IFU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 185: Svar til Nils Sjøberg fra Folketingets formand om klage over forholdene i forbindelse med fremsættelse af visse ændringsforslag til lov om indfødsrets meddelelse L 180 og notat om tavshedspligt

Indfødsretsudvalget 2019-20
IFU Alm.del Bilag 185
Offentligt

Indfødsretsudvalget 2013-14

IFU Alm.del Bilag 11

Offentligt

LOVSEKRETARIATET

NOTAT

OM VIDEREGIVELSE AF FORTROLIGE OPLYSNINGER I FORBINDELSE

MED SAGER OM INDFØDSRETS MEDDELELSE

Sammenfatning:

Straffelovens almindelige regler om videregivelse af fortrolige oplysninger

gælder for folketingsmedlemmerne med hensyn til fortrolige oplysninger, som

de modtager som led i deres hverv. Såvel spørgsmålet om, hvorvidt en

oplysning er fortrolig, som spørgsmålet om, hvorvidt en videregivelse er

uberettiget efter straffelovens regler, afhænger af konkrete vurderinger. Der

skelnes ikke i lovgivningen mellem ”fortrolige” og ”særlig fortrolige”

oplysninger el. lign. I den konkrete vurdering af, om en videregivelse af en

fortrolig oplysning er uberettiget, herunder om den sker i berettiget

varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv, indgår

også en vurdering af oplysningens karakter. Vurderingen af, om lovgivningen

om videregivelse af fortrolige oplysninger i et givet tilfælde er overtrådt,

henhører i sidste ende under domstolene.

Justitsministeren har oplyst, at det har karakter af en vejledning af udvalgets

medlemmer om, at materialet efter ministeriets opfattelse indeholder

oplysninger af fortrolig karakter, når Justitsministeriet oversender materiale til

udvalget med angivelse af, at der er tale om fortrolige oplysninger.

Justitsministeriet har tidligere udtalt, at det må anses for tvivlsomt, om et

medlem af Folketinget begår en strafbar overtrædelse af de almindelige regler

om tavshedspligt, hvis fremdragelsen af de pågældende oplysninger sker som

led i den pågældendes redegørelse for sin opfattelse af et lovforslag eller dele

heraf eller med henblik på at orientere de øvrige medlemmer af Folketinget

om lovforslagets konsekvenser i bestemte situationer.

Samtidig tilkendegav Justitsministeriet, at strafansvar i alt fald næppe kan

antages at foreligge, hvis fremdragelsen af oplysningerne sker som led i en

begrundelse for, at der foreslås konkrete ændringer i det pågældende

lovforslag. Ministeriet gav også udtryk for, at der må være en meget bred

margin for, hvornår udtalelser, der fremsættes i Folketinget, ikke kan siges at

være fremsat i berettiget varetagelse af ”åbenbar almen interesse”.

Justitsministeriet har i en nyere besvarelse til Indfødsretsudvalget oplyst, at

der er visse oplysninger om ansøgere om dansk indfødsret – bl.a. vurderinger

10. oktober 2013

Ref.: 12-001178-103

1/1

IFU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 185: Svar til Nils Sjøberg fra Folketingets formand om klage over forholdene i forbindelse med fremsættelse af visse ændringsforslag til lov om indfødsrets meddelelse L 180 og notat om tavshedspligt

af, om de pågældende er til fare for statens sikkerhed – som ikke i praksis vil

blive fremsendt til udvalget.

Folketingets formand kan give henstillinger om gennemførelsen af

Folketingets forhandlinger og herunder henstille, at medlemmerne er særlig

varsomme i omgangen med visse oplysninger.

Indhold:

Indfødsretsudvalget har ved brev af 13. juni 2013 rettet henvendelse til

Folketingets Præsidium vedrørende retningslinjerne for

folketingsmedlemmers videregivelse af ”materiale af særlig

fortrolighedskarakter” i forbindelse med behandlingen af sager om meddelelse

af dansk indfødsret.

