Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2019-20
KEF Alm.del Bilag 131
Offentligt
2123732_0001.png
Reduktionsveje i klimaloven
Hvor meget og hvor hurtigt skal vi reducere CO
2
-udledningerne?
af Stig Melgaard og Palle Bendsen
NOAH Friends of the Earth Denmark, november 2019
1
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
Resumé
Den danske regering har sat som mål, at de danske udledninger af drivhusgasser
skal reduceres med 70 procent inden år 2030.
Dette er en klar fremgang i forhold til tidligere, men det hænger stadig dårligt
sammen med det budget – dvs. den ramme for vores udledninger af drivhusgasser,
som IPCC, FN’s Klimapanel, har angivet for, hvor meget vi kan tillade os at udlede,
hvis vi skal holde os på den kritiske globale temperaturstigning på 1,5 grader.
NOAHs beregninger viser, at Danmarks andel af dette globale 1,5 grads CO
2
-
budget skal reduceres med mindst 6 MtCO2 hvert år fra 2020 og nå ned tæt på en
0-udledning allerede i 2030. Det er med en
lineær
reduktion, dvs. samme mængde
hvert år.
Hvis vi i stedet vælger den samme
procentvise
reduktion hvert år af det foregående
års udledninger, så skal vi reducere med ca. 20 procent år for år for at nå tæt på 0 i
2037. I dette forløb vil reduktionen i 2030 være cirka 87 procent og ikke kun 70
procent. Vi skal altså hurtigere i gang, men har til gengæld mere tid til de sidste og
sværeste reduktioner.
Regeringens 70 procent mål vil ikke kunne holde Danmark inden for vores andel af
CO
2
-budgettet, og slet ikke, hvis reduktionerne bliver rullet ud i et langsomt tempo
til at starte med.
Oven i købet bør man også tage hensyn til, at IPCC af fremtrædende forskere
kritiseres for at være for forsigtige (læs: konservative) i sine vurderinger og scenarier.
Skal vi tage 1,5 graders målet alvorligt? Det vil langt de fleste politikere mene,
vi skal. Men ifølge IPCC’s seneste rapport skal der langt mere til end de
reduktionsmål, der lige nu er på bordet. Og der er oven i købet store
usikkerheder forbundet med rapportens beregninger, usikkerheder som peger
i den forkerte retning.
Det er sidste udkald, hvis Danmark skal opfylde det løfte, vi gav i 1992, da vi skrev
under på FN´s Klimakonvention [1] om at arbejde for at undgå farlige og irreversible
ændringer af klimaet. Klimakonventionen siger meget klart, at ansvaret påhviler alle
(lande), men at det ansvar først og fremmest hviler på dem, der især har forårsaget
problemets opståen og dem, der har de økonomisk bredeste skuldre.
Klimakonventionen trådte i kraft i 1994, efter at 154 lande heriblandt Danmark
havde skrevet under på den.
Men Danmark har ligesom stort set alle andre lande glemt dette løfte i jagten på
vækst og velstand. Resultatet er, at vi nu efter årtiers advarsler er på fuld fart ind i
klimakrisen. CO
2
-koncentrationen i atmosfæren er nu over 415 ppm mod 280 ppm
før industrialiseringen og stadigt stigende. Den globale gennemsnitstemperatur er
som et resultat af dette steget med over 1 grad, hvilket allerede har følelige
konsekvenser over hele kloden.
2
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
I den seneste rapport fra IPCC siges det, at den globale temperaturstigning skal
holdes så tæt som muligt på 1,5 grad, hvis vi skal undgå, at klimaet kommer helt ud
af kontrol. En temperaturstigning på de 2 grader, man tidligere har anset for at være
nogenlunde sikkert, kan åbne op for en dominoeffekt af tilbagekoblingseffekter, som
i den sidste ende kan få den globale temperatur til at stige med 4 grader eller mere
allerede i dette århundrede, hvilket vil udløse en ustoppelig klimakrise af
skræmmende dimensioner.
IPCC siger samtidig, at det vil kræve hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer i
alle aspekter af samfundet, hvis den globale temperaturstigning skal begrænses til i
nærheden af 1,5 grad i forhold til den globale gennemsnitstemperatur før
industrialiseringen og den storstilede afbrænding af fossile brændsler begyndte.
