ 59 og 72 f fremgår, at Nord Pool er den eneste elektricitetsmarkedsoperatør,

og der er i den forbindelse ikke en Nord Pool spotpris men en fælles markedskoblingspris.

Ministeriet vurderer, at det på denne baggrund er nødvendigt at ændre i Elforsyningsloven §§ 59 og

72 f, således at bestemmelserne er retvisende.

158

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

I samme forbindelse vurderer ministeriet, at spotpris bør ændres til day-ahead pris og spotmarkedet

bør ændres til day-ahead markedet. Denne ændring er begrundet i, at det er disse begreber, der

anvendes i Forordning (2015/1222). Den gældende ret i forordningen og elforsyningsloven vil

således fremstå begrebsmæssigt konsistent.

3.9.4 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at spotprisen ændres til day-ahead prisen i elforsyningsloven § 59, stk. 2,, sådan at

klima-, energi- og forsyningsministeren fremover skal fastsætte markedsprisen for elektricitet på

anlæg nævnt i stk. 1 på månedsbasis som et gennemsnit af day-ahead prisen, jf. stk. 3, i det

pågældende område.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at referencen i til spotprisen ændres til day-

ahead prisen. Formålet med ændringen er, at terminologien i § 59, stk. 2, bør afspejle

begrebsanvendelsen i forslag til ændring af § 59, stk. 3.

Det foreslås, at der med day-ahead prisen for elektricitet i § 59, stk. 3, fremover skal menes den

timepris, som en udpeget elektricitetsmarkedsoperatør, angiver pr. kWh på day-ahead markedet for

det pågældende budområde.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at en udpeget elekricitetsmarkedsoperatør

angiver timeprisen pr. kWh på day-ahead markedet for det pågældende budområde. Den foreslåede

ændring vil desuden medføre, at der med day-ahead prisen på elektricitet fremover vil menes

timepris på day-ahead markedet for elektricitet og ikke timepris på spotmarkedet.

Det foreslås endelig, at en pris svarende til Nord Pool Spots timepris pr. kWh på elspot i det

prisområde, hvor elforbrugeren aftager sin elektricitet i § 72 f, stk. 1, ændres til en pris svarende til

en udpeget elektricitetsmarkedsoperatørs timepris pr. kWh på day-ahead markedet i det budområde,

hvor elforbrugeren aftager sin elektricitet.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at en udpeget elekricitetsmarkedsoperatør

angiver timeprisen pr. kWh på day-ahead markedet for det pågældende budområde. Den foreslåede

ændring vil desuden medføre, at der med spotpris på elektricitet, fremover vil menes timepris på

day-ahead markedet for elektricitet og ikke timepris på spotmarkedet.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget indebærer et forøget ressourcebehov hos Energistyrelsen som følge af nye opgaver.

Det drejer sig om bl.a. nye rammer vedrørende aggregering, energilagring,

borgerenergifællesskaber, krav til elregningens indhold og arbejde med netudviklingsplaner.

Desuden indebærer elmarkedsforordningen visse opgaver, der har medført et øget ressourcebehov

til opgaver vedr. overslag over værdi af value of lost load samt

159

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

ressourcetilstrækkelighedsvurderinger og håndtering af eventuelt kommende nye netregler fra

Europa-Kommissionen.

Energistyrelsen vurderer, at omfanget af de nye opgaver fsva. elmarkedsdirektivet og

elmarkedsforordningen er noget større i forhold til tidligere vurderinger, der lå til grund for den

bevilling som Energistyrelsen har fået tilført til implementering af den del af vinterpakken, der

vedrører elmarkedsdirektivet og funktionen af elmarkedsforordningen. Energistyrelsen har tidligere

fået tilført 1 årsværk i perioden 2021-2023. Styrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at de nye

opgaver derudover forventes at medføre behov for 2,5 til 3 årsværk i perioden 2021-2030 og frem.

Lovforslaget indebærer et forøget ressourcebehov hos Forsyningstilsynet som følge af en række nye

opgaver, bl.a. ifm: Tilsyn med dynamiske elpriskontrakter, forbrugerrettigheder der nu også gælder

erhvervskunder, tilsyn med aggregatorer, tilsyn med netvirksomheders produkter til borgerenergi-

og VE-fællesskaber, en lang række nye tilsynsopgaver for netvirksomhederne og over for

Energinet, samt nye opgaver forbundet med etableringen og driften af et regionalt

koordinationscenter. Forsyningstilsynet har allerede fået tilført 5,5 årsværk til disse opgaver i 2020,

hvoraf 0,5 eller 1,5 bortfalder fra 2021 og frem, afhængig af den nærmere implementering af art.

10, 13 og 14.

Derudover indebærer lovforslaget et forøget ressourcebehov hos Forsyningstilsynet i forbindelse

med regulering af indkøb af el til dækning af nettab. Forsyningstilsynet har opgjort behovet til 1,5

årsværk i 2021 og frem.

Lovforslaget indebærer endvidere nye opgaver for Forsyningstilsynet i forbindelse med tilsyn med

elhandelsvirksomheders manglende overholdelse af bestemte forbrugerrettigheder i kontrakter.

Forsyningstilsynet har opgjort ressourcebehovet for disse opgaver til mellem 0,5 og 1 årsværk i

2021 og frem.

Ved udformningen af lovforslaget er principperne for digitaliseringsklar lovgivning er fulgt.

De foreslåede lovændringer for så vidt angår ophævelse af regnskabsmæssig adskillelse i

forbindelse med energispareordningen har kun minimale økonomiske konsekvenser og

implementeringsomkostninger for staten. Der kan være behov for en mindre ændring af

Forsyningstilsynets tilrettelæggelse af sin tilsynsforpligtelse. Det forventes dog ikke at have

økonomiske konsekvenser af betydning.

Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for regioner og kommuner.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Implementeringen af elmarkedsdirektivet forventes at få positive øvrige efterlevelseskonsekvenser

for aggregatorvirksomheder i form af markedsadgang for nye fleksibilitetsprodukter. Denne effekt

er dog svært kvantificerbar. Tiltagene kommer til at påvirke ca. 50 elhandels- og

aggregatorvirksomheder.

160

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

De nye regler om aggregatorer forventes at have ganske væsentlige adfærdsvirkninger, da der

indføres en ramme for en helt ny type markedsaktør på elmarkedet, som i nogle tilfælde vil kunne

konkurrere med de eksisterende elhandelsvirksomheder. Tilsvarende vil de eksisterende

elhandelsvirksomheder antageligt undersøge muligheden for at gå ind på markedet for

aggregatorydelser. De nye regler anses sammen med justeringen af leveringspligten overordnet for

at udgøre en markedsåbning, som vil skabe større produktdifferentiering, herunder gennem nogen

grad af kundesegmentering, hvilket samlet set vil føre til forøget konkurrence på detailmarkedet for

el.

Lovkravene om anskaffelse af ydelser og produkter, om forelæggelse af netudviklingsplaner for

Forsyningstilsynet, samt om vandtætte skotter mellem netvirksomheder og kommercielle

elektricitetsvirksomheder og om netvirksomheders selvstændige beslutningskompetence, neutrale

adfærd og habilitet efter markedsbaserede metoder vil påvirke cirka 40 netvirksomheder i Danmark.

Hovedparten af netvirksomhederne er i dag organiseret og ejet af andelsselskaber (forbrugerejet).

Radius Elnet, er fortsat statsejet, men er dog ved lovforslagets ikrafttrædelse solgt til det

andelsejede SEAS-NVE. Herudover findes 10 kommunalt ejede mindre selskaber samt 5 fondsejede

selskaber.

Da de berørte selskaber er kommunalejede, forbrugerejede eller lignende undtages de fra videre

behandling i EØK. Netvirksomhederne er indtægtsrammeregulerede, og elhandels- og

aggregatorvirksomhederne forventes at overvælte tarifferne på forbrugerne. De nye direktivkrav

forventes ikke at påvirke tarifferne i et væsentligt omfang.