Indfødsretsudvalget har tidligere ved brev af 3. februar 2012 rettet

henvendelse til Præsidiet om emnet og anmodet Præsidiet om at præcisere,

hvad der er retningslinjerne for, hvordan medlemmer af Folketinget under

debatter i Folketingssalen og under den øvrige behandling af lov- og

beslutningsforslag og sager under almindelig del kan inddrage og dermed

viderebringe oplysninger, der er stemplet fortrolige.

Lovsekretariatet udarbejdede i den forbindelse et notat af 23. februar 2012 om

fortrolighed og tavshedspligt, som Folketingets formand vedlagde sin

besvarelse af 1. marts 2012 på Præsidiets vegne til Indfødsretsudvalget.

Formanden fremdrog i sit brev til udvalget visse hovedpunkter fra

Lovsekretariatets notat.

Formanden anførte herunder bl.a., at personsager, hvori der indgår

oplysninger af fortrolig karakter, og som har været behandlet i

Indfødsretsudvalget, som udgangspunkt vil kunne tages op til drøftelse i

Folketingssalen, uden at dette vil indebære en strafbar tilsidesættelse af

reglerne om tavshedspligt. Endvidere anførte formanden, at strafansvar

imidlertid ikke vil kunne udelukkes i tilfælde, hvor de oplysninger, der måtte

blive videregivet i forbindelse med behandlingen af et indfødsretslovforslag,

har en særlig fortrolighedskarakter, eller hvor der foreligger særlige

fortrolighedshensyn, herunder f.eks. hensynet til statens sikkerhed. Endelig

påpegede formanden, at den endelige afgørelse af, om tavshedspligten i et

konkret tilfælde er overtrådt, henhører under domstolene.

I sit nye brev til Præsidiet har Indfødsretsudvalget anmodet om en

præcisering af, hvad der er retningslinjerne for, i hvilket omfang medlemmer

af Folketinget under debatter i Folketingssalen og under den øvrige

behandling af lov- og beslutningsforslag og under almindelig del kan inddrage

og dermed viderebringe oplysninger ”af en særlig fortrolighedskarakter”.

Indfødsretsudvalget har i den forbindelse oplyst, at oplysninger ”af en særlig

2/2

fortrolighedskarakter” i udvalget primært forstås som de sager, som af

Justitsministeriet er stemplet fortroligt, fordi de er forelagt for udvalget i

henhold til § 21 i cirkulæreskrivelsen om naturalisation fra 2008 eller § 21 i

den nye aftale om indfødsret, som trådte i kraft den 15. juni 2013 (jf. nu

cirkulæreskrivelse nr. 9253 af 6. juni 2013 om naturalisation), de såkaldte

PET-sager.

Efterfølgende har Indfødsretsudvalget den 13. juni 2013 efter ønske fra Jan E.

Jørgensen (V) stillet en række spørgsmål til justitsministeren om samme

problemstilling (REU alm. del – spørgsmål nr. 68-72 (folketingsåret 2012-13)).

Justitsministeren har besvaret spørgsmålene den 23. september 2013.

Præsidiets besvarelse af Indfødsretsudvalgets brev af 13. juni 2013 og

Lovsekretariatets endelige udarbejdelse af dette notat har afventet

justitsministerens besvarelse af de nævnte spørgsmål, hvilket

Lovsekretariatet tidligere har drøftet med udvalgets sekretær.

Lovsekretariatet kan generelt fortsat henholde sig til indholdet af sit notat af

23. februar 2012 og til de hovedsynspunkter derfra, som Folketingets formand

fremdrog i sit brev af 1. marts 2012 til Indfødsretsudvalget, og som udvalget

også omtaler i sin nye henvendelse til Præsidiet.