En ting er helt sikker: de tiltag, der ligger i forbindelse med aftalen fra COP21 i Paris
i 2015 er langt fra nok til holde temperaturstigningen på et ufarligt niveau.
Tværtimod vil de tiltag, der hidtil er lovet (men ikke gennemført) medføre en
temperaturstigning på mindst 3 grader. [2]
Hvad skal der så til? Og er det overhovedet muligt at holde Jordens
temperaturstigning på 1,5 grad?
Det globale perspektiv
CO
2
-budgettet
Atmosfæren reagerer på mængden af CO
2
, som akkumuleres over årene. Det
er altså ikke mængden af CO
2
udledt i et enkelt år - 2030, 2040 eller 2050, der
er afgørende for klimaforandringerne.
For at finde ud af, hvor meget og hvor hurtigt, vi skal reducere udledningerne af
drivhusgasser, må man derfor tage udgangspunkt i et såkaldt budget. Budgettet
(eller råderummet) er den mængde CO
2
, vi kan tillade os at udlede oven i det, vi
allerede har udledt, hvis vi skal holde os under en bestemt global temperatur-
stigning på for eksempel 1,5 grad. Der er forskellige måder at beregne dette budget
på, og beregningerne er altid forbundet med usikkerheder og forskellige sand-
synligheder for at nå målet. Det er altså ikke muligt at beregne sig til en helt eksakt
mængde på grund af de usikkerheder, der ligger i beregningerne.
Ifølge IPCC lå det globale budget for 1,5 graders målet i slutningen af 2017 på enten
420 GtCO
2
eller 570 GtCO
2
afhængigt af, hvilken beregningsmetode, man bruger.
[3]
Begge beregningsmetoder tager udgangspunkt i en sandsynlighed på
66 procent
for ikke at overskride målet på 1,5 graders temperaturstigning. Der er altså ikke
nogen garanti for, at temperaturen ikke stiger mere end 1,5 grader, selv om vi holder
os inden for selv det laveste budget.
3
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0004.png
Den årlige globale udledning af drivhusgasser var i 2017 på 42 Gt CO
2
. Det betyder,
at budgettet, hvis vi regner med uændrede udledninger i 2018-19, ved starten af
2020 vil være reduceret til mellem 336 og 486 Gt CO
2
(se figur 1). Bliver vi ved med
at udlede den samme mængde årligt, skal alle landes udledninger standse helt efter
mellem 8 og 11,5 år regnet fra starten af 2020. Det er det, der ligger bag den
efterhånden almindelige formulering om, at vi kun har "10-12 år til at løse
klimakrisen".
Udledninger i Gt/år
600
450
300
150
2017
0
2018
Lave budget
2019
2017
2018
høje budget
2019
Figur 1
Hvis vi som et eksempel tager udgangspunkt i det laveste (og sikreste) budget kan
vi forestille os to reduktionsveje, som hver giver forskellige tidsrum til at nå i bund
med de globale udledninger.
Vælger vi en lineær reduktionskurve (figur 2) skal de globale reduktioner ligge
mellem 2,8 Gt CO
2
per år med et endepunkt på 2 Gt CO
2
/år i 2035 for at blive
inden for budgettet. Vi har skønnet, at et nul-reduktionsniveau vil være næsten
umuligt at nå via besparelser, effektiviseringer og teknologiske løsninger, og at i
hvert fald de sidste ca. 2 Gt CO
2
må neutraliseres ved hjælp af såkaldte dræn, dvs.
kulstofbinding i biomasse, jord og sediment.
Vælger vi en eksponentielt aftagende reduktionskurve (figur 3), hvor de største
reduktioner ligger i starten af perioden, skal de globale reduktioner være på 11,7
procent år for år. Her skal udledningerne være i bund i 2046.