Forslaget om ophævelse af kravet om regnskabsmæssig adskillelse vil have begrænsede positive

økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Net- og distributionsvirksomhederne

vil fortsat skulle dokumentere administrative omkostninger i forbindelse med undtagelse af disse fra

benchmarkingen. Der vil dog med energispareordningens udløb være en erhvervsmæssig besparelse

på ca. 700 mio. kr. baseret på 2018 data, hvilket er uafhængigt af dette lovforslag.

Elmarkedsdirektivet indeholder en række nye reguleringsmæssige tiltag, der vedrører

transmissionssystemoperatører, i Danmark Energinet.

Forbuddet mod energilageraktiviteter, krav vedr. anskaffelse af kritiske egenskaber, fastsættelse af

tekniske specifikationer, krav om udveksling af oplysninger og koordination med netvirksomheder,

samt opgaver vedr. regionale koordinationscentre, vil påvirke Energinet som den eneste

transmissionssystemoperatør i Danmark. Dog forventes elhandels- og aggregatorvirksomhederne at

overvælte tarifferne på forbrugerne. De nye direktivkrav forventes ikke at påvirke tarifferne i et

væsentligt omfang.

Implementeringen af elmarkedsdirektivet medfører administrative konsekvenser for ca. 50

elhandels- og aggregatorvirksomheder, som nævnt ovenfor.

Lovforslaget medfører omstillingsomkostninger ifm. udvikling af IT-systemer til håndtering af

markedets kommunikationskrav, faktureringskrav, samt krav til afregninger de forskellige

161

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

markedsaktører imellem. Elhandelsvirksomheder vil herudover skulle tilpasse deres

prognoseværktøjer til at kunne håndtere, at visse delmængder tages ud af deres porteføljer.

Den udvidede kreds af klageberettigede til Ankenævnet på Energiområdet vil antageligt indebære et

øget ressourceforbrug for Ankenævnet, som potentielt vil skulle dækkes af branchen, i det omfang

det ikke kan dækkes af et forøget klagegebyr for erhvervskunder. Der kan dermed være tale om

løbende administrative omkostninger. Der afventer endelig stillingtagen til modellen herfor.

Desuden fører Forsyningstilsynet tilsyn med, at elhandelsvirksomheder og aggregatorer overholder

deres offentligretlige forpligtelser – en opgave, som vil kræve et øget ressourceforbrug som følge

af de nye tiltag i direktivet. Dette tilsyn refunderes af branchen, og der vil dermed være tale om en

forøgelse af de løbende administrative omkostninger.

Lovforslaget åbner op for aggregatorer på det danske el-marked. Disse underlægges de gældende

regler for elhandelsvirksomheder. Da reguleringen har karakter af en liberalisering på markedet, og

som udgangspunkt ikke går videre end den allerede eksisterende lovgivning på området, bliver dette

ikke kategoriseret som en administrativ konsekvens for aggregatorerne.

Derudover foretages en række mindre justeringer, som medfører ikke væsentlige administrative

konsekvenser for erhvervslivet og Energinet.

Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering bemærker, at lovforslaget også giver hjemmel til

udstedelse af bekendtgørelser, som indebærer administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget og bemyndigelsesbestemmelserne vurderes at medføre administrative konsekvenser,

som dog er lavere end 4 mio. kr. De bliver derfor ikke kvantificeret yderligere.

Energistyrelsen har vurderet, at princip 1-4 for agil erhvervsrettet regulering er relevante for de

konkrete ændringer i forslaget. OBR har ingen bemærkninger hertil.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes at have positive administrative konsekvenser for borgere, da flere af

lovforslagets elementer som eksempelvis borgerenergifællesskaber, aggregatoradgang og

justeringen af leveringspligten indebærer en åbning for nye produkter og initiativer, som fremmer

en forbrugerdreven grøn omstilling.

7. Klima- og miljømæssige konsekvenser

Visse elementer i lovforslaget forventes at have positive klima- og miljømæssige konsekvenser.

162

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Formålet med borgerenergifællesskaber er at engagere borgerne i en samfundsøkonomisk

hensigtsmæssig elektrificering og omstilling af energisystemet i kraft af deres aktiviteter inden for

VE-udbygning, fleksibelt forbrug, lagring, energieffektiviseringer, transport mv.

Den direkte klimaeffekt vurderes dog at være relativ lille, dels idet den samlede resulterende effekt

på VE-udbygning formentligt er lille, og dels idet lovforslaget med en neutral tilgang ikke

overkompenserer energifællesskaberne, og udbredelsen derfor er vanskelig at forudse.

Når reglerne træder i kraft 1. januar 2021 og åbner for disse nye aktører, så er det svært at sige, hvor

hurtigt borgerenergi- og VE-fællesskaber vil udbrede sig.

Det er ikke muligt at sætte tal på den potentielle samlede CO2-effekt udover, at den forventes at

være relativt begrænset.

Europa-Kommissionen har vurderet, der er potentiale for, at borgerenergi- og VE-fællesskaber på

EU-plan kan komme til at eje mere end 50 GW vind- og 50 GW solenergi, hvilket svarer til hhv. 17

og 21 % af den installerede kapacitet i 2030. Disse tal er dog behæftet med stor usikkerhed i en

national dansk sammenhæng.

Implementeringen af regler om aggregatorer som aktører på elmarkedet har til formål at udnytte

potentialet ved fleksibelt elforbrug. En uafhængig aggregator markedsgør muligheden for at flytte

på elforbruget på henholdsvis fleksibilitetsmarkedet og regulerkraftmarkedet. I kraft af en antaget

øget elektrificering af det samlede energiforbrug, ikke mindst igennem udbredelsen af bl.a. elbiler

og varmepumper, vil en større andel af elforbruget blive fleksibelt med deraf følgende mulighed for

at flytte elforbruget til tidspunkter af døgnet, hvor forbruget traditionelt har været lavt.

Det vurderes ikke, at den forbedrede markedsadgang for udbydere af fleksibilitetsydelser i sig selv

vil have en direkte påvirkning på klimaet eller miljøet på 10.000 ton CO2 eller derover årligt.

Det bemærkes dog, at en øget elektrificering af områder af energiforbruget, der indtil nu alene eller

hovedsageligt har været baseret på andre energikilder end vedvarende energi, kan bevirke, at den

samlede CO2-belastning i energiforbruget kan mindskes. Hvis eksempelvis markedsgørelsen af

fleksibilitetsydelser indirekte bevirker, at udbredelsen af elbiler stiger mere eller hurtigere, end hvis

fleksibilitetsydelser ikke blev markedsgjort, har dette antageligt en effekt på den samlede bilflådes

CO2-belastning. Tilsvarende er det muligt, at markedsgørelsen af fleksibilitetsydelser vil accelerere

udbredelsen af varmepumper.

Når reglerne træder i kraft 1. januar 2021 og åbner for disse nye aktører, så er det svært at sige, hvor

hurtigt markedet for fleksibilitetsydelser vil vokse.

Europa-Kommissionen har vurderet, at den samlede effekt i EU af tiltag for at reducere

markedsbarrierer for fleksibelt forbrug kan estimeres til 12,7 millioner ton CO2 årligt i 2030. Disse

tal er dog behæftet med stor usikkerhed i en national dansk sammenhæng.

163

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører dele af EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU)

2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af

direktiv 2012/27/EU (omarbejdning). Direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest

den 1. januar 2021.

Lovforslaget indebærer desuden en tilpasning af visse bestemmelser om fastsættelse af tariffer i

elforsyningsloven, således at der ikke forekommer dobbeltregulering ift. Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet

(omarbejdning).

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden 6. juli til 14. august 2020 været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

13. Sammenfattende skema

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Ingen

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej,

anfør »Ingen«)

Ingen

Lovforslaget er ikke i strid med de 5 principper.

164

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

[Er i strid med de fem principper

for implementering af

erhvervsrettet EU-regulering]

/[Går videre end minimumskrav i

EU-regulering] (sæt X)

NEJ [X]

165

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den gældende fodnote i lov om elforsyning indeholder en udtømmende opregning af de direktiver

og forordninger, som lov om elforsyning gennemfører.

Lov om elforsyning gennemfører bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.

juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv

2003/54/EF.