Lovsekretariatet kan endvidere generelt tilslutte sig de retsopfattelser, der

kommer til udtryk i justitsministerens besvarelser af de ovennævnte

spørgsmål.

Som det er anført, er Folketingets medlemmer omfattet af straffelovens

generelle regler med hensyn til fortrolige oplysninger, som de modtager som

led i deres hverv.

En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er

betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde

den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, jf.

straffelovens § 152, stk. 3. Hvis en oplysning ikke ved lov eller anden gyldig

bestemmelse er betegnet som fortrolig, afhænger spørgsmålet om

oplysningens eventuelle fortrolighed således af en konkret vurdering af, om

de nævnte væsentlige hensyn foreligger. Det kan f.eks. være hensynet til

beskyttelsen af enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold eller

hensynet til statens sikkerhed. En given oplysning kan naturligvis også være

fortrolig både af hensyn til beskyttelsen af enkeltpersoners private forhold og

af hensyn til statens sikkerhed.

Forvaltningslovens § 27 – som ikke direkte gælder for Folketinget, idet

Folketinget ikke er en del af den offentlige forvaltning – indeholder en

3/3

opregning af en række af de hensyn, der kan føre til, at en oplysning er

fortrolig.

Som det også påpeges i justitsministerens besvarelse af Indfødsretsudvalgets

spørgsmål nr. 68, skelnes der ikke i de relevante bestemmelser om

fortrolighed og tavshedspligt m.v. mellem ”fortrolige” og ”særlig fortrolige”

oplysninger el. lign.

Lovsekretariatet noterer sig i den forbindelse det, som justitsministeren har

anført i sin besvarelse af Indfødsretsudvalgets spørgsmål nr. 68 om, at det

har karakter af en vejledning af udvalgets medlemmer om, at materialet efter

ministeriets opfattelse indeholder oplysninger af fortrolig karakter, når

Justitsministeriet oversender materiale til udvalget med angivelse af, at der er

tale om fortrolige oplysninger. Lovsekretariatet noterer sig endvidere, at

ministeren har anført, at der ikke i den forbindelse skelnes mellem ”fortrolige”

og ”særlig fortrolige” oplysninger el. lign.

I samme forbindelse bemærker Lovsekretariatet, at en stempling eller

tilsvarende påtegning af et dokument som fortroligt normalt alene angiver, at

den, som har foretaget påtegningen, opfatter dokumentets indhold som

fortroligt.

Lovsekretariatet må antage, at det er velbegrundet i hensyn, som

lovgivningens regler om tavshedspligt skal varetage, når Justitsministeriet

foretager en sådan påtegning af dokumenter i forbindelse med sager om

indfødsret eller i øvrigt betegner oplysninger i sådanne sager som fortrolige.

Endvidere påpeger Lovsekretariatet, at det ved flere lejligheder er

forekommet, at Folketinget har henstillet til ministrene, at der ydes denne form

for vejledning om karakteren af dokumenters indhold.

Som det er beskrevet både i Lovsekretariatets tidligere notat og i

justitsministerens besvarelser, er virkningen af, at en oplysning er fortrolig, at

uberettiget videregivelse eller udnyttelse af oplysningen kan straffes efter

straffelovens § 152. Det følger af straffelovens § 152 e, at § 152 ikke omfatter

tilfælde, hvor den pågældende enten er forpligtet til at videregive oplysningen

eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget

eller andres tarv.

Som det også er beskrevet både i Lovsekretariatets tidligere notat og i

justitsministerens besvarelser, vil vurderingen af, om der er sket en

overtrædelse af straffelovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger

– herunder af, om der er handlet i berettiget varetagelse af åbenbar

almeninteresse, jf. straffelovens § 152 e – skulle foretages konkret, og

karakteren af den fortrolige oplysning vil indgå i denne vurdering.

4/4

Det afhænger således både af en konkret vurdering, om en oplysning er

fortrolig i straffelovens forstand – uden for de tilfælde, hvor fortroligheden

beror på, at oplysningen ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet

for fortrolig – og om en videregivelse af oplysningen er uberettiget.

