Bekendtgørelse om tilskud til etablering af højhastighedsbredbånd i 2020
I medfør af tekstanmærkning nr. 119 ad 29.29.04 til § 29 på finansloven for finansåret 2020 fastsættes:
Kapitel 1
Formål og definitioner
§ 1.
Formålet med bekendtgørelsen er at fastlægge rammerne for tildeling og udbetaling af tilskud fra den
statslige bredbåndspulje til projekter om etablering af næstegenerationsnet (NGA-net) til
højhastighedsbredbånd.
§ 2.
I denne bekendtgørelse forstås ved følgende:
1) Næstegenerationsnet (NGA-net): Fiberbaserede adgangsnet (FTTx), avancerede opgraderede kabel-tv-
net og visse avancerede trådløse net, der muliggør vedvarende høje hastigheder til den enkelte abonnent.
Nettet skal kunne levere stabile tjenester ved meget høj hastighed pr. abonnent gennem optiske (eller
tilsvarende teknologi) backhaulnet, der er tilstrækkeligt tæt på brugeren til, at leveringen af meget høj
hastighed reelt kan garanteres, understøtte en bred vifte af avancerede digitale tjenester, bl.a.
konvergerede all-IP-tjenester, samt have markant højere uploadhastigheder (sammenlignet med basale
bredbåndsnet).
2) Mobilteknologier: Teknologier, som er omfattet af standarder offentliggjort af ETSI i EN 301 908 serien.
3) Partnerskab: En gruppe af en eller flere bredbåndsudbydere, en sammenslutning af borgere og
virksomheder samt eventuelt en kommune, som ønsker at medvirke til etablering af NGA-net i et projekt
omfattet af § 3.
4) Sammenslutning af borgere og virksomheder: En forening eller lignende, der enten er stiftet til formålet
eller tidligere er stiftet til et andet formål. I sammenslutningen skal der være medlemmer, i form af borgere
eller virksomheder, der repræsenterer hver enkelt adresse, der deltager i projektet, jf. § 3.
5) Sammenhængende område: Et område bestående af to eller flere tilskudsberettigede adresser, der
ligger i samme lokalområde, og som i henhold til Energistyrelsens kortlægning, jf. § 4, har medtaget alle
tilskudsberettigede adresser inden for området.
6) Netejer: Den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der på ethvert givet tidspunkt i
den i § 22, stk. 6, afgrænsede periode, ejer, lejer eller på anden måde råder over de for levering af
kommunikationstjenester nødvendige frekvenser eller kanaler i et støttet elektronisk kommunikationsnet.
7) Bitstrømsadgang: Et produkt, der sætter den adgangssøgende udbyder af elektroniske
kommunikationsnet eller -tjenester i stand til at levere kommunikationstjenester til den forbundne
slutbruger.
8) Annoncering af projekt: Ansøger skal forud for indsendelse af ansøgning om tilskud foretage en
teknologineutral konkurrenceudsættelse af projektet efter en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende
udvælgelsesprocedure, jf. nærmere § 5, stk. 2.