Lov om elforsyning gennemfører endvidere bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og

om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF.

Begge direktiver er blevet omarbejdet ved henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2019/944/EU af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af

direktiv 2012/27/EU (omarbejdning) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af

11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder

(omarbejdning).

Det foreslås, at

fodnoten

i lov om elforsyning ændres, således at det af fodnoten vil fremgå, at lov

om elforsyning indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets

omarbejdede direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for

elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU og dele af Europa-Parlamentets og Rådets

omarbejdede direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra

vedvarende energikilder.

De foreslåede ændringer vil medføre, at fodnoten vil reflektere, at lov om elforsyning gennemfører

dele af de omarbejdede direktiver.

Til nr. 2

§ 2, stk. 1, i lov om elforsyning indebærer, at loven finder anvendelse på produktion, transport,

handel og levering af elektricitet.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 2, stk. 1,

at aggregering og energilagring tilføjes til de

aktiviteter, som loven finder anvendelse på i medføre af bestemmelsen.

Tilføjelsen er nødvendig, fordi det af forslaget til en definition af elektricitetsvirksomhed i § 5, nr.

9, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, følger, at fysiske og juridiske personer, der driver

aggregering eller energilagring, og som er ansvarlige for de kommercielle, tekniske eller

vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse aktiviteter, men som ikke er slutkunde,

uanset ejerforhold og juridisk status, vil være omfattet af begrebet elektricitetsvirksomhed. Begrebet

166

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

elektricitetsvirksomhed vil efter lovforslaget bruges i forslaget om regnskabsaflæggelse i § 85, stk.

1, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 66. Som konsekvens vil fysiske og juridiske

personer, der driver aggregering eller energilagring blive omfattet af forpligtelsen til at udarbejde

årsregnskaber og lade disse revidere og offentliggøre.

Den foreslåede ændring af § 2, stk. 1, vil medføre, at det i bestemmelsen om lov om elforsynings

anvendelsesområde vil blive reflekteret, at loven indeholder regler, der regulerer aggregering og

energilagring.

Begrebet aggregering forstås som det foreslås defineret i § 5, nr. 3, i lov om elforsyning, jf.

lovforslagets § 1, nr. 3. Derefter er aggregering en funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk

person, der samler flere kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på

et elektricitetsmarked.

Begrebet energilagring forstås som det foreslås defineret i § 5, nr. 14, i lov om elforsyning, jf.

lovforslagets § 1, nr. 6. Derefter er energilagring, i elektricitetssystemet, udsættelse af den endelige

anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller konvertering

af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende

rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer.

Til nr. 3

Der findes ingen definitioner af begreberne aggregatorvirksomhed, aggregering eller aktiv kunde i

elforsyningsloven.

Det forslås, at der indsættes en ny bestemmelse,

§ 5, nr. 2,

i elforsyningsloven, hvorefter

aggregatorvirksomhed defineres som en virksomhed der varetager aggregering.

Det foreslåede vil medføre, at en aggregatorvirksomhed er en virksomhed, der varetager

aggregering.

Det foreslåede vil desuden medføre, at elforsyningsloven anvender et andet begreb end

elmarkedsdirektivet til at beskrive markedsaktører, der er aktiv inden for aggregering Den eneste

betingelse for at være omfattet af definitionen af en aggregatorvirksomhed er, at der er tale om en

virksomhed, der varetager aggregering.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger om klima-, energi-

og forsyningsministeriets overvejelser vedrørende gennemførelsen af elmarkedsdirektivets regler

om fleksibelt forbrug gennem aggregering, herunder pkt. 2.1.6.3.1 vedrørende elmarkedsdirektivets

krav om uafhængighed for aggregatorer og betydning for gennemførelsen af regler om

aggregatorvirksomhed i dansk ret.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i

§ 5, nr. 3,

i elforsyningsloven, hvorefter

aggregering defineres som en funktion, der varetages af en virksomhed, der samler flere kunders

167

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på et elektricitetsmarked. Det

foreslås desuden i § 5, nr. 3, at aggregering ikke kan være levering af elektricitet.

Den foreslåede del af definitionen af aggregering i § 5, nr. 3, 1. pkt., vil medføre, at definitionen af

begrebet aggregering i elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 18, gennemføres delvist.

I overensstemmelse med elmarkedsdirektivets definition af aggregering vil det foreslåede medføre,

at aggregering både kan finde sted i form af aggregering af fleksibelt elforbrug og i form af

aggregering af fleksibel elproduktion. Det foreslåede vil desuden medføre, at formålet med

varetagelsen af aggregering af fleksibelt elforbrug eller aggregering af fleksibel elproduktion er

køb, salg eller auktion på et elektricitetsmarked for at udnytte alle kundegruppers fleksibilitet.

Det foreslåede vil dog medføre, at aggregering alene kan varetages af virksomheder. Når en

virksomhed varetager aggregering, vil denne virksomhed være en aggregatorvirksomhed, jf.

forslaget til definition af aggregatorvirksomhed i ny § 5, nr. 2 i elforsyningsloven.

Den foreslåede del af definitionen af aggregering i § 5, nr. 3, 2. pkt., vil medføre, at aggregering

ikke kan være levering af elektricitet. Det foreslåede vil i den forbindelse medføre, at aggregering

afgrænses fra levering af elektricitet. Det bevirker, at elforsyningsloven vil komme til at indeholde

regler, der særskilt regulerer en virksomhed, når den leverer og sælger elektricitet og regulerer en

virksomhed, når den sælger aggregering. En konkret virksomhed, der sælger elektricitet, kan godt

på samme tid være en virksomhed, der sælger aggregering. De forpligtelser over for slutkunder, der

efter omstændighederne vil kunne gælde for en elhandelsvirksomhed, hvis denne virksomhed også

er en aggregatorvirksomhed, vil alene gælde for virksomheden, når denne varetager aggregering til

slutkunden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger om klima-, energi-

og forsyningsministeriets overvejelser vedrørende gennemførelsen af elmarkedsdirektivets regler

om fleksibelt forbrug gennem aggregering.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i

§ 5, nr. 4,

i elforsyningsloven, hvorefter en aktiv

kunde defineres som en slutkunde eller en gruppe af slutkunder, som handler i fællesskab, og som

forbruger eller lagrer elektricitet, der er produceret på dennes lokalitet, eller der sælger

egenproduceret elektricitet eller deltager i fleksibilitetsordninger eller energieffektivitetsordninger,

forudsat at disse aktiviteter ikke udgør dennes primære forretnings- eller erhvervsmæssige

virksomhed.

Den foreslåede del af definitionen af en aktiv kunde i § 5, nr. 4, vil medføre, at definitionen af en

aktiv kunde i elmarkedsdirektivets art. 2, nr. 8, gennemføres delvist.

Den foreslåede definition af en aktiv kunde vil medføre, at en aktiv kunde kan være en slutkunde

eller en gruppe af slutkunder, som handler i fællesskab.

Den foreslåede definition af en aktiv kunde vil desuden medføre, at den aktive kunde kun kan

forbruge eller lagre elektricitet, der er produceret på dennes lokalitet. Der foretages således et valg

168

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

om stedlig afgrænsning i forhold til de muligheder, der fremgår af elmarkedsdirektivets definition af

en aktiv kunde.

Definitionen af en aktiv kunde i elforsyningsloven vil afgrænse stedet for forbrug eller lagring af

den aktive kundes producerede elektricitet til den aktive kundes lokation. Denne stedlige

afgrænsning er identisk med den stedlige afgrænsning af VE-egenforbrugeres forbrug og lagring af

egenproduceret elektricitet efter art. 21, stk. 2 og 3 i EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS

DIREKTIV (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra

vedvarende energikilder.

Den foreslåede definition af en aktiv kunde vil desuden medføre, at den aktive kunde kan være

deltager i fleksibilitetsordninger eller energieffektivitetsordninger.

Den foreslåede definition af en aktiv kunde vil endelig medføre, at den aktive kunde kun vil være en

aktiv kunde, når den udøver de ovennævnte aktiviteter, hvis disse aktiviteter ikke udgør den aktive

kundes primære forretnings- eller erhvervsmæssige virksomhed.

