Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20
KEF Alm.del Bilag 273
Offentligt
2179566_0001.png
NOTAT
Erhvervsregulering
J.nr. 2020 - 5478
Den 18. april 2020
Resumé af bestillingssvar fra
AU: ’Redegørelse omkring
forventede justeringer i beregning af metanemission fra
husdyrgødning’
Baggrund
Miljø- og Fødevareministeriet har d. 25. marts 2020 anmodet Aarhus Universitet (AU) om en
nærmere redegørelse for forventede justeringer i beregning af metanemission fra husdyrgødning.
Dette er sket som følge af, at AU under et møde d. 6. marts 2020 gav udtryk for, at man forventede at
foretage sådanne justeringer. AU blev bedt om at gøre rede for baggrunden for ændringerne, det
nærmere indhold og anvendelsen af de justerede beregninger samt deres potentielle betydning for
nationale emissionsopgørelser og reduktionseffekter. I det følgende resumeres hovedindholdet af
AU´s redegørelse, som blev modtaget i endelig form den 18. april 2020.
Indhold
Af redegørelsen fremgår, at de samlede justeringer i beregningsmodellen giver anledning til en
merudledning af metan fra flydende husdyrgødning (gylle) primært grundet en stigning i
metanemissionen fra kvæggylle.
Årsag til justeringen
AU skriver, at årsagen til justeringen er, at AU hidtil har brugt en forkert værdi for en af parametrene i
beregningsmodellen. Parameteren indgår i opgørelsen af, hvor stor en andel af det organiske materiale
i gødningen, der omsættes til metan. Af redegørelsen fremgår, at den forkerte værdi er anvendt, fordi
man for kvæggylle og afgasset gylle har fået sammenblandet to værdier for den samme parameter og
har overset en intern anbefaling fra 2015 om at få dem udskiftet. Beregningsmodellen opdateres derfor
nu med den rette værdi. Det er justeringen af denne værdi, der nu fører til en stor stigning i
udledningerne for kvæggyllen.
Derudover opdateres modellen også med nye tal for temperaturen af kvæggylle inde i stalden. Den
årlige gennemsnitstemperatur for kvæggylle i stalden sænkes i modellen fra 14 °C til 12,8 °C, hvilket
trækker den samlede stigning i udledningerne en smule nedad igen.
Kvantitativ betydning
De nye beregninger over udledningerne af metan fra flydende husdyrgødning (kvæg og svin) giver en
samlet merudledning på ca. 0,3 mio. ton CO2-ækvivalenter årligt, i 2017-tal (293.000).
Merudledningen svarer til 16 pct. stigning i metanudledningerne fra håndtering af husdyrgødning
samletog til 2,7 pct. af landbrugets udledninger ekskl. LULUCF (arealanvendelse i land og skov) set i
forhold til 2017-tal fra den seneste basisfremskrivning. Ministeriet har tilsvarende beregnet at
stigningen svarer til 0,6 pct. af Danmarks totale udledninger.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 273: Orientering om redegørelse om justeringer i beregning af metanudledning fra husdyrgødning
Der er primært tale om en stigning i udledningerne fra kvæggylle, som stiger med 145 %. Stigningen i
udledningerne fra kvæggylle er størst i stalden, men også udledningerne fra opbevaring af gyllen i
beholdere stiger. Svinegylle påvirkes ikke meget af justeringen og ændres i retningen af lavere
udledninger med <0,5 %.
For afgasset gylle oplyser AU, at det ikke har været muligt at foretage en endelig beregning på
nuværende tidspunkt. Efter de første umiddelbare beregninger forventer AU en stigning i
udledningerne fra afgasset gylle på ca. 12 %, men stigningen vurderes samtidig at få en lav betydning
for de samlede metanudledninger fra gylle, som er på kun ca. 0,09 %.
Anvendelse i emissionsopgørelser og basisfremskrivninger
Det fremgår af redegørelsen, at justeringens faktuelle fejl forventes at indgå i de samlede korrektioner
til den næste emissionsopgørelse og den følgende basisfremskrivning. Emissionsberegningerne vil dog
på dette tidspunkt ikke alene inkludere de justeringer, som fremgår af AU´s redegørelse, men også
tage højde for anden relevant ny viden, der forventes at blive tilgængelig løbende. Derfor kan tallene
fra AU’s notat endnu ikke
anvendes som et præcist billede af emissionerne i den næste opgørelse.
Energistyrelsen arbejder lige nu på en basisfremskrivning 2020. Der vil heri være en separat beregning
med de nye resultater i tillæg til selve basisfremskrivningen.
Betydning for mankoen til opfyldelse af regeringens klimamål og reduktionseffekter af
klimavirkemidler
Ud fra nøgletal i redegørelsen vurderer ministeriet at den relative betydning for mankoen i forhold til
at indfri regeringens klimamål er marginal. Dette skyldes, at der er tale om en parallelforskydning i
opgørelsen af udledningerne, hvor både de faktiske emissioner i 1990, de nuværende og de forventede
emissioner i 2030 stiger. Reduktionseffekten af en række centrale klimavirkemidler påvirkes også af
de nye beregninger, og vil kunne opjusteres for kvæggylle, så den absolutte effekt forøges.
Efter en
nærmere gennemgang af forudsætningerne, vil AU vende tilbage snarest med opdaterede tal på de
relevante virkemidler, herunder også til svinegylle.
2