Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20
KEF Alm.del Bilag 262
Offentligt
2174364_0001.png
April 2020
Dansk Industri: Standarder for sortering og indsamling af husholdnings-
affald
I dag indsamles og sorteres husholdningsaffald vidt forskelligt i landets kommuner, hvilket betyder små,
uensartede affaldsstrømme. Samtidig er der stadig flere kommuner, der ønsker at starte egne selskaber med
transport og sortering af affald, hvilket deler mængderne op i stadigt mindre bidder. Situationen i dag
forringer og fordyrer den samlede håndtering på tværs af landet og umuliggør, at virksomheder investerer i
de anlæg, der er behov for, hvis vi skal øge genanvendelsen.
For at sikre øget og bedre genanvendelse i Danmark skal affaldsmængderne strømlines gennem nationale
standarder for ensartet sortering og indsamling af husholdningsaffald. DI er meget opmærksom på ikke blot
at øge genanvendelsen, men også sikre genanvendelse i høj kvalitet, der matcher efterspørgslen på
markedet. Det handler om at fastholde højst mulig værdi i produkter og materialer og sikre, at
affaldsressourcerne får nyt liv i nye produkter
ikke bare en gang, men flere gange. Det kræver fokus på
kvalitet
og det kræver ensartet sortering og indsamling af affaldet nationalt.
HOVEDBUDSKABER
Obligatoriske standarder for sortering ved husstanden samler affaldsmængderne og skaber bedre
investeringsgrundlag for nye anlæg og teknologier.
Kvalitet i genanvendelsen sikres bl.a. ved at undgå uhensigtsmæssig sammenblanding af
affaldsfraktioner, særligt sammenblandingen af metal, glas og plastik (MGP) forringer kvaliteten.
Kompositter, som f.eks. mælkekartoner, skal også indsamles til genanvendelse
Ensartet sortering gør sortering let for borgeren, f.eks. ved at give mulighed for mærkning af produkter
og kommunikation om sortering.
Ensartet sortering og indsamling sænker de samlede omkostninger til indsamlingen.
Hvorfor ensartet sortering og indsamling
DI mener, at der bør indføres obligatoriske standarder for sortering ved husstanden. Standarderne skal tage
udgangspunkt i affaldsdirektivets krav om særskilt indsamling af papir, pap, glas, plast, metal, organisk affald
og tekstiler. Kravene skal være implementeret den 5. juli 2020, organisk affald dog fra 2023 og tekstiler fra
2025.
Formålet med sorteringen skal være at samle store ensartede mængder affald og dermed muliggøre effektiv
indsamling og genanvendelse i høj kvalitet. Samtidig vil en enkel og ensartet sortering gøre det lettere for
borgeren.
Affaldet skal genanvendes til nye materialer, der har samme kvalitetsniveau som originalproduktet. For at
sikre et effektivt marked skal de genanvendte materialer kunne konkurrere med virgine materialer på pris,
kvalitet og volumen.
Det kræver industrielle anlæg både til sortering og til oparbejdning. Virksomhederne står klar til at
investere, hvis der er sikkerhed for, at affaldsressourcerne er tilgængelige.
Kvalitet i genanvendelsen
hvilke fraktioner bør affaldet indsamles i?
Affaldet skal enten indsamles kildesorteret i hver sin spand eller i spande, hvor to fraktioner blandes. Det bør
alene tillades at indsamle papir og pap; metal og glas; samt metal og plast som blandede fraktioner. Andre
sammenblandinger vil forringe kvaliteten i den efterfølgende genanvendelse.
KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 262: Henvendelse af 3/4-20 fra Dansk Industri om DI's bud på en grøn og cirkulær affaldsbranche
2174364_0002.png
April 2020
Enkelte kommuner har i en længere årrække indsamlet metal, glas og plast i en blandet fraktion hos
husholdningerne. De har opnået høj indsamling af blandingen, men flere undersøgelser har vist, at det
forringer kvaliteten af de genanvendte materialer, når de tre affaldstyper blandes.
Når glas- og plastaffald blandes sammen, kan det ikke efterfølgende skilles helt. Det betyder, at de
materialer, der kommer ud af sorteringen, måske nok kan bruges til havebænke og plastspande, men at
fødevareemballage ikke kan blive til fødevareemballage igen. Der sker altså en downcykling af
ressourcerne. Heller ikke glasfraktionen kan genanvendes i lige så høj kvalitet og større dele går tabt.
Blanding af plast, glas og metal i husholdningsindsamlingen bør derfor stoppes. Der kan dog i forbindelse
med implementeringen af standarder for sortering og indsamling fastlægges en udfasningsmulighed for de
kommuner, der i dag indsamler de tre fraktioner samlet.
Indsamling af produkter af kompositmateriale
DI foreslår, at der også stilles krav om indsamling af kompositter (f.eks. mælkekartoner) i standarder for
sortering ved husstanden. Emballage af kompositmaterialer er omfattet af det kommende producentansvar,
men indsamles i dag ikke særskilt. Drikkevarekompositter bør derfor indsamles enten særskilt eller sammen
med plast. Plast skal altid sorteres efter indsamling. Kompositterne er nemme at udskille og vil derfor ikke
forringe kvaliteten af plasten. Efter udskillelse kan kompositterne sendes til en papfabrik. Teknologien til
genanvendelse af kompositmaterialer forbedres løbende, og udviklingen forstærkes, jo større mængder der
indsamles til genanvendelse.
Producenter, der anvender emballage bestående af kompositmaterialer, kan samtidig medvirke til at udvikle
emballagerne, så de i højere grad kan genanvendes. Det kommende producentansvar for emballage vil med
modulerede gebyrer bidrage til, at der udvikles emballager, der i højere grad kan genanvendes.
Mærkning af produkter med affaldspiktogrammer
Når alle borgere i hele landet sorterer affaldet i de samme fraktioner, giver det producenterne mulighed for
at mærke deres produkter med affaldspiktogrammer, der matcher piktogrammerne på borgernes
skraldespande. På den måde vejledes borgerne til korrekt sortering af emballager og andre fraktioner.