Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20
KEF Alm.del Bilag 160
Offentligt
2134192_0001.png
Til høringsparterne på vedlagte liste
Center i departementet
Center for Klimaneutralt
Danmark
Team
Tværgående klimapolitik og
klimalov
Dato
10. januar 2020
Høring over forslag til Lov om klima
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet sender hermed vedlagte lovforslag om Lov om
klima i høring.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal venligst anmode om at modtage eventuelle
høringssvar senest den 3. februar 2020 kl. 12.
Høringssvaret bedes sendt til
[email protected]
og
[email protected]
med kopi til
[email protected]
med angivelse af journalnummer 2019-2855.
Baggrund og indhold
Baggrunden for lovforslaget er udmøntningen af den politiske aftale om en ny klimalov, der
blev indgået den 6. december 2019 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk
Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative
Folkeparti og Alternativet.
Lovforslaget indebærer, at Danmark får en bindende klimalov med et mål om 70 pct.
reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 ift. 1990 og et langsigtet mål om
klimaneutralitet i senest 2050 og med Parisaftalens 1,5 graders målsætning for øje.
Delmål
Lovforslaget indeholder en mekanisme for fastsættelse af delmål. Mekanismen medfører, at
den til enhver tid siddende regering hvert femte år skal fastsætte et delmål med et tiårigt
perspektiv. Et nyt delmål, der fastsættes, må ikke være mindre ambitiøst end det seneste
fastsatte mål. I forbindelse med regeringens kommende klimahandlingsplan i 2020 sættes et
indikativt delmål for 2025. Delmålene fastsættes efterfølgende ved lov.
Årligt klimaprogram og handlepligt
Der knyttes en handlepligt til klimalovens målsætninger om 70 pct. reduktioner i 2030, det
langsigtede mål om klimaneutralitet i senest 2050 samt delmål, som fastsættes af
ovenstående mekanisme. Handlepligten indtræder, hvis det ikke kan anskueliggøres, at
klimalovens mål nås.
Klimarådet skal i starten af hvert år give en faglig vurdering af, om handlepligten indtræder
og giver årlige anbefalinger til klimaindsatsen. Senere på året skal klima-, energi- og
forsyningsministeren fremlægge et klimaprogram. I klimaprogrammet giver klima-, energi- og
forsyningsministeren sin vurdering af, om det kan anskueliggøres, at klimalovens mål nås.
Hvis dette ikke kan anskueliggøres, er klima-, energi- og forsyningsministeren forpligtet til at
J nr.
2019-2855
/CEOMO
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
E: [email protected]
Side 1/2
www.kefm.dk
KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 160: Lovudkast: Forslag til lov om klima
2134192_0002.png
fremlægge nye initiativer med reduktionseffekt på kort og lang sigt, som viser vejen mod
opfyldelsen af klimalovens mål. Folketinget får årligt mulighed for at vurdere, om regeringens
initiativer er tilstrækkelige til, at Folketinget vurderer, at handlepligten efterleves.
Klimarådet
Med lovforslaget styrkes Klimarådet og udvides fra seks til otte medlemmer. Samtidig
styrkes rådets uafhængighed ved, at rådet selv vælger ny formand, næstformænd og
medlemmer. I tilknytning til klimarådet etableres et klimadialogforum med repræsentanter fra
brancheorganisationer, tænketanke, grønne organisationer, arbejdstagerorganisationer og
ministerier. Klimadialogforummet mødes i tilknytning til, at Klimarådet udgiver deres årlige
anbefalinger og i forbindelse med øvrige udgivelser fra Klimarådet. Medlemmerne af
forummet har mulighed for at afgive skriftlige kommentarer til Klimarådets anbefalinger og
øvrige udgivelser.
Global afrapportering og strategi
Klimaloven forpligter regeringen til en særskilt global afrapportering af de internationale
effekter af den danske klimaindsats. Regeringen forpligtes desuden årligt til at lave en global
strategi for, hvordan regeringens udenrigs-, udviklings- og handelspolitik bidrager til at sikre,
at Danmark spiller en rolle som global drivkraft i international klimapolitik.
Lovforslaget er sendt i høring hos de høringsparter, der fremgår af vedlagte høringsliste.
Eventuelle spørgsmål til lovforslaget kan rettes til: Christina Graaskov Ravn,
[email protected]
eller Nanna Alberti,
[email protected].
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
De modtagne høringssvar vil blive offentliggjort på Høringsportalen. Ved afgivelse af
høringssvar samtykkes til offentliggørelse af høringssvaret, herunder afsenders navn og
mailadresse. Det bemærkes, at høringsvar vil blive oversendt til Folketingets Klima-, Energi-
og Forsyningsudvalg.
Med venlig hilsen
Louise Sprotte-Hansen
Enhedschef
Center for Klimaneutralt Danmark
Side 2/2