4
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0005.png
Reduktioner på 1,8 Gt/år
Reduktioner på 2,8 Gt/år
Årlige emissioner i GtCO
2
/år
År
Figur 2
Reduktion 8,2 % år for år
Årlige emissioner i GtCO
2
/år
Reduktion 11,7 % år for år
År
Figur 3
5
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0006.png
Det ses tydeligt, at der er en væsentlig forskel på, om man tager udgangspunkt i en
lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år,
eller om man vælger en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med
den samme procentdel år for år. Den første strategi gør det næsten umuligt at holde
sig inden for budgettet, men den sidste strategi er noget mere sikker. Men den
kræver til gengæld, at man hurtigt foretager drastiske nedskæringer i udledningerne
af CO
2
, hvilket kræver langt større politisk vilje og mod.
Det skal bemærkes, at IPCC’s budgetter kun giver en maksimal 66 procent
sandsynlighed for ikke at overskride 1,5 grad. Det er derfor sandsynligt, at den
eneste chance for at overholde budgettet, vil være dræn, som kan opnås gennem
omfattende omlægning af dyrkningsmetoder i landbrug og skovbrug - og ikke
mindst ved ophør af den ødelæggende fældning af eksisterende skove: regnskove i
troperne, løvskove i de tempererede bælter og højere mod nord de boreale
nåleskove.
Reduktioner af andre drivhusgasser
Opgaven kræver også det, IPCC kalder for ’dybe reduktioner’ i udledninger af andre
drivhusgasser end CO
2
, hvis 1,5 grads målet skal overholdes. Her drejer det sig
primært om metan, dinitrogenoxider og sort kul eller populært sagt sod. Her kræves
der ifølge IPPC globale reduktioner på mindst 35 procent i 2050 i forhold til 2010.
IPCC forudsætter store og hurtige reduktioner af metanudledningerne og mindre og
langsommere reduktioner i udledningerne af dinitrogenoxider.
Usikkerheder i IPCC's beregninger
Der er mange forskellige former for usikkerhed, der indgår i IPCC’s forskellige
rapporter, både de klimavidenskabelige (climate science), dem der drejer sig om
virkningerne på miljø og samfund af klimaforandringerne (impacts) og de mere
’politiske’, der drejer sig om mulighederne for at modvirke klimaforandringerne
(mitigation).
Det vil føre for vidt her at komme ind på dem i detaljer, men vi vil fremhæve nogle af
de vigtigste.
Hvor meget er den globale gennemsnitstemperatur allerede steget?
Skal vi vide med nogenlunde sikkerhed, hvor stort et råderum, vi har for at udlede
drivhusgasser, hvis den globale gennemsnitstemperatur skal holdes under eller på
1,5 grad, må vi først have et nogenlunde sikkert skøn for, hvor meget den globale
gennemsnitstemperatur allerede er steget siden førindustriel tid.
I IPCC’s 1,5 grads rapport fra oktober 2018 angives den globale gennemsnits-
temperatur i 2017 at være steget med ca. 1 grad Celsius med en usikkerhed på 0,2
grad. Med andre ord kan temperaturstigningen være så lav som 0,8 grad og høj
som 1,2 grad (i 2017).
Men ifølge Michael Mann, klimaforsker ved Pennsylvania State University, kan dette
skøn være overvurderet, fordi man har valgt et basisår, hvor der allerede var en
6
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0007.png
menneskeskabt opvarmning tilstede. Den rigtige temperaturstigning er
sandsynligvis 0,2 grad højere, dvs. 1,2 grad i 2017 og tæt på 1,3 grad i 2019. [4]
Hvor stor en temperaturstigning ligger allerede indbygget i klimasystemet?
Jordens klimasystem reagerer med en vis træghed. Det betyder, at vi først kan se
og måle den fulde effekt af de drivhusgasser, vi udleder, flere årtier efter, at
udledningerne er standset. Hvis vi forestiller os, at vi kunne standse alle udledninger
af drivhusgasser med det samme, ville temperaturen altså blive ved med at stige,
indtil klimasystemet nåede en ny ligevægt.
IPCC siger ikke direkte noget om, hvor stor en yderligere opvarmning, der er regnet
med i forhold til den nuværende temperaturstigning. Man siger kun, at det er
usandsynligt, at de nuværende udledninger alene vil forårsage en temperatur-
stigning på 1,5 grad, dog kun med det man kalder for en middel sikkerhed (medium
confidence).