Til nr. 4

Der findes ingen definition af begrebet elektricitetsvirksomhed i lov om elforsyning. Begrebet

anvendes i 2009-eldirektivet, som en samlebetegnelse for det, der er i dansk ret betegnes som

netvirksomhed, transmissionsvirksomhed, produktion og elhandel og er ikke implementeret i lov

om elforsyning.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse,

§ 5, nr. 9,

i lov om elforsyning, hvorefter

elektricitetsvirksomheder defineres som en fysisk eller juridisk person, der driver mindst en af

følgende former for virksomhed: produktion, transmission, distribution, aggregering, fleksibelt

elforbrug, energilagring eller elhandel og som er ansvarlig for de kommercielle, tekniske eller

vedligeholdelsesmæssige opgaver i forbindelse med disse aktiviteter, men som ikke er slutkunde.

Definitionen er nødvendig, da begrebet fremadrettet vil blive anvendt i § 84, stk. 1, og § 85, stk. 1,

som følge af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 61 og 65.

Med forslaget vil definitionen af begrebet elektricitetsvirksomheder i elmarkedsdirektivets artikel 2,

nr. 57, blive gennemført ordret bortset fra betegnelsen levering og køb af elektricitet, som i dansk

regulering er det samme som elhandel. Begrebet elekticitetsvirksomheder er ved

elmarkedsdirektivet i forhold til 2009-eldirektivet udvidet til endvidere at omfatte de nye

markedsaktører, dvs. virksomheder, der driver aggregering, fleksibelt elforbrug og energilagring.

Produktion er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 37, defineret som fremstilling af elektricitet.

Transmission er i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 34, defineret som transport af elektricitet via

det sammenkoblede system for meget høj spænding og højspænding med henblik på levering af

elektricitet til slutkunder eller distributionsvirksomheder og omfatter ikke levering. Begrebet

transmission omfatter transmissionsvirksomhed, som defineret i § 5, nr. 20, i lov om elforsyning,

hvorefter transmissionsvirksomhed omfatter virksomhed med bevilling eller

elforsyningsvirksomhed som varetages af Energinet eller denne virksomheds helejede

169

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet, der driver transmissionsnet.

Transmissionsnet er i medfør af § 5, nr. 19, i lov om elforsyning, defineret som kollektivt

elforsyningsnet, som har til formål at tranportere elektricitet fra produktionssteder til et overordnet

center i distributionsnettet eller at forbinde det med andre sammenhængende elforsyningsnet.

Distribution er i artikel 2, nr. 28, defineret som transport af elektricitet via høj-, mellem- eller

lavspændingsdistributionssystemer med henblik på dets leverance til kunder og omfatter ikke

levering. Distribution er i dansk ret defineret som virksomhed med bevilling, der driver

distributionsnet, jf. § 5, nr. 15 og definitionen på netvirksomhed. Distributionsnet er i medfør af § 5,

nr. 5, defineret som kollektivt elforsyningsnet, som har til formål at levere elektricitet til en

ubestemt kreds af forbrugere, samt net, som ejes af en kollektiv elforsyningsvirksomhed, som har til

formål at forbinde en forbruger direkte med transmissionsnettet.

Aggregering er i artikel 2, nr. 18, defineret som en funktion, der varetages af en fysisk eller juridisk

person, der samler flere kunders forbrug eller producerede elektricitet til salg, køb eller auktion på

et elektricitetsmarked.

Fleksibelt elforbrug er i artikel 2, nr. 20, defineret som ændringer i en slutkundes elforbrug i forhold

til det normale eller aktuelle forbrugsmønster som reaktion på markedssignaler, herunder som

reaktion på tidspunktafhængige elpriser eller finansielle incitamenter, eller som reaktion på accept

af slutkundens bud om at sælge en forbrugsreduktion eller -forøgelse til en bestemt pris på et

organiseret marked som defineret i artikel 2, nr. 4), i Kommissionens gennemførelsesforordning

(EU) nr. 1348/2014, hvad enten dette sker alene eller gennem aggregering. Energilagring er i artikel

2, nr. 59, defineret som i elektricitetssystemet, udsættelse af den endelige anvendelse af elektricitet

til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller konvertering af elektrisk energi til en

energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende rekonvertering af sådan

energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer.

Levering er i artikel 2, nr. 12, defineret som salg, herunder videresalg af elektricitet til kunder, dvs.

elhandel. som defineret i § 5, nr. 7, i lov om elforsyning, hvor elhandel er en virksomhed, der sælger

elektricitet.

Slutkunde er i direktivets artikel 2, nr. 3, defineret som en kunde, der køber elektricitet til eget

forbrug. Definitionen på slutkunder, aggregering og energilagring vil blive implementeret i lov om

elforsyning og begreberne skal forstås, som det foreslås defineret i lovforslagets § 1, nr. 4., 7 og 11.

Begrebet omfatter endvidere borgerenergifælleskaber, hvis de udøver aktiviteter omfattet af

definitionen af elektricitetsvirksomheder.

Det bemærkes, at begrebet ikke omfatter Energinets varetagelse af systemansvarlig virksomhed.

Til nr. 5

En elhandelsvirksomhed er defineret i elforsyningsloven, som en virksomhed, der sælger

elektricitet.

170

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det foreslås, at definitionen af en elhandelsvirksomhed ændres, sådan at en elhandelsvirksomhed er

en virksomhed, der sælger elektricitet til- eller køber elektricitet af den, der omfattes af et

aftagenummer.

Det foreslåede vil medføre, at det præciseres, at levering af elektricitet igennem en

elhandelsvirksomhed forudsætter et aftagenummer hos den, der modtager leveringen af elektricitet.

Det bevirker, at der skabes klarhed om, at levering af elektricitet bag ved en måler ikke gør

leverandøren af elektricitet til en elhandelsvirksomhed.

Det foreslåede vil også medføre, at definitionen af en elhandelsvirksomhed også omfatter

virksomhed, hvori der købes elektricitet af den der omfattes af et aftagenummer.

Til nr. 6

Der findes ingen definitioner af begreberne energilageranlæg, energilagring og fleksibilitetsydelse i

lov om elforsyning.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse,

§ 5, nr. 13,

i lov om elforsyning, hvorefter

energilageranlæg defineres som, i elektricitetssystemet, et anlæg, hvor der sker energilagring.

Begrebet energilageranlæg vil fremadrettet blive anvendt som følge af de foreslåede nye

bestemmelser i § 47 a, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 49, hvorfor det er nødvendigt

at indsætte en definition af begrebet i lov om elforsyning.

Forslaget vil medføre, at begrebet energilageranlæg vil defineres i overensstemmelse med

definitionen i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 60. Efter det foreslåede vil elmarkedsdirekivets

definition gennemføres ordret.

I definitionen indgår begrebet energilagring. Begrebet skal forstås som foreslået defineret i § 5, nr.

14, i lov om elforsyning. Herefter er energilagring, i elektricitetssystemet, udsættelse af den

endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller

konvertering af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den

efterfølgende rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden

energibærer.

Tilstedeværelse af et anlæg, i elektricitetssystemet, hvor der sker energilagring, vil forudsætte, at

anlægget bruges til udsættelse af den endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end

det, hvor den blev produceret. Alternativt, at anlægget bruges til konvertering, lagring og

henholdsvis rekonvertering eller anvendelse som anden energibærer, jf. nærmere herom nedenfor.