Lovsekretariatet har dog noteret sig, at justitsministeren i sin besvarelse af

spørgsmål nr. 68 har fremdraget ministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 1 af

27. oktober 1988 fra Folketingets Indfødsretsudvalg om behandling af

oplysninger af fortrolig karakter i Folketingssalen i forbindelse med behandling

af indfødsretslovforslag.

Heri udtalte Justitsministeriet bl.a., at det må anses for tvivlsomt, om et

medlem af Folketinget begår en strafbar overtrædelse af de almindelige regler

om tavshedspligt, hvis fremdragelsen af de pågældende oplysninger sker som

led i den pågældendes redegørelse for sin opfattelse af et lovforslag eller dele

heraf eller med henblik på at orientere de øvrige medlemmer af Folketinget

om lovforslagets konsekvenser i bestemte situationer.

Endvidere tilkendegav Justitsministeriet, at strafansvar i alt fald næppe kan

antages at foreligge, hvis fremdragelsen af oplysningerne sker som led i en

begrundelse for, at der foreslås konkrete ændringer i det pågældende

lovforslag. Ministeriet gav også udtryk for, at der må være en meget bred

margin for, hvornår udtalelser, der fremsættes i Folketinget, ikke kan siges at

være fremsat i berettiget varetagelse af ”åbenbar almen interesse”.

Justitsministeriet henviste i den forbindelse også til den beskyttelse af

folketingsmedlemmers ytringsfrihed, der har fundet udtryk i grundlovens

§ 57, 2. pkt., hvoraf det følger, at intet folketingsmedlem kan drages retligt til

ansvar for sine ytringer i Folketinget uden samtykke fra dette.

Justitsministeriet udtalte ydermere, at det på den baggrund var ministeriets

opfattelse, at personsager, hvori der indgår oplysninger af fortrolig karakter,

og som har været behandlet i Indfødsretsudvalget, vil kunne tages op til

drøftelse i folketingssalen, uden at dette vil indebære en strafbar

tilsidesættelse af reglerne om tavshedspligt.

Lovsekretariatet har imidlertid noteret sig, at justitsministeren i besvarelsen af

spørgsmål nr. 68 afslutningsvis har påpeget, at Justitsministeriet ikke i praksis

vil oversende oplysninger af en sådan fortrolig karakter som beskrevet i

ministerens brev til Folketingets formand af 30. maj 2013 til

Indfødsretsudvalget, og at dette således gælder i forhold til vurderinger af, om

en ansøger om dansk indfødsret udgør en fare for statens sikkerhed.

5/5

Som det fremgår af Lovsekretariatets notat af 23. februar 2012 og af

Folketingets formands brev af 1. marts 2012 til Indfødsretsudvalget – og som

udvalget selv anfører i sin nye henvendelse til Præsidiet og justitsministeren

ligeledes har anført i besvarelserne af de ovennævnte spørgsmål – henhører

afgørelsen af, om tavshedspligt i et konkret tilfælde er overtrådt, i sidste ende

under domstolene.

Som ligeledes nævnt kan formanden med hjemmel i forretningsordenen

komme med henstillinger til medlemmerne om forhandlingernes

gennemførelse. Formanden kan herunder, som det tidligere er sket, henstille,

at Folketingets medlemmer under de offentlige forhandlinger, der finder sted i

Folketingssalen, udviser forståelse for de særlige hensyn, der i enkelte typer

af sager taler for fortrolighed – i sager om indfødsret bl.a. hensynet til

beskyttelse af følsomme oplysninger om enkeltpersoner og hensynet til

myndigheders muligheder for at varetage deres opgaver – og som følge heraf

er særligt varsomme med omgangen med oplysninger, hvis videregivelse kan

være i konflikt med disse hensyn.

6/6