Ifølge en undersøgelse udført af Thorsten Mauritsen fra The Max Planck Institute for
Meteorology i Hamburg og Robert Pincus fra University of Colorado vil tempera-
turen stige med yderligere 0,3 grad i forhold til den nuværende temperaturstigning.
[5]
Det betyder, at den globale temperatur vil stige til ca. 1,4 grad med udgangspunkt i
en nuværende temperaturstigning på 1,1 grad, selv om vi standsede alle
menneskeskabte udledninger med det samme.
Usikkerheder omkring de såkaldte tipping points
En anden store usikkerhed i IPCC's beregninger er, at man ikke har medtaget visse
af de tilbagekoblingsmekanismer (også kendt som positive feedback loops), som
forstærker den globale opvarmning ud over, hvad udledningerne af CO
2
og andre
drivhusgasser direkte medfører.
Nedsmeltningen af havisen omkring Arktis er en af disse
tilbagekoblingsmekanismer, som forstærker opvarmningen, og som er gået
hurtigere, end forskerne antog for 15-20 år siden. I mange beregninger er der heller
ikke medtaget de stigende udslip af metan fra smeltende permafrost i de arktiske
egne. IPCC siger, at disse udslip kan reducere budgettet med op til 100 Gt CO
2
i
dette århundrede. Nogle forskere taler om endnu større risici.
Vi ved ikke i dag med sikkerhed, hvornår den globale opvarmning vil udløse et eller
flere af de såkaldte tipping-points, dvs. tærskler, hvor en positiv tilbagekoblings-
mekanisme vil fortsætte af sig selv, også selv om vi bagefter kraftigt reducerer eller
helt standser de menneskeskabte udledninger af CO
2
.
Overshoot – at sprænge råderummet (midlertidigt)
IPCC regner i flere af reduktionsscenarierne [6] med, at man i højere eller lavere grad
ikke kan undgå at ”skyde over målet”. Det vil sige, at reduktionerne ikke er
tilstrækkelige til, at man kan holde sig inden for budgettet for 1,5 eller i værste fald 2
graders temperaturstigning.
7
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0008.png
Man regner så i stedet med at kunne ’reparere på skaden’ ved at opsuge CO
2
fra
atmosfæren ved hjælp af teknologiske løsninger og herefter deponere denne CO
2
underjordisk i geologisk sikre formationer. En anden mulighed kunne være
omfattende træplantning, som over et antal årtier ligeledes opsuger CO
2
fra
atmosfæren.
Resultatet skulle i begge tilfælde blive, at man får bragt CO
2
-koncentrationen og
dermed også temperaturstigningen ned under det kritiske niveau igen. Der er
imidlertid flere svagheder ved overshoot-strategien:
1.Bruger
man højteknologiske løsninger eller endda manipulation med klimaet
(geoengineering) under en eller anden form, risikerer man alvorlige og uforudsete
bivirkninger [7].
2.Bruger
man naturlige dræn som træplantning, er der altid en risiko for, at
træerne bliver fældet eller brændt i de mere og mere hyppige skovbrande, som
den globale opvarmning udløser.
3.BECCS,
BioEnergy-Carbon Capture and Storage, indregnes i flere af IPCC's
scenarier for at modvirke en midlertidig 'overshoot'. BECCS forudsætter helt
urealistisk, at der kan dyrkes biomasse (læs industrialiseret skovdrift/plantager)
på enorme arealer på størrelse med Indien (BE-delen), og at CCS virker
tilfredsstillende. (CCS er Carbon Capture and Storage, som endnu ikke er
demonstreret effektiv i stor skala trods to årtiers intensiv forskning og udvikling.)
At lade en klimastrategi være afhængig af, at BECCS kan realiseres i stor skala,
er at spille russisk roulette med kommende generationer. Tilmed er teknologien
både dyr, energikrævende og uden garanti for, at den oplagrede CO
2
bliver i
undergrunden, eller at nyplantede træer til erstatning for de fældede og
afbrændte, ikke går til i de stadigt hyppigere skovbrande, og endelig har
fortalerne for BECCS aldrig redegjort for, hvor de krævede arealer til dyrkning af
biomassen skal findes.