Tilstedeværelse af et anlæg, i elektricitetssystemet, hvor elektricitet konverteres til en energiform,

der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende rekonvertering af denne energi til

elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer, vurderes opfyldt, såfremt delelementerne

af den beskrevne proces foregår som en integreret operation, for at der fra et teknisk synspunkt kan

være tale om energilagring. Herefter vil en kaverne til lagring af brint, isoleret set, ikke betragtes

som et energilageranlæg i elektricitetssystemet, ligesom anlægget, hvor elektricitet konverteres til

en anden energiform, eksempelvis et elektrolyseanlæg til konvertering af elektricitet til brint, det

171

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

kemiske anlæg, der efterfølgende anvender brinten, eller det anlæg, hvor brint rekonverteres til

elektrisk energi, ikke i sig selv betragtes som værende et energilageranlæg. Alene hvor alle

delprocesser foregår som teknisk og organisatoriske, herunder ejermæssige, integrerede operationer,

vil de betragtes som værende et energilageranlæg i elmarkedsdirektivets forstand. Dette vurderes

således at være opfyldt, hvis en aktør ejer et anlæg der konverterer elektricitet, som lagres,

rekonverteres til elektricitet eller anvendes som anden energibærer med henblik på anvendelse,

herunder salg. Det vurderes, at delelementet »anvendelse« bør forstås bredt, således, at der allerede

vil være tale om at der foreligger anvendelse, hvis brinten udtages fra lagret med henblik på en

egentlig fysisk anvendelse, dvs. eksempelvis ved brug i et kemisk anlæg, eller ved brug i

gassystemet. Definitionens ord »anvendelse« vurderes også at omfatte salg med henblik på

anvendelse af en anden aktør.

At der er tale om et anlæg i elektricitetssystemet indebærer, at der vil være tale om et anlæg, der er

tilsluttet elektricitetssystemet. Elektricitetssystemet forstås bredt i denne sammenhæng og kan være

enten det kollektive net eller også en slutkundes forbrugsinstallation.

Kravet om elektricitetssystemet, understøtter at brintlageret isoleret set ikke vil være et energilager i

elektricitetssystemet, da brintlageret ikke vil være tilsluttet i elektricitetssystemet. Dette betyder, at

hvis et brintlager teknisk og organisatorisk herunder ejerskabsmæssigt, ikke er integreret, med en

tilslutning til elektricitetssystemet, så vil brintlageret ikke anses som værende i elektricitetssystemet

og dermed ikke være omfattet af definitionen på et energilager i medfør af elmarkedsdirektivet.

Tilslutning til elektricitetssystemet kan f.eks. være konvertering af elektricitet til brint eller

rekonvertering af brint til elektricitet.

En forvalter af et isoleret brintlager har som udgangspunkt ingen indflydelse på, hvor brinten

kommer fra, og hvad den bruges til. Således vil indføringen af brint fra et elektrolyseanlæg til

gaslageret kunne ske via et distributionsselskabs eller Energinets gasnet, som vil betyde, at den

opbevarede energiform ikke længere befinder sig i elektricitetssystemet. Det vurderes, at der i

denne situation er tale om en lagring i gassystemet, og aktiviteterne med konvertering og

rekonvertering må da anses som separate og selvstændige aktiviteter.

Forbrugsvarer med indbyggede batterier, såsom eksempelvis mobiltelefoner eller bærbare

computere, hvor tilslutning til elektricitetssystemet typisk alene vil ske med henblik på opladningen

af enheden til senere mobilt elforbrug, vil ikke anses for et anlæg i elektricitetssystemet, hvor der

sker energilagring, da anlæggene sædvanligvis ikke vil være tilsluttet elektricitetssystemet på

tidspunktet for den udskudte anvendelse af elektricitet. Ligeledes vil mobile enheder, der betragtes

som faldende under den anden variant af energilagring, hvor elektricitet konverteres, lagres og

efterfølgende enten rekonverteres eller anvendes som anden energibærer, ikke være tilsluttet

elektricitetssystemet i forbindelse med rekonverteringen – og heller ikke teknisk indrettet til at

kunne afgive den lagrede energi som anden energibærer.

Det er imidlertid ikke udelukket, at der kan være tilfælde, hvor mobile enheder, herunder elbiler, vil

kunne anses som værende energilageranlæg i elektricitetssystemet, hvis de er tilsluttet

elektricitetssystemet med henblik på en senere – udskudt – anvendelse af elektricitet. Dette vil

forudsætte, at enheden teknisk er indrettet til at afgive elektricitet til elektricitetssystemet. Hvor

mobile enheder betragtes som anlæg, hvor der sker konvertering, lagring og henholdsvis

rekonvertering eller anvendelse som anden energibærer, vil enheden kun anses som

energilageranlæg, hvis rekonvertering til elektrisk energi foregår, mens enheden er tilsluttet og

172

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

tilfører energi til elektricitetssystemet, eller hvis anlægget er indrettet til at afgive den lagrede

energi, der ikke er elektrisk energi, til anvendelse som anden energibærer. Hvis enheden til gengæld

teknisk er indrettet således, at der hverken sker rekonvertering, mens enheden er tilsluttet

elektricitetssystemet, eller anvendelse som anden energibærer, vil det ikke betragtes som et

energilageranlæg i henhold til definitionen.

Det forslås endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse,

§ 5, nr. 14,

i lov om elforsyning,

hvorefter energilagring defineres som, i elektricitetssystemet, udsættelse af den endelige anvendelse

af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller konvertering af

elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende

rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer.

Begrebet energilagring vil indgå i den foreslåede definition i § 5, nr. 13, i lov om elforsyning, jf.

ovenfor. Begrebet vil endvidere indgå i definitionen af begrebet elektricitetsvirksomhed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 4, og vil herudover fremadrettet blive anvendt i § 2, stk. 1, i lov om

elforsyning om lovens anvendelsesområde, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, hvorfor det er nødvendigt at

indsætte en definition af begrebet i lov om elforsyning.

Forslaget vil medføre, at begrebet energilagring vil defineres i overenssstemmelse med definitionen

i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 59. Efter det foreslåede vil elmarkedsdirektivets definition

gennemføres ordret.

Udsættelse, i elektricitetssystemet, af den endelige anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt

end det, hvor den er blevet produceret, kan eksempelvis forekomme i et batteri, der er tilsluttet

elektricitetssystemet, og hvor batteriet oplades på et tidspunkt og aflades på et senere tidspunkt og

derved udsætter tidspunktet for anvendelsen af elektriciteten.

Endvidere vil der i medfør af definitionen være tale om energilagring, hvis elektrisk energi

konverteres til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende

rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer, dvs. som

en energiform, der ikke er elektrisk energi. Et eksempel herfor kan være elektricitet der konverteres

til en anden energiform som f.eks. brint, lagringen af denne i en kaverne, og hvor der efterfølgende

sker en rekonvertering til elektricitet via et anlæg, som producerer elektricitet ved brug af brint.

Dette andet alternativ vurderes opfyldt, hvis der er tale om et anlæg, hvor der varetages

delelementer af energilagringen på en teknisk og organisatorisk, herunder ejerskabsmæssig

integreret måde.

Det foreslås herudover, at der indsættes en ny bestemmelse,

§ 5, nr. 15,

i lov om elforsyning,

hvorefter en fleksibilitetsydelse defineres som en ydelse, som en markedsdeltager i medfør af en

aftale leverer til en netvirksomhed mod betaling eller modydelse, og som består i en ændring, der

kan være udløst ved aktivering fra netvirksomheden, af markedsdeltagerens eller dennes kunders

aftag af elektricitet fra eller leverance af elektricitet til elforsyningsnettet i netvirksomhedens

netområde.

Begrebet fleksibilitetsydelser er ikke hidtil blevet anvendt i lov om elforsyning, men bliver anvendt

i forslag til § 45 b i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 45, hvorfor det er nødvendigt at

indsætte en definition.

173

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Forslaget vil medføre, at lov om elforsyning fremadrettet vil indeholde en definition af begrebet

fleksibilitetsydelse.

Begrebet markedsdeltager forstås som defineret i elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 25. Herefter

er en markedsdeltager en fysisk eller juridisk person, der køber, sælger eller producerer elektricitet,

der udfører aggregering, eller der er en operatør af tjenester vedrørende fleksibelt elforbrug eller

energilagringstjenester, herunder ved afgivelse af handelsordrer, på et eller flere

elektricitetsmarkeder, herunder på balanceringsenergimarkeder.

Markedsdeltageren er ikke nødvendigvis identisk med den, hvis elforbrug eller produktion efter

aftalen vil ændres. Dette vil eksempelvis være tilfælde ved en aggregatorvirksomhed. Den

foreslåede definition tager højde for disse konstellationer ved at den aftalte ændring også kan være

en ændring af markedsdeltagerens kunders aftag eller levering af elektricitet.