4.Selve
det at skyde over målet, om det så kun er i en begrænset periode,
indebærer en forhøjet risiko for at overskride et eller flere såkaldte tipping-points,
som udløser en irreversibel, positiv tilbagekoblingsmekanisme. Et sådant
overshoot kan også medføre ekstreme skader for mennesker og samfund og
biodiversiteten. Det ville i givet fald betyde, at det ville blive endnu sværere eller
umuligt at komme tilbage til under det kritiske niveau, uanset hvor meget eller
hvor hurtigt man øger de naturlige dræn.
Det er altså meget risikabelt at regne med, at et overshoot kan repareres
efterfølgende, eller at man kan bruge kunstige eller naturlige dræn til at afbøde et
overshoot, så man kan slække på reduktionskravene.
CO
2
-dræn
Skovplantning og ændrede dyrkningsmetoder i landbruget er de eneste muligheder
for at skabe CO
2
-dræn, der både vil være virkningsfulde og uskadelige. Hvis det
foretages rigtigt, vil det være overordentlig gavnlig ikke bare for klimaet, men også
for Jordens biodiversitet.
8
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0009.png
Men allerførst skal den nuværende skovfældning reduceres massivt.
Både de industrielle landbrugsmetoder og det industrielle skovbrug har degraderet
jordbundens kulstoflager kraftigt. Alternativet er at bruge såkaldt regenerative
landbrugsmetoder, som igen øger kulstofbindingen i jorden og opbygger jordens
muldlag. For skovplantning gælder ligeledes, at al ny skov skal plantes i overens-
stemmelse med de lokale forhold og økosystemer, og at den kommer til at ligge hen
som urørt skov.
Det ligger uden for rammerne af dette papir at vurdere, hvor meget kulstof, der kan
bindes ad denne vej, men vi føler os overbevist om, at der påhviler forskere og
forvalterne af land- og skovbrug et stort ansvar for at udvikle og anvende metoder
til at sikre maksimale kulstofdræn. Landbrugspolitikken og dens støtteordninger
skal omlægges tilsvarende til at understøtte dette formål.
Det danske perspektiv
Den danske regering har sat et mål på en 70 procent reduktion af vores udledninger
af drivhusgasser i 2030. Med dette mål skulle vi opfylde vores forpligtelser for at
holde den globale opvarmning på højst eller tæt ved 1,5 grad.
Vi mener imidlertid ikke, at der er belæg for denne målsætning i IPCC's 1,5 grads
rapport. Her opererer man ikke med procentvise reduktioner, men med et kulstof-
budget, som vist ovenfor i det globale perspektiv. Det betyder, at det ikke så meget
handler om procentvise reduktioner i et givet år som om reduktionsvejen, som afgør
de fremtidige akkumulerede udledninger af CO
2
. Det nytter altså ikke, at vi
reducerer med 70 procent i 2030, hvis vi på vejen til målet allerede har overskredet
Danmarks andel af det globale kulstofbudget.
Kulstofbudgettet
Danmarks andel af det globale kulstofbudget (råderum), som IPCC opgør, lå i 2017
på 316 Mt CO
2
, baseret på befolkningstallet i 2016 i forhold til det globale
befolkningstal, hvis vi tager udgangspunkt i det laveste og dermed også det sikreste
globale budget. Tager vi udgangspunkt i IPCC's høje budget for 2017 bliver tallet
429 Mt CO
2
og dermed lettere at opfylde, men til gengæld mere usikkert.
I denne beregning går vi ud fra, at Danmark ikke har nogle specielle forpligtelser,
men tildeles sin andel af kulstofbudgettet i forhold til indbyggertallet.
Energistyrelsen har opgjort Danmarks udledninger af CO
2
til at ligge på ca. 38 Mt
CO
2
per år. (2017). [8] Men i dette tal er ikke medregnet afbrænding af biomasse
samt Danmarks andel af den internationale flytransport og skibstrafik. Afbrænding
af biomasse udleder store mængder CO
2
, som først bliver optaget i ny skov igen –
hvis der overhovedet bliver plantet ny skov - lang tid efter, at vi skal være ophørt
med at udlede drivhusgasser. Dvs. der er tale om et overshoot. Set i det perspektiv
er biomasse i vores energiforsyning på ingen måde CO
2
-neutral, og vi er derfor nødt
til at indregne CO
2
-udledninger fra biomasse, hvis vi skal have et retvisende billede.
9
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
Desuden øges presset på Jordens biomasseressourcer og dermed også Jordens
skove kraftigt i disse år, fordi flere og flere lande ser biomasse som en let måde at
omstille til såkaldt vedvarende energi. Det betyder ikke blot, at flere og flere skove,
og specielt nyplantede skove, bliver udlagt til hurtigtvoksende, industrielt drevne
skove, som gødes og sprøjtes og fældes igen relativt hurtigt. Det er skadeligt både
for klimaet og for Jordens biodiversitet.
I den internationale fly- og skibstransport er tallene udelukkende for bunkring i
Danmark, og der er ikke taget højde for den ekstra klimaeffekt, der er ved
flytransport. Denne effekt skal altså lægges til for at få den reelle klimaeffekt.
Medregner vi international transport og biomasse, betyder det, at vores udledninger
reelt bliver på ca. 62 Mt CO
2
årligt i stedet for 38 Mt CO
2
. [9] Altså en meget
væsentlig forskel. I år 2018 og 2019 bliver der med uændrede udledninger udledt i
alt 136 Mt CO
2
. Det vil sige, at vi med udgangen af 2019 har et tilbageværende
budget på henholdsvis 192 og 305 Mt CO
2
.
Vælger vi en lineær reduktionskurve, skal vi reducere de danske udledninger med
ca. 10 Mt CO
2
per år, hvis tager udgangspunkt i IPCC's lave og sikreste budget
(figur 4). Tager vi udgangspunkt i det høje budget, kan vi nøjes med at reducere med
godt 6 Mt CO
2
per år (figur 5). Udledningerne vil så gå i næsten nul i henholdsvis
2026 og 2030.
Vælger vi en eksponentielt aftagende reduktionskurve med de største reduktioner i
starten af perioden, hvor de letteste og billigste reduktioner ligger, skal vi reducere
med ca. 31 procent år for år, hvis vi tager udgangspunkt i det lave budget (figur 6).
Her vil så være tale om cirka 97 procents reduktioner i 2030. Nøjes vi med det
mindre sikre høje budget, er det nødvendigt med ca. 20 procents reduktioner år-for-
år, i 2030 vil der være reduceret med cirka 87 procent og i 2037 skal udledningerne
være tæt på 0 (figur 7).
Det er vigtigt at gøre sig klart, at disse beregninger baserer sig på IPCC's globale
reduktionsberegninger, der – som vi har set – er forbundet med meget store
usikkerheder. Det reelle råderum vil sandsynligvis være meget mindre, hvilke har
den konsekvens, at det danske råderum vil blive tilsvarende mindre, i værste fald
nærmest ikke-eksisterende.
10
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0011.png
Reduktioner på 10,1 Mt/år
Årlige emissioner i MtCO
2
/år
År
Figur 4
Reduktioner på 6,2 Mt/år
Årlige emissioner i MtCO
2
/år
År
Figur 5
11
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0012.png
Reduktioner på 31 procent årligt
Årlige emissioner i MtCO
2
/år
År
Figur 6
Reduktioner på 20 procent årligt
Årlige emissioner i MtCO
2
/år
År
Figur 7


12
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0013.png
Ryggen mod muren – hvad så?
De perspektiver, vi har tegnet op ovenfor, er skræmmende. Selv det største af de
budgetter, vi har beregnet, vil være uhyre svært at overholde af en lang række
grunde, både tekniske og politiske, på de få år, der er til rådighed.