At det indgår i definitionen, at ydelsen leveres i medfør en aftale med netvirksomheden, har til

formål at afgrænse fleksibilitetsydelser, der består i en ændring af markedsdeltageres aftag eller

levering af elektricitet, mod ændringer af aftag eller levering af elektricitet som reaktion på et

prissignal, såsom en tidsdifferentieret tarif, der indgår i en slutkundes betaling for leveret elektricitet

til slutkundens elhandelsvirksomhed.

Markedsdeltagerens levering af en ydelse mod betaling eller modydelse indebærer, at der skal være

tale om overførsel af en pengemæssig værdi fra netvirksomheden til markedsdeltageren, enten i

form at betaling af et beløb for ydelsen eller i form af en nedsat betaling, som markedsdeltageren

ellers vil yde til netvirksomheden, eksempelvis i form af et nedsat tilslutningsbidrag.

Ændringen af markedsdeltagers aftag af elektricitet fra eller levering af elektricitet til

elforsyningsnettet kan efter definitionen enten ske ved at markedsdeltageren forpligter sig til

ændringen i sin aftale med netvirksomheden. Eksempelvis kan der være tale om, at

markedsdeltageren forpligter sig til at neddrosle elforbruget på bestemte timer på dagen. Det vil

imidlertid også være omfattet af definitionen, hvis det aftales, at netvirksomheden ensidigt kan

afbryde (dele af) slutkundens elforsyning.

Aftag af elektricitet relaterer til træk på elforsyningsnettet i forbindelse med forbrug af elektricitet.

Leverance af elektricitet relaterer til, at produceret elektricitet føres ind i elforsyningsnettet.

Definitionen indebærer, at eksempelvis både en tilslutningsaftale med begrænset netadgang

(afbrydelighedsaftale), en aftale om en tidsmæssig forskydning af elektricitetsforbruget, eller en

aftale om aktivering af en ydelse fra et energilageranlæg vil være omfattet af definitionen.

Prissignaler i form af eksempelvis tidsdifferentierede tariffer anses derimod ikke som omfattet af

begrebet fleksibilitetsydelse. Der henvises herom til afsnit 2.2.3.3. i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Der findes ingen definition af begrebet fuldt integrerede netkomponenter i lov om elforsyning.

Det forslås, at der indsættes en ny bestemmelse, § 5, nr. 17, i lov om elforsyning, hvorefter fuldt

integrerede netkomponenter defineres som netkomponenter, der er integreret i et transmissions-

eller distributionsnet, herunder energilageranlæg, og som udelukkende anvendes til at sikre sikker

174

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

og pålidelig drift af transmissions- eller distributionsnettet og ikke til balancering eller håndtering af

kapacitetsbegrænsninger.

Definitionen af begrebet er nødvendigt, da begrebet fremadrettet vil blive anvendt som følge af de

foreslåede bestemmelser til § 27 d, stk. 1, 2. pkt., § 45 b og § 47 a i lov om elforsyning, jf.

lovforslagets § 1, nr. 41, 45 og 49.

Forslaget vil medføre, at begrebet fuldt integrerede netkomponenter vil defineres i overenstemmelse

med definitionen i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 51.

Efter det foreslåede vil definitionen blive gennemført næsten ordret, idet det dog foreslås, at

direktivets brug af begreberne transmissionssystem og distributionssystem erstattes med begreberne

transmissionsnet og distributionsnet. Begrebet system bruges i lov om elforsyning i en kontekst,

hvor der er tale om det samlede elforsyningsnet, der omfatter både elforsyningsnet på

transmissions- og på distributionsniveauet. Det anses derfor som mere korrekt i nærværende

sammenhæng at referere til transmissionsnettet og distributionsnettet. Hermed forstås

elforsyningsnettet på enten transmissionsniveauet eller distributionsniveauet, der drives af en net-

eller en transmissionsvirksomhed med bevilling eller transmissionsnet, der drives af Energinet eller

en af dennes virksomheds helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet.

Endvidere foreslås det, at direktivets brug af begrebet lageranlæg erstattes med begrebet

energilageranlæg, som anses at værende mere præcise. Hermed forstås energilageranlæg som det

foreslås defineret i § 5, nr. 13, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Herefter er et

energilageranlæg defineret som, i elektricitetssystemet, et anlæg, hvor der sker energilagring.

Begrebet energilagring foreslås defineret i § 5, nr. 14, i lov om elforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr.

6. Herefter er energilagring defineret som, i elektricitetssystemet, udsættelse af den endelige

anvendelse af elektricitet til et senere tidspunkt end det, hvor den blev produceret, eller konvertering

af elektrisk energi til en energiform, der kan lagres, lagringen af sådan energi og den efterfølgende

rekonvertering af sådan energi til elektrisk energi eller anvendelse som anden energibærer.

En netkomponent er et anlæg eller komponent, der indgår som en del eller led i transmissions- eller

distributionsnettet med en bestemt funktion for nettet.

En netkomponent vil anses som integreret, hvis der er tale om en stationær enhed, der enten er

tilsluttet transmissions- eller distributionsnettet eller fysisk integreret i en anden netkomponent.

Med stationær henvises til enhedens fysisk/geografiske placering.

Om der er tale om en fuldt integreret netkomponent vil ifølge direktivets definition endvidere

afhænge af, om den integrerede netkomponent udelukkende anvendes til at sikre sikker og pålidelig

drift af transmissions- eller distributionsnettet og ikke til balancering eller håndtering af

kapacitetsbegrænsninger.

At netkomponenten ikke anvendes til balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger vil

primært skulle afgøres ift. det formål, der forfølges med bruget af netkomponenten. Er

netkomponenten opsat med det formål, at balancere nettet eller at håndtere

kapacitetsbegrænsninger, kan der ikke være tale om en fuldt integreret netkomponent. Er den opsat

med et andet formål, der sikrer en sikker og pålidelig drift af transmissions- eller distributionsnettet,

175

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

vil der som udgangspunkt være tale om en fuldt integreret netkomponent, medmindre komponenten,

uanset formål, også bliver brugt til at balancere nettet eller til at håndtere kapacitetsbegrænsninger.

Af de netkomponenter, der anvendes af henholdsvis de danske netvirksomheder og Energinet vil

følgende tekniske komponenter som udgangspunkt anses som fuldt integrerede netkomponenter,

fordi de i dag faktisk kun bruges til sikker og pålidelig drift af nettet: kondensatorer, reaktorer,

viklingskoblere i transformere og såkaldte HVDC-VSC-konvertere, der kan omkobles til det, der

kaldes for STATCOM-drift. HVDC står for High Voltage Direct Current. VSC står for Voltage

Source Converter. STATCOM står for Static Synchronous Compensator. STATCOM-drift er

eksempelvis relevant for Skagerrak 4-forbindelsen mellem Danmark og Norge og COBRA-

forbindelsen mellem Danmark og Holland.

Endvidere vil de synkronkompensatorer og SVC-anlæg, som anvendes af Energinet, som

udgangspunkt, dvs. i forhold til deres faktiske brug i dag, anses som fuldt integrerede

netkomponenter. SVC står for Static Var Compensator. Der er tale om anlæg i elektricitetssystemet,

der sørger for at holde spændingen i elnettet stabil og til at afhjælpe de kortslutninger, som sker, når

f.eks. et træ vælter ind i en elmast. Ydelserne fra disse typer synkronkompensatorer er således

kendetegnet ved, at de er nødvendige for driften af en anden transmissionskomponent, som f.eks. et

HVDC kabel, og at de skal leveres et bestemt sted i nettet. HVDC står for High-voltage direct

current. En HVDC kabel er en jævnstrømsforbindelse til overføring af elektrisk energi til forskel fra

almindelige vekselstrømsforbindelser. Derudover er der et behov for, at ydelsen kan leveres i alle

årets timer med meget stor sikkerhed, hvilket de pågældende synkronkompensatorer kan levere, da

de alene er i drift med det formål at sikre sikker og pålidelig drift. Energinet ejer og driver i dag fem

synkronkompensatorer.

De nævnte komponenter vil imidlertid ikke længere kunne anses som fuldt integrerede

netkomponenter, hvis de faktisk vil blive brugt til at balancere nettet eller til at håndtere

kapacitetsbegrænsninger.

Det bemærkes, at de undtagelsesregler for fuldt integrerede netkomponenter, der vil blive fastsat i

medfør af de foreslåede bemyndigelser i § 27 d, stk. 1, 2. pkt., § 45 a, stk. 2, og § 47 a, stk. 1, i lov

om elforsyning, jf. lovforslagets § 1, nr. 41, 45 og 49, forventes at blive udformet således, at

undtagelserne vil blive betinget af, at de pågældende netkomponenter ikke vil blive brugt til

balancering eller håndtering af kapacitetsbegrænsninger.

At der nævnes energilageranlæg i definitionen af begrebet fuldt integrerede netkomponenter er

begrundet i, at der kan være fuldt integrerede netkomponenter, der er energilageranlæg. For

eksempel kan der være komponenter blandt fuldt integrerede netkomponenter, der i teknisk

henseende også opfylder definitionen af begrebet energilageranlæg, selv om de anvendes med andre

formål end deres egenskab som energilager. Lagerfunktionen er i disse tilfælde af underordnet

betydning. Dette er eksempelvis tilfældet ved kondensatorer.

Der kan også være energilageranlæg, der anvendes netop på grund af deres lagerfunktion, men som

også vil kunne anses som fuldt integrerede netkomponenter. Et eksempel herpå ville være back-up

batterianlæg. Backup-batterianlæg kan være fysisk tilsluttet komponenter i elforsyningsnettet

eksempelvis ved en transformerstation og vil i så fald indgå i dennes drift. Anlæggene anvendes i

disse tilfælde udelukkende til reserve- og nødforsyning ved svigt i den normale lokalforsyning via

det kollektive elforsyningsnet og sikrer opretholdelse af – i dette tilfælde – stationernes (og dermed

176

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

elforsyningsnettets) kontrol- og styresystemer samt datakommunikation. Back-up batterier

anvendes bredt til at sikre funktionaliteten af kritisk infrastruktur ved strømsvigt, for at sikre driften

af systemet kan genoprettes hurtigst muligt. De er derfor ikke kun relevant for transformerstationer,

men for eksempel også for kontrolrum og datacentre.

Dog er ikke alle energilageranlæg fuldt integrerede netkomponenter. For eksempel vil mobile

containerbatterianlæg ikke kunne anses som fuldt integrerede netkomponenter. Disse anlæg kan

erstatte dieselgeneratorer både for at håndtere pludselig opstående nødsituationer og for kortvarigt

at sikre forsyningen af mindre områder i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde. De vil ikke

kunne anses som integreret, fordi der ikke er tale om stationære komponenter.

Begrebet balancering er defineret i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 45, under henvisning til

definitionen af balancering i artikel 2, nr. 10, i den omarbejdede Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet, herefter benævnt

som elmarkedsforordningen. Når begrebet bruges i den foreslåede definition af fuldt integrerede

netkomponenter, skal den forstås som defineret i elmarkedsforordningen, der gælder direkte i

Danmark. Balancering er i elmarkedsforordningen defineret som alle aktiviteter og processer inden

for alle tidsperioder, med hvilke transmissionssystemoperatørerne på en kontinuerlig måde sikrer

opretholdelsen af systemfrekvensen inden for et forud fastsat stabilitetsinterval og

overensstemmelse med den mængde af reserver, som er nødvendig af hensyn til den påkrævede

kvalitet. Meget forenklet sagt betegner balanceringen processen med at holde frekvensen i det

samlede elforsyningssystem stabilt ved markedsbaseret op- og nedregulering af produktion og

forbrug ved uforudsete afvigelser mellem den samlede produktion og det samlede forbrug. I denne

sammenhæng indkøbes af tekniske grunde forskellige typer balanceringsydelser, der kan reagere

hurtigere og langsommere. I Danmark er balancering en opgave, som varetages af den

systemansvarlige virksomhed, dvs. Energinet, henholdsvis et af dennes helejede

dattervirksomheder, der varetager systemansvarsopgaven, jf. § 27 a, i lov om elforsyning, hvorefter

Energinet er teknisk ansvarlig for elforsyningssikkerheden.

Begrebet kapacitetsbegrænsninger er defineret i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 44, under

henvisning til definitionen af kapacitetsbegrænsninger i elmarkedsforordningens artikel 2, nr. 4. Når

begrebet bruges i den foreslåede definition af integrerede netkomponenter, skal det forstås som

defineret i elmarkedsforordningen. Kapacitetsbegrænsninger er i elmarkedsforordningen defineret

som en situation, hvor alle anmodninger fra markedsdeltagere om handel mellem netområder ikke

kan tilgodeses, fordi de ville øve betydelig indflydelse på de fysiske strømme på netelementer, som

ikke kan håndtere disse strømme. Kapacitetsbegrænsninger omtales også som såkaldte flaskehalser,

der kan forekomme både i transmissionssnettet og i distributionssnettet, og som kræver at

elektricitetsstrømmene begrænses ved op- og nedregulering af strømmene på hver side af

kapacitetsbegrænsningen i nettet for at aflaste elektricitetsledningerne.

Til nr. 8

Der findes ingen definition af begrebet ikkefrekvensrelaterede systembærende ydelser i lov om

elforsyning.

177

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det forslås, at der indsættes en ny bestemmelse,

§ 5, nr. 19,

i lov om elforsyning, hvorefter en

ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse defineres som en ydelse, der anvendes af en

transmissionsvirksomhed, en systemansvarlig virksomhed eller en netvirksomhed, til

spændingsregulering i statisk tilstand, tilførsel af hurtig reaktiv strøm, inerti for stabilitet i lokale

net, kortslutningsstrøm, dødstartskapacitet og ødriftkapacitet.

Definitionen af begrebet er nødvendigt, da begrebet fremadrettet vil blive anvendt som følge af de

foreslåede bestemmelser til § 27 d, stk. 1, 2. pkt., og § 45 b i lov om elforsyning, jf. lovforslagets §

1, nr. 41 og 45.

Forslaget vil medføre, at begrebet ikkefrekvensrelateret systembærende ydelse i

elmarkedsdirektivets vil defineres i overensstemmelse med definitionen i elmarkedsdirektivets

artikel 2, nr. 49. Efter det forelsåede vil definitionen blive gennemført næsten ordret, idet det dog

foreslås, at direktivets brug af begreberne transmissionssystemoperatør og

distributionssystemoperatør erstattes med henholdsvis. begreberne transmissionsvirksomhed og

systemansvarlig virksomhed samt netvirksomhed. Der henvises nærmere herom til afsnit 1.3. i de

almindelige bemærkninger.

Spændingsregulering i statisk tilstand, tilførsel af hurtig reaktiv strøm, inerti for stabilitet i lokale

net, kortslutningsstrøm, dødstartskapacitet og ødriftkapacitet er alle sammen tekniske begreber, der

beskriver forskellige tekniske tiltag, der kan anvendes for at sætte de rigtige spændingsniveauer i

elforsyningsnettet, sikre stabilitet i spændingen i elforsyningsnettet, genoprette spændingen ved fejl,

afhjælpe fejl eller sikre stabilitet ved fejl i nettet såsom kortslutninger eller udfald af enheder.

Til nr. 9

Der findes ingen definition af det regionale koordinationscenter i elforsyningsloven.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 5, nr. x, i lov om elforsyning, hvorefter det

regionale koordinationscenter defineres som et regionalt koordinationscenter, som er oprettet i

Danmark i henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2019/943.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at elmarkedsdirektivets definition af det regionale

koordinationscenter gennemføres i dansk lov med den tilpasning, at det fremgår af bestemmelsens

ordlyd, at de øvrige bestemmelser i loven, der vedrører det regionale koordinationscenter, kun

finder anvendelse på et regionalt koordinationscenter beliggende i Danmark.

Bestemmelsen er i sig selv ikke tiltænkt et materielt indhold.