Dertil er at sige, at vi som et rigt land med meget store udledninger per indbygger
må feje for egen dør, før vi kan kræve, at andre skal reducere kraftigt, selv om at vi
måske får svært ved at holde os inden for de beskrevne budgetter. Danmark har
som et rigt land gode forudsætninger for at gå foran i kampen for at begrænse
klimakrisen. Og Danmark har i dag også særligt gode forudsætninger for at gå foran
i kraft af en bred vifte af virksomheder både inden for produktion og rådgivning
samt universiteter mv., der har opbygget ekspertise inden for energi mv. Med de
forudsætninger kan vi ikke forvente, at andre gør noget, hvis vi ikke selv vil.
Selv om det virker uoverskueligt må vi anstrenge os til det yderste for at reducere
vores udledninger. Fortsætter klimakrisen med den nuværende kurs, vil vi uden tvivl
komme ud i et økonomisk kaos, som langt overskygger selv de allermest
omkostningskrævende reduktionstiltag.
Dræn i Danmark
Som det var tilfældet for de globale udledninger, er der heller ikke i beregningerne
for Danmark medregnet nogen former for dræn i form af tekniske fix
(geoengineering).
Men
en øgning af biosfærens naturlige dræn kan reducere
atmosfærens indhold af CO
2
. I Danmark såvel som i resten af verden har
skovfældning og industrielle landbrugsmetoder igennem flere hundrede år udtømt
CO
2
-lagrene i jordbunden. Denne proces skal vendes om, hvis vi skal have en
chance for at komme igennem klimakrisen. Der betyder ikke, at vi kan slække på
reduktionskravene, som i forvejen ikke kan blive høje nok.
I Danmark betyder det, at vi hurtigt skal udfase brugen af biomasse i energi-
produktionen på kraftvarmeværker og fjernvarmeværker, minimere skovhugsten og
omlægge det eksisterende skovareal til klimavenlig drift og helst urørt skov.
Samtidig skal vi satse på at ændre dyrkningsmetoderne i landbruget til såkaldt
regenerativt landbrug, som opbygger jordbundens kulstoflagre og øger muld-
dannelsen. Det kan være permakulturlandbrug, skovlandbrug eller andre former for
regenerative landbrugsmetoder.
Hertil kommer, at vi må omlægge en stor del af de landbrugsarealer, der i dag
bruges til dyrkning af foder til husdyrproduktion, til ny skov, der får lov til at vokse
op som urørt skov. Landbrugets industrielle husdyrproduktion er i dag voldsomt
klimabelastende. Her er det nødvendigt, at Danmark med vores lange landbrugs-
tradition går foran og viser, at der er andre måder at drive landbrug på, end den
nuværende, som er ødelæggende for både klima, biodiversitet og grundvand.
Andre drivhusgasser
Det er ikke muligt på baggrund af IPCC's tal at regne sig frem til, hvor stor en andel
af reduktionerne af andre drivhusgasser, der påhviler Danmark. Men da Danmark er
et landbrugsland med en stor husdyrproduktion og deraf følgende relativt høje
13
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
udledninger specielt af metan, må man gå ud fra, at Danmark ligeledes må reducere
både hurtigt og kraftigt.
Konklusion
Konsekvenserne af, at Danmark ligesom de fleste andre lande har skubbet
problemerne foran sig lige siden Klimakonventionen blev vedtaget, viser sig nu
tydeligt. Vi vil få mere end svært ved blot at klare vores egen andel af de nød-
vendige drivhusgasreduktioner. Mange vil sikkert sige, at det er helt urealistisk. Det
vil under alle omstændigheder kræve store og hurtige ændringer i vores samfund og
vores måde at leve på. Det bliver også sagt, at det ikke nytter noget, at vi gør noget
i Danmark, fordi vores andel i det store perspektiv er meget lille. Men hvis alle siger
det, kan vi være helt sikre på, at det går galt. Vores eneste chance er at handle, og
så håbe på, at andre følger efter. Som situationen har udviklet sig, kan vi på
nuværende tidspunkt kun reducere for langsomt og for lidt. Vi har ingen tid at spilde,
og vi kan ikke blive ved med at skubbe opgaven foran os.