Til nr. 10

Der findes ingen definition af elforbrugeren, slutkunde, i elforsyningsloven.

178

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det forslås, at der indsættes en ny bestemmelse, § 5, nr. 27, i elforsyningsloven, hvorefter en

slutkunde defineres som en kunde, der køber elektricitet til eget forbrug. Definitionen er nødvendig,

da begrebet fremadrettet vil blive anvendt som følge af de foreslåede bestemmelser i lovforslagets §

1, nr. 3, 4, 11, 13, 17 og 46.

Det foreslåede vil medføre, at definitionen af begrebet slutkunde i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr.

3 vil blive gennemført ordret. Den samlede gruppe af slutkunder vil blive den bredeste

elforbrugergruppe i elforsyningsloven, hvis enkeltforbruger er defineret i § 5.

I elforsyningsloven § 5, nr. 10, der bliver § 5, nr. 18, er elforbrugeren, husholdningsforbruger,

defineret som en elforbruger, der køber elektricitet til eget eller hovedsagelig til eget

husholdningsforbrug.

Af bemærkningerne til § 5, nr. 10, der bliver § 5, nr. 18, fremgår det at forbrug til erhvervsmæssig

virksomhed som udgangspunkt ikke betragtes som husholdningsforbrug., jf. bemærkninger til § 5,

nr. 10 som indsat ved lov nr. 577 af 4. maj 2015 jf. Folketingstidende 2014-2015 (1. samling), A, L

151, side 13. Videre fremgår det dog, at ”hele forbruget af elektricitet på en ejendom, der anvendes

til beboelsesformål, vil blive betragtet som husholdningsforbrug, også hvis der er et mindre forbrug

af elektricitet til erhvervsmæssig virksomhed på ejendommen, der ikke er adskilt fra forbruget til

beboelsesformål ved separate målinger eller lignende … Der tænkes her særligt på personer, som

har et kontor derhjemme, hvorfra de driver erhvervsmæssig virksomhed. Hvis der er tale om

egentlig produktion i hjemmet, herunder landbrugsvirksomhed, vil elforbruget til erhvervsmæssig

virksomhed almindeligvis være så omfattende, at det vil kunne adskilles fra elforbruget til

beboelsesformål. Hvis elforbruget i sådanne tilfælde ikke er adskilt fra elforbruget til

beboelsesformål, må hele elforbruget falde uden for definitionen af husholdningsforbrug.”.

Sammenfattende kan husholdningsforbrug således omfatte en vis mindre grad af forbrug til

erhvervsmæssig virksomhed.

Forholdet mellem elforsyningslovens definition af forbrugergruppen slutkunder og

forbrugergruppen husholdningsforbrugere vil være, at den samlede gruppe af

husholdningsforbrugere er indeholdt i den samlede gruppe af slutkunder. En husholdningsforbruger

vil således altid også være en slutkunde. En slutkunde vil dog ikke altid og være

husholdningsforbruger.

Forbrugergruppen slutkunder omfatter derfor, ud over husholdningsforbrugere, alle

erhvervsvirksomheder, når disse kontraherer med elhandelsvirksomheder om levering af

elektricitet.

Til nr. 11

Elforsyningslovens § 6, 2. pkt., bestemmer, at en elforbruger frit kan vælge elhandelsvirksomhed og

elprodukt.

§ 6 regulerer alene aftaler mellem en elforbruger og en elhandelsvirksomhed. Bestemmelsen

regulerer ikke aftaler om aggregering af en slutkundes fleksible elforbrug eller elproduktion mellem

slutkunden og en aggregatorvirksomhed.

179

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

Det følger af det foreslåede

§ 6, stk. 2,

i elforsyningsloven, at en slutkunde frit kan vælge at indgå

aftaler med enhver aggregatorvirksomhed om aggregering uden samtykke fra slutkundens

elhandelsvirksomhed.

Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, vil medføre, at en elhandelsvirksomhed ikke vil kunne

bestemme, om den slutkunde, der er i et aftaleforhold med elhandelsvirksomheden, skal have

mulighed for at indgå en aftale med en aggregatorvirksomhed om aggregering. Bestemmelsen, der

gennemfører art. 13, stk. 1 og stk. 2, i elmarkedsdirektivet, vil virke som en rettighed for slutkunder,

idet disse efter bestemmelsen frit vil kunne indgå aftaler om aggregering af deres fleksible elforbrug

eller elproduktion med en aggregatorvirksomhed uden samtykke fra deres elhandelsvirksomhed.

Bestemmelsen vil også virke som en rettighed for aggregatorvirksomheder, idet disse vil sikres en

vid mulighed på markedet for at aktivere fleksibelt elforbrug og elproduktion uafhængigt af

eksisterende markedsaktører.

Ved enhver aggregatorvirksomhed skal det forstås, at slutkunden skal have ret til at indgå aftaler om

aggregering med enhver aggregatorvirksomhed uden samtykke fra slutkundens

elhandelsvirksomhed. Aggregatorvirksomheder kan i denne forbindelse være virksomheder, der

også er elhandelsvirksomheder. Det kan også være virksomheder, der alene er

aggregatorvirksomheder. Retten vedrører alle disse virksomheder. For uddybning af forskellige

modeller for at drive aggregatorvirksomhed henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.6.3.

Til nr. 12

Elforsyningsloven § 6 a, stk. 1, giver klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at

fastsætte regler med henblik på at forpligte elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale

transmissionsvirksomheder til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse

med aftaler mellem forbrugere og disse virksomheder.

Aftaler mellem en aggregatorvirksomhed og en forbruger er ikke reguleret i bestemmelsen.

Det følger af den foreslåede ændring til § 6 a,

stk. 1,

at aggregatorvirksomheder indsættes som

pligtsubjekt i bestemmelsen.

Den foreslåede ændring af § 6 a, stk. 1, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministerens

bemyndigelse til at fastsætte regler, der sikrer grundlæggende forbrugerrettigheder i bestemte

aftaleforhold, udvides til også at omfatte aftaleforhold mellem forbrugere og

aggregatorvirksomheder.

Ændringen af § 6 a, stk. 1, skal generelt udgøre hjemlen for den danske gennemførelse af kravene

om forbrugerbeskyttelse i elmarkedsdirektievts artikel 10 og 13. Det følger af disse artikler i

elmarkedsdirektivet, at medlemsstaterne skal sikre en række rettigheder for slutkunder henholdsvis

husholdningskunder i aftaleforhold mellem disse og elleverandører og aggregatorer.

Den foreslåede ændring vil dog ikke medføre, at klima-, energi- og forsyningsministerens

kompetence til at fastsætte regler begrænses til gennemførelseskravene til medlemsstaterne i

elmarkedsdirektivets artikel 10 og 13. Ændringen skal i den forbindelse anvendes til at give

180

KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 383: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning1 (Gennemførelse af elmarkedsdirektivet, ensretning af udløbsdatoer for netbevillinger m.v.)

forbrugere en lignende grad af beskyttelse, uanset om aftaleforholdet er med en

elhandelsvirksomhed eller en aggregatorvirksomhed.

Regler til sikring af grundlæggende forbrugerrettigheder udstedt med hjemmel i bestemmelsen vil

supplere den generelle forbrugerlovgivning, som blandt andet omfatter aftaleloven,

forbrugeraftaleloven, købeloven og markedsføringsloven.

Til nr. 13

Elforsyningsloven § 6 a, stk. 1, giver klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigelse til at

fastsætte regler med henblik på at forpligte elhandelsvirksomheder, netvirksomheder og regionale

transmissionsvirksomheder til at sikre en række grundlæggende forbrugerrettigheder i forbindelse

med aftaler mellem forbrugere og disse virksomheder.

Det følger af den foreslåede ændring til § 6 a,

stk. 1,

at både slutkunder og husholdningsforbrugere

kan være rettighedssubjekt i regler udstedt i medfør af bestemmelsen.

Den foreslåede ændring af § 6 a, stk. 1, vil medføre, at det præciseres, at rettighedssubjektet i

bestemmelsen ikke alene dækker den del af den samlede gruppe af elforbrugere, der også er

husholdningsforbrugere.