Beregningerne viser, at alle sektorer i samfundet skal omlægges for at skabe de
nødvendige reduktioner. Det drejer sig langt fra bare om at bygge nogle vindmøller
og installere nogle solceller. Ingen sektorer kan tillade sig at lurepasse, det gælder
landbrug såvel som flytransport, byggeri, industriproduktion, den offentlige sektor
og klimabelastende forbrug i det hele taget, hvad enten det er privat eller offentligt.
Det, der skal til, er en stærk klimalov med et fast budget (råderum) og bindende mål
og handlingsplaner for alle samfundssektorer. Handlingsplaner, som gør det muligt
at nå de fastsatte mål inden for de fastlagte tidsrammer.
Spørgsmålet er så, om vi er parat til at gøre det, der skal til. Omstillingsparathed
gælder ikke kun for befolkningen, den gælder i mindst lige så høj grad for
politikerne, som skal være villige til at tage beslutninger, som kan være upopulære
og dyre. Sker det ikke, vil konsekvenserne for de kommende generationer blive
brutale.
Er vi parate til at ofre en pæn bid af vores velstand for vores børn og børnebørns
skyld? Det er meget tænkeligt, at det kan blive nødvendigt.
Under alle omstændigheder er det mennesker i fattigere og mere udsatte lande som
Bangladesh og Mozambique og mange små østater, der kommer til at blive hårdest
ramt af klimakrisen. Mange menneskeliv vil gå tabt og mange mennesker vil blive
tvunget til at flygte for havstigninger, tørke og andre konsekvenser af klima-
forandringerne.
Men også i rige lande som Danmark er ansvaret for udledningerne ikke fordelt
ligeligt i befolkningen. Det er de rigeste 10-20 procent, der har forårsaget langt den
største del af udledningerne. Dette bør der selvfølgelig tages højde for i
bestræbelserne på at hindre, at klimakrisen ender i en regulær katastrofe.
14
 KEF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 131: Materiale fra NOAH ifm. foretræde for udvalget den 12/12-19
2123732_0015.png
Klimaretfærdighed
Vores beregninger på baggrund af IPCC's budget tager ikke hensyn til den
klimagæld, som Danmark (og andre tidligt industrialiserede lande i Det Globale
Nord) har til landene i Det Globale Syd. Vi har i mere end ti år anset det for at være
både politisk og praktisk umuligt at tilbagebetale denne gæld ”i CO
2
”. I stedet
foreslår vi, at vi betaler tilbage med finansiering af omstilling til eller opbygning af
energiforsyning med vedvarende energi, klimatilpasning og kompensation for
skader påført af klimaforandringer.
Noter:
NOAHs beregninger af CO
2
-budgettet baserer sig på IPCC's opgivelser i den
seneste IPCC-rapport, Special Report: Global Warming of 1,5 °C, Summary for
Policy Makers, specielt kapitel C.1.3.
Se også NOAHs detaljerede forslag til en klimalov.
http://www.global-klima.org/onewebmedia/En%20dansk%20klimalov.pdf
[1] UN Framework Convention on Climate Change; https://unfccc.int/process-and-meetings/the-
convention/what-is-the-united-nations-framework-convention-on-climate-change
[2] UNEP (2018) Emissions Gap Report 2018; https://www.unenvironment.org/resources/emissions-
gap-report-2018
[3] IPCC Special Report on the impacts of global warming of 1.5°C https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/
sr15_spm_final.pdf
[4]
https://phys.org/news/2017-07-carbon-overestimated.html
[5]
https://phys.org/news/2017-10-global-doesnt-emissions.html
[6] https://report.ipcc.ch/sr15/pdf/sr15_spm_final.pdf - side 20. Reduktionsscenarierne er ikke
udført af IPCC selv, men af forskningsinstitutioner verden over. IPCC vurderer hundredvis af
scenarier og inddeler dem i grupper, alt efter hvilke temperaturstigninger, de hver især forudsiger for
år 2100.
[7] http://www.geoengineeringmonitor.org/ og
http://global-klima.org/onewebmedia/geoengineering_prn.pdf
[8] https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Statistik/pub2017dk.pdf
[9] https://unfccc.int/documents/194801 (for luftfart har NOAH ganget udledningerne med en faktor
2,5 for at indregne den forøgede klimaeffekt ved udledning højt i atmosfæren)
15